Wikikilden nowikisource https://no.wikisource.org/wiki/Wikikilden:Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.23 first-letter Medium Spesial Diskusjon Bruker Brukerdiskusjon Wikikilden Wikikilden-diskusjon Fil Fildiskusjon MediaWiki MediaWiki-diskusjon Mal Maldiskusjon Hjelp Hjelpdiskusjon Kategori Kategoridiskusjon Forfatter Forfatterdiskusjon Side Sidediskusjon Indeks Indeksdiskusjon Undertekster Undertekstdiskusjon Modul Moduldiskusjon Arrangement Arrangementsdiskusjon 104 67496 339006 182304 2026-10-08T19:48:31Z KåreBot 479 {{linje}} > {{---}} 339006 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /></noinclude>ved Lovene gaar an at holde sig saa strengt til Ordforstanden, eller saa umiddelbart at udlede Retssætningerne af de enkelte Lovbestemmelser, som ved nyere Love. Det kommer mest an paa af Loven at sætte sig ind i de Gamles Betragtning af ethvert Retsforhold i dets ''Almindelighed'', og heraf igjen at udlede de enkelte ''Retssætninger''. Selve Lovenes saa ofte rent ordsproglige Form viser, hvor lidet de har været bestemte til at tages synderlig paa Ordet. Paa den anden Side er det ikke mindre nødvendigt strengt at holde sig til Kilderne, og vel at vogte sig for vilkaarlige Konstruktioner. Det bliver derfor mangen Gang vanskeligt nok at forene den tilbørlige Troskab imod Kilderne med den fornødne Frihed ved deres Benyttelse. En anden Vanskelighed ved Behandlingen af vore ældre Love som Retskilder, hvilken ogsaa har sin Grund i den ovenfor skildrede Retsudvikling, ligger deri, at ikke alle de Lovbestemmelser, som findes i en og samme Lov, har været samtidig gjældende, idet sednere Lovbestemmelser, der ophæver eller forandrer det tidligere gjældende, er tilføjede, uden at derhos det ældre er udeladt eller har undergaaet den fornødne Forandring. {{---}} Man kan mærke sig følgende 9 Stadier i den norske Retsforfatnings Udvikling: 1. Fra de ældste Tider indtil ''Rigets Samling til et Hele og Monarkiets Indførelse'' ved Harald Haarfagre, ''872''. 2. Fra ''Harald Haarfagre'' til ''Kristendommens Indførelse'' ved Olaf den hellige. 3. Fra ''Olaf den hellige'' til ''Magnus Lagabøters Lovrevision 1274''. 4. Fra ''Magnus Lagabøter'' til ''Foreningen med Danmark, 1387''. 5. Fra ''Foreningen med Danmark'' til ''Reformationen 1537, og Norges Underkastelse'' under Danmark. 6. Fra ''Reformationen'' til ''Christian d. 4des Lovbog af 1604''. 7. Fra ''Christian d. 4des Lovbog'' til ''Christian d. 5tes Norske Lov af 1687''.<noinclude><references/></noinclude> 4p6myzlqnmu0xuphlodczxvub17illo 104 67544 339010 182356 2026-10-08T19:49:13Z KåreBot 479 {{linje}} > {{---}} 339010 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /></noinclude>''breve'', vedkommende den norske Kirke, er trykte i Diplomatarium Norvegicum, fornemmelig i dettes 1ste Samling. {{---}} Samtlige Lovbøger fra det nu gjennemgaaede Tidsrum er ''Privatarbejder'', ikke autentiske Udfærdigelser af Statsmyndigheden. De er Optegnelser til praktisk Brug af, hvad Nedskriveren ansaa for gjældende Ret, og deres Auktoritet som Retskilde beroede alene paa Overbevisningen om Indholdets materielle Rigtighed. Lovene var forplantede i den mundtlige Tradition gjennem lange Tider, før de blev førte i Pennen, og selve Forhandlingsmaaden paa Tinget udelukker Muligheden af Istandbringelse af Lovtexter i modern Betydning. Naar Loven vedvarende gaves Navn efter enkelte Konger, der fra først af havde samlet og ordnet den gjældende Ret, – naar det siges, at Olaf den hellige reviderede »Haakon Adelstensfostres Love»; naar Sverrer lige over for Erkebiskoppen paaberaaber sig «den hellige Olafs Love», eller naar Gulatingsloven betegner visse Lovbestemmelser som ''Olafs'' i Modsætning til Magnus Erlingssøns Ændringer, – da maa dette ikke tages paa Ordet, som om det skulde være Meningen at henføre selve de enkelte Bestemmelser til disse Konger. Det er ''Retten som Helhed'', der menes. Retsudviklingen skred naturligvis fremad i Tidens Løb; nye Retsregler føjede sig til det gamle Grundlag, ældre sattes ud af Kraft eller ændredes; men ligefuldt var den Ret, som gjældte paa Olaf den helliges Tid, Halfdan Svartes og Haakon Adelstensfostres Love, og den Ret, som gjældte i Magnus Erlingssøns eller Sverres Dage, Olaf den helliges Love, om end de enkelte Bestemmelser for en stor Del tilhører sednere Tider. Imidlertid er det højst sandsynligt, at Retten, paa samme Maade som Sagaen, under den mundtlige overleverelse efterhaanden formede sig i staaende Udtryk. Det lader sig neppe betvivle, at de Retsforedrag eller Fremstillinger af de forskjellige Afsnit af Retten, der i Norge, ligesom i Sverige og paa Island, maa antages at være afholdte paa Tingene af retskyndige Høvdinger, tilsidst har antaget en fast Form, ligesom en redigeret Text, der kun sjelden forandredes, uden<noinclude><references/></noinclude> df9csmlq7svg94q4ey79xhew48d0gp6 104 67555 339011 182368 2026-10-08T19:49:23Z KåreBot 479 {{linje}} > {{---}} 339011 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /></noinclude>anden Side drev heller ikke den verdslige Magt Sagen til det yderste. Begge Parter fandt det klogest at lade det bero ved den ældre Tingenes Orden. Imidlertid stod det ikke til at undgaa, at de ældre Kristenretter i dere Punkter maatte vise sig ufuldstændige og utidsmæssige, og i Anvendelsen tiltrængte Tillæg og Lempninger. Disse blev vistnok i Regelen hentede fra Jons Kristenret, der saaledes alligevel maatte faa en stor Betydning som subsidiær Retskilde. – Først ved Christjern d. 1stes Forordning af 21 Januar 1458 (Dipl. Norv. IV. No. 941) blev der tillagt Jons Kristenret fuld retlig Gyldighed. Samtidig med Erkebiskop Jon i Norge og efter hans Anvisning udarbejdede Biskop ''Arne Thorlakssøn'' af Skaalholt (1269–1298) en Kristenret for Island hvilken væsenlig er overensstemmende med Jons, og som det lykkedes ham paa enkelte Stykker nær at faa vedtagen paa Altinget 1275 (Arna Bps. S. Kap. 14). Men Kongen protesterede herimod som Indgreb i hans Myndighed. Overenskomsten til Tunsberg bragte vel en foreløbig Afgjørelse; men, ligesom i Norge, fornyedes striden bagefter paa det voldsomste, idet de kongelige Ombudsmænd paastod at den ældre Kristenret skulde gjælde (Arna Bps. S. Kap. 36 og 67). Imidlertid synes Arnes Kristenret efterhaanden at have vundet Indgang i Praxis, og ved Magnus Erikssøns Retterbod af . 19 Oktober 1354 blev den tillagt retlig Gyldighed over hele Øen.<ref>''Munchs'' Hist. IV. 1. S. 639–45; IV. 2. S. 70–81, 151; Unionsperioden I. S. 629; ''Keyser'', Den norske Kirkes Hist. II. S. 24, 55–6 og 357; ''Maurer'' i Ersch u. Grubers Encyclopædie, Sect. I. Bd. 77 S. 25–27; ''Zorn'', Staat u. Kirche in Norwegen S. 269–75.</ref> {{---}} Magnus Lagabøters norske Lovarbejder: hans Landslov, Bylov og Hirdskraa saavel som hans Kristenrets-Udkast i 2 Recensioner, og Erkebiskop Jons Kristenret, samt de under denne Konge udkomne, særskilt bevarede Retterbøder, er trykte i Norges gamle Love 2det Bind Chr.a, 1848. Landsloven er derhos særskilt udgiven af den arnamagnæanske<noinclude><references/></noinclude> 72flub8vc5p5mq9hunk0zibvnltwirt 104 67802 339015 182718 2026-10-08T19:50:19Z KåreBot 479 {{linje}} > {{---}} 339015 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /></noinclude>Sagens Behandling og dens Paakjendelse efter Landets eller Byens særskilte Ret (G. L. 120; F. L. X. 32 jfr. B. R. 42), ikke at faa nogen fuld Betydning. I Magnus Lagabøters Bylov tillægges, som anført, de 4 Hovedstæder: ''Nidaros, Bergen, Tunsberg'' og ''Oslo'' særskilte Lagting, der holdtes aarlig Dagen efter trettende Dag Jul (7de Januar) i en af Stadens Gildeskaaler (Kors-Gildestuen i Nidaros. Mariæ Gildestue i Bergen, St. Olafs Gildestue i Tunsberg), under By-Lagmandens Forsæde. Det bestod af 48 Nævndermænd, 12 fra hver Fjerding i Byen, opnævnte paa Bymødet Thomasmesse af Gjaldkeren og Sysselmanden, samt af Byens 12 Raadmænd som selvnævnte, hvorhos ogsaa Sysselmanden og Gjaldkeren samt Kongens og Biskoppens Aarmænd var pligtige at være tilstede. Tingets Indretning var iøvrigt i Byerne ligesom paa Landet. Ogsaa ved By-Lagtinget hvilede den egentlige afgjørende Myndighed hos ''Lagretten'', der bestod af de 12 Raadmænd og 12 af Nævndermændene, 3 fra hver Fjerding, hvilke var edsvorne og, ligesom paa Landet, havde sin Plads inden Vebaand (B. L. I. 1–4). At der ogsaa ved ''Bymødet'' har været Lagret, er sandsynligt, og denne har vel netop været dannet af de 12 Raadmænd, hvilke paa denne Maade har udgjort et staaende Udvalg med Gjaldkeren i Spidsen, og i Virkeligheden haft den afgjørende Stemme i alle By-Menighedens indre Anliggender, saavel administrative som judicielle. Paa denne Maade bliver det forklarligt, at der i den følgende Tid gjordes saa liden Forskjel mellem Lagtinget og Bymøderne, at de tilsidst alene betragtedes som forskjellige Sessioner af samme Ret; idet det faste Personale ved begge for den væsenligste Del faldt sammen. {{---}} Hvilken Stilling der tilkom ''de kongelige og biskoppelige Ombudsmænd'', som havde at møde ved Tingene saavel paa Landet som i Byen, er intetsteds udtrykkelig sagt i Lovene. Det synes dog ikke at kunne betvivles, at deres Kald alene har været at øve den Medvirkning ved Retsplejen, som paalaa den verdslige og gejstlige Magt, – altsaa, foruden at søge<noinclude><references/></noinclude> 900iactnmfeeineany8y8hb9by7b1bj 104 69318 339007 185278 2026-10-08T19:48:43Z KåreBot 479 {{linje}} > {{---}} 339007 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /></noinclude>gejstlige Gods, hvorhos de selv aarlig skulde aflægge Regnskab for Lensbefalingsmanden. Men da disse Stiftskrivere viste sig «at være Kirkerne mere til Skade end til Gavn», blev de ved Statholder Ove Juels Lensbrev af 25 Marts 1583 igjen afskaffede, og Tilsynet med Kirkernes Regnskaber henlagt umiddelbart under Sfiftsbefalingsmanden, jfr. Ludvig Munks Lensbrev af 14 Juli 1581 og Recessen af 1578 Art 2, hvorefter Stiftskriverne allerede tidligere synes at være afskaffede. – Ifølge Reces 1539 Art. 12 og Chr. IV. L. V. 4 skulde Odelsmanden til Gods, som i sin Tid var bleven skjænket til Kirken, være fortrinsberettiget til at erholde samme bygslet. Iøvrigt var det en ligefrem Følge af hele det forandrede Forhold, hvori Kirken ved Reformationen var traadt til Staten, at Kongen ansaa sig berettiget til at trælle hvilkensomhelst Forføjning over Kirkegodset, hugge eller lade hugge i Kirkens Skove og overhovedet disponere over alt, hvad Kirken ikke behøvede til sit eget Brug. – I den sednere Tid blev alle Adelsmænd og tillige enkelte Andre tillagt Øvrighedsmyndighed over Kirkerne paa deres Besiddelser, med Ret til at nyde Overskuddet af deres Indkomster (jus patronatus), se Privilegier for Adelen af 24 Juni 1661 § 5 og for Gejstligheden af s. D. § 3, Grevernes og Friherrernes Privil. 25 Maj 1671 resp. § 5 og 4, jfr. Lovb. 2–21–6 og 45, 3–2–1, 5–2–63, 5–3–34 og 35 m. fl. samt Kirkeordinansen af 1607 Fol. 28. – End videre blev, især efter Suverænitetens Indførelse, flere private, gejstlige og verdslige Personer, som det kaldtes, «benaadede med Kirkens Indkomster mod at holde dens Bygning vedlige», altsaa uden Øvrighedsmyndighed, se f. Ex. Reskr. 10 og 20 Februar 1662, 28 Oktbr. 1665, 14 Septbr. 1670, jfr. 25 Januar 1666 og Anordn. 9 Maj 1668; men alle disse Benaadningsbreve tilbagekaldtes igjen ved Reskr. 26 Septbr. 1690. – Jfr. Budstikken 1823 S. 461 og 821. {{---}} Landets naturlige Beskaffenhed medførte, at betydelige strækninger blev liggende igjen, efter at Bebyggelsen havde<noinclude><references/></noinclude> 21gfidlgg2a42fx8avqrt2n9jkd2lgb 104 69333 339008 185295 2026-10-08T19:48:53Z KåreBot 479 {{linje}} > {{---}} 339008 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /></noinclude>sin Livstid efter Landslejebolkens 51de Kapitel, og deres Arvinger være fortrinsberettigede efter dem. Rydningen skulde under Straf af Bøder foretages fuldstændig, og den ryddede Mark altid holdes vedlige og ikke tillades igjen at gro til. Bestemmelserne i denne Forordning er gjennem Recessen af 1643, 3–39 gangne over i Lovb. 3–15. – Ved Fr. 23 Jan. 1635 Art 7 (Paus S. 772) blev det endvidere indskjærpet Lensherrerne at drage omsorg for, at Ødegaardene kunde blive optagne og bebyggede, gjennem Lettelser i de offentlige Byrder. Var nogle Gaarde af den Beskaffenhed, at der ikke vel kunde bekommes «Bønder» paa dem, kunde der sættes «Husmænd eller Boelsmænd», 2 eller 3 paa hver, for den sædvanlige Afgift og Arbejde. (Jfr. Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur II. S. 388–9). {{---}} Ligesom i andre Lande, saaledes blev ogsaa i Norge Kongens haandgangne Mænd efterhaanden til en med særskilte Privilegier udrustet Stand. I sig selv laa dette egentlig ganske udenfor Indretningens oprindelige Tanke i Norge, hvor Adelskabet efter Haakon Magnussøns Anordning af 1308 netop ikke skulde være arveligt, men alene en Tjeneste-Adel, lige saa lidt som det skulde medføre bestemte borgerlige Forrettigheder udenfor den ved Rb. 15 Maj 1311 endelig fastsatte begrænsede Ledingsfrihed, – hvilken dog ogsaa i sin Grund blot var en naturlig Følge af Tjenesteforholdet, og tillige oftere ved særskilte Beskjærmelsesbreve tilstodes andre kongelige Tjenestemænd udenfor Ridderklassen, f. Ex. Dipl. Norv. II. No. 463, 504, 583 m. fl. Det var ogsaa først efter Kalmar-Unionen, at Adelsværdigheden i Norge kom til at medføre lignende arvelige Forrettigheder, som i Sverige og Danmark<ref>Jfr. ''Aschehoug'', Statsforfatningen i Norge og Danmark, S. 299–303 – og 406–419. ''P. A. Munch'' om Adelens Oprindelse i «Norsk Maanedsskrift» I. S. 176 fgg.</ref>. Den vigtigste af de Forrettigheder, som Adelens ''Ejendomme'' nød (blandede Privilegier), var ''Skattefriheden'' hvorfor<noinclude><references/></noinclude> nqcqus8hoo840jcj25yc8se5mr0o6i9 104 69340 339009 185302 2026-10-08T19:49:03Z KåreBot 479 {{linje}} > {{---}} 339009 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /></noinclude>No. 534, II. No. 463, 488, 504, V. No. 1017, VI. No. 592 o. fl. – Adelens ''Tiendefrihed'' for sine Sædegaarde, der oprindelig var rent personlig, antog efterhaanden Karakteren af reelt Privilegium. {{---}} Af særskilte ''Ejendomsbyrder'' paa fast Ejendom omtaler Lovene alene Vejrettigheder, hvilke efter G. L. 81 og 90 opstod gjennem Alders Tids Brug; hvorimod F. L. XIII. 10 indeholder den Regel, at Ret til Vej og til Landingssted erhverves ved 10 Aars upaatalt Benyttelse. Et Exempel paa negative Forpligtelser indeholder F. L. XIII. 9 Slutn., idet en Benyttelse af Vandet, som i Almindelighed tilkom Ejeren (at gjerde over mindre Elve), blev uberettiget, hvor den i Alders Tid ikke har været udøvet. – At imidlertid saavel positive som negative Servituter i hvilken som helst Udstrækning maatte kunne stiftes ved Kontrakt, og at saadanne Forhold af enhver sednere Erhverver maatte respekteres, er en ligefrem Følge af, hvad oven er forklaret om, et Parternes Overenskomst altid erkjendtes som gyldig Hjemmel for Rettigheder over Tingene. Blandt de mangfoldige Servitutforhold, som Diplomerne omhandler, skal alene anføres: Dipl. Norv. I. No. 255: en, som det synes, oprindelig kontraktmæssig stiftet Hugst- og Havneret; No. 291: en i Forbindelse med et Mageskifte indrømmet Hugstret og forbeholdt Fiskeriret; No. 581: Hugst og Havningsret som Vederlag for en Forpligtelse til Brohold; No. 622: Ret til Kværnevej og til at hugge det fornødne Virke til Kværnens Behov; II. No. 230 viser en bestemt Skjelnen mellem en af Villighed tilstaaet Vej over en Mands Ejendom, og en sand Vejservitut; V. No. 752: en 12 Mænds Dom, hvorved Vejrettighederne ordnes mellem de forskjellige opsiddere paa en Gaard; VI. No. 153: Ret til at hugge i en Skov det Fornødne til Istandsættelse af et Møllebrug, og No. 406: Hugstret til Husbehov samt almindelig vejret. – Jfr. Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur, 1854 S. 228.<noinclude><references/></noinclude> ei2n64akoghcl1rag1a527yig9ia7mf 104 70235 339018 186468 2026-10-08T19:50:49Z KåreBot 479 {{linje}} > {{---}} 339018 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /></noinclude>fredløs Mand, ifølge G. L. 171, F. L. IV. 6 pligtige strax at sætte Drabsmanden iland. At flytte fredløs Mand var 40 Marks Sag, og at handle med ham eller bringe ham Føde i hans Tilholdssted 3 Marks Sag (se foruden de citerede Steder G. L. 202, 203 og 207; F. L. III. 23, IV. 13 og 41). Ved M. L. IV. 7 blev straffen saavel for Bistand til som for Omgang med fredløs Mand fastsat til en Bod af 1 Mark for den første og 2 Mark for den anden Nat, og 8 Ørtuger 13 Mark for længere Tid, jfr. Chr. V. L. 1–22–16. – Hvor ganske den efterfølgende Bistand er opfattet som en selvstændig Forbrydelse mod Samfundet, uafhængig af Hovedforbrydelsen, fremgaar noksom af G. L. 207, der udtrykkelig siger, at, om end Voldsmanden selv tilbagevinder sin Fred ved 15-Marks-Boden (hvor det nemlig blot er Øfundardrep og ikke Drab), skal dog den, som har befordret hans Flugt, bøde 40 Mark. ''Hæleri og uhjemlet Besiddelse af stjaalne Koster'' betragtedes som en egen Tyvsforbrydelse, der dog ikke medførte almindelig Tyvsstraf, men alene útlegð. Hvis Bestjaalne opdagede sin Tyv, men underhaanden forligte sig med ham og fik sin Ejendom tilbage, ansaaes han som den, der havde nedslaaet Kongedømmets Ret, med 15-Marks-Boden (G. L. 254–257; F. L. XV. 7–9). Ved M. L. IX. 3, 4, 6 og 7 blev saavel ulovlig Forligelse som Hæleri og uhjemlet Besiddelse belagt med 4-Marks-Bod. – Anden Bistand, ydet Tyve, har udentvivl været behandlet som Hjælp til fredløs Mand. I denne Forbindelse kan endnu mærkes, at, hvor Nogen var bleven dræbt under almindeligt Slagsmaal, hvor mindst 5 Mænd havde været tilstede (flokks víg), og Gjerningsmanden ikke kunde oplyses, var de alle ansvarlige (G. L. 167, 168; F. L. IV. 23)<ref>Jfr. ''E. Hertzberg'', Proces S. 203–6.</ref>. {{---}} Forbrydelsernes ''Paatale'' var udelukkende overladt til den Fornærmede selv, lige meget om denne var det offentlige eller en Privatmand; i første Fald var Kongens eller Biskoppens Ombudsmand rette Sagsøger, se saaledes G. L. 3, 9, 20, 22, 24, 30, 202, 214, 256, 308, 314; B. K. R. 5, 11, 14,<noinclude><references/></noinclude> 8t91yift6qczbzj7e7sfdtgi96bw8e6 104 70308 339019 186592 2026-10-08T19:50:59Z KåreBot 479 {{linje}} > {{---}} 339019 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /></noinclude>foretagen i nyttigt Øiemed (jfr. Chr. V. L. 6–11–3 og 4). Til Kongen skulde aldrig bødes for Vaadesgjerning. Derhos tilføjer Loven udtrykkelig, at det ligefuldt skal betragtes som forsætlig Legemsfornærmelse, om man tager Fejl af Gjenstanden for Angrebet. Naar Nogen frivillig indlader sig i Brydning eller Leg med en Anden, maa hver passe sig selv, og intet Ansvar følger af det Men, som den Ene mod sin Vilje kommer til at gjøre den Anden<ref>Jfr. isl. Grág. Vígsl. 92 (Reg.).</ref> (Chr. V. L. 6–11–5 og 6). – At ''løbe imod'' Nogen medførte intet Ansvar, naar man stansede af sig selv (arga-fas). Om Skade af Andres ''Husdyr'' indeholder M. L. IV. 22 de samme Bestemmelser som de ældre Love. {{---}} Til Legemsfornærmelser maa ogsaa henregnes ''Voldtægt'' (at brjóta konu til svefnis). Det var efter de ældre Love Fredløshedssag (jfr. Fagrsk. Kap. 17), og maatte efter G. L. 199 afsones med dobbelt Ret til den krænkede Kvinde og 40 Marks Bod til Kongen. Kvinden skulde strax paatale den lidte Krænkelse, da hun i andet Fald tabte sin Ret (svartaslag hit hvíta, B. K. R. (II.) 13). Jfr. B. R. 46 og 96. – Ved Magnus Erlingssøns Rb. 1164 (G. L. 32, F. L. V. 45, M. L. IV. 4) blev Voldtægt derimod gjort til Ubødesag. ''Forsøg'' derpaa skulde straffes arbitrært, dog saa at den Skyldige maatte beholde Livet. Paa Grænsen mod Ærefornærmelser stod ''Lejermaal'' med en Mands Hustru, Fæstekvinde eller kvindelige Paarørende<ref>Jfr. ''Finsen'' i AnO 1850. S. 205 fgg. og 257.</ref>. Dette var oprindelig Fredløshedssag; men heraf er i de ældste bevarede Love alene en begrænset Ret til ''Hævn paa Stedet'' bleven tilbage. G. L. 160 og F. L. IV. 39, B. R. 18, jfr. F. L. Indl. 7, tillader at dræbe den, hvem man træffer i Samleje med sin Kone, Moder, Stedmoder. Datter, Syster, Steddatter, Sønnekone eller Broderkone, og B. K. R. (II) 15 tilføjer endvidere: Svigermoder, Kones Syster, Sønnedatter, Broderdatter og Systerdatter. Ellers medførte Lejermaalet<noinclude><references/></noinclude> eoany57vvf8nkbsz02ka6epkqud6i89 104 70459 339014 186882 2026-10-08T19:50:09Z KåreBot 479 {{linje}} > {{---}} 339014 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /></noinclude>Ejeren derved er tilføjet, samt Ejerens Stilling i Samfundet Derhos skulde Brugeren give Erstatning og stod i ethvert Tilfælde til ubetinget Ansvar for Tingen.<ref>''M. L. VII. 39:'' Nú skal engi lán hafa lengr en lét var; en ef hann hefir lengr, þá er hann sekr mørk silfrs við eiganda, ef sá krefr, er á, þat heitir fornæmi, nema løglig nauðsyn banni … En ef maðr tekr grip manns úléðan, hest eða skip, hvárt sem skip er meira eða minna, eyk eða aðra hluti þvílíka, bœti eptir laga-dómi þeim, er tekit var fyrir, eptir atvikum, hvat nauðsyn til dró þann, er tók, eða hver øfund þeim var í ger, eða hverr skaði þeim var ger, er tekit var fyrir, eða hvat manni sá er, er tekit var fyrir; bœti skaðabót, sem 6 skynsamir menn meta hánum, ok svá konungdóminum, ef þau atvik eru á. En ef maðr tekr skip manns, þá skal hann einni søk fyrir svara, fyrir sik ok úmaga sína. – ''VIII. 27:'' Nú lér maðr manni skip sitt eða hross, ok vill sá hafa at þørf sinni, er lét var, en hinn ferr til, er léði, ok tekr af hánum lánit, þá gjaldi hann tvá aura silfrs at áfangi, er átti skip eða hross. En ef hinn hefir lengr, en lét var, þá gjaldi hann áfang, tvá aura silfrs, þeim er skip eða hross á. – Denne Bødesats synes iøvrigt nærmest at være dannet efter Gulatingslovens ''þokkabót'' (divideret med 3). Under denne Benævnelse sammenblandes Anfanget længer nede i Lovstedet i flere Haandskrifter med ''Avindsboden'' for Beskadigelser.</ref> – For ulovlig at tage Færgen ved et offentligt Færgested sætter M. L. VII. 47 en Bod af 1 Mark til Deling mellem Kongen og Færgemanden. Chr. IV. L. har ganske fulgt Landsloven; Boden for Ejeren, der tager den laante Ting fra Laantageren før den aftalte Tid, er her sat til 1 Mark, og for Laantageren, som beholder den laante Ting længere end aftalt, paa det ene Sted til 1 Mark og paa det andet Sted til ½ Mark. {{---}} Med Hensyn til ''fast Gods'' gjorde de gamle Love ingen væsenlig Forskjel mellem Beskadigelse og ulovlig Benyttelse uden forsaavidt Bygninger o. dl. angik, hvis ødelæggelse eller Beskadigelse med eller uden Ild ovenfor er omhandlet, ligesom F. L. XV. 13 ogsaa henfører den i rent skadegjørende Hensigt foretagne Nedslaaen af anden Mands Ager til spellvirki (Fuldrets-Skade). Ellers medførte enhver Skadetilføjelse paa anden Mands Grund, saavelsom ulovlig Brug af Grunden<noinclude><references/></noinclude> 7y9lfp1fwgbbcbokcukbmxxgh7sc230 104 70466 339016 186889 2026-10-08T19:50:29Z KåreBot 479 {{linje}} > {{---}} 339016 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /></noinclude>Haab, at dette Skrift skal fremkalde saadanne fortsatte Undersøgelser, – og hvis det findes at have lagt Stoffet tilrette for, og at kunne yde nogen Vejledning og støtte ved disse, skulde jeg intet bedre ønske. Netop af dette Hensyn har jeg paa mange Steder gaaet i en større Detalj, end i en Lærebog egentlig vilde været passende. Ti hvor der skal bygges fra nyt af, tør man intet springe over, og ofte kan en tilsyneladende uvæsenlig Ting kaste et uvæntet Lys over Sammenhængen og give et Indblik i hele Institutionens Væsen, som man ved første øjekast ikke havde anet. Da dette Skrift er fremgaaet af Forelæsninger, forekommer der hyppige Gjentagelser. I et længre Forelæsningskursus er saadanne uundgaaelige; men i en trykt Bog vil man maaske stødes derved. Jeg har paa mange Steder fjernet dem, men dog ogsaa paa mange Steder forsætlig bibeholdt dem, da det i høj Grad letter Læsningen at have det sammenhørende for Øje paa eet Sted. Iøvrigt faar Bogen tale for sig selv. Det var først efter megen Betænkelighed, at jeg omsider bestemte mig til dens Udgivelse: {{sentrert|Quod felix faustumqve sit!}} {{sperret|Kristiania}}, November 1883. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> shk6z6c97llavyjqodir3ys73yehi3i 104 70468 339017 186891 2026-10-08T19:50:39Z KåreBot 479 {{linje}} > {{---}} 339017 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />{{sentrert|'''Rettelser til 2den Del.'''}}</noinclude>S. 22 L. 13 f. o. 42 ''læs'' B. R. 42. « 199 sidste Linje: 1609–1610 ''læs'' 1608–1612. « 220 L. 32 f. o. efter „Raad“ ''tilf.:'' – Ved Arvehyldningen i Norge androg Kjøbstædernes Deputerede 8 Aug. 1661 (Meddelelser fra Rigsarkivet S. 39) om „at Borgermestre og Raad uden nogen anden Overdommer maatte forsvare alle sine indenbyes Domme, saavidt Byerne vedkommer, for Eders Majestæt selv eller den af E. M. anordnede Højesteret, og at Lagmændene maatte dømme med Borgermestre og Raad i alle Ære- og Livs-Sager“. Men efter Statskollegiets Erklæring, hvori bemærkes, at Parterne derved vilde betages en Instans, og at Lagmændenes Domme giver temmelig god Oplysning i Sagerne for Højesteret, blev dette ikke indvilget. – S. 221 L. 22–33: Istedetfor Stykket: „Først efter – kjendes ikke“ sættes: – Først i 2den Halvdel af det 17de Aarh. fik Byfogderne i Norge efter Danmarks Exempel (Fr. 27 April 1635, gjentagen i Reces 1643, 2–3–5, Kilde til Lovb. 1–3–1) virkelig Dommermyndighed under Appel til Raadstueretten. Dette synes tidligst at være skeet i Kristiania, hvis ældste bevarede Bytingsprotokol begynder 1652. I Landskommissionens Relation af 4 Aug. 1661 (Samll. t. n. F. Sp. Hist. IV. S. 35) heder det, at „det ikke vilde være utjenligt for menige Mand i Trondhjem, at Byfogden der, som her i Kristiania sker og ellers i Danmark, maatte først damme i alle Sager, hvorved Borgermestre og Raad blev forlettet og Kongens Interesse forbedret“. Og Kjøbstædernes Deputerede ved Arvehyldningen androg 8 Aug. 1661 (Meddelelser fra Rigsarkivet S. 39) om „at Byfogden med 6 Mænd maatte først dømme udi alle indenbyes forefaldne smaa Sager, saa som udi Danmark overalt og udi endel Steder her udi Landet er brugeligt“. Statskollegiet bemærker hertil, at Processerne vil blive forlængede ved, at der bliver en Instans mere, med mindre Byfogdens Domme, saaledes som paa de fleste Steder i Danmark, skulde indstevnes for Lagmanden (med Forbigaaelse af Raadstueretten); {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 9dpz07noavcpys06oeph28llyhy0l33 104 70666 339013 187184 2026-10-08T19:49:43Z KåreBot 479 {{linje}} > {{---}} 339013 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" /></noinclude>{{blank linje}} Det er ikke rigtigt, naar der S. 53 siges, at den paabudne Gjennemgaaelse af Loven i 1557 ikke fandt Sted. Ti en af de i Herredagen deltagende Lagmænd har udtrykkelig bevidnet, at «Lagbogen var læsen ifra Begyndelsen og til Enden og klarligen udteet Artikel fra Artikel». – Men den «Forklaring» eller «Reces», som man skulde have væntet udgiven som Resultat af denne Gjennemgaaelse, kom ikke. Det hele er blevet ved en personlig Konferens mellem Lagmændene. Heller ikke er det rigtigt, naar det siges, at den ved Frederik d. 2dens Brev af 14 April 1572 befalede Sammenkomst af Lagmændene for at oversætte Lovbogen blev uden Resultat. Vi besidder endnu 3 Exemplarer af den ved denne Lejlighed istandbragte nye Oversættelse, hvilken sees at være foretagen efter den i det kgl. Bibliotek i Kjøbenhavn bevarede Borgartingslov-Codex No. 1642 qv. (codex Tunsbergensis), og formodentlig er udført af Tønsbergs Lagmand, ''Peder Friis''. Men det kan ikke erfares, at Oversættelsen er bleven indsendt til eller auktoriseret af Kongen. Det er uden Tvivl til denne nye Oversættelse der sigtes i Kongebrevene af 29 Januar, 5 og 30 Marts 1592, hvor det paa- lægges Lagmændene at tage «n af Lovbøgerne, som sidste Gang paa Danske er bleven udsat», for sig, gjennemse, korrigere og forklare denne. Dette sees ogsaa virkelig at have fundet Sted, og et Exemplar af Oversættelsen, med tilhørende 29 Retterbøder, der helt igjennem er gjennemgaaet, suppleret og korrigeret, aabenbar i den Hensigt at gjøre det brugbart for Trykken, bevares i Kristiania Universitets-Biblioteks Haandskriftsamling No. 553 qv. . – Men heller ikke dette blev indsendt til Regjeringen, auktoriseret, eller trykt. Rimeligvis har statholderen beholdt det hos sig til eget Brug. Disse to Oversættelser (Anders Sæbjørnsens og Peder Friis’s) er saaledes at betragte som umiddelbare Forarbeider for Kristian » den fjerdes norske Lovbog af 1604, der endelig afløste Magnus Lagabøters Lov. Jfr. ''G. Storm'' Om Haandskrifter og Oversættelser af Magnus Lagabøters Love, i Christiania Videnskabsselskabs Forhandlinger 1879 No. 14 S. 22–45. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> mql1cci8jh30l1df4wfywtonme7hwo1 104 70667 339012 187185 2026-10-08T19:49:33Z KåreBot 479 {{linje}} > {{---}} 339012 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Kåre-Olav" />'''Tillæg og Rettelser.'''</noinclude>S. 11. L. 20–21 f. o. Herved ''læs'' Ved det første. « 13. « 2 – ''tilf.'' Arvetallet udvidedes fra 3die til 5te Grad i Sidelinjen (F. L. VIII. 15). « 20. « 31 – « ''S. Sigurðarson'', i Aarbøger for nord. Oldk. og Hist. 1879 S. 163–84. « 32. « 22 – « Selv har Kong Magnus dog vistnok kun istandbragt den Bergenske Lov, hvilken derefter uden videre er bleven overført paa de andre Byer. – Jfr. ''G. Storm'', om Haandskrifter og Oversættelser af Magnus Lagabøters Love, i Christiania Vidensk. Selsk. Forh. 1879 No. 14 S. 17. « 61. « 9 f. n. « Forordninger om ulovlige Paalægs Afskaffelse af 4 Marts 1684 og 5 Febr. 1685, samt Landskyldstaxt af 3 Oktbr. 1685. « 106. sidste Linje « Jfr. ''Maurer'', Die Berechnung der Verwandtschaft nach altnorwegischem Rechte, i Sitzungsber. d. kgl. bayer. Acad. d. Wiss. 1877. I philos.–philol. Cl. 3 S. 248–50. « 225. L. 13 f. o. hvo ved ''læs'' hvorved. « 295. « 7 f. n. ''Kap. 3: « Kap. 2:'' {{---}} {{liten|Ved hvad S. 53 er anført om Forløberne for Christian den fjerdes norske Lovarbejde, bedes følgende bemærket:}} Allerede ved Herredagen i Oslo i Juli 1529 havde Adelen og Lagmændene i Norge andraget om: at «dersom Norges Lov og Privilegier ikke nu i nogle Artikler bruges kan, for den Lejlighed, som sig nu i Riget begive kan, (de) maatte reformeres efter Eders Naades Kgl. Maj. gode Vilje og Raads Raad og med Rigets indfødte Edlingers Vilje og Samtykke» (Dipl. Norv. VIII. No. 598). – Omtrent samtidig hermed istandbragtes den<noinclude><references/></noinclude> p4vcrseyd69cl7owu57hqfdrb9yoxd0