Wikikilden nowikisource https://no.wikisource.org/wiki/Wikikilden:Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.20 first-letter Medium Spesial Diskusjon Bruker Brukerdiskusjon Wikikilden Wikikilden-diskusjon Fil Fildiskusjon MediaWiki MediaWiki-diskusjon Mal Maldiskusjon Hjelp Hjelpdiskusjon Kategori Kategoridiskusjon Forfatter Forfatterdiskusjon Side Sidediskusjon Indeks Indeksdiskusjon Undertekster Undertekstdiskusjon Modul Moduldiskusjon Arrangement Arrangementsdiskusjon 104 72427 333725 330705 2026-09-19T16:16:06Z Kåre-Olav 25 +a 333725 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|21}} {{liten blokk/s}}</noinclude><section begin="2"/>{{bindestrek2|virring|Forvirring}}, som vilde nyde af at kalde den Retskilde, saameget mere som den dybeste Grund for Retsstiftelsen netop er den Retsregel, der tilkjender Kontrakten Gyldighed. Overhovedet bør Tilblivelsen af subjektiv og objektiv Ret, Rettighed og Ret holdes ud fra hinanden. Thi omvendt er Loven heller ikke nogensinde direkte Kilde for subjektiv Ret; men dette er altid et juridisk Forhold, som svarer til Kontrakt f. Ex. Slægtskab, skadegjørende Handling, underordnet Stilling saasom mellem Stat og Borger; Loven spiller overalt her kun den Rolle, at den giver Retsreglen, hvoraf Rettigheden middelbart gjennem Kontrakt, Skade etc. har sin Oprindelse, jfr. Unger I. 24–5. Om {{sperret|Traktaters}} Egenskab af Retskilder se Anmærkningen ved den følgende §. {{liten blokk/e}} <section end="2"/> <section begin="3"/>{{midtstilt/s}} § 3. ''Offentlig Ret og Privatret''. {{midtstilt/e}} '''1.''' Efter Arten af de Retsforholde, som falde ind derunder, deles den positive Ret i {{sperret|offentlig}} og {{sperret|privat}} Ret. Denne har Menneskene som private Personer og deres indbyrdes Retsforholde til Gjenstand, hin derimod Staten og dens Virksomhed som saadan.<ref>Altsaa ikke Statens almindelige Ejendomsret, Kontraktsforhold o. s. v, hvilket hører ind under Privatretten.</ref> Til den offentlige Ret (Statsretten) hører da ogsaa {{sperret|Folkeretten}} eller den ydre Statsret, der ordner Forholdet mellem Staterne indbyrdes og mellem Staten og en fremmed Stats Undersaatter. Til den {{sperret|indre}} offentlige statsret hører først og fremst den konstitutionelle Ret eller {{sperret|Stats{{shy}}forfatnings{{shy}}retten}}, dernæst Statsfor{{sperret|valt}}ningsret og endelig regnes hertil i Almindelighed Kirkeret. Dens Grænser ere imidlertid lidet skarpe Ligesom stærke Grunde tale for ganske at udsondre Kirkeretten som en egen Klasse,<ref>Jfr. Savigny System I. 27–8.</ref> saaledes er der meget forskjellige Meninger om den rette Begrænsning mod Privatretten. Den almindeligste Inddeling henfører dog nu med Romerne Proces (Civil- og Criminal-) samt Strafferet til den offentlige Ret, idet man lægger Vægten paa, at disse Dele af Retssystemet mest vedkomme Staten i dens Egenskab af Retsordenens Vogter, og at der derfor her i Almindelighed kun er Rum for ufravigelige Lovbud, medens i Privatretten det meste overlades til Parternes frivillige {{bindestrek1|Ord|Ordning}} <section end="3"/><noinclude> <references/></noinclude> bxabnvrh7w3jonyyhkv47kafx5ei1jf 104 72476 333582 189843 2026-09-19T15:18:30Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333582 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>{{midtstilt|{{større|'''Forord til 1ste Udgave.'''}}}} Idet jeg med andre Arbeider for Øie gjennemgik Haandskrifter, gamle Bøger, Aviser o. s. v., stødte jeg, og det stundom der, hvor jeg mindst skulde ventet det, paa Traditioner og anekdotmæssige Fortællinger, der forekom mig at indeholde et Glimt, om end tidt et flygtigt og ubetydeligt, af et forsvundet Bygdeliv eller at kaste et Streiflys over fremfarne Almueslægters Vilkaar og Tænkemaade. Efterhaanden fik jeg Lyst til at samle hvad jeg havde fundet. Jeg tilføiede da hertil Et og Andet, jeg erindrede fra min egen Hjembygd, samt til Slutning ogsaa en Afhandling over et Emne, som staar i nær Forbindelse med vore Folkesagns gradvise Uddøen i det sidste Aarhundrede. En Hovedhensigt med at offentliggjøre en Samling, som sagtens vil forekomme Flere fattig nok, har været Haabet om, at maaske en Enkelt af dem, der endnu maatte være i Besiddelse af hidtil ukjendte Traditioner fra vore Bygder, om han fik Bogen i Hænde, kunde bevæges til at optegne og paa en eller anden Maade at meddele dem. Hvad der maatte blive indsendt til mig, vil i ethvert Tilfælde paa Universitets-Bibliotheket finde et sikkert Opbevaringssted og sent eller tidligt blive benyttet i Literaturen.<noinclude> <references/></noinclude> n659ov75rjrjvkgtepk3l8di5ogbq6n 104 72477 333487 280724 2026-09-19T15:02:40Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333487 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|{{antikva|IV}}}}</noinclude>{{blank linje}} Hr. P. Fylling har tilladt mig at benytte de af ham i Bladet „Møringen“ for 1869—1870 meddelte Folkesagn fra Søndmøre i den Udstrækning, jeg maatte ønske, og endel af disse ere ogsaa i forkortet Bearbeidelse gaaede over i min Samling. ::Christiania den 23de November 1870. {{høyre|'''L. {{sperret|Daae}}.'''|2em}} {{strek|8em|margin-tb=2em}} {{midtstilt|{{stor|'''Forord til 2den Udgave.'''}}}} {{strek|4em|margin-tb=1em}} Første Udgave af denne Samling er nu udsolgt, og jeg har saaledes fundet Leilighed til at udgive den i en ny, forøget og, som jeg tør haabe, forbedret Skikkelse. Foruden mine egne fortsatte Iagttagelser og Optegnelser har jeg ved denne ogsaa kunnet benytte Meddelelser af flere Andre, der velvilligen ere blevne mig tilstillede, og hvem jeg derfor yder min Tak. Særlig skylder jeg med Erkjendtlighed at nævne Cand. philos. og Assistent ved Rigsarchivet O. A. Øverland, der med største Forekommenhed har stillet fine betydelige Samlinger af nordenfjeldske Sagn til min Raadighed. Da de bekjendte Uaar 1740—1743 oftere nævnes i flere af de i denne Samling meddelte Sagn, har jeg her til Slutning leveret en Oversigt over disse i en særskilt Afhandling. ::Christiania den 10de November 1881. {{høyre|'''L. {{sperret|Daae}}.'''|2em}} {{dobbel strek|8em|margin-tb=2em}}<noinclude> <references/></noinclude> iob3sxszk09ii4ag0ucccu3rk7uph7o 104 72478 333503 333347 2026-09-19T15:05:20Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333503 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>{{midtstilt|{{større|'''Indhold.'''}}}} {{--}} {{Export TOC/s}} {| class="_toc" |- | || {{liten blokk|Side.}} |- | [[Røldals Kirke]] || 1. |- | [[St. Thomas-Kirken paa Filefjeld]] || 10. |- | [[Fidje Kapel]] || 15. |- | [[Flogstad Kirke]] || 16. |- | [[Hæglands Kirke]] || 17. |- | [[Neslands Kirke]] || 18. |- | [[Eidsfjords Kirke]] || 19. |- | [[Hofs Kapel]] || 21. |- | [[Brune Kirke]] || 22. |- | [[Gulsvik Kirke|Gulsvik {{rettelse|Kapel|Kirke}}]] || 22. |- | [[Tolvkjørhelleren i Siredalen]] || 23. |- | [[Hellige Kilder]] || 23. |- | [[Afladskræmmeren paa Hedemarken]] || 25 |- | [[Tollef Sal]] || 26. |- | [[St. Jetmund i Vanelven]] || 28. |- | [[Hr. Jørgen Thomassøn i Kvinesdal]] || 29. |- | [[Hr. Herman Hanssøn]] || 30. |- | [[En Præsts Husliv paa Reformationstiden]] || 31. |- | [[Præstekonen i Gjerestad]] || 34. |- | [[De ældste Præster i Lesje efter Reformationen]] || 35. |- | [[Præster i Nes i Hallingdal]] || 38. |-<noinclude>|} {{Export TOC/e}} <references/></noinclude> dxt6yvowj25atpu52y2jd9jtxdh2rms 104 72479 333517 333348 2026-09-19T15:07:40Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333517 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{| class="_toc" |- | || {{liten blokk|Side.}}</noinclude>|- | [[Hr. Jon Mogenssøn Skanke i Indviken]] || 40. |- | [[Bonden og Bispen]] || 43. |- | [[Præsten paa Nesodden]] || 44. |- | [[Den vise Hr. Søren Schive]] || 45. |- | [[Hr. Jacob Anderssøn Mand i Lindaas]] || 50. |- | [[Alf Pave paa Ringsaker]] || 50. |- | [[Præstekonen i Tysnes]] || 52. |- | [[Tordenskjolds Skibspræst]] || 53. |- | [[Fanden i Strømmene]] || 53. |- | [[Biskop Henning Stockfleth]] || 55. |- | [[Almuens Præstevalg]] || 55. |- | [[Hestekampe]] || 58. |- | [[Almuens Gilder og Gjestebud]] || 61. |- | [[Bustemanden]] || 69. |- | [[Trælasthandel paa Søndmøre i gamle Dage]] || 74. |- | [[Ole Bottolfssøn Sundve]] || 75. |- | [[Kirsebæravlen i Hardanger]] || 76. |- | [[Hardanger-Violinen]] || 76. |- | [[Gerhard Treschow og Svend Hugen]] || 78. |- | [[Store Uaar nordenfjelds]] || 79. |- | [[Hr. Halvor og Graatopsslottet i Drangedal]] || 80. |- | [[Finlierne]] || 81. |- | [[Kvæner]] || 83. |- | [[Stig Bagge]] || 88. |- | [[Sagn fra Syvaarskrigen]] || 92. |- | [[Olaf den Helliges Ligkiste]] || 96. |- | [[Et Vaabenthing paa Søndmøre 1599]] || 103. |- | [[Vonde Aasmund]] || 104. |- | [[Svensken i Snaasen]] || 105. |- | [[Løitnanten og Nordhordlændingerne]] || 106. |- | [[Hr. Jacob Wisseltoft]] || 107. |- | [[General Folkersam]] || 109. |-<noinclude>|} <references/></noinclude> j18iqsw7wafmljuuelpp2no4txlu4pr 104 72480 333533 333349 2026-09-19T15:10:20Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333533 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|{{antikva|VII}}}} {| class="_toc" |- | || {{liten blokk|Side.}}</noinclude>|- | [[Vosserne og Hardangerne i Gyldenløvefeiden]] || 110. |- | [[En svensk Anna Kolbjørnsdatter]] || 111. |- | [[Tordenskjold og Drakenberg]] || 112. |- | [[Norsk Adel i forrige Aarhundrede (Norske Bygdesagn)|Norsk Adel i forrige Aarhundrede]] || 113. |- | [[Oberst Løven]] || 119. |- | [[Sagn om Armfeldts Indfald]] || 119. |- | [[De svenske Krigsfanger i Lindaas]] || 129. |- | [[Ole Hovdejord]] || 131. |- | [[„Holste-Karerne“]] || 134. |- | [[Vossingen, som talte tydsk]] || 136. |- | [[Knut Hanssøn Jaastad]] || 137. |- | [[Mette-Elling]] || 140. |- | [[Lærdølerne]] || 142. |- | [[Ole Kildmyren]] || 147. |- | [[Jørund paa Kvaalid]] || 148. |- | [[Sellestad-Kjæmpen]] || 149. |- | [[Asgeir Hegtved]] || 152. |- | [[Store-Hans]] || 153. |- | [[Oberstløitnant Hein]] || 161. |- | [[Rømningsmænd]] || 163. |- | [[Argehovden]] || 164. |- | [[Søren Haarberg]] || 167. |- | [[Ole og Aslak Jonssønner]] || 169. |- | [[Alexander Persson, Stodderkonge paa Søndmøre]] || 169. |- | [[Anders Høvding]] || 174. |- | [[Elling Kjerstad]] || 175. |- | [[Arve Bravkarl|{{rettelse|Arne|Arve}} Bravkarl]] || 176. |- | [[Fantegutten]] || 179. |- | [[Snarøen]] || 183. |- | [[Et Grændsemøde]] || 183. |- | [[Valborg i Faret]] || 184. |- | [[Ulvene i Ryfylke]] || 186. |-<noinclude>|} <references/></noinclude> mcqpz8myxee5dwrdi49bb6hg1i19jan 104 72481 333543 333350 2026-09-19T15:12:00Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333543 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|{{antikva|VIII}}}} {{Export TOC/s}} {| class="_toc" |- | || {{liten blokk|Side.}}</noinclude>|- | [[Ole Vigedal]] || 188. |- | [[Fingubben og den danske Pige]] || 189. |- | [[Kongehøien i Gjerdrum]] || 191. |- | [[Christian den Sjette paa Søndmøre]] || 192. |- | [[Lars Paalssøn Ingeset]] || 194. |- | [[To Soldater]] || 196. |- | [[Sille Gad]] || 197. |- | [[Ludvig Holbergs Barndom]] || 198. |- | [[Oprindelsen til Adelsnavnet Benkestok]] || 199. |- | [[Fra Kongsberg]] || 200. |- | [[Røros Kobberverk]] || 206. |- | [[Meldals Kobberverk]] || 210. |- | colspan=2 | {{---}} |- | [[Naar lærte den norske Almue at læse indenad]] || 213. |- | [[Uaar og Hungersnød i Norge 1740—1743]] || 229. |} {{Export TOC/e}} {{===}}<noinclude> <references/></noinclude> lzfjrgxwi0j4cfznpor9eaqmfae86p1 333719 333543 2026-09-19T16:11:33Z Kåre-Olav 25 lenke 333719 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|{{antikva|VIII}}}} {{Export TOC/s}} {| class="_toc" |- | || {{liten blokk|Side.}}</noinclude>|- | [[Ole Vigedal]] || 188. |- | [[Fingubben og den danske Pige]] || 189. |- | [[Kongehøien i Gjerdrum]] || 191. |- | [[Christian den Sjette paa Søndmøre]] || 192. |- | [[Lars Paalssøn Ingeset]] || 194. |- | [[To Soldater]] || 196. |- | [[Sille Gad]] || 197. |- | [[Ludvig Holbergs Barndom]] || 198. |- | [[Oprindelsen til Adelsnavnet Benkestok]] || 199. |- | [[Fra Kongsberg]] || 200. |- | [[Røros Kobberverk]] || 206. |- | [[Meldals Kobberverk]] || 210. |- | colspan=2 | {{---}} |- | [[Naar lærte den norske Almue at læse indenad]] || 213. |- | [[Uaar og Hungersnød i Norge 1740–1743|Uaar og Hungersnød i Norge 1740—1743]] || 229. |} {{Export TOC/e}} {{===}}<noinclude> <references/></noinclude> tqmkgbbfagnkire7o57wpkmvwdodymx 104 72482 333563 333342 2026-09-19T15:15:20Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333563 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>{{midtstilt|{{større|'''Røldals Kirke.'''}}}} {{ppoem|style=margin-right:2em;font-size:83%| „Jeg kom nu fra de Varme Bad; :De vilde ikke virke, Nu maa jeg hid at spørge ad :Om {{antikva|Røldals}} gamle Kirke. Der siiges: at den har en Skat :Som {{antikva|Røldals}} Kaarset heder; Og paa hver {{antikva|Sancte Hanses}} Nat :En krafftig Salve sveder; Den heeler Krykke-Mænders Been, :At de, som Hinden spiller, Den Blinde smør sin Øye-Steen :Og staver uden Briller. Ja ufrugtsommelige Møer, :Som denne Svede rører, De finder anden Kraft end før :Og Skumfar-Seiglet fører Did maa jeg hen; Maa skee jeg og :Kand Raad og Redning finde For mine dumme Øyne-Log :Og Aske-Farved Kinde.“ }} {{ppoem|style=font-size:69%;margin-right:0;text-align:center| (Ole Camstrup, {{antikva|Trifolium metricum}}, Kbhvn. 1739. 4. S. 34—35). }} Middelalderens fornemste Valfartssted i vort Land var som bekjendt Throndhjems Domkirke, og man havde desuden ogsaa andre, f. Ex. Michaelskirken paa Slotsbjerget ved Tønsberg, det hellige Kors ved Borre samt<noinclude>{{høyre|{{liten blokk|1}}}} <references/></noinclude> 5lt1ezyg8bwy6vms0jtwa4m7o926imx 104 72490 333474 333343 2026-09-19T15:00:30Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333474 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|9}}</noinclude>kom ogsaa Manddrab. Af og til mumledes ogsaa om Folk, som reiste hjemmefra med mange Penge i Lommen, men aldrig mere kom hjem, og om Andre, som pludselig vare blevne rige, uden at Nogen vidste hvorledes. „Her er mangen Dands snud, mangen gild Gamp er her sprængt, og mangen spræk Karl er her dængt“, heder det endnu om den gamle Markedsplads. I 1755 indtraf en Vandflom, som endnu mindes som den „store Flaumen“. Den ødelagde Markedspladsen, der da opfyldtes med en Mængde Sten. I 1756 blev ved Reskript af 4de Septbr. Røldals Heste- og Kvæg-Marked fra første Tirsdag efter St. Hans Dag henlagt til tredie Tirsdag derefter, og endelig bortfaldt det i 1810 aldeles. Da Røldal er en fattig Bygd, og endnu mere var det, førend de nyere Veianlæg forbedrede Almuens Vilkaar, strømmede herfra Tiggere i talrig Mængde ud i Nabobygderne, hvor de behandledes med en særegen Medlidenhed og Godgjørenhed, fordi de kom fra et Sogn, hvis Kirke var saa hellig. De forsømte da ikke at fortælle alle de Mirakler og Legender, der knyttede sig til denne for derved at erhverve saa meget rigeligere Almisser. {{liten blokk|En interessant Beskrivelse af Bygden findes i „Den Constitutionelle“, Aarg. 1844, No. 35 og 47. Om Pilegrimsfarterne i dem sidste Tid fortælles i samme Blad for 1841, No. 186 og i Aftenbladet for 1868, No. 49 flg. af Provst Løberg, der dog tildels er unøiagtig og navnlig feiler, naar han mener, at Røldal i den katholske Tid „havde en rig og mægtig Clerus“. Se ogsaa Glostrups Visitatsbog (Haandskr. i Kbhvns Univ.-Bibliothek, Arnam. No. 893. 4.). Wolfs {{antikva|Norrigia illustrata}}, Kbhvn 1651. 4. S. 178—179. L. Munthes Catechismus-Forklaring (Casparis Udg. S. 24) samt Biskop Kærups Copibog i Rigsarchivet. Om Markedet se ogsaa Landstads Folkeviser, S. 400.}}<noinclude> <references/></noinclude> ev8lcscyxib194unbs7z4917l9vv4sb 333720 333474 2026-09-19T16:12:01Z Kåre-Olav 25 m>n 333720 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|9}}</noinclude>kom ogsaa Manddrab. Af og til mumledes ogsaa om Folk, som reiste hjemmefra med mange Penge i Lommen, men aldrig mere kom hjem, og om Andre, som pludselig vare blevne rige, uden at Nogen vidste hvorledes. „Her er mangen Dands snud, mangen gild Gamp er her sprængt, og mangen spræk Karl er her dængt“, heder det endnu om den gamle Markedsplads. I 1755 indtraf en Vandflom, som endnu mindes som den „store Flaumen“. Den ødelagde Markedspladsen, der da opfyldtes med en Mængde Sten. I 1756 blev ved Reskript af 4de Septbr. Røldals Heste- og Kvæg-Marked fra første Tirsdag efter St. Hans Dag henlagt til tredie Tirsdag derefter, og endelig bortfaldt det i 1810 aldeles. Da Røldal er en fattig Bygd, og endnu mere var det, førend de nyere Veianlæg forbedrede Almuens Vilkaar, strømmede herfra Tiggere i talrig Mængde ud i Nabobygderne, hvor de behandledes med en særegen Medlidenhed og Godgjørenhed, fordi de kom fra et Sogn, hvis Kirke var saa hellig. De forsømte da ikke at fortælle alle de Mirakler og Legender, der knyttede sig til denne for derved at erhverve saa meget rigeligere Almisser. {{liten blokk|En interessant Beskrivelse af Bygden findes i „Den Constitutionelle“, Aarg. 1844, No. 35 og 47. Om Pilegrimsfarterne i den sidste Tid fortælles i samme Blad for 1841, No. 186 og i Aftenbladet for 1868, No. 49 flg. af Provst Løberg, der dog tildels er unøiagtig og navnlig feiler, naar han mener, at Røldal i den katholske Tid „havde en rig og mægtig Clerus“. Se ogsaa Glostrups Visitatsbog (Haandskr. i Kbhvns Univ.-Bibliothek, Arnam. No. 893. 4.). Wolfs {{antikva|Norrigia illustrata}}, Kbhvn 1651. 4. S. 178—179. L. Munthes Catechismus-Forklaring (Casparis Udg. S. 24) samt Biskop Kærups Copibog i Rigsarchivet. Om Markedet se ogsaa Landstads Folkeviser, S. 400.}}<noinclude> <references/></noinclude> 36ia4qgkq4020dpt6jd6r1xx551awy3 104 72491 333486 189755 2026-09-19T15:02:30Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333486 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>{{midtstilt|{{større|'''St. Thomas-Kirken paa Filefjeld'''}}}} Mellem Nystuen og Maristuen paa den bergenske Hovedvei over Filefjeld bliver den Reisende ofte gjort opmærksom paa det Sted, hvor der endnu i Begyndelsen af dette Aarhundrede stod en Kirke uden Menighed. Naturen er ublid og gold, overalt sees kun vidtstrakte Myrer og Sumpe, bevoxede af Stargræs, Graavidje og Dvergbusk. Vilde Dyr ere de eneste Væsener, som her have blivende Sted, thi kun om Sommeren samles der Folk i nogle Sætre, der dels høre til Vang i Valders, dels til Lærdal i Sogn. En Sæter kaldes endnu „Ved Kyrkja“. Om Kirkens Oprindelse vides Intet med Vished. Almuen fortæller dels, at den er bygget af Huldren, snart hører man omtrent det samme Sagn, som er bekjendt fra Hedals Kirke i Valders og forresten fra mange andre Steder ikke alene i Norge, men ogsaa i Sverige. Den var, heder det nemlig, usynlig, indtil den blev funden af en Mand ved Navn Thomas, som paa en Rypejagt traf dens Spir med sin Pil og derved bragte den for Dagen. Selvfølgelig sættes den da ogsaa i Forbindelse med den sorte Død. Dette Sagn om Thomaskirken findes allerede i et lærd Skrift fra 1754. Nogle have ment, at Kirken er opført af fordums Beboere af Smeddalen, en nu aldeles øde Dal paa Filefjeld, hvor der engang skal have været tilvirket og bearbeidet Myrejern, og hvor endnu Smidjeslagstykker skulle findes. Sikkert er kun dette, at en Præst i Vang, Hr. Thue Auchessøn, i Aarene 1615—1620 overtalte Almuen i dette Præstegjeld til at istandsætte det da øde og forfaldne Gudshus, hvilket siden betragtedes som et Slags Annex til Vang.<noinclude> <references/></noinclude> mz3t7wdakbntzq6zw1ofcwaam7dskg7 104 72496 333562 189841 2026-09-19T15:15:10Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333562 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="St. Thomas-Kirken paa Filefjeld" /> vare villige. Men det traf sig saa, at disse Folk vare gamle og svage, og da de vel ikke bleve stærkere ved dette Arbeide, hed det snart at det var Huldren, som havde hævnet sig ved at paaføre dem Sygdom. Kirkens Træverk solgtes ved Auktion til nogle Mænd, som havde paataget sig at bygge Broer over Filefjeld. Om Klokkerne heder det, at de først bleve flyttede til Hurums Kirke, det sydligste Annex i Vang. Men de klang daarlig dernede, thi Huldren havde berøvet dem deres Lyd. Saa flyttedes de til Hovedkirken, der lød de dog lidt bedre, og endelig til Øie, det øverste Annex, uden at de dog hellere der kunde lyde saa, som de havde lydt paa Fjeldet. {{liten blokk|C. U. Schøning, {{antikva|Tractatus de habitu Norvegiæ ad agriculturam}}, {{antikva|Haun.}} 1754. 8. S. 21—22. Pontoppidans Norges naturl. Hist {{antikva|I.}} S. 70. Budstikken, 3. S. 279. Krafts Topogr. Beskr. over Norge, 2. S. 241 (2. Udg. 2. S. 68). Breve til R. Nyerup, udg. af L. Daae, S. 4. Reskriptsamlingen og Kancelli-Indlæggene i Rigsarchivet. N. Nicolaysen, Norske Fornlevninger, S. 118 samt fornemmelig Christiania-Posten for 1ste og 4de Juli 1855 (af J. Belsheim) og for 17de August s. A. (af F. A. Wessel-Berg). A. E. Vang, Gamle Segnir fraa Valdres, utgjevne av J. E. Nielsen, {{antikva|I.}} Chra. 1871. 8. S. 59.}} {{liten blokk|Ogsaa ved en Sæter, Flodstølen, mellem Valders og Gol i Hallingdal skal der (ifølge Wiels Beskrivelse af Ringerike m. M., Topogr. Journ. H. 31, S. 185) findes Spor til en Kirke, der paastaaes at være opført af Folk, der dreve paa at bearbeide Myrmalm.}} <section end="St. Thomas-Kirken paa Filefjeld" /> '''Fidje Kapel.''' <section begin="Fidje Kapel" /> Dette Kapel, der er Annex til Lindaas i Bergens Stift, skal være bygget midt i det syttende Aarhundrede af en Skipper, som under en Livsfare i Nordsøen lovede,<noinclude> <references/></noinclude> 0y7y7hv2qqsglmmjzdpuns2o71zdro9 104 72497 333572 189797 2026-09-19T15:16:50Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333572 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Fidje Kapel" /> at om Herren lykkelig vilde føre ham tillands, da skulde han bygge en Kirke paa det Sted, hvor han først kom. Dette var Fidje. En af Stedets Præster har for over hundrede Aar siden fortalt saaledes derom: „Denne lille Ø, som ligger langt ude i Havet, beboes af 33 Familier, hist og her adspredte omkring en Bugt. Hver Mand har til sit Hus et lidet Stykke Jord, som kaldes Plads. Nesten af Øen er en udyrket Udørken, fuld af Lyng og Krat. Øen skal først for 200 Aar siden være bleven bebygget af Norske, og det første da byggede Træhus staar og beboes endda, og den Plads heder endnu Huse. Før den Tid skal Øen have været beboet af Engelskmænd og Skotter, af hvis Stenhuse endnu sees Levninger.“ {{liten blokk|Præsten {{sperret|Angells}} Beskrivelse over Lindaas af 1752, Manuskr. i Univ.-Bibl. i Chra.}} <section end="Fidje Kapel" /> '''Flogstad Kirke.''' <section begin="Flogstad Kirke"/>Denne Kirke, Annex til Dybvaag i Nedenes, skylder efter Sagnet et Skibs Forlis sin Tilblivelse, idet Vraget blev givet til en Kirkes Opførelse der. Hertil sigte de Ord, som staa paa en Tavle i Kordøren: <poem> Af Vrag min Opkomst er Af Søfolk mest opholdet, Naar Søen her og der Dem Sorrig har forvoldet. </poem> {{liten blokk|Bruenechs Samlinger om Præsteskabet i Christianssands Stift. (Haandskr. i Chra. Univ.-Bibl.).}}<section end="Flogstad Kirke"/><noinclude> <references/></noinclude> 2e3pctrfc4cusj93108ueepwrn58h0v 333606 333572 2026-09-19T15:31:18Z Kåre-Olav 25 overskrift 333606 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|16}}</noinclude><section begin="Fidje Kapel"/>at om Herren lykkelig vilde føre ham tillands, da skulde han bygge en Kirke paa det Sted, hvor han først kom. Dette var Fidje. En af Stedets Præster har for over hundrede Aar siden fortalt saaledes derom: „Denne lille Ø, som ligger langt ude i Havet, beboes af 33 Familier, hist og her adspredte omkring en Bugt. Hver Mand har til sit Hus et lidet Stykke Jord, som kaldes Plads. Nesten af Øen er en udyrket Udørken, fuld af Lyng og Krat. Øen skal først for 200 Aar siden være bleven bebygget af Norske, og det første da byggede Træhus staar og beboes endda, og den Plads heder endnu Huse. Før den Tid skal Øen have været beboet af Engelskmænd og Skotter, af hvis Stenhuse endnu sees Levninger.“ {{liten blokk|Præsten {{sperret|Angells}} Beskrivelse over Lindaas af 1752, Manuskr. i Univ.-Bibl. i Chra.}} {{---}} <section end="Fidje Kapel"/> <section begin="Flogstad Kirke"/>{{midtstilt|{{større|'''Flogstad Kirke.'''}}}} Denne Kirke, Annex til Dybvaag i Nedenes, skylder efter Sagnet et Skibs Forlis sin Tilblivelse, idet Vraget blev givet til en Kirkes Opførelse der. Hertil sigte de Ord, som staa paa en Tavle i Kordøren: {{ppoem|style=font-size:83%| Af Vrag min Opkomst er Af Søfolk mest opholdet, Naar Søen her og der Dem Sorrig har forvoldet. }} {{liten blokk|Bruenechs Samlinger om Præsteskabet i Christianssands Stift. (Haandskr. i Chra. Univ.-Bibl.).}} {{---}}<section end="Flogstad Kirke"/><noinclude> <references/></noinclude> jjc7ieklzc7xjnkfum5k0a99n0l0au4 104 72498 333577 189763 2026-09-19T15:17:40Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333577 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> {{midtstilt|{{større|'''Hæglands Kirke.'''}}}}</noinclude> I Molands Præstegjeld i øvre Thelemarken laa før midt i Skoven paa en smuk Plads ved en Elv Hæglands Annexkirke. Kun tolv Gaarde, som dertil paa alle Kanter omgaves af Hovedsognet, hørte dertil. Sagnet beretter, at en rig „Greve“, der boede paa Gaarden Brække, først skal have ladet den bygge for at have en Kirke paa sin Grund, og muligvis har den virkelig været en af de ikke faa saakaldte Høgendes-Kirker, der skyldte Privatmænd sin Oprindelse. Ogsaa til denne Kirke foregik Valfarter af Syge og Krøblinger, der her gjenvandt sin Helbred og efterlode sine Krykker og Stave. Ligesom i Røldal var ogsaa her St. Hans-Natten den aarlige Valfartstid. Fra de omliggende Bygder, lige ned til Drangedal, strømmede Folk sammen, vaagede om Natten, optændte Baal, sang og læste ved Ilden, hvorhos de Syge tildels ogsaa badede sig i Elven. Om Morgenen var der Beværtning paa Gaarden Brække, derpaa hørte man Præstens St. Hans-Dags-Prædiken, og efter Gudstjenesten var der Dands omkring en stor, aldeles rund Haug, der ligger 6 til 8 Skridt udenfor den forrige Kirkegaardsport. Den gamle Kirkebygning erstattedes i 1671 med en ny, stor, lys og smuk, men i Almuens Øine var den dog ikke saa hellig som den gamle. Dandsen var det, som først ophørte, medens Valfarterne, Baalene og Badningen vedbleve indtil over Midten af forrige Aarhundrede. Hr. Ephraim Jæger, der var Sognepræst her 1774—1782 og endnu erindres i Sagnet under Navn af „Lille-Jæger“ og som en hellig Mand, holdt tilsidst efter Begjæring en Fredagsprædiken paa en St. Hans Dag, i hvilken han udviklede for Bønderne, hvilken Daarlighed det var „at søge Lægedom ved visse<noinclude> <references/></noinclude> ay91lodb1erllpl0y55zpefqhu21ecc 104 72499 333578 189764 2026-09-19T15:17:50Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333578 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Hæglands Kirke" /> Kirker mere end ved andre og ved alle i Almindelighed.“ Fra den Tid af skulle Valfarterne ganske have ophørt. Den af de ovenanførte Grunde rent overflødige Kirke er omsider ifølge kongelig Resolution af 4de Decbr. 1844 nedreven og Sognet indlemmet i Hovedsognet. {{liten blokk|Skilling-Magazin for 1845, No. 19, hvor den nedrevne Kirke er afbildet. J. M. Lund, Beskrivelse over Øvre-Tellemarken. Kbh. 1785. S. 232—233. Norsk historisk Tidsskrift, 2. R. {{antikva|III.}} S. 26—27.}} <section end="Hæglands Kirke" /> {{midtstilt|{{større|'''Neslands Kirke.'''}}}} <section begin="Neslands Kirke" /> Nesland er et lidet Annexsogn til Vinje Præstegjeld i Thelemarken og gjennemstrømmes af den skummende Tokke- eller Totak-Elv. Her stod før en liden mærkelig Stavekirke, der i 1847 blev nedreven, ikke fordi den var brøstfældig, men fordi den var bleven for liden. Indtil henimod Slutningen af forrige Aarhundrede var Kirken en saakaldet Vaagekirke, hvor Almuen samledes St. Hans-Natten til en Slags Gudstjeneste paa egen Haand, og hvor Syge mente at finde Helsebod gjennem Tilbedelse af et Mariabillede. Man læste af en Postil Texten til St. Hans’s Ære, sang Psalmer, optændte tilsidst en stor Ild paa Kirkevolden og holdt sig der lystig hele Natten igjennem. I Kirken laa et Maal af en Lensmand Thof Sandok, der skal have levet omtrent ved Aar 1600. Maalet viste, at han havde været tre Alen og sytten Tommer lang, og der gaar endnu Sagn om hans Størrelse og Styrke. Han kunde paa engang uddrikke en Bolle paa sex Potter stærkt Øl uden at blive beruset; <section end="Neslands Kirke" /><noinclude> <references/></noinclude> 1tg3nz95h0m3qadvgfgytd9dznfpe23 104 72501 333579 189766 2026-09-19T15:18:00Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333579 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Neslands Kirke" /> hans Ølbolle var endnu for en Menneskealder siden at se paa Gaarden Omthveit i Brunkeberg. Den var malet Aar 1615 og havde saadan Omskrift: <poem> Then, som intett kan aulle og gierne vill dricke, stor rikdom i Verden bekommer han icke. </poem> Paa Kirkevæggen stod ogsaa andre Maal affatte af høitvoxne Karle. {{liten blokk|Neslands Kirke, et Digt af M. B. Landstad. Frederikshald 1852. 8. S. 7 og 31. Provst Landstad bestræbte sig forgjæves for at redde Kirken fra Nedrivelse. Se ogsaa Lunds Beskr. over Øvre Tellemarken, S. 190.}} <section end="Neslands Kirke" /> {{midtstilt|{{større|'''Eidsfjords Kirke.'''}}}} <section begin="Eidsfjords Kirke" /> Eidsfjords Sogn hørte trods sin Beliggenhed midt inde i Hardanger dog i gamle Dage til Stavanger Stift, for at Biskoppen i Stavanger her skulde have en Station paa sine Visitatsreiser til Hallingdal og Valders. Da siden disse Dale lagdes under Akershus Stift, blev Eidsfjord Annex til Ulvik. I Bygdens gamle Stenkirke fandtes en Gravsten, hvis Indskrift i det gamle norske Sprog berettede, at en Ragna Asolfsdatter havde ladet Kirken tække, og at hendes „Aartid“ var Juleaften, det vil sige, at man aarlig paa den Dag skulde ihukomme hende med Sjælemesse. Paa Stenen sees hun paa Knæ at overrække en Præst en Kirke. Denne Ragna Asolfsdatter er sandsynligvis den samme „Ragna hin Rike,“ ogsaa „Ille-Ragna“ kaldet, om <section end="Eidsfjords Kirke" /><noinclude> <references/></noinclude> oshld2z94zjx99gr5790q0ymkdoi4cx 333616 333579 2026-09-19T15:32:49Z Kåre-Olav 25 ppoem 333616 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Neslands Kirke"/>hans Ølbolle var endnu for en Menneskealder siden at se paa Gaarden Omthveit i Brunkeberg. Den var malet Aar 1615 og havde saadan Omskrift: {{ppoem|style=font-size:83%| Then, som intett kan aulle og gierne vill dricke, stor rikdom i Verden bekommer han icke. }} Paa Kirkevæggen stod ogsaa andre Maal affatte af høitvoxne Karle. {{liten blokk|Neslands Kirke, et Digt af M. B. Landstad. Frederikshald 1852. 8. S. 7 og 31. Provst Landstad bestræbte sig forgjæves for at redde Kirken fra Nedrivelse. Se ogsaa Lunds Beskr. over Øvre Tellemarken, S. 190.}} {{---}} <section end="Neslands Kirke"/> <section begin="Eidsfjords Kirke"/>{{midtstilt|{{større|'''Eidsfjords Kirke.'''}}}} Eidsfjords Sogn hørte trods sin Beliggenhed midt inde i Hardanger dog i gamle Dage til Stavanger Stift, for at Biskoppen i Stavanger her skulde have en Station paa sine Visitatsreiser til Hallingdal og Valders. Da siden disse Dale lagdes under Akershus Stift, blev Eidsfjord Annex til Ulvik. I Bygdens gamle Stenkirke fandtes en Gravsten, hvis Indskrift i det gamle norske Sprog berettede, at en Ragna Asolfsdatter havde ladet Kirken tække, og at hendes „Aartid“ var Juleaften, det vil sige, at man aarlig paa den Dag skulde ihukomme hende med Sjælemesse. Paa Stenen sees hun paa Knæ at overrække en Præst en Kirke. Denne Ragna Asolfsdatter er sandsynligvis den samme „Ragna hin Rike,“ ogsaa „Ille-Ragna“ kaldet, om <section end="Eidsfjords Kirke"/><noinclude> <references/></noinclude> in41k1uuiscgdq7qqigvrfr1o0ki2ql 104 72502 333580 189811 2026-09-19T15:18:10Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333580 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>hvem der endnu fortælles et Sagn i Bygden. Hun skal have boet paa Sæ i Simedal og have havt en drikfældig Mand, med hvem hun ikke forligtes, og hvem hun engang negtede at tage med sig til Markedet i Vik. Han kom alligevel med i Baaden, men Ragna lod ham underveis sætte af paa et lidet Skjær i den Tanke at tage ham igjen, naar hun vendte tilbage fra Markedet. Imidlertid opkom svært Uveir, og Manden blev skyllet væk fra Skjæret og druknede. Ragna reiste da i sin Fortvivlelse til Bergen for at raadføre sig med en klog Kone. Paa Spørgsmaalet, om hvor dybt hun stod i Synden, fik hun det Svar: „Til Ankelen.“ For at udsone sine Synder lovede hun nu efter Konens Raad at bygge en Kirke i Eidsfjord og holdt sit Løfte, men paa Hjemreisen mødte hun alt det Smør, hun havde, „en Klokke, en Stamp, femten Tønder og et Span“, drivende paa Fjorden, og da hun kom til Simedal vare alle hendes Støler bortrevne af Flommen. En anden Beretning, der maaske er bedre, har Intet om den kloge Kone, men fortæller derimod, at Ragna, efter i sin Anger at have bygget Kirken, forstod at skjule sin Udaad og først skriftede den i Dødens Stund. {{liten blokk|{{antikva|Miltzowii Presbyterologia Wos-Hardangriana. Haun.}} 1679. 4. {{antikva|p.}} 63. N. Nicolaysen i Aarsberetningen fra Foreningen til Norske Fortidsmindesmærkers Bevaring for 1860. A. Faye, Norske Folke-Sagn, 2. Udg. S. 218. Hermoder. 6. Halvaarg. (1824) S. 93. Schnabel om Hardanger S. 41. {{antikva|Björgynjar Kálfskinn, ed. P. A.}} {{antikva|Munch, p.}} 127. Stenen findes afbildet i Suhms Saml. {{antikva|II.}} 3. 38. Da Ragna ikke i Inskriptionen betegnes som Frue, Hustru eller Jomfru, har hun altsaa neppe været af Adel.}}<noinclude> <references/></noinclude> lr32cf5x4g5qz9tvm677tegqz9r3doz 104 72503 333581 191334 2026-09-19T15:18:20Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333581 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|{{større|'''Hofs Kapel.'''}}}}</noinclude>{{liten blokk|Som bekjendt have visse Egne af Landet i den katholske Tid havt langt flere Kirker, end nu er Tilfældet. Ringsaker havde saaledes hele 10 Kirker (nu kun 3), Ullensaker og Nes paa Romerike hver 7 (siden 2 og 3) o. s. v. En stor Del af disse Kirker vare dog i Virkeligheden overflødige og skyldte for det meste kun private Mænd sin Tilblivelse, hvorfor de i Resormationsaarhundredet forfaldt og efterhaanden forsvandt paa enkelte nær, der vedligeholdtes som „hellige“ Lovekirker. Kun i Throndhjems Stift blev det (1589) efter almindelig Visitats rundt i Stiftet af Lensherren, Bispen og en Kannik engang for alle fastsat, hvilke Kirker skulde vedligeholdes og hvilke ikke. (Den saakaldte Throndhjemske Reformats, trykt i Norske Vidensk. Selsk. Skr. i 19de Aarh. B. 1). Det er kun saa af hine allerede i gammel Tid nedlagte Kirker, hvorom Almuesagnet ved noget at fortælle, men de fleste af dem have ogsaa ligget i de sagnfattige østlandske Fladbygder.}} Henved tusinde Skridt fra Østre Thotens Hovedkirke skal have staaet et lidet Kapel af Træ, Hofs Kapel kaldet. Præsten Karl Thordssøn Schonch lod det nedbryde og kjørte Masterne, hvoraf det var bygget, hjem til Brænde. Men da han første Gang varmede sig derved, overfaldt der ham en forunderlig Kulde, og han følte sig aldrig mere varm i sit hele Liv. Han byggede sig da et lidet nyt Hus for sig selv paa Præstegaardens Tomter, hvor han til enhver Aarstid havde en stor Ild og Hede for sig. Huset kaldte man Karlsberg. {{liten blokk|Karl Thordssøn Schonch var Kannik i Hamar og Provst over Hadeland samt Sognepræst til Thoten i Aarene 1568—1593. Norsk hist. Tidsskr. {{antikva|IV.}} S. 498. Svendsens haandskrevne Oplysninger om Præsteskabet i Christiania og Hamar Stifter.}}<noinclude> <references/></noinclude> j5m5ibaz51z3wnh7xhg31v2sffim8gu 333722 333581 2026-09-19T16:13:50Z Kåre-Olav 25 s>f 333722 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|21}}</noinclude>{{midtstilt|{{større|'''Hofs Kapel.'''}}}} {{liten blokk|Som bekjendt have visse Egne af Landet i den katholske Tid havt langt flere Kirker, end nu er Tilfældet. Ringsaker havde saaledes hele 10 Kirker (nu kun 3), Ullensaker og Nes paa Romerike hver 7 (siden 2 og 3) o. s. v. En stor Del af disse Kirker vare dog i Virkeligheden overflødige og skyldte for det meste kun private Mænd sin Tilblivelse, hvorfor de i Reformations{{shy}}aarhundredet forfaldt og efterhaanden forsvandt paa enkelte nær, der vedligeholdtes som „hellige“ Lovekirker. Kun i Throndhjems Stift blev det (1589) efter almindelig Visitats rundt i Stiftet af Lensherren, Bispen og en Kannik engang for alle fastsat, hvilke Kirker skulde vedligeholdes og hvilke ikke. (Den saakaldte Throndhjemske Reformats, trykt i Norske Vidensk. Selsk. Skr. i 19de Aarh. B. 1). Det er kun faa af hine allerede i gammel Tid nedlagte Kirker, hvorom Almuesagnet ved noget at fortælle, men de fleste af dem have ogsaa ligget i de sagnfattige østlandske Fladbygder.}} Henved tusinde Skridt fra Østre Thotens Hovedkirke skal have staaet et lidet Kapel af Træ, Hofs Kapel kaldet. Præsten Karl Thordssøn Schonch lod det nedbryde og kjørte Masterne, hvoraf det var bygget, hjem til Brænde. Men da han første Gang varmede sig derved, overfaldt der ham en forunderlig Kulde, og han følte sig aldrig mere varm i sit hele Liv. Han byggede sig da et lidet nyt Hus for sig selv paa Præstegaardens Tomter, hvor han til enhver Aarstid havde en stor Ild og Hede for sig. Huset kaldte man Karlsberg. {{liten blokk|Karl Thordssøn Schonch var Kannik i Hamar og Provst over Hadeland samt Sognepræst til Thoten i Aarene 1568—1593. Norsk hist. Tidsskr. {{antikva|IV.}} S. 498. Svendsens haandskrevne Oplysninger om Præsteskabet i Christiania og Hamar Stifter.}} {{---}}<noinclude> <references/></noinclude> i9sp9zsfbbezdt18gxyq1vptncmya3m 104 72504 333583 189769 2026-09-19T15:18:40Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333583 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|{{større|'''Brune Kirke.'''}}}}</noinclude><section begin="Brune Kirke" /> Paa Søndmøre hører man stundom paa Fastelavns Tirsdag gamle Folk spørge for Spøg: „Skal du til Brune Kirke imorgen?“ Paa Gaarden Brune i Skøie Sogn skal nemlig engang have staaet et Kapel, hvor der holdtes Tjeneste een Gang om Aaret, i Fasten, og da strømmede Folk sammen did ei alene fra Omegnen, men ogsaa langveisfra. Ogsaa til andre Tider gjorde Syge og Krøblinger Valfarter did for at finde Helsebod, thi Kirken stod i høit Ry for Hellighed. {{liten blokk|Møringen for 1869, No. 42.}} <section end="Brune Kirke" /> {{midtstilt|{{større|'''Gulsvik Kirke.'''}}}} <section begin="Gulsvik Kirke" /> Ved Gaarden Gulsvik i Hallingdal ved den nordre Ende af Krøderen skal i gamle Dage have staaet en Kirke af Træ, hvoraf ved Midten af forrige Aarhundrede endnu saaes to Stolper og en Sten der, hvor Indgangen havde været. Stedet kaldtes Kapel-Haugen og holdtes for et Par Hundrede Aar siden saa helligt, at Ingen maatte komme der efter Solnedgang. {{liten blokk|Foged Iver Wiels Beskrivelse over Ringerike og Hallingdal, (nedskreven 1743) i Topogr. Journal (H. 31. S. 169). Gulsvik Kirke og Kirkesogn nævnes 1346 ({{antikva|Dipl. Norv. I.}} S. 239), da den skulde tjærebredes.}} <section end="Gulsvik Kirke" /><noinclude> <references/></noinclude> arsrmz5e1ybdry2kqy5mam65735ol5n 0 72505 333664 189772 2026-09-19T15:39:36Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333664 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=9 to=17 header=1 /> 5t3xp4jxrdmdpneix3zq686l4g83t58 0 72506 333675 189773 2026-09-19T15:41:06Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333675 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=18 to=23 tosection="St. Thomas-Kirken paa Filefjeld" header=1 /> l4lvpa8qk0z2tsad8zz4z2qjmwnbs3p 104 72507 333584 189774 2026-09-19T15:18:50Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333584 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|{{større|'''Tolvkjørhelleren i Siredalen.'''}}}}</noinclude><section begin="Tolvkjørhelleren i Siredalen" /> Høit oppe i Siredalen „paa det vilde og øde Fjeld og Udørken“ skal engang have været fem Bondegaarde. De havde ikke Raad til at holde Præst og heller ikke til at bygge Kirke, fordi der ikke var Tømmer. De valgte da en stor Hule eller Heller, der kan rumme hundrede Mennesker, til Kirke og kom der sammen for at bede. Udenfor begravede de sine Døde. Biskoppen af Stavanger fik tolv Kjør for at indvie Helleren, og deraf fik den sit Navn. Alle Bønderne paa disse fem Gaarde døde ud i den store Mandedød. Ogsaa denne Hule maa have staaet i Ry for sin Hellighed i de omliggende Bygder, thi i Sætersdalen gaar det Sagn, at to ældgamle Dørplanker med høist mærkelige Udskjæringer fra Valle Kirke oprindelig skulle have været „kraatede“ til Prydelse for Tolvkjørhelleren af to Piger, og at de engang skulle have staaet i Helleren. {{liten blokk|Peder Claussøns Norges Beskr. Kbhvn. 1632, S. 59. (Saml. Skr. S. 315). N. Nicolaysens Norske Fornlevninger, S. 259 og 779. Aarsberetn. fra Foren. til N. Fortidsmindesm. Bev. for 1867, S. 96—97. Dørplankerne, der forestille mythiske Sagn (Sigurd Fafnesbanes Historie), ere afbildede i Skill.-Mag. for 4de Febr. 1865.}} <section end="Tolvkjørhelleren i Siredalen" /> {{midtstilt|{{større|'''Hellige Kilder.'''}}}} <section begin="Hellige Kilder" /> I 1594 kom Biskop Jens Nilssøn i Oslo paa sin Visitatsreise til Vistelands Kirke, Annex til Hjertum i Bohuslen. En god Fjerdingvei fra hin Kirke „ligger <section end="Hellige Kilder" /><noinclude> <references/></noinclude> 11nr5mez5bthpnutr1wcdwaox9rou52 104 72508 333471 189775 2026-09-19T15:00:00Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333471 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>St. Olufs Kilde, dertil forsamlede sig en stor Hob Folk St. Olufs Tid (29 Juli) baade af Sverige og de andre omliggende Gjeld og holder der uskikkelig Væsen med Drik og Andet.“ Temmelig nær ved St. Olafs Kilde fandt Biskoppen paa samme Reise ved Svansund en anden hellig Kilde, St. Nicolai Kilde. „Omkring denne Kilde staa mange smaa Kors, og derudi sidder Hovedhaar. Der siges, at samme Kilde skulde selv have flyttet sig afsted tre eller fire Trin af den Aarsag, at en Øg skulde have staldet derudi.“ I Eidsbergs Præstegjeld i Smaalenene er Haugs Kilde i Nærheden af Trømborg Annexkirke. „Den blev i forrige Tider meget søgt fra adskillige omliggende Steder som en Lægedom, og have de, som den have søgt, kastet noget efter sig i Kilden, enten Sølv, Penge eller noget af deres Klæder, ja den søges endnu (ɔ: omtrent 1760), som kan mærkes af, at der som oftest bliver hængt Klæder og Linned omkring den.“ I Imsdalen i Snaasen skal i sin Tid have været et lidet Kapel paa Meegaard. Ikke langt derfra er en liden „Springkilde“, kaldet St. Olafs Kilde, „hvor mangehaande syge Mennesker skulle være hjulpne“. „Krykker og Stave saa man der mangfoldige, og gamle Mænd sige, at mange søgte derhen efter den papistiske Overtros Afskaffelse.“ Kilden har siden været vanskelig at finde, da den er overgroet med Mos. Ved St Olafs Kilde ved Vegsund paa Søndmøre var det endnu omtrent 1730 Skik, at man satte et Kors saa ofte man hentede Vand derfra eller drak af den. {{liten blokk|Biskop Jens Nilssøns Visitatsbøgers 3die Hefte. (Thottske Mskptsaml. Kgl. Bibl. i Kbhvn. No. 1583. 4.). Topogr. Journal, S. 27, S. 83. N. Vidensk. Selsk. Skr. i 19de Aarhundrede, 1, S. 211. Smlgn. Danmarks hellige Sundhedskilder (af H. R.) i „Fædre}}-<noinclude> <references/></noinclude> sgk1io8zm5yls8mynvup5masslr7dsm 333626 333471 2026-09-19T15:34:17Z Kåre-Olav 25 ordner blokk 333626 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|24}}</noinclude>St. Olufs Kilde, dertil forsamlede sig en stor Hob Folk St. Olufs Tid (29 Juli) baade af Sverige og de andre omliggende Gjeld og holder der uskikkelig Væsen med Drik og Andet.“ Temmelig nær ved St. Olafs Kilde fandt Biskoppen paa samme Reise ved Svansund en anden hellig Kilde, St. Nicolai Kilde. „Omkring denne Kilde staa mange smaa Kors, og derudi sidder Hovedhaar. Der siges, at samme Kilde skulde selv have flyttet sig afsted tre eller fire Trin af den Aarsag, at en Øg skulde have staldet derudi.“ I Eidsbergs Præstegjeld i Smaalenene er Haugs Kilde i Nærheden af Trømborg Annexkirke. „Den blev i forrige Tider meget søgt fra adskillige omliggende Steder som en Lægedom, og have de, som den have søgt, kastet noget efter sig i Kilden, enten Sølv, Penge eller noget af deres Klæder, ja den søges endnu (ɔ: omtrent 1760), som kan mærkes af, at der som oftest bliver hængt Klæder og Linned omkring den.“ I Imsdalen i Snaasen skal i sin Tid have været et lidet Kapel paa Meegaard. Ikke langt derfra er en liden „Springkilde“, kaldet St. Olafs Kilde, „hvor mangehaande syge Mennesker skulle være hjulpne“. „Krykker og Stave saa man der mangfoldige, og gamle Mænd sige, at mange søgte derhen efter den papistiske Overtros Afskaffelse.“ Kilden har siden været vanskelig at finde, da den er overgroet med Mos. Ved St Olafs Kilde ved Vegsund paa Søndmøre var det endnu omtrent 1730 Skik, at man satte et Kors saa ofte man hentede Vand derfra eller drak af den. {{liten blokk/s}} Biskop Jens Nilssøns Visitatsbøgers 3die Hefte. (Thottske Mskptsaml. Kgl. Bibl. i Kbhvn. No. 1583. 4.). Topogr. Journal, S. 27, S. 83. N. Vidensk. Selsk. Skr. i 19de Aarhundrede, 1, S. 211. Smlgn. Danmarks hellige Sundhedskilder (af H. R.) i „{{bindestrek1|Fædre|Fædrelandet}}<noinclude>{{liten blokk/e}} <references/></noinclude> e603n172clo2mr3p2mmzxocd7f2u8ww 333640 333626 2026-09-19T15:36:20Z Kåre-Olav 25 ordner bindestrek 333640 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|24}}</noinclude>St. Olufs Kilde, dertil forsamlede sig en stor Hob Folk St. Olufs Tid (29 Juli) baade af Sverige og de andre omliggende Gjeld og holder der uskikkelig Væsen med Drik og Andet.“ Temmelig nær ved St. Olafs Kilde fandt Biskoppen paa samme Reise ved Svansund en anden hellig Kilde, St. Nicolai Kilde. „Omkring denne Kilde staa mange smaa Kors, og derudi sidder Hovedhaar. Der siges, at samme Kilde skulde selv have flyttet sig afsted tre eller fire Trin af den Aarsag, at en Øg skulde have staldet derudi.“ I Eidsbergs Præstegjeld i Smaalenene er Haugs Kilde i Nærheden af Trømborg Annexkirke. „Den blev i forrige Tider meget søgt fra adskillige omliggende Steder som en Lægedom, og have de, som den have søgt, kastet noget efter sig i Kilden, enten Sølv, Penge eller noget af deres Klæder, ja den søges endnu (ɔ: omtrent 1760), som kan mærkes af, at der som oftest bliver hængt Klæder og Linned omkring den.“ I Imsdalen i Snaasen skal i sin Tid have været et lidet Kapel paa Meegaard. Ikke langt derfra er en liden „Springkilde“, kaldet St. Olafs Kilde, „hvor mangehaande syge Mennesker skulle være hjulpne“. „Krykker og Stave saa man der mangfoldige, og gamle Mænd sige, at mange søgte derhen efter den papistiske Overtros Afskaffelse.“ Kilden har siden været vanskelig at finde, da den er overgroet med Mos. Ved St Olafs Kilde ved Vegsund paa Søndmøre var det endnu omtrent 1730 Skik, at man satte et Kors saa ofte man hentede Vand derfra eller drak af den. {{liten blokk/s}} Biskop Jens Nilssøns Visitatsbøgers 3die Hefte. (Thottske Mskptsaml. Kgl. Bibl. i Kbhvn. No. 1583. 4.). Topogr. Journal, S. 27, S. 83. N. Vidensk. Selsk. Skr. i 19de Aarhundrede, 1, S. 211. Smlgn. Danmarks hellige Sundhedskilder (af H. R.) i {{bindestrek1|„Fædre|„Fædrelandet}}<noinclude>{{liten blokk/e}} <references/></noinclude> ila9rno2y0bgktc5vcoq8zthzasxuvi 104 72509 333473 189776 2026-09-19T15:00:20Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333473 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Hellige Kilder" /> {{liten blokk|landet“, f. 1867. No. 143—44 og Werlauffs Antegnelser til Holbergs 18 første Lystspil, S. 308 flg. Haandskrevne Optegnelser af Dr. Hans Strøm.}} <section end="Hellige Kilder" /> {{midtstilt|{{større|'''Afladskræmmeren paa Hedemarken.'''}}}} <section begin="Afladskræmmeren paa Hedemarken" /> En Afladskræmmer blev „ikke saa mange Aar før Reformationen“ udsendt fra Paven for at samle Penge i Norge. Paa Gaarden Brette i Romedal solgte han en Ungkarl et Frihedsbrev for tilkommende Synder. Men da Afladskræmmeren skulde reise fra Hedemarken til Eidsvold over Moskoven, var Ungkarlen der tilstede, slog ham ihjel og tog hans Penge. {{liten blokk|Carlstrøms Hedemarkens geistlige Antikviteter (Mskpt. i Chra. Univ.-Bibl. No. 385. 4to.). Forf., der nedskrev sine Optegnelser i 1804, tilføier: „Denne Hændelse findes af et gammelt Dokument, som for nogen Tid siden var at finde hos Major Wessel i Vang“. Historien har, som let vil sees, en mistænkelig Lighed med den bekjendte tydske Fortælling fra Reformationstiden om Tetzel, der bl. A. læses i {{antikva|Joh. Manlii Locorum communium collectanea}}, {{antikva|Budissinae}} 1565. 8. {{antikva|p.}} 97, men det maa dog erindres, at pavelige Collectorer ogsaa i Norge stundom ere blevne udplyndrede. Et saadant Tilfælde indtraf f. Ex. 1438 mellem Bergen og Stavanger, da en Indsamler mistede hele sin Skat. Biskop Audun i Stavanger lod strax Folk drage ud, der fangede Røverne, som samtlige henrettedes. {{antikva|Dipl. Norv. VI.}} S. 502.}} <section end="Afladskræmmeren paa Hedemarken" /><noinclude> <references/></noinclude> 4fd7gf3tcus58m94c98ruircoyah1kk 333635 333473 2026-09-19T15:35:40Z Kåre-Olav 25 ordner blokk 333635 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|25}} {{liten blokk/s}}</noinclude><section begin="Hellige Kilder"/>{{bindestrek2|landet|Fæderlandet}}“, f. 1867. No. 143—44 og Werlauffs Antegnelser til Holbergs 18 første Lystspil, S. 308 flg. Haandskrevne Optegnelser af Dr. Hans Strøm. {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Hellige Kilder"/> <section begin="Afladskræmmeren paa Hedemarken"/>{{midtstilt|{{større|'''Afladskræmmeren paa Hedemarken.'''}}}} En Afladskræmmer blev „ikke saa mange Aar før Reformationen“ udsendt fra Paven for at samle Penge i Norge. Paa Gaarden Brette i Romedal solgte han en Ungkarl et Frihedsbrev for tilkommende Synder. Men da Afladskræmmeren skulde reise fra Hedemarken til Eidsvold over Moskoven, var Ungkarlen der tilstede, slog ham ihjel og tog hans Penge. {{liten blokk|Carlstrøms Hedemarkens geistlige Antikviteter (Mskpt. i Chra. Univ.-Bibl. No. 385. 4to.). Forf., der nedskrev sine Optegnelser i 1804, tilføier: „Denne Hændelse findes af et gammelt Dokument, som for nogen Tid siden var at finde hos Major Wessel i Vang“. Historien har, som let vil sees, en mistænkelig Lighed med den bekjendte tydske Fortælling fra Reformationstiden om Tetzel, der bl. A. læses i {{antikva|Joh. Manlii Locorum communium collectanea}}, {{antikva|Budissinae}} 1565. 8. {{antikva|p.}} 97, men det maa dog erindres, at pavelige Collectorer ogsaa i Norge stundom ere blevne udplyndrede. Et saadant Tilfælde indtraf f. Ex. 1438 mellem Bergen og Stavanger, da en Indsamler mistede hele sin Skat. Biskop Audun i Stavanger lod strax Folk drage ud, der fangede Røverne, som samtlige henrettedes. {{antikva|Dipl. Norv. VI.}} S. 502.}} {{---}}<section end="Afladskræmmeren paa Hedemarken"/><noinclude> <references/></noinclude> ltblkrw93u4u0wed94ft8mw5c0b3dwz 333642 333635 2026-09-19T15:36:35Z Kåre-Olav 25 stavefeil 333642 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|25}} {{liten blokk/s}}</noinclude><section begin="Hellige Kilder"/>{{bindestrek2|landet|Fædrelandet}}“, f. 1867. No. 143—44 og Werlauffs Antegnelser til Holbergs 18 første Lystspil, S. 308 flg. Haandskrevne Optegnelser af Dr. Hans Strøm. {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Hellige Kilder"/> <section begin="Afladskræmmeren paa Hedemarken"/>{{midtstilt|{{større|'''Afladskræmmeren paa Hedemarken.'''}}}} En Afladskræmmer blev „ikke saa mange Aar før Reformationen“ udsendt fra Paven for at samle Penge i Norge. Paa Gaarden Brette i Romedal solgte han en Ungkarl et Frihedsbrev for tilkommende Synder. Men da Afladskræmmeren skulde reise fra Hedemarken til Eidsvold over Moskoven, var Ungkarlen der tilstede, slog ham ihjel og tog hans Penge. {{liten blokk|Carlstrøms Hedemarkens geistlige Antikviteter (Mskpt. i Chra. Univ.-Bibl. No. 385. 4to.). Forf., der nedskrev sine Optegnelser i 1804, tilføier: „Denne Hændelse findes af et gammelt Dokument, som for nogen Tid siden var at finde hos Major Wessel i Vang“. Historien har, som let vil sees, en mistænkelig Lighed med den bekjendte tydske Fortælling fra Reformationstiden om Tetzel, der bl. A. læses i {{antikva|Joh. Manlii Locorum communium collectanea}}, {{antikva|Budissinae}} 1565. 8. {{antikva|p.}} 97, men det maa dog erindres, at pavelige Collectorer ogsaa i Norge stundom ere blevne udplyndrede. Et saadant Tilfælde indtraf f. Ex. 1438 mellem Bergen og Stavanger, da en Indsamler mistede hele sin Skat. Biskop Audun i Stavanger lod strax Folk drage ud, der fangede Røverne, som samtlige henrettedes. {{antikva|Dipl. Norv. VI.}} S. 502.}} {{---}}<section end="Afladskræmmeren paa Hedemarken"/><noinclude> <references/></noinclude> 9cgis0ufy8nfjwfptlu7zbytx416aj5 333647 333642 2026-09-19T15:37:15Z Kåre-Olav 25 anf.tegn 333647 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|25}} {{liten blokk/s}}</noinclude><section begin="Hellige Kilder"/>{{bindestrek2|landet|„Fædrelandet}}“, f. 1867. No. 143—44 og Werlauffs Antegnelser til Holbergs 18 første Lystspil, S. 308 flg. Haandskrevne Optegnelser af Dr. Hans Strøm. {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Hellige Kilder"/> <section begin="Afladskræmmeren paa Hedemarken"/>{{midtstilt|{{større|'''Afladskræmmeren paa Hedemarken.'''}}}} En Afladskræmmer blev „ikke saa mange Aar før Reformationen“ udsendt fra Paven for at samle Penge i Norge. Paa Gaarden Brette i Romedal solgte han en Ungkarl et Frihedsbrev for tilkommende Synder. Men da Afladskræmmeren skulde reise fra Hedemarken til Eidsvold over Moskoven, var Ungkarlen der tilstede, slog ham ihjel og tog hans Penge. {{liten blokk|Carlstrøms Hedemarkens geistlige Antikviteter (Mskpt. i Chra. Univ.-Bibl. No. 385. 4to.). Forf., der nedskrev sine Optegnelser i 1804, tilføier: „Denne Hændelse findes af et gammelt Dokument, som for nogen Tid siden var at finde hos Major Wessel i Vang“. Historien har, som let vil sees, en mistænkelig Lighed med den bekjendte tydske Fortælling fra Reformationstiden om Tetzel, der bl. A. læses i {{antikva|Joh. Manlii Locorum communium collectanea}}, {{antikva|Budissinae}} 1565. 8. {{antikva|p.}} 97, men det maa dog erindres, at pavelige Collectorer ogsaa i Norge stundom ere blevne udplyndrede. Et saadant Tilfælde indtraf f. Ex. 1438 mellem Bergen og Stavanger, da en Indsamler mistede hele sin Skat. Biskop Audun i Stavanger lod strax Folk drage ud, der fangede Røverne, som samtlige henrettedes. {{antikva|Dipl. Norv. VI.}} S. 502.}} {{---}}<section end="Afladskræmmeren paa Hedemarken"/><noinclude> <references/></noinclude> atdxncgl805cd17yc32ymyepx0f55bw 104 72510 333475 189777 2026-09-19T15:00:40Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333475 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|{{større|'''Tollef Sal.'''}}}}</noinclude>Den østligste Del af Tinns Hovedsogn støder op til Numedalen og har nu Navn af Tessungdalen, men kaldtes i gamle Dage Tollefsdalen. Den første Mand, som ryddede der, hedte nemlig Tollef Sal eller Salemand og boede paa Gaarden Sønstebø. Han blev en meget rig Mand, „da hans Arbeide og Agerdyrkning i den nye Jord gav stor Velsignelse og Frugtbarhed fra sig.“ Før sin Død lod han lidt søndenfor Sønstebø paa en Slette, som endnu kaldes Salsvolden, opføre en Hytte, Salshytten, hvis Tomt endnu paavises. Her lod han en Egekiste ophænge i to massive Jernlænker og bestemte paa sit Yderste, at hans Lig skulde lægges i denne Kiste. Han spaaede Tollefsdølerne Lykke og Velstand, saalænge de vilde holde dette hans Gravsted i Ære, men truede med, at hvis de forgreb sig paa det, skulde der siden bestandig være Krøblinger paa Sønstebø. I lang Tid rettede ogsaa Dølerne sig efter hans Vilje og høitideligholdt endog hvert Aar en bestemt Dag, Tollefsdagen, eller „Tollefs-Vok“ til hans Amindelse, idet de kom sammen ved Salshytten og sang ham Lovsange. En Hovmand havde engang tilladt sig at beskadige Hytten, men da han paa sin Reise kom til et Skredberg, som ligger midt i Veien en halv Mil derfra, styrtede hans Hest, og han brækkede sit ene Ben. Derfor kaldes dette Berg endnu Hovmandsberget. Endelig lod Præsten Jens Haurids, som ikke vilde taale denne Helgendyrkelse, Salshytten opbrænde, da han engang reiste der forbi, i Aaret 1692. Siden har der bestandig været Krøblinger paa Sønstebø.<noinclude> <references/></noinclude> 2swu75bpd1bjknhm7af98umikgytktm 104 72511 333477 189821 2026-09-19T15:01:00Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333477 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>{{blank linje}} {{liten blokk|Tinns Kaldsbog. Schwachs „Thelemarkiske Optegnelser“ i Bratsbergs Amtstidende 1850—52. B. H. Løvenskiolds Beskrivelse over Bratsbergs Amt, S. 60. J. M. Lunds Beskrivelse over Øvre-Tellemarken, S. 273, samt en utrykt Beskrivelse over Thelemarken i det st. kgl. Bibliothek i Kbhvn., Kallske Samling No. 590, 4. L. Daae, Norges Helgener, S. 198.}} {{liten blokk|Ved Hovmand (ofte udtalt Hommand) forstodes Fuldmægtige hos Øvrighedspersoner, især hos Fogden, stundom ogsaa en Betjent hos Jordegodseiere (som Ridefogden i Danmark). Peder Dass siger i „Nordlands Trompet“:}} <poem> {{liten blokk|„Tolv Daler i Bygsel for Bogen maa ud, Og gammel Gjeld-Oxe til Støvlernes Hud, Thi Kjødet bør Skindet at følge. En Buk og udlovet til Kjøkkenet blev. Betænk og Hommanden, som Seddelen skrev, Jeg kan ei din Skyldighed dølge.“}} </poem> {{liten blokk|Forøvrigt findes en Notits om Betydningen af Ordet Hovmand meddelt af I. Aasen blandt Anmærkningerne til Chr. Bruuns Udgave af Holbergs Epistler ({{antikva|I.}} S. 433). Chr. Jensen har i sit „Norske {{antikva|Dictionarium}}“ S. 28 følgende Anekdote om en „fattig dansk Hofmand“: „Der han udreiste i Lenet paa sin Husbonds, Fogdens, Vegne, noget Magtpaaliggende at forrette, blev ham lovet og foræret af Bonden Einkvart (ɔ: Noget), hvilket han i sin Skrivetavle antegned og i sin Tid agted at fordre. Blev saa den fattig Karl syg, og strax derefter døde, og befandtes saa denne Skrivetavle med disse Einkvarter efter ham. Og blev saa den Skyld dermed betalt. Og Arvingerne hørte Bogen til.“ „Idle Hovmand verte sjøllaa go Fut“ var et Ordsprog i Stavanger Amt (Norske Magasin, {{antikva|III.}} S. 228). Endnu i 1740 omtales Fogders Hovmænd (Norske Saml. 8vo. {{antikva|I.}} S. 573). I Bygderne om Throndhjem bruges „Homand“ i Betydningen af et letsindigt Menneske „Homandsstue“ i Betydning af Gjesteværelse forekommer 1674 i en Sag fra Aure for Throndhjems Kapitel. Om Hovmændenes Oprindelse smlgn. P. A. Munch, Det norske Folks Historie, 2. Hovedafd., II. S. 199.}}<noinclude> <references/></noinclude> jv5xho0qsepu0tmwz797wptrebk83s7 104 72512 333479 190192 2026-09-19T15:01:20Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333479 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|{{større|'''St. Jetmund i Vanelven.'''}}}}</noinclude>I Vanelvens Kirke paa Søndmøre, en gammel Kampestensbygning, stod før under Prædikestolen et gammelt Træbillede uden Hænder. Det er syv Kvarter høit og hvidmalet, i halv siddende Stilling, med brunt Haar og Skjæg, lang Kjole og Hue paa Hovedet samt et Belte om Livet, hvis Ender naa ned til Knæerne. Dette Billede, som nu findes i Bergens Musæum, kaldes St. Jetmunds. Da Vanelvens Kirke skulde bygges, kunde Ingen faa den istand, førend St. Jetmund paatog sig Arbeidet. Han kom reisende fra Nordfjord gjennem Aaheimsdalen og fik da paa et Sted, som endnu kaldes Jetmunds-Leite, se Gaarden Aaheim, hvor Kirken skulde bygges. Nu var det Skik i gamle Dage, at den, som vilde bygge, først lagde sig til at sove paa det Sted, hvor Huset skulde staa; undertiden pleiede man ogsaa forinden fælde et Træ. Blev da Søvnen rolig, betød det, at Arbeidet skulde gaa godt. Da altsaa St. Jetmund fik Stedet at se, hvor Kirken skulde staa, faldt han strax paa Knæ, bad Gud om Bistand til Verket og lagde sig til at sove. Derpaa opførte han Vanelvens Kirke og blev siden dyrket som en Helgen. {{liten blokk|H. Strøm. Beskrivelse over Søndmøre, Kbhvn. 1762—1766. 4. 2, S. 493—495. Helgenen er naturligvis den engelske St. Eatmund, der ogsaa dyrkedes i Norge, hvor et Gilde i Bergen og en Præbende i Throndhjems Kapitel havde Navn efter ham, og hvor Sagnet tilskrev ham Anlægget af Hovedøens Kloster, ja endog Opførelsen af Akershus’s Taarne. (Saml. t. N. S. Sp. o. Hist. {{antikva|II.}} S. 355—356). — Sagnet om, at Bygmestere først skulde sove paa Byggestedet, er meget almindeligt, se f. Ex. Norske Bygdesagn, {{antikva|II.}} S. 107. Det fortælles ogsaa om Christian {{antikva|IV.}} (Langebekiana, S. 130), at han efter en Drøm paa den Ø, hvor Christianstad nu ligger, lod denne By anlægge og dens Kirke opføre.}}<noinclude> <references/></noinclude> 5wy8qokjst1x9odjw2k6r7sgnvxcfp6 104 72513 333481 189780 2026-09-19T15:01:40Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333481 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|{{større|'''Hr. Iørgen Thomassøn i Kvinesdal.'''}}}}</noinclude>En rig Bonde i Kvinesdal, Thomas, som eiede de to store Gaarde Øvre-Egeland og Rødland og maa have levet i Slutningen af det 16de Aarhundrede, havde tre Sønner. Engang saa han de tre Smaagutter beskjæftigede med at bygge for Moro Skyld. Han spurgte dem da alle tre efter hverandre, hvad de byggede paa. Den ældste svarede „paa en Flor“ (Fjøs), den anden sagde, at han byggede paa en Stue, men den yngste, Jørgen, at han vilde bygge en Kirke.<ref>Hvem maa her ikke tænke paa Fortællingen om Olaf den Hellige og hans tre Halvbrødre? (Heimskringla, Ungers Udg., S. 285).</ref> Thomas tog da dette som Varsel om, at Jørgen var bestemt til at blive Præst, og sendte ham til Danmark for at studere. Da Jørgen endelig kom præstelært hjem igjen, forstod han, at „Munken“ hjemme i Kvinesdal prækede falsk Lære. Et helt Aar igjennem fatte han sig nu hver Søndag lige under Prækestolen, hvor Munkepræsten ikke kunde se ham, og skrev op, hvad denne sagde. Saa reiste han til Kjøbenhavn igjen, anklagede Munken for Kongen og fik selv Kongebrev paa Kaldet. Hemmelig vendte han hjem og kom ukjendt tilbage over Fjeldene en Søndag Morgen. Indhyllet i en lang Kappe gik han ind i Kirken, holdt sig stille, indtil Munken var færdig med sin Præken, og gik faa selv op paa Prækestolen, fortalte, hvem han var, og oplæste sit Kaldsbrev. Nu rømte Munken, forfulgt af Almuen, og forsvandt paa en Hei. Hr. Jørgen levede i mange Aar som Præst i Kvinesdal, og hans Søn, Jørgen<noinclude> <references/></noinclude> 0qgxag8gjiqc3zlf9a3h7z3k0e7xbou 0 72514 333601 189781 2026-09-19T15:30:36Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333601 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=23 to=24 fromsection="Fidje Kapel" tosection="Fidje Kapel" header=1 /> 8o7dbjx5wc1ppw66bn1jm9l2gxt4p9h 104 72515 333483 189782 2026-09-19T15:02:00Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333483 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Hr. Jørgen Thomassøn i Kvinesdal" /> Jørgenssøn, fik Kaldet efter ham. Han fik ogsaa opført en ny Kirke i Dalen, der stod lige til 1837. Den gamle Thomas skjænkede i sin Glæde over at se Sønnen som Præst et stort Stykke af sine Eiendomme til Præstegaarden, hvis Udmark det endnu udgjør. {{liten blokk|Dette Sagn, der er kjendt i den hele Dal, har jeg mange Gange hørt i min Barndom. Jørgen Thomassøn opførte Kirken 1623, var 1629 og længe efter Provst i Listers Provsti, og fra ham nedstamme de Christianssandske Familier Isaachsen og Willoch. Selvfølgelig er det aldeles urigtigt, naar Sagnet gjør ham til Dalens Reformator, thi „Munkepræsterne“ vare for længe siden forsvundne.}} <section end="Hr. Jørgen Thomassøn i Kvinesdal" /> {{midtstilt|{{større|'''Hr. Herman Hanssøn.'''}}}} <section begin="Hr. Herman Hanssøn" /> I 1613 blev sex Præster i Oslo og Hamar Stifter afsatte, fordi de havde været i jesuitiske Skoler og vare Tilhængere af den katholske Tro. Blandt dem var ogsaa Hr. Herman Hanssøn, Sognepræst til Nes paa Hedemarken. Om denne Mand stod optegnet i en gammel Bibel ensteds paa Oplandene, at han i et Bondebryllup havde gjennemstukket Luthers Billede og sagt: „Du Munk kunde have holdt din Mund, saa havde mangen Præst ei været saa bryd som nu.“ {{liten blokk|C. Deichmans Optegnelser. Chra. Univ.-Biblioth. Mskpt. No. 396 fol. Om Herman Hanssøn se bl. A. Gesch. Chr. d. {{antikva|IV.}} v. Slange, uebers. durch Schlegel, 2, S. 137.}} <section end="Hr. Herman Hanssøn" /><noinclude> <references/></noinclude> 138m6w0zqmkw7kzcmwq932vbevw3gz1 104 72516 333485 189783 2026-09-19T15:02:20Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333485 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|{{større|'''En Præsts Husliv paa Resormationstiden.'''}}}}</noinclude>Det katholske Forbud mod Præsters Ægteskab var unaturligt, vakte stor Modstand og blev, selv da det omsider gjennemførtes, altid omgaaet. Hos os holdt Præsterne altid saakaldte Deier, Raadskvinder eller Følgekoner,<ref>Af Fylgekona ere efter P. A. Munchs Mening saavel det norske „Førkje“ som det svenske {{antikva|flicka}} dannede. Førkje kunde muligens ogsaa være {{antikva|Fem.}} af Fark (Furk), en Omstreifer.</ref> der hyppig i Virkeligheden vare at betragte som Hustruer i et Slags borgerligt Ægteskab. Derfor var et saadant Fruentimmers Stilling i Samfundet ikke heller ligefrem uhæderlig, ligesaalidt som de Børns, der vare Frugten af disse Forbindelser. Man ser Præster at sikre sine Raadskvinders Fremtid (f. Ex. {{antikva|Dipl. Norv. I.}} S. 441), deres Børn ætledes (f. Ex. {{antikva|ibid. I.}} S. 131 og 236), en Præst holder sin Datters Gravøl ({{antikva|ibid. I.}} S. 252) og Bryllup ({{antikva|ibid. II.}} S. 292), en bemidlet Mand frier til en Præstedatter ({{antikva|ibid. II.}} S. 53). Aslak Bolts Datter gjorde to Gange efter hinanden gode Partier, Olaf Engelbrektssøn var Søn af en Bispedatter fra Stavanger og havde selv en Søn, der fik en stor Gaard i Jemteland; den bekjendte Christopher Throndssøns Hustru var Datter af Decanen i Throndhjems Capitel o. s. v. I Udlandet synes imidlertid det norske Præsteskab at have været berygtet for sit Levnet, dersom man skal tage Hensyn til en Ytring hos en bekjendt Krønikeforfatter Theodorich af Niem († som Biskop i Cambray 1417). Han fortæller nemlig, at „Biskoppens Frille ikke tillod sin Husbond at drage i Visitats uden at tage hende selv med, dels fordi hun da kunde leve høit hos Præsterne i Selskab med disses Friller, dels fordi hun vilde passe paa sin Elsker<noinclude> <references/></noinclude> 6y4hbzni7y9jvi905rei6w4gpke52v4 104 72518 333489 189826 2026-09-19T15:03:00Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333489 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>hold, medens hun havde været Raadskvinde i Gran. „Da svarede menig Almue og gav hende et godt Vidnesbyrd, at al den Stund hun var paa Gran, viste hun sig som en from Kvinde baade mod Rig og Fattig, og aldrig havde hørt nogen Tid, at M. Amund nænnede at sige eller mene forskrevne Kirstine noget Ondt til i nogen Maade.“ To af sine Døtre med Kirstine „giftede Mag. Amund ærlig fra sig, som Dannemænd pleie at gifte sine Børn, og gjorde deres Bryllupper paa Gran. Den ældste var Magdalene, som han gav Gudmund Hillen til Egtehustru, overværendes ærlig og velbyrdig Mand, Christen Munk, den Tid Slotsherre paa Akershus, Mag. Thorbjørn Olssøn, Sogneherre paa Thoten, og flere Venner. Og der han gifted sin Datter Anne med hæderlig Mand Hr. Thorsten, som siden blev Sogneherre paa Gran, da var overværende i deres Bryllup ærlig og velbyrdig Mand Peder Huitfeldt med sin velb. Frue, Fru Anne Bek, og velb. Frue, Fru Kirstine Brockenhuus med flere gode Folk baade af Oslo og her paa Hadeland.“ {{liten blokk|Hammer (anf. Sted) tilføier, at Mag. Amund Ellingssøn var Kannik i Hamar og Sognepræst til Gran i 39 Aar indtil 1573. Svigersønnen, Hr. Thorsten Sørenssøn, der ligeledes var Kannik i Hamar og dertil Religionsprovst over Hadelands Provsti, fik Grans Kald 1579 og døde 1612. Naar Dokumentet nævner Anne Bek som Peder Huitfeldts Hustru, er heri en Feil. Kantsler Peder H. var nemlig gift med Anne Urne, hvorimod Anne Bek var gift med Broderen Claus Huitfeldt til Krumstrup, alle nu levende Huitfeldters Stamfader.}} {{liten blokk|Lignende Beretninger haves ogsaa fra Sverige. Saaledes fortælles, at den første gifte Præst i Rättvik i Vesterås Stift Gudmundus Caroli, ægtede sin tredie Concubine. {{antikva|Hammarin, Carlstads}} {{antikva|Stifts Herdaminne, III.}} S. 272.}} {{liten blokk|Om Udtrykket „Nøglepige“ findes Oplysninger af {{antikva|Dr.}} J. Fritzner i Chra. Vidensk. Selskabs Forhandlinger for 1880, No. 16, S.}}<noinclude> <references/></noinclude> 0wr123v0fervyj3djkxf4axso3yel87 333657 333489 2026-09-19T15:38:37Z Kåre-Olav 25 ordner blokk 333657 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|33}}</noinclude>hold, medens hun havde været Raadskvinde i Gran. „Da svarede menig Almue og gav hende et godt Vidnesbyrd, at al den Stund hun var paa Gran, viste hun sig som en from Kvinde baade mod Rig og Fattig, og aldrig havde hørt nogen Tid, at M. Amund nænnede at sige eller mene forskrevne Kirstine noget Ondt til i nogen Maade.“ To af sine Døtre med Kirstine „giftede Mag. Amund ærlig fra sig, som Dannemænd pleie at gifte sine Børn, og gjorde deres Bryllupper paa Gran. Den ældste var Magdalene, som han gav Gudmund Hillen til Egtehustru, overværendes ærlig og velbyrdig Mand, Christen Munk, den Tid Slotsherre paa Akershus, Mag. Thorbjørn Olssøn, Sogneherre paa Thoten, og flere Venner. Og der han gifted sin Datter Anne med hæderlig Mand Hr. Thorsten, som siden blev Sogneherre paa Gran, da var overværende i deres Bryllup ærlig og velbyrdig Mand Peder Huitfeldt med sin velb. Frue, Fru Anne Bek, og velb. Frue, Fru Kirstine Brockenhuus med flere gode Folk baade af Oslo og her paa Hadeland.“ {{liten blokk/s}} Hammer (anf. Sted) tilføier, at Mag. Amund Ellingssøn var Kannik i Hamar og Sognepræst til Gran i 39 Aar indtil 1573. Svigersønnen, Hr. Thorsten Sørenssøn, der ligeledes var Kannik i Hamar og dertil Religionsprovst over Hadelands Provsti, fik Grans Kald 1579 og døde 1612. Naar Dokumentet nævner Anne Bek som Peder Huitfeldts Hustru, er heri en Feil. Kantsler Peder H. var nemlig gift med Anne Urne, hvorimod Anne Bek var gift med Broderen Claus Huitfeldt til Krumstrup, alle nu levende Huitfeldters Stamfader. Lignende Beretninger haves ogsaa fra Sverige. Saaledes fortælles, at den første gifte Præst i Rättvik i Vesterås Stift Gudmundus Caroli, ægtede sin tredie Concubine. {{antikva|Hammarin, Carlstads}} {{antikva|Stifts Herdaminne, III.}} S. 272. Om Udtrykket „Nøglepige“ findes Oplysninger af {{antikva|Dr.}} J. Fritzner i Chra. Vidensk. Selskabs Forhandlinger for 1880, No. 16, S.<noinclude>{{liten blokk/e}} <references/></noinclude> p5vcco6uwwds2qkx4ps3vcgkyae6bjn 333659 333657 2026-09-19T15:38:50Z Kåre-Olav 25 fjerner blank linje 333659 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|33}}</noinclude>hold, medens hun havde været Raadskvinde i Gran. „Da svarede menig Almue og gav hende et godt Vidnesbyrd, at al den Stund hun var paa Gran, viste hun sig som en from Kvinde baade mod Rig og Fattig, og aldrig havde hørt nogen Tid, at M. Amund nænnede at sige eller mene forskrevne Kirstine noget Ondt til i nogen Maade.“ To af sine Døtre med Kirstine „giftede Mag. Amund ærlig fra sig, som Dannemænd pleie at gifte sine Børn, og gjorde deres Bryllupper paa Gran. Den ældste var Magdalene, som han gav Gudmund Hillen til Egtehustru, overværendes ærlig og velbyrdig Mand, Christen Munk, den Tid Slotsherre paa Akershus, Mag. Thorbjørn Olssøn, Sogneherre paa Thoten, og flere Venner. Og der han gifted sin Datter Anne med hæderlig Mand Hr. Thorsten, som siden blev Sogneherre paa Gran, da var overværende i deres Bryllup ærlig og velbyrdig Mand Peder Huitfeldt med sin velb. Frue, Fru Anne Bek, og velb. Frue, Fru Kirstine Brockenhuus med flere gode Folk baade af Oslo og her paa Hadeland.“ {{liten blokk/s}} Hammer (anf. Sted) tilføier, at Mag. Amund Ellingssøn var Kannik i Hamar og Sognepræst til Gran i 39 Aar indtil 1573. Svigersønnen, Hr. Thorsten Sørenssøn, der ligeledes var Kannik i Hamar og dertil Religionsprovst over Hadelands Provsti, fik Grans Kald 1579 og døde 1612. Naar Dokumentet nævner Anne Bek som Peder Huitfeldts Hustru, er heri en Feil. Kantsler Peder H. var nemlig gift med Anne Urne, hvorimod Anne Bek var gift med Broderen Claus Huitfeldt til Krumstrup, alle nu levende Huitfeldters Stamfader. Lignende Beretninger haves ogsaa fra Sverige. Saaledes fortælles, at den første gifte Præst i Rättvik i Vesterås Stift Gudmundus Caroli, ægtede sin tredie Concubine. {{antikva|Hammarin, Carlstads}} {{antikva|Stifts Herdaminne, III.}} S. 272. Om Udtrykket „Nøglepige“ findes Oplysninger af {{antikva|Dr.}} J. Fritzner i Chra. Vidensk. Selskabs Forhandlinger for 1880, No. 16, S.<noinclude>{{liten blokk/e}} <references/></noinclude> 5qkf4qs8cs9v7jtteeirnylbzniz1jg 0 72519 333608 189786 2026-09-19T15:31:36Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333608 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=24 to=24 fromsection="Flogstad Kirke" tosection="Flogstad Kirke" header=1 /> cuy5nw6ouppos3n94mcgqy854efkjy7 104 72520 333491 189787 2026-09-19T15:03:20Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333491 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="En Præsts Husliv paa Reformationstiden" /> {{liten blokk|14—17. Forf. meddeler, at Almuesfolk i Norge i hans egen Tid nære gammeldags Forestillinger om „Nøklegjentens“ Ret. Saaledes har han oplevet, at en Pige, som i længere Tid havde været i en Mands Tjeneste og havt hans Nøgler under sin Varetægt, mente sig berettiget til det halve Bo, saafremt Manden ikke enten vilde indtræde i lovligt Ægteskab med hende eller beholde hende hos sig fremdeles paa samme Maade som før.}} <section end="En Præsts Husliv paa Reformationstiden" /> {{midtstilt|{{større|'''Præstekonen i Gjerestad.'''}}}} <section begin="Præstekonen i Gjerestad" /> Engang begav en Munkepræst i Gjerestad sig til Annexet Vegarsheien for at opkræve sin Smørrede og havde sin „Følgekone“ og sin Tjenestedreng med sig. Veien faldt over Vehus til Taxeraas, men da de vare komne til et Tjern, der ligger i en trang Fordybning, blev Munkepræsten slaaet ihjel af Kvinden og Drengen, der bandt hans Legeme fast til en Sten og nedsænkede det i Tjernet. Men om Foraaret flød Legemet tilligemed Stenen op. Tjernet kaldes den Dag idag „Præstkonne-Tjønna“, og Stenen, der endnu findes paa Gjerestad Kirkegaard, „Præstkonne-Steinen“. {{liten blokk|Optegnet 1707 af Præsten Høllen i Gjerestad og meddelt af J. Aas i „Gjerestad Præstegjeld og Præster“. Risør 1869, S. 22.}} <section end="Præstekonen i Gjerestad" /><noinclude> <references/></noinclude> m10t55evd9nfqr6p8mglho49edumntp 333666 333491 2026-09-19T15:39:55Z Kåre-Olav 25 ordner blokk 333666 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|34}} {{liten blokk/s}}</noinclude><section begin="En Præsts Husliv paa Reformationstiden"/>14—17. Forf. meddeler, at Almuesfolk i Norge i hans egen Tid nære gammeldags Forestillinger om „Nøklegjentens“ Ret. Saaledes har han oplevet, at en Pige, som i længere Tid havde været i en Mands Tjeneste og havt hans Nøgler under sin Varetægt, mente sig berettiget til det halve Bo, saafremt Manden ikke enten vilde indtræde i lovligt Ægteskab med hende eller beholde hende hos sig fremdeles paa samme Maade som før. {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="En Præsts Husliv paa Reformationstiden"/> <section begin="Præstekonen i Gjerestad"/>{{midtstilt|{{større|'''Præstekonen i Gjerestad.'''}}}} Engang begav en Munkepræst i Gjerestad sig til Annexet Vegarsheien for at opkræve sin Smørrede og havde sin „Følgekone“ og sin Tjenestedreng med sig. Veien faldt over Vehus til Taxeraas, men da de vare komne til et Tjern, der ligger i en trang Fordybning, blev Munkepræsten slaaet ihjel af Kvinden og Drengen, der bandt hans Legeme fast til en Sten og nedsænkede det i Tjernet. Men om Foraaret flød Legemet tilligemed Stenen op. Tjernet kaldes den Dag idag „Præstkonne-Tjønna“, og Stenen, der endnu findes paa Gjerestad Kirkegaard, „Præstkonne-Steinen“. {{liten blokk|Optegnet 1707 af Præsten Høllen i Gjerestad og meddelt af J. Aas i „Gjerestad Præstegjeld og Præster“. Risør 1869, S. 22.}} <section end="Præstekonen i Gjerestad"/><noinclude> <references/></noinclude> r4bddjsev46pfaa77c5g5oi5m4nquvp 333670 333666 2026-09-19T15:40:23Z Kåre-Olav 25 strek 333670 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|34}} {{liten blokk/s}}</noinclude><section begin="En Præsts Husliv paa Reformationstiden"/>14—17. Forf. meddeler, at Almuesfolk i Norge i hans egen Tid nære gammeldags Forestillinger om „Nøklegjentens“ Ret. Saaledes har han oplevet, at en Pige, som i længere Tid havde været i en Mands Tjeneste og havt hans Nøgler under sin Varetægt, mente sig berettiget til det halve Bo, saafremt Manden ikke enten vilde indtræde i lovligt Ægteskab med hende eller beholde hende hos sig fremdeles paa samme Maade som før. {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="En Præsts Husliv paa Reformationstiden"/> <section begin="Præstekonen i Gjerestad"/>{{midtstilt|{{større|'''Præstekonen i Gjerestad.'''}}}} Engang begav en Munkepræst i Gjerestad sig til Annexet Vegarsheien for at opkræve sin Smørrede og havde sin „Følgekone“ og sin Tjenestedreng med sig. Veien faldt over Vehus til Taxeraas, men da de vare komne til et Tjern, der ligger i en trang Fordybning, blev Munkepræsten slaaet ihjel af Kvinden og Drengen, der bandt hans Legeme fast til en Sten og nedsænkede det i Tjernet. Men om Foraaret flød Legemet tilligemed Stenen op. Tjernet kaldes den Dag idag „Præstkonne-Tjønna“, og Stenen, der endnu findes paa Gjerestad Kirkegaard, „Præstkonne-Steinen“. {{liten blokk|Optegnet 1707 af Præsten Høllen i Gjerestad og meddelt af J. Aas i „Gjerestad Præstegjeld og Præster“. Risør 1869, S. 22.}} {{---}}<section end="Præstekonen i Gjerestad"/><noinclude> <references/></noinclude> 5jzrhmr5wvy6cw2anwa05hsw3k1qx4s 104 72521 333493 189788 2026-09-19T15:03:40Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333493 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />'''De ældste Præster i Lesje efter Reformationen.'''</noinclude>Da Reformationen blev indført i Lesje, var Hr. Ole Kaanne (eller Kornie) Præst der. Han skal have været en Bondesøn fra Store-Tande der i Bygden og have lagt sin Odel under Præstegaarden. Han prækede ikke anderledes, end at han læste op af en liden Huspostil, som endnu efter to Hundrede Aars Forløb var i Behold paa Gaarden Sønstebø. Hans Eftermand, Hr. Sven, efterlod sig Døtre, „som for deres særdeles Grovheder ere navnkundige indtil denne Dag“. Saa kom Hr. Jens, den ældre, en dansk Mand. Han giftede sig med en Bondedatter Marit. I hans Tid indfaldt omtrent ved Aar 1600 frygteligt Uaar, Dyrtid og Elendighed. Bønderne maatte lade sine Gaarde ligge udyrkede og sendte tilsidst sine Plougjern ind til Akershus for at give tilkjende, at de ingen Skat kunde betale, hvorfor de ogsaa slap fri.<ref>Dette Træk er af stor Interesse. En lignende Beretning fra Aarene 1632—35 læses i C. U. Schønings {{antikva|Tractatus de habitu Norvegiæ ad agric. p.}} 41, og i en af Generalveimester Thaulows Skrivelser (Norske Saml. {{antikva|I.}} S. 567) heder det, at Bønderne i Christianssands Stift 1739 klage over sit Veiarbeide og „er færdig strax at levere deres Plovjern og kvittere Gaarden“. Mærkeligst er dog, at Bønderne i Tønsberg Len allerede 1424 meldte til Erik af Pommern, at de, hvis de skulde plages af Fogderne med „Hesteløb“ som hidtil, „hellere vilde befale Eders Naade baade Harv og Plog og overgive baade Fædrene- og Mødrenearv og fly Lenet“. ({{antikva|Dipl. Norv. I.}} S. 499). Udtrykket maa hidrøre fra Tydskland, hvor Jorden var skatlagt efter Plouge (Haken, {{antikva|unci}}).</ref> Mange forlod ogsaa Bygden, og blandt dem vare Præstefolkene selv. De vare saa fattige,<noinclude> <references/></noinclude> 0tkg8iuepznm2chhvx0x6rsh2vqdq1c 104 72524 333495 189829 2026-09-19T15:04:00Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333495 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="De ældste Præster i Lesje efter Reformationen"/>som blandt Andet engang oprørte Almuen mod ham og selv lagde Haand paa ham i Kirken og drog Messeklæderne af ham, medens han stod for Alteret. Hr. Sigvart anlagde da Sag mod Christen, der tilsidst blev saa forarmet, at han maatte gaa fra Gaard og Grund. En anden af Hr. Jens’s Sønner blev tilsidst lagt paa Steile som Morder, efter at han havde skilt tre Mennesker ved Livet. {{liten blokk|H. F. Hiorthøy, Beskrivelse over Gudbrandsdalens Provsti. Kbhvn. 1785. 2, S. 9—14.}} {{liten blokk|Om Uaar og Nød i Gudbrandsdalen i sextende Aarhundrede findes mellem G. Schønings Papirer en Afskrift af en gammel Optegnelse, funden paa Blakar i Lom, saalydende: „Ao 1566 stor dyr Tid i Gudbrandsdalen. 1567 begyndte Pesten paa Lom. 1576 kjøbte Mange tydsk Mel i Sogn til Fladbrød. 1600 noget før Paaske begyndte Pesten paa Lom. 1602 stor dyr Tid i Gudbrandsdalen; mange aad Mose af Fjeldet.“}} <section end="De ældste Præster i Lesje efter Reformationen"/> {{midtstilt|{{større|'''Præster i Nes i Hallingdal.'''}}}} <section begin="Præster i Nes i Hallingdal"/>I 1585 fik Hr. Tollef Stenssøn, som tilforn havde været Præst i Aal, Nes Kald. Medens han endnu var i Aal, kom en Bonde, som boede paa Gaarden Hus, til ham og bad Præsten følge med til Haug i Sigdal for at hjelpe ham med at fri til Mandens Datter Aaluf. Men da de kom did, syntes Præsten saa godt om Pigen, at han friede for sig selv istedenfor at fri for Bonden. Forældrene fandt, at det var et Tilbud, de ikke kunde lade gaa fra sig, og gave sit Samtykke, saa at Præsten fik Datteren. „Bonden, som saa, hvor skammelig han var bleven fixeret, forbitredes heftig derover, men maatte<section end="Præster i Nes i Hallingdal"/><noinclude> <references/></noinclude> 9r0f758ymckgwth8yojklzz3avkwdj6 104 72525 333497 189793 2026-09-19T15:04:20Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333497 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>smøre sig med Taalmodighed, da det var hans Præst, som havde gjort ham saadant Puds.“ Denne Præstekone blev siden to Gange efter hinanden gift med sin Mands Eftermænd i Nes Kald. Hendes tredie Mand, Hr. Rasmus, var en ugudelig Præstemand, og deres Søn Jeremias blev hængt for Tyveri. En af de følgende Præster, Hr. Johannes Sylvius fra Haderslev, som før havde været Præst ved Oslo Hospital, har udgivet endel Skrifter. Blandt disse var en Oversættelse af Curtius’s Bog om Alexander den Stores Bedrifter længe en yndet Folkebog. Men i sit Husliv var han mindre end lykkelig, „thi hans eneste Datter blev krænket af en gemen Karl, og hans eneste Søn ihjelstukken af en Ole Lie i et Drikkelag.“ Hr. Johannes døde 1637. Mellem Eftermændene var Hr. Christen Sørenssøn Blok. Han havde før længe været Skibspræst, fulgt Flaaden til Spanien og været med i Christian den Fjerdes sidste Krig mod Svensken. I denne Krig blev han fangen, udplyndret „indtil Buxerne“ og sendt til Wismar. Der fik den svenske Anfører Wrangel se ham, og da han hørte, han var Præst, lod han strax sy ham en Kappe og sagde til ham: „Vær trøstig, Hr. Pastor, jeg vil gjøre ved dig, som Kongen af Samaria gjorde i gamle Dage med sine Fiender, give dig Vand og Brød og sende dig til din Herre igjen.“ Siden var han med paa det Skib, hvormed Christian den Fjerde gjorde sin sidste Norgesreise 1646. Som Præst i Nes skal han have været den første, der fik Almuen til at ofre paa Høitidsdagene. {{liten blokk|Foged I. Wiels Beskr. over Ringerike og Hallingdal i Topogr. Journal, H. 30—32. Her vil man ogsaa finde flere andre Fortællinger om Nes’s Geistlige, hvilte Wiel fordetmeste har hentet fra}}<noinclude> <references/></noinclude> lw6nhw6085001gu4eg956s08b45vydf 333676 333497 2026-09-19T15:41:11Z Kåre-Olav 25 ordner blokk 333676 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|39}}</noinclude>smøre sig med Taalmodighed, da det var hans Præst, som havde gjort ham saadant Puds.“ Denne Præstekone blev siden to Gange efter hinanden gift med sin Mands Eftermænd i Nes Kald. Hendes tredie Mand, Hr. Rasmus, var en ugudelig Præstemand, og deres Søn Jeremias blev hængt for Tyveri. En af de følgende Præster, Hr. Johannes Sylvius fra Haderslev, som før havde været Præst ved Oslo Hospital, har udgivet endel Skrifter. Blandt disse var en Oversættelse af Curtius’s Bog om Alexander den Stores Bedrifter længe en yndet Folkebog. Men i sit Husliv var han mindre end lykkelig, „thi hans eneste Datter blev krænket af en gemen Karl, og hans eneste Søn ihjelstukken af en Ole Lie i et Drikkelag.“ Hr. Johannes døde 1637. Mellem Eftermændene var Hr. Christen Sørenssøn Blok. Han havde før længe været Skibspræst, fulgt Flaaden til Spanien og været med i Christian den Fjerdes sidste Krig mod Svensken. I denne Krig blev han fangen, udplyndret „indtil Buxerne“ og sendt til Wismar. Der fik den svenske Anfører Wrangel se ham, og da han hørte, han var Præst, lod han strax sy ham en Kappe og sagde til ham: „Vær trøstig, Hr. Pastor, jeg vil gjøre ved dig, som Kongen af Samaria gjorde i gamle Dage med sine Fiender, give dig Vand og Brød og sende dig til din Herre igjen.“ Siden var han med paa det Skib, hvormed Christian den Fjerde gjorde sin sidste Norgesreise 1646. Som Præst i Nes skal han have været den første, der fik Almuen til at ofre paa Høitidsdagene. {{liten blokk/s}} Foged I. Wiels Beskr. over Ringerike og Hallingdal i Topogr. Journal, H. 30—32. Her vil man ogsaa finde flere andre Fortællinger om Nes’s Geistlige, hvilte Wiel fordetmeste har hentet fra<noinclude>{{liten blokk/e}} <references/></noinclude> 37kc7ow381fvs6ch960jy17cyeqietz 104 72526 333499 189831 2026-09-19T15:04:40Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333499 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Præster i Nes i Hallingdal"/>{{liten blokk|et Manuskript, forfattet af den ovennævnte Hr. Christen Bloks Søn af samme Navn, der ligeledes blev Præst i Nes og døde 1699. Af Manuskriptet findes Afskrifter saavel paa vort Universitetsbibliothek som paa det st. kgl. Bibl. i Kbhvn.}} <section end="Præster i Nes i Hallingdal"/> {{midtstilt|{{større|'''Hr. Jon Mogenssøn Skanke i Indviken.'''}}}} <section begin="Hr. Jon Mogenssøn Skanke i Indviken"/>Denne Mand, der havde studeret udenlands, derpaa var bleven Rektor ved Skolen i Bergen og gift med Magdalene, en Datter af Bispen sammesteds, Mag. Anders Foss, blev tilsidst Provst og Sognepræst i Indviken og omtales i adskillige historiske Kildeskrifter, saasom Schutze, {{antikva|Vita Chytraei, III.}} p. 329, {{antikva|Monumenta hist.}} {{antikva|Daniae.}} udg. af H. Rørdam, {{antikva|II. p.}} 556—558, Nye kirkehistoriske Samlinger, {{antikva|III.}} S. 625, 631—37. Allerede som Rektor havde han ført et yderst forargeligt Liv, mishandlet sin Kone o. s. v., og som Præst blev hans Forhold endnu værre. Han gjorde sig skyldig i en Række af oprørende Forbrydelser (Budstikken 7, S. 78), dømtes fra sit Embede og senere ved verdslig Ret til Henrettelse 1617. De Sagn, som tildels endnu leve om ham blandt Almuen, afgive et af de mange Exempler paa, at denne over Forbryderens Ulykke glemmer hans Brøde. En Søn af Mag. Jon var siden Hører i Bergens Skole. 1. „Om hans Død fortælles af Bønderne, at han af sin egen Hustru, Magdalene Andersdatter, skal være anklaget for Trolddom og derpaa dømt at halshugges. Han blev af Kongen pardonneret, men Pardonen skjult og forholden, til Exekutionen var forrettet, hvori en vis Herre, som havde kommet i mer end sømmelig Fortrolighed med Præstens Hustru, skal have været Aarsagen. Hustruens liden Ægtekjærlighed og mindre Christenkjærlighed ved Mandens Henrettelse ved Folk at tale om. Da han paa Retterstedet strax nedenfor Præstegaarden ved Søen begjærede en Draabe Vin at vederkvæge sig med og en af <section end="Hr. Jon Mogenssøn Skanke i Indviken"/><noinclude> <references/></noinclude> lz9xwtczo45tjpm0kk4b3tnwqe47glr 333684 333499 2026-09-19T15:42:20Z Kåre-Olav 25 ordner blokk 333684 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|40}} {{liten blokk/s}}</noinclude><section begin="Præster i Nes i Hallingdal"/>et Manuskript, forfattet af den ovennævnte Hr. Christen Bloks Søn af samme Navn, der ligeledes blev Præst i Nes og døde 1699. Af Manuskriptet findes Afskrifter saavel paa vort Universitetsbibliothek som paa det st. kgl. Bibl. i Kbhvn. {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Præster i Nes i Hallingdal"/> <section begin="Hr. Jon Mogenssøn Skanke i Indviken"/>{{midtstilt|{{større|'''Hr. Jon Mogenssøn Skanke i Indviken.'''}}}} {{liten blokk|Denne Mand, der havde studeret udenlands, derpaa var bleven Rektor ved Skolen i Bergen og gift med Magdalene, en Datter af Bispen sammesteds, Mag. Anders Foss, blev tilsidst Provst og Sognepræst i Indviken og omtales i adskillige historiske Kildeskrifter, saasom Schutze, {{antikva|Vita Chytraei, III.}} p. 329, {{antikva|Monumenta hist.}} {{antikva|Daniae.}} udg. af H. Rørdam, {{antikva|II. p.}} 556—558, Nye kirkehistoriske Samlinger, {{antikva|III.}} S. 625, 631—37. Allerede som Rektor havde han ført et yderst forargeligt Liv, mishandlet sin Kone o. s. v., og som Præst blev hans Forhold endnu værre. Han gjorde sig skyldig i en Række af oprørende Forbrydelser (Budstikken 7, S. 78), dømtes fra sit Embede og senere ved verdslig Ret til Henrettelse 1617. De Sagn, som tildels endnu leve om ham blandt Almuen, afgive et af de mange Exempler paa, at denne over Forbryderens Ulykke glemmer hans Brøde. En Søn af Mag. Jon var siden Hører i Bergens Skole.}} 1. „Om hans Død fortælles af Bønderne, at han af sin egen Hustru, Magdalene Andersdatter, skal være anklaget for Trolddom og derpaa dømt at halshugges. Han blev af Kongen pardonneret, men Pardonen skjult og forholden, til Exekutionen var forrettet, hvori en vis Herre, som havde kommet i mer end sømmelig Fortrolighed med Præstens Hustru, skal have været Aarsagen. Hustruens liden Ægtekjærlighed og mindre Christenkjærlighed ved Mandens Henrettelse ved Folk at tale om. Da han paa Retterstedet strax nedenfor Præstegaarden ved Søen begjærede en Draabe Vin at vederkvæge sig med og en af <section end="Hr. Jon Mogenssøn Skanke i Indviken"/><noinclude> <references/></noinclude> kryya9ed2n6q9w49r4p932g2b7ynvug 104 72527 333501 189839 2026-09-19T15:05:00Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333501 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>hans Tjenestepiger løb op for at hente samme, mødte Hustruen Pigen tog Flasken og slog den i Marken med de Ord: „Den Hund kan drikke Vand.“ Præsten holdtes for at være falskelig anklaget og uden Skyld henrettet. Dog blev han efter de Tiders Vankundighed, efter sin særdeles Lærdom og {{antikva|Fermeté}} i Chymien agtet af Mange for en Troldmand. Han blev begraven udenfor Kirkegaarden, men hans Efterkommere har ladet Kirkegaarden udvide, saa han nu ligger indenfor. Hans Hustru levede siden til høi Alder, som Manden ogsaa siges at have ønsket paa Retterstedet, og det i saa stor Fattigdom og Elendighed, at hun i en Kurv blev baaren fra Mand til Mand. Hun blev almindelig kaldet Utro-Malene.“ {{liten blokk|Chra. Univ.-Bibl. Mskpt. No. 337, fol. Nedskrevet 1751 for E. Pontoppidan af Stedets Sognepræst. J. Meldahl.}} 2. Paa Præsteskolen i Wittenberg var der engang en Mand, som kaldtes Mester Jon. Da han havde gaaet i Lære i fem Aar, var han færdig som Præst; men nu blev han endnu fem Aar til ved Skolen for at lære Svartebogen, og den lærte han da ogsaa tilgavns. En Dag, da de ti Aar vare omme, kom Gamle-Erik og vilde have Jon fat. Jon var inde i sin Stue og havde stængt Døren. Gamle-Erik<ref>Paa Vestlandet ogsaa kaldet „Gamle-Sjur“ (Hallagers Ordsamling).</ref> stod udenfor og raabte: „Jon! Jon!“ Det havde Jon ventet. Han tog fire Tolleknive, satte en i hvert Stuehjørne, og disse svarede nu Gamle-Erik med Jons Røst og holdt ham op med Snak, mens Jon selv krøb op igjennem Skorstenspiben for at slippe bort. Fanden lod sig narre en Stund, men tilsidst skjønte han dog, at der maatte være galt paafærde, brød Døren op og<noinclude> <references/></noinclude> tti26sq4ha7j0qo5dlori6dkc28exd9 104 72529 333505 189798 2026-09-19T15:05:40Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333505 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Hr. Jon Mogenssøn Skanke i Indviken" /> staa eller gaa, og blev saa liden, at man maatte bære hende i en Kurv, inden hun døde. Af alt dette drog Almuen den Slutning, at Mester Jon var dømt uskyldig, og derfor kaldtes Stedet, hvor han blev rettet, Mordskogen, som det heder endnu den Dag idag. {{liten blokk|Saaledes meddelt i Illustr. Nyhedsblad for 1862, No. 42 af Henrik Ibsen, der selv har hørt det fortælle af en Bonde.}} <section end="Hr. Jon Mogenssøn Skanke i Indviken" /> {{midtstilt|{{større|'''Bonden og Bispen.'''}}}} <section begin="Bonden og Bispen" /> „Det hændte sig engang, at en Overmand tragtede efter sin Grandes Gaard for Lutters og Lunders Skyld og begik det saaledes, at han fik Promiss (Løfte) paa samme Gaard. Der Bispen engang kom i Visitats, og samme fattige Mand roede for ham, gav den gode Mand sig i Snak med samme Bonde og udspurgte af hannem al Leiligheden om Præsten og Ungdommen og deres Forhold. Iblandt andet tilspurgte den gode Hr. Biskop samme fattig Mand, om han og kunde sin Børnelærdom. Han svarede ja og begyndte at læse de ti Budord, indtil han kom til det niende, hvilket han sprang over. Da tilspurgte Bispen ham videre, af hvad Aarsag han ikke læste det niende Bud med. Efter lang Tids Stilsvigen<ref>Stillschweigen (Taushed).</ref> svarede han omsider, at det niende Bud intet agtedes eller holdtes her. „Thi,“ sagde han, „der tragtes mig fattig Mand efter mit Hus og Gaard af min Grande, som er rigere og mægtigere end jeg, og han er velhørt hos de Store. Kjære Fader, hjelp mig, eg maatte be- <section end="Bonden og Bispen" /><noinclude> <references/></noinclude> h4tkp8e1egor6b6nr49ftk4760oe8t2 104 72530 333507 189799 2026-09-19T15:06:00Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333507 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Bonden og Bispen" /> halda Gaaren min, eg skal ala deg ei Oxeplyt atte føre.“ Den gode Herre Bisp ynkedes over den fattig Mand for hans Kones og Børns Skyld, bad ham læse det niende Bud med de andre, han skulde hjelpe ham til at beholde sin Gaard.“ {{liten blokk|Christen Jensen: Den norske Dictionarium eller Glosebog. Kbhvn. 1646, S. 128—129. Forf. af denne første Ordbog over det norske Almuesprog, udentvivl en danskfødt Mand, var Sognepræst til Askevold i Bergens Stift.}} <section end="Bonden og Bispen" /> {{midtstilt|{{større|'''Præsten paa Nesodden.'''}}}} <section begin="Præsten paa Nesodden" /> I gamle Dage var det en almindelig Tro, „ei aleneste blandt Pøbelen, men og iblandt Folk af Distinktion“, at Præsten paa Nesodden havde Ret til at ægtevie hvem han vilde, hvad enten de nu havde Pas, Forlovere o. s. v. eller ikke. Ligeledes, mente man, havde han Ret til at antage dem til Guds Bord, som ikke fik Lov at gaa til Alters andensteds, fordi de vare satte i Kirkens Ban. Endnu i Begyndelsen af forrige Aarhundrede vare virkelig Præsterne „ilde bryede“ med Landstrygere, som troede paa, at dette gamle Sagn var Sandhed, og overløb dem med Bøn om Vielse. I Christian den Fjerdes Tid var der en meget ryggesløs Præst ude paa Nesodden, som hedte Hr. Nils Lauritssøn. Han „benyttede sig af sin Ret“ og viede alle Omløbere, stundom, heder det, paa særegne Betingelser. Engang, som han kjørte paa Isen paa Bundefjorden med et liderligt Fruentimmer i Slæden, mødte han Biskoppen fra Oslo. Han skjulte da „sin Deilige“ i Slæden, <section end="Præsten paa Nesodden" /><noinclude> <references/></noinclude> g9j1ybb5lphtzcieoczc8ifieryufah 104 72531 333509 189800 2026-09-19T15:06:20Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333509 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Præsten paa Nesodden" /> og da Bispen raabte til ham og spurgte, hvad han havde i Slæden, havde han Svar paa rede Haand. I Hr. Nils’s Tid skal Nesoddens „gamle og smukke“ Præstegaard være brændt; før Ildebranden viste sig i flere Nætter efter hinanden en rød ildgnistrende Gris, som med Skrig løb rundt Huset. {{liten blokk|B. Svendsens Samlinger om Præsteskabet i Christiania Stift. (Mskpt. i Univ.-Bibl. i Chra.). Hr. Nils Lauritssøn aflagde Ed som Sognepræst til Nesodden 1601. I Oslo Domkapitels Protokoller forekommer hans Navn ofte, men aldrig for det Gode.}} <section end="Præsten paa Nesodden" /> {{midtstilt|{{større|'''Den vise Hr. Søren Schive.'''}}}} <section begin="Den vise Hr. Søren Schive" /> I Bjellands Præstegjeld i Maridalen har der været tre Præster efter hinanden, som alle hed Søren Schive, Fader, Søn og Sønnesøn. De havde Kaldet i over hundrede Aar (1670—1782). Den ældste af dem lever endnu i Almuens Erindring, ikke alene i Bjelland, men rundt omkring i en vid Omkreds som en „vis“ Mand, der stod i umiddelbar Forbindelse med Aanderne og kunde forudsige tilkommende Ting. Han skal ikke alene have været en nidkjær Præst, men ogsaa en vældig Jæger og drev ivrig paa Tømmerhugst og Trælasthandel i flere Bygder. Før han kom til Bjelland, skal han have oplevet mange eventyrlige Hændelser, og man mener, at han har været Skibspræst paa en Ostindiefarer, og at han har døiet meget ondt i tyrkisk Fangenskab. Han døde 1705 paa sin Eiendomsgaard Fede i Kvinesdals Præstegjeld, hvorfra hans Lig førtes til Bjellands Kirke. Han skildres som en sværlemmet og stærk Mand med uhyre Skjæg, <section end="Den vise Hr. Søren Schive" /><noinclude> <references/></noinclude> kyzi6zoq58a6w3ztbgx4ry53cvg2ok2 104 72535 333511 189804 2026-09-19T15:06:40Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333511 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>metider hændte det da, at han sendte Bud til den forsamlede Kirkealmue med den Hilsen: „Idag kan I have Lov, mine Børn.“ Hr. Sørens Søn og Kapellan, Hr. Søren den anden, var hjemme i Bjelland, da der kom Budskab om Faderens Død i Kvinesdal. Han reiste da øieblikkelig til Kjøbenhavn for at søge Kaldet og skaffede sig Reisepenge ved at pantsætte en Sølvkande til Knut Finsland. „Paa hans Reise stimlede Folk sammen overalt, ikke alene i Norge, men langt ind i Sverige, saasnart det rygtedes, at det var en Søn af Bjellandspræsten, der kom, og gave ham fri Skyds og alt, hvad han forlangte.“ Søren den andens Søn, Hr. Søren den tredje, søgte og fik Kaldet 1737, anbefalet af Biskop Kærup „som den, der fremfor andre kunde prædike det af Almuen i Bjelland bedst forstaaelige gamle norske Fjeldmaal.“ Hans Død skal være fremkaldt ved et Slagsmaal ved Hordnes Kirke i Evje, hvor „en Embedsmand, Vahr i Faret“, kastede Præsten ud af Vinduet. {{liten blokk|G. Bruenechs Saml. om Præsteskabet i Christianssands Stift, Mskpt. paa Chra. Univ.-Bibl. (efter Kaldsbøgerne, tildels ogsaa efter Meddelelse af afd. Sognepræst Carlsen i Bjelland). A. Faye, Christianssands Bispe- og Stiftshistorie, S. 255. Flere af disse Sagn har Forf. ogsaa selv hørt af Almuen i Amtet. Med Hensyn til Fortællingen om Hr. Sørens Eventyr i Østerlandene kan sammenlignes „Kort og sandfærdig Journal af Anders Christensens lykkelige og ulykkelige Reise fra Christiania i Norge 1674 og til Stedet igjen 1700“, Kbhvn. 1728, en i sin Tid meget læst Bog (jfr. Werlauffs hist. Antegn. til Holbergs 18 første Lystspil, S. 93 og 498), hvis Forfatter, en indfødt Christianienser, meddeler de besynderligste Historier om hine Hændelser i Arabien og Persien.}}<noinclude> <references/></noinclude> 13zt3h8trjq6epghoc2wfr511opf5ef 104 72536 333513 189805 2026-09-19T15:07:00Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333513 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|{{større|'''Hr. Jacob Anderssøn Mand i Lindaas.'''}}}}</noinclude><section begin="Hr. Jacob Anderssøn Mand i Lindaas" /> Denne Præst var engang til Bryllups i Evindvik og traf der en Troldkjærring. Til hende sagde han: „Denne Kaal er ei varm, thi der gaar ingen Røg af den.“ Hun smagte da paa den, men brændte sig og sagde nu til Præsten: „Dette skal du have betalt.“ Da Hr. Jacob skulde reise hjem til Lindaas, tog han den korteste Vei over Masfjorden til Rosnesvaagen i den Tanke at reise videre over Land, men en Fjerdingvei nordenfor Lindaas Præstegaard ved Gaarden Tykkeli styrtede han af Hesten paa den flette Mark og faldt næsegrus, saa at hans Ansigt kom ned i et lidet Vandhul. Der blev han liggende og opgav sin Aand. Hans Eftermand lod til Erindring herom opsætte et Trækors paa samme Sted, som stod i over hundrede Aar, indtil det raadnede ned. {{liten blokk|Angells utrykte Beskrivelse af Lindaas. Hr. Jacob Mand levede omtrent 1640. Trækors paa Steder, hvor en Ulykke havde fundet Sted, vare meget almindelige. Sjeldnere forekomme Stenkors.}} <section end="Hr. Jacob Anderssøn Mand i Lindaas" /> {{midtstilt|{{større|'''Alf Pave paa Ringsaker.'''}}}} <section begin="Alf Pave paa Ringsaker" /> Hr. Alf Pederssøn (Søn af Lagmanden i Throndhjem“, {{antikva|Dr. jur. et med.}} Peder Alfssøn,) var født 1627 og blev 1652 Kapellan paa Ringsaker. I 1666 havde han Strid med en anden Kapellan ved Navn Muus om Sognepræstembedet. Denne Strid gik saavidt, at de paa en Høitidsdag begyndte at slaas for Alteret om, hvo af dem skulde <section end="Alf Pave paa Ringsaker" /><noinclude> <references/></noinclude> js08w8zd58uto6jznjbpqmx41sn0j80 104 72537 333515 189806 2026-09-19T15:07:20Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333515 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>forrette Messen. Omsider maatte da fire Mand af Menigheden lægge sig imellem og skille dem ad. Tilsidst blev dog Hr. Alf ved Kaldet. Han var en meget myndig Mand, og en Sorenskriver, som boede paa Gaarden Samsal, gav ham Øgenavnet Alf Pave. Dette fik Præsten at vide. Nu var det Alfs Skik, at han hver Søndag, før han gik paa Prækestolen, løb ud paa Kirkegaarden for at se, om nogen af Almuen endnu stod derude, og da at jage dem ind. Engang fik han her se Sorenskriveren, som den Dag var kommen sent afsted hjemmefra. Med en Øx, fæstet paa en Stav, gav da Hr. Alf Sorenskriveren et Slag i Hovedet og sagde: „Dette er en Skjænk fra Alf Pave.“ Sorenskriveren maatte da gaa blaa og blodig fra Kirke. Hr. Alf kaldte sig selv Menighedens Fader og sin Hustru Menighedens Moder. Han gjorde fra Prækestolen Bøn for, at Gud skulde bevare Menighedens Tjenerinde paa hendes Reiser, især til Lakefiskeriet paa Valøren i Faaberg, som laa til Ringsakers Præstebord, og til Christiania. Den første af hans Koner, „Margrete Præstegaarden“ kaldet, var ogsaa „en meget streng og husholderisk Kone“. Hr. Alf døde 1697. {{liten blokk|Se „Prosteriet Hedemarkens geistlige Antikviteter“, et Manuskript forf. 1804 af Svensken Christian Carlstrøm, der senere var indviklet i Halvor Hoels Stemplinger. Mskptet findes paa Chra. Univ.-Bibl. (No. 385. 4.). I Bergens Stift benævntes Præstekonen stundom „Menighedens Tjenerinde“. (Norden, 4. S. 286). Et udsmykket og ubrugeligt Sagn om Hr. Alf findes i Bien, {{antikva|VII.}} 2. S. 29.}}<noinclude> <references/></noinclude> 7re8h77pi0wnl3kd0nn4nte3ufkgk4e 104 72538 333519 189807 2026-09-19T15:08:00Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333519 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|{{større|'''Præstekonen i Tysnes.'''}}}}</noinclude>Margrete Pedersdatter var gift med tre Præster efter hinanden, Jørgen Schurmann, Otte Malthessøn og Thyge Broch, i Tysnes Kald. Hun skal have erhvervet sig sine to sidste Mænd ved Trolddomskunster. Sin første Mands Eftermand „passede hun paa at faa se, før han fik se hende“, og vandt derved hans Kjærlighed. Da hun anden Gang var bleven Enke, vilde Eftermanden, som var bange for hende, ikke tage ind paa Præstegaarden i Naadensaaret og boede derfor hos Sorenskriver Dyrhuus. Men kort efter traf han dog sammen med Margrete i et Bryllup. Da denne mod Brudefolkenes Ønske vilde reise tidlig hjem, bad man Præsten overtale hende til at blive. Hun samtykkede paa det Vilkaar, at han da vilde ledsage hende hjem til Præstegaarden. Der trakterede hun ham med en Spegesild, der smagte ham saa vel, at han strax friede til hende. Men da han iforveien havde givet Ægteskabsløfte til et Fruentimmer i Statholder Gyldenløves Hus i Christiania, blev han afsat. Siden toges han igjen til Naade og blev Sognepræst til Nærstrand. {{liten blokk|Af en Samling af Optegnelser fra Præster i Bergens Stift, indsendte til Biskop E. Pontoppidan. Chra. Univ.-Bibl. Mskpt. 337, fol.}}<noinclude> <references/></noinclude> ia18lyokzyoumxj4ajo8twd2piuj1sb 0 72539 333630 189808 2026-09-19T15:34:56Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333630 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=25 to=26 tosection="Hæglands Kirke" header=1 /> 34knqp5emmnuvvragqriz3tip9ikgld 0 72540 333646 189809 2026-09-19T15:37:06Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333646 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=26 to=27 fromsection="Neslands Kirke" tosection="Neslands Kirke" header=1 /> mnoy4m3qb0ius146bnyny9le0sh2usj 0 72541 333615 189810 2026-09-19T15:32:46Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333615 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=27 to=28 fromsection="Eidsfjords Kirke" header=1 /> askeot668cn4ljrfp8h05ii8wab8ara 0 72542 333622 189812 2026-09-19T15:33:46Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333622 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=29 to=29 header=1 /> 83jxy7osw8yzi7cstipkh6d5kas30it 0 72543 333602 189814 2026-09-19T15:30:46Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333602 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=30 to=30 fromsection="Brune Kirke" tosection="Brune Kirke" header=1 /> e8w0sufrueeaij64z2mwrtd8qzvjpc9 0 72544 333617 189815 2026-09-19T15:32:56Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333617 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=30 to=30 fromsection="Gulsvik Kirke" tosection="Gulsvik Kirke" header=1 /> ltbvtuqb2p01agk5lzod569rp1yn1mb 0 72545 333685 189817 2026-09-19T15:42:26Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333685 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=31 to=31 fromsection="Tolvkjørhelleren i Siredalen" tosection="Tolvkjørhelleren i Siredalen" header=1 /> f5eu4n9gk42a18bp8ka31hniy6zd6kq 0 72546 333620 189818 2026-09-19T15:33:26Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333620 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=31 to=33 fromsection="Hellige Kilder" tosection="Hellige Kilder" header=1 /> j680mtufq6b8s57zt5o4cw3wz2tbeuu 0 72547 333585 189819 2026-09-19T15:27:44Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333585 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=33 to=33 fromsection="Afladskræmmeren paa Hedemarken" header=1 /> 1bgezxnv55bih7fy2a9tqt0m6lmpvjm 0 72548 333683 189820 2026-09-19T15:42:16Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333683 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=34 to=35 header=1 /> itpfmiucfxlj1d3u76cspzo6z1ubd2a 0 72549 333674 189822 2026-09-19T15:40:56Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333674 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=36 to=36 header=1 /> 9ohqg6xxyf9jof33a8gt48aa2vktjwg 0 72550 333629 189823 2026-09-19T15:34:46Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333629 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=37 to=38 tosection="Hr. Jørgen Thomassøn i Kvinesdal" header=1 /> rrbxsudk3f8eq3f0yojd9t2tmw0z6x7 0 72551 333624 189824 2026-09-19T15:34:06Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333624 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=38 to=38 fromsection="Hr. Herman Hanssøn" header=1 /> 5b5vouctq1jn7kk3oczngi5szud2rir 0 72552 333618 189825 2026-09-19T15:33:06Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333618 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=39 to=42 tosection="En Præsts Husliv paa Reformationstiden" header=1 /> shdpiiiurn9vfgt3ca1x5k5ptyhm3t5 0 72553 333660 189827 2026-09-19T15:38:56Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333660 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=42 to=42 fromsection="Præstekonen i Gjerestad" header=1 /> 6posgxbu5l8mxq6a53anjah0l7um0em 0 72554 333611 189828 2026-09-19T15:32:06Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333611 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=43 to=46 tosection="De ældste Præster i Lesje efter Reformationen" header=1 /> 01w93qb5bxqwvvbwrco2hufzmwxtt8p 0 72555 333663 189830 2026-09-19T15:39:26Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333663 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=46 to=48 fromsection="Præster i Nes i Hallingdal" tosection="Præster i Nes i Hallingdal" header=1 /> ddtmeskax15jp4zimfmr2zmovx0j88n 0 72556 333628 189832 2026-09-19T15:34:36Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333628 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=48 to=51 fromsection="Hr. Jon Mogenssøn Skanke i Indviken" tosection="Hr. Jon Mogenssøn Skanke i Indviken" header=1 /> ciy6818rgtohdgc1exrlumae3zu0ktw 0 72557 333600 189833 2026-09-19T15:30:26Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333600 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=51 to=52 fromsection="Bonden og Bispen" tosection="Bonden og Bispen" header=1 /> nhc032hgqrdznvqxv8qz6e2jc1ull1f 0 72558 333662 189834 2026-09-19T15:39:16Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333662 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=52 to=53 fromsection="Præsten paa Nesodden" tosection="Præsten paa Nesodden" header=1 /> hewu17ngjdhia4q14jfv4lrn9fon2yy 0 72559 333613 189835 2026-09-19T15:32:26Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333613 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=53 to=57 fromsection="Den vise Hr. Søren Schive" header=1 /> cw8wpubjb7l1q0mhzkk7q78k4bgeek7 0 72560 333625 189836 2026-09-19T15:34:16Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333625 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=58 to=58 fromsection="Hr. Jacob Anderssøn Mand i Lindaas" tosection="Hr. Jacob Anderssøn Mand i Lindaas" header=1 /> 67jheblqxjcdkgjquxf3dmv3il1joul 0 72561 333587 189837 2026-09-19T15:28:16Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333587 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=58 to=59 fromsection="Alf Pave paa Ringsaker" header=1 /> ak604nax6s90tj408e18cwct9cqfahw 0 72562 333661 189838 2026-09-19T15:39:06Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333661 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=60 to=60 header=1 /> 8sapa6wj53tcuqwsu8w94zx4uq4qxf3 104 72573 333521 214063 2026-09-19T15:08:20Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333521 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> {{midtstilt|{{større|'''Tordenskjolds Skibspræst.'''}}}}</noinclude><section begin="Tordenskjolds Skibspræst"/>Tordenskjold havde paa sit Skib en Præst, Hr. Nils Holbye, der var saa ryggesløs, at han for at blive ham kvit udbad sig hos Kongen, at han maatte blive befordret. Han fik da (1715) Opdals Kald i Throndhjems Stift og var Præst der i sex Aar, indtil han døde af Drikfældighed. Han friede der til en fattig Bondes Datter, men Bonden jog Frieren bort efterat have givet ham et Hul i Hovedet med sin Stridshammer. {{liten blokk|Hammonds Missionshistorie, S. 87. I Ullensvang fortælles om en Knut Aamundssøn Mokkestad, født 1696, der var til Orlogs med Tordenskjold. Engang var denne vred og truede en Matros oppe i Riggen med sin Pistol. Da løb Knut til, tog Tordenskjold i Brystet og formildede hans Hidsighed. Tordenskjold forærede ham da en Barberkniv, som endnu er til. (Meddelt af fhv. Storthingsmand Johannes Aga).}} <section end="Tordenskjolds Skibspræst"/> {{linje|20%}} {{midtstilt|{{større|'''Fanden i Strømmen.'''}}}} <section begin="Fanden i Strømmene"/>Før i Tiden, da der fandtes saamange vellærte Præster paa Søndmøre, var det ikke frit for, at En ogsaa kunde træffe Svartebogen hist og her omkring i Bygderne. Men den Bog skal det være raadløst at røre ved. Der er et smalt Sund, som kaldes Strømmene, hvor Søen ved Flod og Fjære gaar ud og ind som en Fos mellem Storfjorden og Skodjebugten, tæt ved Gaarden Strømmen, og her fandtes Svartebogen i den Tid, Hr. Peder Strøm var Præst til Borgund. En Søndag, da Hr. Peder prækede i Skodje Kirke, reiste alle Gaardens Folk did paa<section end="Fanden i Strømmene"/><noinclude> <references/></noinclude> gv2vogljtd5jpvym5n06ho3t0zkxcop 333730 333521 2026-09-19T16:19:42Z KåreBot 479 {{linje}} > {{strek}} 333730 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> {{midtstilt|{{større|'''Tordenskjolds Skibspræst.'''}}}}</noinclude><section begin="Tordenskjolds Skibspræst"/>Tordenskjold havde paa sit Skib en Præst, Hr. Nils Holbye, der var saa ryggesløs, at han for at blive ham kvit udbad sig hos Kongen, at han maatte blive befordret. Han fik da (1715) Opdals Kald i Throndhjems Stift og var Præst der i sex Aar, indtil han døde af Drikfældighed. Han friede der til en fattig Bondes Datter, men Bonden jog Frieren bort efterat have givet ham et Hul i Hovedet med sin Stridshammer. {{liten blokk|Hammonds Missionshistorie, S. 87. I Ullensvang fortælles om en Knut Aamundssøn Mokkestad, født 1696, der var til Orlogs med Tordenskjold. Engang var denne vred og truede en Matros oppe i Riggen med sin Pistol. Da løb Knut til, tog Tordenskjold i Brystet og formildede hans Hidsighed. Tordenskjold forærede ham da en Barberkniv, som endnu er til. (Meddelt af fhv. Storthingsmand Johannes Aga).}} <section end="Tordenskjolds Skibspræst"/> {{---}} {{midtstilt|{{større|'''Fanden i Strømmen.'''}}}} <section begin="Fanden i Strømmene"/>Før i Tiden, da der fandtes saamange vellærte Præster paa Søndmøre, var det ikke frit for, at En ogsaa kunde træffe Svartebogen hist og her omkring i Bygderne. Men den Bog skal det være raadløst at røre ved. Der er et smalt Sund, som kaldes Strømmene, hvor Søen ved Flod og Fjære gaar ud og ind som en Fos mellem Storfjorden og Skodjebugten, tæt ved Gaarden Strømmen, og her fandtes Svartebogen i den Tid, Hr. Peder Strøm var Præst til Borgund. En Søndag, da Hr. Peder prækede i Skodje Kirke, reiste alle Gaardens Folk did paa<section end="Fanden i Strømmene"/><noinclude> <references/></noinclude> eigkixjp8qspp9c52p7m4ls4bcqcb7c 104 72574 333523 189858 2026-09-19T15:08:40Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333523 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>en Pige nær, som skulde blive hjemme. Hvorledes det nu gik eller ikke, saa kom hun over Svartebogen, og det traf sig just saa, at hun slog op det Sted, som handler om at løse Fanden. Aldrig saa snart havde hun det gjort, saa kom Gamle-Erik og spurgte, hvad der var at forrette; thi han er nu slig, han, at naar han bliver løst, saa vil han strax sættes til Arbeide, og det maa den skaffe, som har løst ham, men da maa En ogsaa sætte ham til et Verk, som kan give ham nok at bestille, indtil det lykkes at faa ham bunden igjen. Gjenten var klog og vidste, hvorledes Fanden skulde tages. Hun sagde derfor til ham, at han maatte gaa ned og øse ud Strømmene. Erik gik, begyndte at øse, og da viste det sig, at han havde gode Kræfter, thi da han ret kom igang, stod Sødrevet jevnhøit med Fjeldene. Ud paa Eftermiddagen kom Hr. Peder roende fra Kirken og skulde hjemover, men da han var kommen saa langt som til Strømmene, skjønte baade han og Skydsen, hvad der var paafærde. Men igjennem maatte han nu, for anden Vei var der ikke. Han bød da Folkene styre saa nær som muligt ind paa Erik, der stod og baskede i Sundet det bedste han kunde. Derpaa reiste Hr. Peder sig op i Baaden og gav sig til at binde Fanden. Hvorledes dette gik til, kunde Ingen sige, men sikkert er det, at han blev bunden, for han har aldrig vist sig siden, ialfald ikke paa de Kanter. {{liten blokk|Saaledes fortalt af Henrik Ibsen, Illustr. Nyhedsblad 1862 No. 45. Peder Strøm var den lærde Naturforsker Hans Strøms Fader. Flere Sagn om ham læses i Møringen for 1870, No. 36.}}<noinclude> <references/></noinclude> o99mxls36hh2sgpcn9etcgvn44fsol7 104 72575 333525 189859 2026-09-19T15:09:00Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333525 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> {{midtstilt|{{større|'''Biskop Henning Stockfleth.'''}}}}</noinclude><section begin="Biskop Henning Stockfleth" /> Søndagen efter, at Biskop Ole Boesen i Christiania var død (1646), gjorde Slotspræsten paa Akershus, Henning Stockfleth, efter endt Gudstjeneste sin Opvartning hos Statholder Hannibal Sehested. Her kom han i Samtale med „en Frøken“, som spurgte ham, om han vidste, hvo der skulde faa Bispestolen. Da Stockfleth svarede nei, sagde Frøkenen: „Da ved jeg det, thi I bliver det.“ Da Stockfleth ikke vilde høre paa dette, foreslog Frøkenen et Væddemaal af 100 Dukater, hvilket Præsten modtog og efter Udnævnelsen virkelig indfriede. {{liten blokk|B. Svendsens haandskrevne Samlinger til Christiania Stifts Geistlighed. „Frøkenen“ har naturligvis været Hannibal Sehesteds Gemalinde, Christiana, en Datter af Christian den Fjerde, thi dennes Døtre med Kirstine Munk vedbleve ogsaa som gifte at benævnes „Frøkener“, der i Tidens Sprog var enstydigt med Prindsesser. I Top. Journ. H. 31, S. 105 berettes om en Anders Holst (siden Præst i Nes i Hallingdal), der skal have staaet i megen Yndest hos Hannibal Sehested formedelst „sit lystige Skjemt“.}} <section end="Biskop Henning Stockfleth" /> {{midtstilt|{{større|'''Almuens Præstevalg.'''}}}} <section begin="Almuens Præstevalg" /> {{liten blokk|Efter Reformationen kaldte den norske Almue selv gjennem syv dertil udkaarede Valgmænd sine Sognepræster, en Ret, som den beholdt i over hundrede Aar, men sjelden forstod at benytte til sit sande Gavn. Nu er saagodtsom enhver Erindring herom forsvunden i Bygderne, og de Sagn, som her meddeles, ere alle optegnede i forrige Aarhundrede. Om Menighedsvalgets Historie se nærværende Forf.s Skrift „Geistliges Kaldelse i den norske Kirke efter Reformationen“. Chra. 1879. 8.}}<noinclude> <references/></noinclude> q3f6ygbk3h4471ndgrhjrvyjvebyd9e 104 72576 333527 189860 2026-09-19T15:09:20Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333527 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>{{blank linje}} 1. I Skaanevik i Bergens Stift havde engang trende Kandidater præket paa Prøve, og alle syntes de lige gode. Men da de skulde til at messe og synge paa Prøve, sang de tvende første hver sin Psalme nogenledes, men den sidste, som kjendte bedst Bondens Sang, begyndte at synge den Kjæmpe-Vise, som brugtes i Kro-Huset: „Svend Felding han sidder paa Helsingborg og roser sig af sin Færd“. Strax fik denne Overvegten, og hver Mund aabnede sig for at udnævne ham til Præst. {{liten blokk|E. Pontoppidan, {{antikva|Colleg. pastorale}}, Kbh. 1757, S. 140.}} 2. „Hr. Lyttik Hansen Ovenstad var en fattig Guldsmeds Søn og blev som Student med endel Andre tagen til Fange i Tyrkiet, men ved Hjelp af et christent Fruentimmer blev han hidset ned i en Kurv gjennem Vinduet og rømte med et Skib, som laa seilfærdigt. Dette fortalte han selv ofte til Bønderne i Lindaas. Dengang, han kom did, havde Bønderne endnu selv Kaldsretten, og der var sex Mænd af hvert Sogn samlede i Lindaas- Hovedkirke for at høre ham og to andre Studenter præke og vælge sig en af dem. Hr. Lyttik var den fattigste og den sidste, der prækede, men han blev udvalgt af Menigheden, som overlydt raabte, da han gik ned af Prækestolen: „Hr. Lykke vil vi have, Hr. Lykke vil vi have!“ De to andre rige Studenter, som vare misfornøiede hermed, gjorde nu et Gjestebud for Bønderne for at overtale dem til at afstaa fra deres Valg. Hr. Lyttik, sagde de, var saa fattig, at han vilde blive dem til altfor megen Byrde og Besvær og kunde ei have Livsophold iblandt dem. Men uagtet alt dette overlagde Almuen med hverandre, at enhver bosiddende Mand i Præstegjeldet aparte skulde give ham aarlig et Kalveskind, som da gjaldt fire Skilling. Dette nyder Sognepræsten endnu (ɔ: 1750),<noinclude> <references/></noinclude> gkw0i19p0jdii6ysgdmzpfac3bt7p4f 104 72577 333529 189861 2026-09-19T15:09:40Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333529 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>men i Penge og til Bispehusenes Vedligeholdelse, og de fire Skilling kaldes af Bonden endnu Kalveskindspengene eller Kalvetienden. Da de to andre Studenter, som maatte reise tilbage til Bergen, bleve spurgte af Biskoppen, Mag. Ludvig Munthe, hvem Valget faldt paa, svarede de: <poem> Alle de Kjærringer i Lindaas Næs De sang: Hr. Lykke vil vi have, Hr. Lykke vil vi have til Præst. </poem> Da Hr. Lyttik som gammel Mand forrettede Tjenesten i Myking Kirke paa Allehelgensdag, faldt han under Messen afmægtig ned paa Gulvet og døde.“ {{liten blokk|Angells utrykte Beskr. af Lindaas. Hr. Lyttik var Præst i Lindaas omtrent 1648—1680{{rettelse||.}}}} 3. Da Birid Kald var ledigt 1643 efter Hr. Even Olsen, kunde Almuen ei blive enig om, hvem den burde vælge af de trende Studiosi, der havde præket til Prøve. Da reiste en gammel Kone sig og raabte, at „den med det gule Haar burde vælges.“ Hendes Raad blev fulgt, og Valget var heldigt. {{liten blokk|Svendsens utrykte Saml. om Præsteskabet i Christiania Stift. Den Mand, som paa denne Maade skal være bleven valgt, hedte Mads Aalborg og døde 1688.}} 4. Først ved Aar 1630 skal den lutherske Lære være kommen til Rollag i Numedalen, hvor forhen tyk Vankundighed og Hedenskab herskede. En Skomager vilde her først give sig ud for Præst, og Menigheden kaldte ham, men man opdagede efter et Aar Forløb, hvem han var, og jagede ham bort. {{liten blokk|Svendsens Saml. I Stavanger Stift hændte det virkelig engang, at Almuen kaldte en Bonde til Præst, hvilket Valg dog naturligvis ikke blev godkjendt af Øvrigheden.}}<noinclude> <references/></noinclude> dr5mpazv1u9hve6b8kv85b2zw9mkct7 333695 333529 2026-09-19T15:44:01Z Kåre-Olav 25 ppoem 333695 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|57}}</noinclude>men i Penge og til Bispehusenes Vedligeholdelse, og de fire Skilling kaldes af Bonden endnu Kalveskindspengene eller Kalvetienden. Da de to andre Studenter, som maatte reise tilbage til Bergen, bleve spurgte af Biskoppen, Mag. Ludvig Munthe, hvem Valget faldt paa, svarede de: {{ppoem|style=font-size:83%| Alle de Kjærringer i Lindaas Næs De sang: Hr. Lykke vil vi have, Hr. Lykke vil vi have til Præst. }} Da Hr. Lyttik som gammel Mand forrettede Tjenesten i Myking Kirke paa Allehelgensdag, faldt han under Messen afmægtig ned paa Gulvet og døde.“ {{liten blokk|Angells utrykte Beskr. af Lindaas. Hr. Lyttik var Præst i Lindaas omtrent 1648—1680{{rettelse||.}}}} 3. Da Birid Kald var ledigt 1643 efter Hr. Even Olsen, kunde Almuen ei blive enig om, hvem den burde vælge af de trende Studiosi, der havde præket til Prøve. Da reiste en gammel Kone sig og raabte, at „den med det gule Haar burde vælges.“ Hendes Raad blev fulgt, og Valget var heldigt. {{liten blokk|Svendsens utrykte Saml. om Præsteskabet i Christiania Stift. Den Mand, som paa denne Maade skal være bleven valgt, hedte Mads Aalborg og døde 1688.}} 4. Først ved Aar 1630 skal den lutherske Lære være kommen til Rollag i Numedalen, hvor forhen tyk Vankundighed og Hedenskab herskede. En Skomager vilde her først give sig ud for Præst, og Menigheden kaldte ham, men man opdagede efter et Aar Forløb, hvem han var, og jagede ham bort. {{liten blokk|Svendsens Saml. I Stavanger Stift hændte det virkelig engang, at Almuen kaldte en Bonde til Præst, hvilket Valg dog naturligvis ikke blev godkjendt af Øvrigheden.}}<noinclude> <references/></noinclude> 5p2ezt26e35vdx29hmbeilvbzy3lrak 104 72581 333531 189865 2026-09-19T15:10:00Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333531 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Hestekampe" /> dette Navn vil man stedse finde jevne Pladse. Man har saaledes Skeidaker i Lom, Hallingskeidet paa Fjeldet mellem Aal og Lærdal, Gandskeidene ved Stavanger, Skedsmo paa Romerike, Liknes i Kvinesdal o. s. v. {{liten blokk|R. Keysers efterladte Skrifter, {{antikva|II.}} 2, S. 118. Biskop Glostrups Visitatsbog (Kbh. Univ.-Bibl. Arnam. 893. 4.). Topogr. Journal, H. 26, S. 55 flg. Willes utrykte Optegnelser over Thelemarken, (Norsk hist. Tidsskr., 2. R. {{antikva|III.}} S. 171). K. Rygh i Norsk hist. Tidsskr., {{antikva|I.}} S. 84 og 95. Sagnet om „Skeifolen“ er mig meddelt af Maleren Marcus Grønvold.}} <section end="Hestekampe" /> {{midtstilt|{{større|'''Almuens Gilder og Gjestebud.'''}}}} <section begin="Almuens Gilder og Gjestebud" /> I forskjellige Bygdebeskrivelser og andre ældre Skrifte vil man kunne finde ret udførlige Skildringer af Bøndernes Juleskikke, Barsler, Bryllupper o. s. v.<ref>Til de bedste Beskrivelser deraf kan henregnes H. J. Willes Meddelelser fra Thelemarken, dels i hans 1788 udgivne Beskrivelse af Sillejord, dels (udførligere) i Norsk hist. Tidsskrift 2. R. B. {{antikva|III.}} S. 182, Provst N. Hertzbergs Oplysninger i Budstikken, B. {{antikva|I}} og {{antikva|III}}, nogle anonyme Oplysninger, meddelte i Folkevennens 8de Aarg., S. 285 flg., samt forskjellige spredte Træk i Eilert Sundts Skrifter.</ref> Her skal derimod meddeles Et og Andet om saadanne selskabelige Fornøielser, der ikke fremkaldtes ved Familiebegivenheder i det enkelte Hus, men til regelmæssige Tider gjentoge sig, idet hele {{rettelse|Bygelag|Bygdelag}} eller Grænder skjøde Penge og Drikkevarer sammen.<noinclude> <references/></noinclude> 1bmnnoap7imsxwiufgsmxxf71nt8dzz 104 72583 333535 189867 2026-09-19T15:10:40Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333535 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>(3die August) skulde der holdes et Fællesmaaltid, hvortil enhver Mand skulde yde en Hvid. Alle Medlemmer skulde gjensidig hjelpe og styrke hverandre til Lov og Ret indenlands og udenlands, og naar nogen Broder eller Søstere var død, skulde man komme sammen til hans Ligseng, lade synge hans Sjelemesse og ofre for hans Sjel under fastsatte Bøder. Ved Sammenkomsterne skulde ogsaa ydes Almisser.<ref>H. Schnabels Udkast til en Beskrivelse af Hardanger, Kbh. 1781. 4. Bilag 2. (Ogsaa trykt i Suhms Hist. af Danmark).</ref> Ogsaa paa Voss havdes et lignende Gilde, helliget St. Michael, til hvilket Gilde Provsten ved Apostelkirken i Bergen 1418 skjenkede en Tomt, idet han tillige paa Kirkens og Kongens Vegne stadfæstede Gildeskraaen.<ref>Miltzow, {{antikva|Presbyterologia Vos-Hardangriana, p.}} 12—13.</ref> At overhoved saadanne Gilder især forekomme i Bergens Stift, er neppe tilfældigt, men staar høist sandsynligt i Forbindelse med den Paavirkning, som Tydskerne øvede paa Bergens By og derigjennem ogsaa paa Stiftet i det Hele.<ref>En hanseatisk Gildeskraa fra Bergen er meddelt i Chra. Vidensk. Selskabs Forh. for 1878, No. 11, af {{antikva|Dr.}} Y. Nielsen.</ref> Disse Gilder havde altsaa et stærkt katholsk Tilsnit, men ere dog neppe strax forsvundne ved Reformationens Indførelse. Paa Færøerne, dette gamle norske Biland, holdtes endnu i Christian {{antikva|V.}}s Dage efter endt Thing paa gammel Vis en regelmæssig Sammenkomst, der ganske havde et middelalderligt Gildes Charakter, og hvor Deltagerne ogsaa ligefrem benævntes Gildebrødre og Gildesøstre. Der blev drukket Skaaler for Kongen, Dronningen, Prindsen, Raadet, Lensherren o. s. v., og Laget indlededes ved at en af de ældste Præster begyndte paa et Psalmevers, som<noinclude> <references/></noinclude> klgl6jnu4qbhqwfl48x5o0961nxrisd 104 72584 333537 189868 2026-09-19T15:11:00Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333537 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>derpaa alle Tilstedeværende istemte, hvorpaa Præsten messede nogle latinske Ord, i hvilke Gjesterne (ligeledes paa Latin) faldt ind saaledes: {| width="100%" |- | || {{liten blokk|Præsten synger:}} || {{liten blokk|Gjesterne svare:}} |- | 1. || {{antikva|Omnis spiritus.}} || {{antikva|Laudet Dominum.}} |- | 2. || {{antikva|Benedicamus Domino.}} || {{antikva|Deo gratias.}} |- | 3. || {{antikva|Benedicite.}} || {{antikva|Domino.}}<ref>L. J. Debes, {{antikva|Feroa reserata}}. Kbhvn. 1673. 8. S. 261 flg.</ref> |} Men ogsaa fra selve Norge have vi et særdeles interessant Vidnesbyrd i samme Retning fra Kinservik i Hardanger, nedskrevet af den bekjendte Provst Nils Hertzberg. Det lyder saaledes: Ved Kinserviks Kirke, omtrent 180 Skridt vestenfor Kirken, mellem denne og Fjorden, sees endnu en stor Grøft efter en Kjelder og Mærker af, at en Stue har staaet over den. Kjeldergrøften er 20 Alen lang og 20 Alen bred, og den store Stue, som har staaet over den, skal have været kaldet Gildestuen. Nu (ɔ: omtrent 1830) fortælles, at i denne Stue forsamledes næsten hele Kinserviks Almue, Mænd og Kvinder, Unge og Gamle, engang aarlig, som nok var ved Juletider, efterat de forud havde bestemt Tiden og tillavet det, der skulde fortæres af Øl og Mad. Naar de vare forsamlede, satte de Ældste sig ved Bordene og samtalede, som sædvanligt da var, om deres Slægtsberegnelser og Fortællinger efter Forfædrene. De Unge stode imidlertid nede i Stuen, nærmere Døren, i største Stilhed, uden at tale, men de hørte med Opmærksomhed paa de Gamles Samtaler for at lære Slægternes Beregnelser og lægge paa Mindet, hvad som fortaltes om Fædrenes Bedrifter. Ungdommen viste den-<noinclude> <references/></noinclude> 8s5i5qky365rlt7nra7re2ez6z85f4f 104 72585 333539 189869 2026-09-19T15:11:20Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333539 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>gang saadan Ærbødighed mod de Gamle, at naar en Olding tiltalede en ung eller blot gik ham forbi, maatte den Unge tage Huen af. En blandt Pigerne blev i disse Gilder udvalgt til Lysepige. Hun maatte staa øverst indenfor Bordet og holde et Lys imellem hver Finger i begge Hænder. Naar hun blev træt, maatte to andre af de mest agtede Piger stille sig ved hendes Side og støtte hendes Hænder. At blive valgt til Lysepige ansaaes for saa stor en Ære, at det længe erindredes i Slægten som et ærefuldt Minde, om Stammoderen havde udført denne Forretning. Man ved endnu at nævne en Kvinde i Kinservik, der har været Lysepige. Det var en Søster af Bonden Engel (Ingulf) Simonssøn Ringøen, og hun var født 1658 og døde 1738. Men naar Gildene ophørte, og naar Gildestuen blev revet ned, kjender man ikke.<ref>Urda. {{antikva|I.}} S. 99—100{{rettelse||.}}</ref> Provst Hertzberg skriver forøvrigt ved en anden Leilighed (1828): „Flere af de ældste Mænd, jeg nu i 24 Aar har samlevet med her, forsikre efter deres Oldefædres Udsagn, at for endog kun 70—80 Aar siden var det endnu Skik og Brug her (i Ullensvang og Kinservik), at naar Fædrene kom sammen i deres Vertskaber, ginge deres Samtaler for det meste ud paa at opregne deres Slægtregister fra Forfædrene og Fortællinger om deres Daad.“<ref>Morgenbladet for 28de Juni 1828. Hertzberg fortæller i samme Avisartikel, at han omhyggelig har optegnet alle de hardangerske Traditioner, som han har hørt. {{sperret|Hvor ere disse Optegnelser blevne af?}}</ref> Denne Beretning om, at især Slægtregistrene kom paa Tale ved slige Sammenkomster, bestyrkes af Skrifter fra det syttende Aarhundrede. I Christen Jensens Ordbog findes (S. 40) saaledes følgende mærkelige Notits: „Gildebord kaldes det Bord, som i gamle Dage<noinclude> <references/></noinclude> 5unxb314rvmqgwx58ea8pi7zs16ot1y 104 72589 333541 190126 2026-09-19T15:11:40Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333541 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Almuens Gilder og Gjestebud" /> sit Udspring af Ærgjerrighed for at sidde blandt de første Bønder tilbords i Bryllupper, fordi at i det Gjeld sadde de i slige Sammenkomster ikke, som de vare gamle og graa til, men efter deres Gaardes Storhed, hvilket gik saavidt, at en Bonde, der sad for en halv Gaards Leie, lod sig antegne i Matrikulen for en hel Gaards Bonde.“<ref>Meddelelser fra det Norske Rigsarchiv, {{antikva|I.}} S. 128—129.</ref> <section end="Almuens Gilder og Gjestebud" /> {{midtstilt|{{større|'''Bustemanden.'''}}}} <section begin="Bustemanden" /> Endnu langt ind i forrige Aarhundrede var det i en stor Del af Landet, især dog vistnok i Bergens Stift, almindelig Skik, at nygifte Folk nogen Tid efter sit Bryllup begave sig ud paa Vandring for at bede om Gaver, navnlig af Korn. Man kaldte dem Bustemand og Bustekone. Det heder herom i en Optegnelse fra 1723: „Efter en Maaneds Forløb reiser den nygifte Mand ud med en stor Sæk af bleget Lærred paa Ryggen det hele Præstegjeld omkring og sammenbeder Korn til en Hjelp i deres begyndte Husholdning, hvilken Hjelp de kalde Buste. Naar disse Bustemænd komme tilgaards og skal bede om Korn, gaa de aldrig ind i Huset, men staa udenfor og vente paa Kornet eller Gaven. Deres Bygdevis er saa, at om Bustemanden gik ind i Huset, var hans Buste forspildt. Vil Nogen give ham at drikke, da bæres det ud til ham<noinclude> <references/></noinclude> mca4fy16j4rceorz20h1oj29d5092hc 104 72593 333545 326540 2026-09-19T15:12:20Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333545 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>være, at det staar i Forbindelse med Bustevæsenet, der kan have været et almindeligt Udtryk for Tiggeri og Fattigdom i det Hele. I senere Tid synes den Skik „at give i Skaalen“ („Skaalebryllupper“) at være traadt i Stedet for Bustegangen. Der er ogsaa den Overensstemmelse mellem disse Skikke, at den modtagende ansees bestemt forpligtet til i Fremtiden at gjøre Gjengjeld, saa at Skaalegaverne idetmindste i visse Bygder næsten kunne ansees som et rentefrit Laan. Man har endog havt Exempler paa, at man af Folk, der ville udvandre kort efter at have holdt Skaalebryllup, har forlangt Skaalepengene tilbage. Naar Skaalebryllupper først ere blevne brugelige, vides ikke. I Sverige omtales de i en akademisk Disputats fra 1726. Brudesvendene, heder det her, ombare Brudeskaal eller Brudetallerken, hvori Penge lægges til de Nygifte. Undertiden bar Bruden Skaalen om, just som Gjesterne skulde drikke paa den nye Dannemands og Dannekvindes Velgaaende. Overtroen mente, at de indkomne Penge aldrig maatte udbetales Vedkommende samme Dag, som de vare ydede i Skaalen. {{liten blokk/s}} Christen Jensens norske {{antikva|Dictionarium}}, S. 19, 21. Bustemanden benævnes hos ham ogsaa Bureising. Han kalder Skikken „et Alphabet til Trygleri“. Politik og Historie (et Tidsskr. udg. af J. K. Høst), 1, S. 44—45. Folkevennen, 8. Aarg., S. 288. Strøm, Søndmøres Beskrivelse, 1, S. 535. Korte Underretninger om Jedderens Provsti, sammenskrevne af Provst Johan Grøn Lund, efter hans Død ordnede af Peter Ludvig Lund, Sognepræst til Valle i Sætersdal (Mskpt. i Christianssands Kathedralskoles Bibliothek). Herslebs Forestilling i Rigsarkivet. Beskrifning om Swenska Allmogens Sinnelag, Seder etc. Stockh. 1774. 4. S. 11—12. {{antikva|Hofberg, Nerikes gamla}} {{antikva|Minnen}}, S. 198. {{antikva|Saml. och Anteckningar till en Beskrifning}} {{antikva|öfver Ydre Härad i Östergötland}}, D. 1. Linköping 1836. S. 109.<noinclude>{{liten blokk/e}} <references/></noinclude> fxzhbtwsq52jtolbsjmdmr18ty9vnx6 104 72594 333547 326541 2026-09-19T15:12:40Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333547 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|74}} {{liten blokk/s}}</noinclude><section begin="Bustemanden"/>{{antikva|Diss. Acad. de Dalekarlia, P.}} 1. {{antikva|autore Z. Holmio, Ups.}} 1721. 4. {{antikva|p.}} 134—135. {{antikva|Diss. de ritibus nuptiarum apud Sveo-Gothos,}} {{antikva|præs. Hermansson, Ups.}} 1726. 4. {{antikva|p.}} 37. {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Bustemanden"/> <section begin="Trælasthandel paa Søndmøre i gamle Dage"/>{{midtstilt|{{større|'''Trælasthandel paa Søndmøre i gamle Dage.'''}}}} I fordums Tid drev Skotterne og Hollænderne livlig Handel paa Søndmøre. Gaardene Søholt og Langskibet i Ørskog Sogn vare deres fornemste Ladningspladse. Paa Skolteskjæret havde de sit Oplagssted for Bord og Tjære, og ved Braabænken, et andet Skjær, lagdes Skibene til, naar de skulde dødes eller brændes. Nogle Berghammere tæt i Syd for Søholts Huse kaldes endnu Talbordbergene, fordi man her talte de Bord, som de Fremmede kjøbte. En Bonde, som solgte megen Last, var Olaf Valgjerdmo. Han forstod sig ikke stort paa Regning, men var vant til hvert Aar at faa sin store Pose fuld af Sølvpenge og lagede da til saa meget Trælast, som han vilde levere for den Pris, og naar saa Posen blev fuld, var han fornøiet. Men et Aar fik han dog baade Posen og sin Lammeskindshue fulde af Sølv, saa at han den Gang maatte gaa hjem barhovedet. {{liten blokk|P. Fylling i Møringen, 1869, No. 42.}} {{---}} <section end="Trælasthandel paa Søndmøre i gamle Dage"/><noinclude> <references/></noinclude> gzshl86fybhb2d7x2szb5pmufqtzazu 104 72595 333549 190117 2026-09-19T15:13:00Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333549 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> {{midtstilt|{{større|'''Ole Bottolfssøn Sundve.'''}}}}</noinclude>I Vinje Annex til Voss var der en Bonde, som hedte Ole Bottolfssøn. Han var født 1632 og døde 1711, boede i al sin Tid paa Gaarden Sundve og havde aldrig været udenfor Vosse Præstegjeld. Han byggede og indredede Vinjes og Opheims Annexkirker. Derhos gav han sig fra 1666 af ogsaa af med at smelte Jernjord, saaledes som man før havde gjort, „førend den sorte Pest gjorde Voss øde for Indbyggere“.<ref>„Man finder besynderlig i et Fjeld udi Vinje-Sogn, kaldet Stokfjeldet, Tegn til meget ældgamle Jern-Gruber samt derhos henkastede Klumper af sammensmeltet Jern-Skum eller Slagge, som Bønderne kalde Jern-Kraaker.“</ref> Han lærte det af en Sergeant Peder Jenssøn, som var kommen fra Jemteland og der havde seet, hvorledes man bar sig ad dermed. {{liten blokk|Efter Bergens Addr.-Cont. Efterr. for 1768, No. 32. Saadanne Kirkebyggere og andre, lignende kunstfærdige Mænd mindes ofte i Bygderne. Saaledes var Johannes Halsteinssøn fra Skjold i Ryfylke bekjendt for først at have bygget Molands Kirke i Øvre Thelemarken og derefter (1670) med denne som Model Kirken i Arendal. (Vestlandske Tidende for 26de Marts 1836). „En til visse kunstige Verk at bygge meget behændig Mand her i Norge blev deraf almindelig kaldet Halvor Fanden,“ skriver Præsten Johannes Rask i sin „En kort og sandfærdig Reise-Beskrivelse til og fra Guinea“, Throndhjem 1754, S. 211. Ifølge Ol. Jacobaei {{antikva|Musæum}} {{antikva|Regium, p.}} 46 skal denne Halvor Fanden have boet i Nærheden af Bragernes og have udmærket sig som Bygmester, Træskjærer, Spillemand o. s. v., i hvilke Færdigheder hans Sønner skulle have lignet ham.}}<noinclude> <references/></noinclude> p90k412evpfsz35rlgfgld1oa4awtx8 104 72596 333551 189880 2026-09-19T15:13:20Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333551 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> {{midtstilt|{{større|'''Kirsebæravlen i Hardanger.'''}}}}</noinclude> <section begin="Kirsebæravlen i Hardanger" /> Omtrent ved Aar 1715 døde i Kinservik i Hardanger en Mand ved Navn Knut Isberg, „ligesaa bekjendt af sin overmaade Høide, som af sin store Styrke, hvori han overgik alle Andre her, hvor dog de Fleste ere vel voxne.“ Denne Mand var i sin Ungdom, medens han opholdt sig hos sin Moder, en Enke paa Espen i Ullensvang, en af de Første, som reiste til Bergen med Kirsebær. En anden af dem, som først begyndte med den Handel, var Lars Amundssøn Aga af samme Præstegjeld. „Den 13de August 1665, medens Slaget ved Bergen holdtes mellem de Engelske og Hollandske, laa han ved Kjærring-Bjerget mellem Bergen og Kongshavn med sin Baad, hvori han blandt Andet ogsaa havde Kirsebær.“ {{liten blokk|Bergens Addr.-Cont. Efterr. 1765, No. 41. Om Slaget paa Bergens Vaag, der fandt Sted den 2den August 1665, (ikke 13de), se O. Ryghs Afhandl. i Illustr. Nyhedsbl. 1859, No. 2 flg.}} <section end="Kirsebæravlen i Hardanger" /> {{midtstilt|{{større|'''Hardanger-Violinen.'''}}}} <section begin="Hardanger-Violinen" /> Omtrent ved Aaret 1670 var der i Vikør i Hardanger en Mand, som hed Lars Klark, der „var som en Slags Skoleholder“. Han begyndte som Tidsfordriv at udhule nogle Træstykker, som han rimeligvis forsynede med Strenge, saa at de kunde frembringe Lyd. En anden Bonde, Isak Nilssøn Botnen, der skal have lært at læse af Lars, udviklede Kunsten videre og naaede stor Berømmelse som Violinmager. Længe vilde det dog ei lykkes<noinclude> <references/></noinclude> 8bc9efqkuh28cpuv18qmhjxp4j9lata 104 72597 333553 189881 2026-09-19T15:13:40Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333553 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>for ham at udfinde en Fernis, der ikke betog Lyden noget af dens Renhed, men han lærte senere dette af Sognepræsten paa Stordøen, Hr. Diderik Muus, en kunstfærdig Mand, der var baade Billedskjærer og Maler og har udført den smukke Altertavle i Stordøens Kirke. Isak Botnens Fader, Nils, der naaede en Alder af 105 Aar, var i sit 85de Aar bleven blind, men fik dog fem Aar før sin Død Synet igjen. Derfor var Sønnen, som frygtede Faderens Skjebne, meget ængstelig for sine Øine. En fremmed Mand, der sent om Aftenen spurgte efter ham og fik til Svar: „Han sitte innar aa arbeje“, blev derfor ei lidet forundret, da han mærkede, at Isak i Bælmørke kunde forfærdige og indlægge det fineste Elfenben- og Træ-Arbeide paa sine Violiner. Isak havde to Sønner, Nils, som blev en ivrig Jæger, og Thrond, der i Forening med Sjøhvat, Isaks Svigersøn, fortsatte Violinmageriet og solgte sit Arbeide med stor Fordel ved Kongsbergs og Røldals Markeder. Thrond og Sjøhvat levede begge endnu 1766. Hemmeligheden med sin Fernis havde Isak aldrig aabenbaret dem, saa at de først efter hans Død kom efter den, da de sandt hans Recept. Hverken Isak, Thrond eller Sjøhvat forstode selv at spille paa sine Violiner. Disse Violinmagere undgik ikke Beskyldningen for, at de havde opnaaet sin Dygtighed gjennem den sorte Kunst og ved Fandens Hjelp. Det fortaltes derfor, at da Thrond (eller Isak) døde og Liget paa Baad skulde føres til Kirken, opkom der et saa forfærdeligt Uveir, at man blev nødt til at søge Land og sætte Kisten af under en Fjeldhammer. Da man saa vilde hente den igjen, var den tom. {{liten blokk|Bergens Addr.-Cont. Efterr. 1766, No. 46, hvor man finder den samtidige og paalidelige Beretning, der siden i udsmykket og forvansket Form er fremkommen i Skilling-Magazinet for 27de Mai}}<noinclude> <references/></noinclude> 4a319qafrt1oo0d5ws4ornsnmkllo38 333697 333553 2026-09-19T15:45:24Z Kåre-Olav 25 ordner blokk 333697 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|77}}</noinclude>for ham at udfinde en Fernis, der ikke betog Lyden noget af dens Renhed, men han lærte senere dette af Sognepræsten paa Stordøen, Hr. Diderik Muus, en kunstfærdig Mand, der var baade Billedskjærer og Maler og har udført den smukke Altertavle i Stordøens Kirke. Isak Botnens Fader, Nils, der naaede en Alder af 105 Aar, var i sit 85de Aar bleven blind, men fik dog fem Aar før sin Død Synet igjen. Derfor var Sønnen, som frygtede Faderens Skjebne, meget ængstelig for sine Øine. En fremmed Mand, der sent om Aftenen spurgte efter ham og fik til Svar: „Han sitte innar aa arbeje“, blev derfor ei lidet forundret, da han mærkede, at Isak i Bælmørke kunde forfærdige og indlægge det fineste Elfenben- og Træ-Arbeide paa sine Violiner. Isak havde to Sønner, Nils, som blev en ivrig Jæger, og Thrond, der i Forening med Sjøhvat, Isaks Svigersøn, fortsatte Violinmageriet og solgte sit Arbeide med stor Fordel ved Kongsbergs og Røldals Markeder. Thrond og Sjøhvat levede begge endnu 1766. Hemmeligheden med sin Fernis havde Isak aldrig aabenbaret dem, saa at de først efter hans Død kom efter den, da de sandt hans Recept. Hverken Isak, Thrond eller Sjøhvat forstode selv at spille paa sine Violiner. Disse Violinmagere undgik ikke Beskyldningen for, at de havde opnaaet sin Dygtighed gjennem den sorte Kunst og ved Fandens Hjelp. Det fortaltes derfor, at da Thrond (eller Isak) døde og Liget paa Baad skulde føres til Kirken, opkom der et saa forfærdeligt Uveir, at man blev nødt til at søge Land og sætte Kisten af under en Fjeldhammer. Da man saa vilde hente den igjen, var den tom. {{liten blokk/s}} Bergens Addr.-Cont. Efterr. 1766, No. 46, hvor man finder den samtidige og paalidelige Beretning, der siden i udsmykket og forvansket Form er fremkommen i Skilling-Magazinet for 27de Mai<noinclude>{{liten blokk/e}} <references/></noinclude> 0szincsm9cybrbvmy0u3xhnhrhdea58 104 72598 333555 189882 2026-09-19T15:14:00Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333555 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Hardanger-Violinen" /> {{liten blokk|1871 og i Bergens Tidende for 25de Jan. 1872. E. Pontoppidan, der var Biskop i Bergen 1747—1755, skriver i sin Norges naturl. Historie ({{antikva|II.}} S. 395) saaledes om Violinen: „Ellers er en Violin den norske Bondes bedste Instrument og bruges paa nogle Steder her i Egnen hel utidig, endogsaa i Sørge-Stuen, hvor Spillemanden sidder, maaske som en Melancholie-Fordriver, Dagen igjennem, just ovenpaa Ligkisten og spiller bestandig.“}} <section end="Hardanger-Violinen" /> {{midtstilt|{{større|'''Gerhard Treschow og Svend Hugen.'''}}}} <section begin="Gerhard Treschow og Svend Hugen" /> Den første Mand i Christiania, som anlagde større Fabriker, var Admiralitetsraad Gerhard Treschow. Han fik istand en Oliemølle, et Sæbesyderi og en Papirmølle, som længe var i Gang og gav mange Mennesker Livsophold. „Papirmøllen var den værste for ham at faa istand, thi Papirmesteren, som var en Hollænder, havde Belønning fra Holland, for at han skulde fordærve Papiret og gjøre Treschow kjed af denne Fabrik. Men Treschow reiste selv over til Holland og tog med sig en Gudbrandsdøl, Svend Hugen, som havde arbeidet nogen Stund i Papirmøllen og havde et kløgtigt Hoved. Svend gik omkring i Fjeldbonde-Dragt og stillede sig ganske tosset an, saa han gik frit ud og ind i Papirmøllerne, saa nøie efter Alting og kom underveir med, at det var Limingen især, som den hollandske Papirmester havde gjort falskt. Ved Treschows Hjemkomst maatte da denne pakke sig, og Svend Hugen forestod siden Papirmøllen og skaffede godt Papir.“<noinclude> <references/></noinclude> sysbl24gp2d95zb626336ijmgjig8eg 333698 333555 2026-09-19T15:46:34Z Kåre-Olav 25 ordner blokk 333698 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|78}} {{liten blokk/s}}</noinclude><section begin="Hardanger-Violinen"/>1871 og i Bergens Tidende for 25de Jan. 1872. E. Pontoppidan, der var Biskop i Bergen 1747—1755, skriver i sin Norges naturl. Historie ({{antikva|II.}} S. 395) saaledes om Violinen: „Ellers er en Violin den norske Bondes bedste Instrument og bruges paa nogle Steder her i Egnen hel utidig, endogsaa i Sørge-Stuen, hvor Spillemanden sidder, maaske som en Melancholie-Fordriver, Dagen igjennem, just ovenpaa Ligkisten og spiller bestandig.“ {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Hardanger-Violinen"/> <section begin="Gerhard Treschow og Svend Hugen"/>{{midtstilt|{{større|'''Gerhard Treschow og Svend Hugen.'''}}}} Den første Mand i Christiania, som anlagde større Fabriker, var Admiralitetsraad Gerhard Treschow. Han fik istand en Oliemølle, et Sæbesyderi og en Papirmølle, som længe var i Gang og gav mange Mennesker Livsophold. „Papirmøllen var den værste for ham at faa istand, thi Papirmesteren, som var en Hollænder, havde Belønning fra Holland, for at han skulde fordærve Papiret og gjøre Treschow kjed af denne Fabrik. Men Treschow reiste selv over til Holland og tog med sig en Gudbrandsdøl, Svend Hugen, som havde arbeidet nogen Stund i Papirmøllen og havde et kløgtigt Hoved. Svend gik omkring i Fjeldbonde-Dragt og stillede sig ganske tosset an, saa han gik frit ud og ind i Papirmøllerne, saa nøie efter Alting og kom underveir med, at det var Limingen især, som den hollandske Papirmester havde gjort falskt. Ved Treschows Hjemkomst maatte da denne pakke sig, og Svend Hugen forestod siden Papirmøllen og skaffede godt Papir.“ <section end="Gerhard Treschow og Svend Hugen"/><noinclude> <references/></noinclude> jxotu7h1ul17b2082m5omt9sk2sis0b 104 72599 333557 189883 2026-09-19T15:14:20Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333557 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude> <section begin="Gerhard Treschow og Svend Hugen" /> {{blank linje}} {{liten blokk|Danmarks og Norges Oeconomiske Magazin. (Kbhvn. 1758.). 2, S. 171. Gerhard Treschow døde 1719 og har opført den store Gaard i Store Strandgade i Chra., som senere tilhørte først Stiftamtmand Rappe, siden Jørgen Pløen, derpaa Kathedralskolen og nu benyttes til Hotel.}} <section end="Gerhard Treschow og Svend Hugen" /> {{midtstilt|{{større|'''Store Uaar nordenfjelds.'''}}}} <section begin="Store Uaar nordenfjelds" /> „I 1591 var der i Norge, særdeles nordenfjelds, saa stor Hunger og derpaa følgende Mandedød, at der mellem Throndhjem og Dovrefjeld kun røg af 3 Skorstene, hvorfor det Aar blev kaldet det store sorte Aar. I 1601 var en svær Dyrtid og stor Hunger i Norge, da baade Hø og Korn blev opædt af Mus og Lemæn og det Overblevne ført bort, saa at en Skjeppe Byg kostede det Aar 4 Rdlr., og alene i Opdal døde 80 Mennesker af Hunger. Dette Aar blev til en Erindring kaldet det store Dyreaar.“ {{liten blokk|Optegnelser af den samtidige Sognepræst i Opdal, Hr. Morten Bjørnsen.}} „1695 blev et Uaar, thi Natten til 20de August frøs Kornet overalt nordenfjelds og tildels søndenfjelds. Hvad som den Nat ikke ødelagdes, frøs bort Nætterne til 4de, 5te og 6te Septbr. Veiret var om Høsten haardt og stormende, hvilket voldte megen Skade tilsøs, og af det fordærvede Korn fik Mange Blegsot og døde. Fra Søndmøre maatte man reise til Ryfylke for at kjøbe Sædekorn og sætte sit Jordegods i Pant der. Og ved man ellers, at alt Korn i Søndmøres Dale har af det Rysylkeske sin Oprindelse. Uagtet det i senere Uaar har staaet Fare for at gaa ud, er det dog paa nogle Gaarde blevet i Behold<noinclude> <references/></noinclude> mop75b599wexi0la8owdbfwqr5dixr0 104 72600 333559 189884 2026-09-19T15:14:40Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333559 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Store Uaar nordenfjelds" /> og derfra igjen udbredt.“ Efter Uaarene 1740—1742 var i Voldens Præstegjeld Gaarden Eidem den eneste, hvor det Ryfylkeske Korn endnu var tilbage, men derfra udbredtes det strax igjen i Egnen. Aaret 1695 blev kaldet det store Frostaar. {{liten blokk|Det norske Landboblad, udg. af S. Aarflot. 1812, No. 9—10.}} <section end="Store Uaar nordenfjelds" /> {{midtstilt|{{større|'''Hr. Halvor og Graatopsslottet i Drangedal.'''}}}} <section begin="Hr. Halvor og Graatopsslottet i Drangedal" /> Paa Gaarden Holte i Drangedals Hovedsogn findes paa et Fjeld nogle Ruiner af en Skandse, som kaldes Graatopsslot, men hvis Stene nu fordetmeste ere borttagne til Mure paa Gaarden. Der fortælles ogsaa i Egnen meget om en „gammel Helt“, Hr. Halvor. I Tørrisdal Annex til samme Præstegjeld ligger Gaarden Vraalstad, hvor der 1743 stod et gammelt høit Hus, nedentil af en almindelig Bygnings Længde, men oventil bredere og omsat med Gange og Svaler, hvorpaa saaes rundt omkring smaa Huller, men forøvrigt ikke Vinduer. Her skal „Herren Halvor“ have boet. En Fjerdingvei derfra paa den anden Side af Vandet er et Fjeld, som kaldes Daareløb. Det heder, at en Mand, „der havde krænket en af Herren Halvors Piger“, blev dømt til at springe ned fra et lige ved værende mindre Fjeld og to Gange slap vel fra det, men saa vilde prøve at springe ogsaa ned fra det høiere. Han sprang ud med de Ord: „Nu springer jeg for Herren Halvors Piger“, men her slog han sig ihjel, og Fjeldet heder siden Daareløb.<noinclude> <references/></noinclude> k9iyy00m4zlz62hko6ehl5p1dexofvz 104 72601 333561 189885 2026-09-19T15:15:00Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333561 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude> <section begin="Hr. Halvor og Graatopsslottet i Drangedal" /> {{blank linje}} {{liten blokk|C. N. Schwachs „Thelemarkiske Optegnelser“ i Bratsbergs Amtstidende og Meldahls utrykte Beskrivelse af Drangedal i Chra. Univ.-Bibl. (smlgn. Løvenskiolds Beskrivelse over Bratsbergs Amt, S. 133).}} {{liten blokk|Navnene Hr. Halvor og Graatopsslot pege tydelig nok paa en historisk Person, nemlig den Halvard Graatop, som i Erik af Pommerns Regjeringstid først deltog i Amund Sigurdssøn Bolts Opstand mod denne Konge og derefter selv stiftede et Oprør netop blandt Almuen i Thelemarken og Skida-Syssel. Han havde til Hensigt i Spidsen for Bønderne at ødelægge Oslo. Hans Tilhængere maatte med svære Bøder afsone sin Færd i Aarene 1438 og 1439, men Gjæringen i Thelemarken vedblev endnu i de følgende Aar. Se herom L. Daae i norsk historisk Tidsskrift, {{antikva|IV.}} S. 86—89. „Graatopsslottet“ er forøvrigt vistnok en af de ældgamle Befæstninger, hvoraf flere findes rundt om i Landet, og meget ældre end Halvards Tid.}} <section end="Hr. Halvor og Graatopsslottet i Drangedal" /> {{midtstilt|{{større|'''Finlierne.'''}}}} <section begin="Finlierne" /> Som bekjendt ligger der paa Grændsen mellem Nordre Throndhjems Amt og Jemteland to Fjeldbygder, Finlierne eller Nordli og Sørli, der indtil for faa Aar siden vare Annexer til Snaasen, men nu siden 1878 udgjøre et eget Præstegjeld. Lierne have sit Navn af de Finner (Lapper), som tidligere have levet der, og have først senere, dog uvist naar, faaet norsk Befolkning. Under de langvarige Forhandlinger og Undersøgelser, der omsider førte til Grændsetraktaten mellem Sverige og Norge af 1751, blev der fra svensk Side paastaaet, at Lierne skulde tilhøre Jemteland som oprindelig bebyggede derfra. Der blev i den Anledning optaget forskjellige Forhør, hvor tildels de ældste Beboere maatte fortælle, hvad de havde hørt af sine Forfædre om den ældste Be-<noinclude> <references/></noinclude> e5por07ifmgk8t3f9ok90eqhyop72cp 104 72602 333565 189886 2026-09-19T15:15:40Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333565 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>byggelse. Af de Oplysninger, som dels paa denne Maade, dels gjennem Dokumenter tilveiebragtes, kan noget fortjene at anføres. I Aaret 1626 flyttede nogle fattige Mænd fra Snaasen til Nordfinli, som nogle hundrede Aar havde ligget øde, og fik 1636 Lensherren Hr Oluf Parsbergs Bevilling at lade bygge et Kapel paa egen Bekostning. Dette blev sat paa Skilbred, den yderste Gaard i Bygden, helt ubeleiligt for de andre. Nordli havde i gamle Dage været bebygget, hvilket var at fornemme af de mange Agerrener, Hustomter og Stene. Paa Næsset kunde man se Grundstene til et gammelt Hus, og der var Frasagn, at der havde staaet et Kapel, hvortil og Alting lod sig anse. Man fortalte, at Lapfinnerne, som mest nære sig med tamme Rensdyr — tilforn var der andre Finner, hvilke levede af Vildt og Veide —, udryddede paa en Dag og ødelagde baade Mand og Kvinde med Børn i Vuggen i Nordli, men dette Mord hevnede en Mand i Sørli, boende paa Estil, idet han listig indbød de nye Gjester til et Gjestebud, og saasom alle Karlfolk af Lapfinnerne vare satte ovenfor Bordet, persede endel Limænd Finnerne til Væggen ved samme Bord, og andre ødelagde dem med langskaftede Øxer. De, som bleve tilbage i Fjeldene, lærte at give godt Kjøb. Hvor længe det skal være, siden saadant passerede, vidstes ikke med Sikkerhed, men Anno 1627 omtrent hug man et Træ af, da man ryddede paa Pladsen Skilbred, og under Roden var kjendelig en Grue eller et Ildsted at se. Træet var over halvanden Favn i Omkreds. Men fra den Mand paa Estil, som hevnede sine Venners Død, regner man nu for vist fem Led {{antikva|in}} {{antikva|recta linea ascendenti}}. Den Mand, som sidste Gang skulde have begyndt at rydde i Nordli, skulde have hedt Einar Skilbred.<noinclude> <references/></noinclude> rwxnzenh9bphd4xq8g0ydfckjmvwsv3 104 72603 333567 189887 2026-09-19T15:16:00Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333567 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Finlierne" /> {{blank linje}} Hvor mange hundrede Aar vare forløbne, siden man først ryddede i Sørli, vidstes ikke, men den første byggede Gaard skulde være Jul, og den første Rydningsmand skulde have hedt Fredrik. {{liten blokk|Grændsereguleringens Protokol No. 19 (i Rigsarchivet). Se ogsaa S. B. Bruns Beskrivelse over Snaasen (Norske Videnskabsselskabs Skr. i 19de Aarh. {{antikva|I.}} S. 219.). Bruns Kilde ere skriftlige Optegnelser fra 1689 af en Præst Lund, hvilke kjendelig ogsaa ere benyttede af Grændsebefarerne i 1743. Lund har ogsaa Bemærkningen om de fem Slægtled paa Estil, hvoraf følger, at disse maa regnes opover fra 1689 ikke fra 1743. Man skulde altsaa antage, at Begivenheden paa denne Gaard maatte have fundet Sted omtrent paa Reformationstiden.}} <section end="Finlierne" /> {{midtstilt|{{større|'''Kvæner.'''}}}} <section begin="Kvæner" /> Som bekjendt blev i det sextende Aarhundrede en Del Kvæner eller Finner overflyttede fra Storfyrstendømmet Finland til Vermeland, og nogle af dem fandt ogsaa Veien indover den norske Grændse, hvor de bosatte sig i de dengang endnu meget store Skovstrækninger, især naturligvis i Almindingerne, hvor der var rig Anledning baade til Jagt og Braatebrænding. Endnu leve temmelig ublandede Efterkommere af disse Indvandrere i „Finskoven“ paa Østgrændsen af Solør, men ved Midten af syttende Aarhundrede fandtes der Kvæner eller „Finner“ i langt videre Udstrækning. I de Mandtalslister, der fremkaldtes ved Folketællingen i 1664—1666, vil man for nogle Præstegjelds Vedkommende finde Oplysninger om dem. Der angives 2 Familier i Nannestad, 8 i Eidsvold og Hurdalen, hvor der paa 7 Gaarde kun fandtes Finner,<noinclude> <references/></noinclude> 6n529dfqxf20a3fn5b715z643fl6r3h 104 72608 333569 189892 2026-09-19T15:16:20Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333569 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Kvæner" /> Trolddom og „satte Finskud“ paa hverandre eller Kreaturene. Bratlifinnen var dog den værste. Han kunde „gjøre Veir“, og man saa derfor ofte i Høaannen Solskin hos ham og Lundbyen, medens det regnede i Bygden forresten. Han kunde ogsaa lokke Fisken til sig, men naar hans Uvenner vilde forsøge, gjorde han Uveir paa Vandet. Hans Efterkommere skulle endnu leve paa Gaarden Buraas, hvis Eier (1871) var Sønnesønssøn af hin Bratlifinne. Finbraaten, Fingarn, Finlangen o. s. v. ere Navne, der endnu minde om Kvænerne. {{liten blokk|Meddelelser fra Rigsarchivet, {{antikva|I.}} S. 41,73. Chr. Langes haandskrevne Samlinger i Rigsarchivet. T. H. Aschehoug i Norsk Tidsskr. for Vidensk. og Literatur, 2den Aarg. 1848, S. 317, 318, 325 o. s. v. Budstikken. {{antikva|IV.}} S. 358. Pontoppidan, Norges naturlige Historie„ {{antikva|II.}} S. 455. Topogr. Journal, H. 23, S. 44—63. Kraft, Top.-stat. Beskr. over Kgr. Norge, {{antikva|I.}} (ældre Udg.), S. 504. Asbjørnsen, Norske Huldreeventyr, 3. Udg., S. 96.}} <section end="Kvæner" /> {{midtstilt|{{større|'''Stig Bagge.'''}}}} <section begin="Stig Bagge" /> I vor Historie forekommer paa Reformationstiden ikke saa sjelden en Mand ved Navn Stig Bagge, der længe var i Henrik Krummedikes og Eske Bildes Tjeneste paa Bergenhus, senere (1536) ved den sidste af sine indflydelsesrige Herrers Hjælp selv opnaaede at forlenes med Lister Len, men omsider fik en brat Død i Nederlandene, hvorhen Christian {{antikva|III.}} havde sendt ham som Speider. Han blev nemlig her fangen under Kysten af Zeeland og lagt paa fire Steiler, hvorover Kong Christian i Skrivelser til flere fremmede Fyrster meget beklagede sig. Stigs Fader<noinclude> <references/></noinclude> 2n09cprmjb3c98849a9duni4kcwbnd8 104 72612 333426 189896 2026-09-19T14:52:14Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333426 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Stig Bagge" /> lig Landgang paa Vestlandet i sextende Aarhundrede; enkelte Gange greb ogsaa Almuen til Modværge, f. Ex. i 1557 ved Egersund, hvor endel franske Sørøvere bleve dræbte. <section end="Stig Bagge" /> {{midtstilt|{{større|'''Sagn fra Syvaarskrigen.'''}}}} <section begin="Sagn fra Syvaarskrigen" /> {{liten blokk|Under Syvaarskrigen havde Svensken i Aaret 1564 indtaget hele Thrøndelagen og Romsdals Amt, ja endog en stor Del af Nordland, men deres uduelige Anfører, Franskmanden Claude Collart (Claudius Gallus), forspildte snart sin let erhvervede Seier, og hans Hær blev dels ødelagt af Bønderne, dels fangen af den Styrke, som efter Erik Rosenkrands’s Foranstaltning sendtes nordover under Erik Munks Anførsel. (Se herom mit Skrift Krigen nordenfjelds 1564, Chra. 1872). Paa Søndmøre lever endnu en stor Del Sagn fra denne Tid; især erindrer Almuen sig en svensk Partigjænger, Mads Dalekarl, som efter at have røvet og plyndret grusomt der i Egnen fandt sin Død den 7de Mai 1564 paa Garlid i Soknedalen (Annex til Støren).}} 1. Mens Svensken var Herre i Throndhjem, kom et Krigsskib derfra sydover til Romsdalen, hvor Mandskabet huserede slemt. Derefter seilede Svensken til Søndmøre og lagde sig ved Valderhaug. Herfra sendte de Folk ud for at plyndre Bygderne rundt i Egnen. En Bonde kom med en Baad indover til Ellingsøens Nordside og vilde lande, men der laa just to Skyttere og lurede paa Oter, og disse fyrede med sine Bøsser paa Røverne, som strax rømte. Stedet, hvor Skytterne laa, heder endnu Gildrenes.<ref>{{antikva|gildra}}, Indretning til at fange vilde Dyr med, især Oter.</ref> Paa Valdergaardene og paa<noinclude> <references/></noinclude> iuuzugrkvig0tli3qvy6q1bn29qp3y9 104 72613 333427 189897 2026-09-19T14:52:36Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333427 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>Giske stjal de Svenske Alt, hvad de fik fat paa. En Søndag under Gudstjenesten kom fire og tyve Svensker til Borgunds Kirke; „de bleve anførte af en Officier, som kaldte sig Prindsen af Sverige.“ Han bragte Bønderne den Hilsen fra den svenske Konge, at det vilde gaa dem galt, hvis de ikke med det gode gav sig under Sverige. Almuen var længe raadvild og vidste ikke, hvad den skulde svare, men endelig stod en Mand, som hed Olaf Gryten (eller „Gryteraadsmanden“) frem og holdt en Tale. Før Bønderne kunde give noget Svar, sagde han, var det nødvendigt at raadslaa med Fogden og Lensmanden, men de vare ikke tilstede ved Kirken, og derfor maatte han bede Svensken vente i otte Dage. Det lovede ogsaa Fienden at gjøre, men forlangte da ogsaa at faa Gryteraadsmanden med sig som Gidsel. Det havde denne ikke Lyst til, og han forsøgte derfor at liste sig bort, og det lykkedes ham ogsaa at undkomme, efter at han først havde faaet af sig sin røde Trøie og sine Knæbuxer, hvori han var altfor letkjendelig. Saa fort han kunde, ilede nu Olaf Gryten afsted, først til Fogden, og derfra videre til de norske Krigsskibe. Med „svensk Flag“ seilede disse til Valderø, hvor Svenskens Skib laa. Da det første af de norske Skibe kom, gik Kapteinen paa Svenskeskibet, hvor Alle troede, det var en Landsmand, op paa Dækket og „drak en Skaal for sin Kammerat“, men i det samme gav det norske Skib det fiendtlige det glatte Lag. Det svenske Skib sank tilsidst, og Besætningen druknede paa tre Mand nær, som svømmede tillands og forfulgte af de Norske løb tilfjelds. Siden fandt man dem i en Bjerghule døde af Sult. Denne Hule, der ligger tæt søndenfor den store Skjongshule, kaldes endnu Dødmandshulen. {{liten blokk|Møringen for 1869, No. 41. Fremstillingen er her noget forkortet; naar det der heder, at Olaf Gryten i sin Tale ved}}<noinclude> <references/></noinclude> h5cgv959luzlwrds7lt17j40y8b7f4p 333699 333427 2026-09-19T15:47:41Z Kåre-Olav 25 ordner blokk 333699 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|93}}</noinclude>Giske stjal de Svenske Alt, hvad de fik fat paa. En Søndag under Gudstjenesten kom fire og tyve Svensker til Borgunds Kirke; „de bleve anførte af en Officier, som kaldte sig Prindsen af Sverige.“ Han bragte Bønderne den Hilsen fra den svenske Konge, at det vilde gaa dem galt, hvis de ikke med det gode gav sig under Sverige. Almuen var længe raadvild og vidste ikke, hvad den skulde svare, men endelig stod en Mand, som hed Olaf Gryten (eller „Gryteraadsmanden“) frem og holdt en Tale. Før Bønderne kunde give noget Svar, sagde han, var det nødvendigt at raadslaa med Fogden og Lensmanden, men de vare ikke tilstede ved Kirken, og derfor maatte han bede Svensken vente i otte Dage. Det lovede ogsaa Fienden at gjøre, men forlangte da ogsaa at faa Gryteraadsmanden med sig som Gidsel. Det havde denne ikke Lyst til, og han forsøgte derfor at liste sig bort, og det lykkedes ham ogsaa at undkomme, efter at han først havde faaet af sig sin røde Trøie og sine Knæbuxer, hvori han var altfor letkjendelig. Saa fort han kunde, ilede nu Olaf Gryten afsted, først til Fogden, og derfra videre til de norske Krigsskibe. Med „svensk Flag“ seilede disse til Valderø, hvor Svenskens Skib laa. Da det første af de norske Skibe kom, gik Kapteinen paa Svenskeskibet, hvor Alle troede, det var en Landsmand, op paa Dækket og „drak en Skaal for sin Kammerat“, men i det samme gav det norske Skib det fiendtlige det glatte Lag. Det svenske Skib sank tilsidst, og Besætningen druknede paa tre Mand nær, som svømmede tillands og forfulgte af de Norske løb tilfjelds. Siden fandt man dem i en Bjerghule døde af Sult. Denne Hule, der ligger tæt søndenfor den store Skjongshule, kaldes endnu Dødmandshulen. {{liten blokk/s}} Møringen for 1869, No. 41. Fremstillingen er her noget forkortet; naar det der heder, at Olaf Gryten i sin Tale ved<noinclude>{{liten blokk/e}} <references/></noinclude> 77ky6evufsuzr2fg5899asirogw5qfu 104 72614 333428 189898 2026-09-19T14:52:48Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333428 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude> {{liten blokk|Borgunds Kirke ogsaa erklærede, „at Almuen forlængesiden var træt af Danevældet, og at den for den Sags Skyld ikke vilde have noget imod en Forening med Sverige,“ da maa disse moderne Talemaader antages at være indlagte i det forøvrigt vistnok ægte og oprindelige Sagn i en langt senere Tid, rimeligvis endog i den sidste Menneskealder.}} 2. De Svenske, især en af deres Høvdinger, Mads Dalekarl, søgte overalt, hvor de kom, at faa fat paa Danske eller „Jutar“, som de hyppigst kaldte dem. Paa Foldstad i Ørsten Præstegjeld boede en indgiftet dansk Mand, Nils Jenssøn; han blev myrdet med flere Landsmænd, og paa det Sted, hvor han faldt, stod indtil for hundrede Aar siden et Trækors til Amindelse. Paa Apelset i Ørskog maatte „Jyden“, som boede der, tage Flugten efter først at have gravet sine Penge ned i Jorden ved det saakaldte Førvad, hvor det fortælles, at Skatten endnu ligger. Ogsaa til Thingfjord i Vatne fandt Mads Dalekarl Veien. Her boede paa den Tid en Mand, som hedte Saxe, ligeledes en dansk Mand, hvorfor man ogsaa kaldte ham Jydesaxe. Ogsaa Jydesaxe havde gjemt sine Penge i Jorden saa vel, at Intet blev fundet, og Mads maatte drage bort, men satte dog først Ild paa Husene. Endelig maatte ogsaa en fjerde dansk Mand, som boede paa Nogvad i Harham, lade sit Liv for Mads Dalekarl. Endnu i 1857 stod paa Garlid (Skydsskiftet mellem Soknedal og Rennebu) en gammel Røgstue, og om den hørte Eilert Sundt i hint Aar fortælle, at Mads Dalekarl skulde være bleven skudt i Stuen; Ingen vidste, for hvor mange hundrede Aar siden. Nordmanden skulde have listet sig op paa Taget og fældet Mads gjennem Ljoren. Sagnet føiede til, at Nordmændene, for at overliste de Svenske paa Garlid, havde baaret Løvbuske i<noinclude> <references/></noinclude> g7t48zz2ec1trrl95nxpg8p57b4k8j3 333700 333428 2026-09-19T15:48:07Z Kåre-Olav 25 ordner blokk 333700 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|94}} {{liten blokk/s}}</noinclude>Borgunds Kirke ogsaa erklærede, „at Almuen forlængesiden var træt af Danevældet, og at den for den Sags Skyld ikke vilde have noget imod en Forening med Sverige,“ da maa disse moderne Talemaader antages at være indlagte i det forøvrigt vistnok ægte og oprindelige Sagn i en langt senere Tid, rimeligvis endog i den sidste Menneskealder. {{liten blokk/e}} 2. De Svenske, især en af deres Høvdinger, Mads Dalekarl, søgte overalt, hvor de kom, at faa fat paa Danske eller „Jutar“, som de hyppigst kaldte dem. Paa Foldstad i Ørsten Præstegjeld boede en indgiftet dansk Mand, Nils Jenssøn; han blev myrdet med flere Landsmænd, og paa det Sted, hvor han faldt, stod indtil for hundrede Aar siden et Trækors til Amindelse. Paa Apelset i Ørskog maatte „Jyden“, som boede der, tage Flugten efter først at have gravet sine Penge ned i Jorden ved det saakaldte Førvad, hvor det fortælles, at Skatten endnu ligger. Ogsaa til Thingfjord i Vatne fandt Mads Dalekarl Veien. Her boede paa den Tid en Mand, som hedte Saxe, ligeledes en dansk Mand, hvorfor man ogsaa kaldte ham Jydesaxe. Ogsaa Jydesaxe havde gjemt sine Penge i Jorden saa vel, at Intet blev fundet, og Mads maatte drage bort, men satte dog først Ild paa Husene. Endelig maatte ogsaa en fjerde dansk Mand, som boede paa Nogvad i Harham, lade sit Liv for Mads Dalekarl. Endnu i 1857 stod paa Garlid (Skydsskiftet mellem Soknedal og Rennebu) en gammel Røgstue, og om den hørte Eilert Sundt i hint Aar fortælle, at Mads Dalekarl skulde være bleven skudt i Stuen; Ingen vidste, for hvor mange hundrede Aar siden. Nordmanden skulde have listet sig op paa Taget og fældet Mads gjennem Ljoren. Sagnet føiede til, at Nordmændene, for at overliste de Svenske paa Garlid, havde baaret Løvbuske i<noinclude> <references/></noinclude> mi36al1indf646213iylbhynn2nfe3e 104 72615 333429 189899 2026-09-19T14:52:58Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333429 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>sine Hænder for at indbilde Svensken, at det var en Del af Skoven, som viste sig i det Fjerne. {{liten blokk|Strøm, Søndmøres Beskrivelse, II, S. 175 og 380, P. Fylling i Møringen for 1869, No. 41, E. Sundt. Om Bygningsskikken i Norge (Aftr. af Folkevennen), S. 153, samt en Meddelelse til nærv. Forf. af Sorenskriver L. Daae. Sagnene, af hvilke intet er i nogen Maade paavirket af den skrevne Historie, stemme dog mærkværdig vel overens med denne. Svenskens Jydehad er fuldkommen korrekt bevaret i Almuens Erindring. Overanføreren for Toget, Claudius Gallus, havde Ordre af sin Konge til overalt at forfølge de i Norge bosatte Danske, hvis Antal paa den Tid idetmindste i visse Egne synes at have været temmelig stort.<ref>Overhoved havde de Danske i det sextende Aarhundrede som Indvandrere udbredt sig over hele Norden, ei alene i Norge, men ogsaa i Sverige. Gustav Vasa havde mange Danske blandt sine hvervede Krigere, helst dog i Finland. Ja endog under Syvaarskrigen tjente Danske i Erik den Fjortendes Hær.</ref> Og han opfyldte denne Befaling. Idetmindste skriver han selv til Kongen: „Jeg haver handlet med de Juter og Danske, som jeg paa Landsbygden haver kunnet overkomme og opspørge, eftersom deres Fortjeneste haver tilsagt. Jeg vil endog ydermere lægge mig med al Vind og Flid om at udrydde det Ugræsset og ombringe og fordærve saamange Juter og Danske, som i denne Landsende findes kunde.“}} 3. Om Selje Klosters Undergang fortælles et Sagn, som, ifald der ligger nogensomhelst Virkelighed til Grund derfor, nærmest synes at maatte henføres til Syvaarskrigen. „For nogle hundrede Aar siden kom 3 til 4 svenske Krigsskibe ind af Stathavet og bombarderede Klosteret til endelig Ødelæggelse og Ruin. I Bestyrtelsen søgte Munkene at redde sine bedste Mobilier og nedsatte en Hoben Pretiosa i den store Gildekjedel (som de brugte, naar de i Juletiden holdt Gjestebud hos sig for de fornemste Bønder paa det faste Land), hvilken de med Reb<noinclude> <references/></noinclude> cntj9mezwpobolzf49d3oefieqbmtuy 104 72616 333430 190414 2026-09-19T14:53:08Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333430 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Sagn fra Syvaarskrigen"/>nedsænkte i Søen, men da de efter Fiendens Bortreise skulde trække Kjedelen op, gik det ene Reb af, og altsaa bleve deres Pretiosa i Søen beliggende, ligesom og den store Klokke i Kirken, som de i samme Forvirrelse vilde se reddet, skal være bleven borte for dem i Søen paa den sydvestre Del af Sellø.“ {{liten blokk|Budstikken, VI. S. 574 efter Selløs Kaldsbog.}} <section end="Sagn fra Syvaarskrigen"/> {{midtstilt|{{større|'''Olaf den Helliges Ligkiste.'''}}}} <section begin="Olaf den Helliges Ligkiste"/>Som bekjendt blev ved Reformationens Indførelse vor nationale Helgens store Sølvskrin, der veiede halvsyvende tusinde Lod Sølv, nedsendt til Danmark og der sønderbrudt og smeltet. St. Olafs Legeme vedblev dog fremdeles at bevares ved Domkirken i en Trækiste, beslaaet med Sølvnagler, indtil de Svenske under Syvaarskrigen gjorde det bekjendte Indfald, der for en kort Tid bragte hele Throndhjems Stift i deres Magt (1564).<ref>Se herom mit Skrift: Krigen nordenfjelds 1564.</ref> Ved denne Leilighed satte nemlig Fienden sig i Besiddelse af St. Olafs Kiste, plyndrede den Smule Sølv, der endnu fandtes ved denne, og bortførte derpaa Legemet til Fløans Kirke i Stjørdalen, hvor de „jordede det i den øde Bondekirke“. Da imidlertid det svenske Herredømme efter et Par Maaneders Forløb fik en brat Ende, bragtes Helgenens Legeme igjen tilbage til Throndhjem. Det blev, heder det i en gammel Optegnelse, „den 8de Juni 1564 <section end="Olaf den Helliges Ligkiste"/><noinclude> <references/></noinclude> brxmsqxtkf7ykv09co8i5v5nuztkwcu 104 72617 333431 190133 2026-09-19T14:53:18Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333431 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>ført fra Fløans Kirke i Stjørdalen til Domkirken med stor Proces.“ Her blev det først begravet, men derpaa atter engang optaget af Lensherren, Herluf Skave. Endnu i 1567 fandtes Legemet „helt og holdent“ i selve Kirken, men i det følgende Aar lød endelig Rigsraaden Hr. Jørgen Lykke under sin Nærværelse i Throndhjem Olafs Levninger nedgrave i Jorden, hvorefter endog Stedet, hvor de hvile, er gaaet i Forglemmelse.<ref>Se Schønings Anh. t. Domk. Beskr. S. 84 flg., N. Mag. {{antikva|I.}} S. 93 flg. og 143, samt P. Claussøns Norg. Beskr. S. 91.</ref> Et Sagn, som allerede 1605 blev meddelt i et trykt Skrift, beretter, at „den, som vanærede St. Olai hellige Legem og satte det under Jorden, han fik sin Løn, der han for sit Forræderi blev for Stockholm lagt paa Stegel.“ Nedskriveren af dette Sagn, der sandsynligvis sigter til Legemets Bortførelse til Fløans Kirke, er vor Landsmand Laurids Nilssøn (den bekjendte Klosterlasse), der rimeligvis har hørt Beretningen under sit Ophold i Sverige. Han meddeler Sagnet i den danske Udgave af sin {{antikva|Confessio}} {{antikva|Christiana}} (Brunsberg 1605. 4. S. 7). Mærkelig nok findes ogsaa i en tydsk Sagnsamling en Legende om St. Olafs Legemes sidste {{antikva|fata}}. Friederich Wagenfeld, den samme Mand, hvis Navn forøvrigt ved Udgivelsen af den falske Sanchuniathon har faaet en mindre end god Klang, har nemlig i sin Bog „Bremens Volkssagen“ (Erster Bd., Bremen 1845. 8. S. 71—117) en udførlig Fortælling, betitlet „St. Oleffs Sarg“, der, skjønt kjendelig udsmykket af Udgiveren, dog synes at indeholde en gammel og oprindelig Kjerne. Desværre har Wagenfeld ingensomhelst Oplysning meddelt om sine Kilder.<noinclude> <references/></noinclude> ozjvwln2res20aw4kv3g9cw7todhjf7 104 72618 333727 189902 2026-09-19T16:19:12Z KåreBot 479 {{linje}} > {{strek}} 333727 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>{{blank linje}} Det er dette Sagn, som nedenfor meddeles med Udeladelse af den største Del af de novellistiske Tilsætninger. {{---}} I Aaret 1579 levede i Bremen en Sømand ved Navn Karsten Tiemann. Han havde engang været en velhavende Mand, men i den senere Tid fristet det ene Uheld efter det andet; det var, ligesom en ulykkelig Skjebne forfulgte ham, og han var saaledes efterhaanden nedsunken i Armod. Paa sin Hustrues Bøn havde han opgivet Sølivet og fristede nu Livet som Eier af et lidet Flodfartøi paa Weseren. Medens hans Bolig forøvrigt bar Spor af den yderste Fattigdom, prydedes dog hans Stue af en Lænestol, saa smuk og kunstig udskaaren, at selve Erkebispen ikke havde den bedre. Denne Stol havde han selv forfærdiget, flere Gange havde man budt ham mange Penge for den, ogsaa hans Kone havde drevet paa, at den skulde sælges, men stedse forsikrede han høit og dyrt, at dette aldrig skulde ske. Men om Grunden til, at han aldrig vilde skille sig ved Stolen, turde han ikke udtale sig, thi han frygtede for, at han derved kunde paadrage sig Beskyldning for Papisme og Ugudelighed. Sagen var, at han i sine yngre Aar havde gjort en Reise som Skibstømmermand til Throndhjem. Det var i det Aar, da de Svenske gjorde Indfald i Norge og tragtede efter at bringe Olaf den Helliges Legeme i sin Magt, men ikke opnaaede dette, fordi Nordmændene hemmelig bragte det tilside. Legemet var endnu ganske ubeskadiget, uden mindste Spor af Forraadnelse, og Helgenens Saar vare fremdeles synlige. Men Kisten, der allerede var over et halvt Aartusinde gammel, var yderst brøstfældig, og man søgte derfor en duelig Tømmermand til at for-<noinclude> <references/></noinclude> h0tztuxgrmhqxgf5prlv90s13rbf6ld 104 72623 333432 189907 2026-09-19T14:53:28Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333432 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />Et Vaabenthing paa Søndmøre 1599.</noinclude>I gamle Dage holdt Fogderne Vaabenthing, det vil sige, Almuen maatte møde frem og vise Fogden, „hvorledes de holdt deres Vaaben og Værge færdige.“ I 1599 var da Fogden over Giske Gods, Jacob Perssøn, tilstede paa Odnes i Søndmøre. Blandt Andre kom ti Bønder frem, hver med sit Spyd i Haanden, men Spydene vare saa „stakkede og fast uduelige“, og Jacob tog dem derfor og brød dem itu, „paa det de ikke oftere skulde bære slige uduelige Vaaben paa Mønstring,“ og „formanede Almuen, at de ikke skulde lade dennem mønstre med slige Skams Værger.“ Da reiste sig en Mand, som hedte Jon Jamt (ɔ: Jemtlænding) og sagde: „Hvi bryder du saa vore Værger isønder?“ Strax begyndte der et forfærdeligt Bulder blandt den hele forsamlede Almue. Fogden vilde løbe sin Vei, men Jon Jamt raabte:. „Nu skal du faa sjutusind Djævle,“ og slog med det samme med en Øx og hug hans Klæder itu paa Ryggen. Tilligemed „nogle Par af Bønderne“ raabte Jon, at man skulde slaa Jacob ihjel. Fogden tog Flugten ned til sin Baad, men snublede, og der blev da sendt nogle Skud efter ham. Skjønt haardt forfulgt, slap han dog bort med Livet og fik i 1604 Jon Jamt dømt som Oprører. {{liten blokk|T. Klevenfelds haandskrevne Samlinger i det danske Geheimearchiv. K. har hentet det af Domsakterne.}}<noinclude> <references/></noinclude> 9yflpwj0x0kaniyj0c1nw5a2c8550kf 104 72624 333433 189908 2026-09-19T14:53:38Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333433 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> {{midtstilt|{{større|'''{{rettelse|Bonde|Vonde}} Aasmund.'''}}}}</noinclude> Paa Gaarden Røinestad i Valle Sogn i Sætersdalen staar en gammel Bygning af en paa Landet usædevanlig taarnagtig Form og tre til fire Stokverk høi. Den mangler Vinduer, men har hist og her nogle smaa firkantede Glugger eller Aabninger, som tillukkes med saakaldte Spjeld. Et Stykke fra findes et Bur eller Loft, med hvilket Taarnet siges engang at have været forbundet. Dette Bur er af svært Tømmer, prydet med Udskjæringer og bestaar af to Stokverk med Svalgang omkring det øverste. I nederste Rum er der et tømret Skjulested eller „Løngang“, hvortil Adgangen er fra øverste Rum. I Buret findes opbevaret flere Stykker af Lærredstapeter, malede med Linfarve, hvorpaa sees afbildet St. Jørgen i Kamp med Dragen, nederlandske Vaaben og forskjellige Scener med Dragter fra anden Halvdel af det sextende Aarhundrede, endvidere et trykt Blad, indeholdende en plattydsk eller hollandsk Vise fra omtrent 1570, en Sabel, en Dolk, en Kniv, Pilekogger, en Slir med Kniv og Gaffel o. s. v., alt af udenlandskt Arbeide og, som det synes, ligeledes fra Slutningen af sextende Aarhundrede. Tilforn fandtes der ogsaa en Bue. Disse Ting skulle have tilhørt den saakaldte „vonde“ Aasmund, som skal have bragt dem med sig „fra Tydskland“, hvor han skal have været med i „den lange Krig“. Aasmund skal have været en meget stridbar Mand og tillige en Drabsmand. Hans Efterkommere skulle endnu bo paa Gaarden. Disse fortælle, at da han efter syv Aars Fraværelse igjen kom hjem til Dalen, mødte han sin Kjæreste, som just gik til Kirken for at vies til en anden. Da rev Aasmund hende ud af Følget og flyg-<noinclude> <references/></noinclude> siibuhghfhlozz48hih9t86fju7sd4c 104 72625 333434 190138 2026-09-19T14:53:48Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333434 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Vonde Aasmund" /> tede med hende op paa en Hei, hvor de levede sammen i nogen Tid. Siden drog han til sin Gaard Røinestad, hvor han byggede Buret. Da han engang havde dræbt fire Mennesker, fatte Bygdens Folk efter ham, men fra Burets Sval skjød han saa mange med sin Bue, at de øvrige ikke vovede at komme ham nær. Han skal have levet der til sin Død. {{liten blokk|N. Nicolaysens norske Fornlevninger, S. 255—256. Ved den „lange Krig“ kunde man, som ogsaa Nicolaysen mener, maaske tænke enten paa Trediveaarskrigen eller Nederlændernes Kamp med Spanien. Sagnet fortælles forøvrigt med adskillige Varianter, og det heder undertiden, at der har levet to „Kjæmper“ af Navnet Vonde Aasmund, en paa Røinestad og en paa Berge. Den sidstnævnte skal have været Lensmand og have slaaet en Præst ihjel. (Faye, Norske Folke-Sagn. 2. udg. S. 219—220. C. W. Rieck, Fra Fjeld og Hav. Chra. 1867. 8. S. 43—44).}} <section end="Vonde Aasmund" /> {{midtstilt|{{større|'''Svensken i Snaasen.'''}}}} <section begin="Svensken i Snaasen" /> Under Krigen 1611—1613 satte de Svenske under Oberst Balzer Becks Anførsel Ild paa Snaasens Kirke i Indhered. Ved den Leilighed vilde en svensk Kaptein tage en Snaasing fangen, men Snaasingen gjorde Modstand og slog Kapteinen ihjel. Svensken tog Klokken af Kirken og førte den med sig, men kunde ikke faa den længere end til Holdens Vand ved Rigsgrændsen, uagtet de satte sex Heste for Slæden. Den sank i dette Vand, hvor en Mand siden har seet den ligge paa Bunden.<noinclude> <references/></noinclude> s8gyua1fovak9dou6lx8rvmet9o132t 104 72626 333435 189910 2026-09-19T14:53:58Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333435 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude> <section begin="Svensken i Snaasen" /> Svensken brændte i denne Krig ogsaa Devikens Kirke i den søndre Finli, Annexkirke til Snaasen. {{liten blokk|S. B. Bruns Beskrivelse over Snaasen, (Norske Vidensk. Selsk. Skr. i 19de Aarh. 1. S. 206—207 og 217). Brun tilføier, at den faldne Kapteins Træhjelm fandtes i Snaasens Kirke lige til 1812, da den indsendtes til Throndhjem.}} <section end="Svensken i Snaasen" /> '''Løitnanten og Nordhordlændingerne.''' <section begin="Løitnanten og Nordhordlændingerne" /> Det hændte sig, at nogle af de nordhordske Bondedrenge af opskikkede Officierer engang skulde mønstres og undervises paa Krigsmaner. Løitnanten uddrog sin Kaarde og skulde lære Bondedrengene at fegte, og de fik Befaling at gjøre efter med Baandstager, hvad han viste dem. Men mellem Gutterne var en, „som ikke var vel vant til saadan Krumspring og Venden og havde ei heller vel Lyst dertil.“ „Han tager til sin Bannestage og slaar mig Lutenanten over Halsen, dermed sigendes: „Du læra meg inkje ret fikta; so lærde Far min meg fikta,“ kastede saa Stagen og løb sin Vei. Lutenanten behagede ikke vel saadanne Disciple, tog sine Medbrødre med sig og drog ad Byen igjen og kom ikke igjen at mønstre Hordedrenge oftere. {{liten blokk|Christen Jensen: Den norske {{antikva|Dictionarium}} eller Glosebog. Kbhvn 1646. S. 52—53.}}<noinclude> <references/></noinclude> ap3t0uoo7y0cw5jh0q7k46ng2qe2k8n 104 72627 333436 189911 2026-09-19T14:54:08Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333436 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> {{midtstilt|{{større|'''Hr. Jacob Wisseltoft.'''}}}}</noinclude> I den skaanske Krig tog en Student, Jacob Wisseltoft, der selv var født i Skaane, Tjeneste som Løitnant i dansk Tjeneste. Han fik derfor Løfte om Præstekald og blev 1686 Vicepastor paa Inderøen, det vil sige, han havde at bestyre Kaldet, men maatte afgive en stor Del af Indtægterne til Sognepræsten til Frue Kirke i Throndhjem, til hvis Embedes Forbedring Inderøens Kald var henlagt. Som Præst vakte han den største Forargelse. Han fortalte i sine Drikkelag, at han i Krigens Tid havde seet sine Kammerater levende spiddede paa Landeveiene og da trøstet dem med Brændevin og Tobak. Paa en Herregaard i Skaane, fortalte han, havde han hugget Hovedet af en adelig Frøken, fordi han ikke turde bie og give sig Tid til at lukke Laasen op paa den Guldkjede, hun bar om Halsen. Paa Inderøen udfandt han et kløgtigt Middel til at faa Bønderne til at betale for Ligtaler over de Soldater, der faldt i Krigen mod Karl den Tolvte. Han sankede en Hoben Søkrabber, bandt brændende Lys fast ved dem og lod dem om Natten krybe om paa Kirkegaarden. Derpaa kaldte han Klokkeren, Medhjælperne og Bønderne til, for at de kunde se dette Under, som jo maatte betyde deres Sjæle, der vare faldne og nu ei kunde finde Hvile, førend de vare jordfæstede. Saa maatte de Faldnes Slægt bekoste Ligtale. Undertiden kom Wisseltoft til Throndhjem og prækede i Vor Frue Kirke, „som paa den Maade blev Byens Komediehus“. Han var allerede i 1711 saa forhadt, at Almuen stængte Kirkedøren for ham, saa at han maatte gaa ind ad Vinduet og præke for tomme Vægge, medens Kirken var fuld, naar Kapellanen forrettede. Endelig blev han afsat 1732 og levede<noinclude> <references/></noinclude> aukx6sqjncd1cbgk0zerzkg03cpib11 104 72628 333437 189912 2026-09-19T14:54:18Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333437 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>sine sidste Aar i Bergen. — I Wisseltosts Tid indtraf den berygtede „Skjæg-Sag“. Præsten til Frue Kirke i Throndhjem, Mag. Withe, gjorde nemlig i 1690 en Reise til Inderøen for at opkræve sin Tiende og spurgte ved den Leilighed Bønderne, om de nogensinde havde seet Judas. De svarede Nei. Derpaa sagde Withe: „Naar I faar se den nye Biskop, kunne I skinbarlig se ham, thi Iudas havde rødt Haar, ligesom Bispen.“ Han var nemlig en Uven af Biskop Krog, fordi han selv forgjæves havde søgt Bispestolen. Da nu Krog kom paa Visitats i Bygden, stirrede Almuen paa ham, og hveranden Mand havde Judas-Navnet i Munden. Krog spurgte nu Wisseltoft om Aarsagen hertil, og denne fortalte ham Mag. Withes Samtale med Almuen. Biskopen klagede til Kongen, men denne dømte, at Sagen skulde bortfalde. {{liten blokk|Hammonds Missionshistorie, S. 86—87. Gjessings Jubellærere, I. S. 392.}} {{liten blokk|Om Ligprædikener over Afdøde, der havde mistet Livet paa Søen, og hvis Legeme ikke gjenkjendtes, se E. Pontoppidans {{antikva|Glossarium Norvegicum}}, S. 52—53, der oplyser, at Saadant var almindeligt paa P.’s Tid i Bergens Stift, en Levning, som det synes, af Fortidens Sjælemesser.}} {{liten blokk|Det Træk, at Sagnet lader Wisseltofts Lys binde til Søkrabber er interessant. I Wültkes Der deutsche Volksaberglaube (2te Bearbeitung, S. 448) vil man nemlig sinde, at „arme Seelen“ i Tyrol og Kärnten troes at vanke om paa Jorden i Skikkelse af Søkrabber.}}<noinclude> <references/></noinclude> 7oylr222rt21yfjqz5cm33sz7nqprlq 104 72629 333438 189913 2026-09-19T14:54:28Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333438 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> {{midtstilt|{{større|'''General Folkersam.'''}}}}</noinclude>Hertug Jacob af Kurland blev i Frederik {{antikva|III.}}s Dage Eier af Eidsvolds Jernverk og sendte flere Kurlændere til Norge for at drive det. Mellem disse var ogsaa en Frants Vilhelm Folkersam, der først tjente som Forvalter ved Verket, men derpaa tog Krigstjeneste og udmærkede sig saaledes i Gyldenløvefeiden, navnlig som Partigjænger, at han omsider 1693 steg til Generalmajor. Han boede siden paa Gaarden Skøien i Spydeberg, hvor der endnu over hundrede Aar senere fandtes Levninger af hans Frugthave. Gaarden skal han have faaet som Gave af Christian {{antikva|V}}. Senere blev han Eier af Evje Gaard i Smaalenene, hvor han døde 1713. Da Krigen under Frederik {{antikva|IV.}} brød ud, var han for gammel til at tjene, skjønt Soldaterne gjerne havde villet se ham i Felten igjen. De digtede da en Vise om ham, hvori de besang hans Bedrifter og ønskede ham ung igjen. Desværre er denne Vise, som endnu kjendtes i Slutningen af forrige Aarhundrede, ikke i rette Tid optegnet og nu vistnok forlængst forstummet. Derimod har Carl Deichman optegnet følgende lille Anekdote om Folkersam. Engang hændte det, at en Dragon, som havde Kvarter paa en Bondegaard, døde. Folkersam, som var hans Chef, gav Ordre til, at han skulde begraves. Men Bonden, som Dragonen havde boet hos, havde Penge tilgode af denne og nægtede at udlevere Liget, førend disse bleve betalte, og Begravelsen gik da overstyr. Men da Folkersam hørte dette, sagde han: „Laß ihm ihn behalten.“ Bonden sandt sig snart ilde faren med „dette {{antikva|depositum}}“ og bad nu selv om at faa ham begravet. Men nu vilde<noinclude> <references/></noinclude> h557r9z8uba6g9azpmfagx89b0t6fs7 104 72630 333439 189914 2026-09-19T14:54:38Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333439 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="General Folkersam" /> Ingen høre paa Saadant, og Bonden maatte baade tabe sine Penge og bekoste Ligfærd. {{liten blokk|C. Deichmans Optegnelser (Chra. Univ.-Bibl. Mskrpt. No.396 fol.). Wilses Spydebergs Beskrivelse S. 547 og samme Forfatters Reise-Iagttagelser, {{antikva|II.}} S. 95. Norske Saml. 8. {{antikva|II.}} S. 137 samt Norske Stiftelser, {{antikva|III.}} S. 947.}} <section end="General Folkersam" /> {{midtstilt|{{større|'''Vosserne og Hardangerne i Gyldenløvefeiden.'''}}}} <section begin="Vosserne og Hardangerne i Gyldenløvefeiden" /> Vosserne og Hardangerne skulle fra gammel Tid af have anseet det som en Ret, der tilkom dem, at gaa i Spidsen og komme paa den farligste Plads i alle Slag. Under Beleiringen af Marstrand aflagde de glimrende Prøver paa Tapperhed den 13de og 14de Juni 1677. De vare under sin Anfører, Adelsmanden Vilhelm Skott de Spensterfeld, sammen med de fredriksstadske og fredrikshaldske Kompagnier de første, som løb Storm paa det faste Hedvigsholm, hvilket siden af de Danske omdøbtes til Charlottesholm. Fortet blev ogsaa indtaget, men af Vosser og Hardangere var der foruden Løitnanten<ref>„{{antikva|praeter optionem}}.“</ref> kun 10 Mand, som ikke faldt eller saaredes dødelig. {{liten blokk|C. Miltzow: {{antikva|Presbyterologia Wos-Hardangriana, Hafn.}} 1679. 4. {{antikva|pag.}} 66.}}<noinclude> <references/></noinclude> 47u71mkxzupvfbxtu81tm99qdnipnuu 104 72631 333440 189915 2026-09-19T14:54:48Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333440 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> {{midtstilt|{{større|'''En svensk Anna Kolbjørnsdatter.'''}}}}</noinclude>Trods alle Krige var der dog i Grunden Venskab mellem Bønderne paa Grændsen af Vermeland og Norge. Paa Karl den Tolvtes Tid vare mange af dem forbundne ved Svogerskab, og de drev jevnlig Handel med hverandre. I de Aar, som forløb fra 1709, da Krigen begyndte, og til 1716, da Kong Karl selv begyndte sine Angreb paa Norge, havde Ufreden derfor ikke stort at sige paa den Kant. Tvertimod hændte det endog ofte, at svenske Officierer gjorde Besøg over Grændsen til Magnor, hvor de altid bleve godt beværtede af Nordmændene. En Gang traf det sig dog, at en Svenske i Drukkenskab havde ladet falde nogle fornærmelige Ord om de Norske. Dette skulde hævnes. Da nu Nordmændene i September 1711 fik høre, at en Dragonkaptein laa med sit Kompagni paa Gaarden Grytve ved Kjøla Kirke, besluttede de at overraske dem. De kom ogsaa did sent en Lørdagsaften, men da var Kapteinen reist til Baahuslen, og ingen Andre fandtes i Gaarden uden Bønderne selv. Disse gjorde Anskrig, og dette hørtes i den nærliggende Præstegaard. En flygtende Pige bragte Præstegaardens Beboere yderligere Besked. Provst Faxell var selv borte, men Provstinden, Maria Camén, var hjemme. Medens de Norske gjorde sig tilgode paa Grytve, „dog med al Høflighed og mod kontant Betaling“, stillede hun op sine Drenge og Piger („Jöse-Härads Gäntor“) og lod dem skyde med gamle Bøsser og raabe Krigsraab til hverandre. Da nu Nordmændene tillige fik høre Klokkerne ringe i Taarnet, troede de, at der laa nogle Regimenter i Præstegaarden, og skyndte sig afsted. Nogle sige, at Provstinden<noinclude> <references/></noinclude> s2iq10mv3y0idufbkuarw97e78mx8dc 104 72632 333441 190145 2026-09-19T14:54:58Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333441 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="En svensk Anna Kolbjørnsdatter"/>havde en Dragon til Hjælp, og at hun lod sine Piger iføre sig blaa Kjortler. {{liten blokk|{{antikva|E. Fernow, Beskrifning öfver Wärmeland. Götheborg}} 1773. S. 846. {{antikva|Hammarin, Carlstads Stifts Herdaminne. II.}} S. 151.}} <section end="En svensk Anna Kolbjørnsdatter"/> {{midtstilt|{{større|'''Tordenskjold og Drakenberg.'''}}}} <section begin="Tordenskjold og Drakenberg"/>Den af alle Nordmænd, der, saavidt man ved, har opnaaet den ældste Alder, var Christen Jacobssøn Drakenberg, der var født i det dengang norske Baahuslen 1626 og døde i Aarhus 1772 i sit 146de Aar. Han tjente tre Konger i Krigene mod Sverige. Da han var 86 Aar gammel og endnu tjente som Kvartermester paa Galeiflaaden, kom han i Christiania i Trætte med Løitnant Peder Wessel, som siden fik Navnet Tordenskjold. Tordenskjold gav Drakenberg nogle Slag af sin Kaarde, fordi han ikke havde taget Hatten af for ham. Herover blev Drakenberg saa vred, at han rev Tordenskjold Kaarden af Haanden og kastede den over et Hus. {{liten blokk|Schytte: Beskr. over Aarhus Domkirke. Aarhus 1835. S. 38. Ved sin høie Alder, men heller ikke ved noget andet, opnaaede Drakenberg stor Navnkundighed. Hans Liv er skildret i en i Viborg 1774 udkommen anonym Biographi. Se om ham ogsaa Holmberg, {{antikva|Bohuslens-Historia och Beskrifning}}. 2. {{antikva|uppl. II.}} S. 39.}} <section end="Tordenskjold og Drakenberg"/><noinclude> <references/></noinclude> scnqs5o37sg3pqb9ffjymyqdgmi4l7h 104 72633 333442 189917 2026-09-19T14:55:08Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333442 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> {{midtstilt|{{større|'''Norsk Adel i forrige Aarhundrede.'''}}}}</noinclude>I Aaret 1713, da 5000 norske Soldater bleve nedsendte til Danmark, sagde Obersten for et throndhjemsk Regiment, senere General, Budde, til den kommanderende General Hausmann: „Jeg har i en Bataillon to Bondekarle, som siges forvist at nedstamme fra et af de ældgamle norske kongelige Huse. Deres Ansigter og Miner ere saa kjendelig distingverede, at Eders Excellence selv kan udfinde dem.“ Dette forsøgte Generalen og kjendte just de to Karle blandt nogle hundrede. Den ene af dem døde som Underofficier under Beleiringen af Stralsund.<ref>E. Pontoppidan, Norges naturl. Hist. 2. S. 460.</ref> Henrik Steffens fortæller i sine Erindringer,<ref>„Was ich erlebte“. 2. S. 40—42.</ref> at Christian {{antikva|VI.}} havde til Hensigt „allmälig einen echt norwegischen einheimischen Adel zu begründen,“ hvortil Elementer fandtes, idet nogle tildels velhavende Bondefamilier i Gudbrandsdalen, Valders og andre frugtbare Dele af Landet nedstammede fra de gamle Jarler (!) og vare sig det bevidst, idet de kun indgik Ægteskaber indbyrdes o. s. v. Sønner af saadanne Storbønder bleve da, fortælles der videre, nedkaldte til Kjøbenhavn og indsatte i Landkadet-Akademiet. Man vilde gjøre dem til Officierer, ja til Pager ved Hoffet. Men det var store, firskaarne, stærke, halsstarrige, modige Mennesker, opdragne i stor Frihed og lidet skikkede til at underkaste sig Subordination. Dengang anvendtes endnu legemlige Straffe ved Akademiet, og det hændte nogle Gange, at de raa norske Kadetter satte sig til Modværge mod sine Lærere. Man havde da kun Valget mellem at lade dem skyde eller sende dem hjem, og den menneske-<noinclude> <references/></noinclude> azic18j3kqxvdn3q5owbvhd2udw74ed 104 72638 333443 189922 2026-09-19T14:55:18Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333443 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>samlingen i Holsten mod Rusland og tjente derpaa i tre Aar som Frivillig i den preussiske Hær under Syvaarskrigen. Efter Hjemkomsten til Danmark fik han under 28de Juli 1765 sin Families gamle Adel formelig fornyet,<ref>Diplomet trykt i G. Fayes Bidrag til Hølands Menigheds og Præsters Historie. Chra. 1866. S. 75—76.</ref> vendte tilbage til Norge, overtog sin Ættegaard og blev Kaptein og Chef for Eidsbergske Kompagni. 1780 fik han Karakter af Generaladjutant og døde 13de Februar 1784. Anders Botner var imidlertid, ligesom Kammerjunker Tordenstjerne, ugift, saa at begge disse Adelsslægter kom til at dele Skjæbne ogsaa deri, at de kun kort overlevede sin Gjenophøielse. Udtrykket „der unlängst wieder deterrirte alte norwegische Adel“, hvor ved det besynderlige Ord „deterrirt“ udentvivl maa være ment „gjenoplivet“, „fornyet“ eller noget Lignende, tyder aabenbart paa, at Levningerne af den norske Adel maa have tildraget sig en vis større Opmærksomhed ved Hoffet. En Kjendsgjerning, som her maaske ogsaa bør erindres, er, at der i 1747 alvorlig tænktes paa Oprettelsen af en egen Ridderorden for Norge, hvorom Hans Grams Betænkning indhentedes.<ref>Se Werlauffs Oplysninger herom i Illustr. Nyhedsblad for 1859, No. 21 (ogsaa særskilt).</ref><noinclude> <references/></noinclude> siul3sf0s0npsmbg5ep8w9luhhiohdv 104 72639 333444 189923 2026-09-19T14:55:28Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333444 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> {{midtstilt|{{større|'''Oberst Løven.'''}}}}</noinclude><section begin="Oberst Løven" /> En i sin Tid vel bekjendt gammel Bjørneskytter paa Ringerike, Peder Sandaker, som døde i Aarene omkring 1840, havde ofte hørt sin Fader omtale, at dennes Fader havde ligget paa Krogskoven med de andre Bønder, da „Slaget stod“ ved Norderhov (1716). Gubben havde da berettet, at da de kom ned fra Kleven, mødte de Oberst Løven „paa en stor hvid Hest“ og andre Svensker, der førtes ud ad Veien til Sten efter Slaget. Løven havde da spurgt den norske Officier, hvad det var for Slags Krigsfolk med de „store Sludhatte“. Officieren svarede, at det var Bønder, der kom ned fra Krogkleven, hvor de havde ligget for at møde Svensken ved Bærum. Løven sagde da, „at det var lidet værd at føre Krig, naar hver Bonde skulde være Krigsmand.“ {{liten blokk|O. Wergeland, Skiløbningen, dens Historie og Krigsanvendelse. Chra. 1865. 8. S. 104. Fortælleren, Peder Sandaker, omtales ogsaa af Asbjørnsen i Norske Huldreeventyr. 2. Udg. 2. S. 113 flg.}} <section end="Oberst Løven" /> {{midtstilt|{{større|'''Sagn om Armfeldts Indfald.<ref>De her følgende Sagn skyldes alle med Undtagelse af No. 6 {{antikva|b}} Cand. philos. O. A. Øverland, der ogsaa i Norsk historisk Tidsskrift, 2. R. {{antikva|II.}} udførlig har behandlet denne Episode af vor Historie.</ref>'''}}}} <section begin="Sagn om Armfeldts Indfald" /> Saa fattig Almuen nordenfjelds end er paa Minder fra Syvaarskrigen, Mønnichhofens Tog, Throndhjems Tilbageerobring 1658 og Gyldenløvefeiden, er der dog ikke<noinclude> <references/></noinclude> l287abpy0tli6fpw4wtcu4c6ujr3ov8 104 72641 333445 189925 2026-09-19T14:55:38Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333445 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>Folk i Værdalen endnu ville mindes at have seet i sin Barndom. {{liten blokk|Fortalt af Ole Garnes. En noget lignende Fremstilling findes Klüwers Norske Mindesmærker, S. 69.}} 2. Da Svenskerne rykkede frem mod Throndhjem, troede de, at Byen skulde være taget i en Haandevending, „men da Graamærra (saaledes kaldte de Munkholmen) begyndte at knægge, fik de andet at føle.“ De trak sig først tilbage til Vigelven (¾ Mil fra Throndhjem), hvor de stod i nogle Uger, drog siden over Stene og Udler til Lerens Sagbrug, hvor de byggede Flaader af det derværende Tømmer, og satte over til Skjetnemyren. Siden slog de Leir i Egnen omkring Melhus. Medens Svenskerne stod ved Vigelven, var en Officier engang redet opover til en Gaard ved Jonsvandet. Hans smukke hvide Hest stod bundet ved Skigarden, medens han var inde. En ung Gut fra Nabogaarden passede sit Snit, svang sig paa Hesten og bragte den ad lang Omvei lykkelig til Throndhjem, hvor han afleverede den til Generalen, som gav ham en Rigsdaler til Belønning. 3. Ved Overgangen over Nidelven afsendte Armfeldt sin Næstkommanderende, Generalløitnant de la Barre, med en betydelig Rytterafdeling for at forfølge det nordenfjeldske Dragonregiment, der under Oberst Motzfeldt forgjæves havde søgt at forsvare den modsatte Elvebred. Motzfeldt trak sig gjennem Rennebo og Opdal tilbage over Dovrefjeld, hvor han ved at afbrænde Fjeldstuerne hindrede al videre Forfølgelse. Fra denne Begivenhed ere følgende Træk bevarede i Sagnet.<noinclude> <references/></noinclude> j41st8wi3zp293kbj0akpr015ppxbea 104 72642 333446 189926 2026-09-19T14:55:48Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333446 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>{{blank linje}} Medens Svenskerne stod i Opdal, havde alt Folket i Rennebo gjemt sig bort i utilgjængelige Afdale og Bjerghuler, der endnu bære Navnene Bergstugun, Svenskdalen o. s. v. Kun paa Sundset var en Tulling bleven tilbage. En Dag kom en svensk Rytter, der skulde bringe Brev til Anføreren i Opdal, ind paa en af Sundsetgaardene. Da han ikke fandt nogen hjemme, fodrede han sin Hest og gjorde op Ild paa Arnen. Som han nu sad og varmede sig, fik han med et se Tullingen, der stod og sigtede paa ham gjennem Døraabningen. Han advarede ham mod at skyde, da det ellers vilde gaa ham ilde. Tullingen brød sig ei derom og trykkede løs. Svensken blev saaret, men var dog endnu istand til at stige til Hest. Paa Veien til Opdal kom en Skare Ryttere ham imøde; han var da maalløs og pegede blot paa sit Saar. Hans Kammerater vilde hevne ham og søgte omkring paa Gaardene efter hans Banemand. Paa Gissenaas fandt øde en gammel Kjærring, som de vilde tvinge til at fortælle, hvem og hvor Gjerningsmanden var. Da hun naturligvis intet vidste herom, tændte de endog op et Baal og truede med at brænde hende levende, men da fik den saarede Mælet tilbage og berettede, hvorledes det var gaaet til. Svenskerne drog nu strax ned til Sundset, hvor de stak Ild paa Gaardene. {{liten blokk|Fortalt af Ole Arngrimsen Bratset af Rennebo}}. 4. Fra Opdal tog de la Barre Veien over Kvikne og Dalsbygden til Røros, hvor han blev staaende, indtil hele den svenske Hær brød op fra Norge. I denne Tid sendte han flere Afdelinger paa Rekognoscering ned gjennem Østerdalen. En af disse, der bestod af 70 Ryttere, kom ved Juletider til Tyldalen, hvor den slog sig ned i den øverstliggende Grænd. Det vaabenføre Mandskab i<noinclude> <references/></noinclude> lydrssuvr0espqlgycvvrkmgnens4zd 333701 333446 2026-09-19T15:49:49Z Kåre-Olav 25 ordner blokk 333701 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|122}}</noinclude>{{blank linje}} Medens Svenskerne stod i Opdal, havde alt Folket i Rennebo gjemt sig bort i utilgjængelige Afdale og Bjerghuler, der endnu bære Navnene Bergstugun, Svenskdalen o. s. v. Kun paa Sundset var en Tulling bleven tilbage. En Dag kom en svensk Rytter, der skulde bringe Brev til Anføreren i Opdal, ind paa en af Sundsetgaardene. Da han ikke fandt nogen hjemme, fodrede han sin Hest og gjorde op Ild paa Arnen. Som han nu sad og varmede sig, fik han med et se Tullingen, der stod og sigtede paa ham gjennem Døraabningen. Han advarede ham mod at skyde, da det ellers vilde gaa ham ilde. Tullingen brød sig ei derom og trykkede løs. Svensken blev saaret, men var dog endnu istand til at stige til Hest. Paa Veien til Opdal kom en Skare Ryttere ham imøde; han var da maalløs og pegede blot paa sit Saar. Hans Kammerater vilde hevne ham og søgte omkring paa Gaardene efter hans Banemand. Paa Gissenaas fandt øde en gammel Kjærring, som de vilde tvinge til at fortælle, hvem og hvor Gjerningsmanden var. Da hun naturligvis intet vidste herom, tændte de endog op et Baal og truede med at brænde hende levende, men da fik den saarede Mælet tilbage og berettede, hvorledes det var gaaet til. Svenskerne drog nu strax ned til Sundset, hvor de stak Ild paa Gaardene. {{liten blokk|Fortalt af Ole Arngrimsen Bratset af Rennebo.}} 4. Fra Opdal tog de la Barre Veien over Kvikne og Dalsbygden til Røros, hvor han blev staaende, indtil hele den svenske Hær brød op fra Norge. I denne Tid sendte han flere Afdelinger paa Rekognoscering ned gjennem Østerdalen. En af disse, der bestod af 70 Ryttere, kom ved Juletider til Tyldalen, hvor den slog sig ned i den øverstliggende Grænd. Det vaabenføre Mandskab i<noinclude> <references/></noinclude> gy223e30seg45z3tyo0odeoeti490sg 104 72644 333447 189928 2026-09-19T14:55:58Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333447 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>kede dem i Tvebottentjernet paa Tønsetkjølen. Om Vaaren, da Isen gik op, flød Ligene ovenpaa Vandet. {{liten blokk|Almindelig kjendt i Tyldalen og Tønset.}} 5. {{sperret|Långströms Død}}. Fra Melhus skulde en af de kjækkeste Partigjængere i Armfeldts Hær, Kaptein Långström, føre Posten over til Sverige, men blev paa Veien gjennem Hegre dræbt af Bønderne. Almuen der i Egnen ved endnu at paapege Stedet, hvor han faldt, og har følgende Fortælling om hans Død. I Forbygden havde Nordmændene ved Gaardene Fornes og Kil lagt flere Forhugninger, hvor Bønderne holdt Vagt, saa ofte en fiendtlig Afdeling var i Nærheden. En Aften kom Långström til Gaarden Hegre, hvor han overnattede. Tidlig den næste Morgen, før han drog ud, brændte han Krudt for at se, hvorledes Dagen vilde gaa hen. Det var nemlig i gamle Dage en gjængs Overtro blandt Soldaterne, at de ved at antænde Krudt kunde erfare, om et begyndt Foretagende vilde lykkes eller ei. Slog Røgen mod Jorden, var dette et ligesaa sikkert Tegn paa, at alt vilde gaa vel, som at en Ulykke var forestaaende, ifald den trak op. Dampen slog Långström mod Brystet, og han udbrød i mørk Anelse: „Gud give, at denne Dag var vel endt!“ Han tvang Bonden paa Hegre til at vise ham Vei opover Forradalen, og det var hans Hensigt saavidt muligt at omgaa Forhugningerne i Forbygden. Men om Natten havde Bønderne i Omegnen paa Rygtet om hans Ankomst samlet sig. Blandt dem var ogsaa en gammel Bjørneskytte, hvis sikre Skud strakte Långström til Jorden, idet han stod i Begreb med at gaa over Elven strax nedenfor Gaarden Fornes. {{liten blokk|Fortalt af Johan Hofstad af Stjørdalen.}}<noinclude> <references/></noinclude> see61f68msudwn6ewayrrf2ct53y4j7 104 72645 333448 189929 2026-09-19T14:56:08Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333448 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>{{blank linje}} 6 {{antikva|a.}} {{sperret|Svenskerne paa Bynesset}}. Medens Svenskerne laa i Melhus, kom en mindre Afdeling af dem til Bynesset for at inddrive Levnetsmidler og Fourage. For ikke at overrumples af norske Streifpartier slog den Leir paa Stormyren, eller Graamyren, som den ogsaa kaldes, hvorfra man har en vid Udsigt til alle Kanter.<ref>For endel Aar tilbage fandt man her under Torvtagning et Menneskeskelet med Rester af Klæder og en Skindfeld samt Munderingsknapper, som antoges at hidrøre fra denne Tid.</ref> Om disse Soldater har man bevaret nogle Træk. Da de kom til Gaarden Høiem, begyndte Ungerne at skrige, saasnart de fik dem at se. Den svenske Officier bød sine Mænd at fare varligt frem, og de tog da ogsaa blot nogle Levnetsmidler og Bjeldekoen. Men da de vel vare dragne af Gaarde, kom Konen efter dem og bad for sine mange smaa Børns Skyld om at faa sin Ko tilbage og tilbød at give dem en Smørbut i Stedet. Svenskerne lo og gik ind paa denne Byttehandel. Paa en anden Gaard, Langlo, ynkede en gammel Mand Svenskerne, at de vare saa magre og forsultne at se til. „Er det noget at undres over?“ sagde en af dem. „Ifjor vare vi borte i Slagtetiden, iaar have vi ogsaa været borte. Hvad skulde vi saa blive fede af?“ {{liten blokk|Fortalt af Jon Løkken af Bynesset.}} Om Svenskernes Færd paa Gaarden Høiem og andre Steder paa Bynesset lyder en anden Beretning saaledes: 6 {{antikva|b.}} Da de Svenske i 1718 gjorde det Indfald nordenfjelds, som endte med, at flere tusinde af deres Soldater frøs ihjel paa Fjeldet, „gav deres General dem Lov til at røve og plyndre i Bygderne om Throndhjem, thi da slap han selv at føde dem.“ En Aften kom nogle Svensker til Høiem i Bynesset. Manden var borte og<noinclude> <references/></noinclude> t4sccormo6ac791kiwbzhs8mbc7dc97 104 72646 333449 189930 2026-09-19T14:56:18Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333449 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>Konen bad dem spare, hvad hun havde, da hun havde saa mange Børn. Men herved bleve de blot endnu hidsigere, og Børnene bleve bange, men den ældste af de smaa Gutter krøb op under Langbænken for at gribe en Øx. Svensken saa det og sagde: „Nei se den lille Gosse, som ligger under Bænken.“ Den Gang var „Hr. Johan (Crantz). Præst paa Bynesset. Han havde en æblegraa Hest, som han satte stor Pris paa og nødig vilde lade Fienden faa fat i. Han gjemte den derfor i et lidet Hus, som han lod opføre paa et afsides Sted, og som hverken havde Vinduer eller Døre. Men en Kone paa Gaarden Stene aabenbarede det for Svensken mod Løfte om, at de skulde spare hendes egne Kjør. Saaledes toge de da Hesten. Men Præsten straffede Konen med for bestandig at negte hende Altergang efter den Dag. {{liten blokk|O. J. Høyem: Nes eller Bynes. En Bygdebeskrivelse. Throndhjem 1862. S. 149. Præsten Johan Crantz roses i Mallings „Store og gode Handlinger“ for de store Fortjenester, han i sin lange Embedstid (1701—1751) skal have erhvervet sig af Almuens Sædelighed, og Suhm omtaler ham ogsaa (Saml. Skr. {{antikva|IV.}} S. 321) paa samme hædrende Maade. En af de følgende Præster i Kaldet, A. Høyem, har derimod paastaaet, at Fortællingen om hans Fortjenester er meget overdreven. (Thj. Vidensk. Selsk. Skr. i 19de Aarh. {{antikva|I.}} S. 302 flg.). Forresten er det meget tvivlsomt, om disse Sagn ikke rettest bør henføres til Syvaarskrigen, thi i denne Krig vides Svensken at have været i Bynesset, hvor de bl. A. skulle have ødelagt en St. Olafs Kilde i Bygden, „tilstoppet den med smeltet Bly for at hindre Afgudsdyrkelse.“ Derimod er der intet Spor til, at Crantz i Krigen 1718 har lidt noget Tab, thi i de bevarede Protokoller over ydet Skadeserstatning forekommer ikke hans Navn. Crantz er forøvrigt endnu en kjendt Sagnfigur, paa hvem man har overført adskillige af de samme Traditioner, der fortælles om Peder Dass, Peder Strøm, Asbjørnsens „Røkenpræst“ o. s. v. Hans Billede hænger i Buvikens Kirke.}}<noinclude> <references/></noinclude> po6jcsyqzq2xv3szkylo8ihtb32uv9c 104 72647 333450 189931 2026-09-19T14:56:28Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333450 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>{{blank linje}} 7. {{sperret|Svenskerne i Børseskogn}}. En større Afdeling paa 400 Ryttere sendtes under Oberst Maidels Kommando over Buvigen og Børseskogn for at trænge frem til Surendalen. Den blev imidlertid underveis — hvor vides ikke — aldeles opreven af Bønderne i Forening med norske Streifkorpser. Om disse Svensker er følgende Sagn almindelig fortalt i Børseskogn. En Aften kom de til Gaarden By, hvor Bygdelensmanden Ole By boede. Han var imidlertid i Forveien bleven underrettet om deres Komme, saa at han havde skaffet sine værdifuldeste Eiendele af Veien og drevet Buskapen ned i et tæt Graneholt i Nærheden af Gaarden. Svenskerne bleve forundrede over at finde Baasene tomme, men da Lensmanden forsikrede, at han havde været nødt til at sende Kreaturerne ind til Byen, slog de sig tiltaals med denne Forklaring. De tændte Ild op baade paa Tunet og paa Laavegulvet. Imidlertid havde en af dem ved et Tilfælde hørt en Ko syte inde i Graneholtet og kom snart drivende tilgaards med den hele Besætning, som Lensmanden maatte vedkjende sig som sin Eiendom. I sin Harme over at være ført bag Lyset gav Obersten ham en god Dragt Prygl med sin Ridepisk, og Soldaterne gav sig strax ifærd med at slagte. Lensmandens Kone, der havde lagt Mærke til, at Oberstens Hest led af en Øiensygdom, tilbød sig at helbrede den, hvis hun maatte faa beholde sin Bjeldeko. Obersten gik ind derpaa, og da det virkelig lykkedes hende at helbrede Hesten, fik hun beholde de øvrige Kjør. 8. Den svenske Hovedhær kamperede i Strøget mellem Melhus Kirke og Gaarden Løre i Horg, medens Armfeldt havde opslaaet sit Hovedkvarter paa Nyhus i Flaa Sogn. En ung Gut, der hørte til Generalens Tjenerskab, sluttede sig til Husets Folk, og da han var meget snil og tjenst-<noinclude> <references/></noinclude> o6xuj4q0dxnfnt8s3r81opvcgwdip1g 104 72648 333451 189932 2026-09-19T14:56:40Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333451 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>villig, delte de gjerne sine knappe Smuler med ham. En Dag i Julen bleve Folkene meget forundrede over, at der kom en usædvanlig stor Mængde af høitstaaende Officierer tilgaards. Om Kvælden, da Konen gik til Fjøset og Gutten efter Sædvane fulgte med, spurgte hun ham om, hvad Grunden til dette vel kunde være. Længe vilde han intet sige; thi det var ham under Dødsstraf forbudt at røbe, hvad Officiererne havde forhandlet om. Men da hun vedblev at fritte og spørge, tog han tilsidst Løfte af hende om Taushed og hviskede hende i Øret: „Konungen var är död.“ Dagen efter brød Svenskerne op og marscherede sydover. {{liten blokk|Fortalt af Hans Uglen af Klæbo, der i sin Ungdom hørte det af sin Farfader, der var fra Nabogaarden til Nyhus. Smlgn. hermed ogsaa O. Stv. Hansen: Bygdefortælling, S. 47.}} 9. Paa Tilbagetoget gjennem Guldalen efterlod Armfeldt paa Gaarden Foss i Horg en Afdeling Soldater. Kari Foss — saa hed Husmoderen paa Gaarden — var lidet tilfreds med disse ubudne Gjæster, men holdt dog gode Miner et Par Dage. Da fik hun Nys om, at en norsk Trop opholdt sig i Nærheden. Om Natten listede hun sig hen til den og gav Løitnanten, som førte Kommandoen, fornøden Besked og tilbød sig at være Nordmændenes Veiviser. Hendes Tilbud blev modtaget, og før det gryede ad Dag, vare Svenskerne efter en haard Modstand overmandede og tagne tilfange, hvorpaa de førtes til Throndhjem. Det varede ikke længe, før de her fik høre om den Armfeldtske Hærs Skjæbne. Da skal en af dem have sagt: „Vi have før forbandet Kari, men efter det, vi nu høre, have vi fuldt Skjel at takke hende.“ {{liten blokk|Fortalt af Gaardbruger Reitan af Aalen.}}<noinclude> <references/></noinclude> 05heob2kk9mdnjs541w556m3dmkztrp 104 72649 333452 189933 2026-09-19T14:56:50Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333452 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude> <section begin="Sagn om Armfeldts Indfald" /> {{blank linje}} 10. Paa flere Steder ved man endnu at fortælle om, hvorledes svenske Soldater forvildede sig bort fra Hæren paa Fjeldet under det ulykkelige Tilbagetog og efter lang Omflakning kom ned i de throndhjemske Grændsebygder, hvor de forbitrede Bønder mishandlede dem, ja sommesteds endog slog dem ihjel. Saaledes havde en Svenske fundet Vei helt ned til Gaarden Tellugen i Klæbo. Manden paa Gaarden følte Medlidenhed med ham, forkommen som han var af Sult og Kulde, og lod ham komme ind. Men neppe rygtedes det, før Folk af Bygden samlede sig og fordrede ham udleveret. Da dette blev afslaaet, brød nogle ind i Stuen og slæbte Svensken, der var krøbet under Bordet, ud paa Tunet. Han bad vakkert om, at man maatte spare hans Liv, men det hjalp ikke. Det eneste, han fik Lov til, var at bede et Fadervor. Men før han endnu havde endt sin Bøn, blev han skudt af en i Hoben. <section end="Sagn om Armfeldts Indfald" /> {{midtstilt|{{større|'''De svenske Krigsfanger i Lindaas.'''}}}} <section begin="De svenske Krigsfanger i Lindaas" /> I Aaret 1700 indførtes i Danmark og Norge den forbedrede (gregorianske) Tidsregning istedenfor den gamle (julianske). Dette afstedkom nogen Forvirring hos Almuen, da man i hint Aars Almanak sprang fra 18de Februar lige til 1ste Marts, og især mente Mange, at man herefter ikke fik Høitider og Festdage paa den rette Tid. I Sverige indførtes denne Forandring først i 1751. Herom har Præsten Angell i Lindaas optegnet Følgende: „Endel gamle Bønder, især længst inde i Fjordene, helligholde ikke vor Julehøitid, endskjønt de vel søge Kir-<noinclude> <references/></noinclude> 7al1oq3vrazvnj4kyrelqjrjc3p9s7a 104 72651 333453 191335 2026-09-19T14:57:00Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333453 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="De svenske Krigsfanger i Lindaas"/>{{blank linje}} „Der findes især i det indre af Sandnes Sogn endnu ikke saa faa, som tro, at t. Ex. den gamle Juledag, det er tolvte Dagen i Julen eller 5te Januar, er helligere og vigtigere end den nye, og som paa den afholde sig fra Arbeide og synge de Psalmer og læse den Prædiken, som høre til vor Juledag. — — Det uoplyste Folk troede, at der var begaaet en særdeles ugudelig Gjerning ved at afskaffe de rette Festdage. Man vedblev derfor ved Siden af de nye, paa hvilke Gudstjeneste afholdes i Kirken, ogsaa at feire de gamle Dage, og denne besynderlige Sædvane har mærkelig nok gjennem muntlig Fortælling vedligeholdt sig, saavidt jeg har hørt, i en stor Del af Bergens Stift.“ {{liten blokk|Th. v. W. Angells Beskr. af Lindaas. (Mskpt. paa Univ.-Bibl. i Chra. 467. 4.).}} <section end="De svenske Krigsfanger i Lindaas"/> {{midtstilt|{{større|'''Ole Hovdejord.'''}}}} <section begin="Ole Hovdejord"/>Paa Gaarden Tinne i Hiterdal opbevaredes længe en Jernhaand, som af Sorenskriver Schwach indsendtes til Universitetet. Herom fortælles saaledes: For et Par hundrede Aar siden eller mere kom en Gudbrandsdøl Ole Olsen til Hiterdal i Thelemarken som Arbeidsmand. Paa Gaarden Nordre Sæm byggede han en Stue for Eierinden, en Enke Helga. Hun syntes godt om ham, og da han skulde reise, lagde hun sin Stabursnøgle i hans Nisteskræppe. Da han paa Meheien skulde aabne Skræppen, fandt han Nøglen, som han strax gjenkjendte, og da han forstod, at Helge maatte have havt sine Hensigter hermed, vendte han om, og hun tilstod ham <section end="Ole Hovdejord"/><noinclude> <references/></noinclude> oymugs76xmgthpj5c3hjmofprkewa9i 104 72653 333454 189937 2026-09-19T14:57:10Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333454 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>sagde til ham: „Er du Blodhunden Ole Hovdejord, som gjør Opstand i Spidsen for Bønderne i Norge?“ Da tog Lensmanden sin Sølvhaand af, rakte Armstumpen mod Kongen og svarede uforfærdet: „Se, saaledes behandle dine Krigsfolk under Freden dine stakkels Bønder i Norge.“ „Gud bevare os!“ raabte Kongen og veg forfærdet tilbage. Da nu Lensmanden ved Dokumenter, som han havde taget med sig, beviste, at han havde Ret, spurgte Kongen ham, hvilken Straf han forlangte over Ugjerningsmanden: „Ingen anden,“ svarede Ole, „end at han bortflyttes fra min Bygd.“ Dette skede da. Ole døde 1765 paa Tinne. {{liten blokk|Her er væsentlig fulgt Schwachs „Thelemarkiske Optegnelser“ i Bratsbergs Amtstidende samt Hiterdals Beskrivelse af Chr. Glückstad, Chra. 1878, S. 43 flg. Begivenheden omtales allerede i S. H. Løvenskiolds Beskrivelse over Bratsberg Amt, Chra. 1784, S. 53—54, hvor det heder: „Thelebønderne har altid været et haardt Folk, og hvad der tildrog sig mellem Kaptein Negler og Lensmand Ole Hovdejord for nogle og fyrgetyve Aar siden, vidner endnu derom. Der var imellem disse mange Tvistigheder. Tilsidst gjorde denne Lensmand Krigsmanden saa fortørnet, at han skjød ham noget løst Krud i Øinene og derefter afhug ham Haanden.“ Løvenskiold sætter altsaa Begivenheden et Snes Aar senere ned i Tiden og antyder, at Lensmanden maaske ikke i den Grad har været sagesløs Mand, som han senere er bleven i Sagnet. Man ved ogsaa at fortælle om ham, at han lod sin Svigerfader Thor Tinne dræbe for strax at faa Gaarden og lod en anden Odelsmand rydde afveien, for at hans Søn Ellef kunde faa den. Skifteprotokollen over Oles betydelige Efterladenskab findes i Rigsarchivet.}}<noinclude> <references/></noinclude> 3z8bckqvox25utds6gn8vf2dii7og0a 104 72654 333455 189938 2026-09-19T14:57:20Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333455 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> {{midtstilt|{{større|'''„Holste-Karerne“.'''}}}}</noinclude>Som bekjendt var Danmark og Norge i Frederik {{antikva|V.}}s Dage meget nær ved at komme i Krig med Rusland, hvis Keiser, Peter {{antikva|III.}}, tillige var Hertug over en Del af Holsten og paastod Arveret ogsaa til det halve Slesvig. Krigen, der vilde have bragt Rigerne i de største Farer, afværgedes kun ved den berygtede Revolution, der skilte Peter ved Livet 1762. I fire Aar (1758—1762) havde derfor store danske og norske Troppemasser (af Nordmænd ikke mindre end 13—14000 Mand) været samlede i den kongelige Del af Holsten, og da de kom hjem, vare mange af dem blevne halve Tydskere. Adskillige havde giftet sig dernede og hjembragte Koner, hvis Sprog, Manerer og Klædedragt, især deres usædvanlige Hovedplag, vakte Opsigt og Forbauselse.<ref>Hermoder. H. 12. (Chra. 1798, 8). S. 73.</ref> Nogle medbragte ogsaa slemme Sygdomme, men nogle havde ogsaa lært nyttige Kunster og Haandverk. Særlig ved man, at adskillige kom hjem som flinke Uhrmagere, og blandt dem kan nævnes to Karle fra Faaberg i Gudbrandsdalen, Christen Myren og Iver Rasmussøn.<ref>Budstikken. {{antikva|I.}} S. 827.</ref> Interessant er det ogsaa, at flere af Soldaterne, som i Holsten havde faaet Smag paa Potetes, efter Hjemkomsten udbredte denne Rodfrugt i Hjembygderne. Herom har man særlig Vidnesbyrd fra Odalen.<ref>Budstikken. {{antikva|VI.}} S. 66.</ref> Som rimeligt maatte være, har Traditionen temmelig længe holdt sig i Bygderne om disse „Holste-Karer“. Saaledes mindes endnu i Thelemarken Nils Olsen („Stærke-Nils“) fra Pladsen Rulleteig i Brunkeberg, der først var<noinclude> <references/></noinclude> 42k78xkr2ehe6vdsc6bzljtzxb8txmp 104 72656 333456 190153 2026-09-19T14:57:30Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333456 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="„Holste-Karerne“"/>kaldte Christen og Ole for sig, roste deres Mod og Troskab og bød dem nogle Dukater. Men Christen Knutssøn svarede: „Jeg skyder ikke Folk ihjel for Penge!.“ Han modtog dog tilsidst et Par Dukater som en Erindring om Prindsen. {{liten blokk|J. N. Wilses Beskrivelse over Eidsberg i Top. Journal, H. 16, S. 119—120. Endnu over tredive Aar senere levede begge disse Nordmænd, Christen Knutssøn som Sergeant paa Gaarden Tokkerud i Eidsberg og Ole Nilssøn som Husmand i Nærheden af Christiania. Suhm {{rettelse|hae|har}} (Saml. Skr. {{antikva|VI.}} S. 91—92) poetisk forherliget denne Daad, der ogsaa er omtalt i Mallings store og gode Handlinger. (3. Oplag, S. 60—61).}} <section end="„Holste-Karerne“"/> {{midtstilt|{{større|'''Vossingen, som talte tydsk.'''}}}} <section begin="Vossingen, som talte tydsk"/>I den Tid, da der overalt i Danmark og Norge, fra „Elben til Vardøhus“, kommanderedes paa Tydsk, lærte Soldaterne, selv om de ikke udkommanderedes til tydske Landskaber, uvilkaarlig en Smule af sine Befalingsmænds Sprog. Flere tydske Ord kom paa den Maade i Brug, saaledes siges i det Throndhjemske endnu „Singgott“, naar man skjænker Øl eller Brændevin. I Stavanger Amt havde man Ordsproget: „Eg kan høyra paa dit Tysk, du hæve kunne Norsk før.“<ref>Folkevennen. 7. Aargang. S. 24. Norske Magasin {{antikva|III.}} S. 229.</ref> Provst Müller omtaler ogsaa i sin Jarlsbergs Provsties Beskrivelse (Kbhvn. 1772. S. 143) saadanne Soldater. En Vossing, som hed Knut, havde været udenlands som Soldat i et Aars Tid. Da han saa en vakker Solskinsdag kom reisende hjem, traf han Skyldfolket sit ude paa <section end="Vossingen, som talte tydsk"/><noinclude> <references/></noinclude> ez8lf85xzxbarkiod837f3fezlue8c2 104 72657 333457 333355 2026-09-19T14:57:40Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333457 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|137}}</noinclude><section begin="Vossingen, som talte tydsk"/>Marken midt i Slaataannen. Han hilsede da: „Guten Tag!“ De Andre vilde nu til at snakke med ham og spørge ham, hvorledes han havde det; men til Alt, hvad de sagde, rystede han blot paa Hovedet og sagde: „Ich verstehe nichts, verstehe nichts!“ Baade hans Fader og Moder bleve rent forskrækkede over, at han talte et fremmed Maal. Knut gik da en Stund og spyttede og bandte paa tydsk. Tilsidst spændte han paa en Rive og spurgte: „Was ist das für eit Tindeling?“ Men bedst som det var, kom han til at træde saa ubehændigt paa Rivetænderne, at han fik sig et dygtigt Mundslag af Riven. „Au!“ skreg han, „den stygge Riva, kor ho slog meg!“ {{liten blokk|Svein Urædd. 1869. No. 2.}} {{---}} <section end="Vossingen, som talte tydsk"/> <section begin="Knut Hanssøn Jaastad"/>{{midtstilt|{{større|'''Knut Hanssøn Jaastad.'''}}}} {{ppoem|style=margin-right:2em;font-size:83%| Ei kjække Nordmand trænger til At muntres op til Dyd, Hos ham Dyd arves med Den Luft, han fødes i. :{{sperret|— — — — —}} :{{sperret|— — — — —}} :{{sperret|— — — — —}} For ham er Kongen Fader, Thi Børne-Ret han har, Han derfor fremfor andre Udsees at Kongen vogte. }} {{ppoem|style=margin-right:0;font-size:69%| (P. F. Suhm, Saml. Skr. {{antikva|VI.}} S. 89—90). }} I Aarene 1769—1772 tjente mellem Kongens Livgardere i Kjøbenhavn ogsaa en Soldat fra Ullensvang i Hardanger, Knut Hanssøn Jaastad. Han var 72 Tommer høi og en vakker Karl af ualmindelig Legemsstyrke. <section end="Knut Hanssøn Jaastad"/><noinclude> <references/></noinclude> 994y3gb719p2ersrmvi3fbquw21wfm7 104 72658 333702 189942 2026-09-19T15:50:50Z Kåre-Olav 25 ppoem 333702 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|138}}</noinclude> Man sagde, at han var af Kjæmpeslægt, da hans Fader og hele hans Slægt vare store og stærke Folk. Som bekjendt fandt Ministeren Struensee ogsaa paa at ville afskedige Garderne og „stikke“ dem, som det kaldtes, ind under de smaa Regimenter. Herover bleve Garderne saare misfornøiede. De valgte da Knut Hanssøn til sin Ordfører. Da Befalingen blev oplæst for dem, traadte Knut frem og sagde: „Det er ikke Kongens Villie, at vi skulle stikkes ind under de smaa Regimenter. Vi have aflagt vor Ed paa at tjene ham som Livvagt, og behøver han os ikke mere, bede vi om Afsked. Vi gaa ikke til de smaa Regimenter!“ Officieren, som havde forelæst Befalingen, satte ham den blottede Kaarde for Brystet, men da fattede Knut med sin Næve over Klingen, holdt den, som den var naglet fast, og gjentog: „Vi gaa ikke!“ Da han endelig slap Klingen, stak Officieren Kaarden i Skeden. Garderne fik sin Afsked, og Knut kom hjem til Hardanger igjen 1772. Denne Begivenhed er det, som har fremkaldt Johan Nordal Bruns berømte Sang „For Norge, Kjæmpers Fødeland“, og hertil sigte disse Linier i Sangen: {{ppoem|style=font-size:83%| Hver ærlig Norsk, blandt Klipper fød, Vi synge vil til Ære, Hver ærlig Norsk, som Lænker brød, Skal evig priset være. Den vrede Livvagts Vaabenbrag Forklarer trolig Nordmands Sag. }} Da Knut var en Leilændings Søn og ingen Gaard havde at vente, gav han sig paa Hardangervis til at handle med Fedevarer, Humle og Brændevin, og paa den Maade samlede han saa meget, at han kjøbte et Brug i Gaarden Jaastad. Det var ham, som lærte sine Sambygdinger at gjøre sig Nytte af de vilde Skovæblers Saft.<noinclude> <references/></noinclude> qeth7gox0mf4jjti98knv4if7ni3ubg 104 72659 333458 189943 2026-09-19T14:57:50Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333458 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>Han gjorde sig hertil Presser med stærke Jernskruer og solgte Saften i Bergen. Allerede for 40 Aar siden solgtes fra hans Bygd alene indtil 350 Ankere om Aaret. Knut var bekjendt for sin Styrke, men var dog en sagtmodig Mand, som aldrig æggede Nogen til Kamp. Kun hvor det var nødvendigt, brugte han Magten, men kunde da raade med Mange. Ogsaa havde han Ord for at kunne give gode og hurtige Svar. Engang, da Knut stod Vagt ved Christiansborgs Slot i Kjøbenhavn, spurgte en høi Herre ved Hoffet ham: „Du Nordmand, hvad har du spist i Norge, siden du er bleven saa stor og før?“ „De Slage, so Hestane eter i Danmark,“ svarede han. Knuts Navn vil længe erindres i Kinservik ogsaa af den Grund, at han stiftede et lidet Legat for Fattige af Præstegjeldet. Han døde 1824 som barnløs Enkemand. {{liten blokk|Optegnelser af Provst N. Hertzberg (se B. Moes Tidsskrift for den norske Personalhistorie. 2 R. S. 207—210.}} Om Beboere af Jaastad haves forøvrigt adskillige ældre Sagn. En Ole Jaastad var Bygdens Lensmand i det syttende Aarhundrede og kaldtes „Ola med Hatten“, fordi han var den første Bonde i Hardanger som brugte Hat. Paa et Thing sagde Fogden Nils Knutssøn til ham: „Der kommer Ole Jaastad med sin brede Hat.“ „Ja,“ svarede Ole, „Hatten har staaet et Futebytte før, og jeg tænker, den skal staa et til.“ Ole havde faaet en Foged (Nils Stub) afsat 1672 og fik ogsaa Nils Knutssøn afsat 1688. I Forening med Knut Freim, Lensmand i Odde, om hvem der haves mange pudsige Fortællinger, nødte han ogsaa en Præst til at flytte fra Bygden. Omtrent ved Aar 1600 laa en Nordfarjagt ved Jaastad. Skipperen, Thomas, gik iland og ind i et Ildhus, hvor to Søstre sad og bagte Fladbrød. Han gav da hver<noinclude> <references/></noinclude> e4jbvvr43fwgl3biosp88qx9wdqx303 104 72660 333459 189944 2026-09-19T14:58:00Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333459 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Knut Hanssøn Jaastad" /> af Pigerne et fint Bybrød. Den yngste spiste strax sit, men den ældste, Synnøve, gav uden at sige noget en Hund et Stykke af sit og ventede saa en Stund, inden hun selv spiste Resten. Thomas lagde Mærke til dette og fik gode Tanker om Pigens Klogskab, hvorfor han friede til hende, og skjønt Forældrene slet ikke syntes derom, sagde hun Ja. Hun reiste strax med ham til Nordland. Et Aar efter kom Synnøve tilbage med et Barn paa Ryggen, som var født paa Stathavn under Reisen fra Nordland, og som siden blev kaldet Brita Skeggjo, fordi det havde Skjeggehaar. Hun tilkjendegav sin Ankomst ved at ljome den Laat, som Sæterpigerne pleiede at bruge, naar de gik hjem, men hun blev koldt modtagen, og Ingen spurgte hende om Noget. Da Thomas, som havde ligget veirfast nogle Mile derfra, kom efter, løste han Gaarden og bosatte sig der, da Synnøve ikke trivedes i Nordland. De vare Velstandsfolk, og deres Efterkommere bo endnu paa Gaarden i 10de Led. {{liten blokk|Meddelt mig af fhv. Storthingsmand Johannes Aga (Forfatter af „Slægttavler, væsentlig vedkommende Ullensvang“, Ullensvang, 1875. 8.).}} <section end="Knut Hanssøn Jaastad" /> {{midtstilt|{{større|'''Mette-Elling.'''}}}} <section begin="Mette-Elling" /> Elling Ellingssøn var af Villands-Ætten i Hallingdal, som var bekjendt for sin Styrke og Vildskab. Han og hans to Sødskendebørn, som ogsaa hed Elling, vare alle med i Krigen 1788 mod Svensken. For at adskilles fra de to andre Ellinger kaldte man Elling Ellingssøn<noinclude> <references/></noinclude> qzkhkgnis76445morgcapzuyalg8hqt 104 72661 333460 190196 2026-09-19T14:58:10Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333460 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>efter Moderen Mette-Elling. Engang, førend Mette-Elling endnu var udskreven til Soldat, mødte han en høi Officier ved Navn Lossius i Gulsvikbakkerne. Lossius raabte til ham, at han skulde kjøre af Veien. Men Elling havde to Heste og tunge Læs og kunde ikke. Lossius slog da til ham, og Elling sagde: „Slaar du mere, slaar jeg igjen!“ Lossius slog, og Elling drev til ham, saa Officieren stupte med sin Slæde. Da nu Elling siden blev udskreven, maatte han for denne Sags Skyld løbe Spidsrod paa Tanbergmoen paa Ringerike, og der havde da samlet sig en stor Mængde Fruentimmer for at se paa. Da nu Elling havde løbet mellem Soldaterne for tolvte og sidste Gang, snuede han sig imod Kvindfolkene og raabte til dem: „Aa kanske jeg lyt gaa igjennem Herkehorgen en Vending til, saa de faar se det alle de væne Førkjer, som ere her idag.“ Saa gjorde han nogle Rundkast for at vise, at han ikke brød sig om Slagene. Men Mette, Mor hans, havde fulgt ham til Tanbergmoen og kjøbt en Tønde Brændevin til Soldaterne, at de skulde „line paa“ Slagene, naar Elling skulde løbe Spidsrod. {{liten blokk|J. E. Nielsen: Søgnir fraa Hallingdal. Chra. 1868, S. 21. I hin Samling forekomme flere tildels interessante Sagn om den samme Villands-Æt. De ere med nogle Forøgelser gjengivne i Norske Bygdesagn, 2den Samling.}}<noinclude> <references/></noinclude> 7uw4gkpv0qprpyh8ve995oktcth81o4 104 72662 333461 189946 2026-09-19T14:58:20Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333461 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> {{midtstilt|{{større|'''Lærdølerne.'''}}}}</noinclude>I gamle Dage var det en svær Byrde for Almuen ved Hovedveiene i Norge, at den maatte yde Friskyds for alle dem, som reiste i Kongens Ærinde eller havde Brev fra Øvrigheden paa at befordres frit. Især var dette haardt for Bønderne i Lærdal i Sogn, thi Filefjeld var ofte næsten ufremkommeligt, og dog var det her, at Skydsen oftest gik paa. De mange Broer paa Fjeldet og den Vei, som dengang gaves, skulde desuden Lærdølerne holde vedlige. I 1657 gav derfor Slotsherren paa Bergenhus, Ove Bjelke, dem Fritagelse for at udskrives til Soldater, og denne Frihed beholdt de, ved gjentagne Kongebreve, i næsten halvandet hundrede Aar. De nød ogsaa en anden Begunstigelse, idet de nemlig slap med halv Skat af sine Gaarde. Men i Slutningen af forrige Aarhundrede hændte det sig, at endel Kjøbmænd i Bergen søgte om høi Rang og Titel; en af dem var endog saa begjærlig efter denne Lykke, at han i Ansøgningen erklærede, at en Rang var „nødvendig til hans timelige Lykke“. De Penge, som herved kom ind, besluttede Regjeringen at bruge til at lade Veien over Filefjeld ordentlig oparbeide. Paa den Maade blev Lærdølernes Skydsbyrde betydelig lettet, og da de fremdeles fik beholde sine store Friheder, fandt man det billigt, at de paatog sig det rigtignok nu betydelig forøgede Veiarbeide. Saa nødig de vilde, fik de derfor finde sig i, at der 1795 blev paalagt Almuen i Hovedsognet Lærdal og i Borgund at arbeide sexten, og Almuen i Aardal (dengang Annex, nu eget Præstegjeld) ti Dage aarlig paa Veiens Vedligeholdelse, Generalveimesteren i Bergens Stift, Joh. Chr. Ham-<noinclude> <references/></noinclude> n1hh8662bcg4g2il58ng68vewz3iyp4 104 72664 333462 189948 2026-09-19T14:58:30Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333462 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>{{blank linje}} 420 menige Soldater, foruden 32 Artillerister, der forsynedes med fire Amusetter, 17 Officierer og 33 Underofficierer, samledes da ved Granevolden paa Hadeland og rykkede ud derfra den 18de Juni 1802 under Anførsel af Oberstløitnant Hans Gram Holst.<ref>Fader til den bekjendte Johan von Hübner Holst, der forlod Norge med Christian August og døde som svensk Generalmajor og Adelsmand.</ref> Tropperne vare tagne af sønden- og nordenfjeldske Infanteri-Regiment, det norske Jægerkorps og den lette Infanteri-Bataillon. Den 1ste og 2den Juli rykkede de ind i Lærdal. Det første, den militære Styrke foretog sig, var at gribe to Mænd, som ansaaes for Hovedmændene for Bøndernes Opsætsighed, nemlig Anders Olssøn Lysne og Anders Vold. Den 9de Juli var fastsat til Sessionens Afholdelse. Fra den tidligste Morgen stod de Militære under Gevær, Artilleriet med brændende Lunter, Skarpskytterne og Jægerne fordelte i mindre Afdelinger, det lette Infanteri i sluttede Pelotoner. Parole: Sandefjord — Feltraab: Gorm. I Parade marscherede den samlede Kommando op foran Sessionsteltet, Geværer og Amusetter ladedes med Skarpt i den forsamlede Almues Paasyn, Granater og Kardætsker udskjødes mod en i Støren opstillet Skive, for, som det heder i den Øverstbefalendes Rapport, „at indgyde Almuen Respekt og overtyde den om, at den end ikke mellem Fjeldene vilde være sikker.“ Kommandoen indtog derpaa sin Stilling. Paa høire Side af Veien, der fører over Sletten, laa Sessionsteltet, Elven til venstre. Et Stykke borte, ligeoverfor Teltet, havde den mandstærke Almue taget Plads. Officiererne havde Ordre til at gaa frem paa strengeste Maade, ifald der viste sig<noinclude> <references/></noinclude> keatwp82worpf7a0ubek8q2x9slh7ap 104 72666 333463 189950 2026-09-19T14:58:40Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333463 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>Uroligheder ved et Par af de mislykkede Sessioner. Hvad der især lagdes ham til Last, var en egenhændig Skrivelse til Aardølerne, der, som vi have hørt, allerede fra Begyndelsen af havde vist Lydighed mod de kongelige Befalinger. Deri forekom blandt Andet de Ord, at „deres Tapperhed endnu ikke maatte tage Ende,“ — „lad os nu ikke kjedes, forinden vi have vundet Seier, lad os staa mandeligen, saa have vi Gavn af vort Arbeide og Ære tillige.“ Ved flere Leiligheder havde han ogsaa brugt Trudsler mod Embedsmændene, uden dog egentlig at have forgrebet sig paa Nogen. Mellem Almuen lever hans Minde endnu. Da Lærdølerne først havde maattet finde sig i Kongens Tjeneste, bleve de ypperlige om end temmelig vilde Soldater, og under Felttogene mod Svensken i 1808 og 1814 udmærkede de sig fortrinlig. De fik ogsaa en Kaptein, som i særegen Grad passede for dem, i den kjække og stridbare Holstener Jürgensen. Især fandt Lærdølerne Smag i at bruge Bajonetten. En af deres mest bekjendte Kampe fandt Sted ved Jerpset ved Glommen den 25de Mai 1808. Her havde Jürgensen stormet den af Fienden besatte Gaardsplads, men nogle Svensker satte sig fast i Huset, hvorfra de skjød paa Lærdølerne. Disse havde imidlertid fanget Chefen for den svenske Feltvagt, Baron Ulfsparre, og Kommandersergeanten for Lærdølerne vilde saa tvinge denne til at befale sine Folk inde i Stuen at holde op med Skydningen. Han svarede, at han som fangen Mand ikke længere havde Kommando, men det hjalp ikke, Lærdølerne myrdede ham med Bajonetstik i Maven og plettede ved denne Leilighed sin Hæder. Husene bleve saa stormede og Fienden dræbt eller fangen. Allerede i det første Felttog blev der tilkjendegivet dem Kongens Bifald, og de fik Lov til at udbede sig en<noinclude> <references/></noinclude> 66p87xmy4tdu9tapokwi0j526ni7drs 104 72667 333464 189951 2026-09-19T14:58:50Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333464 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Lærdølerne" /> Belønning for sit kjække og modige Forhold. Alle som En forlangte de da, at de fire af deres Sambygdinger, som siden Urolighederne endnu sad paa Bergenhus Fæstning, maatte blive frigivne. Ved Resolution af 1ste Juli 1808 blev ogsaa dette vakre Ønske opfyldt. {{liten blokk|D. N. Bech i Morgenbladet for 17de Febr. 1843. I Dybwads Illustrerede Folkekalender for 1881 (S. 138—147) har D. Schnitler givet en interessant Skildring af Lærdølernes Krigsbedrifter og af deres Chef, Major Jürgensen, der døde paa Ringerike 1842 i en Alder af 79 Aar, efter allerede i 1818 at være traadt ud af Tjenesten.}} <section end="Lærdølerne" /> {{midtstilt|{{større|'''Ole Kildmyren.'''}}}} <section begin="Ole Kildmyren" /> I Slaget ved Trangen (25de April 1808) skulle mange Solunger have udmærket sig som Frivillige; de sluttede sig ikke førend under selve Slaget til Liniesoldaterne, men kjæmpede paa egen Haand. Mellem disse Frivillige fra hin Tid mindes endnu en Mand, som hedte Ole Kildmyren (eller Sønsterud) fra Aasnes Sogn. Da han fik Nys om, at Fienden marscherede ind, tog han sin Rifle og lagde afsted paa Skier langs Flisenelv forbi Udnesset og henimod Grændsen. Der mødte han en svensk Patrouille paa otte Mand og nedlagde strax den ene. Inden han kunde rammes af noget Skud fra de øvrige syv, var han paa sine Skier forsvunden langt borte i Skoven. De forfulgte ham, men han var ikke god at tage, thi han kjendte som Fugleskytter hver Krog i Skoven. Han vandt altsaa Forspranget. Paa en liden Bjerghammer tog han paany Post, ladede sin Bøsse og oppebiede Forfølgerne. Den første af disse, som viste sig, nedlagde han og ilede afsted for at vælge sig en<noinclude> <references/></noinclude> louu84sen9s6f6hjp80dt6ut5tn73p3 104 72668 333465 189952 2026-09-19T14:59:00Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333465 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Ole Kildmyren" /> ny Post. Paa den skal han tilsidst have fældet alle otte Mand. Efter Slaget paaviste han, ledsaget af en Underofficier og to Mand af Hofske Kompagni, de Faldne, og disse bleve begravede paa Aasnes Kirkegaard. Ole Kildmyren blev Danebrogsmand til Belønning for sin Raskhed. {{liten blokk|O. Wergeland. Skiløbningen, dens Historie og Krigsanvendelse, S. 140 og 176. Om Slaget ved Trangen er Hovedkilden Ræders Danm. polit. og Krigs-Historie, D. 2. Nogle Traditioner derom læses ogsaa i H. Schultzes Lofoten og Solør, 2. Udg., S. 159 flg.}} <section end="Ole Kildmyren" /> {{midtstilt|{{større|'''Jørund paa Kvaalid.'''}}}} <section begin="Jørund paa Kvaalid" /> Paa Kvaalid i Byglands Præstegjeld i Setersdalen opbevares et Belte med Aarstallet 1602. Det siges at have tilhørt en mægtig Bonde, Jørund, som boede paa den Gaard. Han var en heftig og vild Mand, som begik flere Manddrab og altsaa ofte maatte ud med sine „tre Tjaug“ (60 Lod Sølv) i Mandebod. En Dag kom en Nabo til ham og bad ham om at faa laant just tre Tjaug. „Nei,“ sagde Jørund, „jeg har ikke mere end netop saa mange Penge hos mig, og kan derfor ikke laane Noget bort, thi hvor let kunde det ikke høve, at jeg slog en Mand ihjel og fik Brug for dem?.“ Samme Dag fik han Besøg af en Mand, som kom vandrende til ham over Fjeldet fra Aamlid Sogn. Jørund tog saa godt imod sin Gjest, at Aamlidsmanden sagde, da de vare blevne lidt kjendte: „Det havde jeg aldrig ventet, at du skulde blive saa god imod mig, for jeg havde hørt slige<noinclude> <references/></noinclude> fzhai7dlbxlg64pbdccd4qs1kzhct0z 104 72669 333466 189953 2026-09-19T14:59:10Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333466 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Jørund paa Kvaalid" /> Ting om dig, at jeg næsten var bange for at se dig.“ „Hvem har sagt det om mig?“ spurgte han. Den Fremmede nævnte da en af de bedste Mænd østenfor Fjeldet. „Ja, har saa aagæter en Mand sagt det,“ sagde Jørund, „saa var det Skam, at han skulde have faret med Løgn.“ Han stak da Aamlidsmanden ihjel og kunde nu være glad, at han ikke havde laant bort sine tre Tjaug. {{liten blokk|Mundtlig fortalt Forf. af en gammel Mand ved Byglandsfjorden 1855. Adjektivet aagæter ({{antikva|ágaetr}}), hvilket Fortælleren brugte, anføres i I. Aasens Ordbog mellem de Ord af Oldsproget, som han ikke har hørt Almuen anvende.}} <section end="Jørund paa Kvaalid" /> {{midtstilt|{{større|'''Sellestad-Kjæmpen.'''}}}} <section begin="Sellestad-Kjæmpen" /> I gamle Dage blev i øvre Thelemarken og Bygderne deromkring en Slagsbroder regnet mellem de bedste Mænd, om han tidt gik af med Seiren. Naar Karlfolk og Kvinder fore til Gjestebuds, tog Konerne Linklude med sig for at forbinde de Saar, som Mændene fik i Slagsmaal. „Haand i Haar og Kniv i Strube“ var et almindeligt Ord dengang. De, som havde mest Lyst til at slaas, reiste sommetider til Drikkelag med en sort og en hvid Strømpe, og naar saa En lo af dem for det, brød Ufreden strax løs. Et af de styggeste Slagsmaal var at spænde Belte. Dette gik saaledes til, at de to, som skulde nappes, gik Ryg mod Ryg og lod sig binde sammen med et Belte, hver med sin Kniv i Haanden. Knivene skulde efter Aftale altid være af ens Længde og Bredde. Med disse Knive stak og rispede de hinanden, indtil den Ene enten gav sig eller blev dræbt.<noinclude> <references/></noinclude> rpvrzjrqvtypc0t7s588822n8t00hnz 104 72671 333467 189955 2026-09-19T14:59:20Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333467 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>stærk Ryg, og at Ingen, som før havde prøvet Karlsstyrke med ham, kunde rose sig af den Leg. Saaledes gav de hinanden Fanteord, og Enden paa det blev, at de skulde spænde Belte. Der blev da et saadant Basketag, at Karlmændene stod som „fortrollede“ og Kvindfolkene skreg af Rædsel over den Styghed, som de saa for fine Øine. Kniven faldt endelig ud af Haanden paa Sæbyggen, et Mærke paa, at han var overvunden, og Beltet blev da løst. Knut havde vel faaet nogle Sting og Risp, men ikke noget af dem var farligt. Men Sæbyggen saa saa ilde ud, at de tvivlede om, enten der var Botevon for ham eller ikke. Knut tog strax Hesten sin og førte den mere end halvdøde Mand hjem til sin Gaard, og der blev han pleiet i flere Uger, indtil han igjen kom sig. Saa toge de to Kjæmper Farvel med hinanden som de bedste Venner af Verden. En Juleaften kom en anden Slagsbroder, Fosheim-Kjæmpen, til Sellestad for at prøve Kræfter med Knut. Endnu for nogle Menneskealdre siden viste man paa Staburdøren paa Sellestad Mærker efter Fosheims-Kjæmpens Øxe. {{liten blokk|Dette Sagn er først meddelt i H. J. Willes Beskrivelse over Sillegjord, Kbhvn. 1786, S. 56, og er derfra optaget af Faye (2. Udg. S. 235). Udførligere fortælles det i „Dølen“ for 25de Marts 1860 (2. Aarg. No. 23).}} {{liten blokk|Med Hensyn til Slagsmaal i Gjestebud kan her mærkes en Notits, som E. Pontoppidan meddeler i sit {{antikva|Glossar. Norvag.}}, Bergen 1749, S. 75. „{{antikva|Nifgange, verb.}} at stinges eller skjæres med Kniven, som særdeles Fjeldbonden pleiede indtil Lensmand Jørgen Bjelkes Tid, som paa Gjestebudet befalede strax efter Maaltidet, og før Rusen kom, at tage alle Knive fra Gjesterne, som dog ofte havde nogle skjulte i deres Strømper. Undertiden skede saadan {{antikva|Nifgang}} med sammenhagede Belter, hvorpaa man dog neppe nu har noget Exempel.“ Jørgen Bjelke har forøvrigt aldrig været Lensmand i}}<noinclude> <references/></noinclude> r91aeo43fbipwgd04ijj2dmhlq4nrsg 333703 333467 2026-09-19T15:51:59Z Kåre-Olav 25 ordner blokk 333703 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|151}}</noinclude>stærk Ryg, og at Ingen, som før havde prøvet Karlsstyrke med ham, kunde rose sig af den Leg. Saaledes gav de hinanden Fanteord, og Enden paa det blev, at de skulde spænde Belte. Der blev da et saadant Basketag, at Karlmændene stod som „fortrollede“ og Kvindfolkene skreg af Rædsel over den Styghed, som de saa for fine Øine. Kniven faldt endelig ud af Haanden paa Sæbyggen, et Mærke paa, at han var overvunden, og Beltet blev da løst. Knut havde vel faaet nogle Sting og Risp, men ikke noget af dem var farligt. Men Sæbyggen saa saa ilde ud, at de tvivlede om, enten der var Botevon for ham eller ikke. Knut tog strax Hesten sin og førte den mere end halvdøde Mand hjem til sin Gaard, og der blev han pleiet i flere Uger, indtil han igjen kom sig. Saa toge de to Kjæmper Farvel med hinanden som de bedste Venner af Verden. En Juleaften kom en anden Slagsbroder, Fosheim-Kjæmpen, til Sellestad for at prøve Kræfter med Knut. Endnu for nogle Menneskealdre siden viste man paa Staburdøren paa Sellestad Mærker efter Fosheims-Kjæmpens Øxe. {{liten blokk/s}} Dette Sagn er først meddelt i H. J. Willes Beskrivelse over Sillegjord, Kbhvn. 1786, S. 56, og er derfra optaget af Faye (2. Udg. S. 235). Udførligere fortælles det i „Dølen“ for 25de Marts 1860 (2. Aarg. No. 23). Med Hensyn til Slagsmaal i Gjestebud kan her mærkes en Notits, som E. Pontoppidan meddeler i sit {{antikva|Glossar. Norvag.}}, Bergen 1749, S. 75. „{{antikva|Nifgange, verb.}} at stinges eller skjæres med Kniven, som særdeles Fjeldbonden pleiede indtil Lensmand Jørgen Bjelkes Tid, som paa Gjestebudet befalede strax efter Maaltidet, og før Rusen kom, at tage alle Knive fra Gjesterne, som dog ofte havde nogle skjulte i deres Strømper. Undertiden skede saadan {{antikva|Nifgang}} med sammenhagede Belter, hvorpaa man dog neppe nu har noget Exempel.“ Jørgen Bjelke har forøvrigt aldrig været Lensmand i<noinclude>{{liten blokk/e}} <references/></noinclude> gg5o9a3130022odm4397ro4dywkf4mq 104 72672 333468 189956 2026-09-19T14:59:30Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333468 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude> <section begin="Sellestad-Kjæmpen" /> {{liten blokk|Bergens Stift, hvilken Del af Landet Pontoppidan her, som ogsaa fordetmeste ellers, har for Øie, men derimod baade hans Fader og hans Broder, Kantslerne Jens og Ove Bjelke, og P. forvexler ham rimeligvis med en af disse.}} <section end="Sellestad-Kjæmpen" /> {{midtstilt|{{større|'''Asgeir Hegtved.'''}}}} <section begin="Asgeir Hegtved" /> I Laurdals Præstegjeld i Thelemarken, en Fjerdingsvei fra Kirken, ligger Gaarden Hegtved, hvor der i Begyndelsen af det syttende Aarhundrede boede en Mand ved Navn Asgeir, „hvis Liv var en Kjede af Vold, Mord og Slagsmaal.“ Han brugte mange Kunster for at ægge andre til Kamp. Naar han gik til Bryllups, tog han en hvid og en sort Strømpe, for at Folk skulde le deraf og han saa finde Leilighed at vælte sig ind paa dem. Da var han farlig, thi han havde umaadelige Kræfter; saaledes jagede han engang med en lang Bænk hele Bryllupsfolket ud af Stuen, men fik ved samme Leilighed selv flere Knivsting, ja der sad fire Knive fast i hans Ryg, saa at han maatte se at komme hjem. Han begik flere Manddrab, men da Lensmanden med flere Mænd engang kom til ham for at sætte ham fast, havde han iforveien gjort en underjordisk Gang fra Kjelderen og ud paa Marken, som siden længe var til og undertiden blev antaget for at være en Malmgrube. Han foregav nu, at han vilde hente Øl for at skjænke dem, men rømte gjennem sin Løngang og var en lang Tid borte. Han var en rig Mand, som altid kunde betale sin Mandebod, men saa fortvæk begik nye Drab. Udenfor Døren til hans Stue stod hans Billede endnu for hundrede Aar siden afmalet i fuld Legemsstørrelse med Haandøxen i Haanden, hvilken Øxe længe bevaredes paa Gaarden<noinclude> <references/></noinclude> kq4g55fg7go3xdpews13in5kl6xw07g 333704 333468 2026-09-19T15:53:08Z Kåre-Olav 25 ordner blokk 333704 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|152}} {{liten blokk/s}}</noinclude><section begin="Sellestad-Kjæmpen"/>Bergens Stift, hvilken Del af Landet Pontoppidan her, som ogsaa fordetmeste ellers, har for Øie, men derimod baade hans Fader og hans Broder, Kantslerne Jens og Ove Bjelke, og P. forvexler ham rimeligvis med en af disse. {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Sellestad-Kjæmpen"/> <section begin="Asgeir Hegtved"/>{{midtstilt|{{større|'''Asgeir Hegtved.'''}}}} I Laurdals Præstegjeld i Thelemarken, en Fjerdingsvei fra Kirken, ligger Gaarden Hegtved, hvor der i Begyndelsen af det syttende Aarhundrede boede en Mand ved Navn Asgeir, „hvis Liv var en Kjede af Vold, Mord og Slagsmaal.“ Han brugte mange Kunster for at ægge andre til Kamp. Naar han gik til Bryllups, tog han en hvid og en sort Strømpe, for at Folk skulde le deraf og han saa finde Leilighed at vælte sig ind paa dem. Da var han farlig, thi han havde umaadelige Kræfter; saaledes jagede han engang med en lang Bænk hele Bryllupsfolket ud af Stuen, men fik ved samme Leilighed selv flere Knivsting, ja der sad fire Knive fast i hans Ryg, saa at han maatte se at komme hjem. Han begik flere Manddrab, men da Lensmanden med flere Mænd engang kom til ham for at sætte ham fast, havde han iforveien gjort en underjordisk Gang fra Kjelderen og ud paa Marken, som siden længe var til og undertiden blev antaget for at være en Malmgrube. Han foregav nu, at han vilde hente Øl for at skjænke dem, men rømte gjennem sin Løngang og var en lang Tid borte. Han var en rig Mand, som altid kunde betale sin Mandebod, men saa fortvæk begik nye Drab. Udenfor Døren til hans Stue stod hans Billede endnu for hundrede Aar siden afmalet i fuld Legemsstørrelse med Haandøxen i Haanden, hvilken Øxe længe bevaredes paa Gaarden <section end="Asgeir Hegtved"/><noinclude> <references/></noinclude> pkxyqckzdfy2grjpnpd3q64cez80s8l 104 72673 333469 189957 2026-09-19T14:59:40Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333469 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Asgeir Hegtved" /> Home. Over Billedet stod malet følgende Indskrift: „Asgier Hectved er mit Navn. Jeg frygter icke for min lige Mand saa længe Øxen bide kand“. {{liten blokk|Optegnet 1786 af H. J. Wille (Norsk hist. Tidsskrift, 2. N. {{antikva|III.}} S. 169), der har seet adskillige Dokumenter om denne Mands Bedrifter, formodentlig Landsvistbreve og Øvrighedens Beretninger i Anledning af disse. Ved Landsvist forstodes Kongens Tilladelse til en Drabsmand at opholde sig 12 Maaneder i Riget, sikker for al Selvhevn af den Dræbtes Arvinger. Drabsmanden havde foruden Mandebod til Arvingerne at betale Thegn- og Fredkjøb til Kongen. Landsvistbrevene vare courante Bevillinger, som for bestemt Betaling udfærdigedes i Kongens Navn af Kantsleren, uden at Kongen selv var tilstede, ligesom Tilfældet endnu er med de saakaldte „Kongebreve“, der løses hos Amtmanden.}} <section end="Asgeir Hegtved" /> '''Store-Hans.''' <section begin="Store-Hans" /> Guttorm og Hans hed to Brødre fra Gaarden Graupe i Kvikne i Gudbrandsdalen. Guttorm var den ældste, og da han byttede bort sin Gaard med Hervigstad i Hedalen, fulgte Hans med ham og voxede op der. Da Hans blev voxen, blev han en kjæk og vakker Karl at se paa, høi, rank og axelbred, smal om Livet og bred over Brystet. Han syntes ikke saa stor ved første Øiekast, men det kom deraf, at alle hans Lemmer vare saa rundvoxne. Hans Laar, Lægge og Arme vare som Stokke og haarde som Jern at tage i, naar han spændte Senerne ud. Om Guttorm vide de Gamle ikke saa meget at fortælle som om hans Broder. Han var mere tykfalden og tætvoxen, meget stærk i Armene, men ikke saa smidig som Hans. Han lagde sjelden Haand paa Nogen, thi han var en stilfærdig og spag Mand.<noinclude> <references/></noinclude> lbcsxyl5oqkojf1ggydmmxnxq0bofoc 104 72680 333470 190796 2026-09-19T14:59:50Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333470 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>to. Valderserne bad ham meget om at blive i Laget deres, men Hans sandt, det var bedst nu at komme afsted, mens han endnu havde helt Skind og gode Lemmer. Et af sine Sammenstød med en Valders omtalte Hans først, da han laa paa Sotteseng og skulde til at dø. Det var gaaet saaledes til. En Valders vilde engang, mens Hans var enslig i Fjeldet, skræmme ham til at give fra sig et skudt Rensdyr, han just stod og flaaede. Da Hans ikke vilde med det gode, trak Valdersen sin Kniv og fløi paa ham. Da „treiv“ Hans den Anden „i Skræv og Kuftekrage,“ snuede op og ned paa ham og kjørte ham mod Fjeldet. „Da skalv han, som naar En dræber en Fisk da. Jeg satte ham i et Myrhul et Stykke derfra. Aaret efter var jeg der og saa paa ham, men da havde han ulnet under Huden da.“ Om Kampe mellem Gutter fra de forskjellige Dale paa de mellem disse liggende Fjeldstrækninger har der forøvrigt vist været adskillige flere Sagn. Der fortælles saaledes, at paa Høisletten mellem Aasdalssæteren og Bretingsdalen stod for omtrent hundrede Aar siden et blodigt Slagsmaal mellem Ringebosogningerne og Østerdølerne i Anledning af, at de Sidste trængte ind over Almindingsgrændsen. Det endte med forrevne Skind, men Østerdølerne bleve fordrevne. Dog sluttedes en Fred, hvorved Østerdølerne beholdt tre navngivne Sætre. Disse Sagn have sin Interesse som betegnende for hine Dages Retstilstand. Det gamle Nag skal endnu ikke være ganske uddøet blandt Jætergutterne paa Grændsefjeldene mellem Dalene, og det er altid med en vis Forsigtighed, at de drive sine Kreaturer hen mod de gamle afmærkede Grændser. {{liten blokk|Sagnene ere meddelte i Dialekt af Olav Aasmundstad i „Svein Urædd“, 1869, No. 51—52. Meddeleren tilføier, at Tiden, da}}<noinclude> <references/></noinclude> ah7m246io0483nfkidsroen0j1ub6vv 333705 333470 2026-09-19T15:53:59Z Kåre-Olav 25 ordner blokk 333705 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|160}}</noinclude>to. Valderserne bad ham meget om at blive i Laget deres, men Hans sandt, det var bedst nu at komme afsted, mens han endnu havde helt Skind og gode Lemmer. Et af sine Sammenstød med en Valders omtalte Hans først, da han laa paa Sotteseng og skulde til at dø. Det var gaaet saaledes til. En Valders vilde engang, mens Hans var enslig i Fjeldet, skræmme ham til at give fra sig et skudt Rensdyr, han just stod og flaaede. Da Hans ikke vilde med det gode, trak Valdersen sin Kniv og fløi paa ham. Da „treiv“ Hans den Anden „i Skræv og Kuftekrage,“ snuede op og ned paa ham og kjørte ham mod Fjeldet. „Da skalv han, som naar En dræber en Fisk da. Jeg satte ham i et Myrhul et Stykke derfra. Aaret efter var jeg der og saa paa ham, men da havde han ulnet under Huden da.“ Om Kampe mellem Gutter fra de forskjellige Dale paa de mellem disse liggende Fjeldstrækninger har der forøvrigt vist været adskillige flere Sagn. Der fortælles saaledes, at paa Høisletten mellem Aasdalssæteren og Bretingsdalen stod for omtrent hundrede Aar siden et blodigt Slagsmaal mellem Ringebosogningerne og Østerdølerne i Anledning af, at de Sidste trængte ind over Almindingsgrændsen. Det endte med forrevne Skind, men Østerdølerne bleve fordrevne. Dog sluttedes en Fred, hvorved Østerdølerne beholdt tre navngivne Sætre. Disse Sagn have sin Interesse som betegnende for hine Dages Retstilstand. Det gamle Nag skal endnu ikke være ganske uddøet blandt Jætergutterne paa Grændsefjeldene mellem Dalene, og det er altid med en vis Forsigtighed, at de drive sine Kreaturer hen mod de gamle afmærkede Grændser. {{liten blokk/s}} Sagnene ere meddelte i Dialekt af Olav Aasmundstad i „Svein Urædd“, 1869, No. 51—52. Meddeleren tilføier, at Tiden, da<noinclude>{{liten blokk/e}} <references/></noinclude> t0ykmgj2tnmd0p7usb0zbntp98mdf70 104 72681 333472 190795 2026-09-19T15:00:10Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333472 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Store-Hans"/>{{liten blokk|Hans levede, efter hans Mening har været Midten af det attende Aarhundrede.}} {{liten blokk|Om Oprindelsen til Navnet Fanitullen, hvilken Slaat omtales i dette Sagn, heder det hos Jørgen Moe i Anmærkningerne til hans Digte, Chra. 1850: „I et Bryllup i Hallingdal, hvor Kniven var brugt og flere Mandfald vare skete, gik en Karl ned i Kjelderen for at tappe Øl. Der saa han Fanden sidde paa en Tønde og hørte ham spille en forunderlig vild og gribende Slaat, som Spillemændene deroppe endnu kunne. Karlen forstod nu, hvorfor Laget havde været saa blodigt.“}} {{liten blokk|Sammenlign om Fanitullen ogsaa: Søgnir fraa Hallingdal, utgjevne af J. E. Nilsen. S. 73—74.}} {{liten blokk|Om Slagsmaal mellem Østerdøler og Gudbrandsdøler se Andr. H. Isaachsen i Turistforeningens Aarbog for 1868, S. 71—72.}} <section end="Store-Hans"/> {{midtstilt|{{større|'''Oberstløitnant Hein.'''}}}} <section begin="Oberstløitnant Hein"/>Biskop Glud i Viborg, hvis Frue var en Moth, havde en Søn, som blev Amtmand over Buskerud, Hallingdal og tilhørende Egne [og] havde den Vanheld at skyde sin egen Frue ihjel, da han ladede et Gevær for at skyde et Elgsdyr, som var kommet ind paa hans Gaards Grund, Austad tæt ved Strømsø. Han blev mistænkt for at have gjort det med Villie, da man troede, han yndede den Person, han strax efter giftede, nemlig en Søster til Justitsraad Moss, Fader til Kasserer Mossencrone; blev dog frikjendt. Han døde af et Slag, da han som Commissarius var ved Bingens Lændse. Han havde tvende <section end="Oberstløitnant Hein"/><noinclude> <references/></noinclude> 1qmdzjl4ezsi509jnsc56kvki7934ae 333706 333472 2026-09-19T15:55:19Z Kåre-Olav 25 ordner blokk 333706 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|161}} {{liten blokk/s}}</noinclude><section begin="Store-Hans"/>Hans levede, efter hans Mening har været Midten af det attende Aarhundrede. Om Oprindelsen til Navnet Fanitullen, hvilken Slaat omtales i dette Sagn, heder det hos Jørgen Moe i Anmærkningerne til hans Digte, Chra. 1850: „I et Bryllup i Hallingdal, hvor Kniven var brugt og flere Mandfald vare skete, gik en Karl ned i Kjelderen for at tappe Øl. Der saa han Fanden sidde paa en Tønde og hørte ham spille en forunderlig vild og gribende Slaat, som Spillemændene deroppe endnu kunne. Karlen forstod nu, hvorfor Laget havde været saa blodigt.“ Sammenlign om Fanitullen ogsaa: Søgnir fraa Hallingdal, utgjevne af J. E. Nilsen. S. 73—74. Om Slagsmaal mellem Østerdøler og Gudbrandsdøler se Andr. H. Isaachsen i Turistforeningens Aarbog for 1868, S. 71—72. {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Store-Hans"/> <section begin="Oberstløitnant Hein"/>{{midtstilt|{{større|'''Oberstløitnant Hein.'''}}}} Biskop Glud i Viborg, hvis Frue var en Moth, havde en Søn, som blev Amtmand over Buskerud, Hallingdal og tilhørende Egne [og] havde den Vanheld at skyde sin egen Frue ihjel, da han ladede et Gevær for at skyde et Elgsdyr, som var kommet ind paa hans Gaards Grund, Austad tæt ved Strømsø. Han blev mistænkt for at have gjort det med Villie, da man troede, han yndede den Person, han strax efter giftede, nemlig en Søster til Justitsraad Moss, Fader til Kasserer Mossencrone; blev dog frikjendt. Han døde af et Slag, da han som Commissarius var ved Bingens Lændse. Han havde tvende <section end="Oberstløitnant Hein"/><noinclude>{{høyre|{{liten|11}}|2em}} <references/></noinclude> 8fyp3uerrv3cfkkn7j1dv9wjrc73iah 104 72683 333476 190794 2026-09-19T15:00:50Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333476 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Oberstløitnant Hein"/>ham. Hein rider hen til ham og med sin Ridepisk hugger ham om Øinene paa Retterstedet. Siden slog Samvittigheden ham, blev ligesom henrykt, lod sit Skjæg voxe sig langt ned paa Brystet, skikker Bud efter Manglestokken, hvormed Ulykken var gjort, har den daglig for Øine som et Øiemed for hans Tanke. Omsider skjærer han den i smaa Spaaner og tillige afskjærer sit Skjæg og indvikler Spaanerne, Stykke for Stykke, i Haarene af Skjægget og tilsidst kaster det paa Ilden. Kort Tid derefter dør han. {{liten blokk|Denne Kriminalhistorie er taget af Kancelliraad Carl Deichmans Optegnelser (Mskr. paa Chr.a Univ.-Bibl.). Om Hovedpersonerne i de her fortalte Begivenheder kan anføres Følgende: Povel Glud blev 2 Marts 1695 fra Lagmand i Fredriksstad udnævnt til Amtmand i Buskerud og levede i denne Stilling endnu i 1718, men i 1720 omtales som hans Enke Maren Moss. Major (ikke, som Deichman kalder ham, Oberstløitnant) Fr. Richelieu til Sæm døde 1720, og hans Enke, Ide Christiane Glud, besad Gaarden endnu 1722. Af Familien Hein (eller rettere von Heinen) vare ved samme Tid to Brødre ansatte i den norske Armee, Sønner af Generalmajor Albrecht Christopher v. Heinen, i sin Tid Kommandant paa Bergenhus († 1712), men hvo af disse Brødre der er den os her vedkommende, er uvist.}} <section end="Oberstløitnant Hein"/> {{midtstilt|{{større|'''Rømningsmænd.'''}}}} <section begin="Rømningsmænd"/>En Bonde i Christianssands Stift, Knut Knutssøn, havde i Aaret 1705, i sit 81de Aar, begaaet Leiermaal med sin afdøde Hustrues Søster, Ingerid Tollaksdatter, som var 39 Aar gammel. Begge dømtes til Døden, men flygtede tilfjelds, skjulte sig 30 Aar i Skoven og levede der „som Eremitter af Jagt og hvorledes de kunde“, indtil Kvinden blev 70 og Manden 111 Aar gammel. Da <section end="Rømningsmænd"/><noinclude> <references/></noinclude> b4ynq3o41y1571ziax4gtzl28h0cm4c 104 72684 333478 189968 2026-09-19T15:01:10Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333478 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Rømningsmænd" /> meldte Knut sig hos Præsten for at faa den hellige Nadvere, men Presten „bragte af en indiscret Nidkjærhed disse arme Mennesker i Øvrighedens Hænder og nyt Fængsel.“ De bleve dog benaadede, men forinden var Manden død. Kvinden udstod offentligt Skriftemaal. {{liten blokk|Indberettet til det danske Cancelli af Stiftsbefalingsmand With i Christianssand 1737. Pontoppidans Norges naturl. Hist.. {{antikva|II}}, S. 412—413.}} {{liten blokk|I Wiwets Forsøg til Fortælling om Sager i Høiesteret, Kbh. 1774, 1, S. 3 flg. findes en interessant Beretning om en dødsdømt Morder fra Gol i Hallingdal, Herbrand Rotnem, som i hele sytten Aar, trods Dommen, gik paa fri Fod i Bygden, indtil ham myrdedes af den Dræbtes Søn.}} {{liten blokk|Hyppig fandt Rømninger Sted, fordi man vilde undgaa militær Udskrivning. I Søbygderne søgte Bondegutterne gjerne at komme afsted til Udlandet, især Holland, men fra Indlandet søgte de ofte op til fremmede Fjeldbygder. Saaledes heder det i 1665 fra Nes og Gol i Hallingdal i Anledning af den da foretagne Folketælling: „Anlangendes Mandkjønnet, da er her saadan Maner, at her kommer løbende fremmede Karle fra Valders, Hadeland, Gudbrandsdalen o. s. v. at arbeide eller fly for Udskrivelse. Som de findes idag, ere de borte imorgen, hvorfor det Uvisse er ondt at gaa efter. Somme entholder sig af Bygdens egne Folk, at de sjelden eller aldrig kommer for Lyset, at man kan vide af dem at sige, thi de ere i Fjeldene.“ Langes Tidsskr. for Videnskab og Literatur, {{antikva|II}} (1848), S. 333. Om Rømningerne til Holland findes udførlig Besked i mit Skrift: Nordmænds Udvandringer til Holland og England. Chra. 1880.}} <section end="Rømningsmænd" /> {{midtstilt|{{større|'''Argehovden.'''}}}} <section begin="Argehovden" /> Mjøsvandet i Øvre Thelemarken strækker sig langt ind mellem Fjeldene og danner mange Bugter og Kiler<noinclude> <references/></noinclude> 2radva1itd7uq1oo78d7lbmvhzquqk1 104 72686 333707 189970 2026-09-19T15:56:14Z Kåre-Olav 25 ppoem 333707 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|166}}</noinclude>Firkant uden Vindue eller Hul paa Taget, Skorstenen og Sprækkerne i den neppe halvanden Alen høie Dør vare de eneste Aabninger for Dagslyset. Denne Stue, saavelsom de øvrige deromkring, vare byggede af krogede Birketræer, knapt tre Tommer tykke, og de aabne Mellemrum mellem Træerne stoppedes udenfra med Komøg og indenfra med Mose. Paa en anden Plads var dog et tyndt Skind, der kaldes Sjaaskind, anbragt som et Slags Vindue. Mellem Gaardene paa den østre Side af Mjøsvandet er Juvik i Tinn. En Gut, som hed Andres og siden blev kjendt under Navnet „Argehovden“, friede til Margit, Datteren paa Juvik, og hun vilde ogsaa gjerne have ham, men Faderen modsatte sig og var saa vred paa Andres, at han ikke taalte at se ham for sine Øine. Da nu Andres ikke paa anden Maade kunde faa Margit, rømte han med hende tilfjelds og drog langt bort over Heiene henimod Numedal, hvor de holdt sig skjulte saa godt, de kunde. Snart kom Andres i Lag med en Tyv, som var meget bekjendt i de Dage under Navn af „Pipargaren“. Selv skal dog Andres ikke have stjaalet, men han hjalp Pipargaren med at bære hans Tyvekoster for ham. Endnu har man herom et Vers: {{ppoem|style=font-size:83%| Pipargaren va rask’e te stela, Men Argehovden va sterkar’ te bera. }} Tilsidst begyndte dog Andres at blive kjed af denne Levemaade, og Margit vel endnu mere. De vovede sig da henimod Mjøsstranden, men turde ikke gaa ned i selve Bygden. Fra en Fjeldnute saa de ned til Juvik og fik da se, at der var Ligfærd. Det var Margits Fader, som der blev holdt Gravøl efter. Margit gik da ned til Gaarden til sin Søster og klagede sin og Andres’s Nød. De fik nu Lov at rydde sig en liden Plads og opførte en liden Stue, hvor<noinclude> <references/></noinclude> 1exnh74s3nb0yrg2sncbozqf839o6dm 104 72687 333480 333356 2026-09-19T15:01:30Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333480 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|167}}</noinclude><section begin="Argehovden"/>de en Stund levede i Stilhed, uden at andre fik videre Besked om dem end de Gjetergutter, som kom med Kreaturer i Fjeldene. Omsider kom Sagen for Øvrigheden, men Andres blev dog tagen til Naade, og hans og Margits næsten voxne Børn bleve døbte. Dette skede i Aaret 1770. De flyttede nu lidt længere ned til et Sted, kaldet Argehovd, som de ryddede, og hvor der nu er en Gaard, beboet af to Bønder. {{liten blokk|Willes Beskrivelse over Sillegjord. Kbhvn. 1786. S. 57—61. Den Constitutionelle for 1845, No. 304. Ivar Aasen, Prøver af Landsmaalet i Norge, S. 53—55. Se forøvrigt om Raulandsstranden Aarsberetn. fra Foren. til Norske Fortidsmindesmærkers Bevaring for 1838, S. 145—148.}} {{---}} <section end="Argehovden"/> <section begin="Søren Haarberg"/>{{midtstilt|{{større|'''Søren Haarberg.'''}}}} {{ppoem|style=font-size:83%;margin-right:0| Fra Trundhiem derimod har Rygtet for os skriftet, At der ugift Præst er slaaet ihjel i Stiftet, Den onde Gierningsmand ey er bekiendt endnu, Men saadant Præstemord Gud komme vil ihu. }} I 1760 blev Hans Møller Meintz Sognepræst til Ørlandet i Throndhjems Stift. En Pige, som tjente paa Præstegaarden, havde engang kastet bort en Feiekost, og Præsten, som var en meget nøieregnende Mand, foreholdt da hendes Fader, Søren Haarberg, at han havde opdraget sine Børn slet. Faderen blev herover vred paa sin Datter og overfaldt og mishandlede hende saaledes, at hun, der just var frugtsommelig, blev meget syg. Da Søren siden fik Sagens Sammenhæng nærmere at høre, <section end="Søren Haarberg"/><noinclude> <references/></noinclude> q433ygnisq71xxd5zf9x2kqz73q9prv 333721 333480 2026-09-19T16:12:36Z Kåre-Olav 25 3>8 333721 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|167}}</noinclude><section begin="Argehovden"/>de en Stund levede i Stilhed, uden at andre fik videre Besked om dem end de Gjetergutter, som kom med Kreaturer i Fjeldene. Omsider kom Sagen for Øvrigheden, men Andres blev dog tagen til Naade, og hans og Margits næsten voxne Børn bleve døbte. Dette skede i Aaret 1770. De flyttede nu lidt længere ned til et Sted, kaldet Argehovd, som de ryddede, og hvor der nu er en Gaard, beboet af to Bønder. {{liten blokk|Willes Beskrivelse over Sillegjord. Kbhvn. 1786. S. 57—61. Den Constitutionelle for 1845, No. 304. Ivar Aasen, Prøver af Landsmaalet i Norge, S. 53—55. Se forøvrigt om Raulandsstranden Aarsberetn. fra Foren. til Norske Fortidsmindesmærkers Bevaring for 1868, S. 145—148.}} {{---}} <section end="Argehovden"/> <section begin="Søren Haarberg"/>{{midtstilt|{{større|'''Søren Haarberg.'''}}}} {{ppoem|style=font-size:83%;margin-right:0| Fra Trundhiem derimod har Rygtet for os skriftet, At der ugift Præst er slaaet ihjel i Stiftet, Den onde Gierningsmand ey er bekiendt endnu, Men saadant Præstemord Gud komme vil ihu. }} I 1760 blev Hans Møller Meintz Sognepræst til Ørlandet i Throndhjems Stift. En Pige, som tjente paa Præstegaarden, havde engang kastet bort en Feiekost, og Præsten, som var en meget nøieregnende Mand, foreholdt da hendes Fader, Søren Haarberg, at han havde opdraget sine Børn slet. Faderen blev herover vred paa sin Datter og overfaldt og mishandlede hende saaledes, at hun, der just var frugtsommelig, blev meget syg. Da Søren siden fik Sagens Sammenhæng nærmere at høre, <section end="Søren Haarberg"/><noinclude> <references/></noinclude> 0g02z4bimek4g8ptmg36kt8zruvgksa 104 72688 333482 189972 2026-09-19T15:01:50Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333482 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>vendte hans Vrede sig mod Præsten, hvem han tilsvor Hevn. Han gik til Præstegaarden, og Præsten rømte af Forskrækkelse. Søren borttog da alt hans Sølvtøi og kastede det rundt omkring paa Gaardens Agre, hvor man siden gjenfandt det. Herfor blev han nu anklaget, og da han var Leilænding under Sædegaarden Østraat, der havde Birkerettighed, sattes han i Arrest paa Herregaarden. Engang fik han se, at Præsten Meintz kom i Besøg til Østraat, og listede sig saa ud af sit Fængsel, hvor han ikke blev nøie nok bevogtet. Han skjulte sig paa Veien til Præstegaarden, overfaldt Præsten paa Hjemveien ved en Bæk, som heder Fuglebækken, trak ham ned af Hesten og knuste hans Hoved med en Trækølle. Ugjerningen blev opdaget derved, at en Hund, som Præsten altid havde ført med sig, siden engang anfaldt Søren med en rasende Heftighed. Vel negtede han haardnakket, men blev dog, da Mistanken var altfor stærk, indsat paa Throndhjems Fæstning som Livsslave. Før sin Død skal han ogsaa have bekjendt det Hele for Sognepræsten ved Frue Kirke, Mag. Lorents Wittrup. Mordet fandt Sted Aar 1763. {{liten blokk|A. Erlandsen, Biographiske Efterretninger om Geistligheden i Throndhjems Stift, S. 252—253. Om Fængslet paa Østraat, en Kjelder under Taarnet, fortælles nogle Smaatræk i Klüwers Norske Mindesmærker, Chra. 1823. 4. S. 89. Fængselskjelderen var kun 6 Alen i Firkant. Her skal i Ove Bjelkes Tid († 1674) en Pige ved den svage Lysning gjennem et Hul paa Døren have udsyet et Tørklæde, der længe bevaredes, og derved befriet sig fra Fængslet. En Smed skal ligeledes have befriet sig ved at arbeide det Jerngitter, som siden stod for Trappen til Hovedbygningen.}}<noinclude> <references/></noinclude> dlh1nfeirzsp8toa7fdgrpf59jcoq19 104 72689 333484 189973 2026-09-19T15:02:10Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333484 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> {{midtstilt|{{større|'''Ole og Aslak Jonssønner.'''}}}}</noinclude> <section begin="Ole og Aslak Jonssønner" /> I Aaret 1737 boede paa Finnø ved Stavanger en Bonde, Ole Jonssøn, der var kjed af sin Hustru, Kari Knutsdatter, og derfor vilde tage hende afdage. Han søgte da gjentagende at overtale sin Broder Aslak til at drukne hende, og for god Betaling gik denne endelig ind paa at dræbe Kari. Han besøgte hende da en Nat i Oles Fraværelse og spurgte, om hun vilde følge med ham over Fjorden for at besøge sin Slægt der, da han selv just havde et Ærinde derover. Hun modtog Tilbudet, men da de vare komne en Fjerdingsvei ud paa Finnøfjorden, saa Aslak sig omkring, og da han ikke saa nogen Baad paa hele Fjorden, kastede han Kari overbord og roede hurtig fra hende, der skreg og jamrede sig. Hun druknede dog ikke, men blev ved et heldigt Tilfælde reddet paa en Baad, hvis Mandskab hørte hendes Skrig, hvorefter begge Brødre kom under Tiltale og dømtes til Bremerholm i Kjøbenhavn, Aslak for at arbeide paa Livstid i Jern, Ole derimod for at tjene som Matros paa Flaaden. {{liten blokk|Norske Magazin, {{antikva|III.}} S. 158—159.}} <section end="Ole og Aslak Jonssønner" /> {{midtstilt|{{større|'''Alexander Persson, Stodderkonge paa Søndmøre.'''}}}} <section begin="Alexander Persson, Stodderkonge paa Søndmøre" /> Endnu i forrige Aarhundrede hændte det ikke sjelden, at vore Landsbygder hjemsøgtes af omstreifende Pak, der tiggede, stjal eller truede sig til Ydelser baade af Penge<noinclude> <references/></noinclude> 2rydq89awc3kmg52vjoh1y4sn2gy78e 104 72693 333488 189977 2026-09-19T15:02:50Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333488 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>øen i Vatne Sogn. Hele Følget overgav sig, og deres Fruentimmere bleve tildels gifte i Sognet, hvor der endnu findes Efterkommere af et af dem. Men Høvedsmanden døde af det Slag, Ole gav ham med Faderens Blylod. {{liten blokk|P. Fylling i Møringen for 1869, No. 47 og 48 samt for 1870, No. 2, 5, 6, 8, 24. Fylling, som forøvrigt meddeler langt flere Fortællinger om denne Familie, end de her anførte, har ved Hjelp af Egnens Kirkebøger formaaet nøiagtig at bestemme Alexanders Levetid og hans Flytninger fra Sted til andet. Sandsynligvis har Alexander, som indvandret svensk Kjedelflikker, selv ikke været stort bedre end det Pak, han forfulgte. Hans Familie sees ogsaa efter Kirkebøgerne at have ført et usædeligt Liv.}} {{liten blokk|Mellem andre af Fyllings Fortællinger af lignende Beskaffenhed kan mærkes, at der i Skoue Sogn er en Holme, Jamteholmen kaldet, som for omtrent hundrede Aar siden var en fuldstændig Røverborg (Møringen 1870, No. 24). Der holdt til tre Brødre, Isak, Ludvig og Magnus, Sønner af en Isak Johannesson fra Jemteland. Efterhaanden forøgedes Jamteholmens Befolkning med nogle andre Landstrygere, rimeligvis ogsaa af svensk Herkomst, Christen Lindberg og Karl Magnus Palm. Efter Isakssønnernes Død kom de to sidstnævnte i Enebesiddelse af Jamteholmen, hvorfra de i nogle Aar fortsatte Tyverierne i det Store. Endelig bleve de i 1776 grebne af Fogden Mads Sørensen og afstraffede for sine Forbrydelser. Christen Lindberg kom dog siden igjen tilbage til sin Holme. Fra Karl Palm nedstammer sandsynligvis det endnu existerende Fantefølge af dette Navn, der omtales i Eilert Sundts Skrifter.}}<noinclude> <references/></noinclude> kfg05lpnq3m0s27kfz3z5s747k7d5a2 104 72694 333490 189978 2026-09-19T15:03:10Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333490 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> {{midtstilt|{{større|'''Anders Høvding.'''}}}}</noinclude>I Aarene 1741—1743 hjemsøgtes hele Norge af Misvæxt, Hungersnød og smitsomme Sygdomme. En Mængde Mennesker forlod i disse Tider Hus og Hjem og gav sig ud paa Fantestien. Der dannede sig hele Bander af dristige Tyve. Paa den afsidesliggende Gaard Vehus i Gjerestad tjente i disse trange Tider en Gut, som blev vred paa sin Madmoder, fordi han fik for lidet Mad, og truede med Hevn. Han opsøgte da den saakaldte Anders Høvding, som flakkede om i Bygderne med Hest og Følge, og enedes med ham om at plyndre Vehus ved Nattetid. En Søndags Aften kort efter kom der en Mand ind paa Vehus og bad om Hus og fik det. Om Natten „gik han ud til Døre“ og kom saa ind igjen med to andre Karle. Disse truede nu Manden i Huset og hans Kone til at ligge stille i Sengen, medens de tog, hvad de fandt for godt, og bad dem tilsidst, før de gik, at sanke paanyt, saa skulde de igjen besøge dem. Manden turde nu ikke længer bo paa Vehus, men flyttede derfra, og Gaarden var en lang Tid ubeboet. Anders Høvding kom i Arrest paa Bragernes, men reddede sig ved at springe over Tagene. Men tilsidst blev han greben paany og hængt vesterpaa. {{liten blokk|John Aas, Gjerrestad Præstegjeld og Præster. Risør 1869. 8. S. 127. Om Uaar og Hungersnød 1741—1743 se Forhandlinger i Videnskabsselskabet i Christiania 1868, S. 230 flg. (af L. Daae)}}<noinclude> <references/></noinclude> 8ct7dusz9rtumo1s2t6bf1hz0odcxn4 104 72695 333492 189979 2026-09-19T15:03:30Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333492 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> {{midtstilt|{{større|'''Elling Kjerstad.'''}}}}</noinclude>For lang Tid siden fandtes engang Liget af en Pige i et Vand i Fagerli-Bygden i Meldalen. Da hun fandtes at være frugtsommelig med Tvillinger, drog man Mistanke paa, at hun maatte være kommen af Dage ved en Ugjerning; men Ingen vidste, hvem Morderen var. Det var dengang en almindelig Folketro, at der vilde vise sig en sort eller blaa Plet paa den dræbtes Legeme, naar det berørtes af Drabsmandens Haand. Man besluttede derfor at føre Liget tre Søndage i Rad til Kirke, hvor det skulde udstilles ved Indgangsporten, for at alle kunde berøre det. Nys før var en Tjenestegut fra Fagerli-Bygden ved Navn Elling bleven gift med en Gaardjente paa Kjerstad. Han var rask og dygtig til sin Dont, men der laa noget besynderligt i hans Væsen, som Folk ikke rigtig kunde blive klog paa. Aldrig talte han til sine Naboer, naar han mødte dem paa Veien, og bestandig syntes han at frygte for Fare. I Stedet for Slaa, som man dengang almindelig brugte, satte han for Døren en kunstig forarbeidet Ring, som kun med Vanskelighed lod sig aabne, og i Væggen bag Sengen havde han anbragt en Dør, gjennem hvilken han i Nødsfald kunde undslippe. Det spurgtes nu i Bygden, at Liget skulde udstilles paa førstkommende Søndag. Elling var i meget mørk Stemning og endnu mere indesluttet end han pleiede at være. Om Søndagsmorgenen spurgte hans Kone ham, om han ei vilde følge med til Kirke. Han svarede først rent ud nei, men hun overhængte ham saa længe med sine Forestillinger om den Folkesnak, som maaske kunde opstaa heraf, at han tilsidst gav efter. Da de nu vare komne<noinclude> <references/></noinclude> lz6muuhbp9z9ne1w1i9u4vb6qnqfxhe 104 72696 333494 206970 2026-09-19T15:03:50Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333494 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Elling Kjerstad"/>frem til Kirkegaardsporten, listede Elling sig omkring til den anden Side af Gjerdet og sprang over. Men der var nogle, som havde seet ham, og han blev strax fakket og forhørt. Han tilstod da, at det var ham, som havde forøvet Forbrydelsen. Skammen over at skulle staa aabenbar Skrifte og Frygten for at gaa glip af det fordelagtige Gifte paa Kjerstad, som han havde faaet Udsigt til, havde modnet Mordplanen hos ham. En Kveld havde han saa lokket Pigen til at følge sig op paa en Bjergknat ovenfor Vandet. Medens de her sad og talede sammen, havde han styrtet Pigen baglænds udover. Han blev dømt til Døden og henrettet paa Kjerstad, ikke langt fra Muum, hvor man ved at paapege Retterstedet. Den omtalte Dørring skal endnu opbevares paa Kjerstad. {{liten blokk|Meddelt af O. A Øverland.}} <section end="Elling Kjerstad"/> {{midtstilt|{{større|'''Arve Bravkarl.'''}}}} <section begin="Arve Bravkarl"/>Faa Forbrydere have i det sidste Aarhundrede i Norge, ja næsten i hele Norden, opnaaet en saa stor Navnkundighed, som Arne Svendssøn fra Pladsen Lindal under Gangnes i Høland, almindelig kjendt under Navn af Arve Bravkarl. I det søndenfjeldske Norge og rundt om i Sverige, tildels ogsaa i Danmark, øvede han en Række af dristige Forbrydelser. Sagnet ved endog at fortælle, at han udstrakte sine Vandringer lige til St. Petersburg og der blandt Andet vovede sig ned i en Ligkjelder, hvor han „hørte Djævlene le omkring sig“. Endnu som gammel Mand rømte han fra en Fæstning, og hvorledes han endelig fandt sin Død, kjender man ikke. <section end="Arve Bravkarl"/><noinclude> <references/></noinclude> ouso3fv0mqd19fs00hx2hged3ka3b5l 333709 333494 2026-09-19T15:57:41Z Kåre-Olav 25 punktum 333709 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|176}}</noinclude><section begin="Elling Kjerstad"/>frem til Kirkegaardsporten, listede Elling sig omkring til den anden Side af Gjerdet og sprang over. Men der var nogle, som havde seet ham, og han blev strax fakket og forhørt. Han tilstod da, at det var ham, som havde forøvet Forbrydelsen. Skammen over at skulle staa aabenbar Skrifte og Frygten for at gaa glip af det fordelagtige Gifte paa Kjerstad, som han havde faaet Udsigt til, havde modnet Mordplanen hos ham. En Kveld havde han saa lokket Pigen til at følge sig op paa en Bjergknat ovenfor Vandet. Medens de her sad og talede sammen, havde han styrtet Pigen baglænds udover. Han blev dømt til Døden og henrettet paa Kjerstad, ikke langt fra Muum, hvor man ved at paapege Retterstedet. Den omtalte Dørring skal endnu opbevares paa Kjerstad. {{liten blokk|Meddelt af O. A. Øverland.}} {{---}} <section end="Elling Kjerstad"/> <section begin="Arve Bravkarl"/>{{midtstilt|{{større|'''Arve Bravkarl.'''}}}} Faa Forbrydere have i det sidste Aarhundrede i Norge, ja næsten i hele Norden, opnaaet en saa stor Navnkundighed, som Arne Svendssøn fra Pladsen Lindal under Gangnes i Høland, almindelig kjendt under Navn af Arve Bravkarl. I det søndenfjeldske Norge og rundt om i Sverige, tildels ogsaa i Danmark, øvede han en Række af dristige Forbrydelser. Sagnet ved endog at fortælle, at han udstrakte sine Vandringer lige til St. Petersburg og der blandt Andet vovede sig ned i en Ligkjelder, hvor han „hørte Djævlene le omkring sig“. Endnu som gammel Mand rømte han fra en Fæstning, og hvorledes han endelig fandt sin Død, kjender man ikke. <section end="Arve Bravkarl"/><noinclude> <references/></noinclude> fxb9gpodykttefokywfe8xfhkz3fwne 104 72699 333496 206971 2026-09-19T15:04:10Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333496 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Arve Bravkarl"/>Medens han sad i Arrest i Christiania, gjorde han stor Lykke hos Publikum, fik ofte Besøg og modtog jevnlig Smaating tilsendte i Kræmmerhuse af Bankosedler. Naar Christianias fornemme Folk holdt Bal paa Raadhuset over hans Arrest, blev han stundom hentet op for at danse Halling for Selskabet. {{liten blokk|Wilses Beskr. over Eidsberg (Top. Journ. H. 17. S. 62—67), G. Fayes Bidrag til Hølands Menigheds og Præsters Historie, Chra. 1866, S. 59—61, Wessel-Bergs Reskripter, {{antikva|III.}} S. 60 med tilhørende Indlæg i Rigsarchivet, samt Major Wadskjærs Optegnelser i O. Wolffs. Journal for Politik o. s. v. 1817, {{antikva|III.}} S. 36—45. Flere af hans Bedrifter ere kjendelig benyttede af Henrik Steffens i Romanen „Die vier Norweger“. En anden grov Forbryder, der noget senere end Arve Bravkarl optraadte omtrent i de samme Egne som han, var Even Klemetssøn, der omtales af Wilse i Top. Journal, H. 17, S. 68 flg.}} <section end="Arve Bravkarl"/> {{midtstilt|{{større|'''Fantegutten.'''}}}} <section begin="Fantegutten"/>En af de mest berygtede Omstreifere, som drev sit Uvæsen i Throndhjemsbygderne i Begyndelsen af dette Aarhundrede, var Erik Maler eller Fantegutten, som gamle Folk almindeligst kalde ham. Han var født paa Pladsen Moen i Opdal og kom i en ung Alder til Garnisonen i Throndhjem. Det vilde og ryggesløse Liv, som dengang førtes her, gjorde, at den gevorbne Soldat var saare ilde anseet af Almuesmanden i denne By. „At hverve sig til Kongens Karl,“ mente han, „var det samme som at sætte sin ene Fod indenfor Porten paa Slaveriet.“ Naar det hed sig — og det var ingen Sjeldenhed — at en Bonde havde faaet sit Læs tømt paa Veien over Fantemyren paa <section end="Fantegutten"/><noinclude> <references/></noinclude> pvrkmgtwrop8wl72dx6sqbe8hpl6d93 104 72700 333710 190402 2026-09-19T15:59:15Z Kåre-Olav 25 ppoem 333710 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|180}}</noinclude>Byaasen, eller at en ensom Vandringsmand var bleven overfaldet og udplyndret lige til Skjorten i Rotvoldsskoven, dømte han altid, at det vel var en eller anden Soldat, som havde forøvet Ugjerningen, og det viste sig ofte nok, at han gjettede rigtigt. Erik havde heller ikke staaet længe i Tjenesten, før han en Nat gjorde Indbrud hos en Handlerske, Jomfru Gadebusch. Tyveriet blev snart opdaget, og han blev af Krigsretten dømt til at løbe Spidsrod. Man kjendte for 30 Aar siden en Vise herom, som blev sunget efter Takten i den Marsch, som blev slaaet paa Trommen under Spidsrodsstraffens Udøvelse. Den begyndte med Forhøret: {{ppoem|style=font-size:83%| „Du Erik, du Erik, du Erik Fantegut: Du har vel stjaalet Knapper hos Jomfru Gadebusch?“ }} Derpaa fulgte Tyvens Benegtelser og Udflugter, saa hans Tilstaaelse og Bøn om naadig Straf: {{ppoem|style=font-size:83%| „Aa hør du, kjære Hr. Major Du slaa mig ei ihjel {{...|5}}“ }} Endelig gav Visen en udførlig Beskrivelse af Straffen og lægger til Slutning disse Ord i Fanteguttens Mund: {{ppoem|style=font-size:83%| „Og Pidsken har jeg paa min Ryg Og Trommen har jeg her. Men har jeg stjaalet lidet før, Saa skal jeg stjæle mer!“ }} Da han for sidste Gang havde løbet gjennem Rækkerne, rullede han sig i Sandet og sprat saa op igjen ligesaa rask at se til, som han før havde været.<ref>Det samme fortælles ogsaa om Lars Tobakslausing, en anden samtidig Fant, der var kjendt som en af de værste Bygdeplager, og som, medens han var Soldat, blev straffet med Spidsrod for Ran og jaget af Tjenesten.</ref> Han<noinclude> <references/></noinclude> 9vr6ly3jlklyl5ch8silc4w2tpgqr1b 104 72701 333498 189985 2026-09-19T15:04:30Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333498 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>blev nu jaget af Tjenesten og kom ind paa Fantestien, hvor han snart vandt et Navn, der slog alle med Skræk. Det hed sig om ham, at han stod i Pagt med Fanden, at hverken Jern eller Bly kunde bide paa ham, da han bar syv Mandshjerter indsyede i sin Skjorte, og at han eiede Svartbogen. Jenterne paa Sætrene og den ensomme Veifarende vare lige ilde farne for denne Fark, som forenede en ganske utrolig Styrke med List og Forslagenhed. Han blev et Par Gange sat paa Slaveriet, men rømte lige saa ofte, hvilket i hine Dage neppe var noget stort Kunststykke. Da han ved sin sidste Rømning havde saaret en Soldat, blev han lyst fredløs, men saa stor var Skrækken for ham, at han blev gaaende paa fri Fod indtil sin Dødsdag. Da det saa omsider spurgtes, at han var bleven dræbt, havde Bygdealmuen overalt Følelsen af, at den var bleven befriet for et stort Onde. Paa Gaarden Snildal levede der indtil for 15—20 Aar siden en gammel Bjørneskytte, der hed Anders, men er bedst kjendt under Navnet Snildalingen. Antallet af de Bjørne og Ulve, som havde maattet bide i Græsset for hans sikre Skud, nærmer sig til det utrolige; men sit største Ry vandt hen dog som Fanteguttens Banemand. En Høstdag gik Snildalingen ud for at søge efter en Bjørn, som han havde hørt om. Han pleiede at være ude flere Dage i Træk og havde derfor rustet sig godt. Om Kvelden søgte han Ly i en Udlade og grov sig ned i Høet. Da det led ud paa Natten, kom et helt Taterfølge ind der, og Snildalingen blev ikke lidet ræd, da han mærkede, at Fantegutten var iblandt dem. Følget havde en liden Hund med, som for omkring og knistrede, saa det skjønte, at det ei var alene der. Saasnart det blev Morgen, drog det derfor sin Vei. Snildalingen biede en Stund, men styrede saa sine Skridt op mod Fjeldet. Da han var kom-<noinclude> <references/></noinclude> gvcwnlj9hl25u21lfx7rcnw46furmej 104 72702 333500 189986 2026-09-19T15:04:50Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333500 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>men et Stykke opover, mødte han Fantegutten, der havde fjernet sig lidt fra sine Kammerater. Han var nok saa blid og godlynt og gav sig i Snak med Snildalingen, som han tidligere havde truffet sammen med paa Fjeldet. Han bad ham om at faa se paa hans Bøsse; men da Snildalingen vidste, at Fantegutten kunde forhexe den, vilde han ikke indlade sig paa det. Nu blev Fanten sint og greb til Kniven, men Snildalingen trak sig dog saavidt fra ham, at han fik en Sølvknap i Bøssen og tog Sigte paa Fanten, som stupte. Han ransagede saa den ene af hans Lommer og fandt i den et Gulduhr, som han stak til sig. Men videre Undersøgelse fik han ikke anstillet, da han hørte hele Fantefølget, som var hidkaldt ved Skuddet, komme ansættende, og det var kun med Nød og neppe han vandt at skjule sig i en Høgrav i Nærheden. Først plyndrede Fanterne sin faldne Kammerat, og siden gav de sig til at søge efter Snildalingen. Mangen Gang vare de lige indpaa ham, der han laa, men de saa ham dog ikke og maatte omsider drage videre med uforrettet Sag. Aaret efter var Snildalingen paa Markedet i Throndhjem. Medens han gaar omkring paa Torvet med en Bjørnehud paa Armen, kommer der en bort til ham og hvisker ham i Øret: „Du skjød en Bjørn ifjor; men du snuede (ɔ: flaaede) den ikke paa den rette Side.“ Snildalingen saa sig om, men Fanten var forsvunden i Vrimmelen. {{liten blokk|Meddelt af O. A. Øverland.}}<noinclude> <references/></noinclude> 04f96nrxku0myd0i70u5b9q2mg4zcgp 104 72703 333502 189987 2026-09-19T15:05:10Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333502 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> {{midtstilt|{{større|'''Snarøen.'''}}}}</noinclude> <section begin="Snarøen" /> Denne Ø ligger i Asker Præstegjeld en Milsvei fra Christiania og forbindes med Fastlandet ved en liden Bro, som kaldes Hundesunds-Broen. „Denne lille Bro har været mange betydelig. Naar et Barn, ja og en Voxen har været ombyttet, forhexet eller længe sygelig, skulde samme af et Par Kvindfolk, som mødtes der om Aftenen, løftes tre Gange rundt om Broen tre Thorsdags Aftener i Rad, uden at de maatte tale til hinanden ved Forretningen; ved saadan Forretning har man der fundet mange Dukker, Krykker m. m. Denne Ceremoni skulde nu have den Virkning, at den Syge skulde snart miste sit Onde enten ved Døden eller ved Helbredelse.“ {{liten blokk|C. Kølle. Kort Beskrivelse over Snarøen. Chra. {{antikva|s. a.}} 4.}} <section end="Snarøen" /> {{midtstilt|{{større|'''Et Grændsemøde.'''}}}} <section begin="Et Grændsemøde" /> Det fortælles blandt Folket langs Rigsgrændsen i Wermeland, at en hel Del norske og svenske Bønder mødtes paa en Sø og kom overens om at slaas Mand imod Mand; den, som tabte, skulde druknes og nedsænkes i en dertil ophugget Vaag. Efterat Mandefaldet var blevet lige stort paa begge Sider, tog de tiloversblevne frem sine Brændevinsflasker, „drak sig en Dram eller to“ og fore som Venner hver hjem til sit Land igjen. {{liten blokk|{{antikva|E. Fernow, Beskrifning öfver Wermeland. Götheborg}} 1773, S. 826.}}<noinclude> <references/></noinclude> lseot91tit3gsp3k2bll1roznn6pzed 104 72704 333504 189988 2026-09-19T15:05:30Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333504 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> {{midtstilt|{{større|'''Valborg i Faret.'''}}}}</noinclude>Paa en sort, forøvrigt aldeles skaldet Fjeldvæg bag Liknes Hovedkirke i Kvinesdal er der en Plet, som er bevoxet med hvid Mose og ligner en Kvinde med et Barn paa Armen. Hertil knytter sig følgende Sagn. Tvers overfor Kirken boede en rig Kone Valborg, som eiede de to store Gaarde Aamot og Gullestad. Hendes Levetid falder rimeligvis i det sextende Aarhundredes anden Halvdel og det syttende Aarhundrede, og hun siges at have været en meget anseet Kone, saa at Folk brugte at true hverandre med at klage til „Mor i Faret“, dersom nogen fandt sig fornærmet. Hun skal ogsaa have „forpagtet Tobakshandelen i hele Lister Len“. Valborgs Hus paavises endnu ved Sundstedet Faret, som oprindelig var en Del af Gullestad. Men ikke fornøiet med sine store Eiendomme, vilde hun ogsaa „for at kunne gaa til Kirke paa sin egen Jord“ tilegne sig Pladsen Liknes. Ved en Markegangsforretning der leiede hun to Mand til at lægge Muld fra Faret i sine Trætøfler for at kunne sværge paa, at de „stod“ paa hendes Jord. Til Straf for denne Ugudelighed blev hun efter Døden flyttet op i Fjeldet, og hendes Barn maatte følge hende, fordi det „havde givet Moderen Hug“. Om en af de to Menedere fortælles, at da hans Lig skulde begraves og derfor førtes ned ad en brat Li (Aasekleven), satte der sig en Ravn paa Kisten, der dog strax fløi bort, men derefter var den hidtil tunge Kiste bleven meget lettere at bære. Skraas overfor hint Fjeld paa samme Side som Kirken, men høiere op i Dalen, sees paa en brat Klippevæg (som almindelig kaldes „Helvede“) en Figur, dannet af sort Mose, der har slaaende Lighed med en Mand.<noinclude> <references/></noinclude> iobvw7b9uv5vjrq79vxdav61260re1y 104 72705 333506 189989 2026-09-19T15:05:50Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333506 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>{{blank linje}} Det er Valborgs Mand, som, fordi han ikke lod sig afskrække ved sin Hustrues Skjebne, har faaet Plads her for en lignende Brøde. Han var stevnet til Things og for en Dommer, der var kjendt som en streng Mand og havde for Skik at stevne Folk til at møde, førend Solen randt. Valborgs Mand kjendte vel denne Dommerens Sædvane, men mødte alligevel først langt ud paa Formiddagen og svor endog paa, at han ikke var kommen forsent, fordi han den Dag ikke havde seet Solen rinde. Det var nemlig den Dag Graaveir. Han blev da sat i Fjeldet, saa at han og hans Hustru bestandig skulde kunne se over til hinanden. Det heder ogsaa, at Valborg havde taget til sig en Pige, der kaldte hende Moster. Mange friede til hende, men Alle fik Nei, indtil omsider en Østmand, der klædte sig af ved Nesset og svømmede over Elven til Faret, blev den lykkelige. Efter sin Død gik Valborg igjen for denne Søsterdatter. {{liten blokk|Mundtlig fortalt mig. Paa Kvinesheien mellem Kvinesdal og Hegebostad findes en sprukken Sten, hvortil knytter sig et Sagn der minder om Fortællingen om Valborg. Ogsaa her havde en Kone med Jord i Trætøflerne fra sin egen Gaard aflagt falsk Ed for at tilvende sig fremmed Eiendom. Men Stenen, hvorpaa hun stod, sandsynligvis en Grænsesten, revnede og benævnes siden „Kjærringkjesten“. I umindelige Tid er har det været Skik, at Forbifarende kastede en Smaasten i Revnen, der nu er aldeles opfyldt af saadanne{{rettelse||.}} }}<noinclude> <references/></noinclude> e3o2gtwct2pnioy4mvpdv5t28ak4q59 104 72706 333508 189990 2026-09-19T15:06:10Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333508 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> {{midtstilt|{{større|'''Ulvene i Ryfylke.'''}}}}</noinclude>En af Ryfylkes største Plager var gjennem Aarhundreder Ulvene. De vare især brydsomme, fordi der holdtes en Mængde Sauer, som kunde gaa ude Vinter og Sommer, hvis der ikke var Fare for Ulven. Nordvestligst i Ryfylke ligger en stor Halvø, der indbefatter elleve eller tolv Kirkesogn, og som kun ved Eidet Sandeid hænger sammen med det store Fastland. Over dette Eid, som er omtrent tre Fjerdinger langt, vedligeholdtes i umindelige Tider et fra Sø til Sø udspændt Bastetaug, der paa opstaaende Pæle holdtes saa høit over Jorden, at Ulvene ikke kunde springe over; Erfaring havde vist, at de aldrig sprang under Tauget. Paa denne simple Maade var den hele store Halvø fri for Ulvene og kunde have sine Smaler ude i Fred baade Sommer og Vinter. En paa Sandeid boende Strandsidder, „Vargefuten“, havde Opsyn med „Vargeverget“ og foretog hver Sommer en flere Uger lang Vandring gjennem Bygderne for at opkræve sin Told. Denne hans Løn var oprindelig kun en Skilling aarlig af hver „Buande“, men var i Tidens Løb voxet op til flere Skilling. Men Ulvene holdt sig skadesløse i de indre Bygder af Ryfylke og ikke mindst i selve Sandeid, hvor de streifede lige hen til det udspændte Taug. Men i Aaret 1777, „det Aar, da man skrev de tre Syvtal“, kom en Fin til Sandeid. Da han fik høre om Hensigten med det udspændte Taug, spurgte han, om man ikke heller vilde give ham noget, for at han skulde skille Bønderne aldeles af med Ulvene. Da han nu ikke gjorde ubillige Fordringer, gik man ind paa hans Forslag, og Ulvene forsvandt ganske rigtig aldeles fra Egnen. Da<noinclude> <references/></noinclude> h7r2oxh01r38ix6s4p7qix2kh7aysri 104 72707 333510 189991 2026-09-19T15:06:30Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333510 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude> man spurgte ham, hvorlænge man kunde være vis paa at være dem kvit, svarede han, at det idetmindste skulde vare en god Mandsalder, men naar atter syv og sytti Aar vare forløbne, kunde det nok hænde, at Ulvene kom igjen. Besynderlig nok viste sig virkelig i Aaret 1854 pludselig en Mængde Ulve i Ryfylke til stor Skade og Skræk for Almuen, som i Mands Minde ikke havde vidst af dem at sige. I Røldals Kirke hængte eller hænger maaske endnu en Sølvtavle med Aarstallet 1777 og en Indskrift, der oplyste, at Hjelmelands Menighed skjænkede Røldals Kirke Tavlen som et Taknemmeligheds-Offer, fordi Præstegjeldet i dette Aar var befriet for Ulvene. {{liten blokk|Aftenbladet 1868, No. 50 (meddelt af forhenværende Provst og Sognepræst Løberg).}} {{liten blokk|I Pontoppidans Norges nat. Hist. {{antikva|II.}} S. 29 forekommer følgende Fortælling om Ulvene:}} I gamle Dage kjendte man ikke til Ulven i Bergens Stift eller paa Vestkanten af Norge, men paa Østlandet har den bestandig holdt sig. Filefjeld var dens Grændse, og derover kom den aldrig, førend omtrent 1718 eller mod Enden af „sidste“ Krig, da Krigsfolk jevnlig maatte gaa over Fjeldet og Fødevarer bleve førte over i Mængde ved Vintertid. Den altid sultne Ulv skal da have fulgt Lugten og paa den Maade ladet sig lokke over Fjeldet.<noinclude> <references/></noinclude> ktu8xzgzr9zgqyelth2zqk3nen5avnw 104 72708 333512 189992 2026-09-19T15:06:50Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333512 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> {{midtstilt|{{større|'''Ole Vigedal.'''}}}}</noinclude>I Midten af det attende Aarhundrede var der en Præst i Kvinesdal, Mads Andersen Horsens, en født Jyde. Han er den sidste, hvem Bygdetraditionen benævner ved Døbenavn „Hr. Mads“. Han havde adskillige Børn, som alle gik over i Bondestanden. En af dem, Lisbeth Godtzen, var dog førstegang gift med en „Student“ (egentlig nok Kapellan hos Faderen) Ole Vigedal. En Søndag havde denne Ole Vigedal præket i H vedkirken og ved samme Leilighed ivret stærkt mod den Drik og Usædelighed, som gik for sig paa Pladsen Nesset lige ved Kirken, og nævnt endel af de værste Svirebrødre ved Navn. Om Eftermiddagen samme Søndag gik han ogsaa selv hen til Nesset for at tale for Drikkebrødrene. Men disse, der allerede havde faaet sig et godt Rus, bleve saa rasende, da de saa ham, at de stak ham ihjel og kastede Liget ud i en Bugt af Elven, der heder Knivsviken, som det fortælles, til Minde om denne Begivenhed. Liget drev ud i Søen og blev fundet igjen langt ude i Fjorden. En Retssag reistes, men Gjerningsmændene bleve ikke opdagede. Ikke desto mindre er der endnu, efter mere end hundrede Aars Forløb, Folk i Dalen, der vide at nævne Hovedmanden for Forbrydelsen. Vigedals Enke, Lisbeth, giftede sig, inden Aar var omme, med en Bonde paa Aamot og fik med ham flere Sønner. Alle disse, saavelsom ogsaa Moderens Søn af første Ægteskab, der hed Ole Vigedal ligesom Faderen, udvandrede til Holland, hvor det skal have gaaet flere af dem ret godt. Men den unge Ole Vigedal, der for tilsøs med et hollandsk Skib, faldt i Barbareskers Hænder og<noinclude> <references/></noinclude> 0x3d8zo9tacjgclcg65tny1p6qiioyw 104 72709 333514 189993 2026-09-19T15:07:10Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333514 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Ole Vigedal" /> førtes som Fange til Tunis. Herfra fik han Anledning til at skrive hjem til sin Stiffader paa Aamot og bad ham om at faa udbetalt sin Fædrenearv for at kunne faa Løsepenge. Men denne havde ingen Lyst til at rykke ud med Arven, skjulte Brevet og svarede ikke. Ole døde i Fangenskab, og da Moderen endelig fik Sammenhængen at vide, sørgede hun sig tildøde. {{liten blokk|Mundtlig fortalt mig. Om de dengang saa hyppige Forbindelser med Holland se mit i 1880 udkomne Skrift: Nordmænds Udvandringer til Holland og England.}} <section end="Ole Vigedal" /> {{midtstilt|{{større|'''Fingubben og den danske Pige.'''}}}} <section begin="Fingubben og den danske Pige" /> En ung præstlært Mand kom fra Danmark til et Præstekald i Nordland og havde en Pige med sig fra sit Fødeland for at stelle i Huset. En ung „Fingubbe“ blev forelsket i den vakre danske Pige og friede til hende. Han skal have frembaaret sit Frieri saaledes: <poem> Aa vil du ha’ deg en Fingubb spræk :Til din Make, So er her Guten, som Ingen tek, :Stød i Taket. Eit Hjarta trutt og ei Hytta varm Ein Reinsdyrflokk og ein beinheil Arm :Er aa ta’ til. </poem> Men Pigen vilde aldeles ikke have Fingubben og svarede Nei. Kort efter fik Præsten sig et nyt Kald i Hardanger, og Pigen fulgte med. De skulde reise til<noinclude> <references/></noinclude> mzpyhyqww9wowveivrh60q15cz6d53y 333711 333514 2026-09-19T16:01:16Z Kåre-Olav 25 ppoem 333711 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|189}}</noinclude><section begin="Ole Vigedal"/>førtes som Fange til Tunis. Herfra fik han Anledning til at skrive hjem til sin Stiffader paa Aamot og bad ham om at faa udbetalt sin Fædrenearv for at kunne faa Løsepenge. Men denne havde ingen Lyst til at rykke ud med Arven, skjulte Brevet og svarede ikke. Ole døde i Fangenskab, og da Moderen endelig fik Sammenhængen at vide, sørgede hun sig tildøde. {{liten blokk|Mundtlig fortalt mig. Om de dengang saa hyppige Forbindelser med Holland se mit i 1880 udkomne Skrift: Nordmænds Udvandringer til Holland og England.}} {{---}} <section end="Ole Vigedal"/> <section begin="Fingubben og den danske Pige"/>{{midtstilt|{{større|'''Fingubben og den danske Pige.'''}}}} En ung præstlært Mand kom fra Danmark til et Præstekald i Nordland og havde en Pige med sig fra sit Fødeland for at stelle i Huset. En ung „Fingubbe“ blev forelsket i den vakre danske Pige og friede til hende. Han skal have frembaaret sit Frieri saaledes: {{ppoem|style=font-size:83%| Aa vil du ha’ deg en Fingubb spræk :::Til din Make, So er her Guten, som Ingen tek, :::Stød i Taket. Eit Hjarta trutt og ei Hytta varm Ein Reinsdyrflokk og ein beinheil Arm :::Er aa ta’ til. }} Men Pigen vilde aldeles ikke have Fingubben og svarede Nei. Kort efter fik Præsten sig et nyt Kald i Hardanger, og Pigen fulgte med. De skulde reise til <section end="Fingubben og den danske Pige"/><noinclude> <references/></noinclude> swnuungj364zhrk32diuxth6lzlxucu 104 72711 333516 189995 2026-09-19T15:07:30Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333516 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Fingubben og den danske Pige" /> stor brandgul Flue fygende ind i Kirken mellem Almuen og fløi lige hen til Bruden. En Stund efter kom der en til. Bruden blev bleg og var færdig til at synke ned. Præsten standsede i sin Tale og spurgte, hvad der feilede hende. Bruden sagde da fra, at det var vist Gand, sendt af Finnen, som var ude og gik, og at endnu var nok den tredie og værste Fluen tilbage. Der var liden Von om, at hun kunde holde det ud, sagde hun, og fik det hende til at sige ned, da var det forbi med hende. Præsten faldt da paa Knæ og gjorde Bøn for hende, og efterpaa sang Almuen den Psalme: „Saa skal da Satans Rige“. Mens Psalmen blev sungen, kom Fluen surrende ind i Kirken med stor Larm, men sagtnede alt mere og mere, jo nærmere den kom Alteret, og var rent ødelagt, da den naaede Bruden. Siden havde hun Fred for Fingubben. {{liten blokk|„Sveinn Urædd“ for 1869, No. 24. Meddeleren. (en Anonym, {{antikva|O. L.}}) sætter de Begivenheder, som have givet Anledning til dette Saga kun 70 Aar tilbage i Tiden.}} <section end="Fingubben og den danske Pige" /> {{midtstilt|{{større|'''Kongehøien i Gjerdrum.'''}}}} <section begin="Kongehøien i Gjerdrum" /> Strax ved Gaarden Sandum, hvor Christian den Fjerde skal have overnattet den 6te September 1602, ligger en Sandhøi, hvor Kongen skal have skudt en Vilddue, hvorfor den endnu heder Kongehøien. En fattig Kone fandt omtrent 1730 et Guldstykke der, der mentes at hidrøre fra den Leilighed. Huset, hvori Christian boede, blev først nedrevet for tredive Aar siden.<noinclude> <references/></noinclude> q1tk7eeelz5yqk7gd6bka7e8ixilltu 104 72712 333520 190792 2026-09-19T15:08:10Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333520 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Kongehøien i Gjerdrum"/>{{blank linje}} {{liten blokk|Svendsens utrykte Samlinger om Chra. Stifts Geistlighed. Hvor ubetydeligt end Sagnet er, fortjener det dog at mærkes, fordi det er en af de yderst faa Tratitioner, man har om en Konge, om hvem man havde kunnet vente, at han maatte være bleven en Sagnfigur.}} <section end="Kongehøien i Gjerdrum"/> {{midtstilt|{{større|'''Christian den Sjette paa Søndmøre.'''}}}} <section begin="Christian den Sjette paa Søndmøre"/>{{liten blokk|Christian den gjette foretog i 1733 i Følge med sin Dronning, Sophia Magdalene, og sin Svigermoder, Markgrevinde Sophia Christina af Culmbach, samt en stor Skare Hoffolk en kostbar og for Undersaatterne yderst trykkende Reise i Norge. Den er beskreven af J. Kjerulf i en stor Foliant. Paa Søndmøre har Traditionen endnu bevaret endel Træk fra Kongens Besøg der.}} Da Kongen paa sin Norgesreise drog sydover fra Throndhjem, fik Lensmændene i Vatne og Valle Skibreder, Christopher Gering og Peder Jetmundsen, Befaling til Bygdernes bedste Mænd for at skydse. Peder Jetmundsen, som haabe hørt om Christians pietistiske Tilbøieligheder, lod for at behage Kongen sine Aarer, Øsekar, Tofter, Seil, Master, Tiljer o. s. v. bemale med Korsets Tegn og befalede sit Mandskab at sætte sit bedste Bededagsansigt op. Da Bønderne nu vare komne sammen og ventede paa Kongen, fik de høre mange Rygter om, hvor strengt denne havde faret frem mod Fogder og Lensmænd og mod formuende Folk, som havde beriget sig paa Fattiges Bekostning. Blandt dem, som hørte paa dette, var en af de rigeste Bønder paa Søndmøre, Anders Christensen Sorte. Dagen efter var han væk, og man fik siden vide, at han var bleven bange for Kongen og havde listet sig hjem og krøbet ind paa Høhjellen i Fjøset, hvor han laa saalænge, <section end="Christian den Sjette paa Søndmøre"/><noinclude> <references/></noinclude> mfgrqk3lh9g181n7mduewgu6f5ho9wo 104 72713 333522 189997 2026-09-19T15:08:30Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333522 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>til Skydsfølget var vel af Gaarde. Men alt dette kunde Anders dog have sparet sig, thi Kongen tog en anden Vei, og disse Skydsfolk kom ikke til at saa ham at se. Amtmand Solgaard, som boede paa Moldvergaard ved Aalesund, havde ventet, at Kongen vilde taget ind til ham, og derfor gjort store Forberedelser i sit Hus, hvorfra der vaiede fire og tyve røde Vimpler. Men Christian „havde hørt adskillige mistænkelige Ytringer“ om Amtmanden og tog derfor i Land paa Brunholmen. Amtmanden bad ham da gjentagne Gange komme over til sig, men fik i dets Sted Befaling selv at drage over til Brunholmen. Det turde han ikke, og „der kom derfor Bud til Kongen, at Amtmanden var død om Natten.“ (Han levede dog rigtignok endnu ni Aar senere). Paa den Tid var Hr. Peder Strøm (S. 53—54) Præst i Borgund, „han og Kongen havde studeret sammen i Wittenberg,“ og derfor skulde han nu prædike. Der blev da i Herberget paa Brunholmen indrettet et Rum til Gudstjeneste. Tversover Gulvet satte man et Stakit, og indenfor det sad Kongeparret og Hoffolkene, men udenfor det kunde hvem, som vilde, komme, saalænge Pladsen strakte til. Da Veiret var slet, maatte det kongelige Følge blive flere Dage i Aalesund, som da ogsaa fik Navn af Taalesund. Da man endelig kunde komme afsted, havde Sophie Magdalene vanskeligt for at komme i Baaden, thi der manglede Landgangsbrygge. Da tog Lars Paalssøn Ingeset, Tjenestedreng hos Manden paa Brunholmen, Dronningen paa sin Arm, som hun stod der i fuld Reisedragt, og bar hende til stor Forbauselse for alle Tilstedeværende ned i Baaden som Ingenting. {{liten blokk|Meddelt af P. Fylling i Møringen 1870, No. 11—12. Amtmand Solgaard er formodentlig den samme Christian Solgaard,}}<noinclude> <references/></noinclude> a3iw1u3waegws8900dmb2veszis338d 333712 333522 2026-09-19T16:02:12Z Kåre-Olav 25 ordner blokk 333712 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|193}}</noinclude>til Skydsfølget var vel af Gaarde. Men alt dette kunde Anders dog have sparet sig, thi Kongen tog en anden Vei, og disse Skydsfolk kom ikke til at saa ham at se. Amtmand Solgaard, som boede paa Moldvergaard ved Aalesund, havde ventet, at Kongen vilde taget ind til ham, og derfor gjort store Forberedelser i sit Hus, hvorfra der vaiede fire og tyve røde Vimpler. Men Christian „havde hørt adskillige mistænkelige Ytringer“ om Amtmanden og tog derfor i Land paa Brunholmen. Amtmanden bad ham da gjentagne Gange komme over til sig, men fik i dets Sted Befaling selv at drage over til Brunholmen. Det turde han ikke, og „der kom derfor Bud til Kongen, at Amtmanden var død om Natten.“ (Han levede dog rigtignok endnu ni Aar senere). Paa den Tid var Hr. Peder Strøm (S. 53—54) Præst i Borgund, „han og Kongen havde studeret sammen i Wittenberg,“ og derfor skulde han nu prædike. Der blev da i Herberget paa Brunholmen indrettet et Rum til Gudstjeneste. Tversover Gulvet satte man et Stakit, og indenfor det sad Kongeparret og Hoffolkene, men udenfor det kunde hvem, som vilde, komme, saalænge Pladsen strakte til. Da Veiret var slet, maatte det kongelige Følge blive flere Dage i Aalesund, som da ogsaa fik Navn af Taalesund. Da man endelig kunde komme afsted, havde Sophie Magdalene vanskeligt for at komme i Baaden, thi der manglede Landgangsbrygge. Da tog Lars Paalssøn Ingeset, Tjenestedreng hos Manden paa Brunholmen, Dronningen paa sin Arm, som hun stod der i fuld Reisedragt, og bar hende til stor Forbauselse for alle Tilstedeværende ned i Baaden som Ingenting. {{liten blokk/s}} Meddelt af P. Fylling i Møringen 1870, No. 11—12. Amtmand Solgaard er formodentlig den samme Christian Solgaard,<noinclude>{{liten blokk/e}} {{høyre|{{liten|13}}|2em}} <references/></noinclude> r9f53xncxxq4p5v3fgvfrma7iizdr1n 104 72714 333524 189998 2026-09-19T15:08:50Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333524 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Christian den Sjette paa Søndmøre" /> {{liten blokk|som var Regimentskvartermester under de danske og norske Troppers Tjeneste i Nederlandene 1692 (Chr. Bruun, Frederik Rostgaards Liv og Levnet, Kbhvn 1870, S. 29).}} <section end="Christian den Sjette paa Søndmøre" /> {{midtstilt|{{større|'''Lars Paalssøn Ingeset.'''}}}} <section begin="Lars Paalssøn Ingeset" /> Han var nitten Aar gammel, dengang han bar Sophia Magdalena ned i Baaden, og vedblev endnu i syv Aar at tjene paa Brunholmen. Da kom han hjem for at overtage Gaarden lille Ingeset, som var Bygselgaard under Skauge Kirke. Som han engang en Høstnat listede sig afsted til Store Fylling, hvor hans Kjæreste, Ingeborg Thorsteinsdatter, boede, fik han se Lys i Brunekleven. Lars havde sit Gevær med sig, tog Sigte paa Lyset og fyrede. I Graalysingen gik han op i Uren, thi han troede fuldt og fast, at det maatte være en Skat, siden der havde brændt Lys. Og ganske rigtig, han fandt, efter at have ledt vel, en Bøtte fuld af Sølvpenge. En Stund efter kom Ingeborgs Fader til Ingeset, og Lars begyndte at tale til ham om hans Datter. Thorstein sagde først Nei og beskyldte Lars for at have sat sig i Gjæld i de Aar, han tjente paa Brunholmen. Da gik Lars ind i Koven og kom igjen med sin Bøtte, satte den paa Gulvet og gav den et Spark, saa alle Sølvpengene dryssede henover Gulvet. „Her ser du den Gjæld,“ sagde han, „som jeg har gjort paa Brunholmen.“ Nu havde Thorstein Fylling Intet imod Giftermaalet, og det blev da bestemt, at Lars skulde komme til Fylling om Løverdagen, saa skulde Alt blive bragt i Orden. Han kom og blev godt modtagen, men Bevertningen var tarvelig, thi det var midt i de tre store Uaars Tid, i 1742, og det foregaa-<noinclude> <references/></noinclude> 5v8nrsygow9fz4uzusyuabeflxwk79y 333713 333524 2026-09-19T16:03:05Z Kåre-Olav 25 ordner blokk 333713 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|194}} {{liten blokk/s}}</noinclude><section begin="Christian den Sjette paa Søndmøre"/>som var Regimentskvartermester under de danske og norske Troppers Tjeneste i Nederlandene 1692 (Chr. Bruun, Frederik Rostgaards Liv og Levnet, Kbhvn 1870, S. 29). {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Christian den Sjette paa Søndmøre"/> <section begin="Lars Paalssøn Ingeset"/>{{midtstilt|{{større|'''Lars Paalssøn Ingeset.'''}}}} Han var nitten Aar gammel, dengang han bar Sophia Magdalena ned i Baaden, og vedblev endnu i syv Aar at tjene paa Brunholmen. Da kom han hjem for at overtage Gaarden lille Ingeset, som var Bygselgaard under Skauge Kirke. Som han engang en Høstnat listede sig afsted til Store Fylling, hvor hans Kjæreste, Ingeborg Thorsteinsdatter, boede, fik han se Lys i Brunekleven. Lars havde sit Gevær med sig, tog Sigte paa Lyset og fyrede. I Graalysingen gik han op i Uren, thi han troede fuldt og fast, at det maatte være en Skat, siden der havde brændt Lys. Og ganske rigtig, han fandt, efter at have ledt vel, en Bøtte fuld af Sølvpenge. En Stund efter kom Ingeborgs Fader til Ingeset, og Lars begyndte at tale til ham om hans Datter. Thorstein sagde først Nei og beskyldte Lars for at have sat sig i Gjæld i de Aar, han tjente paa Brunholmen. Da gik Lars ind i Koven og kom igjen med sin Bøtte, satte den paa Gulvet og gav den et Spark, saa alle Sølvpengene dryssede henover Gulvet. „Her ser du den Gjæld,“ sagde han, „som jeg har gjort paa Brunholmen.“ Nu havde Thorstein Fylling Intet imod Giftermaalet, og det blev da bestemt, at Lars skulde komme til Fylling om Løverdagen, saa skulde Alt blive bragt i Orden. Han kom og blev godt modtagen, men Bevertningen var tarvelig, thi det var midt i de tre store Uaars Tid, i 1742, og det foregaa- <section end="Lars Paalssøn Ingeset"/><noinclude> <references/></noinclude> 8mn8wqkhbnx80njdgrtgkel0c3ukx7c 104 72716 333526 190182 2026-09-19T15:09:10Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333526 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Lars Paalssøn Ingeset"/>Grytelien. Det var i de Dage ikke altid sikkert for Tyve og Røvere, og det hændte flere Gange, at Lars var udsat for dem. Engang kom saaledes en bortrømt Soldat i en forreven Mundering imod ham, men Lars vendte sig paa Hesten og raabte af fuld Hals: „Kom hid, Karle, her har vi Tyven!“ Den Anden blev nu saa forskrækket, at han rømte sin Vei. Paa sine gamle Dage blev Lars stolt af sine Penge og kom saaledes en Søndag i 1760 til Skauge Kirke med Metalknapper i sin Trøie, hvilket var en næsten ukjendt Pragt blandt Bønderne i de Dage, da man hjalp sig med Hægter. Hans gamle Ven, Anders Christenssøn Sorte, den samme Mand, som i sin Tid havde rømt for Christian den Sjette, gik da hen til ham og sagde: „Hvad ser jeg, Lars, du har jo faaet Knapper i din Trøie. Jeg har nu næsten tre hundrede Daler i Sølv, men Knapper i Trøien har jeg ikke, og dem skal heller ikke du bære, om du vil være min Ven herefter.“ Lars mente, at han havde fulde tre hundrede Daler og derfor vilde bære sine Knapper. „Ja, men de Penge har du ikke erhvervet dig ved dit Arbeide, men du har gravet dem op i Brunekleven,“ sagde Anders. Men Lars lo og beholdt sine Knapper. {{liten blokk|Møringen 1870, No. 42, meddelt af P. Fylling.}} <section end="Lars Paalssøn Ingeset"/> {{midtstilt|{{større|'''To Soldater.'''}}}} <section begin="To Soldater"/>Af alle de Soldater fra Ørskogs Præstegjeld paa Søndmøre, som bleve udkommanderede til Tiaarskrigen <section end="To Soldater"/><noinclude> <references/></noinclude> d62gseoc35d3fua5n6z4qcd9sso4qyw 104 72717 333528 190001 2026-09-19T15:09:30Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333528 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="To Soldater" /> mod Svensken i Karl den Tolvtes Tid, var det kun to, som fik se sin Hjembygd igjen. Den ene hed Zacharias Klok. Da han efter de mange Aars Forløb kom hjem og traadte ind i Stuen, saa han sin Kone gift med en Anden, med hvem hun alt havde flere Børn. — Den anden Soldat, som hed Knut, havde faaet et Hug over Haanden, saa hans Fingre vare stive. Med Møie opryddede han sig da en liden Jordflæk og byggede sig en Hytte i Skauge Sogn paa et Sted, som heder Agnnes, fordi Fiskere der pleiede at grave Agn. Der kunde han føde tre Sauer og tiggede sig forresten, hvad han behøvede, indtil han omsider blev ganske affældig og blev Lægdemand. Han vilde gjerne fortælle om Krigen, men talte helst om sig selv. Han havde været Dragon, og engang var hans Hest bleven skudt under ham, og han selv blev forfulgt af en Svenske. For at redde sig maatte han springe over et Gjerde; men Bandoleret blev hængende fast i en Gjerdestør. Ved den Leilighed fik han det Hug, som gjorde ham vanfør. {{liten blokk|Møringen 1870, No. 43, meddelt af P. Fylling.}} <section end="To Soldater" /> {{midtstilt|{{større|'''Sille Gad.'''}}}} <section begin="Sille Gad" /> {{liten blokk|Som bekjendt har Holberg ofte i sine Verker benyttet virkelige, ja tildels dengang endnu levende Personers Navne, som Nils Klim, Abelin, Paul Rytter o. s. v. med stor Frihed. Jeg anser det ogsaa høist sandsynligt, at han med den lærde Zille Hansdatter, „som kunde {{antikva|explicere}} den mørkeste latinske Bog“ o. s. v., og hvem han lægger sin {{antikva|Gynaicologia}} eller Forsvarsskrift for Qvinde-Kiønnet“ i Munden, har tænkt paa en virkelig Person. Han har nemlig utvivlsomt ment en Pige fra sin egen Fødeby, som han ganske vist}}<noinclude> <references/></noinclude> 1ni5pz67rzwe12ex18f7r408wubw44k 333714 333528 2026-09-19T16:04:25Z Kåre-Olav 25 ordner blokk 333714 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|197}}</noinclude><section begin="To Soldater"/>mod Svensken i Karl den Tolvtes Tid, var det kun to, som fik se sin Hjembygd igjen. Den ene hed Zacharias Klok. Da han efter de mange Aars Forløb kom hjem og traadte ind i Stuen, saa han sin Kone gift med en Anden, med hvem hun alt havde flere Børn. — Den anden Soldat, som hed Knut, havde faaet et Hug over Haanden, saa hans Fingre vare stive. Med Møie opryddede han sig da en liden Jordflæk og byggede sig en Hytte i Skauge Sogn paa et Sted, som heder Agnnes, fordi Fiskere der pleiede at grave Agn. Der kunde han føde tre Sauer og tiggede sig forresten, hvad han behøvede, indtil han omsider blev ganske affældig og blev Lægdemand. Han vilde gjerne fortælle om Krigen, men talte helst om sig selv. Han havde været Dragon, og engang var hans Hest bleven skudt under ham, og han selv blev forfulgt af en Svenske. For at redde sig maatte han springe over et Gjerde; men Bandoleret blev hængende fast i en Gjerdestør. Ved den Leilighed fik han det Hug, som gjorde ham vanfør. {{liten blokk|Møringen 1870, No. 43, meddelt af P. Fylling.}} {{---}} <section end="To Soldater"/> <section begin="Sille Gad"/>{{midtstilt|{{større|'''Sille Gad.'''}}}} {{liten blokk/s}} Som bekjendt har Holberg ofte i sine Verker benyttet virkelige, ja tildels dengang endnu levende Personers Navne, som Nils Klim, Abelin, Paul Rytter o. s. v. med stor Frihed. Jeg anser det ogsaa høist sandsynligt, at han med den lærde Zille Hansdatter, „som kunde {{antikva|explicere}} den mørkeste latinske Bog“ o. s. v., og hvem han lægger sin {{antikva|Gynaicologia}} eller Forsvarsskrift for Qvinde-Kiønnet“ i Munden, har tænkt paa en virkelig Person. Han har nemlig utvivlsomt ment en Pige fra sin egen Fødeby, som han ganske vist <section end="Sille Gad"/><noinclude>{{liten blokk/e}} <references/></noinclude> khm0w4irujqleds24gks7zps1nt3h4y 104 72718 333530 190790 2026-09-19T15:09:50Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333530 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Sille Gad"/>{{liten blokk|selv har kjendt eller dog seet, Sille Gad, Datter af en Auditør i Bergen. Om hendes store Lærdom i de gamle Sprog kan henvises til Thuras {{antikva|Gynaec. Dan. Literat. p.}} 63 og Schønaus lærde Fruentimmer, S. 663 flg. Af nogle af hendes elegante latinske Vers, som findes i Haandskrist i den „Bøllingske“ Brevsamling paa det store kgl. Bibl. i Kbhvn., ser man, at hun ca. 1707 var i Kjøbenhavn som dømt eller tiltalt paa Livet for en grov Forbrydelse, den hun dog ikke selv nævner. Nedenstaaende Optegnelse (meddelt Erik Pontoppidan af en Præst i Tysnes ca. 1751) vil imidlertid oplyse, hvori hun havde gjort sig skyldig.}} „Hr. Abraham Berg, Provst paa Tysnes, hans Datter-Datter var den i de Tider bekjendte Sille Gad, hvilken myrdede sit Foster, som hun længe skjulte iblandt sine Bøger. Men endskjønt samme Gjerning siden blev aabenbaret og hun derfor aktioneret, blev hun dog i Henseende til sin Erfarenhed i det græske og ebraiske Sprog benaadet paa Livet.“ {{liten blokk|Chra. Univ. Bibl. Manuskr. fol. 337. Norsk historisk Tidsskrift, {{antikva|II.}} S. 266—267 og {{antikva|Torfæana p.}} 149. hvor Torfæus omtaler hendes Forbrydelse i et Brev til Otto Sperling af 7de August 1705 {{rettelse|saaleledes|saaledes}}: „{{antikva|Magna laborat egestate docta illa, quae Bergis vixit, Sylla Gat, partum enixa, vivum an mortuum ambigitur, nec causae exitum adhuc scimus, egregie docta albo castimonii turpiter excidit}}.“}} <section end="Sille Gad"/> {{midtstilt|{{større|'''Ludvig Holbergs Barndom.'''}}}} <section begin="Ludvig Holbergs Barndom"/>Som bekjendt mistede Holberg meget tidlig sine Forældre og tilbragte senere endel af sine Barndomsaar paa Froens Præstegaard i Gudbrandsdalen hos en Frænde, Præsten Otto Munthe. Lige indtil 1806 stod paa Præste- <section end="Ludvig Holbergs Barndom"/><noinclude> <references/></noinclude> t4b8wb5zhwt1llk5y3ap56wnv5qjaqb 333715 333530 2026-09-19T16:05:19Z Kåre-Olav 25 ordner blokk 333715 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|198}} {{liten blokk/s}}</noinclude><section begin="Sille Gad"/>selv har kjendt eller dog seet, Sille Gad, Datter af en Auditør i Bergen. Om hendes store Lærdom i de gamle Sprog kan henvises til Thuras {{antikva|Gynaec. Dan. Literat. p.}} 63 og Schønaus lærde Fruentimmer, S. 663 flg. Af nogle af hendes elegante latinske Vers, som findes i Haandskrist i den „Bøllingske“ Brevsamling paa det store kgl. Bibl. i Kbhvn., ser man, at hun ca. 1707 var i Kjøbenhavn som dømt eller tiltalt paa Livet for en grov Forbrydelse, den hun dog ikke selv nævner. Nedenstaaende Optegnelse (meddelt Erik Pontoppidan af en Præst i Tysnes ca. 1751) vil imidlertid oplyse, hvori hun havde gjort sig skyldig. {{liten blokk/e}} „Hr. Abraham Berg, Provst paa Tysnes, hans Datter-Datter var den i de Tider bekjendte Sille Gad, hvilken myrdede sit Foster, som hun længe skjulte iblandt sine Bøger. Men endskjønt samme Gjerning siden blev aabenbaret og hun derfor aktioneret, blev hun dog i Henseende til sin Erfarenhed i det græske og ebraiske Sprog benaadet paa Livet.“ {{liten blokk|Chra. Univ. Bibl. Manuskr. fol. 337. Norsk historisk Tidsskrift, {{antikva|II.}} S. 266—267 og {{antikva|Torfæana p.}} 149. hvor Torfæus omtaler hendes Forbrydelse i et Brev til Otto Sperling af 7de August 1705 {{rettelse|saaleledes|saaledes}}: „{{antikva|Magna laborat egestate docta illa, quae Bergis vixit, Sylla Gat, partum enixa, vivum an mortuum ambigitur, nec causae exitum adhuc scimus, egregie docta albo castimonii turpiter excidit}}.“}} {{---}} <section end="Sille Gad"/> <section begin="Ludvig Holbergs Barndom"/>{{midtstilt|{{større|'''Ludvig Holbergs Barndom.'''}}}} Som bekjendt mistede Holberg meget tidlig sine Forældre og tilbragte senere endel af sine Barndomsaar paa Froens Præstegaard i Gudbrandsdalen hos en Frænde, Præsten Otto Munthe. Lige indtil 1806 stod paa Præste- <section end="Ludvig Holbergs Barndom"/><noinclude> <references/></noinclude> 70mwh7e5ch1emxbahwzbknnz11bfvzp 104 72719 333532 191341 2026-09-19T15:10:10Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333532 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Ludvig Holbergs Barndom"/>gaarden en Stue, som man kaldte Holbergsstuen, og hvor en Huslærer, rimeligvis den samme, som omtales i en af Epistlerne, skal have holdt Skole for Ludvig Holberg og Præstens Børn. Ligeledes har man en Fortælling om, at hvergang en Reisende var indtruffen eller skulde indtræffe i Dalen, pleiede den lille Ludvig Holberg altid at løbe ned til det nærliggende Skydsskifte (Hunthorp) med en liden Notitsbog, hvori han optegnede Alt, hvad han kunde erfare om den Fremmedes Navn, Stand, Hjemstavn o. s. v. {{liten blokk|„Drammens Blad“ for 1861 (meddelt af Jac. Hovland). A. O. Vinje i „Ferdaminni fraa Summen 1860“ og Norsk historisk Tidsskrift, {{antikva|II.}} S. 252.}} <section end="Ludvig Holbergs Barndom"/> {{midtstilt|{{større|'''Oprindelsen til Adelsnavnet Benkestok.'''}}}} <section begin="Oprindelsen til Adelsnavnet Benkestok"/>Paa Gaarden Øren i Melø (Annexsogn til Rødø paa Helgeland) skal der endnu bo to Ætlinge af den gamle Adelsfamilie Benkestok, og der skal endnu findes hos dem et ældgammelt Guldsignet, hvorpaa skal være indgravet en Stok, hvorover en Mand bøier sig med en Øx i Haanden. Herom fortælles følgende Sagn. En Konge over Danmark og Norge gjorde engang en Reise indover den svenske Grændse. Han var forklædt; men alligevel havde dog hans Fiender faaet Nys om, at han færdedes der, og de forenede sig derfor om at komme paa Spor efter ham og gribe ham. Han søgte da saa snart som muligt at komme tilbage igjen over Grændsen. Mens han var paa Veien, hørte han det blev fortalt paa en svensk Gaard, at en Hob væbnede Ryttere var venten-<section end="Oprindelsen til Adelsnavnet Benkestok"/><noinclude> <references/></noinclude> s25rsgfoasrluwhzxfx6cj2agp4cwml 104 72720 333534 191340 2026-09-19T15:10:30Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333534 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Oprindelsen til Adelsnavnet Benkestok"/>des for at lede efter den danske Konge. Han tog da strax tilfods Flugten ad en Skovvei. Mens han løb afsted, traf han en Mand, som stod og huggede til en overmaade stor Stok, som var indhulet paa den inderste Side. Der standsede han, og just i det samme hørte han Lyden af Hestenes Fodtrampen bag sig. Forskrækket spurgte nu Kongen Manden, om han var god for at skjule ham for Rytterne, og lovede ham rig Belønning. Manden sagde: „Læg dig ned paa Jorden, saa skal jeg gjemme dig i denne indhulede Stok.“ Dette skede, og Manden gav sig til at hugge paa Ydersiden af Stokken. Strax efter kom Rytterne og spurgte, om han havde seet nogen forbiløbende Mand. Nei, det havde han ikke. Rytterne undersøgte nu hvert Rum i hans Hus, som laa i Nærheden, og blev ogsaa ved en Stund at lede efter Kongen i Skoven, men vendte dog snart om. Da der nu ikke mere var nogen Fare paafærde, blev Stokken løftet af, og Kongen optegnede sin Redningsmands Navn og Bolig og gjorde ham til Adelsmand. {{liten blokk|Tromsø Stiftstidende 1866, No. 82. Fortællingen er øiensynlig fra først til sidst opdigtet.}} <section end="Oprindelsen til Adelsnavnet Benkestok"/> {{midtstilt|{{større|'''Fra Kongsberg.'''}}}} <section begin="Fra Kongsberg"/>Til Bergverksdriften har der stedse knyttet sig overtroiske Forestillinger, og mange af disse ere udentvivl forplantede af de tydske Bergfolk, der gjentagne Gange have været indkaldte, og som ogsaa medbragte forskjellige nye <section end="Fra Kongsberg"/><noinclude> <references/></noinclude> fb9ghk5oe4spg66awaxc4ffof2b0i2z 104 72722 333536 190006 2026-09-19T15:10:50Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333536 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>han der gik fra, og hvorledes det var tilgaaet, men aldrig kunde Nogen gjenfinde den Plads, hvor god Kundskab han derom havde givet. Herom lader jeg Enhver have sin Mening og Dom, som dem synes.“<ref>J. L. Wolff, {{antikva|Norrigia illustrata}}, Kbhvn. 1651. 4. S. 169—170. I Marginen har Wolff tilføiet Aarstallet 1636. Et lignende Sagn læses i Beskrifn. öfwer Dalarne, Falun 1862. 8. {{antikva|I.}} 1, S. 9—10 og hensættes der til Aaret 1710.</ref> En Skildring af Kongsbergs Fortid vilde være en taknemlig Opgave for en Forfatter, da der i denne Arbeiderby, i forrige Aarhundrede omtrent ligesaa folkerig som Christiania, raadede mange eiendommelige Forhold. Det maa meget beklages, at de udentvivl talrige og charakteristiske Traditioner, der endnu for et Par Menneskealdre siden maa antages at have levet blandt Bergalmuen, ikke i Tide ere blevne samlede. En af de Personligheder, som længst have holdt sig i Sagnet, er vistnok Myntmester Henning Christopher Meyer, der levede paa Frederik {{antikva|IV.}}s Tid og beboede det Hus, der siden længe har været benyttet til Kornmagasin. Han paadrog sig den mægtige Biskop B. Deichmans Uvenskab, som der fortælles, fordi han „havde hængt Biskoppens Billede paa et foragteligt Sted.“ Deichman blev Medlem af en Kommission til at undersøge Sølvverkets Forhold, og nu anklagedes Meyer for at have slaaet falsk Mynt eller misbrugt Stemplet til at slaa Mynt for egen Regning. Dommen lød paa Kagstrygning, Brændemærke og livsvarigt Slaveri. Paa Kongsberg fortælles endnu, at hans Hustru reiste til Kjøbenhavn for at bede om Naade for Manden og opnaaede, at han skulde være fri fort Kagstrygning og Brændemærke. Men hun kom for sent med Benaadningsbrevet og maatte fra „Bom-<noinclude> <references/></noinclude> oir2oymn7allnjsrqm4jl1cken92srm 104 72723 333538 190007 2026-09-19T15:11:10Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333538 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>bakkerne“ se paa den store Folkemasse, der var stimlet sammen for at være Vidne til Exekutionen. Paa Akershus Fæstning tilbragte nu Meyer sine sidste Aar og døde i ynkelige Omstændigheder, men efter hans Død skal hans Uskyldighed være bleven bragt paa det Rene og Enken have faaet 3000 Rdl. som en Opreisning. Selv fortalte han til en Løitnant Wilster en Dag, da han havde været til Alters, at han vistnok var uskyldig i det, hvorfor han var anklaget, men at han dog ikke kunde klage over sin Skjebne, fordi han havde kastet sin Fader ud og spændt ham ned ad Trappen, fordi denne oftere havde formanet Sønnen til at ophøre med sit overdaadige Levnet. Mallings „Store og gode Handlinger“ har en Fortælling om en Bonde Ole Haudejur, der havde nydt Velgjerninger af Meyer og var bleven en efter sin Stand rig Mand, og som nu, da Meyer var bleven fængslet, tilbød at give Alt, hvad han eiede, for at redde ham. Det heder, at Ole „siden blev afmalet og hans Skilderi søgt af mange.“ Men skjønt Sagnet har gjort Meyer uskyldig, har han dog i Virkeligheden været Forbryder. Hans ødsle Liv gav Anledning til Mistanke, hvorfor der blev anstillet Undersøgelser, og da han blev greben i Kassemangel, arresteredes han i Oktober 1727. Der manglede ei alene Sølv, men ogsaa 6010 Mark Kobber, og det befrygtedes derfor, at han havde brugt dette til at gjøre Sølvmynterne mindre lødige. Undersøgelserne herom dreves dog i Begyndelsen med stor Hemmelighed for ikke at bringe Kongens Mynt i Miskredit. Ved Prøven fandt man, at en stor Del Mynt virkelig manglede den normale Gehalt. {{liten blokk|Møllers Mnemosyne, {{antikva|I.}} S. 215—216. Norsk historisk Tidsskrift, 2. R., {{antikva|II.}} S. 157. Mallings store og gode Handlinger (hvor Meyer urigtig kaldes Møller), 3. Oplag. S. 342. Forhandlinger i Videnskabs-Selskabet i Christiania, 1866, S. 8—9.}}<noinclude> <references/></noinclude> 4ipqhqf95uxs9mq2hd05wt3aqzk0p89 104 72724 333540 190008 2026-09-19T15:11:30Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333540 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>{{blank linje}} 1771, da Struensee havde givet Pressen fri, udkom et lidet Skrift: „Det frivillige Slaverie eller kort Begreb om Sølvværket Kongsbergs nærværende Tilstand“. Som Titelen viser, gives her et trist Billede af Bergalmuens Kaar, og disse skildres heller ikke som meget lyse af {{antikva|Dr.}} {{antikva|med.}} Henrik Rosted, en dansk Mand, der i 1792—1802 var Læge paa Stedet. Han tillægger imidlertid Almuen selv den væsentligste Skyld og klager stærkt over de tidlige Giftermaal og Kvindernes grændseløse Dovenskab. „Den allermindste Anledning er nok for dem til at løbe omkring at glane. Der gives faa Dage, paa hvilke der ikke forefalder Barnedaab, Vielse eller Ligfærd, og ved disse Leiligheder finder man stedse Kvinder i Hobetal. Da jeg en Formiddag kom ind i en Bergmands Hytte, fandt jeg tre Koner, som spillede Kort og drak Kaffe, og disse Damer lode sig aldeles ikke forstyrre ved min Ankomst. Bergarbeideren maa stedse blive en Skrantning og en Prakker, og hans gustne, blege Legeme ligner snarere en vandrende Skygge end et Menneske. Ikke destomindre føler han sig paa en vis Maade lykkelig. Født og opdragen inden Bergstadens snevre Grændser, vant til fra den tidlige Ungdom at fare an i Gruberne, har han faa Nødvendigheder og kjender ingen Trang dertil. Bergstaden og dens Gruber er hans Verden. Af denne Grund kjender han ingen større Lykke end at saa sine Børn anbragte til Bergarbeide. Deres Forlystelser ere saare indskrænkede. St. Hans-Dag pynte de deres smaa Hytter med Løv, Ungdommen opreiser en Maistang og synger og dandser omkring den. Om Aftenen antænde de Blus paa Aasene om Staden og paa Elven ved at stikke Ild i gamle Tjæretønder. Den anden Glædesdag er den saakaldte Drikkedag ved Julehøitiden; da samles Unge og Gamle i den tidlige Morgenstund og drage i Procession med tændte<noinclude> <references/></noinclude> ghlbg1ytc7avho3ydlep87ygci4ksw5 104 72726 333542 190010 2026-09-19T15:11:50Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333542 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Fra Kongsberg" /> Mængde Arbeidere afskedigedes med et Aars Løn (70 til 80 Rdl.) en Gang for alle kontant udbetalt, og flere af dem drog da til andre Steder for at søge Livsophold. Nogle søgte Arbeide ved private Bergverker i Norge, andre ved Stenkulsgruberne ved Höganäs i Skaane, men endnu flere tyede ned til Kjøbenhavn, hvor de paa forskjellig Maade fristede Livet. Ikke saa faa sank ogsaa ned til ligefrem Omstreifere og Fanter, og „Kongsbergs Seller“ vare i den følgende Tid ilde ansete paa mange Kanter af Landet.<ref>Rosteds „Forsøg til en medicinsk Topographi over Bergstaden Kongsberg“ læses i Nyt Bibliothek for Læger, {{antikva|I.}} Kbhvn. 1814, 8. S. 1—56, og Uddrag deraf i Budstikken. {{antikva|I.}} S. 428 flg. Om Sellernes Omstreifen tales i Eilert Sundts Skrifter.</ref> <section end="Fra Kongsberg" /> {{midtstilt|{{større|'''Røros Kobberverk.'''}}}} <section begin="Røros Kobberverk" /> Ogsaa dette Verks oprindelige Arbeidere vare tildels Tydskere, som overførte sin hjemlige Bergmandsovertro til de norske Fjelde. De rørosiske Bjergaander tænkte man sig mest som fredelige og stille Væsener, der, naar de ikke tirredes til Vrede, villig ydede af sin Rigdom til den, der havde fundet Tryllemidlet. De vare ogsaa varslende Aander og viste sig, naar en Bergmands Død var nær forestaaende. Især var dette Tilfældet med Grubegubberne i Kongens Grube i Ruggeldalen, to Mile nordlig for Røros, og i Storvartsgruben.<ref>Nogle flere Smaating herom ere meddelte af J. K. Christie i Chr Langes Norsk Tidsskrift for Videnskab og Literatur, {{antikva|III.}} (1849), S. 21 flg.</ref><noinclude> <references/></noinclude> a3nywvnblea4oltb5citvw64dg33g5a 104 72727 333544 190011 2026-09-19T15:12:10Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333544 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>{{blank linje}} Røros Verks ældste Arbeidsstok bestod forøvrigt af meget blandede Elementer. Egnen var dengang omtrent mennesketom, og man maatte tage Folk, hvor man kunde faa dem fra, og man synes ogsaa mest at have faaet saadanne Personer, der havde forspildt sin Lykke paa andre Steder. Dette gjaldt vistnok i Almindelighed om Datidens Bergfolk, der skildres som pasløse Personer, hengivne til Dobbel og Drik. Intet er i denne Henseende mere betegnende end den Kjendsgjerning, at Regjeringen (Forordning af 24de Febr. 1654, Norske Lov 6—13—13) lod Personer, der havde begaaet Leiermaal i forbudne Led, dømme til at tjene ved Bergverkerne og saaledes satte disse i Klasse med Strafanstalter, et Forhold, der først ophørte 1734. Indtil den Tid blev ogsaa Bergarbeide anvendt som en Formildelse af Fæstningsstraffen for andre Forbrydere end de ovennævnte. Af en Regnskabsbog fra 1691 har Eilert Sundt optegnet endel af de daværende Arbeideres Tilnavne, der ere meget charakteristiske. Nogle af dem, saasom Nordfjord, Grue, Døl, Eidsvold, Hedemark, Jemt, Herdal, Svensk, Ærø, Aalborg, Tisted, Prydts, Vetzels o. s. v. ere Udtryk for Vedkommendes norske, svenske, danske, tydske Herkomst, andre, som Dragon, Korporal, Bygmester, Smed, Bilzmager o. s. v. for deres tidligere Haandtering, atter andre ere ligefrem Klænge- eller Øgenavne, saasom Kommandant, Naadløs, Ageløs, Betroed, Hopop, Vitpot o. s. v. Af alle disse Arter Navne ere flere endnu i Brug blandt disse Nybyggeres Efterkommere.<ref>Eilert Sundt, Om Røros og Omegn. (Trykt som Manuskript). Thjem. 1858. 8. S. 86—87.</ref> Det er derfor naturligt nok, at der i flere Bygder, især mest i Gudbrandsdalen, har bevaret sig Fortællinger<noinclude> <references/></noinclude> sls1oby0jqwjb50bvzttlw5hhnqaa16 104 72728 333546 190012 2026-09-19T15:12:30Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333546 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>om, at Røros har været et ligefremt „Fristed“ for Mordere og Røvere. En af disse har den Interesse, at den berømte Sagnfigur Per Gynt spiller en Rolle med deri. En Løitnant, som boede paa Skaaden i Søtorp Sogn (Nordre Fron), havde begaaet et Manddrab. Han skulde da redde sig ved at rømme til Røros og vilde saa have Per Gynt, der boede paa Gaarden Hage i samme Sogn, til Veiviser over Fjeldet. Det var just Juleaften, men Per fulgte dog Løitnanten, og nu bar det afsted paa Ski til et Sted i Østerdalsfjeldene, der kaldes Skjerhellen. Her vendte Per om, men Løitnanten fortsatte Veien til sit Fristed. En anden Gang havde en Gut fra Ungstad og en anden Gut fra Tune (begge Gaarde ligge i Kvikne Annexsogn) friet til en og samme Pige. Derfor bleve de naturligvis Uvenner, og ved en Dovning stak Tunegutten sin Medbeiler med en Madkniv, saa at han døde. Drabsmanden flygtede øieblikkelig til Fristaden Røros, og nu kunde han ikke straffes anderledes, end at den Dræbtes Lig blev lagt under Gulvet i Dagligstuen paa Tune, „hvor man for en Del Aar siden, da Huset blev repareret, har fundet Menneskeben.“ Kniven gjemmes endnu, thi man har, som bekjendt, den Forestilling, at der er Helsebod i Knive, hvormed der er begaaet Mord.<ref>Meddelt af Gaardbruger Peder Th. Aasmundstad af Kvikne Sogn i Fron. I Fortællingen om, at den Myrdedes Lig blev lagt under Gulvet, tør der ligge en Erindring om den gamle Skik, at Liget, naar Drabsmanden var ubekjendt eller ustraffet, eller negtede at give Bøder og udsone sig med Familien, blev liggende ubegravet, indtil Familien havde faaet Opreisning. Det kaldtes at „ligge paa Morde“. Se Allens Bemærkninger om Hr. Knut Alfssøns Mord (De tre nordiske Rigers Historie, {{antikva|I.}} S. 279—280).</ref> Røros Historie, der ligesom Kongsbergs frembyder mange interessante Sider, betegnes i lang Tid ved den<noinclude> <references/></noinclude> sp40kyjqy8wajjvrqw8tnl3i61299fp 104 72729 333548 190191 2026-09-19T15:12:50Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333548 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>indbyrdes Splid og Tvedragt, der herskede baade mellem Participanterne indbyrdes og mellem Overordnede og Arbeidere ved Verket. Man havde derom følgende latinske Distichon: <poem> {{antikva|Jurgia fundarunt, firmarunt, consolidarunt Rørosiam, finem jurgia dira dabunt.}}<ref>Kan oversættes saaledes: Røros i Tvedragt blev til, i Tvedragt det voxed’ og blomstred, Ende paa Verket engang Tvedragt skal gjøre forvist.</ref> </poem> Af særegen Interesse er det Opløb, der fandt Sted 1679 og udførlig er omtalt af Verkets Historieskriver P. Hjort.<ref>P. Hjorts og P. S. Krags „Efterretninger om Røraas Kobberverk og Præstegjeld“, udgivne med Tillæg af John Aas (og S. Chr. Berg). Chra. 1846. 8.</ref> En af de største Urostiftere var en tydsk Eventyrer, Johan Wolstedt fra den i Reformationshistorien ilde bekjendte By Zwickau i Meissen. Han havde i sin Fødeby siddet i Bolt og Jern, men var siden med flere Landsmænd kommen til Norge og der bleven Hyttenreuter paa Røros, hvor han ophidsede Arbeiderne. Ikke destomindre blev han Medlem af den i Anledning af Urolighederne nedsatte Kommission og fik for en kort Tid bragt Bergmesteren paa Munkholmen, men tilsidst fik Wolstedt sin fortjente Løn, idet han 1685 paa Christiania Raadstue „formedelst hans grove og dristige Udladelser om en Hs. Majestæts Forordning, om den danske og norske Nation og om adskillige høie Embedsmænd“ dømtes at slaaes til Kagen og „bære Sten af Byen“,<ref name="p209">Om denne Straf, der omtales i Norske Lov 6—21—7, har den i sin Tid høit ansete Provst Johan Cold i sine „Tanker“ (udg. af F. Nannestad, Chra. 1767. 4. S. 107 flg.) meddelt nogle Bemærkninger. Der heder det (S. 111): „Jeg ved neppe, om denne Straffe-Maade nu mere er {{antikva|in praxi}}. I min Ungdom har jeg dog hørt, den kort Tid tilforn skal være fuldført over</ref> „da og tillige blev ind-<noinclude> <references/></noinclude> dcyz5r7vm4ico3wkgjvszkxl1que8km 333716 333548 2026-09-19T16:07:59Z Kåre-Olav 25 ppoem 333716 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|209}}</noinclude>indbyrdes Splid og Tvedragt, der herskede baade mellem Participanterne indbyrdes og mellem Overordnede og Arbeidere ved Verket. Man havde derom følgende latinske Distichon: {{antikva/s}} {{ppoem|style=font-size:83%| Jurgia fundarunt, firmarunt, consolidarunt Rørosiam, finem jurgia dira dabunt.<ref>Kan oversættes saaledes: <poem> Røros i Tvedragt blev til, i Tvedragt det voxed’ og blomstred, Ende paa Verket engang Tvedragt skal gjøre forvist. </poem></ref> }} {{antikva/e}} Af særegen Interesse er det Opløb, der fandt Sted 1679 og udførlig er omtalt af Verkets Historieskriver P. Hjort.<ref>P. Hjorts og P. S. Krags „Efterretninger om Røraas Kobberverk og Præstegjeld“, udgivne med Tillæg af John Aas (og S. Chr. Berg). Chra. 1846. 8.</ref> En af de største Urostiftere var en tydsk Eventyrer, Johan Wolstedt fra den i Reformationshistorien ilde bekjendte By Zwickau i Meissen. Han havde i sin Fødeby siddet i Bolt og Jern, men var siden med flere Landsmænd kommen til Norge og der bleven Hyttenreuter paa Røros, hvor han ophidsede Arbeiderne. Ikke destomindre blev han Medlem af den i Anledning af Urolighederne nedsatte Kommission og fik for en kort Tid bragt Bergmesteren paa Munkholmen, men tilsidst fik Wolstedt sin fortjente Løn, idet han 1685 paa Christiania Raadstue „formedelst hans grove og dristige Udladelser om en Hs. Majestæts Forordning, om den danske og norske Nation og om adskillige høie Embedsmænd“ dømtes at slaaes til Kagen og „bære Sten af Byen“,<ref name="p209">Om denne Straf, der omtales i Norske Lov 6—21—7, har den i sin Tid høit ansete Provst Johan Cold i sine „Tanker“ (udg. af F. Nannestad, Chra. 1767. 4. S. 107 flg.) meddelt nogle Bemærkninger. Der heder det (S. 111): „Jeg ved neppe, om denne Straffe-Maade nu mere er {{antikva|in praxi}}. I min Ungdom har jeg dog hørt, den kort Tid tilforn skal være fuldført over</ref> „da og tillige blev {{bindestrek1|ind|indhentet}}<noinclude> <references/></noinclude> jzdg67369y7i9hqwygarn13x0jum58f 104 72730 333550 190014 2026-09-19T15:13:10Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333550 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Røros Kobberverk" /> hentet Efterretning om hans tilforn brugte Opførsel i Zwickau.“ I Tidens Løb fremstod imidlertid af det i Begyndelsen saa ilde ansete Bergmands-Samfund paa Røros en kjæk og kraftig, arbeidsom og forstandig Befolkning, hvis Rygte er netop det modsatte af, hvad deres Stamfædres var for to hundrede Aar tilbage i Tiden.<!-- --><ref follow="p209">en dristig Calumniant, der groveligen havde angivet og beskyldet Magistraten i Christiania. — — Omsider, som jeg for rum Tid siden har hørt, har den gemene Mand eller Almue paa endel Steder her i Landet gjort en Leg af denne Straf, naar de i Bryllupper den anden Morgen samledes paany, at de unge Mennesker ligesom paa en alvorlig Maade efterspurgte, hvorledes Gjesterne sig Natten over havde forholdet, og endskjønt de intet strafværdigt fornam, maatte dog nogen Slags Skyld En og Anden, ofte den hæderligste og alvorligste Mand blandt dennem, paatydes og han tildømmes at aabne deres Bal og dandse med en Sten-Sæk paa Ryggen, hvilket han ikke maatte unddrage sig fra. Dette havde blandt andet fornemmeligen Hensigt til at unde Musikanten nogle Skillinger.“</ref> <section end="Røros Kobberverk" /> {{midtstilt|{{større|'''Meldals Kobberverk.'''}}}} <section begin="Meldals Kobberverk" /> Paa Gaarden Vold i Meldalen i Throndhjems Stift boede omtrent 1650 en Bonde Oluf Jonssøn, som havde tre Sønner, Jon, Lars og Arnt. Lars blev Bygdeskrædder. Som han engang ved Mikkelsdagstid var ude paa sit Haandverk og skulde gaa mellem Gaardene Lien og Søraasen, lagde han sig til at sove underveis, og da han vaagnede, fik han se, at Stenene rundt om havde en<noinclude> <references/></noinclude> 0au7wu5aja0s5r1skv32m5wcwrc0lwz 333717 333550 2026-09-19T16:09:06Z Kåre-Olav 25 bindestrek2 333717 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|210}}</noinclude><section begin="Røros Kobberverk"/>{{b2|indhentet|hentet}} Efterretning om hans tilforn brugte Opførsel i Zwickau.“ I Tidens Løb fremstod imidlertid af det i Begyndelsen saa ilde ansete Bergmands-Samfund paa Røros en kjæk og kraftig, arbeidsom og forstandig Befolkning, hvis Rygte er netop det modsatte af, hvad deres Stamfædres var for to hundrede Aar tilbage i Tiden.<!-- --><ref follow="p209">en dristig Calumniant, der groveligen havde angivet og beskyldet Magistraten i Christiania. — — Omsider, som jeg for rum Tid siden har hørt, har den gemene Mand eller Almue paa endel Steder her i Landet gjort en Leg af denne Straf, naar de i Bryllupper den anden Morgen samledes paany, at de unge Mennesker ligesom paa en alvorlig Maade efterspurgte, hvorledes Gjesterne sig Natten over havde forholdet, og endskjønt de intet strafværdigt fornam, maatte dog nogen Slags Skyld En og Anden, ofte den hæderligste og alvorligste Mand blandt dennem, paatydes og han tildømmes at aabne deres Bal og dandse med en Sten-Sæk paa Ryggen, hvilket han ikke maatte unddrage sig fra. Dette havde blandt andet fornemmeligen Hensigt til at unde Musikanten nogle Skillinger.“</ref> {{---}} <section end="Røros Kobberverk"/> <section begin="Meldals Kobberverk"/>{{midtstilt|{{større|'''Meldals Kobberverk.'''}}}} Paa Gaarden Vold i Meldalen i Throndhjems Stift boede omtrent 1650 en Bonde Oluf Jonssøn, som havde tre Sønner, Jon, Lars og Arnt. Lars blev Bygdeskrædder. Som han engang ved Mikkelsdagstid var ude paa sit Haandverk og skulde gaa mellem Gaardene Lien og Søraasen, lagde han sig til at sove underveis, og da han vaagnede, fik han se, at Stenene rundt om havde en <section end="Meldals Kobberverk"/><noinclude> <references/></noinclude> bv4ze4upov7pqycltvvuk1nt5wp8wg7 333718 333717 2026-09-19T16:10:13Z Kåre-Olav 25 ordner bindestrek2 333718 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|210}}</noinclude><section begin="Røros Kobberverk"/>{{bindestrek2|hentet|indhentet}} Efterretning om hans tilforn brugte Opførsel i Zwickau.“ I Tidens Løb fremstod imidlertid af det i Begyndelsen saa ilde ansete Bergmands-Samfund paa Røros en kjæk og kraftig, arbeidsom og forstandig Befolkning, hvis Rygte er netop det modsatte af, hvad deres Stamfædres var for to hundrede Aar tilbage i Tiden.<!-- --><ref follow="p209">en dristig Calumniant, der groveligen havde angivet og beskyldet Magistraten i Christiania. — — Omsider, som jeg for rum Tid siden har hørt, har den gemene Mand eller Almue paa endel Steder her i Landet gjort en Leg af denne Straf, naar de i Bryllupper den anden Morgen samledes paany, at de unge Mennesker ligesom paa en alvorlig Maade efterspurgte, hvorledes Gjesterne sig Natten over havde forholdet, og endskjønt de intet strafværdigt fornam, maatte dog nogen Slags Skyld En og Anden, ofte den hæderligste og alvorligste Mand blandt dennem, paatydes og han tildømmes at aabne deres Bal og dandse med en Sten-Sæk paa Ryggen, hvilket han ikke maatte unddrage sig fra. Dette havde blandt andet fornemmeligen Hensigt til at unde Musikanten nogle Skillinger.“</ref> {{---}} <section end="Røros Kobberverk"/> <section begin="Meldals Kobberverk"/>{{midtstilt|{{større|'''Meldals Kobberverk.'''}}}} Paa Gaarden Vold i Meldalen i Throndhjems Stift boede omtrent 1650 en Bonde Oluf Jonssøn, som havde tre Sønner, Jon, Lars og Arnt. Lars blev Bygdeskrædder. Som han engang ved Mikkelsdagstid var ude paa sit Haandverk og skulde gaa mellem Gaardene Lien og Søraasen, lagde han sig til at sove underveis, og da han vaagnede, fik han se, at Stenene rundt om havde en <section end="Meldals Kobberverk"/><noinclude> <references/></noinclude> 4lmxm8rr5nqurt677f3z4ur3r8z62s7 104 72731 333552 190015 2026-09-19T15:13:30Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333552 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>usædvanlig Glands. Han mærkede sig Stedet, men fortalte det ikke til Andre end til sine Brødre, thi det var en almindelig Tro, at man gjorde rettest i at tie med Saadant. Nogen Tid efter var Lars (efter Andre Arnt) i en Dom (Dovning) paa Snean i Meldalen og blev der overfalden af tre Karle. For at redde sig trak han sin Kniv og dræbte den ene i Slagsmaalet. Derfor maatte han rømme til Sverige og opholde sig der et Par Aar. Men da han længtes efter at komme til sit Fædreland igjen, listede han sig en Sommer hemmelig hjemover til Sæteren under Faderens Gaard Vold og fik der sin Fader i Tale. Saa gik han med en liden Gut hen til det Sted, hvor han (eller Broderen) havde seet de glindsende Stene og tog nogle Prøver med sig til Sverige, hvor han lod Malmen prøve. Det befandtes, at det var rig Kobbererts. Han tilbød nu at ville aabenbare sin Opdagelse, hvis han maatte saa Lov at komme hjem, og det blev ham forundt, dog maatte han ei bo i Meldalen, men nedsætte sig paa Dybdal i Guldalen. Retten til at drive Gruberne maatte han som uformuende afstaa til Lagmanden i Throndhjem Niclas Paulssøn. {{liten blokk|Meddelt af G. Schøning i det Throndhjemske Selskabs Skrifter, {{antikva|III.}} S. 303 flg. efter Fortælling af Bønder i Egnen, der nedstammede fra Oluf Jonssøn Vold.}}<noinclude> <references/></noinclude> gfgpwn189b72uiop47p2i91aphwzzf1 104 72735 333554 190019 2026-09-19T15:13:50Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333554 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>norske Nations Yndlingsord“, heder det hos Stampe.<ref>Erklæringer, {{antikva|IV.}} S. 201, cfr. S. 394.</ref> Og den Levning af Kjendskab til vort Oldsprog, som vedligeholdt sig seigest, var Forstaaelsen af gamle Retsdokumenter. Endnu i syttende Aarhundrede gaves der dem, som forsøgte sig i at skrive falske Diplomer til Brug navnlig ved Aastedssager.<ref>Nogle saadanne falske Diplomer ere trykte, f. Ex. i {{antikva|Dipl. Norv. VIII.}} S. 227 flg., 247 flg., 263—279.</ref> Den naturlige Sands for mekanisk og kunstnerisk Virksomhed, som udmærker vort Folk, kan ogsaa forfølges langt tilbage. Allerede for henved to Aarhundreder siden kunde f. Ex. en af de i Danmark dengang berømteste Kunstnere, Magnus Berg, uden nogen synderlig Fordannelse udgaa fra Gudbrandsdalen. Fleresteds omtales smukke Altertavler, forfærdigede af Bønder o. s. v., for ikke at tale om de gamle Stavekirker, der tilhøre en ældre Tid end den, vi her nærmest have for Øie. Hvor snevre de Kredse end vare, inden hvilke Bonden bevægede sig, havde han dog fra Barnsben af lært at iagttage meget bestemte, yderst forsigtige Regler for sin Opførsel og Fremtræden, hvad enten det gjaldt at modtage fremmede Gjester paa sin Gaard, eller selv at aflægge Besøg, føre en Samtale o. s. v. Bevidstheden om, hvad der var sømmeligt og passende eller ikke, var stærkt udviklet. Og var Almuens Liv og dens Interesser indskrænket til Bygden, var end det, Bonden vidste, kun Lidet, saa var dette Lidet hans eget, var fra umindelig Tid iklædt en folkelig, tidt fyndig og sindrig Form. Den gammelnorske, nu svindende, Bondekultur manglede overhoved ikke sine virkelig skjønne Momenter, som nu altfor ofte maa savnes i en vel mere oplyst, men tillige famlende og urolig Overgangsperiode.<noinclude> <references/></noinclude> gio5mzh3ubl64ff7ad99o9z3grds38c 104 72736 333728 190020 2026-09-19T16:19:21Z KåreBot 479 {{linje}} > {{strek}} 333728 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>{{blank linje}} Til at hidføre denne Overgang fra en isoleret Bygdetilværelse til en større Delagtighed i Verdenskulturen har naturligvis Udbredelse af Færdighed i Læsning blandt Folkets store Masse bidraget i en væsentlig Grad. Spørgsmaalet om, hvor gammel denne Færdighed er i vore Bygder, bliver saaledes et meget vigtigt, skjønt det hidtil rigtignok har været lidet paaagtet. Det er nemlig aabenbart, at den hele politiske Bevægelse siden Statsforandringen i 1814 kun er muliggjort derved, at Grundlaget for det menige Folks Selvstændighed allerede var lagt under Foreningen med Danmark. Det skyldtes en uindskrænket Regjering, som vistnok allermindst tilsigtede at opdrage Statsborgere, meget mere kun tænkte paa Udbredelsen af religiøs Kundskab, men som ikke destomindre herigjennem kraftig kom til at forberede et følgende Aarhundredes Tilstande. {{---}} Se vi hen til den første Tid efter Reformationen, da er det indlysende, at den store Mængde ikke kunde læse, allerede af den Grund, at der fattedes Bøger. I Norge selv optræder Bogtrykkerkunsten først over hundrede Aar senere, nemlig i de sidste Aar af Christian den Fjerdes Regjeringstid. Og de Bøger, som sendtes fra Danmark, vare yderlig faa,<ref name="p218">Af Christian den Tredies Bibel sendtes for det første kun sex og niti Exemplarer til Norge, af hvilke endda en stor Del borttoges paa Veien af Sørøvere. Endnu henimod Slutningen af Aarhundredet nævnes i Biskop Jens Nilssøns Visitatsberetninger baade Kirker og Præster, der savnede Bibel. Til enkelte ældgamle Bøger, der hist og her findes i Bygderne, knytte sig endnu Sagn om, hvor kostbare de have været i sin Tid. I</ref> ikke at tale om, at den danske<noinclude> <references/></noinclude> f2ve9lr0k2wtlz1r1ml88imez7conv6 104 72737 333556 190021 2026-09-19T15:14:10Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333556 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>Sprogform dengang endnu var Almuen uvant. Af de Efterretningen man har om Bispernes Visitatser, sees ogsaa tydelig nok, at der aldrig var Tale om at forlange anden Kundskab af Almuen end Udenadlæren af Katechismen. Mag. Jens Nilssøn, Biskop i Oslo († 1600), er den ældste norske Biskop, hvis Visitatsbøger haves; man ser af dem, at ved Visitatserne bleve de Unge og undertiden ogsaa de Gamle overhørte i at fremsige Katechismens Ord udenad, ligesom der angives et ringe Antal stadigt tilbagevendende Psalmer, som bleve sungne i Kirken. Omtrent det samme sees af en følgende Oslobisps, Mag. Nils Simonssøn Glostrups, Visitatsbøger (1617—1639); denne Mand har for hvert Præstegjeld omhyggelig optegnet, hvormange Parter af Børnelærdommen Ungdommen kunde udenad, men kun paa et eneste Sted i det store Stift, eller rettere de to store (Oslo og Hamars) Stifter, har han i den lange Aarrække fundet Leilighed til at notere, at der gaves enkelte Børn, som kunde „læse i Bøger“. Det var i Sørum paa nedre Romerike 1625. Undervisningen i Udenadlæsning skulde besørges af Klokkerne. Men mangesteds vilde Almuen ikke holde saadanne (f. Ex. i Stavanger Stift, hvor de derfor i 1611 manglede i adskillige Præstegjeld), og hvor de fandtes, vare de for det meste uvidende Personer, der selv knap besad den<!-- --><ref follow="p218">Kvinesdal findes saaledes en Bibel, der skal have været betalt med en Hests Værdi. Paa Gaarden Mustad i Vardal bevares en Billedbibel af 1589, som en Beboer af Gaarden, Lensmand Jacob Mustad (f. 1618 † 1673) kjøbte i Kjøbenhavn, da han var reist ned for at klage til Kongen over Sognepræsten, og Sagnet fortæller, at „han bar den med sig under Armen den hele Vei fra Kjøbenhavn til Mustad.“ I samme Bibel findes Ættens fuldstændige Slægtregister. (Meddelt af Sagfører Th. B. Moss).</ref><noinclude> <references/></noinclude> 32tim3b0rio9zko50c6ad3gg0ofwce6 104 72738 333558 190022 2026-09-19T15:14:30Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333558 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>tarveligste boglige Dannelse. I 1620 skriver saaledes den nysnævnte Biskop Nils Glostrup til Kongens Kantsler i Danmark: „Degnene her i Stifterne have hverken Residents eller Degnebolig, som dennem burde efter Ordinantsen, ikke heller nogen Besolding, de dennem til Livsophold kunde med behjelpe, hvorudover Børne-Lærdommen ikke saa flittigen kan befordres, som det sig burde, og man Bønder, Skræddere, Skomagere og andre saadanne ulærde Folk til saadan Tjeneste maa acceptere, som sig med sit Haandverk Livsophold kunne erhverve og Ungdommen i nogen Maade udi deres Catechesi undervise.“ Endnu i 1727 havde man i Rollag i Numedal ingen Klokker. I Fyrisdal i Thelemarken var det Samme Tilfældet i Slutningen af det syttende Aarhundrede, og i flere Kald af Bergens Stift var det først Erik Pontoppidan, der fik Klokkere ansatte. Paa et saa misligt Grundlag var det altsaa, at Almuens Kristendomskundskab hvilede i den Periode, i hvilken den dog udøvede den vigtige Ret selv at beskikke sine. Præster. Nogen Fremgang i den boglige Oplysning skede dog visselig fra Midten af syttende Aarhundrede. Vi slutte dette nærmest af den Kjendsgjerning, at der fra den Tid fremtraadte flere Forfattere i Norge selv, der udgave Forklaringer over Katechismen, beregnede paa, om ikke at læses af Ungdommen, saa dog at læses for den eller benyttes af dens Lærere. Biskop Munthe udgav 1644 i Kjøbenhavn sin (i vore Dage af Prof. Caspari paany udgivne) fortræffelige lille Bog „Guds Ords første Alfabet eller den kristelige Lærdoms Hovedstykker i Spørgsmaal og Svar forfattede.“ I Aarene 1650—1662 udkom her i Christiania en Katechisme-Forklaring i ikke mindre end 10 svære Kvartbind af Christen Stephenssøn<noinclude> <references/></noinclude> ohva8t6z6znpb26fg78g69bx9q6ob6a 104 72739 333560 190023 2026-09-19T15:14:50Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333560 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>Bang, Præst i Romedal. I 1681 udgav Knud Sevaldssøn Bang, Sognepræst paa Thoten, sin ligeledes senere paany udgivne „Den søde og velsmagende Katechismi Brystmelk“. Den samme Forfatter havde ogsaa til Brug for sin egen Menighed udgivet en egen liden Salmebog, hvoraf maaske tør sluttes, at Oplysningen i denne enkelte Egn var noget videre fremskreden end andensteds. Christen Bangs store Verk meddeler ellers i en af Fortalerne Oplysninger om Overhøringsmaaden ved Visitatserne, der ganske stemmer overens med, hvad man erfarer af Biskop Glostrups Optegnelser. Om Indenadlæsning er der slet ikke Tale. Og det blev det heller ikke førend under Christian den Sjettes Regjering. Endnu Peder Hersleb, der 1730 blev Biskop i Christiania, gav i de første Aar af sin Embedstid en Fremstilling af Tilstanden, som er oplysende nok. Han siger: „Det er sandelig en af de største Aarsager til den gemene Mands Vankundighed her paa Landet, at de lærer Katechismen {{antikva|per vivam vocem}} uden at kjende en Bogstav i Bog, og derfor hele deres Livs Tid ikke kan hjelpe sig selv, ikke opbygge sig af Guds Ord, ikke excolere hvad de have lært, glemme det, saasnart de ere antagne til Guds Bord, og om ikke før, da vistnok, naar de blive gifte, thi efter den Tid examineres de ikke mere.“ Der gaves nemlig tidlig en Slags Examen for Ungdommen, som de maatte underkaste sig hos Præsten, inden de første Gang stedtes til Altergang, og som bestod deri, at Børnene opramsede Katechismen. „De fleste (siger nysnævnte Biskop Hersleb) gaa efter Alderen, at naar et Barn er 15—16 Aar, saa skal det communicere. Det er og ganske vist, at man ei blot kan lade dette vigtige Hverv komme an paa Præsten, thi foruden at mange af<noinclude> <references/></noinclude> t1gxq69du6vm05u6ncno9hdwazq8ha4 104 72740 333564 190024 2026-09-19T15:15:30Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333564 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>dem kan være letsindige, magelige, spare sig for Arbeide og Umage — foruden det, at de af gemene Forældre med Bøn og Tiggen overløbes og overtales til at lade. Børnene slippe frem, som det kaldes, imod Løfte, at de skal lære bedre herefter, — foruden det, at der gaar et slemt Ord og Rygte, at mange Præster gjøre sig et godt Accidents af dette, nemlig at faa en Foræring af Enhver, som første Gang gaar til Guds Bord, og derfor, for ei at hindre Foræringer, gjør det koldsindig, eller for at forøge Foræringen gjør det vanskeligt og negter at antage den Unge — foruden alt dette maa man og tilstaa, at Præsterne har andet at gjøre. Baade kunne de ikke raade med Forældrene, thi de ville have deres Børn til Guds Bord med sig, enten de ere skikkede eller ikke, de tvinge Præsten til at tage dem frem, naar de kun kan læse de fem Parter udenad, enten de forstaa noget deraf eller ikke, de klage over Præster, som ere oprigtige, og det heder da, at de af Vrede, Passioner, Gjerrighed afholde Børnene. Og dernæst kommer Hver og En separat for sig, Præsten kan da paa den Tid, de kommer, være beskjæftiget, have andre Forretninger, men nødes dog til at afgjøre det strax. o. s. v.“ Den Begivenhed, som fremkaldte det store Opsving i vor Almues religiøse og derigjennem tillige i dens verdslige Dannelse, var Konfirmationen og den i Følge med dennes Indførelse givne Skolelov. Herom skulle vi nu fortælle, idet vi tillige skulle medgive nogle Oplysninger om Tilstanden i de enkelte Bygder. Konfirmationen paabødes, som bekjendt, af Christian den Sjette ved Forordning af 13de Januar 1736, og dens Indførelse stod i Forbindelse med den samme Aar indfaldende anden Hundredeaarsfest for den lutherske Reformation i Danmark. Der gives forøvrigt Spor til, at denne<noinclude> <references/></noinclude> 5yzrvj0nwknrnqecifgxdf209x7rucl 104 72741 333566 190025 2026-09-19T15:15:50Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333566 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>kirkelige Handling allerede før har forekommet i enkelte Dele af det dansk-norske Monarki, navnlig paa Island, hvor den berømte Gudbrand Thorlakssøn, der af sine Landsmænd har faaet Hædersnavnet „den lille Luther“„ indførte den i Hole Stift, hvor han var Biskop 1571—1629. Mærkeligere for os er det dog, at Peder Hersleb indførte Konfirmation i Akershus Stift i 1734, altsaa nogle Aar før, end Lovbudet udkom. Hersleb var ogsaa en af dem, hvis Indflydelse hos Kongen i væsentlig Grad bidrog til at fremkalde Forordningen af 1736. Skjønt denne Forordning ikke udtrykkelig opstiller Færdighed i Indenadlæsning som Betingelse for Konfirmation, er det dog klart, at den regelmæssige, gjennem længere Tid fortsatte Forberedelse af Præsten, som deri indskjærpedes, efterhaanden vilde have bidraget til at gjøre Indenadlæsning mere og mere almindelig, selv om ikke kort efter Lovbud vare blevne udgivne om et ordnet Skolevæsen paa Landet. Dette skede imidlertid meget snart ved Forordningen af 25de Januar 1739 om Almueskolerne. Denne Forordning er den første, som forlanger, at Børnene skulle lære at læse indenad, idet den opstiller Duelighed til Undervisning heri som den første Fordring til de Lærere, som skulde antages. Spor til tidligere Skoler for Landalmuen mangle vistnok ikke ganske. Saaledes havde allerede omkring Aar 1700 den nidkjære og kraftfulde Jens Colstrup i Nes paa Romerike, en Mand, der som Krigsmand har en Plads i vor Historie ved Siden af Kjeld Stub, oprettet Omgangsskoler i sit Præstegjeld. Men skjønt dette Foretagende i sin Tid anpristes som noget mærkeligt og enestaaende, bestod det kun deri, at Præsten „adjungerede Klokkeren tvende vittige Husmænd“, og at Indenadlæsning ansaaes som liggende udenfor denne Skoles Formaal, sees deraf,<noinclude> <references/></noinclude> hhcoet17bqe63t7xiyxtvasjkdxequm 104 72742 333568 190026 2026-09-19T15:16:10Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333568 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>at der ved Undervisningen benyttedes en af Præsten selv udarbeidet haandskreven Katechisme-Forklaring.<ref>Gjessings Jubellærere, {{antikva|III.}} 1, S. 355—356. Colstrups Levnet er af nærv. Forf. udførlig fortalt i Historiske Skildringer, {{antikva|II.}} (Tillægshefte til Folkevennen for 1878).</ref> I Christiania By havde ogsaa Forholdet hidtil været omtrent det samme som paa Landsbygden. I 1706 antog nemlig vor Hovedstads Magistrat for første Gang en vis Elias Hansen til „Skolemester for Byens omløbende og fattige Børn, som Stodderfogderne skulde tilføre ham.“ Læregjenstandene skulde være Udenadlæsning af nogle Bønner, Troesartiklerne, Pligterne, Guds Bud, Herrens Bøn og Sakramenterne. Først efter at dette var lært udenad, skulde de, „som havde Lyst og Nemme“, lære at læse indenad og, om muligt, at skrive. Forordningen af 1739 stillede med en Gang store Fordringer til Almuen, som baade skulde finde sig i nye og uvante Udredsler og forpligtes til at sende fine smaa Børn lange Veie afsted for at gaa i Skole. I mange Henseender forlangte Forordningen med et Slag gjennemført Reformer, som først i vore Dage ere blevne til Virkelighed. Man kan derfor ikke forundre sig over, at denne Lov mødte den stærkeste Modstand hos Bønderne, ja med Rette ansaaes som uiverksættelig af Præsterne. Mange Fordomme maatte nemlig her bekjæmpes, thi Almuen ansaa mangesteds Skoleundervisningen ikke alene for overflødig, men ligesrem for skadelig. En ny Forordning af 5te Mai 1741 maatte derfor udstedes, der eftergav den største Del af de opstillede Fordringer og overlod „til Menighederne selv, som bedst kjende de Distrikter, hvori de bo, samt deres egen Leilighed, at bringe de til Ungdommens Oplærelse bekvemmeste Midler i Forslag.“<noinclude> <references/></noinclude> i7ue81ky193y4wvefjk6m0ys5uf6vni 104 72745 333570 190029 2026-09-19T15:16:30Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333570 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>net og det med stor Møie. „Men endnu 80 Aar derefter, i 1828, gaves i Vegaarsheiens Annex trende udlevede Personer, der ingensinde havde lært Bogstaver at kjende, da deres Ungdomsdage indfaldt, medens Skolen holdtes med mindre Orden og Kraft. De vare, hed det, „ikke boglærte“, men havde ved Udenadslæren erhvervet den fornødne Børnelærdom, som paa Forlangende læstes og gjordes Rede for.“ (J. Aas, Gjerestads Præstegjeld , og Præster, Risør 1869, S. 129). {{sperret|Vik i Sogn}}. „Jeg forefandt Almuen (skriver Provst Anders Daae, som 1707 blev Præst her, i 1745 til Kancelliet), som er Alle her paa Stedet bekjendt, udi den dybeste Vankundighed, saa at faa af dem kunde læse i Bog, men slet Ingen istemme med den sjungende Zion i Kirken, for hvilket at raade Bod jeg strax forkostede og til alle Fattige gratis uddelte de forordnede Kirkesalmebøger, saa at man nu neppe finder En i den ganske Menighed, der jo kan sjunge og læse. Ligeledes har jeg paa min Bekostning forsynet Menigheden med Katechismus og brugelige Forklaringer samt andre til Gudfrygtigheds Kundskab og Øvelse nødvendige Bøger. “ {{sperret|Bergens Stift}} var maaske i det Hele det Stift, hvor Oplysningen bedst fremmedes i hin Overgangstid, fordi Stiftet var saa heldigt i Erik Pontoppidan (1747—1755) at have til Biskop den Mand, der mere end nogen Anden fortjener at kaldes en norsk Kirkefader. Heldigvis har man ogsaa fra hans egen Haand udførlige Optegnelser om hans Virksomhed.<ref>Meddelte af nærværende Forfatter i Theolog Tidsskrift, udg. af Caspari m. Fl., 7de Bind, (ogsaa særskilt aftrykt som „Aktmæssige Bidrag til den norske Kirkes Historie i det attende Aarhundrede“).</ref> Man ser, at Indenadlæsnin-<noinclude> <references/></noinclude> i3kef8ak9fhq5gaapgrg5duva648upj 104 72747 333571 333351 2026-09-19T15:16:40Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333571 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>{{midtstilt/s}} {{x-større|'''Uaar og Hungersnød i Norge 1740—1743.'''}} {{---}} {{liten blokk/s}} (Foredraget af Forfatteren i Videnskabsselskabet i Christiania den 14de Januar 1868). {{liten blokk/e}} {{midtstilt/e}} {{---}} {{usynlig sideskift}} {{nop}}<noinclude> <references/></noinclude> qlrr09ezdi9upom2lxyogfa5clhglbr 104 72749 333729 190033 2026-09-19T16:19:32Z KåreBot 479 {{linje}} > {{strek}} 333729 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>dredes femte Tiaar herjedes ved flere gjentagne Uaar, der her i Landet fremkaldte en overordentlig Nød. Alene i de to Aar 1741 og 1742 oversteg Dødsfaldenes Antal Fødslernes med den store Forskjel af 31,436, og det paa en Tid, da Rigets samlede Befolkning høist kan anslaaes til 700,000. Det er om disse sidste Trængselsaar, at vi her ville fortælle. Vore Kilder have for en Del været trykte Skrifter (som f. Ex Ilmonis „{{antikva|Bidrag till Nordens Sjukdomshistoria}}, {{antikva|tredje delen, Helsingfors}} 1853“, Pontoppidans Norges naturlige Historie samt stundom en og anden Bygdebeskrivelse), men fornemmelig dog utrykte Papirer, hentede fra Rigsarchivet og andensteds. {{---}} Sommeren 1739 havde været kold, og allerede dette Aars Høst var derfor ringere end sædvanlig. Derpaa fulgte mellem 1739 og 1740 en overordentlig streng Vinter. Man kunde kjøre over Øresund, ja, som det heder, endog mellem Kjøbenhavn og Danzig; i England tilfrøs Themsen, i Holland Zuydersøen, i Tydskland Rhinfloden, selv i Spanien og Portugal naaede Sneen flere Fods Høide; paa Middelhavet rasede de heftigste Storme. Vistnok fik man en mild Vaar, men den ledsagedes af heftige Oversvømmelser, og Sommeren blev atter kold, saa at Høsten paany mislykkedes. Allerede i 1740 finder man derfor, at de Dødes Antal og det endog i nogle af vore frugtbareste Bygdelag oversteg de Fødtes. I Nes paa Romerike fødtes saaledes 118, men døde 144, i Lier ved Drammen henholdsvis 84 og 108. I de to følgende Aar 1741 og 1742 vare de klimatiske Forhold, forsaavidt der haves Besked herom, omtrent af samme Beskaffenhed, som de havde været i 1740.<noinclude> <references/></noinclude> 6k9hbh2og4laie86jn7ule3wnhy6k2t 104 72751 333573 190035 2026-09-19T15:17:00Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333573 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>„1742 udi Sommeren, da Luften begyndte at blive hed, (fortælles der i en Pjece fra 1750),<ref>Jacob Borrebye: En liden Tidsfordriv eller Raritetskammer, Kjøbenhavn 1750, S. 38. Pontoppidan (Norges nat. Hist. {{antikva|I.}} S. 48) omtaler ogsaa disse Orme, men som en almindelig, ikke til Kristianiaegnen indskrænket, Landeplage. De nævnes ogsaa i Reskript af 6te Juli 1742.</ref> nedfaldt af Luften en stor Del Orme paa Byggen omkring Christiania i Norge, blandt hvilke de fleste vare sorte, andre stribede, de fleste indsvøbte i en tynd Hinde, som Silkeorme, hvilke bleve siden til Sommerfugle; af disse usædvanlige og skadelige Orme blev Sæden med Græs og Urter i en Hast saaledes opædt, at mange Mennesker og Kvæg derover maatte lide stor Mangel paa Føde, ja mange døde af Hunger. Efterat Grøden saaledes var fortæret, krøb endel af disse Orme ned i Jorden, men Aadslerne af dem, som bleve tilbage, foraarsagede en overmaade vederstyggelig Stank.“ I August Maaned indtraadte derpaa, fortæller Rappe i sin ovennævnte Indberetning, Nattefrost, først i Fjeldbygderne, dernæst ogsaa i de lavere liggende Egne, og mod Slutningen af September maatte Høsten ei alene i Akershus Stift, men i hele Riget erklæres for mislykket. For en Mængde Husmænd og smaa Jordbrugere var der endog slet ikke Tale om nogensomhelst Indhøstning, da de stakkels Mennesker intet Korn havde havt til Udsæd. „Mange hundrede Mennesker fra Oplandene,“ siger Amtmanden, „har jeg med Hjertesorg seet her i Bygden, som have søgt Arbeide, men man har Intet havt for dem at bestille, thi ere de gaaede hjem, og endel underveis kreperede.“ I en anden Indberetning — fra øvre Romerikes Provsti — omtales, at tre Mennesker vare fundne paa Marken, døde af Hunger, og Stiftamtmanden oplyser, at<noinclude> <references/></noinclude> bo193hblbtbj969g5v7ul3lbi7vtla2 104 72752 333574 190036 2026-09-19T15:17:10Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333574 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>„grove Tyverier og Røverier“ i disse ulykkelige Aar vare hyppigere end ellers. I en Skrivelse fra daværende Major de Seue til Generalmajor Huitfeldt paa Ellingaard, dat. Vestby 24de April 1742, skildres Tilstanden paa følgende Maade: „Jeg har over 22 Mand i mit Kompagni, dem jeg formedelst Manquement af Føde til deres Livsophold ikke er capable til at exercere; thi naar de om Søndagen komme til Kirken, og jeg vil exercere, beklage de sig ikke at kan, ihvor de gjerne vilde, af Aarsag En siger, ikke i et Jævndøgn at have faaet Mad, en Anden siger, ikke i 2 Gange 24 Timer at have faaet Noget til Fortæring; den Tredie beretter, han har spist Brød af Bark og drukket Vand til over 2 Maaneder, og saa videre. Spørger jeg om Aarsagen, sige de, først blev Grøden forleden Aar saa borte, at de ikke havde Føde deraf uden med Nød til Jul; dernæst udsatte de sig saa for Sædekorn og Føde forleden Aar, at deres Kreaturer gik næsten med, og de faa, de havde igjen, ere nu alt kreperede af Manquement paa Fourage, som de ei heller fik Noget af, saa de nu intet eie det ringeste ......; og af det Korn, Deres Majestæt allernaadigst lader uddele og kreditere til de Nødlidende, beklage de sig ikke at faa, af Aarsag sige de, det mest uddeles til de formuende Bønder og dem, der kan betale. — Desuden det og arriveret med 3 Mand, de har faldet ned under Geværet af Afmægtighed, da de aldeles ikke, som de selv skal kunne bevidne, i Exercitien er uden med størst Lemfældighed trakteret; mens de foregive, som det og er i Sandhed, af det de ere udhungrede, — og idag, da jeg skriver dette, har disse 22 Mand været hos mig og begjært min Kaution for at faa Korn, ellers de maa dø; men min Formue strækker ei dertil, men kaverte alene for 4 Mand, dem jeg vidste allermest i Nød<noinclude> <references/></noinclude> rpq2q5fjmvm8mbo0iaedlvtxjnuxre7 104 72754 333575 190038 2026-09-19T15:17:20Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333575 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>var at faa i Kjøbstæderne, „var Prisen saare høit opstegen, og Bønderne havde ikke Penge at kjøbe for, ei heller Kræfter til at bære det frem saa lange Veie paa deres Ryg.“ Og derfor, vedbliver Wisløff, „tog Sult og Sygdom saamegen Overhaand, særlig blandt fattige Folk, som ingen Raad eller Middel havde, hvilken Svaghed havde den Beskaffenhed med sig, at naar et friskt Menneske kom ind til disse Syge for at se til dem, og de kom igjen til sit Hus, bleve de befængte med samme Svaghed og det med Hovedpine og Svimlen, med Kulde og Hede, at de maatte tilsengs. Saaledes grasserede denne Svaghed fra Gaard til Gaard og udpinte Folkets Kræfter, saa at Mange, baade Gamle og Unge, i denne Svaghed døde.“ I Nes paa Romerike udgjorde Antallet af Fødte og Døde i 1741 henholdsvis 99 og 195; 1742 endog 31 og 441. I Høland 1741 henholdsvis 96 og 103, i 1742 henholdsvis 47 og 359. Ogsaa i Gudbrandsdalen, hvorhen Tilførselen dengang maatte ske paa Hesteryggen fra Romsdalen, og i Budskeruds Amt<ref>Om Tilstanden paa Ringerike se Wiels Beskr. (Top. Journ. H. 31, S. 157—158).</ref> vide vi efter statistiske Data, at Dødeligheden var overordentlig. Endog ved Kysten af Christianiafjorden var den voldsom, om end i noget mindre Grad; Follo Sorenskriveri talte i 1742 159 Fødte og 504 Døde. I de nordligere Havdistrikter var derimod Tilstanden sammenlignelsesvis noget bedre, thi der var, som antydet, Sønæringen større og derhos Kornhandelen fri. I Søndmøre Fogderi fødtes og døde i 1741 henholdsvis 380 og 430, i 1742 henholdsvis 504 og 541; mærkeligt nok tiltog i det næste Aar ogsaa Fødslerne. Dog<noinclude> <references/></noinclude> 5avvociobkrkudfoo4l37ar3ro5di1u 104 72755 333576 190039 2026-09-19T15:17:30Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333576 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>kunde ogsaa i Søegnene Nøden være meget betydelig.<ref>Se f. Ex. de ret interessante Oplysninger om denne Sag i Ekersundsposten for 1835, No. 42—43.</ref> I Stjørdals Præstegjeld fødtes i 1742 117„ medens Antallet af de Døde steg op til 300. Den smitsomme Sygdom, der opstod af Hungersnøden, og som bortrev saa mange Ofre, skildres i de forskjellige Egne af Landet omtrent ens. Det var, som det heder i en Indberetning fra Ekersund, „Blodsot, Flekfeber og en Hovedsot, der henrykker Sandserne, opsvulmer Legemet og langsomt udpiner det.“ Omtrent med samme Ord skildres Sygdommen i Nes paa Romerike, og dette stemmer ogsaa overens med den ovenanførte Skildring fra Thoten og Hadeland. Lægehjælp var dengang aldeles ikke at tale om uden i ganske enkelte Byer; for Christianssands Stifts Vedkommende gave disse Sygdomsaar Anledning til, at en Fysikus udnævntes med det hele Stift som Embedsdistrikt. Af {{antikva|Dr.}} Ilmonis Sjukdomshistoria ser man, at ogsaa andensteds i Norden, i Sverige og Finland, ytrede Landfarsotten sig paa samme Maade. I det sidstnævnte Land førtes fremdeles Krig mod Rusland; Soldaterne døde i Hobetal, og de gjenlevende bragte Sygdommen i dens værste Skikkelse over til Sverige selv, hvor den især rasede i Upsala. Island hjemsøgtes af Kopperne. Ikke alene Sæden, men ogsaa Høavlingen slog feil i disse paa hinanden følgende Trængselsaar. Sygdommen rammede derfor ogsaa Husdyrene. Det var i Anledning af den danske Kvægsyge, at Ludvig Holberg skrev sin bekjendte Afhandling, det eneste Bidrag, hvormed han nogensinde betænkte Videnskabernes Selskab. I Norge angaa Klagerne mest Hestene. „Den Bonde, som i forrige Aaringer har havt og underholdt 5, 6 og flere Heste, kan<noinclude> <references/></noinclude> alw3oy982zaff3k4ik3tz2ii1a0nqvj 0 72820 333687 190105 2026-09-19T15:42:46Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333687 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=61 to=61 fromsection="Tordenskjolds Skibspræst" tosection="Tordenskjolds Skibspræst" header=1 /> pviuckmlcuvcivum32lyfulhsdtsxe5 0 72821 333597 190107 2026-09-19T15:29:56Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333597 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=61 to=62 fromsection="Fanden i Strømmene" header=1 /> bbhd74jo17yv1kldjznfp3v7qqxbxqc 0 72822 333598 190108 2026-09-19T15:30:06Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333598 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=63 to=63 fromsection="Biskop Henning Stockfleth" tosection="Biskop Henning Stockfleth" header=1 /> i26iov338xz8l2gn7zqb03p511rztvw 0 72823 333589 190109 2026-09-19T15:28:36Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333589 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=63 to=65 fromsection="Almuens Præstevalg" header=1 /> jce8u1wftswuvrtyqfgv4i1a2qaeizj 0 72824 333621 190110 2026-09-19T15:33:36Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333621 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=66 to=69 tosection="Hestekampe" header=1 /> cg0msigoil91z0s1ijcxyz2jz4sdh9i 0 72825 333588 190111 2026-09-19T15:28:26Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333588 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=69 to=77 fromsection="Almuens Gilder og Gjestebud" tosection="Almuens Gilder og Gjestebud" header=1 /> 0qr5se7wx1z4ztom55gr3r8qsouxlyn 0 72826 333604 190112 2026-09-19T15:31:06Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333604 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=77 to=82 fromsection="Bustemanden" tosection="Bustemanden" header=1 /> kikl4xvle6l80hvg3bbohykperrdjqv 0 72827 333688 190113 2026-09-19T15:42:56Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333688 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=82 to=82 onlysection="Trælasthandel paa Søndmøre i gamle Dage" header=1 /> l48vwd0jeeqyo11re2crobrvheem62s 0 72828 333652 190114 2026-09-19T15:37:56Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333652 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=83 to=83 header=1 /> 9z56c833wr2eiirvhwkj38ms7d0i07y 0 72829 333632 190115 2026-09-19T15:35:16Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333632 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=84 to=84 onlysection="Kirsebæravlen i Hardanger" header=1 /> 4ith08n2ddsq62lfhctbzhhlym2zwly 0 72830 333619 190118 2026-09-19T15:33:16Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333619 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=84 to=86 fromsection="Hardanger-Violinen" tosection="Hardanger-Violinen" header=1 /> ok0srevkkph5927v0q64puqcb0llfse 0 72831 333614 190119 2026-09-19T15:32:36Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333614 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=86 to=87 fromsection="Gerhard Treschow og Svend Hugen" tosection="Gerhard Treschow og Svend Hugen" header=1 /> 7h51982pmmi7izpsa5cadz3dt6kw8r9 0 72832 333679 190120 2026-09-19T15:41:36Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333679 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=87 to=88 fromsection="Store Uaar nordenfjelds" tosection="Store Uaar nordenfjelds" header=1 /> cgi8ei5vpc952yyy2rjz7vri8e8odda 0 72833 333645 190121 2026-09-19T15:36:56Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333645 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=221 to=236 header=1 /> 7680uked6dwrzp63bxpm1suoqpq2r3z 0 72837 333689 190125 2026-09-19T15:43:06Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333689 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=237 to=251 header=1 /> ms1cezm5umpxsbu2h6h7wlbih35o7zj 0 72838 333623 190127 2026-09-19T15:33:56Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333623 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=88 to=89 fromsection="Hr. Halvor og Graatopsslottet i Drangedal" tosection="Hr. Halvor og Graatopsslottet i Drangedal" header=1 /> crqjlf7kym7f0krthdrz7qi5ii4uz1c 0 72839 333605 190128 2026-09-19T15:31:16Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333605 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=89 to=91 fromsection="Finlierne" tosection="Finlierne" header=1 /> 2o1v9edc3tptyjiwo133n9ozofxkxe4 0 72840 333636 190129 2026-09-19T15:35:46Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333636 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=91 to=96 fromsection="Kvæner" tosection="Kvæner" header=1 /> 6uk27esqvz0ey2z74za1bcln1n5fth7 0 72841 333677 190130 2026-09-19T15:41:16Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333677 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=96 to=100 fromsection="Stig Bagge" tosection="Stig Bagge" header=1 /> lj8mu7pljugxbmfbjx3wt6j0i3t9qlo 0 72842 333668 190131 2026-09-19T15:40:06Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333668 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=100 to=104 fromsection="Sagn fra Syvaarskrigen" tosection="Sagn fra Syvaarskrigen" header=1 /> ken6tyc5kjsn1w8avfrzdet118dgz22 0 72843 333651 190132 2026-09-19T15:37:46Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333651 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=104 to=110 fromsection="Olaf den Helliges Ligkiste" header=1 /> clf1q5pcnp0gjskwkfsnnwtdg99j4xm 0 72844 333595 190134 2026-09-19T15:29:36Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333595 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=111 to=111 header=1 /> 8yhuqnz9j37f7mnvcnyv0jqs53xrlpv 0 72845 333692 190136 2026-09-19T15:43:36Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333692 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=112 to=113 tosection="Vonde Aasmund" header=1 /> o13jm4xvsdv6wecz80hcls5c9ise6f5 0 72846 333680 190137 2026-09-19T15:41:46Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333680 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=113 to=114 fromsection="Svensken i Snaasen" tosection="Svensken i Snaasen" header=1 /> rnl93wtra27dy7yg2vl52boujkq6vwy 0 72847 333641 190139 2026-09-19T15:36:26Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333641 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=114 to=114 onlysection="Løitnanten og Nordhordlændingerne" header=1 /> i315av8ukos177h5wv0ud8a1ql51h45 0 72848 333627 190140 2026-09-19T15:34:26Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333627 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=115 to=116 header=1 /> b9n8mx47nay2no9y2gkb0zjbuqs1lj4 0 72849 333612 190141 2026-09-19T15:32:16Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333612 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=117 to=118 tosection="General Folkersam" header=1 /> 7xxxcfgrzfrjmz7eul3ggiahomrb5ag 0 72850 333693 190142 2026-09-19T15:43:46Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333693 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=118 to=118 onlysection="Vosserne og Hardangerne i Gyldenløvefeiden" header=1 /> g844hcdp8qgv81ypyowwzrhcmeekk4g 0 72851 333591 190143 2026-09-19T15:28:56Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333591 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=119 to=120 tosection="En svensk Anna Kolbjørnsdatter" header=1 /> nmkxvjixjgvomwvv17dtmuo4r3eafa1 0 72852 333686 190144 2026-09-19T15:42:36Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333686 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=120 to=120 onlysection="Tordenskjold og Drakenberg" header=1 /> c8ov756j0oe4s8q27bp0d5biivm3qqs 0 72853 333648 190147 2026-09-19T15:37:16Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333648 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=121 to=126 header=1 /> 5olb411e2ygsx06fm2jyuim8t8ffe5p 0 72854 333649 190148 2026-09-19T15:37:26Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333649 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=127 to=127 onlysection="Oberst Løven" header=1 /> 7g0gqv0bw1fmest52vp3iktflgekofw 0 72855 333669 190149 2026-09-19T15:40:16Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333669 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=127 to=137 fromsection="Sagn om Armfeldts Indfald" tosection="Sagn om Armfeldts Indfald" header=1 /> 8mxqp7g00qn3xunaa9hsparbaotzhsp 0 72856 333609 190150 2026-09-19T15:31:46Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333609 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=137 to=139 fromsection="De svenske Krigsfanger i Lindaas" tosection="De svenske Krigsfanger i Lindaas" header=1 /> b6v9clupuo28h957o043y1hifg48n6u 0 72857 333653 190151 2026-09-19T15:38:06Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333653 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=139 to=141 fromsection="Ole Hovdejord" header=1 /> sg80zdd6dhygcim4t0u8574ra88spge 0 72858 333696 190152 2026-09-19T15:44:06Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333696 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=142 to=144 tosection="„Holste-Karerne“" header=1 /> ouw6sdj25uru17pmorbxgx4s84k57j1 0 72859 333694 190155 2026-09-19T15:43:56Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333694 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=144 to=145 fromsection="Vossingen, som talte tydsk" tosection="Vossingen, som talte tydsk" header=1 /> s6l8h6d116iymdd7w87k8hv6yki36vl 0 72860 333633 190156 2026-09-19T15:35:26Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333633 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=145 to=148 fromsection="Knut Hanssøn Jaastad" tosection="Knut Hanssøn Jaastad" header=1 /> mgn86yh4c1nszt3ojkg3pvxlepnuqpb 0 72861 333644 190157 2026-09-19T15:36:46Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333644 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=148 to=149 fromsection="Mette-Elling" header=1 /> pj2jdemnfovoqh2csvv0xcjz5q0z322 0 72862 333639 190158 2026-09-19T15:36:16Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333639 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=150 to=155 tosection="Lærdølerne" header=1 /> 5hm5fsyamon997g7mxwov8mk2zw07xa 0 72863 333654 190159 2026-09-19T15:38:16Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333654 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=155 to=156 fromsection="Ole Kildmyren" tosection="Ole Kildmyren" header=1 /> jsz9utjuz7qhloh1mv9hv53q07om6il 0 72864 333631 190160 2026-09-19T15:35:06Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333631 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=156 to=157 fromsection="Jørund paa Kvaalid" tosection="Jørund paa Kvaalid" header=1 /> 0lo7wbdc0lqyboixaio7pvj9gx9o5rb 0 72865 333671 190161 2026-09-19T15:40:26Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333671 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=157 to=160 fromsection="Sellestad-Kjæmpen" tosection="Sellestad-Kjæmpen" header=1 /> sz1qvf64qa2btwwf860ymss92exqjr5 0 72866 333596 190162 2026-09-19T15:29:46Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333596 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=160 to=161 fromsection="Asgeir Hegtved" tosection="Asgeir Hegtved" header=1 /> 8l7j6sjoxcp0v90zcgivu5n6nygmqt8 0 72867 333678 190163 2026-09-19T15:41:26Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333678 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=161 to=169 fromsection="Store-Hans" tosection="Store-Hans" header=1 /> 54xmzugko34ytymrsr0igcmmeofmsab 0 72868 333650 190164 2026-09-19T15:37:36Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333650 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=169 to=171 fromsection="Oberstløitnant Hein" tosection="Oberstløitnant Hein" header=1 /> 17xaxqmgziehp4i89qutdnvwe09y3fj 0 72869 333665 190165 2026-09-19T15:39:46Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333665 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=171 to=172 fromsection="Rømningsmænd" tosection="Rømningsmænd" header=1 /> g8djte1tuqs3nhy2toshflg0r47ze49 0 72870 333592 190166 2026-09-19T15:29:06Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333592 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=172 to=175 fromsection="Argehovden" tosection="Argehovden" header=1 /> sg1ewjvnq6chrbnq5p7ze9s9nbnh5ob 0 72871 333681 190167 2026-09-19T15:41:56Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333681 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=175 to=176 fromsection="Søren Haarberg" header=1 /> 091vu8amy76xac5varj8dmukvdpolmp 0 72872 333656 190168 2026-09-19T15:38:36Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333656 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=177 to=177 onlysection="Ole og Aslak Jonssønner" header=1 /> 6pe9jav8yvinij7p2uk4rbkyex4wkp7 0 72873 333586 190169 2026-09-19T15:27:55Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333586 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=177 to=181 fromsection="Alexander Persson, Stodderkonge paa Søndmøre" header=1 /> lyu1jba25dza8724ywkf0dut409fid5 0 72874 333590 190170 2026-09-19T15:28:46Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333590 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=182 to=182 header=1 /> ks6d4qe54c0zzspl7s3dirgcpk0w5ei 0 72875 333708 190171 2026-09-19T15:57:06Z KåreBot 479 fjerner PD-old 333708 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=183 to=184 tosection="Elling Kjerstad" header=1 /> o2lvr5s46x0eoax8prkrkapr65fbe8h 0 72876 333594 206972 2026-09-19T15:29:26Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333594 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=184 to=187 fromsection="Arve Bravkarl" tosection="Arve Bravkarl" header=1 /> dpatj4sd6vxmjm8r2lc2gune32vf9el 0 72877 333599 190173 2026-09-19T15:30:16Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333599 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=187 to=190 fromsection="Fantegutten" header=1 /> cwp2g360fhlpouehd6s96xqs0m1krb5 0 72878 333673 190174 2026-09-19T15:40:46Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333673 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=191 to=191 onlysection="Snarøen" header=1 /> g56z3t1985tvm9mstonzv5w2majm93t 0 72879 333593 190175 2026-09-19T15:29:16Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333593 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=191 to=191 onlysection="Et Grændsemøde" header=1 /> rttkxbgzd9rasc50ejq9eagna8iu0qj 0 72880 333691 190176 2026-09-19T15:43:26Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333691 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=192 to=193 header=1 /> 4rf3h5s8e4e9oqkr283vdwpmedx854p 0 72881 333690 190177 2026-09-19T15:43:16Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333690 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=194 to=195 header=1 /> mk3lxqramliglaok0shatylftku1tq8 0 72882 333655 190178 2026-09-19T15:38:26Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333655 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=196 to=197 tosection="Ole Vigedal" header=1 /> kkqqr6nt1efwgzeyp239ib5j0bk105p 0 72883 333603 190179 2026-09-19T15:30:56Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333603 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=197 to=199 fromsection="Fingubben og den danske Pige" tosection="Fingubben og den danske Pige" header=1 /> 00ewge31yrn3ph1jzzlo6tvqtceucue 0 72884 333634 190180 2026-09-19T15:35:36Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333634 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=199 to=200 fromsection="Kongehøien i Gjerdrum" tosection="Kongehøien i Gjerdrum" header=1 /> ivdp6f10txh9kzbw3etu6178m2zkh2j 0 72885 333607 190181 2026-09-19T15:31:26Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333607 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=200 to=202 fromsection="Christian den Sjette paa Søndmøre" tosection="Christian den Sjette paa Søndmøre" header=1 /> 34t7jmevm8bb9v8gmm6s63gq9pm2rjq 0 72886 333637 190183 2026-09-19T15:35:56Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333637 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=202 to=204 fromsection="Lars Paalssøn Ingeset" tosection="Lars Paalssøn Ingeset" header=1 /> g62k1u9oadcmas5s30d4g0c0c7hm47l 0 72887 333682 190184 2026-09-19T15:42:06Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333682 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=204 to=205 fromsection="To Soldater" tosection="To Soldater" header=1 /> 7ddnrx8cilcng2stzcn0s43csp7zjmd 0 72888 333672 190185 2026-09-19T15:40:36Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333672 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=205 to=206 fromsection="Sille Gad" tosection="Sille Gad" header=1 /> ivgjbu9jbzkx2ubsxvhxt4l19ojru8w 0 72889 333638 190186 2026-09-19T15:36:06Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333638 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=206 to=207 fromsection="Ludvig Holbergs Barndom" tosection="Ludvig Holbergs Barndom" header=1 /> swanka243gu6b84dwomho7pf8hyi1us 0 72890 333658 190187 2026-09-19T15:38:46Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333658 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=207 to=208 fromsection="Oprindelsen til Adelsnavnet Benkestok" tosection="Oprindelsen til Adelsnavnet Benkestok" header=1 /> k3tnzbrgaukexrblou9zbr5cq4sqipg 0 72891 333610 190188 2026-09-19T15:31:56Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333610 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=208 to=214 fromsection="Fra Kongsberg" tosection="Fra Kongsberg" header=1 /> 4m08v4cark59tza2vhyem9j6qqu7hpx 0 72892 333667 190189 2026-09-19T15:39:56Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333667 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=214 to=218 fromsection="Røros Kobberverk" tosection="Røros Kobberverk" header=1 /> kcbkxnm9pbxfnqn8pdz3i99nmsjw31g 0 72893 333643 190190 2026-09-19T15:36:36Z KåreBot 479 fjerner opphavsrettsmal fra kapitlene (den finnes på forsiden) 333643 wikitext text/x-wiki <pages index="Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu" from=218 to=219 fromsection="Meldals Kobberverk" header=1 /> gyxit67y20ax6zkwhqi79qsqlask66l 104 74099 333723 202439 2026-09-19T16:14:40Z Kåre-Olav 25 s>S 333723 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||SMAASTYKKER|505}}</noinclude>i Throndhjem, altsaa udenfor Amtets Grændser, men ved Resc. af 19 Febr. 1771 toges denne Tilladelse tilbage, dog saa at Collin til Erstatning skulde have et Gagetillæg af 400 Rdl. Da han imidlertid vedblev at bo i Throndhjem, ja endog uden Frugt mulkteredes for sin Overhørighed, indstilledes han 26 August 1773 til Afskedigelse uden Pension. Samme Aar blev en ny Amtmand over Romsdalen udnævnt. Collin, der var gift med Fennichen Hønne, Enke efter Bernt Møllmann, døde 1782 som Etatsraad. {{---}} Mai 14. (Kbhvn.). Et Spand i Norge og <math>\scriptstyle1\frac{1}{2}</math> Td. Hartkorn svare tilsammen. Denne Lighed finder man Adgang til udi den gamle Landskyld Taxt, saavelsom de senere Anordninger om Ros Tjenesten, hvor de saaledes anføres imod hinanden. Et Skippund Tunge indbefatter 2 Huder og hver Hud 12 Skind. 1 B℔ Smør lige med 7 L℔ Tunge og <math>\scriptstyle8\frac{2}{3}</math> Skind. I Hallingdal regnes paa Løbet 24 paa et Sk℔ Tunge. Der er ingen Lighed mellem Soldaterlægden med Udredning i Danmark og Norge. I Danmark udreder 60 Tønder Hartkorn en Soldat og i Norge hver 3 Spand, følgelig er Danmarks Vilkaar i den Fald mere end 12 Gange bedre end Norges. Quelle étonnante disproportion! Canc. Raad Ol. var i Begyndelsen meget forelsket i Kn.s<ref>Den i Indledningsordene omtalte Landmaaler, Capt Knoff.</ref> Project, men nu har Piben faaet en anden Lyd. Hvor tunge ere ikke nogle Underdaneres Kaar, der fremfor andre skal aftvinges deres Grund og Eiendomme. Feh<ref>Udentvivl P. Fehmann, en af de Svenske, der vare indviklede i de i 1743 for dansk Regning drevne Intriger ved Thronfølgervalget, og som derfor toge sin Tilflugt til Norge og der fik Ansættelse. Se Samll. t. N. F. Sp. og Hist. 4, S. 319–320.</ref> søger om 4 Ting: 1. Justitsraads Titel. 2. Tilladelse at afstaa (sit Embede?). 3. Kgl. Pension af 4 à 500 Rd. 4. at Kongen vil eftergive hans Titel. Mr. Simolin dit, que Mr. Tessin avoit ordre exprès du committè sécret en Suède de demander notre princesse en mariage, mais que de<noinclude> <references/></noinclude> k8k3lrr790320vs6uf4fl3ubd66vku7 333724 333723 2026-09-19T16:15:14Z Kåre-Olav 25 brøk 333724 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||SMAASTYKKER|505}}</noinclude>i Throndhjem, altsaa udenfor Amtets Grændser, men ved Resc. af 19 Febr. 1771 toges denne Tilladelse tilbage, dog saa at Collin til Erstatning skulde have et Gagetillæg af 400 Rdl. Da han imidlertid vedblev at bo i Throndhjem, ja endog uden Frugt mulkteredes for sin Overhørighed, indstilledes han 26 August 1773 til Afskedigelse uden Pension. Samme Aar blev en ny Amtmand over Romsdalen udnævnt. Collin, der var gift med Fennichen Hønne, Enke efter Bernt Møllmann, døde 1782 som Etatsraad. {{---}} Mai 14. (Kbhvn.). Et Spand i Norge og 1{{brøk2|1|2}} Td. Hartkorn svare tilsammen. Denne Lighed finder man Adgang til udi den gamle Landskyld Taxt, saavelsom de senere Anordninger om Ros Tjenesten, hvor de saaledes anføres imod hinanden. Et Skippund Tunge indbefatter 2 Huder og hver Hud 12 Skind. 1 B℔ Smør lige med 7 L℔ Tunge og <math>\scriptstyle8\frac{2}{3}</math> Skind. I Hallingdal regnes paa Løbet 24 paa et Sk℔ Tunge. Der er ingen Lighed mellem Soldaterlægden med Udredning i Danmark og Norge. I Danmark udreder 60 Tønder Hartkorn en Soldat og i Norge hver 3 Spand, følgelig er Danmarks Vilkaar i den Fald mere end 12 Gange bedre end Norges. Quelle étonnante disproportion! Canc. Raad Ol. var i Begyndelsen meget forelsket i Kn.s<ref>Den i Indledningsordene omtalte Landmaaler, Capt Knoff.</ref> Project, men nu har Piben faaet en anden Lyd. Hvor tunge ere ikke nogle Underdaneres Kaar, der fremfor andre skal aftvinges deres Grund og Eiendomme. Feh<ref>Udentvivl P. Fehmann, en af de Svenske, der vare indviklede i de i 1743 for dansk Regning drevne Intriger ved Thronfølgervalget, og som derfor toge sin Tilflugt til Norge og der fik Ansættelse. Se Samll. t. N. F. Sp. og Hist. 4, S. 319–320.</ref> søger om 4 Ting: 1. Justitsraads Titel. 2. Tilladelse at afstaa (sit Embede?). 3. Kgl. Pension af 4 à 500 Rd. 4. at Kongen vil eftergive hans Titel. Mr. Simolin dit, que Mr. Tessin avoit ordre exprès du committè sécret en Suède de demander notre princesse en mariage, mais que de<noinclude> <references/></noinclude> 1cz12ih3e8ybfltogsxqxr0ercn6url 104 94895 333726 231935 2026-09-19T16:19:01Z KåreBot 479 {{linje}} > {{strek}} 333726 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Kåre-Olav" /></noinclude>{{midtstilt|{{xxx-større|'''Norske Bygdesagn,'''}}}} {{midtstilt|samlede}} {{midtstilt|af}} {{midtstilt|'''{{større|{{antikva|Dr.}} Ludvig Daae,}}'''}} {{midtstilt|{{mindre|Professor ved Universitetet i Christiania.}}}} {{---}} {{midtstilt|'''Første Samling.'''}} {{midtstilt|{{liten|Anden omarbeidede og forøgede Udgave.}}}} {{linje|30%}} {{midtstilt|{{sperret|Christiania}}.}} {{midtstilt|'''J. W. {{sperret|Cappelens Forlag}}.'''}} {{linje|5%}} {{midtstilt|{{sperret|1881}}.}} {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> k5ru7djwmqjba27w5uutg27blktg73j 104 94896 333518 231936 2026-09-19T15:07:50Z KåreBot 479 gjør overskrifter større, endrer fra "liten" til "liten blokk", erstatter kort med lang tankestrek 333518 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /></noinclude>{{linje|50%}} {{midtstilt|{{liten blokk|J. Chr. Gundersens Bogtrykkeri.}}}} {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> 7r1z0eeth624p5jwn6gvglwz1ftgmdl 102 127286 333795 332765 2026-09-19T23:31:09Z Øystein Tvede 3938 333795 wikitext text/x-wiki {{Forfatter}} == Tekster == * ''[[Hans kongelige høyhet]]'' (1950, oversettelse ved [[Forfatter:Aimée Aubert Munch|Aimée Aubert Munch]]) == På dansk Wikisource == * [http://da.wikisource.org/wiki/Døden_i_Venedig Døden i Venedig] hhi5mdk3yixyg39q2lrrwubk43cvr1l 106 143946 333758 333401 2026-09-19T22:31:54Z Øystein Tvede 3938 333758 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=Hans kongelige høyhet |Undertittel= |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Thomas Mann|Thomas Mann]] |Oversetter=[[Forfatter:Aimée Aubert Munch|Aimée Aubert Munch]] |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Tanum |Institusjon= |Sted=Oslo |Ar=1950 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=pdf |Bilde=5 |Malform=NB |Fremgang=C |Sider=<pagelist /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag= }} l2sokhqsr79jxth6ny51eqp1jamqmez 333839 333758 2026-09-20T00:36:25Z Øystein Tvede 3938 333839 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Hans kongelige høyhet]] |Undertittel= |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Thomas Mann|Thomas Mann]] |Oversetter=[[Forfatter:Aimée Aubert Munch|Aimée Aubert Munch]] |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Tanum |Institusjon= |Sted=Oslo |Ar=1950 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=pdf |Bilde=5 |Malform=NB |Fremgang=C |Sider=<pagelist /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag= }} qy9lbb3oo2j20n80yvxtx26r6bqxpod 104 143947 333797 333402 2026-09-19T23:38:25Z Øystein Tvede 3938 333797 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|{{sp|THOMAS MANN}}}} {{sp|{{x-større|HANS KONGELIGE<br> HØYHET}}}} {{sp|Oversatt fra tysk av}}<br> ''Aimée Aubert Munch'' {{sp|OSLO 1950<br> JOHAN GRUNDT TANUM FORLAG}}}}<noinclude><references/></noinclude> h5savb1znw8hru6tyosnubvbs0fvjub 333798 333797 2026-09-19T23:38:56Z Øystein Tvede 3938 333798 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|{{sp|THOMAS MANN}}}} {{sp|{{x-større|HANS KONGELIGE<br> HØYHET}}}} {{liten|{{sp|Oversatt fra tysk av}}<br> ''Aimée Aubert Munch''}} {{sp|OSLO 1950<br> JOHAN GRUNDT TANUM FORLAG}}}}<noinclude><references/></noinclude> 5xa3p3q8ct1vzrkuehxpptmslok6xy3 104 143948 333799 333403 2026-09-19T23:40:34Z Øystein Tvede 3938 333799 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{sp|TRYKT I J. PETLITZ BOKTRYKKERI (ROLF RANNEM), OSLO<br> BUNDET HOS M. FREDRIKSEN &. SØNN, OSLO<br> OMSLAGET TEGNET AV ERIK<br> ENGEBRETSEN<br> T 1950100}} {{luft|4em}} {{liten|Originalens titel: «KÖNIGLICHE HOHEIT»}}}}<noinclude><references/></noinclude> qj6joz7q60s3ou6cfzckr6hrw57lyh5 333800 333799 2026-09-19T23:41:12Z Øystein Tvede 3938 333800 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|TRYKT I J. PETLITZ BOKTRYKKERI (ROLF RANNEM), OSLO<br> BUNDET HOS M. FREDRIKSEN &. SØNN, OSLO<br> OMSLAGET TEGNET AV ERIK<br> ENGEBRETSEN<br> T 1950100 {{luft|4em}} {{liten|Originalens titel: «KÖNIGLICHE HOHEIT»}}}}<noinclude><references/></noinclude> emflhukjba6yplpkmsmaiqm6iy7tyol 333801 333800 2026-09-19T23:41:49Z Øystein Tvede 3938 333801 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{liten|{{sp|TRYKT I J. PETLITZ BOKTRYKKERI (ROLF RANNEM), OSLO<br> BUNDET HOS M. FREDRIKSEN &. SØNN, OSLO<br> OMSLAGET TEGNET AV ERIK<br> ENGEBRETSEN<br> T 1950100}}}} {{luft|4em}} {{x-mindre||Originalens titel: «KÖNIGLICHE HOHEIT»}}}}<noinclude><references/></noinclude> gx7ulrwhv6x2zh53aunl9q8nwg712le 333802 333801 2026-09-19T23:42:26Z Øystein Tvede 3938 333802 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{x-mindre|{{sp|TRYKT I J. PETLITZ BOKTRYKKERI (ROLF RANNEM), OSLO<br> BUNDET HOS M. FREDRIKSEN &. SØNN, OSLO<br> OMSLAGET TEGNET AV ERIK<br> ENGEBRETSEN<br> T 1950100}}}} {{luft|4em}} {{xx-mindre|Originalens titel: «KÖNIGLICHE HOHEIT»}}}}<noinclude><references/></noinclude> orzmemea1vm6palzos82n1krukjgofr 333803 333802 2026-09-19T23:42:51Z Øystein Tvede 3938 333803 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{x-mindre|{{sp|TRYKT I J. PETLITZ BOKTRYKKERI (ROLF RANNEM), OSLO<br> BUNDET HOS M. FREDRIKSEN &. SØNN, OSLO<br> OMSLAGET TEGNET AV ERIK<br> ENGEBRETSEN<br> T 1950100}}}} {{luft|4em}} {{xx-mindre|Originalens titel:<br> «KÖNIGLICHE HOHEIT»}}}}<noinclude><references/></noinclude> 1nqwpszlye59qwg3s4xj8b2iiqiaj7t 333804 333803 2026-09-19T23:43:19Z Øystein Tvede 3938 333804 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{x-mindre|{{sp|TRYKT I J. PETLITZ BOKTRYKKERI (ROLF RANNEM), OSLO<br> BUNDET HOS M. FREDRIKSEN &. SØNN, OSLO<br> OMSLAGET TEGNET AV ERIK<br> ENGEBRETSEN<br> T 1950100}}}} {{luft|4em}} {{xx-mindre|{{sp|Originalens titel}}:<br> «KÖNIGLICHE HOHEIT»}}}}<noinclude><references/></noinclude> fn1xr1exdyrapiit7uuyk7vk3r2rblc 104 143949 333805 333404 2026-09-19T23:44:13Z Øystein Tvede 3938 333805 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|{{sp|FORSPILL}}}}}} Det er på Albrechtsstrasse, den store trafikkåren som går fra Albrechtsplatz og Det Gamle Slottet til gardekasernen i residensstaden; det er midt på dagen, en hverdag, og årstiden spiller ingen rolle. Været er hverken det ene eller det andre. Det regner ikke, men himmelen er ikke klar heller; den er nokså lysegrå, alminnelig og ufestlig, og gaten ligger i et hverdagslig og nøkternt skjær som utelukker enhver antydning av noe hemmelighetsfullt eiler spennende. Trafikken er som den pleier i denne ikke særlig travle byen, den glir jevnt og rolig, uten spetakkel og trengsel. Sporvognene ruller forbi, hist og her kjører en drosje, på fortauet går menneskene fram og tilbake. To offiserer kommer mot hverandre — en general og en løytnant. Begge har stukket hendene i lommene på de grå kappene sine. Generalen kommer fra slottet, løytnanten fra kasernen. Han er blottende ung, en ren grønnskolling. Han har smale skuldre, mørkt hår, og de brede kinnbenene som så mange har hertillands. Øynene er blå, med et litt trett uttrykk, og det ungdommelige ansiktet ser reservert og velvillig ut på én gang. Generalen er hvithåret, høy og bredskuldret, med noe absolutt myndig over seg. Øyenbrynene hans ser ut som om de er laget av bomull, og barten er så busket og stor at den skygger over både munn og hake. Han går langsomt og verdig, sabelen klirrer mot asfalten, fjærbusken flagrer i vinden, og for hvert skritt dasker de store, røde oppslagene på uniformsfrakken hans langsomt opp og ned. Slik kommer de mot hverandre. Kan dette føre til forviklinger? Umulig. Hvilken som helst iakt-<noinclude><references/></noinclude> 1nqjm3oe1aq46anpbnmpv284fx4c5q6 104 143950 333888 333405 2026-09-20T01:03:10Z Øystein Tvede 3938 333888 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>tager ser jo klart hva han har for seg. Her møtes den gamle og den unge, han som befaler og han som skal lystre, han som er modnet og herdet i et langt, militært liv og han som står ung og verfaren ved begynnelsen; her er en veldig hierarkisk avstand, og her må en følge bestemte regler. Så følg da din bane, naturens orden! — Men hva skjer? I stedet får vi se følgende overraskende, pinlige, betagende og bakvendte skuespill: Med det samme generalen får øye på den unge løytnanten, blir hele hans holdning forandret. Han strammer seg opp, men virker likevel mindre. På sett og vis demper han ned hele sitt militære vesen, holder på sabelen så den holder opp å klirre, og anlegger en morsk og samtidig forlegen mine; det er tydelig at han ikke riktig vet hvor han skal gjøre av øynene sine, og for å skjule hvor usikker han er, stirrer han stivt under bomullsbrynene sine ned på asfalten foran seg. Hvis en ser nøye på den unge løytnanten, kan en oppdage at han også forandrer uttrykk, men merkelig nok ser det ut til at han tar det hele ganske annerledes overlegent enn den gamle offiseren. Det litt stramme draget om munnen blir til et smil som er beskjedent og godmodig på samme tid, og foreløpig ser han rett forbi generalen med et rolig og uanfektet blikk. Nå er de bare tre skritt fra hverandre. Og istedenfor å gjøre den reglementerte honnør, bøyer den unge løytnanten hodet ganske lett bakover, drar høyre hånd — merkelig nok bare høyre hånd — opp av lommen, og med denne hvitbehanskete høyre hånden gjør han en liten oppmuntrende og forbindtlig bevegelse; den består ikke i stort mer enn at han vender høyre håndflaten oppover og åpner hånden; men generalen, som med nedhengende armer har ventet på dette tegnet, løfter hastig hånden til hjelmen, går et skritt til siden, så fortauet blir fritt, og bukker dypt for løytnanten, blussende rød i ansiktet og ganske blank i øynene. Da hilser løytnan-<noinclude><references/></noinclude> a45my19jf71fx3f24k5indwhrmshtb3 104 143952 333883 333407 2026-09-20T00:58:24Z Øystein Tvede 3938 333883 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|{{sp|LYTEN}}}}}} Salutten tordnet da det på alle moderne opplysningsmåter kom underretning til residensstaden om at storhertuginne Dorothea på Grimmburg for annen gang var nedkommet med en sønn. Det var 72 skudd som drønnet over land og by, og de ble avfyrt fra militært hold på «sitadellet». Like etter begynte brannvakten også å skyte med bykanonene, for de ville ikke stå tilbake, men det var lange pauser mellom skuddene, noe som vakte stor munterhet blant befolkningen. Fra en trebevokst høyde skuet slottet Grimmburg ut over den maleriske lille byen av samme navn, som lå der og speilte de grå hustakene i elven som fløt forbi; med den lille lokalbanen, som ikke akkurat kunne skryte av sitt store overskudd, kunne en komme til hovedstaden på en halv time. Trossig reiste den seg der oppe, den gamle borgen som en gang i lengst hensvunne dager var blitt bygd av markgreve Klaus Grimmbart, fyrsteslektens stamfar. Senere var den flere ganger blitt pusset opp, utstyrt med moderne bekvemmeligheter og kort sagt holdt i akt og ære som dynastiets vugge. For familieloven og tradisjonen krevde at alle som nedstammet i like linje fra markgreven, altså alle barna av det regjerende fyrstepar, skulle fødes her. Denne tradisjonen gikk det ikke an å se bort fra. Landet hadde hatt opplyste og fritenkende herskere som hadde moret seg med å håne den, men når det kom til stykket hadde de trukket på skuldrene og føyet seg. Nå var det for lengst for sent å gjøre noe ved det. Enten det nå var fornuftig og tidsmessig eller ikke — hvorfor uten grunn bryte en ærværdig gammel skikk, som på sett og vis hadde<noinclude><references/></noinclude> hfy09ixd5v0lcutsygfxglxja6utklu 104 143953 333838 333409 2026-09-20T00:36:02Z Øystein Tvede 3938 333838 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>fått hevd? Folket trodde fullt og fast at den hadde sin betydning. To ganger i løpet av femten generasjoner hadde et barn av en regjerende fyrste på grunn av en eller annen tilfeldighet sett dagens lys på andre slott, og med begge to hadde det tatt en trist og uhyggelig ende. Men like fra Heinrich den Botferdige og Johann den Voldsomme og de to vakre og stolte søstrene deres, til Albrecht, far av storhertugen, og Johann Albrecht III, storhertugen selv, var alle landets regjerende fyrster og deres søsken kommet til verden her; det var nå seks år siden Dorothea var nedkommet med sin første sønn ― ― ― For øvrig var denne fedreneborgen et like staselig som fredelig tilfluktssted. Om sommeren var den tilmed å foretrekke fremfor det praktfulle, kneisende Hollerbrunn; for da var sålene på Grimmburg kjølige og svale og omgivelsene var deilige og skyggefulle. Oppstigningen fra den lille byen var morsom og malerisk, selv om den ikke var særlig bekvern; det var en smal gate med ujevn og vond brolegning; den slynget seg mellom de fattigslige små husene og de falleferdige murene på brystvernet, gjennom massive murporter fram til det eldgamle gjestgiveriet ved inngangen til borggården der Klaus Grimmbart, som hadde bygd slottet, sto uthugget i stein. Men bak slottet strakte en stor park seg ned over skråningen, og brede, bekvemme veier førte ned til det skogkledde og lett kuperte terrenget, hvor en både kunne kjøre og ta deilige spaserturer. Hva det indre av slottet angar, så var det senest ved begynnelsen av Johann Albrecht III's regjeringstid blitt pusset opp og gjort vakrere på alle kanter — til en pris som hadde gitt grunn til atskillig snakk. De rommene som var i bruk til daglig var blitt utstyrt og fornyet i en på samme tid ridderlig og elegant stil, og våpenflisene i «tronsalen» var omhyggelig restaurert etter det opprinnelige mønstret. Forgylningen på<noinclude><references/></noinclude> 70w3s4z0u9nb6c2ykt38nlkevo7920q 104 143956 333840 333412 2026-09-20T00:36:57Z Øystein Tvede 3938 333840 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skjedent borte ved vaskebordet, med et oppmerksomt uttrykk i ansiktet. Johann Albrecht oppholdt seg i et hvelvet rom som både kunne innby til arbeid og til stille betraktninger. Det ble skilt fra «brudestuen» bare ved det såkalte frisérkabinettet og et annet gjennomgangsværelse. Det ble kalt biblioteket, på grunn av noen håndskrevne folianter som sto og støttet seg mot hverandre i det tunge skapet, og inneholdt slottets historie. Rommet var innrettet som arbeidsværelse. På panelhyllen sto noen globuser. Gjennom det åpne buevinduet blåste det friskt. Storhertugen hadde gitt beskjed om at han ville ha te, og kammertjeneren, Prahl, var selv kommet inn med tebrettet; men det sto glemt og forlatt på sekretæren, og Johann Albrecht marsjerte rastløs og anspent fram og tilbake på gulvet, så det knirket i lakkstøvlene hans. — Adjutant von Lichterloh hørte knirkingen, der han gikk og kjedet seg i det nesten tomme gjennomgangsværelset. Ministeren, generaladjutanten, hoffpredikanten og de andre herrene ved hoffet, ni eller ti i alt, ventet i representasjonsrommene i første etasje. De spaserte gjennom den store og den lille festsalen, der faner og våpenarrangementer pranget mellom de Lindemann'ske målerier; de lente seg mot de slanke søylene som endte i brokete hvelvinger over hodene deres; de sto ved de høye, smale vinduene og så gjennom de blyinnfattede rutene ned på elven og byen; de satte seg på steinbenken som gikk langs veggen, eller i lenestolene ved kaminene og så på de komiske, svevende og sammenkrøpne små steinpjokkene som bar kamintakene. Morgensolen fikk det til a glitre i gullsnorene på uniformene, i ordensstjernene på de vatterte brystene og i de brede gullrendene på benklærne. Samtalen gikk tregt. Stadig ble tresnutete hatter og hvitbehanskete hender løftet opp foran krampaktig gjespende munner. Nesten alle sammen hadde tårer i øynene. Flere av<noinclude><references/></noinclude> gpgufcdfy8quiix2x7b7yzm4sbx804q 333878 333840 2026-09-20T00:54:46Z Øystein Tvede 3938 333878 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skjedent borte ved vaskebordet, med et oppmerksomt uttrykk i ansiktet. Johann Albrecht oppholdt seg i et hvelvet rom som både kunne innby til arbeid og til stille betraktninger. Det ble skilt fra «brudestuen» bare ved det såkalte frisérkabinettet og et annet gjennomgangsværelse. Det ble kalt biblioteket, på grunn av noen håndskrevne folianter som sto og støttet seg mot hverandre i det tunge skapet, og inneholdt slottets historie. Rommet var innrettet som arbeidsværelse. På panelhyllen sto noen globuser. Gjennom det åpne buevinduet blåste det friskt. Storhertugen hadde gitt beskjed om at han ville ha te, og kammertjeneren, Prahl, var selv kommet inn med tebrettet; men det sto glemt og forlatt på sekretæren, og Johann Albrecht marsjerte rastløs og anspent fram og tilbake på gulvet, så det knirket i lakkstøvlene hans. — Adjutant von Lichterloh hørte knirkingen, der han gikk og kjedet seg i det nesten tomme gjennomgangsværelset. Ministeren, generaladjutanten, hoffpredikanten og de andre herrene ved hoffet, ni eller ti i alt, ventet i representasjonsrommene i første etasje. De spaserte gjennom den store og den lille festsalen, der faner og våpenarrangementer pranget mellom de Lindemann'ske målerier; de lente seg mot de slanke søylene som endte i brokete hvelvinger over hodene deres; de sto ved de høye, smale vinduene og så gjennom de blyinnfattede rutene ned på elven og byen; de satte seg på steinbenken som gikk langs veggen, eller i lenestolene ved kaminene og så på de komiske, svevende og sammenkrøpne små steinpjokkene som bar kamintakene. Morgensolen fikk det til å glitre i gullsnorene på uniformene, i ordensstjernene på de vatterte brystene og i de brede gullrendene på benklærne. Samtalen gikk tregt. Stadig ble tresnutete hatter og hvitbehanskete hender løftet opp foran krampaktig gjespende munner. Nesten alle sammen hadde tårer i øynene. Flere av<noinclude><references/></noinclude> t1y2v3qami1k4m9w5mee90y0xiicsex 104 143957 333731 2026-09-19T21:39:14Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333731 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>dem hadde ikke hatt tid til å spise frokost. Noen av dem underholdt seg med forsiktig å studere medisinalråd Eschrichs operasjonsbestikk og den kuleformede kloroformflasken i lærhylster, som doktoren for alle tilfelles skyld hadde tatt med seg. Overhoffmarskalk von Bühl zu Bühl, en kraftig mann som svinset omkring med brun parykk, gull-lorgnett og lange gule negler, fortake noen historier på sin stakkåndete, usammenhengende måte; så satte han seg i en lenestol og gjorde bruk av den vidunderlige evnen han hadde til å sove med åpne øyne — han sått der stiv og strunk med glassaktig blikk, og kunne miste all følelse av rom og tid uten på noen måte å krenke det ærverdige huset. Finans- og jordbruksministeren, doktor von Schroder, hadde en samtale med statsministeren, baron Knobelsdorff, som også var innen- og utenriksminister, samt minister for det storhertugelige hus. Det var en temmelig springende samtale — den begynte med en betraktning om kunst, gikk over til finansielle og økonomiske spørsmål, streifet i temmelig usympatiske vendinger inn på en høyere hoff-funksjonær og tok også fatt på fyrstelige personer. Det gikk slik til at begge herrene ble stående foran et av måleriene i den store festsalen. De holdt hattene sine bak på ryggen, og begge tenkte mer enn de sa. Finansministeren spurte: «Og dette? Hvem er det? Hva forestiller dette? Deres Eksellense er så inne i dette —» «Å, det er ganske overfladisk. Dette forestiller to unge prinser av fyrstehuset som tar imot forleningen av sin onkel, den romerske keiseren. Deres Eksellense ser hvordan begge de unge kneler og høytidelig avlegger cd på keiserens sverd —» «Vakkert, ualminnelig vakkert! For noen farger! Strålende. Se på de henrivende gule lokkene! Og keiseren — han er akkurat slik som vi husker ham fra bøkene! Ja, denne Lindemann fortjener sannelig alle de utmerkelsene han har fått.»<noinclude><references/></noinclude> 9na4ruthu5v51j3k7ehz243b1j3h3vj 333865 333731 2026-09-20T00:47:05Z Øystein Tvede 3938 333865 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>dem hadde ikke hatt tid til å spise frokost. Noen av dem underholdt seg med forsiktig å studere medisinalråd Eschrichs operasjonsbestikk og den kuleformede kloroformflasken i lærhylster, som doktoren for alle tilfelles skyld hadde tatt med seg. Overhoffmarskalk von Bühl zu Bühl, en kraftig mann som svinset omkring med brun parykk, gull-lorgnett og lange gule negler, fortake noen historier på sin stakkåndete, usammenhengende måte; så satte han seg i en lenestol og gjorde bruk av den vidunderlige evnen han hadde til å sove med åpne øyne — han satt der stiv og strunk med glassaktig blikk, og kunne miste all følelse av rom og tid uten på noen måte å krenke det ærverdige huset. Finans- og jordbruksministeren, doktor von Schroder, hadde en samtale med statsministeren, baron Knobelsdorff, som også var innen- og utenriksminister, samt minister for det storhertugelige hus. Det var en temmelig springende samtale — den begynte med en betraktning om kunst, gikk over til finansielle og økonomiske spørsmål, streifet i temmelig usympatiske vendinger inn på en høyere hoff-funksjonær og tok også fatt på fyrstelige personer. Det gikk slik til at begge herrene ble stående foran et av måleriene i den store festsalen. De holdt hattene sine bak på ryggen, og begge tenkte mer enn de sa. Finansministeren spurte: «Og dette? Hvem er det? Hva forestiller dette? Deres Eksellense er så inne i dette —» «Å, det er ganske overfladisk. Dette forestiller to unge prinser av fyrstehuset som tar imot forleningen av sin onkel, den romerske keiseren. Deres Eksellense ser hvordan begge de unge kneler og høytidelig avlegger cd på keiserens sverd —» «Vakkert, ualminnelig vakkert! For noen farger! Strålende. Se på de henrivende gule lokkene! Og keiseren — han er akkurat slik som vi husker ham fra bøkene! Ja, denne Lindemann fortjener sannelig alle de utmerkelsene han har fått.»<noinclude><references/></noinclude> b8xceo7f5sod85pt7qsrma4e5ou619z 333884 333865 2026-09-20T00:59:49Z Øystein Tvede 3938 333884 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>dem hadde ikke hatt tid til å spise frokost. Noen av dem underholdt seg med forsiktig å studere medisinalråd Eschrichs operasjonsbestikk og den kuleformede kloroformflasken i lærhylster, som doktoren for alle tilfelles skyld hadde tatt med seg. Overhoffmarskalk von Bühl zu Bühl, en kraftig mann som svinset omkring med brun parykk, gull-lorgnett og lange gule negler, fortake noen historier på sin stakkåndete, usammenhengende måte; så satte han seg i en lenestol og gjorde bruk av den vidunderlige evnen han hadde til å sove med åpne øyne — han satt der stiv og strunk med glassaktig blikk, og kunne miste all følelse av rom og tid uten på noen måte å krenke det ærverdige huset. Finans- og jordbruksministeren, doktor von Schröder, hadde en samtale med statsministeren, baron Knobelsdorff, som også var innen- og utenriksminister, samt minister for det storhertugelige hus. Det var en temmelig springende samtale — den begynte med en betraktning om kunst, gikk over til finansielle og økonomiske spørsmål, streifet i temmelig usympatiske vendinger inn på en høyere hoff-funksjonær og tok også fatt på fyrstelige personer. Det gikk slik til at begge herrene ble stående foran et av måleriene i den store festsalen. De holdt hattene sine bak på ryggen, og begge tenkte mer enn de sa. Finansministeren spurte: «Og dette? Hvem er det? Hva forestiller dette? Deres Eksellense er så inne i dette —» «Å, det er ganske overfladisk. Dette forestiller to unge prinser av fyrstehuset som tar imot forleningen av sin onkel, den romerske keiseren. Deres Eksellense ser hvordan begge de unge kneler og høytidelig avlegger cd på keiserens sverd —» «Vakkert, ualminnelig vakkert! For noen farger! Strålende. Se på de henrivende gule lokkene! Og keiseren — han er akkurat slik som vi husker ham fra bøkene! Ja, denne Lindemann fortjener sannelig alle de utmerkelsene han har fått.»<noinclude><references/></noinclude> lkjh3y4qsfiklho1aqozwi9fpbbhbv5 104 143958 333732 2026-09-19T21:40:58Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333732 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> «Det er sikkert. Dem han har fått, har han fortjent.» Doktor von Schroder var en høy mann med hvit bart, fine gullinnfattede lorgnetter på den hvite nesen, en liten vom som overraskende skjøt seg fram under brystet, og en tykk fettvalk i nakken, som veltet ut over den stive, broderte frakkekragen; uten å ta øynene fra maleriet, fikk han nå et litt usikkert blikk; det hendte rett som det var når han snakket med baronen, at han plutselig kjente seg på gyngende grunn. Denne Knobelsdorff, denne hoffets yndling og landets høyeste embetsmann var liksom så underfundig — — Stundom kom han med bemerkninger og svar som på sett og vis virket så hånlige. Han hadde reist overalt i verden, visste litt av hvert, og var interessert i alt på en forunderlig frigjort måte. Men likevel var han alltid korrekt. Herr von Schröder visste ikke riktig hvor han hadde ham. Seiv om baronen tilsynelatende var enig med ham, var det ikke mulig å kjennt seg riktig sikker på det. Når han ytret seg om noe, var det alltid med en slags halvt skjult reservasjon, og med en toleranse som gjorde at en var i tvil om hvorvidt det lå rettferdighet eller ringeakt bak ordene. Det mest mistenkelige hos ham var smilet; det hadde ingenting med munnen å gjøre, men lå som små, stråleformete rynker om øyenkipkene, enten det nå var disse rynkene som stadig minte om et smil, eller smilet som i tidens løp hadde skapt rynkene —. Baron Knobelsdorff var yngre enn finansministeren; han var i sine beste år, trass i at den kortklipte barten og det glatte håret med skill i midten alt var tatt til å gråne litt; for øvrig var han undersetsig, korthalset og tydelig besværet av hoffdraktene som var gallonert fra øverst til nederst. Han lot herr von Schröder stå og kjenne seg rådvill og usikker et øyeblikk, og så fortsatte han: «Det var kanskje det beste for hoff-finansene at denne berømte mannen lot seg nøye med stjerner og titler og<noinclude><references/></noinclude> 6kbzftjpbzzywl1xyrh9f97kqepbw2t 333841 333732 2026-09-20T00:37:16Z Øystein Tvede 3938 333841 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> «Det er sikkert. Dem han har fått, har han fortjent.» Doktor von Schroder var en høy mann med hvit bart, fine gullinnfattede lorgnetter på den hvite nesen, en liten vom som overraskende skjøt seg fram under brystet, og en tykk fettvalk i nakken, som veltet ut over den stive, broderte frakkekragen; uten å ta øynene fra maleriet, fikk han nå et litt usikkert blikk; det hendte rett som det var når han snakket med baronen, at han plutselig kjente seg på gyngende grunn. Denne Knobelsdorff, denne hoffets yndling og landets høyeste embetsmann var liksom så underfundig — — Stundom kom han med bemerkninger og svar som på sett og vis virket så hånlige. Han hadde reist overalt i verden, visste litt av hvert, og var interessert i alt på en forunderlig frigjort måte. Men likevel var han alltid korrekt. Herr von Schröder visste ikke riktig hvor han hadde ham. Selv om baronen tilsynelatende var enig med ham, var det ikke mulig å kjennt seg riktig sikker på det. Når han ytret seg om noe, var det alltid med en slags halvt skjult reservasjon, og med en toleranse som gjorde at en var i tvil om hvorvidt det lå rettferdighet eller ringeakt bak ordene. Det mest mistenkelige hos ham var smilet; det hadde ingenting med munnen å gjøre, men lå som små, stråleformete rynker om øyenkipkene, enten det nå var disse rynkene som stadig minte om et smil, eller smilet som i tidens løp hadde skapt rynkene —. Baron Knobelsdorff var yngre enn finansministeren; han var i sine beste år, trass i at den kortklipte barten og det glatte håret med skill i midten alt var tatt til å gråne litt; for øvrig var han undersetsig, korthalset og tydelig besværet av hoffdraktene som var gallonert fra øverst til nederst. Han lot herr von Schröder stå og kjenne seg rådvill og usikker et øyeblikk, og så fortsatte han: «Det var kanskje det beste for hoff-finansene at denne berømte mannen lot seg nøye med stjerner og titler og<noinclude><references/></noinclude> f5uc40sd9wxapt8qcc1i7nlu95nbm97 333885 333841 2026-09-20T01:00:21Z Øystein Tvede 3938 333885 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> «Det er sikkert. Dem han har fått, har han fortjent.» Doktor von Schröder var en høy mann med hvit bart, fine gullinnfattede lorgnetter på den hvite nesen, en liten vom som overraskende skjøt seg fram under brystet, og en tykk fettvalk i nakken, som veltet ut over den stive, broderte frakkekragen; uten å ta øynene fra maleriet, fikk han nå et litt usikkert blikk; det hendte rett som det var når han snakket med baronen, at han plutselig kjente seg på gyngende grunn. Denne Knobelsdorff, denne hoffets yndling og landets høyeste embetsmann var liksom så underfundig — — Stundom kom han med bemerkninger og svar som på sett og vis virket så hånlige. Han hadde reist overalt i verden, visste litt av hvert, og var interessert i alt på en forunderlig frigjort måte. Men likevel var han alltid korrekt. Herr von Schröder visste ikke riktig hvor han hadde ham. Selv om baronen tilsynelatende var enig med ham, var det ikke mulig å kjennt seg riktig sikker på det. Når han ytret seg om noe, var det alltid med en slags halvt skjult reservasjon, og med en toleranse som gjorde at en var i tvil om hvorvidt det lå rettferdighet eller ringeakt bak ordene. Det mest mistenkelige hos ham var smilet; det hadde ingenting med munnen å gjøre, men lå som små, stråleformete rynker om øyenkipkene, enten det nå var disse rynkene som stadig minte om et smil, eller smilet som i tidens løp hadde skapt rynkene —. Baron Knobelsdorff var yngre enn finansministeren; han var i sine beste år, trass i at den kortklipte barten og det glatte håret med skill i midten alt var tatt til å gråne litt; for øvrig var han undersetsig, korthalset og tydelig besværet av hoffdraktene som var gallonert fra øverst til nederst. Han lot herr von Schröder stå og kjenne seg rådvill og usikker et øyeblikk, og så fortsatte han: «Det var kanskje det beste for hoff-finansene at denne berømte mannen lot seg nøye med stjerner og titler og<noinclude><references/></noinclude> rj0o4bup16u3c1h8hv3i0imotp8u7lp 104 143959 333733 2026-09-19T21:45:37Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333733 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>— for å snakke like ut, hva kan nå dette smukke kunstverket ha kostet?» Det kom liv i herr von Schröder igjen. Ønsket og håpet om å komme overens med baronen, ja, kanskje komme til å stå på en fortrolig fot med ham, gjorde ham ivrig. «Akkurat det tenkte jeg også på!» sa han, idet han snudde seg og ga seg til å spasere gjennom salen igjen. «Deres Eksel lense tar ordene ut av munnen på meg. Hva kan denne "forleningen" ha kostet? Hvor mange penger kan det være gitt ut for all den andre fargeprakten på disse veggene? For alt i alt har jo restaureringen av slottet for seks år siden kostet en million.» «Løst regnet.» «En million, rundt regnet! Regnskapet er undersøkt og godkjent av overhoffmarskalk von Biihl zu Biihl, som sitter der borte og har hengitt seg til sin behagelige stivkrampe; undersøkt og godkjent av hoff-finansdirektør grev Trummerhauff ― ―» «Hvis han da ikke er skyldig hele summen.» «Ja, en av delene! Denne summen sier jeg er pålagt og ut krevd av en kasse, en kasse som —» «Kort sagt — den storhertugelige formuesforvaltning.» «Deres Eksellense vet like godt som jeg hva det ligger i de ordene. Huff, jeg fryser — jeg forsikrer, jeg er hverken en svekling eller en hypokonder, men jeg fryser helt inn i sjelen når jeg tenker på at man i disse tider uten videre kaster bort en million — på hva? På ingenting, for et innfalls skyld, for å pynte seg og stase opp dette slottet der barna endelig må fødes —» Herr von Knobelsdorff lo: «Ja, Gud bevares, romantikk er en luksus, og en kostbar luksus! Deres Eksellense, jeg er ganske enig med Dem — selvfølgelig. Men husk på at når det kommer til stykket så kommer hele elendigheten i den fyr-<noinclude><references/></noinclude> kureoyekga8lhhght3r5d6eg5nbqz0x 104 143960 333734 2026-09-19T21:48:26Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333734 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stelige formuesforvaltningen nettopp av denne romantiske innstillingen. Først og fremst er det ille at fyrstene seiv er bønder; formuene deres består av jordeiendommene og innkomstene av det landbruket kaster av seg. I våre dager ― ―» De har ennå ikke kunnet bestemme seg til å bli finans- og industrifolk. Det er beklagelig å se hvor hårdnakket de fremdeles lar seg lede av disse foreldete idéene om troskap og verdighet, for eksempel. Denne troskapen binder jo de fyrstelige eiendommene; det er utenkelig å seige unna noe av dem, om det er aldri så fordelaktig. Å oppta lån for å skaffe penger til forbedringer i jordbruket blir betraktet som utillatelig. Og det er uforenelig med fyrstelig verdighet å benytte seg av handelskonjunkturene. Jeg må virkelig be Dem om unnskyldning fordi jeg står her og sier Dem slike banale sannheter. Men slike mennesker som disse, som i den grad legger vekt på en rent ytre fasade, kan og vil selvsagt ikke holde tritt med det frie initiativ hos mindre halsstarrige og mindre ideelt anlagte forretningsfolk. Nå, sammenlignet med denne negative luksus, hva betyr så en positiv million, som blir ofret for et innfalls skyld, for å bruke Deres Eksellenses eget uttrykk? Om det nå bare ble med denne ene! Men skal vi først holde på denne verdigheten, så drar det jo ustanselig utgifter etter seg. Der har vi slottene og parkene som skal holdes ved like, Hollerbrunn, Monbrillant, Jågerpreis, ikke sant — Eremitagen, Delphinenort, Fasaneriet og alle de andre ― ― jeg glemte Segenhaus og Hadersteinruinene — for ikke å snakke om alle de gamle slottene ― ―. De blir dårlig vedlikeholdt, men dyrt er det ― ―. Og så har vi hoffteatret, kunstgalleriet og biblioteket, som skal ha støtte, og hundre pensjoner som skal utbetales — uten at vi er juridisk forpliktet til det, men igjen av hensyn til troskapen og verdigheten. Og tenk på hvor fyrstelig storhertugen opptrådte ved den siste oversvømmelsen ― ― Men her står jeg jo og holder en hel tale!»<noinclude><references/></noinclude> fr3qaf3hdv1qzimxlit1pn9o3ayioil 333842 333734 2026-09-20T00:37:32Z Øystein Tvede 3938 333842 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stelige formuesforvaltningen nettopp av denne romantiske innstillingen. Først og fremst er det ille at fyrstene selv er bønder; formuene deres består av jordeiendommene og innkomstene av det landbruket kaster av seg. I våre dager ― ―» De har ennå ikke kunnet bestemme seg til å bli finans- og industrifolk. Det er beklagelig å se hvor hårdnakket de fremdeles lar seg lede av disse foreldete idéene om troskap og verdighet, for eksempel. Denne troskapen binder jo de fyrstelige eiendommene; det er utenkelig å seige unna noe av dem, om det er aldri så fordelaktig. Å oppta lån for å skaffe penger til forbedringer i jordbruket blir betraktet som utillatelig. Og det er uforenelig med fyrstelig verdighet å benytte seg av handelskonjunkturene. Jeg må virkelig be Dem om unnskyldning fordi jeg står her og sier Dem slike banale sannheter. Men slike mennesker som disse, som i den grad legger vekt på en rent ytre fasade, kan og vil selvsagt ikke holde tritt med det frie initiativ hos mindre halsstarrige og mindre ideelt anlagte forretningsfolk. Nå, sammenlignet med denne negative luksus, hva betyr så en positiv million, som blir ofret for et innfalls skyld, for å bruke Deres Eksellenses eget uttrykk? Om det nå bare ble med denne ene! Men skal vi først holde på denne verdigheten, så drar det jo ustanselig utgifter etter seg. Der har vi slottene og parkene som skal holdes ved like, Hollerbrunn, Monbrillant, Jågerpreis, ikke sant — Eremitagen, Delphinenort, Fasaneriet og alle de andre ― ― jeg glemte Segenhaus og Hadersteinruinene — for ikke å snakke om alle de gamle slottene ― ―. De blir dårlig vedlikeholdt, men dyrt er det ― ―. Og så har vi hoffteatret, kunstgalleriet og biblioteket, som skal ha støtte, og hundre pensjoner som skal utbetales — uten at vi er juridisk forpliktet til det, men igjen av hensyn til troskapen og verdigheten. Og tenk på hvor fyrstelig storhertugen opptrådte ved den siste oversvømmelsen ― ― Men her står jeg jo og holder en hel tale!»<noinclude><references/></noinclude> 96v4vv7c1jkndxn8ysbzjboqg25k3vw 104 143961 333735 2026-09-19T21:50:24Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333735 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>«En tale,» sa finansministeren, «som Deres Eksellense trodde De skulle få meg til å protestere mot, mens De i virkeligheten har sagt akkurat hva jeg mener. — Kjære baron,» — herr von Schroder la hånden på hjertet — «jeg er overbevist om at noen misforståelse mellom oss to med hensyn til min lojalitet, er utelukket. En konge kan ikke handle urett — rikets høyeste person er hevet over bebreidelser. Men skylden — akk, skyld er et ord som kan bety mange ting! Skylden er der, og jeg betenker meg ikke på å si at skylden ligger hos grev Trümmerhauff. At de som hadde stillingen før ham, holdt sine fyrster i uvitenhet om hoffets økonomi, var i tidens ånd og derfor tilgivelig. Men det er ikke tilgivelig i grev Trummerhauffs tilfelle. Som finans-sjef ved hoffet hadde det vært ham plikt å gjøre slutt på denne — sorgløsheten; ja det hadde i dag vært hans plikt uten hensyn å la Hans Kongelige Høyhet få vite —» Herr von Knobelsdorff smilte og hevet øyenbrynene. «Virkelig?» sa han. «Deres Eksellense mener altså at det var meningen med grevens utnevnelse? Jeg for min del kan se for meg grevens høyst berettigede forbauselse hvis De la fram for ham Deres syn på tingene. Nei, nei — Deres Eksellense må ikke være blind for at denne utnevnelsen var uttrykk for en meget bestemt vilje hos Hans Kongelige Høyhet, noe som greven seiv måtte være den første til å respektere. Den betydde ikke bare et «Jeg vet ingenting», men også et «Jeg vil ingenting vite». Det går an å være en høyst dekorativ personlighet, men likevel være i stand til å forstå såpass —. For øvrig så har vi oppriktig talt forstått det alle sammen. For oss alle er det bare den formildende omstendigheten at det ikke finnes en fyrste på jorden som det ville være mer skjebnesvangert å snakke til om gjeld, enn nettopp Hans Kongelige Høyhet. Han har noe i sitt vesen som gjør at slike småligheter visner på tungen —»<noinclude><references/></noinclude> rga7qomvxh49aj7twi23qb88pdlendy 333736 333735 2026-09-19T21:51:07Z Øystein Tvede 3938 333736 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>«En tale,» sa finansministeren, «som Deres Eksellense trodde De skulle få meg til å protestere mot, mens De i virkeligheten har sagt akkurat hva jeg mener. — Kjære baron,» — herr von Schröder la hånden på hjertet — «jeg er overbevist om at noen misforståelse mellom oss to med hensyn til min lojalitet, er utelukket. En konge kan ikke handle urett — rikets høyeste person er hevet over bebreidelser. Men skylden — akk, skyld er et ord som kan bety mange ting! Skylden er der, og jeg betenker meg ikke på å si at skylden ligger hos grev Trümmerhauff. At de som hadde stillingen før ham, holdt sine fyrster i uvitenhet om hoffets økonomi, var i tidens ånd og derfor tilgivelig. Men det er ikke tilgivelig i grev Trummerhauffs tilfelle. Som finans-sjef ved hoffet hadde det vært ham plikt å gjøre slutt på denne — sorgløsheten; ja det hadde i dag vært hans plikt uten hensyn å la Hans Kongelige Høyhet få vite —» Herr von Knobelsdorff smilte og hevet øyenbrynene. «Virkelig?» sa han. «Deres Eksellense mener altså at det var meningen med grevens utnevnelse? Jeg for min del kan se for meg grevens høyst berettigede forbauselse hvis De la fram for ham Deres syn på tingene. Nei, nei — Deres Eksellense må ikke være blind for at denne utnevnelsen var uttrykk for en meget bestemt vilje hos Hans Kongelige Høyhet, noe som greven selv måtte være den første til å respektere. Den betydde ikke bare et «Jeg vet ingenting», men også et «Jeg vil ingenting vite». Det går an å være en høyst dekorativ personlighet, men likevel være i stand til å forstå såpass —. For øvrig så har vi oppriktig talt forstått det alle sammen. For oss alle er det bare den formildende omstendigheten at det ikke finnes en fyrste på jorden som det ville være mer skjebnesvangert å snakke til om gjeld, enn nettopp Hans Kongelige Høyhet. Han har noe i sitt vesen som gjør at slike småligheter visner på tungen —»<noinclude><references/></noinclude> iq4idaushznbgri1ei6gdul9ymddxds 104 143962 333737 2026-09-19T21:52:34Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333737 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> «Ganske sant. Ganske sant,» sa herr von Schröder. Han sukket og strøk tankefull svanedunskanten på hatten sin. De to herrene sått halvt vendt mot hverandre på en forhøyning inne i en rommelig vindusnisje. Utenfor vinduet gikk et smalt stengalleri, og gjennom spissbuene hadde de en deilig utsikt over byen. «Det virker som om De motsier meg, herr baron,» sa herr von Schröder. «Men likevel er Deres ord bitrere og mer fulle av mistro enn mine.» Herr von Knobelsdorff svarte ikke; han bare slo lett ut med hånden. «Det kan jo være,» sa finansministeren og nikket dystert ned mot hatten sin, «at Deres Eksellense har rett. Kanskje har vi skyld alle sammen, både vi og våre forgjengere. Hvor meget kunne ikke vært forhindret! Ser De, herr baron, en gang for ti år siden bød det seg en anledning til å hjelpe opp hoffets finanser, men den ble forsømt. Vi forstår jo hverandre. Storhertugen kunne den gangen, så sjarmerende som han er, ha ordnet disse tingene ved et giftermål som en måtte kalle strålende, sett fra et fornuftig standpunkt. I stedet — jeg snakker ikke her om mine personlige følelser — men jeg skal aldri glemme den bedrøvelige minen alle mennesker satte opp da de fikk vite størrelsen på medgiften —» «Storhertuginnen,» sa herr von Knobelsdorff, og rynkene omkring øynene hans forsvant nesten helt, «er en av de skjønneste kvinner jeg noen gang har sett.» «Det var et svar som en kunne vente seg av Deres Eksellense. Et vakkert svar. Et svar som ville stå sin prøve selv om Hans Kongelige Høyhets valg var fait på en pike i hoffballetten, slik som tilfellet var med hans bror Lambert —» «Å, det var ingen fare for det. Storhertugens smak er vanskelig å tilfredsstille, det har han bevist. I så måte er han jo den rake motsetning til prins Lambert, som hele sitt<noinclude><references/></noinclude> ldddiw55ha3dn5l1yuk82qa1me0dwbq 333866 333737 2026-09-20T00:47:31Z Øystein Tvede 3938 333866 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> «Ganske sant. Ganske sant,» sa herr von Schröder. Han sukket og strøk tankefull svanedunskanten på hatten sin. De to herrene satt halvt vendt mot hverandre på en forhøyning inne i en rommelig vindusnisje. Utenfor vinduet gikk et smalt stengalleri, og gjennom spissbuene hadde de en deilig utsikt over byen. «Det virker som om De motsier meg, herr baron,» sa herr von Schröder. «Men likevel er Deres ord bitrere og mer fulle av mistro enn mine.» Herr von Knobelsdorff svarte ikke; han bare slo lett ut med hånden. «Det kan jo være,» sa finansministeren og nikket dystert ned mot hatten sin, «at Deres Eksellense har rett. Kanskje har vi skyld alle sammen, både vi og våre forgjengere. Hvor meget kunne ikke vært forhindret! Ser De, herr baron, en gang for ti år siden bød det seg en anledning til å hjelpe opp hoffets finanser, men den ble forsømt. Vi forstår jo hverandre. Storhertugen kunne den gangen, så sjarmerende som han er, ha ordnet disse tingene ved et giftermål som en måtte kalle strålende, sett fra et fornuftig standpunkt. I stedet — jeg snakker ikke her om mine personlige følelser — men jeg skal aldri glemme den bedrøvelige minen alle mennesker satte opp da de fikk vite størrelsen på medgiften —» «Storhertuginnen,» sa herr von Knobelsdorff, og rynkene omkring øynene hans forsvant nesten helt, «er en av de skjønneste kvinner jeg noen gang har sett.» «Det var et svar som en kunne vente seg av Deres Eksellense. Et vakkert svar. Et svar som ville stå sin prøve selv om Hans Kongelige Høyhets valg var fait på en pike i hoffballetten, slik som tilfellet var med hans bror Lambert —» «Å, det var ingen fare for det. Storhertugens smak er vanskelig å tilfredsstille, det har han bevist. I så måte er han jo den rake motsetning til prins Lambert, som hele sitt<noinclude><references/></noinclude> q8y8p2v371odyuo0gefubs0qojhpuzi 104 143963 333738 2026-09-19T21:54:38Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333738 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>liv har lagt for dagen at han er alt annet enn kresen. Det varte lenge før storhertugen bestemte seg til å gifte seg. Folk hadde jo så smått begynt å oppgi håpet om direkte etterkommere, og med eller mot sin vilje tok de til å se på prins Lambert som tronarving; prins Lamberts — uskikkethet kan vi jo være enige om. Men så, noen få uker etter at Johan Albrecht hadde besteget tronen, treffer han prinsesse Dorothea og utbryter: «Henne eller ingen!» Og så fikk storhertugdømmet en landsmoder. Deres Eksellense nevnte de betenkelige an siktene folk satte opp da det ble bekjent hvor liten medgift hun hadde — men De nevnte ikke den jubelen som likevel bruste fram overalt. Riktignok var prinsessen fattig. Men er ikke skjønnheten, en slik skjønnhet, i og for seg en lykkebringende makt? Inntoget var uforglemmelig! Fra det øyeblikket da hun første gang smilte ut over folkemassen, måtte alle elske henne. Deres Eksellense, De må la meg få lov til enda en gang å bekjenne min tro på folkets idealisme. I sine fyrster vil folket gjerne se symbolet på det beste, det høyeste, sin egen fremtidsdrøm, ja, noe av sin egen sjel — ikke pengepungen. Det er andre mennesker som skal representere den —» «Ja, men de finnes ikke. Ikke hos oss.» «Det er i og for seg beklagelig. Hovedsaken er imidlertid at Dorothea har skaffet oss en tronarving —» «Vi får håpe at himmelen skjenker ham litt sans for tall!» «Enig ― ― ―» Her sluttet samtalen mellom ministrene. Den stoppet opp, den ble avbrutt fordi adjutant von Lichterloh kom med meldingen om den lykkelige nedkomst. Det ble liv og røre i den liile festsalen, og alle herrene oppdaget,at de hadde samlet seg der. Den ene av de store, utskårne dørene var blitt slått opp, og adjutanten sto i salen. Han hadde et rødmusset ansikt, blå soldaterøyne, gule, strittende mustasjer og sølvtresser<noinclude><references/></noinclude> 9a0f2znlcrkmpaskr43vxrz22q09tav 104 143964 333739 2026-09-19T21:58:05Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333739 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>på kragen. Han var beveget og litt oppspilt, som en mann er når han en god stund har kjedet seg til døde og så plutselig har fått vite at han skal av sted med gode nyheter. Derfor var han i øyeblikket dristig nok til å sette seg ut over former og forskrifter. Muntert løftet han sabelfestet nesten helt opp til brystet, satte albuene ut i luften og ropte med smell i stemmen: «Jeg har den ære å anmelde — en prins!» «''A la bonne heure!''» sa generaladjutant grev Schmettern. «Gledelig, meget gledelig, det må jeg si!» sa overhoffmarskalk von Bühl zu Bühl på sin plaprende måte. Han var med et rykk kommet til bevissthet igjen. Kirkerådspresidenten, domine Wislizenus, en høy, rank, glattraket mann, som takket være at han var sønn av en general og meget tidlig hadde utmerket seg, hadde oppnådd sin høye verdighet i forholdsvis ung alder, foldet nå hendene over brystet på sin svarte silkekappe som det glitret en ordensstjerne på, og sa med sin velklingende stemme: «Gud velsigne storhertuginnen!» «De glemmer, herr kaptein,» sa herr von Knobelsdorff smilende, «at De med Deres rapport griper inn i mine rettigheter og plikter. Før jeg har foretatt de grundigste undersøkelser, er spørsmålet om det er en prins eller prinsesse fullstendig uavgjort —» Det ble en alminnelig latter, og herr von Lichterloh svarte: «Om forlatelse, Deres Eksellense! Jeg har også den ære å gi Deres Eksellense det høye oppdrag å undersøke —» Dette ordskiftet hentydet til at statsministeren i egenskap av minister for det storhertugelige hus hadde rett og plikt til med egne øyne å fastslå det fyrstelige barns kjønn og gi offisiell meddelelse om det. Herr von Knobelsdorff fullførte denne lille formaliteten i det såkalte friserkabinettet, der den nyfødte var blitt badet, men han ble der lenger enn han hadde tenkt seg, for han ble oppholdt og pinlig overrasket av en<noinclude><references/></noinclude> dyxtb3751a3jzjpge2tdfyozf7a0y76 104 143965 333740 2026-09-19T21:59:53Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333740 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>oppdagelse som han imidlertid holdt tett med overfor alle unntagen jordmoren. Fru Gnadebusch tok teppet bort og viste ham det nakne barnet, mens øynene bak de tykke brilleglassene for fram og tilbake mellom statsministeren og det lille kobberfargete vesenet som fektet blindt med den ene — bare den ene — lille hånden; det var som om hun ville si: «Stemmer det?» — Det stemte; herr von Knobelsdorff var tilfreds, og jordmoren la teppet rundt barnet igjen. Men selv da holdt hun ikke opp med å se fra prinsen og opp på baronen igjen, til hun hadde fått rettet blikket hans dit hun ville. Rynkene omkring øynene hans forsvant, han trakk øyenbrynene sammen, følte, sammenlignet og undersøkte saken i flere minutter. Til slutt spurte han: «Har storhertugen sett dette?» «Nei, Deres Eksellense.» «Når storhertugen får se det,» sa herr von Knobelsdorff. «så si ham at barnet vokser det av seg.» Og til herrene i etasjen under sa han: «En kraftig prins!» Men ti eller femten minutter senere gjorde storhertugen også den samme triste oppdagelse, og det førte til en kort, men høyst ubehagelig scene for medisinalråd Eschrich, men for doktor Sammet til en samtale med storhertugen, som gjorde at doktoren kom til å stige betraktelig i storhertugens øyne, noe som kom ham til nytte ved hans senere løpebane. Kort fortalt gikk det slik for seg: Da storhertuginnen ble stelt etter fødselen, hadde Johann Albrecht vært i biblioteket, og etterpå hadde han sittet en stund ved sin hustrus seng og holdt henne i hånden. Så tok han seg en tur inn i «friserkabinettet», der barnet nå la i den høye, forgylte sengen med det blå silkeomhenget trukket halvt for. Johann Albrecht slo seg ned i en lenestol ved siden av sin lille sønn; men mens han sått og så på det sovende barnet, var det at han oppdaget det som de gjerne ville ha holdt skjult<noinclude><references/></noinclude> jlhqllu30n996sverehi5wjkdfveq9y 333867 333740 2026-09-20T00:47:56Z Øystein Tvede 3938 333867 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>oppdagelse som han imidlertid holdt tett med overfor alle unntagen jordmoren. Fru Gnadebusch tok teppet bort og viste ham det nakne barnet, mens øynene bak de tykke brilleglassene for fram og tilbake mellom statsministeren og det lille kobberfargete vesenet som fektet blindt med den ene — bare den ene — lille hånden; det var som om hun ville si: «Stemmer det?» — Det stemte; herr von Knobelsdorff var tilfreds, og jordmoren la teppet rundt barnet igjen. Men selv da holdt hun ikke opp med å se fra prinsen og opp på baronen igjen, til hun hadde fått rettet blikket hans dit hun ville. Rynkene omkring øynene hans forsvant, han trakk øyenbrynene sammen, følte, sammenlignet og undersøkte saken i flere minutter. Til slutt spurte han: «Har storhertugen sett dette?» «Nei, Deres Eksellense.» «Når storhertugen får se det,» sa herr von Knobelsdorff. «så si ham at barnet vokser det av seg.» Og til herrene i etasjen under sa han: «En kraftig prins!» Men ti eller femten minutter senere gjorde storhertugen også den samme triste oppdagelse, og det førte til en kort, men høyst ubehagelig scene for medisinalråd Eschrich, men for doktor Sammet til en samtale med storhertugen, som gjorde at doktoren kom til å stige betraktelig i storhertugens øyne, noe som kom ham til nytte ved hans senere løpebane. Kort fortalt gikk det slik for seg: Da storhertuginnen ble stelt etter fødselen, hadde Johann Albrecht vært i biblioteket, og etterpå hadde han sittet en stund ved sin hustrus seng og holdt henne i hånden. Så tok han seg en tur inn i «friserkabinettet», der barnet nå la i den høye, forgylte sengen med det blå silkeomhenget trukket halvt for. Johann Albrecht slo seg ned i en lenestol ved siden av sin lille sønn; men mens han satt og så på det sovende barnet, var det at han oppdaget det som de gjerne ville ha holdt skjult<noinclude><references/></noinclude> trq9xam1g2s61ouz2rfkais78hcpegn 104 143966 333741 2026-09-19T22:01:08Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333741 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>for ham en stund til. Han tråkk teppet lengre ned, ble mørk i ansiktet og gjorde alt som herr von Knobelsdorff hadde gjort før ham; han snakket til fru Gnadebusch og så til pleiersken, men ingen av dem våget å si et ord. Storhertugen kastet et blikk på den lukkete døren til brudestuen og gikk med opphissete skritt tilbake til biblioteket. Her ringte han øyeblikkelig med sølvklokken med ørn på, som sto på skrivebordet, og da herr von Lichterloh kom inn med klirrende sporer, sa han kort og kaldt: «Jeg ønsker å tale med herr Eschreich.» Når storhertugen aktet å la sin vrede gå ut over en eller annen, pleide han å kle av vedkommende alt som het tider og bare la det nakne navnet bli igjen. Adjutanten klirret på ny med sporene og trakk seg tilbake. Johann Albrecht gikk et par ganger opprørt fram og tilbake på gulvet, og da han hørte at herr von Lichterloh førte den etterspurte inn i forværelset, inntok han audiens-stilling ved skrivebordet. Som han sto der med hodet stolt i halvprofil og venstre hånd i siden, slik at den slo den atlaskforete frakken til side fra den hvite vesten, lignet han aldeles professor von Lindemanns portrett som hang ved siden av Dorothea i «de tolv måneders sal» i residensslottet, og som det fantes uendelige mengder fotografier og fargelagte prospektkort av ute blant folk. Forskjellen var bare den at på portrettet gjorde Johann Albrecht inntrykk av å være høy og statelig, mens han i virkeligheten knapt var middels høy. Han var skallet, og under de grå brynene hadde de blå øynene med de mørke ringene rundt, et samtidig trett og hovmodig blikk med noe fjernt i uttrykket. Han hadde de høye, brede kinnbenene som var så karakteristiske for folk der i landet. Kinnskjegget og hakeskjegget var grått, de snurrete mustasjene nesten hvite. Nesen var smal, men fint krummet, og fra nesevingene gikk to usedvanlig dype<noinclude><references/></noinclude> 7vloqo59637ldd5tqzc711gjd7x9h0y 104 143967 333742 2026-09-19T22:03:44Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333742 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>furer skrått ned i skjegget. I utringningen på pikévesten lyste nå som alltid familieordenens sitrongule band. I knapphullet hadde storhertugen en liten bukett nellikker. Medisinalråd Eschrich bukket dypt da han trådte inn. Han hadde tatt av seg operasjonsfrakken. Det lammete øyenlokket hang som vanlig tungt ned over det ene øyet. Han virket mørk og uglad. Storhertugen sto fremdeles med venstre hand i siden; nå kastet han hodet bakover, strakte høyre hand fram og viftet kort og utålmodig i luften med den. «Jeg venter på en forklaring, herr medisinalråd,» sa han med en stemme som dirret av opprørthet. «De er kanskje av den godhet å gjøre rede for dette. Hva er det i veien med barnets arm?» Legen slo lett ut med begge armene, som om han ville si at han sto maktesløs og var uten skyld. «Unnskyld, Deres Kongelige Høyhet — en ulykkelig tilfeldighet. Ugunstige forhold under Hennes Kongelige Høyhets svangerskap —» «Fraser!» Storhertugen var så opphisset at han ikke engang ønsket en forklaring, han tilmed forsøkte å hindre at den kom. «Jeg vil gjøre Dem oppmerksom på, min herre, at jeg er ute av meg seiv. Ulykkelig tilfeldighet! De hadde å hindre ulykkelige tilfeldigheter —» Medisinalråden sto halvt fremoverbøyd og talte med lav, underdanig stemme ned mot gulvet. «Jeg ber ærbødigst Deres Kongelige Høyhet erindre at jeg iallfall ikke er alene om ansvaret. Geheimeråd Grasanger undersøkte Hennes Kongelige Høyhet — han er en gynekologisk autoritet ― ―. Men ingen kan legges noe til last i dette tilfelle ― ―» «Ingen ― ― Jaså. Jeg tillater meg å gjøre Dem ansvarlig ― ― De har tatt dette på Dem, De har overvåket svanger-<noinclude><references/></noinclude> sfx4lluclxfpkzxw2ptzghpm0263g1f 333843 333742 2026-09-20T00:38:07Z Øystein Tvede 3938 333843 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>furer skrått ned i skjegget. I utringningen på pikévesten lyste nå som alltid familieordenens sitrongule band. I knapphullet hadde storhertugen en liten bukett nellikker. Medisinalråd Eschrich bukket dypt da han trådte inn. Han hadde tatt av seg operasjonsfrakken. Det lammete øyenlokket hang som vanlig tungt ned over det ene øyet. Han virket mørk og uglad. Storhertugen sto fremdeles med venstre hand i siden; nå kastet han hodet bakover, strakte høyre hand fram og viftet kort og utålmodig i luften med den. «Jeg venter på en forklaring, herr medisinalråd,» sa han med en stemme som dirret av opprørthet. «De er kanskje av den godhet å gjøre rede for dette. Hva er det i veien med barnets arm?» Legen slo lett ut med begge armene, som om han ville si at han sto maktesløs og var uten skyld. «Unnskyld, Deres Kongelige Høyhet — en ulykkelig tilfeldighet. Ugunstige forhold under Hennes Kongelige Høyhets svangerskap —» «Fraser!» Storhertugen var så opphisset at han ikke engang ønsket en forklaring, han tilmed forsøkte å hindre at den kom. «Jeg vil gjøre Dem oppmerksom på, min herre, at jeg er ute av meg selv. Ulykkelig tilfeldighet! De hadde å hindre ulykkelige tilfeldigheter —» Medisinalråden sto halvt fremoverbøyd og talte med lav, underdanig stemme ned mot gulvet. «Jeg ber ærbødigst Deres Kongelige Høyhet erindre at jeg iallfall ikke er alene om ansvaret. Geheimeråd Grasanger undersøkte Hennes Kongelige Høyhet — han er en gynekologisk autoritet ― ―. Men ingen kan legges noe til last i dette tilfelle ― ―» «Ingen ― ― Jaså. Jeg tillater meg å gjøre Dem ansvarlig ― ― De har tatt dette på Dem, De har overvåket svanger-<noinclude><references/></noinclude> gxjxng45fnt76tv94trfujk7wilm5q1 333889 333843 2026-09-20T01:03:57Z Øystein Tvede 3938 333889 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>furer skrått ned i skjegget. I utringningen på pikévesten lyste nå som alltid familieordenens sitrongule band. I knapphullet hadde storhertugen en liten bukett nellikker. Medisinalråd Eschrich bukket dypt da han trådte inn. Han hadde tatt av seg operasjonsfrakken. Det lammete øyenlokket hang som vanlig tungt ned over det ene øyet. Han virket mørk og uglad. Storhertugen sto fremdeles med venstre hånd i siden; nå kastet han hodet bakover, strakte høyre hånd fram og viftet kort og utålmodig i luften med den. «Jeg venter på en forklaring, herr medisinalråd,» sa han med en stemme som dirret av opprørthet. «De er kanskje av den godhet å gjøre rede for dette. Hva er det i veien med barnets arm?» Legen slo lett ut med begge armene, som om han ville si at han sto maktesløs og var uten skyld. «Unnskyld, Deres Kongelige Høyhet — en ulykkelig tilfeldighet. Ugunstige forhold under Hennes Kongelige Høyhets svangerskap —» «Fraser!» Storhertugen var så opphisset at han ikke engang ønsket en forklaring, han tilmed forsøkte å hindre at den kom. «Jeg vil gjøre Dem oppmerksom på, min herre, at jeg er ute av meg selv. Ulykkelig tilfeldighet! De hadde å hindre ulykkelige tilfeldigheter —» Medisinalråden sto halvt fremoverbøyd og talte med lav, underdanig stemme ned mot gulvet. «Jeg ber ærbødigst Deres Kongelige Høyhet erindre at jeg iallfall ikke er alene om ansvaret. Geheimeråd Grasanger undersøkte Hennes Kongelige Høyhet — han er en gynekologisk autoritet ― ―. Men ingen kan legges noe til last i dette tilfelle ― ―» «Ingen ― ― Jaså. Jeg tillater meg å gjøre Dem ansvarlig ― ― De har tatt dette på Dem, De har overvåket svanger-<noinclude><references/></noinclude> c3awc67zthzv5mw5q6mkop5bwybg074 104 143968 333743 2026-09-19T22:04:53Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333743 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skapet og ledet fødselen. Jeg har stolt på at De måtte ha det kjennskap til disse ting som Deres rang skulle tyde på, herr medisinalråd, jeg har hatt tillit til Deres erfaring. Jeg er meget skuffet, meget skuffet. Resultatet av all Deres erfaring og dyktighet er at det kommer en — krøpling til verden —» «Tør jeg be Deres Kong-elige Høyhet nådigst å overveie —» «Jeg har overveiet. Jeg har veiet og funnet for lett. Takk!» Medisinalråd Eschrich trakk seg baklengs og bukkende ut av døren, rød i ansiktet. Storhertugen skrittet på ny fram og tilbake i biblioteket, mens han mumlet hissig i sin fyrstelige vrede, urettferdig, uvitende og urimelig i sin ensomhet, som han var. Men om det nå kom av at han ønsket å krenke herr Eschrich enda dypere, eller at han angret at han seiv hadde hindret legen å gi ham noen opplysninger — sikkert er det at ti minutter senere hendte det uventede at storhertugen gjennom herr von Lichterloh lot kalle til seg den unge doktor Sammet i «biblioteket». Da doktoren fikk beskjeden, sa han på ny: «Ja, så gjerne — så gjerne!» Han ble tilmed litt blek, men ellers opptrådte han uklanderlig. Riktignok var han ikke helt inne i alle former, så han bukket allerede i døren, slik at adjutanten ikke kunne få lukket den bak ham, og hviskende måtte be ham gå lengre fram; men siden sto han der fri og ledig, og ga tilfredsstillende svar, seiv om han var litt tilbøyelig til å begynne setningen med en nølende liten stamming og putte et «ja» innimellom, hist og her, som en liten bekreftelse. Det mørkeblonde håret var kortklipt som en børste, og bartene hang vørsløst rett ned. Kinn og hake var så omhyggelig glattbarbert at de var litt såre. Han holdt kroppen litt til den ene siden, og blikket i de grå øynene fortalte om klokskap og rolig energi. Nesen som krammet seg ned mot barten, vitnet om hvilken rase han tilhørte. Han hadde svart halsbind, og de blanke støvlene hadde et litt land% snitt. Han holdt al-<noinclude><references/></noinclude> 3po0x345ll5t9jyz0gzruis15cu6y4d 333844 333743 2026-09-20T00:38:24Z Øystein Tvede 3938 333844 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skapet og ledet fødselen. Jeg har stolt på at De måtte ha det kjennskap til disse ting som Deres rang skulle tyde på, herr medisinalråd, jeg har hatt tillit til Deres erfaring. Jeg er meget skuffet, meget skuffet. Resultatet av all Deres erfaring og dyktighet er at det kommer en — krøpling til verden —» «Tør jeg be Deres Kong-elige Høyhet nådigst å overveie —» «Jeg har overveiet. Jeg har veiet og funnet for lett. Takk!» Medisinalråd Eschrich trakk seg baklengs og bukkende ut av døren, rød i ansiktet. Storhertugen skrittet på ny fram og tilbake i biblioteket, mens han mumlet hissig i sin fyrstelige vrede, urettferdig, uvitende og urimelig i sin ensomhet, som han var. Men om det nå kom av at han ønsket å krenke herr Eschrich enda dypere, eller at han angret at han selv hadde hindret legen å gi ham noen opplysninger — sikkert er det at ti minutter senere hendte det uventede at storhertugen gjennom herr von Lichterloh lot kalle til seg den unge doktor Sammet i «biblioteket». Da doktoren fikk beskjeden, sa han på ny: «Ja, så gjerne — så gjerne!» Han ble tilmed litt blek, men ellers opptrådte han uklanderlig. Riktignok var han ikke helt inne i alle former, så han bukket allerede i døren, slik at adjutanten ikke kunne få lukket den bak ham, og hviskende måtte be ham gå lengre fram; men siden sto han der fri og ledig, og ga tilfredsstillende svar, selv om han var litt tilbøyelig til å begynne setningen med en nølende liten stamming og putte et «ja» innimellom, hist og her, som en liten bekreftelse. Det mørkeblonde håret var kortklipt som en børste, og bartene hang vørsløst rett ned. Kinn og hake var så omhyggelig glattbarbert at de var litt såre. Han holdt kroppen litt til den ene siden, og blikket i de grå øynene fortalte om klokskap og rolig energi. Nesen som krammet seg ned mot barten, vitnet om hvilken rase han tilhørte. Han hadde svart halsbind, og de blanke støvlene hadde et litt land% snitt. Han holdt al-<noinclude><references/></noinclude> dr2pymuh01ym82i9n32yvv8oigk0ppf 333909 333844 2026-09-20T01:19:54Z Øystein Tvede 3938 333909 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skapet og ledet fødselen. Jeg har stolt på at De måtte ha det kjennskap til disse ting som Deres rang skulle tyde på, herr medisinalråd, jeg har hatt tillit til Deres erfaring. Jeg er meget skuffet, meget skuffet. Resultatet av all Deres erfaring og dyktighet er at det kommer en — krøpling til verden —» «Tør jeg be Deres Kongelige Høyhet nådigst å overveie —» «Jeg har overveiet. Jeg har veiet og funnet for lett. Takk!» Medisinalråd Eschrich trakk seg baklengs og bukkende ut av døren, rød i ansiktet. Storhertugen skrittet på ny fram og tilbake i biblioteket, mens han mumlet hissig i sin fyrstelige vrede, urettferdig, uvitende og urimelig i sin ensomhet, som han var. Men om det nå kom av at han ønsket å krenke herr Eschrich enda dypere, eller at han angret at han selv hadde hindret legen å gi ham noen opplysninger — sikkert er det at ti minutter senere hendte det uventede at storhertugen gjennom herr von Lichterloh lot kalle til seg den unge doktor Sammet i «biblioteket». Da doktoren fikk beskjeden, sa han på ny: «Ja, så gjerne — så gjerne!» Han ble tilmed litt blek, men ellers opptrådte han uklanderlig. Riktignok var han ikke helt inne i alle former, så han bukket allerede i døren, slik at adjutanten ikke kunne få lukket den bak ham, og hviskende måtte be ham gå lengre fram; men siden sto han der fri og ledig, og ga tilfredsstillende svar, selv om han var litt tilbøyelig til å begynne setningen med en nølende liten stamming og putte et «ja» innimellom, hist og her, som en liten bekreftelse. Det mørkeblonde håret var kortklipt som en børste, og bartene hang vørsløst rett ned. Kinn og hake var så omhyggelig glattbarbert at de var litt såre. Han holdt kroppen litt til den ene siden, og blikket i de grå øynene fortalte om klokskap og rolig energi. Nesen som krammet seg ned mot barten, vitnet om hvilken rase han tilhørte. Han hadde svart halsbind, og de blanke støvlene hadde et litt land% snitt. Han holdt al-<noinclude><references/></noinclude> m2g0862d7mop23cdiu6edjjv7dqfnv1 104 143969 333744 2026-09-19T22:06:23Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333744 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>buene tett inn til overkroppen og fingret ved sølvkjeden sin med den ene hånden. Hele mannen ga inntrykk av redelighet og saklighet; en fikk tillit til ham. Storhertugen anla et ualminnelig nådig vesen overfor ham, noe i likhet med en skolemester som har skjent på en dårlig elev og plutselig er hyggelig mot en annen. «Herr doktor, jeg har sendt bud etter Dem — jeg ønsker å høre Deres mening angående dette som jeg så på den nyfødte prinsen — jeg antar at det ikke har unngått Dem heller. — Jeg står overfor en gåte — en høyst smertelig gåte —. Kort sagt, jeg ber om Deres forklaring.» Storhertugen skiftet stilling og sluttet med en flott håndbevegelse som helt overlot ordet til doktoren. Doktor Sammet så rolig og oppmerksomt på ham, og ventet til storhertugen var helt ferdig med sine fyrstelige vendinger. Så sa han: «Ja. — Det dreier seg om et tilfelle som riktignok ikke forekommer så ofte, men som vi likevel godt kjenner til. Ja. Det er et tilfelle av atrofi.» «Tør jeg spørre — atrofi —» «Unnskyld, Deres Kongelige Høyhet. Jeg mener muskelsvinn. Ja.» «Meget riktig. Muskelsvinn. Det stemmer. Den venstre hånden er vissen. Men det er jo uhørt! Jeg begriper det ikke! Aldri er det forekommet noe slikt i min familie! Det blir talt så meget om arv nå for tiden —» Doktoren sto fremdeles og betraktet rolig og oppmerksomt den uvitende og myndige fyrsten som ganske nylig var blitt kjent med at det ble talt så meget om arv. Han svarte enkelt: «Unnskyld, Deres Kongelige Høyhet, men i dette tilfelle kan det overhodet ikke være tale om arv.» «Virkelig? Jaså!» sa storfyrsten litt hånlig. «Det gleder meg. Men kan De kanskje vennligst si meg hva det da kan være tale om?»<noinclude><references/></noinclude> 2ihkoonlsnahvdjpl8jzbtbm41yq2i8 104 143970 333745 2026-09-19T22:08:15Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333745 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> «Gjerne, Deres Kongelige Høyhet. Misdannelsen har en rent mekanisk årsak. Ja. Den kommer av en mekanisk hemning under fosterutviklingen. Slike misdannelser kaller vi avsnøringsatrofier. Ja.» Storhertugen hørte på med en engstelig følelse av vemmelse; det var tydelig at han var redd for å bli støtt i sin finfølelse av disse nye ordene. Han hadde rynket brynene og munnen sto halvt åpen, så furene fra nesevingene virket enda dypere enn vanlig. «Avsnøringsatrofi,» sa han. «Men hvordan i allverden ― ― jeg kan da ikke tvile på at storhertuginnen har fått den omhyggeligste behandling —» «Slike misdannelser,» sa dokter Sammet, «kan oppstå på forskjellig vis. Men i dette tilfellet kan vi temmelig sikkert gå ut fra det er amnion som har skylden.» «Amnion —?» «Det er en av egghinnene, Deres Kongelige Høyhet, Ja. Og under visse omstendigheter kan det gå så sent når denne hinnen skal rive seg løs fra fostret at det kan dra seg tråder og strenger mellom dem — amniotiske tråder, som vi kaller det, ja. Disse trådene kan bli farlige, for de kan slynge seg om lemmene på barnet og kanskje avsnøre et helt lem, slik at for eksempel en hand kan bli helt amputert.» «Herregud — amputert. Jeg må altså tilmed være takknemlig fordi hånden ikke er falt helt av?» «Det kunne ha hendt. Men det har altså innskrenket seg seg til at den ene armen og hånden er vissen.» «Og det kunne vi altså ikke vite på forhånd? Det kunne ikke ha vært forhindret?» «Nei, Deres Kongelige Høyhet. Absolutt ikke. Det er helt sikkert at ingen kan ha noe som helst ansvar for dette. Slike atrofier danner seg i det skjulte, Vi står helt maktesløse overfor dem. Ja.»<noinclude><references/></noinclude> 4un1zz089g8ragv1knq87ace1nia1vb 333890 333745 2026-09-20T01:04:29Z Øystein Tvede 3938 333890 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> «Gjerne, Deres Kongelige Høyhet. Misdannelsen har en rent mekanisk årsak. Ja. Den kommer av en mekanisk hemning under fosterutviklingen. Slike misdannelser kaller vi avsnøringsatrofier. Ja.» Storhertugen hørte på med en engstelig følelse av vemmelse; det var tydelig at han var redd for å bli støtt i sin finfølelse av disse nye ordene. Han hadde rynket brynene og munnen sto halvt åpen, så furene fra nesevingene virket enda dypere enn vanlig. «Avsnøringsatrofi,» sa han. «Men hvordan i allverden ― ― jeg kan da ikke tvile på at storhertuginnen har fått den omhyggeligste behandling —» «Slike misdannelser,» sa dokter Sammet, «kan oppstå på forskjellig vis. Men i dette tilfellet kan vi temmelig sikkert gå ut fra det er amnion som har skylden.» «Amnion —?» «Det er en av egghinnene, Deres Kongelige Høyhet, Ja. Og under visse omstendigheter kan det gå så sent når denne hinnen skal rive seg løs fra fostret at det kan dra seg tråder og strenger mellom dem — amniotiske tråder, som vi kaller det, ja. Disse trådene kan bli farlige, for de kan slynge seg om lemmene på barnet og kanskje avsnøre et helt lem, slik at for eksempel en hånd kan bli helt amputert.» «Herregud — amputert. Jeg må altså tilmed være takknemlig fordi hånden ikke er falt helt av?» «Det kunne ha hendt. Men det har altså innskrenket seg seg til at den ene armen og hånden er vissen.» «Og det kunne vi altså ikke vite på forhånd? Det kunne ikke ha vært forhindret?» «Nei, Deres Kongelige Høyhet. Absolutt ikke. Det er helt sikkert at ingen kan ha noe som helst ansvar for dette. Slike atrofier danner seg i det skjulte, Vi står helt maktesløse overfor dem. Ja.»<noinclude><references/></noinclude> rnlumsufzwadaoy35l9y1d713j3ge28 104 143971 333746 2026-09-19T22:14:08Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333746 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> «Og misdannelsen er uhelbredelig? Hånden vil alltid være vissen?» Doktor Sammet betenkte seg litt og så storhertugen trohjertig inn i øynene. «Helt som den andre blir den aldri,» sa han forsiktig. «Men seiv den visne hånden kan komme til å utvikle seg til en viss grad, ja da —» «Kan den bli brukbar? For eksempel til å holde tøylene — eller andre ting — ?» «Brukbar? Å ja. Kanskje ikke meget. Men så har han jo høyre hand, som er helt normal.» «Kommer det til å bli svært synlig?» spurte storhertugen og sa granskende inn i ansiktet på doktor Sammet —. «Svært påfallende? Kommer det til å ha meget å si for helhetsinntrykket, tror De?» «Mange mennesker,» svarte doktor Sammet unnvikende, «lever og virker med sværere lyter enn det.» Storhertugen snudde seg fra ham og gikk en gang fram og tilbake på gulvet. Doktor Sammet gjorde ærbødig plass for ham før han trakk seg tilbake til døren. Storhertugen stilte seg på ny opp ved skrivebordet og sa: «Ja, nå har jeg fått beskjed, herr doktor; jeg takker Dem for utredningen. De kan Deres ting, det er tydelig nok. Hvorfor bor De i Grimmburg? Hvorfor praktiserer De ikke i hovedstaden?» «Jeg er ung ennå, Deres Kongelige Høyhet, og før jeg vier meg til spesialpraksis i hovedstaden, ville jeg gjerne være litt allsidig og arbeide med litt av hvert. I en slik liten by som Grimmburg får en best anledning til det. Ja.» «Meget riktig, meget aktverdig. Hvilken spesialitet har De tenkt å ofre Dem for senere?» «Barnesykdommer, Deres Kongelige Høyhet. Jeg har tenkt å bli barnelege, ja.»<noinclude><references/></noinclude> 73wkc1fbod2ctonf9ap30pmxau4xgha 333845 333746 2026-09-20T00:38:44Z Øystein Tvede 3938 333845 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> «Og misdannelsen er uhelbredelig? Hånden vil alltid være vissen?» Doktor Sammet betenkte seg litt og så storhertugen trohjertig inn i øynene. «Helt som den andre blir den aldri,» sa han forsiktig. «Men selv den visne hånden kan komme til å utvikle seg til en viss grad, ja da —» «Kan den bli brukbar? For eksempel til å holde tøylene — eller andre ting — ?» «Brukbar? Å ja. Kanskje ikke meget. Men så har han jo høyre hand, som er helt normal.» «Kommer det til å bli svært synlig?» spurte storhertugen og sa granskende inn i ansiktet på doktor Sammet —. «Svært påfallende? Kommer det til å ha meget å si for helhetsinntrykket, tror De?» «Mange mennesker,» svarte doktor Sammet unnvikende, «lever og virker med sværere lyter enn det.» Storhertugen snudde seg fra ham og gikk en gang fram og tilbake på gulvet. Doktor Sammet gjorde ærbødig plass for ham før han trakk seg tilbake til døren. Storhertugen stilte seg på ny opp ved skrivebordet og sa: «Ja, nå har jeg fått beskjed, herr doktor; jeg takker Dem for utredningen. De kan Deres ting, det er tydelig nok. Hvorfor bor De i Grimmburg? Hvorfor praktiserer De ikke i hovedstaden?» «Jeg er ung ennå, Deres Kongelige Høyhet, og før jeg vier meg til spesialpraksis i hovedstaden, ville jeg gjerne være litt allsidig og arbeide med litt av hvert. I en slik liten by som Grimmburg får en best anledning til det. Ja.» «Meget riktig, meget aktverdig. Hvilken spesialitet har De tenkt å ofre Dem for senere?» «Barnesykdommer, Deres Kongelige Høyhet. Jeg har tenkt å bli barnelege, ja.»<noinclude><references/></noinclude> 5nseybuyp26kej2okxoiknua76c63db 333891 333845 2026-09-20T01:09:15Z Øystein Tvede 3938 333891 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> «Og misdannelsen er uhelbredelig? Hånden vil alltid være vissen?» Doktor Sammet betenkte seg litt og så storhertugen trohjertig inn i øynene. «Helt som den andre blir den aldri,» sa han forsiktig. «Men selv den visne hånden kan komme til å utvikle seg til en viss grad, ja da —» «Kan den bli brukbar? For eksempel til å holde tøylene — eller andre ting — ?» «Brukbar? Å ja. Kanskje ikke meget. Men så har han jo høyre hånd, som er helt normal.» «Kommer det til å bli svært synlig?» spurte storhertugen og sa granskende inn i ansiktet på doktor Sammet —. «Svært påfallende? Kommer det til å ha meget å si for helhetsinntrykket, tror De?» «Mange mennesker,» svarte doktor Sammet unnvikende, «lever og virker med sværere lyter enn det.» Storhertugen snudde seg fra ham og gikk en gang fram og tilbake på gulvet. Doktor Sammet gjorde ærbødig plass for ham før han trakk seg tilbake til døren. Storhertugen stilte seg på ny opp ved skrivebordet og sa: «Ja, nå har jeg fått beskjed, herr doktor; jeg takker Dem for utredningen. De kan Deres ting, det er tydelig nok. Hvorfor bor De i Grimmburg? Hvorfor praktiserer De ikke i hovedstaden?» «Jeg er ung ennå, Deres Kongelige Høyhet, og før jeg vier meg til spesialpraksis i hovedstaden, ville jeg gjerne være litt allsidig og arbeide med litt av hvert. I en slik liten by som Grimmburg får en best anledning til det. Ja.» «Meget riktig, meget aktverdig. Hvilken spesialitet har De tenkt å ofre Dem for senere?» «Barnesykdommer, Deres Kongelige Høyhet. Jeg har tenkt å bli barnelege, ja.»<noinclude><references/></noinclude> m29jlj9tb9x9usy7ikpjvbf8izrdjsc 104 143972 333747 2026-09-19T22:15:50Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333747 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> «De er jøde?» spurte storhertugen; han la hodet bakover og myste med øynene. «Ja, Deres Kongelige Høyhet.» «Aha. — Ville De kanskje svare meg på et spørsmål til —. Har De noensinne følt det at De var jøde som en hindring på Deres medisinske løpebane? Jeg spør som landsfader — fordi det ligger meg sterkt på hjerte at likestillingen blir opprettholdt, ikke bare som offisielt prinsipp, men i privatlivet og overalt.» «Hvem som helst her i storhertugdømmet har rett til å arbeide,» svarte doktor Sammet. Men så stammet han litt, strevde med å komme i gang, beveget klosset men heftig den venstre albuen fram og tilbake som en kort, liten vinge og sa dempet og lidenskapelig: «Hvis jeg får lov til å uttrykke meg slik, vil jeg si at et likestillingsprinsipp aldri vil kunne hindre at det i samfunnet holder seg unntagelser og særformer som på godt eller ondt skiller seg ut fra den borgerlige normen. Men hver og en gjør best i ikke å spørre om hva slags særstilling han eller hun er kommet i, men bare se en forpliktelse i at det er blitt slik. Det er så langt fra at en bør beklage seg over det — tvert imot er det en fordel å være annerledes stillet, framfor å drive makelig med strømmen av det store flertallet, for det ansporer en til å yte sitt beste. Ja. Ja,» gjentok doktor Sammet ettertrykkelig. «Godt — slett ikke dårlig, iallfall meget bemerkelsesverdig,» sa storhertugen ettertenksomt. Han hadde følelsen av at doktor Sammet hadde åpnet seg for ham, men kanskje samtidig hadde overskredet grensen for det passende. Han avskjediget den unge mannen med ordene: «Kjære doktor, min tid er knapp. Jeg sier Dem takk. Deres redegjørelse er jeg meget tilfreds med, seiv om den hadde en ubehagelig årsak. Jeg skal ha fornøyelsen av å tildele Dem Albrechtsordenens tredje klasse med krone. Jeg skal ha Dem i erindring. Takk.»<noinclude><references/></noinclude> 7ms2ojbw30aoa6vrngqe69hky7wlarp 333846 333747 2026-09-20T00:39:00Z Øystein Tvede 3938 333846 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> «De er jøde?» spurte storhertugen; han la hodet bakover og myste med øynene. «Ja, Deres Kongelige Høyhet.» «Aha. — Ville De kanskje svare meg på et spørsmål til —. Har De noensinne følt det at De var jøde som en hindring på Deres medisinske løpebane? Jeg spør som landsfader — fordi det ligger meg sterkt på hjerte at likestillingen blir opprettholdt, ikke bare som offisielt prinsipp, men i privatlivet og overalt.» «Hvem som helst her i storhertugdømmet har rett til å arbeide,» svarte doktor Sammet. Men så stammet han litt, strevde med å komme i gang, beveget klosset men heftig den venstre albuen fram og tilbake som en kort, liten vinge og sa dempet og lidenskapelig: «Hvis jeg får lov til å uttrykke meg slik, vil jeg si at et likestillingsprinsipp aldri vil kunne hindre at det i samfunnet holder seg unntagelser og særformer som på godt eller ondt skiller seg ut fra den borgerlige normen. Men hver og en gjør best i ikke å spørre om hva slags særstilling han eller hun er kommet i, men bare se en forpliktelse i at det er blitt slik. Det er så langt fra at en bør beklage seg over det — tvert imot er det en fordel å være annerledes stillet, framfor å drive makelig med strømmen av det store flertallet, for det ansporer en til å yte sitt beste. Ja. Ja,» gjentok doktor Sammet ettertrykkelig. «Godt — slett ikke dårlig, iallfall meget bemerkelsesverdig,» sa storhertugen ettertenksomt. Han hadde følelsen av at doktor Sammet hadde åpnet seg for ham, men kanskje samtidig hadde overskredet grensen for det passende. Han avskjediget den unge mannen med ordene: «Kjære doktor, min tid er knapp. Jeg sier Dem takk. Deres redegjørelse er jeg meget tilfreds med, selv om den hadde en ubehagelig årsak. Jeg skal ha fornøyelsen av å tildele Dem Albrechtsordenens tredje klasse med krone. Jeg skal ha Dem i erindring. Takk.»<noinclude><references/></noinclude> fq7s0lp53ig06nnjzgw4iba6avh1hub 104 143973 333748 2026-09-19T22:17:25Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333748 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Dette var den samtalen legen fra Grimmburg hadde med storhertugen. En liten stund senere forlot Johann Albrecht slottet og tok et ekstratog tilbake til hovedstaden, først og fremst for å vise seg for sitt feststemte folk, men også fordi han skulle gi atskillige audienser på slottet i byen. Det var bestemt at han om kvelden skulle vende tilbake til Grimmburg for å ta opphold der i de nærmeste ukene. Alle de herrene som hadde innfunnet seg til nedkomsten på Grimmburg og ikke hørte til storhertuginnens hoffstab, tok også det samme ekstratoget tilbake til byen sammen med storhertugen. Men fra slottet til stasjonen reiste storhertugen alene, bare sammen med statsminister von Knobelsdorff, i en apen landauer, en brunlakkert hoffvogn med en liten forgylt krone på vogndøren. De hvite fjærene på livjegerens hatt flagret i sommerbrisen. Johann Albrecht satt taus og alvorlig, og virket nedtrykt og forgremmet. Herr von Knobelsdorff visste at seiv når han var sammen med sine nærmeste venner, kunne han ikke utstå at noen snakket til ham uoppfordret eller uten å være spurt om noe, men likevel bestemte han seg omsider til å bryte tausheten. «Deres Kongelige Høyhet,» sa han bedende. «Tillat meg å si at det ser ut som om Deres Kongelige Høyhet tar seg meget nær av den lille anomalien hos prinsen. — En skulle da synes at det likevel var all grunn til å føle glede og stolt takknemlighet på en slik dag —» «Å, kjære Knobelsdorff,» svarte Johann Albrecht irritert og nesten begredelig. «De får virkelig ha meg unnskyldt at jeg er blitt forstemt. — De kan vel ikke akkurat forlange at jeg skal sitte og tralle. Det ser jeg ingen grunn til. Storhertuginnen befinner seg vel — det er så. Og barnet er en gutt — det er jo også bra. Men der kommer han til verden med en avsnøringsatrofi som kommer av amniotiske tråder. Ingen kan hjelpe det, det er et ulykkestilfelle. Men slike ulykkestillfelle<noinclude><references/></noinclude> agecl4oo6kswaa20rhk93cbnir6zc69 333847 333748 2026-09-20T00:39:17Z Øystein Tvede 3938 333847 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Dette var den samtalen legen fra Grimmburg hadde med storhertugen. En liten stund senere forlot Johann Albrecht slottet og tok et ekstratog tilbake til hovedstaden, først og fremst for å vise seg for sitt feststemte folk, men også fordi han skulle gi atskillige audienser på slottet i byen. Det var bestemt at han om kvelden skulle vende tilbake til Grimmburg for å ta opphold der i de nærmeste ukene. Alle de herrene som hadde innfunnet seg til nedkomsten på Grimmburg og ikke hørte til storhertuginnens hoffstab, tok også det samme ekstratoget tilbake til byen sammen med storhertugen. Men fra slottet til stasjonen reiste storhertugen alene, bare sammen med statsminister von Knobelsdorff, i en apen landauer, en brunlakkert hoffvogn med en liten forgylt krone på vogndøren. De hvite fjærene på livjegerens hatt flagret i sommerbrisen. Johann Albrecht satt taus og alvorlig, og virket nedtrykt og forgremmet. Herr von Knobelsdorff visste at selv når han var sammen med sine nærmeste venner, kunne han ikke utstå at noen snakket til ham uoppfordret eller uten å være spurt om noe, men likevel bestemte han seg omsider til å bryte tausheten. «Deres Kongelige Høyhet,» sa han bedende. «Tillat meg å si at det ser ut som om Deres Kongelige Høyhet tar seg meget nær av den lille anomalien hos prinsen. — En skulle da synes at det likevel var all grunn til å føle glede og stolt takknemlighet på en slik dag —» «Å, kjære Knobelsdorff,» svarte Johann Albrecht irritert og nesten begredelig. «De får virkelig ha meg unnskyldt at jeg er blitt forstemt. — De kan vel ikke akkurat forlange at jeg skal sitte og tralle. Det ser jeg ingen grunn til. Storhertuginnen befinner seg vel — det er så. Og barnet er en gutt — det er jo også bra. Men der kommer han til verden med en avsnøringsatrofi som kommer av amniotiske tråder. Ingen kan hjelpe det, det er et ulykkestilfelle. Men slike ulykkestillfelle<noinclude><references/></noinclude> ijd5c478nuffsf9jf9ap3vz59assn80 104 143974 333749 2026-09-19T22:19:28Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333749 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>som ingen kan hjelpe for, er jo egentlig de frykteligste, og folket burde jo ha andre følelser enn akkurat medlidenhet, når de ser sin fyrste. Arvestorhertugen er svakelig, og vi må alltid være forsiktige med ham. Det var et under at han overlevde brysthinnebetennelsen for to år siden, og det er vel nærmest et under om han vokser opp. Nå skjenker himmelen meg en sønn til — han ser kraftig ut, men kommer til verden med bare en hand. Den andre er vissen, übrukelig, en misdannelse som han må gjemme bort. Tenk for en byrde det blir for ham, og hvor det kommer til å hemme ham! Det blir noe han må kjempe med bestandig. Vi blir nødt til å gjøre det alminnelig bekjent etterhvert, så det ikke skal virke altfor anstøtelig når han trer offentlig fram for første gang. Nei, jeg kommer ikke over det. En prins med en hand —.» «Med en hånd,» sa herr von Knobelsdorff. «Er det med hensikt Deres Kongelige Høyhet gjentar denne vendingen?» «Med hensikt?» «Ikke det. — Prinsen har jo to hender, bare at den ene er forkrøplet, så hvis vi vil, kan vi altså si at prinsen bare har en hand.» «Ja, og så?» En måtte nesten ønske at det ikke var Deres Kongelige Høyhets annen sønn, men tronarvingen, som hadde denne lille misdannelsen.» «Hva er det De sier?» «Deres Kongelige Høyhet kommer til å le av meg; men jeg tenker på sigøynersken.» «Sigøynersken? Det er godt at jeg er en tålmodig mann, kjære baron.» «På sigøynersken — unnskyld, Deres Kongelige Høyhet — hun som for hundre år siden spådde at det i Deres Kongelige Høyhets familie skulle fødes «en fyrste med en hand», og som<noinclude><references/></noinclude> rwxku0oke8njeemstjdo5mrrmeprfws 333892 333749 2026-09-20T01:10:02Z Øystein Tvede 3938 333892 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>som ingen kan hjelpe for, er jo egentlig de frykteligste, og folket burde jo ha andre følelser enn akkurat medlidenhet, når de ser sin fyrste. Arvestorhertugen er svakelig, og vi må alltid være forsiktige med ham. Det var et under at han overlevde brysthinnebetennelsen for to år siden, og det er vel nærmest et under om han vokser opp. Nå skjenker himmelen meg en sønn til — han ser kraftig ut, men kommer til verden med bare en hånd. Den andre er vissen, übrukelig, en misdannelse som han må gjemme bort. Tenk for en byrde det blir for ham, og hvor det kommer til å hemme ham! Det blir noe han må kjempe med bestandig. Vi blir nødt til å gjøre det alminnelig bekjent etterhvert, så det ikke skal virke altfor anstøtelig når han trer offentlig fram for første gang. Nei, jeg kommer ikke over det. En prins med en hånd —.» «Med en hånd,» sa herr von Knobelsdorff. «Er det med hensikt Deres Kongelige Høyhet gjentar denne vendingen?» «Med hensikt?» «Ikke det. — Prinsen har jo to hender, bare at den ene er forkrøplet, så hvis vi vil, kan vi altså si at prinsen bare har en hånd.» «Ja, og så?» En måtte nesten ønske at det ikke var Deres Kongelige Høyhets annen sønn, men tronarvingen, som hadde denne lille misdannelsen.» «Hva er det De sier?» «Deres Kongelige Høyhet kommer til å le av meg; men jeg tenker på sigøynersken.» «Sigøynersken? Det er godt at jeg er en tålmodig mann, kjære baron.» «På sigøynersken — unnskyld, Deres Kongelige Høyhet — hun som for hundre år siden spådde at det i Deres Kongelige Høyhets familie skulle fødes «en fyrste med en hånd», og som<noinclude><references/></noinclude> n2j2lafsjdvh201fy42aubvp95u13kx 104 143975 333750 2026-09-19T22:21:02Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333750 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>knyttet et bestemt løfte til det at denne prinsen skulle komme.» Storhertugen snudde seg og stirret uten et ord inn i herr von Knobelsdorffs ansikt, der de små rynkene nå tydelig viste seg rundt øynene. «Meget interessant,» sa han så, og satte seg til rette igjen. «Spådommer,» fortsatte herr von Knobelsdorff, «pleier å gå i oppfyllelse på den måten at det skjer et eller annet som en med litt god vilje kan tyde som en oppfyllelse. Det hele blir også gjort meget lettere ved at enhver ekte spådom er avfattet i svevende ordelag. «Med en hand» — det er god orakelstil. Det kommer altså et lett tilfelle av atrofi. Men dermed er det utrettet atskillig, for hvem kan hindre meg eller folket i å tyde dette som en oppfyllelse av spådommen? Folket kommer til å gjøre det, iallfall når det senere viser seg at resten av spådommen også holder stikk. Folket kommer til å tolke og tyde som det alltid har gjort, for å se oppfyllelsen av det som står skrevet. Jeg ser det ikke riktig klart ennå — prinsen er sønn nummer to, han kommer ikke til å regjere, så skjebnens mening er dunkel. Men prinsen med bare en hand er kommet — så får han gi oss hva han kan.» Storhertugen sa først ingenting. Han var gjennombevet av dynastiske drømmerier. «Ja, Knobelsdorff, jeg skal ikke være sint på Dem. De vil trøste meg, og De gjør Deres saker riktig godt. Men nå er det nok andre som gjør krav på oss —» Luften dirret av fjerne, mangestemmige hurrarop. Folkemassen sto svart omkring stasjonen. De offisielt fremmøtte sto i første rekke og ventet på vognene. Borgermesteren løftet på flosshatten, tørket seg over pannen med et blomstret lommetørkle og leste fort igjennom et papir han holdt i hånden. Johann Albrecht anla den minen han pleide ta på seg<noinclude><references/></noinclude> 8rgt4k2zr7sjpmhc96fp5v3wecxjts9 333893 333750 2026-09-20T01:10:49Z Øystein Tvede 3938 333893 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>knyttet et bestemt løfte til det at denne prinsen skulle komme.» Storhertugen snudde seg og stirret uten et ord inn i herr von Knobelsdorffs ansikt, der de små rynkene nå tydelig viste seg rundt øynene. «Meget interessant,» sa han så, og satte seg til rette igjen. «Spådommer,» fortsatte herr von Knobelsdorff, «pleier å gå i oppfyllelse på den måten at det skjer et eller annet som en med litt god vilje kan tyde som en oppfyllelse. Det hele blir også gjort meget lettere ved at enhver ekte spådom er avfattet i svevende ordelag. «Med en hånd» — det er god orakelstil. Det kommer altså et lett tilfelle av atrofi. Men dermed er det utrettet atskillig, for hvem kan hindre meg eller folket i å tyde dette som en oppfyllelse av spådommen? Folket kommer til å gjøre det, iallfall når det senere viser seg at resten av spådommen også holder stikk. Folket kommer til å tolke og tyde som det alltid har gjort, for å se oppfyllelsen av det som står skrevet. Jeg ser det ikke riktig klart ennå — prinsen er sønn nummer to, han kommer ikke til å regjere, så skjebnens mening er dunkel. Men prinsen med bare en hånd er kommet — så får han gi oss hva han kan.» Storhertugen sa først ingenting. Han var gjennombevet av dynastiske drømmerier. «Ja, Knobelsdorff, jeg skal ikke være sint på Dem. De vil trøste meg, og De gjør Deres saker riktig godt. Men nå er det nok andre som gjør krav på oss —» Luften dirret av fjerne, mangestemmige hurrarop. Folkemassen sto svart omkring stasjonen. De offisielt fremmøtte sto i første rekke og ventet på vognene. Borgermesteren løftet på flosshatten, tørket seg over pannen med et blomstret lommetørkle og leste fort igjennom et papir han holdt i hånden. Johann Albrecht anla den minen han pleide ta på seg<noinclude><references/></noinclude> t10b2mv6nuxzxixvn0dhp6uax55j5g6 104 143976 333751 2026-09-19T22:21:51Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333751 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>når han skulle høre på svært enkle taler og begynne svaret med: «Min kjære herr borgermester ― ―» Byen var flaggsmykket; kirkeklokkene ringte. Alle klokkene i byen ringte. Og om kvelden var det frivillig illuminasjon i mange deler av byen, uten noen særlig oppfordring fra magistratens side.<noinclude><references/></noinclude> leq30qva8q3qidrfrc8l1wgowmp1opu 104 143977 333752 2026-09-19T22:23:09Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333752 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|{{sp|LANDET}}}}}} Landet var på åtte tusen kvadratkilometer og telte en million innbyggere. Et vakkert, stille, fredelig land. Det suste drømmende gjennom tretoppene i skogen; åkrene bredde seg og vokste, for de ble godt stelt; industrien var det ynkelig bevendt med. Det var noen teglbrennerier, noen salt- og sølvgruver — det var omtrent det hele. En kunne nok snakke om en slags fremmedindustrien, men å kalle den blomstrende, ville vært altfor sterkt sagt. De alkaliske helsekildene som sprang fram like i nærheten av hovedstaden og ble midtpunktet for små idylliske badehoteller, gjorde byen til et kursted. Men enda badene fra senmiddelalderen av hadde vært besøkt av folk fra alle verdens kanter, var de likevel litt etter litt gått i glemmeboken og var blitt overfløyet av andre navn. Den mest helsebringende kilden, var Ditlinde-kilden; den var ualminnelig rik på litiumsalter, og var først blitt oppdaget nå, under Johann Albrecht lIFs regjering. Men ettersom landet ikke kjente til noen ettertrykkelig og påtrengende måte å reklamere på, så var det ennå ikke lykkes å bringe denne kilden til heder og verdighet ute i verden. Det ble eksportert hundre tusen flasker av dette vannet om året — iallfall ikke mer, snarere mindre. Og det var ikke mange utlendinger som kom reisende for å drikke det på stedet. Hvert eneste år ble det i riksdagen snakket om samferdselsmidlenes «ugunstige» økonomiske stilling, hvilket ville si at det unektelig sto så dårlig til at lokalbanene ikke kunne bære seg og at jernbanene ikke kastet noe av seg — sørgelige, men<noinclude><references/></noinclude> j4nzzfwu10q2gh9gnxzjyzq3wapxadi 104 143978 333753 2026-09-19T22:25:14Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333753 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>uforanderlige kjensgjerninger, som samferdselsministeren stadig kom tilbake til i sine optimistiske rapporter, der han ga de fredelige forholdene og de sparsomme kull-lagrene i landet skylden for denne triste tingenes tilstand. De som var smålige nok til å ville kritisere, ymtet noe om mangelfull organisasjon av statsbanene. Men motsigelsens og negativismens ånd var ikke sterke krefter i riksdagen; en seig og trofast lojalitet var det mest fremherskende trekk blant folkets represetanter. Driftsoverskuddet ved jernbanen kom altså på ingen måte i første rekke når det gjaldt statsinntekter. Det som kastet mest av seg i dette skog- og åkerlandet, var skogen. At også denne inntekten var gått uhyggelig ned, var det vanskeligere å gjøre rede for, skjønt årsakene på sett og vis var altfor tydelige. Folket elsket skogen sin. Denne folketypen var blond, litt massiv, med blå, ettertenksomme øyne og litt for høye kinnben; en sindig og rolig, sunn og rettskaffen slekt, som hang ved skogen i kraft av hele sin natur. Skogen levde i folkevisene, den var kunstnernes vugge og inspirasjonskilde; og skogen ga ikke bare næring til anden — folket kunne også takke den for gåver av mer materiell art. De fattige samlet veden sin der, de fikk den gratis. De gikk og bøyde seg og plukket all slags bær og sopp mellom trærne, og det kunne ''de'' tjene litt på. Men det var ikke alt. Folket skjønte at skogen betydde utrolig meget for klimaet og helsetilstanden i landet; de visste godt at uten den prektige skogen rundt hovedstaden ville aldri badestedene bli fulle av utenlandske gjester som betalte godt for seg; kort sagt, dette folket som ikke var særlig hverken energisk eller opplyst, burde ha forstått at skogen var det viktigste de hadde og det som på alle måter kunne bli mest innbringende for landet. Og likevel hadde de forbrutt seg mot skogen, syndet mot den i årevis, ja, i årtier. Den storhertugelige skogforvaltning<noinclude><references/></noinclude> j4ek0t79843s9klyrs5td5xmvo0704c 104 143979 333754 2026-09-19T22:26:44Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333754 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>fortjente de hardeste bebreidelser. Forstvesenet hadde manglet forståelse av at skogen måtte beskyttes og bevares som en uvurderlig skatt og nasjonalhelligdom, fordi den ikke bare skulle komme de nålevende, men også etterslekten til gode, og at det måtte hevne seg hvis de uten å tenke på fremtiden utbyttet skogen på en kortsiktig og hensynsløs måte. Det var det som var skjedd og som skjedde fremdeles. Først var store strekninger av skogbunnen gjort helt ufruktbar fordi alt gjødningsstoff ble ført bort. Flere ganger var det gått så langt at ikke bare det som var fait ned siste år av vissent løy og bar var tatt bort, men også det fra året før; det var dels brukt til moldjord, dels til gjødning i jordbruket. Det var flere skoger som hadde mistet all moldjorden sin, og som var blitt ganske forkrøplet. Det gjaldt både statsalmenningene og de skogene som iå under kronen. Hvis en hadde grepet til dette for å hjelpe på en øyeblikkelig nødstilstand i jordbruket, så hadde det vært tilgivelig. Men skjønt det ikke manglet på røster som hevet seg for å forklare at det ikke var tilrådelig, ja, tilmed skjebnesvangert å la åkerbrukat utvikle seg på bekostning av skogen, så fortsatte det som før, av den ene grunnen at det gjaldt å skaffe penger. For det var penger som manglet. Men for å skaffe dem, ble det ustanselig tatt av kapitalen, inntil den dagen kom da folk med forferdelse innså at denne kapitalen ganske uformodet var sunket i verdi. Dette var jo et folk av bønder, og i en slags kunstig og bakvendt iver trodde de at de skulle vise seg riktig tidsmessige ved å legge for dagen et hensynsløst forretningstalent. Og så kom da melkeomsetningen, som vi må si et par ord om. Særlig i byenes årsberetninger ble det klaget sterkt over at det var en merkbar tilbakegang i levesettet og altså også i utviklingen hos landbefolkningen. Hva kunne det komme av? Jo, bøndene skulle endelig gjøre all den nysilte melken om i penger;<noinclude><references/></noinclude> 0q10h8iyvvyjikwv9b5uhrrvlg1o5vn 104 143980 333755 2026-09-19T22:27:47Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333755 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>det var blitt en slik rivende fart i utviklingen av meieriene og alt som hørte til dem, at de ble fristet til å sette hensynet til den private husholdningen til side. Den kraftige melkematen ble mer og mer sjelden på landet, de brukte bare mager, skummet melk og mindreverdige smørerstatninger av plantefett; dessverre ble det også mer og mer alminnelig å drikke alkohol. De mest pessimistiske snakket om underernæring; ja tilmed om at hele bondestanden gikk mot fysisk og moralsk undergang; saken ble brakt fram for riksdagen, og regjeringen lovte å ta den opp til alvorlig overveielse. Men det var bare altfor tydelig at regjeringen var besjelet av samme ånd som de stakkars villfarne bøndene. I skogene fortsatte rovhogsten, og seiv om den av og til kunne være berettiget på grunn av skadedyr, så kom den nok som oftest av disse årsakene som har vært nevnt før, og det kunne enda gått an hvis de pengene som kom inn var blitt brukt til å kjøpe nye skogsmarker og dessuten så fort som mulig bøte på de skadene som var gjort, kort sagt prøve å gjøre skogen til en kapital igjen. Men i stedet gikk pengene til å dekke løpende utgifter og betale gammel gjeld med. Riktignok var det ønskelig at statsgjelden gikk ned, men de som så mest mørkt på situasjonen, mente at tidene ikke var slik at det gikk an å bruke ekstraoverskuddene til å fylle i nullene. . Den som ikke hadde noen interesse av å skjule tingene, måtte si at statens finanser var i en elendig forfatning. Landet drog på en statsgjeld på seks hundre millioner; det slepte tålmodig og selvoppofrende på denne byrden, men stønnet under den. For tung var den i seg seiv, og tre ganger tyngre ved den høye rentefoten og de harde betingelsene et land må finne seg i når kreditten er vaklende, obligasjonene står lavt i kurs og landet i pengeverdenens øyne nesten må regnes blant de «interessante». De dårlige tidene så aldri ut til å skulle ta noen ende. Det<noinclude><references/></noinclude> g3rzo1svogm42r0w6vrefqs28oa1van 333848 333755 2026-09-20T00:39:52Z Øystein Tvede 3938 333848 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>det var blitt en slik rivende fart i utviklingen av meieriene og alt som hørte til dem, at de ble fristet til å sette hensynet til den private husholdningen til side. Den kraftige melkematen ble mer og mer sjelden på landet, de brukte bare mager, skummet melk og mindreverdige smørerstatninger av plantefett; dessverre ble det også mer og mer alminnelig å drikke alkohol. De mest pessimistiske snakket om underernæring; ja tilmed om at hele bondestanden gikk mot fysisk og moralsk undergang; saken ble brakt fram for riksdagen, og regjeringen lovte å ta den opp til alvorlig overveielse. Men det var bare altfor tydelig at regjeringen var besjelet av samme ånd som de stakkars villfarne bøndene. I skogene fortsatte rovhogsten, og selv om den av og til kunne være berettiget på grunn av skadedyr, så kom den nok som oftest av disse årsakene som har vært nevnt før, og det kunne enda gått an hvis de pengene som kom inn var blitt brukt til å kjøpe nye skogsmarker og dessuten så fort som mulig bøte på de skadene som var gjort, kort sagt prøve å gjøre skogen til en kapital igjen. Men i stedet gikk pengene til å dekke løpende utgifter og betale gammel gjeld med. Riktignok var det ønskelig at statsgjelden gikk ned, men de som så mest mørkt på situasjonen, mente at tidene ikke var slik at det gikk an å bruke ekstraoverskuddene til å fylle i nullene. . Den som ikke hadde noen interesse av å skjule tingene, måtte si at statens finanser var i en elendig forfatning. Landet drog på en statsgjeld på seks hundre millioner; det slepte tålmodig og selvoppofrende på denne byrden, men stønnet under den. For tung var den i seg selv, og tre ganger tyngre ved den høye rentefoten og de harde betingelsene et land må finne seg i når kreditten er vaklende, obligasjonene står lavt i kurs og landet i pengeverdenens øyne nesten må regnes blant de «interessante». De dårlige tidene så aldri ut til å skulle ta noen ende. Det<noinclude><references/></noinclude> suhb4j5y0p789z53whidex0xzslhcyl 104 143981 333756 2026-09-19T22:29:27Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333756 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ble verre og verre. Og én elendig forvaltning som ikke ble bedre av at det stadig ble skiftet inn nye folk, kunne ikke se noe annet botemiddel mot dette snikende onde enn lån og atter lån. Selv finansminister von Schröder, en mann med den hederligste karakter og de edleste hensikter, ble personlig adlet av storhertugen fordi han under meget vanskelige forhold hadde greidd å oppnå et nytt lån til meget høye renter. Han hadde hatt de ærligste forsetter om å heve statens kreditt, men da han ikke kunne greie det på noen annen måte enn å lage ny gjeld, for å få strøket den gamle, så var hele foretagendet ikke annet enn et velment, men kostbart blendverk. For ved å stifte ny gjeld og samtidig avvikle den gamle, ble det betalt mer ut enn det kom inn, og dermed gikk .millioner tapt. Det var som om folket ikke var i stand til a frembringe en noenlunde begavet finansmann. Det ble stadig brukt knep og småfusk. Når budsjettet ble sått opp, ble det ikke lenger skjelnet ordcntlig mellom ordinære og ekstraordinære poster. De ble blandet sammen, så myndighetene førte seg seiv og verden bak lyset med hensyn til hvordan det virkelig sto til; lån som var angitt å skulle brukes til ekstraordinære poster ble brukt til å fylle et eller annet hull på det ordinære budsjettet —. En tid var det faktisk en fordums hoffmarskalk som innehadde stillingen som finansminister. Doktor Krippenreuther, som kom til roret mot slutten av Johann Albrecht III’s regjeringstid, var akkurat som herr von Schroder overbevist om at det var absolutt nødvendig å bringe gjelden ned; derfor drev han igjennom en siste skatteforhøyelse. Men folket, som fra før av knapt hadde kunnet greie skattene, var nå drevet til den ytterste grense, og Krippenreuther høstet bare hat. Det han foretok var bare å flytte formuen fra den ene hånden til den andre, og det tilmed med tap, for med skatteforhøyelsen fikk nasjonaløkonomien nok<noinclude><references/></noinclude> ialu9soud4o0fxrnx5iavh1z3brpdbh 333849 333756 2026-09-20T00:40:08Z Øystein Tvede 3938 333849 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ble verre og verre. Og én elendig forvaltning som ikke ble bedre av at det stadig ble skiftet inn nye folk, kunne ikke se noe annet botemiddel mot dette snikende onde enn lån og atter lån. Selv finansminister von Schröder, en mann med den hederligste karakter og de edleste hensikter, ble personlig adlet av storhertugen fordi han under meget vanskelige forhold hadde greidd å oppnå et nytt lån til meget høye renter. Han hadde hatt de ærligste forsetter om å heve statens kreditt, men da han ikke kunne greie det på noen annen måte enn å lage ny gjeld, for å få strøket den gamle, så var hele foretagendet ikke annet enn et velment, men kostbart blendverk. For ved å stifte ny gjeld og samtidig avvikle den gamle, ble det betalt mer ut enn det kom inn, og dermed gikk .millioner tapt. Det var som om folket ikke var i stand til a frembringe en noenlunde begavet finansmann. Det ble stadig brukt knep og småfusk. Når budsjettet ble sått opp, ble det ikke lenger skjelnet ordcntlig mellom ordinære og ekstraordinære poster. De ble blandet sammen, så myndighetene førte seg selv og verden bak lyset med hensyn til hvordan det virkelig sto til; lån som var angitt å skulle brukes til ekstraordinære poster ble brukt til å fylle et eller annet hull på det ordinære budsjettet —. En tid var det faktisk en fordums hoffmarskalk som innehadde stillingen som finansminister. Doktor Krippenreuther, som kom til roret mot slutten av Johann Albrecht III’s regjeringstid, var akkurat som herr von Schroder overbevist om at det var absolutt nødvendig å bringe gjelden ned; derfor drev han igjennom en siste skatteforhøyelse. Men folket, som fra før av knapt hadde kunnet greie skattene, var nå drevet til den ytterste grense, og Krippenreuther høstet bare hat. Det han foretok var bare å flytte formuen fra den ene hånden til den andre, og det tilmed med tap, for med skatteforhøyelsen fikk nasjonaløkonomien nok<noinclude><references/></noinclude> 6a3hqxscqz0ktjqgo4gvmyfcwvs3m0e 333868 333849 2026-09-20T00:48:20Z Øystein Tvede 3938 333868 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ble verre og verre. Og én elendig forvaltning som ikke ble bedre av at det stadig ble skiftet inn nye folk, kunne ikke se noe annet botemiddel mot dette snikende onde enn lån og atter lån. Selv finansminister von Schröder, en mann med den hederligste karakter og de edleste hensikter, ble personlig adlet av storhertugen fordi han under meget vanskelige forhold hadde greidd å oppnå et nytt lån til meget høye renter. Han hadde hatt de ærligste forsetter om å heve statens kreditt, men da han ikke kunne greie det på noen annen måte enn å lage ny gjeld, for å få strøket den gamle, så var hele foretagendet ikke annet enn et velment, men kostbart blendverk. For ved å stifte ny gjeld og samtidig avvikle den gamle, ble det betalt mer ut enn det kom inn, og dermed gikk .millioner tapt. Det var som om folket ikke var i stand til a frembringe en noenlunde begavet finansmann. Det ble stadig brukt knep og småfusk. Når budsjettet ble satt opp, ble det ikke lenger skjelnet ordcntlig mellom ordinære og ekstraordinære poster. De ble blandet sammen, så myndighetene førte seg selv og verden bak lyset med hensyn til hvordan det virkelig sto til; lån som var angitt å skulle brukes til ekstraordinære poster ble brukt til å fylle et eller annet hull på det ordinære budsjettet —. En tid var det faktisk en fordums hoffmarskalk som innehadde stillingen som finansminister. Doktor Krippenreuther, som kom til roret mot slutten av Johann Albrecht III’s regjeringstid, var akkurat som herr von Schroder overbevist om at det var absolutt nødvendig å bringe gjelden ned; derfor drev han igjennom en siste skatteforhøyelse. Men folket, som fra før av knapt hadde kunnet greie skattene, var nå drevet til den ytterste grense, og Krippenreuther høstet bare hat. Det han foretok var bare å flytte formuen fra den ene hånden til den andre, og det tilmed med tap, for med skatteforhøyelsen fikk nasjonaløkonomien nok<noinclude><references/></noinclude> 651kwn5066s2kzmhapgoulhcoeeq04b 333879 333868 2026-09-20T00:55:10Z Øystein Tvede 3938 333879 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ble verre og verre. Og én elendig forvaltning som ikke ble bedre av at det stadig ble skiftet inn nye folk, kunne ikke se noe annet botemiddel mot dette snikende onde enn lån og atter lån. Selv finansminister von Schröder, en mann med den hederligste karakter og de edleste hensikter, ble personlig adlet av storhertugen fordi han under meget vanskelige forhold hadde greidd å oppnå et nytt lån til meget høye renter. Han hadde hatt de ærligste forsetter om å heve statens kreditt, men da han ikke kunne greie det på noen annen måte enn å lage ny gjeld, for å få strøket den gamle, så var hele foretagendet ikke annet enn et velment, men kostbart blendverk. For ved å stifte ny gjeld og samtidig avvikle den gamle, ble det betalt mer ut enn det kom inn, og dermed gikk .millioner tapt. Det var som om folket ikke var i stand til å frembringe en noenlunde begavet finansmann. Det ble stadig brukt knep og småfusk. Når budsjettet ble satt opp, ble det ikke lenger skjelnet ordcntlig mellom ordinære og ekstraordinære poster. De ble blandet sammen, så myndighetene førte seg selv og verden bak lyset med hensyn til hvordan det virkelig sto til; lån som var angitt å skulle brukes til ekstraordinære poster ble brukt til å fylle et eller annet hull på det ordinære budsjettet —. En tid var det faktisk en fordums hoffmarskalk som innehadde stillingen som finansminister. Doktor Krippenreuther, som kom til roret mot slutten av Johann Albrecht III’s regjeringstid, var akkurat som herr von Schroder overbevist om at det var absolutt nødvendig å bringe gjelden ned; derfor drev han igjennom en siste skatteforhøyelse. Men folket, som fra før av knapt hadde kunnet greie skattene, var nå drevet til den ytterste grense, og Krippenreuther høstet bare hat. Det han foretok var bare å flytte formuen fra den ene hånden til den andre, og det tilmed med tap, for med skatteforhøyelsen fikk nasjonaløkonomien nok<noinclude><references/></noinclude> 7o2m7kmyrgs58n1vjnndb4i8jv477t8 333886 333879 2026-09-20T01:01:08Z Øystein Tvede 3938 333886 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ble verre og verre. Og én elendig forvaltning som ikke ble bedre av at det stadig ble skiftet inn nye folk, kunne ikke se noe annet botemiddel mot dette snikende onde enn lån og atter lån. Selv finansminister von Schröder, en mann med den hederligste karakter og de edleste hensikter, ble personlig adlet av storhertugen fordi han under meget vanskelige forhold hadde greidd å oppnå et nytt lån til meget høye renter. Han hadde hatt de ærligste forsetter om å heve statens kreditt, men da han ikke kunne greie det på noen annen måte enn å lage ny gjeld, for å få strøket den gamle, så var hele foretagendet ikke annet enn et velment, men kostbart blendverk. For ved å stifte ny gjeld og samtidig avvikle den gamle, ble det betalt mer ut enn det kom inn, og dermed gikk .millioner tapt. Det var som om folket ikke var i stand til å frembringe en noenlunde begavet finansmann. Det ble stadig brukt knep og småfusk. Når budsjettet ble satt opp, ble det ikke lenger skjelnet ordcntlig mellom ordinære og ekstraordinære poster. De ble blandet sammen, så myndighetene førte seg selv og verden bak lyset med hensyn til hvordan det virkelig sto til; lån som var angitt å skulle brukes til ekstraordinære poster ble brukt til å fylle et eller annet hull på det ordinære budsjettet —. En tid var det faktisk en fordums hoffmarskalk som innehadde stillingen som finansminister. Doktor Krippenreuther, som kom til roret mot slutten av Johann Albrecht III’s regjeringstid, var akkurat som herr von Schröder overbevist om at det var absolutt nødvendig å bringe gjelden ned; derfor drev han igjennom en siste skatteforhøyelse. Men folket, som fra før av knapt hadde kunnet greie skattene, var nå drevet til den ytterste grense, og Krippenreuther høstet bare hat. Det han foretok var bare å flytte formuen fra den ene hånden til den andre, og det tilmed med tap, for med skatteforhøyelsen fikk nasjonaløkonomien nok<noinclude><references/></noinclude> lrmbrsveb25yyn2aa2rpmst4uljsrde 104 143982 333757 2026-09-19T22:30:51Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333757 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>en byrde som veide tyngre og mer direkte enn den som den ble befridd fra ved at det ble betalt litt gjeld ― ―. Hvor skulle hjelpen og botemidlet komme fra? Det så ut til at det måtte skje et under — og inntil det var skjedd, måtte folk leve i den strengeste sparsommelighet. Folket var trofast og fromt, det elsket sine fyrster som seg seiv, og det at monarkiet var noe stort og opphøyet var så inngrodd hos dem at det var blitt deres religion. Men de økonomiske bekymringene var for trykkende, for meget av en påkjenning for hver enkelt. Seiv de ukyndigste måtte forstå det triste språket som de uttynnete og forkrøplete skogene talte. Og slik gikk det til at det i riksdagen stadig ble reist krav om at både apanasjen og utgiftene til storhertugens privathusholdning skulle skjæres ned. Disse utgiftene beløp seg til en halv million, og innkomstene av kronens eiendommer var syv hundre og femti tusen mark. Det var det hele. Hoffet var forgjeldet, hvor forgjeldet, det visste kanskje den storhertugelige finansdirektør, grev Trümmerhauff, en mann som var vel inne i alle formelle ting, men fullstendig ubegavet som forretningsmann. Johann Albrecht visste det ikke, eller lot iallfall som om han ikke visste det, og fulgte her nøyaktig i sine forgjengeres fotspor. De hadde nemlig heller ikke skjenket sine gjeldsposter mer enn en ganske flyktig oppmerksomhet. Hadde folket en ærbødig og respektfull innstilling, hadde fyrstene til gjengjeld en desto større følelse av egen storhet — en følelse som stundom kunne anta affekterte, ja, rent overdrevne former, og som ga seg det tydeligste og betenkeligste utslag i en hensynsløs trang til pomp og prakt som skulle være et sinnbilde på fyrstenes høye stilling. En av dem hadde faktisk hatt tilnavnet «Den Overdådige» — og det tilnavnet kunne de ha fortjent nesten alle sammen. Derfor var fyrstehusets gjeld en gammel historie som var gått i arv fra far til<noinclude><references/></noinclude> 18ha9oqqlwnt5ahbnk7iclk6ozuztob 333850 333757 2026-09-20T00:40:24Z Øystein Tvede 3938 333850 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>en byrde som veide tyngre og mer direkte enn den som den ble befridd fra ved at det ble betalt litt gjeld ― ―. Hvor skulle hjelpen og botemidlet komme fra? Det så ut til at det måtte skje et under — og inntil det var skjedd, måtte folk leve i den strengeste sparsommelighet. Folket var trofast og fromt, det elsket sine fyrster som seg selv, og det at monarkiet var noe stort og opphøyet var så inngrodd hos dem at det var blitt deres religion. Men de økonomiske bekymringene var for trykkende, for meget av en påkjenning for hver enkelt. Selv de ukyndigste måtte forstå det triste språket som de uttynnete og forkrøplete skogene talte. Og slik gikk det til at det i riksdagen stadig ble reist krav om at både apanasjen og utgiftene til storhertugens privathusholdning skulle skjæres ned. Disse utgiftene beløp seg til en halv million, og innkomstene av kronens eiendommer var syv hundre og femti tusen mark. Det var det hele. Hoffet var forgjeldet, hvor forgjeldet, det visste kanskje den storhertugelige finansdirektør, grev Trümmerhauff, en mann som var vel inne i alle formelle ting, men fullstendig ubegavet som forretningsmann. Johann Albrecht visste det ikke, eller lot iallfall som om han ikke visste det, og fulgte her nøyaktig i sine forgjengeres fotspor. De hadde nemlig heller ikke skjenket sine gjeldsposter mer enn en ganske flyktig oppmerksomhet. Hadde folket en ærbødig og respektfull innstilling, hadde fyrstene til gjengjeld en desto større følelse av egen storhet — en følelse som stundom kunne anta affekterte, ja, rent overdrevne former, og som ga seg det tydeligste og betenkeligste utslag i en hensynsløs trang til pomp og prakt som skulle være et sinnbilde på fyrstenes høye stilling. En av dem hadde faktisk hatt tilnavnet «Den Overdådige» — og det tilnavnet kunne de ha fortjent nesten alle sammen. Derfor var fyrstehusets gjeld en gammel historie som var gått i arv fra far til<noinclude><references/></noinclude> 242upuz21hg37op7qxckhqlgsqxmg20 102 143983 333759 2026-09-19T22:32:28Z Øystein Tvede 3938 Ny side: {{Forfatter}} 333759 wikitext text/x-wiki {{Forfatter}} 8tyxhbgcq09d26jafiddlofedz8dhmb 104 143984 333760 2026-09-19T22:36:13Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333760 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sønn og som skrev seg fra de tider da alle lånetransaksjoner var fyrstenes privataffærer, og da Johann den Voldsomme hadde kunnet pantsette sine mest ansette undersåtters frihet for å få et lån. Den tiden var forbi; og Johann Albrecht III, som i sinn og skinn var en ekte Grimmburger, var dessverre ikke lenger i den stilling at han kunne la sine tilbøyeligheter få fritt løp. Hans far hadde gjort grundig slutt pa familieformuen, den var omtrent lik null, for den var gått med til å bygge lystslotter med franske navn og marmorkolonnadér, parker med springvann, flotte operaer og lignende staselige saker. Nå var det nødvendig å vende på skillingen, og meget mot storhertugens ønske, ja, uten hans samtykke, ble livet ved hoffet stadig enklere. Folk i hovedstaden ble gjerne rørt når de talte om hva slags tilværelse prinsesse Katharina, storhertugens søster, førte. Hun hadde vært gift.med et medlem av det rsgjerende fyrstehuset i nabolandet, var senere blitt enke og var vendt tilbake til sin brors hovedstad, der hun bodde med de rødhårete barna sine i det forhenværende arvestorhertugelige palasset i Albrechtsstrasse. Utenfor porten sto det hele dagen en kjempemessig dørvokter, oppstaset med kulestav og bandolær, og innenfor gikk det meget enkelt til. Prins Lambert, storhertugens bror, regnet folk liksom ikke med. Han var blitt uvenner med sine søsken som ikke kunne tilgi ham at han hadde giftet seg under sin stand, derfor kom han sjelden til hoffet. Sammen med sin hustru, som i sin tid hadde danset ved hoffteatret, og som bar tittelen friherrinne von Rohrdorf, etter et gods prinsen eide, bodde han i sin villa i stadsparken; den magre sportsmannen og teatergjengeren var som en levende illustrasjon av den gjelden han sått i til opp over ørene. Han hadde gitt avkall på alle ytre tegn på sin rang, opptrådte helt og holdent som privatmann, og det gikk<noinclude><references/></noinclude> i6n9jp5hb37d6h6h57rbutzq6dywvsv 333869 333760 2026-09-20T00:48:52Z Øystein Tvede 3938 333869 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sønn og som skrev seg fra de tider da alle lånetransaksjoner var fyrstenes privataffærer, og da Johann den Voldsomme hadde kunnet pantsette sine mest ansette undersåtters frihet for å få et lån. Den tiden var forbi; og Johann Albrecht III, som i sinn og skinn var en ekte Grimmburger, var dessverre ikke lenger i den stilling at han kunne la sine tilbøyeligheter få fritt løp. Hans far hadde gjort grundig slutt pa familieformuen, den var omtrent lik null, for den var gått med til å bygge lystslotter med franske navn og marmorkolonnadér, parker med springvann, flotte operaer og lignende staselige saker. Nå var det nødvendig å vende på skillingen, og meget mot storhertugens ønske, ja, uten hans samtykke, ble livet ved hoffet stadig enklere. Folk i hovedstaden ble gjerne rørt når de talte om hva slags tilværelse prinsesse Katharina, storhertugens søster, førte. Hun hadde vært gift.med et medlem av det rsgjerende fyrstehuset i nabolandet, var senere blitt enke og var vendt tilbake til sin brors hovedstad, der hun bodde med de rødhårete barna sine i det forhenværende arvestorhertugelige palasset i Albrechtsstrasse. Utenfor porten sto det hele dagen en kjempemessig dørvokter, oppstaset med kulestav og bandolær, og innenfor gikk det meget enkelt til. Prins Lambert, storhertugens bror, regnet folk liksom ikke med. Han var blitt uvenner med sine søsken som ikke kunne tilgi ham at han hadde giftet seg under sin stand, derfor kom han sjelden til hoffet. Sammen med sin hustru, som i sin tid hadde danset ved hoffteatret, og som bar tittelen friherrinne von Rohrdorf, etter et gods prinsen eide, bodde han i sin villa i stadsparken; den magre sportsmannen og teatergjengeren var som en levende illustrasjon av den gjelden han satt i til opp over ørene. Han hadde gitt avkall på alle ytre tegn på sin rang, opptrådte helt og holdent som privatmann, og det gikk<noinclude><references/></noinclude> timtkqbkjht14jyomf2tzvienps57mi 333877 333869 2026-09-20T00:53:41Z Øystein Tvede 3938 333877 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sønn og som skrev seg fra de tider da alle lånetransaksjoner var fyrstenes privataffærer, og da Johann den Voldsomme hadde kunnet pantsette sine mest ansette undersåtters frihet for å få et lån. Den tiden var forbi; og Johann Albrecht III, som i sinn og skinn var en ekte Grimmburger, var dessverre ikke lenger i den stilling at han kunne la sine tilbøyeligheter få fritt løp. Hans far hadde gjort grundig slutt på familieformuen, den var omtrent lik null, for den var gått med til å bygge lystslotter med franske navn og marmorkolonnadér, parker med springvann, flotte operaer og lignende staselige saker. Nå var det nødvendig å vende på skillingen, og meget mot storhertugens ønske, ja, uten hans samtykke, ble livet ved hoffet stadig enklere. Folk i hovedstaden ble gjerne rørt når de talte om hva slags tilværelse prinsesse Katharina, storhertugens søster, førte. Hun hadde vært gift.med et medlem av det rsgjerende fyrstehuset i nabolandet, var senere blitt enke og var vendt tilbake til sin brors hovedstad, der hun bodde med de rødhårete barna sine i det forhenværende arvestorhertugelige palasset i Albrechtsstrasse. Utenfor porten sto det hele dagen en kjempemessig dørvokter, oppstaset med kulestav og bandolær, og innenfor gikk det meget enkelt til. Prins Lambert, storhertugens bror, regnet folk liksom ikke med. Han var blitt uvenner med sine søsken som ikke kunne tilgi ham at han hadde giftet seg under sin stand, derfor kom han sjelden til hoffet. Sammen med sin hustru, som i sin tid hadde danset ved hoffteatret, og som bar tittelen friherrinne von Rohrdorf, etter et gods prinsen eide, bodde han i sin villa i stadsparken; den magre sportsmannen og teatergjengeren var som en levende illustrasjon av den gjelden han satt i til opp over ørene. Han hadde gitt avkall på alle ytre tegn på sin rang, opptrådte helt og holdent som privatmann, og det gikk<noinclude><references/></noinclude> 0sdegh94v7cekmoo8r3n0wmfysfhe4f 104 143985 333761 2026-09-19T22:37:34Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333761 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>rykter om at hjemmet bar preg av den mest lurvete fattigdom — noe som ikke vakte særlig deltagelse. Men i Det Gamle Slottet var det foretatt store forandringer, innskrenkninger som det ble snakket om både vidt og bredt og oftest med vemod, for egentlig ønsket folket å se seg representert på en flott og storslagen måte. For å spare var flere stillinger ved hoffet slått sammen til en, og i flere år hadde herr von Bühl zu Bühl vært både overhoffmarskalk, overseremonimester og marskalk for fyrstehuset på en gang. Det var foretatt avskjedigelser innen de lavere tjenestegradene, blant furerer, jegere, hoff-kokker, bakermestre, kammer- og hofflakeier. Stallbetjeningen var innskrenket til det aller nødvendigste. Men hva hjalp det? Storhertugens forakt for penger ga seg utslag i plutselige opprør mot denne tvangen, og mens traktementet ved hoff-festene etterhvert ble så enkelt at det nærmet seg grensen for det tillatelige, mens det ved supeen etter torsdagskonsertene aldri ble servert annet på de forgylte små bordene med røde fløyelsduker i marmorsalen enn roastbeef med remuladesaus og is, og mens storhertugen og hans egen krets sått ved sitt private taffel som strålte av vokslys og spiste så enkelt som en alminnelig, småborgerlig familie, kastet han trassig bort et helt års inntekter for å restaurere Grimmburg. Og i mellomtiden forfalt de andre slottene hans. Herr von Biihl visste simpelthen ikke hvor han skulle ta penger fra til å holde dem ved like. Men det var synd for mange av dem. De som lå noe lenger borte fra hovedstaden, de nydelige, forseggjorte små tilfluktsstedene som lå så deilig til og hadde kokette navn som fikk en til å tenke på hvile, ensomhet, forlystelser, tidsfordriv og sorgløshet, eller betegnet en blomst eller en edelsten, var gjerne målet for små lystreiser, både av folk fra byen og av fremmede; av inngangspengene kunne det stundom bli en liten sum som ble anvendt til å holde<noinclude><references/></noinclude> nv6qmlck46z58uzzp1z8umjx68smqkv 333870 333761 2026-09-20T00:49:18Z Øystein Tvede 3938 333870 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>rykter om at hjemmet bar preg av den mest lurvete fattigdom — noe som ikke vakte særlig deltagelse. Men i Det Gamle Slottet var det foretatt store forandringer, innskrenkninger som det ble snakket om både vidt og bredt og oftest med vemod, for egentlig ønsket folket å se seg representert på en flott og storslagen måte. For å spare var flere stillinger ved hoffet slått sammen til en, og i flere år hadde herr von Bühl zu Bühl vært både overhoffmarskalk, overseremonimester og marskalk for fyrstehuset på en gang. Det var foretatt avskjedigelser innen de lavere tjenestegradene, blant furerer, jegere, hoff-kokker, bakermestre, kammer- og hofflakeier. Stallbetjeningen var innskrenket til det aller nødvendigste. Men hva hjalp det? Storhertugens forakt for penger ga seg utslag i plutselige opprør mot denne tvangen, og mens traktementet ved hoff-festene etterhvert ble så enkelt at det nærmet seg grensen for det tillatelige, mens det ved supeen etter torsdagskonsertene aldri ble servert annet på de forgylte små bordene med røde fløyelsduker i marmorsalen enn roastbeef med remuladesaus og is, og mens storhertugen og hans egen krets satt ved sitt private taffel som strålte av vokslys og spiste så enkelt som en alminnelig, småborgerlig familie, kastet han trassig bort et helt års inntekter for å restaurere Grimmburg. Og i mellomtiden forfalt de andre slottene hans. Herr von Biihl visste simpelthen ikke hvor han skulle ta penger fra til å holde dem ved like. Men det var synd for mange av dem. De som lå noe lenger borte fra hovedstaden, de nydelige, forseggjorte små tilfluktsstedene som lå så deilig til og hadde kokette navn som fikk en til å tenke på hvile, ensomhet, forlystelser, tidsfordriv og sorgløshet, eller betegnet en blomst eller en edelsten, var gjerne målet for små lystreiser, både av folk fra byen og av fremmede; av inngangspengene kunne det stundom bli en liten sum som ble anvendt til å holde<noinclude><references/></noinclude> 75stz0o45fsid91ouyinqpp6xlof2j3 104 143986 333762 2026-09-19T22:38:58Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333762 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>slottet ved like. Men slik var det ikke med dem som lå nærmere hovedstaden. Der var for eksempel det lille empireslottet Eremitagen, som lå der så bortgjemt like nord for byen. Det var et yndig slott, men helt übebodd og forfallent, med en overgrodd park som gikk over i stadsparken, og noen slottsdammer som var tilgrodd av slam og grønske. Og bare et kvarters vei derfrå lå Delphinenort, i den nordlige delen av selve stadsparken, som en gang hadde tilhørt kronen, og speilte sitt eget forfall i et veldig, firkantet springvannsbasseng. Med begge disse slottene sto det elendig til — særlig med Delphinenort, denne stolte bygningen fra den tidligere barokktid, med den fornemme søyleportalen, de høye vinduene som var oppdelt i ganske små blyinnfattede ruter, de uthugne girlanderne, nisjene med romerske byster, de elegante trappene. At all denne prakten så ut til å skulle forfalle for alltid, var en sorg for alle som hadde sans for vakker arkitektur, og da slottet en dag, på grunn av uforutsette og eventyrlige omstendigheter, atter fikk sin gamle glans og kom til heder og verdighet, gledet ingen seg mer enn akkurat disse menneskene —. Fra Delphinenort var det bare en femten-tjue minutter til badet med de helsebringende kildene; det lå litt nordvest for byen, og derfrå kunne en ta en sporvogn direkte til sentrum. De slottene som storhertugens familie hadde, var bare Hollerbrunn, sommerresidensen, den lange, hvite bygningen med kinesisk tak, som lå bak de åsene som omgå byen; det lå skyggefullt og deilig til ved elven; og så var det Jägerpreis, jaktslottet, som var helt overgrodd med eføy og lå midt i skogen vest for hovedstaden; og endelig selve slottet i byen. Det ble gjerne kalt «det gamle», enda det slett ikke fantes noe nytt. Det het bare slik fordi det var gammelt, og folk mente at det hadde vært mere påkrevd å pusse opp det enn å restaurere<noinclude><references/></noinclude> iu2joffm18mlovqf5xeiv4ulk2viqso 104 143987 333763 2026-09-19T22:40:29Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333763 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Grimmburg. Falmet og lurvet var det tvers igjennom, ja, tilmed de rommene som ble brukt til representasjon og de som fyrsten og familien brukte til oppholdsrom; for ikke å snakke om hvordan det så ut i alle de værelsene som ikke ble brukt og som lå i den eldste fløyen av den svære bygningen, og der det ikke fantes annet enn mørke og støv. For en god stund siden var det kommet en bestemmelse om at publikum ikke hadde adgang — grunnen var utvilsomt at slottet var i en slik forfatning at det måtte vekke anstøt. Men folk som hadde anledning til å se seg litt om, tjenerpersonalet og lignende, forsikret at stoppen tittet ut av mer enn ett ærverdig praktmøbel. Sammen med hoffkirken dannet slottet et grått, uregelmessig og uoverskuelig kompleks med tårn, gallerier og portaler, Ijalvt festning, halvt praktbyggverk. Forskjellige tidsaldre og stilarter hadde sått sitt preg på det, og store deler av det var skrøpelige, forvitrete, og fait fra hverandre. Det reiste seg bratt opp fra den vestlige bydelen, og dypt dernedefra gikk det en steil trapp opp, der trinnene var holdt sammen av noen rustne jernstenger. Hovedinngangen var ut mot Albrechtsplatz; der lå de sammenkrøpne løvene og voktet hovedporten, og over hodene på dem sto hogd inn «Turres fortissima nomen Dominh — fromme og stolte ord som nå knapt var leselige. Her var vakten og skilderhuset, avløsning, trommer, parade og oppløp av gategutter ― ―. Til Det Gamle Slottet hørte det tre slottsplasser; fra hjørnene av disse plassene hevet det seg vakre trappetårn, og mellom steinhellene vokste det alskens ugress. Men midt på den ene plassen sto rosenbusken, sto der fra eldgammel tid i et bed, skjønt det ikke var noe annet hageanlegg rundt slottet. Det var en rosenbusk som alle andre, det var en slottsfoged som passet den; om vinteren sov den under sneen, den fikk regn og solskinn, og når tiden var inne, bar den roser. Det var<noinclude><references/></noinclude> 3sm54byprd79y1kso3173wht2ca97ba 333871 333763 2026-09-20T00:49:44Z Øystein Tvede 3938 333871 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Grimmburg. Falmet og lurvet var det tvers igjennom, ja, tilmed de rommene som ble brukt til representasjon og de som fyrsten og familien brukte til oppholdsrom; for ikke å snakke om hvordan det så ut i alle de værelsene som ikke ble brukt og som lå i den eldste fløyen av den svære bygningen, og der det ikke fantes annet enn mørke og støv. For en god stund siden var det kommet en bestemmelse om at publikum ikke hadde adgang — grunnen var utvilsomt at slottet var i en slik forfatning at det måtte vekke anstøt. Men folk som hadde anledning til å se seg litt om, tjenerpersonalet og lignende, forsikret at stoppen tittet ut av mer enn ett ærverdig praktmøbel. Sammen med hoffkirken dannet slottet et grått, uregelmessig og uoverskuelig kompleks med tårn, gallerier og portaler, Ijalvt festning, halvt praktbyggverk. Forskjellige tidsaldre og stilarter hadde satt sitt preg på det, og store deler av det var skrøpelige, forvitrete, og fait fra hverandre. Det reiste seg bratt opp fra den vestlige bydelen, og dypt dernedefra gikk det en steil trapp opp, der trinnene var holdt sammen av noen rustne jernstenger. Hovedinngangen var ut mot Albrechtsplatz; der lå de sammenkrøpne løvene og voktet hovedporten, og over hodene på dem sto hogd inn «Turres fortissima nomen Dominh — fromme og stolte ord som nå knapt var leselige. Her var vakten og skilderhuset, avløsning, trommer, parade og oppløp av gategutter ― ―. Til Det Gamle Slottet hørte det tre slottsplasser; fra hjørnene av disse plassene hevet det seg vakre trappetårn, og mellom steinhellene vokste det alskens ugress. Men midt på den ene plassen sto rosenbusken, sto der fra eldgammel tid i et bed, skjønt det ikke var noe annet hageanlegg rundt slottet. Det var en rosenbusk som alle andre, det var en slottsfoged som passet den; om vinteren sov den under sneen, den fikk regn og solskinn, og når tiden var inne, bar den roser. Det var<noinclude><references/></noinclude> me38j8xqahr2usj6m6o0o5y3lf2q1on 104 143988 333764 2026-09-19T22:42:37Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333764 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ualminnelig deilige roser med mørkrøde, fløyelsaktige kronblad, en fryd for øyet og et sant naturens kunstverk. Men disse rosene hadde en sjelden og uhyggelig eiendommelighet — de duftet ikke! Det luktet nok av dem, men av ukjente grunner var det ikke rosenduft som strømmet fra dem, men ''mugglukt'', — en svak, men helt tydelig lukt av mugg. Alle visste det, det sto i reisehåndboken, og utlendingene kom inn på slottsplassen for å overbevise seg om det med sine egne neser. I folkemunne het det at en gang på en gledesdag for hele folket, ville rosenbusken komme til å dufte på det skjønneste og mest naturlige. Det var forresten helt forståelig og ikke til å unngå at folks fantasi ble sått i sving av den forunderlige rosenbusken. Det var noe lignende med «uglekammeret» i Det Gamle Slottet; der spøkte det. Det lå slett ikke på noe avsides sted, tvert imot, det lå like ved siden av festsalene og riddersalen, der hoffets herrer pleide forsamle seg; denne delen av slottet var også forholdsvis ny. Men det gikk ikke riktig for seg der; stundom ble det et lurveleven der inne, som ikke kunne høres utenfor, og som det var umulig å finne årsaken til. Noen svor på at det var spøkeri, og det var mange som mente at det ble særlig tydelig like før det skulle skje noe viktig og avgjørende i fyrstefamilien. Et slikt rykte lot seg jo vanskelig bevise, og det var ingen grunn til å ta det mer alvorlig enn andre folkelige utslag av dynastisk lojalitet, som for eksempel en viss dunkel spådom som var gått fra far til sønn i over hundre år, og som vi vil nevne her. Den kom fra en gammel sigøynerske, og gikk ut på at den største lykke skulle komme til landet gjennom en fyrste «med en hand». «Med en hånd,» sa den lurvete gamle kjerringen, «kommer han til å gi landet mer enn andre har klart med to.» — Slik sto spådommen skrevet, og slik ble det sagt. Men rundt Det Gamle Slottet lå residensen, som besto av<noinclude><references/></noinclude> e5u7x870hwhqn0rm5gd8mz925pp6m77 333872 333764 2026-09-20T00:50:10Z Øystein Tvede 3938 333872 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ualminnelig deilige roser med mørkrøde, fløyelsaktige kronblad, en fryd for øyet og et sant naturens kunstverk. Men disse rosene hadde en sjelden og uhyggelig eiendommelighet — de duftet ikke! Det luktet nok av dem, men av ukjente grunner var det ikke rosenduft som strømmet fra dem, men ''mugglukt'', — en svak, men helt tydelig lukt av mugg. Alle visste det, det sto i reisehåndboken, og utlendingene kom inn på slottsplassen for å overbevise seg om det med sine egne neser. I folkemunne het det at en gang på en gledesdag for hele folket, ville rosenbusken komme til å dufte på det skjønneste og mest naturlige. Det var forresten helt forståelig og ikke til å unngå at folks fantasi ble satt i sving av den forunderlige rosenbusken. Det var noe lignende med «uglekammeret» i Det Gamle Slottet; der spøkte det. Det lå slett ikke på noe avsides sted, tvert imot, det lå like ved siden av festsalene og riddersalen, der hoffets herrer pleide forsamle seg; denne delen av slottet var også forholdsvis ny. Men det gikk ikke riktig for seg der; stundom ble det et lurveleven der inne, som ikke kunne høres utenfor, og som det var umulig å finne årsaken til. Noen svor på at det var spøkeri, og det var mange som mente at det ble særlig tydelig like før det skulle skje noe viktig og avgjørende i fyrstefamilien. Et slikt rykte lot seg jo vanskelig bevise, og det var ingen grunn til å ta det mer alvorlig enn andre folkelige utslag av dynastisk lojalitet, som for eksempel en viss dunkel spådom som var gått fra far til sønn i over hundre år, og som vi vil nevne her. Den kom fra en gammel sigøynerske, og gikk ut på at den største lykke skulle komme til landet gjennom en fyrste «med en hand». «Med en hånd,» sa den lurvete gamle kjerringen, «kommer han til å gi landet mer enn andre har klart med to.» — Slik sto spådommen skrevet, og slik ble det sagt. Men rundt Det Gamle Slottet lå residensen, som besto av<noinclude><references/></noinclude> i73fg0wgejfs33fcqgumi2m078vj13m 333894 333872 2026-09-20T01:11:22Z Øystein Tvede 3938 333894 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ualminnelig deilige roser med mørkrøde, fløyelsaktige kronblad, en fryd for øyet og et sant naturens kunstverk. Men disse rosene hadde en sjelden og uhyggelig eiendommelighet — de duftet ikke! Det luktet nok av dem, men av ukjente grunner var det ikke rosenduft som strømmet fra dem, men ''mugglukt'', — en svak, men helt tydelig lukt av mugg. Alle visste det, det sto i reisehåndboken, og utlendingene kom inn på slottsplassen for å overbevise seg om det med sine egne neser. I folkemunne het det at en gang på en gledesdag for hele folket, ville rosenbusken komme til å dufte på det skjønneste og mest naturlige. Det var forresten helt forståelig og ikke til å unngå at folks fantasi ble satt i sving av den forunderlige rosenbusken. Det var noe lignende med «uglekammeret» i Det Gamle Slottet; der spøkte det. Det lå slett ikke på noe avsides sted, tvert imot, det lå like ved siden av festsalene og riddersalen, der hoffets herrer pleide forsamle seg; denne delen av slottet var også forholdsvis ny. Men det gikk ikke riktig for seg der; stundom ble det et lurveleven der inne, som ikke kunne høres utenfor, og som det var umulig å finne årsaken til. Noen svor på at det var spøkeri, og det var mange som mente at det ble særlig tydelig like før det skulle skje noe viktig og avgjørende i fyrstefamilien. Et slikt rykte lot seg jo vanskelig bevise, og det var ingen grunn til å ta det mer alvorlig enn andre folkelige utslag av dynastisk lojalitet, som for eksempel en viss dunkel spådom som var gått fra far til sønn i over hundre år, og som vi vil nevne her. Den kom fra en gammel sigøynerske, og gikk ut på at den største lykke skulle komme til landet gjennom en fyrste «med en hånd». «Med en hånd,» sa den lurvete gamle kjerringen, «kommer han til å gi landet mer enn andre har klart med to.» — Slik sto spådommen skrevet, og slik ble det sagt. Men rundt Det Gamle Slottet lå residensen, som besto av<noinclude><references/></noinclude> fojxzv8jhwtu25kuuaw7eou2f6lirjt 104 143989 333765 2026-09-19T22:43:47Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333765 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Altstadt og Neustadt med alle de offentlige bygningene, monumentene og anleggene, gater og plasser som hadde navn etter fyrster, kunstnere, ansette statsmenn og fremstående borgere. Elven med alle broene over, som gikk i en stor sløyfe fra den sørlige enden av stadsparken og forsvant mellom åsene rundt byen, delte residensen i to ulike store halvdeler. Byen var universitetsby; den hadde en høyskole som ikke var særlig besøkt, og der undervisningen la på et temmelig gammelmodig plan; — det var bare professoren i matematikk, geheimeråd Klinghammer, som virkelig hadde et godt navn i vitenskapelige kretser. — Hoffteatret hadde en kummerlig understøttelse, men holdt seg likevel på et noenlunde anstendig nivå. Litt musikalsk, litterært og kunstnerisk liv var det jo også. Nå og da flyttet det inn fremmede som gjerne ville ta del i byens ikke særlig livlige selskapsliv og åndelige atspredelser; det var gjerne syke rikfolk som slo seg ned i villaene rundt badeparken og ble holdt i akt og ære av stat og kommune, ettersom de var store skatteytere ― ― Slik var byen; slik var landet. Og slik sto sakene.<noinclude><references/></noinclude> c35ex8udyif49twdbj9cmi928gosrn7 104 143990 333766 2026-09-19T22:45:30Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333766 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{stor|{{sp|SKOMAKER HINNERKE}}}}}} Storhertugens sønn nummer to trådte første gang fram for offentligheten da han ble døpt. Hele landet tok del i denne høytideligheten, slik som det var vanlig hver gang det var noe som skulle feires innen fyrstefamilien. Etterat det var blitt snakket fram og tilbake i det uendelige om hvordan alt skulle gjøres og ordnes, ble barnet omsider døpt med stor stas av domine Wislizenus i hoffkirken; det det var for så vidt en offentlig høytidelighet som overhoffmarskalken etter aller høyeste befaling hadde sendt innbydelser til alle samfunnsklasser. Herr von Bühl zu Bühl, som var ytterst påpasselig med at alle former og ritualer ved hoffet var i orden, overvaket i gallauniform og ved hjelp av to seremonimestre hele den innviklete prosedyren: Først samlet de fyrstelige gjestene seg i festsalene, så kom det høytidelige opptoget da gjestene med pasjer og kammerherrer i spissen gikk opp over Heinrich den Overdådiges trapp og gjennom en overbygd gang inn i kirken; så ble publikum sloppet inn, plassene fordelt, alle ytre seremonier iakttatt under selve den religiøse handlingen; og så var det å passe på rangordningen under gratulasjonene som fulgte umiddelbart etter gudstjenesten —. Han peste og stønnet, vimset fram og tilbake med staven sin, smilte, bukket og gikk baklengs. Hoffkirken var pyntet med blomster og draperier. Foruten representanter for hoff- og landadel og den høyere og lavere embetsstand, var det forretningsfolk, håndverkere og bønder som høytidelige og andektige fylte kirken. De som satt i en<noinclude><references/></noinclude> jr4cxqqpwyn4h81vfyb7dmsg06v88pm 104 143991 333767 2026-09-19T22:46:48Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333767 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>halvkrets i de røde fløyelsstolene helt framme ved alteret, var dåpsbarnets nærmeste familie, utenlandske fyrster som skulle være faddere, og representanter for dem som seiv ikke hadde kunnet komme. For seks år siden, da arvestorhertugen ble døpt, hadde forsamlingen ikke vært mer strålende enn nå. For Albrecht var et svakelig barn, storhertugen var ingen ungdom og det var få Grimmburgere på mannssiden, derfor var denne prinsen en like viktig garanti for dynastiets fremtid som den første —. Lille prins Albrecht var ikke med ved dåpen; han lå til sengs og var syk; doktor Eschrich hadde sagt at det var en nervøs sykdom han hadde. Domine Wislizenus prekte over et skriftsted som storhertugen seiv hadde tatt ut. Hovedstadsavisen «Ilbudet», som unektelig var litt av en sladderavis, visste å fortelle hvordan storhertugen en dag seiv hadde tatt den svære gamle familiebibelen med metallspenner på, ut av biblioteket, der ellers sjelden noen kom, han hadde lukket seg inne i sitt eget kabinett med den, lett i over en time, og endelig skrevet ned dette skriftstedet med blyant på et stykke papir; han hadde skrevet «Johann Albrecht» under og sendt det til hoffpredikanten. Domine Wislizenus behandlet det så å si som et musikkstykke med gjennomgangsmotiv. Han snudde og vendte på det, belyste det fra alle kanter og presset innholdet ut av det til siste dråpe; han senket stemmen til en hvisking og hevet den igjen til sin fulle kraft; og det som ved begynnelsen av denne kunstprestasjon hadde fortonet seg for mengden som et nokså tynt og svevende tema, fikk ved denne siste fremførelsen en dybde og et innhold som om det var spilt på et mangestrenget instrument. Så gikk han over til selve dåpsakten, og gjorde det så grundig at hver eneste liten detalj ble understreket. Det var altså første gang prinsen representerte, og at han var dagens midtpunkt ble uttrykt ved at han opptrådte sist<noinclude><references/></noinclude> 31ix8uk925sm0bzt4wyjuccqxrdx1oa 333851 333767 2026-09-20T00:41:09Z Øystein Tvede 3938 333851 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>halvkrets i de røde fløyelsstolene helt framme ved alteret, var dåpsbarnets nærmeste familie, utenlandske fyrster som skulle være faddere, og representanter for dem som selv ikke hadde kunnet komme. For seks år siden, da arvestorhertugen ble døpt, hadde forsamlingen ikke vært mer strålende enn nå. For Albrecht var et svakelig barn, storhertugen var ingen ungdom og det var få Grimmburgere på mannssiden, derfor var denne prinsen en like viktig garanti for dynastiets fremtid som den første —. Lille prins Albrecht var ikke med ved dåpen; han lå til sengs og var syk; doktor Eschrich hadde sagt at det var en nervøs sykdom han hadde. Domine Wislizenus prekte over et skriftsted som storhertugen selv hadde tatt ut. Hovedstadsavisen «Ilbudet», som unektelig var litt av en sladderavis, visste å fortelle hvordan storhertugen en dag selv hadde tatt den svære gamle familiebibelen med metallspenner på, ut av biblioteket, der ellers sjelden noen kom, han hadde lukket seg inne i sitt eget kabinett med den, lett i over en time, og endelig skrevet ned dette skriftstedet med blyant på et stykke papir; han hadde skrevet «Johann Albrecht» under og sendt det til hoffpredikanten. Domine Wislizenus behandlet det så å si som et musikkstykke med gjennomgangsmotiv. Han snudde og vendte på det, belyste det fra alle kanter og presset innholdet ut av det til siste dråpe; han senket stemmen til en hvisking og hevet den igjen til sin fulle kraft; og det som ved begynnelsen av denne kunstprestasjon hadde fortonet seg for mengden som et nokså tynt og svevende tema, fikk ved denne siste fremførelsen en dybde og et innhold som om det var spilt på et mangestrenget instrument. Så gikk han over til selve dåpsakten, og gjorde det så grundig at hver eneste liten detalj ble understreket. Det var altså første gang prinsen representerte, og at han var dagens midtpunkt ble uttrykt ved at han opptrådte sist<noinclude><references/></noinclude> 9oooq23sfpku4gwicthofzoorj7cdq2 104 143992 333768 2026-09-19T22:48:29Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333768 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>på skueplassen. Langsomt kom han til syne på overhoffmesterinnen friherrinne von Schulenburg-Tressens arm; hun kom skridende bak herr von Bühl, og alles øyne var rettet mot prinsen. Han lå og sov i et brus av kniplinger, sløyfer og hvit silke. Den ene av de små hendene var tilfeldigvis skjult. Publikum var feststemt og beveget. Enda han var midtpunktet og gjenstanden for alles oppmerksomhet, var han rolig, fordringsløs og, som rimelig var, helt passiv. Han forstyrret ikke, grep ikke inn, strittet ikke imot, men kanskje av en slags medfødt tillitsfullhet ga han seg over til denne seremonien som han seiv ikke behøvde å anstrenge seg det ringeste med. På bestemte punkter i seremonien gikk han over i andre armer. Friherrinne von Schulenburg neiet dypt og rakte ham til hans tante Katharina, en dame med strenge trekk, kledd i en omsydd, lillafarget silkekjole og med kronjuveler i håret. Da øyeblikket kom, lot hun ham like høytidelig gå videre til morens armer. Storhertuginne Dorothea sto høy og statelig med et smil om den stolte og vakre munnen og holdt ham mens velsignelsen ble lest over ham, og så ga hun ham til en liten tolv års kusine med lyse krøller, tynne legger, blåfrosne armer og et bredt, rødt silkeskjerf som var knyttet i en enorm stiv sløyfe bak på den hvite kjolen. Hun vendte engstelig det spisse lille ansiktet mot seremonimesteren —. Prinsen våknet opp en liten stund; men de flakkende alterlysene og solen som skinte inn av vinduene og dannet kulørte strimer av de dansende støvfnuggene, blendet ham så han lukket øynene igjen. Og ettersom det ikke var noen tanker i det lille hodet, bare vage, uklare drømmer, og ettersom han i øyeblikket ikke hadde vondt noe sted, sovnet han straks igjen. Han fikk en hel rekke navn mens han sov, men hovednavnene var Klaus Heinrich. Og han sov videre i den lille sengen med gull-lister og blå silkegardiner, mens det til ære for ham ble holdt familiefest<noinclude><references/></noinclude> 21eazocszfutr3anade7cd7ngyrz6v9 333852 333768 2026-09-20T00:41:20Z Øystein Tvede 3938 333852 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>på skueplassen. Langsomt kom han til syne på overhoffmesterinnen friherrinne von Schulenburg-Tressens arm; hun kom skridende bak herr von Bühl, og alles øyne var rettet mot prinsen. Han lå og sov i et brus av kniplinger, sløyfer og hvit silke. Den ene av de små hendene var tilfeldigvis skjult. Publikum var feststemt og beveget. Enda han var midtpunktet og gjenstanden for alles oppmerksomhet, var han rolig, fordringsløs og, som rimelig var, helt passiv. Han forstyrret ikke, grep ikke inn, strittet ikke imot, men kanskje av en slags medfødt tillitsfullhet ga han seg over til denne seremonien som han selv ikke behøvde å anstrenge seg det ringeste med. På bestemte punkter i seremonien gikk han over i andre armer. Friherrinne von Schulenburg neiet dypt og rakte ham til hans tante Katharina, en dame med strenge trekk, kledd i en omsydd, lillafarget silkekjole og med kronjuveler i håret. Da øyeblikket kom, lot hun ham like høytidelig gå videre til morens armer. Storhertuginne Dorothea sto høy og statelig med et smil om den stolte og vakre munnen og holdt ham mens velsignelsen ble lest over ham, og så ga hun ham til en liten tolv års kusine med lyse krøller, tynne legger, blåfrosne armer og et bredt, rødt silkeskjerf som var knyttet i en enorm stiv sløyfe bak på den hvite kjolen. Hun vendte engstelig det spisse lille ansiktet mot seremonimesteren —. Prinsen våknet opp en liten stund; men de flakkende alterlysene og solen som skinte inn av vinduene og dannet kulørte strimer av de dansende støvfnuggene, blendet ham så han lukket øynene igjen. Og ettersom det ikke var noen tanker i det lille hodet, bare vage, uklare drømmer, og ettersom han i øyeblikket ikke hadde vondt noe sted, sovnet han straks igjen. Han fikk en hel rekke navn mens han sov, men hovednavnene var Klaus Heinrich. Og han sov videre i den lille sengen med gull-lister og blå silkegardiner, mens det til ære for ham ble holdt familiefest<noinclude><references/></noinclude> 1kwg9y915guo31yqxepnk10ipal4k3u 104 143993 333769 2026-09-19T22:49:28Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333769 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>i marmorsalen og fest for de andre dåpsgjestene i riddersalen. Avisene skrev om hans første opptreden, ora hvordan han så ut, hva han hadde på seg, og slo fast at han hadde oppført seg som en riktig prins. Det hele hadde vært rørende og høytidelig. Så hørte offentligheten i lengre tid svært lite om ham, og han hørte ingenting om den. Han visste foreløpig ingenting, forsto ingenting, hadde ingen anelse om at det livet som lå foran ham var vanskelig, farlig og stritt. Hans små livsytringer viste ikke at han hadde følelsen av å være annerledes enn folk flest. Hans spede tilværelse var en ansvarsløs drøm som omhyggelig ble ledet av andre, og foregikk på en lite oversiktlig skueplass; denne skueplassen var befolket med mange brokete skikkelser — noen som ikke hadde noe å si, andre som spilte en betydelig rolle, noen som dukket opp og forsvant og noen som ble der for godt. Av dem som ble der, sto foreldrene temmelig langt borte og var nokså utydelige. De var foreldrene hans, så meget var sikkert, og de var høytidelige, men snille. Når de kom nærmere, var det som om alt annet vek til begge sider og ærbødig dannet en vei som de kom mot ham på, for å vise ham et øyeblikks ømhet —. De som sto ham nærmest og var tydeligst, var to kvinner med hvitt hodetøy og hvite skjørter; de var tydeligvis bare snille og gode, og de stelte den lille kroppen hans på alle måter og tok seg av ham når han skrek —. En som han også ofte så, var broren Albrecht; men han var alvorlig, avvisende, og langt foran ham i alt. Da Klaus Heinrich var to år gammel, var det på ny fødsel på Grimmburg, og en liten prinsesse kom til verden. Hun fikk bare seks og tredve skudd fordi hun var pike, og i dåpen fikk hun navnet Ditlind. Hun var Klaus Heinriehs søster, og at hun kom, var godt for ham. Først var hun uhyggelig<noinclude><references/></noinclude> k2keem9v4uth63ajnnsuihug6izyu1a 104 143994 333770 2026-09-19T22:55:58Z Øystein Tvede 3938 /* Rå */ Ny side: liten og skjør, men snart ble hun like kjekk som han, og var hos ham hele dagen. Sammen med henne lærte han å se, erfare og oppleve verden. Og det var nok å se og oppleve. Om vinteren bodde de i Det Gamle Slottet. Om sommeren bodde de på Hollerbrunn, sommerresidensen. Det la ved elven, der var svalt og deilig, og mellom de duftende, fiolette hekkene sto små, hvite statuer. På veien dit, eller når pappa og mamma ellers kjørte en tur med dem i en av de brunlakerte vognene m… 333770 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Øystein Tvede" /></noinclude>liten og skjør, men snart ble hun like kjekk som han, og var hos ham hele dagen. Sammen med henne lærte han å se, erfare og oppleve verden. Og det var nok å se og oppleve. Om vinteren bodde de i Det Gamle Slottet. Om sommeren bodde de på Hollerbrunn, sommerresidensen. Det la ved elven, der var svalt og deilig, og mellom de duftende, fiolette hekkene sto små, hvite statuer. På veien dit, eller når pappa og mamma ellers kjørte en tur med dem i en av de brunlakerte vognene med den lille gullkronen på døren, sto folk og ropte og hilste; for pappa var fyrste og hersker i landet, og da var de selv prins og prinsesse — akkurat som prinsene og prinsessene i den franske eventyrboken som Madame fra Sveits leste høyt for dem. Dette var noe å tenke på. Når andre barn hørte disse eventyrene, så de på de prinsene de handlet om som noe opphøyet, en slags festvesener som sto over virkeligheten, og de kjente seg løftet ut over hverdagen når de tenkte på dem eller leste om dem. Men Klaus Heinrich og Ditlind så på disse vesenene som sine like og kjente seg helt jevnbyrdige med dem; de åndet inn den samme luften som de, bodde i et slott som de, sto på vennskapelig fot med dem og ble ikke løftet opp over virkeligheten når de satt og lyttet og ble ett med dem. Levde de altså alltid på disse høydene som andre barn bare steg opp til hver gang de hørte eventyr? Madame fra Sveits hadde knapt kunnet svare nei hvis noen hadde spurt henne om dette. Madame fra Sveits var en kalivnistisk preste-enke som tok seg av begge barna, mens de hadde to kammerpiker hver. Madame var helt svart og hvit — hodetøyet var hvitt og drakten svart, ansiktet var hvitt, og hvitt var også den vorten hun hadde på det ene kinnet; håret hennes var svart med hvite striper. Hun var meget nøye på det og lett å skremme. Hun hevet blikket mot Gud og slo de hvite hendene sammen over<noinclude><references/></noinclude> 445bbvs5q5ig0tdpf6yvxdey1r3xcsz 333771 333770 2026-09-19T22:56:06Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333771 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>liten og skjør, men snart ble hun like kjekk som han, og var hos ham hele dagen. Sammen med henne lærte han å se, erfare og oppleve verden. Og det var nok å se og oppleve. Om vinteren bodde de i Det Gamle Slottet. Om sommeren bodde de på Hollerbrunn, sommerresidensen. Det la ved elven, der var svalt og deilig, og mellom de duftende, fiolette hekkene sto små, hvite statuer. På veien dit, eller når pappa og mamma ellers kjørte en tur med dem i en av de brunlakerte vognene med den lille gullkronen på døren, sto folk og ropte og hilste; for pappa var fyrste og hersker i landet, og da var de selv prins og prinsesse — akkurat som prinsene og prinsessene i den franske eventyrboken som Madame fra Sveits leste høyt for dem. Dette var noe å tenke på. Når andre barn hørte disse eventyrene, så de på de prinsene de handlet om som noe opphøyet, en slags festvesener som sto over virkeligheten, og de kjente seg løftet ut over hverdagen når de tenkte på dem eller leste om dem. Men Klaus Heinrich og Ditlind så på disse vesenene som sine like og kjente seg helt jevnbyrdige med dem; de åndet inn den samme luften som de, bodde i et slott som de, sto på vennskapelig fot med dem og ble ikke løftet opp over virkeligheten når de satt og lyttet og ble ett med dem. Levde de altså alltid på disse høydene som andre barn bare steg opp til hver gang de hørte eventyr? Madame fra Sveits hadde knapt kunnet svare nei hvis noen hadde spurt henne om dette. Madame fra Sveits var en kalivnistisk preste-enke som tok seg av begge barna, mens de hadde to kammerpiker hver. Madame var helt svart og hvit — hodetøyet var hvitt og drakten svart, ansiktet var hvitt, og hvitt var også den vorten hun hadde på det ene kinnet; håret hennes var svart med hvite striper. Hun var meget nøye på det og lett å skremme. Hun hevet blikket mot Gud og slo de hvite hendene sammen over<noinclude><references/></noinclude> 2or4ebyhje3pu8oeuebuep2ryhu9sab 104 143995 333772 2026-09-19T22:57:26Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333772 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ting som ikke var det spor farlige, men som var forbudt likevel. Men det stillferdigste og frykteligste straffemidlet hun hadde, og som hun brukte når de hadde gjort noe riktig galt, det var å «se bedrøvet» på dem. Fra en bestemt dag av fikk hun beskjed om å kalle Klaus Heinrich og Ditlind «Deres Storhertugelige Høyhet», og nå var hun enda lettere å skremme ― ―. Men Albrecht ble kalt «Deres Kongelige Høyhet». — Tante Katharinas barn hørte ikke til mannssiden, så de var øyensynlig ikke fullt så fine. Men Albrecht var arvestorhertug og tronfølger, det var kanskje derfor han var så blek og avvisende og lå så meget til sengs. Han gikk med østerriksk jakke med klaffelommer og spensel i ryggen. Han hadde stort bakhode, smal panne og et langt, intelligent ansikt. Da han var ganske liten, hadde han hatt en svær sykdom, og medisinalråd Eschrich hadde sagt at under denne sykdommen hadde hjertet en stund «forskjøvet seg over på høyre side». lallfall hadde han vært like ved å dø, og det hadde vel forsterket det preget av sky verdighet som var over ham. Han var ytterst tilbakeholden, og virket kald og hoven fordi han var sjenert og kjente seg stiv og ufri. Han lespet litt og hadde lett for å rødme over det, for han passet nøye på seg selv. Skulderbladene hans satt i litt forskjellig høyde; det ene øyet hans var svakt, derfor hadde han briller på seg når han leste lekser, og det fikk ham til å se gammel og lærd ut —. På den venstre siden hadde han bestandig læreren, doktor Veit, en mann med hengende, leirgrå mustasjer, huie kinner og blasse, unaturlig oppspilte øyne. Han var uforanderlig kledd i svart, og i den ene hånden som hang slapt ned, holdt han en bok med pekefingeren stukket inn mellom bladene. Klaus Heinrich hadde følelsen av at Albrecht foraktet ham og at det ikke bare kom av aldersforskjellen. Han var selv følsom av natur og hadde lett for å ta til tårene. Han gråt<noinclude><references/></noinclude> eqkajcx866txgrq844c9shf9seq53m5 104 143996 333773 2026-09-19T22:58:38Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333773 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>når noen «så bedrøvet» på ham, og da han slo hodet sitt så kraftig mot hjørnet av det store spillebordet at han blødde, jamret han høyt fordi han syntes så synd på pannen sin. Men Albrecht hadde vært like ved å dø, og likevel gråt han aldri. Han skjøt den korte, runde underleppen sin litt fram og trakk overleppen litt inn mellom tennene — det var alt. Han var stolt. Madame fra Sveits henviste alltid til ham som det rene mønster når det gjaldt alle spørsmål om hva som var comme il faut. Aldri hadde han gitt seg til å snakke med de oppstasete figurene som hørte slottet til og som i grunnen hverken var mannfolk eller mennesker, bare lakeier; Klaus Heinrich kunne derimot av og til se sitt snitt til det, i ubevoktede øyeblikk. Men Albrecht var ikke nysgjerrig. Blikket hans var kaldt og innbød ikke til fortrolighet. Klaus Heinrich derimot prekte med lakeiene fordi han hadde lyst til det og fordi han følte en intens, men kanskje farlig og upassende lyst til å bli kjent med det som var på den andre siden av grensen. Men lakeiene, både de unge og de gamle, ved dørene, i korridoren og gjennomgangsrommene, de sto der med sandfargete gamasjer og brune frakker med gulltresser på, og med den lille forgylte kronen — og de slo hælene sammen når Klaus Heinrich pratet med dem, la de store hendene langs sømmene på de tykke fløyelsbuksene sine, men bøyde seg litt ned til ham, slik at gullsnoren dinglet løst fra skuldrene deres, og så ga de passende, intetsigende svar, der tiltalen «Deres Storhertugelige Høyhet» var det viktigste; og så smilte de forsiktig og medlidende, som om de ville si: «Hvor god og uskyldig du er!» — Stundom, når det lot seg gjøre, dro Klaus Heinrich på oppdagelsesturer inn i de übebodde delene av slottet, og tok Ditlind med seg da hun ble stor nok til det. Sin første undervisning fikk han av rektor Droge, en saklig og nøktern mann som var rektor ved byskolene. Med en tørr pekefinger med en gull signetring uten sten i, fulgte han lin-<noinclude><references/></noinclude> 1va2bqqkcfnf1cu9qkuprhy7bqgyyzu 333774 333773 2026-09-19T22:59:06Z Øystein Tvede 3938 333774 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>når noen «så bedrøvet» på ham, og da han slo hodet sitt så kraftig mot hjørnet av det store spillebordet at han blødde, jamret han høyt fordi han syntes så synd på pannen sin. Men Albrecht hadde vært like ved å dø, og likevel gråt han aldri. Han skjøt den korte, runde underleppen sin litt fram og trakk overleppen litt inn mellom tennene — det var alt. Han var stolt. Madame fra Sveits henviste alltid til ham som det rene mønster når det gjaldt alle spørsmål om hva som var ''comme il faut''. Aldri hadde han gitt seg til å snakke med de oppstasete figurene som hørte slottet til og som i grunnen hverken var mannfolk eller mennesker, bare lakeier; Klaus Heinrich kunne derimot av og til se sitt snitt til det, i ubevoktede øyeblikk. Men Albrecht var ikke nysgjerrig. Blikket hans var kaldt og innbød ikke til fortrolighet. Klaus Heinrich derimot prekte med lakeiene fordi han hadde lyst til det og fordi han følte en intens, men kanskje farlig og upassende lyst til å bli kjent med det som var på den andre siden av grensen. Men lakeiene, både de unge og de gamle, ved dørene, i korridoren og gjennomgangsrommene, de sto der med sandfargete gamasjer og brune frakker med gulltresser på, og med den lille forgylte kronen — og de slo hælene sammen når Klaus Heinrich pratet med dem, la de store hendene langs sømmene på de tykke fløyelsbuksene sine, men bøyde seg litt ned til ham, slik at gullsnoren dinglet løst fra skuldrene deres, og så ga de passende, intetsigende svar, der tiltalen «Deres Storhertugelige Høyhet» var det viktigste; og så smilte de forsiktig og medlidende, som om de ville si: «Hvor god og uskyldig du er!» — Stundom, når det lot seg gjøre, dro Klaus Heinrich på oppdagelsesturer inn i de übebodde delene av slottet, og tok Ditlind med seg da hun ble stor nok til det. Sin første undervisning fikk han av rektor Droge, en saklig og nøktern mann som var rektor ved byskolene. Med en tørr pekefinger med en gull signetring uten sten i, fulgte han lin-<noinclude><references/></noinclude> 95tq0irj0b7tyzswd2z7trlykfmrbw5 104 143997 333775 2026-09-19T23:00:32Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333775 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>jene ettersom Klaus Heinrich leste, og han flyttet aldri pekefingeren før ordet var lest ferdig. Han gikk i bonjour og hvit vest, hadde et ordensbånd til en eller annen lavere orden i knapphullet og brede blankpussete støvler med lyse skafter. For øvrig hadde han en kegleformet grå bart, og ut av de store, flate ørene vokste det grå totter. Det brune håret hans var børstet opp i to spisser i tinningene og omhyggelig skilt, så en tydelig kunne se den gullige, tørre hodebunnen med de store porene. Bak i nakken og på sidene tok håret så smått til å gråne. Han nikket lett til lakeiene som åpnet døren for ham inn til det store panelte skoleværelset, der Klaus Heinrich ventet på ham. Men til Klaus Heinrich bukket han, ikke flyktig og med det samme han kom inn, men ettertrykkelig og med overlegg, like før han gikk bort til ham og ventet på at hans høye elev skulle rekke ham hånden. Det gjorde Klaus Heinrich, og at han både til goddag og til farvel hilste på en vakker, vinnende og avrundet måte, slik som han hadde sett sin far rekke hånden til de herrene som sto og ventet på det, det syntes lian var viktigere og vesentligere enn hele undervisningen. Da rektor Droge var kommet og gått utallige ganger, hadde Klaus Heinrich uten å merke det lært litt av hvert; mot forventning og til sin egen store overraskelse var han blitt flink til å lese, skrive og regne; når han ble spurt, kunne han også nesten uten feil regne opp de fleste viktige stedene i hertugdømmet. Men som før nevnt var det ikke dette som han syntes var det vesentligste og nødvendigste. Når han stundom var uoppmerksom i timene, formante rektoren ham ved å minne ham om hans høye kall. «Deres høye kall forplikter Dem —» sa han eller «De skylder Deres høye kall det og det.» Hva var hans kall og hvorfor var det et «høyt kall»? Hvorfor smilte lakeiene som de ville si: «Hvor god og uskyldig du er!» Og hvorfor ble Madame så fryktelig opphisset når han litt<noinclude><references/></noinclude> j3ny6ih9n024eehqhtfixbbc39be98b 104 143998 333776 2026-09-19T23:02:01Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333776 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>uvøren med hva han sa eller gjorde? Han så rundt på alle ting omkring seg, og av og til, når han så intenst og lenge j>å noe, var det som om han på en måte kunne trenge inn i tingenes innerste vesen, og da kjente han at det steg en anelse opp i ham om det «egentlige», slik som det gjaldt for ham. Han sto i en sal som hørte til festlokalene; det var sølvsalen, og han visste at faren pleide å ha fine mottagelser der; nå var han tilfeldigvis kommet ganske alene inn i det tomme rommet og så seg nyfiken om. Det var en kald vinterdag, og de små skoene hans speilte seg i det glassblanke parkettgulvet med de store, gullige firkantene i, der det lå foran ham som en isflate. Det var så høyt til taket med de forsølvete arabeskene at det var nødvendig med en lang metallstang for at den inngraverte sølvlysekronen med alle de høye, hvite lysene i, kunne sveve noenlunde midt i rommet. Under taket var det sølvinnrammete felter med bleke malerier. Veggflatene, som var omgitt av sølviister, var kledd med hvit silke som her og der var gulflekket og fillet. Over kaminen var det en slags enorm baldakin som ble båret av to kraftige sølvsøyler og foran var pyntet med en sølvgirlander som var heftet opp to steder; på toppen av baldakinen skuet en avdød, pudret stammor ned fra et ettergjort hermelinsdraperi. Foran den kalde kaminen sto brede, forsølvete lenestoler, trukket med slitt, hvit silke. På veggene var det enorme, sølvinnrammete speil som hang rett overfor hverandre og hadde store, blinde flekker på speilflatene, og på de brede, hvite marmor-konsolene sto det armlysestaker, to til høyre, og to til venstre, med høye, hvite lys i, akkurat som i vegglampettene rundt om, og i de fire sølvkandelabrene i hjørnene. Foran de høye vinduene til høyre, som vendte ut mot Albrechtsplatz, og der sneen lå høyt på vinduslistene uten for, hang hvite silkegardiner med store, gule flekker på, opp-<noinclude><references/></noinclude> 9i16jrz519iich9jq5grofy3hhvpa2c 333777 333776 2026-09-19T23:02:32Z Øystein Tvede 3938 333777 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>uvøren med hva han sa eller gjorde? Han så rundt på alle ting omkring seg, og av og til, når han så intenst og lenge på noe, var det som om han på en måte kunne trenge inn i tingenes innerste vesen, og da kjente han at det steg en anelse opp i ham om det «egentlige», slik som det gjaldt for ham. Han sto i en sal som hørte til festlokalene; det var sølvsalen, og han visste at faren pleide å ha fine mottagelser der; nå var han tilfeldigvis kommet ganske alene inn i det tomme rommet og så seg nyfiken om. Det var en kald vinterdag, og de små skoene hans speilte seg i det glassblanke parkettgulvet med de store, gullige firkantene i, der det lå foran ham som en isflate. Det var så høyt til taket med de forsølvete arabeskene at det var nødvendig med en lang metallstang for at den inngraverte sølvlysekronen med alle de høye, hvite lysene i, kunne sveve noenlunde midt i rommet. Under taket var det sølvinnrammete felter med bleke malerier. Veggflatene, som var omgitt av sølviister, var kledd med hvit silke som her og der var gulflekket og fillet. Over kaminen var det en slags enorm baldakin som ble båret av to kraftige sølvsøyler og foran var pyntet med en sølvgirlander som var heftet opp to steder; på toppen av baldakinen skuet en avdød, pudret stammor ned fra et ettergjort hermelinsdraperi. Foran den kalde kaminen sto brede, forsølvete lenestoler, trukket med slitt, hvit silke. På veggene var det enorme, sølvinnrammete speil som hang rett overfor hverandre og hadde store, blinde flekker på speilflatene, og på de brede, hvite marmor-konsolene sto det armlysestaker, to til høyre, og to til venstre, med høye, hvite lys i, akkurat som i vegglampettene rundt om, og i de fire sølvkandelabrene i hjørnene. Foran de høye vinduene til høyre, som vendte ut mot Albrechtsplatz, og der sneen lå høyt på vinduslistene uten for, hang hvite silkegardiner med store, gule flekker på, opp-<noinclude><references/></noinclude> 9pctv5fh7ke6ne14pmvz3x18ctadgw1 104 143999 333778 2026-09-19T23:04:00Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333778 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>heftet med sølvsnorer og kantet med kniplinger; de hang i tunge folder ned mot parkettgulvet. Midt på gulvet, under lysekronen, sto et nokså stort bord med en fot som så ut som en knudret, forsølvet trestubbe, og en åttekantet plate som var innlagt med melkehvitt perlemor. Ensomt og uten stoler rundt seg sto det der og tjente ikke til annet enn å være et slags holdepunkt når lakeiene åpnet fløydørene og de festkledde menneskene toget inn. Klaus Heinrich så seg om i salen, og så tydelig at her var det ingenting som minte om det praktiske arbeidet som rektor Droge trass i all bukkingen og hilsingen hadde lagt på ham. Her hersket hellidgdag og høytid, akkurat som i kirken, der rektorens fordringer heller ikke hørte hjemme. Her var en streng og tom prakt, en formell likevekt i oppstillingen, som ikke hadde noe med bekvemmelighet å gjøre, men bare hadde som mål å være seg selv nok — et opphøyet mål som hverken var lett eller behagelig, et mål som forpliktet til disiplin og tukt, uten at det egentlig gikk an å sette noe navn på det. Og det var kaldt i sølvsalen, kaldt som hos snedronningen, der barnehjertene frøs til is. Klaus Heinrich gikk over det speilblanke gulvet og stilte og ved bordet midt i salen. Han støttet høyre hand lett mot perlemorsplaten og satte venstre hand i siden, så langt bak at den nesten var på ryggen og ikke kunne ses forfra; for den var ikke pen; den var brun og rynket og hadde ikke vokst like fort som høyre. Han hvilte tyngden på den ene foten, satte den andre litt fram og rettet blikket mot sølvornamentene på døren. Det var ikke et sted eller en stilling som innbød til drømmeri; men han drømte likevel. Han så sin far, og han så på ham for å forstå ham, slik som han hadde sett på denne salen. Han så det trette hovmotet i de blå øynene, furene som gikk fra nesevingene ned i barten og fikk ham til å se stolt og gretten ut på samme tid; av og<noinclude><references/></noinclude> 5iq66rrc76vokdsdvewkfz4g6iou2mx 333895 333778 2026-09-20T01:12:08Z Øystein Tvede 3938 333895 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>heftet med sølvsnorer og kantet med kniplinger; de hang i tunge folder ned mot parkettgulvet. Midt på gulvet, under lysekronen, sto et nokså stort bord med en fot som så ut som en knudret, forsølvet trestubbe, og en åttekantet plate som var innlagt med melkehvitt perlemor. Ensomt og uten stoler rundt seg sto det der og tjente ikke til annet enn å være et slags holdepunkt når lakeiene åpnet fløydørene og de festkledde menneskene toget inn. Klaus Heinrich så seg om i salen, og så tydelig at her var det ingenting som minte om det praktiske arbeidet som rektor Droge trass i all bukkingen og hilsingen hadde lagt på ham. Her hersket hellidgdag og høytid, akkurat som i kirken, der rektorens fordringer heller ikke hørte hjemme. Her var en streng og tom prakt, en formell likevekt i oppstillingen, som ikke hadde noe med bekvemmelighet å gjøre, men bare hadde som mål å være seg selv nok — et opphøyet mål som hverken var lett eller behagelig, et mål som forpliktet til disiplin og tukt, uten at det egentlig gikk an å sette noe navn på det. Og det var kaldt i sølvsalen, kaldt som hos snedronningen, der barnehjertene frøs til is. Klaus Heinrich gikk over det speilblanke gulvet og stilte og ved bordet midt i salen. Han støttet høyre hånd lett mot perlemorsplaten og satte venstre hånd i siden, så langt bak at den nesten var på ryggen og ikke kunne ses forfra; for den var ikke pen; den var brun og rynket og hadde ikke vokst like fort som høyre. Han hvilte tyngden på den ene foten, satte den andre litt fram og rettet blikket mot sølvornamentene på døren. Det var ikke et sted eller en stilling som innbød til drømmeri; men han drømte likevel. Han så sin far, og han så på ham for å forstå ham, slik som han hadde sett på denne salen. Han så det trette hovmotet i de blå øynene, furene som gikk fra nesevingene ned i barten og fikk ham til å se stolt og gretten ut på samme tid; av og<noinclude><references/></noinclude> en5it3mc3geluj8p35gch589cjqnxwl 104 144000 333779 2026-09-19T23:05:48Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333779 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>til ble de enda dypere, når han kjedet seg eller ergret seg svært _. En måtte ikke snakke til ham, eller gå bort til ham av seg seiv og si noe til ham hvis han ikke hadde spurt — ikke barna engang, det forbød seg av seg seiv, det var farlig. Han svarte nok, men kaldt og liksom langt borte fra, og ansiktet hans fikk et forvirret og rådløst uttrykk som vakte en intens følelse av medlidenhet og forståelse hos Klaus Heinrich. Pappa snakket til deg og avskjediget deg; det var det han var vant til. Han talte med gjestene ved begynnelsen av hoffballene og ved slutten av den middagen som vintersesongen begynte med. Han gikk sammen med mamma gjennom værelsene og sålene der de forskjellige rangklassene var samlet, gikk gjennom marmorsalen og bankettsalene, gjennom billedgalleriet, riddersalen, de tolv måneders sal, audienssalen og dansesalen, gikk ikke bare i en bestemt retning, men også på en bestemt bane som herr von Biihl hadde det travelt med å holde apen for ham, og henvendte seg til herrer og damer til høyre og venstre. Den han talte til, bøyde seg dypt og trakk seg tilbake så det ble et stykke blankt parkettgulv mellom ham og pappa, og svarte behersket, men lykkelig beveget. Så hilste pappa tvers over denne avstanden, trygt forskanset bak de omhyggelige forskrifter som innskrenket andres bevegelser, men lot ham selv røre seg fritt, hilste lett og smilende og talte til den neste. Lett og smilende — ja, Klaus Heinrich forsto så inderlig vel den rådløsheten som av og til kunne vise seg i pappas ansikt når noen var ubetenksom nok til uten videre å snakke til ham, — forsto den og kjente en engstelig sympati for den. Det var noe ømtålig og skjørt som ble krenket ved det, noe som var så rotfestet i hele ens vesen, at en ble hjelpeløs når noen brutalt satte seg ut over det. Og likevel var det dette übestemte som han ikke kunne gi navn, som gjorde øynene hans matte og trakk dype furer av kjedsomhet i ansiktet hans ― ―.<noinclude><references/></noinclude> ckqnuph98bm30uhfjjxioszt0w96mnh 333780 333779 2026-09-19T23:06:13Z Øystein Tvede 3938 333780 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>til ble de enda dypere, når han kjedet seg eller ergret seg svært ―. En måtte ikke snakke til ham, eller gå bort til ham av seg seiv og si noe til ham hvis han ikke hadde spurt — ikke barna engang, det forbød seg av seg seiv, det var farlig. Han svarte nok, men kaldt og liksom langt borte fra, og ansiktet hans fikk et forvirret og rådløst uttrykk som vakte en intens følelse av medlidenhet og forståelse hos Klaus Heinrich. Pappa snakket til deg og avskjediget deg; det var det han var vant til. Han talte med gjestene ved begynnelsen av hoffballene og ved slutten av den middagen som vintersesongen begynte med. Han gikk sammen med mamma gjennom værelsene og sålene der de forskjellige rangklassene var samlet, gikk gjennom marmorsalen og bankettsalene, gjennom billedgalleriet, riddersalen, de tolv måneders sal, audienssalen og dansesalen, gikk ikke bare i en bestemt retning, men også på en bestemt bane som herr von Biihl hadde det travelt med å holde apen for ham, og henvendte seg til herrer og damer til høyre og venstre. Den han talte til, bøyde seg dypt og trakk seg tilbake så det ble et stykke blankt parkettgulv mellom ham og pappa, og svarte behersket, men lykkelig beveget. Så hilste pappa tvers over denne avstanden, trygt forskanset bak de omhyggelige forskrifter som innskrenket andres bevegelser, men lot ham selv røre seg fritt, hilste lett og smilende og talte til den neste. Lett og smilende — ja, Klaus Heinrich forsto så inderlig vel den rådløsheten som av og til kunne vise seg i pappas ansikt når noen var ubetenksom nok til uten videre å snakke til ham, — forsto den og kjente en engstelig sympati for den. Det var noe ømtålig og skjørt som ble krenket ved det, noe som var så rotfestet i hele ens vesen, at en ble hjelpeløs når noen brutalt satte seg ut over det. Og likevel var det dette übestemte som han ikke kunne gi navn, som gjorde øynene hans matte og trakk dype furer av kjedsomhet i ansiktet hans ― ―.<noinclude><references/></noinclude> 65cri14593wf2co72udx4f6tdhz6i6p 333853 333780 2026-09-20T00:41:59Z Øystein Tvede 3938 333853 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>til ble de enda dypere, når han kjedet seg eller ergret seg svært ―. En måtte ikke snakke til ham, eller gå bort til ham av seg selv og si noe til ham hvis han ikke hadde spurt — ikke barna engang, det forbød seg av seg selv, det var farlig. Han svarte nok, men kaldt og liksom langt borte fra, og ansiktet hans fikk et forvirret og rådløst uttrykk som vakte en intens følelse av medlidenhet og forståelse hos Klaus Heinrich. Pappa snakket til deg og avskjediget deg; det var det han var vant til. Han talte med gjestene ved begynnelsen av hoffballene og ved slutten av den middagen som vintersesongen begynte med. Han gikk sammen med mamma gjennom værelsene og sålene der de forskjellige rangklassene var samlet, gikk gjennom marmorsalen og bankettsalene, gjennom billedgalleriet, riddersalen, de tolv måneders sal, audienssalen og dansesalen, gikk ikke bare i en bestemt retning, men også på en bestemt bane som herr von Biihl hadde det travelt med å holde apen for ham, og henvendte seg til herrer og damer til høyre og venstre. Den han talte til, bøyde seg dypt og trakk seg tilbake så det ble et stykke blankt parkettgulv mellom ham og pappa, og svarte behersket, men lykkelig beveget. Så hilste pappa tvers over denne avstanden, trygt forskanset bak de omhyggelige forskrifter som innskrenket andres bevegelser, men lot ham selv røre seg fritt, hilste lett og smilende og talte til den neste. Lett og smilende — ja, Klaus Heinrich forsto så inderlig vel den rådløsheten som av og til kunne vise seg i pappas ansikt når noen var ubetenksom nok til uten videre å snakke til ham, — forsto den og kjente en engstelig sympati for den. Det var noe ømtålig og skjørt som ble krenket ved det, noe som var så rotfestet i hele ens vesen, at en ble hjelpeløs når noen brutalt satte seg ut over det. Og likevel var det dette übestemte som han ikke kunne gi navn, som gjorde øynene hans matte og trakk dype furer av kjedsomhet i ansiktet hans ― ―.<noinclude><references/></noinclude> oevqcd5ot2grfv2xh8jdjn8bzsdndyr 104 144001 333781 2026-09-19T23:07:50Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333781 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Klaus Heinrich sto og så — han så sin mor som var vidt og bredt berømt for sin skjønnhet; han så henne stå ''en robe de cérémonie'' foran det store speilet med lysene på begge sider, for av og til, foran en fest, fikk han lov til å være til stede når hoff-frisøren og kammerpikene la siste hand på hennes toalett. Herr von Knobelsdorff var også til stede når mamma ble pyntet med kronjuvelene; han skrev opp de smykkene som ble brukt. Det spillet i de små rynkene rundt øynene hans, og han sa slike pussige ting at han fikk mamma til å le så de fortryllende smilehullene hennes kom fram. Men det var en kunstlet, nådig latter, og hun så seg i speilet hele tiden som om hun øvde seg. Det ble sagt at hun hadde noen dråper slavisk blod i årene, og derfor hadde de mørkeblå øynene hennes en så smektende glans, og derfor var det duftende håret hennes så nattsvart. Klaus Heinrich fikk stadig høre at han lignet henne; han hadde iallfall stålblå øyne og svart hår, mens Albrecht og Ditlind var blonde, slik som pappa hadde vært før han ble grå. Men Klaus Heinrich var slett ikke vakker med de brede kinnbenene sine, og framfor alt med den venstre hånden sin, som mamma stadig oppfordret ham til å gjemme mest mulig unna, enten i jakkelommen sin, på ryggen eller foran på brystet — hun formante ham gjerne til det når han i et anfall av ømhet ville slå begge armene om henne. Hun var kald i øynene når hun sa til ham at han måtte passe på hånden sin. Han så henne slik som på .portrettet i marmorsalen — i skinnende silkekjole med kniplingsvolanger og lange hansker som bare lot en ganske smal stripe av den elfenbenshvite overarmen være synlig under puffermene, med et diadem i det nattsvarte håret, den deilige skikkelsen rank og stolt, et fullkomment, men kjølig smil om den vakre, harde munnen — og bak henne slo en påfugl med metallblå, skinnende hals opp den praktfulle halen sin. Ansiktet hennes var bløtt, men<noinclude><references/></noinclude> a0zexyqyh9p755w3920s3slpwal88ff 333896 333781 2026-09-20T01:12:36Z Øystein Tvede 3938 333896 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Klaus Heinrich sto og så — han så sin mor som var vidt og bredt berømt for sin skjønnhet; han så henne stå ''en robe de cérémonie'' foran det store speilet med lysene på begge sider, for av og til, foran en fest, fikk han lov til å være til stede når hoff-frisøren og kammerpikene la siste hånd på hennes toalett. Herr von Knobelsdorff var også til stede når mamma ble pyntet med kronjuvelene; han skrev opp de smykkene som ble brukt. Det spillet i de små rynkene rundt øynene hans, og han sa slike pussige ting at han fikk mamma til å le så de fortryllende smilehullene hennes kom fram. Men det var en kunstlet, nådig latter, og hun så seg i speilet hele tiden som om hun øvde seg. Det ble sagt at hun hadde noen dråper slavisk blod i årene, og derfor hadde de mørkeblå øynene hennes en så smektende glans, og derfor var det duftende håret hennes så nattsvart. Klaus Heinrich fikk stadig høre at han lignet henne; han hadde iallfall stålblå øyne og svart hår, mens Albrecht og Ditlind var blonde, slik som pappa hadde vært før han ble grå. Men Klaus Heinrich var slett ikke vakker med de brede kinnbenene sine, og framfor alt med den venstre hånden sin, som mamma stadig oppfordret ham til å gjemme mest mulig unna, enten i jakkelommen sin, på ryggen eller foran på brystet — hun formante ham gjerne til det når han i et anfall av ømhet ville slå begge armene om henne. Hun var kald i øynene når hun sa til ham at han måtte passe på hånden sin. Han så henne slik som på .portrettet i marmorsalen — i skinnende silkekjole med kniplingsvolanger og lange hansker som bare lot en ganske smal stripe av den elfenbenshvite overarmen være synlig under puffermene, med et diadem i det nattsvarte håret, den deilige skikkelsen rank og stolt, et fullkomment, men kjølig smil om den vakre, harde munnen — og bak henne slo en påfugl med metallblå, skinnende hals opp den praktfulle halen sin. Ansiktet hennes var bløtt, men<noinclude><references/></noinclude> 32is5ud5m9vslbzlmtic73h02umvthk 104 144002 333782 2026-09-19T23:09:22Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333782 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skjønnheten gjorde det hardt, og det var lett å se at hjertet hennes også var hardt og at hun ikke tenkte på annet enn sin egen skjønnhet. Hun sov til langt på dag når det skulle være ball eller fest om aftenen, og spiste bare eggeplommer for ikke å besvære fordøyelsen. Og så gikk hun om kvelden strålende ved pappas arm, den vanlige runden gjennom sålene, — gråhårete dignitærer rødmet når hun henvendte seg til dem og «Ilbudet» skrev at Hennes Kongelige Høyhet hadde vært festens dronning, ikke bare i kraft av sin høye rang. Ja, hun gjorde folk lykkelige når hun viste seg, både ved hoffet, ute på gatene og om ettermiddagen i parken, enten hun red eller kjørte, — rødmen steg på alles kinner. Blomster, hurrarop og hjerter fløy henne i møte, og de som ropte hurra, gjorde det for seg selv, fordi de akkurat da frydet seg, og trodde på alt stort og godt i livet. Men Klaus Heinrich visste godt at mamma hadde tilbrakt mange timer med å pleie sitt ytre omhyggelig, at smilet og hilsingen var vel innøvd, og at hennes eget hjerte aldri slo sterkt for noe eller noen. Var hun i det hele tatt glad i noen, for eksempel i Klaus Heinrich, som jo lignet henne? Å ja, det var hun vel når hun hadde tid til det, og selv når hun med kjølig stemme minte ham om hånden. Men det så ut til at hun sparte på ømhetsbevis og kjærtegn til slike stunder da det var tilskuere til stede, som kunne kjenne seg oppbygget av det. Klaus Heinrich og Ditlind hadde ikke meget med sin mor å gjøre, især ikke etter at Albrecht, tronfølgeren, var begynt å spise ved foreldrenes taffel, og de selv spiste alene, sammen med Madame fra Sveits; og når de en gang om uken ble kalt inn i mammas værelser for å hilse på henne, så foregikk denne sammenkomsten uten følelsesutbrudd; den besto i nokså likegyldige spørsmål og høflige svar, og det hele gikk i grunnen ut på å sitte i en lenestol med en tekopp full av melk og oppføre seg pent. Men det var annerledes ved de konsertene som ble holdt hver-<noinclude><references/></noinclude> pxqqsnpyzx0ykp5eh4rg299auzdzw37 104 144003 333783 2026-09-19T23:11:17Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333783 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>annen torsdag i marmorsalen, og ble kalt «storhertuginnens torsdager»; der var det ordnet slik at gjestene satt ved små bord med forgylte ben og røde fløyelsduker, mens kammersanger Schramm fra hoffteatret sang og orkestret akkompagnerte; og han sang så kraftig at årene svulmet på pannen hans. Under disse konsertene fikk Klaus Heinrich og Ditlind av og til lov til å få stasklærne på og komme inn i salen og være der under et musikknummer og en pause; og da viste mamma at hun var glad i dem, hun viste det til alle, og det så inderlig og uttrykksfullt at ingen kunne være i tvil. Hun lot dem komme til det bordet hun satt ved og innbød dem smilende til å stå ved siden av henne, slik at de la kinnet mot skulderen hennes; så så hun dem dypt og kjærlig i øynene og kysset dem begge på kinn og munn. Men damene bøyde hodet og blinket beveget med øynene som for å holde tårene tilbake, mens herrene nikket langsomt og bet seg mandig i bartene for å beherske sin rørelse. — Ja, vakkert var det, og barna skjønte at de var medvirkende til denne bevegete stemningen som seiv kammersanger Schramm ikke kunne lokke fram om han sang aldri så smeltende, så de smøg seg stolte inn til mamma. For iallfall Klaus Heinrich forsto at det simpelthen ikke passet seg bare å føle noe, og så være lykkelig over det, men at en hadde plikt til å utstille ømhetsfølelsen for alle i salen, slik at gjestenes hjerter svulmet av bevegelse. Folk ute i byen og i parken fikk også av og til se at mamma var glad i barna sine. Albrecht red eller kjørte ut med storhertugen tidlig om morgenen, men Klaus Heinrich og Ditlind måtte av og til følge mamma på kjøreturene hun tok vår og høst i promenadetiden om ettermiddagen sammen med friherrinne von Schulenburg-Tressen. Klaus Heinrich pleide være litt oppspilt og febrilsk når han skulle på disse spaserturene, for de var ikke morsomme, tvert imot, de var svært anstrengende. For ikke før var den åpne vognen kjørt ut mellom<noinclude><references/></noinclude> e34o405bc1fp83gzyaj8i2tur1xac6p 333854 333783 2026-09-20T00:42:18Z Øystein Tvede 3938 333854 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>annen torsdag i marmorsalen, og ble kalt «storhertuginnens torsdager»; der var det ordnet slik at gjestene satt ved små bord med forgylte ben og røde fløyelsduker, mens kammersanger Schramm fra hoffteatret sang og orkestret akkompagnerte; og han sang så kraftig at årene svulmet på pannen hans. Under disse konsertene fikk Klaus Heinrich og Ditlind av og til lov til å få stasklærne på og komme inn i salen og være der under et musikknummer og en pause; og da viste mamma at hun var glad i dem, hun viste det til alle, og det så inderlig og uttrykksfullt at ingen kunne være i tvil. Hun lot dem komme til det bordet hun satt ved og innbød dem smilende til å stå ved siden av henne, slik at de la kinnet mot skulderen hennes; så så hun dem dypt og kjærlig i øynene og kysset dem begge på kinn og munn. Men damene bøyde hodet og blinket beveget med øynene som for å holde tårene tilbake, mens herrene nikket langsomt og bet seg mandig i bartene for å beherske sin rørelse. — Ja, vakkert var det, og barna skjønte at de var medvirkende til denne bevegete stemningen som selv kammersanger Schramm ikke kunne lokke fram om han sang aldri så smeltende, så de smøg seg stolte inn til mamma. For iallfall Klaus Heinrich forsto at det simpelthen ikke passet seg bare å føle noe, og så være lykkelig over det, men at en hadde plikt til å utstille ømhetsfølelsen for alle i salen, slik at gjestenes hjerter svulmet av bevegelse. Folk ute i byen og i parken fikk også av og til se at mamma var glad i barna sine. Albrecht red eller kjørte ut med storhertugen tidlig om morgenen, men Klaus Heinrich og Ditlind måtte av og til følge mamma på kjøreturene hun tok vår og høst i promenadetiden om ettermiddagen sammen med friherrinne von Schulenburg-Tressen. Klaus Heinrich pleide være litt oppspilt og febrilsk når han skulle på disse spaserturene, for de var ikke morsomme, tvert imot, de var svært anstrengende. For ikke før var den åpne vognen kjørt ut mellom<noinclude><references/></noinclude> 6zlmd6qbxgdcur4fx22krmwq5q525tp 104 144004 333784 2026-09-19T23:13:03Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333784 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>grenaderene som sto og presenterte gevær på hver side av løveportalen på Albrechtsplatz, så var det svart av folk som hadde stått og ventet, menn, kvinner og barn som ropte og stirret; og da gjaldt det å ta seg sammen og være kjekk, smile, gjemmp den venstre hånden og hilse med hatten på en slik måte at det gjorde folk glade. Slik var det hele veien gjennom byen. De andre vognene måtte holde seg på avstand, det sørget politiet for. Men fotgjengerne sto ved veikanten, damene neide dypt, herrene holdt hattene foran seg og så opp, ærbødige og nyfikne på en gang; og Klaus Heinrich hadde følelsen av at alle mennesker var der for å stirre, og han for sin del var der for å vise seg og la seg stirre på, og det var det vanskeligste av alt. Han holdt venstre hand i frakkelommen og smilte slik som mamma ville at han skulle gjøre, mens han kjente at kinnene hans brente som ild. Men «Ilbudet» skrev at vår lille hertug var så frisk og sunn at kinnene hans blomstret som roser. Klaus Heinrich var tretten år da han sto ved det ensomme perlemorsbordet midt i den kalde sølvsalen og strevde med finne ut hvilken oppgave han egentlig hadde i livet, mens han liksom trengte inn i tingene — den tomme, slitte prakten i rommene, der nytten og bekvemmeligheten ikke spilte noen rolle, de hvite vokslysene som var symmetrisk ordnet og liksom symboliserte noe opphøyet og anstrengt, en behersket forsakelse; forvirringen i farens ansikt når noen dristet seg til å snakke til ham av seg selv, morens kjølige og velpleide skjønnhet som smilende stilte seg til beskuelse, de ærbødige og påtrengende nysgjerrige blikkene på alle kanter ― ―. Opp i Klaus Heinrich steg det en anelse, en ubestemt fornemmelse av hva hans oppgave var. Men samtidig ble han iskald av skrekk ved tanken på en slik oppgave, og han kjente en slik angst ved sitt «høye kall» at han snudde seg og slo begge hendene for ansiktet, også den lille, rynkete venstre hånden,<noinclude><references/></noinclude> s9l1gd1o2dv9ftpuvguowegyppvgqi0 333887 333784 2026-09-20T01:02:33Z Øystein Tvede 3938 333887 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>grenaderene som sto og presenterte gevær på hver side av løveportalen på Albrechtsplatz, så var det svart av folk som hadde stått og ventet, menn, kvinner og barn som ropte og stirret; og da gjaldt det å ta seg sammen og være kjekk, smile, gjemmp den venstre hånden og hilse med hatten på en slik måte at det gjorde folk glade. Slik var det hele veien gjennom byen. De andre vognene måtte holde seg på avstand, det sørget politiet for. Men fotgjengerne sto ved veikanten, damene neide dypt, herrene holdt hattene foran seg og så opp, ærbødige og nyfikne på en gang; og Klaus Heinrich hadde følelsen av at alle mennesker var der for å stirre, og han for sin del var der for å vise seg og la seg stirre på, og det var det vanskeligste av alt. Han holdt venstre hånd i frakkelommen og smilte slik som mamma ville at han skulle gjøre, mens han kjente at kinnene hans brente som ild. Men «Ilbudet» skrev at vår lille hertug var så frisk og sunn at kinnene hans blomstret som roser. Klaus Heinrich var tretten år da han sto ved det ensomme perlemorsbordet midt i den kalde sølvsalen og strevde med finne ut hvilken oppgave han egentlig hadde i livet, mens han liksom trengte inn i tingene — den tomme, slitte prakten i rommene, der nytten og bekvemmeligheten ikke spilte noen rolle, de hvite vokslysene som var symmetrisk ordnet og liksom symboliserte noe opphøyet og anstrengt, en behersket forsakelse; forvirringen i farens ansikt når noen dristet seg til å snakke til ham av seg selv, morens kjølige og velpleide skjønnhet som smilende stilte seg til beskuelse, de ærbødige og påtrengende nysgjerrige blikkene på alle kanter ― ―. Opp i Klaus Heinrich steg det en anelse, en ubestemt fornemmelse av hva hans oppgave var. Men samtidig ble han iskald av skrekk ved tanken på en slik oppgave, og han kjente en slik angst ved sitt «høye kall» at han snudde seg og slo begge hendene for ansiktet, også den lille, rynkete venstre hånden,<noinclude><references/></noinclude> 9apqvkwxfb77f9w1q9mfz3mbt132hqv 104 144005 333785 2026-09-19T23:14:33Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333785 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og han sank ned ved det ensomme bordet og gråt, gråt av medlidenhet med seg seiv og sitt hjerte, til noen kom, og med himlende øyne forferdet slo hendene sammen, spurte hva som var i veien og tok ham ut av værelset ― ―. Han sa at han hadde vært redd, og det var jo sant. Han hadde ikke visst, ikke forstått, ikke ant noe om det vanskelige og strenge livet som lå foran ham; han hadde vært munter og sorgløs og ofte gitt grunn til stor forskrekkelse. Men tidlig og stadig oftere opplevde han noe som gjorde det umulig for ham ikke å se tingene slik de var. — I den nordlige forstaden, ikke langt fra badeparken, var det kommet en ny gate, og ved en magistratsbeslutning fikk den navnet «Klaus Heinrich Strasse». En gang under en kjøretur ble han med sin mor inn til en kunsthandler — det var noe hun skulle kjøpe. Lakeien ventet ute ved vognen, folk samlet seg, kunsthandleren vimset henrykt omkring — det var ikke noe nytt. Men Klaus Heinrich la for første gang merke til sitt eget fotografi i utstillingsvinduet. Det hang ved siden av fotografier av kunstnere og store menn, menn med høye panner og øyne som skuet fram av berømmelsens ensomhet. Stort sett var Klaus Heinrichs foresatte fornøyd med ham. Han begynte å ranke seg, og bevisstheten om hans «høye kall» ga ham noe fast og bestemt. Men det underlige var at samtidig fikk han større krav — en ubendig vitebegjærlighet som rektor Droge ikke var mann for å stille, og som hadde fått ham til å prate med lakeiene. Det gjorde han ikke lenger; det førte ikke til noen ting. De smilte, som om de ville si: «Hvor god og uskyldig du er!» Nettopp ved dette smilet bestyrket de ham i den vage anelsen han hadde om at hans eget liv med de oppradete, symmetriske vokslysene sto i en ubestemt motsetning til verden der ute, men de hjalp ham ikke på noen måte. Han så seg om på de turene han tok gjen-<noinclude><references/></noinclude> dr4u97qqvg4exc07t25e1kqutnb1ifd 333855 333785 2026-09-20T00:42:36Z Øystein Tvede 3938 333855 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og han sank ned ved det ensomme bordet og gråt, gråt av medlidenhet med seg selv og sitt hjerte, til noen kom, og med himlende øyne forferdet slo hendene sammen, spurte hva som var i veien og tok ham ut av værelset ― ―. Han sa at han hadde vært redd, og det var jo sant. Han hadde ikke visst, ikke forstått, ikke ant noe om det vanskelige og strenge livet som lå foran ham; han hadde vært munter og sorgløs og ofte gitt grunn til stor forskrekkelse. Men tidlig og stadig oftere opplevde han noe som gjorde det umulig for ham ikke å se tingene slik de var. — I den nordlige forstaden, ikke langt fra badeparken, var det kommet en ny gate, og ved en magistratsbeslutning fikk den navnet «Klaus Heinrich Strasse». En gang under en kjøretur ble han med sin mor inn til en kunsthandler — det var noe hun skulle kjøpe. Lakeien ventet ute ved vognen, folk samlet seg, kunsthandleren vimset henrykt omkring — det var ikke noe nytt. Men Klaus Heinrich la for første gang merke til sitt eget fotografi i utstillingsvinduet. Det hang ved siden av fotografier av kunstnere og store menn, menn med høye panner og øyne som skuet fram av berømmelsens ensomhet. Stort sett var Klaus Heinrichs foresatte fornøyd med ham. Han begynte å ranke seg, og bevisstheten om hans «høye kall» ga ham noe fast og bestemt. Men det underlige var at samtidig fikk han større krav — en ubendig vitebegjærlighet som rektor Droge ikke var mann for å stille, og som hadde fått ham til å prate med lakeiene. Det gjorde han ikke lenger; det førte ikke til noen ting. De smilte, som om de ville si: «Hvor god og uskyldig du er!» Nettopp ved dette smilet bestyrket de ham i den vage anelsen han hadde om at hans eget liv med de oppradete, symmetriske vokslysene sto i en ubestemt motsetning til verden der ute, men de hjalp ham ikke på noen måte. Han så seg om på de turene han tok gjen-<noinclude><references/></noinclude> pav9he8p8923l56kgh9x533m0kku7uo 104 144006 333786 2026-09-19T23:15:56Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333786 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>som gatene sammen med Ditlind og Madame fra Sveits, fulgt av en lakei. Han tenkte som så, at hvis alle hadde sluttet seg sammen mot ham for å glo, mens han på sin side bare var til for å bli beglodd, da hadde han ingenting med deres liv og arbeid å gjøre. Han skjønte nok at de ikke alltid var slik som han så dem når de sto og hilste med underdanige miner, og at det vel måtte være det at han virket så «god og uskyldig» som fikk dem til å se så ærbødige ut; det var saktens med dem som med barna når de hørte om eventyrprinsen og kjente seg løftet ut over hverdagen. Men han visste ikke hvor alminnelige og aldeles ufestlige de var om hverdagen — hans «høye kall» hindret ham i det, og da var det vel et farlig og upassende ønske å la seg bevege av ting som hans høye rang skjulte for ham. Likevel følte han trang til det, han lengtet etter det, fordi han hadde dette heftige vitebegjæret som av og til fikk ham til å foreta oppdagelsesreiser i de ubebodde delene av det gamle slottet, og ta Ditlind med seg når det lot seg gjøre. De kalte det å «snuse», og det var fryktelig morsomt og spennende; for det var ikke lett å bli kjent overalt i Det Gamle Slottet, og hver gang de trengte langt nok inn i det ukjente, fant de stuer, gjemmesteder og øde saler som de aldri hadde vært i før, eller de kom til kjente steder gjennom de utroligste omveier. Men en gang da de var på et slikt streiftog, hadde de et møte og et eventyr som tilsynelatende var ubetydelig nok, men som gjorde et mektig inntrykk på Klaus Heinrich, og ga ham atskillig å tenke på. En dag bød det seg en fin anledning. Mens Madame fra Sveits hadde fått lov til å gå på ettermiddagsgudstjeneste, hadde barna drukket melken sin av tekopper inne hos storhertuginnen sammen med to hoffdamer. Så ble de sendt av sted igjen, og fikk beskjed om å gå hand i hand tilbake til<noinclude><references/></noinclude> 7pj5lgs27w6hob74j831lhqfck0i61d 333897 333786 2026-09-20T01:13:16Z Øystein Tvede 3938 333897 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>som gatene sammen med Ditlind og Madame fra Sveits, fulgt av en lakei. Han tenkte som så, at hvis alle hadde sluttet seg sammen mot ham for å glo, mens han på sin side bare var til for å bli beglodd, da hadde han ingenting med deres liv og arbeid å gjøre. Han skjønte nok at de ikke alltid var slik som han så dem når de sto og hilste med underdanige miner, og at det vel måtte være det at han virket så «god og uskyldig» som fikk dem til å se så ærbødige ut; det var saktens med dem som med barna når de hørte om eventyrprinsen og kjente seg løftet ut over hverdagen. Men han visste ikke hvor alminnelige og aldeles ufestlige de var om hverdagen — hans «høye kall» hindret ham i det, og da var det vel et farlig og upassende ønske å la seg bevege av ting som hans høye rang skjulte for ham. Likevel følte han trang til det, han lengtet etter det, fordi han hadde dette heftige vitebegjæret som av og til fikk ham til å foreta oppdagelsesreiser i de ubebodde delene av det gamle slottet, og ta Ditlind med seg når det lot seg gjøre. De kalte det å «snuse», og det var fryktelig morsomt og spennende; for det var ikke lett å bli kjent overalt i Det Gamle Slottet, og hver gang de trengte langt nok inn i det ukjente, fant de stuer, gjemmesteder og øde saler som de aldri hadde vært i før, eller de kom til kjente steder gjennom de utroligste omveier. Men en gang da de var på et slikt streiftog, hadde de et møte og et eventyr som tilsynelatende var ubetydelig nok, men som gjorde et mektig inntrykk på Klaus Heinrich, og ga ham atskillig å tenke på. En dag bød det seg en fin anledning. Mens Madame fra Sveits hadde fått lov til å gå på ettermiddagsgudstjeneste, hadde barna drukket melken sin av tekopper inne hos storhertuginnen sammen med to hoffdamer. Så ble de sendt av sted igjen, og fikk beskjed om å gå hånd i hånd tilbake til<noinclude><references/></noinclude> fcqrlaj4tiavby7oguc7bfvzawfvac8 104 144007 333787 2026-09-19T23:17:16Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333787 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>barneværelsene og det de hadde holdt på med der. De trengte ikke noe følge, for Klaus Heinrich var stor nok til å leie Ditlind dit alene. Det var han; og da de var kommet ut i korridoren, sa han: «Ja, vi skal nok gå tilbake til barneværelsene, Ditlind, men du vet, vi behøver ikke gå den korteste, kjedeligste veien. Vi går og snuser litt først. Hvis vi går opp trappen — Og bortover gangen til hvelvingene, så kommer vi til en sal med søyler. Og hvis vi klyver opp over vindeltrappen på den andre siden av den salen, så kommer vi til en dør, og innenfor den er det et værelse med bjelketak, og der ligger en masse rare ting. Men hva som er bortenfor det værelset igjen, det vet jeg ikke, og det skal vi få greie på. Kom, så går vi.» «Ja,» sa Ditlind. «Men ikke for langt, Klaus Heinrich, og ikke der hvor det er for støvet, for allting ses på denne kjolen.» Hun hadde en mørkerød fløyelskjole med atlaskbesetning i samme farge. Den gangen hadde hun smilehuller ved albuene og gullglinsende hår som lå i snodde lokker rundt hodet på henne. Senere ble hun askeblond og mager. Hun hadde også de brede, litt høytsittende kinnbenene som faren hadde og som var så vanlige å se, men de var så fint formet at de ikke skjemte det lille hjerteformete ansiktet. Hos Klaus Heinrich derimot var de så kraftige og utpregete at det var nesten som om de gjorde de stålblå øynene smalere og fikk dem til å virke lenger. Det mørke håret hans var skilt på siden, klipt rett av ved tinningene og børstet skrått opp fra pannen. Han hadde en apen jakke med høy, knappet vest og hvit, utbrettet krage. Med den høyre hånden leide han Ditlind, men den venstre armen hans hang tynn og altfor kort rett ned med den bunlige, rynkete og forkrøplete hånden. Han var lettet hver gang han bare kunne la den henge rett ned og ikke behøvde å gjemme den; for det var ingen som stirret og skulle<noinclude><references/></noinclude> 2d917etqc0z84iwqdf3rqxxeacmens2 104 144008 333788 2026-09-19T23:18:48Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333788 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>kjenne seg løftet ut over hverdagen, og seiv kunne han se seg om og undersøke av hjertens lyst. Så gikk de og snuste som de ville. Det var stille i korridorene, og de så ikke en eneste lakei noen steder. De gikk opp en trapp og bortover gangen til hvelvingene, og var altså nå i den delen av slottet som stammet fra Johann den Voldsommes og Heinrich den Botferdiges tid; det visste Klaus Heinrich, og han forklarte det for Ditlind. Så kom de til salen med søylene, og der plystret Klaus Heinrich flere ganger fort etter hverandre, slik at den første tonen fremdeles ga gjenlyd da den siste kom, så det ble til en klar akkord som klang under korshvelvingen. Så kløv de på hender og føtter opp av vindeltrappen som endte med en tung dør, og innenfor den var værelset med bjelketaket der det lå mange rare ting. Der fant de for eksempel noen store, klumpete bøsser med rustne låser — de hadde vel vært for dårlige til å komme på et museum; en gammel tronstol med rød fløyelsstopning, som var ganske fillet, korte, svungne løveben og noen små, svevende barn som holdt en krone over stolryggen; og så fant de en buklet og fryktelig støvet tingest som så ut som et bur, og som de ble voldsomt opptatt av. Tok de ikke helt feil, var det en rottefelle, for en kunne se jernspissen som flesket skulle stikkes inn på, og det var fælt å tenke på hvordan falldøren slo igjen etter den store, grusomme dyret ― ―. De satt lenge med den, og da de la den fra seg, glødet de i kinnene og klærne deres var stive av rust og støv. Klaus Heinrich børstet av dem begge, men det hjalp ikke stort, for han var fryktelig støvet på hendene også. Og plutselig så de at det tok til å mørkne. Ditlind var litt redd og sa at de måtte skynde seg tilbake; det var blitt for sent til at de kunne gå videre. «Det var gresselig synd,» sa Klaus Heinrich. «Det er ikke godt å vite hva vi kunne ha funnet, og når vi kan få gå og snuse igjen, Ditlind!» Men han ble med søsteren likevel, og<noinclude><references/></noinclude> 72h0iub0ksmspxlxfamvkp7s9e49t1i 333856 333788 2026-09-20T00:43:00Z Øystein Tvede 3938 333856 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>kjenne seg løftet ut over hverdagen, og selv kunne han se seg om og undersøke av hjertens lyst. Så gikk de og snuste som de ville. Det var stille i korridorene, og de så ikke en eneste lakei noen steder. De gikk opp en trapp og bortover gangen til hvelvingene, og var altså nå i den delen av slottet som stammet fra Johann den Voldsommes og Heinrich den Botferdiges tid; det visste Klaus Heinrich, og han forklarte det for Ditlind. Så kom de til salen med søylene, og der plystret Klaus Heinrich flere ganger fort etter hverandre, slik at den første tonen fremdeles ga gjenlyd da den siste kom, så det ble til en klar akkord som klang under korshvelvingen. Så kløv de på hender og føtter opp av vindeltrappen som endte med en tung dør, og innenfor den var værelset med bjelketaket der det lå mange rare ting. Der fant de for eksempel noen store, klumpete bøsser med rustne låser — de hadde vel vært for dårlige til å komme på et museum; en gammel tronstol med rød fløyelsstopning, som var ganske fillet, korte, svungne løveben og noen små, svevende barn som holdt en krone over stolryggen; og så fant de en buklet og fryktelig støvet tingest som så ut som et bur, og som de ble voldsomt opptatt av. Tok de ikke helt feil, var det en rottefelle, for en kunne se jernspissen som flesket skulle stikkes inn på, og det var fælt å tenke på hvordan falldøren slo igjen etter den store, grusomme dyret ― ―. De satt lenge med den, og da de la den fra seg, glødet de i kinnene og klærne deres var stive av rust og støv. Klaus Heinrich børstet av dem begge, men det hjalp ikke stort, for han var fryktelig støvet på hendene også. Og plutselig så de at det tok til å mørkne. Ditlind var litt redd og sa at de måtte skynde seg tilbake; det var blitt for sent til at de kunne gå videre. «Det var gresselig synd,» sa Klaus Heinrich. «Det er ikke godt å vite hva vi kunne ha funnet, og når vi kan få gå og snuse igjen, Ditlind!» Men han ble med søsteren likevel, og<noinclude><references/></noinclude> pcl9r93xmul9e08jlwu4t2k4c6xzmn9 104 144009 333789 2026-09-19T23:20:15Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333789 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>de skyndte seg ned av vindeltrappen, sprang gjennom søylesalen og ut i buegangen, hand i hand. Slik vandret de av sted; men Klaus Heinrich ristet på hodet, for han syntes ikke det var den veien de var kommet. De gikk videre, men nå var det flere ting som sa dem at de hadde tatt feil av veien. Stenbenken med dragehodene hadde de ikke gått forbi før. De spisse vinduene vendte mot vest, mot den indre slottsgården med rosenbusken. De hadde gått seg vill, det nyttet ikke å nekte det. De hadde kanskje tatt en annen vei ut av søylesalen enn den de var kommet inn av — nå var de iallfall kommet grundig på villspor. De gikk et lite stykke tilbake, men de var blitt så engstelige at de torde ikke det heller, så de snudde igjen og foretrakk å fortsette på lykke og fromme på den veien d» var slått inn på. Luften var tung og innestengt, og svære spindelvev hadde fått lov til å bre seg uforstyrret i krokene; de var redde, og Ditlind hadde dessuten så vond samvittighet at hun var like ved å gråte. De andre ville komme til å oppdage at de var blitt borte og se bedrøvet på dem, kanskje melde det til storhertugen; de ville aldri finne veien igjen, ingen ville lete etter dem, og så ville de dø av sult. Og der hvor det er en rottefelle, Klaus Heinrich, der er det rotter også ― ―. Klaus Heinrich trøstet henne. Det gjaldt bare å finne det stedet der rustningene var og de fanene som hang korsvis på veggen; kom de først dit, var han sikker på veien. Men plutseiig, akkurat da de kom rundt et hjørne, skjedde det noe. De skvatt til, begge to. Det de hørte, var ikke bare gjenlyden av sine egne skritt. Det var andre, fremmede skritt, tyngre enn deres egne, snart forte, snart langsomme, og ved siden av hørte de en stønning og en brumming som fikk blodet til å stivne i årene på dem. Ditlind ble så vettskremt at hun ville til å løpe sin vei, men<noinclude><references/></noinclude> hb6unnfkp2jeltqawj7s1hru1qn8aef 333898 333789 2026-09-20T01:13:55Z Øystein Tvede 3938 333898 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>de skyndte seg ned av vindeltrappen, sprang gjennom søylesalen og ut i buegangen, hånd i hånd. Slik vandret de av sted; men Klaus Heinrich ristet på hodet, for han syntes ikke det var den veien de var kommet. De gikk videre, men nå var det flere ting som sa dem at de hadde tatt feil av veien. Stenbenken med dragehodene hadde de ikke gått forbi før. De spisse vinduene vendte mot vest, mot den indre slottsgården med rosenbusken. De hadde gått seg vill, det nyttet ikke å nekte det. De hadde kanskje tatt en annen vei ut av søylesalen enn den de var kommet inn av — nå var de iallfall kommet grundig på villspor. De gikk et lite stykke tilbake, men de var blitt så engstelige at de torde ikke det heller, så de snudde igjen og foretrakk å fortsette på lykke og fromme på den veien d» var slått inn på. Luften var tung og innestengt, og svære spindelvev hadde fått lov til å bre seg uforstyrret i krokene; de var redde, og Ditlind hadde dessuten så vond samvittighet at hun var like ved å gråte. De andre ville komme til å oppdage at de var blitt borte og se bedrøvet på dem, kanskje melde det til storhertugen; de ville aldri finne veien igjen, ingen ville lete etter dem, og så ville de dø av sult. Og der hvor det er en rottefelle, Klaus Heinrich, der er det rotter også ― ―. Klaus Heinrich trøstet henne. Det gjaldt bare å finne det stedet der rustningene var og de fanene som hang korsvis på veggen; kom de først dit, var han sikker på veien. Men plutseiig, akkurat da de kom rundt et hjørne, skjedde det noe. De skvatt til, begge to. Det de hørte, var ikke bare gjenlyden av sine egne skritt. Det var andre, fremmede skritt, tyngre enn deres egne, snart forte, snart langsomme, og ved siden av hørte de en stønning og en brumming som fikk blodet til å stivne i årene på dem. Ditlind ble så vettskremt at hun ville til å løpe sin vei, men<noinclude><references/></noinclude> gsstbawmvw9696w3onek78y7kxnwdmd 104 144010 333790 2026-09-19T23:21:40Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333790 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Klaus Heinrich tviholdt på hånden hennes, og så ble de stående med oppspilte øyne og lot det komme mot seg. Det var en mann som etter hvert ble synlig i halvmørket, og han så sant å si ikke særlig skrekkinnjagende ut. Han var undersetsig og kledd som en veteran i festskrud, i en gammelmodig livkjole, med et ullskjerf om halsen og en medalje på brystet. I den ene hånden holdt han en flosshatt og i den andre en sammenrullet paraply som han for hvert skritt taktfast støtte mot gulvet. Det sparsomme grå håret var strøket opp fra det ene øret og la klistret i tynne stranter over til det andre øret. Han hadde svarte, buete øyenbryn, en gulhvit bart på fasong som storhertugens, tunge øyenlokk og blå øyne med poser under; han hadde de vanlige høye kinnbenene, og rynkene i det rødmussete ansiktet var som sprekker. Da han var kommet helt bort til barna, så det ut som om han kjente dem, for han stilte seg opp mot veggen og begynte å gjøre en masse bøyninger på den måten at han flere ganger lot hele kroppen falle framover med et kort og heftig rykk, og holdt flosshatten foran seg, med åpningen opp. Klaus Heinrich tenkte å gå forbi ham med et nikk, men ble forskrekket stående, for mannen begynte å snakke. «Om forlatelse!» støtte han plutselig fram med dyp stemme, og så fortsatte han roligere: «Jeg ber ærbødigst de unge herskaper om unnskyldning! Men ville de unge herskaper ta meg det ille opp om jeg nådigst kunne få vite veien til nærmeste utgang? Det behøver ikke akkurat være Albrechtsporten — det er slett ikke nødvendig at det er Albrechtsporten. Men en eller annen utgang fra slottet, hvis jeg tør være så fri å spørre de unge herskaper ― ―» Klaus Heinrich hadde trykket venstre hand mot hoften, så langt bak at den nesten var på ryggen, og så ned. Det var simpelthen en som hadde snakket til ham uten videre, hadde spurt ham om noe på en klosset og hjelpeløs måte; han tenkte<noinclude><references/></noinclude> q7u8qvu113p24mx9li3zajuhu6466tx 333899 333790 2026-09-20T01:14:30Z Øystein Tvede 3938 333899 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Klaus Heinrich tviholdt på hånden hennes, og så ble de stående med oppspilte øyne og lot det komme mot seg. Det var en mann som etter hvert ble synlig i halvmørket, og han så sant å si ikke særlig skrekkinnjagende ut. Han var undersetsig og kledd som en veteran i festskrud, i en gammelmodig livkjole, med et ullskjerf om halsen og en medalje på brystet. I den ene hånden holdt han en flosshatt og i den andre en sammenrullet paraply som han for hvert skritt taktfast støtte mot gulvet. Det sparsomme grå håret var strøket opp fra det ene øret og la klistret i tynne stranter over til det andre øret. Han hadde svarte, buete øyenbryn, en gulhvit bart på fasong som storhertugens, tunge øyenlokk og blå øyne med poser under; han hadde de vanlige høye kinnbenene, og rynkene i det rødmussete ansiktet var som sprekker. Da han var kommet helt bort til barna, så det ut som om han kjente dem, for han stilte seg opp mot veggen og begynte å gjøre en masse bøyninger på den måten at han flere ganger lot hele kroppen falle framover med et kort og heftig rykk, og holdt flosshatten foran seg, med åpningen opp. Klaus Heinrich tenkte å gå forbi ham med et nikk, men ble forskrekket stående, for mannen begynte å snakke. «Om forlatelse!» støtte han plutselig fram med dyp stemme, og så fortsatte han roligere: «Jeg ber ærbødigst de unge herskaper om unnskyldning! Men ville de unge herskaper ta meg det ille opp om jeg nådigst kunne få vite veien til nærmeste utgang? Det behøver ikke akkurat være Albrechtsporten — det er slett ikke nødvendig at det er Albrechtsporten. Men en eller annen utgang fra slottet, hvis jeg tør være så fri å spørre de unge herskaper ― ―» Klaus Heinrich hadde trykket venstre hånd mot hoften, så langt bak at den nesten var på ryggen, og så ned. Det var simpelthen en som hadde snakket til ham uten videre, hadde spurt ham om noe på en klosset og hjelpeløs måte; han tenkte<noinclude><references/></noinclude> rzhmgxwtfo5as7z56exc5ht5t6kggxz 104 144011 333791 2026-09-19T23:23:04Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333791 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>på sin far, og rynket brynene. Febrilsk spurte han seg selv hvordan han hadde å forholde seg i en slik ualminnelig og meningsløs situasjon. Albrecht ville ha snurpet munnen sammen, skutt underleppen fram, og gått videre uten å svare — så meget var sikkert. Men når en først dro på eventyr, hvorfor da gå stiv og fornærmet forbi første gang en støtte på et virkelig eventyr? Mannen var sikkert hederlig nok, han hadde ikke noe vondt i sinne, det kunne Klaus Heinrich se da han tvang seg til å slå øynene opp. Han sa likefram: «Bli med oss, det er det beste. Jeg skal gjerne vise Dem hvor De skal gå hen for å finne en utgang.» Og så gikk de. «Takk,» sa mannen. «Hjertelig takk fordi De er så elskverdig! Jeg hadde ved Gud aldri trodd at jeg en dag skulle spasere om i slottet med de unge herskaper. Men slik kan det gå, og etter all den ergrelsen jeg har hatt — ja, for jeg har hatt en veldig ergrelse, det skal være sikkert og visst — men så får jeg etter altsammen en slik .ære og glede.» Klaus Heinrich hadde fryktelig lyst til å spørre hva det var for en ergrelse han hadde hatt; men mannen snakket alt videre, mens han taktfast støtte paraplyen mot gulvflisene: «Og jeg kjente de unge herskaper med én gang, enda det er litt mørkt i gangene her, for jeg har mangfoldige ganger sett Dem i vognen og alltid gledet meg over det, for jeg har også noe småkryp hjemme, ja, de er jo bare kryp — og gutten heter også Klaus Heinrich.» «Akkurat som jeg?» sa Klaus Heinrich og smilte fornøyd. «Det var et pussig treff!» «Treff, nei? Han heter det jo etter Dem!» sa mannen. «Det er nok ikke noe treff; han er uttrykkelig oppkalt etter Dem, for han er noen måneder yngre enn Dem, og det er nok mange i den alderen som heter det etter Dem. Nei, noe treff kan en nok ikke akkurat kalle det —» Klaus Heinrich gjemte hånden sin og sa ingenting.<noinclude><references/></noinclude> tn5xy3b55c3pq1543hrqdq54a6jip9o 104 144012 333792 2026-09-19T23:25:37Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333792 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> «Ja, jeg kjente Dem med én gang,» sa mannen. «Og da tenkte jeg ved meg seiv, gudskjelov, tenkte jeg, det kan en kalle hell i uhellet, og de to kan nok hjelpe deg ut av den fellen som du, din gamle røyer, er kommet i, og nå kan du bare le av altsammen, tenkte jeg, for det har vel trasket mange omkring her som de slynglene har klart å lure, og som ikke har vært så heldige som du —» Slyngler? tenkte Klaus Heinrich. — Klart å lure? Han stirret framfor seg, han vågde ikke spørre. En frykt, et håp steg opp i ham ― ― Han sa ganske lavt: «Er det noen som har lurt Dem?» «Ja, det skal være visst!» sa mannen. «De har gjort meg et ordentlig pek, de skurkene, og det med glans! Men det kan jeg fortelle de unge herskaper, så unge som dere er, at det står dårlig til med folk her. Der kommer jeg som en ærlig mann og leverer inn mitt arbeid — men Gud bevare meg!» ropte han plutselig og slo seg med hatten i pannen. «Jeg har vist ikke presentert meg for herskapene ennå? — Hinnerke!» sa han. «Skomakermester Hinnerke, hoffleverandør, dekorert for lang og tro tjeneste.» Og han viste med pekefingeren på den store, ru, gulflekkete hånden at han hadde medalje på brystet. «Saken er at Hans Kongelige Høyhet, Deres herr far, nådigst har bestilt et par støvler av meg, skaftestøvler, ridestøvler med sporekapper og av førsteklasses blanklær. Dem lager jeg da, og jeg har laget dem ganske alene og gjort meg flid; i dag ble de ferdige, og var så fine at det lyste av dem. Du går selv av sted med dem, sier jeg til meg selv ― ― jeg har jo en løpegutt, men jeg sier til meg seiv, du går bort med dem, de er til storhertugen. Og så pynter jeg meg, tar støvlene og går til slottet. «Utmerket,» sier lakeiene og vil ta dem fra meg. «Nei!» sier jeg, for jeg stoler ikke på dem. Jeg har min stilling og hofftitelen min fordi jeg er kjent som en dyktig mann, skal jeg si herska-<noinclude><references/></noinclude> 2s7jjk6tm60kwkexxh24am2pumlpr0c 333857 333792 2026-09-20T00:43:28Z Øystein Tvede 3938 333857 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> «Ja, jeg kjente Dem med én gang,» sa mannen. «Og da tenkte jeg ved meg selv, gudskjelov, tenkte jeg, det kan en kalle hell i uhellet, og de to kan nok hjelpe deg ut av den fellen som du, din gamle røyer, er kommet i, og nå kan du bare le av altsammen, tenkte jeg, for det har vel trasket mange omkring her som de slynglene har klart å lure, og som ikke har vært så heldige som du —» Slyngler? tenkte Klaus Heinrich. — Klart å lure? Han stirret framfor seg, han vågde ikke spørre. En frykt, et håp steg opp i ham ― ― Han sa ganske lavt: «Er det noen som har lurt Dem?» «Ja, det skal være visst!» sa mannen. «De har gjort meg et ordentlig pek, de skurkene, og det med glans! Men det kan jeg fortelle de unge herskaper, så unge som dere er, at det står dårlig til med folk her. Der kommer jeg som en ærlig mann og leverer inn mitt arbeid — men Gud bevare meg!» ropte han plutselig og slo seg med hatten i pannen. «Jeg har vist ikke presentert meg for herskapene ennå? — Hinnerke!» sa han. «Skomakermester Hinnerke, hoffleverandør, dekorert for lang og tro tjeneste.» Og han viste med pekefingeren på den store, ru, gulflekkete hånden at han hadde medalje på brystet. «Saken er at Hans Kongelige Høyhet, Deres herr far, nådigst har bestilt et par støvler av meg, skaftestøvler, ridestøvler med sporekapper og av førsteklasses blanklær. Dem lager jeg da, og jeg har laget dem ganske alene og gjort meg flid; i dag ble de ferdige, og var så fine at det lyste av dem. Du går selv av sted med dem, sier jeg til meg selv ― ― jeg har jo en løpegutt, men jeg sier til meg selv, du går bort med dem, de er til storhertugen. Og så pynter jeg meg, tar støvlene og går til slottet. «Utmerket,» sier lakeiene og vil ta dem fra meg. «Nei!» sier jeg, for jeg stoler ikke på dem. Jeg har min stilling og hofftitelen min fordi jeg er kjent som en dyktig mann, skal jeg si herska-<noinclude><references/></noinclude> gz5pz8amzgjdf8bu2flm9214mdy14ef 104 144013 333793 2026-09-19T23:27:14Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333793 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>pene, og ikke fordi jeg betaler lakeiene. Men de fyrene er vant til å få drikkepenger av leverandørene og vil bare ha noe av meg for å utrette ærendet. Nei, sier jeg, for jeg er ikke noe for intriger og bakveier og spyttslikkeri, jeg vil levere dem personlig, og hvis jeg ikke kan få gi dem til storhertugen seiv, så vil jeg gi dem til herr kammertjener Prahl. De blir ergerlige, men så sier de at da må jeg gå opp seiv. Sa gjør jeg da det. Der oppe treffer jeg noen andre, og de sier også: «Utmerket,» og vil ta støvlene fra meg, men jeg spør etter Prahl og holder på mitt. De sier at han drikker kaffe, men jeg står fast og sier at da vil jeg vente til han er ferdig. Og før jeg har snakket ut, hvem kommer forbi i store spennesko andre enn kammertjener Prahl? Han ser meg og jeg gir ham støvlene med noen passende ord, og han svarer: «Utmerket!» Og så legger han til: «Riktig fine er de!» Og nikker til meg og går av sted med dem. Nå er jeg rolig, for Prahl stoler jeg på, og så vil jeg gå. «Hei!» roper den ene. «Herr Hinnerke! De går jo gal vei!» Fordømt, sier jeg til meg seiv og snur og går den andre veien. Men det var det dummeste jeg kunne gjøre, for de hadde sendt meg pokker i vold og jeg går bare og surrer. Jeg går et stykke til og treffer en som jeg spør etter Albrechtsporten. Men han lukter straks lunten og sier: «Da skal De gå første trapp opp og så til venstre og så ned igjen, det er det snareste.» Og jeg tror ham på hans ord og gjør som han har sagt, men går meg mer og mer vill og blir aldeles forvirret. Da skjønner jeg at det ikke er min skyld, men at de har narret meg, og da kommer jeg på at jeg har hørt at de ofte gjør slik med de leverandørene som ikke gir dem noen drikkepenger — de lar dem gå her og vase til svetten siler av dem. Og da blir jeg så sint at jeg blir både blind og dum og kommer til helt øde og gudsforlatte steder, jeg vet hverken ut eller inn og blir ordentlig redd. Men så treffer jeg de unge herskaper. Ja, slik gikk det<noinclude><references/></noinclude> asi9bag1l6ouh3juqxovnz40nj9jfc7 333858 333793 2026-09-20T00:43:54Z Øystein Tvede 3938 333858 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>pene, og ikke fordi jeg betaler lakeiene. Men de fyrene er vant til å få drikkepenger av leverandørene og vil bare ha noe av meg for å utrette ærendet. Nei, sier jeg, for jeg er ikke noe for intriger og bakveier og spyttslikkeri, jeg vil levere dem personlig, og hvis jeg ikke kan få gi dem til storhertugen selv, så vil jeg gi dem til herr kammertjener Prahl. De blir ergerlige, men så sier de at da må jeg gå opp selv. Sa gjør jeg da det. Der oppe treffer jeg noen andre, og de sier også: «Utmerket,» og vil ta støvlene fra meg, men jeg spør etter Prahl og holder på mitt. De sier at han drikker kaffe, men jeg står fast og sier at da vil jeg vente til han er ferdig. Og før jeg har snakket ut, hvem kommer forbi i store spennesko andre enn kammertjener Prahl? Han ser meg og jeg gir ham støvlene med noen passende ord, og han svarer: «Utmerket!» Og så legger han til: «Riktig fine er de!» Og nikker til meg og går av sted med dem. Nå er jeg rolig, for Prahl stoler jeg på, og så vil jeg gå. «Hei!» roper den ene. «Herr Hinnerke! De går jo gal vei!» Fordømt, sier jeg til meg selv og snur og går den andre veien. Men det var det dummeste jeg kunne gjøre, for de hadde sendt meg pokker i vold og jeg går bare og surrer. Jeg går et stykke til og treffer en som jeg spør etter Albrechtsporten. Men han lukter straks lunten og sier: «Da skal De gå første trapp opp og så til venstre og så ned igjen, det er det snareste.» Og jeg tror ham på hans ord og gjør som han har sagt, men går meg mer og mer vill og blir aldeles forvirret. Da skjønner jeg at det ikke er min skyld, men at de har narret meg, og da kommer jeg på at jeg har hørt at de ofte gjør slik med de leverandørene som ikke gir dem noen drikkepenger — de lar dem gå her og vase til svetten siler av dem. Og da blir jeg så sint at jeg blir både blind og dum og kommer til helt øde og gudsforlatte steder, jeg vet hverken ut eller inn og blir ordentlig redd. Men så treffer jeg de unge herskaper. Ja, slik gikk det<noinclude><references/></noinclude> 61vuqy8o6oo3q2plve8cdn2mwhahnhf 104 144014 333794 2026-09-19T23:28:42Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333794 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>med meg og støvlene mine,» sluttet skomaker Hinnerke og tørket seg heftig i pannen. Klaus Heinrich knuget Ditlinds hand. Hjertet hans banket så voldsomt at han ganske glemte å gjemme sin egen hand. Der var det. Der var litt av det, en aldri så liten ting! Det var sikkert slike ting som hans «høye kall» skjulte for ham, noe av folkets liv, slik som det var til hverdags! Lakeiene —. Han sa ingenting, han fant ikke et eneste ord a si. «Ja, De sier ingenting,» sa skomakeren, «de unge herskaper!» Stemmen hans var ganske beveget. «Jeg skulle kan skje slett ikke ha fortalt Dem det, for det er jo slett ikke Deres sak å få greie på slike røverstreker. Men så tenker jeg,» sa han, la hodet på skakke og knipset med fingrene i luften, «at det ikke kan skade, det kan slett ikke skade, når en tenker på fremtiden ― ―» «Lakeiene —,» sa Klaus Heinrich og styrtet seg ut i det — «De er vel slemme? Jeg kan så godt tenke meg det —» «Slemme?» sa skomakeren. «Lumpne er de. Det er ordet. Vet De hva de kan finne på? De holder varene tilbake når de ikke får nok drikkepenger, holder dem tilbake når leverandørene sender dem til bestemt tid, og så leverer de dem ikke før meget senere, for at det høye herskap skal tro at leverandørene har forsømt sine plikter, og gi oppdragene til andre i stedet. Det gjør de uten skrupler, det vet hele byen ― ―» «Ja, det er stygt!» sa Klaus Heinrich. Han hørte etter med alle sanser spent, og visste ennå knapt seiv hvor rystet han var. «De gjør vel enda mer?» sa han. «Jeg er sikker på at de gjør andre ting også.» «Om de gjør!» sa mannen og 10. «Det mangler ikke på det, jeg kan fortelle de unge herskaper at de har litt av hvert for seg. For eksempel så er det den historien med dørene —. Det gjør de på den måten: Tenk Dem nå at en eller annen som aldri har vært ved hoffet før? får audiens hos Deres herr<noinclude><references/></noinclude> 9pfjiwsy2r2zzttlkm0x8hmghfp2ryc 333859 333794 2026-09-20T00:44:09Z Øystein Tvede 3938 333859 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>med meg og støvlene mine,» sluttet skomaker Hinnerke og tørket seg heftig i pannen. Klaus Heinrich knuget Ditlinds hand. Hjertet hans banket så voldsomt at han ganske glemte å gjemme sin egen hand. Der var det. Der var litt av det, en aldri så liten ting! Det var sikkert slike ting som hans «høye kall» skjulte for ham, noe av folkets liv, slik som det var til hverdags! Lakeiene —. Han sa ingenting, han fant ikke et eneste ord a si. «Ja, De sier ingenting,» sa skomakeren, «de unge herskaper!» Stemmen hans var ganske beveget. «Jeg skulle kan skje slett ikke ha fortalt Dem det, for det er jo slett ikke Deres sak å få greie på slike røverstreker. Men så tenker jeg,» sa han, la hodet på skakke og knipset med fingrene i luften, «at det ikke kan skade, det kan slett ikke skade, når en tenker på fremtiden ― ―» «Lakeiene —,» sa Klaus Heinrich og styrtet seg ut i det — «De er vel slemme? Jeg kan så godt tenke meg det —» «Slemme?» sa skomakeren. «Lumpne er de. Det er ordet. Vet De hva de kan finne på? De holder varene tilbake når de ikke får nok drikkepenger, holder dem tilbake når leverandørene sender dem til bestemt tid, og så leverer de dem ikke før meget senere, for at det høye herskap skal tro at leverandørene har forsømt sine plikter, og gi oppdragene til andre i stedet. Det gjør de uten skrupler, det vet hele byen ― ―» «Ja, det er stygt!» sa Klaus Heinrich. Han hørte etter med alle sanser spent, og visste ennå knapt selv hvor rystet han var. «De gjør vel enda mer?» sa han. «Jeg er sikker på at de gjør andre ting også.» «Om de gjør!» sa mannen og 10. «Det mangler ikke på det, jeg kan fortelle de unge herskaper at de har litt av hvert for seg. For eksempel så er det den historien med dørene —. Det gjør de på den måten: Tenk Dem nå at en eller annen som aldri har vært ved hoffet før? får audiens hos Deres herr<noinclude><references/></noinclude> jwjjhclhl5fwz80dfoni4oc5yuhfj33 333880 333859 2026-09-20T00:55:32Z Øystein Tvede 3938 333880 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>med meg og støvlene mine,» sluttet skomaker Hinnerke og tørket seg heftig i pannen. Klaus Heinrich knuget Ditlinds hand. Hjertet hans banket så voldsomt at han ganske glemte å gjemme sin egen hand. Der var det. Der var litt av det, en aldri så liten ting! Det var sikkert slike ting som hans «høye kall» skjulte for ham, noe av folkets liv, slik som det var til hverdags! Lakeiene —. Han sa ingenting, han fant ikke et eneste ord å si. «Ja, De sier ingenting,» sa skomakeren, «de unge herskaper!» Stemmen hans var ganske beveget. «Jeg skulle kan skje slett ikke ha fortalt Dem det, for det er jo slett ikke Deres sak å få greie på slike røverstreker. Men så tenker jeg,» sa han, la hodet på skakke og knipset med fingrene i luften, «at det ikke kan skade, det kan slett ikke skade, når en tenker på fremtiden ― ―» «Lakeiene —,» sa Klaus Heinrich og styrtet seg ut i det — «De er vel slemme? Jeg kan så godt tenke meg det —» «Slemme?» sa skomakeren. «Lumpne er de. Det er ordet. Vet De hva de kan finne på? De holder varene tilbake når de ikke får nok drikkepenger, holder dem tilbake når leverandørene sender dem til bestemt tid, og så leverer de dem ikke før meget senere, for at det høye herskap skal tro at leverandørene har forsømt sine plikter, og gi oppdragene til andre i stedet. Det gjør de uten skrupler, det vet hele byen ― ―» «Ja, det er stygt!» sa Klaus Heinrich. Han hørte etter med alle sanser spent, og visste ennå knapt selv hvor rystet han var. «De gjør vel enda mer?» sa han. «Jeg er sikker på at de gjør andre ting også.» «Om de gjør!» sa mannen og 10. «Det mangler ikke på det, jeg kan fortelle de unge herskaper at de har litt av hvert for seg. For eksempel så er det den historien med dørene —. Det gjør de på den måten: Tenk Dem nå at en eller annen som aldri har vært ved hoffet før? får audiens hos Deres herr<noinclude><references/></noinclude> iwbyzj2u8c9pumfjpjy9xdj67liemv7 333900 333880 2026-09-20T01:14:58Z Øystein Tvede 3938 333900 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>med meg og støvlene mine,» sluttet skomaker Hinnerke og tørket seg heftig i pannen. Klaus Heinrich knuget Ditlinds hånd. Hjertet hans banket så voldsomt at han ganske glemte å gjemme sin egen hånd. Der var det. Der var litt av det, en aldri så liten ting! Det var sikkert slike ting som hans «høye kall» skjulte for ham, noe av folkets liv, slik som det var til hverdags! Lakeiene —. Han sa ingenting, han fant ikke et eneste ord å si. «Ja, De sier ingenting,» sa skomakeren, «de unge herskaper!» Stemmen hans var ganske beveget. «Jeg skulle kan skje slett ikke ha fortalt Dem det, for det er jo slett ikke Deres sak å få greie på slike røverstreker. Men så tenker jeg,» sa han, la hodet på skakke og knipset med fingrene i luften, «at det ikke kan skade, det kan slett ikke skade, når en tenker på fremtiden ― ―» «Lakeiene —,» sa Klaus Heinrich og styrtet seg ut i det — «De er vel slemme? Jeg kan så godt tenke meg det —» «Slemme?» sa skomakeren. «Lumpne er de. Det er ordet. Vet De hva de kan finne på? De holder varene tilbake når de ikke får nok drikkepenger, holder dem tilbake når leverandørene sender dem til bestemt tid, og så leverer de dem ikke før meget senere, for at det høye herskap skal tro at leverandørene har forsømt sine plikter, og gi oppdragene til andre i stedet. Det gjør de uten skrupler, det vet hele byen ― ―» «Ja, det er stygt!» sa Klaus Heinrich. Han hørte etter med alle sanser spent, og visste ennå knapt selv hvor rystet han var. «De gjør vel enda mer?» sa han. «Jeg er sikker på at de gjør andre ting også.» «Om de gjør!» sa mannen og 10. «Det mangler ikke på det, jeg kan fortelle de unge herskaper at de har litt av hvert for seg. For eksempel så er det den historien med dørene —. Det gjør de på den måten: Tenk Dem nå at en eller annen som aldri har vært ved hoffet før? får audiens hos Deres herr<noinclude><references/></noinclude> mb3fugy6vyzxr5ka28l8z9d8cerjpbl 0 144015 333796 2026-09-19T23:33:46Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Mann Hans kongelige høyhet.pdf" from=5 to=6 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> 333796 wikitext text/x-wiki <pages index="Mann Hans kongelige høyhet.pdf" from=5 to=6 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> 9to8jim4ibg5kskflu03wer39be5d0l 333837 333796 2026-09-20T00:35:32Z Øystein Tvede 3938 333837 wikitext text/x-wiki <pages index="Mann Hans kongelige høyhet.pdf" from=5 to=100 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> guz52mc49lkqiv09cw67lcrg7lxs4zm 104 144016 333806 2026-09-19T23:45:41Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333806 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>far, vår nådigste storhertug. Og så kommer han da, i sin fineste pynt, og er både kald og varm, for det er jo naturligvis ingen småting å stå foran Hans Kongelige Høyhet for første gang. Og lakeiene smiler av ham, for de kjenner seg jo hjemme her, og de bukserer ham inn i forværelset; han er jo litt forvirret, naturligvis, og så glemmer han ganske riktig å gi lakeiene drikkepenger. Men så kommer øyeblikket, adjutanten sier navnet hans og slipper ham inn i det værelset hvor storhertugen venter. Så står nykomlingen der og bukker og avleverer svarene sine, og storhertugen er så elskverdig å rekke ham hånden til farvel, og så går han baklengs og tenker at fløydørene åpner seg bak ham, slik som de har lovt ham. Men de åpner seg ikke, skal jeg si de unge herskaper, for lakeiene er ergerlige på ham fordi de ikke har fått drikkepenger, og rører ikke en finger. Men han tør ikke snu seg, det tør han ikke for sitt bare liv, for det ville værr en stor fornærmelse mot den høye herre om han snudde ryggen til ham. Derfor leter han bak seg med hånden etter dørhandtaket og finner det ikke og blir helt vill, han krafser omkring på døren, og gudskjelov får han da fatt i handtaket til slutt, men så er det en gammeldags klinke som han ikke skjønner seg på, så han famler og fingrer og holder på å få armen av ledd; til slutt er han så ute av seg av fortvilelse, at den nådige herre må lukke ham ut seiv. Ja, det var den historien! Men det er jo ingenting å snakke om, og nå vil jeg si de unge herskaper takk —» De hadde vært så ivrige med å snakke og høre etter, at de nesten ikke hadde lagt merke til hvordan de hadde gått, men nå var de plutselig i første etasje, like ved Albrechtsporten. Eiermann, en av storhertuginnens kammerlakeier, kom mot dem. Han hadde fiolett frakk og et smalt kinnskjegg. Han var sendt ut for å lete etter De Storhertugelige Høyheter. Alt på lang avstand ristet han på hodet og satte munnen ut som<noinclude><references/></noinclude> f8uuoebvtznup12xbvjeebgscaqpj4v 333860 333806 2026-09-20T00:44:23Z Øystein Tvede 3938 333860 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>far, vår nådigste storhertug. Og så kommer han da, i sin fineste pynt, og er både kald og varm, for det er jo naturligvis ingen småting å stå foran Hans Kongelige Høyhet for første gang. Og lakeiene smiler av ham, for de kjenner seg jo hjemme her, og de bukserer ham inn i forværelset; han er jo litt forvirret, naturligvis, og så glemmer han ganske riktig å gi lakeiene drikkepenger. Men så kommer øyeblikket, adjutanten sier navnet hans og slipper ham inn i det værelset hvor storhertugen venter. Så står nykomlingen der og bukker og avleverer svarene sine, og storhertugen er så elskverdig å rekke ham hånden til farvel, og så går han baklengs og tenker at fløydørene åpner seg bak ham, slik som de har lovt ham. Men de åpner seg ikke, skal jeg si de unge herskaper, for lakeiene er ergerlige på ham fordi de ikke har fått drikkepenger, og rører ikke en finger. Men han tør ikke snu seg, det tør han ikke for sitt bare liv, for det ville værr en stor fornærmelse mot den høye herre om han snudde ryggen til ham. Derfor leter han bak seg med hånden etter dørhandtaket og finner det ikke og blir helt vill, han krafser omkring på døren, og gudskjelov får han da fatt i handtaket til slutt, men så er det en gammeldags klinke som han ikke skjønner seg på, så han famler og fingrer og holder på å få armen av ledd; til slutt er han så ute av seg av fortvilelse, at den nådige herre må lukke ham ut selv. Ja, det var den historien! Men det er jo ingenting å snakke om, og nå vil jeg si de unge herskaper takk —» De hadde vært så ivrige med å snakke og høre etter, at de nesten ikke hadde lagt merke til hvordan de hadde gått, men nå var de plutselig i første etasje, like ved Albrechtsporten. Eiermann, en av storhertuginnens kammerlakeier, kom mot dem. Han hadde fiolett frakk og et smalt kinnskjegg. Han var sendt ut for å lete etter De Storhertugelige Høyheter. Alt på lang avstand ristet han på hodet og satte munnen ut som<noinclude><references/></noinclude> nc9xyvpjlmyl4dfrjajeqc5wjb215j5 333901 333860 2026-09-20T01:15:35Z Øystein Tvede 3938 333901 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>far, vår nådigste storhertug. Og så kommer han da, i sin fineste pynt, og er både kald og varm, for det er jo naturligvis ingen småting å stå foran Hans Kongelige Høyhet for første gang. Og lakeiene smiler av ham, for de kjenner seg jo hjemme her, og de bukserer ham inn i forværelset; han er jo litt forvirret, naturligvis, og så glemmer han ganske riktig å gi lakeiene drikkepenger. Men så kommer øyeblikket, adjutanten sier navnet hans og slipper ham inn i det værelset hvor storhertugen venter. Så står nykomlingen der og bukker og avleverer svarene sine, og storhertugen er så elskverdig å rekke ham hånden til farvel, og så går han baklengs og tenker at fløydørene åpner seg bak ham, slik som de har lovt ham. Men de åpner seg ikke, skal jeg si de unge herskaper, for lakeiene er ergerlige på ham fordi de ikke har fått drikkepenger, og rører ikke en finger. Men han tør ikke snu seg, det tør han ikke for sitt bare liv, for det ville værr en stor fornærmelse mot den høye herre om han snudde ryggen til ham. Derfor leter han bak seg med hånden etter dørhåndtaket og finner det ikke og blir helt vill, han krafser omkring på døren, og gudskjelov får han da fatt i håndtaket til slutt, men så er det en gammeldags klinke som han ikke skjønner seg på, så han famler og fingrer og holder på å få armen av ledd; til slutt er han så ute av seg av fortvilelse, at den nådige herre må lukke ham ut selv. Ja, det var den historien! Men det er jo ingenting å snakke om, og nå vil jeg si de unge herskaper takk —» De hadde vært så ivrige med å snakke og høre etter, at de nesten ikke hadde lagt merke til hvordan de hadde gått, men nå var de plutselig i første etasje, like ved Albrechtsporten. Eiermann, en av storhertuginnens kammerlakeier, kom mot dem. Han hadde fiolett frakk og et smalt kinnskjegg. Han var sendt ut for å lete etter De Storhertugelige Høyheter. Alt på lang avstand ristet han på hodet og satte munnen ut som<noinclude><references/></noinclude> 59leod9st1yor505om6g05ofpza0kjs 104 144017 333807 2026-09-19T23:47:21Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333807 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>en trakt, for å vise sin store beklagelse. Men da han fikk øye på skomaker Hinnerke som gikk ved siden av barna og klapret med paraplyen sin, mistet ansiktet hans hver antydning av uttrykk — han bare måpte. Det ble nesten ikke tid til å si takk og farvel, så travelt fikk Eiermann det med å få barna bort fra skomakermesteren og ta dem med seg. Med mørke antydninger fulgte han De Storhertugelige Høyheter opp i værelsene deres, til Madame fra Sveits. Hun himlet med øynene og slo hendene sammen over at de hadde vært så lenge borte og så slik ut på klærne. Det verste hendte — hun «så bedrøvet på dem». Men Klaus Heinrich klarte ikke å anlegge mer enn det absolutt nødvendigste skinn av sønderknuselse. Lakeiene, tenkte han. — «Hvor god og uskyldig du er!» smilte de, for de tok penger og lot leverandørene irre omkring i korridorene når de ikke fikk noe, og så holdt de varene tilbake, så det gikk ut over leverandørene, og åpnet ikke fløydøren, slik at de som hadde hatt audiens ble stående og krafse på døren. Slik gikk det for seg i slottet, og hvordan var det da ute i verden? Derute blant de menneskene som sto på avstand og stirret ærbødig på ham når han kjørte forbi og hilste? — Men hvordan kunne mannen understå seg til å fortelle ham det? Ikke en eneste gang hadde han kalt ham Storhertugelige Høyhet, han hadde gått løs på ham og krenket ham på det groveste. Men hvorfor var det likevel så forunderlig forlokkende å høre slikt som det om lakeiene? Hvorfor banket hjertet hans vilt av fryd fordi han hadde fått vite noe om disse rå og stygge tingene som de hadde skjult for ham fordi han hadde sitt «høye kall»?<noinclude><references/></noinclude> aiz71yhiw5qitixackknjrgzybp14pj 104 144018 333808 2026-09-19T23:49:38Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333808 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|{{sp|DOKTOR ÜBERBEIN}}}}}} Klaus Heinrich levde tre av sine gutteår sammen med noen jevnaldrende fra hoff- og landadelen på et internat, en slags fornem privatskole som minister von Knobelsdorff for hans skyld hadde innrettet på jaktslottet Fasaneriet. Dette slottet hadde vært i kronens eie i hundre år, og var den første stasjonen på en jernbane som gikk fra hovedstaden og i nordvestlig retning; navnet sitt hadde det fått fra en nærliggende «tam» fasangård som en nå avdød godseier hadde hatt. Slottet var en enetasjes kasseaktig bygning med spontak, lynavleder, stallbygninger og vognskjul, og det lå like i kanten av en stor granskog. Foran slottet sto en rekke ærverdige lindetrær, og derfrå hadde en utsikt over et vidstrakt englandskap, omgitt av blånende skoger og gjennomskåret av veier og stier; hist og her så en sportsplasser og innhegninger for hinderritt. Skrått overfor slottet lå et vertshus, en liten hage med store trær rundt, der det ble servert øl og kaffe. Verten var en sindig mann som het Staveniiter, og alle sommersøndager hadde han sin fulle hyre med å servere til alle som var på tur, særlig syklister. Elevene på Fasaneriet fikk bare lov til å gå dit når de hadde en lærer med seg. De var fem, foruten Klaus Heinrich; Trummerhauff, Gumplach, Platow, Prenzlau og Wehrzahn. Folk der omkring kalte dem gjerne «fasanene». En temmelig skrøpelig landauer, en gigg? en slede og et par ridehester sto til guttenes rådighet, og når jordene ble oversvømmet og frøs til om vinteren, kunne de gå på skøyter. De hadde en kokk, to kammerpiker,<noinclude><references/></noinclude> nrd7u60uyxv227llhq0a1vbbpk2gq94 104 144019 333809 2026-09-19T23:51:37Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333809 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>en kusk og to lakeier på slottet, og den ene kunne til nød gå litt på skøyter. Det var gymnasieprofessor Kürtchen, en liten, mistroisk og irritabel ungkar med rare manerer og en gammeldags ridderlighet, som ledet skolen. Han hadde grå, kortklipt bart, gullinnfattet lorgnett for de urolige, brune øynene, og ute gikk han alltid med en flosshatt som var skjøvet bak i nakken. Han pleide å skyve magen fram når han gikk, og trykke de små knyttnevene sine inn mot siden, som en langdistanseløper. Han behandlet Klaus Heinrich med en slags selvtilfreds takt, men var full av mistenksomhet når det gjaldt adelshovmotet hos de andre elevene, og ble fresende sint hvis han merket noen ringeakt fordi han var av borgerlig herkomst. Når de var ute og gikk tur, og det var folk i nærheten, yndet han å stille seg opp, samle elevene rundt seg og forklare dem et eller annet med høy røst mens han tegnet med stokken sin i sanden. Fru Amelung, en kapteinsenke som duftet intenst av hoffmannsdråper, og sto for husholdningen på slottet, kalte han «min nådige», og brystet seg av at han visste hvordan tiltalen var i høyere kretser. Som hjelpelærer hadde professor Kürtchen en yngre mann med doktorgrad — en munter, arbeidsglad, snakksom, men likevel litt svermerisk mann, som kanskje hadde større innflytelse på Klaus Heinrichs tenkesett og følelsesliv enn godt var. Dessuten hadde de en gymnastikklærer som het Zotte. Hjelpelæreren het Überbein, med fornavnet Raoul. Det som ellers trengtes av lærere, kom hver dag med toget fra hovedstaden. Klaus Heinrich la merke til at når det gjaldt rent praktiske ting, ble det stilt meget mindre fordringer til ham enn før. Rektor Droges rynkete pekefinger fulgte ikke lenger linjene, han hadde gjort sitt, og både under den muntlige og den skriftlige, undervisningen nyttet professor Kürtchen en-<noinclude><references/></noinclude> 0t2bydubtql4xudxsuzb7h9sb4kg9lr 104 144020 333810 2026-09-19T23:53:01Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333810 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hver leilighet til å legge sin takt for dagen. Like etter at skolen var begynt, ba han en dag, like etter frokost, Klaus Heinrich opp til seg i arbeidsværelset sitt, og sa: «Det strider mot alles interesse at Deres Storhertugelige Høyhet under våre felles, vitenskapelige øvelser blir tvunget til å svare på spørsmål som i øyeblikket ikke passer Dem. På den annen side er det ønskelig at Deres Storhertugelige Høyhet melder fra når De vil svare, ved å rekke hånden i været. Jeg ber derfor Deres Storhertugelige Høyhet om å orientere meg på den måten at når spørsmålet ikke passer Dem, rekker De armen ut i hele sin lengde, men når det er spørsmål som det kunne være Dem kjært å svare på, da løfter Deres Storhertugelige Høyhet armen bare halvt opp, og i rett vinkel.» Hva doktor Überbein angar; så fylte han skolerommet med en klingende veltalenhet som ofte hevet seg langt over det emnet de behandlet, uten likevel å tape det av syne. Han hadde ikke gjort noen som helst avtale med Klaus Heinrich, men spurte ham akkurat når det falt ham inn, liketil og gemyttlig, uten at det ble noen vanskeligheter. Og Klaus Heinrichs lite saklige svar så ut til å hensette ham i en voldsom begeistring. «Oho!» ropte han og kastet leende hodet tilbake —. «Å, Klaus Heinrich! O, prinseblod! O, uskyldstilstand! Uerfaren og uforberedt står De foran livets brutale problemer! Jaja, da må jeg, som har vært med på litt av hvert, prøve å greie floken ut for Dem.» Og så svarte han selv; han spurte aldri andre når Klaus Heinrich hadde svart galt. — De andre lærerne hadde en nokså pregløs, doserende måte å undervise på. Og gymnastikklærer Zotte hadde fra høyeste hold fått beskjed om alltid å ta hensyn til Klaus Heinrichs venstre hand i gymnastikktimene — slik at hverken prinsens egen eller de andre guttenes oppmerksomhet ble henledet på hans lille legemsfeil. Kroppsøvelsene innskrenket seg derfor til forskjellige slags<noinclude><references/></noinclude> m7ianmoydj748ab0whxbi1kzlpt7nso 333902 333810 2026-09-20T01:16:08Z Øystein Tvede 3938 333902 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hver leilighet til å legge sin takt for dagen. Like etter at skolen var begynt, ba han en dag, like etter frokost, Klaus Heinrich opp til seg i arbeidsværelset sitt, og sa: «Det strider mot alles interesse at Deres Storhertugelige Høyhet under våre felles, vitenskapelige øvelser blir tvunget til å svare på spørsmål som i øyeblikket ikke passer Dem. På den annen side er det ønskelig at Deres Storhertugelige Høyhet melder fra når De vil svare, ved å rekke hånden i været. Jeg ber derfor Deres Storhertugelige Høyhet om å orientere meg på den måten at når spørsmålet ikke passer Dem, rekker De armen ut i hele sin lengde, men når det er spørsmål som det kunne være Dem kjært å svare på, da løfter Deres Storhertugelige Høyhet armen bare halvt opp, og i rett vinkel.» Hva doktor Überbein angar; så fylte han skolerommet med en klingende veltalenhet som ofte hevet seg langt over det emnet de behandlet, uten likevel å tape det av syne. Han hadde ikke gjort noen som helst avtale med Klaus Heinrich, men spurte ham akkurat når det falt ham inn, liketil og gemyttlig, uten at det ble noen vanskeligheter. Og Klaus Heinrichs lite saklige svar så ut til å hensette ham i en voldsom begeistring. «Oho!» ropte han og kastet leende hodet tilbake —. «Å, Klaus Heinrich! O, prinseblod! O, uskyldstilstand! Uerfaren og uforberedt står De foran livets brutale problemer! Jaja, da må jeg, som har vært med på litt av hvert, prøve å greie floken ut for Dem.» Og så svarte han selv; han spurte aldri andre når Klaus Heinrich hadde svart galt. — De andre lærerne hadde en nokså pregløs, doserende måte å undervise på. Og gymnastikklærer Zotte hadde fra høyeste hold fått beskjed om alltid å ta hensyn til Klaus Heinrichs venstre hånd i gymnastikktimene — slik at hverken prinsens egen eller de andre guttenes oppmerksomhet ble henledet på hans lille legemsfeil. Kroppsøvelsene innskrenket seg derfor til forskjellige slags<noinclude><references/></noinclude> atmr9wxbujhoy7gxm3i26s0hoafj6vw 104 144021 333811 2026-09-19T23:54:18Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333811 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>løp, og i ridetimene, som også herr Zotte ledet, var det absolutt utelukket å være uvøren på noen måte. Klaus Heinrichs forhold til de fem kameratene kunne ikke egentlig kalles intimt, det ville aldri utvikle seg til noen virkelig fortrolighet. Han holdt seg for seg seiv, ble aldri en av dem — de var fem, han var én, prinsen, de fem og lærerne, det var skolen. — Det var flere ting som sto i veien for et umiddelbart vennskapsforhold. De andre fem var der på grunn av Klaus Heinrich, de hadde fått beskjed om å være hans kamera ter; de ble ikke spurt i timene når Klaus Heinrich hadde svart galt, og de måtte rette seg etter ham både i ride- og gymnastikktimene fordi han hadde en lyte. De fikk høre så meget om for en ære det var å leve sammen med ham at det ble rent for meget for dem. Riktignok var det noen av dem, Gumplach, von Platow og von Wehrzahn, sønner av mindre formuende landjunkere, som hele tiden var preget av at foreldrene hadde vært både henrykte og stolte over innbydelsen fra hoffet og alle de lykkønskningene som var strømmet inn fra alle kanter. Men grev Prenzlau, den tykke, rødhårete, fregnete gutten som alltid snakket så andpustent og het Bogumil til fornavn, var et skudd på en av de rikeste og fineste godseierfamiliene i landet, og var tilsvarende full av selvfølelse. Han visste meget vel at hans foreldre ikke godt hadde kunnet avslå innbydelsen fra baron von Knobelsdorff, men at det på ingen måte hadde betydd noen overveldende nåde for dem, og at han, grev Bogumil, hadde kunnet leve ganske annerledes flott og standsmessig på sin fars godser enn på Fasaneriet. Han syntes ridehestene var dårlige, landaueren elendig, giggen gammeldags, og han gren i stillhet på nesen over maten. Grev Dabogert Trummerhauff, en tynn, oppløpen gutt som så ut som en mynde og alltid snakket med hviskende stemme, holdt med ham i ett og alt. De hadde et ord seg imellom som skulle betegne hvor fine<noinclude><references/></noinclude> difxo91areayr89bb14hth7g1wmztce 333861 333811 2026-09-20T00:44:53Z Øystein Tvede 3938 333861 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>løp, og i ridetimene, som også herr Zotte ledet, var det absolutt utelukket å være uvøren på noen måte. Klaus Heinrichs forhold til de fem kameratene kunne ikke egentlig kalles intimt, det ville aldri utvikle seg til noen virkelig fortrolighet. Han holdt seg for seg selv, ble aldri en av dem — de var fem, han var én, prinsen, de fem og lærerne, det var skolen. — Det var flere ting som sto i veien for et umiddelbart vennskapsforhold. De andre fem var der på grunn av Klaus Heinrich, de hadde fått beskjed om å være hans kamera ter; de ble ikke spurt i timene når Klaus Heinrich hadde svart galt, og de måtte rette seg etter ham både i ride- og gymnastikktimene fordi han hadde en lyte. De fikk høre så meget om for en ære det var å leve sammen med ham at det ble rent for meget for dem. Riktignok var det noen av dem, Gumplach, von Platow og von Wehrzahn, sønner av mindre formuende landjunkere, som hele tiden var preget av at foreldrene hadde vært både henrykte og stolte over innbydelsen fra hoffet og alle de lykkønskningene som var strømmet inn fra alle kanter. Men grev Prenzlau, den tykke, rødhårete, fregnete gutten som alltid snakket så andpustent og het Bogumil til fornavn, var et skudd på en av de rikeste og fineste godseierfamiliene i landet, og var tilsvarende full av selvfølelse. Han visste meget vel at hans foreldre ikke godt hadde kunnet avslå innbydelsen fra baron von Knobelsdorff, men at det på ingen måte hadde betydd noen overveldende nåde for dem, og at han, grev Bogumil, hadde kunnet leve ganske annerledes flott og standsmessig på sin fars godser enn på Fasaneriet. Han syntes ridehestene var dårlige, landaueren elendig, giggen gammeldags, og han gren i stillhet på nesen over maten. Grev Dabogert Trummerhauff, en tynn, oppløpen gutt som så ut som en mynde og alltid snakket med hviskende stemme, holdt med ham i ett og alt. De hadde et ord seg imellom som skulle betegne hvor fine<noinclude><references/></noinclude> dl5brvrv5ejl3at4ap0somf9ymx1kuu 104 144022 333812 2026-09-19T23:55:40Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333812 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og aristokratiske de var, og som de stadig uttalte med en hånlig strupelyd, og det var «svineri». Det var svineri å bruke skjorter med løse krager; det var svineri å spille lawntennis i alminnelig antrekk. Klaus Heinrich kunne ikke komme seg til å bruke det ordet. Han hadde aldri visst før at det fantes skjorter med løse krager, eller at det gikk an å eie så mange dresser på en gang som Bogumil Prenzlau. Han hadde en gang ordet på tungen, men med det samme kom han på at han gikk med stoppete strømper. Han kjente seg lurvet ved siden av Prenzlau og klosset ved siden av Trummerhauff. Trummerhauff var som et rasedyr. Han hadde en lang, spiss nese med knivskarp rygg, fine vibrerendc nesevinger, blålige årer i de smale tinningene og små ører uten flipper. Fram av de vide, kulørte mansjettene med gullmansjettknapper i, stakk de forfinete damehendene med hvelvete negler, og rundt det ene handleddet hadde han et gullarmbånd. Han talte hviskende og med halvlukte øyne — nei, det var klart at Klaus Heinrich ikke kunne måle seg med Trummerhauff hva fornemhet angikk. Den høyre hånden hans var nokså bred, han hadde høye kinnben som alle andre mennesker, og han syntes han seiv bare var klumpet og stygg ved siden av Dagobert. Albrecht hadde kanskje bedre klart å si «svineri» sammen med fasanene. Klaus Heinrich for sin del var ingen aristokrat, det var opplagt. Hva med navnet hans, for eksempel? Klaus Heinrich, det het skomakersønnene rundt omkring, og herr Staveniiters barn der borte, som snøt seg i fingrene, de het som han, som hans bror og hans foreldre. Men de adelige het Bogumil og Dagobert ― ―. Klaus Heinrich sto ganske alene blant de fem. Han sluttet likevel ett vennskap på Fasaneriet, og det var med hjelpelæreren, doktor Überbein. Raoul Überbein var ikke noen vakker mann. Han hadde rødlig bart, grønnlig-blek ansiktsfarge, vannblå øyne, sparsomt, rødt hår, og stygge, ut-<noinclude><references/></noinclude> nprn2fyn41odfdenrkyuiv9abxz8414 333862 333812 2026-09-20T00:45:13Z Øystein Tvede 3938 333862 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og aristokratiske de var, og som de stadig uttalte med en hånlig strupelyd, og det var «svineri». Det var svineri å bruke skjorter med løse krager; det var svineri å spille lawntennis i alminnelig antrekk. Klaus Heinrich kunne ikke komme seg til å bruke det ordet. Han hadde aldri visst før at det fantes skjorter med løse krager, eller at det gikk an å eie så mange dresser på en gang som Bogumil Prenzlau. Han hadde en gang ordet på tungen, men med det samme kom han på at han gikk med stoppete strømper. Han kjente seg lurvet ved siden av Prenzlau og klosset ved siden av Trummerhauff. Trummerhauff var som et rasedyr. Han hadde en lang, spiss nese med knivskarp rygg, fine vibrerendc nesevinger, blålige årer i de smale tinningene og små ører uten flipper. Fram av de vide, kulørte mansjettene med gullmansjettknapper i, stakk de forfinete damehendene med hvelvete negler, og rundt det ene handleddet hadde han et gullarmbånd. Han talte hviskende og med halvlukte øyne — nei, det var klart at Klaus Heinrich ikke kunne måle seg med Trummerhauff hva fornemhet angikk. Den høyre hånden hans var nokså bred, han hadde høye kinnben som alle andre mennesker, og han syntes han selv bare var klumpet og stygg ved siden av Dagobert. Albrecht hadde kanskje bedre klart å si «svineri» sammen med fasanene. Klaus Heinrich for sin del var ingen aristokrat, det var opplagt. Hva med navnet hans, for eksempel? Klaus Heinrich, det het skomakersønnene rundt omkring, og herr Staveniiters barn der borte, som snøt seg i fingrene, de het som han, som hans bror og hans foreldre. Men de adelige het Bogumil og Dagobert ― ―. Klaus Heinrich sto ganske alene blant de fem. Han sluttet likevel ett vennskap på Fasaneriet, og det var med hjelpelæreren, doktor Überbein. Raoul Überbein var ikke noen vakker mann. Han hadde rødlig bart, grønnlig-blek ansiktsfarge, vannblå øyne, sparsomt, rødt hår, og stygge, ut-<noinclude><references/></noinclude> inwmq0qtis6fer6dn36ldf043hstric 333903 333862 2026-09-20T01:16:35Z Øystein Tvede 3938 333903 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og aristokratiske de var, og som de stadig uttalte med en hånlig strupelyd, og det var «svineri». Det var svineri å bruke skjorter med løse krager; det var svineri å spille lawntennis i alminnelig antrekk. Klaus Heinrich kunne ikke komme seg til å bruke det ordet. Han hadde aldri visst før at det fantes skjorter med løse krager, eller at det gikk an å eie så mange dresser på en gang som Bogumil Prenzlau. Han hadde en gang ordet på tungen, men med det samme kom han på at han gikk med stoppete strømper. Han kjente seg lurvet ved siden av Prenzlau og klosset ved siden av Trummerhauff. Trummerhauff var som et rasedyr. Han hadde en lang, spiss nese med knivskarp rygg, fine vibrerendc nesevinger, blålige årer i de smale tinningene og små ører uten flipper. Fram av de vide, kulørte mansjettene med gullmansjettknapper i, stakk de forfinete damehendene med hvelvete negler, og rundt det ene håndleddet hadde han et gullarmbånd. Han talte hviskende og med halvlukte øyne — nei, det var klart at Klaus Heinrich ikke kunne måle seg med Trummerhauff hva fornemhet angikk. Den høyre hånden hans var nokså bred, han hadde høye kinnben som alle andre mennesker, og han syntes han selv bare var klumpet og stygg ved siden av Dagobert. Albrecht hadde kanskje bedre klart å si «svineri» sammen med fasanene. Klaus Heinrich for sin del var ingen aristokrat, det var opplagt. Hva med navnet hans, for eksempel? Klaus Heinrich, det het skomakersønnene rundt omkring, og herr Staveniiters barn der borte, som snøt seg i fingrene, de het som han, som hans bror og hans foreldre. Men de adelige het Bogumil og Dagobert ― ―. Klaus Heinrich sto ganske alene blant de fem. Han sluttet likevel ett vennskap på Fasaneriet, og det var med hjelpelæreren, doktor Überbein. Raoul Überbein var ikke noen vakker mann. Han hadde rødlig bart, grønnlig-blek ansiktsfarge, vannblå øyne, sparsomt, rødt hår, og stygge, ut-<noinclude><references/></noinclude> if2uqutb6m2zlzjxug0rz8kjyw8zilx 104 144023 333813 2026-09-19T23:57:40Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333813 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stående ører som løp opp i en spiss. Men hendene hans var små og fine. Han gikk alltid med hvite slips, og det ga ham et visst festlig preg, skjønt han ellers var tarvelig nok kledd. Ute gikk han med ulster, og når han red — for doktor Überbein var en ypperlig rytter — hadde han en slitt bonjour med de lange skjøtene oppheftet med sikkerhetsnåler, trange bukser og høy hatt. Hva var det for slags trolldomsmakt han hadde over Klaus Heinrich? Den var nokså sammensatt. Det varte ikke lenge før alle på Fasaneriet visste at doktor Überbein en gang med fare for sitt eget liv hadde trukket et barn opp av en hengemyr, og hadde fått en redningsmedalje. Det gjorde inntrykk. Senere fikk de vite litt mer om doktor Überbeins liv, og Klaus Heinrich fikk også høre det. Han skulle være av temmelig skummel opprinnelse, og hadde ingen far. Hans mor var visstnok skuespillerinne og hadde sått barnet bort til fattige mennesker mot betaling; han hadde sultet som barn, derfor var han gusten og blek. Dette var jo aldeles utrolige ting, ja, ting som tankene knapt kunne fatte, og som doktor Überbein for øvrig selv hentydet til, for eksempel når de unge adelsknektene syntes at de kunne være uforskammet mot ham på grunn av hans dunkle herkomst. «Jyplinger og pappagutter!» sa han opphisset. «Jeg har vært nok ute i hardt vær til at jeg kan forlange en smule respekt av dere, unge hanekyllinger!» — Også dette, at doktor Überbein hadde vært ute i hardt vær, gjorde et veldig inntrykk på Klaus Heinrich. Men det som var særlig tiltrekkende ved doktoren, var det likeframme vesenet han hadde overfor Klaus Heinrich, den tonen han brukte overfor ham fra første dag, og som skilte ham helt ut fra alle andre mennesker. Han hadde ikke antydning av den stive reservertheten hos lakeiene, den bleke forferdelsen hos Madame, rektor Droges bukking og skraping eller professor Kürtchens selvbehagelige<noinclude><references/></noinclude> ltw79n7o6q872pi5cwjqr0hxqwgr1j8 333873 333813 2026-09-20T00:50:39Z Øystein Tvede 3938 333873 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stående ører som løp opp i en spiss. Men hendene hans var små og fine. Han gikk alltid med hvite slips, og det ga ham et visst festlig preg, skjønt han ellers var tarvelig nok kledd. Ute gikk han med ulster, og når han red — for doktor Überbein var en ypperlig rytter — hadde han en slitt bonjour med de lange skjøtene oppheftet med sikkerhetsnåler, trange bukser og høy hatt. Hva var det for slags trolldomsmakt han hadde over Klaus Heinrich? Den var nokså sammensatt. Det varte ikke lenge før alle på Fasaneriet visste at doktor Überbein en gang med fare for sitt eget liv hadde trukket et barn opp av en hengemyr, og hadde fått en redningsmedalje. Det gjorde inntrykk. Senere fikk de vite litt mer om doktor Überbeins liv, og Klaus Heinrich fikk også høre det. Han skulle være av temmelig skummel opprinnelse, og hadde ingen far. Hans mor var visstnok skuespillerinne og hadde satt barnet bort til fattige mennesker mot betaling; han hadde sultet som barn, derfor var han gusten og blek. Dette var jo aldeles utrolige ting, ja, ting som tankene knapt kunne fatte, og som doktor Überbein for øvrig selv hentydet til, for eksempel når de unge adelsknektene syntes at de kunne være uforskammet mot ham på grunn av hans dunkle herkomst. «Jyplinger og pappagutter!» sa han opphisset. «Jeg har vært nok ute i hardt vær til at jeg kan forlange en smule respekt av dere, unge hanekyllinger!» — Også dette, at doktor Überbein hadde vært ute i hardt vær, gjorde et veldig inntrykk på Klaus Heinrich. Men det som var særlig tiltrekkende ved doktoren, var det likeframme vesenet han hadde overfor Klaus Heinrich, den tonen han brukte overfor ham fra første dag, og som skilte ham helt ut fra alle andre mennesker. Han hadde ikke antydning av den stive reservertheten hos lakeiene, den bleke forferdelsen hos Madame, rektor Droges bukking og skraping eller professor Kürtchens selvbehagelige<noinclude><references/></noinclude> bx0odem05nwv9xc4ol2juvhc647c63w 104 144024 333814 2026-09-19T23:59:04Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333814 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hensynsfullhet; det var som om han var fullstendig uvitende om en fjerne, ærbødige, og likevel påtrengende måten folk pleide betrakte Klaus Heinrich på. Første skoledag forholdt han seg taus, og innskrenket seg til å ta elevene i øyesyn. Men senere nærmet han seg prinsen med en smilende og glad frimodighet, en frisk, faderlig kameratslighet som Klaus Heinrich aldri hadde opplevd maken til. Først ble han forvirret; han så forskrekket inn i doktorens grønnbleke ansikt. Men forvirringen smittet på ingen måte over på doktoren; tvert imot ble han bare mere hjertelig, pratsom og liketil, og det varte ikke lenge før Klaus Heinrich smeltet og ga seg over. For i doktor Überbeins vesen lå det ikke noe tarvelig eller noen lyst til å rive ned, ikke engang noen målbevisst trang til å oppdra. Han var ganske enkelt en overlegen mann som hadde vært ute i hardt vær, og på en taktfull og varmhjertet måte ville bringe Klaus Heinrich sin hyllest fordi han matte føre et helt annet liv; det lå både ømhet og anerkjennelse i det, foruten et oppriktig tilbud om kameratskap mellom to så forskjellige mennesker. Han kalte ham et par ganger «Deres Høyhet», deretter «prins», og til slutt ganske enkelt «Klaus Heinrich». Og dermed ble det. Når «fasanene» var ute og red, holdt de to seg foran de andre — doktoren på sin kraftige skimmel til venstre for Klaus Heinrich som red på en adstadig fuks — de travet av sted i sne og vissent løy, gjennom vårbløyte og i sommerhete, langs skogkanten, over markene, gjennom landsbyene, og doktor Überbein fortake om sitt liv. Raoul Überbein, det klang merkelig, hva? Det var ikke akkurat noen stil over det! Ja, Überbein hadde adoptivforeldrene hans hett; de var et par fattige, halvgamle mennesker — adoptivfaren hadde hatt en liten stilling i en bank. Og navnet hadde han lovlig rett til. Men at han ble kalt Raoul, det hadde vært det eneste hans mor hadde holdt på da hun hadde gitt adoptivfor-<noinclude><references/></noinclude> 40reldj2xmvwopidsw3tjlg9awwo9kj 104 144025 333815 2026-09-20T00:00:38Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333815 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>elrene betaling en gang for alle for hans übekvemme lille person — en bestemmelse som tydeligvis var utslag av en sentimental pietetsfølelse. Det var iallfall høyst sannsynlig at hans egentlige og rette far hadde hett Raoul, og forhåpentlig sto etternavnet i stil med det. For øvrig hadde det vært temmelig lettsindig av pleieforeldrene å ta til seg et barn, for der i huset var det jevnlig smalhans, og sannsynligvis hadde de gjort det fordi de hadde det sa trangt at pengene hadde fristet dem. Han hadde bare hatt den nødtørftigste skolegang, men han hadde vært freidig nok til å vise hvem han var, han hadde holdt seg litt fram, og ettersom han gjerne ville bli lærer, hadde han fått et stipendium så han kunne gå på lærerskolen. Og der hadde han tatt eksamen, med utmerkelse forresten, for det hadde vært meget om å gjøre for ham å greie det fint, og så var han blitt ansatt som folkeskolelærer, med en skikkelig lønn, så han hadde kunnet vise sin takknemlighet mot sine hederlige gamle pleieforeldre ved å understøtte dem til de døde omtrent samtidig. Fred med deres støv! Der hadde han da stått, ganske alene i verden, et ulykkesbarn fra fødselen, fattig som en kirkerotte og fra naturens hand utstyrt med et grønnlig fjes og et par spisse hundeører, til å innsmigre seg hos folk med. Hyggelige vilkår, ikke sant? Men slike vilkår hadde sine fordeler, det var sikkert. En fattig barndom, ensom og gledeløs, og så måtte han alltid henge i — det ble en senet og mager av, det var ingen dans på roser, men på den måten klarte en å gå forbi både den ene og den andre. Når en kaldt og klart var innstilt på å gjøre sitt ytterste, da viste det seg også hva en dudde til! Tenk for en fordel en hadde framfor dem som ikke behøvde å gjøre annet enn å tenne seg en sigar om morgenen! På den tiden da Raoul Überbein slet som hardest for å komme seg fram, hadde han en gang sittet ved sykesengen til en av sine små skitne elever i en stue som ikke ak-<noinclude><references/></noinclude> 7rekiim66x9hznkpmax4omwtx60bfcr 333904 333815 2026-09-20T01:17:00Z Øystein Tvede 3938 333904 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>elrene betaling en gang for alle for hans übekvemme lille person — en bestemmelse som tydeligvis var utslag av en sentimental pietetsfølelse. Det var iallfall høyst sannsynlig at hans egentlige og rette far hadde hett Raoul, og forhåpentlig sto etternavnet i stil med det. For øvrig hadde det vært temmelig lettsindig av pleieforeldrene å ta til seg et barn, for der i huset var det jevnlig smalhans, og sannsynligvis hadde de gjort det fordi de hadde det sa trangt at pengene hadde fristet dem. Han hadde bare hatt den nødtørftigste skolegang, men han hadde vært freidig nok til å vise hvem han var, han hadde holdt seg litt fram, og ettersom han gjerne ville bli lærer, hadde han fått et stipendium så han kunne gå på lærerskolen. Og der hadde han tatt eksamen, med utmerkelse forresten, for det hadde vært meget om å gjøre for ham å greie det fint, og så var han blitt ansatt som folkeskolelærer, med en skikkelig lønn, så han hadde kunnet vise sin takknemlighet mot sine hederlige gamle pleieforeldre ved å understøtte dem til de døde omtrent samtidig. Fred med deres støv! Der hadde han da stått, ganske alene i verden, et ulykkesbarn fra fødselen, fattig som en kirkerotte og fra naturens hånd utstyrt med et grønnlig fjes og et par spisse hundeører, til å innsmigre seg hos folk med. Hyggelige vilkår, ikke sant? Men slike vilkår hadde sine fordeler, det var sikkert. En fattig barndom, ensom og gledeløs, og så måtte han alltid henge i — det ble en senet og mager av, det var ingen dans på roser, men på den måten klarte en å gå forbi både den ene og den andre. Når en kaldt og klart var innstilt på å gjøre sitt ytterste, da viste det seg også hva en dudde til! Tenk for en fordel en hadde framfor dem som ikke behøvde å gjøre annet enn å tenne seg en sigar om morgenen! På den tiden da Raoul Überbein slet som hardest for å komme seg fram, hadde han en gang sittet ved sykesengen til en av sine små skitne elever i en stue som ikke ak-<noinclude><references/></noinclude> tuor0neiwl0yl2ukbayrwuhhqafp90x 104 144026 333816 2026-09-20T00:02:14Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333816 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>kurat duftet av blomster, og der var han blitt kjent med en ung mann — flere år eldre enn han seiv, men han hadde det omtrent på samme måte, og han var også et ulykkesbarn fra fødselen, for så vidt som han var jøde. Klaus Heinrich kjente ham — ja, en kunne si at han var blitt kjent med ham under ganske intime forhold. Sammet het han, doktor med. Han hadde tilfeldigvis vært til stede på Grimmburg da Klaus Heinrich ble født, og noen år etter hadde han nedsatt seg som barnelege i hovedstaden. Han var altså en venn av Überbein den dag i dag, og de hadde hatt mangen god prat om skjebnens veier. Pokker også, de hadde vært ute i hardt vær, begge to! Hva Überbein angikk, så tenkte han med oppriktig glede tilbake på den tiden han hadde vært folkeskolelærer. Han hadde ikke bare innskrenket seg til undervisningen i timene, han hadde hatt moro av å bli mer personlig kjent med de små røverne og få en titt inn i hjemmene og det ikke alltid så idylliske familielivet; det var ofte godt til å få forstand av. Og det skal være sikkert, at hadde han ikke visst noe om livets skyggeside før, så hadde han rikelig anledning til det da. Men for øvrig hadde han ikke holdt opp med å arbeide for seg seiv, han hadde gitt privatundervisning til tykke rikmannsbarn og spent livremmen enda mer inn for å kunne kjøpe seg bøker — hadde brukt de stille nattetimene til å studere. Og en dag hadde han da tatt eksamen med utmerkelse og var gått over til latinskolen. Egentlig hadde det gjort ham vondt å si farvel til de små røverne sine; men slik var det nå gått. Og så hadde det laget seg slik at han var blitt utpekt til hjelpelærer på Fasaneriet, selv om han var et ulykkesbarn fra fødselen ― ― Alt dette fortake doktor Überbein, og Klaus Heinrich ble varm om hjertet mens han hørte på. Han kjente også den samme ringeakten for dem som ikke behøvde å gjøre annet enn å tenne seg en sigar om morgenen. Han kjente både<noinclude><references/></noinclude> kfopfnqdmudam8pwq8fijkcc0ilrsr6 333863 333816 2026-09-20T00:45:38Z Øystein Tvede 3938 333863 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>kurat duftet av blomster, og der var han blitt kjent med en ung mann — flere år eldre enn han selv, men han hadde det omtrent på samme måte, og han var også et ulykkesbarn fra fødselen, for så vidt som han var jøde. Klaus Heinrich kjente ham — ja, en kunne si at han var blitt kjent med ham under ganske intime forhold. Sammet het han, doktor med. Han hadde tilfeldigvis vært til stede på Grimmburg da Klaus Heinrich ble født, og noen år etter hadde han nedsatt seg som barnelege i hovedstaden. Han var altså en venn av Überbein den dag i dag, og de hadde hatt mangen god prat om skjebnens veier. Pokker også, de hadde vært ute i hardt vær, begge to! Hva Überbein angikk, så tenkte han med oppriktig glede tilbake på den tiden han hadde vært folkeskolelærer. Han hadde ikke bare innskrenket seg til undervisningen i timene, han hadde hatt moro av å bli mer personlig kjent med de små røverne og få en titt inn i hjemmene og det ikke alltid så idylliske familielivet; det var ofte godt til å få forstand av. Og det skal være sikkert, at hadde han ikke visst noe om livets skyggeside før, så hadde han rikelig anledning til det da. Men for øvrig hadde han ikke holdt opp med å arbeide for seg selv, han hadde gitt privatundervisning til tykke rikmannsbarn og spent livremmen enda mer inn for å kunne kjøpe seg bøker — hadde brukt de stille nattetimene til å studere. Og en dag hadde han da tatt eksamen med utmerkelse og var gått over til latinskolen. Egentlig hadde det gjort ham vondt å si farvel til de små røverne sine; men slik var det nå gått. Og så hadde det laget seg slik at han var blitt utpekt til hjelpelærer på Fasaneriet, selv om han var et ulykkesbarn fra fødselen ― ― Alt dette fortake doktor Überbein, og Klaus Heinrich ble varm om hjertet mens han hørte på. Han kjente også den samme ringeakten for dem som ikke behøvde å gjøre annet enn å tenne seg en sigar om morgenen. Han kjente både<noinclude><references/></noinclude> lgae3ujffmsgeiew6ky2vyz92ri0n8f 104 144027 333817 2026-09-20T00:04:15Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333817 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>angst og fryd etterhvert som doktor Überbein fortalte på sin muntre og litt skcytende måte om hvor vondt han hadde hatt det, hvor glad han hadde vært i «de små røverne», hva han hadde sett av «livets skyggeside», og han syntes nesten han hadde vært med på det selv når doktoren fortalte om sin slitsomme løpebane, helt fra moren betalte for ham og til han ble lærer ved latinskolen. Han kjente det som om han også på en måte kunne snakke med om det å kjempe mot livets gjenvordigheter. En svakhet kom opp i ham, han fikk lyst til å åpne seg og fortelle litt om hva han hadde opplevd i sitt femtenårige liv. Men det merkelige var at doktor Überbein bestemt satte en stopper for slikt. «Nei, nei, Klaus Heinrich,» sa han. «Hold opp med det der. Ingen utgydelser, om jeg må be! Det er ikke så å forstå, at jeg ikke vet at De har litt av hvert å fortelle meg — det visste jeg etter at jeg hadde holdt øye med Dem en halv dag. Men De misforstår meg helt hvis De tror at jeg har tenkt å forlede Dem til å kaste Dem om halsen på meg og gråte. For det første ville De før eller siden komme til å angre på det. Og for det andre er gleden ved å åpne seg for et annet menneske noe som det overhodet ikke kan bli tale om for et menneske i Deres stilling ― ―. Om jeg skravler om meg og mitt, det gjør ingenting. Hva er jeg? En hjelpelærer. Noe helt alminnelig menneske er jeg riktignok ikke, men noe så rent utenfor det vanlige er jeg jo heller ikke. Et enkeltindivid med bestemte egenskaper. Men De? Hva er De? Det er vanskeligere ― ―. La oss kalle det et innbegrep, et slags ideal. Et symbol, Klaus Heinrich, og derfor blir tilværelsen for Dem først og fremst ''formell''. Men form og umiddelbarhet — forstår De ikke at de to tingene ikke går sammen? Den ene utelukker den andre. De har ingen rett til å vise fortrolighet, og hvis De forsøkte på det, så ville De selv kjenne at det ikke passet for Dem. De ville føle at<noinclude><references/></noinclude> cfvav8naburea0043na9jyq3e7xnbg4 104 144028 333818 2026-09-20T00:05:48Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333818 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>det var usmakelig og ikke på sin plass. De må være rakrygget, Klaus Heinrich —» Klaus Heinrich hilste smilende med ridepisken. Og smilende red de videre. En annen gang sa doktor Überbein henkastet: «Popularitet er en overfladisk, men storslått og omfattende form for fortrolighet.» Mer sa han ikke om det. Om sommeren sått de av og til sammen i den tomme vertshushagen under den store formiddagspausen, eller de gikk og spaserte over jordene der «fasanene» boltret seg, og hadde en liten rast med limonade hos herr Stavenuter som smilende tørket av den ru bordplaten og selv kom med limonaden. De måtte trykke glasskorkene gjennom flaskehalsen: «Ren vare!» sa Stavenuter. «Fin-fine saker. Ikke noe skvip, Deres Storhertugelige Høyhet, og De, herr doktor, men sukret natursaft som jeg kan anbefale med god samvittighet!» Og så fikk han barna sine til å synge, for å gjøre ære på de besøkende. Han hadde tre, to piker og en gutt, og de kunne synge trestemmig. De sto litt på avstand, under de frodige grønne kastanjene og sang folkeviser; og etterpå snøt de seg i fingrene. En gang sang de en sang som begynte slik: «Mennesker er vi alle», og doktor Überbein kom med noen misfornøyde ytringer over dette nummeret i programmet. «En dum vise,» sa han og bøyde seg sidelengs bort mot Klaus Heinrich. «En riktig banal vise. Tarvelig var den, Klaus Heinrich. og jeg håper De ikke likte den.» Senere, da barna var ferdige med å synge, kom han på ny tilbake til denne visen og sa rent ut at den var «noe tøv». «Mennesker er vi alle,» gjentok han, «Gud bevares, det er sant nok. Men kanskje man må få lov til å gjøre oppmerksom på at de merkeligste av oss nettopp er dem som stadig gir grunn til å understreke denne sannheten ― ―. Jeg skal si Dem,» sa han, mens han la seg tilbake, la det ene benet over det andre og strøk den røde barten sin<noinclude><references/></noinclude> lco2k6d1atgazcjez2oc3szvy1rsc32 333874 333818 2026-09-20T00:51:05Z Øystein Tvede 3938 333874 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>det var usmakelig og ikke på sin plass. De må være rakrygget, Klaus Heinrich —» Klaus Heinrich hilste smilende med ridepisken. Og smilende red de videre. En annen gang sa doktor Überbein henkastet: «Popularitet er en overfladisk, men storslått og omfattende form for fortrolighet.» Mer sa han ikke om det. Om sommeren satt de av og til sammen i den tomme vertshushagen under den store formiddagspausen, eller de gikk og spaserte over jordene der «fasanene» boltret seg, og hadde en liten rast med limonade hos herr Stavenuter som smilende tørket av den ru bordplaten og selv kom med limonaden. De måtte trykke glasskorkene gjennom flaskehalsen: «Ren vare!» sa Stavenuter. «Fin-fine saker. Ikke noe skvip, Deres Storhertugelige Høyhet, og De, herr doktor, men sukret natursaft som jeg kan anbefale med god samvittighet!» Og så fikk han barna sine til å synge, for å gjøre ære på de besøkende. Han hadde tre, to piker og en gutt, og de kunne synge trestemmig. De sto litt på avstand, under de frodige grønne kastanjene og sang folkeviser; og etterpå snøt de seg i fingrene. En gang sang de en sang som begynte slik: «Mennesker er vi alle», og doktor Überbein kom med noen misfornøyde ytringer over dette nummeret i programmet. «En dum vise,» sa han og bøyde seg sidelengs bort mot Klaus Heinrich. «En riktig banal vise. Tarvelig var den, Klaus Heinrich. og jeg håper De ikke likte den.» Senere, da barna var ferdige med å synge, kom han på ny tilbake til denne visen og sa rent ut at den var «noe tøv». «Mennesker er vi alle,» gjentok han, «Gud bevares, det er sant nok. Men kanskje man må få lov til å gjøre oppmerksom på at de merkeligste av oss nettopp er dem som stadig gir grunn til å understreke denne sannheten ― ―. Jeg skal si Dem,» sa han, mens han la seg tilbake, la det ene benet over det andre og strøk den røde barten sin<noinclude><references/></noinclude> 3j072tnh36u0diy4oeyqe4905wnto20 104 144029 333819 2026-09-20T00:07:18Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333819 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>nedenfra, «jeg skal si Dem, Klaus Heinrich, et menneske som har visse åndelige behov, kan aldri la være i denne hverdagslige verden å lete etter det ualminnelige og elske det, hvor og hvordan det enn viser seg, — og da rna han ergre seg over en slik tarvelig vise, en slik godfjottet fornektelse av det ualminnelige, enten det nå er det storslåtte eller det elendige ― ―. Snakker jeg bare for meg seiv? Sludder! Jeg er bare en hjelpelærer. Men Gud må vite hva det er som spøker i kroppen på meg — jeg kan ikke kjenne noen tilfredsstillelse i å betone at vi i grunnen er hjelpelærere allesammen. Jeg elsker det ualminnelige i alle former og alle betydninger, jeg elsker dem som bærer unntagelsens stempel i sitt hjerte, de som er merket, som på en eller annen måte er fremmede, og som folk stirrer på med tåpelige miner — jeg ønsker dem lykke til med den lodd de har fått i livet, og jeg ønsker ''ikke'' at de skal slå seg til ro med de tarvelige og lunkne sannhetsordene vi nettopp fikk høre trestemmig ― ―. Hvorfor er jeg blitt lærer for Dem, Klaus Heinrich? Jeg er en sigøyner, jeg har strevet meg fram, men jeg er den fødte bohem likevel. Det skulle jo ikke se ut som om jeg hadde noen særlige forutsetninger for å bli fyrstetjener. Hvorfor ble jeg da oppriktig glad da jeg fikk denne stillingen som lønn for mitt strev, jeg som er et ulykkesbarn fra fødselen av? Jo, Klaus Heinrich, fordi jeg i Deres form for tilværelse ser et av de tydeligste eksempler nettopp på det ualminnelige. Jeg er blitt lærer for Dem, fordi jeg vil holde bevisstheten om det levende hos Dem. Avstengthet, etikette, forpliktelse, fasthet, holdning, form — den som lever i det skulle ikke ha rett til å forakte? Han skulle bare være hen vist til menneskelighet og gemyttlighet? Nei, kom, la oss gå, Klaus Heinrich, hvis De ikke har noe imot det. Det er noen taktløse små slyngler. disse barna til Stavenuter.» — Klaus Heinrich lo; han ga barna noen små slanter, og så gikk de.<noinclude><references/></noinclude> 23wpr0yx7ojukty6beou6nf5ws33hv1 333820 333819 2026-09-20T00:07:39Z Øystein Tvede 3938 333820 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>nedenfra, «jeg skal si Dem, Klaus Heinrich, et menneske som har visse åndelige behov, kan aldri la være i denne hverdagslige verden å lete etter det ualminnelige og elske det, hvor og hvordan det enn viser seg, — og da rna han ergre seg over en slik tarvelig vise, en slik godfjottet fornektelse av det ualminnelige, enten det nå er det storslåtte eller det elendige ― ―. Snakker jeg bare for meg selv? Sludder! Jeg er bare en hjelpelærer. Men Gud må vite hva det er som spøker i kroppen på meg — jeg kan ikke kjenne noen tilfredsstillelse i å betone at vi i grunnen er hjelpelærere allesammen. Jeg elsker det ualminnelige i alle former og alle betydninger, jeg elsker dem som bærer unntagelsens stempel i sitt hjerte, de som er merket, som på en eller annen måte er fremmede, og som folk stirrer på med tåpelige miner — jeg ønsker dem lykke til med den lodd de har fått i livet, og jeg ønsker ''ikke'' at de skal slå seg til ro med de tarvelige og lunkne sannhetsordene vi nettopp fikk høre trestemmig ― ―. Hvorfor er jeg blitt lærer for Dem, Klaus Heinrich? Jeg er en sigøyner, jeg har strevet meg fram, men jeg er den fødte bohem likevel. Det skulle jo ikke se ut som om jeg hadde noen særlige forutsetninger for å bli fyrstetjener. Hvorfor ble jeg da oppriktig glad da jeg fikk denne stillingen som lønn for mitt strev, jeg som er et ulykkesbarn fra fødselen av? Jo, Klaus Heinrich, fordi jeg i Deres form for tilværelse ser et av de tydeligste eksempler nettopp på det ualminnelige. Jeg er blitt lærer for Dem, fordi jeg vil holde bevisstheten om det levende hos Dem. Avstengthet, etikette, forpliktelse, fasthet, holdning, form — den som lever i det skulle ikke ha rett til å forakte? Han skulle bare være hen vist til menneskelighet og gemyttlighet? Nei, kom, la oss gå, Klaus Heinrich, hvis De ikke har noe imot det. Det er noen taktløse små slyngler. disse barna til Stavenuter.» — Klaus Heinrich lo; han ga barna noen små slanter, og så gikk de.<noinclude><references/></noinclude> lcy2qoxdg4360krvm5vjksdgfixm3qd 104 144030 333821 2026-09-20T00:09:29Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333821 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> «Jaja,» sa doktor Überbein en dag da han og Klaus Heinrich gikk og spaserte sammen — det var blitt en viss avstand mellom de to og de fem «fasanene» — «nå for tiden er det sannelig ikke lett å få utløsning for sin trang til å dyrke storheten. Hvor er det store? Jeg bare spør. Men bortsett fra all egentlig storhet, så finnes det jo alltid utvalte og ensomme former for tilværelse som vi værsågod skal kjenne den ømmeste deltagelse for. Forresten er storheten sterk, den går i kragestøvler og trenger ikke noen åndelig hyllest. Men høyheten er rørende — den er, pokker ta meg, det mest rørende i verden.» Et par ganger om året dro alle «fasanene» til hovedstaden for å overvære oppførelsen av klassiske operaer og dramaer i det storhertugelige hoffteater; Klaus Heinrichs fødselsdag ble gjerne feiret med et slikt teaterbesøk. Da satt han rolig i den svungne armstolen innenfor fløyelsbrystvernet til den røde hofflosjen; taket på losjen hvilte på hodene til to kvinnelige skulpturer med korslagte hender og tomme, strenge ansikter. Klaus Heinrich sått der og så på hvordan skjebnen utviklet seg for prinsene på scenen, samtidig som han holdt stand mot kikkertene som stadig ble rettet mot ham, også midt under spillet. Professor Kürtchen satt på venstre side av ham og doktor Überbein satt i en sidelosje med «fasanene». En gang hørte de «Tryllefløyten» og på toget på hjemveien fikk doktor Überbein dem til å le allesammen fordi han hermet etter sangerne når rollen tvang dem til å slå over i prosadialog. «Han er en prins!» sa han salvesesfullt og svarte seg selv i en slepende og syngende messetone: «Han er mer enn det; han er et menneske!» Selv professor Kurtchen moret seg så han breket av latter. Men dagen etter, under en privattime i Klaus Heinrichs arbeidsværelse med det runde mahognibordet, det hvite taket og den greske torsoen på kakkelovnen, gjentok doktor Überbein parodien, og sa: «Herregud, det der<noinclude><references/></noinclude> admwemlrzzypfww0p6z59kbiqf1m7js 333875 333821 2026-09-20T00:51:34Z Øystein Tvede 3938 333875 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> «Jaja,» sa doktor Überbein en dag da han og Klaus Heinrich gikk og spaserte sammen — det var blitt en viss avstand mellom de to og de fem «fasanene» — «nå for tiden er det sannelig ikke lett å få utløsning for sin trang til å dyrke storheten. Hvor er det store? Jeg bare spør. Men bortsett fra all egentlig storhet, så finnes det jo alltid utvalte og ensomme former for tilværelse som vi værsågod skal kjenne den ømmeste deltagelse for. Forresten er storheten sterk, den går i kragestøvler og trenger ikke noen åndelig hyllest. Men høyheten er rørende — den er, pokker ta meg, det mest rørende i verden.» Et par ganger om året dro alle «fasanene» til hovedstaden for å overvære oppførelsen av klassiske operaer og dramaer i det storhertugelige hoffteater; Klaus Heinrichs fødselsdag ble gjerne feiret med et slikt teaterbesøk. Da satt han rolig i den svungne armstolen innenfor fløyelsbrystvernet til den røde hofflosjen; taket på losjen hvilte på hodene til to kvinnelige skulpturer med korslagte hender og tomme, strenge ansikter. Klaus Heinrich satt der og så på hvordan skjebnen utviklet seg for prinsene på scenen, samtidig som han holdt stand mot kikkertene som stadig ble rettet mot ham, også midt under spillet. Professor Kürtchen satt på venstre side av ham og doktor Überbein satt i en sidelosje med «fasanene». En gang hørte de «Tryllefløyten» og på toget på hjemveien fikk doktor Überbein dem til å le allesammen fordi han hermet etter sangerne når rollen tvang dem til å slå over i prosadialog. «Han er en prins!» sa han salvesesfullt og svarte seg selv i en slepende og syngende messetone: «Han er mer enn det; han er et menneske!» Selv professor Kurtchen moret seg så han breket av latter. Men dagen etter, under en privattime i Klaus Heinrichs arbeidsværelse med det runde mahognibordet, det hvite taket og den greske torsoen på kakkelovnen, gjentok doktor Überbein parodien, og sa: «Herregud, det der<noinclude><references/></noinclude> i452ot1eqc7tw3tamf9onci99xzacl0 104 144031 333822 2026-09-20T00:10:44Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333822 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>var en gang noe nytt, det var et budskap, en forbløffende sannhet! — Det finnes paradokser som har stått så lenge på hodet at en må stille dem på benene igjen for å få noe dristig ut av dem. «Han er et menneske. Han er mer enn det —» Det er faktisk distigere, det er vakrere, det er tilmed mer sant —. Det omvendte er ren menneskekjærlighet, men jeg er ikke noe særlig for menneskekjærlighet; tvertimot, det er meg en fryd å snakke foraktelig om denslags. På sett og vis bør man være av dem som sier: «De er også mennesker, når det kommer til stykket,» — ellers er man kjedelig som en hjelpelærer. Jeg kan, Gud hjelpe meg, ikke av et oppriktig hjerte ønske en alminnelig, gemyttlig utjevning av alle konflikter, og principe uorno-iiguren er meg rent ut sagt motbydelig. Jeg håper De heller ikke føler Dem særlig tiltalt av den, Klaus Heinrich? — De forstår, det har til alle tider vært fyrster og andre høystående personer som uanfektet har levd sitt unntagelsesliv, enfoldig uvitende om sin egen verdighet. Ja, de har kanhende tilmed fornektet den og vært istand til å stå i skjorte-ermer og spille kegler med alminnelige borgere uten å kjenne at noe krymper seg i dem. Men de er temmelig likegyldige, for alt som mangler ånd er likegyldig. For ånden : Klaus Heinrich, anden er det som egentlig skaper verdigheten. anden er all human gemyttlighets erkefiende og fornemme motstander. «Mer enn det?» Nei! Å representere, å stå som et uttrykk for mange, ja, være et opphøyet og edelt uttrykk for den store masse, — representere er selvsagt noe mer og høyere enn bare å være enkeltindivid, Klaus Heinrich, — derfor blir De kalt Høyhet —» Slik snakket doktor Überbein, høyt, hjertelig og liketil, og det han sa, virket kanskje mer på Klaus Heinrichs tenkesett og livsanskuelse enn godt var. Han var 15—16 år gammel, så han var fullt istand til, om ikke akkurat å sluke slike idéer rå, så iallfall å tilegne seg det vesentlige av dem. Hoved-<noinclude><references/></noinclude> 23pgxf2jjmtajw3ksowd8d8f9qoara1 333910 333822 2026-09-20T01:22:21Z Øystein Tvede 3938 333910 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>var en gang noe nytt, det var et budskap, en forbløffende sannhet! — Det finnes paradokser som har stått så lenge på hodet at en må stille dem på benene igjen for å få noe dristig ut av dem. «Han er et menneske. Han er mer enn det —» Det er faktisk distigere, det er vakrere, det er tilmed mer sant —. Det omvendte er ren menneskekjærlighet, men jeg er ikke noe særlig for menneskekjærlighet; tvertimot, det er meg en fryd å snakke foraktelig om denslags. På sett og vis bør man være av dem som sier: «De er også mennesker, når det kommer til stykket,» — ellers er man kjedelig som en hjelpelærer. Jeg kan, Gud hjelpe meg, ikke av et oppriktig hjerte ønske en alminnelig, gemyttlig utjevning av alle konflikter, og ''principe uomo''-figuren er meg rent ut sagt motbydelig. Jeg håper De heller ikke føler Dem særlig tiltalt av den, Klaus Heinrich? — De forstår, det har til alle tider vært fyrster og andre høystående personer som uanfektet har levd sitt unntagelsesliv, enfoldig uvitende om sin egen verdighet. Ja, de har kanhende tilmed fornektet den og vært istand til å stå i skjorte-ermer og spille kegler med alminnelige borgere uten å kjenne at noe krymper seg i dem. Men de er temmelig likegyldige, for alt som mangler ånd er likegyldig. For ånden : Klaus Heinrich, anden er det som egentlig skaper verdigheten. anden er all human gemyttlighets erkefiende og fornemme motstander. «Mer enn det?» Nei! Å representere, å stå som et uttrykk for mange, ja, være et opphøyet og edelt uttrykk for den store masse, — representere er selvsagt noe mer og høyere enn bare å være enkeltindivid, Klaus Heinrich, — derfor blir De kalt Høyhet —» Slik snakket doktor Überbein, høyt, hjertelig og liketil, og det han sa, virket kanskje mer på Klaus Heinrichs tenkesett og livsanskuelse enn godt var. Han var 15—16 år gammel, så han var fullt istand til, om ikke akkurat å sluke slike idéer rå, så iallfall å tilegne seg det vesentlige av dem. Hoved-<noinclude><references/></noinclude> 9re77rif3xgrmwqziplg9ui4qgh54tk 104 144032 333823 2026-09-20T00:12:05Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333823 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>saken var at alt dette som doktor Überbein prekte og doserte, ble understøttet av hans egen personlighet. Når rektor Dröge, som bukket for lakeiene, formante Klaus Heinrich til å tenke på sitt «høye kall», så var det ikke annet enn en gammel, forslitt talemåte som skulle gi de praktiske fordringene han stilte til Klaus Heinrich litt mer ettertrykk, men som igrunnen var uten indre mening. Men når doktor Überbein, som var et ulykkesbarn fra fødselen som han sa, og hadde et grønnlig fjes fordi han hadde sultet, når denne mannen, som hadde dradd et barn opp av hengemyren og vært ute i hardt vær, når han, som ikke bare lot være å bukke for lakeiene, men tilmed nå og da brølte et eller annet til dem, og uten videre fra tredje dagen hadde kalt Klaus Heinrich ved fornavn, — når han med et faderlig smil bemerket at Klaus Heinrich «vandret på menneskehetens høyder» (han brukte gjerne denne vendingen), så var det noe nytt og dristig ved det som så å si fant gjenklang i ens innerste hjerte. Når Klaus Heinrich sått og hørte på doktor Überbein fortelle friskt og opprømt om alt han hadde opplevd og hva han hadde estt av «livets skyggesider», så hadde han samme følelsen som da han gikk på oppdagelsesferder i slottet, sammen med Ditlind; og at denne mannen, som kunne fortelle slik og som skjebnen hadde kastet hit og dit, ikke anla et fjernt og ærbødig vesen overfor ham, slik som de andre, men trass i at han ga Klaus Heinrich sin hyllest på en fri og hjertelig måte, samtidig viste ham at han betraktet ham som en kamerat i kampen mot skjebnen, det varmet Klaus Heinreichs hjerte, fylte ham med en usigelig takknemlighet og ble til en tryllemakt som for alltid bandt ham til denne læreren ― ― Kort etter at Klaus Heinreich var blitt 16 år — Albrecht, arvestorhertugen, var alt reist til syden på grunn av sin helse — ble han og de fem «fasanene» konfirmert i hoffkirken. «Ilbudet» fortalte om det uten å gjøre noen sensasjon<noinclude><references/></noinclude> q4cp56vwcvnkr67dg4wa06d8tagplxg 333876 333823 2026-09-20T00:52:05Z Øystein Tvede 3938 333876 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>saken var at alt dette som doktor Überbein prekte og doserte, ble understøttet av hans egen personlighet. Når rektor Dröge, som bukket for lakeiene, formante Klaus Heinrich til å tenke på sitt «høye kall», så var det ikke annet enn en gammel, forslitt talemåte som skulle gi de praktiske fordringene han stilte til Klaus Heinrich litt mer ettertrykk, men som igrunnen var uten indre mening. Men når doktor Überbein, som var et ulykkesbarn fra fødselen som han sa, og hadde et grønnlig fjes fordi han hadde sultet, når denne mannen, som hadde dradd et barn opp av hengemyren og vært ute i hardt vær, når han, som ikke bare lot være å bukke for lakeiene, men tilmed nå og da brølte et eller annet til dem, og uten videre fra tredje dagen hadde kalt Klaus Heinrich ved fornavn, — når han med et faderlig smil bemerket at Klaus Heinrich «vandret på menneskehetens høyder» (han brukte gjerne denne vendingen), så var det noe nytt og dristig ved det som så å si fant gjenklang i ens innerste hjerte. Når Klaus Heinrich satt og hørte på doktor Überbein fortelle friskt og opprømt om alt han hadde opplevd og hva han hadde estt av «livets skyggesider», så hadde han samme følelsen som da han gikk på oppdagelsesferder i slottet, sammen med Ditlind; og at denne mannen, som kunne fortelle slik og som skjebnen hadde kastet hit og dit, ikke anla et fjernt og ærbødig vesen overfor ham, slik som de andre, men trass i at han ga Klaus Heinrich sin hyllest på en fri og hjertelig måte, samtidig viste ham at han betraktet ham som en kamerat i kampen mot skjebnen, det varmet Klaus Heinreichs hjerte, fylte ham med en usigelig takknemlighet og ble til en tryllemakt som for alltid bandt ham til denne læreren ― ― Kort etter at Klaus Heinreich var blitt 16 år — Albrecht, arvestorhertugen, var alt reist til syden på grunn av sin helse — ble han og de fem «fasanene» konfirmert i hoffkirken. «Ilbudet» fortalte om det uten å gjøre noen sensasjon<noinclude><references/></noinclude> r8ck81deohoqzrsbcv4pg08somak821 104 144033 333824 2026-09-20T00:13:26Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333824 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>av det. Hoffpredikanten, domine Wislizenus, talte over et emne fra feibelen som også denne gangen storhertugen hadde valt ut, og Klaus Heinrich ble utnevnt til løytnant, skjønt han ikke hadde ringeste greie på militære saker ― ―. Alt håndgripelig forsvant mer og mer ut av hans tilværelse. Derfor ble også konfirmasjonsforberedelsene uten noen særlig betydning for ham, og etterpå vendte han tilbake til Fasaneriet og levde som før med lærerne og de andre elevene. Først et år senere sa han farvel til det gammeldagse, enkle skoleværelset med torsoen på kakkelovnen; skolen ble oppløst, og niens de fem andre gikk over i kadettkorpset, vendte Klaus Heinrich tilbake til Det Gamle Slottet i byen, fordi herr von Knobelsdorff var blitt enig med storhertugen om at han skulle gå i øverste klasse i gymnasiet. Det var en vel overveid og fornuftig bestemmelse, men den førte igrunnen ikke store forandringer med seg. Professor Kiirtchen var vendt tilbake til skolen og underviste som før Klaus Heinrich i flere fag; i klassen var han enda ivrigere enn på internatskolen etter å legge sin takt for dagen. Det viste seg tilmed at han hadde forklart de andre lærerne de to måtene Klaus Heinrich skulle rekke hånden i været på. Hva doktor Überbein angikk, så var han også vendt tilbake til gymnasiet, men han var ikke nådd så langt på sin merkelige løpebane at han underviste i øverste klasse. Men på Klaus Heinrichs sterke, ja innstendige ønske, som han selvfølgelig ikke kunne komme med direkte til storhertugen, men som den velvillige von Knobelsdorff hadde meddelt ham, var doktor Überbein blitt anmodet om å hjelpe Klaus Heinrich med hjemmearbeidene, så han kom til slottet hver dag, brølte til lakeiene, og hadde fremdeles full anledning til å innvirke på prinsen med sine muntre og svermeriske utgytelser. Dette at læreren fremdeles hadde en kraftig innflytelse på ham, gjorde kanskje sitt til at Klaus Heinrich kom til å stå<noinclude><references/></noinclude> 5ve0446voyb1ydmvxiy06oz1r6fiv7o 333825 333824 2026-09-20T00:13:54Z Øystein Tvede 3938 333825 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>av det. Hoffpredikanten, domine Wislizenus, talte over et emne fra bibelen som også denne gangen storhertugen hadde valt ut, og Klaus Heinrich ble utnevnt til løytnant, skjønt han ikke hadde ringeste greie på militære saker ― ―. Alt håndgripelig forsvant mer og mer ut av hans tilværelse. Derfor ble også konfirmasjonsforberedelsene uten noen særlig betydning for ham, og etterpå vendte han tilbake til Fasaneriet og levde som før med lærerne og de andre elevene. Først et år senere sa han farvel til det gammeldagse, enkle skoleværelset med torsoen på kakkelovnen; skolen ble oppløst, og niens de fem andre gikk over i kadettkorpset, vendte Klaus Heinrich tilbake til Det Gamle Slottet i byen, fordi herr von Knobelsdorff var blitt enig med storhertugen om at han skulle gå i øverste klasse i gymnasiet. Det var en vel overveid og fornuftig bestemmelse, men den førte igrunnen ikke store forandringer med seg. Professor Kiirtchen var vendt tilbake til skolen og underviste som før Klaus Heinrich i flere fag; i klassen var han enda ivrigere enn på internatskolen etter å legge sin takt for dagen. Det viste seg tilmed at han hadde forklart de andre lærerne de to måtene Klaus Heinrich skulle rekke hånden i været på. Hva doktor Überbein angikk, så var han også vendt tilbake til gymnasiet, men han var ikke nådd så langt på sin merkelige løpebane at han underviste i øverste klasse. Men på Klaus Heinrichs sterke, ja innstendige ønske, som han selvfølgelig ikke kunne komme med direkte til storhertugen, men som den velvillige von Knobelsdorff hadde meddelt ham, var doktor Überbein blitt anmodet om å hjelpe Klaus Heinrich med hjemmearbeidene, så han kom til slottet hver dag, brølte til lakeiene, og hadde fremdeles full anledning til å innvirke på prinsen med sine muntre og svermeriske utgytelser. Dette at læreren fremdeles hadde en kraftig innflytelse på ham, gjorde kanskje sitt til at Klaus Heinrich kom til å stå<noinclude><references/></noinclude> 0e92e2tcvad0iqqqdn5s6793rqstixm 104 144034 333826 2026-09-20T00:15:29Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333826 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>i et enda fjernere forhold til de unge menneskene som han delte den slitte skolebenken med, enn til de fem «fasanene», og for så vidt ble den fornuftige hensikten med dette året slett ikke oppnådd. I frikvarterene var elevene både sommer og vinter ute på den store, hellelagte plassen, og da hadde han jo anledning til å bli bedre kjent med de andre. Men disse pausene, som de fleste brukte til å more seg i, var meget mer anstrengende enn skoletimene. I de første månedene ble det naturligvis til at alle bare gikk og glodde på ham — og det var ikke lett for ham, for her hadde han jo ikke det å støtte seg til at han var på et annet og høyere plan enn de; han gikk på samme stenbrolegning som de, og alle slo seg sammen om å stirre på ham. De minste var tankeløse nok til bare å stille seg opp og måpe, mens de eldre sirklet rundt ham og kastet stjålne blikk. ― ― Etterhvert ga det seg jo litt, men hvordan det nå var eller ikke — noe videre kameratskap mellom Klaus Heinrich og de andre ville det liksom ikke bli. Han gikk gjerne på høyre side av den læreren som inspiserte, og spaserte frem og tilbake med en skokk av nyfikne gutter omkring seg. Eller det hendte at han sto og snakket med klassen sin. Et vakkert syn! Han støttet seg i nesten sittende stilling mot det smale framspringet på den blanke teglstensmuren, med den ene foten i kors over den andre og venstre hand trykket inn mot hoften, nesten bak på ryggen, mens de femten skolekameratene sto i en halvsirkel foran ham. Det var bare femten iår, for under siste oppflytting hadde de funnet ut at ingen måtte flytte opp i den klassen som på grunn av sin herkomst eller sine personlige egenskaper ikke egnet seg til å være duskamerat med Klaus Heinrich i et helt år. For det var bestemt at de skulle være dus. Klaus Heinrich snakket til en av dem, som var gått et par skritt fram og bukket og bukket hver gang han svarte. «Er du ferdig med den tyske stilen til onsdag?»<noinclude><references/></noinclude> kwd5qjtv3wkm9srrxi0ukqx6ggq672i 333905 333826 2026-09-20T01:17:37Z Øystein Tvede 3938 333905 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>i et enda fjernere forhold til de unge menneskene som han delte den slitte skolebenken med, enn til de fem «fasanene», og for så vidt ble den fornuftige hensikten med dette året slett ikke oppnådd. I frikvarterene var elevene både sommer og vinter ute på den store, hellelagte plassen, og da hadde han jo anledning til å bli bedre kjent med de andre. Men disse pausene, som de fleste brukte til å more seg i, var meget mer anstrengende enn skoletimene. I de første månedene ble det naturligvis til at alle bare gikk og glodde på ham — og det var ikke lett for ham, for her hadde han jo ikke det å støtte seg til at han var på et annet og høyere plan enn de; han gikk på samme stenbrolegning som de, og alle slo seg sammen om å stirre på ham. De minste var tankeløse nok til bare å stille seg opp og måpe, mens de eldre sirklet rundt ham og kastet stjålne blikk. ― ― Etterhvert ga det seg jo litt, men hvordan det nå var eller ikke — noe videre kameratskap mellom Klaus Heinrich og de andre ville det liksom ikke bli. Han gikk gjerne på høyre side av den læreren som inspiserte, og spaserte frem og tilbake med en skokk av nyfikne gutter omkring seg. Eller det hendte at han sto og snakket med klassen sin. Et vakkert syn! Han støttet seg i nesten sittende stilling mot det smale framspringet på den blanke teglstensmuren, med den ene foten i kors over den andre og venstre hånd trykket inn mot hoften, nesten bak på ryggen, mens de femten skolekameratene sto i en halvsirkel foran ham. Det var bare femten iår, for under siste oppflytting hadde de funnet ut at ingen måtte flytte opp i den klassen som på grunn av sin herkomst eller sine personlige egenskaper ikke egnet seg til å være duskamerat med Klaus Heinrich i et helt år. For det var bestemt at de skulle være dus. Klaus Heinrich snakket til en av dem, som var gått et par skritt fram og bukket og bukket hver gang han svarte. «Er du ferdig med den tyske stilen til onsdag?»<noinclude><references/></noinclude> a0i2h76k9v92qe2i72e8o6h9laaui0c 104 144035 333827 2026-09-20T00:17:22Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333827 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> «Nei, prins Klaus Heinrich, ikke helt, slutten mangler ennå.» «Den var vanskelig, synes jeg. Jeg aner ikke hva jeg skal skrive.» «Å, det klarer De — det klarer du nok fint!» «Nei, den var vanskelig. — Og du som har fått én i aritmetikk, da!» «Ja, prins Klaus Heinrich, jeg var heldig.» «Nei, det er fordi du er flink. Jeg kommer aldri til å forstå noe av det.» Munterhet og bifall i gutteflokken. Klaus Heinrich vendte seg til en annen gutt, og den første trakk seg fort tilbake. Alle var klar over at det ikke først og fremst dreide seg om tysk stil og aritmetikk, men om å holde en samtale gående, om å ha den rette holdningen og tonen, tre fram og tilbake, kort sagt sørge for at en vanskelig og ømtålig situasjon ble avviklet pent og ordentlig. Det var kanskje bevisstheten om det som fikk alle til å smile. Av og til, når Klaus Heinrich hadde klassen stående slik foran seg, kunne han for eksempel si: «Professor Nicolovius ser nesten ut som en ugle.» Da ble det stor jubel i flokken. De slo seg helt løs på dette tegnet, de fektet og skrek: «Hoho!» i kor, med stemmer som nettopp var ferdige med stemmeskiftningen, og en av dem sa ved en slik anledning at Klaus Heinrich var en «gøyal kar». Men Klaus Heinrich sa ikke ofte slike ting, han sa dem bare når han så smilene visne og forsvinne fra ansiktene som etterhvert stivnet i kjedsomhet og utålmodighet; han sa dem for å få stemningen opp, og var halvt nysgjerrig og halvt forskrekket over den korte henrykkelsen han utløste. Det var ikke Anselm Schickedanz som hadde kalt ham en «gøyal fyr» — men likevel var det han som hadde fått Klaus Heinrich til å sammenligne professor Nicolovius med<noinclude><references/></noinclude> fwq1mpn20fdze06kaumx8orir49i31z 104 144036 333828 2026-09-20T00:18:31Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333828 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>en ugle. Anselm Schickedanz hadde riktignok ledd med de andre, ikke egentlig på noen anerkjennende måte, men omtrent som om han ville si: «Å, herregud!» Han var mørk, smal om livet og hadde overalt ord for å være en pokkers kar. Det var en utmerket tone i øverste gymnasieklasse dette året. Guttene hadde fra forskjellige kanter uttrykkelig fått innprentet at det forpliktet å gå i samme klasse som Klaus Heinrich, og Klaus Heinrich var ikke den som lurte dem til a glemme det. Men at Anselm Schickedanz var en pokkers kar, hadde han likevel fått høre atskillige ganger, og når Klaus Heinrich så på ham, var det med en slags frydefull trang til å tro det han hadde hørt, skjønt det var mystisk og dunkelt hvordan han egentlig hadde fått dette ordet på seg. Klaus Heinrich forhørte seg underhånden, oppfanget litt hist og litt her, og prøvde på forskjellige måter å få greie på hva det var som var så «pokkers» med Schickedanz. Noe sikkert fikk han aldri vite. Svarene han fikk var hatefulle og begeistrete om hverandre; de fylte ham med en forestilling om en slags vill sjarm, en ufattelig, sprudlende menneskelighet som alle fikk se uten han — og denne tanken var som en smerte. En av dem sa likefram om Anselm Schickedanz — og kom til å bruke det forbudte tiltaleordet: «Ja, Deres Høyhet, ham skulle De se når De ikke er her!» Aldri skulle Klaus Heinrich få se ham når han seiv ikke var der, aldri komme ham nær, aldri komme til å kjenne ham. Han så stjålent på ham når han sto med de andre i en halvsirkel foran seg og smilte anstrengt. De var alltid på vakt overfor Klaus Heinrich; han visste godt at det var hans eget vesen som var skyld i det, og aldri skulle han få se hvordan Schickedanz var, hvordan han tedde seg når han var seg selv. Det var som en slags skinnsyke, et gnagende, brennende savn ― ― På denne tiden hendte det noe pinlig, ja, anstøtelig, som<noinclude><references/></noinclude> cr6dcp5yil120j9hndfn9rx65pjigdu 333864 333828 2026-09-20T00:46:15Z Øystein Tvede 3938 333864 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>en ugle. Anselm Schickedanz hadde riktignok ledd med de andre, ikke egentlig på noen anerkjennende måte, men omtrent som om han ville si: «Å, herregud!» Han var mørk, smal om livet og hadde overalt ord for å være en pokkers kar. Det var en utmerket tone i øverste gymnasieklasse dette året. Guttene hadde fra forskjellige kanter uttrykkelig fått innprentet at det forpliktet å gå i samme klasse som Klaus Heinrich, og Klaus Heinrich var ikke den som lurte dem til a glemme det. Men at Anselm Schickedanz var en pokkers kar, hadde han likevel fått høre atskillige ganger, og når Klaus Heinrich så på ham, var det med en slags frydefull trang til å tro det han hadde hørt, skjønt det var mystisk og dunkelt hvordan han egentlig hadde fått dette ordet på seg. Klaus Heinrich forhørte seg underhånden, oppfanget litt hist og litt her, og prøvde på forskjellige måter å få greie på hva det var som var så «pokkers» med Schickedanz. Noe sikkert fikk han aldri vite. Svarene han fikk var hatefulle og begeistrete om hverandre; de fylte ham med en forestilling om en slags vill sjarm, en ufattelig, sprudlende menneskelighet som alle fikk se uten han — og denne tanken var som en smerte. En av dem sa likefram om Anselm Schickedanz — og kom til å bruke det forbudte tiltaleordet: «Ja, Deres Høyhet, ham skulle De se når De ikke er her!» Aldri skulle Klaus Heinrich få se ham når han selv ikke var der, aldri komme ham nær, aldri komme til å kjenne ham. Han så stjålent på ham når han sto med de andre i en halvsirkel foran seg og smilte anstrengt. De var alltid på vakt overfor Klaus Heinrich; han visste godt at det var hans eget vesen som var skyld i det, og aldri skulle han få se hvordan Schickedanz var, hvordan han tedde seg når han var seg selv. Det var som en slags skinnsyke, et gnagende, brennende savn ― ― På denne tiden hendte det noe pinlig, ja, anstøtelig, som<noinclude><references/></noinclude> bfk21bsfemfoczv5i8jcpul00pw0x8p 333881 333864 2026-09-20T00:56:54Z Øystein Tvede 3938 333881 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>en ugle. Anselm Schickedanz hadde riktignok ledd med de andre, ikke egentlig på noen anerkjennende måte, men omtrent som om han ville si: «Å, herregud!» Han var mørk, smal om livet og hadde overalt ord for å være en pokkers kar. Det var en utmerket tone i øverste gymnasieklasse dette året. Guttene hadde fra forskjellige kanter uttrykkelig fått innprentet at det forpliktet å gå i samme klasse som Klaus Heinrich, og Klaus Heinrich var ikke den som lurte dem til å glemme det. Men at Anselm Schickedanz var en pokkers kar, hadde han likevel fått høre atskillige ganger, og når Klaus Heinrich så på ham, var det med en slags frydefull trang til å tro det han hadde hørt, skjønt det var mystisk og dunkelt hvordan han egentlig hadde fått dette ordet på seg. Klaus Heinrich forhørte seg underhånden, oppfanget litt hist og litt her, og prøvde på forskjellige måter å få greie på hva det var som var så «pokkers» med Schickedanz. Noe sikkert fikk han aldri vite. Svarene han fikk var hatefulle og begeistrete om hverandre; de fylte ham med en forestilling om en slags vill sjarm, en ufattelig, sprudlende menneskelighet som alle fikk se uten han — og denne tanken var som en smerte. En av dem sa likefram om Anselm Schickedanz — og kom til å bruke det forbudte tiltaleordet: «Ja, Deres Høyhet, ham skulle De se når De ikke er her!» Aldri skulle Klaus Heinrich få se ham når han selv ikke var der, aldri komme ham nær, aldri komme til å kjenne ham. Han så stjålent på ham når han sto med de andre i en halvsirkel foran seg og smilte anstrengt. De var alltid på vakt overfor Klaus Heinrich; han visste godt at det var hans eget vesen som var skyld i det, og aldri skulle han få se hvordan Schickedanz var, hvordan han tedde seg når han var seg selv. Det var som en slags skinnsyke, et gnagende, brennende savn ― ― På denne tiden hendte det noe pinlig, ja, anstøtelig, som<noinclude><references/></noinclude> b488405i2c8wxwhoiouxhi27sta8rtu 104 144037 333829 2026-09-20T00:20:17Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333829 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>storhertugparet ikke fikk vite noe om, fordi doktor Überbein holdt tett med det, det ble omtrent ikke nevnt ute i byen heller, for alle som hadde skyld i det, kjente seg skamfulle og tidde stille med det. Vi sikter til den kjedelige episoden som inntraff på årets borgerball, der Klaus Heinrich var til stede, og som særlig en frøken Unschlitt, datter av en formuende såpekoker, var innblandet i. Borgerballet var en stående foreteelse i hovedstadens selskapsliv, en offisiell men likevel helt åpen fest som byen hver vinter ga på hotellet «Zum Bürgergarten», et stort og nylig utvidet etablissement i den sørlige bydelen. På dette ballet fikk de borgerlige kretser anledning til å komme i selskapelig kontakt med hoffet. Alle visste at Johann Albrecht 111 aldri hadde hatt sans for denne sivile og gemyttlige festen, hvor han måtte åpne polonesen med borgermesterens frue; han kom i svart bonjour, og pleide å trekke seg tilbake så fort det gikk an. Desto hyggeligere syntes publikum det var da storhertugens sønn nummer to viste seg på ballet dette året, skjønt han slett ikke var forpliktet til det; det het seg tilmed at det var etter hans eget, uttrykkelige ønske. Herr von Knobelsdorff skulle ha overbrakt hans innstendige ønske til storhertuginnen som igjen hadde fått utvirket sin gemals samtykke ― ― ― I det ytre løp festen av ganske som ellers. Deres Høyheter prinsesse Katharina i farget silkekjole og en liten kapot-hatt, fulgt av sine rødhårete barn, prins Lambert med sin vakre gemalinne, Johann Albrecht og Dorothea med prins Klaus Heinrich kom kjørende til hotellet og ble i vestibyen mottatt av bystyremedlemmene, som hadde lange ordensbånd flagrende på frakken. Diverse ministre, adjutanter i sivil, damer og herrer fra hoffet, godseiere og andre som pleide å være de førende i selskapslivet, var til stede. I den store hvite salen ble først en rekke personer presentert for det stor-<noinclude><references/></noinclude> 5ikpzdocoz0bd1cp9l7y6c6khcoo33s 104 144038 333830 2026-09-20T00:22:15Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333830 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hertugelige par, som så åpnet ballet til tonene av orkesteret oppe på balustraden, Johann Albrecht med borgermesterens frue, Dorothea med borgermesteren. Senere, da polonesen gikk over til runddans, stemningen steg, kinnene glødet, og festrusen fikk sinnene til å bølge i lengsel, smerte og lyst, da sto de høye herskaper slik som de alltid pleide å stå ved slike anledninger — de stilte seg opp ved den øverste kortveggen, under balustraden, og sto der alene, med et nådig og nedlatende smil på ansiktet. Nå og da henvendte Johann Albrecht seg til en eller annen høytstående herre, eller Dorothea til en dame. De som ble tiltalt, trådte raskt fram, men holdt seg samtidig på ærbødig avstand, og sto med hodet litt bøyd og halvt på skakke, mens de nikket, ristet på hodet eller 10, alt etter som det passet, svarte ivrig, innstendig, og med et alvor og en lidenskap som om de gikk fullstendig opp i dette øyeblikket, og var i en stemning som hevet dem ut over hverdagslivet. I en halvsirkel omkring dem sto en skare nysgjerrige, ennå andpustne etter dansen, og betraktet dette meningsløse skuespillet med en anstrengt mine som kom av at de smilte med opptrukne øyenbryn. Klaus Heinrich var gjenstand for atskillig oppmerksomhet. Sammen med de to rødhårete fetterne som alt var gått inn i hæren, men i dag var i sivil, holdt han seg litt bak sine foreldre; han hvilte tyngden på det ene benet og holdt venstre hand halvt bak på ryggen, mens han vendte høyre side mot publikum. «Ilbudet» hadde sendt en journalist til festen, og han sto i en krok og gjorde notater om prinsen. Man så hvordan prinsen rakte den hvitbehanskete høyre hånden til sin lærer, doktor Überbein med den rødlige barten og det grønne ansiktet; doktor Überbein kom slentrende langs rekken av nysgjerrige, og prinsen gikk tilmed et stykke ut i salen for å møte ham. Doktoren som hadde store mansjettknapper i skjortebrystet,<noinclude><references/></noinclude> brrgzmvmkzvlh18ixfyn7fzt71jmnqp 333906 333830 2026-09-20T01:18:13Z Øystein Tvede 3938 333906 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hertugelige par, som så åpnet ballet til tonene av orkesteret oppe på balustraden, Johann Albrecht med borgermesterens frue, Dorothea med borgermesteren. Senere, da polonesen gikk over til runddans, stemningen steg, kinnene glødet, og festrusen fikk sinnene til å bølge i lengsel, smerte og lyst, da sto de høye herskaper slik som de alltid pleide å stå ved slike anledninger — de stilte seg opp ved den øverste kortveggen, under balustraden, og sto der alene, med et nådig og nedlatende smil på ansiktet. Nå og da henvendte Johann Albrecht seg til en eller annen høytstående herre, eller Dorothea til en dame. De som ble tiltalt, trådte raskt fram, men holdt seg samtidig på ærbødig avstand, og sto med hodet litt bøyd og halvt på skakke, mens de nikket, ristet på hodet eller 10, alt etter som det passet, svarte ivrig, innstendig, og med et alvor og en lidenskap som om de gikk fullstendig opp i dette øyeblikket, og var i en stemning som hevet dem ut over hverdagslivet. I en halvsirkel omkring dem sto en skare nysgjerrige, ennå andpustne etter dansen, og betraktet dette meningsløse skuespillet med en anstrengt mine som kom av at de smilte med opptrukne øyenbryn. Klaus Heinrich var gjenstand for atskillig oppmerksomhet. Sammen med de to rødhårete fetterne som alt var gått inn i hæren, men i dag var i sivil, holdt han seg litt bak sine foreldre; han hvilte tyngden på det ene benet og holdt venstre hånd halvt bak på ryggen, mens han vendte høyre side mot publikum. «Ilbudet» hadde sendt en journalist til festen, og han sto i en krok og gjorde notater om prinsen. Man så hvordan prinsen rakte den hvitbehanskete høyre hånden til sin lærer, doktor Überbein med den rødlige barten og det grønne ansiktet; doktor Überbein kom slentrende langs rekken av nysgjerrige, og prinsen gikk tilmed et stykke ut i salen for å møte ham. Doktoren som hadde store mansjettknapper i skjortebrystet,<noinclude><references/></noinclude> dugdr6ottc1qz5477o9tgiixra9bnfy 104 144039 333831 2026-09-20T00:23:54Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333831 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>bukket nok, da Klaus Heinrich rakte ham hånden, men begynte øyeblikkelig å snakke til ham på sin freidige og faderlige måte. Først så det ut som om prinsen sa nei til et eller annet, og samtidig lot han litt brydd. Og så hørte mange at doktor Überbein utbrøt: «Nei, for noe tøv, Klaus Heinrich, — hvorfor har De lært det da? Hvorfor lærte Madame fra Sveits Dem disse tingene alt da De var ganske liten? Jeg begriper ikke hva De går på ball etter, når De ikke vil danse! Nå skal De bli kjent med noen i en-to-tre!» Og mens han fortsatte å snakke på samme måten, forestilte han prinsen for fire-fem unge piker som han uten videre tok ved hånden. De sank mot gulvet i en dyp hilsen og rettet seg opp igjen, den ene etter den andre, mens de bet seg i underleppen av anstrengelse. Klaus Heinrich sto med hælene slått sammen, og sa: «Det gleder meg — det gleder meg meget —» Til en av dem sa han tilmed: «Det er et morsomt ball, ikke sant, frøken?» «Jo, Deres Høyhet, vi har det svært morsomt —,» svarte hun med høy, kvitrende stemme. Hun var en høy og litt grovbygd, borgerlig pike i hvit mollkjole og med en blond frisyre som var lagt i en stor polstret valk rundt det vakre ansiktet, en gullkjede om den bare halsen der nøklebenene stakk skarpt fram, og store, hvite hender i halvhansker. Hun la til: «Nå kommer kvadriljen. Vil ikke Deres Storhertugelige Høyhet være med?» «Jeg vet ikke —,» sa han. «Jeg vet sannelig ikke —.» Han så seg om. De holdt virkelig på å stille seg opp og danne karréer, de ropte til hverandre og ordnet seg. Men musikken hadde ikke spilt opp ennå. Klaus Heinrich forhørte seg hos fetterne. Jo, de skulle være med, de sto alt med hver sin dame ved hånden. De så at Klaus Heinrich gikk bort til den røde damaskstolen der hans mor satt; han nærmet seg bakfra og hvisket<noinclude><references/></noinclude> 32pzdgbu12yjxytrn1m8rw34fypb4kb 104 144040 333832 2026-09-20T00:25:28Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333832 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>noe til henne; hun snudde på det stolte, vakre hodet og lot spørsmålet gå videre til storhertugen som nikket. Og så var det mange som smilte da de så hvordan prinsen i gutteaktig iver styrtet av sted for ikke å gå glipp av begynnelsen. Journalisten sto med notisboken i den ene hånden og blyanten i den andre og bøyde seg fram fr a kroken sin, mens han stirret spent for å få se hvem prinsen ville engasjere. Det var den store blonde med nøklebenene og de store hvite hendene, frøken Unschlitt, datter av såpekokeren. Hun var blitt stående der hvor Klaus Heinrich var gått fra henne. «Er De der ennå?» spurte han andpusten. «Får jeg lov til å engasjere Dem? Kom!» Alle hadde stilt seg opp, så de irret litt omkring og fant ingen plass. En rosettprydet herre tok et par unge mennesker i skulderen, og fikk dem til å gå fra plassen sin under lysekronen, forat Hans Storhertugelige Høyhet og frøken Unschlitt kunne komme i stedet. Musikken hadde ventet litt med å spille opp, men nå satte den i, og Klaus Heinrich svingte seg med de andre. Dørene til siderommene sto åpne. I det ene kunne en se det store bordet med blomstervaser, punsjeboller og svære smørbrødfat. Dansen gikk der inne også; to karréer hadde stilt opp og danset der. I de andre rommene sto det border med hvit duk, men de var foreløpig tomme. Klaus Heinrich trådte ut og inn i dansen, han smilte inn i fremmede ansikter, strakte hånden ut og tok andre hender, og stadig fikk han de store, hvite hendene som tilhørte hans dame; han la den høyre hånden rundt den smidige, hvite midjen hennes mens han trykket den venstre, som også hadde en liten hanske på, mot hoften. De lo og snakket mens de svingte seg rundt. Klaus Heinrich gjorde en feil, kom ut av det, laget forvirring i kjeden og ble stående hjelpeløs, uten å vite hvor han skulle hen. «De må hjelpe meg tilrette,» sa<noinclude><references/></noinclude> 3b6z922ly5ugv8u1ey3edyj1kj6pt95 333882 333832 2026-09-20T00:57:18Z Øystein Tvede 3938 333882 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>noe til henne; hun snudde på det stolte, vakre hodet og lot spørsmålet gå videre til storhertugen som nikket. Og så var det mange som smilte da de så hvordan prinsen i gutteaktig iver styrtet av sted for ikke å gå glipp av begynnelsen. Journalisten sto med notisboken i den ene hånden og blyanten i den andre og bøyde seg fram fra kroken sin, mens han stirret spent for å få se hvem prinsen ville engasjere. Det var den store blonde med nøklebenene og de store hvite hendene, frøken Unschlitt, datter av såpekokeren. Hun var blitt stående der hvor Klaus Heinrich var gått fra henne. «Er De der ennå?» spurte han andpusten. «Får jeg lov til å engasjere Dem? Kom!» Alle hadde stilt seg opp, så de irret litt omkring og fant ingen plass. En rosettprydet herre tok et par unge mennesker i skulderen, og fikk dem til å gå fra plassen sin under lysekronen, forat Hans Storhertugelige Høyhet og frøken Unschlitt kunne komme i stedet. Musikken hadde ventet litt med å spille opp, men nå satte den i, og Klaus Heinrich svingte seg med de andre. Dørene til siderommene sto åpne. I det ene kunne en se det store bordet med blomstervaser, punsjeboller og svære smørbrødfat. Dansen gikk der inne også; to karréer hadde stilt opp og danset der. I de andre rommene sto det border med hvit duk, men de var foreløpig tomme. Klaus Heinrich trådte ut og inn i dansen, han smilte inn i fremmede ansikter, strakte hånden ut og tok andre hender, og stadig fikk han de store, hvite hendene som tilhørte hans dame; han la den høyre hånden rundt den smidige, hvite midjen hennes mens han trykket den venstre, som også hadde en liten hanske på, mot hoften. De lo og snakket mens de svingte seg rundt. Klaus Heinrich gjorde en feil, kom ut av det, laget forvirring i kjeden og ble stående hjelpeløs, uten å vite hvor han skulle hen. «De må hjelpe meg tilrette,» sa<noinclude><references/></noinclude> qh7eg6e8y7z54j362ey39xas7cqkptv 104 144041 333833 2026-09-20T00:27:28Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333833 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>han i virvaret. «Jeg ødelegger jo alt sammen! Bare gi meg et puff!» De andre tok etter hvert mot til seg og viste ham til rette, kommanderte ham hit og dit, la tilmed en hånd på skulderen hans og skjøv ham litt når det var nødvendig. Det var for det meste den vakre piken med nøklebenene som påtok seg å skyve ham. Stemningen steg for hver tur. Bevegelsene ble friere, tilropene dristigere, danserne begynte å trampe med føttene og svingte armene fram og tilbake mens de holdt partneren i hånden. Klaus Heinrich trampet også, først ganske forsiktig, men etter hvert kraftigere. Hva svingingen med armene angikk, så sørget den vakre piken for det, når de danset fram sammen. Og når de danset mot hverandre, neide hun overdrevent dypt for ham, og det vakte hver gang stor munterhet. I buffetrommet var det en knising og et leven som fikk alle til å se misunnelig dit inn. Det var en eller annen som var sprunget ut av karreéen midt i dansen, hadde snappet et smørbrød, og danset og trampet nå videre, mens han hele tiden tygde og var kry, mens de andre lo. «Det er det frekkeste {{. . .|4}}!» sa den vakre piken. «De sjenerer seg ikke!» Hun hadde ikke ro på seg. Før de andre visste ord av det, var hun sprunget av sted, hadde smuttet ut og inn mellom parene, og var tilbake med et smørbrød. Det var Klaus Heinrich som var ivrigst til å klappe begeistret. Det gikk ikke så godt med den venstre hånden, og så hjalp han til med å slå seg selv på låret med høyre hand, mens han sto krumbøyd av latter. Etterpå ble han stille og litt blek. Han kjempet med seg selv {{. . .|6}} Nå var kvadriljen snart slutt. Det han skulle gjøre, måtte han gjøre fort. Nå kom straks den engelske kjeden. Og da det nesten var for sent, da gjorde han det som han hadde kjempet med seg selv om. Han styrtet av sted, stormet<noinclude><references/></noinclude> 6vjqfnqk7pumkf5g93am92bwj9igdjm 333907 333833 2026-09-20T01:18:39Z Øystein Tvede 3938 333907 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>han i virvaret. «Jeg ødelegger jo alt sammen! Bare gi meg et puff!» De andre tok etter hvert mot til seg og viste ham til rette, kommanderte ham hit og dit, la tilmed en hånd på skulderen hans og skjøv ham litt når det var nødvendig. Det var for det meste den vakre piken med nøklebenene som påtok seg å skyve ham. Stemningen steg for hver tur. Bevegelsene ble friere, tilropene dristigere, danserne begynte å trampe med føttene og svingte armene fram og tilbake mens de holdt partneren i hånden. Klaus Heinrich trampet også, først ganske forsiktig, men etter hvert kraftigere. Hva svingingen med armene angikk, så sørget den vakre piken for det, når de danset fram sammen. Og når de danset mot hverandre, neide hun overdrevent dypt for ham, og det vakte hver gang stor munterhet. I buffetrommet var det en knising og et leven som fikk alle til å se misunnelig dit inn. Det var en eller annen som var sprunget ut av karreéen midt i dansen, hadde snappet et smørbrød, og danset og trampet nå videre, mens han hele tiden tygde og var kry, mens de andre lo. «Det er det frekkeste {{. . .|4}}!» sa den vakre piken. «De sjenerer seg ikke!» Hun hadde ikke ro på seg. Før de andre visste ord av det, var hun sprunget av sted, hadde smuttet ut og inn mellom parene, og var tilbake med et smørbrød. Det var Klaus Heinrich som var ivrigst til å klappe begeistret. Det gikk ikke så godt med den venstre hånden, og så hjalp han til med å slå seg selv på låret med høyre hånd, mens han sto krumbøyd av latter. Etterpå ble han stille og litt blek. Han kjempet med seg selv {{. . .|6}} Nå var kvadriljen snart slutt. Det han skulle gjøre, måtte han gjøre fort. Nå kom straks den engelske kjeden. Og da det nesten var for sent, da gjorde han det som han hadde kjempet med seg selv om. Han styrtet av sted, stormet<noinclude><references/></noinclude> cgvg5a66ebwtnmfy4q3uk2a7vnedzfr 104 144042 333834 2026-09-20T00:28:52Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333834 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>mellom de dansende, mens han mumlet en unnskyldning hver gang han støtte mot noen, kom til buffeten, grep et stykke brød, sprang tilbake og smatt inn på plass ― ―. Men det var ikke alt. Han tok smørbrødet — det var med egg og sardiner — og førte det mot sin dames munn. Og den unge piken med de store hvite hendene bøyde seg litt fram, bet i smørbrødet uten å bruke hendene, bet nesten halvparten av — og Klaus Heinrich la hodet bakover og puttet resten i sin egen munn! Munterheten i karréen oppløste seg i den store kjeden som nå begynte. Rundt salen gikk den, hender møttes og slapp hverandre, kjeden flettet seg på ny og på ny. Så stanset den, alle snudde, og så gikk kjeden igjen, i motsatt retning, med latter og snakk og litt irring og forvirring som fort ble rettet på. Klaus Heinrich trykket de hendene som ble rakt ham uten å vite hvem de tilhørte. Han smilte strålende og beveget. Litt av det glattstrøkne håret var falt ned i pannen på ham, skjortebrystet hadde slått en liten krøll på seg, og i ansiktet, i de strålende øynene kunne en se den motstandsløse, ja henførte begeistringen som lykken av og til fremkaller. Mens han danset fram i kjeden, sa han flere ganger: «Vi har hatt det så morsomt! Vi har hatt det så veldig morsomt!» Han møtte fetterne sine, og til dem sa han også: «Vi har hatt det så veldig morsomt — vi der borte!» Så ble det klappet i hendene da hver møtte sin igjen; kjeden var slutt — Klaus Heinrich sto igjen ansikt til ansikt med den vakre piken med nøklebenene, og da musikken slo om, la han påny armen om den slanke midjen, og de danset ut i vrimmelen. Klaus Heinrich var ikke så flink til å føre, fordi han hadde trykket venstre hand mot hoften, derfor støtte han ofte sammen med andre, men han fikk buksert damen sin inn til<noinclude><references/></noinclude> 3wwxs2em2bsv7z3mavv2l9stn3irww4 333908 333834 2026-09-20T01:18:56Z Øystein Tvede 3938 333908 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>mellom de dansende, mens han mumlet en unnskyldning hver gang han støtte mot noen, kom til buffeten, grep et stykke brød, sprang tilbake og smatt inn på plass ― ―. Men det var ikke alt. Han tok smørbrødet — det var med egg og sardiner — og førte det mot sin dames munn. Og den unge piken med de store hvite hendene bøyde seg litt fram, bet i smørbrødet uten å bruke hendene, bet nesten halvparten av — og Klaus Heinrich la hodet bakover og puttet resten i sin egen munn! Munterheten i karréen oppløste seg i den store kjeden som nå begynte. Rundt salen gikk den, hender møttes og slapp hverandre, kjeden flettet seg på ny og på ny. Så stanset den, alle snudde, og så gikk kjeden igjen, i motsatt retning, med latter og snakk og litt irring og forvirring som fort ble rettet på. Klaus Heinrich trykket de hendene som ble rakt ham uten å vite hvem de tilhørte. Han smilte strålende og beveget. Litt av det glattstrøkne håret var falt ned i pannen på ham, skjortebrystet hadde slått en liten krøll på seg, og i ansiktet, i de strålende øynene kunne en se den motstandsløse, ja henførte begeistringen som lykken av og til fremkaller. Mens han danset fram i kjeden, sa han flere ganger: «Vi har hatt det så morsomt! Vi har hatt det så veldig morsomt!» Han møtte fetterne sine, og til dem sa han også: «Vi har hatt det så veldig morsomt — vi der borte!» Så ble det klappet i hendene da hver møtte sin igjen; kjeden var slutt — Klaus Heinrich sto igjen ansikt til ansikt med den vakre piken med nøklebenene, og da musikken slo om, la han påny armen om den slanke midjen, og de danset ut i vrimmelen. Klaus Heinrich var ikke så flink til å føre, fordi han hadde trykket venstre hånd mot hoften, derfor støtte han ofte sammen med andre, men han fikk buksert damen sin inn til<noinclude><references/></noinclude> j42x8uapjwgkj2rs3pbpmj7zek1ysod 104 144043 333835 2026-09-20T00:31:49Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333835 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>buffetrommet; der stanset de og forfrisket seg med ananasbowle som oppvarterne sto og skjenket opp. Like ved døren satte de seg på to fløyelstaburetter, drakk og pratet om kvadriljen, om borgerballet, og om andre selskapelige tilstelninger, som den vakre piken alt hadde vært med på denne vinteren {{. . .|6}} Da kom Major von Platow, en av storhertugens adjutanter bort til Klaus Heinrich, bukket og ba om å få melde at Deres Kongelige Høyheter nå brøt opp. Han hadde fått i oppdrag {{. . .|4}} Men Klaus Heinrich ga så tydelig til kjenne at han gjerne ville bli en stund til, at adjutanten nødig ville holde på sitt. Prinsen virket nesten opprørt og ganske fortvilet ved utsikten til å skulle dra hjem alt nå. «Vi har det jo så morsomt!» sa han; han reiste seg og grep tilmed majoren litt i armen. «Kjære herr von Platow, kan ikke De være så snill å gå i forbønn for meg! Snakk med Hans Eksellense herr von Knobelsdorff, gjør hva De vil, — men reise hjem nå, når vi har det så morsomt sammen! — Jeg er sikker på at fetterne mine også blir —.» Majoren så på den vakre piken med de store, hvite hendene; hun smilte til ham, og han smilte igjen og lovte å gjøre hva han kunne. Dette lille opptrinnet utspant seg mens storhertugen og storhertuginnen alt sto nede i vestibylen og tok farvel. Straks etter begynte dansen på ny oppe i annen etasje. Festen var på sitt høyeste. Alt det offisielle var unnagjort, og nå ble det riktig gemyttlig. Rundt de hvite bordene i siderommene satt familiene og drakk bowle og superte. Unge mennesker toget ut og inn, sank opphetet ned på kanten av stolene, spiste et par munnfuller og drakk et glass før de på ny kastet seg ut i lystigheten. Nede i første etasje var det en gammel ølstue som især ble besøkt av litt eldre herrer. Den store dansesalen og buffetrommet ble nå lidt erobret av den danseglade ungdommen. Inne i buffetrommet var det<noinclude><references/></noinclude> 1tprzd3pxbzt0ul7kiyb18sswcjvz1d 104 144044 333836 2026-09-20T00:34:41Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 333836 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>en seksten-atten unge mennesker, byens sønner og døtre, og der var også Klaus Heinrich. De hadde et lite privatball for seg selv, og danset til tonene av musikken som trengte inn fra den store dansesalen. Doktor Überbein kom så vidt innom, og vekslet noen ord med sin elev. Han så på klokken sin, og de andre hørte ham si at herr von Knobelsdorff oppholdt seg nede i ølstuen og skulle komme senere for å hente prinsen. Så gikk han. Klokken var halv elleve. Og mens han satt der nede i ølstuen og snakket med bekjente over et glass øl en time eller halvannen, ikke mer, så hendte det noe upassende, ja, egentlig noe helt ubegripelig, oppe i buffetrommet, som han, dessverre for sent, satte en stopper for. Den bowlen som ble drukket, var lett; den inneholdt mer kullsyreholdig vann enn sjampanje, og når de unge menneskene gikk over streken, så kom det mer av at de var beruset av dansen enn av at vinen var gått dem til hodet. Men med prinsens karakter og de andre unge menneskenes aktverdige herkomst, var det likevel ikke nok til å forklare det som skjedde. Det var en annen og forunderligere rus som virket på dem alle sammen ― ―. Det merkelige var at Klaus Heinrich nøye fulgte de forskjellige stadiene i denne rusen, uten at han hadde kraft eller evne til å ryste den av seg. Han var lykkelig. På sine egne kinn kjente han den samme gløden som han så i de andres ansikter; øynene hans som var sløret av henrykkelse, for hit og dit, festet seg strålende snart på den ene, snart på den andre og sa: «Vi!» Munnen hans sa det også; med lykkelig stemme sa han små setninger med «vi». «Nå setter vi oss, nå danser vi igjen, nå vil vi drikke, nå lager vi to karréer {{. . .|4}}» Særlig til pikebarnet med nøklebenene sa Klaus Heinrich setninger med «vi». Han hadde helt glemt den venstre hånden sin, den hang rett ned,<noinclude><references/></noinclude> rm1restb3g6znln6cv8py6nbx9jv1q4