Wikikilden nowikisource https://no.wikisource.org/wiki/Wikikilden:Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.23 first-letter Medium Spesial Diskusjon Bruker Brukerdiskusjon Wikikilden Wikikilden-diskusjon Fil Fildiskusjon MediaWiki MediaWiki-diskusjon Mal Maldiskusjon Hjelp Hjelpdiskusjon Kategori Kategoridiskusjon Forfatter Forfatterdiskusjon Side Sidediskusjon Indeks Indeksdiskusjon Undertekster Undertekstdiskusjon Modul Moduldiskusjon Arrangement Arrangementsdiskusjon 106 142176 339581 337919 2026-10-12T18:43:19Z Øystein Tvede 3938 339581 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Fra det moderne Amerikas Aandsliv]] |Undertittel= |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Knut Hamsun|Knut Hamsun]] |Oversetter= |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=P. G. Philipsens Forlag |Institusjon= |Sted=København |Ar=1889 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=djvu |Bilde=1 |Malform=NB |Fremgang=V |Sider=<pagelist 7=1 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag=[[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/01|Et Forord]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/02|Aandslivets Betingelser]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/03|I. Patriotisme]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/04|II. Fremmedfjendskab]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/05|Literaturen]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/06|I. Journalistik]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/07|II. Digtning og Forfattere]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/08|Whitman]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/09|Emerson]] }} n63igto8gzvumlq3wj1zbbg2hoie102 339653 339581 2026-10-12T23:01:03Z Øystein Tvede 3938 339653 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Fra det moderne Amerikas Aandsliv]] |Undertittel= |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Knut Hamsun|Knut Hamsun]] |Oversetter= |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=P. G. Philipsens Forlag |Institusjon= |Sted=København |Ar=1889 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=djvu |Bilde=1 |Malform=NB |Fremgang=V |Sider=<pagelist 7=1 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag=[[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/01|Et Forord]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/02|Aandslivets Betingelser]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/03|I. Patriotisme]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/04|II. Fremmedfjendskab]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/05|Literaturen]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/06|I. Journalistik]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/07|II. Digtning og Forfattere]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/08|Whitman]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/09|Emerson]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/10|Den bildende Kunst]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/11|Maleri og Skulptur]] }} 6janvh8p24s0reht7hwh5hix0b7mvp0 339682 339653 2026-10-13T00:22:49Z Øystein Tvede 3938 339682 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Fra det moderne Amerikas Aandsliv]] |Undertittel= |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Knut Hamsun|Knut Hamsun]] |Oversetter= |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=P. G. Philipsens Forlag |Institusjon= |Sted=København |Ar=1889 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=djvu |Bilde=1 |Malform=NB |Fremgang=V |Sider=<pagelist 7=1 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag=[[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/01|Et Forord]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/02|Aandslivets Betingelser]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/03|I. Patriotisme]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/04|II. Fremmedfjendskab]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/05|Literaturen]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/06|I. Journalistik]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/07|II. Digtning og Forfattere]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/08|Whitman]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/09|Emerson]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/10|Den bildende Kunst]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/11|Maleri og Skulptur]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/12|Scenekunsten]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/13|I. Skuespil og Skuespillere]] }} 7fravir7muvxflpbh004k637jx76gcx 339685 339682 2026-10-13T00:27:26Z Øystein Tvede 3938 339685 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Fra det moderne Amerikas Aandsliv]] |Undertittel= |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Knut Hamsun|Knut Hamsun]] |Oversetter= |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=P. G. Philipsens Forlag |Institusjon= |Sted=København |Ar=1889 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=djvu |Bilde=1 |Malform=NB |Fremgang=V |Sider=<pagelist 7=1 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag=[[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/01|Et Forord]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/02|Aandslivets Betingelser]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/03|I. Patriotisme]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/04|II. Fremmedfjendskab]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/05|Literaturen]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/06|I. Journalistik]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/07|II. Digtning og Forfattere]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/08|Whitman]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/09|Emerson]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/10|Den bildende Kunst]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/11|Maleri og Skulptur]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/12|Scenekunsten]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/13|I. Skuespil og Skuespillere]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/14|II. Fremmedtjendskab]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/15|Aandslivets Virkninger]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/16|I. Frihedsbegreber]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/17|II. Retsvæsen og Forbrydelser]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/18|III. Skoleforhold]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/19|IV. Kirkevæsen og Moralstand]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/20|V. Etikette]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/21|Slutning.]] }} bnht54gms5osjc8uacxwklhgf2p8vln 104 145518 339580 337886 2026-10-12T18:42:40Z Øystein Tvede 3938 339580 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>INDHOLD Side. [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/01|Et Forord]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/02|Aandslivets Betingelser]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/03|I. Patriotisme]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/04|II. Fremmedfjendskab]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/05|Literaturen]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/06|I. Journalistik]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/07|II. Digtning og Forfattere]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/08|Whitman]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/09|Emerson]] Den bildende Kunst Maleri og Skulptur. Scenekunsten I. Skuespil og Skuespillere II. Fremmedtjendskab Aandslivets Virkninger I. Frihedsbegreber... II. Retsvæsen og Forbrydelser. III. Skoleforhold...... IV. Kirkevæsen og Moralstand.. V. Etikette Slutning. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 49aqnpjc1zhnu0ql98saepzwtuuwkds 339652 339580 2026-10-12T23:00:10Z Øystein Tvede 3938 339652 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>INDHOLD Side. [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/01|Et Forord]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/02|Aandslivets Betingelser]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/03|I. Patriotisme]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/04|II. Fremmedfjendskab]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/05|Literaturen]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/06|I. Journalistik]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/07|II. Digtning og Forfattere]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/08|Whitman]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/09|Emerson]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/10|Den bildende Kunst]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/11|Maleri og Skulptur]] Scenekunsten I. Skuespil og Skuespillere II. Fremmedtjendskab Aandslivets Virkninger I. Frihedsbegreber... II. Retsvæsen og Forbrydelser. III. Skoleforhold...... IV. Kirkevæsen og Moralstand.. V. Etikette Slutning. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> ep5iifwrpcb0u5z2o7ulbhn0vsd1rny 339681 339652 2026-10-13T00:22:23Z Øystein Tvede 3938 339681 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>INDHOLD Side. [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/01|Et Forord]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/02|Aandslivets Betingelser]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/03|I. Patriotisme]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/04|II. Fremmedfjendskab]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/05|Literaturen]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/06|I. Journalistik]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/07|II. Digtning og Forfattere]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/08|Whitman]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/09|Emerson]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/10|Den bildende Kunst]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/11|Maleri og Skulptur]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/12|Scenekunsten]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/13|I. Skuespil og Skuespillere]] II. Fremmedtjendskab Aandslivets Virkninger I. Frihedsbegreber... II. Retsvæsen og Forbrydelser. III. Skoleforhold...... IV. Kirkevæsen og Moralstand.. V. Etikette Slutning. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> oquqn1ij1ilx5uoeuc14xpcwh85p3iw 339684 339681 2026-10-13T00:26:39Z Øystein Tvede 3938 339684 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>INDHOLD Side. [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/01|Et Forord]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/02|Aandslivets Betingelser]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/03|I. Patriotisme]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/04|II. Fremmedfjendskab]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/05|Literaturen]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/06|I. Journalistik]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/07|II. Digtning og Forfattere]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/08|Whitman]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/09|Emerson]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/10|Den bildende Kunst]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/11|Maleri og Skulptur]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/12|Scenekunsten]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/13|I. Skuespil og Skuespillere]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/14|II. Fremmedtjendskab]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/15|Aandslivets Virkninger]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/16|I. Frihedsbegreber]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/17|II. Retsvæsen og Forbrydelser]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/18|III. Skoleforhold]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/19|IV. Kirkevæsen og Moralstand]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/20|V. Etikette]] [[Fra det moderne Amerikas Aandsliv/21|Slutning.]] {{---}}<noinclude><references/></noinclude> jtlauymbluqn3tapuwj3py6mc4z6yvq 104 145530 339595 337898 2026-10-12T18:57:24Z Øystein Tvede 3938 339595 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>han kører paa Sporvogn, plejer han at give Konduktøren et Guldstykke eller en høj Papirmynt at veksle. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|II. FREMMEDFJENDSKAB.}} Hvorledes staar nu Kulturstanden i et saadant Folk, som kun ved sit eget? Hvorledes arter det aandelige Liv sig i dette Land, som har saa patriotiske Borgere? Var Amerika et gammelt Samfund, som havde en lang Historie bag sig, der havde paatrykt Menneskene deres Karakterpræg, som i ét Ord havde afsat i Folket et eget, originalt Idéliv, saa kunde Amerika maaske have formel Raad til at være sig selv nok og holde Udenverdenen udenfor. Det vilde da have sin moderne Analogi f. E. i det parisiske Literaturkineseri. Men i et Land som Amerika, hvor alting er saa oprevet og uharmonisk, i dette Nybyggersamfund, hvor ingen Kulturejendommelighed endnu har slaaet Rod, hvor intet aandeligt Artsmærke endnu har fæstnet sig ― i et saadant Land er denne Selvhjulpenhed og Selvgodhed saare meget til Hin-<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 4pir97sb5kzam7920qldyiux6u0r36h 104 145531 339596 337870 2026-10-12T18:57:59Z Øystein Tvede 3938 339596 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>der for alle nyere Udviklingsforsøg. Det blir et Veto af den, et Forbud, som det straffer sig at bryde. Derfor har man sét i det Land Amerika, at europæisk paavirkede Aandsprodukter har faaet sine haarde Spark af Landets vrede Patrioter. Forfatteren {{sp|Walt Whitma|n}} blev i 1868 afsat fra sin Post i Indredepartementet i Washington for en literær Dristighed i sin Bog ''Leaves of grass'', en Dristighed, som endog vi herhjemme tør begaa i Julefortællinger. At Whitman senere toges til Naade og sattes ind i et andet Departement, havde ikke sin Grund i, at man endelig havde faaet Syn for hans literære Fortjeneste; men alene deri, at man pludselig husked, at Whitman dog var Sygeplejer, Patriot, under Slavekrigen. Herfor skulde han hædres; ikke ellers. I Virkeligheden er han endnu den Dag idag i samme Miskredit hos de amerikanske Literaturdommere; man boycotter ham, hans Bøger købes af ingen mér, den 70 Aars gamle Mand lever nu bare af frivillige Bidrag fra England. ― En ung Amerikaner, {{sp|Welle|s}}, udgav i 1878 en Digtsamling under Titlen ''Bohême''. Welles var et ganske fint Talent, en gryende Lyriker, et Tegn til noget; men han blev meget hurtigt bragt til at tie. Det viste sig, at han var paavirket af Europas Literatur, den unge Mand, hans Lyrik<noinclude><references/></noinclude> jyaqs08d3jtsaqngigcvruujggdstv2 104 145534 339597 337873 2026-10-12T18:58:42Z Øystein Tvede 3938 339597 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Ikke engang paa Omraader, hvor Amerikanerne selv véd, at Udlandet fører an, kan de bekvemme sig til at modtage ny Kulturtilløb udenifra. Det forbyder deres Ere dem. Nøjagtigt samme Tanke som den, der aabenbarer sig i Indvandringsforbudet, gør sig saaledes ogsaa gældende i de Forenede Staters Importtold paa Literatur og Kunst. Ifjor betalte Europa 625 Tusind Dollars for at faa Lov til at vise Amerikanerne moderne Kunst ― 2¼ Million Kroner betalte det. Saaledes mødes Kunsten hinsides Havet ― for ikke at tale om det end grummere Toldpres paa moderne Literatur. Paa samme Tid som Amerikas Skatkammer er overfyldt af Penge, som man faktisk ikke begriber, hvor man skal gøre af, er Indførsel af fremmed Kunst, moderne Kunst belagt med 35 pCt. Told. Dette sker i samme Øjeblik som Amerikas Kultur dør, sagte og sikkert, sagte og sikkert, af Alderdom. Hvor kunde da Walt Whitman gaa fri, naar han skrev en Bog, som indeholdt ét menneskeligt Ord om én menneskelig Forteelse! Hvor kunde saa Welles ustraffet skrive europæisk paavirkede Vers! Det er betegnende, at den amerikanske Toldlov dog har to Undtagelser i sine Bestemmelser angaaende Kunst. Den første ― det er betegnende ― er af patriotisk Art: de i Udlandet bosatte amerikanske<noinclude><references/></noinclude> hljuwmj7vnerynkp9mnuwdc11omkw20 104 145540 339598 337880 2026-10-12T18:59:15Z Øystein Tvede 3938 339598 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>var ubekendt med denne Skik under mit første Ophold i Amerika, og da jeg engang ― meget uventet og meget ufortjent forresten ― fik en Guldpen som Gave, blev det opfattet som om jeg slet ikke brød mig om den Guldpen, bare fordi jeg ikke spurgte Giveren, hvad den havde kostet ham. Der er virkelig ikke Ende paa de Ting, hvis Værdi Amerikaneren ansætter med Tal. Men paa den anden Side er der i Amerika næsten ingen Begyndelse paa de Ting, som {{sp|ikk|e}} kan værdsættes med Tal; der er saa godt som ingen ny Begyndelser i deres {{sp|Aandsli|v}}. Og hvor kan Yankeerne være et moderne Kulturfolk, naar de end ikke paa Omraader, hvor de selv véd, at fremmede Folk er foran dem, kan bekvemme sig til at modtage Vejledning? Det forbyder deres Begreber om Fædrelandskærlighed. Patriotismen paa Blikfløjter har gennemsyret deres Forestillinger allerede fra Barn af og gjort en berettiget national Selvfølelse til et uberettiget nationalt Overmod, som ingen og intet kan knække. I Amerika er det dog til syvende og sidst det materielle Opsving, Landet har taget, som repræsenterer Folkets Kulturstand, intet andet. Hverken dets Kunst, Literatur, Retspleje, Videnskab, Politik eller religiøse Kultus er af en saadan Fremskredenhed, at dets Modpres paa fremmede<noinclude><references/></noinclude> 9xlcag2wx7pp8s2sgi07mdgf7ca640o 104 145551 339592 337900 2026-10-12T18:55:22Z Øystein Tvede 3938 339592 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>{{c|LITERATUREN.}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{sp|I. JOURNALISTIK.}}}} {{Stor initial|H}}ar den amerikanske Kunst og Literatur Raad til at leve under dette Toldtryk paa udenlandsk Kunst og Literatur? Kan den uden Skade undvære Udlandets kunstneriske Paavirkning? Hvis Amerika var et gammelt Samfund, som havde sin store Historie og sin kunstneriske Fortid bag sig, var det et Land med Ahner at falde tilbage paa, saa vilde denne Restriktion være. formelt begrundet, om ikke berettiget. Men man maa huske, at Amerika er et Nybyggersamfund, som staar i sin første Vorden, og som ikke paa et eneste Kunstomraade endnu har dannet sin egen Skole. Amerikanerne er Forretningsfolk, men ikke Kunstnere Undtagelserne naturligvis forbeholdne. Kunst kræver de Betaling forat sé<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> quvh6j2j4a997283b5tcl205nvw1n9k 104 145558 339593 337907 2026-10-12T18:55:59Z Øystein Tvede 3938 339593 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Om {{sp|Modjèwsk|a}} har optraadt paa Byens ''Grand'', om {{sp|Mente|r}} har spillet i Operaen, om {{sp|Lind|e}} har holdt en Oplæsning, saa er dette i Amerika ganske ude af alles Interesse Dagen efter at det er skét, og nævner Morgenaviserne disse Ting, saa er det væsentligt forat give en Beskrivelse af Kunstnerindernes Dragter og Haarfrisur, angive Antallet af Ringe paa deres Hænder. Antallet af Fremkaldelser, anslaa i en rund Sum Prisen paa deres Smykker; søg ikke efter en Fremstilling af deres Kunst, en Gengivelse af deres Spil, en udarbejdet Kritik, et Ord af Aand, det findes ikke i Aviserne. Hvem skulde denne Kritik skrives for? Og hvem skulde skrive den? Journalisterne er uddannede af Avissælgerne, der igen er opdragne af den aviskøbende Mængde, og den aviskøbende Mængde er Folk, som ikke interesserer sig for Kunst. Det er Forretningsmænd, som nyder deres Avis i Sporvognen, naar de om Morgenen kører paa Arbejde, eller det er Forretningsmænds Hustruer og Døttre, som selv overvar Forestillingen og derfor saa Modjèwskas Haarfrisur med egne Øjne. Nej, byd dem den blodige Lemlæstelse af et Lig, som er fundet i et Portrum, byd dem den vilde Hasard paa Børsen, den store Strike, det sidste Ægteskabsdrama, det forstaar deres Hjerner, det taler til deres Sind<noinclude><references/></noinclude> 2k9tfigdf6q4hocxgtix7jf2zv1ny3l 104 145565 339594 337916 2026-10-12T18:56:37Z Øystein Tvede 3938 339594 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>fra Amerikas Østen og Vesten, smaa Afhandlinger om Alting, Øjebliksprodukter. Jeg har de sidstankomne amerikanske Dagblade ved Haanden, jeg vælger ikke, jeg tager et Numer i Flæng, det indeholder følgende: Arresteret Rømling ― Ildebranden igaar Aftes ― Lynchjustits ― Indvandringens Følger ― Det kanadiske Fiskerispørgsmaal ― Stort Slagsmaal ― Skatkammerets Beholdning ― Børsen ― Nordvestens Mening ― Sydens Mening ― Sidste Nyt ― Besøgt af Tyve ― Fra Højesteret ― Slaaet tildøde ― Det eneste Middel (om en Patentmedicin) ― Stjaalne Blyrør ― Berøvet 1000 Dollars ― Nævekæmperne Killen og McCaffrey i ''Comique'' ― Hvidt Slaveri i Texas ― Kapgangen igaar ― Sport ― Var det et Knivstik ― Minnesota ― Dakota ― Michigan ― Andre Steder fra ― Pludselig Død ― Civiltjenesten ― Rejsende Folk ― En Begravelse i Winona ― Jernbaneforhold ― Jernbanefolks Forhold ― Fra Underretten ― Bestjaalet for 8 Tusind ― G. A. R. (''Grand Army of the Republic'') ― Senator Quays Sagsanlæg ― Kvindebandel i Central Afrika ― Hveden falder ― En Rivals sorte Daad ― New York Marked ― Chicago Marked ― En Neger gaaet baglænds ind i Evigheden ― Hvorfor hun var en Heltinde ― Forsvunden Bankbetjent ― Præsternes Overenskomst<noinclude><references/></noinclude> s7pga9np7tg5n8ynrkahey81n98n292 0 145571 339586 337923 2026-10-12T18:47:28Z Øystein Tvede 3938 339586 wikitext text/x-wiki <pages index="Fra det moderne Amerikas Aandsliv (1889).djvu" from=58 to=69 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> c167i59vp6nfzngkx9p644lxvjd15zc 104 145596 339584 339559 2026-10-12T18:46:41Z Øystein Tvede 3938 339584 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>― jeg gør det igen. Han er ikke Digter, ikke Spor; men han er den amerikanske Literaturs vittigste Hoved, en forslagen Spasmager, som faar Folk til at lé, mens han selv sidder og hulker; han er Pessimist, Humorist og Satiriker. Man maa have levet med i det amerikanske Liv en Tid for rigtig at forstaa alle hans Spidser; de er utallige. Af andre Skribenter drister jeg mig ikke til at undtage hele Forfattere, men et Kapitel hos én, et Vers hos en anden. Kun et Par af Amerikas literære Mænd, hvis Navne er blevne temmelig bekendte herhjemme, maa kortelig omtales i forbigaaende. <section end="1"/> <section begin="2"/>I 1885 udkom i Boston en Bog, som frembragte et Brev fra Emerson, en ''Reprint''-Udgave i London og en Afhandling af Rudolf Schmidt. Bogen hedte ''Leaves of grass'' (Græsblade) og Forfatteren {{sp|Walt Whitma|n}}. Da denne Bog udkom var Whitman 36 Aar. Forfatteren kalder selv dette Arbejde Sange, Rudolf Schmidt kalder det ogsaa Sange; Emerson derimod har aabenbart med sin yderst svage Systemsands ikke kunnet hitte paa nogen Betegnelse for dette Arbejde. Det er da i Virkeligheden heller ikke Sange, ikke mér end Multiplikationstabellen <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 52jt8rca9vwzmh5oqn9gyiavww6h73v 104 145597 339587 339542 2026-10-12T18:51:40Z Øystein Tvede 3938 339587 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>er en Sang; det er affattet i skær Prosaform, uden nogensomhelst Metrik og uden Rim; det eneste som gør, at det minder om Vers er, at én Linje kan have et, to, tre Ord, den næste otte og tyve, fem og tredive, bogstavelig indtil tre og firti Ord. Forfatteren kalder sig selv en „Verdenskendsgærning“, Rudolf Schmidt kalder ham ogsaa en „“Verdenskendsgærning“; jeg derimod, som i Grunden. meget vanskelig kan forbinde noget med et Begreb saa udsøgt omfattende, saa det for den Skyld lige saa godt kunde være Kosmos eller Rummet eller Altet, ― jeg vil i al Beskedenhed og simpelthen kalde Walt Whitman en {{sp|Vil|d}}. Han er en Naturlyd i et ndyrket Urland. Der er noget indiansk baade i hans Sprog og i hans Følelsessæt, det er derfor ogsaa fortrinsvis Havet, Luften, Jorden, Træerne, Græsset, Bjærgene, Floderne, i ét Ord Naturelementerne, han besynger. Han kalder altid Long Island, som er hans Fødested, ved sit indianske Navn ''Paumanok''; Majsen giver han stadig dens oprindelige indianske Benævnelse {{sp|Maiz|e}}, istedet for det engelske ''Corn''; atter og atter omdøber han amerikanske Steder, endog hele Stater, med indianske Navne; der er i hans Digte hele Vers med amerikanske Urnavne. Han føler sig i den Grad betagen af<noinclude><references/></noinclude> ef8pruvhujot82lmo1r27mgq1zpku5c 104 145600 339588 339546 2026-10-12T18:52:27Z Øystein Tvede 3938 339588 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Det kan godt betyde en Fødselsdagslykønskning lige saa snart som en Paaskehymne. Det kan ogsaa lige saa godt være et Digt som et Reguladetristykke. Men i det længste vil man vægre sig for at tro, at Forfatteren med denne Primstavpoesi har villet synge, at vistnok er han Patriot, men tillige ganske oprørsk af sig ogsaa. O'Connor siger, at man maa have sét Whitman, forat kunne forstaa hans Bog; Bucke og Conway og Rhys siger ogsaa, at man maa have sét ham, forat kunne forstaa hans Bog. Da forekommer det dog mig, at det Indtryk af drømmerisk Vildhed, man faar ved Læsningen af ''Leaves of grass'', snarere styrkes end svækkes ved at tage dens Forfatter i Øjesyn. Han er alligevel det sidste begavede Eksemplar af et moderne Menneske, der er født Vild: For tredive―firti Aar siden kunde Folk i New York, Boston, New Orleans og senere i Washington møde paa Gaden en Mand af en sjeldent kraftig Bygning, en stor, rolig Mand, noget grovlemmet, altid klædt paa en skødesløs Maade, mindende om en Mekaniker, eller en Sjømand, eller en stor Arbejder af en eller anden Sort. Han gik næsten altid uden Frakke, ofte uden Hat; i varmt Vejr holdt han sig helst paa Solsiden af Gaden og lod Solen stege sit store<noinclude><references/></noinclude> bt0kgy4ynroq7bu7o8wak6wam38dmon 104 145606 339589 339563 2026-10-12T18:53:32Z Øystein Tvede 3938 339589 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>beruses af disse begejstrede Ordtabeller, man lammes, trykkes til Jorden i dump Haabløshed; deres evige, ndmattende Monotoni angriber tilsidst Læserens Forstand. Ved sidste Digt kan man ikke tælle til fire. Man staar virkelig foran en Forfatter, der forstuver almindelige Menneskers hele Tankegang. Blot han gaar paa en Vej, ''(Song on the open road)'', føler han sig betagen af Henrykkelse ved den Vej, „den er ham mér værd end et Digt“, og efterhvert som han vandrer frem paa selvsamme, mérbemældte Vej, finder han den ene „guddommelige Ting vel indpakket“ efter den anden. Han er som et Ørkenmenneske, der vaagner en Morgen i Oasen og falder i Staver over at sé Græs. „Jeg sværger Jær til“, udbryder han, stadig med Anbelangende til tidtnævnte, megetomtalte Alfarvej, „der er guddommelige Ting mér skønne end Ord kan udsige!“ Og han udsiger det da heller ikke, han gør ikke Læseren klogere. ― Selv med Forfatterens eget Billede levende for Øje, er altsaa ''Leaves of grass'' lige „usigelig“ dunkel for den arme Læser, som Bogen er det uden Billedet. Det er maaske ogsaa højst tvivlsomt, at man vilde forstaa Digtene bedre, om man endog kendte Forfatteren ud og ind. I det højeste kunde han personlig forklare, hvad han har ment med sine forskellige Tabeller; disse blir dog derfor<noinclude><references/></noinclude> 7o6a7btd6xrsw6imxk48pnlv2go9kae 104 145609 339590 339566 2026-10-12T18:54:01Z Øystein Tvede 3938 339590 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>afskediget fra sin Plads i Indredepartementet og senere tagen tilbage; i 1873 døde hans Moder, hvorved der samtidig efter hans eget Udsagn døde noget i ham selv. Dette er hans Livs Eventyr i Omrids. Af Arbejder foruden ''Leaves of grass'' har han skrevet og udgivet nogle faa Ting, hvoriblandt ''Specimen days and collect'' og ''Democratic vistas'', der imidlertid ikke i nogen Henséende har befæstet hans literaturhistoriske Stilling. Naar man nævner Whitmans Navn, saa er det i Forbindelse med „Græsbladene“; hans Essays læses ikke og er tildels ulæselige. Var han bleven født i et Kulturland og intelligent opdragen, vilde han maaske blevet en liden Wagner; hans Nerver er ømtaalige og hans Gemyt musikalsk; men født i Amerika, denne Afegn af Verden, hvor kun alt brøler Hurra, og hvor Folks eneste anerkendte Talent er Omsætningstalentet, maatte han blive en Forbytting, en Mellemting af Urvæsen og Nutidsmenneske. „I vort Land“, siger den amerikanske Forfatter {{sp|Nathaniel Hawthorn|e}}, „er der ingen Skygge, ingen Fred, ingen Mysterier, ingen Idealitet, ingen Ælde; men Poesi og Vedbend, Murplanter og Stenroser trænger Ruiner forat trives.“ Til den oprindelige Primitivitet, som var Whitmans Natur medfødt, kommer hans Forkærlighed for mér eller mindre<noinclude><references/></noinclude> f35qj0gs874n4la6mdaequgsle0pb2r 104 145613 339570 2026-10-12T15:35:24Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339570 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> „Gennem den vide Dør af en fredsommelig Lade paa Landet en solbeskinnet Græsmark med Kvæg og Heste paa og Taage og Udsigt, og den fjærne Horisont glidende bort.“ Ende! Dette er hans Bondegaardsbillede. Lade, Land, Græsmark, Kvæg, Heste, Taage, Udsigt, Horisont. At Døren er vid og Laden aldeles beundringsværdig fredsommelig af sig, at Landet er solbeskinnet paa samme Tid som der er Taage, og Taage paa samme Tid som der er Udsigt, samt at endelig Horisonten glider Fan ivold, dét er dog en „Beskrivelse“, som efter Aar og Dag {{sp|ka|n}} gaa en Læser af Mindet! ― Whitmans ubegribelige Najvitet forlokker ham til i Trykken at befordre denne Poesi; hans Najvitet forleder ham endog til at tro, at han her bringer en ny og saare savnet Art af Digtning; i mangfoldige af sine Digte kommer han tilbage hertil. „Luk ikke dine Døre for mig, stolte Bibliotek“, udbryder han et Sted; „ti hvad du trænger mest paa alle dine velfyldte Hylder og dog mangler, det bringer jeg.“ Der er ikke Tvivl i hans Sjæl paa hans synderlige Forfattermissjon. Saa frisk og elskværdig er dog denne gode Mands Najvitet, saa oprindelig og vildmandsnaturlig, at den aldrig gør Indtryk af Indbildskhed.<noinclude><references/></noinclude> t74b1t3r9ca8cypaf0z1yi4ynpq5i9h 104 145614 339571 2026-10-12T15:39:50Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339571 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Selv paa Steder, hvor den er tykkest udtrykt og mindst motiveret, har man ikke Følelsen af at staa foran en forfængelig Person. Han er et godt Menneske, denne Mand; man føler sig ligesom omarmet af ham, mens han synger sine Hus- geraadstekster. I Digtet ''By blue Ontario shore'' tager han sig for at synge en Sang, der kommer fra Amerikas Sjæl“, som iligemaade skal være „en Sejrens Glædessang“, item en Sang om „Demokratiets Fødselsvéer“. Efterat have tumlet i 14 svære Vers med denne noget sammensatte Opgave, efterat have ransaget for ni og nitiende Gang Missouri, Nebraska og Kansas“, derpaa „Chicago, Kanada og Arkansas“, stejler han pludselig og stander stille. Han er endelig kommet til et Resultat, han dypper sin Pen og skriver saalunde: <poem> {{liten|„Jeg sværger, jeg begynder at forstaa Meningen af disse Ting, Det er ikke Jorden, det er ikke Amerika, som er saa stor, Det er mig, som er saa stor, eller skal blive stor {{{. . .}}“ Tilsidst siger han rent ud, at Amerika, det er ham: „Amerika, isoleret og dog omfattende alle, hvad er det tilsidst andet end mig selv? Disse Stater, hvad er det andet end mig selv?“}} </poem><noinclude><references/></noinclude> ogujol2q68l8pqza2t0b83g2tubz41t 339572 339571 2026-10-12T15:40:09Z Øystein Tvede 3938 339572 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Selv paa Steder, hvor den er tykkest udtrykt og mindst motiveret, har man ikke Følelsen af at staa foran en forfængelig Person. Han er et godt Menneske, denne Mand; man føler sig ligesom omarmet af ham, mens han synger sine Hus- geraadstekster. I Digtet ''By blue Ontario shore'' tager han sig for at synge en Sang, der kommer fra Amerikas Sjæl“, som iligemaade skal være „en Sejrens Glædessang“, item en Sang om „Demokratiets Fødselsvéer“. Efterat have tumlet i 14 svære Vers med denne noget sammensatte Opgave, efterat have ransaget for ni og nitiende Gang Missouri, Nebraska og Kansas“, derpaa „Chicago, Kanada og Arkansas“, stejler han pludselig og stander stille. Han er endelig kommet til et Resultat, han dypper sin Pen og skriver saalunde: <poem> {{liten|„Jeg sværger, jeg begynder at forstaa Meningen af disse Ting, Det er ikke Jorden, det er ikke Amerika, som er saa stor, Det er mig, som er saa stor, eller skal blive stor {{. . .}}“ Tilsidst siger han rent ud, at Amerika, det er ham: „Amerika, isoleret og dog omfattende alle, hvad er det tilsidst andet end mig selv? Disse Stater, hvad er det andet end mig selv?“}} </poem><noinclude><references/></noinclude> k2phukcdj97hyt4bbebtckhratxda2h 339573 339572 2026-10-12T15:40:34Z Øystein Tvede 3938 339573 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Selv paa Steder, hvor den er tykkest udtrykt og mindst motiveret, har man ikke Følelsen af at staa foran en forfængelig Person. Han er et godt Menneske, denne Mand; man føler sig ligesom omarmet af ham, mens han synger sine Hus- geraadstekster. I Digtet ''By blue Ontario shore'' tager han sig for at synge en Sang, der kommer fra Amerikas Sjæl“, som iligemaade skal være „en Sejrens Glædessang“, item en Sang om „Demokratiets Fødselsvéer“. Efterat have tumlet i 14 svære Vers med denne noget sammensatte Opgave, efterat have ransaget for ni og nitiende Gang Missouri, Nebraska og Kansas“, derpaa „Chicago, Kanada og Arkansas“, stejler han pludselig og stander stille. Han er endelig kommet til et Resultat, han dypper sin Pen og skriver saalunde: <poem> {{liten|„Jeg sværger, jeg begynder at forstaa Meningen af disse Ting, Det er ikke Jorden, det er ikke Amerika, som er saa stor, Det er mig, som er saa stor, eller skal blive stor {{. . .}}“ Tilsidst siger han rent ud, at Amerika, det er ham: „Amerika, isoleret og dog omfattende alle, hvad er det tilsidst andet end mig selv? Disse Stater, hvad er det andet end mig selv?“}} </poem><noinclude><references/></noinclude> c2t2yrzyfrph2b53rgs0qh3fz3o3efb 339591 339573 2026-10-12T18:54:29Z Øystein Tvede 3938 339591 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Selv paa Steder, hvor den er tykkest udtrykt og mindst motiveret, har man ikke Følelsen af at staa foran en forfængelig Person. Han er et godt Menneske, denne Mand; man føler sig ligesom omarmet af ham, mens han synger sine Husgeraadstekster. I Digtet ''By blue Ontario shore'' tager han sig for at synge en Sang, der kommer fra Amerikas Sjæl“, som iligemaade skal være „en Sejrens Glædessang“, item en Sang om „Demokratiets Fødselsvéer“. Efterat have tumlet i 14 svære Vers med denne noget sammensatte Opgave, efterat have ransaget for ni og nitiende Gang Missouri, Nebraska og Kansas“, derpaa „Chicago, Kanada og Arkansas“, stejler han pludselig og stander stille. Han er endelig kommet til et Resultat, han dypper sin Pen og skriver saalunde: <poem> {{liten|„Jeg sværger, jeg begynder at forstaa Meningen af disse Ting, Det er ikke Jorden, det er ikke Amerika, som er saa stor, Det er mig, som er saa stor, eller skal blive stor {{. . .}}“ Tilsidst siger han rent ud, at Amerika, det er ham: „Amerika, isoleret og dog omfattende alle, hvad er det tilsidst andet end mig selv? Disse Stater, hvad er det andet end mig selv?“}} </poem><noinclude><references/></noinclude> qrlt1swsgaw3g7fyek8dacnhkitnat3 104 145615 339574 2026-10-12T15:47:20Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339574 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Og end ikke her gør han Indtryk af nogen hovmodig Selvfølelse; det er bare Najvitet, en Vilds stejlende Najvitet. Blandt de Digte, som Whitman har slaaet sammen under Fællestitlen ''Calamus'', findes de bedste i hans Bog. Her, hvor han synger om {{sp|Kærligheden til Menneske|r}}, banker han paa Strænge i sit gode, hjærtevarme Bryst, som nu og da giver Genklang i andres. Ved „Fællers Kærlighed vil han fornye sit korrupte amerikanske Demokrati: ved den vil han gøre Kontinentet uadskilleligt“, „bygge Byer, der har Armene om hinandens Nakker“, „frembringe den herligste Menneskerace, Solen nogensinde har skinnet paa“, „plante Fostbroderskaber saa tæt som Træer langsad alle Floderne“, "danne fast guddommelige, hinanden tiltrækkende Lande.“ Der falder enkelte vinholdige Ord i disse Digte; de fremtræder derfor som de sjeldne Undtagelser i hans Bog. Hans primitivt-tøjlesløse Følelsesliv er her udtrykt i et nogenlunde civiliseret Engelsk, der saaledes er forstaaeligt ogsaa for hans Landsmænd. I et Digt betitlet ''Sometimes with one I love'', er han endog saa paafaldende klar, at man forbauset tænker sig disse Par-tre Linjer skrevne af hans Moder eller af et andet forstandigt Menneske:<noinclude><references/></noinclude> 0bmewh8oxzon257z48j4ts3kqqgdtqn 339575 339574 2026-10-12T15:48:01Z Øystein Tvede 3938 339575 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Og end ikke her gør han Indtryk af nogen hovmodig Selvfølelse; det er bare Najvitet, en Vilds stejlende Najvitet. Blandt de Digte, som Whitman har slaaet sammen under Fællestitlen ''Calamus'', findes de bedste i hans Bog. Her, hvor han synger om {{sp|Kærligheden til Menneske|r}}, banker han paa Strænge i sit gode, hjærtevarme Bryst, som nu og da giver Genklang i andres. Ved „Fællers Kærlighed vil han fornye sit korrupte amerikanske Demokrati: ved den vil han gøre Kontinentet uadskilleligt“, „bygge Byer, der har Armene om hinandens Nakker“, „frembringe den herligste Menneskerace, Solen nogensinde har skinnet paa“, „plante Fostbroderskaber saa tæt som Træer langsad alle Floderne“, „danne fast guddommelige, hinanden tiltrækkende Lande.“ Der falder enkelte vinholdige Ord i disse Digte; de fremtræder derfor som de sjeldne Undtagelser i hans Bog. Hans primitivt-tøjlesløse Følelsesliv er her udtrykt i et nogenlunde civiliseret Engelsk, der saaledes er forstaaeligt ogsaa for hans Landsmænd. I et Digt betitlet ''Sometimes with one I love'', er han endog saa paafaldende klar, at man forbauset tænker sig disse Par-tre Linjer skrevne af hans Moder eller af et andet forstandigt Menneske:<noinclude><references/></noinclude> g3hgl4agigwy3jm9t1ravgx5dhsm7mz 104 145616 339576 2026-10-12T18:31:46Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339576 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> <poem> {{liten|„Overfor En, jeg elsker, fyldes jeg stundom med Raseri af Frygt for at spilde ugengældt Kærlighed, Men nu tror jeg ikke, at der er nogen ugengældt Kærlighed, Belønningen kommer sikkert paa en eller anden Maade. (Jeg elsked en vis Person brændende, og min Kærlighed blev ikke gengældt, Men ud af dét har jeg skrevet disse Sange.)“}} </poem> Her kan man dog ― naar man bl. a. oversér Forfatterens Brud paa Tidsforholdet i første og anden Strofe ― træffe en forstaaelig Tanke udtalt i et læseligt Sprog ― rigtignok et Sprog, der som Lyrik betragtet er noget juridisk. Men længe kan han ikke dy sig; nogle Vers længere frem er han igen den ubegribelige Vilde. I ét Digt antyder han i fuldt Alvor, at han er personlig tilstede hos hver enkelt Læser af sin Bog ― „vær ikke for sikker paa, at jeg ikke er tilstede hos dig nu“, advarer han ―, i det næste Digt henfalder han i svar Tvivlraadighed angaaende Walt Whitmans Skygge: <poem> „Min Skygge {{. . .|4}} Hvor ofte finder jeg ikke mig selv staaende og iagttage, hvor den flyr hen, Hvor ofte spørger jeg ikke om og tvivler paa, at den virkelig er mig selv! {{. . .}}“ </poem><noinclude><references/></noinclude> fmj9qegqxbq9tgm31xevaqob1mn8hdq 339577 339576 2026-10-12T18:32:27Z Øystein Tvede 3938 339577 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> <poem> {{liten|„Overfor En, jeg elsker, fyldes jeg stundom med Raseri af Frygt for at spilde ugengældt Kærlighed, Men nu tror jeg ikke, at der er nogen ugengældt Kærlighed, Belønningen kommer sikkert paa en eller anden Maade. (Jeg elsked en vis Person brændende, og min Kærlighed blev ikke gengældt, Men ud af dét har jeg skrevet disse Sange.)“}} </poem> Her kan man dog ― naar man bl. a. oversér Forfatterens Brud paa Tidsforholdet i første og anden Strofe ― træffe en forstaaelig Tanke udtalt i et læseligt Sprog ― rigtignok et Sprog, der som Lyrik betragtet er noget juridisk. Men længe kan han ikke dy sig; nogle Vers længere frem er han igen den ubegribelige Vilde. I ét Digt antyder han i fuldt Alvor, at han er personlig tilstede hos hver enkelt Læser af sin Bog ― „vær ikke for sikker paa, at jeg ikke er tilstede hos dig nu“, advarer han ―, i det næste Digt henfalder han i svar Tvivlraadighed angaaende Walt Whitmans Skygge: <poem> {{liten|„Min Skygge {{. . .|4}} Hvor ofte finder jeg ikke mig selv staaende og iagttage, hvor den flyr hen, Hvor ofte spørger jeg ikke om og tvivler paa, at den virkelig er mig selv! {{. . .}}“}} </poem><noinclude><references/></noinclude> 88kh29xb42ju3obspyfhac6ma6enjhw 104 145617 339578 2026-10-12T18:35:33Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339578 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Det forekommer mig, at denne Tvivl ikke er helt uberettiget, aldenstund man er begavet med en Skygge, som har det med at fly, mens man selv staar stille og iagttager den. Whitman er det gemytsrige Menneske, en Naturbegavelse, som er født for sent. I „Sange paa Alfarvejen“ viser han maaske tydeligst, hvilket ejegodt Hjærtelag, han har, blandet med alt det najve i hans Forestillinger. Var disse Vers skrevne paa en lidt rimeligere Maade, vilde flere af dem være Poesi; anderledes er det nu, naar Forfatteren stadig væk vanskeliggør Forstaaelsen af sine Digte paa Grund af det uhyre Ordapparat, han bruger. Han kan ikke sige en Ting enkelt og rammende, han er ude af Stand til at {{sp|betegn|e}}. Han siger en Ting fem Gange og altid paa samme storslagne, men betegnelsesløse Vis. Han hersker ikke over sit Stof, han lader Stoffet beherske sig; det viser sig for ham i Kolosformer, det dynger sig op og overvælder ham. I alle disse Sange paa Alfarvejen er hans Hjærte varmere end hans Hjerne er kold; han kan derfor hverken skildre eller besynge, han kan bare juble ― juble i vilden Sky over intet og Alverdens Ting. Man føler et Hjærte slaa heftigt imod sig fra disse Blade, men man leder forgæves efter en rimelig Grund til, at dette Hjærte er bleven saa stærkt bevæget. At en Alfarvej blot<noinclude><references/></noinclude> 1pd6zt01levfeylthnd6q573ifhe75a 104 145618 339579 2026-10-12T18:41:18Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339579 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>som saadan kan formaa at faa et Hjærte til at banke, fatter man ikke. Whitman beruser den, han siger rent ud, med Brystet gyngende af Henrykkelse: „Jeg kunde standse her paa Stedet og gøre Mirakler“. ― Hvor hans gode, glade Hjærte leder ham vild! ― „Jeg tror, jeg skal synes om. alt, jeg møder paa min Vej“, synger han, „og hvemsomhelst, der betragter mig, skal synes om mig; jeg tror, at hvemsomhelst, der sér mig, skal blive lykkelig,“ Han føjer til i sit underlige, urigtige Sprog: „Hvo, der fornægter mig, det skal ikke besvære mig, hvo der modtager mig, han eller hun skal blive velsignet og skal velsigne mig.“ Han er indtrængende, indtrængende god. Undertiden forbauser hans store Godhed endog ham selv, saaat denne najve Sjæl gaar hen og synger: „Jeg er større og bedre end jeg troed, jeg var; jeg vidste ikke, at jeg havde saa megen Godhed.“ Han er rigere Menneske end talentfuld Digter. Walt Whitman kan jo ikke skrive. Men han kan føle. Han lever et Sindsliv. Havde han ikke faaet det Brev fra Emerson, var hans Bog falden lydløst til Jorden ― hvad den fortjente. {{sp|Ralph Waldo Emerso|n}} er Amerikas betydeligste Tænker, fineste Estetiker og ejendom-<noinclude><references/></noinclude> bq1kwwoiu063re0jqntf19xeui9hjfk 339583 339579 2026-10-12T18:44:43Z Øystein Tvede 3938 339583 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>som saadan kan formaa at faa et Hjærte til at banke, fatter man ikke. Whitman beruser den, han siger rent ud, med Brystet gyngende af Henrykkelse: „Jeg kunde standse her paa Stedet og gøre Mirakler“. ― Hvor hans gode, glade Hjærte leder ham vild! ― „Jeg tror, jeg skal synes om. alt, jeg møder paa min Vej“, synger han, „og hvemsomhelst, der betragter mig, skal synes om mig; jeg tror, at hvemsomhelst, der sér mig, skal blive lykkelig,“ Han føjer til i sit underlige, urigtige Sprog: „Hvo, der fornægter mig, det skal ikke besvære mig, hvo der modtager mig, han eller hun skal blive velsignet og skal velsigne mig.“ Han er indtrængende, indtrængende god. Undertiden forbauser hans store Godhed endog ham selv, saaat denne najve Sjæl gaar hen og synger: „Jeg er større og bedre end jeg troed, jeg var; jeg vidste ikke, at jeg havde saa megen Godhed.“ Han er rigere Menneske end talentfuld Digter. Walt Whitman kan jo ikke skrive. Men han kan føle. Han lever et Sindsliv. Havde han ikke faaet det Brev fra Emerson, var hans Bog falden lydløst til Jorden ― hvad den fortjente. <section end="1"/> <section begin="2"/>{{sp|Ralph Waldo Emerso|n}} er Amerikas betydeligste Tænker, fineste Estetiker og ejendom- <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> dolktpzy5v0lu60g7082fd2sy58xhgt 339697 339583 2026-10-13T11:08:52Z Øystein Tvede 3938 339697 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>som saadan kan formaa at faa et Hjærte til at banke, fatter man ikke. Whitman beruser den, han siger rent ud, med Brystet gyngende af Henrykkelse: „Jeg kunde standse her paa Stedet og gøre Mirakler“. ― Hvor hans gode, glade Hjærte leder ham vild! ― „Jeg tror, jeg skal synes om. alt, jeg møder paa min Vej“, synger han, „og hvemsomhelst, der betragter mig, skal synes om mig; jeg tror, at hvemsomhelst, der sér mig, skal blive lykkelig,“ Han føjer til i sit underlige, urigtige Sprog: „Hvo, der fornægter mig, det skal ikke besvære mig, hvo der modtager mig, han eller hun skal blive velsignet og skal velsigne mig.“ Han er indtrængende, indtrængende god. Undertiden forbauser hans store Godhed endog ham selv, saaat denne najve Sjæl gaar hen og synger: „Jeg er større og bedre end jeg troed, jeg var; jeg vidste ikke, at jeg havde saa megen Godhed.“ Han er rigere Menneske end talentfuld Digter. Walt Whitman kan jo ikke skrive. Men han kan føle. Han lever et Sindsliv. Havde han ikke faaet det Brev fra Emerson, var hans Bog falden lydløst til Jorden ― hvad den fortjente. <section end="1"/> <section begin="2"/>{{sp|Ralph Waldo Emerso|n}} er Amerikas betydeligste Tænker, fineste Estetiker og ejendom-<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> iawfza24fbckjmzpbzrupuou23pzhhp 0 145619 339582 2026-10-12T18:44:00Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Fra det moderne Amerikas Aandsliv (1889).djvu" from=74 to=91 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 339582 wikitext text/x-wiki <pages index="Fra det moderne Amerikas Aandsliv (1889).djvu" from=74 to=91 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 6ugamusbl9p9zlsv2gayxqegk7oqcgb 339585 339582 2026-10-12T18:47:01Z Øystein Tvede 3938 339585 wikitext text/x-wiki <pages index="Fra det moderne Amerikas Aandsliv (1889).djvu" from=69 to=91 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> qxo1rw7tlf4qn3mhhj393ktpc5aymui 104 145620 339599 2026-10-12T19:23:09Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339599 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>meligste Skribent; dette vil imidlertid ikke sige det samme som at være den fornemste Tænker, Estetiker og Skribent i et af de store europæiske Lande. I mange Aar ― sin egen halve Levetid igennem ― var han sit Lands literære Smagsdommer, og dertil var visselig ingen nærmere end han; han var en omhyggeligt uddannet Mand, havde Læsning, havde rejst endel og havde sét Verden udenfor Amerika. Han er ingen universel Aand og intet Geni, han er et talentfuldt Menneske, hvis kraftigste og mest udviklede Evne er den meget intelligente Forstaaelse. Han har den Begavelse at kunne indtage. Saavel ved sit smukke Sprog, som næsten altid ved sin sympatiske Behandling af sine Emner, der rigtignok oftest er valgte i Kraft af hans egen Sympati, er han istand til at fængsle Mennesker; han formaar det hverken ved sin Originalitet eller ved sin Overlegenhed. Naar han har sét eller hørt en Ting, blir han netop saa meget greben af den Ting, at han kan skrive om den, og skrive godt. Alle de Emner, han har drøftet, er allesammen netop slige Emner, som en netop saaledes anlagt Natur, som Emersons, kunde blive paavirket af. Tre Verdensdeles Aandsretninger har stødt sammen i denne Mand, den mystiske, den æstetiske og den praktiske. Fra Asien har han sit religiøse Hang, fra Europa<noinclude><references/></noinclude> egtp6pbs8e9gkoy58iuy9vykbrwkt3j 104 145621 339600 2026-10-12T19:25:48Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339600 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Trangen til Intelligens, til Kunst og Skønhed, fra Fædrelandet har han den medfødte Arv af demokratisk Bornerthed og praktisk Yankeeforstand. Denne Blanding af Østens og Vestens Kulturer har dannet hans Sind og bestemt hans Liv. Fra Fødselen af er han Puritaner, hans Slægt er en engelsk Præsteslægt, hans Opdragelse var korrekt og moralsk, selv blev han Præst. Formeget paavirket af moderne Tænkning, og hensat midt inde i Verdens vildest pulserende Omsætningsliv, som han var, kunde han ikke godt optage al Asiens religiøse Mystik uden at fornægte sin Modernitet; han optog derfor blot saa meget, som hans praktiske Forstand ― tillod paa den anden Side stilled han ogsaa alle sine religiøse Libhaverier til- freds. Han trængte en Gud, og han tog en Gud, han havde ingen speciel Trang til et evigt Helvede, og han tog et forgængeligt Helvede ― kort sagt han blev denne ubegribelige Sammensætning af Kulsviertro og Halvradikalisme, som man kalder {{sp|Unita|r}}. Hans Fødsel, hans Opdragelse, hans Natur og hans Læsning gjorde ud af Emerson en „liberal“ Præst og et moralsk Menneske. Kristi Gud blev hans Gud, Goethes Mefistofiles hans Djævel og den saare platoniske Platon hans Filosof. Han blev et Fortids- og Nutidsmenneske i sjelden Grad. Den ulige Varme fra<noinclude><references/></noinclude> 1oyggrb268ehwcg8ads1jzk9tku4ylx 339696 339600 2026-10-13T11:08:24Z Øystein Tvede 3938 339696 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Trangen til Intelligens, til Kunst og Skønhed, fra Fædrelandet har han den medfødte Arv af demokratisk Bornerthed og praktisk Yankeeforstand. Denne Blanding af Østens og Vestens Kulturer har dannet hans Sind og bestemt hans Liv. Fra Fødselen af er han Puritaner, hans Slægt er en engelsk Præsteslægt, hans Opdragelse var korrekt og moralsk, selv blev han Præst. Formeget paavirket af moderne Tænkning, og hensat midt inde i Verdens vildest pulserende Omsætningsliv, som han var, kunde han ikke godt optage al Asiens religiøse Mystik uden at fornægte sin Modernitet; han optog derfor blot saa meget, som hans praktiske Forstand ― tillod paa den anden Side stilled han ogsaa alle sine religiøse Libhaverier tilfreds. Han trængte en Gud, og han tog en Gud, han havde ingen speciel Trang til et evigt Helvede, og han tog et forgængeligt Helvede ― kort sagt han blev denne ubegribelige Sammensætning af Kulsviertro og Halvradikalisme, som man kalder {{sp|Unita|r}}. Hans Fødsel, hans Opdragelse, hans Natur og hans Læsning gjorde ud af Emerson en „liberal“ Præst og et moralsk Menneske. Kristi Gud blev hans Gud, Goethes Mefistofiles hans Djævel og den saare platoniske Platon hans Filosof. Han blev et Fortids- og Nutidsmenneske i sjelden Grad. Den ulige Varme fra<noinclude><references/></noinclude> m2s47dr57fedk3ewzmusas9j8o9l4c8 104 145622 339601 2026-10-12T19:27:33Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339601 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>tre forskellige Himmelstrøg bor i hans Sind, og som Tropens Sol er hedest, er Asiens Tribut til Emersons Aand den dominerende. Han blev en {{sp|religiø|s}} Mand. Han er sjelden verdslig, sjeldnere fritalende, aldrig radikal; i hvad han end skriver er han religiøs eller i det mindste moralsk. Saaledes gaar det til, at denne begavede Amerikaner er Præst i en kristen Kirke og skriver filosofiske Afhandlinger i Fritiderne. Swedenborg, Bibelen, Schelling og Fichte, men først og sidst Platon har taget Bolig i denne Mands Hjærte og har dannet en i Amerika hidtil ukendt filosofisk Formel; han blev den alsidigst dannede Forfatter blandt Yankeerne; siden 1882 er hans Grav en af Amerikas historiske Seværdigheder. Hans Hovedværk er ''Representative men'' (1849), en liden Bog, langt mindre end denne er „hans bedste Bog“. Denne Bog er ogsaa hans mest bekendte, fin og elegant som den er i Sproget, affattet i Smaastykker, systemløs, fyldt af Modsigelser, af- vekslende indtrængende og overfladisk, overalt interessant. Af andre Arbejder har Emerson skre- vet en Flerhed af Afhandlinger i Blade og Maga- siner, sig selv lig overalt, altid intelligent, stadig opererende halvt med Moral og halvt med Kritik; han drev det aldrig videre end i ''Representative'' men, men stod endog i sine sidste Prækener om-<noinclude><references/></noinclude> sq2beq4k14h8ai4yl4pbb5e4cfx2e1l 339602 339601 2026-10-12T19:28:08Z Øystein Tvede 3938 339602 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>tre forskellige Himmelstrøg bor i hans Sind, og som Tropens Sol er hedest, er Asiens Tribut til Emersons Aand den dominerende. Han blev en {{sp|religiø|s}} Mand. Han er sjelden verdslig, sjeldnere fritalende, aldrig radikal; i hvad han end skriver er han religiøs eller i det mindste moralsk. Saaledes gaar det til, at denne begavede Amerikaner er Præst i en kristen Kirke og skriver filosofiske Afhandlinger i Fritiderne. Swedenborg, Bibelen, Schelling og Fichte, men først og sidst Platon har taget Bolig i denne Mands Hjærte og har dannet en i Amerika hidtil ukendt filosofisk Formel; han blev den alsidigst dannede Forfatter blandt Yankeerne; siden 1882 er hans Grav en af Amerikas historiske Seværdigheder. Hans Hovedværk er ''Representative men'' (1849), en liden Bog, langt mindre end denne er „hans bedste Bog“. Denne Bog er ogsaa hans mest bekendte, fin og elegant som den er i Sproget, affattet i Smaastykker, systemløs, fyldt af Modsigelser, af- vekslende indtrængende og overfladisk, overalt interessant. Af andre Arbejder har Emerson skre- vet en Flerhed af Afhandlinger i Blade og Maga- siner, sig selv lig overalt, altid intelligent, stadig opererende halvt med Moral og halvt med Kritik; han drev det aldrig videre end i ''Representative men'', men stod endog i sine sidste Prækener om-<noinclude><references/></noinclude> cxsatvqphvhhhikw0m95gn08ttb21jh 339698 339602 2026-10-13T11:09:26Z Øystein Tvede 3938 339698 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>tre forskellige Himmelstrøg bor i hans Sind, og som Tropens Sol er hedest, er Asiens Tribut til Emersons Aand den dominerende. Han blev en {{sp|religiø|s}} Mand. Han er sjelden verdslig, sjeldnere fritalende, aldrig radikal; i hvad han end skriver er han religiøs eller i det mindste moralsk. Saaledes gaar det til, at denne begavede Amerikaner er Præst i en kristen Kirke og skriver filosofiske Afhandlinger i Fritiderne. Swedenborg, Bibelen, Schelling og Fichte, men først og sidst Platon har taget Bolig i denne Mands Hjærte og har dannet en i Amerika hidtil ukendt filosofisk Formel; han blev den alsidigst dannede Forfatter blandt Yankeerne; siden 1882 er hans Grav en af Amerikas historiske Seværdigheder. Hans Hovedværk er ''Representative men'' (1849), en liden Bog, langt mindre end denne er „hans bedste Bog“. Denne Bog er ogsaa hans mest bekendte, fin og elegant som den er i Sproget, affattet i Smaastykker, systemløs, fyldt af Modsigelser, afvekslende indtrængende og overfladisk, overalt interessant. Af andre Arbejder har Emerson skrevet en Flerhed af Afhandlinger i Blade og Magasiner, sig selv lig overalt, altid intelligent, stadig opererende halvt med Moral og halvt med Kritik; han drev det aldrig videre end i ''Representative men'', men stod endog i sine sidste Prækener om-<noinclude><references/></noinclude> 6935gkwxbglsm4thoh2ld84w7janqns 104 145623 339603 2026-10-12T19:32:09Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339603 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>trent paa samme Højde som i den. Hans Essays og øvrige Skrifter bærer Titlerne ''Infinite God. ― Cure of astma by a stroke of lightning. ― Nature. ― Poems. ― On Divining Rod, with reference to the use made of it in its exploring for springs of water. ― The power above. ― Lectures on New England reformers. ― English traits. ― Tobaco, a remedy for arsenic. ― On Eastern literature of old.'' ― Som man sér, den samme Blanding af Østens Mystik og Vestens Realitet; i alle disse Arbejder er han den religiøs-moralske Unitar og interessante Skribent. Emersons betydeligste Evne som {{sp|Kritike|r}}. er hans intelligente Forstaaelse, den dannede og begavede Mands rigtige Opfattelse af en Bog, en Begivenhed, en Tid. Han er derimod kun i meget uegentlig Forstand metodisk. Han læser en Forfatters Værker, glæder sig over det skønne i dem, rynker Panden ad det onde, noterer sig de fornødne Citater og lægger Bøgerne hen. Derpaa læser han Forfatterens Biografi, mærker sig de vigtigste Dataer, kaster sig med Glæde over et Aarstal med eller uden Betydning og gransker frittende den Mands Privatliv i alle Sømme. Paa dette Grundlag skriver han en Essay, og han skriver den godt. Han siger altid gode Ting; han er interessant, med Mellemrum aandrig, én<noinclude><references/></noinclude> e5opcv9gqbzcmexjt8cp0c489zwukw6 104 145624 339604 2026-10-12T19:33:50Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339604 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Gang om Aaret endog vittig. Men hans Kritik er ikke videnskabelig, ikke moderne. Han vrager og godkender, opstiller Regler, maaler én Forfatter paa en anden, uden at tage der inderlige Hensyn til begges forskellige Ejendommeligheder, og beviser ud fra sin forud givne Sinaj Lov, hvorledes foreliggende Værk er fejlagtigt eller misdannet baade paa Side 113 og paa Side 209. Dette gælder især hans literære Opsatser. Han er Regeltyranniets sidste lille Estetiker. Som Shakespeare er hans højeste Regel i Dramaet, er Platon hans højeste Regel i Filosofien; udenfor dem er Vejen en Vildmark. Han standser ikke og betænker, om et Værk maaske kunde være en Vilkaarlighed, en Tilfældighed, udsprungen som en Kaprice, et Lune, uden Forhistorie og uden Rod; han bedømmer det ikke ud fra dets egne Forudsætninger, ligesaalidt som hans kritiske Retfærdighed nogensinde forleder ham til at bestemme en Forfatter ud fra ham selv; han slaar op i sine Regler og sammenligner. Dette er hans kritiske Gærning og hviler paa en Anskuelse. Emerson har selv udviklet, hvorledes Kritik til syvende og sidst dog er at {{sp|maal|e}}. I hvor høj Grad han vedkender sig og anerkender denne Lære, kan man sé i følgende korte og præcise Udtalelse om<noinclude><references/></noinclude> lz4e6y32vs3gc12jx3b84kd1v39gt58 104 145625 339605 2026-10-12T19:36:14Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339605 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Platon: „Maaden, paa hvilken man skal lære Platon at kende, er ikke at sammenligne ham med Naturen, men at sammenligne ham med andre Mænd.“ Denne Udtalelse blandt mange lignende giver en Forestilling om Arten af Emersons bedømmende Evne. Han er en Mand med Smag. Der var ingen i Amerika, som kunde holde et Dameauditorium saaledes fangen, som Emerson kunde i sine bedste Dage. Han krænked ingen og interessered alle. Hans Skikkelse var elegant, hans Holdning fornem, Stemmen sympatisk, Haandbevægelserne deu øvede Talers, lidt diskrete, en Smule gejstlige, og fremfor alt var hans Sprog yderst udsøgt. Det er heller ikke hverken ved sin Dybde eller sin literære Viden, han har Interesse som Kritiker; af alt, han har skrevet, er der forunderlig lidet, som ikke kunde være sagt af et hvilketsomhelst dannet Menneske, blot med Fradrag af Emersons sjeldne Sprogbehandling. Nej, Hovedinteressen ved denne Mand er, at han virkelig i en sær Grad havde den for en Taler og Skribent saa lykkelige Evne at kunne {{sp|sige Tin|g}}. Smagfulde Ting, interessante Ting, gode Ting. Der gives Forfattere, navnlig blandt Journalisterne og Essayisterne ― jeg nævner i Flæng Rochefort ―, hvis<noinclude><references/></noinclude> 4xgi1mq5tfg1knarvfy8ikdqelbp0pq 104 145626 339606 2026-10-12T19:38:34Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339606 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>mærkelige Begavelse det er at skrive udmærket, skrive talentfuldt om et Emne, lave sindrige, aandrige Udsagn, der ikke altid behøver at angaa Emnet, men som alligevel ikke lyder abstrakte, fordi de hører {{sp|Tekste|n}} til, passer i Sætningen og giver Artiklen Liv. En saadan Artikel læses altid med Interesse, fordi den i sig selv er interessant, uden at den derfor udreder et Spørgsmaal, eller bringer Oplysninger, eller holder sig til den foreliggende Overskrift. Uden at gøre Emerson Uret kan man sige, at han har noget af denne underlige Begavelse. Hans Skrifter vrimler af disse korte, fine Sætninger, der ikke altid indeholder noget om Emnet, men som i sig selv inde- holder noget og tilhører hans Værk, noget ekstra, noget godt gjort, Sammenstillinger, Hentydninger, bratte Sving, et Skud, et Vift, et Ord, noget, som ikke alle og enhver kunde sige, men som alle og enhver finder fortræffeligt, naar det siges. Kommer man derimod til {{sp|Sage|n}}, spørger man, hvad han egentlig har bevist, belyst, defineret med alle sine gode Ting, saa forbauses man over, hvor inderlig lidet den Mand i Grunden har afhandlet et Einne i den kortere eller længere Tid, han har holdt vor Opmærksomhed fast. Tag et Eksempel. ''Representative men'' aabnes med et Foredrag om „Nytten af store Mænd“. Der er smag-<noinclude><references/></noinclude> qx05y08fuqgbf1al82weegrln8dv1q7 339699 339606 2026-10-13T11:09:59Z Øystein Tvede 3938 339699 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>mærkelige Begavelse det er at skrive udmærket, skrive talentfuldt om et Emne, lave sindrige, aandrige Udsagn, der ikke altid behøver at angaa Emnet, men som alligevel ikke lyder abstrakte, fordi de hører {{sp|Tekste|n}} til, passer i Sætningen og giver Artiklen Liv. En saadan Artikel læses altid med Interesse, fordi den i sig selv er interessant, uden at den derfor udreder et Spørgsmaal, eller bringer Oplysninger, eller holder sig til den foreliggende Overskrift. Uden at gøre Emerson Uret kan man sige, at han har noget af denne underlige Begavelse. Hans Skrifter vrimler af disse korte, fine Sætninger, der ikke altid indeholder noget om Emnet, men som i sig selv indeholder noget og tilhører hans Værk, noget ekstra, noget godt gjort, Sammenstillinger, Hentydninger, bratte Sving, et Skud, et Vift, et Ord, noget, som ikke alle og enhver kunde sige, men som alle og enhver finder fortræffeligt, naar det siges. Kommer man derimod til {{sp|Sage|n}}, spørger man, hvad han egentlig har bevist, belyst, defineret med alle sine gode Ting, saa forbauses man over, hvor inderlig lidet den Mand i Grunden har afhandlet et Einne i den kortere eller længere Tid, han har holdt vor Opmærksomhed fast. Tag et Eksempel. ''Representative men'' aabnes med et Foredrag om „Nytten af store Mænd“. Der er smag-<noinclude><references/></noinclude> 9o5a8smr3vpzy2dnnbq7dpjvwilfoqz 104 145627 339607 2026-10-12T19:41:08Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339607 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>fulde Ting, interessante Ting, gode Ting. Men hvad er Indholdet af dette Foredrag? {{sp|At man kan lære noget af store Mæn|d}}. Hvilken slaaende Sandhed! Men jeg kendte den Sandhed ti Aar før jeg blev konfirmeret. Sidde en Time og faa høre, at man kan lære noget af store Mænd Tænk paa det, en hel Time! Og alligevel er der ingen Grund til at tro, at Emerson dengang keded sine Tilhørere, ligesaalidt som man nu keder sig ved at læse hans Foredrag; han har nemlig været interessant, han har sagt Ting. Han vover sig i den Grad langt frem med den Gudsens Sandhed, at man kan lære noget af store Mænd, at han slaar absolut fast, at „Manden simpelthen danner Mænd“. Denne Lære ruinerer han rigtignok selv paa Side 122 i den samme Bog i en Afhandling om Shakespeare; men det er yderst morsomt at iagttage, hvorledes han argumenterer, og han har vor udelte Opmærksomhed saalænge han taler. Manden danner Mænd. „Hvert Skib, som gaar til Amerika, sejler efter Kolumbus’s Kort, hvert Digterværk er Homers Debitor.“ „Platon er Filosofi, Filosofi er Platon. Fra Platon stammer alle Ting, som endnu skrives og debatteres af Tænkere. St. Augustin, Kopernikus, Newton, Behmen, Swedenborg, Goethe er allesammen Platons Skyldnere og taler efter<noinclude><references/></noinclude> ris0ov5s5gku46dwaac2syuchta6kq3 104 145628 339608 2026-10-12T19:43:08Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339608 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ham.“ Disse Navne bringer Liv ind i et dødt Øjeblik i et Foredrag, hvor saadanne Ting siges, gaber man ikke; man lærer intet, man overbevises ikke, men man lytter. Man kunde gøre Indvendinger, man kunde citere Platon selv: „Filosofiens alle Slags er ikke samlet hos én Mand, men opstaar hos forskellige Personer“, (Republiken), man kunde bevise, at ogsaa Platon havde sine Forgængere, til hvem han stod i Gæld, Solon, Sophron, Sokrates; men man nyder med Fornøjelse et Par interessante Urimeligheder i et filosofisk Foredrag, man lader sig underholde uden at kny. Denne Evne hos Emerson til at sige gode Ting, hæver ikke i nogen højere Grad hans Dygtighed som Kritiker. Hans Kritik er saa lidet original og saa ringe i Dybde, at den ofte kun staar og falder paa den mønstergyldige Form, hvori den er fremsat. Emerson kan ikke livgive Tingen, han lever sig ikke inderligt ind i den kritiserede Genstand, han kredser omkring den og blir afvekslende tilbage for den og farer den forbi. Man læser alle hans udmærkede Udtalelser, man læser og venter paa det selve Sagen vedkommende Resultat, man venter det tredje og sidste Ord, som kan tegne en Skikkelse eller støbe en Statue, man venter til tyvende og sidste Blad, ― man<noinclude><references/></noinclude> ainxyf0enwtascwc8qe4f6qguynim2w 104 145629 339609 2026-10-12T19:45:12Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339609 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>venter forgæves; her bukker Emerson og gaar. Og Læseren staar tilbage med Favnen fuld af de sagte Ting; de har ikke dannet et Billede, de er smaa, fine Mosaiktavler i pragtfuldt Virvar. Skulde jeg forsøge at angive Emersons Hovedmangler som Kritiker, vilde jeg først og fremst nævne hans uudviklede {{sp|psykologisk|e}} Sands, og derpaa hans overudviklede {{sp|moralsk|e}}. Han har altfor skematiske Forestillinger om en Bog og et Menneske. De smaa sjælelige Rørelser, de fine Viljes og Instinktsytringer, Subtilitetslivet med alle dets navnløse Fortoninger, har han intet Øje for; han forstaar intelligent og rigtigt en given Handling, men ikke Handlingen i dens Vorden. Han glider omkring en Bog og trækker Traade ud af den, uden at sé, at Bogen er et Væv. (Sé bl. a. hans Betragtning over ''Wilhelm Meister''.) Med en Forfatter bærer han sig ad paa samme Maade, han sér ham stykke- og momentvis, griber ham i Kraven ved en Akt, kaster sig over ham ved et Aarstal og lader ham baade før og bagefter i Ro. Denne Mangel paa psykologisk Indsigt gør, at man i Emersons Kritik aldrig faar det rammende Ord, det Pennestrøg, som skaber en levende Skikkelse. Han er ikke. selv bleven meddelt Emnets Liv og magter selvfølgelig ikke at meddele det til andre. Selv i<noinclude><references/></noinclude> 7r8gp5rffxy8u9rtgc1k0tj79bre0yk 104 145630 339610 2026-10-12T19:52:41Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339610 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Afhandlingen om Platon, hvis Væsen han har trængt dybest ind i, er Emersons psykologiske Begribelse yderst overfladisk; Afhandlingen blev en Lovsang, en Panegyrik, men en Karakteristik bley den ikke. En Forfatter er ikke forklaret med, at man siger fortræffelige Ting i Forbindelse med hans Navn og fylder en Essay med fin Ordmosaik i Virvar ― dét er ikke Manden, Mennesket. Har Emerson saaledes ikke engang til Nødtørft det psykologiske Kendskab, har han til Gengæld den moralske Følelse i Overmaal. Han er Puritaner, han er Asiater, Fetischdyrker. Fra Tilbedelsen af en ortodoks Fetisch, gik han over til Tilbedelsen af en moderniseret; men ligesom Muselmanden vedblev han med til sin sidste Dag at vende Øjnene mod Østen, naar han knæled. Moralen var og blev hans Grundinstinkt; den var ham medfødt, den var hælet ham ind i Blodet gennem en Række af Generationer; Emersons Forfædre var i samfulde 8 uafbrudte Slægtled Præster, og selv erklærer han med en Selvfølelse, som man faar Medlidenhed med, at han „smager af Jorden“. Man læser da i Virkeligheden heller ikke langt i Emersons Arbejder, før man fornemmer, hvor ramt han smager af Jorden. Denne Mand, som en stor Nation har maattet have til literær Dommer og Chef i firti Aar, optræder i<noinclude><references/></noinclude> 363vxrgg98zd1jf65fqnj3xanr18nts 104 145631 339611 2026-10-12T19:57:18Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339611 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Kritiken som den, der er en speciel Røst i Herrens Navn, som den kritiske Gudsmand, der tager Synden paa Spiddet og foreviser den til Skræk og Advarsel, som en bitte Goliat væbnet med en Smule bibelsk Asenkæft, hvormed han fægter: Ingen Brøde, ingen Udyd, ingen Skyld, ingen menneskelig vildfarelse saalænge jeg er Ralph Waldo Emerson i Huset! Moralen har sat Sump i denne fortræffelige Mands Hoved og beskadiget hans kritiske Evne. Han ynker Voltaire, fordi denne sagde om „den gode Jesus“ : „Lad mig aldrig høre den Mands Navn mér“; han citerer og paaberaaber sig Veda, Bhagavat, Geta, Akhlak-y-Jalaly, Vishnu Purana, Krishna, Yoganidra, Koranen og Bibelen i æstetiske og filosofiske Definitioner; han beklager Shakespeares letsindige Liv med en pastoral Fromhed, som gør al Snor-Rettænkenhed Ære. Dette Menneske, som fordømmer alt daarligt og latterligt og applauderer begejstret det gode og brave i Livet, har ført en Literatur i en halv Levealder i et Land som. Amerika, hvor Livet leves saa syndigt umoralsk, og hvor man ― udenfor Boston ― simpelthen giver al Bibeldyd en god Dag. Emerson tør maaske med Billighed sammenlignes med Englands {{sp|John Ruski|n}}, med hvem han i moralsk Henséende har mest tilfælles, men hvis æstetiske<noinclude><references/></noinclude> ol5zoe6cb76uq4lacmqpfclszv2n9b4 104 145632 339612 2026-10-12T20:02:30Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339612 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Viden han vistnok paa langt nær ikke naar. Ligesom Ruskin opererer han i Kritiken med moralske Bestemmelser, slaar om sig med almenhæderlige Meninger, godtgør med Platon i Haanden og fordømmer med Bibelen i Hjærtet. Hans Magasinartikler danner tilsammenlagte det hæderligste og pureste Forsvar for en Guds Estetik paa Jorden. Han er Kritiker og Præst og Præst som Kritiker. Han tør ikke sige om {{sp|Goeth|e}} {{. . .}} lad mig forresten citere; det er karakteristisk for en Kritiker, hvad Emerson ikke tør sige om Goethe: „Jeg tør ikke sige om Goethe, at han besteg den højeste Tind, fra hvilken Genier har talt. Han har ikke tilbedt den højeste Enhed, han er uindtagelig som en Fæstning for moralske Følelser. Der er ædlere Bestræbelser i Poesien, end nogen af dem, han har nedlagt i den. Der er Skribenter, hvis Talent er mindre, men hvis Tone er renere og griber Hjærtet mér. Goethe kan aldrig blive Menneskene kær. Han har ikke engang helliget sig den rene Sandhed, men en Sandhed, der kun er til for Kulturfremskridtets Skyld. Hans Formaal er intet ringere end en Erobring af hele den universelle Natur, den universelle Sandhed“. (''On Goethe, a lecture'', S. 19). Hvilken Umoralitet! Hvilken Brøde! Dette er slet ikke sagt i Spøg af Emerson; den Mands<noinclude><references/></noinclude> 4cu7pt1e4bjs5rvlr547qy59d5mamho 104 145633 339613 2026-10-12T20:07:12Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339613 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>totale Mangel paa Ironi er den højeste „rene Sandhed“, jeg kender. Vil man nu vide, hvorledes han kritiserer {{sp|Shakespear|e}}, da læse man ''Representative men'' fra Side 115. Shakespeare er — til at begynde med — „den største Dramatiker i Verden“. Derpaa er „Shakespeares Aand den Horisont, udenfor hvilken vi endnu ikke kan skue“; „hans Arbejder synes faldne ned til ham fra Himlen“; „han har skrevet Arierne til al moderne Musik“; „hans Midler er lige saa beundringsværdige som hans Hensigter“; „i producerende Kraft, i Skabereyne har han ikke sin Lige“; „vor Literatur, Filosofi, Tænkning shakesperiseres“. {{sp|Taine|s}} Panegyrik over Shakespeare er Kritik i Forhold til dette! — Nu paaviser Emerson efter en engelsk Forfatter Shakespeares vidunderlige Evne til at stjæle baade Indhold og Tekst allevegne fra til sine Dramaer; han gør den forøyrigt noget vovede Paastand, at „visselig ingen af Shakespeares Dramaer er hans egen Opfindelse“; han citerer, at af 6,043 Linjer i ''Henrik VI'' er 1,771 Linjer skrevne af en anden, 2,878 skrevne af en anden, men omskrevne af Shakespeare, og endelig kun 1,899 skrevne af Shakespeare selv. Hvorledes faar nu Emerson disse Oplysninger til at stemme overens med Shakespeares „Skaberevne uden Lige“, med<noinclude><references/></noinclude> 0yjnkuk58q15wikor2dfo3mjdm15b1g 104 145634 339614 2026-10-12T20:11:06Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339614 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hens „beundringsværdige Midler“ og med den {{sp|sagte Tin|g}}, at hans Arbejder er „faldne ned til ham fra Himlen“? Jo, siger Emerson, „al Originalitet er relativ“, siger han; „hver Tænker er tilbageskuende“ (''retrospective''). „Det er let at set, siger han videre, pat hvad der er bedst skrevet eller gjort af Genier i Verden ikke er én Mands Værk, men er frembragt ved Tusinders Arbejde.“ — Hyor blir det mu af hans Platon? Og Mand danner jo Mænd? — Nu tænker han en Stund paa denne relative Originalitet, og saa fortsætter han: „Det lærde Legislaturmedlem i Westminster eller Washington taler og stemmer for Tusinder“. Hvilket er et Eksempel paa, at al Originalitet er relativ og hver Tænker tilbageskuende! Han lader det imidlertid ikke blive derved, han har flér Beviser; nu stejler Asiateren i ham, Fetisch’en viser sig for hens Syn, Kritikeren forsvinder og Præston staar tilbage. Paa samme Side, som han i en {{sp|literæ|r}} Afhandling griber en Forfatter i Tyveri, faar han nemlig Anledning til at give følgende Oplysninger — om {{sp|Bibele|n}}: „Vor engelske Bibel er en vidunderlig Prøve paa Styrken og Musiken i det engelske Sprog. Men den blev ikke skreven af én Mand og paa én Gang; Aarhundreder og Kirker bragte den til Fuldkommenhed. Der har aldrig været en Tid,<noinclude><references/></noinclude> 5ukpkhqar0ak7xdqjzizlf6pwfm1m8e 104 145635 339615 2026-10-12T20:13:34Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339615 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hvori ikke en eller anden Oversættelse af den har været i Gang. Vor Liturgi, der er beundret for sin Energi og Patos, er en Antologi af Tiders og Nationers Fromhed, en Oversættelse af Bønner og Formler fra den katolske Kirke, disse igen samlede i lange Perioder af Bønner og Betragtninger af hver hellig og from Skribent over hele Verden.“ Hertil knytter saa Emerson en Udtalelse af Grotius, der bemærker med Hensyn til Fadervor, at endog dette havde i lang Tid været i Brug blandt Rabbinerne, da Kristus kom og „samled“ det. Hvorfor giver Emerson disse Oplysninger i denne Forbindelse? For at forklare, hvorledes det har sig med disse tilbageskuende Tænkere, forat bevise Originalitetens fuldstændige Relativitet, samt for endelig tilsidst at vise, hvor uskyldigt det i Grunden var, at Shakespeare stjal Stof og Tekst til sine Arbejder fra andre. Naar det er gjort i Bibelen, saa kan det gøres; Emerson har ikke en Stavelse derimod. Nu er Faktum imidlertid dét, at for saavidt grove literære Uærligheder, som Shakespeares, vilde Straffeloven i vore Dage forhaabentlig give En over Fingrene, og bringe en Fadervor-Redaktør Ubehageligheder. Saa meget mér civiliseret er Goethes „Sandhed for Kulturfremskridtets Skyld“, end Emersons den „rene“<noinclude><references/></noinclude> eqc4ewc1u645s1g0gpdlgc3g8890dz6 104 145636 339616 2026-10-12T20:16:10Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339616 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Sandhed. Det vilde for alle Forfattere være ulige lettere at sidde og digte shakespearesk, end at anstrænge sig for at gøre alt selv. Kunde man i vore Dage ugenert tage for sig af, hvad man forefandt skrevet og tænkt f. E. i Goethes Produktion, og bruge det i samme grove Skala som Shakespeare, saa maatte selv en af Walt Whitmans „Hattemagere“ kunne lave et Par ''Faust''’er om Aaret, ― hermed skal det imidlertid ikke være sagt, at man kom til at række Shakespeare til Knæet som Digter. For Shakespeares nu lidt forældede Omgangsmaade med andres literære Ejendom, har den moralske Emerson ikke et dadlende Ord; tvertimod, den forklarer han filosofisk ved, at al Originalitet er relativ, og moralsk ved, at samme Omgangsmaade er brugt i Bibelen. Hvad Emerson derimod finder Grund til at paatale, er Shakespeares noget vidløftige Privatliv, {{sp|Menneskeli|v}}. Her aflægger Emerson atter et Vidnesbyrd om sin kritiske Evnes Art og Omfang, den fattige psykologiske Indsigt, han raader over. Hvad angaar en Forfatters daglige og natlige Liv en Kritiker, uden forsaavidt som det har sat Mærker i Forfatterens Produktion? Spørgsmaalet blir da: Har Shakespeares letsindige Liv skadet hans Digtning? Gjort hans Værker daarligre? Slappet hans<noinclude><references/></noinclude> 2896komjwqhlqemidswueb4olhsy3nu 104 145637 339617 2026-10-12T20:22:42Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339617 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Følelser? Hæmmet hans Produktion? Spørgsmaalet er mér end overflødigt. Netop paa de af Emerson og al anden Bostonæstetik afspærrede Omraader har Shakespeare tilført sig et Kendskab saa storartet, en Inderlighedsfylde saa indtrængende, at man den Dag i Dag betragter ham som den fuldgyldige Sindsanalytiker, for hvem ingen Lidenskab, ingen Synd, ingen Sort af Vellyst var fremmed. Og dette intime Kendskab til de menneskelige Laster og Vildfarelser, uden hvilket hans Digtnings Værdiindhold saavist skulde blevet betydelig ringere og hans Kunst i samme Grad begrændset, ― dette Kendskab har Shakespeare faktisk tilført sig selv ved at leve som han leved, ved at kaste sig selv med sin Person ind i Livets Afveksling og lære ad Erfaringens Vej hver Skala ― ikke ofte i en Følelse, men hyppigre i en Lidenskab, et Raseri. Herfor har Emerson ikke engang et halvblindt Øje. Han nævner ikke Nødvendigheden, ikke engang Gavnligheden af Shakespeares personlige Erfaringer af Livet med et Ord; hans psykologiske Indsyn strækker sig ikke længer end til det mindst menneskelige i Mennesket, nemlig Moralen. Han er bare Dyd. Han beklager, at Shakespeare leved syndigt, og det er paa Basis af Dyd hans Beklagelse hviler. „''Shakespeare Society'' har bragt for Dagen“, siger han,<noinclude><references/></noinclude> qdl3m7b74zukw95s0vcywefzno9s1y9 104 145638 339618 2026-10-12T20:25:25Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339618 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>baade Form og Indhold. Men først maa der rejse sig Tvivlere i dette store Land, Mænd og Kvinder som {{sp|tvivle|r}} paa, at Amerika er Verdens kulturrigeste Nation. Den nationale Selvgodhed maa undermineres, Patriotismen maa faa et Knæk. Indtil idag har de helligste Navne i Landet været Præsidenternes! Naar man har lidt Kendskab til, hvilke Aander, hvilke Genier, det Hvide Hus har huset i flere Generationer, saa blir det En noget ganske betegnende for den Nation, som har kanoniseret dem. Naar Amerikanerne, netop paa Omraader, hvor de staar tilbage, kræver Betaling forat modtage Vejledning, saa er det et Udtryk for den Kendsgærning, at der findes ikke det skabende Grand af moderne aandelige Interesser i Landet. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 5ubhw2zmf2d651jklc9uvpcbd0whk9r 339649 339618 2026-10-12T22:57:16Z Øystein Tvede 3938 339649 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>baade Form og Indhold. Men først maa der rejse sig {{sp|Tvivler|e}} i dette store Land, Mænd og Kvinder som tvivler paa, at Amerika er Verdens kulturrigeste Nation. Den nationale Selvgodhed maa undermineres, Patriotismen maa faa et Knæk. Indtil idag har de helligste Navne i Landet været Præsidenternes! Naar man har lidt Kendskab til, hvilke Aander, hvilke Genier, det Hvide Hus har huset i flere Generationer, saa blir det En noget ganske betegnende for den Nation, som har kanoniseret dem. Naar Amerikanerne, netop paa Omraader, hvor de staar tilbage, kræver Betaling forat modtage Vejledning, saa er det et Udtryk for den Kendsgærning, at der findes ikke det skabende Grand af moderne aandelige Interesser i Landet. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 2zl2lzw97z89qdpf9skr45pak3990oi 104 145639 339619 2026-10-12T20:29:20Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339619 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>„at Shakespeare deltog i og foranstalted Lystigheder. Dette Faktum til det værre hos ham, kan jeg ikke glæde mig over. Andre beundringsværdige Mænd har levet deres Liv i nogenlunde Harmoni med deres Tanke; men denne Mand er den stærkeste Modsætning hertil. Havde han været mindre, havde han blot holdt det almindelige Maal af store Forfattere, af Bacon, Milton, Tasso, Cervantes, saa kunde vi overgivet hans Levnet til Menneskeskæbnens Tusmørke; men at dette Menneskenes Menneske, han, som har givet Aandsvirksomheden et nyt og videre Grundlag end der nogensinde før eksistered, og plantet Menneskelighedens Standarter hele vejen lige ind i Kaos, at ikke han skulde være vis for sig selv! ― Det skal endog indføres i Verdenshistorien, at den største Digter leved et lavt og vanhelligt Liv, benyttende sit Geni i den offentlige Forlystelses Tjeneste.“ (''Representative men'', S. 135.) Man lægge Mærke til denne Tale; den er meget betegnende for Emersons Ræsonnement og Skrivemaade. Utallige Steder ligner dette; hver Side hos ham har disse dupperende, interessante Meningsløsheder. For det første kan han ikke glæde sig over, at Shakespeare er „lystig“; det kan Emerson for sit bare Liv ikke glæde sig over; det er for ham „et Faktum til det værre“ hos<noinclude><references/></noinclude> l5pecy73jjnmvm4udy98ii3kmqjzflj 104 145640 339620 2026-10-12T20:34:53Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339620 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>denne samme Shakespeare. Derpaa kommer han med den mærkelige Udtalelse i samme Bog som han behandler Napoleon og Goethe! ― at andre beundringsværdige Mænd har levet nogenlunde efter deres „Tanke“ (''thought''), men Shakespeare ikke ― desværre. Stod der {{sp|Lær|e}} istedet for Tanke, vilde Sætningen som saadan dog være logisk; som den nu staar, er den meningsløs. Saa ganske {{sp|tankelø|s}} var maaske ikke Shakespeare i sin Letsindighed; hans Sonetter bl. a. viser, hvor temmelig indgaaende han reflektered over sine Udskejelser. Og kan man overhovedet ― ikke blot en enkelt Gang men altsaa et helt Liv igennem ― leve i Letsindighed, uden at Ens Tanke har tænkt, villet, Letsindigheden? Er det imidlertid Spørgsmaal om at leve efter sin {{sp|Lær|e}}, saa er Shakespeares Skæbne heri lig flér beundringsværdige Mænds, end Emerson lader til at ane. Det er svært for En at leve efter sin Lære! Det var svært endog for Emersons egen „gode Jesus“, som lærte Kærlighed og Fordragelighed og dog skamskældte og kaldte ved raa Øgenavne intelligente Mænd, som havde mér Viden, flér Kundskaber end Jesus kunde Addition nok til at tælle sammen. Emerson skal vide, at det er svært at leve efter sin Lære! Hvad har han forøvrigt at udsætte paa Shakespeares Liy? Han<noinclude><references/></noinclude> c64mx408nbag8lii5kd4y4s176320n3 104 145641 339621 2026-10-12T21:09:26Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339621 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>finder ingen Skyld hos ham, fordi han havde den Ejendommelighed at forære sig selv, hvad der tilhørte andre; derimod er han utilfreds med ham fordi han var „lystig“ (''jovial''). Paa Side 126 i den samme Afhandling refererer han imidlertid det „Faktum“, at Shakespeare var „i alle Henséender en god Ægtemand“. Hvori var han da „lystig“? Endelig, efter at have godtgjort meget omstændeligt Shakespoares tyvagtige Vaner, kalder Emerson ham dog den „største Digter“; ikke tilfreds hermed, tager han en end drøjere Mundfuld om Shakespeare Mennesket. Emerson er lidet hensynstagende baade i sin Beundring og i sin Misbilligelse; han flyder over, gaar af Led. Han beundrer Shakespeare, han besynger Shake speare, han gør ham endog til {{sp|Menneskenes Mennesk|e}} — i samme Aandedrag, som han paa det dybeste misbilliger netop Mennesket Shakespeares „lave, vanhellige Liv“. Føj sam hertil, at han her siger, at Shakespeare „benytted sit Geni i den offentlige Forlystelses Tjeneste" i en {{sp|dadlend|e}} Betydning — efterat han har forherliget ham som den „subtileste Skribent“, hvis Værker er „Skabelser, der synes faldne ned til ham fra Himlen“. Det er denne holdningsløse Evne, Emerson har, til av {{sp|sige Tin|g}}. Hans Kritik er mig lidt<noinclude><references/></noinclude> l8nc52bg5hflcaoeznoy70msf33uj1e 104 145642 339622 2026-10-12T21:13:30Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339622 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>for uvedkommende og lidt for billig; det er en Kritik, der hviler helt igennem paa en erhvervst Dannelse, istedetfor paa særligt udrustede Naturanlæg. Emersons Styrke er Forstanelsen gennem Moral; han er Taleren i Kritiken; hans kritiske Talent er derfor væsentligt et literært. Han kan skrive en Essay om hvad det skal være, han kan vælge et Ewne som „Uendelige Gud“ eller et temmelig modsat Emne som „Tobak, et Middel mod Arsenik“, — hans betydelige literære Anlagthed sættes i Sving, og han er lige interessant i Mystik som i Realitet. Emersons Evne til at skrive en Artikel under en Overskrift, hans Gave at kunne sige Ting, er ingen Hemmelighed for ham selv; han vedkender sig den paa flerfoldige Steder i sine Afhandlinger, og anerkender den som en Skribents fornemste Gave. Om Shakespeare siger han saaledes (''Representative men''): Shakespeares Hovedfortjeneste kan sammenfattes i ét ved at sige, at han bedre end alle andre Mennesker forstod det engelske Sprog og kunde sige, hvad han vilde“. Om Emerson kan man sige: Han forstod det engelske Sprog og kunde sige, hvad han vilde; han kunde endog i en Afhandling sige en selve {{sp|Emne|t}} uvedkommende Ting, som han dog, netop i Kraft af sin literære Begavelse, forstod at gøre {{sp|Afhandlinge|n}} som<noinclude><references/></noinclude> jd7ehk5409ydli6qq4kb4emsgtyqsnr 104 145643 339623 2026-10-12T21:17:00Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339623 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Produkt vedkommende. I et filosofisk Foredrag om Platon, underholder han os literært i fem Minutter om Sokrates. Han gør det godt, stilfuldt, kvikt; han har al vor Opmærksomhed, og vi lytter igen: {{sp|Sokrate|s}}, en Mand af simpel Herkomst, men ærlig nok, en Mand med en almindelig Historie, af en personlig Hæslighed saa stor, at den siden er bleven en Vittighed {{. . .|4}} Skuespillerne karrikered ham paa Scenen, Pottemagerne modellered hans stygge Hoved paa deres Stenkrukker. Han var en kold Fyr, der forened Humor med den fuldkomneste Selvbeherskelse. Dertil kommer hans Menneskekundskab; han gennomskued altid sin Mand og lagde ham blot i enhver Debat — og i Debatten var han umaadelig fornøjelig {{. . .|4}} De unge er uahmindelig kære i ham og indbyder ham til deres Fester, hvortil han gaar for Samtalens Skyld. Han kan ogsaa drikke; han har det stærkeste Hoved i Athen, og efterat han har Arukket alle under Bordet, gaar han bort som om intet var hændt, forat begynde en ny Dialog med en eller anden, som er ædru. Kortsagt, han var, hvad Folk paa Landet kalder {{sp|en gammel E|n}}. Han var overordentlig indtagen i Athen, han haded Træer, gik aldrig godvilligt udenfor Murene, kendte de gamle Titler, forstod at skælne mellem<noinclude><references/></noinclude> e166joxerw6ojhjzn6e01pb7jpt5q1u 104 145644 339624 2026-10-12T21:20:03Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339624 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Folk og Filistre, og ansaa hver Ting i Athen for lidt bedre end Tingene alle andre Steder. Han var ligefrem i Manerer og Tale som en Kvæker, og brugte Vendinger og Billeder fra de laveste Sfærer, fra Suppegryder til unævnelige Bekvemmeligheder, især naar han talte med rigtig fine Folk. Han havde en franklinagtig Visdom. Saaledes beviste han En, som grued for at gaa tilfods den lange Vej til Olympia, at den Strækning ikke var længer end Sokrates's daglige Ture inden Døre. En simpel gammel Onkel med svære Øren var han, og en ustandselig Snakker {{. . .|4}} Han er meget fattig, men udholdende som Soldat og kan leve paa nogle faa Oliven, ellers i Almindelighed af Brød og Vand, undtagen naar han er hos sine Venner. Hans nødvendige Udgifter er overmaade smaa, og ingen kunde leve, som han gjorde. Han brugte ingen Underklæder, hans Yderklæder var de samme Sommer og Vinter, og han gik altid barfodet. Det er sagt, at han, forat tilfredsstille sin Lyst til at tale hele Dagen med dannede unge Mænd, kun nu og da vendte tilbage til sit Værksted og skar Billeder, gode eller daarlige, som han solgte. Hvorledes det end er hermed, sikkert er det, at hans eneste Fornøjelse var bleven den at samtale, og at han,<noinclude><references/></noinclude> g8ubj6wlzhy2n22uusl864zx9v7de8n 104 145645 339625 2026-10-12T21:22:20Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339625 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ved at forestille sig uvidende om alt, anfaldt og slog af Marken alle de fine Talere og alle de fine Tænkere i Athen. Ingen kunde afslaa at tale med ham, han var saa ærlig og virkelig saa nysgærrig efter at faa vide alt ― en Mand, som villig lod sig gendrive, naar han ikke talte sandt, men som lige saa villigt gendrev andre, naar de talte falskt. Han var ikke mindre fornøjet naar han blev gendrevet, end naar han gendrev. En ubarmhjærtig Disputant, som ingen Ting vidste, men hvis Intelligens ingen Mand har naaet og som var uovervindelig, hvis Sindsro var uryggelig, hvis forfærdelige Logik altid var i rolig og spøgefuld Virksomhed; saa ligegyldig og vankundig anstillet for at afvæbne de allerforsigtigste og trække dem paa den høfligste Maade ind i frygtelig Tvivl og Forvirring. Selv vidste han altid en Udvej, vidste den, men aabenbared den ikke. Ingen Flugt er mulig! Han driver sine Modstandere til rædsomme Valg, tumler Hippiaserne og Gorgiaserne, som Gutten tumler sin Bold. Den tyranniske Realist! Meno havde disputeret vel Tusind Gange, og gjort det meget godt, som det forekom ham; men i dette Øjeblik kan han intet sige; den Krampefisk Sokrates har forhekset ham saa“. (''Representative men'', S. 41).<noinclude><references/></noinclude> e2a6zwbw17mc99r3til7x278uc5f0g9 104 145646 339626 2026-10-12T21:27:24Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339626 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Altsammen interessant, fortræffeligt, literært sagt, men uden Kritik og uden Spor af Dybde. En Karakteristik af den virkelige Sokrates maa sé anderledes ud, den maa have {{sp|Sjæ|l}}. Frasét, at Emerson her bruger Sokrates, væsentlig som Maal paa dennes egen Elev Platon, hvem han tilbeder, og saaledes ikke kan være ganske uhildet, er der intet i dette Udkast, som giver Manden i hans Centrum: Filosofen. Han berører end ikke med et Ord hans Tænkelære, Arten af hans positive Filosofi, dens grundlæggende etiske Karakter; hans fremstiller ham som den „uvidende Intelligens“, Gadedebattanten, Pratmageren, Driveren. Der gik saa mangen „uvidende Intelligens“ paa Athens Gader i det fjerde Aarhundrede før Kristus, hvorfor er da ikke ogsaa deres Navne blevne over to Tusind Aar gamle? Og hvorfor er Sokrates's blevet det? ― Sagen er den, at Emerson aldeles ikke magter at trænge ind i den kritiserede Genstands Kærne; han mangler de psykologiske Betingelser, det indtrængende, skuende Blik og den bankende, nervøse Sympati, som fornemmer alt. Han griber altid Genstanden i Momentet og finder ved den, hvad ethvert fintdannet Menneske kan finde ved den, men ikke mér; hvad der forøvrigt betinger Emerson som Kritiker forud for hvilketsomhelst<noinclude><references/></noinclude> hf882b4wpwq5h8onw2p6fismx4r6nr5 104 145647 339627 2026-10-12T21:32:37Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339627 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>andet dannet Menneske, er Anlæg af blot og bar literær Art. {{sp|Napoleo|n}} fremstiller han som „Verdensmanden“. „Han er ingen Helt i højere Forstand“. „Gademennesket vil finde hos ham de samme Egenskaber og Kræfter som hos andre Mennesker paa Gaden.“ „Selskabelighed, gode Bøger, hurtig Rejsebefordring, Dragter. Middage, Tjenere uden Tal, Personlighedsfylde, Evne til at realisere Idéer, den Stilling, han indtog som sine Omgivelsers Velgører, hans raffinerede Kunstsands, Glæde over Billeder, Musik, Statuer, Paladser, og konventionel Ære absolut alt, hvad der er et Menneskehjærte kært i det nittende Aarhundrede, det havde denne mægtige Mand“. „Napoleon var Alménmenneskets Afgud, fordi han i allerhøjeste Grad besad Alménmenneskets egne Egenskaber og Kræfter“. „Hos ham er intet Mirakler og intet Magi; han er en Arbejder i Messing, Træ, Jern, Jord, i Veje, Bygninger, Penge, Tropper, og er en meget fast og vis Arbejdsformand.“ „Han er modig, sikker, selvfornægtende, selvforsømmende, offrende alt for Sagens Skyld, Penge, Tropper, Generaler, og aldrig misledet, som almindelige Eventyrere, af Glorien af sine store Handlinger.“ Et Par Sider længere frem udkaster han af samme Napoleon et mér samlet Karakterids, der<noinclude><references/></noinclude> nv84uz53oftvgarps61qhxga38o92q5 104 145648 339628 2026-10-12T21:35:46Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339628 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>dels er uligt det første, dels modsiger sig selv i de forskellige Linjer: „Bonaparte var enestaaende fattig paa Højmodighed. Det højest staaende Individ i den højest kultiverede Tid og Nation i verden har ikke den almindelige Fortjeneste at være sand og ærlig. Han er uretfærdig mod sine Generaler, egoistisk, monopoliserende, stjælende andre Mænds Fortjeneste af store Handlinger, saaledes fra Kellermann og Bernadotte {{. . .|4}} Han er en bundløs Løgner; hans officielle Organ ''Moniteurs'' og alle hans Bulletiner er fyldte kun af Ting, som han. ønsked troet. Og værre endda. Han sad i sin fortidlige gamle Alder paa sin ensomme Ø og forfalsked koldt Faktaer, Dataer og Tal{{. . .|5}} Han var helt igennem uskrupuløs. Han kunde stjæle, bagtale, snigmyrde, drukne, forgifte, alt eftersom hans Interesser kræved det. Han havde intet Højsind, men blot og bart gement Had. Han var intensivt egennyttig, han var troløs, han spilled falsk i Kortspil, han var en rædsom Sladderhank og aabned andre Folks Breve; han gned sig henrykt i Hænderne, naar han saaledes havde opsnappet en Smule Hemmelighed om de Mænd eller Kvinder, der omgav ham, idet han skrød af, at „han vidste alt“. Han blanded sig ind i Affærer som Snittet paa Damernes Dragter<noinclude><references/></noinclude> 3j1wp3wm1yfrbeli8u4xlombvug94ph 104 145649 339629 2026-10-12T21:41:01Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339629 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og lytted inkognito til Hurraraabene og Æresbevisningerne i Gaderne. Hans Manerer var grove; han behandled Kvinder med lav Familiaritet, han havde den Vane, naar han var i godt Lune, at knibe dem i Kinderne og trække dem i Ørene; Mænd trak han i Ørene og Skægget {{. . .|4}} Det fremgaar ikke, at han lytted ved Nøglehullerne, ialfald ikke, at han blev overrasket heri. Kortsagt, naar man har trængt igennem den Nimbus af Glands og Magt, der omgav ham, opdager man, at man alligevel ikke har havt at gøre med en Gentleman.“ Men hans Fejl, „for hvilke Folket tilsidst veg tilbage for ham, var ikke Bonapartes Fejl,“ fortæller Emerson videre; „han gjorde alt, han bare kunde ― {{sp|uden moralske Principe|r}}“. Der har vi det! ― Ved Betragtningen af Emerson som {{sp|Filoso|f}}, maa man endnu engang erindre, at Manden er Unitar. I al hans Tænkning ligger den kristnes Grundprinciper paa Bunden: et Menneske, en Synd, en Straf, en Gud. Som han er Moralist som Kritiker, er han Unitar som Filosof. Den unitariske Religion levner netop saa meget Spillerum for en spekulativ Filosofi, som „liberalt“ anlagte Gudsdyrkere kan taale; paa den anden Side er den et Værn mod al dum-<noinclude><references/></noinclude> 5y1tmn1zgkm6s9npf454352q8pthfus 104 145650 339630 2026-10-12T21:43:35Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339630 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>dristig metafysisk Radikalisme. Midt imellem Viden og Tro bevæger den unitariske Filosofi sig, klog som Slangen, enfoldig som Duen, her snappende et Kundskabsæble fra denne Verdens Eden, hist følgende opmærksomt hver forbydende Hovedrysten af den store Fetisch. Hvad den unitariske Filosofi ikke kan hitte Rede paa ad spekulativ Vej, sætter den fem Mand til at {{sp|tr|o}} paa, og didhen, hvor Alverdens Positivister endnu ikke er naaet i Aartusinder, til det Punkt naar den unitariske Trosfilosofi i ringere Tid end en Tanke behøver at tænkes: til Sammenhængen og Resultatet. En behagelig og forholdsvis letvunden Filosofi, en Havn i Liv og Død, en Trøst, en Hvile, en Nydelse for den trætte Menneskehjerne, en Spekulation, som netop har sin Styrke i sin Svaghed den mindst mulige Reflektion. Emerson er Unitar. Hans Filosofi er halvt Tænkning og halvt Tro ― ingen Tvivl, ingen Søgen, men en lige fra Begyndelsen færdig filosofisk Afsluttethed. Observationer, Sammenligninger, Eksperimenter, Hypoteser, alle en induktiv Spekulations Virkemaader, har saa godt som ingen Interesse for ham, ― „Filosofi er Platon". (Sml. ''Fortnightly Review'', IX, 1883). Denne Mand, som ingen Skole har dannet, intet System har grundlagt, ingen eneste ny Tanke har tænkt, ingen<noinclude><references/></noinclude> jcig2wgwb4euv3ny5ex2pjjemzurfx5 339631 339630 2026-10-12T21:44:06Z Øystein Tvede 3938 339631 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>dristig metafysisk Radikalisme. Midt imellem Viden og Tro bevæger den unitariske Filosofi sig, klog som Slangen, enfoldig som Duen, her snappende et Kundskabsæble fra denne Verdens Eden, hist følgende opmærksomt hver forbydende Hovedrysten af den store Fetisch. Hvad den unitariske Filosofi ikke kan hitte Rede paa ad spekulativ Vej, sætter den fem Mand til at {{sp|tr|o}} paa, og didhen, hvor Alverdens Positivister endnu ikke er naaet i Aartusinder, til det Punkt naar den unitariske Trosfilosofi i ringere Tid end en Tanke behøver at tænkes: til Sammenhængen og Resultatet. En behagelig og forholdsvis letvunden Filosofi, en Havn i Liv og Død, en Trøst, en Hvile, en Nydelse for den trætte Menneskehjerne, en Spekulation, som netop har sin Styrke i sin Svaghed den mindst mulige Reflektion. Emerson er Unitar. Hans Filosofi er halvt Tænkning og halvt Tro ― ingen Tvivl, ingen Søgen, men en lige fra Begyndelsen færdig filosofisk Afsluttethed. Observationer, Sammenligninger, Eksperimenter, Hypoteser, alle en induktiv Spekulations Virkemaader, har saa godt som ingen Interesse for ham, ― „Filosofi er Platon“. (Sml. ''Fortnightly Review'', IX, 1883). Denne Mand, som ingen Skole har dannet, intet System har grundlagt, ingen eneste ny Tanke har tænkt, ingen<noinclude><references/></noinclude> tp3yrpwmms1hd39mi78iq557h7fu1vn 104 145651 339632 2026-10-12T21:47:11Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339632 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>eneste ny Tanke har {{sp|optage|t}} engang, intet, intet originalt Værk har forfattet, ― denne Mand er Amerikas eneste Filosof. I Encyklopædier og Leksikoner er han opført med følgende: „Emerson, R. W., nordamerikansk Digter og Filosof. Skrift: ''Representative men''.“ Hvorledes er det gaaet til, at Emersons Navn overhovedet er bleven nævnt i Forbindelse med Begrebet Tænkning? For det første, fordi han er den eneste, som repræsenterer den filosofiske Dannelse i det store Yankeeland, for det andet, fordi han virkelig ejer Betingelserne for at kunne bore sig ind i et Publikum ― han er i betydelig Grad literær, han kan skrive. Han har Essayistens lykkelige Evne, og han bruger den med Takt. Han kan forfatte de nydeligste Paradokser i et fint og tilbørligt lærd filosofisk Sprog; han er en Mester i at lave gode, afslebne Sentenser, i at arbejde i Mosaik. Han overrasker os i et dødt Øjeblik med en Sætning, der strider som en Silkefane i Vinden, han holder os klarvaagne med de eleganteste Selvmodsigelser, forbauser os med en kæk Paastand, udfordrer vor logiske Sands uden at blinke. Men en Tænker, det er han ikke. Han er for udvendig og for feminin. I en Athandling bekender Emerson selv: „Det fornøjer mig at sige, hvad jeg tænker. Men spørger nogen<noinclude><references/></noinclude> j3an7w27vd3duq892s9hda58qwalw5y 104 145652 339633 2026-10-12T21:58:18Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339633 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>mig, hvordan jeg tør sige saa, eller hvorfor det er saa, da er jeg den hjælpeløseste af alle dødelige Mennesker.“ For en Filosofi, der som Emersons saa stærkt betoner Originalitetens rene Relativitet, er der imidlertid kun ringe Brug for Beviser og Grunde. Hvad er Emersons Filosofi? „Filosofi er det Regnskab, som den menneskelige Fornuft aflægger sig selv om Verdensforfatningen. To Hovedfaktaer er dens Grundlag, den første er Enhed eller Identitet, den anden Flerhed eller Varietet,“ (''Representative men'', S. 27). Godt! Filosofi er altsaa et noget, som er den ene Ting paa den ene Side og den stik modsatte Ting paa den stik modsatte Side. Hvorfor ikke? Man er vant til noget af hvert fra Filosofiens Mænd. „Vi forener alle Ting ved at fornemme den Lov, som gennemtrænger dem“, fortsætter Emerson lidt videnskabeligt dunkelt, „ved at fornemme deres ydre Forskellighed og deres indre Lighed. Men hver Aandsvirksomhed ― denne selve Fornemmelse af Identiteten eller Enheden ― erkender Tingenes Flerartethed. Det er umuligt at tale eller tænke, uden at omfatte begge. Tanken er tilbøjelig til at søge efter én Aarsag for de mange Virkninger {{. . .|4}} en fundamental Enhed.“ Og her citerer Emerson pludselig Veda:<noinclude><references/></noinclude> 60hudnyboqsc9guvlnjtnacixxlx0sy 104 145653 339634 2026-10-12T22:02:57Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339634 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> „I Midten af Solen er Lyset, i Midten af Lyset er Sandheden, i Midten af Sandheden er {{sp|det evige væse|n}}.“ Ikke sandt, er der nogen Ting i Verden, en unitarisk Tænker hader, saa er det dette: ikke at finde Sammenhængen og komme til Resultatet. Emerson bruger en halv Oktavside forat opklare det Mysterium, om der er et „evigt Væsen“; han gaar ud fra som givet, at det er der, han frygter ikke forat sige, at det er der, han slaar fast, at der er en Gud. Man kunde ville spørge, om han havde det skriftligt. Nu udvikler Emerson videre i samfulde 3½ Linjer, hvorlunde de i Filosofien optrædende to Hovedelementer ― det positive og det subjektive, som han nærmere betegner med Virkning, Verden, og Aarsag, Gud ― er hinanden modstridende. „Den første af disse Hovedelementers Tendens er Undflyelsen af Organisation (!), er ren Videnskab: den andens Tendens er den højeste Tjenlighed, eller Brug af Midler, eller eksekutiv Guddom.“ Efter denne Definition ― en Definition, som forekommer mig at have lidt for meget Baghoved ― slynger Emerson ud en af sine korte, klare {{sp|sagte Tin|g}}, som med ét Slag aabenbarer, hvor inderlig unitarisk hans Hjerne er indrettet, hvor fast han staar saadan midt imellem Tænkning og Tro:<noinclude><references/></noinclude> fw52e03pqerit7wibuu9f76pxkir3dy 104 145654 339635 2026-10-12T22:07:52Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339635 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> „Hver Tænker tilhører ved Temperament og Vane den ene eller den anden af disse vort Sinds Guder. Ved sin Religion hælder han til Enheden, ved sin Forstand eller ved sine Sandser til Flerheden. En for hurtig Gaaen over til Enheden og en for vidt dreven Dyrkelse af Flerheden er Spekulationens dobbelte Fare.“ Der hænger denne Mand og dingler mellem Himmel og Jord og befinder sig saa storartet vel, at han raaber, at Faren ligger i {{sp|ikk|e}} at dingle mellem Himmel og Jord. Gak da du hen og gør ligesaa! Hvad er endnu engang Emersons Filosofi? Emersons Filosofi er {{sp|Plato|n}}. Platon er for ham Historiens højeste Tænker. „Platon er Filosofi, Filosofi er Platon.“ „Bliv ikke dig selv, men bliv en Platonist.“ „Platons store Berømmelighed hviler ikke paa en Syllogisme, ejheller paa et Mesterstykke af sokratisk Ræsonnement eller paa nogen Læresætning, f. E. om Sjælens Udødelighed. Han er mér end en erfaren, en Skolemand, et Geometer eller en Profet af en særegen Lære; han repræsenterer Erkendelsesevnens, Aandsmagtens Privilegium. Han har ført alle Faktaer til følgerigtige Stadier og afsløret hvert Faktum en hele Rummet omfattende Sandhedsspire. Overalt gaar han Veje, som ingen<noinclude><references/></noinclude> 4dmi6sp4ydpzerlq60kanrxa8uwijrm 104 145655 339636 2026-10-12T22:11:35Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339636 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Ende har, men som løber ustandseligt rundt hele Universet.“ ― Blandt de „Faktaer“, som Platon da har ført til følgerigtige Stadier, nævner Emerson hans Lære om Sjælens Udødelighed og anfører: „Hvad der kommer fra Gud til os, gaar fra os til Gud tilbage“. Han elsker Platon, fordi denne har saa stærkt Brug for en Gud. „Sjælen er det fra Naturen frigjorte løsrevne Gudselement i Mennesket; Legemet kan ikke lære En Visdom, blot Gud kan.“ Han beundrer Platon, fordi denne allerede i Oldtiden havde hittet paa, at „Poesi, Profeti og de dybe Syner stammer fra en Visdom, over hvilken Menneskene ikke er Herrer. Endelig tilbeder han Platon for akkurat det samme, som han elsker og beundrer ham for: han er den største Gudsdyrker. „Platon staar midt imellem Sandheden og hver Mands Tanke. Han har trængt ind i Verdner, som Mennesker i Kødet ikke kan naa; han saa Sjælene i Pinen, han hørte Dommerens Dom {{. . .}} Jeg er bleven slaaet af den yderste Grad af Modernitet baade i hans Form og i hans Aand. Her er Spiren til det Europa, vi kender saa vel, i dets lange Historie i Kunst og Krige, her er alle dets Skridt paa Forhaand opstukne i Platons Tanke ― og af ingen før ham. Europa har siden spaltet sig i Hundreder Historier, men det har ikke tilført<noinclude><references/></noinclude> 75yw1no2zni3f7okxg4bn1f559b17yk 104 145656 339637 2026-10-12T22:16:49Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339637 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Platons Europahistorie noget nyt Element. Platon blev Europa og Filosofien og næsten Literaturen {{. . .}} Fra Platon kan man hente Beviser. for begge sider af ethvert stort Spørgsmaal.“ Man eftergaa en Smule disse Udtalelser; de er atter karakteristiske for Emersons mærkelige Evne til at sige Ting. Overdrivelsen om Platon som Europa, Filosofien og Literaturen er af ingen Vigtighed og bør oversés; det er en {{sp|amerikans|k}} Overdrivelse og har Værd kun som Prøve paa god Yankeestil. Istedet derfor er det nyttigt at undersøge disse forskellige Sætningers logiske Indholdsværdi. Hvad der henrykker Emerson ved Platon er, at han er den {{sp|ufejlbar|e}} Tænker. Selv Europa har maattet fuldkomme hans Spaadomme og ikke afvige fra dem med noget „nyt Element“. Da Platon nu „staar midt mellem Sandheden og hver Mands Tanke“, maa hver Mand forbi eller gennem Platon, forat finde Sandheden. Til denne sande Platon kommer man da, men opdager, at hos ham finder man „Beviser for {{sp|begge side|r}} af Spørgsmaalene“, baade for og imod! Trods den ræsonnerende Gave, Platon saaledes maatte besidde, er hans Ræsonnement imidlertid „ikke noget Mesterstykke“, ikke som Sokrates's var. Men alligevel er Platon saa meget mér end Sokrates<noinclude><references/></noinclude> 6yzfp6a05mrjg33o0e5qg0hpcikh98g 104 145657 339638 2026-10-12T22:22:18Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339638 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og Alverdens „Geometre“, at han simpelthen „repræsenter Erkendelsesevnens, Aandsmagtens Privilegium“! Videre. I sin Afhandling om Shakespeare paaviser Emerson ganske rigtigt, at al Originalitet er relaliv og hver Tænker tilbageskuende. Han postulerer følgende: „Store Mænd kendes bedre paa deres Art og Udstrækning end paa deres Originalitet. Det er let at sé, at hvad der er bedst skrevet eller gjort af Genier i Verden ikke er én Mands Værk, men er frembragt ved Tusinders Arbejde.“ Og han anfører endog Bibelen til Støtte herfor. I en Afhandling om Platon derimod, som staar i samme Bog og udgør det ene af de syv Foredrag, hvoraf hans filosofiske Hovedværk bestaar, hævder Emerson imidlertid den stik modsatte Lære. „Platon er Filosofi, Filosofi er Platon.“ „Han har trængt ind i Verdner, som Mennesker i Kødet ikke kan naa.“ Hos Platon er Spiren til det Europa, vi kender saa vel, i dets lange Historie i Kunst og Krige, her er alle dets Skridt paa Forhaand opstukne i Platons Tanke ― {{sp|og af ingen før ha|m}}.“ Mellem de førstnævnte og de sidstnævnte Udtalelser ligger hverken Aar og Dag eller forandrede filosofiske Anskuelser; der ligger i Tid<noinclude><references/></noinclude> g89lqhm6ni9g05dg5rj3gno0wt3c57l 104 145658 339639 2026-10-12T22:26:05Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339639 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>8 — tre — Uger og i Rum 95 — fem og niti — Oktavsider. Efter nu paa det klareste at have vist, hvilken Originalitet Platon dog var, som havde entret fremmede Verdner og opstukket hele Verdensdeles Skæbne i sin Tanke — en Opstikning, som ingen før ham havde opstukket — gaar Emerson * atter af Led og sætter sin amme Læser i en ny Kattopine. Sagen er den, at Emerson til syvende og sidst dog ikke er ganske pan det rene med, hvad Platon egentlig var original i. Hans Skrifter kunde lige saa snart være andres Skrifter; der var visselig ingen før ham, slet ingen før ham; men der kunde dog alligevel være en eller anden før ham! Han siger rent ud: „Naar vi berømmer Platon, saa synes det som om vi berømmer Citater fra Solon, Sophron, Philolaus.“ Og han lægger til: „Lad saa være. Hver Bog er et Citat, hvert Hus er et Citat fra alle Skoge, Miner og Stenbrud, og hvert Menneske er et Oitat fra alle sine Forfædre.“ Det Resultat, man herved tilsidst kommer til, er altsaa følgende: Oitatet Platon sad i et eiteret Hus og citered Citater fra Citaterne Solon, Sophron, Philolaus, for derved at lave et Citat, som {{sp|ingen før ha|m}} havde Part eller Andel i! — Man huske, at det efter Emersons egne Ord endog<noinclude><references/></noinclude> 7jys78w2v4yuu0qi8wguaiu0jntu5dd 339640 339639 2026-10-12T22:26:30Z Øystein Tvede 3938 339640 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>8 — tre — Uger og i Rum 95 — fem og niti — Oktavsider. Efter nu paa det klareste at have vist, hvilken Originalitet Platon dog var, som havde entret fremmede Verdner og opstukket hele Verdensdeles Skæbne i sin Tanke — en Opstikning, som ingen før ham havde opstukket — gaar Emerson atter af Led og sætter sin amme Læser i en ny Kattopine. Sagen er den, at Emerson til syvende og sidst dog ikke er ganske pan det rene med, hvad Platon egentlig var original i. Hans Skrifter kunde lige saa snart være andres Skrifter; der var visselig ingen før ham, slet ingen før ham; men der kunde dog alligevel være en eller anden før ham! Han siger rent ud: „Naar vi berømmer Platon, saa synes det som om vi berømmer Citater fra Solon, Sophron, Philolaus.“ Og han lægger til: „Lad saa være. Hver Bog er et Citat, hvert Hus er et Citat fra alle Skoge, Miner og Stenbrud, og hvert Menneske er et Oitat fra alle sine Forfædre.“ Det Resultat, man herved tilsidst kommer til, er altsaa følgende: Oitatet Platon sad i et eiteret Hus og citered Citater fra Citaterne Solon, Sophron, Philolaus, for derved at lave et Citat, som {{sp|ingen før ha|m}} havde Part eller Andel i! — Man huske, at det efter Emersons egne Ord endog<noinclude><references/></noinclude> ny75sn56dr8fz1bywd6mdbw8ki8mksa 339641 339640 2026-10-12T22:27:22Z Øystein Tvede 3938 339641 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>8 — tre — Uger og i Rum 95 — fem og niti — Oktavsider. Efter nu paa det klareste at have vist, hvilken Originalitet Platon dog var, som havde entret fremmede Verdner og opstukket hele Verdensdeles Skæbne i sin Tanke — en Opstikning, som ingen før ham havde opstukket — gaar Emerson atter af Led og sætter sin amme Læser i en ny Kattepine. Sagen er den, at Emerson til syvende og sidst dog ikke er ganske pan det rene med, hvad Platon egentlig var original i. Hans Skrifter kunde lige saa snart være andres Skrifter; der var visselig ingen før ham, slet ingen før ham; men der kunde dog alligevel være en eller anden før ham! Han siger rent ud: „Naar vi berømmer Platon, saa synes det som om vi berømmer Citater fra Solon, Sophron, Philolaus.“ Og han lægger til: „Lad saa være. Hver Bog er et Citat, hvert Hus er et Citat fra alle Skoge, Miner og Stenbrud, og hvert Menneske er et Oitat fra alle sine Forfædre.“ Det Resultat, man herved tilsidst kommer til, er altsaa følgende: Oitatet Platon sad i et eiteret Hus og citered Citater fra Citaterne Solon, Sophron, Philolaus, for derved at lave et Citat, som {{sp|ingen før ha|m}} havde Part eller Andel i! — Man huske, at det efter Emersons egne Ord endog<noinclude><references/></noinclude> 0hgq1a3q92wcxwg0hhp9atyf5uerr0o 104 145659 339642 2026-10-12T22:32:49Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339642 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>er „let“ at se, at det bedste Skrift er „frembragt ved Tusinders Arbejde.“ Men nu røber Platons Skrifter jo en Forfatter, som har „trængt ind i Verdner, som Mennesker i Kødet ikke kan naa.“ Hvis da ikke Platon selv har forfattet sine Skrifter, hvormange Mennesker i Kødet kunde der saa paa en Slump være tilbage paa Jorderige dengang, da Platons Tusinder Arbejdere trængte ind i andre Verdner? Ialfald i Grækenland maa. Mennesker i Kødet have været ganske sjeldne paa Platons Tid. Blot Sokrates, Stakkar, var nu et saadant Menneske, en „uvidende Gadedebattant“, som endnu gav sig af med at være i Kødet. Emerson maa have læst Platon ikke uden Udbytte. Han har fundet og tilegnet sig de „to Sider“ hos ham. Disse to Sider sætter ham saa istand til at sige de tosidigste Ting, en Tænker nogensinde har sagt i noget Land. Den samme Mand, som i én Essay er henrykt over denne Tosidighed hos Platon, erklærer i en anden Essay med lige stor Henrykkelse: „Jeg elsker Faktaer. En faktisk eksisterende Flue er mér værd end. en mulig eksisterende Engel.“ Og den Mand har paa begge Steder sagt en udmærket Ting. Hvad er nu altsaa Emersons Filosofi endelig og tilsidst? Endelig og tilsidst er Emersons Filosofi akkurat saaledes, som den nu er fremstillet,<noinclude><references/></noinclude> eqczx3ag7spyj981tfadqp5moqcsmxs 104 145660 339643 2026-10-12T22:37:37Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339643 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og ikke mér. Det er en Filosofi paa vel halvandet Hundrede Sider og faas i England for én Shilling indbunden. Det er en Filosofi om „repræsentative Mænd“. Shakespeare repræsenterer Poeten, Montaigne Skeptikeren, Napoleon Verdensmanden, Goethe Skribenten, Swedenborg Mysticismen og Platon Filosofien. Alle disse Mænd var store Mænd ― ti kan man lære noget af dem. Emersons Syslen med Platon har ført ham til et bestemt Punkt, som trods alle hans Modsigelser staar støt for Læseren, en „fundamental Enhed: en Gud og en udødelig Sjæl“. Da nu Platon var den, som i Emersons Øjne har opfundet baade Gud og Sjælen, er Platon Filosofien. Gud maa Emerson have, Gud er det fedeste Ord, han tager i Munden, var han Skandinav, vilde han skrive det med Guud. Gud og Sjælen er Facit i hans Filosofi; der er en Verden ― ti er der en Gud. Disse rene Sandheder er Hovedresultaterne af Emersons filosofiske Undersøgelser. Hans Afhandlinger indeholder dette. I sine Bestræbelser for at paavise Sjælens nøje Forbindelse med Gud, slaar Emerson endnu engang istykker Læren om den relative Originalitet. Naarsomhelst han strejfer ind paa det guddommelige Omraade, faar han asiatiske Raptuser og giver alle tidligre opstillede Teorier en god<noinclude><references/></noinclude> hu9f64eywet7t8lysaapkabxzfvduuq 104 145661 339644 2026-10-12T22:46:35Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339644 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Dag. „Den rene (''inviolate'') Sjæl er i uafbrudt telegrafisk Forbindelse med Tingenes Ophav“, siger han. Og end tydeligre udtrykker han det, naar han siger: „Det centrale Faktum er den oversandselige Intelligens flydende over i os fra det ukendte Kildespring, at blive modtagen med religiøs Andagt og beskyttet for al Sammenblanding med vor egen vilje.“ Til hvad Nytte er da alle de „Tusinder Arbejdere“? Naar den rene Sjæl er i Bekneb for en Underretning af en eller anden Sort, et Svar paa et Spørgsmaal, da slaar den ikke engang op i Platon efter den Underretning, den kommer, siger Emerson, „faktisk“ til os paa første Haand fra det ukendte Kildespring, som et Telegram. Man føler sig vaad ved at læse om dette Kildespring, som skal flyde over i os. Og som om Emerson selv frygter for, at Telegramet skulde udeblive, lader han Unitaren i sig lægge til: „I Sandhed, vi har ingen Spørgsmaal at gøre, som er ubesvarlige.“ I Sandhed, dette er nu en noget særegen Paastand i en Tænkers Mund! Foran de stejleste Gaader staar han stille, hitter paa ingen Ting, slaar sig til Ro, udbryder med Psalmisten. ― Hvad Sjælens Udødelighed angaar, da beviser Emerson Sjælens Udødelighed med en Sats af Emerson: „Om mit Skib synker, saa synker det blot ned til en anden Sjø.“ Til Over-<noinclude><references/></noinclude> j7z7ukcza6xgumru3mtd4or625qn2b0 104 145662 339645 2026-10-12T22:49:20Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339645 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>flod citerer han desuden et Par Linjer i Fox’s Evighedssyn: „Og der var et Ocean af Mørke og Død, men tillige et uendeligt Ocean af Lys. og Kærlighed, som overflød det af Mørke og Død.“ Ti er Sjælen udødelig! Med saadant moral-filosofisk Puslearbejde er Emerson bleven Tænker. Hans Lære er: en Sjæl i Kroppen, en Gud i Horisonten. Hvad han spørger efter hos Filosoferne er „Visdommen“ hos dem, hvad han ogsaa forklarer med „Morallæren“. Platons Visdom er uden alle Grændser, Behmens Visdom er „sund og skøn“, Swedenborgs er ham „behagelig“, Montaignes „umoralsk“, Shakespeares „utrolig“, ― han spørger efter Art og Beskaffenhed af Visdom. Som om en videnskabelig Filosofi var betinget af en bestemt Moral! Man kan træffe Folk, som lige saa snart kan tænke sig en Lastens Filosofi, som en Dydens. Emersons Moralfilosofi er nøjagtigt den samme som den, man kan træffe i alle unitariske Huspostiler, (sml. Parkers, Channings og andre Prækensamlinger). Hans Filosofi er forsaavidt den samme som den, man kan træffe hos alle skikkelige Mennesker, fra godslige Bubud til retskafne Hvalfangere. Emerson tilførte ikke Moralfilosofien nogen Tænker; men han tilførte den en Forkynder. Hans Aandsanlæg var overvejende literære; hvad enten han talte eller<noinclude><references/></noinclude> qo4d5as65pkn57cy19nnkxnre15zqtx 104 145663 339646 2026-10-12T22:52:57Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339646 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skrev, var han et Talent. Fra ham henter hans. Landsmænd Mottoer til deres allergodeste og uskyldigste Bøger. Han blev den amerikanske Moralmobs Æsop. Stundom har hans literære Talent dog ført ham paa vilde Veje; det er, naar han synes, han bør være dybsindig. Nu er man ganske vist vant til mangen ufattelig Storslagenhed i de Filosofers Skrifter; men det har Særinteresse at sé, hvorledes en lærd Yankee bærer sig ad med at være lærd. Et Par af Emersons orakelagtige Yttringer, hvori man har fundet Dybsind, lyder saa: {{sp|„Kundskab er den Viden, som vi ikke kende|r}}“. ― Det er saa sandt, saa sandt! Jeg forstaar rigtignok ikke et Ord af det; men Emerson har evig Ret heri. Ikke sandt, han vilde faaet Uret, hvis han havde sagt: Kendskab er den Kundskab, som vi ikke vide. Saa meget kan det gøre at stille en Ting paa Hovedet! ― Den anden Yttring er om muligt end mærkeligre: „{{sp|Detaljer er Melankol|i}}“. ― Javist er Detaljer Melankoli. Det véd enhver middels dannet Sporvognshest. Har man maaske nogensinde hørt, at Detaljer var en Bjærgkæde eller et Rullegardin? Ja, sér man der! Jeg vil sé paa den, som kan sige, at Detaljer ligner Melankoli mindre,<noinclude><references/></noinclude> 2godjaij7jl0doc3wc8vdgrpfd1ch48 339647 339646 2026-10-12T22:53:42Z Øystein Tvede 3938 339647 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skrev, var han et Talent. Fra ham henter hans. Landsmænd Mottoer til deres allergodeste og uskyldigste Bøger. Han blev den amerikanske Moralmobs Æsop. Stundom har hans literære Talent dog ført ham paa vilde Veje; det er, naar han synes, han bør være dybsindig. Nu er man ganske vist vant til mangen ufattelig Storslagenhed i de Filosofers Skrifter; men det har Særinteresse at sé, hvorledes en lærd Yankee bærer sig ad med at være lærd. Et Par af Emersons orakelagtige Yttringer, hvori man har fundet Dybsind, lyder saa: „{{sp|Kundskab er den Viden, som vi ikke kende|r}}“. ― Det er saa sandt, saa sandt! Jeg forstaar rigtignok ikke et Ord af det; men Emerson har evig Ret heri. Ikke sandt, han vilde faaet Uret, hvis han havde sagt: Kendskab er den Kundskab, som vi ikke vide. Saa meget kan det gøre at stille en Ting paa Hovedet! ― Den anden Yttring er om muligt end mærkeligre: „{{sp|Detaljer er Melankol|i}}“. ― Javist er Detaljer Melankoli. Det véd enhver middels dannet Sporvognshest. Har man maaske nogensinde hørt, at Detaljer var en Bjærgkæde eller et Rullegardin? Ja, sér man der! Jeg vil sé paa den, som kan sige, at Detaljer ligner Melankoli mindre,<noinclude><references/></noinclude> 474k2qvv6g0sp3n30g909leyeoooi3e 104 145664 339648 2026-10-12T22:56:29Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339648 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>end en hvilkensomhelst Silkeparaply i Verden! Altsaa er Detaljer Melankoli {{. . .|4}} Ralph Waldo Emerson døde i 1882. Der er selvfølgelig flér Forfattere i Amerika, som maatte medtages i en Literaturhistorie; i nærværende Arbejde er der derimod ikke Anledning til at gøre minutiøse Udpluk. Jeg har valgt at fremstille en Smule udførligre et Par af Amerikas Skribenter, som er blevne betydelig bekendte herhjemme, for netop at vise, hvor drøjt man kan bedrage sig nu og da ved at oversætte fra Landene istedetfor fra Literaturerne. Min Opgave er at vise, hvilket {{sp|Aandsli|v}} en saadan Literatur, som den amerikanske, forudsætter hos og afsætter i et Folk, hvilken Sæd der saaes og hvilken Grøde der høstes. Whitman og Emerson er blevne fremhævede som de særligt nationale Repræsentanter for deres Lands Literatur, ― dette er ikke Amerika til ubetinget Fordel; den ene var en uartikuleret Poet, den anden en literær Postilforfatter. Jeg er ikke et Øjeblik i Tvivl om, at Amerikas Literatur trænger den Paavirkning fra fremmede og længer fremskredne Literaturer, som Kongressen patriotisk sætter Told paa. Skal den blive et Udviklingsmiddel, maa den skifte<noinclude><references/></noinclude> pzfau7kekkyhcnweqhesie77dohu1ps 0 145665 339650 2026-10-12T22:57:55Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Fra det moderne Amerikas Aandsliv (1889).djvu" from=91 to=136 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 339650 wikitext text/x-wiki <pages index="Fra det moderne Amerikas Aandsliv (1889).djvu" from=91 to=136 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 0j2bl7i5k0rlrn6pf267vfsy0dz8ji6 339651 339650 2026-10-12T22:58:30Z Øystein Tvede 3938 339651 wikitext text/x-wiki <pages index="Fra det moderne Amerikas Aandsliv (1889).djvu" from=91 to=136 fromsection="2" tosection="" header=1 /> b7gmcil96tvel7t5h1eo0hmy37dw7pf 0 145666 339654 2026-10-12T23:01:59Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Fra det moderne Amerikas Aandsliv (1889).djvu" from=137 to=137 fromsection="1" tosection="1" header=1 /> 339654 wikitext text/x-wiki <pages index="Fra det moderne Amerikas Aandsliv (1889).djvu" from=137 to=137 fromsection="1" tosection="1" header=1 /> bgy3ehpujftwgjwtix91uy87486f0xq 104 145667 339655 2026-10-12T23:04:07Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339655 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>{{c|{{stor|{{sp|DEN BILDENDE KUNST.}}}}}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|MALERI OG SKULPTUR.}} {{Stor initial|G}}aar man nu over til Amerikas bildende Kunst, faar man nøjagtigt det samme Indtryk af den, at den er en Kunst, som trænger fremmed, impulsydende Vejledning. Ogsaa den er en Frugt modnet i Landets egen materialistiske Livsluft, indblæst Bostonklericiets Aand, baaret oppe af den massiveste Patriotisme. Amerikanerne er et Handelsfolk, som køber og sælger, hverken et kunstnerisk eller et kunstelskende Folk. Hvad der kommer i deres Vej af Vareomsætninger og Pengetransaktioner er deres Hjerne straks med paa, Kunstens Aand derimod svæver helt udenfor deres Forestillingskreds. De givér sig aldrig en stille Dag og tager sig aldrig Tid til at lytte. En ægte Yankee, en med den rette nationale Smag,<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> odn02dgcx5xoheh6ux0jcclg0w9c2lh 339656 339655 2026-10-12T23:04:25Z Øystein Tvede 3938 339656 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>{{c|{{stor|{{sp|DEN BILDENDE KUNST.}}}}}} {{--}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|MALERI OG SKULPTUR.}} {{Stor initial|G}}aar man nu over til Amerikas bildende Kunst, faar man nøjagtigt det samme Indtryk af den, at den er en Kunst, som trænger fremmed, impulsydende Vejledning. Ogsaa den er en Frugt modnet i Landets egen materialistiske Livsluft, indblæst Bostonklericiets Aand, baaret oppe af den massiveste Patriotisme. Amerikanerne er et Handelsfolk, som køber og sælger, hverken et kunstnerisk eller et kunstelskende Folk. Hvad der kommer i deres Vej af Vareomsætninger og Pengetransaktioner er deres Hjerne straks med paa, Kunstens Aand derimod svæver helt udenfor deres Forestillingskreds. De givér sig aldrig en stille Dag og tager sig aldrig Tid til at lytte. En ægte Yankee, en med den rette nationale Smag,<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> pjoijvjx7y187z0n0kykdi76x4ynly5 104 145668 339657 2026-10-12T23:23:01Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339657 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>forlyster sig langt heller med en Patentrapport i Atenæum, end han gaar i Operaen og hører Wagner, og var det ikke fordi det hørte til god Tone, saa var maaske ikke Fruen og Frøkenen gaaet derhen heller. Amerikanerne er ikke det ringeste kunstnerisk {{sp|vakt|e}}. Jeg forlanger ikke af dem, at de skal opdage Kunsten, men optage den, naar den tilbydes dem, og indordne den under deres egne nationale Vilkaar, genføde den. Yankeerne er et ungt Folk, men de er gamle nok til at blive grebne, paavirkede, ialfald tiltalte. Selve deres Natur burde have afsat i dem en intelligent Skønhedssands; de sér jo Solen og Havet ― en Sol, som der ikke findes Mage til i nogen Zone ― de har hvide Stjærner om Vinteren og røde Orkanskyer i de varme Somres Nætter; der rører sig et sælsomt puslende Liv i deres Skoge, Fuglesang, Dyreskrig og lodne Væsners listende Skridt; der strømmer dem om Hovederne en hel Prærieverdens Farver og Duft og underlige Lyde, ― men de mærker det ikke. Ingen Ting kan bringe Amerikanernes taltrænede Tanker ud af Sporet, ingen Skønhed faar dem til at glemme Eksporten og Markedsprisen for en eneste Stund. I alle disse Stater kan der maaske i Aarets Løb opvises nogle Undtagelser, men ikke mange, ganske, ganske faa. Det er saaledes ikke saa ret besynderligt, -<noinclude><references/></noinclude> iti97jic6d9zfxcmhoppfqutjueagtj 104 145669 339658 2026-10-12T23:24:49Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339658 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>at den amerikanske Kunst ikke staar højere, end den staar. Til disse Mennesker uden Sands for andet end Madnytten, kommer Landets Kunst og banker paa af disse Mennesker skal den opmuntres. Den tør ikke spørge om den fattigste Forstaaelse, selv om der fandtes noget at forstaa, den faar modtage den najveste Anerkendelse og den dummeste Kritik. Til disse Mennesker maa endelig Landets Kunst overgive sig paa Naade og Unaade ved Udstillingerne. Der er saa mangen Gentleman i Amerika, som ikke kan skælne en Pastel fra en ''Cromo'', end sige én Skole fra en anden, ― kender han den amerikanske Præsidentrække, véd han Datoen for det berømmelige Slag ved Atlanta, tror han paa Gud og ejer han Millionen, saa er dette i sig selv nok til at skaffe ham Plads som Jurymedlem ved en Kunstud- stilling. Der er i Amerika 88 Kunstakademier med 190 Professorer, som underviser 3000 Elever. Nu burde dette Land, som er saa ungt i sin Kunst og har saa god Raad, holde {{sp|Kunstner|e}} til Lærere paa disse Akademier, og der burde maaske ogsaa gøres en Smule Udvalg af Elever blandt disse tre Tusind. Men ingen af Delene blir gjort. Af amerikanske Malere er der saavidt jeg véd tre, som har faaet Medalje i Europa, eller<noinclude><references/></noinclude> eu93pu43ssqby73luc2odije1hai5m7 339700 339658 2026-10-13T11:10:40Z Øystein Tvede 3938 339700 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>at den amerikanske Kunst ikke staar højere, end den staar. Til disse Mennesker uden Sands for andet end Madnytten, kommer Landets Kunst og banker paa af disse Mennesker skal den opmuntres. Den tør ikke spørge om den fattigste Forstaaelse, selv om der fandtes noget at forstaa, den faar modtage den najveste Anerkendelse og den dummeste Kritik. Til disse Mennesker maa endelig Landets Kunst overgive sig paa Naade og Unaade ved Udstillingerne. Der er saa mangen Gentleman i Amerika, som ikke kan skælne en Pastel fra en ''Cromo'', end sige én Skole fra en anden, ― kender han den amerikanske Præsidentrække, véd han Datoen for det berømmelige Slag ved Atlanta, tror han paa Gud og ejer han Millionen, saa er dette i sig selv nok til at skaffe ham Plads som Jurymedlem ved en Kunstudstilling. Der er i Amerika 88 Kunstakademier med 190 Professorer, som underviser 3000 Elever. Nu burde dette Land, som er saa ungt i sin Kunst og har saa god Raad, holde {{sp|Kunstner|e}} til Lærere paa disse Akademier, og der burde maaske ogsaa gøres en Smule Udvalg af Elever blandt disse tre Tusind. Men ingen af Delene blir gjort. Af amerikanske Malere er der saavidt jeg véd tre, som har faaet Medalje i Europa, eller<noinclude><references/></noinclude> bujvojcxul5tyrz5aok3fp9ts3e9qdr 104 145670 339659 2026-10-12T23:26:31Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339659 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>der er seks, som har vundet et Ry og har fortjent det. Man kunde sikkert skrabe sammen et halvt Snes Talenter blandt deres egne og saa faa det resterende Antal Professorer andre Steder fra; men det er virkelig ikke til at nævne ― nationalt maa det være! Nu er der den karakteristiske Ting at lægge Mærke til herved, at saasnart der dukker op en Kunster af virkelig Betydning i Amerika, saa forlader han sit Land. saasnart, han bare kan, han rejser til Europa. Af dette kunde Amerikas Forbudsmagere gøre sig en Pegepind, men det gør de ikke; de lader Kunstnerne fare. Følgen er saa den, at man staar tilbage paa Akademierne med gamle Mænd, som er forgamle til at rejse, og med unge, haabefulde Dilettanter ― som igen skal undervise unge, haabefulde Dilettanter. En amerikansk Kunstudstilling frembyder et meget forvirrende Skue. Der øves ingensomhelst Censur ved Optagelsen, og man kan derfor sé et Mesterstykke, en Genistreg fra et gammelt Kunstland ved Siden af den flaueste Talentløshed fra Dakotas Prærier. Hvem skulde ogsaa øve Censuren? Juryen bestaar i de allerfleste Tilfælder af Byens Borgmester og et Antal Pengemænd, Folk som har social Anséelse, fordi de er rige og tror hardt paa Gud, men som er uden<noinclude><references/></noinclude> 8wpnsofyv4ehxckebox9iigd8adeo4f 104 145671 339660 2026-10-12T23:27:40Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339660 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>kunstnerisk Opdragelse, uden kunstnerisk Medviden, Mænd, som maaske om Morgenen før de indtager Sæde faar et lidet æstetisk Vink af deres Kone eller Datter, som selv sysler med Maling. Den amerikanske Kunst er fortrinsvis repræsenteret i Madbilleder: der er Æbler og Druer og Pærer og Fiske og alle Slags Bær og nøgne Haner og raa Okselaar over alle Vægge. Der er store Lærreder iblandt, i Rammer til svære Summer; der kan være Rammer, hvor Forsiringerne er af Guldfiligran. Disse Billeder gaar ikke til Gallerierne eller til Kunstanstalterne, de købes af Rigmænd til Spisesalsdekorationer. Fordi det nu altsaa ikke er nogen Hemmelighed hvad disse Billeder skal bruges til, aabner der sig pludselig en hel Industri, en ren Fabriksdrift med Haner og Okselaar. Billederne blir malte i den bestemte Hensigt at udgøre et Møbel i Spisestuen, de faar det dekorative Udstyr, hvorefter de kan tage sig ud paa en Væg, faar luende Farver og skarpe Figuromrids. Selv et Okselaar gives en dekorativ Karakter, og det faar gærne en smuk Roset eller Sløjfe bunden om Benstumpen. En død Fugl paa et Bræt har Vingerne dekorativt spilet, hver Fjær er malet med underfulde Farver, disse døde Vinger flyr henad Brættet, saa det er en Lyst. Er nu disse Billeder saa nogenlunde bra malte, har de<noinclude><references/></noinclude> ficpeimjctw5vzujtwm1759qr3m4j0i 104 145672 339661 2026-10-12T23:30:55Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339661 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>et mér eller mindre bekendt Yankeenavn i Hjørnet og er der en Ramme om dem, som der ikke er Plet eller Rynke ved, saa faar de jo meget snart sin Køber ― en Rigmand hænger Rarieteterne op i sin Spisesal. Saa liden er den kunstneriske Blu hos en saadan amerikansk Kunstjury, at den uden videre antager ogsaa Børns Arbejder, {{sp|ford|i}} det er Børns Arbejder, og giver dem en Plads hvorsomhelst, gærne paa et iøjnefaldende Sted. Der hænges en Seddel paa disse Barnestreger, hvorpaa der staar skrevet, at Kunstneren er tolv Aar og forældreløs. Paa en Sortkridtstegning, som forestiller to Høns, gør Sedlen opmærksom paa, at Kunstneren er femten Aar, døvstum og halt. Hvad har Estetiken med Barmhjærtighed at gøre? Som Kunstner vilde ikke jeg betænkt mig paa at sparke Krøblingens Høns ned fra Væggen. Denne Tegning gør frækt Nar af Beskueren, og den tilsøler Billederne i sit Naboskab. Har man først kastet Øjnene paa dette umulige Billede, saa kan man slet ikke glemme det mér, det har gjort Indtryk netop ved sin desperate Flauhed, det har revolutioneret sig ind i Ens Erindring, og dér staar det; man kan ikke blive det kvit. Har man engang i Livet sét et Par saadanne Høns, saa staar de den Dag idag for Ens Øjne; de stiger op netop naar man mindst<noinclude><references/></noinclude> buue6u8ufq1sgtpmvpiziwm0amjhfn7 104 145673 339662 2026-10-12T23:32:12Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339662 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>venter dem, dumper ned paa Papiret, naar man skal skrive, sætter sig paa Lampeskærmen, klæber sig fast paa Datokalenderen paa Væggen, stritter sørgeligen ud i Verden med Lægge saa tynde, at det skærer en i Hjærtet at sé paa dem. Det er naturligvis ogsaa i en amerikansk Kunstudstilling noget godt i alt det slette, særlig da hvis Udstillingen omfatter hele Unionen. Det bedste i Amerikas Kunst er Landskabet; i den Art har Landet sine store gamle Navne, som staar fast, Mænd, som har naaet en ren Rutine i at male smukke Egetræer. I et ægte amerikansk Landskab er der nøjagtigt følgende at sé: En Pige, som mælker en Ko paa en grøn Eng foran en stor Skog mod et blaat Fjæld under en rén Himmel. Det er Maaneskinnet fra Literaturen i en ny Yttringsform. Dette Landskab gør de amerikanske Malere udenad, de snubler ikke paa et Straa, alt er glat og jævnt. Koen har Farver. som en Kolibri, Skogen er en Skog af yderst pyntelige Træer, og de Fjælde ordner sig saa, at de hverken trykker Jordkloden under eller stikker Hul paa Himlen. ― Aa, man kunde ville ta i disse Fjældtoppe, forat faa dem til at stritte lidt rasende op mod Højden! Og man kunde faa Lyst til at give den Himmel en Sky!<noinclude><references/></noinclude> h5miajgyhzjkxty6cza8mn7z3vd63tz 104 145674 339663 2026-10-12T23:34:55Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339663 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> En pen og lidet vovelig Kunst, en Flugt op i det blaa, uberørt af Verden og hvad deri er, en Kunst i Aand og Indhold ganske lig Literaturen. Fremstilles der en Hyrdescene, saa er man yderst godt klædt i en Hyrdescene; Luften kan sige 100 Grader Farenheit og Græsset kan krølle sig af Heden; men Hyrden og Hyrdinden aabner ikke en Knap. Fremstilles der et Interiør, saa hænger „Den stille Trøster“ og Georg Washington paa Væggen, Sankey staar opslagen paa Pianoet og Skruekalenderen under Spejlet viser: Søndag, 23 August. I dette Værelse sidder saa to Mennesker paa Pudestoler og elsker! ― Op med Knapperne! Sæt Kalenderen paa Mandag, Frimandag, Blaamandag, Livets Strid og Livets Lyst! Jeg beder ikke om Galskaben og den svare Synd ― det er et Moralspørgsmaal, en Sag for sig ―, jeg beder om Livet, om levende Kroppe i Klæderne, og det er et Kunstspørgsmaal. Lad disse elskende vise os, at Pulsen slaar og at Brystet puster; lad dem vise os, at Livet strider under deres Hud, at deres Legemer er betændte af Mennesket! Bare Maaneskin. Der, hvor den amerikanske Literatur taler med Streger, taler den amerikanske Malerkunst med Dragter; længer er den ikke<noinclude><references/></noinclude> r7f0prc1alow4oumnhrxg0kisfsac5e 104 145675 339664 2026-10-12T23:45:14Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339664 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>kommet, og længer kommer den ikke før den faar Vejledning. ― I Skulpturen er Amerika stærkest i Retning af Dyr Kat og Hund er deres første og sidste Forvovenhed, kommer det højt, blir det til en Neger. En krigsklædt Indianer, en korsfæstet Kristus, en Buste af Washington er i den amerikanske Skulptur de atter og atter tilbagevendende Typer paa moderne Liv. Nu og da støder man paa en Gipsfigur, som man lægger Mærke til, fordi der er endel Bogstaver, et Vers gravet ind i Soklen. Figuren er en (godt tildækket) Kvindeskikkelse af usigelig Skønhed, en amerikansk Venus med et Liv saa tykt som en Barnehals, og Verset gør opmærksom paa, at saa smuk kan enhver Kvinde blive, som køber og drikker saa og saa mange Flasker af Ayers ''Sarsaparilla''. Gipsfiguren er et Avertissement for en Patentmedicin. ― Længer henne opdager man en Gruppe, en Kone, som vasker en halvstor Gut i Ansigtet, og et Vers tilkendegiver, at saa hvid som denne Gut kau enhver blive, som bruger en vis Sort Sæbe til sin Vask. Kunstværket er et Avertissement fra Pears's Sæbefabrik i Brooklyn. Man misbilliger denne Profanation, man harmes maaske over, at Kunsten paa en saa direkte Maade gøres til Reklamens Tjener; men i samme<noinclude><references/></noinclude> imn766p8tvvel6q6odr8apptjtkrls3 104 145676 339665 2026-10-12T23:48:19Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339665 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Øjeblik erindrer man sig i hvilket Land man befinder sig, og da vil man endog komme til at nikke anerkendende til disse Gipsavertissementer. Hvorfor ikke? De er ikke uden sit Lune, og de er mangen Gang ganske vittige Opfindelser. De har selvfølgelig ikke megen Kunstværdi, de er Avertissementer, de er Forretningsskilte; men Maanelyrik er de ikke, de gengiver Livet, indeholder en Situation, fremstiller en Akt. Hvad skal jeg derimod gøre med en Indianer til dagligt Brug? En Indianer véd ikke engang af, at der er et Livets Fænomen til, som hedder Sæbe. Disse reklamerende Kunstfrembringelser er de første Forsøg paa en national amerikansk Kunst; de svarer til Journalistiken i Literaturen og er som saadan det bedste, ejendommeligste, der er begyndt inden Kunsten. Den amerikanske Kunst forekommer En at være saa fjærn fra al ædel Ærgærrighed. En Gengivelse af en skikkelig og død Præsident fra Knæbuksetiden, eller en nogenlunde tro Kopi af Venus fra Milo staar til idag som dens allerhøjeste Maal. Om Præsidenten véd man, at det eneste, han hæved sig til Talent i, var i Hæderlighed, og om Venus fra Milo véd man, at for hende har Alverden vænnet sig til at knæle. Hun staar i alle Vinduer, flyder om paa alle Hylder, rager i Vejret fra hvert Piano,<noinclude><references/></noinclude> lz8vxgerk64vyug9ft7gm95xtbfyoxg 104 145677 339666 2026-10-12T23:50:16Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339666 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>findes i hvert Fallitbo, besynges af hver Poet. I Amerika er hun det højeste, en Billedhugger forsøger at efterligne, i Paris er hun næsten Louvre. Jeg regner ikke hendes lange Hals, som kunde været kortere, jeg regner heller ikke hendes Drapperi, som er en Dekoration, et Drapperi, som skjuler istedetfor at dække; jeg tager hende som hun dér staar ― en Aabenbaring. Mine Følelser for hende er et indre æstetisk Glædesskrig, hun el en retlinjet Dejlighed næsten uden Lyde. Men Venus fra Milo staar min Sjæl for fjærn. Hun kan bruges til Bogmærke. Jeg véd aldrig paa noget Fisketorv at have truffet en Kvinde, hvis Ansigt har udtrykt saa inderlig lidet, som hendes. Naar et Menneske staar et Sted, saa staar det Menneske paa det Sted af en eller anden Grund ― Venus fra Milo staar paa sin Sokkel absolut uden nogensomhelst presserende Nødvendighed, staar der og er bare dejlig. Hun er en uaabnet, stejl Renhed; rører jeg hende, saa pletter jeg hende. Jeg elsker ikke den Dame, hun gør mig illusjonsløs, berøver mig al Trang, fylder mig med et øde, æstetisk Velbehag, som ikke beriger mig. En Arm mér, to Arme mér, vilde blot give hendes Legeme den Helhed, det mangler, ― Helhed i et Menneske, der udtrykker saa lidet. Med lidt Affektation og lidt digtende „Kunstforstaaelse“<noinclude><references/></noinclude> 41t1ez36afk3y238zkmk42kb1nhxh1x 104 145678 339667 2026-10-12T23:53:03Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339667 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>kan man jo faa hendes Krop til at leve; i næste Aarhundrede vil maaske indtryksømme Folk finde Pulsaarer i hendes Drapperi. ― For nogle Aar siden fandt en amerikansk Billedhugger paa den Idé at gøre sit Land en Tjeneste; han var Republikaner af Politik og Patriot af Natur ― der var dem, som mente, at der heller ikke har været Mage til Kunstner. Han hugged en Sokkel, en oprejst Mand og en knælende Neger; disse tre Ting satte han saa sammen med Jernkramper til en Gruppe. Manden, som stod oprejst, var Slaveholder, han havde en Svøbe i Haanden, og naar en oprejst Mand holder en Svøbe i Haanden, saa er han i høj Grad Slaveholder. Negeren var Slave, han knæler, han beder; men at en Neger beder, det er et Vidunder. Og hele Amerika fandt, at dette Arbejde var et Vidunder. Kunstneren var et vittigt Hoved, han havde sine Landsmænds store Opfindelsestalent ― han havde hugget den sorte Neger i hvidt Marmor og den hvide Slaveholder i sort. „Onkel Toms Hytte“ paany, nøjagtigt „Onkel Toms Hytte“! Madam Stowe havde ikke sagt tydeligere med Ord end denne Gruppe sagde med Sten, hvad Sydstaternes Folk dog var for nogle {{sp|sort|e}} Barbarer, som kunde holde disse {{sp|hvid|e}} Væsner til at arbejde for Mad, Klæder og Løn paa Bomulds-<noinclude><references/></noinclude> qdr5v548riz4gq8vo8m0b814a0gvfzc 104 145679 339668 2026-10-12T23:58:40Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339668 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>plantagerne. Og Gruppen statuered et Eksempel paa det Frihedsmod og den Menneskekærlighed, Nordstaterne viste, da de satte disse Folk i Frihed. Kunstneren var Patriot, han blev fra den Tid af en meget betydelig Mand, fik Navn, Anséelse, Formue, Stilling. Men hans Gruppe fortalte ikke, at det samme Land, som dengang løste nogle Tusind Negre, holder den Dag idag 1 Million 119 Tusind af deres egne Børn som Slaver nede i deres egne Gruber ― det fortalte ikke Gruppen<ref>I Tallet er medtaget ogsaa de Smaabørn, som arbejder i Metalvarefabrikerne ― hvilke er end værre end Gruberne. Børnene er fra 6 til 15 Aar; blot i et enkelt Amt (i Luzerne ''county'') er der 3 Tusind af disse Smaa beskæftiget i Kulgruberne. Nede i disse er Gennemsnitsheden 95 Grader F.; det er fastsat ved Lov hvor lang Tid Børnene er pligtige til at opholde sig dernede ad Gangen; de faar saagodtsom ingen Skole, og den Betaling, de faar, svarer ikke engang forholdsvis til Sydstaternes Betaling til deres Negre. (Sé for Statistikens vedkommende ''North American Review'', 1884.) I det samme Land, hvor Børneslaveriet Horerer saa usædvanlig stærkt, forsvarer man Emigrations-Restriktionen ogsaa som den Forholdsregel, der skal beskytte Landets egne Arbejdere mod Arbejdsløshed. Hvad om man gav Børnene fri, som man har frigjort Negrene? {{sp|De|n}} Forholdsregel vilde have til Følge, at 7 à 800 Tusind voksne Mænd sattes i Arbejde.</ref>.<noinclude><references/></noinclude> 1hkbsohaoevjcv814ei8o7x7616v61e 104 145680 339669 2026-10-13T00:01:58Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339669 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Thi den skulde ikke være en Præken mod Slaveri overhovedet, det laa udenfor dens Plan; den skulde for det første være en politisk Reklame for det republikanske Parti, hvortil Kunstneren selv hørte<ref>Det andet Parti, Demokraterne, modsatte sig som bekendt Slavekrigen.</ref>, for det andet skulde den være en patriotisk Hyldest til hele Fædrelandet. Og som saadan blev den modtagen, den vakte en Støj, den blev det monumentale Storværk i Landets bildende Kunst. Den amerikanske Skulptur er naturligvis ogsaa en saare blufærdig Skulptur. Kom ikke der og bed om Mennesker uden Figenblade! Selv et nøgent Barn, som leger med en Sko, kan ikke lege med en Sko uden Figenblad, ja stod Dubois’s {{sp|Ev|a}} (''Eve nouveau-née'') i Amerika, saa vilde den ikke staa der længe, før den fik et Mavebelte. I al Amerikas bildende Kunst raader ― som i dets Literatur ― det ømfindtligste Snærperi overfor nøgne Lemmer. Kunstnere har fortalt mig, at de aldrig maled efter Model, at de heller ikke kunde opdrive en Model, fordi det er stik imod al bostonsk Aand at stande nøgen, at de visselig heller ikke vilde faa Lov til at fremstille en Model, om de havde en. Man aner, hvad det vil sige at gætte sig frem, ikke blot angaaende Porerne, det<noinclude><references/></noinclude> 8do8d6tvkemlsy0ouevj23zl0pp8gi8 104 145681 339670 2026-10-13T00:03:50Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339670 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>vekslende Spil i Huden, men endog angaaende Muskler og hele Lemmer. Hvad Under da, at Venus fra Milo viser sig for en Yankeekunstner som den højeste æggende Dristighed! Tag Ørsted Park i København. Billedhuggerværker af den Nøgenhed, som der, en saaledes udstyret Park, med den Mangel paa Figenblade, vilde ikke paa nogen Betingelse blive taalt paa noget Sted i Amerika ― ikke om en By fik den gratis to Gange. Fra det moraljamrende Boston driver der indover Amerika en raa Snærperiets Aand, som farver og forfalsker baade Kunstnernes og Publikums Forestillinger. ― Mens nu Amerikanerne viser den mest samvittighedsfulde Rædsel for en Arm uden Ærme, en Læg uden Strømpe, er de imidlertid ganske ufatteligt sløve overfor den kunstneriske, den sjælelige Ublufærdighed, som breder sig i deres Kunst. Herhen regner jeg baade Detektivhistorierne og Spisesalsmalerierne, ja en god Del af den patriotiske Skulptur med. Man viger ikke tilbage for at byde Udstillingsgæster umulige Høns, bare fordi det er en Krøbling, som har forfattet disse Høns, og man finder det ganske i sin Orden, om der samler sig Beskuere. omkring denne Tegning. Hos Kunsthandlerne kan man sé de løjerligste Billeder indsatte til Salgs, saasom vilde Elgsdyr paa Bjærgene, hver med sit<noinclude><references/></noinclude> oevc2a468oimgsnfm6m7p359221gxn6 104 145682 339671 2026-10-13T00:06:28Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339671 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Silkebaand om Hornet, eller en enkelt blank Stjærne, sét gennem et Vindu fra en Stue, hvor Alting staari Middagslys. I St. Louis, Missouris Hovedstad og et af Unionens største Trafikcentrer, udstilled man for tre Aar siden bl. a. et Parti ''Cromo''-Billeder, hvoroaa man kunde finde forgyldt Vand, himmelblaa Sauer og Mennesker med rosenrøde Øjne. Naar Kunsten blir original paa den Maade, tier jo Beskueren, han blir slagen. Han maa blot ikke smile, altsammen er alvorligt ment. Han staar paa amerikansk Jord og betragter en amerikansk Kunstfortéelse; han maa nyde Kunstens Aabenbaringer, hvordan de end er, lige saa andægtigt, som han nyder Musiken fra de patriotiske Blikfløjter, der marcherer gennem Gaderne. Meget af Snærperiet i Amerikas Kunst kan forklares deraf, at et stort Flertal af dem, som sysler med Kunst, er {{sp|Kvinde|r}}. Denne Omstændighed har Betydning, den er en vejvisende Forklaring af et helt Folks Kunstanskuelse. Kvinderne i Amerika leder Kunsten i {{sp|dere|s}} Land, ligesom Tysklands Kvinder nu leder deres Literatur ― og lægger den øde ved deres Penneførhed. Enten er det Døttre af Rigmænd, som har lært sin Kunst i et af de 88 amerikanske Akademier, eller ogsaa er det gifte Koner, som af egen Drift, af Kedsomhed og af god Tone har<noinclude><references/></noinclude> phdaqupgnrkbvqt3ckpqlrjz09dek69 104 145683 339672 2026-10-13T00:07:52Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339672 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>givet sig til at kunste hjemme. At gøre Malerier er i Amerika simpelthen et kvindeligt Haandarbejde; for at blive opmærksom herpaa, behøver man ikke at besøge ret mange Familjer derover. Det synes næsten, som om de amerikanske Kvinder tror at skylde sig selv at sætte et Par Høns ind i Verden. Den feminine Indflydelse, som igen er dannet af Aanden fra Boston, virker ved sin rige Mængde ind paa al Landets Kunst. Og ikke blot de bildende Kunstnere, men ogsaa Digterne og Skuespillerne skatter under den. I Amerika siger Kvinden, hvor Skabet skal staa. Jeg gør igen opmærksom paa, at det nytter ikke at ville undskylde Amerikas Kunst med den Tale, at det jo ikke er at vente, at den kan være kommet videre endnu. Det blir optaget som en Fornærmelse, og man blir bedt om at komme! Ti der er ikke Tvivlere i Landet; paa Amerikas Himmel er der ingen Sky. Der har ikke vaagnet nogen levende Følelse af, at Kunsten i Landet trænger Retledning og Impulser udenifra; forat modtage Undervisning kræver de 2¼ Million om Aaret. Man svared mig derover, at der vel var Told paa Kunst i Europa ogsaa. Denne Indvending blev gjort uden al Ironi, ganske i god Tro; videre var det Yankeerne umuligt at tænke. Der er jo ikke det Land til i Europa, som ikke har bedre<noinclude><references/></noinclude> r4kbsvk08mhj9cma9xmqkph9mwigqgd 104 145684 339673 2026-10-13T00:09:25Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339673 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Raad end Amerika til at undvære Tilløb af fremmed Kunst, og ― hvad der vejer end mér ― der er ikke det Land til i Europa, som har saa god materiel Raad som Amerika til at undvære Tolden. Der ligger en ledig Kapital i Statens Kasse saa enorm, at slap man den løs paa én Gang, vilde den fuldstændig forrykke al Landets Omsætning. Den er saa stor, at selv Amerikanerne stejler foran den og véd ikke deres arme Raad med at anbringe den. Som bekendt er denne Kapital ligefrem bleven Tvistepunktet i Amerikas indre Politik. Man kunde ville bemærke, at der i det sidste dog har vist sig i Amerika en Stemning for at foretage en betydelig Nedsættelse i Kunsttolden. Det har sin Interesse at undersøge, hvor dybt denne Stemning stikker. Den stikker i Virkeligheden ikke dybere end den stak i 1846. Paa mig gør den sidste Tarif-''Bill'' nøjagtigt det samme Indtryk som alle dens Forgængere. Ti i det Land Amerika er det ikke første Gang, at en saadan ''Bill'' er fremkommet. En ''Bill'', som i den ene Sessjon er vedtagen af én Kongres, kan af den næste Kongres blive helt eller delvis ophævet, alt eftersom vedkommende regerende Præsidents eller Senats politiske Farve er. I 1842 var Importtolden paa Kunstsager i Amerika 30 pCt., i<noinclude><references/></noinclude> tgbg1372ikhbqeyy636sn2dtnk0oxez 104 145685 339674 2026-10-13T00:12:13Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339674 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>1846 nedsatte man den til 20, og i 1857 tog man Tolden helt væk. Dette vared i fire Aar. I 1861 satte man Kunsttolden igen op i 10 pCt. Men Kongressen af 1883 tog et patriotisk kæmpeskridt, den vilde „beskytte“ Landets egen Kunst og vise Verden Uafhængighed, den belasted Udlandets Kunst med en Importtold paa hele 35 pCt., værre end den nogensinde var bleven belastet. Og der staar den nu. Tarif-''Bill''’ er opstaar og forsvinder omtrent ved hvert Præsidentvalg i Amerika; man gør rettest i ikke ubetinget at betragte dem som de Udviklingens glædelige Tegn, de er løse Fugle, Situationsprodukter. Saa langt fra, at denne sidste ''Bill'' om Reduktion i Kunsttolden er et Udtryk for Amerikanernes vaagnende Trang til kunstnerisk Paavirkning udenifra, er den blot en nødvendig Følge af den øvrige Toldnedsættelse i de Forenede Stater. Det gjaldt med ét Slag at mindske Statskassens frygtelige Pengebeholdning, og Kunsten fik sin Draabe, da fransk Vin og kinesisk Porcellæn fik sit Regn. Saadanne ''Bill''’er kommer og gaar i Republiken, de er Valgmanøvrer af dette eller hint politiske Parti og fremstaar ikke for Kunstens Skyld, men for fransk Vin og kinesisk Porcellæn. Nej, Sagen er den, at Amerika ikke er kunstnerisk medbevidst; det er et Land, hvor Kunst<noinclude><references/></noinclude> f94mtgpufshafla5n4ongo0uo1ijtf3 339675 339674 2026-10-13T00:12:40Z Øystein Tvede 3938 339675 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>1846 nedsatte man den til 20, og i 1857 tog man Tolden helt væk. Dette vared i fire Aar. I 1861 satte man Kunsttolden igen op i 10 pCt. Men Kongressen af 1883 tog et patriotisk kæmpeskridt, den vilde „beskytte“ Landets egen Kunst og vise Verden Uafhængighed, den belasted Udlandets Kunst med en Importtold paa hele 35 pCt., værre end den nogensinde var bleven belastet. Og der staar den nu. Tarif-''Bill''’er opstaar og forsvinder omtrent ved hvert Præsidentvalg i Amerika; man gør rettest i ikke ubetinget at betragte dem som de Udviklingens glædelige Tegn, de er løse Fugle, Situationsprodukter. Saa langt fra, at denne sidste ''Bill'' om Reduktion i Kunsttolden er et Udtryk for Amerikanernes vaagnende Trang til kunstnerisk Paavirkning udenifra, er den blot en nødvendig Følge af den øvrige Toldnedsættelse i de Forenede Stater. Det gjaldt med ét Slag at mindske Statskassens frygtelige Pengebeholdning, og Kunsten fik sin Draabe, da fransk Vin og kinesisk Porcellæn fik sit Regn. Saadanne ''Bill''’er kommer og gaar i Republiken, de er Valgmanøvrer af dette eller hint politiske Parti og fremstaar ikke for Kunstens Skyld, men for fransk Vin og kinesisk Porcellæn. Nej, Sagen er den, at Amerika ikke er kunstnerisk medbevidst; det er et Land, hvor Kunst<noinclude><references/></noinclude> g4k67nuacbpque02m9816bly2bz639x 104 145686 339676 2026-10-13T00:13:56Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339676 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>er en Spisesalsdekoration. Vil man minde om, at Europas Kunst dog har et Marked i Amerika, saa forholder det sig hermed, som det forholder sig med Amerikanernes Svaghed for europæiske Ordner og Titler; disse demokratiske Folk er nemlig ikke ligegyldige herfor. I Washington, Boston og New York er Rangsygen en lige saa udbredt Sygdom som Tandpine og Nervøsitet; bed om en moderne Washington-''Lady''’s Autografalbum, og man vil sé, hvormange Landes Rangspersoner, hun tæller blandt sine Bekendtskaber; der er Navne med de besynderligste Værdigheder foran. Jeg rejste hjem fra Amerika sidste Gang sammen med en Dame fra New York, hvis eneste Erinde i Europa var at opsnuse en Smule Titel hos sin Tip Tip, for paa den Maade at skaffe sig Adgang til New Yorks Aristokrati. Uden et nyt Visitkort nytted det ikke at melde sig for hende, dertil var hun ikke rig nok. ― Paa samme Maade forholder det sig ogsaa med Amerika som Marked for europæisk Kunst. En Amerikaner kan først da kaldes rig, naar han har et schweitzisk Fjæld eller en italiensk Hyrde i sin Salon; det giver Huset Rang, det er en Titel. Men det er en Titel, som ikke adler. Disse kunstkøbende Amerikanere har. havt Penger nok til at rejse en Tur til Europa med deres Familje, for paa Hotellerne i Paris og<noinclude><references/></noinclude> 037vey12yn5d8vzoavmaztdcqk4gylp 104 145687 339677 2026-10-13T00:16:26Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339677 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>paa Damperne paa Rhinen at fuldende en Dannelse, som i Virkeligheden aldrig har begyndt. Fra denne Tur medbringer de saa nogle Billeder, som det i Amerika er moderne at eje som Erindringer fra Rejsen. Det næste Aar foretager den samme Familje en Tur inden sit eget Land, og medbringer fra denne en Ertsknude fre Kalifornien og en indiansk Tobakspibe fra Wyoming ― atter Erindringer, som det ligeledes er moderne at eje. Det ene er lige saa godt som det andet. Amerikanerne har Penge til Kunst, derfor køber de Kunst; men de har ikke kunstnerisk Dannelse, ingen kunstnerisk Attraa. Der planlægges offentligt paa Prænt i Amerika, hvorledes man skal bære sig ad med at holde sig Europas Kunst fra Livet, der forhandles i ledende Tidsskrifter herom.<ref>For blot at nævne et enkelt Sted, viser jeg til ''International Review'', 1879.</ref> Og naar dét kan ské i et Land med en saadan Kunst, som Amerikas, saa er det fordi den aandelige Udvikling staar lavere i det Land, end Folket selv har Bevidsthed om. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> il9o18cpitljyhe2t0u32i14a0560bn 0 145688 339678 2026-10-13T00:17:40Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Fra det moderne Amerikas Aandsliv (1889).djvu" from=137 to=157 fromsection="2" tosection="" header=1 /> 339678 wikitext text/x-wiki <pages index="Fra det moderne Amerikas Aandsliv (1889).djvu" from=137 to=157 fromsection="2" tosection="" header=1 /> 1s8zf5yxfsijorg84ki8c4ec8yaz211 104 145689 339679 2026-10-13T00:20:53Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339679 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>{{c|{{stor|{{sp|SCENEKUNSTEN.}}}}}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|I. SKUESPIL OG SKUESPILLERE.}} {{Stor initial|D}}en Kunst, Amerika har naaet højest i, er nden Tvivl Scenekunsten. Skuespillere har man derover af Rang, i Farcen, i den grove, nuanceløse Bajadskomik Talenter endog af høj Rang. Amerikanerne har ― udenfor Literaturen og endel af deres bildende Kunst ― en stærkt udviklet Realitetssants; der raser et Liv paa deres Scener. Der køres med Lokomotiver, sejles med Dampere, rides paa stejlende Heste, skydes med Kanoner og skydes med Revolvere ― aa, hvor der skydes; Krudtdampen er mangen Gang næsten ikke til at holde ud for de arme Tilskuere. Al den Livets Larm, som de amerikanske Aviser er fulde af, gaar igen paa de amerikanske Scener. Men der er jo forliden Kunst i denne brutale<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> fpzr2q4gzn5jj5qxix72qblrkyr2wcl 339680 339679 2026-10-13T00:21:08Z Øystein Tvede 3938 339680 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>{{c|{{stor|{{sp|SCENEKUNSTEN.}}}}}} {{--}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|I. SKUESPIL OG SKUESPILLERE.}} {{Stor initial|D}}en Kunst, Amerika har naaet højest i, er nden Tvivl Scenekunsten. Skuespillere har man derover af Rang, i Farcen, i den grove, nuanceløse Bajadskomik Talenter endog af høj Rang. Amerikanerne har ― udenfor Literaturen og endel af deres bildende Kunst ― en stærkt udviklet Realitetssants; der raser et Liv paa deres Scener. Der køres med Lokomotiver, sejles med Dampere, rides paa stejlende Heste, skydes med Kanoner og skydes med Revolvere ― aa, hvor der skydes; Krudtdampen er mangen Gang næsten ikke til at holde ud for de arme Tilskuere. Al den Livets Larm, som de amerikanske Aviser er fulde af, gaar igen paa de amerikanske Scener. Men der er jo forliden Kunst i denne brutale<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> qpn98r7o772stz41euix83td2ck2hs1 0 145690 339683 2026-10-13T00:23:35Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Fra det moderne Amerikas Aandsliv (1889).djvu" from=158 to=158 fromsection="1" tosection="1" header=1 /> 339683 wikitext text/x-wiki <pages index="Fra det moderne Amerikas Aandsliv (1889).djvu" from=158 to=158 fromsection="1" tosection="1" header=1 /> qtzd3ssjqedfac4y7rpznjg921c0vv7 104 145691 339686 2026-10-13T00:28:59Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339686 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Støj, der sættes for grov Kraft paa at frembringe Virkning. Saa kører man Virkningen bort paa Lokomotiver, skyder den ned med Kanoner. Der er blot to, i Højden tre Teatre i hele Amerika, som har fast ansat Personale; Teatrene hyres ellers ud til rejsende Selskaber for en eller flere Aftener, i Regelen en Uge ad Gangen. Disse Selskaber rejser Aaret rundt med det samme Stykke; naar de i Aarets Løb har gaaet alle Amerikas Scener over, gør de Turen op igen det næste Aar, begyndende nede ved Atlanterhavet og endende ude ved Stillehavskysten. Der er ikke megen Anledning til at aagre med sit Pund Talent i disse omstrejfende Truper; man gør som Digterne, der lærer sine Ting engang og kan sine Ting. Saa meget mærkeligere er det derfor, at der under saadanne Forhold kan have fremstaaet. sceniske Talenter af virkelig Betydning i Amerika. Foruden et Par Operasangerinder, som jo er uddannede i Europa og derfor er blevne opdragne under stadig fremmed Paavirkning, er der tre fremragende Tragikere, der næsten udelukkende har uddannet sig selv paa Amerikas egen Jord, det er Kean, Booth og Murphey. De to sidste har naaet en meget høj Grad af Efterligning af europæiske Shakespearefremstillere, og allerede dette er store, glædelige Ting<noinclude><references/></noinclude> 0m0i00uevrjitjf9kpf7m12rmk5cohs 104 145692 339687 2026-10-13T00:31:08Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339687 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>i et Land som Amerika, hvor man vægrer sig saa standhaftigt mod al fremmed Kunstindflydelse. {{sp|Boot|h}} har desuden paa sin Kunstnerbane havt et helt Folks Antipati at overvinde; det var nemlig hans Broder, som myrded Abraham Lincoln, og lidt bidrog jo denne Omstændighed til at hindre Kunstnerens Anerkendelse. Edvin Booth optræder nu ogsaa sjeldnere. Han har spillet sig en stor Formue til, desuden er han bleven gammel. Forøvrigt lever han saa uordent- ligt, at han ogsaa af den Grund blir mér og mér umulig. Han er en robust Natur, i sin Kunst. er han noget af Slagteren, i sit Liv elsker han de grove Nydelser han er Dranker. Man kan sé ham beruset i de sværeste Roller; men han spiller fortræffeligt saa længe han ikke slaar over i det skødesløse. Skulde man have et Ord at sige om {{sp|Murphey|s}} Ejendommeligheder som Kunstner, saa maatte det være, at han ― trods sin virkelig intelligente Gengivelse af flere af de shakespearske Skikkelser ― arbejder formeget inde paa Scenen, tager formegen Plads, gør formeget Indtryk af Dampkraft ― en Ejendommelighed, som er ham medfødt af Gud, da han er amerikansk Irlænder. Skuespiller Murphey skuespiller altfor meget, han er Rikard III i sit Ansigts Sved, han er Henrik IV<noinclude><references/></noinclude> n61toqq8hifdaksdhxg7rq82tnpqjcm 104 145693 339688 2026-10-13T10:29:50Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339688 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>over en lav Sko. Men netop paa Grund heraf blir han maaske saa meget bedre forstaaet af sit Publikum. Lidt amerikansk er hans Kunst, men han spiller ogsaa for Amerikanere. Om {{sp|Kea|n}} derimod er der at bemærke, at denne fine, sympatiske, langhaarede Herre har skabt en fuldstændig ny og ejendommelig Hamletfigur. Kean er et dybt oprindeligt Gemyt, der er maaske ikke et eneste Træk i hans Hamlet, som er laant fra andre; det er derfor ogsaa en Nydelse, at sé ham i den Rolle. Man sér forbløffet en god Bekendt, som man ikke kender igen, og i de Scener, hvor hans Sind stormer, føler man et Glædens Gys over hans mystiske Kunst. Hamletrollen har nemlig Gang paa Gang kostet Kean Forstanden, tre eller fire Gange har han været paa Sindssygeanstalten; hver Gang han saa kommer ud derfra, gaar han igen paa Brædderne og spiller Hamlet saalænge det varer. Han har som Gal den fikse Idé, at han er Intet, i det højeste et Støvgrand, et Punkt. Der er ellers ikke ret mange Amerikanere, som har den fikse Idé! Der er en grufuld Virkelighed i Keans Spil, blot de Øjne, han har, staar som to Splinter i et Hoved, og man sér saa tydeligt, hvorledes det lurende Vanvid jager under hans Pande. Han har spillet i England, men i England forstod man ham ikke, -<noinclude><references/></noinclude> do81bw0hb3esxokm2324kg3uws0xa0d 339689 339688 2026-10-13T10:30:10Z Øystein Tvede 3938 339689 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>over en lav Sko. Men netop paa Grund heraf blir han maaske saa meget bedre forstaaet af sit Publikum. Lidt amerikansk er hans Kunst, men han spiller ogsaa for Amerikanere. Om {{sp|Kea|n}} derimod er der at bemærke, at denne fine, sympatiske, langhaarede Herre har skabt en fuldstændig ny og ejendommelig Hamletfigur. Kean er et dybt oprindeligt Gemyt, der er maaske ikke et eneste Træk i hans Hamlet, som er laant fra andre; det er derfor ogsaa en Nydelse, at sé ham i den Rolle. Man sér forbløffet en god Bekendt, som man ikke kender igen, og i de Scener, hvor hans Sind stormer, føler man et Glædens Gys over hans mystiske Kunst. Hamletrollen har nemlig Gang paa Gang kostet Kean Forstanden, tre eller fire Gange har han været paa Sindssygeanstalten; hver Gang han saa kommer ud derfra, gaar han igen paa Brædderne og spiller Hamlet ― saalænge det varer. Han har som Gal den fikse Idé, at han er Intet, i det højeste et Støvgrand, et Punkt. Der er ellers ikke ret mange Amerikanere, som har den fikse Idé! Der er en grufuld Virkelighed i Keans Spil, blot de Øjne, han har, staar som to Splinter i et Hoved, og man sér saa tydeligt, hvorledes det lurende Vanvid jager under hans Pande. Han har spillet i England, men i England forstod man ham ikke, -<noinclude><references/></noinclude> rf8rsnfiy0jt3mu94rtszn85dt7310y 104 145694 339690 2026-10-13T10:52:56Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339690 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>der var ikke nok Bif i hans Kunst. Han er henvist til sine egne Landsmænd, blandt hvilke kun de bedste forstaar ham. Af alle de Mænd, jeg har truffet i Amerika, har jeg ikke fundet et saa inderligt Kunstnergemyt hos nogen, som hos Kean. Den Mand fremstiller ikke blot Tragedie, tragiske Mennesker, tragisk Liv, men selve hans Fremstilling af Tragedien blir tragisk, idet man sér og hører Vanviddets hektiske Understrøm i hans Kunst. Man sér saa at sige to Tragedier i Keans Fremstilling af Hamlet, selve Hamlets Tragedie og Fremstillerens. Og naar Kean staar paa Scenen og besættes af sin Kunst, saa er ikke hans Tragedie mindre interessant, end Shakespeares tildels noget svære tragiske Larmen. Hos Kean er Kunsten en Naturmagt, han er født med den ― og han dør vel af den engang. Desværre har ikke Amerika flér Kunstnere af Keans Rang. Men Amerika har mange Skuespillere. De dygtigste er gennemgaaende Irlændere. Disse begavede, kvikke, lærenemme, tyvagtige irske Indvandrere er blevne de bedste Skuespillere i Landet. I Farcen er en Irlænder uundværlig; der er oprettet et eget Fag for ham i den amerikanske Farce: Irlænderfaget. I de dramatiserede Detektivhistorier er han Opdagelsesbetjenten, som finder alting ud; i de patriotiske Krigsstykker er<noinclude><references/></noinclude> td6ivw86rky7wwazmuhbayuqiyg9f4x 104 145695 339691 2026-10-13T10:54:19Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339691 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>han Spionen, som trænger ind i Sydstaternes Hemmeligheder; i Dramaerne stikker han frem i ellevte Øjeblik som frelsende Engel; i de erotiske Stykker er han rig og optræder som to elskendes Forsyn ― paa en god Irlænder beror absolut et Stykkes Held. Det er en Rolle at være Irlænder. Og Fremstilleren af denne Rolle maa kunne tale engelsk paa irsk, saaat han næsten ikke er til at forstaa, desuden maa han altid have rødt Haar, være glatraget og kunne danse ''Gig''. Irlænderen i et amerikansk Skuespil er den, som bringer Moroen med, som fører Afveksling ind, naar en flau Kærlighedsforhandling har varet et stivt Kvarter. Det er derfor en taknemmelig Rolle at være Irlænder; han mødes næsten altid med hele Teatrets Jubel, naar han fyger ind. Naar man undtager de faa Undtagelser, er det en meget primitiv Kunst, man stifter Bekendtskab med paa de amerikanske Teatre. Det er formeget af en Markedsbodkunst. Præstationerne er omtrent lige overalt i Landet. Paa ''Grand'' i New York har jeg sét Ting, som senere har gaaet paa Sekondteatrene i Chicago, og omvendt har jeg sét Ting paa anden Klasses Scener i Chicago som har gaaet paa ''Grand'' i Boston. Selv paa en Scene som Chicagos største kan man ret ofte sé en Kunst, som man ingenlunde turde byde fra<noinclude><references/></noinclude> 1ar2d1kg4w7isivqz3ofubuutptax1d 104 145696 339692 2026-10-13T10:56:51Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339692 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>den mindste Smaastadsscene herhjemme. Fejlen ligger ikke saa meget hos Skuespillerne, som i Skuespillet. Der er mange brugelige Kræfter paa de amerikanske Scener, som i hele deres Liv ikke faar andre Opgaver at klare end en Irlænders, en Negers. Et ægte amerikansk Skuespil hænger absolut slet ikke sammen fra først til sidst, det er sammensat af et Utal af Scener, som udgør smaa Skuespil for sig, og som ikke staar i nød- vendig Forbindelse med den foregaaende og den efterfølgende. Det er ikke om at gøre at frem- bringe en Totalvirkning ― det skulde da være, naar man lader et Lokomotiv suse henover Scenen efter sidste Replik, ― hvad det gælder om er at fremstille de givne Situationer saaledes, at de hver for sig gør Indtryk og faar Tilskuerne til at klappe, græde eller lé. Det beror mindre paa Skuespillets Sammenhæng, end paa en morsom Dialog og paa de heldige Omstændigheder, Irlænderen faar vise sig i. Et Stykke med Begyndelse og Ende, en dramatisk Digtning, er saare sjelden at sé paa et amerikansk Teater, derfor laver man ogsaa Skuespil derover af de utænkeligste Ting. For nu ikke at nævne „Onkel Toms Hytte“, „Oliver Twist“ og „Slaget ved Atlanta“ ― Amerikanerne laver Skuespil endog af Chicago-Anarkisterne; de kunde lave Skuespil<noinclude><references/></noinclude> qxe4r4mbbdy4rfwh6ms9hgdl53i9t2h 104 145697 339693 2026-10-13T11:03:16Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339693 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>af Adressekalenderen, af to Høns, af Suezkanalen, de kunde dramatisere Multiplikationstabellen. Der er ikke Ende paa, hvad Yankeerne kunde gøre Skuespil ud af. Det amerikanske Skuespil er Farcen. Det er Udstyrsfarcen. Næst efter en god Irlænder, kommer det an paa de mest vanvittige Larmeffekter i Retning af Kanondrøn og Blodbad; endelig efter disse rykker det dekorative Udstyr frem. Dekorationen har saa meget at sige i et amerikansk Skuespil, at det er den, som omtales med de fedeste Bogstaver paa Annonceplakaterne ― „realistisk Sceneri“, hedder det. Det fremhæves udtrykkelig naar Personalet har faaet nye Dragter, og man opgiver Prisen paa Primadonnas Smykker. Der siges altid paa Plakaterne, at saa overdaadigt pragtfuldt et Udstyr har aldrig været sét i vedkommende By; man venter desaarsag, at alle Folk vil komme og sé denne Perle af et Skuespil. ― Da nu altsaa Dekorationen er af en saa høj Betydning i det amerikanske Skuespil, og da man ydermere véd, at Amerikanernes tektiske Sands er deres mest udviklede, saa skulde man vente, at de kunde præstere ganske uanede Vidundere i Retning af Dekoration. Men dette er ikke ubetinget Tilfældet. De mangler den kunstneriske Aand til at stille de ydre Virkemidler i<noinclude><references/></noinclude> p0lrcl4x0cvpiq7hlqk1j7yug9gug0n 104 145698 339694 2026-10-13T11:05:32Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339694 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Harmoni med Stykket, som spilles, eller de mangler endog en intelligent Smag til at bringe de forskellige Dekorationsdele i Samklang med hverandre. Jeg har overværet paa New Yorks fineste Scene et Udstyrsstykke, en ren Dekorationstrumf. Der var Fjælde, saa jeg aldrig har sét dem værre i Norge, en Papskog, Papdyr, Papfugle, en Papelefant saa svær som ― en Urnøgle. Altsammen var af det stiveste, livløseste Pap. Midt i denne Papverden skinner der imidlertid en Kvældsol, som var et virkeligt teknisk Kunststykke. Den gengav Lyset i Amerikas Sol og narred Tilskueren til at glemme hvor han sad, den gengav det skiftende Skin efterhvert som den sank med en ligefrem bedragersk Naturtroskab: Den øste Lys ud til alle Sider, fraaded Lys udover Landskabet; den glider og glider, Lyset dæmpes, den stirrende Messinglans aftager og den anløbes af mat Guld; den glider og glider, Lyset blir koldt og rødt, det siver blodigt og udslukt henover Fjældtoppene, det antager en Tone af grønt, det faar Udséende af et fløjlagtigt Væv, det blir loddent. Og Solen glider og glider {{. . .|4}} En saadan Sol lod man lyse henover et Paplandskab, henover Bjærge og Floder, som rysted og skalv bare man vifted med Skørterne inde i Kullisserne. Det var kunstnerisk Udyrkethed i Solbelysning!<noinclude><references/></noinclude> 77baeygt14oqba3ql9esvk1f7eqw37t 104 145699 339695 2026-10-13T11:07:55Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339695 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Dette Landskab var stendødt; det eneste levende deri var, foruden Solen, en Mand. Denne Mand skulde over et af Fjældene i Baggrunden, for bagenfor det Fjæld boed hans Elskede. Og Manden gav sig til at gaa. ― Naar det nu er en Mand, som skal over et Fjæld, og det er en Mand med alle sine fem, saa gaar han saa meget som muligt i én Retning. Men det gjorde ikke denne Mand. Han gik hid og did inde i Papskogen, forat vise Publikum at han gik, forbi Papfuglene, som ikke rørte sig af Stedet for ham, forbi et Klippestykke, som rysted i sine Grundvolde ved hans Trin, passered en Papbæk, som han slap tørskoet over, fór forbi Urnøglen, vendte om, gik som en rasende, stræved som en besat, hid og did, hid og did ― endelig forsvandt han ind i en Kullisse. Til dæmpet Musik sank saa tilsidst Solen, og Natten faldt ind. En Scene gik, en Scene paa 8 Minutter; i det derpaa følgende Optrin var Manden allerede kommet tilbage, og i en Monolog paa en halv Mil beretter han. saa sig selv og Publikum, hvorlunde han nu havde tilbagelagt den lange Rejse hinsides Fjældene ― hvad hvert Menneske i Teatret kunde dø paa, at han {{SP|ikk|e}} havde gjort. Hvad Amerikanerne er komplet uvidende om, er en {{SP|glidend|e}} Scene, der gør det muligt for<noinclude><references/></noinclude> 6bscoqcvhr80nn4hn1wtj43mgn2p21o 104 145700 339701 2026-10-13T11:13:33Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339701 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>en Mand, som skal over et Fjæld, at gaa i én Retning i samfulde 30 Minutter, uden at støde Næsen mod Baggrunden eller løbe ud i Kullissen. Der gaar ofte saakaldte „franske“ Stykker paa de amerikanske Teatre; det siger sig selv, at Stykkerne aldrig har sét Frankrige; Amerikanerne har blot gennem Aviserne faaet Tæften af, at med Hensyn til dramatisk Kunst staar ikke Frankrige saa overvættes langt under Dakota ― hvorfor Amerikanerne spiller franske Stykker! I disse Stykker, som altid er Udstyrsgøgleri, kan man sé den samme Scenedekoration for en Gallejkoloni i Toulon som for et Borgerhjem i Marseille i samme Stykke, og i lidt mindre franske, altsaa lidt mér amerikanske Skuespil, kan man sé den samme Baggrund for et tyrkisk Harem som for en amerikansk Skænkestue. Amerikanerne gaar ikke ud fra, at en Dekoration absolut behøver at staa i Sammenhæng med det givne Stykke. Har de hittet paa noget smukt at vise frem, saa stiller de det uden videre op, uanset hvadenten det er et Prærieeventyr eller et Citydrama, som skal spilles. Man faar ikke den største Tillid til Amerikanernes Udstyrssands, naar man lærer den lidt nøjere at kende; den er saa lidet opdyrket, den er uden Skole. Kunde de Amerikanere tænke sig<noinclude><references/></noinclude> ofskr7da1gemq9ll77v8ppozh8p73lj 104 145701 339702 2026-10-13T11:16:26Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339702 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>en saadan Udstyrskunst som den, Ludvig af Bayeren skabte, kunde de blot ane en saadan forførende Herlighed som de glidende Félandskaber i ''Urvasi'', saa vilde de maaske tale med mindre Bogstaver om deres egen overdaadigt pragtfulde Papskog. Men den Kunst kender ikke Yankeerne, og de vil ikke kende den; de vil heller ikke paa dette Kunstomraade lade sig be- lære. Deres Selvgodhed er konsekvent til det yderste. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|II. FREMMEDFJENSKAB.}}}} Der staar i vore Aviser nu og da, at Dags Dato gik Ibsens „Gengangere“ over Scenen i den Stad New York, at en anden Dags Dato spilledes Sardou i en af de vestligre Byer. Dette er halve Sandheder. Jeg taler lidt af Erfaring og lidt af Medviden. „Gengangere“ har {{sp|aldri|g}}. været opført i New York, og Sardou har {{sp|aldri|g}} været spillet i en eneste amerikansk By.<ref>Undtagen naar Sarah Bernhardt har havt Sardous Stykker paa sit Tourné-Repertoire.</ref> Af<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 8bme2r8ksel7tryqznf0rl9xc1wcd2g 0 145702 339703 2026-10-13T11:17:24Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Fra det moderne Amerikas Aandsliv (1889).djvu" from=158 to=169 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 339703 wikitext text/x-wiki <pages index="Fra det moderne Amerikas Aandsliv (1889).djvu" from=158 to=169 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 4ywztbglzen1jdxnd7nt313on70a2n2 104 145703 339704 2026-10-13T11:21:13Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339704 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>„Gengangere“ spilled man i New York kun de anstødsløse Scener, man „sigted“ alt det gengangerske ud af Dramaet og opførte det i en Skikkelse, saa det slet ikke var til at kende igen. Som Bevis paa hvor kunstnerisk raa, man havde været i Forvanskningen af dette Stykke, behøver jeg blot at nævne, at til den forud lemlæstede Slutningsscene blev der sat nogle Vers, som Fru Alving da skulde forlyste Publikum med før Tæppet faldt. At „Gengangere“ er opført i New York, kan saaledes med det billigste Ord betegnes som en halv Sandhed. ― Hvad Sardou angaar, har jeg flere Gange sét hans Navn paa amerikanske Teaterplakater; men slutter man heraf, at Sardou virkelig ogsaa har været opført, tager man meget fejl. Det gaar med ham som med Ibsen, man sigter hans Dramaer, tager dem i Stykker, opløser dem, gør et Utal af Scener af dem og forsyner dem med en Irlænderrolle, hvori der enten er nogle Vers eller en ''Gig''. Sardou har aldrig været opført uforfalsket paa en eneste amerikansk Scene ― ikke i det engelske Sprog og af Amerikanere. Kunde man slaa den Historie fast, at endog Ibsen, endog Sardou og Dumas har været spillet og spilles i Amerika, saa var det ogsaa med én Gang bevist, at Amerikas Scene var en moderne<noinclude><references/></noinclude> hu71pfuuvav8j6asyfb6jg53fcea533 104 145704 339705 2026-10-13T11:22:51Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339705 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Scene, hvor man arbejded i Tidens Aand. En Importtold paa fremmede dramatiske Produkter var saaledes blot et økonomisk Spørgsmaal for Statens Kasse. Men denne Importtold er ikke først og fremst et økonomisk Spørgsmaal for Statens Kasse. Den er først og fremst et Udslag af den nationale Selvhjulpenhedsfølelse. Man stiller sig i Virkeligheden meget fjendtligt overfor moderne Kunst ogsaa paa det dramatiske Omraade i Amerika. Hvorledes forholder man sig derover, naar f. E. Sarah Bernhardt kommer? Man skriger op og gør Larm om de høje Billetpriser, om at hun ikke har gidet at lære sig engelsk, om at hun til syvende og sidst er et halvgalt Fruentimmer, som fornuftige Folk ikke kan lære noget af. Man gaar videre endnu. Pressen advarer Byens Mødre mod den „forrykte“; hun har en Orm med, siger Pressen, hun ligger med denne Orm paa sit Bryst om Natten, og hun er istand til hvad Tid og Time det skal være at slippe denne Orm løs. Pressen gaar videre endnu. Af hellig Patriotisme raader den Folk ifra at betale disse høje Priser til en Udlænding og ikke heller gæmme Pengene til en senere Aften, naar en ægte national Papskog spilles. Er det saa alt? Ingenlunde! Pressen advarer alle anstændige Folk mod at gaa og sé<noinclude><references/></noinclude> szl2wrqsxaynonew2uh01yb0qksijdn 104 145705 339706 2026-10-13T11:25:15Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339706 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Sarah Bernhardt; ti hvad Sarah Bernhardt angaar, siger Pressen, saa har Sarah Bernhardt et uægte Barn; hun er desværre ikke til at have i Hus, hun er saagodtsom et offentligt Fruentimmer. ― Beviset for, at jeg her har refereret rigtigt, kan man skaffe sig bl. a. fra Minneapolis ― Byen af Københavns Størrelse ― hvor denne Advarsel mod Sarah Bernhardts Kunst stod i Byens største Avis i Juni Maaned 1886. Det er ikke saa, at den store, modne Scenekunst har uhindret Adgang til Amerika, ligesaalidt som nogen moderne Kunst er velkommen derhen. Den maa isaafald være en Kunst med Hvermands Bostonmoral, ellers blir den „sigtet“, lemlæstet, amerikaniseret. I den senere Tid er der i Yankeelandet en stærk Bevægelse i Gang, gaaende ud paa intet mindre end ved et uhyre Toldpres at hindre udenlandske Skuespillere fra at optræde i Amerika. I December Maaned fremtraadte en Delegation af amerikanske Skuespillere for Emigrationskomitéen i Washington og androg om Beskyttelse mod den moderne Scenekunsts Indtrængen. Bevægelsen vil uden al Tvivl sætte sine Mærker i de Forenede Staters ny Toldlov. Et Par af Østens Storblade ''New York Herald'' og ''Evening Post'' har udtalt sig mod dette sidste Udbrud af patriotisk Estetik, men ikke af kunst-<noinclude><references/></noinclude> 0jbi3fozskk99v61haccai52fhr57ln 104 145706 339707 2026-10-13T11:27:21Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339707 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>neriske Hensyn, kun af politiske. Begge disse Blade er nemlig frihandelsvenlige og maa i Egenskab af saadanne bekæmpe al Beskyttelsestold i hvilkensomhelst Form, den yttrer sig. ''New York Herald'' skriver endog: „Vi holder ikke Besyttelsestold for en Velsignelse for os, men skal den endelig indføres, lad os da tage Skridtet fuldt ud.“ En Bevægelse, der ledes af Amerikas mest bekendte Kunstnere, Booth, Jefferson, Barret og en Middelmaadighed ved Navn Boucicault, vil ikke blive uden Virkning. Jeg har ledt efter Keans Navn blandt disse patriotiske Skuespillere, men finder det ikke atter et Vidnesbyrd om {{sp|Kean|s}} fine Kunstnersjæl. Boucicault derimod, som enhver betydeligre Scene blot vilde være rigere ved at miste, taler og skriver som den, der har det største kunstneriske Kendskab i Landet. „Jeg sér den Tid komme,“ siger han, da man i London organiserer Skuespillertruper, der skal gaa paa Tourné i de Forenede Stater. Og da vore kære Landsmænd altid foretrækker det udenlandske (!), saa blir der intet andet for de amerikanske Skuespillere at gøre, end at søge ud paa Prærierne og om muligt der sé at fortjene det allernødvendigste til Livets Ophold.“ Videre udtaler den Boucicault fra New York: „Jeg indsér ikke hvorfor vor Professjon skal undtages, naar<noinclude><references/></noinclude> nq4j3jiccxz6utbr46b37rukxpzrq8w 339708 339707 2026-10-13T11:27:59Z Øystein Tvede 3938 339708 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>neriske Hensyn, kun af politiske. Begge disse Blade er nemlig frihandelsvenlige og maa i Egenskab af saadanne bekæmpe al Beskyttelsestold i hvilkensomhelst Form, den yttrer sig. ''New York Herald'' skriver endog: „Vi holder ikke Besyttelsestold for en Velsignelse for os, men skal den endelig indføres, lad os da tage Skridtet fuldt ud.“ En Bevægelse, der ledes af Amerikas mest bekendte Kunstnere, Booth, Jefferson, Barret og en Middelmaadighed ved Navn Boucicault, vil ikke blive uden Virkning. Jeg har ledt efter Keans Navn blandt disse patriotiske Skuespillere, men finder det ikke ― atter et Vidnesbyrd om {{sp|Kean|s}} fine Kunstnersjæl. Boucicault derimod, som enhver betydeligre Scene blot vilde være rigere ved at miste, taler og skriver som den, der har det største kunstneriske Kendskab i Landet. „Jeg sér den Tid komme,“ siger han, da man i London organiserer Skuespillertruper, der skal gaa paa Tourné i de Forenede Stater. Og da vore kære Landsmænd altid foretrækker det udenlandske (!), saa blir der intet andet for de amerikanske Skuespillere at gøre, end at søge ud paa Prærierne og om muligt der sé at fortjene det allernødvendigste til Livets Ophold.“ Videre udtaler den Boucicault fra New York: „Jeg indsér ikke hvorfor vor Professjon skal undtages, naar<noinclude><references/></noinclude> oji25t8mx7nm99qlavtfle3gvx82vm6 104 145707 339709 2026-10-13T11:31:07Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339709 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Handel og Industri skal beskyttes mod importeret Arbejde. Jeg tror, at den Bevægelse, vi nu har faaet i Gang, er en herlig Bevægelse og haaber, at vi faar den gennemført. At føre engelske eller andre europæiske Kunstnere frem i Forgrunden, er simpelthen at give det amerikanske Publikum et Slag i Ansigtet. De amerikanske Skuespillere og Skuespillerinder er uden Undtagelse de bedste i Verden, men jeg véd, at Hundreder af dem er blevne hindrede i at fortjene deres Brød paa Grund af Udlændingerne. Om jeg skulde danne et Skuespillerkompani, og jeg ønsked det fuldkomment i alle Maader, da vilde jeg vælge Amerikanere til hvert eneste Fag.“ Til denne vise Tale knytter Tidsskriftet ''America'' følgende Bemærkninger: „Vore Skuespillere har ubetinget Ret i deres Bestræbelser. Dion Boucicault har udtrykt den sande Amerikaners Mening og Følelser, og hans Ord har den største Vægt som kommende fra en Mand, der staar i den Stilling, at han véd, hvad han taler om.“ Paa denne Maade er den Smule Scenekunst, som Europa hidtil har faaet den Ere at lære Amerika, paa god Vej til at lægges øde. Og Landets Skuespillere rutcher hurraraabende afsted i den dejligste Bevægelse bagover. Blot én<noinclude><references/></noinclude> 7m629n88uk40japy3khcytrrcngopen 104 145708 339710 2026-10-13T11:35:35Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339710 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Kunstner staar tilbage, den største af dem alle, Kean. ― Den eneste Dramatiker, hvis Værker man ― i Modsætning til Ibsens og Sardous ― forsøger at fremstille i sin Helhed i Amerika, er {{sp|Shakespear|e}}. Et Par Ord vil forklare, hvorfor Yankeerne gør denne Undtagelse for Shakespeares vedkommende. Shakespeare er den universelle Aand, den store, gamle Mester. Det Sindsliv, Shakespeare skildrer, er ganske anderledes brutalt enkelt, end vort; hans Kærlighed, Vrede, Fortvivlelse og Lystighed slaar Knæk af lutter Voldsomhed. Vi forstaar, at disse stejle Sindsbevægelser uden Nuancer, uden Affarver, tilhører en tilbagelagt Tids skumtyggende Mennesker ― altsaa er Shakespeare en umoderne Psykolog. Min lille Mening er derfor ikke den, at Shakespeare er for gammel, kun er min lille Mening den, at Shakespeare er gammel. Der er saa liden Sammensathed i hans Følelser, de gaar ret frem uden tilfældige og modstridende Ophold lige ud mod Yderlighedens Afgrund. Hamlets Psykologi er en Oase, men der er smaa Ørkner i den Oase. Shakespeares Dramatik er atter lige saa enkel og usammensat som selve det Sindsliv, han fremstiller; i Sammenligning med moderne Dramatikeres er den ret hyppigt najv. Der foregaar saaledes i „Othello“<noinclude><references/></noinclude> 1vc6gp6rkhyx0ke186gto97bvtxjnd8 104 145709 339711 2026-10-13T11:36:58Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339711 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>de vidunderligste Ting bare fordi et Lommetørklæde falder paa Gulvet. Shakespeare er ingen moderne Dramatiker, men Dramatiker er han til Dagenes Ende. Shakespeare spilles derfor paa de amerikanske Scener for det første fordi han er den store gamle Mester og spilles paa Alverdens Scener, for det andet fordi han er Antikvitet, fordi hans Digtning skriver sig fra før Anno 1700, for det tredje fordi man i Amerika betragter Shakespeare som halv Amerikaner, som Nationalejendom. Naar man véd, at Yankeerne har saagodtsom forsøgt at gøre endog Napoleon III til Amerikaner, saa forbauser det ikke synderligt at sé ogsaa Shakespeare friste samme Skæbne. Han findes værd dertil, man synes virkelig, at han har fortjent det. Derfor hænger man ogsaa hans Billede op over Scenen. Hvorfor skulde man ikke hænge hans Billede op over Scenen? Shakespeare var en Mand, som ingen Nation behøver at skamme sig over. Imidlertid vil man dog have alt lovligt forbeholdt. Har man en Udlænding over Scenen, eller ialfald én, hvis faktiske amerikanske Byrd der dog kunde tvistes om, saa vil man ogsaa have over Scenen et Par andre, som ikke en Mors Sjæl kan tvivle paa var Amerikanere, og saa hænger man op et Par andre. Da nu<noinclude><references/></noinclude> l3h9ivv9cik0uk7mqr9m9wtp3ygm7jp 104 145710 339712 2026-10-13T11:38:35Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339712 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Amerika ingen dramatisk Forfatter har, saa kunde man synes, at Landets største Skuespillere var selvskrevne til denne Plads ved Siden af Shakespeare. Men det er ikke dem, man sér, hverken Kean eller Booth eller Mary Anderson. Det er {{sp|Georg Washingto|n}} og {{sp|Abraham Lincol|n}}, som hænger med Shakespeare imellem sig. Naar man sér dette Syn, saa har man jo Følelsen af, at Shakespeare er kommet i yderst kunstnerisk Selskab! Det er bare Patriotisme paany. En amerikansk Scene skal ikke først og fremst befatte sig med at fremstille, hvad der bevæger Tiden, Verden, den skal først og fremst bringe {{sp|amerikansk|e}} Fortéelser til Torvs; den skal være en patriotisk Scene, den skal endog være republikansk eller demokratisk af Politik. Ved 4 Juli-Forestillingerne har man nu og da en næsten livsfarlig Anledning til at erfare, hvad de amerikanske Scener dog er for nogle svare patriotiske Scener. Naar jeg har siddet i amerikanske Teatre, har det hændt mig tidt og ofte, naar jeg har kedet mig og bare læst Avertissementer i Programet, at jeg er bleven revet ud af min Ligegyldighed ved et pludseligt begyndende Bifald fra Tilskuerne, vældige Haandklap og Bravoraab, som har rystet hele Teatret. Hvad er det, som<noinclude><references/></noinclude> gjbcyxko9xmhmhfp176mq8gbm2btj8p 104 145711 339713 2026-10-13T11:41:05Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339713 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>foregaar? Jeg sér op paa Scenen ― nej, ingen Ting usædvanligt, en Mand staar og holder en Monolog paa en halv Mil. Saa spørger jeg yderlig forbauset min Sidemand, hvad det er, som staar paa. Jo, siger min Sidemand og klapper i Hænderne saa han næsten ikke kan tale, jo, siger han, Georg Washington! siger han. ― Det kommer for en Dag, at Manden oppe paa Scenen virkelig har nævnt Georg Washingtons Navn i Monologens Løb. Det var nok. Det var mér end nok. Hele Menneskemassen er bleven elektriceret, der støjes værre end i en Kedelfabrik; man raaber, hujer, støder Paraplyer og Stokke i Gulvet, skyder med Papirkugler paa dem, som ikke støjer med, kaster med Lommetørklæder og blæser i Pibenøgler ― altsammen for Georg Washingtons Navns Skyld! Nu skulde man jo synes, at man kunde høre det Navn uden at blive sindssvag i fem Minutter deraf; men det synes man kun saalænge man ikke kender den amerikanske Patriotisme. Saa hidsige er nemlig Amerikanerne i deres Patriotisme, at end ikke deres Skuespilkunst kan undgaa at skæmmes af dens flaue Indflydelse. Det er Kunst dette at lave en Monolog med Navns Nævnelse af Georg Washington! Og det er almindelig Borger- og Menneskepligt at klappe ad det Navn, naar man hører det.<noinclude><references/></noinclude> rjjf731ma207yo2yfi0hx75t09r59t9 104 145712 339714 2026-10-13T11:43:10Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339714 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Det er nøjagtigt dette, det amerikanske Teater mangler: Kunst{{sp|aan|d}}. Der er brugelige Scenekræfter og der er shakespearske Dramaer, men der er ikke Aand. Man føler øjeblikkelig denne Mangel paa aandelig Stemning, saasnart man træder ind i et amerikansk Teater. Man befinder sig ikke i en Opdragelsesanstalt, i en Kulturkirke, men i en flot udstyret Komediantbod, hvor man sér Udstyrsgøgl og hører irske Vittigheder. Man forstyrres hvert Øjeblik. Fra Galleriet regner det af Cigarstumper og Nøddeskal ned paa Ensi Hoved; Tjenere farer omkring og skriger med Vand paa Bræt og Sukkertøj i Poser; der købes og sælges; man rasler med Penge, hvisker, taler højt, beretter hinanden om Markedsprisen og Hvedehøsten. Saa kommer der en Mand og uddeler Programer for næste Uge; disse svarer ganske til Aanden i alt det øvrige, ligner fuldstændigt en amerikansk Bankanvisning (sé næste Side). Alt er Forretning, Gøgl og Uaand. Dette Publikum føler sig heller ikke kunstnerisk medansvarligt for, hvad der kan ske af Uheld og altfor grove Fejl paa Scenen; det stiller ingen Fordringer til Kunst, fordi det selv er uden kunstnerisk Opdragelse; det vil mores og høre om Patriotisme. Der er saaledes yderst lidet udenifra, som kan anspore disse Skuespillere<noinclude><references/></noinclude> 2wivtv75hnp69ne522gh4va2bjt7k7e 104 145713 339715 2026-10-13T11:44:36Z Øystein Tvede 3938 /* Rå */ Ny side: [[File=Fra det moderne Amerikas Aandsliv (1889).djvu/180]] 339715 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Øystein Tvede" /></noinclude> [[File=Fra det moderne Amerikas Aandsliv (1889).djvu/180]]<noinclude><references/></noinclude> p8njtnesk7jy7gdjxq7cmzu3m3vikxs 339716 339715 2026-10-13T11:46:05Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339716 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{clear}} [[File=Fra det moderne Amerikas Aandsliv (1889).djvu|page=180|500px|center]] {{clear}}<noinclude><references/></noinclude> 8rf1zn724xiwx4e4waubsyjft4c0f62 339717 339716 2026-10-13T11:46:33Z Øystein Tvede 3938 339717 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{clear}} [[File:Fra det moderne Amerikas Aandsliv (1889).djvu|page=180|500px|center]] {{clear}}<noinclude><references/></noinclude> kd083a8u5faj9mospfonpjvahv7wo5k 104 145714 339718 2026-10-13T11:48:43Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339718 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og bringe dem til at yde det højeste, de evner. Der er faa, de kan vente Forstaaelse af, en skønsom Kritik af end færre. Forestillingerne faar derfor altfor ofte deres meget tydelige Mærker heraf. De spillende giver højlydt Stikordet til hinanden, og af dette plejer Publikum at lé; Théodora kan ligge stendød i Sengen og slaa Øjnene op og lukke dem igen ― af dette plejer Publikum at lé. Skuespillerne blir virkelig ikke udpebne, om de med Forsæt og forat vække Latter river Tilskuerens møjsommeligt oparbejdede Illusjon istykker. Tvertimod. Man tager overhovedet ikke i Betænkning paa nogen amerikansk Scene at gøre en Tilskuer illusjonsløs. I „Oliver Twist“ saa jeg en Gentleman gaa barhovedet paa Gaden. Scenen var en Gade i London, men Manden, som havde Rollen af Olivers Velgører i Stykket, vilde aabenbart vise sig for sit Publikum som en Mand med Folkeskik. Han vilde desaarsag lægge sin Hat igen hjemme, naar han gik ud forat gøre vel paa Londons Gader. ― I et nationalt Stykke saa jeg følgende: Scenen er en Krigslejr. En ung Militær er kommet ind i Lejren, det er en Irlænder, d. v. s. en Spion, han opdager vigtige Ting og skal absolut have afsted en Depeche til sine Venner i den anden Lejr. Faar naturligvis ingen Anledning hertil. Tager<noinclude><references/></noinclude> qywp19qtxm7gj49sie52ve53wlyfi7m 104 145715 339719 2026-10-13T11:50:43Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339719 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>en Bue, som ligger paa Gulvet ― hvorfor ligger forresten denne Bue der paa Gulvet? Det er ingen Indianerkrig, det er en moderne Krig paa Rifler ― naa, tager denne Bue, stikker Depechen ind paa Pilen, lægger denne i Løbet ― og skyder! Pilen faldt ned. Pilen faldt ned, den. Vi sad og saa paa det allesammen, Pilen dat ret ned. Naa, men mener man vel, at dét var nogen Grund til, at Pilen ikke kunde komme over i den anden Lejr? Langtfra! Irlænderen havde en Mand til at staa og fortælle, hvad Vej Pilen tog: Den bored sig ind gennem Luften, langt, langt ind, skar som en Splint gennem Eteren, blinked, hvined, rejste afsted ― og faldt endelig ned for Vennernes Fødder i den anden Lejr! Da klapped de Yankeer paa hvert Sæde i Teatret ― Nordstaterne var reddet! Men Pilen, den laa paa Gulvet. ― Det var ingenlunde et Uheld med den Pil; jeg foretog mig at kontrollere denne Præstation Stykket gik Aften efter Aften, men med Pilen blev det ikke bedre; saasnart den var afskudt, faldt den paa Gulvet. Men da den alligevel jog halvfemte engelske Mil ind gennem Luften, var der ingen Grund til at gøre Kvalm. Hvilket heller ikke blev gjort. Til de illusjonsødelæggende Ting, som foregaar paa et amerikansk Teater, hører ogsaa Scene-<noinclude><references/></noinclude> gn41p3976y2hnjn9a7v6dcdznpgaroz 104 145716 339720 2026-10-13T11:52:20Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339720 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>forandringerne midt for Publikums Øjne og i fuldt Lys; disse foretages for aaben Scene ogsaa i Tilfælder, hvor man ikke paa nogensomhelst Maade er nødt dertil, de udføres saaledes i alle Tilfælder. Naar man véd, hvorledes et amerikansk Skuespil er sammensat, altsaa af et Utal af de mest forskelligartede Scener uden Sammenhæng, saa kan man slutte sig til, hvorofte disse aabne Sceneskifter foregaar. Man sidder stadigt væk og mister sin Illusjon. ― Man sidder og sér paa en Scene, der forestiller en Gade i San Francisco. Bedst som det er gaar der to Mand op bag Dekorationen og trækker væk hver med sin halve Gade i San Francisco, saa hvert Menneske i Teatret sér det; der dæmpes ikke et Blus. Det næste er et Optrin ved Mississippi. Ved Sceneskifte skiller man Floden ad, trækker væk med de to Halvdele af Mississippi ― saa Vandet staar som en Mur paa højre og venstre Side, som skrevet staar. Der dæmpes ikke et Blus; de elektriske Lamper raser fanatisk lyst indover Ødelæggelsen. ― Lidt Kunstaand kunde saaledes ogsaa Amerikas Scenekunst trænge, lidt Intelligens, et Pust af den rene Kunst. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> mxs2alm06k0abn1q20ehkqo6vq98p4k 0 145717 339721 2026-10-13T11:53:12Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Fra det moderne Amerikas Aandsliv (1889).djvu" from=169 to=183 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 339721 wikitext text/x-wiki <pages index="Fra det moderne Amerikas Aandsliv (1889).djvu" from=169 to=183 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> qeswpq3n3119w4okz4u04vkqrca484o 104 145718 339722 2026-10-13T11:55:10Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 339722 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>{{c|{{stor|{{sp|AANDSLIVETS VIRKNINGE|R.}}}}}} {{--}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|I. FRIHEDSBEGREBER.}} {{Stor initial|D}}et har i lange Tider været almindelig journalistisk Praksis herhjemme at bruge den amerikanske Frihed som Billede paa, hvordan Frihed skal og bør være. D'hrr. Journalister vide saa lidet, hvad de gøre! Venstre skryder af Prin- cip, Højre protesterer af Vane, det er et ustandse- ligt Klip Klip, som kun i de allersjeldneste Til- fælder er byggede paa personlige Erfaringer. For blot at samle de Smaatræk, som er omtalte i det foregaaende, har den amerikanske Aandsfrihed yttret sig i at den straffer en Avis, fordi denne indrømmer, at Kongressen har begaaet en parlamentarisk Dumhed; at den tvinger en common-Skoleelev til at gøre Jesus en Und- skyldning, fordi han har kastet Papirkugler i en Aritmetiktime, at den refser en Forfatter med<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 6cro88jevwh4869g5w4b6v6v6kdy44q 339724 339722 2026-10-13T11:57:31Z Øystein Tvede 3938 339724 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>{{c|{{stor|{{sp|AANDSLIVETS VIRKNINGE|R.}}}}}} {{--}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|I. FRIHEDSBEGREBER.}} {{Stor initial|D}}et har i lange Tider været almindelig journalistisk Praksis herhjemme at bruge den amerikanske Frihed som Billede paa, hvordan Frihed skal og bør være. D'hrr. Journalister vide saa lidet, hvad de gøre! Venstre skryder af Princip, Højre protesterer af Vane, det er et ustandseligt Klip Klip, som kun i de allersjeldneste Tilfælder er byggede paa personlige Erfaringer. For blot at samle de Smaatræk, som er omtalte i det foregaaende, har den amerikanske {{sp|Aandsfrihe|d}} yttret sig i at den straffer en Avis, fordi denne indrømmer, at Kongressen har begaaet en parlamentarisk Dumhed; at den tvinger en common-Skoleelev til at gøre Jesus en Undskyldning, fordi han har kastet Papirkugler i en Aritmetiktime, at den refser en Forfatter med<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> cxbsfoq8m09rnjvdfoec9x2ngtr4vf0 339725 339724 2026-10-13T11:57:50Z Øystein Tvede 3938 339725 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>{{c|{{stor|{{sp|AANDSLIVETS VIRKNINGE|R.}}}}}} {{--}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|I. FRIHEDSBEGREBER.}} {{Stor initial|D}}et har i lange Tider været almindelig journalistisk Praksis herhjemme at bruge den amerikanske Frihed som Billede paa, hvordan Frihed skal og bør være. D'hrr. Journalister vide saa lidet, hvad de gøre! Venstre skryder af Princip, Højre protesterer af Vane, det er et ustandseligt Klip Klip, som kun i de allersjeldneste Tilfælder er byggede paa personlige Erfaringer. For blot at samle de Smaatræk, som er omtalte i det foregaaende, har den amerikanske {{sp|Aandsfrihe|d}} yttret sig i at den straffer en Avis, fordi denne indrømmer, at Kongressen har begaaet en parlamentarisk Dumhed; at den tvinger en ''common''-Skoleelev til at gøre Jesus en Undskyldning, fordi han har kastet Papirkugler i en Aritmetiktime, at den refser en Forfatter med<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> ebae5ok4a51i5k3zylrv9bphr7gs11h 339726 339725 2026-10-13T11:58:08Z Øystein Tvede 3938 339726 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>{{c|{{stor|{{sp|AANDSLIVETS VIRKNINGE|R.}}}}}} {{--}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|I. FRIHEDSBEGREBER.}} {{Stor initial|D}}et har i lange Tider været almindelig journalistisk Praksis herhjemme at bruge den amerikanske {{sp|Frihe|d}} som Billede paa, hvordan Frihed skal og bør være. D'hrr. Journalister vide saa lidet, hvad de gøre! Venstre skryder af Princip, Højre protesterer af Vane, det er et ustandseligt Klip Klip, som kun i de allersjeldneste Tilfælder er byggede paa personlige Erfaringer. For blot at samle de Smaatræk, som er omtalte i det foregaaende, har den amerikanske {{sp|Aandsfrihe|d}} yttret sig i at den straffer en Avis, fordi denne indrømmer, at Kongressen har begaaet en parlamentarisk Dumhed; at den tvinger en ''common''-Skoleelev til at gøre Jesus en Undskyldning, fordi han har kastet Papirkugler i en Aritmetiktime, at den refser en Forfatter med<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 1sx1f8329cjouc0wp9c37il52f38xsj 339727 339726 2026-10-13T11:58:34Z Øystein Tvede 3938 339727 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>{{c|{{stor|{{sp|AANDSLIVETS VIRKNINGE|R.}}}}}} {{--}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|I. FRIHEDSBEGREBER.}} {{Stor initial|D}}et har i lange Tider været almindelig journalistisk Praksis herhjemme at bruge den amerikanske {{sp|Frihe|d}} som Billede paa, hvordan Frihed skal og bør være. D'hrr. Journalister vide saa lidet, hvad de gøre! Venstre skryder af Princip, Højre protesterer af Vane, det er et ustandseligt Klip Klip, som kun i de allersjeldneste Tilfælder er byggede paa personlige Erfaringer. For blot at samle de Smaatræk, som er omtalte i det foregaaende, har den amerikanske {{sp|Aand|s}}frihed yttret sig i at den straffer en Avis, fordi denne indrømmer, at Kongressen har begaaet en parlamentarisk Dumhed; at den tvinger en ''common''-Skoleelev til at gøre Jesus en Undskyldning, fordi han har kastet Papirkugler i en Aritmetiktime, at den refser en Forfatter med<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 8nis7huhxgr68yom8g30zriwiigisil 339728 339727 2026-10-13T11:58:48Z Øystein Tvede 3938 339728 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>{{c|{{stor|{{sp|AANDSLIVETS VIRKNINGE|R.}}}}}} {{--}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|I. FRIHEDSBEGREBER.}} {{Stor initial|D}}et har i lange Tider været almindelig journalistisk Praksis herhjemme at bruge den amerikanske {{sp|Frihe|d}} som Billede paa, hvordan Frihed skal og bør være. D'hrr. Journalister vide saa lidet, hvad de gøre! Venstre skryder af Princip, Højre protesterer af Vane, det er et ustandseligt Klip Klip, som kun i de allersjeldneste Tilfælder er byggede paa personlige Erfaringer. For blot at samle de Smaatræk, som er omtalte i det foregaaende, har den amerikanske {{sp|Aands}}frihed yttret sig i at den straffer en Avis, fordi denne indrømmer, at Kongressen har begaaet en parlamentarisk Dumhed; at den tvinger en ''common''-Skoleelev til at gøre Jesus en Undskyldning, fordi han har kastet Papirkugler i en Aritmetiktime, at den refser en Forfatter med<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 2nq8tgxixflrbt51hu0nrsei00ccdt9 0 145719 339723 2026-10-13T11:55:45Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Fra det moderne Amerikas Aandsliv (1889).djvu" from=184 to=184 fromsection="1" tosection="1" header=1 /> 339723 wikitext text/x-wiki <pages index="Fra det moderne Amerikas Aandsliv (1889).djvu" from=184 to=184 fromsection="1" tosection="1" header=1 /> kk1n8dpxspxwlhytj2jlfc3b8xzpkox