Wikikilden
nowikisource
https://no.wikisource.org/wiki/Wikikilden:Forside
MediaWiki 1.47.0-wmf.20
first-letter
Medium
Spesial
Diskusjon
Bruker
Brukerdiskusjon
Wikikilden
Wikikilden-diskusjon
Fil
Fildiskusjon
MediaWiki
MediaWiki-diskusjon
Mal
Maldiskusjon
Hjelp
Hjelpdiskusjon
Kategori
Kategoridiskusjon
Forfatter
Forfatterdiskusjon
Side
Sidediskusjon
Indeks
Indeksdiskusjon
Undertekster
Undertekstdiskusjon
Modul
Moduldiskusjon
Arrangement
Arrangementsdiskusjon
Mal:Nye tekster
10
4070
333265
333219
2026-09-15T15:04:11Z
Øystein Tvede
3938
333265
wikitext
text/x-wiki
<div class="plainlinks">
<!-- Dette er en løpende liste. Sett nyeste tekster øverst, fjern eldste nederst. Legg gjerne også teksten til på Wikikilden:Nye tekster, som er en permanent liste-->
{{ny tekst|En ganske almindelig Flue|Knut Hamsun|1897}}
{{ny tekst|Et gjensyn|Knut Hamsun|1878}}
{{ny tekst|Karsten og jeg|Dikken Zwilgmeyer|1891}}
{{ny tekst|Fraa Sogn|Olav Sande|1887}}
{{ny tekst|Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie for Skolen og Hjemmet. I: De østerlandske Folk og Hellenerne|John Utheim|1880}}
{{ny tekst|Utvalgte idyller|Teokrit|1922}}
{{ny tekst|Markens Grøde|Knut Hamsun|1917}}
{{ny tekst|Den første Kjærlighet|Ivan Turgenev|1913}}
{{ny tekst|Den forsvundne verden|Arthur Conan Doyle|1913}}
{{ny tekst|Møllergutten (Øverland)|Ole Andreas Øverland|1896|tittel=Møllergutten}}
{{ny tekst|Jotunheimens Opdagelseshistorie|Ole Andreas Øverland|1896}}
{{ny tekst|Barndoms- og ungdomsminder om Henrik Wergeland|Hans Tønsager|1897}}
{{ny tekst|Odysseen illustrert|Homer|1922}}
{{ny tekst|Fyrsten|Niccolò Machiavelli|1898}}
{{ny tekst|Den Gaadefulde|Knut Hamsun|1877}}
</div>
{{midtstilt|'''[[Wikikilden:Nye tekster|Arkiv]]'''}}
{{strek|8em|margin-tb=2em|color=#cedff2}}
<!-- Utvalgte forsider. Bytt gjerne ut eksemplene fra tid til annen -->
<div class="enws-hide-on-mobile">
<gallery heights=200 mode="nolines" class="center">
Berit Ursin.pdf|page=3|link=[[Berit Ursin]]|'''{{forfatterl|Regine Normann}}''',{{br}}''[[Berit Ursin]]'', 1917
Karl Monks oplevelser.pdf|page=1|link=[[Karl Monks oplevelser]]|'''{{forfatterl|Fredrik Viller}}''',{{br}}''[[Karl Monks oplevelser]]'', 1912
Storkarer.djvu|page=7|link=[[Storkarer]]|'''{{forfatterl|Hans Aanrud}}''',{{br}}''[[Storkarer]]'', 1901
</gallery>
<div style="text-align:center;font-size:83%">[http://no.wikisource.org/w/index.php?title=Mal:Nye_tekster&action=edit rediger]</div></div><noinclude>
[[Kategori:Usorterte maler]]
</noinclude>
gxx2y2f0f28n0tausberzmwhdrq3gq3
333266
333265
2026-09-15T15:15:14Z
Øystein Tvede
3938
333266
wikitext
text/x-wiki
<div class="plainlinks">
<!-- Dette er en løpende liste. Sett nyeste tekster øverst, fjern eldste nederst. Legg gjerne også teksten til på Wikikilden:Nye tekster, som er en permanent liste-->
{{ny tekst|En ganske almindelig Flue|Knut Hamsun|1897|tittel=En ganske almindelig Flue af middels Størrelse}}
{{ny tekst|Et gjensyn|Knut Hamsun|1878}}
{{ny tekst|Karsten og jeg|Dikken Zwilgmeyer|1891}}
{{ny tekst|Fraa Sogn|Olav Sande|1887}}
{{ny tekst|Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie for Skolen og Hjemmet. I: De østerlandske Folk og Hellenerne|John Utheim|1880}}
{{ny tekst|Utvalgte idyller|Teokrit|1922}}
{{ny tekst|Markens Grøde|Knut Hamsun|1917}}
{{ny tekst|Den første Kjærlighet|Ivan Turgenev|1913}}
{{ny tekst|Den forsvundne verden|Arthur Conan Doyle|1913}}
{{ny tekst|Møllergutten (Øverland)|Ole Andreas Øverland|1896|tittel=Møllergutten}}
{{ny tekst|Jotunheimens Opdagelseshistorie|Ole Andreas Øverland|1896}}
{{ny tekst|Barndoms- og ungdomsminder om Henrik Wergeland|Hans Tønsager|1897}}
{{ny tekst|Odysseen illustrert|Homer|1922}}
{{ny tekst|Fyrsten|Niccolò Machiavelli|1898}}
{{ny tekst|Den Gaadefulde|Knut Hamsun|1877}}
</div>
{{midtstilt|'''[[Wikikilden:Nye tekster|Arkiv]]'''}}
{{strek|8em|margin-tb=2em|color=#cedff2}}
<!-- Utvalgte forsider. Bytt gjerne ut eksemplene fra tid til annen -->
<div class="enws-hide-on-mobile">
<gallery heights=200 mode="nolines" class="center">
Berit Ursin.pdf|page=3|link=[[Berit Ursin]]|'''{{forfatterl|Regine Normann}}''',{{br}}''[[Berit Ursin]]'', 1917
Karl Monks oplevelser.pdf|page=1|link=[[Karl Monks oplevelser]]|'''{{forfatterl|Fredrik Viller}}''',{{br}}''[[Karl Monks oplevelser]]'', 1912
Storkarer.djvu|page=7|link=[[Storkarer]]|'''{{forfatterl|Hans Aanrud}}''',{{br}}''[[Storkarer]]'', 1901
</gallery>
<div style="text-align:center;font-size:83%">[http://no.wikisource.org/w/index.php?title=Mal:Nye_tekster&action=edit rediger]</div></div><noinclude>
[[Kategori:Usorterte maler]]
</noinclude>
ieg7i7khjkqjje82q9q734ksbq9cy5v
Side:Norges Gamle Love 2 (1848).pdf/43
104
93234
333268
228853
2026-09-15T17:21:40Z
~2026-49989-71
6328
333268
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Mårtensås" />{{hode|26|Nyere Lands-Lov.}}</noinclude> <small>Hin .vj. erfð.</small><ref><tt>Hele denne Arv mgl. ''Eb'', hvorved de fgg. faae et Nummer ringere.</tt></ref> <ref><tt>''Her begynder en Lacune i Gh.'' Ophörer Cap. 6.</tt></ref> Sv er hin .vj. erfð er sa bröðrungr konungs er skilgetinn er<ref>er stilg. er —<tt> mgl. ''fl''.</tt></ref> hinn ællzti einn skal konungr væra sa sem faðer hans uar faður broðer konungs samfæðra [oc skilgetinn<ref><tt>[ mgl. — ''Bf.''</tt> [ við konung — <tt>''Gn''.</tt></ref> ef engi er þeirra til sem aðr uaro talder.<ref>ef engi … talder. — <tt>mgl. ''fl.''</tt></ref>
<small>Hin .vij. erfð.</small> Sv er hin .vij. erfð er konungs son skal konungr vera [eptir faður sinn<ref><tt>[ mgl. — ''de fl.''</tt></ref> en ællzti einn þo at hann se [eigi skilgetinn.<ref>[ friðlusun — <tt>''Gp.''</tt> [ frilluson ok æi stilgeten — <tt>''Bh''.</tt></ref> sa þo er huarke er getinn i [hordome ne<ref>[ mgl. — <tt>''Gm.''</tt></ref> frendsemis spelli eða sifskapa<ref>nermeir en lofat er at loghum — <tt>tilf. ''Gd, f.''</tt></ref> oc konungr sealfr hefir gengit uið [faðerni hans<ref>[ frendsemi — <tt>''Gp.''</tt></ref> oc sagt sialfr skilrikum monnum auene<ref>aueno — <tt>''Bd, e, f.'' mgl. ''Bh''.</tt></ref> til [firir samuistu<ref>samuitzku — <tt>''fl''.</tt></ref> saker sinar<ref>hans — <tt>''Fe.''</tt> [ samuistar sinnar — <tt>''Bf, h.''</tt></ref> [oc moðor<ref>moðer — <tt>''Gf. Ed''.</tt></ref> hans.<ref>barnsens — <tt>''Ee.'' [ mgl. — ''Gt.''</tt></ref> oc suarar<ref>suare — <tt>''Fa. Ed.''</tt></ref> stund su sem barnet er<ref>var — <tt>''de fl.''</tt></ref> fött þeirri tiltolu<ref>tolu — <tt>''Gf, m.''</tt></ref> sem [til höyrir.<ref>[ höfuer — <tt>''Ge''.</tt> [ til höfuer — <tt>''Ed, f.''</tt></ref> oc hefir moðeren<ref>han — <tt>''Gm.''</tt> hon — <tt>''Ee.''</tt></ref> eigi<ref>eigi — <tt>mgl. ''Ef''.</tt></ref> tuent til faðernis<ref>faðernis hans — <tt>''Fe,'' mgl. ''Gi, Ed''.</tt></ref> sagt eptir þeim hætte sem logbok uattar vm slik mal. þessu skolu þeir eigi löyna er uita ifir manað nema þeir ottizt ofriki.<ref>ofrid — <tt>''Bf.'' </tt></ref> þo<ref>þa — <tt>''Gd''.</tt></ref> skolu þeir einum huerium skilrikum monnum fleirum<ref>eða fleirum — <tt>''fl.''</tt></ref> til segia at vitni megi vm bæra<ref>meðr þeim — <tt>tilf. ''fl.''</tt></ref> ef þess þarf.<ref>viðr. — <tt>tilf. ''fl.''</tt> viðr eða nockor mistrunar er a hafðr. — <tt>tilf. ''Gl''.</tt></ref>
<small>Hin .viij. erfð.</small> Sv er hin .viij. erfð er dottor son konungs skilgetinn<ref>stilgetinn — <tt>mgl. ''Ee, f.''</tt></ref> hinn ællzti einn skal konungr vera. [sa sem<ref>[ ok — <tt>''Bh.''</tt></ref> moðer<ref>faðer — <tt>''Gf. Ff. Bc.''</tt></ref> hans uar skilgetin<ref>ok þo sa hin ælzsti — <tt>tilf. ''Fe.''</tt></ref> ef engi er hinna til [er aðr eru talder.<ref><tt>[ mgl. — ''fl.''</tt></ref>
<small> Sv er hiu .ix. erfð</small> at systur son konungs skilgetin<ref>skilgetin <tt>mgl. ''fl''.</tt></ref> hinn ællzti elnn skal konungr vera. [sa sem<ref>[ ef — <tt>''Ba, k''</tt></ref> moðer hans uar skilgetin oc samfæðra uið konung [ef engi er hinna til.<ref><tt>[ mgl. — ''de fl.''</tt></ref>
<small>Hin .x. erfð.</small> Sv er hin .x. erfð at sa skal konungr vera hinn ællzti einn er nestr er eptir bröðra syni uið konung oc skilgetinn er oc faðer hans uar skilgetinn oc komenn fra samfæddum bröðrom oc skilgetinn<ref><tt>Saaledes og ''Gb''.</tt> stilgetnum — <tt>de Övrige.</tt></ref> [ef engi er hinna til.<ref><tt>[ mgl. — ''fl.'' Her begynder en Lacune i ''Ef.'' Oph. Cap. 9.</tt></ref>
<small>Hin .xi. erfð.</small> Sv er hiil .xi. erfð at sa skal konungr vera hinn ællzti einn skilgetinn.<ref>skilgetinn — <tt>mgl. ''fl''.</tt></ref> sa er syskina son<ref>son — <tt>mgl. ''Gi.''</tt></ref> er uið konung. [komen fra þeim<ref>tueim — <tt>''Gf''. mgl. ''Ed''.</tt></ref> syskinum er bæðe<ref>bröðr — <tt>''Ed.''</tt></ref> varo<ref>[ oc uaro þau bæðe — <tt>''Gp. Ea, b. Bf.''</tt></ref> samfæðra ok<ref>samfæðra oc —<tt> mgl. ''Gd''.</tt> sammöðð ok — <tt>''Gm''.</tt></ref> skilgetin.<ref>[ af samfeððom syzkinum komen oc skilgetnum — <tt>''Ba, k.''</tt></ref> [oc af rettre konunga ættenne kominn<ref><tt>[ mgl. — ''fl.''</tt></ref> ef engi er hinna til sem aðr eru talder.<ref>ef engi &c. — <tt>mgl. ''fl''.</tt></ref><noinclude><references/></noinclude>
6bbx7ohk04xxilqm7bjievawttr8fjp
Side:Siesta (1897).djvu/249
104
143592
333302
333216
2026-09-15T23:34:26Z
Øystein Tvede
3938
333302
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{midtstilt|{{xx-større|INDHOLD}}}}
{{--}}
{{Export TOC/s}}
{| class="_toc"
|-
| || {{liten|Side}}
|-
| [[Dronningen af Saba]] || 1
|-
| [[Med Skydshest]] || 43
|-
| [[Jul i Aasen]] || 57
|-
| [[Jon Tro]] || 71
|-
| [[Julegilde]] || 91
|-
| [[Damen fra Tivoli]] || 103
|-
| [[Paa Gaden]] || 123
|-
| [[Rejersen af »Sydstjærnen«]] || 135
|-
| [[Ringen]] || 163
|-
| [[Paa Bankerne]] || 169
|-
| [[En ganske almindelig Flue]] || 185
|-
| [[Hemmelig Vé]] || 197
|-
| [[Lidt Paris]] || 221
|}
{{Export TOC/e}}
{{---}}<noinclude><references/></noinclude>
r2cehjq77fn5sua0umm4hom3l9hbnp7
Side:Siesta (1897).djvu/55
104
143733
333303
333251
2026-09-16T11:46:35Z
Øystein Tvede
3938
333303
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Jeg satte mig tilrette i Karjolen og greb Tømmerne, jeg vented paa Skydsgutten. Oppe
i et Vindu i anden Etage stod en ung, blond Pige og saa ned paa mig, jeg følte mig varm under dette Blik, og jeg brysted mig som en Vicekonsul paa mit Sæde. Jeg forsøgte at gøre Indtryk af pur Ungdom, i al Hemmelighed fik jeg endog rystet min Lorgnet af. Det ærgred mig bare, at jeg ikke havde kaldt mig Løjtnant i Skydsbogen.
I sidste Øjeblik kommer Værten ud paa Trappen og siger, at min Skydsgut netop er rejst forud med et Læs Englændere, saa jeg maatte være saa snil at køre alene til næste Skifte. Der var slet ingen Fare ved det, Jens vidste Vejen, jeg kunde bare lide paa ham.<noinclude><references/></noinclude>
g1j4i6shfbjy6caocvmpcc227c9159y
333304
333303
2026-09-16T11:47:37Z
Øystein Tvede
3938
333304
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Jeg satte mig tilrette i Karjolen og greb Tømmerne, jeg vented paa Skydsgutten. Oppe i et Vindu i anden Etage stod en ung, blond Pige og saa ned paa mig, jeg følte mig varm under dette Blik, og jeg brysted mig som en Vicekonsul paa mit Sæde. Jeg forsøgte at gøre Indtryk af pur Ungdom, i al Hemmelighed fik jeg endog rystet min Lorgnet af. Det ærgred mig bare, at jeg ikke havde kaldt mig Løjtnant i Skydsbogen.
I sidste Øjeblik kommer Værten ud paa Trappen og siger, at min Skydsgut netop er rejst forud med et Læs Englændere, saa jeg maatte være saa snil at køre alene til næste Skifte. Der var slet ingen Fare ved det, Jens vidste Vejen, jeg kunde bare lide paa ham.<noinclude><references/></noinclude>
qijrkx9xulff2fqxcwoa9uj8n6tbobg
Side:Siesta (1897).djvu/64
104
143743
333252
332973
2026-09-15T14:43:36Z
Øystein Tvede
3938
333252
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>bage paa Vejen, banded og trak rasende paa
Skuldrene. Med dirrende Røst vendte jeg mig
atter til ham og forsøgte at slaa ham med.
Argumenter: Var det kanske nogen mere betydelig Fyrstik? Stod den ― om jeg maatte
spørge ― paa Verdenskartet? Om han vilde
indbilde mig, at det var nogen mere end almindelig respektabel Fyrstik, som det var en
sand Fornøjelse at stifte Bekendtskab med?
{{. . .}} Jeg skreg højere og højere og slog ud
med Armene.
Jens saa tilsidst op; han mærked, at det
var Alvor. Jeg vilde benytte Øjeblikket godt,
greb Tømmerne og satte mig op. Se saa,
endelig kunde jeg fortsætte Turen. Altsaa
galdt det bare det første Skridt, saa blev der
en Ende paa det. Følgelig fik han løfte et
Ben op, saa kom de andre efter. Naturligvis,
hvilket Ben, han selv ønsked, han havde
Valget. Naa?
Men Jens gik slet ikke. Han dukked
Hovedet ned og begyndte at stirre paany. Da
gav jeg mig over, jeg sank endelig sammen.
Nu var det mig ganske ligegyldigt, hvordan
det vilde ende; jeg kunde ikke længer svare<noinclude><references/></noinclude>
hdh5oahcls6yhmcz6v6mwmjdb5c40ql
Side:Siesta (1897).djvu/69
104
143748
333253
332978
2026-09-15T14:44:50Z
Øystein Tvede
3938
333253
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
Der var kommet rigtig meget Sne til
Jul, det lille Hus oppe i Aasen stak ikke op
med stort mere end Taget og de to øverste
Stokværk. Det var nu forresten bare en Hytte
ogsaa, en Husmandsplads paa en Ko og en
Sau med Lam.
Her boed Aasafamiljen Sommer og Vinter
for sig selv.
Manden hedte Thor og Konen Kirsti;
men de havde fem Børn, og de hedte lige fra
Timian til Kaldæa. Kaldæa var i Tjeneste
nede i Bygden, og Timian havde stridt sig
over til Amerika. De tre Børn, som endnu
var hjemme, var to Gutter og en Pige, Rinaldus,
Didrik og Tomelena. Men Tomelena kaldte
man bare i daglig Tale for Lena.<noinclude><references/></noinclude>
naq1687dhit0vguytoutjuee961p7zy
Side:Siesta (1897).djvu/77
104
143756
333254
332986
2026-09-15T14:47:04Z
Øystein Tvede
3938
333254
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>høre mig om efter lidt Arbejde igen nu,«
sagde han.
Konen slog op Kaffen.
»Aa, der blir vel en Raad nu ogsaa, med
Guds Hjælp,« svared hun.
»Det kunde være lidt Tærskning kanske
nede i Bygden?«
»Aa ja, da, der blir nok en Raad {{. . .|4}}
Kom og drik Kaffen nu.«
Da Thor havde drukket Kaffen, tændte
han Piben igen. Han tog Konen bort til
Døren og hvisked et Øjeblik med hende der,
saa Børnene lytted sig næsten gale forat faa
høre, hvad der blev sagt. Men da lille Lena
vilde stikke sit næsvise Hoved op lige midt
mellem Forældrene, blev hun vist tilbage med
en Gang, og Brødrene raabte skadefro til
hende:
»Der fik du, der!«
Men lille Lena var nu alligevel saa blid
og snil hun, at ingen havde Hjærte til at gøre
videre Nar af hende. Derfor stak Rinaldus hende
ogsaa straks efter en stor blank Knap i Haanden
og gjorde hende godt med det lille, han
havde.<noinclude><references/></noinclude>
8bmmd6lc4c026r1refe19bbvcxtmlw5
Side:Siesta (1897).djvu/78
104
143757
333255
332987
2026-09-15T14:47:46Z
Øystein Tvede
3938
333255
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
Faderen gik bort til Skaber og tog en
Pakke ned. I denne Pakke laa en Sending fra
Timian i Amerika, en Boa af blødt, sort
Skind og med Kvaster, Timian havde nok
husket, hvor koldt det var oppe i Aasen paa
Vintertid, og saa havde han sendt hjem denne
Boa, som var det varmeste Halsbind, han endnu
havde set. Prisen havde nok ikke været saa
ringe den heller.
Men hvem skulde nu have Boa’en? Baade
Thor og Konen havde tænkt op og ned paa
dette Spørgsmaal, og endelig havde de bestemt,
at det fik blive Rinaldus, som skulde have
den; for Rinaldus var den ældste, desuden gik
han ikke saa faa Ærinder i Bygden allerede,
saa han trængte noget varmt om sig:
»Rinaldus, kom hid!« sagde Thor. »Her
er et Halsbind fra Timian-Bror til dig. Og
det er noget til Halsbind! Men du skal være
forsigtig med det, saa du kan have noget
skikkeligt om Halsen, naar du staar for Præsten.
Dér, slid det med Helsen.«
Nu blev der en Forundring og en Glæde,
som alle deltog i. Den bløde Boa blev beskuet og befølt i en Halvtime, og lille Lena
blev ikke træt af at stryge den med sine smaa,<noinclude><references/></noinclude>
p87znzdjmtzxdrcv39kuenlkpzrclln
Side:Siesta (1897).djvu/79
104
143758
333256
333083
2026-09-15T14:48:25Z
Øystein Tvede
3938
333256
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>blaa Hænder. Men hun fik ikke prøve den
paa, slet ikke prøve den paa, hun var altfor
liden. Derimod fik Lena et lidet Lys for sin
Part, og dette Lys gik hun og tændte og
slukte igen i et væk, for hun havde ikke Raad
til at brænde det. Didrik var den eneste, som
ingenting fik; men Faderen loved ham en
aldeles ny Bibelhistorie, saasnart der bare blev
lidt Tærskning at faa nede i Bygden.
Det drev alt mere og mere med Sne mod
Vinduet, og stundom faldt der endog Sne nedad
Skorstenen, helt ned paa Ilden i Gruen. Klokken
var bleven mange, det var Sengetid for Aasa-familjen; imorgen blev det vel til det samme
Slid med at skuffe Sne igen.
»Ja, gaa nu op paa Hjellen og læg Dere,
Unger,« sagde Thor. »Bed Jessu Navn, før
Dere sovner, og slaa Korsens Tegn paa Ansigt
og Bryst.«
Og opad Stigen krøb da Børnene, en efter
en. Rinaldus fik Lov til at tage sin Boa med
indsvøbt i Papir, og Lena kom efter med sit
Lys i Haanden {{. . .|4}}
Ved Tolvtiden, da alle sov, hørte Moderen
nede i Stuen, at noget pusled ovenpae. Hun
raabte op, om nogen var oppe. Intet Svar,<noinclude><references/></noinclude>
t5gaezaijnmqa7sllwvhji6ll65uno0
Side:Siesta (1897).djvu/83
104
143762
333257
332993
2026-09-15T14:48:54Z
Øystein Tvede
3938
333257
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
En af Kammeraterne fortæller:
Klokken fem Juleaften laaste jeg min Dør
og gik over til Qvisling. Det var koldt ude,
og jeg vidste, at Qvisling havde i Ovnen;
kanske var han ikke rent foruden Mad heller.
Qvisling havde rigtignok ikke det Spor at leve
af, men han leved alligevel og lod hver Dag
have nok i sin Plage; han var aldrig aldeles
raadløs, for en Uges Tid siden gjorde han
endog Udvej til et Par nye Galocher til sig,
skønt det var meget smaat for ham
Jeg kommer ind og ser Qvisling i Halvmørket borte ved Bordet.
»Sæt dig, vel,« sagde han. Det var sædan en Skik, han havde, at han ikke sagde:
Værsaagod, sid ned.<noinclude><references/></noinclude>
apu411uob6delso8gvo5g2pcgy56yf6
333267
333257
2026-09-15T15:34:47Z
Øystein Tvede
3938
333267
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
En af Kammeraterne fortæller:
Klokken fem Juleaften laaste jeg min Dør
og gik over til Qvisling. Det var koldt ude,
og jeg vidste, at Qvisling havde i Ovnen;
kanske var han ikke rent foruden Mad heller.
Qvisling havde rigtignok ikke det Spor at leve
af, men han leved alligevel og lod hver Dag
have nok i sin Plage; han var aldrig aldeles
raadløs, for en Uges Tid siden gjorde han
endog Udvej til et Par nye Galocher til sig,
skønt det var meget smaat for ham.
Jeg kommer ind og ser Qvisling i Halvmørket borte ved Bordet.
»Sæt dig, vel,« sagde han. Det var sædan en Skik, han havde, at han ikke sagde:
Værsaagod, sid ned.<noinclude><references/></noinclude>
1q0r0h3i78gqbbnra5ys13l44hfmt2f
Side:Siesta (1897).djvu/84
104
143763
333258
333091
2026-09-15T14:49:37Z
Øystein Tvede
3938
333258
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
»Glædelig Jul,« sagde jeg. »Det er godt
og varmt hos dig, jeg har ikke lagt i min
Ovn idag, den trækker ikke heller, saa det
kan være det samme.«
Til dette svared ikke Qvisling noget. Han
rejste sig og fandt frem baade en Bid Spegepølse og et godt Stykke Brød. Jeg sad og saa
hen i en anden Væg, mens dette stod paa, og
da Qvisling bød mig at tage for mig og endog
satte en Stol tilrette for mig ved Bordet, lod
jeg rigtig overrasket: Nej, kære, hvad var det
han fandt paa? Jasaa, han havde Mad ogsaa,
han? Hja, Tak skulde han have, det var ikke
bortkastet Møje at spise lidt heller, især af slig
Mad da.
Det blev til det, at jeg spiste lidt.
»Saa, sid ikke der med Narrestreger.
Spis op Maden, vel,« sagde Qvisling.
Og jeg spiste op Maden, siden han
sagde det.
En Stund sad Qyisling i Tanker, saa
rejste han sig, rev sig i Haaret og mumled:
»Du skulde havt en Dram ogsaa, men det
ejer jeg ikke {{. . .|4}} Hvad mener du om at
gaa over til Jon Tro?«<noinclude><references/></noinclude>
f7bjccdvbsgj2xzwu9k0g3inbpz5t22
Side:Siesta (1897).djvu/103
104
143782
333273
333085
2026-09-15T22:42:05Z
Øystein Tvede
3938
333273
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
En Bredslæde kører med stærk Fart
henad Vejen, og Bjælderne ringler. Der er
Frost, Sne og Stjærner.
Der sidder et ungt Par i Slæden. De
taler ikke sammen; hvert Ord, han siger, levner
hun ubesvaret. Ved Broen, hvor Vinden blæser
haardt, spørger han, om hun fryser; hun
svarer tvær, at hun fryser. Ved de store
Jorder siger han:
»Ja, nu er vi snart fremme.«
De var snart fremme, Lysene fra Gaarden
skinned dem allerede imøde. Paa Gaardspladsen stod Drengen, Husbondskarlen.
»Godkvæld, Brede,« hilser de Fremmede.
»Godkvæld,« svarer Drengen og vil tage
Tømmerne.<noinclude><references/></noinclude>
9zh42q7a97x19sf9l2yiin06xhivmnv
Side:Siesta (1897).djvu/106
104
143785
333269
333022
2026-09-15T22:37:16Z
Øystein Tvede
3938
333269
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
Han tager Vejen ned i Borgstuen. Der
sidder to af de andre Drenge og spiller Kort
ved Skinnet af et Lys. Klokken nærmer
sig otte.
Brede sætter sig alene. Han hører lidt
efter Skridt i Skaalen. Det er Madbudet, som
kommer, tænker han. Det var Martha, som
kom.
»Spiller ikke du Kort?« spørger hun
Brede.
»Nej,« svarer han.
»Saa vil du vel hjælpe mig med noget
herude,« siger hun videre.
Brede følger hende ud.
»Hvad vil du?« spørger han.
Hun svarer ikke. Det er mørkt i Skaalen.
Hun har faaet fat paa hans Haand, og han
hører hendes Hjærte slaa.
»Det er rart at se dig igen,« siger hun.
Hertil svarer ikke Brede noget. Hun
spørger:
»Du bryder dig kanske ikke om mig
mere?«
»Nej,« svarer han. »Gaa ind igen,
Martha.«<noinclude><references/></noinclude>
rn9ph85xow33graa3s9v05qj7vj5bhm
Side:Siesta (1897).djvu/108
104
143787
333270
333024
2026-09-15T22:38:24Z
Øystein Tvede
3938
333270
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Huset forat se paa, deriblandt Marthas Fader,
Manden paa Gaarden, der ler, saa han ryster,
og holder sig paa sin Vom. Brede sætter paa
Sprang nedad mod Laden, mærker sig forfulgt
og løber resolut opad den høje Stige, højere
og højere, helt til Toppen, og stiger af par
Ladens Tag. Her sætter han sig i Sneen.
Maanen er kommet op, Åftenen er blank
og lys.
»Pas paa, det er farligt der,« skriger
Martha.
Brede svarer ikke.
»Er det ikke farligt der?« raaber hun igen.
Hendes Ansigt har et angst Udtryk.
Brede svarer ikke. Maanen lyser paa hans
store Krop, der kaster Skygge henad Taget
»Efter ham, Paul!« siger Martha sagre og
rasende.
Hendes Mand begynder at klatre opad
Stigen. Han ler og taler ned, klatrer, rækker
det øverste Trin, stikker Hovedet op for Tagranden og nikker til Brede.
»Brede,« siger ban.
»Hvad vil du mig?« svarer Brede. »Jeg
kaster dig å Hovedet paa hende.«<noinclude><references/></noinclude>
8w7n0crtjrkjg7sayurpgiyrgi5160o
333274
333270
2026-09-15T22:44:00Z
Øystein Tvede
3938
333274
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Huset forat se paa, deriblandt Marthas Fader,
Manden paa Gaarden, der ler, saa han ryster,
og holder sig paa sin Vom. Brede sætter paa
Sprang nedad mod Laden, mærker sig forfulgt
og løber resolut opad den høje Stige, højere
og højere, helt til Toppen, og stiger af par
Ladens Tag. Her sætter han sig i Sneen.
Maanen er kommet op, Åftenen er blank
og lys.
»Pas paa, det er farligt der,« skriger
Martha.
Brede svarer ikke.
»Er det ikke farligt der?« raaber hun igen.
Hendes Ansigt har et angst Udtryk.
Brede svarer ikke. Maanen lyser paa hans
store Krop, der kaster Skygge henad Taget
»Efter ham, Paul!« siger Martha sagre og
rasende.
Hendes Mand begynder at klatre opad
Stigen. Han ler og taler ned, klatrer, rækker
det øverste Trin, stikker Hovedet op for Tagranden og nikker til Brede.
»Brede,« siger ban.
»Hvad vil du mig?« svarer Brede. »Jeg
kaster dig i Hovedet paa hende.«<noinclude><references/></noinclude>
pd1v8mwfan5uwjt4c95y9iedcgx1r99
Side:Siesta (1897).djvu/109
104
143788
333275
333025
2026-09-15T22:45:03Z
Øystein Tvede
3938
333275
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
Paul stiger op paa Taget.
»Ja, kaste mig i Hovedet paa hende, det
er du Mand for,« siger han. Han taler godt
for Brede, giver ham Medhold, klapper ham
paa Skulderen. Han byder ham en Slurk af
Flasken, og Brede modtager den forat være
bam til Vilje.
De blir siddende deroppe. Gæstemne i
Selskabet gaar ind igen til Maden. Brede faar
mere og mere af Flasken, Paul omfavner ham,
de drikker paa godt Venskab.
»Du har kjendt Martha før mig,« siger
Paul og blinker og ler. »I er næsten opvokset sammen.«
Brede spørger mistænksomt:
»Hvad er det, du vil have mig til at fortælle dig? Spørg hende selv.«
»Skænk nu Brede,« raaber Martha op.
»Vil du ødelægge mig, er der det, du
vil?« spørger Brede tilbage.
Flasken tømmes. Brede sidder og svajer
paa Taget. Nedenunder staar Martha og iagttager alt.
»Det er Jul bare en Gang om Aaret,«
siger Paul med sin enfoldige Mine og begynder at krybe nedad Stigen<noinclude><references/></noinclude>
01glhwj7s9auhxloylrqsguo30ceh8o
Side:Siesta (1897).djvu/110
104
143789
333271
333209
2026-09-15T22:39:41Z
Øystein Tvede
3938
333271
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
»Vent lidt!« raaber Brede efter ham. »Var
der ikke mere paa Flasken?« Han slaar ud
med Armene og ser ned i Gaarden med stive
Øjne. Han tager Sne fra Taget og overdænger
Paul med den, hujende og leende af fuld Hals.
Da Paul var kommet ned, siger hans
Kone:
»Tag nu Stigen bort.«
Brede hører det oppe fra Taget og svarer:
»Ja, tag bare Stigen bort. Jeg hopper
ned.«
Han rejser sig op og belaver sig til et
Sprang, glider baglænds og falder tilbage paa
Taget. Sløv og drukken blir han liggende der
og ser paa, at Stigen løftes bort.
Det stilner paa Gaarden, han ser ned, opdager ingen og tror sig alene. Stigen løftes
atter op og stilles paa sin Plads, og han mærker
det ikke, hans Øjne lukkes.
»Kom tilbage med Stigen,« siger han for
sig selv. Kulden virker paa ham, han begynder at sovne og rejser sig pludselig med et
Ryk. »Kom tilbage med Stigen, saa skal jeg
give dig noget,« siger han hen i Vejret; »jeg
har noget, som jeg kan give dig.« Forvildet<noinclude><references/></noinclude>
fz49ylzhzf04vfozr9jek4tixtxxxdr
Side:Siesta (1897).djvu/111
104
143790
333272
333027
2026-09-15T22:41:00Z
Øystein Tvede
3938
333272
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og umaadelig drukken stemmer han Hænderne
mod Taget og lader sig glide ned i Gaarden.
Et Skrig høres, Stemmer blander sig, man
omringer ham.
«Ja, men Stigen stod jo der,« siger Martha
forfærdet, jeg satte den tilbage, der staar
den.«
Brede vælter sig et Par Gange rundt i
Sneen og rejser sig saa op. Han har skamferet
sin Pande, han bløder, men Faldet har rystet
hans Sløvhed af ham, han begynder selv forundret at le og tørrer Blodet af sig med en
munter Mine. Han kan vanskelig staa stille,
han raver fra Sted til Sted, og en af de andre
Drenge griber ham i Armen forat støtte ham,
hans Trøje gaar op, og ud fra hans Bryst
falder en Vante.
Martha aabner Øjnene vidt op, over hendes
Ansigt farer en lidenskabelig Glæde, hun træder
nærmere, tager Vanten op og stikker den i
Lommen. »Han havde min Vante,« siger hun
stille, »han havde den alligevel.«
Hun følger selv med og forbinder Brede.
Hans Rus gaar lidt efter lidt over, dette haardføre Hoved kommer hurtigt i Orden igen. Han
raver imidlertid fremdeles, man undersøger<noinclude><references/></noinclude>
520gpfsjr4pnvjw1fziyw526ryfco0r
333276
333272
2026-09-15T22:46:36Z
Øystein Tvede
3938
333276
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og umaadelig drukken stemmer han Hænderne
mod Taget og lader sig glide ned i Gaarden.
Et Skrig høres, Stemmer blander sig, man
omringer ham.
«Ja, men Stigen stod jo der,« siger Martha
forfærdet, »jeg satte den tilbage, der staar
den.«
Brede vælter sig et Par Gange rundt i
Sneen og rejser sig saa op. Han har skamferet
sin Pande, han bløder, men Faldet har rystet
hans Sløvhed af ham, han begynder selv forundret at le og tørrer Blodet af sig med en
munter Mine. Han kan vanskelig staa stille,
han raver fra Sted til Sted, og en af de andre
Drenge griber ham i Armen forat støtte ham,
hans Trøje gaar op, og ud fra hans Bryst
falder en Vante.
Martha aabner Øjnene vidt op, over hendes
Ansigt farer en lidenskabelig Glæde, hun træder
nærmere, tager Vanten op og stikker den i
Lommen. »Han havde min Vante,« siger hun
stille, »han havde den alligevel.«
Hun følger selv med og forbinder Brede.
Hans Rus gaar lidt efter lidt over, dette haardføre Hoved kommer hurtigt i Orden igen. Han
raver imidlertid fremdeles, man undersøger<noinclude><references/></noinclude>
428iwbeohk9y3ivxqdfq4xmljzushg0
Side:Siesta (1897).djvu/117
104
143796
333277
333038
2026-09-15T22:47:59Z
Øystein Tvede
3938
333277
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Bænk ret overfor Universitetsuret. — Vi sad og
betragted de Mennesker, som bevæged sig frem
og tilbage i Spadsertiden. Da ser jeg nede i
Sværmen to Øjne, kolde, slørede Øjne, som
rettedes mod os, og jeg genkendte straks den
unge Dame fra Tivoli. Hun vedblev at fiksere
os, idet hun gik forbi, og Løjtnanten spurgte
nysgærrigt, om jeg vidste, hvem hun var
»Aldeles ikke,« svared jeg.
»Ja en af os maa hun kende,« sagde han
og rejste sig; »det kan gærne være, at det er
mig.«
Imidlerid havde Damen sat sig par næste
Bænk. Vi gjorde et Slag henimod hende, jeg
rykked Løjtnanten i Frakken og fik ham med
mig forbi.
»Ikke noget Sludder!« sagde han, »det er
en Selvfølge, at vi bilser paa hende.«
»Ja saa,« sagde jeg bare og fulgte med
ham tilbage.
Han hilste og sagde sit Navn. Om han
ikke maatte faa Lov at sætte sig paa hendes
Bænk? Og uden videre Omstændighed satte
han sig.
Han talte til hende, og hun svared ham
venligt, men distræt; inden ret længe havde<noinclude><references/></noinclude>
o926jxz0akbdhpe7wen7zw61pq0qwh6
Side:Siesta (1897).djvu/121
104
143800
333278
333045
2026-09-15T22:50:24Z
Øystein Tvede
3938
333278
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
»Skal vi gaa derhen?« spurgte jeg.
»Lad os finde os en Bænk,« svared Damen.
Hun førte an, vi gik over Drammensvejen og ind i Parken, hvor hun valgte det
mørkeste Sted, der var at finde. Saa satte
vi os.
Jeg forsøgte straks at faa en Samtale i
Gang, men det lykkedes ikke; hun standsed
mig med en liden bønlig Bevægelse: Om jeg
ikke vilde være saa spil at tie bom stille et
Øjeblik? Saa gærne! tænkte jeg og taug
Jeg taug en halv Times Tid i et Træk, uden
Afbrydelse. Damen sad ubevægelig; i Mørket
kunde jeg se det hvide i hendes Øjne, og at
hun hele Tiden skeled hen paa mig. Tilslut
blev jeg halvt bange for dette borende, sindssyge Blik, jeg var lige ved at rejse mig, men
jeg betvang mig og stak blot Haanden ind paa
Brystet efter mit Ur.
»Klokken er ti,« sagde jeg.
Intet Svar. Hendes Øjne hviled stivt
paa mig. Pludselig siger hun, uden at gøre
en eneste Bevægelse:
»Kunde De have Mod til at grave op er
Barnelig?«<noinclude><references/></noinclude>
ky1he0mz7lhaa7nehdo3ejkysi308fm
Side:Siesta (1897).djvu/122
104
143801
333279
333046
2026-09-15T22:52:15Z
Øystein Tvede
3938
333279
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
Jeg blev for Alvor uhyggelig tilmode.
Det blev mig mer og mer klart, at jeg havde
at gøre med et galt Menneske; paa samme
Tid stred ogsaa min Nysgærrighed i mig, og
jeg vilde ikke forlade hende. Jeg sagde derfor
og saa paa hende:
»Et Barnelig — ja hvorfor ikke? Jeg kan
saa godt hjælpe Dem med det.«
»For det blev levende begravet,« siger
hun, »og jeg maa se det igen.«
»Ja naturligvis,« svared jeg, »maa vi grave
Deres Barn op igen.«
Jeg iagttog hende skarpt. Hun blev straks
opmærksom.
»Hvorfor siger De, at det var mit Barn?«
spurgte hun. »Det har ikke jeg sagt, jeg siger
bare, at jeg kender Moderen. Nu skal jeg
fortælle Dem det hele.«
Og dette Menneske, som ellers ikke kunde
føre en fornuftig sammenhængende Samtale,
gav sig nu til at fortælle en lang Historie om
dette Barn, en mærkelig Historie, som gjorde
der dybeste Indtryk paa mig. Hun fortalte
umiddelbart og troværdigt, helt indtrængende;
der var ingen Huller i hendes Fremstilling og
ingen Fejl i hendes Sprog; i ethvert Fald faldt<noinclude><references/></noinclude>
4x3cr56n75cvyya1mp46y8v0oq5y45f
Side:Siesta (1897).djvu/125
104
143804
333280
333088
2026-09-15T22:53:51Z
Øystein Tvede
3938
333280
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>bleven gal? Eller var man bange for, at hun
skulde tale lidt for højlydt om Barnet?
Tiden gik; hun brugtes paa Gaustad til
at spille paa Pianoforte for de gale. Imidlertid
havde man derude ikke fundet anden Fejl ved
hende, end muligens en høj Grad af Magtløshed, en Slappelse af Viljen. He-ha, man
bad hende forsøge at bruge sin Vilje, gøre sig
haard. Ikke sandt, det var komisk, at man
selv stived hende op til at afsløre Forbrydelsen
mod hendes Barn! — Saa slap hun ud igen.
Nu sørged hun og led; hun kunde ikke faa
et eneste Menneske til at hjælpe sig med denne
Affære — »hvis nu ikke De vil?« sagde hun
til mig.
Damens Beretning forekom mig jo stærkt
romanagtig; imidlertid følte jeg mig vis paa,
at hun selv troed paa den. Det hele var for
godt og for varmt fortalt til at være løjet, og
jeg tænkte mig, at der ialfald kunde være lidt
Sandhed i Historien, f. Eks. at hun virkelig
havde have det Barn. Under Sygdommen
havde hun maaske været for svag til at finde
sig tilrette med, at Barnet døde, og i et feberbetændt Øjeblik havde den Tanke opstaaet hos
hende, at det var ombragt. Jeg sagde derfor:<noinclude><references/></noinclude>
4yb20z6prrhwbmtsljmlzajshfivwp0
Side:Siesta (1897).djvu/128
104
143807
333281
333053
2026-09-15T22:55:51Z
Øystein Tvede
3938
333281
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>men ellers ret interessant. Hun lo endog et
Par Gang og nynned iblandt paa en Vise.
Klokken ti rejste hun sig og bad mig
følge hende. Jeg bød hende mer for Spøg
end for Alvor min Arm. Hun saa paa mig.
»Det tør jeg ikke!« sagde hun alvorlige.
Vi gik henimod Tivoli og lytted til Støjen
udenfor. Da gled Manden paa Korketrækkeren
igen tilvejrs. Min Dame blev først meget
angst for ham, og hun greb mig heftige i
Årmen, som om det var hende, som stod i
Fare for at falde ned; derpaa slog hun over i
Lystighed. Hvad om han nu gled udenfor!
Hvad om den arme Rytter faldt ned og blev
staaende tilknæs i en Ølsejdel nede paa et af
Bordene! Og hun lo, saa Taarerne trilled, ad
denne Tanke.
Stadigt under den bedste Stemning gik
vi hjemad; hun nynned atter en Melodi. I
en mørk Gade, ved et Hus, hvor der laa en
liden sort Jerntrappe udenfor, standsed hun
med en Gang op og stirred ret frem i Rædsel
Jeg blev forundret stasende. Hun pegte paa
det nederste Trin af Trappen og sagde hæst:
»Akkurat saa stor var den lille Ligkiste.«<noinclude><references/></noinclude>
aljgpqx8e8js35wfqscflmiwl8znf2p
Side:Siesta (1897).djvu/129
104
143808
333282
333055
2026-09-15T22:56:39Z
Øystein Tvede
3938
333282
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
Nu blev jeg sandt at sige ærgerlig. Jeg
trak paa Skuldrene og sagde:
»Se saa, begynder vi nu igen!«
Hun saa paa mig. Og langsomt, ganske
langsomt fyldtes hendes Øjne med Vand; i
Lyset fra Husets nederste Vinduer saa jeg, at
hendes Læber sitred. Hun folded fortabt Hænderne. Et Øjeblik efter traadte hun er Skridt
frem og sagde:
»Kære, snille Dem, bær over med mig!«
»Naturligvis!« svared jeg igen. Og vi
gik videre. Udenfor hendes Dør tog hun
pludselig min Haand, da hun sagde Godnat.
{{***|2|12em|margin-top=1em}}
{{*|margin-bottom=1em}}
Der gik nu flere Uger, i hvilke jeg ikke
saa noget til den underlige Dame. Jeg var
harm paa mig selv for min Godtroenhed og
blev mer og mer vis paa, at hun havde drevet
Løjer med mig. Godt! tænkte jeg, jeg gir
hende ialfald Fan herefter!
Saa sidder jeg en Aften i Theatret og
ser paa »De unges Forbund«. I anden Akt
føler jeg mig pludselig betagen af Uro, et eller
andet udenfor mig paavirked mine Nerver,<noinclude><references/></noinclude>
tv3hzium4af9tjnskc963uiy0nbgal2
Side:Siesta (1897).djvu/130
104
143809
333283
333056
2026-09-15T22:57:13Z
Øystein Tvede
3938
333283
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>jeg følte det samme Ubehag som hin Gang
udenfor Tivoli under Pariserkorets Koncert.
Jeg vendte mig hurtigt om, — ganske rigtigt,
der sidder min Dame igen og stirrer paa mig
med sit betændte Blik!
Jeg dukked mig ned, vred mig i Sædet,
iagttog Daniel Heire af alle mine Kræfter;
men hele Afenen havde jeg den ubehagelige
Fornemmelse at blive gennemboret bagfra af
disse metalliske Øjne, som aldrig blinked. Jeg
rejste mig ogsaa og gik, før Stykket var tilende.
{{***|2|12em|margin-top=1em}}
{{*|margin-bottom=1em}}
Jeg var i et Par Maaneder borte fra Byen.
Da jeg kom tilbage, havde jeg ganske glemt
Damen fra Tivoli, jeg havde ikke tænkt par
hende en eneste Gang. Hun svandt for min
Bevidsthed lige saa pludseligt som hun kom.
En af de sidste Taageaftener drev jeg frem
og tilbage i Torvgaden, mellem Dampkøkkenet
og Elefantapotheket. Jeg gik og iagttog, hvorledes Folk stødte sammen i Taagen. Jeg havde
vel gaaet et Kvarters Tid hid og did paa dette
Sted, da jeg tænkte ved mig selv: Nu gør<noinclude><references/></noinclude>
k6bo7wc7hxuwssopnz8x0tx0hzmxnh9
Side:Siesta (1897).djvu/136
104
143815
333284
333063
2026-09-15T22:58:42Z
Øystein Tvede
3938
333284
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
Jeg lagde ikke Mærke til det med en
Gang, først da jeg var kommet et Par Skridt
forbi, slog hans Ord an hos mig. Jeg saa tilbage paa ham og tænkte: du kunde gærne
give ham en Tiøre, du er lige fattig for det.
Og jeg tog udtrykkelig til Lommen efter Skillingen. Jeg bemærker, at min første Indskydelse var virkelig at give Gutten ti Øre.
Men mens jeg har Haanden i Lommen, stikker
det mig med Snusfornuftighed, og jeg siger
til mig selv, at det aldrig nytter at give et
Menneske Øre til Hjælp; ikke engang ti
Kroner vilde hjælpe klækkeligt, det gjorde bare
galt værre, det demoralisered, og saa videre.
Jeg gik min Vej og lod Gutten staa.
Jeg gik saa langt som til Universitetet og
vendte om den samme Vej. Ved Cammermeyers Vinduer standser jeg op og ser par
Bøger, og mens jeg staar der og vender Ryggen
mod Gaden, hører jeg Avisguttens Stemme igen.
Han var lige bag mig. Han trætter med et Par
berusede Sjømænd med Kasketter paa Hovedet
om et Numer af »Vikingen«, som de var
komne i Skade for at rive i Stikker for ham
Matroserne vilde ikke betale det sønderrevne
Numer, og Gutten stak i at græde.<noinclude><references/></noinclude>
k9pxhqpyfd8e015n7e3c1enct0gfh1k
Side:Siesta (1897).djvu/137
104
143816
333285
333090
2026-09-15T22:59:25Z
Øystein Tvede
3938
333285
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
Saa gaar jeg hen til dem og faar høre,
hvordan det hænger sammen; jeg siger derpaa
skarpt til Matroserne, at det var deres Pligt at
betale, naturligvis. Men det hjalp ikke, de lo
ad mig og sagde:
»Hør paa den!«
Dette forarged mig højlig, og jeg bed Tænderne sammen.
Nu har jeg engang faser en stor rund
Slipsnaal, som ser ud til noget af hvert; den
er saa stor, at den endog kan tages for en
Smule Politiskilt eller et hemmeligt Tegn af
en eller anden Sort, og denne Naal bærer jeg
stadig paa venstre Bryst under Frakken. Da
nu disse to drukne Matroser driver Løjer med
det iturevne Numer af »Vikingen« og nægter
av betale det, falder det mig med et ind at
være dristig; jeg vender mig mod Skøjerne,
aabner Frakken og peger stumt paa min mærkelige Slipsnaal. Vi ser paa hinanden et Øjeblik; jeg siger da koldt og afgørende:
»Vil Dere betale, eller vil Dere følge med
mig?«
Det hjalp. »Vikingen« blev betalt, og vi
fire Mennesker, som havde trættet om Blader,
gik hver vor Vej. Gutten tørred sine Øjne<noinclude><references/></noinclude>
2m7z9x8ndpltc0tllc5rwoxukak1e6x
Side:Siesta (1897).djvu/140
104
143819
333286
333068
2026-09-15T23:00:47Z
Øystein Tvede
3938
333286
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>med Hovedet fuldt af mine Beregninger til
ingen Nytte. Gud ved, om han ikke var vendt
om og kanske gik foran mig hele Gaden fremover, istedetfor at komme mig imøde.
Og vil man tænke sig, jeg gamle Mand
strakte ud, slog formelig over i Ilfærdighed,
ene og alene for at give en stakkels Avisgut
Anledning til at byde mig »Vikingen« en Gang
til, hvis ban understod sig.
Men ved Blomqvist træffer jeg ham ganske
roligt starende paa Risten udenfor Vinduet og
fryse, med optrukne Skuldre og Hænderne i
Bukselommerne. Nu og da raaber ban hen
tl de Forbigaaende om »Vikingen«.
Han tager ikke Hænderne op og rækker
heller ikke Aviserne frem.
Saa kommer jeg. Jeg gaar ham saa nær
som muligt, der er ikke en Alen mellem ham
og mig, og han ser mig aldeles tydeligt i Lyser
fra Dioramaets Lygte. Og øjeblikkelig retter
han sig op; han stirrer mig ind i Ansigtet,
rækker sin Avispakke ivejret og siger, som om
intet havde passeret os imellem før:
»Køb »Vikingen« da, Di.«
Jeg standsed. Saa spændt havde jeg gaaet<noinclude><references/></noinclude>
kb24p8n5tedwal0ivg9cj5kkuri6fij
Side:Siesta (1897).djvu/143
104
143822
333287
333071
2026-09-15T23:02:01Z
Øystein Tvede
3938
333287
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>lille forslagne Knægt, at jeg skulde hente Fliser
vil ham til det Brug?
»Jeg skal bringe dig en Flis,« siger jeg.
»Men det er ikke forat hjælpe dig med det,
saa meget du ved det. Jeg skal bringe dig en
altfor kort Flis, som du ikke kan gøre noget
med alligevel. Vil du bare vente lidt, saa skal
jeg straks.«
»Nej, det er ikke værdt,« svarer han
med ét.
Han tager ned i sin Lomme og faar fat
paa en rustet Foldekniv, som han begynder at
pirke med. Han holder den mellem to Fingre
og strækker den ned til Halvkronen. Langsomt
og forsigtigt fører han Mynten længer og
længer ind mod Væggen, henimod Aabningen.
Han var istand til at faa Tag i den paa
den Maade, den lille Laban vilde nok ikke
give tabt forinden. Jeg saa med Uvilje paa, at
det virkelig lykkedes ham at faa den inden
Rækkevidde, og jeg hørte ham sige:
»Der er ikke langt igen nu.«
Jeg saa mig omkring. En hel Del Mennesker stod og iagttog Gutten og mig. Og
jeg vendte mig brat om paa Hælen og gik
min Vej<noinclude><references/></noinclude>
tmp703aexvcpv1f4050eji9ymv0h3gi
Side:Siesta (1897).djvu/149
104
143828
333288
333094
2026-09-15T23:03:38Z
Øystein Tvede
3938
333288
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>akkurat som om den ene havde sagt til den
anden, at det bare var Rejersen med sin Jagt.
Da Dagens Gærning var endt, Jagten fortøjet og Folkene gaaet tilkøjs, sad Skipperen
paa Dækket og saa udefter Vaagen. Natten
var lys og mild, Solen forgyldte Vandet. Han
kendte hvert Skær og havde Minder fra dem
alle, ialt havde han tilbragt sin gladeste Ungdom her, i de tre Sommermaaneder hvert
Aar, naar han laa og tørred Fisk. Han var
første Mand paa Stedet, gjorde Vej for sig,
hvor han kom hen, og slap frem allevegne,
naar han bare vilde det. Han gik til Kirke
om Søndagen for at være med, hvor Folk var,
og altid saa man mange Piger i hans Følge
paa Hjemvejen. Naar Fiskerungdommen havde
Dans om Sommernætterne, saa man straks
Rejersen, som kom opad Vaagen i sin Hæksbaad, staaende opret agterud, pudset og blank
paa Skoene, mens Kokken eller en anden af
Mandskabet roed ham iland. Han dansed som
en Helt, og Lugarlugten af hans fine blaa
Klæder satte Pigerne i Hede. Jo, Rejersen
havde mange Gaver, dertil var han Ven med
alle; Vaagens Gutter gav sig ogsaa stiltiende<noinclude><references/></noinclude>
lzenwxfuymu8awwolmvm89hh3m7zfuc
Side:Siesta (1897).djvu/152
104
143831
333289
333097
2026-09-15T23:04:50Z
Øystein Tvede
3938
333289
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
Det vared et Aar. Det plejed ellers ikke
at vare et helt Aar med Rejersen, og derfor
sagde Folk, at nu var han fangen. Rejersen
fangen! Ho-ho, man kendte ikke Rejersen.
Men ialfald saa fik han ganske ødelagt Ellen
Helenes Forlovelse med Vaagens Smed, og
det gik saa vidt, at han i alles Paahør kunde
kalde hende for sin søda Ven.
Men Aaret efter kom Rejsersen til Tørrepladsen med Kahytten fuld af Krambodvarer,
af Mel og Kaffe, Uldskærf og Lærred, lige til
Fingerringe og kostelige Pulsvanter af Kanavagarn, saa havde han det. Han skulde aldrig
glemme det Syn, der var ligefrem Butik i
»Sydstjærnen«, og Rejersen blev end mægtigere
derved. Han betalte baade Bærgleje og Tørreløn med disse Varer, og mangt et Kravetørklæde og mangen skinnende Brystnaal med
Sten i gav han bort til Pigerne. Ellen Helene
fandt sig i det, det nytted ikke at strides med
Rejersen.
Og alligevel kunde hun ikke undgaa sin
Skæbne Ellen Helene heller, hvor føjelig hun
end var; hun blev sat ud af Spillet af Jacobine,
denne fyrige og glade Fole, som gik der og
vendte Rejersens Fisk med en Tilfredshed uden<noinclude><references/></noinclude>
q0l288fw8km6kju1owg9dm43kys3j3t
Side:Siesta (1897).djvu/153
104
143832
333290
333098
2026-09-15T23:05:23Z
Øystein Tvede
3938
333290
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Lige. Hvorfor skulde det være bare idelig
Ellen Helene og dermed Basta for en Mand
som Rejersen af »Sydstjærnen«? Da Fisken
skulde plattes om Høsten, var Jacobine alene
i Vængen og fik Skænk af Skipperen, og da
hun forlod Jagten, befaled han to Mand at
sætte hende i Land. Det, at være i Vængen,
var nu forresten det samme som at være i
Kahytten, og at laste Fisk hedte paa Stedets
Sprog at platte, og ikke at laste.
Opslaget med Ellen Helene var dermed
fuldbyrdet. Jens Olsen, hendes Far, gik den
mægtige Skipper paa Klingen for denne Streg,
viste ham Næven og gjorde ham grove Spørgsmaal. Rejersen var ikke nogen Nichtsforingenting dengang, han viste ogsaa sin Næve frem
og sagde: »Hvis du trøster dig til at komme
i Beliggenhed af min Person, min gode Jens
Olsen, saa skal du faa lære at kende Rejersen
af »Sydstjærnen«.«
Men heller ikke Jacobine kunde fængsle
Skipper Rejersens flygtige Hjærte med nogen
Varighed. Det var en Nat ligesom nu, stille
og blank, han driver om paa Dækket i sit
Skib og hører fjærne Aareslag. En Pige, som
havde været ude paa Ægsankning, kom roende.<noinclude><references/></noinclude>
agf3ypivv3cbzlx17fqa0u9x1vbx9vo
Side:Siesta (1897).djvu/157
104
143836
333291
333102
2026-09-15T23:06:54Z
Øystein Tvede
3938
333291
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
{{c|III.}}
Baade kommer ombord å den tidlige
Morgen, Rejersen driver op og ned ad Dækket,
Herre i sit Hus, i sine bedste Klæder, med en
kunstfærdig Klokkesnor af Haar ned ad Brystet.
Skulde han have Vaskere? Jo, Vaskere skulde
han have. Der blev talt om Prisen, blev stiller
Forlangender. Fiskerne havde lagt sig til den
stygge Uvane at prutte med en Mand som
Rejersen, de forlangte seks Skilling mere, end
han bød. Hvad var nu det for en nymodens
Opfindelse? Ak, man estimered ikke Rejersen
af »Sydstjærnen« mere, Tiden havde forandret
sig Aar efter Aar, og de guldknappede Chefer
i Postskibene havde stukket ham ud.
Han skænked Folkene en Dram af Kornbrændevin og gav dem Kringler. De takked<noinclude><references/></noinclude>
sskpu73nushyjkzgi70sq8ux1jwmplm
Side:Siesta (1897).djvu/158
104
143837
333292
333104
2026-09-15T23:07:31Z
Øystein Tvede
3938
333292
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og drak. Han kneb Pigerne i Siden, de rysted
ham af sig og lo ham ud, de kiged næsevist
ned gennem Skylightet og opførte sig frit
Hvordan var det nu, havde han betænkt sig,
vilde han give de seks Skilling mere?
Da stikker den dybe Fornærmelse Skipperen,
og han gør kort Proces. Han begiver sig
agterud, der ved Roret vil han staa, der er
hans Plads, det er ham, som har Kommandoen. Det skal være som i gamle Dage,
akkurat som i gamle Dage. Godtfolk, vil I
have Vask? Fiskerne svared forundret Ja. Godt!
sagde Rejersen, saa og saa meget for Sneset,
hid med Baaden, tæl af! Punktum.
Men det blev ikke søm i gamle Dage,
Fiskerne gjorde ogsaa kort Proces og steg i
Baadene. Da de stødte fraborde og begyndte
at ro hjemover, var det Skipperen, som maatte
give efter og indgaa paa deres Pris:
»Jeg giver Jær de seks Skilling, og forresten saa giver jeg Jær Fan.«
Baadene lagde atter til, de store Luger
aabnedes i »Sydstjærnen«, og Fisken, dryppende
af Lage, slængtes op. Det tog Døgn efter
Døgn, kun afbrudt af Maaltider og Søvn.
Fiskebærgene myldred af Folk, nogle vasked,<noinclude><references/></noinclude>
gji9pcl8qvxtc7x9jt5yq7m0dmgsmxc
Side:Siesta (1897).djvu/161
104
143840
333293
333107
2026-09-15T23:09:21Z
Øystein Tvede
3938
333293
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Pauline gaar i Baden. Og Pigerne paa Land
staar tilbage og fniser.
Egentlig talt, saa havde det ikke været
Rejersens Hensigt at stuve Kahytten fuld af
kedelig Gudsfrygt, han havde tænkt sig en
lystig Dag med glade Piger og Drammer og
Kringler, som i hans Velmagis Tider. Hvad
var nu at gøre?
Han finder op fra Kister og Kot sine
hullede Klæder og læger Flaget frem, og
Pauline gaar i Gang med Arbejdet. Hun taler
saa lidet, Rejersen skænker hende et Glas, og
hun drikker det, men forblir taus og flitig.
»Du Pauline,« siger han forat tækkes
hende, »du har det godt, som har fundet
Gud.«
»Dokker kan saa sige,« svared hun. »Det
er paa Tide, at ogsaa Dokker finder ham.«
Rejersen svarer:
»Det kunde hænde, at jeg ikke er fuldt
saa langt fra ham, som jeg har været.«
»Siger Dokker det?« spørger hun.
»Jeg synes, det er lidt bedre i det sidste, ja.«
»Gudsketak for det,« siger hun.
Men nu var Tungen løst, og den gamle<noinclude><references/></noinclude>
l9156a56sbpjbpp301tho1lqv46twgo
Side:Siesta (1897).djvu/162
104
143841
333294
333108
2026-09-15T23:10:09Z
Øystein Tvede
3938
333294
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Pige fortsætter at tale om Gud. Rejersen
angred paa, at han havde begynde paa det
Kapitel, det keded ham, og den gran Synder
røg op for rimelige Grunde for, at han virkelig
var begyndt at nærme sig Gud. Han syntes
bare, at han havde følt sligt noget, sagde han
»Giv det Rum i Hjærtet,« bad hun, »giv
det Rum i Hjærtet.«
Rejersen skænker en ny Dram og byder
mere Kringler frem.
»De stod og lo Pigerne paa Land,« sagde
han. »Nu kan du fortælle dem, at du ikke
led nogen Nød hos Rejersen.«
De drak begge to. Men da han vilde
føre Passiaren over i en mere verdslig Retning,
syed hun blot saa meget flitigere og indlod
sig ikke med ham. Han turde ikke minde
hende om de gamle glade Tider for tyve
Aar siden, han havde det paa Læben og opgav det.
Det blev mere og mere kedeligt, Timerne
gik, og Flaget blev færdigt; men en munter
Latter havde Rejersen ikke faaet.
»Nu kan det være nok for denne Gang,«
sagde han, da han ikke længer kunde holde<noinclude><references/></noinclude>
7vwljspmosb7ygw0grzod34rw043f7k
Side:Siesta (1897).djvu/166
104
143845
333295
333112
2026-09-15T23:11:53Z
Øystein Tvede
3938
333295
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
Det var ligeledes gammel Sæd, at Platterne
skulde ha gratis Traktement de Dage, da Fiskeindtagningen stod paa. Gratis Traktement?
Ha-ha, jo, Rejersen skulde ha det i Erindring.
Nej, det var netop det, han havde besluttet i
sit Hoved, at der ikke skulde blive noget af det
gratis Traktement iaar. Nu var det ham, som
raaded.
»Pauline!« raabte han. »Jeg ønsker at
snakke med dig i Vængen.«
Pauline steg op af Rummet og fulgte
Skipperen ned i Kahytten.
»Du var den eneste, som ikke nægted at
gaa ombord,« sagde Skipperen; »jeg vil bestaa
noget paa dig.«
»Dokker skulde ikke koste,« svared hun.
Men Rejersen vilde koste. Der fandtes
ikke den Ting i hans Eje, som han ikke vilde
koste med. »Kok, fyr paa og kog Kaffe!«
Selv satte Skipperen Brændevin og Kringler
frem, og Pauline var som i Gilde.
»Naar du kommer tilbage til Rummet,
skal du sige til Pigerne, at Skipper Rejersen
ikke fór ilde med dig,« sagde han.
De drak og havde det godt, Rejersen<noinclude><references/></noinclude>
673a99acvn2wzte3sl96otvvndz2yrm
Side:Siesta (1897).djvu/167
104
143846
333296
333113
2026-09-15T23:12:41Z
Øystein Tvede
3938
333296
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>klapped den gamle Pige paa Skulderen. Hun
rejste sig og vilde gaa tilbage til sit Arbejde.
»Sid,« sagde han, »lad os have en en liden
Stund. Det er sidste Gang, jeg kommer hid
og tørrer Fisk.«
»Dokker siger ikke det?« spurgte hun
Rejersen nikker:
»Sidste Gang.«
Der rørte sig noget i det gamle Pigehjærte,
hun slog Øjnene ned og spurgte:
»Hvad Tid sejler Dokker?«
»Naar Fisken er ombord,« svared han.
»Imorgen Nat, i Overmorgen Nat.«
Hun satte sig igen.
»Maatte Gud følge Dokker!« sagde hun
for sig selv.
»Nu drikker vi paa det,« svared han. Der
maatte fremfor alt ikke blive Gudsord af det
igen. Han spurgte rent ud: »Naa, Pauline,
hvad Tid skal du gifte dig?«
Hun saa paa ham med en stødt Mine og
sagde:
»Aper Dokker med mig?«
»Aper jeg med dig?« spurgte han. »Hvorfor det?«<noinclude><references/></noinclude>
gpba4yrfzty61mo7pma7kre0s0mrtxp
Side:Siesta (1897).djvu/169
104
143848
333297
333115
2026-09-15T23:13:40Z
Øystein Tvede
3938
333297
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
»Husker du den Gang i Nøstet? Den
Natten for tyve Aar siden?«
»Ja,« svarer hun ganske svagt. Hun gør
ingen Modstand, han holder hende fremdeles
om Halsen. »Jeg har husket Dokker hele
Tiden, Gud forlade mig min Synd,« siger hun,
Nu vilde han Dags Dato bringe paa det
Rene, om han var en afdanket Nichtsforingenting.
»Hvad er det, Dokker vil?« spørger hun
forundret. »Er Dokker galen? En gift Mand!«
Men da ikke hendes Bebrejdelse hjælper,
smælder hendes svære Næve mod hans Hoved,
og han falder fortumlet tilbage mod det gule
Panel. »Havde jeg vidst, der var paa den
Maaden, havde jeg ikke sat min Fod her,«
siger hun forarget. »Har Dokker ser paa
Magen, en gift Mand!«
Hun gaar ud af Døren, opad Trappen og
stiger ned til sit Arbejde i Rummet. Hendes
Drøm om Rejersen var gaaet istykker, hun
skulde saavist ikke tænke paa ham mere og
ikke huske hans sorthaarede Hoved i Ungdommens Dage, nar han var en saadan en.
Han respektered hverken sig selv eller Guds
Bud. I Nøstet for tyve Aar siden! Ja, var<noinclude><references/></noinclude>
g5sq1seb2o8hpx42a7szd7i1q73zdbk
Side:Siesta (1897).djvu/181
104
143860
333298
333206
2026-09-15T23:16:49Z
Øystein Tvede
3938
333298
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
Maaned efter Maaned laa vi paa Bankerne
og fisked Kabliau. Sommeren og Vinteren kom
og gik, og vi laa altid paa samme Plet, midt paa
Havet, paa Grændsen mellem to Verdener, Europa og Amerika. Fire fem Gange i det Aar
gik vi op til Miquelon forat sælge vor Fangst
og proviantere; saa sejled vi ud paa Havet
igen, lagde os altid paa samme Grund, fisked
Kabliau — og styred atter op til Miquelon
forat losse paany. Jeg var aldrig iland i Byen;
hvad skulde jeg gaa iland for? Der var meget
faa Mennesker at se paa Stedet, deune lille
Udverden, som blot nogle Fiskere og Skibshøkere bebor.
Vort Skib var en Russer og bar Navnet
»Kongo«, en virkelig Russer, en gammel Bark,<noinclude><references/></noinclude>
0jpv36bl4ullx08c9nfmr1sj6yl336w
Side:Siesta (1897).djvu/182
104
143861
333299
333128
2026-09-15T23:17:36Z
Øystein Tvede
3938
333299
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>der endnu havde halvt udviskede Kanonporte
paa Siderne fra sine yngre Dage. Vi var otte
Mand i Skibet: to Hollændere og en Franskmand, to Russere og jeg; Resten var Negere.
»Kongo« havde fire Dory'er. Vi rejste ud
om Morgenen paa disse Dory'er og trak vore
Liner, om Sommeren Klokken tre, om Vinteren
ved Daggry, og om Aftenen satte vi dem igen,
altid paa samme Sted, syv otte hundrede Favne
VSV for »Kongo«.
Den ene Dag gik, og den anden kom, —
altid laa vi der. Der var ingen Afveksling i
vor Tilværelse; vi vidste ikke altid Forskel
paa Søndag og Mandag engang. Det eneste,
som adskilte vor Lod fra de øvrige New
Foundlandsfiskeres, var det usædvanlige, at vor
Skipper havde sin Kone med ombord. Denne
Kone var en ung, meget modbydelig Skabning,
et Menneske med Klaser af Vorter paa begge
Hænder og en liden, skindmager Krop. Vi saa
hende næsten hver Morgen, naar vi lagde fraborde; hun var netop staaet op, var søvnig og
forfærdelig ordentlig paaklædt: da var det
som ingenting for hende at sætte Skibsben
lige for vore Øjne og holde Skørterne ud og
{{. . .|4}} nej, der kan virkelig ikke fortælles.<noinclude><references/></noinclude>
mr8a4ollb2zxub9seeuvh3geegxgywm
Side:Siesta (1897).djvu/191
104
143870
333300
333140
2026-09-15T23:20:24Z
Øystein Tvede
3938
333300
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
»Det var engang en Aften i Amsterdam,«
siger han, »det var en Aften i Amsterdam.
Jeg havde just taget Hyre, og det var min
sidste Aften iland. Jeg husker ikke, hvormange
Klokken var, men det var meget sent paa
Klokken,« siger van Tatzel. »Da jeg var
kommet ud af en Bier Halle og skulde begive
mig ombord, brætted jeg først Buksen op; jeg
husker, at jeg gjorde to Bræt paa hvert Bukseben; men forøvrigt var jeg mer end fuld, og
jeg faldt paa Knæ, mens jeg gjorde det. Nu
slaged jeg afsted, og jeg var just kommet ned
iLeopoldgaden. Da indtraf noget {{. . .|4}} noget,
som indtraf mig. For jeg var ikke fuldere end
jeg saa hende; hun var lige efter mig, midt i
Gaden, — Dere maa tro mig eller ikke, men
det var en Dame.«
Den gamle Nar rejser sig op i Køjen og
ser paa os. »En fin Dame!« siger han. Og
her standser han. Hans Engelsk strækker ikke
længer, han kommer ikke af Pletten.
»Gik der virkelig en Dame efter dig paa
Amsterdams Gader?« spørger »Doktoren« drillende fra sin Køje.
»Ja, en Dame!,« siger han henrykt og
storleende. Dette griber ham saa, at han endog<noinclude><references/></noinclude>
a7o5aorp81cm2tsrd81srt9ib87cq8i
Side:Siesta (1897).djvu/197
104
143876
333259
333148
2026-09-15T14:51:09Z
Øystein Tvede
3938
333259
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
Vort Bekendtskab begyndte med, at hun
kom flyvende indad mit aabne Vindu en Dag,
mens jeg sad og skrev, og begyndte en Dans
omkring mit Hoved. Hun følte sig aabenbart
tiltrukken af Spiritusen i mit Haar. Jeg slog
efter hende Gang paa Gang, men hun brød
sig ikke om det. Da var det, at jeg tog Papirsaksen.
Jeg har denne Papirsaks, den er saa stor
og dejlig, jeg bruger den til Pibekradser og til
Ildtang, jeg slaar ogsaa ind Spiger i Væggene
med den; i min øvede Haand er den altid et
frygteligt Vaaben. Jeg svinged den nogle
Gange i Luften, og Fluen fløj bort.
Men lide efter kom hun tilbage og begyndte den samme Dans. Jeg rejste mig og<noinclude><references/></noinclude>
lx06myutlnnklg96vibkherg2n9ov7g
Side:Siesta (1897).djvu/198
104
143877
333260
333149
2026-09-15T14:53:04Z
Øystein Tvede
3938
333260
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>flytted mit Bord udad mod Døren. Fluen
kom efter. Jeg skal gøre dig et Puds til,
tænkte jeg. Og jeg gik i al Stilhed hen og
vasked Spiritusen ud af mit Haar. Det hjalp.
Fluen satte sig temmelig slukøret paa min
Lampekuppel og rørte sig ikke.
Dette gik godt en lang Stund, jeg arbejded
videre og fik meget gjort. Men i Længden
blev det lidt ensformigt altid at møde denne
Flue, hver Gang jeg slog Øjnene op. Jeg betragted hende, det var en ganske almindelig
Flue af middels Størrelse, godt bygget, med
graa Vinger. Rør dig lidt, sagde jeg. Hun
rørte sig ikke. Væk, sagde jeg og vifted efter
hende. Da fløj hun op, gjorde en Sving omkring i Værelset og kom atter tilbage til Lampekuplen.
Fra nu af skriver vort egentlige Bekendtskab sig. Jeg fik Respekt for hendes Standhaftighed; hvad hun vilde, det vilde hun; hun
rørte mig ogsaa ved sit Udtryk, hun lagde
Hovedet paa skakke og saa bedrøvet paa mig.
Vore Følelser blev gensidige, hun forstod, at
jeg havde faaet tilovers for hende, og indretted sig derefter, hun blev mere og mere fri
i sin Optræden. Allerede om Eftermiddagen,<noinclude><references/></noinclude>
skm1rv8dd9fbjqxhaop04e3d4hsadmy
Side:Siesta (1897).djvu/200
104
143879
333261
333151
2026-09-15T14:56:21Z
Øystein Tvede
3938
333261
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Arbeidet igen; men jeg var fuld af mørke
Anelser.
Da kom Fluen tilbage. Hun havde faaet
noget Stygt paa sit ene Bagben. Du har
været ude i Sølen, dit Dyr, sagde jeg; fy!
Men jeg var alligevel glad over, at hun var
kommet tilbage, og jeg lukked Vinduet godt
igen. Hvordan kan du tage dig slige Ture!
sagde jeg. Da saa hun ud, som om hun
gotted sig og sagde Bæ til mig, fordi hun
havde taget denne Tur. Jeg havde aldrig set
en Flue gotte sig saaledes før, hun smitted
mig, jeg sagde Bæ jeg ogsaa og lo hjærteligt.
Ha-ha, har du set er sligt Trold til en Flue!
sagde jeg. Kom hid, saa skal jeg dikke dig
lidt under Hagen, din Skælm du er.
Om Aftenen prøved hun sit gamle Snit
og vilde spærre Dørgabet for mig. Jeg manded
mig op og bragte min Myndighed. Det var
godt og vel at hun var glad i mig; men
holde mig hjemme hver Aften, det formaaed
hun ikke. Og jeg trængte mig forbi hende
med Magt. Jeg hørte, at hun var rasende
indenfor, og jeg raabte ind til hende: Ja, der
kan du selv se, hvor godt det er at være
alene. Farvel. Nu kan du sidde der.<noinclude><references/></noinclude>
ji6ev0233wsul5hfq6a2uro9ahtc0m3
Side:Siesta (1897).djvu/201
104
143880
333262
333153
2026-09-15T14:58:10Z
Øystein Tvede
3938
333262
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
I de følgende Dage satte denne lille Skidtflue min Taalmodighed paa mangen Prøve.
Kom der Folk til mig, blev hun skinsyg og
drev dem paa Dør ved sin Ubehagelighed.
Naar jeg bagefter bebrejded hende hendes Opførsel og vilde tage hende lidt i Toppen,
gjorde hun en halsebrækkende Sving fra Gulvet
og lige under Taget, hvor hun satte sig fast
og gjorde mig svimmel. Du falder ned! skreg
jeg til hende. Men mine Advarsler frugted
aldrig til noget. Saa værsgod, bare bliv siddende
deroppe, sagde jeg og vendte hende Ryggen.
{{sp|D|a}} kom hun ned igen. Jo da, det slog aldrig
fejl, tog jeg ikke mere nogen Notis af hende,
svinged hun lige forbi min Næse og faldt med
et Smæld ned paa mit Manuskript. Her begyndte hun at spadsere omkring, som om jeg
ikke ejed en Papirsaks i Huset. Tag hende
fremdeles med det gode, tænkte jeg. Og jeg
sagde i Mindelighed: Gaa ikke der og gris
dig til med Blæk; jeg vil bare dit eget Bedste.
Hun var døv for mine Ord. Har jeg ikke
sagt, at du ikke skal gaa paa det Papir! gentog
jeg; det er grovt Papir, Koncept, du kan faa
Fliser i Benene. Ak nej, hun lod ikke til at
være bange for det. Har du hørt en slig Paa-<noinclude><references/></noinclude>
84c1r8kc1l49drefr3pt3lpxdf16lit
Side:Siesta (1897).djvu/202
104
143881
333263
333154
2026-09-15T14:59:53Z
Øystein Tvede
3938
333263
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>staaelighed! skreg jeg opbragt; er ikke Papiret
fliset? Nej da, det forekom hende ikke det
Spor fliset. Saa gar til Helvede paa det,
svared jeg; jeg tager et andet Ark. Men naar
jeg tog et andet Ark, da gik hun væk.
Der forløb Dage og Uger. Vi vænned os
til hinanden, arbejded sammen paa forskellige
Ark, delte Glæder og Sorger. Hendes Luner
var utallige, men jeg taalte dem. Hun havde
udtrykkelig tilkendegivet mig sin Uvilje mod
Træk, og jeg holdt Vinduer og Døre lukkede
Ikkedestomindre kunde ofte den Ide stinge
hende at kaste sig ned fra Taget og lige lukt
mod Vindusruden forat sprænge den. Har du
Ærinde ud, saa kom denne Vei, sagde jeg.
Og jeg aabned Døren for hende. Nej da, hun
lod ikke til at ville ud. Vil du ud, eller vil
du ikke ud? spurgte jeg; en, to, tre. Intet
Svar. Saa slog jeg rasende Døren i.
Jeg skulde snart angre min Ilterhed.
En Dag blev Fluen borte. Hun havde
passet paa om Morgenen, da Pigen kom ind
i Stuen, og smuttet ud af Døren. Jeg forstod,
at dette var hendes Hævn, og jeg grubled
længe paa, hvad jeg skulde gøre. Da gik jeg
ud i Gaarden og raabte, at værsgod, hun<noinclude><references/></noinclude>
m5u4f2roy0fren62lb6net4ance3392
Side:Siesta (1897).djvu/204
104
143883
333264
333156
2026-09-15T15:02:48Z
Øystein Tvede
3938
333264
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skinsyg. Jeg skinsyg! blæste jeg; skinsyg paa
ham dér! nej, ved du hvad! Men hun kasted
endda mere med Nakken og gentog sit. Da
var det, at jeg rejste mig og yttred følgende
Ord: Med dig vil jeg ikke kives, det strider
mod min Ridderlighedsfølelse; men send din
elendige Elsker imod mig, ham skal jeg møde.
Og jeg greb Papirsaksen.
Nu begyndte de at haane mig. De sad
der paa Bordhjørnet og lo, saa de rysted, og
syntes at sige: Ha-ha, har du ikke en større
Papirsaks, en lidt større Papirsaks! Jeg skal
vise Dere, at det ikke er Værget, det kommer
an paa, svared jeg; jeg skal gaa imod Fyren
med en stakkars Lineal i Haanden. Og jeg
svinged Linealen. De lo endda mere og viste
mig deres Ringeagt paa den tydeligste Maade.
Hvad er det, Dere begynder paa igen! sagde
jeg truende. Men de tog ingen Notis af mig,
Øjeblikket forekom dem ikke skæbnesvangert,
de nærmed sig hinanden med ubluferdige
Lader og var lige ved at omfavne hinanden
igen. Dere gør det ikke! skreg jeg til dem.
Men de gjorde det. De gjorde det lige foran
mit Ansigt. Da var min Langmodighed forbi,
jeg hæved Linealen og lod den falde som et<noinclude><references/></noinclude>
iceorvwqzwrq7xlohy4bbtyrt7snnr6
Side:Siesta (1897).djvu/242
104
143921
333301
333194
2026-09-15T23:31:40Z
Øystein Tvede
3938
333301
proofread-page
text/x-wiki
<noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>
Jeg vinked Opvarteren til mig og betalte.
Da det var gjort, sad jeg atter stille.
Der taltes stormende omkring mig.
Nu gik Døren atter op, og en Mand, jeg
kendte, kom ind. Det var Dr. Goldmann,
Korrespondenten for »Frankfurter Zeitung«.
Han sætter sig ved mit Bord og vil vide, hvad
der er paafærde. Da jeg med nogle korte Ord
havde forklaret ham Stillingen, siger han, at
Damen er den bekendte Mademoiselle G. Og
han gaar over til Mademoiselle G. og siger
med Hatten i Haanden nogle Ord.
Efter dette stilner Stormen af. Doctoren
og jeg faar os et Glas sammen, de omkringsiddende begynder endog at se velvilligt paa
mig. En Herre spørger Doctoren:
»Hvad Landsmand er Deres Ven?«
Og Doctoren svarer:
»Russer.«
»Russer ― Russer,« hviskes der nu allevegne i Salen. Jeg var reddet. Inden jeg forlod Restauranten, havde jeg faaet en Violbuket
af Mademoiselle G.
Et Par Uger senere blev jeg genkendt
som Russeren i en Skydepavillon. Og skønt<noinclude><references/></noinclude>
avmfjs56gk4pxdf1prwkxrkyixi7kq0