Wikikilden nowikisource https://no.wikisource.org/wiki/Wikikilden:Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.17 first-letter Medium Spesial Diskusjon Bruker Brukerdiskusjon Wikikilden Wikikilden-diskusjon Fil Fildiskusjon MediaWiki MediaWiki-diskusjon Mal Maldiskusjon Hjelp Hjelpdiskusjon Kategori Kategoridiskusjon Forfatter Forfatterdiskusjon Side Sidediskusjon Indeks Indeksdiskusjon Undertekster Undertekstdiskusjon Modul Moduldiskusjon Arrangement Arrangementsdiskusjon 10 4070 331446 330897 2026-08-26T16:44:56Z Øystein Tvede 3938 331446 wikitext text/x-wiki <div class="plainlinks"> <!-- Dette er en løpende liste. Sett nyeste tekster øverst, fjern eldste nederst. Legg gjerne også teksten til på Wikikilden:Nye tekster, som er en permanent liste--> {{ny tekst|Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie for Skolen og Hjemmet. I: De østerlandske Folk og Hellenerne|John Utheim|1890}} {{ny tekst|Utvalgte idyller|Teokrit|1922}} {{ny tekst|Markens Grøde|Knut Hamsun|1917}} {{ny tekst|Den første Kjærlighet|Ivan Turgenev|1913}} {{ny tekst|Den forsvundne verden|Arthur Conan Doyle|1913}} {{ny tekst|Møllergutten (Øverland)|Ole Andreas Øverland|1896|tittel=Møllergutten}} {{ny tekst|Jotunheimens Opdagelseshistorie|Ole Andreas Øverland|1896}} {{ny tekst|Barndoms- og ungdomsminder om Henrik Wergeland|Hans Tønsager|1897}} {{ny tekst|Odysseen illustrert|Homer|1922}} {{ny tekst|Fyrsten|Niccolò Machiavelli|1898}} {{ny tekst|Den Gaadefulde|Knut Hamsun|1877}} {{ny tekst|Den røde døds maske og andre fortellinger|Edgar Allan Poe|1914}} {{ny tekst|Don Juan de Maraña|Prosper Mérimée|1921}} {{ny tekst|Rænessancens Florens|Asta Graah Bolander|1927}} {{ny tekst|Giftslangen|Ambrose Bierce|1912}} </div> {{midtstilt|'''[[Wikikilden:Nye tekster|Arkiv]]'''}} {{strek|8em|margin-tb=2em|color=#cedff2}} <!-- Utvalgte forsider. Bytt gjerne ut eksemplene fra tid til annen --> <div class="enws-hide-on-mobile"> <gallery heights=200 mode="nolines" class="center"> Berit Ursin.pdf|page=3|link=[[Berit Ursin]]|'''{{forfatterl|Regine Normann}}''',{{br}}''[[Berit Ursin]]'', 1917 Karl Monks oplevelser.pdf|page=1|link=[[Karl Monks oplevelser]]|'''{{forfatterl|Fredrik Viller}}''',{{br}}''[[Karl Monks oplevelser]]'', 1912 Storkarer.djvu|page=7|link=[[Storkarer]]|'''{{forfatterl|Hans Aanrud}}''',{{br}}''[[Storkarer]]'', 1901 </gallery> <div style="text-align:center;font-size:83%">[http://no.wikisource.org/w/index.php?title=Mal:Nye_tekster&action=edit rediger]</div></div><noinclude> [[Kategori:Usorterte maler]] </noinclude> 73el6e568k9ld5dm0b2zezjhc0585ao 331447 331446 2026-08-26T16:50:56Z Øystein Tvede 3938 331447 wikitext text/x-wiki <div class="plainlinks"> <!-- Dette er en løpende liste. Sett nyeste tekster øverst, fjern eldste nederst. Legg gjerne også teksten til på Wikikilden:Nye tekster, som er en permanent liste--> {{ny tekst|Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie for Skolen og Hjemmet. I: De østerlandske Folk og Hellenerne|John Utheim|1880}} {{ny tekst|Utvalgte idyller|Teokrit|1922}} {{ny tekst|Markens Grøde|Knut Hamsun|1917}} {{ny tekst|Den første Kjærlighet|Ivan Turgenev|1913}} {{ny tekst|Den forsvundne verden|Arthur Conan Doyle|1913}} {{ny tekst|Møllergutten (Øverland)|Ole Andreas Øverland|1896|tittel=Møllergutten}} {{ny tekst|Jotunheimens Opdagelseshistorie|Ole Andreas Øverland|1896}} {{ny tekst|Barndoms- og ungdomsminder om Henrik Wergeland|Hans Tønsager|1897}} {{ny tekst|Odysseen illustrert|Homer|1922}} {{ny tekst|Fyrsten|Niccolò Machiavelli|1898}} {{ny tekst|Den Gaadefulde|Knut Hamsun|1877}} {{ny tekst|Den røde døds maske og andre fortellinger|Edgar Allan Poe|1914}} {{ny tekst|Don Juan de Maraña|Prosper Mérimée|1921}} {{ny tekst|Rænessancens Florens|Asta Graah Bolander|1927}} {{ny tekst|Giftslangen|Ambrose Bierce|1912}} </div> {{midtstilt|'''[[Wikikilden:Nye tekster|Arkiv]]'''}} {{strek|8em|margin-tb=2em|color=#cedff2}} <!-- Utvalgte forsider. Bytt gjerne ut eksemplene fra tid til annen --> <div class="enws-hide-on-mobile"> <gallery heights=200 mode="nolines" class="center"> Berit Ursin.pdf|page=3|link=[[Berit Ursin]]|'''{{forfatterl|Regine Normann}}''',{{br}}''[[Berit Ursin]]'', 1917 Karl Monks oplevelser.pdf|page=1|link=[[Karl Monks oplevelser]]|'''{{forfatterl|Fredrik Viller}}''',{{br}}''[[Karl Monks oplevelser]]'', 1912 Storkarer.djvu|page=7|link=[[Storkarer]]|'''{{forfatterl|Hans Aanrud}}''',{{br}}''[[Storkarer]]'', 1901 </gallery> <div style="text-align:center;font-size:83%">[http://no.wikisource.org/w/index.php?title=Mal:Nye_tekster&action=edit rediger]</div></div><noinclude> [[Kategori:Usorterte maler]] </noinclude> mzn6in8ud6zcxackq8ixi5lmpq6jeji 102 34901 331455 326268 2026-08-26T21:00:43Z Øystein Tvede 3938 /* Tekster */ 331455 wikitext text/x-wiki {{forfatterWD |fornavn = John |etternavn = Utheim |beskrivelse = Norsk teolog og politiker (V) }} ==Tekster== *''[[Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie for Skolen og Hjemmet. I: De østerlandske Folk og Hellenerne]]'' (1880) *[[Folkets Husbondsret]] (1884) {{PD-old|nb}} opq0tlgkjtn38j0btgnwe593vtrypni 104 142626 331434 330313 2026-08-26T12:03:43Z Øystein Tvede 3938 331434 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>tage Løn derfor. Naar han dette gjorde, vilde Zeus til Løn for hans Lydighed føre ham ind i Olympens Boliger blandt de udødelige. Efter at have tenkt over Prestindens Svar fandt Herakles, at hans Stilling dog alligevel kunde gaa an; thi efter Oraklets Udsagn kunde han dog forudse en Ende paa den forhadte Trældomstjeneste, og som Løn havde han Udødelighed ivente. Pythia var det ogsaa, som først skal have tiltalt ham med Navnet Herakles, fordi det var ved Heras Forfølgelser, at han skulde naa sin Berømmelse. Tidligere havde han hedt Alkeides, d. e. Styrkens Søn. Sin første Heltegjerning havde Herakles allerede udført, medens han som Hyrde vogtede sin Stedfaders Kvæg. Han nedlagde nemlig en uhyre Løve, som rasede omkring Bjerget {{sp|Kithæro|n}} i Bøotien. Ligeledes havde han befriet sin Fødeby Theben fra en skjendselsfuld Tribut, som den havde maattet betale til Orchomenierne, og havde endogsaa tvunget disse til for Fremtiden selv at betale en lignende Skat til Theben. Sletten omkring Orchomenos forvandlede han til en stor Sump ved at tilstoppe Udløbet for Søen Kopais. {{---}} Eurystheus var imidlertid bleven Konge i Mykenæ efter sin Fader. Da en Tid var gaaet hen, sendte han Bud til Herakles og bød ham komme til sig, da han efter Gudernes Vilje havde et Arbeide at paalægge ham. Herakles harmedes over Anmodningen, da han ansaa det for uværdigt for sig at tjene en ringere. Han henfaldt endog<noinclude><references/></noinclude> rhamshm1icx9329avz7060wlj4wvgwp 104 142627 331442 330316 2026-08-26T12:36:25Z Øystein Tvede 3938 331442 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>en Tid lang i et Tungsind, der grænsede til Vanvid; men endelig rystede han Tungsindets Lænker af sig og forsonede sig med sin Skjebne, især fordi Udødelighedens Løn var stillet ham i Udsigt. Han begav sig til Eurystheus, og det var efter dennes Bud, at han derpaa udførte de Heltegjerninger, som er bekjendte under Navn af {{sp|Herakles' tolv store Arbeide|r}}. Disse, der hyppig har været gjorte til Gjenstand for kunstnerisk Fremstilling i Fortid og Nutid, var følgende: 1) {{sp|Den nemeiske Løv|e}}. I Nemeas og Kleonæs Skove i Argolis huserede der en Løve, som ikke kunde saares ved nogen dødeligs Skud. Da Herakles ifølge Eurystheus' Befaling om at bringe Dyret for hans Øine begav sig til Argolis, tog han paa Veien didhen ind hos en fattig Mand ved Navn {{sp|Molorcho|s}}, som netop var iferd med at bringe Zeus et Offer. Herakles overtalte ham til at udsætte med Ofringen i tredive Dage; hvis Herakles inden Udløbet af dette Tidsrum var kommen tilbage fra sin farefulde Jagt, skulde de i Fællesskab bringe Zeus Offeret; hvis han derimod omkom, skulde Molorchos bringe det som et Dødningeoffer for ham. Derpaa begav Herakles sig ind i Skoven, traf Løven og skjød paa den; men Pilene prellede af mod dens haarde Hud, som om de havde rammet en Sten. Han gik nu løs paa Løven med sin Kølle og bedøvede den, hvorpaa han kvalte den med sine sterke Arme. Han tog den derpaa paa sine Skuldre og kom til Molorchos netop den tredivte Dag, medens denne holdt paa at træffe Forberedelser til Dødningeofferet for Herakles. De ofrede nu begge i Fællesskab til Frelseren Zeus og lagde derved Grunden til de senere saa berømte nemeiske Lege.<ref>Se senere Stykket om de græske Festlege.</ref>. Da Herakles bragte Løven til Mykenæ,<noinclude><references/></noinclude> ta0b9s2bwhhh0ue52s0lbytuyppt5gw 104 142629 331435 330318 2026-08-26T12:05:01Z Øystein Tvede 3938 331435 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>kom Eurystheus paa Grund af Dyrets Vælde og Heltens Styrke i en saadan Skræk, at han gav Herakles Befaling til for Fremtiden at blive staaende udenfor Porten, naar han viste ham sine Seierstropæer. Løvens Hud benyttede Herakles senere istedenfor Hjelm og Kappe, og Køllen var fra nu af hans Yndlingsvaaben; derfor fremstiller Billedhuggerkunsten ham ogsaa stadig med disse Emblemer. 2) {{sp|Den lernæiske Hydr|a}}. Indsøen Lerna i Argolis var Opholdsstedet for en Vandslange (Hydra). Denne havde flere Hoveder (nogle siger 7, andre 9, andre 50 og atter andre endog 100), hvoraf det midterste var udødeligt. Herakles, der paa sin Jagt efter denne ledsagedes af sin Brodersøn, den unge Iolaos, drev den ud af dens Hule, greb den med Hænderne og begyndte at afhugge dens Hoveder, men merkede til sin store Skræk og Forundring, at der voksede frem to nye Hoveder for hvert, som afhuggedes. Dette hindrede han dog ved at brænde Saarene med glødende Brande, og det udødelige Hoved begrov han tilslut under store Klippestykker. 3) {{sp|Den kerynitiske Hin|d}}. Paa Bjerget Keryneia mellem Arkadien og Achaia havde en Hind, der var {{sp|Artemi|s}}<ref>Artemis (Diana) var Jagtens Gudinde og Apollons Tvillingsøster.</ref> helliget, sit Tilhold. Dens Fødder var af Kobber, den havde gyldne Horn og udmerkede sig ved sin overordentlige Hurtighed, saa Herakles forfulgte, den et helt Aar, før det lykkedes ham at gribe den og føre den levende for Eurystheus. 4) {{sp|Det erymanthiske Vildsvi|n}}. En sand Landeplage var det Vildsvin, som sværmede om paa Bjerget Erymanthos i det nordvestlige Arkadien. Egnen blev først befriet for det, da Herakles fangede det og bragte det levende paa sine Skuldre til Eurystheus. Denne blev<noinclude><references/></noinclude> plhuq6lv3gfndrws588b9vninnxfe2j 331436 331435 2026-08-26T12:30:46Z Øystein Tvede 3938 331436 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>kom Eurystheus paa Grund af Dyrets Vælde og Heltens Styrke i en saadan Skræk, at han gav Herakles Befaling til for Fremtiden at blive staaende udenfor Porten, naar han viste ham sine Seierstropæer. Løvens Hud benyttede Herakles senere istedenfor Hjelm og Kappe, og Køllen var fra nu af hans Yndlingsvaaben; derfor fremstiller Billedhuggerkunsten ham ogsaa stadig med disse Emblemer. 2) {{sp|Den lernæiske Hydr|a}}. Indsøen Lerna i Argolis var Opholdsstedet for en Vandslange (Hydra). Denne havde flere Hoveder (nogle siger 7, andre 9, andre 50 og atter andre endog 100), hvoraf det midterste var udødeligt. Herakles, der paa sin Jagt efter denne ledsagedes af sin Brodersøn, den unge Iolaos, drev den ud af dens Hule, greb den med Hænderne og begyndte at afhugge dens Hoveder, men merkede til sin store Skræk og Forundring, at der voksede frem to nye Hoveder for hvert, som afhuggedes. Dette hindrede han dog ved at brænde Saarene med glødende Brande, og det udødelige Hoved begrov han tilslut under store Klippestykker. 3) {{sp|Den kerynitiske Hin|d}}. Paa Bjerget Keryneia mellem Arkadien og Achaia havde en Hind, der var {{sp|Artemi|s}}<ref>Artemis (Diana) var Jagtens Gudinde og Apollons Tvillingsøster.</ref> helliget, sit Tilhold. Dens Fødder var af Kobber, den havde gyldne Horn og udmerkede sig ved sin overordentlige Hurtighed, saa Herakles forfulgte den et helt Aar, før det lykkedes ham at gribe den og føre den levende for Eurystheus. 4) {{sp|Det erymanthiske Vildsvi|n}}. En sand Landeplage var det Vildsvin, som sværmede om paa Bjerget Erymanthos i det nordvestlige Arkadien. Egnen blev først befriet for det, da Herakles fangede det og bragte det levende paa sine Skuldre til Eurystheus. Denne blev<noinclude><references/></noinclude> fwue463py337ab8dnt7p4f4irdd2kmt 104 142630 331437 330319 2026-08-26T12:32:05Z Øystein Tvede 3938 331437 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>saa forskrækket ved at se det, at han gjemte sig i et stort Kar og for Fremtiden ikke selv vovede at give Herakles sine Befalinger. 5) {{sp|Kong Augea|s}}' {{Fjø|s}}. Kongen i Elis, Augeas, havde i lang Tid havt 3000 Stykker Hornkvæg i sit Fjøs, uden at dette nogensinde var bleven gjort rent. Dets Rengjørelse udførte Herakles paa en eneste Dag paa den Maade, at han ledede Floden Alpheios gjennem Fjøset. Augeas havde paa Forhaand lovet ham 300 Stykker Kvæg, som han selv kunde vælge, hvis han paa én Dag kunde udføre Arbeidet. Bagefter brød dog Augeas sit Løfte, og Herakles fik intet. 6) {{sp|Stymphalidern|e}}. Ved Søen Stymphalos i Arkadien havde nogle uhyre Rovfugle med Vinger, Neb og Klør af Jern sine Reder. Ved at dræbe dem befriede Herakles Egnen for den Rædsel, de havde udbredt. 7) {{sp|Den kretensiske Oks|e}}. Kong Minos paa Kreta havde en Dag lovet at ofre til Havets Gud Poseidon det første, som Havet maatte bringe ham. Straks efter kom der en prægtig Okse op af Havet; men Kongen brød trods Presternes Advarsler sit Løfte og bragte Dyret til sin Hjord. Straffen udeblev ikke; Dyret blev rasende og stangede ihjel flere af Hjorden. Herakles temmede Oksen med Lethed og svømmede paa dens Ryg over til Grækenland, hvor Eurystheus igjen slap den løs. Senere fangede Theseus den igjen ved Marathon (Side 99). 8) {{sp|Diomede|s}}' {{Hest|e}}. Diomedes var Konge i Thrakien. Denne Mand fodrede sine glubske Heste med Menneskekjød, idet han kastede for dem alle fremmede, som betraadte hans Land. Herakles lod dem fortære Diomedes selv og bragte dem derpaa til Eurystheus, som slap dem fri igjen; de blev senere revne ihjel af vilde Dyr paa de arkadiske Bjerge.<noinclude><references/></noinclude> 5yti5k6jhl67pz77s7lcoxkev57px6u 331438 331437 2026-08-26T12:32:26Z Øystein Tvede 3938 331438 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>saa forskrækket ved at se det, at han gjemte sig i et stort Kar og for Fremtiden ikke selv vovede at give Herakles sine Befalinger. 5) {{sp|Kong Augea|s}}' {{sp|Fjø|s}}. Kongen i Elis, Augeas, havde i lang Tid havt 3000 Stykker Hornkvæg i sit Fjøs, uden at dette nogensinde var bleven gjort rent. Dets Rengjørelse udførte Herakles paa en eneste Dag paa den Maade, at han ledede Floden Alpheios gjennem Fjøset. Augeas havde paa Forhaand lovet ham 300 Stykker Kvæg, som han selv kunde vælge, hvis han paa én Dag kunde udføre Arbeidet. Bagefter brød dog Augeas sit Løfte, og Herakles fik intet. 6) {{sp|Stymphalidern|e}}. Ved Søen Stymphalos i Arkadien havde nogle uhyre Rovfugle med Vinger, Neb og Klør af Jern sine Reder. Ved at dræbe dem befriede Herakles Egnen for den Rædsel, de havde udbredt. 7) {{sp|Den kretensiske Oks|e}}. Kong Minos paa Kreta havde en Dag lovet at ofre til Havets Gud Poseidon det første, som Havet maatte bringe ham. Straks efter kom der en prægtig Okse op af Havet; men Kongen brød trods Presternes Advarsler sit Løfte og bragte Dyret til sin Hjord. Straffen udeblev ikke; Dyret blev rasende og stangede ihjel flere af Hjorden. Herakles temmede Oksen med Lethed og svømmede paa dens Ryg over til Grækenland, hvor Eurystheus igjen slap den løs. Senere fangede Theseus den igjen ved Marathon (Side 99). 8) {{sp|Diomede|s}}' {{sp|Hest|e}}. Diomedes var Konge i Thrakien. Denne Mand fodrede sine glubske Heste med Menneskekjød, idet han kastede for dem alle fremmede, som betraadte hans Land. Herakles lod dem fortære Diomedes selv og bragte dem derpaa til Eurystheus, som slap dem fri igjen; de blev senere revne ihjel af vilde Dyr paa de arkadiske Bjerge.<noinclude><references/></noinclude> i1rydc9co800fwxhtmxoldtonr4jl05 104 142631 331439 330320 2026-08-26T12:33:03Z Øystein Tvede 3938 331439 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> 9) {{sp|Hippolytes Belt|e}}. De krigerske Amazoners<ref>Efter Sagnet var Amazonerne (de brystløse) et Folk, der kun bestod af Kvinder. Sit Navn fik de deraf, at de brændte bort det høire Bryst paa Pigerne, mens de var smaa, forat dette ikke skulde være dem iveien, naar de skulde spænde Buen. De boede paa Kysterne af det sorte Hav og i Fjeldegnene ved Kaukasus. Ogsaa i Afrika fandtes der Amazoner. </ref> Dronning Hippolyte havde faaet et Belte af Krigens Gud Ares, og det havde den Egenskab, at Kraften mangedobledes hos den, som bar det. I en Kamp, hvori Hippolyte faldt, tog Herakles det fra hende og bragte det som Gave til Eurystheus' Datter, den skjønne Admete. 10) {{sp|Geryone|s}}' {{sp|Kvæ|g}}. Geryones var Konge i Spanien eller efter et andet Sagn paa de baleariske Øer og var en svær Kjæmpe med tre Legemer. Han havde en stor Hjord sjelden vakkert Kvæg, som bevogtedes af en Kjæmpe og en Hund med to Hoveder. Herakles nedlagde baade Vogterne og Geryones og bragte Kvæghjorden til Eurystheus. Paa Hjemreisen fra Spanien var det, Herakles havde sit Eventyr med Røveren {{sp|Kako|s}}. Denne holdt til i en skovrig Egn i Italien og var en Skræk for alle Naboer. Herakles var kommen i Nærheden af hans Hule, og medens han sov, kom Røveren forbi og fik se de deilige Dyr; han kunde ikke modstaa Fristelsen, men stjal nogle af dem. Men for ikke at blive opdaget trak han med sine Kjæmpekræfter Dyrene baglængs ind i sin Hule. Da Herakles opdagede, at nogle af Dyrene var borte, forfulgte han deres Spor og kom hen til Hulen; men da alle Spor førte ud og ingen ind i Hulen, troede han at have taget feil. Kakos' Bedrageri opdagedes dog derved, at de stjaalne Dyr besvarede de andres Brølen, og Kakos maatte med Livet bøde for sine Kjeltringstreger.<noinclude><references/></noinclude> i8lmngvm1wru9jfey6zu4ifyj2ctv5a 104 142632 331440 330297 2026-08-26T12:33:54Z Øystein Tvede 3938 331440 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Da Herakles havde udført disse ti Arbeider, troede han, at han havde opfyldt Skjebnens Bestemmelse, og haabede at kunne glæde sig over sin fulde Frihed. Men med fremhyklet Beklagelse forklarede Eurystheus ham, at han endnu havde to Arbeider at udføre, fordi to af de tidligere ikke var udførte efter Oraklets Bestemmelse. Den lernæiske Hydra havde han ikke dræbt alene, men med Bistand af Iolaos, og for at rengjøre Augeas' Fjøs havde han betinget sig Løn og derved nedværdiget sig selv til en lønnet Tjener. Disse Arbeider kunde altsaa ikke regnes med. De farligste af alle Eventyr, Herakles havde at bestaa, var de to sidste Arbeider, Eurystheus paalagde ham. Denne, der følte sig Herakles dybt underlegen og derfor levede i stadig Frygt for at blive stødt fra Thronen af ham, nærede det sikre Haab at blive ham kvit, naar han overdrog ham Udførelsen af disse og alle de tidligere vovelige Foretagender; men Eurystheus var kun et Redskab i en høiere Magts Tjeneste, der stedse førte den selvopofrende Helt til Seier. 11) {{sp|Hesperidernes Æble|r}}. Da Herakles skulde hente de gyldne Æbler, der voksede i Hesperidernes Have, vidste han ikke engang, hvor denne Have, som bevogtedes af en Drage, var at finde. Efter mange Kampe og megen Omflakken tillands og tilvands kom han endelig til de samme Nymfer, der havde foræret Perseus den merkelige Pose til at gjemme Medusahovedet i (Side 74); disse gav ham det Raad, at han skulde fange den gamle kløgtige Havgud {{sp|Nereu|s}} og tvinge ham til at fortelle, hvor de gyldne Æbler holdtes gjemte. Dette gjorde Herakles, og uagtet Gamlingen forvandlede sig til allehaande Ting, slap han ham ikke løs igjen, før han havde vist ham Veien til Hesperiderne. Herakles vandrede derpaa gjennem Libyen og traf der paa Jætten {{sp|Antæo|s}}, som vilde slaaes med ham. Saalænge Antæos med sine Fødder berørte sin Mo-<noinclude><references/></noinclude> evvhpk2cl1xnz8gov0mycrrvkohhor0 104 142638 331441 330325 2026-08-26T12:35:01Z Øystein Tvede 3938 331441 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sluttede han at hevne sig. Han trak den giftige Pil ud og aftørrede Blodet med et Klæde, som han gav Deianeira med det Paalæg, at hvis hun nogensinde kom til at frygte for, at hendes Mand vilde forstøde hende, skulde hun kun lade ham bære dette Klæde paa sit Legeme, og han vilde da aldrig forlade hende. Senere fik Deianeira Mistanke om, at hendes Egtefælle elskede Iole, den fangne Kongedatter i Herakles' Hus, mere end hende, og hun sendte ham som Gave en prægtig Klædning, hvori det i Kentaurens Blod dyppede Klæde var indsyet. Herakles iførte sig Klædningen; men neppe var dette skeet, før Giften angreb hans Krop, og han led de forfærdeligste Lidelser. Klædet vilde han rive af sig, men Kjødet fulgte med. Paa Bjerget {{sp|Øt|a}}<ref>Øta ligger paa Grænsen mellem Thessalien og Mellemgrækenland. Selv den Dag idag viser Folkesagnet det Sted, hvor Herakles' Baal flammede. </ref> lod han da opføre et stort Baal, som han besteg, og befalede de omkringstaaende at antænde det; men ingen vilde befri ham fra hans Lidelser. Da kom hans Ven {{sp|Philoktete|s}} fra Thessalien tilfeldigvis forbi, og han viste ham denne Kjærlighedstjeneste, og til Gjengjæld gav Herakles ham sine Pile. Dette var Herakles' sidste Prøvelse her i Livet. Heltens dødelige Legeme fortæredes af Luerne; men under voldsomt Tordenbrag hævede sig derpaa fra Baalet en forklaret Skikkelse i en Sky til {{sp|Olympe|n}}<ref>Olympos var et Bjerg i Thessalien, hvor man tænkte sig Gudernes Opholdssted var. Tyrkerne kalder det endnu »det himmelske Hus«.</ref>, hvor Guderne modtog den gjennem Smerter rensede Helt og gav ham til Hustru den unge udødelige Hebe. I den gamle Tid, blandt Grækerne og Romerne, opfattedes Herakles som en Velgjører, der ifølge høiere Magters Bestemmelse drog om i Verden i selvopofrende<noinclude><references/></noinclude> r86i2943z4wptpq29eh754nm8uzndh4 104 142646 331443 330342 2026-08-26T15:00:12Z Øystein Tvede 3938 331443 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>fremmødte alle Guderne, og Harmonia fik af sin Moder i Brudegave et Halsbaand, der var forfærdiget af Ildens og Smedekunstens Gud, den lavhalte {{sp|Hephæsto|s}} (Vulcanus), og som senere bragte saa mange Ulykker over Harmonia og alle dem, i hvis Besiddelse det kom. Det blev tilsidst nedlagt som Offergave i Templet i Delphi. Efter et langt og ulykkeligt Liv reiste Kadmos og Harmonia til Illyrien, hvor de efter Sagnet blev forvandlede til Slanger og af Zeus førte til {{sp|Elysio|n}}, som efter Grækernes Opfatning var et Opholdssted for dem, som ved Gudernes Gunst ikke rammedes af Dødens Lod. Efter disse Sagn har altsaa Kadmos været en Phøniker og {{sp|Thebe|n}} en phønikisk Koloni; de ældste græske Digtere ved dog intet herom, og det er ogsaa først Herodot, der har gjort ham til en Tyrier. Kadmos, d. e. Ordneren, var oprindelig en thebansk Guddom; først i senere Tider, da man havde Bevidstheden om en urgammel Forbindelse mellem Grækenland og Orienten, og man bestræbte sig for at føre græske religiøse Skikke og græsk Kultur tilbage til orientalsk Oprindelse, opstod Sagnet om en fra Tyros indvandret Kadmos. Naar saaledes Grækerne tillægger ham Æren for at have lært dem Bogstavskriften og Kunsten at smelte og bearbeide Metaller, er dette kun et Udtryk for Tilbøieligheden til at henføre disse Ting, hvis orientalske Oprindelse er sikker, til en bestemt fra Østen indvandret Person. Kadmos' Etterkommere er blevne berømte ved sine Ulykker. Hans Datter {{sp|Semel|e}} fordristede sig til at ville se Zeus i Glansen af hans Majestæt, men fortæredes af den himmelske Ild, der omgav Guden. Zeus frelste dog den Søn, som hun endnu bar under sit Hjerte, og som var Frugten af deres Kjærlighed. Denne Søn var {{sp|Dionyso|s}}, der blev Vinens Gud og drog omkring i forskjellige Lande og lærte Folk Vinavlen; paa dette sit eventyrlige<noinclude><references/></noinclude> sork4aosh954qgsjhuqwern26lvn6rd 104 142649 331444 330346 2026-08-26T15:05:39Z Øystein Tvede 3938 331444 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>lovede sin Søster Iokaste, Laios' Enke, til den, der kunde befri Staden fra den forferdelige Plageaand. Ødipus trodser Faren. »Hvem er det talende Væsen«, siger Sphinxen, »der om Morgenen gaar paa fire Ben, midt paa Dagen paa to og om Aftenen paa tre?« »Mennesket«, svarer Ødipus, »der i Begyndelsen af sit Liv kryber om paa Hænder og Fødder, siden gaar opret paa begge Ben og i sit Livs Aften støtter sig til en Stav«. Det beseirede Uhyre styrter sig ned fra Klippen og dør. Af Taknemmelighed for denne Velgjerning tager Thebanerne Ødipus til Konge; han egter Iokaste og faar med hende to Sønner og to Døtre. Han er saaledes bleven sin Faders Morder, sin Moders Egtefælle og sine Børns Broder. Ødipus havde været en Bold for den blinde Skjebnes Luner og blev ogsaa dens Offer. Oraklets Udsagn var gaaet i Opfyldelse. Aar gik hen, da Ødipus' langvarige Lykke endelig bliver forstyrret ved Misvekst og en frygtelig Pest. Apollons Orakel bliver adspurgt om Aarsagen til disse Ulykker, og det erklærer, at Byen kun kan reddes derved, at Laïos' Morder vises ud af Landet eller dræbes. Af Omhu for Byens Vel søger Ødipus at opdage Forbryderen, og Udbyttet af denne Undersøgelse er, at han Skridt for Skridt lærer sin egen grufulde Skjebne at kjende. Iokaste kvæler sig af Fortvivlelse, Ødipus blinder sig selv, hvorpaa han fulgt af Thebanernes Forbandelser forlader det besudlede Palads, ledsaget af sin trofaste Datter {{sp|Antigon|e}}, der er Slegtskjærlighedens skjønneste Repræsentant i de gamle Sagn. Han vanker om i fremmede Lande, en Gjenstand for alles Gru og bortstødt overalt, hvor man faar hans berygtede Navn at vide. Det er {{sp|Erinyern|e}} (Furierne), den guddommelige Hevns ubønhørlige Gudinder, som overalt forfølger ham<noinclude><references/></noinclude> 9rb7r9xcsl76qgwa45o7f53988tgo5k 104 142654 331445 331056 2026-08-26T15:57:20Z Øystein Tvede 3938 331445 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>Den eneste af de syv Fyrster, som faldt i denne Kamp, var {{sp|Ægialeu|s}}, hvis Fader var den eneste, som reddede Livet i den første thebanske Krig. Da Adrastos fik sin Søns Død at vide, døde han af Sorg. Polyneikes' Søn, {{sp|Thersandro|s}}, fik derefter Herredømmet i Theben; men Riget hjemsøgtes af tunge Ulykker, saalænge Kadmos' Æt herskede der. Dette var det Sagn, som gik blandt Grækerne om de to thebanske Krige. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|24. Sagnet om Iason og Argonautertoget.}}}} {{--}} Kadmos' Datter Ino var, som før nævnt (Side 105), efter Sagnet bleven gift med {{sp|Athama|s}}, Konge i Orchomenos i Bøotien; denne havde med en tidligere Hustru havt to Børn, Datteren {{sp|Hell|e}} og Sønnen {{sp|Phrixo|s}}. Den onde Stedmoder stod Børnene efter Livet og bragte det ved sine Rænker saa vidt, at Faderen besluttede at ofre Phrixos for at faa godt Aar. Da steg Hermes ned fra Himmelen og hjalp de stakkels moderløse; han gav dem en stor, vakker Buk med gyldent Skind, og paa den skulde Phrixos og hans Søster sætte sig, saa vilde den føre dem gjennem Luften til {{sp|Kolchi|s}}, inderst ved det sorte Hav. Dette gjorde de; men da Helle saa de fraadende Bølger dybt under sig, blev hun svimmel, slap Taget og faldt ned i det Hav, som efter hende er bleven kaldt {{sp|Hellesponto|s}}, d. e. »Helles Hav«. Phrixos deri- <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> ftun1v4db0alz67ojwppkbv6osey855 104 142659 331448 330381 2026-08-26T17:03:51Z Øystein Tvede 3938 331448 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Over Faderen tog Guderne en frygtelig Hevn. Han nedstyrtedes i Underverdenen, hvor han plagedes af evig Hunger og Tørst, skjønt han stod lænket i en Sø, hvor Vandet rak ham til Hagen, medens et Træ, der bugnede af de herligste Frugter, sænkede sine Grene over hans Hoved. Bukkede han sig for at læske sin brændende Gane, trak Vandet sig væk lige til den »sorte Jord«; greb han efter Frugterne, drev en sterk Vind dem op i Høiden. Over Forbryderens Hoved hængte Zeus en tung Sten, som altid truede med at falde ned og knuse ham og stedse bedækkede hans Pande med Dødsangstens kolde Sved. Oldtidens største Skald, {{sp|Homero|s}}, om hvem der senere skal fortælles (Side 122), skildrer Tantalos' Kvaler. der ligesom Sisyphos' tunge, men virkningsløse Arbeide (Stykke 17) er bleven et ordsprogligt Udtryk, paa følgende Maade: <poem> {{liten|»Tantalos ogsaa jeg<ref>Den, som taler, er Helten Odysseus, der paa Hjemreisen fra Troia ogsaa kom til Underverdenen (Stykke 27).</ref> saa, ulidelig Pine han udstod. Midt i én Sø han stod, hvis Vand ham naaede til Hagen, Svart han smegted' af Tørst, men ei kunde Drikke han faa sig, Thi naar den gamle sig bukked med langlig Begjær efter Drikke, Straks bortslurfedes Vandet og svandt, og rundt om hans Fødder Saa man sortnende Muld, en Gud borttørrede Vandet. Kneisende Trær, som bugned' af Frugt, hang over hans Isse, Pærer, Granater og Abild med glinsende Frugter paa Grene, Frodige Oljetrær og liflige Figner tillige, Men naar den gamle sin Haand efter Frugterne rakte begjærlig, Slog en pludselig Vind dem op mod de mørkende Skyer<ref>Odysseen 11, 582—592. Saavel her som ellers, hvor noget er taget fra Homeros, er Oversættelsen af den danske Digter Chr. Wilster.</ref>«.}} </poem> Tantalos' Datter {{sp|Niob|e}} var gift med en thebansk Konge og havde med ham seks Sønner og seks Døtre. Hovmodig som sin Fader og stolt af sine mange Børn haanede hun {{sp|Let|o}}, fordi denne kun havde to Børn. Men<noinclude><references/></noinclude> njuphlalr2g4fo7v6lox08a12cv7jp8 104 142682 331449 331107 2026-08-26T17:18:03Z Øystein Tvede 3938 331449 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Digte, der forelaa, og som behandlede de enkelte Begivenheder i denne Sagnkreds. Sin egen og andres Digtning har han da sammenarbeidet saaledes, at den er kommet til at danne en Enhed, hvis Fuger det kritiske Øie dog snart vil opdage. De to Hovedverker, der tillægges Homer, er {{sp|Iliade|n}} og {{sp|Odyssee|n}}, af hvilke det første behandler et Tidsrum paa 51 Dage i den troiske Krigs tiende Aar. Det andet, Odysseen, skildrer indenfor den snevre Ramme af 40 Dage Odysseus' lange tiaarige Omflakken efter Troias Fald; men indenfor disse snevre Grænser er, ligesom i Iliaden, sammenfattet en Mængde Begivenheder, saa at begge Digte leverer os en Oversigt over hele den troiske Sagnkreds. Til denne homeriske Behandling af det Stof, Troerkrigen skjænkede den digteriske Virksomhed, slutter sig igjen de saakaldte {{sp|Kykliker|e}}<ref>Disse Digtere kaldte man saa paa Grund af deres gjennemgaaende Bestræbelser for at knytte deres Arbeider saaledes til de homeriske Digte, at de med disse dannede en stor {{sp|Kyklo|s}} (Cyklus, Ring), der behandlede den samme Sagnkreds. </ref>. Deres Verker er alle tabte; men deres Indhold er os bekjendt af senere Angivelser. De behandlede dels de Begivenheder, der gik foran de i Iliaden og Odysseen omtalte, dels dem, der fulgte efter disse. De homeriske Digte overleveredes i Begyndelsen mundtlig fra det ene Slegtled til det andet, og det forundrer os, at Digte af et saadant Omfang (tilsammen henved 28,000 Verslinjer) har kunnet bevares i Hukommelsen. Vi ved dog, at der endnu i senere Tid i Athen gaves Mænd, som kunde baade Odysseen og Iliaden udenad, og naar vi tænker paa, hvorledes de islandske Sagaer levede paa Folkets Tunge lang Tid, før de nedtegnedes, vil vor Forundring blive mindre. At Digtene imidlertid er bevarede ganske i<noinclude><references/></noinclude> ips3318zrz7drise0yzmv0toxpfzx31 104 142685 331450 330459 2026-08-26T17:26:32Z Øystein Tvede 3938 331450 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>at forstaa, hvad hun havde fore, for løs paa hende med draget Sverd. Da styrtede hun sig i Havet, hvor Havguden Nereus modtog sin fagre Datter. Udødelig blev saaledes Achilleus vel ikke; men usaarlig havde dette Ildbad gjort ham undtagen i den ene Hæl, der ikke var bleven berørt af Ilden, fordi Thetis havde holdt ham fast ved denne. Da Agamemnon og Menelaos havde endt sin Rundreise, samledes Deltagerne i {{sp|Auli|s}} ved det smale Sund mellem Eubøa og Bøotien. Flaaden udgjorde 1186 Fartøier og Krigerne 100,000 Mand fra alle Dele af Hellas. Hovedmassen bestod af {{sp|Achæer|e}}, den mægtigste Stamme i Hellas paa de Tider, hvorfor Homer sædvanlig kalder de foran Troia kjæmpende Krigere med dette Navn; men da Agamemnon, Herskeren i et argivisk Land, af Fyrsterne kaaredes til Overanfører, bruger Digteren ogsaa Fællesbenævnelsen {{sp|Argiver|e}} eller {{sp|Danaer|e}}, der var Navnet paa Indvaanerne i Argos, om dem. Længe ventede den samlede Flaade forgjeves paa gunstig Vind; Agamemnon havde nemlig fortørnet Artemis ved at fælde en Hind i Gudindens hellige Lund, og det var til Straf herfor, at den krænkede Guddom holdt de kamplystne Skarer tilbage. Spaamanden {{sp|Kalcha|s}} forkyndte, at Brøden alene kunde sones ved, at Agamemnon ofrede sin Datter {{sp|Iphigenei|a}}; efter lang Modstræben maatte Faderkjærligheden vige for Hensynet til det almene Vel. Agamemnon førte selv sin elskede Datter, der ydmygt bøiede sig under Skjebnens Vilje, til Alteret; men i det samme Offerkniven skulde stødes i den unges Bryst, forsvandt hun pludselig for de forbausede Tilskueres Øine, og en Hind laa slagtet paa Alteret i hendes Sted. Gudindens Hjerte var bleven rørt, hun havde bortført Iphigeneia til {{sp|Taurie|n}} (det nuværende Krim), hvor hun blev hendes Prestinde (Stykke 28).<noinclude><references/></noinclude> gyk05p2ra007v79txlg5r8b0hbr1wqv 104 142712 331451 330508 2026-08-26T20:17:24Z Øystein Tvede 3938 331451 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>til at lande; dog maatte de først sverge en dyr Ed paa, at de ikke skulde røre det hellige Kvæg. I en hel Maaned blev de nu liggende for Vindstille ved Øen, og da den Reisekost, Kirke havde skjænket de omflakkende, var fortæret, begyndte de at lide Hunger; tilslut blev Fristelsen dem for svær, og en Dag, medens Odysseus sov, glemte de sin Ed og forgreb sig paa Helios' Kvæg. I seks Dage levede de nu høit paa den forbudne Kost, paa den syvende heisede de atter de hvide Seil for at pløie det vildsomme Hav. Men Straffen fulgte Brøden i Hælene. Snart indhyllede Zeus Himmelen i ravnsort Mørke og opvakte en frygtelig Storm; Tordenen rullede, Lyn fulgte paa Lyn, saa Luften fyldtes af Svovllugt, Skibet splintredes, og Teiresias' Spaadom fuldbyrdedes. Det hele Mandskab omkom. Kun Odysseus klamrede sig til Skibets Kjøl; i ni samfulde Døgn drev den ulykkelige om for Vind og Vove, da ynkedes de salige Guder over hans Nød, og Brændingen kastede ham op paa Øen {{sp|Ogygi|a}}, »Havets Navle« (Midtpunkt), som Homer kalder den. Her boede den »skjønlokkede« Nymfe {{sp|Kalyps|o}}, der venlig modtog den haardt prøvede skibbrudne. I syv Aar opholdt Odysseus sig hos Kalypso, der fattede inderlig Kjærlighed til ham og ved Løfte om Udødelighed og evig Ungdom søgte at bringe ham til at glemme Hjemmet; men han kan ikke glemme sin sørgende Viv og sin unge Søn. Ensom sidder han paa Stranden og skuer udover Havet, medens han fælder Hjemveens bitre Taarer og længes efter at se, om det kun er Røgen hvirvle sig op fra den hjemlige Arne, før Døden kommer. Da ynkedes endelig Guderne over den sorgbetyngede Helt; medens hans argeste Fiende Poseidon er paa Besøg hos Æthioperne, samles de øvrige Guder paa Olympen; i Gudeforsamlingen tager Athene, Zeus' Datter »med de funklende Øine«, Ordet og beder sin Fader om, at Heltens<noinclude><references/></noinclude> resxnwnj06qkstp5yhgmrbzlnbm90bj 104 142715 331453 330512 2026-08-26T20:41:43Z Øystein Tvede 3938 331453 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sammen med hvem han havde fristet saa mangen møisommelig Kamp, og som nu af de salige Guder holdtes langt fra sit Hjem. Men uagtet Menelaos selv saa længe havde flakket om og først nylig var kommen hjem, kunde han dog ikke berette den bedrøvede Telemachos mere, end at han paa sine Omflakninger havde hørt af den sandsigende Havgud Nereus, at Odysseus opholdt sig paa Kalypsos Ø. Trods Menelaos' og Helenas indtrængende Bønner kunde Telemachos ikke bevæges til at opholde sig mere end to Dage i det gjestfrie Palads; da tog han Afsked med sine venlige Vertfolk, der gav ham rige Gaver, og drog atter til Pylos. Der stak han igjen i Søen og naaede lykkelig Ithaka. Frierne havde lagt et Baghold for at snigmyrde ham, før han naaede Hjemmet; men han tog en Omvei og undgik derved deres rænkefulde Anslag. Imidlertid har ogsaa »Budbringeren, Argos' Bane« (Side 71) Hermes forkyndt Kalypso Gudernes Vilje; hun bøier sig for den, skjønt hun havde faaet Odysseus kjær og gjerne vilde beholde ham hos sig. Fuld af Haab tømrede nu Odysseus selv et Fartøi, og da det var færdigt, og Kalypso havde forsynet ham med Reisekost, heisede han Seil og forlod glad den fagre Nymfe. Sytten Dage seilede han i roligt Veir, uden at der kom en Blund paa hans Øine; den attende havde han allerede {{sp|Phæakerne|s}} Land isigte, da vender Poseidon tilbage fra Æthioperne og faar Øie paa den ulykkelige. Vred over, at Guderne i hans Fravær har havt Medlidenhed med ham, oprører Guden Bølgerne med sin Trefork og reiser en rygende Storm. I denne sin Nød priste Odysseus de Helte lykkelige, som havde segnet i Kampen for Troia, og klagede over sin egen tunge Lod. I to Døgn klyngede han sig til Levningerne af den skrøbelige Farkost, som Bølgerne havde knust, og udstod usigelige Kvaler, idet han tumledes om af alle Vinde. Fuld af<noinclude><references/></noinclude> c6r0qzh03q0r61r8s5bkdhpoir19lu8 104 142718 331452 330514 2026-08-26T20:35:05Z Øystein Tvede 3938 331452 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>for at melde Penelope, at hendes Søn, der er reist bort uden hendes Vidende, nu lykkelig er kommen hjem, bliver Fader og Søn tilbage. Da berører Athene, hvis Nærvær er skjult for Telemachos, Odysseus med sin gyldne Stav; fluks rettes Tiggerens krumme Ryg, og han forvandles til en herlig Helteskikkelse. Telemachos ser det med Forbauselse og Ærefrygt, antager ham for en Guddom, der er stegen ned til Jorden, og beder om Barmhjertighed. Da svarede Odysseus: <poem> {{liten|«Nei, en Gud er jeg ikke; hvi holder du mig for en Guddom? Nei, men din Fader jeg er, for hvem du med Suk og med Klage Led mangfoldige Kvaler, forkuet af Mændenes Frækhed.»}} </poem> Og nu gav han efter for Faderfølelserne, som han hidtil havde maattet betvinge, omfavnede sin Søn og fældte Glædestaarer. Da de har nydt Gjensynets Glæde, der var saa uventet for dem begge, lægger de Planer for Iverksættelsen af Hevnen over Frierne. Næste Morgen gik Telemachos tidlig til Byen; da han traadte ind i Hallen, kom Penelope ham imøde «slank af Vekst som Artemis og yndig som Aphrodite» og trykkede ham glad til sit moderlige Bryst og bad ham fortelle hende alt, hvad der var hændt ham. Han gjorde det; men at hendes Egtefelle var kommen, fordulgte han; thi han var bange for, at Glæden derover kunde bringe hende til at røbe, hvad der var skeet. Senere ud paa Dagen gik ogsaa Odysseus, hvem Athene paany havde givet Tiggerskikkelsen, sammen med Eumæos til Byen. Ukjendt af alle, der mødte ham, maatte han døie mangt et Smædeord for sit hæslige Udseende. Da han nærmede sig Paladset, saa han sin gamle Jagthund ligge paa en Skarnhaug, forkommet af Ælde og Utøi; den kjendte sin Herre igjen, logrede med Halen og sænkede Ørene, men formaaede ikke at slæbe sig frem. Da Odysseus saa, at det tro Dyr gjenkjendte ham, stjal en<noinclude><references/></noinclude> 6dtli32buje52qds1wxrwign90fm3u3 104 142726 331454 330529 2026-08-26T20:52:19Z Øystein Tvede 3938 331454 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Strandbred og sang om sin dybe Smerte fra Morgen til Aften, fra Aften til Morgen, og saa vemodige og gribende var hans Klager, at den hele Natur blev bevæget deraf. Endelig besluttede han sig til at stige ned i Skyggernes Rige for om muligt at bevæge de dødes Herre til at give ham hans elskede tilbage. Han stiger ned i Kløften ved Tænaron<ref>Det nuværende Kap Matapan paa Sydspidsen af Peloponnes; en af Nedgangene til Underverdenen troedes at være her.</ref> og trænger modig gjennem de dødes Skarer. Da han kom hen til Hades' Throne, rørte han sin underbare Strengeleg, idet han sagde: »O I Underverdenens Guder, jeg er ikke kommen af Nysgjerrighed, heller ikke for at fængsle Hunden med de trende Hoveder (Side 91). Jeg kommer af Længsel efter min elskede Hustru, hvis Tab jeg har prøvet paa at bære; men jeg kan det ikke. Kjærligheden har beseiret mig. Jeg besverger eder, fornyer igjen Eurydikes korte Liv. Vil I det ikke, saa lad ogsaa mig blive her, og fryder eder i saa Fald ved begges Død.« Medens Orpheus talede saaledes og ledsagede sin Klage med sit herlige Spil paa Lyren, rørtes de blege Skygger til dyb Medlidenhed. Tantalos glemte for et Øieblik Hungerens og Tørstens Kvaler, Sisyphos hvilede en stakket Stund paa sin evig rullende Sten, og for første Gang vædedes Erinyernes Kinder af Taarer. Persephone og hendes ellers saa ubønhørlige Mand formaaede ikke at modstaa Sangerens Bøn<ref>Om Tantalos se Side 117, Sisyphos S. 76, Erinyerne S. 107, Persephone S. 101.</ref>. Eurydike blev kaldt til og fik Lov at følge sin Mand tilbage til Livet, dog under den Betingelse, at Orpheus ikke maatte se sig om efter sin Hustru, før de havde naaet Lysets Rige; ellers var Gudernes Naade til ingen Nytte. De elskende vandrede i dyb Taushed den lange, bratte<noinclude><references/></noinclude> gu8p8syzkb8pkz15bvhmsxmii90qjv8 104 142735 331456 331398 2026-08-26T23:13:55Z Øystein Tvede 3938 331456 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sin Kamp om Forrangen splitter de som oftest Landet til dets Fordærv i to fiendtlige Leire. Achæere og Æolere er der næsten ikke mere Tale om. Betegnende for, hvor sterkt Forskjellen mellem de to Hovedstammer føltes i Hellas, er det, at der senere blev opreist en Støtte paa Isthmen ved Korinth, hvorpaa der stod skrevet paa den Side, som vendte mod Peloponnesos: »Her er Dorierne«, og paa den anden Side: »Der er Ionien«. {{---}} De græske Historieskrivere pleiede at henføre de vigtigste af de i de foregaaende Stykker fremstillede Sagn og Begivenheder, hvori Digt og Virkelighed er saaledes sammenfiltret, at den historiske Kjerne ofte er yderst vanskelig, om ikke umulig at finde, til følgende høist upaalidelige Aarstal: {{TOC begin}} {{Innholdsfortegnelse med prikker|Argonautertoget omtr.|1260 f. Kr.,}} {{Innholdsfortegnelse med prikker|Herakles og Theseus omtr.|1250 » }} {{Innholdsfortegnelse med prikker|De thebanske Krige omtr.|1250—1234 » }} {{Innholdsfortegnelse med prikker|Troias Fald|1184 » }} {{Innholdsfortegnelse med prikker|Doriernes Indvandring|1104 » }} {{Innholdsfortegnelse med prikker|Anlægget af de æoliske Kolonier|1054 » }} {{Innholdsfortegnelse med prikker|Anlægget af de ioniske Kolonier|1044 » }} {{TOC end}} {{---}}<noinclude><references/></noinclude> m5jigm5xpyeqfsh5tznkiqg2jz5ajkb 331457 331456 2026-08-26T23:15:41Z Øystein Tvede 3938 331457 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sin Kamp om Forrangen splitter de som oftest Landet til dets Fordærv i to fiendtlige Leire. Achæere og Æolere er der næsten ikke mere Tale om. Betegnende for, hvor sterkt Forskjellen mellem de to Hovedstammer føltes i Hellas, er det, at der senere blev opreist en Støtte paa Isthmen ved Korinth, hvorpaa der stod skrevet paa den Side, som vendte mod Peloponnesos: »Her er Dorierne«, og paa den anden Side: »Der er Ionien«. {{---}} De græske Historieskrivere pleiede at henføre de vigtigste af de i de foregaaende Stykker fremstillede Sagn og Begivenheder, hvori Digt og Virkelighed er saaledes sammenfiltret, at den historiske Kjerne ofte er yderst vanskelig, om ikke umulig at finde, til følgende høist upaalidelige Aarstal: {{TOC begin}} {{Innholdsfortegnelse med prikker|Argonautertoget omtr.|1260 f. Kr.,}} {{Innholdsfortegnelse med prikker|Herakles og Theseus omtr.|1250 » {{gap|1em}} }} {{Innholdsfortegnelse med prikker|De thebanske Krige omtr.|1250—1234 » {{gap|1em}} }} {{Innholdsfortegnelse med prikker|Troias Fald|1184 » {{gap|1em}} }} {{Innholdsfortegnelse med prikker|Doriernes Indvandring|1104 » {{gap|1em}} }} {{Innholdsfortegnelse med prikker|Anlægget af de æoliske Kolonier|1054 » {{gap|1em}} }} {{Innholdsfortegnelse med prikker|Anlægget af de ioniske Kolonier|1044 » {{gap|1em}} }} {{TOC end}} {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 8pkvp2gds91y0wywdmch8fof2xzny8w 104 142851 331458 330742 2026-08-27T10:39:44Z Øystein Tvede 3938 331458 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Konger, af 28 livsvarige Medlemmer, {{sp|Geronte|r}} (d. e. ældste); disse maatte være over 60 Aar gamle, have ført et pletfrit Liv og valgtes af Folket paa følgende eiendommelige Maade: Naar Folket havde samlet sig paa Valgpladsen, begav nogle dertil udseede Mænd sig til en nærliggende Bygning, hvorfra de ikke kunde overse Pladsen, men vel høre de forsamledes Stemmer. Ansøgerne til den ledige Raadsherrepost gik derpaa i en ved Lodkastning bestemt Orden over Pladsen, og de i Bygningen indesluttede Mænd, der ikke vidste, i hvilken Orden Ansøgerne gik, lagde nu Merke til, naar Folket kraftigst gav sit Bifald tilkjende. Den, hvem dette gjaldt, blev derpaa Raadsherre og begav sig smykket med en Krans til Gudernes Templer, medens Mængden priste hans Lykke. Til at deltage i {{sp|Folkeforsamlinge|n}} havde enhver Borger over tredive Aar Berettigelse. Den skulde regelmæssig sammenkaldes ved hver Fuldmaane; men da det synes, som om Raadet har kunnet afgjøre, hvorvidt en Sag skulde forelægges Folket, da der fremdeles ingen Debat forefaldt og heller ikke foregik nogen egentlig Afstemning, men Folket gav sit Bifald eller Mishag tilkjende ved Raab, kan dens Indflydelse ikke have været stor. Den frie, fuldtberettigede doriske Befolkning deltes i tre Stammer (Fyler) og udgjorde omtrent 9000 Familier. Medens en stor Del af disse før Lykurgos havde været nedsunket i Fattigdom, søgte han at rette herpaa ved at foretage en ny Deling af Landeiendommene; disse deltes i 9000 omtrent lige store Lodder, en Jordlod til hver Familie. En saadan Jordlod, der ikke betragtedes som den enkeltes, men som Statens Eiendom, kunde ikke sælges eller bortgives, men gik altid i Arv kun til én. Herved kunde det nu ikke forebygges, at nogle blev fattige ved at faa stor Familie, andre rige ved at forene flere Lodder ved Arv. For at raade Bod paa dette Misforhold tog Lykurgos<noinclude><references/></noinclude> s4u6fcpnwt2eexzob15diswqx6xdatk 104 142858 331459 330754 2026-08-27T11:02:40Z Øystein Tvede 3938 331459 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Purpurkapper, smykkede sine Hoveder med Kranse og drog under Fløitespil Fienden imøde. De faldne blev smykkede med Laurbærkranse, men de feige og Flygtningerne blev trufne af Skam og Vanære. Med denne Krigeraand, der gjennemtrængte alle Livets Forhold, for Øie kan vi ogsaa forstaa det Svar, som Lykurgos skal have givet paa det Spørgsmaal, om han ikke vilde bygge Mure om Byen. Han sagde: »Den By er ikke uden Mure, der er omgiven af Mænd istedenfor af Stene«. Hvorledes Tapperheden fik sin Pris i Festsangene, derpaa har Plutarchos leveret os følgende Eksempel: Paa Festdagene fremtraadte tre Sangerkor. Oldingerne sang først: ::{{liten|»Vi unge var engang og øved' herlig Daad«.}} Mændenes Kor svarede ::{{liten|»Af Ungdom svulmer vi, du gamle, prøv os kun«.}} Tilsidst sang Børnene: ::{{liten|»Naar vi faar vokse lidt, vi seirer over jer«.}} Næst Fædrelandskjærligheden var Agtelse for Alderdommen den Dyd, som Spartaneren lagde mest Vegt paa. Dette kunde heller ikke være anderledes i en Stat, hvor alle Embedsmænd var Oldinger. Man troede at ære Guderne ved at ære dem, hvem de skjænkede et langt Liv. Da engang et spartansk Gesandtskab opholdt sig i Athen og en Dag besøgte Theatret, søgte en gammel Mand forgjeves efter en Plads mellem sine Landsmænd paa de tætbesatte Bænke; ingen vilde vige Pladsen for ham. Men da han kom til de Bænke, hvor de spartanske Udsendinger havde faaet Sæde, reiste disse sig alle som én for ham og gav ham Plads hos sig. Dette syntes Athenerne var et smukt Træk og tiljublede Spartanerne sit Bifald; men<noinclude><references/></noinclude> jlwkvdy0iefzedk89ovfez2z1ekn0md 104 142859 331460 330755 2026-08-27T11:05:47Z Øystein Tvede 3938 331460 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>en af disse sagde: »Athenerne har vel Øie for, hvad der er rigtigt; men de har ikke Lyst til selv at gjøre det«. Barnløshed gjorde dog et stort Skaar i den Ærbødighed, en gammel Mand kunde gjøre Fordring paa. »Du har ingen Børn, der en Dag kan bevise mig den samme Ære«, sagde en ung Mand til den berømte Feltherre {{sp|Derkyllida|s}}, idet han blev siddende uden at reise sig for ham; og ingen dadlede den unge Mand. Spartanerne betragtede Egteskabet kun som et Middel til at skaffe Staten Borgere og som ethvert Menneskes Pligt. At leve ugift var en Brøde mod den, og Pebersvendene straffedes ved at maatte gaa halvnøgne om paa Torvet en kold Vinterdag og synge Spotteviser over sig selv. Med Pigebørnene fulgtes en lignende Opdragelsesmaade som med Gutterne. De huslige Sysler overlodes til Trælkvinderne; af den unge Spartanerinde forlangtes kun, at hun engang skulde give Staten kraftfulde Børn. Hun maatte derfor ogsaa deltage i gymnastiske Øvelser, Kapløb og Brydning. Denne Opdragelse gav hende et sundt Legeme og en ophøiet Tænkemaade skjønt vistnok ofte paa Kvindelighedens Bekostning. En fremmed Kvinde sagde engang til {{sp|Gorg|o}}, Leonidas' Hustru: »I Spartanerinder er de eneste Kvinder, som hersker over sine Mænd«, hvortil hun svarede: »Vi er ogsaa de eneste, som føder Mænd til Verden«. Om det Mod og den Karakterens Adel, som de spartanske Mødre lagde for Dagen, fortelles der flere Træk. »Det er for kort«, sagde en ung Soldat engang til sin Moder, idet han pegede paa sit Sverd. »Det afhjælpes ved at gaa Fienden et Skridt nærmere paa Livet«, svarede hun. Da det blev meldt en Spartanerinde, at hendes Søn var falden, svarede hun: »Jeg vidste, at jeg havde født ham dødelig«. Naar de unge drog i Krig, rakte Kvinderne dem Skjoldene med de Ord: »Vend hjem igjen enten med disse eller paa disse«. Da en anden<noinclude><references/></noinclude> fdozfcmw6n091y2socuvlab14csv42n