Wikikilden nowikisource https://no.wikisource.org/wiki/Wikikilden:Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.17 first-letter Medium Spesial Diskusjon Bruker Brukerdiskusjon Wikikilden Wikikilden-diskusjon Fil Fildiskusjon MediaWiki MediaWiki-diskusjon Mal Maldiskusjon Hjelp Hjelpdiskusjon Kategori Kategoridiskusjon Forfatter Forfatterdiskusjon Side Sidediskusjon Indeks Indeksdiskusjon Undertekster Undertekstdiskusjon Modul Moduldiskusjon Arrangement Arrangementsdiskusjon 104 140174 332207 331680 2026-08-30T15:48:23Z Øystein Tvede 3938 332207 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>af Guderne, satte han Harpagos til Anfører over den. Harpagos gik med sine Tilhængere over til Fienden, og Resten af den mediske Hær blev overvunden og flygtede. Kongen lod derpaa korsfæste de Magere, som havde raadet ham til at slippe Kyros fri, opbød Hovedstadens Befolkning og rykkede i Marken, men tabte Slaget og blev fangen. Hoverende traadte Harpagos hen til den fangne Konge og spurgte ham, hvorledes Trældommen smagte ham i Modsætning til Kongemagten; det var nu den Ret, han til Gjengjeld havde tilberedt Kongen. Denne svarede, at var dette Harpagos’ Verk, da maatte han jo være det taabeligste og uretfærdigste af alle Mennesker, det taabeligste, fordi han ikke selv havde taget Kongemagten, og det uretfærdigste, fordi han lod de uskyldige Medere lide for deres Konges Brøde. Dette er Herodots Beretning om Kyros’ Barndom og om Maaden, hvorpaa Herredømmet gik over fra Mederne til Perserne. {{--}} Det af Kyros stiftede persiske Rige var fra først af ikke større, end det mediske havde været; men det naaede snart en Magt og et Omfang, som intet af de tidligere Verdensriger havde havt. Hele Kyros’ Liv optoges næsten udelukkende af Krige og Erobringer. I Aaret 549 underlagde han sig det lydiske Rige, som dengang indbefattede Størsteparten af Lilleasien<ref>Om Erobringen af Lydien skal der blive talt udførligere i Stykke 10, Side 34—35.</ref>. Paa Lilleasiens Vestkyst havde der fra gammel Tid af boet græske Kolonister. De fleste af disse tilhørte den ioniske Stamme, hvorfor ogsaa Navnet {{sp|Ioner|e}} blev en felles Benævnelse for alle de der boende Grækere. Den<noinclude><references/></noinclude> neuet4cq1vad5ucwxwi8zou6pynfimi 332208 332207 2026-08-30T15:49:41Z Øystein Tvede 3938 332208 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>af Guderne, satte han Harpagos til Anfører over den. Harpagos gik med sine Tilhængere over til Fienden, og Resten af den mediske Hær blev overvunden og flygtede. Kongen lod derpaa korsfæste de Magere, som havde raadet ham til at slippe Kyros fri, opbød Hovedstadens Befolkning og rykkede i Marken, men tabte Slaget og blev fangen. Hoverende traadte Harpagos hen til den fangne Konge og spurgte ham, hvorledes Trældommen smagte ham i Modsætning til Kongemagten; det var nu den Ret, han til Gjengjeld havde tilberedt Kongen. Denne svarede, at var dette Harpagos’ Verk, da maatte han jo være det taabeligste og uretfærdigste af alle Mennesker, det taabeligste, fordi han ikke selv havde taget Kongemagten, og det uretfærdigste, fordi han lod de uskyldige Medere lide for deres Konges Brøde. Dette er Herodots Beretning om Kyros’ Barndom og om Maaden, hvorpaa Herredømmet gik over fra Mederne til Perserne. {{--}} Det af Kyros stiftede persiske Rige var fra først af ikke større, end det mediske havde været; men det naaede snart en Magt og et Omfang, som intet af de tidligere Verdensriger havde havt. Hele Kyros’ Liv optoges næsten udelukkende af Krige og Erobringer. I Aaret 549 underlagde han sig det lydiske Rige, som dengang indbefattede Størsteparten af Lilleasien<ref>Om Erobringen af Lydien skal der blive talt udførligere i Stykke 10, Side 34—35.</ref>. Paa Lilleasiens Vestkyst havde der fra gammel Tid af boet græske Kolonister. De fleste af disse tilhørte den ioniske Stamme, hvorfor ogsaa Navnet {{sp|Ioner|e}} blev en fælles Benævnelse for alle de der boende Grækere. Den<noinclude><references/></noinclude> eksrkzzvull2oisas1680j4qrktelwj 104 140181 332209 331386 2026-08-30T15:51:06Z Øystein Tvede 3938 332209 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|9. Sagnene om Kong Midas.}}}} {{--}} Langt oppe i Tiden levede der engang i {{sp|Phrygie|n}} i Lilleasien en fattig Bonde ved Navn {{sp|Gordio|s}}, som kun eiede to Par Okser. Han fik en Søn {{sp|Mida|s}}, om hvem det fortaltes, at »Myrerne lagde Korn i hans Mund, medens han var Barn«. Paa den Tid herskede der Uenighed mellem Phrygerne indbyrdes, og Guderne havde forkyndt, at de skulde tage den til Voldgiftsmand, som kom kjørende paa en Bondevogn. Da nu Gordios engang med sin voksne Søn kjørte til Byen paa sin Lastvogn, tog Phrygerne Sønnen til Opmand i sine Stridigheder, og saaledes blev Midas Phrygernes Konge. Han byggede sig en Hovedstad og kaldte den {{sp|Gordio|n}} efter sin Fader. Lastvognen lod han høitidelig indvie og opstille paa Stadens Borg. Aaget bandt Faderen fast til Vognstangen paa en saa kunstig og indviklet Maade, at der senere gik det Sagn, at »den, som var istand til at løse denne Knude, skulde blive hele Asiens Herre«. Som bekjendt huggede Alexander den store den over med sit Sverd. Men Midas var ingen vis og forstandig Konge; han var i høi Grad forfængelig og gjerrig. Underet fra hans Barndom, der var bleven opfattet som et Varsel om store Rigdomme, havde jo i fornuftige Folks Øine faaet sin Opfyldelse derved, at han var bleven Konge; men dette var ham ikke nok. Engang havde han faaet Anledning til at vise Vinens Gud {{sp|Dionyso|s}} eller {{sp|Bakcho|s}} en Tjeneste ved at bringe ham en af hans fordrukne Ledsagere tilbage, og da Guden til Tak herfor bad ham gjøre et Ønske, vidste han intet bedre end at forlange, at alt, hvad han rørte ved, maatte blive til Guld, endskjønt Dionysos bad ham vælge fornuftig og tænke nøie efter først. Han holdt imidlertid fast paa sin Begjæring; denne blev da opfyldt,<noinclude><references/></noinclude> a0jwld5u675xaqhd37derp59bahm95n 104 142605 332210 331845 2026-08-30T15:53:31Z Øystein Tvede 3938 332210 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>Gelanor senere blev fordreven, fik Danaos hans Rige. Da kommer Ægyptos’ femti Sønner og forlanger hans Døtre tilegte. Danaos lover dem dette, men giver hver af sine Døtre en Dolk, hvormed de skal myrde sine Egtefæller Brudenatten. Alle fulgte sin Faders Bud undtagen Hypermnestra, som reddede sin Brudgom Lynkeus, der efter Danaos’ Død blev Konge i Argos. Til Straf for sin Forbrydelse maatte Danaiderne i Underverdenen bestandig øse Vand i et Kar uden Bund. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|16. Sagnet om Perseus.}}}} {{--}} Lynkeus havde med Hypermnestra en Søn ved Navn Abas; dennes Søn var igjen Akrisios, hvis Datter {{sp|Dana|e}} af Faderen blev indesluttet i et Kobberfængsel under Jorden, fordi Oraklet havde spaaet, at hans Dattersøn skulde dræbe ham. Zeus, der var indtagen af Danaes Skjønhed, trængte imidlertid ned til hende, idet han forvandlede sig til en Guldregn, der faldt i Danaes Skjød. Hun fødte Sønnen {{sp|Perseu|s}}, der tilligemed sin Moder blev sat i en aaben Kasse ud paa Havet. Kassen dreves af Bølgerne hen til Øen Seriphos<ref>Seriphos er en af Kykladerne.</ref>, hvis Konge Polydektes egtede Danae og opdrog Perseus. Da denne var bleven voksen, vilde hans Stedfader skaffe ham afveien og sendte <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> mxncubkq19ekymwyewo55zh5894zueh 104 142618 332211 331399 2026-08-30T15:54:29Z Øystein Tvede 3938 332211 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>det er, som elsker dig. Jeg er ingen simpel Hyrde fra Bjergene, mig lyder Delphi og Delos<ref>Den lille Ø Delos blandt Kykladerne antoges for Apollons Fødeø.</ref> og Klaros<ref>Klaros var en liden By i Ionien nær Kolophon og berømt for sit Apollonstempel med det til dette knyttede Orakel.</ref>, Zeus er min Fader, jeg er Lyrens og Buens Herre, Frelser og Redder kalder Verden mig. Ak, om jeg havde et Tryllemiddel til min Raadighed«. Men Daphne fordobler sine Skridt, og i Stormgang flyver de afsted, den ene sporet af Frygt, den anden af Længsel. Men Kjærlighedens Vinger er hurtigere end Angstens; Apollon er hende allerede nær, hun føler hans varme Aande ved sin Kind, da svinder hendes Kraft, og hun synker udmattet til Jorden. Hun vender sit Blik hen mod Elven Peneios og raaber: »Hjælp mig, Fader, hvis I Floder har guddommelig Magt. Aabne dig, Jord, og slug mig, eller forvandle mit Udseende, som volder mig denne Smerte«. Neppe var hendes Bøn endt, da stivner hendes Lemmer, Bark trækker sig om hendes bløde Barm, hendes Haar forvandles til Løv, hendes Arme til Grene. Hendes for et Øieblik siden saa lette Fod er nu fæstnet til seige Rødder, og hendes Ansigt er dækket af Træets Krone. Hendes Skjønhed alene er tilbage. Ogsaa i denne Skikkelse elsker Phoibos hende. Med kjærlige Arme favner han Grenene, og bedækker Stammen med ømme Kys. »Da du ikke kan være min som min Brud«, sagde han, »skal det Træ, der skjuler din skjønne Skikkelse, idetmindste være mit. Altid skal dit Løv, dyrebare {{sp|Laur|e}}, være vundet om mit Hoved, mit Kogger og min Lyra, og ligesom lange, uklippede Lokker altid omflagrer mit ungdommelige Hoved, saaledes skal ogsaa dit Hoved altid være smykket med<noinclude><references/></noinclude> bp1flm1bby2lwgjcbdwelue391zxv1l 104 142619 332212 331850 2026-08-30T15:55:20Z Øystein Tvede 3938 332212 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>eviggrønt Løv«. Saaledes talede den herlige Apollon. Men Laurbærtræet nikkede med sine friske Grene og syntes at bevæge sin Krone ligesom til Tegn paa Bifald. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|19. Sagnene om Herakles.}}}} {{--}} Fra Perseus’ guddommelige Slegt (Stykke 16) nedstammede Grækernes største og ædleste Nationalhelt, {{sp|Herakle|s}} (Hercules). Perseus’ Søn Elektryon havde en Datter {{sp|Alkmen|e}}, som blev gift med sin Fætter Amphitryon, der egentlig var Konge i Tiryns, men som ved et ulykkeligt Tilfælde havde dræbt sin Farbroder og Svigerfader og derfor var bleven nødt til at flygte til Theben. Alkmenes Skjønhed havde vakt Zeus’ Kjærlighed; han kom til hende i Amphitryons Skikkelse, og senere fødte Alkmene Tvillinger, af hvilke den ene, Herakles, var Zeus’ Søn, den anden, Iphikles, Amphitryons Søn. Aldrig havde Hera været mere skinsyg paa sin Egteherre end denne Gang, og hun blev Herakles’ bitreste Fiende, allerede før han endnu var født. Ligesom hun tidligere havde forfulgt Io og Perseus, saaledes forfulgte hun nu Alkmene og hendes Søn. Zeus havde svoret en hellig Ed, at den af Perseus’ Efterkommere, som paa en bestemt Dag først saa Dagens Lys, skulde herske over den hele Helteslegt og i hele den Egn, hvor denne boede. Da Zeus aflagde dette Løfte, havde han tænkt paa Alkmenes Søn, som netop skulde fødes paa den nævnte Dag; men Hera, der <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 5rac6b6rtlgddwkdxt7fpg0k99cw3m7 104 142625 332213 331852 2026-08-30T15:56:00Z Øystein Tvede 3938 332213 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Derfor fattes der dem ogsaa i Ungdommen Kraft, i Alderdommen Forstand; sorgløst bortødsler de Ungdommens Kraft i Nydelser, jammerlig slæber de sig gjennem Alderdommen, skamfulde over det, som de har gjort, kjede af det, som de gjør. Formedelst denne din Færd er du forstødt af Guderne, foragtet blandt Menneskene. Hvad der fryder Øiet mest, en god Gjerning, udført af en selv, har du aldrig seet; hvad der klinger behageligst for Øret, Rosen over en god Gjerning, har du aldrig hørt. Jeg derimod har Omgang med Guder og gode Mennesker, og blandt dem udføres ingen god Gjerning uden min Hjælp. Jeg tager trolig Del i Fredens Gjerning, og i Krigen er jeg en paalidelig Forbundsfælle. Mad og Drikke og Søvn smager mine Venner bedre end de dorske; thi de nyder det først da, naar de føler Trang dertil. De unge glæder sig over de gamles Ros, de gamle over de unges Ærbarhed. Med Glæde mindes de sine tidligere Bedrifter, med Lyst udfører de, hvad Nutiden byder dem. Ved min Hjælp er de ærede af Guderne, elskede af sine Venner, agtede af Fædrelandet. Og naar tilsidst Livets Ende er kommen, da ligger de ikke i Graven forglemte og uden Ære; men feirede og besungne af Efterverdenen lever og blomstrer de videre til evige Tider. Bestem dig for et saadant Liv, kjære Herakles, og du vil naa den høieste Salighed«. Disse Ord greb Heltens Hjerte; uden Betenkning fulgte den ædle Yngling Dydens Kald og vandrede siden med Taalmod Pligtens tunge Vei — til Lyksalighed. Fornøiet drog nu Herakles sin Vei videre. Da han var kommen til Delphi, forelagde han Guden det Spørgsmaal, om han virkelig var forpligtet til at være Eurystheus’ Tjener sit hele Liv. Pythia (Side 32*) svarede ham, at ti Gange skulde han udrette, hvad Eurystheus paalagde ham, og dette skulde han gjøre som Eurystheus’ Tjener uden at<noinclude><references/></noinclude> tem0582obb0wh5jltiv0063k15yja2z 104 142627 332214 331853 2026-08-30T15:56:43Z Øystein Tvede 3938 332214 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>en Tid lang i et Tungsind, der grænsede til Vanvid; men endelig rystede han Tungsindets Lænker af sig og forsonede sig med sin Skjebne, især fordi Udødelighedens Løn var stillet ham i Udsigt. Han begav sig til Eurystheus, og det var efter dennes Bud, at han derpaa udførte de Heltegjerninger, som er bekjendte under Navn af {{sp|Herakle|s}}’ {{sp|tolv store Arbeide|r}}. Disse, der hyppig har været gjorte til Gjenstand for kunstnerisk Fremstilling i Fortid og Nutid, var følgende: 1) {{sp|Den nemeiske Løv|e}}. I Nemeas og Kleonæs Skove i Argolis huserede der en Løve, som ikke kunde saares ved nogen dødeligs Skud. Da Herakles ifølge Eurystheus’ Befaling om at bringe Dyret for hans Øine begav sig til Argolis, tog han paa Veien didhen ind hos en fattig Mand ved Navn {{sp|Molorcho|s}}, som netop var ifærd med at bringe Zeus et Offer. Herakles overtalte ham til at udsætte med Ofringen i tredive Dage; hvis Herakles inden Udløbet af dette Tidsrum var kommen tilbage fra sin farefulde Jagt, skulde de i Fællesskab bringe Zeus Offeret; hvis han derimod omkom, skulde Molorchos bringe det som et Dødningeoffer for ham. Derpaa begav Herakles sig ind i Skoven, traf Løven og skjød paa den; men Pilene prellede af mod dens haarde Hud, som om de havde rammet en Sten. Han gik nu løs paa Løven med sin Kølle og bedøvede den, hvorpaa han kvalte den med sine sterke Arme. Han tog den derpaa paa sine Skuldre og kom til Molorchos netop den tredivte Dag, medens denne holdt paa at træffe Forberedelser til Dødningeofferet for Herakles. De ofrede nu begge i Fællesskab til Frelseren Zeus og lagde derved Grunden til de senere saa berømte nemeiske Lege.<ref>Se senere Stykket om de græske Festlege.</ref>. Da Herakles bragte Løven til Mykenæ,<noinclude><references/></noinclude> faatykrk5bywyk3gsmnpxhchhpev7f0 104 142638 332215 331586 2026-08-30T15:58:01Z Øystein Tvede 3938 332215 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sluttede han at hevne sig. Han trak den giftige Pil ud og aftørrede Blodet med et Klæde, som han gav Deianeira med det Paalæg, at hvis hun nogensinde kom til at frygte for, at hendes Mand vilde forstøde hende, skulde hun kun lade ham bære dette Klæde paa sit Legeme, og han vilde da aldrig forlade hende. Senere fik Deianeira Mistanke om, at hendes Egtefælle elskede Iole, den fangne Kongedatter i Herakles’ Hus, mere end hende, og hun sendte ham som Gave en prægtig Klædning, hvori det i Kentaurens Blod dyppede Klæde var indsyet. Herakles iførte sig Klædningen; men neppe var dette skeet, før Giften angreb hans Krop, og han led de forfærdeligste Lidelser. Klædet vilde han rive af sig, men Kjødet fulgte med. Paa Bjerget {{sp|Øt|a}}<ref>Øta ligger paa Grænsen mellem Thessalien og Mellemgrækenland. Selv den Dag idag viser Folkesagnet det Sted, hvor Herakles’ Baal flammede. </ref> lod han da opføre et stort Baal, som han besteg, og befalede de omkringstaaende at antænde det; men ingen vilde befri ham fra hans Lidelser. Da kom hans Ven {{sp|Philoktete|s}} fra Thessalien tilfældigvis forbi, og han viste ham denne Kjærlighedstjeneste, og til Gjengjæld gav Herakles ham sine Pile. Dette var Herakles’ sidste Prøvelse her i Livet. Heltens dødelige Legeme fortæredes af Luerne; men under voldsomt Tordenbrag hævede sig derpaa fra Baalet en forklaret Skikkelse i en Sky til {{sp|Olympe|n}}<ref>Olympos var et Bjerg i Thessalien, hvor man tænkte sig Gudernes Opholdssted var. Tyrkerne kalder det endnu »det himmelske Hus«.</ref>, hvor Guderne modtog den gjennem Smerter rensede Helt og gav ham til Hustru den unge udødelige Hebe. I den gamle Tid, blandt Grækerne og Romerne, opfattedes Herakles som en Velgjører, der ifølge høiere Magters Bestemmelse drog om i Verden i selvopofrende<noinclude><references/></noinclude> aqis9txnawzs7q7j90z01qtgnq9flwn 104 142642 332216 331587 2026-08-30T15:58:40Z Øystein Tvede 3938 332216 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>til at underkaste sig og hvert niende Aar betale en Skat bestaaende af syv unge Piger og syv Ynglinger, som skulde tjene til Føde for {{sp|Minotauro|s}}, et Uhyre, halvt Menneske halv Okse. Allerede to Gange var den skjendige Skat afgaaet til den fjerne Ø, og Tiden til den tredje Sending var nu kommen, da Theseus tilbød sig frivillig at træde ind i Slagtofrenes Række; de udvalgtes nemlig ellers ved Lodtrækning. Før Afreisen skulde foregaa, traadte Theseus med en Oljegren<ref>Oljegrenen var de bønfaldendes Kjendetegn.</ref> i Haanden ind i Apollons Tempel, {{sp|Delphinio|n}}, for at anraabe om Gudens Beskyttelse og indskibede sig derpaa med sine Ulykkesfæller. Efter Ankomsten til Kreta vandt han Kongens skjønne Datter Ariadnes Kjærlighed, trængte ved hendes Hjælp ind i {{sp|Labyrinthe|n}}, hvor Uhyret holdt til, dræbte det og fandt igjen ud af Bygningens talrige Værelser og krogede Gange ved Hjælp af et Traadnøste, som Ariadne havde givet ham. Med hende og de attiske Drenge og Piger bestiger han derpaa igjen Skibet, og under Jubel og Glæde forlader de befriede Kretas før saa frygtede Kyst. Paa Hjemreisen gaar Theseus først iland paa Naxos, hvor han troløst forlader den sovende Ariadne, og dernæst paa {{sp|Delo|s}}, hvor de reddede opfører en festlig Kordans omkring Apollons Alter. Det var første Gang, Kordanse blev dansede i Grækenland, og de kunstig sammenslyngede Rækker, som de dansende dannede, skulde være en Efterligning af alle Labyrinthens Krinkelkroge og Krumninger. Den glade Færd til Hjemmet skulde dog ikke ende uden et for Theseus smerteligt Tab. Det Skib, som pleiede at bringe den afskyelige Skat over til Kreta, havde som Sorgens Tegn sorte Seil. Denne Gang havde man dog paa Theseus’ Opfordring desuden medtaget hvide Seil,<noinclude><references/></noinclude> bukwa1ps2ma5xp883pp6bydry0p3ofj 104 142644 332217 331499 2026-08-30T15:59:08Z Øystein Tvede 3938 332217 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>De to Venner steg ogsaa i Fællesskab ned i Underverdenen for at føre Demeters Datter {{sp|Persephon|e}} (Proserpina), som Hades havde røvet og gjort til sin Dronning, tilbage til den trøstesløse Moder. Men det lykkedes dem ikke, og de blev endogsaa selv holdte tilbage der, indtil Herakles hefriede dem, da han hentede Kerberos (Side 91). Efter sin Tilbagekomst til Athen finder Theseus Folket i Oprør mod sig og flygter til Øen Skyros, hvis Konge paa en svigagtig Maade dræber ham ved at styrte ham i Havet. I Aaret 469 f. Kr. førte Kimon hans Støv tilbage fra Skyros til Athen, og Athenerne opbyggede til hans Ære et prægtigt Tempel, {{sp|Theseio|n}}, hvis Ruiner man endnu kan se, og dyrkede ham som en Halvgud. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|21. Sagnene om Kadmos og hans Slegt.}}}} {{--}} Merkelig er den tragiske Skjebne, som hviler over de fleste græske Helte, og som undertiden gjentager sig gjennem flere Slegtled. Følgerne af en Brøde, begaaet af Slegtens Stifter, hviler truende over hans Efterkommere; det er, som om {{sp|Nemesi|s}}<ref>Nemesis er Ligevegtens Gudinde, Verdensordenens strenge Vogterske. Hemmelighedsfuldt griber dette dunkle Dobbeltvæsen ind i Menneskelivet snart straffende den brodefulde, naar han tror sig tryggest, snart mildt beskyttende Ulykkens skyldløse S??</ref> aldrig lod sig forsone, aldrig kunde glemme den begaaede Brøde. Men vi har i disse Træk kun at se et Udtryk for, hvor levende Tanken om en Verdensorden, der var grundet paa ubøielig Retfærd, <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> dbaso11wkzvzufhyn75mdu1k2m1zcux 104 142645 332218 330341 2026-08-30T15:59:37Z Øystein Tvede 3938 332218 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stod for Grækeren, efter hvis Opfatning en Krænkelse af denne Verdensorden ei kunde afsones ved Forbryderens Straf alene, men vedkommer hans hele Slegt, der som saadan er medansvarlig med ham. {{sp|Kadmo|s}} var efter Sagnet Søn af Agenor, Konge i Tyros og Sidon. Da hans Søster Europa af Zeus var bleven bortført til Kreta, blev han tilligemed sine Brødre af Faderen sendt ud for at lede efter hende, med den Befaling, at han ikke maatte vende tilbage uden at have hende med. Men al Leden var forgjeves. Efter lang Omflakken gik han til Delphi for at spørge Oraklet. »Hold op med at søge efter din Søster«, svarede Apollon, »men følg den første Ko, du møder, og anlæg en By paa det Sted, hvor den lægger sig«. I Phokis mødte han den første Ko paa sin Vei; han fulgte den til Bøotien, hvor han paa det Sted, Koen valgte til Hvileplads, senere byggede Byen {{sp|Thebe|n}}. Da han havde til Hensigt at ofre Koen til Athene, sendte han nogle af sine Folk til en nærliggende Kilde efter Vand, en uundværlig Ting ved enhver Offerhandling. Men Kilden bevogtedes af en Drage, som dræbte de udsendte Reisefæller. Forbitret derover fældede Kadmos Dragen og udsaaede paa Athenes Raad dens Tænder. Af denne Sæd opvoksede der jernklædte Mænd, de saakaldte {{sp|Sparte|r}}, d. e. de saaede. Blandt disse opstod der straks en rasende Strid indbyrdes; de nedhuggede hverandre, og kun fem blev tilovers. Disse blev Stamfædre for de fem fornemste thebanske Familier. Dette Dragemord maatte Kadmos afsone med et otteaarigt Slaveri hos Krigens Gud Ares, hvem den før nævnte Kilde var helliget. Da denne Træletjeneste var overstaaet, blev han ved Athenes Hjælp Konge i Theben, og Zeus formælede ham med {{sp|Harmoni|a}}, der var Datter af Ares og Kjærlighedens Gudinde {{sp|Aphrodit|e}} (Venus). Ved deres Bryllup<noinclude><references/></noinclude> cirx534s87pxtsmyejcxgjgxr0b34q8 104 142649 332219 331591 2026-08-30T16:00:13Z Øystein Tvede 3938 332219 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>lovede sin Søster Iokaste, Laïos’ Enke, til den, der kunde befri Staden fra den forfærdelige Plageaand. Ødipus trodser Faren. »Hvem er det talende Væsen«, siger Sphinxen, »der om Morgenen gaar paa fire Ben, midt paa Dagen paa to og om Aftenen paa tre?« »Mennesket«, svarer Ødipus, »der i Begyndelsen af sit Liv kryber om paa Hænder og Fødder, siden gaar opret paa begge Ben og i sit Livs Aften støtter sig til en Stav«. Det beseirede Uhyre styrter sig ned fra Klippen og dør. Af Taknemmelighed for denne Velgjerning tager Thebanerne Ødipus til Konge; han egter Iokaste og faar med hende to Sønner og to Døtre. Han er saaledes bleven sin Faders Morder, sin Moders Egtefælle og sine Børns Broder. Ødipus havde været en Bold for den blinde Skjebnes Luner og blev ogsaa dens Offer. Oraklets Udsagn var gaaet i Opfyldelse. Aar gik hen, da Ødipus’ langvarige Lykke endelig bliver forstyrret ved Misvekst og en frygtelig Pest. Apollons Orakel bliver adspurgt om Aarsagen til disse Ulykker, og det erklærer, at Byen kun kan reddes derved, at Laïos’ Morder vises ud af Landet eller dræbes. Af Omhu for Byens Vel søger Ødipus at opdage Forbryderen, og Udbyttet af denne Undersøgelse er, at han Skridt for Skridt lærer sin egen grufulde Skjebne at kjende. Iokaste kvæler sig af Fortvivlelse, Ødipus blinder sig selv, hvorpaa han fulgt af Thebanernes Forbandelser forlader det besudlede Palads, ledsaget af sin trofaste Datter {{sp|Antigon|e}}, der er Slegtskjærlighedens skjønneste Repræsentant i de gamle Sagn. Han vanker om i fremmede Lande, en Gjenstand for alles Gru og bortstødt overalt, hvor man faar hans berygtede Navn at vide. Det er {{sp|Erinyern|e}} (Furierne), den guddommelige Hevns ubønhørlige Gudinder, som overalt forfølger ham<noinclude><references/></noinclude> 4keg1yag5z0oyt29m7jyjo99pjxvffo 104 142651 332220 331593 2026-08-30T16:00:49Z Øystein Tvede 3938 332220 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>drevne i sit Hus, giver dem Marker og Enge og lader dem faa sine Døtre tilegte. Polyneikes trængte paa Adrastos, at han igjen skulde indsætte ham i hans Herredømme i Theben; men Adrastos’ vise Svoger {{sp|Amphiarao|s}} holdt ham tilbage; Toget var mod Gudernes Vilje. Da skjænkede Polyneikes sin Stammoder Harmonias ulykkessvangre Halsbaand (Side 104) til Amphiaraos’ Hustru, der lod sig bestikke og fik sin modstræbende Husbonde bevæget til at gaa med paa Krigen mod Theben. Polyneikes, Adrastos, Amphiaraos og Tydeus tilligemed tre andre straalende Helte drog ud til Kamp, skjønt »{{sp|Kronio|n}}<ref>Kronion eller Kroniden kaldes Zeus som Søn af Kronos (Side 69).</ref> stod imod og sendte ugunstige Varsler«; men »de førte Hæren den Vei, som Fuglene<ref>Man pleiede at tage Varsler af visse Fugles Flugt eller deres Skrig.</ref> ikke havde betegnet dem«. Først kom de til den argiviske By Nemea, hvor Kong Lykurgos herskede; medens Heltene her søgte efter Vand, traf de en Pige med Kongens lille Søn paa Armen; hun lagde Barnet i Græsset og gik for at vise dem, hvor de kunde finde en Kilde. Da hun vender tilbage, er Barnet dræbt af en Slange. Heltene begrov Barnet og foranstaltede til dets Ære Kamplege, som blev Forbilledet for de senere nemeiske Lege<ref>Kampdommerne i de nemeiske Lege bar derfor sorte Dragter til Minde om Archemoros.</ref>. Spaamanden Amphiaraos gav Gutten Navnet {{sp|Archemoro|s}} (Ulykkens Forgjænger) og forudsagde sine Kampfæller, at det skulde gaa dem som Gutten. Da de var komne i Nærheden af Theben, sendte de Tydeus ind i Byen for i Polyneikes’ Navn at forlange Magten af Eteokles; denne vægrede sig herfor, hvorefter Tydeus opfordrede Thebanerne enkeltvis til Veddekamp med sig og slog dem alle. Da han vendte<noinclude><references/></noinclude> 0mu2kzjv7nfxw2sx6dyd0h14rkwyfow 104 142657 332221 331599 2026-08-30T16:01:58Z Øystein Tvede 3938 332221 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>dræber Medeia sin lille Broder, som hun har taget med; hun hugger ham istykker, stiller Hovedet og Hænderne paa en høi Klippe og strør de øvrige Lemmer omkring paa Havet og Strandbredden, forat Æetes skal blive opholdt, naar Faderkjærligheden bringer ham til at opsamle Barnets spredte Lemmer. Denne gruelige Forbrydelse gav de flygtende et Forsprang, og de undslap sine Forfølgere. Efter mange vidunderlige Hændelser naar Argonauterne endelig heldig Havnen ved Iolkos. Da Iason kommer hjem, finder han, at Pelias har dræbt hans Fader Æson og hans umyndige Broder. Moderen har dræbt sig selv af Sorg herover. Iason hevner sig ved Medeias Hjælp; hun overtaler Pelias’ Døtre til at sønderhugge og koge sin gamle Fader, da han, som hun sagde, derved vilde blive ung paany. Dette fik hun narret dem til ved først selv at foretage et lignende Eksperiment med en gammel Væder, som hun ved hemmelige Kunster omskabte til et ungt Lam. Tilsidst blev dog Iason og Medeia fordrevne fra Iolkos af Pelias’ Søn; de kom til Korinth, hvor Iason vilde forskyde sin Hustru og egte den derværende Konges Datter, {{sp|Glauk|e}}. Men Medeia tog en grusom Hevn over slig Troløshed; hun forærede Glauke en forgiftet Klædning, som fængede Ild, saasnart Glauke tog den paa, og baade hun og hendes Fader, som vilde slukke Ilden, brændte op. Derpaa dræbte hun sine og Iasons Børn og besteg sin Vogn, der var forspændt med bevingede Drager, og flygtede til Athen. Saaledes rammede Sorg og Ulykke den tapre Iason, fordi han havde egtet den onde Troldkvinde og taget Del i hendes Forbrydelser. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 7zxhv8y0481vdz733k7udrmj5lxcp5h 104 142661 332222 331603 2026-08-30T16:02:56Z Øystein Tvede 3938 332222 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>han indhentede ham, borede han Lansen gjennem hans Ryg. Saaledes var mange omkomne. Deres Hoveder naglede han over Porten paa sit Hus, andre Friere til Skræk og Advarsel. Med trøstigt Sind og glad tilmode kom den unge Pelops til Pisa. Ved Synet af alle de grinende Dødningehoveder sneg dog Angsten sig ind i hans Sjæl, og han tabte Modet. Han bestak Ønomaos’ Vognsvend {{sp|Myrtilo|s}}, og denne tog ud de Nagler, hvormed Hjulene var fæstede til Aksen paa Kongens Vogn. Med pilsnare Heste spændte for Vognene for de kjæmpende afsted, og Ønomaos svang allerede Lansen for at gjennembore Ynglingen, da hans Vogn pludselig veltede, og han selv styrtede livløs til Jorden. Pelops er reddet og har seiret. Han har vundet Hippodomeia og med hende Herredømmet i Pisa. Men nu træder Myrtilos op med Fordring paa Lønnen for sit Forræderi. Han havde betinget sig Halvparten af Riget. Men Pelops, der ingen Lyst følte til at dele, lokker ham ned til Kysten og støder ham svigagtig i Søen. Døende forbander Myrtilos Pelops og hans hele Slegt, og denne Forbandelse hvilede tungt paa Pelopiderne, der siden hjemsøgtes af alle Slags Ulykker. Pelops blev derfor, skjønt selv Gudernes Yndling, Stamfader for en vederstyggelig Æt, i hvilken Forbrydelse følger paa Forbrydelse, den ene værre end den anden. To af hans Sønner, {{sp|Atreu|s}} og {{sp|Thyeste|s}}, dræber en tredje Broder og kommer derpaa i indbyrdes Strid om Magten i Mykenæ. Atreus gaar af med Seieren og anretter ved en senere Leilighed et Festmaaltid i Lighed med Tantalos’, idet han beverter Thyestes med Lemmerne af dennes egne Børn. Da denne merkede, hvad der var skeet, udtalte han en frygtelig Forbandelse over sin Broders Slegt. Atreus bliver dræbt af Thyestes’ Søn {{sp|Ægistho|s}} og Thyestes af Atreus’ Søn {{sp|Agamemno|n}},<noinclude><references/></noinclude> qf7xkvz5hmetsxjxhri5bqhndov5kny 104 142686 332223 331610 2026-08-30T16:03:44Z Øystein Tvede 3938 332223 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Saaledes fik da Flaaden gunstig Bør og landede efter en heldig Seilads ved Troas’ Kyster. Her havde Troerne samlet sig for at hindre Danaernes Landgang under Anførsel af Priamos’ ældste Søn, den uforfærdede {{sp|Hekto|r}}, {{sp|Andromache|s}} varmhjertede Egtefælle. Det var spaaet Hellenerne, at den, som først satte Foden paa Troas’ ulykkesvangre Jordbund, skulde dø; ringe var vel Lysten blandt Heltene til ved en tidlig Død at gaa glip af den Berømmelse, den forestaaende Kamp lovede dem; men én fandtes der mellem dem, der vilde opofre sig, det var {{sp|Protesilao|s}}. Uden at ænse den sikre Lod, der skulde times ham, sprang han iland for straks at faa Banesaaret af Hektors sterke Haand. Da hans unge Hustru Laodameia spurgte sin Husbondes Død, bønfaldt hun Guderne om, at han kun i tre Timer maatte vende tilbage til Livet og til hende. Hendes Bøn hørtes, og Hermes førte Protesilaos tilbage til Livet; men da den stakkede Frist var udløben, fulgte hun, for hvem Livet ikke længer havde noget Værd, sin Egtefælle til Skyggernes Rige. De Almetrær, der skygger over Protesilaos’ Grav, blomstrer tidlig paa Aaret; men tidlig visner de igjen, som sørgede de over Heltens tidlige Død. Over Protesilaos’ Lig sprang de kampbegjærlige Achæere derpaa iland, og efter en haardnakket Modstand maatte Troerne trække sig tilbage bag Byens faste Mure; men ethvert Stormangreb paa disse blev afslaaet. Da Grækerne merkede, at Krigen vilde blive langvarig, trak de snart sine Skibe paa Land og slog Leir ved Kysten fjernt fra Ilion. Derpaa begyndte de at plyndre det tilgrænsende Land; de enkelte Helte anførte sine Mænd paa disse Plyndretog; Achilleus herjede saaledes ialt tolv Stæder tillands og elleve tilvands og gjorde stort Hærfang; paa et af disse Tog var det, han fangede den skjønne {{sp|Brisei|s}}, der siden levede i hans Telt og blev hans troe Veninde.<noinclude><references/></noinclude> ledcui548lgl4gfvv0qmw6chi6bdplx 104 142689 332224 331612 2026-08-30T16:04:26Z Øystein Tvede 3938 332224 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Skyld i Gudens Vrede, og at Pesten kun kunde stanses ved, at Chryseis blev udleveret, gik Kongen ind herpaa, men krævede til Erstatning Achilleus’ elskede Briseis isteden. Der opstaar en Trætte mellem de tvende Helte, og Achilleus er allerede ifærd med at drage sit Sverd; da iler Pallas Athene ned fra Olympen, udsendt af den »liljearmede« Hera, der forudser, at Kiv mellem de danaiske Høvdinger vil bringe de forhadte Troere Fordele, og beder Achilleus dæmpe sin opbrusende Vrede og bøie sig for Agamemnon. Achilleus giver Slip paa Briseis; men fra denne Stund trækker han, der var Danaernes Vern og Troernes Rædsel, sig helt tilbage fra Kampen. Da Briseis, hvem Achilleus havde faaet saa kjær, modstræbende førtes bort fra hans Telt, satte Achilleus sig dybt bedrøvet paa Stranden fjernt fra de »bugede« Skibe, stirrede ud over de »vinblaa« Bølger og anraabte sin Moder Thetis, der sad paa Havsens Bund, om Hevn over Agamemnon og Danaerne. Da dukkede Thetis op af det »graalige Havdyb«, klappede sin elskede Søn paa Kinden og spurgte ham, hvilken Kummer der nagede hans Sind. Han fortæller hende alt, og hun lover ham at fare op til Olympen og bevæge Zeus, der imidlertid netop med samtlige Guder gjestede Æthiopernes fromme Folk, til at forlene Troerne Seier og lade Danaerne føle, at de i Achilleus havde tabt den eneste, der kunde indgyde Troerne Rædsel. Derpaa dukker den »sølverfodede« Datter af Nereus atter ned i Havet. Da elleve Døgn er ledne, og Guderne er komne tilbage, iler Thetis op til Olympens skinnende Sale; den venstre Arm slynger hun om Zeus’ Knæ, med den høire tager hun ham bønlig under Hagen og fremsætter sin Begjæring. »Skysamleren« Zeus hører hendes Bøn, endskjønt han ved, at Hera vil vredes derover, og til Bekræftelse af Løftet<noinclude><references/></noinclude> pp5sx6bp9vamnnk1as5hmp04bbx4z59 104 142692 332225 331613 2026-08-30T16:04:44Z Øystein Tvede 3938 332225 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><poem> {{liten|«Nikkede Zeus med de sortblaa Bryn i det samme, Og fra udødelig Isse faldt Drottens ambrosiske<ref>ɔ: udødelige.</ref> Lokker Bølgende ned, og høien Olymp han kom til at skjælve.«}} </poem> Derpaa drager Thetis atter hjem; men den »koøiede«<ref>Hun kaldes saa paa Grund af sine store, klare Øine.</ref> Hera, hvem Danaernes Held stedse ligger paa Hjerte, har anet, hvad der har været igjære. Hun tirrer sin olympiske Egtefælle med knubbede Ord, men vækker kun hans Vrede. Kroniden beretter hende, at det er hans Vilje, at Troerne skal seire, indtil Agamemnon gjør den Tort god igjen, som han har tilføiet Achilleus, og han ender sine Ord med følgende Trusel: <poem> {{liten|»Sæt dig nu hen og kny ei et Ord, men lyd min Befaling! Vogt dig; thi selv om hver Gud paa Olymp kom farende mod mig, Hjalp det dig ei, naar jeg lagde paa dig mine farlige Hænder.«}} </poem> Da skalv den »hvidarmede« Hera og satte sig taus ned; men hendes og Zeus’ Søn Hephæstos søgte at trøste sin Moder og raadede hende til at tale med venlige Ord til »den olympiske Lynildsvinger«. Og da den halte Gud hinkede om paa Olympen og søgte at gjenoprette Freden mellem sine Forældre, gjorde han en saa komisk Figur, <poem> {{liten|»At fra de salige Guder der skingred’ umaadelig Latter Over at se Hephæstos, hvor vims gjennem Salen han pusted’.«}} </poem> {{---}} Rygtet om, at Achilleus i Vrede havde opgivet Kampen, fyldte Troerne med nyt Mod. Medens de i lang Tid ikke havde vovet sig udenfor sine Mure, stormer de nu dristig frem over Sletten. Der opstaar en heftig Kamp, i hvilken ogsaa flere af Guderne deltager paa begge Sider; Danaerne opmuntres af Athene og Hera og gaar i Begyndelsen kjekt frem, saa Troerne snart igjen maa vige. Paris,<noinclude><references/></noinclude> jsvyuz9rtfuj28si0j4alu28zpsdwda 104 142695 332226 331616 2026-08-30T16:05:24Z Øystein Tvede 3938 332226 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Blandt dem, der faldt for Patroklos’ Haand, var ogsaa Lykiernes Fyrste, Zeus’ Søn {{sp|Sarpedo|n}}, der blev rammet af hans Spyd og faldt til Jorden «som en kneisende Gran, der fældes af Øksen». Over dennes Lig reiste der sig en frygtelig Kamp, Dynger af faldne ophobedes over Heltens Legeme; men paa Zeus’ Befaling, der græd Blod over sin tabte Søn, bar Apollon det ud af Kamptummelen hen til Skamandros og badede det i Floden. Derpaa salvede han det med Ambrosia og overgav det til Tvillingparret Søvnen og Døden, der bragte Liget hjem til Lykien, hvor Venner og Frænder viste den faldne Yngling den sidste Ære. I sin Seiersrus stormede derpaa Patroklos videre frem paa sin Stridsvogn; Natten holdt allerede paa at nærme sig, da Troerne i vild Flugt søgte hen til Stadens Porte for at finde et beskyttende Vern bag de faste Mure. Men brat skulde Patroklos’ Seiersgang endes, da han ved den skæiske Port mødte Hektor, den Helt, han netop havde længtes efter at prøve en Dyst med. Efter en lang Kamp gjennemborer Hektor den unge Helt med sin Lanse, saa at Spidsen trænger ud gjennem Ryggen; saaledes faldt den vældige for Hektors Haand, <poem> {{liten|«Ret som naar Løven i Kamp faar Bugt med det vældige Vildsvin, Naar de paa Toppen af Bjerg om en sparsomtspringende Kilde Slaaes med rasende Mod; thi drikke deraf vil de begge.«}} </poem> Da Dødens Nat sænker sig over hans tunge Øienlaag, spaar han Hektor, at {{sp|ha|n}} heller ikke har lang Frist at vandre paa Jorden, men snart skal falde for Peleidens sterke Haand. Hektor berøvede ham dernæst Rustningen, som han siden selv iførte sig; men om Liget opstod der en blodig Strid, der endte med, at Menelaos tilslut bar det bort paa sine Skuldre til Grækerleiren. Da dette Sorgens Budskab naaede Achilleus, hengav han sig til den vildeste Sorg over sin tabte Ven; han<noinclude><references/></noinclude> 4zl1u8m3sftwpe8f6ivg6kdgaey1cyt 104 142696 332227 331617 2026-08-30T16:05:55Z Øystein Tvede 3938 332227 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sønderrev sine Klæder, strøede Aske paa sit Hoved og jamrede og græd. Hans Moder Thetis hørte fra sin Grotte paa Havets Bund sin sørgende Søns Jammerskrig; atter forlod hun Dybet og satte sig ved hans Side, lagde sin Haand paa hans Hoved og sagde ham Trøstens Ord. Achilleus klagede sin Nød for hende; den Smerte, Agamemnon har tilføiet ham, vil han nu betvinge; thi nu betages han af en eneste Tanke, Hevn over Hektor, Hevn over ham, der vog hans dyreste Ven i Kampen, Hevn over ham, der har taget hans herlige Rustning; Hektor vil han ramme med sit Spyd, og naar den Daad er fuldbragt, vil han gjerne forlade det Liv, der efter Skjebnens Bestemmelse skal blive saa kort og saa ulykkesvangert. Vaabenløs som Achilleus nu er, lover hans Moder ham en ny Rustning. Derpaa tager Peleus’ sølverfodede Viv Afsked med sin Søn og iler op til Olympen, hvor Hephæstos paa hendes Bøn forfærdiger en straalende Rustning og deriblandt et Skjold, et herligt Kunstverk med Fremstillinger i ophøiet Arbeide. Da Thetis havde forladt Achilleus, bød denne sine Svende at vaske det størknede Blod af Patroklos’ afsjælede Legeme og salve det med glinsende Olie; derpaa svøbtes Liget i Lin og lagdes paa Baare, om hvilken den sørgende Peleide selv og hans Myrmidoner sad som Æresvagt, til Morgenen gryede. Neppe er «Eos i sit safrangule Gevandt dukket op af Okeanos», før Thetis bringer sin Søn, der sidder sørgende ved Patroklos’ Baare, den lovede Rustning. Hevnlysten ifører Achilleus sig den straks og vækker derpaa Achæernes endnu slumrende Helte, hvem han opmander til atter at følge sig i Kampen. Og nu begynder foran Troias Mure den hidsigste Strid, i hvilken ogsaa Guderne med Zeus’ Tilladelse tager Del; thi nu er Achilleus’ Vrede forbi og Løftet til Thetis indfriet. Hera, Athene og He-<noinclude><references/></noinclude> 35cms2lyeara8rt15fi91n2a8cki7e2 104 142699 332228 331620 2026-08-30T16:06:30Z Øystein Tvede 3938 332228 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>den vakre Kriger. Da vovede den af Sorgen nedbrudte Priamos sig ledsaget af Hermes i Nattens Stilhed til Achilleus’ Telt, omfavnede hans Knæ og bønfaldt om at faa sin elskede Søns Lig udleveret. Helten ynkedes over den gamles hvide Haar, tænkte paa sin egen Fader Peleus, der snart skulde begræde sin Søns Død, og overgav ham Hektors Lig. Priamos bragte det derpaa hjem til Troia, og den Helt, der havde udgydt sit Hjerteblod for Fædrelandet, faar saaledes dog hvile i den fædrene Jordbund. Med Skildringen af Hektors pragtfulde Ligfærd slutter Iliaden. {{---}} Skjebnen havde givet Achilleus Valget mellem et langt, daadløst og et kort, men berømmeligt Liv; han havde valgt det sidste. Da han havde udført sin største Daad at fælde Troias bedste Vern, varede det ei heller længe, før Skjebnegudinderne havde spundet hans egen Livstraad tilende. Mangen tapper Bedrift udfører han vel endnu; men det er snart forbi. Ved den skæiske Port rammede Paris, hvis Haand styredes af Apollon, ham snart efter med sin Pil. Det dødelige Skud traf ham i Hælen, og under Achæernes lydelige Klageraab sank den skjønne Helteskikkelse i Døden paa Troias Slette. Ved Forbjerget Sigeion, nær Hellespontens Vande, opkastede Achæerne en Gravhaug, og i denne hvilede Achilleus’ Støv ved Siden af Patroklos’. I Livet havde dette ædle Vennepar ei veget fra hinandens Side; den milde, forsonende Død forenede dem paany. Den sørgende Thetis havde bestemt, at hendes Søns berømmelige Vaaben skulde tilfalde den, der taprest havde verget Achilleus’ Lig mod Troerne. Salaminieren Ajas og Odysseus krævede begge Æren herfor; men Prisen til-<noinclude><references/></noinclude> f3ktw5c5kxeafo1dzhqze52886dxcqc 104 142700 332229 331621 2026-08-30T16:06:56Z Øystein Tvede 3938 332229 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>kjendtes den sidste. Denne Tilsidesættelse gjorde Ajas afsindig; ved Nattetid styrtede han med draget Sverd løs paa de Hjorder, der græssede ved Leiren, i den Tro, at det var hans forhadte Landsmænd. Da han vaagnede af sit Vanvid, forbød Undseelsen ham at leve, og han gav sig selv Døden; men selv i Hades kunde han ikke glemme sin Harme; da Odysseus paa sine Omflakninger kommer derhen, flygter han mørk fra ham og vil ikke høre paa hans venlige Tiltale (Side 149). Ti lange Aars Kamp havde ikke kunnet bringe Ilion til at falde; men Skjebnens Vilje maatte fuldbyrdes, og da Byen ikke kunde erobres ved Magt, maatte man gribe til List. Efter Odysseus’ Raad tømrede Achæerne en svær Træhest. Da denne var færdig, brændte de sin Leir, trak Skibene i Søen og seilede bort, som om de havde opgivet Haabet om at indtage Staden; men Flaaden lagde sig bag den lille Ø {{sp|Tenedo|s}} og oppebiede der Udfaldet af Listen; thi Odysseus og hundrede af de mest behjertede Helte havde skjult sig i Hestens hule Bug. Da Troerne saa, at Grækerne heisede Seil, ilede Mænd og Kvinder, gamle og unge glade ud af Byen og saa sig nysgjerrig om i den forladte Leir; her havde Grækerne ladet en af sine Landsmænd, {{sp|Sino|n}}, blive tilbage; nogle Troere trak ham frem af hans Skjulested, og under hyklede Taarer fortalte han, hvorledes hans Fiende Odysseus havde villet tage hans Liv, men med Nød og neppe havde han undgaaet Døden; han bad og tryglede Troerne om, at de maatte skaane ham og ikke mætte sit Had til Grækerne i hans Blod. De lovede ham et Fristed hos sig, naar han vilde fortælle dem, hvilken Bestemmelse Træhesten havde. Da sagde den listige Græker, at den var et Sonoffer til Pallas Athene; Grækerne havde bygget den saa uhyre stor, forat den ikke skulde komme indenfor Ilions Mure; thi hvis Troerne kunde faa den bragt ind<noinclude><references/></noinclude> to9nwnkve94a2iac0n6562jd5ndla0u 104 142701 332230 331622 2026-08-30T16:07:16Z Øystein Tvede 3938 332230 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>i sin Stad, vilde Pallas’ beskyttende Haand stedse hvile over Ilion. Apollons Prest, {{sp|Laokoo|n}}, raadede forgjeves sine Landsmænd til ikke at feste Lid til Grækerens falske Tale; thi Troia gik sin uundgaaelige Skjebne imøde. Neppe havde Laokoons advarende Stemme lydt, før to vældige Slanger steg op af Havet, omslyngede Laokoons og hans tvende Sønners Legemer og dræbte dem med sine giftige Bid<ref>Fra det andet Aarhundrede f. Kr. har vi et Billedhuggerarbeide, den saakaldte {{sp|Laokoongrupp|e}}, der fremstiller Laokoons og hans Sønners Død og er et Mesterverk af smertefuld Skjønhed.</ref>. Troerne ser ved dette Under Sinons Fortelling om Hestens Bestemmelse bekræftet, hvorpaa de slæber Kolossen hen til Staden, og da den paa Grund af sin Størrelse ikke kan komme gjennem Portene, nedriver de en Del af Muren og bringer den ulykkesvangre Gave ind i sin By. Under Jubel og festlige Lag gaar saa Aftenen hen; men da Troerne hviler i Søvnens Arme tryggere end paa mange Aar, lister Sinon sig op paa Muren og giver med en brændende Fakkel de ved Tenedos ventende Grækere det aftalte Tegn paa, at Odysseus’ List er lykkedes. Derpaa aabner han Træhesten, og snart drager de hundrede Grækere, til hvem de øvrige fra den tilbagevendende Flaade slutter sig, myrdende og brændende gjennem den ulykkelige Stad. Tunge af Vin og af Søvn farer Troerne ud af sine Huse for med Fortvivlelsens Heltemod at verge den fædrene Arne og finde Døden. Staden gjenlyder af Vaabenbrag, Kvindernes Jammerraab og de faldendes Dødsrallen opfylder Luften; de grusomme Seierherrer har ingen Agtelse for Oldingens graa Haar, for svage Kvinders Bønner; Priamos myrdes af Achilleus’ Søn {{sp|Neoptolemo|s}} foran Husalteret, hvor den ulykkelige Konge og hans Hustru er tyet hen. Blodet strømmer i Gaderne, og Byen<noinclude><references/></noinclude> 0mqi8ggyyo7z5qb0wxtvidz8c5b3v0z 104 142705 332231 331626 2026-08-30T16:08:25Z Øystein Tvede 3938 332231 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>af sine Svende gik Odysseus iland og tog med sig Niste og en Dunk Vin. De gik ind i en Bjerghule og saa sig om. Her stod der Kurve med færdiglavet Ost, store Kar med Myse og Bøtter og Spand til at melke i; der vrimlede af Lam og Killinger, hvert Kuld i sit Aflukke. Hulens Eier, der hed {{sp|Polyphemo|s}} og var en Søn af Poseidon, var ude og passede sin Buskap. Da Kjæmpen om Kvelden kom hjem med Kvæget, slængte han et vældigt Fang knastør Ved foran Hulen med sligt Brag, at Odysseus og hans Mænd rædde skjulte sig i dens inderste Krog. Derpaa drev han Sauerne og Gjederne ind i Hulen og stengte Indgangen med et vældigt Klippestykke. Da han var færdig med Melkningen, fik han Øie paa de forfærdede fremmede i deres Skjul. Odysseus traadte dristig frem for ham, fortalte, at de var achæiske Mænd, og bad ham om Gjestevenskab i Zeus’ Navn; men Kyklopen brød sig ikke om de veifarendes og fremmedes olympiske Beskytter, han greb to af Odysseus’ Mænd og slog dem til Jorden «som Hvalpe», saa deres Hovedskaller knustes. Derpaa <poem> {{liten|»Led for Led han istykker dem skar og laved’ sig Maaltid, Aad dem saa grisk som en Løve paa Bjerg, og intet han levned’ Hverken af Kjød eller Indvold’, selv ei af de marvfulde Knogler.«}} </poem> De fremmede grebes af Rædsel ved at se sine Fæller lide slig Død, og da Kyklopen efter endt Maaltid lagde sig til at sove, tenkte Odysseus paa at støde sit Sverd i den sovende Kjæmpes Bryst, men opgav straks denne Tanke, da han skjønnede, at de derved vilde indesperre sig og ogsaa selv omkomme, da det var dem umuligt at velte Klippestykket fra Indgangen. Da næste Dag randt, greb Kyklopen atter to af Odysseus’ Mænd og fortærede dem. Efter denne gruelige Frokost drev han sine Hjorder ud og satte paany Stenen for Indgangen. Odysseus udklækkede imidlertid en Plan<noinclude><references/></noinclude> kkn2xih1jzgsgkfy79thmb0vmpbjqev 104 142706 332232 330502 2026-08-30T16:08:48Z Øystein Tvede 3938 332232 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>til at undkomme. Da Kyklopen efter endt Dagsgjerning atter havde gjort sig tilgode med et Maaltid Menneskekjød, traadte Odysseus hen til ham og bød ham smage den Vin, han havde bragt med. Kyklopen drak med Begjærlighed og vilde have mere; da Vinen begyndte at gaa Kjæmpen til Hovedet, blev han munter og spurgte Odysseus om hans Navn. Da den listige Helt svarede, at han hed »{{sp|Inge|n}}«, sagde han, at {{sp|Inge|n}} skulde han fortære sidst af alle, og at denne Gunst skulde være den Gjestegave, han fik hos ham. Da Polyphemos havde sagt dette, faldt han drukken om, og nu fremtog Odysseus en svær Stok, som han tidligere havde tilspidset, stak den i Ilden, saa Spidsen blev glødende, og borede den derpaa ind i den sovende Kyklops Øie, saa han mistede Synet. Han for op og skreg af Smerte, saa det rungede i Klippehulerne, og de andre Kykloper kom hen til Indgangen og spurgte, hvad der var paafærde. »{{sp|Inge|n}} myrder mig med List, men ikke med Vold«, jamrede den narrede Polyphemos. »Siden ingen volder dig Fortræd, saa plages du vel af en Sot, som Zeus har sendt dig; men den er der ingen Raad for,« svarede Kykloperne og gik sin Vei. Da lo Ithakas snedige Drot i sit stille Sind og pønsede paa, hvorledes han og hans Følgesvende skulde komme ud af sit Fængsel. Ved næste Morgengry famlede den blinde Kyklop sig hen til Hulens Indgang, løftede Klippestykket bort og satte sig midt i Døraabningen, forat ingen skulde slippe ud. Men Odysseus havde om Natten bundet tre og tre Vædre sammen, og under Bugen paa den midterste fastgjorde han en af sine Fæller. Selv klamrede Odysseus sig fast under den allerstørste af Vædrene, og paa denne Maade blev Polyphemos narret, uagtet han forsigtig følte paa alle Sauerne, da han slap dem ud. Da Odysseus saaledes var kommen ud af Fængslet, bragte han de fedeste<noinclude><references/></noinclude> n2bttw7ypbu9mh0d60bq3y9l1gkqo2u 104 142710 332233 331630 2026-08-30T16:09:36Z Øystein Tvede 3938 332233 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Efter at have udtalt disse Spaadomsord forsvandt Teiresias, og derpaa traadte flere Skygger hen til Odysseus, drak af Blodet og talte med ham. Længe talte han med sin Moder, der berettede ham, hvorledes Penelope trofast holdt Stand mod de mange Beilere, der anholdt om hendes Haand, og Dag og Nat sørgede over sin fraværende Egtefælle, medens Telemachos styrede Landet; hende selv havde den martrende Længsel efter den omflakkende Søn lagt i Graven. Ogsaa Agamemnons blege Skygge nærmede sig Odysseus og udstrakte sine Arme for at favne ham, men der manglede ham Kraft dertil. Under stride Taarer skildrede han ham sin smædefulde Død. Det ogsaa i Døden uadskillelige Vennepar Achilleus og Patroklos traadte ogsaa hen til Offerblodet; den første klagede bittert over Skyggelivet i Hades og erklærede, at han heller vilde arbeide som en fattig Mands Træl paa Jorden end være Herre over alle Hades’ Skygger. Da Odysseus fortalte ham om hans Søn Neoptolemos’ Bedrifter, glædede Peleidens Helteskygge sig og gik med lange Skridt stolt hen over Sletten. Kun én af Skyggerne flygtede bort ved Synet af Odysseus; det var Salaminieren Ajas, der selv i Døden ei kunde glemme den Uret, han havde lidt paa Jorden (Side 139). Da Odysseus havde seet endnu mange Helte fra Fortid og Samtid, forlod han Dødens gruelige Bolig, gik ombord i sit Skib og kom atter til Kirkes Ø. Kirke kom selv i en stadselig Dragt ned til Stranden, ledsaget af sine Terner, der medbragte et rigeligt Forraad af Vin og Levnetsmidler som Gave til Odysseus. Hun forudsagde ham de Farer, han i den nærmeste Fremtid skulde møde, og lagde ham paa Hjerte de Midler, hvorved de kunde undgaaes. Da den »guldstolthronende« Eos paany viste sig paa Østens Himmel, begav Odysseus sig atter ud paa de »graalige Bølger« og kom med gunstig Vind til {{sp|Seirenerne|s}}<noinclude><references/></noinclude> luob1o3c2m8lkfbz49vrni8rvrlfczx 104 142714 332234 331634 2026-08-30T16:10:26Z Øystein Tvede 3938 332234 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Frierne sad netop samlede til Gilde, da Athene i Skikkelse af {{sp|Mente|s}}, Søn af en af Odysseus’ gamle Gjestevenner, traadte ind i Hallen; med Harme saa hun deres frække Færd og traadte hen til den mismodige Telemachos, der modtog hende gjestevenlig. Efter hendes Raad sammenkaldte Telemachos Ithakas Høvdinger til Folkeforsamling; her erklærede han, at han vilde drage til Sparta og det »sandige« Pylos for at spørge efter sin længe savnede Fader, og endte med de Ord: <poem> {{liten|»Hører jeg saa, at han lever og alt er paa Reisen til Hjemmet, Da vil et Aar endnu jeg min Kval taalmodigen bære; Men om jeg hører, at alt han er død og kommen afdage, Vender tilbage jeg straks til min elskede fædrene Hjemstavn, Kaster en Høi til hans Minde og holder en glimrende Ligferd, Som det er Skjel og Skik, og giver min Moder en Husbond«.}} </poem> Derpaa udrustede Telemachos et Skib og seilede, fulgt af Athene, til Pylos; men den gamle Nestor havde kun lidet at melde ham om hans Fader, hvem han ikke havde seet, siden de skiltes ved Troias Kyst. Han raadede ham imidlertid til at drage til Sparta og befalede en af sine Sønner at spænde to »fagermankede« Heste for Vognen og ledsage Odysseus’ unge Søn derhen. I Sparta feirede Kongeparret netop sin Datter {{sp|Hermione|s}} Bryllup med Achilleus’ Søn Neoptolemos, da Telemachos holdt for Menelaos’ kneisende Borg, fra hvilken der {{liten|«Straalede trindt en Glans saa lys som fra Sol eller Maane«.}} For de fremmede anrettedes paa vanlig Vis et Velkomstmaaltid, og Menelaos lagde selv de fedeste Kjødstykker for dem og fyldte til Velkomst de gyldne Bægre med funklende Vin. Da Telemachos, som Skik var, efter Maaltidet navngav sig, kunde ikke Menelaos holde Taarerne tilbage, da han saa den Mands Søn for sine Øine,<noinclude><references/></noinclude> 3r6448gr9qrn016xyuc2njivh49nlwq 332235 332234 2026-08-30T16:10:42Z Øystein Tvede 3938 332235 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Frierne sad netop samlede til Gilde, da Athene i Skikkelse af {{sp|Mente|s}}, Søn af en af Odysseus’ gamle Gjestevenner, traadte ind i Hallen; med Harme saa hun deres frække Færd og traadte hen til den mismodige Telemachos, der modtog hende gjestevenlig. Efter hendes Raad sammenkaldte Telemachos Ithakas Høvdinger til Folkeforsamling; her erklærede han, at han vilde drage til Sparta og det »sandige« Pylos for at spørge efter sin længe savnede Fader, og endte med de Ord: <poem> {{liten|»Hører jeg saa, at han lever og alt er paa Reisen til Hjemmet, Da vil et Aar endnu jeg min Kval taalmodigen bære; Men om jeg hører, at alt han er død og kommen afdage, Vender tilbage jeg straks til min elskede fædrene Hjemstavn, Kaster en Høi til hans Minde og holder en glimrende Ligfærd, Som det er Skjel og Skik, og giver min Moder en Husbond«.}} </poem> Derpaa udrustede Telemachos et Skib og seilede, fulgt af Athene, til Pylos; men den gamle Nestor havde kun lidet at melde ham om hans Fader, hvem han ikke havde seet, siden de skiltes ved Troias Kyst. Han raadede ham imidlertid til at drage til Sparta og befalede en af sine Sønner at spænde to »fagermankede« Heste for Vognen og ledsage Odysseus’ unge Søn derhen. I Sparta feirede Kongeparret netop sin Datter {{sp|Hermione|s}} Bryllup med Achilleus’ Søn Neoptolemos, da Telemachos holdt for Menelaos’ kneisende Borg, fra hvilken der {{liten|«Straalede trindt en Glans saa lys som fra Sol eller Maane«.}} For de fremmede anrettedes paa vanlig Vis et Velkomstmaaltid, og Menelaos lagde selv de fedeste Kjødstykker for dem og fyldte til Velkomst de gyldne Bægre med funklende Vin. Da Telemachos, som Skik var, efter Maaltidet navngav sig, kunde ikke Menelaos holde Taarerne tilbage, da han saa den Mands Søn for sine Øine,<noinclude><references/></noinclude> qmbosd3khpb7ylxldchd4yvtg734sjf 104 142717 332236 331637 2026-08-30T16:11:12Z Øystein Tvede 3938 332236 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Hændelser nu var paa alles Læber. Med rige Gaver førte Phæakerne ham derpaa ombord paa et Vidunderfartøi, »der løb over de purpurfarvede Bølger saa raskt, som Høgen kan flyve, den snareste Fugl under Himlen«. Sovende førte de gjestmilde Phæaker Odysseus til Fædrehjemmet, sovende bar de ham iland og lagde ham paa den sandige Kyst og de rige Skatte, han havde faaet hos Alkinoos, ved hans Side. Derpaa vendte Phæakerne hjem; men den vrede Poseidon forvandlede Skibet til en Klippe, netop som det skulde lande ved Scheria. {{---}} Da Odysseus slog Øinene op, kunde han ikke kjende sit elskede lthaka igjen. Først da Athene i en ung Hyrdes Skikkelse havde vist sig for ham og nævnt Ithakas Navn, drog han Kjendsel paa sin Fædrestavn, og da lettedes den Hjemveens Byrde, der i saa mange Aar havde tynget hans Hjerte. Glad saa han de gamle, kjendte Klipper igjen, hvor han havde leget som Gut, og med taarefyldt Blik kyssede han efter tyve Aars Fravær den fædrene Jord. Efter at have skjult sine Skatte begav han sig efter Athenes Raad, der havde givet sig tilkjende for ham, til Svinehyrden {{sp|Eumæo|s}}, en af de faa, der endnu hang trofast ved sin Herre. Med Stav i Haand og Pose paa Ryggen traadte han i en Tiggers Skikkelse ind i Eumæos’ fattige Stue, der modtog ham venlig og bevertede ham efter ringe Evne uden at ane, at det var hans kjære Herre. I Eumæos’ Hytte tilbragte han derpaa den første Nat efter Hjemkomsten, og næste Morgen traf han her sin Søn Telemachos, der netop kom tilbage fra sin Færd til Pylos og Sparta og nu saa ind til den trofaste Tjener, før han drog til Staden. Medens denne gaar til Byen<noinclude><references/></noinclude> 2tkfm5074eh0lbnbcf99cmt6qkzec68 104 142718 332237 331452 2026-08-30T16:11:29Z Øystein Tvede 3938 332237 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>for at melde Penelope, at hendes Søn, der er reist bort uden hendes Vidende, nu lykkelig er kommen hjem, bliver Fader og Søn tilbage. Da berører Athene, hvis Nærvær er skjult for Telemachos, Odysseus med sin gyldne Stav; fluks rettes Tiggerens krumme Ryg, og han forvandles til en herlig Helteskikkelse. Telemachos ser det med Forbauselse og Ærefrygt, antager ham for en Guddom, der er stegen ned til Jorden, og beder om Barmhjertighed. Da svarede Odysseus: <poem> {{liten|«Nei, en Gud er jeg ikke; hvi holder du mig for en Guddom? Nei, men din Fader jeg er, for hvem du med Suk og med Klage Led mangfoldige Kvaler, forkuet af Mændenes Frækhed.»}} </poem> Og nu gav han efter for Faderfølelserne, som han hidtil havde maattet betvinge, omfavnede sin Søn og fældte Glædestaarer. Da de har nydt Gjensynets Glæde, der var saa uventet for dem begge, lægger de Planer for Iverksættelsen af Hevnen over Frierne. Næste Morgen gik Telemachos tidlig til Byen; da han traadte ind i Hallen, kom Penelope ham imøde «slank af Vekst som Artemis og yndig som Aphrodite» og trykkede ham glad til sit moderlige Bryst og bad ham fortelle hende alt, hvad der var hændt ham. Han gjorde det; men at hendes Egtefælle var kommen, fordulgte han; thi han var bange for, at Glæden derover kunde bringe hende til at røbe, hvad der var skeet. Senere ud paa Dagen gik ogsaa Odysseus, hvem Athene paany havde givet Tiggerskikkelsen, sammen med Eumæos til Byen. Ukjendt af alle, der mødte ham, maatte han døie mangt et Smædeord for sit hæslige Udseende. Da han nærmede sig Paladset, saa han sin gamle Jagthund ligge paa en Skarnhaug, forkommet af Ælde og Utøi; den kjendte sin Herre igjen, logrede med Halen og sænkede Ørene, men formaaede ikke at slæbe sig frem. Da Odysseus saa, at det tro Dyr gjenkjendte ham, stjal en<noinclude><references/></noinclude> dovftcvofym67lt0dlo70qd60lmcxfu 104 142720 332238 331639 2026-08-30T16:11:55Z Øystein Tvede 3938 332238 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ifærd hermed, gjenkjendte hun sin Herre paa et Ar, han havde paa Foden; i sin Overraskelse slap hun Malmbækkenet med Vaskevandet ned og havde nær røbet Odysseus, havde han ikke med nogle Ord givet hende at forstaa, at hun skulde tie. Den følgende Morgen slog endelig Hevnens længselsfuldt ventede Time. Overhængt af Beilerne havde Penelope endelig maattet love at give den af dem sin Haand, der seirede i en Veddeskydning med Odysseus’ Bue; denne Dag havde hun, tilskyndet af Athene, bestemt hertil. Hallen smykkedes festlig, og alle Forberedelser blev trufne til den forestaaende Kamp. Selv hentede Penelope fra et Kammer, hvor hendes Egteherres bedste Eiendele gjemtes, den store Bue, som hun haabede ingen skulde kunne spænde, og tolv Økseblade. Disse blev opstillede i lige Linje paa Hallens Gulv; den, som kunde skyde en Pil gjennem alle tolv Øksehuller, skulde vinde den «meget ombeilede» Penelopes Haand. Forgjeves forsøgte Beilerskaren, den ene efter den anden, at spænde den vældige Bue; men ingen evnede det. I sin Tiggerdragt var Odysseus Vidne dertil; da alle Friernes Forsøg forblev unyttige, bad han om at maatte faa prøve Buen. Under Latter og Haansord tillod Beilerne det. Den vældige Bue spændte dens rette Eiermand «saa let som en Lyres Strenge», tog dernæst Sigte og — vips fløi Pilen gjennem alle tolv Øksehuller, medens Zeus lod Tordenen rulle, et Tegn paa, at Gudernes naadige Bistand fulgte ham. Hurtig rev nu Odysseus den fillede Tiggerdragt af Kroppen, sprang med Bue og Kogger op paa Salens høie Terskel og raabte med frygtelig Stemme til Beilerne: <poem> {{liten|«Saa er den Dyst da stridt, som sandelig ei var at laste! Nu vil jeg se om et Maal, som aldrig er ramt af en Skytte, Muligen træffe jeg kan, og Apollon den Ros mig forlener.»}} </poem><noinclude><references/></noinclude> nh6iskz3yrr4k9oi8wdbrhve3o0htds 104 142721 332239 330516 2026-08-30T16:12:11Z Øystein Tvede 3938 332239 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Med disse Ord sendte han en Pil mod Antinoos; den rammede ham i Halsen, just som han løftede en gylden Pokal for at drikke, og Ynglingen, der saa frækt havde haanet Husets lovlige Herre, sank død om. Telemachos, der paa et Tegn af sin Fader havde stillet sig ved hans Side, hjalp ham nu til at fuldbyrde Hevnen. Vaabenløse, som Beilerne var, og uden Anledning til Flugt, da Odysseus havde ladet alle Døre stenge, maatte de nu alle efter en kort og unyttig Modstand bøde med Livet for sin kaade Færd i det fremmede Hus. Snart laa de alle i sit Blod i Dynger paa Hallens Gulv. Under Kampen havde Guderne ladet Penelope falde i en dyb Søvn, saa hun intet merkede af, hvad der foregik. Først da Ligene var skaffede bort, da Blodet var vasket af Gulvet, og Hallen var røget med Svovl, vakte Eurykleia den sovende med Glædesbudskabet om, at hendes Egtefælle var kommen; men de lange Dage og Nætter, hun havde tilbragt i Længsel efter ham, havde gjort hende tvivlende. Hun vil ikke tro sine egne Øine; først da Odysseus hvisker hende en Hemmelighed i Øret, der kun kjendtes af ham og hende, ilede hun i hans aabne Favn, og i hans Arme græd hun nu ud sin Længsel og sin Glæde. Til langt ud paa Natten sidder de to ved hinandens Side, og medens hun stedse slynger sine snehvide Arme om hans Hals, som om hun endnu var ræd for at miste ham, forteller de hinanden, hvad de begge har maattet lide i Skilsmissens lange Tid. Saaledes er da den af Ulykker haardt hjemsøgte «vidt omflakkende» Odysseus endelig paany bleven Herre i sit eget Hus; men de dræbtes Slegtninger rustede sig snart efter til Kamp for at hevne sine Frænders Død. Da stiftede Athene, der nu optræder i {{sp|Mentor|s}} Skikkelse, en mægtig og høit anseet Mand paa lthaka, Fred og Forlig<noinclude><references/></noinclude> qvbbn2zguylml5it74mb1xwhtj9x0od 104 142724 332240 331640 2026-08-30T16:12:36Z Øystein Tvede 3938 332240 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Forløsning fra hans Kval, naar han vilde bringe Søsteren fra Barbarerlandet {{sp|Taurie|n}} tilbage til Hjemmet. Orestes gjorde sig rede til i Fællesskab med sin trofaste Ven {{sp|Pylade|s}} at opfylde Gudens Befaling. De kom til Taurien og vilde bortføre Artemis’ Billedstøtte. Artemis var nemlig Apollons Søster. Men de blev fangne og skulde til Straf for sin Formastelse ofres paa hendes Alter. Prestinden stod allerede færdig til Ofringen; da tenkte Orestes paa sin Families Ulykker og raabte: »Saaledes døde ogsaa min Søster {{sp|Iphigenei|a}} i Aulis«. Prestinden stansede forundret, hun var Iphigeneia (Side 126). Saaledes fandt Broder og Søster hinanden igjen. Nu først forstod Orestes Apollons Orakelsvar; det var sin egen og ikke Gudens Søster, han skulde føre tilbage til Hjemmet. Dette skede ogsaa; da han atter naaede det elskede Fædreland, befriedes han fra Erinyernes Følgeskab og herskede længe i sit Fædrenerige. Dog døde han i Landflygtighed. Mange hundrede Aar senere havde Spartanerne en langvarig Krig med sin Nabostad Tegea i Arkadien. Fra denne Krig, som indtraf omtr. Aar 600 f. Kr., og om hvilken man ellers har til forladelige Beretninger, har Herodot følgende sagnagtige Fortælling: Himmelens Vrede hvilede synlig over Spartanernes Vaaben. De forespurgte derfor i Delphi, hvilken Gud de havde at forsone for at seire. Pythia svarede: »Naar Spartanerne bringer Orestes’ Ben til Sparta, vil de vinde Seier.« Ingen vidste, hvor Orestes laa begraven, og man søgte forgjeves efter hans Ben. Et andet Orakelsvar, der gav nærmere Forklaring, lød saaledes: »I Arkadien ligger Tegea. Der blæser to Vinde, som presses voldsomt mod hinanden, Slag falder paa Slag, og Ulykke ligger paa Ulykke. Der holder Jorden Agamemnons Søn i sit Skjød; før ham til Sparta, og du vil være den sterkere«. Spartanerne sluttede en Vaabenstilstand med Tegeaterne og undersøgte<noinclude><references/></noinclude> qiww2lrunhgngo7mkyx0d6y2kh75vut 104 142725 332241 331641 2026-08-30T16:12:52Z Øystein Tvede 3938 332241 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>i Hemmelighed det hele tegeatiske Distrikt, men uden Nytte. Nu hændte det sig, at en Spartaner ved Navn {{sp|Licha|s}} gik ind i en Smedje for at hvile sig lidt. Smeden kommer tilfældigvis til at fortelle ham, at han ved at grave efter Vand havde fundet en syv Alen lang Ligkiste; han havde straks skuflet Jorden over den igjen. Lichas følte sig forvisset om, at han her havde Orestes’ Grav for sig, men lod sig ikke merke med noget. Blæsebelgene var jo de stridende Vinde, Slag mod Slag var Hammeren mod Ambolten, og den ene Ulykke paa den anden var Jernet, som smededes sammen; thi kun til Menneskenes Ulykke var Jernet opfundet. Han begiver sig til Sparta og beretter sit Fund. For Skins Skyld bliver han landsforvist og finder Tilflugt hos Smeden. Paa den Maade faar han fat i den gamle Helts Ben og bringer dem til Sparta, hvor de blev høitidelig bisatte. Saaledes fyldtes Spartanerne med Mod og Fortrøstning og gik seierrige ud af Kampen med Tegeaterne. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|29. Sagnet om Orpheus.}}}} {{--}} En af Deltagerne i Argonautertoget var, som tidligere nævnt, {{sp|Orpheu|s}} (Side 114), den mest berømte Sanger i den græske Sagntid. Hans Landsmænd var Thrakerne, der i Oldtiden var saa berømte for sin Kjærlighed til Musernes Kunst, og hans Hustru var den yndige {{sp|Eurydik|e}}. Da denne i ung Alder blev ham berøvet ved Døden, satte Orpheus sig med sin Lyra ved den ensomme <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 9v51tlshylt6pm69p3eb004u990ucbc 104 142847 332242 331646 2026-08-30T16:13:49Z Øystein Tvede 3938 332242 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|31. Lykurgos og den spartanske Stat.}}}} {{--}} Ved Doriernes Indvandring paa Peloponnes havde, som vi har seet (Side 167), Aristodemos faaet {{sp|Lakonie|n}}; dette Landskab gjennemstrømmes af Floden {{sp|Eurota|s}} og omgives i Vest og Øst af {{sp|Taygeto|s}}’ og {{sp|Parnon|s}} Aasrygge. De indvandrede Doriere, der var de eneste fuldt berettigede Borgere, kaldtes efter {{sp|Spart|a}}, Landets Hovedstad, {{sp|Spartaner|e}} eller {{sp|Spartiater|e}}. Ofte kaldes de ogsaa {{sp|Lakedæmonier|e}}. En Del af den tidligere achæiske Befolkning udvandrede, medens de tilbageblevne dels som {{sp|Helote|r}} (livegne) dyrkede sine doriske Herrers Marker, dels som {{sp|Periøke|r}} (d. e. omboende) eller Lakedæmoniere i snevrere Forstand besad personlig Frihed og Grundeiendom, men betalte Skatter og var uden politiske Rettigheder. Den nye doriske Stat havde i Begyndelsen en ringe Udstrækning, og de egentlige Borgere var faatallige, hvad de forresten stedse vedblev at være. Da Aristodemos døde, efterlod han sig to Sønner, der var Tvillinger; den ældste skulde nu efter dorisk Skik være Konge; men da Moderen, der gjerne saa begge sine Sønner paa Thronen, sagde, at hun ikke vidste, hvem der var ældst, henvendte Spartanerne sig i sin Raadvildhed til Oraklet i Delphi. Her fik de det Raad at tage dem begge til Konger, men ære den ældste mest. Hermed var de nu kun halvt hjulpne ud af Forlegenheden. De passede imidlertid paa, hvem af de to Moderen viste mest Omhu, og da de fandt, at hun bestandig badede den samme Gut først og gav ham Mad før den anden, sluttede de, at han var ældst, og kaldte ham {{sp|Eurysthene|s}}; den anden gav de Navnet {{sp|Prokle|s}}. Disse blev da Stamfædre for de to spartanske Kongefamilier; men da disse var indbyrdes uenige, sønderreves den unge Stat snart af indre Splid, og der herskede den største Uorden.<noinclude><references/></noinclude> fu9doqxnv9m8pcxlkfcwmthwwn60acw 104 142850 332243 330741 2026-08-30T16:14:27Z Øystein Tvede 3938 332243 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og Andel i de Offerdyr, som ofredes ved visse Anledninger — navnlig tilkom Huden og undertiden Rygstykkerne dem. Forat Kongerne aldrig skulde mangle Offerdyr, maatte en Gris af hvert Kuld, som fødtes, afleveres til dem. Udgifterne til det kongelige Bord bestredes af Staten, og Kongerne hædredes med dobbelte Portioner. Var den kongelige Magt saaledes i og for sig fra Begyndelsen ringe, sank den næsten ned til en Skygge, da de saakaldte {{sp|Efore|r}} (d. e. Tilsynsmænd) hævede sig paa de andre Statsmagters Bekostning. Eforerne var fem og skiftede aarlig; fra en ringe Dommermyndighed hævede de sig efterhaanden til den høieste Magt i Staten. Deres Opgave var at verne om Folkets Rettigheder mod Kongernes og Raadets Overgreb; de kunde anklage og fængsle alle Øvrighedspersoner, de tvang Kongerne »til at ære dem som sine Fædre« og nødte dem til at møde for sig. I Krigen bistod de Kongerne med Raad og Daad og havde Magt til at stanse dem midt i deres Virksomhed. Naar en Konge døde, meldte Ryttere Sørgebudskabet over det ganske Land; gjennem Spartas Gader gik Skarer af Grædekoner og slog paa Metalbækkener; enhver Familie maatte anlægge Sørgedragt. Til Begravelsen maatte der indfinde sig flere tusinde Heloter og Periøker, der under lydelige Veklager priste den afdøde som den bedste Mand. Efter Begravelsen hvilede alle Forretninger i ti Dage, og Torvet holdtes afstængt og blev bestrøet med Avner. Døde Kongen i Udlandet, blev enten et Billede af ham begravet, og da iagttoges de samme Skikke, eller ogsaa bragtes Liget hjem opbevaret i Honning. Raadet, {{sp|Gerusi|a}}, havde den høieste Magt i Sparta; det var uansvarligt og forberedte alle Sager, som skulde forelægges Folkeforsamlingen, eller afgjorde dem selv; det dømte i Livssager og over Forbrydelser, der var begaaede af Kongerne. Raadet bestod, foruden af de to<noinclude><references/></noinclude> mwajc5y0pvbjji8mw57nigms6a5rydz 104 142852 332244 330743 2026-08-30T16:14:47Z Øystein Tvede 3938 332244 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>flere Forholdsregler. Forat Familierne ikke skulde blive for mange, kunde saaledes flere Brødre have én Kone sammen; en barnløs rig Jordbesidder adopterede ogsaa ofte en fattig Slegtning, og døde en Familie ud, faldt dens Jordlod tilbage til Staten, som da igjen bortskjænkede den; var der kun en Datter i Familien, bortgiftede Kongerne hende, og Familiens Jordlod fulgte da med hende. Saaledes kunde nok Formuesligheden nogenlunde opretholdes en Stund; men i Længden lod det sig dog ikke gjøre, og navnlig i senere Tider udvidedes Kløften mellem de rige og de fattige. Spartanerne, der var fødte Krigere og udgjorde en staaende, stedse slagfærdig Hær, befattede sig ikke med Jordens Dyrkning; men medens de selv boede i Sparta, overlod de denne til Heloterne; aarlig maatte disse bringe sine Herrer et vist Kvantum af Grøden (omtr. 30 Tønder Byg og et bestemt Maal Vin og Olje), men kunde anvende Resten til egen Fordel. Heloterne blev i det hele haardt behandlede, om de end i nogen Grad beskyttedes af Loven. Da de udgjorde over Halvparten af hele Lakoniens Befolkning, der løb op til henved 800,000 Sjæle, og stedse bevarede en sterk Følelse af sin undertrykte Stilling, holdt Spartanerne stadig et vaagent Øie med dem. Hvert Aar udsendtes en Skare unge, modige Spartanere, hvis Opgave det var at udspeide Heloternes Færd; saa de, at noget mistænkeligt var igjære, kunde de uden videre hugge de Heloter ned, som de nærede Mistanke til. Flere Forfattere har vistnok med Urette skildret denne saakaldte «hemmelige Jagt« saaledes, at de udsendte unge Mænd huggede ned forfode enhver Helot, de mødte, en Forholdsregel, der da skulde være tagen for i nogen Grad at formindske Heloternes altfor store Tilvekst. Foruden de 9000 Jordlodder, der uddeltes til de spartanske Herrer, skal ogsaa Lykurgos have overladt 30,000<noinclude><references/></noinclude> jpx7gn5z7gnvaqowqr285s7xg27kvme 104 142853 332245 331507 2026-08-30T16:15:17Z Øystein Tvede 3938 332245 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Lodder af ringere Værd til den talrige Befolkning af Periøker. Disses Stilling var paa langt nær saa haard som Heloternes; de synes saaledes at have styret sine egne kommunale Anliggender og gjorde ofte Krigstjeneste endog som sværtbevæbnede ved de fuldtberettigede Borgeres Side; foruden med Agerdyrkning gav Periøkerne sig ogsaa af med Handel og Haandverksdrift i Stæderne. For ret at kunne forstaa de spartanske Indretninger og Skikke maa man betragte Folket som en staaende Hær og dets Hovedstad som en Krigsleir. Efterat Dorierne havde erobret Landet, maatte de i den nærmest paafølgende Tid altid staa rede til at forsvare det mod ydre Fiender. Dette Liv paa Krigervis blev fortsat udigjennem Tiderne, selv da, naar dette ikke længere var fornødent. Spartanerne holdt nemlig fast paa det gamle og vilde ingen Forandringer have. Ligesom Hæren i Felten var delt i visse Afdelinger, der laa i samme Telt, kogte og spiste sammen, saaledes var denne Skik overført paa Borgernes Liv ogsaa i Freden. Staten var det første, Hjemmet det andet. med hinanden lig Bierne blev Borgerne«, som {{sp|Plutarcho|s}}<ref>Den græske Forfatter Plutarchos levede omkring Aaret 100 e. Kr. og skrev blandt andet en Række Levnetsbeskrivelser af fremragende Mænd i Hellas og Rom.</ref> udtrykker sig, »vante til at føle sig kun som Lemmer og Dele af det hele; de levede ikke for sit eget. men for det fælles Vel«. Alle Borgere over tyve Aar sluttede sig sammen i Grupper paa femten Mand, som i Felten udgjorde et Teltkameratskab, i Freden spiste ved samme Bord ved de daglige Fællesmaaltider, hvori alle Borgere, selv de gifte, maatte deltage. Naar der skulde optages et nyt Medlem, stemte man derom med Brødstumper, og hvis blot ét Stykke var sammeneltet, var dette nok til at hindre Optagelsen. Udgifterne ved Maaltiderne<noinclude><references/></noinclude> b7vcup2gzf8ic2gplgsbca8mb1lepvz 104 142924 332246 331664 2026-08-30T16:18:28Z Øystein Tvede 3938 332246 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>vindskibelige Befolknings vigtigste Erhvervskilder. Den Berøring med fremmede Folkefærd, hvori Handel og Søfart bragte Attikas Ionere, virkede i høi Grad udviklende og forædlende paa dem og gav dem i Forening med Arbeidet, som en karrig Natur paalagde dem, et friere Blik paa Livet end det, de ensidige Spartanere i sin Afsondrethed fra Omverdenen havde. Det vil derfor heller ikke undre os, at det er i denne Stat, at den helleniske Kultur naar sin høieste Blomstring; alle de ædle Egenskaber, hvormed Naturen saa rigt havde udrustet den helleniske Folkekarakter, naaede her sin skjønneste Udvikling, og det er derfor betegnende og fortjente Navne, der skjænkes Attikas berømte Hovedstad {{sp|Athen|æ}}, naar Forfatterne har kaldt den »Hellas’ Øie« og »Hellas i Hellas«. Attikas Befolkning var allerede tidlig delt i fire Fyler (Stammer) og boede fra først af spredt i en Mængde smaa selvstændige Kommuner; disse skal efter Sagnet være blevne samlede til én Stat med Athen som Hovedstad af den ioniske Stammes berømteste Helt, Theseus (Stykke 20); ham tillægges ogsaa Folkets Inddeling i tre Stænder, Adel (Eupatrider), selveiende Jorddyrkere og Haandverkere uden Jordeiendom. Om Theseus’ Efterfølgere har Sagnet meget lidet at fortelle, indtil vi et Par hundrede Aar senere møder Kodros (Side 168). Efter hans Død ophævedes Kongemagten under det Paaskud, at der ikke fandtes nogen, som var værdig til at efterfølge ham. I Kongens Sted satte Athenerne en {{sp|Archon|t}} (Styrer), som skulde høre til Kodros’ Slegt, og hvis Embede var livsvarigt. Ved Archonten {{sp|Alkmæon|s}} Død i Aaret 752 blev det bestemt, at Archonterne skulde vælges paa ti Aar, og i Aaret 712, at de kunde vælges blandt alle adelige Familier i Athen. I 682 blev man enig om at vælge ni Archonter ad Gangen, hvis Magt kun skulde vare ét Aar. I den ældre attiske Stat var de adelige Eupatrider<noinclude><references/></noinclude> 50kao8t71zp3x5zlg1tdocyzfqc5t2m 104 142928 332247 331666 2026-08-30T16:19:03Z Øystein Tvede 3938 332247 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> I den haardnakkede Kamp mellem Adelen og Folkepartiet stillede Solon sig afgjort paa Folkets Side og søgte at bevæge sine Standsfæller til at opgive sine Forrettigheder og sætte en Grænse for sin Havesyge. I Tillid til Solons Retsind og pletfrie Karakter lod Adelen sig endelig bevæge til at give efter. I Aaret 594 f. Kr. valgtes Solon til første Archont med Fuldmagt til »at være Fredsstifter mellem Adelen og Folket og udstede de Love, som fandtes nødvendige i den Anledning«. Solons første Foranstaltning var at lette de utaalelige Byrder, som Gjeldsforholdet til Adelen lagde paa den fattige Befolkning. Til den Ende ophævede han først alle Gjeldsforpligtelser, hvorved Skyldneren havde sat sin Eiendom og sin egen Person i Pant for Gjelden; men han blev ikke staaende herved, han nedsatte ogsaa al anden Gjeld ved Indførelsen af en ny Myntfod. 100 Drachmer<ref>En Drachme var omtrent 66 Øre.</ref> af den nye Mynt, han lod præge, indeholdt nemlig ikke mere Sølv end omtrent 73 af den gamle; men desuagtet befalede Solon, at al Gjeld skulde betales med den nye Mynt, hvorved Skyldneren i Virkeligheden fik sin Gjeld nedsat med vel en Fjerdepart. Det siger sig derimod naturligvis selv, at den Gjeld, som stiftedes efter denne Lovs Udgivelse, blev at betale i den Mynt, hvorpaa den lød. De, som for Gjelds Skyld var blevne gjorte til Træler, blev givne fri uden Erstatning, og de, som var solgte ud af Landet, blev kjøbte igjen paa offentlig Bekostning. Ingen maatte for Fremtiden gjøres til Træl paa Grund af Gjeld. Da Solon ved Aarets Slutning fratraadte sit Embede, blev han af sine Venner bestormet med Bønner om at gjøre sig til Statens Eneherre (Tyran). Han nedstammede jo fra Kodros’ gamle Kongehus, hvem Eupatriderne med<noinclude><references/></noinclude> s1ba24ztkbxva8udzz0wy3vfiftzngn 104 142930 332248 330929 2026-08-30T16:19:33Z Øystein Tvede 3938 332248 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Værdi lige med en Drachme eller et Faar<ref>To hundrede Aar senere kostede en Medimnos Byg lige til seks Drachmer og et Faar ti til tolv.</ref>. Den anden Klasse kaldtes {{sp|Ridder|e}} og bestod af de Borgere, hvis Indtægter beløb sig til mellem 300 og 500 Medimner. Tredje Klasse, {{sp|Zeugitern|e}}, d. e. Tospænderne, bestod af dem, som havde en Indtægt af mellem 150 og 300 Medimner; de havde sit Navn deraf, at de eiede saa stort Jordstykke, at de idetmindste kunde holde et Par Okser eller Muldyr. De, hvis Indtægter af deres Jordeiendomme udgjorde mindre end 150 Medimner, eller som ingen Jord besad, hørte til fjerde Klasse, som kaldtes {{sp|Thete|r}} eller Daglønnere, fordi Flertallet i denne Klasse bestod af saadanne. Ved denne Inddeling var der altsaa kun taget Hensyn til Indtægt af Landeiendom; efter Solons Overbevisning var nemlig Grundeiendom det solideste Grundlag for Ordningen af Borgersamfundet. Han saa i Selveierstanden Statens konservative Element, og forat denne stedse skulde være talrig, udgav han en Lov, der fastsatte et bestemt Maal for Grundeiendommes Størrelse, som ikke maatte overskrides; derved søgte han at sikre Smaabrugenes Bestaaen. De Byrder, Staten paalagde sine Borgere, bestod væsentlig i Krigstjenesten, der var fordelt paa følgende Maade: Theterne deltog i Krigen kun i Nødstilfælde til Landets Forsvar og da som letbevæbnede. Senere ud i Tiden, da Athen var bleven en stor Sømagt, udskreves de ogsaa ofte til Tjeneste ombord i Flaaden og fik da Sold, hvad de vistnok ogsaa fik, naar de gjorde Tjeneste tillands. Tredje Klasse, der var den talrigste, gjorde Tjeneste som tungtbevæbnede, {{sp|Hoplite|r}}, og dannede Hærens Kjerne. Enhver Hoplit maatte holde en Vaabendrager. Første<noinclude><references/></noinclude> fhvpo6is8q9r0vh6nrom494tv2igtfu 104 142931 332249 330930 2026-08-30T16:19:49Z Øystein Tvede 3938 332249 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Klasse samt Ridderne ydede Ryttertjeneste og maatte holde to Stridsheste, en for sig selv og en for Tjeneren. Hverken Hopliterne eller Rytterne fik fra først af Sold, men maatte selv sørge for sit Underhold og bekoste sin Udrustning. Direkte Skatter blev derimod kun paalagte under overordentlige Forhold; men ved deres Fordeling toges intet Hensyn til Klasseinddelingen, der kun var grundet paa Jordeiendommen. Enhver Formue, hvad enten den var nedlagt i Grundbesiddelse eller i Kapitaler, der var samlede ved Handel og Industri, maatte da betale Skat efter et vist Forhold. De rigeste Borgere maatte desuden i en vis Orden, enten alene eller flere sammen, udrede adskillige Udgifter, som ellers pleier at bestrides direkte af Statskassen; saaledes paalagdes dem delvis Udgifterne ved Flaadens Udrustning og Bemanding, ligesom Bekostningerne til de pragtfulde Kor ved de offentlige Skuespil og religiøse Fester bestredes efter Omgang af de Borgere, hvis Formue ei var under tre Talenter<ref>En Talent var omtrent 4000 Kroner. </ref>. Byrderne var altsaa fordelte, og faldt disse end tungt paa de mere formuende Borgere, fik disse dog fuld Erstatning derfor ved de større Rettigheder, den soloniske Statsforfatning tilstod dem. Solon gav alle Klasser lige Ret og Stemme i Folkeforsamlingen, og de fleste Dommere skulde tages af det hele Folk; men Adgang til Raadet og Statens Embeder havde kun de tre øverste Klasser, og det høie Archontembede maatte alene beklædes af de Borgere, der tilhørte første Klasse. Under Demokratiets senere Udvikling blev dog disse Forhold væsentlig forrykkede; det attiske Folk, der sværmede for Lighed i alle Ting, kunde nemlig i Længden ikke taale, at den ene Borger havde en Ret, som den anden manglede, og vi finder derfor, at de Rettigheder, Solon havde forbeholdt de rigere Borgere, snart bliver fælles for alle. Den Mand,<noinclude><references/></noinclude> e1rrr2t9iopx3tkdy13zkn3x4u7ol5w 104 142943 332250 331508 2026-08-30T16:21:15Z Øystein Tvede 3938 332250 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>som hører til Aandens Dannelse. Atten Aar gamle bliver de unge Mænd myndige i visse Henseender og udskrives til Krigstjeneste. Naar en Borger havde naaet seksti Aar, var han fri for al Krigstjeneste. Tallet paa stemmeberettigede Borgere anslaaes paa Athens Blomstringstid til henimod 20,000. Det var dog kun en mindre Del af disse, som mødte i Folkeforsamlingerne. Der nævnes, at en almindelig Folkeforsamling sjelden talte over 5000 Medlemmer. I visse Tilfælde fordredes der dog et mere fuldtalligt Møde (se Side 210). Attikas Befolkning antages at have udgjort 500,000 Mennesker. Af disse var kun omtrent 100,000 af attisk Byrd, 350,000 var Træler og Resten fremmede ({{sp|Metøke|r}}). Trælernes Kaar var i Athen langt fra saa haarde som i de fleste andre af Oldtidens Stater. Herren kunde saaledes ikke som paa andre Steder dræbe Trælen, og i Tilfælde af altfor streng Behandling kunde denne forlange at blive solgt til en anden Herre. Metøkerne havde ingen borgerlige Rettigheder og maatte betale en aarlig Skat til Staten, men var forresten frie Mænd og stod under Lovenes Beskyttelse. Samme Vilkaar havde ogsaa frigivne Træler. Solon lod indridse sine nye Love paa Træpiller, som kunde dreies rundt og opstilledes paa Akropolis. Da han blev spurgt, om dette nu var de bedste Love, som kunde gives Athenerne, svarede han med de Ord: »Ja, de bedste, som Athenerne er istand til at modtage«. Mange var dog misfornøiede med hans Love, og daglig blev han bestormet af Folk, der dels vilde have dem forandrede, dels ønskede at faa hans Forklaring over dette eller hint Punkt. For at unddrage sig denne Paatrængenhed besluttede Solon igjen at forlade sit Fædreland og paany foretage en Reise til fjerne Lande. Først lod han dog sine Medborgere aflægge Ed paa, at de skulde bevare hans Forfatning uforandret i ti Aar; han haabede, at de, inden<noinclude><references/></noinclude> j4bgb1k1ecf3ecf3xcb85s6fgu0dy8c 104 142946 332251 331674 2026-08-30T16:22:00Z Øystein Tvede 3938 332251 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>samme, som havde ledsaget Telemachos paa hans Reise til Sparta (Side 153). Ligesom Homer priser Nestor som den, »fra hvis Tunge Talen flød lifligere end Honning«, saaledes roste Peisistratiderne sig af, at Veltalenhedens Gave var et Arvegods i deres Familie. Denne Æt hørte til Athens fornemste og havde vidtforgrenede Familieforbindelser; den besad store Grundbesiddelser især paa Attikas Østkyst, og i Bjergegnene om Marathon græssede der Heste, hvormed dens Medlemmer vandt Seierskransene i Olympia. Omkring Aar 600 f. Kr. var {{sp|Hippokrate|s}} Familiens Hoved. Medens han engang under Kamplegene i Olympia bragte sit Offer, skede der et stort Under. Kjedelen, som indeholdt Offermaaltidet, begyndte at syde og koge over, før Ilden var tendt under den. Spartaneren Cheilon (Side 232), som tilfældigvis var i Nærheden, forklarede dette saaledes, at der af Hippokrates’ Hus skulde fremstaa en Mand med en overstrømmende Kraft, der skulde bryde alle Skranker. Han raadede ham derfor til at forskyde sin Søn, hvis han fik nogen. Kort Tid efter fødte Hippokrates’ Hustru, der var en nær Slegtning af Solon, en Søn; men den ærgjerrige Athener fulgte ikke den forsigtige Spartaners Raad. Tvertimod byggede han Familiens hele Haab paa den nyfødte Søn og kaldte ham {{sp|Peisistrato|s}} efter sin høie Stamfader. Peisistratos skuffede ikke sin Faders Forhaabninger. Han voksede op til en herlig Yngling med de lykkeligste Anlæg. Han sluttede sig inderlig til sin ældre Slegtning Solon og var ved dennes Side altid blandt de første i Staten, hvor det gjaldt Udmerkelse og tapper Daad. Men Ærgjerrigheden var den fremherskende Lidenskab i Peisistratos’ Sjæl, og han udnyttede alle sine ypperlige Evner til at tilfredsstille denne. Han var som født til Folkefører. Da Partistridighederne igjen blussede op, efterat Solon<noinclude><references/></noinclude> gzjk7ctsx6a56247c3eqy6lshsdrjk8 104 142956 332252 332139 2026-08-30T16:23:18Z Øystein Tvede 3938 332252 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>naar vi selv undlader det, som vi dadler hos andre«. I det offentlige Liv tog Thales ikke synderlig Del. Dog ved vi, at han af al Magt modsatte sig Ioniens Underkastelse under Krøsos og søgte at formaa Ionerne til at slutte sig sammen og danne et Forbund imod Erobreren, men det lykkedes ham ikke. Hans Grav ved Miletos skal have havt følgende Indskrift: »Liden er denne Mindesten over den store Tænker Thales; men hans Berømmelse strækker sig saa langt som Himmelen«. {{sp|Pittako|s}} var født i {{sp|Mytilen|e}} paa Øen Lesbos. Denne hans Fædrestad sønderreves paa den Tid af indre Stridigheder mellem Adelen og Folkepartiet, og den udsugedes vekselvis af Adelen og grusomme Tyranner. I Aaret 590 tog Mytilenæerne Pittakos til sin Stats Styrer. Han gav sit Folk vise og gode Love og styrede Staten i ti Aar med Klogskab og Mildhed. Pittakos staar af Datidens Hellenere Solon nærmest i politisk Kløgt, ligesom han ogsaa ligner ham i Karakterens Renhed. »Pittakos var«, siger den græske Historieskriver {{sp|Diodoro|s}}<ref>Diodoros levede paa Keiser Augustus’ Tid. Han skrev en almindelig Verdenshistorie, der gik til Aaret 60 f. Kr., men af hvilken dog over Halvparten er gaaet tabt. </ref>, »ikke alene værd at beundres formedelst sin Indsigt; men han var en Borger, saadan som Lesbos aldrig har havt og aldrig igjen vil faa. I Vaabenfærd var han tapper og uforfærdet; han holdt, hvad han havde lovet, han var venlig i Omgang, mild i sin Dom og tilgav gjerne; han var omhyggelig og virksom i sin Lovgivning og foragtede Guld og Rigdom«. Pittakos forfattede ogsaa Digte, hvoraf der dog kun er levnet os enkelte løsrevne Stykker. Hellenerne tilskrev ham mange kjernefulde Sentenser, som vidner om hans Skarpsindighed. Hans Mundheld var: »Grib det rette Øieblik«. Andre af hans Tankesprog var:<noinclude><references/></noinclude> ravkcve5yzm2l0qwl796icrgayck0db 104 142963 332253 332142 2026-08-30T16:24:15Z Øystein Tvede 3938 332253 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>at Samierne fremviste en tom Pose med de Ord, at de manglede Mel i Posen, hvortil Lakedæmonierne svarede, at det havde de ikke behøvet at sige, da Posen alene var Ord nok. De besluttede imidlertid at hjælpe Samierne og gjorde ogsaa et Tog mod Polykrates, men maatte drage hjem igjen med uforrettet Sag. Under Kambyses’ Regjering blev Polykrates lokket over til Fastlandet af Storkongens Statholder i Sardes. Alle fraraadede ham Reisen. Hans Datter drømte, at hendes Fader blev løftet op i Luften, hvor han blev vasket af Zeus og salvet af Helios. Men Polykrates lo af hendes Advarsler og truede hende med, at hun skulde forblive ugift, naar han kom uskadt tilbage. Dermed erklærede hun sig at være tilfreds, da hun hellere vilde dø som Jomfru end miste sin Fader. Satrapen lod Polykrates korsfæste og Legemet blive hængende paa Korset, og nu gik Datterens Drøm i Opfyldelse, da han nemlig blev vasket af Zeus, naar det regnede, men salvet af Helios (d. e. Solen), der trak den fedtagtige Vædske ud af Legemet. Saaledes tog Polykrates’ Lykke en brat Ende, ligesom Amasis af Ægypten tidligere havde spaaet ham. Hans Tyranni havde varet fra Aaret 536 til 522 f. Kr. {{---}} Polykrates’ Broder, den forjagne {{sp|Syloso|n}}, opholdt sig i Ægypten, dengang Kambyses gjorde sit Tog derhen. En Dag spadserede Syloson paa Torvet i Memphis iført en rød Kappe. Dette saa Dareios, den senere Konge, som dengang var en af Storkongens Lansebærere, gik hen til ham og bad om at faa kjøbe Kappen. Syloson svarede, at han vistnok ikke havde havt til Hensigt at sælge Kappen<noinclude><references/></noinclude> lokv87m307ujdr73nwif8h29ffxaxvi 104 142968 332254 330996 2026-08-30T16:25:13Z Øystein Tvede 3938 332254 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Ophold ved Hoffet i Susa. Han længtes tilbage til sit Hjem ved det græske Hav. Hvis der skede en Opstand blandt Ionerne, var det hans Haab, at han af Kongen skulde blive sendt til Havet for at undertrykke den. Derfor besluttede han sig til i et Brev at opfordre sin Svigersøn til at gjøre Oprør. Brevet var af en eiendommelig Art. Da han kunde forudse, at en almindelig Skrivelse let kunde falde i Storkongens Hænder, eftersom alle Personer, der færdedes paa de offentlige Veie, blev strengt undersøgte, ragede han Hovedhaaret af en af sine troeste Slaver og indridsede Opfordringen til Oprør paa hans Hoved. Derefter beholdt han Slaven hos sig, indtil Haaret igjen var vokset ud, og sendte ham derpaa til Aristagoras med Anmodning om at afrage Haaret og undersøge Hovedet. Da Aristagoras havde modtaget dette sælsomme Brev, holdt han i Hemmelighed en Raadslagning med sine Venner. Efterat disse var vundne for Planen, opgav han frivillig sin Stilling som Tyran i Miletos og indførte igjen den frie Forfatning. Han opfordrede derpaa alle Ionere til Kamp for sin Frihed. Alle var rede til at følge Opfordringen, da Perserne var meget forhadte, og Friheden var Grækerne en kjær Ting. Opstanden begyndte om Høsten 500. Ionerne forstod dog snart, at de ikke ved egen Kraft formaaede at fri sig fra det persiske Herredømme. Det var dem derfor om at gjøre at skaffe sig Hjælp og Understøttelse hos Grækerne i Europa. Aristagoras begav sig altsaa om Vinteren til Sparta, som dengang var den mægtigste Stat i Grækenland. Her anvendte han hele sin Veltalenhed paa at vinde Spartanerne for denne Krig; han skildrede dem Persernes Feighed og Udygtighed i Kampen, udmalede Landenes Rigdom paa Guld og Sølv og fremlagde en Kobbertavle, hvorpaa der var indgravet en Fremstilling af hele Jorden med Havet og Floderne. Under<noinclude><references/></noinclude> 5oyg2aebqkqz40ls6gl1rtpzpx3urn7 104 142970 332255 332148 2026-08-30T16:25:37Z Øystein Tvede 3938 332255 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Modstand, og Artaphernes maatte indskrænke sig til at forsvare Borgen. Til stor Skade for Grækerne, som gjorde sikker Regning paa at have en Støtte i Sardes’ lydiske Befolkning, der var misfornøiet med Perserherredømmet, satte en af deres Soldater Ild paa et af Byens Huse. Ilden greb om sig, og da Husene var let byggede og tækkede med Siv, lagdes snart den hele By i Aske. Herover forbitredes, som rimeligt kunde være, Lyderne; de gjorde fælles Sag med Perserne og angreb Grækerne, der havde afbrændt deres By. Disse blev slagne og trak sig samme Nat tilbage til Kysten, hvor de tæt ved Ephesos led et nyt Nederlag. Athenerne forlod nu Ionien og negtede at deltage mere i Kampen. Aristagoras mistvivlede nu selv om et heldigt Udfald af denne Krig. Feig, som han var, og kun ledet af Hensynet til egne Interesser trak han sig tilbage fra et Foretagende, som han havde bragt istand for at redde sin egen Person. Efter at have bragt Ulykke over sine Landsmænd flygtede han det følgende Aar til Myrkinos i Thrakien. Der vilde han efter eget Sigende berede sine Landsmænd et Tilflugtssted, men faldt allerede i Aaret 497 i en Kamp med de indfødte. I de følgende Aar gik det mere og mere tilbage for de asiatiske Grækere. Den ene By blev tagen efter den anden af de persiske Hære, der tilsidst indesluttede Miletos baade tillands og tilvands. Den ioniske Flaade, der talte 353 treradaarede Skibe, laa ved den lille Ø {{sp|Lad|e}} udenfor Miletos. Ionerne vilde, hvis de blot havde været enige, formedelst sin større Indsigt i Søvæsenet nok have kunnet optage Kampen med Persernes 600 Krigsskibe. Den, der overtydede dem herom, var {{sp|Dionysio|s}} fra Phokæa, og denne energiske Mand blev stillet i Spidsen for den ioniske Flaade. Han søgte at kalde tillive den krigerske Aand hos Mandskabet og vænne det til Orden og Disciplin.<noinclude><references/></noinclude> pkn6qez84pb4m4m06488l2d34vk9qtg 104 142981 332256 331026 2026-08-30T16:26:48Z Øystein Tvede 3938 332256 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>havde forsømt ham, da han dog oftere havde hjulpet dem og fremdeles vilde vedblive dermed. Hvad Spartanerne angik, havde de vistnok lovet Hjælp, men tilige erklæret, at deres Tropper først kunde rykke ud efter Fuldmaane. Det var et nedslaaende Budskab. I intet Tilfælde kunde Spartanerne vise sig i Attika før om ti Dage. Athen opbød alle sine Stridskræfter; dets Krigsmandskab beløb sig til 10,000 Hopliter (tungtbevæbnede). Krigsraadet, som foruden Polemarchen (Side 214) bestod af ti Strateger eller Feltherrer, der havde Overbefalingen hver sin Dag, var uenige om, hvorvidt man skulde forblive i Byen eller møde Fienden i aaben Mark. Blandt disse ti var Miltiades, paa hvem alles Blikke i Nøden var rettede. Han var bekjendt for at være en forstandig, kjek og krigersk Mand, der var vel kjendt med Persernes Kampmaade og Bevæbning; at Hellenernes Vel og Uafhængighed af Barbarerne laa ham paa Hjerte, havde han tydelig lagt for Dagen ved Donaubroen. Ved sit Forhold saavel der som flere Gange senere havde han gjort sig Perserne til uforsonlige Fiender, ligesom han ogsaa var en Modstander af Peisistratiderne. Han var derfor stemt for den yderste Modstand, og han ansaa det for bedst, at man øieblikkelig gik Fienden imøde, før der opstod Modløshed og Uenighed blandt Athenerne selv. Fire af de andre Strateger hyldede hans Mening, medens de øvrige ikke vilde indlade sig i Slag, fordi de var Perserne altfor underlegne. Da Polemarchens Stemme altsaa vilde blive den afgjørende, tog Miltiades denne, hvis Navn var {{sp|Kallimacho|s}}, tilside og sagde til ham: »Paa dig kommer det nu an, om du vil bringe Athen i Trældom eller bevare dets Frihed og derved for alle Tider erhverve dig en Berømmelse, som end ikke er bleven Harmodios og Aristogeiton (Side 226) til del. Saalænge Athen har staaet, har det aldrig svævet i større Fare. Ligger vi under for Perserne, er vor Skjebne<noinclude><references/></noinclude> iw8cr945klh4rpjb1k41slb2j0d0by9 104 142983 332257 332153 2026-08-30T16:27:15Z Øystein Tvede 3938 332257 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hjælpe Athenerne. Som trofaste Venner vilde Platæerne staa ved Athenernes Side i deres høieste Nød til Tak for den Hjælp, Athenerne tidligere havde ydet dem i en Krig mod Theben. Denne trofaste Haandsrækning styrkede Athenernes Mod og fyldte dem med Begeistring, og Miltiades forsømte ikke at benytte sig af denne gunstige Omstændighed. Den følgende Dag vilde han levere Slaget. Feltherren Aristeides havde med rosværdig Beskedenhed tilbudt Miltiades Anførselen paa sin Dag; de andre Strateger havde fulgt hans Eksempel, og det var saaledes overladt Miltiades at levere Slaget paa den Dag, han fandt gunstigst. Det blev nu tilfældigvis den Dag, paa hvilken han efter den sedvanlige Orden selv skulde have Overanførselen den tolvte September 490. De to Hære, hvis Kamp skulde afgjøre Hellas’ Skjebne, var ikke alene meget ulige i Styrke; men ogsaa deres Bevæbning og Kampmaade var forskjellig. Den græske Hær bestod af Fodsoldater, der var vel rustede, bevæbnede med Kobberhjelm, Kobberskjold, Brystharnisk og Benskinner; til Angreb brugte de lange Lanser. De rykkede tæt ind paa Fienden og kjæmpede Mand mod Mand. Fodfolket i den tidobbelt saa store asiatiske Hær var derimod letbevæbnet, uden Hjelm og Harnisk; som Forsvarsvaaben brugtes flettede Skjolde, og til Angreb Bue og Sabel; den sidste brugtes dog sjelden, da man ikke ofte kom i Nærkamp. Perserne pleiede paa Afstand at overdænge Fienderne med en Regn af Pile, indtil der gaves Anledning til at rykke frem med Rytteriet, som udgjorde Kjernen i den persiske Hær. Den persiske Soldat kjæmpede uden nogen høiere Interesse end Byttet, kun dreven frem af sine Føreres Piskeslag. Hellenerne derimod stod paa Hjemmets Grund for at verne om alt, hvad der var dem kjært og helligt, for sin Frihed og sine Rettigheder, for Hus og Hjem, for Hustru og Børn, for Fædrenes Tro og Gudernes Templer!<noinclude><references/></noinclude> 22dt5hbr5coype3hsvqmp89fbhg8xwv 104 142990 332258 331711 2026-08-30T16:28:27Z Øystein Tvede 3938 332258 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>fengsel og mistede sin borgelige Ære, indtil Summen blev betalt. Han døde straks efter af sit Saar. En saadan Død fik Seierherren fra Marathon. Lykkeligere vilde hans Lod have været, om han Aaret i Forveien havde fundet sin Død ved Kallimachos’ Side. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|40. Xerxes’ Rustninger og Marsch mod Hellas.}}}} {{--}} Efter det uheldige Tog til Attika lod Dareios i stort Omfang foretage Rustninger i sit vidtstrakte Rige. Hellas maatte og skulde kues. I hele tre Aar rustede Asien sig fra Ionien til Indus; men netop som de storartede Rustninger var færdige, skede der en Opstand i Ægypten, skjønt Dareios’ Herredømme der havde været meget mildt. Denne Opstand lagde Beslag paa alle Stridskræfter. Dareios oplevede imidlertid hverken Ægyptens eller Grækenlands Underkastelse. Han døde i Aaret 485 i sit Livs 64de Aar. Dareios efterlod sig mange Sønner. Den ældste var Artabazanes, hvis Moder var Gobryas’ Datter. Men Dareios’ senere Gemalinde, Kambyses’ Søster og Enke, Atossa, havde, medens Dareios endnu levede, modsat sig dennes Ønske om, at Thronen skulde gaa over til ham. Hun forlangte den for sin ældste Søn {{sp|Xerxe|s}}, der var Kyros’ Ætling og af Kongeæt baade paa fædrene og mødrene Side. Dareios rettede sig efter hendes Vilje, da hun var almægtig ved Perserhoffet, og Xerxes bestemtes til Thronfølger allerede i Faderens Levetid. Han besteg derfor uden Modstand Thronen efter Dareios’ Død. <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> dliptu64kw7jcolvmcl4248pl1redjq 104 143004 332156 331712 2026-08-30T13:22:52Z Øystein Tvede 3938 332156 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Xerxes var en Fyrste af udmerket Skjønhed og et majestætisk Udvortes; vant til Paladsets yppige Liv var han ikke Kriger af Tilbøielighed og forlod kun ugjerne Susas yndige Haver; men han havde en sterk Følelse for sit Riges Værdighed og havde ikke isinde at lade nogen Plet sidde paa den. Han begyndte sin Regjering med Held, idet Ægypten Aaret efter hans Thronbestigelse paany blev undertvunget. Hindringerne for det tidligere paatænkte Tog mod Hellas var saaledes ryddede afveien. Kongens Farbroder Artabanos fraraadede vistnok Toget; men desto ivrigere tilskyndede Mardonios ham; han vilde ved nye Seire udslette Mindet om Nederlaget paa Marathons Sletter. Desuden blev den nye Hersker bestormet med Bønner af fordrevne græske Thronprætendenter. Peisistratidernes Hoved, Hippias’ ældste Søn Peisistratos, og den fra Sparta fordrevne Konge Demaratos drog begge fra de Besiddelser i Ionien, som de havde faaet af Dareios, op til Susa for personlig at lægge Xerxes sine Ønsker paa Hjerte. Peisistratos gjorde Xerxes bekjendt med en gammel Spaadom om, »at en persisk Mand engang skulde slaa en Bro over Hellesponten og en fiendtlig Hær afbrænde Templet i Delphi». Den lidet krigslystne Konge kunde ikke modstaa alle disse Opfordringer; han paabød derfor Rustninger i hidtil uhørt Maalestok over det hele Rige og lod udgaa Befaling til alle Statholdere om at samle Hære. Han vilde opbyde en Hær og Flaade, som Verden endnu ikke havde seet Magen til. Toget skulde gaa den samme Vei, som Mardonios engang havde taget. Medens Rustningerne skede, byggede man Broer over de thrakiske Floder, grov en Kanal gjennem Landtungen ved Athos for at undgaa den farlige Seilads forbi dette Forbjerg og oprettede store Forraadshuse fra Hellesponten til Thessalien.<noinclude><references/></noinclude> b0tttcgffiz80n9n5aig5efpxd90kh6 104 143005 332259 331402 2026-08-30T16:28:57Z Øystein Tvede 3938 332259 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Om Sommeren 481 mødte de i alle Asiens Egne samlede Tropper i Kappadokien, hvorhen den store Konge selv ankom om Høsten. Derfra førte han Toget til Sardes, hvor han holdt Vinterkvarter. Skibene samledes ved Kyrne og Phokæa i Ionien. Den næste Vaar blev der slaaet to Skibsbroer over Hellespont, af hvilke den nordlige bestod af 360 Skibe, den sydlige af 340. Over Skibene, som holdtes sammen ved store Trosser, lagdes et Plankegulv, der igjen blev bedækket med Jord. Broerne var forsynede med høit Rækverk. Kongen var allerede ifærd med at bryde op fra Sardes, da der meldtes ham, at en voldsom Storm aldeles havde ødelagt Broerne. Kongen blev rasende over Uheldet og lod de uskyldige Bygmestre halshugge. Endogsaa selve Havet fik hans Vrede at føle. Man pleiede hos Perserne at uddrive onde Aander ved Piskeslag; for nu at betage Havet dets onde Lyster skal Xerxes have tildelt Hellesponten 300 Piskeslag og sænket to svære Jernlænker ned i det troløse Hav med de Ord: »O du grusomme Hav, denne Straf paalægger din Herre dig, fordi du har fornærmet ham, skjønt han intet ondt har tilføiet dig. Og Kong Xerxes vil dog gaa over dig, hvad enten du vil eller ikke«. Efterat Broerne med større Omhu paany var opbyggede, brød Kongen i Midten af April 480 op fra Sardes. Under sit Ophold i denne By havde han sendt Herolder til Grækenland for at fordre Jord og Vand. Paa den Tid var der ogsaa kommen Speidere fra Grækenland for at udforske den persiske Hærs Størrelse og Tilstand. Men de blev grebne i Leiren og dømte til Døden. Da Xerxes fik dette at vide, lod han dem komme for sig og befalede sine Tjenere at føre dem om og vise dem alt. Derpaa skulde man lade dem uskadte vende tilbage til Hellas. Han haabede nemlig, at naar Grækerne fik høre om hans<noinclude><references/></noinclude> 6kse3q6qwqzcms58v3bmy9q7bzg5o6s 104 143006 332160 331118 2026-08-30T13:26:46Z Øystein Tvede 3938 332160 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>store Rustninger, vilde de paa Forhaand opgive sin Frihed og spare ham for at føre Krig. Under Perserhærens Ophold i Sardes havde en rig Lyder ved Navn Pythios paa det prægtigste bevertet Kongen og hele hans Følge. Forundret over den Rigdom og Pragt, Lyderen udfoldede, havde Xerxes spurgt ham, hvormange Penge han havde. Pythios svarede: »Herre, jeg vil intet skjule for dig, men sige dig Sandheden. Da jeg hørte om dit Tog, vilde jeg give dig Penge til Krigen og fandt, at jeg havde 2000 Talenter Sølv og i Guld 4 Millioner Staterer paa 7000 nær<ref>En Guldstater var omtrent 12 Kroner.</ref>. Alt dette vil jeg give dig; i mine Slaver og Godser har jeg endnu nok at leve af«. Xerxes glædede sig over denne Tale og gjorde Pythios til sin Gjesteven. Pengene vilde han dog ikke modtage; men han skjænkede endog Pythios 7000 Staterer, forat han ikke skulde mangle noget paa de 4 Millioner. Da Kongen var paa Veien fra Sardes til Hellespont, og det blev paalagt de krigsdygtige at støde til Hæren, nærmede Pythios sig Kongen og bad ham om en Gunst. Da Kongen tillod ham at fremsætte sin Bøn, sagde Pythios: »Herre, jeg har fem Sønner, som alle maa drage med dig i Krigen. Hav nu, o Konge, Medlidenhed med mig gamle Mand, og fritag min ældste Søn for Krigstjenesten; de fire andre skal da drage med dig«. Men Xerxes vrededes og sagde: »O du slette Menneske, som vover at bede om, at din Søn maa blive hjemme, medens jeg selv drager i Krigen med mine unge Sønner og mine Brødre, med Slegtninger og Venner. Du skal faa din Straf, dog mindre, end du fortjener. Dig og dine fire Sønner redder Gjestevenskabet; men den ene, som ligger dig mest paa Hjerte, skal dig til Straf miste sit Liv«. Derpaa befalede Xerxes,<noinclude><references/></noinclude> 9pkt2isuel7lc7wtfibmkt8zu8gobds 104 143007 332161 331714 2026-08-30T13:27:25Z Øystein Tvede 3938 332161 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>at Pythios’ Søn skulde dræbes, hans Lig parteres og Delene deraf lægges paa begge Sider af Veien, forat Hæren kunde marschere derimellem. I vilkaarlig Grusomhed stod denne Storkonge altsaa ikke tilbage for sin berømte Fader (Side 61). At Xerxes til andre Tider dog kunde vise sig høimodig, viser følgende Fortelling. Da Presterne i Sparta Aar efter Aar ikke var istand til at faa gunstige Varsler, erklærede de tilslut, at man for at forsone Guderne maatte sende frivillige Dødsofre til Perserkongen for at afsone den Brøde, Spartanerne havde begaaet ved at kaste de af Mardonios tidligere afsendte Herolder i en Brønd (Side 252). Der meldte sig straks to fædrelandskjærlige Mænd, Sperthias og Bulis, som vilde forlade Hus og Hjem, Hustru og Børn og med freidigt Mod gaa til Persien for at lide Døden for Fædrelandet. Komne til Susa vilde man tvinge dem til at knæle for Kongen. Men de erklærede med Bestemthed, at det i deres Fødeland ikke var Skik og Brug at tilbede et Menneske. Staaende sagde de derfor til Perserkongen: »Mederkonge! Lakedæmonierne har sendt os hid som Sonofre for de Herolder, der har mistet Livet i Sparta«. Xerxes beundrede de to Mænds Heltemod og sagde, at han ikke havde isinde at gjøre det, som han dadlede hos deres Landsmænd; thi disse havde krænket Folkeretten, og han vilde ikke befri Lakedæmonierne fra den Brøde, der tyngede paa dem, ved at dræbe deres uskyldige Udsendinger. Han lod dem derpaa vende hædrede og uskadte tilbage til sit Fædreland. Da Perserkongen brød op fra Sardes med sine talløse Skarer, der mere lignede et Folk paa Vandring end en Hær, hvis Opgave det skulde være at knuse en liden Nation, gik Marschtoget i følgende Orden: Først kom Lastdyrene og Trosset, derpaa Krigere i talløs Mængde fra Asiens forskjelligste Dele. I Midten fulgte Storkongen og<noinclude><references/></noinclude> 72qzgxvvgw8xhgnqzynjhrxkh8jvf6d 104 143008 332162 331715 2026-08-30T13:28:29Z Øystein Tvede 3938 332162 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hans Følge, der var ordnet saaledes, at Fortroppen dannedes af 1000 udvalgte persiske Ryttere; bag dem gik 1000 Lansebærere, derpaa ti nisæiske Heste fra Ekbatanas Bjergsletter, smykkede paa det prægtigste. Derpaa kom Solens hellige Vogn trukken af otte hvide Heste (Side 21). Umiddelbart foran Vognen gik Magere med den hellige Ild, og bag dem gik Kusken tilfods, da ingen dødelig maatte bestige denne Vogn. Derefter kom Xerxes selv paa en Vogn, forspændt med nisæiske Heste, ledsaget af de achæmenidiske Prinser, Persernes Fyrster, sine »Bordkamerater« og »paarørende« samt det øvrige Følge, i hvilket ogsaa Demaratos og Peisistratos befandt sig. De var alle tilhest og bar Purpurkapper over Brystpanseret, Krumsabel med Haandtag og Skede af Guld og var smykkede med gyldne Halskjæder og Armringe. Hestenes Bidsler og Tøiler var ligeledes guldbeslagne, og alt var Æresgaver fra den persiske Storkonge. Efter Kongens nærmeste Følge kom igjen 1000 Lansebærere af de ædleste og fornemste Familier, 1000 persiske Ryttere, 10,000 persiske Fodfolk, de saakaldte »udødelige«, og endelig 10,000 Ryttere af andre Folkeslag. Derefter fulgte uoverskuelige Masser af Krigere nationsvis ordnede. Da Hæren var kommen til det gamle Ilion og overnattede ved Foden af Ida, indtraf der et voldsomt Tordenveir, et uheldvarslende Tegn for den store Konge i det Øieblik, han skulde forlade Asien og sætte Foden paa europæisk Jordbund. Og da Floden Skamandros ikke havde Vand nok til de tørstige Skarer, men tørrede ud, spaaede heller ikke dette godt for den uhyre Hærs Skjebne. Xerxes besaa Priamos’ gamle Borg og ofrede 1000 Dyr til den iliske Athene, og Magerne udgjød Drikoffer til de gamle Heltes Ære. Da Toget var naaet Hellespont, holdt Kongen en Mønstring over Hæren; fra en Høi skuede han ud over den samlede Land- og Sømagt. Og da han saa,<noinclude><references/></noinclude> ez2km3a1qdkgmeo2a7ogv8fgdxubhix 104 143009 332163 331120 2026-08-30T13:29:16Z Øystein Tvede 3938 332163 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hvorledes hele Hellesponten var bedækket med Skibe, og alle Kyster og Marker vrimlede af Mennesker, priste Xerxes sig først lykkelig, men brast derpaa i Graad. Hans Farbroder Artabanos spurgte ham om Grunden til dette og fik til Svar: »Jeg blev bedrøvet, da jeg betenkte, hvor kort det menneskelige Liv er; thi af alle disse Mennesker vil om hundrede Aar ingen mere være ilive«. Hvad vilde den stolte Herre have sagt, hvis han havde vidst, at den største Del af disse Skarer vilde gaa tilgrunde allerede inden et halvt Aar. Tidlig om Morgenen den Dag, da Overgangen over Hellesponten skulde foregaa, tændte Magerne et stort Røgoffer og bestrøede Broerne med Myrtegrene. Straks den straalende Sol viste sig paa Østens Himmel, hævede Xerxes den gyldne Offerskaal og bad til Seierens Gud, at intet Uheld maatte ramme ham paa hans Tog. Offerskaalen, et Guldbæger og et persisk Sverd lod han derpaa kaste i Hellesponten. Derefter begyndte Overgangen, som varede i syv Dage og syv Nætter uden Afbrydelse; paa den sydlige Bro gik de egentlige Krigere over, paa den nordlige Trosset. Da Overgangen var iverksat, og man igjen havde fortsat Veien videre, viste der sig, efter hvad Sagnet beretter, et stort Jertegn. En Hoppe skal nemlig have født en Hare; dette lagde dog Xerxes ikke nogen Vegt paa. Hvorledes kunde det ogsaa falde ham ind, at han, der stolede paa sin store Hær som Hesten paa sin Styrke, om kort Tid skulde tage Flugten ligesom en Hare? Da Xerxes paa sin Marsch gjennem Thrakien var kommen til Mundingen af Floden Hebros, blev Hæren tellet. Dette skede paa den Maade, at man stillede op 10,000 Mand paa en Flek saa tæt sammenpakkede som muligt og byggede et Gjerde om dem. Denne Indhegning lod man derpaa fylde Gang efter Gang. Efter Herodot skal<noinclude><references/></noinclude> 6hpdc8kaboxpz1qolione5wfrva5klc 104 143010 332164 331716 2026-08-30T13:30:09Z Øystein Tvede 3938 332164 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>den være bleven fyldt 170 Gange, hvilket gjør 1,700,000 Mand. Herodot antager, at blot Fodfolket blev tellet paa den Maade. Hertil kommer altsaa Rytterne, Trosknegtene, Flaadens Mandskab samt de Tropper, som Thrakien, Makedonien og enkelte helleniske Stater senere maatte stille, endvidere Tjenere, Kokke og Kvinder, som altid i stort Antal ledsagede den persiske Hær. Herodot faar paa den Maade ud, at ikke mindre end 5¼ Million Mennesker deltog i dette Kjæmpetog; men denne Talangivelse er i høieste Grad overdreven. Rimeligere er ialfald den Beretning, der skyldes Ktesias<ref>Ktesias fra Knidos i Karien kom i 416 som Livlæge til det persiske Hof. I et nu tabt Verk skildrede han senere Persiens Historie ned til sin Samtid.</ref>, at Hæren kun talte 800,000 Mand Fodfolk og 80,000 Ryttere. Herodot nævner i alt 56 Folkeslag, som tog Del i Xerxes’ Tog, hver i de for sine Hjemlande eiendommelige Dragter og Vaaben. Fra Hebros drog Hæren videre gjennem Thrakien og Makedonien, uden at nogen vovede at gjøre Modstand. De Byer, som maatte beverte Kongen og hans Følge, blev rent udarmede. En Mand i Abdera opfordrede sine Byesbørn til at takke Guderne, fordi Xerxes ikke havde vænnet sig til at spise to Gange om Dagen; thi hvis de skulde have anrettet et Maaltid til, da vilde de være komne i den største Fattigdom. Paa Marschen mod Hellas var det, at Xerxes en Dag kaldte Demaratos for sig og spurgte ham, om han for Alvor mente, at Hellenerne turde vove at gjøre ham Modstand. Demaratos svarede omtrent saaledes: »Om Lakedæmonierne idetmindste ved jeg med Sikkerhed, at de aldrig vil lytte til Forslag, som gaar ud paa at føre Hellas i Trældom, men at de vil rykke i Kamp imod dig, selv om alle de øvrige Hellenere skulde træde over paa din Side. Og hvad deres Antal angaar,<noinclude><references/></noinclude> m9htqd6vi8ttt6qv317saaz6y5ztmno 104 143011 332165 331168 2026-08-30T13:30:38Z Øystein Tvede 3938 332165 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>saa spørg aldrig efter, hvor mange de er; thi selv om de kun er tusinde Mand, vil de optage Kampen med din store Hær«. Xerxes lo og sagde: »Hvis de endda havde en Herre over sig, som med Svøben kunde drive dem frem, da vilde de muligens af Frygt anstrenge sig over sine Kræfter; men da de nu kan følge sin frie Vilje, kan du være forsikret om, at de ikke vil gjøre det«. Demaratos svarede hertil: »Lakedæmonierne er vistnok frie Mænd, men ikke frie i alle Henseender; thi over sig har de en Herre, Loven, som de frygter endnu mere end dine Folk frygter dig«. Østens Despot fandt slig Tale latterlig; men det skulde ikke vare længe, inden han fik Øinene op for, at det var Kjærligheden til Friheden, der gav Hellenerne baade Mod og Evne til at trodse hans Vælde. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|41. Kampen ved Thermopylerne 480 f. Kr. Leonidas.}}}} {{--}} Da Rygtet udbredte sig om, at Perserhærens Masser nærmede sig Hellas, viste det sig mere end nogensinde, hvor skadeligt det var, at dette Land ingen politisk Enhed udgjorde. Men skjønt nogle Stater af Frygt for den truende Fare holdt sig tilbage, ja nogle endog svigtede Fædrelandets hellige Sag og sluttede sig til Barbarerne, vaagnede dog hos de fleste Følelsen af, at det nu ikke gjaldt denne eller hin Stat, men det felles store Fædreland. Paa den korinthiske Isthmos mødte Udsendinger fra de forskjellige Stater. Særinteresserne gjorde sig ogsaa her gjældende: deres Talsmænd var især Peloponnesierne, der vilde beskytte sin Halvø ved at bygge en Mur om <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> rildqa4pkcmdg8tozc1iwq7yumkqo5k 332260 332165 2026-08-30T16:29:43Z Øystein Tvede 3938 332260 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>saa spørg aldrig efter, hvor mange de er; thi selv om de kun er tusinde Mand, vil de optage Kampen med din store Hær«. Xerxes lo og sagde: »Hvis de endda havde en Herre over sig, som med Svøben kunde drive dem frem, da vilde de muligens af Frygt anstrenge sig over sine Kræfter; men da de nu kan følge sin frie Vilje, kan du være forsikret om, at de ikke vil gjøre det«. Demaratos svarede hertil: »Lakedæmonierne er vistnok frie Mænd, men ikke frie i alle Henseender; thi over sig har de en Herre, Loven, som de frygter endnu mere end dine Folk frygter dig«. Østens Despot fandt slig Tale latterlig; men det skulde ikke vare længe, inden han fik Øinene op for, at det var Kjærligheden til Friheden, der gav Hellenerne baade Mod og Evne til at trodse hans Vælde. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|41. Kampen ved Thermopylerne 480 f. Kr. Leonidas.}}}} {{--}} Da Rygtet udbredte sig om, at Perserhærens Masser nærmede sig Hellas, viste det sig mere end nogensinde, hvor skadeligt det var, at dette Land ingen politisk Enhed udgjorde. Men skjønt nogle Stater af Frygt for den truende Fare holdt sig tilbage, ja nogle endog svigtede Fædrelandets hellige Sag og sluttede sig til Barbarerne, vaagnede dog hos de fleste Følelsen af, at det nu ikke gjaldt denne eller hin Stat, men det fælles store Fædreland. Paa den korinthiske Isthmos mødte Udsendinger fra de forskjellige Stater. Særinteresserne gjorde sig ogsaa her gjældende: deres Talsmænd var især Peloponnesierne, der vilde beskytte sin Halvø ved at bygge en Mur om <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 3a5nrx0zcij4e0hrb4nab81uminpfym 104 143013 332166 331718 2026-08-30T13:31:32Z Øystein Tvede 3938 332166 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>opsendte en inderlig Bøn for Fædrelandet til Oraklets raadvise Gud. Han ynkedes over dem, og snart lød atter Prestindens Røst: <poem> {{liten|Zeus, den olympiske Gud, ei Pallas mægter forsone, Skjønt hun ham inderlig bad og til ham klogtigen talte. Dog et Ord saa sikkert som Staal jeg vil dig forkynde: Naar de Skatte til Bytte er gjort, som findes histoppe Paa den kekropiske Borg, i Kithærons hellige Kløfter<ref>Borgen i Athen kaldtes Kekrops’ Borg, fordi den efter Sagnet var anlagt af Kekrops, Kithæron er et Bjerg nær Theben.</ref>, Da Fjernskueren Zeus vil skjænke til Tritogeneia<ref>ɔ: Pallas Athene.</ref> Mure af Træ; d e stormes ei kan, d e skulle dig verne. Ei skal du vente i Ro, til Rytternes Skarer og Fodfolk Kommer i Mængde fra Fastlandet hid; men til Flugten du gribe, Ryggen du vende dem skal. De siden engang skal dig møde. Salamis, hellige Ø! paa dig skal Sønnerne bløde Enten ved Foraarets Tid, eller og naar Høsttiden kommer.}} </poem> Dette Svar, i hvilket der dog gryede et Glimt af Haab, bragte Gesandterne hjem. Vi skal siden se, hvorledes det blev tydet, og hvorledes den, der tydede det rigtig, blev Hellas’ Redningsmand. Imidlertid var der bleven afholdt et nyt Møde paa Isthmen, hvor det blev besluttet, at Spartanerne og deres bundsforvandte skulde sende et Korps til Passet {{sp|Thermopyl|æ}} i det lille Landskab Malis, den eneste Vei i Nærheden af Havet, der førte fra Thessalien til Mellemgrækenland. Thermopylæ (ɔ: de varme Porte) havde sit Navn af de varme Svovlkilder, som her vældede frem i stor Mængde, og som var Herakles helligede. Passet dannedes af Øtas steile Skraaninger paa den ene Side og Havet paa den anden; det var saa smalt, at Veien paa et enkelt Sted kun var fremkommelig for én Vogn ad Gangen. Lige ved Passet laa<noinclude><references/></noinclude> csna9oewfvi7z6gdqvt8h13zy08e9mc 104 143014 332167 331719 2026-08-30T13:32:34Z Øystein Tvede 3938 332167 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Demeters Helligdom, hvor Amphiktyonernes<ref>Om Amphiktyonerne og andre Foreningsbaand hos Hellenerne vil der blive talt i et senere Stykke.</ref> Udsendinger to Gange om Aaret bragte Gudinden høitidelige Ofre i hele Folkets Navn. Til denne Egn knyttede der sig ogsaa mange Sagn om Herakles’ Bedrifter, og her var det, han havde endt sit Liv paa Baalet (Side 96). Hellenerne havde saaledes ogsaa en religiøs Forpligtelse til at verne om dette Sted, og der kunde heller ikke let findes nogen bedre Forsvarsstilling; thi paa dette snevre Rum vilde Persernes Overmagt intet kunne udrette, da en hellenisk Flaade vilde kunne dække Landhærens Flanke og hindre en Landgang fra de persiske Skibe. Nu syntes Øieblikket altsaa at være kommet til, at Spartanerne skulde udfolde hele sin Daadskraft og stille sig i Spidsen for Hellenerne. Men de tænkte for meget paa sig selv og paa Peloponnesos’ Forsvar. Vistnok sendte de den ene af sine Konger, den ædle {{sp|Leonida|s}}, med 300 spartanske Borgere til Thermopylerne; men Hærens Kjerne blev derimod hjemme. Karneerne og andre Feste stod for Døren, og da kunde de ikke sende sine Krigere ud af Landet; men Religionen var kun et Skalkeskjul for deres sande Hensigter. Saa afgik da den lille Skare mod Nord; fra Peloponnesos’ og Mellemgrækenlands Stater stødte Troppekontingenter til den, saa Hæren, da den naaede frem, talte omkring 7200 Mand. Blandt disse var der ogsaa 400 Thebanere, der medtoges som Pant paa sin Fædrestads Troskab mod Hellas. Da Leonidas havde naaet Thermopylerne, traf han straks Forberedelser til Passets Forsvar. Han lod istandsætte den Mur, som Phokerne i tidligere Dage havde bygget mod Thessalernes Indfald, og besatte en Sti, der førte over Bjergene, med en Afdeling Phokere. Derpaa afven-<noinclude><references/></noinclude> loamfk92eot4yfhrz0f8cxasp42f7l6 104 143015 332168 331123 2026-08-30T13:33:26Z Øystein Tvede 3938 332168 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>tede han rolig Fiendens Komme, fast bestemt paa at forsvare Fædrelandets hellige Terskel af yderste Evne. Snart veltede ogsaa Persernes Hærmasser frem gjennem Thessalien. Da sank vel Modet hos mangen Hellener; men Spartanerne bevarede sin urokkelige Fatning. Da der udtaltes Frygt for, at Persernes Pileregn vilde formørke Solen, ytrede Spartaneren Dienekes: »Saa meget desto bedre, saa kommer vi til at kjæmpe i Skyggen«. Perserhæren leirede sig ved den lille By Trachis. I fire Dage laa Xerxes her og ventede paa, at den lille Fiendehær skulde drage bort. Han ønskede ikke nogen unødvendig Blodsudgydelse. Men Speiderne meldte ham, at Hellenerne holdt Stand; de viste sig foran sine Skanser, styrkede sine Lemmer ved gymnastiske Øvelser og smykkede sit lange Haar som til Fest. Da sendte Xerxes en Herold for at forlange, at Vaabnene skulde udleveres. »Kom og hent dem!« lød det lakoniske Svar. I sin Forbitrelse besluttede Xerxes endelig den femte Dag at begynde Angrebet og sendte sine Medere mod Hellenerne med den Befaling at bringe dem levende for hans Ansigt. »Men Mederne», siger Herodot, »gjorde det klart for enhver og ikke mindst for Kongen, at de var mange Mand, men faa Mænd«. De maatte vige for Fædrelandsforsvarernes seige Modstandskraft. Bedre Lykke havde heller ikke de 10,000 «udødelige« Persere, da de paa Kongens Bud rykkede frem under Anførsel af {{sp|Hydarne|s}}. Gang paa Gang blev de drevne tilbage, og Xerxes, der fra en nærliggende Høi var Tilskuer til Kampen, skal tre Gange være sprungen op fra sit Sæde, da han saa sin Garde vige. Paa det snevre Rum kunde Hærmasser intet udrette; Hellenerne var tallige nok til at lade Passets Forsvarere blive afløste, og i to Dage kjæmpede de, uden at deres Tab var synderlig føleligt. Xerxes indsaa, at der intet andet var at gjøre end at omgaa Passet, og desværre fandt han altfor let en<noinclude><references/></noinclude> gaolkkni0jfqqh45ohws7jwb2ze48m5 104 143016 332169 331721 2026-08-30T13:35:03Z Øystein Tvede 3938 332169 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Forræder, der tilbød sig at vise Vei over Bjergene. Historien har opbevaret hans brændemerkede Navn. Han hed {{sp|Ephialte|s}}. I Nattens Stille vandrede Perserne under Hydarnes op over de smale Bjergstier; ved Dagens Frembrud naaede de Phokerne, som Leonidas havde sat til at bevogte denne Vei. De sov og merkede ikke Fienden, før han var dem lige ind paa Livet. De flygtede til en nærliggende Høi; men Hydarnes marscherede forbi uden at ænse dem og ilede ned ad Fjeldet for at komme Hellenerne i Ryggen. Det varede ikke fenge, før Budskabet om, hvad der var skeet, naaede Leonidas; det havde dog endnu været Tid for ham til at trække sig tilbage med hele sin Hær; men her viste den beundringsværdige spartanske Pligtfølelse sig i sit skjønneste Lys. Saa opfyldt var Leonidas af Tanken paa Ærens og Pligtens Krav, at end ikke den visse Død kunde bringe ham til at vige en Haarsbred derfra. Leonidas tillod de bundsforvandte at drage sin Vei og holdt kun Thebanerne tilbage;. thi han vidste, at overlevede de denne Dag, vilde de kun komme til at forsterke Persernes Rækker. De bundtsforvandte benyttede sig af Tilladelsen, kun Thespierne forlangte at dele Skjebne med Spartas mandige Sønner, der med Leonidas havde besluttet at dø paa sin Post. Tallet paa de tilbageblevne skal have været 1200. Det fortelles, at Leonidas vilde sende en ung Spartaner som Bud til Hjemmet; hans Hensigt var at redde Ynglingens Liv, der var ham kjær; men han svarede stolt: »Jeg er kommen her for at kjæmpe og dø, ikke for at gaa Erender«. Før Kampen begyndte, bevertede Leonidas sine Folk og sagde til dem: »Iaften skal vi være Hades’ Gjester«. Da det varede en Stund, inden Hydarnes naaede nedover Fjeldskraaningen, benyttede Leonidas Mellemtiden til et<noinclude><references/></noinclude> s4sg3r4l5u07ckg4mcqpoo7e4hri1kh 332261 332169 2026-08-30T16:30:14Z Øystein Tvede 3938 332261 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Forræder, der tilbød sig at vise Vei over Bjergene. Historien har opbevaret hans brændemerkede Navn. Han hed {{sp|Ephialte|s}}. I Nattens Stille vandrede Perserne under Hydarnes op over de smale Bjergstier; ved Dagens Frembrud naaede de Phokerne, som Leonidas havde sat til at bevogte denne Vei. De sov og merkede ikke Fienden, før han var dem lige ind paa Livet. De flygtede til en nærliggende Høi; men Hydarnes marscherede forbi uden at ænse dem og ilede ned ad Fjeldet for at komme Hellenerne i Ryggen. Det varede ikke længe, før Budskabet om, hvad der var skeet, naaede Leonidas; det havde dog endnu været Tid for ham til at trække sig tilbage med hele sin Hær; men her viste den beundringsværdige spartanske Pligtfølelse sig i sit skjønneste Lys. Saa opfyldt var Leonidas af Tanken paa Ærens og Pligtens Krav, at end ikke den visse Død kunde bringe ham til at vige en Haarsbred derfra. Leonidas tillod de bundsforvandte at drage sin Vei og holdt kun Thebanerne tilbage;. thi han vidste, at overlevede de denne Dag, vilde de kun komme til at forsterke Persernes Rækker. De bundtsforvandte benyttede sig af Tilladelsen, kun Thespierne forlangte at dele Skjebne med Spartas mandige Sønner, der med Leonidas havde besluttet at dø paa sin Post. Tallet paa de tilbageblevne skal have været 1200. Det fortelles, at Leonidas vilde sende en ung Spartaner som Bud til Hjemmet; hans Hensigt var at redde Ynglingens Liv, der var ham kjær; men han svarede stolt: »Jeg er kommen her for at kjæmpe og dø, ikke for at gaa Erender«. Før Kampen begyndte, bevertede Leonidas sine Folk og sagde til dem: »Iaften skal vi være Hades’ Gjester«. Da det varede en Stund, inden Hydarnes naaede nedover Fjeldskraaningen, benyttede Leonidas Mellemtiden til et<noinclude><references/></noinclude> 9hm3nmmdoiaa9k3x1xj35bf7dh1m009 104 143017 332158 331722 2026-08-30T13:25:13Z Øystein Tvede 3938 332158 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Angreb paa Xerxes’ fremrykkende Hærafdelinger. Visse som Hellenerne var paa at dø, havde de besluttet at sælge sit Liv saa dyrt som muligt, og mange blev de Persere, der maatte lade sit Liv. Barbarernes Trælehobe dreves frem under Piskeslag, og mange, som Spartanernes lange Lanser ei naaede, blev i Trængselen enten trampede ihjel af sine Landsmænd eller trykkede ud i Havet og druknede. Spartanerne sloges som Løver, saa der tilslut ikke fandtes en hel Lanse fenger, og da ogsaa Sverdeggene sløvedes eller sønderbrødes, hamrede de løs paa Perserne med Haandtagene, og da ogsaa disse ødelagdes, bragte de Næver og Tænder. Leonidas faldt allerede tidlig i Slaget, og om hans Lig stod den hidsigste Kamp. Endelig kom Hydarnes, og den tapre Skare var omringet. Da trak den sig tilbage til en liden Høi, hvor Spartas og Thespiæs Helte nedhuggedes til sidste Mand. Kun de 400 Thebanere, der var holdte tilbage mod sin Vilje, undgik at dele Skjebne med Spartanerne og Thespierne; de kastede sine Vaaben og overgav sig. Xerxes skjænkede dem Livet, men lod dem brændemerke med gloende Jern som Træler. De skulde vise Hellas, hvordan det vilde gaa enhver, der vovede at bære Vaaben mod den store Konge. Af de 300 Spartanere, fortelles det, at tvende, Eurytos og Aristodemos, laa syge, da Rygtet om Ephialtes’ Forræderi naaede dem. Eurytos forlangte sin Rustning, og lod sig af en Helot føre til Valpladsen; her styrtede han sig ind mellem Fiendens Rækker og fandt den Død, han søgte. Aristodemos flygtede derimod; men i Sparta mødtes han kun af Foragt, saa han fattede Lede til Livet. I Slaget ved Platææ afvaskede han den Plet, der hvilede paa hans Navn, idet han efter at have kjæmpet som en Helt fandt Døden i Slaget. Da Kampen var endt, besøgte Xerxes Slagmarken og<noinclude><references/></noinclude> la3ikzzq9aq4rupq1fi36m6uqzs27mm 332170 332158 2026-08-30T13:35:52Z Øystein Tvede 3938 332170 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Angreb paa Xerxes’ fremrykkende Hærafdelinger. Visse som Hellenerne var paa at dø, havde de besluttet at sælge sit Liv saa dyrt som muligt, og mange blev de Persere, der maatte lade sit Liv. Barbarernes Trælehobe dreves frem under Piskeslag, og mange, som Spartanernes lange Lanser ei naaede, blev i Trængselen enten trampede ihjel af sine Landsmænd eller trykkede ud i Havet og druknede. Spartanerne sloges som Løver, saa der tilslut ikke fandtes en hel Lanse længer, og da ogsaa Sverdeggene sløvedes eller sønderbrødes, hamrede de løs paa Perserne med Haandtagene, og da ogsaa disse ødelagdes, bragte de Næver og Tænder. Leonidas faldt allerede tidlig i Slaget, og om hans Lig stod den hidsigste Kamp. Endelig kom Hydarnes, og den tapre Skare var omringet. Da trak den sig tilbage til en liden Høi, hvor Spartas og Thespiæs Helte nedhuggedes til sidste Mand. Kun de 400 Thebanere, der var holdte tilbage mod sin Vilje, undgik at dele Skjebne med Spartanerne og Thespierne; de kastede sine Vaaben og overgav sig. Xerxes skjænkede dem Livet, men lod dem brændemerke med gloende Jern som Træler. De skulde vise Hellas, hvordan det vilde gaa enhver, der vovede at bære Vaaben mod den store Konge. Af de 300 Spartanere, fortelles det, at tvende, Eurytos og Aristodemos, laa syge, da Rygtet om Ephialtes’ Forræderi naaede dem. Eurytos forlangte sin Rustning, og lod sig af en Helot føre til Valpladsen; her styrtede han sig ind mellem Fiendens Rækker og fandt den Død, han søgte. Aristodemos flygtede derimod; men i Sparta mødtes han kun af Foragt, saa han fattede Lede til Livet. I Slaget ved Platææ afvaskede han den Plet, der hvilede paa hans Navn, idet han efter at have kjæmpet som en Helt fandt Døden i Slaget. Da Kampen var endt, besøgte Xerxes Slagmarken og<noinclude><references/></noinclude> me4bmxpq3yjvtbf2gl1hprihngxyw1n 104 143018 332171 331723 2026-08-30T13:36:26Z Øystein Tvede 3938 332171 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>lod Leonidas’ Hoved afhugge og derpaa nagle til Korset. »Det er mig klart«, siger Herodot, »baade af mange andre Vidnesbyrd og ikke mindst heraf, at Kong Xerxes var mest forbitret paa Leonidas af alle Mennesker; thi ellers vilde han ikke have handlet saa utilbørlig mod Liget, da Perserne mest blandt de Mennesker, som jeg kjender, har for Skik at hædre kampdjerve Mænd.« Da lysere Dage oprandt for Hellas, kappedes man om at hædre Mindet om Heltene fra Thermopylæ; de faldnes Ben begroves paa Slagmarken, og der reistes en Mindestøtte over dem alle, der bar en af Simonides forfattet Indskrift: <poem> {{liten|Engang kjæmpede her mod tre Millioner Barbarer Fire tusinde Mænd, fødte paa Pelops’ Ø.}} </poem> En anden Marmorstøtte hædrede særlig de spartanske Borgere med en egen Indskrift: <poem> {{liten|Fremmede Vandrer! det Bud Lakedæmons Folk du forkynde: Her blev os redet vor Grav, da vi Lovene lød.}} </poem> Leonidas’ Minde ærede hans Landsmænd ved paa Valpladsen at reise ham et Monument, bestaaende af en Stenløve, hvorpaa der var indhugget følgende Vers, der lige som de foregaaende var af Simonides: <poem> {{liten|Taprest i Dyrenes Flok er jeg; blandt Jorderigs Sønner Taprest er han, som her hviler bag Gravens Sten.}} </poem> Navnene Leonidas og Thermopylæ straaler med sjelden Glans i Folkenes Historie. Det er Spartaneraanden i dens ædleste Skikkelse, der her saa storslagent kommer til Udfoldelse. Disse Pligtens og Ærens Sønner, der ei veg tilbage for den uløselige Opgave at stanse Barbarernes Millioner, har Historien rakt en uvisnelig Laurbærkrans. Deres Grav er bleven et uforgjængeligt Mindesmerke om heltemodig Borgerdyd. Og deres Selvopofrelse blev ikke<noinclude><references/></noinclude> b77ahcrxxg606vdklcan4ot0rr6evmf 104 143019 332172 331724 2026-08-30T13:37:14Z Øystein Tvede 3938 332172 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>forgjeves; den var Hellenerne et Forbillede, Spartanerne en Spore til Hevn, Perserne en Prøve paa hellenisk Tapperhed og for alle Tider en Gjenstand for den dybeste Beundring. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|42. Themistokles. Slaget ved Salamis 480 f. Kr.}}}} {{--}} Da Xerxes efter Seieren ved Thermopylerne med sine talløse Skarer rykkede mod Attika, havde Athenerne, hvem det øvrige Hellas lod skjøtte sig selv, lidet Haab om at kunne stanse den fremrykkende Fiende. I denne Nødens Stund fandtes der {{sp|é|n}} Mand, hvis klare Blik havde indseet, at det kun var tilsøs, at man kunde gjøre Perserne virksom Modstand. Flaaden var derfor efter hans Fortolkning de uindtagelige Træmure, det delphiske Orakel havde talt om (Side 274). Denne Mand var {{sp|Themistokle|s}}, hvem derfor Navnet Hellas’ Redningsmand med fuld Ret tilkommer. Themistokles var Søn af Neokles og stammede fra en gammel attisk Familie; han var dog ikke fuldbyrdig Athener, da hans Moder var fra Thrakien eller Karien. Efter Solons Love bevirkede imidlertid denne Omstændighed ingen synderlig Indskrænkning i de borgerlige Rettigheder. Themistokles var født omkring Aaret 525, og hans Ungdoms alder falder saaledes netop i den Tid, da hans Fædrene stad gjenvandt sin Frihed. Han skal have været en vild og ubændig Gut, og med Tanken herpaa pleiede han selv senere at sige: »Af de vildeste Føl bliver de bedste Heste«. Sine Kameraters Leg og Fornøielser tog han sjelden Del i; gjaldt det derimod et dristigt Vovestykke, var han altid<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> fbbjarjt43qttr346xeeq9wfpwk5605 104 143020 332173 331725 2026-08-30T13:38:30Z Øystein Tvede 3938 332173 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>rede; i klar Forstand og sund Dømmekraft var den trodsige Gut alle sine jevnaldrende overlegen. En af hans Lærere skal have sagt om ham: »Af ham bliver der noget ualmindeligt, i god eller ond Retning«. Musernes Kunst, som netop i Themistokles’ Barndom skjød saa frodig Vekst i Athen, brød han sig lidet om. »Lyra og Cithar skjønner jeg ikke at behandle», sagde han, »men giv mig en Stat at styre, der er liden og ubekjendt, og jeg skal gjøre den stor og berømt». »Themistokles besad«, siger Historikeren Thukydides, »i høi Grad det Fortrin efter en kort Betenkning øieblikkelig at udfinde det rette«. Hans Arbeidskraft blev aldrig træt, og umættelig Ærgjerrighed var en mægtig Drivfjeder under hans Bestræbelser for Fædrelandets Storhed og Magt. Tidlig kastede Themistokles sig ind i det offentlige Liv, skjønt hans Fader, efter hvad der fortelles, søgte at holde ham borte derfra. Han skal en Dag have ført ham ned til Phaleron og vist ham nogle gamle Skibe, som laa halvraadne og vanskjøttede paa Havnen, idet han sagde: »Saaledes behandler Folket sine Styrere, naar det ikke længere behøver deres Tjenester«. Men den unge Mand agtede ikke paa disse advarende Ord, hvis Sandhed senere blev stadfestet paa ham selv. Themistokles sluttede sig straks ved Begyndelsen af sin offentlige Løbebane til det Parti, hvis Løsen var »Krig med Persien». Men forat Athen kunde holde Perserriget Stangen, maatte det have en Flaade og en større og bekvemmere Havn; hidtil havde det hjulpet sig med Phaleron, der kun var en aaben Rhed. Medens Themistokles i Aaret 493 var første Archont, fik han sat igjennem, at man skulde indeslutte hele Halvøen Peiræeus med en Fæstningsmur og der anlægge en Havnestad. Flaaden fik han ogsaa forøget fra fra femti til sytti Skibe. Medens han var sysselsat med Udførelsen heraf, blev Attika angrebet af den persiske<noinclude><references/></noinclude> 98idxqcnj9bim63of1gmr3lcobnadni 332174 332173 2026-08-30T13:39:03Z Øystein Tvede 3938 332174 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>rede; i klar Forstand og sund Dømmekraft var den trodsige Gut alle sine jevnaldrende overlegen. En af hans Lærere skal have sagt om ham: »Af ham bliver der noget ualmindeligt, i god eller ond Retning«. Musernes Kunst, som netop i Themistokles’ Barndom skjød saa frodig Vekst i Athen, brød han sig lidet om. »Lyra og Cithar skjønner jeg ikke at behandle», sagde han, »men giv mig en Stat at styre, der er liden og ubekjendt, og jeg skal gjøre den stor og berømt». »Themistokles besad«, siger Historikeren Thukydides, »i høi Grad det Fortrin efter en kort Betenkning øieblikkelig at udfinde det rette«. Hans Arbeidskraft blev aldrig træt, og umættelig Ærgjerrighed var en mægtig Drivfjeder under hans Bestræbelser for Fædrelandets Storhed og Magt. Tidlig kastede Themistokles sig ind i det offentlige Liv, skjønt hans Fader, efter hvad der fortelles, søgte at holde ham borte derfra. Han skal en Dag have ført ham ned til Phaleron og vist ham nogle gamle Skibe, som laa halvraadne og vanskjøttede paa Havnen, idet han sagde: »Saaledes behandler Folket sine Styrere, naar det ikke længere behøver deres Tjenester«. Men den unge Mand agtede ikke paa disse advarende Ord, hvis Sandhed senere blev stadfestet paa ham selv. Themistokles sluttede sig straks ved Begyndelsen af sin offentlige Løbebane til det Parti, hvis Løsen var »Krig med Persien». Men forat Athen kunde holde Perserriget Stangen, maatte det have en Flaade og en større og bekvemmere Havn; hidtil havde det hjulpet sig med Phaleron, der kun var en aaben Rhed. Medens Themistokles i Aaret 493 var første Archont, fik han sat igjennem, at man skulde indeslutte hele Halvøen Peiræeus med en Fæstningsmur og der anlægge en Havnestad. Flaaden fik han ogsaa forøget fra femti til sytti Skibe. Medens han var sysselsat med Udførelsen heraf, blev Attika angrebet af den persiske<noinclude><references/></noinclude> jnq1btjodt0v3jtpn59trem1vo2b4la 332262 332174 2026-08-30T16:31:23Z Øystein Tvede 3938 332262 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>rede; i klar Forstand og sund Dømmekraft var den trodsige Gut alle sine jevnaldrende overlegen. En af hans Lærere skal have sagt om ham: »Af ham bliver der noget ualmindeligt, i god eller ond Retning«. Musernes Kunst, som netop i Themistokles’ Barndom skjød saa frodig Vekst i Athen, brød han sig lidet om. »Lyra og Cithar skjønner jeg ikke at behandle», sagde han, »men giv mig en Stat at styre, der er liden og ubekjendt, og jeg skal gjøre den stor og berømt». »Themistokles besad«, siger Historikeren Thukydides, »i høi Grad det Fortrin efter en kort Betenkning øieblikkelig at udfinde det rette«. Hans Arbeidskraft blev aldrig træt, og umættelig Ærgjerrighed var en mægtig Drivfjeder under hans Bestræbelser for Fædrelandets Storhed og Magt. Tidlig kastede Themistokles sig ind i det offentlige Liv, skjønt hans Fader, efter hvad der fortelles, søgte at holde ham borte derfra. Han skal en Dag have ført ham ned til Phaleron og vist ham nogle gamle Skibe, som laa halvraadne og vanskjøttede paa Havnen, idet han sagde: »Saaledes behandler Folket sine Styrere, naar det ikke længere behøver deres Tjenester«. Men den unge Mand agtede ikke paa disse advarende Ord, hvis Sandhed senere blev stadfæstet paa ham selv. Themistokles sluttede sig straks ved Begyndelsen af sin offentlige Løbebane til det Parti, hvis Løsen var »Krig med Persien». Men forat Athen kunde holde Perserriget Stangen, maatte det have en Flaade og en større og bekvemmere Havn; hidtil havde det hjulpet sig med Phaleron, der kun var en aaben Rhed. Medens Themistokles i Aaret 493 var første Archont, fik han sat igjennem, at man skulde indeslutte hele Halvøen Peiræeus med en Fæstningsmur og der anlægge en Havnestad. Flaaden fik han ogsaa forøget fra femti til sytti Skibe. Medens han var sysselsat med Udførelsen heraf, blev Attika angrebet af den persiske<noinclude><references/></noinclude> nt8r8doq5hi1fvhyb80s4302sux2h85 104 143022 332175 331519 2026-08-30T13:39:52Z Øystein Tvede 3938 332175 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>reddede Grækenlands Frihed og grundlagde Athens Herredømme tilsøs. I alle sine Planer mødte Themistokles Modstand hos Aristeides, som i sin Modstander saa en Mand, der, hvad Øieblik det skulde være, kunde blive farlig for Statens Frihed. »Athen vil ikke blive roligt«, sagde han, »før man har kastet os begge i Barathron (Side 252)«. Det var klart, at en af disse to maatte vige for den anden, og i Aaret 483 blev Aristeides forvist ved Ostrakismen paa ti Aar. Themistokles, som ikke var ængstelig i Valget af de Midler, han benyttede for at naa sine Hensigter, havde ladet udsprede det Rygte, at Aristeides stræbte efter enevældig Magt i Staten. {{---}} Medens Leonidas drog mod Nord for at besætte Thermopylerne, var en athenisk Flaade paa 147 Skibe tillige med 115 Skibe fra Peloponnes seilet op til Forbjerget {{sp|Artemisio|n}} paa Eubøas Nordspidse. Planen var at hindre Perserkongens Flaade fra at gjøre Landgang og angribe Leonidas i Flanken. Men da Persernes Flaade nærmede sig, og Grækerne saa foran sig denne uendelige Række af Skibe, der bedækkede Havet, saa langt Øiet kunde naa, sank deres Mod, og de trak sig tilbage omtrent til Midten af det Sund, som skiller Eubøa fra Fastlandet. Storkongens Broder Achæmenes, der anførte den persiske Flaade, lod sine Skibe kaste Anker ved Thessaliens Kyst ret overfor Artemision. Straks efter reiste der sig en frygtelig Storm, som rasede i tre Dage og tilintetgjorde 400 af Persernes Skibe. Grækernes Skibe laa imidlertid i Ly af høie Bjerge og led intet. Da de fik høre om Persernes Ulykke, jublede de, bad til Frelseren Poseidon og bragte ham Takoffer. Derpaa styrede de med<noinclude><references/></noinclude> gqpgpqespouo55lakb6fibzx83b3zo4 104 143023 332176 331087 2026-08-30T13:40:44Z Øystein Tvede 3938 332176 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>trøstigt Mod igjen tilbage til Artemision, da de mente, at Fiendens Kræfter nu maatte være saa svækkede, at de kunde vove at binde an med ham. Men mod Forventning fandt de, at Antallet paa Fiendens Krigsskibe endnu beløb sig til 1100. Den helleniske Overanfører, {{sp|Eurybiade|s}} fra Sparta, vilde atter vige. Men Eubøerne sendte Themistokles 30 Talenter, forat han kunde bevæge Hellenerne til at blive. Dette hjalp. Themistokles gav Eurybiades fem og den korinthiske Anfører to Talenter. Resten beholdt han, formodentlig til lignende Brug senerehen, og foregav, at disse Penge var komne fra Athen. Da Fienderne saa Hellenernes faatallige Skibe ved Artemision, bestemte de sig til at angribe dem og mente, at ikke en eneste Hellener skulde undkomme. De sendte 200 Skibe udenom Eubøa, som skulde seile op gjennem Sundet og falde Hellenerne i Ryggen. Planen mislykkedes, idet en voldsom Storm bragte de persiske Skibe til at strande paa Eubøas klippefulde Østkyst. Kampen mellem Hovedflaaderne var imidlertid begyndt, men blev afbrudt af Mørket uden noget afgjørende Resultat. Næste Morgen kom der Forsterkning fra Athen; ihast havde man der udrustet femti nye Skibe, og disses Ankomst indgav Hellenerne nyt Mod. De angreb paany Perserne og fratog dem en hel Afdeling af deres Skibe. Opbragte over dette Tab som ogsaa af Frygt for Kongens Vrede vovede de fiendtlige Anførere den tredje Dag et Hovedangreb. Det var den samme Dag, som Leonidas med sin Helteskare styrtede sig i Døden. Kampen var ogsaa her yderst haardnakket, og først Nattens Komme stansede den, uden at nogen kunde tilskrive sig Seieren. Saasnart Hellenerne fik Underretning om sine Brødres Undergang ved Thermopylæ, forlod Flaaden Artemision og trak sig tilbage til Salamis. Underveis lod Themistokles paa de Steder, hvor Skibsfolkene pleiede at lande<noinclude><references/></noinclude> bmnedotvhvaafvxia6dxhcke4v3vtst 104 143024 332177 331088 2026-08-30T13:41:39Z Øystein Tvede 3938 332177 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>for at forsyne sig med Drikkevand, indhugge i Klipperne følgende Indskrift: »I ioniske Mænd, Uret gjør I deri, at I drager i Krig mod eders Stammefædre for at bringe Hellas i Trældom. Nei, slut eder hellere til os, eller deltager idetmindste ikke i Kampen. Men er eders Aag for tungt, saa I ingen af Delene kan gjøre, da viser eder med Flid som daarlige Kjæmpere i Slaget, idet I erindrer, at I stammer fra os, og at det oprindelig er for eders Skyld, vi er komne i denne Krig med Perserne«. Dette gjorde Themistokles for at bevæge de ioniske Grækere, som gjorde Tjeneste i den persiske Hær, til Frafald eller dog idetmindste gjøre Perserne mistroiske mod sine egne bundsforvandte. {{---}} Da Grækernes Flaade naaede {{sp|Salami|s}}, fik Mandskabet vide, at den peloponnesiske Hær ikke stod i Bøotien, som det havde ventet. Peloponnesierne var optagne med at bygge paa Muren over Isthmen. Attika var given til Pris. Themistokles opfordrede nu sine Landsmænd til at forlade Athen og sætte sit Haab til Tritogeneias hellige Træmure, Skibene. Areiopagos støttede hans Forslag, ligesaa Presterne, der forkyndte, at Athenes hellige Orm var forsvunden fra Helligdommen, hvoraf man sluttede, at Gudinden selv havde forladt Byen. Der blev fattet følgende Folkebeslutning: »Athenernes Folk overgiver sin By til Athenes Beskyttelse; alle tjenstdygtige gaar ombord paa Triererne, og enhver bringer Kvinder, Børn og Eiendom i Sikkerhed, saagodt han kan«. Saa forlod da Athenerne Hus og Hjem og Gudernes Templer og vandrede belæssede med sine Eiendele i lange Rækker ned mod Stranden. Hustruer og Børn og alle andre, som ikke var kampdygtige, førte de over til Salamis, Ægina og de nærmestliggende Byer paa Peloponnes. Det var et Billede fuldt af<noinclude><references/></noinclude> r0gw2iiyd77hlwjn5s3gd6h888ef0j2 104 143027 332178 331112 2026-08-30T13:43:48Z Øystein Tvede 3938 332178 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>bagekaldt alle landsforviste; kun med Nød og neppe var han sluppen forbi de fiendtlige Skibe. Han bragte Hellenerne det Budskab, at de var indesluttede og nødsagede til at kjæmpe, hvadenten de vilde eller ikke. Ved Dagens Frembrud den 20de November 480 lettede Hellenerne Anker og styrede mod den fiendtlige Flaade. De havde 375 Skibe med omtrent 70,000 Mand mod Persernes 750 Skibe og 150,000 Mand. Paa den venstre Fløi laa Themistokles med Athenernes 200 Skibe ligeoverfor Phønikerne, paa høire Fløi havde Eurybiades og Lakedæmoniernes 106 Skibe Ionerne imod sig. De øvrige Skibe var stillede i Centrum. Hellenerne istemmede sin Krigssang, Pæanen, og roede mod Perserne under Feltraabet: »Fremad, Hellenernes Sønner, til Frelse for Fædrelandet«. Først seirede Athenerne paa sin Fløi og drev Phønikerne hen mod Centrum, som de derpaa angreb fra Siden af; det ene Skib blev overmandet efter det andet, og de, som ikke blev tagne, tog Flugten hen til den anden Fløi, hvor de i det smale Sund udbredte Skræk og Forvirring blandt sine Landsmænd. Ionerne kjæmpede her med stor Tapperhed, og Lakedæmoniernes Skibe fik ingen Bugt med dem, før Themistokles havde drevet de øvrige Skibe paa Flugt. Disse søgte nemlig at bane sig Vei, hvor de kunde, og gjorde derved al ordentlig Modstand umulig, idet de hverken skaanede Ven eller Fiende. I Kampen udmerkede sig paa persisk Side især den kariske Dronning {{sp|Artemisi|a}}. Athenerne havde sat en Pris. af 10,000 Drachmer (6 à 7 tusinde Kroner) paa hendes Hoved, fordi hun, skjønt en Kvinde, var dragen i Kamp mod atheniske Mænd. Ameinias, en Broder af Digteren Aschylos, forfulgte hende med sin Trier. Da andre persiske Skibe sperrede hende Veien til Flugt, borede hun med rask Beslutsomhed et af disse isænk og reddede sig derved. Thi Ameinias troede nu, at Skibet gik over til<noinclude><references/></noinclude> snp4qokk6qe86dn67tyk5wmrs46mcwa 104 143028 332179 331093 2026-08-30T13:44:22Z Øystein Tvede 3938 332179 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Hellenerne, og opgav Jagten. Ved denne Daad høstede Artemisia Ros hos Kongen, som var Tilskuer til Slaget fra en Throne paa Stranden, medens Skrivere stod rundt om ham og optegnede alt, hvad der skede. Xerxes holdt det Skib, som Artemisia angreb, for et fiendtligt, og til Lykke for hende sank det paa Stedet. Da man nu fortalte Kongen, at det tapre Skib tilhørte Artemisia, raabte han fuld af Beundring: »Sandelig, Mændene er idag blevne Kvinder og Kvinderne Mænd«. I Sundet mellem Salamis og Attikas Fastland laa den lille Klippeø Psyttaleia. Denne havde Perserne besat før Slaget, forat de, som under Kampen søgte iland der, kunde finde Beskyttelse, hvis det var Persere, Undergang, hvis det var Hellenere. Men Aristeides landede paa Øen med en Hob sværtbevæbnede, nedhuggede Perserne og holdt Øen besat. Derved reddede han mange Hellenere, medens de Barbarer, som kom iland der, alle fandt Døden. Slaget varede fra Morgen til Aften, og selv efter Mørkets Frembrud for mangt et persisk Skib flygtende forbi Psyttaleia hen til Bugten ved Phaleron, hvor Perserne havde sin Samlingsplads. De havde mistet over 200 Skibe og henimod 50,000 Mand. Hellenernes Tab var 40 Skibe, men forholdsvis mindre Mandskab. Nederlaget ved Salamis knækkede Modet hos den stolte Perserkonge; han tænkte kun paa hurtigt Tilbagetog. Themistokles foreslog sine Landsmænd at sætte Kursen mod Hellespont, bryde Broerne af, tvinge Fienden til ny Kamp og tilintetgjøre ham aldeles. Men ingen formaaede at følge den store Atheners dristige og vidtrækkende Planer. Da greb den raadsnare Mand atter til List og sendte Perserkongen et Budskab af følgende Indhold: «Athenernes Feltherre Themistokles, den tapreste og klogeste Mand i de forbundne Hære, lader dig melde, at han for at hjælpe dig har holdt Hellenerne tilbage fra at for-<noinclude><references/></noinclude> sea4pgdg2cvbm2glqfldktkv9gboxuf 104 143029 332180 331728 2026-08-30T13:44:37Z Øystein Tvede 3938 332180 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>følge dine Skibe og afbryde Broerne ved Hellesponten. Du kan derfor nu drage bort i Fred«. Kongen fulgte Raadet og overlod sin Svoger {{sp|Mardonio|s}} 300,000 Mand af de bedste Tropper, forat han med dem skulde underlægge sig Hellas. Selv ilede han med den øvrige Hær skyndsomst tilbage til Hellesponten, hvis Bredder han først naaede efter 45 Dages besværlig Marsch, hvorunder en stor Del af Hæren bukkede under for Hunger og Sygdom. Skibsbroen var splittet af Stormen; men Flaaden laa færdig og satte den sørgelige lille Rest af den for faa Maaneder siden saa straalende Hær over til Asien. I Sardes vilde Storkongen afvente Budskabet om Mardonios’ Seire. Kort efter Perserkongens Opbrud var ogsaa den persiske Flaade afseilet; Hellenerne forfulgte den til Paros, men opgav derpaa Forfølgelsen. Themistokles foresatte sig nu at straffe og brandskatte de Øer, som havde underkastet sig Perserne, deriblandt ogsaa {{sp|Andro|s}}. »Jeg kommer til eder«, sagde Themistokles til Øens Indvaanere, »med to mægtige Guddomme, Overtalelse og Tvang«. Men Andrierne svarede: »Vistnok er Athen baade rigt og mægtigt, og det er naturligt, at det befinder sig vel under to saa heldbringende Guddomme; men vort Land er over al Maade fattigt, og to fordærvelige Guddomme viger aldrig fra vor Ø, men har her sit Yndlingssæde, og det er Nød og Fattigdom. Derfor kan vi ingen Penge give; thi Athenernes Magt vil ikke være sterkere end Andriernes Vanmagt«. Themistokles mødte en saa tapper Modstand, at han maatte seile bort med uforrettet Sag, en retfærdig Straf, fordi han, den store Seierherre, af det rovlystne Folk havde ladet sig overtale til en saa lidet hæderlig Ekspedition. Da Perserflaaden var dragen bort, trak Mardonios sig tilbage til Thessalien, og Hellenerne aandede atter friere. De delte Byttet imellem sig og viste ogsaa de reddende<noinclude><references/></noinclude> nyj7e9xhcn84j37neli0jvo76n6p0mk 104 143030 332181 331729 2026-08-30T13:45:50Z Øystein Tvede 3938 332181 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Guder sin Taknemmelighed. En tolv Alen høi Billedstøtte med en Skibssnabel i Haanden blev opreist i Delphi til Ære for Apollon. Den hele Flaade seilede til Isthmen for i Poseidons Tempel at bringe Havets Gud sin Tak. Her foretog man ogsaa Afstemning over, hvem der ved sin Tapperhed og Klogskab havde indlagt sig den største Fortjeneste af Fædrelandet. Men skjønt det maatte være vitterligt for alle, at det ene og alene var Themistokles’ Verk, at man havde vundet Slaget ved Salamis, fik han dog kun den anden Pris. Man skammede sig dog over at godkjende en saa uretfærdig Afgjørelse og afstod fra al Prisuddeling. Hele Hellas vidste dog, at Themistokles var dets Redder, og da han den følgende Vinter kom til Sparta, blev der her vist ham den mest smigrende Anerkjendelse. Under en offentlig Fest blev han bekranset sammen med Eurybiades, Spartanerne skjænkede ham den pragtfuldeste Vogn, der fandtes i Sparta, og ved Afreisen fulgte 300 spartanske Riddere ham i festligt Optog til Grænsen, en Hædersbevisning, som de tidligere ikke havde vist nogen fremmed. Den største Ære høstede dog Themistokles under de næste Festlege i Olympia. Da han traadte ind paa Tilskuerpladsen, blev han modtagen med Jubel og Haandklap, ingen saa længere paa de kjæmpende, men alle betragtede den store Seierherre, og med Stolthed udpegede man ham for de fremmede Tilskuere. Da strømmede Themistokles’ Hjerte over af Glæde, og han sagde til sine Venner, at nu høstede han i rig Mon Lønnen for sit Arbeide til Hellas’ Tarv. {{---}} Themistokles’ Gunst hos det letbevægelige Athener folk, til hvis Svagheder det hørte snart at glemme sine fortjente Mænd, var ikke af lang Varighed. Aristeides’<noinclude><references/></noinclude> ma8m512ffba01inejgiu95nni07jwg8 332182 332181 2026-08-30T13:46:32Z Øystein Tvede 3938 332182 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Guder sin Taknemmelighed. En tolv Alen høi Billedstøtte med en Skibssnabel i Haanden blev opreist i Delphi til Ære for Apollon. Den hele Flaade seilede til Isthmen for i Poseidons Tempel at bringe Havets Gud sin Tak. Her foretog man ogsaa Afstemning over, hvem der ved sin Tapperhed og Klogskab havde indlagt sig den største Fortjeneste af Fædrelandet. Men skjønt det maatte være vitterligt for alle, at det ene og alene var Themistokles’ Verk, at man havde vundet Slaget ved Salamis, fik han dog kun den anden Pris. Man skammede sig dog over at godkjende en saa uretfærdig Afgjørelse og afstod fra al Prisuddeling. Hele Hellas vidste dog, at Themistokles var dets Redder, og da han den følgende Vinter kom til Sparta, blev der her vist ham den mest smigrende Anerkjendelse. Under en offentlig Fest blev han bekranset sammen med Eurybiades, Spartanerne skjænkede ham den pragtfuldeste Vogn, der fandtes i Sparta, og ved Afreisen fulgte 300 spartanske Riddere ham i festligt Optog til Grænsen, en Hædersbevisning, som de tidligere ikke havde vist nogen fremmed. Den største Ære høstede dog Themistokles under de næste Festlege i Olympia. Da han traadte ind paa Tilskuerpladsen, blev han modtagen med Jubel og Haandklap, ingen saa længere paa de kjæmpende, men alle betragtede den store Seierherre, og med Stolthed udpegede man ham for de fremmede Tilskuere. Da strømmede Themistokles’ Hjerte over af Glæde, og han sagde til sine Venner, at nu høstede han i rig Mon Lønnen for sit Arbeide til Hellas’ Tarv. {{---}} Themistokles’ Gunst hos det letbevægelige Athenerfolk, til hvis Svagheder det hørte snart at glemme sine fortjente Mænd, var ikke af lang Varighed. Aristeides’<noinclude><references/></noinclude> 74g4doqjutedly06s3b8uu7o0wh7y3d 104 143031 332183 331096 2026-08-30T13:47:27Z Øystein Tvede 3938 332183 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Indflydelse fik igjen Overvegten, og Aaret efter Slaget ved Salamis, medens de mindeværdige Seire ved Platææ og Mykale blev vundne, finder vi Themistokles fjernet fra Anførselen. Dog kom han igjen i 478 i Spidsen for Statens Styrelse. Athen laa i Ruiner. Vinteren efter Slaget ved Platææ havde man tilbragt, saa godt man kunde, i de tarveligste Boliger. Themistokles drev nu igjennem den høimodige Beslutning, at ingen skulde reise sit eget Hus af Gruset, før Staden var bleven beskyttet af sterke Mure. Alle gik til Arbeidet med Iver og Lyst. Dette rygtedes snart i Sparta, som sendte en Gesandt til Athen med det Bud, at Athenerne ikke maatte befæste sin Stad, forat den ikke, om Perserne paany skred til Angreb, skulde tjene dem til Udgangspunkt for deres Operationer. Spartanernes egentlige Hensigt var dog at hindre Athen i at naa den Magt og Storhed, de med saa misundelige Øine saa det vokse op til. Athenerne kunde i sin daværende Stilling ikke byde Spartanerne Trods; man maatte brage diplomatiske Kunstgreb, og dertil var Themistokles den rette Mand. Han lod altsaa svare, at et Gesandtskab skulde afgaa til Sparta angaaende denne Sag. Han lod sig selv vælge til Medlem af dette Gesandtskab og reiste til Sparta; men før Afreisen paalagde han sine Landsmænd ikke at sende de andre Gesandter, før Murene var bragte til saadan Høide, at man kunde forsvare sig bag dem. Og paa Murene skulde imidlertid alle Byens Indvaanere uden Forskjel, gamle og unge, Mænd og Kvinder, frie saavelsom Træler, arbeide Nat og Dag og ikke skaane nogen Ting, hverken offentlig eller privat Bygning, hverken Mindesmerker eller Grave, men tage alt, hvad man behøvede til Arbeidet, hvor man fandt det. I Sparta undlod Themistokles for det første at træde frem for Øvrigheden under Foregivende af, at han vilde oppebie sine Kollegers Komme, som han haabede snart<noinclude><references/></noinclude> 97x5hvlcwhnkqcpo99ejth7q5f2bpdf 104 143032 332184 331730 2026-08-30T13:48:05Z Øystein Tvede 3938 332184 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>vilde finde Sted. Spartanerne lod sig narre; men da de atheniske Gesandter endelig ankom, og Spartanerne samtidig fik høre, at man i Athen af al Kraft vedblev at bygge paa Muren, besværede de sig herover for Themistokles; men denne bad dem ikke at sætte Lid til løse Rygter, men hellere sende nogle paalidelige Mænd til Athen for at undersøge Sagen. Dette skede. Themistokles sendte imidlertid hemmelig Bud til Athenerne om, at de ikke skulde slippe Spartanernes Gesandter bort igjen, før deres egne var komne tilbage. Først nu fandt Themistokles, at det rette Øieblik var kommet til at erklære Spartanerne, at Athenerne selv besad tilstrækkelig Indsigt til, uden Lakedæmoniernes Hjælp, at afgjøre, hvad der var gavnligt for dem selv og deres bundsforvandte. Spartanerne var nødte til at bide sin Harme i sig og beklagede kun, at deres gode Hensigter var blevne saa misforstaaede. Themistokles vendte uskadt tilbage til Athen, som derpaa fik sine Mure fuldførte. Ogsaa Befæstningsarbeiderne paa Halvøen Peiræeus, som var blevne afbrudte ved Persernes Indfald, gjenoptoges nu efter en storartet Maalestok og blev snart bragte tilende. I de nærmeste Aar efter Slaget ved Platææ forsvinder næsten alle Spor af Themistokles’ Statsmandsvirksomhed. Man bliver kun Vidne til hans Fald. Denne vidunderlig begavede Mand kunde nok redde sit Fædreland i en ulykkelig Stund; men lede det i Fredens Dage kunde han ikke. Dertil manglede han for megen Sans for lovlig Orden, Agtelse for Medborgeres Rettigheder, Bøielighed ligeoverfor modsatte Anskuelser og fremfor alt den Karakterens Renhed, der alene formaar at vække en almindelig og varig Tillid. Med sin sterke Følelse af eget Værd og sit voldsomme Sind kunde han ikke finde sig i at vige Pladsen for besindigere Statsmænd. Athenerne blev tilsidst kjede af den Uro og Gjæring, han vakte, og ikke uden<noinclude><references/></noinclude> i561mt3vxyv56eczktbh9s3cun4i3h1 104 143034 332185 331401 2026-08-30T13:48:34Z Øystein Tvede 3938 332185 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>mod Øst, men mod Vest, og at han først da vendte sig mod Asien, da der paa hele den helleniske Halvø ikke længere var noget blivende Sted for ham, tør man vel ogsaa se et Bevis paa, at han var uskyldig i det, han blev anklaget for. Men heller ikke i Ionien var Themistokles sikker. Xerxes havde sat en Pris af 200 Talenter paa hans Hoved, og Hellenerne gjorde fremdeles Jagt paa ham. Themistokles indsaa, at han kun i Susa ved Kongens Hof kunde være sikker; thi omend intet Menneske havde større Grund til at forbande ham end netop Xerxes, vidste han dog ogsaa, at hans Tjenester ingensteds vilde vurderes høiere, og han regnede paa sin Modstanders Høimodighed. Ved en Gjestevens Hjælp begav han sig til Susa, skjult i en lukket Reisevogn, der ellers brugtes til at befordre Haremsdamer. Kort før hans Ankomst havde en Paladsrevolution styrtet Xerxes, og Themistokles henvendte sig nu til hans Efterfølger {{sp|Artaxerxes den langhaanded|e}} (465—425) med en Skrivelse af omtrent følgende Indhold: »Jeg Themistokles kommer til dig, jeg som af alle Hellenere har tilføiet din Faders Hus størst Skade; alligevel er det gode, jeg har gjort det, langt større; thi jeg gav din Fader Underretning om, at man omgikkes med den Plan at bryde Broerne af ved Hellesponten. Forfulgt af hele Hellas har jeg nu tyet til dig og beder om dit Venskab, Opnaar jeg det, vil du i mig finde en ikke mindre god Ven, end han i mig fik føle en kraftig Uven. Men jeg beder dig om, at du i Anledning af de Ting, jeg vil tale med dig om, indrømmer mig et Aars Frist og, naar den er udløben, lader mig komme til dig«. Storkongen sar høimodig nok til at skaane sit Lands tidligere Dødsfiende, og Themistokles tog Ophold i Susa. Her lærte han det persiske Sprog til Fuldkommenhed og traadte efter et Aars Forløb frem for Storkongen, som<noinclude><references/></noinclude> 6f090nyam6ga4it6ed89hfgn3ytis8l 104 143035 332186 331100 2026-08-30T13:49:10Z Øystein Tvede 3938 332186 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>beundrede den berømte Græker i den Grad, at han endog gjorde ham til sin fortrolige. »Aldrig«, siger Plutarchos, »har nogen fremmed nydt saamegen Ære som han; han tog Del i Kongens Jagtpartier, blev hans »Bordkamerat«, fik stadig Adgang til Kongens Moder<ref>Den regjerende Konges Moder var i Almindelighed den mest formaaende Person ved Perserhoffet.</ref> og var ved Hoffet en Mand af den allerstørste Indflydelse«. Naar senere Perserkonger ved glimrende Løfter søgte at vinde berømte Hellenere, hed det bestandig, at de skulde staa i høiere Gunst end Themistokles. Kongen skjænkede ham Indtægterne af tre store Byer i Lilleasien til hans Underhold, Magnesia til Brød, Lampsakos til Vin og Myos til Kjød. Magnesia alene skal aarlig have indbragt 50 Talenter. Han havde et Slags Statholderskab over disse Egne, formodentlig med den Forpligtelse at verge Storkongens Land mod Angreb fra Vest. Trods al den Glans, der omgav Themistokles, var hans Tilværelse dog neppe fredelig og lykkelig. Ogsaa han blev nemlig trukket ind i de Intriger og Kabaler, som raadede ved Perserhoffet. Den frie Græker maatte undertiden hos Haremets Damer søge Beskyttelse mod den østerlandske Despots Luner. Themistokles havde ladet Kongen staa i den Formening, at han vilde underlægge ham de helleniske Stater. I flere Aar blev han dog forskaanet for at foretage noget Skridt i den Retning. Indre Oprør skaffede den unge Konge nok at gjøre. Men da Athenerne understøttede Ægypterne i deres Opstand mod Persien, kom der endelig en kongelig Befaling til Themistokles om at indfri sit Løfte og gaa i Hærfærd mod Hellas. Den gamle Helt var i en slem Stilling. Skulde han føre den Fiende, han engang havde bekjæmpet, mod sit eget Fædreland og selv<noinclude><references/></noinclude> edywk8javmu862j98j5jzygcg24yv3r 104 143036 332263 331732 2026-08-30T16:32:59Z Øystein Tvede 3938 332263 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>tilintetgjøre den Ros, han havde vundet? Til Lykke for ham befriede en brat Død ham for Besvarelsen af dette Spørgsmaal. Saa betimelig indtraf hans Død, at mange har ment, at den ikke kan have været naturlig. Det Rygte gik derfor ogsaa, at han frivillig havde endt sit Liv ved at drikke Okseblod; men dette modsiges bestemt af Thukydides’ Vidnesbyrd, der beretter, at han døde af Sygdom. Hans Død falder omkring Aaret 460. Perserkongen hædrede den afdødes Minde, og der reistes ham et prægtigt Gravmæle i Magnesia. Andre beretter, at hans Venner i Hemmelighed bragte hans Ben til Athen og jordede dem i den fædrene Jordbund tæt ved Havnen Peiræeus, det store Mindesmerke, han selv havde sat sig. Kongen vedblev at vise sig huld mod hans Børn og paarørende, og hans Efterkommere nød selv i det første Aarhundrede eft. Kr. visse arvelige Rettigheder i Magnesia. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|43. Slaget ved Platææ 479 f. Kr. Pausanias. Aristeides.}}}} {{--}} Vinteren efter Slaget ved Salamis tilbragte de 300,000 Persere under Mardonios i Thessalien. Denne optraadte med stor Forsigtighed og Mildhed ligeoverfor Hellenerne, og det var aabenbart ikke hans Hensigt at lade Udfaldet af Felttoget afhænge af de persiske Vaabens Lykke alene. Han benyttede derfor Vinteren til Underhandlinger og søgte navnlig at bevæge Athenerne til at skille sin Sag fra Hellas’. Paa Mardonios’ Vegne opfordrede Alexander af Makedonien Athenerne til at slutte sig til ham; han vilde da <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> d9tcle7t8jvpwdz0vm8smaepxj0ipcm 104 143037 332187 331733 2026-08-30T14:31:52Z Øystein Tvede 3938 332187 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>give dem deres Land tilbage og reise deres Stad af Gruset. Naar man husker, hvorledes Athenerne netop var vendte tilbage fra de Steder, hvorhen de før Salamis-Slaget var tyede hen, hvorledes de kummerlig maatte friste Livet i det herjede Land, hvorledes der trods deres Ofre vistes dem Mistillid af Spartanerne, vil man forstaa, at Fristelsen for dem kunde være stor. I Sparta følte man ogsaa Øieblikkets Betydning og ilede med at sende Gesandter til Athen for at afverge et saa farligt Forbund. Heldigt for Hellas var det under disse Omstændigheder, at Themistokles’ gamle Modstander {{sp|Aristeide|s}} nu var den ledende Mand i Athen. Denne Mand, der var 10 til 15 Aar ældre end Themistokles, var en Modsætning til Seierherren fra Salamis. Lovlydig og samvittighedsfuld som ingen anden nærede han et medfødt Had til al Uredelighed og Usandhed. Hans ligefremme og aabenhjertige Væsen skaffede ham tidlig, uden at han stræbte derefter, Tillid og Indflydelse; man saa og elskede i ham Mønsteret paa en Borger, der ingen Ønsker nærede for sig selv, men hvis Tanker altid gjaldt Fædrelandets Tarv. Hans Landsmænd skjænkede ham Tilnavnet »den retferdige«, og at dette Navn var fortjent, leverer Historien de talrigste Beviser paa ikke alene i Skildringen af hans politiske Løbebane, men ogsaa i de mange Smaatræk fra hans private Liv, den har bevaret. Vi anfører et Par af dem: Da Aristeides engang havde stevnet en Mand for Retten, vilde Dommerne i Tillid til hans bekjendte Retsind dømme Modparten uhørt; men et saadant Brud paa Loven vilde Aristeides ikke give sit Minde til. Da han ved en anden Leilighed skulde paadømme en Sag mellem tyende Borgere, vilde den ene af dem støtte sin Sag ved at anføre, at hans Modpart engang havde fornærmet Aristeides; men denne afbrød ham med de Ord: »Fortel hellere, hvad<noinclude><references/></noinclude> sxfiniuc1tcksrkcopkadun72zdd38q 332264 332187 2026-08-30T16:33:31Z Øystein Tvede 3938 332264 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>give dem deres Land tilbage og reise deres Stad af Gruset. Naar man husker, hvorledes Athenerne netop var vendte tilbage fra de Steder, hvorhen de før Salamis-Slaget var tyede hen, hvorledes de kummerlig maatte friste Livet i det herjede Land, hvorledes der trods deres Ofre vistes dem Mistillid af Spartanerne, vil man forstaa, at Fristelsen for dem kunde være stor. I Sparta følte man ogsaa Øieblikkets Betydning og ilede med at sende Gesandter til Athen for at afverge et saa farligt Forbund. Heldigt for Hellas var det under disse Omstændigheder, at Themistokles’ gamle Modstander {{sp|Aristeide|s}} nu var den ledende Mand i Athen. Denne Mand, der var 10 til 15 Aar ældre end Themistokles, var en Modsætning til Seierherren fra Salamis. Lovlydig og samvittighedsfuld som ingen anden nærede han et medfødt Had til al Uredelighed og Usandhed. Hans ligefremme og aabenhjertige Væsen skaffede ham tidlig, uden at han stræbte derefter, Tillid og Indflydelse; man saa og elskede i ham Mønsteret paa en Borger, der ingen Ønsker nærede for sig selv, men hvis Tanker altid gjaldt Fædrelandets Tarv. Hans Landsmænd skjænkede ham Tilnavnet »den retfærdige«, og at dette Navn var fortjent, leverer Historien de talrigste Beviser paa ikke alene i Skildringen af hans politiske Løbebane, men ogsaa i de mange Smaatræk fra hans private Liv, den har bevaret. Vi anfører et Par af dem: Da Aristeides engang havde stevnet en Mand for Retten, vilde Dommerne i Tillid til hans bekjendte Retsind dømme Modparten uhørt; men et saadant Brud paa Loven vilde Aristeides ikke give sit Minde til. Da han ved en anden Leilighed skulde paadømme en Sag mellem tyende Borgere, vilde den ene af dem støtte sin Sag ved at anføre, at hans Modpart engang havde fornærmet Aristeides; men denne afbrød ham med de Ord: »Fortel hellere, hvad<noinclude><references/></noinclude> a4jc36y2wrpcqnslxs8wxqkc2lcf0ee 104 143038 332188 331734 2026-08-30T14:32:16Z Øystein Tvede 3938 332188 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ondt han har tilført dig; thi det er i din Sag, ikke i min, at jeg er Dommer«. I det politiske Liv tog Aristeides tidlig Del, og ved at slutte sig til Kleisthenes’ Reformer (Side 206) gav han sig straks tilkjende som en Folkets Mand. I Kampen ved Marathon var han en af de ti Strateger; men skjønt en politisk Modstander af Miltiades bøiede han sig dog for dennes høiere militære Indsigt og virkede for, at denne fik Eneanførselen. Da Athenerne efter Slaget ilede hjem for at verge sin By mod et forventet Angreb fra Perserne, forblev Aristeides paa Slagmarken for at bevogte Fangerne og Byttet. En redeligere Vogter kunde der heller ikke findes. At Aristeides ifølge sin Natur og sine Anskuelser maatte blive en afgjort Modstander af Themistokles, er selvfølgeligt; thi ihvorvel Aristeides var demokratisk sindet, var han dog forsaavidt konservativ, som han ikke kunde samtykke i, at Themistokles helt forandrede Statens Forhold ved at gjøre den fra en Landmagt til en Sømagt; og ud fra disse Synspunkter kunde det nok ogsaa hænde, at Aristeides traadte op selv mod de for Staten uomtvistelig nyttige Planer, som Themistokles nærede. Man indsaa tilslut, at Anvendelsen af Ostrakismen var bleven en Nødvendighed, forat man kunde faa afgjort, hvilket Parti der var det herskende i Staten. Aristeides indfandt sig selv i den Folkeforsamling, der skulde dømme mellem de to Partihøvdinger. En Mand, som ikke kjendte ham, skal have rakt ham et Potteskaar og bedet ham skrive »Aristeides« derpaa, da han selv ikke var skrivefør. Aristeides spurgte Manden, hvorfor han vilde have ham forvist; hertil svaredes, at han ikke kjendte Aristeides, men at det havde mishaget ham, at han saa ivrig havde arbeidet for at blive kaldt »den retfærdige«. Uden at sige et Ord opfyldte Aristeides Mandens Begjæring. Resultatet af Afstemningen kjender vi allerede (Side 283). Athens retfærdigste Mand<noinclude><references/></noinclude> 4we60zgxrnfgoivlv0arol928k599mk 104 143039 332189 331735 2026-08-30T14:33:05Z Øystein Tvede 3938 332189 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>faldt som et Offer for sin Modstanders Kabaler og sine Landsmænds Utaknemmelighed. Om Aristeides’ Tilbagekomst og hans Deltagelse ved Salamis er ligeledes tidligere talt (Side 287). Da Mardonios’ lokkende Tilbud kom til Athen, kunde ingen bedre end Aristeides gjøre det klart for de vaklende Borgere, hvad Fædrelandet krævede af dem. Paa hans Forslag svarede den atheniske Folkeforsamling Mardonios’ Erendsvend, at Athenerne ikke vilde sælge sin Frihed for alle Jordens Skatte; de var Persernes Fiender, der havde lagt deres Templer i Ruiner; de vilde blive det, saalænge Solen ei veg fra sin himmelske Bane. Og for paa det høitideligste at være bunden til sit Ord lod Folket Statens Prester udtale en Forbandelse over hver den, som blev Hellas utro. Med dette Svar maatte Alexander drage bort. Men Athenerne bebreidede de spartanske Sendemænd deres Mistillid; de burde dog vel kjende Athenernes Sindelag og vide, »at de ikke for al Verdens Guld, ikke for det skjønneste og bedste Land vilde blive medisksindede og bringe Hellas under Aaget«. De bad kun Spartanerne møde med sin Hær i Bøotien, forat Attika ikke paany skulde blive herjet. Saa drog da de spartanske Sendebud beroligede hjem; men neppe saa Spartanerne sig befriede for sin Frygt, før de atter var de gamle lunkne Forbundsfeller, der kun saa paa egen Fordel og bag alskens Udflugter søgte at fri sig fra sine Forpligtelser. For anden Gang maatte Athenerne forlade sin Stad og begive sig til Salamis. Nu haabede Mardonios, at det maatte være forbi med Athenernes Taalmod ligeoverfor Spartas Troløshed, og sendte dem atter Fredstilbud. En Areiopagit, Lykidas, raadede til at lytte til Mardonios’ Tilbud; men saa brændende var de hjemløse Atheneres Frihedskjærlighed, at Mængden stenede den ulykkelige, ja endog hans Hustru og Børn maatte lide<noinclude><references/></noinclude> shfoc7pqh0jbb3j4nhk3hjs9tn48hfw 332190 332189 2026-08-30T14:33:43Z Øystein Tvede 3938 332190 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>faldt som et Offer for sin Modstanders Kabaler og sine Landsmænds Utaknemmelighed. Om Aristeides’ Tilbagekomst og hans Deltagelse ved Salamis er ligeledes tidligere talt (Side 287). Da Mardonios’ lokkende Tilbud kom til Athen, kunde ingen bedre end Aristeides gjøre det klart for de vaklende Borgere, hvad Fædrelandet krævede af dem. Paa hans Forslag svarede den atheniske Folkeforsamling Mardonios’ Erendsvend, at Athenerne ikke vilde sælge sin Frihed for alle Jordens Skatte; de var Persernes Fiender, der havde lagt deres Templer i Ruiner; de vilde blive det, saalænge Solen ei veg fra sin himmelske Bane. Og for paa det høitideligste at være bunden til sit Ord lod Folket Statens Prester udtale en Forbandelse over hver den, som blev Hellas utro. Med dette Svar maatte Alexander drage bort. Men Athenerne bebreidede de spartanske Sendemænd deres Mistillid; de burde dog vel kjende Athenernes Sindelag og vide, »at de ikke for al Verdens Guld, ikke for det skjønneste og bedste Land vilde blive medisksindede og bringe Hellas under Aaget«. De bad kun Spartanerne møde med sin Hær i Bøotien, forat Attika ikke paany skulde blive herjet. Saa drog da de spartanske Sendebud beroligede hjem; men neppe saa Spartanerne sig befriede for sin Frygt, før de atter var de gamle lunkne Forbundsfæller, der kun saa paa egen Fordel og bag alskens Udflugter søgte at fri sig fra sine Forpligtelser. For anden Gang maatte Athenerne forlade sin Stad og begive sig til Salamis. Nu haabede Mardonios, at det maatte være forbi med Athenernes Taalmod ligeoverfor Spartas Troløshed, og sendte dem atter Fredstilbud. En Areiopagit, Lykidas, raadede til at lytte til Mardonios’ Tilbud; men saa brændende var de hjemløse Atheneres Frihedskjærlighed, at Mængden stenede den ulykkelige, ja endog hans Hustru og Børn maatte lide<noinclude><references/></noinclude> 8a0vm9kyb08e14czaufo6ag3ldvakuk 104 143040 332191 331736 2026-08-30T14:34:52Z Øystein Tvede 3938 332191 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>samme Skjebne, da de attiske Kvinder fik høre, hvad der var skeet, og derpaa trængte ind i de uskyldiges Bolig. Da Mardonios saa, at det var forgjeves at prøve paa at vinde et Folk som Athenerne, plyndrede han Attika vidt og bredt; men da blev Spartanerne bange for, at Forbitrelsen dog skulde bringe Athenerne til at svigte Hellas’ Sag, og besluttede endelig at gjøre Alvor af sine Løfter. De afsendte en Hær, der forenede sig med den atheniske ved Eleusis, og neppe rygtedes dette, før Mardonios trak sig tilbage til Bøotien og leirede sig paa Nordsiden af Floden Asopos med sine 300,000 Persere, der forsterkedes af 50,000 Mand Hjælpetropper navnlig fra Makedonien, Thessalien og Mellemgrækenlands Stater. Paa Sletterne her vilde han først med Held kunne bruge sit Rytteri. Den samlede Hellenerhærs Styrke beløb sig til henved 110,000 Mand, hvoraf 38,000 sværtbevæbnede. Overanfører var Spartaneren {{sp|Pausania|s}}, Athenerne kommanderedes af Aristeides. Pausanias var en Brodersøn af Leonidas og Formynder for dennes umyndige Søn. Det var en høitstræbende, men karakterløs Mand, der beherskedes af en umaadelig Ærgjerrighed. Han besad faa af en Spartaners Dyder, mange af en østerlandsk Despots Tilbøieligheder, og i Tilfredssillelsen af disse har vi oftest at søge den egentlige Drivfjeder til hans Handlinger. Den helleniske Hær fulgte Mardonios til Bøotien, men vovede sig ikke ned paa Sletterne; den slog derfor Leir paa Kithærons Skrenter og oppebiede der Fiendens Angreb. Mardonios nølede heller ikke med at vise sin Hærs Styrke i dens fulde Glans; han lod sit Rytteri under {{sp|Makistio|s}} gaa over Asopos for at angribe Forbundshæren i dens lavere Stillinger; men Athenerne og Megarerne modtog de stolte Rytterskarer med velrettede Pileskud. Den prægtige nisæiske Ganger, der bar Rytteran føreren, rammedes af en Pil, steilede og slyngede sin Rytter til Jorden.<noinclude><references/></noinclude> e9h9bi2ne5z80h5nh5x0dkkc1r7obkj 332192 332191 2026-08-30T14:35:28Z Øystein Tvede 3938 332192 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>samme Skjebne, da de attiske Kvinder fik høre, hvad der var skeet, og derpaa trængte ind i de uskyldiges Bolig. Da Mardonios saa, at det var forgjeves at prøve paa at vinde et Folk som Athenerne, plyndrede han Attika vidt og bredt; men da blev Spartanerne bange for, at Forbitrelsen dog skulde bringe Athenerne til at svigte Hellas’ Sag, og besluttede endelig at gjøre Alvor af sine Løfter. De afsendte en Hær, der forenede sig med den atheniske ved Eleusis, og neppe rygtedes dette, før Mardonios trak sig tilbage til Bøotien og leirede sig paa Nordsiden af Floden Asopos med sine 300,000 Persere, der forsterkedes af 50,000 Mand Hjælpetropper navnlig fra Makedonien, Thessalien og Mellemgrækenlands Stater. Paa Sletterne her vilde han først med Held kunne bruge sit Rytteri. Den samlede Hellenerhærs Styrke beløb sig til henved 110,000 Mand, hvoraf 38,000 sværtbevæbnede. Overanfører var Spartaneren {{sp|Pausania|s}}, Athenerne kommanderedes af Aristeides. Pausanias var en Brodersøn af Leonidas og Formynder for dennes umyndige Søn. Det var en høitstræbende, men karakterløs Mand, der beherskedes af en umaadelig Ærgjerrighed. Han besad faa af en Spartaners Dyder, mange af en østerlandsk Despots Tilbøieligheder, og i Tilfredssillelsen af disse har vi oftest at søge den egentlige Drivfjeder til hans Handlinger. Den helleniske Hær fulgte Mardonios til Bøotien, men vovede sig ikke ned paa Sletterne; den slog derfor Leir paa Kithærons Skrenter og oppebiede der Fiendens Angreb. Mardonios nølede heller ikke med at vise sin Hærs Styrke i dens fulde Glans; han lod sit Rytteri under {{sp|Makistio|s}} gaa over Asopos for at angribe Forbundshæren i dens lavere Stillinger; men Athenerne og Megarerne modtog de stolte Rytterskarer med velrettede Pileskud. Den prægtige nisæiske Ganger, der bar Rytteranføreren, rammedes af en Pil, steilede og slyngede sin Rytter til Jorden.<noinclude><references/></noinclude> 917zwipemkc2o6tfpzjwfo0tz6see7j 104 143041 332193 331132 2026-08-30T14:36:05Z Øystein Tvede 3938 332193 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Makistios blev omringet og dræbt, hans Lig faldt i Hellenernes Hænder. Da hans Død, der blev Tegnet til vild Flugt blandt Rytteriet, rygtedes i den persiske Leir, opløftede alle et Jammerskrig, ragede Haaret af Folk og Fæ og gav paa andre Maader tilkjende sin Sorg over, at den Mand var falden, der næst Mardonios stod høiest i Anseelse hos Perserne og Storkongen. Efter denne heldige Træfning trak Hellenerne sig længere mod Vest; de havde her i Byen Platææ et Støttepunkt, og Kilden Gargaphia forsynede dem rigelig med Vand. I ti Dage laa nu Hærene uvirksomme ligeoverfor hverandre. Endelig besluttede Mardonios et Angreb, skjønt det var spaaet, at den, som gik over Asopos, skulde beseires. Natten før Angrebet kom en Mand hen til Athenernes Vagter og bad om at faa tale med deres Strateger. Det var Makedonerkongen Alexander, der med Fare for sit Liv varskoede Hellenerne om, hvad der var igjære. Da Dagen brød frem, forlangte Pausanias, at Athenerne skulde stille sig paa høire Fløi ligeoverfor de egentlige Persere, fordi de allerede tidligere havde prøvet Kræfter med dem. Aristeides gik ind herpaa; men da Fienden efter at have merket denne Frontforandring ogsaa forandrede Stilling, og Mardonios atter kom til at staa ligeoverfor Pausanias, undsaa denne sig ikke for paany at unddrage sig Kampen med Perserne og indtog atter sin oprindelige Stilling. Disse Tegn paa Frygt gav Perserne Mod, de gjorde dristig Angreb, og da deres Rytteri tilkastede Kilden Gargaphia, ansaa Pausanias det for umuligt at hevde sin Stilling og gav Ordre til ved Nattens Frembrud at rykke længere mod Vest, hvor Vandforsyningen var rigeligere, og Terrænet syntes gunstigere. Men Befalingen blev kun ufuldstændig adlydt; dette bevirkede, at Hæren i Løbet af Natten kom i stor Uorden. Sjelden er en Slagdag oprunden under uheldigere For-<noinclude><references/></noinclude> 9qo4w4ve5hlqni65pgyy90725wk0t0l 104 143042 332194 331133 2026-08-30T14:36:43Z Øystein Tvede 3938 332194 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hold end Dagen før Slaget ved Platææ, den 26de September 479. Hellenerhæren var splittet, den manglede Vand og Proviant og var udmattet af Mangel paa Søvn; thi Pausanias havde holdt den under Vaaben hele Natten. For Mardonios saa Hellenernes forvirrede Marscher ud som en Flugt. Han skred derfor dristig til Angreb uden engang at paase, at hans hele Hær deltog i Kampen, og stødte paa Pausanias, hvem det endelig i Morgenstunden var lykkedes at bringe høire Fløi i Orden. Snart var Slaget i Gang paa hele Linjen; medens Athenerne kjæmpede med Hjælpetropperne, navnlig Bøoterne, havde Pausanias nok at gjøre med Perserne. Havde Pausanias tidligere været forsagt og vaklende, viste han sig nu, da han grebes af Slagets Tummel, som en Helt. Det persiske Fodfolk stillede sine flettede Skjolde foran sig som et Brystvern og sendte en Regn af Pile over Spartanerne, der ei vilde begynde Kampen, før Ofringerne spaaede dem Held. Men da dette endelig skede, gik de paa med fældet Lanse. Perserne kjæmpede imidlertid med stor Tapperhed, greb fat i Spartanernes lange Lanser med Hænderne og brød dem istykker; men tilsidst afgjorde dog Spartanernes svære Rustninger og urokkelige Mod Kampen. Perserne begyndte at vige, og da Mardonios faldt, rammet i Hovedet af en Sten, blev dette Tegnet til den vildeste Flugt. Perserne ilede til sin befæstede Leir, som Pausanias forgjeves søgte at storme. Paa venstre Fløi havde imidlertid Athenerne en haard Kamp at bestaa med de græske Hjælpetropper, der under de thebanske Aristokraters Anførsel gjorde en fortvivlet Modstand; endelig lykkedes det dog Aristeides at faa Bugt med dem, og derpaa forenede han sig med Pausanias udenfor Perserleirens Porte. I en Fart klatrede nu de forenede Hære over Forskandsningerne, og et forfærdeligt Blodbad anrettedes paa de i Leiren tæt sammenpakkede<noinclude><references/></noinclude> mcqcr4oyfm7c60bvxxaitytg452528v 104 143043 332195 331737 2026-08-30T14:37:23Z Øystein Tvede 3938 332195 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Persere. Af disse undkom kun faa. En hel persisk Hærafdeling paa 40,000 Mand under Artabazos havde imidlertid slet ikke deltaget i Kampen. Da Artabazos saa, hvilken Vending Kampen tog, tiltraadte han straks Marschen mod Nord, og for ikke at fremkalde en Reisning mod det persiske Herredømme foregav han overalt, hvor han kom, at Mardonios havde seiret. Kun en Del af disse 40,000 naaede asiatisk Jordbund; Resten gjorde Strabadser og Mangel paa Proviant Ende paa. Ved Platææ havde saaledes Athen og Sparta i Fællesskab optraadt som Hellas’ Forkjæmpere; men Athenerne var det, som baade i Rytterfegtningen den foregaaende Dag og ved Indtagelsen af Leiren havde gjort Udslaget. Alligevel gjorde Spartanerne efter Slaget Fordring paa Prisen for Tapperhed. Glæden over den vundne Seier syntes allerede at skulle forstyrres ved Strid mellem Seierherrerne, da den besindige Aristeides fik sat igjennem, at Seiersprisen hverken skulde tilkjendes Athen eller Sparta, men Platæerne. De havde vel fortjent den. De havde jo hjulpet Athenerne ved Marathon, da alle svigtede; skjønt ukyndige i Søvæsenet havde de kjæmpet ved Artemision ombord i helleniske Skibe, og nu i Kampen ved deres egen Arne havde de opbudt sine sidste Kræfter. Ogsaa paa andre Maader viste man dem sin Taknemmelighed; af det rige Bytte fik de forlods 80 Talenter, og Platææ blev erklæret for en hellig Stad, hvis Forsvar blev alle Hellenere en religiøs Pligt. Ved Platææs Porte grundlagdes en Nationalhelligdom for Befrieren Zeus, ved hvis Alter der aarlig skulde holdes en Takke- og Seiersfest, til hvilken der mødte Udsendinger fra hele Hellas. Det Bytte, Hellenerne gjorde i den med orientalsk Pragt udstyrede Leir, var umaadelig stort; efterat Guderne var rigelig betænkte, og Pausanias som Overanfører havde<noinclude><references/></noinclude> 2sp3cgazffubryj2mfibzgqv9eg4pqj 104 143044 332196 331738 2026-08-30T14:37:44Z Øystein Tvede 3938 332196 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>faaet en Tiendedel, blev Resten delt mellem de Stater, der havde deltaget i Kampen. Det sidste Foretagende af den seierrige Hellenerhær var et Tog mod Theben; denne Stad skulde straffes, fordi den havde svigtet Hellas og hardnakket holdt med Perserne. Efter tyve Dages Beleiring maatte Thebanerne udlevere Hovederne for det persisksindede Parti. De blev alle paa Pausanias’ Befaling henrettede som Landsforrædere. {{---}} Samme Dag som Kampen ved Platææ for altid havde givet Perserne Afsmag paa at angribe Hellas, vandt de helleniske Vaaben en glimrende Seier over den persiske Sømagt ved Forbjerget {{sp|Mykal|e}} i Ionien. Perserne havde her trukket sine Skibe op paa Land, da de erkjendte, at Hellenerne var dem overlegne i Kampen tilsøs. Hellenerne forlod imidlertid ogsaa sine Skibe og vandt under Spartaneren Leotychides’ og Atheneren Xanthippos’ Anførsel en fuldstændig Seier, der med ét Slag befriede Ionerne fra det forhadte persiske Aag. Efter Kampene ved Platææ og Mykale byttede Hellenerne og Perserne Roller; de første blev nu de angribende, de sidste de angrebne. I de nærmeste Aar efter 479 befriede en hellenisk Flaade, hvis Hovedstyrke var athenisk og anførtes af Aristeides og Miltiades’ Søn Kimon, under Pausanias som Overanfører de græske Steder paa Kypros og endelig det for Samferdselen med det sorte Hav saa vigtige Byzantion, hvor der gjordes et umaadeligt Bytte. Her var det, at Pausanias foretog de Skridt, der tilslut ledede til hans Fald. Seieren ved Platææ havde gjort den æresyge Mand end hovmodigere; paa den gyldne Trefod, som Hellenerne opstillede i Delphi i Anledning af Seieren, havde<noinclude><references/></noinclude> baaoehw9qk36rsympdfi7gbn96ga2k0 332265 332196 2026-08-30T16:34:23Z Øystein Tvede 3938 332265 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>faaet en Tiendedel, blev Resten delt mellem de Stater, der havde deltaget i Kampen. Det sidste Foretagende af den seierrige Hellenerhær var et Tog mod Theben; denne Stad skulde straffes, fordi den havde svigtet Hellas og hardnakket holdt med Perserne. Efter tyve Dages Beleiring maatte Thebanerne udlevere Hovederne for det persisksindede Parti. De blev alle paa Pausanias’ Befaling henrettede som Landsforrædere. {{---}} Samme Dag som Kampen ved Platææ for altid havde givet Perserne Afsmag paa at angribe Hellas, vandt de helleniske Vaaben en glimrende Seier over den persiske Sømagt ved Forbjerget {{sp|Mykal|e}} i Ionien. Perserne havde her trukket sine Skibe op paa Land, da de erkjendte, at Hellenerne var dem overlegne i Kampen tilsøs. Hellenerne forlod imidlertid ogsaa sine Skibe og vandt under Spartaneren Leotychides’ og Atheneren Xanthippos’ Anførsel en fuldstændig Seier, der med ét Slag befriede Ionerne fra det forhadte persiske Aag. Efter Kampene ved Platææ og Mykale byttede Hellenerne og Perserne Roller; de første blev nu de angribende, de sidste de angrebne. I de nærmeste Aar efter 479 befriede en hellenisk Flaade, hvis Hovedstyrke var athenisk og anførtes af Aristeides og Miltiades’ Søn Kimon, under Pausanias som Overanfører de græske Steder paa Kypros og endelig det for Samfærdselen med det sorte Hav saa vigtige Byzantion, hvor der gjordes et umaadeligt Bytte. Her var det, at Pausanias foretog de Skridt, der tilslut ledede til hans Fald. Seieren ved Platææ havde gjort den æresyge Mand end hovmodigere; paa den gyldne Trefod, som Hellenerne opstillede i Delphi i Anledning af Seieren, havde<noinclude><references/></noinclude> bcqwmo91yrz4ho5ctaotbyejk5nqwy0 104 143045 332197 331740 2026-08-30T14:38:03Z Øystein Tvede 3938 332197 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>han sat følgende Indskrift, der bedre end noget aabenbarede hans Karakter: <poem> {{liten|Medernes Hær betvang Pausanias, Hellas’ Høvding, Derfor et Minde han her reiste til Phoibos’ Pris.}} </poem> Men Spartanerne taalte ikke, at deres Hærfører nævnte sig selv personlig som Persernes Beseirer og Gavens Giver; de lod Indskriften udslette og satte i dens Sted kun Navnene paa de Stater, som havde taget Del i Kampen. Men dette tirrede kun Pausanias’ ærgjerrige Sind. Tanken om at blive hele Hellas’ Herre modnedes efterhaanden hos ham; men til at naa dette Maal behøvede han Hjælp, og denne troede han lettest at kunne faa hos Perserkongen. Forat vinde denne frigav han endel fornemme Persere, deriblandt flere af Storkongens Slegt, som var faldne i hans Hænder ved Indtagelsen af Byzantion. For at dække Hensigten med denne Frigivelse for sine Landsmæad foregav han, at de vare undvegne. Derpaa skrev Pausanias til Xerxes og lovede denne at bringe Hellas under hans Scepter, hvis han vilde give ham en af sine Døtre til Hustru. Storkongen, der var Pausanias taknemmelig for sine Slegtningers Redning, gik beredvillig ind paa hans Planer, og den magtlystne Spartaner begyndte allerede at føle sig som persisk Satrap. Han omgav sig med østerlandsk Pragt og behandlede saavel de europæiske som de asiatiske Grækere med utaaleligt Overmod. De nye bundsforvandte, Hellas havde vundet ved Befrielsen af de undertrykte Landsmænd i Asien, paa Øerne og paa den thrakiske Halvø, blev kjede af den tyranniske Spartaner, og da Pausanias af Eforerne blev kaldt hjem for at aflægge Regnskab for sit Forhold til Perserkongen, benyttede de Leiligheden til at tilbyde Athenerne Overanførselen over Flaaden. Saaledes gik Hegemoniet (Overanførselen) tilsøs over fra Sparta til Athen (476).<noinclude><references/></noinclude> 6pb4ffy4nvto9seurv0seylvey9g4ne 104 143046 332198 331741 2026-08-30T14:38:25Z Øystein Tvede 3938 332198 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Den spartanske Anfører, der i Pausanias’ Sted var sendt til Flaaden, vilde ikke finde sig i, hvad der var skeet; men da det ikke mere lod sig ændre, drog han hjem med samtlige peloponnesiske Skibe. Fra nu af er der tyende Forbund i Hellas: de peloponnesiske Stater med Sparta i Spidsen, Ionerne og de øvrige Stater, der efterhaanden befriedes, med Athen som Forbundets Leder. I Spidsen for det sidste fortsatte Aristeides Befrielseskampen, og ham var det, som organiserede dette Forbund, der blev Kilden til Athens Storhed. Tillidsfuldt overdrog Forbundsstaterne til dennes Redelighed at bestemme, hvor stort Bidrag i Penge og Skibe hver Stat skulde yde. Øen Delos blev Sædet for Forbundets Møder, og her opbevaredes i Apollons berømte Helligdom de 460 Talenter, der aarlig flød ind som Bidrag fra de bundsforvandte. Aristeides forvaltede disse Penge, og saa stor var hans Uegennyttighed, at man sagde om ham, »han reiste fattig til sin Post, men vendte end fattigere tilbage«. Imidlertid var det lykkedes Pausanias ved Sluhed og Bestikkelser at blive frikjendt for den Anklage, der var reist imod ham. Han forlod derpaa snart igjen Sparta og fortsatte i forskjellige asiatiske Byer sine forræderske Underhandlinger. Atter vaagnede Mistanken i Sparta, han kaldtes hjem; men Beviserne var for mangelfulde til, at han kunde feides. Han blev atter frikjendt. Tilslut skulde dog Pausanias’ Planer komme for Lyset. En ung Mand ved Navn Argilios, der skulde overbringe et Brev fra ham til den persiske Satrap Artabazos, som drev Underhandlingerne paa Kongens Vegne, havde merket, at ingen af Pausanias’ Sendebud kom tilbage. Han aabnede derfor det Brev, han skulde besørge, og fik se, at det blandt andet indeholdt en Opfordring til at dræbe Overbringeren. Argilios overgav Brevet til Eforerne; men uagtet disse nu havde Beviser ihænde, vilde de høre<noinclude><references/></noinclude> b7afj0zw16ecqa0sr06lp32q4w9kios 332266 332198 2026-08-30T16:34:45Z Øystein Tvede 3938 332266 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Den spartanske Anfører, der i Pausanias’ Sted var sendt til Flaaden, vilde ikke finde sig i, hvad der var skeet; men da det ikke mere lod sig ændre, drog han hjem med samtlige peloponnesiske Skibe. Fra nu af er der tyende Forbund i Hellas: de peloponnesiske Stater med Sparta i Spidsen, Ionerne og de øvrige Stater, der efterhaanden befriedes, med Athen som Forbundets Leder. I Spidsen for det sidste fortsatte Aristeides Befrielseskampen, og ham var det, som organiserede dette Forbund, der blev Kilden til Athens Storhed. Tillidsfuldt overdrog Forbundsstaterne til dennes Redelighed at bestemme, hvor stort Bidrag i Penge og Skibe hver Stat skulde yde. Øen Delos blev Sædet for Forbundets Møder, og her opbevaredes i Apollons berømte Helligdom de 460 Talenter, der aarlig flød ind som Bidrag fra de bundsforvandte. Aristeides forvaltede disse Penge, og saa stor var hans Uegennyttighed, at man sagde om ham, »han reiste fattig til sin Post, men vendte end fattigere tilbage«. Imidlertid var det lykkedes Pausanias ved Sluhed og Bestikkelser at blive frikjendt for den Anklage, der var reist imod ham. Han forlod derpaa snart igjen Sparta og fortsatte i forskjellige asiatiske Byer sine forræderske Underhandlinger. Atter vaagnede Mistanken i Sparta, han kaldtes hjem; men Beviserne var for mangelfulde til, at han kunde fældes. Han blev atter frikjendt. Tilslut skulde dog Pausanias’ Planer komme for Lyset. En ung Mand ved Navn Argilios, der skulde overbringe et Brev fra ham til den persiske Satrap Artabazos, som drev Underhandlingerne paa Kongens Vegne, havde merket, at ingen af Pausanias’ Sendebud kom tilbage. Han aabnede derfor det Brev, han skulde besørge, og fik se, at det blandt andet indeholdt en Opfordring til at dræbe Overbringeren. Argilios overgav Brevet til Eforerne; men uagtet disse nu havde Beviser ihænde, vilde de høre<noinclude><references/></noinclude> 5ql2l10y7414p7aiohtyktkvqreb8a0 104 143047 332159 331742 2026-08-30T13:25:39Z Øystein Tvede 3938 332159 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>en Tilstaaelse at Pausanias egen Mund, og paa deres Opfordring flygtede Argilios til Poseidons Tempel ved Tænaron og satte sig som bønfaldende ved Gudens Alter. Da Pausanias erfarede dette, anede han Uraad og ilede straks derhen. Argilios tilstod, at han havde læst Brevet; Pausanias besvor ham ikke at forraade sin Herre og lovede ham stor Løn, hvis han vilde tie. Til denne Samtale var Eforerne skjulte Tilhørere, og nu havde de Beviser nok; men da de vilde lade Pausanias fengsle, flygtede han til Athenes Tempel paa Spartas Borg. Paa dette hellige Sted kunde han ikke røres. Da besluttede Eforerne, at han skulde dø Hungersdøden og lod Indgangen tilmure; Pausanias’ bedagede Moder skal have bragt den første Sten til dette Arbeide. Først da Pausanias var Døden nær, blev han bragt ud af Templet for ikke ved sin Død at besmitte det hellige Sted. Ifølge det delphiske Orakels Raad blev han jordet paa den Plet, hvor han udaandede. Saaledes endte Seierherren fra Platææ (469). Medens saaledes Pausanias døde Landsforræderens Død, saa Aristeides sig i sit Livs Aften elsket og æret af alle. Da han engang i sine sidste Leveaar overvar Opførelsen af Æschylos’ Tragedie »De syv mod Theben«, og Skuespilleren fremsagde følgende Vers, der sigter til Amphiaraos (Side 109): {{liten|»Retfærdig han ei synes blot, men være vill,«}} vendte alles Blikke sig uvilkaarlig mod Aristeides, og Theatret gjenlød af Bifald, der aldrig vilde tage Ende. Og at denne Mand virkelig fortjente sine Landsmænds Taknemmelighed og det Navn, hvormed de havde hædret ham, kræves der ikke flere Beviser for, naar vi høre, at han, der havde havt Millioner under Hænder, ved sin Død (467) ikke efterlod saa meget, at Omkostningerne ved hans Begravelse kunde bestrides derfor. Han begravedes derfor<noinclude><references/></noinclude> 38pas9fyqkf0a4ywql8g4y7crasi79z 332199 332159 2026-08-30T14:38:50Z Øystein Tvede 3938 332199 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>en Tilstaaelse at Pausanias egen Mund, og paa deres Opfordring flygtede Argilios til Poseidons Tempel ved Tænaron og satte sig som bønfaldende ved Gudens Alter. Da Pausanias erfarede dette, anede han Uraad og ilede straks derhen. Argilios tilstod, at han havde læst Brevet; Pausanias besvor ham ikke at forraade sin Herre og lovede ham stor Løn, hvis han vilde tie. Til denne Samtale var Eforerne skjulte Tilhørere, og nu havde de Beviser nok; men da de vilde lade Pausanias fengsle, flygtede han til Athenes Tempel paa Spartas Borg. Paa dette hellige Sted kunde han ikke røres. Da besluttede Eforerne, at han skulde dø Hungersdøden og lod Indgangen tilmure; Pausanias’ bedagede Moder skal have bragt den første Sten til dette Arbeide. Først da Pausanias var Døden nær, blev han bragt ud af Templet for ikke ved sin Død at besmitte det hellige Sted. Ifølge det delphiske Orakels Raad blev han jordet paa den Plet, hvor han udaandede. Saaledes endte Seierherren fra Platææ (469). Medens saaledes Pausanias døde Landsforræderens Død, saa Aristeides sig i sit Livs Aften elsket og æret af alle. Da han engang i sine sidste Leveaar overvar Opførelsen af Æschylos’ Tragedie »De syv mod Theben«, og Skuespilleren fremsagde følgende Vers, der sigter til Amphiaraos (Side 109): {{liten|»Retfærdig han ei synes blot, men være vil,«}} vendte alles Blikke sig uvilkaarlig mod Aristeides, og Theatret gjenlød af Bifald, der aldrig vilde tage Ende. Og at denne Mand virkelig fortjente sine Landsmænds Taknemmelighed og det Navn, hvormed de havde hædret ham, kræves der ikke flere Beviser for, naar vi høre, at han, der havde havt Millioner under Hænder, ved sin Død (467) ikke efterlod saa meget, at Omkostningerne ved hans Begravelse kunde bestrides derfor. Han begravedes derfor<noinclude><references/></noinclude> grp9y23fpqyjqyw3chstv5i7ld7fjtq 332267 332199 2026-08-30T16:35:01Z Øystein Tvede 3938 332267 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>en Tilstaaelse at Pausanias egen Mund, og paa deres Opfordring flygtede Argilios til Poseidons Tempel ved Tænaron og satte sig som bønfaldende ved Gudens Alter. Da Pausanias erfarede dette, anede han Uraad og ilede straks derhen. Argilios tilstod, at han havde læst Brevet; Pausanias besvor ham ikke at forraade sin Herre og lovede ham stor Løn, hvis han vilde tie. Til denne Samtale var Eforerne skjulte Tilhørere, og nu havde de Beviser nok; men da de vilde lade Pausanias fængsle, flygtede han til Athenes Tempel paa Spartas Borg. Paa dette hellige Sted kunde han ikke røres. Da besluttede Eforerne, at han skulde dø Hungersdøden og lod Indgangen tilmure; Pausanias’ bedagede Moder skal have bragt den første Sten til dette Arbeide. Først da Pausanias var Døden nær, blev han bragt ud af Templet for ikke ved sin Død at besmitte det hellige Sted. Ifølge det delphiske Orakels Raad blev han jordet paa den Plet, hvor han udaandede. Saaledes endte Seierherren fra Platææ (469). Medens saaledes Pausanias døde Landsforræderens Død, saa Aristeides sig i sit Livs Aften elsket og æret af alle. Da han engang i sine sidste Leveaar overvar Opførelsen af Æschylos’ Tragedie »De syv mod Theben«, og Skuespilleren fremsagde følgende Vers, der sigter til Amphiaraos (Side 109): {{liten|»Retfærdig han ei synes blot, men være vil,«}} vendte alles Blikke sig uvilkaarlig mod Aristeides, og Theatret gjenlød af Bifald, der aldrig vilde tage Ende. Og at denne Mand virkelig fortjente sine Landsmænds Taknemmelighed og det Navn, hvormed de havde hædret ham, kræves der ikke flere Beviser for, naar vi høre, at han, der havde havt Millioner under Hænder, ved sin Død (467) ikke efterlod saa meget, at Omkostningerne ved hans Begravelse kunde bestrides derfor. Han begravedes derfor<noinclude><references/></noinclude> c612ewuums3r176n4hgt0skzi37iicr 104 143048 332200 331743 2026-08-30T14:39:20Z Øystein Tvede 3938 332200 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>paa Statens Bekostning, og ved Phaleron reiste hans Landsmænd ham et pragtfuldt Gravmæle. Staten sørgede for hans Døtre og understøttede hans efterladte Søn, og til sene Tider hædredes hans Efterkommere af en taknemmelig Efterslegt. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|44. Kimon. Perserkrigene ender 449 f. Kr.}}}} {{--}} Den Glans, Miltiades havde kastet over Philaidernes berømmelige Familie, øgedes end mere afhans anden Søn Kim on. Denne var født omkring Aaret 500 og ligesom Themistokles kun halvbyrdig Athener, da hans Moder var en thrakisk Kongedatter. Ved Faderens Død gik ifølge de attiske Love dennes Straf over paa Sønnen. Den ham idømte Bod (50 Talenter) blev dog snart efter betalt af Kimons Svoger, den rige Kallias. En rig Fyrstesøn som Kimon var, havde han i sin Ungdom ført et yppigt Liv, været udsvævende og forlystelsessyg; men ved Faderens Ulykke og Familiens økonomiske Ruin havde han lært Livets Alvor at kjende i fuldt Maal. Modgangen forædlede og modnede ham, og denne Mand, der ansaaes for lidet begavet, og i hvis Væsen der var mere af en Peloponnesiers plumpe Djervhed end af en Atheners Livlighed, fik snart i Perserkrigen Leilighed til at fremkalde en bedre Mening om sig blandt sine Landsmænd. Da Themistokles’ Opfordring om at give Athen til Pris og sætte sin Lid til Skibene vakte almindelig Bestyrtelse, gik Kimon ganske rolig op paa Byens Borg og nedlagde der et Bidsel for at antyde, at det nu ikke var Hestens <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 96b3iq4dnv0igk2ye8ptfrai5opnvfi 332201 332200 2026-08-30T15:41:06Z Øystein Tvede 3938 332201 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>paa Statens Bekostning, og ved Phaleron reiste hans Landsmænd ham et pragtfuldt Gravmæle. Staten sørgede for hans Døtre og understøttede hans efterladte Søn, og til sene Tider hædredes hans Efterkommere af en taknemmelig Efterslegt. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|44. Kimon. Perserkrigene ender 449 f. Kr.}}}} {{--}} Den Glans, Miltiades havde kastet over Philaidernes berømmelige Familie, øgedes end mere af hans anden Søn Kimon. Denne var født omkring Aaret 500 og ligesom Themistokles kun halvbyrdig Athener, da hans Moder var en thrakisk Kongedatter. Ved Faderens Død gik ifølge de attiske Love dennes Straf over paa Sønnen. Den ham idømte Bod (50 Talenter) blev dog snart efter betalt af Kimons Svoger, den rige Kallias. En rig Fyrstesøn som Kimon var, havde han i sin Ungdom ført et yppigt Liv, været udsvævende og forlystelsessyg; men ved Faderens Ulykke og Familiens økonomiske Ruin havde han lært Livets Alvor at kjende i fuldt Maal. Modgangen forædlede og modnede ham, og denne Mand, der ansaaes for lidet begavet, og i hvis Væsen der var mere af en Peloponnesiers plumpe Djervhed end af en Atheners Livlighed, fik snart i Perserkrigen Leilighed til at fremkalde en bedre Mening om sig blandt sine Landsmænd. Da Themistokles’ Opfordring om at give Athen til Pris og sætte sin Lid til Skibene vakte almindelig Bestyrtelse, gik Kimon ganske rolig op paa Byens Borg og nedlagde der et Bidsel for at antyde, at det nu ikke var Hestens <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> dx7r4e89ow6hw5xqaw4cd7nmcu89s5l 104 143066 332202 331744 2026-08-30T15:41:45Z Øystein Tvede 3938 332202 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Styrke, men en Flaade, man tiltrængte. Derpaa tog han et Skjold og gik ombord paa et Skib og deltog med Hæder i Slaget ved Salamis. Ved Aristeides’ Side viste han sig snart som en født Feltherre, og han bidrog væsentlig til, at Hegemoniet tilsøs saa let og lykkelig gik over til Athen. Det var derfor kun en vel fortjent Anerkjendelse, naar man siden betroede ham det første større Foretagende af den attisk-ioniske Forbundsflaade. I Spidsen for denne drog han først til Fæstningen Eion i Thrakien, der endnu var i persiske Hænder; ved at opdæmme Flodens nedre Løb bragte han Vandet til at stige høit op paa Fæstningens Mure, og da disse var byggede af ubrændt Tegl, der opblødtes af Vandet, styrtede de snart ned, og Fæstningen faldt i Kimons Hænder. Derpaa reiste han til Skyros, hvis sørøveriske Befolkning han forjog og erstattede med attiske Kolonister. Paa dette Tog fandt han Theseus’ Grav (Side 102), som et Orakelsvar skal have betegnet ham. Heltens Ben førte han til Athen, hvor de blev bragte til Hvile under pragtfulde Optog og Ofringer (469 f. Kr.). Da Perserne ved Pausanias’ Død saa de Forhaabninger knuste, som de havde knyttet til hans forræderske Planer, havde de atter i stor Maalestok rustet sig mod Hellas; men førend deres Stridskræfter kunde forene sig, forekom Athenerne det paatænkte Angreb. Med 200 Skibe afgik Kimon til det østlige Hav, hvor han mødte den persiske Flaade ved Mundingen af Floden {{sp|Eurymedo|n}} i Pamphylien. Han tvang den fiendtlige Anfører til Kamp mod hans Vilje og slog ham fuldstændig, skjønt hans Flaade talte 350, efter andre endog 600 Skibe. Det slagne Mandskab kastede sig for Størstedelen iland og forenede sig med den der opstillede Hær. Ikke tilfreds med denne Seier gik Kimon uforfærdet iland og angreb med sine trætte Athenere de friske Tropper. Ogsaa her vandt han<noinclude><references/></noinclude> c54xi5yenrwl57gk9um90j7p7wvp52s 104 143067 332203 331745 2026-08-30T15:42:16Z Øystein Tvede 3938 332203 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>efter en tapper og haardnakket Modstand en glimrende Seier. Hele den persiske Leir med sit kostbare Bytte faldt i Seierherrens Hænder. Kimon havde paa én Dag vundet to Seire, et Landslag og et Søslag, »Paa én Dag«, siger Plutarchos, »fordunklede han Seirene ved Salamis og Platææ«. Ved Dobbeltseieren ved Eurymedon lamsloges det persiske Rige af Skræk; frygtsomt holdt dets Hære sig i det indre af Landet, og Hellenerne havde fra nu af Herredømmet over Havet ubestridt. Paa sine Felttog havde Kimon erhvervet sig uhyre Rigdomme. Disse anvendte han i storartet Maalestok til sine Medborgeres Gavn. Han forskjønnede Athen ved smagfulde Parkanlæg og Opførelsen af pragtfulde Bygninger. Han lod tage Gjerderne bort fra sine Haver og Vingaarde, forat fremmede og Borgere uden Forskjel kunde gaa ind og nyde af Frugterne. Daglig holdt han aabent Taffel, hvortil alle fattige havde Adgang. Naar han gik ud, fulgtes han altid af Tjenere, som havde med sig Klæder og Penge til Uddeling blandt de fattige, de maatte møde. Men med al sin Nedladenhed og Mildhed mod den enkelte blev Kimon sine aristokratiske Grundsætninger tro. Han ønskede, at man skulde gaa langsomt frem paa Reformernes Vei, og opfordrede til Besindighed. Hans ydre Politik gik ud paa at faa istand et venskabeligt Forhold mellem Athen og Sparta, forat disse Hellas’ Hovedmagter i Fællesskab kunde bekjæmpe den persiske Arvefiende. Men denne Forkjærlighed for Sparta vakte Athenernes Forbitrelse og fremkaldte hans Fald. I Aaret 464 rammedes Spartanerne af en forfærdelig Ulykke; et Jordskjælv ødelagde næsten hele deres By. 20,000 Mennesker skal være omkomne under Ruinerne. Under den grænseløse Forvirring, Ulykken fremkaldte, reiste de haardt trykkede Heloter og Messeniere sig og drog fra alle Kanter mod Sparta. Vistnok lykkedes det<noinclude><references/></noinclude> 20ehq4tt5yssb475atkbo9798gmvnk1 104 143068 332204 331175 2026-08-30T15:42:50Z Øystein Tvede 3938 332204 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>den unge Konge Archidamos at samle de Spartanere, der havde overlevet Ulykken, og redde den truede Stad; men Oprørerne satte sig fast i Ithome. Denne Fæstning beleirede de svækkede Spartanere i ti Aar uden at kunne indtage den; tilslut overgav Messenierne den mod fri Afmarsch. De begav sig til Naupaktos i Ætolien, hvor Athenerne indrømmede dem nye Boliger. Dette er den saakaldte tredje messeniske Krig 464—455 f. Kr. (Side 197). Under Beleiringen af Ithome havde Spartanerne bedet Athen om Hjælp. Trods Folkepartiets Modstand, der vilde overlade Sparta til dets Skjebne, drev dog Kimon igjennem, at der sendtes en Hjælpehær paa 4000 Mand under hans egen Anførsel til Sparta, »forat Hellas ikke skulde blive halt og Athen miste en for det gavnlig Rival«. Da Beleiringen tråk i Langdrag, blev Spartanerne mistænkelige og troede, at Kimon og Athenerne stod i hem melig Forstaaelse med de indesluttede. De erklærede tilslut, at de ikke fenger trængte til Hjælp, og at Athenerne kunde reise hjem igjen, medens de dog beholdt andre Hjælpetropper. Da Kimon kom tilbage til Athen, vakte denne forsmædelige Behandling en Storm af Uvilje, der væsentlig vendte sig mod Kimon, som havde raadet til Toget. Man ophævede Forbundet med Sparta og forviste ved Ostrakismen »Spartanervennen« Kimon (461). Under Kimons Fravær kom Athenere og Spartanere i aaben Krig med hinanden. I Slaget ved Tanagra i Bøotien 457 var det første Gang, disse Medbeilere til Forrangen i Hellas stod væbnede mod hinanden. Før Kampen begyndte, viste Kimon sig ved Hæren og bad om Tilladelse til at træde ind i Rækkerne. Ligesom Aristeides ved Salamis vilde han i Farens Stund ikke unddrage Fædrelandet sin Hjælp. Men Athenerne troede ham ikke ; de frygtede for, at han vilde spille Spartanerne Seieren ihænde. Han blev vist bort, men bad først sine Partifeller, 100 i Tallet, at<noinclude><references/></noinclude> osl84ij1ocfdmjm6jrssa3i29mccrru 332205 332204 2026-08-30T15:43:36Z Øystein Tvede 3938 332205 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>den unge Konge Archidamos at samle de Spartanere, der havde overlevet Ulykken, og redde den truede Stad; men Oprørerne satte sig fast i Ithome. Denne Fæstning beleirede de svækkede Spartanere i ti Aar uden at kunne indtage den; tilslut overgav Messenierne den mod fri Afmarsch. De begav sig til Naupaktos i Ætolien, hvor Athenerne indrømmede dem nye Boliger. Dette er den saakaldte tredje messeniske Krig 464—455 f. Kr. (Side 197). Under Beleiringen af Ithome havde Spartanerne bedet Athen om Hjælp. Trods Folkepartiets Modstand, der vilde overlade Sparta til dets Skjebne, drev dog Kimon igjennem, at der sendtes en Hjælpehær paa 4000 Mand under hans egen Anførsel til Sparta, »forat Hellas ikke skulde blive halt og Athen miste en for det gavnlig Rival«. Da Beleiringen trak i Langdrag, blev Spartanerne mistænkelige og troede, at Kimon og Athenerne stod i hemmelig Forstaaelse med de indesluttede. De erklærede tilslut, at de ikke længer trængte til Hjælp, og at Athenerne kunde reise hjem igjen, medens de dog beholdt andre Hjælpetropper. Da Kimon kom tilbage til Athen, vakte denne forsmædelige Behandling en Storm af Uvilje, der væsentlig vendte sig mod Kimon, som havde raadet til Toget. Man ophævede Forbundet med Sparta og forviste ved Ostrakismen »Spartanervennen« Kimon (461). Under Kimons Fravær kom Athenere og Spartanere i aaben Krig med hinanden. I Slaget ved Tanagra i Bøotien 457 var det første Gang, disse Medbeilere til Forrangen i Hellas stod væbnede mod hinanden. Før Kampen begyndte, viste Kimon sig ved Hæren og bad om Tilladelse til at træde ind i Rækkerne. Ligesom Aristeides ved Salamis vilde han i Farens Stund ikke unddrage Fædrelandet sin Hjælp. Men Athenerne troede ham ikke; de frygtede for, at han vilde spille Spartanerne Seieren ihænde. Han blev vist bort, men bad først sine Partifeller, 100 i Tallet, at<noinclude><references/></noinclude> knmnu6ditmhid20itlcwz9ee3684104 332268 332205 2026-08-30T16:35:33Z Øystein Tvede 3938 332268 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>den unge Konge Archidamos at samle de Spartanere, der havde overlevet Ulykken, og redde den truede Stad; men Oprørerne satte sig fast i Ithome. Denne Fæstning beleirede de svækkede Spartanere i ti Aar uden at kunne indtage den; tilslut overgav Messenierne den mod fri Afmarsch. De begav sig til Naupaktos i Ætolien, hvor Athenerne indrømmede dem nye Boliger. Dette er den saakaldte tredje messeniske Krig 464—455 f. Kr. (Side 197). Under Beleiringen af Ithome havde Spartanerne bedet Athen om Hjælp. Trods Folkepartiets Modstand, der vilde overlade Sparta til dets Skjebne, drev dog Kimon igjennem, at der sendtes en Hjælpehær paa 4000 Mand under hans egen Anførsel til Sparta, »forat Hellas ikke skulde blive halt og Athen miste en for det gavnlig Rival«. Da Beleiringen trak i Langdrag, blev Spartanerne mistænkelige og troede, at Kimon og Athenerne stod i hemmelig Forstaaelse med de indesluttede. De erklærede tilslut, at de ikke længer trængte til Hjælp, og at Athenerne kunde reise hjem igjen, medens de dog beholdt andre Hjælpetropper. Da Kimon kom tilbage til Athen, vakte denne forsmædelige Behandling en Storm af Uvilje, der væsentlig vendte sig mod Kimon, som havde raadet til Toget. Man ophævede Forbundet med Sparta og forviste ved Ostrakismen »Spartanervennen« Kimon (461). Under Kimons Fravær kom Athenere og Spartanere i aaben Krig med hinanden. I Slaget ved Tanagra i Bøotien 457 var det første Gang, disse Medbeilere til Forrangen i Hellas stod væbnede mod hinanden. Før Kampen begyndte, viste Kimon sig ved Hæren og bad om Tilladelse til at træde ind i Rækkerne. Ligesom Aristeides ved Salamis vilde han i Farens Stund ikke unddrage Fædrelandet sin Hjælp. Men Athenerne troede ham ikke; de frygtede for, at han vilde spille Spartanerne Seieren ihænde. Han blev vist bort, men bad først sine Partifæller, 100 i Tallet, at<noinclude><references/></noinclude> 71r7eelt7uvky2sy7tanfo2145nl3xs 104 143069 332206 331746 2026-08-30T15:44:21Z Øystein Tvede 3938 332206 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stride som tapre Mænd; de tog hans Rustning, stillede den op midt imellem sig og faldt alle efter en heltemodig Kamp. Slaget var yderst hidsigt og dets Udfald længe tvivlsomt. Ved Forræderi fra Thessalernes Side gik dog Spartanerne af med Seieren. Efter dette Nederlag blev Kimon paa den geniale Folkeleder Perikles’ Forslag tilbagekaldt. Man trængte til hans Hjælp for at faa istand en Vaabenstilstand med Sparta, som ogsaa blev sluttet i 452 paa fem Aar. Perikles var nu den ledende Aand i selve Athen, medens Kimon igjen stilledes i Spidsen for den store Forbundsflaade. Med 200 Skibe seilede han til Kypros, hvor han slog en kongelig Flaade og beleirede Byen Kition. Men her endte hans daadrige Liv; han døde af en Sygdom eller, som andre beretter, af et Saar midt i sin kraftigste Alder i Aaret 449 f. Kr. Paa sit Dødsleie befalede han sine Underfeltherrer at holde hans Død hemmelig, straks afseile og opsøge den phønikisk-kilikiske Flaade, der var i disse Farvande. Paa Høiden af det kypriske Salamis mødte Hellenerflaaden Fienden. Krigerne, som troede, at de endnu anførtes af Kimon, gik i Kampen med urokkelig Tillid til sin gamle Fører, som endnu aldrig havde tabt et Slag, men altid ført dem til Seier. Og Krigslykken var ham ligesaa huld i Døden som i Livet. Athenerne vandt en glimrende Seier, og efterat de endnu havde slaaet Perserne tillands, styrede de tilbage til Athen med Liget af sin Helt. Den seierrige Feltherre blev bisat i Philaidernes Gravsted udenfor Athens Porte. Med Kimons Død slutter det minderige Tidsrum i den græske Historie, som gaar under Navn af Perserkrigenes Tid. Græske Historieskrivere taler om en kimonisk Fred, som skal være bleven sluttet med Perserkongen, ifølge hvilken alle helleniske Byer i Asien skulde være frie, ingen persisk Hær vise sig i den vestlige Del af Lille-<noinclude><references/></noinclude> bxhgd8ex0cyqz58wt3vz3twvgc2wx8q 104 143074 332269 331750 2026-08-30T16:36:28Z Øystein Tvede 3938 332269 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Perikles’ Privatliv var tilbagetrukket; det var tarveligt og maadeholdent, beregnet paa og værdigt til at vinde alles Agtelse. Mere end de fleste Athenere formaaede og saa Hjemmet at fængsle ham; thi det smykkedes af en aandfuld Hustru, den skjønne Milesierinde {{sp|Aspasi|a}}. Denne Dame stod høit over de attiske Kvinder i Dannelse, og hun forstod at samle i sit Hus en udvalgt Kreds af begavede Aander. Dette bidrog vel ogsaa sit til, at Perikles kun tog liden Del i det atjiéniske Selskabsliv; ja det fortelles endog, at han kun en eneste Gang udenfor sit Hus skal have bivaanet et festligt Gilde, som han endog forlod, da Drikkelagets støiende Munterhed begyndte. Men havde end Perikles mange Betingelser for at blive et frit Folks Fører, han manglede dog nogle. Det faldt ham vanskeligt at færdes med Lethed blandt Menigmand, og en Kimons vennesæle Væsen manglede ham ganske; vi tør vel ogsaa heri se en af Grundene til hans tilbagetrukne Privatliv. Han var en, helt igjennem aristokratisk Natur og gjennemtrængt af Bevidstheden om Dannelsens Ret til at herske; hans Alvor blev tolket som Aristokratens Stolthed, hans stille Liv som en Maske for ærgjerrige Planer; han tilhørte jo en Slegt, der mentes at nære sterke Tilbøieligheder for Eneherredømmet. Ostrakismen havde rammet flere af hans Mødreneslegt foruden hans Fader Xanthippos. Hans Ansigtstræk skal ogsaa sterkt have mindet om Peisistratos, en Omstændighed, som Modstandere nok kunde benytte med Held. Perikles holdt sig derfor ogsaa længe borte fra det politiske Liv og foretrak ved Tjeneste i Hæren at vise sig som en Borger, der var rede til at dele enhver Fare med sine Landsmænd. I Feltlivet lærte han at beundre Kimons Storhed’ som General; men han fik tillige et aabent Øie for Svaghederne i hans Politik, der saa ensidigt modarbeidede den demokratiske Udvikling. Trods sit ari-<noinclude><references/></noinclude> tmj0ur4cnvydp12ry7sqx004w2r38wo 104 143077 332270 331753 2026-08-30T18:28:26Z Øystein Tvede 3938 332270 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>den blændede han ved den Glans, han kastede over det atheniske Navn, ved at vende dens Blik udad paa Athens Stormagtsstilling i Hellas og ved sine storartede Byggeforetagender. Det var nemlig under Perikles’ Regimente, at de herlige Bygverker reiste sig, der gjorde Athen til Verdens skjønneste Stad. Ingen Tid og intet Folk har nogensinde anvendt saa store Summer som Athen til kunstneriske Formaal, og Kunsten har da heller aldrig levet under bedre Vilkaar end i den perikleiske Tidsalder. Athen var ikke længer Hovedstad i et lidet Land, det var nu Hovedet for et mægtigt Forbund af Søstater, og Perikles vilde, at Athen ogsaa i det ydre skulde vise sig denne Stilling værdig, og dette Ønske fandt begeistret Tilslut ning hos det skjønhedselskende Athenerfolk. Men Athenerne havde i denne Tid ikke alene Viljen og den materielle Evne til at smykke sin By, de havde ogsaa blandt sig en Skare begavede Kunstnere, der evnede disse Opgaver. Herligst straaler blandt disse Mesternavnet {{sp|Pheidia|s}}, Perikles’ Raadgiver i alle kunstneriske Anliggender og Leder af en Mængde af hans Byggearbeider. Uopnaaet som Billedhugger var Pheidias tillige Mal er og Arkitekt og samlede om sig fra alle Grækenlands Egne en Skare Lærlinger, der inspirerede af hans Kunstnergeni udførte mangt et Arbeide, hvortil Mesteren selv kun havde givet Ideen. Blandt de mange Bygverker, der skylder Perikles sin Tilblivelse, vil vi her kun nævne nogle faa. Fra hans første Tid skriver {{sp|Odeio|n}} sig, en halvcirkelformig Bygning ved Sydostsiden af Akropolis; den var bestemt til musikalske Veddekampe og havde et Kuppeltag, der gjaldt for en Efterligning af Xerxes’ Telt, og hvis Bjelker skal have været persiske Skibsmaster. Det var dog navnlig paa Akropolis, at Perikles’ Byggevirksomhed udfoldede sig i sin største Glans. Her var den jomfruelige<noinclude><references/></noinclude> fd13zfv2ptxurvyn2cwzs2kg6o2xbcn 104 143079 332271 331755 2026-08-30T18:29:02Z Øystein Tvede 3938 332271 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>nernes Forkjæmperske. Statuens vaiende Hjelmbusk og forgyldte Lansespids kunde sees langt ude paa Havet. Det Verk, hvormed Perikles afsluttede sin Byggevirksomhed, var {{sp|Propylæern|e}}, somopførtes at {{sp|Mnesikle|s}} imellem Aarene 436—31. Man havde tidligere savnet en værdig Opgang til det af Kunstverker opfyldte Akropolis; dette Savn blev nu afhjulpet ved hint Bygverk, der kostede 2012 Talenter. Det var en overbygget Trappeop gang af pentelisk Marmor med en Kjørebane i Midten, der i flere Afsatser førte op ad Akropolis’ vestlige Skraaning. Trappeopgangens Haller med sine rigt forgyldte Kasettelofter og mægtige Søiler omgaves paa begge Sider af mindre Templer og Bygninger, alt en værdig Forberedelse til det herlige Skue, der mødteøiet, naar man gjennem de i Propylæernes østlige Tvervæg anbragte fem Malmporte traadte ind paa den egentlige Borg. Det var dog ikke alene for Byens Forskjønnelse ved Pragtbygninger, at Perikles drog Omsorg; ogsaa en Mængde praktisk nyttige Arbeider skyldtes ham. Han fuldstændiggjorde saaledes Byens Forbindelse med Havnestæderne ved til de to af Kimon byggede »lange« Mure at føie en tredje og anlagde storartede Dokker og Tøihuse i Peiræeus foruden en Mængde andre Etablissementer, som Flaadens Bygning og Vedligeholdelse krævede. De uhyre Udgifter, som alle disse Anlæg medførte, kunde ikke bestrides alene ved de Skatter og Paalæg, der udrededes af det egentlige Athenerfolk. Perikles tog imidlertid ikke i Betænkning dertil at anvende de bundsforvandtes Tribut, hvad han saa meget lettere kunde giøre, efterat det fælles Skatkammer allerede i 460 var bleven flyttet fra Delos til Athen og efterhaanden mere og mere blev betragtet som en særlig athenisk Eiendom. Naar Athen, mente Perikles, opfyldte sin Forpligtelse kraftig at beskytte de bundsforvandte, skyldte man ikke disse Regn-<noinclude><references/></noinclude> 75vtjjr27z7t7nnb7s8i2gr6gbfojdw 104 143085 332272 331761 2026-08-30T18:29:55Z Øystein Tvede 3938 332272 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Fordel for Krigen. Han vidste vel, ytrede han, at vurdere Stillingens Alvor, og letsindig maatte man ikke beslutte en Krig, hvis vekslende Vilkaar laa udenfor enhver menneskelig Beregning; men gav Athenerne nu efter, vilde Spartanerne kun fremsætte endnu større Fordringer. Han raadede dem derfor til modig at gaa Krigens Farer imøde for at bevare sin Selvstændighed. Efter Perikles’ Raad gav Folkeforsamlingen de spartanske Sendemænd det Svar, at Athenerne var rede til at give Stæderne deres Frihed tilbage, hvis Lakedæmonierne ogsaa vilde gjengive sine Byer deres Selvstændighed. Med dette Svar drog Gesandterne hjem. Som det var at vente, vilde Sparta ikke lytte til de atheniske Modfordringer, noget man i Athen var fuldkommen forberedt paa. Endnu før Krigen egentlig var kommen til Udbrud, brød 300 Thebanere en regnfuld Nat ind i Platææ, Athens gamle Forbundsfælle. Thebanerne fandt Indvaanerne i den tryggeste Søvn; nogle af dem vilde straks bryde ind i Husene; men andre mente, at man først burde se at faa et Forlig istand. Platæerne merkede imidlertid, at Thebanerne var faatallige, og medens Underhandlingerne stod paa, brød de Hul paa Mellemvæggene mellem de forskjellige Huse for hemmelig at forene sig til fælles Angreb. Thebanerne, som den hele Nat havde staaet paa Torvet i øsende Regn, saa sig pludselig angrebne af Platæerne, der nedhuggede en Del af dem og gjorde Resten — 180 Mand — til Fanger. Imidlertid nærmede en thebansk Hær sig Platææ, hvis Indvaanere sendte en Herold til den for at melde, at hvis Thebanerne forgreb sig paa de Platæere, der maatte findes udenfor Byen, vilde de fangne Thebanere straks blive dræbte; rommede de derimod Landet, vilde Fangerne blive udleverede. Den thebanske Hær drog bort; men ikke saasnart var dette skeet, før Platæerne nedhuggede de 180 Fanger. Saaledes fremstillede<noinclude><references/></noinclude> b8u3fxnmtd5wi1g4ylbxrx9tg3n9tlc 104 143088 332273 331205 2026-08-30T18:30:42Z Øystein Tvede 3938 332273 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Tal var forresten ikke stort. I Ligtoget deltog det hele Borgerskab, og de Kvinder, som var i Slegt med de afdøde, fulgte grædende med ud til Begravelsespladsen paa Kerameikos. Fra en Forhøining holdt Perikles en herlig Tale til de forsamlede, hvori han priste den attiske Stat og dens Forfatning, som de faldne havde ofret Livet for, og som de overlevende maatte være rede til at taale Savn og Lidelser for. Han sagde de faldnes efterladte trøstende Ord og opfordrede sine Landsmænd saa indtrængende til Selvfornegtelse og til Standhaftighed ligeoverfor de Prøvelser, som det kommende Aar maatte berede dem, at Borgerne vendte hjem fra de faldnes Grave med nyt Livsmod og styrkede til at finde sig i Krigens Tilskikkelser. Da Archidamos i Krigens andet Aar rykkede ind i Attika, fandt han Landet saa øde, at det ikke i længere Tid kunde underholde hans store Hær. Hans Ophold blev derfor ikke langvarigt, hvortil ogsaa den Omstændighed meget bidrog, at Athen just paa denne Tid rammedes af en forfærdelig Ulykke, der let kunde blive farlig ogsaa for ham og hans Tropper. En Pestsmitte havde fra Æthiopien udbredt sig til Ægypten og var derfra med Handelsskibe bragt til Peiræeus. I det ellers for sit sunde Klima bekjendte Athen fandt den i den usedvanlig hede Sommer en gunstig Jordbund og rasede forfærdelig blandt den tæt sammenpakkede Befolkning. Sygdommen begyndte med Hede i Hovedet og Betændelse i Øinene; derpaa hovnede Tungen og Svelget op, en smertelig Hoste indtraadte ledsaget af Opkastelser, Krampe og Kvælninger. Legemet bedækkedes med Vabler og Bylder og fik en blyagtig Farve. De syge følte en saa brændende Hede i Kroppen, at de ikke taalte den ringeste Bedækning, men laa fuldstændig nøgne og helst kastede sig i koldt Vand, medens de samtidig plagedes af den ulideligste Tørst. Efter syv til ni Dages Forløb indtraadte i Almindelighed Døden,<noinclude><references/></noinclude> bae3rxhh9mn44e528oz6df12r5yo445 104 143089 332274 331206 2026-08-30T18:31:12Z Øystein Tvede 3938 332274 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og de faa angrebne, som overlevede Sygdommen, bar Merker deraf hele sit Liv, idet de enten ikke fik sin Førlighed tilbage eller mistede enkelte Aandsevner, som Hukommelsen. Lægernes Foranstaltninger var i Begyndelsen frugtesløse, og Ondet tiltog end mere, da man undlod at begrave dets Ofre. Under saadanne Forhold maatte alle Baand slappes, og medens nogle resignerede og hengav sig til mørkt Mismod, døvede andre sin Rædsel ved at give sine Lyster frit Løb og søgte Glemsel i vilde Udsvævelser. Athen var i en frygtelig Stilling. Peloponnesierne gjennemstreifede endnu en Tid Attika og gjorde Flugt fra den pestbefængte By umulig, al Handel stansede, Priserne paa Levnetsmidler steg paa Grund af manglende Tilførsel til en ukjendt Høide; de fattige led nu dobbelt, medens alle de riges Penge intet kunde hjælpe dem. For Partihadet var imidlertid ikke noget Middel for slet, naar det gjaldt at skade en forhadt Modstander. Perikles var Skyld i Pesten, hviskede det spartansksindede Parti den overtroiske Mængde i Øret; Pesten var sendt af Apollon, der holdt med Peloponnesierne, hvorfor disse ogsaa var forskaanede for den. Og hvor man ikke kunde skaffe saadanne Talemaader Indgang, hed det, at Pesten var en Følge af Krigen; men Krigens Ophavsmand var jo Perikles; følgelig bar han ogsaa Skylden for Sygdommen. Medens Perikles var fraværende paa en Flaadeekspedition til Peloponnes, var hans Modstandere virksomme, og da han kom tilbage, maatte han sande, at han ikke længer havde Folket i sin Haand. Han sammenkaldte en Folkeforsamling for at forsvare sin Politik. Uden at smigre Folket og beile til dets Gunst traadte han op for det mere stolt og fast, mere streng og selvbevidst end nogensinde før. »Hvad har lat bebreide mig?« tilraabte han sine Tilhørere; »jeg er forbleven den samme, I er de<noinclude><references/></noinclude> oazhzu7r92g24umsn17l0xeep7gg7ir 104 143091 332275 331764 2026-08-30T18:31:42Z Øystein Tvede 3938 332275 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Athenerne længtes imidlertid atter efter Perikles; Folket angrede, at det havde miskjendt den dybt nedbøiede Mand og overdrog ham igjen Overfeltherreværdigheden med udvidet Fuldmagt. Som Pant paa, at han igjen havde vundet Folkets Tillid, forlangte han Ophævelse af den Lov, der bestemte, at kun Sønner af retmæs sigt Egteskab mellem Borgere skulde have fulde Borgerrettigheder. Derved vilde han vinde Anerkjendelse for sin Søn med Aspasia og sikre sig mod Slegtens borgerlige Uddøen. Perikles’ Kraft var imidlertid brudt; personlig tog han ikke mere Del i Krigsforetagenderne. Tilslut angrebes ogsaa han af Pesten, men ikke voldsomt, som Tilfældet var med de fleste andre; langsomt tærede den paa hans Marv og kastede ham endelig paa Dødsleiet. Her laa han, omgivet af sine bedste Medborgere, der med bekymrede Blikke spurgte hinanden, hvad der vel skulde blive af Athen, naar Perikles var vandret bort. Og da han droges med Døden, og de troede, at han havde mistet Bevidstheden, talte de sammen om hans Bedrifter og Fortjenester af Fædrelandet. Da hævede han sig endnu en Gang op fra sit Leie, og spurgte dem om, »hvorfor de dog fortiede det bedste, der kunde siges til hans Ros, at han nemlig ikke havde forvoldet, at nogen af hans Medborgere for hans Skyld havde anlagt Sørgedragt«. Kort efter udaandede den store Athener (429). Da Dødsklagen lød over hans Baare, lød den tillige over den Storhedstid, der gik i Graven med ham. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 72pk3p7rlchsbm8paajl9onzlp12847 104 143096 332276 331529 2026-08-30T18:32:34Z Øystein Tvede 3938 332276 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>i Overgi venhed et Veddemaal om, at han skulde give en af Athens mest anseede Mænd ved Navn Hipponikos et Ørefigen, og dette udførte han virkelig ogsaa midt paa aaben Gade. Folk forargedes over en saadan Frækhed; men Dagen efter gik Alkibiades til Hipponikos, bad ham ydmygt om Tilgivelse og blottede sin Ryg, forat han kunde give ham velfortjent Straf. Hipponikos tilgav ham og blev snart saa indtaget i den elskværdige Yngling, at han gav ham sin Datter tilegte. Dette Egteskab blev dog ulykkeligt. Hans Hustru kunde tilslut ikke længer holde det ud hos ham, men søgte Tilflugt i sin Broders Hus og androg senere paa Skilsmisse. Men da Egtefolkene mødtes for Retten, tog Alkibiades hende paa sine Arme og bar hende hjem til sit Hus, og ingen hindrede ham i denne egenmægtige Handling. Ved saadanne kaade og egenmægtige Handlinger gjorde han sig bemerket over den hele By; men det var netop det, han vilde. Han kjøbte saaledes engang en særdeles vakker Hund til flere tusinde Kroners Værdi. Da hele Byen talte om den smukke og kostbare Hund, nuggede han Halen af den. Hans Venner foreholdt ham, at han derved var kommen i Folkemunde; men han svarede leende: »Jeg vil jo netop, at Athenerne skal tale herom, forat de ikke skal sige noget værre om mige Dette havde nemlig Alkibiades fundet paa for at trække Opmerksomheden bort fra andre Ting, som han ikke ønskede skulde blive Gjenstand for Folkesnak. Den Mand kjendte sit Folk. En Dag kom han i Folkeforsamlingen, da der handledes om at give frivillige Bidrag til Statskassen. Alkibiades lod sig skrive for en meget stor Sum. Folket jublede; men over Larmen glemte han en Vagtel, som han bar under Kappen. Den fløi fortumlet sin Vei, Alkibiades begyndte at fløite efter Fuglen, og det atheniske Folk forglemte sin Værdighed i den Grad, at det forlod Forsamlingen og løb til alle Kanter for at jage efter<noinclude><references/></noinclude> dbkbs10dbiusmqe7v6ipuf3jrm3v6wk 332277 332276 2026-08-30T18:32:58Z Øystein Tvede 3938 332277 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>i Overgivenhed et Veddemaal om, at han skulde give en af Athens mest anseede Mænd ved Navn Hipponikos et Ørefigen, og dette udførte han virkelig ogsaa midt paa aaben Gade. Folk forargedes over en saadan Frækhed; men Dagen efter gik Alkibiades til Hipponikos, bad ham ydmygt om Tilgivelse og blottede sin Ryg, forat han kunde give ham velfortjent Straf. Hipponikos tilgav ham og blev snart saa indtaget i den elskværdige Yngling, at han gav ham sin Datter tilegte. Dette Egteskab blev dog ulykkeligt. Hans Hustru kunde tilslut ikke længer holde det ud hos ham, men søgte Tilflugt i sin Broders Hus og androg senere paa Skilsmisse. Men da Egtefolkene mødtes for Retten, tog Alkibiades hende paa sine Arme og bar hende hjem til sit Hus, og ingen hindrede ham i denne egenmægtige Handling. Ved saadanne kaade og egenmægtige Handlinger gjorde han sig bemerket over den hele By; men det var netop det, han vilde. Han kjøbte saaledes engang en særdeles vakker Hund til flere tusinde Kroners Værdi. Da hele Byen talte om den smukke og kostbare Hund, nuggede han Halen af den. Hans Venner foreholdt ham, at han derved var kommen i Folkemunde; men han svarede leende: »Jeg vil jo netop, at Athenerne skal tale herom, forat de ikke skal sige noget værre om mige Dette havde nemlig Alkibiades fundet paa for at trække Opmerksomheden bort fra andre Ting, som han ikke ønskede skulde blive Gjenstand for Folkesnak. Den Mand kjendte sit Folk. En Dag kom han i Folkeforsamlingen, da der handledes om at give frivillige Bidrag til Statskassen. Alkibiades lod sig skrive for en meget stor Sum. Folket jublede; men over Larmen glemte han en Vagtel, som han bar under Kappen. Den fløi fortumlet sin Vei, Alkibiades begyndte at fløite efter Fuglen, og det atheniske Folk forglemte sin Værdighed i den Grad, at det forlod Forsamlingen og løb til alle Kanter for at jage efter<noinclude><references/></noinclude> 9g20sh7x9jvct757rom73ha78use51e 104 143097 332278 331766 2026-08-30T18:33:21Z Øystein Tvede 3938 332278 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Fuglen og vendte ikke tilbage, før det havde fanget den. Og Alkibiades gottede sig over al den Hurlumhei, han havde forvoldt; saa tankeløs og letsindig viste han sig i Øieblikke, hvor der handledes om Fædrelandets Ve og Vel, han, hvis Begavelse og Evner uimodsagt gjorde ham skikket til at indtage Perikles’ Plads. Hvorlidet han imidlertid, hvad Karakterens Renhed angaar, var værdig dertil, viser følgende Anekdote: Da han engang kom for at besøge Perikles, blev der sagt ham, at han ikke kunde faa sin Formynder itale, da denne nemlig arbeidede paa et Regnskab, han skulde aflægge for Folket. »Jeg synes«, sagde Alkibiades, »at Manden hellere burde benytte sin Tid til at finde ud, paa hvilken Maade han kunde slippe for at aflægge Athenerne Regnskab«. En Mand med saadanne Anskuelser er den farligste Borger i en fri Stat, farligst, fordi han har alle Betingelser for at faa et letbevægeligt Folk med paa sine Planer, medens han har for lidet af Karakter og Besindighed til at kunne føre det paa den rette Vei. Staten gives under en saadan Leder Tilfældighederne ivold og maa som oftest dele Lod med sin übesindige Fører. I Forfængelighed og Pragtsyge overgik Alkibiades alle. Han gik i Purpurklæder og havde et Skjold af Guld og Elfenben. Hans talrige Heste og Vogne var de skjønneste, man havde seet. Ved ødsel Gavmildhed og kostbare Fester blendede han Folket. I de olympiske Lege optraadte han engang med syv Veddeløbsvpgne, hvad endnu ingen Konge havde gjort, og seirede med de tre. Euripides besang hans Seier, og en Mængde Stæder gav ham Hædersgaver. Derpaa holdt han en stor Fest i Olympia, hvortil han indbød alle Tilskuere ved Festlegene. Alkibiades var paa gode Veie til at gaa tilgrunde i de Udskeielser, hvortil han hengav sig i den forfinede By. Kun en eneste Mand lykkedes det at faa ham til i nogen<noinclude><references/></noinclude> fow2duk7zyd9hc7wqb67zxat6nm4oo2 104 143098 332279 331767 2026-08-30T18:33:38Z Øystein Tvede 3938 332279 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Mon at tøile sine Lidenskaber og anvende sine rige Evner paa Formaal, som var ham mere værdige. Det var {{sp|Sokrate|s}}, den store Vismand. Fra Ungdommen af havde Alkibiades sluttet sig til ham som til en Fader, og altid bestod der et urokkeligt Venskab mellem den letsindige, elegante Verdensmand og den alvorlige, uanseelige Vismand. Det Venskab, de havde sluttet, var bleven beseglet ved, at de gjensidig havde reddet hinandens Liv. Da Alkibiades i Toget mod Potidæa (Side 327) gjorde sit første Felttog, blev han liggende saaret mellem Fienderne; Sokrates sprang til og dækkede ham med sit Skjold. Da man efter Slaget vilde tildele Sokrates Tapperhedsprisen, gav han Afkald derpaa til Fordel for Alkibiades. Syv Aar senere havde til Gjengjæld Alkibiades den Lykke i et Slag at redde sin elskede Lærers Liv. Med Begjærlighed lyttede Alkibiades til Sokrates’ Lærdomme og fandt sig taalmodig i Mesterens Straffetaler over hans Forfængelighed og Letsind. Han sagde selv, at Sokrates var det eneste Menneske, for hvem han skammede sig. Men Alkibiades var letbevægelig og lod sig, som alle letsindige Mennesker, lede af sine hurtig vekslende Stemninger. Saalænge han var sammen med Sokrates, fattede han de bedste Forsætter; han kunde sidde hele Dagen og lytte til hans manende Lærdomme, rørt til Taarer, naar den ædle Lærers Ord traf hans Hjerte; men naar han vel havde forladt Sokrates, slog han alle gode Forsætter hen i Veir og Vind og tilbragte den ganske Nat, hvis det faldt sig saa, med de forargeligste Streger i sine lystige Kameraters Kreds. Først i Trediveaarsalderen begyndte Alkibiades at tage virksom Del i det offentlige Liv. Før vi gaar over til at skildre hans Deltagelse deri, skal vi først kaste et kort Blik tilbage paa de politiske Begivenheder siden Perikles’ Død. Da Farsotten havde udraset i Athen<noinclude><references/></noinclude> mye0s6bt4csvfx5s2hmqoazg5f5lb83 104 143100 332280 331768 2026-08-30T18:34:03Z Øystein Tvede 3938 332280 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>fældte over det med Athen forbundne Platææ. Etterat denne By næsten i to Aar havde gjort den tapreste Modstand, og etterat den tilslut var bleven ganske blottet for Levnetsmidler, fik Spartanerne den i sin Magt ved Løfter om en skaansom Behandling. Men troløst brød de det givne Løfte, skjønt de vistnok øvede sin Hevn bag et Skin af Retfærdighed. Der sendtes Bud til Sparta efter fem Dommere. Disse forelagde kun de fangne Platæere det Spørgsmaal, om de havde ydet Sparta eller dets Forbundsfæller nogen Tjeneste under Krigen. De ulykkelige Platæere søgte at forsvare sig, de beraabte sig paa sine Fortjenester af Hellas og paa den Frihed, der var sikret dem (Side 304), de fremhævede ogsaa, hvorledes de var komne Sparta tilhjælp i dets farefulde Krig mod Heloterne (Side 312); og hvad deres Stilling i den forhaandenværende Krig angik, saa maatte det være Sparta en velkjendt Sag, at de fra gammel Tid af havde staaet i Forbund med Athen, og at dette Forbund i sin Tid var bleven sluttet efter Spartas egen Opfordring. Men trods al Veltalenhed fra Platæernes Side holdt Dommerne, eggede af Platæernes Arvefiender, Thebanerne, med spartansk Haardnakkethed fast ved det forelagte Spørgsmaal, og da ingen af de fangne enten kunde eller vilde besvare dette med andet end nei, blev de alle henrettede, deres Kvinder blev solgte som Træler, og Staden blev overladt Thebanerne, der i Frihedskrigens Dage saa ofte havde maattet staa tilskamme for de heltemodige, selvopofrende Platæere. De jevnede Staden med Jorden. Disse Træk er tilstrækkelige til at vise den Maade, hvorpaa Krigen mellem Athen og Sparta og mellem de med disse forbundne Stater førtes. Endelig stansede foreløbig Krigen, idet det i 421 lykkedes den retsindige Athener {{sp|Nikia|s}} at faa sluttet en Vaabenstilstand, der blev kaldt Nikias’ Fred.<noinclude><references/></noinclude> dbuuj1mirec4j86n7paib260y9o077u 104 143101 332281 331229 2026-08-30T18:34:25Z Øystein Tvede 3938 332281 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Men Altibiades, som brændte af Begjærlighed efter at udmerke sig som Feltherre, anvendte alle Kunstgreb for igjen at faa Krigen igang. Snart viste der sig en gunstig Leilighed. Indbyggerne i den lille By Segesta paa Sicilien<ref>Fra Aaret 735 af anlagdes der en Række græske Kolonier paa Sicilien, de fleste af dorisk Oprindelse. Den største og mægtigste af dem alle var Syrakus, der kappedes med Moderlandets største Byer i Rigdom og Vælde. </ref> blev haardt trængte af det mægtige {{sp|Syraku|s}} og bad Athenerne om Hjælp. Alkibiades opbød alt for at faa Toget istand og vidste med sin glimrende Veltalenhed at bedaare Folket, saa det lovede Segesta den for langte Hjælp. Alkibiades havde forespeilet Folket, hvor let det vilde være at erobre hele Sicilien, ja det drømte endog om Erobringen af Karthago og Syditalien, hvorpaa da Spartas Underkastelse let vilde følge. Med stor Bekostning udrustedes der en prægtig Flaade, og til Overfeltherrer valgtes Nikias, Lamachos og Alkibiades. Flaaden var allerede seilfærdig, da der i Athen hændte en Begivenhed, som blev skjebnesvanger for Alkibiades og selve Athen. En Morgen fandt man alle Hermesstøtter (Side 225) omstyrtede. Mistanken for denne frække Handling faldt paa Alkibiades, som med sine Drikkebrødre vistnok kunde tiltroes en saadan Kaadhed. Hans Fiender satte ogsaa i Omløb Rygter om, at han med sine Venner havde drevet Spot med enkelte af Athenernes religiøse Skikke. Hvormeget sandt der var i dette, blev aldrig bragt paa det rene. Hans Fiender truede med en Anklage, og Alkibiades trængte paa, at Sagen skulde komme for Retten før Flaadens Afseiling. Men hans Modstandere vidste, at de ikke kunne faa ham domfældt, saalænge han selv var i Athen, da han altid forstod at stemme Folket til Gunst for sig. De lod derfor Anklagen hvile, til Toget var afgaaet.<noinclude><references/></noinclude> p4ayvw0k9j3kz0smgocdmlfd0vjppp2 104 143102 332282 331231 2026-08-30T18:34:56Z Øystein Tvede 3938 332282 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Flaaden seilede til Sicilien i Aaret 415; men netop som den landede, kom der et Skib for at afhente Alkibiades og føre ham til Athen. Alkibiades gik ogsaa virkelig ombord; men underveis fattede han den Beslutning at flygte, da han ikke stolede paa de vægelsindede Athenere, især fordi Hæren, hos hvem han stod i den største Gunst, nu var borte. Da en spurgte ham, om han da ikke havde nogen Tillid til sit Fædreland, svarede han: »Vist nok i alle andre Tilfælde, men ikke, naar der spørges om Livet; da stoler jeg ikke engang paa min egen Moder; thi hun kunde af Vanvare komme til at kaste en sort Sten i Urnen istedenfor en hvid« (Side 215). Hans Flugt lykkedes, og da han nogen Tid senere fik høre, at man i Athen havde dømt ham til Døden, sagde han: »Jeg skal vise mine Landsmænd, at jeg lever«. Glødende af Hevnlyst gik Alkibiades til Sparta, hvor man modtog ham med stor Glæde. Fra nu af var det hans Opgave at skade Athenerne paa enhver Vis, og han gav Lakedæmonierne de bedste Vink om, hvorledes de skulde føre Krigen paa den for Athen fordærveligste Maade. Han fik Spartanerne til hvert Aar at gjøre herjende Indfald i Attika. Efter hans Raad sendte de ogsaa Syrakusanerne Hjælp, og dette bevirkede, at Athenernes Tog til Sicilien, som i Begyndelsen havde været kronet med Held, fik det sørgeligste Udfald. Efter flere Nederlag maatte Athenerne overgive sig til Syrakusanerne. Nikias og hans Medfeltherrer blev halshuggede og de fangne indesperrede i Stenbruddene, hvor de, om Dagen plagede af Hede, om Natten af Kulde, udstod alle Hungerens og Tørstens Kvaler og omkom i Mængdevis. Efter sytti Dages Forløb blev det rædsomme Fængsel aabnet, og af de gjenlevende blev Størsteparten solgt som Træler og Resten holdt tilbage i Fangenskab. Paa en saa ulykkelig Maade endte Toget til Sicilien, der var begyndt under saa store For-<noinclude><references/></noinclude> 9wy8ac84c8mcmfdl7wd6bkvr0zd4fba 104 143105 332283 331770 2026-08-30T18:36:01Z Øystein Tvede 3938 332283 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>han tidligere havde sat Tilfredsstillelsen af sin personlige Hevnlyst over Fædrelandets Vel, mindedes Folket atter. Han havde saa ofte vist sig lunefuld og upaalidelig, at det ligesaa lunefulde Folk ikke længer troede ham, selv da, naar han mente det redeligt. Han reiste til Thrakien, hvor han ogsaa som landflygtig søgte at være sit Folk til Nytte. Da den atheniske Flaade i Aaret 405 laa ved Mundingen af Floden {{sp|Ægospotamo|s}}, som gjennem Thrakien falder ud i Hellespont, og Soldaterne forlod sine Skibe og spredte sig paa Landet for at streife om efter Bytte, skjønt Lysandros laa i Nærheden, indfandt Alkibiades sig hos Athenerne, gjorde dem opmerksomme paa det farlige i deres Stilling og tilbød dem sin Tjeneste. Men de viste ham bort med de Ord: «Alkibiades har ikke længer noget at befale«. Men hvad han havde forudseet, indtraf. Lysandros kom uventet over Athenerne og slog dem fuldstændig. Efter dette afgjørende Slag, der tilintetgjorde den sidste Rest af Athens Stridskræfter, styrede nu Lysandros mod Athen, og om Høsten samme Aar lagde han sig udenfor Peiræeus og afskar derved al Tilførsel tilsøs, medens en peloponnesisk Hær indesluttede Athen fra Landsiden. Sterkt befæstet som Byen var, kunde den ikke erobres paa anden Maade end ved Udhungring. Nøden i den beleirede Stad naaede snart en forfærdelig Høide, og Athen maatte omVaaren 404 ovcrgive sig til Spartanerne paa haarde Betingelser : De lange Mure og Peiræeus’ Fæstningsverker skulde sløifes, alle Skibe udleveres paa tolv nær, Athens Magt indskrænkes til kun at omfatte Attika og det selv slutte sig til det peloponnesiske Forbund. Til Ulykken føiedes den bitreste Haan fra Seierherrernes Side. Paa Aarsdagen for Slaget ved Salamis lod Lysandros de lange Mure fra Themistokles og Perikles’ Dage<noinclude><references/></noinclude> jwyxx8h7ip389578uv124w76uxqry2s 104 143106 332284 331237 2026-08-30T18:36:14Z Øystein Tvede 3938 332284 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>under Fløiters og Trompeters Lyd nedrive og den attiske Flaade opbrænde. Saaledes endte den peloponnesiske Krig med Athens fuldstændige Ydmygelse. Hvad Spartanerne i saamange Aar havde higet efter, var nu bleven til Virkelighed. Sparta var den eneraadende i Hellas, og Athen hævede sig aldrig igjen til sin tidligere Høide. Men de værste Følger af denne Krig var, at den kvalte enhver Følelse af national Enhed; man havde vænnet sig til at sætte Særinteresser over det fælles Fædrelands Vel. Spartanerne troede sig dog ikke fuldstændig sikre paa Seieren, saalænge Alkibiades levede. Fra Thrakien blev han nødt til at flygte til Satrapen Pharnabazos i Phrygien. Derfra stod han netop i Begreb med at reise til Susa for at bede Kongen om at yde hans Fødeby Bistand mod Sparta. Men Lysandros havde saa indtrængende forlangt af Pharnabazos, at han skulde udlevere Alkibiades, at han endelig sendte to Snigmordere til det Hus, hvori Alkibiades boede, for at overfalde ham om Natten. De stak Huset ibrand. Alkibiades vaagnede ved Ildens Knitren, greb sit Sverd og styrtede sig gjennem Flammerne. Barbarerne flygtede, men skjød ham ned paa Afstand med sine Pile og bragte hans afhuggede Hoved til Pharnabazos. Kroppen lod hans trofaste Veninde Timandra indhylle i sin Kappe og lagde det paa Baal i det brændende Hus. Asken lod hun bisætte saa høitidelig, hun formaaede. Saaledes døde Alkibiades. Han staar som et advarende Eksempel paa, hvad Letsind kan føre til. Ved sin Fødsel og sin Begavelse var han kaldet til den høieste Lykke og Glans og til at blive sit Fædrelands fornemste Støtte; men desuagtet fandt han i fremmed Land Døden for Morderhaand, medens hans Fædrestad maatte træle under Spartas Aag. Skjønt han ikke selv er uden Skyld i sin egen og Fædrelandets ulykkelige Lod, og skjønt han havde vovet<noinclude><references/></noinclude> 5lmana7xfphwjihoncfcbdpl9be1u1g 104 143107 332285 331771 2026-08-30T18:36:31Z Øystein Tvede 3938 332285 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>at løfte Haand mod sit Fædreland, vil dog enhver føle Medlidenhed med ham paa Grund af hans tragiske Skjebne. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|47. Sokrates.}}}} {{--}} Den peloponnesiske Krig, som bragte Athen i saa dyb Fornedrelse, virkede ogsaa i høieste Grad fordærvelig paa den attiske Folkekarakter. Den gamle Besindighed og Kraft var veget fra Athenerne. I sin Letsindighed og Forfængelighed tænkte de kun paa Vellevnet og uværdige Fornøielser og satte større Pris paa Vid og spidsfindig Kløgt end paa Retskaffenhed og Sandhed. Men netop i denne fordærvede Tid levede i Athen den største Vismand, Hellas har fostret, den ædle {{sp|Sokrate|s}}. Før vi imidlertid gaar over til Skildringen af denne merkelige Mand, vil vi med nogle Ord omtale den aandelige Magt, som raadede i hans Tid, for derved bedre at kunne komme til Forstaaelse saavel af den Maade, hvorpaa Sokrates optraadte, som den Skjebne, han fik. Det var ikke blot den skrækkelige Krig, som bar Skylden for den aandelige Slappelse, der havde grebet saa om sig i Athen paa denne Tid. I samme Retning virkede ogsaa den Lære, som dengang udbredtes af de saakaldte {{sp|Sofiste|r}}. Det er tidligere omtalt, at de mest fremragende Mænd i Videnskab og Kunst paa Perikles’ Tid strømmede til Athen som til Grækenlands aandelige Midtpunkt. De tidligere Visdomslærere havde meddelt sin Lære til hvemsomhelst uden nogen Betaling. Senere derimod var det blevet Skik at tage Betaling for den Undervisning, man gav. Men hvad Sofisterne underviste i, var <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 3oq395cyk31wbpy9r1uxscrl38fvos5 104 143109 332286 331243 2026-08-30T18:36:48Z Øystein Tvede 3938 332286 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ikke den sande Visdom, som har sin Rod i Gudsfrygt og Sandhed; de brød med alt overleveret og ophøiede den personlige Tilbøielighed til Norm for Menneskets Gjøren og Laden. Naar de talte, kom det dem ikke an paa at give sine Tilhørere et klart Indblik i en Sags egentlige Kjerne, men kun om gjennem en kløgtig Fremstilling at vinde dem for sin Hensigt. Ja, de gik endog saavidt, at de berømmede den som den mest fuldkomne Taler, der først kunde forfægte en Sag og derpaa med ligesaastor Spidsfindighed kunde bekjæmpe den. Paa den Maade nedbrød de Skillevæggen mellem godt og ondt, mellem det sande og det falske og undergrov Sedelighedsbevidstheden ved at give den en rent vilkaarlig Grand vold. De blev væsentlig kun Lærere i i hetoriske Kunstgreb og Lovtrækkeri; jo mindre Visdom de havde, des mere gav de sig ud for at besidde. Denne falske Talekunst fandt utallige Tilhængere i det demokratiske Athen, hvor det i Folkeforsamlingen kom saameget an paa et poleret og velklingende Foredrag, og det var ofte de mest begavede, som lod sig mest blende af Sofisternes bedaarende Færdighed. Saaledes virkede de i høieste Grad fordærvelig; de lærte Ungdommen ved Kunstgreb at undgaa enhver Lov og sætte sin Egenvilje isteden; de rokkede den religiøse Tro, svækkede Fædrelandskjærligheden og udsaaede Troløshed og Selvsyge. Med Rette er derfor,, Navnet Sofist bleven berygtet, saa man dermed nutildags ikke vil betegne en vis Mand, men en, som paa spidsfindig Maade forstaar at fordreie Sandheden og bøie Retten. Imod disse fordærvelige Lærere var det, at Sokrates optraadte ide første Aar af Peloponneserkrigen. Han var født i Aaret 469 f. Kr. Hans Fader var Billedhugger, hans Moder en Jordemoder. Allerede meget tidlig viste der sig store og eiendommelige Anlæg hos Gutten. Et Sagn forteller, at hans Fader af Oraklet fik<noinclude><references/></noinclude> 4dw32ljn5chinb1qod6i440y7pfvgno 104 143114 332287 331533 2026-08-30T18:37:29Z Øystein Tvede 3938 332287 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og slog det efter ham. Da lo Sokrates og sagde: »Det var det, jeg vidste; der maatte komme Regn efter et saadant Tordenveir«. En vis Zopyros, som sagde, at han af Folks Ansigts- og Hoveddannelse kunde slutte sig til deres Anlæg, prøvede ogsaa sin Kunst paa Sokrates uden at vide, hvem han var, og sagde efter Undersøgelsen, at han maatte være hovmodig, misundelig og sanselig. De, som var tilstede, brast allesammen i Latter over en saa taabelig Paastand; men Sokrates blev alvorlig og tilstod, at han virkelig havde havt Anlæg til disse Lidenskaber, men at det havde lykkedes ham at temme dem. Som Borger i en fri Stat holdt Sokrates det for sin første Pligt at gaa i Kampen for dens Frihed. Han tog Del i flere Felttog, og altid blev hans Navn nævnt blandt de tapreste. Om hvorledes Sokrates og Alkibiades gjensidig reddede hinandensLiv i Felten, er tidligere talt (Side 339). I et senere Slag i Peloponneserkrigen frelste han en anden af sine Disciple, {{sp|Xenopho|n}}, der havde mistet sin Hest og laa saaret paa Slagmarken. Sokrates rev ham med Fare for sit eget Liv ud af Kamptummelen og bar ham paa sine Skuldre bort i Sikkerhed. Ligesaa uforfærdet viste Sokrates sig, naar hanvaretog sine øvrige Borgerpligter; fordi han frygtede Guderne paa den rette Maade, kjendte han ikke til nogen Menneskefrygt. I Aaret 406 havde Athenerne vundet en betydelig Seier over Spartanerne ved de arginusiske Øer ved Lilleasiens Kyst. Feltherrerne var straks seilede bort for at undsætte en anden Del af Flaaden, som var indesluttet af Spartanerne, og havde forinden paalagt to af sine Underbefalingsmænd at redde de skibbrudne og fiske op Ligene. Men en sterk Storm gjorde dette umuligt. Formedelst denne Tilsidesættelse af den religiøse Pligt mod de døde blev Feltherrerne stevnede for Retten. De to, som egentlig havde Skylden, forsaavidt der kunde være Tale om nogen Skyld, blev<noinclude><references/></noinclude> n1fnckypbc0s3z2zwb18agghnani11v 104 143119 332288 331777 2026-08-30T18:38:24Z Øystein Tvede 3938 332288 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>kibiades siger: »Mit Hjerte banker heftig, naar jeg hører ham, og hans Taler bringer mig til at fælde Taarer. De samme ser jeg er Tilfældet med mange andre. For ham alene skammer jeg mig; thi jeg føler dybt i mit indre, at jeg ikke er istand til at modsige ham«. Paa den fatteligste og simpleste Maade forstod Sokrates at gjøre Rigtigheden af sin Opfatning indlysende for sine Disciple. Da saaledes Alkibiades som ganske ung ængstedes meget for den Tid, da han skulde optræde som Taler, betog Sokrates ham Frygten herfor gjennem følgende Ræsonnement; »Vilde du være bange for at tale for en Skomager?« »Nei vist ikke«. »Eller kunde en Kobbersmed gjøre dig forlegen?« »Vist ikke«, »Men ligeoverfor en Kjøbmand vilde du vistnok miste Modet?« »Ligesaa lidet«. »Nu, ser du vel, saadanne Mennesker er det netop, hvoraf det atheniske Folk bestaar. Du er ikke bange for dem enkeltvis, hvorfor skulde du saa være bange for dem samlede?« Sokrates var i enhver Henseende uegennyttig. Som før nævnt tog han ingen Betaling af sine Tilhørere. Den unge Æschines ønskede inderlig at blive hans Discipel, men undsaa sig for at gaa til ham, fordi han var fattig. Sokrates merkede hans Ønske og sagde til ham: «Hvorfor undgaar du mig?« »Fordi jeg intet har, som jeg kan give dig«. »Men sætter du da saa liden Pris paa dig selv?« svarede Sokrates. »Giver du mig ikke rietop meget da, naar du giver dig selv hen til mig?« Sokrates afslog og saa de fordelagtige Tilbud af forskjellig Slags, som gjordes ham. Den rige Kritorr ønskede at give ham frit Ophold hos sig, og Makedoniens Konge, Archelaos, indbød ham til at leve ved sit Hof; men han gav ham det Svar, at han var ude af Stand til at gjengjælde hans Velgjerning og følgelig ikke kunde modtage den. Sokrates’ Maade at undervise paa og hele hans Væsen<noinclude><references/></noinclude> 330jahr88quei4qz1nne6a6k3nxyvpm 104 143122 332289 331780 2026-08-30T18:39:03Z Øystein Tvede 3938 332289 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ogsaa Navnene paa en eller anden af de græske Guder til Betegnelse af det høieste Væsen, skjønt det ikke er os klart, om og i hvilken Grad han virkelig havde nogen Tro paa disse; men under alt dette havde Folket det rette Instinkt af, at i Sokrates’ Religionssystem maatte Olympens gamle Guder vige Pladsen. De havde ikke saadanne Egenskaber som dem, hvormed Sokrates udstyrede den Guddom, han talte om og troede paa; dertil var de altfor meget befængte med menneskelige Skrøbelig heder og Feil, altfor meget et Bytte for menneskelige Lidenskaber og menneskelige Skuffelser. Og er det nu end saa, at dette netop er det største, der kan siges om Sokrates, at han var den første Hellener, som bekj endte Troen paa en eneste Gud, der som en vis og kjærlig Fader styrer den hele Verden, vil vi dog let forståa, at dette var paa en vis Maade en Forkastelse af den bestaaende Religion, og at det i hans Samtids Øine maatte blive opfattet som en Brøde. Meget ofte taler Sokrates om en Talsmand eller en Skytsaand i sit indre, en «guddommelig Røst«, som han selv kalder den, der ved mange Leiligheder lod sin advarende Stemme høre. At forklare dette med, hvad vi kalder Samvittigheden, strækker ikke ganske til; thi den lod sig høre, siger han, meget ofte i Tilfælde, som laa aldeles udenfor det moralske Omraade. Saaledes forteller han, at den indre Stemme afholdt ham fra at tage Del i det politiske Liv udenfor de Tilfælde, hvor Loddet gjorde ham det til en Pligt. Og i mange Tilfælde, hvor det kunde synes ligegyldigt, om han bestemte sig for det ene eller for det andet, lod hans indre Stemme sig høre, og han fulgte den altid, og altid viste den sig at lede ham til det bedste. Hvorledes man skal forklare sig dette, er ikke godt at afgjøre. Det lader ikke til, at han selv havde nogen klar Opfatning deraf. Skjønt Sokrates’ Aand bærer<noinclude><references/></noinclude> qkb82zkalj0wjm6m5sm96te3cncd74b 104 143123 332290 331262 2026-08-30T18:39:24Z Øystein Tvede 3938 332290 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>den klare Forstandigheds Præg, gaar der dog et vist sværmerisk Drag gjennem hans Væsen, og derpaa beroede vel hans Tro paa den guddommelige Aabenbaring, der blev ham tildel. Men medens den øvrige Verden modtog Spaadomme gjennem ydre Tegn og andre Mennesker, troede han at bære sit Orakel i sit eget Bryst. I sit Forhold ligeoverfor Staten lagde Sokrates vistnok for Dagen den fuldstændigste Lydighed mod Lovene; men i sin Søgen efter Sandhed undlod han ikke sammen med sine Tilhørere at kritisere Statsforfatningen, og herunder omtalte han baade som latterlige og ukloge mange af de demokratiske Indretninger, hvorved alle Borgere, den udannede og uvidende ligesaavel som den kundskabsrige og indsigtsfulde, var stillede paa lige Fod i Rettigheder. Saaledes skal han have sagt, »at det var Galskab, at Valget af en Statsmand afgjordes ved Lodkastning, medens ingen faldt paa at Jade Loddet bestemme, hvem man vilde have til at styre sit Skib eller bygge sit Hus«. Og han mente medrette, at det at styre en Stat og arbeide med dens indviklede Maskineri var en ulige vanskeligere Sag. Han skal ogsaa ved en vis Leilighed have sagt: »Jeg er ikke Athener, men Verdensborger«, en Ytring, som vistnok viser hans uhildede Blik, men som blev taget ham meget ilde op paa en Tid, da Kampen for Fædrelandet optog alles Tanker, og Forbitrelsen mod Udlandet følgelig var størst. At Sokrates imidlertid elskede sin Fædrestad som ingen anden, derom er hele hans Liv og Virksomhed Vidnesbyrd nok. Efter hvad vi kan forstaa, er det dog ikke usandsynligt, at enkelte af hans Disciple, især de, som var af fornem Herkomst, ved hans Udtalelser om Statsforfatningen følte sig styrkede i sin Misnøie med den demokratiske Lighed og længtes efter en Forandring i den bestaaende Forfatning. Dette bevirkede, at mange, selv blandt de velmenende Borgere, saa paa Sokrates<noinclude><references/></noinclude> ifoo4tbkdvsxpljvca6xxtpg7k21qca 104 143124 332291 331781 2026-08-30T18:39:46Z Øystein Tvede 3938 332291 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>med mistenkelige Øine, og da Forfatningen ved. Slutten af Peloponneserkrigen virkelig blev omstyrtet, gjorde man ham medansvarlig for, hvad der var skeet. {{---}} Det vil paa dette Punkt være nødvendigt med nogle faa Ord at berøre den historiske Situation. Efter en 27 -- aarig haardnakket Krig var endelig Athen i Aaret 404 f. Kr. falden i Spartanernes Hænder (Side 346). Blandt de forskjellige sammenstødende Omstændigheder, som kan siges at have hidført dette for Athen saa sørgelige Resultat, skal vi her blot nævne paa den ene Side Alkibiades’ Forhold ligeoverfor sin Fædrestad, det Letsind, hvormed han fik Krigen fornyet igjen paa en Tid, da Athen ikke var Kampen voksen, og det Forræderi, han begik mod sit Fædreland ved at slutte sig til Sparta, paa den anden Side det aristokratiske Partis uredelige Færd. Istedenfor i Farens Stund ærlig at slutte sig til den bestaaende Forfatning og støtte denne, hvormeget der end kunde være at indvende mod den, benyttede dette Parti sig af den Forvirring, som den ulykkelige Krig skabte, til endogsaa ved Anvendelsen af forbryderske Midler at faa Forfatningen ændret. Dette Parti var det ligeledes, som fik Alkibiades, der atter havde sluttet sig til Athenerne, afsat fra Kommandoen, skjønt han netop var den Mand, som kunde holde Spartanerne Stangen, og skjønt han, belært af Erfaringen og lutret gjennem Ulykken, nærede den inderligste Længsel efter at gjøre sin Uret god igjen. Dette Parti var det ogsaa, som under Paaskud af, at der var skeet Brud mod Religionen, hidsede Folket til at domfælde og henrette sine seierrige Feltherrer for Undladelsen af en Pligt, som det ikke stod i menneskelig Magt at opfylde. Og hvad var den egentlige Grund? Det hele var kun et Skalkeskjul for derved at komme sine politiske Modstandere<noinclude><references/></noinclude> i78nk1y07xb6ypxji3i06g4z5imaj7f 104 143126 332292 331784 2026-08-30T18:40:08Z Øystein Tvede 3938 332292 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>de da kanske, at jeg anser mig for udødelig?« Da man spurgte ham, om han ikke var bange for, at hans frimodige Tale skulde bringe ham en Ulykke, svarede han: »Jeg er endog forberedt paa tusinde Ulykker; men ingen Ulykke kan dog lignes med den ikke at gjøre, hvad Ret er«. Naar Sokrates under saadanne Omstændigheder ikkedestomindre undgik Døden, da har det vel sin Grund deri, at selv den blodtørstige Kritias havde bevaret en Rest af Ærefrygt for sin tidligere Lærer. Tyrannernes Herredømme varede dog ikke længe. Allerede i Aaret 403 samlede {{sp|Thrasybulo|s}} en Skare Flygtninger om sig, med hvilke han besatte Athens Havnestad, og derfra leverede han Voldsmændene et seierrigt Slag, i hvilket Kritias faldt. Athen blev befriet, og af Voldsherredømmet stod kun Mindet tilbage, et af de blodigste i hele Hellas’ Historie. Man regnede, at der under de tredive Tyranners Herredømme i otte Maaneder var flydt mere athenisk Blod end i ti af Peloponneserkrigens Aar. Da Friheden igjen var indført i Athen, begyndte der et Tidsrum, i hvilket alle sande Fædrelandsvenner under alvorligt Arbeide bestræbte sig for at læge de Saar, som den frygtelige Krig havde tilføiet Staten. Fremforalt ønskede de at vække tillive igjen den faste og ophøiede Borgeraand, som havde besjælet Heltene fra Perserkrigenes Tidsalder. Men idet man søgte at bringe paa det rene, hvad det var, som hovedsagelig havde dræbt denne Aand, der satte den übetingede Lydighed mod Staten i første Række, fæstede man sig væsentlig ved den fordærvelige Indflydelse, den sofistiske Lære havde havt. Og da nu Sokrates i den store Mængdes Øine gjaldt for den fornemste Sofist, da den syttiaarige Olding fremdeles vedblev med at revse og latterliggjøre de Daarskaber, som kom tilsyne baade i det private og offentlige Liv, og da man endvidere betænkte, hvilke uoprettelige Ulykker to af hans mest begavede Di-<noinclude><references/></noinclude> i2627wdrace9rfahv2k2d6713h669l1 104 143129 332293 331536 2026-08-30T18:40:47Z Øystein Tvede 3938 332293 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>for en Mand i hans Alder. Han vilde ikke tinge om sit syttiarige Liv. I sit Forsvar befatter han sig derfor ikke synderlig længe med Gjendrivelse af den reiste Anklage, hvis Selvmodsigelser og fuldstændige Grundløshed han paaviser. Derimod gjør han i sin Tale udførlig Rede for sit Liv og sin Virksomhed og viser, hvorledes denne er bleven misforstaaet og han selv bleven lagt for Had; hans Tale er mindre henvendt til Dommerne for at opnaa Frikjendelse end den er henvendt til hans Landsmænd for at vække dem til Ettertanke. Ved sin hensynsløse Frimodighed og ved den usedvanlige Maade, hvorpaa Sokrates forsvarede sig, stødte han formodentlig mange af Dommerne, som fra først af var gunstig stemte mod ham; de kunde ikke andet end optage hans Tale som Haan mod dem selv. 281 Stemmer mod 278 erklærede ham for skyldig; hvis to havde stemt anderledes, vilde Sagen altsaa have faaet et andet Udfald. Efter Skik og Brug havde nu den anklagede selv Ret til at foreslaa sin Straf, og Dommerne kunde da vælge mellem den Straf, den anklagede bragte i Forslag, og den, som Anklagerne gjorde Paastand paa, hvilket i dette Tilfælde var, som før nævnt, Døden. Der er ingen Tvivl om, at hvis Sokrates havde foreslaaet Landflygtighed, Fængsel eller passende Bøder, vilde Dommerne have valgt en af disse Straffe istedenfor den strengere. Men Sokrates, som med den største Ro havde hørt paa Udfaldet af Stemmegivningen, udtalte blot sin Forundring over, at der ikke var flere, som kjendte ham skyldig, og vilde ikke sætte en Plet paa sit Navn ved at trygle om Naade i en Sag, hvor Retten var paa hans og Uretten paa hans Modstanderes Side, skjønt han sikkert forudsaa, hvad der vilde ske. Han udtalte derfor, at han saalangt fra fortjente at straffes, at man hellere burde votere ham som Byens Velgjører og<noinclude><references/></noinclude> 9e1b1cn1ldhx2kfg4l0w2zo79m13foa 104 143130 332294 331275 2026-08-30T18:41:08Z Øystein Tvede 3938 332294 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>en fattig Mand fri Bespisning paa Prytaneion (Side 210). Da et saadant Forslag imidlertid maatte forekomme Dommerne kun at være overmodig Haan, tilføiede han, at han, da han ikke ansaa Pengetab for nogen Straf, vilde foreslaa en Bod af en Mine Sølv (omtrent 66 Kroner), hvilken Sum han dog paa sine Venners indstændige Opfordring, der lovede at indestaa for Beløbet, straks efter forhøiede til tredive Miner. Den sedvanlige Pengebod for Gudsfornegtelse synes at have været 100 Miner; det, Sokrates foreslog, ansaaes i ethvert Tilfælde for at være for lidet, og da mange af Dommerne desuden i hans Tale kun saa Haan og trodsig Indbildskhed, blev han nu dømt til Døden med et langt større Flertal, idet 80 af dem, som ved første Votering havde frikjendt ham, nu stemte for Døden. Før Sokrates blev ført bort til Fængslet, rettede han endnu nogle Ord til Dommerne, saavel til dem, som havde fordømt ham, som til dem, der havde frikjendt ham. Derefter talte han videre om, at Døden var et Gode, idet han nærmere gjorde Rede for, hvorpaa han byggede dette Haab, og endte sin Tale med følgende Ord: »Dog nu er det paatide, at vi gaar herfra, jeg til Døden, I til Livet; men hvem af os det er, der gaar den bedste Skjebne imøde, det ved ingen uden Gud alene«. Ledsaget af sine sørgende Venner gik Sokrates fattet og rolig til Fængslet. Her blev han endnu i tredive Dage; thi paa den Dag, da Dommen faldt, var netop det hellige Skib afseilet til Delos med det Festgesandtskab, der paa Statens Vegne skulde tage Del i de Festligheder, som hvert Aar blev feirede der til Apollons Ære, og saalænge Skibet var borte, maatte ingen Dødsdom blive fuldbyrdet i Athen (Side 101). Hans Venner havde derfor den Glæde endnu en kort Frist at være sammen med ham, og i disse dyrebare Øieblikke talte han især om det, som da maatte<noinclude><references/></noinclude> 0q3hkzjgxd2phl1u9of71imxiw9a58l 104 143134 332295 331787 2026-08-30T18:41:50Z Øystein Tvede 3938 332295 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og haabede, navnlig ved Hjælp af det da saa mægtige Sparta, at kunne støde sin Broder fra Thronen. Med dette Maal for Øie samlede han 100,000 Barbarer og hvervede 13,000 Leiesoldater i Hellas, hvor der dengang, efter Peloponneserkrigens Slutning, ikke var nogen Mangel paa byttelystne Krigere. Sparta sendte ham 700 Hopliter, stillede sin Flaade til hans Raadighed og lettede ham overalt Adgangen til at hverve Tropper. Kyros holdt i Førstningen sine hvervede Tropper i Uvidenhed om Hensigten med Toget; han foregav, at han vilde verne sit Riges Grænser mod dets røverske Naboer. Men da han altid førte Hæren længer og længer ind i Asien og endogsaa gik over Euphrat ind i Mesopotamien, kunde det ikke længere holdes skjult for Hellenerne, hvad det egentlig gjaldt; det var dog nu for sent at vende om, og desuden var vel denne nye Oplysning dem ikke saa særdeles ukjær. Efterat Kyros i 90 Dagsmarscher havde tilbagelagt de 280 Mile fra Sardes til {{sp|Kunax|a}}, lidt nordenfor Babylon, stødte han her uventet paa Kongens langt større Hær. Uden Orden gik Kyros’ Tropper i Kampen, Asiaterne paa den venstre, Hellenerne paa den høire Fløi. Disse sidste hevdede sit Mods og sin krigerske Taktiks Overlegenhed over de til Blødagtighed og Feighed udartede Persere og vandt en glimrende Seier; men Kyros’ anden Fløi blev fuldstændig slagen, og, hvad der var det værste af det hele, han faldt selv i Kampen. De græske Leietropper var saaledes komne i en høist eiendommelig Stilling. De havde seiret; men den, hvem de ved sin Seier skulde have vundet en Krone, var falden. De stod ene midt i et fremmed Land, omringede af Fiender paa alle Kanter, 300 Mile borte fra sit Hjem. Dertil kom, at de blev skammelig svegne af de Asiatere, som havde kjæmpet sammen med dem, men nu søgte at redde sig gjennem hemmelige Underhandlinger med Storkongen.<noinclude><references/></noinclude> fy7xr3qtrtnvglyrknj3peyqrcbj6k2 104 143136 332296 331789 2026-08-30T18:42:15Z Øystein Tvede 3938 332296 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>igjen var dukkede op paa en ganske anden Kant af Verden. Fra Trapezos fortsatte de videre sin Hjemfart mod Vest dels tilsøs, dels ad Landeveien langs Kysten. Men Spartanerne, hvis Indflydelse dengang var meget stor i de helleniske Kyststeder, lagde dem alle mulige Hindringer iveien; thi nu, da den yngre Kyros’ Plan var strandet, frygtede de Stor kongens Vrede og søgte at lægge Skjul paa, at de nogensinde havde staaet i Forbindelse med Kyros’ Tog. I Slutten af Aaret 400 gik Xenophon med sine tapre Kampfæller over Hellesponten, hvorefter Toget opløstes. Af de tretten tusinde, der oprindelig havde delfaget i Toget, var der kun sex tusinde, der nu vendte tilbage efter at have været borte fra Hjemmet i omtrent halvandet Aar, hvoraf der var medgaaet over et Aar til Tilbagemarschen. Dette Tog havde stillet Hellenerne klart for Øie, hvilken Slappelse der havde bemægtiget sig Perserriget, og hvad en liden veldisciplineret Hellenerhær kunde udrette ligeoverfor de talløse persiske Skarer. Denne Erfaring vakte derfor hos mange Lysten til paany at prøve Kræfter med den gamle Fiende, og under Spartanerkongen Agesilaos’ Ledelse begyndte der i 397 en Krig mod Persien, under hvilken Xenophon og de fleste af hans gamle Kampfæller paany stillede sig i Rækkerne til Kamp mod Barbarerne. I den saakaldte {{sp|Anabasi|s}} (d. e. Opreise), et Verk i syv Bøger, har Xenophon selv givet en Fremstilling af sit Tilbagetog; det er det ældste Verk i sit Slags og af ikke ringe Betydning i Krigskunstens Historie. Xenophon har desuden efterladt sig en hel Del andre Skrifter, dels af historisk, dels af filosofisk Indhold; i de sidste giver han os et Billede af Sokrates, der paa mange Maader fuldstændiggjør Platons Skildring af deres fælles Lærers Personlighed og Lære. Xenophon døde Aaret 354 f. Kr. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> ryz9vls25hg6cw147bf6njlw4c7ivp3 104 143140 332297 331792 2026-08-30T18:42:55Z Øystein Tvede 3938 332297 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Epaminondas’ faste og uegennyttige Karakter. Da han engang kom til Kundskab om, at hans Vaabendrager havde modtaget Penge af en Fange for at give ham Friheden, fjernede han ham fra sin Tjeneste, idet han sagde: »Lad mig faa mit Skjold igjen; thi siden Penge har smittet dine Hænder, kan du ikke længer være min Følgesvend i Faren«. Da Epaminondas senere stod i Spidsen for Thebens Styrelse, kom engang en Gesandt fra Storkongen til ham med rige Gaver; men Epaminondas viste dem tilbage med de Ord: »Hvis Kongens Hensigter falder sammen med mit Fædrelands Vel, er ingen Gaver nødvendige; men forlanger han noget andet, da strækker alt hans Guid og Sølv, ja end ikke Al verdens Skatte til for at bevæge mig til at svige min Pligt mod Fædrelandet«. Og dog var denne Mand saa fattig, at han maatte holde sig inde, naar hans eneste Kappe skulde vaskes. End ikke af sine Venner vilde han modtage nogen Hjælp. Trods sine overordentlige Indsigter var Epaminondas saa beskeden, at en af hans Venner ytrede med Beundring: »Aldrig har jeg truffet paa et Menneske, der ved saameget og taler saa lidet derom som Epaminondas«. Kadmeia havde allerede i over tre Aar været i Spartanernes Hænder, og støttet af dets sterke Befæstning havde det aristokratiske Parti udøvet et Rædselsherredømme, der mindede om de tredive Tyranner i Athen. Flygtningerne i Athen havde imidlertid vedligeholdt Forbindelsen med Fædrelandsvennerne i Theben, og de besluttede endelig at vende hjem igjen og vove sit Liv for at befri Fædrelandet fra det fremmede Aag. I et Antal af omtrent fire hundrede samlede de sig ved Bøotiens Grænser, hvorpaa tolv af dem, blandt hvilke Pelopidas var, forklædte som Jægere og Bønder, sneg sig enkeltvis ind i Theben en stormfuld Vinteraften. Efter Aftale kom de sammen hos en af sine Venner<noinclude><references/></noinclude> 1v5ff5lco451px1vdg1t8ayzycxzjf6 104 143144 332298 331794 2026-08-30T18:43:41Z Øystein Tvede 3938 332298 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>gen spartansk Kvinde før havde seet. Da Sparta var uden Mure, fordi man altid havde anseet Borgernes Mod og Tapperhed for det bedste Vern om en By, og da hertil endvidere kom Opstand af Heloterne og Splid iblandt Borgerne indbyrdes, var Spartas Stilling fortvivlet, og det skyldtes alene Agesilaos’ Aandsnærværelse og Kraft, at Sparta blev reddet. Ved sin bestemte Optræden lykkedes det ham igjen at oprette Orden og Disciplin, og Epaminondas fandt det ikke raadeligt at drive de indesluttede til Fortvivlelsens Kamp, der kunde blive skjebnesvanger for ham selv, men trak sig tilbage uden at have vovet noget Angreb paa selve Byen. Da Epaminondas var vendt tilbage efter dette Tog, fik hans Uvenner reist en Anklage mod ham og de andre Feltherrer, fordi de havde beholdt sin Myndighed over den lovbestemte Tid, for hvilken Forbrydelse Lovene satte Døden. Epaminondas sagde, at det var ham, som havde bevæget sine Medfeltherrer til dette Lovbrud, fordi det vilde være til Skade for Krigens heldige Udfald, at der skede en Forandring i dens Ledelse midt under Felttoget. Han var derfor villig til at tage det hele Ansvar paa sig og bad kun Dommerne om paa hans Grav at sætte følgende Indskrift: »Epaminondas er af Thebanerne dømt tildøde, fordi han ved Leuktra fik dem til at seire over Spartanerne, som de tidligere ikke havde vovet at møde i Kampen, fordi han har befriet Fædrelandet og hele Hellas og gjenopbygget Messene«. Efter et saadant Forsvar skammede Dommerne sig over at fælde ham og gik fra hinanden uden at afgive sin Stemme, og dermed forblev det. Ogsaa i 369 og 367 gjorde Epaminondas seierrige Krigstog til Peloponnes. Medens Epaminondas saaledes kjæmpede paa Peloponnes, havde Pelopidas ført Krig mod Alexander, Tyran i Pheræ, der søgte at underlægge sig hele Thessalien. Engang blev han paa svigagtig Maade tågen tilfange, men<noinclude><references/></noinclude> o6dfdf25vfy0v7zrfzrkan7c61to5w4 104 143152 332299 331302 2026-08-30T18:44:43Z Øystein Tvede 3938 332299 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>jeg kanske sige dig Aarsagen til dit Uheld, hvis du vil fremsige for mig et Sted af Euripides eller af Sophokles«. Demosthenes gjorde dette, og derpaa gjentog Skuespilleren de samme Ord, men med et saa belivet Foredrag og et saa udtryksfuldt Minespil, at Demosthenes næsten ikke kjendte dem igjen. Da indsaa han klart, hvad og hvormeget der manglede ham, og at man ved Bedømmelsen af en Taler ikke blot havde at tage Hensyn til, hvad han sagde, men ogsaa til Maaden, hvorpaa han sagde det, og med fornyet Iver tog han igjen fat paa sin videre Uddannelse. For at styrke og udvikle sin Stemme gik han hver Dag til Strandbredden og søgte at overdøve Bølgernes Larm. Han havde den Uvane at trække paa Skulderen naar han talte, og for at vænne sig af hermed hængte han et Sverd under Taget, saa at Odden berørte Skulderen og saarede ham, saaofte han bevægede den. Ofte holdt han sine Taleøvelser i et Værelse under Jorden og tvang sig selv til ikke at forlade dette derved, at han lod sit Haar afrage paa den ene Side af Hovedet, saa at han ikke kunde vise sig ude paa flere Uger. Han øvede sig ogsaa i at tale med Munden fuld af Smaastene eller løb op ad bratte Bakker, medens han fremsagde lange Taler og Digte. Meget af dette er maaske senere Opdigtelser; men i ethvert Tilfælde naaede Demosthenes ved sin Udholdenhed en saadan Fuldkommenhed i Talekunsten, at han blev den helleniske Oldtids største Taler. Folkeforsamlingens Larm kunde nu ikke længere forstyrre ham; han havde baade lært at fængsle dens Opmerksomhed og at tøile dens Lidenskaber. Hans Ry naaede endog Perserkongens Øren, der paalagde sine Satraper at agte Demosthenes mest blandt alle Grækere som en Mand, der ved sine Taler var istand til at holde Kong Philip Stangen og saaledes hindre ham fra Angreb paa Persien.<noinclude><references/></noinclude> auw54rkhzktn171ll57ewdl3i7wyl3v 104 143155 332300 331801 2026-08-30T18:45:12Z Øystein Tvede 3938 332300 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>om, at den ældste af hans Efterkommere altid skulde nyde fri Bespisning paa Prytaneion. Det var en tabt Sag, Demosthenes ofrede sit Geni og sit Liv; men dette bør intet Skaar gjøre i den Beundring, der ydes ham; thi hans Modstand mod det makedoniske Erobringsrige skrev sig ikke fra blind Trods, men fra den reneste Kjærlighed til Fædreland og Frihed. {{---}} Snart udbrød der en ny hellig Krig i Grækenland. Lokrerne i Amphissa havde tilegnet sig en Del af den indviede Jord, som tilhørte det delphiske Orakel. Ophidset af Atheneren {{sp|Æschine|s}} besluttede Amphiktyonerraadet Krig mod Lokrerne og overdrog snart efter Ledelsen af denne til Philip. Man har ment, at Æschines var en Forræder, bestukket af Philip. Denne Mening deltes ialfald af Demosthenes. Philip rykkede ind i Mellemgrækenland og ødelagde Amphissa; men kort efter besatte han til alles Skræk Elateia, en Besiddelse, der aabnede ham Adgangen til Bøotien. Da denne overraskende Nyhed naaede Athen, blev alle slagne med Skræk. Det stod nu klart for enhver, at det var intet mindre end Hellas’ Frihed, det gjaldt. De mosthenes var den eneste, som under den almindelige Forfærdelse bevarede sin Fatning. Med sin indtrængende Veltalenhed hævede han Folkets sunkne Mod baade i Athen og i Theben, hvorhen han efter sit eget Ønske var bleven sendt som Gesandt sammen med nogle andre. Han fjernede Thebanernes Betænkeligheder, saa at de sluttede et Forbund med Athenerne imod den fælles Fiende. Efter flere Smaatræfninger, hvori Grækerne tildels var heldige, kom det til et Hovedslag paa Sletterne ved {{sp|Chæronei|a}} i Bøotien den iste September 338. Spartanerne<noinclude><references/></noinclude> r7m6cqehztpp4wjkgfn0wcfcuhbt5nu 104 143156 332157 331306 2026-08-30T13:24:18Z Øystein Tvede 3938 332157 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>havde havt god Tid til at møde frem; men som tidligere ved Marathon udeblev de ogsaa paa den græske Friheds sidste Slagmark. Philips Hær beløb sig til vel 30,000 Mand, og skjønt de forbundnes Hære var noget større, kunde de dog ikke staa sig imod Fiendens overlegne Krigskunst. Philip vandt en fuldstændig Seier. Skjønt slagne gik dog saavel Thebanerne som Athenerne med Hæder ud af sin sidste Kamp for Friheden. Thebanernes hellige Skare faldt til sidste Mand. »Man satte ingen Indskrift paa deres Grav«, siger Pausanias, »fordi Lykken havde svigtet dem; men man prydede den med en Løve som et Billede paa deres Mod«. Slaget ved Chæroneia bragte hele Hellas i den makedoniske Konges Vold. Men det maa siges til Philips Ros, at han lagde Maadehold og Ædelmodighed for Dagen. Theben blev vistnok haardt behandlet; men da man raadede ham til at ødelægge Athen, svarede han: »Det forbyde Guderne, at jeg, der selv stræber efter Berømmelse, skulde forstyrre Verdens mest berømte Stad«. Philip vilde ikke sætte en Plet paa sin Berømmelse ved en Herjing af den Stad, hvor den helleniske Kulturs Vugge havde staaet. Philips næste Maal var et Tog mod den gamle Arvefiende] Persien; dette skulde Makedonere og Hellenere foretage i Fællesskab. Paa et Mode, han i Aaret 337 lod afholde i Korinth, mødte Sendebud fra Grækenlands forskjellige Stater. Philip blev enstemmig valgt til Overanfører paa Toget mod Persien. Spartanerne var de eneste, der ikke mødte. Forbitret skrev Philip til dem: »Naar jeg kommer til Sparta, skal ikke en eneste af eder forblive i Landet«. »Naar?« var Spartanernes lakoniske Svar. Philip lod dog foreløbig Toget mod Sparta fare og rustede sig af al Kraft mod Perserne. Han raadspurgte ogsaa det delphiske Orakel og fik til Svar: «Offerdyret er kranset, Alteret be-<noinclude><references/></noinclude> fxwuml1idprglvvduxv8apoa4g0ilyh 104 143160 332301 331804 2026-08-30T18:45:49Z Øystein Tvede 3938 332301 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>for sin egen Skygge. Han klappede den venlig og svang sig derpaa op paa dens Ryg. Dyret fløi rasende afsted, saa at alle frygtede for Guttens Liv; men da de saa, hvorledes han vendte Hesten om og fik den til at lystre, blev alle forundrede, og Philip sagde henrykt: »Min Søn, søg dig et andet Kongerige, Makedonien er for lidet for dig». Hestens Navn var {{sp|Bukephalo|s}} (d. e. Oksehoved), og den var senere Alexanders Stridshingst i alle hans Slag. Seksten Aar gammel vandt Alexander sine første Seire i Thrakien; atten Aar gammel anførte han ved Chæroneia den venstre Fløi og bidrog ikke lidet til Kampens seierrige Udfald. Ved sin Thronbestigelse var han tyve Aar gammel. I Begyndelsen havde han mange Vanskeligheder at bekjæmpe; der var flere Prinser af Kongehuset, som gjorde ham Thronen stridig, og de undertvungne Folk mente, at det var let under en saa ung Konge igjen at frigjøre sig fra det makedoniske Herredømme. Men Alexander besad Hærens Kjærlighed og Folkets Tillid; hurtig betvang han baade den indre og ydre Modstand. I Grækenland viste han sig saa hurtig i Spidsen for sin Hær, at alle blev forskrækkede og lod al Tanke om Opstand fare. I Korinth lod han sig ligesom sin Fader udnævne til Overfeltherre i Krigen mod Perserne. I Korinth traf Alexander sammen med Filosofen {{sp|Diogene|s}}, der lige til det latterlige overdrev Sokrates’ Lære om, at Mennesket bør brage saa lidet som muligt. Diogenes gik i en skidden, fillet Kappe og med uredet Haar og pleiede at holde til i en gammel Tønde. Alexander gik hen til ham, medens han laa og solede sig foran sin Tønde; han talte længe med ham og fandt hans Svar saa træffende og aandrige, at han tilsidst spurgte ham, om han ikke kunde gjøre ham en Tjeneste, »Jo«, svarede Diogenes, »gaa lidt tilside, saa Solen kan skinne paa mig«. Kongens Følge brast i Latter; men Alexander sagde: »Hvis<noinclude><references/></noinclude> ocjislajc0j7k6vnza89u22rl5xvnni 104 143164 332302 331806 2026-08-30T18:46:26Z Øystein Tvede 3938 332302 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>geisen af Dareios, lod han i dennes Telt afholde en Seiers fest. Fra et af de nærliggende Telte hørte man Graad og Klage. Det var den kongelige Familie, Storkongens Moder og Hustru, hans seksaarige Søn og to Døtre, der begræd Kongens Død; de troede nemlig, at han var falden, da de havde seet, at hans Vogn, Purpurkappe og Vaaben var blevne bragte tilbage til Leiren. Alexander sendte dem straks Bud om, at Dareios var ilive, og at de selv intet havde at frygte. Den følgende Morgen aflagde han sammen med sin Ven {{sp|Hephæstio|n}} et Besøg hos den kongelige Familie. Da de traadte ind i Teltet, kastede Sisygambis, Dareios’ Moder, sig paa Knæ for Hephæstion, hvem hun paa Grund af hans statelige Udseende antog for Kongen. Da hun merkede sin Feiltagelse og blev meget forskrækket derover, sagde Alexander leende til hende: »Vær kun tryg, Moder, han er jo ogsaa Alexander«. Dareios’ Søn tog han paa Armen og kyssede ham, og den kongelige Familie behandlede han i det hele taget med stor Artighed. Derpaa drog Alexander langs Kysten mod Syd til Phønikien, hvor alle Byer overgav sig frivillig med Undtagelse af {{sp|Tyro|s}}, hvis Beleiring vanskeliggjordes ved, at Byen laa paa en Klippeø et Stykke ude i Søen. Dens Indvaanere ansaa den derfor for uindtagelig, især da den ogsaa omgaves af 150 Fod høie Mure. Alexander hyggede en Dæmning fra Fastlandet ud til Øen og angreb den ogsaa tilsøs ved Hjælp af sine store Flaader. Efter syv Maaneders Beleiring fik han endelig Byen i sin Magt (i Juli 332). 8000 Tyriere var faldne, 30,000 blev fangne, af hvilke han lod korsfæste 2000 og Resten sælge som Slaver. En saadan Grusomhed viste han, fordi de ved sin haardnakkede Modstand havde stanset ham saalænge paa hans Seierstog. Den gamle Handels- og Kulturstad blev forvandlet til en Grushob.<noinclude><references/></noinclude> hmfjsqnz38une9wkgzlfen6wr27zewk 104 143167 332303 331809 2026-08-30T18:46:55Z Øystein Tvede 3938 332303 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>de hidtil havde ført bunden med sig paa en Vogn, til at bestige en Hest og flygte med dem. Da han negtede at adlyde, gjennemborede de ham med sine Lanser og lod den ulykkelige Konge blive liggende halvdød paa sin Vogn, medens de tog Flugten til alle Kanter. En af Alexanders Ryttere fandt kort efter Dareios, og han skal da endnu have været ilive. Den døende Konge bad ham om en Drik Vand og sagde derpaa: »Min Venl det er Topmaalet i min Ulykke, at jeg ikke engang kan gjengjælde dig din Velgjerning; men Alexander vil lønne dig derfor, ligesom Guderne vil belønne ham for den Høimodighed, som han har vist mod min Familie. Gjennem dig rækker jeg ham her min Haand«. Da Alexander straks efter kom til, fandt han kun sin Modstanders Lig, som han dybt bevæget skal have tildækket med sin egen Kappe. Senere lod han Liget med stor Pragt bi sætte i Kongegravene i Persepolis. Kongemorderen Bessos var undkommet til {{sp|Sogdian|a}}, den nordøstligste Provins i det persiske Rige; her antog han Kongenavn, men blev fangen af Alexander (329). Nøgen og med et Jern om Halsen blev han stillet tilskue for hele Hæren. Derpaa blev han pisket og overgivet til en Domstol af persiske Stormænd, der lod ham korsfæste efter at have skaaret Næse og Øren afham. Efter Dareios’ Død underkastede de fleste Persere sig Alexander, og han optraadte nu mere som deres retmæssige Herre end som en fremmed Erobrer; dog var der endnu mangt et Land, han maatte erobre med Vaaben. Asiens Folkeslag var i det hele taget vel tilfredse med den nye Hersker; thi han havde Agtelse for deres nedarvede Skikke, deres Religion og deres Love og vernede dem mod uretfærdig Behandling. Det laa i hans Plan saa hurtig som muligt at sammensmelte sine europæiske og asiatiske Undersaatter til ét Folk og derved skabe et ensartet Rige.<noinclude><references/></noinclude> b5lh9gqjcml27cu7050wu1nr5jdroqm 104 143169 332304 331811 2026-08-30T18:47:15Z Øystein Tvede 3938 332304 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Nu kunde ikke Kongen længere beherske sig; han kastede et Æble i Ansigtet paa Kleitos og greb efter sit Sverd; men dette havde man stukket tilside, og for at forebygge Ulykke førte man Kleitos ud af Værelset. Men straks efter kom han ind igjen ad en anden Dør og begyndte, beruset som han var, at synge en Smædevise om Alexander. Denne, der ligeledes var beruset, rev en Lanse ud af Haanden paa en af Vagten og slyngede den mod Kleitos, saa han straks faldt død til Jorden. Men i samme Øieblik kom Kongen til Besindelse igjen; bleg af Forfærdelse over sin Gjerning stirrede han paa det blodige Lig, og man forteller, at han rev Lansen ud af Saaret for at støde den i sit eget Bryst, og at han kun med Magt blev hindret deri. I tre Dage og Nætter lukkede han sig inde i sit Telt, hvor han græd ved Kleitos’ Lig og hengav sig til en lidenskabelig Naturs hele Fortvivlelse. Alexander opholdt sig næsten tre Aar i Perserrigets nordligste Provinser, hvor han som overalt ellers paa sit Tog anlagde flere Byer og efterlod i disse makedoniske Besætninger. Derpaa brød han om Vaaren 327 op fra {{sp|Baktr|a}}, Hovedstaden i Baktrien, for at tiltræde sit Tog mod Indien. Veien gik ofte gjennem tørre Sandørkener; men Alexander delte med utrættelig Udholdenhed alle Strabadser med sine Soldater. Efter at have sat over {{sp|Indo|s}} underlagde han sig Landet mellem denne Flod og dens Biflod {{sp|Hydaspe|s}}. Her mødte Alexander en alvorlig Modstand af Landets Fyrste, {{sp|Poro|s}}, som dog tilslut blev overvundet og maatte give sig i Alexanders Vold. »Hvorledes ønsker du at blive behandlet?« spurgte Seierherren. »Som Konge«, lød Svaret. »Det vil jeg gjøre af Hensyn til mig selv«, sagde Alexander; »har du intet andet at ønske dig?« »I Ordet Konge er alt indbefattet«, var Poros’ Svar. Alexander lod Poros ikke alene beholde sit Rige, men udvidede det endog betydelig. Han anlagde i disse Egne<noinclude><references/></noinclude> 1jvs864akgvjiv0vkgd2gltxy6qvhl3 104 143170 332305 331812 2026-08-30T18:47:34Z Øystein Tvede 3938 332305 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>to Byer, af hvilke den ene fik Navnet {{sp|Bukephal|a}} til Minde om Bukephalos, der her var død af de Saar, den havde faaet i et Slag. Derefter fortsatte Alexander sit Tog mod Øst; hans Plan var at naa frem til Ganges og videre til det østlige Verdenshav, som han ikke tenkte sig langt borte. Men da han var kommen til den østligste af Indos’ fire Bifloder, nemlig {{sp|Hyphasi|s}}, negtede Hæren at følge ham længere. De uophørlige Strabadser, som den i aarevis havde maattet udholde, havde tilslut brudt dens Kraft og Mod; saavel Anførere som Soldater længtes tilbage til Hjemmet. Alle Kongens Forestillinger og Opmuntringer var til ingen Nytte. Alexander lukkede sig tre Dage inde i sit Telt for at bevæge Hæren til Eftergivenhed; men da dette ikke lykkedes, gav han endelig sit Samtykke til Tilbagetoget (August 326). Ved Underretningen herom opstod der en ustanselig Jubel i den hele Leir. Til Minde om, hvor langt Erobringstoget var gaaet, lod Alexander ved Hyphasis opreise tolv kolossale Altere, hvorefter han aiholdt Veddekampe og ofrede Guderne Takoffer. En Del af Hæren drog nu paa Skibe nedad Indos’ Bifloder og videre efter selve Indos til Havet, medens Resten fulgte efter langs Flodbredderne. Alle Folkeslag i de tilstødende Landskaber gav sig under hans Herredømme med Undtagelse af {{sp|Mallern|e}}. Deres sterkt befæstede Hovedstad maatte tages med Storm. Under denne kom Alexanders Liv i stor Fare; i Kampens Raseri trængte han nemlig saa hidsig frem, at han kun ledsaget af tre af sine Anførere besteg Muren og styrtede sig ind i den beleirede By. Hans Ledsagere faldt, og han selv blev haardt saaret i Brystet af et Pileskud, da man endelig kom ham til Undsætning og bar ham bevidstløs bort paa hans Skjold. En hel Uge svævede han mellem Liv og Død, og fortvivlet spurgte man hinanden, hvem der fra disse<noinclude><references/></noinclude> 6me5p6zsm4knzyecftjbt84cdsnb7t9 104 143175 332306 331337 2026-08-30T18:48:03Z Øystein Tvede 3938 332306 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Disse Forbund kunde være af forskjellig Oprindelse. Meget ofte var de opstaaede paa den Maade, at flere Stammer sluttede sig sammen til fælles Dyrkelse af den samme Guddom. Dette er saaledes Oprindelsen til de saakaldte {{sp|Amphiktyonerforbun|d}} (d. e. et Forbund af Naboer), af hvilke det er det mest fremtrædende, hvis Repræsentanter om Vaaren samledes i Delphi og om Høsten ved Thermopylæ, og som fortrinsvis er bleven benævnt Amphiktyonerforbundet. Det synes, som om der fra først af har været to Forbund, af hvilke det ene særlig dyrkede Apollon, det andet Demeter, og at man efter Foreningeh er bleven enig om at holde Moderne skiftevis ved Apollons og Demeters Helligdomme. Stiftelsen af dette Forbund falder i den forhistoriske Tid, da de græske Stammer var ganske anderledes fordelte end i den historiske Tid. Af de tolv Folkeslag, der hørte til Forbundet, er kun Doriere, Ionere og Bøoter mere bekj endte, de fleste andre var ubetydelige Stammer, der boede i Thessalien og det nordlige Mellemgrækenland og liden eller ingen Del tog i Begivenhederne i Hellas. Hver Stamme havde to Stemmer, og denne Ordning holdt sig uforandret ligetil den romerske Keisertid; dog gik undertiden Stemmeretten fra et Folk over til et andet. Saaledes havde i Tidernes Løb Sparta tilegnet sig en af de to doriske Stemmer og Athen en af de ioniske, og hvorledes Phokernes Stemmer gik over til Makedonerne, er allerede tidligere omtalt (Side 387). At Grækenlands to mægtigste Stater hver kun havde én Stemme i Amphiktyonerraadet, er vel ogsaa en af Grandene til, at dette fik saa liden Indflydeise paa de Begivenheder, der til de forskjellige Tider bestemte Grækenlands Skjebne. Sin mest fremtrædende Rolle spiller Amphiktyonerraadet, da en af de nordligere Stater, Theben, for en kort Tid var bleven den fornemste Stat i Grækenland.<noinclude><references/></noinclude> ig7ag041duciiw6ogwmkl1g6hnam0lq 104 143181 332307 331345 2026-08-30T18:48:43Z Øystein Tvede 3938 332307 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>besøgende maatte kaste Lod om, i hvilken Orden de skulde stedes til Adgang; enkelte Stater havde dog, som før nævnt, i denne Henseende Forrettigheder. Ogsaa Pythia maatte, før hun besteg Trefoden, forberede sig ved tre Dages Faste og et Bad i den kastalske Kilde. Iført sin Prestindedragt traadte hun derpaa ind i Adyton, drak lidt Vand af Kilden Kassotis og tyggede nogle Blade af Laurbærtræet, hvorefter hun satte sig paa Trefoden. Det varede ikke længe, før de bedøvende Dampe, der steg op af Kløften, bragte hende i en bedøvet Til stand, der ofte var meget voldsom og nerverystende, saa den efter Plutarchs Beretning en enkelt Gang endogsaa skal have medført Døden. Det, som Pythia udtalte paa Trefoden, var ofte fornuftige og sammenhængende Ord, og isaafald havde Presterne kun at omsætte dem i bunden Stil; thi i den ældste Tid var Orakelsvarene altid affattede i Verseform, medens de senere mere og mere afgaves i übunden Stil. Meget ofte var dog de Ord, Pythia udstødte, uden nogen fornuftig Mening eller Sammenhæng, og da var det Presternes Opgave at ordne dem til en Mening, der passede paa det foreliggende Spørgsmaal. At Presterne i den ældre Tid her gjorde sig skyldige i noget bevidst Bedrageri, er ikke at antage. Presterne saavelsom alle andre følte sig forvissede om, at de i de dunkle Ord havde modtaget et Udsagn fra Himmelen, hvilket de efter sit Kjendskab til de guddommelige Ting og med tilbørligt Hensyn til den Sag, Spørgsmaalet gjaldt, havde at tyde efter visse foreskrevne Regler. Og dette var saameget mere muligt, som Spørgsmaalene i Regelen ikke gjaldt tilkommende Ting, men hvad man i dette eller hint vanskelige Tilfælde havde at gjøre. Orakelsvarene var som oftest Befalinger eller Raad, som i det Tilfælde, at de ikke var klare og bestemte, kunde bringe Spørgeren til Ettertanke.<noinclude><references/></noinclude> 1e4kq2pkw4h6fowyi6gc1e5cbxlktqc 104 143182 332308 331816 2026-08-30T18:49:00Z Øystein Tvede 3938 332308 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Det lader sig dog paa ingen Maade negte, at de delphiske Prester meget ofte i tvivlsomme Tilfælde med Flid gjorde sine Svar dunkle og tvetydige, saa at de kunde passe, hvordan end Udfaldet blev. Efter at have modtaget Orakelsvaret ofrede atter de besøgende og bragte nye Gaver. Med Kranse paa Hovedet, saaledes som de var komne, vendte de derpaa tilbage til Hjemmet, og først efter Hjemkomsten aflagde de Kransen, som de ophængte i det nærmeste Apollontempel. Forøvrigt tjente Kransen ikke blot til Prydelse; den var tillige et Symbol paa, at dens Bærer stod under Gudens særlige Beskyttelse. Derfor var ogsaa en Krænkelse af disse Pilegrime en Brøde mod Guddommen. Under Ledelse af Prester, som forstod at skaffe sig et nøie Kjendskab til alle Forhold i den græske Verden, var Delphi ikke blot bleven det religiøse, men ogsaa det politiske Midtpunkt i det helleniske Liv. Alle græske Stater rettede sig efter det delphiske Orakels Udtalelser; efter dets Kjendelser blev Statsforfatninger afskaffede og indførte, Krige begyndte og Forlig sluttede, Tyranner styrtede, og til det tyede man, naar ydre Fiender truede Hellas’ Frihed. Apollons Raad søgtes ogsaa ved Anlægget af de mange Kolonier, der i Tidernes Løb udgik til alle Middelhavets Kyster. Det delphiske Presteskab var i Besiddelse af en vidtstrakt geografisk Kundskab og anviste i Almindelighed Byerne de Steder, hvor de skulde anlægge sine Kolonier. I religiøse Ting var Delphi den høieste Autoritet. Paa dets Befaling blev Templer byggede og Dyrkelse af nye Guddomme indført, Fester og Festlege foranstaltede. I Aarhundreder havde saaledes Delphi en indgribende Betydning for de græske Stater, og man maa sige til dets Ros, at det har øvet en heldbringende Indflydelse. Formaaede det end ikke altid at stanse de indre Krige<noinclude><references/></noinclude> rv203sy1kioxhjrzjnkxdrwfjuym3zh 104 143191 332309 331821 2026-08-30T18:49:53Z Øystein Tvede 3938 332309 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>alle de andre Hellenere det glade Budskab: »Zeus’ hellige Fest er igjen nær, al Strid skal hvile, al Vaabenlarm forstumme. Uhindret maa Pilegrimene baade ad Landets og Havets Veie begive sig til Zeus’ gjestfrie Terskel« Alle Hellenere uden Forskjel blev indbudte; kun de blev udelukkede, som var betyngede med Blodskyld, som havde unddraget den olympiske Zeus sin Ærefrygt, eller som havde forsyndet sig mod Hellenernes fælles Sag; saaledes blev Syrakusaneren Hiero engang paa Themistokles’ Forlangende udelukket, fordi han havde svigtet Hellenerne i Kampen mod Xerxes. Naar en Stat krænkede den Vaabenhvile, som under Festen var paabudt over hele Peloponnes, kunde Eleerne paa lægge den en Pengebod og udelukke den fra Festen. Da saaledes Spartanerne under Peloponneserkrigen var faldne ind i Elis, efterat Vaabenhvilen var forkyndt, blev der paalagt dem en Bod af to Miner (omtrent 134 Kroner) for hver Soldat. De negtede at betale og blev derfor udelukkede fra Festen. Spartanerne, som allerede havde sendt sine Heste til Olympia, saa sig da nødte til at lade dem tage Del i Veddekampene under andres Navne. Ledelsen af den hele Fest paalaa Kampdommerne, der kaldtes {{sp|Hellanodike|r}}, d. e. Hellenerdommere, og blev valgte af Eleerne. De var af Iphitos’ Slegt og havde saa stor Anseelse overalt i Hellas, at mange pleiede at tage dem til Voldgiftsmænd i sine Stridigheder. De, som vilde tage Del i Kamplegene, maatte melde sig hos Kampdommerne og bevise, at de var Hellenere og frie Borgere. Fremmede og Træler var nemlig udelukkede og havde kun Ret til at være tilstede som Tilskuere. Senere blev Romerne regnede lige med Hellenerne. De, som ønskede at tage Del i Kampen, maatte endvidere bevise, at ingen Brøde hvilede paa dem, og at de idetmindste i ti Maaneder havde øvet sig iet hellenisk Gymnasion. Kampdom-<noinclude><references/></noinclude> isi1nplwmczo465an6ajiz5kk7f5psz 104 143193 332310 331366 2026-08-30T18:50:18Z Øystein Tvede 3938 332310 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>piade og Nævekamp tyve Aar senere. Pankration indførtes først i den 33te Olympiade. Veddeløb i fuld Rustning blev forsøgt efter den 65de Olympiade. Ved den 25de Olympiade indførtes Kapkjøring med Firspand. I den 33te Olympiade opkom Kapridning. Veddeløb med Muldyr, som indførtes i den 70de Olympiade, holdt sig ikke længe, fordi de var mere lattervækkende end tiltalende for Skjønhedssansen. Kappestrid i Musik eller Skaldekunst forekom ikke i Olympia. Ved de pythiske Lege i Delphi derimod udgjorde denne fra først af endogsaa det eneste Slags Veddekampe. Endvidere kan merkes, at man i Olympia i den 96de Olympiade fik indført Kappestrid mellem Herolder og Trompetblæsere. Herved var Lungernes Styrke Hovedsagen, og ofte var Lyden af Trompeterne saa sterk, at de, som stod i Nærheden, ikke kunde holde det ud, men maatte tåge Flugten. Festen, som oprindelig kun havde varet én Dag, optog senere fulde fem Dage. Sin Glansperiode havde de olympiske Lege i Tidsrammet mellem den 50de og 85de Olympiade (580—440 f. Kr.). I denne Periode var det ogsaa, at de store Digtere Pindar og Simonides digtede sine herlige Sange til Seiervindernes Pris. Festen indlededes formodentlig med et stort Offer for Zeus. Naar Hellanodikerne i sine Purpurdragter og smykkede med Laurbærkranse havde ført de kjæmpende ind og selv taget Sæde paa sine Ærespladse i Stadion, der allerede fra den tidlige Morgenstund var tæt besat med Tilskuere, lød et Trompetstød, en Herold forkyndte Kampens Begyndelse, og en af Kampdommerne sagde til de kjæmpende: »Hvis I har underkastet eder den Møie, som sømmer sig for dem, der vil betræde Kamppladsen i Olympia, hvis I ingen pligtstridig og uædel Gjerning har begaaet, da han I komme med freidigt Mod; men den af eder, som ikke har øvet sig tilbørlig og ikke levet pligtmæssig, han gaa herfra, hvorhen han vil«. Herolderne førte derpaa Veddekjæm-<noinclude><references/></noinclude> etlilul3riea1imzhtkeco96ude4ilk 104 143194 332311 331824 2026-08-30T18:50:33Z Øystein Tvede 3938 332311 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>perne gjennem Stadion, udraabte enhvers Navn og Fædreland og spurgte, om nogen af de tilstedeværende kunde anklage ham for ufri Fødsel, slet Rygte, Tyveri eller nogen anden Misgjerning. Ingen uværdig maatte optræde for at kjæmpe om Zeus’ Seierskrans. Blev en Anklage reist, afgjorde Hellanodikerne Sagen straks paa Stedet. Derpaa traadte de, der skulde deltage i Veddeløbet, frem for at trække Lod. Lodderne, der gjemtes i en Sølvurne, var merkede med Bogstaver, og da der i hvert Løb skulde være fire Deltagere, bar altid fire og fire Lodder samme Merke. De, som trak ensmerkede Lodder, dannede altsaa et Parti. Enhver bad en kort Bøn til Zeus, før han greb i Urnen. Ingen maatte se sit Lod, før alle havde trakket. Naar alt var færdigt, raabte Herolderne: »Kampen begynder; stig frem til Afgjørelse; Seierens Maal vil Zeus forlene«. De fire, som havde det første Bogstav, traadte frem, og paa et givet Tegn begyndte Løbet. De, som udmerkede sig, hilsedes med høie Bifaldsraab fra Tilskuernes Side. Efterat de forskjellige Grupper havde optraadt, kappedes Seierherrerne i hver af dem i nye Veddeløb om Prisen, og paa den Maade fortsattes, indtil én havde beseiret alle de andre. Herolden udraabte hans Navn, og Kampdommeren rakte ham en Palmegren og opfordrede ham til at møde paa den Dag, da Prisuddelingen skulde foregaa. Efter dette enkelte Løb fra den ene Ende af Stadion til den anden fulgte Dobbeltløbet, hvorunder man tilbagelagde Banen én Gang frem og tilbage, og endelig Længdeløbet, som angi ves forskjellig fra 7 lige indtil 24 Stadier, i sidste Tilfælde altsaa henved en halv norsk Mil. De øvrige gymnastiske Øvelser, som udførtes ved Veddekampene, var i det væsentlige Hopning, Brydning, Nævekamp, Spydkastning, Diskoskastning, Pankration og endelig Pentathlon. {{sp|Hopninge|n}} skede paa forskjellig<noinclude><references/></noinclude> pw52rzgk50l4j6fgpcs4i8bahjugho4 106 143436 332312 2026-08-30T22:35:53Z Øystein Tvede 3938 Ny side: 332312 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Karsten og jeg]] |Undertittel= |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Dikken Zwilgmeyer|Dikken Zwilgmeyer]] |Oversetter= |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Nygaard |Institusjon= |Sted=Bergen |Ar=1891 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=pdf |Bilde=5 |Malform=NB |Fremgang=C |Sider=<pagelist /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag= }} eyr14nhxaypqlgnqqct4gg4y5mddkp7 104 143437 332313 2026-08-30T22:41:35Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 332313 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{xx-større|KARSTEN OG JEG}} {{xx-mindre|Af}}<br> Inger Johanne,<br> {{liten|18 Aar gammel.}} BERGEN.<br> Fr. Nygaards<br> {{xx-mindre|Kjøbenhavn: Jul. Schlichtkrull.}}}}<noinclude><references/></noinclude> jnm97v4mtuoyfod87t29xf085sugt66 332314 332313 2026-08-30T22:42:28Z Øystein Tvede 3938 332314 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{xx-større|KARSTEN OG JEG}} {{--}} {{xx-mindre|Af}}<br> Inger Johanne,<br> {{liten|18 Aar gammel.}} {{liten|{{sp|BERGEN.<br> Fr. Nygaards}}}}<br> {{xx-mindre|Kjøbenhavn: Jul. Schlichtkrull.}}}}<noinclude><references/></noinclude> g68h2pvx0782d6ycnlpmxcrp5duv7u7 332315 332314 2026-08-30T22:43:04Z Øystein Tvede 3938 332315 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{xx-større|KARSTEN OG JEG}} {{--}} {{xx-mindre|Af}}<br> '''Inger Johanne,'''<br> {{liten|18 Aar gammel.}} {{liten|{{sp|BERGEN.<br> Fr. Nygaards}}}}<br> {{xx-mindre|Kjøbenhavn: Jul. Schlichtkrull.}}}}<noinclude><references/></noinclude> dc7lkx92dd3ty6w5jvguopnhbrub16s 332316 332315 2026-08-30T22:43:56Z Øystein Tvede 3938 332316 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{xx-større|KARSTEN OG JEG}} {{--}} {{xx-mindre|Af}}<br> '''Inger Johanne,'''<br> {{liten|18 Aar gammel.}} {{luft|3em}} {{liten|{{sp|BERGEN.<br> Fr. Nygaards}}}}<br> {{xx-mindre|Kjøbenhavn: Jul. Schlichtkrull.}}}}<noinclude><references/></noinclude> pv3lmj6vipqhxu5gx0i1a93cvs9sprf 104 143438 332317 2026-08-30T22:46:33Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 332317 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{luft|4em}} {{c|{{xx-mindre|1891 - ALEX. RASMUSSENS BOGTR.}}}}<noinclude><references/></noinclude> 2cnkxrd1k1imgbwo0qpxlp9i9aprxsm 104 143439 332318 2026-08-30T22:52:43Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 332318 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{Blank linje}} {{midtstilt|{{stor|Indhold.}} {{linje|10%|margin-tb=1em}}}} {{TOC begin}} {{Innholdsfortegnelse med prikker|[[Karsten og jeg/01|Inger Johannes Fortale.]]|Side 1}} {{Innholdsfortegnelse med prikker|[[Karsten og jeg/02|Søren Murmesters Grisunger.]]|9}} {{Innholdsfortegnelse med prikker|[[Karsten og jeg/03|Min første Reise alene.]]|23}} {{Innholdsfortegnelse med prikker|[[Karsten og jeg/04|Paa Præstegaarden.]]|43}} {{Innholdsfortegnelse med prikker|[[Karsten og jeg/05|Da jeg nær havde død.]]|69}} {{Innholdsfortegnelse med prikker|[[Karsten og jeg/06|En Dag paa Skolen.]]|81}} {{Innholdsfortegnelse med prikker|[[Karsten og jeg/07|Da Beriderne var her.]]|101}} {{TOC end}} {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 5vnvafnckov9kurlueft3tgvfli43bc 104 143440 332319 2026-08-30T22:53:16Z Øystein Tvede 3938 /* Uten tekst */ 332319 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="0" user="Øystein Tvede" /></noinclude><noinclude><references/></noinclude> abfg9xd7kjifmfb04hxamcb6m40piio 104 143441 332320 2026-08-30T22:53:52Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 332320 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{x-større|INGER JOHANNES FORTALE.}}}}<noinclude><references/></noinclude> 5rp4mnrab4lrguy9am57wkdase906fc 332321 332320 2026-08-30T22:54:21Z Øystein Tvede 3938 332321 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{luft|3em}} {{c|{{x-større|INGER JOHANNES FORTALE.}}}}<noinclude><references/></noinclude> sex7mt96jlo2479jgvy0vyeldzco6tc 104 143442 332322 2026-08-30T22:54:28Z Øystein Tvede 3938 /* Uten tekst */ 332322 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="0" user="Øystein Tvede" /></noinclude><noinclude><references/></noinclude> abfg9xd7kjifmfb04hxamcb6m40piio