Wikikilden nowikisource https://no.wikisource.org/wiki/Wikikilden:Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.23 first-letter Medium Spesial Diskusjon Bruker Brukerdiskusjon Wikikilden Wikikilden-diskusjon Fil Fildiskusjon MediaWiki MediaWiki-diskusjon Mal Maldiskusjon Hjelp Hjelpdiskusjon Kategori Kategoridiskusjon Forfatter Forfatterdiskusjon Side Sidediskusjon Indeks Indeksdiskusjon Undertekster Undertekstdiskusjon Modul Moduldiskusjon Arrangement Arrangementsdiskusjon 104 12940 338576 199727 2026-10-06T16:38:51Z KåreBot 479 ppoem 338576 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>4</center></noinclude>Synskreds. Han gik foran og brød nye Baner i de forskjelligste Retninger, og hvad vi hos denne ene Mand finde forenede, vilde, selv om det havde været fordelt paa flere Mennesker, have været tilstrækkeligt til at sikre hver af dem et uforglemmeligt Navn. Det er ogsaa vanskeligt nok hos noget fremmed Folk at finde en Forfatter, der indtager en saa enestaaende Plads i dets Udvikling, som Holberg indtager i vor. Men saa kommer hertil endnu en anden mærkelig ligesaa enestaaende Kjendsgjerning. Thi ikke et, men to Folk samles i den samme Hengivenhed, den samme Taknemlighedsfølelse ligeoverfor Holbergs Minde. Festen feiredes med de samme Følelser og med lige Føje i Danmark, som i Norge, i Kjøbenhavn og Sorø, som i Christiania og Bergen. Dette er et stærkt Vidnesbyrd om, at — for at laane et Udtryk fra Welhaven: {{ppoem|style=font-size:83%| De tvende Nordens Folk, hvem samme Sprog Og Seklers Samliv inderlig forbinder, Vil holde fast, som i en Pagtens Bog Hinandens store aandelige Minder. }} Det er en baade mærkelig og glædelig Kjendsgjerning, som herved træder frem for os. Den lader os for det første se et stort og følgerigt Afsnit af vor Historie i klar Belysning. Og den giver os dernæst, hvergang vi tvinges til at huske paa, at vort Samfund ikke hører til de store, den uvurderlige Trøst, at Danske og Norske ikke alene ere nærbeslægtede af Naturen, men at de ogsaa staa paa den samme Kulturgrund og derfor, i en Grad, som neppe to andre Folk i Verden, formaa at støtte og paavirke hinandens Aandsliv. Norge og Danmark have altsaa begge lige Lod og Del i Holbergs Arv. Dette kommer deraf, at han selv egentlig var hverken Nordmand eller Dansk, men var begge Dele i Forening. Den, som misforstaar dette, misforstaar Historien og forvexler hvad dansk og norsk har at betyde nu og hvad det havde at betyde i Holbergs<noinclude> <references/></noinclude> mqhfwedg02t25d22bq7efnkcmvgjqv9 338623 338576 2026-10-06T16:49:11Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338623 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|4}}</noinclude>Synskreds. Han gik foran og brød nye Baner i de forskjelligste Retninger, og hvad vi hos denne ene Mand finde forenede, vilde, selv om det havde været fordelt paa flere Mennesker, have været tilstrækkeligt til at sikre hver af dem et uforglemmeligt Navn. Det er ogsaa vanskeligt nok hos noget fremmed Folk at finde en Forfatter, der indtager en saa enestaaende Plads i dets Udvikling, som Holberg indtager i vor. Men saa kommer hertil endnu en anden mærkelig ligesaa enestaaende Kjendsgjerning. Thi ikke et, men to Folk samles i den samme Hengivenhed, den samme Taknemlighedsfølelse ligeoverfor Holbergs Minde. Festen feiredes med de samme Følelser og med lige Føje i Danmark, som i Norge, i Kjøbenhavn og Sorø, som i Christiania og Bergen. Dette er et stærkt Vidnesbyrd om, at — for at laane et Udtryk fra Welhaven: {{ppoem|style=font-size:83%| De tvende Nordens Folk, hvem samme Sprog Og Seklers Samliv inderlig forbinder, Vil holde fast, som i en Pagtens Bog Hinandens store aandelige Minder. }} Det er en baade mærkelig og glædelig Kjendsgjerning, som herved træder frem for os. Den lader os for det første se et stort og følgerigt Afsnit af vor Historie i klar Belysning. Og den giver os dernæst, hvergang vi tvinges til at huske paa, at vort Samfund ikke hører til de store, den uvurderlige Trøst, at Danske og Norske ikke alene ere nærbeslægtede af Naturen, men at de ogsaa staa paa den samme Kulturgrund og derfor, i en Grad, som neppe to andre Folk i Verden, formaa at støtte og paavirke hinandens Aandsliv. Norge og Danmark have altsaa begge lige Lod og Del i Holbergs Arv. Dette kommer deraf, at han selv egentlig var hverken Nordmand eller Dansk, men var begge Dele i Forening. Den, som misforstaar dette, misforstaar Historien og forvexler hvad dansk og norsk har at betyde nu og hvad det havde at betyde i Holbergs<noinclude> <references/></noinclude> t3gi3ls883rpwn1yt2lm3twg6hd995m 104 12941 338633 199734 2026-10-06T16:50:51Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338633 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|5}}</noinclude>egen Tid. Selv har han allermindst kunnet ane, at der nogensinde skulde kunne tvivles om hans Nationalitet. Han og hans hele Samtid ansaa nemlig Forbindelsen mellem Danmark og Norge for ligesaa uopløselig som vi anse Forbindelsen mellem Sjelland og Fyen, mellem Thrøndelagen og Oplandene. Den oplyste Del af begge Nationer var ogsaa i Virkeligheden saagodtsom et, og paa den kom det dengang an paa en ganske anden Maade end nu. Det forstaar sig, at Holberg, der allerede i sit store komiske Heltedigt har mindet om, at han „er i Norge fød, er Paars’s Landsmand ei“, ikke sjelden lader sine Læsere mærke, at han er Nordmand. Han omtaler Norge i sine statistiske og historiske Skrifter med en ganske særegen Varme, og gaar temmelig vidt, naar det gjælder dets Ære. Men denne hans Vedhængen ved Fødelandet er vidt forskjellig fra de Følelser, hvormed en Nordmand i vort Aarhundrede omfatter Norge. Hos Holberg er nemlig hans norske Patriotisme endnu ikke stort andet, end en halvklar provinsiel Forkjærlighed for den Del af Datidens Helstat, hvorfra han selv var udgaaet. Det hele Fædreland var for ham de to dengang forenede „Tvillingriger“. „Disse Nationer have,“ siger Holberg selv i sin „Danmarks og Norges geistlige og verdslige Stat“, „siden den navnkundige Forening blev sluttet, været ansete for eet Folk.“ Og i hans Testament forekommer Udtrykket: „Mine Landsmænd, det er Danske og Norske“. Holbergs Personlighed er stærkt præget af hans norske Herkomst, og den Omstændighed, at han, skjønt han fuldstændig havde indlevet sig i de danske Forhold, dog var født udenfor dem, bidrog visselig betydelig til at give ham det frie og uhildede Blik, hvorved han udmærkede sig. Men paa den anden Side blev dog hans hele Gjerning kun mulig derved, at han tidlig forlod det Fødeland, hvor hans Geni dengang ikke kunde finde Udvikling eller Anvendelse, og tog Bolig i<noinclude> <references/></noinclude> rif750kqwd379no7ayjpefmdjaag2un 104 12942 338505 199742 2026-10-06T16:20:52Z KåreBot 479 setter inn {{---}} 338505 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>6</center></noinclude>den daværende Helstats Hovedland. Hvorledes man anskuer Holberg og hans rige Virksomhed, vil man derfor altid komme tilbage til den Sandhed, at hans Storhed aldrig kan være Gjenstand for det ene eller det andet Folks Særeie, men at han tilhører deres uskiftelige, historiske Fællesbo. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> j92z113ladppex17ohzvylbrvlddulu 338644 338505 2026-10-06T16:52:41Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338644 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|6}}</noinclude>den daværende Helstats Hovedland. Hvorledes man anskuer Holberg og hans rige Virksomhed, vil man derfor altid komme tilbage til den Sandhed, at hans Storhed aldrig kan være Gjenstand for det ene eller det andet Folks Særeie, men at han tilhører deres uskiftelige, historiske Fællesbo. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 1pvwpo02a08obtbrflsjc9khj84koa1 104 12945 338503 199751 2026-10-06T16:16:10Z KåreBot 479 overskrift 338503 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /></noinclude>{{midtstilt/s}} {{større blokk/s}} II. {{sperret|Holbergs Ungdom}}. {{større blokk/e}} {{midtstilt/e}} {{--}} {{blank linje}} Ludvig Holberg er født i Bergen 1684. Man lagde i de Dage ingen videre Vegt paa Fødselsdage, og Holberg vidste selv ikke saa nøie, naar han var født, ja var ikke engang rigtig vis paa Aaret. Først i vor Tid har en endnu levende Mand, Provst J. F. Lampe, opdaget, at hans Fødselsdag var den 3die December. Det Hus, hvori han saa Dagens Lys, er forlængst forsvundet, men man kjender Beliggenheden, og Bergenserne har derfor opkaldt en aaben Plads eller „Almenning“ i Nærheden efter sit berømteste Byesbarn. Ved Tohundresaarsfesten blev ogsaa et prægtigt Monument over ham afsløret i hans Fødeby. Hans Fader, Christian Nilsen Holberg, var en mærkelig Mand og kunde fortjene en Plads i Norges Historie, selv om han ikke havde havt en berømt Søn. Denne Mands Navn er nemlig knyttet til nogle af den nyere, norske Hærs første Heltebedrifter. Det var netop i det syttende Aarhundrede, at Nordmændene efter meget lange Tiders Forløb gjenvandt den krigerske Ære, der var begyndt at hendø allerede kort efter Middelalderens Borgerkrige og ganske var forsvunden i den nordiske Unions Dage, da de Danske roste sig af at kunne indtage Norge med to Skibe og tre hundrede Mand. I Syvaarskrigen og i Kalmarkrigen havde det staaet slet til, og flere Gange var det hændt, at Vestlandsbønderne, naar man forsøgte at jage dem i Marken, havde rømt sin Vei i<noinclude> <references/></noinclude> 9sulgpkc61el0xu39jq7k5aw1m6gtue 104 12946 338663 199759 2026-10-06T16:55:51Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338663 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|8}}</noinclude>Flok og Skare. Men saa kom Hannibalskrigen, Throndhjems Tilbageerobring, Haldens Forsvar og Gyldenløves Tog, idethele Udviklingen af en virkelig Hær, der snart skulde kjæmpe med Ære paa meget fjerne Kamppladse. Christian Nilsen var med i adskillige af disse Kampe, saaledes baade ved Throndhjem og ved Halden og var siden i særlig Gunst hos Statholder Gyldenløve. Han havde derhos seet sig om i fremmede Lande, gjennemvandret hele Italien og en Tid tjent baade de kjække Johanniterriddere paa Malta og den venetianske Republik, altsaa netop de to Magter, som paa den Tid søgte at holde de endnu mægtige Tyrker Stangen i Middelhavet. Her har han visselig trusset paa mere end en tapper Landsmand, thi det var ingen Sjeldenhed i de Dage, at Nordmænd (især kommende over Holland) toge Tjeneste i Venedig, og en iblandt dem, Curt Adelaer fra Brevig, fik siden et stort Ry for Bedrifter i Tyrkekrigen. Efterat være kommen hjem, drev Christian Nilsen det til Oberstlieutenant, ja han var en Tidlang endog Kommandant paa Bergenhus. Om Christian Nilsens Familieforholde ved man egentlig Ingenting, uden at han sikkerlig har været en norsk Bondesøn, sandsynligvis fra Throndhjems Stift, hvor flere Gaarde af Navnet Holberg findes, og hvor han først optræder som Kriger. De Forsøg, der have været gjorte paa at udfinde hans Slægtskab, vil jeg ikke opholde mig ved, da intet af dem er mere end Gjetning. At han trods ringe og ubekjendt Herkomst drev det til en høj militær Stilling, var noget ganske usædvanligt, og beviser noksom, at han var mere end almindelig dygtig. Længe efter sin Død var han ogsaa almindelig omtalt og kjendt i hele Norge, og hans Søn siger selv (i den 128de Epistel): „Hvor jeg i mine Barneaar er kommen blandt Høje og Lave, blandt Officerer, Bønder og Almue, da have de enstemmigen raabt: Ak, er I Christian Nilsens Søn? og have derpaa begyndt at anføre adskillige Historier til Bevis saavel paa hans Tapperhed, som<noinclude> <references/></noinclude> p7gkx6eyp2nlujumr2643bnut3xlwwi 104 12947 338523 191450 2026-10-06T16:26:14Z KåreBot 479 fjerner lenker i teksten 338523 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>9</center></noinclude>paa hans Dyd, Moderation og kristelige Hjertelag mod alle Mennesker.“ Han var saa anseet, at der endog fortaltes, at man havde hørt „en sagte Musik i Kirken“ den Nat, der fulgte paa hans Begravelse. Oberstlieutenant Holberg var gift med Karen Lem, hvis Fader var Lektor i Theologien (et Embede, som ophævedes i det følgende Aarhundrede) i Bergen og tillige Sognepræst til det nærliggende Landkald Fane († 1663), og hvis Moder var en Datter af den bekjendte Biskop i Bergen Mag. Ludvig Munthe. De fik tolv Børn, af hvilke dog kun tre af hendes Kjøn bleve voxne. Den yngste i den hele Flok var den siden berømte Forfatter, som efter sin Oldefader, Biskoppen, fik Navnet Ludvig. Here vi Intet om hans Fædreneæt, saa kjende vi desto flere Slægtninger af ham paa Mødrenesiden, thi Biskop Ludvig Munthe var „Stamfader til en saa talrig Efterslægt, at han kan forsvare en Plads blandt Norges Patriarker“.<ref>Holbergs egne Ord i hans latinske Levnetsbeskrivelse. Endnu i 1864 udgav Professor Caspari paany Biskop L. Munthes Catechismusforklaring.</ref> Der har foruden Holberg været mange betydelige Mænd blandt den Mands Efterkommere. Christian Holberg døde i Marts 1686. Han efterlod sin Familie i nogenlunde gode Kaar, men snart omvexledes disse med Armod, thi i September s.&nbsp;A. rammedes Byen af en ødelæggende Ildebrand, ved hvilken Enken og Børnene mistede det meste af sin Eiendom, ja endog selv nær vare blevne indebrændte. Hvad de havde tilbage, var nogle Bondegaarde, bortbygslede til Leilændinger mod en yderst ringe Afgift. Men Karen Lem var en husholderisk Kone, og de ti Aar hun levede med sine Børn, forstod hun at bevare det lille Jordegods uformindsket. Imidlertid voxede Ludvig Holberg op i Bergen. Her var en stor Del af Befolkningen, som bekjendt, dengang tydsk, og der gaves derfor ogsaa tydske Pugeskoler<noinclude> <references/></noinclude> 4q4ftovbzt73pxusqwy6torhd8aw35q 338674 338523 2026-10-06T16:57:41Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338674 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|9}}</noinclude>paa hans Dyd, Moderation og kristelige Hjertelag mod alle Mennesker.“ Han var saa anseet, at der endog fortaltes, at man havde hørt „en sagte Musik i Kirken“ den Nat, der fulgte paa hans Begravelse. Oberstlieutenant Holberg var gift med Karen Lem, hvis Fader var Lektor i Theologien (et Embede, som ophævedes i det følgende Aarhundrede) i Bergen og tillige Sognepræst til det nærliggende Landkald Fane († 1663), og hvis Moder var en Datter af den bekjendte Biskop i Bergen Mag. Ludvig Munthe. De fik tolv Børn, af hvilke dog kun tre af hendes Kjøn bleve voxne. Den yngste i den hele Flok var den siden berømte Forfatter, som efter sin Oldefader, Biskoppen, fik Navnet Ludvig. Here vi Intet om hans Fædreneæt, saa kjende vi desto flere Slægtninger af ham paa Mødrenesiden, thi Biskop Ludvig Munthe var „Stamfader til en saa talrig Efterslægt, at han kan forsvare en Plads blandt Norges Patriarker“.<ref>Holbergs egne Ord i hans latinske Levnetsbeskrivelse. Endnu i 1864 udgav Professor Caspari paany Biskop L. Munthes Catechismusforklaring.</ref> Der har foruden Holberg været mange betydelige Mænd blandt den Mands Efterkommere. Christian Holberg døde i Marts 1686. Han efterlod sin Familie i nogenlunde gode Kaar, men snart omvexledes disse med Armod, thi i September s.&nbsp;A. rammedes Byen af en ødelæggende Ildebrand, ved hvilken Enken og Børnene mistede det meste af sin Eiendom, ja endog selv nær vare blevne indebrændte. Hvad de havde tilbage, var nogle Bondegaarde, bortbygslede til Leilændinger mod en yderst ringe Afgift. Men Karen Lem var en husholderisk Kone, og de ti Aar hun levede med sine Børn, forstod hun at bevare det lille Jordegods uformindsket. Imidlertid voxede Ludvig Holberg op i Bergen. Her var en stor Del af Befolkningen, som bekjendt, dengang tydsk, og der gaves derfor ogsaa tydske Pugeskoler<noinclude> <references/></noinclude> cx4aswpz4wpw74vijqxb8v4oy3id109 104 12948 338580 199687 2026-10-06T16:41:57Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338580 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|10}}</noinclude>for Smaabørn. I en af dem blev Holberg anbragt allerede, „saasnart han begyndte at tale“, thi man „ræsonnerede saaledes: Lad ham kun brav øves i det Tydske, det Danske læres af sig selv.“ Siden kom han i Latinskolen. Her synes han allerede at være bleven optagen i 1692, altsaa endnu før Moderens Død; og vist er det, at han var Elev af Skolen i Slutningen af 1694, thi da sees af en gammel Protokol, at han og hans to Brødre var tilstede paa Bispegaarden, hvor der efter Tidens Skik uddeltes Klæder til Disciplene. De tre Holberger fik bedre Klæder, end de øvrige, hvilket udentvivl kom deraf, at de ansaaes for de fornemste.<ref>Norsk hist. Tidsskrift 2 R. 11. S. 182 flg.</ref> Men Aaret efter døde Moderen. Ved Skiftet efter hende fik Ludvig en liden Arv af henimod 30 Rdl. i rede Penge og dertil lidt Jordegods til en Skyld af 7 Løber. Hans Formynder blev Morbroderen Peder Lem, en Borger i Bergen, og samtidig blev der tænkt paa en ny Bestemmelse for ham, nemlig at lade ham gaa den militære Vei. Officersbørn kunde i den Tid lettere end andre komme ind paa denne, og det var derfor almindeligt, at disse valgte Faderens Stand. Det var endog ikke sjeldent, at de i spæde Barneaar bleve indskrevne som Underofficerer og fik en liden Gage som saadanne, og hvor besynderligt saadant tager sig ud efter Nutidens Forestillinger, var det dog ikke saa underligt endda, at de nød denne Understøttelse, thi Officerslønningerne vare baade saare ringe og bleve kun uregelmæssigt betalte, saa at militære Embedsmænd ofte kun paa denne Maade blev i Stand til at sørge for sine Sønner. En af Holbergs ældre Brødre havde allerede forlængst, skjønt han gik i Latinskolen, nydt en saadan Korporalsløn, og nu skulde ogsaa Ludvig have en lignende fra det oplandske Regiment, ved hvilket han indskreves. Nu traf det sig saa, at der i Gudbrandsdalen levede en Præst Otto Munthe i Fron,<ref>Fra denne Mand nedstammer den adelige Familie Morgenstjerne.</ref><noinclude> <references/></noinclude> h2qrocllemz6cersk88bi51364lpixr 104 12949 338515 199695 2026-10-06T16:24:37Z KåreBot 479 fjerner lenker i teksten 338515 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>11</center></noinclude>der var et Sødskendebarn af Holbergs Moder, og til denne Frænde besluttede nu Peder Lem at sende sin Myndling. Præsten skulde da faa Korporalsgagen imod at have Gutten i Huset. Han kom ogsaa did og nød Undervisning sammen med nogle unge Fættere af en uduelig Huslærer, men Opholdet blev ikke langvarigt, thi da Pengene fra Regimentet ikke bleve ordentlig betalte, lod Otto Munthe ham reise tilbage til Bergen. Da Holberg siden blev en berømt Mand, huskede man i Gudbrandsdalen paa, at han havde været der som Gut. Man ved endnu at paavise Tomten for en liden afbrændt Bygning, „Holbergsstuen“, hvor han skal have havt sit Værelse. Reisen frem og tilbage mellem Bergen og Fron er den længste, maaske eneste, som Holberg har foretaget i det Indre af sit Fødeland. Han havde paa mange Steder underveis Slægtninger af Munthefamilien at besøge og fortæller ogsaa selv lidt om et Besøg, han aflagde hos en af disse Frænder, Oberst Krogh paa Flahammer i Lyster. Ved Hjemkomsten kom han atter ind i Latinskolen, og der blev siden aldrig mere Tale om den militære Stilling. Peder Lem tog ham til sig i sit Hus, og der havde han det uden Tvivl godt, thi Lem var et ypperligt Hoved og udentvivl en Mand af en for sin Stilling usædvanlig Dannelse. Man kan se, at han har holdt af denne Onkel. Engang traf det sig, at Ludvig, som var en pirrelig og meget ærekjær Gut, var bleven stødt paa en Slægtning af Lems Kone. Hans satiriske Natur brød frem i et poetisk Forsøg, et Smædedigt over Vedkommende. Madame Lem vilde have sin Mand til at tugte ham, men Onkelen tog Sagen paa en meget bedre Maade. Han valgte at skjænde paa Gutten, ikke formedelst Digtets Indhold, men over dets Form, idet han viste ham, at Versemaalet var urigtigt, og endte efter en Times Forhandlinger herom med at sige ham, at naar han næste Gang vilde gjøre Vers, fik han gjøre dem bedre. Bergens Latinskole hørte dengang til de bedste og<noinclude> <references/></noinclude> dn4aqtf4ozobtpsx8mpeawwchmwummh 338585 338515 2026-10-06T16:42:51Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338585 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|11}}</noinclude>der var et Sødskendebarn af Holbergs Moder, og til denne Frænde besluttede nu Peder Lem at sende sin Myndling. Præsten skulde da faa Korporalsgagen imod at have Gutten i Huset. Han kom ogsaa did og nød Undervisning sammen med nogle unge Fættere af en uduelig Huslærer, men Opholdet blev ikke langvarigt, thi da Pengene fra Regimentet ikke bleve ordentlig betalte, lod Otto Munthe ham reise tilbage til Bergen. Da Holberg siden blev en berømt Mand, huskede man i Gudbrandsdalen paa, at han havde været der som Gut. Man ved endnu at paavise Tomten for en liden afbrændt Bygning, „Holbergsstuen“, hvor han skal have havt sit Værelse. Reisen frem og tilbage mellem Bergen og Fron er den længste, maaske eneste, som Holberg har foretaget i det Indre af sit Fødeland. Han havde paa mange Steder underveis Slægtninger af Munthefamilien at besøge og fortæller ogsaa selv lidt om et Besøg, han aflagde hos en af disse Frænder, Oberst Krogh paa Flahammer i Lyster. Ved Hjemkomsten kom han atter ind i Latinskolen, og der blev siden aldrig mere Tale om den militære Stilling. Peder Lem tog ham til sig i sit Hus, og der havde han det uden Tvivl godt, thi Lem var et ypperligt Hoved og udentvivl en Mand af en for sin Stilling usædvanlig Dannelse. Man kan se, at han har holdt af denne Onkel. Engang traf det sig, at Ludvig, som var en pirrelig og meget ærekjær Gut, var bleven stødt paa en Slægtning af Lems Kone. Hans satiriske Natur brød frem i et poetisk Forsøg, et Smædedigt over Vedkommende. Madame Lem vilde have sin Mand til at tugte ham, men Onkelen tog Sagen paa en meget bedre Maade. Han valgte at skjænde paa Gutten, ikke formedelst Digtets Indhold, men over dets Form, idet han viste ham, at Versemaalet var urigtigt, og endte efter en Times Forhandlinger herom med at sige ham, at naar han næste Gang vilde gjøre Vers, fik han gjøre dem bedre. Bergens Latinskole hørte dengang til de bedste og<noinclude> <references/></noinclude> j224hzn7vxd2uhsikmlzoki6ocuwozz 104 12950 338598 191427 2026-10-06T16:45:01Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338598 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|12}}</noinclude>mest besøgte i Danmark og Norge. I den længste Tid af Holbergs Skolegang havde han til Rektor en ung lærd Mand Søren Lintrup, der siden fik et stort Navn baade ved Universitetet og i Kirken. Ungdommen i Skolen bestod for den største Del af Præstesønner fra Landet og fattigere Bybørn, thi det var ikke almindeligt, at Borgernes lode sine Sønner studere, da der var gode Tider for Handel og Søfart. Disciplene vare flinke i Idrætter, saasom Svømning, Skøiteløben o.&nbsp;s.&nbsp;v. og stundom ogsaa gode Spektakelmagere og Slagsbrødre, især var det en stor Fornøielse at slaas med Gesellerne paa Tydskebryggen eller Eleverne i Styrmandsskolen. Gadelivet har jo altid været meget kvikt og muntert i Bergen. Men i alt dette tog Holberg liden eller ingen Del. Han var aandsmoden over sine Aar, men allerede dengang lidt sygelig, saa ud som en Pige og holdt sig mest for sig selv. „Skjønt jeg,“ fortæller han selv. „af Aar var en Dreng, forekom jeg mine Kammerater at være en Olding, og der manglede ikke paa dem, som paa Grund af den med mine Aar lidet stemmende Afholdenhed fra alle Fornøielser og mit alvorlige Væsen jevnlig stiklede paa mig, og da jeg af Naturen var hidsig havde jeg saameget vanskeligere for at finde mig deri.“ Men holdt han sig end tilbage, havde han Øjnene med sig, hvor han kom. Mangfoldige Træk af hans Erindringer fra hine Skoleaar ere, det kan man trygt sige, gaaede over i hans Skrifter, og mange af de Personer, som han i sin Barndom har seet, ere endog med Navns Nævnelse forevigede i disse, som vi tildels siden skulle høre. Og endnu i hans ældre Dage stod Livet i hans Fødeby, som han i en hel Menneskealder ikke havde seet, saa klart og anskueligt for hans indre Øie, at han kunde nedskrive en ypperlig Skildring deraf. Vi ville meddele nogle Stykker af denne:<noinclude> <references/></noinclude> namgy4evk1kbez783ly2z72twuigcyi 104 12951 338540 199705 2026-10-06T16:30:14Z KåreBot 479 antikva-mal 338540 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>13</center></noinclude><center>{{sperret|Om Indbyggernes {{antikva|Naturel}}, Skik og Sæder.}}</center> {{blank linje}} Saasom Bergens Indbyggere er en Samling af alle Slags Nationer, saa seer man dem meget udi Tale-Maader, Skik og Sæder at {{antikva|differere}} fra andre Norske; Og er der ingen Nation som de meere have udcopieret udi Sprog, Tarvelighed og Arbeydsomhed, end den Hollandske. Borger-Folk havde for 30. Aar siden deres egen Dragt, hvilken de bestandigen holdt ved lige, uden at rette sig efter fremmede Moder, saa at man paa Klæderne strax kunde kjende en Borger-Kone eller Dotter fra Folk af anden Stand; thi {{antikva|Magistrats}} Personer, Geistlige og Folk af {{antikva|Militaire}} Stand fuldte de almindelige Lande-Moder og alle de Forandringer, som de ere underkastede, saa at man derfore kunde ansee heele Ny-Kirke-Sogns Folk og det øvrige af Stranden i visse Maader, som en anden {{antikva|Nation}}, og Staden bestaaende af tvende Partier hvoraf det eene gjorde {{antikva|Commentarier}} og {{antikva|Gloser}} over det andets saa vel Klæde-Dragt og Sæder, som Tale-Maader. Saaledes blev i min Ungdom Borger-Folk af de andre Spott-viis kaldne Peter af det Hollandske Ord {{antikva|Petie}} eller Faster, efterdi de kaldte deres Faders Søstere og Morbrødre Peter og Ohmer. Borger-Folk forsømmede sig ikke paa deres Side ogsaa at gjøre {{antikva|Critiqver}} over de andre saa kaldne fornemme Folk, hvilke de ansaae som fattige og hoffærdige, og til Vederlag kaldte det Top-høner, efterdi de bare Sætte og {{antikva|Fantanger}}, som var en {{antikva|contrabande}} Klæde-Dragt Paa Stranden, hvor Borger-Koner, samt Piger og Døttre bare Huer eller rettere Hætter af en særdeles {{antikva|Facon}}, hartad gjorte som de Straa-Hætter Fruen-Timmeret brugte om Sommeren paa Landet. De samme kaldtes gemenligen Skur, og bestode af fiint Lærret. Mand-Folkenes Dragt var og heel {{antikva|simpel}}, saa at de fleeste Borgere faae ud som Skippere, bærende Kjoler uden Haand-Klapper. Fruen-Timmeret af begge Partier var dog eenige udi en særdeles udvortes {{antikva|Modestie}} udi Mand-Folks {{bindestrek1|Om|Omgiengelse}}<noinclude> <references/></noinclude> 28y2ueejyke9rbu3xcfihpvy8ht0ejn 338599 338540 2026-10-06T16:45:11Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338599 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|13}}</noinclude>{{midtstilt|{{sperret|Om Indbyggernes {{antikva|Naturel}}, Skik og Sæder.}}}} {{blank linje}} Saasom Bergens Indbyggere er en Samling af alle Slags Nationer, saa seer man dem meget udi Tale-Maader, Skik og Sæder at {{antikva|differere}} fra andre Norske; Og er der ingen Nation som de meere have udcopieret udi Sprog, Tarvelighed og Arbeydsomhed, end den Hollandske. Borger-Folk havde for 30. Aar siden deres egen Dragt, hvilken de bestandigen holdt ved lige, uden at rette sig efter fremmede Moder, saa at man paa Klæderne strax kunde kjende en Borger-Kone eller Dotter fra Folk af anden Stand; thi {{antikva|Magistrats}} Personer, Geistlige og Folk af {{antikva|Militaire}} Stand fuldte de almindelige Lande-Moder og alle de Forandringer, som de ere underkastede, saa at man derfore kunde ansee heele Ny-Kirke-Sogns Folk og det øvrige af Stranden i visse Maader, som en anden {{antikva|Nation}}, og Staden bestaaende af tvende Partier hvoraf det eene gjorde {{antikva|Commentarier}} og {{antikva|Gloser}} over det andets saa vel Klæde-Dragt og Sæder, som Tale-Maader. Saaledes blev i min Ungdom Borger-Folk af de andre Spott-viis kaldne Peter af det Hollandske Ord {{antikva|Petie}} eller Faster, efterdi de kaldte deres Faders Søstere og Morbrødre Peter og Ohmer. Borger-Folk forsømmede sig ikke paa deres Side ogsaa at gjøre {{antikva|Critiqver}} over de andre saa kaldne fornemme Folk, hvilke de ansaae som fattige og hoffærdige, og til Vederlag kaldte det Top-høner, efterdi de bare Sætte og {{antikva|Fantanger}}, som var en {{antikva|contrabande}} Klæde-Dragt Paa Stranden, hvor Borger-Koner, samt Piger og Døttre bare Huer eller rettere Hætter af en særdeles {{antikva|Facon}}, hartad gjorte som de Straa-Hætter Fruen-Timmeret brugte om Sommeren paa Landet. De samme kaldtes gemenligen Skur, og bestode af fiint Lærret. Mand-Folkenes Dragt var og heel {{antikva|simpel}}, saa at de fleeste Borgere faae ud som Skippere, bærende Kjoler uden Haand-Klapper. Fruen-Timmeret af begge Partier var dog eenige udi en særdeles udvortes {{antikva|Modestie}} udi Mand-Folks {{bindestrek1|Om|Omgiengelse}}<noinclude> <references/></noinclude> 3h7d2nr0xmwlh7ncvdwfg17yzsjulec 104 12952 338541 199706 2026-10-06T16:30:24Z KåreBot 479 antikva-mal 338541 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>14</center></noinclude>{{bindestrek2|giengelse|Omgiengelse}}, hvilket gik saa vidt, at det holdtes uanstændigt for et Fruen-Timmer, som blev hilset af en Mands-Person paa Gaden, at hilse igjen; skiøndt saadant ikke altid er et Beviis paa en fuldkommen Kydskhed, thi Fruen-Timmeret er der ikke meer uovervindeligt end andensteds. Blandt de {{antikva|Epitheta}}, som gives til de Norske Stæder, er Bergen tillagt Løsagtighed. Men man kand derhos sige, at hvis Ord-Sproget er rigtigt, og denne Skrøbelighed er større udi Bergen, end udi de andre Norske Stæder, saa er det ikke at tilskrive Indbyggernes {{antikva|Naturel}}, men heller den store Sverm af fremmede Søefarende Folk, som der ideligen findes, hvilke naar de komme fra lange Reyser, meere jage efter Fruen-Timmer end andre, og kand ansees som forhungrede Mennesker, der paa engang forfalde til Graadighed. Hvis dette ikke var, er troligt, at man mindre udi Bergen vilde høre tale om dislige Sager, end udi nogen Stad i Norge; thi der er intet kraftigere Middel til at fordrive {{antikva|amaoreuse Passioner}}, end idelig Arbeyde og Forretninger, og intet Folk er meere arbeydsomme og duelige end Bergens Indbyggere, og det saa vel Mands som Qvindes Personer; thi man seer der Borger-Koner undertiden den heele Dag at staae i deres Kram-Boder, og der at gjøre samme Tieneste, som Krambod-Svenne paa andre Steeder. Ja adskillige af dem ere saadan drevne udi Handel, at de intet give de største Kiøbmœnd derudi noget efter. Mændene paa deres Side ere ogsaa ideligen {{antikva|occuperede}}, indtil at paatage sig Tieneres og Arbeids-Folks Skikkelse, saa at det er ikke rart at see fornemme Borgere selv at rulle deres Tønder paa Bryggerne, og hidse deres Varer op paa Pak-Huusene. Man maatte derfor ikke regne det saa nøye, om man hilsede en Borger paa Gaden, og ingen Hilsen fik igjen, saasom saadant ikke skeede af Grovhed eller Storagtighed, men efterdi de gemeenligen vare udi hastige og vigtige Ærender, og derfor ikke havde Stunder til at gjøre mange {{antikva|Complimenter}}, eller rettere ikke gave Agt paa de forbigaaende.<noinclude> <references/></noinclude> jxqty1t4ses6tlsylxnt0dwpydql59k 338600 338541 2026-10-06T16:45:21Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338600 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|14}}</noinclude>{{bindestrek2|giengelse|Omgiengelse}}, hvilket gik saa vidt, at det holdtes uanstændigt for et Fruen-Timmer, som blev hilset af en Mands-Person paa Gaden, at hilse igjen; skiøndt saadant ikke altid er et Beviis paa en fuldkommen Kydskhed, thi Fruen-Timmeret er der ikke meer uovervindeligt end andensteds. Blandt de {{antikva|Epitheta}}, som gives til de Norske Stæder, er Bergen tillagt Løsagtighed. Men man kand derhos sige, at hvis Ord-Sproget er rigtigt, og denne Skrøbelighed er større udi Bergen, end udi de andre Norske Stæder, saa er det ikke at tilskrive Indbyggernes {{antikva|Naturel}}, men heller den store Sverm af fremmede Søefarende Folk, som der ideligen findes, hvilke naar de komme fra lange Reyser, meere jage efter Fruen-Timmer end andre, og kand ansees som forhungrede Mennesker, der paa engang forfalde til Graadighed. Hvis dette ikke var, er troligt, at man mindre udi Bergen vilde høre tale om dislige Sager, end udi nogen Stad i Norge; thi der er intet kraftigere Middel til at fordrive {{antikva|amaoreuse Passioner}}, end idelig Arbeyde og Forretninger, og intet Folk er meere arbeydsomme og duelige end Bergens Indbyggere, og det saa vel Mands som Qvindes Personer; thi man seer der Borger-Koner undertiden den heele Dag at staae i deres Kram-Boder, og der at gjøre samme Tieneste, som Krambod-Svenne paa andre Steeder. Ja adskillige af dem ere saadan drevne udi Handel, at de intet give de største Kiøbmœnd derudi noget efter. Mændene paa deres Side ere ogsaa ideligen {{antikva|occuperede}}, indtil at paatage sig Tieneres og Arbeids-Folks Skikkelse, saa at det er ikke rart at see fornemme Borgere selv at rulle deres Tønder paa Bryggerne, og hidse deres Varer op paa Pak-Huusene. Man maatte derfor ikke regne det saa nøye, om man hilsede en Borger paa Gaden, og ingen Hilsen fik igjen, saasom saadant ikke skeede af Grovhed eller Storagtighed, men efterdi de gemeenligen vare udi hastige og vigtige Ærender, og derfor ikke havde Stunder til at gjøre mange {{antikva|Complimenter}}, eller rettere ikke gave Agt paa de forbigaaende.<noinclude> <references/></noinclude> 1sidm53wd4js9ghgiy98jif9sgl924a 104 12953 338542 199707 2026-10-06T16:30:34Z KåreBot 479 antikva-mal 338542 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>15</center></noinclude>Een af de dueligste Borgere i min Barndom var en ved Navn {{antikva|Jacob Andersen}}, hvilken var saadan Hader af Ørkesløshed, at han ikke kunde lide at see nogen ørkeløs ung Karl paa Gaden, men snappede dem op, og strax flydde dem noget at bestille hos sig selv om de intet andet havde at forrette, saa at hans Aasiun var ligesaa forfærdelig for dovne Arbeyds-Karle, som en Hververs er for Bønder og Løsgiengere. Mange sornemme Borgere føre deres Skibe selv, som Skippere, og sætte en Kabuds paa deres Sønner, og gjøre dem til {{antikva|Cajut}}-Vogtere, saa at mangen Borger-Søn, førend han har naaet sit 20. Aar, er bleven en {{antikva|experimentered}} Søe-Mand, og beqvem til at fortfætte sin Faders Handel. Det var i min Tid rart, at Borger-Folk {{antikva|allierede}} sig ved Ægteskab med Geistlige og Magistrats Personer; thi en Borger saae ikke saa meget efter, at hans Dotter kunde gjøre et riigt og anseeligt Partie, som at hun kunde faae en Mand, der kunde fortsætte Forældrenes Handel, og var arbeydsom og duelig. Det forunderligste er, at end ogsaa unge Borger-Døttre selv, som ellers paa andre Steder seer efter Ungdom, Stand og {{antikva|Politesse}}, her alleene gemeenligen {{antikva|reflecterede}} paa Duelighed og Arbeydsomhed, saa at hos dem en duelig Søe-Mand og fornuftig Kiøbmand, skjønt han aldeeles intet besadd, hvormed han kunde {{antikva|charmere}} et ungt Fruen-Timmer, blev {{antikva|præferered}} den galanteste, artigste og fornemste Frier, hvorpaa jeg har seet adskillige merkelige {{antikva|Exempler}} i min Tid i Bergen. Det var at ønske, at denne fortræsfelige Sædvane havde altid været holdt ved lige; men der er paa en Tiid af 20. Aar giort temmelig Skaar derudi, saa at Bergen nu omstunder ligner sig ikke selv meere udi Sæder, og derfore maa skee ey heller udi Velstand. Og kand denne Uheld tilskrives visse fremmede Personer, der have indført Vellyst og fremmede Moder, {{antikva|ruinered}} sig selv med heele {{antikva|Familier}}, ved daarlig Handel, og det, som mest er, forvendet Indbyggernes gamle og priselige Leve-Maader, som i mine Tanker ikke<noinclude> <references/></noinclude> 0all6q1urgkhmhglpqwqnrwxcnisevi 338601 338542 2026-10-06T16:45:31Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338601 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|15}}</noinclude>Een af de dueligste Borgere i min Barndom var en ved Navn {{antikva|Jacob Andersen}}, hvilken var saadan Hader af Ørkesløshed, at han ikke kunde lide at see nogen ørkeløs ung Karl paa Gaden, men snappede dem op, og strax flydde dem noget at bestille hos sig selv om de intet andet havde at forrette, saa at hans Aasiun var ligesaa forfærdelig for dovne Arbeyds-Karle, som en Hververs er for Bønder og Løsgiengere. Mange sornemme Borgere føre deres Skibe selv, som Skippere, og sætte en Kabuds paa deres Sønner, og gjøre dem til {{antikva|Cajut}}-Vogtere, saa at mangen Borger-Søn, førend han har naaet sit 20. Aar, er bleven en {{antikva|experimentered}} Søe-Mand, og beqvem til at fortfætte sin Faders Handel. Det var i min Tid rart, at Borger-Folk {{antikva|allierede}} sig ved Ægteskab med Geistlige og Magistrats Personer; thi en Borger saae ikke saa meget efter, at hans Dotter kunde gjøre et riigt og anseeligt Partie, som at hun kunde faae en Mand, der kunde fortsætte Forældrenes Handel, og var arbeydsom og duelig. Det forunderligste er, at end ogsaa unge Borger-Døttre selv, som ellers paa andre Steder seer efter Ungdom, Stand og {{antikva|Politesse}}, her alleene gemeenligen {{antikva|reflecterede}} paa Duelighed og Arbeydsomhed, saa at hos dem en duelig Søe-Mand og fornuftig Kiøbmand, skjønt han aldeeles intet besadd, hvormed han kunde {{antikva|charmere}} et ungt Fruen-Timmer, blev {{antikva|præferered}} den galanteste, artigste og fornemste Frier, hvorpaa jeg har seet adskillige merkelige {{antikva|Exempler}} i min Tid i Bergen. Det var at ønske, at denne fortræsfelige Sædvane havde altid været holdt ved lige; men der er paa en Tiid af 20. Aar giort temmelig Skaar derudi, saa at Bergen nu omstunder ligner sig ikke selv meere udi Sæder, og derfore maa skee ey heller udi Velstand. Og kand denne Uheld tilskrives visse fremmede Personer, der have indført Vellyst og fremmede Moder, {{antikva|ruinered}} sig selv med heele {{antikva|Familier}}, ved daarlig Handel, og det, som mest er, forvendet Indbyggernes gamle og priselige Leve-Maader, som i mine Tanker ikke<noinclude> <references/></noinclude> 8enceackgiy2yap67wa3a36q3bx6dli 104 12954 338543 199708 2026-10-06T16:30:44Z KåreBot 479 antikva-mal 338543 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>16</center></noinclude>lidet have {{antikva|contribueret}} til denne Stads Velstand og {{antikva|Conservation}}. Saa at det er gaaet udi dette {{antikva|Seculo}} til med denne Stads, som de fleeste Hollandske Stæder, hvilke man over alt seer at Vanslægte fra deres Forfædres {{antikva|Simplicitet}}, og forfalde til Stads og saadanne Leve-Maader, hvoraf fornuftige Folk ingen god Virkning {{antikva|ominere}} sig. I min Skole-Gang begyndte man alt med {{antikva|Baller}} og {{antikva|Allamodiske Assembleer}} at omstøbe Indbyggerne, og har jeg siden fornummet, at den Borgerlige gamle Klæde-Dragt ganske er afskafset. Jeg har tilforn viiset, at Bergens Indbyggere ingen Nation meer have efterfuldt udi Skik og Leve-Maader, end den Hollandske, saa at end ogsaa de fleeste Spil og Leeg blant Ungdommen ere Hollandske, som at svemme, og dukke under Vandet, at lade flyve Drager i Luften, og at rende paa Skøytter, og det med saadan Behændighed og Konst, at jeg aldrig paa nogen Sted har seet slige {{antikva|Exercitier}} udi større Fuldkommenhed. Med de gode Hollandske Sæder ere ogsaa indbragte adskillige onde, saa at unge Personer øve visse {{antikva|Licencer}}, som ere alt for meget {{antikva|Republicanske}}. I min Skole-Gang var det ikke rart at see et Kirke-Sogns Ungdom at føre Kriig med et andet, iligemaade at den heele {{antikva|latin}} Skole har bevæbned sig nu mod Garpe—Geseller og Junger paa Bryggen, nu mod Styrmands Skolen. Saaledes var det sidste Aar, jeg gik udi Skolen, den heele Stad bragt udi Allarm formedelst en Tvistighed, som var reiset imellem {{antikva|latin}} Skolen og Garperne, saa at det kom til en Slags {{antikva|Bataille}}, som jeg selv bivaanede. Og formerede da Styrmands Skolen det tredie {{antikva|Corps}} for at give Agt paa Kriigens Udsald. Saasom saadanne Kriige gemeenligen afgjordes med tørre Hugg, saa bekymrede Øvrigheden sig ikke om dem at dæmpe; Tværtimod mange Borgere vare selv {{antikva|Spectateurs}} deraf og undertiiden gave {{antikva|Lectioner}} for deres Sønner, hvorledes de beqvemmeligen kunde forraske deres Fiender. Den største {{antikva|Excess}} jeg derudi haver seet, var at Ungdommen en gang paa Torvet oppassede<noinclude> <references/></noinclude> 1b1k8qz8z8bpm2eastjh4mwy3yhpuvn 338602 338543 2026-10-06T16:45:41Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338602 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|16}}</noinclude>lidet have {{antikva|contribueret}} til denne Stads Velstand og {{antikva|Conservation}}. Saa at det er gaaet udi dette {{antikva|Seculo}} til med denne Stads, som de fleeste Hollandske Stæder, hvilke man over alt seer at Vanslægte fra deres Forfædres {{antikva|Simplicitet}}, og forfalde til Stads og saadanne Leve-Maader, hvoraf fornuftige Folk ingen god Virkning {{antikva|ominere}} sig. I min Skole-Gang begyndte man alt med {{antikva|Baller}} og {{antikva|Allamodiske Assembleer}} at omstøbe Indbyggerne, og har jeg siden fornummet, at den Borgerlige gamle Klæde-Dragt ganske er afskafset. Jeg har tilforn viiset, at Bergens Indbyggere ingen Nation meer have efterfuldt udi Skik og Leve-Maader, end den Hollandske, saa at end ogsaa de fleeste Spil og Leeg blant Ungdommen ere Hollandske, som at svemme, og dukke under Vandet, at lade flyve Drager i Luften, og at rende paa Skøytter, og det med saadan Behændighed og Konst, at jeg aldrig paa nogen Sted har seet slige {{antikva|Exercitier}} udi større Fuldkommenhed. Med de gode Hollandske Sæder ere ogsaa indbragte adskillige onde, saa at unge Personer øve visse {{antikva|Licencer}}, som ere alt for meget {{antikva|Republicanske}}. I min Skole-Gang var det ikke rart at see et Kirke-Sogns Ungdom at føre Kriig med et andet, iligemaade at den heele {{antikva|latin}} Skole har bevæbned sig nu mod Garpe—Geseller og Junger paa Bryggen, nu mod Styrmands Skolen. Saaledes var det sidste Aar, jeg gik udi Skolen, den heele Stad bragt udi Allarm formedelst en Tvistighed, som var reiset imellem {{antikva|latin}} Skolen og Garperne, saa at det kom til en Slags {{antikva|Bataille}}, som jeg selv bivaanede. Og formerede da Styrmands Skolen det tredie {{antikva|Corps}} for at give Agt paa Kriigens Udsald. Saasom saadanne Kriige gemeenligen afgjordes med tørre Hugg, saa bekymrede Øvrigheden sig ikke om dem at dæmpe; Tværtimod mange Borgere vare selv {{antikva|Spectateurs}} deraf og undertiiden gave {{antikva|Lectioner}} for deres Sønner, hvorledes de beqvemmeligen kunde forraske deres Fiender. Den største {{antikva|Excess}} jeg derudi haver seet, var at Ungdommen en gang paa Torvet oppassede<noinclude> <references/></noinclude> 6xk2025q5fixoukdy9atocnc2kef1hj 104 12955 338544 199709 2026-10-06T16:30:54Z KåreBot 479 antikva-mal 338544 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>17</center></noinclude>{{antikva|Politie}}mester {{antikva|Peter Glad}}, og {{antikva|bombarderede}} ham med Steene, da han steeg udi Baaden. Men disse {{antikva|licentieuse Exercitier}} ere ogsaa temmeligen komne af Brug. Blant Ungdommens uskyldige Spil og {{antikva|Exercitier}} ere adskillige, som jeg ikke har seet nogen andensteds; thi en Deel ere saadanne, som sætte den heele Stad eller i det ringeste en heel Gade udi Bevægelse, saasom udi en Leeg, som man kalder at spille Vink, hvorudi en heel Gades Ungdom deeler sig i visse Bander, og {{antikva|posterer}} sig paa visse Steder over alt udi Byen; item de {{antikva|Processioner}}, som skeer ved {{antikva|Mortens}} Tider, hvor en Dreng gaaer først ud med en Gaas paa en Stang, syngende en Viise om {{antikva|Mortens}} Gaas, og paa Vejen faaer Tilløb af andre Drenge, hvilke {{antikva|intonere}} samme Viise med ham, saa at inden han kommer til Bye-Enden, er han geleidet af den heele Ungdom, og all Staden er udi Sang. At ellers Ungdommen her er saa levende, foraarsages deraf, at mange halvvoxne Drænge have været paa fremmede Stæder, især udi England og Holland, hvor de frie Leve-Maader ere. Hvad Bergens Indbyggere i det øvrige udi Sæder og Leve-Maade have tilfælles med andre Norske, vil jeg her intet tale om. Lærdom og Boglige Konster have i Bergen ikke været synderlig dyrkede; thi, saasom Indbyggerne fast alle have haft deres Tanker henvendte til Handel og Kiøbmandskab, saa have de fleeste Borgere fundet for got heller at sætte deres Børn udi den store Styrmands Skole end udi {{antikva|latin}} Skolen, saa at de fleeste {{antikva|Disciple}} udi {{antikva|latin}} Skolen have bestaaet enten af Ungdom fra Landet eller fattige Byens Børn. Dog er formedelst Handelens Aftagen nu omstunder ogsaa temmelig Forandring derudi giort, saa at man seer mange Kiøbmænds Børn nu aarligen at {{antikva|dimitteres}} til Kiøbenhavns {{antikva|Universitet}}. Men, omendskiønt Lærdom saa lidet haver {{antikva|floreret}} i Bergen, saa haver dog Staden hast den Lykke frem for andre Danske og Norske Stæder, at adskillige brave Mænd der have antegned vigtige Ting, som tjene til Bergens<noinclude> <references/></div>L. Daae: Ludvig Holberg.</noinclude> n5x09z6p7p7rj6o45nl36qako7092co 338603 338544 2026-10-06T16:45:51Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338603 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|17}}</noinclude>{{antikva|Politie}}mester {{antikva|Peter Glad}}, og {{antikva|bombarderede}} ham med Steene, da han steeg udi Baaden. Men disse {{antikva|licentieuse Exercitier}} ere ogsaa temmeligen komne af Brug. Blant Ungdommens uskyldige Spil og {{antikva|Exercitier}} ere adskillige, som jeg ikke har seet nogen andensteds; thi en Deel ere saadanne, som sætte den heele Stad eller i det ringeste en heel Gade udi Bevægelse, saasom udi en Leeg, som man kalder at spille Vink, hvorudi en heel Gades Ungdom deeler sig i visse Bander, og {{antikva|posterer}} sig paa visse Steder over alt udi Byen; item de {{antikva|Processioner}}, som skeer ved {{antikva|Mortens}} Tider, hvor en Dreng gaaer først ud med en Gaas paa en Stang, syngende en Viise om {{antikva|Mortens}} Gaas, og paa Vejen faaer Tilløb af andre Drenge, hvilke {{antikva|intonere}} samme Viise med ham, saa at inden han kommer til Bye-Enden, er han geleidet af den heele Ungdom, og all Staden er udi Sang. At ellers Ungdommen her er saa levende, foraarsages deraf, at mange halvvoxne Drænge have været paa fremmede Stæder, især udi England og Holland, hvor de frie Leve-Maader ere. Hvad Bergens Indbyggere i det øvrige udi Sæder og Leve-Maade have tilfælles med andre Norske, vil jeg her intet tale om. Lærdom og Boglige Konster have i Bergen ikke været synderlig dyrkede; thi, saasom Indbyggerne fast alle have haft deres Tanker henvendte til Handel og Kiøbmandskab, saa have de fleeste Borgere fundet for got heller at sætte deres Børn udi den store Styrmands Skole end udi {{antikva|latin}} Skolen, saa at de fleeste {{antikva|Disciple}} udi {{antikva|latin}} Skolen have bestaaet enten af Ungdom fra Landet eller fattige Byens Børn. Dog er formedelst Handelens Aftagen nu omstunder ogsaa temmelig Forandring derudi giort, saa at man seer mange Kiøbmænds Børn nu aarligen at {{antikva|dimitteres}} til Kiøbenhavns {{antikva|Universitet}}. Men, omendskiønt Lærdom saa lidet haver {{antikva|floreret}} i Bergen, saa haver dog Staden hast den Lykke frem for andre Danske og Norske Stæder, at adskillige brave Mænd der have antegned vigtige Ting, som tjene til Bergens<noinclude> <references/></div>L. Daae: Ludvig Holberg.</noinclude> 3t2a9vmrghv2ok0ocskgevadxm2340h 104 12956 338517 199710 2026-10-06T16:25:13Z KåreBot 479 fjerner lenker i teksten 338517 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>18</center></noinclude>Historie, og af hvis Skrifter <tt>Mag. Edvardsen</tt> fornemmelig har betient sig til at forfatte sin Bergens Beskrivelse. I det øvrige kand man sige, at Bergen ikke haver været det Sted, hvor lærde Folk og <tt>Philosophi</tt> kunde finde Fornøyelse at fæste deres Sæde, saasom Staden har haft temmelig Mangel saa vel paa Bøger, som paa <tt>literate</tt> Folk. <tt>Mag Edvardsen</tt> taler vel prægtigen om det <tt>Bibliothec</tt>, som har været i Dom-Kirke-<tt>Capellet</tt>, men det er troligt, at det hverken har været af megen Storhed eller Vigtighed. Det var derfor underligt, at den store <tt>Voyageur</tt> og <tt>Philosophus Abelin</tt>, der i lang Tiid havde opholdt sig udi Italien, kunde <tt>persvadere</tt> sig til at bortdrive sin Alderdom udi Bergen. Den samme boede udi min Barndom der i Staden, men var kun lidet agted. Saaledes gik det ogsaa den store Norske Historie-Skriver <tt>Tormod Torvesen</tt>, hvilken boede nogle Miile fra Staden ud paa Landet, men var udi Bergen fast ubekjendt. Men dette uanseed, har dog Bergen haft det at berømme sig af, som ingen Dansk og Norsk Stad kand viise, nemlig at den har <tt>produceret</tt> den største <tt>Poëtinde</tt>, som de Nordiske Riger have haft, nemlig den bekiendte <tt>Dorothea Engelbrechts Dotter</tt>, om hvilken <tt>Olaus Borrichius</tt> og andre vore <tt>Poëter</tt> har givet prægtige Vidnesbyrd og det med al Billighed: thi, endskiønt hendes <tt>Poëtiske</tt> Skrifter ikke have været fri for <tt>Censure</tt> i Henseende til <tt>Reglerne</tt>, saa kand man dog sige, at de ere saa fulde af Geist, og viist slige Prøver paa poetisk <tt>Fertilitet</tt>, at faa Danske poetiske Skrifter kand lignes derimod. Bemældte Navnkundige <tt>Dame</tt> levede endda udi min Barndom, i Agt tagende den gamle Bergenske Klæde-Dragt; thi jeg mindes ikke paa de Tiider at have seet nogen saaledes <tt>coëffered</tt>. Hvad som udi Boglige Konster har manglet udi Bergen har været erstatted ved Indbyggernes Duelighed i andre Ting og deres særdeles <tt>Capacitet</tt> udi Handel og Vandel, saa at ligesom Staden i Henseende til dens <tt>Situation</tt> har Fordeel for alle andre Norske Stæder, saa<noinclude> <references/></noinclude> 8bo5zuiuzhnb28pa13lonw91cn9oi38 338545 338517 2026-10-06T16:31:04Z KåreBot 479 antikva-mal 338545 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>18</center></noinclude>Historie, og af hvis Skrifter {{antikva|Mag. Edvardsen}} fornemmelig har betient sig til at forfatte sin Bergens Beskrivelse. I det øvrige kand man sige, at Bergen ikke haver været det Sted, hvor lærde Folk og {{antikva|Philosophi}} kunde finde Fornøyelse at fæste deres Sæde, saasom Staden har haft temmelig Mangel saa vel paa Bøger, som paa {{antikva|literate}} Folk. {{antikva|Mag Edvardsen}} taler vel prægtigen om det {{antikva|Bibliothec}}, som har været i Dom-Kirke-{{antikva|Capellet}}, men det er troligt, at det hverken har været af megen Storhed eller Vigtighed. Det var derfor underligt, at den store {{antikva|Voyageur}} og {{antikva|Philosophus Abelin}}, der i lang Tiid havde opholdt sig udi Italien, kunde {{antikva|persvadere}} sig til at bortdrive sin Alderdom udi Bergen. Den samme boede udi min Barndom der i Staden, men var kun lidet agted. Saaledes gik det ogsaa den store Norske Historie-Skriver {{antikva|Tormod Torvesen}}, hvilken boede nogle Miile fra Staden ud paa Landet, men var udi Bergen fast ubekjendt. Men dette uanseed, har dog Bergen haft det at berømme sig af, som ingen Dansk og Norsk Stad kand viise, nemlig at den har {{antikva|produceret}} den største {{antikva|Poëtinde}}, som de Nordiske Riger have haft, nemlig den bekiendte {{antikva|Dorothea Engelbrechts Dotter}}, om hvilken {{antikva|Olaus Borrichius}} og andre vore {{antikva|Poëter}} har givet prægtige Vidnesbyrd og det med al Billighed: thi, endskiønt hendes {{antikva|Poëtiske}} Skrifter ikke have været fri for {{antikva|Censure}} i Henseende til {{antikva|Reglerne}}, saa kand man dog sige, at de ere saa fulde af Geist, og viist slige Prøver paa poetisk {{antikva|Fertilitet}}, at faa Danske poetiske Skrifter kand lignes derimod. Bemældte Navnkundige {{antikva|Dame}} levede endda udi min Barndom, i Agt tagende den gamle Bergenske Klæde-Dragt; thi jeg mindes ikke paa de Tiider at have seet nogen saaledes {{antikva|coëffered}}. Hvad som udi Boglige Konster har manglet udi Bergen har været erstatted ved Indbyggernes Duelighed i andre Ting og deres særdeles {{antikva|Capacitet}} udi Handel og Vandel, saa at ligesom Staden i Henseende til dens {{antikva|Situation}} har Fordeel for alle andre Norske Stæder, saa<noinclude> <references/></noinclude> p90zfzaxnjelteed0cfh78ygwdejtc8 338604 338545 2026-10-06T16:46:01Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338604 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|18}}</noinclude>Historie, og af hvis Skrifter {{antikva|Mag. Edvardsen}} fornemmelig har betient sig til at forfatte sin Bergens Beskrivelse. I det øvrige kand man sige, at Bergen ikke haver været det Sted, hvor lærde Folk og {{antikva|Philosophi}} kunde finde Fornøyelse at fæste deres Sæde, saasom Staden har haft temmelig Mangel saa vel paa Bøger, som paa {{antikva|literate}} Folk. {{antikva|Mag Edvardsen}} taler vel prægtigen om det {{antikva|Bibliothec}}, som har været i Dom-Kirke-{{antikva|Capellet}}, men det er troligt, at det hverken har været af megen Storhed eller Vigtighed. Det var derfor underligt, at den store {{antikva|Voyageur}} og {{antikva|Philosophus Abelin}}, der i lang Tiid havde opholdt sig udi Italien, kunde {{antikva|persvadere}} sig til at bortdrive sin Alderdom udi Bergen. Den samme boede udi min Barndom der i Staden, men var kun lidet agted. Saaledes gik det ogsaa den store Norske Historie-Skriver {{antikva|Tormod Torvesen}}, hvilken boede nogle Miile fra Staden ud paa Landet, men var udi Bergen fast ubekjendt. Men dette uanseed, har dog Bergen haft det at berømme sig af, som ingen Dansk og Norsk Stad kand viise, nemlig at den har {{antikva|produceret}} den største {{antikva|Poëtinde}}, som de Nordiske Riger have haft, nemlig den bekiendte {{antikva|Dorothea Engelbrechts Dotter}}, om hvilken {{antikva|Olaus Borrichius}} og andre vore {{antikva|Poëter}} har givet prægtige Vidnesbyrd og det med al Billighed: thi, endskiønt hendes {{antikva|Poëtiske}} Skrifter ikke have været fri for {{antikva|Censure}} i Henseende til {{antikva|Reglerne}}, saa kand man dog sige, at de ere saa fulde af Geist, og viist slige Prøver paa poetisk {{antikva|Fertilitet}}, at faa Danske poetiske Skrifter kand lignes derimod. Bemældte Navnkundige {{antikva|Dame}} levede endda udi min Barndom, i Agt tagende den gamle Bergenske Klæde-Dragt; thi jeg mindes ikke paa de Tiider at have seet nogen saaledes {{antikva|coëffered}}. Hvad som udi Boglige Konster har manglet udi Bergen har været erstatted ved Indbyggernes Duelighed i andre Ting og deres særdeles {{antikva|Capacitet}} udi Handel og Vandel, saa at ligesom Staden i Henseende til dens {{antikva|Situation}} har Fordeel for alle andre Norske Stæder, saa<noinclude> <references/></noinclude> 313t61a5yxq4s9bbokg4d4jsi7g3qb9 104 12957 338506 199711 2026-10-06T16:21:02Z KåreBot 479 setter inn {{---}} 338506 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>19</center></noinclude>have Borgerne i Henseende til deres <tt>Activitet</tt> Fortrin for alle andre Norske Handels-Mænd, saa at Staden har stedse været anseet som den fornemste høye Skole for Kiøbmænd udi Norge. Bergens Borgere have ogsaa altiid haft <tt>Reputation</tt> for Oprigtighed udi Kiøbmandskab, saa at de, som derved ere komne i Midler og Formue, have forhvervet dem heller ved <tt>Activitet</tt>, Arbeydsomhed og <tt>Oeconomie</tt>, end ved utilladelig <tt>Negotie</tt>. De have stedse været holdne for Folk af liden <tt>Facon</tt> og faa <tt>Complimenter</tt>, saa at det har været en Borger-Søn besværligere at gjøre <tt>Cour</tt> eller frie til et Fruen-Timmer, end at giøre en spansk Reise, hvorudover Forældrene ofte have maat slutte Partier for deres Børn og afgjøre Sagen forud, saa at der stod intet tilbage for Børnene end uden videre <tt>Ceremonie</tt> at gaae i Brude-Sæng. Vel er sandt, at en og anden ung Kiøbmand ogsaa lægger sig efter <tt>Galanterie</tt>, men de samme have af de andre været anseet med skiæle Øyne. Men dette saa vel som adskilligt andet er paa en tive Aars Tiid meget bleven forandred. Staden har ellers i gamle Dage bestaaet af 3. Slags Folk fornemmeligen, nemlig af de Norske Indbyggere, de Contorske, og et andet Tydsk <tt>Societet</tt>, kaldet de 5. Amter eller Skoemagere. Hvad de første angaaer, som egentligen kaldes Bergens Borgere, da, endskiønt de ere indfødde Folk, ere de dog en Blanding af allehaande Slags <tt>Nationer</tt>, eftersom fremmede Kiøbmænd Tiid efter anden have gifftet sig med Borgernes Enker og Børn, og ere blevne boesiddende i Bergen, og kand man derfore ikke undre sig over den <tt>Irregularitet</tt>, som findes saa vel udi Sprog som Leve-Maade, saasom det er troligt, at enhver Fader har vildet optugte sine Børn efter sit Lands Maade. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 84arkphth0mov5o27qvoaex922r8jd2 338546 338506 2026-10-06T16:31:14Z KåreBot 479 antikva-mal 338546 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>19</center></noinclude>have Borgerne i Henseende til deres {{antikva|Activitet}} Fortrin for alle andre Norske Handels-Mænd, saa at Staden har stedse været anseet som den fornemste høye Skole for Kiøbmænd udi Norge. Bergens Borgere have ogsaa altiid haft {{antikva|Reputation}} for Oprigtighed udi Kiøbmandskab, saa at de, som derved ere komne i Midler og Formue, have forhvervet dem heller ved {{antikva|Activitet}}, Arbeydsomhed og {{antikva|Oeconomie}}, end ved utilladelig {{antikva|Negotie}}. De have stedse været holdne for Folk af liden {{antikva|Facon}} og faa {{antikva|Complimenter}}, saa at det har været en Borger-Søn besværligere at gjøre {{antikva|Cour}} eller frie til et Fruen-Timmer, end at giøre en spansk Reise, hvorudover Forældrene ofte have maat slutte Partier for deres Børn og afgjøre Sagen forud, saa at der stod intet tilbage for Børnene end uden videre {{antikva|Ceremonie}} at gaae i Brude-Sæng. Vel er sandt, at en og anden ung Kiøbmand ogsaa lægger sig efter {{antikva|Galanterie}}, men de samme have af de andre været anseet med skiæle Øyne. Men dette saa vel som adskilligt andet er paa en tive Aars Tiid meget bleven forandred. Staden har ellers i gamle Dage bestaaet af 3. Slags Folk fornemmeligen, nemlig af de Norske Indbyggere, de Contorske, og et andet Tydsk {{antikva|Societet}}, kaldet de 5. Amter eller Skoemagere. Hvad de første angaaer, som egentligen kaldes Bergens Borgere, da, endskiønt de ere indfødde Folk, ere de dog en Blanding af allehaande Slags {{antikva|Nationer}}, eftersom fremmede Kiøbmænd Tiid efter anden have gifftet sig med Borgernes Enker og Børn, og ere blevne boesiddende i Bergen, og kand man derfore ikke undre sig over den {{antikva|Irregularitet}}, som findes saa vel udi Sprog som Leve-Maade, saasom det er troligt, at enhver Fader har vildet optugte sine Børn efter sit Lands Maade. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 4yljqdjqozgzlsrjjxctel0nanbs4ok 338605 338546 2026-10-06T16:46:11Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338605 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|19}}</noinclude>have Borgerne i Henseende til deres {{antikva|Activitet}} Fortrin for alle andre Norske Handels-Mænd, saa at Staden har stedse været anseet som den fornemste høye Skole for Kiøbmænd udi Norge. Bergens Borgere have ogsaa altiid haft {{antikva|Reputation}} for Oprigtighed udi Kiøbmandskab, saa at de, som derved ere komne i Midler og Formue, have forhvervet dem heller ved {{antikva|Activitet}}, Arbeydsomhed og {{antikva|Oeconomie}}, end ved utilladelig {{antikva|Negotie}}. De have stedse været holdne for Folk af liden {{antikva|Facon}} og faa {{antikva|Complimenter}}, saa at det har været en Borger-Søn besværligere at gjøre {{antikva|Cour}} eller frie til et Fruen-Timmer, end at giøre en spansk Reise, hvorudover Forældrene ofte have maat slutte Partier for deres Børn og afgjøre Sagen forud, saa at der stod intet tilbage for Børnene end uden videre {{antikva|Ceremonie}} at gaae i Brude-Sæng. Vel er sandt, at en og anden ung Kiøbmand ogsaa lægger sig efter {{antikva|Galanterie}}, men de samme have af de andre været anseet med skiæle Øyne. Men dette saa vel som adskilligt andet er paa en tive Aars Tiid meget bleven forandred. Staden har ellers i gamle Dage bestaaet af 3. Slags Folk fornemmeligen, nemlig af de Norske Indbyggere, de Contorske, og et andet Tydsk {{antikva|Societet}}, kaldet de 5. Amter eller Skoemagere. Hvad de første angaaer, som egentligen kaldes Bergens Borgere, da, endskiønt de ere indfødde Folk, ere de dog en Blanding af allehaande Slags {{antikva|Nationer}}, eftersom fremmede Kiøbmænd Tiid efter anden have gifftet sig med Borgernes Enker og Børn, og ere blevne boesiddende i Bergen, og kand man derfore ikke undre sig over den {{antikva|Irregularitet}}, som findes saa vel udi Sprog som Leve-Maade, saasom det er troligt, at enhver Fader har vildet optugte sine Børn efter sit Lands Maade. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> o3e0v311frwcx1fya14da8jrpoi4n9f 104 12959 338498 199712 2026-10-06T16:15:20Z KåreBot 479 overskrift 338498 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /></noinclude>{{midtstilt/s}} {{større blokk/s}} III. {{sperret|Holberg som Student og som Lærer i Norge}}.</center> <center>{{sperret|Hans første Udenlandsreiser}}. {{større blokk/e}} {{midtstilt/e}} {{--}} {{blank linje}} I 1702 forlod Ludvig Holberg Bergens Latinskole. Egentlig skulde han først være bleven dimitteret det følgende Aar, men en ulykkelig Begivenhed i hans Fødeby kom til at fremskynde hans Afgang til Universitetet. Det var atter en af de mange Ildebrande, hvorpaa Byens Historie er saa rig. Ulykken fandt Sted den 19de Mai 1702, og næsten hele Byen blev dennegang et Rov for Luerne. Blandt andet brændte hele Tydskebryggen, og de større Handelsgaarde, som endnu bære sine middelalderlige Navne, maatte opføres paany. Ogsaa Latinskolen brændte, ligesaa Holbergs Hjem, Peder Lems Hus. Alt kom i Forvirring. Rektor Lintrup forlod Bergen for at drage til Kjøbenhavn, hvorhen han længe havde stundet, saameget mere som han havde Løfte paa ved given Leilighed at blive Professor, men forinden dimitterede han alle de Disciple, som dimitteres kunde, og saaledes faldt det sig, at Holberg blev Student et Aar før hans Tur egentlig var kommen. Nogle og tyve unge Mennesker afgik dette Aar fra Bergen til Kjøbenhavns Universitet. Mellem disse var der foruden Holberg ogsaa enkelte, der siden bleve kjendte i Verden. Ole Camstrup blev saaledes i sin Hjemstad en yndet Digter i den gammeldagse Stil, og har han ogsaa skrevet et enkelt Digt i Bygdedialekt. Johan Daniel Ramus gik over til {{rettelse|Kotholicismen|Katholicismen}} og blev tilsidst Bibliothekar hos Erkebispen af [[w:Köln|Cøln]].<noinclude> <references/></noinclude> 27wzknt3bm7ejrw2kx4rlmp7lxepuaf 338518 338498 2026-10-06T16:25:23Z KåreBot 479 fjerner lenker i teksten 338518 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /></noinclude>{{midtstilt/s}} {{større blokk/s}} III. {{sperret|Holberg som Student og som Lærer i Norge}}.</center> <center>{{sperret|Hans første Udenlandsreiser}}. {{større blokk/e}} {{midtstilt/e}} {{--}} {{blank linje}} I 1702 forlod Ludvig Holberg Bergens Latinskole. Egentlig skulde han først være bleven dimitteret det følgende Aar, men en ulykkelig Begivenhed i hans Fødeby kom til at fremskynde hans Afgang til Universitetet. Det var atter en af de mange Ildebrande, hvorpaa Byens Historie er saa rig. Ulykken fandt Sted den 19de Mai 1702, og næsten hele Byen blev dennegang et Rov for Luerne. Blandt andet brændte hele Tydskebryggen, og de større Handelsgaarde, som endnu bære sine middelalderlige Navne, maatte opføres paany. Ogsaa Latinskolen brændte, ligesaa Holbergs Hjem, Peder Lems Hus. Alt kom i Forvirring. Rektor Lintrup forlod Bergen for at drage til Kjøbenhavn, hvorhen han længe havde stundet, saameget mere som han havde Løfte paa ved given Leilighed at blive Professor, men forinden dimitterede han alle de Disciple, som dimitteres kunde, og saaledes faldt det sig, at Holberg blev Student et Aar før hans Tur egentlig var kommen. Nogle og tyve unge Mennesker afgik dette Aar fra Bergen til Kjøbenhavns Universitet. Mellem disse var der foruden Holberg ogsaa enkelte, der siden bleve kjendte i Verden. Ole Camstrup blev saaledes i sin Hjemstad en yndet Digter i den gammeldagse Stil, og har han ogsaa skrevet et enkelt Digt i Bygdedialekt. Johan Daniel Ramus gik over til {{rettelse|Kotholicismen|Katholicismen}} og blev tilsidst Bibliothekar hos Erkebispen af Cøln.<noinclude> <references/></noinclude> jdb3qy1qi6gvdt4df2ontra0f1x09lm 104 12960 338519 199713 2026-10-06T16:25:33Z KåreBot 479 fjerner lenker i teksten 338519 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>21</center></noinclude>{{blank linje}} Holberg blev altsaa Student i Juli 1702, men havde ikke Raad til at blive i Kjøbenhavn. Han maatte drage til Norge igjen og blev for det første Huslærer hos Provst Weinwich paa Voss. Her maatte han ogsaa præke. Bønderne syntes, at han prækede godt, men Provsten syntes, at Prækenerne var for korte, og lod ham høre, at det ikke gik an at staa kun et Kvarter paa Prækestolen. Den attenaarige Student var dristig nok til at svare, at „naar unødige Repetitioner bleve borttagne af Provstens Taler, præke vi begge lige længe.“ Man kan allerede heraf let skjønne, at en saadan Huslærer ikke blev meget afholdt i Præstefamilien, og det saameget mindre, som de tre Præstesønner som skulde undervises, alle vare store Stympere. Præstekonen taalte ikke, at Holberg bankede dem, og han blev opsagt og reiste efter et Aars Forløb. Endnu vises eller ialfald endnu for faa Aar siden vistes paa Præstegaarden i en gammel Bygning Holbergs Værelse. Mærkeligere end dette er det imidlertid, at Holberg selv synes at have lært at holde af Vossingerne. I sin Bergens Beskrivelse kalder han Voss „en af de angenemeste Egne udi Norge“ og tilføier, at „saasom Landet i sig selv er godt og frugtbart, saa have Bønderne ogsaa bedre Føde og <tt>conseqventer</tt> ere stærkere og mere behjertede end de andre Nordhordlandske; hvilke sidste Vosserne gemenligen se over Axlerne og derfor ikke kan lide, at man kalder dem Horder, men ville være Vosser alene“<ref>Der gives en gammel paa Latin forfattet Præstekrønike for Voss og Hardanger af en lærd Præst Gerhard Miltzow, udgivet 1679. Her fortælles, at Vossingerne og Hardangerne fra gammel Tid have anseet det for en Ret for sig at gaa i Spidsen i Krigen. I 1677 havde de ogsaa særlig udmærket sig ved Beleiringen af Marstrand. Vossingernes Naboer stikle undertiden paa dem og sige, at naar Fremmede komme til Bygden siger Vossingen til dem: „Velkommen til Voss,“ men tilføier sagte: „Vorherre være med {{sperret|os}}, og Fanden med dikkon.“</ref> Saa drog Holberg atter til Kjøbenhavn 1703. I<noinclude> <references/></noinclude> jvy38ohyl0ldp49dxjzmblof53km8kq 338547 338519 2026-10-06T16:31:24Z KåreBot 479 antikva-mal 338547 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>21</center></noinclude>{{blank linje}} Holberg blev altsaa Student i Juli 1702, men havde ikke Raad til at blive i Kjøbenhavn. Han maatte drage til Norge igjen og blev for det første Huslærer hos Provst Weinwich paa Voss. Her maatte han ogsaa præke. Bønderne syntes, at han prækede godt, men Provsten syntes, at Prækenerne var for korte, og lod ham høre, at det ikke gik an at staa kun et Kvarter paa Prækestolen. Den attenaarige Student var dristig nok til at svare, at „naar unødige Repetitioner bleve borttagne af Provstens Taler, præke vi begge lige længe.“ Man kan allerede heraf let skjønne, at en saadan Huslærer ikke blev meget afholdt i Præstefamilien, og det saameget mindre, som de tre Præstesønner som skulde undervises, alle vare store Stympere. Præstekonen taalte ikke, at Holberg bankede dem, og han blev opsagt og reiste efter et Aars Forløb. Endnu vises eller ialfald endnu for faa Aar siden vistes paa Præstegaarden i en gammel Bygning Holbergs Værelse. Mærkeligere end dette er det imidlertid, at Holberg selv synes at have lært at holde af Vossingerne. I sin Bergens Beskrivelse kalder han Voss „en af de angenemeste Egne udi Norge“ og tilføier, at „saasom Landet i sig selv er godt og frugtbart, saa have Bønderne ogsaa bedre Føde og {{antikva|conseqventer}} ere stærkere og mere behjertede end de andre Nordhordlandske; hvilke sidste Vosserne gemenligen se over Axlerne og derfor ikke kan lide, at man kalder dem Horder, men ville være Vosser alene“<ref>Der gives en gammel paa Latin forfattet Præstekrønike for Voss og Hardanger af en lærd Præst Gerhard Miltzow, udgivet 1679. Her fortælles, at Vossingerne og Hardangerne fra gammel Tid have anseet det for en Ret for sig at gaa i Spidsen i Krigen. I 1677 havde de ogsaa særlig udmærket sig ved Beleiringen af Marstrand. Vossingernes Naboer stikle undertiden paa dem og sige, at naar Fremmede komme til Bygden siger Vossingen til dem: „Velkommen til Voss,“ men tilføier sagte: „Vorherre være med {{sperret|os}}, og Fanden med dikkon.“</ref> Saa drog Holberg atter til Kjøbenhavn 1703. I<noinclude> <references/></noinclude> 39edy2zdk57vf168ua6bb06x5e5v4ja 338606 338547 2026-10-06T16:46:21Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338606 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|21}}</noinclude>{{blank linje}} Holberg blev altsaa Student i Juli 1702, men havde ikke Raad til at blive i Kjøbenhavn. Han maatte drage til Norge igjen og blev for det første Huslærer hos Provst Weinwich paa Voss. Her maatte han ogsaa præke. Bønderne syntes, at han prækede godt, men Provsten syntes, at Prækenerne var for korte, og lod ham høre, at det ikke gik an at staa kun et Kvarter paa Prækestolen. Den attenaarige Student var dristig nok til at svare, at „naar unødige Repetitioner bleve borttagne af Provstens Taler, præke vi begge lige længe.“ Man kan allerede heraf let skjønne, at en saadan Huslærer ikke blev meget afholdt i Præstefamilien, og det saameget mindre, som de tre Præstesønner som skulde undervises, alle vare store Stympere. Præstekonen taalte ikke, at Holberg bankede dem, og han blev opsagt og reiste efter et Aars Forløb. Endnu vises eller ialfald endnu for faa Aar siden vistes paa Præstegaarden i en gammel Bygning Holbergs Værelse. Mærkeligere end dette er det imidlertid, at Holberg selv synes at have lært at holde af Vossingerne. I sin Bergens Beskrivelse kalder han Voss „en af de angenemeste Egne udi Norge“ og tilføier, at „saasom Landet i sig selv er godt og frugtbart, saa have Bønderne ogsaa bedre Føde og {{antikva|conseqventer}} ere stærkere og mere behjertede end de andre Nordhordlandske; hvilke sidste Vosserne gemenligen se over Axlerne og derfor ikke kan lide, at man kalder dem Horder, men ville være Vosser alene“<ref>Der gives en gammel paa Latin forfattet Præstekrønike for Voss og Hardanger af en lærd Præst Gerhard Miltzow, udgivet 1679. Her fortælles, at Vossingerne og Hardangerne fra gammel Tid have anseet det for en Ret for sig at gaa i Spidsen i Krigen. I 1677 havde de ogsaa særlig udmærket sig ved Beleiringen af Marstrand. Vossingernes Naboer stikle undertiden paa dem og sige, at naar Fremmede komme til Bygden siger Vossingen til dem: „Velkommen til Voss,“ men tilføier sagte: „Vorherre være med {{sperret|os}}, og Fanden med dikkon.“</ref> Saa drog Holberg atter til Kjøbenhavn 1703. I<noinclude> <references/></noinclude> 66u19hcfrld4onyi58dbew7wy7ftaik 104 12961 338548 199714 2026-10-06T16:31:34Z KåreBot 479 antikva-mal 338548 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>22</center></noinclude>mindre end et Aar tog han baade Andenexamen (i April 1704) og theologisk Embedsexamen, den sidste med {{antikva|Laudabilis}}, dengang en sjelden Karakter, og fandt ved Siden af al denne Examensleesning ogsaa Leilighed til at lære Fransk som dengang ikke var Skolefag, og Italiensk. Om dette hans korte Studenterliv vides ellers omtrent Ingenting. Han vendte saa igjen tilbage til Bergen og var en kort Tid Huslærer hos Lektor, siden Biskop Nils Smed. Denne Mand havde, som overhoved de Fleste paa den Tid, der havde Raad dertil, reist meget udenlands i sin Ungdom og ført udførlige Dagbøger over sin Reise. Disse Dagbøger<ref>De existerede endnu længe efter (se Holbergs Forsøg til en Præstehistorie for Bergens Stift. Kbhavn 1775. S. 83), men er nu udentvivl forlængst forsvundne.</ref> fik Holberg nu læse, og snart vaktes der hos ham selv en uimodstaaelig Reiselyst. Alle Mennesker fandt denne Plan helt uforstandig, da han jo Ingenting eiede, og baade hans Slægtninge og Lektoren selv fraraadede ham det paa det bestemteste, men det var ikke Holbergs Sag at spørge andre til Raads. Han gik nu, som bestandig, sine egne Veie og solgte alt, der kunde gjøres i Penge. Paa den Maade opdrev han sexti Daler, i de Tider rigtig nok meget mere end nu, og med dem begav han sig, endnu inden Aaret 1704 var gaaet tilende, ud i Verden for aldrig mere at gjense sin Fødeby. Han var da tyve Aar gammel. Der var dengang neppe noget Land, hvorhen det var lettere at komme fra Vestlandet end til Holland, og did begav ogsaa Holberg sig hen. Han kom ogsaa, efter nær at være bleven tagen tilfange af en Sørøver, over til Amsterdam, og morede sig en Stund ganske fortræffeligt med at se sig omkring i denne By, dengang endnu Verdens livligste Søstad, men fandt snart, at de sexti Daler begyndte at smelte sammen. Bergensere og andre Landsmænd traf han nok af, men derimod fandt han<noinclude> <references/></noinclude> h9nnwnchh6v9hwqqp21nfxnrmp8ugbm 338607 338548 2026-10-06T16:46:31Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338607 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|22}}</noinclude>mindre end et Aar tog han baade Andenexamen (i April 1704) og theologisk Embedsexamen, den sidste med {{antikva|Laudabilis}}, dengang en sjelden Karakter, og fandt ved Siden af al denne Examensleesning ogsaa Leilighed til at lære Fransk som dengang ikke var Skolefag, og Italiensk. Om dette hans korte Studenterliv vides ellers omtrent Ingenting. Han vendte saa igjen tilbage til Bergen og var en kort Tid Huslærer hos Lektor, siden Biskop Nils Smed. Denne Mand havde, som overhoved de Fleste paa den Tid, der havde Raad dertil, reist meget udenlands i sin Ungdom og ført udførlige Dagbøger over sin Reise. Disse Dagbøger<ref>De existerede endnu længe efter (se Holbergs Forsøg til en Præstehistorie for Bergens Stift. Kbhavn 1775. S. 83), men er nu udentvivl forlængst forsvundne.</ref> fik Holberg nu læse, og snart vaktes der hos ham selv en uimodstaaelig Reiselyst. Alle Mennesker fandt denne Plan helt uforstandig, da han jo Ingenting eiede, og baade hans Slægtninge og Lektoren selv fraraadede ham det paa det bestemteste, men det var ikke Holbergs Sag at spørge andre til Raads. Han gik nu, som bestandig, sine egne Veie og solgte alt, der kunde gjøres i Penge. Paa den Maade opdrev han sexti Daler, i de Tider rigtig nok meget mere end nu, og med dem begav han sig, endnu inden Aaret 1704 var gaaet tilende, ud i Verden for aldrig mere at gjense sin Fødeby. Han var da tyve Aar gammel. Der var dengang neppe noget Land, hvorhen det var lettere at komme fra Vestlandet end til Holland, og did begav ogsaa Holberg sig hen. Han kom ogsaa, efter nær at være bleven tagen tilfange af en Sørøver, over til Amsterdam, og morede sig en Stund ganske fortræffeligt med at se sig omkring i denne By, dengang endnu Verdens livligste Søstad, men fandt snart, at de sexti Daler begyndte at smelte sammen. Bergensere og andre Landsmænd traf han nok af, men derimod fandt han<noinclude> <references/></noinclude> ozglg5nwg76yr1870gwwrw2uw6yhfhd 104 12962 338608 199715 2026-10-06T16:46:41Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338608 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|23}}</noinclude>ingen Anledning til Erhverv og blev fordetmeste kun udleet af Hollænderne og behandlet som en Gut, der var løbet af Skolen, især fordi han saa endnu yngre ud, end han i Virkeligheden var. Han blev ogsaa syg og gjorde derfor en Afstikker til de varme Bade i Aachen. Her var han allerede saa fattig, at han i sin Fortvivlelse vilde rømme fra sin Vert uden at betale, men blev greben i Forsøget og maatte punge ud med, hvad han havde; Han glemte ikke let denne ubehagelige Begivenhed og drømte tidt om Natten, at den ubarmhjertige Vert havde fat paa ham. Hvorledes han siden klarede sig under denne Reise, der varede et helt Aar, har han ikke villet fortælle, men han tilstaar, at han var bleven saa omtrent en Tigger. En Stund skal han have fristet Livet sammen med en „moskovitisk Edelmand“, rimeligvis som hans Lærer. Vist er det ogsaa, at der var mange af den Slags Folk ude at reise i den Tid, thi det var jo netop dengang, at Peter den Store havde begyndt sit store Arbeide til at gjøre sine barbariske Undersaatter delagtige i den europæiske Dannelse. Hvorlænge og paa hvilken Maade Holberg har levet sammen med sin Moskovit, vide vi ikke, men synderlig beriget blev han ikke derved, thi da han omsider i 1705 skulde reise tilbage til Norge, var han i yderste Pengeknibe, og det var først efter mange frugtesløse Forsøg, at han omsider fandt en Vexelerer, der forbarmede sig over ham og laante ham en liden Sum. Til Bergen vilde han ikke, thi han havde allerede havt nok af Formaningstaler af sine Slægtninge der og længtes ikke efter nye. Han drog derimod til Christiansand, hvor han ogsaa havde nogle, men fjærnere Slægtninge, men hvor han ikke behøvede at frygte for at modtages som en Slags forloren Søn. Han forsøgte her at erhverve det fornødne som Lærer i Sprog, fornemmelig Fransk, og det gik nok saa godt. De norske Kjøbstæder havde nogle fordelagtige Aar dengang, da Danmark og Norge vare neutrale under en almindelig {{bindestrek1|euro|europæisk}}<noinclude> <references/></noinclude> nypldhercrt6vudydu19u73kmjo3yhd 104 12963 338520 199716 2026-10-06T16:25:44Z KåreBot 479 fjerner lenker i teksten 338520 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>24</center></noinclude>{{bindestrek2|pæisk|europæisk}} Usred, den spanske Arvefølgekrig, og skjønt Christiansand i Regelen var en temmelig næringsløs, ved Privilegier opretholdt By, stod det dengang vistnok ret godt til der.<ref>Paa paatrængende Tiggere har der aldrig været Mangel i Christiansand. I sine Epistler (den 437te) fortæller Holberg en liden Historie herom.</ref> Borgerstanden stræbte desuden paa den Tid at gjøre sig mere gjældende i Samfundet og at tilegne sig noget større Dannelse, helst ydre, og dertil hørte jo fremforalt en Smule Fransk. Han fik ogsaa Elever blandt Byens fornemste Folk, derimellem endog Kommandanten paa Fæstningen, dengang en tydsk Adelsmand Nostitz, der senere i fremmede Magters Tjeneste blev en berømt General. Den meste Tid boede Holberg hos sin Frænde, Præsten Stoud, og kom derhos meget ud til de bedste Familier i Stiftsstaden, dengang en By paa omtrent 4000 Mennesker. Allerede dengang i nogen Grad uddannede han sine medfødte musikalske Anlæg, og det kom ham ogsaa til gode især blandt Damerne. Endel af disse havde han vistnok i Begyndelsen forarget en Smule ved paa Skrømt at benegte, at Kvinder ere Mennesker, men den Spøg lod han snart fare, og efterhaanden kom han paa den bedste Fod med Byens unge Piger, om hvem han en Menneskealder senere endnu udtalte, at de „kunne forsvare den første Rang mellem det ganske Norges Jomfruer.“ Mangfoldige Aar efter Holbergs Død dukkede der endog op det Sagn, at han i Christiansand skulde have havt en liden Kjærlighedshistorie, ja man nævnte endog Biskop Bircherods Datter som Gjenstanden for hans ømme Følelser. Dette sidste er nu umuligt, thi Biskop Bircherod var endnu ikke kommen til Christiansand. Snarere kan, som jeg i et tidligere Skrift har paavist, tænkes paa Præsten Stouds Søster, ligeledes en Bispedatter.<ref>Denne min Mening er ogsaa tiltraadt af G. Brandes, Ludvig Holberg, S. 210—11.</ref> Skjønt Holberg saaledes trivedes godt i Christiansand og i sin Levnetsbeskrivelse omtaler sit Ophold der<noinclude> <references/></noinclude> ay7xqvoxuvrrd79fygcxrlocail26lo 338609 338520 2026-10-06T16:46:51Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338609 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|24}}</noinclude>{{bindestrek2|pæisk|europæisk}} Usred, den spanske Arvefølgekrig, og skjønt Christiansand i Regelen var en temmelig næringsløs, ved Privilegier opretholdt By, stod det dengang vistnok ret godt til der.<ref>Paa paatrængende Tiggere har der aldrig været Mangel i Christiansand. I sine Epistler (den 437te) fortæller Holberg en liden Historie herom.</ref> Borgerstanden stræbte desuden paa den Tid at gjøre sig mere gjældende i Samfundet og at tilegne sig noget større Dannelse, helst ydre, og dertil hørte jo fremforalt en Smule Fransk. Han fik ogsaa Elever blandt Byens fornemste Folk, derimellem endog Kommandanten paa Fæstningen, dengang en tydsk Adelsmand Nostitz, der senere i fremmede Magters Tjeneste blev en berømt General. Den meste Tid boede Holberg hos sin Frænde, Præsten Stoud, og kom derhos meget ud til de bedste Familier i Stiftsstaden, dengang en By paa omtrent 4000 Mennesker. Allerede dengang i nogen Grad uddannede han sine medfødte musikalske Anlæg, og det kom ham ogsaa til gode især blandt Damerne. Endel af disse havde han vistnok i Begyndelsen forarget en Smule ved paa Skrømt at benegte, at Kvinder ere Mennesker, men den Spøg lod han snart fare, og efterhaanden kom han paa den bedste Fod med Byens unge Piger, om hvem han en Menneskealder senere endnu udtalte, at de „kunne forsvare den første Rang mellem det ganske Norges Jomfruer.“ Mangfoldige Aar efter Holbergs Død dukkede der endog op det Sagn, at han i Christiansand skulde have havt en liden Kjærlighedshistorie, ja man nævnte endog Biskop Bircherods Datter som Gjenstanden for hans ømme Følelser. Dette sidste er nu umuligt, thi Biskop Bircherod var endnu ikke kommen til Christiansand. Snarere kan, som jeg i et tidligere Skrift har paavist, tænkes paa Præsten Stouds Søster, ligeledes en Bispedatter.<ref>Denne min Mening er ogsaa tiltraadt af G. Brandes, Ludvig Holberg, S. 210—11.</ref> Skjønt Holberg saaledes trivedes godt i Christiansand og i sin Levnetsbeskrivelse omtaler sit Ophold der<noinclude> <references/></noinclude> 8u10m3rtmm3y2q2eyx7n28s79sq7797 104 12964 338610 199717 2026-10-06T16:47:01Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338610 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|25}}</noinclude>med en vis Forkjærlighed, gik hans Længsler dog andensteds hen, til en ny Udenlandsrejse og han vilde neppe være forbleven længere end nødvendigt der, selv om ikke en hollandsk Kjøbmand, der havde spillet Fallit i sit Hjem, var kommen op til Christiansand og begyndt at gaa ham i Næringen som Sproglærer. Nu traf det sig saa, at der samtidig var en anden reiselysten Student i Christiansand, en Thrønder, Christian Brix. Denne unge Mand var snart bleven Holbergs Ven og havde hjulpet ham betydeligt til at faa Adgang i Byens gode Huse. Ingen af dem havde mange Reisepenge, men Brix havde dog en ret velhavende Moder i Throndhjem. De besluttede at reise til England sammen, og i Arendal gik de saa ombord paa et Skib, der efter fire Dages Seilads bragte dem over til Gravesend ved Themsen. Dette var om Vaaren 1706. Til Norge kom Holberg aldrig mere tilbage. Holberg tilbragte over to Aar i England, i Begyndelsen sammen med Brix, der dog tidligere end sin Ven maatte drage hjem igjen.<ref>Man hører efter Englandsreisen ikke mere om Holbergs Forhold til denne, som det synes, flinke Landsmand. Brix var en Tid ansat ved det kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn, et utvivlsomt Vidnesbyrd om, at han havde gode Studier, og blev derpaa omsider residerende Kapellan til Meldalen i Throndhjems Stift. I denne Stilling døde han 1748, som et af de paa den Tid ikke sjeldne Exempler paa Mænd, der efter en lovende og hæderlig anvendt Ungdom endte i ringe Kaar.</ref> Han opholdt sig dels iLondon, dels og fornemmelig i Universitetsstaden Oxford. I sin Levnetsbeskrivelse omtaler han sit Liv her med stor Tilfredshed og Erkjendtlighed, mens paa hvilken Maade han egentlig har levet og studeret i Oxford, er dog ikke ganske tydeligt. Ingen af de mange, der har skrevet hans Levnet, have forsøgt eller formaaet at opklare det, og selv udtrykker hans sig, som saa ofte, kun altfor kortfattet. Det er overhoved en Egenhed ved hans forøvrigt saa tiltrækkende og fængslende Selvbiografi, at den<noinclude> <references/></noinclude> pc3fx6reknqt61kvdc7vy257xx2ip4j 104 12965 338549 191428 2026-10-06T16:31:44Z KåreBot 479 antikva-mal 338549 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>26</center></noinclude>fuldt saa ofte spænder, som den tilfredsstiIler Læserens Videbegjærlighed. Har Holberg virkelig været indskreven som Student i Oxford og været formelig optaget i dets akademiske Republik? Saa har man vistnok troet. Hans Navn findes endnu indtegnet der, men vel at mærke, saavidt jeg ved, kun i Bibliothekets Protokol, hvor det læses sammen med Brix’s, under 18de April 1706. Thi for at kunne faa Adgang til det berømte Bodleyanske Bibliothek udkrævedes, at vedkommende aflagde en Ed paa de akademiske Love.<ref>Fr. Sneedorffs Saml. Skrifter, {{antikva|I.}} S. 523, se ogsaa Dansk hist. Tidsskrift, 3 R. {{antikva|I.}} S. 106.</ref> Men nu vides med Sikkerhed, at de engelske Universiteter dengang stillede meget strenge Betingelser til alle dem, der vilde studere ved dem, thi af disse fordredes ei alene Eden paa de akademiske Love, at man skulde bo i et Kollegium, vælge sig en Præceptor o.&nbsp;s.&nbsp;v., men der sorlangtes, at man skulde aflægge Ed paa den engelske Statskirkes ni og tredive Artikler. Ikke engang Engelskmænd kunde altsaa blive akademiske Borgere, hvis de vare Dissenter.<ref>A. Listov, Oxford i Begyndelsen af det 18de Aarhundrede, Steenstrups Danske Maanedsskrift {{antikva|V.}} (1857), S. 53.</ref> En saadan Ed kunde Danske og Norske i hin Tid, da Religionstvangen hos os, som omtrent overalt, var saa streng, ikke have aflagt uden at gjøre sig umulige hjemme, allermindst to Theologer, som Holberg og Brix. Forelæsninger kan Holberg saaledes neppe have hørt i Oxford. Han har maattet indskrænke sig til at laane Bøger, læse paa egen Haand og knytte private Forbindelsen idet han naturligvis her, som overalt i Livet, brugte sine Øjne og Øren, som kun saa have gjort det. Hvad hans Privatliv angaar, da var han for at leve nødt til at skaffe sig Informationer, og frister paany Lykken som Lærer dels i Sprog, dels i sin Yndlingsbeskjæftigelse, Musiken. Hans Dygtighed i Fløitespil skaffede ham Adgang til en musikalsk Klub, og han stiftede<noinclude> <references/></noinclude> lqmq124k0ixwx9qrxk9yzdl2w7zywz1 338611 338549 2026-10-06T16:47:11Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338611 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|26}}</noinclude>fuldt saa ofte spænder, som den tilfredsstiIler Læserens Videbegjærlighed. Har Holberg virkelig været indskreven som Student i Oxford og været formelig optaget i dets akademiske Republik? Saa har man vistnok troet. Hans Navn findes endnu indtegnet der, men vel at mærke, saavidt jeg ved, kun i Bibliothekets Protokol, hvor det læses sammen med Brix’s, under 18de April 1706. Thi for at kunne faa Adgang til det berømte Bodleyanske Bibliothek udkrævedes, at vedkommende aflagde en Ed paa de akademiske Love.<ref>Fr. Sneedorffs Saml. Skrifter, {{antikva|I.}} S. 523, se ogsaa Dansk hist. Tidsskrift, 3 R. {{antikva|I.}} S. 106.</ref> Men nu vides med Sikkerhed, at de engelske Universiteter dengang stillede meget strenge Betingelser til alle dem, der vilde studere ved dem, thi af disse fordredes ei alene Eden paa de akademiske Love, at man skulde bo i et Kollegium, vælge sig en Præceptor o.&nbsp;s.&nbsp;v., men der sorlangtes, at man skulde aflægge Ed paa den engelske Statskirkes ni og tredive Artikler. Ikke engang Engelskmænd kunde altsaa blive akademiske Borgere, hvis de vare Dissenter.<ref>A. Listov, Oxford i Begyndelsen af det 18de Aarhundrede, Steenstrups Danske Maanedsskrift {{antikva|V.}} (1857), S. 53.</ref> En saadan Ed kunde Danske og Norske i hin Tid, da Religionstvangen hos os, som omtrent overalt, var saa streng, ikke have aflagt uden at gjøre sig umulige hjemme, allermindst to Theologer, som Holberg og Brix. Forelæsninger kan Holberg saaledes neppe have hørt i Oxford. Han har maattet indskrænke sig til at laane Bøger, læse paa egen Haand og knytte private Forbindelsen idet han naturligvis her, som overalt i Livet, brugte sine Øjne og Øren, som kun saa have gjort det. Hvad hans Privatliv angaar, da var han for at leve nødt til at skaffe sig Informationer, og frister paany Lykken som Lærer dels i Sprog, dels i sin Yndlingsbeskjæftigelse, Musiken. Hans Dygtighed i Fløitespil skaffede ham Adgang til en musikalsk Klub, og han stiftede<noinclude> <references/></noinclude> bz2ks4tyc9j2zeqw55ynh8lhr1cyei6 104 12966 338612 199718 2026-10-06T16:47:21Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338612 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|27}}</noinclude>overhoved mange og behagelige Bekjendtskaber mellem Studenterne. Dette fortæller han os selv. Men saa fortæller han tillige noget, der vilde forekomme os utroligt, hvis han ikke med egne Ord havde forsikret det, nemlig at Ingen i hans hele Omgangskreds vidste hverken hans Navn eller i hvilket Land han hørte hjemme; først, da han lærte at kjende en engelsk Student ved Navn Holber, betroede han denne, at de hed omtrent ligedan. Hidtil havde man kun kaldt ham „Mynheer“, en hollandsk Titel, som Barberen, der vilde forstaa Tydsk, havde givet ham i den Tro, at han var en Tydsker. Dette klinger saa meget mere urimeligt, som han jo havde skrevet sit Navn i Bibliotheksprotokollen, og man desuden kan bevise, at Brix og Holberg ikke vare de eneste Nordmænd i Oxford ved den Tid. Men, hvorom alting er, Holberg fandt sig vel i Oxford, og hans Kammerater holdt saa meget af ham, at de, da han skulde reise hjem i 1708, vilde sammenskyde en Sum til Reisepenge for ham, hvilket han dog frabad sig. Hvorledes var nu Aanden i Oxford, medens Holberg levede der? Det er bekjendt nok, at Fritænkeriet, „Rationalismen“, der i sin nyere Skikkelse egentlig først er opstaaet i England, allerede dengang havde gjort sig stærkt og mærkbart gjældende i dette Lands Literatur. Fornemmelig var dette skeet gjennem Filosofen John Locke (f. 1632, død 1704), der i sit bekjendte Skrift „Forsøg angaaende den menneskelige Forstand“ udledede al menneskelig Erkjendelse af Erfaringen som eneste Kilde, benægtede, at der gaves medfødte Ideer, og overhoved stillede sig i bestemt Modsætning til den christne Tro. I den anden engelske Universitetsstad, Cambridge blev denne Filosofi studeret med Iver, men i Oxford havde man indtaget et desto mere fiendtligt Standpunkt ligeover den nye Retning, thi her var det i 1704, altsaa to Aar sørend Holbergs Ankomst, strengt og udtrykkelig blevet forbudt, at Lockes Skrifter skulde indføres og læses. Ikke alene det falske i den filosofiske Bevægelse men ogsaa<noinclude> <references/></noinclude> gprj1vbjtrz0s8koiv3pya6u4bl20fd 104 12967 338613 199719 2026-10-06T16:47:31Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338613 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|28}}</noinclude>de videnskabelige Fremskridt, som denne kunde medføre, holdtes saaledes, saavidt det lod sig gjøre, borte fra Oxford, og det akademiske Liv stod derfor her i det hele ikke meget høit.<ref>Sammenlign Listovs nysanførte Afhandling.</ref> Hvormeget eller hvorlidet Holberg allerede nu kan have lært at kjende af denne nyere engelske Bevægelse, der snart forplantedes til Frankriges i denne Henseende langt frugtbarere Jordbund og derfra udbredte sig videre i Europa, det maa lades usagt. Men Oxford var ialfald ikke det Sted, hvor Tilegnelsen af alt dette var lettest. Som bekjendt var England et af de yderst faa Lande paa den Tid, hvor man havde en fri Forfatning. Denne var ældgammel, men i det foregaaende Aarhundrede havde det Stuartske Kongehus af al Magt stræbt at svække den og samtidig villet gjennemføre Katholicismen. Kong Jakob II var derfor bleven fordreven 1688, og hans mandlige Efterkommere havde mistet sin Arveret til Riget, dog saaledes, at det afsatte Kongehus endnu havde mange hemmelige Venner, de saakaldte Jakobiter. Disse vare netop talrige ved Oxfords Universitet. Holberg kom fra en Stat, hvor Enevoldsmagten herskede i videste Udstrækning, og hvor dengang ingen tænkte paa at rokke den. Det er derfor meget interessant at se, hvorledes han har opfattet Englands fra Danmarks-Norges saa grundforskjellige Forfatning. Hans Skrifter lærer os, at han ikke synderlig tiltaltes ved Englands politiske Forhold. I sit første historiske Verk, han har udgivet (1711), staar han tydelig paa Stuarternes Side imod Frihedspartiet og siger, at „Kong Jakob var en meget from Herre, saa at hans Undersaatter derfor ikke kunde have Aarsag til andet end at elske ham“, medens han rigtignok indrømmer, at det var en Fejl af Kongen, at han „havde saadan en Nidkjærhed for den romerske Religion“. Den store Begivenhed i 1688, Grundlaget for Englands senere Storhed, havde saaledes for ham nærmest Betydning kun fra<noinclude> <references/></noinclude> d5g841cpivvmb09bs6e42gdugnbqmyw 104 12968 338521 191429 2026-10-06T16:25:54Z KåreBot 479 fjerner lenker i teksten 338521 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>29</center></noinclude>den religiøse Side, thi i denne Henseende var og blev Holberg stedse en afgjort Modstander af Katholicismen. Siden forandrede han vel tildels Mening, men uden dog nogensinde at faa synderlig tilovers for den engelske Frihed. Dels mente han, at „en Konge i England, der forstaar Regjeringskunst, kan altid være forvisset om Pluralitet udi Parlamenterne og derudover faa alt hvad han forlanger“, dels var og blev han en bestemt Tilhænger af rolige og faste Tilstande og derfor ogsaa af en stærk Kongemagt. Han syntes ikke om en Forfatning, der gjorde den engelske Nation til „en Febricitant, der plages nu af formegen Hede, nu igjen af formegen Kulde.“<ref>E. Holm, Holbergs statsretlige og politiske Synsmaader. Kbhvn 1879. S. 32 flg.</ref> I den første Del af Sommeren 1708 vendte Holberg tilbage og gjensaa da efter noget over 4 Aars Fraværelse Kjøbenhavn. Han var, som sædvanlig, i Pengetrang og maatte tage sig noget til for at leve. Andre vilde i hans Sted sandsynligvis enten have taget Magistergraden, søgt og faaet et Skoleembede, og derfra maaske søgt at bane sig en Vei til Kirken eller, om Lykken var god, til Universitetet, eller de vilde have forsøgt at faa Ansættelse i et af de kongelige Regjeringskollegier eller lign. Men ingen af disse Veie tiltalte Holberg, allermindst den sædvanlige lærde Bane gjennem Disputatser o.&nbsp;s.&nbsp;v., der i hans Øjne kun var Pedanteri. Først forsøgte han derfor at holde private Forelæsninger for Studenterne mod Betaling, men det gik ilde. Der kom nok Tilhørere, men da de skulde betale, blev de borte, og alt, hvad han fik, var en dyb, ærbødig Hilsen, naar han mødte dem paa Gaden. Efter nogen Tids Forløb fik han saa Anledning til at reise ud igjen, da Professor og Etatsraad Vinding, der jo sin Tid havde været Holbergs Privatpræceptor, lod ham ledsage sin unge Søn til Dresden. Han besøgte paa denne korte Udflugt<noinclude> <references/></noinclude> eabg9jshla9z1dmar0u6mcox8zxaedl 338614 338521 2026-10-06T16:47:41Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338614 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|29}}</noinclude>den religiøse Side, thi i denne Henseende var og blev Holberg stedse en afgjort Modstander af Katholicismen. Siden forandrede han vel tildels Mening, men uden dog nogensinde at faa synderlig tilovers for den engelske Frihed. Dels mente han, at „en Konge i England, der forstaar Regjeringskunst, kan altid være forvisset om Pluralitet udi Parlamenterne og derudover faa alt hvad han forlanger“, dels var og blev han en bestemt Tilhænger af rolige og faste Tilstande og derfor ogsaa af en stærk Kongemagt. Han syntes ikke om en Forfatning, der gjorde den engelske Nation til „en Febricitant, der plages nu af formegen Hede, nu igjen af formegen Kulde.“<ref>E. Holm, Holbergs statsretlige og politiske Synsmaader. Kbhvn 1879. S. 32 flg.</ref> I den første Del af Sommeren 1708 vendte Holberg tilbage og gjensaa da efter noget over 4 Aars Fraværelse Kjøbenhavn. Han var, som sædvanlig, i Pengetrang og maatte tage sig noget til for at leve. Andre vilde i hans Sted sandsynligvis enten have taget Magistergraden, søgt og faaet et Skoleembede, og derfra maaske søgt at bane sig en Vei til Kirken eller, om Lykken var god, til Universitetet, eller de vilde have forsøgt at faa Ansættelse i et af de kongelige Regjeringskollegier eller lign. Men ingen af disse Veie tiltalte Holberg, allermindst den sædvanlige lærde Bane gjennem Disputatser o.&nbsp;s.&nbsp;v., der i hans Øjne kun var Pedanteri. Først forsøgte han derfor at holde private Forelæsninger for Studenterne mod Betaling, men det gik ilde. Der kom nok Tilhørere, men da de skulde betale, blev de borte, og alt, hvad han fik, var en dyb, ærbødig Hilsen, naar han mødte dem paa Gaden. Efter nogen Tids Forløb fik han saa Anledning til at reise ud igjen, da Professor og Etatsraad Vinding, der jo sin Tid havde været Holbergs Privatpræceptor, lod ham ledsage sin unge Søn til Dresden. Han besøgte paa denne korte Udflugt<noinclude> <references/></noinclude> r9a27kz6wt8wdrs43m0j8e4farkyj04 104 12969 338550 199720 2026-10-06T16:31:54Z KåreBot 479 antikva-mal 338550 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>30</center></noinclude>ogsaa Leipzig, hvor han sammen med en Ven og Landsmand vistnok hørte i nogle Forelæsninger, men mest for at gjøre sig lystig over de tydske Prosessorer. Tydsk Lærdom og tydsk Literatur faldt overhoved ikke meget i Holbergs Smag. Hjemveien blev lagt over Halle, ligeledes en Universitetsstad, og Hamburg, hvorpaa han kom til Kjøbenhavn igjen 1709. Han var nu atter — for sidste Gang — et Aars Tid Huslærer, nemlig hos en Admiral Gedde, og fik saa Plads paa Borchs Kollegium, en Stiftelse for flinke Studenter, oprettet af den berømte Lærde Olaf Borch. Denne Plads beholdt Holberg indtil 1714. Under Opholdet paa Kollegiet udgav han sit første literære Arbeide „Introduction til de europæiske Rigers Historier“, en Art Lærebog i Verdenshistorien, paabegyndt allerede i Oxford, hvortil han efter to Aars Forløb føjede et „Anhang“. Ligeledes forfattede han, uden at udgive det i Trykken, et Skrift over Danmarks Historie i det foregaaende Aarhundrede, der tilegnedes Kong Frederik {{antikva|IV}}. Hans Vilkaar vare imidlertid slette, og han har aabenbart levet i ligefrem Fattigdom. Da var det, at han udentvivl først i Aaret 1714 indgav Ansøgning om at ansættes ved Universitetet. Et ordentligt Professorat var just ledigt, men da han vistnok indsaa, at der neppe var ftort Haab for ham om at faa dette, søgte han ogsaa for det Tilfælde, at han ei kunde blive virkelig Professor, om at blive udnævnt til extraordinær. Hans Ansøgning er interessant nok. Den ender saaledes: — — „og haver jeg udi Sinde, saa længe Gud sparer mig Liv og Hilsen, at fare ført udi mit {{antikva|Enterprise}}, nemlig at forbedre det Danske Sprog. Gud opvække Eders Majestæts Hjerte til Naade imod mig, thi min {{antikva|Condition}} er nu saa slet, at alle de, som kjende den, kan ikke andet end {{antikva|condolere}} mig, saasom de {{antikva|academiske beneficia}}, jeg til {{antikva|Dato}} haver nydt, nu ere {{antikva|expirerede}}.“ Den 29de Januar 1714 faldt den kongelige Afgjørelse. Det virkelige Professorat tilfaldt den uden Sammenligning lærdeste unge Mand<noinclude> <references/></noinclude> ir6aosb44doksrj6avn9pkic9r9goh0 338615 338550 2026-10-06T16:47:51Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338615 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|30}}</noinclude>ogsaa Leipzig, hvor han sammen med en Ven og Landsmand vistnok hørte i nogle Forelæsninger, men mest for at gjøre sig lystig over de tydske Prosessorer. Tydsk Lærdom og tydsk Literatur faldt overhoved ikke meget i Holbergs Smag. Hjemveien blev lagt over Halle, ligeledes en Universitetsstad, og Hamburg, hvorpaa han kom til Kjøbenhavn igjen 1709. Han var nu atter — for sidste Gang — et Aars Tid Huslærer, nemlig hos en Admiral Gedde, og fik saa Plads paa Borchs Kollegium, en Stiftelse for flinke Studenter, oprettet af den berømte Lærde Olaf Borch. Denne Plads beholdt Holberg indtil 1714. Under Opholdet paa Kollegiet udgav han sit første literære Arbeide „Introduction til de europæiske Rigers Historier“, en Art Lærebog i Verdenshistorien, paabegyndt allerede i Oxford, hvortil han efter to Aars Forløb føjede et „Anhang“. Ligeledes forfattede han, uden at udgive det i Trykken, et Skrift over Danmarks Historie i det foregaaende Aarhundrede, der tilegnedes Kong Frederik {{antikva|IV}}. Hans Vilkaar vare imidlertid slette, og han har aabenbart levet i ligefrem Fattigdom. Da var det, at han udentvivl først i Aaret 1714 indgav Ansøgning om at ansættes ved Universitetet. Et ordentligt Professorat var just ledigt, men da han vistnok indsaa, at der neppe var ftort Haab for ham om at faa dette, søgte han ogsaa for det Tilfælde, at han ei kunde blive virkelig Professor, om at blive udnævnt til extraordinær. Hans Ansøgning er interessant nok. Den ender saaledes: — — „og haver jeg udi Sinde, saa længe Gud sparer mig Liv og Hilsen, at fare ført udi mit {{antikva|Enterprise}}, nemlig at forbedre det Danske Sprog. Gud opvække Eders Majestæts Hjerte til Naade imod mig, thi min {{antikva|Condition}} er nu saa slet, at alle de, som kjende den, kan ikke andet end {{antikva|condolere}} mig, saasom de {{antikva|academiske beneficia}}, jeg til {{antikva|Dato}} haver nydt, nu ere {{antikva|expirerede}}.“ Den 29de Januar 1714 faldt den kongelige Afgjørelse. Det virkelige Professorat tilfaldt den uden Sammenligning lærdeste unge Mand<noinclude> <references/></noinclude> t13agex8ziej4xsnn25zcun7qsads4z 104 12970 338507 199721 2026-10-06T16:21:26Z KåreBot 479 setter inn {{---}} 338507 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>31</center></noinclude>i Rigerne paa den Tid, Hans Gram, der blev Professor i Græsk, og Holberg blev extraordinær Professor.<ref>Dansk hift. Tidsskr. 3 R. <tt>I.</tt> S. 96—97, 130.</ref> Som saadan fik han ganske vist ingen Løn, men han kunde nu med Ro se Fremtiden imøde, thi det var nu kun et Tidsspørgsmaal, naar han skulde indtræde i Rækken af de virkelige Universitetslærere, med andre Ord komme i en god og anselig Stilling. Holberg havde saaledes gjort Lykke, navnlig naar man tager Hensyn til, at han ikke havde disputeret, erhvervet Magistergraden eller overhoved fulgt de Veie, som efter Datidens Opfatning vare de eneste, der kunde føre til Universitetet. Han maa aabenbart have havt formaaende Beskyttere, der allerede have seet Spiren til noget betydeligt hos ham. Hvem disse have været, siges intetsteds, men jeg tror at kunne slutte, at Baron (senere Greve og Statholder i Norge) Christian Rantzau, den lærde Jurist og Historiker Reitzer, en af Tidens ædleste Mæcenater, samt Professor Hans Bartholin maa have hørt til hans Velyndere, thi man ser, at Holberg ved denne Tid stod i Brevvexling med dem.<ref>Athene <tt>I.,</tt> S. 132 flg. Brevene ere destoværre forsvundne. Christian Reitzer, der bl.&nbsp;A. har Fortjeneste af at Thormod Torfæus’s berømte Norges Historie paa Latin faa Dagens Lys, var siden i nogle Aar Stiftamtmand i Throndhjem. I sine <tt>Amoenitates philologicae</tt> har Chr. Falster paa flere Steder givet Bidrag til denne fortjente Mands Charakteristik.</ref> {{---}}<noinclude><references/></noinclude> e24t6xxsd9js3yzg31qid3r09uwe5kq 338551 338507 2026-10-06T16:32:04Z KåreBot 479 antikva-mal 338551 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>31</center></noinclude>i Rigerne paa den Tid, Hans Gram, der blev Professor i Græsk, og Holberg blev extraordinær Professor.<ref>Dansk hift. Tidsskr. 3 R. {{antikva|I.}} S. 96—97, 130.</ref> Som saadan fik han ganske vist ingen Løn, men han kunde nu med Ro se Fremtiden imøde, thi det var nu kun et Tidsspørgsmaal, naar han skulde indtræde i Rækken af de virkelige Universitetslærere, med andre Ord komme i en god og anselig Stilling. Holberg havde saaledes gjort Lykke, navnlig naar man tager Hensyn til, at han ikke havde disputeret, erhvervet Magistergraden eller overhoved fulgt de Veie, som efter Datidens Opfatning vare de eneste, der kunde føre til Universitetet. Han maa aabenbart have havt formaaende Beskyttere, der allerede have seet Spiren til noget betydeligt hos ham. Hvem disse have været, siges intetsteds, men jeg tror at kunne slutte, at Baron (senere Greve og Statholder i Norge) Christian Rantzau, den lærde Jurist og Historiker Reitzer, en af Tidens ædleste Mæcenater, samt Professor Hans Bartholin maa have hørt til hans Velyndere, thi man ser, at Holberg ved denne Tid stod i Brevvexling med dem.<ref>Athene {{antikva|I.,}} S. 132 flg. Brevene ere destoværre forsvundne. Christian Reitzer, der bl.&nbsp;A. har Fortjeneste af at Thormod Torfæus’s berømte Norges Historie paa Latin faa Dagens Lys, var siden i nogle Aar Stiftamtmand i Throndhjem. I sine {{antikva|Amoenitates philologicae}} har Chr. Falster paa flere Steder givet Bidrag til denne fortjente Mands Charakteristik.</ref> {{---}}<noinclude><references/></noinclude> mkc3gmvl1ptmo42tdoj4nk05jn10dyf 338616 338551 2026-10-06T16:48:01Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338616 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|31}}</noinclude>i Rigerne paa den Tid, Hans Gram, der blev Professor i Græsk, og Holberg blev extraordinær Professor.<ref>Dansk hift. Tidsskr. 3 R. {{antikva|I.}} S. 96—97, 130.</ref> Som saadan fik han ganske vist ingen Løn, men han kunde nu med Ro se Fremtiden imøde, thi det var nu kun et Tidsspørgsmaal, naar han skulde indtræde i Rækken af de virkelige Universitetslærere, med andre Ord komme i en god og anselig Stilling. Holberg havde saaledes gjort Lykke, navnlig naar man tager Hensyn til, at han ikke havde disputeret, erhvervet Magistergraden eller overhoved fulgt de Veie, som efter Datidens Opfatning vare de eneste, der kunde føre til Universitetet. Han maa aabenbart have havt formaaende Beskyttere, der allerede have seet Spiren til noget betydeligt hos ham. Hvem disse have været, siges intetsteds, men jeg tror at kunne slutte, at Baron (senere Greve og Statholder i Norge) Christian Rantzau, den lærde Jurist og Historiker Reitzer, en af Tidens ædleste Mæcenater, samt Professor Hans Bartholin maa have hørt til hans Velyndere, thi man ser, at Holberg ved denne Tid stod i Brevvexling med dem.<ref>Athene {{antikva|I.,}} S. 132 flg. Brevene ere destoværre forsvundne. Christian Reitzer, der bl.&nbsp;A. har Fortjeneste af at Thormod Torfæus’s berømte Norges Historie paa Latin faa Dagens Lys, var siden i nogle Aar Stiftamtmand i Throndhjem. I sine {{antikva|Amoenitates philologicae}} har Chr. Falster paa flere Steder givet Bidrag til denne fortjente Mands Charakteristik.</ref> {{---}}<noinclude><references/></noinclude> ny1hm2hr4c1820xugghfxijfge0irfj 104 12990 338499 199722 2026-10-06T16:15:30Z KåreBot 479 overskrift 338499 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /></noinclude>{{midtstilt/s}} {{større blokk/s}} IV. Ny Udenlandsrejse. Tiltrædelsen ved Universitetet. {{større blokk/e}} {{midtstilt/e}} {{--}} {{blank linje}} Holberg havde nu en anselig Titel, men for det første Intet at leve af. Det var derfor en Lykke for den extraordinære Professor at faa et Stipendium paa 100 Rdlr. aarlig i fire Aar. Det var et Reisestipendium, og han skulde altsaa ud igjen i Verden, hvilket han selv vist Intet havde imod, om han end vilde blive nødt til at leve knapt, hvilket han jo dog var vant til. Egentlig var der til Reisestipendiet af dets Stifter, en dansk Adelsmand, knyttet den Betingelse, at Vedkommende skulde studere ved protestantiske Universiteter, det vil altsaa nærmest sige i Tydskland, men hermed behøvede Holberg, hvis Hu stod andetstedshen, ikke at regne det saa nøie. Han drog da om Vaaren 1714 til Amsterdam og begav sig (fordetmeste tilfods) videre til Paris. Vistnok forstod han godt Fransk, hvori han længe havde givet Undervisning, men hans Udtale af Sproget vilde i vore Dage, da man lægger en saa fortrinlig Vægt netop paa den Side af Sprogkundskaben, formodentlig have gjort ham umulig som Lærer, thi da han naaede Frankriges og Verdens Hovedstad, kunde Ingen forstaa hans Tale; en fransk Pige ytrede, at han talte som en tydsk Hest, og da han spurgte efter et „Logis“, svarede man, at man ikke kjendte nogen Dame, som hed Lucie.{{#tag:ref|I sin 396de Epistel spotter Holberg over Folk, som anvendte altfor megen Tid paa den franske Udtale. Han havde, siger han, kjendt to Studenter, hvis Hovedstudium gik ud <includeonly>{{#section:Side:Daae - Ludvig Holberg.djvu/33|fotnote}}</includeonly>}} Holberg blev<noinclude> <references/></noinclude> oedcdqgrjdtjqfz058m74ei55wn5s3v 104 12991 338617 191431 2026-10-06T16:48:11Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338617 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|33}}</noinclude><section begin=tekst />i halvandet Aar i Paris, i Begyndelsen ensomt og uden anden Omgang end de Studenter, med hvem han ganske tilfældig kom i Berøring, siden derimod i et muntrere Samliv med forskjellige danske og norske Landsmænd, deriblandt et Byesbarn og Skolekammerat, Bergenseren Michael Røg, der havde vundet Anseelse som Medaillør. En stor Del af sin Tid tilbragte Holberg med Læsning paa de offentlige Bibliotheker. Fra Paris drog han i 1715 til Rom. Af Sparsommelighed laante han Michael Røgs Pas og reiste altsaa under hans Navn. Med Forbauselse gjorde han Bekjendtskab med Sydfrankrige, der var som en helt ny Verden for ham, og især blev han forundret over Synet af Marseille, den livlige Søstad med Østerlændinger, Galeislaver og Skibe i Hobetal. I Genua blev han liggende syg af Feber, men kom sig igjen og sejlede saa videre til en anden italiensk Søstad, hvorfra han gik tilfods til Rom. Efter at have overvundet et Tilbagefald af sin Feber, gjorde han da efterhaanden Bekjendtskab med denne den mærkeligste af alle Byer, saa to Gange Pave Clemens den Ellevte, krøb op ad den hellige Trappe, hørte Prækener og besaa Kirker og andre mærkelige Bygninger, besøgte Theatre o.&nbsp;s.&nbsp;v. Men for sine Studeringer synes han ikke at have udrettet, hvad han kunde ønske i den Vinter (1715—1716), som han tilbragte i Rom; thi paa Bibliothekerne stode fordetmeste netop de Bøger, han forlangte, paa den bekjendte Liste over „forbudne“ Skrifter. Tilbageveien til Paris lagde Holberg over Florents, fremdeles som Fodgjænger, og derfra over Apenninerne til Bologna og Turin. Fra Paris, hvor han tilbragte en Maaned, kom han til Amsterdam, hvor hans Feber, der paany havde meldt sig, paa en eiendommelig Maade blev helbredet af en der bosat Bergenser, Adrian<section end=tekst /> <section begin=fotnote />paa at komme til at tale som indfødte Parisere, men „saasom de samme Personer siden begge bleve Amtmænd udi Island“, kom det dem ikke til stor Nytte.<section end=fotnote /><noinclude> <references/></div>L. Daae: Ludvig Holberg.</noinclude> 68xcgjiao5f2co37rdknij0md1osl8h 104 12992 338618 199723 2026-10-06T16:48:21Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338618 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|34}}</noinclude>Geelmuyden. Denne fik nemlig Holberg til at spille paa Violin, og Feberen var snart som strøget bort. Over Hamburg kom han da tilbage til Kjøbenhavn 1716. Her havde der under hans Fraværelse gaaet et underligt Rygte om ham, som hans Uvenner havde udspredt videre. Der fortaltes nemlig, at Holberg var gaaet over til den katholske Religion, og at han aldrig mere vilde komme tilbage. Saadant hændte virkelig ikke saa sjelden med danske og norske Studenter, naar de Vare udenlands, og Holberg havde i Paris trusset et Par Danske, der vare gaaede over, og af hvilke den ene, Jakob Winsløv, havde et stort og vel fortjent Navn som udmærket Læge, men det lyder dog besynderligt at Nogen kan have troet om Holberg, at han havde ladet sig omvende af Munke. Efter Hjemkomsten levede han to Aar i stor Nød, da der fremdeles intet virkeligt Professorembede var ledigt for ham. Universitetet maatte da paa anden Maade skaffe ham noget at leve af.<ref>(Dansk) Dagbladet 1885, No. 201.</ref> Et Skrist, han udgav i denne Tid: „Introduktion til Natur- og Folkeretten“, fik for det første ingen Afsætning, men siden blev det en af hans allermest udbredte Bøger. Endelig slog hans Klokke, da han 18de December 1717 blev kaldet til virkelig Professor. Men dersom man ret paatagelig vil se Forskjellen mellem Universitetsforholdene dengang og nu, da viser den sig deri, at i hine Dage en til Professor bestemt Lærd maatte kunne paatage sig hvilkensomhelst Videnskab, der først maatte blive ledig i det philosophiske Fakultet. Siden var der jo ved nye Ledigheder Anledning for ham til at skifte Fag, om han ønskede det. Nu vilde Tilfældet, at Holberg maatte overtage Metaphysiken, den aller subtileste Del af Filosofien. For en Mand, der i den Grad var anlagt for Videnskabens praktiske Side som Holberg, kunde Intet passe daarligere, og i den pedantiske og livløse Form, som Metaphysiken dengang plejede at foredrages<noinclude> <references/></noinclude> bxwhqq6aalrvcmynz9gi4sf0vg6lo0i 104 12993 338619 199724 2026-10-06T16:48:31Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338619 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|35}}</noinclude>ved Universiteterne, var den vistnok heller ikke meget værd. Han paatog sig imidlertid Embedet, idet han begyndte med en (desværre tabt) Tale til Metaphysikens Pris, der forekom mange „snarere at være en Ligtale end Lovtale“. Efter to Aars Forløb slap han imidlertid fri, thi hans gamle Rektor i Bergen, der hidtil havde været Professor i Latin (eller, som det dengang kaldtes, i Veltalenhed), blev 1720 Biskop i Viborg, og Holberg overtog nu den latinske Lærestol, hvilken han endelig i 1730 ombyttede med den historiske. Som egentlig Universitetslærer har Holberg neppe nogensinde spillet nogen betydelig Rolle. Det Fakultet, hvortil han stedse vedblev at høre, det philosophiske, indtog ogsaa den Gang en lavere Plads end de tre saakaldte „høiere“ Fakulteter, for hvilke hint nærmest var tænkt som et forberedende; Hovedfakultetet var det theologiske, thi baade studerede en aldeles overvejende Flerhed af Ungdommen under dette, og dets Lærerposter vare de fornemste og bedst aflagte, hvorfor det endog var almindeligt, at Professorerne i det philosophiske Fakultet ligeledes „rykkede op“ til Pladse i det theologiske. Det er ogsaa klart at se, at Holberg holdt saa faa Forelæsninger, som muligt, og der er heller ikke hverken hos ham selv eller andre bevaret nogensomhelst Efterretning eller Tradition om hans Egenskaber som akademisk Lærer. Selv har han ladet falde den Ytring, at en Professor vilde kunne stifte langt mere Nytte ved at tjene de Studerende med at besvare de Spørgsmaal, som de maatte ønske at forelægge ham, end ved at holde Forelæsninger. Den Forpligtelse til af og til at disputere offentlig, der dengang paalaa Professorerne, synes han ganske at have unddraget sig. Omsider overtog han i 1737 Kvæsturen eller Kassererembedet ved Universitetet og betraadte siden ikke Kathedret, skjønt han beholdt sit Embede og sin Plads i det akademiske Konsistorium indtil sin Død. Men ikke destomindre var hans Ansættelse som Professor af uberegnelig Nytte. Den var det for {{bindestrek1|Universi|Universitetet}}<noinclude> <references/></noinclude> djp37dwp0hv0xvdii6q69n4wvv7yv4a 104 12994 338508 199725 2026-10-06T16:21:37Z KåreBot 479 setter inn {{---}} 338508 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>36</center></noinclude>{{bindestrek2|tetet|Universitetet}} selv, thi ingen har mere bidraget til at fremkalde bedre Tilstande i dettes hele Væsen, end han gjorde det ved med det kritiske Lune at blotte de Misligheder, der gik i Svang. Men af endnu større Betydning blev det, at den uafhængige og sorgfri Stilling, som Professorembedet tilbød, kunde tillade Holberg at leve for Literaturen og i den at udføre sit Livs store Gjerning. Han havde allerede, da han i sin Ansøgning i 1714 angav som sin „Entreprise“ at „forbedre det danske Sprog“, været sig det Maal bevidst, hvortil han vilde stevne. Vi skulle nu se, hvorledes han naaede det. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> kh4huot92we3abad4mey2fjpytf2rtm 338620 338508 2026-10-06T16:48:41Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338620 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|36}}</noinclude>{{bindestrek2|tetet|Universitetet}} selv, thi ingen har mere bidraget til at fremkalde bedre Tilstande i dettes hele Væsen, end han gjorde det ved med det kritiske Lune at blotte de Misligheder, der gik i Svang. Men af endnu større Betydning blev det, at den uafhængige og sorgfri Stilling, som Professorembedet tilbød, kunde tillade Holberg at leve for Literaturen og i den at udføre sit Livs store Gjerning. Han havde allerede, da han i sin Ansøgning i 1714 angav som sin „Entreprise“ at „forbedre det danske Sprog“, været sig det Maal bevidst, hvortil han vilde stevne. Vi skulle nu se, hvorledes han naaede det. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> ghl5r05yejmnu61zw0cm48q189csvl0 104 12996 338500 199726 2026-10-06T16:15:40Z KåreBot 479 overskrift 338500 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /></noinclude>{{midtstilt/s}} {{større blokk/s}} V. Holbergs første Digterverker. Peder Paars. {{større blokk/e}} {{midtstilt/e}} {{--}} {{blank linje}} I Holbergs første Professordage kom han i en literær Strid med Andreas Høier, en halvtydsk Lærd fra Slesvig, der forøvrigt har betydelige Fortjenester baade af Lovkyndighed og Historie i Danmark. Høier havde tilladt sig at omtale Holbergs begyndende historiske Forfatterskab paa en overlegen Maade og vakte derved dennes Harme i den Grad, at disse to Forfattere bleve Uvenner for Livet. Striden har endnu nogen Interesse især derved, at vi i den se Holbergs første Forsøg i den satiriske og polemiske Stil, og derfor danner Overgangen til hans store Virksomhed som komisk Digter. Hvad der dengang maa have gjort stor Opsigt og vakt megen Munterhed, er at Holberg ganske ugeneret lægger sit Forsvar i Munden paa en stakkels fordrukken Student, Poul Rytter, der levede paa Regentsen som et stakkels Vrag. Men forøvrigt have disse nu sjeldne Smaaskrifter,<ref>De læses i W. Høybergs Holbergiana, Kbhvn. 1755.</ref> i hvilke Satiren endnu har et stort Tilsnit af personlig Grovhed, ingen videre Betydning. Men længe varede det ikke, førend man fik andre Prøver paa hans Geni. Ganske pludselig fik nemlig Holberg Lyst til at skrive Vers, hvilket han, ligesiden han gjorde det mislykkede Forsøg i Bergen, ganske synes at have forsvoret. Til en Begyndelse gav han sig ifærd med at efterligne Juvenal, en latinsk Satiriker af første Rang, der levede<noinclude> <references/></noinclude> 595vndtn6ckdyeprfxqzz6gslexxi5h 104 12997 338552 191432 2026-10-06T16:32:14Z KåreBot 479 antikva-mal 338552 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>38</center></noinclude>omtrent hundrede Aar efter Christus, og som har efterladt et anskueligt, men sørgeligt Billede af sin fordærvede Samtid. Den sjette af Juvenals Satirer, Digte, rens største og mest navnkundige Arbeide ({{antikva|regina satirarum}}), revser de forfærdelige Laster, som gik i Svang hos de fornemme Romerinder. Skjønt ganske vist Datidens danske Kvinder vare himmelvidt forskjellige fra den romerske Kejsertids Damer, tog dog Holberg dette Digt som Forbillede for sin første Satire eller Skjemtedigt, hvilket han til stor Forbauselse for sig selv gjorde færdig paa ganske faa Dage, men for det første ikke udgav. En Ven gjorde ham nemlig opmærksom paa, at det vistnok var vittigt og morsomt, men at der var adskillige Fejl mod Versemaalet. Den unævnte Vens Raad tog Holberg til Indtægt og gav sig derpaa ifærd med det første af de Digterværker, der have gjort hans Navn udødeligt, Peder Paars. Det udkom stykkevis, i Hefter, Begyndelsen 1719, Resten i Løbet af 1720, under Titel af „En sandfærdig ny Vise om Peder Paars, som gjorde en Reise fra Callundborg til Aars, skreven til Lægedom, Trøst og Husvalelse for alle gode Folk, som lide Kors og Modgang her i Verden af Hans Mikkelsen, Borger og Indvaaner i Callundborg med skjønne Anmærkninger“ o.&nbsp;s.&nbsp;v. Digteren begynder vistnok med at sige Læseren, at Peder Paars’s Levetid falder hundrede Aar tilbage i Tiden („tre Aar før Kalmar-Krig“), men i Virkeligheden er det Samtiden, der skildres. Helten<ref>Navnet Peder Paars (Pors, Pose) synes allerede tidligere i den danske Folkebevidsthed at have spillet en Rolle som en komisk Figur. I en Komedie fra Slutningen af det syttende Aarhundrede forekommer saaledes de Linjer: <poem> Ei nogen vil dog saa forringe min Respekt, En maatte tro, jeg var udaf Per Poses Slægt. </poem> Se herom Danske Samll. 2 R. {{antikva|II.}} S. 243.</ref> er en nogenlunde velstaaende Handelsmand i Kallundborg, besvogret med Herredsfogden og Ven af en Præst, og overmaade<noinclude> <references/></noinclude> js7v7hpufs7stji5ultlc0getxazkhy 338621 338552 2026-10-06T16:48:51Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338621 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|38}}</noinclude>omtrent hundrede Aar efter Christus, og som har efterladt et anskueligt, men sørgeligt Billede af sin fordærvede Samtid. Den sjette af Juvenals Satirer, Digte, rens største og mest navnkundige Arbeide ({{antikva|regina satirarum}}), revser de forfærdelige Laster, som gik i Svang hos de fornemme Romerinder. Skjønt ganske vist Datidens danske Kvinder vare himmelvidt forskjellige fra den romerske Kejsertids Damer, tog dog Holberg dette Digt som Forbillede for sin første Satire eller Skjemtedigt, hvilket han til stor Forbauselse for sig selv gjorde færdig paa ganske faa Dage, men for det første ikke udgav. En Ven gjorde ham nemlig opmærksom paa, at det vistnok var vittigt og morsomt, men at der var adskillige Fejl mod Versemaalet. Den unævnte Vens Raad tog Holberg til Indtægt og gav sig derpaa ifærd med det første af de Digterværker, der have gjort hans Navn udødeligt, Peder Paars. Det udkom stykkevis, i Hefter, Begyndelsen 1719, Resten i Løbet af 1720, under Titel af „En sandfærdig ny Vise om Peder Paars, som gjorde en Reise fra Callundborg til Aars, skreven til Lægedom, Trøst og Husvalelse for alle gode Folk, som lide Kors og Modgang her i Verden af Hans Mikkelsen, Borger og Indvaaner i Callundborg med skjønne Anmærkninger“ o.&nbsp;s.&nbsp;v. Digteren begynder vistnok med at sige Læseren, at Peder Paars’s Levetid falder hundrede Aar tilbage i Tiden („tre Aar før Kalmar-Krig“), men i Virkeligheden er det Samtiden, der skildres. Helten<ref>Navnet Peder Paars (Pors, Pose) synes allerede tidligere i den danske Folkebevidsthed at have spillet en Rolle som en komisk Figur. I en Komedie fra Slutningen af det syttende Aarhundrede forekommer saaledes de Linjer: <poem> Ei nogen vil dog saa forringe min Respekt, En maatte tro, jeg var udaf Per Poses Slægt. </poem> Se herom Danske Samll. 2 R. {{antikva|II.}} S. 243.</ref> er en nogenlunde velstaaende Handelsmand i Kallundborg, besvogret med Herredsfogden og Ven af en Præst, og overmaade<noinclude> <references/></noinclude> k9bkt6lvyegakg2ormqh4bt5bqp9sxe 104 12998 338622 191433 2026-10-06T16:49:01Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338622 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|39}}</noinclude>ærbar og værdig i sin Optræden. Han er forlovet med Dorothea, „Stadsmø“ (det vil i Nutidens Sprog omtrent sige en Stilling lidt over en Husjomfrus) hos Byfogden i Aars (Aarhus) i Jylland, og agter at aflægge sin Fæstemo et Besøg. En saadan Reise, der nu tilendebringes i ganske faa Timer, var dengang ingenlunde nogen let Sag, og det er først efter store Forberedelser, at han, ledsaget af sin Skriver og Handelsbetjent Peder Ruus kommer afsted paa en Jagt og seiler afsted. Paa Vejen faar han haardt Veir og lider Skibbrud paa den lille Ø Anholt i Kattegat, med hvis Befolkning han endog kommer i Krig, og hvor han tilsidst bliver fangen. Forholdene paa Anholt, hvor Holberg maaske selv har været i land paa en af sine Ungdomsreiser fra eller til sit Fødeland, skildres med stor Udførlighed; man gjør Bekjendtskab med Fogden, Øens fornemste Mand, hans Hustru, Datteren Nille, Fuldmægtigen Christen Stork, Barberen Jens Blok, der i Krigen mod Paars optræder som General, Spaakjærringen gamle Gunnild, Marthe Kolletøs o.&nbsp;s.&nbsp;v. Jomfru Nille forelsker sig i Peder Paars, og af hende udrustes han til at flygte bort fra Øen, men idet han benytter sig heraf, lader han troløs nok hende selv blive tilbage og sejler til Jylland. Men hans Mandskab tager feil af Kursen og kommer til en anden By istedenfor til „Aars“, og Lykken er dem atter ugunstig. Efter et Slagsmaal i et Vertshus kommer Reiseselskabet i Arrest, og da endel Borgere af Nidkjærhed for sin Standsfælle Paars’s Ære ville befri dem med Magt, gaar det endnu værre, thi Peder Ruus underretter Magistraten om, at hans Husbond har en langt høiere Plads i Samfundet end som saa, thi han er General og har ført Krig paa Anholt. Dette leder til, at baade han og Principalen kommer i Daarekisten. Fra en anden Haand modtager imidlertid Magistraten et Brev, som bringer den til at tro, at der kanske nok er noget i, at Paars var den fornemme Krigsmand, og nu lader man ham og Ruus med stor Pragt og Ære ledsage ud af Staden.<noinclude> <references/></noinclude> o7ejewdn12wpz2jmnl6iei2u27e6tyy 104 12999 338553 199728 2026-10-06T16:32:24Z KåreBot 479 antikva-mal 338553 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>40</center></noinclude>Endnu engang hjemsøges Paars af Ulykken, han og Ruus hverves nemlig til Soldater, men løslades atter, rigtignok fuldstændig udplyndrede, og de kunne da omsider, om end næsten nøgne, begive sig til „Aars“. Paars er, som man vil have seet, kun en jevn Spidsborger, Ruus ligger endnu lavere, og Personerne hæve sig i det Hele ikke op over det allertarveligste Maal. Men hvad der gjør disse taabelige og hverdagslige Personers Skjebne saa utrolig komisk, er dette, at de af Digteren behandles som Helte, og at de gamle græske og romerske Guder og Gudinder indføres i Fortællingen og gribe ind i Begivenhedernes Gang, og at disse berettes os med en Værdighed og i en Stil, der svarer hertil. Skibbrudet skyldes saaledes Gudinden for Avind, der umulig kan taale, at Paars lykkelig og glad skal omfavne sin Fæstemø, og som derfor sætter Vindens Gud, Æolus, i Bevægelse mod ham, hvorimod Kjærlighedsgudinden Venus antager sig hans Sag og ved Henvendelse til Havguden Neptunus redder hans Liv. Venus er det ogsaa, som siden aabenbarer sig for ham og bevirker, at han, tro mod Dorothea, viser sig utaknemlig mod Nille. Herved faar Digtet tillige den Betydning, at det bliver en Parodi paa de gamle Digtere Homer og Virgil. Digtet er ogsaa helt igjennem forsynet med Citater af de nævnte og af andre gamle Digtere, der for Kjendere tidt ere ubetalelig morsomme. Man kan derfor, om man vil, nok sige, at der til fuld Forstaaelse af Peder Paars udkræves klassisk Dannelse og det en grundig. Men dette er dog tilsidst det underordnede, Hovedsagen er og bliver, at Digteren har givet os en udødelig Skildring af sin Samtids Svagheder, dens moralske Brøst, snevre Syn og forvrængte Opfatning. Ingen undgaar sin Revselse, ligefra de Høilærde paa Universitetet, der disputere om Pavens Skjæg som om de høieste og alvorligste Spørgsmaal, og til Borgerne i Jylland, der ræsonnere over, at det danske Sprog nærmer sig sin Undergang, fordi man skriver {{antikva|franco}} uden paa<noinclude> <references/></noinclude> 1eda39iuew6r8q8tzfubg5gwbr9vvlt 338624 338553 2026-10-06T16:49:21Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338624 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|40}}</noinclude>Endnu engang hjemsøges Paars af Ulykken, han og Ruus hverves nemlig til Soldater, men løslades atter, rigtignok fuldstændig udplyndrede, og de kunne da omsider, om end næsten nøgne, begive sig til „Aars“. Paars er, som man vil have seet, kun en jevn Spidsborger, Ruus ligger endnu lavere, og Personerne hæve sig i det Hele ikke op over det allertarveligste Maal. Men hvad der gjør disse taabelige og hverdagslige Personers Skjebne saa utrolig komisk, er dette, at de af Digteren behandles som Helte, og at de gamle græske og romerske Guder og Gudinder indføres i Fortællingen og gribe ind i Begivenhedernes Gang, og at disse berettes os med en Værdighed og i en Stil, der svarer hertil. Skibbrudet skyldes saaledes Gudinden for Avind, der umulig kan taale, at Paars lykkelig og glad skal omfavne sin Fæstemø, og som derfor sætter Vindens Gud, Æolus, i Bevægelse mod ham, hvorimod Kjærlighedsgudinden Venus antager sig hans Sag og ved Henvendelse til Havguden Neptunus redder hans Liv. Venus er det ogsaa, som siden aabenbarer sig for ham og bevirker, at han, tro mod Dorothea, viser sig utaknemlig mod Nille. Herved faar Digtet tillige den Betydning, at det bliver en Parodi paa de gamle Digtere Homer og Virgil. Digtet er ogsaa helt igjennem forsynet med Citater af de nævnte og af andre gamle Digtere, der for Kjendere tidt ere ubetalelig morsomme. Man kan derfor, om man vil, nok sige, at der til fuld Forstaaelse af Peder Paars udkræves klassisk Dannelse og det en grundig. Men dette er dog tilsidst det underordnede, Hovedsagen er og bliver, at Digteren har givet os en udødelig Skildring af sin Samtids Svagheder, dens moralske Brøst, snevre Syn og forvrængte Opfatning. Ingen undgaar sin Revselse, ligefra de Høilærde paa Universitetet, der disputere om Pavens Skjæg som om de høieste og alvorligste Spørgsmaal, og til Borgerne i Jylland, der ræsonnere over, at det danske Sprog nærmer sig sin Undergang, fordi man skriver {{antikva|franco}} uden paa<noinclude> <references/></noinclude> 6kzc1h0dlj3dwuzju7uk7t8o3plg5o3 104 13000 338554 191434 2026-10-06T16:32:34Z KåreBot 479 antikva-mal 338554 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>41</center></noinclude>Breve, og at Verdens Ende er nær forestaaende, eftersom Smør og Ost og Flesk og Øl staa i saa høi Pris, Præsten paa Anholt, der formaner „rige Folk især“ til Gudfrygtighed, for at hans Offer ikke skal aftage, o.&nbsp;s.&nbsp;v. De Færreste ville nuomstunder ret kunne begribe, hvilken umaadelig Opsigt et saadant Digt maatte gjøre paa den Tid, det udkom. En yngre Samtidig af Holberg, Carl Deichman († 1780 som Jernverkseier i Porsgrund og Stifteren af det efter ham opkaldte Bibliothek i Christiania), har herom udtalt sig saaledes: „Intet Skrift har i disse Lande været med saa stor Begjærlighed læst af Høje og Lave, af alle Stænder. Den Ene troede at finde den anden afmalet, enhver har faaet sit Stykke, de Lærde, saavelsom de Militære. Med faa Ord, Nationen blev ligesom henrykt. Bogen varihver Mands Hænder, og Peder Paars i alles Munde. De Fremmede, som til den Tid neppe havde kiget i en dansk Bog, bleve begjærlige at vide Indholdet, og Adskillige begyndte da at lære Sproget.“<ref>Dansk hist. Tidsskr. 2 R. {{antikva|VI.}} S. 398.</ref> Men om end alle læste Peder Paars, var der ogsaa nogle, som læste den med stor Ærgrelse og Forbitrelse mod Forfatteren. Det var dem, der dels troede, at der kunde være sigtet til dem personlig, dels følte sig fornærmede paa sin Stands Vegne. Mellem disse var der indflydelsesrige og mægtige Mænd, og der blev virkelig gjort Forsøg paa at lade Holberg dyrt undgjælde for sin dristige Plan. Navnlig ser man, at en dengang baade som Lærd og som Embedsmand anseet Mand, Frederik Rostgaard, var yderst opsat paa Digteren. Han var nemlig Eier af den lille Ø Anholt og fandt det højst skammeligt og fornærmeligt, at Øens Befolkning og hele Forhold paa en saadan Maade vare latterliggjorte. Han indgav en formelig Klage til Kongen. Sagen kom for i Statsraadet, men skjønt Frederik IV der mindst af alt<noinclude> <references/></noinclude> lfngd4qqvm8v1wi17y6oaeg0k6yskma 338625 338554 2026-10-06T16:49:31Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338625 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|41}}</noinclude>Breve, og at Verdens Ende er nær forestaaende, eftersom Smør og Ost og Flesk og Øl staa i saa høi Pris, Præsten paa Anholt, der formaner „rige Folk især“ til Gudfrygtighed, for at hans Offer ikke skal aftage, o.&nbsp;s.&nbsp;v. De Færreste ville nuomstunder ret kunne begribe, hvilken umaadelig Opsigt et saadant Digt maatte gjøre paa den Tid, det udkom. En yngre Samtidig af Holberg, Carl Deichman († 1780 som Jernverkseier i Porsgrund og Stifteren af det efter ham opkaldte Bibliothek i Christiania), har herom udtalt sig saaledes: „Intet Skrift har i disse Lande været med saa stor Begjærlighed læst af Høje og Lave, af alle Stænder. Den Ene troede at finde den anden afmalet, enhver har faaet sit Stykke, de Lærde, saavelsom de Militære. Med faa Ord, Nationen blev ligesom henrykt. Bogen varihver Mands Hænder, og Peder Paars i alles Munde. De Fremmede, som til den Tid neppe havde kiget i en dansk Bog, bleve begjærlige at vide Indholdet, og Adskillige begyndte da at lære Sproget.“<ref>Dansk hist. Tidsskr. 2 R. {{antikva|VI.}} S. 398.</ref> Men om end alle læste Peder Paars, var der ogsaa nogle, som læste den med stor Ærgrelse og Forbitrelse mod Forfatteren. Det var dem, der dels troede, at der kunde være sigtet til dem personlig, dels følte sig fornærmede paa sin Stands Vegne. Mellem disse var der indflydelsesrige og mægtige Mænd, og der blev virkelig gjort Forsøg paa at lade Holberg dyrt undgjælde for sin dristige Plan. Navnlig ser man, at en dengang baade som Lærd og som Embedsmand anseet Mand, Frederik Rostgaard, var yderst opsat paa Digteren. Han var nemlig Eier af den lille Ø Anholt og fandt det højst skammeligt og fornærmeligt, at Øens Befolkning og hele Forhold paa en saadan Maade vare latterliggjorte. Han indgav en formelig Klage til Kongen. Sagen kom for i Statsraadet, men skjønt Frederik IV der mindst af alt<noinclude> <references/></noinclude> 0rx03yc18ikiim4mor3al30131guyon 104 13001 338509 191435 2026-10-06T16:21:46Z KåreBot 479 setter inn {{---}} 338509 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>42</center></noinclude>forstod sig paa Bøger, skal have ladet falde den Ytring, at Bogen maaske helst burde have været uskreven, fandt man dog tilsidst, at det „uskyldige og morsomme Skrift“ ikke kunde give Anledning til nogen Indskriden mod Forfatteren. Meget faa Skrifter have en saadan Overflod paa Steder, der egne sig til at bruges som Ordsprog og Mundheld, som netop Peder Paars. Næsten hver Linje deri egner sig til at citeres. Derfor var der ogsaa Mange, som kunde den udenad og forstode at anbringe den ved enhver Leilighed. Endnu den Dag idag lever mere end et saadant Sted af dette Digt paa Manges Læber som et bevinget Ord. „Ak vee mit ene Knæ, den Indgang var for lang“, „Hvo Æslet faar, bekommer ogsaa Grimen“, „At kjøbe Kringler nu hel ubeleiligt er“ o.&nbsp;s.&nbsp;v. vil Enhver have hørt. Egentlig Almenlæsning kan Peder Paars nu neppe mere siges at være, men det har og vil altid bevare sine Venner.<ref>Werlauff har i Dansk Maanedsskr., udg. af Steenstrup, 1862, <tt>II.</tt> 373 flg. leveret „Oplysninger til Peder Paars“.</ref> Holbergs næste Arbejder vare nogle Satirer, der fremdeles udkom under Hans Mikkelsens Navn. Det var i den samme Digtart, at samtidig en anden dansk Digter, Christian Falster, vandt fortjent Navnkundighed. Vi ville dog her ikke nærmere dvæle ved disse hans mindre Poesier. Kun skal det erindres, at mellem de Forgjængere, som havde banet Vei for disse Holbergs ældste poetiske Skrister, indtager en plattydsk, men til Danmark indflyttet Digter, Johan Lauremberg († 1658 som Professor i Sorø), en fremragende Plads. Laurembergs djærve og vittige Satirer havde hidtil (ogsaa i danske Oversættelser) været stærkt læste og meget yndede i Danmark. Nu gik de efterhaanden i Forglemmelse. Holbergs Sol fordunklede de ældre Stjerner.<ref>[[Om Humanisten og Satirikeren Johan Lauremberg|Om Humanisten og Satirikeren Johan Lauremberg]] af L. Daae. Festprogram til Universitetets Holbergsfest 1883.</ref> {{---}}<noinclude><references/></noinclude> c99abgk54wvcp6ovqfk2xt8p2mjzbck 338524 338509 2026-10-06T16:26:48Z KåreBot 479 fjerner lenker i teksten 338524 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>42</center></noinclude>forstod sig paa Bøger, skal have ladet falde den Ytring, at Bogen maaske helst burde have været uskreven, fandt man dog tilsidst, at det „uskyldige og morsomme Skrift“ ikke kunde give Anledning til nogen Indskriden mod Forfatteren. Meget faa Skrifter have en saadan Overflod paa Steder, der egne sig til at bruges som Ordsprog og Mundheld, som netop Peder Paars. Næsten hver Linje deri egner sig til at citeres. Derfor var der ogsaa Mange, som kunde den udenad og forstode at anbringe den ved enhver Leilighed. Endnu den Dag idag lever mere end et saadant Sted af dette Digt paa Manges Læber som et bevinget Ord. „Ak vee mit ene Knæ, den Indgang var for lang“, „Hvo Æslet faar, bekommer ogsaa Grimen“, „At kjøbe Kringler nu hel ubeleiligt er“ o.&nbsp;s.&nbsp;v. vil Enhver have hørt. Egentlig Almenlæsning kan Peder Paars nu neppe mere siges at være, men det har og vil altid bevare sine Venner.<ref>Werlauff har i Dansk Maanedsskr., udg. af Steenstrup, 1862, <tt>II.</tt> 373 flg. leveret „Oplysninger til Peder Paars“.</ref> Holbergs næste Arbejder vare nogle Satirer, der fremdeles udkom under Hans Mikkelsens Navn. Det var i den samme Digtart, at samtidig en anden dansk Digter, Christian Falster, vandt fortjent Navnkundighed. Vi ville dog her ikke nærmere dvæle ved disse hans mindre Poesier. Kun skal det erindres, at mellem de Forgjængere, som havde banet Vei for disse Holbergs ældste poetiske Skrister, indtager en plattydsk, men til Danmark indflyttet Digter, Johan Lauremberg († 1658 som Professor i Sorø), en fremragende Plads. Laurembergs djærve og vittige Satirer havde hidtil (ogsaa i danske Oversættelser) været stærkt læste og meget yndede i Danmark. Nu gik de efterhaanden i Forglemmelse. Holbergs Sol fordunklede de ældre Stjerner.<ref>Om Humanisten og Satirikeren Johan Lauremberg|Om Humanisten og Satirikeren Johan Lauremberg af L. Daae. Festprogram til Universitetets Holbergsfest 1883.</ref> {{---}}<noinclude><references/></noinclude> e0cjurw637gm9hqx546c1e1kavu2htm 338555 338524 2026-10-06T16:32:44Z KåreBot 479 antikva-mal 338555 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>42</center></noinclude>forstod sig paa Bøger, skal have ladet falde den Ytring, at Bogen maaske helst burde have været uskreven, fandt man dog tilsidst, at det „uskyldige og morsomme Skrift“ ikke kunde give Anledning til nogen Indskriden mod Forfatteren. Meget faa Skrifter have en saadan Overflod paa Steder, der egne sig til at bruges som Ordsprog og Mundheld, som netop Peder Paars. Næsten hver Linje deri egner sig til at citeres. Derfor var der ogsaa Mange, som kunde den udenad og forstode at anbringe den ved enhver Leilighed. Endnu den Dag idag lever mere end et saadant Sted af dette Digt paa Manges Læber som et bevinget Ord. „Ak vee mit ene Knæ, den Indgang var for lang“, „Hvo Æslet faar, bekommer ogsaa Grimen“, „At kjøbe Kringler nu hel ubeleiligt er“ o.&nbsp;s.&nbsp;v. vil Enhver have hørt. Egentlig Almenlæsning kan Peder Paars nu neppe mere siges at være, men det har og vil altid bevare sine Venner.<ref>Werlauff har i Dansk Maanedsskr., udg. af Steenstrup, 1862, {{antikva|II.}} 373 flg. leveret „Oplysninger til Peder Paars“.</ref> Holbergs næste Arbejder vare nogle Satirer, der fremdeles udkom under Hans Mikkelsens Navn. Det var i den samme Digtart, at samtidig en anden dansk Digter, Christian Falster, vandt fortjent Navnkundighed. Vi ville dog her ikke nærmere dvæle ved disse hans mindre Poesier. Kun skal det erindres, at mellem de Forgjængere, som havde banet Vei for disse Holbergs ældste poetiske Skrister, indtager en plattydsk, men til Danmark indflyttet Digter, Johan Lauremberg († 1658 som Professor i Sorø), en fremragende Plads. Laurembergs djærve og vittige Satirer havde hidtil (ogsaa i danske Oversættelser) været stærkt læste og meget yndede i Danmark. Nu gik de efterhaanden i Forglemmelse. Holbergs Sol fordunklede de ældre Stjerner.<ref>Om Humanisten og Satirikeren Johan Lauremberg|Om Humanisten og Satirikeren Johan Lauremberg af L. Daae. Festprogram til Universitetets Holbergsfest 1883.</ref> {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 8nlatyqgt35icl575olnxm42bw66yb5 338626 338555 2026-10-06T16:49:41Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338626 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|42}}</noinclude>forstod sig paa Bøger, skal have ladet falde den Ytring, at Bogen maaske helst burde have været uskreven, fandt man dog tilsidst, at det „uskyldige og morsomme Skrift“ ikke kunde give Anledning til nogen Indskriden mod Forfatteren. Meget faa Skrifter have en saadan Overflod paa Steder, der egne sig til at bruges som Ordsprog og Mundheld, som netop Peder Paars. Næsten hver Linje deri egner sig til at citeres. Derfor var der ogsaa Mange, som kunde den udenad og forstode at anbringe den ved enhver Leilighed. Endnu den Dag idag lever mere end et saadant Sted af dette Digt paa Manges Læber som et bevinget Ord. „Ak vee mit ene Knæ, den Indgang var for lang“, „Hvo Æslet faar, bekommer ogsaa Grimen“, „At kjøbe Kringler nu hel ubeleiligt er“ o.&nbsp;s.&nbsp;v. vil Enhver have hørt. Egentlig Almenlæsning kan Peder Paars nu neppe mere siges at være, men det har og vil altid bevare sine Venner.<ref>Werlauff har i Dansk Maanedsskr., udg. af Steenstrup, 1862, {{antikva|II.}} 373 flg. leveret „Oplysninger til Peder Paars“.</ref> Holbergs næste Arbejder vare nogle Satirer, der fremdeles udkom under Hans Mikkelsens Navn. Det var i den samme Digtart, at samtidig en anden dansk Digter, Christian Falster, vandt fortjent Navnkundighed. Vi ville dog her ikke nærmere dvæle ved disse hans mindre Poesier. Kun skal det erindres, at mellem de Forgjængere, som havde banet Vei for disse Holbergs ældste poetiske Skrister, indtager en plattydsk, men til Danmark indflyttet Digter, Johan Lauremberg († 1658 som Professor i Sorø), en fremragende Plads. Laurembergs djærve og vittige Satirer havde hidtil (ogsaa i danske Oversættelser) været stærkt læste og meget yndede i Danmark. Nu gik de efterhaanden i Forglemmelse. Holbergs Sol fordunklede de ældre Stjerner.<ref>Om Humanisten og Satirikeren Johan Lauremberg|Om Humanisten og Satirikeren Johan Lauremberg af L. Daae. Festprogram til Universitetets Holbergsfest 1883.</ref> {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 1xaq53sh8rwsmr9gevzdcpz0a0anoi9 104 13003 338501 199729 2026-10-06T16:15:50Z KåreBot 479 overskrift 338501 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /></noinclude>{{midtstilt/s}} {{større blokk/s}} VI. Holbergs Komedier. {{større blokk/e}} {{midtstilt/e}} {{--}} {{blank linje}} Om Holberg var død i samme Aar, som Peder Paars var udkommen, vilde alene dette Digt have været fuldkommen tilstrækkeligt til at gjøre ham uforglemmelig i vor Literatur. Men allerede et Par Aar efter (1722) indtraadte han paa en ny Bane, og paa den var det, at han skulde vinde sin største Anseelse og sin største Fortjeneste. Her komme vi til det, som Enhver af os elsker og kjender, eller idetmindste burde elske og kjende: {{sperret|Holbergs Komedier}}! Vi have ikke Tid eller Rum til at fortælle Skuepladsens Historie i Danmark, for os faar det være nok, at der egentlig ingen scenisk Kunst gaves i vore Lande før Holberg. Latinskolernes Disciple opførte vistnok et Slags Stykker, hvis Emner vare hentede fra Bibelen eller Klassikerne, udenlandske Trupper viste sig hist og her, endog i Norge, for at opføre noget fremmed Jux, men et virkelig nationalt Drama kan man ikke sige, at man havde. Omsider gav nogle tilfældige Omstændigheder Stødet til, at der forsøgtes et dansk Theater i Kjøbenhavn. Ved Hoffet havde der været spillet franske Stykker af indkaldte Skuespillere, men de vare blevne afskedigede, og deres forrige Theatermaler, Franskmanden Capion, havde saa faaet Privilegium paa at opføre Skuespil. Holbergs nyserhvervede Ry som komisk Forfatter bragte nu nogle Venner og andre, der ønskede en national Scene, deriblandt mærkelig nok den nysnævnte {{bindestrek1|Rost|Rostgaard}}<noinclude> <references/></noinclude> fzyvtu71achk6vftgl9a81bamugmvr6 104 13004 338627 191436 2026-10-06T16:49:51Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338627 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|44}}</noinclude>{{bindestrek2|gaard|Rostgaard}}, til at foreslaa ham at forsøge sig i at skrive danske Komedier. Muligt er det ogsaa, at Holberg allerede af indre Drist havde begyndt at skrive Lystspil. I ethvert Fald gik det vidunderlig raskt med hans Forfatterskab i den Retning, det ene Mesterstykke efter det andet fremkom i en ubegribelig kort Tid. Den 23de September 1722 aabnedes i lille Grønnegade „den danske Skueplads“. Det første, der opførtes, var et oversat Stykke, men saa kom strax efter Holbergs „politiske Kandestøber“. Endnu inden Aaret var omme, fik man „den Vægelsindede“, „Jean de France“. „Jeppe paa Bjerget“ og „Geert Westphaler“, og saa kom raskt det ene Stykke efter det andet. Men det nye Theaters Levetid blev kort. Vel morede man sig godt, men Theaterbesøgene bleve ikke saa hyppige, som man havde ventet. Hofset kunde efter Datidens store Etikette ikke indlade sig paa at besøge et privat Theater, den fornemme Verden holdt sig derfor ogsaa næsten borte, og dette indvirkede igjen paa den formuende Borgerstand. Menigmand var paa den anden Side saa udannet, at han nok hellere saa de tydske Spektakelstykker med Lynild, Torden o.&nbsp;s.&nbsp;v. eller morede sig ved at se paa „den stærke Mand“. Vanskeligt var det ogsaa at faa gode Skuespillere, helst vilde man have Studenter, men for dem ansaaes intet for mere upassende end en saadan Optræden, ligesom det da heller ikke manglede paa dem, der fandt det i høieste Grad anstødeligt, ja forargeligt, at en Professor ved Universitetet indlod sig paa at skrive for Theatret. Omsider spillede vedkommende Fallit; og Theatret maatte lukkes 1727, idet der tilsidst opførtes et lidet Stykke af Holberg, „Den danske Comoedies Ligbegjængelse“. Aaret efter indtraf Kjøbenhavns store Ildebrand, der for en længere Tid gjorde en Gjenoptagelse af et Theater umulig. I 1730 begyndte Christian VI.s Regjering. Under den var der, som Læseren vil forstaa, ikke Tale om at faa Regjeringens Tilladelse til noget saa ugudeligt og syndigt som Theaterforestillinger. Først efter denne Konges Død fik<noinclude> <references/></noinclude> o4em7nlm5pnu7hr8y4wqxuu2v0bdkjo 104 13005 338556 199730 2026-10-06T16:32:54Z KåreBot 479 antikva-mal 338556 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>45</center></noinclude>man (1747) atter et dansk Theater. Man maatte derfor indskrænke sig til at nyde Holbergs Stykker gjennem Læsning, thi han havde naturligvis udgivet dem i Trykken, og de fandt en rivende Udbredelse. Vi skulle nu beskjæftige os en Stund med Holbergs Stykker i Almindelighed og med enkelte af dem i Særdeleshed Jeg er ikke Æsthetiker, og det vil derfor ikke være min Sag at skildre dem fra den Side. Heller ikke agter jeg her at indlade mig paa Forholdet mellem Holberg og de antike Digtere, Plautus og Terents, fra hvem han har laant mere end et Træk og mere end en Vittighed, eller paa Forholdet mellem ham og Franskmanden Moliere. Derimod vil jeg dvæle ved de Holbergske Stykkers Betydning som levende Malerier af Tilstanden, Levemaaden og Tænkemaaden i Digterens Samtid, der give dem en saa overordentlig stor historisk Betydning. Allerede Øhlenschlæger har i denne Henseende gjort den berømte og træfsende Bemærkning, at om Kjøbenhavn sank i Afgrunden og man efter Aarhundreders Forløb opdagede de Holbergske Lystspil, vilde disse med Hensyn til Kundskab om Hovedstadens borgerlige Liv paa denne Tid have samme Værd og Betydning, som Pompejis Ruiner, hvad det gamle Italien angaar.<ref>Tidsskriftet Athene, {{antikva|I.}} S. 304.</ref> Med Hensyn til den Holbergske Tidsalders Karakteristik maa der strax i Retfærdighedens Navn gjøres en Hovedbemærkning. Det er nemlig blevet sagt og utallige Gange gjentaget, at netop den Tid var i en saa særegen Grad indbydende til satirisk Behandling, og at i den mere end ellers — for at tale med Welhaven —: <poem> Hver Tankens Form var stivnet og forskruet Og gik i tusind Daarligheders Sold, </poem> men dette er kun en Paastand, som ikke kan bevises. Sandheden er uden Tvivl den, at de menneskelige Daarskaber til alle Tider ere de samme, om end den ene af dem kan gjøre sig mere gjældende til en, den anden til<noinclude> <references/></noinclude> jl1rpypfqj1a9cdy3xjik2odyaeoama 338577 338556 2026-10-06T16:39:07Z KåreBot 479 ppoem 338577 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>45</center></noinclude>man (1747) atter et dansk Theater. Man maatte derfor indskrænke sig til at nyde Holbergs Stykker gjennem Læsning, thi han havde naturligvis udgivet dem i Trykken, og de fandt en rivende Udbredelse. Vi skulle nu beskjæftige os en Stund med Holbergs Stykker i Almindelighed og med enkelte af dem i Særdeleshed Jeg er ikke Æsthetiker, og det vil derfor ikke være min Sag at skildre dem fra den Side. Heller ikke agter jeg her at indlade mig paa Forholdet mellem Holberg og de antike Digtere, Plautus og Terents, fra hvem han har laant mere end et Træk og mere end en Vittighed, eller paa Forholdet mellem ham og Franskmanden Moliere. Derimod vil jeg dvæle ved de Holbergske Stykkers Betydning som levende Malerier af Tilstanden, Levemaaden og Tænkemaaden i Digterens Samtid, der give dem en saa overordentlig stor historisk Betydning. Allerede Øhlenschlæger har i denne Henseende gjort den berømte og træfsende Bemærkning, at om Kjøbenhavn sank i Afgrunden og man efter Aarhundreders Forløb opdagede de Holbergske Lystspil, vilde disse med Hensyn til Kundskab om Hovedstadens borgerlige Liv paa denne Tid have samme Værd og Betydning, som Pompejis Ruiner, hvad det gamle Italien angaar.<ref>Tidsskriftet Athene, {{antikva|I.}} S. 304.</ref> Med Hensyn til den Holbergske Tidsalders Karakteristik maa der strax i Retfærdighedens Navn gjøres en Hovedbemærkning. Det er nemlig blevet sagt og utallige Gange gjentaget, at netop den Tid var i en saa særegen Grad indbydende til satirisk Behandling, og at i den mere end ellers — for at tale med Welhaven —: {{ppoem|style=font-size:83%| Hver Tankens Form var stivnet og forskruet Og gik i tusind Daarligheders Sold, }} men dette er kun en Paastand, som ikke kan bevises. Sandheden er uden Tvivl den, at de menneskelige Daarskaber til alle Tider ere de samme, om end den ene af dem kan gjøre sig mere gjældende til en, den anden til<noinclude> <references/></noinclude> i3q6rdnabhqtauov8slx12uiims8skz 338628 338577 2026-10-06T16:50:01Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338628 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|45}}</noinclude>man (1747) atter et dansk Theater. Man maatte derfor indskrænke sig til at nyde Holbergs Stykker gjennem Læsning, thi han havde naturligvis udgivet dem i Trykken, og de fandt en rivende Udbredelse. Vi skulle nu beskjæftige os en Stund med Holbergs Stykker i Almindelighed og med enkelte af dem i Særdeleshed Jeg er ikke Æsthetiker, og det vil derfor ikke være min Sag at skildre dem fra den Side. Heller ikke agter jeg her at indlade mig paa Forholdet mellem Holberg og de antike Digtere, Plautus og Terents, fra hvem han har laant mere end et Træk og mere end en Vittighed, eller paa Forholdet mellem ham og Franskmanden Moliere. Derimod vil jeg dvæle ved de Holbergske Stykkers Betydning som levende Malerier af Tilstanden, Levemaaden og Tænkemaaden i Digterens Samtid, der give dem en saa overordentlig stor historisk Betydning. Allerede Øhlenschlæger har i denne Henseende gjort den berømte og træfsende Bemærkning, at om Kjøbenhavn sank i Afgrunden og man efter Aarhundreders Forløb opdagede de Holbergske Lystspil, vilde disse med Hensyn til Kundskab om Hovedstadens borgerlige Liv paa denne Tid have samme Værd og Betydning, som Pompejis Ruiner, hvad det gamle Italien angaar.<ref>Tidsskriftet Athene, {{antikva|I.}} S. 304.</ref> Med Hensyn til den Holbergske Tidsalders Karakteristik maa der strax i Retfærdighedens Navn gjøres en Hovedbemærkning. Det er nemlig blevet sagt og utallige Gange gjentaget, at netop den Tid var i en saa særegen Grad indbydende til satirisk Behandling, og at i den mere end ellers — for at tale med Welhaven —: {{ppoem|style=font-size:83%| Hver Tankens Form var stivnet og forskruet Og gik i tusind Daarligheders Sold, }} men dette er kun en Paastand, som ikke kan bevises. Sandheden er uden Tvivl den, at de menneskelige Daarskaber til alle Tider ere de samme, om end den ene af dem kan gjøre sig mere gjældende til en, den anden til<noinclude> <references/></noinclude> 86w9u25gvoed8hgc1l4lm9j4m67paer 104 13006 338557 199731 2026-10-06T16:33:04Z KåreBot 479 antikva-mal 338557 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>46</center></noinclude>en anden Tid. Enhver Tid frembringer rigeligt Stof for en satirisk og komisk Digter. Men det er ikke til enhver Tid, at en stor og overlegen Satiriker melder sig. Mange og lange Tidsrum flyde hen, uden at dens Synder og Fejl blive gjorte til Gjenstand for den Art af Tilrettevisning. En Holberg hører til de allersjeldneste Forekomster. Men naar saa en enkelt Periode finder en saadan Forfatter, er det dermed ingenlunde sagt, at den derfor fortjener i særegen Grad at stilles i Historiens Gabestok. Holbergs Tid havde sit Philisteri, vore Dage have sit, og det ville alle Dage have. „Det er derfor snarere Holbergs Natur, hans Blik for de Medlevendes Svagheder, der har gjort ham til komisk Digter, end Mangelen paa Alvor i hans Tid.“<ref>C. P. Paludan-Müller i Dansk hist. Tidsskrift, 4 R. {{antikva|VI.}} S. 93, smnlgn. mit Skrift om Johan Lauremberg, S. 27-28.</ref> Man maa erindre at Holbergs Tid ei alene vrimlede af Jean de France’r, Tyboer og Stygotier, men at samtidig Kirken viste kraftige Livstegn gjennem Hersleb, Pontoppidan, Hans Egede og Th. v. Westen, ligesom Videnskaben gjennem Gram, og det var i den samme Tid, at Slesvig gjenerhvervedes, at Tordenskjold kjæmpede og Frederikshald brændte for Konge og Fædreland. For at forstaa den Baggrund, der stedse maa haves for Øie, naar man læser Holberg, maa man først og fremst erindre, at Danmark-Norge var et Enevoldsmonarki, og at dette allerede havde vundet et Par Menneskealdres Hævd og Sikkerhed.<ref>Dette og meget andet er først blevet grundigen udviklet af C. Molbech i Dansk hist. Tidsskrift, 1 R., {{antikva|VI.}} S. 469 flg.</ref> Denne Statsforandring havde naturligvis ogsaa fremkaldt en Revolution i Samfundsforholdene og derigjennem i Leveskikken. Indtil 1660 havde den gamle danske, mægtige og fornemme Adel behersket Samfundet. Nu blev det dens Lod at vige dels for en indslyttet tydsk Hofadel, dels ogsaa for den rigere Borgerstand, hvis Betydning nu blev ulige<noinclude> <references/></noinclude> ahd7zbs7ezj4vo2xo5rbuz2cz08q920 338629 338557 2026-10-06T16:50:11Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338629 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|46}}</noinclude>en anden Tid. Enhver Tid frembringer rigeligt Stof for en satirisk og komisk Digter. Men det er ikke til enhver Tid, at en stor og overlegen Satiriker melder sig. Mange og lange Tidsrum flyde hen, uden at dens Synder og Fejl blive gjorte til Gjenstand for den Art af Tilrettevisning. En Holberg hører til de allersjeldneste Forekomster. Men naar saa en enkelt Periode finder en saadan Forfatter, er det dermed ingenlunde sagt, at den derfor fortjener i særegen Grad at stilles i Historiens Gabestok. Holbergs Tid havde sit Philisteri, vore Dage have sit, og det ville alle Dage have. „Det er derfor snarere Holbergs Natur, hans Blik for de Medlevendes Svagheder, der har gjort ham til komisk Digter, end Mangelen paa Alvor i hans Tid.“<ref>C. P. Paludan-Müller i Dansk hist. Tidsskrift, 4 R. {{antikva|VI.}} S. 93, smnlgn. mit Skrift om Johan Lauremberg, S. 27-28.</ref> Man maa erindre at Holbergs Tid ei alene vrimlede af Jean de France’r, Tyboer og Stygotier, men at samtidig Kirken viste kraftige Livstegn gjennem Hersleb, Pontoppidan, Hans Egede og Th. v. Westen, ligesom Videnskaben gjennem Gram, og det var i den samme Tid, at Slesvig gjenerhvervedes, at Tordenskjold kjæmpede og Frederikshald brændte for Konge og Fædreland. For at forstaa den Baggrund, der stedse maa haves for Øie, naar man læser Holberg, maa man først og fremst erindre, at Danmark-Norge var et Enevoldsmonarki, og at dette allerede havde vundet et Par Menneskealdres Hævd og Sikkerhed.<ref>Dette og meget andet er først blevet grundigen udviklet af C. Molbech i Dansk hist. Tidsskrift, 1 R., {{antikva|VI.}} S. 469 flg.</ref> Denne Statsforandring havde naturligvis ogsaa fremkaldt en Revolution i Samfundsforholdene og derigjennem i Leveskikken. Indtil 1660 havde den gamle danske, mægtige og fornemme Adel behersket Samfundet. Nu blev det dens Lod at vige dels for en indslyttet tydsk Hofadel, dels ogsaa for den rigere Borgerstand, hvis Betydning nu blev ulige<noinclude> <references/></noinclude> km6b6zklg4spsfrot8ls8h764oark2n 104 13109 338630 191437 2026-10-06T16:50:21Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338630 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|47}}</noinclude>større end tilforn, og for hvis fremadstræbende Sønner der ikke sjelden aabnedes Adgang til at indtræde i den højere Embedsstand og derigjennem erhverve Rang eller Adelskab. Især maatte dette af nærliggende Grunde blive Tilfældet med Borgerstanden i Hovedstaden, hvis Velstand betydelig tiltog efter Enevældens Indførelse. Den rigere Borgerstand begyndte som en Følge heraf at føre en ganske anderledes elegant og kostbar Levemaade end før, den efterlignede nu Adelens og de Fornemmeres Skikke og Tilbøieligheder paa en helt anden Maade end før, da Kløften mellem Stænderne var dyb og omtrent uoverstigelig. For at nævne et enkelt Træk, den Lyst til lange og kostbare Udenlandsreiser, der i det 17de Aarhundrede gjaldt som det ypperste Middel for den adelige Yngling til at tilegne sig den sornemme Verdenstone, skjønt som oftest det virkelige Udbytte desværre blev noget helt andet, den gjenfinde vi nu ligesaa hyppigt og ikke sjelden med de samme Virkninger hos Borgerstanden Netop denne højere Borgerstands Liv er det, som Holberg jevnligst og med størst Forkjærlighed skildrer. Jeronimus er gjerne disse Kredses Husfader, Magdelone Moderen, Leander den unge Herre og Leonora Datteren i Huset. Et Hovedtræk i de Kredse, hvor disse Personer høre hjemme, har ganske vist, hvad Læseren allerede har forstaaet, været Lysten til at synes fornem og altsaa Bestræbelsen for at lægge dette for Dagen ved sine Boliger, Dragt, Tjenerskab, Ekvipage o.&nbsp;s.&nbsp;v. Den, der ikke kjender nærmere til disse Forhold, vil vist forundre sig ikke lidet ved at lære dem at kjende. For „fornemme“ Folk var det saaledes forbundet med adskillige Omstændigheder at komme ud paa Gaden allerede af den Grund, at det ikke var ganske passende for dem at bruge sine Ben. Man maatte kjøre i Vogn eller — hvad Nutiden især smiler over — lade sig bære i Portechaise, saaledes som f.&nbsp;Ex. den falske Baron i „den honette Ambition“, der, som Arv udtrykker sig, var i<noinclude> <references/></noinclude> 0e42rejcwrp1ykatbmsmay9fbb7raub 104 13110 338558 199732 2026-10-06T16:33:14Z KåreBot 479 antikva-mal 338558 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>48</center></noinclude>„en Æske“.<ref>Endnu i 1762 skrives i N. Prahls Skjalle-Tidende for Januar 1762: <poem> Nær havde jeg forglemt at melde Dig min Læser, At om Du ei vil gaa, saa er her Portechaiser, For otte Skilling Du {{sperret|velbaaren}} blive kan, Kjøb saadan Herlighed, ifald den staar Dig an. </poem> Man havde naturligvis ogsaa „saadan Herlighed“ i Norge. I 1781 lod Kammerherreinde Adeler sig bære i Portechaise fra Gimsø Kloster til Christiansand! (W. Lassens Norske Stamtavler, S. 44).</ref> Indlod man sig endelig paa at spadsere, maatte man dog stadig have en „Lakei“ vandrende efter sig, men, som Holberg selv siger, saa man i Kjøbenhavn „endog Folk af maadelig Stand at lade sig se udi {{antikva|Equipage}}, som en Ambassadeur ikke vilde skamme sig ved udi et Indtog.“ I Sammenhæng med denne Skyhed for at gaa tilfods kom Klædedragtens Udseende til at staa. Støvler havde egentlig kun hjemme paa Reiser eller paa Jagt, ellers skulde det være Sko og hvide Strømper. Hovedet skulde prydes med Paryk og Hatten i Regelen bæres under Armen. Hvilken Rolle Parykken spillede, er bekjendt. Med saadan Hovedbedækning var det altid bekvemt at lade sig bære eller kjøre, og for Damerne med de da brugelige Fiskebensskjørter var Portechaisen den bekvemmeste Befordring. Dette Væsen ytrede naturligvis sin Indflydelse i mange Forhold. Det bevirkede bl.&nbsp;A., at Theatret fik færre Besøgende, thi man kunde ikke som nu nøie sig med at „gaa i Theatret“ med sin Billet, man maatte kjøre eller bæres, og det forøgede Udgiften. En særlig Interesse frembyde Tyendeforholdene. Det hørte til, at den „fornemme“ Borger maatte holde ei alene de fornødne Tjenestefolk til det daglige og strengt nødvendige Arbeide, men han maatte have „Lakei“, med andre Ord der maatte være en Henrik ved Siden af en Arv. Naar Sønnen blev voxen, skulde han helst have en egen Lakei for sin Person. Naturligvis maatte {{bindestrek1|Hu|Husets}}<noinclude> <references/></noinclude> qs3337wsde766fhqy61zst7hubx1rc9 338631 338558 2026-10-06T16:50:31Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338631 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|48}}</noinclude>„en Æske“.<ref>Endnu i 1762 skrives i N. Prahls Skjalle-Tidende for Januar 1762: <poem> Nær havde jeg forglemt at melde Dig min Læser, At om Du ei vil gaa, saa er her Portechaiser, For otte Skilling Du {{sperret|velbaaren}} blive kan, Kjøb saadan Herlighed, ifald den staar Dig an. </poem> Man havde naturligvis ogsaa „saadan Herlighed“ i Norge. I 1781 lod Kammerherreinde Adeler sig bære i Portechaise fra Gimsø Kloster til Christiansand! (W. Lassens Norske Stamtavler, S. 44).</ref> Indlod man sig endelig paa at spadsere, maatte man dog stadig have en „Lakei“ vandrende efter sig, men, som Holberg selv siger, saa man i Kjøbenhavn „endog Folk af maadelig Stand at lade sig se udi {{antikva|Equipage}}, som en Ambassadeur ikke vilde skamme sig ved udi et Indtog.“ I Sammenhæng med denne Skyhed for at gaa tilfods kom Klædedragtens Udseende til at staa. Støvler havde egentlig kun hjemme paa Reiser eller paa Jagt, ellers skulde det være Sko og hvide Strømper. Hovedet skulde prydes med Paryk og Hatten i Regelen bæres under Armen. Hvilken Rolle Parykken spillede, er bekjendt. Med saadan Hovedbedækning var det altid bekvemt at lade sig bære eller kjøre, og for Damerne med de da brugelige Fiskebensskjørter var Portechaisen den bekvemmeste Befordring. Dette Væsen ytrede naturligvis sin Indflydelse i mange Forhold. Det bevirkede bl.&nbsp;A., at Theatret fik færre Besøgende, thi man kunde ikke som nu nøie sig med at „gaa i Theatret“ med sin Billet, man maatte kjøre eller bæres, og det forøgede Udgiften. En særlig Interesse frembyde Tyendeforholdene. Det hørte til, at den „fornemme“ Borger maatte holde ei alene de fornødne Tjenestefolk til det daglige og strengt nødvendige Arbeide, men han maatte have „Lakei“, med andre Ord der maatte være en Henrik ved Siden af en Arv. Naar Sønnen blev voxen, skulde han helst have en egen Lakei for sin Person. Naturligvis maatte {{bindestrek1|Hu|Husets}}<noinclude> <references/></noinclude> fghrvsxbfwi5l6qxkpl4nf0yepjln1i 104 13111 338632 199733 2026-10-06T16:50:41Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338632 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|49}}</noinclude>{{bindestrek2|sets|Husets}} „Fruentimmer“<ref>„Frauenzimmer“ betyder egentlig Samlingen eller Indbegrebet af et Hofs Damer; først senere begyndte man at kalde den enkelte (fornemmere) Dame et Fruentimmer. Endnu i Jakob v. Tybo bruges „Fruentimmeret“ i sin kollektive Betydning. Man erindre, at Jesper siger til Tybo (Act. 2, Sc. 2): „Kan Herren ikke erindre, da Herren dansede, hvilken Smilen og Hvidsken der strax blev mellem Fruentimmeret?“</ref> (Datidens Udtryk for hvad vi kalde „Damer“) have Kammerpige, Pernille. Men hvor fornem man end yndede at være, saa er det dog vift, at der i hine Dage fandt en ganske anden Fortrolighed og et helt andet nært Forhold Sted mellem Herre og Tjenere. Herpaa giver hvert af Holbergs Stykker Beviser nok, thi i Regelen hænger den hele Intrige sammen hermed. Holbergs første Stykke, „{{sperret|den politiske Kandestøber}}“, er henlagt til den tydske Fristat Hamburg. Dette er vistnok skeet ikke alene af den Grund, at netop Hamburg, hvor Kommune og Stat faldt sammen, kunde antages at være rig paa saadanne Personer som Mester Herman, men ogsaa af Forsigtighed, for at undgaa Hentydninger til hjemlige Forhold, om det end vistnok er dem, han tilsidst tænker paa. Det er ligesom i „Don Ranudo“, hvor Handlingen for et Syns Skyld er henlagt til Spanien. Kandestøberens Bedrifter maa tænkes at foregaa i Begyndelsen af den spanske Sukcessionskrig, thi man hører om Prinds Eugens Felttog i Norditalien. At den lavere Borgerstand i Hamburg kan have havt adskillige Personer som Kandestøber Herman, er ikke usandsynligt, thi der havde virkelig nylig været alvorlige Stridigheder mellem Smaaborgerne og det regjerende, pengearistokratiske Raad. Mærkes maa den Indflydelse som man ser, at Aviserne, skjønt de dengang vare i sin Barndom, allerede da udøvede ogsaa i lavere Kredse. En anden Kilde, hvorfra Herman øser sin Visdom, er, som man vil erindre, „den politiske Stokfisk“. Dette maa paa<noinclude> <references/></div>L. Daae: Ludvig Holberg.</noinclude> o5bjpcsrut6kd78mi6rxx0cqg1ytcz9 104 13115 338634 199735 2026-10-06T16:51:01Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338634 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|50}}</noinclude>Samtiden, der kjendte denne nu forglemte Bog, have gjort et eiendommeligt komisk Indtryk, som let gaar tabt for os. Man maa nemlig vide, at den „politiske“ Stokfisk slet ikke handler om, hvad vi kalde Politik. Den var nemlig en Haandbog for Friere, der vilde gjøre fordelagtige Partier, og dens Titel lød saaledes: „Der politische Stockfisch mit seinem Kunststücke, wie ein kluger Liebhaber, wie niedrig er auch sey, reich, schön und vornehm heirathen kann“. Ordet „politisk“ svarer her til „fiffig“ eller „polisk“. Om dette uforglemmelige Stykke kan endnu anføres, at gjennem det er Ordet „Kandestøber“ i Betydning af et politisk Vrøvlehoved ikke alene blevet almindeligt hos os, men ogsaa udenfor Norden. Ogsaa i Tydskland kjendes siden Holbergs Tid „Kannengießer“ i samme Bemærkelse. Endelig frembragte „Kandestøberen“ i sin Tid en underlig Efterligning idet en Forfatter af lav Rang, J. R. Paulli, der vilde rivalisere med Holberg, gjorde et Forsøg paa at omskrive og forbedre denne Komedie. Holberg, der undertiden var pirrelig og kunde ofre Smaating større Opmærksomhed, end de fortjente, udgav i den Anledning et Par „Breve“. Af Paullis Original findes kun et eneste Exemplar (i det Deichmanske Bibliothek), men den er i vore Dage bleven optrykt for sin Snurrigheds Skyld. Holbergs Uvilje mod ørkesløs Snak, der i ganske særegen Grad var ham en Plage, kommer ogsaa til Orde i „{{sperret|Geert Westphaler}}“. Dette Stykke foreligger i to Udgaver, først en i fem Akter, dernæst en anden i en, thi man fandt den første for langtrukken, hvorfor Forfatteren, om end med Ulyst, fandt sig i at forkorte den, thi han satte selv megen Pris paa dette Arbeide. Stykkets komiske Kraft fremtræder ikke mindst gjennem de overalt anbragte kostelige Anachronismer. Geert sammenblander nemlig idelig Personer og Begivenheder, der tilhøre de allerforskjelligste Tidsaldre, som om de vare samtidige. „Keiser August udskrev hele Verden til Skat og indstiftede de syv Chursyrster og det uagtet — Paven {{bindestrek1|mod|modsatte}}<noinclude> <references/></noinclude> ntf4xi4qen6jnajtf7cjsp3lmd9x0ch 104 13116 338559 191438 2026-10-06T16:33:24Z KåreBot 479 antikva-mal 338559 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>51</center></noinclude>{{bindestrek2|satte|modsatte}} sig det og spurgte: „Ihro kayserliche Majestät, warum so viele weltliche Fürsten auf einmal zu machen?“ Paa et andet Sted er Arius en Præst i Danmark som af Biskoppen stevnes til Landemodet.— Cromwell, „som paa Latin heder Masaniello“, bliver sønderreven af fire Heste o.&nbsp;s.&nbsp;v. Da en Vert formedelst Geerts Snak mister sine Gjester, lader han denne indstevne for Gjesteretten o.&nbsp;s.&nbsp;v. At Geert er Barber, er ganske i Stilen, thi allerede i den gamle Verden vare Barberer bekjendte som snakkesalige og vrøvlevorne Personer. Ogsaa i „Den Stundesløse“ møder man en tydsk Barber af samme Art. I „{{sperret|Jean de France}}“ er det den allerede ovenfor nævnte utidige Reiselyst, der maa holde for, et Emne, som forresten flere have behandlet, saaledes allerede Johan Lauremberg, der ogsaa her synes i nogen Grad at have paavirket Holberg, og senere Chr. Falster. Holberg havde jo selv været meget reiselysten i sin Ungdom, men dette hindrede ham ikke med særegen Iver at dadle denne Lyst hos Andre. Som Professor lod han ofte falde skarpe Domme om reiselystne Studenter.<ref>Om Reiser har Holberg ogsaa udtalt sig i en (almindeligvis overfeet) Fortale, som han skrev til P. v. Havens bekjendte og indholdsrige Reise i Rusland. Samlgn. mine Bemærkninger herom i Norsk historisk Tidsskrift 2 R., {{antikva|IV.}} S. 444.</ref> Skjønt det altsaa var en ganske almindelig Daarskab, som Holberg her vilde tillivs, vidste man dog, at udpege den bestemte Person, han skulde have havt for Øie.<ref>Norsk hist. Tidsskrift, {{antikva|II.}} S. 292.</ref> „{{sperret|Jeppe}}<ref>Ligesom Peder Paars, saaledes var ogsaa Jeppe et typisk Navn paa den sjellandske Bonde allerede længe, før Holberg skrev sit Stykke. Om Bondekonen, hvem Holberg kalder Nille, brugte man gjerne Navnet Lusse (Lucie).</ref> {{sperret|paa Bjerget}}“ er et af Holbergs ypperste Stykker saavel i digterisk Henseende, som fordi det giver et saa udmærket Billede af Datidens særgelige Bondeliv i Danmark. Det kan for norske Læsere ikke noksom<noinclude> <references/></noinclude> 5qplkfk056o0a1u6dhqlm0ehpop2qpm 338635 338559 2026-10-06T16:51:11Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338635 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|51}}</noinclude>{{bindestrek2|satte|modsatte}} sig det og spurgte: „Ihro kayserliche Majestät, warum so viele weltliche Fürsten auf einmal zu machen?“ Paa et andet Sted er Arius en Præst i Danmark som af Biskoppen stevnes til Landemodet.— Cromwell, „som paa Latin heder Masaniello“, bliver sønderreven af fire Heste o.&nbsp;s.&nbsp;v. Da en Vert formedelst Geerts Snak mister sine Gjester, lader han denne indstevne for Gjesteretten o.&nbsp;s.&nbsp;v. At Geert er Barber, er ganske i Stilen, thi allerede i den gamle Verden vare Barberer bekjendte som snakkesalige og vrøvlevorne Personer. Ogsaa i „Den Stundesløse“ møder man en tydsk Barber af samme Art. I „{{sperret|Jean de France}}“ er det den allerede ovenfor nævnte utidige Reiselyst, der maa holde for, et Emne, som forresten flere have behandlet, saaledes allerede Johan Lauremberg, der ogsaa her synes i nogen Grad at have paavirket Holberg, og senere Chr. Falster. Holberg havde jo selv været meget reiselysten i sin Ungdom, men dette hindrede ham ikke med særegen Iver at dadle denne Lyst hos Andre. Som Professor lod han ofte falde skarpe Domme om reiselystne Studenter.<ref>Om Reiser har Holberg ogsaa udtalt sig i en (almindeligvis overfeet) Fortale, som han skrev til P. v. Havens bekjendte og indholdsrige Reise i Rusland. Samlgn. mine Bemærkninger herom i Norsk historisk Tidsskrift 2 R., {{antikva|IV.}} S. 444.</ref> Skjønt det altsaa var en ganske almindelig Daarskab, som Holberg her vilde tillivs, vidste man dog, at udpege den bestemte Person, han skulde have havt for Øie.<ref>Norsk hist. Tidsskrift, {{antikva|II.}} S. 292.</ref> „{{sperret|Jeppe}}<ref>Ligesom Peder Paars, saaledes var ogsaa Jeppe et typisk Navn paa den sjellandske Bonde allerede længe, før Holberg skrev sit Stykke. Om Bondekonen, hvem Holberg kalder Nille, brugte man gjerne Navnet Lusse (Lucie).</ref> {{sperret|paa Bjerget}}“ er et af Holbergs ypperste Stykker saavel i digterisk Henseende, som fordi det giver et saa udmærket Billede af Datidens særgelige Bondeliv i Danmark. Det kan for norske Læsere ikke noksom<noinclude> <references/></noinclude> kg80b3gbvb201rou4hql7qnpq6cnxjc 104 13117 338636 199736 2026-10-06T16:51:21Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338636 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|52}}</noinclude>fremhæves, at medens under den gamle Forening de norske Bønder nød en personlig Frihed som kun i meget faa europæiske Lande, befandt Hovedriget Danmarks Almue sig i den mest fornedrede og mislige Stilling, thi skjønt f.&nbsp;Ex. Christian IV havde ønsket at ophæve Bornedskabet (Øernes Bondestands Ufrihed), var det ikke lykkedes ham. Vel var dette siden rettet paa i 1702, men den fattige Bondes svære Hoveripligt stod igjen, og snart kom Stavnsbaandet, der af militære Hensyn forbød Bonden at forlade sin Hjemstavn i de Aar, som er Livets afgjørende, i Stedet, og dette udstraktes til hele Danmark. Prisgiven en barbarisk Behandling og kjæmpende med Nød og Mangel, stod altsaa Bonden paa et lavt Standpunkt og var jevnlig henfalden til Drukkenskab. Men med alt dette var den sunde Kjerne endnu tilstede hos Bonden, om der end vistnok paa den Tid ikke var ret mange, som havde Øie derfor. Men mellem dem var Holberg, om hvem man paa en vis Maade med Sandhed kan sige, at han var en Bondeven. Det forundrer os ikke, at han i sine senere Aar, da han selv var bleven Godseier, viser sig saa vel bekjendt med de danske Bønders Forhold, men desto mærkeligere var det, at han, Nordmanden, allerede dengang han som endnu ung Mand skrev sin „Jeppe“, var saa fortrolig med Bonden og havde Øie ei alene for hans Skyggesider, men ogsaa for de bedre og tiltalende. Det vidner høit om hans geniale Blik. Bekjendtskabet har sandsynligvis været gjort under de Fodvandringer, som der er Spor til, at Holberg har foretaget i Danmark, saavel som i Udlandet. Jeppe er paa denne Maade bleven til noget mere end en Karikatur, thi vel ere de sørgelige Sider komne frem, Drikfældigheden og Trællesindet spiller en Hovedrolle i Billedet, og vi faa se, hvor galt det skulde have gaaet, om Bønderne pludselig vare komne i Besiddelse af Magten, men jevnlig er der ogsaa indstrøet sympathetiske og forsonende Træk. Jeppe er saaledes ikke blottet for Vittighed, han har Sands for Folkepoesien, og hans Afsked med Livet,<noinclude> <references/></noinclude> d2sjq9g014dsy3uasy186b6g2pixsma 104 13118 338637 199737 2026-10-06T16:51:31Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338637 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|53}}</noinclude>dengang han mener at have faaet Gift, er smuk, og man har med Rette tilføiet, at Holberg paa intet Sted er kommet det rørende saa nær som her. Selve Stykkets Fabel har Holberg, efter hvad han selv tilstaar, hentet fra et dengang bekjendt Skrift, Bidermanns Utopia. Jeppe er ikke det eneste Stykke, hvori der forekommer Bønder. For ikke at tale om „{{sperret|den pantsatte Bondedreng}}“, hvis Titelrolle ifølge Stykkets hele Anlæg kun maa være Dosmerens, kan her navnlig anføres „{{sperret|den 11te Juni}}“, hvor der fremføres for os et helt Udvalg af Jyder, en Del af det danske Folk, som Holberg forøvrigt ikke rigtig yndede. Vi gjøre her Bekjendtskab med nærige Proprietærer, Studeprangere og Forpagtere, der besøge Kjøbenhavn ved Terminstiden for at inkassere Renter af sine opsparede og der anbragte Midler. Medens de fleste af disse Folk udmærke sig ved stor Snedighed og Forsigtighed, bliver en af dem, den ynkelige Nils Studenstrup, et let og værdigt Bytte for Hovedstadens Gavtyve. Den 11te Juni er naturligvis „et meget vittigt Stykke, men har ogsaa, hvad Forfatteren selv erkjendte, adskillige noget lavkomiske Scener. „Jeg maa,“ siger Holberg, „undertiden sætte min egen Humeur tilside og hænge den Mad paa Krogen, som jeg veed, Mængden helst vil bide paa.“ Dette havde sin Grund i Theatrets slette Finantser, som gjorde et Kassestykke højst ønskeligt. Beregningen slog til, thi Kjøbenhavnerne morede sig fortræffeligt. Ogsaa i Erasmus Montanus gjøre vi, som siden skal vises, Bekjendtskab med danske Bønder. Til de ypperste Malerier af sin Tids Sæder og Skikke maa henregnes Komedien „{{sperret|Barselstuen}}“, om hvilket Baggesen med fuld Føje har ytret, at „Historieskriveren som saadan vilde mindre beklage Tabet af alle Holbergs øvrige dramatiske Arbejder end Tabet af dette ene Lystspil.“ For ret at forstaa Stykkets Situation maa man erindre, hvor væsentlig forskjellig Selskabsliv og Omgang var dengang i Sammenligning med nu. Medens man<noinclude> <references/></noinclude> awge1jgotgskazql93up6m50bq5gocd 104 13119 338638 199738 2026-10-06T16:51:41Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338638 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|54}}</noinclude>nu hyppigen ser tilfældige eller selvbudne Gjester i sit Hus og derfor ogsaa kan modtage dem uden store Anstalter eller Forberedelser, vare i Regelen dengang Husene og Familierne til Hverdags temmelig afstængte for hverandre, og skulde man have Gjester, maatte det gaa yderst overflødigt og kostbart til. Bryllupper, Barseler og Begravelser udkrævede, naar det ikke skulde ansees for en Ydmygelse eller Falliterklæring, en stor Ødselhed, thi Enhver vilde her vise, hvad han formaaede og den Ene ikke staa tilbage for den Anden, Forhold, der indtil den senere Tid have holdt sig paa Landet. For mere end en Familie har denne uheldige Skik været næsten ruinerende, og med Rette heder det derfor i den foreliggende Komedie: „En stakkels Kone mister sin Mand, som jeg sætter efterlader hende nogle Skillinger, som hun ved Forsigtighed kunde leve af. Fornuften siger, hun skal konservere dem, men Moden siger, hun skal skaffe sin Mand saadan en hæderlig Begravelse, at hun har intet tilbage at føre et hæderligt Levnet for.“ Allerede tidlig begyndte Lovgivningen at ville sætte Grændser for saadan Ufornuft ved nøie at bestemme Antallet baade af Gjester og Retter alt efter de forskjellige Stænder, men saadant lader sig nu aldrig ordne ved Lov, thi Bestemmelserne kunne ikke overholdes. Af deslige Sædvaner havde navnlig de, der stode i Forbindelse med Barseler, mange latterlige Sider og maatte altsaa i særegen Grad være indbydende for en Komedieforfatter. Thi her var det ikke nok med Beværtningen for Fadderne paa selve Daabsdagen (i Regelen, som bekjendt, faa Dage efter Barnefødslen), men det hele Hus maatte saa at sige staa paa Ende endnu i flere Uger. Christian V.s Lov (baade den danske og den norske) befaler (2—8—9), at „Præsterne skulle formane Barselkvinder til, at de sig indeholde i fem eller sex Uger efter deres Barnefødsel“, og nu var det bleven Skik i de danske Byer, at en Barselkone, der regnede sig til „den bedre“ Klasse, maatte og skulde tilbringe denne lange Tid liggende pyntet og „udstafferet“<noinclude> <references/></noinclude> 0lwcbyp4kwezqcqz6jlbtfr8qfpyzqn 104 13120 338639 199739 2026-10-06T16:51:51Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338639 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|55}}</noinclude>paa en prægtig opredt Seng. Heraf har Udtrykket „Barselseng“ sin Oprindelse. En Samtidig af Holberg har optegnet, at „Konen laa som forgyldt i Sengen“, eller, som det heder i selve Comedien, „parerede som en Maibrud“. Strax efter Barnefødselen maatte den stedfundne store Begivenhed formelig anmeldes hos alle Bekjendte, Undladelse heraf vilde være en Fornærmelse mod Vedkommende; man erindrer, at Stykket begynder med Troels’s uhyre Liste paa 93 Koner, til hvem han maatte løbe omkring. Alle disse Veninder havde nu den Forpligtelse at indfinde sig i „Barselstuen“ for at se til Konen, underholde hende med Passiar, og der sendtes ogsaa jevnlig Barselmad, der imidlertid maatte betales med Drikkepenge. De Besøgende skulde naturligvis trakteres, saa at Konens Værelse ganske fik Udseende af en Damekafé. Man kan begribe, hvilken rigelig Mængde af Byrygter og Historier her maatte komme for Dagen, det blev ret en „Faddersnak“ og „Faddersladder“. Derimod vare Mændene oprindelig strengt udelukkede fra disse kvindelige Mysterier; lode de sig finde der, havde de forbrudt sin Hat, der maatte indløses som et Pant med Penge, men dette var siden gaaet af Brug. En Tilgift til disse Plager for Konen var, at ikke alene Læger, men ogsaa Kvaksalvere („Mester Bonifacius“), ja Signekjærringer idelig visiterede hende. Holberg var bestandig en Ynder af at snakke med Fruentimmer og foretrak deres Konversation for sit eget Kjøns. Han skriver ogsaa selv i en af sine Epistler: „Naar jeg er hjemme, er jeg idelig udi et Slags Arbeide, som foraarsager Hovedbryden, saa at jeg gaar ud for at lade Hjernen have fornøden Hvile. Saadan Hvile faaes fornemmeligen udi Fruerstuer, hvor der forefalder gemenligen ikke uden jevn Snak, som ingen Meditation behøver.“ Det er en gammel Fortælling, at Holberg særlig yndede at komme i Barselstuer, hvilke dengang efterhaanden vare bleve aabnede ogsaa for Mænd, og den gjendrives just ikke ved de Referater af Passiaren i dem,<noinclude> <references/></noinclude> egfxt037v3gj4jso2q20np52a6cm7mb 104 13121 338640 191439 2026-10-06T16:52:01Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338640 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|56}}</noinclude>som Stykket meddeler, og som optager hele anden og tredie Akt. De kunne ikke beskrives, de maa læses, man fortryder ikke derpaa. Her faar man et fuldstændigt Galleri af Borgerkoner og Sladdersøstre, og dertil endog en fattig-fornem „Frue“, ikke den mindst komiske af disse Figurer. Vore Tipoldemødre træde os imøde, som vare de levende den Dag idag. Og saa den gamle Corfits under Bordet og ved Caffekværnen! Og Troels, denne mageløse Tjenestedreng, der egentlig er baade tro og nidkjær og dog med tilsyneladende barnlig Enfoldighed driller sin Herre med de nærgaaende Maanedsberegninger o.&nbsp;s.&nbsp;v! Ogsaa „{{sperret|Julestuen}}“ og „{{sperret|Kildereisen}}“ høre til den samme Art Stykker, der fore os ind i Middelstandens daværende Levemaade. Julen spillede dengang en endnu større Rolle end nu. Vel kjendte man ikke Juletræet, der først et Stykke ind i vort Aarhundrede er kommet til os fra Tydskland, ei heller spillede Julepræsenter sin nuværende overdrevne og tildels uforstandige Rolle, men de mange gamle Udtryk „Julebroder“, „Julefred“, „Julemærker“, „Julebuk“ o.&nbsp;s.&nbsp;v. minde tilstrækkeligt om, at Selskabeligheden ret florerede paa den Tid af Aaret, om end under andre Former end nutildags. „Kildereisen“ minder om en eiendommelig Overtro om hellige Kilders helbredende Magt, der ogsaa har været kjendt i Norge, som navnlig har havt sine utallige Olafskilder. „{{sperret|Det arabiske Pulver}}“ henter sit Stof fra en eiendommelig Side af Datidens Overtro, nemlig den udbredte Mening, at man kunde lave Guld ved Hjælp af mystiske Midler („den philosophiske Sten“ o.&nbsp;desl.). Hvor alvorligt man mente det, og hvilke Mænd der fandtes inden Guldmagernes (Alchymisternes) Rækker, kan man forstaa, naar man erfarer, at den store Philosoph Leibnitz var Sekretær i et alchymistisk Selskab, og at Hans Egede (endog under sit Ophold i Grønland) med Iver bestræbte sig for at finde „Stenen“, ja endog nær havde mistet Livet ved et saadant Forsøg. Man maa ogsaa<noinclude> <references/></noinclude> 9bja9ewpjggwes5qx4lt0n4cyx61g0f 104 13122 338641 191440 2026-10-06T16:52:11Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338641 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|57}}</noinclude>erindre, at Chemien, der nu spiller en saa stor Rolle i Verden, for en stor Del skylder disse misforstaaede Forsøg sin Udvikling, og at de, der ikke fandt Guldet under sit Arbeide, gjorde andre Opfindelser, f.&nbsp;Ex. da Bøtticher, der sad fast i Dresden, opfandt Porcellænet. Det kunde synes indlysende, at om man virkelig lærte at gjøre Guld, vilde dette kun medføre, at Guldet vilde tabe sit Værd, ialfald maatte Guldmageriets Betydning bero derpaa, at Kunsten holdtes hemmelig, og dette var da ogsaa Grunden til, at Personer, om hvem man troede, at de i Løndom øvede Kunsten, hyppig bleve tagne til Fange af Fyrster, som vilde bruge dem i sin Tjeneste, men aldrig slippe dem paa fri Fod. Ogsaa en af vore egne Konger, Frederik III., var ivrig for Guldmageriet og satte paa den Maade mange Penge overstyr. Selvfølgelig gaves der ogsaa adskillige ligefremme Bedragere, der ikke engang alvorlig havde arbejdet paa at gjøre den store Opdagelse, men kun benyttede sig af Folks Lettroenhed. En saadan er det, som vort Stykke bringer paa Scenen. Mod Slutningen af forrige Aarhundrede synes Tanken om Guldmageri at være endelig opgivet, og den kjendes nu kun fra Historien. Tre Stykker af Holberg, „{{sperret|Uden Hoved og Hale}}“, „{{sperret|Hexeri eller blind Allarm}}“ og „{{sperret|Abracadrabra}}“, behandle Scener, hentede fra Samtidens Tanker om overnaturlige Magters Indvirkning paa Menneskenes Liv. De give alle Anledning til interessante Indblik i Menigmands Forestillinger i denne Henseende om Spøgelser, Gjengangere o.&nbsp;s.&nbsp;v. Mangengang svare disse temmelig nøie til, hvad der endnu i en langt senere Tid har været troet hos os. Man sammenligne f.&nbsp;Ex. Act. 1, Sc. 5 i „Uden Hoved og Hale“, hvor Roland fortæller om Pigen, der for efter sin Madmoder til Bloksbjerg paa et Kosteskaft, med „Graverens Fortællinger“ i Asbjørnsens Huldreeventyr, og man vil finde en saa nøiagtig, næsten ordret Lighed, at man endog kunde fristes til at tro, at<noinclude> <references/></noinclude> jyqkxj2k9p44jexu56jiwubeo41m9po 104 13123 338560 199740 2026-10-06T16:33:34Z KåreBot 479 antikva-mal 338560 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>58</center></noinclude>den Form, Sagnet havde antaget i Graverens Mund, middelbart stammede fra Komedien.<ref>Det er ikke sjelden Tilfældet, at de Sagn og Fortællinger, man kan faa høre i Bygderne, i Virkeligheden have sin Kilde i trykte Bøger. Som et interessant Exempel vil jeg nævne — hvad Prof. G. Storm har paavist i Norsk hist. Tidsskrift, 2 R. {{antikva|II.}} S. 377—385 —, at man i vor Tid paa flere Kanter paa Vestlandet, navnlig i Sætersdalen, har Sagn om Gretter Aasmundssøn, hvilke man i Begyndelsen var fristet til at antage for ægte, da de neppe kunde stamme fra Gretters først sent udgivne Saga, men som ved nærmere Undersøgelse viste sig at have sin Rod i det 1651 udkomne Skrift {{antikva|Norrigia illustrata}} af den kjøbenhavnske Boghandler J. L. Wolff.</ref> Af disse tre Stykker er „{{sperret|Hexeri eller blind Allarm}}“ af størst kulturhistorisk Interesse. Det bringer os til at tænke over, hvor utrolig nær den Tid ligger os, da ikke alene den uvidende Hob, men endog Samfundets mest kundskabsrige og høitstaaende Mænd, ansaa Hexeriet og Troldskaben for en Virkelighed, og at de berygtede Hexeprocesser først i det attende Aarhundrede ganske forsvandt. De vare en Arv fra Middelalderen, og det var Pave Innocents VIII. (Alexander VI.s umiddelbare og værdige Forgjænger), der ved en Bulle af 1484 havde bragt dem i System. Men det var langt fra, at Reformationen befriede de protestantiske Lande for dette skrækkelige Uvæsen. Tvertimod, i Norden begyndte de først efter Kirkeforbedringen at gaa rigtig i Svang. Fra alle danske Landskaber haves Exempler paa, at Baal og Brand kom til Anvendelse for Hexeri, og det lyder forfærdeligt, naar Sjellands første lutherske Biskop Palladius beretter om, at nylig vare blot paa Øen Als og omliggende Smaaøer „henved 52 Hexe“ fangne og brændte. 1589 brændtes 13 Troldkvinder i Kjøbenhavn. I Norge fandt lignende Rædselsscener Sted, saaledes blev i Slutningen af 16de Aarhundrede den lærde og fortjente Theolog og Historiker Absalon Pederssøns Enke brændt i Bergen som Hex. Christiansand var i de {{bindestrek1|før|første}}<noinclude> <references/></noinclude> kubhe7cxn8canth45fdrzgm1bytao57 338642 338560 2026-10-06T16:52:21Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338642 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|58}}</noinclude>den Form, Sagnet havde antaget i Graverens Mund, middelbart stammede fra Komedien.<ref>Det er ikke sjelden Tilfældet, at de Sagn og Fortællinger, man kan faa høre i Bygderne, i Virkeligheden have sin Kilde i trykte Bøger. Som et interessant Exempel vil jeg nævne — hvad Prof. G. Storm har paavist i Norsk hist. Tidsskrift, 2 R. {{antikva|II.}} S. 377—385 —, at man i vor Tid paa flere Kanter paa Vestlandet, navnlig i Sætersdalen, har Sagn om Gretter Aasmundssøn, hvilke man i Begyndelsen var fristet til at antage for ægte, da de neppe kunde stamme fra Gretters først sent udgivne Saga, men som ved nærmere Undersøgelse viste sig at have sin Rod i det 1651 udkomne Skrift {{antikva|Norrigia illustrata}} af den kjøbenhavnske Boghandler J. L. Wolff.</ref> Af disse tre Stykker er „{{sperret|Hexeri eller blind Allarm}}“ af størst kulturhistorisk Interesse. Det bringer os til at tænke over, hvor utrolig nær den Tid ligger os, da ikke alene den uvidende Hob, men endog Samfundets mest kundskabsrige og høitstaaende Mænd, ansaa Hexeriet og Troldskaben for en Virkelighed, og at de berygtede Hexeprocesser først i det attende Aarhundrede ganske forsvandt. De vare en Arv fra Middelalderen, og det var Pave Innocents VIII. (Alexander VI.s umiddelbare og værdige Forgjænger), der ved en Bulle af 1484 havde bragt dem i System. Men det var langt fra, at Reformationen befriede de protestantiske Lande for dette skrækkelige Uvæsen. Tvertimod, i Norden begyndte de først efter Kirkeforbedringen at gaa rigtig i Svang. Fra alle danske Landskaber haves Exempler paa, at Baal og Brand kom til Anvendelse for Hexeri, og det lyder forfærdeligt, naar Sjellands første lutherske Biskop Palladius beretter om, at nylig vare blot paa Øen Als og omliggende Smaaøer „henved 52 Hexe“ fangne og brændte. 1589 brændtes 13 Troldkvinder i Kjøbenhavn. I Norge fandt lignende Rædselsscener Sted, saaledes blev i Slutningen af 16de Aarhundrede den lærde og fortjente Theolog og Historiker Absalon Pederssøns Enke brændt i Bergen som Hex. Christiansand var i de {{bindestrek1|før|første}}<noinclude> <references/></noinclude> aaigwfvb2456jelgd6vzph7ss8r0s23 104 13124 338643 199741 2026-10-06T16:52:31Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338643 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|59}}</noinclude>{{bindestrek2|ste|første}} Aar efter Anlægget Vidne til en Række af saadanne Aflivelser, ja der brændtes her paa engang syv Troldkvinder paa Natvig-Tangen udenfor Byen. En af dem var endog netop lige i Forveien trolovet med en Sorenskriver. Endnu senere forekom den bekjendte Sag mod Lisbet Nypen i Nærheden af Throndhjem. Den sidste Dom af denne Art i Danmark og Norge er, saavidt vides, fra 1693, da Høiesteret dømte to Troldkvinder til Baalet og en til Kagstrygning, hvorimod en fjerde frifandtes. Endnu længe efter forekomme imidlertid Forhør over saadanne ulykkelige Væsener, og i Sverige vedbleve ogsaa Exekutionerne at finde Sted langt ind i det følgende Aarhundrede. I det foreliggende Stykke er Emnet hentet fra en virkelig Begivenhed, som i sin Tid havde vakt den høieste Grad af Opsigt. I Thisted, en liden By i Aalborg Stift i Jylland, udbredte der sig i 1696 et Rygte, at en Pige og et Pigebarn vare besatte af Djævelen. Præsten, en Nordmand af Fødsel, Mag. Ole Bjørn, tog sig af dem, arbeidede med et Par Studenter som Medhjælpere paa at uddrive Satan, omtalte Tingen i Kirken og samlede Gaver til de Ulykkeliges Hjælp. Da de „Besatte“ opgave andre Kvinder som Aarsag i Ulykken og altsaa beskyldte disse for at have forhexet dem, kom den hele By i Bevægelse, den ene efter den anden troede sig „forgjorte“, endog Embedsmændene delte disse Forestillinger, og Tilstanden i Thisted blev snart uudholdelig. Biskop Jens Bircherod i Aalborg (bekjendt af sine i vor Tid udgivne mærkelige og indholdsrige Dagbøger) havde imidlertid lige fra først af anet, at det Hele var Bedrageri, Præsten blev ogsaa omsider suspenderet og tiltalt og det kom for en Dag, at det var ham, der havde faaet det Hele istand og det af de lumpneste og gemeneste Bevæggrunde. Han dømtes til Afsættelse m.&nbsp;m., men appellerede til Høiesteret, der dog skjærpede Straffen til livsvarigt Fængsel, og flere andre bleve ligeledes straffede.{{#tag:ref|Over Hexeprocesser i Norden har R. Nyerup i det {{bindestrek1|Skandi|Skandinaviske}}<includeonly>{{#section:Side:Daae - Ludvig Holberg.djvu/60|fotnote}}</includeonly>}}<noinclude> <references/></noinclude> kwfmk2v5zee2patvprfr7446uvbrk0g 104 13125 338645 199743 2026-10-06T16:52:51Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338645 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|60}}</noinclude><section begin=tekst /> {{blank linje}} I „{{sperret|Jakob v. Tybo}}“ have vi et af Holbergs paa engang fornøieligste og for dem, der ønske at se hans Samtids Skikkelser gjengivne, mest lærerige Stykker. To Karikaturer, hver for sig en Repræsentant for en dengang stærkt fremtrædende Retning, have her sat hinanden Stevne: den lærde, men aandløse Pedant Stygotius og den stortalende, men i Grunden feige Krigsmand v. Tybo. Allerede deres Navne ere karakteristiske, thi den første har gjort sit Navn Stygesen om til det latinske Stygotius, en Maner, som engang var meget almindelig blandt studerede Folk, skjønt dog allerede dengang stærkt i Aftagende, medens den andens „von“ var anlagt efter militær Skik. Stygotius, der maa tænkes som en „privatiserende Lærd“ uden Embede, men i ret gode Kaar, har dog virkelig studeret og er kjendt af „alle Literati udi Rostock, Helmstädt og Wittenberg“, men Tybo roser sig derimod af at have været med i store Beleiringer („Brabants“) og Slag („ved Amsterdam“), som Historien ikke kjender, og hans Bedrifter ligge stundom, som f.&nbsp;Ex. „at kløve en Mand med et Hug udi fire Parter“ ligefrem udenfor Mulighedens Grændser Neppe har Holberg nogensinde skabt en mere grandios-komisk Figur end samme Tybo, som „underkjøber Folk til at laste sin Skabning, paa det at han sommetider kan have Ro for Fruentimmer“, som roser sig af at kunne „over ti Sprog“, og som „med al sin Tapperhed“ er saa „from“, at han „i sin Livs Tid ikke 2O Gange har slaget sine Tjenestepiger og i det høieste ikke pryglet ihjel mere end 6 Lakeier“. Selvfølgelig er Tybo stærkt overdreven, men ikke desto mindre en fortrinlig Type paa Officerstanden paa en Tid, da denne for en meget væsentlig Del bestod af Udlændinge eller i alfald af Personer, der {{bindestrek1|næ|nærede}}<section end=tekst /> <section begin=fotnote />{{bindestrek2|naviske|Skandinaviske}} Literaturselskabs Skrifter B. 19—20 givet en interessant Udsigt. Mere findes i Werlauffs hist. Antegnelser til Holbergs 18 første Lystspil. I 1865 udkom i Christiania anonymt (Forf. var F. Bätzmann) en liden Bog: „Hexevæsen og Troldskab“.<section end=fotnote /><noinclude> <references/></noinclude> 7x75ei9cihl3pa8vfwfri4lzc98bwmg 104 13126 338646 199744 2026-10-06T16:53:01Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338646 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|61}}</noinclude>{{bindestrek2|rede|nærede}} liden Agtelse eller Velvilje for det Folk, som de skulde forsvare. Man erindre, at Trediveaarskrigen kun laa faa Menneskealdre tilbage i Tiden, og at Danmarks og Norges staaende Hær egentlig først var udviklet efter Enevoldsmagtens Indførelse og dertil mest ved Hjælp af indkaldte Fremmede. Endnu henimod vor egen Tid har Tybos Race, om end med betydelig nedstemte Fordringer og i stærkt formindsket Maalestok, kunnet fortsætte sit Liv saa længe, at „Lieutenant v. Buddinge“ for 40 Aar siden, da Hostrup skrev „Gjenboerne“, kunde gjøre Lykke som en heldig Figur. Holberg har i Jakob v. Tybo laant flere meget vittige Træk fra Plautus og Terents. Fra den antike Komedie har han ogsaa optaget Snyltegjesten, der er anbragt paa den mest glimrende Maade. Dennes Samtaler med Tybo, hvem han af Egennytte smigrer ved at rose hans „Talje“, ved at sammenligne hans Ryg og hans Bag med Vimmelskaftet og Amager Torv, ved at fortælle ham, at „man skulde tænke, en Løve havde været Herrens Fader og et Faar Herrens Moder, saadant Ansigt har Herren, fuldt af Mildhed og Majestæt“, ja tilsidst ved at kalde ham en „islandsk Løve“, alt dette vil ingen glemme, der først engang har fornøiet sig derover. I Tybos Medbeiler Mag. Stygotius gjør vi Bekjendtskab med en ældre i sit Pedanteri forstenet Akademikus. En anden Repræsentant for den lærde Stands Forvildelser er „{{sperret|Erasmus Montanus}}“. Komedien af dette Navn, der af mange ansees for Holbergs største Mesterstykke skildrer os en ung, indbildsk og egoistisk Student, der dog endnu synes at kunne reddes for en forstandigere og nyttigere Livsvirksomhed. I Tidens Medfør er Montanus (atter latiniseret for Rasmus Berg) en akademisk Klopfægter, der har forelsket sig i den formelle Logiks Kunstgreb og virkelig, som det synes, tilegnet sig en stor Behændighed i at bruge dem, medens han i Virkeligheden ikke besjæles af videnskabelig Aand. Dette maa man erindre, om man vil fatte dette Stykke. Thi<noinclude> <references/></noinclude> fep8y1iz548vq7djpnj35mtjizgoqtr 104 13127 338561 199745 2026-10-06T16:33:44Z KåreBot 479 antikva-mal 338561 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>62</center></noinclude>det er aabenbart en stor Misforstaaelse, naar nogle have ment, at Komedien er nær ved at slaa om i det Tragiske paa det Punkt, hvor Montanus skal lide, fordi han holder fast ved Sandheden, at Jorden er rund, medens „Bjergets“ Beboere paastaa, at den er „flat“. Thi Tingen er den, at Montanus netop ikke forsvarer Jordens Kugleform, fordi Jorden er en Kugle, men alene fordi han holder det for at være under sin philosophiske Værdighed at frafalde en Paastand, naar han først har fremsat den. For ham er det nemlig alene kun Formen, ikke Realiteten, hvorpaa det kommer an. Han erklærer ogsaa ligefrem, at han kan bevise, hvad han vil, f.&nbsp;Ex. at Degnen er en Hane, og saa have de ulærde Folk paa Bjerget ikke Lov at sige ham imod, da han er {{antikva|baccalaureus philosophiae}}. Prøver paa hin Kunst, at bevise hvadsomhelst, giver han i rigt Maal, idet han f.&nbsp;Ex. godtgjør, at det er Børns Pligt at slaa sine Forældre. Herfor fører han endog to Beviser, først dette: „Den, man elsker mest, slaar man mest, man bør ingen elske mere end sine Forældre, {{antikva|ergo}} bør man ingen slaa mere“, dernæst følgende: „Hvad jeg har oppebaaret, bør jeg efter Evne erstatte, jeg har i min Ungdom oppebaaret Hug af mine Forældre, {{antikva|ergo}} bør jeg give dem Hug igjen“. Hos en saadan Person kan der ikke være Tale om den ophøjede Sandhedskjærlighed og Offervillighed for Videnskaben, der maatte til for at gjøre ham til tragisk Helt. Erasmus elsker kun sig selv og sine hovmodige Indbildninger om at være Lærd og Philosoph. At Erasmus idelig taler Latin, følger af sig selv, fordi Latinen dengang var det akademiske Sprog og som saadant brugtes i alle Disputationer. Latinen hører saaledes naturligt til Kostumet, men ikke til Karakteren. Erasmus’s Aandsfrænder ere da heller ikke forsvundne med Latinens Herredømme i Skolen og Literaturen, tvertom de trives fremdeles fortræffelig, om end under et forandret Ydre. Novellistinden Fru Gyllembourg har i sin fine og skjønne Fortælling „Montanus den Yngre“<noinclude> <references/></noinclude> 0iztyh5pqi80g1m69vwiud90ca8pzy4 338647 338561 2026-10-06T16:53:11Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338647 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|62}}</noinclude>det er aabenbart en stor Misforstaaelse, naar nogle have ment, at Komedien er nær ved at slaa om i det Tragiske paa det Punkt, hvor Montanus skal lide, fordi han holder fast ved Sandheden, at Jorden er rund, medens „Bjergets“ Beboere paastaa, at den er „flat“. Thi Tingen er den, at Montanus netop ikke forsvarer Jordens Kugleform, fordi Jorden er en Kugle, men alene fordi han holder det for at være under sin philosophiske Værdighed at frafalde en Paastand, naar han først har fremsat den. For ham er det nemlig alene kun Formen, ikke Realiteten, hvorpaa det kommer an. Han erklærer ogsaa ligefrem, at han kan bevise, hvad han vil, f.&nbsp;Ex. at Degnen er en Hane, og saa have de ulærde Folk paa Bjerget ikke Lov at sige ham imod, da han er {{antikva|baccalaureus philosophiae}}. Prøver paa hin Kunst, at bevise hvadsomhelst, giver han i rigt Maal, idet han f.&nbsp;Ex. godtgjør, at det er Børns Pligt at slaa sine Forældre. Herfor fører han endog to Beviser, først dette: „Den, man elsker mest, slaar man mest, man bør ingen elske mere end sine Forældre, {{antikva|ergo}} bør man ingen slaa mere“, dernæst følgende: „Hvad jeg har oppebaaret, bør jeg efter Evne erstatte, jeg har i min Ungdom oppebaaret Hug af mine Forældre, {{antikva|ergo}} bør jeg give dem Hug igjen“. Hos en saadan Person kan der ikke være Tale om den ophøjede Sandhedskjærlighed og Offervillighed for Videnskaben, der maatte til for at gjøre ham til tragisk Helt. Erasmus elsker kun sig selv og sine hovmodige Indbildninger om at være Lærd og Philosoph. At Erasmus idelig taler Latin, følger af sig selv, fordi Latinen dengang var det akademiske Sprog og som saadant brugtes i alle Disputationer. Latinen hører saaledes naturligt til Kostumet, men ikke til Karakteren. Erasmus’s Aandsfrænder ere da heller ikke forsvundne med Latinens Herredømme i Skolen og Literaturen, tvertom de trives fremdeles fortræffelig, om end under et forandret Ydre. Novellistinden Fru Gyllembourg har i sin fine og skjønne Fortælling „Montanus den Yngre“<noinclude> <references/></noinclude> mobfhfklxl6jyvx1er4gyemyvc2d6c9 104 13128 338648 199746 2026-10-06T16:53:21Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338648 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|63}}</noinclude>havt et aabent Blik for denne Sandhed. Hendes Montanus er en indbildsk og umoden Realist og Polytekniker. Man maa imidlertid ikke tro, at Holberg lader „Bjergets“ Spidsborgerlighed staa med Palmer i Hænderne i Kampen med det udblæste kjøbenhavnske Skolelys. Vistnok lader han den naturlige og sunde Bondeforstand komme til sin Ret igjennem Montanus’s ustuderede, men kvikke Broder Jakob, men samtidig har han ogsaa anbragt Per Degn og Jesper Ridefoged. Per er et fortræffeligt Exemplar af en allerede fra første Færd af taabelig og tynd, senere i sin Degnebestilling yderligere fordummet, men dog fremdeles selvgod Student, der aldeles har svedet ud den lille Smule Kundskab, han maaske engang har havt, og hvis Liv nu helt er gaaet op i Strævet for det daglige Brød. Af den Sort Folk saa man dengang en uhyre Mængde, da Danmark havde Latinskoler i ethvert noksaa lidet Ravnekrog, (f.&nbsp;Ex. 24 alene i Nørrejylland), men den største Del af disse Skoler vare derhos saa yderst slet udstyrede i enhver Henseende, at man i 1739 omsider ophævede en stor Del af disse mere skadelige end gavnlige Skoler. Degnen er den mest fremtrædende af Erasmus’s Modstandere, men Jesper, der er skildret i kortere Træk, er ikke mindre interessant. Hans Bevisførelse imod Erasmus bør være uforglemmelig: „1) Først finder jeg i min Samvittighed, at jer Mening er falsk. 2) Siger jeg, at alt, hvad I har talt, er lutter Løgn. 3) Er jeg en brav Mand, hvis Ord altid har staaet til Troende 4) Siger jeg, at I har talt som en Carnali, og at Tungen burde skjæres af jer Mund. 5) Og endelig for det femte vil jeg til Overflod bevise jer over, enten I vil i Kaarde eller tørre Hug.“ Paa den Slags Svar maa ogsaa bedre og klogere Mennesker end Erasmus Montanus altid være forberedte. Enevoldsregjeringen havde givet Rangforordninger og derved sat den mere velhavende Borgerstand paa en farlig Prøve, som de færreste kunde bestaa. Tidligere havde<noinclude> <references/></noinclude> 34xwp0vckpx0v8pitnepm1h739fsxsh 104 13129 338649 199747 2026-10-06T16:53:31Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338649 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|64}}</noinclude>forfængelige Mennesker i Regelen indskrænket sig til en Stræben efter i det Ydre at udmærke sig fremfor Medlemmer af sin egen Stand, og Borgerstanden havde ikke lettelig kunnet tænke paa i nogen Retning at maale sig med Adelen, hvis Overlegenhed dengang var ubestridt. Men fra det Øieblik, at man uddelte Rang og Titler, der kunde bæres uden Hensyn til Fødsel eller Samsundsklasse, ogsaa af Ikkeembedsmænd, da forandredes Forholdene. Regjeringen kom her i Besiddelse af et ikke ringe Magtmiddel, og for det Offentlige aabnedes gjennem de med „Charakterers“ Meddelelse forbundne Sportler ogsaa en ny Indtægtskilde. I nogen Grad har Rangvæsen nedbrudt Skrankerne mellem de gamle Stænder, men den væsentlige Side ved Sagen var dog, at den fremkaldte en ny Fare for Demoralisation. Men der er mange, som tage betydeligt feil i sin Opfatning af Rangvæsenets Historie, naar de tro, at Rang og Titler udenvidere kunde faaes for rede Penge. Havde dette været Tilfældet, da vilde dette Uvæsen ikke have holdt sig lige henimod Nutiden, thi, hvis enhver uanseet sin Herkomst, sin Dannelse eller sit Rygte havde med Penge i Haanden ligefrem kunnet kjøbe sig den Titel, han ønskede, havde Titlen selvfølgelig snart ophørt at være en Magnet for „præsentable“ fornemme og skikkelige Folk. Tingen var derimod den, at Rangen vistnok i Regelen betaltes, (hvor Regjeringen ikke selv brugte den som Betalingsmiddel), men at det var en Naade at faa Lov til at kjøbe en saadan Vare, og at baade Rangens Grad og dens Pris bestemtes efter Omstændighederne for hvert enkelt Tilfælde. Under saadanne Forhold krævedes der baade Ihærdighed og Opofrelse for at naa den forønskede Rang, man maatte have Patroner, og allerede disse anvendte sjelden sin Indflydelse uden Vederlag, og dernæst maatte man, naar Vejen paa den Maade var jevnet, indgive sin underdanigste Ansøgning om den høje Naade. Man har<noinclude> <references/></noinclude> 60rpgsjycf1x1ml3w50tmacdo2ku31j 104 13130 338562 191441 2026-10-06T16:33:54Z KåreBot 479 antikva-mal 338562 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>65</center></noinclude>i Archiverne nok af den Art Suppliker bevarede.<ref>Til en Prøve: En Hr. Peter Schjøtt i Kjøbenhavn skriver 1765: „Tillad da, allernaadigste Konge, at jeg, en gammel Borger, som en Naade-Løn allerunderdanigst udbeder mig en kongelig allernaadigst Bestalling som virkelig Cancellie Raad. Ja tillad, at jeg til en ringe Erkjendtlighed allerunderd. erbyder 400 Rdl. {{antikva|ad pios usus}}. Mine Børn, som under Gudsfrygt og Studeringer helliges til Deres Majestæts og Landets Tjeneste, vilde blive saa meget mere opmuntrede til en bedre Bane, naar de med Deres Fader velsigne og skjønne paa Kongens Ømhed mod alle Stænder. D. K. Maj.s Naade-Glands har i disse Dage trænget ned til en udi min Familie, skulde der da og ikke være en Straale tilovers for mig, baade en Academiets og Stadens gammel Borger, o.&nbsp;s.&nbsp;v.“ Man maa imidlertid ikke tro, at Hr. Peter Schjøtt blev Cancelliraad saa billigt, som for 400 Rdl., thi Kongen skrev egenhændig paa hans Ansøgning: „Accorderes mod at betale 1000 Rdl. til gudeligt Brug.“ (Archivassistent G. Kringelbachs „Bidrag til Rangsygens Historie i Danmark“, se Tidsskriftet „For Romantik og Historie“, {{antikva|IV.}} S. 235 flg.).</ref> I Regelen flød denne Art Afgifter ikke ind i den egentlige Statskasse, men kom den dog middelbart tilgode ved at forskaane den for Udtællinger, som maaske ellers ikke havde kunnet undgaaes. Man anvendte nemlig gjerne disse Penge til Opførelsen af Kirker og offentlige Bygninger, til videnskabelige eller velgjørende Øiemed o.&nbsp;s.&nbsp;v. Mere end et lærd Verk, der ellers maaske aldrig var blevet udgivet, har seet Lyset paa den Maade. Rangsygen maatte naturligvis i ganske særegen Grad indbyde til Satire, og Digterne have heller ikke skaanet den, skjønt deres Vittighed rigtignok ikke formaaede at udrydde Ondet. Holberg har stadig og i flere af sine Skrifter havt fat i dette Emne, og paa sine gamle Dage udbryder han i en af Epistlerne i følgende Ord: „En Affekt er der dog, hvorudi Nationen udi denne flygtige {{antikva|Periodo}} haver ladet see en stedsevarende Bestandighed, nemlig Rangsygen, thi den er og synes stedse at ville blive dette Folks {{antikva|Favorit}}-Studium.“<noinclude> <references/></div>L. Daae: Ludvig Holberg.</noinclude> qo3f0bji3ouafp4yinhiqz5ws99sf5p 338650 338562 2026-10-06T16:53:41Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338650 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|65}}</noinclude>i Archiverne nok af den Art Suppliker bevarede.<ref>Til en Prøve: En Hr. Peter Schjøtt i Kjøbenhavn skriver 1765: „Tillad da, allernaadigste Konge, at jeg, en gammel Borger, som en Naade-Løn allerunderdanigst udbeder mig en kongelig allernaadigst Bestalling som virkelig Cancellie Raad. Ja tillad, at jeg til en ringe Erkjendtlighed allerunderd. erbyder 400 Rdl. {{antikva|ad pios usus}}. Mine Børn, som under Gudsfrygt og Studeringer helliges til Deres Majestæts og Landets Tjeneste, vilde blive saa meget mere opmuntrede til en bedre Bane, naar de med Deres Fader velsigne og skjønne paa Kongens Ømhed mod alle Stænder. D. K. Maj.s Naade-Glands har i disse Dage trænget ned til en udi min Familie, skulde der da og ikke være en Straale tilovers for mig, baade en Academiets og Stadens gammel Borger, o.&nbsp;s.&nbsp;v.“ Man maa imidlertid ikke tro, at Hr. Peter Schjøtt blev Cancelliraad saa billigt, som for 400 Rdl., thi Kongen skrev egenhændig paa hans Ansøgning: „Accorderes mod at betale 1000 Rdl. til gudeligt Brug.“ (Archivassistent G. Kringelbachs „Bidrag til Rangsygens Historie i Danmark“, se Tidsskriftet „For Romantik og Historie“, {{antikva|IV.}} S. 235 flg.).</ref> I Regelen flød denne Art Afgifter ikke ind i den egentlige Statskasse, men kom den dog middelbart tilgode ved at forskaane den for Udtællinger, som maaske ellers ikke havde kunnet undgaaes. Man anvendte nemlig gjerne disse Penge til Opførelsen af Kirker og offentlige Bygninger, til videnskabelige eller velgjørende Øiemed o.&nbsp;s.&nbsp;v. Mere end et lærd Verk, der ellers maaske aldrig var blevet udgivet, har seet Lyset paa den Maade. Rangsygen maatte naturligvis i ganske særegen Grad indbyde til Satire, og Digterne have heller ikke skaanet den, skjønt deres Vittighed rigtignok ikke formaaede at udrydde Ondet. Holberg har stadig og i flere af sine Skrifter havt fat i dette Emne, og paa sine gamle Dage udbryder han i en af Epistlerne i følgende Ord: „En Affekt er der dog, hvorudi Nationen udi denne flygtige {{antikva|Periodo}} haver ladet see en stedsevarende Bestandighed, nemlig Rangsygen, thi den er og synes stedse at ville blive dette Folks {{antikva|Favorit}}-Studium.“<noinclude> <references/></div>L. Daae: Ludvig Holberg.</noinclude> ii398wgn5imhfi61xdfdt9zdghh5j6l 104 13131 338510 199748 2026-10-06T16:21:56Z KåreBot 479 setter inn {{---}} 338510 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>66</center></noinclude>{{blank linje}} Af alt, hvad der er skrevet om den her omhandlede Art af menneskelig Daarskab, indtager Holbergs „{{sperret|Den honette Ambition}}“ udentvivl den høieste Plads. En gammel kjøbenhavnsk Borger, hvis Brodersøn Jesper Hansen har været saa heldig at opnaa „Promotion“ til en Rang, bliver af den Grund „urolig i Hovedet“ og vil selv have noget lignende. Medens det ellers i Holbergs Stykker pleier at være Damerne og Ungdommen, der ligge under for Modedaarskab, er det her Jeronimus selv, der betages deraf, og Magdelone, der holder igjen, men hun er tillige, da hendes Modstand slet ikke nytter, godmodig nok til at tillade ham at skyde Skylden paa hende, medens hun dog er noget fastere, da Manden, der sikkert haaber paa sin Ophøielse, vil bryde sit Løfte til den unge Mand, hvem han har lovet sin Datter, fordi Svigersønnen kun er slet og ret Borgermand. Den Gamle, som er om sig for at finde Patroner, tror at have fundet saadanne i en fornem Herres Lakei og en Skrædder, der syr for en Greve, hvorfor han indbyder dem til Middag paa en Dyrekølle og Rhinskvin. En forklædt Henrik, „Baron Renkaalavæt“, forstaar imidlertid efter en Række af herlige Scener at bringe Jeronimus til Fornuft. Vi have her fremhævet nogle af de historiske Forhold, som maa haves for Øie, naar man læser Holbergs Komedier, og benyttet Leiligheden til en og anden Bemærkning ved enkelte af disse. Tilsammentagne danne de, som allerede bemærket, et helt Billede af Menneskene, saaledes som de færdedes lyslevende i Frederik den fjerdes Dage, og det er dertil Digteren Welhaven sigter, naar han siger: <poem> {{sperret|Hans}} Navn er som et magisk Ord, der magter At lukke op en eventyrlig Hal Med et vi staa betragtende derinde, Bag Seklets Mulm oprinder Dagens Skjær, Hver Skikkelse i Møde gaar os der Fortrolig, næsten som et Barndomsminde. </poem> {{---}}<noinclude><references/></noinclude> goft4tql07g9wlffafxs24fi5rsevh3 338578 338510 2026-10-06T16:39:17Z KåreBot 479 ppoem 338578 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>66</center></noinclude>{{blank linje}} Af alt, hvad der er skrevet om den her omhandlede Art af menneskelig Daarskab, indtager Holbergs „{{sperret|Den honette Ambition}}“ udentvivl den høieste Plads. En gammel kjøbenhavnsk Borger, hvis Brodersøn Jesper Hansen har været saa heldig at opnaa „Promotion“ til en Rang, bliver af den Grund „urolig i Hovedet“ og vil selv have noget lignende. Medens det ellers i Holbergs Stykker pleier at være Damerne og Ungdommen, der ligge under for Modedaarskab, er det her Jeronimus selv, der betages deraf, og Magdelone, der holder igjen, men hun er tillige, da hendes Modstand slet ikke nytter, godmodig nok til at tillade ham at skyde Skylden paa hende, medens hun dog er noget fastere, da Manden, der sikkert haaber paa sin Ophøielse, vil bryde sit Løfte til den unge Mand, hvem han har lovet sin Datter, fordi Svigersønnen kun er slet og ret Borgermand. Den Gamle, som er om sig for at finde Patroner, tror at have fundet saadanne i en fornem Herres Lakei og en Skrædder, der syr for en Greve, hvorfor han indbyder dem til Middag paa en Dyrekølle og Rhinskvin. En forklædt Henrik, „Baron Renkaalavæt“, forstaar imidlertid efter en Række af herlige Scener at bringe Jeronimus til Fornuft. Vi have her fremhævet nogle af de historiske Forhold, som maa haves for Øie, naar man læser Holbergs Komedier, og benyttet Leiligheden til en og anden Bemærkning ved enkelte af disse. Tilsammentagne danne de, som allerede bemærket, et helt Billede af Menneskene, saaledes som de færdedes lyslevende i Frederik den fjerdes Dage, og det er dertil Digteren Welhaven sigter, naar han siger: {{ppoem|style=font-size:83%| {{sperret|Hans}} Navn er som et magisk Ord, der magter At lukke op en eventyrlig Hal Med et vi staa betragtende derinde, Bag Seklets Mulm oprinder Dagens Skjær, Hver Skikkelse i Møde gaar os der Fortrolig, næsten som et Barndomsminde. }} {{---}}<noinclude><references/></noinclude> nai0re3bjv1uvvvj5718dnxwyn9wj68 338651 338578 2026-10-06T16:53:51Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338651 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|66}}</noinclude>{{blank linje}} Af alt, hvad der er skrevet om den her omhandlede Art af menneskelig Daarskab, indtager Holbergs „{{sperret|Den honette Ambition}}“ udentvivl den høieste Plads. En gammel kjøbenhavnsk Borger, hvis Brodersøn Jesper Hansen har været saa heldig at opnaa „Promotion“ til en Rang, bliver af den Grund „urolig i Hovedet“ og vil selv have noget lignende. Medens det ellers i Holbergs Stykker pleier at være Damerne og Ungdommen, der ligge under for Modedaarskab, er det her Jeronimus selv, der betages deraf, og Magdelone, der holder igjen, men hun er tillige, da hendes Modstand slet ikke nytter, godmodig nok til at tillade ham at skyde Skylden paa hende, medens hun dog er noget fastere, da Manden, der sikkert haaber paa sin Ophøielse, vil bryde sit Løfte til den unge Mand, hvem han har lovet sin Datter, fordi Svigersønnen kun er slet og ret Borgermand. Den Gamle, som er om sig for at finde Patroner, tror at have fundet saadanne i en fornem Herres Lakei og en Skrædder, der syr for en Greve, hvorfor han indbyder dem til Middag paa en Dyrekølle og Rhinskvin. En forklædt Henrik, „Baron Renkaalavæt“, forstaar imidlertid efter en Række af herlige Scener at bringe Jeronimus til Fornuft. Vi have her fremhævet nogle af de historiske Forhold, som maa haves for Øie, naar man læser Holbergs Komedier, og benyttet Leiligheden til en og anden Bemærkning ved enkelte af disse. Tilsammentagne danne de, som allerede bemærket, et helt Billede af Menneskene, saaledes som de færdedes lyslevende i Frederik den fjerdes Dage, og det er dertil Digteren Welhaven sigter, naar han siger: {{ppoem|style=font-size:83%| {{sperret|Hans}} Navn er som et magisk Ord, der magter At lukke op en eventyrlig Hal Med et vi staa betragtende derinde, Bag Seklets Mulm oprinder Dagens Skjær, Hver Skikkelse i Møde gaar os der Fortrolig, næsten som et Barndomsminde. }} {{---}}<noinclude><references/></noinclude> casj17p82wnmyh5sajl8ecuetq4qs3q 104 13147 338502 199749 2026-10-06T16:16:00Z KåreBot 479 overskrift 338502 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /></noinclude>{{midtstilt/s}} {{større blokk/s}} VII. Historiske Skrifter. {{større blokk/e}} {{midtstilt/e}} {{--}} {{blank linje}} De Verker, hvorved Holberg har udøvet sin største og varigste Indflydelse, har han frembragt i Frederik IV.s Dage. Denne Konge omfattede han ogsaa med stor Hengivenhed og Anerkjendelse. Visselig var Frederik ingen særdeles fremragende Personlighed, men han var dog en i mange Henseender sund og praktist Natur. Forstod Kongen end selv lidet af Holbergs Betydning for Land og Folk, havde han dog med et rosværdigt Instinkt modsat sig dem, der vilde ham tillivs. Det var derfor uden Tvivl af Hjertens Grund, at Holberg ved Kongens Død i 1730 udtalte sig om ham med den Varme, som han gjorde det i en akademisk Tale, som han holdt ved Universitetet den 12te December 1730, selvfølgelig paa Latin. Denne Tale udkom først 17 Aar senere i Trykken, en Omstændighed der ikke er uden Interesse. Thi Frederik IV.s Søn og Efterfølger, Christian VI., yndede ikke Lovtaler over sin Fader. Han havde for det første i mange Aar med Bedrøvelse iagttaget sin Moders Sorg over sin Ægteherres grove Utroskab og det derpaa følgende Ægteskab mellem Faderen og hans Frille, Anne Sophie Reventlow, og, hvad der var af end større Betydning, Christian tilhørte helt igjennem en fra Faderens grundforskjellig Aandsretning, den fra Tydskland udgaaede Pietisme. Det vilde være højst ubilligt at overse de mange Fortjenester, hvorved Christian VI.s Regjering har {{bindestrek1|vun|vundet}}<noinclude> <references/></noinclude> ex596d1m1guq8nsq2f21e5qx8z9x7u1 104 13148 338652 191442 2026-10-06T16:54:01Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338652 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|68}}</noinclude>{{bindestrek2|det|vundet}} Krav paa Anerkjendelse og det netop i særegen Grad paa Aandslivets Enemærker. Indførelsen af Konfirmationen, Oprettelsen af Almueskolerne, hvorved Almuen i begge Riger først egentlig lærte at læse indenad, den heldige Reformation af Latinskolerne, det juridiske Studiums Grundlæggelse ved Universitetet, Stiftelsen af Videnskabsselskabet i Kjøbenhavn og det „danske Selskab“ til Historiens og {{rettelse|Spogets|Sprogets}} Forbedring o.&nbsp;s.&nbsp;v., alt dette er, om end Fortjenesten just ikke ligefrem var Kongens, dog i høi Grad blevet støttet og fremhjulpet af ham. Har nogen havt den redelige Vilje, da var det Christian. Men samtidig var han en Mand af et indskrænket Syn, og den Aand, som under ham fra Hoffet af gjorde sig gjeldende rundt om i Rigerne, var ikke ubetinget heldbringende. Holberg følte sig ikke vel under disse Tilstande, men det fulgte af sig selv, at han maatte bære sin Utilfredshed i Stilhed. Hans virkfomme Aand lod ham imidlertid ikke hvile. Om at skrive Komedier og Satirer kunde der foreløbig ikke være Tale, derfor vendte han sig nu først og fremst imod Historien, hvis Studium altid havde tiltalt ham, og i hvilken han allerede før i nogen Grad havde forsøgt sig som Forfatter. Allerede i 1729 havde han udgivet sin „Danmarks og Norges Beskrivelse“ eller, som Titelen paa den anden Udgave (1749) lyder: „Danmarks og Norges geistlige og verdslige Stat“, et Verk, der ikke egentlig beskriver selve Landene, men fremstiller Statens vigtigste Forhold og Indretninger paa et historisk Grundlag. Man finder her intet af det statistiske Tabelvæsen, som i vore Dage betegner den Art Skrifter, dette var noget, som Datiden endnu lidet eller intet kjendte til. Det er derimod mere en populær Bog, hvor man faar vide Besked om Statsforfatning og Religion, Universitetet, Handelen, Krigsmagten, Retsvæsenet o.&nbsp;s.&nbsp;v. Et Stykke deraf fortjener at hidsættes. Det er Forsatterens Skildring af sine nærmeste Landsmænd, Nordmændene, mærkelig ikke mindst<noinclude> <references/></noinclude> 3a815rdtt3r4ssdvihszjrsyxmufjep 104 13149 338653 199750 2026-10-06T16:54:11Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338653 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|69}}</noinclude>ved den Varme, med hvilken han fremhæver deres Lyssider. Her er altsaa nogle Prøver: „Hvad sig anbelanger de Norske, da, saasom de leve under et andet Clima, saa differere de meget fra de Danske baade i Humeur og Sæder: Dog hindrer den Forskiel ikke, at der jo er en fuldkommen Forening og Overensstemmelse imellem begge disse Nationer, og have de alletider, siden den navnkundige Forening blev sluttet imellem Dannemark og Norge, været anseede som et Folk. Førend jeg taler videre om samme Nation, vil jeg her løsligen merke, at Skribentere, fast udi ingen Ting fare saa meget vild, som udi at beskrive de Norskes Art og Egenskab. De fleste grunde deres Beretninger paa adskillige gamle Skrifter, som ere publicerede for lang Tid siden om Findlapperne, hvilke Folk ere de Norske fast ligesaa ubekiendte, som Græker og Persier, og ere de fleste ligesaa nysgjerrige efter at see en Findlap, som en af bemeldte Nationer. Ikke desmindre udstrekke dog Fremmede den Character, som gives dette raa Folk, til den hele Norske Nation. — — Jeg kan ikke forbigaae her at fortælle en Ting, som mig udi min Ungdom er vederfaren. Da jeg opholdt mig til Rom, og af en Hendelse kom i Selskab med en Piemonteser, der havde læst adskilligt om Tydskland og de Nordiske Lande, og samme Piemonteser fornam, at jeg havde nogen Kundskab derom, spurgte han mig: Om jeg ikke nogen Tid havde seet en Normand, da jeg nu sagde ham, at jeg var selv fra Norge, forundrede han sig ikke lidet derover, og endelig efter nogen Betænkning svarede, at jeg maatte da være fød af fremmede Forældre; thi han vidste vel, at Norske Folk vare vanskabte, og havde Ansigter der lignede mere Svine-Hoveder end Menneskers. Jeg forsikrede ham om, at der fandtes ikke kiønnere Folk nogensteds end udi Norge. — — — Udi gamle Dage vare de Norske meget urolige, saa at der vare faa Konger, der jo maatte ligge udi Felten, nu mod en, nu mod en anden Rebeller, og satte mange<noinclude> <references/></noinclude> kgibc67t3901eaah2vglbjusuzdmisk 104 13150 338654 199752 2026-10-06T16:54:21Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338654 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|70}}</noinclude>af dem Livet til udi saadanne indvortes Krige. Men for nogle hundrede Aar siden, besynderlig efter Foreningen med Dannemark, havde de ladet see saa stor Lydighed mod Øvrigheden, at de kan tiene til Exempel derudi for alle andre Nationer. Dette have de høilovlige Konger af det Oldenborgske Huus ogsaa merket, og derfor havt en besynderlig Estime for samme Nation, og brugt altid en stor Deel af dem til deres Liv-Guarder. Man kand sige til de Norskes Berømmelse, at, saa grumme og hidsige de ere mod deres Fiender, saa føielige og lydige ere de imod Øvrigheden, saa at man i nogle hundrede Aar fast ingen Urolighed eller Opstand haver hørt udi samme Rige, hvilket jeg veed ikke, om mange Nationer kan berømme sig af. Hvad deres Tapperhed er angaaende, da tør jeg understaae mig at sige, at deres Lige nu omstunder ikke findes. Mange skulde vel tænke, at jeg siger saadant for at smigre for mine egne Landsmænd, hvilket ellers er en almindelig Lyde hos Skribentere. Men jeg vil ikkun bede enhver, der fatter saadanne Tanker, læse samme Nations Historie og Bedrifter, saa vel hos Svenske, som Danske Skribentere, saa skal han finde, at fast ingen Fiende har havt nogen Fordeel mod de Norske. De Svenske selv, som alle Tider have havt store Tanker om deres Manddom, maa mod deres Villie bekiende, at de Norske udi Tapperhed intet give dem efter. De Norske derimod agte sig langt høiere end de Svenske og grunde de Tanker, de derudi have om dem selv, paa de mange herlige Seiervindinger, som de stedse med ulige Magt have erholdet over samme ellers stridbare Nation. — — — Hvad Folk de Norske ere, have de Svenske besynderlig fundet til Søes, hvor de have contribueret faa meget til de store og herlige Seiervindinger, dette Rige stedse imod Sverrig haver erholdet. Dette er Aarsag, at Fremmede heller antage Norske Matroser end andre udi deres Tieneste, saasom de ere ikke mindre haarde og beqvemme til at udstaae alle de Uleiligheder, som Krigen fører med<noinclude> <references/></noinclude> mie7jf4sc31qu2r4s3pyphfi2xeevyf 104 13151 338655 199753 2026-10-06T16:54:31Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338655 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|71}}</noinclude>sig, end modige at stride mod deres Fiender, og tro mod dem, udi hvis Tjeneste de ere. Til Konster og Haandverke ere de Norske synderligen beqvemme; thi omendskiønt de samme aldrig nogen Tid have ret floreret udi Norge, saa dog have Indbyggerne noksom ladet see, og endnu give Prøve paa, baade hvor store Naturalier, saa ogsaa hvor megen Lyst og Tilbøjelighed de have dertil. Der er fast ingen Bonde udi Norge, der jo, foruden sit nødvendige Arbejde, gjør noget med sine Hænder til Zirat. Det meste er at forundre sig over, at de giør alting udaf deres egne Hoveden saasom de hverken have lært eller seet noget tilforn, og er der ingen Tvivl paa, at, dersom mange af dem komme iblant store Mestere, de jo skulde kunde forarbeide de Ting, som endogsaa Franske og Italiener skulde forundre sig over. — — — Hvad Lærdom er angaaende, da, omendskiønt der intet Academie er udi Norge, ei heller mange store Bibliotheker, som jeg veed, saa dog findes der mange lærde Mænd; thi fast alle de, som have Midler, efter at de nogen Tid have studeret paa Universitet til Kjøbenhavn, reise Udenlands, for at lære fremmede Sprog, hvortil de ere synderlig hengivne, have ogsaa den Fordeel frem for andre Nationer, at de treffe saavel den fremmede Accent og Udtale. Hvorvel man ikke kan negte, at jo undertiden gjøres noget formeget deraf, og at adskjllige andre Ting derved forsømmes. De store Qvaliteter og Sindets Gaver, som findes hos denne Nation, foraarsage, at mange fatte for store Tanker om dem selv, og see andre over Axslerne; De andre Skrøbeligheder, som de Norske ere hengivne til, er at de gjerne vil stadse og holde dem over deres Formue, hvilket foraarsager, at mange blive bragte til Armod, og, efter at de en kort Tid have været udi Anseelse, siden maa paatage sig Tjeneres Skikkelse. De Danske derimod ere mere sparsommelige, og indrette meer deres Tæring efter deres Pung.<noinclude> <references/></noinclude> thr469sx1fwnyxn51vfnfkusdll2pjz 104 13152 338656 191443 2026-10-06T16:54:41Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338656 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|72}}</noinclude>{{blank linje}} Endeel holder for, at de Norske ere meget Trættekiere, og grundes deres Mening paa de mange Trætter, Angivelser og Efterstræbelser, som idelig høres om udi Norge, hvorvel, naar man alting nøie efterseer, saa finder man, at saadant reiser sig meget af Fremmede, der opholde sig udi samme Rige, hvilket dog tilskrives Nationen alene. Drukkenskab gik tilforn meget udi Svang udi Norge, og er endnu temmelig udi Moden paa endeel nordlige Steder, men blant den største Deel er den efter andre Nationers Exempel meget aflagt, saa at ingen tvinges mere til at drikke over sin Formue.“ I Aarene 1732—1735 udgav dernæst Holberg et Hovedverk: „Dannemarks Riges Historie“ i tre Kvartbind, hvilket Arbeide fra Rigernes Forening af tillige medtager Norges Historie. Fremstillingen er knyttet til den danske Kongerække fra den fabelagtige Kong Skjold af indtil Frederik III.s Død 1670. Men det er meget langt derfra, at Holberg, som saamange eller næsten alle Historieskrivere dengang havde det for Skik, indskrænker sig til at fortælle Kongernes Levnet og de „Bedrifter“, som med større eller mindre Grund kunne tillægges disse. Han betegner ogsaa heri vor Literatur et mærkeligt Omslag og Fremskridt idet det netop var ham, som hos os egentlig først har skabt den virkelige Nationalhistorie ved at inddrage under Behandlingen en Mængde af de almindelige Forhold, der vise Folkets Tilstande og Udvikling. Hertil kommer en Fremstilling og et Foredrag, hvorom Ingen tidligere hos os havde havt nogen Anelse. De ældre historiske Arbeider, der havde seet Lyset efter Reformationen, vare enten for en stor Del skrevne paa Latin (Svaning, Krag, Bering o.&nbsp;s.&nbsp;v.), tildels endog af dertil bestilte Udlændinger (som Pontanus og Meursius), eller bestode nærmest i Samlinger af Dokumenter, saaledes som Tilfældet er med det vigtigste af dem allesammen, Arild Huitfelds bekjendte Krønike, der dog tiltrods for sin Formløshed havde talrige Læsere og fremdeles er umistelig.<noinclude> <references/></noinclude> 2x9d389lofak1k52qz6ya0bljlxj91b 104 13153 338563 199754 2026-10-06T16:34:04Z KåreBot 479 antikva-mal 338563 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>73</center></noinclude>Holberg blev saaledes vor første egentlige historiske Fortæller i Modersmaalet. Og han fortalte med stort Mesterskab. Først og fremst forstod han, hvad mange Historikere ikke have Evnen til, nemlig udaf det historiske Stof at udvælge netop det, der giver det rette Billede og den sande Belysning af de Tidsaldre eller Begivenheder, der skulle skildres. Det var aldrig hans Hensigt at samle sammen den hele Stofmasse og ængstelig opspore ethvert Vidnesbyrd om Fortiden for at blive, hvad dog ingen Historiker bliver, — fuldstændig og udtømmende. Nei, han udfandt med sit klare Blik det, hvorpaa det for hans Øiemed egentlig kom an, og lod det øvrige ligge som overflødigt. Herfor har han tildels selv gjort Rede i Fortalen til det tredie Bind, sin „Betænkning“, som han kalder den, hvilken endnu er højst lærerig at læse. Dernæst maatte, hvad man paa Forhaand kan vide, Holbergs eiendommelige Lune og Evne til at gjøre alt, hvad der flød fra hans Pen, tiltrækkende, behageligt og fængslende, ogsaa komme hans Historie tilgode. Den blev ikke alene modtagen med stor Begjærlighed af Samtiden og uagtet sin Vidtløftighed gjentagne Gange oplagt, men den vedblev gjennem flere Menneskealdre at være den mest læste Fremstilling af Emnet. Lærd Historiker kan Holberg derimod ikke egentlig kaldes, og om han havde været det, vilde hans store Verker i dette Fag vistnok aldrig have seet Lyset. Selv med hans overordentlige Lethed i Frembringelsen vilde det nemlig ikke have ladet sig gjøre kritisk at gjennemgaa og betragte alle Kilder og drøfte hele det Materiale, hvoraf et Lands Historie fra Hedenold og ned til Samtiden fremgaar. Herpaa indlod han sig heller ikke. Han besad vistnok megen og udbredt Læsning, og han bestræbte sig for den senere Tids Vedkommende ogsaa ivrig for at komme i Besiddelse af Haandskrifter, som i ikke lidet Antal „{{antikva|commnuniceredes}}“ ham af Tidens mange private Samlere, men Benyttelsen af alle disse Ting skede<noinclude> <references/></noinclude> a19nzh0xyx7mpsdnmx7zg26lffxdx1s 338657 338563 2026-10-06T16:54:51Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338657 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|73}}</noinclude>Holberg blev saaledes vor første egentlige historiske Fortæller i Modersmaalet. Og han fortalte med stort Mesterskab. Først og fremst forstod han, hvad mange Historikere ikke have Evnen til, nemlig udaf det historiske Stof at udvælge netop det, der giver det rette Billede og den sande Belysning af de Tidsaldre eller Begivenheder, der skulle skildres. Det var aldrig hans Hensigt at samle sammen den hele Stofmasse og ængstelig opspore ethvert Vidnesbyrd om Fortiden for at blive, hvad dog ingen Historiker bliver, — fuldstændig og udtømmende. Nei, han udfandt med sit klare Blik det, hvorpaa det for hans Øiemed egentlig kom an, og lod det øvrige ligge som overflødigt. Herfor har han tildels selv gjort Rede i Fortalen til det tredie Bind, sin „Betænkning“, som han kalder den, hvilken endnu er højst lærerig at læse. Dernæst maatte, hvad man paa Forhaand kan vide, Holbergs eiendommelige Lune og Evne til at gjøre alt, hvad der flød fra hans Pen, tiltrækkende, behageligt og fængslende, ogsaa komme hans Historie tilgode. Den blev ikke alene modtagen med stor Begjærlighed af Samtiden og uagtet sin Vidtløftighed gjentagne Gange oplagt, men den vedblev gjennem flere Menneskealdre at være den mest læste Fremstilling af Emnet. Lærd Historiker kan Holberg derimod ikke egentlig kaldes, og om han havde været det, vilde hans store Verker i dette Fag vistnok aldrig have seet Lyset. Selv med hans overordentlige Lethed i Frembringelsen vilde det nemlig ikke have ladet sig gjøre kritisk at gjennemgaa og betragte alle Kilder og drøfte hele det Materiale, hvoraf et Lands Historie fra Hedenold og ned til Samtiden fremgaar. Herpaa indlod han sig heller ikke. Han besad vistnok megen og udbredt Læsning, og han bestræbte sig for den senere Tids Vedkommende ogsaa ivrig for at komme i Besiddelse af Haandskrifter, som i ikke lidet Antal „{{antikva|commnuniceredes}}“ ham af Tidens mange private Samlere, men Benyttelsen af alle disse Ting skede<noinclude> <references/></noinclude> stcvr539akdy9ggek95kbjn147r6tfw 104 13154 338658 199755 2026-10-06T16:55:01Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338658 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|74}}</noinclude>med en Raskhed og Letvindthed, som ikke en virkelig Forsker skulde have tilladt sig. For ham gjaldt det, som sagt, nærmest at uddrage det allerede ved det første Blik interessante og underholdende. Den Tid, da Holbergs Danmarkshistorie udkom, var en lykkelig Tid for vor historiske Literatur. Thi netop de Egenskaber, som Holberg ikke besad, fandtes i rigeste Maal hos en Samtidig, den alt ovenfor nævnte Hans Gram. Denne blev den store Banebryder i den kritiske Historieforskning og har Fortjenesten af først at have indført den historiske Monografi i vor Literatur. Mellem hans Disciple var det store Trekløverblad Langebek, Schøning og Suhm. Det er bekjendt, hvorledes der mellem Holberg og denne fremragende Videnskabsmand til forskjellige Tider bestod et forskjelligartet Forhold. De vare oprindelig gode Venner, blev saa en Tidlang Uvenner, men mødtes omsider igjen. Neppe er der nogen af Holbergs danske Samtidige, hvis Forhold til denne er mere interessant end netop Grams. Han er i Henseende ei alene til dyb og omfattende Lærdom, men ogsaa til alvorlig historisk Kritik ligesaa stor, som Holberg er det i aandfuld og fængslende Fremstilling. Oprindelig Professor i Græsk (han hørte til sin Tids berømte Filologer i Europa) hengav Gram sig siden som Geheimearkivar og Overbibliothekar til den danske Historie, og det paa en Maade, der blev banebrydende for alle følgende Tider i Danmark og Norge. De flade Literater, der kun kjende Gram fra Anekdoten om, at han var Eier af „den sølvbeslagne tykke Homerus“, der figurerer i „Peder Paars“, have grovelig miskjendt ham. De, der virkelig kjendte ham, vide, at „Grams kritiske Blik paa Personer og Forhold er endnu mærkeligere end hans Lærdom“, en Dom, der er udtalt netop af den Mand, der af alle senere danske Historikere har staaet ham nærmest i kritisk Evne, C. Paludan-Müller. Hvad Holberg mindst magtede, var selvfølgelig den ældre Historie, og hans Fremstilling af denne har {{bindestrek1|der|derfor}}<noinclude> <references/></noinclude> h977aw8x92uccharhvmt3c04ox9ivt8 104 13155 338564 199756 2026-10-06T16:34:14Z KåreBot 479 antikva-mal 338564 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>75</center></noinclude>{{bindestrek2|for|derfor}} nu for os kun literaturhistorisk Interesse. Jo mere han nærmer sig sin egen Tid, desto mere har han derimod følt sig hjemme i sin Gjerning, og den sidste Del af Danmarkshistorien, der helt optages af Frederik III.s Tid, har fremdeles Værd endog for Historikeren af Fag<ref>Om Holbergs Danmarkshistorie findes de bedste Bemærkninger i Dansk hist. Tidsskrift, 5. R. {{antikva|IV.}} S. 35—55 af C. Paludan-Müller.</ref> Samtidig med sin Fædrelandshistorie udarbeidede Holberg ogsaa en Lærebog ({{antikva|synopsis}}) i Verdenshistorien, 1733. Den var skreven paa Latin og oplevede en Utallighed af Oplag og Oversættelser paa de forskjelligste Sprog, Dansk, Tydsk, Engelsk, Hollandsk, Russisk (i det sidste Sprog endnu 1808). I lange Tider var den lille Bog Kilden til den studerende Skoleungdoms historiske Viden, og endnu den Dag idag kan det være særdeles nyttigt for en historisk Lærer eller Lærebogsforfatter at gjøre sig bekjendt med den. Thi ogsaa her gjenfinde vi den samme Holbergske Evne til at meddele alt, hvad han rører ved, det være i sig selv saa tørt det vil, Liv og Interesse, og navnlig beundre vi ogsaa her Mesterskabet i Stoffets Udvalg. Sandsynligvis vilde Holbergs historiske Lærebog have holdt sig endnu længere, end den gjorde, hvis ikke Historiens Inddeling ogsaa hos ham havde lidt af en Feil, som endnu dengang var almindelig. Det kan have sin Interesse at paapege dette. Nuomstunder tale alle Mennesker, hvor lidet Historie de end have lært, om tre Hovedpartier af den Menneskene bekjendte Del af Fortiden: Oldtiden, Middelalderen og den nyere Tid. Men de færreste vide, at denne Inddeling først er forsøgt efter Midten af det attende Aarhundrede og egentlig først er fastslaaet i det nittende. Paa Holbergs Tid delte man endnu (i Tilslutning til et bekjendt Sted hos Propheten Daniel) Verdenshistorien efter „de fire Monarchier“, det assyrisk-babyloniske, det persiske, det græsk-macedoniske og<noinclude> <references/></noinclude> 9lr5gj2ytpxzk3gdvm0reijjx9bmcnw 338659 338564 2026-10-06T16:55:11Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338659 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|75}}</noinclude>{{bindestrek2|for|derfor}} nu for os kun literaturhistorisk Interesse. Jo mere han nærmer sig sin egen Tid, desto mere har han derimod følt sig hjemme i sin Gjerning, og den sidste Del af Danmarkshistorien, der helt optages af Frederik III.s Tid, har fremdeles Værd endog for Historikeren af Fag<ref>Om Holbergs Danmarkshistorie findes de bedste Bemærkninger i Dansk hist. Tidsskrift, 5. R. {{antikva|IV.}} S. 35—55 af C. Paludan-Müller.</ref> Samtidig med sin Fædrelandshistorie udarbeidede Holberg ogsaa en Lærebog ({{antikva|synopsis}}) i Verdenshistorien, 1733. Den var skreven paa Latin og oplevede en Utallighed af Oplag og Oversættelser paa de forskjelligste Sprog, Dansk, Tydsk, Engelsk, Hollandsk, Russisk (i det sidste Sprog endnu 1808). I lange Tider var den lille Bog Kilden til den studerende Skoleungdoms historiske Viden, og endnu den Dag idag kan det være særdeles nyttigt for en historisk Lærer eller Lærebogsforfatter at gjøre sig bekjendt med den. Thi ogsaa her gjenfinde vi den samme Holbergske Evne til at meddele alt, hvad han rører ved, det være i sig selv saa tørt det vil, Liv og Interesse, og navnlig beundre vi ogsaa her Mesterskabet i Stoffets Udvalg. Sandsynligvis vilde Holbergs historiske Lærebog have holdt sig endnu længere, end den gjorde, hvis ikke Historiens Inddeling ogsaa hos ham havde lidt af en Feil, som endnu dengang var almindelig. Det kan have sin Interesse at paapege dette. Nuomstunder tale alle Mennesker, hvor lidet Historie de end have lært, om tre Hovedpartier af den Menneskene bekjendte Del af Fortiden: Oldtiden, Middelalderen og den nyere Tid. Men de færreste vide, at denne Inddeling først er forsøgt efter Midten af det attende Aarhundrede og egentlig først er fastslaaet i det nittende. Paa Holbergs Tid delte man endnu (i Tilslutning til et bekjendt Sted hos Propheten Daniel) Verdenshistorien efter „de fire Monarchier“, det assyrisk-babyloniske, det persiske, det græsk-macedoniske og<noinclude> <references/></noinclude> 9zvs0wrl03s15j12vpgwaevvelvqpmp 104 13156 338565 191444 2026-10-06T16:34:24Z KåreBot 479 antikva-mal 338565 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>76</center></noinclude>det romerske, hvilket man betragtede som fremdeles existerende gjennem det „hellige“ tydsk-romerske Keiserdømme! Denne Inddeling har Holberg ikke fraveget. I en fransk Lærebog ser man 1753 den nu brugelige Tredeling, men det varede meget længe, inden man nogenlunde enedes om disse tre Hovedafsnits indbyrdes Grændser, idet man f. Ex. stundom saa „Middelalderen“ begynde med Christi Fødsel og den „nyere Tid“ dateret fra Carl den store o.&nbsp;s.&nbsp;v.<ref>Om Holbergs Verdenshistorie se Chr. Bruun, Ludvig Holberg som Lærer i Historie, Kbhvn. 1872, samt F. Schierns supplerende Anmeldelse i Dansk hist. Tidsskr. 4. R. {{antikva|III.}}</ref> Bergens Beskrivelse, der udkom første Gang 1737, er allerede tidligere omtalt. Samme Aar udgav Holberg ogsaa sin egen Levnetsbeskrivelse, der udkom paa Latin i Leipzig, men hvoraf dog allerede Begyndelsen havde seet Lyset 1727. Ogsaa den er et saare mærkeligt Arbeide. Den bliver det allerede derved, at det hidtil var noget useet i vor Literatur at fortsatte en udførlig Selvbiografi og endnu mere at udgive den i levende Live; der manglede heller ikke paa dem, som heri saa et Bevis paa Indbildskhed og Forfængelighed.<ref>Saaledes f.&nbsp;Ex. Hans Gram til en tydsk Lærd, Danske Samlinger, {{antikva|I.}} S. 14.</ref> Fortællingen er i Brevform til en ikke navngiven fornem Herre ({{antikva|vir quidam perillustris}}). Efter at der har været gjettet paa forskjellige, tør det nu ansees for afgjort, at det er den engang ovenfor (S. 31) omtalte Grev Christian Rantzau (Statholder i Norge 1731—1739), til hvem Brevene ere skrevne.<ref>Dette har det i sin Tid lykkedes mig at paavise ved Hjælp af et i vort Universitetsbibliothek bevaret, men tidligere upaaagtet Haandskrift af Langebek, se Norsk hist. Tidsskr. 1. R. {{antikva|II.}} S. 290 flg.</ref> Selvfølgelig oversattes Biografien strax paa Dansk (først i Holbergs Fødeby Bergen af den senere Præst Th. Krog 1741, derpaa og bedre i Kbhvn 1745) og siden ogsaa paa andre Sprog, men hvo der ret vil nyde den, maa læse Originalen. {{bindestrek1|Hol|Holbergs}}<noinclude> <references/></noinclude> ie3k1am4v90swvqueexqrztpp2sz8hb 338660 338565 2026-10-06T16:55:21Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338660 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|76}}</noinclude>det romerske, hvilket man betragtede som fremdeles existerende gjennem det „hellige“ tydsk-romerske Keiserdømme! Denne Inddeling har Holberg ikke fraveget. I en fransk Lærebog ser man 1753 den nu brugelige Tredeling, men det varede meget længe, inden man nogenlunde enedes om disse tre Hovedafsnits indbyrdes Grændser, idet man f. Ex. stundom saa „Middelalderen“ begynde med Christi Fødsel og den „nyere Tid“ dateret fra Carl den store o.&nbsp;s.&nbsp;v.<ref>Om Holbergs Verdenshistorie se Chr. Bruun, Ludvig Holberg som Lærer i Historie, Kbhvn. 1872, samt F. Schierns supplerende Anmeldelse i Dansk hist. Tidsskr. 4. R. {{antikva|III.}}</ref> Bergens Beskrivelse, der udkom første Gang 1737, er allerede tidligere omtalt. Samme Aar udgav Holberg ogsaa sin egen Levnetsbeskrivelse, der udkom paa Latin i Leipzig, men hvoraf dog allerede Begyndelsen havde seet Lyset 1727. Ogsaa den er et saare mærkeligt Arbeide. Den bliver det allerede derved, at det hidtil var noget useet i vor Literatur at fortsatte en udførlig Selvbiografi og endnu mere at udgive den i levende Live; der manglede heller ikke paa dem, som heri saa et Bevis paa Indbildskhed og Forfængelighed.<ref>Saaledes f.&nbsp;Ex. Hans Gram til en tydsk Lærd, Danske Samlinger, {{antikva|I.}} S. 14.</ref> Fortællingen er i Brevform til en ikke navngiven fornem Herre ({{antikva|vir quidam perillustris}}). Efter at der har været gjettet paa forskjellige, tør det nu ansees for afgjort, at det er den engang ovenfor (S. 31) omtalte Grev Christian Rantzau (Statholder i Norge 1731—1739), til hvem Brevene ere skrevne.<ref>Dette har det i sin Tid lykkedes mig at paavise ved Hjælp af et i vort Universitetsbibliothek bevaret, men tidligere upaaagtet Haandskrift af Langebek, se Norsk hist. Tidsskr. 1. R. {{antikva|II.}} S. 290 flg.</ref> Selvfølgelig oversattes Biografien strax paa Dansk (først i Holbergs Fødeby Bergen af den senere Præst Th. Krog 1741, derpaa og bedre i Kbhvn 1745) og siden ogsaa paa andre Sprog, men hvo der ret vil nyde den, maa læse Originalen. {{bindestrek1|Hol|Holbergs}}<noinclude> <references/></noinclude> l76n04f2dvg2mubjwgp7pydsshc9egs 104 13157 338511 199757 2026-10-06T16:22:07Z KåreBot 479 setter inn {{---}} 338511 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>77</center></noinclude>{{bindestrek2|bergs|Holbergs}} Reiser indtage en væsentlig Del af Bogen, som, hvor ypperlig den end i sig er, dog mangengang mere pirrer end tilfredsstiller vor Videlyst, idet den — hvad der jo egentlig ikke kan forundre — som oftest fortier just det, vi helst vilde have vidst Besked om. Den flittige og bestandig skrivende Eneboer udgav i disse Aar endnu flere historiske Verker, saaledes sin „Almindelig Kirkehistorie fra Christendommens Begyndelse til Lutheri Reformation“ i to Kvartbind (1738), „Adskillige store Heltes og berømmelige Mænds sammenlignede Historier og Bedrifter“<ref>Manuskriptet, efter hvilket dette Verk tryktes, findes paa Universitetsbibliotheket i Christiania.</ref> (1739) og „Adskillige Heltinders og navnkundige Damers sammenlignede Historier“ (1745). Begge disse sidste Verker vare, som udtrykkelig paa Titelbladene fremhævedes, Efterligninger af den græske Historieskriver Plutark, der plejede at fortælle to berømte Mænds (en Grækers og en Romers) Levnet ad Gangen og at tilføje en Sammenligning mellem dem. Af særegen Interesse for Holbergs Opfatning og Livsanskuelse er hans Levnetsbeskrivelse af Peter Czar, thi denne kraftfulde Selvhersker var ret hans Helt. I 1742 havde han ogsaa udgivet sin udførlige „Jødiske Historie“. Af hele denne Række af Bøger, der alle læstes med Begjærlighed, har Kirkehistorien vistnok øvet størst Indflydelse paa Almenheden. Dens blev ogsaa strax udsolgt og igjen oplagt. Varsomt, men tillige bestemt, gjorde han Anskuelser gjeldende, som man hidtil ikke havde været vant til, men at skrive den Lutherske Kirkes Historie vovede han sig ikke til. Derfor er det, at han standsede ved Reformationen. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> b1p256igblzc09hwc55xlpjmicbix3v 338661 338511 2026-10-06T16:55:31Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338661 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|77}}</noinclude>{{bindestrek2|bergs|Holbergs}} Reiser indtage en væsentlig Del af Bogen, som, hvor ypperlig den end i sig er, dog mangengang mere pirrer end tilfredsstiller vor Videlyst, idet den — hvad der jo egentlig ikke kan forundre — som oftest fortier just det, vi helst vilde have vidst Besked om. Den flittige og bestandig skrivende Eneboer udgav i disse Aar endnu flere historiske Verker, saaledes sin „Almindelig Kirkehistorie fra Christendommens Begyndelse til Lutheri Reformation“ i to Kvartbind (1738), „Adskillige store Heltes og berømmelige Mænds sammenlignede Historier og Bedrifter“<ref>Manuskriptet, efter hvilket dette Verk tryktes, findes paa Universitetsbibliotheket i Christiania.</ref> (1739) og „Adskillige Heltinders og navnkundige Damers sammenlignede Historier“ (1745). Begge disse sidste Verker vare, som udtrykkelig paa Titelbladene fremhævedes, Efterligninger af den græske Historieskriver Plutark, der plejede at fortælle to berømte Mænds (en Grækers og en Romers) Levnet ad Gangen og at tilføje en Sammenligning mellem dem. Af særegen Interesse for Holbergs Opfatning og Livsanskuelse er hans Levnetsbeskrivelse af Peter Czar, thi denne kraftfulde Selvhersker var ret hans Helt. I 1742 havde han ogsaa udgivet sin udførlige „Jødiske Historie“. Af hele denne Række af Bøger, der alle læstes med Begjærlighed, har Kirkehistorien vistnok øvet størst Indflydelse paa Almenheden. Dens blev ogsaa strax udsolgt og igjen oplagt. Varsomt, men tillige bestemt, gjorde han Anskuelser gjeldende, som man hidtil ikke havde været vant til, men at skrive den Lutherske Kirkes Historie vovede han sig ikke til. Derfor er det, at han standsede ved Reformationen. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> o1be9sy3pksp454u37ahb0bxgabielj 104 13159 338504 199758 2026-10-06T16:16:20Z KåreBot 479 overskrift 338504 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /></noinclude>{{midtstilt/s}} {{større blokk/s}} VIII. Nils Klim. „ {{større blokk/e}} {{midtstilt/e}} {{--}} {{blank linje}} Vi komme nu til et af Holbergs mærkeligste Verker, udentvivl det, der har været mest udbredt udenfor Norden, og tillige et af dem, hvorpaa han selv har sat allermest Pris, Nils Klims underjordiske Reise, en philosophisk-satirisk Roman, oversat paa næsten alle Verdens Tungemaal, endog paa Ungarsk og Russisk.<ref>Om dette Verk haves nu et meget lærd og grundigt Særskrift: „Om Holbergs Nils Klim med særligt Hensyn til tidligere Satirer i Form af opdigtede og vidunderlige Reiser“ af J. Paludan. Kbhvn. 1878. Tidligere har Werlauff ogsaa her meddelt værdifulde Oplysninger.</ref> Nils Klim tilhører en Art af Skrifter, som allerede findes repræsenteret i den græske Literatur. Homers Odyssee, det herligste af alle Eventyr, er med Føje blevet betegnet som Typen paa alle vidunderlige Reiser. Senere har man i Lukians „Menippos“ og „sande Historie“ (omtrent 100 Aar efter Christus) ligefremme Reiseromaner af satirisk Indhold, og paa Reformationstiden gjenoptoge Humanisterne denne Form for Satiren med stor Forkjærlighed. En af Holbergs egne ældre Samtidige, Irlænderen Swift, havde leveret et berømt Arbeide i samme Retning, <tt>Gullivers travels</tt>. Og nu hændte det, at samtidig to Forfattere i den dansk-norske Literatur optraadte med Reiseromaner. Begge søgte gjennem denne<noinclude> <references/></noinclude> lfaoqib4w4l3tvfjgijhqdzcax4fqp0 338566 338504 2026-10-06T16:34:34Z KåreBot 479 antikva-mal 338566 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /></noinclude>{{midtstilt/s}} {{større blokk/s}} VIII. Nils Klim. „ {{større blokk/e}} {{midtstilt/e}} {{--}} {{blank linje}} Vi komme nu til et af Holbergs mærkeligste Verker, udentvivl det, der har været mest udbredt udenfor Norden, og tillige et af dem, hvorpaa han selv har sat allermest Pris, Nils Klims underjordiske Reise, en philosophisk-satirisk Roman, oversat paa næsten alle Verdens Tungemaal, endog paa Ungarsk og Russisk.<ref>Om dette Verk haves nu et meget lærd og grundigt Særskrift: „Om Holbergs Nils Klim med særligt Hensyn til tidligere Satirer i Form af opdigtede og vidunderlige Reiser“ af J. Paludan. Kbhvn. 1878. Tidligere har Werlauff ogsaa her meddelt værdifulde Oplysninger.</ref> Nils Klim tilhører en Art af Skrifter, som allerede findes repræsenteret i den græske Literatur. Homers Odyssee, det herligste af alle Eventyr, er med Føje blevet betegnet som Typen paa alle vidunderlige Reiser. Senere har man i Lukians „Menippos“ og „sande Historie“ (omtrent 100 Aar efter Christus) ligefremme Reiseromaner af satirisk Indhold, og paa Reformationstiden gjenoptoge Humanisterne denne Form for Satiren med stor Forkjærlighed. En af Holbergs egne ældre Samtidige, Irlænderen Swift, havde leveret et berømt Arbeide i samme Retning, {{antikva|Gullivers travels}}. Og nu hændte det, at samtidig to Forfattere i den dansk-norske Literatur optraadte med Reiseromaner. Begge søgte gjennem denne<noinclude> <references/></noinclude> 858x2rsaslyns9wy1hdug7h25nbveoj 104 13160 338567 191445 2026-10-06T16:34:44Z KåreBot 479 antikva-mal 338567 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>79</center></noinclude>tiltrækkende og populære Form at fremsætte sine Anskuelser og Meninger, men rigtignok i himmelvidt forskjellige Retninger. Det var Ludvig Holberg og Erik Pontoppidan. Disse Mænd vare ikke Venner og kunde vel heller neppe være det, men hvor ulige de end vare hinanden i Livsopfatning og Personlighed, er der dog ogsaa paafaldende Overensstemmelser mellem dem. Hver paa sin Maade vare de dog paavirkede af en og samme Tid, og det kan ikke negtes, at næst Holberg var (den 14 Aar yngre) Pontoppidan baade den mangesidigste og den mest læste af Tidens populære danske Forfattere. Begge Vare praktiske Naturer og stræbte, hver fra sit Standpunkt, at virke mere paa den store Almenhed end i de lærde Kredse, begge havde levende Interesse for Modersmaalet, Fædrelandets Historie, Økonomien o.&nbsp;s.&nbsp;v., men overalt sporer man hos Pontoppidan det afgjort religiøse, ja endog pietistiske Livssyn i Modsætning til Holbergs friere, i nogen Grad rationalistiske Aandsretning. Ogsaa Pontoppidan, hvis „Forklaring“ alene har havt og fremdeles her i Norge har en Indflydelse, som overordentlig faa Bøger have havt den, har derhos ved sin rige og endnu uundværlige (paa Tydsk udgivne) Materialsamling til begge Rigers Kirkehistorie sit store danske „Atlas“, sin maaske naive, men dog høist vigtige „Norges naturlige Historie“, sit „Økonomiske Magazin“, o.&nbsp;s.&nbsp;v. sat sig et meget varigt Minde i vor Bogverden, og om hans opladte Sands for de forskjelligste Ting vidner bl.&nbsp;A., at han var en af de første, som gav sig af med at studere de norske Almuedialekter. ({{antikva|Glossarium Norvegicum}}, Bergen 1749). Der er ogsaa i Holbergs og Pontoppidans Livshistorier visse Overensstemmelser: begge bleve tidlig henviste til sig selv, vare begge i sin Ungdom Huslærere i Norge og gave sig siden begge ud paa Reiser for at lære, Pontoppidan dog kun til England og Holland. Man har en samtidig nedskreven og uden Tvivl paalidelig Beretning om et Sammenstød mellem Holberg og Pontoppidan i et<noinclude> <references/></noinclude> c9248rib6y1s5u24ndiv68hgl6qp101 338662 338567 2026-10-06T16:55:41Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338662 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|79}}</noinclude>tiltrækkende og populære Form at fremsætte sine Anskuelser og Meninger, men rigtignok i himmelvidt forskjellige Retninger. Det var Ludvig Holberg og Erik Pontoppidan. Disse Mænd vare ikke Venner og kunde vel heller neppe være det, men hvor ulige de end vare hinanden i Livsopfatning og Personlighed, er der dog ogsaa paafaldende Overensstemmelser mellem dem. Hver paa sin Maade vare de dog paavirkede af en og samme Tid, og det kan ikke negtes, at næst Holberg var (den 14 Aar yngre) Pontoppidan baade den mangesidigste og den mest læste af Tidens populære danske Forfattere. Begge Vare praktiske Naturer og stræbte, hver fra sit Standpunkt, at virke mere paa den store Almenhed end i de lærde Kredse, begge havde levende Interesse for Modersmaalet, Fædrelandets Historie, Økonomien o.&nbsp;s.&nbsp;v., men overalt sporer man hos Pontoppidan det afgjort religiøse, ja endog pietistiske Livssyn i Modsætning til Holbergs friere, i nogen Grad rationalistiske Aandsretning. Ogsaa Pontoppidan, hvis „Forklaring“ alene har havt og fremdeles her i Norge har en Indflydelse, som overordentlig faa Bøger have havt den, har derhos ved sin rige og endnu uundværlige (paa Tydsk udgivne) Materialsamling til begge Rigers Kirkehistorie sit store danske „Atlas“, sin maaske naive, men dog høist vigtige „Norges naturlige Historie“, sit „Økonomiske Magazin“, o.&nbsp;s.&nbsp;v. sat sig et meget varigt Minde i vor Bogverden, og om hans opladte Sands for de forskjelligste Ting vidner bl.&nbsp;A., at han var en af de første, som gav sig af med at studere de norske Almuedialekter. ({{antikva|Glossarium Norvegicum}}, Bergen 1749). Der er ogsaa i Holbergs og Pontoppidans Livshistorier visse Overensstemmelser: begge bleve tidlig henviste til sig selv, vare begge i sin Ungdom Huslærere i Norge og gave sig siden begge ud paa Reiser for at lære, Pontoppidan dog kun til England og Holland. Man har en samtidig nedskreven og uden Tvivl paalidelig Beretning om et Sammenstød mellem Holberg og Pontoppidan i et<noinclude> <references/></noinclude> ek2ol6svbvie0389fsqsazmc5lg16nu 104 13161 338568 191446 2026-10-06T16:34:54Z KåreBot 479 antikva-mal 338568 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>80</center></noinclude>Selskab i Biskop Herslebs Hus 1739.<ref>Et Brev, meddelt af mig i Norsk hist. Tidsskr. 1. R. {{antikva|II.}} S. 293. Om en spydig Ytring af Holberg om Pontoppidan se samme Tidsskrift, 1. R. {{antikva|III.}} S. 93.</ref> Holberg skal her have foreholdt Pontoppidan, „hvilken stor Synd han havde begaaet paa disse fattige Lande og Riger, idet han havde gjort vor naadigste Konges Sind, Hjerte og Sjel saa forsagt i ham, at han umulig kan glæde sine Undersaatter længe med sin Helbred“ o.&nbsp;s.&nbsp;v., og da Pontoppidan beklagede sig over, at Holberg „oftere havde moraliseret over hans Sprog i Bogen „Christendommens Kjerne“, som han dog mente var en nyttig Bog, svarede Holberg, at han paa alle sine Reiser „aldrig havde fundet en saa villig Nation til deres Guds Devotion, som de Danske og Norske“, hvorefter „de forlod hinanden Uvenner“. Pontoppidans Reiseroman har Titelen: „Menoza, en asiatisk Prinds, der drog Verden omkring og søgte Christne, særdeles i Indien, Spanien, Italien, Frankrige, Holland, England, Tydskland og Danmark, men fandt kun lidet af, hvad han søgte“, (Kbhvn. 1742—1743).<ref>Senere udgiven paany af V. Birkedal 1860, der dog desværre har taget sig store Friheder og ikke gjengivet Bogen i dens fulde oprindelige Skikkelse.</ref> Bogen indeholder meget, som endnu har historisk Interesse, og røber en Forfatter af god Iagttagelsesevne og megen Kundskab. Den gaar, som allerede Titelen viser, ud paa at undersøge Troeslivet og Christendommens Tilstand i Europas Hovedlande, og skjønt den selvfølgelig har et pietistisk Anstrøg, røber den dog ingenlunde en snever Betragtningsmaade, som de fleste andre Pietisters, ja indrømmer endog, at Religiøsiteten under Christian {{antikva|VI.}} var udartet til Hykleri. Holbergs Nils Klim udkom et Aar før Menoza. Den udkom i Leipzig, og den udkom paa Latin. Begge disse Omstændigheder tyde i samme Retning, nemlig derhen, at Holberg har vidst, at Bogen vilde støde mange, og at maaske nok hans Fiender vilde stræbe at komme<noinclude> <references/></noinclude> soxp5t8o5pxn46njruji5qx5ghwk7o8 338664 338568 2026-10-06T16:56:01Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338664 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|80}}</noinclude>Selskab i Biskop Herslebs Hus 1739.<ref>Et Brev, meddelt af mig i Norsk hist. Tidsskr. 1. R. {{antikva|II.}} S. 293. Om en spydig Ytring af Holberg om Pontoppidan se samme Tidsskrift, 1. R. {{antikva|III.}} S. 93.</ref> Holberg skal her have foreholdt Pontoppidan, „hvilken stor Synd han havde begaaet paa disse fattige Lande og Riger, idet han havde gjort vor naadigste Konges Sind, Hjerte og Sjel saa forsagt i ham, at han umulig kan glæde sine Undersaatter længe med sin Helbred“ o.&nbsp;s.&nbsp;v., og da Pontoppidan beklagede sig over, at Holberg „oftere havde moraliseret over hans Sprog i Bogen „Christendommens Kjerne“, som han dog mente var en nyttig Bog, svarede Holberg, at han paa alle sine Reiser „aldrig havde fundet en saa villig Nation til deres Guds Devotion, som de Danske og Norske“, hvorefter „de forlod hinanden Uvenner“. Pontoppidans Reiseroman har Titelen: „Menoza, en asiatisk Prinds, der drog Verden omkring og søgte Christne, særdeles i Indien, Spanien, Italien, Frankrige, Holland, England, Tydskland og Danmark, men fandt kun lidet af, hvad han søgte“, (Kbhvn. 1742—1743).<ref>Senere udgiven paany af V. Birkedal 1860, der dog desværre har taget sig store Friheder og ikke gjengivet Bogen i dens fulde oprindelige Skikkelse.</ref> Bogen indeholder meget, som endnu har historisk Interesse, og røber en Forfatter af god Iagttagelsesevne og megen Kundskab. Den gaar, som allerede Titelen viser, ud paa at undersøge Troeslivet og Christendommens Tilstand i Europas Hovedlande, og skjønt den selvfølgelig har et pietistisk Anstrøg, røber den dog ingenlunde en snever Betragtningsmaade, som de fleste andre Pietisters, ja indrømmer endog, at Religiøsiteten under Christian {{antikva|VI.}} var udartet til Hykleri. Holbergs Nils Klim udkom et Aar før Menoza. Den udkom i Leipzig, og den udkom paa Latin. Begge disse Omstændigheder tyde i samme Retning, nemlig derhen, at Holberg har vidst, at Bogen vilde støde mange, og at maaske nok hans Fiender vilde stræbe at komme<noinclude> <references/></noinclude> p39lbsetii99abc27gdj0cqxiq47icb 104 13162 338569 199760 2026-10-06T16:35:04Z KåreBot 479 antikva-mal 338569 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>81</center></noinclude>ham tillivs. Baade et fremmed Trykkested og et fremmed Sprog vilde under saadanne Omstændigheder have sin Nytte.<ref>Paa den Tid var der som bekjendt alt andet end Trykkefrihed, og hvad der skulde trykkes, maatte passere Censuren. Denne skulde egentlig ogsaa omfatte Indførsel af Bøger fra Udlandet. En norsk æsthetisk Forfatter har gjort den Bemærkning, at Holbergs fleste Skrifter udkom uden foregaaende Censur „paa moderne Viis“, ja endog tilføiet, at disse Bøger, „som i saa meget trodsede sig frem mod gjeldende Mening, endog i ydre Form bære et Slags Form af Protest“. Men dette er kun Misforstaaelse og beror paa Ubekjendtskab med de virkelige Forhold. Tingen forholder sig nemlig simpelthen saaledes, at da Censormyndigheden tilhørte Universitetet, ansaa Professorerne sig, som Medlemmer af dette, fritagne for Censur, og man vil derfor paa Professor-Arbeider som oftest ikke finde noget {{antikva|imprimatur}} anbragt. Cfr. H. Matzen, Kjøbenhavns Universitets Retshistorie, {{antikva|I,}} S. 213 flg. Men om han end kunde udgive sin Bog paa egen Haand, kunde en saadan Friheds Anvendelse komme Vedkommende lige dyrt at staa bagefter, om den blev befunden farlig, skadelig eller lignende. Havde Holberg ikke været Professor, er der den største Sandsynlighed for, at f.&nbsp;Ex. hans Peder Paars ikke havde seet Lyset. Om „Protest“ er der allermindst Tale, en saadan „Protest“ vilde vistnok have bragt den, som vovede den, paa Munkholmen eller til et lignende lidet lysteligt Sted.</ref> Holbergs Anelser sloge ogsaa ind, thi der skal virkelig have været Mænd af Indflydelse, som det synes Hofpræsterne Bartholomæus Bluhme og Erik Pontoppidan, der fandt det religiøse Standpunkt, hvorom Nils Klims Reise antoges at vidne, saa betænkeligt, at Bogen burde forbydes og de Exemplarer konfiskeres, der vare komne til Danmark. Men ihvorvel man levede under Christian {{antikva|VI}}, blev det ikke til Alvor hermed. Holbergs Anseelse i og udenfor Danmark og Norge var sagtens for stor. Bogen udkom endog Aaret efter i dansk Oversættelfe. De bedste Oversættelser udkom dog først langt senere, nemlig Digteren Baggesens 1789 (siden oftere) og N. V. Dorphs (første Gang 1841). Vi ville i Korthed fortælle Hovedindholdet af Nils<noinclude> <references/></div>L. Daae: Ludvig Holberg.</noinclude> 06lomusuvwy2s2nbb8ftnoqnp7sm4t2 338665 338569 2026-10-06T16:56:11Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338665 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|81}}</noinclude>ham tillivs. Baade et fremmed Trykkested og et fremmed Sprog vilde under saadanne Omstændigheder have sin Nytte.<ref>Paa den Tid var der som bekjendt alt andet end Trykkefrihed, og hvad der skulde trykkes, maatte passere Censuren. Denne skulde egentlig ogsaa omfatte Indførsel af Bøger fra Udlandet. En norsk æsthetisk Forfatter har gjort den Bemærkning, at Holbergs fleste Skrifter udkom uden foregaaende Censur „paa moderne Viis“, ja endog tilføiet, at disse Bøger, „som i saa meget trodsede sig frem mod gjeldende Mening, endog i ydre Form bære et Slags Form af Protest“. Men dette er kun Misforstaaelse og beror paa Ubekjendtskab med de virkelige Forhold. Tingen forholder sig nemlig simpelthen saaledes, at da Censormyndigheden tilhørte Universitetet, ansaa Professorerne sig, som Medlemmer af dette, fritagne for Censur, og man vil derfor paa Professor-Arbeider som oftest ikke finde noget {{antikva|imprimatur}} anbragt. Cfr. H. Matzen, Kjøbenhavns Universitets Retshistorie, {{antikva|I,}} S. 213 flg. Men om han end kunde udgive sin Bog paa egen Haand, kunde en saadan Friheds Anvendelse komme Vedkommende lige dyrt at staa bagefter, om den blev befunden farlig, skadelig eller lignende. Havde Holberg ikke været Professor, er der den største Sandsynlighed for, at f.&nbsp;Ex. hans Peder Paars ikke havde seet Lyset. Om „Protest“ er der allermindst Tale, en saadan „Protest“ vilde vistnok have bragt den, som vovede den, paa Munkholmen eller til et lignende lidet lysteligt Sted.</ref> Holbergs Anelser sloge ogsaa ind, thi der skal virkelig have været Mænd af Indflydelse, som det synes Hofpræsterne Bartholomæus Bluhme og Erik Pontoppidan, der fandt det religiøse Standpunkt, hvorom Nils Klims Reise antoges at vidne, saa betænkeligt, at Bogen burde forbydes og de Exemplarer konfiskeres, der vare komne til Danmark. Men ihvorvel man levede under Christian {{antikva|VI}}, blev det ikke til Alvor hermed. Holbergs Anseelse i og udenfor Danmark og Norge var sagtens for stor. Bogen udkom endog Aaret efter i dansk Oversættelfe. De bedste Oversættelser udkom dog først langt senere, nemlig Digteren Baggesens 1789 (siden oftere) og N. V. Dorphs (første Gang 1841). Vi ville i Korthed fortælle Hovedindholdet af Nils<noinclude> <references/></div>L. Daae: Ludvig Holberg.</noinclude> pdjojplvsptqbec1k83cbzhzk22h3am 104 13163 338570 199761 2026-10-06T16:35:14Z KåreBot 479 antikva-mal 338570 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>82</center></noinclude>Klim. Det er det eneste af Holbergs Digterverker, hvor Handlingen for en Del er henlagt til Norge, Helten er nemlig en ung Nordmand,<ref>Som bekjendt har der virkelig levet en Mand af dette Navn, der var født i Jylland 1620 og døde som Klokker ved Korskirken i Bergen 1690. Han levede altsaa endnu i Holbergs Ungdom. L. Sagen har i sin Bergens Beskrivelse opbevaret den Tradition om ham, at han var i sin Omgang og sin Opførsel meget lystig og hel snausk af Indfald samt singulær, og den sidste, der brugte Skjæg af deslige Folk.{{rettelse|“|}} D. Thrap har senere (i Danske Samll. 2. R. {{antikva|V.}} S. 188 flg. og {{antikva|VI.}} S. 385 flg.) samlet, hvad der af Dokumenter vides om „den virkelige Nils Klim“.</ref> født i Bergen, hvorhen han i 1664 vender tilbage fra Universitetet med gode Examina, men uden Penge. Da han foreløbig Intet kan faa at bestille, anvender han Tiden til Undersøgelse af Omegnens Naturforhold, og især bliver han opmærksom paa en Hule ved Forstaden Sandvigen i Fløifjeldet„ (en Fordybning her paavises ogsaa endnu, men er nu saagodtsom forsvunden formedelst et Veianlæg). Denne Hule, som antages for at være bundløs, og som udsender en paafaldende Luft, vil han undersøge, opmuntret dertil af de lærde Mænd Abelin og Conrektor Edvardsen. Han lader sig derfor med en Baadshage i Haanden hejse ned, men Rebet gaar itu, og Nils styrter i Dybet. Omsider opdager han, at han er kommen til en helt ny Verden, da han ser en ny Sol og nye Himmellegemer, Jorden er altsaa hul. Under sin fortsatte Dalen kommer han saa nær Underverdenens Sol, at han efter Tyngdens Love tiltrækkes af denne og en Tidlang bevæiger sig omkring den som en Planet, altid et betydeligt Avancement for en fattig Student. I Lommen har han et Stykke rundt Brød af det Slags, som man i Bergen kaldte „Bolken“. Han bider i det, men da det ikke smager, kaster han det bort, og se! det bevæger sig nu rundt om ham igjen som en Drabant eller Maane, hvorved naturligvis hans Forestillinger om sin nye Værdighed yderligere voxe og bestyrkes Glæden varer imidlertid ikke længe, thi snart<noinclude> <references/></noinclude> rokiwwbtw6ca6v4ogh5sqc9lp6axflx 338666 338570 2026-10-06T16:56:21Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338666 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|82}}</noinclude>Klim. Det er det eneste af Holbergs Digterverker, hvor Handlingen for en Del er henlagt til Norge, Helten er nemlig en ung Nordmand,<ref>Som bekjendt har der virkelig levet en Mand af dette Navn, der var født i Jylland 1620 og døde som Klokker ved Korskirken i Bergen 1690. Han levede altsaa endnu i Holbergs Ungdom. L. Sagen har i sin Bergens Beskrivelse opbevaret den Tradition om ham, at han var i sin Omgang og sin Opførsel meget lystig og hel snausk af Indfald samt singulær, og den sidste, der brugte Skjæg af deslige Folk.{{rettelse|“|}} D. Thrap har senere (i Danske Samll. 2. R. {{antikva|V.}} S. 188 flg. og {{antikva|VI.}} S. 385 flg.) samlet, hvad der af Dokumenter vides om „den virkelige Nils Klim“.</ref> født i Bergen, hvorhen han i 1664 vender tilbage fra Universitetet med gode Examina, men uden Penge. Da han foreløbig Intet kan faa at bestille, anvender han Tiden til Undersøgelse af Omegnens Naturforhold, og især bliver han opmærksom paa en Hule ved Forstaden Sandvigen i Fløifjeldet„ (en Fordybning her paavises ogsaa endnu, men er nu saagodtsom forsvunden formedelst et Veianlæg). Denne Hule, som antages for at være bundløs, og som udsender en paafaldende Luft, vil han undersøge, opmuntret dertil af de lærde Mænd Abelin og Conrektor Edvardsen. Han lader sig derfor med en Baadshage i Haanden hejse ned, men Rebet gaar itu, og Nils styrter i Dybet. Omsider opdager han, at han er kommen til en helt ny Verden, da han ser en ny Sol og nye Himmellegemer, Jorden er altsaa hul. Under sin fortsatte Dalen kommer han saa nær Underverdenens Sol, at han efter Tyngdens Love tiltrækkes af denne og en Tidlang bevæiger sig omkring den som en Planet, altid et betydeligt Avancement for en fattig Student. I Lommen har han et Stykke rundt Brød af det Slags, som man i Bergen kaldte „Bolken“. Han bider i det, men da det ikke smager, kaster han det bort, og se! det bevæger sig nu rundt om ham igjen som en Drabant eller Maane, hvorved naturligvis hans Forestillinger om sin nye Værdighed yderligere voxe og bestyrkes Glæden varer imidlertid ikke længe, thi snart<noinclude> <references/></noinclude> qjdk0ywx447l84ykyko7h6uzrid5t2f 104 13164 338522 199762 2026-10-06T16:26:04Z KåreBot 479 fjerner lenker i teksten 338522 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>83</center></noinclude>truer en stor Rovfugl den nye Planet med Undergang, og da Klim vil forsvare sig med sin Baadshage, lykkes det vel at saare Fuglen, men ikke at faa Vaabnet løst fra dennes Legeme. Paa denne Maade kommer han ud af sin nye astronomiske Bane og daler ned paa den store Planet Nazar. Det er Nat, Klim falder i Søvn og drømmer om Norge, idet det forekommer ham, at han hører Degnen i Fane Kirke<ref>Fane ligger i Nærheden af Bergen. Holberg har vist været vel kjendt der. Hans Moder var ogsaa Præstedatter fra Fane.</ref> synge, men da han vaagner, er det en brølende Oxe, som han har hørt. I sin Angst flygter han op i et Træ, men det var intet heldigt Tilflugtssted. Menneskene i hint Land vare nemlig Træer, og det Træ, han havde antastet, var selve Borgermesterinden i den nærliggende By. Hun modtog den Forvovne med et drøit Ørefigen og med et Skrig, andre Træer kom til, og Nils førtes for Retten. Men Dommerne vare retfærdige, og Klim blev, uagtet han intet Forsvar kunde føre, frifunden for Institiens Tiltale. Efterat Nils havde lært Sproget, erfarede han, at Byen hedte Keba og var den næststørste Stad i Fyrstendømmet Potu. Fyrsten, der residerede i en By, ligeledes af Navnet Potu, lod nu Nils indsætte i Kebas lærde Skole, men han høster ingen Laurbær. Han har vistnok en hurtig Fatteevne, men just dette ansees her som en stor Lyde, da Dybsindighed og Eftertanke er det eneste, hvorpaa man i Potu sætter Pris Man finder ham uskikket til enhver høiere Stilling og kun værdig til at blive Hofløber, hvortil da ogsaa hans lange Ben giver ham et stort Fortrin for de langsomme Træer. Han ansættes som saadan og faar potuansk Dragt (med falske Grene, medens hans norske Dragt ophænges i et Museum). I Løbet af et Par Aar traver han Landet rundt som Brevdrager og erhverver sig derved et nøjagtigt Kjendskab til alle dets Forhold.<noinclude> <references/></noinclude> r59pto0w0k8xwao1twu51peyyxsyso6 338667 338522 2026-10-06T16:56:31Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338667 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|83}}</noinclude>truer en stor Rovfugl den nye Planet med Undergang, og da Klim vil forsvare sig med sin Baadshage, lykkes det vel at saare Fuglen, men ikke at faa Vaabnet løst fra dennes Legeme. Paa denne Maade kommer han ud af sin nye astronomiske Bane og daler ned paa den store Planet Nazar. Det er Nat, Klim falder i Søvn og drømmer om Norge, idet det forekommer ham, at han hører Degnen i Fane Kirke<ref>Fane ligger i Nærheden af Bergen. Holberg har vist været vel kjendt der. Hans Moder var ogsaa Præstedatter fra Fane.</ref> synge, men da han vaagner, er det en brølende Oxe, som han har hørt. I sin Angst flygter han op i et Træ, men det var intet heldigt Tilflugtssted. Menneskene i hint Land vare nemlig Træer, og det Træ, han havde antastet, var selve Borgermesterinden i den nærliggende By. Hun modtog den Forvovne med et drøit Ørefigen og med et Skrig, andre Træer kom til, og Nils førtes for Retten. Men Dommerne vare retfærdige, og Klim blev, uagtet han intet Forsvar kunde føre, frifunden for Institiens Tiltale. Efterat Nils havde lært Sproget, erfarede han, at Byen hedte Keba og var den næststørste Stad i Fyrstendømmet Potu. Fyrsten, der residerede i en By, ligeledes af Navnet Potu, lod nu Nils indsætte i Kebas lærde Skole, men han høster ingen Laurbær. Han har vistnok en hurtig Fatteevne, men just dette ansees her som en stor Lyde, da Dybsindighed og Eftertanke er det eneste, hvorpaa man i Potu sætter Pris Man finder ham uskikket til enhver høiere Stilling og kun værdig til at blive Hofløber, hvortil da ogsaa hans lange Ben giver ham et stort Fortrin for de langsomme Træer. Han ansættes som saadan og faar potuansk Dragt (med falske Grene, medens hans norske Dragt ophænges i et Museum). I Løbet af et Par Aar traver han Landet rundt som Brevdrager og erhverver sig derved et nøjagtigt Kjendskab til alle dets Forhold.<noinclude> <references/></noinclude> t2jk24koqtyz8usu2dibw5rso5xdz9u 104 13165 338668 199763 2026-10-06T16:56:41Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338668 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|84}}</noinclude>{{blank linje}} Potu er et uindskrænket og arveligt Monarki, uden at der dog ydes Fyrsten slavisk Tilbedelse; Nils fik saaledes ikke Lov til at gjøre Knæfald. Efter Fyrstens Død bliver endog hans Regjering gjort til Gjenstand for Kritik ved formelig Rettergang (ligesom der fortælles om Ægypterne), og en Charakter meddelt ham for hans Styrelse, og det er engang hændt, at en Fyrste fik en meget slet Charakter, fordi han havde været en vældig Kriger og undertvunget Nabofolkene, thi saadant ansees her for Daarskab. Man har ingen Adel og heller ingen Rangforordning, begge Dele har man vel forsøgt, men, klog af Skade, atter ophævet. Adgang til Embeder staar saaledes Enhver aaben og det, vel at mærke, endog uden Hensyn til Kjøn. Hvad vi i vore Dage kalde „Kvindesagen“, var saaledes her gjennemført til Punkt og Prikke, saaledes var paa Klims Tid Finantsministeren en Enke, en af Overdommerne en Jomfru, Søkadetterne vare for en stor Del Smaapiger. Folkets Sindighed gav sig ogsaa tilkjende i den Omhyggelighed, hvormed der var sørget for, at umodne Lovforslag ikke skulde trænge igjennem. Ogsaa Undersaatter havde vel Ret til at gjøre Forslag til Love, men medens Forslaget var under Behandling, maatte den, der havde stillet det, staa med en Strikke om Halsen, og hvis det faldt igjennem, blev han paa Stedet hængt. Antoges det derimod, blev han ført gjennem Byen under store Æresbevisninger. (Ogsaa dette Træk er laant fra Oldtiden, noget lignende tillægges nemlig Lovgiveren Charondas i Storgrækenland eller Nedreitalien). De uheldige Projektmagere ere de eneste, mod hvem Dødsstraf anvendes. Straffesystemet Var nemlig helt forskjelligt fra Oververdenens. For første Gangs Forseelse dømtes man til — Aareladning, thi moralske Fejl ansaaes for at have sin Grund i usunde Vædsker, i Gjentagelsestilfælde anvendtes Landsforvisning. Dommerne hentedes gjerne for Upartiskheds Skyld fra fjerne Egne. Advokaterne komme ingen Vei ved sin Veltalenhed, thi Dommerne tillade dem kun korte og saglige<noinclude> <references/></noinclude> 083y7p0emx12aes0jvk1q58fd3xwanf 104 13166 338571 191447 2026-10-06T16:35:24Z KåreBot 479 antikva-mal 338571 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>85</center></noinclude>Foredrag. Man tror i Potu paa een Gud, men det er strengt forbudt at gruble over hans Væsen, og al Metaphysik er i det Hele banlyst. Man har nogle faa Festdage, især Takkefester, men uden alle Ceremonier. Da Nils fortalte om den europæiske Gudstjeneste, lo man, thi man fandt Kirkemusiken o.&nbsp;s.&nbsp;v. ganske meningsløs. Den simple Gudstjeneste er ogsaa aldeles tvangfri (i Modsætning, som man let forstaar, til Forholdene i Danmark under Christian {{antikva|VI}}), thi Tvang i saadanne Ting frem-alder kun Hykleri. Tolerance i Religionssager finder Sted i vid Udstrækning, dog ikke ligeoverfor Metaphysikerne. Da Potuanerne af Nils Klim fik høre om Christendommen, forundrede de sig over, at et saa naragtigt Folk, som Europæerne, efter Klim selv og hans Beskrivelse at dømme, maatte være, kunde have saa sunde Religionsbegreber. Fyrstendømmet Potu havde tre Universiteter. Studierne gik ud paa Historie, Økonomi, Mathematik og Retsvidenskab, medens der ikke bliver Tale om Theologi, da Troeslæren er saa simpel, at den kan fremsættes paa en Side eller to. Medicinen er der ikke stort Brug for, da de gode Træer leve et saa skikkeligt Liv, at de næsten aldrig ere syge. Sprogvidenskaben er overflødig, fordi alle Indbyggere paa denne Planet tale et og samme Sprog. De potuanske Studenter gjorde sig derfor snart færdige med sine Studeringer. Professorerne maa altid, førend de tiltræde sit Embede, have været i praktiske Stillinger, for at Pedanteri og ufrugtbar Lærdom kan undgaaes, heller ikke maa de dyrke mere end een Videnskab, thi at splitte sine Kræfter paa flere avler kun Overfladiskhed, endelig bestaar Undervisningen mere i Øvelser end i Foredrag. Man har ogsaa ved de potuanske Universiteter akademiske Grader, men alle Disputatser og Ceremonier ere afskaffede. Paa Grund af sin Latterlighed vedligeholdes de dog til Morskab, og Disputatorer underholdes som en Art Bajadser. Dette gjør Nils Klim meget ondt, da han selv har disputeret for {{bindestrek1|Baccalaurei|Baccalaurei-Graden}}<noinclude> <references/></noinclude> 2qk5b5559wvrpgmp5h3w30b13f4dyog 338669 338571 2026-10-06T16:56:51Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338669 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|85}}</noinclude>Foredrag. Man tror i Potu paa een Gud, men det er strengt forbudt at gruble over hans Væsen, og al Metaphysik er i det Hele banlyst. Man har nogle faa Festdage, især Takkefester, men uden alle Ceremonier. Da Nils fortalte om den europæiske Gudstjeneste, lo man, thi man fandt Kirkemusiken o.&nbsp;s.&nbsp;v. ganske meningsløs. Den simple Gudstjeneste er ogsaa aldeles tvangfri (i Modsætning, som man let forstaar, til Forholdene i Danmark under Christian {{antikva|VI}}), thi Tvang i saadanne Ting frem-alder kun Hykleri. Tolerance i Religionssager finder Sted i vid Udstrækning, dog ikke ligeoverfor Metaphysikerne. Da Potuanerne af Nils Klim fik høre om Christendommen, forundrede de sig over, at et saa naragtigt Folk, som Europæerne, efter Klim selv og hans Beskrivelse at dømme, maatte være, kunde have saa sunde Religionsbegreber. Fyrstendømmet Potu havde tre Universiteter. Studierne gik ud paa Historie, Økonomi, Mathematik og Retsvidenskab, medens der ikke bliver Tale om Theologi, da Troeslæren er saa simpel, at den kan fremsættes paa en Side eller to. Medicinen er der ikke stort Brug for, da de gode Træer leve et saa skikkeligt Liv, at de næsten aldrig ere syge. Sprogvidenskaben er overflødig, fordi alle Indbyggere paa denne Planet tale et og samme Sprog. De potuanske Studenter gjorde sig derfor snart færdige med sine Studeringer. Professorerne maa altid, førend de tiltræde sit Embede, have været i praktiske Stillinger, for at Pedanteri og ufrugtbar Lærdom kan undgaaes, heller ikke maa de dyrke mere end een Videnskab, thi at splitte sine Kræfter paa flere avler kun Overfladiskhed, endelig bestaar Undervisningen mere i Øvelser end i Foredrag. Man har ogsaa ved de potuanske Universiteter akademiske Grader, men alle Disputatser og Ceremonier ere afskaffede. Paa Grund af sin Latterlighed vedligeholdes de dog til Morskab, og Disputatorer underholdes som en Art Bajadser. Dette gjør Nils Klim meget ondt, da han selv har disputeret for {{bindestrek1|Baccalaurei|Baccalaurei-Graden}}<noinclude> <references/></noinclude> 34w3hdbt6iyygx7wa4zjr1wu0cnlrqj 104 13167 338670 199764 2026-10-06T16:57:01Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338670 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|86}}</noinclude>{{bindestrek2|Graden|Baccalaurei-Graden}} ved Kjøbenhavns Universitet og nu ser alt Disputationsvœsen saa dybt foragtet. For Literaturen gjelde ogsaa eiendommelige Regler. Ingen maa udgive en Bog, førend han er 30 Aar gammel, og skjønt egentlig Censur ikke finder Sted, har man dog offentlige Smagsdommere for at forhindre Udgivelsen af taabelige og indholdsløse Skrifter. Selvfølgelig er Poesi saagodtsom ukjendt i det grundforstandige Potu. Det er klart, at meget af denne Skildring lader os ane Holbergs egne Idealer af et Samfund. Men paa den anden Side er det ikke mindre vist, at ingenlunde alle Potuanernes Egenskaber skulle opfattes som rosværdige. At Digteren gjør dem til Træer betegner tydelig nok, at han, saagodt som nogen, har begrebet, at en saa gjennemført Forstandighed som den potuanske nødvendigvis maa udarte til Philisteri og netop maa fremkalde, hvad man kalder „Træmænd“. Sine Iagttagelser nedlægger Nils Klim nu i en udførlig Beskrivelse over Potu. Den vinder en vis Anerkjendelse, og man beslutter at benytte den duelige Løber som geografisk Opdager. Træerne, som ikke have let for at tilbagelægge lange Veie, og som dertil savne Heste, have nemlig ikke synderligt Kjendskab til Planeten Nazars øvrige Lande, hvilke derfor Nils Klim faar Paalæg om at opdage for dem. Vor Rejsende faar da ogsaa Anledning til de vidunderligste og mærkeligste Oplevelser, og det uagtet hele Planeten kun er 250 tydske Mile i Omkreds og af Nils kan gjennemvandres i en eneste Maaned. Hvad der ogsaa letter ham Arbejdet i høi Grad er den heldige, allerede ovenfor berørte Omstændighed, at samtlige Planetens Folkeslag trods de uhyre Forskjelligheder, der finde Sted imellem dem forresten, tale et og samme Sprog. I Landskabet Qvamso ere Indbyggerne saa heldige at være aldeles frie for enhver Sygdom. Nils tror derfor her at have fundet de lyksaligste af alle Skabninger, men han mærker snart, at han har taget Feil, thi den<noinclude> <references/></noinclude> 1v231uyg36i5h48o2y0phvdjuxcxd8r 104 13168 338671 191448 2026-10-06T16:57:11Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338671 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|87}}</noinclude>bestandig gode Helbred bevirker, at de glemme sin Dødelighed og menneskelige Skrøbelighed, og at de fornemste Dyder, saasom Kjærlighed, Medlidenhed og Velvilje mod Andre helt savnes. Ikke bedre viser det sig at staa til i Lalac, hvor Naturen frembringer alt af sig selv, og hvor altsaa Menneskene ere frie for Arbeide. Den bestandige Lediggang og Nydelse fører nemlig tilsidst alene til Tungsind og Fortvivlelse der ender med Selvmord. I et tredie Land, Kemal, det rigeste paa den hele Planet, findes Guld og Sølv i en utrolig Mængde, men Følgen er kun, at Indbyggerne dels gjøre sig til Trælle af Mammon, dels hjemsøges af Røvere, og at Ingen der er sikker paa Liv og Gods. I Landskabet Qvamboia ere alle gamle Folk letsindige, kaade og udsvævende, saa at Enhver, der er over 40 Aar gammel, maa sættes under Formynderskab af de Unge og tidt nok revses, endog legemlig, af disse. I Cochlecu raadede ikke mindre Forkerthed i en anden Henseende, thi her vare alle vigtige og betydelige Stillinger og Forretninger i Kvinders Hænder, medens Mandfolk maatte udføre de laveste Tjenester. Fremmede maatte forundre sig over at se Matronerne i Studerestuen og deres Mænd stelle i Kjøkkenet med Gryder og Kasseroller. Koner og Piger skreve her forlibte Vers til Ungersvende, gave dem Serenader og gjorde dem sin Kur, hvilken de modtoge med Blyhed og rødmende Kinder o.&nbsp;s.&nbsp;v., og naar nogen gjorde en stor Dumhed, hed det, at man maatte bære over med det svage Mandkjøn. Dronningen af Cochlecu har et Harem paa 300 unge Herrer, og Nils maa skynde sig for ikke at blive opkapret, til Haremet, da hendes, Majestæt er bleven opmærksom paa ham. Et andet Land udmærkede sig ved en absolut fornuftig Befolkning, Daarskab og Taabelighed var her ukjendt. En derværende Statsmand indsaa imidlertid, at dette ikke var ubetinget heldigt, thi meget, som andensteds kunde udrettes gjennem Navneværdi og Blændverk, var her umuligt uden ved solide Ting. Rang og Titler f.&nbsp;Ex. brød Ingen sig om, og vilde man anspore Folk til<noinclude> <references/></noinclude> iab5zt6juiz8qjmvsbug3o6lw95fgy0 104 13169 338672 191449 2026-10-06T16:57:21Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338672 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|88}}</noinclude>Tapperhed ved at love dem et udødeligt Navn, lo de kun deraf, thi hvad Nytte kunde man vel have af at roses efter Døden? Alle vare jo lige kloge, altsaa var der ingen Kappelyst o.&nbsp;s.&nbsp;v. Statsmanden mente derfor, at det kunde være nyttigt at faa endel Narre og Dumrianer ind i Landet og heller udføre nogle fornuftige Mennesker, men Nils Klim følte sig ikke meget smigret, da man samtidig tilbød ham selv Borgerskab og Indfødsret. Et nyt Land udmærker sig derved, at alle Mennesker der vare dydige, men samtidig mangler ogsaa egentlig al Kultur, Luxus og Skjønhedssands. Alligevel kan han ikke andet end prise dette Folks Lykke. Dernæst kommer et Land, beboet af lutter Philosopher, men det var et underligt Rige. Af lutter Visdom og dybsindig Spekulation, f.&nbsp;Ex. paa at opdage en Vei til Solen, forsømmer man mere nærliggende Ting, Gaderne i Byen ere kun opfyldte af Svin og Philosopher, hvilke paafaldende ligne hinanden. Nils Klim kom her i Fare for sit Liv, thi nogle philosophiske Medicinere besluttede af videnskabelig Iver at anatomere ham, og han reddede sig kun ved en af Professorinderne, der forelskede sig i ham, og med hvem han da flygtede afsted, men da han ikke kunde elske et Træ, løb han fra hende, saa snart Anledning gaves. Ogsaa Religionen er meget forskjellig i Nazars Lande. Et Sted er et Tempel, hvor man tilbeder en Solen helliget Tavle. Enhver, som vil have et Embede, maa aflægge Ed paa, at Tavlen forekommer ham aflang. Just som Nils kommer, bliver en Person kagstrøgen, fordi han har sagt, at den er firkantet. Nils finder det samme, men da han betror det til sin Vert, sukker denne og gjør den hemmelige Tilstaaelse, at han selv er af samme Mening, men ikke vover at sige det af Frygt for Straffen. Efter Hjemkomsten til Potu indgiver Nils (eller som hans Navn nu er blevet: Scabba) sin Rejseberetning der trykkes og vækker almindeligt Bifald. Men Forfatteren opnaar ikke, saaledes som han havde haabet, en høiere<noinclude> <references/></noinclude> dposl3ilwo0omyas1v3037tel25tgze 104 13170 338673 199765 2026-10-06T16:57:31Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338673 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|89}}</noinclude>Embedsstilling, han faar kun et Gagetillæg som Hofløber. Da denne Stilling slet ikke tilfredsstiller ham, vover han et dristigt Skridt, nemlig at gjøre et Lovforslag, og sætter altsaa sit Liv paa Spil. Hans Forslag gaar ud paa intet mindre, end at Kvindekjønnet skal miste sin Adgang til offentlige Embeder. Fyrsten fraraadede ham stærkt at lade Forslaget komme under Afstemning og forudsagde ham et uheldigt Udfald, men Scabba vilde ikke lade sig sige. Det gik da efter Fyrstens Spaadom. Kjendelsen lød paa, at en Lov som den foreslaaede maatte medføre Statens høieste Ulykke, at Kvindekjønnet derved kun vilde blive misfornøiet og fiendtligt mod Samfundet, og at Kjønnets ypperlige Evner desuden gjorde dem fuldt berettigede til ethvert Embede. Som Følge heraf dømtes Scabba til Døden. Fyrsten, som var velvillig stemt mod vor Helt, besluttede imidlertid at benaade ham paa Livet og satte sin Vilje igjennem trods Folkets Misfornøielse. Dommen formildedes derfor til Landsforvisning eller egentlig Forvisning fra Planeten til Firmamentet, det vil sige selve det underjordiske Himmelhvælv. Derhen plejede man nemlig stundom at deportere Syndere ved Hjælp af meget store Fugle, der vare afrettede til saadant Brug. To andre Misdædere (en Metaphysiker og en Pietist!) afgik ved samme Leilighed, uden at dog Klim senere saa noget til disse sine Ulykkesbrødre. Paa Firmamentet fik han selv imidlertid opleve en ny Række af de vidunderligste Hændelser. Dette Firmament var beboet af forskjellige Dyr, som dog havde menneskelig Fornuft og Tale. De første af disse Folkeslag, hvormed Klim kom i Berøring, bestod af Aber, yderst polerede og belevne, snaksomme og venlige Væsener, som optoge ham godt, da de fandt, at han kun manglede en Hale for at være deres Ligemand. Landet hed Martinia. Rigtignok staar han her meget tilbage for sine nye Landsmænd i hurtig Fatteevne, medens han omvendt, som det vil erindres, i Potu havde været miskjendt, fordi han ikke var tilstrækkelig tung i Begribelsen. Hans Herre forærer ham til en Excellence,<noinclude> <references/></noinclude> 39g5cfrff8sfghd92u36v652a24irn7 104 13229 338572 199766 2026-10-06T16:35:34Z KåreBot 479 antikva-mal 338572 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>90</center></noinclude>der er Statens næstfornemste Mand, en lattermild og yderst letsindig Person.<ref>Det er almindelig erkjendt, at ved Martinia sigtes til Frankrige, og at den „næstfornemste Mand“ er Hertug-Regenten, den talentfulde, men ryggesløse Philip af Orleans, der regjerede Frankrige i Ludvig {{antikva|XV}}.s Mindreaarighed (fra 1715 -1723).</ref> Foreløbig bliver Nils Porteur hos Excellencen. Han havde nu rigelig Anledning til at studere Martinianernes grændseløse Luxus og Forfængelighed og opdager snart, at medens Projektmagere i Potu altid løb Fare for Galgen, vare de her i den høieste Anseelse. Selv kom han mod sin Vilje til at foranledige en stor Ulykke i denne Retning, thi ikke før havde han fortalt om Oververdenen, førend der strax gjordes Forslag om et stort Handelskompagni, der ved at bryde Hul paa Jordskorpen skulde aabne Forretninger med Europa, et Foretagende, der vakte stor Begeistring, men medførte Interessenternes Ruin.<ref>Sigter til en i sin Tid overordentlig opsigtsvækkende Begivenhed i Frankrige netop under Hertugen af Orleans’ Regentskab. En skotsk Eventyrer John Law oprettede en Seddelbank. Dens Kredit hvilede paa Aktier, der skulde kunne vexles i Banken til enhver Tid. Sedlernes Ihændehavere fik derhos Udsigt til Andel i Udbyttet af Handelsforetagender ved Mississippi, hvis Bredder dengang tilhørte Frankrige. Aktierne og Sedlerne søgtes med Begjærlighed, men det Hele var Svindel og endte med utallige Menneskers Ruin og Forarmelse.</ref> I det Hele var Løiheden i dette Samfund grændseløs, Love gaves og ophævedes hvert Øieblik, Retspleien var usikker, Gudsdyrkelsen Komediespil, Metaphysiken (Holbergs værste Kontrapart) blomstrede som paa intet andet Sted, og Landet vrimlede af slette Poeter. Nils Klim, der i Potu havde været misfornøiet med sin Hofløbertjeneste, var heller ikke i Martinia tilfreds med sin Stilling som Bærer af en Portechaise og pønsede derfor paa et Middel til at komme lidt høiere i Veiret. Ligesaa uheldig som han havde været i Potu, ligesaa heldig var han nu her: han havde fra Bergen medbragt et vist Bekjendtskab til {{bindestrek1|Parykmager|Parykmagerhaandverket}}<noinclude> <references/></noinclude> 59fs90fp8ww6il3nfcod5kmimx62d6i 338675 338572 2026-10-06T16:57:51Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338675 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|90}}</noinclude>der er Statens næstfornemste Mand, en lattermild og yderst letsindig Person.<ref>Det er almindelig erkjendt, at ved Martinia sigtes til Frankrige, og at den „næstfornemste Mand“ er Hertug-Regenten, den talentfulde, men ryggesløse Philip af Orleans, der regjerede Frankrige i Ludvig {{antikva|XV}}.s Mindreaarighed (fra 1715 -1723).</ref> Foreløbig bliver Nils Porteur hos Excellencen. Han havde nu rigelig Anledning til at studere Martinianernes grændseløse Luxus og Forfængelighed og opdager snart, at medens Projektmagere i Potu altid løb Fare for Galgen, vare de her i den høieste Anseelse. Selv kom han mod sin Vilje til at foranledige en stor Ulykke i denne Retning, thi ikke før havde han fortalt om Oververdenen, førend der strax gjordes Forslag om et stort Handelskompagni, der ved at bryde Hul paa Jordskorpen skulde aabne Forretninger med Europa, et Foretagende, der vakte stor Begeistring, men medførte Interessenternes Ruin.<ref>Sigter til en i sin Tid overordentlig opsigtsvækkende Begivenhed i Frankrige netop under Hertugen af Orleans’ Regentskab. En skotsk Eventyrer John Law oprettede en Seddelbank. Dens Kredit hvilede paa Aktier, der skulde kunne vexles i Banken til enhver Tid. Sedlernes Ihændehavere fik derhos Udsigt til Andel i Udbyttet af Handelsforetagender ved Mississippi, hvis Bredder dengang tilhørte Frankrige. Aktierne og Sedlerne søgtes med Begjærlighed, men det Hele var Svindel og endte med utallige Menneskers Ruin og Forarmelse.</ref> I det Hele var Løiheden i dette Samfund grændseløs, Love gaves og ophævedes hvert Øieblik, Retspleien var usikker, Gudsdyrkelsen Komediespil, Metaphysiken (Holbergs værste Kontrapart) blomstrede som paa intet andet Sted, og Landet vrimlede af slette Poeter. Nils Klim, der i Potu havde været misfornøiet med sin Hofløbertjeneste, var heller ikke i Martinia tilfreds med sin Stilling som Bærer af en Portechaise og pønsede derfor paa et Middel til at komme lidt høiere i Veiret. Ligesaa uheldig som han havde været i Potu, ligesaa heldig var han nu her: han havde fra Bergen medbragt et vist Bekjendtskab til {{bindestrek1|Parykmager|Parykmagerhaandverket}}<noinclude> <references/></noinclude> h670kz9i3yk213p3yotb75anu6ngpfm 104 13230 338676 191451 2026-10-06T16:58:01Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338676 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|91}}</noinclude>{{bindestrek2|haandverket|Parykmagerhaandverket}}, som han havde tilegnet sig hos en Frænde, der drev denne Profession, og forfærdigede derfor en Paryk af Gjedehaar. Hans Herre fandt dette at være den herligste af alle Opfindelser, Parykken vandt ogsaa Anerkjendelse hos Senatet, Klim sattes i Aktivitet for at forfærdige Parykker til alle dettes Medlemmer, fik derpaa en Statspension og ophøiedes i Adelsstanden. Parykken bliver en martiniansk Nationalprydelse, thi vistnok forsøgte Aristokratiet i Begyndelsen at hævde den som sin særlige Prydelse, men vovede dog ikke i Længden at modsætte sig Fremskridtspartiet og det stærke og enstemmige Folkeønske, at alle Martinianere skulde have lige Adgang til det nye Gode. En kort Tid fører nu Klim et Herreliv, besungen af Digterne, der især berømme hans forlorne Hale, smigret af Historikerne, der paavise den fremmede Mands Afstamning fra Martinias ældste Familier, og søgt af alle som en af Statens indflydelsesrigeste Mænd. Men snart faar hans Lykke en Ende, idet hans store Velynders Frue optræder som Potiphars Hustru, og da han selv viser sig som en Joseph (Fristelsen ligeoverfor Abinden var rigtignok liden), kastes han i Fængsel og bliver Galeislave. Som saadan sendes han ud paa et stort Søtogt og faar nu den samme Leilighed, som fordum paa Nazar, til at blive geografisk Opdager i det Store. Skibschefen optræder nemlig ædelmodig ligeoverfor den faldne Storhed, erindrer hans store Fortjenester som Parykopfinder og løser hans Lænker. Efter endel foreløbige Iagttagelser, f.&nbsp;Ex. af et Folk, der bestaar af levende musikalske Instrumenter, og hvis Tale altsaa er pur Musik, naar han det store Kejserdømme Megendore. Her bestaar Befolkningen ikke, som i andre Egne af Firmamentet, af en eneste Dyreart, men af allehaande Dyr blandede om hverandre, saaledes at hver Dyreart repræsenterer en bestemt Stand eller Kaste. Løverne udgjøre Keiserhuset, Elefanterne de høieste Statsembedsmænd, Tigre, Bjørne o.&nbsp;s.&nbsp;v. ere Militære, Hanerne Vægtere, Smaafugle Postbud, Ræve Diplomater,<noinclude> <references/></noinclude> 89u9i2qmlnzcql0yc7d6b92v4d3as53 104 13231 338573 191452 2026-10-06T16:35:44Z KåreBot 479 antikva-mal 338573 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>92</center></noinclude>Gjæs Advokater, Skjærer Underretssagførere, Heste Magistratspersoner, Ravne Skifteforvaltere, Ulve Toldembedsmænd og Høge disses Fuldmægtige, Gjedebukke Philosopher, og Chamæleoner Hofmænd, Oxer Søfolk, Æsler Klokkere paa Landet o.&nbsp;s.&nbsp;v. Ogsaa i dette mærkelige og særdeles vel regjerede Land har Klim det Uheld at blive Gjenstand for ømme Følelser hos en af Landets Døtre. En So, Kloakinspektørens Hustru, forelsker sig i ham, han tør fra den Tid af ikke mere gaa i Land, men maa blive ombord, fordi Soens gamle Elsker, en {{antikva|Stud. philos.,}} staar ham efter Livet. Da Kapitainen vil sejle hjem til Martinia, overfaldes hans Skib af en Orkan og forliser. Klim er, som Odysseus, den eneste, der redder Livet, og han kommer nu i Land paa Kysten af Riget Qvame. Her ere Beboerne virkelige Mennesker, af samme Skikkelse og Natur som de i Oververdenen. De mangle ikke Anlæg, men ere rigtignok uhyre naive og uden nogen egentlig Statsforfatning, ihvorvel der i Spidsen for Folket staar en Keiser. Klim optræder her som „Solens Sendebud“, anerkjendes som saadant og bliver Keiserens Raadgiver. Han kaster sig i denne Egenskab især over det mangelfulde Krigsvæsen. De fromme og fredelige Qvamiter havde hidtil været ilde medhandlede af sine stridbare Naboer, men Klim, som her opfinder Krudtet, Overvinder ved Hjælp af Ildvaaben i en Fart de omboende Dyrenationer, og Qvame bliver nu en stor Erobringsstat. Kejseren falder meget beleiligt for sin Minister i et Slag, og Solens Sendebud bestiger Thronen og ægtet sin afdøde Formands Datter. Hans Fremgang er nu en Tid vidunderlig, det ene Land efter det andet undertvinges, og det femte Monarki (se ovenfor om Holbergs Lærebog i Verdenshistorie) oprettes. Destoværre besidder dog ikke Nils Klim Evnen til at bære sin Lykke. Han svimler paa sin Høide, bliver overmodig og stolt, taber sin Popularitet, og Smædeskrifter imod ham begynder at udkomme. For at sikre sin Throne griber han til det Middel at forfølge den gamle Keiserfamilie, men<noinclude> <references/></noinclude> evq5s9xq1a6190bb38odkllb7wbziud 338677 338573 2026-10-06T16:58:11Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338677 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|92}}</noinclude>Gjæs Advokater, Skjærer Underretssagførere, Heste Magistratspersoner, Ravne Skifteforvaltere, Ulve Toldembedsmænd og Høge disses Fuldmægtige, Gjedebukke Philosopher, og Chamæleoner Hofmænd, Oxer Søfolk, Æsler Klokkere paa Landet o.&nbsp;s.&nbsp;v. Ogsaa i dette mærkelige og særdeles vel regjerede Land har Klim det Uheld at blive Gjenstand for ømme Følelser hos en af Landets Døtre. En So, Kloakinspektørens Hustru, forelsker sig i ham, han tør fra den Tid af ikke mere gaa i Land, men maa blive ombord, fordi Soens gamle Elsker, en {{antikva|Stud. philos.,}} staar ham efter Livet. Da Kapitainen vil sejle hjem til Martinia, overfaldes hans Skib af en Orkan og forliser. Klim er, som Odysseus, den eneste, der redder Livet, og han kommer nu i Land paa Kysten af Riget Qvame. Her ere Beboerne virkelige Mennesker, af samme Skikkelse og Natur som de i Oververdenen. De mangle ikke Anlæg, men ere rigtignok uhyre naive og uden nogen egentlig Statsforfatning, ihvorvel der i Spidsen for Folket staar en Keiser. Klim optræder her som „Solens Sendebud“, anerkjendes som saadant og bliver Keiserens Raadgiver. Han kaster sig i denne Egenskab især over det mangelfulde Krigsvæsen. De fromme og fredelige Qvamiter havde hidtil været ilde medhandlede af sine stridbare Naboer, men Klim, som her opfinder Krudtet, Overvinder ved Hjælp af Ildvaaben i en Fart de omboende Dyrenationer, og Qvame bliver nu en stor Erobringsstat. Kejseren falder meget beleiligt for sin Minister i et Slag, og Solens Sendebud bestiger Thronen og ægtet sin afdøde Formands Datter. Hans Fremgang er nu en Tid vidunderlig, det ene Land efter det andet undertvinges, og det femte Monarki (se ovenfor om Holbergs Lærebog i Verdenshistorie) oprettes. Destoværre besidder dog ikke Nils Klim Evnen til at bære sin Lykke. Han svimler paa sin Høide, bliver overmodig og stolt, taber sin Popularitet, og Smædeskrifter imod ham begynder at udkomme. For at sikre sin Throne griber han til det Middel at forfølge den gamle Keiserfamilie, men<noinclude> <references/></noinclude> buqa4u03ljo7e3ywm805g8eenn9jog5 104 13232 338678 199767 2026-10-06T16:58:21Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338678 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|93}}</noinclude>nu udbryder et Oprør, og Keiser Nils maa flygte. Hans Fiender beseire ham imidlertid let netop ved Hjælp af de Vaaben, han selv har lært dem Brugen af, og han maa være glad ved ene at undkomme til en Fjeldegn. Her kryber han ind i en mørk Hule, styrter pludselig dybt ned, og da han endelig igjen ser Lys og naar op i Dagen, se da er han atter paa Fløifjeldet ved Sandvigen! Det femte Monarkis Stifter er igjen forvandlet til en forsulten Baccalaureus i Bergen. Slutningen vil jeg oversætte fra den uforlignelige latinske Original: „Dette var sandelig en højst besynderlig og poetisk Hændelse, som nok kunde forstyrre endog den bedst organiserede Hjerne. Jeg begyndte at spørge, om det ogsaa var sandt, eller om jeg drømte. Og eftersom jeg mere og mere kom til mig selv, fulgte Sorg og Harme ovenpaa Forbauselsen. I Sandhed, om man undersøger Historiens Aarbøger, saavel Oldtidens som vore egne Dages, vil man neppe finde Exempel paa noget lignende, uden maaske naar man tænker paa Nabocodonosor, som fra Jordens mægtigste Monark forvandledes til et vildt Skovens Dyr. Det samme Skjebnens Spil havde jeg nu selv oplevet. I Løbet af en Time vristes to Kejserdømmer og tyve Kongeriger ud af min Haand, nys var jeg Monark, nu kan jeg knapt gjøre mig Haab om at drive det til Rektor eller Hører i mit Fødeland. Nys var jeg Solens Udsending, snart kunde jeg for Brødets Skyld være nødt til at blive Famulus for en eller anden Bisp eller Provst. Jeg var at ligne ved et Kikajon, thi pludselig var jeg skudt i Veiret, og pludselig var jeg visnet. Fortvivlet tænkte jeg endog paa atter at styrte mig ned i den Hule, af hvilken jeg nys var dukket op, og at forsøge, om min anden underjordiske Expedition maaske kunde blive heldigere. Men fra en saadan Beslutning afholdt mig dog min Omtanke for min Sjel og mine christelige Grundsætninger. Jeg forsøgte altsaa at stige ned fra Fjeldet ad den trange og knudrede Sti, som fører til Sandvigen. Men jeg standsede idelig paa Vejen<noinclude> <references/></noinclude> cd68n5bzs2mk2rintsp6k0nlax2d8st 104 13233 338574 199768 2026-10-06T16:35:54Z KåreBot 479 antikva-mal 338574 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>94</center></noinclude>og kunde ikke slippe det femte Monarki ud af mine Tanker, i den Grad stod det bestandig for mit Hoved. Og sandelig, det Tab, jeg havde lidt, var saa stort, at selv ikke den største Lykke i mit Fødeland var istand til at opveie det. Thi sæt, at man vilde gjøre mig til Stiftamtmand i Bergen, ja endog til Statholder over hele Kongeriget Norge, hvad var det for en ussel Erstatning? Var kanske det en Trøst for det femte Monarkis Stifter og Hersker? Ikke destomindre besluttede jeg dog ikke at afslaa Stiftamtmandskabet, om det skulde vorde mig tilbudt. Midt under min Vandring fik jeg se nogle Gutter, som jeg vinkede til mig og tiltalte dem med de Ord {{antikva|Jeru Fikal Salim}}, hvilket paa Qvamitisk betyder: „Viser mig Veien“. Men Gutterne bleve kun rædde ved at se min fremmede Dragt og min med flammende Solstraaler besatte Hat, de opløftede et voldsomt Skrig, skyndte sig ned ad Fjeldet og kom længe før til Sandvigen end min Stakkel, der langsomt slæbte sig afsted paa sine saarede Ben. De forskrækkede hele Grænden, da de svor paa, at de havde seet Jerusalems Skomager med en Solstraalehat paa Hovedet sukkende og stønnende vandre om paa Fjeldet, og da de gode Folk spurgte, hvoraf de vidste, at Skomageren netop var ham fra Jerusalem, svarede Gutterne, at han selv havde sagt det. Jeg indsaa nu, at de havde misforstaaet mine Ord {{antikva|Jeru Fikal Salim}}. Det var da Ingen i det hele Naboskab, som tvivlede om, at jeg var Jerusalems Skomager, og det saa meget mindre, som hans Historie igjen var kommen i Omløb og det hed sig, at han for ikke ret længe siden havde vist sig i Hamburg.<ref>Om den evige Jøde paa Klims (eller Holbergs) Tid sagdes at have vært i Hamburg, ved jeg ikke. Derimod vakte en Historie om hans Optræden i denne Stad 1547 i sin Tid stor Opmærksomhed og fremkaldte adskilligt Skriveri, se P. Beneke, Hamburgische Geschichten und Sagen, Hbg. 1854, S. 223—227, 383.</ref> Da jeg omsider selv henad Aften naaede frem til<noinclude> <references/></noinclude> hvacy1l8b9pfnw49jkjan87dpfbjsqi 338679 338574 2026-10-06T16:58:31Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338679 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|94}}</noinclude>og kunde ikke slippe det femte Monarki ud af mine Tanker, i den Grad stod det bestandig for mit Hoved. Og sandelig, det Tab, jeg havde lidt, var saa stort, at selv ikke den største Lykke i mit Fødeland var istand til at opveie det. Thi sæt, at man vilde gjøre mig til Stiftamtmand i Bergen, ja endog til Statholder over hele Kongeriget Norge, hvad var det for en ussel Erstatning? Var kanske det en Trøst for det femte Monarkis Stifter og Hersker? Ikke destomindre besluttede jeg dog ikke at afslaa Stiftamtmandskabet, om det skulde vorde mig tilbudt. Midt under min Vandring fik jeg se nogle Gutter, som jeg vinkede til mig og tiltalte dem med de Ord {{antikva|Jeru Fikal Salim}}, hvilket paa Qvamitisk betyder: „Viser mig Veien“. Men Gutterne bleve kun rædde ved at se min fremmede Dragt og min med flammende Solstraaler besatte Hat, de opløftede et voldsomt Skrig, skyndte sig ned ad Fjeldet og kom længe før til Sandvigen end min Stakkel, der langsomt slæbte sig afsted paa sine saarede Ben. De forskrækkede hele Grænden, da de svor paa, at de havde seet Jerusalems Skomager med en Solstraalehat paa Hovedet sukkende og stønnende vandre om paa Fjeldet, og da de gode Folk spurgte, hvoraf de vidste, at Skomageren netop var ham fra Jerusalem, svarede Gutterne, at han selv havde sagt det. Jeg indsaa nu, at de havde misforstaaet mine Ord {{antikva|Jeru Fikal Salim}}. Det var da Ingen i det hele Naboskab, som tvivlede om, at jeg var Jerusalems Skomager, og det saa meget mindre, som hans Historie igjen var kommen i Omløb og det hed sig, at han for ikke ret længe siden havde vist sig i Hamburg.<ref>Om den evige Jøde paa Klims (eller Holbergs) Tid sagdes at have vært i Hamburg, ved jeg ikke. Derimod vakte en Historie om hans Optræden i denne Stad 1547 i sin Tid stor Opmærksomhed og fremkaldte adskilligt Skriveri, se P. Beneke, Hamburgische Geschichten und Sagen, Hbg. 1854, S. 223—227, 383.</ref> Da jeg omsider selv henad Aften naaede frem til<noinclude> <references/></noinclude> 5wx9l298kojh4gdhilpl8eavnc2hftz 104 13234 338680 199769 2026-10-06T16:58:41Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338680 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|95}}</noinclude>Sandvigen, saa jeg der en stor Forsamling af Folk, hvem Menneskenes medfødte Lyst til at se usædvanlige Ting havde drevet sammen fra alle Kanter. De stode ved Bjergets Fod i taus Forventning for at tage imod mig, men ved det første Ord af min Mund grebes de af en panisk Skræk og rømte alle sin Vei paa en gammel Mand nær, der var modigere end de andre og blev staaende rolig paa sin Plads. Ham tiltalte jeg da og spurgte ham, om han vilde være den fremmede Mands Gjesteven. Paa hans Spørgsmaal om, hvorfra jeg var kommen, svarede jeg med et Vers af Virgil, at Solen nok vilde gaa ned, længe før jeg kunde blive færdig med at fortælle ham om mine Lidelser, men at jeg i hans Hjem skulde give ham Besked om min Skjebne, der til Vidunderlighed ikke havde sin Mage i Verden. Den videbegjærlige Olding tog mig da ved Haanden og førte mig til sit Hus. Jeg bad der om et Glas koldt Vand for at slukke min Tørst, og den Gamle bragte mig det selv, thi hverken hans Kone eller hans Tjenestepige vovede for lutter Skræk at komme mig nær. Jeg sagde da til ham: „Du ser her en Vold for Skjebnens Luner, der har døiet mere end nogen anden Dødelig.“ „Ja, det er rimeligt nok,“ svarede min Vert, „at den, som har flakket omkring paa Jorden i 1600 Aar, maa have oplevet noget af hvert, thi det er jo nu 1600 Aar siden Jerusalems Forstyrrelse, og Du har jo levet lige siden Keiser Tiberius’s Dage.“ Disse Ord bragte mig ganske ud af Fatning, jeg mente, at den Gamle var gal, og lod ham forstaa, at man maatte være en Oedipus for at finde ud af en saa gaadefuld Tale. Men han kom frem med et Billede af Jerusalems Tempel og viste mig det med Spørgsmaal om Billedet var meget forskjelligt fra Originalen. Saa bedrøvet jeg var, kunde jeg dog nu ikke andet end le og bad om en Forklaring. Nu fik jeg vide Sammenhængen, at Folk i Sandvigen havde gjort mig til Jerusalems Skomager. „Men,“ sagde Oldingen, „jo mere jeg ser paa Dig, jo mere maa jeg tænke paa en<noinclude> <references/></noinclude> l4f4tcxu2yt41y9qynw6zk9u56jvoqp 104 13235 338681 199770 2026-10-06T16:58:51Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338681 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|96}}</noinclude>Ven, som for tolv Aar siden mistede Livet paa Toppen af Fløifjeldet“. Ved disse Ord faldt der Skjæl fra mine Øine, og jeg kjendte — min gamle Ven Abelin, i hvis Hus i Bergen jeg i fordums Dage saa ofte var kommet. Jeg kastede mig i hans Arme: „Abelin, sagde jeg, „kjender Du ikke din Klim, som vender tilbage fra Underverdenen? Det var mig, som for tolv Aar siden faldt ned i Hulen.“ Han var vel i Begyndelsen vantro, men da jeg saa nøie vidste at fortælle ham om vort gamle Samliv, tog han mig grædende om Halsen og bad mig fortælle, hvor jeg havde været, og hvorfra jeg havde min barbariske Dragt. Da jeg i min Forklaring var kommen til Planeten Nazar og dens Træer, fandt han vel, at dette maatte være Snak, og mente, at jeg snarere havde været taget i Berg. Jeg bad ham dog taalmodig høre videre, han blev fremdeles vantroende og haabede, at jeg selv om nogle Dage vilde indse, hvad det var for Drømme og Hjernespind, jeg fortalte ham. Da jeg imidlertid efter en Uges Forløb fastholdt min Beretning og bad ham om dog at betænke den Kjendsgjerning at jeg var falden ned igjennem Hulen og efter tolv Aars Forløb var kommen tilbage ad samme Vei i en før aldeles useet fremmed Dragt, gav han endelig efter for min Argumentation og bad mig om udførligere at gjentage min Historie, om hvis Sandfærdighed han efterhaanden overbeviste sig. Den Potuanske Forfatning fandt han særdeles tiltalende og ønskede, at alle Stater kunde indrettes efter dens Exempel. Jeg begyndte nu at tænke paa min Fremtid og var bekymret for, hvilken Skjebne jeg gik imøde herhjemme ovenpaa alle mine Eventyr under Jorden. Abelin formanede mig da fremfor alt til at holde min Historie hemmelig, da jeg i modsat Fald vilde blive en Skive for Alles Spot. Nylig var en Mand bleven straffet, fordi han havde troet paa Antipoder, og jeg kunde deraf slutte, hvordan det vilde gaa mig selv, om jeg ikke var saa klog at tie stille med mine Oplevelser. Jeg skulde indtil {{bindestrek1|vi|videre}}<noinclude> <references/></noinclude> 7fe3s2imu6mv0gx3woxviaxqjsmu3u9 104 13236 338682 199771 2026-10-06T16:59:01Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338682 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|97}}</noinclude>{{bindestrek2|dere|videre}} blive i Stilhed hos ham og ombytte mine qvamitiske Klæder med norske. Det manglede i Begyndelsen ikke paa Folk, som vilde ind til Abelin for at se Jerusalems Skomager, men min Ven fik dem bort ved at fortælle, at Skomageren pludselig var forsvunden. Rygtet om hans Tilsyneladelse udbredte sig imidlertid i Egnen, og fra alle Prædikestole hørtes Tale om denne Begivenhed. Han var kommen som Vidnesbyrd om Guds Vrede for at bringe Folket til Bod og Omvendelse. Nogle gik videre og sagde, at Skomageren havde spaaet, at Verden skulde forgaa til St. Hans. I et vist Præstegjeld gik det saa vidt, at Bønderne af den Grund forsømte Vaaraannen, da der jo paa Grund af den saa nær forestaaende Dommedag ikke kunde være Tale om at gjøre nogen Høst. Men Sognepræsten, Mester Nils, som ikke gjerne vilde gaa glip af sin Korntiende og andre præstelige Rettigheder, lod da Bønderne vide, at Verdens Undergang var bleven udsat til næste Aar, og at de derfor ikke skulde betænke sig paa igjen at optage Arbeidet. For Abelin og mig, som jo vare de eneste, der kjendte Sammenhængen med det Hele, var dette en uudtømmelig Kilde til Morskab. Da jeg imidlertid ikke længere kunde holde mig skjult i et fremmed Huus og dog omsider engang maatte træde frem for Verden, foregav Abelin, at jeg var en Slægtning af ham, en Student fra Throndhjem, som nylig var kommen paa Besøg. Han anbefalede mig ogsaa saa ivrigt til Biskoppen i Bergen, at Hs. Høiærværdighed endelig lovede mig det første Rektorat, som maatte blive ledigt.<ref>Rektorater, der dengang regnedes blandt de geistlige Embeder, besattes tidligere af Bispen; først 1739 forbeholdt Kongen sig umiddelbart at udnævne Rektorer.</ref> Et saadant Embede var ogsaa det, jeg efter Omstændighederne helst maatte ønske mig, da det dog paa en vis Maade lignede min forrige Stilling. Et Skolerektorat er jo ligesom et Afbillede af den kongelige Myndighed {{bindestrek1|Fer|Ferlen}}<noinclude> <references/></div>L. Daae: Ludvig Holberg.</noinclude> czwere5e5am5catrm0p5mficzx9xr4e 104 13237 338683 199772 2026-10-06T16:59:11Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338683 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|98}}</noinclude>{{bindestrek2|len|Ferlen}} minder om Sceptret og Kathedret om Thronen. Men da der ikke indtraf nogen Ledighed og jeg for at leve trængte til hurtig Befordring, besluttede jeg mig til at modtage det første, det bedste, som maatte tilbyde sig. Kort efter døde Klokkeren ved Korskirken i Bergen, og Bispen udnævnte mig da til hans Eftermand. Det var jo en latterlig Befordring for den, der saa nylig havde været Keiser. Men da jo dog intet gjør et Menneske mere latterligt end Armod, og den, der lider af Tørst, ikke har Raad til at vrage det grumsede Vand, tog jeg tiltakke og er nu allerede en aldrende Mand i min Klokkertjeneste. Ikke længe efter min Ansættelse fik jeg Tilbud om et godt Parti med en bergensk Kjøbmandsdatter ved Navn Magdalena. Jomfruen stod mig an, men jeg havde dog mine Skrupler, saasom der jo var al Sandsynlighed for, at min første Kone, Keiserinden af Qvama, endnu var i Live, og jeg nødig vilde gjøre mig skyldig i Polygami. Abelin, den trofaste Ven, for hvem jeg ingen Hemmeligheder havde, beroligede mig dog i denne Henseende, og jeg tog da ikke i Betænkning at ægte min Jomfru. Med hende har jeg levet lykkelig i sex Aar, uden dog nogensinde at indvie hende i min underjordiske Historie. Men jeg har aldrig ret kunnet glemme min tabte Herlighed, og af og til hænder det nok, at min Opførsel kan være lidt forskjellig fra den, der egentlig passer for min nuværende Livsstilling. Jeg har i dette Ægteskab tre Børn, Christian, Jens og Jesper, i alt altsaa fire, ifald Prindsen af Qvama endnu maatte leve.“ Abelin, der overlevede Klim, og i hvis Bibliothek dennes Memoirer fandt sin Plads, har tilføiet følgende Efterskrift: „Nils Klim levede til Aar 1695. Han gjorde sig afholdt af alle ved sin Retsindighed og ulastelige moralske Vandel. Sognepræsten til Korskirken kunde dog af og til blive lidt fornærmet paa ham formedelst hans store Gravitet, hvilken efter Præstens Mening skrev sig fra Hovmod og Indbildskhed. Jeg, som vidste det {{bindestrek1|be|bedre}}<noinclude> <references/></noinclude> tnuo0pkewy75kk1g9fdgg3qkwviqrgg 104 13238 338684 199773 2026-10-06T16:59:21Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338684 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|99}}</noinclude>{{bindestrek2|dre|bedre}}, syntes derimod snarere at maatte beundre den Beskedenhed, Ydmyghed og Taalmodighed, hvormed en forhenværende Hersker over saamange Riger fandt sig i sin ringe Lod. Hos andre undgik han dog ikke Beskyldning for Stolthed. Saalænge Kræfterne tillode det, plejede han hvert Aar paa visse Tider at bestige Fløifjeldet og at sende tankefulde Blikke ned til den Hule, hvorigjennem han var kommen tilbage. Hans Venner fortalte, at han da gjerne kom hjem med forgrædte Øine, og at han saa lukkede sig en hel Dag inde i Studerekamret, uden at ville se Mennesker. Hans Kone forsikrede ogsaa, at han i Søvne ofte talte om Flaader og Armeer. Det hændte endog engang, at han i en Art Sindsforvirring sendte Bud til Hs. Høivelbaarenhed Stiftamtmanden i Bergen og befalede ham øjeblikkelig at komme til ham i hans Huus. Konen, som mente, at det var altfor anstrængte Studeringer, der satte ham Fluer i Hovedet, var ikke sjelden bekymret for hans Liv. Hans Bibliothek bestod for den største Del af politiske Bøger, og da den Slags Skrifter syntes at være en lidet passende Læsning for en Klokker, blev han stundom dadlet af den Grund. Af hans Reisebeskrivelse, skrevet med hans egen Haand, existerer kun dette ene Exemplar, der er i min Besiddelse. Jeg har ofte tænkt paa at udgive det i Trykken, men er stedse afholdt derfra for visse vigtige Aarsagers Skyld.“ Nils Klims Reise synes ikke at være saa almindelig læst i Norge, som man kunde ønske. Dette er tildels Grunden til, at dens Indhold her er fortalt med noget større Udførlighed. En særegen Nydelse skjænker Nils Klim dem, der kan og vil læse den i den latinske Original. Holbergs Lune og Skjelmeri fremtræder nemlig i den latinske Dragt i en ny Form og paa en eiendommelig, ubetalelig Maade. Man kan egentlig ikke kalde hans lette og flydende Latin classisk, den er — Holbergsk, thi man vil i den store<noinclude> <references/></noinclude> 9mrqxpfhxpoj74mesbfvyzgsbo2eoww 104 13239 338512 199688 2026-10-06T16:22:17Z KåreBot 479 setter inn {{---}} 338512 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>100</center></noinclude>og rige nylatinske Literatur neppe let finde Magen. Det samme gjælder hans øvrige latinske Arbeider, f.&nbsp;Ex. og ikke mindst hans sprudlende vittige Brev til Peter Burman, en Professor i Leiden, der forekom ham at have omtalt det danske Navn paa en fornærmelig Maade. Dette havde ikke været Burmans Mening,<ref>Chr. Bruun: Danske Samlingen 1. R. <tt>I.</tt> S. 11.</ref> men Brevet bliver derfor lige morsomt. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> q7s168o2sm94wipztfoyxe23ia5fss6 338525 338512 2026-10-06T16:27:44Z KåreBot 479 antikva-mal 338525 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>100</center></noinclude>og rige nylatinske Literatur neppe let finde Magen. Det samme gjælder hans øvrige latinske Arbeider, f.&nbsp;Ex. og ikke mindst hans sprudlende vittige Brev til Peter Burman, en Professor i Leiden, der forekom ham at have omtalt det danske Navn paa en fornærmelig Maade. Dette havde ikke været Burmans Mening,<ref>Chr. Bruun: Danske Samlingen 1. R. {{antikva|I.}} S. 11.</ref> men Brevet bliver derfor lige morsomt. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> jqgvjwems1qd28n73kqulikvpwm2uaz 338581 338525 2026-10-06T16:42:11Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338581 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|100}}</noinclude>og rige nylatinske Literatur neppe let finde Magen. Det samme gjælder hans øvrige latinske Arbeider, f.&nbsp;Ex. og ikke mindst hans sprudlende vittige Brev til Peter Burman, en Professor i Leiden, der forekom ham at have omtalt det danske Navn paa en fornærmelig Maade. Dette havde ikke været Burmans Mening,<ref>Chr. Bruun: Danske Samlingen 1. R. {{antikva|I.}} S. 11.</ref> men Brevet bliver derfor lige morsomt. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 71sox11myzs3yr2vxtnz2jz9lpj6yvc 104 13241 338496 199689 2026-10-06T16:14:44Z KåreBot 479 overskrift 338496 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /></noinclude>{{midtstilt/s}} {{større blokk/s}} IX. Holbergs gamle Dage. {{større blokk/e}} {{midtstilt/e}} {{--}} {{blank linje}} Christian <tt>VI.</tt> døde den 6te August 1746, og hans Søn og Eftermand Frederik <tt>V.</tt> var, som bekjendt, sin Fader saa ulig som vel muligt. Pietismens Herredømme i Danmark var forbi, og flere af de Mænd, der havde havt mest at sige under den forrige Regjering, tabte strax sin Indflydelse. For at nævne et Exempel, Pontoppidan blev, neppe ganske efter eget Ønske, sendt til Bergen som Biskop allerede 1747.<ref>Cfr. Kirkehistoriske Samlinger, 3. R. <tt>II.</tt> S. 570.</ref> Holberg glædede sig ved dette Thronskifte og har givet sine Følelser Luft bl.&nbsp;A. ogsaa gjennem en Udtalelse, der har været overseet af hans Biograser. Det er i Forordet til en samme Aar udgiven Oversættelse af den græske Historieskriver Herodian (Fortæller af den romerske Keiserhistorie fra Marcus Aurelius til Gordian <tt>III</tt>), hvor det bl.&nbsp;A. heder: „Ligesom jeg tilforn haver stedse ønsket at være 10 Aar ældre, saa ønsker jeg nu at være 10 Aar yngre, thi E. Maj.s livsalige Regimente haver saaledes charmeret mig og alle oprigtige Undersaattere, at vi alle have faaet ligesom nyt Liv og nye Kræfter,“ hvorefter han fortsætter med at minde om den bekjendte Anekdote om Frederik <tt>II.</tt> af Danmark og Norge („Nu er Kongen ikke hjemme“ — „Nu er Kongen kommen hjem igjen“), „hvem E. M. priseligen <tt>imiterer</tt>.“ Det var en temmelig ligefrem Maade at sige sin Mening.<noinclude> <references/></noinclude> aqdjua8b0zsiveiwl76zs42iyrqve3k 338526 338496 2026-10-06T16:27:54Z KåreBot 479 antikva-mal 338526 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /></noinclude>{{midtstilt/s}} {{større blokk/s}} IX. Holbergs gamle Dage. {{større blokk/e}} {{midtstilt/e}} {{--}} {{blank linje}} Christian {{antikva|VI.}} døde den 6te August 1746, og hans Søn og Eftermand Frederik {{antikva|V.}} var, som bekjendt, sin Fader saa ulig som vel muligt. Pietismens Herredømme i Danmark var forbi, og flere af de Mænd, der havde havt mest at sige under den forrige Regjering, tabte strax sin Indflydelse. For at nævne et Exempel, Pontoppidan blev, neppe ganske efter eget Ønske, sendt til Bergen som Biskop allerede 1747.<ref>Cfr. Kirkehistoriske Samlinger, 3. R. {{antikva|II.}} S. 570.</ref> Holberg glædede sig ved dette Thronskifte og har givet sine Følelser Luft bl.&nbsp;A. ogsaa gjennem en Udtalelse, der har været overseet af hans Biograser. Det er i Forordet til en samme Aar udgiven Oversættelse af den græske Historieskriver Herodian (Fortæller af den romerske Keiserhistorie fra Marcus Aurelius til Gordian {{antikva|III}}), hvor det bl.&nbsp;A. heder: „Ligesom jeg tilforn haver stedse ønsket at være 10 Aar ældre, saa ønsker jeg nu at være 10 Aar yngre, thi E. Maj.s livsalige Regimente haver saaledes charmeret mig og alle oprigtige Undersaattere, at vi alle have faaet ligesom nyt Liv og nye Kræfter,“ hvorefter han fortsætter med at minde om den bekjendte Anekdote om Frederik {{antikva|II.}} af Danmark og Norge („Nu er Kongen ikke hjemme“ — „Nu er Kongen kommen hjem igjen“), „hvem E. M. priseligen {{antikva|imiterer}}.“ Det var en temmelig ligefrem Maade at sige sin Mening.<noinclude> <references/></noinclude> oft7nflig5x8xr03igfzr8lhza52265 104 13242 338527 191424 2026-10-06T16:28:04Z KåreBot 479 antikva-mal 338527 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>102</center></noinclude>{{blank linje}} Med Fornøielse saa Holberg Fornyelsen af Theatret, hvor nu hans egne Stykker naturligvis igjen kom paa Scenen. Men han var dog nu kjendelig en gammel Mand. I samme Aar (1746) havde han været alvorlig syg, og man havde været alvorlig bekymret for hans Liv.<ref>Dette erfares af nogle Vers af en Beundrer, hvori det bl.&nbsp;A. heder: <poem> Daarskab, Hykleri og Laster Holder nu en Fryde-Fest, Holberg snart fra Verden haster, Som var Eders største Pest o.&nbsp;s.&nbsp;v. </poem> (Norsk hist. Tidsskr. 1. R. {{antikva|II.}} S. 55).</ref> Stærk havde han vistnok aldrig været, og kun ved den forsigtigste Levemaade kunde han holde sig oppe. Ugift og ensom levede han i sin Professorgaard paa Hjørnet af Kannikestræde og Fiolstræde ligeoverfor det nuværende Universitetsbibliothek, hvor senere en Plade er anbragt i Havemuren til Minde herom. Et meget stort Kastanietræ siges at være plantet af ham og bliver derfor fredet med Pietet. I sin store Embedsgaard lod han gjerne en Kollega bo til Leie, saaledes først Latineren Professor Anchersen, dernæst Nordmanden Professor Munthe (Forfatter af Datidens mest brugte græske Grammatik). I hans Pebersvendehjem gik det vistnok yderst stilfærdigt til. Som vi have hørt, havde Holberg siden 1737 ikke andet med Universitetet at bestille end at deltage i Consistoriets Forhandlinger og at besørge Qvæsturen. Forelæsninger holdt han altsaa ikke. Med de Studerende havde han neppe nogensinde traadt i synderlig personlig Berøring. Besøg fik han dog vistnok ofte, men af en eiendommelig forretningsmæssig Art, thi han, der for det meste plejede selv at forlægge fine Skrifter, solgte dem ogsaa hyppig fra sin egen Bolig, aabenbart for at spare Boghandlerrabatten. Hermed blev han ved lige til det Sidste, og et Par ret morsomme Anekdoter ere bevarede i den Anledning. Saaledes havde en Student væddet med en anden om, at han skulde faa den just ikke overdrevent<noinclude> <references/></noinclude> ly3lnl2c5aoyj0f9rump2nnr5gjxqom 338582 338527 2026-10-06T16:42:21Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338582 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|102}}</noinclude>{{blank linje}} Med Fornøielse saa Holberg Fornyelsen af Theatret, hvor nu hans egne Stykker naturligvis igjen kom paa Scenen. Men han var dog nu kjendelig en gammel Mand. I samme Aar (1746) havde han været alvorlig syg, og man havde været alvorlig bekymret for hans Liv.<ref>Dette erfares af nogle Vers af en Beundrer, hvori det bl.&nbsp;A. heder: <poem> Daarskab, Hykleri og Laster Holder nu en Fryde-Fest, Holberg snart fra Verden haster, Som var Eders største Pest o.&nbsp;s.&nbsp;v. </poem> (Norsk hist. Tidsskr. 1. R. {{antikva|II.}} S. 55).</ref> Stærk havde han vistnok aldrig været, og kun ved den forsigtigste Levemaade kunde han holde sig oppe. Ugift og ensom levede han i sin Professorgaard paa Hjørnet af Kannikestræde og Fiolstræde ligeoverfor det nuværende Universitetsbibliothek, hvor senere en Plade er anbragt i Havemuren til Minde herom. Et meget stort Kastanietræ siges at være plantet af ham og bliver derfor fredet med Pietet. I sin store Embedsgaard lod han gjerne en Kollega bo til Leie, saaledes først Latineren Professor Anchersen, dernæst Nordmanden Professor Munthe (Forfatter af Datidens mest brugte græske Grammatik). I hans Pebersvendehjem gik det vistnok yderst stilfærdigt til. Som vi have hørt, havde Holberg siden 1737 ikke andet med Universitetet at bestille end at deltage i Consistoriets Forhandlinger og at besørge Qvæsturen. Forelæsninger holdt han altsaa ikke. Med de Studerende havde han neppe nogensinde traadt i synderlig personlig Berøring. Besøg fik han dog vistnok ofte, men af en eiendommelig forretningsmæssig Art, thi han, der for det meste plejede selv at forlægge fine Skrifter, solgte dem ogsaa hyppig fra sin egen Bolig, aabenbart for at spare Boghandlerrabatten. Hermed blev han ved lige til det Sidste, og et Par ret morsomme Anekdoter ere bevarede i den Anledning. Saaledes havde en Student væddet med en anden om, at han skulde faa den just ikke overdrevent<noinclude> <references/></noinclude> srbm0gwcv3tzur9t9rblkb9dia5extb 104 13243 338528 199690 2026-10-06T16:28:14Z KåreBot 479 antikva-mal 338528 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>103</center></noinclude>høflige Professor Holberg til at følge sig ned ad Trapperne. Han gik da op til Holberg, bad om et Exemplar af Danmarks Historie, fik Anvisning paa selv at tage det i en paapeget Hylde, tog det og gik — uden at betale. Holberg fløi efter for at faa sine Penge, og Studenten havde vundet sit Væddemaal. Den siden bekjendte Professor Jacob Baden har fortalt, hvorledes Holberg endog liggende paa Sygesengen, solgte Bøger fra sit Værelse. Holberg taler ikke sjelden om sine „Venner“, men det er ikke let at paavise, hvem disse egentlig have været. Han gik dog af og til ud, og man har endog flere Vidnesbyrd om, at han ikke ugjerne befandt sig mellem Damer. I egentlige Selskaber passede han imidlertid lidet. Vi have allerede hørt, at han hos Hersleb gav sig til at skjændes med Erik Pontoppidan, og en anden Samtidig, Carl Deichman, har nedtegnet Følgende: „Holberg var ikke oplagt til at freqventere de Store, havde ikke den bedste Levemaade, passede mere paa, hvad andre sagde, og var troligen formeget hengivet til Kløgt og bidende Indfald. Jeg har seet ham i Selskab, hvor de opholdt sig over hans Maniers. Hans Lader gav ikke nogen Belevenhed tilkjende.<ref>Norsk hist. Tidsskr. 1. R. {{antikva|II.}} S. 294. Smnlgn. Grams Brev (af 1744) i Dansk hist. Tidsskr. 1. R. {{antikva|IV.}} S. 308 (om Holbergs Opvartning hos Geheimeraad Plessen, „da han var sig selv lig og saaledes som han altid er paa fremmede Steder den første Gang).“</ref> Ogsaa heri var han en Modsætning til Hans Gram, der, skjønt han altid befandt sig bedst mellem Bøger, dog ganske ypperlig forstod at føre sig i Verden. Enkelte unge og lovende Mænd havde Adgang til ham. Blandt dem var Suhm, der som tyveaarigt ungt Menneske omgikkes baade Holberg og Gram og stode i Yndest hos dem begge. Ogsaa Schøning kjendte ham, udentvivl gjennem Professor Munthes, til hvem Schøning stod i nært Forhold. En noget tvetydig Person, Christian Gran Molberg fra Bergen, paastod siden at være<noinclude> <references/></noinclude> f91dfsl5avt0nl2ewfi6wpo4tallm73 338584 338528 2026-10-06T16:42:41Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338584 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|103}}</noinclude>høflige Professor Holberg til at følge sig ned ad Trapperne. Han gik da op til Holberg, bad om et Exemplar af Danmarks Historie, fik Anvisning paa selv at tage det i en paapeget Hylde, tog det og gik — uden at betale. Holberg fløi efter for at faa sine Penge, og Studenten havde vundet sit Væddemaal. Den siden bekjendte Professor Jacob Baden har fortalt, hvorledes Holberg endog liggende paa Sygesengen, solgte Bøger fra sit Værelse. Holberg taler ikke sjelden om sine „Venner“, men det er ikke let at paavise, hvem disse egentlig have været. Han gik dog af og til ud, og man har endog flere Vidnesbyrd om, at han ikke ugjerne befandt sig mellem Damer. I egentlige Selskaber passede han imidlertid lidet. Vi have allerede hørt, at han hos Hersleb gav sig til at skjændes med Erik Pontoppidan, og en anden Samtidig, Carl Deichman, har nedtegnet Følgende: „Holberg var ikke oplagt til at freqventere de Store, havde ikke den bedste Levemaade, passede mere paa, hvad andre sagde, og var troligen formeget hengivet til Kløgt og bidende Indfald. Jeg har seet ham i Selskab, hvor de opholdt sig over hans Maniers. Hans Lader gav ikke nogen Belevenhed tilkjende.<ref>Norsk hist. Tidsskr. 1. R. {{antikva|II.}} S. 294. Smnlgn. Grams Brev (af 1744) i Dansk hist. Tidsskr. 1. R. {{antikva|IV.}} S. 308 (om Holbergs Opvartning hos Geheimeraad Plessen, „da han var sig selv lig og saaledes som han altid er paa fremmede Steder den første Gang).“</ref> Ogsaa heri var han en Modsætning til Hans Gram, der, skjønt han altid befandt sig bedst mellem Bøger, dog ganske ypperlig forstod at føre sig i Verden. Enkelte unge og lovende Mænd havde Adgang til ham. Blandt dem var Suhm, der som tyveaarigt ungt Menneske omgikkes baade Holberg og Gram og stode i Yndest hos dem begge. Ogsaa Schøning kjendte ham, udentvivl gjennem Professor Munthes, til hvem Schøning stod i nært Forhold. En noget tvetydig Person, Christian Gran Molberg fra Bergen, paastod siden at være<noinclude> <references/></noinclude> gl6fycq81pyxrpsocu2pxa0ty0evhha 104 13244 338529 199691 2026-10-06T16:28:24Z KåreBot 479 antikva-mal 338529 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>104</center></noinclude>Holbergs Søstersøn, ja endog at have „studeret under hans Anførsel,“<ref>Worms Lexikon, {{antikva|III.}} S. 524.</ref> men der er Grund til at tro, at dette ikke er sandt. Derimod er det sikkert nok, at den Søsterdattersøn af Holberg, den siden som Lærd og som Rektor i Bergen bekjendte Hædersmand Fr. Chr. Holberg Arentz, der blev Student 1751, har kjendt sin berømte Frænde,i dennes sidste Aar, men det fortælles, at Arentz ikke skal have rost sin Grandonkels Elskværdighed. Arentz, der først døde 1825, var forøvrigt en af de allersidste, der personlig erindrede Holberg. Det var i sin Tid Skik, at unge Mennesker, især naar de reiste udenlands, anmodede berømte Mænd om at skrive i deres Stambøger. J en eneste saadan Bog har jeg ogsaa fundet Holbergs Navn, men hvad han skrev var, som det kunde ventes, yderst tørt.<ref><tt>Nobilissimo D. Petro Herslebio peregre eunti fausta omnia apprecor <br>&emsp;Hafn. die 28 Mart. L. Holberg. <br>&emsp;&emsp;1752.</tt> <br>&emsp;(Herslebs Stambog paa det st. Kgl. Bibl. i Kjøbenhavn).</ref> En Mand, hvis Forhold til Holberg det skulde være interessant nærmere at kjende, men. hvis Levnet desværre i det Hele er lidet oplyst, er Fredrik Christian Eilschow, en ung Philosoph, der, skjønt bortreven ved Døden kun 25 Aar gammel (1750), ikke destomindre har en Plads blandt Aarhundredets mærkeligste danske Forfattere. Han beundrede selv Holberg, men denne skal ikke have vist Eilschow nogen Godhed.<ref>En ellers vistnok ganske overseet Notits herom forekommer i G. L. Badens Bidrag til (Faderen) Jac. Badens Levnet &c. Kbh. 1800. S. 13.</ref> Jeg er ovenfor kommen til at omtale Slægtninge af Holberg. Mod disse viste han sig kold og havde næsten aldeles afbrudt al Forbindelse med dem, saa at der ikke er nogetsomhelst Spor til, at han bekymrede sig om dem. I sit Testament udtalte han ogsaa ligefrem, at det var ham uvitterligt, hvorledes deres Forhold og {{bindestrek1|Vil|Vilkaar}}<noinclude> <references/></noinclude> d7w7bz2asiuvw98gmj40gey9yhdnfio 338586 338529 2026-10-06T16:43:01Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338586 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|104}}</noinclude>Holbergs Søstersøn, ja endog at have „studeret under hans Anførsel,“<ref>Worms Lexikon, {{antikva|III.}} S. 524.</ref> men der er Grund til at tro, at dette ikke er sandt. Derimod er det sikkert nok, at den Søsterdattersøn af Holberg, den siden som Lærd og som Rektor i Bergen bekjendte Hædersmand Fr. Chr. Holberg Arentz, der blev Student 1751, har kjendt sin berømte Frænde,i dennes sidste Aar, men det fortælles, at Arentz ikke skal have rost sin Grandonkels Elskværdighed. Arentz, der først døde 1825, var forøvrigt en af de allersidste, der personlig erindrede Holberg. Det var i sin Tid Skik, at unge Mennesker, især naar de reiste udenlands, anmodede berømte Mænd om at skrive i deres Stambøger. J en eneste saadan Bog har jeg ogsaa fundet Holbergs Navn, men hvad han skrev var, som det kunde ventes, yderst tørt.<ref><tt>Nobilissimo D. Petro Herslebio peregre eunti fausta omnia apprecor <br>&emsp;Hafn. die 28 Mart. L. Holberg. <br>&emsp;&emsp;1752.</tt> <br>&emsp;(Herslebs Stambog paa det st. Kgl. Bibl. i Kjøbenhavn).</ref> En Mand, hvis Forhold til Holberg det skulde være interessant nærmere at kjende, men. hvis Levnet desværre i det Hele er lidet oplyst, er Fredrik Christian Eilschow, en ung Philosoph, der, skjønt bortreven ved Døden kun 25 Aar gammel (1750), ikke destomindre har en Plads blandt Aarhundredets mærkeligste danske Forfattere. Han beundrede selv Holberg, men denne skal ikke have vist Eilschow nogen Godhed.<ref>En ellers vistnok ganske overseet Notits herom forekommer i G. L. Badens Bidrag til (Faderen) Jac. Badens Levnet &c. Kbh. 1800. S. 13.</ref> Jeg er ovenfor kommen til at omtale Slægtninge af Holberg. Mod disse viste han sig kold og havde næsten aldeles afbrudt al Forbindelse med dem, saa at der ikke er nogetsomhelst Spor til, at han bekymrede sig om dem. I sit Testament udtalte han ogsaa ligefrem, at det var ham uvitterligt, hvorledes deres Forhold og {{bindestrek1|Vil|Vilkaar}}<noinclude> <references/></noinclude> 3h1cpljldsgt4pm6otozrl4k4zcz6i0 104 13245 338530 199692 2026-10-06T16:28:34Z KåreBot 479 antikva-mal 338530 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>105</center></noinclude>{{bindestrek2|kaar|Vilkaar}} vare. En stakkels Søstersøn, Tostrup, i Bergen pensionerede han dog med 30 Rdl. om Aaret, og en kvindelig Slægtning fik noget Løsøre efter ham. Det er ikke Holbergs mest tiltalende Sider, vi her have streifet ind paa. Men der er andre Momenter i hans Liv og Levesæt, som efterlade et mere velgjørende Indtryk. Herhen hører den Kjærlighed til Musiken, der fulgte ham gjennem hans hele Liv. Han havde endog medbragt norske Melodier, som han spillede med en vis Glæde. Mellem dem, hvem han omgikkes, var bl.&nbsp;a. en tydsk Musikus Scheibe, der har efterladt nogle, dog, som det forekommer mig, ikke meget betydelige Efterretninger om ham. En ung Nordmand, Christian Frederik Hagerup, (død som Stiftsprovst i Throndhjem 1797) var ogsaa en af dem, der paa Musikens Vegne kom den ensomme Mand noget nærmere. Ogsaa Hagerup (Student fra 1749) lærte han at kjende gjennem Landsmanden Professor Munthe, og han kom derefter til „ofte at give Fløite-Parti med ham i hans Løverdags-Conserter.“ Han har altsaa dog ugentlig paa sin høje Alderdom seet musikalske Venner hos sig.<ref>Fallesens Magazin for Religionslærere, {{antikva|VII.}} 2. S. 395.</ref> En anden smuk Side hos Holberg er hans Kjærlighed til Landliv og Bønder. Allerede som Student var det hans Lyst at vandre paa sin Fod om paa Landet og det lange Ture. Som Professor maatte han vel efterhaanden ophøre hermed, men kun forat træde i et desto nøjere Forhold til Landlivet som Godsbesidder. Den fattige Mand var efterhaanden dels formedelst gode Embedsindtægter, dels ved sin fordelagtige Forfattervirksomhed, dels og vistnok ikke mindst ved sin lige til Gjerrighed gaaende Husholderiskhed bleven til en rig Mand, og han satte sin Formue i Jordegods, ja kjøbte ligefrem Herregaarde (Brorup 1740) og Tersløse og Ødemark (1745), alle i Sjelland. Paa Tersløsegaard tilbragte<noinclude> <references/></noinclude> cruvgzroubw0ads6mzvs4ac60zj7tco 338588 338530 2026-10-06T16:43:21Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338588 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|105}}</noinclude>{{bindestrek2|kaar|Vilkaar}} vare. En stakkels Søstersøn, Tostrup, i Bergen pensionerede han dog med 30 Rdl. om Aaret, og en kvindelig Slægtning fik noget Løsøre efter ham. Det er ikke Holbergs mest tiltalende Sider, vi her have streifet ind paa. Men der er andre Momenter i hans Liv og Levesæt, som efterlade et mere velgjørende Indtryk. Herhen hører den Kjærlighed til Musiken, der fulgte ham gjennem hans hele Liv. Han havde endog medbragt norske Melodier, som han spillede med en vis Glæde. Mellem dem, hvem han omgikkes, var bl.&nbsp;a. en tydsk Musikus Scheibe, der har efterladt nogle, dog, som det forekommer mig, ikke meget betydelige Efterretninger om ham. En ung Nordmand, Christian Frederik Hagerup, (død som Stiftsprovst i Throndhjem 1797) var ogsaa en af dem, der paa Musikens Vegne kom den ensomme Mand noget nærmere. Ogsaa Hagerup (Student fra 1749) lærte han at kjende gjennem Landsmanden Professor Munthe, og han kom derefter til „ofte at give Fløite-Parti med ham i hans Løverdags-Conserter.“ Han har altsaa dog ugentlig paa sin høje Alderdom seet musikalske Venner hos sig.<ref>Fallesens Magazin for Religionslærere, {{antikva|VII.}} 2. S. 395.</ref> En anden smuk Side hos Holberg er hans Kjærlighed til Landliv og Bønder. Allerede som Student var det hans Lyst at vandre paa sin Fod om paa Landet og det lange Ture. Som Professor maatte han vel efterhaanden ophøre hermed, men kun forat træde i et desto nøjere Forhold til Landlivet som Godsbesidder. Den fattige Mand var efterhaanden dels formedelst gode Embedsindtægter, dels ved sin fordelagtige Forfattervirksomhed, dels og vistnok ikke mindst ved sin lige til Gjerrighed gaaende Husholderiskhed bleven til en rig Mand, og han satte sin Formue i Jordegods, ja kjøbte ligefrem Herregaarde (Brorup 1740) og Tersløse og Ødemark (1745), alle i Sjelland. Paa Tersløsegaard tilbragte<noinclude> <references/></noinclude> 5cp4t9jigsju7o00u5opreo0qy0mpfz 104 13246 338531 191425 2026-10-06T16:28:44Z KåreBot 479 antikva-mal 338531 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>106</center></noinclude>han nogle Sommermaaneder hvert Aar, og endnu henimod vor Tid viste man her hans Arbeidsværelse, Lysthus, Stenen, hvorfra han steg til Hest o.&nbsp;s.&nbsp;v. Med Bønderne indlod han sig gjerne i Samtale og forsikrede, at han altid lærte noget nyt af dem. At han kjendte den danske Bondestand ud og ind, derom bære allerede hans Komedier, der stamme fra en ældre Tid, tilstrækkeligt Vidnesbyrd. Et og andet af hans Forfatterskab staar ogsaa i Forbindelse med hans Interesse for Landvæsenet. Som et Exempel kan nævnes hans Afhandling „om den nu regjerende Kvægsyge“, som han lod oplæse i det nys stiftede danske Videnskabsselskab, hvor han aldrig personlig indfandt sig. Hvo der vil se et Exempel paa den Sandhed, at ethvert tilsyneladende noksaa prosaisk Emne kan blive interessant ei alene for Fagmænd, men ogsaa for Almenheden, naar det blot finder den rette Pen, han bør læse dette lille Stykke om Kvægsygen. Det findes i en vigtig Samling af Holbergske Smaaskrifter, som Wille Høyberg udgav Aaret efter Holbergs Død. Lysten til at skrive fulgte Holberg lige til det Sidste, og vi skulle kaste et Blik paa de mærkeligste af hans Alderdomsverker: „Moralske Tanker“ (to Bind 1744) og „Epistler“ (fem Bind 1748—1754). De høre begge to til et og samme Skriftslags, og det er træfsende blevet sagt om dem, at de nærmest kunne sammenlignes med et Ugeblad eller et Maanedsskrift. Han har i disse Skrifter drøftet en Mængde almenmenneskelige Spørgsmaal, for at bruge hans eget Udtryk „befattende adskillige historiske, politiske, metaphysiske, moralske, {{antikva|item}} skjæmtsomme Materier.“ De „moralske Tanker“ tage som Udgangspunkt eller, om man vil, som „Text“ et eller andet af hans Epigrammer. Holberg havde nemlig allerede tidligere udgivet en stor Samling af Epigrammer paa Latin, tidt meget vittige.<ref>Der haves af dem en særdeles vellykket poetisk Oversættelse af Jens Justesen (Rektor C. Müller), Throndhjem 1862.</ref> Det er sandt, at man i disse<noinclude> <references/></noinclude> 306jpaqd6mk1v2grslvlcgiq9ypwz6k 338590 338531 2026-10-06T16:43:41Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338590 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|106}}</noinclude>han nogle Sommermaaneder hvert Aar, og endnu henimod vor Tid viste man her hans Arbeidsværelse, Lysthus, Stenen, hvorfra han steg til Hest o.&nbsp;s.&nbsp;v. Med Bønderne indlod han sig gjerne i Samtale og forsikrede, at han altid lærte noget nyt af dem. At han kjendte den danske Bondestand ud og ind, derom bære allerede hans Komedier, der stamme fra en ældre Tid, tilstrækkeligt Vidnesbyrd. Et og andet af hans Forfatterskab staar ogsaa i Forbindelse med hans Interesse for Landvæsenet. Som et Exempel kan nævnes hans Afhandling „om den nu regjerende Kvægsyge“, som han lod oplæse i det nys stiftede danske Videnskabsselskab, hvor han aldrig personlig indfandt sig. Hvo der vil se et Exempel paa den Sandhed, at ethvert tilsyneladende noksaa prosaisk Emne kan blive interessant ei alene for Fagmænd, men ogsaa for Almenheden, naar det blot finder den rette Pen, han bør læse dette lille Stykke om Kvægsygen. Det findes i en vigtig Samling af Holbergske Smaaskrifter, som Wille Høyberg udgav Aaret efter Holbergs Død. Lysten til at skrive fulgte Holberg lige til det Sidste, og vi skulle kaste et Blik paa de mærkeligste af hans Alderdomsverker: „Moralske Tanker“ (to Bind 1744) og „Epistler“ (fem Bind 1748—1754). De høre begge to til et og samme Skriftslags, og det er træfsende blevet sagt om dem, at de nærmest kunne sammenlignes med et Ugeblad eller et Maanedsskrift. Han har i disse Skrifter drøftet en Mængde almenmenneskelige Spørgsmaal, for at bruge hans eget Udtryk „befattende adskillige historiske, politiske, metaphysiske, moralske, {{antikva|item}} skjæmtsomme Materier.“ De „moralske Tanker“ tage som Udgangspunkt eller, om man vil, som „Text“ et eller andet af hans Epigrammer. Holberg havde nemlig allerede tidligere udgivet en stor Samling af Epigrammer paa Latin, tidt meget vittige.<ref>Der haves af dem en særdeles vellykket poetisk Oversættelse af Jens Justesen (Rektor C. Müller), Throndhjem 1862.</ref> Det er sandt, at man i disse<noinclude> <references/></noinclude> euytijqrxsica7jca4lxubfb94gof6z 104 13247 338532 199693 2026-10-06T16:28:54Z KåreBot 479 antikva-mal 338532 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>107</center></noinclude>Holbergs populær-philosophiske Bemærkninger stundom kan finde Gjentagelser af, hvad Forfatteren allerede andensteds har sagt, og Welhavens Bemærkning, at man her „kan se Alderdommens og en udnyttet Tænknings Mærker“, er ikke uden al Grund. Men gjælder alt dette visse af Epistlerne, vil man til Gjengjæld i andre, og det den større Del af dem, finde hans Lune og Originalitet i fuld Friskhed. Det er overflødigt at bemærke, at „Epistlerne“ ikke ere virkelige Breve, men alene skrevne i Brevform. Til virkelig Brevskrivning var Holberg yderst lidet oplagt. Hvad man i den Retning har bevaret fra hans Haand er derfor næsten blot Forretningsbreve. De fleste af disse ere skrevne til en Mand i Throndhjem, Krigsraad Aage Rasmussen Hagen, som der paa Stedet forhandlede hans Skrifter.<ref>Nogle utrykte Breve af Ludvig Holberg, udgivne af Paul Botten-Hansen, Chra. 1858. (Aftryk af Illustr. Nyhedsblad). Cfr. norsk hist. Tidsskr. 1. R. {{antikva|III.}} S. 94, hvor man vil finde et nyt Brev og en Fortegnelse over Holbergs hidtil bekjendte Breve overhovedet.</ref> Men selv i disse Smaabilletter bryder Holbergs eiendommelige Humor uvilkaarlig frem under Omtalen af de trivielleste Ting. F.&nbsp;Ex. „Det er en stor Ulykke for {{antikva|respublica literaria}}, at Munck er død, thi han drak Bøger i sig, som Jorden drikker Vand.“ — „Saasom den forfærdelige 11te {{antikva|Junii}} er for Haanden, paa hvilken Dag jeg og andre Guds Børn skal gjøre Regnskab for det, vi have gjort Aaret igjennem, saa lader jeg nu mine Breve {{antikva|circulere}} om til alle gode Venner, som jeg har Regninger med. Jeg har skrevet min Herre adskillige Gange til, men han har forglemt at svare mig. I det sidste Brev, som jeg skrev udi {{antikva|Februario}}, lod jeg mig mærke, at jeg havde i Sinde at trække en liden Vexel paa ham. Men som endnu intet Svar er fulgt derpaa, udtolker jeg hans Taushed, ligesom han vilde sige: Træk i Guds Navn. — Jeg kan sige, at {{antikva|Trundhiem}} er den bedste Bye efter {{antikva|{{bindestrek1|propo|proportion}}}}<noinclude> <references/></noinclude> 5or06kezw472u8cktp5pa0wzjhm89e9 338592 338532 2026-10-06T16:44:01Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338592 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|107}}</noinclude>Holbergs populær-philosophiske Bemærkninger stundom kan finde Gjentagelser af, hvad Forfatteren allerede andensteds har sagt, og Welhavens Bemærkning, at man her „kan se Alderdommens og en udnyttet Tænknings Mærker“, er ikke uden al Grund. Men gjælder alt dette visse af Epistlerne, vil man til Gjengjæld i andre, og det den større Del af dem, finde hans Lune og Originalitet i fuld Friskhed. Det er overflødigt at bemærke, at „Epistlerne“ ikke ere virkelige Breve, men alene skrevne i Brevform. Til virkelig Brevskrivning var Holberg yderst lidet oplagt. Hvad man i den Retning har bevaret fra hans Haand er derfor næsten blot Forretningsbreve. De fleste af disse ere skrevne til en Mand i Throndhjem, Krigsraad Aage Rasmussen Hagen, som der paa Stedet forhandlede hans Skrifter.<ref>Nogle utrykte Breve af Ludvig Holberg, udgivne af Paul Botten-Hansen, Chra. 1858. (Aftryk af Illustr. Nyhedsblad). Cfr. norsk hist. Tidsskr. 1. R. {{antikva|III.}} S. 94, hvor man vil finde et nyt Brev og en Fortegnelse over Holbergs hidtil bekjendte Breve overhovedet.</ref> Men selv i disse Smaabilletter bryder Holbergs eiendommelige Humor uvilkaarlig frem under Omtalen af de trivielleste Ting. F.&nbsp;Ex. „Det er en stor Ulykke for {{antikva|respublica literaria}}, at Munck er død, thi han drak Bøger i sig, som Jorden drikker Vand.“ — „Saasom den forfærdelige 11te {{antikva|Junii}} er for Haanden, paa hvilken Dag jeg og andre Guds Børn skal gjøre Regnskab for det, vi have gjort Aaret igjennem, saa lader jeg nu mine Breve {{antikva|circulere}} om til alle gode Venner, som jeg har Regninger med. Jeg har skrevet min Herre adskillige Gange til, men han har forglemt at svare mig. I det sidste Brev, som jeg skrev udi {{antikva|Februario}}, lod jeg mig mærke, at jeg havde i Sinde at trække en liden Vexel paa ham. Men som endnu intet Svar er fulgt derpaa, udtolker jeg hans Taushed, ligesom han vilde sige: Træk i Guds Navn. — Jeg kan sige, at {{antikva|Trundhiem}} er den bedste Bye efter {{antikva|{{bindestrek1|propo|proportion}}}}<noinclude> <references/></noinclude> dmbnf86khrzdq4i7z3k7g4c4dio979a 104 13248 338533 191426 2026-10-06T16:29:04Z KåreBot 479 antikva-mal 338533 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>108</center></noinclude>{{antikva|{{bindestrek2|tion|proportion}}}} i Danmark og Norge at kjøbe Bøger og min Herre den bedste Mand udi {{antikva|Trundhjem}}.“ o.&nbsp;s.&nbsp;v.<ref>Til de interessante Oplysninger, som disse Breve give om Udbredelsen af Holbergs Skrifter i Norge, kan føies en Notits i {{antikva|Samlingar til Skånska landskapens historia, Ill.}} 1875. S. 54—57. Den bekjendte svenske Lærde C. Chr. Gjörwell kom 1750 hændelsesvis til at opholde sig en god Stund i en Udhavn mellem Arendal og Christianssand og bemærker, at Lodserne i Havnen havde „alle Baron Holbergs Comoedier og adskillige af hans andre Skrifter.“ Gjörwell læste dem da igjennem, deriblandt var „Moralske Tanker“.</ref> Som bekjendt blev Holberg paa sine gamle Dage Baron. Der har været gjort en og anden Bemærkning om, at „den honette Ambitions“ Forfatter blev baroniseret, og det fortælles ogsaa, at en Kollega, Professor Møllmann, ikke kunde bare sig for at smile, da Universitetets Rektor første Gang tiltalte Holberg i Konsistoriet med et „{{antikva|illustrissime}}“, Adelens privilegerede Epithet, noget hvorover den nye Baron selv skal være bleven meget fornærmet. Vi skulle ikke videre dvæle ved dette, men det kan dog bemærkes, at man i Tydskland havde flere Exempler paa baroniserede Forfattere, saasom Pufendorf, Leibnitz og Wolf, af hvilke dog rigtignok ingen besad noget Baroni. Men det gjorde derimod Holberg, thi hans Godser bleve 1747 formelig erigerede til „Baroniet Holberg“, og han var altsaa virkelig Lensbaron, Medlem af den høiere danske Adel. Sammenhængen hermed var følgende. Hvor stor Pris Holberg end satte paa jordisk Gods, en Kjærlighed, som maaske netop derfor var saa stærk, fordi han i sin Ungdom havde havt at kjæmpe med Fattigdom, var han dog ikke af dem, der glemte, at der tilsidst kommer en Tid, man selv ingen Nytte eller Glæde kan have af sin Rigdom. Han tænkte altsaa paa, hvorledes disse kunde stifte Gavn for det Offentlige, thi sine Slægtninge agtede han ikke at gjøre til Arvinger. Heller ikke betænkte han sit Fødeland Norge eller sin Fødeby Bergen,<noinclude> <references/></noinclude> 5vihqzwuk8zumt8w5s5r3gqr1kzx7hk 338594 338533 2026-10-06T16:44:21Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338594 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|108}}</noinclude>{{antikva|{{bindestrek2|tion|proportion}}}} i Danmark og Norge at kjøbe Bøger og min Herre den bedste Mand udi {{antikva|Trundhjem}}.“ o.&nbsp;s.&nbsp;v.<ref>Til de interessante Oplysninger, som disse Breve give om Udbredelsen af Holbergs Skrifter i Norge, kan føies en Notits i {{antikva|Samlingar til Skånska landskapens historia, Ill.}} 1875. S. 54—57. Den bekjendte svenske Lærde C. Chr. Gjörwell kom 1750 hændelsesvis til at opholde sig en god Stund i en Udhavn mellem Arendal og Christianssand og bemærker, at Lodserne i Havnen havde „alle Baron Holbergs Comoedier og adskillige af hans andre Skrifter.“ Gjörwell læste dem da igjennem, deriblandt var „Moralske Tanker“.</ref> Som bekjendt blev Holberg paa sine gamle Dage Baron. Der har været gjort en og anden Bemærkning om, at „den honette Ambitions“ Forfatter blev baroniseret, og det fortælles ogsaa, at en Kollega, Professor Møllmann, ikke kunde bare sig for at smile, da Universitetets Rektor første Gang tiltalte Holberg i Konsistoriet med et „{{antikva|illustrissime}}“, Adelens privilegerede Epithet, noget hvorover den nye Baron selv skal være bleven meget fornærmet. Vi skulle ikke videre dvæle ved dette, men det kan dog bemærkes, at man i Tydskland havde flere Exempler paa baroniserede Forfattere, saasom Pufendorf, Leibnitz og Wolf, af hvilke dog rigtignok ingen besad noget Baroni. Men det gjorde derimod Holberg, thi hans Godser bleve 1747 formelig erigerede til „Baroniet Holberg“, og han var altsaa virkelig Lensbaron, Medlem af den høiere danske Adel. Sammenhængen hermed var følgende. Hvor stor Pris Holberg end satte paa jordisk Gods, en Kjærlighed, som maaske netop derfor var saa stærk, fordi han i sin Ungdom havde havt at kjæmpe med Fattigdom, var han dog ikke af dem, der glemte, at der tilsidst kommer en Tid, man selv ingen Nytte eller Glæde kan have af sin Rigdom. Han tænkte altsaa paa, hvorledes disse kunde stifte Gavn for det Offentlige, thi sine Slægtninge agtede han ikke at gjøre til Arvinger. Heller ikke betænkte han sit Fødeland Norge eller sin Fødeby Bergen,<noinclude> <references/></noinclude> 06cgs712x4cjppsbbp3gzohs2r81vz1 104 13249 338534 199694 2026-10-06T16:29:14Z KåreBot 479 antikva-mal 338534 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>109</center></noinclude>men skjænkede sine Godser til Sorø Akademi. Denne Stiftelse, i sin Tid oprettet af Christian {{antikva|IV.}} som et Universitet for Adelen, havde i flere Menneskealdre været nedlagt, men i Slutningen af Christian {{antikva|VI.}}s Tid blev der Tale om at gjenoplive den. Man kan forstaa, at denne Stiftelse maatte interessere Holberg, thi netop meget eller det meste af hvad der mishagede ham ved Universitetet i Kjøbenhavn, maatte ifølge Sagens Natur være udelukket fra Sorø. Akademiet, der tilsigtede at opdroge unge Mænd til Statens høiere Poster, fik intet theologisk Fakultet, ingen Disputatser, altsaa heller ingen Baccalaurei og Magistre, det fik overhoved et stærkt praktisk Tilsnit, hvilket jo just var efter Holbergs Hoved. Hvad han lidet syntes om, var derimod, at Akademiet skulde være blot for Adelige. I en Henvendelse til Frederik {{antikva|V.}} bad han ogsaa om, at det ogsaa maatte aabnes for Borgerlige, „paa det at jeg ikke skal synes at foragte min egen Stand.“ Dette medførte dog ingen Forandring. Akademiet blev et „ridderligt“, indtil det henimod Aarhundredets Slutning sygnede hen af Mangel paa Studerende og omsider atter nedlagdes, for endnu engang at fornyes til en kort Tilværelse i vort Aarhundrede. Sorøs egentlige Betydning har bestaaet deri, at det i alle sine tre Perioder har talt udmærkede Videnskabsmænd og Forfattere blandt sine Professorer, og herved er den lille fordums Klosterbys Ry i Literaturen blevet et meget anseligt. Det ansees for givet, at Holberg havde faaet Kundskab om Planen til Akademiet, førend denne blev offentlig bekjendt, og at han da har bestemt sig til at skjænke sine Godser til dette, naar de først vare gjorte til Baroni for ham. Erektionen af Baroniet og dettes Overdragelse til Akademiet er indbefattet i et og samme Kongebrev (af 6te Marts 1747), og dette er dateret 4 Maaneder før, end Akademiets Fundats udkom. Desuden skjænkede Holberg til Akademiet 12,000 Rdl., hvis Renter skulde bruges til Stipendier for tre fattige Akademister,<noinclude> <references/></noinclude> 9rqolbhahqdlb0zn5mxwv55w2mevll3 338583 338534 2026-10-06T16:42:31Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338583 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|109}}</noinclude>men skjænkede sine Godser til Sorø Akademi. Denne Stiftelse, i sin Tid oprettet af Christian {{antikva|IV.}} som et Universitet for Adelen, havde i flere Menneskealdre været nedlagt, men i Slutningen af Christian {{antikva|VI.}}s Tid blev der Tale om at gjenoplive den. Man kan forstaa, at denne Stiftelse maatte interessere Holberg, thi netop meget eller det meste af hvad der mishagede ham ved Universitetet i Kjøbenhavn, maatte ifølge Sagens Natur være udelukket fra Sorø. Akademiet, der tilsigtede at opdroge unge Mænd til Statens høiere Poster, fik intet theologisk Fakultet, ingen Disputatser, altsaa heller ingen Baccalaurei og Magistre, det fik overhoved et stærkt praktisk Tilsnit, hvilket jo just var efter Holbergs Hoved. Hvad han lidet syntes om, var derimod, at Akademiet skulde være blot for Adelige. I en Henvendelse til Frederik {{antikva|V.}} bad han ogsaa om, at det ogsaa maatte aabnes for Borgerlige, „paa det at jeg ikke skal synes at foragte min egen Stand.“ Dette medførte dog ingen Forandring. Akademiet blev et „ridderligt“, indtil det henimod Aarhundredets Slutning sygnede hen af Mangel paa Studerende og omsider atter nedlagdes, for endnu engang at fornyes til en kort Tilværelse i vort Aarhundrede. Sorøs egentlige Betydning har bestaaet deri, at det i alle sine tre Perioder har talt udmærkede Videnskabsmænd og Forfattere blandt sine Professorer, og herved er den lille fordums Klosterbys Ry i Literaturen blevet et meget anseligt. Det ansees for givet, at Holberg havde faaet Kundskab om Planen til Akademiet, førend denne blev offentlig bekjendt, og at han da har bestemt sig til at skjænke sine Godser til dette, naar de først vare gjorte til Baroni for ham. Erektionen af Baroniet og dettes Overdragelse til Akademiet er indbefattet i et og samme Kongebrev (af 6te Marts 1747), og dette er dateret 4 Maaneder før, end Akademiets Fundats udkom. Desuden skjænkede Holberg til Akademiet 12,000 Rdl., hvis Renter skulde bruges til Stipendier for tre fattige Akademister,<noinclude> <references/></noinclude> fx0rxprqp1rtcfc5w1tgzz9i7jykvrg 104 13250 338535 199696 2026-10-06T16:29:24Z KåreBot 479 antikva-mal 338535 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>110</center></noinclude>siden gav han ogsaa sit Bibliothek (der desværre brændte i 1813) og en Sum til Forøgelse deraf. Indvielsen fandt Sted 7de Juli 1747. Den medførte, heder det, en særegen og for den Tid betegnende Ydmygelse for Holberg. Han lod nemlig selv bekoste et Festmaaltid, hvori han ønskede, at Kongen selv med Hoffet vilde tage Del. Det skede — men Holberg selv blev, skjønt nu Baron, ikke anseet værdig til at sidde tilbords med Kongen!<ref>Det kan have sin Interesse at minde om, at, da Universitetet i Christiania blev oprettet, afgaves dertil af Sorø Akademis Formue „overensstemmende med Holbergs præsumerede Ønske“ 50,000 Sølvspecier eller i nuværende Penge 200,000 Kroner.</ref> Endnu et andet stort Legat skyldes Ludvig Holberg. Han skjænkede nemlig en betydelig Sum til Udstyr for Jomfruer, der vare af god Familie, men i ringe Kaar. Det er bestemt baade for danske og norske Piger, og efter at man i Danmark, hvis Universitet bestyrer Legatet, siden Adskillelsen længe intet Hensyn havde taget til Norge, har man i den senere Tid begyndt at gjøre denne Fejl god igjen. Ludvig Holberg døde i Kjøbenhavn i sit 70de Aar den 27de Januar 1754. Da han laa syg og Lægen havde sagt ham, at han maatte dø, skal han have sagt: „Det er mig nok, at jeg i al min Levetid har søgt at være en nyttig Borger i mit Fædreland, vil derfor gjerne dø, siden jeg mærker, at mit Livs Kræfter ei heller længere staa mig bi.“ I Stilhed førtes hans Lig til Sorø Kirke,<ref>„Baron Holbergs Lig“ (skriver den bekjendte Benjamin Dass, forhen Rektor i Throndhjem, til Suhm) „blev hentet herfra af fire sjellandske og tvende Bønder udgjorde Comitaten.“ Suhms Samlede Skr., {{antikva|XV.}} S. 191.</ref> hvor han hviler i en prægtig Sarkofag af Jern med en latinsk Indskrift. Holbergs sidste Aar vare faldne ind i en Tid, som egentlig mindre paaskjønnede hans Værd. Den franske<noinclude> <references/></noinclude> pu2g1vndwy1hbbtkqbeja17bffrdfy2 338587 338535 2026-10-06T16:43:11Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338587 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|110}}</noinclude>siden gav han ogsaa sit Bibliothek (der desværre brændte i 1813) og en Sum til Forøgelse deraf. Indvielsen fandt Sted 7de Juli 1747. Den medførte, heder det, en særegen og for den Tid betegnende Ydmygelse for Holberg. Han lod nemlig selv bekoste et Festmaaltid, hvori han ønskede, at Kongen selv med Hoffet vilde tage Del. Det skede — men Holberg selv blev, skjønt nu Baron, ikke anseet værdig til at sidde tilbords med Kongen!<ref>Det kan have sin Interesse at minde om, at, da Universitetet i Christiania blev oprettet, afgaves dertil af Sorø Akademis Formue „overensstemmende med Holbergs præsumerede Ønske“ 50,000 Sølvspecier eller i nuværende Penge 200,000 Kroner.</ref> Endnu et andet stort Legat skyldes Ludvig Holberg. Han skjænkede nemlig en betydelig Sum til Udstyr for Jomfruer, der vare af god Familie, men i ringe Kaar. Det er bestemt baade for danske og norske Piger, og efter at man i Danmark, hvis Universitet bestyrer Legatet, siden Adskillelsen længe intet Hensyn havde taget til Norge, har man i den senere Tid begyndt at gjøre denne Fejl god igjen. Ludvig Holberg døde i Kjøbenhavn i sit 70de Aar den 27de Januar 1754. Da han laa syg og Lægen havde sagt ham, at han maatte dø, skal han have sagt: „Det er mig nok, at jeg i al min Levetid har søgt at være en nyttig Borger i mit Fædreland, vil derfor gjerne dø, siden jeg mærker, at mit Livs Kræfter ei heller længere staa mig bi.“ I Stilhed førtes hans Lig til Sorø Kirke,<ref>„Baron Holbergs Lig“ (skriver den bekjendte Benjamin Dass, forhen Rektor i Throndhjem, til Suhm) „blev hentet herfra af fire sjellandske og tvende Bønder udgjorde Comitaten.“ Suhms Samlede Skr., {{antikva|XV.}} S. 191.</ref> hvor han hviler i en prægtig Sarkofag af Jern med en latinsk Indskrift. Holbergs sidste Aar vare faldne ind i en Tid, som egentlig mindre paaskjønnede hans Værd. Den franske<noinclude> <references/></noinclude> 7c3bn4gafd8aom80q11udyf6d5mmtke 104 13251 338513 199697 2026-10-06T16:22:27Z KåreBot 479 setter inn {{---}} 338513 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>111</center></noinclude>Smag, som havde faaet Indpas, havde ledet Mængdens letbevægelige Aand ind i nye Retninger. Skjønt Holbergs Komedier atter opførtes, faldt de ikke ret i de Dages Smag. Man var bleven snerpet, og Komedierne maatte beskjæres og lemlæstes paa Scenen for ikke at støde „fine“ Folk. I en senere Tid kunde endog en Mand som Baggesen tale om at „renskrive Holberg“. Det varede en Tidlang, inden Komedierne atter kom til sin Ret. Men det følger af sig selv, at de store Klassikere, der leve gjennem Aarhundreder, altid til sine Tider ere mere, til sine Tider mindre læste, forstaaede og paaskjønnede. Jeg behøver her kun at henvise til Shakespeares Skjebne. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> ab6ngn8c53psygc6kzl3l5dtdppm5rc 338589 338513 2026-10-06T16:43:31Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338589 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|111}}</noinclude>Smag, som havde faaet Indpas, havde ledet Mængdens letbevægelige Aand ind i nye Retninger. Skjønt Holbergs Komedier atter opførtes, faldt de ikke ret i de Dages Smag. Man var bleven snerpet, og Komedierne maatte beskjæres og lemlæstes paa Scenen for ikke at støde „fine“ Folk. I en senere Tid kunde endog en Mand som Baggesen tale om at „renskrive Holberg“. Det varede en Tidlang, inden Komedierne atter kom til sin Ret. Men det følger af sig selv, at de store Klassikere, der leve gjennem Aarhundreder, altid til sine Tider ere mere, til sine Tider mindre læste, forstaaede og paaskjønnede. Jeg behøver her kun at henvise til Shakespeares Skjebne. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 0txz9gxw86iotekf46j9nkqulytxfyq 104 13253 338497 199698 2026-10-06T16:15:10Z KåreBot 479 overskrift 338497 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /></noinclude>{{midtstilt/s}} {{større blokk/s}} X. Slutning. {{større blokk/e}} {{midtstilt/e}} {{--}} {{blank linje}} Nogle Ord om Holbergs politiske saavelsom ogsaa om hans religiøse Standpunkt maa her finde sin Plads. Men paa Forhaand vil jeg stærkt fremhæve, at det vilde være ligesaa uheldigt, som uberettiget, ifald nogen under Nutidens Kampe og aandelige Brydninger forsøgte paa at ville hævde Holberg som sin egen særlige Forbundsfælle. Saadant vil man ikke komme godt fra. Holbergs Tider ere ikke vore, og Ingen kan med Sikkerhed paavise, paa hvilket Standpunkt han vilde have befundet sig, om han levede nu. Nærmest er han at betragte som et tveegget Sværd, som enhver yderligt gaaende Mand, uanseet Standpunkt, bør vel vogte sig for at komme nær. Holberg var en Ven af borgerlig Lighed og hudfletter, som vi have seet, altid ubarmhjertig Rangsygen. Han holdt af Bonden og vilde gjerne have undt ham den Frigjørelse, den siden blev ham tildel. Han var ogsaa i sit Hjerte inderlig forbitret paa Censuren og beklagede meget dens skadelige Indflydelse særlig paa Historieskrivningen. Hvor forbitret han var paa umodne Domme og taabeligt Snak, saa han i Ytringsfriheden et uskatterligt Gode. Han var ogsaa den bestemteste Tilhænger af Religionsfrihed, ihvorvel han tidt var tilbøjelig til at gjøre en Undtagelse med de romerske Katholiker, mod hvilke han var alt andet end venlig stemt. Det er overflødigt at sige, at en Mand som han aldrig holdt<noinclude> <references/></noinclude> 8g5gq3d9pytibc44pdictzf3jadu69v 104 13254 338516 199699 2026-10-06T16:24:47Z KåreBot 479 fjerner lenker i teksten 338516 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>113</center></noinclude>paa det gamle, fordi det var gammelt, eller modsatte sig det nye, fordi det var nyt. Heller ikke delte han den Anskuelse, som i hans Ungdom raadede i Danmark og Norge, at Enevoldsmagten var af guddommelig Oprindelse. Han ansaa den derimod for at være grundet paa en Overenskomst mellem Konge og Folk. Men det enevældige Kongedømme var og blev dog den Statsform, som han ansaa for den bedste, og hans politiske Livsanskuelse var stedse i sin Grund konservativ. Den „politiske Kandestøbers“ Forfatter satte fremfor alt Pris paa ordnede og faste Tilstande og paa god Disciplin i Staten, yndede ikke uvidende og uforstandige Folks Vrøvl og Ræsonnement om, hvad de ikke kjendte til eller kunde bedømme. Han vilde have en stærk Statsmyndighed og fandt, at Regjeringen havde Ret til at gribe ind i omtrent ethvert Forhold. Ens stærk Kongemagt er overhoved hans politiske Ideal, og overalt i hans historiske Skrifter vil man finde Beviser herfor. Han var en Tilhænger af det, som man senere har kaldet „der aufgeklärte Despotismus“, Peter Czar og senere Frederik <tt>II.</tt> af Preussen forekom ham at være de ypperste af alle Regenter. Vistnok indrømmede han, at „et indskrænket Monarki jo vel {{sperret|kan}} bestaa, naar det fra Førstningen af saa er indrettet og stedse bliver holdt ilige Stand,“ men han stiller sig dog altid tvivlsom ligeoverfor denne Statsform. Og det skal indrømmes, at af de Exempler paa saadanne Forfatninger, som hans Samtid kunde opvise, var der nogle højst advarende, saaledes Polens og det nærliggende Sveriges, hvis „Frihedstid“ faldt ind i Holbergs senere Aar.<ref>Om Holbergs politiske Opfatning henvises iøvrigt til E. Holms ovenfor citerede Afhandling.</ref> Hans Tilfredshed med den danske Enevoldsmagt og oprigtige Hengivenhed for Kongehuset sinder ogsaa sin<noinclude> <references/></div>L. Daae: Ludvig Holberg.</noinclude> 2q4lt9br9mjossf17m8wa001d7zthoy 338536 338516 2026-10-06T16:29:34Z KåreBot 479 antikva-mal 338536 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>113</center></noinclude>paa det gamle, fordi det var gammelt, eller modsatte sig det nye, fordi det var nyt. Heller ikke delte han den Anskuelse, som i hans Ungdom raadede i Danmark og Norge, at Enevoldsmagten var af guddommelig Oprindelse. Han ansaa den derimod for at være grundet paa en Overenskomst mellem Konge og Folk. Men det enevældige Kongedømme var og blev dog den Statsform, som han ansaa for den bedste, og hans politiske Livsanskuelse var stedse i sin Grund konservativ. Den „politiske Kandestøbers“ Forfatter satte fremfor alt Pris paa ordnede og faste Tilstande og paa god Disciplin i Staten, yndede ikke uvidende og uforstandige Folks Vrøvl og Ræsonnement om, hvad de ikke kjendte til eller kunde bedømme. Han vilde have en stærk Statsmyndighed og fandt, at Regjeringen havde Ret til at gribe ind i omtrent ethvert Forhold. Ens stærk Kongemagt er overhoved hans politiske Ideal, og overalt i hans historiske Skrifter vil man finde Beviser herfor. Han var en Tilhænger af det, som man senere har kaldet „der aufgeklärte Despotismus“, Peter Czar og senere Frederik {{antikva|II.}} af Preussen forekom ham at være de ypperste af alle Regenter. Vistnok indrømmede han, at „et indskrænket Monarki jo vel {{sperret|kan}} bestaa, naar det fra Førstningen af saa er indrettet og stedse bliver holdt ilige Stand,“ men han stiller sig dog altid tvivlsom ligeoverfor denne Statsform. Og det skal indrømmes, at af de Exempler paa saadanne Forfatninger, som hans Samtid kunde opvise, var der nogle højst advarende, saaledes Polens og det nærliggende Sveriges, hvis „Frihedstid“ faldt ind i Holbergs senere Aar.<ref>Om Holbergs politiske Opfatning henvises iøvrigt til E. Holms ovenfor citerede Afhandling.</ref> Hans Tilfredshed med den danske Enevoldsmagt og oprigtige Hengivenhed for Kongehuset sinder ogsaa sin<noinclude> <references/></div>L. Daae: Ludvig Holberg.</noinclude> lee3clhz1m8ydixpxz13jutpy1d275n 338591 338536 2026-10-06T16:43:51Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338591 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|113}}</noinclude>paa det gamle, fordi det var gammelt, eller modsatte sig det nye, fordi det var nyt. Heller ikke delte han den Anskuelse, som i hans Ungdom raadede i Danmark og Norge, at Enevoldsmagten var af guddommelig Oprindelse. Han ansaa den derimod for at være grundet paa en Overenskomst mellem Konge og Folk. Men det enevældige Kongedømme var og blev dog den Statsform, som han ansaa for den bedste, og hans politiske Livsanskuelse var stedse i sin Grund konservativ. Den „politiske Kandestøbers“ Forfatter satte fremfor alt Pris paa ordnede og faste Tilstande og paa god Disciplin i Staten, yndede ikke uvidende og uforstandige Folks Vrøvl og Ræsonnement om, hvad de ikke kjendte til eller kunde bedømme. Han vilde have en stærk Statsmyndighed og fandt, at Regjeringen havde Ret til at gribe ind i omtrent ethvert Forhold. Ens stærk Kongemagt er overhoved hans politiske Ideal, og overalt i hans historiske Skrifter vil man finde Beviser herfor. Han var en Tilhænger af det, som man senere har kaldet „der aufgeklärte Despotismus“, Peter Czar og senere Frederik {{antikva|II.}} af Preussen forekom ham at være de ypperste af alle Regenter. Vistnok indrømmede han, at „et indskrænket Monarki jo vel {{sperret|kan}} bestaa, naar det fra Førstningen af saa er indrettet og stedse bliver holdt ilige Stand,“ men han stiller sig dog altid tvivlsom ligeoverfor denne Statsform. Og det skal indrømmes, at af de Exempler paa saadanne Forfatninger, som hans Samtid kunde opvise, var der nogle højst advarende, saaledes Polens og det nærliggende Sveriges, hvis „Frihedstid“ faldt ind i Holbergs senere Aar.<ref>Om Holbergs politiske Opfatning henvises iøvrigt til E. Holms ovenfor citerede Afhandling.</ref> Hans Tilfredshed med den danske Enevoldsmagt og oprigtige Hengivenhed for Kongehuset sinder ogsaa sin<noinclude> <references/></div>L. Daae: Ludvig Holberg.</noinclude> bxmpnmtpslm06s531xpourifjomq18r 104 13255 338537 199700 2026-10-06T16:29:44Z KåreBot 479 antikva-mal 338537 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>114</center></noinclude>Forklaring deri, at den dansk-norske Stat paa den Tid virkelig i mange Henseender frembød Samfundsforholde, der hørte til de lykkeligste i Europa. Christian {{antikva|V.}}s Lov havde fremkaldt et Retsvæsen, der i Billighed og Humanitet stod paa Høiden med det bedste i sin Tid. England kaldtes dengang Frihedens Land og indtog ganske vist i politisk Henseende en Særstilling, men i mere end et Tilfælde vare Undersaatternes Vilkaar langt bedre i det absolutistiske Danmark-Norge end i det parlamentariske Land paa den anden Side af Nordsøen med dets {{antikva|Habeas corpus—Act}} og dets andre Garantier for Friheden. Et Exempel vil oplyse Tingen. I England kunde en Fordringshaver, saasnart Fordringen var forfalden, uden forudgaaende Dom putte sin Debitor i Gjældsarrest. Der forlangtes ikke anden Bevislighed end Kreditors Godtroenhedsed. I Maaneder kunde Skyldneren ligge i Fængsel, førend hans Sag kom for, ja selv om Fordringens Rigtighed modbevistes, fik Fangen ikke sin Frihed uden Rettergang. Ja, Kreditor havde (indtil 1759) ikke engang den Forpligtelse at underholde sin Gjældsfange. Hvorledes denne opholdt Livet, var ham uvedkommende, mangengang sultede han da ogsaa ihjel. I Danmark-Norge var alt anderledes, Kreditor maatte her underholde sin Skyldner og betale hans Fangevogter; undlod han at gjøre dette i 6 Uger, var Skyldneren fri og kunde aldrig mere fængsles for samme Gjæld. Overhovedet var Fængselsvæsenet i Englaud langt mere barbarisk end hos os.<ref>Se Prof. Dr. Johannes Steenstrups Afhandling: Borgerlig Frihed i England og i Danmark-Norge i forrige Aarhundreder, i {{antikva|Nordisk Tidskr., utg. af Letterstedtska Föreningen}}, 1885, S. 655—679.</ref> Det er bekjendt nok, at Holbergs religiøse Opfatning ikke faldt ganske sammen med de orthodoxe Theologers. Han var ganske vist af Naturen væsentlig et {{bindestrek1|For|Forstandsmenneske}}<noinclude> <references/></noinclude> akawn3pre4eztd0xdnad955htx26a8x 338593 338537 2026-10-06T16:44:11Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338593 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|114}}</noinclude>Forklaring deri, at den dansk-norske Stat paa den Tid virkelig i mange Henseender frembød Samfundsforholde, der hørte til de lykkeligste i Europa. Christian {{antikva|V.}}s Lov havde fremkaldt et Retsvæsen, der i Billighed og Humanitet stod paa Høiden med det bedste i sin Tid. England kaldtes dengang Frihedens Land og indtog ganske vist i politisk Henseende en Særstilling, men i mere end et Tilfælde vare Undersaatternes Vilkaar langt bedre i det absolutistiske Danmark-Norge end i det parlamentariske Land paa den anden Side af Nordsøen med dets {{antikva|Habeas corpus—Act}} og dets andre Garantier for Friheden. Et Exempel vil oplyse Tingen. I England kunde en Fordringshaver, saasnart Fordringen var forfalden, uden forudgaaende Dom putte sin Debitor i Gjældsarrest. Der forlangtes ikke anden Bevislighed end Kreditors Godtroenhedsed. I Maaneder kunde Skyldneren ligge i Fængsel, førend hans Sag kom for, ja selv om Fordringens Rigtighed modbevistes, fik Fangen ikke sin Frihed uden Rettergang. Ja, Kreditor havde (indtil 1759) ikke engang den Forpligtelse at underholde sin Gjældsfange. Hvorledes denne opholdt Livet, var ham uvedkommende, mangengang sultede han da ogsaa ihjel. I Danmark-Norge var alt anderledes, Kreditor maatte her underholde sin Skyldner og betale hans Fangevogter; undlod han at gjøre dette i 6 Uger, var Skyldneren fri og kunde aldrig mere fængsles for samme Gjæld. Overhovedet var Fængselsvæsenet i Englaud langt mere barbarisk end hos os.<ref>Se Prof. Dr. Johannes Steenstrups Afhandling: Borgerlig Frihed i England og i Danmark-Norge i forrige Aarhundreder, i {{antikva|Nordisk Tidskr., utg. af Letterstedtska Föreningen}}, 1885, S. 655—679.</ref> Det er bekjendt nok, at Holbergs religiøse Opfatning ikke faldt ganske sammen med de orthodoxe Theologers. Han var ganske vist af Naturen væsentlig et {{bindestrek1|For|Forstandsmenneske}}<noinclude> <references/></noinclude> icw8hfmex2q374zp7lc729xqkdhrl50 104 13256 338538 199701 2026-10-06T16:29:54Z KåreBot 479 antikva-mal 338538 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>115</center></noinclude>{{bindestrek2|standsmenneske|Forstandsmenneske}}, stillede sig maaske noget tvivlende ligeoverfor Mirakler og blev overhoved ikke nogensinde Dogmatiker.<ref>Den for citerede Gjörwell, som fik Holberg at læse i en norsk Udhavn i Aaret 1750, skriver: Jag märkte, huru genom den flera fria och lättsinniga tankar i religionsmäl symgde sig in hos mig, besynnerligen af hans Moraliska Tankar, en bok full af skadeliga principer. Dette var början til naturalismus hos mig, och har jag altsedan ej varit i stånd at utrota detta onda utur mit hjerta, oaktadt jag i flera år rätt med alfvar arbetat herpå, utan religion och fritänkeri hafva altsedan hos mig omvexlat, dock, Gudi allena äran, altid med den förras seger. Då jag fått denna min andas första besmittelse af baron Holbergs skrifter, så må ingen förtryta på, at jag mot dem så ifrat i mina af trycket utgifna arbeten. (Samlingar till Skånska landskapens historia, III.</tt> 1875. S. 55).</ref> Men fra Holbergs Standpunkt er der et meget langt Skridt til den egentlige Vantro, og det er derfor ligesaa urigtigt, som det er frækt, naar den moderne Gudsfornegtelse vil indregistrere Holberg blandt sine Befordrere og Forløbere. Man mærke sig f.&nbsp;Ex. Ytringer af ham som disse: „Man maa gjøre Forskjel mellem de Ting, som ere over Fornuften, og imellem dem, som ere imod de menneskelige almindelige Sandser,“ — „aandelige aabenbarede Ting, som gaa over Fornuften, maa vi tro, omendskjønt vi dem ikke begribe, thi saadanne Ting stride ikke imod vore Sandser, men vise alene, at menneskelig Fornuft haver sine Grændser.“ Mellem saadanne Ting nævner han udtrykkelig Læren saavel om Christi Manddoms Paatagelse, som om den hellige Trefoldighed.<ref>Se N. M. Petersen, Bidrag til den danske Literaturs Historie, (1ste Udg.) {{antikva|IV.}} S. 753.</ref> Man læse videre: „Saasom jeg ofte med stor Bekymring haver efterforsket min Saligheds Sag, saa haver intet glædet mig mere end at udfinde retskafne Prøver<noinclude> <references/></noinclude> 2abmpi8wvlixk8n02ebz3x9w0hphb4t 338595 338538 2026-10-06T16:44:31Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338595 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|115}}</noinclude>{{bindestrek2|standsmenneske|Forstandsmenneske}}, stillede sig maaske noget tvivlende ligeoverfor Mirakler og blev overhoved ikke nogensinde Dogmatiker.<ref>Den for citerede Gjörwell, som fik Holberg at læse i en norsk Udhavn i Aaret 1750, skriver: Jag märkte, huru genom den flera fria och lättsinniga tankar i religionsmäl symgde sig in hos mig, besynnerligen af hans Moraliska Tankar, en bok full af skadeliga principer. Dette var början til naturalismus hos mig, och har jag altsedan ej varit i stånd at utrota detta onda utur mit hjerta, oaktadt jag i flera år rätt med alfvar arbetat herpå, utan religion och fritänkeri hafva altsedan hos mig omvexlat, dock, Gudi allena äran, altid med den förras seger. Då jag fått denna min andas första besmittelse af baron Holbergs skrifter, så må ingen förtryta på, at jag mot dem så ifrat i mina af trycket utgifna arbeten. (Samlingar till Skånska landskapens historia, III.</tt> 1875. S. 55).</ref> Men fra Holbergs Standpunkt er der et meget langt Skridt til den egentlige Vantro, og det er derfor ligesaa urigtigt, som det er frækt, naar den moderne Gudsfornegtelse vil indregistrere Holberg blandt sine Befordrere og Forløbere. Man mærke sig f.&nbsp;Ex. Ytringer af ham som disse: „Man maa gjøre Forskjel mellem de Ting, som ere over Fornuften, og imellem dem, som ere imod de menneskelige almindelige Sandser,“ — „aandelige aabenbarede Ting, som gaa over Fornuften, maa vi tro, omendskjønt vi dem ikke begribe, thi saadanne Ting stride ikke imod vore Sandser, men vise alene, at menneskelig Fornuft haver sine Grændser.“ Mellem saadanne Ting nævner han udtrykkelig Læren saavel om Christi Manddoms Paatagelse, som om den hellige Trefoldighed.<ref>Se N. M. Petersen, Bidrag til den danske Literaturs Historie, (1ste Udg.) {{antikva|IV.}} S. 753.</ref> Man læse videre: „Saasom jeg ofte med stor Bekymring haver efterforsket min Saligheds Sag, saa haver intet glædet mig mere end at udfinde retskafne Prøver<noinclude> <references/></noinclude> j2g8w0p8p3hxd8o2d8890tsjiprnt0e 104 13257 338539 199702 2026-10-06T16:30:04Z KåreBot 479 antikva-mal 338539 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>116</center></noinclude>og Bevisligheder, hvormed Munden kunde stoppes til paa dem, som søge at betage Menneskene den Trøst, som de have af Aabenbaringen, og det Haab om det andet Liv, som styrker dem udi dette Livs Gjenvordigheder.“ Og videre: „Livets Korthed og Haab om et bedre Liv efter dette er min eneste Trøst, hvorudover jeg mere end andre foruroliges af visse dristige Stykker, som udi vor Tid komme for Lyset, og som synes at ville betage Mennesket saadan Haab og Trøst.“ Den tolerante Holberg, Religionsfrihedens Talsmand, var saa streng som vel nogen mod Religionens Bespottere. Frivole Aander kunne have godt af at læse, hvad han siger om saadant: „Et er at skrive mod Religionen, et andet er at drive Spot dermed. Det første kan ske udi et oprigtigt, skjønt vildfarende Forsæt, det andet derimod er Bevis paa Kaadhed, Ondskab og Ugudelighed. Man maa corrigere vildfarende Mennesker med Formaninger, men Bespottere med Riis og Svøbe. Dette sker dog ikke, thi man pidsker, fængslet og excommunicerer de første og lader de sidste passere for {{antikva|beaux esprits}}.“ Holberg har i sine Skrifter efterladt en Skat, der endnu vinker hans Læser i fuld Skjønhed og Friskhed. Navnlig har han i sine Digterverker fremstillet et Galleri af menneskelige Svagheder og Daarskaber, hvori man kan se sig selv i Speil, saalænge Menneskenaturen selv bliver uforandret. Det var derfor at ønske, at <poem> dette Salt, som han har dybt indblandet &emsp;i Folkets aandelige Næringssaft, </poem> fremdeles maa vise sin Kraft ogsaa paa vor egen Samtid. I vor stærkt opagiterede Tid har Lidenskabelighed og Partivæsen paa en forunderlig Maade sløvet Sandsen for det Komiske, idet altfor mange Mennesker kritikløst fanges af Stikordet og blive hængende i Phrasen uden at begribe dens Tomhed. Dette er en aandelig<noinclude> <references/></noinclude> iqs0kbdwd0kztgija4g9cia5q516ck8 338575 338539 2026-10-06T16:38:37Z KåreBot 479 ppoem 338575 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>116</center></noinclude>og Bevisligheder, hvormed Munden kunde stoppes til paa dem, som søge at betage Menneskene den Trøst, som de have af Aabenbaringen, og det Haab om det andet Liv, som styrker dem udi dette Livs Gjenvordigheder.“ Og videre: „Livets Korthed og Haab om et bedre Liv efter dette er min eneste Trøst, hvorudover jeg mere end andre foruroliges af visse dristige Stykker, som udi vor Tid komme for Lyset, og som synes at ville betage Mennesket saadan Haab og Trøst.“ Den tolerante Holberg, Religionsfrihedens Talsmand, var saa streng som vel nogen mod Religionens Bespottere. Frivole Aander kunne have godt af at læse, hvad han siger om saadant: „Et er at skrive mod Religionen, et andet er at drive Spot dermed. Det første kan ske udi et oprigtigt, skjønt vildfarende Forsæt, det andet derimod er Bevis paa Kaadhed, Ondskab og Ugudelighed. Man maa corrigere vildfarende Mennesker med Formaninger, men Bespottere med Riis og Svøbe. Dette sker dog ikke, thi man pidsker, fængslet og excommunicerer de første og lader de sidste passere for {{antikva|beaux esprits}}.“ Holberg har i sine Skrifter efterladt en Skat, der endnu vinker hans Læser i fuld Skjønhed og Friskhed. Navnlig har han i sine Digterverker fremstillet et Galleri af menneskelige Svagheder og Daarskaber, hvori man kan se sig selv i Speil, saalænge Menneskenaturen selv bliver uforandret. Det var derfor at ønske, at {{ppoem|style=font-size:83%| dette Salt, som han har dybt indblandet &emsp;i Folkets aandelige Næringssaft, }} fremdeles maa vise sin Kraft ogsaa paa vor egen Samtid. I vor stærkt opagiterede Tid har Lidenskabelighed og Partivæsen paa en forunderlig Maade sløvet Sandsen for det Komiske, idet altfor mange Mennesker kritikløst fanges af Stikordet og blive hængende i Phrasen uden at begribe dens Tomhed. Dette er en aandelig<noinclude> <references/></noinclude> mnkvsp235mwfwi0euqy7b17whlm5ke3 338579 338575 2026-10-06T16:40:50Z KåreBot 479 emsp 338579 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>116</center></noinclude>og Bevisligheder, hvormed Munden kunde stoppes til paa dem, som søge at betage Menneskene den Trøst, som de have af Aabenbaringen, og det Haab om det andet Liv, som styrker dem udi dette Livs Gjenvordigheder.“ Og videre: „Livets Korthed og Haab om et bedre Liv efter dette er min eneste Trøst, hvorudover jeg mere end andre foruroliges af visse dristige Stykker, som udi vor Tid komme for Lyset, og som synes at ville betage Mennesket saadan Haab og Trøst.“ Den tolerante Holberg, Religionsfrihedens Talsmand, var saa streng som vel nogen mod Religionens Bespottere. Frivole Aander kunne have godt af at læse, hvad han siger om saadant: „Et er at skrive mod Religionen, et andet er at drive Spot dermed. Det første kan ske udi et oprigtigt, skjønt vildfarende Forsæt, det andet derimod er Bevis paa Kaadhed, Ondskab og Ugudelighed. Man maa corrigere vildfarende Mennesker med Formaninger, men Bespottere med Riis og Svøbe. Dette sker dog ikke, thi man pidsker, fængslet og excommunicerer de første og lader de sidste passere for {{antikva|beaux esprits}}.“ Holberg har i sine Skrifter efterladt en Skat, der endnu vinker hans Læser i fuld Skjønhed og Friskhed. Navnlig har han i sine Digterverker fremstillet et Galleri af menneskelige Svagheder og Daarskaber, hvori man kan se sig selv i Speil, saalænge Menneskenaturen selv bliver uforandret. Det var derfor at ønske, at {{ppoem|style=font-size:83%| dette Salt, som han har dybt indblandet ::i Folkets aandelige Næringssaft, }} fremdeles maa vise sin Kraft ogsaa paa vor egen Samtid. I vor stærkt opagiterede Tid har Lidenskabelighed og Partivæsen paa en forunderlig Maade sløvet Sandsen for det Komiske, idet altfor mange Mennesker kritikløst fanges af Stikordet og blive hængende i Phrasen uden at begribe dens Tomhed. Dette er en aandelig<noinclude> <references/></noinclude> jr39y0o5kwc2f0ivhbmdg0qaywgpdg5 338596 338579 2026-10-06T16:44:41Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338596 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|116}}</noinclude>og Bevisligheder, hvormed Munden kunde stoppes til paa dem, som søge at betage Menneskene den Trøst, som de have af Aabenbaringen, og det Haab om det andet Liv, som styrker dem udi dette Livs Gjenvordigheder.“ Og videre: „Livets Korthed og Haab om et bedre Liv efter dette er min eneste Trøst, hvorudover jeg mere end andre foruroliges af visse dristige Stykker, som udi vor Tid komme for Lyset, og som synes at ville betage Mennesket saadan Haab og Trøst.“ Den tolerante Holberg, Religionsfrihedens Talsmand, var saa streng som vel nogen mod Religionens Bespottere. Frivole Aander kunne have godt af at læse, hvad han siger om saadant: „Et er at skrive mod Religionen, et andet er at drive Spot dermed. Det første kan ske udi et oprigtigt, skjønt vildfarende Forsæt, det andet derimod er Bevis paa Kaadhed, Ondskab og Ugudelighed. Man maa corrigere vildfarende Mennesker med Formaninger, men Bespottere med Riis og Svøbe. Dette sker dog ikke, thi man pidsker, fængslet og excommunicerer de første og lader de sidste passere for {{antikva|beaux esprits}}.“ Holberg har i sine Skrifter efterladt en Skat, der endnu vinker hans Læser i fuld Skjønhed og Friskhed. Navnlig har han i sine Digterverker fremstillet et Galleri af menneskelige Svagheder og Daarskaber, hvori man kan se sig selv i Speil, saalænge Menneskenaturen selv bliver uforandret. Det var derfor at ønske, at {{ppoem|style=font-size:83%| dette Salt, som han har dybt indblandet ::i Folkets aandelige Næringssaft, }} fremdeles maa vise sin Kraft ogsaa paa vor egen Samtid. I vor stærkt opagiterede Tid har Lidenskabelighed og Partivæsen paa en forunderlig Maade sløvet Sandsen for det Komiske, idet altfor mange Mennesker kritikløst fanges af Stikordet og blive hængende i Phrasen uden at begribe dens Tomhed. Dette er en aandelig<noinclude> <references/></noinclude> seh12zk7fwnvgzz5vd49ipn7vkrd1qp 104 13258 338514 199703 2026-10-06T16:22:37Z KåreBot 479 setter inn {{---}} 338514 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /><center>117</center></noinclude>Sygdom, der for en væsentlig Del har sin Grund i den slette og usunde Læsning, som vor Tids Døgnpresse kaster ind ad enhver Port. Lægemidlet skulde da blandt andet være at søge i en Læsning af stik modsat Natur, en Læsning, der igjen kan vække Sandsen for det sande, sunde og naturlige gjennem befriende og forfriskende Latter. I den Retning har Danmarks og Norges Literatur den Dag idag ingen Forfatter at opvise, der maaler sig med ham, der bærer Hædersnavnet {{sperret|Fader Holberg.}} {{---}}<noinclude><references/></noinclude> cx3c61ciw85gxyn9k3btr9mouisj58s 338597 338514 2026-10-06T16:44:51Z KåreBot 479 {{midtstilt}} 338597 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{midtstilt|117}}</noinclude>Sygdom, der for en væsentlig Del har sin Grund i den slette og usunde Læsning, som vor Tids Døgnpresse kaster ind ad enhver Port. Lægemidlet skulde da blandt andet være at søge i en Læsning af stik modsat Natur, en Læsning, der igjen kan vække Sandsen for det sande, sunde og naturlige gjennem befriende og forfriskende Latter. I den Retning har Danmarks og Norges Literatur den Dag idag ingen Forfatter at opvise, der maaler sig med ham, der bærer Hædersnavnet {{sperret|Fader Holberg.}} {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 60th06yiipmavdgny0ok49r5wgo1vlu