Wikikilden
nowikisource
https://no.wikisource.org/wiki/Wikikilden:Forside
MediaWiki 1.47.0-wmf.19
first-letter
Medium
Spesial
Diskusjon
Bruker
Brukerdiskusjon
Wikikilden
Wikikilden-diskusjon
Fil
Fildiskusjon
MediaWiki
MediaWiki-diskusjon
Mal
Maldiskusjon
Hjelp
Hjelpdiskusjon
Kategori
Kategoridiskusjon
Forfatter
Forfatterdiskusjon
Side
Sidediskusjon
Indeks
Indeksdiskusjon
Undertekster
Undertekstdiskusjon
Modul
Moduldiskusjon
Arrangement
Arrangementsdiskusjon
Mal:Nye tekster
10
4070
333219
332844
2026-09-14T22:44:40Z
Øystein Tvede
3938
333219
wikitext
text/x-wiki
<div class="plainlinks">
<!-- Dette er en løpende liste. Sett nyeste tekster øverst, fjern eldste nederst. Legg gjerne også teksten til på Wikikilden:Nye tekster, som er en permanent liste-->
{{ny tekst|Dronningen af Saba|Knut Hamsun|1897}}
{{ny tekst|Et gjensyn|Knut Hamsun|1878}}
{{ny tekst|Karsten og jeg|Dikken Zwilgmeyer|1891}}
{{ny tekst|Fraa Sogn|Olav Sande|1887}}
{{ny tekst|Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie for Skolen og Hjemmet. I: De østerlandske Folk og Hellenerne|John Utheim|1880}}
{{ny tekst|Utvalgte idyller|Teokrit|1922}}
{{ny tekst|Markens Grøde|Knut Hamsun|1917}}
{{ny tekst|Den første Kjærlighet|Ivan Turgenev|1913}}
{{ny tekst|Den forsvundne verden|Arthur Conan Doyle|1913}}
{{ny tekst|Møllergutten (Øverland)|Ole Andreas Øverland|1896|tittel=Møllergutten}}
{{ny tekst|Jotunheimens Opdagelseshistorie|Ole Andreas Øverland|1896}}
{{ny tekst|Barndoms- og ungdomsminder om Henrik Wergeland|Hans Tønsager|1897}}
{{ny tekst|Odysseen illustrert|Homer|1922}}
{{ny tekst|Fyrsten|Niccolò Machiavelli|1898}}
{{ny tekst|Den Gaadefulde|Knut Hamsun|1877}}
</div>
{{midtstilt|'''[[Wikikilden:Nye tekster|Arkiv]]'''}}
{{strek|8em|margin-tb=2em|color=#cedff2}}
<!-- Utvalgte forsider. Bytt gjerne ut eksemplene fra tid til annen -->
<div class="enws-hide-on-mobile">
<gallery heights=200 mode="nolines" class="center">
Berit Ursin.pdf|page=3|link=[[Berit Ursin]]|'''{{forfatterl|Regine Normann}}''',{{br}}''[[Berit Ursin]]'', 1917
Karl Monks oplevelser.pdf|page=1|link=[[Karl Monks oplevelser]]|'''{{forfatterl|Fredrik Viller}}''',{{br}}''[[Karl Monks oplevelser]]'', 1912
Storkarer.djvu|page=7|link=[[Storkarer]]|'''{{forfatterl|Hans Aanrud}}''',{{br}}''[[Storkarer]]'', 1901
</gallery>
<div style="text-align:center;font-size:83%">[http://no.wikisource.org/w/index.php?title=Mal:Nye_tekster&action=edit rediger]</div></div><noinclude>
[[Kategori:Usorterte maler]]
</noinclude>
ncjlwenifuuw72p9832nh3e5wwlg2zw
Forfatter:Knut Hamsun
102
111661
333213
332758
2026-09-14T22:34:25Z
Øystein Tvede
3938
333213
wikitext
text/x-wiki
{{forfatter}}
== Tekster ==
* ''[[Den Gaadefulde]]. En Kjærlighedshistorie fra Nordland'' (1877)
* ''[[Et gjensyn]]'', episk dikt (1878)
* [[Bjørger]] (1878) {{Indeks|Bjørger (1878).djvu}}
* [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv]], artikler (1889) {{Indeks|Fra det moderne Amerikas Aandsliv (1889).djvu}}
* [[Sult]] (1890)
* [[Mysterier]] (1892)
* [[Redaktør Lynge]] (1893) {{Indeks|Redaktør Lynge (1893).djvu}}
* [[Ny jord]] (1893) {{Indeks|Ny Jord (1893).djvu}}
* [[Pan]] (1894) {{Indeks|Pan (1894).djvu}}
* [[Ved Rigets Port]], skuespill (1895) {{Indeks|Ved Rigets Port (1895).djvu}}
* [[Livets Spil]], skuespill (1896) {{Indeks|Livets Spil (1896).djvu}}
* ''[[Siesta (Hamsun)|Siesta]]'', noveller (1897)
* [[Aftenrøde]], skuespill (1898) {{Indeks|Aftenrøde (1898).djvu}}
* [[Victoria]] (1898) {{Indeks|Victoria (1898).djvu}}
* [[Munken Vendt]], skuespill (1902) {{Indeks|Munken Vendt (1902).djvu}}
* [[Kratskog]], noveller (1903) {{Indeks|Kratskog (1903).djvu}}
* [[Dronning Tamara]], skuespill (1903) {{Indeks|Dronning Tamara (1903).djvu}}
* [[I Æventyrland]], reisebrev (1903) {{Indeks|I Æventyrland (1903).djvu}}
* [[Det vilde kor|Det vilde Kor]], dikt (1904)
* [[Sværmere]] (1904) {{Indeks|Sværmere (1904).djvu}}
* [[Stridende Liv]], noveller (1905) {{Indeks|Stridende Liv (1905).djvu}}
* [[Under Høststjærnen]] (1906) {{Indeks|Under Høststjærnen (1906).djvu}}
* [[Benoni]] (1908) {{Indeks|Benoni (1908).djvu}}
* [[Rosa]] (1908) {{Indeks|Rosa (1908).djvu}}
* [[En Vandrer spiller med Sordin]] (1909) {{Indeks|En Vandrer spiller med Sordin (1909).djvu}}
* [[Livet ivold]], skuespill (1910)
* [[Den siste Glæde]] (1912) {{Indeks|Den sidste Glæde (1912).djvu}}
* [[Børn av Tiden]] (1913) {{Indeks|Børn av Tiden (1913).djvu}}
* [[Segelfoss by]] (1915)
* [[Markens Grøde]] (1917)
* [[Sproget i Fare]], pamflett (1918)
* [[Konerne ved Vandposten]] (1920)
* [[Siste Kapitel]] (1923)
* [[Landstrykere]] (1927)
* [[August]] (1930)
* [[Men Livet lever]] (1933)
* [[Ringen sluttet]] (1936)
* [[Paa gjengrodde Stier]] (1949)
* [[Om „På Guds Veje“]], bokessay i [[Samtiden]] (1890)
* [[Fra det ubevidste Sjæleliv]], artikkel i ''[[Samtiden]]'' (1890).
== Om Hamsun ==
* Olaf Bull: [[Knut Hamsun]]
* Carl Nærup: [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Knut Hamsun|Knut Hamsun]]
{{PD-old}}
q90vcxwc1mocw7ll1zwp5c1m47bs175
Indeks:Siesta (1897).djvu
106
142182
333201
332816
2026-09-14T18:26:17Z
Øystein Tvede
3938
333201
proofread-index
text/x-wiki
{{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template
|Type=book
|Tittel=[[Siesta (Hamsun)|Siesta]]
|Undertittel=
|Bind=
|Forfatter=[[Forfatter:Knut Hamsun|Knut Hamsun]]
|Oversetter=
|Utgiver=Gyldendal
|Illustrator=
|Forlag=
|Institusjon=
|Sted=Kristiania
|Ar=1897
|Sorter=
|wikidata_item=
|Kilde=djvu
|Bilde=7
|Malform=NB
|Fremgang=C
|Sider=<pagelist 11=1 />
|Bindfortegnelse=
|Sammendrag=
}}
59tsepbtulhjsuonjr0661fygsqsyoo
333222
333201
2026-09-14T22:50:01Z
Øystein Tvede
3938
333222
proofread-index
text/x-wiki
{{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template
|Type=book
|Tittel=[[Siesta (Hamsun)|Siesta]]
|Undertittel=
|Bind=
|Forfatter=[[Forfatter:Knut Hamsun|Knut Hamsun]]
|Oversetter=
|Utgiver=Gyldendal
|Illustrator=
|Forlag=
|Institusjon=
|Sted=Kristiania
|Ar=1897
|Sorter=
|wikidata_item=
|Kilde=djvu
|Bilde=7
|Malform=NB
|Fremgang=C
|Sider=<pagelist 11=1 />
|Bindfortegnelse=
|Sammendrag={{Side:Siesta (1897).djvu/249}}
}}
lhvnapfiopopi435dket9x5ey0lr4ug
333224
333222
2026-09-14T22:53:00Z
Øystein Tvede
3938
333224
proofread-index
text/x-wiki
{{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template
|Type=book
|Tittel=[[Siesta (Hamsun)|Siesta]]
|Undertittel=
|Bind=
|Forfatter=[[Forfatter:Knut Hamsun|Knut Hamsun]]
|Oversetter=
|Utgiver=Gyldendalske Boghandels Forlag
|Illustrator=
|Forlag=
|Institusjon=
|Sted=Kristiania
|Ar=1897
|Sorter=
|wikidata_item=
|Kilde=djvu
|Bilde=7
|Malform=NB
|Fremgang=C
|Sider=<pagelist 11=1 />
|Bindfortegnelse=
|Sammendrag={{Side:Siesta (1897).djvu/249}}
}}
oa1bzkiwdl0rfw76tre8opt79er5gmw
Side:Siesta (1897).djvu/13
104
143578
333239
332825
2026-09-15T10:17:13Z
Øystein Tvede
3938
333239
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
{{c|I.}}
'''M'''an rejser lidt omkring, man flakker fra
Sted til Sted, og man har den Skæbne at støde
paa Mennesker igen, som man engang før har
set, møde dem pludselig, paa uventede Steder,
saa man af Overraskelse ganske glemmer at
tage Hatten af og hilse.
Dette træffer mig ofte, ja meget ofte.
Det er der intet av gøre ved.
Hvad der hændte mig i 1888, hænger paa
en mærkelig Maade sammen med en Oplevelse
iaar, nu for knapt en Uge siden, under en
liden Tur til Sverige. Det er saa enkelt og
forstaaeligt, alt er gaaet saa ligefrem til; kanske
er det ikke værd at fortælle engang. Og jeg
forsøger dog at gøre det, saa godt jeg formaar.<noinclude><references/></noinclude>
2qvsqp0ulu33zqghyvhfs0nhrh0quxs
Side:Siesta (1897).djvu/15
104
143580
333243
332826
2026-09-15T10:20:37Z
Øystein Tvede
3938
333243
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
Allerede før jeg kom til Göteborg indtraf
dette Tilfælde, som jeg nu skal beskrive. Lad
mig spørge dig: naar en Dame kaster et Blik
paa dig ud gennem et Vindu, og hun senere
ikke tager nogensomhelst Notis af dig, saa
lader du det gaa, du gør dig ingen Forestillinger
ved det; du maatte være en Nar, om du indbildte dig noget efter et saadant enkelt fattig
Blik. Men naar nu Damen ikke alene ser paa
dig med den største Interesse, men ogsaa overlader dig sit Værelse, ja, sin Seng paa en svensk
Skydsstation, synes du da ikke, av du har Grund
til at tro paa hendes reelle Hensigter og nære
en Smule Haab? Jeg syntes det, jeg haabed
lige til det sidste; for en Uges Tid siden kosted
det mig endog en Smærtens Rejse til Kalmar {{. . .|4}}
Jeg var kommet til Bärby Skydsstation.
Det var sent paa Aftenen, og jeg havde vandret helt fra om Formiddagen, saa jeg beslutted
mig til at holde op for den Dag. Jeg gik ind
i Stuen og forlangte Mad og Logi.
Ja, Mad skulde jeg faa, men Logi havde
man ikke mere, alle Værelser var optagne,
Huset var fuldt.
Det er en ung Pige, jeg taler med, —
det viste sig senere, at det var Datteren paa<noinclude><references/></noinclude>
rarolme7lry7ncgcybi2cyxlj8p8qo1
Side:Siesta (1897).djvu/16
104
143581
333240
332827
2026-09-15T10:17:37Z
Øystein Tvede
3938
333240
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Gaarden. Jeg ser paa hende og lader som om
jeg ikke forstaar, at Huset er fuldt. Vilde hun
lade mig føle, at jeg var Nordmand, en politisk Modstander?
»Hvilken Mængde Vogne her staar,« siger
jeg ligegyldigt.
»Ja, det er Markedsfolk, som overnatter
her,« svarer hun; »vi har ikke saa godt som
en tom Seng tilbage.«
Saa gaar hun ud og bestiller min Mad.
Da hun kom tilbage, begyndte hun paany at
tale om, hvor optaget Huset var. Hun sagde:
»De kan enten fortsætte at gaa til nærmeste
Station, til Ytterån, eller tage med Toget tilbage et Stykke. Her er som sagt fuldt.«
Jeg undskyldte det naive Barn, jeg vilde
ikke være overdreven bister mod hende; men
jeg agted naturligvis ikke at røre mig fra
Stedet før om Morgenen. Jeg befandt mig
paa en offentlig Skydsstation, og Seng skulde
jeg have!
»Det er et mageløst Vejr,« sagde jeg.
»Ja,« svared hun. »Saa det blir bare
Moro at gaa ned til Ytterån iaften. Det er
ikke langt, det er bare en god Mil.«<noinclude><references/></noinclude>
jwu910m8c0x5p940dwocbea4wgwee9z
Side:Siesta (1897).djvu/23
104
143588
333241
332835
2026-09-15T10:19:04Z
Øystein Tvede
3938
333241
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>som paa Tomandshaand, uden at mene noget
med det. Da vi endelig skiltes, sagde hun
ovenikøbet Godnat to Gange; tilsidst aabned
hun Døren paa Klem, sagde langsomt God-nat
endnu en tredje Gang og slog saa Døren atter i.
Derpaa hørte jeg, at hun og Lotta begyndte
at le paa det lystigste indenfor. Jo, vi var i
et udmærket Humør allesammen.
Jeg begiver mig ind paa mit Værelse ―
{{sp|hende|s}} Værelse. Det var tomt, et ganske
almindeligt Skydsstationsværelse med nøgne,
blaamalede Vægge og en smal, lav Seng. Paa
Bordet laa en Oversættelse af Ingrahams Fyrsten af Davids Hus. Jeg lagde mig til at læse
i Bogen. Endnu hører jeg Fnisen og Latter
inde fra de unge Pigers Værelse. Hvilken
dejlig Skøjertøs; dette dunkle Blik i det unge
Ansigt! Hvor hun kunde le spillevende,
skønt hun saa saa stolt ud!
Jeg faldt i Tanker; Erindringen om hende
gløded stumt og mægtigt i mit Hjærte.
{{***|2|12em|margin-top=1em}}
{{*|margin-bottom=1em}}
Om Morgenen vaagned jeg ved, at noget
haardt aad mig i Siden, ― det viste sig, at<noinclude><references/></noinclude>
evg4oso8c87mab6huu308t9x0pco5xk
Side:Siesta (1897).djvu/25
104
143590
333242
332837
2026-09-15T10:19:41Z
Øystein Tvede
3938
333242
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
Nu var det netop i den Tid, Julius Kronberg udstilled sit store Maleri Dronningen af
Saba i Göteborg. Som alle andre skulde nu
ogsaa jeg hen og se dette Maleri, og jeg saa
det og blev ordentlig betagen af det. Det
mærkeligste var, at selve Dronningen forekom
mig i høj Grad at ligne min Herregaardsfrøken,
― ikke naar hun lo og spøgte, men i det Øjeblik, hun stod opret i den tomme Vogn og
knuste mig, fordi jeg vilde spænde Hestene
fra. Gud skal vide, at jeg følte det paany i
Hjærtet! Maleriet lod mig ikke faa Fred, det
minded mig altfor meget om min tabte Lykke,
en vakker Nat inspirered det mig da til min
bekendte Kunstkritik Dronningen af Saba, som
stod i Dagbladet for 9de December 1888. I
denne Kunstkritik skrev jeg følgende om Dronningen:
Det er en moden Ætioperinde, nitten Aar,
slank, æggende skøn, Majestæten og Kvinden
{{. . .|4}} Med venstre Haand løfter hun netop
Sløret fra Ansigtet og retter sine Øjne mod
Kongen. Hun er ikke mørk, selv hendes sorte
Haar er ganske skjult af det sølvlyse Diadem,
hun bærer; hun ser ud som en Europæerinde,
der har rejst i Orienten og faaet et Pust af<noinclude><references/></noinclude>
5a1jo5ane9r645hwi5020zdtpmwzojy
Side:Siesta (1897).djvu/26
104
143591
333244
332785
2026-09-15T10:22:04Z
Øystein Tvede
3938
333244
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>den hede Sol. Kun hendes Øjne har den
mørke Farve, som røber hendes Hjemstavn,
det paa engang tunge og fyrige Blik, som
bringer Beskueren til at fare sammen. Man
vil ikke glemme disse Øjne, man vil huske
dem langt borte og møde dem igen i Drømme {{. . .}}
Dette med Øjnene er skønt; saadanne Ord
frembringer man ikke, uden at man føler noget
lignende i Hjærtet, man spørge hvem man vil.
Og fra den Dag af har mit Hjærte ogsaa
altid kaldt den vidunderlige Pige fra Bärby
Skydsstation Dronningen af Saba.
{{---}}
{{usynlig sideskift}}<noinclude><references/></noinclude>
t33t215dwr8xrecjnwiflk7vpsig6el
Side:Siesta (1897).djvu/249
104
143592
333214
332814
2026-09-14T22:40:39Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333214
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{midtstilt|{{xx-større|INNHOLD}}}}
{{--}}
{{Export TOC/s}}
{| class="_toc"
|-
| || {{liten|Side}}
|-
| [[Siesta/1|Dronningen af Saba]] || 1
|-
| [[Med Skydshest || 43
|-
| [[Jul i Aasen || 57
|-
| [[Jon Tro || 71
|-
| [[Julegilde || 91
|-
| [[Damen fra Tivoli || 103
|-
| [[Paa Gaden || 123
|-
| [[Rejersen af »Sydstjærnen« || 135
|-
| [[Ringen || 163
|-
| [[Paa Bankerne || 169
|-
| [[En ganske almindelig Flue || 185
|-
| [[Hemmelig Vé || 197
|-
| [[Lidt Paris || 221
|}
{{Export TOC/e}}
{{---}}<noinclude><references/></noinclude>
5855tz7ghun9w1m8ug10c5ln8s6gu32
333215
333214
2026-09-14T22:42:07Z
Øystein Tvede
3938
333215
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{midtstilt|{{xx-større|INNHOLD}}}}
{{--}}
{{Export TOC/s}}
{| class="_toc"
|-
| || {{liten|Side}}
|-
| [[Siesta/1|Dronningen af Saba]] || 1
|-
| [[Med Skydshest]] || 43
|-
| [[Jul i Aasen]] || 57
|-
| [[Jon Tro]] || 71
|-
| [[Julegilde]] || 91
|-
| [[Damen fra Tivoli]] || 103
|-
| [[Paa Gaden]] || 123
|-
| [[Rejersen af »Sydstjærnen«]] || 135
|-
| [[Ringen]] || 163
|-
| [[Paa Bankerne]] || 169
|-
| [[En ganske almindelig Flue]] || 185
|-
| [[Hemmelig Vé]] || 197
|-
| [[Lidt Paris]] || 221
|}
{{Export TOC/e}}
{{---}}<noinclude><references/></noinclude>
pfpb140389srfumexnlp285ieh0plag
333216
333215
2026-09-14T22:42:48Z
Øystein Tvede
3938
333216
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{midtstilt|{{xx-større|INNHOLD}}}}
{{--}}
{{Export TOC/s}}
{| class="_toc"
|-
| || {{liten|Side}}
|-
| [[Dronningen af Saba]] || 1
|-
| [[Med Skydshest]] || 43
|-
| [[Jul i Aasen]] || 57
|-
| [[Jon Tro]] || 71
|-
| [[Julegilde]] || 91
|-
| [[Damen fra Tivoli]] || 103
|-
| [[Paa Gaden]] || 123
|-
| [[Rejersen af »Sydstjærnen«]] || 135
|-
| [[Ringen]] || 163
|-
| [[Paa Bankerne]] || 169
|-
| [[En ganske almindelig Flue]] || 185
|-
| [[Hemmelig Vé]] || 197
|-
| [[Lidt Paris]] || 221
|}
{{Export TOC/e}}
{{---}}<noinclude><references/></noinclude>
nmk6x5kld4np3n7pestbmwstks4lskg
Side:Siesta (1897).djvu/34
104
143600
333245
332794
2026-09-15T10:23:16Z
Øystein Tvede
3938
333245
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>kendte mig aabenbart ikke, havde ikke læst
noget af det, jeg havde skrevet. Jeg svared
ham efter Fortjeneste:
Første Klasse! svared jeg.
Jeg betalte og indtog min Plads i Toget.
Natten var kommet, min ubehagelige Medrejsende havde strakt sig ud paa sit Sæde og
lukket Øjnene, stumt, uden at kaste et Blik
paa mig. Hvorledes skulde jeg faa Tiden til
at gaa? Jeg kunde ikke sove, jeg rejste mig
hvert Øjeblik, eftersaa Dørene, aabned og lukked Vinduerne, frøs og gæsped. Dertil kom,
at jeg hvergang Toget standsed maatte være
paa Vagt for den Smule Dronnings Skyld.
Jeg begyndte at bande hende indædt Gang paa
Gang.
Endelig, endelig blev det Morgen. Min
Medpassager rejste sig og saa ud; lidt efter
satte han sig fuldt vaagen til at læse igen,
fremdeles uden at se paa mig; hans Bog syntes
aldrig at ville tage Ende. Han irritered mig,
jeg sang, jeg plystred forat ærgre ham, men
han lod sig ikke forstyrre; jeg ønsked mig
inderlig tilbage til Klöfsjukan, fremfor denne
umælende Skidtvigtighed.
Tilslut blev han uudholdelig, jeg spurgte:<noinclude><references/></noinclude>
kgr80gcku4zke77hvti9oljd0ln0e5k
Side:Siesta (1897).djvu/35
104
143601
333246
332795
2026-09-15T10:23:50Z
Øystein Tvede
3938
333246
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
»Tør jeg spørge: hvorlangt skal De?«
»Aa,« svared han, »jeg skal et Stykke Vej.«
Det var alt.
»Vi kørte over en Ko igaar,« sagde jeg.
»Hva sa?«
»Vi kørte over en Ko igaar.«
»Jasaa.«
Og han læste videre.
»Vil De {{sp|sælg|e}} mig Bogen?« sagde jeg
ude af mig selv.
»Bogen? Nej,« svared han.
»Ikke?«
»Nej.«
Dermed blev det. Han gjorde ikke saa
meget som et lidet Blink til Siden. Jeg faldt
ganske sammen overfor denne Stædighed.
Egentlig var det denne elendige Dronnings
Skyld det ogsaa, at jeg havde truffet sammen
med en saadan Person, hun havde i Sandhed
kostet mig megen Fortræd. Men det skulde
være glemt altsammen, naar jeg traf hende,
aa, hvor jeg vilde skildre hende alle mine Genvordigheder, fortælle hende om den Kunstkritik, om det Menneske, som gik og vented
paa mig i Malmö, og som jeg havde forladt,<noinclude><references/></noinclude>
2rj0k5jxtrmbtw0mc1kwrhrpckls1n8
Side:Siesta (1897).djvu/36
104
143602
333247
332796
2026-09-15T10:24:22Z
Øystein Tvede
3938
333247
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>om min Rejse, først paa Stockholmslinjen, saa
paa Kalmarlinjen ― min Frøken! Jo, jeg
skulde sikkerlig gøre Indtryk paa hende igen.
Og ikke en eneste smaalig Hentydning til de
Par Øre, de et Hundrede og atten Kroner.
Og Toget gaar.
Jeg giver mig i min Kedsomhed til at
stirre ud af Vinduet. Der er evigt og altid
det samme at se: Skog, Mark, Agre, dansende
Huse, Telegrafstolper langs Banen, og ved
hver Station de sædvanlige tomme Lastevogne
hensat, og hver Vogn mærket sin ''Golfyta''.
Hvad var ''Golfyta?'' Det var ikke et Numer
og ikke en Mand. Gud ved om ikke ''Golfyta''
var en stor Flod i Skåne, eller et Fabriksmærke, eller endog en religiøs Sekt! Men nu
husked jeg det: ''Golfyta'' var en vis Vægt; der
var, om jeg ikke tog fejl, et Hundrede og to
og tredive Pund i en ''Golfyta''. Men det var
gamle, gode Pund endog, og endda gik der
næsten et Hundred og tre og tredive af dem
paa en saadan ''Golfyta'', saa tung var den {{. . .|4}}
Og Toget gaar.
Hvor kunde dog denne umælende Nar
sidde der paa Sædet i Time efter Time og
bare læse og læse! Den Smule Bog skulde<noinclude><references/></noinclude>
ehweuyektaiori2nhl41q5rev78rsct
Side:Siesta (1897).djvu/49
104
143615
333248
332842
2026-09-15T10:25:28Z
Øystein Tvede
3938
333248
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>det maatte! Jeg vilde begynde at minde
hende om, at jeg havde sovet i hendes Seng,
saa husked hun mig nok, siden havde jeg det
gaaende, Broderen vilde forstaa, at han skulde
gaa i Forvejen {{. . .|4}}
Jeg traadte frem.
De saa begge to forbauset paa mig, og i
dette Øjeblik kommer jeg i Vildrede med min
Indledning. Jeg stammer: »Frøken {{. . .|4}} for
fire Aar siden {{. . .|4}}« og standser.
»Hvad vil han?« siger Herren og ser paa
hende. Derpaa henvender han sig til mig og
siger det samme: »Hvad vil De?« Og han
siger det temmelig hovent.
»Jeg vil,« svared jeg, »jeg vil blot bede
om Tilladelse til at hilse paa Frøkenen; hvad
kommer det Dem ved? Frøkenen og jeg
er gamle Bekendte, jeg har endog sovet i {{. . .|4}}«
Dronningen afbryder mig og skriger:
»Lad os gaa, lad os gaa!«
Jasaa, hun vilde ikke kendes ved mig, hun
fornægted mig! Harmen griber mig, og jeg
gaar efter Parret, som fjærner sig meget hurtigt.
Pludselig vender Herren sig om, han ser, at
jeg forfølger dem og stiller sig midt ivejen for
mig. Han saa forresten ikke altfor dristig ud,<noinclude><references/></noinclude>
hrq9g22dtbnx3n5apti4d9f4tb4hagb
Side:Siesta (1897).djvu/50
104
143616
333249
332843
2026-09-15T10:26:15Z
Øystein Tvede
3938
333249
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>han skalv synligt; Dronningen fortsatte at gaa,
tilslut løb hun.
»Hvad vil De, Mand?« spørger Herren igen.
»Dem vil jeg Ingenting,« siger jeg; »det
faldt mig blot ind at ville hilse paa Frøkenen,
den Dame, De spadsered med, jeg har truffet
hende før, jeg vilde altsaa bare af ren Høflighed {{. . .|4}}«
»Ja, for det første ønsker altsaa ikke Frøkenen at træffe Dem mere, synes det,« svarer
han, »og for det andet er ikke Frøkenen nogen
Frøken, hun er Frue, hun er gift, hun er min
Kone. Saa!«
»Er hun {{. . .|4}} hvad {{. . .|4}} er hun Deres
Kone?«
»Ja, hun er min {{sp|Kon|e}},« brøled han;
»forstaar De det nu?«
Hans Kone, hans Kone! Hvad er der
mer at fortælle? Jeg sank ret ned paa en
Bænk. Dette var Dødsstødet! Jeg lukked
Øjnene og lod Fyren gaa; hvad havde jeg
med ham at gøre nu, naar min Lykkes Sol
for altid var gaaet under! I flere Timer sad
jeg paa den Bænk og hengav mig til den
sorteste Sorg.<noinclude><references/></noinclude>
be7e1rhatlwlto9ql5f1uc6f3clf0kg
Side:Siesta (1897).djvu/51
104
143617
333250
332811
2026-09-15T10:26:55Z
Øystein Tvede
3938
333250
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
Henad Middag drog jeg {{rettelse|min|mig}} ned i Hotellet, betalte min Regning og sneg mig ubemærket ned til Jærnbanen; efterat jeg havde
ventet i endnu en stiv Time, kom mit Tog
frem, og jeg rejste afsted, forarmet og slagen,
bøjet til Jorden af en Pine, som gnaved mig
paa hele Hjemvejen.
Den Kurv med gamle Sager, som jeg
havde købt, satte jeg igen i Kalmar.
{{***|2|12em|margin-top=1em}}
{{*|margin-bottom=1em}}
Der ser du, noget kommer altid ivejen.
Saa nær som denne sidste Gang har {{sp|je|g}} aldrig
været det, og dog kom jeg saa nydeligt tilkort.
Jeg ved ikke, at jeg sparer mig for nogen
Møje, at jeg blinker for nogen Rejse, at jeg
skyr noget Udlæg, og alligevel ― alligevel
nytter det mig ikke. Det er Skæbne.
Det er der intet at gøre ved.
{{---}}<noinclude><references/></noinclude>
0z85hfh8rcwdl457vj8wbm6xxk1tzrp
Dronningen af Saba
0
143619
333202
333092
2026-09-14T18:26:59Z
Øystein Tvede
3938
333202
wikitext
text/x-wiki
<pages index="Siesta (1897).djvu" from=11 to=248 header=1 />
qeifm9f97lkxpey1aqil6gg0lljg4cs
333211
333202
2026-09-14T18:34:08Z
Øystein Tvede
3938
333211
wikitext
text/x-wiki
<pages index="Siesta (1897).djvu" from=11 to=51 header=1 />
fashlzgjm3b0mgmcc9qotu79mrfxwom
333217
333211
2026-09-14T22:44:01Z
Øystein Tvede
3938
Øystein Tvede flyttet siden [[Siesta/1]] til [[Dronningen af Saba]]
333211
wikitext
text/x-wiki
<pages index="Siesta (1897).djvu" from=11 to=51 header=1 />
fashlzgjm3b0mgmcc9qotu79mrfxwom
Side:Siesta (1897).djvu/55
104
143733
333251
332960
2026-09-15T10:27:37Z
Øystein Tvede
3938
333251
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Jeg satte mig tilrette i Karjolen og greb Tømmerne, jeg vented paa Skydsgutten. Oppe
i et Vindu i anden Etage stod en ung, blond
Pige og saa ned paa mig, jeg følte mig varm
under dette Blik, og jeg brysted mig som en
Vicekonsul paa mit Sæde. Jeg forsøgte at
gøre Indtryk af pur Ungdom, i al Hemmelighed fik jeg endog rystet min Lorgnet af. Det
ærgred mig bare, at jeg ikke havde kaldt mig
Løjtnant i Skydsbogen.
I sidste Øjeblik kommer Værten ud paa
Trappen og siger, at min Skydsgut netop er
rejst forud med et Læs Englændere, saa jeg
maatte være saa snil at køre alene til næste
Skifte. Der var slet ingen Fare ved det, Jens
vidste Vejen, jeg kunde bare lide paa ham.<noinclude><references/></noinclude>
r5zihdnjhmp0fd7tpiq6va3q8h49fdg
Side:Siesta (1897).djvu/110
104
143789
333209
333086
2026-09-14T18:32:11Z
Øystein Tvede
3938
333209
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
»Vent lidt!« raaber Brede efter ham. »Var
der ikke mere paa Flasken?« Han slar ud
med Armene og ser ned i Gaarden med stive
Øjne. Han tager Sne fra Taget og overdænger
Paul med den, hujende og leende af fuld Hals.
Da Paul var kommet ned, siger hans
Kone:
»Tag nu Stigen bort.«
Brede hører det oppe fra Taget og svarer:
»Ja, tag bare Stigen bort. Jeg hopper
ned.«
Han rejser sig op og belaver sig til et
Sprang, glider baglænds og falder tilbage paa
Taget. Sløv og drukken blir han liggende der
og ser paa, at Stigen løftes bort.
Det stilner paa Gaarden, han ser ned, opdager ingen og tror sig alene. Stigen løftes
atter op og stilles paa sin Plads, og han mærker
det ikke, hans Øjne lukkes.
»Kom tilbage med Stigen,« siger han for
sig selv. Kulden virker paa ham, han begynder at sovne og rejser sig pludselig med et
Ryk. »Kom tilbage med Stigen, saa skal jeg
give dig noget,e siger han hen i Vejret; »jeg
har noget, som jeg kan give dig.« Forvildet<noinclude><references/></noinclude>
nuzlb30ut9kmju32p079xv91b94rqor
Side:Siesta (1897).djvu/155
104
143834
333203
333100
2026-09-14T18:27:36Z
Øystein Tvede
3938
333203
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sine egne Tanker dermed. Ho-ho, din slemme
Rejersen, du tænkte dit og du tænkte dat dermed, og Pigen hun var en rigtig dum Unge,
som ikke var bange for det mørke Nøst i
Nattens Tide.
Men da de skiltes, sagde hun bare:
»Hvorledes skal Dokker komme ombord
igen?«
»Jeg skal svømme,« svared Rejersen.
Og dermed gik han i Sjøen.
Denne Pige hedte Pauline {{. . .|4}}
Ak, nu var alle hans Veninder spredt omkring, en død, en anden i Amerika, en tredje
gift. Og af Rejersen selv var der saa at sige
bare et Erindringens Tegn ulbage. Pauline
gikk endnu oppe i Vaagen i enslig Stand som
før; men da hun for et Par Aar siden misted
sit ene Øje, blev hun >vakte, og ingen verdslig
Ting kom hende mere nær. Saaledes endte
det i Verden. Men Rejersen havde endt med
Kone og fem Bøm i Ofoten {{. . .|4}}
Klokken blev et. Om en Stund vilde
Sjøfuglene vaagne. Rejersen gabed lydeligt og
saa op mod Vejret. Ja, det var bedst at komme
tilkøjs, udslidt og udbrugt og for gammel, som
han var til alt Imorgen skulde han begynde<noinclude><references/></noinclude>
m4z7nsrsz4ny3c0zg926dpx0z4boy6y
333210
333203
2026-09-14T18:32:59Z
Øystein Tvede
3938
333210
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sine egne Tanker dermed. Ho-ho, din slemme
Rejersen, du tænkte dit og du tænkte dat dermed, og Pigen hun var en rigtig dum Unge,
som ikke var bange for det mørke Nøst i
Nattens Tide.
Men da de skiltes, sagde hun bare:
»Hvorledes skal Dokker komme ombord
igen?«
»Jeg skal svømme,« svared Rejersen.
Og dermed gik han i Sjøen.
Denne Pige hedte Pauline {{. . .|4}}
Ak, nu var alle hans Veninder spredt omkring, en død, en anden i Amerika, en tredje
gift. Og af Rejersen selv var der saa at sige
bare et Erindringens Tegn ulbage. Pauline
gikk endnu oppe i Vaagen i enslig Stand som
før; men da hun for et Par Aar siden misted
sit ene Øje, blev hun »vakt«, og ingen verdslig
Ting kom hende mere nær. Saaledes endte
det i Verden. Men Rejersen havde endt med
Kone og fem Bøm i Ofoten {{. . .|4}}
Klokken blev et. Om en Stund vilde
Sjøfuglene vaagne. Rejersen gabed lydeligt og
saa op mod Vejret. Ja, det var bedst at komme
tilkøjs, udslidt og udbrugt og for gammel, som
han var til alt Imorgen skulde han begynde<noinclude><references/></noinclude>
pv4ciavnqtnp3ksoyh1sfmw9s1yzmvm
Side:Siesta (1897).djvu/160
104
143839
333204
333106
2026-09-14T18:28:22Z
Øystein Tvede
3938
333204
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sig selv, at han fremdeles var den samme udmærkede Skipper Rejersen fra fordum. Han
havde ført »Sydstjærnen« fra Kyst til Kyst, og
aldrig stødt Hul i hende, han havde købt Fisk
og tørret Fisk, gjort op Regnskaber saa lange
som Skibsrækken, ført sin Journal med Nidkærhed, og Fan forstod det; men Folk gav
ham ikke længer hans skyldige Respekt. »Vask
Kahytta rejn,« sagde han til Kokken. For nu
havde han spekulerer ud noget. Rejersen
sætter i Land og kundgør blandt Tørrefolkene,
at han trænger to Piger ombord til at lappe
for sig, blandt andet til at sy sammen nogle
Rifter i »Sydstjærnens« Flag.
Men ingen af Pigerne var villige til at
gaa ombord. Rejersen strander igen. Han
maser med dette i to Dage og altid lige forgæves. Endelig hører han en Kvinderøst, som
siger:
»Kan Dokker hjælpe Dokker med mig,
saa skal jeg tjene Dokker i det.«
Det var Pauline, som var saa barmhjærtig.
Rejersen betænkte sig et Øjeblik, Paulines
Øje hviler paa ham. Hvad skulde han med
hende? Endelig siger han Tak og slaar til,<noinclude><references/></noinclude>
erozch6j63gx7cppdjjmhs1n2w8mjl7
Side:Siesta (1897).djvu/175
104
143854
333121
2026-09-14T15:36:19Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333121
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
Jeg saa engang i er Selskab en ung
Kvinde forelsket. Hendes Øjne var da dobbelt
blaa og dobbelt straalende, og hun kunde sletikke skjule sine Følelser. Hvem elsked hun?
Den unge Herre henne ved Vinduet, Husets
Søn, en Mand med Uniform og Løverøst. Og
Gud, hvor hendes Øjne elsked den unge Mand,
og hvor hun sad urolig paa Stolen!
Da vi gik hjem om Natten, sagde jeg,
fordi jeg kendte hende saa godt:
»Hvor Vejret er lyst og herlige! Har du
moret dig i Nat?« Og forat imødekomme
hendes Ønske, trak jeg min Forlovelsesring af
Fingeren og sagde videre: »Se, din Ring den
er bleven mig for tang, den trykker mig.
Hvad om du lod den gøre større?«<noinclude><references/></noinclude>
0wy3rwp9qhll8krtmqvcm3znx2g5kzi
Side:Siesta (1897).djvu/176
104
143855
333122
2026-09-14T15:38:42Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333122
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
Hun rakte Haanden ud og hvisked:
»Giv mig den, saa skal den nok blive
større.«
Og jeg gav hende Ringen.
{{***|2|12em|margin-top=1em}}
{{*|margin-bottom=1em}}
En Maaned efter træffer jeg hende igen.
Jeg vilde spørge om Ringen, men lod det være.
Det haster ikke endnu, tænkte jeg, lad hende
tage sig end bedre Tid end en Maaned.
Da ser hun ned i Gaden og siger:
»Det er sandt — Ringen. Det gik uhel-
digt med den, jeg har forlagt den et Sted, jeg
har mistet den.« Og efter dette venter hun
paa mit Svar. »Er du vred derfor?« spørger
hun uroligt.
»Nej,« svared jeg.
Og Gud, hvor hun gik lettet bort, da jeg
ikke var vred derfor!
{{***|2|12em|margin-top=1em}}
{{*|margin-bottom=1em}}
Saa gik et helt Aar. Jeg var atter igen
paa gamle Tomter og vandred en Aften en
kendt, kendt Vei.<noinclude><references/></noinclude>
kk38xva4d2n3u22gn0uk7wn8067bnu5
333205
333122
2026-09-14T18:28:53Z
Øystein Tvede
3938
333205
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
Hun rakte Haanden ud og hvisked:
»Giv mig den, saa skal den nok blive
større.«
Og jeg gav hende Ringen.
{{***|2|12em|margin-top=1em}}
{{*|margin-bottom=1em}}
En Maaned efter træffer jeg hende igen.
Jeg vilde spørge om Ringen, men lod det være.
Det haster ikke endnu, tænkte jeg, lad hende
tage sig end bedre Tid end en Maaned.
Da ser hun ned i Gaden og siger:
»Det er sandt — Ringen. Det gik uheldigt med den, jeg har forlagt den et Sted, jeg
har mistet den.« Og efter dette venter hun
paa mit Svar. »Er du vred derfor?« spørger
hun uroligt.
»Nej,« svared jeg.
Og Gud, hvor hun gik lettet bort, da jeg
ikke var vred derfor!
{{***|2|12em|margin-top=1em}}
{{*|margin-bottom=1em}}
Saa gik et helt Aar. Jeg var atter igen
paa gamle Tomter og vandred en Aften en
kendt, kendt Vei.<noinclude><references/></noinclude>
8e49nq856dow5y4ewditgcwylzv8mx5
Side:Siesta (1897).djvu/177
104
143856
333123
2026-09-14T15:39:57Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333123
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
Da kommer hun mig imøde, og hun
havde tredobbelt blaa og tredobbelt straalende
Øjne; men hendes Mund var bleven for stor
og bleg.
Hun raabte:
»Her er din Ring, din Forlovelsesring.
Jeg har fundet den igen, min Elskede, og ladet
den gøre større. Nu skal den ikke trykke
dig mer.«
Jeg saa paa den forladte Kvinde og par
hendes store, blege Mund. Og jeg saa ogsaa
paa Ringen.
»Ak!« sagde jeg og bukked meget dybt,
»den Ring er vi uheldige med. Nu er den
saa altfor rummelig.«
{{---}}<noinclude><references/></noinclude>
judk1t90y8n8ajo52jphc4ql4jl7w8v
Side:Siesta (1897).djvu/178
104
143857
333124
2026-09-14T15:40:03Z
Øystein Tvede
3938
/* Uten tekst */
333124
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="0" user="Øystein Tvede" /></noinclude><noinclude><references/></noinclude>
abfg9xd7kjifmfb04hxamcb6m40piio
Side:Siesta (1897).djvu/179
104
143858
333125
2026-09-14T15:40:40Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333125
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{x-større|PAA BANKERNE}}}}
{{--}}<noinclude><references/></noinclude>
qc8800klboafurlyur1g7w5740x2b53
Side:Siesta (1897).djvu/180
104
143859
333126
2026-09-14T15:40:46Z
Øystein Tvede
3938
/* Uten tekst */
333126
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="0" user="Øystein Tvede" /></noinclude><noinclude><references/></noinclude>
abfg9xd7kjifmfb04hxamcb6m40piio
Side:Siesta (1897).djvu/181
104
143860
333127
2026-09-14T15:41:41Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333127
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
Maaned efter Maaned laa vi paa Bankerne
og fisked Kabliau. Sommeren og Vinteren kom
og gik, og vi laa altid paa samme Plet, midt paa
Havet, paa Grændsen mellem to Verdener, Europa og Amerika. - Fire fem Gange i det Aar
gik vi op til Miquelon forat sælge vor Fangst
og proviantere; saa séjled vi ud paa Havet
igen, lagde os altid paa samme Grund, fisked
Kabliau — og styred atter op til Miquelon
forat losse paany. Jeg var aldrig iland i Byen;
hvad skulde jeg gaa iland for? Der var meget
faa Mennesker at se paa Stedet, deune lille
Udverden, som blot nogle Fiskere og Skibshøkere bebor.
Vort Skib var en Russer og bar Navnet
»Kongo«, en virkelig Russer, en gammel Bark,<noinclude><references/></noinclude>
e9kf0hy9bpa1gbfg29h7rk5632c82zt
333206
333127
2026-09-14T18:29:41Z
Øystein Tvede
3938
333206
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
Maaned efter Maaned laa vi paa Bankerne
og fisked Kabliau. Sommeren og Vinteren kom
og gik, og vi laa altid paa samme Plet, midt paa
Havet, paa Grændsen mellem to Verdener, Europa og Amerika. Fire fem Gange i det Aar
gik vi op til Miquelon forat sælge vor Fangst
og proviantere; saa séjled vi ud paa Havet
igen, lagde os altid paa samme Grund, fisked
Kabliau — og styred atter op til Miquelon
forat losse paany. Jeg var aldrig iland i Byen;
hvad skulde jeg gaa iland for? Der var meget
faa Mennesker at se paa Stedet, deune lille
Udverden, som blot nogle Fiskere og Skibshøkere bebor.
Vort Skib var en Russer og bar Navnet
»Kongo«, en virkelig Russer, en gammel Bark,<noinclude><references/></noinclude>
9n2igncm3xwlrfwh2v2k6x5z2qcsahw
Side:Siesta (1897).djvu/182
104
143861
333128
2026-09-14T15:43:16Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333128
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>der endnu havde halvt udviskede Kanonporte
paa Siderne fra sine yngre Dage. Vi var otte
Mand i Skibet: to Hollændere og en Franskmand, to Russere og jeg; Resten var Negere.
»Kongo« havde fire Dory'er. Vi rejste ud
om Morgenen paa disse Dory'er og trak vore
Liner, om Sommeren Klokken tre, om Vinteren
ved Daggry, og om Aftenen satte vi dem igen,
altid paa samme Sted, syv otte hundrede Favne
VSV for »Kongo«.
Den ene Dag gik, og den anden kom, —
alid lan vi der. Der var ingen Afveksling i
vor Tilværelse; vi vidste ikke altid Forskel
paa Søndag og Mandag engang. Det eneste,
som adskilte vor Lod fra de øvrige New
Foundlandsfiskeres, var det usædvanlige, at vor
Skipper havde sin Kone med ombord. Denne
Kone var en ung, meget modbydelig Skabning,
et Menneske med Klaser af Vorter paa begge
Hænder og en liden, skindmager Krop. Vi saa
hende næsten hver Morgen, naar vi lagde fraborde; hun var netop staaet op, var søvnig og
forfærdelig ordentlig paaklædt: da var det
som ingenting for hende at sætte Skibsben
lige for vore Øjne og holde Skørterne ud og
{{. . .|4}} nej, der kan virkelig ikke fortælles.<noinclude><references/></noinclude>
cqz2chaekzjrs0ks2y4uijdmm0hgs16
Side:Siesta (1897).djvu/183
104
143862
333129
2026-09-14T15:45:59Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333129
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Men trods det, at hun var saa urenslig og
næsten aldrig talte et Ord til os, holdt dog vi
Matroser af hende alligevel, allesammen holdt
vi af hende, hver paa vor Maade, og der var
ingen af os, som vilde have undværet hende
Saa nøjsomme var vi blevne.
Vi var ikke Sjømænd, vi var blot Fiskere.
En Sjømand sejler altid fremad, bringes et
Sted hen og ender tilsidst en Rejse, hvor lang
den end er; men vi, vi laa stille, evig og altid
stille, med alle vore Ankere i Banken. Saa
længe havde det gaaet paa denne Maade, at
omsider husked vi næsten ikke, hvorledes
Landjorden sa ud; vi havde forandret os saa
meget. Den evige Stilleliggen havde gjort os
besynderlig dumpe, virkelig meget dumpe;
vi saa ikke andet end Taage og Hav og
hørte ikke andet end Vind og Vejr foroven og neden; vi brød os om ingenting og
tænkte ikke længer en Stump Tanke. Hvorfor
skulde vi ogsaa tænke? Vor idelige Befatning
med Fisk havde gjort os selv til Fiske, til sælsomme kødagtige Sjødyr, som krøb omkring
i et Skib og talte et eget indbyrdes Sprog.
Vi læste heller ikke, læste ingenting. Der
kunde ingen Breve komme til os herude paa<noinclude><references/></noinclude>
jxozvlohfvrpdzjiows1ocire3eqv0x
Side:Siesta (1897).djvu/184
104
143863
333130
2026-09-14T15:46:52Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333130
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Havet, og desuden havde Indaandingen af den
ramme Taage, vor daglige Syslen med raa
Fisk, hele vort uafbrudte Ophold paa Bankerne
gjort det af med al vor Læselyst. Vi aad,
arbejded og sov. Den eneste af os, som ikke
helt havde mistet Hovedet, og som endnu
nogenlunde »fulgte med«, var Franskmanden.
Han bad mig en Gang om Maaneden tilside
paa Dækket og sagde med sin alvorligste
Stemme:
»Tror du, man kriger derhjemme nu?«
Saa ligegyldige var vi blevne, at vi næsten
ikke længer gad tale til hinanden. Vi vidste
saa altfor vel, hvad der vilde blive svaret paa
et hvilketsomhelst Spørgsmaal, og til dette kom
endvidere, at vi ofte havde den største Møje
med at forstaa hinandens Sprog. Hvad nytted
det nemlig, at Skibets officielle Sprog var Engelsk?
Baade Hollænderne og Franskmanden var for
tungnemme og for trodsige til at lære det, og
selv naar Russerne skulde sige noget længere
ad Gangen, slog de rasende over i sit eget
Sprog og satte os andre fast for lange Stunder.
Vi var temmelig hjælpeløse og forladte paa
alle Maader.<noinclude><references/></noinclude>
rm0tf6snb9o6ybdw3a9rpvz7sv3701e
Side:Siesta (1897).djvu/185
104
143864
333131
2026-09-14T15:47:43Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333131
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
Men undertiden, naar vi sad og trak
Linerne, strøg en Emigrantbaad forbi, en tung,
skyggeagtig Kolos, som gjorde et Stød i Fløjten
og forsvandt i samme Nu i Taagen. Det var
næsten uhyggelige Syn disse svære Uhyrer,
der viste sig for os et Øjeblik og saa var brat
borte igen. Naar dette hændte i Mørke, og
Lysene fra Skibet stirred paa os med runde,
glødende Koøjne langs hele Skroget, gav vi
ofte et pludseligt Udraab af Angst og Forundring; i stille Vejr følte vi Vindtrykket imod
os fra det gigantiske Spøgelse, og vor Dory
hugged længe bagefter i de tunge Bølger, som
det brød op i Havet, idet det drog forbi.
Det hændte ogsaa, naar Vejret var lidt
klart, at van Tatzel, min Dorykammerat, som
havde gode Øjne, kunde opdage er Sejlskib
langt ude; men det kom os ikke nogen Gang
saa nær, at vi kunde se er Menneske ombord.
Vi saa aldrig andre Folk end vore egne: en
Kok, otte Fiskere og den gigtbrudne Skipper
og hans Kone.
Mærkelige Sindsbevægelser kunde undertiden opstaa hos os, naar vi sad og sled tungt
i Snørene og næsten ikke kunde faa dem op:
det var for os som vore Angler holdtes fast,<noinclude><references/></noinclude>
kfn2rslgt8henpk3zcel1csemnganet
Side:Siesta (1897).djvu/186
104
143865
333132
2026-09-14T15:48:26Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333132
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>grebes af skjulte Hænder dybt nede og krænged
vor Dory paa Kant. Vi raabte over til hinanden, tænderskærende og gale af Angst; vi
glemte hvor vi var og hvad vi gjorde, uregerlig
ophidset af denne Kamp med de usynlige
Magter fra Havbunden, som ikke vilde slippe
sit Tag. Naar nogen af Fiskerne fik et Anfald af denne Sindsstemning, sagde man paa
Bankerne, at han »sang for klart Vejrs, fordi
man mente, at det var Taagen, som var Skyld
i den. Stundom forekom det os ogsad, naar
vi sad og trak, at underlige, fantastiske Væsener
nikked til os i Taagen borte paa Havet, nikked
rigtig ledeløst med store, lodne Hoveder, og
forsvandt igen. Og bløde, troldagtige Skikkelser
skræved om i den hvide Dis, store som Bjærge,
flydende hid og did eftersom Vinden blæste,
svævende i svære Skridt fra Vest til Øst,
rullende i Luften med sine dyneagtige Lemmer
og med vældige Kufter flagrende bagefter
Van Tatzel og jeg saa engang samtidig et Syn,
som næsten fik os til ar stivne: det var en
mørk Aften, vi satte vore Liner; vi sag en
Mand, der gynged op og ned i Luften, hele
hans Hoved stod i Flammez, han pusted som
en Storm, vi hørte der begge to. Kort efter<noinclude><references/></noinclude>
s24omd6842pakzsq5j43e93czooah04
Side:Siesta (1897).djvu/187
104
143866
333133
2026-09-14T15:49:49Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333133
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>strøg en Damper forbi os; vi gav et Skrig, da
den blæste i Fløjten; saa forsvandt den {{. . .|4}}
Men naar vi hen paa Formiddagen havde
trukket vore Liner, og vi lagde til »Kongo« med
fuldlastede Dory'er, gjorde vor gode Fangst og
Tilfredsheden med at have gjort det værste
Arbejde for den Dag os ofte dumme og opbidsede paa en anden Maade: det hændte saaledes mange Gange, at vi følte en mærkelig
unaturlig Glæde ved at mishandle Fisken,
simpelthen mishandle vor egen Fisk. De to
Russere var ganske syge af Lyst til at gøre
sig skyldige heri. De tog de store Fiske efter
Hovedet, trykked Fingrene ind i deres bløde
Øjne og holdt dem ivejret efter dem, mens de
lo gejlt ved sig selv og saa paa dem. En Dag
lagde jeg Mærke til, at den ene af Russerne
bed i en raa Fisk, satte Tænderne dybt ind i
den og holdt dem der i to Minutter, mens
han lukked Øjnene helt igen. — Disse fede
Fiskelig virked ogsaa meget paa os allesammen;
vi kunde komme i Bevægelse, naar vi aabned
deres glatte Maver; vi skar dem levende op
langs hele Bugen, roded unødigt meget om i
deres Indvolde med Hænderne og pletted os
mere til med Blod end vi behøved. Fransk-<noinclude><references/></noinclude>
r65jzlsj3esk2ez0o3u0e4rf2funvdv
Side:Siesta (1897).djvu/188
104
143867
333134
2026-09-14T15:50:54Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333134
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>manden sagde sig altid fri for disse dyriske
Lyster, men til Gengæld var han optændt af
en vanvittig Tilbøjelighed for Skipperens
Hustru, og det kunde ban ikke engang skjule.
Han sagde det ligeud til os allesammen. »Jeg
elsker hende! ja, Gud hjælpe mig, hvor jeg
elsker hende!« sagde han mange Gange om
Dagen. En af Negrene, ham, som vi kaldte
»Doktoren«, fordi han havde studeret lidt
Medicin i sin første Ungdom, var ogsaa hæftigt
forelsket i hende; jeg kunde have slaet ham
ihjæl paa Steder bare af Skinsyge, dengang
han betroed mig det. Heller ikke jeg var
bedre.
Men hun selv gik mager og dorsk og
skrækkelig skidden omkring og mærked ikke
noget af det hele. Ikke et Blik gav hun os.
Engang, en Dag, jeg havde et Ærinde agterud,
hvor hun sad paa sin Feltstol og stirred ret
frem for sig, kom jeg til at snuble i en Haspe
”Tjæregarn og var lige ved at falde. — Jeg blev
med det samme saa altereret, at jeg vendte
mig om og gav mig til at betragte denne Haspe
”Tjæregarn sandsfraværende og dum, istedetfor
at gaa videre, og jeg maatte ganske bestemt
have set latterlig ud. Hvorfor lo hun da ikke?<noinclude><references/></noinclude>
mzcuwomntokkgdy3830h2s2vwwwjg5j
333135
333134
2026-09-14T15:51:08Z
Øystein Tvede
3938
333135
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>manden sagde sig altid fri for disse dyriske
Lyster, men til Gengæld var han optændt af
en vanvittig Tilbøjelighed for Skipperens
Hustru, og det kunde ban ikke engang skjule.
Han sagde det ligeud til os allesammen. »Jeg
elsker hende! ja, Gud hjælpe mig, hvor jeg
elsker hende!« sagde han mange Gange om
Dagen. En af Negrene, ham, som vi kaldte
»Doktoren«, fordi han havde studeret lidt
Medicin i sin første Ungdom, var ogsaa hæftigt
forelsket i hende; jeg kunde have slaet ham
ihjæl paa Steder bare af Skinsyge, dengang
han betroed mig det. Heller ikke jeg var
bedre.
Men hun selv gik mager og dorsk og
skrækkelig skidden omkring og mærked ikke
noget af det hele. Ikke et Blik gav hun os.
Engang, en Dag, jeg havde et Ærinde agterud,
hvor hun sad paa sin Feltstol og stirred ret
frem for sig, kom jeg til at snuble i en Haspe
”Tjæregarn og var lige ved at falde. — Jeg blev
med det samme saa altereret, at jeg vendte
mig om og gav mig til at betragte denne Haspe
Tjæregarn sandsfraværende og dum, istedetfor
at gaa videre, og jeg maatte ganske bestemt
have set latterlig ud. Hvorfor lo hun da ikke?<noinclude><references/></noinclude>
e34t9pjjow6mozrhkk0ahqjmr26l37c
333136
333135
2026-09-14T15:51:22Z
Øystein Tvede
3938
333136
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>manden sagde sig altid fri for disse dyriske
Lyster, men til Gengæld var han optændt af
en vanvittig Tilbøjelighed for Skipperens
Hustru, og det kunde ban ikke engang skjule.
Han sagde det ligeud til os allesammen. »Jeg
elsker hende! ja, Gud hjælpe mig, hvor jeg
elsker hende!« sagde han mange Gange om
Dagen. En af Negrene, ham, som vi kaldte
»Doktoren«, fordi han havde studeret lidt
Medicin i sin første Ungdom, var ogsaa hæftigt
forelsket i hende; jeg kunde have slaet ham
ihjæl paa Steder bare af Skinsyge, dengang
han betroed mig det. Heller ikke jeg var
bedre.
Men hun selv gik mager og dorsk og
skrækkelig skidden omkring og mærked ikke
noget af det hele. Ikke et Blik gav hun os.
Engang, en Dag, jeg havde et Ærinde agterud,
hvor hun sad paa sin Feltstol og stirred ret
frem for sig, kom jeg til at snuble i en Haspe
Tjæregarn og var lige ved at falde. — Jeg blev
med det samme saa altereret, at jeg vendte
mig om og gav mig til at betragte denne Haspe
Tjæregarn sandsfraværende og dum, istedetfor
at gaa videre, og jeg maatte ganske bestemt
have set latterlig ud. Hvorfor lo hun da ikke?<noinclude><references/></noinclude>
6rr259fwr9ki4p4tvxuleb7eg3vp0n4
Side:Siesta (1897).djvu/189
104
143868
333137
2026-09-14T15:53:27Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333137
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Og hvorfor saa hun paa mig hele Tiden, naar
det ikke var forat le? Hun gad ingenting;
der fortrak sig ikke en Mine i hendes Ansigt.
»Hun raadner!« sagde van Tawzel i sit gale
Sprog; »ved Gud, hun raadner meget!«
Og alligevel vilde ingen af os have værer
af med hende for alt i Verden {{. . .|4}}
Naar Fisken var »tilgjort« og Linerne atter
var sat, havde vi gjort Arbeidet for den Dag,
og vi døsed hen en Time eller to med at
spise og røge Tobak. Og saa gik vi tilkøjs.
Nu kunde vi, hvis vi ikke var altfor trætte,
tale en Smule med hinanden og endog fortelle
en og anden Historie, — altsammen i et grovt
og ufuldkomment Sprog, fuldt af Eder og
liderlige Ord. Franskmanden kunde en Ende
om en Mand, som »ikke kunde se paa en
Kvinde uden at begære hende«, og denne
Ende havde han fortalt flere Gange, altid med
samme store Held. Russerne var aldeles hen-
rykte over den og lo ustandseligt, naar den
blev fortalt. Deres Glæde over den grove
Fortælling var oprigtig som hos Børn, den
forvred deres Munde og fik dem til at kaste
sig ophidset frem og tilbage i Køjen. »Naa
— og saa?« spurgte de hele Tiden, »hvorledes<noinclude><references/></noinclude>
gly6fn4ec2p4eb90u5438v4yenn2z8d
333207
333137
2026-09-14T18:30:20Z
Øystein Tvede
3938
333207
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Og hvorfor saa hun paa mig hele Tiden, naar
det ikke var forat le? Hun gad ingenting;
der fortrak sig ikke en Mine i hendes Ansigt.
»Hun raadner!« sagde van Tawzel i sit gale
Sprog; »ved Gud, hun raadner meget!«
Og alligevel vilde ingen af os have værer
af med hende for alt i Verden {{. . .|4}}
Naar Fisken var »tilgjort« og Linerne atter
var sat, havde vi gjort Arbeidet for den Dag,
og vi døsed hen en Time eller to med at
spise og røge Tobak. Og saa gik vi tilkøjs.
Nu kunde vi, hvis vi ikke var altfor trætte,
tale en Smule med hinanden og endog fortelle
en og anden Historie, — altsammen i et grovt
og ufuldkomment Sprog, fuldt af Eder og
liderlige Ord. Franskmanden kunde en Ende
om en Mand, som »ikke kunde se paa en
Kvinde uden at begære hende«, og denne
Ende havde han fortalt flere Gange, altid med
samme store Held. Russerne var aldeles henrykte over den og lo ustandseligt, naar den
blev fortalt. Deres Glæde over den grove
Fortælling var oprigtig som hos Børn, den
forvred deres Munde og fik dem til at kaste
sig ophidset frem og tilbage i Køjen. »Naa
— og saa?« spurgte de hele Tiden, »hvorledes<noinclude><references/></noinclude>
7e8bw4bw5inv0zlycxf8kjx079n9qk7
Side:Siesta (1897).djvu/190
104
143869
333138
2026-09-14T15:54:40Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333138
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>gik det videre?e Og dog vidste de lige saa
godt som vi andre, hvorledes det hele var tilgaaet.
Van Tatzel derimod var næsten aldrig
saa heldig, naar han fortalte sin Historie; vi
gad sjelden høre paa ham. Vi forstod ham
saa daarligt, han kunde saa lidet Engelsk, og i
hans Mund blev desuden det lille, han kunde,
helt forkært. Naar han var i Færd med at
sige noget og pludselig stod fast, kunde han
se omkring paa os alleammen med sit forgræmmede Ansigt og ikke vide, hvorledes han
skulde redde sig ud af det. Han var virkelig
meget at beklage.
Van Tatzel var den ældste af Hollænderne,
en gammel Gris, noget døv, men forresten
godmodig og hjælpsom. Han brugte altid
Bomuldsdotter i Ørene, Sommer og Vinter
store Bomuldsdotter, gulnede af Ælde og
Uhumskhed. Han var en ualmindelig svær
Skikkelse, hvem Havet havde gjort til et rent
Barn, og som slet ikke kunde tænke udenfor
sin Næsetip. Naar han laa i Køjen, røgende
sin stærke Tobak og spyttende uvorrent hvorsomhelst ned i Dorken, begyndte han altid
sin Fortælling saaledes:<noinclude><references/></noinclude>
pmf5ckp7bi60bvg60v811a427q32l6w
333139
333138
2026-09-14T15:55:35Z
Øystein Tvede
3938
333139
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>gik det videre?« Og dog vidste de lige saa
godt som vi andre, hvorledes det hele var tilgaaet.
Van Tatzel derimod var næsten aldrig
saa heldig, naar han fortalte {{sp|si|n}} Historie; vi
gad sjelden høre paa ham. Vi forstod ham
saa daarligt, han kunde saa lidet Engelsk, og i
hans Mund blev desuden det lille, han kunde,
helt forkært. Naar han var i Færd med at
sige noget og pludselig stod fast, kunde han
se omkring paa os alleammen med sit forgræmmede Ansigt og ikke vide, hvorledes han
skulde redde sig ud af det. Han var virkelig
meget at beklage.
Van Tatzel var den ældste af Hollænderne,
en gammel Gris, noget døv, men forresten
godmodig og hjælpsom. Han brugte altid
Bomuldsdotter i Ørene, Sommer og Vinter
store Bomuldsdotter, gulnede af Ælde og
Uhumskhed. Han var en ualmindelig svær
Skikkelse, hvem Havet havde gjort til et rent
Barn, og som slet ikke kunde tænke udenfor
sin Næsetip. Naar han laa i Køjen, røgende
sin stærke Tobak og spyttende uvorrent hvorsomhelst ned i Dorken, begyndte han altid
sin Fortælling saaledes:<noinclude><references/></noinclude>
4s86v9ov2yn2vrwjp6s9tecyt13aovh
Side:Siesta (1897).djvu/191
104
143870
333140
2026-09-14T16:02:15Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333140
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
»Det var engang en Aften i Amsterdam,«
siger han, »det var en Aften å Amsterdam.
Jeg havde just taget Hyre, og det var min
sidste Aften iland. Jeg husker ikke, hvormange
Klokken var, men det var meget sent paa
Klokken,« siger van Tatzel. »Da jeg var
kommet ud af en Bier Halle og skulde begive
mig ombord, brætted jeg først Buksen op; jeg
husker, at jeg gjorde to Bræt paa hvert Bukseben; men forøvrigt var jeg mer end fuld, og
jeg faldt paa Knæ, mens jeg gjorde det. Nu
slaged jeg afsted, og jeg var just kommet ned
iLeopoldgaden. Da indtraf noget {{. . .|4}} noget,
som indtraf mig. For jeg var ikke fuldere end
jeg saa hende; hun var lige efter mig, midt i
Gaden, — Dere maa tro mig eller ikke, men
det var en Dame.«
Den gamle Nar rejser sig op i Køjen og
ser paa os. »En fin Dame!« siger han. Og
her standser han. Hans Engelsk strækker ikke
længer, han kommer ikke af Pletten.
»Gik der virkelig en Dame efter dig paa
Amsterdams Gader?« spørger »Doktoren« drillende fra sin Køje.
»Ja, en Dame!,« siger han henrykt og
storleende. Dette griber ham saa, at han endog<noinclude><references/></noinclude>
m445vmwt82lptwkuz5w3ol8qukhn5ms
Side:Siesta (1897).djvu/192
104
143871
333141
2026-09-14T16:03:46Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333141
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>bander to Gange paa det, og vi ler af ham
allesammen. Han forsøger at fortsætte, men
standser igen; det er ham ikke muligt at
komme videre. Han arbejder med sin gamle
Hjærne, anstrænger sig hæftigt forat finde et
Ord, der kan fortælle os Tingen; men han
tier bomstille. Det er ham saa meget om at
gøre at faa meddelt sig just paa dette Punkt,
og overvældet af Erindringen om denne Dame,
drevet til Forvivlelse ved ikke at kunne forklare sig, eksploderer han pludselig paa sit
eget Sprog, buldrer ud en stor Sverm af underlige Ord, som ikke en eneste af os forstaar,
undtagen hans Landsmand, som ligger i en
anden Køje og snorker.
Dette var van Tatzels Historie, den eneste,
han kunde, og som altid endte der. Vi havde
hørt den saa mange Gange, den begyndte
stadig paa samme Maade om den Aften i
Amsterdam. Det var en troværdig Historie,
og der var ingen af os, som tvivled paa
den {{. . .|4}}
Saa laa vi en Stund og tænkte paa denne
Fortælling, mens Havet larmed udenfor, Lampen
svajed i sine Messingringe og Vagten klapped<noinclude><references/></noinclude>
5zx04am3xcaedjz92wak2b7sw1vu7v1
Side:Siesta (1897).djvu/193
104
143872
333142
2026-09-14T16:04:38Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333142
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>med sine Træsko i Dækket ovenover os. Saa
kom Natten {{. . .|4}}
Men undertiden kunde jeg vaagne igen
ved Midnatstide, halvkvalt af Dampen fra alt
dette pustende Menneskokød, som vred sig i
vile Drømme og sparked Tæpperne af sig.
Lampen lyste paa de plumpe Kroppe i gran
Vadmelsskjorter; Russerne, med deres tre fire
lange Skæggestraa paa Snuden, saa ud som
sovende Sælhunde, og deres fede, nøgne Fødder
ligned Luffer. Fra hver Køje hørtes Sønnen
og halve Ord; Negrene laa og gliste med sine
hvide Tænder og talte højt, nævnte et Navn,
blæsende op sine sorte Kinder. Fra den yngste
Hollænders Køje hørtes under en klukkende
Latter det samme Navn, afbrudt af Snorken
og smaa lydelige Hvin — Navnet paa Skipperens
Kone. Allesammen var optagen af hende;
disse liderlige Dyr laa endog og talte om hende
i Søvne, hver i sit Sprog, snorksov med
lukkede Øjne og mumled de ublueste Ord,
mens de smilte, og stak Tungen ud. Kun
van Tatzel sov roligt, sundt og roligt, som et
umelende Dyr.
Den ramme Lugardunst, ”Tobaksrøgen,
Lugten af svedende Mennesker og af Fisk fra<noinclude><references/></noinclude>
5kmdhdklglmj7niv82kp7th3asrbah9
333143
333142
2026-09-14T16:04:58Z
Øystein Tvede
3938
333143
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>med sine Træsko i Dækket ovenover os. Saa
kom Natten {{. . .|4}}
Men undertiden kunde jeg vaagne igen
ved Midnatstide, halvkvalt af Dampen fra alt
dette pustende Menneskokød, som vred sig i
vile Drømme og sparked Tæpperne af sig.
Lampen lyste paa de plumpe Kroppe i gran
Vadmelsskjorter; Russerne, med deres tre fire
lange Skæggestraa paa Snuden, saa ud som
sovende Sælhunde, og deres fede, nøgne Fødder
ligned Luffer. Fra hver Køje hørtes Sønnen
og halve Ord; Negrene laa og gliste med sine
hvide Tænder og talte højt, nævnte et Navn,
blæsende op sine sorte Kinder. Fra den yngste
Hollænders Køje hørtes under en klukkende
Latter det samme Navn, afbrudt af Snorken
og smaa lydelige Hvin — Navnet paa Skipperens
Kone. Allesammen var optagen af hende;
disse liderlige Dyr laa endog og talte om hende
i Søvne, hver i sit Sprog, snorksov med
lukkede Øjne og mumled de ublueste Ord,
mens de smilte, og stak Tungen ud. Kun
van Tatzel sov roligt, sundt og roligt, som et
umelende Dyr.
Den ramme Lugardunst, Tobaksrøgen,
Lugten af svedende Mennesker og af Fisk fra<noinclude><references/></noinclude>
di96atajvlvwxgkqbv432n6q9qydo39
Side:Siesta (1897).djvu/194
104
143873
333144
2026-09-14T16:06:15Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333144
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Lasten blanded sig sammen til en tung, bedøvende Taage, som lukked mine Øje i, saasnart jeg aabned dem. Og jeg sovned paany,
marereden af en uhyre stor Blomst, som lagde
sig over mig og suged mig ind i sine vaade
Blade, kvalte mig ned, roligt og sikkert, tyst
og stille. Og Alverden blev borte for mig {{. . .|4}}
Saa kom Vagten og purred ud.
{{---}}<noinclude><references/></noinclude>
t3n1gzg5nrbucmhw0ct0nm2a7zlr687
Side:Siesta (1897).djvu/195
104
143874
333145
2026-09-14T16:07:09Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333145
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
{{c|{{stor|EN GANSKE ALMINDELIG FLUE<br>
AF MIDDELS STØRRELSE}}}}
{{--}}<noinclude><references/></noinclude>
p08zwjwp9kzlb4w9fwhsvztgvy6fddx
333146
333145
2026-09-14T16:07:21Z
Øystein Tvede
3938
333146
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
{{c|{{stor|EN GANSKE ALMINDELIG FLUE<br>
AF MIDDELS STØRRELSE}}}}
{{--}}<noinclude><references/></noinclude>
2893d3qjqrhij8b0xlfxajcjei1utow
Side:Siesta (1897).djvu/196
104
143875
333147
2026-09-14T16:07:31Z
Øystein Tvede
3938
/* Uten tekst */
333147
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="0" user="Øystein Tvede" /></noinclude><noinclude><references/></noinclude>
abfg9xd7kjifmfb04hxamcb6m40piio
Side:Siesta (1897).djvu/197
104
143876
333148
2026-09-14T16:08:12Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333148
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
Vort Bekendtskab begyndte med, at hun
kom flyvende indad mit aabne Vindu en Dag,
mens jeg sad og skrev, og begyndte en Dans
omkring mit Hoved. Hun følte sig aabenbart
tilteukken af Spiritusen i mit Haar. Jeg slog
efter hende Gang paa Gang, men hun brød
sig ikke om det. Da var det, at jeg tog Papirsaksen.
Jeg har denne Papirsaks, den er saa stor
og dejlig, jeg bruger den til Pibekradser og til
Idang, jeg slaar ogsaa ind Spiger i Væggene
med den; i min øvede Haand er den altid et
frygteligt Vaaben. Jeg svinged den nogle
Gange i Luften, og Fluen fløj bort.
Men lide efter kom hun tilbage og begyndte den samme Dans. Jeg rejste mig og<noinclude><references/></noinclude>
55pofivlswki9uvwdxzzm8xwq11xi22
Side:Siesta (1897).djvu/198
104
143877
333149
2026-09-14T16:09:22Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333149
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>flytted mit Bord udad mod Døren. Fluen
kom efter. Jeg skal gøre dig et Puds til,
tænkte jeg. Og jeg gik i al Stilhed hen og
vasked Spiritusen ud af mit Haar. Det hjalp.
Fluen satte sig temmelig slukøret paa min
Lampekuppel og rørte sig ikke.
Dette gik godt en lang Stund, jeg arbejded
videre og fik meget gjort. Men i Længden
blev det lidt ensformigt altid at møde denne
Flue, hver Gang jeg slog Øjnene op. Jeg betragted hende, det var en ganske almindelig
Flue af middels Størrelse, godt bygget, med
gran Vinger. Rør dig lidt, sagde jeg. Hun
rørte sig ikke. Væk, sagde jeg og vifted efter
hende. Da fløj hun op, gjorde en Sving omkring i Værelset og kom atter tilbage til Lampekuplen.
Fra nu af skriver vort egentlige Bekendtskab sig. Jeg fik Respekt for hendes Standhaftighed; hvad hun vilde, det vilde hun; hun
rørte mig ogsaa ved sit Udtyk, hun lagde
Hovedet paa skalke og saa bedøvet paa mig.
Vore Følelser blev gensidige, hun forstod, at
jeg havde faser tilovers for hende, og indretted sig derefter, hun blev mere og mere fri
i sin Optræden. Allerede om Eftermiddagen,<noinclude><references/></noinclude>
42z29923lf50zkgaklak7lba2vybg4a
Side:Siesta (1897).djvu/199
104
143878
333150
2026-09-14T16:10:00Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333150
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>da jeg skulde gaa ud, fløj hun foran mig til
Døren og søgte at forhindre det.
Den næste Dag var jeg oppe i rimelig
Tid. Just som jeg skulde gaa ind fra Frokosten
og begynde Arbejdet, traf jeg Fluen i Døren.
Jeg nikked til hende. Hun summed nogle
Gange omkring i Stuen og slog ned paa min
Stol. Jeg havde ikke ført hende til Sæde, og
jeg trængte Stolen. Væk, sagde jeg. Hun
letted sig nogle Tommer ivejret og slog atter
ned paa Stolen. Da sagde jeg: Nu sætter jeg
mig. Jeg satte mig. Fluen fløj op og tog
Plads paa mit Papir. Væk, sagde jeg. Intet
Svar. Jeg blæste paa hende, hun gjorde sig
sid og vilde ikke bort. Nej, uden gensidig
Agtelse for hinanden gaar ikke dette i Længden,
sagde jeg. Hun hørte paa mig og tænkte
over det, men beslutted sig alligevel til at
sidde. Da svinged jeg Papirsaksen igen; Vinduet var aabent, jeg havde ikke beregnet det,
og Fluen fløj ud.
I et Par Timer var hun ude. Jeg gik den
hele Tid og angred paa, at jeg havde sluppet
hende ud paa egen Haand. Hvor var hun nu?
Hvo ved, hvad der kunde tilstøde hende! Jeg
satte mig endelig paa Plads og skulde begynde<noinclude><references/></noinclude>
fdex3o1902v42br36e7wmtg266migja
Side:Siesta (1897).djvu/200
104
143879
333151
2026-09-14T16:10:50Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333151
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Arbeidet igen; men jeg var fuld af mørke
Anelser.
Da kom Fluen tilbage. Hun havde faæet
noget Stygt paa sit ene Bagben. Du har
været ude i Sølen, dit Dyr, sagde jeg; fy!
Men jeg var alligevel glad over, at hun var
kommer tilbage, og jeg lukked Vinduet godt
igen. Hvordan kan du tage dig slige Ture!
sagde jeg. Da saa hun. ud, som om hun
goued sig og sagde Bæ ul mig, fordi hun
havde taget denne Tur. Jeg havde aldrig set
en Flue gotte sig saaledes før, hun smitted
mig, jeg sagde Bæ jeg ogsaa og lo hjærteligt.
Ha-ha, bar du set er sligt Trold til en Flue!
sagde jeg. Kom hid, saa skal jeg dikke dig
lidt under Hagen, din Skælm du er.
Om Aftenen prøved hun sit gamle Snit
og vilde spærre Dørgabet for mig. Jeg manded
mig op og bragte min Myndighed. Det var
godt og vel at hun var glad i mig; men
holde mig hjemme hver Aften, det formaaed
hun ikke. Og jeg trængte mig forbi hende
med Magt. Jeg hørte, at hun var rasende
indenfor, og jeg raabte ind til hende: Ja, der
kan du selv se, hvor godt det er at være
alene. Farvel. Nu kan du sidde der.<noinclude><references/></noinclude>
nhf72sz9shnxr7svzwyg42em2ez0qcl
Side:Siesta (1897).djvu/201
104
143880
333152
2026-09-14T16:11:40Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333152
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
I de følgende Dage satte denne lille Skidtflue min Taalmodighed paa mangen Prøve.
Kom der Folk til mig, blev hun skinsyg og
drev dem paa Dør ved sin Ubehagelighed.
Naar jeg bagefter bebrejded hende hendes Opførsel og vilde tage hende lidt i Toppen,
gjorde hun en halsebrækkende Sving fra Gulvet
og lige under Taget, hvor hun satte såg fast
og gjorde mig svimmel. Du falder ned! skreg
jeg til hende. Men mine Advarsler frugted
aldrig til noget. Saa værsgod, bare bliv siddende
deroppe, sagde jeg og vendte hende Ryggen.
Da kom hun ned igen. Jo da, det slog aldrig
fel, tog jeg ikke mere nogen Notis af hende,
svinged hun lige forbi min Næse og faldt med
et Smæld ned paa mit Manuskript. Her begyndte hun at spadsere omkring, som om jeg
ikke ejed en Papirsaks i Huset. Tag hende
fremdeles med det gode, tænkte jeg. Og jeg
sagde i Mindelighed: Gaa ikke der og gris
dig til med Blæk; jeg vil bare dit eget Bedste.
Hun var døv for mine Ord. Har jeg ikke
sagt, at du ikke skal gaa paa det Papir! gentog
jeg; det er grovt Papir, Koncept, du kan faa
Fliser i Benene. Ak nej, hun lod ikke til ar
være bange for det. Har du hørt en slig Paa-<noinclude><references/></noinclude>
qneo8lrsz2aa9hwjdigmr5ktrn3f1dy
333153
333152
2026-09-14T16:11:55Z
Øystein Tvede
3938
333153
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
I de følgende Dage satte denne lille Skidtflue min Taalmodighed paa mangen Prøve.
Kom der Folk til mig, blev hun skinsyg og
drev dem paa Dør ved sin Ubehagelighed.
Naar jeg bagefter bebrejded hende hendes Opførsel og vilde tage hende lidt i Toppen,
gjorde hun en halsebrækkende Sving fra Gulvet
og lige under Taget, hvor hun satte sig fast
og gjorde mig svimmel. Du falder ned! skreg
jeg til hende. Men mine Advarsler frugted
aldrig til noget. Saa værsgod, bare bliv siddende
deroppe, sagde jeg og vendte hende Ryggen.
Da kom hun ned igen. Jo da, det slog aldrig
fel, tog jeg ikke mere nogen Notis af hende,
svinged hun lige forbi min Næse og faldt med
et Smæld ned paa mit Manuskript. Her begyndte hun at spadsere omkring, som om jeg
ikke ejed en Papirsaks i Huset. Tag hende
fremdeles med det gode, tænkte jeg. Og jeg
sagde i Mindelighed: Gaa ikke der og gris
dig til med Blæk; jeg vil bare dit eget Bedste.
Hun var døv for mine Ord. Har jeg ikke
sagt, at du ikke skal gaa paa det Papir! gentog
jeg; det er grovt Papir, Koncept, du kan faa
Fliser i Benene. Ak nej, hun lod ikke til ar
være bange for det. Har du hørt en slig Paa-<noinclude><references/></noinclude>
o4iufdk7yespx9uctap64351jl8cmyb
Side:Siesta (1897).djvu/202
104
143881
333154
2026-09-14T16:12:31Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333154
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>staaelighed! skreg jeg opbragt; er ikke Papiret
Riser? Nej da, det forekom hende ikke det
Spor fliser. Saa gar til Helvede paa det,
svared jeg; jeg tager et andet Ark. Men naar
jeg tog et andet Ark, da gik hun væk.
Der forløb Dage og Uger. Vi vænned os
til hinanden, arbejded sammen paa forskellige
Ark, delte Glæder og Sorger. Hendes Luner
var utallige, men jeg taalte dem. Hun havde
udtrykkelig tilkendegivet mig sin Uvilje mod
Træk, og jeg holdt Vinduer og Døre lukkede
Ikkedestomindre kunde ofte den Ide stinge
hende at kaste sig ned fra Taget og lige lukt
mod Vindusruden forat sprænge den. Har du
Ærinde ud, sæ kom denne Vei, sagde jeg.
Og jeg aabned Døren for hende. Nej da, hun
lod ikke til at ville ud. Vil du ud, eller vil
du ikke ud? spurgte jeg; en, to, tre. Intet
Svar. Saa slog jeg rasende Døren i.
Jeg skulde snart angre min Ilterhed.
En Dag blev Fluen borte. Hun havde
passet paa om Morgenen, da Pigen kom ind
i Stuen, og smuttet ud af Døren. Jeg forstod,
at dette var hendes Hævn, og jeg grubled
længe paa, hvad jeg skulde gøre. Da gik jeg
ud i Gaarden og raabte, at værsgod, hun<noinclude><references/></noinclude>
9shzrdgpfeuqe5jnzepcnhti89hxym2
Side:Siesta (1897).djvu/203
104
143882
333155
2026-09-14T16:14:29Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333155
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>maatte saa gærne være borte, jeg savned hende
ikke. Det nytted ikke, jeg fik ikke lokket
hende frem, og jeg savned Fluen. Jeg aabned
alt, som kunde aabnes i mit Hus, og lagde
mit Manuskript hen i Vinduet, udsat for Vejr
og Vind; hun skulde se, at intet var for godt
for hende at gaa paa. Jeg spurgte min Værtinde efter Fluen, jeg slog atter en Mængde
Spiritus i mit Haar og lokked paa hende og
kaldte hende min bedste Ven og min Hofflue
forat ophøje hende, — alt forgæves.
Endelig den næste Dags Formiddag kom
hun tilbage. Hun kom ikke alene, hun trak
med sig en Elsker fra Gaden. I min Glæde
over at se hende igen tilgav jeg hende alt og
bar endog en Tidlang over med hendes Kæreste.
Men formeget er formeget, der er visse Grændser. De satte sig først til at sende Blikke til
hinanden og gnide sig opad Læggene, pludselig kasted Elskeren sig over hende paa en
Maade, som fik mig til at rødme. Hvad er
det Dere gør midt for Folks Øjne! sagde jeg
og skammed dem ud; he, man skal nu ikke
være stor heller, før man ypper sig. Dette
tog hun fornærmeligt, hun kasted med Nakken
og lod mig tydeligt forstaa, at jeg maatte være<noinclude><references/></noinclude>
k2rk4gvypk9vz9ajuz54iq7aps8xagc
Side:Siesta (1897).djvu/204
104
143883
333156
2026-09-14T16:14:55Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333156
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skinsyg. Jeg skinsyg! blæste jeg; skinsyg paa
ham dér! nej, ved du hvad! Men hun kasted
endda mere med Nakken og gentog sit. Da
var det, at jeg rejste mig og ymred følgende
Ord: Med dig vil jeg ikke kives, der strider
mod min Ridderlighedsfølelse; men send din
elendige Elsker imod mig, ham skal jeg møde.
Og jeg greb Papirsaksen.
Nu begyndte de at haane mig. De sad
der paa Bordhjørnet og lo, saa de rysted, og
syntes at sige: Ha-ha, har du ikke en større
Papirsaks, en lidt større Papirsaks! Jeg skal
vise Dere, at det ikke er Værget, det kommer
an paa, svared jeg; jeg skal gaa imod Fyren
med en stakkars Lineal i Haanden. Og jeg
svinged Linealen. De lo endda mere og viste
mig deres Ringeagt paa den tydeligste Maade.
Hvad er det, Dere begynder paa igen! sagde
jeg truende. Men de tog ingen Notis af mig,
Øjeblikket forekom dem ikke skæbnesvangert,
de nærmed sig hinanden med ubluferdige
Lader og var lige ved at omfavne hinanden
igen. Dere gør det ikke! skreg jeg til dem.
Men de gjorde det. De gjorde det lige foran
mit Ansigt. Da var min Langmodighed forbi,
jeg hæved Linealen og lod den falde som e<noinclude><references/></noinclude>
f4pcfxeg7vkbkty0fbnegu1bdd5dlm4
Side:Siesta (1897).djvu/205
104
143884
333157
2026-09-14T16:15:38Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333157
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Lyn. Noget knustes, noget flød, mit velrettede
Slag havde strakt dem begge livløse til Jorden.
Saaledes endte dette Bekendtskab {{. . .|4}}
Det var bare en liden almindelig Flue
med graa Vinger. Og der var ikke noget
videre ved hende. Men hun skafled mig
mangen Gang en fornøjelig Stund, saalænge
hun leved.
{{---}}<noinclude><references/></noinclude>
qxpqh8qbhzqyoyzd4tjcn6x1ruazroz
Side:Siesta (1897).djvu/206
104
143885
333158
2026-09-14T16:15:53Z
Øystein Tvede
3938
/* Uten tekst */
333158
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="0" user="Øystein Tvede" /></noinclude><noinclude><references/></noinclude>
abfg9xd7kjifmfb04hxamcb6m40piio
Side:Siesta (1897).djvu/207
104
143886
333159
2026-09-14T16:16:24Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333159
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{x-større|HEMMELIG VÉ}}}}
{{--}}<noinclude><references/></noinclude>
65ern7ppm8ffpov4sa4pubiqsya10r2
Side:Siesta (1897).djvu/208
104
143887
333160
2026-09-14T16:16:31Z
Øystein Tvede
3938
/* Uten tekst */
333160
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="0" user="Øystein Tvede" /></noinclude><noinclude><references/></noinclude>
abfg9xd7kjifmfb04hxamcb6m40piio
Side:Siesta (1897).djvu/209
104
143888
333161
2026-09-14T16:17:39Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333161
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|I.}}
Nu har jeg truffet det samme Menneske
igen for fjerde Gang. Han forfølger mig allevegne, jeg er aldrig tryg for ham, for han
dukker op og møder mig Ansigt til Ansigt
paa de mest afsides Steder. Engang har jeg
endog trafet ham inde i mit Værelse i Kristiania; han var kommet ind før mig, han
stod derinde {{. . .|4}}
Men lad mig fortælle fra Begyndelsen.
Jeg traf ham første Gang i København.
Det var i Julen 1879; jeg boed paa et Sted i
Klareboderne.
En Dag, jeg sad alene i mit Værelse —
jeg husker det saa tydeligt, at jeg sad og
skulde skrive af nogle Noder, og at dette
voldte mig meget Hovedbrud, eftersom jeg<noinclude><references/></noinclude>
e3td13qky6f8y7qc0m1fto3ante5pg6
Side:Siesta (1897).djvu/210
104
143889
333162
2026-09-14T17:23:44Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333162
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>slet ikke kunde læse Noder ― banker det paa
Døren, let, meget dæmpet, som af en Kvindehaand; jeg raaber: Kom! og en Mand træder ind.
En Mand paa henimod tredive Aar, bleg, med
mørkt Blik, smale Skuldre, paafaldende smale
Skuldre; han havde Handske blot paa den ene
Haand.
Han tog Hatten af straks han kom ind,
og hans sorte Øjne hviled paa mig hele tiden,
mens han kom gaaende mod mig, der jeg sad
og skrev.
Han bad om Undskyldning, fordi
han var trængt ind til mig; han havde set
mig gaa ud og ind i Pensionen et Par Gange,
og det havde forekommet ham, at vi var
gamle Bekendte. Om jeg ikke kunde huske
ham fra Helsingør, Politistationen i Helsingør?
Jeg havde aldrig været i Helsingør, det
maatte være en Misforstaaelse {{. . .|4}}
Ikke? Skulde det da være i Malmø? Jo
mer han tænkte paa det, des tydeligere husked
han, at det var i Malmø, han havde stødt
paa mig {{. . .|4}}
Men jeg havde heller ikke været i Malmø.
Han nævnte endnu et Par Steder, og for
hver Gang jeg svared, sagde han: »Bi lidt!<noinclude><references/></noinclude>
bewd39of46n9prtpt35sydtof828ctu
Side:Siesta (1897).djvu/211
104
143890
333163
2026-09-14T17:25:48Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333163
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Jeg er aldeles sikker paa, at jeg har truffet
Dem, jeg husker blot ikke hvor.« Tilsidst
nævnte han Kristiania, og jeg gik halvvejs ind
paa, at vi kanske kunde have truffet hinanden
i Kristiania. Han gjorde mig usikker, jeg
kunde ikke svare for, at jeg ikke havde truffet
ham i Kristiania engang.
»Forresten har jeg intet Ærinde til Dem,«
sagde han: »det faldt mig blot ind at hilse
paa Dem som Landsmand og gammel Kending.«
Vi talte lidt sammen, vi spurgte ikke hinanden ud om noget, men talte om ganske
ligegyldige Ting, som nu er gaaet mig af
Minde. Jeg husker bare, at hans Ord ofte var
slige, at de kunde forstaaes paa flere Maader, at
der laa noget under, og at Manden i det hele
taget gjorde et hemmelighedsfuldt Indtryk
paa mig.
Da han rejste sig for at gaa, bad han
endnu en Gang om Undskyldning, fordi han
var kommet, og da brugte han blandt andet
de Ord:
»Jeg keder mig, jeg har ikke noget at
gøre mer. Jeg finder endog paa at narre Politiet nu og da, for Tidsfordriv; men det er
altfor let, det optager mig ikke.«<noinclude><references/></noinclude>
3tf1754h0gqh9khnd022h5ho4xxdtby
Side:Siesta (1897).djvu/212
104
143891
333164
2026-09-14T17:27:24Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333164
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
Han var alvorlig, da han sagde dette,
men jeg tog det alligevel for Spøg.
Ved Døren vendte han sig om, som om
han pludselig husked paa noget, og indbød
mig til en Køretur om Aftenen, »for gammelt
Kendskabs Skyld.« Jeg svared først Nej ―
jeg ved ellers ikke, hvorfor jeg svared Nej fra
først af ― men et Øjeblik efter beslutted jeg
mig til at følge med. Det sidste, han da sagde
til mig var, at jeg ikke maatte tage Penge
med mig. Man kunde aldrig være forsigtig
nok; jeg kunde lægge mine Penge tilbage hos
min Vært, sagde han. Jeg forstod det ikke
rigtig, men jeg sagde Ja til dette og loved at
være ved »Hesten« Klokken fem.
Da jeg var bleven alene, tænkte jeg lidt
over Manden og hans Ord. Jeg fandt det
noget besynderligt, at han var kommet ind til
mig. Og hvorfor havde han sagt dette om
Pengene? Jeg forundred mig lidt i Førstningen,
men slog det alligevel snart hen; paa Rejser
slutter man sig saa snart sammen, en Fremmed
blir Kammerat og Ven paa ringere end en
Time. Jeg var ved »Hesten« paa den fastsatte Tid.<noinclude><references/></noinclude>
92lywolij1i4phw1he5swihhlbkdkur
Side:Siesta (1897).djvu/213
104
143892
333165
2026-09-14T17:29:17Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333165
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
Vejret var mildt og Gaderne saa bløde, at
vi maatte bruge Vogn; vi havde Kaleschen opslaaet og Vinduerne lukket. Vi kørte vestover København, forbi Ladegaarden, udad Rolighedsvej og forbi Vandværket. Paa hele
denne lange Strækning havde vi næsten ikke
talt sammen; Vognen rumled ogsaa dygtigt.
Da vi var kommet over Grøndals Bro og
nærmed os Utterslev-Marken, tager det fremmede Menneske en Stump Toug ud af sin
Lomme og giver sig til at pusle med dette
Toug, mens han ufravendt stirrer paa mig.
Det er temmelig mørkt inde hos os, men jeg
ser ham dog godt og ser ogsaa, hvad han bestiller. Vi sidder paa samme Sæde og vender
os mod hinanden og iagttager hinanden. Pludselig siger han:
»De er vel ikke bange?«
Og samtidig holder han Touget lige op
mod mit Ansigt.
Jeg løj, jeg sagde med dirrende Røst:
»Nej, hvad skulde jeg være bange for?«
Men jeg skalv af Frygt og tænkte paa at
rykke i Klokkesnoren med det samme, for at
kalde Kusken til. Det irritered mig ogsaa at
have denne Tougstump lige op i Øjnene, og<noinclude><references/></noinclude>
7ye7camvl3mveo8iasunbhme8g5ifjo
Side:Siesta (1897).djvu/214
104
143893
333166
2026-09-14T17:31:17Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333166
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>jeg rejste mig derfor og satte mig over paa
Forsædet.
Nu kører vi saaledes en Stund. Han
slog lidt efter Øjnene ned og stak Touget
langsomt tilbage i sin Lomme. Han saa ud,
som om han tænkte sig om. Saa med en
Gang retter han sig op i Sædet, peger som i
Ophidselse ud af Vognvinduet og siger:
»Se ― se der!«
Jeg vendte uvilkaarlig Hovedet ― og følte
idetsamme et klamt Greb om min Hals.
Slyngelen stod halvt oprejst imod mig og klemte
mig med sine kolde Fingre om Halsen. Jeg
ved ikke, om jeg skreg, jeg tror det ikke; i
dette Øjeblik foregik der nemlig en Forandring
med mig. Det for mig pludselig gennem
Hjærnen, at Mennesket blot vilde skræmme
mig eller holde Løjer med mig, jeg følte mig
sikker paa, at han ikke vilde kvæle mig. Jeg
blev derfor med en Gang sint og trykked til
Manden hvor jeg bedst kunde. Han holdt
fast alligevel. Jeg greb bag mig efter Klokkestrængen, ledte lidt, fandt den endelig og rykked
til. Han holdt fremdeles fast; han hørte godt
at Klokken ringte, men han slap alligevel ikke
Taget. Vi stred en Stund med hinanden;<noinclude><references/></noinclude>
j7lbgejinha4t3encqn98dgvjqiq2jc
Side:Siesta (1897).djvu/215
104
143894
333167
2026-09-14T17:33:00Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333167
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>han fik Lejlighed til at give mig et Saar paa
Halsen, lige ved højre Øre; hans Frækhed gik
over alle Grændser, han gav mig dette Saar
med en Spiger eller Korketrækker, noget, som
han bored med, og det gjorde meget ondt.
Saa faar jeg endelig frigjort mig, og jeg faar
frigjort mig ved at støde brutalt fra mig med
Knytnæver, støde Gang paa Gang, hvor jeg
bare kunde træffe. Da aabner Kusken Døren,
og først da lagde jeg Mærke til, at Vognen
stod stille.
»Skal vi vende?« spurgte Kusken.
Jeg steg aldeles forstyrret i Hovedet ud
af Vognen. Min Rejsefælle sad tilbage derinde, rolig som ellers.
»Ja, vi skal vende,« svared han.
»Og jeg skal {{sp|ga|a}} tilbage,« sagde jeg;
»kør, om De vil, til Helvede med det Menneske.«
»Gaa?« spurgte Kusken, »tilfods?«
Den Fremmede sagde ingenting, han saa
heller ikke paa mig. Nu blev jeg vred for
Alvor, jeg raabte skarpt til Kusken om at
køre væk, sprang igen ind i Vognen og slog
Døren rasende igen. Jeg var meget ophidset,<noinclude><references/></noinclude>
autfaztam5330lywp21levtow5lhudk
Side:Siesta (1897).djvu/216
104
143895
333168
2026-09-14T17:34:21Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333168
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og jeg følte mig forunderlig stærk, ganske
overordentlig stærk.
Jeg trykked mig unødigt nær op til min
Rejsefælle, gjorde mig bred, forat optage megen
Plads og trænge ham hen i Hjørnet; jeg
stødte ogsaa grovt til ham med Albuen, da
jeg satte mig tilrette. Og han fandt sig i det,
han sagde ingenting. Først da vi atter var
kommet ind til København, sagde han og
smilte:
»Saa mælder De mig jo for dette, ikke?«
Jeg svared ikke.
Han lagde begge sine Ben hen paa min
Hat, som jeg havde taget af og slængt hen
paa Forsædet for at kunne sidde opret i
Vognen; han satte Hælene haardt i Pullen,
og jeg hørte, at den gik istykker. Jeg blev
mere og mere overbevist om, at han blot
havde villet gøre mig bange, og jeg følte mig
meget ydmyget.
»Men hvis De melder mig,« fortsatte han,
»saa maa De gjøre det straks. Ak, jeg er
borte længe før man griber efter mig! Jeg
forsikrer Dem, jeg vil kanske være over i
Skaane, før Dagen gryr. Det nytter aldrig!«
Han talte endnu mere om, hvorledes han vilde<noinclude><references/></noinclude>
obk8o15iwyhyv59hmp1rcoqb0ca645w
Side:Siesta (1897).djvu/217
104
143896
333169
2026-09-14T17:36:48Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333169
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>være væk om meget kort Tid; men tilslut
sagde han: »Kanske gider jeg slet ikke røre
mig; jeg skal maaske have den Ære at hilse
paa Dem imorgen paa Østergade.«
Han sagde ikke dette paa nogen Maade
pralende, men med lav, ganske sørgmodig
Stemme. Min Hat blev mer og mer til en
flad Masse under hans Fødder.
Jeg svared tilsidst, at jeg skulde have den
Ære fuldstændig at overse ham, at gaa ham
forbi, som om han var Luft, hvis jeg traf ham,
og at træde ham ned, om han nogensinde
laa i min Vej. Jeg vil ikke aabne Munden
for at faa Dem hængt, sagde jeg, »jeg foragter Dem, og jeg gider ikke kaste Dem ud af
Vognvinduet.«
Dette kunde jeg jo forresten ikke have
gjort, men jeg sagde det alligevel, som man
plejer at sige slige Ting. Og han taalte det.
Ved »Hesten« steg vi begge ud. Jeg gik
min Vej, mens han stod og betalte Kusken,
jeg gik barhovedet hjem {{. . .|4}}
Dette var første Gang, jeg traf ham. Jeg
har den Dag idag et Mærke paa min Hals
efter den Aften.
{{---}}<noinclude><references/></noinclude>
itdur76cpk7py9l4i63ydwkd13czpyb
Side:Siesta (1897).djvu/218
104
143897
333170
2026-09-14T17:37:49Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333170
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
{{c|II.}}
Nogle Aar efter, tre eller fire Aar, var
jeg en liden Tur i Tyskland; jeg skulde dengang fra Hamburg til Bremerhafen. Toget
skulde gaa først om ti Minutter, da jeg kom
ned paa Banegaarden, saa jeg havde god Tid.
Jeg gik langs Toget, forat finde mig en god
Plads, og kommer næsten op til Lokomotivet.
Da er der en Mand, som vinker paa mig ud
fra et Kupévindu, og jeg saa til min store
Forbauselse, at det var mit »gamle Bekendtskab« fra Køreturen i København, Manden
med de sorte Øjne, som vinked. Jeg kendte
ham straks igen.
Det giver uvilkaarlig et Ryk i mig, jeg
føler mig yderst ubehagelig berørt og gaar
hans Kupé forbi. Men idet jeg gaar min Vej,<noinclude><references/></noinclude>
c73dyl6kp31nk0zsraefxv3j0tck2jb
Side:Siesta (1897).djvu/219
104
143898
333171
2026-09-14T17:38:51Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333171
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>falder det mig ind, at jeg kanske kunde gøre
Indtryk af at være bange for ham, og flere
Aar ældre, som jeg nu var bleven, vilde jeg
paa ingen Maade sky dette interessante Menneske. Jeg vender derfor om, stadig som
søgende efter en Plads i Toget, og standser
ligegyldig og ligesom tilfældig udenfor hans
Kupé. Jeg aabner Døren og gaar ind.
Kupéen var tom. Der var ingen anden
end ham derinde.
Jeg trængte mig forbi ham, da jeg kom
ind, og han trak Knæerne lidt til sig, forat
lade mig passere; under dette saa han op,
som om han ikke havde set mig før, og jeg
var dog overbevist om, at han havde vinket
paa mig for nogle Minutter siden. Jeg havde
endda ufrivillig taget til Hatten og nikket lidt,
men han havde ikke svaret.
Jeg satte mig hen i Hjørnet. Jeg var
ærgerlig paa mig selv for dette Nik og stived
mig op til at vise ham den mest udsøgte Ligegyldighed. Han var ikke Spor af ældet, siden
sidst jeg saa ham, men hans Dragt var forandret. Den første Gang havde han været
smukt, næsten elegant klædt, nu var hans
Paaklædning forsaavidt tarveligere, som den<noinclude><references/></noinclude>
akw24dd6v2ho3k1u73gki96f12w8y06
Side:Siesta (1897).djvu/220
104
143899
333172
2026-09-14T17:40:30Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333172
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>bestod af lyse, grove Rejseklæder. En Læderkuffert stod ret overfor ham paa det modsatte
Sæde.
Klokken ringer og Toget gaar.
Jeg satte mig godt tilrette og lagde Benene
op paa Sædet. Saaledes sad jeg maaske et
Kvarter. Jeg lod, som om jeg ikke saa min
Rejsefælle. Han syntes at sidde i Tanker.
Saa griber han ind paa Brystet og trækker
frem en Væske af Voksdug, et Slags Futteral,
der saa ud som en Forbindingstaske, aabner
denne Væske og sætter sig til at undersøge
nogle rustede Jærninstrumenter, som han tager
ud af den et for et. Det var nogle underlige,
krogede Tingester, enkelte flade, andre runde,
fine og grove om hinanden. Jeg saa godt, at
det var en Samling af Diriker. Han lagde
heller ikke selv Skjul paa, hvad det var, tværtimod, han vendte og drejed disse Jærn i Haanden,
som om han allerede bored i Laase med dem;
han forsøgte ogsaa at aabne sin egen Kuffert med
et Par af dem. Det var bogstaveligt, som om
han med Hensigt vilde vise mig, hvad Krogene
skulde bruges til. Dette sad jeg og saa paa.
Pas paa! tænkte jeg ved mig selv; han
haaner dig ved den største Aabenlyshed; der<noinclude><references/></noinclude>
lka642bvb4r0im1bf7ze4bb2grrh4xp
Side:Siesta (1897).djvu/221
104
143900
333173
2026-09-14T17:41:32Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333173
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stikker noget under, han vil lokke dig til
noget!
Der gik nogle Minutter. Da trækker han
op af Brystlommen en Fil, en liden blank Fil,
som han giver sig til at pudse Dirikerne med
midt for mine Øjne. Og efterhvert som han
har filet dem blanke, lægger han dem ned paa
Sædet ved Siden af sig. Læg nu Mærke til,
hvorledes jeg sad: med Benene udstrakt imod
ham paa hans eget Sæde, mine Sko berørte
næsten hans Frakke. Han sidder fremdeles
og filer.
Da lægger han, ligegyldig og ligesom i
Tanker, en Dirik, han just var bleven færdig
med, hen paa mine Ben og tager fat paa en
ny. Mennesket lægger mig ned med sine
Diriker, og jeg sidder og ser paa det selv.
Jeg rørte mig ikke, jeg sad og vented paa, at
han skulde gjøre det engang til. Og ganske
rigtigt, han lagde nok en og nok en Dirik
hen paa mine Ben, alt eftersom han blev
færdig med dem; han behandled mig fuldstændig som en Pude, der hørte med til Sædet.
Der laa tilslut fire eller seks i Række af disse
krogede Tingester paa mine Ben.<noinclude><references/></noinclude>
49he2skyq18zbl4gfrhi7pbuoy3epv6
Side:Siesta (1897).djvu/222
104
143901
333174
2026-09-14T17:42:30Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333174
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
Saa rejste jeg mig, ikke pludseligt, men
netop hurtigt nok til at faa allesammen ned i
Gulvet, uden at han kunde hindre det. Jeg
var bare optagen af en eneste Tanke: at gengælde hans dybe Ringeagt.
Han sagde heller ikke noget, da Dirikerne
faldt, han plukked dem stiltiende op fra Gulvet,
en efter en.
I det samme kommer Konduktøren. Jeg
iagttog med megen Forbauselse, at min Rejsefælle ikke engang nu forsøgte at skjule sine
Sager; han lod altsammen ligge aabent, saalænge Konduktøren var tilstede, og først da
denne var gaaet, stak han Væsken med dens
Indhold tilbage i sin Lomme. Det var ligesom han havde ventet paa denne Anledning
til rigtig at faa vise sine farlige Ting godt
frem.
Nu kører vi kanske en halv Time, vi
passerer Stationer, standser og kører atter, og
min Rejsefælle sidder fremdeles stum. Jeg opførte mig med Forsæt, som om jeg var ganske
alene i Kupeen, jeg strakte atter Benene henad
Sædet, gabed lydeligt og sang iblandt, altsammen blot for at vise ham en gruelig Ligegyldighed; men ingenting lod til at angaa<noinclude><references/></noinclude>
fhr97r8uj0yxf8v1n8u0u6lzumq4uvz
Side:Siesta (1897).djvu/223
104
143902
333175
2026-09-14T17:43:38Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333175
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ham. Jeg tændte en Cigar og slængte den
brændende Fyrstik hen paa hans Haand, jeg
kasted den saa skødesløst henimod ham, som
om der slet ikke havde siddet nogen i hans
Hjørne, og jeg saa, at den traf hans Haand;
men han gjorde intet andet end en liden Bevægelse med Munden, han fortrak Læberne
ganske lidt, som om han kunde ville smile;
ellers sad han rolig.
Da vi havde kørt saaledes endnu en Stund,
saa han pludselig ud af Vognvinduet, som om
han var kendt paa Trakten, rejste sig hurtigt
og greb sin Kuffert ved den ene Hank; saaledes stod han i nogle Minutter, til Toget
standsed ved en liden Station. Saa bøjer han
sig ironisk dybt for mig, uhyre dybt, uden at
se paa mig og uden at sige noget, gaar baglænds et Skridt eller to, bøjer sig igen, med et
bredt Smil paa Munden, vender sig og stiger
ud af Vognen. Han fik straks en Bærer for
sit Tøj og gik bort.
Han havde under hele Turen ikke talt til
mig og ikke set mig i Ansigtet.
{{---}}<noinclude><references/></noinclude>
nfr8xg2rbqrjoned6fveyiqzvzuo8tp
Side:Siesta (1897).djvu/224
104
143903
333176
2026-09-14T17:44:26Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333176
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
{{c|III.}}
Og atter gik der nogle Aar, tre Aar, og
jeg traf ham igen paa et afsides Strøg i New
York, paa et hemmeligt Sted, i en Spillehule.
Jeg var kommet der før ham, jeg sad ved
Rouletten, da han traadte ind. Til Tjeneren,
der kom for at modtage hans Hat og Ydertøj,
rysted han blot paa Hovedet og beholdt begge
Dele paa; lidt efter tog han dog Hatten af og
bar den i Haanden. Han stiled lige hen til
Rouletbordet.
Man gjorde Plads for ham, og han begyndte straks at spille; det forekom mig, at
han fulgte mine Træk med mere Interesse end
sine egne. Jeg tabte hele Tiden, jeg spilled paa
Sort og et Dobbeltnumer, Sort og et Dobbeltnumer idelig, uden Stands, og jeg tabte hvert.<noinclude><references/></noinclude>
jht32l8l7e9snqp1jtor93rhfmb0e0f
Side:Siesta (1897).djvu/225
104
143904
333177
2026-09-14T17:45:25Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333177
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>eneste Træk. Kanske det var dette, som inter-
essered ham saa.
Med en Gang siger han paa Norsk tværs
over Bordet til mig:
»Ser De da ikke, at man svindler Dem?«
Han kunde jo resikere, at disse Ord blev
forstaaet af flere end mig, og for det Tilfælde
vilde han sikkerlig ikke have sluppet fra det
uden Blodtab; men han sagde det alligevel,
med høj Røst sagde han det, og han saa skarpt
paa mig, mens han talte.
Jeg lod som jeg ikke hørte ham, jeg
spilled fremdeles, uden Forandring, paa samme
Numer og Farve som før. Og jeg tabte lige
galt. Jeg følte mig varm af Trods; kom dette
Menneske endnu en Gang og blanded sig i
mine Operationer, vilde jeg henvende mig
til Krupieren. Jeg var vred og ophidset; det
var ikke længer til at tage fejl af, at jeg
blev snydt, jeg saa det ogsaa selv: Krupieren
holdt i Haanden en Nøgle, som han hemmelig
forfulgte Fjæren med, hver Gang den var
ifærd med at standse, og jeg havde allerede for
flere Træk tilbage faaet den Tanke, at der var
Magnetjærn i den Nøgle; men jeg vilde ikke
agte paa noget, jeg spilled væk og tabte.<noinclude><references/></noinclude>
ky968uxr46yhk5uuoamp9tstvzozys4
333208
333177
2026-09-14T18:31:06Z
Øystein Tvede
3938
333208
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>eneste Træk. Kanske det var dette, som interessered ham saa.
Med en Gang siger han paa Norsk tværs
over Bordet til mig:
»Ser De da ikke, at man svindler Dem?«
Han kunde jo resikere, at disse Ord blev
forstaaet af flere end mig, og for det Tilfælde
vilde han sikkerlig ikke have sluppet fra det
uden Blodtab; men han sagde det alligevel,
med høj Røst sagde han det, og han saa skarpt
paa mig, mens han talte.
Jeg lod som jeg ikke hørte ham, jeg
spilled fremdeles, uden Forandring, paa samme
Numer og Farve som før. Og jeg tabte lige
galt. Jeg følte mig varm af Trods; kom dette
Menneske endnu en Gang og blanded sig i
mine Operationer, vilde jeg henvende mig
til Krupieren. Jeg var vred og ophidset; det
var ikke længer til at tage fejl af, at jeg
blev snydt, jeg saa det ogsaa selv: Krupieren
holdt i Haanden en Nøgle, som han hemmelig
forfulgte Fjæren med, hver Gang den var
ifærd med at standse, og jeg havde allerede for
flere Træk tilbage faaet den Tanke, at der var
Magnetjærn i den Nøgle; men jeg vilde ikke
agte paa noget, jeg spilled væk og tabte.<noinclude><references/></noinclude>
7jw7h548rlkar56defpf4cgd54dya1l
Side:Siesta (1897).djvu/226
104
143905
333178
2026-09-14T17:47:49Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333178
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
Da siger min Fremmede, henvendt til
Krupieren:
»Vil De stikke den Nøgle i Lommen!«
Han talte med kold, myndig Stemme, og
Krupieren adlød ham straks; han svared blot:
»Det er Nøglen til Banken, jeg har den i
Haanden for Bekvemhedens Skyld.« Men han
adlød øjeblikkelig alligevel. Jeg blev hæftig,
det krænked mig, at han adlød, jeg stødte
mine ti sidste Jetons ind paa Sort og rejste
mig i Vrede. Jeg gik uden at oppebie Udfaldet af Trækket.
{{***|2|12em|margin-top=1em}}
{{*|margin-bottom=1em}}
Saa træffer jeg ikke min Mand igen, før
ifjor Vinter i Kristiania. Jeg boed oppe ved
St. Hanshaugen da, og jeg havde et Værelse
lige op i fjerde Etage. Som jeg kommer ind
fra Spisestuen en Dag efter Middagen, staar
min hemmelighedsfulde Bekendt midt paa
Gulvet i mit Værelse; Nøglen til min Dør
stod i udvendig, og saa var han uden videre
gaaet ind. Han gør intet andet, han holder
Haanden frem, beder om 16 Kroner ― seksten<noinclude><references/></noinclude>
bmwslcwptpdxz75ypvn884dtsgmqfo7
Side:Siesta (1897).djvu/227
104
143906
333179
2026-09-14T17:51:05Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333179
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Kroner ― takker, takker dybt to Gange, og
gaar til Døren. Her standser han og siger:
»Gode Gud, hvor De er dum!«
Dette sagde han vendt mod Døren og i
en yderst foragtelig Tone.
Nu stikker min gamle Forbitrelse mig, og
jeg gør et Par Skridt henimod ham. Da jeg
ser, at han er lige ved at aabne Døren og forsvinde, kan jeg ikke afholde mig fra at sige:
»Stop! De har vel ikke stjaalet noget
herinde?«
Jeg siger dette udtrykkelig forat saare ham;
jeg troed slet ikke, at han havde taget noget,
men jeg vilde ydmyge ham.
Det havde ingen pinlig Virkning paa ham,
hvad jeg sagde; han blev ikke vred, mine Ord
berørte ham ikke meget, han vendte sig blot
om mod mig og sagde forbauset:
»Stjaalet?«
Saa satte han sig uden videre ned paa en
Stol, aabned Frakken og tog ud af Brystlommen først endel Papirer, hvoriblandt jeg
saa en Rejserute, derpaa en liden rød Tegnebog fuld af Penger, aldeles fuld af Papirpenge,
kanske flere hundrede Kroner, og holdt frem
for mig.<noinclude><references/></noinclude>
dn2wg22rlxmwljj8n1gqym5ftdoskef
Side:Siesta (1897).djvu/228
104
143907
333180
2026-09-14T17:52:22Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333180
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
»Hvad skulde vel De have at lade mig
stjæle!« sagde han og smilte.
Jeg var overvunden igen. Dette Menneske var mig stadig overlegen, han gjorde
mig tilskamme, drev mig ud i Forsmædelse
paa alle Punkter. Da han rejste sig og gik,
gjorde jeg intet ved ham, aabned ikke min
Mund forat holde ham tilbage. Jeg lod ham
undkomme. Først da jeg hørte hans Trin
langt nede i Trappen, et Par Etager nedenunder, faldt det mig ind at gøre noget, jeg
aabned hvast Døren efter ham og slog den
atter rasende igen, saa det drøned gennem
hele Huset. Det var alt, jeg foretog mig.
Mine 16 Kroner havde han i sin Ringeagt
for mig simpelthen ladet blive tilbage. Jeg
fandt dem liggende paa Stolen, han havde
siddet paa. Og oprørt og ydmyget lod jeg
dem ligge der i flere Dage, inden jeg tog dem,
bare i Haab om, at han skulde komme tilbage
og faa se, at jeg ikke havde stukket dem
til mig.
Senere hørte jeg, at han ogsaa havde
været inde hos mine Værtsfolk og opført sig
meget besynderligt. Min Vært, som var Politikonstabel, havde ikke villet have noget med<noinclude><references/></noinclude>
4r9lwfqfvf1uusjd25h1zpdb2ropqk1
Side:Siesta (1897).djvu/229
104
143908
333181
2026-09-14T17:53:08Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333181
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ham at bestille; han havde endog faaet det
Indtryk, at han var lidt gal. Blandt andet
havde den paatrængende Fremmede villet købe
en antik hollandsk Kaffekande af Messing,
som stod paa Komfuren, og han havde næsten
ikke villet høre Nej angaaende den Kaffekande.
{{***|2|12em|margin-top=1em}}
{{*|margin-bottom=1em}}
Dette er de spredte Træk i mine Sammentræf med et ejendommeligt Menneske. I det
sidste har jeg lært at tænke paa ham uden
Nag; han interesserer mig stærkt; jeg venter
at møde ham engang endnu. Der er gaaet
et Lys op for mig, jeg tror at forstaa lidt af
hans Væsen og lidt af hans absurde Optræden.
Jeg har nemlig for faa Maaneder siden truffet
en anden Person, en trediveaarig Kvinde, der
fortalte mig noget om sig selv, som satte mig
paa Sporet. Hun havde engang begaaet en
Brøde, som vilde have bragt hende nogle
Dages Vand og Brød, og denne Forseelse
havde gjort hende ganske forstyrret. Ikke af
Samvittighedsnag, ikke af Anger over den
lille Synd, men af en uforklarlig Begærlighed
efter at blive greben for den. Hun havde<noinclude><references/></noinclude>
fj29ot1hxaf87qpkcjlejbasagjkiqe
Side:Siesta (1897).djvu/230
104
143909
333182
2026-09-14T17:54:19Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333182
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>en Tidlang endog ligefrem udsat sig for at
blive mistænkt for denne Misgærning, uden at
det førte til noget. Hendes Held i at undgaa
Opdagelse gjorde hende uforsigtig og vovsom; hun følte Lede ved aldrig at blive
knebet, uagtet hun hjalp til selv; hun brugte
Kunster, forat gøre sin Hemmelighed vanskelig at bevare; hun blotstilled sig med Vilje,
for at gjøre Folk mistænksomme. Og altsammen hjalp lige meget, det faldt ingen ind
at angive hende.
De nærmere Omstændigheder i hendes
Fortælling bragte mig til at tænke paa min
hemmelighedsfulde Bekendt, Manden med de
sorte Øjne. Han havde utvivlsomt Gang paa
Gang haabet, at han ved sin Opførsel skulde
drive mig til at anmælde ham for Politiet.
Og han havde ikke opnaaet det.
En overlegen Personlighed, men en mærket
og underlig forvreden Sjæl. Et Menneske i
psykisk Pine, kanske lidende ved, at en Hemmelighed, som kunde bringe ham i Fordærvelse, desværre aldrig blir aabenbaret.
{{---}}<noinclude><references/></noinclude>
avvjpa8l9rs25ieg5sunlq7089s78cc
Side:Siesta (1897).djvu/231
104
143910
333183
2026-09-14T17:55:04Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333183
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{x-større|LIDT PARIS}}}}
{{--}}<noinclude><references/></noinclude>
nnt0xhlrzg2p6insw9llf8ww1o9gent
Side:Siesta (1897).djvu/232
104
143911
333184
2026-09-14T17:55:13Z
Øystein Tvede
3938
/* Uten tekst */
333184
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="0" user="Øystein Tvede" /></noinclude><noinclude><references/></noinclude>
abfg9xd7kjifmfb04hxamcb6m40piio
Side:Siesta (1897).djvu/233
104
143912
333185
2026-09-14T17:56:33Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333185
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
Skønhed og Kraft omgiver mig, et blændende og hastigt Liv gaar forbi. Dette Folk
er et Folk af Fakkelbærere, ved den mindste
Lejlighed kommer det i Stemning, brænder
Raketter af, kaster Gnister om sig.
Alt er blandet sammen her, Last, Korruption og atter Skønhed og atter Kraft. Midt i
den store Arkitekturs og Kunsts Rytmer lyder
den falskeste Sang og den naiveste Musik.
Hvilke Lirekasser og hvilke Gadesangere i
Paris! Og ingen stor Komponist i hele den
franske Historie. Folk fløjter ofte en Marsch
i Gaderne, men de gaar ikke selv i Takt til
den. Naar Nationalgarden, naar Versaillestropperne marscherer i Byen, er Takten til at
græde over. Man kan ogsaa høre Marseillaisen
spille bedre i Udlandet end i Paris.<noinclude><references/></noinclude>
n0otq20tvfn1gqgokqghkt1n4np4r89
Side:Siesta (1897).djvu/234
104
143913
333186
2026-09-14T17:57:33Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333186
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
Men dette Folk nynner, synger og spiller
gærne. Glæden og Livet beruser dem og
løfter dem tilvejrs. Man raaber højt til hinanden paa Gaderne, raaber til Hestene, smælder
blændende Smæld med de lange Svøber. Og
ved siden af deres Overlegenhed, deres Ringeagt for Fremmede, gaar deres barnagtige Nysgærrighed. Møder de en Kineser eller endog
blot en Araber paa Gaden, vender de sig om
efter ham og staar og ser. I San Francisco
vender man sig ikke om efter en Vild med
Ring i Næsen.
{{***|2|12em|margin-top=1em}}
{{*|margin-bottom=1em}}
De vandrer frem som lystige Dansere, som
det yngste og kaadeste Folk i Verden. Og
sjælden, saare sjælden ser man dem overtræde
Formerne. De har gammel Kultur i Blodet,
de undgaar gærne at blive raa, de beholder
Balancen. Som alle Aristokrater er de konservative, de forsegler den Dag idag sine Postanvisninger med Oblat, og de bruger endnu
Fyrstikker, hvis rædselsfulde Svovlstank kun
overgaaes af de amerikanske Fyrstikkers. Deres
Fortid er stor, de lever paa den; en General i<noinclude><references/></noinclude>
ra1kwibqwfzt5x8vmznbo8evk8q5quj
Side:Siesta (1897).djvu/235
104
143914
333187
2026-09-14T17:59:40Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333187
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Uniform blir deres Gud, og de sukker efter
den monarkiske Pragt. Budene i Ministerierne
gaar endnu med tosnudet Hat.
Min Herre ― min Herre!
Udenfor Hotellet sidder en Aften Køkkengutten, som vasker op, og en af Kokkene.
De sidder og snakker sammen efter endt Dagværk. Saa rejser Køkkengutten sig og siger:
»Godnat, min Herre.«
Og Kokken svarer:
»Godnat, min Herre.«
Formen er ikke glemt {{. . .|4}}
En Dag kom et Brev. Det var Svar paa
en Bøn om et Stævnemøde. Den unge Dame
var nylig bleven Enke, hun havde Sorg, og
hun skrev paa sortkantet Papir. Men hun
loved at komme til Stævnemødet.
Jeg ved, at det er sandt. Jeg saa det
sortkantede Brev.
{{***|2|12em|margin-top=1em}}
{{*|margin-bottom=1em}}
En fortæller:
En Morgen Klokken fem. Jeg er oppe
allerede, fordi jeg ikke har sovet den hele Nat.
Jeg er forladt og fattig; der er ingenting, som<noinclude><references/></noinclude>
jy75ma7dcr33rropklwmoxzejb0bf80
Side:Siesta (1897).djvu/236
104
143915
333188
2026-09-14T18:01:51Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333188
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>mangler mig, kun at et Brev, jeg har faaet,
har gjort mig forladt.
Jeg gaar ud fra mit Kammer, ned paa
Gaden og tumler ind i en Kuskeknejpe. Jeg
forlanger Kaffe og Cognac. Der sidder allerede
Kuskene og faar sin første lille Frokost, fem
Kuske, som taler højt og spiser.
Jeg gaar med et lidet Fotografi i Haanden,
jeg ser paa det og læser utallige Gange de to
tre Ord, som staar paa Bagsiden. Jeg er
bleven bedt om at brænde Fotografiet, men
jeg har ikke brændt det i Nat. Jeg rækker
det til Kusken ved min Side, og han ser paa
det, smiler og siger, at jeg har god Smag.
»De tager vist fejl,« siger jeg, »det er min
Forlovede.«
Og da berømmer han mig endda mere
for min gode Smag. Han rækker Billedet
videre til sine Kammerater og siger op igen,
at det er min Forlovede. Alle beundrer det
og glæder sig over det og taler højt og smiler
over det.
»Det vil sige, det er ikke mere min Forlovede,« bekender jeg. »For jeg har faaet hendes
sidste Brev igaaraftes. Jeg har Brevet her,
hun skriver det.«<noinclude><references/></noinclude>
nytd115k69w4bu47mkqqfvq3zx903c4
Side:Siesta (1897).djvu/237
104
143916
333189
2026-09-14T18:03:09Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333189
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
Jeg viser dem ogsaa Brevet og siger dem,
hvor det staar, at hun ikke vil mere. Og
Kuskene kan ikke læse mit Sprog, men naar
jeg viser dem, hvor det staar, nikker de og
blir alvorlige paa mine Vegne.
Vi drikker sammen.
Klokken blir noget over fem.
Et Følge af Herrer og Damer kommer
leende ind. De kommer kanske fra Bal saa
tidligt om Morgenen, de er balklædte, forvaagede og blege, men fulde af Lystighed.
Ogsaa de har fundet paa at gaa ind i denne
Kuskeknejpe; de forlanger Kaffe og Cognac.
Og Kuskene rækker ogsaa det fremmede Selskab Fotografiet og forklarer, hvordan det
hænger sammen med mig. De ser alle medfølende paa mig, en høj, ung Pige ser drømmende ud.
Jeg drikker mere Kaffe for Cognac’ens
Skyld, og Kuskene drikker ogsaa sammen med
mig gentagne Gange. Det fremmede Selskab
tager Del med os og nikker og hæver deres
Glas.
Pludselig kommer den høje, unge Pige
henimod mig, berøver sig selv to Roser, som
hun har i Beltet, og rækker mig dem. De<noinclude><references/></noinclude>
53j4kzcvync0rktszuwtn7xnaslsou8
Side:Siesta (1897).djvu/238
104
143917
333190
2026-09-14T18:04:10Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333190
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>andre sidder og ser paa. Jeg rejser mig op
og staar og takker hende fortumlet. Hun
slaar Hænderne om mit Hoved, kysser mig paa
Munden og gaar tilbage til sin Plads.
Allesammen mumler Bifald.
Roserne havde tumlet med en hel Nat og
var begyndt at falme; men de var endnu
store og mørkerøde. Jeg vilde fæste dem paa
mig og leder efter en Knappenaal. En rækker
mig straks en Knappenaal. Alle vil hjælpe
mig og være mig til Tjeneste. Stemningen
har rykket disse Mennesker med, en Kusk
spørger, hvor jeg bor, og tilbyder sig at køre
mig gratis hjem. Da jeg paa min Side betaler hele Fortæringen, protesterer de, slaar ud
med Armene, føler sig overvældede, følger mig
ud, tager Afsked med mig og raaber hjærtelige Ord efter mig, saalangt de kan se mig:
Godmorgen, min Herre! Tak, min Herre!
{{***|2|12em|margin-top=1em}}
{{*|margin-bottom=1em}}
En Mand staar paa Hjørnet af Boulevard
St. Michel og Rue de Vaugirard. Han er halt.
Han sælger Blyanter. Denne Mand prajer
ingen, han siger ikke et Ord, skønt han gærne<noinclude><references/></noinclude>
8349wn8hn841cetbgn0iltcwrf46lbu
Side:Siesta (1897).djvu/239
104
143918
333191
2026-09-14T18:06:14Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333191
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>vil gøre en Handel. Saa køber jeg en Morgen
en Blyant af ham, og han siger ikke et Ord
da heller udenfor det almindelige: Tak, min
Herre. Den næste Morgen købte jeg atter en
Blyant; ― Tak, min Herre. Nu købte jeg en
Blyant af ham hver Dag i tre Uger i Træk.
Manden blev saa vant til mig, at han ligefrem
rakte Blyanten ud, naar han saa mig komme,
ja, han gjorde sig endog Umage forat udsøge
til mig netop den bedste Blyant, han havde
tilbage. Men han sagde ikke mer til mig end:
Tak, min Herre.
Endelig en Dag siger han:
»Det glæder mig, min Herre, at De har
fundet en Blyant, som De kan bruge.«
Da havde jeg købt tyve Blyanter af ham.
{{***|2|12em|margin-top=1em}}
{{*|margin-bottom=1em}}
Jeg sidder en Aften i en stor Restaurant
og ser i illustrerede Blade. Pludselig gaar Døren
op, og en Dame kommer ind i Lokalet. Hun
staar et Øjeblik paa Gulvet og ser sig om.
Hun var overmaade skøn, overmaade skøn,
men hun havde Demimondens rødfarvede Haar,
og hendes Væsen var hovmodigt.<noinclude><references/></noinclude>
8rc93t8zp4wprk7qzors652exaiuht2
Side:Siesta (1897).djvu/240
104
143919
333192
2026-09-14T18:07:52Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333192
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
Hun henvendte sig til mig og sagde:
»Vær saa elskværdig at gaa ud og betale
min Vogn.«
Jeg sad hende ingenlunde nærmest, men
hun henvendte sig til mig. Jeg bed mig i
Læben, tog til Lommen, kaldte paa Opvarteren
og sagde til ham:
»Gaa ud og betal den Dames Vogn.«
Jeg kasted et Tyvefrancsstykke til ham.
Damen mønstred mig nysgerrigt og forbauset.
Jeg satte mig uden videre til atter at se i
de illustrerede Blade, og jeg gotted mig over,
at jeg havde givet Damen en Lektion. Hun
tog Plads ved et andet Bord. Opvarteren
kommer ind igen, han leverer hende de Penge,
han har faaet tilbage, modtager en Franc
ekstra, bukker og gaar. Resten af Pengene
blir liggende foran hende.
Der kommer ind en Herre, som hun
kender, og hun vinker ham til sig. De taler
sagte sammen, hun forklarer ham om min
Uhøflighed ved at sende Opvarteren, peger paa
Pengene paa Bordet, ryster hæftigt paa Hovedet,
trækker paa Skuldrene. Herren sender en Op-<noinclude><references/></noinclude>
otr4m3czprzg1ljkzd5l6ze5wpwpmn6
Side:Siesta (1897).djvu/241
104
143920
333193
2026-09-14T18:10:22Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333193
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>varter over til mig med mit Guldstykke, og
jeg modtager det med en for Anledningen afpasset Ro og stikker det i Vestelommen.
Da kommer Damen over til mig igen.
Min Stædighed irriterer hende, hun vil have
det sidste Ord.
»Har De faaet Deres Penge?« spørger hun.
»Ja, Tak,« svarer jeg forundret.
»Jeg havde nemlig laant en Louis af den
Herre,« siger hun til min Sidemand. Og hun
forklarer atter, hvorledes jeg da havde baaret
mig ad og sendt Opvarteren. Hun henvender
sig til flere og flere, det er tydeligt, at jeg har
krænket hende dybt, og hun søger Medhold
ved det ene Bord efter det andet i Salen. Man
begynder at tale om det overalt, jeg hører
Ordet Udlænding, alle tager Parti for Damen.
Under alt dette kunde jeg kun forholde
mig stum. Skulde jeg med de stakkels tyve
Ord, jeg kunde i Fransk, begynde at retfærdiggøre mig, vilde jeg straks gøre mig latterlig
og maaske blive drevet ud. Jeg hørte stiltiende paa det hele.
»Kast ham ud!« raabes der inde fra Salen.
»Kast ham ud!« svares der.<noinclude><references/></noinclude>
5etv9vx8f5qz43xhkmngsmbv4fbi2a7
Side:Siesta (1897).djvu/242
104
143921
333194
2026-09-14T18:13:02Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333194
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
Jeg vinked Opvarteren til mig og betalte.
Da det var gjort, sad jeg atter stille.
Der taltes stormende omkring mig.
Nu gik Døren atter op, og en Mand, jeg
kendte, kom ind. Det var Dr. Goldmann,
Korrespondenten for »Frankfurter Zeitung«.
Han sætter sig ved mit Bord og vil vide, hvad
der er paafærde. Da jeg med nogle korte Ord
havde forklaret ham Stillingen, siger han, at
Damen er den bekendte Mademoiselle G. Og
han gaar over til Mademoiselle G. og siger
med Hatten i Haanden nogle Ord.
Efter dette stilner Stormen af. Doctoren
og jeg faar os et Glas sammen, de omkringsiddende begynder endog at se velvilligt paa
mig. En Herre spørger Doctoren:
»Hvad Landsmand er Deres Ven?«
Og Doctoren svarer:
»Russer.«
»Russer ― Russer, hviskes der nu allevegne i Salen. Jeg var reddet. Inden jeg forlod Restauranten, havde jeg faaet en Violbuket
af Mademoiselle G.
Et Par Uger senere blev jeg genkendt
som Russeren i en Skydepavillon. Og skønt<noinclude><references/></noinclude>
hiq6e66nrwf7pkkp6fn4a1ive7y4zas
Side:Siesta (1897).djvu/243
104
143922
333195
2026-09-14T18:14:39Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333195
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>jeg skød elendigt, mumledes der højt Bifald,
naar jeg nu og da var saa heldig at gøre
Blink.
{{***|2|12em|margin-top=1em}}
{{*|margin-bottom=1em}}
Où est la femme?
Overalt. I dette Folks Historie, i hver
Mands Hjærte, i deres Litteratur. Ak, denne
kedelige og halvgamle Litteratur, hvori i vore
Dage endog et saa uoprindeligt Talent og en
saa fattig Natur som Marcel Prevost betyder
noget. Det gaar tilbage. Engang i et kritisk
Øjeblik var dette Folks Hærfører en Kvinde.
Tropperne adlød hende, og hun sejred. Ogsaa
nu blir Folket ledet af Kvinden, hun sidder
højt tilhest og hersker over alle. Og Hesten
stejler og gaar bagover, og Folket følger efter
bagover, bagover. Forgæves sætter man Præmier
paa Børnefødsler, forgæves arbejder en Senator
Berenger mod Sædernes Forfald; Absinth'en
og den sorgløse Last sejrer. Der vendes fuldstændig op og ned paa de gamle Forestillinger,
der er ingen Maade længer, intet, intet er
Skana. Allerede under Revolutionen forvendtes
Begreberne officielt. Loven forbød at henrette<noinclude><references/></noinclude>
kc6cydtizyzm4bes9wsezx359yy1qrm
Side:Siesta (1897).djvu/244
104
143923
333196
2026-09-14T18:15:52Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333196
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>frugtsommelige Kvinder, og fattige Kvinder og
fornemme Damer gav sig da uden videre hen
i Fængsler og Fængslers Gange forat blive besvangrede af hvemsomhelst.
I utallige Udskænkningssteder er det unge
Piger, som serverer. Disse Pigers Arbejde bestaar
dog især i at holde sig paa Gaden og trække
med sig Herrer ind i Huset til hvadsomhelst. Om
Søndagen kommer den unge Piges Moder og
besøger sin Datter, hun er stolt af sit Barn,
som tjener saa mange Penge, og spadserer
med hende i Gaderne. Og hendes Broder, der
er Soldat, benytter sin Fritid til at aflægge sin
Søster en Visit. Han træffer hende sammen
med en Militær, hans egen Løjtnant eller
Kaptejn, og den unge Soldat hilser umaadelig
smigret paa sin Overordnede og tænker: hvilken
{{sp|fi|n}} Skøge det er blevet af min Søster; hun
har Silkeklæder og Laksko, hun er sammen
med min egen Løjtnant!
I tre Aar har jeg set det lige nær ved mig.
I det latinske Kvarter ser man ikke sjælden
unge Piger, Studenternes Elskerinder, komme
til Knejperne med deres Spædbørn paa Armen.
Og ingen, ingen tager Forargelse deraf, tvært-<noinclude><references/></noinclude>
g00hdpf55nqpgs5qc9gp5y25jasm6ca
Side:Siesta (1897).djvu/245
104
143924
333197
2026-09-14T18:17:50Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333197
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>imod, alle giver hende ærbødig Plads. Det er
maaske en skøn Skik og vidner om en ophøjet Tænkemaade; godt! Men Begreberne
fra før er sat paa Hovedet.
I den skønne Sommeraften saa jeg et
Syn, et Par, der kom ud af Restauranten.
Herren var en Officer, han raved og var glad;
hans Klæder var i Uorden, han bar Sabelen paa
højre Side. Ak, den franske Officer! Hans
Pige har siddet med ham der inde i Restauranten og af Kaadhed skaaret Knapperne ud af
hans Uniform og spændt Sabelen om paa hans
højre Side. Nu gaar han syngende og ravende
nedad Gaden i den Forfatning. Og ingen
tager Forargelse deraf.
I den franske Hærs Udrustning mangled
der jo ikke en Knap, ― var det ikke saa det
engang hed?
Où est la femme? Overalt. Stundom
maa dette Folk for ialfald at faa Madro midt
i Kvindesjauen tage visse Forholdsregler: i flere
store Spiseetablissementer, de saakaldte Bouillon,
maa Opvartningspigerne forat de overhovedet
kan blive ansatte skaffe Attest for, at de er
over tredive Aar. I den Alder antages de ―<noinclude><references/></noinclude>
734kbvaor4lc4xzmm90c2j88wachnwu
Side:Siesta (1897).djvu/246
104
143925
333198
2026-09-14T18:20:29Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333198
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>forøvrigt fejlagtigt ― at holde sig mere i Ro
overfor Gæsterne og Gæsterne overfor dem.
{{***|2|12em|margin-top=1em}}
{{*|margin-bottom=1em}}
Ved Kokotten Mademoiselle F.s Souper.
Kokottens Moder er fra Normandiet og
har foretaget den lange Rejse til Paris forat
besøge sin Datter. Denne vil gærne vise sin
Moder al mulig Opmærksomhed og samtidig
blære sig overfor hende med sine fine Bekendtskaber; hun indbyder hende til Souperen.
Der var otte, ti Gæster, deriblandt en
Monsieur R., der var Mademoiselles Elsker
og sagdes at være Rigmand.
Mademoiselle hvisker under Maaltidet til
sin Kavaller paa højre Side:
»Tag Dem lidt af min Moder.«
Men den firtiaars gamle Kone har fundet
sig selv tilrette, hun hvisker og tisker med sin
Sidemand, Datterens Elsker. Om ikke længe
begynder den gode Mad og Vin at gløde i
hende, og hun udtaler højt, at hun finder det
herligt i Paris. Hun har bred Mund og Opstoppernæse, rigtig et Tøseansigt. Hun blir
lystigere og lystigere, hun lægger stærkt an<noinclude><references/></noinclude>
ai49r6dc564vndta7gtfai9fv91nzk2
Side:Siesta (1897).djvu/247
104
143926
333199
2026-09-14T18:22:31Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333199
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>paa Monsieur R., klasker ham paa Laaret,
læner sig mod ham og raaber op til Datteren,
der sidder for Enden:
»Indbild dig bare ikke, at du kan lære
mig noget.«
Hertil siger Monsieur R. overbærende og
høfligt:
»Nej, sandelig, De kan stikke mangen
Ungdom ud endnu.«
Nu blir Datteren skinsyg. Man kunde
iagttage, at hun med Anstand vilde vriste
Monsieur R. fra hendes Moder; da dette ikke
lykkes, idet Monsieur tværtimod besvarer den
Gamles Kur, blir Mademoiselle rasende og
skriger bleg:
»At du ikke skammer dig, Mama.«
Men Mama skammed sig ikke, det var
netop det, hun ikke gjorde. Den stærke
Bondekone kommer ind fra Landet, fra langt
oppe i Normandiet, og blir ung, blir ustyrlig
med ét. Hun raaber under høj Latter til
Datteren:
»Vil du tænke dig, Emilienne, han byder
mig en Louis. En Louis er mange Penge.
Hvor han maa være rig, din Ven.«<noinclude><references/></noinclude>
t3mor5l3dwg9k77luz6guea6dk2d3i3
Side:Siesta (1897).djvu/248
104
143927
333200
2026-09-14T18:24:36Z
Øystein Tvede
3938
/* Korrekturlest */
333200
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
Datteren behersker sig daarligt. Hun er
ligbleg af Skinsyge og svarer:
»Ja, gaa Jæres Vej, gaa begge to. Ud af
Huset!«
Saa rejste hun sig og hæved Maaltidet.
Monsieur R. forsøgte nu at gøre det godt
igen med hende, de talte dæmpet i en Krog.
Og Mademoiselle blev rolig og syntes at tilgive Optrinet.
Men en Stund senere har alligevel Monsieur R. og Bondekonen atter fundet hverandre. De vented ikke, til de øvrige Gæster
brød op, men forlod Salonen i Stilhed.
Og derpaa fik Værtinden pludselig en
Hovedpine, som nødte hende til straks at
kaste Overtøjet paa og køre ud i Byen ― til
en Læge {{. . .|4}}
Last, Korruption og atter Skønhed og
atter Kraft.<noinclude><references/></noinclude>
f35ceq4hrzx7qivnlq1doao1gk5hi27
333238
333200
2026-09-14T23:03:58Z
Øystein Tvede
3938
333238
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
Datteren behersker sig daarligt. Hun er
ligbleg af Skinsyge og svarer:
»Ja, gaa Jæres Vej, gaa begge to. Ud af
Huset!«
Saa rejste hun sig og hæved Maaltidet.
Monsieur R. forsøgte nu at gøre det godt
igen med hende, de talte dæmpet i en Krog.
Og Mademoiselle blev rolig og syntes at tilgive Optrinet.
Men en Stund senere har alligevel Monsieur R. og Bondekonen atter fundet hverandre. De vented ikke, til de øvrige Gæster
brød op, men forlod Salonen i Stilhed.
Og derpaa fik Værtinden pludselig en
Hovedpine, som nødte hende til straks at
kaste Overtøjet paa og køre ud i Byen ― til
en Læge {{. . .|4}}
Last, Korruption og atter Skønhed og
atter Kraft.
{{---}}<noinclude><references/></noinclude>
mwqrl7ri1jzg4xckogupofzfl0bqmxo
Siesta (Hamsun)
0
143928
333212
2026-09-14T22:33:24Z
Øystein Tvede
3938
Ny side: <pages index="Siesta (1897).djvu" include=9 header=1 />
333212
wikitext
text/x-wiki
<pages index="Siesta (1897).djvu" include=9 header=1 />
bv3btzeakijhy6dnnixozngn113hj6q
333220
333212
2026-09-14T22:45:26Z
Øystein Tvede
3938
333220
wikitext
text/x-wiki
<pages index="Siesta (1897).djvu" include=9 header=1 />
<pages index="Siesta (1897).djvu" include=249 header=1 />
96e409vse6te21sodeq4213z5aupodn
333221
333220
2026-09-14T22:46:28Z
Øystein Tvede
3938
333221
wikitext
text/x-wiki
<pages index="Siesta (1897).djvu" include=9 header=1 />
<pages index="Siesta (1897).djvu" include=249 />
3kkdf1pjb86zjp24xedyp8qt0c0qvdj
333223
333221
2026-09-14T22:52:18Z
Øystein Tvede
3938
333223
wikitext
text/x-wiki
<pages index="Siesta (1897).djvu" next="[[Dronningen af Saba]]" include=9 displayed_from=- displayed_to=- header=1 />
<pages index="Siesta (1897).djvu" include=249 />
i9hj4iq3sjzan2c117ivbko63z4a2dr
Siesta/1
0
143929
333218
2026-09-14T22:44:02Z
Øystein Tvede
3938
Øystein Tvede flyttet siden [[Siesta/1]] til [[Dronningen af Saba]]
333218
wikitext
text/x-wiki
#OMDIRIGERING [[Dronningen af Saba]]
ainl54hjsm942z9kc3fkmcb3dvio2n6
Med Skydshest
0
143930
333225
2026-09-14T22:54:55Z
Øystein Tvede
3938
Ny side: <pages index="Siesta (1897).djvu" from=53 to=66 header=1 />
333225
wikitext
text/x-wiki
<pages index="Siesta (1897).djvu" from=53 to=66 header=1 />
cuvykh9bra8yy3ksa2zo03ygidoh828
Jul i Aasen
0
143931
333226
2026-09-14T22:55:45Z
Øystein Tvede
3938
Ny side: <pages index="Siesta (1897).djvu" from=67 to=80 header=1 />
333226
wikitext
text/x-wiki
<pages index="Siesta (1897).djvu" from=67 to=80 header=1 />
i6as1s56pitk8m86yrsh9m5b20lrvaf
Jon Tro
0
143932
333227
2026-09-14T22:56:23Z
Øystein Tvede
3938
Ny side: <pages index="Siesta (1897).djvu" from=81 to=100 header=1 />
333227
wikitext
text/x-wiki
<pages index="Siesta (1897).djvu" from=81 to=100 header=1 />
dsf10dvqejeswiauuxuwk5onum5dbh8
Julegilde
0
143933
333228
2026-09-14T22:56:57Z
Øystein Tvede
3938
Ny side: <pages index="Siesta (1897).djvu" from=101 to=112 header=1 />
333228
wikitext
text/x-wiki
<pages index="Siesta (1897).djvu" from=101 to=112 header=1 />
n0m2k8n6fkgeglgbprmis3rphqgwltz
Damen fra Tivoli
0
143934
333229
2026-09-14T22:58:17Z
Øystein Tvede
3938
Ny side: <pages index="Siesta (1897).djvu" from=113 to=132 header=1 />
333229
wikitext
text/x-wiki
<pages index="Siesta (1897).djvu" from=113 to=132 header=1 />
lri66jqwbr1ul43cdojfseh8772fbyx
Paa Gaden
0
143935
333230
2026-09-14T22:58:48Z
Øystein Tvede
3938
Ny side: <pages index="Siesta (1897).djvu" from=133 to=145 header=1 />
333230
wikitext
text/x-wiki
<pages index="Siesta (1897).djvu" from=133 to=145 header=1 />
9by4fcb2rhpnvatvjczrp7j7jv5g907
333231
333230
2026-09-14T22:59:07Z
Øystein Tvede
3938
333231
wikitext
text/x-wiki
<pages index="Siesta (1897).djvu" from=133 to=144 header=1 />
kih138mbcs1qjgbg2nxsrsqbrpkf8zh
Rejersen af »Sydstjærnen«
0
143936
333232
2026-09-14T22:59:53Z
Øystein Tvede
3938
Ny side: <pages index="Siesta (1897).djvu" from=145 to=172 header=1 />
333232
wikitext
text/x-wiki
<pages index="Siesta (1897).djvu" from=145 to=172 header=1 />
hx0h6ys7zafs2lnhv9gdrpd1plmp754
Ringen
0
143937
333233
2026-09-14T23:00:27Z
Øystein Tvede
3938
Ny side: <pages index="Siesta (1897).djvu" from=173 to=178 header=1 />
333233
wikitext
text/x-wiki
<pages index="Siesta (1897).djvu" from=173 to=178 header=1 />
i5shnv9j7mjjec7ss6z75h683ur1jf7
Paa Bankerne
0
143938
333234
2026-09-14T23:01:15Z
Øystein Tvede
3938
Ny side: <pages index="Siesta (1897).djvu" from=179 to=194 header=1 />
333234
wikitext
text/x-wiki
<pages index="Siesta (1897).djvu" from=179 to=194 header=1 />
l7mwknr51ol9wigmny00ym5pjkaecny
En ganske almindelig Flue
0
143939
333235
2026-09-14T23:02:00Z
Øystein Tvede
3938
Ny side: <pages index="Siesta (1897).djvu" from=195 to=206 header=1 />
333235
wikitext
text/x-wiki
<pages index="Siesta (1897).djvu" from=195 to=206 header=1 />
71i8s8pon71n0a4gfhcuarn121jqmlu
Hemmelig Vé
0
143940
333236
2026-09-14T23:02:55Z
Øystein Tvede
3938
Ny side: <pages index="Siesta (1897).djvu" from=207 to=230 header=1 />
333236
wikitext
text/x-wiki
<pages index="Siesta (1897).djvu" from=207 to=230 header=1 />
b3najj7jcecmbuxnjj758a2vfwxzv3s
Lidt Paris
0
143941
333237
2026-09-14T23:03:36Z
Øystein Tvede
3938
Ny side: <pages index="Siesta (1897).djvu" from=231 to=248 header=1 />
333237
wikitext
text/x-wiki
<pages index="Siesta (1897).djvu" from=231 to=248 header=1 />
gdxji0uejfcqmmayaka3qyu4nvg6gpx