Wikikilden nowikisource https://no.wikisource.org/wiki/Wikikilden:Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.17 first-letter Medium Spesial Diskusjon Bruker Brukerdiskusjon Wikikilden Wikikilden-diskusjon Fil Fildiskusjon MediaWiki MediaWiki-diskusjon Mal Maldiskusjon Hjelp Hjelpdiskusjon Kategori Kategoridiskusjon Forfatter Forfatterdiskusjon Side Sidediskusjon Indeks Indeksdiskusjon Undertekster Undertekstdiskusjon Modul Moduldiskusjon Arrangement Arrangementsdiskusjon 104 32368 331573 320118 2026-08-29T07:39:14Z Kåre-Olav 25 rn>m 331573 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Som Helhed virkede Ved Rigets Port uklart og utilfredsstillende. Men saa kaldtes det jo ogsaa paa selve Titelbladet blot for et ''Forspil''. Det skulde faa en Fortsættelse. Den korn Aaret efter og hed «Livets Spil». Men der er neppe anden Grund til at kalde dette Drama for Fortsættelse af det første, end at det har to Personer tilfælles med det, nemlig Kareno og hans Kone. Og den sidste er bare en Baggrundsfigur. Alt her er nyt og fremmed. Milieuet er Nordlands Vidunderverden, som i «Pan». Kareno kjæmper ikke længer med borgerlige Universitetsprofessorer om Samfundsspørgsmaal og engelsk Nyttemoral. Han er sluppet ud af den ordnede, hverdagslige Virkelighed og har sat sig til Maal at gruble ud nye Erkjendelsesmuligheder. «Jeg ved, hvad Menneskene ved,» siger han. «Men jeg vil vide mere.» Og han vil bygge sig et Glastaarn, hvor Lyset skal strømme ind fra alle Sider, ledet gjennem Linser og kastet tilbage af Reflektorer. Han vil «hensætte sig i en Tilstand, hvori han ser forandrede Realiteter. Han vil ophæve den tidsbestemte og tidsfarvede Fornemmelsesstrøm og slynge sin Sjæl ud til Evighedens Kyst.» Imidlertid er det ikke ham, som er Dramaets Hovedperson. Det er &mdash; for første Gang i en Bog af Hamsun &mdash; en Kvinde: Teresita. Et Navn, der<noinclude> <references/></noinclude> 826ixmh3ntauqg8awxre74lx6ddv188 104 44012 331576 158034 2026-08-29T07:42:53Z Kåre-Olav 25 n>m 331576 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="V85" />{{midtstilt|32}}</noinclude>i 1814 havde det derfor staaet som mindre nødvendigt at give nærmere Forskrifter i Sagen. Dens praktiske Ordning vedkom nærmest Kongen. Storthinget havde ogsaa mere end nok med Ordningen af de indre Forhold i Landet. Man nøiede sig da med i Grundloven at fastslaa norsk Udenrigsstyre i sin Almindelighed. Kun med Hensyn til Behandlingen af ''hemmelige'' diplomatiske Sager blev der givet en særlig Bestemmelse (Mai-Grundl. § 33, strøget i den ændrede Grundlov; se herom ''Utheim'': „Grundloven om Norges Udenrigsstyre“, S. 40—50). Kongen fandt det nu foreløbig bedst at behandle Norges Udenrigssager sammen med de svenske, altsaa i det saakaldte „ministerielle „Raad“, der bestod af Udenrigsministeren og et andet svensk Statsraadsmedlem. Formelt kunde denne Ordning taales; den var jo „norsk“, al den Stund vor Udenrigspolitik lededes direkte af Norges Konge; men praktisk var den i høi Grad uheldig og ubetryggende. Ingen havde Ansvar for de norske Beslutninger; Protokollerne kunde aldrig forlanges fremlangte; de Oplysninger, Norges Regjering sad inde med, kunde ikke med fornøden Styrke eller til rette Tid gjøres gjældende. Hvor daarligt Norge i Virkeligheden var stillet skulde man nu faa Erfaring om — gjennem ''Bodøsagen''. {{—}} Nogle engelske handelsmænd, Everth & Co., havde i Ledtog med en Finlænder Gerss drevet Smuglertrafik oppe i Nordland. Ved Bodø havde Banden sin Hovedstation. Overfor de norske Embedsmyndigheder optraadte den paa fulstændig lovløs Maade. Ved<noinclude><references/></noinclude> 71modoqsw29ymuqei6yfn7uke4ipr5z 104 45211 331574 155018 2026-08-29T07:40:14Z Kåre-Olav 25 orn>em 331574 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="V85" /></noinclude>{{b2|efter|stræbelser}}, kjendte ham endnu ikke under alle hans skikkelser. Paa oldtidens lidelser fulgte andre; efter en dyb fordærvelsens tid kom der et tidsrum af voldsom opløsning, der syntes at ville løfte verden af sine hængsler. Høit oppe fra det dunkle norden brød barbarerne frem som et hav, der har brudt sine dæmninger, og det romerske rige styrtede sammen ved anfaldet. Den syndige, fordømte hedenske civilisation slukne de, men for at skaffe plads for et fortvilet, barbarisk mørke, hvori intet frelsende lys var at skimte. Det saa ud, som skulde menneskenes herredømme være tilende her paa jorden, og de vilde dyrs begynde. Den umaadelige ulykke, saaledes som Salvianus med glødende veltalenhed beretter den, vakte tvil om forsynet. Og ved synet af utallige, uoverskuelige, tidligere ukjendte onder, traadte selvfølgelig atter skarpere frem af den skikkelse, som er alt det ondes begyndelse og aarsag. Satan voksede gjennem barbarernes værk, men han voksede tillige gjennem mange af deres troessætninger, idet han drog alting i deres religion til sig, der svarede til hans væsen og var ligeartet med ham — og det var ikke lidet. Under berøringen med det græske og romerske liv har han til en vis grad præciseret og romantiseret sig; i berøringen med det nordiske barbari har han germaniseret sig. Talrige skikkelser fra den germaniske mythologi: Guden Loke, Fenrisulven, alverne, sylferne og dværgene gaar over i ham og meddeler ham et nyt udseende, nye egenskaber og manérer. Saaledes lægger Satan paa sig i høide og drøide, snart i langsom, snart i hurtig<noinclude><references/></noinclude> d1vf1pz25e7yzwzqx604fs12c69t9vl 104 53758 331580 194550 2026-08-29T07:50:19Z Kåre-Olav 25 rettelse: anf. tegn 331580 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{hode|578|Eystein, Sigurd og Olaf Magnussønner.}}</noinclude>havde desuden for nylig indtruffet Omstændigheder, som end mere bidroge til at opfriske Mindet. Under Robert Viskards sidste Krig med Grækerne havde han og hans Søn Buamund haft tilstrækkelig Anledning til at lære de nordiske Væringers Tapperhed at kjende. I Slaget ved Durazzo gjennembrød Væringernes lille Skare den ene Fløj af Nordmannernes Hær og drev den paa Flugten; de havde maaskee tilkæmpet Kejseren Sejren, hvis de ikke i Forfølgelsens Hede havde fjernet sig alt for langt fra Hovedhæren, saa at de bleve overmandede, da Nordmannerne standsede og atter vendte sig imod dem: dog flygtede de ej, og bleve næsten alle nedsablede<ref>Anna Komnena, 4de Bog, S. 113—116. Væringernes Anfører kaldes her Nabites (Ναμπίτης); og han omtales senere (S. 195, 7de Bog) i det uheldige Slag ved Dristra 1083, hvoraf det sees, at han ej faldt ved Durazzo. Det er maaskee dette Navn, som svarer til de vidtløftigere Sagaers „Nordbrikt“, hvilket er overført paa Harald Haardraade, se ovenfor S. 116, Anm. 3. Sandsynligviis var det især for at udfylde de ved Durazzo faldne Væringers Plads, at Alexius tog de ovenfor omtalte Angler i sin Tjeneste.</ref>. Da Buamund siden, mistænkt af og misfornøjet med Kejser Alexius, var vendt tilbage til Okcidenten for at opmuntre dens Fyrster og Riddere til et nyt Korstog, hvilket dog for det første skulde gjelde det græsk-romerske Rige, som han ganske vilde omstyrte, lod han det ogsaa være sig magtpaaliggende at samle under sit Banner flere af de nordiske Krigere, hvis Tapperhed han saa tilstrækkeligt havde lært at kjende; og det fortælles derfor udtrykkeligt om ham, at da han endelig satte over fra Nedreitalien til Epirus, og angreb Durazzo, talte i sin store Hær ogsaa „endeel af dem fra Thule, der plejede at gjøre Krigstjeneste hos Romerne (d. e. de græske Romere i Constantinopel), men som nu havde sluttet sig til ham formedelst Tidens Vilkaar“<ref>Anna Komnena, 12te Bog, S. 370. Da den latinske Oversættelse, som sædvanligviis følges, her er yderst unøjagtig, hidsættes saavel den, som den græske Original, til Sammenligning. Der staar: „{{antikva|ex eâ item gente complures, quæ ab Thule insula Romanam olim sequi militium adsveverat, nunc tamen Baimundi artibus et admiratione in transversum acta, fortunamque ac spem potius quam officium et æquum spectans, in nos infesta veniebat}}“. Men i Originalen staar kun: {{rettelse||„}}{{ggresk|Καὶ ὅσοι ἀπὸ τῆς Θούλης νήσου στρατεύονται Ῥωμαίοις, τότε δὴ αὐτῷ προςχωρήσαντες διὰ τήν τοῦ καιροῦ δυναστείαν}}“. Her staar intet om Buamunds Forførelser, eller Krigernes Pligt-Overtrædelse, kun om „Tidens Medfør“, og saaledes kan man neppe forklare Stedet, som om Væringer virkelig havde gaaet over fra Alexius til Buamund.</ref>. Det skulde heraf næsten endog synes, som om flere Væringer havde forladt Alexius, for at tage Tjeneste hos ham, men Meningen er dog vel kun den, at han ogsaa havde skaffet sig Hjelpetropper fra Norden. Dette var med Slutningen af Aaret 1108; den følgende Vinter og Vaar hengik under frugtesløs Belejring af Durazzo, og i September dum„ enten samtidigt med eller i<noinclude> <references/></noinclude> 9f8i314hrwzf8qq4cmuksg1w6ld6kp9 104 53759 331552 194551 2026-08-29T06:57:43Z Kåre-Olav 25 fotnote 331552 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{hode||Sigurd hos Hertug Roger.|579}}</noinclude>det mindste kun faa Uger før Sigurds Komme til Apulien, sluttede Buamund Fred med Kejseren<ref>Wilkens, Gesch. der Kreuzzüge {{antikva|II.}} 349.</ref>. Under disse Omstændigheder maatte Ankomsten af en stor norsk Flaade, med 10000 vel udrustede Krigere, og anført af Kongen selv, vistnok gjøre megen Opsigt blandt Nordmannerne i Nedre-Italien, og især maa man formode at den ærgjerrige, rastløse Buamund, der strax efter Fredsslutningen vendte tilbage til Apulien, og saaledes i det mindste maa have erfaret, hvilke Fremmede der vare komne, om han end ikke personlig traf sammen med dem, dertil har knyttet nye Planer og Forhaabninger. Ogsaa hans Halvbroder Hertug Roger, med hvem han i tidligere Dage havde fort Krig om Sukcessionen<ref>Roger bemægtigede sig efter Faderens Død, som egtefød, det hele Hertugdømme, og Buamund greb derfor til Vaaben imod ham; deres Farbroder, Robert af Sicilien, meglede vel Fred, men Roger maatte dog afstaa til Buamund Tarent og Bari m. m.; et.spendt Forhold synes stedse at have hersket mellem dem (jvfr. Galfred Malaterra, {{antikva|IV.}} 20), og. det er ej usandsynligt, at den ærgjerrige Buamund, da Haabet om at erhverve den græske Kejsertrone glippede, har tænkt paa i det mindste at vinde sin Faders Hertugdømme.</ref>, og som vistnok endnu havde alt at frygte af hans Ærgjerrighed, maatte paa sin Side finde det magtpaaliggende, ved venlig Modtagelse og alslags Forekommenhed at vinde de nys ankomne Nordmænd for sig; han stod desuden middelbart i nærmere Forbindelse med Norden, fordi han siden 10090 havde været gift med den danske Kong Knut den helliges Enke Edla, en Datter af Robert den Friser, Greve af Flandern<ref>Som Systerdatter af Judith, Tostig Godwinessøns Hustru, var Edla saaledes muligviis endog Syskendebarn til Skule paa Rein, og følgelig nær beslægtet med hans Søn Aasulf, der maaskee ledsagede Sigurd paa hans Tog. Se ovenfor S. 339.</ref>. Saaledes kan man A da let forklare, hvad vore Sagaer berette, at Hertug Roger modtog Sigurd paa det venligste, indbød ham til sig, og gjorde hver Dag Opvartning for hans Bord<ref name="p579">De Sagaer, hvori Sigurds Ophold hos Roger omtales, hvilke dog, formedelst en Lakune i Morkinskinna, her kun ere Hryggjarstykke, Hrokkinskinna, Snorres Verk og Fagrskinna, af hvilke dog igjen de tre første ere ligelydende og saaledes alene kunne ansees som een Bearbejdelse, berette alle, at den Roger, som Sigurd besøgte, var den bekjendte Roger den 2den af Sicilien, der senere blev Konge, og gjorde saa store Erobringer. Der tilføjes endog nogle faa Notitser om hans Søn og Sønnebørn, hvoraf man tydeligt seer, at det er Roger {{antikva|II}}, Sagaskriveren har haft for Øje. Ikke desto mindre maa dette være en Fejltagelse, og den Roger, Sigurd besøgte, have været Hertug Roger af Apulien med Tilnavn „Bursa“, Robert Viskards Søn. Først og fremst maa det nemlig nøje merkes, at de nys nævnte Familienotitser m. m., hvilke her især betegne Roger som Roger af Sicilien, gaa ned til henimod Aar 1200, saasom Kejser</ref>. Naar han først modtog Hertug Robert af {{bindestrek1|Nord|Nordmandie}}<noinclude> <references/></noinclude> 3jukc5po7g7pp54x3usbf0vauk8nr1n 331578 331552 2026-08-29T07:47:26Z Kåre-Olav 25 støy 331578 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{hode||Sigurd hos Hertug Roger.|579}}</noinclude>det mindste kun faa Uger før Sigurds Komme til Apulien, sluttede Buamund Fred med Kejseren<ref>Wilkens, Gesch. der Kreuzzüge {{antikva|II.}} 349.</ref>. Under disse Omstændigheder maatte Ankomsten af en stor norsk Flaade, med 10000 vel udrustede Krigere, og anført af Kongen selv, vistnok gjøre megen Opsigt blandt Nordmannerne i Nedre-Italien, og især maa man formode at den ærgjerrige, rastløse Buamund, der strax efter Fredsslutningen vendte tilbage til Apulien, og saaledes i det mindste maa have erfaret, hvilke Fremmede der vare komne, om han end ikke personlig traf sammen med dem, dertil har knyttet nye Planer og Forhaabninger. Ogsaa hans Halvbroder Hertug Roger, med hvem han i tidligere Dage havde fort Krig om Sukcessionen<ref>Roger bemægtigede sig efter Faderens Død, som egtefød, det hele Hertugdømme, og Buamund greb derfor til Vaaben imod ham; deres Farbroder, Robert af Sicilien, meglede vel Fred, men Roger maatte dog afstaa til Buamund Tarent og Bari m. m.; et.spendt Forhold synes stedse at have hersket mellem dem (jvfr. Galfred Malaterra, {{antikva|IV.}} 20), og. det er ej usandsynligt, at den ærgjerrige Buamund, da Haabet om at erhverve den græske Kejsertrone glippede, har tænkt paa i det mindste at vinde sin Faders Hertugdømme.</ref>, og som vistnok endnu havde alt at frygte af hans Ærgjerrighed, maatte paa sin Side finde det magtpaaliggende, ved venlig Modtagelse og alslags Forekommenhed at vinde de nys ankomne Nordmænd for sig; han stod desuden middelbart i nærmere Forbindelse med Norden, fordi han siden 10090 havde været gift med den danske Kong Knut den helliges Enke Edla, en Datter af Robert den Friser, Greve af Flandern<ref>Som Systerdatter af Judith, Tostig Godwinessøns Hustru, var Edla saaledes muligviis endog Syskendebarn til Skule paa Rein, og følgelig nær beslægtet med hans Søn Aasulf, der maaskee ledsagede Sigurd paa hans Tog. Se ovenfor S. 339.</ref>. Saaledes kan man da let forklare, hvad vore Sagaer berette, at Hertug Roger modtog Sigurd paa det venligste, indbød ham til sig, og gjorde hver Dag Opvartning for hans Bord<ref name="p579">De Sagaer, hvori Sigurds Ophold hos Roger omtales, hvilke dog, formedelst en Lakune i Morkinskinna, her kun ere Hryggjarstykke, Hrokkinskinna, Snorres Verk og Fagrskinna, af hvilke dog igjen de tre første ere ligelydende og saaledes alene kunne ansees som een Bearbejdelse, berette alle, at den Roger, som Sigurd besøgte, var den bekjendte Roger den 2den af Sicilien, der senere blev Konge, og gjorde saa store Erobringer. Der tilføjes endog nogle faa Notitser om hans Søn og Sønnebørn, hvoraf man tydeligt seer, at det er Roger {{antikva|II}}, Sagaskriveren har haft for Øje. Ikke desto mindre maa dette være en Fejltagelse, og den Roger, Sigurd besøgte, have været Hertug Roger af Apulien med Tilnavn „Bursa“, Robert Viskards Søn. Først og fremst maa det nemlig nøje merkes, at de nys nævnte Familienotitser m. m., hvilke her især betegne Roger som Roger af Sicilien, gaa ned til henimod Aar 1200, saasom Kejser</ref>. Naar han først modtog Hertug Robert af {{bindestrek1|Nord|Nordmandie}}<noinclude> <references/></noinclude> ejugr64pxui81m1saanjkyx5zq7hfqk 331579 331578 2026-08-29T07:48:03Z Kåre-Olav 25 -0 331579 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{hode||Sigurd hos Hertug Roger.|579}}</noinclude>det mindste kun faa Uger før Sigurds Komme til Apulien, sluttede Buamund Fred med Kejseren<ref>Wilkens, Gesch. der Kreuzzüge {{antikva|II.}} 349.</ref>. Under disse Omstændigheder maatte Ankomsten af en stor norsk Flaade, med 10000 vel udrustede Krigere, og anført af Kongen selv, vistnok gjøre megen Opsigt blandt Nordmannerne i Nedre-Italien, og især maa man formode at den ærgjerrige, rastløse Buamund, der strax efter Fredsslutningen vendte tilbage til Apulien, og saaledes i det mindste maa have erfaret, hvilke Fremmede der vare komne, om han end ikke personlig traf sammen med dem, dertil har knyttet nye Planer og Forhaabninger. Ogsaa hans Halvbroder Hertug Roger, med hvem han i tidligere Dage havde fort Krig om Sukcessionen<ref>Roger bemægtigede sig efter Faderens Død, som egtefød, det hele Hertugdømme, og Buamund greb derfor til Vaaben imod ham; deres Farbroder, Robert af Sicilien, meglede vel Fred, men Roger maatte dog afstaa til Buamund Tarent og Bari m. m.; et.spendt Forhold synes stedse at have hersket mellem dem (jvfr. Galfred Malaterra, {{antikva|IV.}} 20), og. det er ej usandsynligt, at den ærgjerrige Buamund, da Haabet om at erhverve den græske Kejsertrone glippede, har tænkt paa i det mindste at vinde sin Faders Hertugdømme.</ref>, og som vistnok endnu havde alt at frygte af hans Ærgjerrighed, maatte paa sin Side finde det magtpaaliggende, ved venlig Modtagelse og alslags Forekommenhed at vinde de nys ankomne Nordmænd for sig; han stod desuden middelbart i nærmere Forbindelse med Norden, fordi han siden 1090 havde været gift med den danske Kong Knut den helliges Enke Edla, en Datter af Robert den Friser, Greve af Flandern<ref>Som Systerdatter af Judith, Tostig Godwinessøns Hustru, var Edla saaledes muligviis endog Syskendebarn til Skule paa Rein, og følgelig nær beslægtet med hans Søn Aasulf, der maaskee ledsagede Sigurd paa hans Tog. Se ovenfor S. 339.</ref>. Saaledes kan man da let forklare, hvad vore Sagaer berette, at Hertug Roger modtog Sigurd paa det venligste, indbød ham til sig, og gjorde hver Dag Opvartning for hans Bord<ref name="p579">De Sagaer, hvori Sigurds Ophold hos Roger omtales, hvilke dog, formedelst en Lakune i Morkinskinna, her kun ere Hryggjarstykke, Hrokkinskinna, Snorres Verk og Fagrskinna, af hvilke dog igjen de tre første ere ligelydende og saaledes alene kunne ansees som een Bearbejdelse, berette alle, at den Roger, som Sigurd besøgte, var den bekjendte Roger den 2den af Sicilien, der senere blev Konge, og gjorde saa store Erobringer. Der tilføjes endog nogle faa Notitser om hans Søn og Sønnebørn, hvoraf man tydeligt seer, at det er Roger {{antikva|II}}, Sagaskriveren har haft for Øje. Ikke desto mindre maa dette være en Fejltagelse, og den Roger, Sigurd besøgte, have været Hertug Roger af Apulien med Tilnavn „Bursa“, Robert Viskards Søn. Først og fremst maa det nemlig nøje merkes, at de nys nævnte Familienotitser m. m., hvilke her især betegne Roger som Roger af Sicilien, gaa ned til henimod Aar 1200, saasom Kejser</ref>. Naar han først modtog Hertug Robert af {{bindestrek1|Nord|Nordmandie}}<noinclude> <references/></noinclude> rlysnws1ehli8ypztekhpod0a8cs6cr 104 53760 331553 194552 2026-08-29T06:58:02Z Kåre-Olav 25 fotnote 331553 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{hode|580|Eystein, Sigurd og Olaf Magnussønner.}}</noinclude>{{bindestrek2|mandie|Nordmandie}} „som sin naturlige Herre“, er der heller intet usandsynligt i at han bar viist Sigurd, der indtog en endnu mere ophøjet Stilling, og var fra Moderlandet selv, den samme Ære. Sigurd gjengjeldte disse Æresbeviisninger, idet han paa Nytaarsdagen eller 8de Dag Juul, da man <!-- --><ref follow="p579">Henrik {{antikva|VI}} og andre af hans Samtidige omtales; de ere altsaa først nedskrevne paa denne Tid, næsten 90 Aar efter Sigurds Tog, som en historisk Forklaring, uden oprindelig at have været indtagne i Sagaen, og den norske Historiker kunde derfor efter et saa langt Mellemrum lettelig begaa en Fejltagelse eller Forvexling, hvor der var saa stor Anledning dertil som her. Thi her havde man ej alene det samme Navn, Roger, paa de tvende samtidige Fyrster; men da man vidste, at Roger af Sicilien siden virkelig blev Konge, og førte Kongetitlen i 24 Aar (1130—1154) med en Glands, der ganske fordunklede Farbroderens Minde, er det ej at forundres over, om en norsk Historiker i Aaret 1200 kunde antage den sicilianske Rogers Kongetitel for den samme, som Kong Sigurd Nytaarsdag 1110 havde tildeelt sin gjestfrie og høflige Vert, især da Hertug Roger ogsaa, som Overlensherre, i sin officielle Titel kaldtes Hertug af Apulien og Sicilien, og Roger af Sicilien sidenefter (i 1127) ogsaa selv erhvervede Apulien, medens hans Fætter i Apulien derimod døde allerede i 1111, uden at nyde godt af den Kongetitel, Sigurd gav ham, længere end et Aar. Det er altsaa ikke at undres over, at Sagaskriveren har sat den Kongetitel, Sigurd gav Roger af Apulien 1110, i Forbindelse med den, Pave Anaklet {{antikva|II}} gav hans Fætter Roger af Sicilien og Apulien i 1130, og har gjort begge Personer til een, saaledes at det f. Ex. heder i Fagrskinna: „Kong Roger beholdt siden længe sit Herredømme og forøgede meget sit Rige.“ Den anden Bearbejdelse tillægger endog, at Sigurd gav. Roger Kongenavn over Sicilien „med den Ret, at Øens Herrer der for Eftertiden skulde kaldes Konger“. Alt dette er nedskrevet paa en Tid, da Sicilien var Hovedlandet, efter hvilken Herskeren førte Kongetitel; og fra dette: Standpunkt maa det bedømmes. — At det nu var Apulien, og ikke Sicilien, som Sigurd gjemte, eller i det mindste hvis Fyrste han besøgte, skjønnes deels deraf, at Roger af Sicilien paa denne Tid endnu kun var 12 Aar gammel, stod under Formynderskab, og neppe har haft Myndighed til at indbyde. Sigurd paa egen Haand, deels deraf, at saavel Snorre (Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 24) som Morkinskinna ({{antikva|fol. 30. a.}}) hvis Lakune her er ophørt, lade Sigurd, i sin Trætte med Eystein om hvo der havde indlagt sig størst Fortjeneste (se nedenfor), omtale sine Rejser saaledes: „jeg drog til Jerusalem, anløb {{sperret|Apulien}} og gav Roger Jarl den mægtige Kongenavn“ (Snorre), eller „jeg drog til Jordan og anløb {{sperret|Apulien}}“ (Morkinskinna); uden at de endog med et Ord nævne Sicilien. Da nu Texten paa dette Sted maa antages at stemme langt mere med det samtidige Sagn, end i hiint Capitel, hvor en Tilsætning tydeligt kan sees at have fundet Sted og hvor sandsynligviis det Hele er blevet senere bearbejdet, bliver følgelig {{sperret|Apulien}}, ikke Sicilien, det Landskab, hvis Fyrste Sigurd besøgte, og Fyrsten bliver følgelig Roger Bursa, Buamunds Halvbroder. Herved bortfalder da ogsaa al den Anledning til Mistanke mod Beretningens Paalidelighed, som flere have fundet deri, at den sicilianske Roger {{antikva|II}}, skjønt udnævnt til Konge 1110, dog ikke antog Kongenavn førend i 1129, og lod Titlen bekræfte af Paven i 1130. Thi det var Roger Bursa, ikke Roger af Sicilien, som udnævntes til Konge af Sigurd, og denne Kongetitel uddøde med ham efter et Aars {{bindestrek1|For|Forløb}}</ref><noinclude> <references/></noinclude> 2bgczo30op0mueakekz8k10vbeizopc 104 53761 331554 194553 2026-08-29T06:59:14Z Kåre-Olav 25 fotnote 331554 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{hode||Sigurd giver Hertug Roger Kongenavn.|581}}</noinclude>var kommen til Bords og havde toet Hænderne, tog Hertugen ved Haanden, ledede ham op til Højsædet ved sin Side, og gav ham Kongenavn. Da dette neppe kan have skeet uden at det forud var aftalt med Hertugen, maa man antage at denne ved Opnaaelsen af Kongetitlen troede at kunne skaffe sig en Støtte i Opinionen saavel mod sin ærgjærrige Halvbroder Buamund, som mod sin Brodersøn paa Sicilien, hvis Fader her allerede havde opnaaet en Magt, der i Virkeligheden langt overgik den apuliske Hertugs, og som endnu mere var bleven forøget ved Pave Urban den andens bekjendte Fribrev af 1098. Hertug Roger nød ikke længe godt af denne Kongetitel, da han døde endnu i Begyndelsen af det følgende Aar (Februar 1111), kort for eller efter Buamund, hvis Død henføres deels til 1110, deels til Marts 1111<ref>Se Ducange, Not. til Anna Komnena, 106. Det Dødsaar, der hyppigst angives, synes at være 1111. Dette Aar angiver navnlig Ordric, 11te Bog S. 824.</ref>, og hans Ophøjelse kom saaledes neppe engang til almindelig Kundskab; men den er dog ikke desmindre saare merkelig, da den tydeligt lægger for Dagen, at Hertugen af Apulien endnu fuldkommen var sig sin norske Herkomst bevidst og og ikke ansaa det for<!-- --><ref follow="p579">{{bindestrek2|løb|Forløb}} (Februar 1111), maaskee førend den endnu var bleven bekjendt og anerkjendt. Men det er muligt, at Fordringen paa Kongenavn er gaaet over paa hans Søn Villjam, der kun saare sjelden nævnes, og ved dennes Død (1127) uden Børn, paa Roger af Sicilien, som efterfulgte ham, og hvis Venner maaskee netop have paaberaabt sig denne Fordring da de i 1129 anmodede ham om at antage Kongetitel. At en norsk Sagabearbejder omkring Aar 1200, med de faa Hjelpemidler, der stode ham til Rede, kunde forvexle Roger Bursa med den sicilianske Roger {{antikva|II}}, er ellers ikke at forundres over, naar man seer at en anseet tydsk Historiker i vore Dage har kunnet forvexle Roger, Robert Viskards Broder, med Roger Bursa; Fr. v. Raumer siger nemlig i sin „Geschichte der Hohenstaufen“ {{antikva|I.}} S. 574: „Tretten Aar efter denne Forhøielse af hans gejstlige Rettigheder (1098), altsaa i 1111, døde Grev Roger {{antikva|I}}, og ham fulgte Sønnen af samme Navn, der, efter at Robert Viskards Linje var uddød med dennes Sønnesøn Villjam 1127, forenede de hidtil deelte Besiddelser“. Roger {{antikva|I}} døde nemlig 1101, og naar Raumer lader ham dø 1111, forvexler han ham med Brodersønnen. Hidtil har det ellers af alle de Bearbejdere af Norges eller Nordens Historie, der omtale Sigurds Rejse, været anseet som givet, at han besøgte Sicilien og Roger {{antikva|II}} (hvorved denne ogsaa ovenfor, S. 75, er kommen til at blive nævnt i Stedet for Roger Bursa, hvilket herved berigtiges); med mindre man skulde antage at Suhm, efter Trykningen af sin {{antikva|V}}te Tome, hvor han for øvrigt istemmer det sædvanlige Udsagn, er bleven opmerksom paa Fejlen; i Registret til 5te Tome, der findes bag ved den 6te, staar nemlig Roger, Hertug af Apulien, og gift med St. Knuts Enke, anført som den der fik Kongenavn af Sigurd, ikke Roger {{antikva|II}}. Imidlertid kan dette ogsaa kun være at tilskrive en Forseelse af den Mand, der udarbejdede Registret, men som saaledes tilfældigviis kom til at træffe det Rette.</ref><noinclude> <references/></noinclude> sufvz66iy607c4v1jbxvh8aeg9ag6xw 104 61098 331577 169772 2026-08-29T07:45:47Z Kåre-Olav 25 n>m 331577 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Lars n." /></noinclude>garnkavle, bryder skummende hvid helt over en og velter sig brusende mod skjær og berg, mens skumsprøitet kastes langt indover det snedækte land. «Det er et herligt liv, vind og sjø vasker kindet, medens hjerne og muskler anspændes for at holde kajaken paa ret kjøl, og øiet speider til luvart for at tage vare {{Flyt bilde | file = Nansen,Fridtjof-Paa Ski over Gronland-p661.png | width = 450px | align = center | cap = {{liten|Kajaker i aaben sjø.}}{{br}} {{x-mindre|(Af Th. Holmboe efter udkast af forfatteren).}} | capalign = center | alt = }} paa braattene — — — — — — — — — — — — — — — — — — Og saa undertiden nætterne næsten stille — landet staar tyst og snedækt, berghamrene stikker hist og her sorte i mørket frem gjennem sneen ude mod havet, som i langsom, tungsindig takt vugger sig mod stranden og kaster et svagt gjenskin af den mørke, stjernetindrende himmel. Henover denne farer af og til flimrende nordlys, snart blaalige, snart rødlige, saa gjennem gult, grønt over i det blaalige igjen — snart ruller det sig i bølgende, altid skiftende baand som buer over den sydlige himmel, snart<noinclude><references/></noinclude> o2rf31ihkbbenf8ugsx1k1h4isufgzm 104 67344 331571 182131 2026-08-29T07:33:07Z Kåre-Olav 25 fet 331571 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|3}}</noinclude>derfor kun et meget indviklet Kontraktsforhold. Ganske anderledes er det med de virkelige Retsregler; de bringes i Anvendelse, uden at der spørges efter, om den Enkelte direkte eller indirekte har vedtaget dem. Vistnok har den Lære engang været almindelig, at Statsmagten, fra hvem de heste Retsregler nu udgaa, selv grunder sig paa Kontrakt; men denne Lære var bygget paa en Fiction og er ganske forkastelig.<ref>Forskjellen mellem virkelige Retsregler og saadanne Selskabsregler vil komme skarpt frem, naar man tænker sig en Justitssag med en Stats-Embedsmand for en Forbrydelse, der har Embedsfortabelse til Følge, og en Sag, anlagt af et Aktieselskab for at faa fjernet en Betjent, som har forbrudt sig mod dets Regler, men ej frivillig vil opgive sin Stilling. Den sidste er en ren Kontraktsklage. Stundom kan Modsætningen udviskes noget; f. Ex. paa den ene Side en privat gjensidig Assuranceforening og paa den anden den almindelige Brandforsikringsindretning, hvis Love gives af Staten, men hvor dog Indtrædelses-Kontrakt maa paaberaabes; ligesaa Norges Bank og Privatbanker. Omvendt har Staten stundom dannet private Foreninger og givet dem en vis Lovgivningsmagt, f. Ex. Flødningsinteressentskaber; der er det virkelige Retsregler.</ref> Mod denne Sætning, at Retsreglerne maa være uafhængige af Vedtagelse, strider det ikke, at der er Love, som kun gjelde, hvor ikke Parterne have vedtaget en anden ordning (declaratoriske Love, som især spille en stor Rolle i Kontraktsretten). Thi herved er disse Loves Virksomhed kun bleven mere begrænset, og denne Begrænsning er igjen en Anvendelse af den store Retssætning om Kontrakters forbindende Kraft. De kunne altsaa gjennem Kontrakt udelukkes fra Virksomhed i større eller mindre Udstrækning men hvor de komme til Virksomhed, er det ved deres egen Kraft, ikke ved Vedtagelse. '''3.''' At Retten er et Udtryk for Samfundsviljens Herredømme over den Enkelte, kommer især til syne deri, at den i Almindelighed overholdes ved ydre {{sperret|Tvangsmidler}}.<ref>Disse Tvangsmidler ere af forskjellig Art, dels {{sperret|direkte}}, saasom Udkastelse at fremmed Hus eller Grund, Gjeldsexekution (jfr. Schweigaards Proces II § 141), dels mere {{sperret|indirekte}}, saasom Straf, løbende Mulkt, Forspildelse af den tilsigtede Rettighed, en Retshandels (f. Ex. en Kontrakts) Ugyldighed.</ref> Dette er en nødvendig Følge af dens Øjemed at beherske Menneskenes ydre Forholde; thi, blev den ej saaledes overholdt, vilde Retssikkerheden forsvinde og hint Øjemed altsaa væsentlig forfejles. Og disse Tvangsmidler, hvortil der trænges<noinclude><references/></noinclude> 1qvd55d3g8vgn6satiwly28nw8idqmd 104 67345 331570 182132 2026-08-29T07:32:39Z Kåre-Olav 25 fet 331570 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|4}}</noinclude>Dommere og andre Retsbetjente, forudsætte igjen en den Enkelte overordnet Magt, fra hvem de have sit Udspring og som sikrer deres Hjælp Retsreglerne kræve altsaa i Almindelighed ikke blot for sin Tilblivelse, men ogsaa for sin Haandhævelse en vis Samfundsorden. Denne falder nutildags i det Store taget sammen med Staten, blandt hvis vigtigste Opgaver det netop er at være Rettens Vogter. Men dette er ikke en nødvendig Følge enten af Statens eller af Rettens Væsen. I ældre Tider, forinden Statsmagten havde vundet tilstrækkelig Fasthed, dannede Folket ofte baade til Rettens Stiftelse og dens opretholdelse særegne mindre Samfund (f. Ex. hos os Frostathingsløg, Gulathingsløg etc.). Og endnu har mangesteds et fra Staten væsentlig forskjelligt Samfund, Kirken, en selvstændig, ganske vidtstrakt Tvangsmyndighed ligeoverfor sine Lemmer. Aldeles forskjellig herfra er den Tvang, som kan udøves inden visse kontraktmæssig dannede Foreninger, saasom Udelukkelse af Medlemmer; den er ligesom den besluttende Myndighed kun udledet af Selskabskontrakten og trænger desuden ofte Hjælp af Statens Tvangsmidler. Det er dog kun i {{sperret|Almindelighed}}, at Retsreglerne ere aftvingelige. Dette er ikke uadskilleligt fra Rettens Væsen. Thi den Myndighed, som skal haandhæve Retten, er selv en Frugt af Retsudviklingen, og det har endnu ikke i alle Forholde lykkets at skabe en saadan. Navnlig har Folkeretten endnu ikke frembragt nogen de enkelte Stater omsluttende Samfundsorden. Men dette er da efter det Ovenstaaende en Ufuldkommenhed, som det maa være en Opgave at søge fjernet. '''4.''' Retten har til Formaal at bestemme Menneskenes Rettigheder og Pligter, saavidt fornødent for at tilvejebringe og opretholde den {{sperret|ydre Samfunds{{shy}}orden}}. Herfra udspringer ogsaa Forskjellen mellem Retsloven og den beslægtede sædelige ordning (Moralloven, Sædeloven). Begge beherske den menneskelige Vilje; men deres Herredømme er af forskjellig Art og Udstrækning. Retsloven, der er et Udtryk for Samfundets Krav til den Enkeltes Handlinger, fordrer kun, at Menneskets Vilje udvortes føjer sig efter dens Bud, og, saalænge dette sker, bortser den i Almindelighed fra Bevæggrunde og Sindelag. Moralloven er derimod<noinclude><references/></noinclude> 3pdroo5kgbmd3kv857alkwofauoxmq5 104 67348 331569 182135 2026-08-29T07:31:37Z Kåre-Olav 25 fet 331569 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|7}}</noinclude>almindelige Handlinger, som Retten blot i de groveste Tilfælde har kunnet overkomme at ramme (f. Ex. Løgn, Usædelighed). Omvendt er der retslige Institutioner, som vistnok kunne bruges paa en mere eller mindre moralsk Maade, men hvis ordning er Moralen uvedkommende. Dette gjelder meget vigtige Regler, saaledes mange af dem, som organisere Statsmagten eller anden offentlig Myndighed, de fleste «almennyttige Indretninger», Rettergangsformerne, den formelle Side ved forskjellige formueretslige Institutioner, f. Ex. Thinglysningsvæsenet, for ikke at tale om Ordens- og Sikkerhedspolitiet. Retslovens Opgave er nemlig ikke indskrænket til at værne om Samfundets Moral. Den strækker sig ogsaa til at forebygge de mangfoldige Skadetilføjelser eller Tvistigheder, som kunne fremkomme ligesaavel ved Uvished om den retslige Betydning af egne eller Andres Handlinger som ved ond Vilje. Den omfatter ligeledes organisationen af den menneskelige Fællesvirksomhed overalt, hvor en saadan af Forholdene paakaldes. Den har at ordne Samfundets hele udvortes Liv, saaledes, at ethvert berettiget menneskeligt Formaal saavidt muligt kan blive fremmet, først og fremst gjennem den Enkeltes frie og af Retten tilstrækkeligt beskyttede Virksomhed, men, hvor denne ikke slaar til, gjennem Alles vel organiserede Fællesbestræbelser.<ref>Christian V har derfor havt en altfor snever Opfattelse, naar han i Lovbogens Fortale kun anser Love fornødne, „fordi ikke alle Mennesker ere retsindige“; hans Ord passe egentlig kun paa straffelove. – Slgn. forøvrigt med den ovenstaaende Fremstilling {{sperret|Bornemann}} alm. Rets- og Statslære i Saml. Skrifter I. p. 32–38.</ref> '''5.''' I Rettens Opgave, at ordne Menneskenes udvortes Forhold, ligger ogsaa Forskjellen mellem Ret og {{sperret|Religion}}. Ogsaa her er der imidlertid vigtige Berøringspunkter, som paa dette Sted fortjene at fremhæves. Hvad saaledes først den {{sperret|religiøse}} Moral angaar, da er Retslovens Forhold til denne et lignende som til Moralen overhovedet. Navnlig har den christelige Moral havt en stor Indflydelse paa de christne Folkeslags Retsforfatning, og især<noinclude><references/></noinclude> cp5ose11kt4s2afodet9c8wtyvxk8lv 104 67351 331563 182138 2026-08-29T07:26:37Z Kåre-Olav 25 liten blokk 331563 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|10}}</noinclude>høre til de menneskelige Samfund, og deres ydre Ordning, især ligeoverfor Staten, falder i større eller mindre Grad ind under Rettens Omraade (Kirkeretten). {{liten blokk/s}} {{større|'''Anmærkning 1.'''}} I Middelalderen og endnu langt ind i den nyere Tid, da Religionen beherskede det hele Aandsliv, var det ogsaa blandt Jurister en meget almindelig Mening, at Bibelen og navnlig den mosaiske Lovgivning havde almen Gyldighed som Retskilde i christne Lande, uden Hensyn til, om dens Forskrifter vare udtrykkelig optagne i Landets Love; eller – med andre Ord: man søgte i Bibelen en almindelig positiv Ret, som overalt gjaldt i Kraft af sin guddommelige Aabenbaring. Især anvendtes denne Lære paa Strafferetten. Det videst gaaende Exempel herpaa i de nordiske Lande er vel Karl IX.s Udgave af Christoffers svenske Landslov (1608), hvor det nye Tillæg indtoges, at i grove kriminelle Sager, som Mened, Gudsbespottelse, Sværgen, Drab, Hor, Aager o. desl. skulle Dommerne rette sig «efter Guds Lov, som i den Hellige Skrift er forfattet, og herefter skal blive indført», hvorhos et Uddrag af Mosebøgerne var trykt som Anhang til Loven. Men ogsaa i fine civile Spørgsmaal søgte man Vejledning i Bibelen; saaledes vilde den berømte sachsiske Jurist Carpzov († 1666) af den 90de Psalme bevise Uholdbarheden af den almindelige Mening, hvorefter en Forsvunden skulde formodes død 100 Aar efter sin Fødsel, idet efter den guddommelige Ret 70–80 Aar skulde være nok (jfr. {{sperret|Bruns}} i Beckers og Muthers Jahrbuch I. 125). Denne Lære er nu forlængst opgiven ogsaa af Theologien som hvilende paa en urigtig opfattelse navnlig af den mosaiske Lovgivnings Betydning.<ref>Det sidste bekjendte Spor af den i Danmark og Norges juridiske Praxis tør være det, som nævnes i {{sperret|Wivets}} Forsøg til Fortælning om mærkværdige Danske og Norske Sager 1ste B. 1 H. Fortale.</ref> En langt større Betydning har den mindre vidtgaaende Lære havt, at især den mosaiske Lov skulde være et Forbillede for christne Landes Lovgivning. Heraf finder man kjendelige Spor lige til den nyeste Tid. Ogsaa denne Lære fik størst Indflydelse paa Straffelovene. Man ansaa det nødvendigt saavidt muligt at indrette disse efter Dekalogen, idet dennes Bud udarbejdedes i Enkelthederne og forsynedes med Straffeklausul, (se Christian V‘s 6te Bog). Men ogsaa ellers finder man det samme, saasom i Egteskabsforbudene (mærk Udtrykket «Guds Lov» i o. 13. 14; i Udkastet til Danske Lovs 3–16 kom det end mere frem). Jfr. Kofod {{sperret|Anchers}} Anvisning for en dansk Jurist p. 102–11: «den protestantiske Kirkes Mening om Mose Lovs almindelige Forbindtlighed» o. s. v.<noinclude>{{liten blokk/e}} <references/></noinclude> fgrj5hwqtvsgh7ldkg5uq9ftw3zdpgn 104 68569 331584 184254 2026-08-29T07:56:41Z Kåre-Olav 25 u>n 331584 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Jon Harald Søby" />{{hode|126|Lappiske Eventyr.}}</noinclude>„Naa“, sagde Tschuderne, „siden du kjender ham og ved, hvor han findes, saa før os til ham!“ „Det vilde være farligt“, sagde Samekongen, „thi han har mange Folk hos sig! Men det er det samme, hvad give I mig, saa skal jeg bringe ham til Eder?“ Saa meget desto bedre, tænkte Tschuderne og lovede ham baade Gods og Guld, om han kunde bringe Samekon{{shy}}gen i deres Vold. En bestemt Aftale blev da sluttet med Tschuderne om, at de skulde træffe sammen paa en Indsø ikke langt derfra. Det var Vinter, og Isen laa blank paa Indsøen. „Naar I nu,“ sagde Kongen, „ser Samekongen komme med sine Folk ned til Stranden paa den anden Side Indsøen, saa kunne I komme fra denne Side, og saa træffe I sammen midt paa Isen.“ Saa drog Kongen sin Vei, og Tschuderne sloge sig ned der, hvor de vare, for at oppebie Saraekongens Ankomst. Kongen ilede til sine Telte og samlede sine Folk. Han bød dem allesammen at tage Skalkomager paa eller det Slags Sko, hvorpaa Haarsiden vender ud. Med disse Komager paa Benene vilde de nemlig ikke være udsatte for at glide, men vilde kunne være raskere til at løbe paa Glatisen end Tschuderne, som havde almindelige Sko paa. Ligesaa bød han dem hugge sig lange Knipler til Værge. Endelig valgte han sig ud en lang Tømmer{{shy}}stok, som han lod afkviste og afbarke. Saa drog de afsted med Kniplerne og den lange Tømmerstokken. Da Samekongen og hans Folk kom til Bredden af Ind&shy;søen, hvor Tschuderne ventede dem, begav disse sig strax ud paa Isen fra den modsatte Side. Men, da de nærmede sig hen imod den Side, hvor Samekongen endnu stod med sine Folk, satte disse pludselig Tøm{{shy}}merstokken i Fart ud over Glatisen lige imod {{b1|Tschu|Tschudernes}}<noinclude><references/></noinclude> dn5s454im5f7gvdji4pd4umjnidilsx 104 72417 331564 189616 2026-08-29T07:27:17Z Kåre-Olav 25 liten blokk 331564 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|11}} {{liten blokk/s}}</noinclude>{{blank linje}} {{større|'''Anmærkning 2.'''}} Der kunde opstaa Tvivl om, hvorvidt den saakaldte Kirkeret virkelig fortjener Navn af en Ret. Denne Tvivl kan dog ikke gjelde den ydre Kirkeret eller ordningen af Kirkens Forhold til Staten; thi den angaar ligefrem menneskelige Samfunds udvortes Rettigheder og Pligter. Derimod kommer den frem ved den indre Kirkeret, fordi denne i saa mange Henseender er forskjellig fra den almindelige Retsorden. Imidlertid bør dog ogsaa denne ansees som en virkelig Ret. Mindst Tvivl vil man derom have ved Statskirker af den strengt gjennemførte Art som vor, hvor den kirkelige Lovgivningsmyndighed udøves af Statens organer og hvor de kirkelige Retspligter, som oven nævnt, tildels søges opretholdte ved verdslige Tvangsmidler. Anderledes kunde Spørgsmaalet synes at stille sig ved de af Staten ganske uafhængige Kirkesamfund f. Ex. den katholske Kirke i mange Lande. Man kunde maaske være tilbøielig til her at stille dem i Klasse med de store Actieselskaber, hvis indre Ordning, som vi have seet, ikke kan henføres til Retsreglerne. Men dette vilde dog være en fuldkommen Miskjendelse af Kirkens charakter som et fra alle borgerlige væsentlig forskjelligt Samfund. I ethvert christent Kirkesamfund er der saaledes visse Hovedtræk, der grunde sig paa guddommelig Aabenbaring i den Hellige Skrift og derfor ere hævede over menneskelig vilkaarlighed. Hvad angaar andre af Kirkesamfundet givne Regler, kan vistnok disses Herredømme over de enkelte Medlemmer i nogle, især formueretslige, Spørgsmaal føres tilbage til en vedtagelse (f. Ex. hvis et Dissentersamfund ved almindelige Domstole sagsøger en af sine Præster til Fravigelse af Embedsbolig, fordi han har forbrudt sig mod dets Love og derfor er bleven afsat af Samfundets indre Domstole). Men i Almindelighed vil det enkelte Medlems Indtrædelse i Kirken (Daab, Nadvernydelse) umulig kunne opløses i et Kontraktsforhold. Og hvad angaar de ejendommelige Tvangsmidler, som Kirkesamfundene udøve, da maa disse vistnok, hvor de gaa over paa det verdslige Omraade (f. Ex. den katholske Kirkes Penge- og Fængselsstraffe, der idømmes og exekveres gjennem egne Retsbetjente), i Nutiden udledes af en udtrykkelig eller stiltiende Indrømmelse fra Statens Side. Men Kirken har ogsaa sande og rent kirkelige Tvangsmidler som Nægtelse af Kirkens Goder eller Udelukkelse af dens Samfund. At den udøver disse selvstændigt, kommer ogsaa tilsyne deri, at de ikke trænge nogetsomhelst Samtykke fra Statens Side, og at deres Anvendelse af de uafhængige Kirkesamfund ikke kan underkastes Statsdomstoles Prøvelse. De ere altsaa væsentlig forskjellige fra de indre Tvangsmidler, der kjendes inden en borgerlig Forening som et Actieselskab. Endelig kommer hertil, at de samme Ejendommeligheder for en stor Del findes ved ordningen af Statskirkerne, – thi selv sammenblandet med Staten bevarer dog Kirken sit Væsens Kjærne – og denne vil man dog ej frakjende Egenskaben af en Retsorden. Se ellers {{sperret|Puchta}} Einleitung in das Recht der Kirche, især p. 64–73.<noinclude>{{liten blokk/e}} <references/></noinclude> ibbhr0x6vl6fe7y1469990tfkw7byj4 331565 331564 2026-08-29T07:27:49Z Kåre-Olav 25 lukker blokk 331565 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|11}} {{liten blokk/s}}</noinclude>{{blank linje}} {{større|'''Anmærkning 2.'''}} Der kunde opstaa Tvivl om, hvorvidt den saakaldte Kirkeret virkelig fortjener Navn af en Ret. Denne Tvivl kan dog ikke gjelde den ydre Kirkeret eller ordningen af Kirkens Forhold til Staten; thi den angaar ligefrem menneskelige Samfunds udvortes Rettigheder og Pligter. Derimod kommer den frem ved den indre Kirkeret, fordi denne i saa mange Henseender er forskjellig fra den almindelige Retsorden. Imidlertid bør dog ogsaa denne ansees som en virkelig Ret. Mindst Tvivl vil man derom have ved Statskirker af den strengt gjennemførte Art som vor, hvor den kirkelige Lovgivningsmyndighed udøves af Statens organer og hvor de kirkelige Retspligter, som oven nævnt, tildels søges opretholdte ved verdslige Tvangsmidler. Anderledes kunde Spørgsmaalet synes at stille sig ved de af Staten ganske uafhængige Kirkesamfund f. Ex. den katholske Kirke i mange Lande. Man kunde maaske være tilbøielig til her at stille dem i Klasse med de store Actieselskaber, hvis indre Ordning, som vi have seet, ikke kan henføres til Retsreglerne. Men dette vilde dog være en fuldkommen Miskjendelse af Kirkens charakter som et fra alle borgerlige væsentlig forskjelligt Samfund. I ethvert christent Kirkesamfund er der saaledes visse Hovedtræk, der grunde sig paa guddommelig Aabenbaring i den Hellige Skrift og derfor ere hævede over menneskelig vilkaarlighed. Hvad angaar andre af Kirkesamfundet givne Regler, kan vistnok disses Herredømme over de enkelte Medlemmer i nogle, især formueretslige, Spørgsmaal føres tilbage til en vedtagelse (f. Ex. hvis et Dissentersamfund ved almindelige Domstole sagsøger en af sine Præster til Fravigelse af Embedsbolig, fordi han har forbrudt sig mod dets Love og derfor er bleven afsat af Samfundets indre Domstole). Men i Almindelighed vil det enkelte Medlems Indtrædelse i Kirken (Daab, Nadvernydelse) umulig kunne opløses i et Kontraktsforhold. Og hvad angaar de ejendommelige Tvangsmidler, som Kirkesamfundene udøve, da maa disse vistnok, hvor de gaa over paa det verdslige Omraade (f. Ex. den katholske Kirkes Penge- og Fængselsstraffe, der idømmes og exekveres gjennem egne Retsbetjente), i Nutiden udledes af en udtrykkelig eller stiltiende Indrømmelse fra Statens Side. Men Kirken har ogsaa sande og rent kirkelige Tvangsmidler som Nægtelse af Kirkens Goder eller Udelukkelse af dens Samfund. At den udøver disse selvstændigt, kommer ogsaa tilsyne deri, at de ikke trænge nogetsomhelst Samtykke fra Statens Side, og at deres Anvendelse af de uafhængige Kirkesamfund ikke kan underkastes Statsdomstoles Prøvelse. De ere altsaa væsentlig forskjellige fra de indre Tvangsmidler, der kjendes inden en borgerlig Forening som et Actieselskab. Endelig kommer hertil, at de samme Ejendommeligheder for en stor Del findes ved ordningen af Statskirkerne, – thi selv sammenblandet med Staten bevarer dog Kirken sit Væsens Kjærne – og denne vil man dog ej frakjende Egenskaben af en Retsorden. Se ellers {{sperret|Puchta}} Einleitung in das Recht der Kirche, især p. 64–73. {{liten blokk/e}} {{nop}}<noinclude> <references/></noinclude> q2mtw34qoznruq8aco402i0fxa6t5yy 104 72418 331566 189617 2026-08-29T07:28:25Z Kåre-Olav 25 fet 331566 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|12}}</noinclude>'''6.''' Det er allerede ovenfor (No. 4) antydet, at Retsreglerne maa have en vis ydre Tilværelse. Retsreglerne skulle nemlig tjene til Vejledning baade for dem, der erhverve Rettigheder, dem, som paatage sig Forpligtelser, og for de Myndigheder, der i fornødent Fald gjennem Tvang skulle sikre opfyldelsen De maa derfor fremtræde i en udvortes og saa tilstrækkelig bestemt Skikkelse, at deres Indhold fremstiller sig ensartet for Alle; før er Retsreglen ikke egentlig færdig. Men hertil udfordres igjen, at den paa en eller anden Maade er anerkjendt af Samfundet, og den enkelte Retsregel maa derfor være bleven til gjennem en for det enkelte Retssamfund særlig bindende Kjendsgjerning. Det er denne Tilbliven gjennem Samfundets Anerkjendelse, som betegnes ved Udtrykket «{{sperret|positiv}} Ret« («given, sat Ret«, jfr. Udtrykket setja løg). Ethvert Samfund danner sine Retsregler vistnok under en stærk Paavirkning af de Forholdes Natur, som ved dem skulle ordnes, men dog ogsaa med en vis Grad af Frihed eller Vilkaarlighed. Og da nu Retssamfundet i Almindelighed, bortseet fra Kirke- og Folkeretten, ikke strækker sig udover Statens Grænser, bliver den positive Ret lettelig meget forskjellig i de forskjellige Lande. Man har imidlertid ved Siden af denne for hvert enkelt Retsomraade særlig gjeldende Ret opstillet en {{sperret|almindelig}} Ret (stundom endnu kaldet naturlig Ret, Naturret, Fornuftret) ɔ: en snart i Menneskets Natur snart i dets Fornuft begrundet, for alle Mennesker uden Hensyn til Tid og Sted fælles Ret. Men en saadan, fra den positive Ret forskjellig, naturlig eller almindelig Ret i den gjengse Betydning af gjeldende Ret gives der ikke. Som Retsfilosofiens Historie viser, tilfredsstiller nemlig denne «naturlige Ret«, forsaavidt den ikke i Indhold falder sammen med, hvad der overalt er positiv Ret, ingenlunde hin nødvendige Fordring, at Retsreglen for at opfylde sin Bestemmelse skal have en kjendelig ydre Tilværelse. Den «almindelige Rets« Indhold har endog i sine første Grunde idelig vexlet efter dens Fremstilleres Opfattelse, ja, om selve den Kilde, hvoraf Indholdet skulde øses, har der været den største Uenighed. Det er derfor en slaaende Indvending, at, om «Naturretten« o. s. v. skulde være gjeldende<noinclude> <references/></noinclude> 7czpu033fdzpwnn2k88povdfog3pqgs 104 72419 331572 326559 2026-08-29T07:37:56Z Kåre-Olav 25 en del ocr-feil 331572 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|13}}</noinclude>Ret, maatte det først afgjøres, hvilken retsfilosofisk Skoles Theori skulde have forbindende Kraft. Der er altsaa ingen «almindelig, naturlig Ret«, naar man, som rigtigt er for at undgaa Forvirring, ved «Ret« fastholder Begrebet om umiddelbar Gyldighed. Al Ret er altsaa positiv.<ref>Vistnok ser man, at der ogsaa om Indholdet af store Dele af den positive Ret hersker megen Uenighed blandt dens Fremstillere; men foruden at dette ikke i nogen Maade kan lignes med Uenigheden om den „naturlige Rets“ Indhold, viser det kun, dels at Videnskaben ikke endnu er kommen til fuld Klarhed, og dels, at den positive Ret endnu har mange Huller, hvor der ikke er anerkjendte Retsregler.</ref> Der er kun en «almindelig {{sperret|Retslære}}«, en «Retsfilosofi« eller, som man stundom ogsaa siger, «en Naturret« i Betydning af en Videnskab, som søger at vise, hvad der uafhængigt af det Bestaaende i sig selv maa ansees som ret og retfærdigt og derfor {{sperret|burde}} være Ret. Og denne Videnskab kan naturligvis have Indflydelse paa den positive Ret, gjennem Lovgivning og Sædvane. Men dette er noget ganske Andet end, at der skulde være en {{sperret|gjeldende}} almindelig Ret. Og naar det nu stundom siges om enkelte gjeldende Retssætninger, at de ere «naturlige Retssætninger« eller «Naturens egen Ret«, saa menes det ikke, at de som saadanne af sig selv gjelde, men at de derfor have fundet Indgang i den positive Ret og gjelde gjennem denne. Naar Udtrykket «almindelig Ret« o. s. v. fremdeles bruges, maa det altsaa vel fastholdes, at hermed blot kan forstaaes en {{sperret|ideal}} Ret.<ref>Da „Ret“ som ovenfor forklaret stundom bruges om den enkelte Retssætning, heder det oftere om disse Retssætninger, at de ere „almindelig Ret“, i den Forstand, et de overalt ere anerkjendte i den positive Ret (f. Ex. Kontrakters Gyldighed).</ref> Noget ganske Andet end Anerkjendelsen af en saadan almengyldig Naturret er det ogsaa, naar Videnskaben eller Domstolene i et Tilfælde, for hvilket der mangler gjeldende Retsregler, undersøger {{sperret|Retsforholdets}} Natur og søger at udfinde de Sætninger, som mest stemme hermed. Foruden at her Udgangspunktet er et andet, bliver heller ikke disse Sætninger virkelige Retsregler uden gjennem Domstolenes fortsatte Anerkjendelse eller gjennem en anden retsstiftende Kjendsgjerning. {{nop}}<noinclude> <references/></noinclude> mg514wcs8rtcuzfi2eg0xeq5hjwkzaq 104 72420 331567 189619 2026-08-29T07:29:22Z Kåre-Olav 25 liten blokk 331567 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|14}}</noinclude>{{liten blokk/s}} {{større|'''Anmærkning.'''}} ({{sperret|Dogmehistoriske Oplysninger angaaende «Naturretten«}}). Den foran omtalte theologisk-juridiske Lære om en i Skriften aabenbaret positiv Ret afløstes af den for Verdenshistorien langt mere skjebnesvangre Theori, at der fandtes en Naturret med ligefrem forbindende Kraft uden Hensyn til, om dens Sætninger vare optagne i den positive Ret. Denne Theori var udviklet af den Retsfilosofi, som man i snevrere Forstand kalder «Naturretsfilosofien« eller simpelthen «Naturretten« ɔ: den filosofiske Skole, som raadede fra Grotius til Kant, og som endnu ind i dette Aarhundrede svede stor Indflydelse paa Lærebøgerne. Hin Skole lærte nemlig, at der var en Ret, som ved Hjælp af Enhvers egen Fornuft kunde udledes af den menneskelige Natur eller, nærmere bestemt, forskjellige Sider af denne (saasom Selskabelighed, Trang til Lyksalighed o. s. v., alt efter de forskjellige Forfatteres Udgangspunkt); den var nedlagt i det første Menneskes Bryst allerede ved Skabelsen og hentede derfra sin for Alle forbindende Kraft. Naturens Ret eller Naturretten (ganske forskjellig fra den romerske jus naturæ), blev da fremstillet af en Række Filosofer i mere eller mindre vidtløftige Systemer, hvoraf {{sperret|Wolfs}} (omtr. 1750) er det betydeligste og mest i Enkelthederne gaaende. Denne Skole havde navnlig i sidste Halvdel af forrige Aarhundrede den største Indflydelse paa den positive Retsvidenskab. Ikke blot var det almindelig antaget, at Lovgivningen væsentlig kun havde at sætte Naturretssætningerne i Stil, en Mening, der i denne Tid fremkaldte og uheldigen paavirkede flere Lovbøger, (det første preussiske-Udkast af 1749–51, senere tildels den forøvrigt i mange Dele meget fortjenstfulde preussiske Landret af 1794 og især den østerrigske «borgerlige Lovbog« af 1811). Men endog Retsfilosofiens Paastand om, at Naturretten uden at trænge stadfæstelse skulde gjelde fremfor eller ialfald ved Siden af den positive Ret, fik ikke liden Indgang, især i Tyskland og deraf paavirkede Lande. Det var Gjenstand for megen Strid blandt den positive Rets Fortolkere, om Lovgivningen overhovedet kunde forandre Noget i Naturretten. Og først efter lang Kamp blev der opstillet visse Grænser, inden hvilke Lovgiveren frit kunde bevæge sig. Hvad der imidlertid især blev lært, var Naturrettens Egenskab af {{sperret|subsidiær}} Ret, hvor Lovene ingen udtrykkelige eller sikre Bestemmelser havde. Dette Standpunkt indtager den dansk-norske Lovkyndighed i Tiden nærmest før Ørsted. {{sperret|Dons}} var (c. 1770) gaaet end videre, idet han (I. 11–13) i Principet gjengiver Retsfiloosofiens gjængse Sætninger om de naturlige Loves umiddelbare Gyldighed for alle Mennesker, hvortil dog (p. 17–19) føjedes en stærk praktisk Begrænsning. Klarest er det nævnte Standpunkt kommet til orde hos {{sperret|Nørregaard}}, den vigtigste Repræsentant for Wolfianismen i Danmark. Han siger ikke blot som Retsfilosof (i sin Naturret §§ 158, 159), men ogsaa i sine «Forelæsninger over den danske og norske private Ret» (1788) I, 44, at «Naturretten er den {{sperret|eneste almin}}-<noinclude>{{liten blokk/e}} <references/></noinclude> p50bmbdg9kwnrnib1ug9wss71fhf00l 104 72424 331568 288285 2026-08-29T07:30:55Z Kåre-Olav 25 fet 331568 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|18}} {{liten blokk/s}}</noinclude><section begin="1"/>I sit sidste Hovedværk, Haandbogen, (1ste Bind 1822) har han, om end ikke skarpt i Formen saa dog i Virkeligheden, aldeles forladt Theorien om en Naturret i den ældre Forstand; Side 324–26 imødegaar han netop den før citerede Afhandling af Lassen og paaviser den store Uenighed, der er mellem Retsfilosoferne om de vigtigste Ting. Og naar han p. 83 ff. opstiller en formelig gjeldende «naturlig Ret», saa mener han med dette vildledende Udtryk i Virkeligheden kun en Del af Sædvaneretten, ja tildels af Lovgivningen, nemlig de Retsregler, som ere blevne til, fordi de ere ganske naturlige og bl. A. naturlige netop for det enkelte Folk. – Siden Ørsteds Tid kan man vistnok sige, at heller ikke den danske og norske Jurisprudents har erkjendt nogen, endog kun subsidiært gjeldende, almindelig Ret, forskjellig fra den positive. Se saaledes især Bornemanns alm. Rets- og Statslære i saml. Skr. I. p. 39–42 og Scheel Privatr. alm. Del p. 187–9, efter hvilken Fremstilling man maa antage, at samme Forfatters modstridende Definition l. c. p. 2<ref>„De Retsregler, der erkjendes for gyldige hos et vist Folk eller i en vis Stat, kaldes den {{sperret|positive}} Ret; de Retsregler derimod, som maa erkjendes for gyldige uden alt Hensyn til nogen vis Stat, kaldes den {{sperret|almindelige Ret}} eller {{sperret|Naturret}}. Denne har Fornuftloven til Kilde, grundende Ret og Retspligt paa Menneskea moralske væsen.“</ref> kun skyldes en uagtsom Gjengivelse af en forældet Skoletheori. {{liten blokk/e}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{midtstilt/s}} § 2. ''Om Retskildernes Begreb og Inddeling.'' {{midtstilt/e}} '''1.''' Det er før forklaret, at al Ret maa være udgaaet fra Samfundsmagten inden Retsomraadet gjennem en for dette særlig bindende Kjendsgjerning, der giver Retsreglen sin paatagelige Tilværelse og sin af den Enkeltes Vedtagelse uafhængige Kraft. Disse retsstiftende Kjendsgjerninger eller den positive Rets nærmeste Tilblivelsesgrunde kaldes dens {{sperret|Kilder}}. Dette er altsaa den strenge juridiske Betydning af Ordet {{sperret|Retskilder}}, idet herved kun tænkes paa den positive Rets nærmeste Ophav. Under Retskilder i videre Forstand eller «{{sperret|fjernere}} Rets{{sperret|kilder}}» medtager man, navnlig i mindre nøiagtig Sprogbrug, de fjernereliggende Omstændigheder, som igjen kunne have indvirket paa disse nærmere Kilder og derved middelbart bidraget til den positive Rets Tilbliven. Navnlig tænker man paa de {{sperret|historiske}} Retskilder, de ældre Love eller andre Rets- <section end="2"/><noinclude> <references/></noinclude> aomefqi205bj7it2ea1zqvrzidwljh6 104 81479 331575 214361 2026-08-29T07:41:56Z Kåre-Olav 25 rettelse: n>m 331575 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Xover" />{{midtstilt|18}}</noinclude>og det kongelige følge forsvandt gjenne{{rettelse|n|m}} portalerne {{…}} Den fremmede bøiet sig imidlertid over liket og løftet det op paa sine arme {{…}} Men i næste øieblik slængte han det forfærdet fra sig, sprang tilside og kastet sig næsegrus til jorden. En vældig røksøile hævet sig mot himlen. I en brøkdel av et sekund stod der en ildsøile omkling den gamle kondottiere {{…}} Saa slyngedes den svære bronceskikkelsen ut i rummet. Hest og rytter splintredes i tusinde dele, som fløi over byen med død og ødelæggelse i sit følge. Og sokkelen sank sammen under den forfærdelige eksplosion, som splintret slottets ruter og drønnet milevidt utover den skrækslagne stads grænser {{…}} Da røken hadde fordelt sig, var Karl Johan forsvundet — jevnet med jorden. Den kjendte grandseigneurskikkelse hilset ikke mere byen. Den gamle kriger tok imot det første støt i kampen for Nordens enhet. Gribbene hadde feilet sit maal {{…}} Men den døde mand, som var kommet fra luften med ødelæggelsen i sit følge, saaes ikke mere. Liket var slitt i tusinde stykker og kun en blodig flæk viste de tililende konstabler, hvor den stakkels mand hadde latt sit liv. Nogen meter bortenfor laa den fremmede kjæmpe næsegrus. Hans ene arm var rammet av et jern-<noinclude><references/></noinclude> 9nes5zyqnfdek99z0xowtk83ex7f0w9 104 89740 331557 226560 2026-08-29T07:01:52Z Kåre-Olav 25 e>« 331557 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode|218|SMÅSTYKKER}}</noinclude>{{blank linje}} En av Reformasjonstidens<ref>Dahlerup ibid. s. 48.</ref> mindre tiltalende stilistiske eiendommeligheter, de overflødige tautologier, ofte bestaaende av et fremmedord og et dansk, gaar igjen i uttrykk som »brøst oc defect«, »corrigerit oc forbedrit«, men brukes ikke til overmaal. Forfatteren av Kristian 5.s fortale har hatt Kristian 4.s liggende foran sig. Han meddeler at Kristian 4. foretok sig »Norgis lov, som for hans Kongelige Regærings Tid hafde været saa tvilagtig og mørk, saaledis at forklare, forbedre og udi god Orden sætte, at den baade af Dommerne og Parterne letteligen kunde forstaais og følgis«. Dette er et tildels ordrett citat fri Kristian 4. Man kan vel slutte derav at han fullt bevisst har villet gjøre sine saker anderledes. Kristian 5. begynner med allmindelige betraktninger. Gudsfrykt og rettferdighet er de to hovedpiller, hvorpaa lande og viker befestes, Likesom Gud hadde gitt en stor anledning i disse nordiske land til gudsfrykt gjennem reformasjonen, saa var det fornødent aa beskikke saadanne love, at rettferdigheten kunde beskjærmes. – Denne betraktning er sikkert nok en videre utførelse av Kristian 5.s valgsprog ''pietate et justitia''. Disse ord skulde altsaa ligge gjemt i loven, Det nye enevelde søkte vel overhodet paa sin vis aa befeste sig ved den nimbus, som kunde fremkalles ved det hemmelighetsfulle Man tenker jo lett paa den hemmeligholdte kongelov<ref>Er forbilledet til at denne blev forfattet og til at den blev hemmeligholdt, aa søke i Bibelen? Smlgn. 1. Samuels Bok 10,{{sub|25}}: Og Samuel talte til Folket om Kongedømmets Ret og skrev det op i en Bog og lagde den hen for Herrens Aasyn.</ref>. Derpaa følger den sats, at om alle var rettsindige og vilde nøies med det dem med rette tilkom, gjordes ingen lov fornøden. Men loven settes for at de rettvise og fredsommelige man nyde deres rett. Dette hadde nu de gamle konger meget vel og grundeligen overveiet – og saa følger en rettshistorisk oversikt, som ikke hadde kunnet tenkes paa Kristian 4.s tid, og som viser at man var kommet over i Pufendorfs og Stiernhööks tidsalder. De gamle love føres nu i temmelig høi grad kongerne til inntekt; men<noinclude> <references/></noinclude> ny0px4hrjo1jnt80tibot0o273fthw3 104 90491 331558 225346 2026-08-29T07:03:03Z Kåre-Olav 25 hode 331558 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode|354|ALEXANDER BUGGE}}</noinclude>kelig var paa Haakon V’s tid, og hvordan dens stilling i det hele var, er vanskelig at se av de aktstykker som nu er bevaret. En kunde f. eks. spørge om bøndernes handel og skibsfart ganske var ophørt, naar vi hører, at en kjøbmand som pleiet at seile paa Island, {{brøk|29|6}} 1329 solgte en gaard i Hardanger til Munkelivs kloster (D. N. XII, nr. 74). I de engelske toldlister opføres ikke altid – ja kanske ikke engang som regel – skibenes virkelige eiere, og skibenes navne skrives ogsaa uregelmæssig og unøiagtig. {{brøk|11|9}} 1303 opføres i Lynn Syworth Skalderoth som ''magister navis, que vocatur Help'' (s. 466). At erkebiskopen i Nidaros eide skibet, nævnes der intet om (nr. 445). {{brøk|20|7}} 1304 kom den samme mand til Lynn ''in'' ''naue que vocatur Olauesbusce''. {{brøk|3|8}} samme aar forlot han Lynn ''in naui que vocatur Scalrothbusce''. I et aktstykke av 1306 kaldes skibet med sit rigtige navn ''Help sancti'' ''Olaui''. I aug. 1304 kom Osbertus del Vike, en munk, sandsynligvis fra Hovedøens kloster, til Lynn ''in busse'' ''que vocatur Seint Olaf''. Men han seilet bort igjen ''in'' ''naui que vocatur la Rese''. Jeg kan ikke forklare disse tilsynelatende motsigelser som andet end misforstaaelser og unøiagtigheter fra skrivernes side. At endel norske kjøbmænd selv har eiet skibe, er vist ikke tvilsomt<ref>F. eks. Goldsmyth, som kom til Lynn {{brøk|9|10}} 1306 og vel har tilhørt en mand i Gullsmiðastræti i Bergen, og Goldscobusce {{brøk|10|11}} 1305 (opkaldt efter Guldskoen i Bergen?).</ref>. Men det er mulig, at den større del av de norske skibe som gik i fart paa England, eiedes des av geistlige (biskoper, klostre osv.), dels av stormænd og dels av den norske konge. Mellem de norske skibe som i aarene 1303–1308 kom til Lynn i Norfolk, er der navne som ''Huggro, Rothen, Oxe, Draxmorch''<ref>Skibet Draxmorch kan dog ogsaa ha navn efter Dragsmark præmonstratenserkloster i Bohuslen.</ref> og ''Houedenbusse''. De<noinclude> <references/></noinclude> pht1flvdvn95w2sxb6c1tdcjt37w78p 104 90510 331559 225365 2026-08-29T07:12:03Z Kåre-Olav 25 tabell 331559 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||NORGE OG DE BRITISKE ØER I MIDDELALDEREN|373}}</noinclude>paa umenneskelig vis, likesom fanger; han krævet at mayoren skulde raade bot paa dette. Derpaa fremtraadte med hele forsamlingens samtykke en viss fremmed, som hadde ført en gut og en jente fra Island, og han undskyldte sig med at han var forpligtet til at føre gutten tilbake næste aar. – – – Og sammesteds avla Robert Hundringham ed paa at føreren og forvalteren(?) paa et skib fra Newcastle har tre gutter, John Boston én gut, T. of Jakisle to gutter, William Abot én gut, tre gutter kom til John Boston, Robert Castelaer har én gut; den samme Robert var i dette aar paa Island med sit skib, som nu ligger i Lynns havn med fisk og de nævnte gutter«<ref> Hall Book vol. I, p. 262 f.: Congregacio tenta ibidem die Veneris. XXVI die Augusti [anno regni regis Henrici VI{{sup|ti}}, VII{{sup|mo}}], {| style="width:100%" {{ts|bracetable}} |- | style="vertical-align:center" | Declaracio ex parte Regis Dacie de ven{{shy}}dicione puero{{shy}}rum de Islandia || rowspan=1 {{ts|brace}} | {{brace3|100%|width=0.5em}} || (Et ibidem mota fuit, quomodo Episcopus Regis Dacie querimoniam Maiore et aliis burgensibus fecit, quomodo diuersi homines de villa ista secum episcopi adduxerunt pueros extra Islandiam et more inhumano eos vendunt tanquam prisonarios, unde requirebat maiorem remedium apponere. Super quo assensu huius congregacionis comparuit quidam extraneus qui adduxit vnum puerum et unam filiam de Islandia et ipsum excusauit, quod fuit obligatus ibidem ad reducendum puerum in anno futuro. |} {{uten innrykk|[p. 263]. – – –}} Et ibidem Robertus Hundringham jurauit in forma iuris, quod magister nauis de Nouo Castro et bursarius habent III pueros, Johannes Boston unum, T. de Yakisle duos pueros, William Abot vnum, et tres venerunt Johanni Boston, Robertus Castelaer vnum puerum, qui quidem Robertus fuit in anno instanti et Robertus Castelaer(!) in Islandia in prefata naui que in portum Lynn iam cum pissibus(!) applicata est et pueris supradictis.</ref>.<noinclude> <references/></noinclude> i5w77wlos3dnntuawgv9obxq4n6d3xd 104 97498 331556 235554 2026-08-29T07:00:20Z Kåre-Olav 25 e>c 331556 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode|104|Hovedø klusters breve.}}</noinclude>sogen, giffuet till Huodøe closter, ''daterit'' kong ''Magni'' 32 regimentis aar. [1350–51]. 1577–78. {{liten|142.}} ''Quitandtz'' for middell Gouttestadt [Gouttestad] ij Aggerß sogen, ''daterit'' kong ''Olai'' 6 regimentis aar [1386–87], med itt hoeßfest breff om samme gaard. 1579. {{liten|143}} Beuis paa tredieparten wdi wester Bestun [Bestum] att werre soldt till Hoffuidtøe closter, ''daterit'' 1296, beseglit aff laugmanden ij Opsloe, Amundt Ragnildssen ''&c''. 1580. {{liten|144.}} Bestun [Besten] ij Opsloe herridt, Kaastadt [Kaestad] ij Wllenshoff sogen, Kioß [Kioes] paa Giøledt [Grøelled], Wallein paa Hedmarcken och Øraker [Øreker] ij Opsloe herridt, giffuett thill Huodøe closter, ''daterit'' 1377, med nogle hoeßhefftede breffue. 1581. {{liten|145.}} Affhendelßebreff paa j marckeboell i nørdre Fraun[n] och ij øreboell ij øster Fraun [Freffuen] ij Aggerß sogen till Huodøe closter, ''daterit'' kong Haagens 17 regimentis aar [1315–16 eller 1371–72], med nogle hoeßfestede breffue om samme godtz. 1582. {{liten|146.}} ''Testament''breff paa Ottreckstaden [Ottrechstaden] {{sidenote venstre|fol. 76 a.}}''&c.'', som Thorckildt Gundersen [Gunndeßenn], erckeprest ij Opsloe, gaff thill Huodøe closter for sin begraffuelse der sammestedtz, ''daterit'' 1340. 1583. {{liten|147.}} ''Testamente''breff paa tredieparten ij Rackestadt [Rockestad] och en part wdi begge Bestun [Bestum] gaarder ''&c.'', giffuett thill Huodøe closter, ''daterit'' 1277. 1584. {{liten|148.}} Tholff ørißboell ij Staffseng [Staffsenng] jj Skifftuedt [Skifftued] prestegieldt [&c.], forundt och giffuett dend hellige Halduord aff munckene ij Hoffuidtøe med dett husß, som war sett ij bischopgaarden, ''sine dato''. 1585. {{liten|149.}} Anlangendis Kumner [Krunner(?)] vdueige ij Edtzuold [Edersvols] sogen, ''daterit'' kong Haagens 14 regimentis aar. [1312–13 eller 1368–69]. 1586. {{liten|150.}} Gaffuebreff paa Houig [Hønigh] ødegaard ij øster Bergums [Bergenns] herridt till Hoffuidtøe closter, ''daterit'' 1460. 1537. {{liten|151.}} Kiøbebreff paa dend skoug norden wed Hellimsrudt [Hellinsrud] ij Strøm sogen, ''daterit'' kong ''Magni'' 36 reg. aar. [1354–55]. 1588–89. {{liten|152.}} Thuende bischoppers beschiermelßebreff offuer munckene ij Hoffuidtøe closter ''sine dato''. 1590. {{liten|153.}} Marcheschiellbreff imellem Sørum ij [och] Wicher<noinclude> <references/></noinclude> jh5lhsqmbtqb70bagcix89ae3bb4cwx 104 97499 331582 235555 2026-08-29T07:53:46Z Kåre-Olav 25 n>u 331582 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|Hovedø klosters breve. 105}}</noinclude>[Vicker] i Fraun sogen ij Lider [Lidder], ''dat.'' kong ''Erici'' 16 reg. aar. [1295–96 eller 1404–05]. 1591. {{liten|154.}} Anlangendis fischeri wdi Bonden paa Folloug [Follaug], ''dat.'' 1434. 1592. {{liten|155.}} Giffsen [Giffßenn] paa Hadeland anlangende, huorom en ''contract'' er giort wdi Hoffuidtøe closter, ''daterit'' 1425. 1593. {{liten|156.}} Proubsbreff anlangendis Mortenßrudt [Mortennsrud] ij Røggen sogenn, ''daterit'' 1447. 1594. {{liten|157.}} Anlangendis itt [det] fischerij wdi Lexaaecn och{{sidenote venstre|fol. 76, b.}} ij Fiolan[n]gers wand ''sine dato'' [''et<ref>B har ''vel''.</ref> sigillo''. 1595. {{liten|158.}} Anlangendis wdueige eller skiell imellem Biercke[r] och Frauner ''sine dato''. 1596. {{liten|159.}} Anlangende en siøboedt wed Munckebryggen ij Opsloe affhendt, ''daterit'' 1435. 1597. {{liten|160.}} Kiøbebreff paa 2 aureboell [aaueckeboel] ij Jonstein [Jonnsteinn] wdi Rade [Raade] sogn ij Borgesysle, ''daterit'' kong ''Erici'' 4 reg. aar. [1283–84 eller 1392–93]. 1593. {{liten|161.}} Gaffuebreff paa 2 øreboell wdj Høuig [Høeuig] ij Heßlem [Heslem] sogen ij øster Bergumbs [Bergennes] herridt till her Boo, abbed ij Hoffuidtøe closter, ''daterit'' 1460. 1599. {{liten|162.}} Gaffuebreff paa Nesß ij Brandebo paa Hadeland til Hoffuidtøe closter, ''daterit'' 1460. 1600{{rettelse||.}} {{liten|163.}} Elling, laugmand paa Rommerige, Aamund, laugmand i Thønsberg, och Sigurder, laugmand ij Opsloe, deris breff anlangendis nogen tuistighedt om Froun [Froen] och Biercke, ''daterit'' kong ''Magni'' tidt. 1601. {{liten|164.}} Anlangendis dett laxefischett wdj Øengraa, sampt om Aaraaß [Aaroß] wdi Ryggen sogen, Hoffuidtøe closter derwdi sin anpartt tilhørige, ''sine dato''. 1602. {{liten|165.}} Deelisgang imellem Gierdrim [Gierdin] och Oußby[e], ''daterit'' 1448. 1603. {{liten|166.}} Gaffuebreff paa itt marckeboell wdi Hauge, Huodøe giffuett, ''sine dato''. 1604. {{liten|167.}} Landschyld aff wrfeden(!) att schulle annammis aff Hoffuidtøe closter, thill dennem bleff erlagt dend rest, closterit{{sidenote venstre|fol. 77, a.}} haffde att fordre, ''sine dato''. 1605. {{liten|168.}} Comtract imellem tuende slegtinge anlangende 3 ørisboell i Gislerudt [Gißlerud], ''daterit'' kong Haagens 18 reg. aar. [1316–17 eller 1372–73].<noinclude> <references/></noinclude> tri7m095ft42m3z28j4aam7znpujxix 104 97513 331583 235569 2026-08-29T07:54:34Z Kåre-Olav 25 u>n 331583 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||Nonneseter klosters breve.|119}}</noinclude>{{blank linje}} 1884. {{liten|53.}} Kiøbebreff paa it heffseldeboell i søndre Gierdrum [Gierdrim], iche ''daterit''. 1885. {{liten|54.}} Stadfestelße paa Wine [Vinne] ij Edtzuold sogen, till closterit i Opsloe giffuen, ''daterit'' kong Haagens 6 regimentis aar. [1304–05 eller 1360–61]. 1886. {{liten|55.}} Deelisgang imellem Flagstadt [Flagstad] och Sudrem [Sudren] gaarder ij Gerum sogen, Nunne closter thilhørige, ''daterit'' 1474.{{sidenote venstre|fol. 86, b.}} 1887. {{liten|56.}} Kiøbebreff paa Aarestadt [Arnestad] ij Jesßum, ''daterit'' kong Haagens 22 regimendtis aar. [1376–77]. 1888. {{liten|57.}} Deelisgang imellem Hannestadt och Giselvoldt [Geßelvoldt] wdi Edtzwold sogen, ''daterit'' 1527. 1889. {{liten|58.}} Husße och marckeschiffte paa Hildren [Hildrin], abbedisßen ij Opsloe tilhørig, ''daterit'' 1516. 1890. {{liten|50.}} Kolbiørn Gierst, ridders breff, giffuett thill Nunne closter ij pundt miell och maldt och itt heffseldeboell smør, ''daterit'' 1449. 1891. {{liten|60.}} Anlangendis 10 ørißboell ij Biørn[n]eholdt ij Fitt sogen, affhendt thill Arne Ingemundssen, ''daterit'' 1444. 1892. {{liten|61.}} Affhendelßebreff paa 6 aureboell jord i Berge ij Syderlen [Sydellenn] ij Gierine [Gierne] sogen thill Nunne closter, ''daterit'' 1470. 1893. {{liten|62.}} Anlangende skiell och deele imellem Flagstadt och Sørem [Sørenn] paa Rommeriche, ''daterit'' 1474. 1894. {{liten|63.}} Windeßbiurdtzbreff om vdueigen till Stange wdj Wllenshouff sogen, ''daterit'' 1006. Dog dett er itt papirsbreff och maa dedtz datum werre forschreffuit, effterdi dett siunis [finndis] iche att kand werre saa gammel. 1895. {{liten|64.}} Erich Erichsen, laugmand i Opsloe, hans orskurdt anlangendis Hilderen [Helderen] i Wllenßhouff sogen, ''daterit'' 1488. 1896. {{liten|65.}} Ahnlangendis Joen Aduergesteini [Aduersteisteni], hans gaffuegodtz thill Nunne closter, ''daterit'' 1200. 1897. {{liten|66.}} Konning Haagens stadfestelße, giffuett korßbrødrene{{sidenote venstre|fol. 87, a.}} ij Opsloe, paa nogle pladtzer och tompter nordennfor Korßkircke, ''daterit'' 1248. {{nop}}<noinclude> <references/></noinclude> gphm1bme8ogbww8dulh840rsbvjws5j 104 97541 331555 235597 2026-08-29T06:59:52Z Kåre-Olav 25 e>c 331555 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||Olafsklostret i Tunsbergs breve.|117}}</noinclude>att haffue annammit betalning for, [''daterit''<ref>Mangler i B.</ref> wdj kong Mogensis 10 regimendtis aar. [1272–73 eller 1328–29]. 2333. {{liten|24.}} Kiøbebreff paa nørdre Huardall [Huordal] ij Sanden{{sidenote venstre|fol. 106, b.}} sogen, ''daterit'' kong Erichs 18 regimentis aar. [1297–98 eller 1406–07]. 2334. {{liten|25.}} Affhendelßebreff paa tuende laupalandt i nørdre Hualldall [Hualdal] ij Sandim [Sannden] sogen, ''daterit'' paa [i] kong Erichs 7 regimendtis aar. [1286–87 eller 1395–96]. 2335. {{liten|26.}} Anlangendis nørdre gaarden ij Aaße [Aas] ij Rygge sogenn, ''daterit'' konning Haagens 16 regimendtis aar. [1314–15 eller 1370–71]. 2336. {{liten|27.}} Kiøbebreff paa 8 ørtugeboell ij syndre gaardt Lydt [Liid], ''daterit'' konning Erichs 23 regimendtis aar. [1416–17]. 2337. {{liten|28.}} Anlangendis ɉ marckeboell jordt ij Skollestadt [Skellestad] ij Nøtterøe, ''dat.'' kong ''Magni'' 22 regimendtis aar. [1340–41]. 2338. {{liten|29.}} Noch itt breff om samme gaardt Skollestadt [Skallestad], daterit kong Mogenßis 11<ref>B har xxij.</ref> regimendtis aar. [1273–74 eller 1329–30]. 2339. {{liten|30.}} Kiøbebreff paa 12 ørißboell i nørdre Brarudt ij Borre sogen i Thonsberg len, ''daterit'' konning Erichs 19 regimentis aar. [1208–99 eller 1407–08]. 2340. {{liten|31.}} Joen Carlsen, langmandt i Thonßberg, hans ''certificatz'' anlangendis Bischopsrudt [Bischopsrud] i Sigdall [Sigdal], som er giffuett till ''S.'' Oluffs closter i Thunßberg, ''daterit'' konning Erichs 32 regimendtis aar. [1420–21]. 2341. {{liten|32.}} Anlangendis Lumalandt [Lumaland] ij Theiste aa och laxsefischett ij Ide skibrede, giffuett thill ''S.'' Oluffs kloster ij Thonßberg, ''sine dato''. 2342. {{liten|33.}} Kiøbebreff paa trigia [tridia] bude tufft ij Kro[e]geskougenn, ''daterit'' kong Haagens 11 reg. aar. [1309–10 eller 1365–66]. 2343. {{liten|34.}} Windeßbiurdtzbreff, att [et] Biskopsrudt er Liiff{{sidenote venstre|fol. 107, a.}} Arnisdotters rette odell, ''daterit'' kong Erichs 17 regimendtis aar. [1405–06]. 2344. {{liten|35.}} Anlangende Odde wdi Prestrudt [Prestrud], ''daterit'' kong ''Magni'' 5 regimentis aar. [1267–68 eller 1323–24]. 2345. {{liten|36.}} Kiøbebreff paa 13 auraboell ij Fryestadt [Frye-<noinclude> <references/></noinclude> hljcbxg6t3vit02845gwzt44cn234ga 331581 331555 2026-08-29T07:52:36Z Kåre-Olav 25 n>u 331581 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||Olafsklostret i Tunsbergs breve.|117}}</noinclude>att haffue annammit betalning for, [''daterit''<ref>Mangler i B.</ref> wdj kong Mogensis 10 regimendtis aar. [1272–73 eller 1328–29]. 2333. {{liten|24.}} Kiøbebreff paa nørdre Huardall [Huordal] ij Sanden{{sidenote venstre|fol. 106, b.}} sogen, ''daterit'' kong Erichs 18 regimentis aar. [1297–98 eller 1406–07]. 2334. {{liten|25.}} Affhendelßebreff paa tuende laupalandt i nørdre Hualldall [Hualdal] ij Sandim [Sannden] sogen, ''daterit'' paa [i] kong Erichs 7 regimendtis aar. [1286–87 eller 1395–96]. 2335. {{liten|26.}} Anlangendis nørdre gaarden ij Aaße [Aas] ij Rygge sogenn, ''daterit'' konning Haagens 16 regimendtis aar. [1314–15 eller 1370–71]. 2336. {{liten|27.}} Kiøbebreff paa 8 ørtugeboell ij syndre gaardt Lydt [Liid], ''daterit'' konning Erichs 23 regimendtis aar. [1416–17]. 2337. {{liten|28.}} Anlangendis ɉ marckeboell jordt ij Skollestadt [Skellestad] ij Nøtterøe, ''dat.'' kong ''Magni'' 22 regimendtis aar. [1340–41]. 2338. {{liten|29.}} Noch itt breff om samme gaardt Skollestadt [Skallestad], daterit kong Mogenßis 11<ref>B har xxij.</ref> regimendtis aar. [1273–74 eller 1329–30]. 2339. {{liten|30.}} Kiøbebreff paa 12 ørißboell i nørdre Brarudt ij Borre sogen i Thonsberg len, ''daterit'' konning Erichs 19 regimentis aar. [1208–99 eller 1407–08]. 2340. {{liten|31.}} Joen Carlsen, laugmandt i Thonßberg, hans ''certificatz'' anlangendis Bischopsrudt [Bischopsrud] i Sigdall [Sigdal], som er giffuett till ''S.'' Oluffs closter i Thunßberg, ''daterit'' konning Erichs 32 regimendtis aar. [1420–21]. 2341. {{liten|32.}} Anlangendis Lumalandt [Lumaland] ij Theiste aa och laxsefischett ij Ide skibrede, giffuett thill ''S.'' Oluffs kloster ij Thonßberg, ''sine dato''. 2342. {{liten|33.}} Kiøbebreff paa trigia [tridia] bude tufft ij Kro[e]geskougenn, ''daterit'' kong Haagens 11 reg. aar. [1309–10 eller 1365–66]. 2343. {{liten|34.}} Windeßbiurdtzbreff, att [et] Biskopsrudt er Liiff{{sidenote venstre|fol. 107, a.}} Arnisdotters rette odell, ''daterit'' kong Erichs 17 regimendtis aar. [1405–06]. 2344. {{liten|35.}} Anlangende Odde wdi Prestrudt [Prestrud], ''daterit'' kong ''Magni'' 5 regimentis aar. [1267–68 eller 1323–24]. 2345. {{liten|36.}} Kiøbebreff paa 13 auraboell ij Fryestadt [Frye-<noinclude> <references/></noinclude> 9udapl0o59itmv4nowtpy57voasovpm 104 140230 331550 326371 2026-08-28T19:22:45Z Øystein Tvede 3938 331550 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>neskealdre været mennesketomme og berygtede for sin usunde Luft. Ingensteds er der Spor af den fordums Glans. Det store Zeustempel med Pheidias Zeusstatue blev ødelagt af en Ildebrand i det 5te Aarh. e. Kr. I Aarhundredernes Løb er ogsaa de øvrige Bygninger og Mindesmerker blevne forstyrrede, og Levningerne af dem har ligget begravne under det Dynd og Grus, som Alpheios har opskyllet, ligesom for at gjemme dem for Nutidens Forskning. Siden 1875 har der været foretaget Udgravninger i stor Maalestok, og der er allerede gjort rige Fund. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> hj6c25uuqpjcmtlmle5vpuf9tvq23y2 104 141464 331551 328040 2026-08-29T06:56:06Z Kåre-Olav 25 v>t 331551 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|— 15 —}}</noinclude>at han havde lært at spille af Fossegrimen, og at han havde tilbragt en hel Julenat hos ham. Saasnart Torgeir var saa stor, at han kunde skjøtte sig selv, blev han sat til at passe Husmandskoen og de 3—4 Sauerne og Gederne hans Far, og han likte sig godt, saa længe han fik holde sig oppe i Gjætleskogen og gaa for sig selv og gnide og file paa den vesle Træfelen sin. Men han passede ikke bedre paa Koen og Smaafæet, end at de fik gaa paa egen Haand og skjøtte sig, — han havde aldrig stor Greie paa dem. Og om Kvelden var det Stryk af Far og Vondord af Mor, og i Seng maatte den lille uden Kveldsværd. Slig gik det da Aar efter Aar, og Arbeidshugen hos Gutten blev mindre og mindre for hver Tid, som gik. Et sligt Væsen kunde da Faderen ikke have gaaende der og slænge, og Torgeir var ikke engang 9 Aar gammel, da han maatte paa Dør og sørge for sig selv. Allerede før den Tid var han bleven en Mester til at spille paa Fele, og han var en søgt Spillemand i de mægtigste Bønders Bryllupper. Liden, som han var af Vækst, blev han sat op paa den nederste og bredere Del af de store nationale Skabe, for at Danserne ikke skulde træde ham ned. Men naar han saa for tidlig blev træt af at spille, slog man paa ham Brændevin for at «friske ham», og han var derfor, sagdes der, allerede dengang han forlod Fædrenehuset, kommen ud paa et farligt Skraaplan. Saa ruslede han da omkring Bygderne imellem og sled meget ondt. Det var allerede store<noinclude> <references/></noinclude> havj83zlxypclt9t35vwtaozu63n38p 104 142603 331495 330246 2026-08-28T12:30:55Z Øystein Tvede 3938 331495 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sine Brødre {{sp|Poseido|n}} (Neptunus) og {{sp|Hade|s}} (Pluto) Magten over Havet og Underverdenen. Dengang gaves der endnu ikke Mennesker. En af Titanerne ved Navn {{sp|Prometheu|s}} morede sig med at danne Figurer af vaadt Ler og indblæste i dem en levende Aande. Dette blev dog en hjælpeløs, elendig Slegt lig Dyrene. Da steg Prometheus hemmelig op til Himmelen, stjal noget af den himmelske Ild, som han gjemte i en hul Stav, gav den til Menneskene og lærte dem at nyttiggjøre sig den paa forskjellige Maader. Til Straf for dette Tyveri lod Zeus smede Prometheus fast til en Klippe paa Bjerget Kaukasus, hvor en Ørn hver Dag hakkede ud hans Lever, som voksede frem igjen om Natten. Disse Kvaler udholdt han i Aarhundreder med Heltemod, indtil han blev befriet af Herakles (Stykke 19). De af Prometheus skabte Mennesker blev udryddede ved en skrækkelig Oversvømmelse, ved hvilken alle druknede undtagen Prometheus' Søn {{sp|Deukalio|n}} og dennes Hustru {{sp|Pyrrh|a}}; disse reddede sig paa et Skib, som Deukalion havde ladet bygge ifølge sin Faders Raad. Efter ni Dages Forløb stansede Skibet paa Toppen af Bjerget Parnassos i Phokis. Da Vandet var faldet, gik han ud, ofrede til Zeus og bønfaldt ham om, at en ny Slegt maatte befolke Jorden. Guden lod ham sige, at han og Pyrrha skulde kaste den store Moder Jordens Ben bag sin Ryg. Deukalion forstod Gudens Mening og tog Stene op af Jorden og kastede dem over sine Skuldre. De, som nu Pyrrha kastede, blev Kvinder, medens Deukalions Stene forvandledes til Mænd, og saaledes blev Landet atter befolket. Dette var den Skikkelse, hvorunder Sagnene om Menneskenes Tilblivelse og om den store Vandflom optraadte hos Grækerne. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 0jdug5k5avbq2nxwohkkrvpd7bw5dso 104 142627 331496 331442 2026-08-28T12:45:09Z Øystein Tvede 3938 331496 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>en Tid lang i et Tungsind, der grænsede til Vanvid; men endelig rystede han Tungsindets Lænker af sig og forsonede sig med sin Skjebne, især fordi Udødelighedens Løn var stillet ham i Udsigt. Han begav sig til Eurystheus, og det var efter dennes Bud, at han derpaa udførte de Heltegjerninger, som er bekjendte under Navn af {{sp|Herakle|s}}' {{sp|tolv store Arbeide|r}}. Disse, der hyppig har været gjorte til Gjenstand for kunstnerisk Fremstilling i Fortid og Nutid, var følgende: 1) {{sp|Den nemeiske Løv|e}}. I Nemeas og Kleonæs Skove i Argolis huserede der en Løve, som ikke kunde saares ved nogen dødeligs Skud. Da Herakles ifølge Eurystheus' Befaling om at bringe Dyret for hans Øine begav sig til Argolis, tog han paa Veien didhen ind hos en fattig Mand ved Navn {{sp|Molorcho|s}}, som netop var iferd med at bringe Zeus et Offer. Herakles overtalte ham til at udsætte med Ofringen i tredive Dage; hvis Herakles inden Udløbet af dette Tidsrum var kommen tilbage fra sin farefulde Jagt, skulde de i Fællesskab bringe Zeus Offeret; hvis han derimod omkom, skulde Molorchos bringe det som et Dødningeoffer for ham. Derpaa begav Herakles sig ind i Skoven, traf Løven og skjød paa den; men Pilene prellede af mod dens haarde Hud, som om de havde rammet en Sten. Han gik nu løs paa Løven med sin Kølle og bedøvede den, hvorpaa han kvalte den med sine sterke Arme. Han tog den derpaa paa sine Skuldre og kom til Molorchos netop den tredivte Dag, medens denne holdt paa at træffe Forberedelser til Dødningeofferet for Herakles. De ofrede nu begge i Fællesskab til Frelseren Zeus og lagde derved Grunden til de senere saa berømte nemeiske Lege.<ref>Se senere Stykket om de græske Festlege.</ref>. Da Herakles bragte Løven til Mykenæ,<noinclude><references/></noinclude> 4nyicbu84g8vtbqygiuwrwu4a4hdx6h 104 142630 331497 331438 2026-08-28T12:48:04Z Øystein Tvede 3938 331497 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>saa forskrækket ved at se det, at han gjemte sig i et stort Kar og for Fremtiden ikke selv vovede at give Herakles sine Befalinger. 5) {{sp|Kong Augea|s}}' {{sp|Fjø|s}}. Kongen i Elis, Augeas, havde i lang Tid havt 3000 Stykker Hornkvæg i sit Fjøs, uden at dette nogensinde var bleven gjort rent. Dets Rengjørelse udførte Herakles paa en eneste Dag paa den Maade, at han ledede Floden Alpheios gjennem Fjøset. Augeas havde paa Forhaand lovet ham 300 Stykker Kvæg, som han selv kunde vælge, hvis han paa én Dag kunde udføre Arbeidet. Bagefter brød dog Augeas sit Løfte, og Herakles fik intet. 6) {{sp|Stymphalidern|e}}. Ved Søen Stymphalos i Arkadien havde nogle uhyre Rovfugle med Vinger, Neb og Klør af Jern sine Reder. Ved at dræbe dem befriede Herakles Egnen for den Rædsel, de havde udbredt. 7) {{sp|Den kretensiske Oks|e}}. Kong {{sp|Mino|s}} paa Kreta havde en Dag lovet at ofre til Havets Gud Poseidon det første, som Havet maatte bringe ham. Straks efter kom der en prægtig Okse op af Havet; men Kongen brød trods Presternes Advarsler sit Løfte og bragte Dyret til sin Hjord. Straffen udeblev ikke; Dyret blev rasende og stangede ihjel flere af Hjorden. Herakles temmede Oksen med Lethed og svømmede paa dens Ryg over til Grækenland, hvor Eurystheus igjen slap den løs. Senere fangede Theseus den igjen ved Marathon (Side 99). 8) {{sp|Diomede|s}}' {{sp|Hest|e}}. Diomedes var Konge i Thrakien. Denne Mand fodrede sine glubske Heste med Menneskekjød, idet han kastede for dem alle fremmede, som betraadte hans Land. Herakles lod dem fortære Diomedes selv og bragte dem derpaa til Eurystheus, som slap dem fri igjen; de blev senere revne ihjel af vilde Dyr paa de arkadiske Bjerge.<noinclude><references/></noinclude> 064o2vjwrbbhia721fmnr20qxcbzmne 104 142644 331498 331048 2026-08-28T12:58:54Z Øystein Tvede 3938 331498 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>De to Venner steg ogsaa i Fællesskab ned i Underverdenen for at føre Demeters Datter {{sp|Persephon|e}} (Proserpina), som Hades havde røvet og gjort til sin Dronning, tilbage til den trøstesløse Moder. Men det lykkedes dem ikke, og de blev endogsaa selv holdte tilbage der, indtil Herakles hefriede dem, da han hentede Kerberos (Side 91). Efter sin Tilbagekomst til Athen finder Theseus Folket i Oprør mod sig og flygter til Øen Skyros, hvis Konge paa en svigagtig Maade dræber ham ved at styrte ham i Havet. I Aaret 469 f. Kr. førte Kimon hans Støv tilbage fra Skyros til Athen, og Athenerne opbyggede til hans Ære et prægtigt Tempel, {{sp|Theseio|n}}, hvis Ruiner man endnu kan se, og dyrkede ham som en Halvgud. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|21. Sagnene om Kadmos og hans Slegt.}}}} {{--}} Merkelig er den tragiske Skjebne, som hviler over de fleste græske Helte, og som undertiden gjentager sig gjennem flere Slegtled. Følgerne af en Brøde, begaaet af Slegtens Stifter, hviler truende over hans Efterkommere; det er, som om {{sp|Nemesi|s}}<ref>Nemesis er Ligevegtens Gudinde, Verdensordenens strenge Vogterske. Hemmelighedsfuldt griber dette dunkle Dobbeltvæsen ind i Menneskelivet snart straffende den brodefulde, naar han tror sig tryggest, snart mildt beskyttende Ulykkens skyldløse Se</ref> aldrig lod sig forsone, aldrig kunde glemme den begaaede Brøde. Men vi har i disse Træk kun at se et Udtryk for, hvor levende Tanken om en Verdensorden, der var grundet paa ubøielig Retferd, <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> iex0fd3ir8tjo61v9iqgu52vouqrrz1 331499 331498 2026-08-28T13:00:03Z Øystein Tvede 3938 331499 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>De to Venner steg ogsaa i Fællesskab ned i Underverdenen for at føre Demeters Datter {{sp|Persephon|e}} (Proserpina), som Hades havde røvet og gjort til sin Dronning, tilbage til den trøstesløse Moder. Men det lykkedes dem ikke, og de blev endogsaa selv holdte tilbage der, indtil Herakles hefriede dem, da han hentede Kerberos (Side 91). Efter sin Tilbagekomst til Athen finder Theseus Folket i Oprør mod sig og flygter til Øen Skyros, hvis Konge paa en svigagtig Maade dræber ham ved at styrte ham i Havet. I Aaret 469 f. Kr. førte Kimon hans Støv tilbage fra Skyros til Athen, og Athenerne opbyggede til hans Ære et prægtigt Tempel, {{sp|Theseio|n}}, hvis Ruiner man endnu kan se, og dyrkede ham som en Halvgud. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|21. Sagnene om Kadmos og hans Slegt.}}}} {{--}} Merkelig er den tragiske Skjebne, som hviler over de fleste græske Helte, og som undertiden gjentager sig gjennem flere Slegtled. Følgerne af en Brøde, begaaet af Slegtens Stifter, hviler truende over hans Efterkommere; det er, som om {{sp|Nemesi|s}}<ref>Nemesis er Ligevegtens Gudinde, Verdensordenens strenge Vogterske. Hemmelighedsfuldt griber dette dunkle Dobbeltvæsen ind i Menneskelivet snart straffende den brodefulde, naar han tror sig tryggest, snart mildt beskyttende Ulykkens skyldløse S??</ref> aldrig lod sig forsone, aldrig kunde glemme den begaaede Brøde. Men vi har i disse Træk kun at se et Udtryk for, hvor levende Tanken om en Verdensorden, der var grundet paa ubøielig Retferd, <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> ocway4be3w7qr1aqt103avoe40dm9sc 104 142649 331500 331444 2026-08-28T13:02:16Z Øystein Tvede 3938 331500 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>lovede sin Søster Iokaste, Laïos' Enke, til den, der kunde befri Staden fra den forferdelige Plageaand. Ødipus trodser Faren. »Hvem er det talende Væsen«, siger Sphinxen, »der om Morgenen gaar paa fire Ben, midt paa Dagen paa to og om Aftenen paa tre?« »Mennesket«, svarer Ødipus, »der i Begyndelsen af sit Liv kryber om paa Hænder og Fødder, siden gaar opret paa begge Ben og i sit Livs Aften støtter sig til en Stav«. Det beseirede Uhyre styrter sig ned fra Klippen og dør. Af Taknemmelighed for denne Velgjerning tager Thebanerne Ødipus til Konge; han egter Iokaste og faar med hende to Sønner og to Døtre. Han er saaledes bleven sin Faders Morder, sin Moders Egtefælle og sine Børns Broder. Ødipus havde været en Bold for den blinde Skjebnes Luner og blev ogsaa dens Offer. Oraklets Udsagn var gaaet i Opfyldelse. Aar gik hen, da Ødipus' langvarige Lykke endelig bliver forstyrret ved Misvekst og en frygtelig Pest. Apollons Orakel bliver adspurgt om Aarsagen til disse Ulykker, og det erklærer, at Byen kun kan reddes derved, at Laïos' Morder vises ud af Landet eller dræbes. Af Omhu for Byens Vel søger Ødipus at opdage Forbryderen, og Udbyttet af denne Undersøgelse er, at han Skridt for Skridt lærer sin egen grufulde Skjebne at kjende. Iokaste kvæler sig af Fortvivlelse, Ødipus blinder sig selv, hvorpaa han fulgt af Thebanernes Forbandelser forlader det besudlede Palads, ledsaget af sin trofaste Datter {{sp|Antigon|e}}, der er Slegtskjærlighedens skjønneste Repræsentant i de gamle Sagn. Han vanker om i fremmede Lande, en Gjenstand for alles Gru og bortstødt overalt, hvor man faar hans berygtede Navn at vide. Det er {{sp|Erinyern|e}} (Furierne), den guddommelige Hevns ubønhørlige Gudinder, som overalt forfølger ham<noinclude><references/></noinclude> ikco1o4mnuthzicwfohyeq43icetbb7 104 142655 331501 330363 2026-08-28T13:05:37Z Øystein Tvede 3938 331501 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>mod førtes paa Bukken videre til Kolchis, hvor Kong Æetes modtog ham med Velvilje. Bukken ofrede han til Zeus og hængte dens gyldne Skind op i en stor Eg, der var indviet til Ares. Og da det var spaaet Æetes, at han skulde leve og være lykkelig, saalænge han kunde beholde dette Skind, fik han en frygtelig Drage til at bevogte det og gav den grusomme Befaling, at enhver fremmed, som vovede at lande paa hans Riges Kyster, uden Naade skulde ofres til Ares. Kong Athamas havde en Broder, som hed Kretheus, og som havde stiftet et Rige i Iolkos i Thessalien. Dennes ældste Søn, {{sp|Æso|n}}, var bleven stødt fra Thronen af sin yngre Broder, {{sp|Pelia|s}}. Nu var det engang bleven spaaet denne, at Kongemagten skulde tages fra ham af en Mand, som skulde komme til ham og bare have Sko paa den ene Fod. Æson havde en Søn, {{sp|Iaso|n}}, der blev opdragen ude paa Landet. Denne vilde en Dag begive sig til sin Farbroder for at fordre Riget tilbage af ham. Da han paa Veien skulde vade over en Elv, mistede han sin ene Sko og havde saaledes kun én Sko paa, da han kom til Kongens Palads. Da Pelias fik se dette, blev han bange og pønsede paa et Middel til at faa ham ryddet afveien. Engang spurgte han Iason, hvad han vel vilde gjøre med en Mand, af hvem han frygtede for at blive dræbt. »Jeg vilde befale ham at hente det gyldne Skind«, svarede Iason. Straks bød Pelias ham at hente Bukkeskindet, som opbevaredes i Æetes' hellige Lund. Kun naar han gjorde det, kunde han vente at blive hans Eftermand i Kongeværdigheden. Man troede, at enhver, som besad det gyldne Skind, havde fuld Sikkerhed for Liv, Lemmer og Eiendom. Mange Helte og Fyrster havde derfor søgt at komme i Besiddelse af det; men alle Forsøg var hidtil mislykkede.<noinclude><references/></noinclude> i5ymqtepjljr3nxgmpflxlyyjcsmbv3 104 142662 331502 331059 2026-08-28T13:13:00Z Øystein Tvede 3938 331502 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>der endog førte sin egen Datter {{sp|Iphigenei|a}} til Alteret for at ofres, men blev selv senere dræbt af sin egen Hustru, {{sp|Klytæmnestr|a}}, og hendes Elsker, {{sp|Ægistho|s}}. Klytæmnestras og Ægisthos' Mord ved {{sp|Oreste|s}}, Agamemnons Søn, danner Slutstenen paa denne lange Række af Forbrydelser. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|26. Den troiske Krig. Iliaden.}}}} {{--}} Ved Indseilingen til Hellespontos, der hvor Asien rækker Europa Haanden, ligger paa den asiatiske Kyst et Landskab, der i Oldtiden kaldtes {{sp|Troa|s}}; det danner en bølgeformig Slette, gjennemskaaret af Aasrygge, der udgaar fra det høie {{sp|Id|}}a-{{sp|Bjer|g}}. Indvaanerne, der var beslegtede med Hellenerne, kaldtes {{sp|Troer|e}} eller {{sp|Troianer|e}} efter {{sp|Tro|s}}, en af de ældste Konger i Landet. Dennes yngre Søn var {{sp|Ganymede|s}}, en Yngling af udmerket Skjønhed, hvem Zeus' Ørn førte op til Olympen, hvor han blev Gudernes udødelige Mundskjænk. Tros' ældre Søn var {{sp|Ilo|s}}, der byggede Staden {{sp|Ilio|n}} (Troia) paa en Slette mellem Floderne {{sp|Simoei|s}} og {{sp|Skamandro|s}}, 42 Stadier fra Hellesponten. Paa den Tid, de Begivenheder, der her skal skildres, foregik, var Kong {{sp|Priamo|s}} Troias Hersker; rig var han paa Gods, end rigere paa Sønner, hvoraf Sagnet lader ham have halvhundrede. En af disse var {{sp|Pari|s}}, der, sat paa Skjønhedens Dommersæde, skulde nedkalde saa megen <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> toea9xhx9igk7yfegna4j3021k1rrni 104 142695 331503 330465 2026-08-28T13:48:19Z Øystein Tvede 3938 331503 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Blandt dem, der faldt for Patroklos' Haand, var ogsaa Lykiernes Fyrste, Zeus' Søn {{sp|Sarpedo|n}}, der blev rammet af hans Spyd og faldt til Jorden «som en kneisende Gran, der feides af Øksen». Over dennes Lig reiste der sig en frygtelig Kamp, Dynger af faldne ophobedes over Heltens Legeme; men paa Zeus' Befaling, der græd Blod over sin tabte Søn, bar Apollon det ud af Kamptummelen hen til Skamandros og badede det i Floden. Derpaa salvede han det med Ambrosia og overgav det til Tvillingparret Søvnen og Døden, der bragte Liget hjem til Lykien, hvor Venner og Frænder viste den faldne Yngling den sidste Ære. I sin Seiersrus stormede derpaa Patroklos videre frem paa sin Stridsvogn; Natten holdt allerede paa at nærme sig, da Troerne i vild Flugt søgte hen til Stadens Porte for at finde et beskyttende Vern bag de faste Mure. Men brat skulde Patroklos' Seiersgang endes, da han ved den skæiske Port mødte Hektor, den Helt, han netop havde længtes efter at prøve en Dyst med. Efter en lang Kamp gjennemborer Hektor den unge Helt med sin Lanse, saa at Spidsen trænger ud gjennem Ryggen; saaledes faldt den vældige for Hektors Haand, <poem> {{liten|«Ret som naar Løven i Kamp faar Bugt med det vældige Vildsvin, Naar de paa Toppen af Bjerg om en sparsomtspringende Kilde Slaaes med rasende Mod; thi drikke deraf vil de begge.«}} </poem> Da Dødens Nat sænker sig over hans tunge Øienlaag, spaar han Hektor, at {{sp|ha|n}} heller ikke har lang Frist at vandre paa Jorden, men snart skal falde for Peleidens sterke Haand. Hektor berøvede ham dernæst Rustningen, som han siden selv iførte sig; men om Liget opstod der en blodig Strid, der endte med, at Menelaos tilslut bar det bort paa sine Skuldre til Grækerleiren. Da dette Sorgens Budskab naaede Achilleus, hengav han sig til den vildeste Sorg over sin tabte Ven; han<noinclude><references/></noinclude> r81r6h420ke8bcmqnfha9hi5gp0nkr4 104 142704 331504 330500 2026-08-28T14:19:26Z Øystein Tvede 3938 331504 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Ingen skulde dog rammes haardere af Gudernes Vrede end Odysseus, hvis tiaarige Omflakken, før han naar sit Hjem, er bleven saa berømt gjennem Homers andet store Epos, Odysseen. Med tolv Skibe forlod Odysseus den troiske Kyst samtidig med den øvrige græske Flaade; men han skiltes snart fra denne og dreves af Storm til Thrakien. Her gjorde han Landgang og kom i Kamp med {{sp|Kikonern|e}}, hvis By han plyndrede og ødelagde; men Kikonerne, der flygtede til det indre af Landet, fik Hjælp og kom snart tilbage «saa talrige som Vaarens Blomster og Blade». De overfaldt Odysseus' Fæller, medens de svirede paa Stranden, og her maatte to og sytti lade sit Liv. Da Odysseus paa sin videre Seilads skulde bøie om det farlige Forbjerg {{sp|Male|a}} paa Peloponnes for at naa Ithaka, forslog Nordenstorme ham til Libyens (Afrikas) Kyst; her gik han iland for at finde ferskt Vand og sendte to Mand ind i Landet for at speide. Landet tilhørte {{sp|Lotophagern|e}}, saa kaldte, fordi de nærede sig af Lotos, en Art Træfrugt, «der var liflig som Honning»; Indvaanerne var vennesæle og gav Odysseus' Fæller Lotos at spise. Da tenkte de ikke mere paa Hjemmet, og de vilde være forblevne i Landet, hvis ikke Odysseus med Magt havde slæbt dem ombord<ref>Lotophagernes Land er det sidste Sted, som Odysseus besøgte, hvis geografiske Beliggenhed kan bestemmes. Hans videre Omflakninger foregaar i en mod Vest beliggende, fantastisk udstyret Eventyrverden uden noget sikkert geografisk Holdepunkt.</ref>. Det næste Land, Odysseus naaede, var {{sp|Kykloperne|s}} (Side 69), enøiede Kjæmper, «der hverken kjendte til Folkeforsamlinger eller Love og boede i Bjerghuler». Hverken pløiede eller saaede de; men den frugtbare Jord skjænkede dem alligevel alt, hvad de behøvede. Med tolv<noinclude><references/></noinclude> qif0kc15gfq1dmirlsp5apa4jq6jjn3 104 142709 331505 330505 2026-08-28T14:21:56Z Øystein Tvede 3938 331505 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>gjestevenlige Bolig; da bryder de atter op, og Kirke raader Odysseus til at drage til Hades' Bolig for der af den gamle Teiresias (Side 110) at faa høre sin Skjebne. Nordlige Vinde førte Skibet til en lav Kyst, »hvorhen det milde Sollys aldrig trængte«. Her var Persephones Lund og Hades' Bolig. Ifølge de Raad, Kirke ved Afskeden havde givet Odysseus, grov han her en Fordybning i Jorden, udgjød Drikoffer for alle døde og ofrede to sorte Sauer, hvis Blod randt ned i den opkastede Grav. Da fremtraadte af den Underverdenens blege Skygger i utallig Mængde; men Odysseus jog dem bort med draget Sverd, ja selv sin nys hensovede Moder forbød han med Taarer i Øinene at nærme sig det rygende Offerblod, før han havde faaet Teiresias itale. Da denne nærmede sig, stak Odysseus sit sølvbeslagne Sverd i Balgen, og da Seeren havde drukket af Offerblodet, forkyndte han ham, at »Jordrysteren« Poseidon vilde lægge mange Hindringer iveien for hans Hjemfærd, fordi han havde blindet hans Søn Polyphemos. Naa Hjemmet skulde dog baade han og hans Fæller, hvis de efter at have landet ved {{sp|Thrinakia|s}} Ø kunde afholde sig fra at røve de {{sp|Helio|s}}<ref>Helios er hos Homer Solguden; for den senere græske Bevidsthed smelter han sammen med Apollon.</ref> helligede Hjorder, der græssede der; rørte de derimod dem, vilde alle Odysseus' Fæller gaa tilgrunde, og han selv først sent og efter mange Gjenvordigheder naa Hjemmets Kyst paa et fremmed Skib; sit Hus vilde han da finde opfyldt af frække Ynglinger, der beilede til hans Hustru Penelope og fortærede hans Gods; men dem skulde han dog faa Bugt med, og naar det var skeet, skulde han ofre Hekatomber<ref>Hekatombe er egentlig et Offer af hundrede Dyr, dernæst ogsaa et stort Offer i Almindelighed.</ref> til Guderne, og da vilde der times ham en rolig Død i hans høie Alderdom.<noinclude><references/></noinclude> mnbqht2l9y5nlt8tz2ibmjc8gcua2ti 104 142712 331506 331451 2026-08-28T14:24:30Z Øystein Tvede 3938 331506 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>til at lande; dog maatte de først sverge en dyr Ed paa, at de ikke skulde røre det hellige Kvæg. I en hel Maaned blev de nu liggende for Vindstille ved Øen, og da den Reisekost, Kirke havde skjænket de omflakkende, var fortæret, begyndte de at lide Hunger; tilslut blev Fristelsen dem for svær, og en Dag, medens Odysseus sov, glemte de sin Ed og forgreb sig paa Helios' Kvæg. I seks Dage levede de nu høit paa den forbudne Kost, paa den syvende heisede de atter de hvide Seil for at pløie det vildsomme Hav. Men Straffen fulgte Brøden i Hælene. Snart indhyllede Zeus Himmelen i ravnsort Mørke og opvakte en frygtelig Storm; Tordenen rullede, Lyn fulgte paa Lyn, saa Luften fyldtes af Svovllugt, Skibet splintredes, og Teiresias' Spaadom fuldbyrdedes. Det hele Mandskab omkom. Kun Odysseus klamrede sig til Skibets Kjøl; i ni samfulde Døgn drev den ulykkelige om for Vind og Vove, da ynkedes de salige Guder over hans Nød, og Brændingen kastede ham op paa Øen {{sp|Ogygi|a}}, »Havets Navle« (Midtpunkt), som Homer kalder den. Her boede den »skjønlokkede« Nymfe {{sp|Kalyps|o}}, der venlig modtog den haardt prøvede skibbrudne. I syv Aar opholdt Odysseus sig hos Kalypso, der fattede inderlig Kjærlighed til ham og ved Løfte om Udødelighed og evig Ungdom søgte at bringe ham til at glemme Hjemmet; men han kan ikke glemme sin sørgende Viv og sin unge Søn. Ensom sidder han paa Stranden og skuer udover Havet, medens han fælder Hjemveens bitre Taarer og længes efter at se, om det kun er Røgen hvirvle sig op fra den hjemlige Arne, før Døden kommer. Da ynkedes endelig Guderne over den sorgbetyngede Helt; medens hans argeste Fiende Poseidon er paa Besøg hos Æthioperne, samles de øvrige Guder paa Olympen; i Gudeforsamlingen tager Athene, Zeus' Datter »med de funklende Øine«, Ordet og beder sin Fader om, at Heltens<noinclude><references/></noinclude> ak1959wdxgpgddl2pg69wxbxtibg2cs 104 142853 331507 330745 2026-08-28T14:35:49Z Øystein Tvede 3938 331507 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Lodder af ringere Værd til den talrige Befolkning af Periøker. Disses Stilling var paa langt nær saa haard som Heloternes; de synes saaledes at have styret sine egne kommunale Anliggender og gjorde ofte Krigstjeneste endog som sværtbevæbnede ved de fuldtberettigede Borgeres Side; foruden med Agerdyrkning gav Periøkerne sig ogsaa af med Handel og Haandverksdrift i Stæderne. For ret at kunne forstaa de spartanske Indretninger og Skikke maa man betragte Folket som en staaende Hær og dets Hovedstad som en Krigsleir. Efterat Dorierne havde erobret Landet, maatte de i den nærmest paafølgende Tid altid staa rede til at forsvare det mod ydre Fiender. Dette Liv paa Krigervis blev fortsat udigjennem Tiderne, selv da, naar dette ikke længere var fornødent. Spartanerne holdt nemlig fast paa det gamle og vilde ingen Forandringer have. Ligesom Hæren i Felten var delt i visse Afdelinger, der laa i samme Telt, kogte og spiste sammen, saaledes var denne Skik overført paa Borgernes Liv ogsaa i Freden. Staten var det første, Hjemmet det andet. med hinanden lig Bierne blev Borgerne«, som {{sp|Plutarcho|s}}<ref>Den græske Forfatter Plutarchos levede omkring Aaret 100 e. Kr. og skrev blandt andet en Række Levnetsbeskrivelser af fremragende Mænd i Hellas og Rom.</ref> udtrykker sig, »vante til at føle sig kun som Lemmer og Dele af det hele; de levede ikke for sit eget. men for det felles Vel«. Alle Borgere over tyve Aar sluttede sig sammen i Grupper paa femten Mand, som i Felten udgjorde et Teltkameratskab, i Freden spiste ved samme Bord ved de daglige Fællesmaaltider, hvori alle Borgere, selv de gifte, maatte deltage. Naar der skulde optages et nyt Medlem, stemte man derom med Brødstumper, og hvis blot ét Stykke var sammeneltet, var dette nok til at hindre Optagelsen. Udgifterne ved Maaltiderne<noinclude><references/></noinclude> 5d0ydtk6ur3dn6nc12are6hkt5zxf15 104 142943 331508 330919 2026-08-28T14:53:11Z Øystein Tvede 3938 331508 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>som hører til Aandens Dannelse. Atten Aar gamle bliver de unge Mænd myndige i visse Henseender og udskrives til Krigstjeneste. Naar en Borger havde naaet seksti Aar, var han fri for al Krigstjeneste. Tallet paa stemmeberettigede Borgere anslaaes paa Athens Blomstringstid til henimod 20,000. Det var dog kun en mindre Del af disse, som mødte i Folkeforsamlingerne. Der nævnes, at en almindelig Folkeforsamling sjelden talte over 5000 Medlemmer. I visse Tilfelde fordredes der dog et mere fuldtalligt Møde (se Side 210). Attikas Befolkning antages at have udgjort 500,000 Mennesker. Af disse var kun omtrent 100,000 af attisk Byrd, 350,000 var Træler og Resten fremmede ({{sp|Metøke|r}}). Trælernes Kaar var i Athen langt fra saa haarde som i de fleste andre af Oldtidens Stater. Herren kunde saaledes ikke som paa andre Steder dræbe Trælen, og i Tilfelde af altfor streng Behandling kunde denne forlange at blive solgt til en anden Herre. Metøkerne havde ingen borgerlige Rettigheder og maatte betale en aarlig Skat til Staten, men var forresten frie Mænd og stod under Lovenes Beskyttelse. Samme Vilkaar havde ogsaa frigivne Træler. Solon lod indridse sine nye Love paa Træpiller, som kunde dreies rundt og opstilledes paa Akropolis. Da han blev spurgt, om dette nu var de bedste Love, som kunde gives Athenerne, svarede han med de Ord: »Ja, de bedste, som Athenerne er istand til at modtage«. Mange var dog misfornøiede med hans Love, og daglig blev han bestormet af Folk, der dels vilde have dem forandrede, dels ønskede at faa hans Forklaring over dette eller hint Punkt. For at unddrage sig denne Paatrængenhed besluttede Solon igjen at forlade sit Fædreland og paany foretage en Reise til fjerne Lande. Først lod han dog sine Medborgere aflægge Ed paa, at de skulde bevare hans Forfatning uforandret i ti Aar; han haabede, at de, inden<noinclude><references/></noinclude> 46jsca2k1oky8zwxpbyzs8tjtkf2lmk 104 142947 331509 330952 2026-08-28T14:57:03Z Øystein Tvede 3938 331509 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>havde forladt Athen, stillede Peisistratos sig paa de fattiges Side. Han blev ikke træt af at foreholde Folket dets kummerlige Stilling, dets skuffede Forhaabninger og at forespeile det en glimrende Fremtid, hvis det vilde følge ham. Han ødslede med Penge og lod sine Haver staa aabne for Folket til fri Afbenyttelse. Saaledes blev Peisistratos snart den mægtigste Partifører i Athen. Men foruden hans Parti var der dengang to andre Partier i Staden. I Spidsen for Slettelandets rige Godseiere stod {{sp|Lykurgo|s}}, og Kystboerne lededes af {{sp|Megakle|s}}, der tilhørte {{sp|Alkmæoniderne|s}}<ref>Disse nedstammede fra Alkmæon, den sidste Archont paa Livstid (Side 198).</ref> mægtige Familie. Men ingen af disse Førere kunde i Dygtighed og Begavelse maale sig med Peisistratos. Ved en List gjorde han sig til Statens Herre. En Dag, da der holdtes et talrigt Møde i Folkeforsamlingen, kom Peisistratos kjørende ind i Forsamlingen blodig og forslaaet; han indbildte Folket, at han paa Veien til sit Landgods var bleven overfaldt af Megakles' Folk og kun ved hurtig Flugt havde reddet sig fra Døden. Ingen anede, at den slue Mand selv havde tilføiet sig disse Saar. Alene Solon, der atter var vendt tilbage til Fædrelandet, gjennemskuede ham og sagde, idet han traadte hen til ham: »Det er ikke nogen vakker Maade, hvorpaa du, Hippokrates' Søn, spiller Odysseus' Rolle; han saarede sig for at skuffe sine Fiender<ref>Den Begivenhed, hvortil der her sigtes, forefaldt i Slutten af Troerkrigen. Odysseus hyllede sig ind i Filler, mishandlede sig med Piskeslag og sneg sig som Tigger indenfor Troias Mure for at speide. Ingen kjendte ham uden Helena; men hendes Hjerte var nu vendt mod Hjemmet, og hun svor ham en høitidelig Ed paa ikke at forraade ham.</ref>, du gjør det for at bedrage dine Medborgere«. Men ingen ænsede den vise Oldings Ord. Medens Folkets<noinclude><references/></noinclude> k7npo7bqz0trk1pcfpf5pilpam0uk8v 104 142948 331510 330953 2026-08-28T14:57:57Z Øystein Tvede 3938 331510 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Forbitrelse over det skete Angreb paa Peisistratos var paa det høieste, træder en af hans Tilhængere frem og anholder hos det forsamlede Folk om at give Folkets Ven og Forsvarer en Sikkerhedsvagt. Dette blev indvilget, og der stilledes femti Køllebærere til hans Raadighed. Dermed var det afgjørende Skridt gjort. Sin Livvagt forøgede Peisistratos meget hurtig til 300, derpaa til 400, og med denne Skare bemægtigede han sig pludselig {sp|Akropoli|s}}, Athens Borg, og dermed Herredømmet over Byen. Han lod Solons Love bestaa og udøvede Tyranniet i den mildeste Form. Dette hans første Herredømme varede dog kun omtrent fem Aar (560—555). Hans to Modstandere slog sig nemlig sammen, og i Fællesskab lykkedes det dem at fordrive ham fra selve Byen; han holdt sig imidlertid i Bjergene østenfor Athen. Seierherrerne blev dog meget hurtig indbyrdes uenige, og i de følgende Aar var der aaben Feide mellem dem i Athen. Gaderne var usikre, den offentlige Orden tilintetgjort, ingen vidste, hvem der var Herre i Landet. Megakles synes at have ligget under for Lykurgos; han sendte derfor i Hemmelighed Bud til Peisistratos, at hvis denne vilde egte Megakles' Datter, skulde han hjælpe ham til igjen at blive Tyran i Athen. Peisistratos lovede dette, og derpaa blev han ved Megakles' Hjælp uden Anvendelse af Magt ført tilbage til Athen, efter Fortellingen paa en Maade, som Herodot finder formeget beregnet paa Athenernes Enfold til, at den skulde være trolig. Tæt ved Bjerget Hymettos i Attika boede der en usedvanlig storslagen Kvinde, der var særdeles vakker og næsten tre Alen høi. Denne Kvinde klædte Megakles ud som Gudinden Athene og lod hende paa Gudindens Fest i stort Optog kjøre ind i Staden med Peisistratos ved sin Side. Foran Vognen gik der Herolder, som raabte: »Athenere, modtager med Velvilje Peisistratos, som Athene<noinclude><references/></noinclude> 585b39vhpesnobygcv9osy2h1712oer 331511 331510 2026-08-28T14:58:10Z Øystein Tvede 3938 331511 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Forbitrelse over det skete Angreb paa Peisistratos var paa det høieste, træder en af hans Tilhængere frem og anholder hos det forsamlede Folk om at give Folkets Ven og Forsvarer en Sikkerhedsvagt. Dette blev indvilget, og der stilledes femti Køllebærere til hans Raadighed. Dermed var det afgjørende Skridt gjort. Sin Livvagt forøgede Peisistratos meget hurtig til 300, derpaa til 400, og med denne Skare bemægtigede han sig pludselig {{sp|Akropoli|s}}, Athens Borg, og dermed Herredømmet over Byen. Han lod Solons Love bestaa og udøvede Tyranniet i den mildeste Form. Dette hans første Herredømme varede dog kun omtrent fem Aar (560—555). Hans to Modstandere slog sig nemlig sammen, og i Fællesskab lykkedes det dem at fordrive ham fra selve Byen; han holdt sig imidlertid i Bjergene østenfor Athen. Seierherrerne blev dog meget hurtig indbyrdes uenige, og i de følgende Aar var der aaben Feide mellem dem i Athen. Gaderne var usikre, den offentlige Orden tilintetgjort, ingen vidste, hvem der var Herre i Landet. Megakles synes at have ligget under for Lykurgos; han sendte derfor i Hemmelighed Bud til Peisistratos, at hvis denne vilde egte Megakles' Datter, skulde han hjælpe ham til igjen at blive Tyran i Athen. Peisistratos lovede dette, og derpaa blev han ved Megakles' Hjælp uden Anvendelse af Magt ført tilbage til Athen, efter Fortellingen paa en Maade, som Herodot finder formeget beregnet paa Athenernes Enfold til, at den skulde være trolig. Tæt ved Bjerget Hymettos i Attika boede der en usedvanlig storslagen Kvinde, der var særdeles vakker og næsten tre Alen høi. Denne Kvinde klædte Megakles ud som Gudinden Athene og lod hende paa Gudindens Fest i stort Optog kjøre ind i Staden med Peisistratos ved sin Side. Foran Vognen gik der Herolder, som raabte: »Athenere, modtager med Velvilje Peisistratos, som Athene<noinclude><references/></noinclude> humcp5up51oent4awpjh8r2hviymvtx 104 142952 331512 330957 2026-08-28T15:00:27Z Øystein Tvede 3938 331512 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>deles stort Antal Hermer paa de forskjelligste Steder i Athen. Digteren {{sp|Anakreo|n}} blev hentet fra Samos til Athen paa et for Anledningen prægtig udstyret Skib, ligesom mange andre Digtere og Skjønaander paa den Tid samledes i Athen, hvor de fik den gunstigste og mest smigrende Modtagelse ved Peisistratidernes skjønne Digterhof. Skjønt Peisistratos' Sønner førte Styrelsen i samme Aand som Faderen, viste det sig dog undertiden, at der var foregaaet en Forandring. Thi medens Faderen, som ved egen Klogskab havde hævet sig fra sin borgerlige Stilling til Magtens Tinde, lige til det sidste bevarede sit sindige Væsen og vidste at skikke sig i Ulykken og at lempe sig efter Forholdene, var dette ikke Tilfældet med Sønnerne. De havde altid følt sig som Herrer, og Modgang vakte kun deres Trods. De gjorde sig snart skyldige i vilkaarlige Handlinger, hvis Udøvelse i en fri Stat var ligesaa uklog, som det var usømmeligt for frie Borgere at finde sig deri. Saaledes lod Hippias den rige og fornemme {{sp|Kimo|n}}, den senere saa berømte Miltiades' Fader, snigmyrde, fordi han ansaa ham for farlig for sit Herredømme. Og Hipparchos lod bortvise fra en Festprocession en attisk Jomfru af ædel Byrd af Had mod hendes Broder {{sp|Harmodio|s}}. For at tage Hevn over den Forsmædelse, som var vist hans Hus, sammensvor denne sig med sin Ven {{sp|Aristogeito|n}} og nogle andre om at myrde Tyrannerne. Planen skulde udføres paa den store Panathenæerfest i Aaret 514. Natten før Festen havde Hipparchos en sælsom Drøm. En høi, vakker Mand traadte hen til ham og sagde de gaadefulde Ord: <poem> {{liten|»Løve! med taalsomt Sind utaalelig Lod du maa taale! Bod for sin Brøde at undgaa det times ei nogen i Livet«.}} </poem><noinclude><references/></noinclude> 9uioud96qhh01m96nzzv3lb83no7tmy 104 142958 331513 330971 2026-08-28T15:01:55Z Øystein Tvede 3938 331513 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ner, blandt de tamme Smigreren«. Da hans Medborgere engang under en Beleiring havde besluttet at forlade Byen med sine Kostbarheder, og en af dem udtalte sin Forundring over, at han, der var en rig Mand, ikke gjorde Mine til at tage noget af sit med sig, skal han have udfalt de senere saa ofte gjentagne Ord: »Jeg har alt mit med mig«. {{sp|Kleobulo|s}} var Tyran i sin Fødeby {{sp|Lindo|s}} paa Rhodos. Det, vi ved om ham, er saare lidet. Nogle faa Sætninger er det hele, som er os levnet fra hans Virksomhed som Forfatter. {{sp|Cheilo|n}} var Spartaner. Han var Medlem af Oldingeraadet, og det var væsentlig ham, det skyldtes, at Eforembedet hævede sig til en saadan Betydning i den spartanske Stat, at det i mange Henseender stod over Kongerne (Side 1 74). At Cheilon var i Besiddelse af stor Statsmands kløgt, beviser følgende Ytring af ham: »Den sande Dygtighed bestaar deri, at man gjennem forstandigt Overlæg rigtig forudser det tilkommende«. Forresten var han i et og alt en Forfægter af gammelspartanske Synsmaader. Han var en Fiende af mange Ord, »fordi Ord forførte Menneskene«. Rigdom og Stræben efter at vinde Rigdom skyede han som Pesten. Han sagde: »Paa Prøvestenen bliver Guldet prøvet, forat dets Godhed kan komme for Dagen; for den gode og daarlige Mand er Guldet selv en Prøvesten«. Da der paa Øen {{sp|Kyther|a}} ved Peloponnesos' Sydspidse var vaagnet adskillig Interesse for Handel, pleiede han ofte at føre de Ord i Munden, »at det vilde være den største Fordel for Sparta, om Kythera blev opslugt af Havet«. Efter Sagnet døde Cheilon høitbedaget i Olympia. Faderglæden skal have overvældet ham, da hans Søn blev bekranset som Seierherre i Nævekampen. Den hele Festforsamling ærede den afdøde ved at følge Liget i festligt Optog paa Veien til Sparta.<noinclude><references/></noinclude> co0eoa983bjlmjh7ppp0tvrw4qvamdg 104 142965 331514 330992 2026-08-28T15:05:30Z Øystein Tvede 3938 331514 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|38. Histiæos og Aristagoras. Den ioniske Opstand.}}}} {{--}} Hellenerne i Lilleasien var med Undtagelse af Øbeboerne lidt efter lidt blevne undertvungne af de lydiske Konger. Krøsos havde bragt denne langvarige Kamp tilende. De græske Kolonier maatte anerkjende hans Overhøihed og betale en liden aarlig Skat, men forvaltede selv sine indre Anliggender. Men da Kyros havde omstyrtet det lydiske Rige og bragt Ionien under sit Scepter, opnaaede kun Byen {{sp|Mileto|s}} de samme Rettigheder, som Krøsos tidligere havde tilstaaet alle ioniske Byer, medens de øvrige derimod blev behandlede med langt større Strenghed. (Side 20). Da Kong Dareios var vendt tilbage til Sardes efter det ulykkelige Tog mod Skytherne, mindedes han den Troskab, som var vist ham af {{sp|Histiæo|s}} (Side 60). Han kaldte ham derfor til sig og lod ham selv vælge sin Belønning. Histiæos udbad sig Ret til at anlægge en Koloni ved Floden {{sp|Strymo|n}} i Thrakien. Stedet var rigt paa Bygningstømmer, Sølv og Guld og havde fortræffelige Havne og Bugter. Ved en stor Indsø anlagde han her Byen {{sp|Myrkino|s}}, som han gav en vid Udstrækning og omgav med høie, faste Ringmure; han drømte allerede om at underlægge sig Nabobyerne og de omboende Stammer. Da kom en af Storkongens Satraper, Megabazos, reisende forbi; han lagde Merke til de storartede Forberedelser og gjettede de Hensigter, den ærgjerrige Mand havde. Han fortalte Kongen, hvad han havde seet, og raadede ham til at gjøre Histiæos uskadelig. Dareios, som da opholdt sig i Sardes, kaldte Grækeren til sig og sagde til ham: »Jeg er overbevist om, at der ikke gives nogen herligere Skat end en Ven, som er forstandig og mener det vel; og paa<noinclude><references/></noinclude> ahiqrk1029mynq4bo1fkm2ud7t5ri82 104 142966 331515 330994 2026-08-28T15:07:06Z Øystein Tvede 3938 331515 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>begge disse Ting har du givet mig fuldgyldige Beviser. Jeg foreslaar nu altsaa følgende: Lad Miletos og den nybyggede Stad i Thrakien fare, og kom med mig til Susa; del med mig alt, hvad jeg har, og vær min daglige Bordkamerat og Raadgiver«. Histiæos følte sig smigret ved dette Tilbud og fulgte med Kongen til Susa, men forstod snart, at han i Virkeligheden kun var Kongens Fange. Til Tyran i Miletos efter Histiæos havde Kongen indsat hans Fætter og Svigersøn {{sp|Aristagora|s}}. Denne fik dog kun en stakket Glæde af sin nye Værdighed. I Aaret 501 fik han Besøg af endel fornemme Naxiere, som var blevne fordrevne fra sit Hjem. De bad ham om Hjælp til igjen at komme tilbage til Naxos. Denne Ø var den største af Kykladerne og overordentlig frugtbar, saa af den af de gamle kaldtes det lille Sicilien<ref>Sicilien var nemlig i Oldtiden bekjendt for sin overordentlige Frugtbarhed, hvorfor den ogsaa blev kaldt «Roms Kornkammer«.</ref>. Aristagoras erklærede, at hans Magt ikke strak til for at undertvinge Øen; men han skulde søge at vinde {{sp|Artapherne|s}}, der var Kongens Broder og Statholder i Sardes, for dette Foretagende. Derfor reiste han til Sardes og forelagde Artaphernes Sagen. Han skildrede ham Øens Rigdom og forestillede ham, at man efter Naxos' Erobring med Lethed kunde bemægtige sig alle de andre Kyklader, ja endogsaa Eubøa, »der var en stor og rig Ø, ikke mindre end Kypros«. Skjønt selv en Hellener gjorde altsaa denne Mand sig dog ingen Samvittighed af at forraade de græske Øer til Barbarerne og vise dem Veien til selve Hellas. Som Belønning for sit Forræderi mod sit eget Folk ventede han sig Statholderskabet over Naxos. Arthaphernes gik villigen ind paa Aristagoras' Forslag. Dareios' Samtykke blev indhentet og Udførelsen betroet Aristagoras, som til Underbefalingsmand fik {{sp|Mega}}-<noinclude><references/></noinclude> rg1rabik33td2wu75gzmh0nhi1yyvq7 104 142973 331516 331019 2026-08-28T15:09:45Z Øystein Tvede 3938 331516 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|39. Miltiades. Slaget ved Marathon.}}}} {{--}} En af de fornemste og mægtigste Familier i Athen var {{sp|Philaiderne|s}}. De roste sig af at nedstamme fra en af Troerkrigens Helte, den salaminiske Ajas. En af denne Familie, {{sp|Miltiade|s}}, havde egtet en Datter af Tyrannen Kypselos i Korinth (Side 233). Hans Sønnesøn, der ogsaa hed {{sp|Miltiade|s}}, var paa Peisistratos' Tider den rigeste og mægtigste blandt de attiske Stormænd. Tanken om at gjøre sig til Statens Herre kan ikke have ligget ham fjernt; desto utaaleligere var det ham at forblive i Byen, da en heldigere Modstander havde vundet Eneherredømmet. Han tænkte ligesom mange andre af Athens mægtige Familier paa at udvandre. Paa den Tid levede der paa den thrakiske Halvø ({{sp|Chersoneso|s}}) en Stamme ved Navn {{sp|Dolonkern|e}}. Haardt trængte af sine Naboer, Absinthierne, sendte de i sin Nød nogle Sendebud til Hellas for at raadspørge Oraklet i Delphi og for at søge Bistand. Guden befalede dem at gaa til Athen ad »den hellige Vei«<ref>Veien fra Athen til dens Nabostad Eleusis kaldtes den «hellige Vei», fordi Athenerne ad denne Vei vandrede to Gange om Aaret i festligt Optog til Eleusis for der at feire en af sine vigtigste Fester, {{sp|Eleusiniern|e}}.</ref> og tage den Mand til Fyrste og Fører, som først tog dem op i sit Hus. Da de i sin fremmede Dragt med Lansen i Haand drog gjennem Athens Gader, fik Miltiades, der sad i Døren til sit Hus, Øie paa dem. Han kaldte paa de fremmede og aabnede gjestevenlig sit Hus for dem. De bad ham om at reise med dem og staa dem bi i deres Kamp mod Absinthierne og lovede at gjøre ham til sin Hersker.<noinclude><references/></noinclude> tu0yh7rkp71yzblahcn16tyy07lfoa1 104 143007 331517 331067 2026-08-28T15:19:08Z Øystein Tvede 3938 331517 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>at Pythios' Søn skulde dræbes, hans Lig parteres og Delene deraf lægges paa begge Sider af Veien, foråt Hæren kunde marschere derimellem. I vilkaarlig Grusomhed stod denne Storkonge altsaa ikke tilbage for sin berømte Fader (Side 61). At Xerxes til andre Tider dog kunde vise sig høimodig, viser følgende Fortelling. Da Presterne i Sparta Aar efter Aar ikke var istand til at faa gunstige Varsler, erklærede de tilslut, at man for at forsone Guderne maatte sende frivillige Dødsofre til Perserkongen for at afsone den Brøde, Spartanerne havde begaaet ved at kaste de af Mardonios tidligere afsendte Herolder i en Brønd (Side 252). Der meldte sig straks to fædrelandskjærlige Mænd, Sperthias og Bulis, som vilde forlade Hus og Hjem, Hustru og Børn og med freidigt Mod gaa til Persien for at lide Døden for Fædrelandet. Komne til Susa vilde man tvinge dem til at knæle for Kongen. Men de erklærede med Bestemthed, at det i deres Fødeland ikke var Skik og Brug at tilbede et Menneske. Staaende sagde de derfor til Perserkongen: »Mederkonge! Lakedæmonierne har sendt os hid som Sonofre for de Herolder, der har mistet Livet i Sparta«. Xerxes beundrede de to Mænds Heltemod og sagde, at han ikke havde isinde at gjøre det, som han dadlede hos deres Landsmænd; thi disse havde krænket Folkeretten, og han vilde ikke befri Lakedæmonierne fra den Brøde, der tyngede paa dem, ved at dræbe deres uskyldige Udsendinger. Han lod dem derpaa vende hædrede og uskadte tilbage til sit Fædreland. Da Perserkongen brød op fra Sardes med sine talløse Skarer, der mere lignede et Folk paa Vandring end en Hær, hvis Opgave det skulde være at knuse en liden Nation, gik Marschtoget i følgende Orden: Først kom Lastdyrene og Trosset, derpaa Krigere i talløs Mængde fra Asiens forskjelligste Dele. I Midten fulgte Stcrkongen og<noinclude><references/></noinclude> bocuq4xc4dya1blhpl8upjkp2lx2i36 104 143022 331518 331086 2026-08-28T16:24:57Z Øystein Tvede 3938 331518 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>reddede Grækenlands Frihed og grundlagde Athens Herre dømme tilsøs. I alle sine Planer mødte Themistokles Modstand hos Aristeides, som i sin Modstander saa en Mand, der, hvad Øieblik det skulde være, kunde blive farlig for Statens Frihed. »Athen vil ikke blive roligt«, sagde han, »før man har kastet os begge f Barathron (Side 252)«. Det var klart, at en af disse to maatte vige for den anden, og i Aaret 483 blev Aristeides forvist ved Ostrakismen paa ti Aar. Themistokles, som ikke var ængstelig i Valget af de Midler, han benyttede for at naa sine Hensigter, havde ladet udsprede det Rygte, at Aristeides stræbte efter ene vældig Magt i Staten. {{---}} Medens Leonidas drog mod Nord for at besætte Thermopylerne, var en athenisk Flaade paa 147 Skibe tillige med 115 Skibe fra Peloponnes seilet op til Forbjerget {{sp|Artemisio|n}} paa Eubøas Nordspidse. Planen var at hindre Perserkongens Flaade fra at gjøre Landgang og angribe Leonidas i Flanken. Men da Persernes Flaade nærmede sig, og Grækerne saa foran sig denne uendelige Række af Skibe, der bedækkede Havet, saa langt Øiet kunde naa, sank deres Mod, og de trak sig tilbage om trent til Midten af det Sund, som skiller Eubøa fra Fastlandet. Storkongens Broder Achæmenes, der anførte den persiske Flaade, lod sine Skibe kaste Anker ved Thessaliens Kyst ret overfor Artemision. Straks efter reiste der sig en frygtelig Storm, som rasede i tre Dage og tilintet gjorde 400 af Persernes Skibe. Grækernes Skibe laa imidlertid i Ly af høie Bjerge og led intet. Da de fik høre om Persernes Ulykke, jublede de, bad til Frelseren Poseidon og bragte ham Takoffer. Derpaa styrede de med<noinclude><references/></noinclude> 6ewjz54jixymij9s88eg6rzv1fvarwf 331519 331518 2026-08-28T16:25:41Z Øystein Tvede 3938 331519 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>reddede Grækenlands Frihed og grundlagde Athens Herre dømme tilsøs. I alle sine Planer mødte Themistokles Modstand hos Aristeides, som i sin Modstander saa en Mand, der, hvad Øieblik det skulde være, kunde blive farlig for Statens Frihed. »Athen vil ikke blive roligt«, sagde han, »før man har kastet os begge i Barathron (Side 252)«. Det var klart, at en af disse to maatte vige for den anden, og i Aaret 483 blev Aristeides forvist ved Ostrakismen paa ti Aar. Themistokles, som ikke var ængstelig i Valget af de Midler, han benyttede for at naa sine Hensigter, havde ladet udsprede det Rygte, at Aristeides stræbte efter ene vældig Magt i Staten. {{---}} Medens Leonidas drog mod Nord for at besætte Thermopylerne, var en athenisk Flaade paa 147 Skibe tillige med 115 Skibe fra Peloponnes seilet op til Forbjerget {{sp|Artemisio|n}} paa Eubøas Nordspidse. Planen var at hindre Perserkongens Flaade fra at gjøre Landgang og angribe Leonidas i Flanken. Men da Persernes Flaade nærmede sig, og Grækerne saa foran sig denne uendelige Række af Skibe, der bedækkede Havet, saa langt Øiet kunde naa, sank deres Mod, og de trak sig tilbage om trent til Midten af det Sund, som skiller Eubøa fra Fastlandet. Storkongens Broder Achæmenes, der anførte den persiske Flaade, lod sine Skibe kaste Anker ved Thessaliens Kyst ret overfor Artemision. Straks efter reiste der sig en frygtelig Storm, som rasede i tre Dage og tilintet gjorde 400 af Persernes Skibe. Grækernes Skibe laa imidlertid i Ly af høie Bjerge og led intet. Da de fik høre om Persernes Ulykke, jublede de, bad til Frelseren Poseidon og bragte ham Takoffer. Derpaa styrede de med<noinclude><references/></noinclude> 35v574kxkjhdwf83r49j04qphf2kx76 104 143038 331520 331129 2026-08-28T16:42:37Z Øystein Tvede 3938 331520 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ondt han har tilført dig; thi det er i din Sag, ikke i min, at jeg er Dommer«. I det politiske Liv tog Aristeides tidlig Del, og ved at slutte sig til Kleisthenes' Reformer (Side 206) gav han sig straks tilkjende som en Folkets Mand. I Kampen ved Marathon var han en af de ti Strateger; men skjønt en politisk Modstander af Miltiades bøiede han sig dog for dennes høiere militære Indsigt og virkede for, at denne fik Eneanførselen. Da Athenerne efter Slaget ilede hjem for at verge sin By mod et forventet Angreb fra Perserne, forblev Aristeides paa Slagmarken for at bevogte Fangerne og Byttet. En redeligere Vogter kunde der heller ikke findes. At Aristeides ifølge sin Natur og sine Anskuelser maatte blive en afgjort Modstander af Themistokles, er selvfølgeligt; thi ihvorvel Aristeides var demokratisk sindet, var han dog forsaavidt konservativ, som han ikke kunde samtykke i, at Themistokles helt forandrede Statens Forhold ved at gjøre den fra en Landmagt til en Sømagt; og ud fra disse Synspunkter kunde det nok ogsaa hænde, at Aristeides traadte op selv mod de for Staten uomtvistelig nyttige Planer, som Themistokles nærede. Man indsaa tilslut, at Anvendelsen af Ostrakismen var bleven en Nødvendighed, forat man kunde faa afgjort, hvilket Parti der var det herskende i Staten. Aristeides indfandt sig selv i den Folkeforsamling, der skulde dømme mellem de to Partihøvdinger. En Mand, som ikke kj endte ham, skal have rakt ham et Potteskaar og bedet ham skrive »Aristeides« derpaa, da han selv ikke var skrivefør. Aristeides spurgte Manden, hvorfor han vilde have ham forvist; hertil svaredes, at han ikke kjendte Aristeides, men at det havde mishaget ham, at han saa ivrig havde arbeidet for at blive kaldt »den retfærdige«. Uden at sige et Ord opfyldte Aristeides Mandens Begjæring. Resultatet af Afstemningen kjender vi allerede (Side 283). Athens retfærdigste Mand<noinclude><references/></noinclude> 2dnitdg2l6yu2o9vonbm5kq6c80afs6 104 143039 331521 331130 2026-08-28T16:43:05Z Øystein Tvede 3938 331521 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>faldt som et Offer for sin Modstanders Kabaler og sine Landsmænds Utaknemmelighed. Om Aristeides' Tilbagekomst og hans Deltagelse ved Salamis er ligeledes tidligere talt (Side 287). Da Mardonios' lokkende Tilbud kom til Athen, kunde ingen bedre end Aristeides gjøre det klart for de vaklende Borgere, hvad Fædrelandet krævede af dem. Paa hans Forslag svarede den atheniske Folkeforsamling Mardonios' Erendsvend, at Athenerne ikke vilde sælge sin Frihed for alle Jordens Skatte; de var Persernes Fiender, der havde lagt deres Templer i Ruiner; de vilde blive det, saalænge Solen ei veg fra sin himmelske Bane. Og for paa det høitideligste at være bunden til sit Ord lod Folket Statens Prester udtale en Forbandelse over hver den, som blev Hellas utro. Med dette Svar maatte Alexander drage bort. Men Athenerne bebreidede de spartanske Sendemænd deres Mistillid ; de burde dog vel kjende Athenernes Sindelag og vide, »at de ikke for al Verdens Guid, ikke for det skjønneste og bedste Land vilde blive medisksindede og bringe Hellas under Aaget«. De bad kun Spartanerne møde med sin Hær i Bøotien, forat Attika ikke paany skulde blive herjet. Saa drog da de spartanske Sendebud beroligede hjem; men neppe saa Spartanerne sig befriede for sin Frygt, før de atter var de gamle lunkne Forbundsfeller, der kun saa paa egen Fordel og bag alskens Udflugter søgte at fri sig fra sine Forpligtelser. For anden Gang maatte Athenerne forlade sin Stad og begive sig til Salamis. Nu haabede Mardonios, at det maatte være forbi med Athenernes Taalmod ligeoverfor Spartas Troløshed, og sendte dem atter Fredstilbud. En Areiopagit, Lykidas, raadede til at lytte til Mardonios' Tilbud; men saa brændende var de hjemløse Atheneres Frihedskjærlighed, at Mængden stenede den ulykkelige, ja endog hans Hustru og Børn maatte lide<noinclude><references/></noinclude> cm2kol1i33lyq9dgm2hl3zhtmmzu9zm 104 143073 331522 331182 2026-08-28T18:04:04Z Øystein Tvede 3938 331522 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hed, som den sande Dannelse ene formaar at skjænke, og som hævede ham høit over Folkets Overtro<ref>Da saaledes i Begyndelsen af den peloponnesiske Krig en Solformørkelse indtraadte, netop som Flaaden skulde løbe ud, og Mandskabet røbede Frygt over dette ulykkespaaende Tegn, tog Perikles sin Kappe og holdt den for Ansigtet paa en af de mest forsagte. Da denne paa Perikles' Spørgsmaal, om han ængstedes ved dette, svarede nei, skal Perikles have sagt: «Hvorfor bliver du da mere forskrækket, fordi en fjernere og større Gjenstand skjuler Sollyset for dig?«</ref>. Men hvad der bevirkede, at Perikles ved disse Aandens Gaver fik en Magt over sine Landsmænd som ingen, var den herlige Veltalenhed, han havde faaet som Vuggegave. Naar Perikles fra Talerstolen, rolig som en Statue, med Kappen i de maleriske Folder, udsendte bevingede Ord til de lyttende Skarer, maatte enhver Modstand forstumme. Hans Tale var simpel, uden Effektjageri og Stræben efter at behage; det var dens Rigdom paa Tanker, dens slaaende Billeder, dens dybe Alvor og overbevisende Kraft, der gjorde saadant Indtryk. Man sagde derfor ogsaa, at han havde Lyn og Torden under sin Tunge, man beundrede ham som en Gud og kaldte ham »den olympiske«, og de Tanker, som han vilde indprente sine Tilhørere, blev siddende i deres Sind »som Biens Braad«, siger en af Samtidens Digtere. Men denne Veltalenhed var ikke en Gave, han sløsede med; kun sjelden traadte han op som Taler; men derfor faldt ogsaa hans Ord med desto større Vegt. Den overlegne Ro og ufvrstyrrelige Ligevegt, der i saa høi Grad udmerkede Perikles' Tale, var en Del af hans hele Væsen og traadte frem ogsaa i hans daglige Omgang; uden at lade sig egge kunde denne selvbeherskende Mand lade en personlig Uven forfølge sig med Skjeldsord fra Morgen til den sene Aften og saa befale sine Tjenere at lyse Fornærmeren hjem.<noinclude><references/></noinclude> 6pkzyvl58m3xt83bt1jxt05xtvzgqwe 104 143075 331523 331187 2026-08-28T18:05:40Z Øystein Tvede 3938 331523 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stokratiske Tankesæt erkjendte nemlig Perikles Demokratiet som den eneste Statsform, der kunde gjøre Regning paa Varighed. Han afviste derfor, da han endelig omkring 469 traadte frem paa den politiske Skueplads, enhver Tanke om at blive Tyran; men han vidste efterhaanhen at grunde et Intelligentsens Eneherredømme i demokratiske Former; thi i den lange Tid, Perikles var Athens Leder uden nogensinde at beklæde andet Embede end en Strategs, naar krigerske Foretagender krævede det, »var der«, siger Thukydides, »efter Navnet et Folkeherredømme, men i Virkeligheden et Eneherredømme udøvet af Statens mest fremragende Mand. Han blev ikke ledet af Folket, men ledede det, fordi han ikke havde naaet Magten ved utilbørlige Midler og derfor ikke behøvede at tale det til Behag, men kunde modsige det med Kraft«. Men denne Stilling naaede Perikles først lidt efter lidt; han medvirkede til Kimons og med ham den aristokratiske Politiks Fald (Side 312), og derefter sluttede han sig helt til Demokratiet og dets Førere, navnlig {{sp|Ephialte|s}}. Men han gik stedse frem med Forsigtighed og skjulte den Magt, han havde over Massen; thi han frygtede Ostrakismen, fordi en fleraarig Fraværelse fra Athen vilde have tilintetgjort hele hans Livsplan. Man sammenlignede ham derfor ogsaa med Statsskibet »Salaminia«, som kun viste sig ved ganske særegne Leiligheder. Men man merkede hans Haand, selv om man ikke saa den. Hans Forhold til Reformpartiet er det derfor ofte vanskeligt at komme paa det rene med. Meget har denne fødte Aristokrat maattet lade ske, som har været hans hele Aandsretning imod; thi skulde han naa sit Maal, bød Forsigtighed, at han ikke lagde sig ud med dem, der var hans Redskaber. Folkeherredømmets fuldkomne Udvikling var den nødvendige Betingelse for Grundlæggelsen af Perikles' egen<noinclude><references/></noinclude> lfa7xrmc11h50snuc43xby4xtc5424v 104 143078 331524 331216 2026-08-28T18:07:50Z Øystein Tvede 3938 331524 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Athenes Tempel, {{sp|Partheno|n}}<ref>I Middelalderen omdannedes Parthenon til en Kirke. Da Venetianerne 1687 beleirede Athen, slog en Bombe ned i Templet, der af Tyrkerne benyttedes til Krudtmagasin; Eksplosionen var saa voldsom, at Bygningen med Undtagelse af Gavlsiderne næsten ganske tilintetgjordes. I Begyndelsen af dette Aarhundrede bortførte en Englænder, Lord Elgin, en stor Del Reliefer, der endnu smykkede Gavlene. De findes nu i British Museum.</ref>, et Verk af Arkitekten Iktinos' Geni. Dette Tempel, der var 230 Fod langt, 100 Fod bredt og 65 Fod høit, var bygget af hvidt pentelisk<ref>Pentelikon var et Bjerg i Øst for Athen, bekjendt for sine rige Marmorbrud.</ref> Marmor og omgivet af en Søilehal med 46 svære doriske Søiler. Dets Gavlfelter og Friser var smykkede med Reliefer af Pheidias og hans Elever, hvortil Motiverne var hentede fra Athene-Kultusen. I den egentlige Tempel celle stod den berømte Athene-Statue af Pheidias. Fra et Fodstykke, der var prydet med mythiske Fremstillinger i Relief, hævede Gudindens majestetiske Skikkelse sig i en Høide af 40 Fod. Statuens Kjerne var af Træ, men alle nøgne Dele som Ansigtet, Hænderne osv. udførte i Elfenben, medens det folderige Gevandt, der var til at tage af, var af purt Guld. Det samme var Tilfældet med den med en Sphinx smykkede Hjelm, Haaret og Lansen, medens det blaa i Øinene dannedes af Ædelstene. Men al denne Rigdom, hvormed Athenerne havde udstyret sin alvorlige Visdomsgudinde, tjente kun til at fremhæve Skikkelsens storslagne Simpelhed og rolige Værdighed. Foruden dette Athenebillede reiste Pheidias i denne Tid paa det høieste Punkt af Akropolis en kolossal Broncestatue af Gudinden. Med Skjoldet paa den venstre Arm og den høire Haand løftet høit iveiret og støttet til Lansen fremstillede den 70 Fod høie Figur Gudinden som Promachos ɔ: som Athe-<noinclude><references/></noinclude> sxtnj44bud51n77qwwz60zor34lvuy4 104 143080 331525 331194 2026-08-28T18:10:02Z Øystein Tvede 3938 331525 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skab for, hvorledes deres Penge anvendtes. De bundsforvandtes Stilling var ogsaa efterhaanden bleven væsentlig forandret; de var lidt efter lidt paa faa Undtagelser nær fra ligestillede forbundne blevne Undersaatter, og Athens Stilling til dem var ikke et Hegemoni, men et Herredømme, der ofte trykkede haardt nok og fremkaldte Opstandsforsøg, som dog hurtig dæmpedes ved Perikles' kloge Foranstaltninger. Hvordan nu end Dommen vil lyde om den Maade, hvorpaa de bundsforvandtes Rettigheder traadtes under Fødder, maa man dog skjænke Perikles' Virksomhed sin høieste Beundring. Hans Tidsalder var i alle Retninger Athens mest blomstrende Periode. Medens de aarlige Statsindtægter var voksede til henved 1000 Talenter<ref>Da Pengene paa denne Tid havde seks til otte Gange saa stor Værdi som nu, vil dette svare til en aarlig Indtægt af 24—30 Millioner Kroner.</ref>, var den almindelige Velstand i høi Grad tiltaget, og de store Formuers Tal betydelig forøget. Frembringelser af Industri og Haandverk havde naaet en høi Grad af Fuldkommenhed og havde skaffet sig et stort Marked. Navnlig fandt de attiske Metalarbeider, Læder- og Pottemagervarer gjennem en høit drevet Udførselshandel Afsætning ved alle Middelhavets Kyster. Athens Koffardiflaade var meget stor og stod under Statens særlige Beskyttelse, der lod Krigsfartøier krydse i de fleste Dele af Middelhavet, saa at det attiske Handelsskib var ligesaa sikkert i de inderste Kroge af Pontos som ved Hjemmets Kyst. Athen og dets Havne blev i denne Tid et Midtpunkt for den europæiske Verdenshandel, en Stapelplads, hvor Østens og Vestens Frembringelser samledes i storartede Magasiner. Denne Handel var saare indbringende og skabte et Penge-<noinclude><references/></noinclude> lq4o5al9nt6qa62hqeqt2sfigjvm1ln 104 143086 331526 331219 2026-08-28T18:14:26Z Øystein Tvede 3938 331526 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>idetmindste Thebanerne Sagen. Med dette blodige Forspil, hvori Forræderi var bleven mødt med Forræderi, begyndte den peloponnesiske Krig. Da det blev bekjendt i Athen, at Thebanerne havde overfaldt Platææ, sendte Athenerne Levnetsmidler og en Besætning derhen, medens den ukampdygtige Del af Byens Indvaanere flyttede til Athen. Herved indfriede Athenerne kun det Løfte om Beskyttelse, der efter Slaget ved Platææ var givet denne Stads Indvaaaanere (Side 304). Efter dette Skridt fra Athens Side drev saavel Athenere som Spartanere Krigsrustningerne af yderste Evne, og snart stod den spartanske Konge {{sp|Archidamo|s}} paa Isthmen i Spidsen for en Hær paa 60,000 sværtbevæbnede. Paa Spartas Side stod Peloponnesierne undtagen Argiverne og Achæerne, der var neutrale; til Athens allierede hørte derimod Platæerne, Messenierne i Naupaktos, Korkyra m. fl. samt alle dets skatskyldige bundsforvandte, nemlig de fleste græske Stater paa Thrakiens og Lilleasiens Kyster og det store Flertal af Øerne i Ægæerhavet. Tillands var Spartanerne sine Modstandere aldeles overlegne; men Athenerne var til Gjengjæld Herrer over Havet og raadede over langt betydeligere Pengemidler. Krigen var paa den ene Side en Stammekrig mellem Ionere og Doriere, paa den anden Side en Kamp mellem Demokrati og Aristokrati. Da Archidamos ved Midsommertide 431 endelig overskred Attikas Grænse, lod Perikles, der nu herskede kraftfuldere og mere uindskrænket end nogensinde og i Egenskab af Strateg ledede Forsvaret, udgaa Opfordring til den attiske Landbefolkning om at søge Beskyttelse bag Athens Mure. I lange Tog drog da Landboerne, belæssede med sine Eiendele, ind gjennem Athens Porte; de færreste fik Husly hos Slegt og Venner i Byen, de fleste maatte nøie sig med at tage Ophold i Ringmurens Taarne eller i Telte og Barakker mellem de lange Mure eller i<noinclude><references/></noinclude> tign4mrwvessbqrsjdolio92510nk4c 104 143087 331527 331204 2026-08-28T18:15:21Z Øystein Tvede 3938 331527 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Peiræeus. Perikles indsaa, at den atheniske Landhær, der kun talte 13,000 sværtbevæbnede, ikke turde byde Peloponnesierne Spidsen i aaben Mark. Landkrigen maatte derfor helt og holdent være af defensiv Natur; tilsøs vilde derimod Athenernes 300 Trierer kunne gaa angrebsvis tilverks. Athenerne havde Midler nok til at kunne udholde en langvarig Krig; i Skatkamret var der samlet et Reservefond paa 6000 Talenter, og de bundsforvandtes aar lige Tribut beløb sig til 600. Peloponnesiernes Pengemidler var derimod ringe. Archidamos rykkede kun langsomt frem, da han endnu altid haabede at skulle undgaa Krigen; men da han endelig maatte opgive ethvert Haab herom, ødelagde han forfode. Forbitrede saa de attiske Landboere fra Athens Mure sine Huse gaa op i Luer, sine Vinhaver ødelægges, sine Agre afbrændes. Forbitrelsen vendte sig mod Perikles, og man forlangte af ham at blive ført mod Fienden. Men Perikles blev sin Plan tro, tillod ikke aaben Kamp, men sendte kun af og til en Afdeling Ryttere ud for at holde Fienden i Aande og hindre den i at ødelægge de nærmest Byen liggende Eiendomme. Og for ikke at have noget forud for sine Landsmænd erklærede Perikles, at hvis Archidamos, der var hans Gjesteven, skaanede hans betydelige Landeiendomme, skulde disse tilfalde Staten. Efterat den peloponnesiske Hær i fire til fem Uger som en Græshoppesværm havde lagt hele det nordlige Attika øde, trak den sig atter tilbage, navnlig fordi det rygtedes, at en athenisk Flaade var dragen mod Syd. Denne brandskattede Peloponnes' Kyster, erobrede Øen Kephallenia og forjog Ægineterne fra deres Ø, som derpaa blev befolket med atheniske Kolonister. Da Vinteren afbrød Fiendtlighederne, foranstaltede Athenerne efter gammel Skik den offentlige Begravelse af de Borgere, der var faldne i dette Aars Felttog. Deres<noinclude><references/></noinclude> 05n3mb4q6am4xuul0tsnt8alnaxgny0 1 143093 331560 331220 2026-08-29T07:13:43Z Kåre-Olav 25 /* Anførselstegn */ Svar 331560 wikitext text/x-wiki == Anførselstegn == Skulle gjerne ha fått kjørt et skript for å bytte til korrekt anførselstegn i dette verket. Det kunne vel egentlig blitt gjort med flere verk. [[Bruker:Øystein Tvede|Øystein Tvede]] ([[Brukerdiskusjon:Øystein Tvede|diskusjon]]) 24. aug. 2026 kl. 15:12 (CEST) :Jeg kan hjelpe deg, hvis du presiserer nøyaktig hva du vil ha gjort. Du vil endre anførselstegn fra »...« til «...»? [[Bruker:Kåre-Olav|Kåre-Olav]] ([[Brukerdiskusjon:Kåre-Olav|diskusjon]]) 29. aug. 2026 kl. 09:13 (CEST) ti1k06bdd2iqw82wjzbka0qoy4jn7nk 331585 331560 2026-08-29T11:39:17Z Øystein Tvede 3938 /* Anførselstegn */ Svar 331585 wikitext text/x-wiki == Anførselstegn == Skulle gjerne ha fått kjørt et skript for å bytte til korrekt anførselstegn i dette verket. Det kunne vel egentlig blitt gjort med flere verk. [[Bruker:Øystein Tvede|Øystein Tvede]] ([[Brukerdiskusjon:Øystein Tvede|diskusjon]]) 24. aug. 2026 kl. 15:12 (CEST) :Jeg kan hjelpe deg, hvis du presiserer nøyaktig hva du vil ha gjort. Du vil endre anførselstegn fra »...« til «...»? [[Bruker:Kåre-Olav|Kåre-Olav]] ([[Brukerdiskusjon:Kåre-Olav|diskusjon]]) 29. aug. 2026 kl. 09:13 (CEST) ::Sorry, mente selvfølgelig apostrofe! [[Bruker:Øystein Tvede|Øystein Tvede]] ([[Brukerdiskusjon:Øystein Tvede|diskusjon]]) 29. aug. 2026 kl. 13:39 (CEST) 0rp9h3slbvaagaf2qeymotcr9o9yx8y 104 143095 331528 331223 2026-08-28T18:19:13Z Øystein Tvede 3938 331528 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Letsind og om hans Forvovenhed. Engang som Gut øvede han sig i Brydning med en af sine Kamerater, og for ikke at tabe bed han ham i Armen. Hans Modstander skjeldte paa ham og sagde: »Fy, du bider jo som et Fruentimmer«. »Sig hellere som en Løve«, svarede Alkibiades ham. En anden Gang kastede han Terninger med flere andre Gutter paa Gaden. Alkibiades skulde netop kaste, da en Vogn kom kjørende. Han raabte til Kusken, at han skulde vente en Stund. Da denne, som ventelig var, ikke brydde sig noget om denne Anmodning, lagde Alkibiades sig ned paa Gaden ret foran Hestene og sagde: »Nu kan du kjøre til, hvis du vil«. Kusken maatte vente. Alkibiades var meget lærelysten og rettede sig villig efter sine Lærere. At spille paa Fløite vilde han dog paa ingen Maade lære. »Det skjæmmer Ansigtet og hindrer den spillende i at synge paa samme Tid«, sagde han. »Thebanerne derimod maa lære sig til at blæse paa Fløite; thi de forstaar ikke at tale«. Og hans Eksempel skal virkelig have havt den Følge, at Fløitespil, som tidligere var paa Moden i Athen, kom aldeles i Miskredit. En Dag gik Alkibiades til en Skolelærer og bad ham om at faa tillaans Homers Digte. Da denne svarede, at han ikke havde noget af Homer, gav Alkibiades den uvidende Lærer et Ørefigen og gik sin Vei. Meget tidlig lagde Perikles Merke til de glimrende Evner, som fandtes hos hans Myndling; men det lykkedes ham ikke at bøie dem ind i de rette Spor. Alkibiades blev ikke bedre med Alderen. Da han blev myndig, trængte alle Slags Snyltegjester og Smigrere sig om den rige og begavede unge Mand. Altid blev han beundret og rost, selv naar han tillod sig de værste Streger; man lo af hans gale Indfald istedenfor at revse ham derfor; han var Athens forkjælede Barn, den letsindigste blandt de letsindige Athenere. I et lystigt Selskab indgik han engang<noinclude><references/></noinclude> 4yr5x5qgq0v1gu0y55rg3m3g9m5vsuq 104 143096 331529 331224 2026-08-28T18:20:00Z Øystein Tvede 3938 331529 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>i Overgi venhed et Veddemaal om, at han skulde give en af Athens mest anseede Mænd ved Navn Hipponikos et Ørefigen, og dette udførte han virkelig ogsaa midt paa aaben Gade. Folk forargedes over en saadan Frækhed; men Dagen efter gik Alkibiades til Hipponikos, bad ham ydmygt om Tilgivelse og blottede sin Ryg, forat han kunde give ham velfortjent Straf. Hipponikos tilgav ham og blev snart saa indtaget i den elskværdige Yngling, at han gav ham sin Datter tilegte. Dette Egteskab blev dog ulykkeligt. Hans Hustru kunde tilslut ikke fenger holde det ud hos ham, men søgte Tilflugt i sin Broders Hus og androg senere paa Skilsmisse. Men da Egtefolkene mødtes for Retten, tog Alkibiades hende paa sine Arme og bar hende hjem til sit Hus, og ingen hindrede ham i denne egenmægtige Handling. Ved saadanne kaade og egenmægtige Handlinger gjorde han sig bemerket over den hele By; men det var netop det, han vilde. Han kjøbte saaledes engang en særdeles vakker Hund til flere tusinde Kroners Værdi. Da hele Byen talte om den smukke og kostbare Hund, nuggede han Halen af den. Hans Venner foreholdt ham, at han derved var kommen i Folkemunde; men han svarede leende: »Jeg vil jo netop, at Athenerne skal tale herom, forat de ikke skal sige noget værre om mige Dette havde nemlig Alkibiades fundet paa for at trække Opmerksomheden bort fra andre Ting, som han ikke ønskede skulde blive Gjenstand for Folkesnak. Den Mand kjendte sit Folk. En Dag kom han i Folkeforsamlingen, da der handledes om at give frivillige Bidrag til Statskassen. Alkibiades lod sig skrive for en meget stor Sum. Folket jublede; men over Larmen glemte han en Vagtel, som han bar under Kappen. Den fløi fortumlet sin Vei, Alkibiades begyndte at fløite efter Fuglen, og det atheniske Folk forglemte sin Værdighed i den Grad, at det forlod Forsamlingen og løb til alle Kanter for at jage efter<noinclude><references/></noinclude> siv7sy0kqsgwpxlur7cjlub52revxnf 104 143097 331530 331225 2026-08-28T18:22:14Z Øystein Tvede 3938 331530 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Fuglen og vendte ikke tilbage, før det havde fanget den. Og Alkibiades gottede sig over al den Hurlumhei, han havde forvoldt; saa tankeløs og letsindig viste han sig i Øieblikke, hvor der handledes om Fædrelandets Ve og Vel, han, hvis Begavelse og Evner uimodsagt gjorde ham skikket til at indtage Perikles' Plads. Hvorlidet han imidlertid, hvad Karakterens Renhed angaar, var værdig dertil, viser følgende Anekdote: Da han engang kom for at besøge Perikles, blev der sagt ham, at han ikke kunde faa sin Formynder itale, da denne nemlig arbeidede paa et Regnskab, han skulde aflægge for Folket. »Jeg synes«, sagde Alkibiades, »at Manden hellere burde benytte sin Tid til at finde ud, paa hvilken Maade han kunde slippe for at aflægge Athenerne Regnskab«. En Mand med saadanne Anskuelser er den farligste Borger i en fri Stat, farligst, fordi han har alle Betingelser for at faa et letbevægeligt Folk med paa sine Planer, medens han har for lidet af Karakter og Besindighed til at kunne føre det paa den rette Vei. Staten gives under en saadan Leder Tilfældighederne ivold og maa som oftest dele Lod med sin übesindige Fører. I Forfengelighed og Pragtsyge overgik Alkibiades alle. Han gik i Purpurklæder og havde et Skjold af Guld og Elfenben. Hans talrige Heste og Vogne var de skjønneste, man havde seet. Ved ødsel Gavmildhed og kostbare Fester blendede han Folket. I de olympiske Lege optraadte han engang med syv Veddeløbsvpgne, hvad endnu ingen Konge havde gjort, og seirede med de tre. Euripides besang hans Seier, og en Mængde Stæder gav ham Hædersgaver. Derpaa holdt han en stor Fest i Olympia, hvortil han indbød alle Tilskuere ved Festlegene. Alkibiades var paa gode Veie til at gaa tilgrunde i de Udskeielser, hvortil han hengav sig i den forfinede By. Kun en eneste Mand lykkedes det at faa ham til i nogen<noinclude><references/></noinclude> rfk9rajujnfmaicd18rrxeprpedvo37 104 143100 331531 331228 2026-08-28T18:24:04Z Øystein Tvede 3938 331531 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>fældte over det med Athen forbundne Platææ. Etterat denne By næsten i to Aar havde gjort den tapreste Modstand, og etterat den tilslut var bleven ganske blottet for Levnetsmidler, fik Spartanerne den i sin Magt ved Løfter om en skaansom Behandling. Men troløst brød de det givne Løfte, skjønt de vistnok øvede sin Hevn bag et Skin af Retfærdighed. Der sendtes Bud til Sparta efter fem Dommere. Disse forelagde kun de fangne Platæere det Spørgsmaal, om de havde ydet Sparta eller dets Forbundsfeller nogen Tjeneste under Krigen. De ulykkelige Platæere søgte at forsvare sig, de beraabte sig paa sine Fortjenester af Hellas og paa den Frihed, der var sikret dem (Side 304), de fremhævede ogsaa, hvorledes de var komne Sparta tilhjælp i dets farefulde Krig mod Heloterne (Side 312); og hvad deres Stilling i den forhaandenværende Krig angik, saa maatte det være Sparta en velkjendt Sag, at de fra gammel Tid af havde staaet i Forbund med Athen, og at dette Forbund i sin Tid var bleven sluttet efter Spartas egen Opfordring. Men trods al Veltalenhed fra Platæernes Side holdt Dommerne, eggede af Platæernes Arvefiender, Thebanerne, med spartansk Haardnakkethed fast ved det forelagte Spørgsmaal, og da ingen af de fangne enten kunde eller vilde besvare dette med andet end nei, blev de alle henrettede, deres Kvinder blev solgte som Træler, og Staden blev overladt Thebanerne, der i Frihedskrigens Dage saa ofte havde maattet staa tilskamme for de heltemodige, selvopofrende Platæere. De jevnede Staden med Jorden. Disse Træk er tilstrækkelige til at vise den Maade, hvorpaa Krigen mellem Athen og Sparta og mellem de med disse forbundne Stater førtes. Endelig stansede foreløbig Krigen, idet det i 421 lykkedes den retsindige Athener {{sp|Nikia|s}} at faa sluttet en Vaabenstilstand, der blev kaldt Nikias' Fred.<noinclude><references/></noinclude> d7ys89r1vnkzz18uh1u4rp6z0g4yfma 104 143103 331532 331233 2026-08-28T18:27:18Z Øystein Tvede 3938 331532 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>haabninger. Hæren havde oprindelig talt 5000 Hopliter og 30,000 letbevæbnede, og senere var der bleven sendt Forsterkninger; men af denne straalende Hær fik ikke Athen se nogen vende tilbage. Da dette Sorgens Pudskab kom til Athen, vilde ingen i Førstningen tro det. Da der ikke var nogen Tvivl længere, betoges alle af stum Fortvivlelse. Alkibiades havde taget en grundig Hevn. I Sparta levede Alkibiades i streng Overensstemmelse med Lykurgos' Love; han klædte sig i Spartanernes simple Dragt, badede sig i Eurotas og spiste den sorte Suppe som en egte Lakedæmonier. Han forstod i det hele taget den Kunst at rette sig efter Forholdene. »I Sparta var han Idrætsmanden, nøisom og taus«, siger Plutarch, »i Ionien den muntre livsglade Kamerat, i Thrakien Svirebroderen , i Thessalien den behændige Rytter, og i Persien fordunklede han Storkongens Satraper i Pragt og Ødselhed«. I Sparta blev dog Alkibiades snart mistænkt, og da han desuden fornærmede en af Kongerne, fandt han det bedst at flygte. Han gik til den persiske Statholder i Lilleasien, Tissaphernes, som han saaledes forstod at vinde, at denne unddrog Lakedæmonierne den Bistand, han ifølge Alkibiades' Forestillinger hidtil havde ydet dem, og lod den komme Athen tilgode. Herved udsonede Alkibiades sig igjen med sine Landsmænd. Dommen over ham blev ophævet, han blev kaldt hjem og valgt til Overfeltherre. Men kun som hæderskronet Seierherre vilde han igjen drage ind i Athen. Derfor reiste han først til Samos, hvor den attiske Flaade laa, og med ham vendte Lykken igjen tilbage til de attiske Vaaben. Spartanerne blev slagne tillands og tilvands, og Alkibiades' Navn indgjød Athenerne Mod ogHaab, medens Fienderne betoges af Skræk. De ydmygede Spartanere skrev paa sin eiendommelige korte Maade hjem: »Lykken har forladt<noinclude><references/></noinclude> 2x4pbcw7ide7bgnf2ugrsc2ikdyx73t 104 143114 331533 331248 2026-08-28T18:33:21Z Øystein Tvede 3938 331533 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og slog det efter ham. Da lo Sokrates og sagde: »Det var det, jeg vidste; der maatte komme Regn efter et saadant Tordenveir«. En vis Zopyros, som sagde, at han af Folks Ansigts- og Hoveddannelse kunde slutte sig til deres Anlæg, prøvede ogsaa sin Kunst paa Sokrates uden at vide, hvem han var, og sagde efter Undersøgelsen, at han maatte være hovmodig, misundelig og sanselig. De, som var tilstede, brast allesammen i Latter over en saa taabelig Paastand; men Sokrates blev alvorlig og tilstod, at han virkelig havde havt Anlæg til disse Lidenskaber, men at det havde lykkedes ham at temme dem. Som Borger i en fri Stat holdt Sokrates det for sin første Pligt at gaa i Kampen for dens Frihed. Han tog Del i flere Felttog, og altid blev hans Navn nævnt blandt de tapreste. Om hvorledes Sokrates og Alkibiades gjensidig reddede hinandensLiv i Felten, er tidligere talt (Side 339). I et senere Slag i Peloponneserkrigen frelste han en anden af sine Disciple, {{sp|Xenopho|n}}, der havde mistet sin Hest og laa saaret paa Slagmarken. Sokrates rev ham med Fare for sit eget Liv ud af Kamptummelen og bar ham paa sine Skuldre bort i Sikkerhed. Ligesaa uforferdet viste Sokrates sig, naar hanvaretog sine øvrige Borgerpligter; fordi han frygtede Guderne paa den rette Maade, kjendte han ikke til nogen Menneskefrygt. I Aaret 406 havde Athenerne vundet en betydelig Seier over Spartanerne ved de arginusiske Øer ved Lilleasiens Kyst. Feltherrerne var straks seilede bort for at undsætte en anden Del af Flaaden, som var indesluttet af Spartanerne, og havde forinden paalagt to af sine Underbefalingsmænd at redde de skibbrudne og fiske op Ligene. Men en sterk Storm gjorde dette umuligt. Formedelst denne Tilsidesættelse af den religiøse Pligt mod de døde blev Feltherrerne stevnede for Retten. De to, som egentlig havde Skylden, forsaavidt der kunde være Tale om nogen Skyld, blev<noinclude><references/></noinclude> 5g20q2u9qvt3m9p3osmlwjfhw9i7we3 104 143119 331534 331256 2026-08-28T18:37:14Z Øystein Tvede 3938 331534 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>kibiades siger: »Mit Hjerte banker heftig, naar jeg hører ham, og hans Taler bringer mig til at feide Taarer. De samme ser jeg er Tilfældet med mange andre. For ham alene skammer jeg mig; thi jeg føler dybt i mit indre, at jeg ikke er istand til at modsige ham«. Paa den fatteligste og simpleste Maade forstod Sokrates at gjøre Rigtigheden af sin Opfatning indlysende for sine Disciple. Da saaledes Alkibiades som ganske ung ængstedes meget for den Tid, da han skulde optræde som Taler, betog Sokrates ham Frygten herfor gjennem følgende Ræsonnement; »Vilde du være bange for at tale for en Skomager?« »Nei vist ikke«. »Eller kunde en Kobbersmed gjøre dig forlegen?« »Vist ikke«, »Men ligeoverfor en Kjøbmand vilde du vistnok miste Modet?« »Ligesaa lidet«. »Nu, ser du vel, saadanne Mennesker er det netop, hvoraf det atheniske Folk bestaar. Du er ikke bange for dem enkeltvis, hvorfor skulde du saa være bange for dem samlede?« Sokrates var i enhver Henseende uegennyttig. Som før nævnt tog han ingen Betaling af sine Tilhørere. Den unge Æschines ønskede inderlig at blive hans Discipel, men undsaa sig for at gaa til ham, fordi han var fattig. Sokrates merkede hans Ønske og sagde til ham: «Hvorfor undgaar du mig?« »Fordi jeg intet har, som jeg kan give dig«. »Men sætter du da saa liden Pris paa dig selv?« svarede Sokrates. »Giver du mig ikke rietop meget da, naar du giver dig selv hen til mig?« Sokrates afslog og saa de fordelagtige Tilbud af forskjellig Slags, som gjordes ham. Den rige Kritorr ønskede at give ham frit Ophold hos sig, og Makedoniens Konge, Archelaos, indbød ham til at leve ved sit Hof; men han gav ham det Svar, at han var ude af Stand til at gjengjælde hans Velgjerning og følgelig ikke kunde modtage den. Sokrates' Maade at undervise paa og hele hans Væsen<noinclude><references/></noinclude> anzzqk2y22fbzeg54qsozvcjglp0cwh 104 143125 331535 331266 2026-08-28T18:40:09Z Øystein Tvede 3938 331535 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>tillivs og bane sig selv Veien til Magten. Dette Parti stod endelig i forræderisk Underhandling med Fienden og skyede intet Middel for saa hurtig som muligt at spille sin Fædrestad i Spartanernes Hænder. Derfor havde man ogsaa det bedrøvelige Syn at se atheniske Borgere med Kranse paa Hovedet tåge Del i den »Befrielsesfest«, som Spartanerne haanende kaldte den Seiersfest, de afholdt i Athen efter Erobringen (Side 347). Efter Athens Fald lod Spartanerne i Byen indsætte en Styrelse bestaaende af 30 Mænd af det videstgaaende aristokratiske og spartansk-sindede Parti. Blandt disse var ogsaa Theramenes, Charmides og {{sp|Kritia|s}}, hvilke i sin Tid havde været Sokrates' Disciple, men var affaldne fra Mesterens Lære. Denne Regjering fortsatte den af Spartanerne begyndte Nedrivning af Athens Fæstningsverker, og da dette vakte Folkets Forbitrelse, støttede den sig paa spartanske Soldater, som don lod indkvartere paa Akropolis. De misbrugte sin Magt paa den mest vilkaarlige Maade og udøvede et saadant Rædselsherredømme, at de er blevne berygtede i Historien under Benævn eisen de »tredive Tyranner«. Theramenes, som tilslut syntes, at det gik for vidt, blev dømt til Døden af den grusomste af de tredive, Kritias, og maatte tømme Giftbægeret. Ogsaa ligeoverfor de tredive viste Sokrates sin vanlige Uforfærdethed. Uden Menneskefrygt dadlede han deres Vilkaarligheder og Grusomheder og sagde: »Den Hyrde, som Dag for Dag ser sin Hjord svinde ind og ikke vil tilstaa, at han er en slet Vogter, ham fattes der Oprigtighed, og af den samme Mangel lider en Statsstyrer, som ser Borgernes Tal tage af og dog vil negte, at han er en slet Hersker«. De tredive bød ham at tie og truede ham med Døden, hvis han fortsatte med sin Undervisning; men han lagde paany for Dagen, at han var fast besluttet paa at adlyde Gud mere end Menneskene, og sagde kun: »Tror<noinclude><references/></noinclude> d9wszn7e2reywvhvhsf3nv0lgv20oua 104 143129 331536 331272 2026-08-28T18:42:27Z Øystein Tvede 3938 331536 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>for en Mand i hans Alder. Han vilde ikke tinge om sit syttiarige Liv. I sit Forsvar befatter han sig derfor ikke synderlig fenge med Gjendrivelse af den reiste Anklage, hvis Selvmodsigelser og fuldstændige Grundløshed han paaviser. Derimod gjør han i sin Tale udførlig Rede for sit Liv og sin Virksomhed og viser, hvorledes denne er bleven misforstaaet og han selv bleven lagt for Had; hans Tale er mindre henvendt til Dommerne for at opnaa Frikjendelse end den er henvendt til hans Landsmænd for at vække dem til Ettertanke. Ved sin hensynsløse Frimodighed og ved den usedvanlige Maade, hvorpaa Sokrates forsvarede sig, stødte han formodentlig mange af Dommerne, som fra først af var gunstig stemte mod ham; de kunde ikke andet end optage hans Tale som Haan mod dem selv. 281 Stemmer mod 278 erklærede ham for skyldig; hvis to havde stemt anderledes, vilde Sagen altsaa have faaet et andet Udfald. Efter Skik og Brug havde nu den anklagede selv Ret til at foreslaa sin Straf, og Dommerne kunde da vælge mellem den Straf, den anklagede bragte i Forslag, og den, som Anklagerne gjorde Paastand paa, hvilket i dette Tilfelde var, som før nævnt, Døden. Der er ingen Tvivl om, at hvis Sokrates havde foreslaaet Landflygtighed, Fængsel eller passende Bøder, vilde Dommerne have valgt en af disse Straffe istedenfor den strengere. Men Sokrates, som med den største Ro havde hørt paa Udfaldet af Stemmegivningen, udtalte blot sin Forundring over, at der ikke var flere, som kjendte ham skyldig, og vilde ikke sætte en Plet paa sit Navn ved at trygle om Naade i en Sag, hvor Retten var paa hans og Uretten paa hans Modstanderes Side, skjønt han sikkert forudsaa, hvad der vilde ske. Han udtalte derfor, at han saalangt fra fortjente at straffes, at man hellere burde votere ham som Byens Velgjører og<noinclude><references/></noinclude> 1s50keq2nvvhu1nxkutjadvbpsrslo1 104 143139 331537 331286 2026-08-28T18:47:30Z Øystein Tvede 3938 331537 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>denne Bys Borg, {{sp|Kadmei|a}}, hvor han lod tilbage en spartansk Besætning. Der indførtes et Stormandsvælde i Byen, og mange af Folkepartiet blev forviste og fandt i Athen en gunstig Modtagelse. Blandt dem, der tog sin Tilflugt til Athen, var ogsaa Pelopidas, en rig og fornem Mand, som selv levede yderst tarvelig og maadeholdent, men anvendte sin store Rigdom til sin Fædrestads bedste og til at hjælpe de trængende. Han var besjælet af det samme ophøiede og ædle Sindelag som Epaminondas, med hvem han var forenet i det inderligste Venskab, der var bleven beseglet paa selve Slagmarken og varede hele Livet igjennem. Uden Kappelyst og Skinsyge, uden Ærgjerrighed og Herskelyst viede dette ædle Vennepar sit Fædreland alle sine Evner. Vistnok stod Pelopidas, der var af en rask og noget heftig Karakter, tilbage for sin Ven i Selvbeherskelse ligesom ogsaa i aandelig Dannelse; men han hyldede de samme faste og urokkelige Grundsætninger som denne. Medens Epaminondas mere havde hengivet sig til filosofiske og andre videnskabelige Studier, var Pelopidas mere en Handlingens Mand. Den ene fandt sin største Fornøielse i lærde Samtaler, den anden i Legemsøvelser og i Jagten. Og Epaminondas' Ry for Retsind og Samvittighedsfuldhed var saa stort, at man stillede ham ved Siden af Aristeides. Dette i Forbindelse med hans store Begavelse som Feltherre og Statsmand, samt hans grundige og omfattende Kundskaber har gjort, at han er bleven opstillet som et Mønster paa alsidig Dannelse, beundret af sin Samtid og Ettertid. Da Magthaverne i Theben forjog Folkepartiets Ledere, lod de ham forblive i Byen, da de i den stille, rolige Tænker kun saa en uskadelig Sværmer og ingen Anelse havde om, hvad der boede i ham. Historien har opbevaret os flere Træk, der vidner om<noinclude><references/></noinclude> 6ekhdg11zoz57gd6qxx62y2tf67vhp3 104 143142 331538 331290 2026-08-28T18:49:08Z Øystein Tvede 3938 331538 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>af de sammensvorne havde imidlertid opsøgt et Par andre af Tyrannerne i deres Hjem og dræbt dem. Ved Morgenens Komme sluttede de fleste af Borgerne sig til Befrierne, Flygtningerne paa Grænsen ankom, og i Forening begyndte de at beleire Borgen; men den spartanske Besætning var bleven saa modfalden over, hvad der var skeet, at den overgav sig, før den Hær, som Sparta straks sendte til Undsætning, havde naaet Bøotiens Grænser (379). Det var en Lykke for Theben, at Sparta i de følgende Aar var optaget af Krige med andre Stater, navnlig med Athen, saa at det ikke kunde rette hele sin Styrke udelukkende mod Theben. Denne Tid benyttede da Pelopidas og Epaminondas til at gjenoprette Thebens Herredømme over Bøotiens øvrige Stæder og til at skabe en sterk og veløvet Hær. Som dennes Kjerne nævnes især den saakaldte »hellige Skare«, der bestod af tre tusinde thebanske Ynglinger, som havde svoret hinanden at holde sammen i evigt Venskab og i urokkelig Troskab mod Fædrelandet. Endelig lykkedes det Sparta i 371 at faa Fred med sine øvrige Fiender, hvorved det fik frie Hænder til at tage den længe ønskede Hevn over Theben. En sterk spartansk Hær rykkede ind i Bøotien for at angribe Theben; men Thebanerne gik den modig imøde, skjønt Spartanerne endnu ansaaes for uovervindelige. Ved {{sp|Leuktr|a}}, tæt ved Platææ, kom det til Sammenstød mellem de to Hære. Da Lakedæmonierne var langt talrigere, anvendte Epaminondas her en ganske ny Maade at opstille sin Hær paa. Paa venstre Fløi opstillede han nemlig de bedste af sine Tropper i tætte Skarer for med et voldsomt Angreb paa ét Punkt at kunne bryde igjennem den fiendtlige Linje, medens han lod den svagt besatte høire Fløi i en skraa Linje trække sig tilbage og holde sig tjernt fra Fienden; den skulde først anvendes til Kamp.<noinclude><references/></noinclude> hebnfrll8ibp8bkyckz8n3szd4mb5y1 104 143143 331539 331291 2026-08-28T18:49:50Z Øystein Tvede 3938 331539 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>naar Fienden var bragt i Forvirring. Dette var den berømte {{sp|skjæve Slagorde|n}}. Den dristige Plan lykkedes fuldstændig. Slaget ved Leuktra var det blodigste Nederlag, Spartanerne nogen sinde havde lidt. Alene af de 700 spartanske Borgere, som tog Del i Striden, laa ikke mindre end 400 paa Slag marken, blandt disse Kong Kleombrotos. Da Budskabet om dette Nederlag naaede Sparta, feiredes der netop en stor Fest; man lod, som man ikke ænsede Tabet det mindste, og afbrød ikke Festen. Dagen efter viste de faldnes Slegtninger sig glade og smykkede med Kranse, medens de, hvis Sønner og Slegtninger havde reddet sig ved Flugten, af Skam ikke vovede at lade sig se. Efter de spartanske Love var der streng Straf for den Borger, der flygtede i Slaget, og da man nu altfor meget vilde fortynde Borgernes Rækker ved at bringe denne Lov i Anvendelse, foreslog Kong Agesilaos, »at man skulde lade Lovene sove den Dag«, hvilket blev vedtaget. Paa Slagmarken ved Leuktra var Spartas Magt for bestandig bleven tilintetgjort. Dets Nabostater paa Peloponnes, som indtil da ikke havde formaaet at unddrage sig dets Overmagt, reiste nu dristig Oprørsfanen. Saaledes sluttede nu for første Gang de forskjellige Bygder i Arkadien sig sammen til én Stat. Landets Hovedstad blev det nyanlagte {{sp|Megalopoli|s}} (d. e. den store Stad). Spartanerne var besluttede paa ikke at tillade dette; men Epaminondas og Pelopidas trængte i Aaret 370 med en Hær paa 50—70,000 Mand ind paa Peloponnes, hvor de overalt støttede Spartas Nabostater i deres Kamp for Friheden. De oprettede igjen den gamle messeniske Stat og opfordrede de messeniske Kolonister i forskjellige Lande til atter at vende tilbage til sine Fædres Land. Epaminondas rykkede endog saa nær hen til Sparta, at man fra Byen kunde øine Røgen fra den fiendtlige Leir, et Syn, som in-<noinclude><references/></noinclude> gvcjyhq1zhr9s1mppt555bxq1iqrpdf 104 143145 331540 331293 2026-08-28T18:51:01Z Øystein Tvede 3938 331540 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>blev en Tid efter befriet af Epaminondas, der blev sendt fra Theben med en ny Hær. I Aaret 364 gjorde Pelopidas et nyt Tog mod Alexander. Det kom til et Slag ved {{sp|Kynoskephal|æ}}, hvor Thebanerne gik af med Seieren; men idet Pelopidas i Stridens Hede styrtede løs paa sin forhadte Modstander, blev han afskaaret fra sine egne Krigere og faldt, gjennemboret af Fiendernes Lanser. Sorgen over hans Død var stor og almindelig, ikke alene blandt Thebanerne, men ogsaa hos Thessalerne, som havde indkaldt ham mod sin grusomme Plageaand. Thessalerne gav ham en storartet Begravelse. Straks efter gjorde Thebanerne et Hevntog mod Alexander; det havde den Følge, at han maatte frasige sig Herredømmet over alle Thessaliens Steder undtagen Pheræ. I Aaret 362 gjorde Epaminondas sit fjerde Tog til Peloponnes; ogsaa denne Gang var Sparta truet og blev kun reddet ved den gamle Agesilaos' ilsomme Marsch. Det kom til Kamp mellem de to gamle Modstandere ved {{sp|Mantinei|a}} i Arkadien. Spartanerne havde 22,000 Mand, Thebanerne 33,000. Epaminondas anvendte ogsaa her sin skjæve Slagorden. De fiendtlige Rækker var allerede gjennembrudte, og den hele Hær havde grebet Flugten, da Epaminondas blev truffen af en Lanse midt i Brystet. Hans Fald udbredte en saadan Skræk og Forvirring blandt Thebanerne, at de blev staaende som lammede uden at forfølge Fienden. Epaminondas blev baaren ud af Slagtummelen ind i et Telt; her erklærede Lægerne, at han maatte dø, saasnart Lansespidsen blev trukket ud af Brystet. Han holdt Haanden over Saaret og saa med ufravendt Blik efter de kjæmpende; derpaa spurgte han efter sit Skjold, som han havde mistet i Trængselen. Da man bragte ham Skjoldet, kyssede han denne sin trofaste Ledsager paa sin Seiersbane. Da han fik høre, at Thebanerne havde seiret, sagde<noinclude><references/></noinclude> de8h5d9am8qp2hn38b750gvga544iw4 104 143148 331541 331298 2026-08-28T18:53:42Z Øystein Tvede 3938 331541 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|80. Den græske Friheds Undergang 338 f. Kr.<br> Philip af Makedonien 360—336.<br> Demosthenes. Phokion.}}}} {{--}} Nord for Grækenland laa Makedonien, et Biergland, ikke mere end 100 Kvadratmile stort. Skjønt Indbyggerne var beslegtede med Hellenerne, blev de af disse dog ikke satte stort høiere end Barbarer. Deres Konger stræbte imidlertid at udbrede hellenisk Dannelse blandt sine Undersaatter og samlede om sig Kunstnere og Videnskabsmænd fra Hellas' forskjellige Egne; saaledes levede Digteren Euripides (Side 324) i længere Tid ved en af de makedoniske Kongers Hof. Man har derfor sammenlignet Makedoniens Forhold til Grækenland og dets Stræben efter at blive regnet for en hellenisk Stat med de Bestræbelser, Rusland fra forrige Aarhundredes Begyndelse af har gjort for at faa Del i den almindelige europæiske Civilisation. Under de Kampe, som Pelopidas førte i Thessalien (Side 383), greb han ogsaa ind i Makedoniens Anliggender. Til Sikkerhed for de Forandringer, han der indførte, tog han med sig Gidsler til Theben, og blandt disse den unge {{sp|Phili|p}}, en Prins af Kongehuset. Philip skal have levet tre Aar i Epaminondas' Hus og havde her Anledning til efter den store Thebaners Forbillede at uddanne sig til Feltherre og Statsmand. Han lærte ogsaa her, hvilken Magt Dannelsen giver, og han fattede den faste Beslutning at lade denne Magt gjenføde sit Fædrenerige. Philip blev Konge i Makedonien i 360, to Aar efter Slaget ved Mantineia. Riget var da svækket ved indre Stridigheder og plaget af Anfald fra de krigerske Nabo-<noinclude><references/></noinclude> s5dz3rxmxcz2himjy9hwy8q3515azbs 331545 331541 2026-08-28T19:06:46Z Øystein Tvede 3938 331545 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|50. Den græske Friheds Undergang 338 f. Kr.<br> Philip af Makedonien 360—336.<br> Demosthenes. Phokion.}}}} {{--}} Nord for Grækenland laa Makedonien, et Biergland, ikke mere end 100 Kvadratmile stort. Skjønt Indbyggerne var beslegtede med Hellenerne, blev de af disse dog ikke satte stort høiere end Barbarer. Deres Konger stræbte imidlertid at udbrede hellenisk Dannelse blandt sine Undersaatter og samlede om sig Kunstnere og Videnskabsmænd fra Hellas' forskjellige Egne; saaledes levede Digteren Euripides (Side 324) i længere Tid ved en af de makedoniske Kongers Hof. Man har derfor sammenlignet Makedoniens Forhold til Grækenland og dets Stræben efter at blive regnet for en hellenisk Stat med de Bestræbelser, Rusland fra forrige Aarhundredes Begyndelse af har gjort for at faa Del i den almindelige europæiske Civilisation. Under de Kampe, som Pelopidas førte i Thessalien (Side 383), greb han ogsaa ind i Makedoniens Anliggender. Til Sikkerhed for de Forandringer, han der indførte, tog han med sig Gidsler til Theben, og blandt disse den unge {{sp|Phili|p}}, en Prins af Kongehuset. Philip skal have levet tre Aar i Epaminondas' Hus og havde her Anledning til efter den store Thebaners Forbillede at uddanne sig til Feltherre og Statsmand. Han lærte ogsaa her, hvilken Magt Dannelsen giver, og han fattede den faste Beslutning at lade denne Magt gjenføde sit Fædrenerige. Philip blev Konge i Makedonien i 360, to Aar efter Slaget ved Mantineia. Riget var da svækket ved indre Stridigheder og plaget af Anfald fra de krigerske Nabo-<noinclude><references/></noinclude> qa6qj2ncmazha8a2llhwnkbwpygz71b 104 143157 331546 331333 2026-08-28T19:07:21Z Øystein Tvede 3938 331546 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>redt, Offerpresten venter«. Dette troede Kongen sigtede til Perserne; men han var selv det Offer, der skulde falde. Da han i Aaret 336 med stor Pragt feirede sin Datters Bryllup i Ægæ, blev han myrdet af en af sine Drabanter ved Navn Pausanias, der tidligere var bleven fornærmet af Kongen. Man har troet, at Pausanias var et Verktøi for Perserne eller for Athenerne. Enkelte har endogsaa ment, at Philips egen Gemalinde, Olympias, stod bag Morderen, og selv hans Søn Alexander er bleven rammet af Mistanken, skjønt vistnok uden al Grund. Philip var ved sin Død kun 46 Aar gammel. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|51. Alexander den store (336—323).}}}} {{--}} Efter Philips Død besteg hans Søn {{sp|Alexander den stor|e}} den makedoniske Throne. Han var født den 13de Juli 356. Samme Dag som Sønnens Fødsel blev meldt Faderen, skal han ogsaa have faaet to andre glædelige Efterretninger, nemlig at en af hans Feltherrer havde vundet en stor Seier, og at hans Heste havde vundet Prisen ved de olympiske Lege. Man forteller ogsaa, at det var i den samme Nat, en vis Herostratos afbrændte Artemis' Tempel i Ephesos for derved at gjøre sit Navn udødeligt. Artemistemplet var det pragtfuldeste i hele Asien og ansaaes for et af Verdens syv Underverker, hvorfor denne Brand blev anseet for at være et Varsel om en stor Ulykke, som skulde hjemsøge Østen. Philip lod sin Søn faa den bedste Opdragelse. Fra sit 17de Aar af blev saaledes Alexander undervist af den <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> g8zo3eafeuvmzaqd5yjne74fgl1k5bu 104 143160 331542 331313 2026-08-28T18:59:08Z Øystein Tvede 3938 331542 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>for sin egen Skygge. Han klappede den venlig og svang sig derpaa op paa dens Ryg. Dyret fløi rasende afsted, saa at alle frygtede for Guttens Liv; men da de saa, hvorledes han vendte Hesten om og fik den til at lystre, blev alle forundrede, og Philip sagde henrykt: »Min Søn, søg dig et andet Kongerige, Makedonien er for lidet for dig». Hestens Navn var {{sp|Bukephalo|s}} (d. e. Oksehoved), og den var senere Alexanders Stridshingst i alle hans Slag. Seksten Aar gammel vandt Alexander sine første Seire i Thrakien; atten Aar gammel anførte han ved Chæroneia den venstre Fløi og bidrog ikke lidet til Kampens seierrige Udfald. Ved sin Thronbestigelse var han tyve Aar gammel. I Begyndelsen havde han mange Vanskeligheder at bekjæmpe; der var flere Prinser af Kongehuset, som gjorde ham Thronen stridig, og de undertvungne Folk mente, at det var let under en saa ung Konge igjen at frigjøre sig fra det makedoniske Herredømme. Men Alexander besad Hærens Kjærlighed og Folkets Tillid; hurtig betvang han baade den indre og ydre Modstand. I Grækenland viste han sig saa hurtig i Spidsen for sin Hær, at alle blev forskrækkede og lod al Tanke om Opstand fare. I Korinth lod han sig ligesom sin Fader udnævne til Overfeltherre i Krigen mod Perserne. I Korinth traf Alexander sammen med Filosofen {{sp|Diogene|s}}, der lige til det latterlige overdrev Sokrates' Lære om, at Mennesket bør brage saa lidet som muligt. Diogenes gik i en skidden, fillet Kappe og med uredet Haar og pleiede at holde til i en gammel Tønde. Alexander gik hen til ham, medens han laa og solede sig foran sin Tønde; han talte fenge med ham og fandt hans Svar saa træffende og aandrige, at han tilsidst spurgte ham, om han ikke kunde gjøre ham en Tjeneste, »Jo«, svarede Diogenes, »gaa lidt tilside, saa Solen kan skinne paa mig«. Kongens Følge brast i Latter; men Alexander sagde: »Hvis<noinclude><references/></noinclude> 8qds7eabmn9lq9pvhdsflfiqcvxfd5v 104 143166 331543 331320 2026-08-28T19:02:24Z Øystein Tvede 3938 331543 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sig til Seieren«. Da Parmenion vækkede ham om Morgenen, fandt han ham i dyb Søvn og skal have sagt: »Du sover jo, Herre, som om vi allerede havde seiret«. »Ja, er da ikke det Tilfældet nu«, sagde Kongen, »da vi endelig har Fienden for os og ikke længere behøver at drage gjennem Ørkener for at finde ham?« Efter en lang og haardnakket Kamp gik Alexander ogsaa heraf med Seieren (1ste Oktober 331). Dareios flygtede atter; Alexander satte efter ham, men vendte dog snart om igjen og begav sig til de sydlige Dele af Perserriget. Han indtog Hovedstæderne Babylon, Susa og Persepolis, hvor han overalt fandt umaadelige Skatte ophobede. I Persepolis lod han sætte Ild paa Storkongens prægtige Kongeborg. Det skulde være et Sonoffer for Xerxes' Ødelæggelse af Athen og et Tegn paa, at nu var Persernes Herredømme tilende. Dareios var flygtet til Medien, hvorhen Alexander nu fulgte efter; men da han naaede Ekbatana, var Dareios alle rede dragen videre. Da Alexander kort efter fik høre, at Dareios var tagen tilfange af en af sine Satraper, {{sp|Besso|s}}, der førte ham med sig videre mod Øst, satte han øieblikkelig efter Forræderen. Veien gik gjennem øde og ubeboede Egne, hvor man led stor Mangel paa Vand og Levnetsmidler. En Dag bragte en Rytter Kongen en Drik Vand i sin Hjelm. Alexander greb den med Begjærlighed; men da han merkede, hvorledes hans udmattede Ryttere begjærlig saa hen til Drikken, slog han Vandet ud og sagde: »Hvis jeg drak alene, vilde de andre blive modløse«. Da sporede Rytterne sine Heste og raabte fulde af Beundring: »Før os kun videre, vi er ikke trætte, og Tørsten bryder vi os ikke om; ja vi holde os ikke engang for dødelige, saalænge vi har en saadan Konge«. Da Bessos og hans Følge merkede, at de ikke længere kunde undgaa Alexander, opfordrede de Dareios, som<noinclude><references/></noinclude> mjkg9qaoxui335z6pay5t9btf7aphys 104 143167 331544 331321 2026-08-28T19:03:22Z Øystein Tvede 3938 331544 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>de hidtil havde ført bunden med sig paa en Vogn, til at bestige en Hest og flygte med dem. Da han negtede at adlyde, gjennemborede de ham med sine Lanser og lod den ulykkelige Konge blive liggende halvdød paa sin Vogn, medens de tog Flugten til alle Kanter. En af Alexanders Ryttere fandt kort efter Dareios, og han skal da endnu have været ilive. Den døende Konge bad ham om en Drik Vand og sagde derpaa: »Min Venl det er Topmaalet i min Ulykke, at jeg ikke engang kan gjengjælde dig din Velgjerning; men Alexander vil lønne dig derfor, ligesom Guderne vil belønne ham for den Høimodighed, som han har vist mod min Familie. Gjennem dig rækker jeg ham her min Haand«. Da Alexander straks efter kom til, fandt han kun sin Modstanders Lig, som han dybt bevæget skal have tildækket med sin egen Kappe. Senere lod han Liget med stor Pragt bi sætte i Kongegravene i Persepolis. Kongemorderen Bessos var undkommet til {{sp|Sogdian|a}}, den nordøstligste Provins i det persiske Rige; her antog han Kongenavn, men blev fangen af Alexander (329). Nøgen og med et Jern om Halsen blev han stillet tilskue for hele Hæren. Derpaa blev han pisket og overgivet til en Domstol af persiske Stormænd, der lod ham korsfeste efter at have skaaret Næse og Øren afham. Efter Dareios' Død underkastede de fleste Persere sig Alexander, og han optraadte nu mere som deres retmæssige Herre end som en fremmed Erobrer; dog var der endnu mangt et Land, han maatte erobre med Vaaben. Asiens Folkeslag var i det hele taget vel tilfredse med den nye Hersker; thi han havde Agtelse for deres nedarvede Skikke, deres Religion og deres Love og vernede dem mod uretfærdig Behandling. Det laa i hans Plan saa hurtig som muligt at sammensmelte sine europæiske og asiatiske Undersaatter til ét Folk og derved skabe et ensartet Rige.<noinclude><references/></noinclude> lnu2b87531vm6sy6mgmwgzaq9imz7b4 104 143183 331547 331347 2026-08-28T19:11:55Z Øystein Tvede 3938 331547 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>i Hellas, saa har dets Fortjeneste af Lovgivningen, de rene Seders og den borgelige Ordens Bevarelse været saa meget større. Derfor stod ogsaa Oraklet i stor Anseelse, og selv de største Aander, som en Pindar, en Sophokles, en Sokrates og andre ærede det som et helligt Sted, hvorfra Guddommen lod sin Røst lyde til Menneskene. Men i Tidernes Løb dalede Delphis Anseelse, og allerede ved Perserkrigene er dets Glans betydelig afbleget. At det i denne Farens Tid, da Østens Barbari truede med at overskylle Hellas, ikke gik i Spidsen for Nationen, men tvertimod nu og da viste sig forsagt og raadede til Eftergivenhed, gav Oraklet dets Knæk. Delphi hjalp ogsaa selv med til at undergrave sin Anseelse; det tog nemlig ofte Del i Grækernes politiske Kampe og viste sig endogsaa til sine Tider bestikkeligt. Dødsstødet fik Oraklets Anseelse under den tiaarige hellige Krig, som det selv i Forbund med en Del af Amphiktyonerne havde fremkaldt (Side 387). Da Makedonerkongen ved Krigens Ende faar Sæde og Stemme i Amphiktyonerraadet, taler Oraklet stedse til hans Fordel, Pythia »philippiserer«, som Demosthenes udtrykker sig. Efter Philips Tid var Troen paa Delphis Sanddruhed rokket og dets politiske Indflydelse forsvunden; de oplyste blandt Folket foragtede det, og om dets Anseelse til sine Tider vistnok hævede sig noget igjen, saa angik dog de Spørgsmaal, som blev det forelagte, for det meste kun private Anliggender. Ogsaa efter Phokernes Plyndring var den delphiske Helligdom meget rig paa Kunstverker, saa at de romerske Feltherrers og Keiseres Rovlyst endnu i lang Tid her gjorde lønnende Fund. Etterat Keiser Nero havde plyndret Apollon for 500 Broncestatuer, forteller {{sp|Pliniu|s}}<ref>Plinius den ældre var født 23 e. Kr. og omkom under Vesuvs Udbrud i Aaret 79. Han har efterladt sig en Række Skrifter af forskjelligartet Indhold.</ref>,<noinclude><references/></noinclude> mfuju5pu8tq2opz4yh8nn6cmbe6w04e 104 143186 331548 331351 2026-08-28T19:13:42Z Øystein Tvede 3938 331548 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skjøn Aand uden iet skjønt Legeme. Legemlig Sundhed, et vakkert Udseende, en fast og elastisk Gang, Lemmernes Spændstighed og Styrke, Udholdenhed i legemlige Idrætter og den Besindighed og Aandsnærværelse, som kun erhverves gjennem Farer og Anstrengelser, var derfor altsammen Fortrin, som hos Hellenerne ikke var af ringere Værd end Aandens Dannelse, Forstandens Skarphed og Færdighed i Musernes Kunster. Gymnastiken indtog derfor en fremtrædende Plads i Ungdommens Opdragelse, og offentlige Øvelsespladse turde ikke mangle i nogen hellenisk Stad. Den, som stræbte efter Anseelse og Indflydelse blandt Medborgere, maatte have erhvervet sig stor Færdighed i gymnastiske Øvelser, og i mange Stater var det udtrykkelig Lov, at ingen maatte indskrives i Borgerlisterne, som ikke havde gjennemgaaet alle Trin i den gymnastiske Udvikling. Den store Betydning, man hos Hellenerne tillagde legemlige Øvelser, kom ogsaa tilsyne ved deres Fester. Enhver By havde sine særegne Fester til Ære for en eller anden Guddom eller til Minde om en for Staten betydningsfuld Begivenhed. Især udmerkede Athen sig ved sine mange og glimrende Fester. Og næsten bestandig var der til disse knyttet Kamplege af forskjellig Slags. Festlegene var for Hellenerne Livets høieste Lyst. Det var især fire Fester, der i Hellas naaede et saadant Ry, at de blev til Nationalfester, hvori den hele helleniske Verden tog Del. Disse var de isthmiske, de nemeiske, de pythiske og de olympiske Lege. De {{sp|isthmisk|e}} Lege var helligede Poseidon og holdtes paa Tangen ved Korinth. De {{sp|nemeisk|e}}} Lege blev holdte i en Dal i Argolis og var indviede til Herakles<ref>Oprindelsen til disse Lege tilskrives dels Herakles (Side 86), dels de syv Helte, der gjorde Felttoget mod Theben (Side 109).</ref>. Begge disse Fester foregik<noinclude><references/></noinclude> nlowih7ymff0jx5g62v5u00w1ikmts0 104 143195 331549 331360 2026-08-28T19:20:09Z Øystein Tvede 3938 331549 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Maade, dels i Høiden, dels i Længden og under Anvendelse af Springbret. {{sp|Brydninge|n}} udgjorde den vigtigste Del af den græske Gymnastik. Man havde ikke Lov til at brage Slag; men det gjaldt om kun ved Behændighed og Musklernes Kraft at kaste sin Modstander til Jorden og holde ham fast, indtil han erklærede sig for overvunden. Ved {{sp|Nævekampe|n}} derimod greb ikke de kjæmpende fat i hinanden; men Kampen bestod kun i Slag med knyttet Næve; forat disse skulde falde saameget tungere, var Arme og Hænder somoftest ombundne med Remmer med deri indsyede Blyklumper. Denne Kampmade var ellers ikke meget yndet af Hellenerne, da det ofte gik temmelig voldsomt til, og Nævekjæmperne ofte fik svære Buler og Saar især i Ansigtet. Enkelte havde dog opnaaet en merkelig Ferdighed i med korslagte Arme rolig at afverge alle Angreb fra Modstanderens Side uden selv at slaa til og paa den Maade udmatte sin Modstander og faa ham til at erklære sig for overvunden. {{sp|Spydkastninge|n}} skede efter et bestemt Maal. {{sp|Disko|s}} var en rund, tung Skive i Form af et lidet Skjold, uden Haandtag eller Remmer. Den blev ikke kastet efter noget bestemt Maal; men det gjaldt at kaste den saalangt som muligt. {{sp|Pankratio|n}} (Samletkamp) var en Forbindelse af Bryde- og Nævekamp, dog uden Benyttelse af Slagremmer. Det var den voldsomste og mest anstrengende Kamp og krævede en høi Grad af Behændighed og Kraft. {{sp|Pentathlo|n}} (Femkamp) omfattede fem Kamparter, nemlig Hopning, Spydkastning, Veddeløb, Diskoskastning og Brydning. Man begyndte med Hopningen. Et vist Antal af dem, der havde staaet sig bedst ved denne første Del af Pentathlon, tog Del i Spydkastningen, og saaledes aftog Antallet af de kjæmpende for hver ny Kamp, indtil i Brydningen kun de to tog Del, der havde vist sig bedst i Diskoskastningen.<noinclude><references/></noinclude> prmbe7e5tge6pjxxa1i5xi09psh36zr 106 143202 331561 2026-08-29T07:17:41Z Kåre-Olav 25 Ny side: 331561 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=''[[Fraa Sogn]]'' |Undertittel=Segner og annat |Bind=I |Forfatter={{forfatterl|Olav Sande}} |Oversetter= |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Mons Litlere |Institusjon= |Sted=Bergen |Ar=1887 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=pdf |Bilde=3 |Malform=NN |Fremgang=C |Sider=<pagelist 5to7=fyreord 8=- 9to10=innhald 11=1 123to125=- /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag={{Side:Olav Sande - Fraa Sogn.pdf/9}} {{Side:Olav Sande - Fraa Sogn.pdf/10}} }} fjg09b0jhga2yds82rczl9oyxlral2e 106 143203 331562 2026-08-29T07:24:38Z Kåre-Olav 25 Ny side: 331562 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=''[[Om Romerretsstudiet]]'' |Undertittel=Nogle Oplysninger og Forklaringer |Bind= |Forfatter={{forfatterl|Marcus Ingstad|M. Ingstad}} |Oversetter= |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Alb. Cammermeyer |Institusjon= |Sted=Kristiania |Ar=1876 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=pdf |Bilde=5 |Malform=NB |Fremgang=C |Sider=<pagelist 1to4=- 5=tittel 6=trykkeri 7=trykkfeil 8=- 9=1 68to73=- /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag={{innholdsfortegnelse| * [[Om Romerretsstudiet/1|1ste Afsnit]]. Udlandets Tanker om Romerrets{{shy}}studiets Værd * [[Om Romerretsstudiet/1|2det Afsnit]]. Om Romerrettens Betydning for det moderne Retsstudium, særlig det norske }} }} pi3rs0ycbawegqr1badn58ufkftcy6u