Wikikilden nowikisource https://no.wikisource.org/wiki/Wikikilden:Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.20 first-letter Medium Spesial Diskusjon Bruker Brukerdiskusjon Wikikilden Wikikilden-diskusjon Fil Fildiskusjon MediaWiki MediaWiki-diskusjon Mal Maldiskusjon Hjelp Hjelpdiskusjon Kategori Kategoridiskusjon Forfatter Forfatterdiskusjon Side Sidediskusjon Indeks Indeksdiskusjon Undertekster Undertekstdiskusjon Modul Moduldiskusjon Arrangement Arrangementsdiskusjon 8 5023 333400 187651 2026-09-18T21:18:36Z NguoiDungKhongDinhDanh 4991 Remove deprecated option. See [[:phab:T298199|T298199]] for more information. ([[:m:GS|global sysop]] action) 333400 wikitext text/x-wiki == editing-tools == * ocr|ocr.js * wikEd|wikEd.js * lightScan|lightScan.js 36pao4adfgzmzk6xk33gx7wv0537l7d 104 76134 333364 207562 2026-09-18T12:13:25Z Øystein Tvede 3938 333364 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="RalphE" /><center>29</center></noinclude> Ishavets natur med sin fåstrengede, men mektige stemning, hugtar nanB følsomme natursans, — særlig lysets spill i luft, is og sjø. Se «Blant Sel og Bjørn» s. 98: «er nordhimmelen et strålebad av farver, snart lys av gjenskinnet fra isen, snart mørkere over åpent vann, snart rød av solgløden, snart mere gul, hvor det røde blander sig med snelyset. Nogen lave purpurskyer med gullkant. r^siere op blekt grønt over i rummets bleke l)1a. Rundt om driver de hvite flakene på den blanke mørke vannflaten. Nær ved har de former og farver, snart over i grønt ned gjennem vannet, snart over i blått i kanter og kløfter; på nogen steder ultra marine i de dype hulene som sjøen nar ett inn under kossene.» «De er så uvirkelige, så sarte og rene disse farvene. Men innover er den endeløse nvite vidden av drivende is — og utenfor den endeløse mørke havflaten.» «En enkelt ismåke ror frem med lette vingeslag gjennem det store lyse rummet, en blåmåke svever langt borte, en hører den langtrukne vemodige fløitetonen. Et stort Bvart Belnocle dukker lydløst op på den blanke havflaten, glaner med runde øine på skuten, så rettes snuten til værs, og det glir like lydløst under igjen.» «Det er ensomhetens store strøk. Alt menneskeverk blir borte som skibsråken i isen.» Her innenfor drivisens kant i nordost for Jan Mayen samler selen sig til yngleplassene. Polarstrømmen som går sør langs østkysten av Grønland sender en arm østover. Denne fører drivisen ut i en odde nordost for Jan Mayen, og «Odden» kaller selfangerne den. I havet mellem Jan Mayen og Spitsbergen går den varme atlanterhavsstrøm fra Norges Kyst inn som en hvirvel nordenfor «odden» og danner «Nordbukta». Inne i kjernen av odden er det selen helst søker inn for å yngle. Men plassen for odde og bukt kan veksle sterkt fra år til år. Det gjelder å komme til mens ungene nar ulldrakten på, da går de nødig i vannet og kan Klubbes ned i tusenvis. De voksne må helst skvtes. Det gjelder å skyte dem sten død med en gang, går<noinclude><references/></noinclude> ixbq32izi2y8hwxg8rvw80yfxa2co9j 104 143794 333362 333036 2026-09-18T12:10:47Z Øystein Tvede 3938 333362 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Det var i Sommer under Pariserkorets Koncert paa Tivoli. Jeg havde gaaet en Tur opad Slotsbakken; paa Toppen vendte jeg om og stiled mine Skridt ned til Tivoli. En stor Menneskemængde havde samlet sig der udenfor forat lytte til Pariserkorets Sang, jeg stilled mig ogsaa op iblandt de andre. Jeg traf en Kammerat, som jeg talte dæmpet med; imidlertid begyndte Sangen indenfor og bares af Vinden ud til os i svage, stødvise Lyde. Paa engang følte jeg mig urolig, et nervøst Ubehag greb mig, jeg flytted mig uvilkaarlig til Siden, og jeg svared hen i Hyt og Vejr paa min Vens Tale. Et Par Minutter<noinclude><references/></noinclude> t5lezqs53o22zbjjvxqrqog6sehlcdf 104 143795 333363 333087 2026-09-18T12:12:06Z Øystein Tvede 3938 333363 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>var jeg rolig, hvorpaa det samme uforklarlige Ubehag indfandt sig paany. I det samme siger min Kammerat: »Hvad er det for en Dame, som ser saa paa dig?« Jeg vendte mig hurtigt om. En Dame stod lige bag mig, jeg mødte et Par Øjne af det underligste Slags, blaa, slørede Øjne, som ikke blinked. »Kender hende ikke,« svared jeg og vendte Ansigtet bort. Jeg var meget ophidset. Disse Øjne vedblev at hvile paa mig, jeg følte dem brænde mod min Nakke uden Ophør; de gjorde Indtryk af Metal og stødte til mig bagfra som to kolde Naale. Det var mig ikke længer muligt — nervøs som jeg var — at udholde dette Blik. Efterat jeg endnu engang havde vendt mig om og forvisset mig om, at jeg virkelig ikke kendte Damen, traadte jeg ud fra min Plads og gik min Vei. {{***|2|12em|margin-top=1em}} {{*|margin-bottom=1em}} Nogle Dage efter sad jeg sammen med en Bekendt af mig, en ung Løjtnant, paa en<noinclude><references/></noinclude> ddyr80bwut9q3af61qywpepanl7ycdz 104 143796 333365 333323 2026-09-18T12:15:15Z Øystein Tvede 3938 333365 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Bænk ret overfor Universitetsuret. Vi sad og betragted de Mennesker, som bevæged sig frem og tilbage i Spadsertiden. Da ser jeg nede i Sværmen to Øjne, kolde, slørede Øjne, som rettedes mod os, og jeg genkendte straks den unge Dame fra Tivoli. Hun vedblev at fiksere os, idet hun gik forbi, og Løjtnanten spurgte nysgærrigt, om jeg vidste, hvem hun var. »Aldeles ikke,« svared jeg. »Ja en af os maa hun kende,« sagde han og rejste sig; »det kan gærne være, at det er mig.« Imidletid havde Damen sat sig paa næste Bænk. Vi gjorde et Slag henimod hende, jeg rykked Løjtnanten i Frakken og fik ham med mig forbi. »Ikke noget Sludder!« sagde han, »det er en Selvfølge, at vi bilser paa hende.« »Ja saa,« sagde jeg bare og fulgte med ham tilbage. Han hilste og sagde sit Navn. Om han ikke maatte faa Lov at sætte sig paa hendes Bænk? Og uden videre Omstændighed satte han sig. Han talte til hende, og hun svared ham venligt, men distræt; inden ret længe havde<noinclude><references/></noinclude> 6n02feakc71pgaj2kuvnmglzczxvjb0 104 143797 333366 333039 2026-09-18T12:17:15Z Øystein Tvede 3938 333366 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>han faaet fat i hendes Parasol, som han sad og fingred med. Jeg stod der hele Tiden og saa paa, jeg følte mig en Smule forlegen og vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulde gøre. En liden Gut kom gaaende forbi med Blomster i en Kurv. Løjtnanten, som var Fagmand udi det at vide, hvad der skulde gøres, raabte ham øjeblikkelig an og købte nogle Roser af ham. Om han ikke maatte faa Lov til at fæste den ene paa Damens Bryst? Efter et halvt Afslag gav hun ham endelig Lov hertil. Løjtnanten var en vakker Mand, det var mig ikke det mindste paafaldende, at hun tillod ham disse Tilnærmelser. »Men den er jo ødelagt!« siger hun med en Gang; hun rykker Rosen ud af Knaphullet og stirrer et Øjeblik paa den i Rædsel. Idet hun kasted den langt henad Gaden, lagde hun til med lav Stemme: »{{sp|Den minder om Barnelig!}}« Jeg hæfted mig ikke noget ved disse sidste Ord; men jeg gav nøje Agt paa Damens Bevægelse. Paa Løjtnantens Forslag gik vi en Tur op til Slotsparken. Paa Vejen did begyndte Damen<noinclude><references/></noinclude> l19jyusc6c5gsclu55eify21ayf6q85 333367 333366 2026-09-18T12:17:29Z Øystein Tvede 3938 333367 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>han faaet fat i hendes Parasol, som han sad og fingred med. Jeg stod der hele Tiden og saa paa, jeg følte mig en Smule forlegen og vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulde gøre. En liden Gut kom gaaende forbi med Blomster i en Kurv. Løjtnanten, som var Fagmand udi det at vide, hvad der skulde gøres, raabte ham øjeblikkelig an og købte nogle Roser af ham. Om han ikke maatte faa Lov til at fæste den ene paa Damens Bryst? Efter et halvt Afslag gav hun ham endelig Lov hertil. Løjtnanten var en vakker Mand, det var mig ikke det mindste paafaldende, at hun tillod ham disse Tilnærmelser. »Men den er jo ødelagt!« siger hun med en Gang; hun rykker Rosen ud af Knaphullet og stirrer et Øjeblik paa den i Rædsel. Idet hun kasted den langt henad Gaden, lagde hun til med lav Stemme: »{{sp|Den minder om Barnelig|!}}« Jeg hæfted mig ikke noget ved disse sidste Ord; men jeg gav nøje Agt paa Damens Bevægelse. Paa Løjtnantens Forslag gik vi en Tur op til Slotsparken. Paa Vejen did begyndte Damen<noinclude><references/></noinclude> akg3f5ukwl7c3e5bfnaq6cihgtg2fwe 104 143798 333368 333041 2026-09-18T12:18:54Z Øystein Tvede 3938 333368 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ganske umotiveret at tale om et Barn, hun havde set, men som nu var begravet. Hertil sagde vi ingen Ting. Lidt efter gik hun over til at tale om Gaustad, om hvor slemt det maatte være at blive indespærret der, {{sp|naar man ikke var ga|l}}. »Ja,« sagde Løjtnanten, »det hænder nu ikke i vore Dage.« »Jo, det hændte netop det Barns Moder,« svared Damen. Da gav Løjtnanten sig til at le. »Det var da Fan!« sagde han. Hun havde talt med en behagelig Stemme, og hendes Sprog var den dannede Kvindes; jeg tænkte mig, at hun kunde være lidt overspændt, kanske endog en Smule hysterisk, hvad ogsaa den syge Ild i hendes Øjne syntes at sige. Ellers troed jeg ikke, at der mangled hende noget. Imidlertid var det mig en Møje at følge hende i hendes mange bratte Overgange fra det ene til det andet, det gjorde mig spredt, hun keded mig, og jeg standsed derfor og sagde Farvel. Jeg blotted Hovedet og bukked dybt, jeg ved ikke hvorfor, men jeg bukked meget dybt for hende. Idet jeg gik, saa jeg,<noinclude><references/></noinclude> 2frle3hxyxs4m9q48alva345uod9eoi 104 143799 333369 333044 2026-09-18T12:20:30Z Øystein Tvede 3938 333369 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>at de to skred videre ind i Parken, jeg ved ikke, hvorhen de gik, jeg saa mig ikke tilbage. {{***|2|12em|margin-top=1em}} {{*|margin-bottom=1em}} En Uges Tid gik. En Aften, jeg drev nedad Karl Johan, traf jeg Damen fra Tivoli igen. Idet vi mødtes, sagtned vi uvilkaarlig begge vor Gang, og inden jeg havde tænkt mig om, kom jeg til at gaa ved Siden af hende. Vi talte om endel ligegyldige Ting og vandred ganske sagte henad Fortouget. Hun sagde mig sit Navn — et bekendt Familjenavn — og spurgte om mit. Inden jeg fik svare, lagde hun sin Haand paa min Arm og sagde: »Aa nej spar Dem; jeg kender det.« »Ja,« sagde jeg, »min Ven Løjtnanten er altid saa tjenstvillig slig. Tør jeg spørge: hvad har han da kaldt mig?« Men hendes Tanke var allerede andet Sted henne, hun pegte ud mod Tivoli og sagde: »Se!« En Mand red paa Velociped op og ned i Luften i er Hav af brændende Fakler, Det var Manden paa Korketrækkeren.<noinclude><references/></noinclude> p38gwinj87z13u8wdlaixwgtufme9t6 104 143800 333370 333278 2026-09-18T12:21:40Z Øystein Tvede 3938 333370 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Skal vi gaa derhen?« spurgte jeg. »Lad os finde os en Bænk,« svared Damen. Hun førte an, vi gik over Drammensvejen og ind i Parken, hvor hun valgte det mørkeste Sted, der var at finde. Saa satte vi os. Jeg forsøgte straks at faa en Samtale i Gang, men det lykkedes ikke; hun standsed mig med en liden bønlig Bevægelse: Om jeg ikke vilde være saa snil at tie bom stille et Øjeblik? Saa gærne! tænkte jeg og taug. Jeg taug en halv Times Tid i et Træk, uden Afbrydelse. Damen sad ubevægelig; i Mørket kunde jeg se det hvide i hendes Øjne, og at hun hele Tiden skeled hen paa mig. Tilslut blev jeg halvt bange for dette borende, sindssyge Blik, jeg var lige ved at rejse mig, men jeg betvang mig og stak blot Haanden ind paa Brystet efter mit Ur. »Klokken er ti,« sagde jeg. Intet Svar. Hendes Øjne hviled stivt paa mig. Pludselig siger hun, uden at gøre en eneste Bevægelse: »Kunde De have Mod til at grave op et Barnelig?«<noinclude><references/></noinclude> 08k805n0q6bwtsztme7wbr1oqkgaee7 104 143802 333371 333047 2026-09-18T12:25:31Z Øystein Tvede 3938 333371 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>det mig ikke længer ind, at der var noget, som mangled paa hendes Forstand. En ung Dame — hun sagde slet ikke, at den Dame var hende selv — havde for en Tid tilbage lært at kende en Herre, som hun kom til at holde saa meget af, og som hun tilslut forloved sig med. De var meget sammen, aabenlyst paa Gaden og i Smug i Krogene; de gik til hinanden paa et vist Klokkeslet, han til hendes, hun til hans Værelse, eller de mødtes i Mørket ved denne selvsamme Bænk, hvorpaa vi nu sad. Ja, saa gik det jo galt, naturligvis, og en vakker Dag blev det opdaget i Hjemmet, hvilken Tilstand Pigen var i. Saa blev Huslægen budsendt, — Damen nævnte hans Navn, en af vore bekendte praktiserende Læger —, og paa hans Raad blev saa Pigen sendt til en af Provinsbyerne. Her blev hun indlagt hos Stedets Jordemoder. Tiden gik, Barnet blev født, Huslægen herfra Kristiania kom mærkeligt nok ogsaa tilstede ude i Provinsen, og den unge Moder laa endnu syg, da man kom og meldte hende, at hendes Barn var dødt. Dødfødt? Nej, det leved i nogle Dage.<noinclude><references/></noinclude> e0ugmxs9z36bg8exp0e0qof9bil77wg 104 143803 333372 333048 2026-09-18T12:27:07Z Øystein Tvede 3938 333372 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Men nu var Sagen den, at Barnet slet ikke døde. Hele Tiden vilde man ikke lade Moderen faa se Barnet; endelig paa Begravelsesdagen bragte man det ind til hende i Kisten. Og da var det ikke dødt, jeg siger Dem, det var levende, det havde Blod i Kinderne, og det bevæged et Par Gange Fingrene paa venstre Haand. Under Moderens Jammer tog man imidlertid og begrov Barnet. Huslægen og Jordemoderen styred det hele. Tiden gik, Moderen kom sig atter paa Fode og rejste — endnu syg — hjem til Hovedstaden. Her fortalte hun aabent til et Par Veninder om sit Ærinde til Provinsbyen, og optagen som hun var af sit Barn lagde hun heller ikke Skjul paa sin Frygt for, at det var begravet levende. Og Pigen sørged og led, i Hjemmet saa man ned paa hende, endog hendes Forlovede var bleven borte, han var ingen Steder at finde. En Dag holder der en Vogn udenfor hendes Forældres Hus; hun skulde faa en Køretur. Hun sætter sig ind, afsted bærer det, og Kusken kører hende til — Gaustad. Huslægen optræder igen. Hvorfor bragte man hende til Sindssygeanstalten? Var hun virkelig<noinclude><references/></noinclude> 9nrc96ijiq4vp74a40di4iigif2b5fy 104 143804 333373 333280 2026-09-18T12:28:54Z Øystein Tvede 3938 333373 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>bleven gal? Eller var man bange for, at hun skulde tale lidt for højlydt om Barnet? Tiden gik; hun brugtes paa Gaustad til at spille paa Pianoforte for de gale. Imidlertid havde man derude ikke fundet anden Fejl ved hende, end muligens en høj Grad af Magtløshed, en Slappelse af Viljen. Ha-ha, man bad hende forsøge at bruge sin Vilje, gøre sig haard. Ikke sandt, det var komisk, at man selv stived hende op til at afsløre Forbrydelsen mod hendes Barn! — Saa slap hun ud igen. Nu sørged hun og led; hun kunde ikke faa et eneste Menneske til at hjælpe sig med denne Affære — »hvis nu ikke De vil?« sagde hun til mig. Damens Beretning forekom mig jo stærkt romanagtig; imidlertid følte jeg mig vis paa, at hun selv troed paa den. Det hele var for godt og for varmt fortalt til at være løjet, og jeg tænkte mig, at der ialfald kunde være lidt Sandhed i Historien, f. Eks. at hun virkelig havde havt det Barn. Under Sygdommen havde hun maaske været for svag til at finde sig tilrette med, at Barnet døde, og i et feberbetændt Øjeblik havde den Tanke opstaaet hos hende, at det var ombragt. Jeg sagde derfor:<noinclude><references/></noinclude> amlqent8jjcil3gloa6f2ehuscrp2bu 104 143805 333374 333050 2026-09-18T12:30:37Z Øystein Tvede 3938 333374 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Er Barnet begravet her?« »Nej, det blev begravet der, hvor jeg laa syg,« svared hun. »Altsaa var det Deres Barn?« sagde jeg hurtigt. Hertil svarede bun ingen Ting; hun saa blot paa mig fra Siden, hendes Blik blev sky og mistænksomt. »Det siger sig selv, at jeg vil hjælpe Dem alt, jeg kan,« sagde jeg roligt. »Naar skal vi gaa i Gang?« »Imorgen,« sagde hun livligt, »kære Dem, imorgen!« »Godt!« sagde jeg. Og vi aftalte at mødes Klokken syv den næste Aften; da skulde Toget gaa. {{***|2|12em|margin-top=1em}} {{*|margin-bottom=1em}} Jeg vented udenfor Stationen til den fastsatte Tid, fast bestemt paa at holde, hvad jeg havde lovet. Klokken blev syv, hun kom ikke. Toget gik, jeg stod tilbage og vented, jeg vented til Klokken otte, Damen var fremdeles ikke at se. Endelig, da jeg var lige i Begreb med at gaa hjem, kom hun mer<noinclude><references/></noinclude> 03bbyph92roykh7krh8d2nh2wi2xzql 104 143806 333375 333052 2026-09-18T12:31:42Z Øystein Tvede 3938 333375 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>løbende end gaaende nedad Gaden og henimod mig. Og i alle de omkringstaaende Menneskers Paahør, uden at hilse, uden Indledning, siger hun højt og tydeligt: »De kan begribe, at jeg løj for dem igaar Aftes, De forstaar da vel, at det hele var Spøg.« »Naturligvis,« svared jeg en Smule flau paa den højmælte Dames Vegne, »naturligvis forstaar jeg det.« »Ja, ikke sandt!« sagde hun. »Men De kunde jo taget det for Alvor, og Gud naade mig da!« »Hvorfor beder De Gud naade Dem derfor?« »Nej, kom nu!« sagde hun og trak mig i Armen. »Og saa taler vi ikke et Ord mere om det, er De snil,« lagde hun til. »Som De vil,« svared jeg, »jeg er med paa alt.« Vi gik op Rosenkrantzgaden, henimod Tivoli, udad Drammensvejen og bøjed atter af ind i Parken; Damen var stadigt den anførende. Vi satte os paa vor gamle Bænk og talte igen om endel ligegyldige Ting; hun var som sædvanligt dygtig springende i sin Tankegang,<noinclude><references/></noinclude> mupjbpj93sg82kmugyix73ut2i1zaa6 104 143807 333376 333281 2026-09-18T12:33:03Z Øystein Tvede 3938 333376 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>men ellers ret interessant. Hun lo endog et Par Gang og nynned iblandt paa en Vise. Klokken ti rejste hun sig og bad mig følge hende. Jeg bød hende mer for Spøg end for Alvor min Arm. Hun saa paa mig. »Det tør jeg ikke!« sagde hun alvorligt. Vi gik henimod Tivoli og lytted til Støjen udenfor. Da gled Manden paa Korketrækkeren igen tilvejrs. Min Dame blev først meget angst for ham, og hun greb mig heftigt i Armen, som om det var hende, som stod i Fare for at falde ned; derpaa slog hun over i Lystighed. Hvad om han nu gled udenfor! Hvad om den arme Rytter faldt ned og blev staaende tilknæs i en Ølsejdel nede paa et af Bordene! Og hun lo, saa Taarerne trilled, ad denne Tanke. Stadigt under den bedste Stemning gik vi hjemad; hun nynned atter en Melodi. I en mørk Gade, ved et Hus, hvor der laa en liden sort Jerntrappe udenfor, standsed hun med en Gang op og stirred ret frem i Rædsel Jeg blev forundret staaende. Hun pegte paa det nederste Trin af Trappen og sagde hæst: »Akkurat saa stor var den lille Ligkiste.«<noinclude><references/></noinclude> 7lspls5da0o9elxszwsbjjho2vj4o8v 104 143808 333377 333282 2026-09-18T12:34:15Z Øystein Tvede 3938 333377 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Nu blev jeg sandt at sige ærgerlig. Jeg trak paa Skuldrene og sagde: »Se saa, begynder vi nu igen!« Hun saa paa mig. Og langsomt, ganske langsomt fyldtes hendes Øjne med Vand; i Lyset fra Husets nederste Vinduer saa jeg, at hendes Læber sitred. Hun folded fortabt Hænderne. Et Øjeblik efter traadte hun et Skridt frem og sagde: »Kære, snille Dem, bær over med mig!« »Naturligvis!« svared jeg igen. Og vi gik videre. Udenfor hendes Dør tog hun pludselig min Haand, da hun sagde Godnat. {{***|2|12em|margin-top=1em}} {{*|margin-bottom=1em}} Der gik nu flere Uger, i hvilke jeg ikke saa noget til den underlige Dame. Jeg var harm paa mig selv for min Godtroenhed og blev mer og mer vis paa, at hun havde drevet Løjer med mig. Godt! tænkte jeg, jeg gir hende ialfald Fan herefter! Saa sidder jeg en Aften i Theatret og ser paa »De unges Forbund«. I anden Akt føler jeg mig pludselig betagen af Uro, et eller andet udenfor mig paavirked mine Nerver,<noinclude><references/></noinclude> 7je1lckwnl3n7i0b2ssa0ygqex0sydk 104 143809 333378 333283 2026-09-18T12:35:31Z Øystein Tvede 3938 333378 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>jeg følte det samme Ubehag som hin Gang udenfor Tivoli under Pariserkorets Koncert. Jeg vendte mig hurtigt om, — ganske rigtigt, der sidder min Dame igen og stirrer paa mig med sit betændte Blik! Jeg dukked mig ned, vred mig i Sædet, iagttog Daniel Heire af alle mine Kræfter; men hele Aftenen havde jeg den ubehagelige Fornemmelse at blive gennemboret bagfra af disse metalliske Øjne, som aldrig blinked. Jeg rejste mig ogsaa og gik, før Stykket var tilende. {{***|2|12em|margin-top=1em}} {{*|margin-bottom=1em}} Jeg var i et Par Maaneder borte fra Byen. Da jeg kom tilbage, havde jeg ganske glemt Damen fra Tivoli, jeg havde ikke tænkt paa hende en eneste Gang. Hun svandt for min Bevidsthed lige saa pludseligt som hun kom. En af de sidste Taageaftener drev jeg frem og tilbage i Torvgaden, mellem Dampkøkkenet og Elefantapotheket. Jeg gik og iagttog, hvorledes Folk stødte sammen i Taagen. Jeg havde vel gaaet et Kvarters Tid hid og did paa dette Sted, da jeg tænkte ved mig selv: Nu gør<noinclude><references/></noinclude> e19m3ihmi0fbrvd65x10fwcnrw0x4oy 104 143815 333379 333284 2026-09-18T13:10:42Z Øystein Tvede 3938 333379 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Jeg lagde ikke Mærke til det med en Gang, først da jeg var kommet et Par Skridt forbi, slog hans Ord an hos mig. Jeg saa tilbage paa ham og tænkte: du kunde gærne give ham en Tiøre, du er lige fattig for det. Og jeg tog udtrykkelig til Lommen efter Skillingen. Jeg bemærker, at min første Indskydelse var virkelig at give Gutten ti Øre. Men mens jeg har Haanden i Lommen, stikker det mig med Snusfornuftighed, og jeg siger til mig selv, at det aldrig nytter at give et Menneske Øre til Hjælp; ikke engang ti Kroner vilde hjælpe klækkeligt, det gjorde bare galt værre, det demoralisered, og saa videre. Jeg gik min Vej og lod Gutten staa. Jeg gik saa langt som til Universitetet og vendte om den samme Vej. Ved Cammermeyers Vinduer standser jeg op og ser paa Bøger, og mens jeg staar der og vender Ryggen mod Gaden, hører jeg Avisguttens Stemme igen. Han var lige bag mig. Han trætter med et Par berusede Sjømænd med Kasketter paa Hovedet om et Numer af »Vikingen«, som de var komne i Skade for at rive i Stikker for ham. Matroserne vilde ikke betale det sønderrevne Numer, og Gutten stak i at græde.<noinclude><references/></noinclude> 7xxvcjs64p4q3ah60t4r7hkoyar4in4 104 143816 333380 333285 2026-09-18T13:12:04Z Øystein Tvede 3938 333380 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Saa gaar jeg hen til dem og faar høre, hvordan det hænger sammen; jeg siger derpaa skarpt til Matroserne, at det var deres Pligt at betale, naturligvis. Men det hjalp ikke, de lo ad mig og sagde: »Hør paa den!« Dette forarged mig højlig, og jeg bed Tænderne sammen. Nu har jeg engang faaet en stor rund Slipsnaal, som ser ud til noget af hvert; den er saa stor, at den endog kan tages for en Smule Politiskilt eller et hemmeligt Tegn af en eller anden Sort, og denne Naal bærer jeg stadig paa venstre Bryst under Frakken. Da nu disse to drukne Matroser driver Løjer med det iturevne Numer af »Vikingen« og nægter av betale det, falder det mig med et ind at være dristig; jeg vender mig mod Skøjerne, aabner Frakken og peger stumt paa min mærkelige Slipsnaal. Vi ser paa hinanden et Øjeblik; jeg siger da koldt og afgørende: »Vil Dere betale, eller vil Dere følge med mig?« Det hjalp. »Vikingen« blev betalt, og vi fire Mennesker, som havde trættet om Blader, gik hver vor Vej. Gutten tørred sine Øjne<noinclude><references/></noinclude> p2knvzmdejsjdetguh5u6k7ueolmipn 104 143819 333381 333286 2026-09-18T13:16:05Z Øystein Tvede 3938 333381 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>med Hovedet fuldt af mine Beregninger til ingen Nytte. Gud ved, om han ikke var vendt om og kanske gik foran mig hele Gaden fremover, istedetfor at komme mig imøde. Og vil man tænke sig, jeg gamle Mand strakte ud, slog formelig over i Ilfærdighed, ene og alene for at give en stakkels Avisgut Anledning til at byde mig »Vikingen« en Gang til, hvis han understod sig. Men ved Blomqvist træffer jeg ham ganske roligt staaende paa Risten udenfor Vinduet og fryse, med optrukne Skuldre og Hænderne i Bukselommerne. Nu og da raaber han hen til de Forbigaaende om »Vikingen«. Han tager ikke Hænderne op og rækker heller ikke Aviserne frem. Saa kommer jeg. Jeg gaar ham saa nær som muligt, der er ikke en Alen mellem ham og mig, og han ser mig aldeles tydeligt i Lyset fra Dioramaets Lygte. Og øjeblikkelig retter han sig op; han stirrer mig ind i Ansigtet, rækker sin Avispakke ivejret og siger, som om intet havde passeret os imellem før: »Køb »Vikingen« da, Di.« Jeg standsed. Saa spændt havde jeg gaaet<noinclude><references/></noinclude> 6u5qgmx766mfymc6mpjhhog5npcxi0i 104 143821 333382 333070 2026-09-18T13:18:34Z Øystein Tvede 3938 333382 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hidsigt paa at komme ned til de to Halvkroner. Han giver slet ikke tabt, han blotter sin ene Arm og piner sin Haand ned mellem Risten og Væggen. Hans Arm var sygelig og tynd. Endelig faar han Tag i den ene Skilling paa Bunden. »Nu har jeg den ene,« siger han lykkelig. Idet han trækker Haanden til sig, skraber han Huden af sine Knoger mod Muren. Han ser paa mig, om det er mit Alvor, at han skal faa disse Penge, alle disse Penge, og da jeg intet siger, beholder han dem og gør Anstalter til at faa ogsaa den anden Halvkrone op. Han presser paany sin Haand ned i Sprækken og begynder at strække sine Fingre ud efter den lille Skat. Hans Ihærdighed er storartet, han forsøger sig her og der langs Aabningen, han strækker endog i sin Hjælpeløshed Tungen ud, som om det kunde hjælpe. »Havde jeg bare en Flis, saa kunde jeg kare den til mig med den,« siger han. Og han løfter samtidig Hovedet lidt op og ser op paa mig. Vented han Hjælp fra mig? Mente den<noinclude><references/></noinclude> gpybfdx7p8wdzfj5ov78cz7c4l50kyd 104 143823 333383 333072 2026-09-18T13:20:27Z Øystein Tvede 3938 333383 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Men en Times Tid bagefter drev jeg atter om i Karl Johan, søgende efter den samme Gut. Han var ingen Steder at se. Jeg gik med en dansk Tokrone mellem Fingrene og ledte efter ham en lang Stund, jeg vilde have forligt mig med ham og givet ham en liden Skilling til et Par Vanter over Hænderne. Naa — han vilde vel kanske ogssa have købt Tobak for Pengene, eller, hvis han var af den rette Sort, vilde han kanske endog have drukket dem op; det var Synd og Skam at give ham noget. Med disse Tanker gik jeg hjem. Dette var igaaraftes. Men nu idag har jeg som sagt atter gaaet og tænkt paa Avisgutten. Det er hans fattige Arm, jeg husker, de Par Blodsdraaber paa hans Knoger. Og jeg ser for mig hele hans lille Kæltringskikkelse, da han laa paa Maven over Jærnristen og rakte Tungen og Fingrene ud efter de to Sølvpenge. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 44r2rxea1f4o50n3frm98aet4h9yvn8 104 143826 333384 333078 2026-09-18T20:45:21Z Øystein Tvede 3938 333384 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|I.}} Der glider en gammel, tjæret Klipfiskjagt indefter Vaagen og slæber en Jolle efter sig. Jagten hedder »Sydstjærnen«, og Skipperen hedder Rejersen. De er gammelt og godt kendt paa Vaagen baade Jagten og Skipperen, de har været der før, i mange Herrens Aar, har tørret Fisk i Salten, Klipfisk til Spanierne, Bachalaos. Der var ingen Mennesker at se paa nogen af Haugerne omkring, kun længst inde i Vaagen, hvor Nøstene stod, legte nogle Smaabørn. Anderledes var det før, for en tyve Aar siden, da »Sydstjærnen« for første Gang ankred udenfor Tørrepladsen, da stod der beundrende Kvinder og Børn omkring paa alle høje Steder, og den ene Fisker efter den anden roed ud<noinclude><references/></noinclude> ljxyjek9q0vil4pvj81p68ochzwjcao 104 143830 333385 333096 2026-09-18T20:50:22Z Øystein Tvede 3938 333385 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|II.}} Og blank ligger Sjøen, og Natten kommer; men endda sidder Skipper Rejersen der og tenker paa gamle Dage. Hvilke Piger havde han ikke kendt! De anseligste i hele Vaagen! Det første Aar var det især en ung Pige med mørkt Haar og mørke Øjne, han brød sig om. Man saa ham sammen med denne knapt konfirmerede Tøsunge til utænkelige Tider, Nat og aarle Morgen, naar Folk som bedst mente dem hver for sig. Saa mod Sejltid blev det forbi, Rejersen dansed ikke mere med hende, men holdt sig til en rigtig tyk Fiskerpige fra Ydervaagen. Hun havde dybe Smilehuller og hvide Tænder, og hun hedte Ellen Helene. Ja, den Ellen Helene!<noinclude><references/></noinclude> 2niimw51z96tst2ua8zbtkaf9xfvkwn 104 143833 333386 333099 2026-09-18T20:54:56Z Øystein Tvede 3938 333386 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Baad høj!« raabte Rejersen. Hun holdt Aarene op og lytted. »Læg hid, du Smaaen,« sagde han. »Det er ikke Dokkers søda Ven, Dokker snakker med,« svared det fra Baaden. »Jeg kender dig,« sagde Rejersen. »Har du Æg i Baaden?« Saa kom Baaden nærmere. »Ja, hvis saa skønt Dokker behager et Par Æg, saa kan Dokker faa nogen Støkker,« sagde Pigen. Men da sagde Rejersen ikke et Ord mere, men svang sig ned i sin Hæksbaad og derfra over til Pigen. »Det er kends Folk, Rejersen,« sagde han da. Han tog Aarene fra hende og roed hende ind til Nøstene. Ingen var at se, Natten var varm og hemmelighedsfuld. »Vi kan gærne sætte Baaden i Nøstet med det samme,« sagde Rejersen, da de var komne tillands. Og Pigen svared: »Dokker er altfor tjenstagtig.« Men dette, at de skulde sætte Baaden ind, det sagde han ogsaa med Hensigt og havde<noinclude><references/></noinclude> izuwr9qgr9v11869h6s11ucwz91j7so 104 143834 333387 333210 2026-09-18T20:56:36Z Øystein Tvede 3938 333387 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sine egne Tanker dermed. Ho-ho, din slemme Rejersen, du tænkte dit og du tænkte dat dermed, og Pigen hun var en rigtig dum Unge, som ikke var bange for det mørke Nøst i Nattens Tide. Men da de skiltes, sagde hun bare: »Hvorledes skal Dokker komme ombord igen?« »Jeg skal svømme,« svared Rejersen. Og dermed gik han i Sjøen. Denne Pige hedte Pauline {{. . .|4}} Ak, nu var alle hans Veninder spredt omkring, en død, en anden i Amerika, en tredje gift. Og af Rejersen selv var der saa at sige bare et Erindringens Tegn tilbage. Pauline gikk endnu oppe i Vaagen i enslig Stand som før; men da hun for et Par Aar siden misted sit ene Øje, blev hun »vakt«, og ingen verdslig Ting kom hende mere nær. Saaledes endte det i Verden. Men Rejersen havde endt med Kone og fem Børn i Ofoten {{. . .|4}} Klokken blev et. Om en Stund vilde Sjøfuglene vaagne. Rejersen gabed lydeligt og saa op mod Vejret. Ja, det var bedst at komme tilkøjs, udslidt og udbrugt og for gammel, som han var til alt. Imorgen skulde han begynde<noinclude><references/></noinclude> 11sz853jn1thxnhiqy9s6ziozhk2596 104 143836 333388 333291 2026-09-18T20:58:20Z Øystein Tvede 3938 333388 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|III.}} Baade kommer ombord i den tidlige Morgen, Rejersen driver op og ned ad Dækket, Herre i sit Hus, i sine bedste Klæder, med en kunstfærdig Klokkesnor af Haar ned ad Brystet. Skulde han have Vaskere? Jo, Vaskere skulde han have. Der blev talt om Prisen, blev stillet Forlangender. Fiskerne havde lagt sig til den stygge Uvane at prutte med en Mand som Rejersen, de forlangte seks Skilling mere, end han bød. Hvad var nu det for en nymodens Opfindelse? Ak, man estimered ikke Rejersen af »Sydstjærnen« mere, Tiden havde forandret sig Aar efter Aar, og de guldknappede Chefer i Postskibene havde stukket ham ud. Han skænked Folkene en Dram af Kornbrændevin og gav dem Kringler. De takked<noinclude><references/></noinclude> q85ta65iyorgu34x2g0k6wore5gzmcs 104 143837 333389 333292 2026-09-18T20:59:59Z Øystein Tvede 3938 333389 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og drak. Han kneb Pigerne i Siden, de rysted ham af sig og lo ham ud, de kiged næsevist ned gennem Skylightet og opførte sig frit. Hvordan var det nu, havde han betænkt sig, vilde han give de seks Skilling mere? Da stikker den dybe Fornærmelse Skipperen, og han gør kort Proces. Han begiver sig agterud, der ved Roret vil han staa, der er hans Plads, det er ham, som har Kommandoen. Det skal være som i gamle Dage, akkurat som i gamle Dage. Godtfolk, vil I have Vask? Fiskerne svared forundret Ja. Godt! sagde Rejersen, saa og saa meget for Sneset, hid med Baaden, tæl af! Punktum. Men det blev ikke som i gamle Dage, Fiskerne gjorde ogsaa kort Proces og steg i Baadene. Da de stødte fraborde og begyndte at ro hjemover, var det Skipperen, som maatte give efter og indgaa paa deres Pris: »Jeg giver Jær de seks Skilling, og forresten saa giver jeg Jær Fan.« Baadene lagde atter til, de store Luger aabnedes i »Sydstjærnen«, og Fisken, dryppende af Lage, slængtes op. Det tog Døgn efter Døgn, kun afbrudt af Maaltider og Søvn. Fiskebærgene myldred af Folk, nogle vasked,<noinclude><references/></noinclude> 42rt4ccaku6xb7elnqkf7xnelrmfbrp 104 143838 333390 333105 2026-09-18T21:01:33Z Øystein Tvede 3938 333390 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>andre bar Fisk paa Baarer, lavet af Tøndestave, og atter andre spredte Fisken ud over Bærghellerne til Tørring i Solen. Efterhvert som Timerne gik, tømtes Jagten og hæved sig paa Havet, tilsidst laa dens hele Bug nøgen, med blot Kølsvinet i Sjøen. »Sydstjærnen« spuledes, den var tom. Skipper Rejersen havde nu magelige Dage. Mens han satte Folkene ombord til at skrabe og male Jagten fra øverst til nederst, var han selv i Land, drev om blandt Tørrefolkene med Hænderne i Lommen og spøgte med Pigerne. Kun med Pauline indlod han sig ikke, hun var nu ogsaa nær de firti Aar, og sagde af Religiøsitet saa faa Ord som muligt; men naar Rejersens Adfærd blev hende for letsindig, sendte hun ham en taus Bebrejdelse med det Øje, hun endnu havde i Behold. Saaledes gik Uge efter Uge, Rejersen opnaaed intet hos nogen, hans Alder havde dømt ham, Gutterne fra Vaagen havde taget Herredømmet. »Asse!« sagde Pigerne, naar han gjorde sig til for dem Og dette Asse betød: Lad være! Men Rejersen spekulerer paa noget. Hans Alder trykked ham ikke, og han vidste med<noinclude><references/></noinclude> dba8su6b62wvz2utvq8gesj9b1jjmy3 104 143839 333391 333204 2026-09-18T21:03:07Z Øystein Tvede 3938 333391 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sig selv, at han fremdeles var den samme udmærkede Skipper Rejersen fra fordum. Han havde ført »Sydstjærnen« fra Kyst til Kyst, og aldrig stødt Hul i hende, han havde købt Fisk og tørret Fisk, gjort op Regnskaber saa lange som Skibsrækken, ført sin Journal med Nidkærhed, og Fan forstod det; men Folk gav ham ikke længer hans skyldige Respekt. »Vask Kahytta rejn,« sagde han til Kokken. For nu havde han spekuleret ud noget. Rejersen sætter i Land og kundgør blandt Tørrefolkene, at han trænger to Piger ombord til at lappe for sig, blandt andet til at sy sammen nogle Rifter i »Sydstjærnens« Flag. Men ingen af Pigerne var villige til at gaa ombord. Rejersen strander igen. Han maser med dette i to Dage og altid lige forgæves. Endelig hører han en Kvinderøst, som siger: »Kan Dokker hjælpe Dokker med mig, saa skal jeg tjene Dokker i det.« Det var Pauline, som var saa barmhjærtig. Rejersen betænkte sig et Øjeblik, Paulines Øje hviler paa ham. Hvad skulde han med hende? Endelig siger han Tak og slaar til,<noinclude><references/></noinclude> qp19tkbs5wi53lf7fchajenkv0y6j42 104 143840 333392 333293 2026-09-18T21:04:20Z Øystein Tvede 3938 333392 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Pauline gaar i Baden. Og Pigerne paa Land staar tilbage og fniser. Egentlig talt, saa havde det ikke været Rejersens Hensigt at stuve Kahytten fuld af kedelig Gudsfrygt, han havde tænkt sig en lystig Dag med glade Piger og Drammer og Kringler, som i hans Velmagts Tider. Hvad var nu at gøre? Han finder op fra Kister og Kot sine hullede Klæder og læger Flaget frem, og Pauline gaar i Gang med Arbejdet. Hun taler saa lidet, Rejersen skænker hende et Glas, og hun drikker det, men forblir taus og flitig. »Du Pauline,« siger han forat tækkes hende, »du har det godt, som har fundet Gud.« »Dokker kan saa sige,« svared hun. »Det er paa Tide, at ogsaa Dokker finder ham.« Rejersen svarer: »Det kunde hænde, at jeg ikke er fuldt saa langt fra ham, som jeg har været.« »Siger Dokker det?« spørger hun. »Jeg synes, det er lidt bedre i det sidste, ja.« »Gudsketak for det,« siger hun. Men nu var Tungen løst, og den gamle<noinclude><references/></noinclude> n06mbwxfuik40lho853wrkv78yhvwod 104 143841 333393 333294 2026-09-18T21:06:14Z Øystein Tvede 3938 333393 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Pige fortsætter at tale om Gud. Rejersen angred paa, at han havde begyndt paa det Kapitel, det keded ham, og den graa Synder røg op for rimelige Grunde for, at han virkelig var begyndt at nærme sig Gud. Han syntes bare, at han havde følt sligt noget, sagde han. »Giv det Rum i Hjærtet,« bad hun, »giv det Rum i Hjærtet.« Rejersen skænker en ny Dram og byder mere Kringler frem. »De stod og lo Pigerne paa Land,« sagde han. »Nu kan du fortælle dem, at du ikke led nogen Nød hos Rejersen.« De drak begge to. Men da han vilde føre Passiaren over i en mere verdslig Retning, syed hun blot saa meget flitigere og indlod sig ikke med ham. Han turde ikke minde hende om de gamle glade Tider for tyve Aar siden, han havde det paa Læben og opgav det. Det blev mere og mere kedeligt, Timerne gik, og Flaget blev færdigt; men en munter Latter havde Rejersen ikke faaet. »Nu kan det være nok for denne Gang,« sagde han, da han ikke længer kunde holde<noinclude><references/></noinclude> aw3poriilg5b1vfwmwh9ruz60zsw878 104 143843 333394 333110 2026-09-18T21:07:28Z Øystein Tvede 3938 333394 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|IV.}} Og atter gaar et Par Uger. Det led til Høsten, Fisken var tør, og den Dag nærmed sig, da man skulde tage den ombord igen. Han valgte en varm Morgen, Fembøringer og Ottringer ladedes smækfulde til Ripen af Fisk, og Mænd i Skjorteærmer roed den ombord i »Sydstjærnen«. Nu var det gammel Sæd, at Plattingen besørgedes af fire Piger. Hvem vilde plate iaar? Alle undslog sig. Spørgsmaalet angik nærmest Chefen for Tørringen, Endre Polden, og Skipperen blanded sig ikke i det; men han græmmed sig over denne nye Respektstridighed og bed sig i Læben af Bitterhed. Pauline var atter barmhjærtig og tilbød sig at platte Lasten,<noinclude><references/></noinclude> fz5ftw69a3uhn87syakvsah7yb6rc3o 104 143844 333395 333111 2026-09-18T21:09:00Z Øystein Tvede 3938 333395 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hvis tre andre vilde gaa med. Rejersen vendte sig om paa Hælen og satte ombord. Han steg med i Kahytten og begyndte ganske alene at gøre sig tilgode med en Flaske. Hvad andet skulde han gribe til under slige Omstændigheder? Hans Rolle var spillet ud. Javel. Det skulde ogsaa være sidste Aar, han sejlte »Sydstjærnen« ind i dette Hul, der var andre Tørrepladse i Salten. Han for gammel? Det vilde han Dags Dato se paa. Skaal! Han drak. Han drak fittigt med sig selv og stived sig op. Efter en halv Times Tid var han kommen i den Stemning, at han gladelig kunde byde en hvilkensomhelst guldknappet Postskibsfører Stangen. Han hører Trampen paa Dækket, han skyller endnu et Glas ned og stiger op af Kahytten. Var der Plattere i Rummer? Han kiger ned, fire Piger er i fuldt Arbejde; Endre Polden kavde endelig brugt Myndighed og drevet dem ombord med Magt. Godt! Men nu vilde Skipper Rejersen gøre noget desangaaende, giv Agt, han pønser paa noget! Han hører, hvorledes Pigernes Latter og Prat genlyder i det tomme Fartøj, og han tænker: Værsgod, hold Modet oppe. Kun Pauline prated ikke.<noinclude><references/></noinclude> df9o6wyw44tukhmxdduqvjuffriu0fz 104 143846 333396 333296 2026-09-18T21:10:54Z Øystein Tvede 3938 333396 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>klapped den gamle Pige paa Skulderen. Hun rejste sig og vilde gaa tilbage til sit Arbejde. »Sid,« sagde han, »lad os have en en liden Stund. Det er sidste Gang, jeg kommer hid og tørrer Fisk.« »Dokker siger ikke det?« spurgte hun. Rejersen nikker: »Sidste Gang.« Der rørte sig noget i det gamle Pigehjærte, hun slog Øjnene ned og spurgte: »Hvad Tid sejler Dokker?« »Naar Fisken er ombord,« svared han. »Imorgen Nat, i Overmorgen Nat.« Hun satte sig igen. »Maatte Gud følge Dokker!« sagde hun for sig selv. »Nu drikker vi paa det,« svared han. Der maatte fremfor alt ikke blive Gudsord af det igen. Han spurgte rent ud: »Naa, Pauline, hvad Tid skal du gifte dig?« Hun saa paa ham med en stødt Mine og sagde: »Aper Dokker med mig?« »Aper jeg med dig?« spurgte han. »Hvorfor det?«<noinclude><references/></noinclude> 3god69i2lhbxbmg222eniavp7pe6aj2 104 143847 333397 333114 2026-09-18T21:12:10Z Øystein Tvede 3938 333397 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Kan jeg gifte mig, jeg, som bare har ét Øje?« spurgte hun. Rejersen blæste: »Hvorfor ikke det? Det er bare en liden Legemsbeskadigelse.« Hun var ham taknemmelig i sit Hjærte for disse Ord og gav ham Ret. Hun havde mistet dette Øje, men hun var lige god for det, hun havde været uheldig, et Barn havde stukket hendes Øje ud med en Bindingstikke. Saa var Aarene gaaet, og hun havde ikke havt andre at holde sig til, end Gud. Hun græd for dette Øjes Skyld iblandt. Men hun havde svære Lemmer og en stærk Helse, dét Gode var ikke bleven taget fra hende endnu. Rejersen skænker i Glassene. Han læner sig over mod hende og vil ikke høre Nei, at hun ikke kan drikke mere. Det var sidste Gang, han laa her paa Vaagen, hun var det eneste Væsen, som havde fortrøstet sig til ham, han skulde huske hende for det. De blev begge rørte under denne Passiar, Rejersen tog Pigens Haand, hun sad der fast og stærk som en Fole. Pludselig tager han hende om Halsen og siger:<noinclude><references/></noinclude> 8f9scen5tjlk3gxiby2sk911gtsy2ph 104 143848 333398 333297 2026-09-18T21:13:24Z Øystein Tvede 3938 333398 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Husker du den Gang i Nøstet? Den Natten for tyve Aar siden?« »Ja,« svarer hun ganske svagt. Hun gør ingen Modstand, han holder hende fremdeles om Halsen. »Jeg har husket Dokker hele Tiden, Gud forlade mig min Synd,« siger hun, Nu vilde han Dags Dato bringe paa det Rene, om han var en afdanket Nichtsforingenting. »Hvad er det, Dokker vil?« spørger hun forundret. »Er Dokker galen? En gift Mand!« Men da ikke hendes Bebrejdelse hjælper, smælder hendes svære Næve mod hans Hoved, og han falder fortumlet tilbage mod det gule Panel. »Havde jeg vidst, der var paa den Maaden, havde jeg ikke sat min Fod her,« siger hun forarget. »Har Dokker set paa Magen, en gift Mand!« Hun gaar ud af Døren, opad Trappen og stiger ned til sit Arbejde i Rummet. Hendes Drøm om Rejersen var gaaet istykker, hun skulde saavist ikke tænke paa ham mere og ikke huske hans sorthaarede Hoved i Ungdommens Dage, naar han var en saadan en. Han respektered hverken sig selv eller Guds Bud. I Nøstet for tyve Aar siden! Ja, var<noinclude><references/></noinclude> jui382dybmt9fs3t324r0ibpvgyfegn 104 143849 333399 333116 2026-09-18T21:14:29Z Øystein Tvede 3938 333399 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ikke det en anden Sag, da ingen af dem var gift og gjorde Gud imod? Men Rejersen var fra denne Stund en afdanket Mand. Ikke engang en enøjet Heks paa firti Aar vilde vide af ham, han, som havde set alle Vaagens Piger for sine Fødder. Alderen var kommet, hans Regnskab afsluttet. Det blev nok ikke til noget andet med ham heller, han fik lægge sig efter lidt mere Alvor og Gudsfrygt paa sine gamle Dage; naar alt andet slog fejl, kunde han da have det at ty til. Han husked ogsaa denne Beslutning, da han blev ganske ædru, og sagde til sig selv: du begynder at forbedre dig lidt hver Dag, tager smaa Skridt og gaar stadig fremad; hun kan have Ret i det, Pauline, at det er paa Tide. Da Endre Polden kom ombord om Kvælden og meldte, ar Fisken kunde være ombord imorgen Aften, svared Skipperen med Alvor: »Gudskelov for det.« Endre Polden saa uforstaaende paa ham. Han spurgte: »Hvad Tid letter Dokker?« Og Skipperen svared igen uforstaadligt: »Om Gud vil, imorgen Nat.«<noinclude><references/></noinclude> mm3g1heit4bapdqppwcycofj459ukkk 104 143854 333361 333121 2026-09-18T12:07:50Z Øystein Tvede 3938 333361 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Jeg saa engang i er Selskab en ung Kvinde forelsket. Hendes Øjne var da dobbelt blaa og dobbelt straalende, og hun kunde sletikke skjule sine Følelser. Hvem elsked hun? Den unge Herre henne ved Vinduet, Husets Søn, en Mand med Uniform og Løverøst. Og Gud, hvor hendes Øjne elsked den unge Mand, og hvor hun sad urolig paa Stolen! Da vi gik hjem om Natten, sagde jeg, fordi jeg kendte hende saa godt: »Hvor Vejret er lyst og herligt! Har du moret dig i Nat?« Og forat imødekomme hendes Ønske, trak jeg min Forlovelsesring af Fingeren og sagde videre: »Se, din Ring den er bleven mig for tang, den trykker mig. Hvad om du lod den gøre større?«<noinclude><references/></noinclude> mf3ng52uvyd6zmrt5wufapk865xi001 104 143860 333413 333298 2026-09-18T22:16:47Z Øystein Tvede 3938 333413 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Maaned efter Maaned laa vi paa Bankerne og fisked Kabliau. Sommeren og Vinteren kom og gik, og vi laa altid paa samme Plet, midt paa Havet, paa Grændsen mellem to Verdener, Europa og Amerika. Fire fem Gange i det Aar gik vi op til Miquelon forat sælge vor Fangst og proviantere; saa sejled vi ud paa Havet igen, lagde os altid paa samme Grund, fisked Kabliau — og styred atter op til Miquelon forat losse paany. Jeg var aldrig iland i Byen; hvad skulde jeg gaa iland for? Der var meget faa Mennesker at se paa Stedet, denne lille Udverden, som blot nogle Fiskere og Skibshøkere bebor. Vort Skib var en Russer og bar Navnet »Kongo«, en virkelig Russer, en gammel Bark,<noinclude><references/></noinclude> 772x2m9qdhjot6rk11908vea40ow0et 104 143862 333414 333129 2026-09-18T22:19:39Z Øystein Tvede 3938 333414 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Men trods det, at hun var saa urenslig og næsten aldrig talte et Ord til os, holdt dog vi Matroser af hende alligevel, allesammen holdt vi af hende, hver paa vor Maade, og der var ingen af os, som vilde have undværet hende. Saa nøjsomme var vi blevne. Vi var ikke Sjømænd, vi var blot Fiskere. En Sjømand sejler altid fremad, bringes et Sted hen og ender tilsidst en Rejse, hvor lang den end er; men vi, vi laa stille, evig og altid stille, med alle vore Ankere i Banken. Saa længe havde det gaaet paa denne Maade, at omsider husked vi næsten ikke, hvorledes Landjorden saa ud; vi havde forandret os saa meget. Den evige Stilleliggen havde gjort os besynderlig dumpe, virkelig meget dumpe; vi saa ikke andet end Taage og Hav og hørte ikke andet end Vind og Vejr foroven og neden; vi brød os om ingenting og tænkte ikke længer en Stump Tanke. Hvorfor skulde vi ogsaa tænke? Vor idelige Befatning med Fisk havde gjort os selv til Fiske, til sælsomme kødagtige Sjødyr, som krøb omkring i et Skib og talte et eget indbyrdes Sprog. Vi læste heller ikke, læste ingenting. Der kunde ingen Breve komme til os herude paa<noinclude><references/></noinclude> g51kz3hj3nzjbyqzfujtkuqucs11y72 104 143864 333415 333131 2026-09-18T22:22:16Z Øystein Tvede 3938 333415 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Men undertiden, naar vi sad og trak Linerne, strøg en Emigrantbaad forbi, en tung, skyggeagtig Kolos, som gjorde et Stød i Fløjten og forsvandt i samme Nu i Taagen. Det var næsten uhyggelige Syn disse svære Uhyrer, der viste sig for os et Øjeblik og saa var brat borte igen. Naar dette hændte i Mørke, og Lysene fra Skibet stirred paa os med runde, glødende Koøjne langs hele Skroget, gav vi ofte et pludseligt Udraab af Angst og Forundring; i stille Vejr følte vi Vindtrykket imod os fra det gigantiske Spøgelse, og vor Dory hugged længe bagefter i de tunge Bølger, som det brød op i Havet, idet det drog forbi. Det hændte ogsaa, naar Vejret var lidt klart, at van Tatzel, min Dorykammerat, som havde gode Øjne, kunde opdage et Sejlskib langt ude; men det kom os ikke nogen Gang saa nær, at vi kunde se et Menneske ombord. Vi saa aldrig andre Folk end vore egne: en Kok, otte Fiskere og den gigtbrudne Skipper og hans Kone. Mærkelige Sindsbevægelser kunde undertiden opstaa hos os, naar vi sad og sled tungt i Snørene og næsten ikke kunde faa dem op: det var for os som vore Angler holdtes fast,<noinclude><references/></noinclude> ld86rh0m5oslisls825mpdkg803wiyo 104 143865 333416 333332 2026-09-18T22:24:42Z Øystein Tvede 3938 333416 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>grebes af skjulte Hænder dybt nede og krænged vor Dory paa Kant. Vi raabte over til hinanden, tænderskærende og gale af Angst; vi glemte hvor vi var og hvad vi gjorde, uregerlig ophidset af denne Kamp med de usynlige Magter fra Havbunden, som ikke vilde slippe sit Tag. Naar nogen af Fiskerne fik et Anfald af denne Sindsstemning, sagde man paa Bankerne, at han »sang for klart Vejr«, fordi man mente, at det var Taagen, som var Skyld i den. Stundom forekom det os ogsaa, naar vi sad og trak, at underlige, fantastiske Væsener nikked til os i Taagen borte paa Havet, nikked rigtig ledeløst med store, lodne Hoveder, og forsvandt igen. Og bløde, troldagtige Skikkelser skræved om i den hvide Dis, store som Bjærge, flydende hid og did eftersom Vinden blæste, svævende i svære Skridt fra Vest til Øst, rullende i Luften med sine dyneagtige Lemmer og med vældige Kufter flagrende bagefter Van Tatzel og jeg saa engang samtidig et Syn, som næsten fik os til at stivne: det var en mørk Aften, vi satte vore Liner; vi saa en Mand, der gynged op og ned i Luften, hele hans Hoved stod i Flammer, han pusted som en Storm, vi hørte der begge to. Kort efter<noinclude><references/></noinclude> 4nyp8mw4fcymjdb25ubqq2sfc1ipa12 104 143866 333417 333133 2026-09-18T22:26:07Z Øystein Tvede 3938 333417 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>strøg en Damper forbi os; vi gav et Skrig, da den blæste i Fløjten; saa forsvandt den {{. . .|4}} Men naar vi hen paa Formiddagen havde trukket vore Liner, og vi lagde til »Kongo« med fuldlastede Dory'er, gjorde vor gode Fangst og Tilfredsheden med at have gjort det værste Arbejde for den Dag os ofte dumme og ophidsede paa en anden Maade: det hændte saaledes mange Gange, at vi følte en mærkelig unaturlig Glæde ved at mishandle Fisken, simpelthen mishandle vor egen Fisk. De to Russere var ganske syge af Lyst til at gøre sig skyldige heri. De tog de store Fiske efter Hovedet, trykked Fingrene ind i deres bløde Øjne og holdt dem ivejret efter dem, mens de lo gejlt ved sig selv og saa paa dem. En Dag lagde jeg Mærke til, at den ene af Russerne bed i en raa Fisk, satte Tænderne dybt ind i den og holdt dem der i to Minutter, mens han lukked Øjnene helt igen. — Disse fede Fiskelig virked ogsaa meget paa os allesammen; vi kunde komme i Bevægelse, naar vi aabned deres glatte Maver; vi skar dem levende op langs hele Bugen, roded unødigt meget om i deres Indvolde med Hænderne og pletted os mere til med Blod end vi behøved. Fransk-<noinclude><references/></noinclude> 8no46p8sepnnien3qovxnr0putyuhyr 104 143867 333418 333136 2026-09-18T22:27:50Z Øystein Tvede 3938 333418 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>manden sagde sig altid fri for disse dyriske Lyster, men til Gengæld var han optændt af en vanvittig Tilbøjelighed for Skipperens Hustru, og det kunde han ikke engang skjule. Han sagde det ligeud til os allesammen. »Jeg elsker hende! ja, Gud hjælpe mig, hvor jeg elsker hende!« sagde han mange Gange om Dagen. En af Negrene, ham, som vi kaldte »Doktoren«, fordi han havde studeret lidt Medicin i sin første Ungdom, var ogsaa hæftigt forelsket i hende; jeg kunde have slaaet ham ihjæl paa Stedet bare af Skinsyge, dengang han betroed mig det. Heller ikke jeg var bedre. Men hun selv gik mager og dorsk og skrækkelig skidden omkring og mærked ikke noget af det hele. Ikke et Blik gav hun os. Engang, en Dag, jeg havde et Ærinde agterud, hvor hun sad paa sin Feltstol og stirred ret frem for sig, kom jeg til at snuble i en Haspe Tjæregarn og var lige ved at falde. — Jeg blev med det samme saa altereret, at jeg vendte mig om og gav mig til at betragte denne Haspe Tjæregarn aandsfraværende og dum, istedetfor at gaa videre, og jeg maatte ganske bestemt have set latterlig ud. Hvorfor lo hun da ikke?<noinclude><references/></noinclude> h3uv9jc2gbwqstyyiz6nbl57opr0hzi 104 143868 333419 333207 2026-09-18T22:29:36Z Øystein Tvede 3938 333419 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Og hvorfor saa hun paa mig hele Tiden, naar det ikke var forat le? Hun gad ingenting; der fortrak sig ikke en Mine i hendes Ansigt. »Hun raadner!« sagde van Tatzel i sit gale Sprog; »ved Gud, hun raadner meget!« Og alligevel vilde ingen af os have været af med hende for alt i Verden {{. . .|4}} Naar Fisken var »tilgjort« og Linerne atter var sat, havde vi gjort Arbeidet for den Dag, og vi døsed hen en Time eller to med at spise og røge Tobak. Og saa gik vi tilkøjs. Nu kunde vi, hvis vi ikke var altfor trætte, tale en Smule med hinanden og endog fortelle en og anden Historie, — altsammen i et grovt og ufuldkomment Sprog, fuldt af Eder og liderlige Ord. Franskmanden kunde en Ende om en Mand, som »ikke kunde se paa en Kvinde uden at begære hende«, og denne Ende havde han fortalt flere Gange, altid med samme store Held. Russerne var aldeles henrykte over den og lo ustandseligt, naar den blev fortalt. Deres Glæde over den grove Fortælling var oprigtig som hos Børn, den forvred deres Munde og fik dem til at kaste sig ophidset frem og tilbage i Køjen. »Naa — og saa?« spurgte de hele Tiden, »hvorledes<noinclude><references/></noinclude> tkedayvvhcgapo48vrzi8s5co8hgudr 104 143870 333420 333300 2026-09-18T22:32:14Z Øystein Tvede 3938 333420 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Det var engang en Aften i Amsterdam,« siger han, »det var en Aften i Amsterdam. Jeg havde just taget Hyre, og det var min sidste Aften iland. Jeg husker ikke, hvormange Klokken var, men det var meget sent paa Klokken,« siger van Tatzel. »Da jeg var kommet ud af en Bier Halle og skulde begive mig ombord, brætted jeg først Buksen op; jeg husker, at jeg gjorde to Bræt paa hvert Bukseben; men forøvrigt var jeg mer end fuld, og jeg faldt paa Knæ, mens jeg gjorde det. Nu slaged jeg afsted, og jeg var just kommet ned i Leopoldgaden. Da indtraf noget {{. . .|4}} noget, som indtraf mig. For jeg var ikke fuldere end jeg saa hende; hun var lige efter mig, midt i Gaden, — Dere maa tro mig eller ikke, men det var en Dame.« Den gamle Nar rejser sig op i Køjen og ser paa os. »En fin Dame!« siger han. Og her standser han. Hans Engelsk strækker ikke længer, han kommer ikke af Pletten. »Gik der virkelig en Dame efter dig paa Amsterdams Gader?« spørger »Doktoren« drillende fra sin Køje. »Ja, en Dame!,« siger han henrykt og storleende. Dette griber ham saa, at han endog<noinclude><references/></noinclude> 057e071zq1aa2a9a3fhdee6mm6pj6i9 104 143872 333421 333143 2026-09-18T22:35:23Z Øystein Tvede 3938 333421 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>med sine Træsko i Dækket ovenover os. Saa kom Natten {{. . .|4}} Men undertiden kunde jeg vaagne igen ved Midnatstide, halvkvalt af Dampen fra alt dette pustende Menneskekød, som vred sig i vilde Drømme og sparked Tæpperne af sig. Lampen lyste paa de plumpe Kroppe i graa Vadmelsskjorter; Russerne, med deres tre fire lange Skæggestraa paa Snuden, saa ud som sovende Sælhunde, og deres fede, nøgne Fødder ligned Luffer. Fra hver Køje hørtes Stønnen og halve Ord; Negrene laa og gliste med sine hvide Tænder og talte højt, nævnte et Navn, blæsende op sine sorte Kinder. Fra den yngste Hollænders Køje hørtes under en klukkende Latter det samme Navn, afbrudt af Snorken og smaa lydelige Hvin — Navnet paa Skipperens Kone. Allesammen var optagen af hende; disse liderlige Dyr laa endog og talte om hende i Søvne, hver i sit Sprog, snorksov med lukkede Øjne og mumled de ublueste Ord, mens de smilte, og stak Tungen ud. Kun van Tatzel sov roligt, sundt og roligt, som et umælende Dyr. Den ramme Lugardunst, Tobaksrøgen, Lugten af svedende Mennesker og af Fisk fra<noinclude><references/></noinclude> fl2vmpx00phqiprmlp9cuh0vsw4kow3 104 143876 333422 333259 2026-09-18T22:37:06Z Øystein Tvede 3938 333422 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Vort Bekendtskab begyndte med, at hun kom flyvende indad mit aabne Vindu en Dag, mens jeg sad og skrev, og begyndte en Dans omkring mit Hoved. Hun følte sig aabenbart tiltrukken af Spiritusen i mit Haar. Jeg slog efter hende Gang paa Gang, men hun brød sig ikke om det. Da var det, at jeg tog Papirsaksen. Jeg har denne Papirsaks, den er saa stor og dejlig, jeg bruger den til Pibekradser og til Ildtang, jeg slaar ogsaa ind Spiger i Væggene med den; i min øvede Haand er den altid et frygteligt Vaaben. Jeg svinged den nogle Gange i Luften, og Fluen fløj bort. Men lidt efter kom hun tilbage og begyndte den samme Dans. Jeg rejste mig og<noinclude><references/></noinclude> 7pycrs24ncynh5spa8ch5f7dhxax2me 104 143881 333423 333333 2026-09-18T22:43:18Z Øystein Tvede 3938 333423 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>staaelighed! skreg jeg opbragt; er ikke Papiret fliset? Nej da, det forekom hende ikke det Spor fliset. Saa gaa til Helvede paa det, svared jeg; jeg tager et andet Ark. Men naar jeg tog et andet Ark, {{sp|d|a}} gik hun væk. Der forløb Dage og Uger. Vi vænned os til hinanden, arbejded sammen paa forskellige Ark, delte Glæder og Sorger. Hendes Luner var utallige, men jeg taalte dem. Hun havde udtrykkelig tilkendegivet mig sin Uvilje mod Træk, og jeg holdt Vinduer og Døre lukkede. Ikkedestomindre kunde ofte den Ide stinge hende at kaste sig ned fra Taget og lige lukt mod Vindusruden forat sprænge den. Har du Ærinde ud, saa kom denne Vei, sagde jeg. Og jeg aabned Døren for hende. Nej da, hun lod ikke til at ville ud. Vil du ud, eller vil du ikke ud? spurgte jeg; en, to, tre. Intet Svar. Saa slog jeg rasende Døren i. Jeg skulde snart angre min Ilterhed. En Dag blev Fluen borte. Hun havde passet paa om Morgenen, da Pigen kom ind i Stuen, og smuttet ud af Døren. Jeg forstod, at dette var hendes Hævn, og jeg grubled længe paa, hvad jeg skulde gøre. Da gik jeg ud i Gaarden og raabte, at værsgod, hun<noinclude><references/></noinclude> ch83xmdsx8ltpanlrx2ndkybhvcl14v 104 143888 333424 333161 2026-09-18T23:06:23Z Øystein Tvede 3938 333424 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|I.}} Nu har jeg truffet det samme Menneske igen for fjerde Gang. Han forfølger mig allevegne, jeg er aldrig tryg for ham, for han dukker op og møder mig Ansigt til Ansigt paa de mest afsides Steder. Engang har jeg endog truffet ham inde i mit Værelse i Kristiania; han var kommet ind før mig, han stod derinde {{. . .|4}} Men lad mig fortælle fra Begyndelsen. Jeg traf ham første Gang i København. Det var i Julen 1879; jeg boed paa et Sted i Klareboderne. En Dag, jeg sad alene i mit Værelse — jeg husker det saa tydeligt, at jeg sad og skulde skrive af nogle Noder, og at dette voldte mig meget Hovedbrud, eftersom jeg<noinclude><references/></noinclude> t0jien4nllqn0y1zbs1apnisycqs9q1 104 143922 333425 333195 2026-09-19T07:42:16Z Øystein Tvede 3938 333425 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>jeg skød elendigt, mumledes der højt Bifald, naar jeg nu og da var saa heldig at gøre Blink. {{***|2|12em|margin-top=1em}} {{*|margin-bottom=1em}} Où est la femme? Overalt. I dette Folks Historie, i hver Mands Hjærte, i deres Litteratur. Ak, denne kedelige og halvgamle Litteratur, hvori i vore Dage endog et saa uoprindeligt Talent og en saa fattig Natur som Marcel Prevost betyder noget. Det gaar tilbage. Engang i et kritisk Øjeblik var dette Folks Hærfører en Kvinde. Tropperne adlød hende, og hun sejred. Ogsaa nu blir Folket ledet af Kvinden, hun sidder højt tilhest og hersker over alle. Og Hesten stejler og gaar bagover, og Folket følger efter bagover, bagover. Forgæves sætter man Præmier paa Børnefødsler, forgæves arbejder en Senator Berenger mod Sædernes Forfald; Absinth'en og den sorgløse Last sejrer. Der vendes fuldstændig op og ned paa de gamle Forestillinger, der er ingen Maade længer, intet, intet er Skam. Allerede under Revolutionen forvendtes Begreberne officielt. Loven forbød at henrette<noinclude><references/></noinclude> d23qsitszdj6rt5yvhioil7bfzacd0j 106 143946 333401 2026-09-18T21:38:03Z Øystein Tvede 3938 Ny side: 333401 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=Hans kongelige høyhet |Undertittel= |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Thomas Mann|Thomas Mann]] |Oversetter=Aimée Aubert Munch |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Tanum |Institusjon= |Sted=Oslo |Ar=1950 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=pdf |Bilde=5 |Malform=NB |Fremgang=C |Sider=<pagelist /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag= }} 6ur5dc3nnuvdz0bcid0wi8kliykqhen 104 143947 333402 2026-09-18T21:39:33Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333402 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>THOMAS MANN HANS KONGELIGE HØYHET Oversatt fra tysk av Aimée Aubert Munch OSLO 1950 JOHAN GRUNDT TANUM FORLAG<noinclude><references/></noinclude> g607iptqrjhe17ex94iw19v0gh2mte2 104 143948 333403 2026-09-18T21:41:00Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333403 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>TRYKT I J. PETLITZ BOKTRYKKERI (ROLF RANNEM), OSLO BUNDET HOS M. FREDRIKSEN &. SØNN, OSLO OMSLAGET TEGNET AV ERIK ENGEBRETSEN T 1950100 Originalens titel: «KÖNIGLICHE HOHEIT»<noinclude><references/></noinclude> r5i0h7dq1op3qg5p2m3tmivmq1qb7sd 104 143949 333404 2026-09-18T21:42:10Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333404 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> FORSPILL Det er på Albrechtsstrasse, den store trafikkåren som går fra Albrechtsplatz og Det Gamle Slottet til gardekasernen i residensstaden; det er midt på dagen, en hverdag, og årstiden spiller ingen rolle. Været er hverken det ene eller det andre. Det regner ikke, men himmelen er ikke klar heller; den er nokså lysegrå, alminnelig og ufestlig, og gaten ligger i et hverdagslig og nøkternt skjær som utelukker enhver antydning av noe hemmelighetsfullt eiler spennende. Trafikken er som den pleier i denne ikke særlig travle byen, den glir jevnt og rolig, uten spetakkel og trengsel. Sporvognene ruller forbi, hist og her kjører en drosje, på fortauet går menneskene fram og tilbake. To offiserer kommer mot hverandre — en general og en løytnant. Begge har stukket hendene i lommene på de grå kappene sine. Generalen kommer fra slottet, løytnanten fra kasernen. Han er blottende ung, en ren grønnskolling. Han har smale skuldre, mørkt hår, og de brede kinnbenene som så mange har hertillands. Øynene er blå, med et litt trett uttrykk, og det ungdommelige ansiktet ser reservert og velvillig ut på én gang. Generalen er hvithåret, høy og bredskuldret, med noe absolutt myndig over seg. Øyenbrynene hans ser ut som om de er laget av bomull, og barten er så busket og stor at den skygger over både munn og hake. Han går langsomt og verdig, sabelen klirrer mot asfalten, fjærbusken flagrer i vinden, og for hvert skritt dasker de store, røde oppslagene på uniformsfrakken hans langsomt opp og ned. Slik kommer de mot hverandre. Kan dette føre til forviklinger? Umulig. Hvilken som helst iakt-<noinclude><references/></noinclude> gydf8h8ord77jal96gwqmb71422urjm 104 143950 333405 2026-09-18T21:43:06Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333405 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>tager ser jo klart hva han har for seg. Her møtes den gamle og den unge, han som befaler og han som skal lystre, han som er modnet og herdet i et langt, militært liv og han som står ung og verfaren ved begynnelsen; her er en veldig hierarkisk avstand, og her må en følge bestemte regler. Så følg da din bane, naturens orden! — Men hva skjer? I stedet får vi se følgende overraskende, pinlige, betagende og bakvendte skuespill: Med det samme generalen får øye på den unge løytnanten, blir hele hans holdning forandret. Han strammer seg opp, men virker likevel mindre. På sett og vis demper han ned hele sitt militære vesen, holder på sabelen så den holder opp å klirre, og anlegger en morsk og samtidig forlegen mine; det er tydelig at han ikke riktig vet hvor han skal gjøre av øynene sine, og for å skjule hvor usikker han er, stirrer han stivt under bomullsbrynene sine ned på asfalten foran seg. Hvis en ser nøye på den unge løytnanten, kan en oppdage at han også forandrer uttrykk, men merkelig nok ser det ut til at han tar det hele ganske annerledes overlegent enn den gamle offiseren. Det litt stramme draget om munnen blir til et smil som er beskjedent og godmodig på samme tid, og foreløpig ser han rett forbi generalen med et rolig og uanfektet blikk. Nå er de bare tre skritt fra hverandre. Og istedenfor å gjøre den reglementerte honnør, bøyer den unge løytnanten hodet ganske lett bakover, drar høyre hand — merkelig nok bare høyre hand — opp av lommen, og med denne hvitbehanskete høyre hånden gjør han en liten oppmuntrende og forbindtlig bevegelse; den består ikke i stort mer enn at han vender høyre handflaten oppover og åpner hånden; men generalen, som med nedhengende armer har ventet på dette tegnet, løfter hastig hånden til hjelmen, går et skritt til siden, så fortauet blir fritt, og bukker dypt for løytnanten, blussende rød i ansiktet og ganske blank i øynene. Da hilser løytnan-<noinclude><references/></noinclude> tasj1h3bxqh6rx534uzgpjne9hd370z 104 143951 333406 2026-09-18T21:44:12Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333406 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ten igjen, med hånden til luen, hilser, mens et barnslig og vennlig smil lyser opp i ansiktet hans; hilser — og går videre. Fantastisk! Han går videre. Folk ser på ham, men han ser ikke på dem igjen, han ser rett forbi dem og har litt av det uttrykket som en kvinne har når hun vet at hun har manges øyne på seg. Når noen hilser på ham, hilser han igjen, elskverdig og likevel reservert. Det ser ut som om han ikke går riktig støtt; som om han ikke er særlig vant til å bruke benene sine — eller kanskje er det det at alle ser på ham som gjør at han går så usikkert og langsomt, ja, stundom kan det rent se ut som om han halter. En konstabel gjør holdt og front, en elegant frue som kommer ut av en butikk neier dypt og smilende. Folk snur seg etter ham, nikker, løfter øyenbrynene og hvisker navnet hans ― ― Det er Klaus Heinrich, en yngre bror av Albrecht II, og nærmeste arving til tronen. Der går han, de kan se ham ennå. Kjent av alle og likevel fremmed går han der blant alle menneskene, men med et tomrom omkring seg; ensom går han, og på de smale skuldrene bærer han vekten av sin høye byrd.<noinclude><references/></noinclude> t3zou2my1ffexeptk4egv0w1er6vet9 104 143952 333407 2026-09-18T21:45:10Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333407 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> LYTEN Salutten tordnet da det på alle moderne opplysningsmåter kom underretning til residensstaden om at storhertuginne Dorothea på Grimmburg for annen gang var nedkommet med en sønn. Det var 72 skudd som drønnet over land og by, og de ble avfyrt fra militært hold på «sitadellet». Like etter begynte brannvakten også å skyte med bykanonene, for de ville ikke stå tilbake, men det var lange pauser mellom skuddene, noe som vakte stor munterhet blant befolkningen. Fra en trebevokst høyde skuet slottet Grimmburg ut over den maleriske lille byen av samme navn, som lå der og speilte de grå hustakene i elven som fløt forbi; med den lille lokalbanen, som ikke akkurat kunne skryte av sitt store overskudd, kunne en komme til hovedstaden på en halv time. Trossig reiste den seg der oppe, den gamle borgen som en gang i lengst hensvunne dager var blitt bygd av markgreve Klaus Grimmbart, fyrsteslektens stamfar. Senere var den flere ganger blitt pusset opp, utstyrt med moderne bekvemmeligheter og kort sagt holdt i akt og ære som dynastiets vugge. For familieloven og tradisjonen krevde at alle som nedstammet i like linje fra markgreven, altså alle barna av det regjerende fyrstepar, skulle fødes her. Denne tradisjonen gikk det ikke an å se bort fra. Landet hadde hatt opplyste og fritenkende herskere som hadde moret seg med å håne den, men når det kom til stykket hadde de trukket på skuldrene og føyet seg. Nå var det for lengst for sent å gjøre noe ved det. Enten det nå var fornuftig og tidsmessig eller ikke — hvorfor uten grunn bryte en ærværdig gammel skikk, som på sett og vis hadde<noinclude><references/></noinclude> 6tp2h8ovvqwtri38tl4y8wjmmo7ong0 104 143953 333408 2026-09-18T21:46:59Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333408 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>fått hevd? Folket trodde fullt og fast at den hadde sin betydning. To ganger i løpet av femten generasjoner hadde et barn av en regjerende fyrste på grunn av en eller annen tilfeldighet sett dagens lys på andre slott, og med begge to hadde det tatt en trist og uhyggelig ende. Men like fra Heinrich den Botferdige og Johann den Voldsomme og de to vakre og stolte søstrene deres, til Albrecht, far av storhertugen, og Johann Albrecht 111, storhertugen seiv, var alle landets regjerende fyrster og deres søsken kommet til verden her; det var nå seks år siden Dorothea var nedkommet med sin første sønn ― ― ― For øvrig var denne fedreneborgen et like staselig som fredelig tilfluktssted. Om sommeren var den tilmed å foretrekke fremfor det praktfulle, kneisende Hollerbrunn; for da var sålene på Grimmburg kjølige og svale og omgivelsene var deilige og skyggefulle. Oppstigningen fra den lille byen var morsom og malerisk, selv om den ikke var særlig bekvern; det var en smal gate med ujevn og vond brolegning; den slynget seg mellom de fattigslige små husene og de falleferdige murene på brystvernet, gjennom massive murporter fram til det eldgamle gjestgiveriet ved inngangen til borggården der Klaus Grimmbart, som hadde bygd slottet, sto uthugget i stein. Men bak slottet strakte en stor park seg ned over skråningen, og brede, bekvemme veier førte ned til det skogkledde og lett kuperte terrenget, hvor en både kunne kjøre og ta deilige spaserturer. Hva det indre av slottet angar, så var det senest ved begynnelsen av Johann Albrecht III's regjeringstid blitt pusset opp og gjort vakrere på alle kanter — til en pris som hadde gitt grunn til atskillig snakk. De rommene som var i bruk til daglig var blitt utstyrt og fornyet i en på samme tid ridderlig og elegant stil, og våpenflisene i «tronsalen» var omhyggelig restaurert etter det opprinnelige mønstret. Forgylningen på<noinclude><references/></noinclude> fywt6lvmsbogko21tf2p6c4nql277lz 333409 333408 2026-09-18T21:47:18Z Øystein Tvede 3938 333409 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>fått hevd? Folket trodde fullt og fast at den hadde sin betydning. To ganger i løpet av femten generasjoner hadde et barn av en regjerende fyrste på grunn av en eller annen tilfeldighet sett dagens lys på andre slott, og med begge to hadde det tatt en trist og uhyggelig ende. Men like fra Heinrich den Botferdige og Johann den Voldsomme og de to vakre og stolte søstrene deres, til Albrecht, far av storhertugen, og Johann Albrecht III, storhertugen seiv, var alle landets regjerende fyrster og deres søsken kommet til verden her; det var nå seks år siden Dorothea var nedkommet med sin første sønn ― ― ― For øvrig var denne fedreneborgen et like staselig som fredelig tilfluktssted. Om sommeren var den tilmed å foretrekke fremfor det praktfulle, kneisende Hollerbrunn; for da var sålene på Grimmburg kjølige og svale og omgivelsene var deilige og skyggefulle. Oppstigningen fra den lille byen var morsom og malerisk, selv om den ikke var særlig bekvern; det var en smal gate med ujevn og vond brolegning; den slynget seg mellom de fattigslige små husene og de falleferdige murene på brystvernet, gjennom massive murporter fram til det eldgamle gjestgiveriet ved inngangen til borggården der Klaus Grimmbart, som hadde bygd slottet, sto uthugget i stein. Men bak slottet strakte en stor park seg ned over skråningen, og brede, bekvemme veier førte ned til det skogkledde og lett kuperte terrenget, hvor en både kunne kjøre og ta deilige spaserturer. Hva det indre av slottet angar, så var det senest ved begynnelsen av Johann Albrecht III's regjeringstid blitt pusset opp og gjort vakrere på alle kanter — til en pris som hadde gitt grunn til atskillig snakk. De rommene som var i bruk til daglig var blitt utstyrt og fornyet i en på samme tid ridderlig og elegant stil, og våpenflisene i «tronsalen» var omhyggelig restaurert etter det opprinnelige mønstret. Forgylningen på<noinclude><references/></noinclude> 4b602zgzenn9tc4alqacf1gzguea2pv 104 143954 333410 2026-09-18T21:48:54Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333410 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>alle de forskjellige forsiringene som smykket kryssbuehvelvingene, strålte med ny glans, alle rommene hadde fått parkettgulv, og både den store og den lille festsalen var blitt smykket med svære veggmalerier av den fremragende professor von Lindemann; de fremstillet tildragelser fra fyrsteslektens historie, og var laget på en glatt og slikket maner som ikke hadde en anelse om yngre skolers krav til liv og bevegelse. Ingenting manglet. De gamle kaminene og de enorme kakkelovnene som spilte i alle farger og hevet seg i runde terrasser helt opp til taket, var ikke videre brukbare lenger, og med tanke på vinteren var det blitt lagt inn antrasittkaminer. Men den dagen de 72 skuddene drønnet, inntraff på den beste årstiden; det var forsommeren, i begynnelsen av juni. like etter pinse; Johann Albrecht, som i dagbrekningen hadde fått telegram om at fødselen var begynt tidlig på morgenen, kom til Grimmburg stasjon klokken åtte med den lille lokalbanen; det var offisielt fremmøte av borgermesteren, distriktsdommeren, presten og legen, som overbrakte sine lykkønskninger, og etterpå dro storhertugen straks til slottet i vogn; sammen med ham reiste statsminister doktor baron Knobelsdorff og generaladj utan ten, general ved infanteriet, grev Schmettern. Noe senere innfant seg enda to eller tre ministre, hoffpredikanten, kirkerådspresidenten domine Wislizenus, et par herrer med høye stillinger ved hoffet og en ung adjutant, kaptein von Lichterloh. Skjønt storhertugens livlege, medisinalråd Eschrich var hos barselkvinnen, hadde Johann Albrecht likevel funnet på å forlange at den unge distriktslegen, doktor Sammet, som tilmed var av jødisk avstamning, skulle bli med ham opp på slottet. Den enkle, arbeidssomme og alvorlige mannen, som hadde hendene fulle og ikke var forberedt på en slik utmerkelse, stammet fram: «Ja, så gjerne — så gjerne,» — noe som fikk de andre til å dra litt på smilebåndet.<noinclude><references/></noinclude> 1kklrm0ud9xtk9x9fzto8av1gd6d4lm 104 143955 333411 2026-09-18T22:13:36Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333411 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Som soverom brukte storhertuginnen den såkalte «brudestuen», et femkantet rom, holdt i lyse, livlige farger; det lå i annen etasje, og gjennom det store vinduet hadde en den mest praktfulle utsikt over skog og åser og elven som slynget seg gjennom landskapet. På den ene veggen løp en frise av medaljongformede portretter — det var alle de fyrstelige brudene som her i fordums tid hadde ventet på sin herre og her sker. Der lå Dorothea; et bredt, sterkt band var knyttet om fotenden av sengen, og hun lå og holdt i det med begge hender som et barn som leker hest, mens den vakre, yppige kroppen strevde i fødselsrier. Jordmoren, fru Gnadebusch, en rolig og flink dame, med små, fine hender og brune øyne, som fikk en hemmelighetsfull glans gjennom de tykke, runde brilleglassene, støttet fyrstinnen opp. «Bare hold godt fast, Deres Kongelige Høyhet ― ― det går snart over — det går så lett, så — det er jo andre gangen — det er ingenting — slapp av, nå! Hold knærne godt fra hverandre — trykk hele tiden haken mot brystet —» En hvitkledd pleierske hjalp også til, og gikk ellers til og frå, lett på foten, mens hun ordnet med vaskefat og kompresser. Livlegen, en gråskjegget mann med et dystert uttrykk, sto ved sengen; det venstre øyelokket hans så ut til å være lammet. Han hadde operasjonsfrakken utenpå uniformen sin. Dorotheas betrodde overhoffmesterinne, friherrinne von Schulenburg-Tressen, kom nå og da inn i værelset for å forhøre seg om hvordan det gikk. Hun var en fyldig, astmatisk dame med et utpreget spissborgerlig utseende, skjønt hun på hoffballene pleide å blotte sin barm i en usannsynlig grad. Hun kysset sin herskerinne på hånden og trakk seg tilbake til et avsidesliggende gemakk, der et par magre hoffdamer underholdt seg med storhertuginnens tjenstgjørende kammerherre, grev Windisch. — Doktor Sammet hadde trukket den hvite legefrakken som en domino utenpå klærne sine og sto be-<noinclude><references/></noinclude> bw27cquhm76f5ya7m1hihlwltm60ju5 104 143956 333412 2026-09-18T22:15:10Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333412 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skjedent borte ved vaskebordet, med et oppmerksomt uttrykk i ansiktet. Johann Albrecht oppholdt seg i et hvelvet rom som både kunne innby til arbeid og til stille betraktninger. Det ble skilt fra «brudestuen» bare ved det såkalte frisérkabinettet og et annet gjennomgangsværelse. Det ble kalt biblioteket, på grunn av noen håndskrevne folianter som sto og støttet seg mot hverandre i det tunge skapet, og inneholdt slottets historie. Rommet var innrettet som arbeidsværelse. På panelhyllen sto noen globuser. Gjennom det åpne buevinduet blåste det friskt. Storhertugen hadde gitt beskjed om at han ville ha te, og kammertjeneren, Prahl, var seiv kommet inn med tebrettet; men det sto glemt og forlatt på sekretæren, og Johann Albrecht marsjerte rastløs og anspent fram og tilbake på gulvet, så det knirket i lakkstøvlene hans. — Adjutant von Lichterloh hørte knirkingen, der han gikk og kjedet seg i det nesten tomme gjennomgangsværelset. Ministeren, generaladjutanten, hoffpredikanten og de andre herrene ved hoffet, ni eller ti i alt, ventet i representasjonsrommene i første etasje. De spaserte gjennom den store og den lille festsalen, der faner og våpenarrangementer pranget mellom de Lindemann'ske målerier; de lente seg mot de slanke søylene som endte i brokete hvelvinger over hodene deres; de sto ved de høye, smale vinduene og så gjennom de blyinnfattede rutene ned på elven og byen; de satte seg på steinbenken som gikk langs veggen, eller i lenestolene ved kaminene og så på de komiske, svevende og sammenkrøpne små steinpjokkene som bar kamintakene. Morgensolen fikk det til a glitre i gullsnorene på uniformene, i ordensstjernene på de vatterte brystene og i de brede gullrendene på benklærne. Samtalen gikk tregt. Stadig ble tresnutete hatter og hvitbehanskete hender løftet opp foran krampaktig gjespende munner. Nesten alle sammen hadde tårer i øynene. Flere av<noinclude><references/></noinclude> sx6hjg907n392j3boc4njjeljuax700