Wikikilden nowikisource https://no.wikisource.org/wiki/Wikikilden:Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.21 first-letter Medium Spesial Diskusjon Bruker Brukerdiskusjon Wikikilden Wikikilden-diskusjon Fil Fildiskusjon MediaWiki MediaWiki-diskusjon Mal Maldiskusjon Hjelp Hjelpdiskusjon Kategori Kategoridiskusjon Forfatter Forfatterdiskusjon Side Sidediskusjon Indeks Indeksdiskusjon Undertekster Undertekstdiskusjon Modul Moduldiskusjon Arrangement Arrangementsdiskusjon Mal:Nye tekster 10 4070 334596 334067 2026-09-24T15:54:09Z Øystein Tvede 3938 334596 wikitext text/x-wiki <div class="plainlinks"> <!-- Dette er en løpende liste. Sett nyeste tekster øverst, fjern eldste nederst. Legg gjerne også teksten til på Wikikilden:Nye tekster, som er en permanent liste--> {{ny tekst|Victoria|Knut Hamsun|1898}} {{ny tekst|Siesta (Hamsun)|Knut Hamsun|1897|tittel=Siesta}} {{ny tekst|Et gjensyn|Knut Hamsun|1878}} {{ny tekst|Karsten og jeg|Dikken Zwilgmeyer|1891}} {{ny tekst|Fraa Sogn|Olav Sande|1887}} {{ny tekst|Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie for Skolen og Hjemmet. I: De østerlandske Folk og Hellenerne|John Utheim|1880}} {{ny tekst|Utvalgte idyller|Teokrit|1922}} {{ny tekst|Markens Grøde|Knut Hamsun|1917}} {{ny tekst|Den første Kjærlighet|Ivan Turgenev|1913}} {{ny tekst|Den forsvundne verden|Arthur Conan Doyle|1913}} {{ny tekst|Møllergutten (Øverland)|Ole Andreas Øverland|1896|tittel=Møllergutten}} {{ny tekst|Jotunheimens Opdagelseshistorie|Ole Andreas Øverland|1896}} {{ny tekst|Barndoms- og ungdomsminder om Henrik Wergeland|Hans Tønsager|1897}} {{ny tekst|Odysseen illustrert|Homer|1922}} {{ny tekst|Fyrsten|Niccolò Machiavelli|1898}} </div> {{midtstilt|'''[[Wikikilden:Nye tekster|Arkiv]]'''}} {{strek|8em|margin-tb=2em|color=#cedff2}} <!-- Utvalgte forsider. Bytt gjerne ut eksemplene fra tid til annen --> <div class="enws-hide-on-mobile"> <gallery heights=200 mode="nolines" class="center"> Berit Ursin.pdf|page=3|link=[[Berit Ursin]]|'''{{forfatterl|Regine Normann}}''',{{br}}''[[Berit Ursin]]'', 1917 Karl Monks oplevelser.pdf|page=1|link=[[Karl Monks oplevelser]]|'''{{forfatterl|Fredrik Viller}}''',{{br}}''[[Karl Monks oplevelser]]'', 1912 Storkarer.djvu|page=7|link=[[Storkarer]]|'''{{forfatterl|Hans Aanrud}}''',{{br}}''[[Storkarer]]'', 1901 </gallery> <div style="text-align:center;font-size:83%">[http://no.wikisource.org/w/index.php?title=Mal:Nye_tekster&action=edit rediger]</div></div><noinclude> [[Kategori:Usorterte maler]] </noinclude> 4rqgw8wffpg1qf2eewzqn5ur88rve1f 335015 334596 2026-09-25T11:47:43Z Øystein Tvede 3938 335015 wikitext text/x-wiki <div class="plainlinks"> <!-- Dette er en løpende liste. Sett nyeste tekster øverst, fjern eldste nederst. Legg gjerne også teksten til på Wikikilden:Nye tekster, som er en permanent liste--> {{ny tekst|Pan|Knut Hamsun|1894}} {{ny tekst|Victoria|Knut Hamsun|1898}} {{ny tekst|Siesta (Hamsun)|Knut Hamsun|1897|tittel=Siesta}} {{ny tekst|Et gjensyn|Knut Hamsun|1878}} {{ny tekst|Karsten og jeg|Dikken Zwilgmeyer|1891}} {{ny tekst|Fraa Sogn|Olav Sande|1887}} {{ny tekst|Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie for Skolen og Hjemmet. I: De østerlandske Folk og Hellenerne|John Utheim|1880}} {{ny tekst|Utvalgte idyller|Teokrit|1922}} {{ny tekst|Markens Grøde|Knut Hamsun|1917}} {{ny tekst|Den første Kjærlighet|Ivan Turgenev|1913}} {{ny tekst|Den forsvundne verden|Arthur Conan Doyle|1913}} {{ny tekst|Møllergutten (Øverland)|Ole Andreas Øverland|1896|tittel=Møllergutten}} {{ny tekst|Jotunheimens Opdagelseshistorie|Ole Andreas Øverland|1896}} {{ny tekst|Barndoms- og ungdomsminder om Henrik Wergeland|Hans Tønsager|1897}} {{ny tekst|Odysseen illustrert|Homer|1922}} </div> {{midtstilt|'''[[Wikikilden:Nye tekster|Arkiv]]'''}} {{strek|8em|margin-tb=2em|color=#cedff2}} <!-- Utvalgte forsider. Bytt gjerne ut eksemplene fra tid til annen --> <div class="enws-hide-on-mobile"> <gallery heights=200 mode="nolines" class="center"> Berit Ursin.pdf|page=3|link=[[Berit Ursin]]|'''{{forfatterl|Regine Normann}}''',{{br}}''[[Berit Ursin]]'', 1917 Karl Monks oplevelser.pdf|page=1|link=[[Karl Monks oplevelser]]|'''{{forfatterl|Fredrik Viller}}''',{{br}}''[[Karl Monks oplevelser]]'', 1912 Storkarer.djvu|page=7|link=[[Storkarer]]|'''{{forfatterl|Hans Aanrud}}''',{{br}}''[[Storkarer]]'', 1901 </gallery> <div style="text-align:center;font-size:83%">[http://no.wikisource.org/w/index.php?title=Mal:Nye_tekster&action=edit rediger]</div></div><noinclude> [[Kategori:Usorterte maler]] </noinclude> 9age1y82mannaxvwxpqow82o9msg4yr Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/5 104 72478 334637 333503 2026-09-24T21:02:52Z Kåre-Olav 25 rettelse: punktum 334637 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>{{midtstilt|{{større|'''Indhold.'''}}}} {{--}} {{Export TOC/s}} {| class="_toc" |- | || {{liten|Side.}} |- | [[Røldals Kirke]] || 1. |- | [[St. Thomas-Kirken paa Filefjeld]] || 10. |- | [[Fidje Kapel]] || 15. |- | [[Flogstad Kirke]] || 16. |- | [[Hæglands Kirke]] || 17. |- | [[Neslands Kirke]] || 18. |- | [[Eidsfjords Kirke]] || 19. |- | [[Hofs Kapel]] || 21. |- | [[Brune Kirke]] || 22. |- | [[Gulsvik Kirke|Gulsvik {{rettelse|Kapel|Kirke}}]] || 22. |- | [[Tolvkjørhelleren i Siredalen]] || 23. |- | [[Hellige Kilder]] || 23. |- | [[Afladskræmmeren paa Hedemarken]] || 25{{rettelse||.}} |- | [[Tollef Sal]] || 26. |- | [[St. Jetmund i Vanelven]] || 28. |- | [[Hr. Jørgen Thomassøn i Kvinesdal]] || 29. |- | [[Hr. Herman Hanssøn]] || 30. |- | [[En Præsts Husliv paa Reformationstiden]] || 31. |- | [[Præstekonen i Gjerestad]] || 34. |- | [[De ældste Præster i Lesje efter Reformationen]] || 35. |- | [[Præster i Nes i Hallingdal]] || 38. |-<noinclude>|} {{Export TOC/e}} <references/></noinclude> oqrq1w0ifqv40srck5s8yhg5nqx2gcs Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/23 104 72496 334599 333562 2026-09-24T20:34:02Z Kåre-Olav 25 overskrift 334599 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|15}}</noinclude><section begin="St. Thomas-Kirken paa Filefjeld"/>vare villige. Men det traf sig saa, at disse Folk vare gamle og svage, og da de vel ikke bleve stærkere ved dette Arbeide, hed det snart at det var Huldren, som havde hævnet sig ved at paaføre dem Sygdom. Kirkens Træverk solgtes ved Auktion til nogle Mænd, som havde paataget sig at bygge Broer over Filefjeld. Om Klokkerne heder det, at de først bleve flyttede til Hurums Kirke, det sydligste Annex i Vang. Men de klang daarlig dernede, thi Huldren havde berøvet dem deres Lyd. Saa flyttedes de til Hovedkirken, der lød de dog lidt bedre, og endelig til Øie, det øverste Annex, uden at de dog hellere der kunde lyde saa, som de havde lydt paa Fjeldet. {{liten blokk|C. U. Schøning, {{antikva|Tractatus de habitu Norvegiæ ad agriculturam}}, {{antikva|Haun.}} 1754. 8. S. 21—22. Pontoppidans Norges naturl. Hist {{antikva|I.}} S. 70. Budstikken, 3. S. 279. Krafts Topogr. Beskr. over Norge, 2. S. 241 (2. Udg. 2. S. 68). Breve til R. Nyerup, udg. af L. Daae, S. 4. Reskriptsamlingen og Kancelli-Indlæggene i Rigsarchivet. N. Nicolaysen, Norske Fornlevninger, S. 118 samt fornemmelig Christiania-Posten for 1ste og 4de Juli 1855 (af J. Belsheim) og for 17de August s. A. (af F. A. Wessel-Berg). A. E. Vang, Gamle Segnir fraa Valdres, utgjevne av J. E. Nielsen, {{antikva|I.}} Chra. 1871. 8. S. 59.}} {{liten blokk|Ogsaa ved en Sæter, Flodstølen, mellem Valders og Gol i Hallingdal skal der (ifølge Wiels Beskrivelse af Ringerike m. M., Topogr. Journ. H. 31, S. 185) findes Spor til en Kirke, der paastaaes at være opført af Folk, der dreve paa at bearbeide Myrmalm.}} {{---}} <section end="St. Thomas-Kirken paa Filefjeld"/> <section begin="Fidje Kapel"/>{{midtstilt|{{større|'''Fidje Kapel.'''}}}} Dette Kapel, der er Annex til Lindaas i Bergens Stift, skal være bygget midt i det syttende Aarhundrede af en Skipper, som under en Livsfare i Nordsøen lovede, <section end="Fidje Kapel"/><noinclude> <references/></noinclude> 2z082irdz6eqpt4z2nfoulns7qcpdby Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/25 104 72498 334600 333577 2026-09-24T20:34:49Z Kåre-Olav 25 overskrift 334600 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|17}}</noinclude>{{midtstilt|{{større|'''Hæglands Kirke.'''}}}} I Molands Præstegjeld i øvre Thelemarken laa før midt i Skoven paa en smuk Plads ved en Elv Hæglands Annexkirke. Kun tolv Gaarde, som dertil paa alle Kanter omgaves af Hovedsognet, hørte dertil. Sagnet beretter, at en rig „Greve“, der boede paa Gaarden Brække, først skal have ladet den bygge for at have en Kirke paa sin Grund, og muligvis har den virkelig været en af de ikke faa saakaldte Høgendes-Kirker, der skyldte Privatmænd sin Oprindelse. Ogsaa til denne Kirke foregik Valfarter af Syge og Krøblinger, der her gjenvandt sin Helbred og efterlode sine Krykker og Stave. Ligesom i Røldal var ogsaa her St. Hans-Natten den aarlige Valfartstid. Fra de omliggende Bygder, lige ned til Drangedal, strømmede Folk sammen, vaagede om Natten, optændte Baal, sang og læste ved Ilden, hvorhos de Syge tildels ogsaa badede sig i Elven. Om Morgenen var der Beværtning paa Gaarden Brække, derpaa hørte man Præstens St. Hans-Dags-Prædiken, og efter Gudstjenesten var der Dands omkring en stor, aldeles rund Haug, der ligger 6 til 8 Skridt udenfor den forrige Kirkegaardsport. Den gamle Kirkebygning erstattedes i 1671 med en ny, stor, lys og smuk, men i Almuens Øine var den dog ikke saa hellig som den gamle. Dandsen var det, som først ophørte, medens Valfarterne, Baalene og Badningen vedbleve indtil over Midten af forrige Aarhundrede. Hr. Ephraim Jæger, der var Sognepræst her 1774—1782 og endnu erindres i Sagnet under Navn af „Lille-Jæger“ og som en hellig Mand, holdt tilsidst efter Begjæring en Fredagsprædiken paa en St. Hans Dag, i hvilken han udviklede for Bønderne, hvilken Daarlighed det var „at søge Lægedom ved visse<noinclude>{{høyre|{{liten|2}}|2em}} <references/></noinclude> 40wge77m2jd972ripvpqbe1paxxcu27 Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/26 104 72499 334601 333578 2026-09-24T20:35:31Z Kåre-Olav 25 overskrift 334601 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|18}}</noinclude><section begin="Hæglands Kirke"/>Kirker mere end ved andre og ved alle i Almindelighed.“ Fra den Tid af skulle Valfarterne ganske have ophørt. Den af de ovenanførte Grunde rent overflødige Kirke er omsider ifølge kongelig Resolution af 4de Decbr. 1844 nedreven og Sognet indlemmet i Hovedsognet. {{liten blokk|Skilling-Magazin for 1845, No. 19, hvor den nedrevne Kirke er afbildet. J. M. Lund, Beskrivelse over Øvre-Tellemarken. Kbh. 1785. S. 232—233. Norsk historisk Tidsskrift, 2. R. {{antikva|III.}} S. 26—27.}} {{---}} <section end="Hæglands Kirke"/> <section begin="Neslands Kirke"/>{{midtstilt|{{større|'''Neslands Kirke.'''}}}} Nesland er et lidet Annexsogn til Vinje Præstegjeld i Thelemarken og gjennemstrømmes af den skummende Tokke- eller Totak-Elv. Her stod før en liden mærkelig Stavekirke, der i 1847 blev nedreven, ikke fordi den var brøstfældig, men fordi den var bleven for liden. Indtil henimod Slutningen af forrige Aarhundrede var Kirken en saakaldet Vaagekirke, hvor Almuen samledes St. Hans-Natten til en Slags Gudstjeneste paa egen Haand, og hvor Syge mente at finde Helsebod gjennem Tilbedelse af et Mariabillede. Man læste af en Postil Texten til St. Hans’s Ære, sang Psalmer, optændte tilsidst en stor Ild paa Kirkevolden og holdt sig der lystig hele Natten igjennem. I Kirken laa et Maal af en Lensmand Thof Sandok, der skal have levet omtrent ved Aar 1600. Maalet viste, at han havde været tre Alen og sytten Tommer lang, og der gaar endnu Sagn om hans Størrelse og Styrke. Han kunde paa engang uddrikke en Bolle paa sex Potter stærkt Øl uden at blive beruset; <section end="Neslands Kirke"/><noinclude> <references/></noinclude> qu4hxehrdhhpjf6g1upb0ghs6whantl Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/28 104 72502 334602 333580 2026-09-24T20:36:02Z Kåre-Olav 25 strek 334602 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|20}}</noinclude>hvem der endnu fortælles et Sagn i Bygden. Hun skal have boet paa Sæ i Simedal og have havt en drikfældig Mand, med hvem hun ikke forligtes, og hvem hun engang negtede at tage med sig til Markedet i Vik. Han kom alligevel med i Baaden, men Ragna lod ham underveis sætte af paa et lidet Skjær i den Tanke at tage ham igjen, naar hun vendte tilbage fra Markedet. Imidlertid opkom svært Uveir, og Manden blev skyllet væk fra Skjæret og druknede. Ragna reiste da i sin Fortvivlelse til Bergen for at raadføre sig med en klog Kone. Paa Spørgsmaalet, om hvor dybt hun stod i Synden, fik hun det Svar: „Til Ankelen.“ For at udsone sine Synder lovede hun nu efter Konens Raad at bygge en Kirke i Eidsfjord og holdt sit Løfte, men paa Hjemreisen mødte hun alt det Smør, hun havde, „en Klokke, en Stamp, femten Tønder og et Span“, drivende paa Fjorden, og da hun kom til Simedal vare alle hendes Støler bortrevne af Flommen. En anden Beretning, der maaske er bedre, har Intet om den kloge Kone, men fortæller derimod, at Ragna, efter i sin Anger at have bygget Kirken, forstod at skjule sin Udaad og først skriftede den i Dødens Stund. {{liten blokk|{{antikva|Miltzowii Presbyterologia Wos-Hardangriana. Haun.}} 1679. 4. {{antikva|p.}} 63. N. Nicolaysen i Aarsberetningen fra Foreningen til Norske Fortidsmindesmærkers Bevaring for 1860. A. Faye, Norske Folke-Sagn, 2. Udg. S. 218. Hermoder. 6. Halvaarg. (1824) S. 93. Schnabel om Hardanger S. 41. {{antikva|Björgynjar Kálfskinn, ed. P. A.}} {{antikva|Munch, p.}} 127. Stenen findes afbildet i Suhms Saml. {{antikva|II.}} 3. 38. Da Ragna ikke i Inskriptionen betegnes som Frue, Hustru eller Jomfru, har hun altsaa neppe været af Adel.}} {{---}}<noinclude> <references/></noinclude> kn801769q4757scxnydc5yuv3q1aony Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/30 104 72504 334603 333583 2026-09-24T20:36:53Z Kåre-Olav 25 overskrift 334603 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|22}}</noinclude><section begin="Brune Kirke"/>{{midtstilt|{{større|'''Brune Kirke.'''}}}} Paa Søndmøre hører man stundom paa Fastelavns Tirsdag gamle Folk spørge for Spøg: „Skal du til Brune Kirke imorgen?“ Paa Gaarden Brune i Skøie Sogn skal nemlig engang have staaet et Kapel, hvor der holdtes Tjeneste een Gang om Aaret, i Fasten, og da strømmede Folk sammen did ei alene fra Omegnen, men ogsaa langveisfra. Ogsaa til andre Tider gjorde Syge og Krøblinger Valfarter did for at finde Helsebod, thi Kirken stod i høit Ry for Hellighed. {{liten blokk|Møringen for 1869, No. 42.}} {{---}} <section end="Brune Kirke"/> <section begin="Gulsvik Kirke"/>{{midtstilt|{{større|'''Gulsvik Kirke.'''}}}} Ved Gaarden Gulsvik i Hallingdal ved den nordre Ende af Krøderen skal i gamle Dage have staaet en Kirke af Træ, hvoraf ved Midten af forrige Aarhundrede endnu saaes to Stolper og en Sten der, hvor Indgangen havde været. Stedet kaldtes Kapel-Haugen og holdtes for et Par Hundrede Aar siden saa helligt, at Ingen maatte komme der efter Solnedgang. {{liten blokk|Foged Iver Wiels Beskrivelse over Ringerike og Hallingdal, (nedskreven 1743) i Topogr. Journal (H. 31. S. 169). Gulsvik Kirke og Kirkesogn nævnes 1346 ({{antikva|Dipl. Norv. I.}} S. 239), da den skulde tjærebredes.}} {{---}}<section end="Gulsvik Kirke"/><noinclude> <references/></noinclude> 6xrv8k5lpxior9yqapdahpes1vse2mg Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/31 104 72507 334604 333584 2026-09-24T20:37:36Z Kåre-Olav 25 overskrift 334604 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|23}}</noinclude><section begin="Tolvkjørhelleren i Siredalen"/>{{midtstilt|{{større|'''Tolvkjørhelleren i Siredalen.'''}}}} Høit oppe i Siredalen „paa det vilde og øde Fjeld og Udørken“ skal engang have været fem Bondegaarde. De havde ikke Raad til at holde Præst og heller ikke til at bygge Kirke, fordi der ikke var Tømmer. De valgte da en stor Hule eller Heller, der kan rumme hundrede Mennesker, til Kirke og kom der sammen for at bede. Udenfor begravede de sine Døde. Biskoppen af Stavanger fik tolv Kjør for at indvie Helleren, og deraf fik den sit Navn. Alle Bønderne paa disse fem Gaarde døde ud i den store Mandedød. Ogsaa denne Hule maa have staaet i Ry for sin Hellighed i de omliggende Bygder, thi i Sætersdalen gaar det Sagn, at to ældgamle Dørplanker med høist mærkelige Udskjæringer fra Valle Kirke oprindelig skulle have været „kraatede“ til Prydelse for Tolvkjørhelleren af to Piger, og at de engang skulle have staaet i Helleren. {{liten blokk|Peder Claussøns Norges Beskr. Kbhvn. 1632, S. 59. (Saml. Skr. S. 315). N. Nicolaysens Norske Fornlevninger, S. 259 og 779. Aarsberetn. fra Foren. til N. Fortidsmindesm. Bev. for 1867, S. 96—97. Dørplankerne, der forestille mythiske Sagn (Sigurd Fafnesbanes Historie), ere afbildede i Skill.-Mag. for 4de Febr. 1865.}} {{---}} <section end="Tolvkjørhelleren i Siredalen"/> <section begin="Hellige Kilder"/>{{midtstilt|{{større|'''Hellige Kilder.'''}}}} I 1594 kom Biskop Jens Nilssøn i Oslo paa sin Visitatsreise til Vistelands Kirke, Annex til Hjertum i Bohuslen. En god Fjerdingvei fra hin Kirke „ligger <section end="Hellige Kilder"/><noinclude> <references/></noinclude> 4yfm6cawrh5xfyghyawaw3ogq7qmvay Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/34 104 72510 334605 333475 2026-09-24T20:38:22Z Kåre-Olav 25 overskrift 334605 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|26}}</noinclude>{{midtstilt|{{større|'''Tollef Sal.'''}}}} Den østligste Del af Tinns Hovedsogn støder op til Numedalen og har nu Navn af Tessungdalen, men kaldtes i gamle Dage Tollefsdalen. Den første Mand, som ryddede der, hedte nemlig Tollef Sal eller Salemand og boede paa Gaarden Sønstebø. Han blev en meget rig Mand, „da hans Arbeide og Agerdyrkning i den nye Jord gav stor Velsignelse og Frugtbarhed fra sig.“ Før sin Død lod han lidt søndenfor Sønstebø paa en Slette, som endnu kaldes Salsvolden, opføre en Hytte, Salshytten, hvis Tomt endnu paavises. Her lod han en Egekiste ophænge i to massive Jernlænker og bestemte paa sit Yderste, at hans Lig skulde lægges i denne Kiste. Han spaaede Tollefsdølerne Lykke og Velstand, saalænge de vilde holde dette hans Gravsted i Ære, men truede med, at hvis de forgreb sig paa det, skulde der siden bestandig være Krøblinger paa Sønstebø. I lang Tid rettede ogsaa Dølerne sig efter hans Vilje og høitideligholdt endog hvert Aar en bestemt Dag, Tollefsdagen, eller „Tollefs-Vok“ til hans Amindelse, idet de kom sammen ved Salshytten og sang ham Lovsange. En Hovmand havde engang tilladt sig at beskadige Hytten, men da han paa sin Reise kom til et Skredberg, som ligger midt i Veien en halv Mil derfra, styrtede hans Hest, og han brækkede sit ene Ben. Derfor kaldes dette Berg endnu Hovmandsberget. Endelig lod Præsten Jens Haurids, som ikke vilde taale denne Helgendyrkelse, Salshytten opbrænde, da han engang reiste der forbi, i Aaret 1692. Siden har der bestandig været Krøblinger paa Sønstebø. {{nop}}<noinclude> <references/></noinclude> 4zwy44bz4mgkeo33nnqs7qe3o79zt3r Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/35 104 72511 334606 333477 2026-09-24T20:39:24Z Kåre-Olav 25 strek 334606 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|27}}</noinclude>{{liten blokk|Tinns Kaldsbog. Schwachs „Thelemarkiske Optegnelser“ i Bratsbergs Amtstidende 1850—52. B. H. Løvenskiolds Beskrivelse over Bratsbergs Amt, S. 60. J. M. Lunds Beskrivelse over Øvre-Tellemarken, S. 273, samt en utrykt Beskrivelse over Thelemarken i det st. kgl. Bibliothek i Kbhvn., Kallske Samling No. 590, 4. L. Daae, Norges Helgener, S. 198.}} {{liten blokk|Ved Hovmand (ofte udtalt Hommand) forstodes Fuldmægtige hos Øvrighedspersoner, især hos Fogden, stundom ogsaa en Betjent hos Jordegodseiere (som Ridefogden i Danmark). Peder Dass siger i „Nordlands Trompet“:}} {{ppoem|style=font-size:83%| „Tolv Daler i Bygsel for Bogen maa ud, Og gammel Gjeld-Oxe til Støvlernes Hud, Thi Kjødet bør Skindet at følge. En Buk og udlovet til Kjøkkenet blev. Betænk og Hommanden, som Seddelen skrev, Jeg kan ei din Skyldighed dølge.“ }} {{liten blokk|Forøvrigt findes en Notits om Betydningen af Ordet Hovmand meddelt af I. Aasen blandt Anmærkningerne til Chr. Bruuns Udgave af Holbergs Epistler ({{antikva|I.}} S. 433). Chr. Jensen har i sit „Norske {{antikva|Dictionarium}}“ S. 28 følgende Anekdote om en „fattig dansk Hofmand“: „Der han udreiste i Lenet paa sin Husbonds, Fogdens, Vegne, noget Magtpaaliggende at forrette, blev ham lovet og foræret af Bonden Einkvart (ɔ: Noget), hvilket han i sin Skrivetavle antegned og i sin Tid agted at fordre. Blev saa den fattig Karl syg, og strax derefter døde, og befandtes saa denne Skrivetavle med disse Einkvarter efter ham. Og blev saa den Skyld dermed betalt. Og Arvingerne hørte Bogen til.“ „Idle Hovmand verte sjøllaa go Fut“ var et Ordsprog i Stavanger Amt (Norske Magasin, {{antikva|III.}} S. 228). Endnu i 1740 omtales Fogders Hovmænd (Norske Saml. 8vo. {{antikva|I.}} S. 573). I Bygderne om Throndhjem bruges „Homand“ i Betydningen af et letsindigt Menneske „Homandsstue“ i Betydning af Gjesteværelse forekommer 1674 i en Sag fra Aure for Throndhjems Kapitel. Om Hovmændenes Oprindelse smlgn. P. A. Munch, Det norske Folks Historie, 2. Hovedafd., II. S. 199.}} {{---}}<noinclude> <references/></noinclude> 3xwnxopabxuqgcsowwefymgo9er57mc Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/36 104 72512 334607 333479 2026-09-24T20:40:01Z Kåre-Olav 25 overskrift 334607 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|28}}</noinclude>{{midtstilt|{{større|'''St. Jetmund i Vanelven.'''}}}} I Vanelvens Kirke paa Søndmøre, en gammel Kampestensbygning, stod før under Prædikestolen et gammelt Træbillede uden Hænder. Det er syv Kvarter høit og hvidmalet, i halv siddende Stilling, med brunt Haar og Skjæg, lang Kjole og Hue paa Hovedet samt et Belte om Livet, hvis Ender naa ned til Knæerne. Dette Billede, som nu findes i Bergens Musæum, kaldes St. Jetmunds. Da Vanelvens Kirke skulde bygges, kunde Ingen faa den istand, førend St. Jetmund paatog sig Arbeidet. Han kom reisende fra Nordfjord gjennem Aaheimsdalen og fik da paa et Sted, som endnu kaldes Jetmunds-Leite, se Gaarden Aaheim, hvor Kirken skulde bygges. Nu var det Skik i gamle Dage, at den, som vilde bygge, først lagde sig til at sove paa det Sted, hvor Huset skulde staa; undertiden pleiede man ogsaa forinden fælde et Træ. Blev da Søvnen rolig, betød det, at Arbeidet skulde gaa godt. Da altsaa St. Jetmund fik Stedet at se, hvor Kirken skulde staa, faldt han strax paa Knæ, bad Gud om Bistand til Verket og lagde sig til at sove. Derpaa opførte han Vanelvens Kirke og blev siden dyrket som en Helgen. {{liten blokk|H. Strøm. Beskrivelse over Søndmøre, Kbhvn. 1762—1766. 4. 2, S. 493—495. Helgenen er naturligvis den engelske St. Eatmund, der ogsaa dyrkedes i Norge, hvor et Gilde i Bergen og en Præbende i Throndhjems Kapitel havde Navn efter ham, og hvor Sagnet tilskrev ham Anlægget af Hovedøens Kloster, ja endog Opførelsen af Akershus’s Taarne. (Saml. t. N. S. Sp. o. Hist. {{antikva|II.}} S. 355—356). — Sagnet om, at Bygmestere først skulde sove paa Byggestedet, er meget almindeligt, se f. Ex. Norske Bygdesagn, {{antikva|II.}} S. 107. Det fortælles ogsaa om Christian {{antikva|IV.}} (Langebekiana, S. 130), at han efter en Drøm paa den Ø, hvor Christianstad nu ligger, lod denne By anlægge og dens Kirke opføre.}} {{---}}<noinclude> <references/></noinclude> 5wabn5a28ubqwkvdj018iqbl1e79612 Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/37 104 72513 334608 333481 2026-09-24T20:40:29Z Kåre-Olav 25 overskrift 334608 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|29}}</noinclude>{{midtstilt|{{større|'''Hr. Jørgen Thomassøn i Kvinesdal.'''}}}} En rig Bonde i Kvinesdal, Thomas, som eiede de to store Gaarde Øvre-Egeland og Rødland og maa have levet i Slutningen af det 16de Aarhundrede, havde tre Sønner. Engang saa han de tre Smaagutter beskjæftigede med at bygge for Moro Skyld. Han spurgte dem da alle tre efter hverandre, hvad de byggede paa. Den ældste svarede „paa en Flor“ (Fjøs), den anden sagde, at han byggede paa en Stue, men den yngste, Jørgen, at han vilde bygge en Kirke.<ref>Hvem maa her ikke tænke paa Fortællingen om Olaf den Hellige og hans tre Halvbrødre? (Heimskringla, Ungers Udg., S. 285).</ref> Thomas tog da dette som Varsel om, at Jørgen var bestemt til at blive Præst, og sendte ham til Danmark for at studere. Da Jørgen endelig kom præstelært hjem igjen, forstod han, at „Munken“ hjemme i Kvinesdal prækede falsk Lære. Et helt Aar igjennem fatte han sig nu hver Søndag lige under Prækestolen, hvor Munkepræsten ikke kunde se ham, og skrev op, hvad denne sagde. Saa reiste han til Kjøbenhavn igjen, anklagede Munken for Kongen og fik selv Kongebrev paa Kaldet. Hemmelig vendte han hjem og kom ukjendt tilbage over Fjeldene en Søndag Morgen. Indhyllet i en lang Kappe gik han ind i Kirken, holdt sig stille, indtil Munken var færdig med sin Præken, og gik faa selv op paa Prækestolen, fortalte, hvem han var, og oplæste sit Kaldsbrev. Nu rømte Munken, forfulgt af Almuen, og forsvandt paa en Hei. Hr. Jørgen levede i mange Aar som Præst i Kvinesdal, og hans Søn, Jørgen<noinclude> <references/></noinclude> mhz1nxm7frtmgn9a2wyd1sht1rw9k55 Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/38 104 72515 334609 333483 2026-09-24T20:41:12Z Kåre-Olav 25 overskrift 334609 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|30}}</noinclude><section begin="Hr. Jørgen Thomassøn i Kvinesdal"/>Jørgenssøn, fik Kaldet efter ham. Han fik ogsaa opført en ny Kirke i Dalen, der stod lige til 1837. Den gamle Thomas skjænkede i sin Glæde over at se Sønnen som Præst et stort Stykke af sine Eiendomme til Præstegaarden, hvis Udmark det endnu udgjør. {{liten blokk|Dette Sagn, der er kjendt i den hele Dal, har jeg mange Gange hørt i min Barndom. Jørgen Thomassøn opførte Kirken 1623, var 1629 og længe efter Provst i Listers Provsti, og fra ham nedstamme de Christianssandske Familier Isaachsen og Willoch. Selvfølgelig er det aldeles urigtigt, naar Sagnet gjør ham til Dalens Reformator, thi „Munkepræsterne“ vare for længe siden forsvundne.}} {{---}} <section end="Hr. Jørgen Thomassøn i Kvinesdal"/> <section begin="Hr. Herman Hanssøn"/>{{midtstilt|{{større|'''Hr. Herman Hanssøn.'''}}}} I 1613 blev sex Præster i Oslo og Hamar Stifter afsatte, fordi de havde været i jesuitiske Skoler og vare Tilhængere af den katholske Tro. Blandt dem var ogsaa Hr. Herman Hanssøn, Sognepræst til Nes paa Hedemarken. Om denne Mand stod optegnet i en gammel Bibel ensteds paa Oplandene, at han i et Bondebryllup havde gjennemstukket Luthers Billede og sagt: „Du Munk kunde have holdt din Mund, saa havde mangen Præst ei været saa bryd som nu.“ {{liten blokk|C. Deichmans Optegnelser. Chra. Univ.-Biblioth. Mskpt. No. 396 fol. Om Herman Hanssøn se bl. A. Gesch. Chr. d. {{antikva|IV.}} v. Slange, uebers. durch Schlegel, 2, S. 137.}} {{---}}<section end="Hr. Herman Hanssøn"/><noinclude> <references/></noinclude> 6nd1p3702b6qn4w4sejbzmxagz7gxbu Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/39 104 72516 334610 333485 2026-09-24T20:41:46Z Kåre-Olav 25 overskrift 334610 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|31}}</noinclude>{{midtstilt|{{større|'''En Præsts Husliv paa Reformationstiden.'''}}}} Det katholske Forbud mod Præsters Ægteskab var unaturligt, vakte stor Modstand og blev, selv da det omsider gjennemførtes, altid omgaaet. Hos os holdt Præsterne altid saakaldte Deier, Raadskvinder eller Følgekoner,<ref>Af Fylgekona ere efter P. A. Munchs Mening saavel det norske „Førkje“ som det svenske {{antikva|flicka}} dannede. Førkje kunde muligens ogsaa være {{antikva|Fem.}} af Fark (Furk), en Omstreifer.</ref> der hyppig i Virkeligheden vare at betragte som Hustruer i et Slags borgerligt Ægteskab. Derfor var et saadant Fruentimmers Stilling i Samfundet ikke heller ligefrem uhæderlig, ligesaalidt som de Børns, der vare Frugten af disse Forbindelser. Man ser Præster at sikre sine Raadskvinders Fremtid (f. Ex. {{antikva|Dipl. Norv. I.}} S. 441), deres Børn ætledes (f. Ex. {{antikva|ibid. I.}} S. 131 og 236), en Præst holder sin Datters Gravøl ({{antikva|ibid. I.}} S. 252) og Bryllup ({{antikva|ibid. II.}} S. 292), en bemidlet Mand frier til en Præstedatter ({{antikva|ibid. II.}} S. 53). Aslak Bolts Datter gjorde to Gange efter hinanden gode Partier, Olaf Engelbrektssøn var Søn af en Bispedatter fra Stavanger og havde selv en Søn, der fik en stor Gaard i Jemteland; den bekjendte Christopher Throndssøns Hustru var Datter af Decanen i Throndhjems Capitel o. s. v. I Udlandet synes imidlertid det norske Præsteskab at have været berygtet for sit Levnet, dersom man skal tage Hensyn til en Ytring hos en bekjendt Krønikeforfatter Theodorich af Niem († som Biskop i Cambray 1417). Han fortæller nemlig, at „Biskoppens Frille ikke tillod sin Husbond at drage i Visitats uden at tage hende selv med, dels fordi hun da kunde leve høit hos Præsterne i Selskab med disses Friller, dels fordi hun vilde passe paa sin Elsker<noinclude> <references/></noinclude> 1zc44gz4x3k0lkdpl3vpf4dx6ebmazs Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/43 104 72521 334611 333493 2026-09-24T20:42:35Z Kåre-Olav 25 overskrift 334611 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|35}}</noinclude>{{midtstilt|{{større|'''De ældste Præster i Lesje efter Reformationen.'''}}}} Da Reformationen blev indført i Lesje, var Hr. Ole Kaanne (eller Kornie) Præst der. Han skal have været en Bondesøn fra Store-Tande der i Bygden og have lagt sin Odel under Præstegaarden. Han prækede ikke anderledes, end at han læste op af en liden Huspostil, som endnu efter to Hundrede Aars Forløb var i Behold paa Gaarden Sønstebø. Hans Eftermand, Hr. Sven, efterlod sig Døtre, „som for deres særdeles Grovheder ere navnkundige indtil denne Dag“. Saa kom Hr. Jens, den ældre, en dansk Mand. Han giftede sig med en Bondedatter Marit. I hans Tid indfaldt omtrent ved Aar 1600 frygteligt Uaar, Dyrtid og Elendighed. Bønderne maatte lade sine Gaarde ligge udyrkede og sendte tilsidst sine Plougjern ind til Akershus for at give tilkjende, at de ingen Skat kunde betale, hvorfor de ogsaa slap fri.<ref>Dette Træk er af stor Interesse. En lignende Beretning fra Aarene 1632—35 læses i C. U. Schønings {{antikva|Tractatus de habitu Norvegiæ ad agric. p.}} 41, og i en af Generalveimester Thaulows Skrivelser (Norske Saml. {{antikva|I.}} S. 567) heder det, at Bønderne i Christianssands Stift 1739 klage over sit Veiarbeide og „er færdig strax at levere deres Plovjern og kvittere Gaarden“. Mærkeligst er dog, at Bønderne i Tønsberg Len allerede 1424 meldte til Erik af Pommern, at de, hvis de skulde plages af Fogderne med „Hesteløb“ som hidtil, „hellere vilde befale Eders Naade baade Harv og Plog og overgive baade Fædrene- og Mødrenearv og fly Lenet“. ({{antikva|Dipl. Norv. I.}} S. 499). Udtrykket maa hidrøre fra Tydskland, hvor Jorden var skatlagt efter Plouge (Haken, {{antikva|unci}}).</ref> Mange forlod ogsaa Bygden, og blandt dem vare Præstefolkene selv. De vare saa fattige,<noinclude> <references/></noinclude> buqjdf99x2wqkq7aurmv82q12i0j38s Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/46 104 72524 334612 333495 2026-09-24T20:43:19Z Kåre-Olav 25 overskrift 334612 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|38}}</noinclude><section begin="De ældste Præster i Lesje efter Reformationen"/>som blandt Andet engang oprørte Almuen mod ham og selv lagde Haand paa ham i Kirken og drog Messeklæderne af ham, medens han stod for Alteret. Hr. Sigvart anlagde da Sag mod Christen, der tilsidst blev saa forarmet, at han maatte gaa fra Gaard og Grund. En anden af Hr. Jens’s Sønner blev tilsidst lagt paa Steile som Morder, efter at han havde skilt tre Mennesker ved Livet. {{liten blokk|H. F. Hiorthøy, Beskrivelse over Gudbrandsdalens Provsti. Kbhvn. 1785. 2, S. 9—14.}} {{liten blokk|Om Uaar og Nød i Gudbrandsdalen i sextende Aarhundrede findes mellem G. Schønings Papirer en Afskrift af en gammel Optegnelse, funden paa Blakar i Lom, saalydende: „Ao 1566 stor dyr Tid i Gudbrandsdalen. 1567 begyndte Pesten paa Lom. 1576 kjøbte Mange tydsk Mel i Sogn til Fladbrød. 1600 noget før Paaske begyndte Pesten paa Lom. 1602 stor dyr Tid i Gudbrandsdalen; mange aad Mose af Fjeldet.“}} {{---}} <section end="De ældste Præster i Lesje efter Reformationen"/> <section begin="Præster i Nes i Hallingdal"/>{{midtstilt|{{større|'''Præster i Nes i Hallingdal.'''}}}} I 1585 fik Hr. Tollef Stenssøn, som tilforn havde været Præst i Aal, Nes Kald. Medens han endnu var i Aal, kom en Bonde, som boede paa Gaarden Hus, til ham og bad Præsten følge med til Haug i Sigdal for at hjelpe ham med at fri til Mandens Datter Aaluf. Men da de kom did, syntes Præsten saa godt om Pigen, at han friede for sig selv istedenfor at fri for Bonden. Forældrene fandt, at det var et Tilbud, de ikke kunde lade gaa fra sig, og gave sit Samtykke, saa at Præsten fik Datteren. „Bonden, som saa, hvor skammelig han var bleven fixeret, forbitredes heftig derover, men maatte<section end="Præster i Nes i Hallingdal"/><noinclude> <references/></noinclude> lwhzanzqtc1v16aj5lyie889beg0xi6 Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/51 104 72529 334613 333505 2026-09-24T20:44:14Z Kåre-Olav 25 overskrift 334613 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|43}}</noinclude><section begin="Hr. Jon Mogenssøn Skanke i Indviken"/>staa eller gaa, og blev saa liden, at man maatte bære hende i en Kurv, inden hun døde. Af alt dette drog Almuen den Slutning, at Mester Jon var dømt uskyldig, og derfor kaldtes Stedet, hvor han blev rettet, Mordskogen, som det heder endnu den Dag idag. {{liten blokk|Saaledes meddelt i Illustr. Nyhedsblad for 1862, No. 42 af Henrik Ibsen, der selv har hørt det fortælle af en Bonde.}} {{---}} <section end="Hr. Jon Mogenssøn Skanke i Indviken"/> <section begin="Bonden og Bispen"/>{{midtstilt|{{større|'''Bonden og Bispen.'''}}}} „Det hændte sig engang, at en Overmand tragtede efter sin Grandes Gaard for Lutters og Lunders Skyld og begik det saaledes, at han fik Promiss (Løfte) paa samme Gaard. Der Bispen engang kom i Visitats, og samme fattige Mand roede for ham, gav den gode Mand sig i Snak med samme Bonde og udspurgte af hannem al Leiligheden om Præsten og Ungdommen og deres Forhold. Iblandt andet tilspurgte den gode Hr. Biskop samme fattig Mand, om han og kunde sin Børnelærdom. Han svarede ja og begyndte at læse de ti Budord, indtil han kom til det niende, hvilket han sprang over. Da tilspurgte Bispen ham videre, af hvad Aarsag han ikke læste det niende Bud med. Efter lang Tids Stilsvigen<ref>Stillschweigen (Taushed).</ref> svarede han omsider, at det niende Bud intet agtedes eller holdtes her. „Thi,“ sagde han, „der tragtes mig fattig Mand efter mit Hus og Gaard af min Grande, som er rigere og mægtigere end jeg, og han er velhørt hos de Store. Kjære Fader, hjelp mig, eg maatte be- <section end="Bonden og Bispen"/><noinclude> <references/></noinclude> q2x33luof2hwz87ejd6uqhuro3oa3ui Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/52 104 72530 334614 333507 2026-09-24T20:44:54Z Kåre-Olav 25 overskrift 334614 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|44}}</noinclude><section begin="Bonden og Bispen"/>halda Gaaren min, eg skal ala deg ei Oxeplyt atte føre.“ Den gode Herre Bisp ynkedes over den fattig Mand for hans Kones og Børns Skyld, bad ham læse det niende Bud med de andre, han skulde hjelpe ham til at beholde sin Gaard.“ {{liten blokk|Christen Jensen: Den norske Dictionarium eller Glosebog. Kbhvn. 1646, S. 128—129. Forf. af denne første Ordbog over det norske Almuesprog, udentvivl en danskfødt Mand, var Sognepræst til Askevold i Bergens Stift.}} {{---}} <section end="Bonden og Bispen"/> <section begin="Præsten paa Nesodden"/>{{midtstilt|{{større|'''Præsten paa Nesodden.'''}}}} I gamle Dage var det en almindelig Tro, „ei aleneste blandt Pøbelen, men og iblandt Folk af Distinktion“, at Præsten paa Nesodden havde Ret til at ægtevie hvem han vilde, hvad enten de nu havde Pas, Forlovere o. s. v. eller ikke. Ligeledes, mente man, havde han Ret til at antage dem til Guds Bord, som ikke fik Lov at gaa til Alters andensteds, fordi de vare satte i Kirkens Ban. Endnu i Begyndelsen af forrige Aarhundrede vare virkelig Præsterne „ilde bryede“ med Landstrygere, som troede paa, at dette gamle Sagn var Sandhed, og overløb dem med Bøn om Vielse. I Christian den Fjerdes Tid var der en meget ryggesløs Præst ude paa Nesodden, som hedte Hr. Nils Lauritssøn. Han „benyttede sig af sin Ret“ og viede alle Omløbere, stundom, heder det, paa særegne Betingelser. Engang, som han kjørte paa Isen paa Bundefjorden med et liderligt Fruentimmer i Slæden, mødte han Biskoppen fra Oslo. Han skjulte da „sin Deilige“ i Slæden, <section end="Præsten paa Nesodden"/><noinclude> <references/></noinclude> 92quv1msgrb1e466x3zs0ts1m3c02s6 Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/53 104 72531 334615 333509 2026-09-24T20:45:34Z Kåre-Olav 25 overskrift 334615 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|45}}</noinclude><section begin="Præsten paa Nesodden"/>og da Bispen raabte til ham og spurgte, hvad han havde i Slæden, havde han Svar paa rede Haand. I Hr. Nils’s Tid skal Nesoddens „gamle og smukke“ Præstegaard være brændt; før Ildebranden viste sig i flere Nætter efter hinanden en rød ildgnistrende Gris, som med Skrig løb rundt Huset. {{liten blokk|B. Svendsens Samlinger om Præsteskabet i Christiania Stift. (Mskpt. i Univ.-Bibl. i Chra.). Hr. Nils Lauritssøn aflagde Ed som Sognepræst til Nesodden 1601. I Oslo Domkapitels Protokoller forekommer hans Navn ofte, men aldrig for det Gode.}} {{---}} <section end="Præsten paa Nesodden"/> <section begin="Den vise Hr. Søren Schive"/>{{midtstilt|{{større|'''Den vise Hr. Søren Schive.'''}}}} I Bjellands Præstegjeld i Maridalen har der været tre Præster efter hinanden, som alle hed Søren Schive, Fader, Søn og Sønnesøn. De havde Kaldet i over hundrede Aar (1670—1782). Den ældste af dem lever endnu i Almuens Erindring, ikke alene i Bjelland, men rundt omkring i en vid Omkreds som en „vis“ Mand, der stod i umiddelbar Forbindelse med Aanderne og kunde forudsige tilkommende Ting. Han skal ikke alene have været en nidkjær Præst, men ogsaa en vældig Jæger og drev ivrig paa Tømmerhugst og Trælasthandel i flere Bygder. Før han kom til Bjelland, skal han have oplevet mange eventyrlige Hændelser, og man mener, at han har været Skibspræst paa en Ostindiefarer, og at han har døiet meget ondt i tyrkisk Fangenskab. Han døde 1705 paa sin Eiendomsgaard Fede i Kvinesdals Præstegjeld, hvorfra hans Lig førtes til Bjellands Kirke. Han skildres som en sværlemmet og stærk Mand med uhyre Skjæg, <section end="Den vise Hr. Søren Schive"/><noinclude> <references/></noinclude> sa395xzdxicgknwlma4786hpuurxwx6 Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/57 104 72535 334616 333511 2026-09-24T20:46:02Z Kåre-Olav 25 strek 334616 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|49}}</noinclude>metider hændte det da, at han sendte Bud til den forsamlede Kirkealmue med den Hilsen: „Idag kan I have Lov, mine Børn.“ Hr. Sørens Søn og Kapellan, Hr. Søren den anden, var hjemme i Bjelland, da der kom Budskab om Faderens Død i Kvinesdal. Han reiste da øieblikkelig til Kjøbenhavn for at søge Kaldet og skaffede sig Reisepenge ved at pantsætte en Sølvkande til Knut Finsland. „Paa hans Reise stimlede Folk sammen overalt, ikke alene i Norge, men langt ind i Sverige, saasnart det rygtedes, at det var en Søn af Bjellandspræsten, der kom, og gave ham fri Skyds og alt, hvad han forlangte.“ Søren den andens Søn, Hr. Søren den tredje, søgte og fik Kaldet 1737, anbefalet af Biskop Kærup „som den, der fremfor andre kunde prædike det af Almuen i Bjelland bedst forstaaelige gamle norske Fjeldmaal.“ Hans Død skal være fremkaldt ved et Slagsmaal ved Hordnes Kirke i Evje, hvor „en Embedsmand, Vahr i Faret“, kastede Præsten ud af Vinduet. {{liten blokk|G. Bruenechs Saml. om Præsteskabet i Christianssands Stift, Mskpt. paa Chra. Univ.-Bibl. (efter Kaldsbøgerne, tildels ogsaa efter Meddelelse af afd. Sognepræst Carlsen i Bjelland). A. Faye, Christianssands Bispe- og Stiftshistorie, S. 255. Flere af disse Sagn har Forf. ogsaa selv hørt af Almuen i Amtet. Med Hensyn til Fortællingen om Hr. Sørens Eventyr i Østerlandene kan sammenlignes „Kort og sandfærdig Journal af Anders Christensens lykkelige og ulykkelige Reise fra Christiania i Norge 1674 og til Stedet igjen 1700“, Kbhvn. 1728, en i sin Tid meget læst Bog (jfr. Werlauffs hist. Antegn. til Holbergs 18 første Lystspil, S. 93 og 498), hvis Forfatter, en indfødt Christianienser, meddeler de besynderligste Historier om hine Hændelser i Arabien og Persien.}} {{---}}<noinclude> <references/></noinclude> 3c6hg8iensj1wyik4ma7txq6x5k768p Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/58 104 72536 334617 333513 2026-09-24T20:46:46Z Kåre-Olav 25 overskrift 334617 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|50}}</noinclude><section begin="Hr. Jacob Anderssøn Mand i Lindaas"/>{{midtstilt|{{større|'''Hr. Jacob Anderssøn Mand i Lindaas.'''}}}} Denne Præst var engang til Bryllups i Evindvik og traf der en Troldkjærring. Til hende sagde han: „Denne Kaal er ei varm, thi der gaar ingen Røg af den.“ Hun smagte da paa den, men brændte sig og sagde nu til Præsten: „Dette skal du have betalt.“ Da Hr. Jacob skulde reise hjem til Lindaas, tog han den korteste Vei over Masfjorden til Rosnesvaagen i den Tanke at reise videre over Land, men en Fjerdingvei nordenfor Lindaas Præstegaard ved Gaarden Tykkeli styrtede han af Hesten paa den flette Mark og faldt næsegrus, saa at hans Ansigt kom ned i et lidet Vandhul. Der blev han liggende og opgav sin Aand. Hans Eftermand lod til Erindring herom opsætte et Trækors paa samme Sted, som stod i over hundrede Aar, indtil det raadnede ned. {{liten blokk|Angells utrykte Beskrivelse af Lindaas. Hr. Jacob Mand levede omtrent 1640. Trækors paa Steder, hvor en Ulykke havde fundet Sted, vare meget almindelige. Sjeldnere forekomme Stenkors.}} {{---}} <section end="Hr. Jacob Anderssøn Mand i Lindaas"/> <section begin="Alf Pave paa Ringsaker"/>{{midtstilt|{{større|'''Alf Pave paa Ringsaker.'''}}}} Hr. Alf Pederssøn (Søn af Lagmanden i Throndhjem“, {{antikva|Dr. jur. et med.}} Peder Alfssøn,) var født 1627 og blev 1652 Kapellan paa Ringsaker. I 1666 havde han Strid med en anden Kapellan ved Navn Muus om Sognepræstembedet. Denne Strid gik saavidt, at de paa en Høitidsdag begyndte at slaas for Alteret om, hvo af dem skulde <section end="Alf Pave paa Ringsaker"/><noinclude> <references/></noinclude> 7tiectwp9ymoekluk3weo4xur0gpudy 334636 334617 2026-09-24T21:01:58Z Kåre-Olav 25 f>s 334636 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|50}}</noinclude><section begin="Hr. Jacob Anderssøn Mand i Lindaas"/>{{midtstilt|{{større|'''Hr. Jacob Anderssøn Mand i Lindaas.'''}}}} Denne Præst var engang til Bryllups i Evindvik og traf der en Troldkjærring. Til hende sagde han: „Denne Kaal er ei varm, thi der gaar ingen Røg af den.“ Hun smagte da paa den, men brændte sig og sagde nu til Præsten: „Dette skal du have betalt.“ Da Hr. Jacob skulde reise hjem til Lindaas, tog han den korteste Vei over Masfjorden til Rosnesvaagen i den Tanke at reise videre over Land, men en Fjerdingvei nordenfor Lindaas Præstegaard ved Gaarden Tykkeli styrtede han af Hesten paa den slette Mark og faldt næsegrus, saa at hans Ansigt kom ned i et lidet Vandhul. Der blev han liggende og opgav sin Aand. Hans Eftermand lod til Erindring herom opsætte et Trækors paa samme Sted, som stod i over hundrede Aar, indtil det raadnede ned. {{liten blokk|Angells utrykte Beskrivelse af Lindaas. Hr. Jacob Mand levede omtrent 1640. Trækors paa Steder, hvor en Ulykke havde fundet Sted, vare meget almindelige. Sjeldnere forekomme Stenkors.}} {{---}} <section end="Hr. Jacob Anderssøn Mand i Lindaas"/> <section begin="Alf Pave paa Ringsaker"/>{{midtstilt|{{større|'''Alf Pave paa Ringsaker.'''}}}} Hr. Alf Pederssøn (Søn af Lagmanden i Throndhjem, {{antikva|Dr. jur. et med.}} Peder Alfssøn,) var født 1627 og blev 1652 Kapellan paa Ringsaker. I 1666 havde han Strid med en anden Kapellan ved Navn Muus om Sognepræstembedet. Denne Strid gik saavidt, at de paa en Høitidsdag begyndte at slaas for Alteret om, hvo af dem skulde <section end="Alf Pave paa Ringsaker"/><noinclude> <references/></noinclude> iztwizmd4f0u18yxglzyofhb8t1ncnx Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/59 104 72537 334618 333515 2026-09-24T20:47:07Z Kåre-Olav 25 overskrift 334618 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|51}}</noinclude>forrette Messen. Omsider maatte da fire Mand af Menigheden lægge sig imellem og skille dem ad. Tilsidst blev dog Hr. Alf ved Kaldet. Han var en meget myndig Mand, og en Sorenskriver, som boede paa Gaarden Samsal, gav ham Øgenavnet Alf Pave. Dette fik Præsten at vide. Nu var det Alfs Skik, at han hver Søndag, før han gik paa Prækestolen, løb ud paa Kirkegaarden for at se, om nogen af Almuen endnu stod derude, og da at jage dem ind. Engang fik han her se Sorenskriveren, som den Dag var kommen sent afsted hjemmefra. Med en Øx, fæstet paa en Stav, gav da Hr. Alf Sorenskriveren et Slag i Hovedet og sagde: „Dette er en Skjænk fra Alf Pave.“ Sorenskriveren maatte da gaa blaa og blodig fra Kirke. Hr. Alf kaldte sig selv Menighedens Fader og sin Hustru Menighedens Moder. Han gjorde fra Prækestolen Bøn for, at Gud skulde bevare Menighedens Tjenerinde paa hendes Reiser, især til Lakefiskeriet paa Valøren i Faaberg, som laa til Ringsakers Præstebord, og til Christiania. Den første af hans Koner, „Margrete Præstegaarden“ kaldet, var ogsaa „en meget streng og husholderisk Kone“. Hr. Alf døde 1697. {{liten blokk|Se „Prosteriet Hedemarkens geistlige Antikviteter“, et Manuskript forf. 1804 af Svensken Christian Carlstrøm, der senere var indviklet i Halvor Hoels Stemplinger. Mskptet findes paa Chra. Univ.-Bibl. (No. 385. 4.). I Bergens Stift benævntes Præstekonen stundom „Menighedens Tjenerinde“. (Norden, 4. S. 286). Et udsmykket og ubrugeligt Sagn om Hr. Alf findes i Bien, {{antikva|VII.}} 2. S. 29.}} {{---}}<noinclude> <references/></noinclude> devpcu501t1e07z1x4g6kdbe6q84cv5 Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/60 104 72538 334619 333519 2026-09-24T20:47:34Z Kåre-Olav 25 overskrift 334619 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|52}}</noinclude>{{midtstilt|{{større|'''Præstekonen i Tysnes.'''}}}} Margrete Pedersdatter var gift med tre Præster efter hinanden, Jørgen Schurmann, Otte Malthessøn og Thyge Broch, i Tysnes Kald. Hun skal have erhvervet sig sine to sidste Mænd ved Trolddomskunster. Sin første Mands Eftermand „passede hun paa at faa se, før han fik se hende“, og vandt derved hans Kjærlighed. Da hun anden Gang var bleven Enke, vilde Eftermanden, som var bange for hende, ikke tage ind paa Præstegaarden i Naadensaaret og boede derfor hos Sorenskriver Dyrhuus. Men kort efter traf han dog sammen med Margrete i et Bryllup. Da denne mod Brudefolkenes Ønske vilde reise tidlig hjem, bad man Præsten overtale hende til at blive. Hun samtykkede paa det Vilkaar, at han da vilde ledsage hende hjem til Præstegaarden. Der trakterede hun ham med en Spegesild, der smagte ham saa vel, at han strax friede til hende. Men da han iforveien havde givet Ægteskabsløfte til et Fruentimmer i Statholder Gyldenløves Hus i Christiania, blev han afsat. Siden toges han igjen til Naade og blev Sognepræst til Nærstrand. {{liten blokk|Af en Samling af Optegnelser fra Præster i Bergens Stift, indsendte til Biskop E. Pontoppidan. Chra. Univ.-Bibl. Mskpt. 337, fol.}} {{---}}<noinclude> <references/></noinclude> ctcplcstfssz3k2nx0zza1a321y9mg1 Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/61 104 72573 334620 333730 2026-09-24T20:48:14Z Kåre-Olav 25 overskrift 334620 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|53}}</noinclude><section begin="Tordenskjolds Skibspræst"/>{{midtstilt|{{større|'''Tordenskjolds Skibspræst.'''}}}} Tordenskjold havde paa sit Skib en Præst, Hr. Nils Holbye, der var saa ryggesløs, at han for at blive ham kvit udbad sig hos Kongen, at han maatte blive befordret. Han fik da (1715) Opdals Kald i Throndhjems Stift og var Præst der i sex Aar, indtil han døde af Drikfældighed. Han friede der til en fattig Bondes Datter, men Bonden jog Frieren bort efterat have givet ham et Hul i Hovedet med sin Stridshammer. {{liten blokk|Hammonds Missionshistorie, S. 87. I Ullensvang fortælles om en Knut Aamundssøn Mokkestad, født 1696, der var til Orlogs med Tordenskjold. Engang var denne vred og truede en Matros oppe i Riggen med sin Pistol. Da løb Knut til, tog Tordenskjold i Brystet og formildede hans Hidsighed. Tordenskjold forærede ham da en Barberkniv, som endnu er til. (Meddelt af fhv. Storthingsmand Johannes Aga).}} <section end="Tordenskjolds Skibspræst"/> {{---}} {{midtstilt|{{større|'''Fanden i Strømmen.'''}}}} <section begin="Fanden i Strømmene"/>Før i Tiden, da der fandtes saamange vellærte Præster paa Søndmøre, var det ikke frit for, at En ogsaa kunde træffe Svartebogen hist og her omkring i Bygderne. Men den Bog skal det være raadløst at røre ved. Der er et smalt Sund, som kaldes Strømmene, hvor Søen ved Flod og Fjære gaar ud og ind som en Fos mellem Storfjorden og Skodjebugten, tæt ved Gaarden Strømmen, og her fandtes Svartebogen i den Tid, Hr. Peder Strøm var Præst til Borgund. En Søndag, da Hr. Peder prækede i Skodje Kirke, reiste alle Gaardens Folk did paa<section end="Fanden i Strømmene"/><noinclude> <references/></noinclude> lg341wfdebv1fx3r1w0vpyyeqxhvgi8 Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/62 104 72574 334621 333523 2026-09-24T20:48:36Z Kåre-Olav 25 strek 334621 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|54}}</noinclude>en Pige nær, som skulde blive hjemme. Hvorledes det nu gik eller ikke, saa kom hun over Svartebogen, og det traf sig just saa, at hun slog op det Sted, som handler om at løse Fanden. Aldrig saa snart havde hun det gjort, saa kom Gamle-Erik og spurgte, hvad der var at forrette; thi han er nu slig, han, at naar han bliver løst, saa vil han strax sættes til Arbeide, og det maa den skaffe, som har løst ham, men da maa En ogsaa sætte ham til et Verk, som kan give ham nok at bestille, indtil det lykkes at faa ham bunden igjen. Gjenten var klog og vidste, hvorledes Fanden skulde tages. Hun sagde derfor til ham, at han maatte gaa ned og øse ud Strømmene. Erik gik, begyndte at øse, og da viste det sig, at han havde gode Kræfter, thi da han ret kom igang, stod Sødrevet jevnhøit med Fjeldene. Ud paa Eftermiddagen kom Hr. Peder roende fra Kirken og skulde hjemover, men da han var kommen saa langt som til Strømmene, skjønte baade han og Skydsen, hvad der var paafærde. Men igjennem maatte han nu, for anden Vei var der ikke. Han bød da Folkene styre saa nær som muligt ind paa Erik, der stod og baskede i Sundet det bedste han kunde. Derpaa reiste Hr. Peder sig op i Baaden og gav sig til at binde Fanden. Hvorledes dette gik til, kunde Ingen sige, men sikkert er det, at han blev bunden, for han har aldrig vist sig siden, ialfald ikke paa de Kanter. {{liten blokk|Saaledes fortalt af Henrik Ibsen, Illustr. Nyhedsblad 1862 No. 45. Peder Strøm var den lærde Naturforsker Hans Strøms Fader. Flere Sagn om ham læses i Møringen for 1870, No. 36.}} {{---}}<noinclude> <references/></noinclude> kgipjlezi0ickfp477k0nbmzpzex021 Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/63 104 72575 334622 333525 2026-09-24T20:50:11Z Kåre-Olav 25 overskrift 334622 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|55}}</noinclude><section begin="Biskop Henning Stockfleth"/>{{midtstilt|{{større|'''Biskop Henning Stockfleth.'''}}}} Søndagen efter, at Biskop Ole Boesen i Christiania var død (1646), gjorde Slotspræsten paa Akershus, Henning Stockfleth, efter endt Gudstjeneste sin Opvartning hos Statholder Hannibal Sehested. Her kom han i Samtale med „en Frøken“, som spurgte ham, om han vidste, hvo der skulde faa Bispestolen. Da Stockfleth svarede nei, sagde Frøkenen: „Da ved jeg det, thi I bliver det.“ Da Stockfleth ikke vilde høre paa dette, foreslog Frøkenen et Væddemaal af 100 Dukater, hvilket Præsten modtog og efter Udnævnelsen virkelig indfriede. {{liten blokk|B. Svendsens haandskrevne Samlinger til Christiania Stifts Geistlighed. „Frøkenen“ har naturligvis været Hannibal Sehesteds Gemalinde, Christiana, en Datter af Christian den Fjerde, thi dennes Døtre med Kirstine Munk vedbleve ogsaa som gifte at benævnes „Frøkener“, der i Tidens Sprog var enstydigt med Prindsesser. I Top. Journ. H. 31, S. 105 berettes om en Anders Holst (siden Præst i Nes i Hallingdal), der skal have staaet i megen Yndest hos Hannibal Sehested formedelst „sit lystige Skjemt“.}} {{---}} <section end="Biskop Henning Stockfleth"/> <section begin="Almuens Præstevalg"/>{{midtstilt|{{større|'''Almuens Præstevalg.'''}}}} {{liten blokk|Efter Reformationen kaldte den norske Almue selv gjennem syv dertil udkaarede Valgmænd sine Sognepræster, en Ret, som den beholdt i over hundrede Aar, men sjelden forstod at benytte til sit sande Gavn. Nu er saagodtsom enhver Erindring herom forsvunden i Bygderne, og de Sagn, som her meddeles, ere alle optegnede i forrige Aarhundrede. Om Menighedsvalgets Historie se nærværende Forf.s Skrift „Geistliges Kaldelse i den norske Kirke efter Reformationen“. Chra. 1879. 8.}} <section end="Almuens Præstevalg"/><noinclude> <references/></noinclude> hrbs9i77o1ziiykiowql7fn6hz74as9 Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/69 104 72581 334623 333531 2026-09-24T20:51:14Z Kåre-Olav 25 overskrift 334623 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|61}}</noinclude><section begin="Hestekampe"/>dette Navn vil man stedse finde jevne Pladse. Man har saaledes Skeidaker i Lom, Hallingskeidet paa Fjeldet mellem Aal og Lærdal, Gandskeidene ved Stavanger, Skedsmo paa Romerike, Liknes i Kvinesdal o. s. v. {{liten blokk|R. Keysers efterladte Skrifter, {{antikva|II.}} 2, S. 118. Biskop Glostrups Visitatsbog (Kbh. Univ.-Bibl. Arnam. 893. 4.). Topogr. Journal, H. 26, S. 55 flg. Willes utrykte Optegnelser over Thelemarken, (Norsk hist. Tidsskr., 2. R. {{antikva|III.}} S. 171). K. Rygh i Norsk hist. Tidsskr., {{antikva|I.}} S. 84 og 95. Sagnet om „Skeifolen“ er mig meddelt af Maleren Marcus Grønvold.}} {{---}} <section end="Hestekampe"/> <section begin="Almuens Gilder og Gjestebud"/>{{midtstilt|{{større|'''Almuens Gilder og Gjestebud.'''}}}} I forskjellige Bygdebeskrivelser og andre ældre Skrifte vil man kunne finde ret udførlige Skildringer af Bøndernes Juleskikke, Barsler, Bryllupper o. s. v.<ref>Til de bedste Beskrivelser deraf kan henregnes H. J. Willes Meddelelser fra Thelemarken, dels i hans 1788 udgivne Beskrivelse af Sillejord, dels (udførligere) i Norsk hist. Tidsskrift 2. R. B. {{antikva|III.}} S. 182, Provst N. Hertzbergs Oplysninger i Budstikken, B. {{antikva|I}} og {{antikva|III}}, nogle anonyme Oplysninger, meddelte i Folkevennens 8de Aarg., S. 285 flg., samt forskjellige spredte Træk i Eilert Sundts Skrifter.</ref> Her skal derimod meddeles Et og Andet om saadanne selskabelige Fornøielser, der ikke fremkaldtes ved Familiebegivenheder i det enkelte Hus, men til regelmæssige Tider gjentoge sig, idet hele {{rettelse|Bygelag|Bygdelag}} eller Grænder skjøde Penge og Drikkevarer sammen. <section end="Almuens Gilder og Gjestebud"/><noinclude> <references/></noinclude> 8v5t1tpfd0jlvod6bf9iqvxwzqhnthe Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/77 104 72589 334624 333541 2026-09-24T20:52:12Z Kåre-Olav 25 overskrift 334624 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|69}}</noinclude><section begin="Almuens Gilder og Gjestebud"/>sit Udspring af Ærgjerrighed for at sidde blandt de første Bønder tilbords i Bryllupper, fordi at i det Gjeld sadde de i slige Sammenkomster ikke, som de vare gamle og graa til, men efter deres Gaardes Storhed, hvilket gik saavidt, at en Bonde, der sad for en halv Gaards Leie, lod sig antegne i Matrikulen for en hel Gaards Bonde.“<ref>Meddelelser fra det Norske Rigsarchiv, {{antikva|I.}} S. 128—129.</ref> {{---}} <section end="Almuens Gilder og Gjestebud"/> <section begin="Bustemanden"/>{{midtstilt|{{større|'''Bustemanden.'''}}}} Endnu langt ind i forrige Aarhundrede var det i en stor Del af Landet, især dog vistnok i Bergens Stift, almindelig Skik, at nygifte Folk nogen Tid efter sit Bryllup begave sig ud paa Vandring for at bede om Gaver, navnlig af Korn. Man kaldte dem Bustemand og Bustekone. Det heder herom i en Optegnelse fra 1723: „Efter en Maaneds Forløb reiser den nygifte Mand ud med en stor Sæk af bleget Lærred paa Ryggen det hele Præstegjeld omkring og sammenbeder Korn til en Hjelp i deres begyndte Husholdning, hvilken Hjelp de kalde Buste. Naar disse Bustemænd komme tilgaards og skal bede om Korn, gaa de aldrig ind i Huset, men staa udenfor og vente paa Kornet eller Gaven. Deres Bygdevis er saa, at om Bustemanden gik ind i Huset, var hans Buste forspildt. Vil Nogen give ham at drikke, da bæres det ud til ham <section end="Bustemanden"/><noinclude> <references/></noinclude> keqb620jpmlvgulapbq200zqpfz8bpx Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/83 104 72595 334625 333549 2026-09-24T20:52:53Z Kåre-Olav 25 overskrift 334625 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|75}}</noinclude>{{midtstilt|{{større|'''Ole Bottolfssøn Sundve.'''}}}} I Vinje Annex til Voss var der en Bonde, som hedte Ole Bottolfssøn. Han var født 1632 og døde 1711, boede i al sin Tid paa Gaarden Sundve og havde aldrig været udenfor Vosse Præstegjeld. Han byggede og indredede Vinjes og Opheims Annexkirker. Derhos gav han sig fra 1666 af ogsaa af med at smelte Jernjord, saaledes som man før havde gjort, „førend den sorte Pest gjorde Voss øde for Indbyggere“.<ref>„Man finder besynderlig i et Fjeld udi Vinje-Sogn, kaldet Stokfjeldet, Tegn til meget ældgamle Jern-Gruber samt derhos henkastede Klumper af sammensmeltet Jern-Skum eller Slagge, som Bønderne kalde Jern-Kraaker.“</ref> Han lærte det af en Sergeant Peder Jenssøn, som var kommen fra Jemteland og der havde seet, hvorledes man bar sig ad dermed. {{liten blokk|Efter Bergens Addr.-Cont. Efterr. for 1768, No. 32. Saadanne Kirkebyggere og andre, lignende kunstfærdige Mænd mindes ofte i Bygderne. Saaledes var Johannes Halsteinssøn fra Skjold i Ryfylke bekjendt for først at have bygget Molands Kirke i Øvre Thelemarken og derefter (1670) med denne som Model Kirken i Arendal. (Vestlandske Tidende for 26de Marts 1836). „En til visse kunstige Verk at bygge meget behændig Mand her i Norge blev deraf almindelig kaldet Halvor Fanden,“ skriver Præsten Johannes Rask i sin „En kort og sandfærdig Reise-Beskrivelse til og fra Guinea“, Throndhjem 1754, S. 211. Ifølge Ol. Jacobaei {{antikva|Musæum}} {{antikva|Regium, p.}} 46 skal denne Halvor Fanden have boet i Nærheden af Bragernes og have udmærket sig som Bygmester, Træskjærer, Spillemand o. s. v., i hvilke Færdigheder hans Sønner skulle have lignet ham.}} {{---}}<noinclude> <references/></noinclude> mcn2qajibfznltww0mzllfr9flh8vsd Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/84 104 72596 334626 333551 2026-09-24T20:53:55Z Kåre-Olav 25 overskrift 334626 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|76}}</noinclude><section begin="Kirsebæravlen i Hardanger"/>{{midtstilt|{{større|'''Kirsebæravlen i Hardanger.'''}}}} Omtrent ved Aar 1715 døde i Kinservik i Hardanger en Mand ved Navn Knut Isberg, „ligesaa bekjendt af sin overmaade Høide, som af sin store Styrke, hvori han overgik alle Andre her, hvor dog de Fleste ere vel voxne.“ Denne Mand var i sin Ungdom, medens han opholdt sig hos sin Moder, en Enke paa Espen i Ullensvang, en af de Første, som reiste til Bergen med Kirsebær. En anden af dem, som først begyndte med den Handel, var Lars Amundssøn Aga af samme Præstegjeld. „Den 13de August 1665, medens Slaget ved Bergen holdtes mellem de Engelske og Hollandske, laa han ved Kjærring-Bjerget mellem Bergen og Kongshavn med sin Baad, hvori han blandt Andet ogsaa havde Kirsebær.“ {{liten blokk|Bergens Addr.-Cont. Efterr. 1765, No. 41. Om Slaget paa Bergens Vaag, der fandt Sted den 2den August 1665, (ikke 13de), se O. Ryghs Afhandl. i Illustr. Nyhedsbl. 1859, No. 2 flg.}} {{---}} <section end="Kirsebæravlen i Hardanger"/> <section begin="Hardanger-Violinen"/>{{midtstilt|{{større|'''Hardanger-Violinen.'''}}}} Omtrent ved Aaret 1670 var der i Vikør i Hardanger en Mand, som hed Lars Klark, der „var som en Slags Skoleholder“. Han begyndte som Tidsfordriv at udhule nogle Træstykker, som han rimeligvis forsynede med Strenge, saa at de kunde frembringe Lyd. En anden Bonde, Isak Nilssøn Botnen, der skal have lært at læse af Lars, udviklede Kunsten videre og naaede stor Berømmelse som Violinmager. Længe vilde det dog ei lykkes <section end="Hardanger-Violinen"/><noinclude> <references/></noinclude> p5meldtmfuafk3m9e6c075gu7fw7b5j Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/87 104 72599 334627 333557 2026-09-24T20:54:45Z Kåre-Olav 25 overskrift 334627 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|79}}</noinclude><section begin="Gerhard Treschow og Svend Hugen"/>{{blank linje}} {{liten blokk|Danmarks og Norges Oeconomiske Magazin. (Kbhvn. 1758.). 2, S. 171. Gerhard Treschow døde 1719 og har opført den store Gaard i Store Strandgade i Chra., som senere tilhørte først Stiftamtmand Rappe, siden Jørgen Pløen, derpaa Kathedralskolen og nu benyttes til Hotel.}} {{---}} <section end="Gerhard Treschow og Svend Hugen"/> <section begin="Store Uaar nordenfjelds"/>{{midtstilt|{{større|'''Store Uaar nordenfjelds.'''}}}} „I 1591 var der i Norge, særdeles nordenfjelds, saa stor Hunger og derpaa følgende Mandedød, at der mellem Throndhjem og Dovrefjeld kun røg af 3 Skorstene, hvorfor det Aar blev kaldet det store sorte Aar. I 1601 var en svær Dyrtid og stor Hunger i Norge, da baade Hø og Korn blev opædt af Mus og Lemæn og det Overblevne ført bort, saa at en Skjeppe Byg kostede det Aar 4 Rdlr., og alene i Opdal døde 80 Mennesker af Hunger. Dette Aar blev til en Erindring kaldet det store Dyreaar.“ {{liten blokk|Optegnelser af den samtidige Sognepræst i Opdal, Hr. Morten Bjørnsen.}} „1695 blev et Uaar, thi Natten til 20de August frøs Kornet overalt nordenfjelds og tildels søndenfjelds. Hvad som den Nat ikke ødelagdes, frøs bort Nætterne til 4de, 5te og 6te Septbr. Veiret var om Høsten haardt og stormende, hvilket voldte megen Skade tilsøs, og af det fordærvede Korn fik Mange Blegsot og døde. Fra Søndmøre maatte man reise til Ryfylke for at kjøbe Sædekorn og sætte sit Jordegods i Pant der. Og ved man ellers, at alt Korn i Søndmøres Dale har af det Rysylkeske sin Oprindelse. Uagtet det i senere Uaar har staaet Fare for at gaa ud, er det dog paa nogle Gaarde blevet i Behold <section end="Store Uaar nordenfjelds"/><noinclude> <references/></noinclude> rvsihryd89dlzyw0botf6rssaip4qx1 334638 334627 2026-09-24T21:03:18Z Kåre-Olav 25 s>f 334638 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|79}}</noinclude><section begin="Gerhard Treschow og Svend Hugen"/>{{blank linje}} {{liten blokk|Danmarks og Norges Oeconomiske Magazin. (Kbhvn. 1758.). 2, S. 171. Gerhard Treschow døde 1719 og har opført den store Gaard i Store Strandgade i Chra., som senere tilhørte først Stiftamtmand Rappe, siden Jørgen Pløen, derpaa Kathedralskolen og nu benyttes til Hotel.}} {{---}} <section end="Gerhard Treschow og Svend Hugen"/> <section begin="Store Uaar nordenfjelds"/>{{midtstilt|{{større|'''Store Uaar nordenfjelds.'''}}}} „I 1591 var der i Norge, særdeles nordenfjelds, saa stor Hunger og derpaa følgende Mandedød, at der mellem Throndhjem og Dovrefjeld kun røg af 3 Skorstene, hvorfor det Aar blev kaldet det store sorte Aar. I 1601 var en svær Dyrtid og stor Hunger i Norge, da baade Hø og Korn blev opædt af Mus og Lemæn og det Overblevne ført bort, saa at en Skjeppe Byg kostede det Aar 4 Rdlr., og alene i Opdal døde 80 Mennesker af Hunger. Dette Aar blev til en Erindring kaldet det store Dyreaar.“ {{liten blokk|Optegnelser af den samtidige Sognepræst i Opdal, Hr. Morten Bjørnsen.}} „1695 blev et Uaar, thi Natten til 20de August frøs Kornet overalt nordenfjelds og tildels søndenfjelds. Hvad som den Nat ikke ødelagdes, frøs bort Nætterne til 4de, 5te og 6te Septbr. Veiret var om Høsten haardt og stormende, hvilket voldte megen Skade tilsøs, og af det fordærvede Korn fik Mange Blegsot og døde. Fra Søndmøre maatte man reise til Ryfylke for at kjøbe Sædekorn og sætte sit Jordegods i Pant der. Og ved man ellers, at alt Korn i Søndmøres Dale har af det Ryfylkeske sin Oprindelse. Uagtet det i senere Uaar har staaet Fare for at gaa ud, er det dog paa nogle Gaarde blevet i Behold <section end="Store Uaar nordenfjelds"/><noinclude> <references/></noinclude> 8v0blyxio9etzfcksdn7yqow7n97zw3 Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/88 104 72600 334628 333559 2026-09-24T20:55:25Z Kåre-Olav 25 overskrift 334628 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|80}}</noinclude><section begin="Store Uaar nordenfjelds"/>og derfra igjen udbredt.“ Efter Uaarene 1740—1742 var i Voldens Præstegjeld Gaarden Eidem den eneste, hvor det Ryfylkeske Korn endnu var tilbage, men derfra udbredtes det strax igjen i Egnen. Aaret 1695 blev kaldet det store Frostaar. {{liten blokk|Det norske Landboblad, udg. af S. Aarflot. 1812, No. 9—10.}} {{---}} <section end="Store Uaar nordenfjelds"/> <section begin="Hr. Halvor og Graatopsslottet i Drangedal"/>{{midtstilt|{{større|'''Hr. Halvor og Graatopsslottet i Drangedal.'''}}}} Paa Gaarden Holte i Drangedals Hovedsogn findes paa et Fjeld nogle Ruiner af en Skandse, som kaldes Graatopsslot, men hvis Stene nu fordetmeste ere borttagne til Mure paa Gaarden. Der fortælles ogsaa i Egnen meget om en „gammel Helt“, Hr. Halvor. I Tørrisdal Annex til samme Præstegjeld ligger Gaarden Vraalstad, hvor der 1743 stod et gammelt høit Hus, nedentil af en almindelig Bygnings Længde, men oventil bredere og omsat med Gange og Svaler, hvorpaa saaes rundt omkring smaa Huller, men forøvrigt ikke Vinduer. Her skal „Herren Halvor“ have boet. En Fjerdingvei derfra paa den anden Side af Vandet er et Fjeld, som kaldes Daareløb. Det heder, at en Mand, „der havde krænket en af Herren Halvors Piger“, blev dømt til at springe ned fra et lige ved værende mindre Fjeld og to Gange slap vel fra det, men saa vilde prøve at springe ogsaa ned fra det høiere. Han sprang ud med de Ord: „Nu springer jeg for Herren Halvors Piger“, men her slog han sig ihjel, og Fjeldet heder siden Daareløb. <section end="Hr. Halvor og Graatopsslottet i Drangedal"/><noinclude> <references/></noinclude> m2ywwzwh0z8zfysukatxdpgue1aznpw Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/89 104 72601 334629 333561 2026-09-24T20:56:28Z Kåre-Olav 25 overskrift 334629 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|81}}</noinclude><section begin="Hr. Halvor og Graatopsslottet i Drangedal"/>{{blank linje}} {{liten blokk|C. N. Schwachs „Thelemarkiske Optegnelser“ i Bratsbergs Amtstidende og Meldahls utrykte Beskrivelse af Drangedal i Chra. Univ.-Bibl. (smlgn. Løvenskiolds Beskrivelse over Bratsbergs Amt, S. 133).}} {{liten blokk|Navnene Hr. Halvor og Graatopsslot pege tydelig nok paa en historisk Person, nemlig den Halvard Graatop, som i Erik af Pommerns Regjeringstid først deltog i Amund Sigurdssøn Bolts Opstand mod denne Konge og derefter selv stiftede et Oprør netop blandt Almuen i Thelemarken og Skida-Syssel. Han havde til Hensigt i Spidsen for Bønderne at ødelægge Oslo. Hans Tilhængere maatte med svære Bøder afsone sin Færd i Aarene 1438 og 1439, men Gjæringen i Thelemarken vedblev endnu i de følgende Aar. Se herom L. Daae i norsk historisk Tidsskrift, {{antikva|IV.}} S. 86—89. „Graatopsslottet“ er forøvrigt vistnok en af de ældgamle Befæstninger, hvoraf flere findes rundt om i Landet, og meget ældre end Halvards Tid.}} {{---}} <section end="Hr. Halvor og Graatopsslottet i Drangedal"/> <section begin="Finlierne"/>{{midtstilt|{{større|'''Finlierne.'''}}}} Som bekjendt ligger der paa Grændsen mellem Nordre Throndhjems Amt og Jemteland to Fjeldbygder, Finlierne eller Nordli og Sørli, der indtil for faa Aar siden vare Annexer til Snaasen, men nu siden 1878 udgjøre et eget Præstegjeld. Lierne have sit Navn af de Finner (Lapper), som tidligere have levet der, og have først senere, dog uvist naar, faaet norsk Befolkning. Under de langvarige Forhandlinger og Undersøgelser, der omsider førte til Grændsetraktaten mellem Sverige og Norge af 1751, blev der fra svensk Side paastaaet, at Lierne skulde tilhøre Jemteland som oprindelig bebyggede derfra. Der blev i den Anledning optaget forskjellige Forhør, hvor tildels de ældste Beboere maatte fortælle, hvad de havde hørt af sine Forfædre om den ældste {{bindestrek1|Be|Bebyggelse}} <section end="Finlierne"/><noinclude> <references/></noinclude> jz2hqi2veqo91i7e9b2hqv6avn60v17 Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/90 104 72602 334630 333565 2026-09-24T20:57:08Z Kåre-Olav 25 bindestrek 334630 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|82}}</noinclude>{{bindestrek2|byggelse|Bebyggelse}}. Af de Oplysninger, som dels paa denne Maade, dels gjennem Dokumenter tilveiebragtes, kan noget fortjene at anføres. I Aaret 1626 flyttede nogle fattige Mænd fra Snaasen til Nordfinli, som nogle hundrede Aar havde ligget øde, og fik 1636 Lensherren Hr Oluf Parsbergs Bevilling at lade bygge et Kapel paa egen Bekostning. Dette blev sat paa Skilbred, den yderste Gaard i Bygden, helt ubeleiligt for de andre. Nordli havde i gamle Dage været bebygget, hvilket var at fornemme af de mange Agerrener, Hustomter og Stene. Paa Næsset kunde man se Grundstene til et gammelt Hus, og der var Frasagn, at der havde staaet et Kapel, hvortil og Alting lod sig anse. Man fortalte, at Lapfinnerne, som mest nære sig med tamme Rensdyr — tilforn var der andre Finner, hvilke levede af Vildt og Veide —, udryddede paa en Dag og ødelagde baade Mand og Kvinde med Børn i Vuggen i Nordli, men dette Mord hevnede en Mand i Sørli, boende paa Estil, idet han listig indbød de nye Gjester til et Gjestebud, og saasom alle Karlfolk af Lapfinnerne vare satte ovenfor Bordet, persede endel Limænd Finnerne til Væggen ved samme Bord, og andre ødelagde dem med langskaftede Øxer. De, som bleve tilbage i Fjeldene, lærte at give godt Kjøb. Hvor længe det skal være, siden saadant passerede, vidstes ikke med Sikkerhed, men Anno 1627 omtrent hug man et Træ af, da man ryddede paa Pladsen Skilbred, og under Roden var kjendelig en Grue eller et Ildsted at se. Træet var over halvanden Favn i Omkreds. Men fra den Mand paa Estil, som hevnede sine Venners Død, regner man nu for vist fem Led {{antikva|in recta linea ascendenti}}. Den Mand, som sidste Gang skulde have begyndt at rydde i Nordli, skulde have hedt Einar Skilbred.<noinclude> <references/></noinclude> 0cf5iaylhgb4slc89l0wpc97pwtnfoy Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/91 104 72603 334631 333567 2026-09-24T20:57:57Z Kåre-Olav 25 overskrift 334631 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|83}}</noinclude><section begin="Finlierne"/>{{blank linje}} Hvor mange hundrede Aar vare forløbne, siden man først ryddede i Sørli, vidstes ikke, men den første byggede Gaard skulde være Jul, og den første Rydningsmand skulde have hedt Fredrik. {{liten blokk|Grændsereguleringens Protokol No. 19 (i Rigsarchivet). Se ogsaa S. B. Bruns Beskrivelse over Snaasen (Norske Videnskabsselskabs Skr. i 19de Aarh. {{antikva|I.}} S. 219.). Bruns Kilde ere skriftlige Optegnelser fra 1689 af en Præst Lund, hvilke kjendelig ogsaa ere benyttede af Grændsebefarerne i 1743. Lund har ogsaa Bemærkningen om de fem Slægtled paa Estil, hvoraf følger, at disse maa regnes opover fra 1689 ikke fra 1743. Man skulde altsaa antage, at Begivenheden paa denne Gaard maatte have fundet Sted omtrent paa Reformationstiden.}} {{---}} <section end="Finlierne"/> <section begin="Kvæner"/>{{midtstilt|{{større|'''Kvæner.'''}}}} Som bekjendt blev i det sextende Aarhundrede en Del Kvæner eller Finner overflyttede fra Storfyrstendømmet Finland til Vermeland, og nogle af dem fandt ogsaa Veien indover den norske Grændse, hvor de bosatte sig i de dengang endnu meget store Skovstrækninger, især naturligvis i Almindingerne, hvor der var rig Anledning baade til Jagt og Braatebrænding. Endnu leve temmelig ublandede Efterkommere af disse Indvandrere i „Finskoven“ paa Østgrændsen af Solør, men ved Midten af syttende Aarhundrede fandtes der Kvæner eller „Finner“ i langt videre Udstrækning. I de Mandtalslister, der fremkaldtes ved Folketællingen i 1664—1666, vil man for nogle Præstegjelds Vedkommende finde Oplysninger om dem. Der angives 2 Familier i Nannestad, 8 i Eidsvold og Hurdalen, hvor der paa 7 Gaarde kun fandtes Finner, <section end="Kvæner"/><noinclude> <references/></noinclude> azt67hj5ga1r8pr5o95eylflnksb9l3 Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/96 104 72608 334632 333569 2026-09-24T20:58:53Z Kåre-Olav 25 overskrift 334632 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|88}}</noinclude><section begin="Kvæner"/>Trolddom og „satte Finskud“ paa hverandre eller Kreaturene. Bratlifinnen var dog den værste. Han kunde „gjøre Veir“, og man saa derfor ofte i Høaannen Solskin hos ham og Lundbyen, medens det regnede i Bygden forresten. Han kunde ogsaa lokke Fisken til sig, men naar hans Uvenner vilde forsøge, gjorde han Uveir paa Vandet. Hans Efterkommere skulle endnu leve paa Gaarden Buraas, hvis Eier (1871) var Sønnesønssøn af hin Bratlifinne. Finbraaten, Fingarn, Finlangen o. s. v. ere Navne, der endnu minde om Kvænerne. {{liten blokk|Meddelelser fra Rigsarchivet, {{antikva|I.}} S. 41,73. Chr. Langes haandskrevne Samlinger i Rigsarchivet. T. H. Aschehoug i Norsk Tidsskr. for Vidensk. og Literatur, 2den Aarg. 1848, S. 317, 318, 325 o. s. v. Budstikken. {{antikva|IV.}} S. 358. Pontoppidan, Norges naturlige Historie„ {{antikva|II.}} S. 455. Topogr. Journal, H. 23, S. 44—63. Kraft, Top.-stat. Beskr. over Kgr. Norge, {{antikva|I.}} (ældre Udg.), S. 504. Asbjørnsen, Norske Huldreeventyr, 3. Udg., S. 96.}} {{---}} <section end="Kvæner"/> <section begin="Stig Bagge"/>{{midtstilt|{{større|'''Stig Bagge.'''}}}} I vor Historie forekommer paa Reformationstiden ikke saa sjelden en Mand ved Navn Stig Bagge, der længe var i Henrik Krummedikes og Eske Bildes Tjeneste paa Bergenhus, senere (1536) ved den sidste af sine indflydelsesrige Herrers Hjælp selv opnaaede at forlenes med Lister Len, men omsider fik en brat Død i Nederlandene, hvorhen Christian {{antikva|III.}} havde sendt ham som Speider. Han blev nemlig her fangen under Kysten af Zeeland og lagt paa fire Steiler, hvorover Kong Christian i Skrivelser til flere fremmede Fyrster meget beklagede sig. Stigs Fader <section end="Stig Bagge"/><noinclude> <references/></noinclude> 8bjo6b2ojopb897b3taerpay8q4n44l Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/99 104 72611 334634 189895 2026-09-24T21:00:25Z Kåre-Olav 25 bindestrek 334634 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|91}}</noinclude>saa at man stundom har ligget under Fossen mellem Klippen og Vandstraalen med en Pram; naar nu Laxen sprang op i Fossen, hændte det, at den faldt i Prammen, „men det er et farligt og voveligt Fiskeri“. Det fortælles ogsaa, at en Mand forfulgte sin Broders Banemand til Rafossen, og da Banemanden ikke kunde undkomme paa anden Maade, vovede han at springe over „Struben paa Fossen, henved 12 Alne,“ og kom lykkelig over. Forfølgeren sprang efter og faldt i Vandet, men den Anden trak ham op og reddede hans Liv, hvorfor han da strax tilgav ham Broderens Drab. Fiskeriet i Rafossen vilde nu Seierherren fra Englemoen gjøre sig rigtig fordelagtigt. Han besluttede at bruge sit Bytte til at kjøbe en uhyre Blyplade for med den at beklæde Elvebunden under Fossen og saaledes at kunne se enhver Fisk, som kom op i Hølen. For at kjøbe Blyet gjorde han en Reise til England, men da han kom did, blev han gjenkjendt af nogle af dem, han havde overvundet paa Moen, og derfor tagen tilfange og dræbt i en Spigertønde.<ref>Allerede da første Udgave af denne Samling udkom, forstod jeg, at disse Sagns Helt maatte være Stig Bagge (se første Udg. S. 64). Det var mig derfor desto mere interessant, da jeg ganske uformodentlig fik historisk Vished for, at Stig virkelig havde drevet Laxefiskeri under Rafossen i stor Udstrækning. (Se Peder Claussøn Friis’s Samlede Skrifter, udg. af G. Storm, S. 115).</ref> Paa Englemoen opgraves endnu af og til gamle Vaaben. Muligens kan der i sin Tid have fundet Sted en Kamp mellem Bønderne og en engelsk eller skotsk Sørøverbande, thi saadanne Fribyttere gjorde stundom {{bindestrek1|virke|virkelig}}<noinclude> <references/></noinclude> lrghmelopml47cyydit6tcb1gcv7uj6 Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/100 104 72612 334633 333426 2026-09-24T20:59:52Z Kåre-Olav 25 overskrift 334633 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|92}}</noinclude><section begin="Stig Bagge"/>{{bindestrek2|lig|virkelig}} Landgang paa Vestlandet i sextende Aarhundrede; enkelte Gange greb ogsaa Almuen til Modværge, f. Ex. i 1557 ved Egersund, hvor endel franske Sørøvere bleve dræbte. {{---}} <section end="Stig Bagge"/> <section begin="Sagn fra Syvaarskrigen"/>{{midtstilt|{{større|'''Sagn fra Syvaarskrigen.'''}}}} {{liten blokk|Under Syvaarskrigen havde Svensken i Aaret 1564 indtaget hele Thrøndelagen og Romsdals Amt, ja endog en stor Del af Nordland, men deres uduelige Anfører, Franskmanden Claude Collart (Claudius Gallus), forspildte snart sin let erhvervede Seier, og hans Hær blev dels ødelagt af Bønderne, dels fangen af den Styrke, som efter Erik Rosenkrands’s Foranstaltning sendtes nordover under Erik Munks Anførsel. (Se herom mit Skrift Krigen nordenfjelds 1564, Chra. 1872). Paa Søndmøre lever endnu en stor Del Sagn fra denne Tid; især erindrer Almuen sig en svensk Partigjænger, Mads Dalekarl, som efter at have røvet og plyndret grusomt der i Egnen fandt sin Død den 7de Mai 1564 paa Garlid i Soknedalen (Annex til Støren).}} 1. Mens Svensken var Herre i Throndhjem, kom et Krigsskib derfra sydover til Romsdalen, hvor Mandskabet huserede slemt. Derefter seilede Svensken til Søndmøre og lagde sig ved Valderhaug. Herfra sendte de Folk ud for at plyndre Bygderne rundt i Egnen. En Bonde kom med en Baad indover til Ellingsøens Nordside og vilde lande, men der laa just to Skyttere og lurede paa Oter, og disse fyrede med sine Bøsser paa Røverne, som strax rømte. Stedet, hvor Skytterne laa, heder endnu Gildrenes.<ref>{{antikva|gildra}}, Indretning til at fange vilde Dyr med, især Oter.</ref> Paa Valdergaardene og paa <section end="Sagn fra Syvaarskrigen"/><noinclude> <references/></noinclude> g9p7czkszmvux1sjrx0p45ghva0uz6r Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/104 104 72616 334635 333430 2026-09-24T21:01:04Z Kåre-Olav 25 overskrift 334635 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|69}}</noinclude><section begin="Sagn fra Syvaarskrigen"/>nedsænkte i Søen, men da de efter Fiendens Bortreise skulde trække Kjedelen op, gik det ene Reb af, og altsaa bleve deres Pretiosa i Søen beliggende, ligesom og den store Klokke i Kirken, som de i samme Forvirrelse vilde se reddet, skal være bleven borte for dem i Søen paa den sydvestre Del af Sellø.“ {{liten blokk|Budstikken, VI. S. 574 efter Selløs Kaldsbog.}} {{---}} <section end="Sagn fra Syvaarskrigen"/> <section begin="Olaf den Helliges Ligkiste"/>{{midtstilt|{{større|'''Olaf den Helliges Ligkiste.'''}}}} Som bekjendt blev ved Reformationens Indførelse vor nationale Helgens store Sølvskrin, der veiede halvsyvende tusinde Lod Sølv, nedsendt til Danmark og der sønderbrudt og smeltet. St. Olafs Legeme vedblev dog fremdeles at bevares ved Domkirken i en Trækiste, beslaaet med Sølvnagler, indtil de Svenske under Syvaarskrigen gjorde det bekjendte Indfald, der for en kort Tid bragte hele Throndhjems Stift i deres Magt (1564).<ref>Se herom mit Skrift: Krigen nordenfjelds 1564.</ref> Ved denne Leilighed satte nemlig Fienden sig i Besiddelse af St. Olafs Kiste, plyndrede den Smule Sølv, der endnu fandtes ved denne, og bortførte derpaa Legemet til Fløans Kirke i Stjørdalen, hvor de „jordede det i den øde Bondekirke“. Da imidlertid det svenske Herredømme efter et Par Maaneders Forløb fik en brat Ende, bragtes Helgenens Legeme igjen tilbage til Throndhjem. Det blev, heder det i en gammel Optegnelse, „den 8de Juni 1564 <section end="Olaf den Helliges Ligkiste"/><noinclude> <references/></noinclude> pq9zr0aodqnnv7gn1qehf4tx24698h3 Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/110 104 72622 334642 189906 2026-09-24T21:10:18Z Kåre-Olav 25 strek 334642 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|102}}</noinclude>{{blank linje}} Karsten betroede da sin Hustru den Hemmelighed om Splinterne af St. Olafs Kiste, som hun hidtil aldrig havde erfaret, og de forstode begge, at „Ridderen“ ingen anden kunde være end Helgenen selv. De besluttede tilsidst, at dennes Villie skulde opfyldes, og at Sagen skulde tilkjendegives Erkebiskopen. Karsten begav sig da til dennes Pallads, men Drabanterne værdigede ham intet Svar paa hans Bøn om Audients og truede endog med at jage ham bort med sine Hellebarder. Han ventede da en Stund for at se, om ikke en af de Fornemmere maatte komme til, om han maaske hos en af disse kunde være heldigere. Endelig kom en Domherre fra Paderborn, til hvem han betroede sig og fortalte ham den hele Historie om sin Reise til Norge og om Splinterne af St. Olafs Kiste. Den Geistlige hørte paa Fortællingen med spændt Opmærksomhed og søgte under Samtalen at bringe Karsten længere og længere bort fra den protestantiske Erkebiskops Gaard. Da Fortællingen var til Ende, enedes de om, at Domherren skulde modtage Relikvierne, og at de skulde bringes til Domkirken i Paderborn. Om Aftenen foregik Udleveringen, efterat Karsten havde modtaget en Sum Penge. Fra den Tid af levede Karsten stedse i Lykke og Velstand. I Alt, hvad han foretog sig, var han herefter heldig. {{---}}<noinclude> <references/></noinclude> mv0xjf6hdnnjwry3lijz3313ngcenkb Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/214 104 72726 334640 333542 2026-09-24T21:07:14Z Kåre-Olav 25 overskrift 334640 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|206}}</noinclude><section begin="Fra Kongsberg"/>Mængde Arbeidere afskedigedes med et Aars Løn (70 til 80 Rdl.) en Gang for alle kontant udbetalt, og flere af dem drog da til andre Steder for at søge Livsophold. Nogle søgte Arbeide ved private Bergverker i Norge, andre ved Stenkulsgruberne ved Höganäs i Skaane, men endnu flere tyede ned til Kjøbenhavn, hvor de paa forskjellig Maade fristede Livet. Ikke saa faa sank ogsaa ned til ligefrem Omstreifere og Fanter, og „Kongsbergs Seller“ vare i den følgende Tid ilde ansete paa mange Kanter af Landet.<ref>Rosteds „Forsøg til en medicinsk Topographi over Bergstaden Kongsberg“ læses i Nyt Bibliothek for Læger, {{antikva|I.}} Kbhvn. 1814, 8. S. 1—56, og Uddrag deraf i Budstikken. {{antikva|I.}} S. 428 flg. Om Sellernes Omstreifen tales i Eilert Sundts Skrifter.</ref> {{---}} <section end="Fra Kongsberg"/> <section begin="Røros Kobberverk"/>{{midtstilt|{{større|'''Røros Kobberverk.'''}}}} Ogsaa dette Verks oprindelige Arbeidere vare tildels Tydskere, som overførte sin hjemlige Bergmandsovertro til de norske Fjelde. De rørosiske Bjergaander tænkte man sig mest som fredelige og stille Væsener, der, naar de ikke tirredes til Vrede, villig ydede af sin Rigdom til den, der havde fundet Tryllemidlet. De vare ogsaa varslende Aander og viste sig, naar en Bergmands Død var nær forestaaende. Især var dette Tilfældet med Grubegubberne i Kongens Grube i Ruggeldalen, to Mile nordlig for Røros, og i Storvartsgruben.<ref>Nogle flere Smaating herom ere meddelte af J. K. Christie i Chr. Langes Norsk Tidsskrift for Videnskab og Literatur, {{antikva|III.}} (1849), S. 21 flg.</ref> <section end="Røros Kobberverk"/><noinclude> <references/></noinclude> 3rlg6ebnbicrs062geo0go1qnl5gloe Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/219 104 72731 334641 333552 2026-09-24T21:07:55Z Kåre-Olav 25 strek 334641 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{midtstilt|211}}</noinclude>usædvanlig Glands. Han mærkede sig Stedet, men fortalte det ikke til Andre end til sine Brødre, thi det var en almindelig Tro, at man gjorde rettest i at tie med Saadant. Nogen Tid efter var Lars (efter Andre Arnt) i en Dom (Dovning) paa Snean i Meldalen og blev der overfalden af tre Karle. For at redde sig trak han sin Kniv og dræbte den ene i Slagsmaalet. Derfor maatte han rømme til Sverige og opholde sig der et Par Aar. Men da han længtes efter at komme til sit Fædreland igjen, listede han sig en Sommer hemmelig hjemover til Sæteren under Faderens Gaard Vold og fik der sin Fader i Tale. Saa gik han med en liden Gut hen til det Sted, hvor han (eller Broderen) havde seet de glindsende Stene og tog nogle Prøver med sig til Sverige, hvor han lod Malmen prøve. Det befandtes, at det var rig Kobbererts. Han tilbød nu at ville aabenbare sin Opdagelse, hvis han maatte saa Lov at komme hjem, og det blev ham forundt, dog maatte han ei bo i Meldalen, men nedsætte sig paa Dybdal i Guldalen. Retten til at drive Gruberne maatte han som uformuende afstaa til Lagmanden i Throndhjem Niclas Paulssøn. {{liten blokk|Meddelt af G. Schøning i det Throndhjemske Selskabs Skrifter, {{antikva|III.}} S. 303 flg. efter Fortælling af Bønder i Egnen, der nedstammede fra Oluf Jonssøn Vold.}} {{===}}<noinclude> <references/></noinclude> fgd9804j7hjevf15igu2cb3n6lmgeux Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Fjerde Bind.djvu/545 104 74099 334639 333724 2026-09-24T21:06:08Z Kåre-Olav 25 brøk 334639 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||SMAASTYKKER|505}}</noinclude>i Throndhjem, altsaa udenfor Amtets Grændser, men ved Resc. af 19 Febr. 1771 toges denne Tilladelse tilbage, dog saa at Collin til Erstatning skulde have et Gagetillæg af 400 Rdl. Da han imidlertid vedblev at bo i Throndhjem, ja endog uden Frugt mulkteredes for sin Overhørighed, indstilledes han 26 August 1773 til Afskedigelse uden Pension. Samme Aar blev en ny Amtmand over Romsdalen udnævnt. Collin, der var gift med Fennichen Hønne, Enke efter Bernt Møllmann, døde 1782 som Etatsraad. {{---}} Mai 14. (Kbhvn.). Et Spand i Norge og 1{{brøk2|1|2}} Td. Hartkorn svare tilsammen. Denne Lighed finder man Adgang til udi den gamle Landskyld Taxt, saavelsom de senere Anordninger om Ros Tjenesten, hvor de saaledes anføres imod hinanden. Et Skippund Tunge indbefatter 2 Huder og hver Hud 12 Skind. 1 B℔ Smør lige med 7 L℔ Tunge og 8{{brøk2|2|5}} Skind. I Hallingdal regnes paa Løbet 24 paa et Sk℔ Tunge. Der er ingen Lighed mellem Soldaterlægden med Udredning i Danmark og Norge. I Danmark udreder 60 Tønder Hartkorn en Soldat og i Norge hver 3 Spand, følgelig er Danmarks Vilkaar i den Fald mere end 12 Gange bedre end Norges. Quelle étonnante disproportion! Canc. Raad Ol. var i Begyndelsen meget forelsket i Kn.s<ref>Den i Indledningsordene omtalte Landmaaler, Capt Knoff.</ref> Project, men nu har Piben faaet en anden Lyd. Hvor tunge ere ikke nogle Underdaneres Kaar, der fremfor andre skal aftvinges deres Grund og Eiendomme. Feh<ref>Udentvivl P. Fehmann, en af de Svenske, der vare indviklede i de i 1743 for dansk Regning drevne Intriger ved Thronfølgervalget, og som derfor toge sin Tilflugt til Norge og der fik Ansættelse. Se Samll. t. N. F. Sp. og Hist. 4, S. 319–320.</ref> søger om 4 Ting: 1. Justitsraads Titel. 2. Tilladelse at afstaa (sit Embede?). 3. Kgl. Pension af 4 à 500 Rd. 4. at Kongen vil eftergive hans Titel. Mr. Simolin dit, que Mr. Tessin avoit ordre exprès du committè sécret en Suède de demander notre princesse en mariage, mais que de<noinclude> <references/></noinclude> t4xvnw2v9y17j0jt0l4xn0oa224ydyr Bruker:Øystein Tvede 2 96869 334597 334351 2026-09-24T15:59:10Z Øystein Tvede 3938 334597 wikitext text/x-wiki <poem> '''Bøker på Wikikilden:''' {{***|2|12em|margin-top=1em}} {{*|margin-bottom=1em}} Ambrose Bierce: ::''[[Giftslangen]]'' Asta Graah Bolander ::''[[Rænessancens Florens]]'' Jules Barbey d'Aurevilly: ::[[Don Juans skjønneste Kjærlighed]] Alf B. Bryn: ::''[[Peter van Heeren tar skeen i den anden haand]]'' ::''[[Peter van Heeren har faat blod paa tand]]'' ::''[[Peter van Heeren gjør hvad der falder ham ind]]'' Olaf Bull: ::''[[Mordet paa Bygdø]]'' ::''[[Oinos og Eros]]'' ::''[[De hundrede aar]]'' ::''[[Ignis ardens]]'' Theodor Caspari: ::''[[Polemiske Sonetter]]'' Paul Claudel: ::''[[Besøk i helvede]]'' Joseph Conrad: ::''[[Taifun]]'' Benjamin Constant: ::''[[Adolphe]]'' René Desvartes: ::''[[Betragtninger over filosofiens grundlag]]'' Arthur Conan Doyle: ::''[[Av dr. Watsons optegnelser]]'' ::''[[Hunden fra Baskerville]]'' ::''[[Den forsvundne verden]]'' Charles Dickens: ::''[[En julesang]]'' ::''[[Bleak House – Ødegården 1]]'' ::''[[Bleak House – Ødegården 2]]'' Dostojevskij: ::''[[Krotkaja]]'' Arne Dybfest: ::''[[To noveller]]'' Sven Elvestad: ::''[[Lys og Skygge. Den hemmelighedsfulde Thomas Ryer – Norges farligste Forbryder]]'' ::''[[Angsten]]'' ::''[[Himmel og hav]]'' ::''[[Aar og dag]] ::''[[Tindebestigerklubben]]'' (under arbeid) Evripides: ::''[[Bakkantinderne]]'' ::''[[Medea]]'' Flaubert: ::''[[Fru Bovary]]'' Frich: ::''[[Halvkunstnere]]'' ::''[[Jakob Harvis, spilleren]]'' ::''[[Journalisten og filmstjernen]]'' Anatole France: ::''[[Min vens bok]]'' ::''[[Statholderen i Judæa og andre noveller]]'' ::''[[Sylvestre Bonnards forbrydelse]]'' ::''[[Thaïs]]'' ::''[[Vertshuset Dronning Gåsefot]]'' André Gide: ::''[[Den forlorne sønns hjemkomst]]'' Goethe: ::''[[Hermann og Dorothea]]'' Gogol: ::''[[En mainat]]'' ::''[[Kopisten]]'' Irma Gram: ::''[[Litt om skikk og bruk før og nu]]'' Hamsun: ::''[[Den Gaadefulde]]'' ::''[[Et gjensyn]]'' ::''[[Sult]]'' ::''[[Mysterier]]'' ::''[[Siesta]]'' ::''[[Victoria]]'' ::''[[Det vilde kor]]'' ::''[[Markens Grøde]]'' Maurits Hansen: ::[[Novellen. En Novelle]] ::''[[Mauritz Hansens Noveller og Fortællinger]]'' Homer: ::''[[Odysseen]]'' ::''[[Odysseen illustrert]]'' ::''[[Iliaden]]'' Victor Hugo: ::''[[En dødsdømts siste dag 18..]]'' ::''[[De elendige]]'' Ragnhild Jølsen: ::''[[Ve's Mor]]'' ::''[[Rikka Gan]]'' ::''[[Efterlatte arbeider]]'' Kafka: ::[[Mordet]] Kaptein Seattle: ::''[[Lystyachtens hemmelighet]]'' Alexander L. Kielland: ::''[[Arbeidsfolk]]'' ::''[[Mennesker og Dyr]]'' Nils Kjær: ::''[[Essays. Fremmede Forfattere]]'' ::''[[Bøger og Billeder]]'' ::''[[Smaa Epistler]]'' ::[[Nils Kjær Samlede skrifter/5|Bind 5. Epistler og noveller]] Vilhelm Krag: ::''[[Nye Digte]]'' ::''[[Nat. Digte i prosa]]'' Lagerlöf: ::''[[Hr. Arnes Penge]]'' Erik Lie: ::''[[Erindringer fra et dikterhjem]] Jonas Lie: ::''[[Den Fremsynte]]'' Niccolò Machiavelli ::''[[Fyrsten]]'' Thomas Mann: ::''[[Hans kongelige høyhet]]'' Maupassant: ::[[Horla]] ::''[[Madame Telliers hus]]'' Max Mauser: ::''[[Dødsdiamanten]]'' Prosper Merimee ::''[[Don Juan de Maraña]]'' Molière: ::Hr. Jourdains adelsgriller (under arbeid) Monsen: ::''[[Throndhjems Mysterier]]'' Anders Munch: ::''[[Ephemerer]]'' Rudolf Muus: ::''[[Ole Høilands Penge]]'' ::''[[Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde]]'' ::''[[Blandt Kristiania-Vampyrer]]'' ::''[[Kongesønnen fra Færøerne]]'' ::''[[Stjerneskud paa Ekeberg]]'' Regine Normann: ::''[[Berit Ursin]]'' Carl Nærup: ::''[[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur]]'' John Paulsen: ::''[[Samliv med Ibsen]]'' Rocambole Pedersen: ::''[[Den forsvundne pølsemaker]]'' Platon: ::''[[Gjestebodet]]'' Edgar Allan Poe ::''[[Den røde døds maske og andre fortellinger]]'' Kristofer Randers: ::''[[„Polemiske Sonetter“: Et Tillsvar]]'' Rainer Marie Rilke: ::''[[Brever til en ung dikter]]'' Roggen: ::''[[Bergens Mysterier]]'' Amalie Skram: ::''[[Professor Hieronimus]]'' ::''[[På Sct. Jørgen]]'' Christian Sparre: ::''[[Karl Monks oplevelser]]'' ::''[[Gamle Friks diamant]]'' (under arbeid) ::''[[Det hemmelighetsfulle skib]] (under arbeid) Robert Louis Stevenson: ::''[[Skatten paa Sjørøverøen]]'' ::''[[Løyndomen. Den forunderlege soga om dr. Jekyll og mr. Hyde]]'' Clara Tschudi: ::''[[Goethes moder]]'' ::''[[Ludwig den anden. Konge af Bayern]]'' Ivan Turgenev: ::''[[Den første Kjærlighet]]'' Sigrid Undset: ::''[[Ungdom. Digte]]'' ::''[[Steen Steensen Blicher]]'' John Utheim ::''[[Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie for Skolen og Hjemmet. I: De østerlandske Folk og Hellenerne]]'' Paul Valéry: ::''[[Omkring Degas]]'' Auguste de Villiers de l'Isle-Adam: ::[[Skafottets Hemmelighed]] Voltaire: ::''[[Candide]]'' Wergeland: ::''[[Samlede skrifter (1918–1940)|Samlede skrifter]]'' Winsnes: ::''[[Lærebog i de forskjellige Grene af Huusholdningen]]'' Hans Aanrud: ::''[[Storkarer]]'' Zweig: ::''[[Amok]]'' Zwilgmeyer: ::''[[Vi børn]]'' ::''[[Karsten og jeg]]'' Dansk Wikisource: ::''[http://da.wikisource.org/wiki/Døden_i_Venedig Døden i Venedig]'' ::''[http://da.wikisource.org/wiki/Kong_Salomon_og_Jørgen_Hattemager Kong Salomon og Jørgen Hattemager]'' ::''[http://da.wikisource.org/wiki/Under_Aaget Under Aaget]'' {{asterisme}} '''Utgaver på Det norske språk- og litteraturselskap:''' ''[https://www.bokselskap.no/boker/familienpehrsen/forord Familien Pehrsen]'' {{asterisme}} '''Bøker på bokselskap.no:''' ''[https://www.bokselskap.no/boker/denfransketragedie/tittelside Den franske tragedie]'' ''[https://www.bokselskap.no/boker/familienpehrsen/tittelside Familien Pehrsen]'' ''[https://www.bokselskap.no/boker/livetstriumf/tittelside Livets triumf]'' ''[http://www.bokselskap.no/boker/angsten/tittelside Angsten]'' ''[http://www.bokselskap.no/boker/defortapteshus/tittelside De fortaptes hus]'' ''[https://www.bokselskap.no/boker/bogerogbilleder/tittelside Bøger og Billeder]'' ''[https://www.bokselskap.no/boker/fremmedeforfattere/tittelside Fremmede Forfattere]'' ''[https://www.bokselskap.no/boker/smaaepistler/tittelside Smaa Epistler]'' ''[https://www.bokselskap.no/boker/dikterhjem/tittelside Erindringer fra et dikterhjem]'' ''[https://www.bokselskap.no/boker/throndhjemsmysterier/tittelside Throndhjems Mysterier]'' ''[https://www.bokselskap.no/boker/kristianiaoriginaler/tittelside Gamle Kristiania-originaler]'' ''[https://www.bokselskap.no/boker/kristianiaminder/tittelside Gamle Kristiania-minder]'' ''[https://www.bokselskap.no/boker/forstadsscener/tittelside Kristiania forstadsscener og deres skuespillere]'' ''[https://www.bokselskap.no/boker/dikterliv/tittelside Dikterliv i gamle Kristiania]'' ''[http://www.bokselskap.no/boker/polsemaker/tittelside Den forsvundne pølsemaker]'' ''[https://www.bokselskap.no/boker/karlmonk/tittelside Karl Monks oplevelser]'' ''[https://www.bokselskap.no/boker/gamlefriksdiamant/tittelside Gamle Friks diamant]'' ''[https://www.bokselskap.no/boker/dethemmelighedsfuldeskib/tittelside Det hemmelighedsfulde skib]'' ''[https://www.bokselskap.no/boker/goethesmoder/tittelside Goethes moder]'' ''[https://www.bokselskap.no/boker/ludwigbayern1/tittelside Ludwig den anden – konge af Bayern]'' ''[https://www.bokselskap.no/boker/ludwigbayern2/tittelside Ludwig den andens sidste dage]'' </poem> g8ry6u7rquiwpm8co5op2oc83se5tvk Forfatter:Knut Hamsun 102 111661 334467 334344 2026-09-24T13:16:14Z Øystein Tvede 3938 334467 wikitext text/x-wiki {{forfatter}} == Tekster == * ''[[Den Gaadefulde]]. En Kjærlighedshistorie fra Nordland'' (1877) * ''[[Et gjensyn]]'', dikt (1878) * [[Bjørger]] (1878) {{Indeks|Bjørger (1878).djvu}} * [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv]], artikler (1889) {{Indeks|Fra det moderne Amerikas Aandsliv (1889).djvu}} * ''[[Sult]]'' (1890) * ''[[Mysterier]]'' (1892) * [[Redaktør Lynge]] (1893) {{Indeks|Redaktør Lynge (1893).djvu}} * [[Ny jord]] (1893) {{Indeks|Ny Jord (1893).djvu}} * [[Pan]] (1894) {{Indeks|Pan (1894).djvu}} * [[Ved Rigets Port]], skuespill (1895) {{Indeks|Ved Rigets Port (1895).djvu}} * [[Livets Spil]], skuespill (1896) {{Indeks|Livets Spil (1896).djvu}} * ''[[Siesta (Hamsun)|Siesta]], skitser'' (1897) * [[Aftenrøde]], skuespill (1898) {{Indeks|Aftenrøde (1898).djvu}} * ''[[Victoria]]. En Kærligheds Historie'' (1898) * [[Munken Vendt]], skuespill (1902) {{Indeks|Munken Vendt (1902).djvu}} * [[Kratskog]], noveller (1903) {{Indeks|Kratskog (1903).djvu}} * [[Dronning Tamara]], skuespill (1903) {{Indeks|Dronning Tamara (1903).djvu}} * [[I Æventyrland]], reisebrev (1903) {{Indeks|I Æventyrland (1903).djvu}} * [[Det vilde kor|Det vilde Kor]], dikt (1904) * [[Sværmere]] (1904) {{Indeks|Sværmere (1904).djvu}} * [[Stridende Liv]], noveller (1905) {{Indeks|Stridende Liv (1905).djvu}} * [[Under Høststjærnen]] (1906) {{Indeks|Under Høststjærnen (1906).djvu}} * [[Benoni]] (1908) {{Indeks|Benoni (1908).djvu}} * [[Rosa]] (1908) {{Indeks|Rosa (1908).djvu}} * [[En Vandrer spiller med Sordin]] (1909) {{Indeks|En Vandrer spiller med Sordin (1909).djvu}} * [[Livet ivold]], skuespill (1910) * [[Den siste Glæde]] (1912) {{Indeks|Den sidste Glæde (1912).djvu}} * [[Børn av Tiden]] (1913) {{Indeks|Børn av Tiden (1913).djvu}} * [[Segelfoss by]] (1915) * [[Markens Grøde]] (1917) * [[Sproget i Fare]], pamflett (1918) * [[Konerne ved Vandposten]] (1920) * [[Siste Kapitel]] (1923) * [[Landstrykere]] (1927) * [[August]] (1930) * [[Men Livet lever]] (1933) * [[Ringen sluttet]] (1936) * [[Paa gjengrodde Stier]] (1949) * [[Om „På Guds Veje“]], bokessay i [[Samtiden]] (1890) * [[Fra det ubevidste Sjæleliv]], artikkel i ''[[Samtiden]]'' (1890). == Om Hamsun == * Olaf Bull: [[Knut Hamsun]] * Carl Nærup: [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Knut Hamsun|Knut Hamsun]] {{PD-old}} qheov1xef5euk5y7ouwoc3ysll6dtwa 334727 334467 2026-09-24T23:23:54Z Øystein Tvede 3938 334727 wikitext text/x-wiki {{forfatter}} == Tekster == * ''[[Den Gaadefulde]]. En Kjærlighedshistorie fra Nordland'' (1877) * ''[[Et gjensyn]]'', dikt (1878) * [[Bjørger]] (1878) {{Indeks|Bjørger (1878).djvu}} * [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv]], artikler (1889) {{Indeks|Fra det moderne Amerikas Aandsliv (1889).djvu}} * ''[[Sult]]'' (1890) * ''[[Mysterier]]'' (1892) * [[Redaktør Lynge]] (1893) {{Indeks|Redaktør Lynge (1893).djvu}} * [[Ny jord]] (1893) {{Indeks|Ny Jord (1893).djvu}} * ''[[Pan]]. Af Løjtnant Thomas Glahns Papirer'' (1894) * [[Ved Rigets Port]], skuespill (1895) {{Indeks|Ved Rigets Port (1895).djvu}} * [[Livets Spil]], skuespill (1896) {{Indeks|Livets Spil (1896).djvu}} * ''[[Siesta (Hamsun)|Siesta]], skitser'' (1897) * [[Aftenrøde]], skuespill (1898) {{Indeks|Aftenrøde (1898).djvu}} * ''[[Victoria]]. En Kærligheds Historie'' (1898) * [[Munken Vendt]], skuespill (1902) {{Indeks|Munken Vendt (1902).djvu}} * [[Kratskog]], noveller (1903) {{Indeks|Kratskog (1903).djvu}} * [[Dronning Tamara]], skuespill (1903) {{Indeks|Dronning Tamara (1903).djvu}} * [[I Æventyrland]], reisebrev (1903) {{Indeks|I Æventyrland (1903).djvu}} * [[Det vilde kor|Det vilde Kor]], dikt (1904) * [[Sværmere]] (1904) {{Indeks|Sværmere (1904).djvu}} * [[Stridende Liv]], noveller (1905) {{Indeks|Stridende Liv (1905).djvu}} * [[Under Høststjærnen]] (1906) {{Indeks|Under Høststjærnen (1906).djvu}} * [[Benoni]] (1908) {{Indeks|Benoni (1908).djvu}} * [[Rosa]] (1908) {{Indeks|Rosa (1908).djvu}} * [[En Vandrer spiller med Sordin]] (1909) {{Indeks|En Vandrer spiller med Sordin (1909).djvu}} * [[Livet ivold]], skuespill (1910) * [[Den siste Glæde]] (1912) {{Indeks|Den sidste Glæde (1912).djvu}} * [[Børn av Tiden]] (1913) {{Indeks|Børn av Tiden (1913).djvu}} * [[Segelfoss by]] (1915) * [[Markens Grøde]] (1917) * [[Sproget i Fare]], pamflett (1918) * [[Konerne ved Vandposten]] (1920) * [[Siste Kapitel]] (1923) * [[Landstrykere]] (1927) * [[August]] (1930) * [[Men Livet lever]] (1933) * [[Ringen sluttet]] (1936) * [[Paa gjengrodde Stier]] (1949) * [[Om „På Guds Veje“]], bokessay i [[Samtiden]] (1890) * [[Fra det ubevidste Sjæleliv]], artikkel i ''[[Samtiden]]'' (1890). == Om Hamsun == * Olaf Bull: [[Knut Hamsun]] * Carl Nærup: [[Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Knut Hamsun|Knut Hamsun]] {{PD-old}} aknlho7b636zt1z43r8r48rrhgxqizx Indeks:Pan (1894).djvu 106 142179 334646 329456 2026-09-24T21:46:47Z Øystein Tvede 3938 334646 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Pan]] |Undertittel= |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Knut Hamsun|Knut Hamsun]] |Oversetter= |Utgiver= |Illustrator= |Forlag= |Institusjon= |Sted=Kristiania |Ar=1894 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=djvu |Bilde=7 |Malform=NB |Fremgang=V |Sider=<pagelist 9=1 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag= }} i9x2s0uasjp2nh5yqy35l2f8jpmc2di 334647 334646 2026-09-24T21:48:55Z Øystein Tvede 3938 334647 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Pan]] |Undertittel= |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Knut Hamsun|Knut Hamsun]] |Oversetter=Af Løjtnant Thomas Glahns Papirer |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=P. G. Philipsens Forlag |Institusjon= |Sted=Kjøbenhavn |Ar=1894 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=djvu |Bilde=7 |Malform=NB |Fremgang=V |Sider=<pagelist 9=1 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag= }} lvbir1m9etv4f8f2lapx0a7he4v6zuy 334729 334647 2026-09-24T23:25:45Z Øystein Tvede 3938 334729 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Pan]] |Undertittel=Af Løjtnant Thomas Glahns Papirer |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Knut Hamsun|Knut Hamsun]] |Oversetter= |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=P. G. Philipsens Forlag |Institusjon= |Sted=Kjøbenhavn |Ar=1894 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=djvu |Bilde=7 |Malform=NB |Fremgang=V |Sider=<pagelist 9=1 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag= }} 4fxfe2rqu5my915jll2n5g7k3am7b2a 334736 334729 2026-09-24T23:34:00Z Øystein Tvede 3938 334736 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Pan]] |Undertittel=Af Løjtnant Thomas Glahns Papirer |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Knut Hamsun|Knut Hamsun]] |Oversetter= |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=P. G. Philipsens Forlag |Institusjon= |Sted=Kjøbenhavn |Ar=1894 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=djvu |Bilde=7 |Malform=NB |Fremgang=V |Sider=<pagelist 9=1 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag=[[Pan/01|I]], [[Pan/02|II]], [[Pan/03|III]], [[Pan/04|IV]], [[Pan/05|V]], [[Pan/06|VI]], [[Pan/07|VII]], [[Pan/08|VIII]], [[Pan/09|IX]], [[Pan/10|X]], [[Pan/11|XI]], [[Pan/12|XII]], [[Pan/13|XIII]] }} psgvmkx2dah5p8ldcgeei4053hxab1a 334752 334736 2026-09-24T23:44:45Z Øystein Tvede 3938 334752 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Pan]] |Undertittel=Af Løjtnant Thomas Glahns Papirer |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Knut Hamsun|Knut Hamsun]] |Oversetter= |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=P. G. Philipsens Forlag |Institusjon= |Sted=Kjøbenhavn |Ar=1894 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=djvu |Bilde=7 |Malform=NB |Fremgang=V |Sider=<pagelist 9=1 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag=[[Pan/01|I]], [[Pan/02|II]], [[Pan/03|III]], [[Pan/04|IV]], [[Pan/05|V]], [[Pan/06|VI]], [[Pan/07|VII]], [[Pan/08|VIII]], [[Pan/09|IX]], [[Pan/10|X]], [[Pan/11|XI]], [[Pan/12|XII]], [[Pan/13|XIII]], [[Pan/14|XIV]], [[Pan/15|XV]], [[Pan/16|XVI]], [[Pan/17|XVII]]. }} d3k4ddyaudvtflal30jazq69fhyzma7 334810 334752 2026-09-25T06:44:30Z Øystein Tvede 3938 334810 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Pan]] |Undertittel=Af Løjtnant Thomas Glahns Papirer |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Knut Hamsun|Knut Hamsun]] |Oversetter= |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=P. G. Philipsens Forlag |Institusjon= |Sted=Kjøbenhavn |Ar=1894 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=djvu |Bilde=7 |Malform=NB |Fremgang=V |Sider=<pagelist 9=1 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag=[[Pan/01|I]], [[Pan/02|II]], [[Pan/03|III]], [[Pan/04|IV]], [[Pan/05|V]], [[Pan/06|VI]], [[Pan/07|VII]], [[Pan/08|VIII]], [[Pan/09|IX]], [[Pan/10|X]], [[Pan/11|XI]], [[Pan/12|XII]], [[Pan/13|XIII]], [[Pan/14|XIV]], [[Pan/15|XV]], [[Pan/16|XVI]], [[Pan/17|XVII]], [[Pan/18|XVIII]], [[Pan/19|XIX]], [[Pan/20|XX]], [[Pan/21|XXI]], [[Pan/22|XXII]], [[Pan/23|XXIII]], [[Pan/24|XXIV]], [[Pan/25|XXV]], [[Pan/26|XXVI]], [[Pan/27|XXVII]], [[Pan/28|XXVIII]], [[Pan/29|XXIX]], [[Pan/30|XXX]], [[Pan/31|XXXI]], [[Pan/32|XXXII]], [[Pan/33|XXXIII]], [[Pan/34|XXXIV]], [[Pan/35|XXXV]], [[Pan/36|XXXVI]], [[Pan/37|XXXVII]], [[Pan/38|XXXVIII]], [[Pan/39|XXXIX]], [[Pan/40|XL]], [[Pan/41|XLI]], [[Pan/42|XLII]]. }} 8a5a319y78khs8zk3ylfxuualjzxhsa 334920 334810 2026-09-25T10:41:32Z Øystein Tvede 3938 334920 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Pan]] |Undertittel=Af Løjtnant Thomas Glahns Papirer |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Knut Hamsun|Knut Hamsun]] |Oversetter= |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=P. G. Philipsens Forlag |Institusjon= |Sted=Kjøbenhavn |Ar=1894 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=djvu |Bilde=7 |Malform=NB |Fremgang=V |Sider=<pagelist 9=1 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag=[[Pan/01|I]], [[Pan/02|II]], [[Pan/03|III]], [[Pan/04|IV]], [[Pan/05|V]], [[Pan/06|VI]], [[Pan/07|VII]], [[Pan/08|VIII]], [[Pan/09|IX]], [[Pan/10|X]], [[Pan/11|XI]], [[Pan/12|XII]], [[Pan/13|XIII]], [[Pan/14|XIV]], [[Pan/15|XV]], [[Pan/16|XVI]], [[Pan/17|XVII]], [[Pan/18|XVIII]], [[Pan/19|XIX]], [[Pan/20|XX]], [[Pan/21|XXI]], [[Pan/22|XXII]], [[Pan/23|XXIII]], [[Pan/24|XXIV]], [[Pan/25|XXV]], [[Pan/26|XXVI]], [[Pan/27|XXVII]], [[Pan/28|XXVIII]], [[Pan/29|XXIX]], [[Pan/30|XXX]], [[Pan/31|XXXI]], [[Pan/32|XXXII]], [[Pan/33|XXXIII]], [[Pan/34|XXXIV]], [[Pan/35|XXXV]], [[Pan/36|XXXVI]], [[Pan/37|XXXVII]], [[Pan/38|XXXVIII]], [[Pan/39|Glahns død]], [[Pan/40|I]], [[Pan/41|II]], [[Pan/42|III]], [[Pan/43|IV]], [[Pan/44|V]]. }} ecjzs0filcwm7bgyz66vd6nbssjo1cb Indeks:Victoria (1898).djvu 106 142184 334445 329648 2026-09-24T12:56:56Z Øystein Tvede 3938 334445 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Victoria]] |Undertittel=En Kærligheds Historie |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Knut Hamsun|Knut Hamsun]] |Oversetter= |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Cammermeyer |Institusjon= |Sted= |Ar=1898 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=djvu |Bilde=5 |Malform=NB |Fremgang=V |Sider=<pagelist 10=1 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag= }} jqommuc2pe9fivi1cmf2j24qcytmpwj 334446 334445 2026-09-24T12:59:08Z Øystein Tvede 3938 334446 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Victoria]] |Undertittel=En Kærligheds Historie |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Knut Hamsun|Knut Hamsun]] |Oversetter= |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Cammermeyer |Institusjon= |Sted= |Ar=1898 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=djvu |Bilde=5 |Malform=NB |Fremgang=V |Sider=<pagelist 11=1 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag= }} q3tooe6slcc9l2dsgqfrdvwvm1atvbi 334472 334446 2026-09-24T13:26:56Z Øystein Tvede 3938 334472 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Victoria]] |Undertittel=En Kærligheds Historie |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Knut Hamsun|Knut Hamsun]] |Oversetter= |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Cammermeyer |Institusjon= |Sted= |Ar=1898 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=djvu |Bilde=5 |Malform=NB |Fremgang=V |Sider=<pagelist 11=1 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag=[[Victoria/01|I]], [[Victoria/02|II]], [[Victoria/03|III]], [[Victoria/04|IV]], [[Victoria/05|V]], [[Victoria/06|VI]], [[Victoria/07|VII]], [[Victoria/08|VIII]], [[Victoria/09|IX]], [[Victoria/10|X]], [[Victoria/11|XI]], [[Victoria/12|XII]], [[Victoria/13|XIII]]. }} dyw9ct20kfch8bkogaq78w6z5f7cd2r Side:Victoria (1898).djvu/9 104 142266 334473 329657 2026-09-24T13:28:59Z Øystein Tvede 3938 /* Validert */ 334473 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c| {{stor|{{sp|KNUT HAMSUN}}}} {{--}} {{xx-større|{{sp|VICTORIA}}}} EN KÆRLIGHEDS HISTORIE {{luft|4em}} ALB. CAMMERMEYERS FORLAG<br> 1898 }}<noinclude><references/></noinclude> sqpmw0da6ih50vc0idtgsiepf8x3c4z 334474 334473 2026-09-24T13:29:24Z Øystein Tvede 3938 334474 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c| {{sp|KNUT HAMSUN}} {{--}} {{xxx-større|{{sp|VICTORIA}}}} EN KÆRLIGHEDS HISTORIE {{luft|4em}} ALB. CAMMERMEYERS FORLAG<br> 1898 }}<noinclude><references/></noinclude> j7rgr9nmolfsibmhiuxqstskvchoa71 Side:Victoria (1898).djvu/16 104 144312 334357 2026-09-24T11:59:32Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334357 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stødt, de unge Mennesker i den forgaar. Lad forgaa! svarer han. Eders Herlighed, de raaber om Hjælp, vi kan redde dem endnu, og der er en hvidklædt Kvinde med. Red dem! kommanderer han med Tordenrøst. Saa ser han Slotsherrens Børn igen efter mange Aar, og Victoria kaster sig for hans Fødder og takker ham for sin Frelse. Ingenting at takke for, detn1 var bare min Pligt, svarer han; gaa frit hvor I vil i mine Lande. Og saa lader han Slottets Porte aabne for Selskabet og beværter det af Guldfade, og tre Hundrede brune Slavinder synger og danser den hele Nat. Men naar Slotsbørnene skal rejse igen, da kan ikke Victoria det, men kaster sig plat i Støvet for ham og hulker, fordi hun elsker ham. Lad mig blive her, stød mig ikke bort, Eders Herlighet, gør mig til en af Eders Slavinder {{. . .|5}} Han begynder at drive hastigt indover Øen, gennemisnet af Bevægelse. Javel, han vilde frelse Slotsbørnene. Hvo ved, kanskje de nu var gaaet vild paa Øen? Kanske Victoria var bleven hængende fast mellem to Stene og ikke<noinclude><references/></noinclude> a7c2u63e0ii475tq9goaoqh3ktt7rvo 334598 334357 2026-09-24T17:50:07Z Øystein Tvede 3938 334598 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stødt, de unge Mennesker i den forgaar. Lad forgaa! svarer han. Eders Herlighed, de raaber om Hjælp, vi kan redde dem endnu, og der er en hvidklædt Kvinde med. Red dem! kommanderer han med Tordenrøst. Saa ser han Slotsherrens Børn igen efter mange Aar, og Victoria kaster sig for hans Fødder og takker ham for sin Frelse. Ingenting at takke for, {{rettelse|det det|det}} var bare min Pligt, svarer han; gaa frit hvor I vil i mine Lande. Og saa lader han Slottets Porte aabne for Selskabet og beværter det af Guldfade, og tre Hundrede brune Slavinder synger og danser den hele Nat. Men naar Slotsbørnene skal rejse igen, da kan ikke Victoria det, men kaster sig plat i Støvet for ham og hulker, fordi hun elsker ham. Lad mig blive her, stød mig ikke bort, Eders Herlighet, gør mig til en af Eders Slavinder {{. . .|5}} Han begynder at drive hastigt indover Øen, gennemisnet af Bevægelse. Javel, han vilde frelse Slotsbørnene. Hvo ved, kanskje de nu var gaaet vild paa Øen? Kanske Victoria var bleven hængende fast mellem to Stene og ikke<noinclude><references/></noinclude> 3w0oyieboaivcaev4m66vmzmrxsmbk0 Side:Victoria (1898).djvu/17 104 144313 334358 2026-09-24T11:59:53Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334358 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>kunde komme løs? Det kosted ham at udstrække sin Arm og befri hende. Men Børnene saa forbausede paa ham, da han kom. Havde han forladt Baaden? „Jeg gør dig ansvarlig for Baaden,“ sagde Otto. „Jeg kunde vise Dere, hvor der er Bringebær?“ spurgte Johannes. Stilhed i Selskabet. Victoria greb straks til. „Nej? Hvor er det henne?“ spurgte hun. Men Byherren overvandt sig snart og sagde: „Det kan vi ikke befatte os med nu.“ Johannes sagde: „Jeg ved ogsaa, hvor der er Muslinger at finde.“ Ny Stilhed. „Er der Perler i dem?“ spurgte Otto. „Tænk, om der var det!“ sagde Victoria. Johannes svared Nej, at det vidste han ikke; men Muslingerne laa langt ude paa det hvide Sand; man maatte have Baad, og man maatte dukke efter dem. Saa blev Idéen aldeles udleet, og Otto yttred: „Ja, du ser mig ud til en Dykker.“<noinclude><references/></noinclude> pz3cbbbrafebsr74cgw3thiqn5i8qyk Side:Victoria (1898).djvu/18 104 144314 334359 2026-09-24T12:01:11Z Øystein Tvede 3938 /* Rå */ Ny side: Johannes begyndte at aande tungt. „Hvis Dere vil, saa kan jeg gaa op i Fjældet der og trille en svær Sten ned i Sjøen,“ sagde han. „Hvorfor det?“ „Nej, ikke for noget. Men saa kunde Dere se paa det.“ Men heller ikke dette Forslag blev antaget, og Johannes taug beskæmmet. Saa gav han sig til at lede efter Æg fjærnt fra de andre, paa en anden Kant af Øen. Da hele Selskabet igen var samlet nede ved Baaden, havde Johannes mange flere Æg end de andre; han bar de… 334359 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Johannes begyndte at aande tungt. „Hvis Dere vil, saa kan jeg gaa op i Fjældet der og trille en svær Sten ned i Sjøen,“ sagde han. „Hvorfor det?“ „Nej, ikke for noget. Men saa kunde Dere se paa det.“ Men heller ikke dette Forslag blev antaget, og Johannes taug beskæmmet. Saa gav han sig til at lede efter Æg fjærnt fra de andre, paa en anden Kant af Øen. Da hele Selskabet igen var samlet nede ved Baaden, havde Johannes mange flere Æg end de andre; han bar dem forsigtig i Luen. „Hvordan kan det være, at du har fundet saa mange?“ spurgte Byherren. „Jeg ved, hvor Rederne er,“ svared Johannes lykkelig. „Nu lægger jeg dem sammen med dine, Victoria.“ „Holdt!“ skreg Otto, „hvorfor det?“ Allesammen saa paa ham. Otto pegte paa Luen og spurgte: „Hvem garanterer mig, at den Lue er ren?“ Johannes sagde intet. Hans Lykke var brat [9  forbi. Saa begyndte han at søge tilbage indover Øen med Æggene. „Hvad gaar der af ham? hvor gaar han hen?“ siger Otto utaalmodig. „Hvor gaar du hen, Johannes?“ raaber Victoria og springer efter ham. Han standser og svarer sagte: „Jeg lægger Æggene tilbage i Rederne.“ De stod en Stund og saa paa hinanden. „Og saa gaar jeg op i Bruddet i Eftermiddag,“ sagde han. Hun svared ikke. „Saa kunde jeg vise dig Hulen.“ „Ja, men jeg er saa ræd,“ svared hun. „Du sagde, den var saa mørk.“ Da smilte Johannes, trods sin store Bedrøvelse, og sagde modigt: „Ja, men jeg er jo med dig.“ * Han havde leget alle sine Dage oppe i det gamle Granitbrud. Folk havde hørt ham prate og arbejde deroppe, skønt han var alene;<noinclude><references/></noinclude> 2all05blvot3sryknf1v0jt5hlxcwal 334360 334359 2026-09-24T12:01:22Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334360 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Johannes begyndte at aande tungt. „Hvis Dere vil, saa kan jeg gaa op i Fjældet der og trille en svær Sten ned i Sjøen,“ sagde han. „Hvorfor det?“ „Nej, ikke for noget. Men saa kunde Dere se paa det.“ Men heller ikke dette Forslag blev antaget, og Johannes taug beskæmmet. Saa gav han sig til at lede efter Æg fjærnt fra de andre, paa en anden Kant af Øen. Da hele Selskabet igen var samlet nede ved Baaden, havde Johannes mange flere Æg end de andre; han bar dem forsigtig i Luen. „Hvordan kan det være, at du har fundet saa mange?“ spurgte Byherren. „Jeg ved, hvor Rederne er,“ svared Johannes lykkelig. „Nu lægger jeg dem sammen med dine, Victoria.“ „Holdt!“ skreg Otto, „hvorfor det?“ Allesammen saa paa ham. Otto pegte paa Luen og spurgte: „Hvem garanterer mig, at den Lue er ren?“ Johannes sagde intet. Hans Lykke var brat [9  forbi. Saa begyndte han at søge tilbage indover Øen med Æggene. „Hvad gaar der af ham? hvor gaar han hen?“ siger Otto utaalmodig. „Hvor gaar du hen, Johannes?“ raaber Victoria og springer efter ham. Han standser og svarer sagte: „Jeg lægger Æggene tilbage i Rederne.“ De stod en Stund og saa paa hinanden. „Og saa gaar jeg op i Bruddet i Eftermiddag,“ sagde han. Hun svared ikke. „Saa kunde jeg vise dig Hulen.“ „Ja, men jeg er saa ræd,“ svared hun. „Du sagde, den var saa mørk.“ Da smilte Johannes, trods sin store Bedrøvelse, og sagde modigt: „Ja, men jeg er jo med dig.“ * Han havde leget alle sine Dage oppe i det gamle Granitbrud. Folk havde hørt ham prate og arbejde deroppe, skønt han var alene;<noinclude><references/></noinclude> gkgc66j0oav90aywmrv4m1d6cd2il5m 334361 334360 2026-09-24T12:03:50Z Øystein Tvede 3938 334361 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Johannes begyndte at aande tungt. „Hvis Dere vil, saa kan jeg gaa op i Fjældet der og trille en svær Sten ned i Sjøen,“ sagde han. „Hvorfor det?“ „Nej, ikke for noget. Men saa kunde Dere se paa det.“ Men heller ikke dette Forslag blev antaget, og Johannes taug beskæmmet. Saa gav han sig til at lede efter Æg fjærnt fra de andre, paa en anden Kant af Øen. Da hele Selskabet igen var samlet nede ved Baaden, havde Johannes mange flere Æg end de andre; han bar dem forsigtig i Luen. „Hvordan kan det være, at du har fundet saa mange?“ spurgte Byherren. „Jeg ved, hvor Rederne er,“ svared Johannes lykkelig. „Nu lægger jeg dem sammen med dine, Victoria.“ „Holdt!“ skreg Otto, „hvorfor det?“ Allesammen saa paa ham. Otto pegte paa Luen og spurgte: „Hvem garanterer mig, at den Lue er ren?“ Johannes sagde intet. Hans Lykke var brat<noinclude><references/></noinclude> s2lpt85z1bhkec5humtfgorszj4dfi9 334526 334361 2026-09-24T14:14:08Z Øystein Tvede 3938 334526 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Johannes begyndte at aande tungt. „Hvis Dere vil, saa kan jeg gaa op i Fjældet der og trille en svær Sten ned i Sjøen,“ sagde han. „Hvorfor det?“ „Nej, ikke for noget. Men saa kunde Dere se paa det.“ Men heller ikke dette Forslag blev antaget, og Johannes taug beskæmmet. Saa gav han sig til at lede efter Æg fjærnt fra de andre, paa en anden Kant af Øen. Da hele Selskabet igen var samlet nede ved Baaden, havde Johannes mange flere Æg end de andre; han bar dem forsigtig i Luen. „Hvordan kan det være, at du har fundet saa mange?“ spurgte Byherren. „Jeg ved, hvor Rederne er,“ svared Johannes lykkelig. „Nu lægger jeg dem sammen med dine, Victoria.“ „Holdt!“ skreg Otto, „hvorfor det?“ Allesammen saa paa ham. Otto pegte paa Luen og spurgte: „Hvem garanterer mig, at den Lue er ren?“ Johannes sagde intet. Hans Lykke var brat<noinclude><references/></noinclude> r8bt4ub2szd16v5jhe111crg65kqkzx Side:Victoria (1898).djvu/19 104 144315 334362 2026-09-24T12:04:10Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334362 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> [9  forbi. Saa begyndte han at søge tilbage indover Øen med Æggene. „Hvad gaar der af ham? hvor gaar han hen?“ siger Otto utaalmodig. „Hvor gaar du hen, Johannes?“ raaber Victoria og springer efter ham. Han standser og svarer sagte: „Jeg lægger Æggene tilbage i Rederne.“ De stod en Stund og saa paa hinanden. „Og saa gaar jeg op i Bruddet i Eftermiddag,“ sagde han. Hun svared ikke. „Saa kunde jeg vise dig Hulen.“ „Ja, men jeg er saa ræd,“ svared hun. „Du sagde, den var saa mørk.“ Da smilte Johannes, trods sin store Bedrøvelse, og sagde modigt: „Ja, men jeg er jo med dig.“ Han havde leget alle sine Dage oppe i det gamle Granitbrud. Folk havde hørt ham prate og arbejde deroppe, skønt han var alene;<noinclude><references/></noinclude> sckt95je4iqbrkxyk2lnkmcnckxdyp5 334363 334362 2026-09-24T12:04:22Z Øystein Tvede 3938 334363 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>forbi. Saa begyndte han at søge tilbage indover Øen med Æggene. „Hvad gaar der af ham? hvor gaar han hen?“ siger Otto utaalmodig. „Hvor gaar du hen, Johannes?“ raaber Victoria og springer efter ham. Han standser og svarer sagte: „Jeg lægger Æggene tilbage i Rederne.“ De stod en Stund og saa paa hinanden. „Og saa gaar jeg op i Bruddet i Eftermiddag,“ sagde han. Hun svared ikke. „Saa kunde jeg vise dig Hulen.“ „Ja, men jeg er saa ræd,“ svared hun. „Du sagde, den var saa mørk.“ Da smilte Johannes, trods sin store Bedrøvelse, og sagde modigt: „Ja, men jeg er jo med dig.“ Han havde leget alle sine Dage oppe i det gamle Granitbrud. Folk havde hørt ham prate og arbejde deroppe, skønt han var alene;<noinclude><references/></noinclude> o0992ld1xbsy0wts0amg0zj6bbyh8jc Side:Victoria (1898).djvu/20 104 144316 334364 2026-09-24T12:05:16Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334364 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stundom havde han været Præst og holdt Gudstjeneste. Stedet var for længe siden forladt, nu voksed der Mose paa Stenene, og alle Mærker efter Menneskehænder var udviskede. Men inde i den hemmelige Hule havde Møllerens Søn ryddet og pyntet med megen Kunst, og der bodde han som Høvding for Verdens tapreste Røverbande. Han ringer paa en Sølvklokke. En liden Mandsling, en Dværg med en Diamantspænde i Luen, hopper ind. Det er Tjeneren. Han bøjer sig i Støvet. Naar Prinsesse Victoria kommer, saa før hende ind! siger Johannes med høj Stemme. Dværgen bøjer sig igen i Støvet og forsvinder. Johannes strækker sig mageligt paa den bløde Divan og tænker. Dèr vilde han føre hende til Sæde og række hende kostelige Retter av Sølv- og Guldkar; et flammende Baal skulde oplyse Hulen; bag det tunge Guldbrokades Forhæng i Hulens Ende skulde hendes Leje redes, og tolv Riddere skulde staa Vagt… Johannes rejser sig, kryber ud af Hulen og lytter. Det rasler i Kvist og Løv nede paa Stien.<noinclude><references/></noinclude> a0p88ud5l8x2gspmb3z55f4br6wfzai 334365 334364 2026-09-24T12:05:47Z Øystein Tvede 3938 334365 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stundom havde han været Præst og holdt Gudstjeneste. Stedet var for længe siden forladt, nu voksed der Mose paa Stenene, og alle Mærker efter Menneskehænder var udviskede. Men inde i den hemmelige Hule havde Møllerens Søn ryddet og pyntet med megen Kunst, og der bodde han som Høvding for Verdens tapreste Røverbande. Han ringer paa en Sølvklokke. En liden Mandsling, en Dværg med en Diamantspænde i Luen, hopper ind. Det er Tjeneren. Han bøjer sig i Støvet. Naar Prinsesse Victoria kommer, saa før hende ind! siger Johannes med høj Stemme. Dværgen bøjer sig igen i Støvet og forsvinder. Johannes strækker sig mageligt paa den bløde Divan og tænker. Dèr vilde han føre hende til Sæde og række hende kostelige Retter av Sølv- og Guldkar; et flammende Baal skulde oplyse Hulen; bag det tunge Guldbrokades Forhæng i Hulens Ende skulde hendes Leje redes, og tolv Riddere skulde staa Vagt . . Johannes rejser sig, kryber ud af Hulen og lytter. Det rasler i Kvist og Løv nede paa Stien.<noinclude><references/></noinclude> d7mvexwtij3zn48smedfbjmvkh18que Side:Victoria (1898).djvu/21 104 144317 334366 2026-09-24T12:06:25Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334366 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> „Victoria!“ raaber han. „Ja,“ svarer det. Han gaar hende imøde. „Jeg tør næsten ikke,“ siger hun. Han vugger med Skuldrene og svarer: „Jeg har netop været der. Jeg kommer derfra nu.“ De gaar ind i Hulen. Han anviser hende Sæde paa en Sten og siger: „Paa den Sten sad Risen.“ „Hu, snak ikke mere, fortæl mig det ikke! Var du ikke ræd?“ „Nej.“ „Ja, men du sagde, at han havde bare et Øje; men det er Troldene, som har det.“ Johannes betænkte sig. „Han havde to Øjne, men han var blind paa det ene. Det sagde han selv.“ „Hvad sagde han mere? Nej, sig det ikke!“ „Han spurgte, om jeg vilde tjene hos ham.“ „Ja, men det vilde du vel ikke? Gud bevare dig.“ „Jo, jeg svared ikke Nej.“<noinclude><references/></noinclude> orfopdlqpex3utmgk0tb25xtpmxnkai Side:Victoria (1898).djvu/22 104 144318 334367 2026-09-24T12:06:52Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334367 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> „Er du gal! vil du blive lukket inde i Fjældet?“ „Ja, jeg ved ikke. Det er saa ondt paa Jorden ogsaa.“ Pause. „Siden disse Bygutterne kom, saa er du bare med dem,“ siger han. Atter Pause. Johannes vedbliver: „Men jeg er da stærkere til at bære dig og løfte dig ud af Baaden end nogen af dem. Jeg er sikker paa, at jeg skulde aarke at holde dig en hel Time. Se her.“ Han tog hende i Armene og løfted hende op. Hun holdt om hans Nakke. „Saa, nu maa du ikke aarke mig mere.“ Han satte hende ned. Hun sagde: „Ja, men Otto er ogsaa stærk. Og han har slaast med voksne Folk ogsaa. Johannes spørger tvivlende: „Med voksne Folk?“ „Ja, det har han. I Byen.“ Pause. Johannes tænker.<noinclude><references/></noinclude> 962517ywwvvekf45hw7tbbyapicehhb Side:Victoria (1898).djvu/23 104 144319 334368 2026-09-24T12:07:24Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334368 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> „Jaja, saa er der ikke mere med det,“ siger han. „Jeg ved, hvad jeg gør.“ „Hvad gør du?“ „Jeg fæster mig hos Risen.“ „Nej, men er du gal, hører du!“ skriger Victoria. „Aa, jo da, jeg er lige glad. Jeg gør det.“ Victoria tænker paa en Udvej. „Ja, men nu kommer han kanske ikke mere igen?“ Johannes svarer: „Han kommer.“ „Hid?“ spørger Victoria hurtigt. „Ja.“ Victoria rejser sig og trækker sig hen til Udgangen. „Kom, lad os heller gaa ud igen.“ „Det har ingen Hast,“ siger Johannes, som selv er bleven bleg. „For han kommer ikke før inat. I Midnatstimen.“ Victoria blir beroliget og vil atter indtage sit Sæde. Men Johannes har ondt for at faa Bugt med den Uhygge, han selv har fremkaldt, det blir ham for farligt i Hulen, og han siger:<noinclude><references/></noinclude> t8vlf90w6tt9o4xxvfrrp07slndvh4t Side:Victoria (1898).djvu/24 104 144320 334369 2026-09-24T12:07:51Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334369 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> „Hvis du endelig vil ud igen, saa har jeg en Sten med dit Navn paa derude. Saa den kan jeg vise dig.“ De kryber ud af Hulen og finder Stenen. Victoria er stolt og lykkelig over den. Johannes er rørt, han kunde græde og siger: „Naar du ser paa den, saa faar du tænke paa mig iblandt, mens jeg er borte. Skænke mig en venlig Tanke.“ „Jada,“ svarer Victoria. „Men du kommer vel igen?“ „Aa, Gud ved det. Nej, det gør jeg nok ikke.“ De begyndte at vandre hjemover. Johannes er Graaden nær. „Ja, Farvel,“ siger Victoria. „Nej, jeg kan følge med lidt længer.“ Det, at hun saa hjærteløst kan sige ham Farvel jo før jo heller, gør ham forresten bitter, driver Vreden op i hans saarede Sind. Han standser brat og siger med retfærdig Harme: Men dèt vil jeg sige dig, Victoria, at du faar ingen, som vilde have været saa snil mod dig, som jeg. Det vil jeg bare sige dig.“<noinclude><references/></noinclude> 1hfst4ltsrcq75xqnnbvdvox9fp0gqd Side:Victoria (1898).djvu/198 104 144321 334370 2026-09-24T12:08:25Z Øystein Tvede 3938 /* Uten tekst */ 334370 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="0" user="Øystein Tvede" /></noinclude><noinclude><references/></noinclude> abfg9xd7kjifmfb04hxamcb6m40piio Side:Victoria (1898).djvu/25 104 144322 334371 2026-09-24T12:09:07Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334371 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> „Ja, men Otto er ogsaa snil,“ indvender hun. „Jaja, tag ham.“ De gaar tause nogle Skridt. „Jeg skal nok faa det storartet. Frygt ikke for det. For du ved ikke endda, hvad jeg skal have i Løn.“ „Nej. Hvad skal du have i Løn?“ „Halvdelen af Riget. Det var nu ét.“ „Tænk, skal du have det!“ „Og saa faar jeg Prinsessen.“ Victoria standsed. „Det er ikke sandt, vel?“ „Jo, saa sagde han.“ Pause. Victoria yttrer hen for sig: „Hvordan ser hun ud, mon?“ „Aa, Gud bevare dig, hun er vakrere end noget Menneske paa Jorden. Og det ved vi jo før ogsaa.“ Victoria blir bøjet. „Vil du have hende da?“ spørger hun. „Ja,“ svarer han, „det blir vel til det.“ Men da Victoria virkelig er bevæget, lægger han til: „Men det kan hænde, at jeg kommer igen engang. At jeg tager mig en Tur op paa Jorden.<noinclude><references/></noinclude> 9koskb0ptt64dp2fq5iklig6mvz4zrf Side:Victoria (1898).djvu/26 104 144323 334372 2026-09-24T12:09:40Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334372 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> „Ja, men tag ikke hende med da,“ bad hun. „Hvad skal du have hende med for?“ „Nej, jeg kan komme alene ogsaa.“ „Vil du love mig det?“ „Aa ja, det kan jeg love. Men hvad bryder forresten du dig om det! For det kan jeg ikke vente, at du bryder dig om.“ „Det skal du ikke sige, hører du,“ svarer Victoria. „Jeg er sikker paa, at hun ikke er saa glad i dig, som jeg.“ En varm Fryd skælver gennem hans unge Hjærte. Han kunde have sunket i Jorden af Glæde og Undselighed over hendes Ord. Han turde ikke se paa hende, han saa bort. Saa tog han en Kvist op fra Marken, gnaved af dens Bark og slog sig i Haanden med den. Tilsidst begyndte han i sin Forlegenhed at fløjte. „Jaja, jeg faar vel gaa hjem,“ siger han. „Ja, Farvel,“ svarer hun og rækker ham Haanden. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> k5bads6js3l046gztx5qohw6shna6wr Side:Victoria (1898).djvu/27 104 144324 334373 2026-09-24T12:10:50Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334373 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|II.}} {{Stor initial|M}}øllerens Søn kom bort. Han blev borte længe, han gik i Skole og lærte saa meget, vokste, blev stor og stærk og fik Dun paa Overlæben. Det var saa langt til Byen, Rejsen frem og tilbage saa dyr, den sparsomme Møller holdt Sønnen i Byen Sommer og Vinter i mange Aar. Han læste hele Tiden. Men nu var der bleven en voksen Mand af ham, han var atten, tyve Aar. Saa steg han iland fra Dampskibet en Eftermiddag om Vaaren. Paa Slottet var der hejst Flag for Sønnen, som ogsaa kom hjem i Ferien med samme Skib; der var sendt Vogn ned til Bryggen efter ham. Johannes hilste paa Slotsherren,<noinclude><references/></noinclude> 3o7djn6xq92f0qfmx30r7es1zm5wz7u 334377 334373 2026-09-24T12:12:45Z Øystein Tvede 3938 334377 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|II.}} {{Stor initial|M}}øllerens Søn kom bort. Han blev borte længe, han gik i Skole og lærte saa meget, vokste, blev stor og stærk og fik Dun paa Overlæben. Det var saa langt til Byen, Rejsen frem og tilbage saa dyr, den sparsomme Møller holdt Sønnen i Byen Sommer og Vinter i mange Aar. Han læste hele Tiden. Men nu var der bleven en voksen Mand af ham, han var atten, tyve Aar. Saa steg han iland fra Dampskibet en Eftermiddag om Vaaren. Paa Slottet var der hejst Flag for Sønnen, som ogsaa kom hjem i Ferien med samme Skib; der var sendt Vogn ned til Bryggen efter ham. Johannes hilste paa Slots-<noinclude><references/></noinclude> memrh78bra67r4bgy46sg4jvquxqdh3 334584 334377 2026-09-24T15:45:39Z Øystein Tvede 3938 334584 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|II.}} {{Stor initial|M}}øllerens Søn kom bort. Han blev borte længe, han gik i Skole og lærte saa meget, vokste, blev stor og stærk og fik Dun paa Overlæben. Det var saa langt til Byen, Rejsen frem og tilbage saa dyr, den sparsomme Møller holdt Sønnen i Byen Sommer og Vinter i mange Aar. Han læste hele Tiden. Men nu var der bleven en voksen Mand af ham, han var atten, tyve Aar. Saa steg han iland fra Dampskibet en Eftermiddag om Vaaren. Paa Slottet var der hejst Flag for Sønnen, som ogsaa kom hjem i Ferien med samme Skib; der var sendt Vogn ned til Bryggen efter ham. Johannes hilste paa Slots-<noinclude><references/></noinclude> dhdqyjzu82cd8y4fpis2zjrpeh8lbsb Side:Victoria (1898).djvu/28 104 144325 334374 2026-09-24T12:11:47Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334374 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Slotsfruen og Victoria. Hvor stor og høj Victoria var bleven! Hun besvared ikke hans Hilsen. Han tog Luen af igen, og han hørte hende spørge sin Broder: „Du Ditlef, hvem er det, som hilser?“ Broderen svared: „Det er Johannes. Johannes Møller.“ Hun kasted Øjnene atter hen paa ham; men nu undsaa han sig for at hilse flere Gange. Saa kørte Vognen. Johannes begav sig hjem. Nej, Herregud, hvor morsom og liden Stuen var! Han kunde ikke komme opret indad Døren. Forældrene modtog ham med Skænk. En stærk Bevægelse greb ham, alting var saa rørende og kært, Faderen og Moderen modtog ham saa graa og gode, de rakte ham Haanden efter Tur og ønsked ham velkommen hjem igen. Endnu samme Aften gik han omkring og besaa alt, var ved Kværnen, ved Stenbruddet og besøgte Fiskepladsen, lytted med Vemod til de kendte Fugle, som allerede bygged Reder i Træerne, og gjorde sig en Sving hen til den vældige Myretue i Skogen. Myrene var borte,<noinclude><references/></noinclude> aok2bfru6qxt34eepukcygwz57prkt9 334376 334374 2026-09-24T12:12:30Z Øystein Tvede 3938 334376 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>herren, Slotsfruen og Victoria. Hvor stor og høj Victoria var bleven! Hun besvared ikke hans Hilsen. Han tog Luen af igen, og han hørte hende spørge sin Broder: „Du Ditlef, hvem er det, som hilser?“ Broderen svared: „Det er Johannes. Johannes Møller.“ Hun kasted Øjnene atter hen paa ham; men nu undsaa han sig for at hilse flere Gange. Saa kørte Vognen. Johannes begav sig hjem. Nej, Herregud, hvor morsom og liden Stuen var! Han kunde ikke komme opret indad Døren. Forældrene modtog ham med Skænk. En stærk Bevægelse greb ham, alting var saa rørende og kært, Faderen og Moderen modtog ham saa graa og gode, de rakte ham Haanden efter Tur og ønsked ham velkommen hjem igen. Endnu samme Aften gik han omkring og besaa alt, var ved Kværnen, ved Stenbruddet og besøgte Fiskepladsen, lytted med Vemod til de kendte Fugle, som allerede bygged Reder i Træerne, og gjorde sig en Sving hen til den vældige Myretue i Skogen. Myrene var borte,<noinclude><references/></noinclude> 637exyu2phhigb1dtarwhxr58t0yluf Side:Victoria (1898).djvu/29 104 144326 334375 2026-09-24T12:12:14Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334375 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Tuen uddød. Han raged i den; der var intet Liv mere. Mens han drev omkring, lagde han Mærke til, at der var hugget stærkt i Slotsherrens Skog. „Kender du dig igen her omkring?“ spurgte Faderen for Spøg. „Har du truffet dine gamle Troster?“ „Jeg kender ikke alt igen. Skogen er hugget.“ „Det er Slotsherrens Skog,“ svared Faderen. „Vi skal ikke tælle hans Træer. Enhver kan trænge Penge, Slotsherren trænger mange Penge.“ Dage kom og gik, milde, kære Dage, forunderlige Stunder i Enrum, med bløde Erindringer fra Barndomsaarene, en Kalden tilbage til Jorden og Himlen, til Luften og Bjærgene. Han gik henad Vejen til Slottet. Han var bleven stukket af en Veps om Morgenen, og hans Overlæbe var ophovnet; traf han nu nogen, vilde han hilse og gaa videre straks. Han traf ingen. I Slottets Have saa han en Dame; da<noinclude><references/></noinclude> ro2avph9q855zt2omgrgk1vc1f7fc03 Side:Victoria (1898).djvu/30 104 144327 334378 2026-09-24T12:13:19Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334378 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>han kom nærmere, hilste han dybt og gik forbi. Det var Slotsfruen. Han følte endnu Hjærteklap, ligesom i gamle Dage, naar han gik forbi Slottet. Respekten for det store Hus, de mange Vinduer, Slotsherrens strænge, fine Person sad ham endnu i Blodet. Han tog Vejen til Bryggen. Da mødte han pludselig Ditlef og Victoria. Johannes blev ilde berørt; de trodde kanske, at han var gaaet efter dem. Han havde desuden en hoven Overlæbe. Han sagtned sin Gang, uvis, om han skulde gaa videre. Han gik. Endnu paa lang Afstand hilste han og bar Luen i Haanden, idet han passered. De besvared begge to stumt hans Hilsen og skred langsomt forbi. Victoria saa lige imod ham; hendes Ansigt forandredes lidt. Johannes fortsatte ned til Kajen; en Uro havde grebet ham, hans Gang blev nervøs. Nej, tænk, hvor stor Victoria var bleven, aldeles voksen, dejligere end nogensinde før. Hendes Øjenbryn løb næsten sammen over Næsen, de var som to fine Fløjlslinjer. Øjnene var blevne mørkere, meget mørkeblaa.<noinclude><references/></noinclude> 09zi9odss8o0v6sjv3ldgkz1m8niwxo Side:Victoria (1898).djvu/31 104 144328 334379 2026-09-24T12:13:44Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334379 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Da han gik hjem, slog han ind paa en Sti, der førte gennem Skogen langt udenom Slottets Have. Ingen skulde sige, at han løb Slotsbørnene i Hælene. Han kom op paa en Bakke, fandt sig en Sten og satte sig. Fuglene drev en vild og lidenskabelig Musik, lokked, søgte hinanden, fløj med Kviste i Næbbet. En sødlig Lugt af Muld, af sprættende Løv og raadnende Træer stod i Luften. Han var bleven ført ind paa Victorias Vej, hun kom lige imod ham fra den modsatte Kant. En hjælpeløs Ærgrelse greb ham, han ønsked sig langt, langt bort; naturligvis maatte hun dennegang tro, at han havde fulgt efter hende. Skulde han hilse nu igen? Han kunde kanske se til en anden Kant, desuden havde han dette Vepsestik. Men da hun kom nær nok, rejste han sig og tog Luen af. Hun smilte og nikked. „Godaften. Velkommen hjem,“ sagde hun. Hendes Læber syntes atter at bæve lidt; men hun genvandt straks sin Ro. Han sagde:<noinclude><references/></noinclude> 3nc34e1qq73ny85a16kjvwiw451eukt Side:Victoria (1898).djvu/32 104 144329 334380 2026-09-24T12:14:30Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334380 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> „Dette ser lidt underligt ud; men jeg vidste ikke, at du var her.“ „Nej, det vidste De ikke,“ svared hun. „Det var et Paafund af mig, det faldt mig ind, at jeg vilde gaa hid.“ Au! han havde sagt du. „Hvor længe blir De nu hjemme?“ spurgte hun. „Ferien ud.“ Han svared hende med Møje, hun var med ét kommet saa langt bort. Hvorfor havde hun da talt til ham? „Ditlef siger, at De er saa flink, Johannes. De faar saa gode Eksaminer. Og saa siger han, at De skriver Digte; er det sandt?“ Han svared kort og vred sig: „Ja, det forstaar sig. Det gør alle.“ Nu gik hun vel snart, for hun sagde intet mere. „Har man set paa Magen, jeg blev stukket af en Veps idag,“ sagde han og viste frem sin Mund. „Det er derfor, jeg ser slig ud.“ „Saa har De været forlænge borte, Vepsene her kender Dem ikke igen.“<noinclude><references/></noinclude> iy3bplhkssoaahpfga2s9fjebp8tjjv Side:Victoria (1898).djvu/33 104 144330 334381 2026-09-24T12:14:59Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334381 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Det var hende ligegyldigt, om han var bleven vansiret af en Veps eller ikke. Javel. Hun stod der og trilled rundt paa sin Skulder en rød Parasol med guldknappet Skaft, og intet andet angik hende. Han havde dog baaret naadig Frøken i sine Arme mere end en Gang. „Jeg kender heller ikke Vepsene igen,“ svared han; „de var mine Venner før.“ Men hun forstod ikke hans dybe Mening, hun svared ikke. Da vedblev han: „Jeg kender ingenting igen her. Endog Skogen er hugget ned.“ En liden Trækning gik over hendes Ansigt. „Saa kan De kanske ikke digte her,“ sagde hun. „Tænk, om De vilde skrive et Digt til mig engang. Nej, hvad er det, jeg siger! Der kan De høre, hvor lidet jeg forstaar mig paa det.“ Han saa mod Jorden oprørt og stum. Hun gjorde venligst Nar af ham, talte overlegne Ord og saa hen paa ham, hvad Virkning de gjorde. Om Forladelse, han havde ikke bare skrevet sin Tid bort, han havde læst mere en de fleste {{. . .|4}}<noinclude><references/></noinclude> 21f91o5kk5c1r303dolqtbwydaz8uww Side:Victoria (1898).djvu/34 104 144331 334382 2026-09-24T12:15:54Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334382 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> „Jaja, vi træffes vel siden. Farvel saalænge.“ Han tog Luen af og gik uden at svare noget. Hun skulde bare vide, at det var til hende og ingen anden, han havde skrevet sine Digte, allesammen, endog det til Natten, endog det til Myraanden. Hun skulde aldrig faa det at vide. Søndag kom Ditlef og vilde have ham med over til Øen. Jeg skal være Rorskarl igen, tænkte han. Han blev med. Ved Bryggen drev nogle søndagsledige Mennesker, ellers var alt saa roligt, og Solen skinned varmt paa Himlen. Med ét lød der Toner fjærnt borte, de kom fra Vandet, fra Øerne derude; Postskibet svinged i en stor Bue ind til Bryggen, det havde Musik ombord. Johannes løste Baaden og satte sig ved Aarene. Han var i en sær og bølgende Stemning, denne blanke Dag og Musiken fra Skibet væved et Slør af Blomster og gyldne Aks for hans Øjne.<noinclude><references/></noinclude> eu96y5pp9r7zz28iuuk36yysrppbr3x Side:Victoria (1898).djvu/35 104 144332 334383 2026-09-24T12:16:07Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334383 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Hvorfor kom ikke Ditlef? Han stod paa Land og saa paa Menneskene og Skibet, som om han ikke skulde videre. Johannes tænkte: jeg sidder ikke her længer ved Aarene, jeg gaar iland. Han begyndte at vende Baaden. Da ser han pludselig et hvidt Skimt for Øjnene og hører et Plump i Vandet; et fortvivlet, mangestemmigt Skrig løfted sig fra Skibet og fra Folk i Land, og en Mængde Hænder og Øjne viste mod det Sted, hvor det hvide var forsvundet. Musiken blev standset med det samme. I et Øjeblik var Johannes ved Stedet. Han handled fuldstændig instinktsmæssig, uden Overlæg, uden Beslutning. Han hørte ikke, at Moderen oppe paa Skibet skreg: min Pige, min Pige! og han saa ikke længer et Menneske. Han sprang uden videre ud fra Baaden og dukked. Et Øjeblik var han borte, et Minut; man saa, hvor Sjøen kogte paa det Sted, han var sprungen ud, og man forstod, at han arbejded. Paa Skibet vedblev Jammeren.<noinclude><references/></noinclude> j5r1z4bymvdcdqkndqyqovfz1u1zw1g Side:Victoria (1898).djvu/36 104 144333 334384 2026-09-24T12:16:33Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334384 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Da dukked han op igen, lidt længer ude, flere Favne fra Ulykkesstedet. Man skreg til ham og pegte som rasende: Nej hèr var det, det var hèr! Og han dukked igen. En kvalfuld Stund paany, et uafbrudt Véraab fra en Kvinde og en Mand paa Dækket, der vred sine Hænder. En ny Mand sprang ud fra Skibet, Styrmanden, der havde kastet Trøje og Sko. Han afsøgte nøjagtig det Sted, hvor Pigen var gaaet tilbunds, og alle satte sit Haab til ham. Da saaes atter Johannes' Hoved over Vandskorpen, endnu længer ude end før, mange flere Favne. Han havde mistet sin Lue, hans Hoved skinned som et Kobbehoved i Solen. Det viste sig, at han stred med noget, han svømmed besværligt, hans ene Haand var bunden. Et Øjeblik efter havde han faaet noget anbragt i Munden, mellem Tænderne, en vældig Bylt; det var den Forulykkede. Forundrede Skrig lød ud til ham fra Skibet og fra Land, selv Styrmanden maatte have hørt de nye Raab, han stak Hovedet op og saa sig om.<noinclude><references/></noinclude> pri7hn9smr46fh86vgd46velwqxgy2n Side:Victoria (1898).djvu/37 104 144334 334385 2026-09-24T12:17:00Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334385 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Endelig havde Johannes naaet Baaden, der var drevet af; han fik Pigen ombord og kom selv efter; det hele foregik uden Betænkning. Folk saa ham bøje sig over Pigen og bogstavelig rive hendes Klæder op i Ryggen, saa greb han Aarene og stormrodde hen til Skibet. Da den Forulykkede blev grebet og trukket ombord, istemtes et flerfoldigt, jublende Hurra for Redningsmanden. „Hvordan kunde De finde paa at søge saa langt ude?“ spurgte man ham. Han svared: „Jeg kender Grunden. Og saa er her Strøm. Jeg vidste det.“ En Herre trænger sig frem til Skibssiden, han er bleg som Døden, han smiler forvredent, og der hænger Taarer i hans Øjenhaar. „Kom ombord et Øjeblik!“ raaber han ned. „Jeg vil takke Dem. Vi skylder Dem saa megen Tak. Bare et Øjeblik.“ Og Manden farer bort fra Rækken igen, bleg og grædende og smilende. Skibsportene slaaes op, Johannes stiger ombord.<noinclude><references/></noinclude> 17bct8qvjuuqcs2dcaesojctx8kik2s Side:Victoria (1898).djvu/38 104 144335 334386 2026-09-24T12:17:28Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334386 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Han blev der ikke længe; han opgav blot sit Navn og sin Adresse, en Kvinde havde omfavnet den dyvaade Mand, den blege, forstyrrede Herre havde stukket sit Ur i hans Haand. Johannes kom ind i et Lugar, hvor to Mænd arbejded med den Druknede; de sagde: Nu kommer hun sig, Pulsen slaar! Johannes saa paa den Syge, en ung, blond Pige i kort Kjole; Kjolen var helt opreven. Saa satte en Mand en Hat paa hans Hoved, og han blev ført ud. Han vidste ikke klart, hvorledes han var kommet iland og havde trukket Baaden op. Han hørte, hvorledes der endnu engang blev raabt Hurra, og at Musiken spilled festligt op, da Skibet damped bort. En Bølge af Vellyst rulled kold og sød gennem ham fra øverst til nederst; han smilte, han bevæged Læberne, men talte ikke. „Der blir altsaa ikke noget af Turen idag,“ sagde Ditlef. Han saa misfornøjet ud. Victoria var kommet, hun traadte til og sagde hurtigt: „Nej, er du gal! Han maa hjem og bytte Klæder.“<noinclude><references/></noinclude> elfm5pguq3csfdde2dmsusg9ijuwbi0 Side:Victoria (1898).djvu/39 104 144336 334387 2026-09-24T12:17:58Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334387 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Johannes tog tilbens hjemover. Endnu genlød Musiken og de høje Hurra i hans Ører, en stærk Bevægelse vedblev at drive ham afsted. Han gik forbi hjemme og tog Vejen gennem Skogen op til Granitbruddet. Her søgte han sig et godt Sted, hvor Solen stegte. Det damped af hans Klæder. Han satte sig. En gal og frydefuld Uro fik ham til at rejse sig igen og spadsere omkring. Hvor han var fuld af Lykke! Han faldt paa Knæ og takked Gud med hede Taarer for denne Dag. Hun stod dernede, hun hørte Hurraraabene; gaa hjem og tag tørre Klæder paa, sagde hun. Han satte sig og lo gentagne Gange, henreven af Jubel. Javel, hun havde set ham udføre dette Arbejde, hun havde fulgt ham med Stolthed, da han kom med den Druknede i sine Tænder. Victoria, Victoria! Vidste hun, hvor usigelig han var hendes hvert Minut i sit Liv! Han vilde være hendes Tjener og Træl og feje hendes Vej med sine Skuldre. Og han vilde kysse begge hendes smaa Sko og trække hendes Vogn og lægge Ved i hendes Ovn i kolde Dage. I Ovnen vilde han lægge forgyldt Ved, Victoria.<noinclude><references/></noinclude> rawsl6u9ft1gbesx1w46m3uamf6zscm Side:Victoria (1898).djvu/40 104 144337 334388 2026-09-24T12:18:27Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334388 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Han saa sig om. Ingen hørte ham, han var alene med sig selv. Det kostelige Ur holdt han endnu i Haanden, det tikked, det gik. Tak, Tak for denne gode Dag! Han klapped Mosen paa Stenene og affaldne Kviste. Victoria havde ikke smilet til ham; nejvel, det var ikke hendes Vane. Hun stod blot paa Bryggen, en liden rød Tone fløj over hendes Kinder. Kanske hun havde villet have hans Ur, hvis han havde givet hende det. Solen daled, og Varmen aftog. Han følte, at han var vaad. Saa sprang han let som en Fjær hjemover. Der var Sommerselskab paa Slottet, Fremmede fra Byen, Dans og Klang. Og Flaget vajed fra det runde Taarn Nat og Dag i en Uge. Og der var Hø at køre i Hus; men Hestene var optagne af de glade Fremmede, og Høet blev staaende. Og der var store Strækninger af uslaaet Eng; men Drængene var tagne i Brug til Kuske og Rorskarle, og Slaatten stod og træned<noinclude><references/></noinclude> fcu9pjhl05qya3qrza7oj7ij42tkqyv 334527 334388 2026-09-24T14:16:07Z Øystein Tvede 3938 334527 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Han saa sig om. Ingen hørte ham, han var alene med sig selv. Det kostelige Ur holdt han endnu i Haanden, det tikked, det gik. Tak, Tak for denne gode Dag! Han klapped Mosen paa Stenene og affaldne Kviste. Victoria havde ikke smilet til ham; nejvel, det var ikke hendes Vane. Hun stod blot paa Bryggen, en liden rød Tone fløj over hendes Kinder. Kanske hun havde villet have hans Ur, hvis han havde givet hende det. Solen daled, og Varmen aftog. Han følte, at han var vaad. Saa sprang han let som en Fjær hjemover. Der var Sommerselskab paa Slottet, Fremmede fra Byen, Dans og Klang. Og Flaget vajed fra det runde Taarn Nat og Dag i en Uge. Og der var Hø at køre i Hus; men Hestene var optagne af de glade Fremmede, og Høet blev staaende. Og der var store Strækninger af uslaaet Eng; men Drængene var tagne i Brug til Kuske og Rorskarle, og Slaatten stod og træned.<noinclude><references/></noinclude> 2prtl0jxu051z3i03rxdzxg6bv50rrf Side:Victoria (1898).djvu/41 104 144338 334389 2026-09-24T12:19:08Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334389 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Og Musiken vedblev at spille i den gule Sal {{. . .|4}} Den gamle Møller standsed sin Kværn og laaste Huset i de Dage. Han var bleven saa klog; det havde tidligere hændt, at de lystige Bymennesker var komne i Flok og Følge og havde gjort Skøjerstreger med hans Kornsække. For Nætterne var saa varme og lyse, og Paafundene blev saa mange. Den rige Kammerherre havde engang i sine unge Dage med højstegen Haand baaret en Myretue i et Traug ind i Møllen og sat den igen der. Nu var Kammerherren sat af Alder; men Otto, som var hans Barn, kom endnu paa Slottet og muntred sig med forunderlige Ting. Der var meget at høre om ham… Der lød Hovslag og Raab gennem Skogen. Det var unge Folk, som red, og Slottets Heste var blanke og gale. Rytterne kom til Møllerens Hus, banked paa med sine Piske og vilde ride ind. Døren var saa lav, og alligevel vilde de ride ind. „Goddag, Goddag,“ raabte de. „Vi vilde hilse paa Jær.“<noinclude><references/></noinclude> 385zbo3mh0yx9rhkgbtj1gssyrc9k9r Side:Victoria (1898).djvu/42 104 144339 334390 2026-09-24T12:19:36Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334390 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Mølleren lo ydmygt af dette Paafund. Saa steg de af, bandt Hestene og slap Kværnen løs. „Tejnen er tom,“ skreg Mølleren. „I ødelægger Kværnen.“ Men ingen hørte noget i den brusende Larm. „Johannes!“ raabte Mølleren af sine Lungers fulde Kraft opover mod Bruddet. Johannes kom. „De stenmaler Kværnen for mig,“ skreg Faderen og pegte. Johannes gik sagte henimod Selskabet. Han var forfærdelig bleg, og Aarene blev større i hans Tindinger. Han genkendte Otto, Kammerherrens Søn, som gik i Kadetuniform; foruden ham var der to andre. En af dem smilte og hilste forat gøre det godt igen. Johannes raabte ikke, gav intet Vink, men gik sin Gang. Han stiler lige imod Otto. I det samme ser han to Ryttersker, der kommer efter fra Skogen, den ene var Victoria. Hun havde grøn Ridekjole paa, og hendes Hest var den hvide Hoppe paa Slottet. Hun stiger ikke af,<noinclude><references/></noinclude> ck7wlzddenr1y7xqqlipxg044l2c5wj Side:Victoria (1898).djvu/43 104 144340 334391 2026-09-24T12:20:11Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334391 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>men sidder og iagttager alle med spørgende Øjne. Da forandrer Johannes sin Vej, han bøjer af, stiger op paa Dæmningen og aabner Slusen; Larmen aftager lidt efter lidt, Kværnen staar. Otto raabte: „Nej, lad den gaa. Hvorfor gør du det? Lad Kværnen gaa, siger jeg.“ „Er det du, som har sluppet Kværnen?“ spurgte Victoria. „Ja,“ svared han leende. „Hvorfor staar den? hvorfor maa den ikke gaa?“ „Fordi den er tom,“ svared Johannes stakaandet og saa paa ham. „Forstaar De det? Kværnen er tom.“ „Den var jo tom, hører du,“ sagde Victoria ogsaa. „Hvordan kunde jeg vide det?“ spurgte Otto og lo. „Hvorfor var den tom, spørger jeg? Var der ikke Korn paa den?“ „Sæt dig op igen!“ afbrød en af hans Kammerater for at faa en Ende paa det. De satte sig op. En af dem undskyldte sig, før han red bort.<noinclude><references/></noinclude> jvylz8messdodws5xcq2bk1ob9dxxzm Side:Victoria (1898).djvu/44 104 144341 334392 2026-09-24T12:21:26Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334392 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Victoria var den sidste. Da hun var kommet et lidet Stykke, vendte hun Hesten og kom tilbage. „De maa være saa snil at bede Deres Fader om Undskyldning for dette,“ sagde hun. „Det vilde have været mere rimeligt, om Kadetten selv havde gjort det,“ svared Johannes. „Javel. Naturligvis; men. Han er saa fuld af Idéer {{. . .|4}} Hvor længe det er, siden jeg saa Dem, Johannes.“ Han saa op paa hende, lyttende, om han hørte rigtigt. Havde hun glemt den sidste Søndag, hans store Dag! Han svared: „Jeg saa Dem paa Bryggen Søndag.“ „Javel,“ sagde hun straks. „Tænk, hvor heldigt, at De kunde hjælpe Styrmanden med Sokningen. Dere fandt jo Pigen?“ Han svared kort og krænket: „Ja. Vi fandt Pigen.“ „Eller var det saa,“ vedblev hun, som om noget faldt hende ind, „var det saa, at De alene {{. . .|4}} Naa, det er det samme. Jaja, saa haaber<noinclude><references/></noinclude> mq3ak909hpiidtkhdo6wzdxbihrgz2y Side:Victoria (1898).djvu/45 104 144342 334393 2026-09-24T12:22:22Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334393 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> [35  jeg, De hilser Deres Fader med det. Godnat.“ Hun nikked smilende, samled Tøjlerne og red bort. Da Victoria var ude af Syne, drev Johannes efter ind i Skogen harm og urolig. Han fandt Victoria staaende ved et Træ ganske alene. Hun luded ind mod Træet og hulked. Var hun falden af? havde hun slaaet sig? Han gik frem til hende og spurgte: „Er det gaaet galt med Dem?“ Hun gjorde et Skridt imod ham, hun bredte Armene ud og saa straalende paa ham. Saa standsed hun, lod Armene synke og svared: „Nej, det er ikke gaaet galt med mig; jeg steg af og lod Hoppen gaa i Forvejen… Johannes, De skal ikke se slig paa mig. De stod ved Dammen og saa paa mig. Hvad vil De?“ Han stammed: „Hvad jeg vil? Jeg forstaar ikke…“ „Der er De saa bred,“ sagde hun og lagde pludselig sin Haand paa hans. „De er saa bred der, paa Haandleddet. Og saa er De aldeles brun af Solen, olivenbrun {{. . .|4}}“<noinclude><references/></noinclude> pn8zze9gjfvfqu79esw1gtuuzq6yxx7 334394 334393 2026-09-24T12:22:44Z Øystein Tvede 3938 334394 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>jeg, De hilser Deres Fader med det. Godnat.“ Hun nikked smilende, samled Tøjlerne og red bort. Da Victoria var ude af Syne, drev Johannes efter ind i Skogen harm og urolig. Han fandt Victoria staaende ved et Træ ganske alene. Hun luded ind mod Træet og hulked. Var hun falden af? havde hun slaaet sig? Han gik frem til hende og spurgte: „Er det gaaet galt med Dem?“ Hun gjorde et Skridt imod ham, hun bredte Armene ud og saa straalende paa ham. Saa standsed hun, lod Armene synke og svared: „Nej, det er ikke gaaet galt med mig; jeg steg af og lod Hoppen gaa i Forvejen… Johannes, De skal ikke se slig paa mig. De stod ved Dammen og saa paa mig. Hvad vil De?“ Han stammed: „Hvad jeg vil? Jeg forstaar ikke…“ „Der er De saa bred,“ sagde hun og lagde pludselig sin Haand paa hans. „De er saa bred der, paa Haandleddet. Og saa er De aldeles brun af Solen, olivenbrun {{. . .|4}}“<noinclude><references/></noinclude> q7kxxcwr7ne5w2znlyd6gf6z5a2aer0 Side:Victoria (1898).djvu/46 104 144343 334395 2026-09-24T12:23:19Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334395 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Han rørte sig, han vilde tage hendes Haand. Da samled hun sin Kjole sammen og sagde: „Nej, der hændte mig altsaa ingenting. Jeg vilde bare gaa hjem tilfods. Godnat.“ {{---}}<noinclude><references/></noinclude> hd9yek97ckwjddndjfhe88amc5syza3 Side:Victoria (1898).djvu/47 104 144344 334396 2026-09-24T12:24:09Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334396 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|III}} {{Stor initial|J}}ohannes rejste atter til Byen. Og der gik Aar og Dage, en lang, bevæget Tid med Arbejde og Drømme, Lekser og Vers. Han var kommet godt i Vej, det havde lykkedes ham at skrive et Digt om Esther, „en Jødepige, som blev Dronning i Persien“, et Arbejde, som blev trykt, og som han fik Betaling for. Et andet Digt, „Kærlighedens Irgang“, som var lagt i Munden paa Munken Vendt, gjorde hans Navn bekendt. Ja, hvad var Kærligheden? En Vind, der suser i Roserne, nej, en gul Morild i Blodet. Kærligheden var en helvedeshed Musik, som faar selv Oldingers Hjærter til at danse. Den<noinclude><references/></noinclude> aejltjgarwzxhynf6m8ykbjxlatcq1j 334583 334396 2026-09-24T15:45:05Z Øystein Tvede 3938 334583 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|III}} {{Stor initial|J}}ohannes rejste atter til Byen. Og der gik Aar og Dage, en lang, bevæget Tid med Arbejde og Drømme, Lekser og Vers. Han var kommet godt i Vej, det havde lykkedes ham at skrive et Digt om Esther, „en Jødepige, som blev Dronning i Persien“, et Arbejde, som blev trykt, og som han fik Betaling for. Et andet Digt, „Kærlighedens Irgang“, som var lagt i Munden paa Munken Vendt, gjorde hans Navn bekendt. Ja, hvad var Kærligheden? En Vind, der suser i Roserne, nej, en gul Morild i Blodet. Kærligheden var en helvedeshed Musik, som faar selv Oldingers Hjærter til at danse. Den<noinclude><references/></noinclude> 01fgglqoyni9yqmj6an2zrvnk18ukkb Side:Victoria (1898).djvu/48 104 144345 334397 2026-09-24T12:24:49Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334397 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>var som Margeritan, der aabner sig paa vid Væg mod Nattens Komme, og den var som Anemonen, der lukker sig for et Aandepust og dør ved Berøring. Slig var Kærligheden. Den kunde ruinere sin Mand, genrejse ham og brændemærke ham igen; den kunde elske mig idag, dig imorgen og ham imorgen Nat, saa ubestandig var den. Men den kunde ogsaa holde fast som et ubrydeligt Segl og blusse lige uudslukkeligt til Dødens Stund, for saa evig var den. Hvorledes var da Kærligheden? O, Kærligheden er en Sommernat med Stjærner paa Himlen og Duft paa Jorden. Men hvorfor faar den Ynglingen til at gaa skjulte Veje, og hvorfor faar den Oldingen til at staa paa Tæerne i sit ensomme Kammer? Ak, Kærligheden gør Menneskehjærtet til en Sophave, en frodig og uforskammet Have, hvori der staar hemmelighedsfuld og fræk Sop. Faar den ikke Munken til at luske indad stængte Haver og lægge Øjet ind til de Sovendes Vinduer om Natten? Og besætter den ikke Nonnen med Daarskab og formørker Prinsessens<noinclude><references/></noinclude> 4f3m6is4c30g5j0zblpc8rrq6pghv6a Side:Victoria (1898).djvu/49 104 144346 334398 2026-09-24T12:25:26Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334398 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Forstand? Den slaar Kongens Hoved i Vejen, saaat hans Haar fejer alt Vejens Støv, og derunder hvisker han ublu Ord for sig selv og ler og stikker Tungen ud. Saaledes var Kærligheden. Nej, nej, den var atter meget anderledes, og den var som ingen anden Ting i hele Verden. Den kom en Vaarnat til Jorden, da en Yngling saa to Øjne, to Øjne. Han stirred og saa. Han kyssed en Mund, da var det som to Lys traf hinanden i hans Hjærte, en Sol, der lyned mod en Stjærne. Han faldt i en Favn, da hørte og saa han intet mer i hele Verden. Kærligheden er Guds første Ord, den første Tanke, der sejled gennem hans Hjærne. Da han sagde: Bliv Lys! blev der Kærlighed. Og alt, han havde skabt, var saare godt, og han vilde intet have ugjort igen deraf. Og Kærligheden blev Verdens Ophav og Verdens Hersker; men alle dens Veje er fulde af Blomster og Blod, Blomster og Blod.<noinclude><references/></noinclude> rjskqhdcv7ml5phhvay6t24bam4cl8a Side:Victoria (1898).djvu/50 104 144347 334399 2026-09-24T12:25:58Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334399 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> En Septemberdag. Denne afsides Gade var hans Spadservej, han drev paa den som i sin Stue, fordi han aldrig mødte nogen, og der var Haver indenfor begge Fortaug, hvor Træerne stod med rødt og gult Løv. Hvorfor gaar Victoria her paa Stedet? hvor kan hendes Vej falde her forbi? Han tog ikke fejl, det var hende, og det var kanske ogsaa hende, som havde gaaet der igaar Aftes, da han saa ud af sit Vindu. Hans Hjærte banked stærkt. Han vidste, at Victoria var i Byen, det havde han hørt; men hun færdedes i Kredse, hvor Møllerens Søn ikke kom. Ditlef havde han heller intet Bekendtskab med. Han tog sig sammen og gik Damen imøde. Kendte hun ham ikke? Hun gik alvorlig og tankefuld sin Vej, med Hovedet stolt baaret paa sin lange Hals. Han hilste. „Goddag,“ svared hun ganske sagte. Hun gjorde ingen Mine til at standse, og han gik taus forbi. Det rykked i hans Ben.<noinclude><references/></noinclude> 65bkx4m05tynyxafqixk05j2jz1vr4z Side:Victoria (1898).djvu/51 104 144348 334400 2026-09-24T12:26:25Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334400 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Ved Enden af den lille Gade vendte han om, som hans Vane var. Jeg holder Øjnene fæstede paa Fortauget og ser ikke op, tænkte han. Først efter et halvt Snes Skridt saa han op. Hun var standset ved et Vindu. Skulde han snige sig væk, ind i næste Gade? Hvad stod hun der for? Vinduet var fattigt, det var et lidet Butiksvindu, hvori der saaes nogle korslagte Stænger rød Sæbe, Gryn i et Glas og nogle brugte Frimærker tilsalgs. Han kunde kanske fortsætte et halv Snes Skridt til og saa vende om. Da saa hun paa ham, og pludselig kommer hun henimod ham paany. Hun gik hurtigt, som om hun havde taget Mod til sig, og da hun talte, havde hun Besvær med at hente Aanden. Hun smilte nervøst. „Goddag. Det var morsomt, at jeg traf Dem.“ Gud, hvor hans Hjærte stred; det slog ikke, men det skalv. Han vilde sige noget, det lykkedes ikke, blot hans Læber gik. Der stod en Duft ud fra hendes Klæder, hendes gule Kjole, eller kanske var det fra hendes Mund. Han havde i dette Øjeblik ikke noget Indtryk<noinclude><references/></noinclude> 86q8tmjwssdzpf6pj41oxdr2gd2qqcc Side:Victoria (1898).djvu/52 104 144349 334401 2026-09-24T12:26:52Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334401 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>af hendes Ansigt; men han genkendte hendes fine Skuldre og saa hendes lange, smale Haand paa Parasolskaftet. Det var hendes højre Haand. Haanden bar Ring. I de første Sekunder tænkte han ikke over dette og havde ingen Følelse af Ulykke. Men hendes Haand var forunderlig smuk. „Jeg har været en hel Uge i Byen,“ vedblev hun; „men jeg har ikke set Dem. Jo, jeg har set Dem en Gang paa Gaden; der var nogen, som sagde, at det var Dem. De er bleven saa stor.“ Han mumled „Jeg vidste, De var i Byen. Skal De være her længe?“ „Nogle Dage. Nej, ikke længe. Jeg skal hjem igen.“ „Jeg takker Dem, fordi jeg fik hilse paa Dem,“ sagde han. Pause. „Ja, forresten er jeg nok gaaet vild,“ sagde hun igen. „Jeg bor hos Kammerherrens; hvilken Vej er det?“ „Jeg skal følge Dem, hvis jeg faar Lov.“<noinclude><references/></noinclude> 5wuwy0xnsmwxzacsf9n6ypk263lg6n0 Side:Victoria (1898).djvu/53 104 144350 334402 2026-09-24T12:27:33Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334402 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> De gik. „Er Otto hjemme?“ spurgte han forat sige noget. „Ja, han er hjemme,“ svared hun kort. Nogle Mænd kom ud af en Port, de bar et Pianoforte mellem sig og spærred Fortauget. Victoria veg af tilvenstre, hun lagde hele Siden ind til sin Ledsager. Johannes saa paa hende. „Om Forladelse,“ sagde hun. Der gled en Vellyst gennem ham ved denne Berøring, hendes Aande stod ham et Øjeblik lige paa Kindet. „Jeg ser, De bærer Ring,“ sagde han. Og han smilte og saa ligegyldig ud. „Jeg kan kanske lykønske Dem?“ Hvad vilde hun svare? Han saa ikke paa hende, men holdt Aanden. „Og De?“ svared hun, „har ikke De faaet Ring? Naa, ikke det. Der var virkelig nogen, som fortalte{{. . .|5}} Man hører saa meget om Dem nu om Dagen, det staar i Aviserne.“ „Det er nogle Digte, jeg har skrevet,“ svared han. „Men De har vel ikke set dem.“ „Var det ikke en hel Bog? Jeg synes{{. . .|5}}“<noinclude><references/></noinclude> 7wlmy3wep0a1eiaixsux7kjps3v1yfe Side:Victoria (1898).djvu/54 104 144351 334403 2026-09-24T12:28:16Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334403 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> „Jo, det var en liden Bog ogsaa.“ De kom til en Plads, hun havde ikke Hastværk, skønt hun skulde til Kammerherrens, hun satte sig paa en Bænk. Han stod foran hende. Da rakte hun ham pludselig Haanden og sagde: „Sæt Dem De ogsaa.“ Og først da han havde sat sig, slap hun hans Haand. Nu eller aldrig! tænkte han. Han forsøgte igen at slaa an en spøgende og ligegyldig Tone, han smilte, saa ud i Luften. Godt. „Jasaa, De er forlovet og vil ikke engang sige mig det. Jeg, som er Deres Nabo der hjemme.“ Hun betænkte sig. „Det var ikke netop det, jeg vilde snakke med Dem om idag,“ svared hun. Han blev med ét alvorlig og sagde lavt: „Jaja, jeg skønner det nok alligevel.“ Pause. Han begyndte igen: „Jeg vidste naturligvis hele Tiden, at det<noinclude><references/></noinclude> jrbddvj2jy3607252zcbrbiujn0pwe3 Side:Victoria (1898).djvu/55 104 144352 334404 2026-09-24T12:29:13Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334404 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ikke kunde nytte mig{{. . .|5}} ja, at det ikke blev mig, som{{. . .|5}} Jeg var bare Møllerens Søn, og De{{. . .|5}} Naturligvis er det saa. Og jeg forstaar ikke engang, at jeg tør sidde her ved Siden af Dem nu. For jeg skulde staa foran Dem, eller jeg skulde ligge dèr borte, paa Knæ. Det var det rette. Men det er ligesom{{. . .|5}} Og alle disse Aar, jeg har været borte, har ogsaa gjort sit. Det er ligesom jeg tør mere nu. For jeg ved jo, at jeg ikke er noget Barn længer, og jeg ved ogsaa, at De ikke kan kaste mig i Fængsel, om De vilde det. Derfor tør jeg sige dette. Men De maa ikke blive vond paa mig for det; jeg vil heller tie.“ „Nej, snak De. Sig det, De vil.“ „Kan jeg det? Det, jeg vil? For da maatte heller ikke Deres Ring forbyde mig noget.“ „Nej,“ svared hun lavt, „den forbyder Dem ikke noget. Nej.“ „Hvad? Ja, men hvad er det da? Ja, Gud velsigne Dem, Victoria, tager jeg ikke fejl?“ Han sprang op og luded sig forover forat<noinclude><references/></noinclude> 2wjgajxtsnduzlffwbw5711ccf55zpm Side:Victoria (1898).djvu/56 104 144353 334405 2026-09-24T12:30:05Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334405 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>se hende ind i Ansigtet. „Jeg mener, betyder ikke Ringen noget?“ „Sæt Dem igen.“ Han satte sig. „Aa nej, De skulde vide, hvor jeg har tænkt paa Dem; Herregud, var der nogensinde en anden liden Tanke i mit Hjærte! Af alle, jeg saa, og alle, jeg vidste om, saa var der ikke andre Mennesker i Verden end De. Jeg var ikke istand til at tænke anderledes: Victoria er den skønneste og herligste, og hende kender jeg! {{sp|Frøke|n}} Victoria, tænkte jeg altid. Ikke for det, jeg forstod saa vel, at ingen var Dem fjærnere end jeg; men jeg vidste af Dem – ja, det var slet ikke saa lidet for mig – og at dèr leved De og kanske husked paa mig iblandt. Naturligvis husked De mig ikke; men jeg har siddet mangen Aften paa min Stol og tænkt, at kanske De husked mig iblandt. Ved De, saa aabned ligesom Himlen sig for mig, Frøken Victoria, og saa skrev jeg Digte til Dem og købte Blomster til Dem for alt, jeg ejed, og tog hjem og satte i Glas. Alle mine Digte er til Dem, det er bare nogle faa, som ikke er det, og de er<noinclude><references/></noinclude> fdogyfv6ji8dkidmubkivdt82r7jo8c Side:Victoria (1898).djvu/57 104 144354 334406 2026-09-24T12:30:35Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334406 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ikke trykte. Men De har vel ikke læst dem, som er trykte heller. Nu har jeg begyndt paa en stor Bog. Aa ja, Gud, hvor jeg er Dem taknemmelig, for jeg er saa fuld af Dem, og det er hele min Glæde. Altid saa hørte eller saa jeg noget, som mindte mig om Dem, hele Dagen, om Nætterne ogsaa. Jeg har skrevet Deres Navn i Taget, det ligger jeg og ser paa; men Pigen, som gør istand hos mig, ser det ikke, jeg har skrevet det saa lidet forat have det for mig selv. Det er en vis Glæde for mig.“ Hun vendte sig bort, aabned sit Kjolebryst og tog et Papir ud. „Se her!“ sagde hun tungt aandende. „Jeg har klippet det ud og gæmt det. De kan gærne faa vide det, jeg læser det om Aftenerne. Den første Gang viste Papa mig det, og jeg gik til Vinduet og læste det. Hvor er det henne? jeg finder det ikke, sagde jeg og vendte Avisen. Men da læste jeg det allerede, og jeg var saa glad.“ Der stod en Duft fra hendes Bryst paa Papiret; hun aabned det selv og viste ham det,<noinclude><references/></noinclude> g9rxf3j28wrsa9x83yfnw6fbo2pec10 Side:Victoria (1898).djvu/58 104 144355 334407 2026-09-24T12:31:02Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334407 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>et af hans første Digte, fire Smaavers til hende, til Ryttersken paa den hvide Hest. Det var et Hjærtes enfoldige og hæftige Tilstaaelse, Udbrud, der ikke kunde holdes tilbage, men som sprang op af Linjerne som Stjærner, der tændtes. „Ja,“ sagde han, „det har jeg skrevet. Det er saa længe siden, det var en Nat, Poplerne udenfor mit Vindu rasled saa, da skrev jeg det. Gæmmer De det virkelig igen? Tak! De gæmte det igen. Aa!“ udbrød han betagen, og hans Stemme var ganske lav, „tænk, at De ikke sidder længer borte, end nu. Jeg føler Deres Arm imod min, der staar en Varme ud fra Dem. Mangen Gang, naar jeg var alene og tænkte paa Dem, frøs jeg af Bevægelse; men nu er jeg varm. Da jeg var hjemme sidst, var De dejlig da ogsaa; men De er dejligere nu. Det er Øjnene og Øjenbrynene, Deres Smil, – nej, jeg ved ikke, hvad jeg siger, det er altsammen, alt ved Dem.“ Hun smilte og saa paa ham med halvlukkede Øjne, der blaaned mørkt under de lange Vipper. Hun havde et varmt Skær. Hun syntes at være et Bytte for den højeste Glæde<noinclude><references/></noinclude> fwdj2lj4rkikvj7603o93lmi6j9i2ly Side:Victoria (1898).djvu/59 104 144356 334408 2026-09-24T12:31:37Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334408 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og tog efter ham med en ubevidst Bevægelse med Haanden. „Tak!“ sagde hun. „Nej, Victoria, tak mig ikke,“ svared han. Hele hans Sjæl strømmed imod hende, og han vilde sige mere, sige mere; det blev til forvirrede Udbrud, han var som beruset. „Ja, men Victoria, hvis De er lidt glad i mig{{. . .|5}} jeg ved det ikke, men sig, at De er det, selv om det ikke er saa. Vær saa snil! Aa, jeg skulde love Dem at blive noget, blive meget, uhørt meget næsten. De aner ikke, hvad jeg kunde blive til; jeg grubler over det iblandt og ved, at jeg er aldeles fuld af ugjorte Gærninger. Mangen Gang strømmer det ud af mig, om Natten gaar jeg og gynger op og ned paa Gulvet i mit Værelse, fordi jeg er fuld af Syner. Der ligger en Mand i Værelset ved Siden af, han faar ikke sove, han banker i Væggen. Naar Morgenen gryr, kommer han ind til mig og er rasende. Det gør ikke noget, jeg bryder mig ikke om ham; for da har jeg tænkt saa længe paa Dem, at jeg synes, De er hos mig. Jeg gaar til Vinduet og synger, det begynder at [50<noinclude><references/></noinclude> pxv3xxtqskpl8kskwhyrknk8qex5bi0 334528 334408 2026-09-24T14:17:37Z Øystein Tvede 3938 334528 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og tog efter ham med en ubevidst Bevægelse med Haanden. „Tak!“ sagde hun. „Nej, Victoria, tak mig ikke,“ svared han. Hele hans Sjæl strømmed imod hende, og han vilde sige mere, sige mere; det blev til forvirrede Udbrud, han var som beruset. „Ja, men Victoria, hvis De er lidt glad i mig{{. . .|5}} jeg ved det ikke, men sig, at De er det, selv om det ikke er saa. Vær saa snil! Aa, jeg skulde love Dem at blive noget, blive meget, uhørt meget næsten. De aner ikke, hvad jeg kunde blive til; jeg grubler over det iblandt og ved, at jeg er aldeles fuld af ugjorte Gærninger. Mangen Gang strømmer det ud af mig, om Natten gaar jeg og gynger op og ned paa Gulvet i mit Værelse, fordi jeg er fuld af Syner. Der ligger en Mand i Værelset ved Siden af, han faar ikke sove, han banker i Væggen. Naar Morgenen gryr, kommer han ind til mig og er rasende. Det gør ikke noget, jeg bryder mig ikke om ham; for da har jeg tænkt saa længe paa Dem, at jeg synes, De er hos mig. Jeg gaar til Vinduet og synger, det begynder at<noinclude><references/></noinclude> 1aj72sjzzqc0gm7wlapb74gacflstee Side:Victoria (1898).djvu/60 104 144357 334409 2026-09-24T12:32:21Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334409 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>blive lidt lyst, Poplerne rasler udenfor. Godnat! siger jeg imod Dagen. Det er til Dem. Nu sover hun, tænker jeg, Godnat, Gud velsigne hende! Saa lægger jeg mig. Saaledes gaar det Aften efter Aften. Men aldrig har jeg troet, at De var saa dejlig, som De er, Victoria. Nu vil jeg huske Dem saaledes, naar De rejser; saaledes som De er nu. Jeg vil huske Dem saa tydeligt{{. . .|5}}“ „Kommer De ikke hjem?“ „Nej. Jeg er ikke færdig. Jo, jeg kommer. Jeg rejser nu. Jeg er ikke færdig, men Alverdens Ting vil jeg gøre. Driver De stundom i Haven nu? Gaar De nogensinde ud en Aften, Victoria? Jeg kunde se Dem, jeg kunde faa hilse paa Dem kanske, det er ikke for noget andet. Men hvis De er lidt glad i mig, hvis De taaler mig, udstaar mig, saa sig{{. . .|5}} gør mig den Glæde{{. . .|5}} Ved De, der er en Palme, som blomstrer bare én Gang i sit Liv, og den blir dog sytti Aar. Talipotpalmen. Men den blomstrer bare én Gang. Nu blomstrer jeg. Jo, jeg skaffer mig Penge og rejser hjem. Jeg sælger det, jeg har skrevet; jeg skriver nemlig<noinclude><references/></noinclude> 1wa0nukqk3pav1pwd49b2a5i55op6hj Side:Victoria (1898).djvu/61 104 144358 334410 2026-09-24T12:33:01Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334410 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>paa en stor Bog, og den sælger jeg nu, straks imorgen, alt, hvad jeg har færdigt. Jeg faar en hel Del for det. Vilde De da, at jeg skulde komme hjem?“ „Ja.“ „Tak, Tak! Tilgiv mig, hvis jeg haaber formeget, tror formeget, det er saa dejligt at tro usædvanlig meget. Dette er den lykkeligste Dag, jeg har levet{{. . .|5}}“ Han tog Hatten af og lagde den ved Siden af sig. Victoria saa sig om, der kom en Dame nedad Gaden og højere oppe en Kone med en Kurv. Victoria blev urolig, hun tog efter sit Ur. „Maa De gaa nu?“ spurgte han. „Sig noget, før De gaar, lad mig faa høre Deres{{. . .|5}} Jeg elsker Dem og siger det nu. Det vil da afhænge af Deres Svar, om jeg{{. . .|5}} De raader saa aldeles over mig. Hvad svarer De?“ Pause. Han sænker Hovedet. „Nej, sig det ikke!“ bad han. „Ikke her,“ svared hun. „Jeg skal gøre det dernede.“<noinclude><references/></noinclude> 16s7057i574y4srj3jsp97nnj98b6gx Side:Victoria (1898).djvu/62 104 144359 334411 2026-09-24T12:33:45Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334411 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> De gik. „Man siger, at De skal gifte Dem med Smaapigen, Pigen, hende, som De redded; hvad hedder hun?“ „Med Camilla, mener De?“ „Camilla Sejer. Man siger, at De skal gifte Dem med hende.“ „Jasaa. Hvorfor spørger De om det? Hun er ikke voksen engang. Jeg har været i hendes Hjem, det er saa stort og rigt, et Slot, som Deres eget; jeg har været der mange Gange. Nej, hun er ikke voksen.“ „Hun er femten Aar. Jeg har truffet hende, vi har været sammen. Jeg blev meget indtaget i hende. Hvor hun dog er nydelig!“ „Jeg skal ikke gifte mig med hende,“ sagde han. „Naa, ikke det.“ Han saa paa hende. En Rykning gik over hans Ansigt. „Men hvorfor siger De dette nu? Vil De henlede min Opmærksomhed paa en anden?“ Hun gik afsted med hurtige Skridt og svared ikke. De befandt sig udenfor Kammer-<noinclude><references/></noinclude> f1xsnbd9veglav4dpdzwbk7deizkbvn Side:Victoria (1898).djvu/63 104 144360 334412 2026-09-24T12:34:24Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334412 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>herrens. Hun tog hans Haand og trak ham med ind i Porten, opad Trappen. „Jeg skal ikke ind,“ sagde han halvt forundret. Hun trykked paa Klokken, hun vendte sig mod ham, og hendes Bryst bølged. „Jeg elsker Dem,“ sagde hun. „Forstaar De det? Det er Dem, jeg elsker.“ Pludselig trak hun ham hastigt ned ad Trappen igen, tre, fire Trin, slog sine Arme om ham og kyssed ham. Hun skalv imod ham. „Det er Dem, jeg elsker,“ sagde hun igen, stakaandet og med ganske berusede Øjne. Entrédøren aabnedes ovenpaa. Hun rev sig løs og iled opad Trappen. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> te8op2ydnnxmrn19vm7tr0jlx49jjrd Side:Victoria (1898).djvu/64 104 144361 334413 2026-09-24T12:34:59Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334413 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|IV}} Det lider henad Morgen, Dagen gryr, en blaalig, skælvende Septemberdag. Det suser mildt i Poplerne i Haven. Et Vindu gaar op, en Mand læner sig ud af det og nynner. Han har ingen Frakke paa, han ser ud i Verden som en upaaklædt Galning, der inat har drukket sig drukken i Lykke. Han vender sig pludselig bort fra Vinduet og ser mod sin Dør; nogen har banket paa hos ham. Han raaber: Kom! En Mand træder ind. „Godmorgen!“ siger han imod den indtrædende. Det er en ældre Mand, han er bleg og rasende, og han bærer en Lampe med sig, fordi det endnu ikke er ganske lyst.<noinclude><references/></noinclude> 7hhonzqieiedscx52ea4qs64a86a6tu 334585 334413 2026-09-24T15:46:10Z Øystein Tvede 3938 334585 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|IV}} {{Stor initial|D}}et lider henad Morgen, Dagen gryr, en blaalig, skælvende Septemberdag. Det suser mildt i Poplerne i Haven. Et Vindu gaar op, en Mand læner sig ud af det og nynner. Han har ingen Frakke paa, han ser ud i Verden som en upaaklædt Galning, der inat har drukket sig drukken i Lykke. Han vender sig pludselig bort fra Vinduet og ser mod sin Dør; nogen har banket paa hos ham. Han raaber: Kom! En Mand træder ind. „Godmorgen!“ siger han imod den indtrædende. Det er en ældre Mand, han er bleg og rasende, og han bærer en Lampe med sig, fordi det endnu ikke er ganske lyst.<noinclude><references/></noinclude> t20b8gx312v3iks26hbgvuoy5dpzn1l Side:Victoria (1898).djvu/65 104 144362 334414 2026-09-24T12:35:33Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334414 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> „Jeg vil endnu engang henstille til Dem, Hr. Møller, Hr. Johannes Møller, om De synes, at dette er rimeligt,“ stammer Manden forbittret. „Nej,“ svarer Johannes, „De har Ret. Jeg har skrevet noget, det faldt mig saa villigt ind, se, alt dette har jeg skrevet, jeg har været heldig inat. Men nu er jeg færdig. Jeg aabned blot Vinduet og sang lidt.“ „De brølte,“ siger Manden. „Det er den højeste Sang, jeg har hørt, forstaar De. Og endnu er det midt paa Natten.“ Johannes griber i sine Papirer paa Bordet, tager en Haandfuld store og smaa Ark. „Se her!“ raaber han. „Jeg siger Dem, det har aldrig gaaet saa godt for mig. Det var som et langt Lyn. Jeg har engang set et Lyn, som fulgte en Telegraftraad, Gud hjælpe Dem, det saa ud som et Lagen af Ild. Slig har det strømmet hos mig inat. Hvad skal jeg gøre? Jeg tror ikke, De vil have noget imod mig mere, naar De hører, hvorledes det hænger sammen. Jeg sad her og skrev, hører De, jeg rørte mig ikke; jeg husked paa Dem og var stille. Saa kommer det Øjeblik, da jeg ikke husker det<noinclude><references/></noinclude> dcaz1d12fndq0eqy8s9z4pn256pp542 Side:Victoria (1898).djvu/66 104 144363 334415 2026-09-24T12:36:01Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334415 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>længer, mit Bryst vilde sprænges, kanske rejste jeg mig da, kanske rejste jeg mig ogsaa engang til i Nattens Løb og gik nogle Gange rundt Gulvet. Jeg var saa glad“ „Jeg hørte Dem ikke saa meget inat,“ siger Manden. „Men det er aldeles utilgiveligt af Dem at aabne Vinduet nu, paa denne Tid af Døgnet, og skraale slig.“ „Javel. Jo, det er utilgiveligt. Men nu har jeg jo forklaret Dem det. Jeg har havt en Nat uden Mage, skal De vide. Igaar opleved jeg noget. Jeg gaar paa Gaden og møder min Lykke, aa, hør mig, møder min Stjærne og min Lykke. Ved De, og saa kysser hun mig. Hendes Mund var saa rød, og jeg elsker hende, hun kysser mig og beruser mig. Har De nogensinde skælvet saa stærkt i Munden, at De ikke kunde tale? Jeg kunde ikke tale, mit Hjærte rysted min hele Krop. Jeg løb hjem og faldt i Søvn; jeg sad her paa Stolen og sov. Da det blev Aften, vaagned jeg. Min Sjel gynged op og ned i mig af Stemning, og jeg begyndte at skrive. Hvad jeg skrev? Her er det! Jeg var behersket af en sælsom og herlig Tankegang, Himlene<noinclude><references/></noinclude> 8qei5g1pvd94036tifg74jufnsff0jt Side:Victoria (1898).djvu/67 104 144364 334416 2026-09-24T12:37:07Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334416 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>aabnedes, det var ligesom en varm Sommerdag for min Sjæl, jeg fik Vin af en Engel, jeg drak den, det var berusende Vin, jeg drak den af en Granatskaal. Hørte jeg, om Klokken slog? Saa jeg, at Lampen brændte ud? Gud give, De forstod det! Jeg gennemleved det hele paany en Gang til, jeg gik igen med min Elskede paa Gaden, og alle vendte sig efter hende. Vi gik i Parken, vi mødte Kongen, jeg førte min Hat til Jorden for ham af Glæde, og Kongen vendte sig efter hende, efter min Elskede, for hun er saa stor og dejlig. Vi gik ned i Byen igen, og alle Skolebørnene vendte sig efter hende, for hun er ung og har en lys Kjole. Da vi kom til et rødt Stenhus, gik vi ind. Jeg fulgte hende opad Trappen og vilde knæle for hende. Da slog hun Armene om mig og kyssed mig. Dette hændte mig igaar Aftes, det er ikke længer siden. Hvis De spurgte mig om, hvad jeg har skrevet, saa er det en eneste ustandselig Sang til Glæden, til Lykken, jeg har skrevet. Det var ligesom Lykken laa nøgen foran mig med en lang, leende Hals og vilde imod mig.“ „Ja, jeg vil virkelig ikke have mere Snak<noinclude><references/></noinclude> k2juu82lvrwk4odrl20ej4i7i0vibho Side:Victoria (1898).djvu/68 104 144365 334417 2026-09-24T12:37:37Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334417 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>med Dem,“ siger Manden ærgerlig og opgivet. „Jeg har talt til Dem for sidste Gang.“ Johannes standser ham ved Døren. „Vent lidt. Nej, De skulde have set, at De fik ligesom Sol over Ansigtet. Jeg saa det nu, da De vendte Dem, det var Lampen, den satte en Solplet paa Deres Pande. De var ikke saa forbittret mere, jeg saa det. Jeg aabned Vinduet, javel, jeg sang for højt. Jeg var alles glade Broder. Saaledes gaar det iblandt, Forstanden dør. Jeg burde have betænkt, at De sov endnu{{. . .|4}}“ „Hele Byen sover endnu.“ „Ja, det er tidligt. Jeg vil forære Dem noget. Vil De modtage dette? Det er af Sølv, jeg har faaet det. En liden Pige, som jeg engang redded, har foræret mig det. Værsaagod! Det rummer tyve Cigaretter. De vil ikke modtage det? Jasaa, De røger ikke. Maa jeg komme ind til Dem imorgen og undskylde mig? Jeg vilde gærne gøre noget, bede Dem tilgive mig{{. . .|5}}“ „Godnat.“ „Godnat. Jeg skal lægge mig nu. Jeg<noinclude><references/></noinclude> rfeb8267h6qwxfv1y4sww5agv2b6tm0 Side:Victoria (1898).djvu/69 104 144366 334418 2026-09-24T12:38:26Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334418 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>lover Dem det. De skal ikke høre en Lyd herinde mere. Og for Fremtiden skal jeg tage mig bedre i Agt.“ Manden gik. Johannes aabned pludselig Døren igen og føjed til: „Det er sandt, jeg rejser nu. Jeg skal ikke forstyrre Dem mere, jeg rejser imorgen. Jeg glemte at sige det.“ Han rejste ikke. Forskellige Ting opholdt ham, han havde nogle Ærinder at besørge, noget at købe, noget at betale, det blev Morgen og Aften. Han tumled om som sandseløs. Tilsidst ringte han paa hos Kammerherrens. Var Victoria tilstede? Victoria var i Ærinder. Han forklarer, at de var fra samme Sted, Frøken Victoria og han, han vilde bare have hilst paa hende, hvis hun havde været tilstede, have tilladt sig at hilse paa hende. Han vilde have sendt en Besked hjem. Godt. Saa gik han ud i Byen. Hun var kanske<noinclude><references/></noinclude> 42hohwvoht2kvvdgi4vqebzqpckg2zv Side:Victoria (1898).djvu/70 104 144367 334419 2026-09-24T12:39:09Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334419 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>at træffe, at opdage, hun sad kanske i en Vogn. Han vandred om til om Aftenen. Udenfor Teatret saa han hende, han hilste, smilte og hilste, og hun besvared hans Hilsen. Han vilde træde frem til hende, det var blot nogle Skridt, – da ser han, at hun ikke er alene, hun har Otto med sig, Kammerherrens Søn. Han var i Løjtnants Uniform. Johannes tænkte: nu giver hun mig kanske et Vink, et lidet Tegn med Øjnene? Hun skyndte sig ind i Teatret, rød, med ludende Hoved, som om hun vilde gæmme sig. Kanske kunde han se hende derinde? Han fik Billet og gik ind. Han vidste af Kammerherrens Loge, javel, disse rige Mennesker havde Loge. Der sad hun i al sin Herlighed og saa sig omkring. Saa hun paa ham? Aldrig! Da Akten var ude, passed han hende op ude paa Gangen. Han hilste igen; hun saa paa ham lidt forundret og nikked. „Det er hèr inde, du kan faa Vand,“ sagde Otto og pegte fremad. De gik forbi.<noinclude><references/></noinclude> lf13gcb6vfg6ntvk95fi442iowfjj75 Side:Victoria (1898).djvu/71 104 144368 334420 2026-09-24T12:39:43Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334420 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Johannes saa efter dem. En underlig Dæmring lagde sig for hans Øjne. Alle disse Mennesker var ærgerlige paa ham og puffed ham; han bad mekanisk om Forladelse og blev staaende. Dèr forsvandt hun. Da hun kom tilbage, bukked han dybt for hende og sagde: „Undskyld, Frøken{{. . .|5}}“ „Det er Johannes,“ sagde hun præsenterende. „Kender du ham igen?“ Otto svared og saa mysende paa ham. „De vil formodentlig vide, hvorledes det staar til hjemme,“ vedblev hun, og hendes Ansigt var skønt og roligt. „Jeg ved virkelig ikke, men det er vist godt. Udmærket. Jeg skal hilse Møllerens.“ „Tak. Rejser Frøkenen snart?“ „En af Dagene. Joda, jeg skal hilse.“ Hun nikked og gik. Johannes saa igen efter hende, til hun var forsvundet, saa begav han sig ud. En evig Vandring, en tung og trist Gang Gade op og Gade ned slog Tiden ihjæl. Klokken ti stod han udenfor Kammerherrens og vented. Nu<noinclude><references/></noinclude> jyj06zay9psawbxafy8fpas1qh7hnbm Side:Victoria (1898).djvu/72 104 144369 334421 2026-09-24T12:40:19Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334421 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>slutted Teatrene, nu kom hun. Han kunde kanske aabne Vogndøren, tage Hatten af, aabne Vogndøren og bøje sig til Jorden! Endelig en halv Time senere kom hun. Kunde han blive staaende der ved Porten og igen bringe sig i Erindring? Han iled opad Gaden og saa sig ikke om. Han hørte, at Porten hos Kammerherrens gik op, at Vognen kørte ind, og at Porten atter sloges i. Da vendte han om. Nu vedblev han at drive frem og tilbage foran Huset i en Time. Han vented ikke paa nogen og havde intet Ærinde. Pludselig aabnes Porten indenfra, og Victoria stiger igen ud paa Gaden. Hun har ikke Hat paa og har kun kastet et Shawl over Skuldrene. Hun smiler halvt bange, halvt forlegen og spørger til en Begyndelse: „Gaar De her og tænker?“ „Nej,“ svarer han. „Om jeg tænker? Jeg gaar her bare.“ „Jeg saa Dem gaa op og ned her udenfor, og saa vilde jeg{{. . .|5}} Jeg saa Dem fra mit Vindu. Jeg maa ind igen straks.“<noinclude><references/></noinclude> douu0qf14qezrcn7lu35e2dy2uyzt7c Side:Victoria (1898).djvu/73 104 144370 334422 2026-09-24T12:41:00Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334422 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> „Tak, fordi De kom, Victoria. Jeg var saa fortvivlet for lidt siden, og nu er det over. Undskyld, at jeg hilste paa Dem i Teatret; jeg har desværre ogsaa spurgt efter Dem her hos Kammerherrens, jeg vilde træffe Dem og faa vide, hvad De mente, hvad Deres Mening er.“ „Ja,“ sagde hun, „det ved De jo. Jeg sagde saa meget i Forgaars, at det kunde De ikke misforstaa.“ „Jeg er endnu lige uvis paa alt.“ „Lad os ikke snakke mere om det. Jeg har sagt nok, jeg har sagt meget formeget, og jeg gør Dem ondt nu. Jeg elsker Dem, jeg løj ikke i Forgaars og lyver ikke nu; men der er saa meget, som skiller os. Jeg holder meget af Dem, taler gærne med Dem, heller med Dem end nogen anden, men{{. . .|5}} Ja, jeg tør ikke staa her længer, man kan se os fra Vinduerne. Johannes, der er saa mange Grunde, som De ikke kender, saa De skal ikke bede mig mere om at sige, hvad jeg mener. Jeg har tænkt paa det Nat og Dag; jeg mener, hvad jeg har sagt. Men det blir umuligt.“ „Hvad blir umuligt?“<noinclude><references/></noinclude> eqkb31ppttd0c719c9sr77rk38xjqvz Side:Victoria (1898).djvu/74 104 144371 334423 2026-09-24T12:41:56Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334423 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> „Det hele. Altsammen. Hør, Johannes, lad mig slippe at være stolt for os begge.“ „Javel. Godt. Det skal De slippe! Men altsaa narred De mig i Forgaars. Det gik saaledes til, at De traf mig paa Gaden, og saa var De i god Stemning, og saa{{. . .|5}}“ Hun vendte sig og vilde gaa ind. „Har jeg gjort noget galt?“ spurgte han. Hans Ansigt var blegt og ukendeligt. „Jeg mener, hvad har jeg forspildt Deres{{. . .|5}}? Har jeg paa disse to Dage og to Nætter forbrudt noget?“ „Nej, det er ikke det. Jeg har bare tænkt det over; har ikke De det? Det har hele Tiden været umuligt, ved De. Jeg holder af Dem, sætter Pris paa Dem{{. . .|5}}“ „Og agter Dem.“ Hun ser paa ham, hans Smil krænker hende, og hun fortsætter hæftigere: „Herregud, forstaar De ikke selv, at Papa vilde nægte Dem det? Hvorfor tvinger De mig til at sige det? De skønner det selv. Hvad skulde det have blevet til? Har jeg ikke Ret?“ Pause.<noinclude><references/></noinclude> 887zap9n6rnqn0zikw3f2ikp31m1usy Side:Victoria (1898).djvu/75 104 144372 334424 2026-09-24T12:42:45Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334424 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> „Jo,“ svarer han. „Desuden,“ vedbliver hun, „der er saa mange Grunde{{. . .|4}} Nej, De maa virkelig ikke komme efter mig til Teatret mere. Jeg blev ganske bange for Dem. Det maa De aldrig mere.“ „Nej,“ siger han. Hun tager hans Haand. „Kan De ikke komme hjem en Tur? Jeg vilde glæde mig meget til det. Hvor Deres Haand er varm; jeg fryser. Nej, nu maa jeg gaa. Godnat.“ „Godnat,“ svarer han. Gaden laa kold og graa opover Byen, den saa ud som et Belte af Sand, en evig Vej at gaa. Han stødte paa en Gut, som solgte gamle, ødelagte Roser; han raabte paa ham, tog en Rose, gav Gutten en Femkrone i Guld og gik videre. Kort efter saa han en Klynge af Børn, der legte ved en Port. En Gut paa ti Aar sidder stille og ser paa; han har gamle, blaa Øjne, der følger Legen, hule Kinder og en fir-<noinclude><references/></noinclude> ruuf9amoujg7nwuevs5hx8waajkxo9p Side:Victoria (1898).djvu/76 104 144373 334425 2026-09-24T12:43:19Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334425 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>kantet Hage, og paa Hovedet bar han en Lue af Lærred. Det var Foret af en Lue. Dette Barn brugte Paryk, en Haarsygdom havde vansiret dette Hoved for bestandig. Hans Sjæl var kanske ogsaa aldeles vissen. Alt dette lagde han Mærke til, skønt han ikke havde nogen klar Forestilling om, paa hvilken Kant af Byen han befandt sig, eller hvorhen han gik. Det begynte ogsaa at regne, han kendte det ikke og slog ikke sin Paraply op, skønt han havde baaret den med sig den hele Dag. Da han omsider kom til en Plads, hvor der stod Bænke, gik han hen og satte sig. Det regned mere og mere, han slog ubevidst Paraplyen op og blev siddende. Efter kort Tid overfaldt der ham en uovervindelig Døsighed, hans Hjærne laa i Taage, han lukked Øjnene og begyndte at nikke og sove. En Stund efter vaagned han ved, at nogle Forbigaaende talte højt. Han rejste sig og drev videre. Hans Hjærne var bleven klarere, han husked, hvad der var foregaaet, alle Hændelser, endog Gutten, som han gav fem Kroner for en<noinclude><references/></noinclude> lmiot4k691twid0tra85cy023k4tnia Side:Victoria (1898).djvu/77 104 144374 334426 2026-09-24T12:43:42Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334426 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Rose. Han forestilled sig den lille Herres Henrykkelse, naar han opdaged denne forunderlige Mynt blandt sine Skillinger, at det ikke var en Femogtyve Øre, men en Femkrone i Guld. Gaa med Gud! Og de andre Børn var kanske fordrevne af Regnen og legte videre i Porten, hopped Paradis, kiksed med Kugler. Og den vansirede Olding paa ti Aar sad og saa paa. Hvo ved, kanske sad han og glæded sig over noget, kanske havde han en Dukke i Kammeret i Baggaarden, en Sprællemand, en Snurrebas. Han havde kanske ikke tabt alt i Livet, der var et Haab i hans visne Sjæl. Der dukker en fin, spinkel Dame op foran ham. Han rykker til, standser. Nej, han kendte hende ikke. Hun var kommet fra en Sidegade og iled afsted, og hun havde ingen Paraply, skønt Regnen strømmed ned. Han indhented hende, saa paa hende og gik forbi. Hvor hun var fin og ung! Hun blev vaad, hun forkøled sig, og han turde ikke nærme sig hende. Saa slog han sin Paraply ned, forat hun ikke skulde være alene om at<noinclude><references/></noinclude> 5izpgl4sa2bhxbw3l8mkd9wij4936aj Side:Victoria (1898).djvu/78 104 144375 334427 2026-09-24T12:44:08Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334427 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>blive vaad. Da han kom hjem, var det over Midnat. Der laa et Brev paa hans Bord, et Kort, det var en Indbydelse. Sejers vilde glæde sig, om han kunde komme til dem imorgen Aften. Han vilde træffe kendte Folk, blandt andre – kunde han gætte? – Victoria, Slotsfrøkenen. Venlig Hilsen. Han sovned paa sin Stol. Et Par Timer senere vaagned han og frøs. Halvt vaagen, halvt sovende, gennemfaret af Kuldegysninger, træt af Dagens Modgang satte han sig til Bordet og vilde besvare Kortet, denne Indbydelse, som han ikke agted at modtage. Han skrev sit Svar og vilde bringe det ned i Postkassen. Pludselig slaar det ham, at ogsaa Victoria var buden. Jasaa, hun havde intet nævnt til ham, hun havde frygtet for, at han vilde komme, hun vilde være ham kvit derude blandt de fremmede Mennesker. Han river sit Brev istykker, skriver et nyt og takker, han vilde komme. En indvortes Hæftighed faar hans Haand til at skælve, en egen glad Forbittrelse griber ham. Hvorfor<noinclude><references/></noinclude> l2aspipf6zcd6iy3tcgnctuknxngc7n Side:Victoria (1898).djvu/79 104 144376 334428 2026-09-24T12:44:36Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334428 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skulde han ikke gaa? hvorfor skulde han skjule sig? Basta. Hans voldsomme Sindsbevægelse løber af med ham. Han river med et Ryk en Haandfuld Blade af sin Datokalender paa Væggen og sætter sig en Uge forlangt frem i Tiden. Han indbilder sig, at han er glad for noget, henrykt over al Maade, han vil nyde denne Stund, han vil tænde sig en Pibe, sætte sig Paa Stolen og gotte sig. Piben er ganske i Ustand, han leder forgæves efter en Kniv, en Kradser og rykker pludselig den ene Viser af Klokken i Krogen til at rense Piben med. Denne Ødelæggelse gør ham godt at se paa, den faar ham til at le i sit Indre, og han spejder omkring efter mere, som han kunde bringe i Uorden. Tiden gaar. Han kaster sig tilsidst fuldt paaklædt i sine vaade Klæder paa Sengen og sovner ind. Da han vaagned, var det langt paa Dag. Det regned fremdeles, der var vaadt paa Gaden. Hans Hoved var i Vildrede, Rester af de Drømme, han havde havt, blanded sig med Gaarsdagens Oplevelser; han følte ingen Feber, tværtimod,<noinclude><references/></noinclude> q69z6fu6j86o8bhmm9d4r26h1wibgqy Side:Victoria (1898).djvu/80 104 144377 334429 2026-09-24T12:45:32Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334429 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hans Hede havde lagt sig, en Svalhed stod imod ham, som om han havde vandret i en lummer Skog den hele Nat og nu befandt sig i Nærheden af et Vand. Det banker, Postbudet bringer ham et Brev. Han aabner det, ser paa det, læser det og har vanskeligt for at forstaa det. Det var fra Victoria, en Seddel, et Halvark: hun havde glemt at fortælle ham, at hun skulde til Sejers iaften; hun ønsked at træffe ham der, hun vilde give ham bedre Forklaring, vilde bede ham glemme hende, tage det som en Mand. Undskyld det tarvelige Papir. Venlig Hilsen. Han gik ud i Byen, spiste, gik hjem igen og skrev endelig et Afslag til Sejers, han kunde ikke komme, han vilde have det tilgode til for Eksempel imorgen Aften. Dette brev sendte han afsted med Bud. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> mwk5ckogi3bly77dkfd4jnmdx6h7dzq Side:Victoria (1898).djvu/81 104 144378 334430 2026-09-24T12:46:22Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334430 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|V}} Nu kom Høsten, Vicoria var hjemrejst, og den lille afsides Gade laa som før med sine Huse og sin Stilhed. I Johannes' Værelse var der Lys om Nætterne. Det tændtes om Aftenen med Stjærnerne og sluktes, naar det gryed af Dag. Han arbejded og stred, han skrev paa sin store Bog. Der gik Uger og Maaneder; han var alene og søgte ingen, til Sejers kom han ikke mere. Ofte drev hans Fantasi en gal Leg med ham og blanded ind i hans Bog uvedkommende Paafund, som han senere maatte stryge ud og kaste bort. Dette satte ham meget tilbage. En pludse-<noinclude><references/></noinclude> 19v66aphw6hx6vqmp3g0wor6y3ptngx 334586 334430 2026-09-24T15:46:34Z Øystein Tvede 3938 334586 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|V}} {{Stor initial|N}}u kom Høsten, Vicoria var hjemrejst, og den lille afsides Gade laa som før med sine Huse og sin Stilhed. I Johannes' Værelse var der Lys om Nætterne. Det tændtes om Aftenen med Stjærnerne og sluktes, naar det gryed af Dag. Han arbejded og stred, han skrev paa sin store Bog. Der gik Uger og Maaneder; han var alene og søgte ingen, til Sejers kom han ikke mere. Ofte drev hans Fantasi en gal Leg med ham og blanded ind i hans Bog uvedkommende Paafund, som han senere maatte stryge ud og kaste bort. Dette satte ham meget tilbage. En pludse-<noinclude><references/></noinclude> 3435zhknh9k87i0bjrs38np6lornwhh Side:Victoria (1898).djvu/82 104 144379 334431 2026-09-24T12:46:58Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334431 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>lig Støj i Nattens Stilhed, en Vogns Rumlen paa Gaden kunde give hans Tanke et Stød og bringe den ud af sin Bane: Afvejen for denne Vogn paa Gaden, varsko! Hvorfor? Men hvorfor skulde man egentlig tage sig i Agt for denne Vogn? Den rulled forbi, nu er den kanske ved Hjørnet. Kanske staar der en Mand uden Overfrakke, uden Lue, han staar foroverbøjet og møder Vognen med Hovedet, han vil blive overkørt, ubodelig kvæstet, dræbt. Manden vil dø, det er hans Sag. Han knapper ikke Knapperne i sin Skjorte mere, og han har ophørt med at snøre sine Sko om Morgenen, han gaar med alting aabent, hans Bryst er nøgent og magert; han skal dø{{. . .|4}} En Mand laa paa sit sidste, han skrev et Brev til en Ven, en Billet, en liden Bøn. Manden døde, og han efterlod dette Brev. Det havde Dato og Underskrift, det var skrevet med store og smaa Bogstaver, skønt han, som skrev det, skulde dø om en Time. Det var saa underligt. Han havde ogsaa slaaet den sedvanlige Sving under sit Navn. Og en Time efter var han død{{. . .|4}} Der var en anden Mand. Han lig-<noinclude><references/></noinclude> bpy1b16ct2f44q55cbtxfo83dl53ve0 Side:Victoria (1898).djvu/83 104 144380 334432 2026-09-24T12:47:56Z Øystein Tvede 3938 /* Rå */ Ny side: ger alene i et lidet Værelse, der er panelet med Træ og blaamalet. Hvad saa? Intet. I den hele vide Verden er han den, som nu skal dø. Dette optager ham; han tænker paa det, indtil han er udmattet. Han ser, at det er Aften, at Klokken paa Væggen er otte, og han begriber ikke, at den ikke slaar. Klokken slaar ikke. Den er ovenikøbet nogle Minutter over otte, og den vedbliver at tikke, men den slaar ikke. Stakkars Mand, hans Hjærne har allerede begyndt at sove, Klokken {{sp|ha… 334432 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ger alene i et lidet Værelse, der er panelet med Træ og blaamalet. Hvad saa? Intet. I den hele vide Verden er han den, som nu skal dø. Dette optager ham; han tænker paa det, indtil han er udmattet. Han ser, at det er Aften, at Klokken paa Væggen er otte, og han begriber ikke, at den ikke slaar. Klokken slaar ikke. Den er ovenikøbet nogle Minutter over otte, og den vedbliver at tikke, men den slaar ikke. Stakkars Mand, hans Hjærne har allerede begyndt at sove, Klokken {{sp|ha|r}} slaaet, og han har ikke mærket det. Saa stikker han Hul i sin Moders Billede paa Væggen, – hvad skal han med dette Billede mere, og hvorfor skal det være helt efter ham? Hans trætte Øjne falder paa Blomsterpotten paa Bordet, og han strækker Haanden ud og river sagte og eftertænksomt den store Blomsterpotte ned paa Gulvet, saa den gaar istykker. Saa kaster han sit Cigaretmundstykke af Rav ud af Vinduet. Hvad skal han med det mere? Det synes ham saa indlysende, at det ikke behøver at ligge igen efter ham. Og om en Uge var Manden død{{. . .|5}} Johannes rejser sig og driver op og ned ad [74<noinclude><references/></noinclude> ozxvkza5vykro9z7tmnh6mentn2fbv4 334433 334432 2026-09-24T12:48:18Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334433 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ger alene i et lidet Værelse, der er panelet med Træ og blaamalet. Hvad saa? Intet. I den hele vide Verden er han den, som nu skal dø. Dette optager ham; han tænker paa det, indtil han er udmattet. Han ser, at det er Aften, at Klokken paa Væggen er otte, og han begriber ikke, at den ikke slaar. Klokken slaar ikke. Den er ovenikøbet nogle Minutter over otte, og den vedbliver at tikke, men den slaar ikke. Stakkars Mand, hans Hjærne har allerede begyndt at sove, Klokken {{sp|ha|r}} slaaet, og han har ikke mærket det. Saa stikker han Hul i sin Moders Billede paa Væggen, – hvad skal han med dette Billede mere, og hvorfor skal det være helt efter ham? Hans trætte Øjne falder paa Blomsterpotten paa Bordet, og han strækker Haanden ud og river sagte og eftertænksomt den store Blomsterpotte ned paa Gulvet, saa den gaar istykker. Saa kaster han sit Cigaretmundstykke af Rav ud af Vinduet. Hvad skal han med det mere? Det synes ham saa indlysende, at det ikke behøver at ligge igen efter ham. Og om en Uge var Manden død{{. . .|5}} Johannes rejser sig og driver op og ned ad<noinclude><references/></noinclude> a6dsy9h2r6qjt1zp86uw676pfu2gs4x Side:Victoria (1898).djvu/84 104 144381 334434 2026-09-24T12:48:48Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334434 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Gulvet. Naboen i Værelset ved Siden af vaagner, hans Snorken er standset, og der lyder et Suk, et forpint Støn fra ham. Johannes gaar paa Taa hen til Bordet og sætter sig igen. Vinden suser i Poplerne udenfor hans Vindu og bringer ham til at fryse. De gamle Popler er ribbede for Løv og ligner Sørgelige Vanskabninger; nogle knudrede Grene sliber mod Husets Væg og frembringer en knagende Lyd, som en Træmaskine, et gistent Stampeværk, der gaar og gaar. Han kaster Øjnene ned paa sine Papirer og læser over. Javel, hans Fantasi har atter ført ham vild. Han har intet at bestille med Døden og en forbikørende Vogn. Han skriver om en Have, om en grøn og frodig Have ved sit Hjem, Slotshaven. Det er den, han skriver om. Den ligger død og nedsneet nu, men det er den, han skriver om alligevel, og der er slet ikke Vinter og Sne, men der er Vaar og Duft og milde Vinde. Og det er Aften. Vandet nedenfor ligger stille og dybt, det er som en Sjø af Bly; Syrinerne dufter, Hæk efter Hæk staar med Knopper og grønne Blade, og Luften er saa<noinclude><references/></noinclude> 1s2s40q9vye4r0mgachw86pmrrsxs98 Side:Victoria (1898).djvu/85 104 144382 334435 2026-09-24T12:49:24Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334435 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stille, at Orfuglen høres at spille paa den anden Side af Vaagen. I en af Gangene i Haven staar Victoria, hun er alene, hvidklædt, tyve Sommere gammel. Der staar hun. Hendes Skikkelse er højere end de højeste Rosenbuske, hun ser udover Vandet, ud til Skogene, til de sovende Bjærge i det Fjærne; hun ser ud som en hvid Sjæl midt i den grønne Have. Nede fra Vejen høres Fodtrin, hun tager nogle Skridt frem, ned til det bortgæmte Lysthus, læner sig paa Albuerne mod Muren og ser ned. Manden nede paa Vejen tager sin Hat af, sænker den næsten til Jorden og hilser. Hun nikker tilbage. Manden ser sig om, der er ingen paa Vejen, som udspejder ham, og han gør nogle Skridt op til Muren. Da viger hun tilbage og raaber: Nej, nej! Hun kaver ogsaa mod ham med Haanden. Victoria, siger han, det var evigt sandt det, De engang sagde, jeg skulde ikke have indbildt mig det, for det er umuligt. Ja, svarer hun, men hvad vil De da? Han er kommet hende ganske nær, blot Muren skiller dem ad, og hans Svar lyder: Hvad jeg vil? Ser De, jeg vil bare staa her et Minut. Det er for sidste Gang. Jeg vil<noinclude><references/></noinclude> 3p9vxvtfktdjzo0r5qmld6ki3ma13xa Side:Victoria (1898).djvu/86 104 144383 334436 2026-09-24T12:50:05Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334436 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>komme Dem saa nær som muligt; nu staar jeg ikke langt fra Dem! Hun tier. Der gaar et Minut. Godnat, siger han og tager atter Hatten af næsten lige til Jorden. Godnat, svarer hun. Og han gaar, uden at se sig tilbage{{. . .|7}} Hvad havde han at bestille med Døden? Han krøller det beskrevne Papir sammen og kaster det hen til Ovnen. Der ligger ogsaa andre beskrevne Papirer, som skal brændes, lutter flygtigt Spild fra en Fantasi, som gik over sine Bredder. Og han skriver igen om Manden nede paa Vejen, en vandrende Herre, som hilste og sagde Farvel, da hans Minut var ude. Og tilbage i Haven stod den unge Pige, hun var hvidklædt og tyve Sommere. Hun vilde ikke have ham; nejvel. Men han havde staaet ved den Mur, bagom hvilken hun leved. Saa nær var han hende engang. Der gaar Uger og Maaneder igen, og Vaaren kom. Sneen var allerede borte, det brused langt borte i Rummet som af løste Vande fra Solen til Maanen. Svalerne var komne, og i Skogen<noinclude><references/></noinclude> 1e0fj4ci7ugaivncbsht82gwixzhuyq Side:Victoria (1898).djvu/87 104 144384 334437 2026-09-24T12:50:32Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334437 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>udenfor Byen vaagned et spillende Liv af alle Slags hoppende Dyr og Fugle med fremmede Tungemaal. En fersk og sødlig Lugt svæved op fra Jorden. Hans Arbejde har varet den ganske Vinter. Som en Opsang havde Poplernes tørre Grene knirket mod Husvæggen Nat og Dag; nu var Vaaren kommet, Stormene var forbi, og Stampeværket havde knaget istaa. Han aabner Vinduet og ser ud, Gaden er allerede rolig, skønt det ikke er Midnat, Stjærnerne blinker paa en Himmel uden Skyer, det tegner til en varm og lys Dag den Dag imorgen. Han hører Bulderet fra Byen, der blander sig med det evige Brus i det Fjærne. Pludselig skingrer en Jærnbanepibe, det er Nattogets Signal; det lyder som et enkelt Hanegal i den stille Nat. Nu er Tiden til Arbejde inde, denne Togfløjte har været som et Bud til ham i hele Vinter. Og han lukker Vinduet og sætter sig ved Bordet igen. Han kaster de Bøger, han har læst i, tilside og finder Papirerne frem. Han griber Pennen.<noinclude><references/></noinclude> b9njgyz9crm6verkyrilsn6ltr6cz4m Side:Victoria (1898).djvu/88 104 144385 334438 2026-09-24T12:51:01Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334438 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Nu er hans store Arbejde næsten færdigt, der mangler blot et Slutningskapitel, en Hilsen som fra et bortsejlende Skib, og han har det allerede i Hovedet: Der sidder en Herre i et Gæstgiversted ved Vejen, han er paa Gennemrejse og skal langt, langt ud i Verden. Han er graa i Haar og Skæg, og der er gaaet mange Aar hen over ham; men han er stor og stærk endnu, og han er næppe saa gammel, som han ser ud. Udenfor staar hans Vogn, Hestene hviler, Kusken er glad og fornøjet; ti han har faaet Vin og Mad af den Fremmede. Da Herren har indskrevet sit Navn, kender Værten ham og bøjer sig for ham og viser ham megen Ære. Hvem lever paa Slottet nu? spørger Herren. Værten svarer: Kaptejnen; han er meget rig; Fruen er god mod alle. Mod alle? spørger Herren sig selv og smiler sælsomt, ogsaa mod mig? Og Herren sætter sig til at skrive paa et Papir, og da det er udskrevet, læser han det over, det er et Digt, tungt og roligt, men med mange bittre Ord. Men bagefter river han Papiret istykker, og han vedbliver at sidde der og rive Papiret endnu mere<noinclude><references/></noinclude> 6bsv7aii7avl4igfyytd0y5de00o7wj Side:Victoria (1898).djvu/89 104 144386 334439 2026-09-24T12:51:32Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334439 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>istykker. Da banker det paa hans Dør, og en gulklædt Kvinde træder ind. Hun slaar Sløret op, det er Slotsfruen, Fru Victoria. Hun er skøn som en Majestæt. Herren rejser sig brat, hans mørke Sjæl blir som beskinnet af en Lystreild i samme Nu. De er saa god mod alle, siger han bittert, De kommer ogsaa til mig. Hun svarer ikke, hun staar blot og ser paa ham, og hendes Ansigt blir dunkelt rødt. Hvad vil De? spørger han lige saa bittert som før; er De kommet forat minde mig om det Forgangne? for saa er det sidste Gang, naadige Frue, nu rejser jeg for altid. Og fremdeles svarer ikke den unge Slotsfrue, men hendes Mund bæver. Han siger: Er det Dem ikke nok, at jeg har erkendt min Daarskab én Gang, saa hør, jeg gør det igen: min Hu stod til Dem, jeg var Dem ikke værdig, – er De nu tilfreds? Han fortsætter med stigende Hæftighed: De svared mig Nej, De tog en anden; jeg var en Bonde, en Bjørn, en Barbar, som i min Ungdom var tumlet ind paa en kongelig Vildtbane. Men da kaster Herren sig paa en Stol og hulker og beder: Aa, gaa! tilgiv mig, gaa Deres Vej! Nu<noinclude><references/></noinclude> qsffjhmz49r1p3uxdpivccyifmbc4f1 Side:Victoria (1898).djvu/90 104 144387 334440 2026-09-24T12:52:09Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334440 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>er al Rødme vegen fra Slotsfruens Ansigt. Saa siger hun, og hun udtaler Ordene saa langsomt og vel: Jeg elsker Dem; misforstaa mig ikke mere, det er Dem, jeg elsker; Farvel! Og det var sig den unge Slotsfrue, hun lagde Hænderne for Ansigtet og gik hurtigt ud af Døren{{. . .|5}} Han lægger Pennen ned og læner sig tilbage. Javel, Punktum, Ende. Der laa Bogen, alle de beskrevne Blade, ni Maaneders Arbejde. En varm Tilfredshed risler gennem ham, fordi hans Værk er ført tilende. Og mens han sidder der og ser mod Vinduet, hvorigennem Dagen gryr, summer og banker det i hans Hoved, og hans Aand arbejder videre. Han er fuld at Stemning, hans Hjærne ligger som en uhøstet, vild Have, hvor det damper af Jorden: Han er paa en hemmelighedsfuld Maade kommet ind i en dyb, uddøet Dal, hvor intet levende findes. Langt borte, alene og efterglemt staar et Orgel og spiller. Han gaar det nærmere, han undersøger det, Orgelet bløder, der rinder Blod ud af dets ene Side, mens det spiller.<noinclude><references/></noinclude> lrm32rfdurzt5jlr0ldhpsdcsmk112k Side:Victoria (1898).djvu/91 104 144388 334441 2026-09-24T12:52:40Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334441 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Længer fremme kommer han til et Torv. Der er alt øde, intet Træ sees og ingen Lyd høres, det er blot et øde Torv. Men paa Sandet er der Mærker efter Folks Sko, og i Luften staar ligesom endnu de sidste Ord, som var udtalt paa Stedet, saa nylig var det forladt. En sælsom Fornemmelse opfylder ham, disse Ord, der staar igen i Luften over Torvet, ængster ham, kommer ham nærmere, trykker ham. Han slaar dem bort fra sig, og de kommer igen, det er ikke Ord, det er Oldinge, en Gruppe Oldinge, der danser; han ser dem nu. Hvorfor danser de, og hvorfor er de ikke i det mindste glade, naar de danser? Der staar et koldt Pust ud fra dette Selskab af Gamle, de ser ham ikke, de er blinde, og da han raaber til dem, hører de ham ikke, for de er døde. Han vandrer mod Østen, mod Solen, han kommer til et Bjærg. En Røst raaber: Er du ved et Bjærg? Ja, svarer han, jeg staar ved et Bjærg. Da siger Røsten: Det Bjærg, du staar ved, er min Fod; jeg ligger bunden i det yderste Land, kom og løs mig! Saa begiver han sig afsted til det yderste Land. Ved en Bro staar en Mand og passer ham op,<noinclude><references/></noinclude> mnm1mwavqcvuqfwytearugthl6bc28j Side:Victoria (1898).djvu/92 104 144389 334442 2026-09-24T12:53:56Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334442 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>han samler Skygger ind; Manden er af Moskus. En isnende Rædsel griber ham ved Synet af denne Mand, som vil tage hans Skygge. Han spytter imod ham og truer ham med knyttede Hænder; men Manden staar urørlig og venter paa ham. Vend om! raaber en Stemme bag ham. Han vender sig og ser et Hoved, som triller afsted paa Vejen og viser ham frem. Hovedet er et Menneskes Hoved, og nu og da ler det stille og tyst. Han følger det. Det triller i Dage og Nætter, og han følger det; ved Havbredden smutter det ned i Jorden og gæmmer sig. Han vader ud i Havet og dukker. Han staar ved en vældig Port, og han møder en stor, gøende Fisk. Den har Faks paa Halsen, og den gør imod ham som en Hund. Bag Fisken staar Victoria. Han strækker Hænderne ud mod hende, hun har ingen Klæder paa, hun ler imod ham, og der blæser en Storm gennem hendes Haar. Da raaber han til hende, han hører selv sit Skrig – og vaagner. Johannes rejser sig og gaar til Vinduet. Det er bleven næsten lyst, og i det lille Spejl paa Vindusposten ser han, at hans Tindinger er<noinclude><references/></noinclude> t07mpr9l0g6wkcd78pgshprrhrbw21p Side:Victoria (1898).djvu/93 104 144390 334443 2026-09-24T12:54:35Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334443 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>røde. Han slukker Lampen og læser endnu engang i det graa Lys af Dagen den sidste Side i sin Bog. Saa lægger han sig. Ud paa Eftermiddagen den samme Dag havde Johannes betalt sit Værelse, leveret sit Manuskript og forladt Byen. Han var rejst udenlands, ingen vidste hvorhen. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 4rdgmqwafhh8r15vdm2su410gilekvn Side:Victoria (1898).djvu/94 104 144391 334444 2026-09-24T12:55:27Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334444 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|VI}} Den store Bog var kommet, et Kongerige, en liden susende Verden af Stemninger, Røster og Syner. Den solgtes, læstes og sattes hen. Nogle Maaneder gaar; da Høsten kom, slynged Johannes ud en ny Bog. Hvad nu? Hans Navn kom med ét paa alles Læber, Heldet fulgte ham, denne nye Bog var skrevet langt borte, fjærnt fra Tildragelserne hjemme, og den var stille og stærk som Vin: Kære Læser, her er Fortællingen om Didrik og Iselin. Skrevet i den gode Tid, i de smaa Sorgers Dage, da alting var let at bære, skrevet med den allerbedste Vilje om Didrik, som Gud slog med Kærlighed{{. . .|5}}<noinclude><references/></noinclude> 79x2ifhlbsx2th752lxobm25k07zrkw 334587 334444 2026-09-24T15:46:59Z Øystein Tvede 3938 334587 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|VI}} {{Stor initial|D}}en store Bog var kommet, et Kongerige, en liden susende Verden af Stemninger, Røster og Syner. Den solgtes, læstes og sattes hen. Nogle Maaneder gaar; da Høsten kom, slynged Johannes ud en ny Bog. Hvad nu? Hans Navn kom med ét paa alles Læber, Heldet fulgte ham, denne nye Bog var skrevet langt borte, fjærnt fra Tildragelserne hjemme, og den var stille og stærk som Vin: Kære Læser, her er Fortællingen om Didrik og Iselin. Skrevet i den gode Tid, i de smaa Sorgers Dage, da alting var let at bære, skrevet med den allerbedste Vilje om Didrik, som Gud slog med Kærlighed{{. . .|5}}<noinclude><references/></noinclude> ezsjd2eylxzqd4l65x5s0i1kwjnapes Side:Victoria (1898).djvu/95 104 144392 334447 2026-09-24T12:59:57Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334447 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Johannes var i fremmed Land, ingen vidste hvor. Og der gik mere end et Aar, før nogen fik det at vide. „Jeg synes, det banker paa Døren,“ siger den gamle Møller en Aften. Og hans Kone og han lytter og sidder stille. „Nej, det var ingenting,“ siger hun saa; „Klokken er ti, det er snart Nat.“ Der gaar flere Minutter. Da banker det haardt og bestemt paa Døren, som om nogen havde taget Mod til sig og gjort det. Mølleren aabner. Slotsfrøkenen staar udenfor. „I maa ikke blive forskrækket, det er bare mig,“ siger hun og smiler ganske frygtsomt. Hun træder ind; der stilles Stol frem til hende, men hun sætter sig ikke. Hun har bare et Shawl over Hovedet, og paa Fødderne smaa, lave Sko, skønt det endnu ikke er Vaar og tørt paa Vejene. „Jeg vil bare varsko om, at Løjtnanten kommer i Vaar,“ siger hun. „Løjtnanten, min<noinclude><references/></noinclude> 6y6ldkvss1gzobencpjhxtzknctujxo Side:Victoria (1898).djvu/96 104 144393 334448 2026-09-24T13:01:47Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334448 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Kæreste. Og han vil kanske skyde Rugde herude. Det var det, jeg vilde varsko om, saa I ikke skulde blive ængstelige.“ Mølleren og hans Kone ser forundret paa Slotsfrøkenen. De var aldrig før bleven varslede, naar Slottets Gæster gik i Skogen og paa Markerne paa Jagt. De takker hende ydmygt. Victoria træder igen hen til Døren. „Det var bare det, jeg vilde. Jeg tænkte, I var gamle Folk, det kunde ikke skade, om jeg sagde det.“ Mølleren svarer: „At Frøkenen vilde det! Og nu er Frøkenen bleven vaad i de smaa Sko.“ „Nej, Vejen er tør,“ siger hun kort. „Jeg gik denne Tur alligevel. Godnat.“ „Godnat.“ Hun 1øfter Klinken og træder atter ud. Da vender hun sig om i Døren og spørger: „Det er sandt, – Johannes, har I hørt fra ham?“ „Nej, ingenting fra ham, Tak, som spørger. Ingenting.“<noinclude><references/></noinclude> 3z79gxpt7ethrbiapvf1jayyel61kak Side:Victoria (1898).djvu/97 104 144394 334449 2026-09-24T13:02:50Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334449 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> „Han kommer vel snart. Jeg tænkte, I havde en Efterretning.“ „Nej, ikke siden ifjor Vaar. Johannes skal være i fremmed Land.“ „Ja, i fremmed Land. Han har det godt. Han skriver selv, at han er i de smaa Sorgers Dage. Saa har han det vel godt.“ „Aaja, aaja, Gud ved det. Vi venter ham; men han skriver ikke til os, ikke til nogen. Vi bare venter ham.“ „Han har det vel bedre, hvor han er, siden hans Sorger er saa smaa. Jaja, han derom. Jeg vilde bare vide, om han kom hjem i Vaar. Godnat igen.“ „Godnat.“ Mølleren og hans Kone gaar efter hende ud. De ser hende vende tilbage til Slottet med oprejst Hoved, stigende med sine smaa Sko henover Sølepytterne paa den opblødte Vej. Et Par Dage efter er der kommet Brev fra Johannes. Han vender hjem om godt og vel en Maaned, naar han har endnu en ny Bog<noinclude><references/></noinclude> goqyvig53jtfffm7tv5ium1ogg030uw Side:Victoria (1898).djvu/98 104 144395 334450 2026-09-24T13:03:28Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334450 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>færdig. Det har gaaet godt for ham i denne lange Tid, et nyt Arbejde var snart fuldført, Alverdens Liv havde vrimlet gennem hans Hjærne{{. . .|5}} Mølleren begiver sig til Slottet. Paa Vejen finder han et Lommetørklæde, det er mærket med Victorias Bogstaver, hun har mistet det i Forgaars Aftes. Slotsfrøkenen er ovenpaa, men en Pige tilbyder sig at bringe hende Besked, – hvad var det? Mølleren afslaar det. Han vil heller vente. Frøkenen kommer endelig. „Jeg hører, at De vil tale med mig?“ spørger hun og slaar Døren op til en Stue. Mølleren træder ind, leverer Lommetørklædet og siger: „Og saa har vi faaet Brev fra Johannes.“ En lys Bevægelse farer over hendes Ansigt, et Øjeblik, et hastigt Øjeblik. Hun svarer: „Tak skal De have. Jo, Tørklædet er mit.“ „Nu kommer han hjem igen,“ fortsætter Mølleren næsten hviskende.<noinclude><references/></noinclude> 8tc3b0g2aaan34lfzpd8nauimez5udf Side:Victoria (1898).djvu/99 104 144396 334451 2026-09-24T13:04:09Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334451 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Hun faar en kold Mine. „Tal højt, Møller; hvem kommer?“ svarer hun. „Johannes.“ „Johannes. Ja, hvad saa?“ „Nej, det var{{. . .|4}} Vi trodde, at jeg skulde sige det. Vi talte om det, min Kone og jeg, og hun trodde det ogsaa. De spurgte i Forgaars, om han kom hjem i Vaar. Jo, han kommer.“ „Saa er I vel glade da?“ siger Slotstfrøkenen. „Naar kommer han?“ „Om en Maaned.“ „Jasaa. Ja, det var ikke noget ellers?“ „Nej. Vi trodde bare, siden De spurgte{{. . .|3}} Nej, det var ikke noget ellers. Det var bare dette.“ Mølleren havde igen sænket Stemmen. Hun følger ham ud. I Gangen møder de hendes Fader, og hun siger til ham i Forbigaaende, højt og ligegyldigt: „Mølleren fortæller, at Johannes kommer hjem igen. Du husker vel Johannes?" Og Mølleren gaar ud af Slottets Port og<noinclude><references/></noinclude> gbxzj68nk78wx3iizxxrs5y8m4krx4f Side:Victoria (1898).djvu/100 104 144397 334452 2026-09-24T13:04:50Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334452 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>lover sig selv, at han aldrig, aldrig skal være en Nar mere og lytte til sin Kone, naar hun vilde forstaa sig paa skjulte Ting. Det vilde han lade hende vide. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> mwkfyteqeihrrzrl7j3w4dkydsuocma Side:Victoria (1898).djvu/101 104 144398 334453 2026-09-24T13:05:34Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334453 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|VII}} Det slanke Rognetræ ved Mølledammen vilde han engang have skaaret ned til Fiskestang; nu var der gaaet mange Aar, og Træet var bleven tykkere end hans Arm. Han saa paa det med Forundring og gik videre. Opad Elven florered endnu det ugennemtrængelige Vildnis af Bregner, en hel Skog, paa hvis Bund Kvæget havde trampet faste Veje, som Bregnebladene lukked sig over. Han stred sig gennem Vildnisset ligesom i Barndomsdagene, svømmende med Hænderne og ledende sig frem med Fødderne. Insekter og Kryb flygted for den vældige Mand. Oppe ved Granitbruddet fandt han Slaapetorn, Hvidvejs og Violer. Han plukked endel,<noinclude><references/></noinclude> pru731yyvdjoec67urfl9eoic2s3chw 334588 334453 2026-09-24T15:47:21Z Øystein Tvede 3938 334588 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|VII}} {{Stor initial|D}}et slanke Rognetræ ved Mølledammen vilde han engang have skaaret ned til Fiskestang; nu var der gaaet mange Aar, og Træet var bleven tykkere end hans Arm. Han saa paa det med Forundring og gik videre. Opad Elven florered endnu det ugennemtrængelige Vildnis af Bregner, en hel Skog, paa hvis Bund Kvæget havde trampet faste Veje, som Bregnebladene lukked sig over. Han stred sig gennem Vildnisset ligesom i Barndomsdagene, svømmende med Hænderne og ledende sig frem med Fødderne. Insekter og Kryb flygted for den vældige Mand. Oppe ved Granitbruddet fandt han Slaapetorn, Hvidvejs og Violer. Han plukked endel,<noinclude><references/></noinclude> c6pc619fdd10iwitmznvpz8c7p9bmy1 Side:Victoria (1898).djvu/102 104 144399 334454 2026-09-24T13:06:07Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334454 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>den hjemlige Duft kaldte ham tilbage til forgangne Dage. I det Fjærne blaaned Aaserne til Nabobygden, og paa den anden Side af Vaagen begyndte Gøgen at spille op. Han satte sig; lidt efter begyndte han at nynne. Da hørte han Skridt nede paa Stien. Det var Aften, Solen var nede; men Varmen stod og dirred i Luften. Over Skogene, Aaserne og Vaagen laa en endeløs Ro. En Kvinde kom opover mod Bruddet. Det var Victoria. Hun bar en Kurv. Johannes rejste sig, hilste og vilde fjærne sig. „Jeg vilde ikke forstyrre Dem,“ sagde hun. „Det var nogle Blomster, jeg skulde have.“ Han svared ikke. Og han tænkte ikke over, at hun havde Alverdens Blomster i sin Have. „Jeg tog en Kurv med til at have Blomsterne i,“ fortsatte hun. „Men kanske jeg ikke finder nogen. Vi skal have dem til Selskabet. Vi skal have et Selskab.“ „Her er Hvidvejs og Violer,“ sagde han. „Højere op plejer der at være Humle. Men det er kanske for tidlig paa Aaret til den.“<noinclude><references/></noinclude> srxncwf0lof1xqt4e53wz0t8u2fdrq0 Side:Victoria (1898).djvu/103 104 144400 334455 2026-09-24T13:06:41Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334455 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> „De er blegere end sidst,“ bemærked hun til ham. „Det er over to Aar siden. De har været borte, har jeg hørt. Jeg har læst Deres Bøger.“ Han svared fremdeles ikke. Det faldt ham ind, at han kanske kunde sige: Ja, Godaften, Frøken! og gaa. Fra det Sted, hvor han stod, var der et Skridt ned til næste Sten, derfra et til hende, og siden kunde han trække sig tilbage, som om det faldt af sig selv. Hun stod midt i hans Vej. Hun havde en gul Kjole og en rød Hat paa, hun var sælsom og skøn; Halsen var nøgen. „Jeg stænger Vejen for Dem,“ mumled han og traadte ned. Han behersked sig for ikke at røbe nogen Sindsbevægelse. Der var nu ét Skridt imellem dem. Hun gav ham ikke Plads til at komme videre, men blev staaende. De saa hinanden i Ansigtet. Pludselig blev hun meget rød, hun slog Øjnene ned og steg tilside; hendes Ansigt fik et raadvildt Udtryk, men hun smilte. Han traadte forbi hende og standsed, hendes sørgelige Smil slog ham, hans Hjærte fløj til hende igen, og han sagde paa Maafaa:<noinclude><references/></noinclude> 19apqziohj4k6y144dz1qzhgxhq2ayc Side:Victoria (1898).djvu/104 104 144401 334456 2026-09-24T13:07:19Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334456 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> „Ja, De har naturligvis været mange Gange i Byen siden? Siden den Gang?{{. . .}} Nu ved jeg, hvor der plejed at være Blomster i gamle Dage: paa Haugen ved Deres Flagstang.“ Hun vendte sig om mod ham, og han saa med Forundring, at hendes Ansigt var bleven blegt og bevæget. „Vil De komme til os den Aften?“ sagde hun. „Om De vil komme til Selskabet? Vi skal have et Selskab,“ vedblev hun, og hendes Ansigt begyndte igen at rødme. „Der kommer nogle fra Byen. Det blir om kort Tid, men jeg skal give Dem nærmere Besked. Hvad svarer De?“ Han svared ikke. Det var intet Selskab for ham, han hørte ikke til paa Slottet. „De maa ikke sige Nej. Det skal ikke blive kedeligt for Dem, jeg har tænkt paa det, jeg har en Overraskelse til Dem.“ Pause. „De kan ikke overraske mig mere,“ svared han. Hun bed sig i Læben; det fortvivlede Smil gik igen over hendes Ansigt.<noinclude><references/></noinclude> 5qsog1qbrwl1mzk8pvhq6pi3q1i32sg Side:Victoria (1898).djvu/105 104 144402 334457 2026-09-24T13:07:57Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334457 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> „Hvad vil De have mig til?“ sagde hun tonløst. „Jeg vil intet have Dem til, Frøken Victoria. Jeg sad her paa en Sten, jeg tilbyder at flytte mig.“ „Ak ja, jeg gik derhjemme, jeg gik der i hele Dag omkring, saa kom jeg hid. Jeg kunde have gaaet op efter Elven, paa en anden Vej, saa var jeg ikke kommet{{. . .|4}}“ „Kære Frøken, Stedet er Deres og ikke mit.“ „Jeg har gjort ondt imod Dem engang, Johannes, jeg vilde gøre det godt igen, rette paa det. Jeg har virkelig en Overraskelse, som jeg tror{{. . .|4}} det vil sige, som jeg haaber, De vil blive glad over. Jeg kan ikke sige mere. Men jeg vilde bede Dem denne Gang, at De var tilstede.“ „Dersom det kan være Dem til nogen Fornøjelse, saa skal jeg komme.“ „Vil De det?“ „Ja, jeg takker Dem for Deres Venlighed.“ Da han var kommet ned i Skogen, vendte han sig om og saa sig tilbage. Hun havde sat sig; Kurven stod ved Siden af hende. Han gik<noinclude><references/></noinclude> mh187ct45oh69x43enzhy5w8l226lv8 Side:Victoria (1898).djvu/106 104 144403 334458 2026-09-24T13:09:00Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334458 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ikke hjem, men fortsatte at drive hen efter Vejen og tilbage igen. Tusind Tanker stred i ham. En Overraskelse? Hun sagde det nu, aldeles nylig, hendes Stemme skalv. En hed og nervøs Glæde opstaar i ham, faar hans Hjærte til at støde voldsomt, og han føler sig løftet op fra Vejen, han gaar paa. Og var det blot et Tilfælde, at hun var gulklædt ogsaa idag? Han havde set paa hendes Haand, hvor Ringen engang sad, – hun havde ingen Ring. Der gaar en Time. Dunsterne af Skogen og Marken omsvæved ham, trak ind i hans Aande, ind i hans Hjærte. Han satte sig, lagde sig bagover med Hænderne foldede under Nakken og lytted en Tidlang til Gøgens Fløjten paa den anden Side af Vaagen. En lidenskabelig Fuglesang sittred i Luften omkring ham. Saa havde han igen oplevet det! Da hun steg op til ham i Bruddet i sin gule Kjole og med sin blodrøde Hat, saa hun ud som en vandrende Sommerfugl, der traadte fra Sten til Sten og standsed foran ham. „Jeg vilde ikke forstyrre Dem,“ sagde hun og smilte; hendes Smil var rødt, hele Ansigtet blev oplyst, hun<noinclude><references/></noinclude> imn1qtbm7pllo25l8byis5hnib5oywz Side:Victoria (1898).djvu/107 104 144404 334459 2026-09-24T13:09:30Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334459 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>strøed Stjærner ud. Der var kommet nogle fine, blaa Aarer paa hendes Hals, og de Par Fregner under Øjnene gav hende en varm Farve. Hun gik i sin tyvende Sommer. En Overraskelse? Hvad var hendes Agt? Vilde hun kanske vise ham hans Bøger, lægge frem disse to, tre Bind og glæde ham med, at hun havde købt dem allesammen og skaaret dem op? Værsaagod, et bitte lidet Stykke Opmærksomhed og Blidentrøst! Forsmaa ikke mit ringe Bidrag! Han rejste sig hæftigt og blev staaende. Victoria kom tilbage, hendes Kurv var tom. „De fandt ingen Blomster?“ spurgte han fraværende. „Nej, jeg opgav det. Jeg søgte ikke heller, jeg bare sad der.“ Han sagde: „Med det samme jeg husker det: De skal aldeles ikke gaa og mene, at De har gjort noget ondt imod mig. De har intet at gøre godt igen med nogen Slags Blidentrøst.“ „Ikke det,“ svared hun overrumplet. Hun tænkte videre over det, saa paa ham og grunded.<noinclude><references/></noinclude> mhe4mx30wqnr3ndj2btw6q2jci9a5tn Side:Victoria (1898).djvu/108 104 144405 334460 2026-09-24T13:10:05Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334460 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>„Ikke det. Jeg trodde, at den Gang{{. . .|4}} Jeg vilde ikke, at De hele Tiden skulde gaa og bære Nag til mig for det, som hændte.“ „Nej, jeg bærer ikke Nag til Dem.“ Hun tænker endnu en Stund. Pludselig knejser hun. „Saa er det godt,“ siger hun. „Nej, det burde jeg jo have vidst. Saa meget Indtryk efterlod det ikke. Jaja, saa taler vi ikke mere om det.“ „Nej, lad os ikke det. Mine Indtryk er Dem ligegyldige nu som før.“ „Adjø,“ sagde hun. „Adjø saalænge.“ „Adjø,“ svared han. De gik hver sin Vej. Han standsed og vendte sig. Der gik hun nu. Han strakte Hænderne ud og hvisked, sagde ømme Ord for sig selv: Jeg bærer ikke Nag til Dem, nej, nej, det gør jeg ikke; jeg elsker Dem endnu, elsker Dem{{. . .|4}} „Victoria!“ raabte han. Hun hørte det, hun rykked til og vendte sig om, men vedblev at gaa.<noinclude><references/></noinclude> acfua7k5b82jorv6do36070thcr2k4i Side:Victoria (1898).djvu/109 104 144406 334461 2026-09-24T13:10:39Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334461 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Der forløb nogle Dage. Johannes gik i den højeste Uro og arbejded ikke, sov ikke; han tilbragte næsten hele Dagen i Skogen. Han traadte op paa den svære Furuhaug, hvor Slottets Flagstang stod; der var Flag paa Stangen. Der var ogsaa hejst Flag paa Slottets runde Taarn. En besynderlig Spænding greb ham. Der skulde komme Fremmede til Slottet, der skulde være Fest. Eftermiddagen var stille og varm; Elven løb som en Puls gennem det hede Landskab. Et Dampskib gled ind mod Land og efterlod en Vifte af hvide Striber udover Vaagen. Nu kørte fire Vogne ud fra Slottets Gaardsplads og tog Vejen ned til Bryggen. Skibet lagde til, Herrer og Damer steg iland og tog Plads i Vognene. Da begyndte en Række Skud at knalde fra Slottet; to Mand stod oppe i det runde Taarn og laded og skød, laded og skød med Jagtgeværer. Da de havde løst af en og tyve Skud, rulled Vognene indad Slotsporten, og Skydningen ophørte. Javel, der skulde være Fest paa Slottet; de Fremmede blev modtagne med Flagning og<noinclude><references/></noinclude> t71jw8biaen6kqdxe7hjiqke00vpal9 Side:Victoria (1898).djvu/110 104 144407 334462 2026-09-24T13:11:20Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334462 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Salut. I Vognene sad nogle Militære; kanske Otto var med, Løjtnanten. Johannes steg ned fra Haugen og begav sig hjemover. Han blev indhentet af en Mand fra Slottet, som standsed ham. Manden bar et Brev i Luen, han var sendt af Frøken Victoria og skulde have Svar. Johannes læste Brevet med bankende Hjærte. Victoria indbød ham alligevel, tilskrev ham i hjærtelige Ord og bad ham komme. Det var nu denne Gang, hun vilde bede ham. Svar med Budet. En underlig og uventet Glæde var vederfaret ham, Blodet steg ham til Hovedet, og han svared Manden, at han vilde komme, ja, Tak, han vilde komme straks. Værsaagod! Han rakte et latterlig stort Pengestykke til Budet og iled hjem forat klæde sig. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> gg8v1zl8yvavyu47dxu7zoafv61n61g Side:Victoria (1898).djvu/111 104 144408 334463 2026-09-24T13:11:53Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334463 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|VIII}} For første Gang i sit Liv traadte han indad Slottets Port og begav sig opad Trappen til anden Etage. Der summed ham Stemmer imøde indefra, hans Hjærte slog stærkt, han banked paa og steg ind. Den endnu unge Slotsfrue kom ham imøde og hilste venligt paa ham, trykked hans Haand. Glæded hende at se ham, hun husked ham fra den Tid, han ikke var højere end saa; nu var han en stor Mand{{. . .|4}} Og det var, som om Slotsfruen vilde have sagt noget mere, hun holdt hans Haand længe og saa forskende paa ham.<noinclude><references/></noinclude> ke1zcamkvglqseszb7l6rs93ue60vyz 334589 334463 2026-09-24T15:47:43Z Øystein Tvede 3938 334589 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|VIII}} {{Stor initial|F}}or første Gang i sit Liv traadte han indad Slottets Port og begav sig opad Trappen til anden Etage. Der summed ham Stemmer imøde indefra, hans Hjærte slog stærkt, han banked paa og steg ind. Den endnu unge Slotsfrue kom ham imøde og hilste venligt paa ham, trykked hans Haand. Glæded hende at se ham, hun husked ham fra den Tid, han ikke var højere end saa; nu var han en stor Mand{{. . .|4}} Og det var, som om Slotsfruen vilde have sagt noget mere, hun holdt hans Haand længe og saa forskende paa ham.<noinclude><references/></noinclude> nz0trurvj52njsdy9dvahm09a25ca5b Side:Victoria (1898).djvu/112 104 144409 334464 2026-09-24T13:12:37Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334464 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Ogsaa Slotsherren kom tilstede og rakte ham Haanden. Som hans Hustru havde sagt, en stor Mand, i mere end en Betydning en stor Mand. En berømt Mand. Glæded ham meget{{. . .|5}} Han blev præsenteret for Herrer og Damer, for Kammerherren, der havde sine Ordener paa, for Fru Kammerherreinden, for en Godsejer fra Nabobygden, for Otto, Løjtnanten. Victoria saa han ikke. Der gik en rum Tid. Victoria traadte ind, bleg, endog usikker; hun ledte en ung Pige ved Haanden. De gik en Runde gennem Salen, hilste paa alle, talte lidt med hver. De standsed ved Johannes. Victoria smilte og sagde: „Se, her er Camilla, er ikke det en Overraskelse? I kender hinanden.“ Hun stod lidt og saa paa dem begge, saa gik hun ud af Salen. Johannes blev i det første Øjeblik staaende stiv og fortumlet paa Pletten. Her var Overraskelsen; Victoria havde venligst skaffet en anden i sit Sted. Hør her, gaa nu hen og hav<noinclude><references/></noinclude> bs4ysfdla0m3s9qs704qwt0oia6rg1y Side:Victoria (1898).djvu/113 104 144410 334465 2026-09-24T13:13:06Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334465 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hinanden, I Mennesker! Vaaren staar i Flor, Solen skinner; slaa Vinduerne op, om I saa vil, for der er Duft i Haven, og der leger ogsaa Stærer i Birketopperne derude. Hvorfor taler I ikke til hinanden? Men saa le dog! „Ja, vi kender hinanden,“ sagde Camilla ligefrem. „Det var her, De trak mig op af Vandet dengang.“ Hun var ung og lys, munter, rosenrødt klædt, i sit syttende Aar. Johannes bed Tænderne sammen og lo og spøgte. Lidt efter lidt begyndte virkelig hendes glade Ord at forfriske ham, de talte sammen længe, hans Hjærtebanken stilned af. Hun havde endnu den yndige Vane fra yngre Aar at lægge Hovedet paaskakke og lytte ventende, naar han sagde noget. Han kendte hende igen, hun overrasked ham ikke. Victoria kom ind igen, hun tog Løjtnanten under Armen, trak ham med og sagde til Johannes: „Kender De Otto, – min Forlovede? De husker ham vel.“ Herrerne husked hinanden. De siger de nødvendige Ord, gør de nødvendige Buk og<noinclude><references/></noinclude> l7cmtgtiwlcylyapnwegn17z94101vr Side:Victoria (1898).djvu/114 104 144411 334466 2026-09-24T13:13:40Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334466 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>spredes. Johannes og Victoria staar alene tilbage. Han siger: „Var dette Overraskelsen?“ „Ja,“ svarer hun pint og utaalmodig, „jeg gjorde det bedste, jeg kunde, jeg vidste ikke noget andet at gøre. Vær nu ikke urimelig, tak mig heller; jeg saa, De blev glad.“ „Jeg takker Dem. Ja, jeg blev glad.“ En ubodelig Fortvivlelse slog ned over ham, hans Ansigt blev ligblegt. Havde hun engang gjort ham noget ondt, saa var det nu saa rigelig rettet paa og trøstet. Han var hende oprigtig taknemmelig. „Og saa lægger jeg Mærke til, at De har Deres Ring paa idag,“ sagde han dump. „Tag den nu ikke af igen.“ Pause. „Nej, nu tager jeg den nok ikke af mere,“ svared hun. De saa hinanden i Øjnene. Hans Læber bæved, han viste hen til Løjtnanten med Hovedet og sagde hæst og grovt: „De har Smag, Frøken Victoria. Han er en skøn Mand. Hans Epauletter sætter Skuldre i ham.“<noinclude><references/></noinclude> 8o4uw76txzw6slt0v91gcneo4lot388 Victoria 0 144412 334468 2026-09-24T13:22:55Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Victoria (1898).djvu" next="[[Victoria/01|I]]" from=9 to=9 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> {{AuxTOC| * [[Victoria/01|I]], [[Victoria/02|II]], [[Victoria/03|III]], [[Victoria/04|IV]], [[Victoria/05|V]], [[Victoria/06|VI]], [[Victoria/07|VII]], [[Victoria/08|VIII]], [[Victoria/09|IX]], [[Victoria/10|X]], [[Victoria/11|XI]], [[Victoria/12|XII]]. }} 334468 wikitext text/x-wiki <pages index="Victoria (1898).djvu" next="[[Victoria/01|I]]" from=9 to=9 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> {{AuxTOC| * [[Victoria/01|I]], [[Victoria/02|II]], [[Victoria/03|III]], [[Victoria/04|IV]], [[Victoria/05|V]], [[Victoria/06|VI]], [[Victoria/07|VII]], [[Victoria/08|VIII]], [[Victoria/09|IX]], [[Victoria/10|X]], [[Victoria/11|XI]], [[Victoria/12|XII]]. }} amx2jnoirgj7b2nktuzevs9vkexlq1i 334471 334468 2026-09-24T13:26:40Z Øystein Tvede 3938 334471 wikitext text/x-wiki <pages index="Victoria (1898).djvu" next="[[Victoria/01|I]]" from=9 to=9 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> {{AuxTOC| * [[Victoria/01|I]], [[Victoria/02|II]], [[Victoria/03|III]], [[Victoria/04|IV]], [[Victoria/05|V]], [[Victoria/06|VI]], [[Victoria/07|VII]], [[Victoria/08|VIII]], [[Victoria/09|IX]], [[Victoria/10|X]], [[Victoria/11|XI]], [[Victoria/12|XII]], [[Victoria/13|XIII]]. }} d7x9kucft626ky7s3ng0aagmooo06v5 335016 334471 2026-09-25T11:57:27Z Øystein Tvede 3938 335016 wikitext text/x-wiki <pages index="Victoria (1898).djvu" next="[[Victoria/01|I]]" from=9 to=9 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> {{AuxTOC| * [[Victoria/01|I]], [[Victoria/02|II]], [[Victoria/03|III]], [[Victoria/04|IV]], [[Victoria/05|V]], [[Victoria/06|VI]], [[Victoria/07|VII]], [[Victoria/08|VIII]], [[Victoria/09|IX]], [[Victoria/10|X]], [[Victoria/11|XI]], [[Victoria/12|XII]], [[Victoria/13|XIII]]. }} [[Kategori:Tekster fra 1898]] [[Kategori:Romaner]] q6qwzr3zdb4im1ycyouwr8v7yoflk16 Victoria/01 0 144413 334469 2026-09-24T13:24:07Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Victoria (1898).djvu" from=11 to=26 header=1 /> 334469 wikitext text/x-wiki <pages index="Victoria (1898).djvu" from=11 to=26 header=1 /> 6pbjt1p5cil6eqig6kagt5qcg87xva0 Victoria/02 0 144414 334470 2026-09-24T13:24:54Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Victoria (1898).djvu" from=27 to=46 header=1 /> 334470 wikitext text/x-wiki <pages index="Victoria (1898).djvu" from=27 to=46 header=1 /> qrfg6syod6k7d8dlnpbji91r6cdsxrk Side:Victoria (1898).djvu/115 104 144415 334475 2026-09-24T13:30:16Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334475 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Hun svared tilbage med megen Ro: „Nej, han er ikke skøn. Men han er en dannet Mand. Det vejer ogsaa lidt.“ „Den var til mig, Tak.“ Han lo højt og sagde med en uforskammet Tilføjelse: „Og der er Penge i hans Lomme, de vejer mere.“ Hun fjærned sig med ét. Han gled om fra Væg til Væg som en Fredløs. Camilla talte til ham, spurgte om noget, og han hørte det ikke og svared ikke. Hun sagde noget igen, berørte endog hans Arm og spurgte forgæves paany. „Nej, nu gaar han og tænker,“ raabte hun leende. „Han tænker, han tænker!“ Victoria hørte det og svared: „Han vil være alene. Han sendte ogsaa mig bort.“ Men pludselig traadte hun helt hen til ham og sagde højt: „De gaar vist og grunder paa en Undskyldning til mig. Det skal De ikke bryde Dem om. Jeg har tværtimod en Undskyldning at gøre Dem, fordi jeg sendte Dem Indbydelsen saa sent. Det var meget uopmærksomt af mig. Jeg glemte Dem lige til det sidste, jeg havde nær glemt Dem aldeles.<noinclude><references/></noinclude> ai0cbmby66uwb3xmpgat5zvf9cno1c4 Side:Victoria (1898).djvu/116 104 144416 334476 2026-09-24T13:31:03Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334476 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Men jeg haaber, De tilgiver mig, for jeg havde saa meget at tænke paa.“ Han stirred maalløs paa hende; endog Camilla saa fra den ene til den anden og syntes forbauset. Victoria stod med sit kolde, blege Ansigt lige foran dem og havde en tilfreds Mine. Hun var hævnet. „Dette er nu vore unge Kavallerer,“ sagde hun til Camilla. „Vi maa ikke vente os formeget af dem. Dèr borte sidder min Kæreste og taler om Elgjagt, og her staar Digteren og tænker{{. . .|5}} Sig noget, Digter!“ Han rykked til; Aarene i hans Tindinger blaaned. „Javel. De beder mig om at sige noget. Javel.“ „Ak nej, anstræng Dem ikke.“ Hun vilde allerede gaa. „Forat gaa lige løs paa Sagen,“ sagde han langsomt og smilende, men hans Stemme skalv; „forat begynde midt indi: har De nylig været forelsket, Frøken Victoria?“ Der blev i nogle Sekunder aldeles stille; alle tre hørte sine Hjærter slaa. Camilla svared bange: „Victoria er naturligvis forelsket i sin<noinclude><references/></noinclude> rwkfavq3tifezoimbyhiv0xvz7no00p Side:Victoria (1898).djvu/117 104 144417 334477 2026-09-24T13:31:35Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334477 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Kæreste. Hun er netop bleven forlovet, ved De ikke det?“ Dørene til Spisesalen sloges op. Johannes fandt sin Plads og blev staaende foran den. Hele Bordet gynged op og ned for hans Øjne, han saa mange Mennesker og hørte en Brusen af Røster. „Ja, værsaagod, der er Deres Plads,“ sagde Slotsfruen venligt. „Bare nu alle vilde sætte sig engang.“ „Undskyld!“ sagde pludselig Victoria lige bag ham. Han traadte tilside. Hun tog hans Kort og flytted det nogle Pladse ned, syv Pladse ned, ved Siden af en gammel Mand, som engang havde været Huslærer paa Slottet, og som havde Ord for at drikke. Hun bragte et andet Kort tilbage og satte sig ned. Han stod og saa paa det hele. Slotsfruen gav sig ilde berørt noget at gøre paa den anden Side af Bordet og undlod at se paa ham.<noinclude><references/></noinclude> a5komjnr7ou0berwc1up3joqzx1w7h8 Victoria/03 0 144418 334478 2026-09-24T13:32:38Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Victoria (1898).djvu" from=47 to=63 header=1 /> 334478 wikitext text/x-wiki <pages index="Victoria (1898).djvu" from=47 to=63 header=1 /> m99v4bioo1r5m9y5akr2x31d872mc3b Victoria/04 0 144419 334479 2026-09-24T13:33:35Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Victoria (1898).djvu" from=64 to=80 header=1 /> 334479 wikitext text/x-wiki <pages index="Victoria (1898).djvu" from=64 to=80 header=1 /> hyci3zxjy2dow6bglfn75456ub5vwy5 Victoria/05 0 144420 334480 2026-09-24T13:34:30Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Victoria (1898).djvu" from=81 to=100 header=1 /> 334480 wikitext text/x-wiki <pages index="Victoria (1898).djvu" from=81 to=100 header=1 /> 5yy2m1avufnub3k8slzlhpe4w6knybs 334502 334480 2026-09-24T13:52:20Z Øystein Tvede 3938 334502 wikitext text/x-wiki <pages index="Victoria (1898).djvu" from=81 to=93 header=1 /> f8l1fqt4fltzj2ela0h2qbzi421jefc Victoria/06 0 144421 334481 2026-09-24T13:35:19Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Victoria (1898).djvu" from=101 to=110 header=1 /> 334481 wikitext text/x-wiki <pages index="Victoria (1898).djvu" from=101 to=110 header=1 /> o5oqmqbgdukcn0xh1sml0sm2q915u5v 334503 334481 2026-09-24T13:52:43Z Øystein Tvede 3938 334503 wikitext text/x-wiki <pages index="Victoria (1898).djvu" from=94 to=110 header=1 /> jt0cfne5h3d0074orci37cdbwpbod8s 334522 334503 2026-09-24T14:11:15Z Øystein Tvede 3938 334522 wikitext text/x-wiki <pages index="Victoria (1898).djvu" from=94 to=100 header=1 /> 0tunlwc76qxvcdobkt9zx74b4b472nw Side:Victoria (1898).djvu/118 104 144422 334482 2026-09-24T13:36:08Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334482 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Han blev end mere fortumlet end før og trak opreven nedover til sin nye Plads; den første blev optagen af en af Ditlefs Venner fra Byen, en ung Mand med Diamantknapper i Brystet. Ved hans venstre Side sad Victoria, ved hans højre Camilla. Og Middagen begyndte. Den gamle Huslærer husked Johannes fra Barneaarene, og en Samtale kom istand imellem dem. Han fortalte, at ogsaa han havde dyrket Poesien i sine unge Dage, han havde Manuskripterne liggende, Johannes skulde ved Lejlighed faa læse dem. Nu var han kaldet hit til dette Hus' Jubeldag, forat han kunde deltage i Familjens Glæde over Victorias Forlovelse. Slotsherren og Slotsfruen havde beredt ham denne Overraskelse af gammelt Venskab. „Jeg har intet læst af Dem,“ sagde han. „Jeg læser mig selv, naar jeg vil læse noget; jeg har Digte og Fortællinger liggende i min Skuffe. De skal udgives efter min Død; jeg ønsker dog, at Publikum skal vide, hvem jeg var. Ak ja, vi lidt ældre i Faget er ikke saa<noinclude><references/></noinclude> rfyri4nkltbc1d2vx3564fq8pj82psp Side:Victoria (1898).djvu/119 104 144423 334483 2026-09-24T13:36:32Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334483 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>snare til at bringe alt i Trykkeriet, som man er nu for Tiden. Skaal.“ Maaltidet skrider frem. Slotsherren banker paa sit Glas og rejser sig. Hans fornemme, magre Ansigt spiller af Bevægelse, og han giver Indtryk af at være meget glad. Johannes luder Hovedet dybt ned. Der er intet i hans Glas, og ingen giver ham noget; han fylder det selv til Randen og luder sig atter ned. Nu kom det! Talen var lang og smuk og modtages med megen glad Støj; Forlovelsen var erklæret. En Mængde gode Ønsker strømmed sammen fra alle Kanter af Bordet til Slotsherrens Datter og Kammerherrens Søn. Johannes drak sit Glas ud. Nogle Minutter efter er hans Oprevethed vegen bort, hans Ro vendt tilbage; Champagnen brænder dæmpet gennem hans Aarer. Han hører, at ogsaa Kammerherren taler, og at der atter raabes Bravo og Hurra og klinkes med Glas. En Gang ser han hen til Victorias Plads; hun er bleg og synes forpint, hun ser ikke op. Derimod nikker Camilla til ham og smiler, og han nikker tilbage.<noinclude><references/></noinclude> 5n25e4hywaro0qrrqdn93s0f56taldq Side:Victoria (1898).djvu/120 104 144424 334484 2026-09-24T13:37:42Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334484 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Huslæreren taler videre ved hans Side: „Det er skønt, det er skønt, at to faar hinanden. Det faldt ikke i min Lod. Jeg var ung Student, store Udsigter, megen Begavelse; min Fader havde et gammelt Navn, stort Hjem, Rigdom, mange, mange Skibe. Saa jeg tør endog sige {{sp|mege|t}} store Udsigter havde jeg. Hun var ogsaa ung og højt paa Straa. Jeg kommer da til hende og aabner mit Hjærte. {{sp|Ne|j}}, svarer hun. Kan De forstaa hende? Nej, det vilde hun ikke, sagde hun. Jeg gjorde da det, jeg kunde, jeg arbejded videre og tog det som en Mand. Saa kom min Faders Uaar, Forlisene, Endossementsskylden, kort sagt, han gik fallit. Hvad gjorde jeg da? Tog det atter som en Mand. Nu er det, at hun virkelig ikke udebliver længer, den Pige, jeg taler om. Hun kommer igen, opsøger mig i Byen. Hvad vilde hun mig? vil De spørge. Jeg var bleven fattig, jeg havde faaet en liden Lærerpost, alle mine Udsigter var forsvundne og mine Poesier kastet ned i Skuffen, – nu kom hun og vilde det. Vilde det!“ Huslæreren saa paa Johannes og spurgte: „Kan De forstaa hende?“<noinclude><references/></noinclude> 2bz9xbyydmmxof1jmw1v8ojdjunh0pe Side:Victoria (1898).djvu/121 104 144425 334485 2026-09-24T13:38:35Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334485 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> „Men saa var det Dem, som ikke vilde?“ „{{sp|Kund|e}} jeg det, spørger jeg? Blottet, blottet, nøgen, en Lærerpost, Petum i Piben bare til Søndags, – hvor vil De hen? Jeg kunde ikke gøre hende saa ondt. Men jeg siger bare: kan De forstaa hende?“ „Og hvor blev der af hende siden?“ „Ak, Gud, De svarer ikke paa mit Spørgsmaal. Hun gifted sig med en Kaptejn. Det var Aaret efter. Med en Kaptejn i Artilleriet. Skaal.“ Johannes sagde: „Man siger om visse Kvinder, at de søger efter Anvendelse for sin Medlidenhed. Gaar det godt med Manden, saa hader de ham og føler sig tilovers; gaar det ham galt, og han faar Nakken bøjet, saa hoverer de og siger: her er jeg.“ „Men hvorfor slog hun ikke til i de gode Dage? Jeg havde Udsigter som en liden Gud.“ „Hun vilde altsaa vente, til De var bøjet til Jorden. Gud ved det.“ „Men jeg blev ikke bøjet til Jorden. Aldrig. Jeg beholdt min Stolthed og gav hende Kurven. Hvad siger De saa?“<noinclude><references/></noinclude> ktuzse5s8cjiad04n9sf8cqi3mfsm2d Side:Victoria (1898).djvu/122 104 144426 334486 2026-09-24T13:39:32Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334486 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Johannes taug. „Men De har kanske Ret,“ sagde den gamle Huslærer. „De har ved Gud og alle hans Engle Ret i det, De siger,“ udbrød han pludselig oplivet og drak paany. „Hun tog en gammel Kaptejn tilsidst; hun plejer ham, deler op Maden til ham og er Herre i Huset. En Kaptejn i Artilleriet.“ Johannes saa op. Victoria sad med sit Glas i Haanden og stirred henover til ham. Hun holdt Glasset højt ivejret. Han følte et Stød gennem sig, og ogsaa han greb sit Glas. Hans Haand rysted. Da kaldte hun højt paa hans Sidemand og lo; det var Huslærerens Navn hun raabte. Johannes satte ydmyget sit Glas ned og smilte endog raadløst hen i Luften. Alle havde set paa ham. Den gamle Huslærer blev rørt til Taarer over denne venlige Opmærksomhed fra hans Elev. Han skyndte sig og drak ud. „Og her gaar nu jeg, gamle Mand,“ vedblev han, „gaar her og træder Jorden, alene og ukendt. Det blev min Lod. Ingen ved, hvad<noinclude><references/></noinclude> 2bfsvi4wqgrj35l9zbil2dvurkpzi8z Side:Victoria (1898).djvu/123 104 144427 334487 2026-09-24T13:39:57Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334487 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>der bor i mig; men ingen har hørt mig knurre. Hvordan er det, kender De Turtelduen? Er det ikke Turtelduen, denne store Sørgmodige, som først muddrer det klare, glade Kildevand, før den drikker det?“ „Det ved jeg ikke.“ „Nejvel. Men det er den. Og det samme gør jeg. Jeg fik ikke hende, som jeg skulde have i Livet; men jeg er aldeles ikke saa fattig paa Glæder alligevel. Men jeg muddrer dem op. Bestandig saa muddrer jeg dem op. Saa kan ikke Skuffelsen faa Overhaand med mig bagefter. Der ser De Victoria. Hun drak med mig nu. Jeg har været hendes Lærer; nu skal hun gifte sig, og det glæder mig, jeg føler en rent personlig Lykke ved det, som om hun var min egen Datter. Nu blir jeg kanske Lærer for hendes Børn. Jo, der er virkelig adskillige Glæder i Livet alligevel. Men det, De sagde om Medlidenheden og Kvinden og den bøjede Nakke, – jo mere jeg tænker paa det, desto mere Ret har De. Det ved Gud, De har{{. . .|4}} Undskyld et Øjeblik.“ Han rejste sig, greb sit Glas og gik hen til<noinclude><references/></noinclude> lif72ys7vynfsc3su3ueqqtxeabdntu Side:Victoria (1898).djvu/124 104 144428 334488 2026-09-24T13:41:05Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334488 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Victoria. Han vakled allerede lidt paa Benene og gik meget foroverbøjet. Der holdtes flere Taler, Løjtnanten talte, Godsejeren fra Nabobygden hæved sit Glas for Kvinden, for Fruen i Huset. Pludselig steg Herren med Diamantknapperne op og nævnte Johannes' Navn. Han havde faaet Tilladelse til, hvad han gjorde, han vilde bringe den unge Digter en Hilsen fra de Unge. Det var lutter venlige Ord, en velment Tak fra Jævnaldrende, fuld af Anerkendelse og Beundring. Johannes trodde næsten ikke sine egne Øren. Han hvisked til Huslæreren: „Er det mig, han taler for?“ Huslæreren svared: „Ja. Han kom mig i Forkøbet. Jeg vilde selv have gjort det, Victoria bad mig om det allerede i Eftermiddag.“ „{{sp|Hve|m}} bad Dem om det, siger De?“ Huslæreren stirred paa ham. „Ingen,“ svared han. Under Talen rettedes alles Øjne paa Johannes, endog Slotsherren nikked til ham, og Fru Kammerherreinden satte sin Lorgnet for<noinclude><references/></noinclude> pe17tkz8fpfwn5gg8u8bnwvtlgwhbi1 Side:Victoria (1898).djvu/125 104 144429 334489 2026-09-24T13:41:32Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334489 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> [115  Øjnene og saa paa ham. Da Talen var endt, drak alle. „Giv ham det nu igen,“ sagde Huslæreren. „Han stod der og holdt den Tale for Dem. Det burde have tilkommet en ældre i Faget. Jeg var desuden aldeles ikke enig med ham. Aldeles ikke.“ Johannes saa henefter Bordet til Victoria. Det var hun, som havde faaet Herren med Diamantknapperne til at tale; hvorfor havde hun det? Først havde hun henvendt sig til en anden derom, allerede tidlig paa Dagen havde hun det i Tankerne; hvorfor havde hun det? Nu sad hun og saa ned, og ingen Mine forraadte hende. Pludselig dugger en dyb og hæftig Bevægelse hans Øjne, han kunde have kastet sig for hendes Fødder og takket hende, takket hende. Han vilde gøre det senere, efter Maaltidet. Camilla sad og talte tilhøjre og venstre og smilte med hele Ansigtet. Hun var tilfreds, hendes sytten Aar havde bragt hende intet uden idel Glæde. Hun nikked gentagne Gange til Johannes og gjorde Miner til ham, at han skulde rejse sig.<noinclude><references/></noinclude> c1p2vx1276s5vxnbhhb9hflstemhtmt 334490 334489 2026-09-24T13:41:52Z Øystein Tvede 3938 334490 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Øjnene og saa paa ham. Da Talen var endt, drak alle. „Giv ham det nu igen,“ sagde Huslæreren. „Han stod der og holdt den Tale for Dem. Det burde have tilkommet en ældre i Faget. Jeg var desuden aldeles ikke enig med ham. Aldeles ikke.“ Johannes saa henefter Bordet til Victoria. Det var hun, som havde faaet Herren med Diamantknapperne til at tale; hvorfor havde hun det? Først havde hun henvendt sig til en anden derom, allerede tidlig paa Dagen havde hun det i Tankerne; hvorfor havde hun det? Nu sad hun og saa ned, og ingen Mine forraadte hende. Pludselig dugger en dyb og hæftig Bevægelse hans Øjne, han kunde have kastet sig for hendes Fødder og takket hende, takket hende. Han vilde gøre det senere, efter Maaltidet. Camilla sad og talte tilhøjre og venstre og smilte med hele Ansigtet. Hun var tilfreds, hendes sytten Aar havde bragt hende intet uden idel Glæde. Hun nikked gentagne Gange til Johannes og gjorde Miner til ham, at han skulde rejse sig.<noinclude><references/></noinclude> h0ca72mv1r4k1pluwwm2txdroncohs2 Side:Victoria (1898).djvu/126 104 144430 334491 2026-09-24T13:43:42Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334491 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Han rejste sig. Han talte kort, hans Stemme lød dyb og bevæget: I den Fest, hvormed Huset fejred en glædelig Begivenhed, var ogsaa han – en helt Udenforstaaende – dragen frem af sin Ubemærkethed. Han vilde takke den, hos hvem dette elskværdige Paafund først var opstaaet, og den, som havde sagt ham saa mange behagelige Ord. Men han kunde heller ikke glemme at paaskønne den Velvilje, hvormed det hele Selskab havde paahørt hans – den Udenforstaaendes – Ros. Den eneste Adkomst, han i det hele taget havde til at faa være tilstede ved denne Anledning, var den, at han var Søn af Slottets Nabo i Skogen{{. . .}} „Ja!“ raabte pludselig Victoria med flammende Øjne. Alle saa paa hende, hendes Kinder var røde, og hendes Bryst bølged op og ned. Johannes holdt inde. En pinlig Taushed indtraadte. „Victoria?“ sagde Slotsherren forundret. „Fortsæt!“ raabte hun igen. „Det er Deres eneste Adkomst; men tal videre!“ Saa sluktes brat hendes Øjne, hun begyndte at smile hjælpeløst<noinclude><references/></noinclude> hpfrchpn98mi0n3j0nni9hy87ixgmws Side:Victoria (1898).djvu/127 104 144431 334492 2026-09-24T13:44:23Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334492 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og ryste paa Hovedet. Derpaa henvendte hun sig til sin Fader og sagde: „Jeg mente bare at overdrive. Han staar jo og overdriver selv. Nej, jeg vilde ikke forstyrre{{. . .|4}}“ Johannes hørte paa denne Forklaring og fandt en Udvej; hans Hjærte slog hørligt. Han lagde Mærke til, at Slotsfruen betragted Victoria med Taarer i Øjnene og med uendelig Overbærenhed. Ja, han havde overdrevet, sagde han; Frøken Victoria havde Ret. Hun havde været saa elskværdig at minde ham om, at han ikke alene var Naboens Søn, men ogsaa Slotsbørnenes Legekammerat fra Barndommen, og det var denne sidste Omstændighed, han skyldte sin Nærværelse her nu. Han takked hende; saaledes var det. Han hørte hjemme her paa Stedet, Slottets Skoge var engang hans hele Verden, bagenfor dem blaaned det ukendte Land, Æventyret. Men i de Aar kunde han ofte faa Bud fra Ditlef og Victoria om, at de vilde have ham med paa en Udflugt eller en Leg, – dette var hans Barndoms store Oplevelser. Senere, naar han havde tænkt det over, maatte han erkende, at disse<noinclude><references/></noinclude> eum0zr3whf9wn3dfxmuev612yhpk9he Side:Victoria (1898).djvu/128 104 144432 334493 2026-09-24T13:45:32Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334493 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Stunder havde havt en Betydning for hans Liv, som ingen kendte, og var det saa – som det netop var bleven udtalt – at det, han skrev, kunde {{sp|bluss|e}} iblandt, saa kom det af, at Minderne fra den Tid tændte ham; det var Genskinnet af den Lykke, hans to Kammerater havde beredt ham i Barndommen. Derfor havde ogsaa de sin store Del i det, han frembragte. Til de almindelige gode Ønsker i Anledning af Forlovelsen vilde han da føje en personlig Tak til begge Slotsbørnene for de gode Aar i Barndommen, dengang da hverken Tid eller Ting var kommet dem imellem, den glade, korte Sommerdag{{. . .|4}} Talen var endt, Selskabet drak, spiste videre og begyndte paany Passiaren. Ditlef bemærked tørt til sin Moder: „Jeg har aldrig vidst, at det egentlig var mig, som har skrevet hans Bøger. Hvad?“ Men Slotsfruen lo ikke. Hun drak med sine Børn og sagde: „Tak ham, tak ham. Det var meget forstaaeligt; saa alene, som han var som Barn{{. . .|4}} Hvad gør du, Victoria?“<noinclude><references/></noinclude> 4u6z431uh6sghf93ijca1vkwwr4w6jw Side:Victoria (1898).djvu/129 104 144433 334494 2026-09-24T13:47:23Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334494 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> „Jeg vil sende Pigen bort til ham med denne Syringren til Tak. Kan jeg ikke det?“ „Nej,“ svarer Løjtnanten. Efter Middagen spredte Selskabet sig i Stuerne, paa den store Altan og endog nede i Haven. Johannes søgte ned i første Etage og kom ind i Havestuen. Der var flere tilstede, et Par røgende Herrer, Godsejeren og en til, der talte halvhøjt om Slotsherrens Finanser. Hans Gaard var vanskøttet, gengroet, Gærderne nede, Skogene udhuggede; det skulde efter Sigende endog falde ham vanskeligt at betale den forbausende høje Assurance paa Huset. „Hvormeget er det assureret for?“ Godsejeren nævnte Summen, en paafaldende Sum. Forresten var der aldrig sparet paa Pengene paa Slottet, Summerne var altid store der. Hvad kosted for Eksempel ikke en slig Middag! Men nu skulde der se tomt ud allevegne, endog i Slotsfruens bekendte Juvelskrin, og derfor skulde Svigersønnens Penge genrejse Herligheden.<noinclude><references/></noinclude> 78sb5yaz00y6bwhtncxqgfjlwy0c8lq Side:Victoria (1898).djvu/130 104 144434 334495 2026-09-24T13:47:55Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334495 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> „Hvormeget har han, mon?“ „Aa, fy, han har saa uransageligt med Penger, at.“ Johannes rejste sig igen og gik ned i Haven. Syrinerne blomstred, Strømme af Duft af Aurikler og Pinseliljer, Jasminer og Liljekonvaller slog ham imøde. Han søgte sig en Krog nede ved Muren og satte sig paa en Sten; et Buskads skjulte ham for Alverden. Han var udmattet af Sindsbevægelser, slavetræt, hans Forstand formørket; han tænkte paa at rejse sig og gaa hjem, men blev siddende, dump og sløv. Da hører han en Mumlen fremme paa Grusgangen, nogen kommer, han genkender Victorias Stemme. Han holder Aanden og venter lidt, da blinker det ogsaa i Løjtnantens Uniform gennem Løvet. De Forlovede spadserer sammen. „Jeg synes ikke,“ siger han, „at dette hænger rigtigt sammen. Du hører paa, hvad han siger, du sidder og bryder dig om hans Tale og skriger op. Hvad betydde egentlig det?“ Hun standser og staar høj foran ham. „Vil du vide det?“ siger hun. „Ja.“<noinclude><references/></noinclude> hyo7qbwpvq83wck003kt6hogcx487db Side:Victoria (1898).djvu/131 104 144435 334496 2026-09-24T13:48:34Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334496 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Hun tier. „Det kan være mig det samme, hvis det intet betydde,“ vedbliver han. „Da behøver du ikke at sige det.“ Hun synker igen sammen. „Nej, det betydde ikke noget,“ svarer hun. De begynder igen at gaa. Løjtnanten aksler nervøst sine Epauletter og udtaler højt: „Han skulde agte sig lidt. En Officers Haand kunde ellers stryge ham om Ørene.“ De tog Vejen til Lysthuset. Johannes blev en Tidlang siddende paa Stenen, dump og forpint som før. Alt begyndte at blive ham ligegyldigt. Løjtnanten havde fattet Mistanke til ham, og hans Forlovede gjorde paa Stand Rede for sig. Hun sagde det, som skulde siges, stilled Officerens Hjærte tilfreds og gik videre med ham. Og Stærene pludred i Grenene over deres Hoveder. Javel. Maatte Gud beskære dem et langt Liv{{. . .|4}} Han havde talt for hende ved Middagen og revet sit Hjærte ud; det havde kostet ham meget at rette paa og dække over hendes uforskammede Afbrydelse, og hun havde ikke takket ham derfor. Hun havde grebet sit<noinclude><references/></noinclude> m25ulld21jlkdkmmhyjfns38qw5st1k Side:Victoria (1898).djvu/132 104 144436 334497 2026-09-24T13:49:03Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334497 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Glas og drukket. Skaal, se paa mig, hvor pent jeg drikker{{. . .|4}} Se forøvrigt paa en Kvinde fra Siden, naar hun drikker. Lad hende drikke af en Kop, af et Glas, af hvadsomhelst, men se paa hende fra Siden. Hun skaber sig, saa det er en Gru. Hun spidser Munden og dypper den yderste Rand af den ned i Drikken, og hun er fortvivlet, hvis man herunder lægger Mærke til hendes Haand. Se i det hele taget ikke en Kvinde paa Haanden. Hun udstaar det ikke, hun kapitulerer. Hun begynder straks at rykke sin Haand til sig, at lægge den i en skønnere og skønnere Stilling, altsammen forat skjule en Rynke eller en mindre velformet Negl. Tilsidst holder hun det ikke længer ud, men spørger ude af sig selv: hvad ser De paa?{{. . .|4}} Hun havde engang kysset ham, engang, en Sommer. Det var saa længe siden, Gud ved, om det endog var sandt. Hvordan var det, sad de ikke paa en Bænk? De talte længe sammen, og da de gik, kom han hende saa aldeles nær, at han berørte hendes Arm. Udenfor en Entré kyssed hun ham. Jeg elsker Dem! sagde hun{{. . .|4}} Nu gik de forbi, de sad kanske endnu i Lysthuset. Løjtnanten<noinclude><references/></noinclude> jtcd2c0619hlzjkn13eiuatqde82wz6 Side:Victoria (1898).djvu/133 104 144437 334498 2026-09-24T13:49:37Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334498 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>vilde give ham et Slag paa Øret, sagde han. Han hørte det saa godt, han sov ikke, men han rejste sig heller ikke og traadte frem. En Officers Haand, sagde han. Javel, det var ham ligegyldigt{{. . .|4}} Han stod op fra Stenen og gik efter til Lysthuset. Det var tomt. Oppe ved Hovedbygningens Veranda stod Camilla og raabte paa ham; værsaagod, der var Kaffe i Havestuen. Han fulgte hende. De Forlovede sad i Havestuen; der var ogsaa flere andre tilstede. Han fik sin Kaffe, traadte tilbage og fandt sig en Plads. Camilla begyndte at tale med ham. Hun var saa lys af Ansigt og saa paa ham med aabne Øjne, han kunde ikke modstaa hende, han talte med, svared paa hendes Spørgsmaal og lo. Hvor havde han været henne? I Haven? Det var slet ikke sandt, hun havde ledt i Haven og ikke fundet ham. Langtifra, i Haven havde han ikke været. „Var han vel i Haven, Victoria?“ spørger hun. Victoria svarer: „Nej, jeg saa ham ikke.“<noinclude><references/></noinclude> m3i8y40ixqsbc8f6w0r4usai6enxggt Side:Victoria (1898).djvu/134 104 144438 334499 2026-09-24T13:50:16Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334499 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Løjtnanten tilkaster hende et forbittret Blik, og forat give sin Forlovede et Varsko siger han unødig højt over Gulvet til Godsejeren: „Var det saa, at De vilde tage mig med paa Rugdejagt hos Dem?“ „Javel,“ svarer Godsejeren. „Velkommen.“ Løjtnanten ser hen paa Victoria. Hun siger intet og sidder som før, afholder ham aldeles ikke fra denne Rugdejagt hos Godsejeren. Det trækker mere og mere op i hans Ansigt, han stryger sit Overskæg med nervøse Bevægelser. Camilla retter atter et Spørgsmaal til Victoria. Da rejser Løjtnanten sig med en snar Bevægelse og siger til Godsejeren: „Godt, saa tager jeg med Dem iaften, straks.“ Dermed forlader han Stuen. Godsejeren og nogle andre følger efter. Der blev en kort Pause. Pludselig gaar Døren op, og Løjtnanten træder atter ind. Han er i den største Ophidselse. „Har du glemt noget?“ spørger Victoria og rejser sig. Han gør nogle hoppende Skridt ved Døren,<noinclude><references/></noinclude> ghr63hbkjekf8au5c0fe5bdjghigw72 Side:Victoria (1898).djvu/135 104 144439 334500 2026-09-24T13:50:47Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334500 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>som om han ikke kunde staa stille, og gaar lige hen til Johannes, hvem han ligesom i Forbigaaende støder til med Haanden. Derpaa løber han tilbage til Døren og vedbliver at hoppe. „Tag Dem dog i Agt, Mand, De stødte mig i Øjet,“ sagde Johannes og lo hult. „De tager fejl,“ svared Løjtnanten, „jeg gav Dem en Ørefig. Forstaar De? forstaar De?“ Johannes greb til Lommetørklædet, tørred sig i Øjet og sagde: „Det mener De ikke. De ved jo, at jeg kan lægge Dem dobbelt og stikke Dem i Lommen.“ I det samme rejste han sig. Da aabned Løjtnanten ilsomt Døren og traadte udenfor. „Jeg mener det!“ skreg han tilbage. „Jeg mener det, Øg!“ Saa slog han Døren i med et Skrald. Johannes satte sig igen. Victoria stod endnu omtrent midt paa Gulvet. Hun saa paa ham og var bleg som et Lig. „Stødte han Dem?“ spurgte Camilla i højeste Forundring. „Af Vanvare. Han traf mig i Øjet. Vil De se.“<noinclude><references/></noinclude> l50x5rgmb2t1jno9fs3ctl61alqmclp Side:Victoria (1898).djvu/136 104 144440 334501 2026-09-24T13:51:22Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334501 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> „Gud, det er jo rødt, der er Blod. Nej, gnid det ikke, lad mig hælde Vand paa. Deres Lommetørklæde er saa grovt, se her, tag det igen; jeg bruger mit eget. Har man set Magen, lige i Øjet!“ Victoria rakte ogsaa sit Lommetørklæde ud. Hun sagde intet, kun hendes Læber dirred. Derpaa gik hun ganske langsomt hen til Glasdøren, hvor hun blev staaende med Ryggen til Stuen og se ud. Hun rev sit Lommetørklæde op i smaa Strimler. Nogle Minutter efter aabned hun Døren og forlod Havestuen stille og stum. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> qfcayd77hdcjxq3u1khyfi0d0ngct4l Victoria/07 0 144441 334504 2026-09-24T13:53:35Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Victoria (1898).djvu" from=111 to=136 header=1 /> 334504 wikitext text/x-wiki <pages index="Victoria (1898).djvu" from=111 to=136 header=1 /> 0b3n5vsc9u94j5za8qq1rp9hgpt5lqf 334523 334504 2026-09-24T14:11:36Z Øystein Tvede 3938 334523 wikitext text/x-wiki <pages index="Victoria (1898).djvu" from=101 to=110 header=1 /> o5oqmqbgdukcn0xh1sml0sm2q915u5v Side:Victoria (1898).djvu/137 104 144442 334505 2026-09-24T13:54:51Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334505 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|IX}} Camilla kom gaaende til Møllen, munter og ligefrem. Hun var alene. Hun gik lige ind i den lille Stue og sagde smaaleende: „Undskyld, at jeg ikke banked paa. Her er slig Susen af Elven, at jeg trodde ikke, det nytted.“ Hun saa sig om og udbrød: „Nej, hvor her er nydeligt! Nydeligt! Hvor er Johannes! Jeg kender Johannes. Hvordan er det med hans Øje!“ Hun fik en Stol og satte sig. Johannes blev hentet fra Kværnen. Hans Øje var surt og blodunderløben. „Jeg kommer af mig selv,“ sagde Camilla<noinclude><references/></noinclude> jeoqvlhwhwxizqd3mdhey6yiss1rlqu 334590 334505 2026-09-24T15:48:03Z Øystein Tvede 3938 334590 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|IX}} {{Stor initial|C}}amilla kom gaaende til Møllen, munter og ligefrem. Hun var alene. Hun gik lige ind i den lille Stue og sagde smaaleende: „Undskyld, at jeg ikke banked paa. Her er slig Susen af Elven, at jeg trodde ikke, det nytted.“ Hun saa sig om og udbrød: „Nej, hvor her er nydeligt! Nydeligt! Hvor er Johannes! Jeg kender Johannes. Hvordan er det med hans Øje!“ Hun fik en Stol og satte sig. Johannes blev hentet fra Kværnen. Hans Øje var surt og blodunderløben. „Jeg kommer af mig selv,“ sagde Camilla<noinclude><references/></noinclude> 6gyfrbl1lj4wx6f6pgjd8vrdc6bpef4 Side:Victoria (1898).djvu/138 104 144443 334506 2026-09-24T13:55:10Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334506 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ham imøde; „jeg havde Lyst til at gaa hid. De skal vedblive at bruge koldt Vand paa Øjet.“ „Behøves ikke,“ svared han. „Nej, Gud velsigne Dem, hvorfor kommer De hid? Vil De se Kværnen? Tak, fordi De kom.“ Han tog sin Moder om Livet, viste hende frem og sagde: „Her er min Moder.“ De gik ned til Kværnen. Den gamle Møller tog Luen dybt af og sagde noget; Camilla hørte det ikke, men hun smilte og sagde paa Maafaa: „Tak, Tak. Jo, jeg vilde saa gærne se den.“ Larmen gjorde hende bange, hun holdt Johannes i Haanden og skotted med store, lyttende Øjne op til de to Mænd, om de skulde sige noget. Hun saa ud som en Døv. De mange Hjul og Indretninger i Kværnhuset fyldte hende med Forundring, hun lo, rysted i sin Iver Johannes' Haand og pegte i alle Retninger. Kværnen blev standset og atter sat i Gang, forat hun kunde se det. Endnu en god Stund efterat hun havde forladt Kværnen, talte Camilla komisk højt, som om Larmen vedblivende sad hende i Ørene.<noinclude><references/></noinclude> sx8xpmv5p7m58ppme0zqev2usttm0hn Side:Victoria (1898).djvu/139 104 144444 334507 2026-09-24T13:55:42Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334507 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Johannes fulgte hende paa Tilbagevejen til Slottet. „Kan De begribe, at han voved at støde Dem i Øjet?“ sagde hun. „Men saa blev han ogsaa borte med en Gang, han rejste med Godsejeren paa Jagt. Det var en frygtelig ubehagelig Hændelse. Victoria har ikke sovet i hele Nat fortalte hun.“ „Saa kan hun sove til Natten,“ svared han.„Naar rejser De hjem igen, tror De?“ „Imorgen. Naar kommer De til Byen?“ „Til Høsten. Kan jeg træffe Dem i Eftermiddag?“ Hun raabte: „Ja, tænk, gør det! De har fortalt mig om en Hule, som De har, den maa De vise mig.“ „Jeg skal komme og hente Dem,“ sagde han. Da han gik hjem igen, sad han længe paa en Sten og grunded. En varm og lykkelig Tanke havde slaaet ned i ham. Om Eftermiddagen gik han til Slottet, standsed udenfor og sendte Bud ind til Camilla.<noinclude><references/></noinclude> aht067wtaygmoehgcowwobfoiwcmkot Side:Victoria (1898).djvu/140 104 144445 334508 2026-09-24T13:56:23Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334508 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Mens han stod og vented, kom Victoria et Øjeblik tilsyne i et Vindu i anden Etage; hun stirred ned paa ham, vendte sig om og forsvandt ind i Værelset. Camilla indfandt sig, han førte hende til Bruddet og Hulen. Han var usædvanlig rolig og lykkelig tilsinds, den unge Pige adspredte ham, hendes lyse, lette Ord flagred omkring ham som smaa Velsignelser. Idag var de gode Aander nær{{. . .|5}} „Jeg husker, Camilla, at De engang foræred mig en Dolk. Den havde en Skede af Sølv. Jeg lagde den i en Kasse sammen med andre Ting; for jeg havde ikke Brug for den.“ „Nej, De havde ikke Brug for den; men hvad saa?“ „Jo, nu har jeg mistet den.“ „Tænk, det var uheldigt. Men jeg kan kanske faa Magen til Dem et Sted. Jeg skal prøve.“ De gik hjemad. „Og kan De huske den svære Medaljon, De engang gav mig? Den var aldeles tyk og tung<noinclude><references/></noinclude> kdovfq7xfragtmnug9639dfc1zr62za Side:Victoria (1898).djvu/141 104 144446 334509 2026-09-24T13:56:57Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334509 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>af Guld og stod paa et Stativ. I Medaljonen havde De skrevet nogle venlige Ord.“ „Ja, jeg husker det.“ „Ifjor i Udlandet gav jeg Medaljonen bort, Camilla.“ „Aanej, vel? Tænk, at De gav den bort! Hvorfor det?“ „Det var en ung Kammerat, som fik den af mig til Erindring. Det var en Russer. Han faldt paa Knæ og takked mig for den.“ „Blev han saa glad? Gud, hvor jeg er sikker paa, at han blev stormende glad, siden han faldt paa Knæ. De skal faa en anden Medaljon istedet, som De selv kan have.“ De var kommet ned paa Vejen mellem Møllen og Slottet. Johannes standsed og sagde: „Her ved dette Krat har engang hændt mig noget. Jeg kom gaaende en Aften, som jeg saa ofte gjorde dengang i min Ensomhed, og det var Sommer og lyst Vejr. Jeg lagde mig bag Krattet og tænkte. Da kom to Mennesker stille gaaende efter Vejen. Damen standsed. Hendes Ledsager spurgte: Hvorfor standser De? Men<noinclude><references/></noinclude> eg7qrhxkhhxca7hmcl573x2poh9shti Side:Victoria (1898).djvu/142 104 144447 334510 2026-09-24T13:57:33Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334510 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>da han ikke fik noget Svar, spørger han igen. Er der noget ivejen? Nej, svared hun; men De maa ikke gaa og se slig paa mig. Jeg gik bare og saa paa Dem, sagde han. Ja, svarer hun, jeg ved nok, at De elsker mig, men Papa vil ikke tillade det, forstaar De; det er umuligt. Han mumler: Ja, det er vel umuligt. Da siger hun: De er saa bred dèr, paa Haanden; De har saa mærkelig brede Haandled! Og i det samme tager hun ham over Haandleddet.“ Pause. „Ja, hvordan gik det saa?“ spurgte Camilla. „Det ved jeg ikke,“ svared Johannes. „Hvorfor sagde hun det om hans Haandled?“ „De var kanske pene. Og saa havde han en hvid Skjorte ovenfor, – aa jo, det forstaar jeg nok. Hun var kanske glad i ham ogsaa.“ „Camilla!“ sagde han, „hvis jeg var meget glad i Dem, og jeg vented i nogle Aar, jeg bare spørger{{. . .|5}} Med et Ord, jeg er Dem ikke værdig; men tror De, at De engang vilde blive min, hvis jeg bad Dem til næste Aar, eller om to Aar?“ Pause.<noinclude><references/></noinclude> dmxzl73b5323k6m07amz86xyn2hsh3o Side:Victoria (1898).djvu/143 104 144448 334511 2026-09-24T13:58:06Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334511 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Camilla er pludselig bleven blodrød og forvirret, hun vrider sit fine Legeme frem og tilbage og lægger Hænderne sammen. Han tager hende om Livet og spørger: „Tror De det engang? Vil De det?“ „Ja,“ svarer hun og falder ind mod ham. Dagen efter følger han hende til Bryggen. Han kysser hendes smaa Hænder med det barnlige, uskyldige Udtryk og er fuld af Taknemmelighed og Glæde. Victoria var ikke med. „Hvorfor har ingen fulgt dig?“ Camilla fortæller med Skræk i sine Øjne, at Slottet var i den forfærdeligste Sorg. Der var kommet et Telegram imorges, Slotsherren var bleven ligbleg, den gamle Kammerherre og Fru Kammerherreinden havde raabt af Smærte, – Otto var bleven skudt død paa Jagten igaar Aftes. Johannes greb Camilla i Armen. „Død? Løjtnanten?“ „Ja. De er paa Vejen med hans Lig. Det er forfærdeligt.“<noinclude><references/></noinclude> 3d5ecxjbbyuxamwkbhi0ff1uorrdy9t Side:Victoria (1898).djvu/144 104 144449 334512 2026-09-24T13:58:37Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334512 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> De gik videre hver i sine Tanker; først Menneskene paa Bryggen, Skibet, Kommandoraabene vakte dem. Camilla gav ham undselig sin Haand, han kyssed den og sagde: „Jaja, jeg er dig ikke værd, Camilla, nej, ikke paa nogen Maade. Men jeg skal gøre dig saa meget godt, som jeg kan, hvis du vil blive min.“ „Jeg vil blive din. Jeg har villet det hele Tiden, hele Tiden.“ „Jeg kommer efter om nogle Dage,“ sagde han. „Om en Uge ser jeg dig igen.“ Hun var ombord. Han vifted til hende, vedblev at vifte, saalænge han øjned hende. Da han vendte sig om forat gaa hjem, stod Victoria bag ham; ogsaa hun holdt sit Lommetørklæde ivejret og hilste til Camilla. „Jeg kom lidt forsent,“ sagde hun. Han svared ikke. Hvad skulde han nemlig sige? trøste hende for hendes Tab, gratulere hende, trykke hendes Haand? Hendes Stemme var saa tonløs, og der var saa megen Forstyrrethed i hendes Ansigt, en stor Oplevelse havde gaaet henover det.<noinclude><references/></noinclude> i2vtf57pl83h95oxqz14cdg7y3mz35p Side:Victoria (1898).djvu/145 104 144450 334513 2026-09-24T13:59:16Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334513 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Folk forlod Bryggen. „Deres Øje er rødt endnu,“ sagde hun og begyndte samtidig at gaa. Hun saa sig om efter ham. Han stod. Da vendte hun med en Gang om og traadte hen til ham. „Otto er død,“ sagde hun haardt, og hendes Øjne brændte. „De siger ikke et Ord, De er saa overlegen. Han var Hundrede Tusind Gange bedre end De, hører De. Ved De, hvordan han døde? Han blev skudt, hele hans Hoved blev revet istykker, hele hans lille, dumme Hoved. Han var Hundrede Tusind{{. . .|5}}“ Hun brast i Hulken og begav sig paa Hjemvejen med lange, fortvivlede Skridt. Sent om Aftenen banker det paa hos Møllerens; Johannes aabner Døren og ser ud; Victoria stod udenfor og vinked til ham. Han følger hende. Hun griber hæftigt hans Haand og fører ham med sig op paa Vejen; hendes Haand er iskold.<noinclude><references/></noinclude> r4dmi63wuly64d9ziz0va2vzh2yeae2 Side:Victoria (1898).djvu/146 104 144451 334514 2026-09-24T13:59:44Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334514 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> „Sæt Dem heller,“ sagde han. „Sæt Dem og hvil lidt; De er saa anstrængt.“ De sætter sig. Hun mumler: „Hvad maa De tro om mig, som aldrig kan lade Dem være i Fred!“ „De er meget ulykkelig,“ svarer han. „Nu skal De lyde mig og komme til Ro, Victoria. Kan jeg hjælpe Dem med noget?“ „For Gud i Himlens Skyld, De skal tilgive mig, hvad jeg sagde idag!“ bad hun. „Ja, jeg er meget ulykkelig, jeg har været ulykkelig i mange Aar. Jeg sagde, at han var Hundrede Tusind Gange bedre end De; det var ikke sandt, tilgiv mig! Han er død, og han var min Forlovede, det er alt. Tror De, det var med min gode Vilje? Johannes, ser De denne? Det er min Forlovelsesring, jeg har faaet den for længe siden, for længe, længe siden; nu kaster jeg den – kaster den.“ Og hun kaster Ringen ind i Skogen; de hørte begge, at den faldt. „Det var Papa, som vilde det. Papa er fattig, han er aldeles Betler, og Otto vilde faa saa mange Penge engang. Du skal gøre det, sagde Papa<noinclude><references/></noinclude> kekgokivmfb39hokj7gttoy6rfgq632 Side:Victoria (1898).djvu/147 104 144452 334515 2026-09-24T14:00:09Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334515 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>til mig. Jeg vil ikke, svared jeg. Tænk paa dine Forældre, sagde han, tænk paa Slottet, vort gamle Navn, min Ære. Ja, saa vil jeg det, svared jeg, vent i tre Aar, men jeg vil det. Papa takked mig og vented, Otto vented, allesammen saa vented de; men Ringen fik jeg straks. Saa gik en lang Tid, og jeg saa, at intet nytted mig. Hvorfor skal vi vente længer? kom nu med min Mand, sagde jeg til Papa. Gud velsigne dig, sagde han og takked mig igen for det, jeg vilde gøre. Saa kom Otto. Jeg tog ikke imod ham paa Bryggen, jeg stod i mit Vindu og saa ham komme kørende. Da løb jeg ind til Mama og kasted mig paa Knæ for hende. Hvad fejler dig, mit Barn? spørger hun. Jeg kan ikke, svarer jeg, nej, jeg kan ikke tage ham, han er kommet, han staar dernede; men lad os heller livsforsikkre mig, saa skal jeg komme bort paa Vaagen eller i Fossen, det er bedre for mig. Mama blir ligbleg og græder over mig. Papa kommer. Se saa, kære Victoria, nu maa du komme ned og tage imod ham, siger han. Jeg kan ikke, kan ikke, svarer jeg og gentager mine Ord, at han skulde være<noinclude><references/></noinclude> lq8k15vs8v2thjlnwh1bic7g0odm0ca Side:Victoria (1898).djvu/148 104 144453 334516 2026-09-24T14:00:40Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334516 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>naadig og livsforsikkre mig. Papa svarer ikke et Ord, men han sætter sig paa en Stol og begynder at skælve og tænke. Da jeg ser det, siger jeg: Kom med min Mand; jeg tager ham.“ Victoria holder inde. Hun ryster. Johannes tager ogsaa hendes anden Haand og varmer den. „Tak,“ siger hun. „Johannes, vær saa snil at holde mig haardt i Haanden! Vær saa snil at gøre det! Gud, hvor De er varm! Jeg er Dem saa taknemmelig. Men det, jeg sagde paa Bryggen, maa De tilgive mig.“ „Ja, det er for længe siden glemt. Vil De, at jeg skal hente et Shawl til Dem?“ „Nej, Tak. Men jeg begriber ikke, at jeg skælver, for mit Hoved er saa varmt. Johannes, jeg skulde bede Dem om Tilgivelse for saa meget{{. . .|5}}“ „Nej, nej, gør ikke det. Saa, nu blir De roligere. Sid stille.“ „De talte for mig, De holdt en Tale. Jeg vidste ikke af mig selv fra De rejste Dem og til De satte Dem igen; men jeg hørte bare Deres Stemme. Den var som et Orgel, og det gjorde mig fortvivlet, at den bedaared mig saa. Papa<noinclude><references/></noinclude> fc6is9qaxmjgcwq22yj8m0fpf4vo48u Side:Victoria (1898).djvu/149 104 144454 334517 2026-09-24T14:01:08Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334517 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>spurgte mig, hvorfor jeg havde skreget til Dem og afbrudt Dem; han beklaged det meget. Men Mama spurgte mig ikke, hun forstod det. Jeg havde sagt Mama alt, for mange Aar siden sagde jeg hende det, og for to Aar siden gentog jeg det, da jeg kom tilbage fra Byen. Det var dengang, jeg traf Dem.“ „Lad os ikke tale om det.“ „Nej, men tilgiv mig, hører De, vær barmhjærtig! Hvad i Alverden skal jeg gøre? Nu gaar Papa derhjemme, han gaar op og ned inde i Kontoret, det er saa frygteligt for ham. Det er Søndag imorgen; han har bestemt, at alle Folkene skal have fri; det er det eneste, han har bestemt idag. Han er graa i Ansigtet, og han siger ikke noget, slig virker det, at hans Svigersøn er død. Jeg fortalte Mama, at jeg vilde gaa til Dem. Vi maa begge to, baade du og jeg, følge med Kammerherrens til Byen imorgen, svared hun. Jeg gaar til Johannes, gentog jeg. Papa kan ikke skaffe Penge til os alle tre, han vil selv være tilbage her, svared hun og talte stadig om andre Ting. Da gik jeg til Døren. Mama saa paa mig. Nu gaar jeg<noinclude><references/></noinclude> ihkvl0da4sukauo609uhbm3ldz22jbf Side:Victoria (1898).djvu/150 104 144455 334518 2026-09-24T14:01:48Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334518 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>til ham, sagde jeg for sidste Gang. Mama kom efter til Døren og kyssed mig og svared: Jaja, Gud velsigne Jær!“ Johannes slap hendes Hænder og sagde: „Saa, nu er De varm.“ „Tusind Tak, ja, nu er jeg meget varm{{. . .|5}} Gud velsigne Jær, sagde hun. Jeg har fortalt Mama alt, hun har vidst det hele Tiden. Men kære, hvem er det da, du elsker, Barn? spurgte hun. Kan du endnu spørge om det? svared jeg; det er Johannes, jeg elsker, det er bare ham, jeg har elsket hele mit Liv, elsket, elsket{{. . .|5}}“ Han gjorde en Bevægelse. „Det er sent. Blir man ikke bange for Dem hjemme, tror De?“ „Nej,“ svared hun. „De ved, at det er Dem, jeg elsker, Johannes, det har De vel set? Jeg har længtet saa efter Dem i disse Aar, at ingen, ingen fatter det. Jeg har gaaet her paa Vejen og tænkt: nu holder jeg mig heller lidt inde i Skogen ved Siden af Vejen; for der gik ogsaa han helst. Saa det gør jeg. Den Dag, jeg hørte, at De var kommet, klædte jeg mig lyst,<noinclude><references/></noinclude> bq2ovjf9djg1i2c1iocs02vir2lisnj Side:Victoria (1898).djvu/151 104 144456 334519 2026-09-24T14:02:16Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334519 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>lysegult, jeg var syg af Spænding og Længsel, og jeg gik ud og ind i alle Døre. Hvor du straaler idag! sagde Mama. Jeg gik og sagde til mig selv hele Tiden: nu er han kommet hjem igen! Han er herlig, og saa er han kommet tilbage, de to Ting er han! Dagen efter holdt jeg det ikke længer ud, men jeg klædte mig lyst igen og gik op i Stenbruddet forat træffe Dem. Husker De det? Jeg traf Dem ogsaa, men jeg plukked ingen Blomster, som jeg sagde, og det var heller ikke derfor, jeg kom. De var ikke mere glad over at se mig igen; men Tak alligevel, fordi jeg traf Dem. Det var paa tredje Aar siden. De holdt en Kvist i Haanden og sad og slog med den, da jeg kom; da De var gaaet, tog jeg Kvisten op og skjulte den og bar den med mig hjem{{. . .|4}}“ „Ja, men Victoria,“ sagde han med skælvende Stemme, „nu maa De ikke sige mig sligt noget mere.“ „Nej,“ svared hun angst og greb hans Haand. „Nej, jeg maa ikke det. Nej, De vil det vel ikke.“ Hun begyndte nervøst at klappe hans Haand. „Nej, for jeg kan ikke vente, at<noinclude><references/></noinclude> 4xzhcmi6d6ebwqqaouxsx8gi48tisds Side:Victoria (1898).djvu/152 104 144457 334520 2026-09-24T14:02:39Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334520 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>De vil det. Og jeg har desuden gjort Dem saa meget ondt. Kan De ikke tilgive mig det med Tiden, tror De?“ „Jo, jo, altsammen Det er ikke det.“ „Hvad er det da?“ Pause. „Jeg er forlovet,“ svared han. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> qcio6cfc09jim3axijsb16nqjv1glaf Victoria/08 0 144458 334521 2026-09-24T14:03:25Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Victoria (1898).djvu" from=137 to=152 header=1 /> 334521 wikitext text/x-wiki <pages index="Victoria (1898).djvu" from=137 to=152 header=1 /> qv10kmw8s9yhneldor6bbumktpjmwiz 334524 334521 2026-09-24T14:12:04Z Øystein Tvede 3938 334524 wikitext text/x-wiki <pages index="Victoria (1898).djvu" from=111 to=136 header=1 /> 0b3n5vsc9u94j5za8qq1rp9hgpt5lqf Victoria/09 0 144459 334525 2026-09-24T14:12:42Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Victoria (1898).djvu" from=137 to=152 header=1 /> 334525 wikitext text/x-wiki <pages index="Victoria (1898).djvu" from=137 to=152 header=1 /> qv10kmw8s9yhneldor6bbumktpjmwiz Side:Victoria (1898).djvu/153 104 144460 334529 2026-09-24T14:23:15Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334529 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|X}} Dagen efter – Søndag – kom Slotsherren i egen Person til Mølleren og bad ham møde op ved Middagstider og køre Løjtnant Otto's Lig ned til Dampskibet. Mølleren forstod ham ikke og stirred paa ham; men Slotsherren forklared kort, at alle hans Folk havde faaet fri, de var gaaet til Kirke, der var ingen af Tjenerne hjemme. Slotsherren havde vist ikke sovet om Natten, han saa ud som en Død og var desuden ubarberet. Han svinged dog med Spadserstokken paa sin sædvanlige Maade og holdt sig rank. Mølleren tog sin bedste Trøje paa og gik afsted. Da han havde spændt Hestene for, var<noinclude><references/></noinclude> ryii809yz0ch7lbwpzf6iwdb9a29ac9 334591 334529 2026-09-24T15:48:24Z Øystein Tvede 3938 334591 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|X}} {{Stor initial|D}}agen efter – Søndag – kom Slotsherren i egen Person til Mølleren og bad ham møde op ved Middagstider og køre Løjtnant Otto's Lig ned til Dampskibet. Mølleren forstod ham ikke og stirred paa ham; men Slotsherren forklared kort, at alle hans Folk havde faaet fri, de var gaaet til Kirke, der var ingen af Tjenerne hjemme. Slotsherren havde vist ikke sovet om Natten, han saa ud som en Død og var desuden ubarberet. Han svinged dog med Spadserstokken paa sin sædvanlige Maade og holdt sig rank. Mølleren tog sin bedste Trøje paa og gik afsted. Da han havde spændt Hestene for, var<noinclude><references/></noinclude> 3zfgbm8keuminday44pge15rpzqv5gn Side:Victoria (1898).djvu/154 104 144461 334530 2026-09-24T14:23:40Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334530 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Slotsherren ham selv behjælpelig med at bære Liget ud paa Vognen. Alt gik stille, næsten hemmelighedsfuldt for sig, ingen var tilstede og saa paa. Mølleren kørte afsted til Bryggen. Bagefter kom Kammerherren og Fru Kammerherreinden, desuden Slotsfruen og Victoria. De var alle som en tilfods. Slotsherren saaes at staa alene tilbage paa Trappen og hilse gentagne Gange; Vinden rusked i hans graa Haar. Da Liget var bragt ombord, steg Følget efter. Fra Rælingen raabte Slotsfruen iland til Mølleren, at han maatte hilse Slotsherren, og Victoria bad ham derpaa om det samme. Saa damped Skibet bort. Mølleren stod længe og saa efter det. Der blæste dygtigt, og Vaagen var oprørt; først efter et Kvarters Tid forsvandt Skibet om Øerne. Mølleren kørte hjemad. Han satte Hestene i Stalden, gav dem Foder og vilde gaa ind og overbringe Slotsherren de Hilsener, han havde med. Køkkendøren viste sig imidlertid at være stængt. Han gik rundt Huset og vilde komme ind Hovedvejen; ogsaa<noinclude><references/></noinclude> k4x42jh1dtwxfi4d7iswu0w0zdo1963 Side:Victoria (1898).djvu/155 104 144462 334531 2026-09-24T14:24:23Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334531 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Hoveddøren var stængt. Det er Middagstid, og Slotsherren sover, tænkte han. Men da han var en nøjagtig Mand, som vilde udrette, hvad han havde paataget sig, gik han ned i Borgstuen forat træffe nogen, som han kunde levere sine Hilsener til. I Borgstuen var der ikke et Menneske. Han gik atter ud, søgte rundt omkring og kom endog ind i Pigernes Stue. Heller ikke der var nogen. Hele Gaarden var uddøet. Han vilde just gaa ud igen, da han fik se Skinnet af et Lys i Slottets Kælder. Han blev staaende. Gennem de smaa, tilgittrede Vinduer kunde han tydelig se en Mand, som kom ind i Kælderen med et Lys i den ene Haand og en rød, silkestoppet Stol i den anden. Det var Slotsherren. Han var barberet og gik i sort Kjole, som til Fest. Jeg kunde kanske banke paa Vinduet til ham og hilse fra Fruen, tænkte Mølleren, men blev staaende. Slotsherren saa sig om, lyste omkring sig og saa sig om. Han trak frem en Sæk, hvori der syntes at være Hø eller Straa, og lagde den henne ved Indgangsdøren. Derpaa hældte han<noinclude><references/></noinclude> cfk4jkxknyd5op107lczjzhyqxwvygm Side:Victoria (1898).djvu/156 104 144463 334532 2026-09-24T14:24:45Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334532 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>noget flydende over Sækken fra en Kande. Han bragte dernæst Kasser, Halm og en henslængt Blomstertrappe hen til Døren og overhældte ogsaa dette af Kanden; Mølleren lagde Mærke til, at han herunder var omhyggelig for ikke at søle sine Fingre eller sine Klæder til. Han tog den lille Stump Lys og plasered den ovenpaa Sækken, derpaa omgav han den forsigtig med Halm. Saa satte Slotsherren sig i Stolen. Mølleren stirred mere og mere himmelfalden paa disse Anstalter, hans Øjne stod som naglede paa Kældervinduet, og der faldt en mørk Anelse ned i hans Sjæl. Slotsherren sad ganske stille i Stolen og saa paa Lyset, hvorledes det brændte længer og længer ned; han holdt Hænderne foldede. Mølleren ser, at han knipser et Støvgran af sit sorte Kjoleærme og folder atter Hænderne. Da udstøder den gamle, forfærdede Møller et Skrig. Slotsherren drejer Hovedet og ser ud af Vinduet. Pludselig springer han op og kommer helt hen til Vinduet, hvor han blir staaende<noinclude><references/></noinclude> qj9s2hlsb4uznouksbnx6vh7tfz9vxd 334534 334532 2026-09-24T14:25:33Z Øystein Tvede 3938 334534 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>noget flydende over Sækken fra en Kande. Han bragte dernæst Kasser, Halm og en henslængt Blomstertrappe hen til Døren og overhældte ogsaa dette af Kanden; Mølleren lagde Mærke til, at han herunder var omhyggelig for ikke at søle sine Fingre eller sine Klæder til. Han tog den lille Stump Lys og plasered den ovenpaa Sækken, derpaa omgav han den forsigtig med Halm. Saa satte Slotsherren sig i Stolen. Mølleren stirred mere og mere himmelfalden paa disse Anstalter, hans Øjne stod som naglede paa Kældervinduet, og der faldt en mørk Anelse ned i hans Sjæl. Slotsherren sad ganske stille i Stolen og saa paa Lyset, hvorledes det brændte længer og længer ned; han holdt Hænderne foldede. Mølleren ser, at han knipser et Støvgran af sit sorte Kjoleærme og folder atter Hænderne. Da udstøder den gamle, forfærdede Møller et Skrig. Slotsherren drejer Hovedet og ser ud af Vinduet. Pludselig springer han op og kommer helt hen til Vinduet, hvor han blir staa-<noinclude><references/></noinclude> 1qa1xgtfdlrjx8oml3aj1ukto01v97q Side:Victoria (1898).djvu/157 104 144464 334533 2026-09-24T14:25:18Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334533 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ende og stirre ud. Det var et Blik, hvori Alverdens Lidelse stod malet. Hans Mund er sært forvreden, han strækker begge sine knyttede Hænder hen mod Vinduet, truende, stumt; tilsidst truer han blot med den ene Haand og gaar baglænds indad Kældergulvet. Da han stødte til Stolen, vælted Lyset. I samme Øjeblik slog en vældig Lue op. Mølleren skriger og springer ud. Han farer et Øjeblik rundt paa Gaarden ganske sandseløs af Rædsel og kan ingen Raad finde. Han løber til Kældervinduet, sparker Ruderne itu og raaber; saa bøjer han sig ned, griber med sine Næver om Jærnsprinklerne og rykker i dem, bøjer dem, river dem ud. Da hører han en Røst fra Kælderen, en Røst uden Ord, et Støn, som af en Død i Jorden, det lyder to Gange, og Mølleren flygter skrækslagen bort fra Vinduet, henover Gaarden, ned paa Vejen og hjem. Han turde ikke se sig tilbage. Da han nogle Minutter senere sammen med Johannes kom til Stedet, stod hele Slottet, det gamle, store Træhus, i lys Lue. Et Par<noinclude><references/></noinclude> 2dodo9najgzphv0489b5ezkm06nl4fy Side:Victoria (1898).djvu/158 104 144465 334535 2026-09-24T14:26:08Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334535 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Mand fra Bryggen var ogsaa kommet til; men heller ikke de kunde gøre noget. Alt var fortabt. Men Møllerens Mund var taus som Graven. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> b8nup56ehatpz3qizow8kk4fvdlnrbo Side:Victoria (1898).djvu/159 104 144466 334536 2026-09-24T14:26:55Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334536 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XI}} Spørger nogen, hvad Kærligheden er, da er den intet andet end en Vind, som suser i Roserne og derpaa stilner af. Men ofte er den ogsaa som et ubrydeligt Segl, der varer for Livet, varer til Døden. Gud har skabt den af mange Slags og set den vare eller forgaa: To Mødre gaar paa en Vej og taler sammen. Den ene er klædt i glade, blaa Klæder, fordi hendes Elsker er kommet hjem fra Rejse. Den anden er klædt i Sorg. Hun havde tre Døttre, de to mørke, den tredje lys, og den Lyse døde. Det er ti Aar siden, ti hele Aar, og Moderen bærer dog paa Sorg for hende. – Det er saa herligt idag! jubler den blaaklædte Moder og slaar Hænderne sammen.<noinclude><references/></noinclude> 0wc701kh8qmhqxracb94ogb9bto23un 334592 334536 2026-09-24T15:48:47Z Øystein Tvede 3938 334592 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XI}} {{Stor initial|S}}pørger nogen, hvad Kærligheden er, da er den intet andet end en Vind, som suser i Roserne og derpaa stilner af. Men ofte er den ogsaa som et ubrydeligt Segl, der varer for Livet, varer til Døden. Gud har skabt den af mange Slags og set den vare eller forgaa: To Mødre gaar paa en Vej og taler sammen. Den ene er klædt i glade, blaa Klæder, fordi hendes Elsker er kommet hjem fra Rejse. Den anden er klædt i Sorg. Hun havde tre Døttre, de to mørke, den tredje lys, og den Lyse døde. Det er ti Aar siden, ti hele Aar, og Moderen bærer dog paa Sorg for hende. – Det er saa herligt idag! jubler den blaaklædte Moder og slaar Hænderne sammen.<noinclude><references/></noinclude> lzewj4dm1wg2lx6j9vz3vxm6xj9ycp8 Side:Victoria (1898).djvu/160 104 144467 334537 2026-09-24T14:28:00Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334537 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>– Varmen beruser mig, Kærligheden beruser mig, jeg er fuld af Lykke. Jeg kunde klæde mig nøgen her paa Vejen og strække mine Arme mod Solen og kysse imod den. Men den Sortklædte er stille og smiler ikke og svarer ikke. – Sørger du endnu over din lille Pige? spørger den Blaa i sin Hjærtens Uskyldighed. – Er det ikke ti Aar, siden hun døde? Den Sorte svarer: – Jo. Nu vilde hun have været femten Aar. Da siger den Blaa forat trøste hende: – Men du har andre Døttre ilive, du har to tilbage. Den Sorte hulker: – Ja. Men der er ingen lys af dem. Hun, som døde, var saa lys. Og de to Mødre skilles og gaar hver sin Vej, med hver sin Kærlighed{{. . .|4}} Men de samme to mørke Døttre havde ogsaa hver sin Kærlighed, og de elsked den samme Mand. Han kom til den Ældste og sagde:<noinclude><references/></noinclude> 7ud5ytc5m3clrj3mei50iyhcyq4zwmu 334539 334537 2026-09-24T14:29:08Z Øystein Tvede 3938 334539 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>– Varmen beruser mig, Kærligheden beruser mig, jeg er fuld af Lykke. Jeg kunde klæde mig nøgen her paa Vejen og strække mine Arme mod Solen og kysse imod den. Men den Sortklædte er stille og smiler ikke og svarer ikke. – Sørger du endnu over din lille Pige? spørger den Blaa i sin Hjærtens Uskyldighed. – Er det ikke ti Aar, siden hun døde? Den Sorte svarer: – Jo. Nu vilde hun have været femten Aar. Da siger den Blaa forat trøste hende: – Men du har andre Døttre ilive, du har to tilbage. Den Sorte hulker: – Ja. Men der er ingen lys af dem. Hun, som døde, var saa lys. Og de to Mødre skilles og gaar hver sin Vej, med hver sin Kærlighed{{. . .|4}} Men de samme to mørke Døttre havde ogsaa hver sin Kærlighed, og de elsked den samme Mand. Han kom til den Ældste og sagde: – Jeg vil bede Dem om et godt Raad,<noinclude><references/></noinclude> 3d44cvdrdp8h086v1q894o8s2m33w1x Side:Victoria (1898).djvu/161 104 144468 334538 2026-09-24T14:28:48Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334538 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>fordi jeg elsker Deres Søster. Igaar var jeg hende utro, hun overrasked mig, da jeg kyssed Deres Tjenestepige i Gangen; hun skreg lidt, det var et Klynk, og gik forbi. Hvad skal jeg gøre nu? Jeg elsker Deres Søster, tal med hende for Himlens Skyld og hjælp mig! Og den Ældste blegned og tog sig til Hjærtet; men hun smilte, som om hun vilde velsigne ham, og svared: – Jeg skal hjælpe Dem. Dagen efter gik han til den Yngste og kasted sig paa Knæ for hende og tilstod hende sin Kærlighed. Hun mønstred ham fra øverst til nederst og svared: – Jeg kan desværre ikke undvære mere end en Tikrone, hvis det er det, De mener. Men gaa til min Søster, hun har mere. Dermed forlod hun ham med knejsende Nakke. Men da hun naaed ind i sit Kammer, kasted hun sig paa Gulvet og vred sine Hænder af Kærlighed.<noinclude><references/></noinclude> f73ohmg5jx4rc69zb96y4y9iqaodwn1 Side:Victoria (1898).djvu/162 104 144469 334540 2026-09-24T14:30:04Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334540 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Det er Vinter og koldt paa Gaden, Taage, Støv og Vind. Johannes er igen i Byen, i det gamle Værelse, hvor han hører Poplernes Knagen mod Trævæggen, og fra hvis Vindu han mere end en Gang har hilst den gryende Dag. Nu er Solen borte. Hans Arbejde havde hele Tiden adspredt ham, de store Ark, han beskrev, og som der blev flere og flere af, efterhvert som Vinteren led. Det var en Række af Æventyr fra hans Fantasis Land, en endeløs, solrød Nat. Men Dagene var forskellige, de gode veksled med de onde for ham, og stundom naar han arbejded som bedst, kunde en Tanke, to Øjne, et Ord fra fordum ramme ham og slukke hans Stemning med ét. Saa rejste han sig og begyndte at drive op og ned i sit Rum fra Væg til Væg; han havde gjort det ofte, der var slidt en hvid Fure i hans Gulv, og Furen blev daglig hvidere{{. . .|4}} Idag, da jeg ikke kan arbejde, ikke kan tænke, ikke kan komme i Ro for Minder, sætter jeg mig til at nedskrive, hvad jeg opleved en Nat. Kære Læser, jeg har idag en saadan<noinclude><references/></noinclude> 5i1ijgcenj2zzp01iukaif46y9t92kp Side:Victoria (1898).djvu/163 104 144470 334541 2026-09-24T14:30:34Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334541 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>frygtelig ond Dag. Det sner ude, der færdes næsten ingen Mennesker paa Gaden, alt er trist, og min Sjæl er saa forfærdelig øde. Jeg har spadseret paa Gaden og nu sidst her i mit Værelse i Timer og forsøgt at samle mig lidt; men nu er det bleven Eftermiddag, og det er ikke bleven bedre med mig. Jeg, som skulde være varm, er kold og bleg som en afflammet Dag. Kære Læser, i denne Tilstand skal jeg prøve at skrive om en lys og spændende Nat. Ti Arbejdet tvinger mig til Ro, og naar nogle flere Timer er gaaet, er jeg kanske glad igen{{. . .|4}} Det banker paa Døren, og Camilla Sejer, hans unge, hemmelige Forlovede, træder ind til ham. Han lægger Pennen ned og rejser sig. De smiler begge og hilser. „Du spørger mig ikke om Ballet,“ siger hun straks og kaster sig i en Stol. „Jeg dansed hver eneste Dans. Det vared til Klokken tre. Jeg dansed med Richmond.“ Han svared: „Tusind Tak, fordi du kom, Camilla. Jeg er saa elendig trist, og du er saa glad; det vil hjælpe mig. Tænk, og hvordan var du klædt paa Ballet?“<noinclude><references/></noinclude> 7czru17gh247y157wo6ujqinwclrf0c Side:Victoria (1898).djvu/164 104 144471 334542 2026-09-24T14:31:01Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334542 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> „I rødt, naturligvis. Aa, Gud, jeg husker ikke, men jeg maa vist have snakket meget, leet meget. Det var saa henrivende. Jo, jeg var i rødt, ingen Ærmer, ikke Antydning. Richmond er ved Legationen i London.“ „Jasaa.“ „Hans Forældre er engelske, men han er født her. Hvad er det, du har gjort med dine Øjne? De er saa røde. Har du grædt?“ „Nej,“ svarer han og ler; „men jeg har stirret ind i mine Æventyr, og der er saa megen Sol. Camilla, hvis du vil være rigtig snil Pige, saa river du ikke det Papir mere istykker, end du har gjort.“ „Aa, Gud, hvor jeg sidder i Tanker. Undskyld, Johannes.“ „Det gjorde ikke noget; det er bare nogle Notiser. Men hør nu her: og saa havde du vel en Rose i Haaret?“ „Ja da. En rød Rose; den var næsten sort. Ved du hvad, Johannes, vi kunde rejse til London paa vor Bryllupsrejse. Der er slet ikke saa frygteligt, som man siger, og det er bare Opspind, at der er saa taaget.“<noinclude><references/></noinclude> 94nz4mjldd8jxxdyqbc2giogpon0ipr Side:Victoria (1898).djvu/165 104 144472 334543 2026-09-24T14:31:37Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334543 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> „Hvem har sagt det?“ „Richmond. Han sagde det inat, og han ved det. Ja, du kender Richmond?“ „Nej, jeg kender ham ikke. Han har holdt en Tale for mig engang; han havde Diamantknapper i Skjorten. Det er alt, jeg husker af ham.“ „Han er aldeles nydelig. Nej, da han kom til mig og bukked og sagde: Frøkenen kender mig kanske ikke mere{{. . .|4}} Du, jeg gav ham Rosen.“ „Gjorde du det? Hvilken Rose?“ „Den, jeg havde i Haaret. Jeg gav ham den.“ „Du var nok meget indtaget i Richmond.“ Hun blir rød og forsvarer sig ivrigt: „Langtifra, aldeles ikke. Man kan godt like én, synes godt om én, uden at{{. . .|4}} Fy, Johannes, er du gal! Jeg skal aldrig nævne hans Navn mere.“ „Gud velsigne dig, Camilla, jeg mente ikke{{. . .|4}} du skal virkelig ikke tro{{. . .|4}} Tværtimod, jeg vil takke ham, fordi han har underholdt dig.“ „Ja, det skulde du endelig gøre – vove at<noinclude><references/></noinclude> a6b73e933nn3aihxipk2kbqru06mw7f Side:Victoria (1898).djvu/166 104 144473 334544 2026-09-24T14:32:37Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334544 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>gøre! Jeg for min Del vil ikke tale et Ord mere med ham her i Livet.“ Pause. „Jaja, lad nu det være godt,“ siger han. „Vil du allerede gaa?“ „Ja, jeg kan ikke være længer. Hvorlangt er du kommet med dit Arbejde nu? Mama spurgte om det. Tænk, jeg har ikke set Victoria paa mange Uger, og nu traf jeg hende.“ „Nu?“ „Da jeg gik hid. Hun smilte. Nej, du Verden, hvor hun har tabt sig! Hør, kommer du ikke snart hjem?“ „Jo, snart,“ svarer han og springer op. En Rødme har udbredt sig over hans Ansigt. „Kanske i de nærmeste Dage. Jeg skal skrive noget først, jeg kom til at tænke paa det, en Slutning paa mine Æventyr. Aa, jeg skal skrive noget, skrive noget! Tænk dig Jorden set ovenifra, som en dejlig og sælsom Pavekaabe. I dens Folder gaar Mennesker omkring, de gaar Par for Par, det er Aften og stille, det er Kærlighedens Time. Det skal hedde: Slægten. Jeg tror, det skal blive vældigt; jeg har havt dette Syn saa ofte, og hver<noinclude><references/></noinclude> p0npwrke8kiiq5xvpwmua0tzvaqa4bt Side:Victoria (1898).djvu/167 104 144474 334545 2026-09-24T14:33:00Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334545 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Gang er det, som om mit Bryst vil sprænges, og jeg kunde omfavne Jorden. Der gaar Mennesker og Dyr og Fugle, og allesammen saa har de sin Kærligheds Time, Camilla. En Bølge af Henrykkelse er ivente, Øjnene blir ildfuldere, Barmene aander. Saa stiger en fin Rødme op fra Jorden; det er Undselighedens Rødme fra alle de nøgne Hjærter, og Natten farves rosenrød. Men langt ude i Baggrunden ligger de store, sovende Bjærge; de har intet set og intet hørt. Og om Morgenen kaster Gud sin varme Sol over alt. Slægten, skal det hedde.“ „Jasaa.“ „Ja. Og da skal jeg komme, naar jeg er færdig med det. Tusind Tak, fordi du var her, Camilla. Og du skal ikke mere huske det, jeg sagde. Jeg mente ikke noget galt med det.“ „Jeg husker det aldeles ikke. Men jeg nævner aldrig hans Navn mere. Det skal jeg da aldrig gøre.“ Næste Formiddag kommer Camilla igen. Hun er bleg og i en usædvanlig Uro.<noinclude><references/></noinclude> d7b2ze6m7euu6yiwv1nz9sur30jj34t Side:Victoria (1898).djvu/168 104 144475 334546 2026-09-24T14:33:41Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334546 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> „Hvad fejler dig?“ spørger han. „Mig? Ingenting,“ svarer hun ilsomt. „Det er dig, jeg er glad i. Du skal virkelig ikke tro, at der fejler mig noget, og at jeg ikke er glad i dig. Nej, nu skal du høre, hvad jeg har tænkt: vi rejser ikke til London. Hvad skal vi der? Han vidste nok ikke, hvad han talte om, den Mand, der er mere Taage, end han tror. Du ser paa mig, hvorfor gør du det? Jeg nævnte slet ikke hans Navn. En saadan Løgnhals, han løj mig fuld; vi rejser ikke til London.“ Han ser paa hende, han blir opmærksom. „Nej, vi rejser ikke til London,“ siger han eftertænksomt. „Ikke sandt! Saa det gør vi altsaa ikke. Har du skrevet det Stykke om Slægten? Gud, hvor jeg interesserer mig for det. Nu skal du faa det færdigt rigtig snart og komme til os, Johannes. Kærlighedens Time, var det ikke saa? Og en henrivende Pavekaabe med Folder, en rosenrød Nat, Gud, hvor jeg endnu husker, at du fortalte mig om det. Jeg har ikke været her saa ofte i det sidste; men herefter vil jeg komme hver Dag og høre, om du er færdig.“<noinclude><references/></noinclude> t7w0alhzj2vffwdbv0ph8w3afckzaur Side:Victoria (1898).djvu/169 104 144476 334547 2026-09-24T14:34:18Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334547 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> „Jeg skal snart blive færdig,“ siger han og vedbliver at se paa hende. „Idag tog jeg dine Bøger og lagde ind i mit eget Værelse. Jeg vil læse dem op igen; det vil ikke trætte mig det ringeste, jeg glæder mig til det. Hør, Johannes, du kunde være saa snil at følge mig hjem igen; for jeg ved ikke, om det er aldeles trygt for mig helt hjem. Det ved jeg ikke. Der er kanske nogen, som venter paa mig her udenfor; som gaar og venter kanske. Jeg tror det næsten{{. . .|4}}“ Pludselig brister hun i Graad og stammer: „Jeg kaldte ham en Løgnhals, det vilde jeg ikke have gjort. Det gør mig ondt, at jeg gjorde det. Han har ikke løjet for mig, tværtimod, han var hele Tiden{{. . .|4}} Vi skal have nogle Fremmede hos os Tirsdag, men han skal ikke komme, men du skal komme, hører du. Lover du det? Men alligevel vilde jeg ikke have talt ondt om ham. Jeg ved ikke, hvad du synes om mig{{. . .|4}}“ Han svared: „Jeg begynder at forstaa dig.“ Hun kaster sig om hans Hals, gæmmer sig ved hans Bryst, skælvende og forstyrret.<noinclude><references/></noinclude> hdwdf6hmg1q0d1ufunuo03dhjpdrbku Side:Victoria (1898).djvu/170 104 144477 334548 2026-09-24T14:34:54Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334548 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> „Ja, men jeg er glad i dig ogsaa,“ udbryder hun. „Du skal ikke tro andet. Jeg elsker ikke bare ham, for saa galt er det ikke. Da du spurgte mig ifjor, blev jeg saa glad; men nu kom han. Jeg forstaar det ikke. Er det saa forfærdeligt af mig, Johannes? Jeg elsker kanske ham bitte lidt mere end dig; jeg kan ikke hjælpe for det, det er kommet over mig. Aa, Gud, jeg har ikke sovet i mange Nætter, siden jeg saa ham, og jeg elsker ham mere og mere. Hvad skal jeg gøre? Du er saa meget ældre, du skal sige det. Nu fulgte han mig hid, han staar her udenfor og venter paa mig forat følge mig hjem igen, og nu fryser han kanske. Foragter du mig, Johannes? Jeg har ikke kysset ham, nej, jeg har ikke, du skal tro mig; jeg har bare givet ham min Rose. Hvorfor svarer du ikke, Johannes? Du skal sige, hvad jeg skal gøre, for jeg holder det ikke ud længer.“ Johannes sad ganske stille og hørte paa hende. Han sagde: „Jeg har ikke noget at svare til det.“ „Tak, Tak, kære Johannes, det er saa snilt af dig, at du ikke er rasende paa mig,“ sagde<noinclude><references/></noinclude> 04qy7ss67i6dd2s3jt19r3fr6sdu83r Side:Victoria (1898).djvu/171 104 144478 334549 2026-09-24T14:35:19Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334549 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hun og tørred sine Taarer af. „Men du skal ikke tro, at jeg ikke er glad i dig ogsaa. Du gode Gud, jeg skal komme til dig meget mere end før og gøre alt, hvad du vil. Men det er bare det, at det er ham, jeg er mere glad i. Jeg har ikke villet det. Det er ikke min Skyld.“ Han rejste sig taus og sagde, da han havde sat Hatten paa: „Skal vi gaa?“ De gik nedad Trapperne. Udenfor stod Richmond. Han var en mørkhaaret, ung Mand med brune Øine, der spilled af Ungdom og Liv. Frosten havde farvet hans Kinder røde. „Fryser De?“ sagde Camilla og fløj hen til ham. Hendes Stemme bæved af Bevægelse. Pludselig iled hun tilbage til Johannes, stak sin Arm ind under hans og sagde: „Undskyld, at jeg ikke ogsaa spurgte dig, om du frøs. Du tog ikke din Frakke paa; skal jeg gaa op efter den? Ikke? Ja, men knap din Trøje ialfald.“<noinclude><references/></noinclude> 75cpyz6wcrpro9va9kamy2fh2447c6r Side:Victoria (1898).djvu/172 104 144479 334550 2026-09-24T14:35:48Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334550 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Hun knapped hans Trøje. Johannes rakte Richmond Haanden. Han var i en underlig, fraværende Tilstand, som om det, der nu skete, ikke egentlig angik ham. Han smilte usikkert, halvvejs, og mumled: „Glæder mig at træffe Dem igen.“ Hos Richmond var der ingen Skyld at se og ingen Forstillelse. Da han hilste, fløj der en Genkendelsens Glæde over hans Ansigt, og han tog Hatten dybt af. „Jeg saa nylig en af Deres Bøger i et Boghandlervindu i London,“ sagde han. „Den var oversat. Det var saa morsomt at se den der, en Hilsen hjemmefra.“ Camilla gik i Midten og saa afvekslende op paa dem begge. Hun sagde tilsidst: „Saa kommer du paa Tirsdag, Johannes. Ja, undskyld, at jeg tænker bare paa mit,“ lagde hun til og lo. Men straks efter henvendte hun sig angrende til Richmond og bad ogsaa ham om at komme. Der var bare Bekendte, Victoria og hendes Moder var ogsaa buden, ellers kom kun et halvt Snes Mennesker. Pludselig standsed Johannes og sagde:<noinclude><references/></noinclude> 6o0jupa98zuph9ev0yp259ixartn7ja Side:Victoria (1898).djvu/173 104 144480 334551 2026-09-24T14:36:23Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334551 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> „Jeg kan jo i Grunden gerne vende om igen.“ „Paa Gensyn Tirsdag,“ svared Camilla. Richmond greb hans Haand og trykked den oprigtigt. Saa gik de to Unge alene og lykkelige deres Vej. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 4qobtvkgcb4j8f6lj5xvzntb3zwzsam Victoria/10 0 144481 334552 2026-09-24T14:37:19Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Victoria (1898).djvu" from=153 to=158 header=1 /> 334552 wikitext text/x-wiki <pages index="Victoria (1898).djvu" from=153 to=158 header=1 /> ocq3kfsen756kapnsi5nlselbrd27s2 Victoria/11 0 144482 334553 2026-09-24T14:37:58Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Victoria (1898).djvu" from=159 to=173 header=1 /> 334553 wikitext text/x-wiki <pages index="Victoria (1898).djvu" from=159 to=173 header=1 /> nxg0ct20qcvovm1qtwos63124uyse5q Side:Victoria (1898).djvu/174 104 144483 334554 2026-09-24T15:21:13Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334554 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XII}} Den blaaklædte Moder var i den frygteligste Spænding, hun vented hvert Øjeblik et Signal fra Haven, og Vejen derfra var ikke fri, ingen kunde passere den, saalænge hendes Mand ikke vilde gaa hjemmefra. Ak, denne Mand, denne Mand paa firti Aar og med Maane! Hvad var det for en uhyggelig Tanke, som gjorde ham saa bleg iaften, og som lod ham blive siddende der i Stolen, urokkelig, ubønhørlig og stirre i sin Avis? Hun havde ikke Fred et Minut; nu var Klokken elleve. Børnene havde hun for længe siden faaet til Ro; men Manden gik ikke. Hvad<noinclude><references/></noinclude> a7dxxrl28lnn8bw2yj9xsjp61sl0ty9 334593 334554 2026-09-24T15:49:15Z Øystein Tvede 3938 334593 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XII}} {{Stor initial|D}}en blaaklædte Moder var i den frygteligste Spænding, hun vented hvert Øjeblik et Signal fra Haven, og Vejen derfra var ikke fri, ingen kunde passere den, saalænge hendes Mand ikke vilde gaa hjemmefra. Ak, denne Mand, denne Mand paa firti Aar og med Maane! Hvad var det for en uhyggelig Tanke, som gjorde ham saa bleg iaften, og som lod ham blive siddende der i Stolen, urokkelig, ubønhørlig og stirre i sin Avis? Hun havde ikke Fred et Minut; nu var Klokken elleve. Børnene havde hun for længe siden faaet til Ro; men Manden gik ikke. Hvad<noinclude><references/></noinclude> 1ynh5nfgi28c54jq2jf47t9cnluoppa Side:Victoria (1898).djvu/175 104 144484 334555 2026-09-24T15:22:01Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334555 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>om Signalet lød, Døren aabnedes med den lille, kære Nøgle – og to Mænd traf hinanden, stod Ansigt til Ansigt og saa hinanden i Øjnene! Hun voved ikke at tænke denne Tanke tilende. Hun gik hen til den mørkeste Krog af Stuen, vred sine Hænder og sagde endelig ligefrem: – Nu er Klokken elleve. {{sp|Ska|1}} du i Klubben, saa maa du gaa nu. Han rejste sig med ét, end blegere end før, og gik ud af Stuen, ud af Huset. Udenfor Haven standser han og lytter til en Fløjten, et lidet Signal. Skridt høres paa Gruset, en Nøgle stikkes i Gadedørslaasen og vrides rundt; – saa blir der lidt efter to Skygger paa Gardinet i Stuen. Og han kendte fra før Signalet, Skridtene og de to Skygger paa Gardinet, alt var ham bekendt. Han gaar til Klubben. Den er aaben, der er Lys i Vinduerne; men han gaar ikke ind. I to Kvarter driver han saa om i Gaderne og foran sin Have, i to uendelige Kvarter. Lad mig vente i endnu et Kvarter! tænker han, og han forlænger det til tre. Saa gaar han ind i<noinclude><references/></noinclude> oat3gxwav5ljk59nxq2d02iaislo4ab 334581 334555 2026-09-24T15:42:49Z Øystein Tvede 3938 334581 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>om Signalet lød, Døren aabnedes med den lille, kære Nøgle – og to Mænd traf hinanden, stod Ansigt til Ansigt og saa hinanden i Øjnene! Hun voved ikke at tænke denne Tanke tilende. Hun gik hen til den mørkeste Krog af Stuen, vred sine Hænder og sagde endelig ligefrem: – Nu er Klokken elleve. {{sp|Ska|l}} du i Klubben, saa maa du gaa nu. Han rejste sig med ét, end blegere end før, og gik ud af Stuen, ud af Huset. Udenfor Haven standser han og lytter til en Fløjten, et lidet Signal. Skridt høres paa Gruset, en Nøgle stikkes i Gadedørslaasen og vrides rundt; – saa blir der lidt efter to Skygger paa Gardinet i Stuen. Og han kendte fra før Signalet, Skridtene og de to Skygger paa Gardinet, alt var ham bekendt. Han gaar til Klubben. Den er aaben, der er Lys i Vinduerne; men han gaar ikke ind. I to Kvarter driver han saa om i Gaderne og foran sin Have, i to uendelige Kvarter. Lad mig vente i endnu et Kvarter! tænker han, og han forlænger det til tre. Saa gaar han ind i<noinclude><references/></noinclude> fx27ukbjnwflua8qz8e76qb1qbou1ej Side:Victoria (1898).djvu/176 104 144485 334556 2026-09-24T15:22:39Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334556 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Haven, stiger op ad Trappen og ringer paa sin egen Dør. Pigen kommer og lukker op, stikker Hovedet saavidt ud af Døren og siger: – Fruen er for længe siden{{. . .|5}} – Javel, gaaet til Ro, svarer han. – Vil De sige Fruen, at hendes Mand er kommet hjem. Og Pigen gaar. Hun banker paa hos Fruen og giver sin Besked gennem den lukkede Dør: – Jeg skulde sige, at Herren er kommet tilbage. Fruen spørger indenfor: – Hvad siger du, er Herren kommet tilbage? Hvem skulde du sige det ifra? – Fra Herren selv. Han staar derude. Da lyder en raadløs Jammer inde fra Fruens Værelse; der hviskes ivrigt, en Dør gaar op og lukkes igen. Saa blir alt stille. Og Herren træder ind. Fruen møder ham med Døden i sit Hjærte. – Klubben var stængt, siger han straks af Barmhjærtighed og Naade. – Jeg sendte Bud ind for ikke at gøre dig angst. Hun falder ned paa en Stol, trøstet, befriet,<noinclude><references/></noinclude> 6la0hngf73q4qftxwipbzgluzmrenw2 Side:Victoria (1898).djvu/177 104 144486 334557 2026-09-24T15:23:20Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334557 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>reddet. I denne lyksalige Stemning strømmer hendes gode Hjærte over, og hun spørger til Mandens Befindende: – Du er saa bleg. Fejler du noget, Kære? – Jeg fryser ikke, svarer han. – Men har noget hændt dig? Dit Ansigt er saa underlig fortrukket. Manden svarer: – Nej, jeg smiler. Dette skal være min Maade at smile paa. Jeg vil, at denne Grimase skal være egen for mig. Hun lytter til disse korte, hæse Ord og begriber dem ikke, fatter dem slet ikke. Hvad kan han mene? Men pludselig slaar han sine Arme om hende, jærnhaardt, med rædselsfulde Kræfter, og hvisker tæt ind til hendes Ansigt: – Hvad mener du, om vi satte Horn paa ham{{. . .|5}} paa ham, som gik{{. . .|5}} om vi satte Horn paa ham? Hun opløfter et Skrig og kalder Pigen til. Han slipper hende med en ganske stille, tør Latter, hvorunder han spærrer Munden op som et Gab og slaar sig paa begge Laar.<noinclude><references/></noinclude> mek9zflb5gdt7x6uo24fkijkd0kizzl Side:Victoria (1898).djvu/178 104 144487 334558 2026-09-24T15:23:49Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334558 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Om Morgenen tager Fruens gode Hjærte igen Overhaand, og hun siger til sin Mand: – Du havde et besynderligt Anfald igaar Aftes; det er jo over nu; men du er bleg ogsaa idag. – Ja, svarer han, det er anstrængende at være aandrig i min Alder. Det er jeg aldrig mere. Men efterat have talt om mange Slags Kærlighed, fortæller Munken Vendt om endnu en Slags og siger: Ti saa berusende er en egen Slags Kærlighed! Det unge Herskab er just kommet hjem, deres lange Bryllupsrejse er tilende, og de begiver sig til Ro. Et Stjærneskud brændte af over deres Tag. Om Sommeren spadsered det unge Herskab sammen og veg ikke fra hinandens Side. De plukked gule, røde og blaa Blomster, som de gav hinanden, de saa Græsset bevæge sig i Vinden og hørte Fuglene synge i Skogene, og<noinclude><references/></noinclude> 4eiua142vhaysso05hs5bd7kb0eln0n 334595 334558 2026-09-24T15:51:57Z Øystein Tvede 3938 334595 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Om Morgenen tager Fruens gode Hjærte igen Overhaand, og hun siger til sin Mand: – Du havde et besynderligt Anfald igaar Aftes; det er jo over nu; men du er bleg ogsaa idag. – Ja, svarer han, det er anstrængende at være aandrig i min Alder. Det er jeg aldrig mere. Men efterat have talt om mange Slags Kærlighed, fortæller Munken Vendt om endnu en Slags og siger: Ti saa berusende er en egen Slags Kærlighed! Det unge Herskab er just kommet hjem, deres lange Bryllupsrejse er tilende, og de begiver sig til Ro. Et Stjærneskud brændte af over deres Tag. Om Sommeren spadsered det unge Herskab sammen og veg ikke fra hinandens Side. De plukked gule, røde og blaa Blomster, som de gav hinanden, de saa Græsset bevæge sig i Vinden og hørte Fuglene synge i Skogene, og<noinclude><references/></noinclude> fn9u8p3lpzqmhzeq5n0ngu0sb3841na Side:Victoria (1898).djvu/179 104 144488 334559 2026-09-24T15:24:46Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334559 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hvert Ord, de talte, var som Kærtegn. Om Vinteren kørte de med Bjælder paa Hestene, og Himlen var blaa, og højt oppe sused Stjærnerne afsted paa de evige Sletter. Saaledes gik mange, mange Aar. Det unge Herskab fik tre Børn, og deres Hjærter elsked hinanden som den første Dag under det første Kys. Da faar den stolte Herre sin Sygdom, denne Sygdom, som lænked ham til Sengen saa længe og satte hans Hustrus Taalmodighed paa saa haard Prøve. Den Dag, han blev frisk og stod op af Sengen, kendte han ikke sig selv igen; Sygdommen havde vansiret ham og taget hans Haar. Han led og grubled. En Morgen sagde han: – Nu elsker du mig vel ikke mere? Men hans Hustru slog rødmende sine Arme om ham og kyssed ham saa lidenskabeligt som i Ungdommens Vaar og svared: – Jeg elsker, elsker dig bestandig. Jeg glemmer aldrig, at det var mig og ingen anden, som du tog, og som blev saa lykkelig. Og hun gik ind i sit Kammer og klipped<noinclude><references/></noinclude> 9pbgqgcer484zwo82ubg34q2bfw5l8m Side:Victoria (1898).djvu/180 104 144489 334560 2026-09-24T15:25:10Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334560 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>alt sit gule Haar af Hovedet forat være lig sin Mand, som hun elsked. Og der gik atter mange, mange Aar, det unge Herskab blev gammelt, og deres Børn var voksne. Hver Lykke delte de, som før; om Sommeren gik de endnu paa Markerne og saa Græsset bølge, og om Vinteren hylled de sig i sine Pelse og kørte under Stjærnehimlen. Og deres Hjærter vedblev at være varme og glade som af forunderlig Vin. Da blev Fruen lam. Den gamle Frue kunde ikke gaa paa sine Fødder, hun maatte trækkes i en Stol med Hjul, og Herren selv trak hende. Men Fruen led saa usigeligt ved sin Ulykke, og hendes Ansigt fik dybe Furer af Sorg. Da sagde hun en Dag: – Nu vilde jeg gærne dø. Jeg er saa lam og hæslig, og dit Ansigt er saa skønt, du kan ikke kysse mig mere, og du kan ikke elske mig som før. Men Herren omfavner hende rød af Bevægelse og svarer: – Jeg elsker dig mere end mit Liv, du Kære, elsker dig som den første Dag, den første<noinclude><references/></noinclude> hnsuh8b33frwhz3hvzvf8hmm7s4pw29 Side:Victoria (1898).djvu/181 104 144490 334561 2026-09-24T15:27:10Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334561 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Stund, da du gav mig Rosen. Husker du det? Du rakte mig Rosen og saa paa mig med dine skønne Øjne; Rosen dufted som du, du rødmed som den, og jeg blev beruset i alle mine Sandser. Men endnu mere elsker jeg dig nu, du er skønnere end i din Ungdom, og mit Hjærte takker og velsigner dig for hver Dag, du har været min. Herren gaar ind i sit Kammer, slaar Syre i sit Ansigt forat vanskabe det og siger til sin Hustru: – Jeg havde det Uheld at faa Syre i mit Ansigt, mine Kinder er fulde af Brandsaar, og du elsker mig vel ikke mere? – O, du min Brudgom, min Elskede! stammer den gamle Kvinde og kysser hans Hænder. – Du er skønnere end nogen Mand paa Jorden, din Stemme gør mig endnu den Dag idag hed i Hjærtet, og jeg elsker dig til Døden. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> afkzu8zyrt9g19607ph717cw33t9j0i Side:Victoria (1898).djvu/182 104 144491 334562 2026-09-24T15:28:06Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334562 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XIII}} Johannes træffer Camilla paa Gaden; hun er sammen med sin Moder, sin Fader og ung Richmond; de standser sin Vogn og taler venligt med ham. Camilla griber hans Arm og siger: „Du kom ikke til os. Vi havde stor Fest, kan du tro; vi vented paa dig til det sidste, men du kom ikke.“ „Jeg var forhindret,“ svared han. „Undskyld, at jeg ikke har været oppe hos dig siden,“ vedblev hun. „Nu kommer jeg en af Dagene, ganske sikkert, naar Richmond er<noinclude><references/></noinclude> jvix6jbrggiq2nkwgtzpsc1br6g35sm 334594 334562 2026-09-24T15:49:37Z Øystein Tvede 3938 334594 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XIII}} {{Stor initial|J}}ohannes træffer Camilla paa Gaden; hun er sammen med sin Moder, sin Fader og ung Richmond; de standser sin Vogn og taler venligt med ham. Camilla griber hans Arm og siger: „Du kom ikke til os. Vi havde stor Fest, kan du tro; vi vented paa dig til det sidste, men du kom ikke.“ „Jeg var forhindret,“ svared han. „Undskyld, at jeg ikke har været oppe hos dig siden,“ vedblev hun. „Nu kommer jeg en af Dagene, ganske sikkert, naar Richmond er<noinclude><references/></noinclude> 7wh0he80w1ps9zt8w6rsdn96x4v4oea Side:Victoria (1898).djvu/183 104 144492 334563 2026-09-24T15:28:23Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334563 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>rejst. Aa, hvor vi havde en Fest! Victoria blev syg, hun blev kørt hjem, har du hørt det? Nu gaar jeg snart op til hende. Hun er vist meget bedre, kanske aldeles frisk igen. Jeg har foræret Richmond en Medaljon næsten Magen til din. Hør, Johannes, du skal love mig at passe din Ovn; naar du skriver, glemmer du alt, og der blir iskoldt hos dig. Da skal du ringe paa Pigen.“ „Ja, jeg skal ringe paa Pigen,“ svared han. Ogsaa Fru Sejer talte til ham, spurgte om hans Arbejde, om Stykket om Slægten; hvordan gik det? Hun vented med Længsel det næste fra ham. Johannes gav de nødvendige Svar, hilste meget dybt og saa Vognen køre. Hvor lidet det hele vedkom ham, denne Vogn, disse Mennesker, denne Snak! En tom og kold Stemning drog ind i ham og fulgte ham paa hele Hjemvejen. Ved hans Port gik en Mand og drev frem og tilbage paa Gaden, en gammel Bekendt, den forhenværende Huslærer paa Slottet. Johannes hilste til ham.<noinclude><references/></noinclude> 73qolktn0oasw60b6cvaa3sxkc9hrp4 Side:Victoria (1898).djvu/184 104 144493 334564 2026-09-24T15:28:53Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334564 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Han var klædt i en lang, varm Frakke, der var omhyggelig børstet, og han havde en kæk og bestemt Mine. „De ser her Deres Ven og Kollega,“ sagde han. „Ræk mig Deres Haand, unge Mand. Gud har ført mine Veje vidunderligt siden sidst, jeg er gift, jeg har et Hjem, en liden Have, en Hustru. Der sker endnu Mirakler i Livet. Har De noget at bemærke til min sidste Yttring?“ Johannes ser forundret paa ham. „Altsaa vedtaget. Jo, ser De, jeg læste med hendes Søn. Hun har en Søn, Poden er fra første Ægteskab; hun har naturligvis været gift før, hun var Enke. Jeg gifted mig altsaa med en Enke. De kan indvende, at dette ikke var sunget ved min Vugge; men jeg gifted mig altsaa med en Enke. Poden havde hun fra før. Jeg gaar nemlig der og ser paa Haven og paa Enken og lever en Tidlang med intense Tanker desangaaende. Pludselig har jeg det, og jeg siger til mig selv: vel nok, det er ikke sunget ved din Vugge, og saa videre; men jeg gør det alligevel, jeg slaar til, for det er rimeligvis skrevet i Stjærnerne. Se, saaledes gik det til.“<noinclude><references/></noinclude> 1ac7xd5xbcho2qybenik5z3t2yop4ms Side:Victoria (1898).djvu/185 104 144494 334565 2026-09-24T15:29:41Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334565 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> „Gratulerer!“ sagde Johannes. „Stop! ikke et Ord mere! Jeg ved, hvad De vil sige. Og hun, den første, vil De nemlig sige, har De glemt Deres Ungdoms evige Kærlighed? Akkurat dette vil De sige. Tør da jeg paa min Side spørge Dem, Højstærede, hvor min første, eneste og evige Kærlighed blev af? Tog hun ikke en Kaptejn i Artilleriet? Forøvrigt gør jeg Dem endnu et lidet Spørgsmaal til: har De nogensinde, nogen-sinde set, at en Mand har faaet den, han skulde have? Der gaar et Sagn om en Mand, som Gud bønhørte i saa Maade, han fik sin første og eneste Kærlighed. Men det blev ikke til nogen videre Herlighed for ham. Hvorfor ikke? vil De atter spørge, og se, jeg svarer Dem: Nej, af den lille Grund, at hun døde straks efter – {{sp|strak|s}} efter, hører De, ha-ha-ha, øjeblikkelig efter. Saaledes er det altid. Naturligvis faar man ikke den Kvinde, man skulde have; men hænder det en eneste Gang af pur forbandet Ret og Rimelighed, saa dør hun altsaa straks efter. Dikkedarer blir der altid. Saa er da Manden henvist til at forhverve sig en anden Kærlighed af bedst mulig<noinclude><references/></noinclude> elgno4l0o5tamgi0i66r0372brve8wl Side:Victoria (1898).djvu/186 104 144495 334566 2026-09-24T15:31:43Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334566 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Art, og han behøver ikke at dø af denne Forandring. Jeg siger Dem, det er saa viselig indrettet af Naturen, at han udmærket holder det ud. Se bare til mig.“ Johannes sagde: „Jeg ser, De har det godt.“ „Udmærket forsaavidt. Lyt, føl og se! Har et Hav af uhenrivende Sorger gaaet henover min Person? Jeg har Klæder, Sko, Hus og Hjem, Ægtefælle, Børn – naa, Poden altsaa. Hvad jeg vilde sagt, og med Hensyn til mine Poesier, da vil jeg paa Stedet besvare det Spørgsmaal. O, min unge Kollega, jeg er ældre end Dem og kanske lidt bedre udrustet af Naturen. Jeg har mine Poesier i Skuffen. De skal udgives efter min Død. Saa har De ingen Fornøjelse af dem, vil De indvende. Der tager De atter fejl, foreløbig glæder jeg nemlig mit Hus med dem. Om Aftenen, naar Lampen er tændt, laaser jeg Skuffen op, udtager mine Digte og læser dem højt for min Hustru og Poden. Den ene er firti Aar, den anden tolv, begge er henrykte. Hvis De kommer til os engang, vil De faa Aftensmad og Toddy.<noinclude><references/></noinclude> steykl2db6h0mubdpdq0c834qhcddhf Side:Victoria (1898).djvu/187 104 144496 334567 2026-09-24T15:32:31Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334567 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Nu er De indbudt. Maatte Gud fri Dem fra Døden.“ Han rakte Johannes sin Haand. Pludselig spurgte han: „Har De hørt om Victoria?“ „Om Victoria? Nej. Jo, jeg hørte nu, i dette Øjeblik{{. . .|5}}“ „Har De ikke set hende skrante, blive mere og mere graa under Øjnene?“ „Jeg har ikke set hende siden i Vaar derhjemme. Er hun syg endnu?“ Huslæreren svared komisk haardt og stamped med Foden: „Ja.“ „Jeg hørte netop nu{{. . .|5}} Nej, jeg har slet ikke set hende skrante, jeg har ikke truffet hende. Er hun meget syg?“ „Meget. Rimeligvis allerede død, forstaar De.“ Johannes saa fortumlet paa Manden, paa sin Port, om han skulde gaa indad den eller blive staaende, paa Manden igen, paa hans lange Frakke, hans Hat; han smilte forvirret og saart som en Nødlidende. Den gamle Huslærer fortsatte truende:<noinclude><references/></noinclude> 2ps31ce3vqkqbm2h40dz1pwsefoxo01 Side:Victoria (1898).djvu/188 104 144497 334568 2026-09-24T15:33:09Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334568 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> „Atter et Eksempel; kan De fragaa det? Heller ikke hun fik den, hun skulde have, hendes Kæreste lige fra Barneaarene, en ung, herlig Løjtnant. Han gik paa Jagt en Aften, et Skud træffer ham midt i Panden og slaar hans Hoved i to. Der laa han nu, et Offer for den lille Dikkedar, som Gud vilde lave med ham. Victoria, hans Brud, begynder at skrante, en Orm aad hende, hulled hendes Hjærte op som et Sold; vi, hendes Venner, saa det. Saa gik hun for nogle Dage siden i et Selskab hos en Familje Sejer; hun fortalte mig forøvrigt, at ogsaa De skulde have været der, men kom ikke. Noksagt, i dette Selskab bevæger hun sig over Ævne, Minderne om hendes Elskede stormer ind paa hende og gør hende livlig paa Trods, hun danser, danser hele Aftenen, danser som et rasende Menneske. Saa falder hun om, Gulvet blir rødt under hende; man 1øfter hende op, bærer hende ud, kører hende hjem. Hun gjorde det ikke længe.“ Huslæreren gaar tæt ind til Johannes og siger haardt: „Victoria er død.“<noinclude><references/></noinclude> c0q9mefq2hgn985upmmmwbabfdth2n8 Side:Victoria (1898).djvu/189 104 144498 334569 2026-09-24T15:33:55Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334569 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Ganske som en Blind begyndte Johannes at værge for sig med Hænderne. „Død? Naar døde hun? Jasaa, er Victoria død?“ „Hun er død,“ svarer Huslæreren. „Hun døde imorges, nu i Formiddag.“ Han stak Haanden ned i sin Lomme og drog op et tykt Brev. „Og dette Brev betroed hun mig at levere Dem. Her er det. Efter min Død, sagde hun. Hun er død. Jeg leverer Dem Brevet. Min Mission er endt.“ Og uden at hilse, uden at sige mere, vendte Huslæreren sig om og drev langsomt nedad Gaden og forsvandt. Johannes stod tilbage med Brevet i sin Haand. Victoria var død. Han nævnte Gang paa Gang hendes Navn højt, og han havde en følesløs, næsten forhærdet Stemme. Han saa ned paa Brevet og kendte Skriften; der var store og smaa Bogstaver, Linjerne rette, og hun, som havde skrevet dem, var død! Saa begiver han sig indad sin Port, opad Trappen, finder den rigtige Nøgle at stikke i Dørlaasen og aabner. Hans Værelse var koldt<noinclude><references/></noinclude> pzmnn7oqgdu9ibou0v786oazbjt0w79 Side:Victoria (1898).djvu/190 104 144499 334570 2026-09-24T15:34:20Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334570 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og mørkt. Han sætter sig hen til Vinduet og læser i den sidste Rest af Dagslys Victorias Brev. „Kære Johannes!“ skrev hun. „Naar De læser dette Brev, da er jeg død. Alting er saa underligt for mig nu, jeg skammer mig ikke for Dem mere og skriver til Dem igen, ligesom der ikke var nogen Ting ivejen herfor. Før, mens jeg var fuldstændigt i levende Live, vilde jeg heller have lidt Nat og Dag, end skrevet til Dem igen; men nu er jeg begyndt at afsjæles, og jeg tænker ikke saaledes længer. Fremmede har set mig bløde, Doktoren har undersøgt mig og set, at jeg har blot en Rest af en Lunge tilbage, hvad skal jeg da undse mig for mere? Jeg har ligget her paa Sengen og tænkt over de sidste Ord, jeg sagde til Dem. Det var i Skogen den Aften. Dengang tænkte jeg ikke, at det skulde være mine sidste Ord, for saa vilde jeg have sagt Farvel til Dem med det samme og takket Dem. Nu faar jeg ikke se Dem mere, saa jeg angrer nu paa, at jeg ikke fik kastet mig ned for Dem og kysset Deres Sko og Jorden, som De gik paa, og fik vist Dem, hvor usigeligt jeg har elsket Dem. Jeg<noinclude><references/></noinclude> qm6309a3dct01pxnohic5ys5xf4ijaq Side:Victoria (1898).djvu/191 104 144500 334571 2026-09-24T15:34:51Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334571 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>har ligget her og ønsket baade igaar og idag, at jeg ikke var sygere, end at jeg kunde komme mig hjem igen og gaa i Skogen og finde den Plads, vi sad paa, da De holdt begge mine Hænder; for saa kunde jeg lægge mig ned der og se, om jeg ikke fandt Sporet efter Dem, og kysse al Lyngen deromkring. Men jeg kan ikke komme hjem nu, hvis jeg ikke muligens blir lidt bedre, som Mama tror. Kære Johannes! Det er mærkeligt at tænke paa, at jeg ikke har faaet nogen anden Ting gjort, end at komme paa Jorden og elske Dem, og nu sige Farvel til Livet. De kan tro, det er underligt at ligge her og vente paa Dagen og Timen. Jeg fjærner mig Skridt for Skridt fra Livet og Menneskene paa Gaden og Vognrammelen; Vaaren kommer jeg vel heller aldrig til at se mere, og disse Huse og Gaderne og Træerne i Parken vil være tilbage efter mig. Jeg fik sidde i Sengen idag og se lidt ud af Vinduet. Nede paa Hjørnet var der to, som traf hverandre, de hilste og greb hinandens Hænder og lo ad det, de sagde; men da var det saa underligt for mig, at jeg, som laa og<noinclude><references/></noinclude> sqp83wxj0xrzk1giijqen10eol74xdm Side:Victoria (1898).djvu/192 104 144501 334572 2026-09-24T15:35:17Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334572 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>saa paa dette, skulde dø. Jeg kom til at tænke: de to dernede ved ikke, at jeg ligger her og venter paa min Time; men om de vidste det, saa vilde de vel alligevel hilse paa hinanden og tale med hinanden ligesom nu. Igaar Nat, da det var mørkt, tænkte jeg, at det skulde være min sidste Stund, mit Hjærte begyndte at staa stille, og det var ligesom jeg allerede hørte Evigheden bruse imod mig langt ude. Men i næste Øjeblik vendte jeg tilbage langt borte fra og begyndte at aande igen. Det var en aldeles ubeskrivelig Følelse. Men Mama tror, at det kanske bare var Elven og Fossen derhjemme, som jeg husked. Du gode Gud, De skulde vide, hvor jeg har elsket Dem, Johannes. Jeg har ikke faaet vise Dem det, der har lagt sig saa meget ivejen for mig, og først og fremst min egen Natur. Papa var ogsaa saa ond mod sig selv, og jeg er hans Datter. Men nu, naar jeg skal dø, og altsammen er forsent, da skriver jeg til Dem endnu engang og siger Dem det. Jeg spørger mig selv, hvorfor jeg gør det, da det dog er ligegyldigt for Dem, især naar jeg ikke engang<noinclude><references/></noinclude> 7o5ypnwi0qp42iakaf9rrzsldbzlzg1 Side:Victoria (1898).djvu/193 104 144502 334573 2026-09-24T15:36:01Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334573 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skal være ilive mere; men jeg vilde gærne være nær hos Dem til det sidste, saa jeg ikke følte mig mere forladt end før ialfald. Naar De læser dette, da er det ligesom jeg ser Deres Skuldre og Hænder og ser alle Deres Bevægelser med Brevet, naar De holder det foran Dem og læser det. Saa er vi ikke saa langt fra hinanden, tænker jeg. Jeg kan ikke sende Bud efter Dem, dertil har jeg ingen Ret. Mama vilde sende Bud efter Dem allerede for to Dage siden, men jeg vilde heller skrive. Jeg vilde ogsaa helst, at De skulde huske mig saaledes, som jeg engang var, da jeg endnu ikke havde været syg. Jeg husker, at De{{. . .|5}} (Her er nogle Ord udeglemt){{. . .|5}} mine Øjne og Øjenbryn; men heller ikke de er mere som før. Ogsaa af den Grund vilde jeg ikke, at De skulde komme. Og jeg vil ogsaa bede Dem om ikke at se mig i Kisten. Jeg er vistnok omtrent som da jeg leved, blot noget blegere, og jeg ligger i gul Kjole; men alligevel vilde De angre paa det, hvis De kom og saa mig. Nu har jeg skrevet mange Gange paa dette Brev idag, og alligevel har jeg ikke faaet sagt<noinclude><references/></noinclude> nwi4jo11omenhm46rp3r4k8rpswojlq Side:Victoria (1898).djvu/194 104 144503 334574 2026-09-24T15:36:31Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334574 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Dem en Tusindedel af, hvad jeg vilde sige. Det er saa forfærdeligt for mig at dø, jeg vil det ikke, jeg haaber endnu saa inderlig til Gud, at jeg kanske kunde blive lidt bedre, om ikke længer end til Vaaren. Da er Dagene lyse, og der er Løv paa Træerne. Hvis jeg blev frisk igen nu, saa skulde jeg nok aldrig være ond mod Dem mere, Johannes. Hvor jeg har grædt og tænkt paa det! Aa, jeg vilde gaa ud og klappe alle Gadestenene og standse og takke hvert Trin i Trapperne, som jeg kom forbi, og være god mod alle. Det var det samme, hvor ondt jeg fik det, hvis jeg bare fik leve. Jeg skulde aldrig klage mere over nogen Ting, nej, jeg skulde smile til den, som overfaldt og slog mig, og takke og love Gud, hvis jeg fik leve. Mit Liv er saa ulevet, intet har jeg faaet gjort for nogen, og dette fejlslagne Liv skal ende nu. Hvis De vidste, hvor nødig jeg vilde dø, saa kanske De vilde gøre noget, gøre alt, som stod i Deres Magt. De kan vistnok ikke gøre noget; men jeg tænkte, at hvis De og hele Verden bad for mig og ikke vilde slippe mig, saa vilde Gud skænke mig Livet. Aa, hvor jeg vilde være<noinclude><references/></noinclude> d2f33wcijimfaqrra48emvi0q2a58ic Side:Victoria (1898).djvu/195 104 144504 334575 2026-09-24T15:37:05Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334575 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>taknemmelig da og aldrig gøre ondt mod nogen mere, men smile til alt, som blev mig beskikket, bare jeg fik Lov til at leve. Mama sidder her og græder. Hun sad ogsaa her i hele Nat og græd for mig. Dette gør mig lidt godt, det mildner min Afskeds Bitterhed. Idag tænkte jeg ogsaa: hvordan mon De vilde synes om, at jeg kom lige til Dem paa Gaden en Dag, naar jeg var pent klædt og ikke sagde noget saarende mere, men gav Dem en Rose, som jeg kunde have købt paa Forhaand. Saa tænkte jeg straks efter, at jeg kan aldrig mere gøre det, jeg vil; for jeg kan vel aldrig blive frisk igen, før jeg dør. Jeg græder saa ofte, jeg ligger stille og græder ustandseligt og trøstesløst; det gør ikke ondt i mit Bryst, naar jeg ikke hulker. Johannes, kære, kære Ven, min eneste Elskede paa Jorden, kom til mig nu og vær her lidt, naar det begynder at mørkne. Jeg skal ikke græde da, men smile saa godt, som jeg formaar, bare af Glæde over, at De kom. Nej, hvor er min Stolthed og mit Mod! Jeg er ikke min Faders Datter nu; men det kommer af, at Kræfterne har forladt mig. Jeg<noinclude><references/></noinclude> 4by80cy27e9w1br474jkhrgwuebi5t6 Side:Victoria (1898).djvu/196 104 144505 334576 2026-09-24T15:37:37Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334576 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>har lidt i lang Tid, Johannes, længe før disse sidste Dage. Da De var i Udlandet, led jeg, og siden, efterat jeg kom hid til Byen i Vaar, har jeg bare lidt hver Dag. Jeg har aldrig før vidst, hvor uendelig lang Natten kunde være. Jeg har set Dem to Gange paa Gaden i denne Tid; den ene Gang nynned De, da De gik forbi mig, men De saa mig ikke. Jeg havde et Haab om at faa se Dem hos Sejers; men De kom ikke. Jeg skulde ikke have talt til Dem eller gaaet lige foran Dem, men været taknemmelig for at faa se Dem langt borte fra. Men De kom ikke. Jeg tænkte da, at det kanske var for min Skyld. Klokken elleve begyndte jeg at danse, fordi jeg ikke holdt ud at vente længer. Ja, Johannes, jeg har elsket Dem, elsket bare Dem i hele mit Liv. Det er Victoria, som skriver dette, og Gud læser det over min Skulder. Og nu maa jeg sige Dem Farvel, det er nu bleven næsten mørkt, og jeg ser ikke længer. Farvel, Johannes, Tak for hver Dag. Naar jeg flyver ud fra Jorden, skal jeg takke Dem endnu til det sidste og nævne Deres Navn hele Vejen for mig selv. Lev da vel for hele Deres Liv,<noinclude><references/></noinclude> 6hn6oy7z0mscb278cxydhk2czfye4bk Side:Victoria (1898).djvu/197 104 144506 334577 2026-09-24T15:38:52Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334577 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og tilgiv mig det, jeg har gjort Dem imod, og at jeg ikke kunde faa kaste mig ned for Dem og bede Dem om Forladelse derfor. Jeg gør det nu i mit Hjærte. Lev da vel, Johannes, og Farvel for altid. Og Tak endnu engang for hver eneste Dag og Stund. Jeg kan ikke mere. {{høyre|Deres{{gap|3em}} VICTORIA.{{gap|2em}}}} Nu har jeg faaet Lampen tændt, og det er meget lysere for mig. Jeg har ligget i Dvale og atter været langt borte fra Jorden. Gudskelov, det var ikke saa uhyggeligt for mig som før, jeg hørte endog lidt Musik, og fremfor alt var det ikke mørkt. Jeg er saa taknemmelig. Men nu har jeg ikke Kræfter mere til at skrive. Farvel, min Elskede{{. . .|4}}“ {{---}}<noinclude><references/></noinclude> njhn3dppfkt861rwwg07hhkppcz0n4e 334578 334577 2026-09-24T15:39:09Z Øystein Tvede 3938 334578 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og tilgiv mig det, jeg har gjort Dem imod, og at jeg ikke kunde faa kaste mig ned for Dem og bede Dem om Forladelse derfor. Jeg gør det nu i mit Hjærte. Lev da vel, Johannes, og Farvel for altid. Og Tak endnu engang for hver eneste Dag og Stund. Jeg kan ikke mere. {{høyre|Deres{{gap|3em}}<br> VICTORIA.{{gap|2em}}}} Nu har jeg faaet Lampen tændt, og det er meget lysere for mig. Jeg har ligget i Dvale og atter været langt borte fra Jorden. Gudskelov, det var ikke saa uhyggeligt for mig som før, jeg hørte endog lidt Musik, og fremfor alt var det ikke mørkt. Jeg er saa taknemmelig. Men nu har jeg ikke Kræfter mere til at skrive. Farvel, min Elskede{{. . .|4}}“ {{---}}<noinclude><references/></noinclude> t3oi0dlkqhr2mu2ldz83dfvorkbsjle 334579 334578 2026-09-24T15:39:42Z Øystein Tvede 3938 334579 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og tilgiv mig det, jeg har gjort Dem imod, og at jeg ikke kunde faa kaste mig ned for Dem og bede Dem om Forladelse derfor. Jeg gør det nu i mit Hjærte. Lev da vel, Johannes, og Farvel for altid. Og Tak endnu engang for hver eneste Dag og Stund. Jeg kan ikke mere. {{høyre|Deres{{gap|4em}}<br> VICTORIA.{{gap|3em}}}} Nu har jeg faaet Lampen tændt, og det er meget lysere for mig. Jeg har ligget i Dvale og atter været langt borte fra Jorden. Gudskelov, det var ikke saa uhyggeligt for mig som før, jeg hørte endog lidt Musik, og fremfor alt var det ikke mørkt. Jeg er saa taknemmelig. Men nu har jeg ikke Kræfter mere til at skrive. Farvel, min Elskede{{. . .|5}}“ {{---}}<noinclude><references/></noinclude> mp7a7o42ewoks29newfp1wl4brie2r2 Victoria/12 0 144507 334580 2026-09-24T15:42:30Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Victoria (1898).djvu" from=174 to=181 header=1 /> 334580 wikitext text/x-wiki <pages index="Victoria (1898).djvu" from=174 to=181 header=1 /> p2t26ykk9qi551i3nczipnyxp9m8jz4 Victoria/13 0 144508 334582 2026-09-24T15:43:28Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Victoria (1898).djvu" from=182 to=198 header=1 /> 334582 wikitext text/x-wiki <pages index="Victoria (1898).djvu" from=182 to=198 header=1 /> av3zexy19q867niyvscavu7b6om8wh8 Side:Pan (1894).djvu/7 104 144509 334643 2026-09-24T21:29:52Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334643 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>KNUT HAMSUN PAN AF LØJTNANT THOMAS GLAHNS PAPIRER KØBENHAVN P. G. PHILIPSENS FORLAG TRYKT HOS J. JØRGENSEN & Co. (M. A. HANNOVER) 1894<noinclude><references/></noinclude> e7o4t0egrv86afhd171xl90s0dd0ejv 334730 334643 2026-09-24T23:28:40Z Øystein Tvede 3938 334730 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|{{sp|KNUT HAMSUN}}}} {{--}} {{xxx-større|{{sp|PAN}}}} AF LØJTNANT THOMAS GLAHNS PAPIRER {{luft|4em}} KØBENHAVN<br> {{sp|P. G. PHILIPSENS FORLAG}}<br> {{xx-mindre|TRYKT HOS J. JØRGENSEN & Co. (M. A. HANNOVER)<br> 1894}}}}<noinclude><references/></noinclude> 7fq6hfy7a2eixf4ywzqbx2wokr8tgrg Side:Pan (1894).djvu/8 104 144510 334644 2026-09-24T21:41:54Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334644 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Den tyske Udgave udkommer ved Baronesse v. Borch.<noinclude><references/></noinclude> s4k1fqqjtvr53hdnn3437htkne9a6x2 334731 334644 2026-09-24T23:29:38Z Øystein Tvede 3938 334731 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{luft|4em}} {{c|{{xx-mindre|Den tyske Udgave udkommer ved Baronesse v. Borch.}}}}<noinclude><references/></noinclude> lhfiunwr2ppnekkl11e0l6tib8w6cs3 334732 334731 2026-09-24T23:29:50Z Øystein Tvede 3938 334732 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{luft|4em}} {{c|{{x-mindre|Den tyske Udgave udkommer ved Baronesse v. Borch.}}}}<noinclude><references/></noinclude> bfqdh962gmc4sh68pycuuxkaydd28di Side:Pan (1894).djvu/250 104 144511 334645 2026-09-24T21:44:17Z Øystein Tvede 3938 /* Uten tekst */ 334645 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="0" user="Øystein Tvede" /></noinclude><noinclude><references/></noinclude> abfg9xd7kjifmfb04hxamcb6m40piio Side:Pan (1894).djvu/9 104 144512 334648 2026-09-24T22:25:08Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334648 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|I.}} I de sidste Dage har jeg tænkt og tænkt paa Nordlandssommerens evige Dag. Jeg sidder her og tænker paa den og paa en Hytte, som jeg boed i, og paa Skogen bag Hytten, og jeg giver mig til at skrive noget ned forat forkorte Tiden og for min Fornøjelses Skyld. Tiden er meget lang, jeg faar den ikke til at gaa saa hurtigt som jeg vil, skønt jeg ikke sørger over noget, og skønt jeg lever det lystigste Liv. Jeg er vel tilfreds med alt, og mine tredive Aar er ingen Alder; for nogle Dage siden fik jeg tilsendt et Par Fuglefjære langvejs fra, fra et Menneske, som ikke skyldte mig dem, men to grønne Fjære i et kronet Ark Postpapir forseglet med Oblat. Det fornøjed mig ogsaa at se to saa djævelsk grønne Fuglefjære. Og ellers<noinclude><references/></noinclude> auacr1spcq8lcmygau9vz7ow4vujci3 334962 334648 2026-09-25T11:05:05Z Øystein Tvede 3938 334962 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|I.}} {{Stor initial|I|140%}} de sidste Dage har jeg tænkt og tænkt paa Nordlandssommerens evige Dag. Jeg sidder her og tænker paa den og paa en Hytte, som jeg boed i, og paa Skogen bag Hytten, og jeg giver mig til at skrive noget ned forat forkorte Tiden og for min Fornøjelses Skyld. Tiden er meget lang, jeg faar den ikke til at gaa saa hurtigt som jeg vil, skønt jeg ikke sørger over noget, og skønt jeg lever det lystigste Liv. Jeg er vel tilfreds med alt, og mine tredive Aar er ingen Alder; for nogle Dage siden fik jeg tilsendt et Par Fuglefjære langvejs fra, fra et Menneske, som ikke skyldte mig dem, men to grønne Fjære i et kronet Ark Postpapir forseglet med Oblat. Det fornøjed mig ogsaa at se to saa djævelsk grønne Fuglefjære. Og ellers<noinclude><references/></noinclude> qh5ckod7kqoxwp8mhithnxesc2jothf 334967 334962 2026-09-25T11:06:50Z Øystein Tvede 3938 334967 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|I.}} {{Stor initial|I|160%}} de sidste Dage har jeg tænkt og tænkt paa Nordlandssommerens evige Dag. Jeg sidder her og tænker paa den og paa en Hytte, som jeg boed i, og paa Skogen bag Hytten, og jeg giver mig til at skrive noget ned forat forkorte Tiden og for min Fornøjelses Skyld. Tiden er meget lang, jeg faar den ikke til at gaa saa hurtigt som jeg vil, skønt jeg ikke sørger over noget, og skønt jeg lever det lystigste Liv. Jeg er vel tilfreds med alt, og mine tredive Aar er ingen Alder; for nogle Dage siden fik jeg tilsendt et Par Fuglefjære langvejs fra, fra et Menneske, som ikke skyldte mig dem, men to grønne Fjære i et kronet Ark Postpapir forseglet med Oblat. Det fornøjed mig ogsaa at se to saa djævelsk grønne Fuglefjære. Og ellers<noinclude><references/></noinclude> cy83y1p3luputrmy2m9umrn4kt8a1dz Side:Pan (1894).djvu/10 104 144513 334649 2026-09-24T22:26:06Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334649 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>har jeg ingen anden Plage end nu og da lidt Gigt i min venstre Fod efter et gammelt Skudsaar, som nu for længe siden er lægt. Jeg husker, at for to Aar siden gik Tiden meget hurtigt, uden Sammenligning hurtigere end nu, det var forbi med en Sommer inden jeg vidste af det. Det var for to Aar siden, i 1855, jeg vil skrive om det for min Fornøjelses Skyld, der hændte mig noget, eller jeg drømte det. Nu har jeg glemt mange Ting, som hører disse Oplevelser til, fordi jeg næsten ikke har tænkt paa dem siden; men jeg husker, at Nætterne var meget lyse. Mange Ting forekom mig ogsaa saa fordrejede, Aaret havde tolv Maaneder, men Nat blev Dag, og aldrig var der en Stjærne at se paa Himlen. Og de Folk, jeg mødte, var særegne og af en anden Natur end Folk, jeg kendte fra før; nu og da var en Nat nok til at faa dem til at springe ud i al deres Herlighed, modne og fuldt voksne. Der var ingen Trolddom heri, men jeg havde ikke oplevet det før. O, nej. I et stort, hvidmalet Hjem nede ved Sjøen traf jeg et Menneske, som for en kort Tid sysselsatte mine Tanker. Jeg husker hende ikke mere til Stadighed, ikke nu, nej, jeg har ganske<noinclude><references/></noinclude> 58kbqglpryg4hztdngo14r6u6ovs275 Side:Pan (1894).djvu/11 104 144514 334650 2026-09-24T22:27:05Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334650 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>glemt hende; men jeg tænker derimod paa alt det andet, paa Sjøfuglenes Skrig, paa min Jagt i Skogene, mine Nætter, alle Sommerens varme Timer; det var forresten endog ved et rent Tilfælde, at jeg lærte at kende hende, og uden dette Tilfælde vilde hun ikke have været i mine Tanker en Dag. Fra min Hytte kunde jeg se et Virvar af Øer og Holmer og Skær, lidt af Sjøen, nogle blaanende Fjældtinder, og bag Hytten laa Skogen, en uhyre Skog. Jeg blev fuld af Glæde og Tak ved Duften af Rødder og Løv, af den fede Os af Furruen, der minder om Lugten af Marv; først i Skogen kom alt indeni mig i Stilhed, min Sjæl blev egal og fuld af Magt. Jeg gik Dag efter Dag i Aaserne, med Æsop ved min Side, og jeg ønsked intet heller end at faa vedblive at gaa der Dag efter Dag, skønt der endnu laa Sne og blød Sørpe over den halve Mark. Min eneste Kammerat var Æsop; nu har jeg Cora, men dengang havde jeg Æsop, min Hund, som jeg senere skød. Ofte om Aftenen, naar jeg kom hjem igen til Hytten efter min Jagt, kunde min lune Hjemmefølelse gennemrisle mig fra øverst til nederst, ja, bringe mit Indre i kære Rystninger,<noinclude><references/></noinclude> gryuoe2d8qof5eu689mvzyp2gsm01w9 Side:Pan (1894).djvu/12 104 144515 334651 2026-09-24T22:27:54Z Øystein Tvede 3938 /* Rå */ Ny side: og jeg gik og prated med Æsop om, hvor godt vi havde det. Saa, nu gør vi op Ild og steger os en Fugl her paa Gruen, sagde jeg, hvad mener du om det? Og naar alt det var gjort, og vi begge havde spist, krøb Æsop hen til sin Plads bag Gruen, mens jeg tændte Piben og lagde mig hen paa Briksen for en Stund og lytted til det døde Sus i Skogen. Der var en svag Drot i Luften, Vinden bar ned mod Hytten, og jeg kunde tydelig høre Aarfuglens Huttren langt bag i Aasen. Ellers var alt s… 334651 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og jeg gik og prated med Æsop om, hvor godt vi havde det. Saa, nu gør vi op Ild og steger os en Fugl her paa Gruen, sagde jeg, hvad mener du om det? Og naar alt det var gjort, og vi begge havde spist, krøb Æsop hen til sin Plads bag Gruen, mens jeg tændte Piben og lagde mig hen paa Briksen for en Stund og lytted til det døde Sus i Skogen. Der var en svag Drot i Luften, Vinden bar ned mod Hytten, og jeg kunde tydelig høre Aarfuglens Huttren langt bag i Aasen. Ellers var alt stille. Og mangen Gang sovned jeg ind der jeg laa, i fulde Klæder, rund, som jeg stod og gik, og vaagned ikke igen før Sjøfuglene var begyndt at skrige. Naar jeg da saa ud af Vinduet, kunde jeg skimte Handelsstedets store, hvide Bygninger, Sirilunds Brygger, Kramboden, hvor jeg købte mit Brød, og jeg blev liggende en Stund forundret over, at jeg befandt mig her i en Hytte i Nordland, i Kanten af en Skog. Saa rysted Æsop sin lange, smale Krop henne ved Gruen, det klirred i dens Halsbaand, den gabed og logred, og jeg sprang op efter disse tre, fire Timers Søvn, udhvilet og fuld af Glæde over alt, alt. Saaledes gik mangen Nat. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> kjov0bzx87hc4nc15s7bv4mvlpity4x 334652 334651 2026-09-24T22:28:08Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334652 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og jeg gik og prated med Æsop om, hvor godt vi havde det. Saa, nu gør vi op Ild og steger os en Fugl her paa Gruen, sagde jeg, hvad mener du om det? Og naar alt det var gjort, og vi begge havde spist, krøb Æsop hen til sin Plads bag Gruen, mens jeg tændte Piben og lagde mig hen paa Briksen for en Stund og lytted til det døde Sus i Skogen. Der var en svag Drot i Luften, Vinden bar ned mod Hytten, og jeg kunde tydelig høre Aarfuglens Huttren langt bag i Aasen. Ellers var alt stille. Og mangen Gang sovned jeg ind der jeg laa, i fulde Klæder, rund, som jeg stod og gik, og vaagned ikke igen før Sjøfuglene var begyndt at skrige. Naar jeg da saa ud af Vinduet, kunde jeg skimte Handelsstedets store, hvide Bygninger, Sirilunds Brygger, Kramboden, hvor jeg købte mit Brød, og jeg blev liggende en Stund forundret over, at jeg befandt mig her i en Hytte i Nordland, i Kanten af en Skog. Saa rysted Æsop sin lange, smale Krop henne ved Gruen, det klirred i dens Halsbaand, den gabed og logred, og jeg sprang op efter disse tre, fire Timers Søvn, udhvilet og fuld af Glæde over alt, alt. Saaledes gik mangen Nat. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> bk7pr9z8xov4jdqggajgwhccgi2wkgu Side:Pan (1894).djvu/13 104 144516 334653 2026-09-24T22:28:45Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334653 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|II.}} Det kan regne og storme, det er ikke derpaa det kommer an, ofte kan en liden Glæde bemægtige sig én paa en Regnvejrsdag og faa én til at gaa afsides med sin Lykke. Man stiller sig da op og giver sig til at se ret frem, nu og da ler man tyst og ser sig omkring. Hvad tænker man paa? En klar Rude i et Vindu, en Solstraale i Ruden, en Udsigt til en liden Bæk og kanske til en blaa Rift paa Himlen. Det behøver ikke at være mere. Til andre Tider kan selv usædvanlige Oplevelser ikke formaa at rykke én ud af en jævn og fattig Stemning; midt i en Balsal kan man sidde sikker, ligegyldig og upaavirket. Ti det er éns eget Indre, som er Sorgens eller Glædens Kilde.<noinclude><references/></noinclude> 79ezgiy4xjwwj9g3j8qv5fcgjdzmxaw 334963 334653 2026-09-25T11:05:28Z Øystein Tvede 3938 334963 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|II.}} {{Stor initial|D|140%}}et kan regne og storme, det er ikke derpaa det kommer an, ofte kan en liden Glæde bemægtige sig én paa en Regnvejrsdag og faa én til at gaa afsides med sin Lykke. Man stiller sig da op og giver sig til at se ret frem, nu og da ler man tyst og ser sig omkring. Hvad tænker man paa? En klar Rude i et Vindu, en Solstraale i Ruden, en Udsigt til en liden Bæk og kanske til en blaa Rift paa Himlen. Det behøver ikke at være mere. Til andre Tider kan selv usædvanlige Oplevelser ikke formaa at rykke én ud af en jævn og fattig Stemning; midt i en Balsal kan man sidde sikker, ligegyldig og upaavirket. Ti det er éns eget Indre, som er Sorgens eller Glædens Kilde.<noinclude><references/></noinclude> j86plg7iom9vpeaxl176nsq28ol5klp 334964 334963 2026-09-25T11:05:46Z Øystein Tvede 3938 334964 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|II.}} {{Stor initial|D|150%}}et kan regne og storme, det er ikke derpaa det kommer an, ofte kan en liden Glæde bemægtige sig én paa en Regnvejrsdag og faa én til at gaa afsides med sin Lykke. Man stiller sig da op og giver sig til at se ret frem, nu og da ler man tyst og ser sig omkring. Hvad tænker man paa? En klar Rude i et Vindu, en Solstraale i Ruden, en Udsigt til en liden Bæk og kanske til en blaa Rift paa Himlen. Det behøver ikke at være mere. Til andre Tider kan selv usædvanlige Oplevelser ikke formaa at rykke én ud af en jævn og fattig Stemning; midt i en Balsal kan man sidde sikker, ligegyldig og upaavirket. Ti det er éns eget Indre, som er Sorgens eller Glædens Kilde.<noinclude><references/></noinclude> d7ggd86bq3r3dzlvxnsm6mzdhoxvd7j 334965 334964 2026-09-25T11:06:09Z Øystein Tvede 3938 334965 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|II.}} {{Stor initial|D|155%}}et kan regne og storme, det er ikke derpaa det kommer an, ofte kan en liden Glæde bemægtige sig én paa en Regnvejrsdag og faa én til at gaa afsides med sin Lykke. Man stiller sig da op og giver sig til at se ret frem, nu og da ler man tyst og ser sig omkring. Hvad tænker man paa? En klar Rude i et Vindu, en Solstraale i Ruden, en Udsigt til en liden Bæk og kanske til en blaa Rift paa Himlen. Det behøver ikke at være mere. Til andre Tider kan selv usædvanlige Oplevelser ikke formaa at rykke én ud af en jævn og fattig Stemning; midt i en Balsal kan man sidde sikker, ligegyldig og upaavirket. Ti det er éns eget Indre, som er Sorgens eller Glædens Kilde.<noinclude><references/></noinclude> cn7ymhmcscoersmio8uuy7wt9yhp52d 334966 334965 2026-09-25T11:06:23Z Øystein Tvede 3938 334966 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|II.}} {{Stor initial|D|160%}}et kan regne og storme, det er ikke derpaa det kommer an, ofte kan en liden Glæde bemægtige sig én paa en Regnvejrsdag og faa én til at gaa afsides med sin Lykke. Man stiller sig da op og giver sig til at se ret frem, nu og da ler man tyst og ser sig omkring. Hvad tænker man paa? En klar Rude i et Vindu, en Solstraale i Ruden, en Udsigt til en liden Bæk og kanske til en blaa Rift paa Himlen. Det behøver ikke at være mere. Til andre Tider kan selv usædvanlige Oplevelser ikke formaa at rykke én ud af en jævn og fattig Stemning; midt i en Balsal kan man sidde sikker, ligegyldig og upaavirket. Ti det er éns eget Indre, som er Sorgens eller Glædens Kilde.<noinclude><references/></noinclude> 79rboe7urudxrbng1eug6jjnkoqvg60 Side:Pan (1894).djvu/14 104 144517 334654 2026-09-24T22:29:38Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334654 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Jeg husker en bestemt Dag. Jeg var kommet ned til Kysten, Regnen overrasked mig, og jeg gik ind i et aabent Baadskur og satte mig saalænge. Jeg nynned lidt, men uden Glæde og uden Lyst, blot forat fordrive Tiden. Æsop var med, den satte sig til at lytte, jeg holder inde med at nynne og lytter ogsaa, Stemmer høres udenfor, Folk nærmer sig. Et Tilfælde, et meget naturligt Tilfælde! Et Selskab paa to Herrer og en Pige kom over Hals og Hoved ind til mig. De raabte leende til hinanden: »Hurtigt! Her kan vi være i Skjul saalænge!« Jeg rejste mig. Den ene Herre havde et hvidt, ustivet Skjortebryst, som nu ovenikøbet var bleven opblødt af Regnen og hang i Poser; i dette vaade Skjortebryst sad en Diamantspænde. Han havde paa Benene lange, spidse Sko, der saa noget sprademæssige ud. Jeg hilste til Manden, det var Hr. Mack, Handelsmanden, jeg kendte ham igen fra Kramboden, hvor jeg havde købt Brød. Han havde endog inviteret mig ind i Familjen engang, uden at jeg havde været der endnu.<noinclude><references/></noinclude> 5i3v6qjckef3s4k4ew351b2k77i2pm5 Side:Pan (1894).djvu/15 104 144518 334655 2026-09-24T22:30:26Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334655 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Ah, kends Folk!« sagde han, da han fik se mig. »Vi var paa Vejen ud til Møllen, saa maatte vi vende om. Magen til Vejr, hvad? Men hvornaar kommer De saa til Sirilund, Hr. Løjtnant?« Han forestilled den lille, sortskæggede Herre, som fulgte med, en Doktor, som boed ved Annekskirken. Pigen løfted Sløret saavidt op paa Næsen og gav sig til at snakke dæmpet med Æsop. Jeg lagde Mærke til hendes Jakke, af Foret og Knaphullerne kunde jeg se, at den var opfarvet. Hr. Mack præsentered ogsaa hende, hun var hans Datter og hedte Edvarda. Edvarda gav mig et Blik gennem Sløret, saa hvisked hun videre med Hunden og læste paa dens Halsbaand: »Jasaa, du hedder Æsop, du {{. . .|5}} Doktor, hvem var Æsop? Det eneste, jeg husker, er at han forfatted Fabler. Var han ikke Frygier? Nej, jeg ved ikke.« Et Barn, en Skolepige. Jeg saa paa hende, hun var høj, men uden Former, omkring femten, seksten Aar, med lange, mørke Hænder uden Handsker. Hun havde kanske i denne Eftermiddag slaaet op i et Leksikon om Æsop, forat have det paa rede Haand.<noinclude><references/></noinclude> k6ckuvw4uwg751viytr8t82oa408gzg Side:Pan (1894).djvu/16 104 144519 334656 2026-09-24T22:31:03Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334656 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Hr. Mack spurgte mig ud om min Jagt. Hvad skød jeg mest? Jeg kunde naarsomhelst faa en av hans Baade til min Raadighed, jeg behøved blot at sige til. Doktoren sagde ikke et Ord. Da Selskabet gik, blev jeg opmærksom paa, at Doktoren halted noget og brugte Stok. Jeg vandred hjem, i samme tomme Stemning som før og nynnende af Ligegyldighed. Dette Møde i Baadskuret gjorde hverken fra eller til paa mit Sind; hvad jeg husked bedst af det hele, var Hr. Macks gennemvaade Skjortebryst, hvori der sad en Diamantspænde, vaad den ogsaa og uden Glans. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 21j1ell4bu2uhyjqs29472g0k24hsma Side:Pan (1894).djvu/17 104 144520 334657 2026-09-24T22:32:03Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334657 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|III.}} Der stod en Sten udenfor min Hytte, en høj, graa Sten. Den havde et Udtryk af Venligsindethed mod mig, det var, som om den saa mig, naar jeg kom gaaende, og kendte mig igen. Jeg lagde gærne min Vej forbi denne sten, naar jeg gik ud om Morgenen, og det var ligesom jeg efterlod en god Ven dèr, som vilde vente paa mig til jeg kom tilbage. Og oppe i Skogen begyndte Jagten. Kanske skød jeg noget og kanske ikke {{. . .|5}} Udenfor Øerne laa Havet i tung Ro. Jeg stod og saa paa det mangen Gang fra Aaserne, naar jeg var højt tilvejrs; i stille Dage kom Skibene næsten ingen Vej, jeg kunde se det samme Sejl i tre Dage, lidet og hvidt som en maage paa Vandet. Men kanske hvis Vinden<noinclude><references/></noinclude> b1k01qtzkefeuz4agvgdxk75k8o2izb 334968 334657 2026-09-25T11:07:26Z Øystein Tvede 3938 334968 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|III.}} {{Stor initial|D|160%}}er stod en Sten udenfor min Hytte, en høj, graa Sten. Den havde et Udtryk af Venligsindethed mod mig, det var, som om den saa mig, naar jeg kom gaaende, og kendte mig igen. Jeg lagde gærne min Vej forbi denne sten, naar jeg gik ud om Morgenen, og det var ligesom jeg efterlod en god Ven dèr, som vilde vente paa mig til jeg kom tilbage. Og oppe i Skogen begyndte Jagten. Kanske skød jeg noget og kanske ikke {{. . .|5}} Udenfor Øerne laa Havet i tung Ro. Jeg stod og saa paa det mangen Gang fra Aaserne, naar jeg var højt tilvejrs; i stille Dage kom Skibene næsten ingen Vej, jeg kunde se det samme Sejl i tre Dage, lidet og hvidt som en maage paa Vandet. Men kanske hvis Vinden<noinclude><references/></noinclude> fowscvb6e5nqofy7lw1exv813q1so8x Side:Pan (1894).djvu/18 104 144521 334658 2026-09-24T22:32:33Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334658 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sprang om kunde Fjældene i det Fjærne blive næsten borte, det blev Uvejr, Sydveststorm, et Skuespil, hvortil jeg var Tilskuer. Alt stod i Røg, Jorden og Himmelen blandedes sammen, Havet tumled sig i forvredne Luftdanse, danned Mænd, Heste og spjærrede Faner. Jeg stod i Ly under en Bjærghammer og tænkte mig mangehaande Ting, min Sjæl var spændt. Gud ved, tænkte jeg, hvad jeg idag er Vidne til, og hvorfor Havet aabner sig saa for mine Øjne? Kanske skuer jeg i denne Stund det Indre af Jordens Hjærne, hvorledes der arbejdes, hvorledes alt syder! Æsop var urolig, nu og da satte den Snuden opad og lugted, vejrsyg, dirrende ømfindtligt i Benene; da jeg ikke talte til den, lagde den sig mellem mine Fødder og stirred ligesom jeg tilhavs. Og intet Raab, intet Menneskes Ord hørtes noget Sted, ingenting, men blot det tunge Sus omkring mit Hoved. Der laa et Skær langt ude, det laa alene; naar Sjøen raved opad dette Skær, stejled den som en vanvittig Skrue, nej, som en Havgud, der rejste sig vaad ivejret og saa udover Verden, fnysende saaat Haar og Skæg stod som et Hjul omkring hans Hoved. Saa dukked han ned i Brændingen igen.<noinclude><references/></noinclude> i887rxck7htdanlc96j2lcb6ma1ucst Side:Pan (1894).djvu/19 104 144522 334659 2026-09-24T22:33:40Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334659 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Og midt i Stormen slog et lidet kulsort Dampskib sig ind fra Havet {{. . .|5}} Da jeg om Eftermiddagen gik ned til Bryggen, var det lille kulsorte Dampskib kommet ind paa Havnen; det var Postskibet. Mange Mennesker var tilstede paa Kajen forat iagttage den sjældne Gæst, jeg lagde Mærke til, at allesammen uden Undtagelse havde blaa Øjne, hvor forskellige de ellers kunde være. En ung Pige med et hvidt Uldtørklæde om Hovedet stod et Stykke borte; hun havde meget mørkt Haar, og det hvide Tørklæde stak sært af mod Haaret. Hun saa nysgærrigt paa mig, paa min Skinddragt, mit Gevær; da jeg talte til hende, blev hun forlegen og vendte Hovedet bort. Jeg sagde: Du burde altid bruge det hvide Tørklæde, det klæder dig. I det samme slutted en sværlemmet Mand i Islandsskjorte sig til hende, han kaldte hende Eva. Hun var aabenbart hans Datter. Jeg kendte den sværlemmede Mand, det var Smeden, Stedets Smed. Han havde for nogle Dage siden sat ny Piston paa en af mine Bøsser {{. . .|5}}. Og Regn og Vind gjorde sit Arbejde og smælted al Sne væk. I nogle Dage drev en ufredelig og kold Stemning henover Jorden,<noinclude><references/></noinclude> tgx3fxmfk2ozas5u8xwdlvb4sric4kx Side:Pan (1894).djvu/20 104 144523 334660 2026-09-24T22:34:04Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334660 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>raadne Grene knak, og Kragerne samled sig i Flokke og skreg. Det vared ikke længe, Solen var nær, en Morgen stod den op bag Skogen. Det sætter en sød Stribe gennem mig fra øverst til nederst, naar Solen staar op; jeg kaster Bøssen paa Skulderen under en tyst Jubel. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 194u4fjw55b8azg3n4shi2sfmfby4vb Side:Pan (1894).djvu/21 104 144524 334661 2026-09-24T22:34:59Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334661 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|IV.}} I denne Tid led jeg ingen Nød for Vildt, jeg skød, hvad jeg vilde, en Hare, en Aarre, en Rype, og naar jeg traf til at være nede ved Kysten og kom inden Hold af en eller anden Sjøfugl, skød jeg ogsaa den. Det var gode Tider, Dagene blev længere og Luften mere skær, jeg rusted mig for to Dage og drev tilfjælds, til Fjældtinderne, jeg traf Renlapper og fik Ost af dem, smaa, fede Oste med en urteagtig Smag. Jeg var der mere end en Gang. Naar jeg gik hjem igen, skød jeg altid en eller anden Fugl og stak i Væsken. Jeg satte mig og kobled Æsop. En Mil nedenunder mig saa jeg Havet; Fjældsiderne var vaade og sorte af Vand, som risled nedad dem, drypped og risled under samme bittelille Melodi. Disse smaa<noinclude><references/></noinclude> iadq068nhu15469xvrnta0y6gdzp2zz 334969 334661 2026-09-25T11:07:40Z Øystein Tvede 3938 334969 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|IV.}} {{Stor initial|I|160%}} denne Tid led jeg ingen Nød for Vildt, jeg skød, hvad jeg vilde, en Hare, en Aarre, en Rype, og naar jeg traf til at være nede ved Kysten og kom inden Hold af en eller anden Sjøfugl, skød jeg ogsaa den. Det var gode Tider, Dagene blev længere og Luften mere skær, jeg rusted mig for to Dage og drev tilfjælds, til Fjældtinderne, jeg traf Renlapper og fik Ost af dem, smaa, fede Oste med en urteagtig Smag. Jeg var der mere end en Gang. Naar jeg gik hjem igen, skød jeg altid en eller anden Fugl og stak i Væsken. Jeg satte mig og kobled Æsop. En Mil nedenunder mig saa jeg Havet; Fjældsiderne var vaade og sorte af Vand, som risled nedad dem, drypped og risled under samme bittelille Melodi. Disse smaa<noinclude><references/></noinclude> rh80juetn558d7rnq2mxxxhf4t1hft3 Side:Pan (1894).djvu/22 104 144525 334662 2026-09-24T22:35:52Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334662 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Melodier langt inde i Fjældene korted mig mangen Stund, naar jeg sad og saa mig om. Nu risler denne lille endeløse Tone her i sin Ensomhed, tænkte jeg, og ingen hører den og ingen tænker paa den, men alligevel risler den her for sig selv hele Tiden, hele Tiden! Og jeg syntes ikke længer, at Fjældet var aldeles øde, naar jeg hørte denne Rislen. Af og til hændte noget: en Torden rysted Jorden, en Klippeblok løsned og styrted nedad mod Havet, efterladende en Vej af Stenrøg; i samme Øjeblik satte Æsop Snuden mod Vinden og vejred forundret mod den svedne Lugt, som den ikke forstod. Naar Snevandet havde brudt Revner i Fjældet, var et Skud eller endog blot et skarpt Raab nok til at rive løs en stor Blok og faa den til at vælte {{. . .|5}} En Time kunde gaa, kanske mere, Tiden gik saa hurtigt. Jeg afkobled Æsop, kasted Væsken over paa min anden Skulder og begav mig hjem. Det hælded med Dagen. Nede i Skogen stødte jeg ufravigelig paa min gamle, kendte Sti, et smalt Baand af en Sti, med de forunderligste Svingninger. Jeg fulgte hver Sving og gav mig god Tid, det hasted ikke, der var ingen, som vented paa mig hjemme;<noinclude><references/></noinclude> ssur0wqjifbpluntcgd0urxs7muf8ci Side:Pan (1894).djvu/23 104 144526 334663 2026-09-24T22:36:28Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334663 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>fri som en Hersker gik jeg der og drev i en fredelig Skog, akkurat saa sagte, som jeg vilde. Alle Fugle taug, kun Aarfuglen spilled langt borte, den spilled altid. Jeg kom ud af Skogen og saa to Mennesker foran mig, to vandrende Mennesker, jeg indhented dem, den ene var Jomfru Edvarda, jeg kendte hende og hilste; Doktoren fulgte hende. Jeg maatte vise dem min Bøsse, de besaa mit Kompas, min Væske; jeg indbød dem til min Hytte, og de loved at komme en Dag. Nu var Aftenen inde. Jeg gik hjem og gjorde Ild op, stegte en Fugl og holdt Maaltid. Imorgen kom atter en Dag {{. . .|5}} Stille og tyst allevegne. Jeg ligger udover Aftenen og ser ud af Vinduet, en Féglans hviled paa denne Tid over Mark og Skog, Solen var gaaet under og farved Horisonten med et fedt, rødt Lys, der stod stille som Olje. Himlen var overalt aaben og ren, jeg stirred ind i dette klare Hav, og det var som om jeg laa Ansigt til Ansigt med Verdens Bund, og som om mit Hjærte klapped inderligt imod denne bare Bund og var hjemme der. Gud ved, tænkte jeg ved mig selv, hvorfor Horisonten klæder sig i Lila og Guld iaften, om<noinclude><references/></noinclude> 5yj9jmq02x1zlza4lsl2w4eww978f3v Side:Pan (1894).djvu/24 104 144527 334664 2026-09-24T22:37:06Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334664 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>der ikke er en Fest oppe i Verden, en Fest i stor Stil, med Musik fra Stjærnerne og Baadfarter nedad Floder. Det ser saa ud! Og jeg lukked Øjnene og fulgte med paa denne Baadfart, og Tanker efter Tanker sejled gennem min Hjærne {{. . .|5}} Saaledes gik mere end en Dag. Jeg strejfed om og iagttog, hvorledes Sneen blev til Vand, og hvorledes Isen løsned. Mangen Dag skød jeg ikke engang min Bøsse af, naar jeg allerede havde Mad nok i min Hytte, jeg drev blot omkring i min Frihed og lod Tiden gaa. Hvorsomhelst jeg vendte mig hen, var der lige meget at se og høre, alting forandredes lidt for hver Dag, selv Vidjekrat og Ener stod og vented paa Vaaren. Jeg gik for Eksempel ud til Møllen, den laa nediset endnu; men Jorden var trampet op omkring den i mange Herrens Aar og vidned om, at Mennesker var komne med Kornsække paa Ryggen og havde faaet dem malede. Jeg gik som blandt Mennesker der, paa Væggene var ogsaa mange Bogstaver og Aarstal skaaret ind. Nuvel! {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 9rjbx7mjs5qxd7mkko5tzsg21gkc93n Side:Pan (1894).djvu/25 104 144528 334665 2026-09-24T22:37:53Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334665 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|V.}} Skal jeg skrive mere? Nej, nej. Blot lidt for min Fornøjelses Skyld, og fordi det korter mig Tiden at fortælle om, hvorledes Vaaren kom for to Aar siden, og hvorledes Marken saa ud. Jorden og Havet begyndte at lugte lidt, det lugted sødligt Svovlbrint af det gamle Løv, som raadned i Skogen, og Skærerne fløj med Kviste i Næbbet og bygged Reder. Et Par Dage endnu, og Bækkene svulmed op og begyndte at skumme, en og anden Neslesommerfugl saaes, og Fiskerne kom hjem fra deres Rorvær. Handelsmandens to Jægter kom fuldladede med Fisk og ankred udenfor deres Tørrepladse; der blev pludselig Liv og Røre ude paa den største af Øerne, hvor Fisken skulde tørres. Jeg saa alt fra mit Vindu.<noinclude><references/></noinclude> lmbizb6mzdn29qkwak1hcwtnrz8cvma 334970 334665 2026-09-25T11:07:57Z Øystein Tvede 3938 334970 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|V.}} {{Stor initial|S|160%}}kal jeg skrive mere? Nej, nej. Blot lidt for min Fornøjelses Skyld, og fordi det korter mig Tiden at fortælle om, hvorledes Vaaren kom for to Aar siden, og hvorledes Marken saa ud. Jorden og Havet begyndte at lugte lidt, det lugted sødligt Svovlbrint af det gamle Løv, som raadned i Skogen, og Skærerne fløj med Kviste i Næbbet og bygged Reder. Et Par Dage endnu, og Bækkene svulmed op og begyndte at skumme, en og anden Neslesommerfugl saaes, og Fiskerne kom hjem fra deres Rorvær. Handelsmandens to Jægter kom fuldladede med Fisk og ankred udenfor deres Tørrepladse; der blev pludselig Liv og Røre ude paa den største af Øerne, hvor Fisken skulde tørres. Jeg saa alt fra mit Vindu.<noinclude><references/></noinclude> 5r7piloa5h7no38gcfmau7lmn6nzkcv Side:Pan (1894).djvu/26 104 144529 334666 2026-09-24T22:38:25Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334666 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Men til Hytten naaed ingen Støj, jeg var og blev alene. Nu og da kom et Menneske forbi, jeg saa Eva, Smedens Datter, hun havde faaet et Par Fregner over Næsen. »Hvor skal du hen?« spurgte jeg. »I Vedskogen,« svared hun stille. Hun havde et Reb i Haanden til at bære Veden i, og hun havde sit hvide Tørklæde paa Hovedet. Jeg saa efter hende, men hun vendte sig ikke om. Saa gik der mange Dage, inden jeg saa nogen igen. Vaaren trængte paa, og Skogen lysned; det var en stor Fornøjelse at iagttage Trostene som sad i Trætoppene og stirred mod Solen og skreg; stundom var jeg oppe allerede ved Totiden om Morgenen forat faa Del i den frydefulde Stemning, som udgik fra Fugle og Dyr, naar Solen randt. Vaaren var vel ogsaa kommet til mig, og mit Blod banked til sine Tider ligesom af Fodtrin. Jeg sad i Hytten og tænkte paa at efterse mine Fiskestænger og mine Dorger, men jeg rørte ikke en Finger forat bestille noget, en glad og dunkel Uro gik ud og ind af mit Hjærte. Saa sprang Æsop pludselig op, blev<noinclude><references/></noinclude> 34uwdro40o3r1v34muud4c56xxwonqb Side:Pan (1894).djvu/27 104 144530 334667 2026-09-24T22:39:02Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334667 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>staaende paa stive Ben og gav et kort Bjæf. Der kom Folk til Hytten, jeg fik hurtigt min Hue af Hovedet og hørte allerede Jomfru Edvardas Stemme i Døren. Venligt og fordringsløst kom hun og Doktoren forat besøge mig, som de havde sagt. »Jo, han er hjemme,« hørte jeg hende sige. Og hun kom frem og rakte mig aldeles paa Pigemanér sin Haand. »Vi var her igaar ogsaa, men da var De ikke hjemme,« forklared hun. Hun satte sig paa min Briks, ovenpaa Tæppet, og saa sig om i Hytten; Doktoren satte sig ved Siden af mig paa den lange Bænk. Vi talte sammen, vi prated rigtig væk, jeg fortalte dem blandt andet om, hvad Slags Dyr der var i Skogen og hvilket Vildt jeg ikke maatte skyde længer, fordi det var fredet. Nu var Aarfuglen fredet. Doktoren sagde heller ikke nu mange Ord; men da han fik Øje paa mit Krudthorn, hvorpaa der stod en Panfigur, gav han sig til at forklare Mythen om Pan. »Men,« sagde Edvarda pludselig, »hvad lever De af, naar nu alt Vildt er fredet?« »Af Fisk,« svared jeg. »Mest af Fisk. Der blir altid noget til Mad.«<noinclude><references/></noinclude> jnjdla5fuv26bbnfiivicsny1qytv0l Side:Pan (1894).djvu/28 104 144531 334668 2026-09-24T22:39:42Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334668 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Men De kan jo komme og spise hos os,« sagde hun. »Ifjor var det en Englænder, som havde Deres Hytte, han kom ogsaa ofte til os og spiste.« Edvarda saa paa mig, og jeg saa paa hende. Jeg følte i dette Øjeblik noget røre ved mit Hjærte som en liden, flygtig Venlighilsen. Det kom af Vaaren og den lyse Dag, jeg har tænkt over det siden. Jeg beundred desuden hendes buede Øjenbryn. Hun sagde nogle Ord om min Bolig. Jeg havde faaet Væggene behængte med forskellige Skind og Fuglevinger, Hytten ligned indvendig et loddent Hi. Det vakte hendes Bifald. »Ja, det er et Hi,« sagde hun. Jeg havde intet at give de Fremmede, som de kunde ville have, jeg tænkte paa det og vilde stege en Fugl for Løjers Skyld; de skulde faa det paa Jægervis, i Fingrene. Det kunde være et lidet Tidsfordriv. Og jeg stegte den Fugl. Edvarda fortalte om Englænderen. Det var en gammel og egen Mand, han talte højt med sig selv. Han var Katolik, og hvor han stod og gik havde han en liden Bønnebog i Lommen med sorte og røde Bogstaver.<noinclude><references/></noinclude> 9g8nrn4qwlndsk6k2mh3w1gqrzbeidj Side:Pan (1894).djvu/29 104 144532 334669 2026-09-24T22:40:25Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334669 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Han var kanske Irlænder da?« spurgte Doktoren. »Var han Irlænder?« »Ja, ikke sandt, naar han var Katolik?« Edvarda rødmed, hun stammed og saa bort: »Naa, ja, kanske var han Irlænder.« Fra nu af misted hun sin Livlighed. Jeg syntes Synd i hende og vilde gøre det godt igen, jeg sagde: »Nej, naturligvis har De Ret i, at han var Englænder. Irlændere rejser ikke i Norge.« Vi aftalte at ro ud og bese Tørrepladsen en Dag {{. . .|5}} Da jeg havde fulgt mine Gæster lidt paa Vej, gik jeg tilbage igen og satte mig til at arbejde med mine Fiskeredskaber. Min Haav havde hængt over en Spiger ved Døren, og flere Masker havde taget Skade af Rust; jeg hvæssed nogle Angler, knobed dem, eftersaa Vadene. Hvor daarligt det gik at bestille noget idag! Uvedkommende Tanker kom og gik i mit Hoved, det forekom mig, at jeg havde gjort en Fejl ved at lade Jomfru Edvarda blive siddende der paa Briksen hele Tiden, istedetfor at tilbyde hende Plads paa Bænken. Jeg saa pludselig for mig hendes brune Ansigt og<noinclude><references/></noinclude> jzx8hb30u71p1ab24mj6kshv4md6sbq Side:Pan (1894).djvu/30 104 144533 334670 2026-09-24T22:41:03Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334670 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>brune Hals; Forklædet havde hun bundet lidt ned paa Maven forat blive lang i Livet, som Moden var; det kydske Pigeudtryk i hendes Tommelfingre virked ømt paa mig, ganske som ømt paa mig, og de Par Rynker over Knogen var fulde af Venlighed. Hun havde en stor Mund, der blussed. Jeg rejste mig, aabned Døren og lytted ud. Jeg hørte Ingenting, og jeg havde heller intet at lytte efter. Jeg lukked Døren igen; Æsop kom frem fra sit Leje og saa min Uro. Det faldt mig ind, at jeg kunde løbe efter Jomfru Edvarda og bede hende om lidt Silketraad til at sætte istand min Haav med; det var intet Paafund, jeg kunde lægge Haaven frem og vise hende de rustede Masker. Jeg var allerede kommet udenfor Døren, da jeg husked, at jeg havde Silketraad selv, i min Fluebog, mere end jeg behøved endog. Og jeg gik sagte og modløs ind igen, da jeg havde Silketraad selv. Et fremmed Pust slog mig imøde i Hytten, da jeg traadte ind, jeg var ligesom ikke længer alene der.<noinclude><references/></noinclude> jsn5ydshswqev44xtfbzpebfkgc8bda 334741 334670 2026-09-24T23:37:07Z Øystein Tvede 3938 334741 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>brune Hals; Forklædet havde hun bundet lidt ned paa Maven forat blive lang i Livet, som Moden var; det kydske Pigeudtryk i hendes Tommelfingre virked ømt paa mig, ganske som ømt paa mig, og de Par Rynker over Knogen var fulde af Venlighed. Hun havde en stor Mund, der blussed. Jeg rejste mig, aabned Døren og lytted ud. Jeg hørte Ingenting, og jeg havde heller intet at lytte efter. Jeg lukked Døren igen; Æsop kom frem fra sit Leje og saa min Uro. Det faldt mig ind, at jeg kunde løbe efter Jomfru Edvarda og bede hende om lidt Silketraad til at sætte istand min Haav med; det var intet Paafund, jeg kunde lægge Haaven frem og vise hende de rustede Masker. Jeg var allerede kommet udenfor Døren, da jeg husked, at jeg havde Silketraad selv, i min Fluebog, mere end jeg behøved endog. Og jeg gik sagte og modløs ind igen, da jeg havde Silketraad selv. Et fremmed Pust slog mig imøde i Hytten, da jeg traadte ind, jeg var ligesom ikke længer alene der. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> a35c9j7aj1jap7jnm2zqcewqpc6mdhz Side:Pan (1894).djvu/31 104 144534 334671 2026-09-24T22:41:45Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334671 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|VI.}} En Mand spurgte mig, om jeg ikke skød mere; han havde ikke hørt et Skud fra mig i Aaserne, skønt han havde ligget paa Vaagen og fisket i to Dage. Nej, jeg havde intet skudt, jeg holdt mig hjemme i Hytten, indtil jeg ingen Mad havde mere. Den tredje Dag gik jeg paa Jagt. Skogen var lidt grøn, det lugted af Jorden og af Træerne, Græsløgen stak allerede grøn op af den issvedne Mose. Jeg var fuld af Tanker og satte mig flere Steder. I tre Dage havde jeg ikke set mere end ét Menneske, denne Fisker, som jeg traf igaar; jeg tænkte: kanske støder jeg paa nogen iaften, naar jeg gaar hjem, i Kanten av Skogen, hvor jeg traf Doktoren og Jomfru Edvarda sidst. Det kunde være, at de<noinclude><references/></noinclude> 3bh33fv8u440w0eptxuk4pmcfcu7cnz 334971 334671 2026-09-25T11:08:14Z Øystein Tvede 3938 334971 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|VI.}} {{Stor initial|E|160%}}n Mand spurgte mig, om jeg ikke skød mere; han havde ikke hørt et Skud fra mig i Aaserne, skønt han havde ligget paa Vaagen og fisket i to Dage. Nej, jeg havde intet skudt, jeg holdt mig hjemme i Hytten, indtil jeg ingen Mad havde mere. Den tredje Dag gik jeg paa Jagt. Skogen var lidt grøn, det lugted af Jorden og af Træerne, Græsløgen stak allerede grøn op af den issvedne Mose. Jeg var fuld af Tanker og satte mig flere Steder. I tre Dage havde jeg ikke set mere end ét Menneske, denne Fisker, som jeg traf igaar; jeg tænkte: kanske støder jeg paa nogen iaften, naar jeg gaar hjem, i Kanten av Skogen, hvor jeg traf Doktoren og Jomfru Edvarda sidst. Det kunde være, at de<noinclude><references/></noinclude> 6dsbd0duhvxy4m4e5np2vyvae1ctuys Side:Pan (1894).djvu/32 104 144535 334672 2026-09-24T22:42:15Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334672 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>spadsered der igen, kanske og kanske ikke. Men hvorfor tænkte jeg netop paa disse to? Jeg skød et Par Ryper og tilberedte straks den ene; derpaa kobled jeg Æsop. Mens jeg spiste, laa jeg paa den tørre Mark. Det var stille udover Jorden, kun et mildt Sus af Vejret og en og anden Fuglelyd. Jeg laa og saa paa Grenene, som vajed sagte i Lufttrækket, den lille Vind arbejded med sit og bar Blomsterstøv fra Kvist til Kvist og fyldte hvert uskyldigt Ar; hele Skogen stod i Henrykkelse. En grøn Bladorm, en Maalerlarve, vandrer efter Enderne langsad en Gren, vandrer ustandseligt, som om den ikke kan hvile. Den ser næsten ingenting, skønt den har Øjne, ofte staar den ret opad og føler i Luften efter noget at støde mod; den ser ud som en Stump grøn Traad, der syr en Søm med langsomme Sting henefter Grenen. Til Aften er den kanske kommet did, hvor den skal hen. Altid stille. Jeg rejser mig og gaar, sætter mig og rejser mig igen; Klokken er omkring fire; naar Klokken blir seks, gaar jeg hjemad og ser, om jeg træffer nogen. Jeg har to Timer igen, og jeg er allerede lidt urolig og børster Lyng og Mose af mine Klæder. Jeg<noinclude><references/></noinclude> d7ru8qizd54wy1ayvi5ozgetxofsfx6 Side:Pan (1894).djvu/33 104 144536 334673 2026-09-24T22:42:43Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334673 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>kender de Steder, jeg passerer, Træer og Stene staar der som før i Ensomheden, Løvet rasler under mine Fødder. Det monotone Sus og de kendte Træer og Stene er meget for mig, jeg blir fuld af en sælsom Taknemmelighed, alt indlader sig med mig, blander sig med mig, jeg elsker alt. Jeg tager op en Tørkvist og holder den i Haanden og ser paa den, mens jeg sidder der og tænker paa mine Ting, Kvisten er næsten raadden, dens fattige Bark gør Indtryk paa mig, en Medynk vandrer gennem mit Hjærte. Og naar jeg rejser mig og gaar, kaster jeg ikke Kvisten langt bort, men lægger den ned og staar og synes om den; tilslut ser jeg paa den en sidste Gang med vaade Øjne, før jeg efterlader den der. Og Klokken blir fem. Solen viser falsk Tid for mig, jeg har gaaet vestover den hele Dag, og jeg er kanske kommet en halv Time foran mine Solmærker ved Hytten. Alt dette er jeg opmærksom paa; men alligevel har jeg en Time til Klokken seks, derfor rejser jeg mig atter og gaar et Stykke. Og Løvet rasler under mine Fødder. Saaledes forløber en Times Tid.<noinclude><references/></noinclude> lmx1tv6ch2i1gr5vd1b5cywnafpvf7t Side:Pan (1894).djvu/34 104 144537 334674 2026-09-24T22:43:23Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334674 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Jeg ser nedenunder mig den lille Elv og den lille Mølle, som har ligget nediset i Vinter, og jeg standser; Kværnen gaar, dens Sus vækker mig, jeg standser lige paa Stedet og med ét. Jeg er forsent ude! siger jeg højt. En Lidelse rykker gennem mig, jeg vender øjeblikkelig om og begynder at gaa hjemad, men imens ved jeg, at jeg er forsent ude. Jeg begynder at gaa hurtigere, at løbe; Æsop forstaar, at noget gælder, den trækker i Remmen, slider mig med, pister og har det travlt. Det tørre Løv sprutter omkring os. Men da vi kom ned i Kanten af Skogen, var der ingen der, nej, alt var stille, der var ingen der. Der er ingen her! siger jeg. Og det var dog ikke værre end jeg vented det. Jeg blev ikke længe staaende, men gik, trukket af alle mine Tanker, gik min Hytte forbi, ned til Sirilund, med Æsop og Væsken og Bøssen, med hele mit Tilbehør med. Hr. Mack modtog mig med den største Venlighed og indbød mig til Aften. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> kzouu7vcx0el09iqsu8bwbyv2j0tif3 Side:Pan (1894).djvu/35 104 144538 334675 2026-09-24T22:44:04Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334675 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|VII.}} Jeg tror, at jeg kan læse lidt i de Menneskers Sjæle, der omgiver mig; kanske er det ikke saa. O, naar jeg har mine gode Dage, da forekommer det mig, at jeg skimter langt ind i andres Sjæle, skønt jeg ikke er noget videre godt Hoved. Vi sidder i en Stue nogle Mænd, nogle Kvinder og jeg, og jeg synes at se, hvad der foregaar i disse Menneskers indre, og hvad de tænker om mig. Jeg lægger noget i hvert Vink, der iler gennem deres Øjne; stundom skyder Blodet op i deres Kinder og gør dem røde, til andre Tider lader de som om de ser til en anden Kant og holder dog lidt Øje med mig fra Siden. Der sidder jeg og ser paa alt dette, og ingen aner, at jeg gennemskuer hver Sjæl. I flere Aar har jeg ment at kunne læse i alle Menneskers Sjæle. Kanske er det ikke saa {{. . .|5}}<noinclude><references/></noinclude> gl913qdtjqouwnigfn67t5vn41ohhis 334972 334675 2026-09-25T11:08:30Z Øystein Tvede 3938 334972 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|VII.}} {{Stor initial|J|160%}}eg tror, at jeg kan læse lidt i de Menneskers Sjæle, der omgiver mig; kanske er det ikke saa. O, naar jeg har mine gode Dage, da forekommer det mig, at jeg skimter langt ind i andres Sjæle, skønt jeg ikke er noget videre godt Hoved. Vi sidder i en Stue nogle Mænd, nogle Kvinder og jeg, og jeg synes at se, hvad der foregaar i disse Menneskers indre, og hvad de tænker om mig. Jeg lægger noget i hvert Vink, der iler gennem deres Øjne; stundom skyder Blodet op i deres Kinder og gør dem røde, til andre Tider lader de som om de ser til en anden Kant og holder dog lidt Øje med mig fra Siden. Der sidder jeg og ser paa alt dette, og ingen aner, at jeg gennemskuer hver Sjæl. I flere Aar har jeg ment at kunne læse i alle Menneskers Sjæle. Kanske er det ikke saa {{. . .|5}}<noinclude><references/></noinclude> fz0od0fsjoaent9b6lz5yooc71wtyju Side:Pan (1894).djvu/36 104 144539 334676 2026-09-24T22:44:40Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334676 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Jeg blev hele Aftenen i Hr. Macks Stue. Jeg kunde have gaaet igen straks, det interessered mig ikke at blive siddende der; men var jeg ikke kommet netop fordi alle mine Tanker trak mig did? Og kunde jeg da gaa min Vej straks? Vi spilled Whist og drak Toddy efter Maden, jeg satte mig med Ryggen vendt mod Stuen og dukked mit Hoved ned; bagenfor mig gik Edvarda ud og ind. Doktoren var hjemrejst. Hr. Mack viste mig Indretningen af sine nye Lamper, de første Parafinlamper, som var komne nordover, Pragtstykker paa svære Blyfødder, og han tændte dem selv hver Aften forat forebygge al Ulykke. Han talte et Par Gange om sin Bedstefader Konsulen: min Bedstefader Konsul Mack modtog denne Spænde af Carl Johans egne Hænder, sagde han, og han pegte med Fingeren op til sin Diamantspænde. Hans Kone var død, han viste mig et Maleri af hende i et af Sideværelserne, en fornemt udseende Kone med Blondekappe og et artigt Smil. I samme Værelse stod ogsaa et Bogskab, hvori der endog var gamle franske Bøger, der saa ud til at være gaaede i Arv, Bindene var fine og forgyldte,<noinclude><references/></noinclude> p9rbfjech6a95miqno35mgncxx8dx5l Side:Pan (1894).djvu/37 104 144540 334677 2026-09-24T22:45:16Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334677 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og mange Ejermænd havde tegnet sine Navne i dem. Blandt Bøgerne vare flere Oplysningsskrifter; Hr. Mack var en tænkende Mand. Hans to Krambodbetjente maatte kaldes ind til Whisten; de spilled langsomt og usikkert, talte nøjagtigt over og gjorde desuagtet Fejl. Den ene af dem fik Hjælp af Edvarda. Jeg vælted mit Glas, jeg blev ulykkelig og rejste mig op. »Nej – jeg vælted mit Glas!« sagde jeg. Edvarda brast i Latter og svared: »Ja, det ser vi nok.« Alle forsikred mig leende om, at det gjorde ikke noget. Jeg fik et Haandklæde at tørre mig med, og vi fortsatte at spille. Klokken blev elleve. Der skød en dunkel Følelse af Misstemning gennem mig ved Edvardas Latter, jeg saa paa hende og fandt, at hendes Ansigt var bleven intetsigende og lidet vakkert. Hr. Mack afbrød endelig Spillet under Paaskud af, at de to Betjente maatte i Seng, derpaa læned han sig bagover i Sofaen og begyndte at tale om at sætte Skilt op paa sin Bryggefaçade og spurgte mig tilraads derom. Hvilken Farve skulde han benytte? Jeg keded mig, jeg svared sort Farve,<noinclude><references/></noinclude> jn7l91bimb9qffqo3msg0nrvqjn0bsk Side:Pan (1894).djvu/38 104 144541 334678 2026-09-24T22:45:46Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334678 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>uden at tænke noget over det, og Hr. Mack sagde straks det samme: »Sort Farve, akkurat hvad jeg selv har tænkt. Oplag af Salt og Tomtønder, med svære, sorte Bogstaver, det er det nobleste {{. . .|5}} Edvarda, skal du ikke lægge dig nu?« Edvarda rejste sig, gav os begge Haanden til Godnat og gik. Vi sad tilbage. Vi talte om Jærnbanen, som blev færdig ifjor, om den første Telegraflinje. Gud ved, hvornaar Telegrafen kom her Nord! Pause. »Ser De,« sagde Hr. Mack, »jeg er lidt efter lidt bleven seks og firti Aar og graa i Haar og Skæg. Jo, jeg føler, at jeg er bleven gammel. De ser mig om Dagen og tror mig ung; men naar Aftenen kommer og jeg blir alene, falder jeg meget sammen. Saa sidder jeg her i Stuen og lægger Kabaler. De gaar gærne op med et Par Fusk. Ha-ha.« »Gaar Kabalerne op med et Par Fusk?« spurgte jeg. »Ja.« Det forekom mig, at jeg kunde læse i hans Øyne. Han rejste sig, gjorde et Slag henimod Vinduet og saa ud; han stod meget sludrygget,<noinclude><references/></noinclude> 7ajpvmb8ops9mmejuuob3zt4q5aizuf Side:Pan (1894).djvu/39 104 144542 334679 2026-09-24T22:48:51Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334679 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og hans Nakke og Hals var lodden. Jeg reiste mig ogsaa. Han vendte sig om og kom mig imøde paa sine lange, spidse Sko, han stak begge sine Tommelfingre i Vestelommerne og vifted lidt med Armene som Vinger; samtidig smilte han. Saa bød han mig endnu engang en Baad til min Raadighed og rakte mig Haanden. »Forresten, lad mig følge Dem,« sagde han og blæste Lamperne ud. »Jo, jeg vil gaa mig en liden Tur, det er ikke sent endnu.« Vi gik ud. Han pegte opad Vejen mod Smedens Hus og sagde: »Denne Vej! Den er kortest.« »Nej,« svared jeg, »Vejen om Bryggerne er kortest.« Vi veksled nogle Ord herom uden at blive enige. Jeg var overbevidst om, at jeg havde Ret, og jeg forstod ikke hans Paastaaelighed. Tilsidst foreslog han, at vi skulde gaa hver vor Vej; den, som kom først frem, skulde vente ved Hytten. Vi begav os afsted. Han forsvandt snart i Skogen.<noinclude><references/></noinclude> cdk4isyj1nyhhf5prrfsdq7n02wpr6g Side:Pan (1894).djvu/40 104 144543 334680 2026-09-24T22:49:23Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334680 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> XXX32  Jeg gik med vanlig Fart og beregned at komme mindst fem Minutter foran. Men da jeg kom til Hytten, stod han allerede der. Han raabte mig imøde: »Der ser De! Nej, jeg gaar altid denne Vej, den er virkelig den korteste.« Jeg saa højst forbauset paa ham, han var ikke varm og lod ikke til at have løbet. Han hilste straks, takked for iaften og gik tilbage den samme Vej, som han var kommet. Jeg stod tilbage og tænkte: Hvor dette er besynderligt! Jeg skulde have lidt Skøn paa Afstande, og jeg har gaaet begge disse Veje flere Gange. Kære Mand, du fusker igen! Var det hele et Paaskud? Jeg saa hans Ryg forsvinde i Skogen igen. I næste Øjeblik gik jeg efter ham, forsigtigt og ilende, jeg saa ham tørre sit Ansigt hele Vejen, og jeg vidste ikke længer, om han ikke havde løbet. Han gik nu yderst langsomt, og jeg holdt Øje med ham, han standsed ved Smedens Hus. Jeg stilled mig i Skjul og saa, at Døren blev aabnet og at Hr. Mack gik ind i Huset. Klokken var et, jeg saa det paa Sjøen og paa Græsset. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> qnynbn1oqu3j4onju3t5x3z4p8dj3y1 334681 334680 2026-09-24T22:49:48Z Øystein Tvede 3938 334681 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Jeg gik med vanlig Fart og beregned at komme mindst fem Minutter foran. Men da jeg kom til Hytten, stod han allerede der. Han raabte mig imøde: »Der ser De! Nej, jeg gaar altid denne Vej, den er virkelig den korteste.« Jeg saa højst forbauset paa ham, han var ikke varm og lod ikke til at have løbet. Han hilste straks, takked for iaften og gik tilbage den samme Vej, som han var kommet. Jeg stod tilbage og tænkte: Hvor dette er besynderligt! Jeg skulde have lidt Skøn paa Afstande, og jeg har gaaet begge disse Veje flere Gange. Kære Mand, du fusker igen! Var det hele et Paaskud? Jeg saa hans Ryg forsvinde i Skogen igen. I næste Øjeblik gik jeg efter ham, forsigtigt og ilende, jeg saa ham tørre sit Ansigt hele Vejen, og jeg vidste ikke længer, om han ikke havde løbet. Han gik nu yderst langsomt, og jeg holdt Øje med ham, han standsed ved Smedens Hus. Jeg stilled mig i Skjul og saa, at Døren blev aabnet og at Hr. Mack gik ind i Huset. Klokken var et, jeg saa det paa Sjøen og paa Græsset. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> e6bj54oo2eylixh8agjea5evsh4pc6a Side:Pan (1894).djvu/41 104 144544 334682 2026-09-24T22:50:49Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334682 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|VIII.}} Der gik nogle Dage som de bedst kunde, min eneste Ven var Skogen og den store Ensomhed. Gode Gud, jeg havde aldrig prøvet at være mere alene end den første af disse Dage. Det var fuld Vaar, jeg fandt Skogstjærner og Røllik paa Marken, og baade Bogfinken og Ryten var kommet, jeg kendte alle Fugle. Stundom tog jeg op to Ortestykker af Lommen og klirred med forat afbryde Ensomheden. Jeg tænkte: Hvad om Diderik og Iselin kom gaaende! Der begyndte at blive ingen Nat, Solen dukked saavidt Skiven ned i Havet og kom saa op igen, rød, fornyet, som om den havde været nede og drukket. Hvor det kunde gaa mig forunderligt om Nætterne; ingen Mennesker<noinclude><references/></noinclude> 4nfklqgybt1fpjxr6q7nrk4wc9urmnl 334973 334682 2026-09-25T11:08:42Z Øystein Tvede 3938 334973 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|VIII.}} {{Stor initial|D|160%}}er gik nogle Dage som de bedst kunde, min eneste Ven var Skogen og den store Ensomhed. Gode Gud, jeg havde aldrig prøvet at være mere alene end den første af disse Dage. Det var fuld Vaar, jeg fandt Skogstjærner og Røllik paa Marken, og baade Bogfinken og Ryten var kommet, jeg kendte alle Fugle. Stundom tog jeg op to Ortestykker af Lommen og klirred med forat afbryde Ensomheden. Jeg tænkte: Hvad om Diderik og Iselin kom gaaende! Der begyndte at blive ingen Nat, Solen dukked saavidt Skiven ned i Havet og kom saa op igen, rød, fornyet, som om den havde været nede og drukket. Hvor det kunde gaa mig forunderligt om Nætterne; ingen Mennesker<noinclude><references/></noinclude> lp1x5yqjal6eq86g4iim4g4tfvpf1ey Side:Pan (1894).djvu/42 104 144545 334683 2026-09-24T22:51:53Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334683 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>tror det. Sad Pan i et Træ og saa paa mig, hvorledes jeg vilde bære mig ad? Og var hans Mave aaben, og var han saaledes sammenkrøben, at han sad som om han drak af sin egen Mave? Men alt dette gjorde han bare forat skule og holde Øje med mig, og hele Træet rysted af hans tause Latter, naar han saa, at alle mine Tanker løb af med mig. Det pusled overalt i Skogen, Dyr snused, Fugle kaldte paa hinanden, deres Signaler fyldte Luften. Og det var Oldenborrens Flyveaar, dens Svirren blanded sig med Natsommerfuglenes, det lød som Hvisken frem og Hvisken tilbage rundt omkring i Skogen. Hvor der var meget at høre! Jeg sov ikke i tre Nætter, jeg tænkte paa Diderik og Iselin. Se, tænkte jeg, de kunde komme. Og Iselin vilde lokke Diderik hen til et Træ og sige: Staa her, Diderik, pas paa, hold Vagt for Iselin, jeg vil lade denne Jæger binde mit Skobaand. Og Jægeren det er mig, og hun vil give mig et Vink med Øjnene at forstaa efter. Og naar hun kommer, forstaar mit Hjærte alt, og det slaar ikke længer, det klemter. Og hun<noinclude><references/></noinclude> s25u2beemlu3tes79s7cjpmmymajngh Side:Pan (1894).djvu/43 104 144546 334684 2026-09-24T22:52:30Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334684 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>er nøgen under Linet fra Top til Taa, og jeg lægger min Haand paa hende. Bind mit Skobaand! siger hun med blussende Kinder. Og lidt efter hvisker hun lige mod min Mund, mod mine Læber: O, du binder ikke mit Skobaand, du min Kæreste, nej, du binder ikke {{. . .|5}} binder ikke mit {{. . .|5}} Men Solen dukker Skiven ned i Havet og kommer saa op igen, rød, fornyet, som om den har været nede og drukket. Og Luften er fyldt af Hvisken. En Time efter siger hun mod min Mund: Nu maa jeg forlade dig. Og hun vifter tilbage til mig, naar hun gaar, og hendes Ansigt blusser endnu, hendes Ansigt er ømt og henrykt. Og atter vender hun sig om mod mig og vifter. Men Diderik træder frem fra Træet og siger: Iselin, hvad gjorde du? Jeg saa det. Hun svarer: Diderik, hvad saa du? Jeg gjorde intet. Iselin, jeg saa, at du gjorde det, siger han igen. Jeg saa det, Iselin. Da klinger hendes høje og glade Latter gennem Skogen, og hun gaar bort med ham,<noinclude><references/></noinclude> 086hjd283h3v9xnq4m8w504y2p8p734 Side:Pan (1894).djvu/44 104 144547 334685 2026-09-24T22:53:13Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334685 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>jublende og syndig fra Top til Taa. Og hvor gaar hun hen? Til den næste Svend, en Jæger i Skogen. Det var Midnat. Æsop havde slidt sig løs og jaged paa egen Haand, jeg hørte dens Glam op i Aasen, og da jeg endelig fik den tilbage, var Klokken et. En Gæterpige kom, hun bandt paa en Strømpe og nynned og saa sig omkring. Men hvor var hendes Buskap? Og hvad gik hun efter i Skogen ved Midnatstide? Efter ingenting, ingenting. Af Uro, kanske af Glæde, hun derom. Jeg tænkte: Hun har hørt Æsops Gøen og vidste, at jeg var i Skogen. Da hun kom, rejste jeg mig op og stod og saa paa hende, hvor hun var spinkel og ung. Æsop stod ogsaa og saa paa hende. »Hvor kommer du ifra?« spurgte jeg hende. »Fra Møllen,« svared hun. Men hvad skulde hun vel have gjort ved Møllen saa sent paa Nat? »Hvor tør du gaa her i Skogen saa sent paa Nat,« sagde jeg, »du, som er saa spinkel og ung?« Hun lo og svared: »Jeg er ikke saa ung, jeg er nitten Aar.«<noinclude><references/></noinclude> 4lx6pwrf026qf2zlv7qli7z6yxoe1tx Side:Pan (1894).djvu/45 104 144548 334686 2026-09-24T22:54:13Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334686 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Men hun kunde ikke være nitten Aar, jeg er overbevidst om, at hun løj to Aar og blot var sytten. Men hvorfor løj hun sig saa gammel? »Sæt dig,« sagde jeg, »saa fortæller du mig, hvad du hedder.« Og hun satte sig rødmende ved Siden af mig og sagde, at hun hedte Henriette. Jeg spurgte: »Har du en Kæreste, Henriette, og har han nogen Gang omfavnet dig?« »Ja,« svared hun forlegent leende. »Hvormange Gange allerede?« Hun tier. »Hvormange Gange?« gentager jeg. »To Gange,« sagde hun sagte. Jeg trak hende til mig og spurgte: »Hvorledes gjorde han det? Gjorde han det saaledes?« »Ja,« hvisked hun skælvende. Klokken blev fire. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> dqru3tka4rgl302v5xrr5bh7v0l2jl1 Side:Pan (1894).djvu/46 104 144549 334687 2026-09-24T22:55:23Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334687 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|IX.}} Jeg havde en Samtale med Edvarda: »Der kommer snart Regn,« sagde jeg. »Hvormange er Klokken?« spurgte hun. Jeg saa paa Solen og svared: »Henved fem.« Hun spurgte: »Kan De se det saa nøjagtigt paa Solen?« »Ja,« svared jeg, »det kan jeg se.« Pause. »Men naar De nu ikke ser Solen, hvorledes ved De Tiden da?« »Saa retter jeg mig efter andre Ting. Det er Flod eller Fjære Sjø, det er Græsset, der lægger sig til en vis Tid, Fuglesangen, der skifter; nogle Fugle begynder at synge, naar andre tier. Saa ser jeg Tiden paa Blomsterne,<noinclude><references/></noinclude> rwjlewba8sxm4vtstz3e5eyeo0rdgoc 334974 334687 2026-09-25T11:08:59Z Øystein Tvede 3938 334974 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|IX.}} {{Stor initial|J|160%}}eg havde en Samtale med Edvarda: »Der kommer snart Regn,« sagde jeg. »Hvormange er Klokken?« spurgte hun. Jeg saa paa Solen og svared: »Henved fem.« Hun spurgte: »Kan De se det saa nøjagtigt paa Solen?« »Ja,« svared jeg, »det kan jeg se.« Pause. »Men naar De nu ikke ser Solen, hvorledes ved De Tiden da?« »Saa retter jeg mig efter andre Ting. Det er Flod eller Fjære Sjø, det er Græsset, der lægger sig til en vis Tid, Fuglesangen, der skifter; nogle Fugle begynder at synge, naar andre tier. Saa ser jeg Tiden paa Blomsterne,<noinclude><references/></noinclude> todojykriwg479djm61h82fgevzu2gq Side:Pan (1894).djvu/47 104 144550 334688 2026-09-24T22:56:18Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334688 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>der lukker sig om Eftermiddagen, paa Løvet, der snart er blankt grønt, snart dunkelt grønt; jeg har det desuden paa Følelsen. »Jasaa,« sagde hun. Jeg vented Regn og vilde for Edvardas Skyld ikke opholde hende længer midt paa Vejen, jeg tog til Huen. Da standsed hun mig pludselig med et nyt Spørgsmaal, og jeg blev. Hun rødmed og spurgte mig, hvad jeg egentlig var her for, hvorfor jeg gik paa Jagt, hvorfor det ene og hvorfor det andet. Jeg skød blot det nødvendigste til Mad, jeg lod Æsop hvile. Hun blev rød og ydmyg. Jeg forstod, at nogen havde talt om mig, og at hun havde hørt det, hun talte ikke af sig selv. Saa vakte hun min Stemning, hun saa forladt ud, det slog mig, at hun var moderløs, hendes tynde Arme gav hende et vanskøttet Udseende. Det kom over mig. Vel, jeg skød ikke forat myrde, jeg skød forat leve. Jeg trængte én Aarre idag, derfor skød jeg ikke to, men skød den anden imorgen. Hvorfor skulde jeg skyde flere? Jeg leved i Skogen, jeg var Skogens Søn; den første Juni var ogsaa Rype og Hare fredlyst, jeg havde næsten intet at skyde mere, godt, saa fisked jeg<noinclude><references/></noinclude> otlvik81yqurfjm2q4jtl9pmc402tdm Side:Pan (1894).djvu/48 104 144551 334689 2026-09-24T22:57:18Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334689 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og leved af Fisk. Jeg vilde faa en Baad af hendes Fader at ro ud med. Nejvist, jeg var ikke Jæger bare forat skyde, men forat leve i Skogen. Det var godt for mig der, jeg laa tilbords paa Jorden, naar jeg spiste, og sad ikke ret op og ned paa en Stol; jeg vælted ikke mit Glas. I Skogen forbød jeg mig ingenting, jeg kunde lægge mig paa Ryggen og lukke Øjnene, om jeg vilde, jeg kunde ogsaa sige hvad jeg vilde der. Ofte kunde man ville sige noget, tale højt, og det lød som en Tale fra selve Hjærtet i Skogen {{. . .|5}} Da jeg spurgte hende, om hun forstod dette, svared hun Ja. Jeg vedblev at sige mere, fordi hendes Øjne hviled paa mig. »De skulde bare vide alt det, jeg ser ude i Marken,« sagde jeg. »Om Vinteren kommer jeg gaaende og ser kanske Spor af Ryper i Sneen. Pludselig forsvinder Sporene, Fuglene har slaaet op. Men af Aftrykkene efter Vingerne kan jeg se, hvilken Retning Vildtet er fløjet, og jeg søger det op inden kort Tid. Dette har lidt Nyhed for mig hver Gang. Om Høsten kan det tidt og ofte være Stjærneskuddene at iagttage. Hvad, tænker jeg da i min Ensomhed, var det en Verden, som var<noinclude><references/></noinclude> mz5csgjwqs5n1b2uw1zq1uy5dmtnuar Side:Pan (1894).djvu/49 104 144552 334690 2026-09-24T22:58:19Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334690 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>kommet i Krampe? en Verden, som gik istykker lige for mine Øjne? Og jeg – jeg blev forundt at se et Stjærneskud i mit Liv! Men naar Sommeren kommer, da er der kanske et lidet levende Dyr paa hvert Løvblad, jeg kan se, at nogle ere vingeløse, de kan ingen Vej komme, de maa leve og dø paa det lille Løvblad, hvor de er komne til Verden. Tænk paa det. Stundom ser jeg den blaa Flue. Ja, alt dette høres saa lidet, jeg ved ikke, om De forstaar det.« »Jo, jo, jeg forstaar det.« »Jaja. Og stundom ser jeg paa Græsset, og Græsset ser kanske paa mig igen, hvad ved vi? Jeg ser paa et enkelt Græsblad, det skælver kanske lidt, og det synes jeg er noget; jeg tænker ved mig selv: her staar nu dette Græsblad og skælver! Og er det en Furru, jeg ser paa, saa har den kanske en Gren, som faar mig til at tænke lidt om den ogsaa. Men stundom træffer jeg ogsaa Mennesker paa Hejerne, det hænder.« Jeg saa paa hende, hun stod foroverbøjet og lytted. Jeg kendte hende ikke igen. Hun var i den Grad opmærksom, at hun slet ikke<noinclude><references/></noinclude> s0wo48kichue02c6t41p0ptw5bc6nzx Side:Pan (1894).djvu/50 104 144553 334691 2026-09-24T22:58:35Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334691 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> XXX42  tog sig i Agt, men blev styg, enfoldig at se paa, hendes Læbe hang langt ned. »Jasaa,« sagde hun og retted sig op. De første Regndraaber faldt. »Det regner,« sagde jeg saa. »Ja, tænk, det regner,« sagde hun ogsaa og gik allerede bort. Jeg fulgte hende ikke hjem, hun vandred alene sin Vej, jeg skyndte mig opover til Hytten. Nogle Minutter gik, det begyndte at regne hæftigt. Med ét hører jeg, at et Menneske kom løbende efter mig, jeg standser og ser Edvarda. Hun var bleven rød af Anstrængelse og smilte. »Jeg glemte det,« sagde hun forpustet. »Det var den Tur til Tørrepladsen. Doktoren kommer imorgen, har De Tid da?« »Imorgen? Javel. Jo, jeg har Tid.« »Jeg glemte det,« sagde hun atter og smilte. Da hun gik, lagde jeg Mærke til hendes tynde, skønne Lægge, de var vaade højt op. Hendes Sko var udtraadte. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> rcyw5mj21lq8tll8ubf1h87n7fodf9m 334692 334691 2026-09-24T22:58:48Z Øystein Tvede 3938 334692 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>tog sig i Agt, men blev styg, enfoldig at se paa, hendes Læbe hang langt ned. »Jasaa,« sagde hun og retted sig op. De første Regndraaber faldt. »Det regner,« sagde jeg saa. »Ja, tænk, det regner,« sagde hun ogsaa og gik allerede bort. Jeg fulgte hende ikke hjem, hun vandred alene sin Vej, jeg skyndte mig opover til Hytten. Nogle Minutter gik, det begyndte at regne hæftigt. Med ét hører jeg, at et Menneske kom løbende efter mig, jeg standser og ser Edvarda. Hun var bleven rød af Anstrængelse og smilte. »Jeg glemte det,« sagde hun forpustet. »Det var den Tur til Tørrepladsen. Doktoren kommer imorgen, har De Tid da?« »Imorgen? Javel. Jo, jeg har Tid.« »Jeg glemte det,« sagde hun atter og smilte. Da hun gik, lagde jeg Mærke til hendes tynde, skønne Lægge, de var vaade højt op. Hendes Sko var udtraadte. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> mzsi1p0v8jujgsqpzi6ag45565o56xi Side:Pan (1894).djvu/51 104 144554 334693 2026-09-24T22:59:34Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334693 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|X.}} Jeg husker endnu godt en Dag. Det var den Dag, da min Sommer kom. Solen begyndte allerede at skinne om Natten og tørred den vaade Jord til om Morgenen, Luften var bleven blød og fin efter den sidste Regn. Det var om Eftermiddagen jeg mødte op paa Bryggen. Vandet laa aldeles stille, vi hørte Latter og Snak ude fra Øen, hvor Mænd og Piger arbejded med Fisken. Det var en glad Eftermiddag. Ja, var det ikke en glad Eftermiddag? Vi havde Kurve med Mad og Vin med, et stort Selskab af Mennesker fordelt i to Baade, unge Kvinder i lyse Kjoler. Jeg var saa tilfreds, jeg nynned. Og kommen i Baaden tænkte jeg paa, hvor alle disse unge Mennesker var komne ifra.<noinclude><references/></noinclude> i51oge8lg5nz4y1pzzzsbkfsxuua9xt 334975 334693 2026-09-25T11:09:12Z Øystein Tvede 3938 334975 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|X.}} {{Stor initial|J|160%}}eg husker endnu godt en Dag. Det var den Dag, da min Sommer kom. Solen begyndte allerede at skinne om Natten og tørred den vaade Jord til om Morgenen, Luften var bleven blød og fin efter den sidste Regn. Det var om Eftermiddagen jeg mødte op paa Bryggen. Vandet laa aldeles stille, vi hørte Latter og Snak ude fra Øen, hvor Mænd og Piger arbejded med Fisken. Det var en glad Eftermiddag. Ja, var det ikke en glad Eftermiddag? Vi havde Kurve med Mad og Vin med, et stort Selskab af Mennesker fordelt i to Baade, unge Kvinder i lyse Kjoler. Jeg var saa tilfreds, jeg nynned. Og kommen i Baaden tænkte jeg paa, hvor alle disse unge Mennesker var komne ifra.<noinclude><references/></noinclude> r7st4k4h799oai9q3b6nviz3aml1e80 Side:Pan (1894).djvu/52 104 144555 334694 2026-09-24T23:00:05Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334694 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Det var Lensmandens og Distriktslægens Døttre, et Par Guvernanter, Damerne fra Præstegaarden; jeg havde ikke set dem før, de var fremmede for mig, og alligevel saa tillidsfulde, som om vi havde kendt hinanden i lang Tid. Jeg begik nogle Fejl, jeg var bleven uvant med at omgaaes Mennesker og sagde ofte Du til de unge Damer; men det blev ikke taget mig ilde op. Jeg sagde engang: Kære, eller: min Kære; men man undskyldte mig ogsaa derfor og lod, som om jeg ikke havde sagt det. Hr. Mack havde som sædvanlig sit ustivede Skjortebryst med Diamantspænden. Han lod til at være i udmærket Humør og raabte over til den anden Baad: »Pas paa Kurvene med Flaskerne, gale Mennesker! Doktor, De indestaar mig for Flaskerne.« »Javel,« svared Doktoren tilbage. Og blot disse to Raab over Sjøen fra Baad til Baad lød festligt og muntert for mig. Edvarda var iført Kjolen fra igaar, som om hun ikke havde nogen anden Kjole eller ikke vilde tage nogen anden paa. Hendes Sko var ogsaa de samme. Det forekom mig, at hendes Hænder ikke var ganske rene; men paa Hovedet<noinclude><references/></noinclude> abc6lxb69h4y9uggsloftamkadafr53 Side:Pan (1894).djvu/53 104 144556 334695 2026-09-24T23:00:47Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334695 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>havde hun en helt ny Hat med Fjær. Sin opfarvede Jakke bragte hun med forat sidde paa. Paa Hr. Macks Ønske løste jeg af et Skud, da vi skulde gaa iland, to Skud, begge mine Løb; siden blev der raabt Hurra. Vi vandred op paa Øen, Tørrefolkene hilste til os alle, og Hr. Mack samtalte med sine Arbejdere. Vi fandt Præstekraver og Soløje, som vi stak i Knaphullerne; nogle fandt Blaaklokker. Og Masser af Sjøfugle snaddred og skreg i Luften og i Fjæren. Vi lejred os paa en Græsplet, hvor der stod nogle forkuede Birke med hvid Bark, Kurvene blev afdækkede, og Hr. Mack trak Flasker op. Lyse Kjoler, blaa Øjne, Klingren af Glas, Havet, de hvide Sejl. Vi sang lidt. Og Kinderne rødmed. En Time senere er min Tanke fuld af Jubel; ogsaa Smaating indvirker paa mig; et Slør flagrer paa en Hat, et Haar løses op, to Øjne lukker sig i Latter, og jeg bevæges derved. Denne Dag, denne Dag! »Jeg har hørt, at De har en liden morsom Hytte, Hr. Løjtnant?«<noinclude><references/></noinclude> d06sh6lhhz05qrnw8vae79ymvzi446e Side:Pan (1894).djvu/54 104 144557 334696 2026-09-24T23:01:14Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334696 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Ja, en Rede. Gud, hvor den er efter mit Hjærte! Kom en Dag og besøg mig, Frøken; der er bare én slig Hytte. Og bag Hytten er der en stor Skog.« En anden kommer til og siger venligt: »De har ikke været her Nord før?« »Nej,« svarer jeg. »Men jeg kender allerede alt, mine Damer. Om Nætterne staar jeg Ansigt til Ansigt med Bjærgene, Jorden og Solen. Jeg vil forresten ikke forsøge paa at være højtravende. En saadan Sommer, som I har her! Den skyder frem en Nat, naar alle sover, og om Morgenen er den der. Jeg kiged ud af mit Vindu og saa den selv. Jeg har to smaa Vinduer.« En tredje kommer. Hun er indtagende ved sin Stemme og ved sine smaa Hænder. Hvor de alle var indtagende! Den tredje siger: »Skal vi bytte Blomster? Det bringer Lykke.« »Ja,« sagde jeg og rakte Haanden frem, »lad os bytte Blomster, og jeg takker Dem for det. Hvor De er smuk, De har en bedaarende Stemme, jeg har hørt den hele Tiden.« Men hun trækker sine Blaaklokker til sig og siger kort og godt:<noinclude><references/></noinclude> gbsf3cs2kd4hexvnnw84q719uvw29ul Side:Pan (1894).djvu/55 104 144558 334697 2026-09-24T23:01:43Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334697 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Hvad gaar der af Dem? Det var ikke Dem, jeg mente.« Det var ikke mig, hun havde ment! Det smærted mig, at jeg havde fejlet, jeg ønsked mig hjem igen, langt bort, til min Hytte, hvor blot Vinden talte til mig. »Undskyld mig,« siger jeg, »og tilgiv mig.« De andre Damer ser paa hinanden og fjærner sig for ikke at ydmyge mig. I dette Øjeblik kom et Menneske hurtigt henimod os, alle saa hende, det var Edvarda. Hun kom lige imod mig, hun taler lidt, kaster sig om min Hals, klemmer Armene om min Hals og kysser mig flere Gange paa Munden. Hun siger noget hver Gang, men jeg hører ikke, hvad det er. Jeg forstod ikke det hele, mit Hjærte stod stille, jeg havde blot et Indtryk af hendes brændende Blik. Da hun slap mig, gik hendes lille Bryst op og ned. Der stod hun endnu, med sit brune Ansigt og brune Hals, høj og smal, med spruttende Øjne og fuldstændig hensynsløs; allesammen saa paa hende. For anden Gang blev jeg betagen af hendes mørke Øjenbryn, der bued sig højt op i Panden.<noinclude><references/></noinclude> 8977fmsw1or18m12gio5nuyatj1iuhs Side:Pan (1894).djvu/56 104 144559 334698 2026-09-24T23:02:21Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334698 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Men du gode Gud, Mennesket havde kyssed mig i alles Paasyn! »Hvad er det, Jomfru Edvarda?« spurgte jeg, og jeg hører mit Blod banke, jeg hører det ligesom nede fra mit Svælg, det hindrer mig i at tale tydeligt. »Det er ikke noget,« svarer hun. »Det er bare, at jeg vilde det. Det gør ikke noget.« Jeg tager min Hue af og tørrer mekanisk mit Haar bort, mens jeg staar og ser paa hende. Gør det ikke noget? tænkte jeg. Da lyder Hr. Macks Stemme fra en anden Kant af Øen, han siger noget, som vi ikke kan høre; men jeg tænker med Glæde paa, at Hr. Mack intet har set, intet har erfaret. Hvor det var godt, at han netop nu var paa en anden Kant af Øen! Dette letter mig, jeg træder hen til Selskabet og siger leende, idet jeg lader meget ligegyldig: »Maa jeg bede Dem allesammen undskylde min upassende Opførsel for lidt siden; jeg er selv fortvivlet over den. Jeg har benyttet et Øjeblik, da Jomfru Edvarda vilde bytte Blomster med mig, til at fornærme hende; jeg beder hende og Dem om Undskyldning. Sæt Dem i mit Sted: jeg lever alene, jeg er ikke vant<noinclude><references/></noinclude> p44qdr2vo9y4uikmj5144h57qjlt9pw Side:Pan (1894).djvu/57 104 144560 334699 2026-09-24T23:03:03Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334699 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>til at omgaaes Damer; dertil kommer, at jeg idag har drukket Vin, som jeg heller ikke er vant til. Bær over med mig.« Jeg lo og lod ligegyldig over den hele Bagatel forat faa den glemt; men i mit Indre var jeg alvorlig. Min Tale gjorde heller ingen Virkning paa Edvarda, hun søgte ikke at skjule noget, at udslette Indtrykket af sin Overilelse, tværtimod, hun satte sig i Nærheden af mig og saa paa mig hele Tiden. Nu og da talte hun til mig. Da vi senere legte Enke, sagde hun højlydt: »Det er Løjtnant Glahn, jeg vil have. Jeg gidder ikke løbe efter nogen anden.« »Saa for Satan, ti dog stille, Menneske!« hvisked jeg og stamped i Marken. En Overraskelse fløj over hendes Ansigt, hun gjorde en Grimase med Næsen af Smærte og smilte forlegent. Jeg blev dybt greben, dette forladte Udtryk i hendes Blik og i hele hendes tynde Skikkelse kunde jeg ikke modstaa, jeg blev glad i hende og tog hendes lange, smale Haand i min. »Senere!« sagde jeg. »Ikke mere nu. Vi kan jo træffes imorgen.« {{---}}<noinclude><references/></noinclude> t0ytvu5wi54f1f32fin2h5jevs2m993 Side:Pan (1894).djvu/58 104 144561 334700 2026-09-24T23:04:03Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334700 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XI.}} Om Natten hørte jeg, at Æsop rejste sig fra sin Krog og knurred, jeg hørte det gennem Søvnen; men da jeg netop laa og drømte om Jagt, passed denne Knurren ind i min Drøm, og jeg blev ikke fuldt vaagen af den. Da jeg traadte ud af Hytten ved Totiden om Morgenen, var der Spor i Græsset efter et Par Menneskefødder; nogen havde været der, havde gaaet først til mit ene Vindu, derpaa til mit andet Vindu. Sporene tabte sig atter nede paa Vejen. Hun kom mig imøde med hede Kinder, med aldeles straalende Ansigt. »Har De ventet?« sagde hun. »Jeg var bange for, at De skulde vente.« Jeg havde ikke ventet, hun var paa Vejen før mig.<noinclude><references/></noinclude> 3cqjdhgdi4qyxyrblgdokbq73djjdcy 334976 334700 2026-09-25T11:09:26Z Øystein Tvede 3938 334976 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XI.}} {{Stor initial|O|160%}}m Natten hørte jeg, at Æsop rejste sig fra sin Krog og knurred, jeg hørte det gennem Søvnen; men da jeg netop laa og drømte om Jagt, passed denne Knurren ind i min Drøm, og jeg blev ikke fuldt vaagen af den. Da jeg traadte ud af Hytten ved Totiden om Morgenen, var der Spor i Græsset efter et Par Menneskefødder; nogen havde været der, havde gaaet først til mit ene Vindu, derpaa til mit andet Vindu. Sporene tabte sig atter nede paa Vejen. Hun kom mig imøde med hede Kinder, med aldeles straalende Ansigt. »Har De ventet?« sagde hun. »Jeg var bange for, at De skulde vente.« Jeg havde ikke ventet, hun var paa Vejen før mig.<noinclude><references/></noinclude> bx2lkaeqwkp1ima6xio31ohntr9xufr Side:Pan (1894).djvu/59 104 144562 334701 2026-09-24T23:04:39Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334701 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Har De sovet godt?« sagde jeg. Jeg vidste næsten intet at sige. »Nej, det har jeg ikke, jeg har vaaget,« svared hun. Og hun fortalte, at hun ikke havde sovet om Natten, men siddet i en Stol med lukkede Øjne. Hun havde ogsaa været ude af Huset en Tur. »Nogen har været udenfor min Hytte i Nat,« sagde jeg. »Jeg saa Spor i Græsset imorges.« Og hendes Ansigt farves, hun tager min Haand der paa Vejen og svarer ikke. Jeg ser paa hende og spørger: »Var det Dem, kanske?« »Ja,« svared hun og trykked sig opad mig, »det var mig. Jeg vækked Dem vel ikke, jeg gik saa stille, som jeg kunde. Jo, det var mig. Jeg var Dem nær endnu engang. Jeg er glad i Dem.« {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 3ztsimtacoo680yxii9xe7osrmmj1cj Side:Pan (1894).djvu/60 104 144563 334702 2026-09-24T23:05:31Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334702 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XII.}} Hver Dag, hver Dag traf jeg hende. Jeg tilstaar Sandheden, jeg traf hende gærne, ja, mit Hjærte fløj bort. Det er iaar to Aar siden, nu tænker jeg paa det kun naar jeg vil, det hele Æventyr morer og adspreder mig. Og hvad de to grønne Fuglefjære angaar, da skal jeg forklare det om lidt. Vi havde flere Steder at træffes paa, ved Møllen, paa Vejen, ja, endog i min Hytte; hun kom hvorhen jeg vilde. Goddag! raabte hun altid først, og jeg svared Goddag. »Du er glad idag, du synger,« siger hun, og hendes Øjne funkler. »Ja, jeg er glad,« svarer jeg. »Du har en Plet der paa Skulderen, det er Støv, maaske er det Søle fra Vejen; jeg vil kysse den Plet, jo,<noinclude><references/></noinclude> aen162xwzvrv0a1cu5187z44seq7hrr 334977 334702 2026-09-25T11:09:43Z Øystein Tvede 3938 334977 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XII.}} {{Stor initial|H|160%}}ver Dag, hver Dag traf jeg hende. Jeg tilstaar Sandheden, jeg traf hende gærne, ja, mit Hjærte fløj bort. Det er iaar to Aar siden, nu tænker jeg paa det kun naar jeg vil, det hele Æventyr morer og adspreder mig. Og hvad de to grønne Fuglefjære angaar, da skal jeg forklare det om lidt. Vi havde flere Steder at træffes paa, ved Møllen, paa Vejen, ja, endog i min Hytte; hun kom hvorhen jeg vilde. Goddag! raabte hun altid først, og jeg svared Goddag. »Du er glad idag, du synger,« siger hun, og hendes Øjne funkler. »Ja, jeg er glad,« svarer jeg. »Du har en Plet der paa Skulderen, det er Støv, maaske er det Søle fra Vejen; jeg vil kysse den Plet, jo,<noinclude><references/></noinclude> 35cmd6u08n85nhvpqry1a00xrluyr3o Side:Pan (1894).djvu/61 104 144564 334703 2026-09-24T23:06:14Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334703 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>lad mig faa Lov til at kysse den. Alt, hvad der er ved dig virker ømt paa mig, jeg er saa forstyrret efter dig. Inat sov jeg ikke.« Og det var sandt, i mere end en Nat laa jeg søvnløs. Vi spadserer Side om Side henefter Vejen. »Hvad synes du, bærer jeg mig ad saaledes, som du liker det?« siger hun. »Kanske snakker jeg formeget? Ikke? Ja, men du skal sige, hvad du synes. Stundom tænker jeg ved mig selv, at dette aldrig kan gaa vel {{. . .|5}}« »Hvad er det, som ikke skal gaa vel?« spørger jeg. »Dette med os. At det ikke kommer til at gaa vel. Enten du tror det eller ikke, saa gaar jeg her og fryser nu; det isner mig nedad Ryggen, bare jeg kommer lidt indtil dig. Det er af Lykke.« »Ja, i lige Maade,« svarer jeg, »det isner ogsaa gennem mig, blot jeg ser dig. Jo, det skal nok gaa vel. Forresten skal jeg klappe dig lidt paa Ryggen forat varme dig.« Hun lader mig modstræbende gøre det, jeg klapper lidt haardere, blot for Spøg, jeg ler og spørger, om det ikke hjælper.<noinclude><references/></noinclude> jq8f3oune94regzk49nzavq7kyyav6i Side:Pan (1894).djvu/62 104 144565 334704 2026-09-24T23:06:53Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334704 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Aa, nej, ikke vær saa snil at dunke mig mere i Ryggen,« siger hun. Disse Par Ord! Det lød saa hjælpeløst for mig, at hun sagde: ikke vær saa snil. Saa gik vi videre henad Vejen. Er hun misfornøjet med mig for min Spøg? spurgte jeg mig selv, og jeg tænkte: lad os se. Jeg sagde: »Jeg kommer til at huske noget. Engang paa en Kanetur var der en ung Dame, som tog et hvidt Silketørklæde af sin egen Hals og bandt det om min. Om Aftenen sagde jeg til Damen: De skal faa Deres Tørklæde tilbage imorgen, jeg vil lade det vaske. Nej, svarer hun, lad mig faa det nu, jeg vil opbevare det som det er, ganske som De har brugt det. Og hun fik Tørklædet. Tre Aar efter traf jeg den unge Dame igen. Tørklædet? sagde jeg. Hun bragte Tørklædet. Det laa i sit Papir lige uvasket, jeg saa det selv.« Edvarda skotted op paa mig. »Ja? Hvordan gik det saa?« »Nej, der var ikke mere,« sagde jeg. »Men jeg synes, det var et skønt Træk.« Pause.<noinclude><references/></noinclude> oqt0nq1f7sh5pz3g9306yrvjr3di06b Side:Pan (1894).djvu/63 104 144566 334705 2026-09-24T23:07:26Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334705 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Hvor er den Dame nu?« »I Udlandet.« Vi talte ikke mere derom. Men da hun skulde gaa hjem, sagde hun: »Godnat da. Nej, ikke gaa og tænk mere paa den Dame; vel? Jeg tænker ikke paa nogen anden end dig.« Jeg troed hende, jeg saa, at hun mente, hvad hun sagde, og det var mig evig nok, naar hun blot tænkte paa mig. Jeg gik efter hende. »Tak, Edvarda!« sagde jeg. Senere lagde jeg til af ganske Hjærte: »Du er altfor god for mig, men jeg er taknemmelig for, at du vil have mig; Gud vil lønne dig for det. Jeg er vel ikke saa herlig, som mange andre, du kunde faa; men jeg er saa ganske din, saa voldsomt din, ved min udødelige Sjæl. Hvad tænker du paa? Du fik Taarer i Øjnene.« »Det var ikke noget«, svared hun. »Det lød saa underligt, at Gud vilde lønne mig for det. Du siger sligt noget, som {{. . .|5}} Jeg elsker dig saa!« Hun fløj mig med en Gang om Halsen lige midt paa Vejen og kyssed mig hæftigt.<noinclude><references/></noinclude> bxn0somqxy1q2bq59mlwidgz7u5s17n Side:Pan (1894).djvu/64 104 144567 334706 2026-09-24T23:07:52Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334706 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>  Da hun var gaaet, bøjed jeg af og stak ind i Skogen forat skjule mig og være alene med min Glæde. Og jeg sprang bevæget tilbage til Vejen igen og saa, om nogen skulde have lagt Mærke til, at jeg gik ind der. Men jeg saa ingen. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> brehv6a4kuj59zh8bjhqvvl9m15cmiv Side:Pan (1894).djvu/65 104 144568 334707 2026-09-24T23:08:51Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334707 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XIII.}} Sommernætter og stille Vand og uendelig stille Skoge. Intet Skrig, intet Fodtrin fra Vejene, mit Hjærte var fuldt som af dunkel Vin. Møl og Sværmere kommer lydløst flyvende indad mit Vindu, hidlokket af Skinnet fra Gruen og af Duften fra min stegte Fugl. De støder mod Taget med en dump Lyd, svirrer forbi mine Øren, saa det farer koldt gennem mig, og sætter sig paa mit hvide Krudthorn paa Væggen. Jeg betragter dem, de sidder skælvende og ser paa mig, det er Spindere, Borere og Møl. Jeg synes, at nogle af dem er som flyvende Stedmorsblomster. Jeg træder udenfor Hytten og lytter. Ingenting, ingen Støj, alt sover. Luften lyser af flyvende Insekter, af Myriader svirrende Vinger.<noinclude><references/></noinclude> ltx8wzbxfxugi9wokr6yu32gxa6sckm 334978 334707 2026-09-25T11:09:59Z Øystein Tvede 3938 334978 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XIII.}} {{Stor initial|S|160%}}ommernætter og stille Vand og uendelig stille Skoge. Intet Skrig, intet Fodtrin fra Vejene, mit Hjærte var fuldt som af dunkel Vin. Møl og Sværmere kommer lydløst flyvende indad mit Vindu, hidlokket af Skinnet fra Gruen og af Duften fra min stegte Fugl. De støder mod Taget med en dump Lyd, svirrer forbi mine Øren, saa det farer koldt gennem mig, og sætter sig paa mit hvide Krudthorn paa Væggen. Jeg betragter dem, de sidder skælvende og ser paa mig, det er Spindere, Borere og Møl. Jeg synes, at nogle af dem er som flyvende Stedmorsblomster. Jeg træder udenfor Hytten og lytter. Ingenting, ingen Støj, alt sover. Luften lyser af flyvende Insekter, af Myriader svirrende Vinger.<noinclude><references/></noinclude> e332euo49vnq6rwhvmqwevccy0115jm Side:Pan (1894).djvu/66 104 144569 334708 2026-09-24T23:09:22Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334708 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Henne i Skogkanten staar Bregner og Stormhat; Melbærlyngen blomstrer, og jeg elsker dens smaa Blomster. Tak, min Gud, for hver Lyngblomst, jeg har set; de har været som smaa Roser paa min Vej, og jeg græder af Kærlighed til dem. Et eller andet Sted i Nærheden er der vild Nellik, jeg ser den ikke, men jeg fornemmer dens Duft. Men nu i Nattens Timer har pludselig store, hvide Blomster udfoldet sig i Skogen, deres Ar staar aabne, de aander. Og lodne Tusmørkesværmere sænker sig ned i deres Blade og bringer hele Planten til at skælve. Jeg gaar fra den ene til den anden Blomst, de er berusede, det er berusede Blomster, og jeg ser, hvorledes de beruses. Lette Fodtrin, et Menneskes Aandedræt, et glad Godaften. Jeg svarer og kaster mig ned paa Vejen og omfavner de to Knæ og den fattige Kjole. »Godaften, Edvarda!« siger jeg endnu engang, udslidt af Lykke. »Hvor du er glad i mig!« hvisker hun. »Hvor jeg kan være taknemmelig!« svarer jeg. »Du er min, og mit Hjærte ligger hele<noinclude><references/></noinclude> 9fbu6xks0syvfnbs7hakg0zjcdmmf6w Side:Pan (1894).djvu/67 104 144570 334709 2026-09-24T23:10:02Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334709 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Dagen stille i mig og tænker paa dig. Du er den skønneste Pige paa denne Jord, og jeg har kysset dig. Ofte blir jeg rød af Glæde, naar jeg blot husker paa, at jeg har kysset dig.« »Hvorfor er du bleven saa glad i mig just iaften?« spørger hun. Og det var jeg bleven af utallige Grunde, jeg havde blot behøvet at tænke paa hende forat blive det. Dette Blik under de buede Øjenbryn højt op i Panden, og denne mørke, hulde Hud! »Skulde jeg ikke være glad i dig!« siger jeg. »Jeg gaar og takker hvert Træ for, at du er frisk og har din Helse. Engang paa et Bal var der en ung Dame, som sad over Dans efter Dans, og alle lod hende sidde. Jeg kendte hende ikke, men hendes Ansigt gjorde Indtryk paa mig, og jeg bukked for hende. Nu? Nej, hun rysted paa Hovedet. Frøkenen danser ikke? sagde jeg. Kan De begribe det, svared hun, min Fader var saa smuk, og min Moder var en fuldkommen Skønhed, og min Fader sejred over min Moder med Storm. Men jeg blev halt.« Edvarda saa paa mig. »Lad os sætte os,« sagde hun.<noinclude><references/></noinclude> af80b3cynvpevg6s0ta7uprsl9pjrcu Side:Pan (1894).djvu/68 104 144571 334710 2026-09-24T23:11:01Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334710 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Vi satte os i Lyngen. »Ved du, hvad min Veninde siger om dig?« begyndte hun. »Du har Dyreblik, siger hun, og naar du ser paa hende, gør du hende gal. Det er, som om du berører hende, siger hun.« En egen Glæde flagred gennem mig, da jeg hørte dette, ikke for min Skyld, men for Edvardas, og jeg tænkte: der er bare én, som jeg bryder mig om, hvad siger denne ene om mit Blik? Jeg spurgte: »Hvad var det for en Veninde?« »Det fortæller jeg ikke,« svared hun; »men det var en af dem, som var med os paa Tørrepladsen.« »Jaja,« sagde jeg. Og vi talte om andre Ting. »Min Fader rejser en af de første Dage til Rusland,« sagde hun, »og da vil jeg holde en Fest. Har du været paa Korholmene? Vi skal have Vin i to Kurve, Damerne fra Præstegaarden kommer med igen, min Fader har allerede givet mig Vinen. Ikke sandt, saa maa du ikke se paa min Veninde igen? Nej, vil du vel? For saa beder jeg hende ikke med.« Og uden at sige mere kasted hun sig hæftigt om min Hals og saa paa mig, stirred<noinclude><references/></noinclude> jhq6jnwb436f7dgnl8wy32dhz1y73kd Side:Pan (1894).djvu/69 104 144572 334711 2026-09-24T23:11:34Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334711 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ind i mit Ansigt, mens hun pusted hørligt. Hendes Blik var ganske sort. Jeg rejste mig brat og sagde i min Forvirring blot: »Jasaa, skal din Fader til Rusland?« »Hvorfor rejste du dig saa hurtigt?« spurgte hun. »Fordi det er saa sent, Edvarda,« sagde jeg. »Nu lukker de hvide Blomster sig igen, Solen staar op, Dagen kommer.« Jeg fulgte hende gennem Skogen og blev staaende at se efter hende saa længe, jeg kunde; langt nede vendte hun sig om og raabte dæmpet Godnat. Saa forsvandt hun. I det samme gik Smedens Stuedør op, en Mand med et hvidt Skjortebryst kom ud, saa sig omkring, satte Hatten bedre ned i Panden og tog Vejen ned til Sirilund. Jeg hørte endnu Edvardas Godnat i mine Øren. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 066hkz31i9xthsv28xn7tkvqqol1y28 Side:Pan (1894).djvu/70 104 144573 334712 2026-09-24T23:12:28Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334712 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XIV.}} Glæde beruser. Jeg affyrer min Bøsse, og et uforglemmeligt Ekko svarer fra Bjærg til Bjærg, svæver udover Havet og lyder i en forvaagen Rorgængers Øren. Hvad glæder jeg mig over? En Tanke, jeg faar, et Minde, en Klang i Skogen, et Menneske. Jeg tænker paa hende, jeg lukker mine Øjne og staar stille paa Vejen og tænker paa hende, jeg tæller Minutter. Nu er jeg tørst, og jeg drikker i Bækken; nu tæller jeg Hundrede Skridt frem og Hundrede Skridt tilbage; nu er det blevet sent, tænker jeg. Er noget kommet ivejen? En Maaned er gaaet, og en Maaned er ingen lang Tid; der er ingenting kommet ivejen! Gud skal vide, at denne Maaned har været kort. Men Nætterne de er mangen Gang lange, og jeg finder paa<noinclude><references/></noinclude> pn6nujwsttqp3agjl0ykr30hhclxq9i 334979 334712 2026-09-25T11:10:14Z Øystein Tvede 3938 334979 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XIV.}} {{Stor initial|G|160%}}læde beruser. Jeg affyrer min Bøsse, og et uforglemmeligt Ekko svarer fra Bjærg til Bjærg, svæver udover Havet og lyder i en forvaagen Rorgængers Øren. Hvad glæder jeg mig over? En Tanke, jeg faar, et Minde, en Klang i Skogen, et Menneske. Jeg tænker paa hende, jeg lukker mine Øjne og staar stille paa Vejen og tænker paa hende, jeg tæller Minutter. Nu er jeg tørst, og jeg drikker i Bækken; nu tæller jeg Hundrede Skridt frem og Hundrede Skridt tilbage; nu er det blevet sent, tænker jeg. Er noget kommet ivejen? En Maaned er gaaet, og en Maaned er ingen lang Tid; der er ingenting kommet ivejen! Gud skal vide, at denne Maaned har været kort. Men Nætterne de er mangen Gang lange, og jeg finder paa<noinclude><references/></noinclude> a1r2t4591vqg6vl4spz96sk6tvubgyx Side:Pan (1894).djvu/71 104 144574 334713 2026-09-24T23:13:35Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334713 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>at dyppe min Hue i Bækken og lade den tørre igen, blot forat korte Tiden, mens jeg venter. Jeg regned min Tid i Nætter. Stundom kom en Nat, og Edvarda udeblev, engang udeblev hun i to Nætter. I to Nætter. Der var ingenting ivejen, men jeg syntes da, at min Lykke kanske havde staaet paa sit højeste. Og havde den ikke det? »Hører du, Edvarda, hvor det er uroligt i Skogen inat? Det pusler ustandseligt i Tuerne, og de store Løvblade skælver. Noget er kanske igære; men det var ikke det, jeg vilde sige. Jeg hører en syngende Fugl oppe i Aasen, det er blot en Mejse; men den har siddet paa samme Sted i to Nætter og lokket. Hører du en ensartet, ensartet Lyd?« »Ja, jeg hører den. Hvorfor spørger du mig om det?« »For ingenting. Den har siddet der i to Nætter. Jeg vilde blot sige det {{. . .|5}} Tak, Tak fordi du kom iaften, Elskede! Jeg sad her og vented dig iaften eller imorgen Aften, jeg glæded mig til det, naar du kom.« »Og jeg har ogsaa ventet. Jeg tænker paa dig, jeg har samlet og gæmt Skaarene af det<noinclude><references/></noinclude> 5j4ruyem02xmya0mj6fs7oktj5o272l Side:Pan (1894).djvu/72 104 144575 334714 2026-09-24T23:13:52Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334714 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Glas, du vælted engang; kan du huske det? Min Fader rejste inat, jeg var undskyldt for at komme, jeg havde saa meget at pakke og at minde ham paa. Jeg vidste, at du gik her og vented i Skogen, og jeg græd og pakked.« Men der er gaaet to Nætter, tænkte jeg, hvad gjorde hun den første Nat? Og hvorfor er der ikke saa megen Glæde i hendes Øjne nu, som før? En Time gik. Mejsen taug oppe i Aasen, Skogen laa død. Nej, nej, der var ingenting ivejen, alt var som før, hun gav mig sin Haand til Godnat og saa paa mig i Kærlighed. »Imorgen?« sagde jeg. »Nej, ikke imorgen,« svared hun. Jeg spurgte ikke hvorfor. »Imorgen skal vi jo have vor Fest,« sagde hun leende. »Jeg vilde blot overraske dig, men du fik en saa ulykkelig Mine, at jeg maatte sige det straks. Jeg vilde have indbudt dig skriftligt.« Og mit Hjærte letned usigeligt. Hun gik, nikkende til Afsked. »Endnu ét,« sagde jeg, staaende paa samme Plet. »Hvorlænge er det, siden du samled de Glasskaar og gæmte dem?«<noinclude><references/></noinclude> 5fd4qj1ux3z3xr0fttbgq3vkkgr2mr8 Side:Pan (1894).djvu/73 104 144576 334715 2026-09-24T23:14:14Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334715 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Hvorlænge det er siden?« »Ja, kan det være en Uge siden, to Uger siden?« »Ja, kanske det er to Uger siden. Men hvorfor spørger du om det? Nej, jeg skal sige dig Sandheden, jeg gjorde det igaar.« Hun gjorden2 det igaar, det var ikke længer siden end igaar, at hun tænkte paa mig! Nu, alt var godt. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> eti35o6l7d53400fbzwck9okm5paqtn Side:Pan (1894).djvu/74 104 144577 334716 2026-09-24T23:15:14Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334716 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XV.}} De to Baade laa paa Vandet, og vi gik ombord. Vi sang og talte. Korholmene laa udenfor Øerne, det tog en god Stund at ro didhen, og imens talte vi med hinanden fra Baadene. Doktoren var iført lyse Klæder, ligesom Damerne; jeg havde aldrig set ham saa fornøjet før, han snakked med, han var ikke længer en stille Tilhører. Jeg fik det Indtryk, at han havde drukket lidt og var glad. Da vi kom iland, lagde han et Øjeblik Beslag paa Selskabets Opmærksomhed og bød os velkommen. Jeg tænkte: Se, Edvarda har udkaaret ham til Vært. Med den højeste Grad af Elskværdighed underholdt han sig med Damerne. Overfor Edvarda var han høflig og venlig, ofte faderlig<noinclude><references/></noinclude> ei35sfbq0g8xcemjgxwklth2qct46zz 334980 334716 2026-09-25T11:10:25Z Øystein Tvede 3938 334980 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XV.}} {{Stor initial|D|160%}}e to Baade laa paa Vandet, og vi gik ombord. Vi sang og talte. Korholmene laa udenfor Øerne, det tog en god Stund at ro didhen, og imens talte vi med hinanden fra Baadene. Doktoren var iført lyse Klæder, ligesom Damerne; jeg havde aldrig set ham saa fornøjet før, han snakked med, han var ikke længer en stille Tilhører. Jeg fik det Indtryk, at han havde drukket lidt og var glad. Da vi kom iland, lagde han et Øjeblik Beslag paa Selskabets Opmærksomhed og bød os velkommen. Jeg tænkte: Se, Edvarda har udkaaret ham til Vært. Med den højeste Grad af Elskværdighed underholdt han sig med Damerne. Overfor Edvarda var han høflig og venlig, ofte faderlig<noinclude><references/></noinclude> o0c5l984vp8iwuzkmk3ejzdpvg7yp5t Side:Pan (1894).djvu/75 104 144578 334717 2026-09-24T23:15:30Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334717 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og som saa mangen Gang før pedantisk belærende. Hun talte om en Dato, hun sagde engang: »Jeg er født i otte og tredive,« og han spurgte: »Atten Hundrede og otte og tredive, mener De vel?« Naar jeg sagde noget, lytted han høfligt og opmærksomt dertil og oversaa mig ikke. En ung Pige kom hen til mig og hilste. Jeg kendte hende ikke igen, jeg kunde ikke huske hende, og jeg sagde nogle forundrede Ord, hvorover hun lo. Det var den ene af Provstens Døttre, jeg havde været sammen med hende paa Tørrepladsen, indbudt hende til min Hytte. Vi talte en Stund sammen. Der gaar en Time eller to. Jeg keder mig, jeg drikker af Vinen, som man skænker i for mig, og blander mig med alle, passiarer med alle. Atter gør jeg mig skyldig i nogle Fejl, jeg er kommet paa usikker Grund og ved ikke i Øjeblikket, hvorledes jeg skal besvare en Venlighed, det hænder, at jeg taler usammenhængende eller endog forbliver stum, og jeg græmmer mig herover. Henne ved den store Sten, som vi bruger til Bord, sidder Doktoren og gestikulerer.<noinclude><references/></noinclude> 1h8v6ov5yaau0j2vu1kocm088q6fnjw Side:Pan (1894).djvu/76 104 144579 334718 2026-09-24T23:16:43Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334718 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Sjæl! Hvad var Sjæl for noget? sagde han. Provstens Datter havde beskyldt ham for at være Fritænker; vel, skulde man ikke tænke frit? Man forestilled sig Helvede som et Hus nede i Jorden og Djævelen som en Bureauchef, – nej, Majestæt var han. Han vilde tale om Altertavlen i Annekskirken: en Kristusfigur, nogle Jøder og Jødinder, Vand til Vin; godt. Men Kristus havde Glorie om Hovedet. Hvad var en Glorie? Et gult Tøndebaand, som stod paa tre Haar. To af Damerne slog forfærdede Hænderne sammen. Men Doktoren redded sig og sagde spøgende: »Ikke sandt, det lyder frygteligt? Det erkender jeg. Men hvis man gentager det og gentager det syv eller otte Gange for sig selv og tænker lidt paa det, saa lyder det allerede bedre {{. . .|5}} Maa jeg have den Ære at drikke med Damerne!« Og han knæled ned i Græsset for de to Damer og tog ikke Hatten af og lagde den foran sig, men holdt den højt tilvejrs med venstre Haand og tømte Glasset med tilbagebøjet Strube. Jeg blev selv begejstret over hans store Sikkerhed og vilde have drukket med<noinclude><references/></noinclude> 7gvftdx838vnmbb93dansyy3wuu97gq Side:Pan (1894).djvu/77 104 144580 334719 2026-09-24T23:17:06Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334719 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ham, hvis han ikke allerede havde tømt sit Glas. Edvarda fulgte ham med Øjnene. Jeg stilled mig i Nærheden af hende, jeg sagde: »Skal vi lege Enke idag?« Hun fór lidt sammen og rejste sig. »Husk paa, at vi ikke siger Du til hinanden nu,« hvisked hun. Jeg havde heller ikke sagt Du. Jeg fjærned mig igen. Atter gaar en Time, Dagen blev lang, jeg vilde for længe siden have roet hjem alene, hvis jeg havde havt en tredje Baad; Æsop laa bunden i Hytten, den tænkte maaske paa mig. Edvarda havde sikkert sine Tanker langt fra mig, hun talte om den Lykke at faa rejse bort, til andre Steder, hendes Kinder blev hede herover, og hun talte endog fejl: »Ingen vilde være mere lykkeligere, end jeg, den Dag {{. . .|5}}« »Mere lykkeligere,« siger Doktoren. »Hvad?« spørger hun. »Mere lykkeligere.« »Det forstaar jeg ikke.« »De sagde mere lykkeligere, ikke andet.«<noinclude><references/></noinclude> 4izq1pzx3u27ol95kw29vdfaqzrvz24 Side:Pan (1894).djvu/78 104 144581 334720 2026-09-24T23:17:55Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334720 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Gjorde jeg det? Undskyld. Ingen vilde være mere lykkelig, end jeg, den Dag, jeg stod ombord paa Skibet. Stundom længes jeg til Steder, som jeg ikke selv ved.« Hun længted bort, hun husked mig ikke. Jeg stod der og saa paa hendes Ansigt, at hun havde glemt mig. Naa, derom var intet at sige; men jeg stod selv og saa det paa hendes Ansigt. Og Minutterne gik sørgelig langsomt hen. Jeg spurgte flere, om vi ikke skulde ro hjem, det var sent, sagde jeg, og Æsop laa bunden i Hytten. Men ingen vilde hjem. Jeg gik for tredje Gang hen til Provstens Datter, jeg tænkte: det er hende, som har talt om mit Dyreblik. Vi drak sammen; hun havde skælvende Øjne, de stod aldrig stille, hun saa idelig paa mig. »Sig mig,« sagde jeg, »tror De ikke, Frøken, at Menneskene i disse Egne ligner selve den korte Sommer? De er flygtige og bedaarende som den?« Jeg talte højt, meget højt, og jeg gjorde det med Vilje. Jeg forsatte at tale højt og bad Frøkenen atter om at besøge mig og se min Hytte. »Gud vil velsigne Dem for det,« sagde jeg i min Nød, og jeg tænkte allerede ved mig<noinclude><references/></noinclude> et7sxnh2ylshuf5r4lqax6c79kz0497 Side:Pan (1894).djvu/79 104 144582 334721 2026-09-24T23:18:49Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334721 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>selv, at jeg kunde finde noget at forære hende, hvis hun vilde komme; jeg havde kanske ikke noget andet end mit Krudthorn, tænkte jeg. Og Frøkenen loved at komme. Edvarda sad med bortvendt Ansigt og lod mig tale saa meget, jeg lysted. Hun lytted til, hvad der ellers blev sagt, og lagde nu og da et Ord ind. Doktoren spaaed de unge Damer i Hænderne og lod Munden løbe; han havde selv fine, smaa Hænder og en Ring paa den ene Finger. Jeg følte mig tilovers og satte mig en Tidlang for mig selv paa en Sten. Det begyndte at lide langt ud paa Eftermiddagen. Her sidder jeg nu ganske alene paa en Sten, sagde jeg til mig selv, og det eneste Menneske, som kunde faa mig herfra, lader mig sidde. Det er mig forresten ligegyldigt ogsaa. En stor Følelse af Forladthed bemæktiged sig mig. Samtalen bag mig lød i mine Øren, og jeg hørte, at Edvarda lo; ved denne Latter rejste jeg mig med en Gang og gik hen til Selskabet. Min Ophidselse løb af med mig. »Blot et Øjeblik,« sagde jeg. »Det faldt mig ind, mens jeg sad der borte, at De kunde ville se min Fluebog.« Og jeg tog min Flue-<noinclude><references/></noinclude> lvipgcerh099fly9uxv3dph34wkiwmb Side:Pan (1894).djvu/80 104 144583 334722 2026-09-24T23:19:27Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334722 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>bog frem. »Undskyld, at jeg ikke har husket det før. Vil De ikke være saa snil at gennemse den, De gør mig en Glæde, De maa se altsammen, der er baade røde og gule Fluer.« Og jeg holdt min Hue i Haanden, mens jeg talte. Jeg mærked selv, at jeg havde taget min Hue af, og at det var galt, derfor satte jeg den straks paa igen. Der blev en liden Stund dyb Taushed, og ingen tog imod Bogen. Endelig rakte Doktoren Haanden ud efter den og sagde høfligt: »Ja, Tak, lad os faa se de Tingester. Det har alltid været mig en Gaade, hvorledes man sætter sammen Fluer.« »Jeg gør dem selv,« sagde jeg fuld af Taknæmmelighed mod ham. Og jeg gav mig med det samme til at forklare, hvorledes jeg gjorde dem. Det var saa simpelt, jeg købte Fjærene og Anglerne; det blev jo ikke godt gjort, men det var ogsaa blot til eget Brug. Der var færdige Fluer at faa, og de var meget smukke. Edvarda kasted et ligegyldigt Blik paa mig og paa Bogen og fortsatte saa at tale med sine Veninder. »Her er ogsaa Materialier,« sagde Doktoren. »Se, hvilke vakre Fjære.«<noinclude><references/></noinclude> pqbwppgges72qqn8b3j5wc8hr5x0mad Side:Pan (1894).djvu/81 104 144584 334723 2026-09-24T23:19:51Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334723 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Edvarda saa op. »De grønne er vakre,« sagde hun; »lad mig se dem, Doktor.« »Behold dem,« raabte jeg. »Jo, gør det, jeg vil bede Dem derom idag. Det er to grønne Fuglefjære. Gør vel imod mig, det er en Erindring.«k Hun saa paa dem og sagde: »De er grønne og gyldne, eftersom man holder dem i Solen. Ja, Tak, naar De vil give mig dem, saa.« »Ja, jeg vil give Dem dem,« sagde jeg. Hun stak Fjærene til sig. Lidt efter rakte Doktoren mig Bogen tilbage og sagde Tak. Han rejste sig og spurgte, om vi ikke snart skulde begynde at tænke paa Hjemturen. Jeg sagde: »Jo, for Guds Skyld. Jeg har en Hund liggende derhjemme; se, jeg har nu en Hund, den er min Ven, den ligger og tænker paa mig, og naar jeg kommer, staar den med Forpoterne i Vinduet og hilser mig. Dagen har været saa smuk, den er snart tilende, lad os ro hjem. Jeg takker Dem allesammen.«<noinclude><references/></noinclude> lbc28c630q7sihpf6bl2nrkz2v3dpp0 Side:Pan (1894).djvu/82 104 144585 334724 2026-09-24T23:20:22Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334724 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Jeg vented i Fjæren forat se, hvilken Baad Edvarda valgte, og jeg bestemte mig til at gaa ombord i den anden. Med ét kaldte hun paa mig. Jeg saa forundret paa hende, hendes Ansigt blussed. Da kom hun hen til mig, rakte mig sin Haand og sagde med Ømhed: »Tak for Fjærene {{. . .|5}} Hør, vi blir vel i samme Baad?« »Hvis De vil det,« svared jeg. Vi satte os i Baaden, hun indtog sin Plads ved Siden af mig, paa min Tofte, og berørte mig med sit Knæ. Jeg saa paa hende, og hun saa et Øjeblik paa mig tilbage. Hun voldte mig godt ved at berøre mig med sit ene Knæ, jeg begyndte at føle mig belønnet for den bitre Dag og at genvinde min Glæde, da hun pludselig skifted Stilling, vendte Ryggen mod mig og begyndte at tale med Doktoren, der sad ved Styret. I et helt Kvarter var jeg ikke til for hende. Da gjorde jeg noget, som jeg angrer paa og endnu ikke har glemt. Hendes Sko faldt af Foden, jeg greb den og slængte den langt henad Vandet, af Glæde over, at hun var nær, eller af Trang til at gøre mig gældende og minde hende om, at jeg var til, – jeg ved det ikke. Det hele gik saa hurtigt, jeg<noinclude><references/></noinclude> f2c3fgvh6x3xewfll21efbl21bn6ch5 Side:Pan (1894).djvu/83 104 144586 334725 2026-09-24T23:20:53Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334725 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>tænkte ikke, jeg fik blot den Indskydelse. Damerne opløfted et Skrig. Jeg blev selv som lammet over, hvad jeg havde gjort; men hvad nytted det? Det var gjort. Doktoren kom mig tilhjælp, han raabte: »Ro væk!« og styred efter Skoen; i næste Øjeblik havde ogsaa Rorskarlen grebet den, just idet den sank under Vandskorpen; Manden blev vaad opad Armen. Saa lød der et flerstemmigt Hurra fra begge Baade, fordi Skoen var reddet. Jeg var dybt skamfuld, og jeg følte, at mit Ansigt skifted Farve og fortrak sig, idet jeg tørred Skoen af med mit Lommetørklæde. Edvarda tog imod den stumt. Først en Stund bagefter sagde hun: »Jeg har aldrig set Magen.« »Nej, har De vel?« sagde jeg ogsaa. Jeg smilte og stived mig op, jeg lod, som om jeg havde gjort min Streg af en eller anden Grund, som om der stak noget under. Men hvad kunde der stikke under? Doktoren saa for første Gang ringeaktende paa mig. Der gik en Stund, Baadene gled hjemad, Selskabets Misstemning forsvandt, vi sang, vi nærmed os Bryggen. Edvarda sagde:<noinclude><references/></noinclude> b5oyhavgc48lwbchvnf23ypgbfhbpe1 Side:Pan (1894).djvu/84 104 144587 334726 2026-09-24T23:21:28Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334726 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Hør nu, vi har ikke drukket Vinen op, og der er megen Vin tilbage. Vi gør endnu en Fest, en ny Fest senerehen, vi skal danse, vi holder et Bal i vor Storstue.« Da vi kom iland, gjorde jeg Edvarda en Undskyldning. »Hvor jeg længes tilbage til min Hytte,« sagde jeg. »Dette harn3 været en pinefuld Dag.« »Har det været en pinefuld Dag for Dem, Hr. Løjtnant?« »Jeg mener,« sagde jeg og bøjed af, »jeg mener, at jeg har gjort det saa ubehageligt baade for mig selv og andre. Jeg kasted Deres Sko paa Vandet.« »Ja, det var et mærkeligt Indfald.« »Tilgiv mig!« sagde jeg. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> lebdv7f1y28ckn41j2ei8vtpcj2dahc Pan 0 144588 334728 2026-09-24T23:25:16Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" next="[[Pan/01|I]]" from=7 to=8 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> 334728 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" next="[[Pan/01|I]]" from=7 to=8 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> bd9qgrcnnz9nyb09vxgl9022rutiug4 334733 334728 2026-09-24T23:31:40Z Øystein Tvede 3938 334733 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" next="[[Pan/01|I]]" from=7 to=8 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> {{AuxTOC| * [[Pan/01|I]], [[Pan/02|II]], [[Pan/03|III]], [[Pan/04|IV]], [[Pan/05|V]], [[Pan/06|VI]], [[Pan/07|VII]], [[Pan/08|VIII]], [[Pan/09|IX]], [[Pan/10|X]], [[Pan/11|XI]], [[Pan/12|XII]], [[Pan/13|XIII]]. }} 1l9zxhwbsnhtxl7eg10zzcwajjmb7o9 334751 334733 2026-09-24T23:43:43Z Øystein Tvede 3938 334751 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" next="[[Pan/01|I]]" from=7 to=8 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> {{AuxTOC| * [[Pan/01|I]], [[Pan/02|II]], [[Pan/03|III]], [[Pan/04|IV]], [[Pan/05|V]], [[Pan/06|VI]], [[Pan/07|VII]], [[Pan/08|VIII]], [[Pan/09|IX]], [[Pan/10|X]], [[Pan/11|XI]], [[Pan/12|XII]], [[Pan/13|XIII]], [[Pan/14|XIV]], [[Pan/15|XV]], [[Pan/16|XVI]], [[Pan/17|XVII]]. }} 0g6blt2qmfgsplpfueoc1npneyvcoq2 334807 334751 2026-09-25T06:40:20Z Øystein Tvede 3938 334807 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" next="[[Pan/01|I]]" from=7 to=8 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> {{AuxTOC| * [[Pan/01|I]], [[Pan/02|II]], [[Pan/03|III]], [[Pan/04|IV]], [[Pan/05|V]], [[Pan/06|VI]], [[Pan/07|VII]], [[Pan/08|VIII]], [[Pan/09|IX]], [[Pan/10|X]], [[Pan/11|XI]], [[Pan/12|XII]], [[Pan/13|XIII]], [[Pan/14|XIV]], [[Pan/15|XV]], [[Pan/16|XVI]], [[Pan/17|XVII]], [[Pan/18|XVIII]], [[Pan/19|XIX]], [[Pan/20|XX]], [[Pan/21|XXI]], [[Pan/22|XXII]], [[Pan/23|XXIII]], [[Pan/24|XXIV]], [[Pan/25|XXV]], [[Pan/26|XXVI]], [[Pan/27|XXVII]], [[Pan/28|XXVIII]], [[Pan/29|XXIX]], [[Pan/30|XXX]], [[Pan/31|XXXI]], [[Pan/32|XXXII]], [[Pan/33|XXXIII]], [[Pan/34|XXXIV]], [[Pan/35|XXXV]], [[Pan/36|XXXVI]], [[Pan/37|XXXVII]], [[Pan/38|XXXVIII]], [[Pan/39|XXXIX]], [[Pan/40|XL]], [[Pan/41|XLI]], [[Pan/42|XLII]]. }} 83jy8fmqs7udgkk615j3yfbdy34jcp6 334919 334807 2026-09-25T10:41:07Z Øystein Tvede 3938 334919 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" next="[[Pan/01|I]]" from=7 to=8 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> {{AuxTOC| * [[Pan/01|I]], [[Pan/02|II]], [[Pan/03|III]], [[Pan/04|IV]], [[Pan/05|V]], [[Pan/06|VI]], [[Pan/07|VII]], [[Pan/08|VIII]], [[Pan/09|IX]], [[Pan/10|X]], [[Pan/11|XI]], [[Pan/12|XII]], [[Pan/13|XIII]], [[Pan/14|XIV]], [[Pan/15|XV]], [[Pan/16|XVI]], [[Pan/17|XVII]], [[Pan/18|XVIII]], [[Pan/19|XIX]], [[Pan/20|XX]], [[Pan/21|XXI]], [[Pan/22|XXII]], [[Pan/23|XXIII]], [[Pan/24|XXIV]], [[Pan/25|XXV]], [[Pan/26|XXVI]], [[Pan/27|XXVII]], [[Pan/28|XXVIII]], [[Pan/29|XXIX]], [[Pan/30|XXX]], [[Pan/31|XXXI]], [[Pan/32|XXXII]], [[Pan/33|XXXIII]], [[Pan/34|XXXIV]], [[Pan/35|XXXV]], [[Pan/36|XXXVI]], [[Pan/37|XXXVII]], [[Pan/38|XXXVIII]], [[Pan/39|Glahns død]], [[Pan/40|I]], [[Pan/41|II]], [[Pan/42|III]], [[Pan/43|IV]], [[Pan/44|V]]. }} qtmctkajor60mhej6lrpor5w3g3sn2c 335009 334919 2026-09-25T11:20:41Z Øystein Tvede 3938 335009 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" next="[[Pan/01|I]]" from=7 to=8 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> {{AuxTOC| * [[Pan/01|I]], [[Pan/02|II]], [[Pan/03|III]], [[Pan/04|IV]], [[Pan/05|V]], [[Pan/06|VI]], [[Pan/07|VII]], [[Pan/08|VIII]], [[Pan/09|IX]], [[Pan/10|X]], [[Pan/11|XI]], [[Pan/12|XII]], [[Pan/13|XIII]], [[Pan/14|XIV]], [[Pan/15|XV]], [[Pan/16|XVI]], [[Pan/17|XVII]], [[Pan/18|XVIII]], [[Pan/19|XIX]], [[Pan/20|XX]], [[Pan/21|XXI]], [[Pan/22|XXII]], [[Pan/23|XXIII]], [[Pan/24|XXIV]], [[Pan/25|XXV]], [[Pan/26|XXVI]], [[Pan/27|XXVII]], [[Pan/28|XXVIII]], [[Pan/29|XXIX]], [[Pan/30|XXX]], [[Pan/31|XXXI]], [[Pan/32|XXXII]], [[Pan/33|XXXIII]], [[Pan/34|XXXIV]], [[Pan/35|XXXV]], [[Pan/36|XXXVI]], [[Pan/37|XXXVII]], [[Pan/38|XXXVIII]]. * [[Pan/39|GLAHNS DØD]]. [[Pan/40|I]], [[Pan/41|II]], [[Pan/42|III]], [[Pan/43|IV]], [[Pan/44|V]]. }} [[Kategori:Tekster fra 1894]] [[Kategori:Romaner]] pm1y4dxw3fj5zwd8xvsuqseh99dr762 Pan/01 0 144589 334734 2026-09-24T23:32:38Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" next="[[Pan/01|I]]" from=9 to=12 header=1 /> 334734 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" next="[[Pan/01|I]]" from=9 to=12 header=1 /> chksvmbtinn1t54pmcpfiyrvttgbg8p 334735 334734 2026-09-24T23:33:09Z Øystein Tvede 3938 334735 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=9 to=12 header=1 /> n95srw42tsxphaow8gmtuqkf5cr7dfy Pan/02 0 144590 334737 2026-09-24T23:34:42Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=13 to=16 header=1 /> 334737 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=13 to=16 header=1 /> o3hr21fi1kbdc8ewz1lyf9twohvfu5u Pan/03 0 144591 334738 2026-09-24T23:35:12Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=17 to=20 header=1 /> 334738 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=17 to=20 header=1 /> egdpvaloln3x5055kemwssdgo50r0mu Pan/04 0 144592 334739 2026-09-24T23:35:48Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=21 to=24 header=1 /> 334739 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=21 to=24 header=1 /> g40vehpzdp563rukeill9kwugxa2m5n Pan/05 0 144593 334740 2026-09-24T23:36:45Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=25 to=30 header=1 /> 334740 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=25 to=30 header=1 /> pwi0opsgvqypfu4b3jxx72u6qomvkaa Pan/06 0 144594 334742 2026-09-24T23:37:50Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=31 to=34 header=1 /> 334742 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=31 to=34 header=1 /> 6pcjhb2h0mx37luab1ll5l85ib1z20f Pan/07 0 144595 334743 2026-09-24T23:38:34Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=35 to=40 header=1 /> 334743 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=35 to=40 header=1 /> 70s2fxaynd0xa3xrsxwjfedvpltn035 Pan/08 0 144596 334744 2026-09-24T23:38:56Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=41 to=45 header=1 /> 334744 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=41 to=45 header=1 /> he4iz895w2rx300eaqoqkjdkmi12pza Pan/09 0 144597 334745 2026-09-24T23:39:18Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=46 to=50 header=1 /> 334745 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=46 to=50 header=1 /> pw2f3mjtx5d01so4qtcthit5ognf5qr Pan/10 0 144598 334746 2026-09-24T23:39:34Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=51 to=55 header=1 /> 334746 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=51 to=55 header=1 /> eynnjukosld68rwa8jse7i9xlljxjzz 334747 334746 2026-09-24T23:40:18Z Øystein Tvede 3938 334747 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=51 to=57 header=1 /> 46ii7pc7rymrlomi88h4eovh720vjvt Pan/11 0 144599 334748 2026-09-24T23:41:00Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=58 to=59 header=1 /> 334748 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=58 to=59 header=1 /> i3j2w92mtg5ahdj6pn0585d969c106n Pan/12 0 144600 334749 2026-09-24T23:41:34Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=60 to=64 header=1 /> 334749 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=60 to=64 header=1 /> jlzk3sogzxk63me5q6iu4f32hcu35gs Pan/13 0 144601 334750 2026-09-24T23:42:06Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=65 to=69 header=1 /> 334750 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=65 to=69 header=1 /> iz2xg6ilpe54uaf6u5zo7e3z2ytx85r Pan/14 0 144602 334753 2026-09-24T23:45:37Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=70 to=73 header=1 /> 334753 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=70 to=73 header=1 /> ackm4j7j3kohlth54fzdrzcw9anot3o Pan/15 0 144603 334754 2026-09-24T23:46:24Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=74 to=80 header=1 /> 334754 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=74 to=80 header=1 /> b4uwv3yag85rgnztaiq8uadvyfchvc5 334755 334754 2026-09-24T23:47:09Z Øystein Tvede 3938 334755 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=74 to=84 header=1 /> cucqyt0mppn2jw3oo3077wozo47m2d5 Side:Pan (1894).djvu/85 104 144604 334756 2026-09-24T23:57:29Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334756 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XVI.}} Hvor meget værre kunde det gaa? Jeg bestemte mig til at bevare min Ro, i hvad der end skete, Gud er mit Vidne. Var det mig, som fra først af havde trængt mig ind paa hende? Nej, nej, aldrig; jeg stod blot paa hendes Vej en Ugedag, da hun gik forbi. Hvilken Sommer det var her Nord! Allerede havde Oldenborren ophørt at flyve, og Menneskene blev mig mere og mere uforklarlige, skønt Solen belyste dem Nat og Dag. Hvad saa deres blaa Øjne efter, og hvad tænkte de bag sine sælsomme Pander? Forresten var de mig allesammen likegyldige. Jeg tog mine Snører og fisked i to Dage, i fire Dage; men om Nætterne laa jeg med aabne Øjne i Hytten {{. . .|5}}<noinclude><references/></noinclude> ccbr5qq2tnnk2g6evvmy0eqnjuzcoyi 334981 334756 2026-09-25T11:10:39Z Øystein Tvede 3938 334981 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XVI.}} {{Stor initial|H|160%}}vor meget værre kunde det gaa? Jeg bestemte mig til at bevare min Ro, i hvad der end skete, Gud er mit Vidne. Var det mig, som fra først af havde trængt mig ind paa hende? Nej, nej, aldrig; jeg stod blot paa hendes Vej en Ugedag, da hun gik forbi. Hvilken Sommer det var her Nord! Allerede havde Oldenborren ophørt at flyve, og Menneskene blev mig mere og mere uforklarlige, skønt Solen belyste dem Nat og Dag. Hvad saa deres blaa Øjne efter, og hvad tænkte de bag sine sælsomme Pander? Forresten var de mig allesammen likegyldige. Jeg tog mine Snører og fisked i to Dage, i fire Dage; men om Nætterne laa jeg med aabne Øjne i Hytten {{. . .|5}}<noinclude><references/></noinclude> dnfwer2e9bzfcurq7apgi3qb8jx41qa Side:Pan (1894).djvu/86 104 144605 334757 2026-09-25T00:03:44Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334757 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Jeg har ikke set Dem i fire Dage, Edvarda?« »Fire Dage, det stemmer. Hør her, jeg har havt det travlt. Kom og se.« Hun førte mig ind i Storstuen. Der var Bordene tagne ud, Stolene stillede langs Væggene, enhver Ting flyttet; Lysekronen, Kakkelovnen og Væggene var fantastisk dekorerede med Lyng og sorte Tøjer fra Kramboden. Klaveret stod i et Hjørne. Dette var hendes Forberedelse til »Ballet«. »Hvordan finder De det?« spurgte hun. »Forunderligt,« svared jeg. Vi gik ud af Stuen. Jeg sagde: »Men hør nu, Edvarda, har De ganske glemt mig?« »Jeg forstaar mig ikke paa Dem,« svared hun forundret. »Saa De ikke alt det, jeg havde gjort? Kunde jeg saa komme til Dem?« »Nej,« sagde jeg ogsaa, »saa kunde De kanske ikke komme til mig.« Jeg var forvaagen og udmattet, min Tale blev intetsigende og ubehersket, jeg havde været ulykkelig den hele Dag. »Nej, saa kunde De jo ikke komme til mig. Hvad jeg vilde sagt: med et Ord, der<noinclude><references/></noinclude> 18swaskvp8sc1xc15hmnxr6c7ar1opl Side:Pan (1894).djvu/87 104 144606 334758 2026-09-25T00:04:39Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334758 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>er indtraadt en Forandring, noget er kommet ivejen. Ja. Men jeg kan ikke læse paa Deres Ansigt, hvad det er. Hvor Deres Pande er sælsom, Edvarda! Jeg ser det nu.« »Men jeg har ikke glemt Dem!« raabte hun rødmende og stak med ét sin Arm ind under min. »Nejnej, De har kanske heller ikke glemt mig. Men saa ved jeg ikke, hvad jeg siger. Et af to.« »Imorgen vil De faa en Indbydelse. De maa danse med mig. Hvor vi skal danse!« »Vil De følge mig et Stykke paa Vej?« spurgte jeg. »Nu? Nej, det kan jeg ikke,« svared hun. »Om lidt kommer Doktoren, han skal hjælpe mig med noget, der er endnu lidt at gøre. Saa, De finder, at Stuen kan gaa an saaledes? Men tror De ikke {{. . .|5}}« En Vogn holder udenfor. »Kommer Doktoren kørende idag?« spørger jeg. »Ja, jeg sendte Hest efter ham, jeg vilde {{. . .|5}}« »Spare hans syge Fod, ja. Nej, lad mig se at komme afsted {{. . .|5}} Goddag, Goddag,<noinclude><references/></noinclude> k5k4v6mnnzxtehv51yz3zgn7tu2nd1i Side:Pan (1894).djvu/88 104 144607 334759 2026-09-25T00:05:14Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334759 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Doktor. Glæder mig at se Dem igen. Altid sund og frisk? Haaber, De undskylder, at jeg forsvinder.« Udenfor Trappen vendte jeg mig engang om, Edvarda stod i Vinduet og saa efter mig, hun holdt med begge Hænder Gardinerne tilside forat se, hendes Udtryk var tankefuldt. En latterlig Glæde gennemiler mig, jeg fjærner mig hurtigt fra Huset, med lette Fødder og fordunklet Blik, Bøssen var saa let som en Spadserstok i min Haand. Om jeg maatte faa hende, skulde jeg blive et godt Menneske, tænkte jeg. Jeg naaed Skogen og tænkte videre: Om jeg maatte faa hende, skulde jeg tjene hende utrætteligere end nogen anden, og om hun ogsaa viste sig at være mig uværdig, om hun fandt paa at forlange det umulige af mig, vilde jeg gøre alt, hvad jeg kunde, ja, mere end jeg kunde, og glæde mig over, at hun var min {{. . .|5}} Jeg standsed, lagde mig paa Knæ og slikked af Ydmyghed og Haab nogle Græsstraa i Vejkanten, hvorpaa jeg rejste mig igen. Jeg følte mig tilslut næsten sikker. Hendes forandrede Opførsel i den sidste Tid var blot saa hendes Maade; hun stod og saa efter mig,<noinclude><references/></noinclude> 97xw2sol0ca0soy099f1idpsl6btr5s Side:Pan (1894).djvu/89 104 144608 334760 2026-09-25T00:05:49Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334760 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>naar jeg gik, stod i Vinduet og fulgte mig med Øjnene til jeg forsvandt, hvad mere kunde hun gøre? Min Henrykkelse forstyrred mig ganske, jeg var sulten, og jeg følte det ikke mere. Æsop løb i Forvejen, et Øjeblik efter begyndte den at gø. Jeg saa op, en Kvinde med et hvidt Tørklæde paa Hovedet stod ved Hjørnet af Hytten; det var Eva, Smedens Datter. »Goddag, Eva!« raabte jeg. Hun stod ved den høje graa Sten, rød over hele Ansigtet, og patted paa sin ene Finger. »Er det dig, Eva? Hvad fejler dig?« spurgte jeg. »Æsop har bidt mig,« svared hun og slog forknyt Øjnene ned. Jeg saa paa hendes Finger. Hun havde selv bidt sig. En Anelse farer gennem mit Hoved, og jeg spørger: »Har du staaet her og ventet længe?« »Nej, ikke længe,« svared hun. Og uden at nogen af os sagde noget mere, tog jeg hende i Haanden og førte hende ind i Hytten. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> fclcsof1h5bh5v145k68fqr8pleh6dg Side:Pan (1894).djvu/90 104 144609 334761 2026-09-25T00:06:59Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334761 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XVII.}} Jeg kom som sædvanligt fra Fiske og mødte op til »Ballet« med Gevær og Væske, jeg havde blot taget min bedste Skinddragt paa. Det var sent, da jeg kom til Sirilund, jeg hørte, at der dansedes i Stuen, lidt efter raabte man: Her er Jægeren, Løjtnanten! Nogle unge Mennesker omringed mig og vilde se min Fangst, jeg havde skudt et Par Sjøfugle og fisket nogle Hyser. Edvarda bød mig smilende velkommen, hun havde danset, hun var rød. »Første Dans med mig!« sagde hun. Og vi dansed. Intet Uheld indtraf, jeg blev svimmel, men faldt ikke. Mine store Støvler gjorde nogen Støj, jeg hørte selv denne Støj og beslutted mig til ikke at danse mere,<noinclude><references/></noinclude> qt8l4y35u3w8svht9x1k52nci7cun9d 334982 334761 2026-09-25T11:11:10Z Øystein Tvede 3938 334982 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XVII.}} {{Stor initial|J|160%}}eg kom som sædvanligt fra Fiske og mødte op til »Ballet« med Gevær og Væske, jeg havde blot taget min bedste Skinddragt paa. Det var sent, da jeg kom til Sirilund, jeg hørte, at der dansedes i Stuen, lidt efter raabte man: Her er Jægeren, Løjtnanten! Nogle unge Mennesker omringed mig og vilde se min Fangst, jeg havde skudt et Par Sjøfugle og fisket nogle Hyser. Edvarda bød mig smilende velkommen, hun havde danset, hun var rød. »Første Dans med mig!« sagde hun. Og vi dansed. Intet Uheld indtraf, jeg blev svimmel, men faldt ikke. Mine store Støvler gjorde nogen Støj, jeg hørte selv denne Støj og beslutted mig til ikke at danse mere,<noinclude><references/></noinclude> huxonwxnmjd5xwuj5wgdccd41mqjfel Side:Pan (1894).djvu/91 104 144610 334762 2026-09-25T00:07:16Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334762 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>jeg havde ogsaa sat Ridser i det malede Gulv. Hvor glæded det mig ikke, at jeg ingen større Ulykke havde gjort! Hr. Macks to Krambodbetjente var tilstede og dansed grundigt og alvorligt, Doktoren deltog ivrigt i Turdansene. Foruden disse Herrer var der endnu fire ganske unge Mænd, Sønner af Herskaberne ved Hovedkirken, Provstens og Distriktslægens. En fremmed Handelsrejsende var ogsaa kommet med, han udmærked sig ved sin smukke Stemme og tralled i Takt med Musiken; nu og da afløste han Damerne ved Klaveret. Jeg husker ikke længer, hvorledes de første Timer forløb, men jeg husker alt fra den sidste Del af Natten. Solen skinned rød indad Vinduerne hele Tiden, og Sjøfuglene sov. Vi fik Vin og Kager, vi talte højt og sang, Edvardas Latter lød frisk og sorgløs gennem Stuen. Men hvorfor fik jeg ikke mere et Ord af hende? Jeg nærmed mig hendes Plads og vilde sige hende en Artighed, saa godt som jeg kunde; hun havde en sort Kjole paa, det var maaske hendes Konfirmationskjole, og den var bleven altfor kort for hende, men den klædte hende, naar hun dansed, og jeg vilde sige hende det.<noinclude><references/></noinclude> qpve4hze180exg54b348c64hu29sxgo Side:Pan (1894).djvu/92 104 144611 334763 2026-09-25T00:07:55Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334763 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Hvor den sorte Kjole {{. . .|5}}« begyndte jeg. Men hun rejste sig, tog en af sine Veninder om Livet og gik afsted med hende. Dette gentog sig et Par Gange. Godt, tænkte jeg, hvad er dermed at gøre? Men hvorfor staar hun da og ser bedrøvet efter mig fra Vinduerne, naar jeg forlader hende? Hun derom! En Dame opfordred mig til at danse. Edvarda sad i Nærheden, og jeg svared højt: »Nej, jeg skal straks gaa.« Edvarda kasted et spørgende Blik paa mig og sagde: »Gaa? Ak, nej, De gaar ikke.« Jeg studsed og følte, at jeg satte Tænderne i min Læbe. Jeg rejste mig. »Det, De der sagde, forekommer mig betydningsfuldt, Jomfru Edvarda,« sagde jeg mørkt og gjorde nogle Skridt mod Døren. Doktoren stilled sig ivejen for mig, og Edvarda kom selv ilende. »Misforstaa mig ikke,« sagde hun varmt. »Jeg mente at sige, at De forhaabentlig blev den sidste, som vilde gaa, den allersidste. Desuden er Klokken ikkun et {{. . .|5}} Hør,« lagde hun til med straalende Øjne, »De har givet<noinclude><references/></noinclude> arir0gaapzut4d06wr09da2jp6iwaom Side:Pan (1894).djvu/93 104 144612 334764 2026-09-25T00:08:23Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334764 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>vor Rorskarl en Femdaler, fordi han redded min Sko fra at drukne. Det var en altfor høj Pris.« Og hun lo hjærtelig og vendte sig rundt til allesammen. Jeg blev staaende med aaben Mund, afvæbnet og forvirret. »De behager at spøge,« sagde jeg. »Jeg har aldeles ikke givet Deres Rorskarl nogen Femdaler.« »Saa, det har De ikke?« Hun aabned Døren til Køkkenet og kaldte Rorskarlen ind. »Du husker vor Tur til Korholmene, Jakob? Du redded min Sko, som var falden i Vandet?« »Ja,« svared Jakob. »Du har faaet fem Daler, fordi Du redded Skoen?« »Ja, De gav mig {{. . .|5}}« »Godt. Du kan gaa.« Hvad mener hun med dette Fif? tænkte jeg. Vil hun gøre mig tilskamme? Det vil ikke lykkes for hende, jeg rødmer ikke derover. Jeg sagde højt og tydeligt: »Jeg maa gøre vitterligt for alle, at dette enten er en Fejltagelse eller en Løgn. Det har ikke faldt mig ind engang at give Rorskarlen nogen Femdaler for Deres Sko. Jeg<noinclude><references/></noinclude> omgajwgw7ct2n53v0wpcl668vhar688 Side:Pan (1894).djvu/94 104 144613 334765 2026-09-25T00:08:55Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334765 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>burde kanske have gjort det, men indtil nu er det ikke skeet.« »Hvorpaa vi fortsætter Dansen,« sagde hun med rynket Pande. »Hvorfor danser vi ikke?« Dette skylder hun mig en Forklaring paa, sagde jeg til mig selv, og jeg gik og passed mit Snit forat faa hende i Tale. Hun gik ind i Sideværelset, og jeg fulgte efter. »Skaal!« sagde jeg og vilde drikke med hende. »Jeg har ikke noget i mit Glas,« svared hun kort. Og dog stod hendes Glas fuldt foran hende. »Jeg troed, at det Glas dèr var Deres?« »Nej, det er ikke mit,« sagde hun og vendte sig optagen om mod sin Sidemand. »Undskyld da,« sagde jeg. Der var flere af Gæsterne, som lagde Mærke til dette lille Optrin. Mit Hjerte hvæsed i mig, jeg sagde krænket: »Men imidlertid skylder De mig en Forklaring {{. . .|5}}« Hun rejste sig, greb begge mine Hænder og sagde med indtrængende Stemme:<noinclude><references/></noinclude> 1iu7nl92ynx0tfrikz5rvtakhimeh3t Side:Pan (1894).djvu/95 104 144614 334766 2026-09-25T00:09:30Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334766 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Men ikke idag, ikke nu. Jeg er saa trist. Gud, hvor De ser paa mig! Vi var jo Venner engang {{. . .|5}}« Jeg gjorde overvældet højre om og gik atter ind til de Dansende. Lidt efter kom ogsaa Edvarda ind, hun stilled sig ved Klaveret, hvor den Handelsrejsende sad og spilled en Dans, hendes Ansigt var i dette Øjeblik fuldt af hemmelig Kummer. »Jeg har aldrig lært at spille,« siger hun og ser paa mig med dunkle Øjne. »Kunde jeg endda det.« Hertil kunde jeg intet svare. Men mit Hjærte fløj til hende igen, og jeg spurgte: »Hvorfor er De med engang bleven saa bedrøvet, Edvarda? Hvis De vidste, hvor jeg lider ved det.« »Jeg ved ikke hvorfor,« svared hun. »For alle Ting kanske. Gid disse Mennesker vilde gaa igen straks, alle som en. Nej, ikke De; husk paa, De skal være den sidste.« Og atter leved jeg op igen ved disse Ord, og mine Øjne saa Lyset i den solfyldte Stue. Provstens Datter kom hen til mig og gav sig til at tale med mig, jeg ønsked hende langt, langt bort og gav hende korte Svar. Jeg saa<noinclude><references/></noinclude> k0dzbp2nkl1gczcyunz33k3siv5aom2 Side:Pan (1894).djvu/96 104 144615 334767 2026-09-25T00:10:04Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334767 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>med Forsæt ikke paa hende, da hun havde talt om mit Dyreblik. Hun vendte sig til Edvarda og fortalte hende, at hun engang i Udlandet, jeg tror, det var i Riga, var bleven forfulgt af en Herre paa Gaden. »Han fulgte efter mig Gade efter Gade og smilte til mig,« sagde hun. »Var han da blind?« udbrød jeg forat være Edvarda til Behag. Samtidig trak jeg paa Skulderen. Den unge Dame forstod med ét mine grove Ord og svared: »Ja, det maatte han vel være, eftersom han kunde forfølge et saa gammelt og stygt Menneske som mig.« Men jeg opnaaed ikke Edvardas Taknemmelighed, hun trak sin Veninde med, de hvisked sammen og rysted paa Hovedet. Fra nu af var jeg aldeles overladt til mig selv. En Time gaar endnu, Sjøfuglene begynder at vaagne op ude ved Skærrene, deres Skrig lyder indad vore aabne Vinduer. Et Stød af Glæde fór gennem mig ved at høre disse første Fugleskrig, og jeg længted ud til Skærrene {{. . .|5}}<noinclude><references/></noinclude> j2fhblst21tta07yo0uwgw1ukh2dj25 Side:Pan (1894).djvu/97 104 144616 334768 2026-09-25T00:10:30Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334768 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Doktoren var atter kommet i god Stemning og henleded al Opmærksomhed paa sig, Damerne blev ikke trætte af at være i hans Nærhed. Er det dèr min Rival? tænkte jeg, og jeg tænkte ogsaa paa hans halte Ben og hans arme Figur. Han havde lagt sig til en ny og vittig Ed, han sagde »Død og Pinsel«, og hver Gang han brugte denne pudsige Ed, lo jeg højt. Det faldt mig ind i min Forpinthed at give denne Mand alle de Fordele, jeg kunde, da han var min Rival. Jeg lod det være Doktoren først og Doktoren sidst, jeg raabte: Saa hør dog, hvad Doktoren siger! og jeg tvang mig til at le højt af hans Talemaader. »Jeg elsker denne Verden,« sagde Doktoren, »jeg klamrer mig med Hænder og Fødder til Livet. Og naar jeg engang dør, da haaber jeg at faa min Plads i Evigheden et Sted ret op for London eller Paris, saa jeg kan høre Bulderet af Menneskenes Kankan hele Tiden, hele Tiden.« »Storartet!« skreg jeg og hosted af Latter, skønt jeg ikke var det ringeste beruset. Edvarda lod ogsaa til at være henreven.<noinclude><references/></noinclude> ixjoc8zfquf3ffduaz38yvi7hn02qee Side:Pan (1894).djvu/98 104 144617 334769 2026-09-25T00:11:03Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334769 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Da Gæsterne gik, stak jeg mig ind i det lille Sideværelse og satte mig til at vente. Jeg hørte det ene Farvel efter det andet ude paa Trappen, Doktoren tog ogsaa Afsked og gik. Snart døde alle Stemmer hen. Mit Hjærte slog hæftigt, mens jeg vented. Edvarda kom ind igen. Da hun saa mig, blev hun et Øjeblik forundret staaende, derpaa sagde hun smilende: »Jasaa, De er der. Det var venligt af Dem at vente til sidst. Nu er jeg dødstræt.« Hun forblev staaende. Jeg sagde, idet ogsaa jeg rejste mig: »Ja, nu kan De trænge at komme til Ro. Jeg haaber, at Deres Misstemning er gaaet over, Edvarda. De var saa sørgmodig for lidt siden, og det smærted mig.« »Det gaar nok over, naar jeg faar sovet.« Jeg havde intet mere at tilføje, jeg gik til Døren. »Ja, Tak for iaften,« sagde hun og rakte mig sin Haand. Og da hun vilde følge ogsaa mig ud paa Trappen, søgte jeg at afværge det. »Behøves ikke,« sagde jeg, »gør Dem ingen Ulejlighed, jeg kan godt selv {{. . .|5}}«<noinclude><references/></noinclude> t5c0o7l9d8on7yn9ttxn6ww9la9w3gr Side:Pan (1894).djvu/99 104 144618 334770 2026-09-25T00:11:31Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334770 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Men hun fulgte mig alligevel ud. Hun stod der i Gangen og vented taalmodigt, mens jeg fandt min Hue, mit Gevær og min Væske. Der stod en Spadserstok i Krogen, jeg saa godt Stokken, jeg stirrer paa den og kender den igen, det var Doktorens. Da hun mærker, hvor mine Øjne ser hen, blir hun rød af Forlegenhed, det var klart at se paa hendes Ansigt, at hun var uskyldig og ikke vidste om Stokken. Der gaar et helt Minut. Endelig skyder en rasende Utaalmodighed op i hende, og hun siger dirrende: »Deres Stok. Glem ikke Deres Stok.« Og hun rækker mig for mine Øjne Doktorens Stok. Jeg saa paa hende, hun holdt endnu Stokken frem, hendes Haand skalv. For at faa en Ende paa det, tog jeg Stokken og stilled den tilbage i Krogen. Jeg sagde: »Det er Doktorens Stok. Jeg kan ikke forstaa, at den halte Mand kunde glemme sin Stok.« »De med Deres halte Mand!« raabte hun bittert, og hun traadte endnu et Skridt frem imod mig. »De halter ikke, nejvel; men hvis De ovenikøbet halted, saa kunde De ikke staa<noinclude><references/></noinclude> ml0crsyu7pntdx17gbbcn0c4bwivw7a Side:Pan (1894).djvu/100 104 144619 334771 2026-09-25T00:11:59Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334771 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Dem for ham, nej, det kunde De ikke, De kunde ikke staa Dem for ham. Saa!« Jeg ledte efter et Svar, alt kom bort for mig, jeg taug. Med et dybt Buk gik jeg baglænds ud af Døren og ud paa Trappen. Her stod jeg et Øjeblik og stirred ret frem, hvorpaa jeg vandred afsted. Jasaa, han har glemt sin Stok, tænkte jeg, og han vil komme tilbage denne Vej forat hente den. Han vil ikke lade mig være sidste Mand fra Huset {{. . .|5}} Jeg drev opad Vejen ganske langsomt, spejdende frem og tilbage, i Kanten af Skogen standsed jeg. Endelig efter en halv Times Venten kom Doktoren gaaende imod mig, han havde set mig og gik hurtigt. Endnu før han kunde sige noget, løfted jeg paa Huen forat prøve ham. Han løfted ogsaa paa sin Hat. Jeg gik lige hen til ham og sagde: »Jeg hilste ikke.« Han traadte et Skridt tilbage og stirred paa mig. »Hilste De ikke?« »Nej,« sagde jeg. Pause.<noinclude><references/></noinclude> le2nftnkv8mymqtlbpmyaybb98h1v5g Side:Pan (1894).djvu/101 104 144620 334772 2026-09-25T00:12:41Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334772 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Ja, det er mig ogsaa ligegyldigt hvad De gjorde,« svared han blegnende. »Jeg skulde hente min Stok, som jeg glemte.« Hertil havde jeg intet at sige; men jeg hævned mig paa en anden Maade, jeg strakte Geværet ud for ham, som om han var en Hund, og sagde: »Hop over!« Og jeg fløjted og lokked ham til at hoppe over. En liden Stund kæmped han en Kamp med sig selv, hans Ansigt antog de forunderligste Udtryk, mens han pressed Læberne sammen og holdt Øjnene fæstede paa Jorden. Pludselig saa han skarpt paa mig, et halvt Smil oplyste hans Træk, og han sagde: »Hvorfor gør De egentlig alt dette?« Jeg svared ikke; men hans Ord virked paa mig. Han rakte mig med ét Haanden og sagde dæmpet: »Noget er galt med Dem. Hvis De vil sige mig, hvad det er, saa kanske {{. . .|5}}« Nu overvælded Skammen og Fortvivlelsen mig, disse rolige Ord bragte mig til at tabe<noinclude><references/></noinclude> dmirb4qditcyayb4irei8m8qkx3qn4k Side:Pan (1894).djvu/102 104 144621 334773 2026-09-25T00:13:19Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334773 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Ligevægten. Jeg vilde gøre ham noget godt igen, jeg tog ham om Livet og udbrød: »Tilgiv dette, hører De! Nej, hvad galt skulde der være med mig? Der er intet galt, jeg trænger ikke Deres Hjælp. De søger kanske efter Edvarda? De vil finde hende hjemme. Men skynd Dem, ellers lægger hun sig, før De kommer; hun var saa træt, jeg saa det selv. Jeg siger Dem det bedste, jeg ved nu, det er sandt, De vil finde hende hjemme, gaa blot!« Og jeg vendte mig om og iled bort fra ham, jog med lange Skridt ind gennem Skogen og hjem til Hytten. En Tidlang blev jeg siddende paa min Briks fuldstændig i samme Forfatning, som jeg var kommet ind, med Væsken over Skulderen og Bøssen i Haanden. Underlige Tanker fik Liv i mit Hoved. Hvorfor havde jeg dog udleveret mig til Doktoren! Det ærgred mig, at jeg havde holdt ham om Livet og set paa ham med vaade Øjne; han vil gotte sig derover, tænkte jeg, maaske sidder han i dette Øjeblik og fniser over det sammen med Edvarda. Han havde sat sin Stok efter sig i Gangen. Ikke sandt, hvis jeg ovenikøbet halted, saa kunde<noinclude><references/></noinclude> bxclul3j9kiwenhq66bbohgq7a40hqt Side:Pan (1894).djvu/103 104 144622 334774 2026-09-25T00:14:33Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334774 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>jeg ikke staa mig for Doktoren, jeg vilde slet ikke kunne staa mig for ham, det var hendes egne Ord {{. . .|5}} Jeg stiller mig midt paa Gulvet, spænder Hanen paa min Bøsse, sætter Mundingen mod min venstre Vrist og trykker af. Skuddet gaar ned gennem Mellemfoden og gennemborer Gulvet. Æsop giver et kort, forfærdet Bjæf. Lidt efter banker det paa Døren. Det var Doktoren, som kom. »Undskyld, hvis jeg forstyrrer Dem,« begyndte han. »De gik saa hurtigt bort, jeg tænkte, det kunde ikke skade, om vi talte lidt sammen. Jeg synes, her lugter Krudt?« Han var fuldkommen ædru. »Traf De Edvarda? Fik De Deres Stok?« spurgte jeg. »Jeg fik min Stok. Nej, Edvarda havde lagt sig {{. . .|5}} Hvad er det dèr? Men i Himlens Navn, De bløder jo?« »Nej, næsten ingen Ting. Jeg vilde sætte Bøssen bort, og den gik af; det betyder ikke noget. Djævelen hente Dem, hvorfor skal jeg være forpligtet til at sidde her og give Dem<noinclude><references/></noinclude> jr0ynab4pios2wt8vc9j0kww3ypgpce Side:Pan (1894).djvu/104 104 144623 334775 2026-09-25T00:14:57Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334775 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Oplysninger om dette? {{. . .|5}} Saa, De fik Deres Stok?« Han stirred urokkelig paa min sønderskudte Støvle og paa Blodet, der flød. Med en rask Bevægelse lagde han sin Stok ned og befried sig for sine Handsker. »Sid stille, Deres Støvle skal af,« sagde han. »Det var nok det, jeg syntes, at jeg hørte et Skud.« {{---}}<noinclude><references/></noinclude> g49uobva85ebjagay4i6lyhu04dv1wu Side:Pan (1894).djvu/105 104 144624 334776 2026-09-25T06:10:55Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334776 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XVIII.}} Hvor jeg senere angred paa dette vanvittige Skud! Det hele var ikke saa meget værd, det tjente heller ikke til nogen Ting, det bandt mig til Hytten i flere Uger. Alle Ærgrelser og Ubehageligheder staar endnu levende for mig, min Vaskekone maatte komme hver Dag til min Hytte og næsten opholde sig der til Stadighed, gøre Indkøb af Mad, bestyre min Husholdning. Der gik flere Uger. Velan! Doktoren begyndte en Dag at tale om Edvarda. Jeg hørte hendes Navn, hørte, hvad hun havde sagt og gjort, og det havde ikke længer nogen større Betydning for mig, det var, som om han talte om en fjærn, uvedkommende Ting. Hvor hurtigt man kan glemme! tænkte jeg med Forundring.<noinclude><references/></noinclude> 9cp6ha80n0jb8zb68t7j7iavoc2m1a0 334983 334776 2026-09-25T11:11:25Z Øystein Tvede 3938 334983 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XVIII.}} {{Stor initial|H|160%}}vor jeg senere angred paa dette vanvittige Skud! Det hele var ikke saa meget værd, det tjente heller ikke til nogen Ting, det bandt mig til Hytten i flere Uger. Alle Ærgrelser og Ubehageligheder staar endnu levende for mig, min Vaskekone maatte komme hver Dag til min Hytte og næsten opholde sig der til Stadighed, gøre Indkøb af Mad, bestyre min Husholdning. Der gik flere Uger. Velan! Doktoren begyndte en Dag at tale om Edvarda. Jeg hørte hendes Navn, hørte, hvad hun havde sagt og gjort, og det havde ikke længer nogen større Betydning for mig, det var, som om han talte om en fjærn, uvedkommende Ting. Hvor hurtigt man kan glemme! tænkte jeg med Forundring.<noinclude><references/></noinclude> 56dua71cu625lnqyb7935bhhadmh272 Side:Pan (1894).djvu/106 104 144625 334777 2026-09-25T06:11:43Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334777 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Naa, hvad mener De selv om Edvarda, siden De spørger? Jeg har sandt at sige ikke tænkt paa hende i flere Uger. Vent lidt, det forekommer mig, at der var noget mellem Jær, I var saa ofte sammen, De var Vært paa en Øtur og hun Værtinde. Nægt det ikke, Doktor, der var noget, en vis Forstaaelse. Nej, for Guds Skyld, svar mig ikke, De skylder mig ingen Forklaring, jeg spørger ikke forat faa vide noget, lad os tale om noget andet, hvis De vil. Hvornaar kan jeg gaa paa min Fod?« Jeg blev selv siddende og tænke paa, hvad jeg havde sagt. Hvorfor var jeg inderst inde bange for, at Doktoren skulde udtale sig? Hvad vedkom Edvarda mig? Jeg havde glemt hende. Ogsaa senere engang kom Edvarda paa Tale, og jeg afbrød Doktoren igen, Gud maa vide, hvad jeg frygted for at faa høre. »Hvorfor afbryder De mig?« spurgte han. »Kan De slet ikke taale, at jeg tager hendes Navn i Munden?« »Sig mig,« sagde jeg, »hvad er Deres egentlige Mening om Jomfru Edvarda? Det interesserer mig at vide.« Han saa mistænksomt paa mig. »Min egentlige Mening?«<noinclude><references/></noinclude> 45co800hvb2i4vd39caekm7m36oysbw Side:Pan (1894).djvu/107 104 144626 334778 2026-09-25T06:12:34Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334778 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »De kan kanske meddele mig nye Ting idag, De har maaske endog friet og faaet Ja. Kan jeg lykønske Dem? Ikke? Ja, Pokker tro Dem, ha-ha-ha.« »Saa, det var dèt, De var bange for!« »Bange for? Bedste Doktor!« Pause. »Nej, jeg har ikke friet og faaet Ja,« sagde han; »De har kanske gjort det. Man frier ikke til Edvarda, hun tager den, hun falder paa. Tror De, hun er en Bondepige? De har truffet dette Menneske her oppe i Nordland og har selv set det. Hun er et Barn, som har faaet forlidet Ris, og en Kvinde med mange Luner. Kold? Frygt ikke derfor. Varm? Is, siger jeg Dem. Hvad er hun da? En liden Pige paa seksten, sytten Aar, ikke sandt? Men forsøg De bare at virke paa denne lille Pige, og hun vil spotte al Deres Møje. Selv Faderen faar ikke Bugt med hende; hun adlyder ham tilsyneladende, men regerer i Virkeligheden selv. Hun siger, at De har Dyreblik {{. . .|5}}« »De tager fejl, det er en anden, som siger, at jeg har Dyreblik.« »En anden? Hvem anden?«<noinclude><references/></noinclude> oclfmcwbifbjk0dc0uuvqa1bgrljz3z Side:Pan (1894).djvu/108 104 144627 334779 2026-09-25T06:13:23Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334779 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Det ved jeg ikke. En af hendes Veninder. Nej, det er ikke Edvarda, som siger det. Stop lidt, kanske det virkelig er Edvarda selv {{. . .|5}}« »Naar De ser paa hende, gør det den og den Virkning paa hende, siger hun. Men tror De, at det bringer Dem en Haarsbred nærmere hende? Næppe. Se blot paa hende, spar ikke Deres Øjne; men saasnart hun mærker sig udsat for Dem, vil hun sige til sig selv: Se, der staar nu denne Mand og ser paa mig og tror, at han har vundet Spil! Og hun vil med et Blik eller med et koldt Ord bringe Dem ti Mile bort. Tror De ikke, jeg kender hende! Hvor gammel antager De, at hun er?« »Hun er jo født i otte og tredive?« »Løgn. Jeg har for Løjers Skyld undersøgt det. Hun er tyve Aar, hun kunde forresten godt passere for femten. Hun er ingen lykkelig Sjæl, der er megen Strid i hendes lille Hoved. Naar hun staar og ser ud mod Fjældene og Havet, og hendes Mund faar dette Træk hèr, denne Smærte hèr, da er hun ulykkelig; men hun er for stolt og for stivnakket til at græde. Hun er ikke lidet Eventyrlig, hun har<noinclude><references/></noinclude> myycb8qewzsj1vidf2ul92s7z02ykbo Side:Pan (1894).djvu/109 104 144628 334780 2026-09-25T06:13:40Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334780 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>en hæftig Fantasi, hun venter paa en Prins. Hvordan var det med en vis Femdalerseddel, som De skulde have givet bort?« »En Spøg. Nej, det var ingenting {{. . .|5}}« »Ogsaa det var noget. Hun har gjort noget lignende med mig engang. Det er et Aar siden. Vi var ombord i Postskibet, mens det henlaa her paa Havnen. Det regned og var koldt. En Kone med et lidet Barn sidder paa Dækket og fryser. Edvarda spørger hende: Fryser De ikke? Jo, Konen frøs. Fryser ikke den Lille ogsaa? Jo, den Lille frøs ogsaa. Hvorfor gaar De ikke ind i Kahytten? spørger Edvarda. Jeg har Dæksplads, svarer Konen. Edvarda ser paa mig. Konen har blot Dæksplads, siger hun. Hvad er dermed at gøre? svarer jeg inde i mig selv. Men jeg forstaar Edvardas Blik. Jeg er ikke født Rigmand, jeg har arbejdet mig frem fra intet, og jeg tæller de Penge, jeg giver ud. Jeg trækker mig altsaa bort fra Konen og tænker: skal der betales for hende, saa lad Edvarda betale selv, hun og hendes Fader har bedre Raad end jeg. Og Edvarda betaler ganske rigtig selv. I den Retning er hun storartet, hun mangler ingenlunde<noinclude><references/></noinclude> qtpa7peqwnq1j2ua1xzwbv7b90zynr3 Side:Pan (1894).djvu/110 104 144629 334781 2026-09-25T06:14:14Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334781 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Hjærte. Men saasandt, som jeg sidder her, hun havde ventet, at jeg skulde have betalt for Kahytsplads til Konen og den Lille, jeg saa det paa hendes Blik. Hvad saa videre? Konen rejste sig og takked for den store Hjælp. Tak ikke mig, men tak den Herre dèr, svarer Edvarda og peger med rolig Mine paa mig. Hvad synes De? Jeg hører, at Konen takker ogsaa mig, og jeg kan ikke svare noget til det, jeg maa lade det gaa sin Gang. Se, dette er nu ét Træk, men jeg kunde fortælle flere. Og hvad angaar de fem Dalere til Rorskarlen, da har hun selv givet Manden disse Penge. Havde De gjort det, vilde hun have fløjet Dem om Halsen; De burde have været den Herremand, som begik en slig flot Urimelighed for en udtraadt Sko, det passed i hendes Forestilling, hun havde foresat sig det. Da ikke De gjorde det, gjorde hun det selv, i Deres Navn. Saaledes er hun, ufornuftig og beregnende paa samme Tid.« »Kan da ingen vinde hende?« spurgte jeg. »Hun burde tugtes,« svared Doktoren undvigende. »Der er noget galt ved dette, hun faar altfor frit Spil, hun kan gjøre alt, hvad<noinclude><references/></noinclude> 98n93arn51vf4dnwicrouf22gdt85ct Side:Pan (1894).djvu/111 104 144630 334782 2026-09-25T06:14:50Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334782 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hun vil, og sejre saa meget, hun lyster. Man er optagen af hende, man viser hende ikke Ligegyldighed, der er altid nogen for Haanden, som hun kan udøve sin Virkning paa. Har De lagt Mærke til, hvorledes jeg behandler hende? Som en Skolepige, en liden Tøs, jeg hovmestererer hende, klandrer hendes Sprog, passer paa og sætter hende i Klemme. Tror De ikke, at hun forstaar det? Ak, hun er stolt og stiv, det saarer hende idelig; men hun er ogsaa for stolt til at vise, at det saarer hende. Men saaledes skulde hun have det. Da De kom, havde jeg allerede tugtet hende i et Aar, det begyndte at virke, hun græd af Smærte og Ærgrelse, hun var bleven et rimeligere Menneske. Saa kom De og ødelagde det hele. Saaledes er det, den ene slipper hende og den anden tager hende igen; efter Dem kommer formodentlig en tredje, hvo ved.« Oho, Doktoren har noget at hævne, tænkte jeg, og jeg sagde: »Sig mig nu ogsaa, Doktor, hvorfor De har havt den store Møje og Besværlighed at meddele mig alt dette? Skal jeg hjælpe Dem med at tugte Edvarda?«<noinclude><references/></noinclude> hmps9vl2qqv3pqusngk0ag1d94sfzju Side:Pan (1894).djvu/112 104 144631 334783 2026-09-25T06:15:40Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334783 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Forresten er hun varm som en Vulkan,« fortsatte han, uden at agte paa mit Spørgsmaal. »De spurgte, om ingen kunde vinde hende. Jo, hvorfor ikke? Hun venter paa sin Prins, han er ikke kommet, hun tager atter og atter fejl, hun troed ogsaa, at De var Prinsen, især da De havde Dyreblik, ha-ha. Hør, Hr. Løjtnant, De burde ialfald have medbragt Deres Uniform. Den vilde have havt sin Betydning nu. Hvorfor skulde ikke nogen kunne vinde hende? Jeg har set hende vride Hænderne efter den, som kunde komme og tage hende, føre hende bort, herske over hendes Krop og Sjæl. Ja. Men han maa komme udenfra, dukke op en Dag som et lidt aparte Væsen. Jeg aner, at Hr. Mack er ude paa en Ekspedition, der tør stikke noget under med hans Rejse. Ogsaa engang før var Hr. Mack paa Rejse, og da han kom tilbage, fulgte en Herre ham.« »En Herre fulgte ham?« »Ak, men han dued ikke,« sagde Doktoren smærteligt leende. »Det var en Mand paa min Alder, han halted ogsaa, ligesom jeg. Det var ikke Prinsen.« »Og hvor rejste han hen?« spurgte jeg og fiksered Doktoren.<noinclude><references/></noinclude> qsrl8418uhjdjzylosktjjxybc7r1r4 Side:Pan (1894).djvu/113 104 144632 334784 2026-09-25T06:16:19Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334784 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Hvor han rejste hen? Herfra? Det ved jeg ikke,« svared han forvirret. »Naa, vi har opholdt os altfor længe med dette. Om en Uges Tid kan De begynde at gaa paa Deres Fod. Paa Gensyn.« 77---}}<noinclude><references/></noinclude> ih1f9odskgg3ilxm77awcu6zbnyyf2i 334785 334784 2026-09-25T06:16:34Z Øystein Tvede 3938 334785 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Hvor han rejste hen? Herfra? Det ved jeg ikke,« svared han forvirret. »Naa, vi har opholdt os altfor længe med dette. Om en Uges Tid kan De begynde at gaa paa Deres Fod. Paa Gensyn.« {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 80d5mhdrp5b4upil7b19dw2sbmdtuco Side:Pan (1894).djvu/114 104 144633 334786 2026-09-25T06:17:37Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334786 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XIX.}} Jeg hører en Kvindes Stemme udenfor min Hytte, Blodet strømmer mig til Hovedet, det er Edvardas Stemme: »Glahn, Glahn er syg, hører jeg?« Og min Vaskekone svarer udenfor Døren: »Han er næsten frisk igen.« Dette »Glahn, Glahn« gik mig gennem Marv og Ben, hun gentog mit Navn to Gange, det virked paa mig, hendes Stemme var klar og bevæget. Hun aabned min Dør uden at banke paa, traadte ilsomt ind og saa paa mig. Med ét var det for mig som i gamle Dage, hun gik i sin opfarvede Jakke og havde bundet Forklædet lidt ned paa Maven forat blive lang i Livet. Jeg saa det hele straks, og hendes Blik, hendes<noinclude><references/></noinclude> hhnzxfwxwmgftqsgyy9noym2yp3y0s9 334984 334786 2026-09-25T11:11:38Z Øystein Tvede 3938 334984 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XIX.}} {{Stor initial|J|160%}}eg hører en Kvindes Stemme udenfor min Hytte, Blodet strømmer mig til Hovedet, det er Edvardas Stemme: »Glahn, Glahn er syg, hører jeg?« Og min Vaskekone svarer udenfor Døren: »Han er næsten frisk igen.« Dette »Glahn, Glahn« gik mig gennem Marv og Ben, hun gentog mit Navn to Gange, det virked paa mig, hendes Stemme var klar og bevæget. Hun aabned min Dør uden at banke paa, traadte ilsomt ind og saa paa mig. Med ét var det for mig som i gamle Dage, hun gik i sin opfarvede Jakke og havde bundet Forklædet lidt ned paa Maven forat blive lang i Livet. Jeg saa det hele straks, og hendes Blik, hendes<noinclude><references/></noinclude> 9h3a7me44e7vu5sgq521e1jiobgzos3 Side:Pan (1894).djvu/115 104 144634 334787 2026-09-25T06:18:01Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334787 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>brune Ansigt med Øjenbrynene højt op i Panden, det sælsomt ømme Udtryk i hendes Hænder, alt trængte saa hæftigt ind paa mig og gjorde mig forvirret. Hende har jeg kysset! tænkte jeg. Jeg rejste mig og blev staaende. »De rejser Dem, De blir staaende,« sagde hun. »Sæt Dem dog, Deres Fod er daarlig, De har skudt Dem. Gode Gud, hvordan gik det til? Jeg fik vide det først nu. Jeg tænkte hele Tiden: Hvor blir Glahn af? han kommer aldrig mer. Jeg vidste ikke om nogen Ting. De havde skudt Dem, det er flere Uger siden, hører jeg, og jeg vidste ikke et Ord om det. Hvordan staar det til nu? De er bleven paafaldende bleg, jeg kender Dem ikke igen. Og Foden? Blir De halt? Doktoren siger, at De ikke blir halt. Hvor inderlig jeg er glad i Dem, fordi De ikke blir halt, jeg takker Gud for det. Jeg haaber, De undskylder, at jeg kom herhid uden videre, jeg løb mere end jeg gik {{. . .|5}}« Hun luded sig over mod mig, hun var mig nær, jeg fornam hendes Aande i Ansigtet, jeg tog med Hænderne efter hende. Da flytted<noinclude><references/></noinclude> lsr1c63dlbjfma5g1qvdkvjjpwsqjci Side:Pan (1894).djvu/116 104 144635 334788 2026-09-25T06:18:39Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334788 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hun sig længer bort. Hendes Øjne var endnu duggede. »Det gik saaledes til,« stammed jeg: »Jeg vilde stille Bøssen hen i Krogen, jeg holdt den galt, saaledes, op ned; saa hørte jeg pludselig et Skud. Det var et Uheld.« »Et Uheld,« sagde hun tankefuldt og nikked. »Lad mig se, det er venstre Fod; men hvorfor netop den venstre? Ja, det var et Tilfælde {{. . .|5}}« »Ja, et Tilfælde,« afbrød jeg. »Hvor kan jeg vide, hvorfor det netop blev venstre Fod? De ser selv, saaledes holdt jeg Bøssen, saa kunde det ikke godt blive højre Fod. Ja, det var ikke meget morsomt.« Hun saa eftertænksomt paa mig. »Naa, De er altsaa i god Bedring,« sagde hun og saa sig om i Hytten. »Hvorfor har De ikke sendt Konen over til os efter Mad? Hvad har De levet af?« Vi talte endnu i nogle Minutter sammen. Jeg spurgte hende: »Da De kom, var Deres Ansigt bevæget, og Deres Øjne skinned, De gav mig Haanden. Nu er Deres Øjne blevne ligegyldige igen. Tager jeg fejl?« Pause.<noinclude><references/></noinclude> 1endsvi7zc9xr7brveh0coho1qckviu Side:Pan (1894).djvu/117 104 144636 334789 2026-09-25T06:19:17Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334789 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Man kan ikke altid være ens {{. . .|5}}« »Sig mig blot denne ene Gang,« sagde jeg: »hvad er det for Eksempel i dette Tilfælde, som jeg har sagt eller gjort til Deres Mishag? Det kunde kanske være mig til en Rettesnor for Eftertiden.« Hun saa ud af Vinduet, ud mod den fjærne Horisont, stod og saa tankefuldt hen for sig, og svared mig, der sad bag hende: »Ingenting, Glahn. Man kan jo stundom faa sine Tanker. Er De misfornøjet nu? Husk paa, nogle giver lidet, og det er meget for dem, andre giver alt, og det koster ingen Overvindelse; hvem har saa givet mest? De er bleven tungsindt under Deres Sygdom. Hvordan er vi komne til at tale om dette?« Og pludselig ser hun paa mig, en Glæde farver hendes Ansigt, hun siger: »Men bliv nu frisk igen snart. Vi sees igen.« Dermed rakte hun mig Haanden. Nu var det, at jeg fik i Sinde ikke at modtage hendes Haand. Jeg rejste mig lagde Hænderne paa Ryggen og bukked dybt; dermed vilde jeg takke hende for hendes elskværdige Besøg.<noinclude><references/></noinclude> l39mctx2lbij3s5bdzvj91khh8gj9nm Side:Pan (1894).djvu/118 104 144637 334790 2026-09-25T06:19:49Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334790 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Undskyld, at jeg ikke kan følge Dem længer,« sagde jeg. Da hun var gaaet, satte jeg mig endnu engang til at overtænke det hele. Jeg skrev et Brev og forlangte min Uniform tilsendt. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> j4pusnc90utlbbatsy40vz57cgzcvvz Side:Pan (1894).djvu/119 104 144638 334791 2026-09-25T06:20:33Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334791 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XX.}} Første Dag i Skogen. Jeg var glad og mat, alle Dyr nærmed sig mig og besaa mig, paa Løvtræerne sad Biller, og Oljebillerne krøb paa Vejen. Godt Møde! tænkte jeg. Skogens Stemning gik frem og tilbage gennem mine Sandser, jeg græd af Kærlighed og var aldeles glad derved, jeg var opløst af Taksigelse. Du gode Skog, mit Hjem, Guds Fred, skal jeg sige dig fra mit Hjærte {{. . .|5}} Jeg standser, vender mig i alle Retninger og nævner grædende Fugle, Træer, Stene, Græs og Myrer ved Navn, ser mig om og nævner dem i Rækkefølge. Jeg ser op mod Fjældene og tænker: Ja, nu kommer jeg! som om jeg svared paa en Kalden. Højt deroppe hækked<noinclude><references/></noinclude> rvkyjy24drlalv3jr8wp3l201unxyps 334985 334791 2026-09-25T11:11:53Z Øystein Tvede 3938 334985 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XX.}} {{Stor initial|F|160%}}ørste Dag i Skogen. Jeg var glad og mat, alle Dyr nærmed sig mig og besaa mig, paa Løvtræerne sad Biller, og Oljebillerne krøb paa Vejen. Godt Møde! tænkte jeg. Skogens Stemning gik frem og tilbage gennem mine Sandser, jeg græd af Kærlighed og var aldeles glad derved, jeg var opløst af Taksigelse. Du gode Skog, mit Hjem, Guds Fred, skal jeg sige dig fra mit Hjærte {{. . .|5}} Jeg standser, vender mig i alle Retninger og nævner grædende Fugle, Træer, Stene, Græs og Myrer ved Navn, ser mig om og nævner dem i Rækkefølge. Jeg ser op mod Fjældene og tænker: Ja, nu kommer jeg! som om jeg svared paa en Kalden. Højt deroppe hækked<noinclude><references/></noinclude> 5qw0e6n3voh32n7mnw60v8ncksor7s0 Side:Pan (1894).djvu/120 104 144639 334792 2026-09-25T06:21:14Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334792 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Dværgfalken, jeg vidste om dens Reder. Men Tanken paa de hækkende Dværgfalke oppe i Fjældene sendte min Fantasi langt bort. Ved Middag roed jeg ud, jeg landed paa en liden Ø, en Holme, udenfor Havnen. Der var lilafarvede Blomster med lang Stængel, der rak mig til Knæet, jeg vaded i underlige Vækster, Bringebærbuske, grovt Snarpegræs; der var ingen Dyr, og Mennesker havde der kanske heller ikke været. Sjøen skummed mildt mod Øen og indhylled mig i et Slør af Sus, langt oppe ved Æggeholmene skreg og fløj alle Kystens Fugle. Men Havet omslutted mig til alle Sider som i en Omfavnelse. Velsignet være Livet og Jorden og Himlen, velsignet være mine Fiender, jeg vil i denne Stund være min værste Uven naadig og knytte hans Skorem {{. . .|5}} En høj Hejsesang lyder ud til mig fra en af Hr. Macks Jægter, og mit Indre fyldes af Solskin ved den kendte Lyd. Jeg ror til Bryggen, gaar forbi Fiskerhytterne og begiver mig hjem. Dagen er leden, jeg indtager mit Maaltid, deler min Mad med Æsop og gaar atter tilskogs. Milde Vinde sejler lydløst mod mit Ansigt. Velsignet være I, siger jeg til Vindene fordi de kommer mod mit Ansigt, velsignet være I; mit Blod bøler sig i<noinclude><references/></noinclude> rxe3untsg0dqoyb3xbvxgcde27u70xh Side:Pan (1894).djvu/121 104 144640 334793 2026-09-25T06:21:50Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334793 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>mine Aarer af Taksigelse mod Jær! Æsop lægger sin ene Pote paa mit Knæ. En Træthed overfalder mig, og jeg sovner. Lul, lul! Ringer Klokker? Nogle Mile tilhavs staar et Bjærg. Jeg beder to Bønner, en for min Hund og en for mig selv, og vi kommer ind i Bjærget. Porten slaar i efter os, det giver et Ryk i mig, og jeg vaagner. Luende rød Himmel, Solen staar og stamper foran mine Øjne, Natten, Horisonten dønner af Lys. Æsop og jeg gaar over i Skyggen. Det er stille omkring. Nej, vi vil ikke sove mere, siger jeg til Æsop, vi vil jage imorgen, den røde Sol skinner paa os, vi gik ikke ind i Bjærget {{. . .|5}} Og sære Stemninger faar Liv hos mig, og mit Blod stiger mig til Hovedet. Jeg føler ophidset og endnu svag, at nogen kysser mig, og Kysset ligger paa mine Læber. Jeg ser mig om, der er ingen synlig tilstede. Iselin! siger jeg. Det pusler i Græsset, det kunde være Løv, der faldt til Jorden, det kunde ogsaa være Trin. En Ilen gaar gennem Skogen, det kunde være Iselins Aandedræt, tænker jeg. I disse Skoge har Iselin gaaet, her bønhørte hun Jægere i gule Støvler og grønne Kapper.<noinclude><references/></noinclude> pllbaxiuy1i8j0mrh8glr0kid7atcgy Side:Pan (1894).djvu/122 104 144641 334794 2026-09-25T06:22:37Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334794 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Ude paa sin Gaard boed hun, to Fjerdinger herfra, hun sad i sit Vindu for fire Menneskealdere siden og hørte Jagthornet galde fra Skogene trint omkring. Her var Ren og Ulv og Bjørn, og Jægerne de var mange, og alle saa de hende vokse op, og hver og en saa vented de paa hende. En havde set hendes Øjne, en anden hørt hendes Stemme; men engang stod en søvnløs Svend op om Natten og bored et Hul ind til Iselins Kammer, han saa hendes hvide Fløjels Mave. I hendes tolvte Aar kom Dundas. Han var Skotte, han handled med Fisk og havde mange Skibe. Han havde en Søn. Da Iselin blev seksten Aar, saa hun første Gang den unge Dundas. Han var hendes første Kærlighed {{. . .|5}} Og saa sære Stemninger trækker gennem mig og saa tungt blir mit Hoved, mens jeg sidder der; jeg lukker Øjnene og føler atter Iselins Kys. Iselin, er du her, du Livets Elskerinde? siger jeg, og har du Diderik staaende bag et Træ? {{. . .|5}} Men tyngre og tyngre blir mit Hoved, og jeg flyder ind i Søvnens Bølger. Lul, lul! En Stemme taler, det er som om Syvstjærnen synger gennem mit Blod, det er Iselins Stemme:<noinclude><references/></noinclude> 544cbben5tpa0956rk2ub44l9175s9r Side:Pan (1894).djvu/123 104 144642 334795 2026-09-25T06:23:14Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334795 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Sov, sov! Jeg vil fortælle dig om min Kærlighed, mens du sover, og jeg vil fortælle dig om min første Nat. Jeg husker det, jeg glemte at laase min Dør; jeg var seksten Aar, det var Vaartid og varme Vinde; Dundas kom. Det var som en Ørn, der kom susende. Jeg traf ham en Morgen før Jagttid, han var fem og tyve Aar og kom fra fjærne Rejser, han spadsered ved min Side i Haven, og da han berørte mig med sin Arm, begyndte jeg at elske ham. Han fik to feberrøde Pletter i Panden, og jeg kunde have kysset de to Pletter. Om Aftenen efter Jagttid gik jeg og saa efter ham i Haven, og jeg var saa bange for, at jeg skulde finde ham. Jeg nævnte sagte hans Navn for mig selv, og jeg var saa bange for, at han skulde høre det. Da kommer han frem fra Buskene og hvisker: Inat Klokken et! Hvorpaa han forsvinder. Inat Klokken et, siger jeg til mig selv, hvad mente han med det? Jeg forstaar ingenting. Han mente vel, at han skulde paa Rejser igen inat Klokken et; men hvad kommer det mig ved, om han rejser? Saa var det, at jeg glemte at laase min Dør {{. . .|5}} Klokken et stiger han ind.<noinclude><references/></noinclude> 7f5l4apcquqio5tqg1hk4u3j69ekrh3 Side:Pan (1894).djvu/124 104 144643 334796 2026-09-25T06:23:43Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334796 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Var ikke min Dør laaset? spørger jeg. Jeg skal laase den, svarer han. Og han laaser Døren af og lukker os inde. Jeg var saa bange for Støjen af hans store Støvler. Væk ikke min Pige! sagde jeg. Jeg var ogsaa saa bange for den knagende Stol, og jeg sagde: Nej, nej, sæt dig ikke paa den Stol, den knager! Maa jeg da sidde hos dig i Sofaen? spurgte han. Ja, sagde jeg. Men det sagde jeg blot fordi Stolen knaged. Vi sad i min Sofa. Jeg flytted mig bort, han flytted sig efter. Jeg saa ned. Du fryser, sagde han og tog min Haand. Lidt efter sagde han: Hvor du fryser! og lagde sin Arm om mig. Jeg blev varm i hans Arm. Vi sidder saaledes lidt. En Hane galer. Hørte du, sagde han, en Hane gol, det er snart Morgen. Og han rørte ved mig og gjorde mig fortabt. Naar du bare er aldeles sikker paa, at Hanen gol, stammed jeg.<noinclude><references/></noinclude> 5dy664wnhbn7y42ygyddjsul211t5in Side:Pan (1894).djvu/125 104 144644 334797 2026-09-25T06:24:18Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334797 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Jeg saa atter de to feberrøde Pletter i hans Pande, og jeg vilde rejse mig. Da holdt han mig tilbage, jeg kyssed de to elskelige Pletter og lukked mine Øjne for ham {{. . .|5}} Saa blev det Dag, alt var det Morgen. Jeg vaagned og kendte ikke Væggene i mit Kammer igen, jeg stod op og kendte ikke mine egne smaa Sko igen; der risled noget gennem mig. Hvad kan det være, som risler gennem mig? tænkte jeg leende. Og, hvormange var det Klokken just slog? Intet vidste jeg, men jeg husked blot, at jeg havde glemt at laase min Dør. Min Pige kommer. Dine Blomster har intet Vand faaet, siger hun. Jeg havde glemt mine Blomster. Du har krøllet din Kjole, fortsætter hun. Hvor kan jeg have krøllet min Kjole henne? tænker jeg med leende Hjærte; men det maa jeg vel have gjort inat? En Vogn kører ind til Havegrinden. Og din Kat har ingen Mad faaet, siger min Pige. Men jeg glemmer mine Blomster, min Kjole og min Kat og spørger:<noinclude><references/></noinclude> imf7p6kldvr2ik2gxrrtpio601oze37 Side:Pan (1894).djvu/126 104 144645 334798 2026-09-25T06:24:55Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334798 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Er det Dundas, som holder udenfor? Bed ham at komme til mig straks, jeg venter ham, det var noget {{. . .|5}} noget {{. . .|5}} Og jeg tænker ved mig selv: Mon han atter vil lukke Døren i Laas, naar han kommer? Han banker paa. Jeg aabner for ham og lukker selv Døren i Laas forat gøre ham en liden Tjeneste. Iselin! udbryder han og kysser min Mund et helt Minut. Jeg har ikke sendt Bud efter dig, hvisker jeg. Har du ikke? spørger han. Jeg blir atter meget fortabt, og jeg svarer: Jo, jeg sendte Bud efter dig, jeg længted saa usigeligt efter dig igen. Vær her lidt. Og jeg holdt mig for Øjnene af Kærlighed. Han slap mig ikke, jeg sank om og skjulte mign4 hos ham. Jeg synes, at noget galer igen? sagde han og lytted. Men da jeg hørte hvad han sagde, afbrød jeg ham saa hurtigt, som jeg kunde, og svared: Nej, hvor kan du tro, at noget galer igen! Det var ingenting, som gol. Han kyssed mit Bryst.<noinclude><references/></noinclude> 0gamo7ylbfe8r26l23ajnf6mlpy2gig Side:Pan (1894).djvu/127 104 144646 334799 2026-09-25T06:25:36Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334799 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Det var bare en Høne, som gol, sagde jeg i sidste Øjeblik. Vent lidt, jeg skal lukke Døren i Laas, sagde han og vilde rejse sig. Jeg holdt ham tilbage og hvisked: Den er lukket {{. . .|5}} Saa blev det Aften igen, og Dundas var rejst. Der risled noget gyldent gennem mig. Jeg stilled mig foran Speilet, og to forelskede Øjne saa lige mod mig; der rørte sig noget i mig ved mit Blik, og det risled og risled rundt omkring mit Hjærte. Min Gud, jeg havde aldrig set paa mig selv med de Øjne før, og jeg kyssed af Elskov min egen Mund i Spejlet {{. . .|5}} Men nu har jeg fortalt dig om min første Nat og om Morgenen og Aftenen derpaa. Siden engang skal jeg fortælle dig om Svend Herlufsen. Ham elsked jeg ogsaa, han boed en Mil herfra, paa Øen, som du ser derude, og jeg roed selv til ham i stille Sommernætter, fordi jeg elsked ham. Jeg vil ogsaa fortælle dig om Stamer. Han var Præst, jeg elsked ham. Jeg elsker alle {{. . .|5}} Jeg hører gennem min Slummer en Hane, der galer nede ved Sirilund.<noinclude><references/></noinclude> 2n9w9z6z5la5yp2nrmakcedgecpjlcy Side:Pan (1894).djvu/128 104 144647 334800 2026-09-25T06:26:08Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334800 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Hørte du, Iselin, en Hane gol ogsaa til os! raaber jeg frydefuldt og strækker Armene ud. Jeg vaagner. Æsop er allerede paa Benene. Borte! siger jeg i brændende Sorg og ser mig omkring; her er ingen, ingen her! Fuld af Hede og Ophidselse gaar jeg hjemad. Det er Morgen, Hanen vedbliver at gale paa Sirilund. Ved Hytten staar en Kvinde, staar Eva. Hun har et Reb i Haanden og skal i Vedskogen. Der er en Livets Morgen over den unge Pige, hendes Bryst gaar op og ned, Solen forgylder hende. »De maa ikke tro {{. . .|5}}« stammer hun. »Hvad maa jeg ikke tro, Eva?« »Jeg gik ikke hid forat træffe Dem, jeg gik bare forbi {{. . .|5}}« Og hendes Ansigt mørkner af Rødme. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> e44frx36gxlnj11p32mdf91vdky4ju8 Side:Pan (1894).djvu/129 104 144648 334801 2026-09-25T06:26:55Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334801 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XXI.}} Min Fod vedblev at volde mig lidt Bryderi og Plage, ofte om Natten kløed den og holdt mig vaagen, en pludselig Sting kunde gennemfare den, og mod Vejrforandring var den fuld af Gigt. Det vared i mange Dage. Men jeg kom ikke til at halte. Dagene gik. Hr. Mack var kommet tilbage, og jeg skulde straks erfare, at han var kommet. Han tog min Baad fra mig, han satte mig i Forlegenhed, det var endnu ikke Jagttid, og jeg kunde intet skyde. Men hvorfor berøved han mig uden videre Baaden? To af Hr. Macks Bryggefolk havde roet en Fremmed ud paa Sjøen om Morgenen. Jeg traf Doktoren.<noinclude><references/></noinclude> s0jzb015c51sr82796rg4xqczmra3su 334986 334801 2026-09-25T11:12:08Z Øystein Tvede 3938 334986 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XXI.}} {{Stor initial|M|160%}}in Fod vedblev at volde mig lidt Bryderi og Plage, ofte om Natten kløed den og holdt mig vaagen, en pludselig Sting kunde gennemfare den, og mod Vejrforandring var den fuld af Gigt. Det vared i mange Dage. Men jeg kom ikke til at halte. Dagene gik. Hr. Mack var kommet tilbage, og jeg skulde straks erfare, at han var kommet. Han tog min Baad fra mig, han satte mig i Forlegenhed, det var endnu ikke Jagttid, og jeg kunde intet skyde. Men hvorfor berøved han mig uden videre Baaden? To af Hr. Macks Bryggefolk havde roet en Fremmed ud paa Sjøen om Morgenen. Jeg traf Doktoren.<noinclude><references/></noinclude> 5nw9nimf7hu6y1bus265dfuwi8u2eo6 Side:Pan (1894).djvu/130 104 144649 334802 2026-09-25T06:27:32Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334802 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>  »Man har taget min Baad fra mig,« sagde jeg. »Her er kommet en Fremmed,« sagde han. »Man skal ro ham tilhavs hver Dag og bringe ham hjem igen om Aftenen. Han undersøger Havbunden.« Den Fremmede var en Finlænder, Hr. Mack havde truffet ham tilfældig, ombord i Skibet, han kom fra Spitsbergen med nogle Samlinger af Skæl og smaa Sjødyr, man kaldte ham Baron. Han havde faaet en stor Sal og endnu et andet Værelse i Hr. Macks Hus. Han vakte megen Opmærksomhed. Jeg lider Nød for Kød, og jeg kunde bede Edvarda om lidt Mad for iaften, tænkte jeg. Jeg spadserer ned til Sirilund. Jeg lægger straks Mærke til, at Edvarda er iført en ny Kjole, hun synes at have vokset, hendes Kjole er meget sid. »Undskyld, at jeg blir siddende,« sagde hun kort og godt og rakte mig Haanden. »Ja, desværre, min Datter er upasselig,« sagde Hr. Mack. »Det er Forkølelse, hun har ikke været forsiktig {{. . .|5}} De kommer formodentlig forat faa Rede paa Deres Baad? Jeg blir nødt til at laane Dem en anden, en Kæks;k0 den er ikke ny, men naar De øser flittigt {{. . .|5}}<noinclude><references/></noinclude> trx62f834ibtcj4c6s8o6gcs7ooh9s2 Side:Pan (1894).djvu/131 104 144650 334803 2026-09-25T06:28:11Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334803 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Nej, vi har nemlig faaet en Videnskabsmand i Huset, og De vil forstaa, at en saadan Mand {{. . .|5}} Han har ingen Tid tilovers, han arbejder hele Dagen og kommer hjem om Aftenen. Gaa nu ikke, før han kommer, saa faar De se ham, De vil have Interesse af at stifte Bekendtskab med ham. Her er hans Kort, Krone, Baron. En elskværdig Mand. Jeg traf ham ganske tilfældig.« Aha, tænkte jeg, man byder dig ikke tilaftens. Gudskelov, jeg gik ogsaa blot paa Prøve herhen, jeg kan gaa hjem igen, jeg har endnu lidt Fisk i Hytten. Der blir vel en Raad til Mad. Basta. Baronen kom. En liden Mand paa omkring firti Aar, et langt, smalt Ansigt med udstaaende Kindben og tyndt, sort Skæg. Hans Blik var stikkende og gennemtrængende, men han brugte stærke Briller. Ogsaa i sine Skjorteknapper havde han den femtakkede Krone, ligesom paa sit Kort. Han var lidt ludende, og hans magre Hænder havde blaa Aarer; men Neglene var som af gult Metal. »Fornøjer mig meget, Hr. Løjtnant. Hr Løjtnanten har været længe her?«<noinclude><references/></noinclude> 6te55m9yggmiuo0aqz8si0q68johv09 Side:Pan (1894).djvu/132 104 144651 334804 2026-09-25T06:28:44Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334804 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Nogle Maaneder.« En behagelig Mand. Hr. Mack opfordred ham til at tale om sine Skæl og Smaadyr, og han gjorde det beredvilligt, forklared os Lerarten omkring Korholmene, gik ind i Salen og hented en Prøve af Tang fra Hvidehavet. Han førte idelig højre Pegefinger op og flytted de tykke Guldbriller frem og tilbage paa Næsen. Hr. Mack var i høj Grad interesseret. En Time gik. Baronen talte om mit Uheld, mit ulykkelige Skud. Var jeg helbredet? Virkelig? Glæded ham. Hvem har fortalt ham om mit Uheld? tænkte jeg. Jeg spurgte: »Af hvem har Hr. Baronen hørt om mit Uheld?« »Af {{. . .|5}} ja, hvem var det nu? Frøken Mack, tror jeg. Ikke sandt, Frøken Mack?« Edvarda blev blussende rød. Jeg kom saa fattig, i flere Dage havde en mørk Fortvivlelse tynget mig ned; men ved de sidste Ord af den Fremmede flakked straks en Glæde gennem mig. Jeg saa ikke paa Edvarda, men jeg tænkte: Tak fordi du dog har talt om mig, nævnt mit Navn med din<noinclude><references/></noinclude> 48ls6ioyefw8qzo9fb68xif4j7p7cz6 Side:Pan (1894).djvu/133 104 144652 334805 2026-09-25T06:29:17Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334805 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Tunge, skønt det er evig betydningsløst for dig. Godnat. Jeg tog Afsked. Edvarda forblev siddende ogsaa nu, hun undskyldte sig for Høfligheds Skyld med, at hun var upasselig. Med Ligegyldighed gav hun mig Haanden. Og Hr. Mack stod i ivrig Passiar med Baronen. Han talte om sin Bedstefader Konsul Mack: »Jeg ved ikke, om jeg allerede har fortalt Hr. Baronen, denne Spænde fæsted Carl Johan med egne Hænder paa min Bedstefaders Bryst.« Jeg kom ud paa Trappen, ingen fulgte mig ud. Jeg kasted i Forbigaaende et Blik indad Vinduerne i Storstuen, da stod Edvarda der, høj, opret, holdende med begge Hænder Gardinerne tilside, og saa ud. Jeg undlod at hilse, jeg glemte alt, en Strøm af Forvirring greb mig og førte mig hastigt afsted. Holdt, stands et Øjeblik! sagde jeg til mig selv, da jeg havde naaet Skogen. Ved Gud i Himlen, dette skal der blive en Ende paa! Jeg blev pludselig hed af Vrede og stønned. Ak, jeg havde ingen Ære i Brystet mere, højt regnet havde jeg nydt Edvardas Naade en Uge, nu var den for længe siden forbi, og jeg indretted<noinclude><references/></noinclude> t01zs40rtcxhian3kwmla0q54afpnv7 Side:Pan (1894).djvu/134 104 144653 334806 2026-09-25T06:29:48Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334806 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>mig ikke derefter. Fra nu af skulde mit Hjærte tilraabe hende: Støv, Luft, Muld paa min Vej, ved Gud i Himlen {{. . .|5}} Jeg naaed Hytten, fandt min Fisk frem og holdt Maaltid. Her gaar du og gløder ud dit Liv paa en ringe Skolepige, og dine Nætter ere fulde af øde Drømme. Og en lummer Vind staar stille omkring dit Hoved, en lugtende, aarsgammel Vind. Mens Himlen skjelver af det vidunderligste Blaa, og Fjældene Falder. Kom, Æsop, hej! {{---}}<noinclude><references/></noinclude> cz8vdm07k4fyssi5s90f645dyj1oohl Pan/16 0 144654 334808 2026-09-25T06:41:38Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=85 to=89 header=1 /> 334808 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=85 to=89 header=1 /> 9dzfdiw7q99gmzq5r7p06kxohfe7ujk Pan/17 0 144655 334809 2026-09-25T06:43:39Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=90 to=104 header=1 /> 334809 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=90 to=104 header=1 /> 0uqdt2olw73tq9a4cxggtmv6acamm1n Pan/18 0 144656 334811 2026-09-25T06:45:41Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=105 to=113 header=1 /> 334811 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=105 to=113 header=1 /> 5ob7thtnjj8vgs4yhqveycmuppfec72 Pan/19 0 144657 334812 2026-09-25T06:46:25Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=114 to=118 header=1 /> 334812 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=114 to=118 header=1 /> 76ozf8j4nuc9awcpe8isfqykcex0ocb Pan/20 0 144658 334813 2026-09-25T06:47:28Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=119 to=128 header=1 /> 334813 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=119 to=128 header=1 /> sykvyk26umb02s31myxcmfhh9l1mnty Pan/21 0 144659 334814 2026-09-25T06:48:07Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=129 to=134 header=1 /> 334814 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=129 to=134 header=1 /> i50bu7wa3rdz5osoqrcjnpyco7l5wdh Side:Pan (1894).djvu/135 104 144660 334815 2026-09-25T06:49:16Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334815 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XXII.}} Der gik en Uge. Jeg lejed Smedens Baad og fisked til Mad. Edvarda og den fremmede Baron var altid sammen om Aftenen, naar han kom hjem fra Sjøen, jeg saa dem engang ved Møllen. En Aften kom de begge gaaende forbi min Hytte, jeg trak mig bort fra Vinduet og stængte sagte min Dør, for alle Tilfælders Skyld. Det gjorde aldeles intet Indtryk paa mig at se dem sammen; jeg trak paa Skulderen. En anden Aften traf jeg dem paa Vejen, og vi hilste til hinanden, jeg lod Baronen hilse først og tog selv med et Par Fingre op til Huen. Jeg gik sagte forbi og saa ligegyldigt paa dem. En Dag forløb igen.<noinclude><references/></noinclude> k5x3u4by92vcdbp33b3eged51efi9a1 334987 334815 2026-09-25T11:12:19Z Øystein Tvede 3938 334987 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XXII.}} {{Stor initial|D|160%}}er gik en Uge. Jeg lejed Smedens Baad og fisked til Mad. Edvarda og den fremmede Baron var altid sammen om Aftenen, naar han kom hjem fra Sjøen, jeg saa dem engang ved Møllen. En Aften kom de begge gaaende forbi min Hytte, jeg trak mig bort fra Vinduet og stængte sagte min Dør, for alle Tilfælders Skyld. Det gjorde aldeles intet Indtryk paa mig at se dem sammen; jeg trak paa Skulderen. En anden Aften traf jeg dem paa Vejen, og vi hilste til hinanden, jeg lod Baronen hilse først og tog selv med et Par Fingre op til Huen. Jeg gik sagte forbi og saa ligegyldigt paa dem. En Dag forløb igen.<noinclude><references/></noinclude> 4odcnf80oe4jcafn0uvdwt8e52eyh5u Side:Pan (1894).djvu/136 104 144661 334816 2026-09-25T06:49:50Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334816 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Hvor mange, lange Dage var nu ikke forløbne! En nedtrykt Sindsstemning behersked mig, mit Hjærte grunded maalløst over Tingene, selv den venlige graa Sten ved min Hytte stod som med et Udtryk af Pine og Fortvivlelse, naar jeg gik forbi. Det stunded mod Regn, Varmen stod formelig og hived foran mig, hvor jeg vendte mig hen, der var Gigt i min venstre Fod, jeg havde set en af Hr. Macks Heste ryste sig i Skækerne om Morgenen; alt dette havde sin Betydning for mig. Det er bedst at forsyne Huset med Mad, mens det er Godvejr, tænkte jeg. Jeg bandt Æsop, tog mine Fiskeredskaber og min Bøsse med og gik ned til Bryggen. Jeg var ganske usædvanlig beklemt. »Hvornaar kommer Postskibet?« spurgte jeg en Fisker. »Postskibet? Det kommer om en tre Uger,« svared han. »Jeg venter min Uniform,« sagde jeg. Derpaa traf jeg en af Hr. Macks Krambodbetjente. Jeg tog hans Haand og sagde: »Sig mig for Kristi Skyld, spiller I aldrig mere Whist paa Sirilund?« »Jo, ofte,« svarer han.<noinclude><references/></noinclude> 5jbwj3yfrd7mbzevqclkrxebqp0qp4p Side:Pan (1894).djvu/137 104 144662 334817 2026-09-25T06:50:37Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334817 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>  Pause. »Jeg har ikke kunnet komme med i det sidste,« sagde jeg. Jeg roed ud til min Fiskegrund. Vejret var bleven trykkende, Myggene samled sig i Sværme, og jeg maatte røge Tobak hele Tiden forat bjærge mig. Hyserne bed, jeg trak tvehaget, jeg gjorde en god Fangst. Paa Hjemvejen skød jeg to Alker. Da jeg kom til Bryggen, stod Smeden der. Han stod i Arbejde. Der farer en Tanke gennem mig, jeg spørger ham: »Faar jeg Følge hjem?« »Nej,« svarer han, »Hr. Mack har givet mig Arbejde lige til Midnat.« Jeg nikked og tænkte ved mig selv, at det var godt. Jeg tog min Fangst med og gik, jeg lagde Vejen om Smedens Hus. Eva var alene hjemme. »Jeg længted saa hjærteligt efter dig,« sagde jeg til hende. Og jeg blev bevæget ved Synet af hende, hun kunde knapt se paa mig for Forundring. »Jeg elsker din Ungdom og dine gode Øjne,« sagde jeg. »Straf mig nu idag, fordi jeg har tænkt mere paa en anden end<noinclude><references/></noinclude> 6giksj6be0fvqh0f4ywij61d2o7l6es Side:Pan (1894).djvu/138 104 144663 334818 2026-09-25T06:51:02Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334818 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> paa dig. Hør, jeg kommer til dig blot forat se paa dig, du gør mig vel, jeg er kær i dig. Hørte du, at jeg raabte paa dig inat?« »Nej,« svared hun forferdet. »Jeg raabte paa Edvarda, Jomfru Edvarda, men jeg mente dig. Jeg vaagned af det. Jo, jeg mente dig, jeg var undskyldt, jeg forsnakked mig, da jeg sagde Edvarda. Men lad os ikke tale mere om hende. Gud, hvor du er min kæreste Pige, Eva! Du har saa rød Mund idag. Du har smukkere Fødder end Edvarda, se bare selv.« Jeg løfted op hendes Kjole og viste hende hendes egne Ben. En Glæde, som jeg endnu aldrig havde set hos hende, fløj over hendes Ansigt; hun vil vende sig bort, men betænker sig og slaar den ene Arm om min Hals. En Tid gaar. Vi taler sammen, sidder hele Tiden paa en lang Bænk og taler til hinanden om mange Ting. Jeg sagde: »Vil du tro det, Jomfru Edvarda har ikke lært at tale endnu, hun taler som et Barn, hun siger 'mere lykkeligere', jeg har selv hørt det. Synes du, at hun har en vakker Pande? Det synes ikke jeg. Hun har en mørk Pande. Hun vasker heller ikke sine Hænder.«<noinclude><references/></noinclude> 5v3t5ri7d4ibn6684l7sy6l06xuuas8 335010 334818 2026-09-25T11:27:41Z Øystein Tvede 3938 335010 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>paa dig. Hør, jeg kommer til dig blot forat se paa dig, du gør mig vel, jeg er kær i dig. Hørte du, at jeg raabte paa dig inat?« »Nej,« svared hun forferdet. »Jeg raabte paa Edvarda, Jomfru Edvarda, men jeg mente dig. Jeg vaagned af det. Jo, jeg mente dig, jeg var undskyldt, jeg forsnakked mig, da jeg sagde Edvarda. Men lad os ikke tale mere om hende. Gud, hvor du er min kæreste Pige, Eva! Du har saa rød Mund idag. Du har smukkere Fødder end Edvarda, se bare selv.« Jeg løfted op hendes Kjole og viste hende hendes egne Ben. En Glæde, som jeg endnu aldrig havde set hos hende, fløj over hendes Ansigt; hun vil vende sig bort, men betænker sig og slaar den ene Arm om min Hals. En Tid gaar. Vi taler sammen, sidder hele Tiden paa en lang Bænk og taler til hinanden om mange Ting. Jeg sagde: »Vil du tro det, Jomfru Edvarda har ikke lært at tale endnu, hun taler som et Barn, hun siger 'mere lykkeligere', jeg har selv hørt det. Synes du, at hun har en vakker Pande? Det synes ikke jeg. Hun har en mørk Pande. Hun vasker heller ikke sine Hænder.«<noinclude><references/></noinclude> gaq973nhko9fm2zlplp0bf7pkvebwpb Side:Pan (1894).djvu/139 104 144664 334819 2026-09-25T06:51:27Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334819 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Vi skulde jo ikke snakke mere om hende?« »Rigtigt. Jeg glemte det blot.« En Tid gaar igen. Jeg tænker paa noget, jeg tier. »Hvorfor blir dine Øjne vaade?« spørger Eva. »Hun har forresten en vakker Pande,« siger jeg, »og hendes Hænder er altid rene. Det var bare en Tilfældighed, at de var skidne engang. Jeg mente ikke at sige andet.« Men nu fortsætter jeg hidsigt og med sammenbidte Tænder: »Jeg sidder uafladelig og tænker paa dig, Eva; men det falder mig ind, at du kanske ikke har hørt, hvad jeg nu vil fortælle dig. Den første Gang, Edvarda saa Æsop, sagde hun: Æsop, det var jo en Vismand, han var Frygier. Er det ikke naragtigt? Hun havde læst det i en Bog den samme Dag, det er jeg sikker paa.« »Ja,« siger Eva; »men hvad saa?« »Saavidt jeg mindes, talte hun ogsaa om, at Æsop havde Xanthus til Lærer. Ha-ha-ha.« »Jasaa.« »Hvad Satan er nu det at fortælle en Forsamling, at Æsop har havt Xanthus til Lærer? Jeg spørger blot. Ak, du er ikke oplagt idag, Eva, ellers vilde du le dig syg af det.«<noinclude><references/></noinclude> pjk0b7mezawgrg5itdypahzkeuyvcni Side:Pan (1894).djvu/140 104 144665 334820 2026-09-25T06:52:03Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334820 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Jo, jeg synes ogsaa, at det er morsomt,« siger Eva og begynder at le anstrængt og forundret. »Men jeg forstaar det ikke saa godt, som du.« Jeg tier og tænker, tier og tænker. »Vil du, at vi helst skal sidde stille og ikke sige noget?« spørger Eva sagte. Godheden lyste ud af hendes Øjne, hun tog mig over Haaret med sin Haand. »Du gode, gode Sjæl!« udbryder jeg og trykker hende hæftigt ind til mig. »Jeg er sikker paa, at jeg forgaar af Kærlighed til dig, jeg elsker dig mere og mere, tilslut blir du med mig, naar jeg rejser. Du skal bare se. Kunde du følge med mig?« »Ja,« svarer hun. Jeg hører næsten ikke dette Ja, men jeg føler det af hendes Aande, jeg mærker det paa hende, vi holder vildt om hinanden, og hun giver sig saa sandsesløst bort. En Times Tid efter kysser jeg Eva til Afsked og gaar. Jeg møder Hr. Mack i Døren. Hr. Mack selv. Han rykker til og stirrer ind i Stuen, blir staaende der paa Dørtærskelen og stirre. »Naa!«<noinclude><references/></noinclude> 8l99wza3wqjrls9fsac935btq4m2fx3 Side:Pan (1894).djvu/141 104 144666 334821 2026-09-25T06:52:39Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334821 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> siger han og kan ikke faa sagt mere, han er som slaaet fortumlet. »De havde ikke ventet at finde mig her?« siger jeg og hilser. Eva rører sig ikke. Hr. Mack fatter sig, en mærkværdig Sikkerhed lægger sig over ham, han svarer: »De tager fejl, det er netop Dem, jeg søger. Jeg vil gøre Dem opmærksom paa, at fra første April til femtende August er det forbudt at løse Skud inden en ottendels Mil fra Æg- og Dunvær. De har idag skudt to Fugle ved Øen, der er Folk, som har set Dem.« »Jeg skød to Alker,« sagde jeg slagen. Det gik op for mig paa Stedet, at Manden var i sin Ret. »To Alker eller to Edderfugle, det er lige meget. De har været indenfor fredlyst Omraade.« »Jeg erkender det,« sagde jeg. »Det har ikke faldt mig ind før nu.« »Men det burde have faldt Dem ind før nu.« »Jeg har ogsaa i Maj Maaned skudt af begge mine Løb omtrent paa samme Sted. Det<noinclude><references/></noinclude> oopa4ziz5i9dbe3pmz4t4310kty3pqq Side:Pan (1894).djvu/142 104 144667 334822 2026-09-25T06:53:09Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334822 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>var paa en Øtur. Det skete paa Deres egen Anmodning.« »Det er en anden Sag,« sagde Hr. Mack kort. »Men saa for Djævelen, saa ved De vel, hvad De har at gøre?« »Saare vel,« svared han. Eva holdt sig i Beredskab; da jeg gik ud, fulgte hun efter, hun havde taget et Tørklæde paa og gik bort fra Huset, jeg saa hende tage Vejen ned til Bryggerne. Hr. Mack vandred hjem. Jeg tænkte over det. Hvilken Smidighed i at hitte paa en Udvej! hvor hans Øjne stak! Et Skud, to Skud, et Par Alker, en Mulkt, en Udbetaling. Og saa var alt, alt opgjort med Hr. Mack og hans Hus. Alt gik i Grunden saa overmaade smukt og hurtigt {{. . .|5}} Det begyndte allerede at regne med store, bløde Draaber. Skærerne fløj langsad Jorden, og da jeg kom hjem og slap Æsop løs, aad den Græs. Vinden begyndte at suse. 77---}}<noinclude><references/></noinclude> nkfjz7ge82vmrbwiq6d1or3lp27mj3j 334824 334822 2026-09-25T09:35:25Z Øystein Tvede 3938 334824 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>var paa en Øtur. Det skete paa Deres egen Anmodning.« »Det er en anden Sag,« sagde Hr. Mack kort. »Men saa for Djævelen, saa ved De vel, hvad De har at gøre?« »Saare vel,« svared han. Eva holdt sig i Beredskab; da jeg gik ud, fulgte hun efter, hun havde taget et Tørklæde paa og gik bort fra Huset, jeg saa hende tage Vejen ned til Bryggerne. Hr. Mack vandred hjem. Jeg tænkte over det. Hvilken Smidighed i at hitte paa en Udvej! hvor hans Øjne stak! Et Skud, to Skud, et Par Alker, en Mulkt, en Udbetaling. Og saa var alt, alt opgjort med Hr. Mack og hans Hus. Alt gik i Grunden saa overmaade smukt og hurtigt {{. . .|5}} Det begyndte allerede at regne med store, bløde Draaber. Skærerne fløj langsad Jorden, og da jeg kom hjem og slap Æsop løs, aad den Græs. Vinden begyndte at suse. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> a7y7cmkt5vuoix4sg920ii4ibpd2gw4 Pan/22 0 144668 334823 2026-09-25T06:54:01Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=135 to=142 header=1 /> 334823 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=135 to=142 header=1 /> 0g6c3v9v11p37jasbof3bf33j5bvvew Side:Pan (1894).djvu/143 104 144669 334825 2026-09-25T09:50:09Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334825 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XXIII.}} En Mil nedenunder mig ser jeg Havet. Det regner, og jeg er tilfjælds, en Bjærghammer beskytter mig mod Regnen. Jeg røger paa min Snadde, røger den ene Pibe efter den anden, og hver Gang, jeg tænder, kravler Tobakken op som glødende Smaaormer af Asken. Saaledes myldrer ogsaa Tankerne i mit Hoved. Foran mig paa Marken ligger en Bundt tørre Kviste af et ruineret Fuglerede. Og saaledes som dette Fuglerede er, er ogsaa min Sjæl. Jeg husker hver mindste Bagatel af denne og den næste Dags Oplevelser. Ho-ho, hvor jeg blev ilde tilredt {{. . .|5}} Jeg sidder her tilfjælds, og Havet og Luften suser, det koger og klager grufuldt i mine Øren af Vind og Vejr. Jægter og Jagter sees XXX136  langt ude med rebede Sejl, der er Folk ombord, de skal vel et Sted hen, og Gud ved, hvor alle disse Liv skal hen, tænker jeg. Havet rejser sig skummende tilvejrs og tumler, tumler, det er som befolket af store, rasende Skikkelser, der slaar ud med Lemmerne og brøler til hinanden, nej, det er en Fest blandt ti Tusind pibende Djævle, der sætter Hovedet ned i Skuldrene og kredser omkring, piskende Havet hvidt med Vingespidserne. Langt, langt ude ligger et Blindskær,0 af dette Blindskær rejser sig en hvid Havmand op og ryster sit Hoved efter en læksprungen Raasejler, der lænser tilhavs for Vinden, ho-ho, tilhavs, ud i det øde Hav {{. . .|5}} Jeg glæder mig over, at jeg er alene, at ingen kan se mine Øjne, jeg læner mig tillidsfuldt ind til Klippevæggen og ved, at ingen kan staa og iagttage mig bagfra. En Fugl svæver over Fjældet med et sprængt Skrig, i samme Øjeblik løsner en Klippeblok et Stykke henne og ruller ned mod Havet. Og jeg blir siddende der en Tidlang stille, jeg falder hen i Hvile, der bæver en lun Følelse af Hygge gennem mig, fordi jeg kan sidde saa trygt i Skjul, mens Regnen vedbliver at falde ned<noinclude><references/></noinclude> t0vpzpai87w1227nnoxr0intabl2075 334827 334825 2026-09-25T09:51:04Z Øystein Tvede 3938 334827 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XXIII.}} En Mil nedenunder mig ser jeg Havet. Det regner, og jeg er tilfjælds, en Bjærghammer beskytter mig mod Regnen. Jeg røger paa min Snadde, røger den ene Pibe efter den anden, og hver Gang, jeg tænder, kravler Tobakken op som glødende Smaaormer af Asken. Saaledes myldrer ogsaa Tankerne i mit Hoved. Foran mig paa Marken ligger en Bundt tørre Kviste af et ruineret Fuglerede. Og saaledes som dette Fuglerede er, er ogsaa min Sjæl. Jeg husker hver mindste Bagatel af denne og den næste Dags Oplevelser. Ho-ho, hvor jeg blev ilde tilredt {{. . .|5}} Jeg sidder her tilfjælds, og Havet og Luften suser, det koger og klager grufuldt i mine Øren af Vind og Vejr. Jægter og Jagter sees<noinclude><references/></noinclude> 2ii5yx0oelnkmnk9badno7gnk2ib04g 334988 334827 2026-09-25T11:12:35Z Øystein Tvede 3938 334988 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XXIII.}} {{Stor initial|E|160%}}n Mil nedenunder mig ser jeg Havet. Det regner, og jeg er tilfjælds, en Bjærghammer beskytter mig mod Regnen. Jeg røger paa min Snadde, røger den ene Pibe efter den anden, og hver Gang, jeg tænder, kravler Tobakken op som glødende Smaaormer af Asken. Saaledes myldrer ogsaa Tankerne i mit Hoved. Foran mig paa Marken ligger en Bundt tørre Kviste af et ruineret Fuglerede. Og saaledes som dette Fuglerede er, er ogsaa min Sjæl. Jeg husker hver mindste Bagatel af denne og den næste Dags Oplevelser. Ho-ho, hvor jeg blev ilde tilredt {{. . .|5}} Jeg sidder her tilfjælds, og Havet og Luften suser, det koger og klager grufuldt i mine Øren af Vind og Vejr. Jægter og Jagter sees<noinclude><references/></noinclude> mi5bshzbjau9ky4p4v48luks7ywnw5b Side:Pan (1894).djvu/145 104 144670 334826 2026-09-25T09:50:51Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334826 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>udenfor. Jeg knapped min Trøje sammen og takked Gud for min varme Trøje. Der gik endnu en Tid. Jeg sovned. Det er Eftermiddag, jeg gaar hjem, det regner endnu. Da møder der mig noget usædvanligt, Edvarda staar foran mig paa Stien. Hun er gennemblødt, som om hun har været længe ude i Regnen, men hun smiler. Naada! tænker jeg straks, og en Harme griber mig, jeg klemmer med rasende Fingre om mit Gevær, og jeg gaar hende imøde saaledes, skønt hun smiler. »Goddag!« raaber hun først. Jeg venter til jeg er kommet hende nogle Skridt nærmere og siger: »Jeg hilser Dem, Skønjomfru!« Hun studser over min Spøgefuldhed. Ak, jeg vidste ikke, hvad jeg sagde. Hun smiler frygtsomt og ser paa mig. »Har De været tilfjælds idag?« spørger hun. »Saa er De bleven vaad. Jeg har et Tørklæde her, om De vil tage det om Dem, jeg har det tilovers {{. . .|5}} Nej, De kender mig ikke igen.« Og hun slaar Øjnene ned og ryster paa Hovedet.<noinclude><references/></noinclude> o3lvsfchs8exffelyel7h89sgx7l1pw Side:Pan (1894).djvu/144 104 144671 334828 2026-09-25T09:51:19Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334828 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>langt ude med rebede Sejl, der er Folk ombord, de skal vel et Sted hen, og Gud ved, hvor alle disse Liv skal hen, tænker jeg. Havet rejser sig skummende tilvejrs og tumler, tumler, det er som befolket af store, rasende Skikkelser, der slaar ud med Lemmerne og brøler til hinanden, nej, det er en Fest blandt ti Tusind pibende Djævle, der sætter Hovedet ned i Skuldrene og kredser omkring, piskende Havet hvidt med Vingespidserne. Langt, langt ude ligger et Blindskær,0 af dette Blindskær rejser sig en hvid Havmand op og ryster sit Hoved efter en læksprungen Raasejler, der lænser tilhavs for Vinden, ho-ho, tilhavs, ud i det øde Hav {{. . .|5}} Jeg glæder mig over, at jeg er alene, at ingen kan se mine Øjne, jeg læner mig tillidsfuldt ind til Klippevæggen og ved, at ingen kan staa og iagttage mig bagfra. En Fugl svæver over Fjældet med et sprængt Skrig, i samme Øjeblik løsner en Klippeblok et Stykke henne og ruller ned mod Havet. Og jeg blir siddende der en Tidlang stille, jeg falder hen i Hvile, der bæver en lun Følelse af Hygge gennem mig, fordi jeg kan sidde saa trygt i Skjul, mens Regnen vedbliver at falde ned<noinclude><references/></noinclude> 3jecw9wnlddq1uavdh6u3g0chgnkm56 Side:Pan (1894).djvu/146 104 144672 334829 2026-09-25T09:51:59Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334829 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Et Tørklæde?« svarer jeg, og jeg griner af Vrede og Forundring. »Men jeg har en Trøje her, vil De laane den? Jeg har den til overs, jeg vilde have laant den bort til hvemsomhelst, saa De kan trygt tage den. En Fiskerkone skulde med Glæde have faaet laane den.« Jeg saa, at hun var spændt paa, hvad jeg vilde sige, hun lytted i den Grad forventningsfuldt, at hun blev styg og glemte at holde Munden sammen. Hun staar der med Tørklædet i Haanden, det er et hvidt Silketørklæde, hun har taget det af Halsen. Jeg river ogsaa min Trøje af. »For Guds Skyld, tag den paa igen!« raaber hun. »De skal ikke gøre det. Er De saa sint paa mig? Nej, Herregud, tag dog Trøjen paa igen, før De blir gennemvaad.« Jeg trak Trøjen paa igen. »Hvor skal De hen?« spurgte jeg dumpt. »Nej, ingen Steder {{. . .|5}} Jeg forstaar ikke, at De kunde trække Trøjen af {{. . .|5}}« »Hvor har De Baronen idag?« spurgte jeg videre. »I dette Vejr kan jo ikke Greven være paa Sjøen {{. . .|5}}« »Glahn, jeg vilde bare sige Dem noget {{. . .|5}}« Jeg afbryder hende:<noinclude><references/></noinclude> 5j9hekwa8mkluz858wv2yawf57nanuo Side:Pan (1894).djvu/147 104 144673 334830 2026-09-25T09:52:17Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334830 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Tør jeg bede Dem bringe Hertugen min Hilsen.« Vi ser paa hinanden. Jeg staar færdig til at møde hende med flere Afbrydelser, hvis hun aabner Munden. Endelig glider et smærteligt Træk over hendes Ansigt, jeg ser bort og siger: »Oprigtigt talt, giv den Prins en Kurv, Jomfru Edvarda. Det er ikke nogen Mand for Dem. Jeg forsikrer Dem for, i disse Dage gaar han og funderer paa, om han skal gøre Dem til sin Kone eller ei, og det kan De ikke være tjent med.« »Nej, det vil vi ikke tale om; vel? Glahn, jeg har tænkt paa Dem, De kunde tage Deres Trøje af og blive gennemvaad for en andens Skyld, jeg kommer til Dem {{. . .|5}}« Jeg trækker paa Skuldrene og fortsætter: »Jeg foreslaar Dem Doktoren istedet. Hvad har De at udsætte paa ham? En Mand i sine bedste Aar, et udmærket Hoved. Tænk paa det.« »Hør paa mig bare et Minut {{. . .|5}}« »Æsop, min Hund, venter mig i Hytten.« Jeg tog Huen af, hilste hende og sagde atter: »Jeg hilser Dem, Skønjomfru.«<noinclude><references/></noinclude> rk4zhyuhubrjrzuqxxl6ja7c5yydry9 Side:Pan (1894).djvu/148 104 144674 334831 2026-09-25T09:52:38Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334831 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Dermed begyndte jeg at gaa. Hun opløfted et Skrig: »Nej, riv ikke mit Hjærte ud af mig. Jeg kom til dig idag, jeg passed dig op her, og jeg smilte, da du kom. Igaar var jeg næsten fra Forstanden, fordi jeg havde tænkt paa noget hele Tiden, det gik rundt for mig, og jeg tænkte altid paa dig. Idag sad jeg i Stuen, et Menneske kom ind, jeg saa ikke op, men jeg vidste, hvem det var, som kom. Jeg roed igaar en halv Fjerding, sagde han. Blev De ikke træt? spurgte jeg. Ak, jo, meget træt; og jeg fik Blærer i mine Hænder, sagde han saa og var bedrøvet derover. Jeg tænkte: Se, det er nu han bedrøvet over! En Stund efter sagde han: Jeg hørte inat en Hvisken udenfor mine Vinduer, det var Deres Husjomfru og Deres ene Krambodbetjent i intim Samtale. Ja, de skal have hinanden, sagde jeg. Ja, men dette var Klokken to! Hvad saa? spurgte jeg, og jeg sagde lidt efter: Natten er deres egen. Da flytted han sine Guldbriller op paa Næsen og bemærked: Men ikke sandt, synes De ikke, midt paa Natten, det ser ikke godt ud? Jeg saa fremdeles ikke op, og vi sad saaledes i ti Minutter. Maa jeg bringe Dem et Schawl om<noinclude><references/></noinclude> adf6vlvu93euvd8obg13564d7f0o6m3 Side:Pan (1894).djvu/149 104 144675 334832 2026-09-25T09:53:04Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334832 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Deres Skuldre? spurgte han. Nej, Tak, svared jeg. Den, som turde tage Deres lille Haand! sagde han. Jeg svared ikke, min Tanke var andre Steder henne. Han lagde en liden Æske i mit Fang, jeg aabned Æsken og fandt en Naal i den, Naalen havde en Krone, og jeg talte ti Stene i den {{. . .|5}} Glahn, jeg har Naalen her, vil du se den? Den er traadt istykker kom bare og se, at den er traadt i stykker {{. . .|5}} Nuvel, hvad skal jeg med den Naal? spurgte jeg. De skal pryde Dem med den, svared han. Men jeg rakte ham Naalen tilbage og sagde: Lad mig være, jeg tænker mere paa en anden. Hvilken anden? spurgte han. En Jæger, svared jeg; han har givet mig blot to dejlige Fjære til Erindring; men tag Deres Naal tilbage. Men han vilde ikke tage Naalen tilbage. Jeg saa for første Gang paa ham, hans Øjne var gennemtrængende. Jeg tager ikke Naalen tilbage, gør med den, hvad De vil, træd paa den, sagde han. Jeg rejste mig op, lagde Naalen under min Hæl og traadte paa den. Dette var imorges {{. . .|5}} I fire Timer gik jeg og vented; efter Middagen begav jeg mig ud. Han mødte mig op paa Vejen. Hvor skal De hen? spurgte han. Til Glahn,<noinclude><references/></noinclude> k8u4zlb39itg50ik7e9129yd6x3q2ms Side:Pan (1894).djvu/150 104 144676 334833 2026-09-25T09:53:41Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334833 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>svared jeg; jeg vil bede ham om ikke at glemme mig {{. . .|5}} Siden Klokken et har jeg ventet her, jeg stod ved et Træ og saa dig komme, du var som en Gud. Jeg elsked din Skikkelse, dit Skæg og dine Skuldre, alt ved dig elsked jeg {{. . .|5}} Nu er du utaalmodig, du vil gaa, bare gaa, jeg er dig ligegyldig, du ser ikke paa mig {{. . .|5}}« Jeg var standset. Da hun taug, begyndte jeg atter at gaa. Jeg var udslidt af Fortvivlelse og smilte, mit Hjærte var haardt. »Det er sandt,« sagde jeg og standsed igen, »De vilde jo sige mig noget?« Denne Spot gjorde hende træt af mig: »Vilde jeg sige noget? Ja, men jeg sagde noget; har De ikke hørt det? Nej, intet, intet har jeg at sige Dem mere {{. . .|5}}« Hendes Stemme ryster selsomt, men det rører mig ikke. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> qtp0ooylxh5enm4a4lyf7etrqo5owq4 Side:Pan (1894).djvu/151 104 144677 334834 2026-09-25T09:54:16Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334834 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XXIV.}} Den næste Morgen staar Edvarda udenfor Hytten, idet jeg træder ud. Jeg havde i Nattens Løb overvejet alt og taget min Beslutning. Nej, hvorfor skulde jeg længer lade mig forblinde af dette lunefulde Menneske, en Fiskerpige, et ulærd Hoved; havde ikke hendes Navn siddet længe nok i mit Hjærte og suget det ud? Nok herom! Det faldt mig ellers ind, at jeg maaske var kommet hende nærmere netop ved at vise hende Ligegyldighed og spotte hende. Ak, hvor jeg havde haanet hende henrivende: efterat hun har holdt en Tale paa flere Minutter, siger jeg roligt: Det var sandt, De vilde jo sige mig noget {{. . .|5}} Hun stod ved Stenen. Hun var i høj Grad ophidset og vilde løbe mig imøde, hun<noinclude><references/></noinclude> n6suik4ybxwempbxcd992g5u95j78kx 334989 334834 2026-09-25T11:12:44Z Øystein Tvede 3938 334989 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XXIV.}} {{Stor initial|D|160%}}en næste Morgen staar Edvarda udenfor Hytten, idet jeg træder ud. Jeg havde i Nattens Løb overvejet alt og taget min Beslutning. Nej, hvorfor skulde jeg længer lade mig forblinde af dette lunefulde Menneske, en Fiskerpige, et ulærd Hoved; havde ikke hendes Navn siddet længe nok i mit Hjærte og suget det ud? Nok herom! Det faldt mig ellers ind, at jeg maaske var kommet hende nærmere netop ved at vise hende Ligegyldighed og spotte hende. Ak, hvor jeg havde haanet hende henrivende: efterat hun har holdt en Tale paa flere Minutter, siger jeg roligt: Det var sandt, De vilde jo sige mig noget {{. . .|5}} Hun stod ved Stenen. Hun var i høj Grad ophidset og vilde løbe mig imøde, hun<noinclude><references/></noinclude> pbi495i7hq6adgjvpcb875zxger8o4y Side:Pan (1894).djvu/152 104 144678 334835 2026-09-25T09:54:47Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334835 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>bredte allerede Armene ud, men blev staaende og vred sine Hænder. Jeg tog til Huen og hilste hende taust. »Idag er det en eneste Ting, jeg vil Dem, Glahn,« sagde hun indtrængende. Og jeg rørte mig ikke, blot forat faa høre, hvad hun vilde sige. »Jeg har hørt, at De har været hos Smedens. Det var en Aften. Eva var alene hjemme.« Jeg studsed og svared: »Af hvem har De faaet den Underretning?« »Jeg spionerer ikke,« raabte hun; »jeg hørte det igaaraftes, min Fader fortalte mig det. Da jeg kom saa gennemvaad hjem igaaraftes, sagde min Fader: Du har idag forhaanet Baronen. Nej, svared jeg. Hvor har du været henne nu? spurgte han videre. Jeg svared: Hos Glahn. Da fortalte min Fader det.« Jeg bekæmper min Fortvivlelse og siger: »Eva har endogsaa været her. »Har hun ogsaa været her? I Hytten?« »Flere Gange. Jeg har nødt hende ind. Vi har talt sammen.« »Ogsaa her!« Pause. Hold dig stiv! tænker jeg og siger:<noinclude><references/></noinclude> 0j645xnlihqco2w4zwiycdr2liuy48y Side:Pan (1894).djvu/153 104 144679 334836 2026-09-25T09:55:18Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334836 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Da De er saa elskværdig at blande Dem i mine Sager, vil jeg ikke staa tilbake. Jeg foreslog Dem igaar Doktoren; har De tænkt over det? Prinsen er jo nemlig for umulig.« En Vrede tændes i hendes Øjne. »Ved De, han er ikke umulig!« siger hun hæftigt. »Nej, han er bedre end De, han kan være i et Hus uden at slaa Kopper og Glas istykker, mine Sko faar være i Fred for ham. Ja. Han ved at omgaaes Folk, men De er latterlig, jeg skammer mig over Dem, De er ikke til at holde ud med, forstaar De det!« Hendes Ord rammed mig dybt, jeg bøjed Hovedet og svared: »De har Ret i, at jeg kan ikke videre omgaaes Folk. Vær barmhjærtig; De forstaar mig ikke, jeg bor helst i Skogen, det er min Glæde. Her i min Ensomhed skader det ikke nogen, at jeg er som jeg er; men naar jeg kommer sammen med andre, maa jeg bruge al min Flid forat være som jeg bør. Jeg har i to Aar været saa lidet i Menneskers Selskab {{. . .|5}}« »Man kan hvert Øjeblik vente sig det værste af Dem,« fortsatte hun. »Det blir i Længden trættende at passe paa Dem.«<noinclude><references/></noinclude> oc8m344p2agv0yagwtt6rv3rc5fe5u4 Side:Pan (1894).djvu/154 104 144680 334837 2026-09-25T09:55:44Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334837 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Hvor hun sagde det ubarmhjærtigt! En saare bitter Smærte gennemfarer mig, jeg tumler næsten tilbage for hendes Hidsighed. Edvarda holdt endnu ikke op, hun lagde til: »De kan kanske faa Eva til at passe paa Dem. Det er blot Skade, at hun er gift.« »Eva? Siger De, at Eva er gift?« spurgte jeg. »Ja, gift!«n5 »Hvem er hun gift med?« »Det maa De vel vide. Eva er gift med Smeden.« »Er hun ikke Smedens Datter?« »Nej, hun er hans Kone. Tror De, at jeg staar her og lyver?« Jeg troed intet derom, min Forundring blev blot saa stor. Jeg blev staaende der og tænke: Er Eva gift? »Saa De har jo gjort et heldigt Valg,« siger Edvarda. Naa, det vilde ingen Ende tage! Jeg begyndte at skælve af Forbittrelse, og jeg sagde: »Men tag nu De Doktoren, som jeg siger. Lyd en Vens Raad; den Prins er jo en halvgammel Nar.« Og jeg løj paa ham i min Ophidselse, overdrev hans Alder, sagde, at han var skaldet, at han var næsten aldeles blind; jeg<noinclude><references/></noinclude> ho3w3svufm06g1ntl86gwnmve0oxs40 Side:Pan (1894).djvu/155 104 144681 334838 2026-09-25T09:56:35Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334838 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>paastod ogsaa, at han gik med den Krone i sine Skjorteknapper ene og alene forat blære sig af sin Adel. »Jeg har forøvrigt ikke gidet lære ham at kende,« sagde jeg. »Der er intet i ham, som markerer noget, han mangler Hovedlinjerne, han er ikke noget.« »Men han er noget, han er noget!« skreg hun, og hendes Stemme klikked af Vrede. »Han er meget mere end du tror, dit Skogmenneske. Men vent du blot, aa, han vil tale med dig, jeg skal bede ham om det. Du tror ikke, at jeg elsker ham, men du skal se, at du tager fejl; jeg vil gifte mig med ham, jeg skal tænke paa ham Nat og Dag. Husk paa, at jeg siger: jeg elsker ham. Lad bare Eva komme, haa-haa, Gud i Himlen, lad hende bare komme, det er mig saa usigelig ligegyldigt. Ja, jeg maa se at komme bort herfra {{. . .|5}}« Hun begyndte at gaa nedad Stien fra Hytten, hun gjorde nogle smaa, ivrige Skridt, vendte sig om endnu ligbleg i Ansigtet og stønned: »Og kom aldrig for mine Øjne mere.« {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 6t5gc461boah574z8dijw79zf31a30g Side:Pan (1894).djvu/156 104 144682 334839 2026-09-25T09:57:44Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334839 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XXV.}} Løvet gulned, Potetesgræsset var vokset højt op og stod i Blomst, Jagttiden kom igen, jeg skød Ryper, Aarfugl og Harer, jeg skød en Ørn en Dag. Stille, høj Himmel, svale Nætter, mange klare Klange og kære Lyde i Skog og Mark. Stor og fredelig hviled Verden {{. . .|5}} »Jeg har intet videre hørt fra Hr. Mack angaaende de to Alker, jeg skød,« sagde jeg til Doktoren. »Det kan De takke Edvarda for,« svared han. »Jeg ved det, jeg hørte, at hun modsatte sig det.« »Jeg takker hende ikke,« sagde jeg {{. . .|5}} Indian Sommer, Indian Sommer. Stierne laa som Bælter ind gennem den gulnende Skog, en ny Stjærne kom hver Dag, Maanen skimtedes<noinclude><references/></noinclude> 570jm4pgtxvj42moosqc6d0wbjl9kwp 334841 334839 2026-09-25T09:59:12Z Øystein Tvede 3938 334841 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XXV.}} Løvet gulned, Potetesgræsset var vokset højt op og stod i Blomst, Jagttiden kom igen, jeg skød Ryper, Aarfugl og Harer, jeg skød en Ørn en Dag. Stille, høj Himmel, svale Nætter, mange klare Klange og kære Lyde i Skog og Mark. Stor og fredelig hviled Verden {{. . .|5}} »Jeg har intet videre hørt fra Hr. Mack angaaende de to Alker, jeg skød,« sagde jeg til Doktoren. »Det kan De takke Edvarda for,« svared han. »Jeg ved det, jeg hørte, at hun modsatte sig det.« »Jeg takker hende ikke,« sagde jeg {{. . .|5}} Indian Sommer, Indian Sommer. Stierne laa som Bælter ind gennem den gulnende Skog, en ny Stjærne kom hver Dag, Maanen skim-<noinclude><references/></noinclude> lmr51kjar4gwf1adfuh62kgjlr0texm 334990 334841 2026-09-25T11:12:58Z Øystein Tvede 3938 334990 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XXV.}} {{Stor initial|L|160%}}øvet gulned, Potetesgræsset var vokset højt op og stod i Blomst, Jagttiden kom igen, jeg skød Ryper, Aarfugl og Harer, jeg skød en Ørn en Dag. Stille, høj Himmel, svale Nætter, mange klare Klange og kære Lyde i Skog og Mark. Stor og fredelig hviled Verden {{. . .|5}} »Jeg har intet videre hørt fra Hr. Mack angaaende de to Alker, jeg skød,« sagde jeg til Doktoren. »Det kan De takke Edvarda for,« svared han. »Jeg ved det, jeg hørte, at hun modsatte sig det.« »Jeg takker hende ikke,« sagde jeg {{. . .|5}} Indian Sommer, Indian Sommer. Stierne laa som Bælter ind gennem den gulnende Skog, en ny Stjærne kom hver Dag, Maanen skim-<noinclude><references/></noinclude> q6o3mcjrg27kju4wek8kvfl6kuz0yw1 Side:Pan (1894).djvu/157 104 144683 334840 2026-09-25T09:58:50Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334840 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>tedes som en Skygge, en Skygge af Guld dyppet i Sølv {{. . .|5}} »Gud hjælpe dig, du er jo gift, Eva?« »Vidste du det ikke?« »Nej, jeg vidste det ikke.« Hun knuged taus min Haand. »Gud hjælpe dig Barn, hva skal vi gøre nu?« »Hvad du vil. Du rejser kanske ikke endnu, jeg vil være glad saalænge du er her.« »Nej, Eva.« »Jo, jo, blot saalænge du er her!« Hun ser forladt ud og knuger hele Tiden min Haand. »Nej, Eva, gaa! Aldrig mere!« Og Nætter forløber, og Dage kommer; det er allerede den tredje Dag, siden denne Samtale. Eva gaar paa Vejen med en Byrde. Hvormeget Ved har dog dette Barn baaret hjem fra Skogen i Sommer! »Læg Byrden ned, Eva, og lad mig se, om dine Øjne er lige blaa.« Hendes Øjne var røde. »Nej, smil igen, Eva! Jeg modstaar dig ikke længer, jeg er din, jeg er din {{. . .|5}}«<noinclude><references/></noinclude> 9ziscxoa6i8fi5hg2vogd8zt98s0vse Side:Pan (1894).djvu/158 104 144684 334842 2026-09-25T09:59:46Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334842 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Aften. Eva synger, jeg hører hendes Sang, og der gaar en Hede gennem mig. »Du synger iaften, Eva?« »Ja, jeg er glad.« Og da hun er mindre end jeg, hopper hun lidt op forat række mig om Halsen. »Men, Eva, du har revet dine Hænder? Herregud, gid du ikke havde revet dem!« »Det gør ingenting.« Hendes Ansigt straaler ogsaa vidunderlig. »Eva, har du talt med Hr. Mack?« »En Gang.« »Hvad sagde han, og hvad sagde du?« »Han er bleven meget haard mod os, han lader min Mand arbejde Nat og Dag paa Bryggen, mig sætter han ogsaa til alslags Arbejde. Han har befalet mig at gøre Mandfolkarbejde.« »Hvorfor gør han det?« Eva ser ned. »Hvorfor gør han det, Eva?« »Fordi jeg elsker dig.« »Men hvordan kan han vide det?« »Jeg har sagt ham det.« Pause. »Gud give, at han ikke var haard mod dig, Eva!«<noinclude><references/></noinclude> 5niuom1ergma1kn1vv2kitse6iqif59 Side:Pan (1894).djvu/159 104 144685 334843 2026-09-25T10:00:12Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334843 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Men det gør ingenting. Ingenting gør det nu!« Og ganske som en liden skælvende Sang lød hendes Stemme i Skogen. Og Løvet gulner end mere, det lider mod Høsten, der er kommet nogle flere Stjærner paa Himlen, og Maanen ser fra nu af ud som en Skygge af Sølv, der er dyppet i Guld. Der var ingen Kulde, ingenting, blot en sval Stilhed og et strømmende Liv i Skogen. Hvert Træ stod og tænkte. Bærene var modne. Saa kom den to og tyvende August og de tre Jærnnætter. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> pcyeek79x9mvm6biw8sy3hkxm8qyanc Side:Pan (1894).djvu/160 104 144686 334844 2026-09-25T10:00:44Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334844 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XXVI.}} Den første Jærnnat. Klokken ni gaar Solen ned. Der lægger sig et mat Mørke over Jorden, et Par Stjærner sees, to Timer efter sees et Skær af Maanen. Jeg vandrer tilskogs med min Bøsse og min Hund, jeg gør en Nying op, og Lyset fra mit Baal skinner ind mellem Furrustammerne. Der er ingen Frost. Den første Jærnnat! siger jeg. Og en forvirrende hæftig Glæde over Tiden og Stedet gennemryster mig sælsomt {{. . .|5}} En Skaal, I Mennesker og Dyr og Fugle, for den ensomme Nat i Skoge, i Skoge! En Skaal for Mørket og Guds Mumlen mellem Træerne, for Taushedens søde, enfoldige Vellyd mod mine Øren, for grønt Løv og gult Løv!<noinclude><references/></noinclude> q95zkj76i20v4bbz8f1ce4n3gpsrmeg 334991 334844 2026-09-25T11:13:31Z Øystein Tvede 3938 334991 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XXVI.}} {{Stor initial|D|160%}}en første Jærnnat. Klokken ni gaar Solen ned. Der lægger sig et mat Mørke over Jorden, et Par Stjærner sees, to Timer efter sees et Skær af Maanen. Jeg vandrer tilskogs med min Bøsse og min Hund, jeg gør en Nying op, og Lyset fra mit Baal skinner ind mellem Furrustammerne. Der er ingen Frost. Den første Jærnnat! siger jeg. Og en forvirrende hæftig Glæde over Tiden og Stedet gennemryster mig sælsomt {{. . .|5}} En Skaal, I Mennesker og Dyr og Fugle, for den ensomme Nat i Skoge, i Skoge! En Skaal for Mørket og Guds Mumlen mellem Træerne, for Taushedens søde, enfoldige Vellyd mod mine Øren, for grønt Løv og gult Løv!<noinclude><references/></noinclude> it4nxyhlft1qoeccosk2nwb71ymm2g3 Side:Pan (1894).djvu/161 104 144687 334845 2026-09-25T10:01:10Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334845 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>En Skaal for den Livets Lyd, jeg hører, en snøftende Snude mod Græsset, en Hund, der snuser henad Jorden! En stormende Skaal for den Vildkat, der ligger paa Struben og sigter og bereder sig til Spranget paa en Spurv i Mørke, i Mørke! En Skaal for den miskundelige Stilhed paa Jorderig, for Stjærnerne og for Halvmaanen, ja, for dem og den! {{. . .|5}} Jeg rejser mig op og lytter. Ingen har hørt mig. Jeg sætter mig igen. En Tak for den ensomme Nat, for Bjærgene, Mørket og Havets Sus, det suser gennem mit Hjærte! En Tak for mit Liv, for mit Aandepust, for den Naade at leve inat, det takker jeg for af mit Hjærte! Hør i Øst og hør i Vest, nej, hør! Det er den evige Gud! Denne Stilhed, der mumler mod mit Øre, er Alnaturens Blod, der syder, Gud, der gennemvæver Verden og mig. Jeg ser en blank Spindeltraad i Skinnet af min Nying, jeg hører en roende Baad paa Havnen, et Nordlys glider opad Himlen i Nord. O, ved min udødelige Sjæl, jeg takker ogsaa meget, fordi det er mig, som sidder her! {{. . .|5}} Stilhed. En Furrukongle falder dumpt til Jorden. En Furrukongle faldt! tænker jeg. Maanen er højt oppe, Ilden flakker paa de halvbrændte<noinclude><references/></noinclude> figy1as3qxhp48twxd2bxll5v3h84ca Side:Pan (1894).djvu/162 104 144688 334846 2026-09-25T10:01:33Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334846 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Brande og vil gaa ud. Og i den sene Nat vandrer jeg hjem. Den anden Jærnnat, den samme Stilhed og det milde Vejr. Min Sjæl grubler. Jeg gaar mekanisk hen til et Træ, trækker Huen dybt ned i Panden og læner mig med Ryggen til dette Træ, med Hænderne foldede bag min Nakke. Jeg stirrer og tænker; Flammen fra min Nying blænder mine Øjne, og jeg føler det ikke. Jeg staar i denne meningsløse Stilling en god Stund og ser paa Ilden; mine Ben svigter først og blir trætte, ganske stivnet sætter jeg mig ned. Først nu tænker jeg over, hvad jeg har gjort. Hvorfor dog stirre saa længe paa Ilden? Æsop rejser Hovedet og lytter, den hører Trin, Eva viser sig. »Jeg er saare tankefuld og bedrøvet iaften,« siger jeg. Og hun svarer af Medfølelse intet. »Jeg elsker tre Ting,« siger jeg saa. »Jeg elsker en Kærlighedsdrøm, jeg havde engang, jeg elsker dig, og jeg elsker denne Plet Jord.« »Og hvad elsker du mest?« »Drømmen.«<noinclude><references/></noinclude> p2x2gfqlf5o1g324bkmbq4g43ipq95b Side:Pan (1894).djvu/163 104 144689 334847 2026-09-25T10:02:21Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334847 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Det blir atter stille. Æsop kender Eva og lægger Hovedet paa Siden og ser paa hende. Jeg mumler: »Jeg saa en Pige paa Vejen idag, hun gik Arm i Arm med sin Elsker. Pigen pegte paa mig med sine Øjne og kunde vanskelig bare sig for Latter, da jeg kom forbi.« »Hvad lo hun af?« »Det ved jeg ikke. Hun lo vel af mig. Hvorfor spørger du om det?« »Kendte du hende?« »Ja. Jeg hilste.« »Og kendte ikke hun dig?« »Nej {{. . .|5}} Men hvorfor sidder du og udfritter mig? Det er stygt af dig. Du faar mig ikke til at sige hendes Navn.« Pause. Jeg mumler igen: »Hvad lo hun af? Hun er en Flane; men hvad lo hun af? I Jesu Kristi Navn, hvad har jeg dog gjort hende?« Eva svarer: »Det var stygt af hende at le af dig {{. . .|5}}« »Nej, det var ikke stygt af hende!« skriger jeg. »Du skal ikke sidde her og laste hende, hun gør intet stygt, det var rigtigt af hende at<noinclude><references/></noinclude> f29ln308pf2uwhye0bpwj1l7fjt4y1q Side:Pan (1894).djvu/164 104 144690 334848 2026-09-25T10:02:35Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334848 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>le af mig. Ti stille, for Satan, og lad mig i Fred, hører du!« Og Eva lader mig forskræmt i Fred. Jeg ser paa hende og angrer i samme Stund mine haarde Ord, jeg falder ned for hende og vrider mine Hænder. »Gaa hjem, Eva. Det er dig, jeg elsker mest; hvordan kunde jeg elske en Drøm? Det var bare en Spøg, det er dig, jeg elsker. Men gaa nu hjem, jeg skal komme til dig imorgen; husk paa, jeg er din, ja, glem det ikke. Godnat.« Og Eva gaar hjem. Den tredje Jærnnat, en Nat i den yderste Spænding. Var der endda lidt Frost! Istedet for Frost en stillestaaende Varme efter Dagens Sol, Natten var som et lunkent Morads. Jeg gjorde min Nying op {{. . .|5}} »Eva, der kan undertiden være nogen Nydelse i at blive trukken efter Haaret. Saa forvendt kan et Menneskes Sind blive. Man kan blive trukken efter Haaret nedad Dale og opad Bjærge, og hvis nogen spørger, hvad det dog er, som foregaar, saa kan man svare aldeles henrykt: Jeg trækkes efter Haaret! Og hvis der<noinclude><references/></noinclude> n5f5iqyn3j8rdpicsvfoc69urq1hf27 Side:Pan (1894).djvu/165 104 144691 334849 2026-09-25T10:02:56Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334849 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>spørges: Men skal jeg ikke hjælpe dig, befri dig? saa svarer man: Nej. Og hvis der spørges: Men holder du det ud? saa svarer man: Ja, jeg holder det ud; ti jeg elsker den Haand, der trækker mig {{. . .|5}} Ved du, Eva, hvad det er at haabe?« »Ja, jeg tror det.« »Ser du, Eva, det at haabe, det er noget underligt, ja, noget meget besynderligt. Man kan gaa en Morgen paa en Vej og haabe at træffe paa den Vej et Menneske, som man har kær. Og træffer man dette Menneske? Nej. Hvorfor ikke? Fordi Mennesket er optagen for den Morgen og er ganske andre Steder henne {{. . .|5}} Jeg lærte at kende en gammel blind Lap tilfjælds. I otte og femti Aar havde han intet set, og nu var han over sytti. Det forekom ham, at han saa bedre og bedre Tid for Tid, det gik jævnt fremad, syntes han, kom ikke noget ivejen, vilde han kunne skimte Solen igen om nogle Aar. Han havde endnu sort Haar, men hans Øjne var ganske hvide. Naar vi sad sammen i hans Gamme og røgte, fortalte han om alt, han havde set, før han blev blind. Han var haard og sund, uden Følelse, uopslidelig, og sit Haab bevared han. Naar jeg skulde gaa,<noinclude><references/></noinclude> 755j2bzidbj16nj1wla62ovpbr89f91 Side:Pan (1894).djvu/166 104 144692 334850 2026-09-25T10:03:17Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334850 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>fulgte han mig ud og begyndte at pege i forskellige Retninger. Der er Syd, sagde han, og der er Nord. Nu gaar du først i den Retning, og naar du er kommet et Stykke ned i Fjældet, svinger du om i den Retning, sagde han. Ganske rigtigt! svared jeg. Og da lo Lappen tilfreds og sagde: Se, det vidste jeg ikke for en firti, femti Aar siden, saa jeg ser da bedre nu end dengang, det gaar stadig fremad. Saa dukked han sig og krøb ind i Gammen igen, den evige Gamme, hans hjem paa Jorden. Og han satte sig foran Ilden igen som før, fuld af Haab om, at om nogle Aar kunde han nok skimte Solen {{. . .|5}} Eva, det er saare mærkværdigt med Haabet. Jeg gaar for Eksempel nu og haaber at glemme det Menneske, som jeg ikke traf paa Vejen imorges.« »Du taler saa underligt.« »Det er den tredje Jærnnat. Jeg lover dig, Eva, at blive en anden Mand imorgen. Lad mig nu være alene. Du skal ikke kende mig igen imorgen, naar jeg kommer, jeg skal le og kysse dig, min dejlige Pige. Tænk, jeg har blot denne Nat tilbage, saa blir jeg en anden Mand, om nogle Timer er jeg det. Godnat, Eva.«<noinclude><references/></noinclude> c5mlwj2uzklyb5s6yd9i3m1znpw436k Side:Pan (1894).djvu/167 104 144693 334851 2026-09-25T10:03:40Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334851 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Godnat.« Jeg lægger mig nærmere min Nying og betragter Flammerne. En Grankongle falder fra Grenen, en og anden Tørkvist falder ogsaa ned, Natten er dyb. Jeg lukker Øjnene. Efter en Time begynder mine Sandser at svinge ind i en bestemt Rytme, jeg klinger med i den store Stilhed, klinger med. Jeg ser paa Halvmaanen, den staar paa Himlen som et hvidt Skæl, og jeg har en Fornemmelse af Kærlighed til den, jeg føler, at jeg rødmer. Det er Maanen! siger jeg tyst og lidenskabeligt, det er Maanen! Og mit Hjærte hugger imod den i en sagte Banken. Det varer nogle Minutter. Det blæser lidt, en fremmed Vind kommer til mig, et sælsomt Lufttryk. Hvad er det? Jeg ser mig om og ser ingen. Vinden kalder mig, og min Sjæl bøjer sig bejaende imod Kaldet, jeg føler mig løftet ud af min Sammenhæng, trykket til et usynligt Bryst, mine Øjne dugger, jeg sitrer, – Gud staar et Sted i Nærheden og ser paa mig. Dette varer atter nogle Minutter. Jeg vender Hovedet om, det fremmede Lufttryk forsvinder, og jeg ser noget som Ryggen af en Aand, der vandrer lydløst ind gennem Skogen {{. . .|5}}<noinclude><references/></noinclude> qbjt66ea5k9wi2p17b4vvidnkn9296k Side:Pan (1894).djvu/168 104 144694 334852 2026-09-25T10:04:02Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334852 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Jeg strider en kort Stund med en tung Bedøvelse, jeg var udslæbt af Sindsbevægelser, jeg blir saa Dødsens træt, og jeg sovner. Da jeg vaagned, var Natten forbi. Ak, jeg havde i lang Tid gaaet om i en sørgelig Tilstand, fuld af Feber, ventende paa at falde om af en eller anden Sygdom. Tingene vendtes ofte op og ned for mig, jeg saa alt med betændte Øjne, en dyb Sørgmodighed behersked mig. Nu var det over. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> snq58cpnluwlt2ho46kppx4ma7fva9l Side:Pan (1894).djvu/169 104 144695 334853 2026-09-25T10:04:41Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334853 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XXVII.}} Det er Høst. Sommeren er forbi, den forsvandt lige saa hurtigt som den kom; ak, hvor den gik hurtigt! Nu er det kolde Dage, jeg jager, fisker og synger Sange i Skogen. Og der er Dage med tyk Taage, der svæver ind fra Havet og dæmmer alting over med Mørke. En saadan Dag hændte noget. Jeg forvilded mig paa mine Vandringer helt ind i Anneksets Skoge og kom frem til Doktorens Hus. Der var Fremmede tilstede, de unge Damer, som jeg tidligere havde været sammen med, dansende Ungdom, rene gale Foler. En Vogn kom rullende og standsed udenfor Havegærdet; Edvarda sad i Vognen. Hun studsed, da hun saa mig. Farvel! sagde jeg i Stilhed. Men Doktoren holdt mig tilbage.<noinclude><references/></noinclude> 4athqsjiobrhtk8hsic9j6x17sllm1u 334992 334853 2026-09-25T11:13:59Z Øystein Tvede 3938 334992 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XXVII.}} {{Stor initial|D|160%}}et er Høst. Sommeren er forbi, den forsvandt lige saa hurtigt som den kom; ak, hvor den gik hurtigt! Nu er det kolde Dage, jeg jager, fisker og synger Sange i Skogen. Og der er Dage med tyk Taage, der svæver ind fra Havet og dæmmer alting over med Mørke. En saadan Dag hændte noget. Jeg forvilded mig paa mine Vandringer helt ind i Anneksets Skoge og kom frem til Doktorens Hus. Der var Fremmede tilstede, de unge Damer, som jeg tidligere havde været sammen med, dansende Ungdom, rene gale Foler. En Vogn kom rullende og standsed udenfor Havegærdet; Edvarda sad i Vognen. Hun studsed, da hun saa mig. Farvel! sagde jeg i Stilhed. Men Doktoren holdt mig tilbage.<noinclude><references/></noinclude> pjc6kd3e7pwp0luarf2wu0h6w3ocke7 Side:Pan (1894).djvu/170 104 144696 334854 2026-09-25T10:05:06Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334854 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Edvarda var i Begyndelsen trykket af min Nærværelse og slog Øjnene ned, naar jeg talte; senere udstod hun mig bedre og retted endog et Par smaa Spørgsmaal til mig. Hun var paafaldende bleg, Taagen lagde sig graa og kold over hendes Ansigt. Hun steg ikke ud af Vognen. »Jeg rejser i Ærinde,« sagde hun leende. »Jeg kommer fra Hovedkirken, hvor ingen af Jær var at finde; man sagde, at I var her. Jeg har kørt i Timer forat finde Jær. Vi holder et lidet Selskab imorgen Aften, – Anledningen er, at Baronen skal rejse i næste Uge, – og jeg er bleven paalagt at indbyde Jær alle. Vi skal ogsaa danse. Det er imorgen Aften.« Allesammen bukked og takked. Til mig sagde hun endvidere: »Udebliv nu ikke, saa er De snil. Send ikke en Billet i sidste Øjeblik med Undskyldninger.« Dette sagde hun ikke til nogen af de andre. Kort efter kørte hun bort. Jeg blev saa bevæget ved denne uventede Venlighed, jeg gik et Øjeblik i Skjul og glæded mig. Derpaa tog jeg Afsked med Doktoren og hans Gæster og begav mig paa Hjemvejen.<noinclude><references/></noinclude> nsmc70tns1utflh5wa02hb2l4hukfp6 Side:Pan (1894).djvu/171 104 144697 334855 2026-09-25T10:05:33Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334855 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Hvor hun var mig naadig, hvor hun var mig naadig! Hvad kan jeg gøre for hende igen? Mine Hænder blev matte, en sød Kulde iled gennem mine Haandled. Herregud, her gaar jeg og dingler saa mat af Glæde, tænkte jeg, og jeg kan ikke knytte Hænderne, men faar Taarer i Øjnene af Hjælpeløshed; hvad Raad er der med det? {{. . .|5}} Først sent paa Aftenen kom jeg hjem. Jeg lagde Vejen om Bryggerne og spurgte en Fisker om Postskibet kom til imorgen Aften. Ak, nej, Postskibet skulde komme i næste Uge engang. Jeg hasted op til Hytten og gav mig til at undersøge min bedste Dragt. Jeg pudsed den og gjorde den fin, der var gaaet Hul paa den nogle Steder, og jeg græd og stopped Hullerne. Da jeg var bleven færdig, lagde jeg mig hen paa Briksen. Et Øjeblik varer denne Hvile, jeg faar en Tanke, jeg springer op og blir staaende slagen midt paa Gulvet. Det hele er et Kneb igen! hvisker jeg. Jeg vilde ikke være bleven indbudt, hvis jeg ikke tilfældigvis havde været tilstede, da de andre blev indbudt; mig gav hun ovenikøbet det tydeligste Vink om at udeblive, om at sende en Billet med Undskyldninger {{. . .|5}}<noinclude><references/></noinclude> h4b0ntkthl4drzdgmlvc5km7dyi65i1 Side:Pan (1894).djvu/172 104 144698 334856 2026-09-25T10:06:01Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334856 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Jeg sov ikke den hele Nat, og da Morgenen kom, gik jeg tilskogs, frossen, forvaagen og febrilsk. Hej, nu forbereder man et Selskab paa Sirilund! Hvad saa? Jeg skal hverken gaa derhen eller sende nogen Undskyldning. Hr. Mack er en saare tænkende Mand, nu gør han denne Fest for Baronen; men jeg møder ikke op, forstaar I det? {{. . .|5}} Taagen laa tyk over Dal og Fjæld, en klam Rimdugg lagde sig over mine Klæder og gjorde dem tunge, mit Ansigt var koldt og vaadt. Kun nu og da kom et Vindpust og bragte de sovende Taager til at stige og synke, stige og synke. Det blev sent paa Eftermiddagen, det mørkned, Taagen skjulte alt for mine Øjne, og jeg havde ingen Solmærker at gaa efter. Jeg vimred om i Timer paa min Hjemtur; men jeg havde intet at haste efter, jeg tog med den største Ro fejl af Retningen og kom til ukendte Steder i Skogen. Endelig rejser jeg Bøssen op mod en Træstamme og raadspørger mit Kompas. Jeg stikker nøjagtig ud min Vej og begynder atter at gaa. Klokken kan være otte eller ni. Nu hændte noget.<noinclude><references/></noinclude> spby6mn7q1yjctjbjabgwridv3ur44b Side:Pan (1894).djvu/173 104 144699 334857 2026-09-25T10:06:23Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334857 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Efter en halv Time hører jeg Musik gennem Taagen, nogle Minutter efter kender jeg Stedet igen, jeg staar lige ved Sirilunds Hovedbygning. Havde mit Kompas misvist mig lige hen til det Sted, jeg vilde undfly? En kendt Stemme kalder paa mig, det er Doktorens Stemme. Kort efter føres jeg ind. Ak, min Geværpibe havde kanske paavirket Kompasset og ført det vild. Det har ogsaa hændt mig engang siden, nu iaar. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> bqm01ozzaovm18lyl3wvr1iqk6jnt1z Side:Pan (1894).djvu/174 104 144700 334858 2026-09-25T10:06:51Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334858 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XXVIII.}} Jeg havde hele Aftenen et bittert Indtryk af, at jeg ikke burde være kommet til dette Selskab. Min Ankomst blev nesten ikke bemærket, alle var saa optagne med hinanden, Edvarda sagde mig knapt velkommen. Jeg begyndte at drikke tæt, fordi jeg forstod, at jeg var uvelkommen og dog ikke gik min Vej. Hr. Mack smilte meget og viste sit behageligste Ansigt, han var iført Kjole og saa godt ud. Han var snart her, snart der i Værelserne, blanded sig med disse Halvhundrede Gæster, dansed nu og da en Dans, spøgte og lo. Der lured Hemmeligheder i hans Øjne. Et Brus af Musik og Stemmer lød gennem hele Huset. Fem af Værelserne var optagne af Gæsterne, og man dansed desuden i den<noinclude><references/></noinclude> 4wod2nffahgo5ekuca5oardrfu6zgrl 334993 334858 2026-09-25T11:14:12Z Øystein Tvede 3938 334993 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XXVIII.}} {{Stor initial|J|160%}}eg havde hele Aftenen et bittert Indtryk af, at jeg ikke burde være kommet til dette Selskab. Min Ankomst blev nesten ikke bemærket, alle var saa optagne med hinanden, Edvarda sagde mig knapt velkommen. Jeg begyndte at drikke tæt, fordi jeg forstod, at jeg var uvelkommen og dog ikke gik min Vej. Hr. Mack smilte meget og viste sit behageligste Ansigt, han var iført Kjole og saa godt ud. Han var snart her, snart der i Værelserne, blanded sig med disse Halvhundrede Gæster, dansed nu og da en Dans, spøgte og lo. Der lured Hemmeligheder i hans Øjne. Et Brus af Musik og Stemmer lød gennem hele Huset. Fem af Værelserne var optagne af Gæsterne, og man dansed desuden i den<noinclude><references/></noinclude> 9a4ef3ay48hsbo5c32pc0cbsz9j6qx8 Side:Pan (1894).djvu/175 104 144701 334859 2026-09-25T10:07:11Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334859 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>store Sal. Da jeg kom, havde man spist tilaftens. Travle Piger løber nu hid og did med Glas og Vine, Kaffekander af skinnende Kobber, Cigarer, Piber, Kager og Frugter. Der blev ikke sparet paa nogen Ting. Lysekronerne i Værelserne var fulde af usedvanlig tykke Lys, der var støbte for Anledningen; desuden brændte de nye Parafinlamper. Eva hjalp til i Køkkenet, jeg saa et Glimt af hende. Baronen var Genstand for megen Opmærksomhed, skønt han var stille og beskeden og ikke stak sig frem. Ogsaa han var iført Kjole, dens Skøder var ynkelig krøllede efter Pakningen. Han underholdt sig jævnlig med Edvarda, fulgte hende med Øjnene, klinked med hende og kaldte hende Frøken, ligesom Provstens og Distriktslægens Døttre. Jeg følte en vedholdende Uvilje mod ham og kunde næppe kaste Øjnene paa ham uden at vende mig bort med en sørgelig og dum Grimase. Naar han talte til mig, svared jeg kort og kneb Munden sammen bagefter. Jeg kommer til at huske noget fra denne Aften. Jeg stod i Samtale med en ung Pige, en Blondine, da jeg sagde noget eller fortalte<noinclude><references/></noinclude> tg7791bnpgvw247cwogu5ufwvbou0il Side:Pan (1894).djvu/176 104 144702 334860 2026-09-25T10:07:33Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334860 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hende en Historie, som fik hende til at le. Det var næppe nogen mærkelig Historie; men maaske jeg i min lidt berusede Tilstand fortalte den morsommere end jeg nu kan huske, det er ialfald gaaet mig af Minde. Nok herom: da jeg vendte mig om, stod Edvarda bag mig. Hun gav mig et anerkendende Blik. Siden lagde jeg Mærke til, at hun trak Blondinen med sig forat faa at vide, hvad jeg havde sagt. Jeg kan ikke sige, hvor Edvardas Blik gjorde vel imod mig, eftersom jeg havde gaaet noget forstødt omkring fra Værelse til Værelse den hele Aften; jeg blev straks meget lysere tilmode og talte siden med flere og var underholdende. Saavidt jeg ved, gjorde jeg mig ikke skyldig i nogen Fejl {{. . .|5}} Jeg stod ude paa Trappen. Eva kom bærende med nogle Sager fra et af Værelserne. Hun saa mig, kom ud paa Trappen og strejfed mig hurtigt med Haanden over mine Hænder, hvorpaa hun smilte og gik ind igen. Ingen af os havde talt. Da jeg vilde følge efter ind, stod Edvarda i Gangen og saa paa mig. Hun saa ret paa mig. Heller ikke hun sagde noget. Jeg gik ind i Salen.<noinclude><references/></noinclude> ms4hk10wec0ddgmyqfp1b15ae6yei36 Side:Pan (1894).djvu/177 104 144703 334861 2026-09-25T10:07:57Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334861 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Tænk, Løjtnant Glahn morer sig med at have Sammenkomster med Tjenerskabet ude paa Trapperne,« sagde pludselig Edvarda højt. Hun stod i Døren. Der var flere, som hørte, hvad hun sagde. Hun lo, som om hun spøgte, men hendes Ansigt var meget blegt. Jeg svared intet hertil, jeg mumled blot: »Det var tilfældigt, hun kom blot ud, vi mødtes i Gangen {{. . .|5}}« Der gik en Stund, maaske en Times Tid. En Dame fik et Glas væltet over sin Kjole. Saasnart Edvarda saa det, raabte hun: »Hvad er paa Færde? Det har naturligvis Glahn gjort.« Jeg havde ikke gjort det, jeg stod i en anden Kant af Salen, da Ulykken skete. Fra nu af drak jeg nogenlunde tæt igen og holdt mig ved Døren forat være afvejen for de Dansende. Baronen samled fremdeles Damerne om sig, han beklaged, at hans Samlinger allerede var nedpakkede, saaat han ikke kunde forevise noget af dem, denne Tangklase fra Hvidehavet, Leren fra Korholmene, overmaade interessante Stenforekomster fra Bunden af Havet. Damerne titted nysgærrigt efter hans Skjorteknapper, disse<noinclude><references/></noinclude> 4e2tin5trhs6x2evgr2tgp6gmegv3h0 Side:Pan (1894).djvu/178 104 144704 334862 2026-09-25T10:08:55Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334862 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>femtakkede Kroner, som altsaa betød Baron. Under dette gjorde Doktoren ingen Lykke, selv hans vittige Ed, dette »Død og Pinsel«, gjorde ikke længer nogen Virkning. Men naar Edvarda talte, var han stadig paa Færde, retted atter hendes Sprog, satte hende fast med smaa Intrikatheder, holdt hende nede med rolig Overlegenhed. Hunn6 sagde: »{{. . .|5}} lige til jeg gaar over Dødens Dal.« Og Doktoren spurgte: »Over hvad?« »Dødens Dal. Er det ikke Dødens Dal, det hedder?« »Jeg har hørt snakke om Dødens Elv. Det er vist den, De mener.« Senere talte hun om at lade en Ting bevogte som en {{. . .|5}} »Drage«, indfaldt Doktoren. »Javel. Som en Drage,« svared hun. Men Doktoren sagde: »Tak nu mig, fordi jeg redded Dem. Jeg er sikker paa, De vilde have sagt Argus.« Baronen trak Øjenbrynene tilvejrs og gav ham et forbauset Blik gennem sine tykke Briller;<noinclude><references/></noinclude> ljfeddr7xkjj91b7aqnzdticimfi0jt Side:Pan (1894).djvu/179 104 144705 334863 2026-09-25T10:09:22Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334863 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>men Doktoren lod som ingenting. Hvad brød han sig om Baronen! Jeg staar fremdeles ved Døren. Der danses fejende i Salen. Det lykkes mig at faa en Passiar i Gang med Lærerinden fra Præstegaarden. Vi talte om Krigen, Forholdene paa Krim, Begivenhederne i Frankrige, Napoleon som Kejser, hans Beskyttelse af Tyrkerne; den unge Dame havde læst Aviserne i Sommer og kunde fortælle mig Nyheder. Vi sætter os tilslut i en Sofa og taler. Edvarda kommer forbi, hun blir staaende foran os. Pludselig siger hun: »I maa undskylde, Hr. Løjtnant, at jeg overrasked Eder ude paa Trappen. Jeg skal aldrig gøre det mer.« Hun lo ogsaa nu og saa ikke paa mig. »Jomfru Edvarda, hold nu op,« sagde jeg. Hun kaldte mig Eder, det var ikke for det gode, og hendes Mine var ildesindet. Jeg tænkte paa Doktoren og trak overlegent paa Skulderen, som han vilde have gjort. Hun sagde: »Men hvorfor gaar I ikke ud i Køkkenet? Eva er der. Jeg synes, I burde holde Eder derude.« Efter dette saa hun hadefuldt paa mig. Jeg sagde:<noinclude><references/></noinclude> n8mbzv11ywth0auhd1zw6t924qj8053 Side:Pan (1894).djvu/180 104 144706 334864 2026-09-25T10:09:44Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334864 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Er ikke De noksaa udsat for at blive misforstaaet, Jomfru Edvarda?« »Nej, hvordan det? Jo, det kan nok være, men hvordan det?« »De taler saa uovervejet iblandt. Nu for Eksempel forekom det mig, at De formelig viste mig ud i Køkkenet, og det er naturligvis en Misforstaaelse. Jeg ved jo godt, at De ikke mente at være uforskammet.« Hun gaar nogle Skridt bort fra os. Jeg kunde se paa hende, at hun tænkte hele Tiden paa, hvad jeg havde sagt. Hun vender om og kommer tilbage, hun siger stakaandet: »Det var slet ingen Misforstaaelse, Hr. Løjtnant, I hørte rigtigt, jeg viste Eder ud i Køkkenet.« »Nej, men Edvarda!« udbryder den forskrækkede Lærerinde. Og jeg begyndte atter at tale om Krigen og Forholdene paa Krim; men min Tanke var langt derfra. Jeg var ikke længer beruset, blot ganske fortumlet, Grunden gled under mig, og jeg misted atter, som saa mangen ulykkelig Gang før, Ligevægten. Jeg rejser mig op af Sofaen og vil gaa ud. Doktoren standser mig.<noinclude><references/></noinclude> d9o6v6r0fuw23xc87pwo7a1wde9uw5e Side:Pan (1894).djvu/181 104 144707 334865 2026-09-25T10:10:19Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334865 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »I dette Øjeblik har jeg hørt en Lovtale over Dem,« siger han. »En Lovtale? Af hvem?« »Af Edvarda. Hun staar endnu der borte i Hjørnet og ser glødende paa Dem. Jeg skal aldrig glemme det, hun saa ganske forelsket ud i Øjnene og sagde højt, at hun beundred Dem.« »Det er godt,« svared jeg leende. Ak, der var ikke en klar Tanke i mit Hoved. Jeg gik hen til Baronen, bøjed mig over ham, som om jeg vilde hviske noget til ham, og da jeg var kommet ham nær nok, spytted jeg ham ind i Øret. Han fór op og stirred idiotisk paa mig over min Adfærd. Senere saa jeg, at han beretted Edvarda det passerede, og at hun græmmed sig. Hun tænkte paa sin Sko, som jeg havde kastet henad Vandet, paa de Kopper og Glas, jeg havde været ulykkelig nok at knuse, paa alle de andre Brud, jeg havde gjort paa god Tone; alt dette leved sikkert op i hendes Erindring paany. Jeg skammed mig, det var forbi med mig, hvor jeg vendte mig hen, mødte jeg bange og forbausede Blikke, og jeg sneg mig bort fra Sirilund uden Afsked, uden Tak. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 5labp6gince6cj2ma0ci2bb66iw65gt Side:Pan (1894).djvu/182 104 144708 334866 2026-09-25T10:11:03Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334866 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XXIX.}} Baronen skal rejse; nuvel! Jeg vil lade min Bøsse og stige tilfjælds og afskyde et højt Skud til hans og Edvardas Ære. Jeg vil minere et dybt Hul i en Klippe og sprænge et Fjæld istykker til hans og Edvardas Ære. Og en stor Klippeblok skal trille nedad Fjældet og fare vældigt i Havet, naar hans Skib passerer. Jeg ved et Sted, en Rænde i Fjældet, hvor Stene har trillet før og gjort en ren Vej lige til Havet. Dybt nede ligger en Baadstø. »To Minerbore!« siger jeg til Smeden. Og Smeden hvæsser to Minerbore {{. . .|5}} Eva er bleven sat til at køre frem og tilbage mellem Møllen og Bryggen med en af Hr. Macks Heste. Hun maa udføre en Karls Arbejde og transportere Sække med Korn<noinclude><references/></noinclude> lkfbpnyzot2eva2g0kqx5fdnh3lx29x 334994 334866 2026-09-25T11:14:25Z Øystein Tvede 3938 334994 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XXIX.}} {{Stor initial|B|160%}}aronen skal rejse; nuvel! Jeg vil lade min Bøsse og stige tilfjælds og afskyde et højt Skud til hans og Edvardas Ære. Jeg vil minere et dybt Hul i en Klippe og sprænge et Fjæld istykker til hans og Edvardas Ære. Og en stor Klippeblok skal trille nedad Fjældet og fare vældigt i Havet, naar hans Skib passerer. Jeg ved et Sted, en Rænde i Fjældet, hvor Stene har trillet før og gjort en ren Vej lige til Havet. Dybt nede ligger en Baadstø. »To Minerbore!« siger jeg til Smeden. Og Smeden hvæsser to Minerbore {{. . .|5}} Eva er bleven sat til at køre frem og tilbage mellem Møllen og Bryggen med en af Hr. Macks Heste. Hun maa udføre en Karls Arbejde og transportere Sække med Korn<noinclude><references/></noinclude> 9t3pb4lrjzfxchzwcoexmoug94z0hmr Side:Pan (1894).djvu/183 104 144709 334867 2026-09-25T10:11:27Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334867 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og Mel. Jeg møder hende, og hun ser herlig ud med sit friske Ansigt. Gode Gud, hvor hendes Smil gløder ømt! Hver Aften traf jeg hende. »Du ser ud, som om du ingen Sorger har, Eva, min Elskede.« »Du kalder mig din Elskede! Jeg er en ulærd Kone, men jeg skal være dig tro. Jeg vil være dig tro, om jeg skal dø for det. Hr. Mack blir strængere og strængere for hver Dag, men det tænker jeg ikke paa; han raser, men jeg svarer ham ikke. Han greb mig i Armen og blev graa af Raseri. Jeg har én Sorg.« »Og hvad er det for en Sorg?« »Hr. Mack truer dig. Han siger til mig: Aha, det er Løjtnanten, som staar dig i Hovedet! Jeg svarer: Ja, jeg tilhører ham. Da siger han: Ja, vent du blot, han skal jeg nok faa bort! Han sagde det igaar.« »Det betyder ingenting; lad ham true {{. . .|5}} Eva, maa jeg se, om dine Fødder er lige bittesmaa? Luk Øjnene og lad mig se!« Og hun falder med lukkede Øjne om min Hals. En Sittren gaar gennem hende. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> cgdnb5we7eewzzhjh6iz0zhhaxham6z Side:Pan (1894).djvu/184 104 144710 334868 2026-09-25T10:11:54Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334868 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XXX.}} Jeg sidder tilfjælds og minerer. Der er en krystalklar Høstluft om mig, Slagene paa mit Bor klinger jævnt og taktfast, Æsop ser paa mig med forundrede Øjne. En Strøm af Tilfredshed trækker nu og da gennem mit Bryst; ingen ved, at jeg er her i det øde Fjæld. Nu er Trækfuglene borte; lykkelig Rejse og velkommen tilbage! Mejser og Hængetiter og en og anden Jærnspurv lever alene i Urer og Krat; pip pip! Alt er saa underlig forandret, Dværgbirken bløder rødt mod de graa Stene, en Blaaklokke hist og en Gederams her rejser sig op af Lynget og vugger sig og suser sagte en Sang; hys! Men henover alt svæver en Fiskejon med udstrakt Hals, sugende indover Fjældene.<noinclude><references/></noinclude> p78qfthu4g9dhfxwvazb7fiu67zv9uw 334995 334868 2026-09-25T11:14:38Z Øystein Tvede 3938 334995 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XXX.}} {{Stor initial|J|160%}}eg sidder tilfjælds og minerer. Der er en krystalklar Høstluft om mig, Slagene paa mit Bor klinger jævnt og taktfast, Æsop ser paa mig med forundrede Øjne. En Strøm af Tilfredshed trækker nu og da gennem mit Bryst; ingen ved, at jeg er her i det øde Fjæld. Nu er Trækfuglene borte; lykkelig Rejse og velkommen tilbage! Mejser og Hængetiter og en og anden Jærnspurv lever alene i Urer og Krat; pip pip! Alt er saa underlig forandret, Dværgbirken bløder rødt mod de graa Stene, en Blaaklokke hist og en Gederams her rejser sig op af Lynget og vugger sig og suser sagte en Sang; hys! Men henover alt svæver en Fiskejon med udstrakt Hals, sugende indover Fjældene.<noinclude><references/></noinclude> efesvt55pfqg1oen14akt6lz9xdnqaa Side:Pan (1894).djvu/185 104 144711 334869 2026-09-25T10:12:15Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334869 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Og Aftenen kommer, jeg lægger mine Bor og min Fejsel ind under en Sten og holder Hvil. Alting slumrer, Maanen glider op i Nord, Bjærgene kaster gigantiske Skygger. Det er fuld Maane, den ser ud som en glødende Ø, den ser ud som en rund Gaade af Messing, som jeg gaar udenom og forundrer mig over. Æsop rejser sig og er urolig. Hvad vil du, Æsop? Hvad mig angaar, jeg er træt af min Sorg, jeg vil glemme den, drukne den. Jeg befaler dig at ligge stille, Æsop, jeg vil ingen Uro have. Eva spørger: Tænker du nu og da paa mig? Jeg svarer: Altid paa dig. Eva spørger igen: Og volder det dig Glæde at tænke paa mig? Jeg svarer: Idel Glæde, aldrig andet end Glæde. Saa siger Eva: Dit Haar graaner. Og jeg svarer: Ja, det begynder at graane. Men Eva spørger: Det graaner af noget, du tænker paa? Og dertil svarer jeg: Maaske. Tilsidst siger Eva: Saa tænker du ikke bare paa mig {{. . .|5}} Æsop, lig stille, jeg vil heller fortælle dig noget andet {{. . .|5}} Men Æsop staar og snuser spændt nedad mod Dalen, den pister og trækker mig i Klæderne. Da jeg endelig rejser mig og følger<noinclude><references/></noinclude> mwsmw244vkjlak602z8ght9sadan2ws Side:Pan (1894).djvu/186 104 144712 334870 2026-09-25T10:12:49Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334870 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>den, kan den ikke komme fort nok afsted. En Rødme viser sig paa Himlen over Skogen, jeg gaar hurtigere til, der viser sig for mine Øjne en Nying, et uhyre Baal. Jeg standser og stirrer, gaar nogle Skridt og stirrer, – min Hytte staar i Brand. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> kkgwqnswatilr89ychl3ymyk2fspdhh Side:Pan (1894).djvu/187 104 144713 334871 2026-09-25T10:13:15Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334871 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XXXI.}} Branden den var Hr. Macks Værk, jeg gennemskued det fra første Øjeblik. Jeg misted mine Dyreskind og mine Fuglevinger, jeg misted min udstoppede Ørn; alt brændte. Hvad nu? Jeg laa i to Nætter under aaben Himmel uden at gaa til Sirilund og bede om Ly, tilsidst lejed jeg en forladt Fiskerhytte ved Bryggerne og tætted den med tørret Mose. Jeg sov paa et Læs rød Hestebærlyng fra Fjældet. Jeg var atter bjærget. Edvarda sendte Bud og lod sige, at hun havde hørt om min Ulykke og tilbød mig nu paa Faderens Vegne et Værelse paa Sirilund. Edvarda rørt? Edvarda ædelmodig? Jeg sendte intet Svar. Gudskelov, jeg var ikke længer<noinclude><references/></noinclude> 4601wpffd5ia67i63a19pkhjd8sdemz 334996 334871 2026-09-25T11:14:51Z Øystein Tvede 3938 334996 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XXXI.}} {{Stor initial|B|160%}}randen den var Hr. Macks Værk, jeg gennemskued det fra første Øjeblik. Jeg misted mine Dyreskind og mine Fuglevinger, jeg misted min udstoppede Ørn; alt brændte. Hvad nu? Jeg laa i to Nætter under aaben Himmel uden at gaa til Sirilund og bede om Ly, tilsidst lejed jeg en forladt Fiskerhytte ved Bryggerne og tætted den med tørret Mose. Jeg sov paa et Læs rød Hestebærlyng fra Fjældet. Jeg var atter bjærget. Edvarda sendte Bud og lod sige, at hun havde hørt om min Ulykke og tilbød mig nu paa Faderens Vegne et Værelse paa Sirilund. Edvarda rørt? Edvarda ædelmodig? Jeg sendte intet Svar. Gudskelov, jeg var ikke længer<noinclude><references/></noinclude> 9mztu6agoctrcuiq6hdic9rgtinm0mx Side:Pan (1894).djvu/188 104 144714 334872 2026-09-25T10:13:43Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334872 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>uden Ly, og det foraarsaged mig en stolt Glæde at tie til Edvardas Tilbud. Jeg mødte hende paa Vejen sammen med Baronen, de gik Arm i Arm, jeg saa dem begge ind i Ansigtet og hilste i Forbigaaende. Hun standsed og spurgte: »De vil ikke bo hos os, Hr. Løjtnant?« »Jeg har allerede min nye Bolig færdig,« svared jeg og standsed ogsaa. Hun saa paa mig, hendes Bryst gik stærkt. »De skulde jo ikke have lidt nogen Overlast hos os heller,« sagde hun. Der rørte sig en Tak i mit Hjærte; men jeg var ikke istand til at sige noget. Baronen gik sagte afsted. »De vil kanske aldrig se mig mere nu?« spørger hun. »Jeg takker Dem, Jomfru Edvarda, fordi De tilbød mig Husly, da min Hytte brændte,« sagde jeg. »Det var saa meget ædlere, som det næppe skete med Deres Faders Vilje.« Og jeg takked hende med blottet Hoved for hendes Tilbud. »I Guds Navn, vil De aldrig se mig mere, Glahn?« sagde hun med ét. Baronen raabte.<noinclude><references/></noinclude> etb65etlio68dbtfqda4ndq58qsdaz4 Side:Pan (1894).djvu/189 104 144715 334873 2026-09-25T10:14:24Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334873 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Baronen raaber,« sagde jeg og tog atter Huen dybt af. Og jeg vandred tilfjælds til min Mine. Intet, intet skulde bringe mig ud af Fatning mere. Jeg mødte Eva. Der kan du se! raabte jeg, Hr. Mack kan ikke fordrive mig. Han har brændt min Hytte af, og jeg har allerede en anden Hytte {{. . .|5}} Hun bar en Kost og en Tjærepøs. Hvad nu, Eva? Hr. Mack havde hvælvet en Baad i Støen under Fjældet og beordret hende at tjære den. Han bevogted alle hendes Skridt, hun maatte lystre. Men hvorfor netop i Støen? Hvorfor ikke ved Bryggen? Hr. Mack havde befalet det saa {{. . .|5}} Eva, Eva, Elskede, du er gjort til Slave, og du klager ikke. Se, nu smiler du igen, og Livet bruser gennem dit Smil, skønt du er Slave! Da jeg kom til min Mine, mødte der mig en Overraskelse. Jeg saa, at der havde været Folk ved Stedet, jeg undersøgte Sporene i Gruset og genkendte Aftrykkene af Hr. Macks<noinclude><references/></noinclude> 4bxztdpsg4yn684zblz0445zrwgcund Side:Pan (1894).djvu/190 104 144716 334874 2026-09-25T10:14:48Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334874 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>lange, spidse Sko. Hvad gaar han her og snuser efter? tænkte jeg og saa mig omkring. Ingen var synlig. Nogen Mistanke vaktes ikke hos mig. Og jeg satte mig til at banke paa mit Bor uden at ane, hvad galt jeg gjorde. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> ovt76xv7wmyrvy50omvrr7i6l4dkeec Side:Pan (1894).djvu/191 104 144717 334875 2026-09-25T10:15:28Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334875 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XXXII.}} Postskibet kom, det bragte mig min Uniform, det skulde tage Baronen og alle hans Kasser med Skæl og Tangarter ombord. Nu lasted det Tønder med Sild og Tran ved Bryggen, henad Aften skulde det gaa. Jeg tager min Bøsse og lægger en Mængde Krudt i begge dens Løb. Da jeg havde gjort det, nikked jeg ved mig selv. Jeg gaar tilfjælds og fylder ogsaa min Mine med Krudt; jeg nikker atter. Nu var alting forberedt. Jeg lagde mig til at vente. Jeg vented i Timer. Jeg hørte hele Tiden, at Dampskibet hived op og ned med Kættingerne ved Bryggen. Det begyndte allerede at skumre. Endelig lyder en Piben, Lasten er indtaget, Skibet gaar. Nu har jeg nogle<noinclude><references/></noinclude> 7dljksnglzhhboqkg2ij6prclc5zvia 334997 334875 2026-09-25T11:15:04Z Øystein Tvede 3938 334997 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XXXII.}} {{Stor initial|P|160%}}ostskibet kom, det bragte mig min Uniform, det skulde tage Baronen og alle hans Kasser med Skæl og Tangarter ombord. Nu lasted det Tønder med Sild og Tran ved Bryggen, henad Aften skulde det gaa. Jeg tager min Bøsse og lægger en Mængde Krudt i begge dens Løb. Da jeg havde gjort det, nikked jeg ved mig selv. Jeg gaar tilfjælds og fylder ogsaa min Mine med Krudt; jeg nikker atter. Nu var alting forberedt. Jeg lagde mig til at vente. Jeg vented i Timer. Jeg hørte hele Tiden, at Dampskibet hived op og ned med Kættingerne ved Bryggen. Det begyndte allerede at skumre. Endelig lyder en Piben, Lasten er indtaget, Skibet gaar. Nu har jeg nogle<noinclude><references/></noinclude> k4hhkidh7uutd81p6w3tfjxq26ys5p4 Side:Pan (1894).djvu/192 104 144718 334876 2026-09-25T10:15:46Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334876 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Minutter at vente. Maanen var ikke oppe, og jeg stirred som en Sindssyg gennem den skumrende Kvæld. Da den første Spids af Bougen stak frem om Holmen, tændte jeg min Lunte og trak mig hurtig bort. Der gaar et Minut. Pludselig lyder et Knald, et Sprøjt af Stenfliser staar tilvejrs, Fjældet ryster og Klippen ruller drønende ned i Afgrunden. Det genlyder fra Fjældene omkring. Jeg griber min Bøsse og affyrer mit ene Løb; Ekkoet svarer mangemangedobbelt. Efter et Øjeblik skyder jeg ogsaa mit andet Løb af; Luften skalv af min Salut og Ekkoet kasted Larmen ud i den vide Verden; det var, som om alle Fjælde havde slaaet sig sammen om at raabe højt for det bortdragende Skib. Der forløber en kort Stund, Luften stilner, Ekkoet tier i alle Fjælde, og atter ligger Jorden tyst. Skibet forsvinder i Skumringen. Jeg skælver endnu af en sælsom Spænding, jeg tager mine Bor og mit Gevær under Armen og begiver mig med slappe Knæ nedad Fjældet. Jeg tog den korteste Vej, holdende Øje med det rygende Spor, som mit Skred havde efterladt sig. Æsop gaar hele Tiden og ryster paa Hovedet og nyser af den svedne Lugt.<noinclude><references/></noinclude> jpxfxae5pnakrm584yzg694vc4ekd88 Side:Pan (1894).djvu/193 104 144719 334877 2026-09-25T10:16:08Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334877 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Da jeg kom ned til Støen, mødte der mig et Syn, som hensatte mig i den voldsommeste Sindsbevægelse: en Baad laa knust af den nedstyrtede Klippeblok, og Eva, Eva laa ved Siden af, slaaet sønder og sammen, sprængt af et Stød, oprevet til Ukendelighed i Siden og nedad Maven. Eva var død paa Stedet. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> jp5q454q0psskp82ku3ohrr166ahk6b Side:Pan (1894).djvu/194 104 144720 334878 2026-09-25T10:16:36Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334878 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XXXIII.}} Hvad mere har jeg at skrive? Der løstes ikke et Skud af mig i flere Dage, jeg havde ingen Mad, og jeg aad heller ikke, jeg sad i mit Skur. Eva førtes til Kirken i Hr. Macks hvidmalede Husbaad, jeg gik overland og mødte op ved Graven {{. . .|5}} Eva er død. Husker du hendes lille Pigehoved med et Haar som en Nonnes? Hun kom saa stille, lagde sin Byrde ned og smilte. Og saa du, hvor dette Smil brused af Liv? Ti stille, Æsop, jeg husker et sælsomt Sagn, det er fra fire Menneskealdere tilbage, paa Iselins Tid, da Stamer var Præst. En Pige sad fangen i et muret Taarn. Hun elsked en Herre. Hvorfor? Spørg Vinden og Stjærnerne, spørg Livets Gud; ti ingen<noinclude><references/></noinclude> pr5r4zeyakysw02mo56c2khaf15tlho 334998 334878 2026-09-25T11:15:15Z Øystein Tvede 3938 334998 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XXXIII.}} {{Stor initial|H|160%}}vad mere har jeg at skrive? Der løstes ikke et Skud af mig i flere Dage, jeg havde ingen Mad, og jeg aad heller ikke, jeg sad i mit Skur. Eva førtes til Kirken i Hr. Macks hvidmalede Husbaad, jeg gik overland og mødte op ved Graven {{. . .|5}} Eva er død. Husker du hendes lille Pigehoved med et Haar som en Nonnes? Hun kom saa stille, lagde sin Byrde ned og smilte. Og saa du, hvor dette Smil brused af Liv? Ti stille, Æsop, jeg husker et sælsomt Sagn, det er fra fire Menneskealdere tilbage, paa Iselins Tid, da Stamer var Præst. En Pige sad fangen i et muret Taarn. Hun elsked en Herre. Hvorfor? Spørg Vinden og Stjærnerne, spørg Livets Gud; ti ingen<noinclude><references/></noinclude> jheargg8we2txcs98vc3td96wsffkah Side:Pan (1894).djvu/195 104 144721 334879 2026-09-25T10:17:01Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334879 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>anden ved saadant noget. Og Herren var hendes Ven og Elsker; men Tiden gik, og en Ugedag saa han en anden, og hans Sind forvendtes. Som en Yngling elsked han sin Pige. Han kaldte hende ofte sin Velsignelse og sin Due, og hun havde en hed og bølgende Favn. Han sagde: Giv mig dit Hjærte! Og hun gjorde det. Han sagde: Tør jeg bede dig om noget, Elskede? Og hun svared beruset Ja. Hun gav ham alt, og han takked hende dog ikke. Den anden elsked han som en Slave, som en Gal og som en Tigger. Hvorfor? Spørg Støvet paa Vejen og Løvet, der falder, spørg Livets gaadefulde Gud; ti ingen anden ved saadant. Hun gav ham intet, nej, intet gav hun ham, og han takked hende dog. Hun sagde: Giv mig din Fred og din Forstand! Og han sørged blot over, at hun ikke bad om hans Liv. Og hans Pige sattes i Taarnet {{. . .|5}} Hvad gør du, Pige, du sidder og smiler? Jeg tænker paa noget for ti Aar siden. Da mødte jeg ham. Du husker ham endnu? Jeg husker ham endnu.<noinclude><references/></noinclude> kb9c779go8pe3ouwz962c88t2zsbqgw Side:Pan (1894).djvu/196 104 144722 334880 2026-09-25T10:17:30Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334880 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Og Tiden gaar {{. . .|5}} Hvad gør du, Pige? Og hvorfor sidder du og smiler? Jeg syr hans Navn i en Dug. Hvis Navn? Er det ham, som lukked dig inde? Ja, ham, som jeg mødte for tyve Aar siden. Du husker ham endnu? Jeg husker ham som før. Og Tiden gaar {{. . .|5}} Hvad gør du, Fange? Jeg ældes og ser ikke mere at sy, jeg skraber Kalken af Muren. Af Kalken ælter jeg en Krukke til ham, som en liden Gave til ham. Hvem taler du om? Min Elsker, som lukked mig inde i Taarnet. Det smiler du af, at han lukked dig inde? Jeg tænker paa, hvad han nu vil sige. Se, se, vil han sige, min Pige har sendt mig en liden Krukke, hun har ikke glemt mig i tredive Aar. Og Tiden gaar {{. . .|5}} Hvad, Fange, du sidder og gør ingenting, og du smiler?<noinclude><references/></noinclude> s136835tcgexpam5zwqdauyaebhlbp9 Side:Pan (1894).djvu/197 104 144723 334881 2026-09-25T10:17:55Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334881 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Jeg ældes, jeg ældes, mine Øjne er blinde, jeg tænker blot. Paa ham, som du mødte for firti Aar siden? Paa ham, som jeg mødte, da jeg var ung. Maaske er det firti Aar siden. Men ved du da ikke, at han er død? Du blegner, Gamle, du svarer ikke, din Mund er hvid, du aander ikke mer {{. . .|5}} Se saaledes var det sælsomme Sagn om Pigen i Taarnet. Bi lidt, Æsop, jeg glemte noget: hun hørte en Dag sin Elskers Røst i Gaarden, og hun faldt paa Knæ og rødmed. Da var hun firti Aar {{. . .|5}} Jeg jorder dig, Eva, og kysser af Ydmyghed Sandet paa din Grav. En tyk, rosenrød Erindring glider gennem mit Indre, naar jeg tænker paa dig, jeg blir som overgydt af Velsignelse, naar jeg husker dit Smil. Du gav alt, alt gav du, og det kosted dig ingen Overvindelse; ti du var selve Livets berusede Barn. Men andre, som sparer karrigt endog paa sit Blik, kan have hele min Tanke. Hvorfor? Spørg de tolv Maaneder og Skibene paa Havet, spørg Hjærtets gaadefulde Gud {{. . .|5}} {{---}}<noinclude><references/></noinclude> cl8rt8gdo8lh9u75rk3prtavhx44rhv Side:Pan (1894).djvu/198 104 144724 334882 2026-09-25T10:18:34Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334882 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XXXIV.}} En Mand sagde: »De skyder ikke mer? Æsop har Los i Skogen, den jager en Hare.« Jeg sagde: »Gaa og skyd den for mig.« Nogle Dage forløb, Hr. Mack søgte mig op, han saa huløjet ud, hans Ansigt var graat. Jeg tænkte: Er det saa, at jeg kan gennemskue Mennesker, eller er det ikke saa? Jeg ved det ikke selv. Hr. Mack talte om Skredet, Katastrofen. Det var en Ulykke, en sørgelig Tilfældighed, jeg havde ingen Skyld i den. Jeg sagde: »Hvis der var nogen, som for enhver Pris vilde skille Eva og mig ad, saa har han oppnaaet det. Gud forbande ham!«<noinclude><references/></noinclude> a3x04uqe8ijfhociw1a7qnpvgit6gkt 334999 334882 2026-09-25T11:15:31Z Øystein Tvede 3938 334999 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XXXIV.}} {{Stor initial|E|160%}}n Mand sagde: »De skyder ikke mer? Æsop har Los i Skogen, den jager en Hare.« Jeg sagde: »Gaa og skyd den for mig.« Nogle Dage forløb, Hr. Mack søgte mig op, han saa huløjet ud, hans Ansigt var graat. Jeg tænkte: Er det saa, at jeg kan gennemskue Mennesker, eller er det ikke saa? Jeg ved det ikke selv. Hr. Mack talte om Skredet, Katastrofen. Det var en Ulykke, en sørgelig Tilfældighed, jeg havde ingen Skyld i den. Jeg sagde: »Hvis der var nogen, som for enhver Pris vilde skille Eva og mig ad, saa har han oppnaaet det. Gud forbande ham!«<noinclude><references/></noinclude> 30o8si38xfsz2kag12br0gdenmti1by Side:Pan (1894).djvu/199 104 144725 334883 2026-09-25T10:19:30Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334883 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Hr. Mack skuled mistænksomt til mig. Han mumled noget om den smukke Begravelse, der var intet sparet. Jeg sad og beundred hans store Smidighed. Han vilde ingen Erstatning have for Baaden, som mit Skred havde knust. »Jo,« sagde jeg, »vil De virkelig ikke tage Dem betalt for Baaden og for Tjærepøsen, Kosten {{. . .|5}}?« »Nej, bedste Hr. Løjtnant,« svared han, »hvor kan De tænke det!« Og han saa paa mig med hadefulde Øjne. I tre Uger saa jeg ikke Edvarda. Jo, én Gang, jeg traf hende i Kramboden, hvor jeg var gaaet hen forat købe Brød, hun stod indenfor Disken og roded i forskellige Tøjer. Blot de to Betjente var tilstede, foruden hende. Jeg hilste højt, og hun saa op, men svared ikke. Det faldt mig ind, at jeg ikke vilde bede om Brød i hendes Paahør, jeg vendte mig til Betjentene og forlangte Hagl og Krudt. Mens dette blev vejet af, holdt jeg Øje med hende. En graa og altfor liden Kjole, hvis Knaphuller var slidte; det flade Bryst arbejded stærkt. Hvor hun havde vokset i Sommer! Hendes<noinclude><references/></noinclude> sl6nq7elrttsgfoc229ukxxgl01eic3 Side:Pan (1894).djvu/200 104 144726 334884 2026-09-25T10:19:56Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334884 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Pande tænkte, disse aparte buede Øjenbryn stod i hendes Ansigt som to Gaader, alle hendes Bevægelser var blevne mere modne. Jeg saa paa hendes Hænder, Udtrykket i de lange, fine Fingre virked voldsomt paa mig og lod mig sittre. Hun roded fremdeles i Tøjerne. Jeg stod og ønsked, at Æsop vilde løbe indenfor Disken, hen til hende, og kende hende igen, saa vilde jeg øjeblikkelig kalde den til mig og bede om Undskyldning; hvad vilde hun svare da? »Værsaagod!« siger Betjenten. Jeg betalte, tog mine Pakker og hilste atter. Hun saa op, men svared heller ikke nu. Det er godt! tænkte jeg; hun er kanske allerede Baronens Brud. Og jeg gik uden Brød. Da jeg var kommet udenfor, kasted jeg et Blik op til Vinduet. Ingen saa efter mig. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> jqkjyqctwzqksu5r8k1clwi7gnwqwyi Side:Pan (1894).djvu/201 104 144727 334885 2026-09-25T10:20:43Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334885 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XXXV.}} Saa en Nat kom Sneen, og det begyndte at blive køligt i min Hytte. Der var en Grue, hvor jeg kogte min Mad, men Veden brændte daarligt, og det trak meget fra Væggene, skønt jeg havde tættet dem saa godt, jeg kunde. Høsten var forbi, og Dagene blev korte. Den første Sne smælted endnu bort for Solen, og atter laa Marken bar; men Nætterne var kolde, og Vandet frøs. Og alt Græs og alle Insekter døde. En hemmelighedsfuld Stilhed lagde sig over Menneskene, de grubled og tied, deres Øjne vented Vinteren. Intet Raab lød længer fra Tørrepladsen, og Havnen laa rolig, alt gik den evige Nordlysnat imøde, naar Solen sov i Havet. Dumpe, dumpe lød Aareslagene fra en ensom Baad.<noinclude><references/></noinclude> tiucq874myoha6at8n8ywyz0mb4flpt 335000 334885 2026-09-25T11:16:06Z Øystein Tvede 3938 335000 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XXXV.}} {{Stor initial|S|160%}}aa en Nat kom Sneen, og det begyndte at blive køligt i min Hytte. Der var en Grue, hvor jeg kogte min Mad, men Veden brændte daarligt, og det trak meget fra Væggene, skønt jeg havde tættet dem saa godt, jeg kunde. Høsten var forbi, og Dagene blev korte. Den første Sne smælted endnu bort for Solen, og atter laa Marken bar; men Nætterne var kolde, og Vandet frøs. Og alt Græs og alle Insekter døde. En hemmelighedsfuld Stilhed lagde sig over Menneskene, de grubled og tied, deres Øjne vented Vinteren. Intet Raab lød længer fra Tørrepladsen, og Havnen laa rolig, alt gik den evige Nordlysnat imøde, naar Solen sov i Havet. Dumpe, dumpe lød Aareslagene fra en ensom Baad.<noinclude><references/></noinclude> 5h2v1rce2bg5uf07hr3qlbw56wd0zpm Side:Pan (1894).djvu/202 104 144728 334886 2026-09-25T10:21:17Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334886 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> En Pige kom roende. »Hvor har du været, min Pige?« »Ingensteds.« »Ingensteds? Hør, du, jeg kender dig igen, jeg traf dig i Sommer.« Hun lagde til, steg iland og fortøjed Baaden. »Du var Gæterpige, du bandt paa en Strømpe, jeg traf dig en Nat.« En liden Rødme stiger op i hendes Kinder, og hun ler forlegent. »Min lille Hejpige, kom ind i Hytten og lad mig se paa dig. Du hedder forresten Henriette.« Men hun gaar mig taus forbi. Høsten, Vinteren havde grebet hende, allerede sov hendes Sandser. Allerede var Solen gaaet i Hav. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> qujmblv65fy03smzziij3mh4a2692qs Side:Pan (1894).djvu/203 104 144729 334887 2026-09-25T10:21:54Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334887 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XXXVI.}} Og jeg tog for første Gang min Uniform paa og gik ned til Sirilund. Mit Hjærte banked. Jeg husked alt fra den første Dag, da Edvarda iled hen til mig og omfavned mig i alles Paasyn; nu havde hun kastet mig hid og did i mange Maaneder og faaet mit Haar til at graane. Min egen Skyld? Ja, min Stjærne havde ledet mig vild. Jeg tænkte: Hvor hun vil gotte sig, hvis jeg kaster mig ned for hende og siger hende mit Hjærtes Hemmelighed idag! Hun vil byde mig en Stol og lade Vin sætte ind, og just idet hun fører Glasset til Munden forat drikke med mig, vil hun sige: Hr. Løjtnant, jeg takker for den Stund, vi har været sammen, jeg vil aldrig glemme den! Men naar jeg da blir glad og faar lidt Haab, vil hun lade som<noinclude><references/></noinclude> k5lnq1sfhhmp2u5kvd5bz4j10p53jkf 335001 334887 2026-09-25T11:16:18Z Øystein Tvede 3938 335001 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|XXXVI.}} {{Stor initial|O|160%}}g jeg tog for første Gang min Uniform paa og gik ned til Sirilund. Mit Hjærte banked. Jeg husked alt fra den første Dag, da Edvarda iled hen til mig og omfavned mig i alles Paasyn; nu havde hun kastet mig hid og did i mange Maaneder og faaet mit Haar til at graane. Min egen Skyld? Ja, min Stjærne havde ledet mig vild. Jeg tænkte: Hvor hun vil gotte sig, hvis jeg kaster mig ned for hende og siger hende mit Hjærtes Hemmelighed idag! Hun vil byde mig en Stol og lade Vin sætte ind, og just idet hun fører Glasset til Munden forat drikke med mig, vil hun sige: Hr. Løjtnant, jeg takker for den Stund, vi har været sammen, jeg vil aldrig glemme den! Men naar jeg da blir glad og faar lidt Haab, vil hun lade som<noinclude><references/></noinclude> hxebzfh08x26kqq8suj85u1ia2mcgd7 Side:Pan (1894).djvu/204 104 144730 334888 2026-09-25T10:22:21Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334888 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hun drikker og sætte Glasset urørt ned. Og hun vil ikke skjule for mig, at hun blot lader som hun drikker, hun vil netop vise mig det. Saaledes er hun. Godt, nu slaar snart den sidste Time! Og mens jeg gik nedad Vejen, tænkte jeg videre: Min Uniform vil gøre sit Indtryk paa hende, dens Tresser er nye og smukke, Sabelen vil klirre mod Gulvet. En nervøs Glæde risled gennem mig, og jeg hvisked til mig selv: Hvo ved, hvad der endnu kan ske! Jeg løfted Hovedet og slog ud med Haanden. Ingen Ydmyghed oftere, Ære i Livet! Jeg var lige glad, hvordan det gik, jeg skulde ingen Tilnærmelse gøre mere. Undskyld, at jeg ikke frier til Dem, Skønjomfru {{. . .|5}} Hr. Mack mødte mig ude paa Gaardspladsen, mere huløjet, mere graa. »Rejse? Naa, jasaa. Ja, De har vel heller ikke havt det for hyggeligt i det sidste; hvad? Deres Hytte brændte.« Og Hr. Mack smilte. Det var pludselig som om jeg saa Verdens klogeste Mand foran mig. »Gaa ind, Hr. Løjtnant, Edvarda er inde. Ja, Farvel, Farvel. Vi træffes vel ellers paa<noinclude><references/></noinclude> qt1o51zfp6wm428wjw12yzmu05wu5yz Side:Pan (1894).djvu/205 104 144731 334889 2026-09-25T10:22:43Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334889 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Bryggen, naar Skibet gaar.« Han fjærned sig med ludende Hoved, tænkende, fløjtende. Edvarda sad i Stuen, hun læste. Da jeg traadte ind, studsed hun et Øjeblik over min Uniform, hun saa paa mig fra Siden som en Fugl og blev endog rød. Hun aabned Munden. »Jeg kommer forat sige Farvel,« fik jeg endelig frem. Hun rejste sig med ét, og jeg saa, at mine Ord gjorde nogen Virkning paa hende. »Glahn, skal De rejse? Nu?« »Saasnart Skibet kommer.« Jeg griber hendes Haand, begge hendes Hænder, en meningsløs Henrykkelse bemægtiger sig mig, jeg udbryder: »Edvarda!« og stirrer paa hende. Og i samme Stund er hun kold, kold og trodsig. Alt i hende modstod mig, hun retted sig op. Jeg befandt mig som en Tigger foran hende, jeg slap hendes Hænder og lod hende gaa. Jeg husker, at fra dette Øjeblik af stod jeg og gentog mekanisk: Edvarda! Edvarda! flere Gange, uden at jeg tænkte over det, og da hun spurgte: »Ja? Hvad vilde De sige?« forklared jeg hende intet. »Tænk, skal De allerede rejse!« gentog hun. »Hvem skal nu komme til næste Aar?«<noinclude><references/></noinclude> gett6nkkeh9ozzsau3hnc9y4v67bdhp Side:Pan (1894).djvu/206 104 144732 334890 2026-09-25T10:23:06Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334890 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »En anden,« svared jeg. Hytten blir vel bygget op igen.« Pause. Hun greb allerede efter sin Bog. »Jeg beklager, at ikke min Fader er inde,« sagde hun. »Men jeg skal hilse ham fra Dem.« Dette besvared jeg ikke. Jeg traadte frem, tog hendes Haand endnu engang og sagde: »Ja, Farvel, Edvarda.« »Farvel,« svared hun. Jeg aabned Døren og lod, som om jeg gik. Allerede sad hun med Bogen i Haanden, og hun læste, læste virkelig og bladed om. Intet, intet Indtryk havde min Afsked gjort paa hende. Jeg hosted. Hun vendte sig om og sagde overrasket: »Gik De ikke? Jeg syntes, De gik.« Gud alene ved det, men hendes Overraskelse var for stor, hun tog sig ikke i Agt, men overdrev sin Forbauselse, og jeg fik den Tanke, at hun kanske hele Tiden havde vidst, at jeg stod bag hende. »Nu skal jeg gaa,« sagde jeg. Da rejste hun sig og kom hen til mig.<noinclude><references/></noinclude> l3ivdhwht5msq1tlchjj3fhnuh6mft9 Side:Pan (1894).djvu/207 104 144733 334891 2026-09-25T10:23:40Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334891 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Jeg vilde gærne have et Minde om Dem, naar De nu rejser,« sagde hun. »Jeg tænkte at bede Dem om noget, men det er vel for meget. Vil De give mig Æsop?« Jeg betænkte mig ikke, men svared Ja. »Saa vil De kanske komme med den imorgen,« sagde hun. Jeg gik. Jeg saa op til Vinduet. Ingen der. Nu var alt forbi {{. . .|5}} Den sidste Nat i Hytten. Jeg grubled, jeg talte Timerne; da Morgenen kom, tilberedte jeg mit sidste Maaltid. Det var en kold Dag. Hvorfor bad hun mig om selv at bringe Hunden til hende? Vilde hun tale med mig, sige mig noget for sidste Gang? Jeg havde intet mere at vente. Og hvorledes vilde hun behandle Æsop? Æsop, Æsop, hun vil pine dig! For min Skyld vil hun piske dig, kanske ogsaa kæle for dig, men ialfald piske dig i Tide og Utide og aldeles fordærve dig {{. . .|5}} Jeg kaldte Æsop til mig, klapped den, lagde vore Hoveder sammen og greb mit Gevær. Den begyndte allerede at piste af Glæde<noinclude><references/></noinclude> b81u3l117xmq0zmk7g4dfx0khwz3u8h Side:Pan (1894).djvu/208 104 144734 334892 2026-09-25T10:24:08Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334892 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og troed, at vi skulde paa Jagt. Jeg lagde atter vore Hoveder sammen, satte Geværpiben mod Æsops Nakke og trykked af. Jeg lejed en Mand til at bringe Æsops Lig til Edvarda. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> gjk0iqo4ov2sqhb8pzzmqlcql2e2rdr Side:Pan (1894).djvu/209 104 144735 334893 2026-09-25T10:24:38Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334893 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{C|XXXVII.}} Ud paa Eftermiddagen skulde Postskibet gaa. Jeg begav mig ned til Bryggen, mit Tøj var allerede ombord. Hr. Mack trykked min Haand og opmuntred mig med, at jeg fik godt Vejr, et behageligt Vejr, han skulde ikke selv have noget imod at rejse en Tur i sligt Vejr. Doktoren kom gaaende, Edvarda fulgte ham; jeg følte, at mine Knæ begyndte at skælve. »Vi vilde se Dem vel ombord,« sagde Doktoren. Og jeg takked. Edvarda saa mig lige ind i Ansigtet og sagde: »Jeg maa takke Eder for Eders Hund.« Hun kneb sin Mund sammen, Læberne var hvide. Atter havde hun kaldt mig Eder.<noinclude><references/></noinclude> 78dczqxrs78viotcys9swva89sskfek 335002 334893 2026-09-25T11:16:31Z Øystein Tvede 3938 335002 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{C|XXXVII.}} {{Stor initial|U|160%}}d paa Eftermiddagen skulde Postskibet gaa. Jeg begav mig ned til Bryggen, mit Tøj var allerede ombord. Hr. Mack trykked min Haand og opmuntred mig med, at jeg fik godt Vejr, et behageligt Vejr, han skulde ikke selv have noget imod at rejse en Tur i sligt Vejr. Doktoren kom gaaende, Edvarda fulgte ham; jeg følte, at mine Knæ begyndte at skælve. »Vi vilde se Dem vel ombord,« sagde Doktoren. Og jeg takked. Edvarda saa mig lige ind i Ansigtet og sagde: »Jeg maa takke Eder for Eders Hund.« Hun kneb sin Mund sammen, Læberne var hvide. Atter havde hun kaldt mig Eder.<noinclude><references/></noinclude> r17ahedh9fwzmwqhr4och6x078wgjyq Side:Pan (1894).djvu/210 104 144736 334894 2026-09-25T10:25:06Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334894 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Hvornaar gaar Skipet?« spurgte Doktoren en Mand. »Om en halv Time.« Jeg sagde intet. Edvarda vendte sig ophidset hid og did. »Doktor, skal vi ikke gaa hjem igen?« spurgte hun. »Jeg har gjort det, som var mit Ærinde.« »De har besørget Deres Ærinde,« sagde Doktoren. Hun lo ydmyget over hans evige Rettelser og svared: »Ja, var det ikke omtrent det, jeg sagde?« »Nej,« svared han kort og godt. Jeg saa paa ham. Den lille Mand stod kold og fast; han havde lagt en Plan og fulgte den til det sidste. Og om han alligevel tabte? Saa vilde han dog ikke vise det, hans Ansigt fortrak sig aldrig. Det skumred. »Ja, Farvel,« sagde jeg, »og Tak for hver Dag.« Edvarda saa stumt paa mig. Saa drejed hun sit Hoved og blev staaende at se ud mod Skibet.<noinclude><references/></noinclude> 5vzk3l16pj5axwn9tbjsdhwewjmvnwi Side:Pan (1894).djvu/211 104 144737 334895 2026-09-25T10:25:31Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334895 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Jeg gik i Baaden. Endnu stod Edvarda paa Kajen. Da jeg var kommet ombord, raabte Doktoren Farvel. Jeg saa iland, Edvarda vendte sig i det samme og gik bort fra Kajen, hjemad, hastigt og med Doktoren langt bag sig. Dette var det sidste, jeg saa af hende. En Bølge af Vemod gled gennem mit Hjærte {{. . .|5}} Dampskipet begyndte at gaa; jeg saa endnu Hr. Macks Skilt: Oplag af Salt og Tomtønder; men snart viskedes det ud. Maanen og Stjærnerne kom frem, Fjældene rejste sig rundt omkring, og jeg saa de endeløse Skoge. Dèr staar Møllen, dèr, dèr laa min Hytte, som brændte; den høje, graa Sten staar ensom tilbage paa Brandtomten. Iselin, Eva {{. . .|5}} Nordlysnatten breder sig over Fjæld og Dal. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> rde3dbl5lw4xy4et1ae6xwc2u05bupg Side:Pan (1894).djvu/212 104 144738 334896 2026-09-25T10:26:04Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334896 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{C|XXXVIII.}} Jeg har skrevet dette forat korte Tiden. Det fornøjed mig at huske tilbage paa den Sommer i Nordland, da jeg mangen Gang talte Timerne, men Tiden alligevel fløj. Alt er forandret, Dagene vil ikke længer gaa. Jeg har mangen lystig Stund endnu, men Tiden den staar stille, og jeg forstaar ikke, at den kan staa saa stille. Jeg er afskediget Militær og fri som en Fyrste, alt er godt, jeg træffer Mennesker, kører i Vogne; nu og da lukker jeg det ene Øje og skriver med Pegefingeren op i Himlen, jeg kildrer Maanen under Hagen, og jeg synes, at den ler, storler af naragtig Glæde over at blive kildret under Hagen. Alting smiler. Jeg lader en Prop knalde og kalder glade Mennesker til.<noinclude><references/></noinclude> am07ojvczxdyit2hb1zxti0ybp123m8 335003 334896 2026-09-25T11:16:44Z Øystein Tvede 3938 335003 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{C|XXXVIII.}} {{Stor initial|J|160%}}eg har skrevet dette forat korte Tiden. Det fornøjed mig at huske tilbage paa den Sommer i Nordland, da jeg mangen Gang talte Timerne, men Tiden alligevel fløj. Alt er forandret, Dagene vil ikke længer gaa. Jeg har mangen lystig Stund endnu, men Tiden den staar stille, og jeg forstaar ikke, at den kan staa saa stille. Jeg er afskediget Militær og fri som en Fyrste, alt er godt, jeg træffer Mennesker, kører i Vogne; nu og da lukker jeg det ene Øje og skriver med Pegefingeren op i Himlen, jeg kildrer Maanen under Hagen, og jeg synes, at den ler, storler af naragtig Glæde over at blive kildret under Hagen. Alting smiler. Jeg lader en Prop knalde og kalder glade Mennesker til.<noinclude><references/></noinclude> e8s3hf9gr952gi3l1lfhsm5foui3ztj Side:Pan (1894).djvu/213 104 144739 334897 2026-09-25T10:26:31Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334897 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Hvad Edvarda angaar, da tænkte jeg ikke paa hende. Hvorfor skulde jeg ikke helt have glemt hende i denne lange Tid? Jeg har Ære i Livet. Og spørger nogen mig, om jeg har nogen Sorger, da svarer jeg bums Nej, at jeg ingen Sorger har {{. . .|5}} Cora ligger og ser paa mig, Klokken tikker paa Kaminen, udenfor mine aabne Vinduer bruser Byens Larm. Det banker paa Døren, og Postbudet rækker mig et Brev. Brevet er kronet. Jeg ved, hvem det er fra, jeg forstaar det straks, eller jeg har kanske drømt det en søvnløs Nat. Men i Brevet er der ikke noget skrevet, der ligger blot to grønne Fuglefjære i det. En isende Rædsel trækker gennem mig, jeg blir kold. To grønne Fuglefjære! siger jeg til mig selv. Naa, hvad er dermed at gøre! Men hvorfor blir jeg kold? Se, der er nu en forbandet Træk fra de Vinduer der. Og jeg lukker Vinduerne. Der ligger nu to Fuglefjære, tænker jeg videre, jeg synes, at jeg skulde kende dem, de minder mig om en liden Spøg oppe i Nordland, en saadan liden Oplevelse blandt mange andre Oplevelser; det var fornøjeligt at se de<noinclude><references/></noinclude> 5qa1z9jifb93c401lzu2ls02qvisx89 Side:Pan (1894).djvu/214 104 144740 334898 2026-09-25T10:26:53Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334898 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>to Fjære igen. Og jeg synes pludselig at se et Ansigt og høre en Stemme, og Stemmen siger: Værsaagod, Hr. Løjtnant, her er Eders Fuglefjære! Eders Fuglefjære {{. . .|5}} Cora, du skal ligge stille, hører du, jeg slaar dig ihjæl, hvis du rører dig! Vejret er varmt, der er en utaalelig Hede; hvad tænkte jeg paa, som lukked Vinduerne! Op med Vinduerne igen, op med hele Døren, hid, I glade Mennesker, kom ind! Hej, Bybud, gaa et Ærinde for mig {{. . .|5}} Og Dagen gaar, men Tiden staar stille. Nu har jeg skrevet dette blot for min Fornøjelses Skyld og moret mig som jeg bedst kunde. Ingen Sorg trykker mig, jeg længes blot bort, hvorhen ved jeg ikke, men langt bort, kanske til Afrika, til Indien; ti jeg hører Skogene og Ensomheden til. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> f47wva10a1agmzys3vweadtcv2vembj Pan/23 0 144741 334899 2026-09-25T10:27:54Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=143 to=150 header=1 /> 334899 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=143 to=150 header=1 /> loi84sxl5i1jbaanl8v0l0d51goira3 Pan/24 0 144742 334900 2026-09-25T10:28:32Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=151 to=155 header=1 /> 334900 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=151 to=155 header=1 /> hqqgmge076vmyj6mxinbz2fel2nibu6 Pan/25 0 144743 334901 2026-09-25T10:29:09Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=156 to=159 header=1 /> 334901 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=156 to=159 header=1 /> nesudddycu6pokx86xssa55quxbefi9 Pan/26 0 144744 334902 2026-09-25T10:29:43Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=160 to=168 header=1 /> 334902 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=160 to=168 header=1 /> 0u9yqq1q4k5l1wwv9ajebulz1qhmskl Pan/27 0 144745 334903 2026-09-25T10:30:17Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=169 to=173 header=1 /> 334903 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=169 to=173 header=1 /> dn4u5jg1gj1qrakhgidznj0ktft209g Pan/28 0 144746 334904 2026-09-25T10:30:48Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=174 to=181 header=1 /> 334904 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=174 to=181 header=1 /> py4ub5yborijxkpamzsijoi7chjahzf Pan/29 0 144747 334905 2026-09-25T10:31:19Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=182 to=183 header=1 /> 334905 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=182 to=183 header=1 /> d22pmj1mnkd7djoqtgkcy9gxorogywi Pan/30 0 144748 334906 2026-09-25T10:31:44Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=184 to=186 header=1 /> 334906 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=184 to=186 header=1 /> dgg9sqfttaiyhlbyz35e2bh9369vwon Pan/31 0 144749 334907 2026-09-25T10:32:08Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=187 to=190 header=1 /> 334907 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=187 to=190 header=1 /> a6v6lu769slngnialaedwt4uqm4paou Pan/32 0 144750 334908 2026-09-25T10:32:33Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=191 to=193 header=1 /> 334908 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=191 to=193 header=1 /> oj50mab1ex4rp8wonlr95aac0iyh4t5 Pan/33 0 144751 334909 2026-09-25T10:33:03Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=194 to=197 header=1 /> 334909 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=194 to=197 header=1 /> dp4c7922hqidt0nuxwrv81o4tn57832 Pan/34 0 144752 334910 2026-09-25T10:33:36Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=198 to=200 header=1 /> 334910 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=198 to=200 header=1 /> 4c2lrt05jpa3wi3nwmq1bmikh6yqn9j Pan/35 0 144753 334911 2026-09-25T10:34:05Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=201 to=202 header=1 /> 334911 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=201 to=202 header=1 /> 7uhpuxl7jk50m890xlty34u6zj6ntu3 Pan/36 0 144754 334912 2026-09-25T10:34:31Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=203 to=208 header=1 /> 334912 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=203 to=208 header=1 /> g55b6sw7lwfc2te68toax9gj4lqanbb Pan/37 0 144755 334913 2026-09-25T10:35:34Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=209 to=216 header=1 /> 334913 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=209 to=216 header=1 /> g6mx4kjhafgbnprsbtxx5fkr6waj0s7 334914 334913 2026-09-25T10:36:00Z Øystein Tvede 3938 334914 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=209 to=211 header=1 /> g9rekdv58b20ijzmcfmneg8ua33mngu Pan/38 0 144756 334915 2026-09-25T10:36:31Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=212 to=214 header=1 /> 334915 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=212 to=214 header=1 /> n8g8hlu43rrbynhcxue9hu1xfomxfou Side:Pan (1894).djvu/215 104 144757 334916 2026-09-25T10:37:22Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334916 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{C|{{XX-STØRRE|GLAHNS DØD}}<BR> ET PAPIR FRA 1861}}<noinclude><references/></noinclude> o5o1qdwp874p4dz08wn45qq1lz5wltl 334917 334916 2026-09-25T10:37:45Z Øystein Tvede 3938 334917 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{C|{{xx-større|GLAHNS DØD}}<BR> ET PAPIR FRA 1861}}<noinclude><references/></noinclude> fqvu8iv88l1ge66tbvztvf0b6zxo8le 334918 334917 2026-09-25T10:38:05Z Øystein Tvede 3938 334918 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{luft|4em}} {{C|{{xx-større|GLAHNS DØD}}<br> ET PAPIR FRA 1861}}<noinclude><references/></noinclude> 2yoedmrt3nzgrvq5bdqc7o4hqsg60zd Side:Pan (1894).djvu/216 104 144758 334921 2026-09-25T10:41:50Z Øystein Tvede 3938 /* Uten tekst */ 334921 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="0" user="Øystein Tvede" /></noinclude><noinclude><references/></noinclude> abfg9xd7kjifmfb04hxamcb6m40piio Side:Pan (1894).djvu/217 104 144759 334922 2026-09-25T10:42:17Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334922 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|I.}} Familjen Glahn kan længe nok avertere i Bladene efter den forsvundne Løjtnant Thomas Glahn; men han kommer aldrig mer tilbage, for han er død, og jeg ved endog, hvorledes han døde. Naar jeg endelig skal sige det, saa forundrer det mig heller ikke, at hans Familje stadig vedbliver med sine Efterforskninger; ti Thomas Glahn var i mange Maader en usædvanlig, ja, afholdt Mand. Jeg indrømmer dette forat vise Retfærdighed, og det uagtet Glahn endnu er min Sjæl fiendsk og hans Minde vækker mit Had. Han saa prægtigt ud, var fuld af Ungdom og havde et forførerisk Væsen. Naar han saa paa én med sit hede Dyreblik, følte man godt hans Magt, endogsaa jeg følte<noinclude><references/></noinclude> 1yhirpg97ae7kpkp81or6srjom2ylqd 335004 334922 2026-09-25T11:17:02Z Øystein Tvede 3938 335004 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|I.}} {{Stor initial|F|160%}}amiljen Glahn kan længe nok avertere i Bladene efter den forsvundne Løjtnant Thomas Glahn; men han kommer aldrig mer tilbage, for han er død, og jeg ved endog, hvorledes han døde. Naar jeg endelig skal sige det, saa forundrer det mig heller ikke, at hans Familje stadig vedbliver med sine Efterforskninger; ti Thomas Glahn var i mange Maader en usædvanlig, ja, afholdt Mand. Jeg indrømmer dette forat vise Retfærdighed, og det uagtet Glahn endnu er min Sjæl fiendsk og hans Minde vækker mit Had. Han saa prægtigt ud, var fuld af Ungdom og havde et forførerisk Væsen. Naar han saa paa én med sit hede Dyreblik, følte man godt hans Magt, endogsaa jeg følte<noinclude><references/></noinclude> lut9ut1sktl64bexwcf1wcjpoilxhaw Side:Pan (1894).djvu/218 104 144760 334923 2026-09-25T10:42:42Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334923 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>den. En Dame skal have sagt om ham: Naar han ser paa mig, er jeg fortabt; jeg føler en Bevægelse ved det, som om han rører ved mig. Men Thomas Glahn havde sine Fejl, og jeg har ikke i Sinde at skjule dem, da jeg hader ham. Han kunde til sine Tider være saa pjanket som et Barn, saa godmodig var han, og kanske var det derfor han bedaared Fruentimmerne saa, Gud ved det. Han kunde sluddre med Kvinderne og le ad deres intetsigende Vrøvl, derfor gjorde han Indtryk paa dem. Han sagde om en meget korpulent Mand i Byen, at han saa ud, som om han gik med Fedt i Bukserne, og denne Vittighed lo han selv af, skønt jeg vilde have skammet mig over den. Senere engang, efterat vi var kommet til at bo i Hus sammen, viste han ogsaa sin Pjankethed paa en aabenlys Maade: min Værtinde kom en Morgen ind til mig og spurgte, hvad jeg ønsked til Frokost, og i Farten kom jeg til at svare: en Æg og et Skive Brød. Thomas Glahn sad netop da i mit Værelse – han boed paa Kvisten ovenover, lige under Taget – og begyndte at le barnagtigt over min ringe Forsnakkelse og glæde sig over den. En Æg og et Skive Brød! gjentog han uophørlig,<noinclude><references/></noinclude> 7sdgrwiutgaw1lcuxl7lw3jmj913n9p Side:Pan (1894).djvu/219 104 144761 334924 2026-09-25T10:43:07Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334924 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>indtil jeg saa forundret paa ham og fik ham til at standse. Maaske husker jeg ogsaa flere latterlige Træk af ham senerehen, og i saa Fald vil jeg skrive dem ned ogsaa og ikke spare ham, da han stadig er min Fiende. Hvorfor skulde jeg være ædelmodig? Men jeg vil indrømme, at han pjatted kun, naar han var beruset, og i begge de ovenfor omtalte Tilfælder var han overmaade beruset. Men er ikke det at være beruset i sig selv en stor Fejl? Da jeg traf ham Høsten 1859, var han en Mand paa to og tredive Aar, vi var begge lige gamle. Han havde dengang Helskjæg og brugte uldne Jagtskjorter, der var nedringede til Overdrivelse, og endda hændte det, at han undlod at knappe den øverste Knap. Hans Hals forekom mig i Begyndelsen at være usædvanlig skøn, men han gjorde mig lidt efter til sin Dødsfiende, og jeg syntes da ikke, at hans Hals var smukkere end min, skønt jeg ikke bar min saa bredt tilskue. Jeg traf ham første Gang paa en Flodbaad og skulde til samme Sted som han paa Jagt, og vi beslutted straks at slaa Følge ind i Landet med Oksevogn, naar Jærnbanen ikke kunde køre os<noinclude><references/></noinclude> 7qleuanuljiezjzl0kqv2oru35fhp1g Side:Pan (1894).djvu/220 104 144762 334925 2026-09-25T10:46:29Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334925 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>længer. Jeg undgaar med Flid at nævne Stedet, hvor vi rejste hen, for ikke at sætte nogen paa Sporet; men Familjen Glahn kan trygt ophøre med at avertere efter sin Slægtning; thi han er død paa dette Sted, som vi rejste til, og som jeg ikke vil nævne. Jeg havde ellers hørt Tale om Thomas Glahn, før jeg traf ham, hans Navn var mig ikke ubekendt. Jeg havde hørt, at han havde staaet i Forbindelse med en ung Nordlænderinde fra et stort Hus, og at han havde kompromitteret hende paa en eller anden Maade, hvorpaa hun havde brudt med ham. Dette havde han saa i sin dumme Trods svoret at hævne paa sig selv, og Damen lod ham roligt gøre, som han lysted i saa Maade, det angik hende ikke. Fra nu af blev Thomas Glahns Navn først ordentlig bekendt, han slog sig vild, gal, han drak, gjorde Skandale paa Skandale og tog Afsked fra Militærtjenesten. Det var ogsaa en underlig Maade at hævne en Kurv paa! Der gik endnu en anden Beretning om hans Forhold til den unge Dame: at han slet ikke havde kompromitteret hende, men at hendes Familje havde jaget ham paa Dør, og<noinclude><references/></noinclude> r2r7eagfwvb4ifr8wral08jiou6saaz Side:Pan (1894).djvu/221 104 144763 334926 2026-09-25T10:48:11Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334926 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>at hun ogsaa selv havde hjulpet til hermed, efterat en svensk Greve, hvis Navn jeg ikke vil nævne, havde friet til hende. Men denne Beretning sætter jeg mindre Lid til og holder den første for sandere, da jeg dog hader Thomas Glahn og tror ham istand til det værste. Men hvordan det var eller ikke, han talte aldrig selv om denne Forbindelse med den højtstaaende Dame, og jeg spurgte ham heller ikke derom. Hvad vedkom det mig? Mens vi sad der paa Flodbaaden, husker jeg ikke, at vi talte om noget andet end om den lille Landsby, som vi nu skulde til, og hvor ingen af os havde været før. »Der skal være et Slags Hotel der,« sagde Glahn og saa efter paa Kortet. »Er vi heldige, kan vi komme til at bo dèr; Værtinden er en gammel engelsk ''Halfbreed'', har man fortalt mig. Høvdingen bor i Nabobyen, han skal have mange Koner, nogle er bare ti Aar.« Nu, det vidste jeg ikke, om Høvdingen havde mange Koner, og om der var et Hotel i Byen, derfor sagde jeg ingenting; men Glahn smilte, og jeg syntes, at hans Smil var skønt.<noinclude><references/></noinclude> dcvyy6s1omfrrz6zulxcml1pq3l08sc Side:Pan (1894).djvu/222 104 144764 334927 2026-09-25T10:48:30Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334927 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Jeg glemte forresten, at han ingenlunde kunde kaldes en fuldkommen Mand, skønt han saa saa prægtigt ud; han fortalte selv, at han gik med et gammelt Skudsaar i venstre Fod, og at dette Skudsaar var fuldt af Gigt mod alslags Vejrforandring. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> q8ro0byr5iid0bx2ci50fv3pna7tedr Side:Pan (1894).djvu/223 104 144765 334928 2026-09-25T10:49:09Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334928 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|II.}} En Uge senere var vi indlogerede i den store Hytte, som gik under Navn af Hotellet, hos den gamle engelske ''Halfbreed''. Ak, hvilket Hotel! Væggene var af Ler og lidt Træ, og dette Træ var gennemædt af de hvide Myrer, der krøb omkring allevegne. Jeg boed i et Rum ved Siden af Stuen med et grønt Glasvindu til Gaden, en eneste Rude, som ikke var meget klar, og Glahn havde valgt et bitte lidet Hul ovenpaa, paa Kvisten, hvorfra ogsaa han havde en Glasrude til Gaden, men hvor der var meget mørkere og daarligere at bo. Solen gløded Straataget op hos ham og gjorde det næsten uudholdelig hedt i hans Rum Nat og Dag, dertil kom, at det langtfra var en Trappe, men en ussel Stige med fire Trin, der<noinclude><references/></noinclude> lz45bdoz3d9w987jnhufuuvfa36e00q 335005 334928 2026-09-25T11:17:15Z Øystein Tvede 3938 335005 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|II.}} {{Stor initial|E|160%}}n Uge senere var vi indlogerede i den store Hytte, som gik under Navn af Hotellet, hos den gamle engelske ''Halfbreed''. Ak, hvilket Hotel! Væggene var af Ler og lidt Træ, og dette Træ var gennemædt af de hvide Myrer, der krøb omkring allevegne. Jeg boed i et Rum ved Siden af Stuen med et grønt Glasvindu til Gaden, en eneste Rude, som ikke var meget klar, og Glahn havde valgt et bitte lidet Hul ovenpaa, paa Kvisten, hvorfra ogsaa han havde en Glasrude til Gaden, men hvor der var meget mørkere og daarligere at bo. Solen gløded Straataget op hos ham og gjorde det næsten uudholdelig hedt i hans Rum Nat og Dag, dertil kom, at det langtfra var en Trappe, men en ussel Stige med fire Trin, der<noinclude><references/></noinclude> n1wt4c574ofuw8cxwrefyjdpvsvcm0t Side:Pan (1894).djvu/224 104 144766 334929 2026-09-25T10:49:37Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334929 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>førte op til ham. Hvad kunde jeg hjælpe derfor? Jeg gav Glahn Valget, jeg sagde: »Her er to Rum, et nedenunder og et ovenpaa, vælg!« Og Glahn besaa de to Rum og valgte det øverste, maaske for at give mig det bedste; men var jeg ham kanske ikke ogsaa taknemmelig derfor? Jeg skylder ham intet. Saalænge den værste Hede stod paa, lod vi Jagten hvile og holdt os rolige ved Hytten; ti Heden var ogsaa overmaade haard. Vi laa med Fluenet omkring Briksen om Natten for Insekternes Skyld; men det hændte alligevel, at blinde Flagermus kom flyvende tyst og rasende mod vore Net og rev dem itu; dette hændte Glahn altfor ofte, fordi han stadig maatte have en Luge aaben i Taget for Heden, men mig hændte det ikke. Om Dagen laa vi paa Matter udenfor vor Hytte og røgte og iagttog Livet ved de andre Hytter. De Indfødte var brune og tyklæbede Folk, alle med Ringe i Ørene og døde, brune Øjne; de var næsten nøgne, med blot en Strimmel Bomuldstøj eller en Bladflætning om Livet, og Kvinderne havde desuden ogsaa et kort Skørt af Bomuldstøj til at bjærge sig i. Alle Børn var splitternøgne<noinclude><references/></noinclude> 67h4g171dmjngj8jrk3m5uol0is3ni7 Side:Pan (1894).djvu/225 104 144767 334930 2026-09-25T10:49:58Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334930 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Nat og Dag, med rigtig store, udstaaende Maver, som glindsed af Olje. »Kvinderne er for fede,« sagde Glahn. Og jeg syntes ogsaa, at Kvinderne var for fede, og kanske var det heller ikke Glahn, men mig, som tænkte det først; men jeg strides ikke med ham herom og giver ham gærne Æren. Forresten var ikke alle Kvinder hæslige, skønt deres Ansigter var fede og opdunstede; jeg havde truffet en Pige i Byen, en ung Halv Tamulerinde med langt Haar og snehvide Tænder, hun var den smukkeste af alle. Jeg stødte paa hende en Aften i Kanten af en Rismark, hun laa paa Maven i det høje Græs og sprælled tilvejrs med Benene. Hun kunde tale med mig, og vi talte ogsaa sammen, saalænge jeg vilde, det var næsten Morgen før vi skiltes, og da gik hun ikke lige hjem, men lod som om hun havde været i Nabobyen Natten over. Glahn sad den Aften midt inde i Byen, udenfor en liden Hytte, sammen med to unge Piger, der var meget unge, maaske ikke mer end netop ti Aar; dem sad han og fjased med og drak Risøl med, det var hans Smag. Et Par Dage efter gik vi paa Jagt. Vi passered Téhaver, Rismarker og Græssletter, vi<noinclude><references/></noinclude> 6luuybd1l6rbc4oynr74ysajh9c2lfc Side:Pan (1894).djvu/226 104 144768 334931 2026-09-25T10:50:22Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334931 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>levned Byen bag os og gik i Retning af Floden, vi kom ind i Skoge af underlige, fremmede Træer, Bambus, Mango, Tamarint, Teak- og Salttræer, Olje- og Gummivækster, ja, Gud ved, hvad det var for Slags Træer altsammen, vi forstod os ikke meget paa det nogen af os. Men i Floden var der ikke meget Vand, og der vedblev at være lidet vand i den lige til Regntiden. Vi skød vilde Duer og Høns, og vi saa to Panthere ud paa Eftermiddagen; der fløj ogsaa Papegøjer over vore Hoveder. Glahn skød skrækkelig sikkert, han fejled aldrig; men det var ogsaa fordi hans Gevær var bedre end mit, jeg skød ogsaa skrækkelig sikkert mangen Gang. Jeg brysted mig aldrig af det, men Glahn sagde ofte: den stikker jeg i Halen, den klør jeg i Hovedet; dette sagde han, før han trykked af, og naar Fuglen faldt, havde han ganske rigtig truffet den i Halen eller i Hovedet. Da vi stødte paa de to Panthere, vilde Glahn absolut anfalde dem ogsaa med sit Haglgevær, men jeg fik ham til at opgive det, fordi det var begyndt at mørkne, og vi havde ikke mer end et Par Patroner tilbage. Dette gjorde han sig ogsaa til af, at han havde vist Mod til at skyde paa Pantherne med Hagl.<noinclude><references/></noinclude> nzy7yetqe56gdj25sjtmwsa48svgdoa Side:Pan (1894).djvu/227 104 144769 334932 2026-09-25T10:50:47Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334932 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke skød alligevel,« sagde han til mig. »Hvorfor er De saa forbandet forsigtig? Vil De leve længe?« »Det glæder mig, at De finder mig fornuftigere end Dem selv,« svared jeg. »Ja, lad os ikke blive Uvenner for saa lidet,« sagde han saa. Dette var hans Ord og ikke mine; havde han villet være Uvenner med mig, saa gærne for mig. Jeg var begyndt at føle Uvilje mod ham for hans letsindige Adfærd og hans Forførervæsen. Igaaraftes var jeg kommet gaaende ganske roligt med Maggie, Tamulerinden, som var min veninde, og vi var begge i godt Humør. Glahn sidder da udenfor Hytten og hilser og smiler til os, idet vi gaar forbi; men Maggie saa ham da for første Gang og spurgte mig nysgærrigt ud om ham. Saa meget Indtryk havde han gjort paa hende, at da vi skiltes, gik vi hver til vort, hun fulgte mig ikke hjem. Glahn vilde slaa dette hen, som om det ingen Betydning havde, da jeg talte til ham derom. Men jeg glemte det ikke. Det var heller ikke til mig, han lo og smilte, da vi gik forbi Hytten, det var til Maggie.<noinclude><references/></noinclude> i8hwpgypq160q7lvxz88e58d625ozu5 Side:Pan (1894).djvu/228 104 144770 334933 2026-09-25T10:51:12Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334933 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Hvad er det, hun gaar og tygger paa?« spurgte han mig. »Det ved jeg ikke,« svared jeg; »hun tygger, dertil har hun vel faaet sine Tænder.« Og det var heller ingen Nyhed for mig, at Maggie stadig tygged paa noget, det havde jeg længe lagt Mærke til. Men det var ikke Betel, hun tygged paa, for hendes Tænder var aldeles hvide, derimod havde hun den Vane at tygge paa alle andre Ting, stikke det i Munden og tygge paa det, som om det var noget godt. Det kunde være hvadsomhelst, Pengestykker, Papirstumper, Fuglefjære, men hun tygged paa det. Men det var ialfald intet at nedsætte hende for, naar hun var Landsbyens smukkeste Pige trods det; men Glahn var misundelig paa mig, det var Sagen. Aftenen efter blev jeg forresten igen gode Venner med Maggie, og vi saa ikke noget til Glahn. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> ic30z5pky6ov69v46e5o4ff61xx2mrs Side:Pan (1894).djvu/229 104 144771 334934 2026-09-25T10:51:34Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334934 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|III.}} En Uges Tid forløb nu, vi gik hver Dag paa Jagt og skød en Mængde Vildt. En Morgen, just idet vi traadte ind i Skogen, greb Glahn mig i Armen og hvisked: Stands! I det samme kaster han Riflen til Kinden og brænder af. Det var en ung Leopard, han skød. Jeg kunde ogsaa have skudt da, men Glahn beholdt den Ære for sig selv og skød først. Hvor han nu vil bryste sig igen! tænkte jeg. Vi nærmer os det døde Dyr, det er stendødt, revet op i venstre Side, og Kuglen sad i Ryggen. Jeg holder ikke af at blive greben i Armen, derfor sagde jeg: »Det Skud kunde ogsaa jeg have gjort.« Glahn saa paa mig.<noinclude><references/></noinclude> 6x9cdy644jltkaoaoq5647uk6osystj 335006 334934 2026-09-25T11:17:27Z Øystein Tvede 3938 335006 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|III.}} {{Stor initial|E|160%}}n Uges Tid forløb nu, vi gik hver Dag paa Jagt og skød en Mængde Vildt. En Morgen, just idet vi traadte ind i Skogen, greb Glahn mig i Armen og hvisked: Stands! I det samme kaster han Riflen til Kinden og brænder af. Det var en ung Leopard, han skød. Jeg kunde ogsaa have skudt da, men Glahn beholdt den Ære for sig selv og skød først. Hvor han nu vil bryste sig igen! tænkte jeg. Vi nærmer os det døde Dyr, det er stendødt, revet op i venstre Side, og Kuglen sad i Ryggen. Jeg holder ikke af at blive greben i Armen, derfor sagde jeg: »Det Skud kunde ogsaa jeg have gjort.« Glahn saa paa mig.<noinclude><references/></noinclude> jeu7p1khllak9msp7upul08qgqedng3 Side:Pan (1894).djvu/230 104 144772 334935 2026-09-25T10:52:05Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334935 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Jeg siger igen: »De tror kanske ikke, at jeg kunde have gjort det?« Glahn svarer ikke nu heller. Istedet derfor viser han endnu engang sin Barnagtighed og skyder den døde Leopard paany, dennegang gennem Hovedet. Jeg ser Himmelfalden paa ham. »Ja,« siger han til Forklaring, »jeg kan ikke være bekendt at have rammet en Leopard i Siden.« Det var formeget for hans Forfængelighed, at han havde gjort et saa simpelt Skud, altid vilde han være den første. Hvor han var naragtig! Men det blev ikke min Sag, jeg vilde ikke røbe ham. Om Aftenen, da vi kom ind i Byen med den døde Leopard, mødte mange af de Indfødte op forat beskue den. Glahn sagde forresten blot, at vi havde skudt den om Morgenen og gjorde sig ikke videre til deraf da. Maggie kom ogsaa tilstede. »Hvem har skudt den?« spurgte hun. Og Glahn svared: »Det ser du vel, to Saar, vi skød den imorges, da vi gik ud.« Og han vendte Dyret<noinclude><references/></noinclude> m45df5hu2u4ffnon12in71cvwokr1uk Side:Pan (1894).djvu/231 104 144773 334936 2026-09-25T10:52:26Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334936 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>om og viste hende de to Saar, baade det i Siden og det i Hovedet. »Her gik min Kugle,« sagde han og pegte paa Saaret i Siden, fordi han i sin Naragtighed vilde overlade til mig at have rammet i Hovedet. Jeg gad ikke rette ham og gjorde det heller ikke. Glahn begyndte derpaa at traktere de Indfødte med Risøl, ja, gav en Mængde ud til hvem, som vilde drikke. »De har skudt den begge to,« sagde Maggie for sig selv, og hun saa dog hele Tiden paa Glahn. Jeg trak hende med mig til Siden og sagde: »Hvorfor ser du hele Tiden paa ham? Staar ikke ogsaa jeg ganske nær ved?« »Jo,« svared hun. »Og hør: jeg kommer iaften.« Dagen efter var det, at Glahn fik det Brev. Der kom nemlig et Brev til ham med Ekspres fra Flodstationen, og det havde gaaet en Omvej paa et Hundrede og otti Mile. Brevet var skrevet med en Damehaand, og jeg tænkte ved mig selv, at det kanske var fra hans forrige Veninde, den højtstaaende Dame. Glahn lo nervøst, da han havde læst det, og gav Budet en Pengeseddel ekstra, fordi han var kommet<noinclude><references/></noinclude> qyb47homdcv4idiasygictnhg15psuy Side:Pan (1894).djvu/232 104 144774 334937 2026-09-25T10:52:44Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334937 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>med det. Men det vared ikke længe, før han blev taus og mørk og bestilte intet andet end at stirre ret frem for sig. Om Aftenen drak han sig fuld med en gammel Dværg af en Indfødt og dennes Søn, og han omfavned ogsaa mig og vilde absolut have mig til at drikke med. »De er saa elskværdig iaften,« sagde jeg. Saa lo han meget højt og svared: »Her ligger nu vi to midt indi Indien og skyder Vildt, hvad? Er det ikke gruelig komisk? Og Skaal for alle Verdens Riger og Lande, og Skaal for alle smukke Kvinder, gifte og ugifte, fjærnt og nær. Ho-ho! Tænk Dem en Mand, og en Kone frier til ham, en gift Kone!« »En Grevinde!« sagde jeg spydigt. Jeg sagde det meget spydigt, og det smærted ham, han gren som en Hund, fordi det smærted ham. Saa rynked han pludselig Panden og begyndte at blinke med Øjnene og tænke grundig over, om han skulde have sagt formeget, saa højtidelig anstilled han sig med den Smule Hemmelighed. Men i det samme kom endel Børn løbende henimod vor Hytte og raabte og skreg: »Tigrene, ohoi, Tigrene!« Et Barn var bleven snappet af en Tiger næsten<noinclude><references/></noinclude> nh6mdon7l8fs2iu3hvnc6s0u0ki0fqv Side:Pan (1894).djvu/233 104 144775 334938 2026-09-25T10:53:02Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334938 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>lige ved Landsbyen, i en Kratskog mellem Byen og Floden. Det var nok for Glahn, der var beruset og i en sønderreven Sindstilstand, han greb sin Rifle og sprang i et Nu ned til Kratskogen; han havde ikke engang Hat paa. Men hvorfor tog han Riflen nu, istedetfor Haglgeværet, hvis han virkelig var saa modig? Han maatte vade over Floden, hvad der ikke var uden Fare, men Floden var rigtignok ogsaa næsten tør lige til Regntiden; en Stund efter hørte jeg to Skud og umiddelbart derpaa endnu et tredje Skud. Tre Skud til et Dyr! tænkte jeg; en Løve vilde have tumlet for to Skud, og dette er dog blot en Tiger! Men endog disse tre Skud var til ingen Nytte, Barnet var alligevel revet ihjæl og halvt opædt, da Glahn kom; hvis han ikke havde været saa beruset, vilde han heller ikke have gjort et Forsøg paa at redde det. Natten tilbragte han i Sus og Dus i vor Nabohytte, sammen med en Enke med hendes to Døttre, Gud ved sammen med hvem af dem. I to Dage var Glahn ikke ædru en eneste Stund, og han havde ogsaa faaet mange Kammerater at drikke med. Han opfordred mig forgæves<noinclude><references/></noinclude> 42fcflo40eb3n9t1tk3g7sm15d2reoh 334940 334938 2026-09-25T10:53:41Z Øystein Tvede 3938 334940 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>lige ved Landsbyen, i en Kratskog mellem Byen og Floden. Det var nok for Glahn, der var beruset og i en sønderreven Sindstilstand, han greb sin Rifle og sprang i et Nu ned til Kratskogen; han havde ikke engang Hat paa. Men hvorfor tog han Riflen nu, istedetfor Haglgeværet, hvis han virkelig var saa modig? Han maatte vade over Floden, hvad der ikke var uden Fare, men Floden var rigtignok ogsaa næsten tør lige til Regntiden; en Stund efter hørte jeg to Skud og umiddelbart derpaa endnu et tredje Skud. Tre Skud til et Dyr! tænkte jeg; en Løve vilde have tumlet for to Skud, og dette er dog blot en Tiger! Men endog disse tre Skud var til ingen Nytte, Barnet var alligevel revet ihjæl og halvt opædt, da Glahn kom; hvis han ikke havde været saa beruset, vilde han heller ikke have gjort et Forsøg paa at redde det. Natten tilbragte han i Sus og Dus i vor Nabohytte, sammen med en Enke med hendes to Døttre, Gud ved sammen med hvem af dem. I to Dage var Glahn ikke ædru en eneste Stund, og han havde ogsaa faaet mange Kammerater at drikke med. Han opfordred mig for-<noinclude><references/></noinclude> 2m73xer7lqsid5km1yx5e8p2junn2zg Side:Pan (1894).djvu/234 104 144776 334939 2026-09-25T10:53:30Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334939 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Gæves til at tage Del i Sviren, han skøtted ikke længer om, hvad han sagde, og bebrejded mig, at jeg var skinsyg paa ham. »Deres Skinsyge forblinder Dem,« sagde han. Min Skinsyge! Jeg skinsyg paa ham! »Ved De hvad,« sagde jeg, »skinsyg paa Dem! Hvad skulde jeg være skinsyg paa Dem for.« »Nejnej, saa er De ikke skinsyg paa mig,« svared han. »Jeg har forresten hilst paa Maggie iaften, hun tygged som sædvanlig.« Jeg bed mit Svar i mig og gik. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 98wk6dbzaod8bdliggewu3ormozi2s7 335011 334939 2026-09-25T11:33:07Z Øystein Tvede 3938 335011 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>gæves til at tage Del i Sviren, han skøtted ikke længer om, hvad han sagde, og bebrejded mig, at jeg var skinsyg paa ham. »Deres Skinsyge forblinder Dem,« sagde han. Min Skinsyge! Jeg skinsyg paa ham! »Ved De hvad,« sagde jeg, »skinsyg paa Dem! Hvad skulde jeg være skinsyg paa Dem for.« »Nejnej, saa er De ikke skinsyg paa mig,« svared han. »Jeg har forresten hilst paa Maggie iaften, hun tygged som sædvanlig.« Jeg bed mit Svar i mig og gik. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> b36931zp10jum5qgr6ng8pm8yjhlzoe Side:Pan (1894).djvu/235 104 144777 334941 2026-09-25T10:54:25Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334941 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|IV.}} Vi begyndte atter at gaa paa Jagt. Glahn følte, at han havde forurettet mig og bad mig om Undskyldning herfor. »Forresten er jeg jammerlig ked af det hele,« sagde han; »jeg vilde ønske, at De skød fejl en Dag og gav mig en Kugle i Struben.« Med slige Tanker omgikkes han, at jeg skulde give ham en Kugle i Struben. Det var kanske atter Brevet fra Grevinden, som ulmed i hans Erindring, og jeg svared: »Som man reder, saa ligger man.« Han blev for hver Dag mere taus og mørk, han drak ikke mere og sagde heller ikke et Ord mere; hans Kinder blev hule. En Dag hørte jeg pludselig Passiar og Latter udenfor mit Vindu, jeg saa ud, Glahn<noinclude><references/></noinclude> rptbvqw80v06vharvphddirrc4wmqjx 335007 334941 2026-09-25T11:17:41Z Øystein Tvede 3938 335007 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|IV.}} {{Stor initial|V|160%}}i begyndte atter at gaa paa Jagt. Glahn følte, at han havde forurettet mig og bad mig om Undskyldning herfor. »Forresten er jeg jammerlig ked af det hele,« sagde han; »jeg vilde ønske, at De skød fejl en Dag og gav mig en Kugle i Struben.« Med slige Tanker omgikkes han, at jeg skulde give ham en Kugle i Struben. Det var kanske atter Brevet fra Grevinden, som ulmed i hans Erindring, og jeg svared: »Som man reder, saa ligger man.« Han blev for hver Dag mere taus og mørk, han drak ikke mere og sagde heller ikke et Ord mere; hans Kinder blev hule. En Dag hørte jeg pludselig Passiar og Latter udenfor mit Vindu, jeg saa ud, Glahn<noinclude><references/></noinclude> 43xj6gz3lrea066datl1desv1ckgw69 Side:Pan (1894).djvu/236 104 144778 334942 2026-09-25T10:54:58Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334942 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>havde igen faaet sin lystigste Mine paa og stod og talte højt med Maggie. Han brugte alle sine bedaarende Kunster. Maggie maatte nok være kommet lige hjemmefra, og Glahn havde passet hende op. De betænkte sig ikke engang paa at slaa sig sammen ret udenfor min Glasrude. Jeg følte en Skælven i alle mine Lemmer, og jeg spændte Hanen paa min Rifle, men lod den igen gaa ned. Jeg traadte ud paa Pladsen og tog Maggie i Armen; vi gik tause ud efter Byen; Glahn forsvandt straks ind i Hytten. »Hvorfor taler du atter med ham?« spurgte jeg Maggie. Hun svared ikke. Jeg var fortvivlet til Døden, mit Hjærte klapped saa haardt, at jeg knapt kunde trække Aande. Aldrig havde jeg set Maggie smukkere end da, jeg havde aldrig set en helt hvid Pige saa smuk, og derfor glemte jeg, at hun var Tamuler og glemte alt for hendes Skyld. »Svar mig,« sagde jeg, »hvorfor taler du med ham?« »Jeg synes bedre om ham,« svared hun. »Synes du bedre om ham end om mig?« »Ja.«<noinclude><references/></noinclude> 4r5vcheusbvlkvn5k7zpgq7w8wqc5s2 Side:Pan (1894).djvu/237 104 144779 334943 2026-09-25T10:55:31Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334943 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Naa, hun syntes bedre om ham, skønt jeg nok kunde maale mig med ham! Havde jeg ikke altid været venlig mod hende og givet hende Skillinger og Foræringer? Og hvad havde han gjort? »Han gør Løjer med dig, han siger, at du tygger,« sagde jeg. Det forstod hun ikke, og jeg forklared hende det bedre, at hun altid havde den Vane at stikke alting i Munden og tygge paa det, og at Glahn gjorde sig lystig over hende derfor. Dette gjorde mere Indtryk paa hende end alt andet jeg sagde. »Hør her, Maggie,« sagde jeg videre, »du skal være min for altid; vil du ikke det? Jeg har tænkt over det, du skal følge med mig, naar jeg rejser herfra, jeg vil gifte mig med dig, hører du, og vi skal rejse til mit eget Land og bo. Det vil du vel?« Og dette gjorde ogsaa Indtryk paa hende, Maggie blev livlig og talte meget med mig paa Spadserturen. Hun nævnte blot en Gang Glahn, hun spurgte: »Og skal Glahn være med os, naar vi rejser?«<noinclude><references/></noinclude> b4hzp68tzbccjpw5rrt6k2fln3mb950 Side:Pan (1894).djvu/238 104 144780 334944 2026-09-25T10:56:05Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334944 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> »Nej,« svared jeg, »det skal han ikke. Er du bedrøvet derfor?« »Nej, nej,« svared hun hurtigt, »jeg er glad derfor.« Mere sagde hun ikke om ham, og jeg følte mig beroliget. Maggie gik ogsaa med mig hjem, da jeg bad hende derom. Da hun et Par Timer senere forlod mig, klattred jeg opad Stigen til Glahns Rum og banked paa den tynde Rørdør. Han var hjemme. Jeg sagde: »Jeg kommer forat sige Dem, at vi kanske ikke bør tage paa Jagt imorgen.« »Hvorfor ikke?« spurgte Glahn. »Fordi jeg ikke svarer for, at jeg ikke kommer til at skyde fejl, at jeg ikke giver Dem en Kugle i Struben.« Glahn svared ikke, og jeg gik ned igen. Efter denne Advarsel turde han vel ikke gaa paa Jagt imorgen; men hvorfor havde han ogsaa lokket Maggie hen under mit Vindu og fjaset højt med hende? Hvorfor rejste han ikke hjem igen, naar Brevet virkelig kaldte ham tilbage? Istedet derfor gik han ofte og bed Tænderne sammen og raabte hen i Luften: Aldrig! Aldrig! Før lader jeg mig partere!<noinclude><references/></noinclude> 0m4p8xy0eezn9ssuzbvaorp6yf2bjip Side:Pan (1894).djvu/239 104 144781 334945 2026-09-25T10:56:24Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334945 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Men Morgenen efterat jeg havde givet ham den Advarsel om Aftenen, stod alligevel Glahn foran min Seng og raabte: »Op, op, Kammerat! Det er det dejligste Vejr, vi maa skyde noget. Forresten var det dumt, det De sagde igaaraftes.« Klokken var ikke engang mere end fire, men jeg stod straks op og gjorde mig istand til at tage med, fordi han foragted min Advarsel. Jeg laded mit Gevær, før jeg tog ud, og lod ham staa og se paa, at jeg gjorde det. Det var ovenikøbet ikke det dejligste Vejr, som han sagde, det regned, og derved haaned han mig endnu mer; men jeg lod som ingenting og gik taus med. Hele Dagen strejfed vi om i Skogene, hver med vore egne Tanker. Vi skød intet, vi gik glip af det ene Vildt efter det andet, fordi vi tænkte paa andre Ting end Jagten. Ved Middagstid begyndte Glahn at gaa noget foran mig, som om han vilde give mig end bedre Anledning til at gøre med ham, hvad jeg vilde; han gik lige foran min Geværmunding, men ogsaa denne Haan taalte jeg. Vi vendte hjem om Aftenen, uden at noget<noinclude><references/></noinclude> 9cndhfxtt69i8zj8zref8k1rhjrfdqr Side:Pan (1894).djvu/240 104 144782 334946 2026-09-25T10:56:49Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334946 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>havde hændt. Jeg tænkte: Kanske tager han sig nu i Agt og lader Maggie gaa i Fred! »Dette har været den længste Dag i mit Liv,« sagde Glahn om Aftenen, da vi stod ved Hytten. Der blev ikke talt mere mellom os. I de følgende Dage var han i det sorteste Humør, vistnok stadig for det samme Brevs Skyld. »Jeg holder det aldeles ikke ud, nej, jeg holder det ikke ud!« sagde han stundom om Natten; vi hørte det gennem hele Hytten. Hans Tværhed gik ogsaa saa vidt, at han ikke engang besvared de venligste Spørgsmaal fra vor Værtinde, og han stønned endog, naar han sov. Hans Samvittighed bærer paa meget! tænkte jeg; men hvorfor i Alverden rejser han ikke hjem? Hans Hovmodighed forbød ham det sagtens, han vilde ikke være den, som kom igen, naar han engang var bleven afvist. Jeg traf Maggie hver Aften, og Glahn talte ikke mere med hende. Jeg lagde Mærke til, at hun havde ophørt at tygge, hun tygged slet ikke mer, og jeg glæded mig derover og tænkte: hun tygger ikke mer, det er en Fejl mindre, og jeg elsker hende endnu dobbelt saa meget! En Dag spurgte hun efter Glahn, hun spurgte<noinclude><references/></noinclude> r6ipj77ff8p24i6m6p8ms8r7y0q8ipk Side:Pan (1894).djvu/241 104 144783 334947 2026-09-25T10:57:08Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334947 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>meget forsigtigt. Var han ikke frisk? Var han rejst? »Hvis han ikke er død eller rejst,« svared jeg, »saa ligger han vel hjemme. Mig er det lige meget. Han er ikke til at holde ud med længer.« Men da vi i det samme kom frem til Hytten, fik vi se Glahn, der laa paa en Matte paa Marken med Hænderne under Nakken og stirred til Himmels. »Der ligger han saa forresten,« sagde jeg. Maggie gik lige hen til ham, inden jeg kunde forhindre det, og sagde med glad Stemme: »Jeg tygger ikke mere, se selv! Ingen Fjær, ingen Pengestykker, ingen Papirstumper tygger jeg mere.« Glahn saa knapt paa hende og vedblev at ligge stille; men Maggie og jeg gik. Da jeg bebrejded hende, at hun havde brudt sit Løfte og talt til Glahn igen, svared hun, at hun kun vilde tilrettevise ham. »Ja, det er godt, tilrettevis ham,« sagde jeg; »men var det da for hans Skyld, du hørte op at tygge?«<noinclude><references/></noinclude> aj9ybk2ubrexi6g6rkvxq33tx852373 Side:Pan (1894).djvu/242 104 144784 334948 2026-09-25T10:57:29Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334948 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Hun svared ikke. Hvad, vilde hun ikke svare? »Sig, hører du, var det for hans Skyld?« »Nej, nej,« svared hun saa, »det var for din Skyld.« Og jeg kunde heller ikke tro andet. Hvorfor skulde hun gøre noget for Glahns Skyld? Om Aftenen loved Maggie at komme til mig, og hun kom ogsaa. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 7qkuqnxuvcaxcxfgmp0ofm2b7obg36a Side:Pan (1894).djvu/243 104 144785 334949 2026-09-25T10:57:56Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334949 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|V.}} Hun kom Klokken ti, jeg hørte hendes Stemme udenfor, hun talte højt med et Barn, som hun ledte ved Haanden. Hvorfor kom hun ikke ind, og hvorfor havde hun Barnet med? Jeg iagttager hende og faar den Anelse, at hun giver et Signal ved at tale saa højt med Barnet, jeg ser ogsaa, at hun holder Øjnene rettede mod Kvistetagen, mod Glahns Vindusrude. Havde han kanske nikket til hende eller vinket indenfor Ruden, da han hørte hende tale udenfor? Ialfald forstod jeg saa meget, at man ikke behøver at se højt tilvejrs, naar man taler til et Barn nede paa Jorden. Jeg var i Begreb med at gaa ud til hende og tage hende i Armen; men i det samme slap hun Barnets Haand, hun lod Barnet blive<noinclude><references/></noinclude> 9lod9o96oomhu0myf8iwkai0hyfq6is 335008 334949 2026-09-25T11:17:56Z Øystein Tvede 3938 335008 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|V.}} {{Stor initial|H|160%}}un kom Klokken ti, jeg hørte hendes Stemme udenfor, hun talte højt med et Barn, som hun ledte ved Haanden. Hvorfor kom hun ikke ind, og hvorfor havde hun Barnet med? Jeg iagttager hende og faar den Anelse, at hun giver et Signal ved at tale saa højt med Barnet, jeg ser ogsaa, at hun holder Øjnene rettede mod Kvistetagen, mod Glahns Vindusrude. Havde han kanske nikket til hende eller vinket indenfor Ruden, da han hørte hende tale udenfor? Ialfald forstod jeg saa meget, at man ikke behøver at se højt tilvejrs, naar man taler til et Barn nede paa Jorden. Jeg var i Begreb med at gaa ud til hende og tage hende i Armen; men i det samme slap hun Barnets Haand, hun lod Barnet blive<noinclude><references/></noinclude> cqk4qrpexigtqgmma03hv65gg8ms9du Side:Pan (1894).djvu/244 104 144786 334950 2026-09-25T10:58:13Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334950 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>staaende tilbage og kom selv ind ad Døren til Hytten, hun traadte ind i Gangen. Naa, saa kom hun endelig, jeg skulde ogsaa revse hende ettertrykkelig, naar hun kom! Nu staar jeg og hører, at Maggie træder ind i Gangen, jeg tager slet ikke fejl, hun er næsten lige ved min Dør. Men istedetfor at komme ind til mig, hører jeg hendes Trin opad Stigen, op til Kvisten, til Glahns Hul, jeg hører det saa altfor vel. Jeg støder min Dør op paa vid Væg, men Maggie er allerede kommet op, Døren lukkes efter hende, og jeg hører intet mer. Dette var Klokken ti. Jeg gaar ind og sætter mig i mit eget Rum, og jeg tager mit Gevær og lader det, skønt det er midt paa Natten. Klokken tolv gaar jeg opad Stigen og lytter ved Glahns Dør, jeg hører Maggie derinde, jeg hører, at hun er god mod Glahn, og jeg gaar ned igen. Klokken et gaar jeg atter op, da er alt stille. Jeg venter udenfor Døren til de vaagner, Klokken blir tre, blir fire, og da den blev fem, vaagned de. Det er godt! tænkte jeg, og jeg tænkte ikke paa noget andet, end at de nu var vaagnet, og at det var meget godt. Men lidt efter hørte jeg Støj og Uro nede i Hytten, fra min Værtindes<noinclude><references/></noinclude> ong0r2flguloszthoxqa9snop2c8ihc 335013 334950 2026-09-25T11:34:02Z Øystein Tvede 3938 335013 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>staaende tilbage og kom selv ind ad Døren til Hytten, hun traadte ind i Gangen. Naa, saa kom hun endelig, jeg skulde ogsaa revse hende ettertrykkelig, naar hun kom! Nu staar jeg og hører, at Maggie træder ind i Gangen, jeg tager slet ikke fejl, hun er næsten lige ved min Dør. Men istedetfor at komme ind til mig, hører jeg hendes Trin opad Stigen, op til Kvisten, til Glahns Hul, jeg hører det saa altfor vel. Jeg støder min Dør op paa vid Væg, men Maggie er allerede kommet op, Døren lukkes efter hende, og jeg hører intet mer. Dette var Klokken ti. Jeg gaar ind og sætter mig i mit eget Rum, og jeg tager mit Gevær og lader det, skønt det er midt paa Natten. Klokken tolv gaar jeg opad Stigen og lytter ved Glahns Dør, jeg hører Maggie derinde, jeg hører, at hun er god mod Glahn, og jeg gaar ned igen. Klokken et gaar jeg atter op, da er alt stille. Jeg venter udenfor Døren til de vaagner, Klokken blir tre, blir fire, og da den blev fem, vaagned de. Det er godt! tænkte jeg, og jeg tænkte ikke paa noget andet, end at de nu var vaagnet, og at det var meget godt. Men lidt efter hørte jeg Støj og Uro nede i Hytten, fra min Vært-<noinclude><references/></noinclude> d1xrle759akz8s7eo56n41k6bvnnn6j Side:Pan (1894).djvu/245 104 144787 334951 2026-09-25T10:58:33Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334951 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Rum, og jeg maatte skyndsomt begive mig ned igen for ikke at blive overrasket af hende. Glahn og Maggie var tydeligt vaagne, og jeg kunde have lyttet meget mere, men maatte gaa. I Gangen sagde jeg til mig selv: Se, her gik hun, hun strøg min Dør med sin Arm, men hun aabned ikke Døren, hun gik opad Stigen, og her er Stigen ogsaa, disse fire Trin har hun traadt paa. Min Seng stod endnu urørt, og jeg lagde mig heller ikke nu i den, men jeg satte mig ved Vinduet og fingred lidt med min Rifle. Mit Hjærte slog ikke, det skalv. En halv Times Tid efter hører jeg paany Maggies Trin i Stigen. Jeg ligger op mod min Rude og ser, at hun træder udenfor Hytten. Hun havde det lille korte Bomuldsskørt paa, som ikke rak hende til Knæerne engang, og over Skuldrene endnu et uldent Skærf, som hun havde laant af Glahn. Foruden dette var hun aldeles nøgen, og det lille Bomuldsskørt var meget opkrøllet. Hun gik langsomt, som hendes Vane altid var og saa end ikke nu hen til min Rude. Saa forsvandt hun om Hytterne.<noinclude><references/></noinclude> p2x4zvlxm1w2npfbcyr525wtmdrh9ky 335012 334951 2026-09-25T11:33:51Z Øystein Tvede 3938 335012 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>indes Rum, og jeg maatte skyndsomt begive mig ned igen for ikke at blive overrasket af hende. Glahn og Maggie var tydeligt vaagne, og jeg kunde have lyttet meget mere, men maatte gaa. I Gangen sagde jeg til mig selv: Se, her gik hun, hun strøg min Dør med sin Arm, men hun aabned ikke Døren, hun gik opad Stigen, og her er Stigen ogsaa, disse fire Trin har hun traadt paa. Min Seng stod endnu urørt, og jeg lagde mig heller ikke nu i den, men jeg satte mig ved Vinduet og fingred lidt med min Rifle. Mit Hjærte slog ikke, det skalv. En halv Times Tid efter hører jeg paany Maggies Trin i Stigen. Jeg ligger op mod min Rude og ser, at hun træder udenfor Hytten. Hun havde det lille korte Bomuldsskørt paa, som ikke rak hende til Knæerne engang, og over Skuldrene endnu et uldent Skærf, som hun havde laant af Glahn. Foruden dette var hun aldeles nøgen, og det lille Bomuldsskørt var meget opkrøllet. Hun gik langsomt, som hendes Vane altid var og saa end ikke nu hen til min Rude. Saa forsvandt hun om Hytterne.<noinclude><references/></noinclude> m01d84imoe22kec6uobs8yejabvrk71 Side:Pan (1894).djvu/246 104 144788 334952 2026-09-25T10:58:53Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334952 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Noget efter kom Glahn ned, med Riflen under Armen fuldt færdigt til Jagt. Han var mørk og hilste ikke. Forresten havde han pyntet sig og gjort sig usædvanlig Flid med sit Toilette. Han har pyntet sig som en Brudgom, tænkte jeg. Jeg gjorde mig færdig straks og gik med ham, og ingen af os sagde noget. De to første Høns, vi skød, rev vi ynkelig istykker, fordi vi skød dem med Rifle, men vi stegte dem under et Træ, saa godt vi kunde, og fortæred dem i Taushed. Saa gik Tiden til Klokken tolv. Glahn raabte til mig: »Er De sikker paa, at De har ladet? Vi kunde maaske støde paa noget uventet. Lad ialfald.« »Jeg har ladet,« svared jeg tilbage. Saa forsvandt han et Øjeblik bag et Krat. Hvor det skulde være mig en Fryd at skyde ham, brænde ham ned som en Hund! Det hasted ikke, han kunde endnu gøre sig tilgode ved Tanken paa det, og han forstod nok tydeligt, hvad jeg havde i Sinde, derfor spurgte han ogsaa, om jeg havde ladet. End ikke idag havde han kunnet lade være at give efter for<noinclude><references/></noinclude> hrr19l7apy5u2brz726cin1n5re33bi Side:Pan (1894).djvu/247 104 144789 334953 2026-09-25T10:59:23Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334953 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sit Hovmod, han havde pyntet sig og taget en ny Skjorte paa; hans Mine var over al Maade hovmodig. Ved Ettiden standser han bleg og vred foran mig og siger: »Nej, jeg holder det ikke ud! Se dog efter, om De har ladet, Mand, om De har noget i Bøssen.« »Maa jeg bede Dem passe Deres egen Bøsse,« svared jeg. Men jeg vidste meget vel, hvorfor han idelig spurgte til min Bøsse. Og han gik atter bort fra mig. Mit Svar havde vist ham saa eftertrykkelig tilbage, at han blev sagtmodig og lod Hovedet synke, da han gik bort. Efter en Stund skød jeg en Due og laded igen. Mens jeg var i Færd hermed, staar Glahn halvt skjult bag en Træstamme og ser paa mig og ser paa, at jeg virkelig lader, og lidt efter giver han sig til at synge højt og tydeligt en Salme, og det var endog en Bryllupssalme. Han synger Bryllupssalmer og tager sine bedste Klæder paa, tænkte jeg, paa den Maade mener han nu at være mest bedaarende idag. Endnu førend han havde sunget tilende, begyndte han at gaa sagte foran mig med<noinclude><references/></noinclude> hky4lf89jpybnf36vocmsxt9flwpk9t Side:Pan (1894).djvu/248 104 144790 334954 2026-09-25T10:59:49Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334954 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hengende Hoved, og mens han gik, sang han fremdeles. Han holdt sig atter lige foran min Riflemunding, som om han tænkte: Ja, se, nu skal det ske, derfor synger jeg nu denne Bryllupssalme! Men der skede intet endnu, og da han taug, maatte han se tilbage paa mig. »Vi skyder saa alligevel ingenting idag,« sagde han og smilte forat undskylde sig hos mig og gøre det godt igen, at han sang paa Jagt. Men endnu i dette Øjeblik var hans Smil skønt, det var, som om han græd i sit Indre, og hans Læber bæved virkelig ogsaa, skønt han gjorde sig til af at kunne smile i denne alvorlige Stund. Jeg var intet Fruentimmer, og det saa han nok, at han intet Indtryk gjorde paa mig, han blev utaalmodig, bleg, han kredsed omkring mig med hidsige Skridt, var snart tilvenstre og snart tilhøjre for mig, og nu og da stansed han og vented mig op. Ved Femtiden hørte jeg pludselig et Knald, og en Kugle peb forbi mit venstre Øre. Jeg saa op, Glahn stod urørlig i nogle Skridts Afstand fra mig og stirred paa mig, hans rygende Gevær laa i hans Arm. Havde han villet skyde mig? Jeg sagde: »De fejled, De skyder slet i det sidste.«<noinclude><references/></noinclude> 8aqghq79oosxqd2rwduzdfo7n6apjgd 335014 334954 2026-09-25T11:34:33Z Øystein Tvede 3938 335014 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hængende Hoved, og mens han gik, sang han fremdeles. Han holdt sig atter lige foran min Riflemunding, som om han tænkte: Ja, se, nu skal det ske, derfor synger jeg nu denne Bryllupssalme! Men der skede intet endnu, og da han taug, maatte han se tilbage paa mig. »Vi skyder saa alligevel ingenting idag,« sagde han og smilte forat undskylde sig hos mig og gøre det godt igen, at han sang paa Jagt. Men endnu i dette Øjeblik var hans Smil skønt, det var, som om han græd i sit Indre, og hans Læber bæved virkelig ogsaa, skønt han gjorde sig til af at kunne smile i denne alvorlige Stund. Jeg var intet Fruentimmer, og det saa han nok, at han intet Indtryk gjorde paa mig, han blev utaalmodig, bleg, han kredsed omkring mig med hidsige Skridt, var snart tilvenstre og snart tilhøjre for mig, og nu og da stansed han og vented mig op. Ved Femtiden hørte jeg pludselig et Knald, og en Kugle peb forbi mit venstre Øre. Jeg saa op, Glahn stod urørlig i nogle Skridts Afstand fra mig og stirred paa mig, hans rygende Gevær laa i hans Arm. Havde han villet skyde mig? Jeg sagde: »De fejled, De skyder slet i det sidste.«<noinclude><references/></noinclude> 6qngrhh5c8aafom450msie5yuryu6ov Side:Pan (1894).djvu/249 104 144791 334955 2026-09-25T11:00:22Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 334955 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Men han skød ikke slet, han fejled aldrig, han havde blot villet opirre mig. »Saa tag Hævn, for Satan!« skreg han tilbage. »Naar min Tid kommer,« sagde jeg og bed Tænderne sammen. Vi staar og ser paa hinanden, og pludselig trækker Glahn paa Skuldrene og raaber »Kujon« over til mig. Hvorfor skulde han ogsaa kalde mig en Kujon? Jeg kasted min Rifle til Kinden, sigted ham lige i Ansigtet og trak af. Som man reder, saa ligger man {{. . .|5}} Men nu behøver ikke Familjen Glahn at søge mer efter denne Mand, det irriterer mig stadig at støde paa dette taabelige Avertissement om saa og saa stor Dusør for Oplysninger om en Død. Thomas Glahn døde ved et Ulykkestilfælde, et Vaadeskud paa Jagt i Indien. Retten gæmte hans Navn og hans Endeligt i en Protokol med gennemdragne Blade, og i denne Protokol staar det, at han er død, siger jeg Dem, ja, endogsaa, at han døde ved et Vaadeskud. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> rix29t11e7ru9pal8axfw4q39zqfcwl Pan/39 0 144792 334956 2026-09-25T11:01:00Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=215 to=215 header=1 /> 334956 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=215 to=215 header=1 /> ly3js83tw5tkrakdeiq22elcpdpqveg Pan/40 0 144793 334957 2026-09-25T11:01:29Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=217 to=222 header=1 /> 334957 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=217 to=222 header=1 /> p67yr3fw3pk6y4mnbzi0x6sa32wrfau Pan/41 0 144794 334958 2026-09-25T11:02:04Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=223 to=228 header=1 /> 334958 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=223 to=228 header=1 /> 61xbozbrsg75xksz4z0umi1p7yfjohb Pan/42 0 144795 334959 2026-09-25T11:02:29Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=229 to=234 header=1 /> 334959 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=229 to=234 header=1 /> 145544l4m6dvey0m08kttiab1a7ts9t Pan/43 0 144796 334960 2026-09-25T11:03:04Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=235 to=242 header=1 /> 334960 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=235 to=242 header=1 /> iwn9varqfttyth0egtw3cxhd0lu7on0 Pan/44 0 144797 334961 2026-09-25T11:03:23Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Pan (1894).djvu" from=243 to=249 header=1 /> 334961 wikitext text/x-wiki <pages index="Pan (1894).djvu" from=243 to=249 header=1 /> o3sddjk4crdsjuv5xku48v9qf2bdiqx