Wikikilden nowikisource https://no.wikisource.org/wiki/Wikikilden:Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.24 first-letter Medium Spesial Diskusjon Bruker Brukerdiskusjon Wikikilden Wikikilden-diskusjon Fil Fildiskusjon MediaWiki MediaWiki-diskusjon Mal Maldiskusjon Hjelp Hjelpdiskusjon Kategori Kategoridiskusjon Forfatter Forfatterdiskusjon Side Sidediskusjon Indeks Indeksdiskusjon Undertekster Undertekstdiskusjon Modul Moduldiskusjon Arrangement Arrangementsdiskusjon 104 85649 340148 339270 2026-10-16T16:25:34Z Kåre-Olav 25 avstand 340148 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{midtstilt|{{antikva|V}}}}</noinclude>regne det for en ædel Egenskab, at dets Histories Dag har Morgen- og Aften-Dæmring af Sagn.“ I flere af de i denne Samling meddeelte historiske Sagn findes ikke aldeles uvigtige Bidrag, der stadfæste, oplyse og supplere Historiens Vidnesbyrd og charakterisere de svundne Tider. 5. Vil man maaskee indrømme, at en Samling af Sagn har nogen local Interesse ei alene for de Folk, der boe paa de Steder, hvor Sagnet skal have tildraget sig eller hvor det endnu lyder; men selv for den Fremmede og Reisende, der ved en Sagn-Samling bliver gjort opmærksom paa, at et saadant Sagn existerer, og derved faaer Anledning til at forhøre sig om samme og da nyde den Fornøielse, som den naive, mundtlige Fortælling paa Stedet selv stedse medfører. 6. Endelig vil en Sagn-Samling maaskee blive Børn en kjer og, under Forældrenes Veiledning, uskadelig Morskabslæsning og en velkommen Erstatning for de kjere Eventyr, der deels mere og mere forsvinde, deels meddeles dem uden Valg og uden Forklaring, og desuden stundom ere vel massive. {{---}} Bliver det ved ethvert Værk i Almindelighed et vigtigt Spørgsmaal, om Forfatteren baade har kunnet og villet være sanddru, saa bliver det endnu mere ved en Samling af Sagn; thi her har Læseren ingen anden Hjemmel, end Udgiverens Troværdighed<ref>En anonym og mig ubekjendt Anmelder af denne Sagnsamlings første Udgave i Skiens Ugeblad 1835 No. 16—24 yttrer: „Mange af de Sagn, som findes i Bogen, har Indsenderen hørt, deels i sin Barndom og deels paa sine Reiser i Oplandene „{{sperret|og det ganske saaledes, som Hr. Faye har opgivet dem}}.“</ref>. For saavidt, at de meddeelte Sagn tilforn ere blevne trykte, kan der vel holdes en Slags Control, skjønt det ofte hender, at det samme Sagn fortælles paa forskjellige Maader, i det enten enkelte Omstændigheder udelades, andre tillægges, og flere Sagn sammenblandes; men hvor der staaer: „Meddeelt eller Mundtligt.“ har man oftest ingen anden Borgen end Samlerens Troværdighed. Den Paastand at hvad Samleren har hørt, maa ogsaa Andre kunne faae at høre, gjelder unegtelig om saadanne Sagn, hvorved Mindet om en Daad, der kan tjene Egnen til Heden, er forbundet, eller som er knyttet til en iøinefaldende Gjenstand, som en Høi, et Fjeld o. s. v., i det Hele om mærkelige historiske Sagn; men aldeles ikke om andre, og<noinclude> <references/></noinclude> nz1qmligm5xyiz08i8ayifpcnvw442j 104 85651 340149 222258 2026-10-16T16:27:31Z Kåre-Olav 25 stjerner 340149 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{midtstilt|{{antikva|VII}}}}</noinclude>som han ønskede, og Critiken udentvivl fordrer; men saaledes som Tid, Mangel paa tilstrækkelige Hjelpekilder og andre Omstændigheder have tilladt ham det. Med Grundene for sit Valg af Sagn, som Inddeling og andre Smaating vil Forfatteren ei trætte sine Læsere; men kun tilføie, at han har leveret Sagnene, som han har erholdt dem, uden at lægge til eller tage fra og uden Udpyntning. Mangen Læser vil maaskee finde, at en saadan Samvittighedsfuldhed her er paa sit urette Sted; men Udpyntningen vil jeg overlade Andre og bede Læseren tage til Takke med disse simple, men ægte og nationale Folke-Sagn. Ei som nogen {{sperret|fuldstændig Samling af norske Sagn}}, men kun som et ringe Bidrag til at fylde et Hul i vor Litteratur og i den nordeuropæiske Sagnkreds, vover jeg at anbefale til mine Læseres Velvillie og Yndest dette Forsøg, hvis gode Modtagelse maaskee kan opmuntre Andre til at fremkomme med lignende Bidrag. {{*|margin-top=2em}} {{***|2|12em|margin-bottom=2em}} Ti Aar ere henrundne siden denne Sagnsamling første Gang saa Dagens Lys, og jeg havde i de senere Aar i en anden Embedsstilling og under vigtigere Sysler næsten glemt den, da Hr. Boghandler Guldberg for et Par Aar siden anmodede mig om at lade en nye Udgave udkomme, efterdi Bogen ei længere var i Boghandlen og ofte efterspurgtes. Jeg henvendte mig derpaa til flere Landsmænd om Meddelelser af Sagn eller Bemærkninger over dem, som fandtes i første Udgave. Fra Mange har jeg intet Svar erholdt, medens jeg paa den anden Side skylder Flere, især yngre Mænd, min Tak for de Bidrag de hade meddeelt mig, blandt hvilke jeg især skylder at nævne Hr. Christie, B. Moe, J. Moe og Asbjørnsen. Uagtet jeg uden stor Vanskelighed, især naar jeg som f. Ex. Hr. Afzelius, ogsaa vilde have optaget Sagn, der have levet, men nu ere uddøde hos Folket, kunde have forøget denne Samling til det dobbelte, har jeg ikke villet forandre eller forøge den mere end nu er Tilfældet, da den let kunde blevet en ny Samling istedetfor anden Udgave af en ældre. Dertil kom, at jeg veed, at Hr. Asbjørnsen sysler med en udgave af Sagn, der fra hans Haand vil udgaae fortrinligere end fra min, da jeg desuden i de senere Aar baade har savnet Tid og Anledning til at sysle med Sagn. Mine<noinclude> <references/></noinclude> 445jvtdjs0xypbxikjfl1dy0zu8g7mb 104 85698 340153 339335 2026-10-16T16:31:29Z Kåre-Olav 25 -n 340153 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />10</noinclude><section begin="Guri Kunnan"/>{{bindestrek2|sen|Pladsen}} for Jutulen Anfind, der ægtede den fagre Mø og levede glad med hende, indtil hendes Fader blev dræbt med {{sperret|den stærke Sout af den mægtige Gout}}, der kom fra Østen, thi nu blev den hele Æt fordreven fra Kunnan, og Anfind søgte med sin Hustru Tilhold hos {{sperret|Frøi}}<ref>{{sperret|Frøyen}} hedder en Ø ved Hittern, Kraft 5, 689 og 723. Saxo kalder Guden Freyr Frø, der ligesom det moesogothiske Frauja egentlig skal betyde Herre, hvoraf vort Frue. Geijer Svea Rikes Häfder 1, 252.</ref>, der skjenkede dem {{sperret|Tarven}} til Ophold. Her levede de i Ro indtil St. Olaf kom til Øen; thi ved Korsets Tegn og Jesu Navn betvang han ei alene den Storm, som Jutulen opvakte, men forvandlede ham selv til den haarde Kampesteen. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Dette er det egentlige Sagn, som ligger til Grund for det deilige Digt Gurri Kunnan (See Frigge 1813). Sammes Forfatter, Hr. Professor Steenblok, har godhedsfuld meddeelt mig Sagnet saaledes som han hørte det i sin Ungdom, førend han bearbeidede det. En prosaisk Bearbeidelse af Digtet findes i Mythologie der Feen und Elfen von Professor Wolff 1, 234. Dette i flere Henseender interessante Sagn synes at pege hen paa den dunkle Old, da Nordens Urindvaanere efter blodig Kamp maatte vige for de indtrængende Erobrere, der vare beslægtede med Gauter eller Gøter (Sagnets Gout), og med deres større Cultur og tilforn ukjendte Færdigheder (den stærke Sout ɔ: Seid) dræbte eller fordrev deres Modstandere.}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Guri Kunnan"/> <section begin="Jutulen paa Hestmandø"/>{{midtstilt|{{større|'''Jutulen paa Hestmandø.'''}}}} Paa Hestmandø i Lurø i Nordlandene ligger et Fjeld, der i Frastand ligner en Rytter med en stor Kappe over sig. Dette Fjeld var i Fortiden en Jutul, som boede her paa Stedet. Tolv Mile sydenfor paa Lekø i Nummedal boede paa samme Tid en Mø, til hvem han beilede; men hun var saa stor paa det, at hun gav ham et haanligt Afslag, og derhos saa kyndig i alslags Troldom, at hun {{bindestrek1|forvand|forvandlede}} <section end="Jutulen paa Hestmandø"/><noinclude> <references/></noinclude> g4dzgqr9nfhw7kj5wgbrhjgdm511m8o 104 85756 340049 339231 2026-10-16T15:37:36Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340049 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />68</noinclude><section begin="Drager" /> {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Den betydelige Rolle som Lindorme, Ilddrager o. s. v. spille i de gamle Sange, Legender og Eventyr, hvor en Drages Betvingelse hører til en Helts første Manddomsprøver, har sandsynligviis foranlediget de almindelige Sagn om saadanne Uhyrer, og en tilfældig elektrisk Ild, en Ildkugle o. s. v. er nok til at holde Troen ved lige. Denne Overtro er ligesaa gammel som den er almindelig. Den stærke Ketil Hængs første Mandoms Idræt var at fælde en Drage, der kom flyvende mod ham. ”Den havde en Lykke eller Bøining og Hale som en Orm, men Vinger som en Drage; det syntes ham, at der brændte Ild af dens Øine og Gab.” (Ketil Hængs Saga C. 1). Som Sidestykker kan man betragte Thors Kamp med Midgardsormen, Sigurd Fofnersbanes med Fofner, Bjowulfs med Ilddragen Stærkehjort, (Bjowulfs Drapa 17de Sang), Kong Didriks med Dragen (Wilkina Saga C. 383) Winkelrieds Kamp med Lindormen i Schweitz. (Grims Sagen 1, 299), St. Jørgens med Dragen o. s. v. I Kongespeilet Side 79 omtales en Bog, som er skreven i ”Indialand,” der fortæller om Folk, der kunde tæmme stærke ”{{antikva|flug-drekja}},” som ere i Fjeld og Ødemarker, og ride paa dem som paa Heste.}} {{dent/s|2em|2em}} Beslægtede med vore Drager ere de pomerske ”Lindwürme,” som spye Ild og Svovl af Gab og Hale. {{dent/e}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Drager" /> <section begin="Følgie eller Vardøgl" /> {{midtstilt|{{større|'''Følgie eller Vardøgl.'''}}}} {{ppoem|style=font-size:83%;margin-right:2em| Jeg tykkes gjennem det hele En Ørn indfløi, {{sperret|— — — — —}} Atles Ham det var. ”Jeg troer, at dine Diser Dig have alt forladt.” >> '''Atlaqvide.''' }} Sagn om og Troen paa Væsener, hvoraf hvert enkelt Menneske har et til Ledsager, ere almindelige over den største Deel af Landet; men saavel Navnet som Begrebet er nogen Forskjel underkastet. Paa nogle Steder kaldes de {{sperret|Følgie}} eller {{sperret|Fylgie}}, paa andre {{sperret|Vardøgl}}, {{sperret|Vardygr}}, <section end="Følgie eller Vardøgl" /><noinclude> <references/></noinclude> gfulnjfjtvknwsoleni3rafyg1q5yjc 104 85758 340050 339047 2026-10-16T15:37:49Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340050 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />70</noinclude>men hvert enkelt Menneske beholder stedse det samme. Den uforfærdede har derfor gjerne et modigt Dyr, som en Graabeen, en Bjørn, en Ørn o. s. v.; den Listige, en Rev eller Kat; den Frygtsomme en Hare, en lille Fugl o. s. v. til Følgie. Stundom viser imidlertid Vardøglet sig iMenneskeskikkelse, og seer da ud som sin Herre, men forsvinder strax. Et saadant Menneske kaldes en Dobbeltgjænger. Deraf kommer det, at man kan see det samme Menneske paa den samme Tid paa to forskjellige Steder. Den ene af dem er i det Tilfælde hans Følgie. Naar dette viser sig for Vedkommende selv, saa seer han sig selv dobbelt. Mange blive da forskrækkede og mene, at de snart ere feige. Ønsker man at vide hvilket Dyr man har til Vardøgl, da skal man, under visse Ceremonier vikle en Tollekniv ind i et Tørklæde, som man holder i Veiret, medens man regner op alle de Dyr, man kjender; thi saasnart man nævner sit Fylgie, falder Kniven ud af Tørklædet. {{høyre|[Mundtligt.]|2em}} {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Ordet Fylgia betyder efter Finn Magnusens Vidnesbyrd (Eddalæren 4, 35) den qvindelige Efterbyrd med de Hinder, som omgive Fosteret ved dets Fødsel og hvori man troede, at en Deel af Fosterets Sjel var indhyllet. Naar denne brændtes eller kastedes bort, skulde det nyfødte Barn fremdeles mangle sit Følgie, eller Skytsaand, som ellers antages for at være dets bestandige Ledsager gjennem Livet, og kaldtes {{sperret|Fylgia}} og {{sperret|Hamingia}} eller {{sperret|Ham}}. Hamingia betyder Held, Lykke til Foretagender (Olaf den Helliges Saga C. 16) og Ham, et Overtræk i et Dyrs Skikkelse. Man kunde tage det paa, og derved blive det Dyr lig, hvis Ham man iførte sig.}} {{dent/s|2em|2em}} Denne Tro er ældgammel og forekommer ofte i gamle Sange og Søgur. Den i vore Heltesange saa berømte Atles Ham var en Ørn (F. Magnusens Edda 4, 161 og Volsunga Saga, C. 43) og ”{{antikva|fyglar ther muno vera stora mamma fylgiur}} heder det i Gunlaugs Saga S. 33. Thorstein Uxefots Fylgia var en {{antikva|hvita bjarnar-hunn}} ({{antikva|Fornmanna Sögur IIi, p.}} 113), og Helten Orvarodd havde ogsaa en uhyre Hvidbjørn til Fylgie (Orvorodds Saga C. 6). Halfred Vanraadeskjald gjenkjendte derimod i en stor Qvinde, der var iført Brynje og<noinclude> {{dent/e}} {{liten blokk/e}} <references/></noinclude> i8w3hk16ea5g59wd1r2egmvwiukglo0 104 85759 340051 339048 2026-10-16T15:38:08Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340051 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode|||71}} {{liten blokk/s}} {{dent/s|2em|2em}}</noinclude>gik paa Bølgerne sin Fylginkona. I Harald Haarfagers Skjaldes Saga omtales Audun Skjalds Fylgie, der havde bebudet hans Ankomst. ({{antikva|Fornmanna Sögur III, p.}} 71) og Islænderen Thidrande saa engang 9 Qvinder i sorte Klæder med blottede Sværde, der kom ridende fra Norden, og 9 andre i lyse Klæder paa hvide Heste fra Syden, hvilke vare hans Frænders „{{sperret|Fylgjur}}“ ({{antikva|ibi II}}, 215). Med Almuens Begreb om Fylgier fortjener at sammenlignes, hvad den yngre Edda lærer om {{sperret|Nornerne}}. „Foruden de 3 store Norner, ere der endnu flere Norner, nemlig de, som indfinde sig ved hvert et Barns Fødsel for at beskjere det sin Levetid og Skjebne og ere de af Gudeslægten, hvorimod andre af Alfslægten og det 3die Slags af Dvergeslægten. De Norner, som ere blide og af god Herkomst, beskjere Lykke, og naar somme Mennesker geraade i Ulykke, da forvolde de onde Norner det.“ De kaldes ogsaa Diser (Hamders-Maal St. 26, Finn Magnusens Edda 3, 271). Traditioner om Genier„ der beskyttende og advarende ledsage Mennesket paa dets jordiske Bane, findes hos de fleste Folk. Romernes {{antikva|Genii}} og {{antikva|Lares}} vare saadanne<ref>Sammenlign Dobenecks Volksglauben 1, 110.</ref>. Til Fylgier svare i mange Henseender de gamle Perseres {{antikva|Feruerer}}, da ethvert godt Menneske havde en saadan Beskytterinde, der kjæmpede mod onde Aander til Menneskenes Forsvar; nogle viste sig i den Persons Skikkelse, hvem den tilhørte, andre som rene Dyr eller Fugle. Nordamerikas Vilde have ogsaa Skytsaander, der ligesom de nordiske Fylgier vise sig i Dyrs Skikkelse. De mene nemlig at ethvert Menneske har en saadan Skytsaand ({{antikva|Totam}} eller {{antikva|Ojaron}}); det ansees for en dødelig Synd at dræbe et Dyr af den Art, hvortil Gjerningsmandens Totam hører, og i hvis Skikkelse en Gjenganger efter Døden troes at vise sig. (Eddal. 3, 145). Grønlænderne have ogsaa et Slags Følgie ({{antikva|Torngak}}), som enten bestaaer af Elementaander ({{antikva|Juhuæ}}), deres afdøde Fædre eller endog Europæer. (H. Egedes Grønlands Perlustration P. 110<ref>„Mærkeligt er det, at en Skytsaand, som svarer til den nordiske Følgie, i Kuhländchen, en afsides Bjergegn i Mähren, kaldes Fylgie, (Eddalæren 4, 154).</ref>. De ældre christne Theologer antoge ogsaa, at ethvert Menneske havde sin beskyttende og ledsagende Genius. I {{bindestrek1|Jernpo|Jernpostillen}}<noinclude> {{dent/e}} {{liten blokk/e}} <references/></noinclude> sftxmk170bjtvud8e13hg5g1qziwiw4 104 85760 340135 339232 2026-10-16T16:04:56Z Kåre-Olav 25 ordner blokk 340135 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />72 {{liten blokk/s}} {{dent/s|2em|2em}}</noinclude><section begin="Følgie eller Vardøgl"/>{{bindestrek2|stillen|Jernpostillen}} (udgivet 1413, 142) heder det: „Strax noget Menneske fødes til Verden, da skikker Vorherre en Engel, som skal bevare hans Sjel og Liv fra Djevelen og andet Ondt“, og beraaber sig paa St. Hjeronymi og Bernhardi Vidnesbyrd. (Hesperus 7, 509). {{dent/e}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Følgie eller Vardøgl"/> <section begin="Draugen"/>{{midtstilt|{{større|'''Draugen.'''}}}} Begrebet om Draugen er forskjellig. Søndenfjelds betragtes den almindelig enten som et hvidt Gjenfærd eller som et dødvarslende Følgie, der ledsager den Feige, hvor han gaaer og stundom viser sig som et Insekt, der om Aftenen giver en pibende Lyd fra flg. I Herjusdalen i Hvidesø, paa det Sted, hvor Herjus Kvalsot blev myrdet, spøger hans „Draug,“ der endog en Juleqveld kom til hans Hjem og raabte: {{ppoem| „Bedre at gange paa Kvalsot paa nysopa Golv, end at ligge i Herjusdalen i den uvigte Mold.“ }} Nordenfjelds derimod færdes Draugen næsten stedse paa eller ved Søen og erstatter der tildeels Nøkken. De nordlandske Fiskere have meget med Draugen at skaffe. Ofte høre de et frygteligt Skrig af Draugen, der snart lyder „H—a—u“ og snart „saa kalt“ og da skynde de sig i Land, thi disse Skrig bebude Storm og Ulykke paa Søen. Ofte see Fiskerne ham og beskrive ham som en Mand af Middelstørrelse, der er klædt i almindelig Sømandsdragt. De fleste Nordlændinger paastaae, at han intet Hoved har; Nordmøringerne derimod indrømme ham dog i Hovedets Sted en Tintallerken paa Halsen, med brændende Gløder paa til Øine. Ligesom Nøkken kan den antage forskjellige Skikkelser. Han færdes helst og oftest ved Baadnøsterne. Saavel i disse som i deres Baade finde Fiskerne stundom et Slags Skum. Dette antage de for Draugens Spy og troe at Synet af det varsler om Dødsfald. <section end="Draugen"/><noinclude> <references/></noinclude> jrk3zxcyl82qic5hhsp0qrhwxe0sj2k 104 85800 340154 339218 2026-10-16T16:32:07Z Kåre-Olav 25 høyrestilt 340154 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />116</noinclude>{{midtstilt|{{større|'''St. Olaf og Troldet i Hornelen.'''}}}} {{ppoem|style=font-size:83%;margin-right:2em| „Saa seglede de over Skaaner Knolde, Til Steen bleve de sorte Trolde. Ud’ staaer Kjærling med Rok og Teen: Sanece Oluf! hvi segler du os til Meen? Sancte Oluf med dit røde Skjeg! Hvi segler du gjennem min {{korreksjon|Kirkeveg|Kjeldervæg|272}}? Sancte Oluf sig tilbage saa: Stat Du der, bliv til Kamp hiin graa.“ >> '''St. Olafs Vise.''' }} Det for sin Høide bekjendte, og af Brødrene Frimann besjungne Fjeld, Hornelen paa Bremanger, hang tilforn fast med Marøen, hvorfra det nu adskilles ved et Sund, der ligesom Korssund skylder St. Olaf sin Oprindelse. Da St. Olaf engang kom seilende, bød han Klipperne vige tilside, for at han kunde komme igjennem Dette skede flux; men i det samme Øieblik sprang et Trold ud af Fjeldet og skreg: {{ppoem| „Siig du Mand med det {{korreksjon|hvide|røde|272}} Skjeg, Hvi splitter Du saa min Klippeveg?“ }} St. Olaf svarede paa Stand: {{ppoem| „Stat Trold nu evig der i Steen, Saa gjør Du ei nogen Mand meer Meen.“ }} Som sagt saa gjort. End seer man det forstenede Trold paa Hornelens Top. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Budst. 6, 567. Denne Begivenhed henføres i den anden Vise om St. Olaf udtrykkelig til „Hornelummer,“ der udentvivl er Sagnets Hornelen. Hvad der er sagt øm Ligheden mellem Sagnet og Viserne ved St. Olaf og hans Broder gjelder og her.}} {{dent/s|2em|2em}} Ligesaa uheldige vare de stakkels Trold, naar de paa andre Steder traf sammen med denne deres Arvefiende. Ligeoverfor Romedalshorn ligger saaledes et Fjeld, Troldtinderne kaldet, hvis Takker ere Levninger af de Trold, som St. Olaf<noinclude>{{dent/e}} {{liten blokk/e}} <references/></noinclude> of82fimxlievri6j73wtsdi05j35bal 104 85803 340052 339068 2026-10-16T15:39:18Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340052 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||119}}</noinclude><section begin="St. Olaf og hans Hest" /> {{midtstilt|{{større|'''St. Olaf og hans Hest.'''}}}} I det høie Haaberg ved Øidnevandet i Valle boede i fordums Dage et Bjergtrold eller en Gubbe, der tvert over Vandet lod sætte et Gjerde af Jern, som hindrede Laxen i at komme længere op. Naar man derfor paa nogen af de ovenfor liggende Gaarde fik en Lax, blev det anseet som et Forvarsel paa, at En maatte være feig. Engang kom St. Olaf ridende til dette Vand. Da han ei vilde ride omkring, satte han med Hesten i eet Spring over Vandet, hvor det er smalest. End seer man i Fjeldet Spor af Hestens vældige Fødder. Der hvor det dristige Spring skede er Vandet omtrent 300 Skridt bredt, og Klipperne paa begge Sider steile. Paa begge Sider af Framvarenvand i Vandsø paa Lister findes ogsaa tydelige Spor af St. Olafs Hest, der sprang 400 Skridt fra den ene Klippe til den anden. Ved denne Leilighed maatte St. Olaf erkjende, at en god Hest ei er at foragte; thi ved dens Hjelp undgik han Fanden selv, som var efter ham og gjerne vilde have En Klo i den hellige Mand. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Top. Journ. 12, 20, 13, 17. Endnu dristigere var det Spring, Helgenen vovede i Jørgensfjord, hvor han sprang fra et Fjeld til et andet, uagtet Frastanden er omtrent 1000 Alen. I Fjeldene sees endnu Mærker efter Springet. (Budst. 6, 613). Ved Fogstuen paa Dovre i Drivdalen sammesteds og paa utallige Steder rundt om i Landet vises Spor af St. Olafs Ganger.}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="St. Olaf og hans Hest" /> <section begin="St. Olafs Kilder" /> {{midtstilt|{{større|'''St. Olafs Kilder.'''}}}} Da St. Olaf engang blev forfulgt gjennem Karmsund og en anden fiendtlig Flaade ventede paa ham nord ved {{sperret|Sletten}}<ref>Sagnet synes at angaae hans Flugt efter Kampen i Boknarsund med Erling Skjalgsson. Snorres Olafs Saga Cap. 186.</ref> roede Kongen med sit Skib ud til {{bindestrek1|Skylling|Skyllingstad}} <section end="St. Olafs Kilder" /><noinclude> <references/></noinclude> kwvuwy6biof267udkde20neh8gu1lh5 104 85804 340053 339069 2026-10-16T15:39:28Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340053 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />120</noinclude>{{bindestrek2|stad|Skyllingstad}} og lod her sit Fartøi trække igjennem Brækkedalen, der fordum havde været et Sund, som skilte Nordvestpynten af Karmøen fra dens øvrige Fastland, men som efterhaanden havde opfyldt sig med Tang og Sand og dannet den nuværende Myrdal. Han lagde derpaa sit Skib i Vikingstadvaagen indtil hans Fiender vare dragne bort. Under Arbeidet med Dragens Trækning tørstede Kongen og hans Folk bitterlig og kunde intetsteds i Nærheden finde Vand. Da stak Olaf sin Haand ind i Bakken paa Dalens sydøstre Side og strax sprang det deiligste Kildevand frem. Olaf bød denne Kilde aldrig udtørres, og den flyder siden Vinter og Sommer, og Mange ere ved dens Vand helbredede for Øiensvaghed. Paa samme Flugt mener man det var, at St. Olaf kom til Veibust ved Vegsund og drak af den Kilde, som derfor endnu bærer hans Navn. Denne Kilde stod i gamle Dage i saadan Anseelse, at Folk fra alle Kanter strømmede her sammen for at hente eller drikke dens Vand, og da Enhver, som besøgte Kilden, gjerne satte et lille Trækors ved den, saa kunde man ofte paa engang tælle mere end 400 saadanne rundt om St. Olafs Kilde. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk/s}} {{sperret|Anm}}. Meddeelt. Sagn om Kilder, der bære St. Olafs Navn og skylde ham Tilværelse, findes overalt i Landet. Ved Tveten i Raabygdelanget ligger St. Olafs Kilde, der aldrig mangler Vand og sprang frem da Helgenen just var tørstig (Top. Journ. 11, 21). I St. Olafs Kilde paa Dofrerosten skal han have vandet sine Heste. (Budstikken 3 Aargang 106, lignende Sagn 2 Aarg. 565). I Valders findes flere saadanne Kilder ({{antikva|ibi.}} 263). Paa Sæteren Retilla ved Krogkleven seer man endog ved St. Olafs Kilde Mærke efter hans Hestes Hov. (Top. Journ. 30, 138). Ved Venesund paa Helgeland findes St. Olafs Kilde, hvis Vand Almuen anseer for helbredende. I Romsdalshorn viser man endnu en Sprække, hvoraf Vand flyder, hvilken Sprække kaldes St. Olafs Sværd, thi han hug den for at faae Vand til sine Heste (Schønnings Reise 2, 127). I Bahus findes et lignende Mærke af St. Olafs Sværd og mange Kilder, som bære hans Navn. (Afzelius 2, 50). I Tryssil findes St. Olafs Kjern (Top. Journ. 23, 81). I Heggeland,<noinclude> {{hengende innrykk/e}} {{liten blokk/e}} <references/></noinclude> 2e4o5rdvz89qadef3fmjxsx59z22cu7 104 85805 340054 339070 2026-10-16T15:39:38Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340054 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode|||121}} {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk/s}}</noinclude><section begin="St. Olafs Kilder" /> Annex til Moland i Thelemarken, findes saavel St. Olafs Kilde som Mærke efter hans Hestes Hov. {{hengende innrykk/e}} {{høyre|(Meddeelt).|2em}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="St. Olafs Kilder" /> <section begin="St. Olafs Snushorn" /> {{midtstilt|{{større|'''St. Olafs Snushorn.'''}}}} Da St. Olaf paa sin Flugt gjennem Norddalsfjorden vilde tage sig en Prise Tobak, men ikke kunde faae Noget ud af sit Snushorn, blev han saa vred, at han slyngede Hornet op mod Fjeldsiden, og forvandlet til Steen er det der at see den Dag i Dag under Navn af St. Olafs Snushorn. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. (Strøms Beskr. over Søndmør 2, 251). At Tobak først flere Aarhundreder efter St. Olafs Tid blev bekjendt i Europa, gjør Intet til Sagen. Det kan derimod tjene som Exempel paa Almuens store Tro paa Helgenen, selv i sildigere Tider.}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="St. Olafs Snushorn" /> <section begin="St. Olaf og Søormen" /> {{midtstilt|{{større|'''St. Olaf og Søormen.'''}}}} Da St. Olaf flygtede ind til Valdalen, og fra Valdalsviken bøiede ind ad Fjorden, mødte han en Søorm, der gjorde alle hans Mænd forsagte. Kongen lod sig derimod ikke skrække, men løb hen til Forstavnen af sit Skib, greb Ormen og kastede den op mod Fjeldsiden, hvor den forvandlet til Steen endnu minder om St. Olafs Underkraft. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Strøm 2, 272. Ved Gaarden Borgerud paa Ringerike sees i Fjeldet en Lignelse af en bugtet Orm med 3 Hestesko over Hovedet, der tilskreves St. Olafs Hest, som her ihjeltraadte en Orm, der mødte Kongen paa hans Reise. (Top. Journ. 30, 158).}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="St. Olaf og Søormen" /><noinclude> <references/></noinclude> 9cqr08fpsplzm98exlz2iljh9mtmlyi 104 85806 340055 339071 2026-10-16T15:39:48Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340055 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />122</noinclude>{{midtstilt|{{større|'''St. Olafs Fjeldreise.'''}}}} Da St. Olaf paa sin Flugt kom til Valdalsviken forlod han sine Skibe og tog tilfjelds for at undgaae sine Fienders Forfølgelser. Paa Langbrækka, en Steenurd, der ligger i Nærheden af Gaarden Sylt, staaer et gammelt Trækors, kaldet St. Olafs. Efter gammel Skik vedligeholdes dette af Indbyggerne, der fortælle, at St. Olaf sad paa dette Sted, og med Vemodighed saa, hvorledes de Skibe, som havde bragt ham til Valdalen, brændte i lys Lue i Valdalsviken, efterat han selv havde ladet sætte Ild paa dem, for at de ei skulde falde i hans Fienders Hænder. Med Møie banede han sig Vei over den steile og fæle Skjersurd, og naaede mødig og sved det Sted, hvor paa hans Opmuntring opryddedes Gaarden Grønningen, som den Tid var øde. Da en kjølende Vind her just forfriskede ham, gjorde han det Løfte, at Gaarden aldrig skulde fattes Vind, hvilket er Aarsag i, at det stedse blæser paa dette Sted, og til Minde om at han her tilbragte Natten, lovede han, at Kornet aldrig skulde fryse paa denne Gaard, og derfor lider Kornet her endnu sjelden Skade af Frosten. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk/s}} {{sperret|Anm}}. Strøm 2, 267. Strøm forklarer alle disse Vidunder af naturlige Aarsager. Her komme vi ind paa Historiens Gebeet. Allerede de 4 foregaaaende Sagn minde om den {{korreksjon|Reise|Vei|272}}, som Olaf, forladt af Venner og forfulgt af uforsonlige Fiender, ifølge Historiens Vidnesbyrd (Olafs Saga C. 198 o. s. v. hos Snorre) maatte tage ind ad disse Fjorde. Snorre beretter, at han landede i Valldalen, hvor han lod sætte sine Skibe op og reiste sit Telt paa Sullt. Her indfandt de omkringboende Bønder sig tilligemed Høvdingen Bruse, som boede paa Mære, og tilbøde Kongen deres Tjeneste. Herfra vilde han begive sig til Lessø; men Veien var ufremkommelig. Da han kom til et Sted, som hedte Arossbrellen, hvilte han sig en Stund og saa ned paa Fjorden. „Der staaer endnu fra den Tid 2 Kors paa Brekken, hvor Kongen sad.“ Med megen Kraftanstrengelse og ei uden Hjelp af Undergjerning fik man Vei banet over den sæle {{bindestrek1|Sefs|Sefsurd}}<noinclude> {{hengende innrykk/e}} {{liten blokk/e}} <references/></noinclude> rjadd2gs7bov5p82a5hglajp4h3p4y7 104 85807 340056 339243 2026-10-16T15:39:58Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340056 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode|||123}} {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk/s}}</noinclude> <section end="St. Olafs Fjeldreise" /> {{bindestrek2|urd|Sefsurd}} til det Sted, som nu kaldes Olafs Heller, hvor Kongen vaskede sig i et Kildeveld, hvis Vand siden helbreder baade Mennesker og Qvæg. Paa en Sæter, som, heder Græningar, tilbragte Olaf Natten, efterat have fordrevet de Trold og Vetter, som her grasserede. Ved Afskeden sagde Kongen til Bruse: „Her skal nu bygges en Gaard, og den Bonde, som her kommer til at boe, skal aldrig savne sit Livs Ophold, og aldrig skal Kornet her fryse, om det saa fryser baade oven- og nedenfor Gaarden.“ {{hengende innrykk/e}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="St. Olafs Fjeldreise" /> <section begin="St. Olaf i Lexdalen" /> {{midtstilt|{{større|'''St. Olaf i Lexdalen.'''}}}} Sagnet fortæller, at St. Olaf skal have tilbudt Lexdalens Indbyggere at skaffe dem en Bro over Lexdalvandet, naar Enhver blandt dem vilde give ham et Kalveskind; men da de ikke vilde, saa blev her ingen Bro. — Paa Kubjørga-Aas findes en stor Steen, som man kalder St. Olafs Stol og paa Gaarden Lundskind i Vukku Sogn, findes en Ager, som kaldes St. {{sperret|Olafs Ager}}, fordi Kongen med sin Hær hvilede paa dette Sted. (Meddeelt og Top. Journ. 12, 105). {{---}} <section end="St. Olaf i Lexdalen" /> <section begin="St. Olafs Skaal og Bæger" /> {{midtstilt|{{større|'''St. Olafs Skaal og Bæger.'''}}}} I Nærheden af Stiklastad paa et Fjeld, som kaldes Klingen, over hvilket Veien fra Lex- til Værdalen falder, laae tilforn to Stene, af hvilke den mindste, der er flad oventil og aflang nedentil, samt omtrent 1{{brøk|3|4}} Alen i Gjennemsnit, kaldtes St. {{sperret|Olafs Skaal}}. Nogle mene, at den fik dette Navn deraf, at St. Olaf paa sit sidste Tog fra Lexdalen til Værdalen spiste paa denne Steen, Andre sige, at han havde i Sinde at udhule den til en Skaal, hvori han dog blev hindret ved Fiendens Ankomst. Baade denne Steen og en anden, der kaldes St. Olafs Køvle eller {{bindestrek1|Bæ|Bæger}} <section end="St. Olafs Skaal og Bæger" /><noinclude> <references/></noinclude> ra857b4oa9erxs5acxbc6eynjf3x5uo 340136 340056 2026-10-16T16:08:08Z Kåre-Olav 25 ordner seksjon 340136 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode|||123}} {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk/s}}</noinclude><section begin="St. Olafs Fjeldreise"/>{{bindestrek2|urd|Sefsurd}} til det Sted, som nu kaldes Olafs Heller, hvor Kongen vaskede sig i et Kildeveld, hvis Vand siden helbreder baade Mennesker og Qvæg. Paa en Sæter, som, heder Græningar, tilbragte Olaf Natten, efterat have fordrevet de Trold og Vetter, som her grasserede. Ved Afskeden sagde Kongen til Bruse: „Her skal nu bygges en Gaard, og den Bonde, som her kommer til at boe, skal aldrig savne sit Livs Ophold, og aldrig skal Kornet her fryse, om det saa fryser baade oven- og nedenfor Gaarden.“ {{hengende innrykk/e}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="St. Olafs Fjeldreise"/> <section begin="St. Olaf i Lexdalen"/>{{midtstilt|{{større|'''St. Olaf i Lexdalen.'''}}}} Sagnet fortæller, at St. Olaf skal have tilbudt Lexdalens Indbyggere at skaffe dem en Bro over Lexdalvandet, naar Enhver blandt dem vilde give ham et Kalveskind; men da de ikke vilde, saa blev her ingen Bro. — Paa Kubjørga-Aas findes en stor Steen, som man kalder St. Olafs Stol og paa Gaarden Lundskind i Vukku Sogn, findes en Ager, som kaldes St. {{sperret|Olafs Ager}}, fordi Kongen med sin Hær hvilede paa dette Sted. (Meddeelt og Top. Journ. 12, 105). {{---}} <section end="St. Olaf i Lexdalen"/> <section begin="St. Olafs Skaal og Bæger"/>{{midtstilt|{{større|'''St. Olafs Skaal og Bæger.'''}}}} I Nærheden af Stiklastad paa et Fjeld, som kaldes Klingen, over hvilket Veien fra Lex- til Værdalen falder, laae tilforn to Stene, af hvilke den mindste, der er flad oventil og aflang nedentil, samt omtrent 1{{brøk|3|4}} Alen i Gjennemsnit, kaldtes St. {{sperret|Olafs Skaal}}. Nogle mene, at den fik dette Navn deraf, at St. Olaf paa sit sidste Tog fra Lexdalen til Værdalen spiste paa denne Steen, Andre sige, at han havde i Sinde at udhule den til en Skaal, hvori han dog blev hindret ved Fiendens Ankomst. Baade denne Steen og en anden, der kaldes St. Olafs Køvle eller {{bindestrek1|Bæ|Bæger}} <section end="St. Olafs Skaal og Bæger"/><noinclude> <references/></noinclude> 7uqvpntjirkcggp9kppu128z5iqu0x4 104 85808 340057 338868 2026-10-16T15:40:13Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340057 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />124</noinclude><section begin="St. Olafs Skaal og Bæger" /> {{bindestrek2|ger|Bæger}}, ere nu bragte hen til den i Nærheden liggende Gaard Bjertnes. Paa Klingen findes ogsaa en Bæk, hvoraf St. Olaf paa sin Reise drak, hvilket gav dens Vand en saa særdeles Kraft, at man rundt om i Værdalen lod hente Vand fra denne Bæk. (Top. Journ. 12, 85. Hermoder 2, 224). {{---}} <section end="St. Olafs Skaal og Bæger" /> <section begin="Stiklestad" /> {{midtstilt|{{større|'''Stiklestad.'''}}}} Strax vestenfor den høie Bakke, paa hvilken St. Olafs Støtte staaer, ligger Stiklestads Kirke paa et lavt og sumpigt Sted. Man havde i Sinde at bygge den paa Øvre Stiklestad; man hvad man byggede om Dagen blev om Natten flyttet til det Sted, hvor Kirken nu staaer. Det Slag, hvori Kong Olaf faldt, stod ifølge Sagnet paa Gaarden Vestre-Stiklestad, hvor en Mark endnu kaldes Slagaakeren. Paa denne findes en Kjæmpehaug, hvori St. Olaf før Slaget skal have bevaret sin Skat. Andre berette, at denne derimod findes i den strax nedenfor Støtten liggende Spillehaug, saa kaldet af det Spil og den Musik, der stundom høres i den. I Følge Sagnet skal St. Olaf være falden paa det Sted, hvor Slaget stod; men hans Lig skal være bragt derfra og did hen, hvor Støtten nu staaer. Her stod paa den Tid et lille Lade, hvori St. Olafs Lig for det første blev forvaret. Paa vestre Stiklestad findes en stor Gravhaug, der kaldes Dagtingshaugen, hvilket Navn minder om Dag Ringsson, der, som bekjendt, kjæmpede med i dette Slag. (Top. Journ. og meddeelt). {{===|height2=3px}} <section end="Stiklestad" /><noinclude> <references/></noinclude> 4fej7meeco8w20zz21well5oftk963a 104 85809 340058 339073 2026-10-16T15:40:25Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340058 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>{{midtstilt/s}} {{større|'''Fjerde Afdeling.'''}} {{mindre|{{sperret|om}} {{xx-større|'''{{sperret|den sorte Dø|d}}.'''}} {{midtstilt/e}} {{ppoem|style=font-size:83%| „Grumt havde Pesten gjennem Norge faret, Hiin gridske Landfarsot, den sorte Død; Faa havde Herrens Naade kun bevaret Mens Tusinder som Dødens Rov laae strøed! Men der, hvor hele Slægter vare døde. I mange Aar laa Egnen tom og øde.“ >> '''C. N. Schwach.''' }} {{usynlig sideskift}} {{nop}}<noinclude> <references/></noinclude> 3miqxk11ltpji21f6k1sscwis0sijam 340137 340058 2026-10-16T16:08:51Z Kåre-Olav 25 ordner mal 340137 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>{{midtstilt/s}} {{større|'''Fjerde Afdeling'''}} {{mindre|{{sperret|om}}}} {{xx-større|'''{{sperret|den sorte Dø|d}}.'''}} {{midtstilt/e}} {{ppoem|style=font-size:83%| „Grumt havde Pesten gjennem Norge faret, Hiin gridske Landfarsot, den sorte Død; Faa havde Herrens Naade kun bevaret Mens Tusinder som Dødens Rov laae strøed! Men der, hvor hele Slægter vare døde. I mange Aar laa Egnen tom og øde.“ >> '''C. N. Schwach.''' }} {{usynlig sideskift}} {{nop}}<noinclude> <references/></noinclude> 7bmzc4xmpd5p8fh3dfhfutt956cnb1d 104 85810 340059 338869 2026-10-16T15:40:48Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340059 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>{{midtstilt|{{større|'''Indledning.'''}}}} {{uten innrykk/s}} {{stor initial|D|200%}}enne under Navn af den sorte Død berømte Pest, der med Lynets Fart ilede fra Asiens Høilande ved Chinas Grændser til Ishavets Bredder, og for hvis dræbende Aande mange Tusinder sank hen, blev paa et strandet engelsk Skib bragt til Bergen, hvorfra den med rædsom Vælde foer fra Dal til Dal, blottede det hele Land for Folk og Fæ, og bragte Norge i en Afmagt, som varede gjennem Aarhundreder. Landet skal have mistet ⅔ Dele af sine Beboere. I de fleste Fjeldbygder findes der Sagn om denne Landeplage, der af Bønderne paa nogle Steder kaldes {{sperret|Storemannadouen}}, paa andre {{sperret|Svartdouen}} og {{sperret|Pesta}}. Stundom forestiller man sig „Pesta“ som en gammel gusten Qvinde, der foer om i Landet med en Rive og en Lime. Hvor hun brugte Riven, slap altid Nogle fra med Livet; men hvor hun „sopede,“ der døde hver Moders Sjel. Som oftest var hun iført et rødt Skjørt, og angest blev Folk ved at see hende. Mangen Dal uddøde, og først efter Aarhundreder gjenfandt man de tilgroede forglemte Strækninger, hvor man stundom traf paa de gamle Huse, stundom kun paa Tomter af Bygninger og andre Spor af fordums Beboelse. Saadanne gjenfundne Dale kaldte man siden Finddale, gjenfundne Huse, Fundarhuse og gjenfundne Gaarde, Findland, Findaas o. s. v. Mangen Dal blev vel siden igjen opryddet; men rundt om i Landet findes endnu Dalstrækninger, der bære Spor af fordums Beboelse, og nu kun bruges til Sæterdale. Saadanne ere f. Ex. Lomedalen og Noutedalen i Bygland i Raabygdelauget;<noinclude> {{uten innrykk/e}} <references/></noinclude> 0r7i62za8y0yp0u0xcaax6v0ypbtj3i 104 85811 340138 219481 2026-10-16T16:09:24Z Kåre-Olav 25 strek 340138 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />128</noinclude>Engdal og Nessedal i Sogn, hvor Hustomter og andre Spor af fordums Beboelse findes; Susendal paa Helgeland; Smeddalen paa Fillefjeld, der efter Sagnet skal have udgjort at Kirkesogn, hvis Kirke først blev nedbrudt 1808; Songalien mellem Ringerike og Hallingdal, hvorfra man paa en Juledag talte 30 ringskoede Heste ved Sogndals Kirke; den øde Helestrand mellem Valders og Hallingdal, som ligeledes skal have udgjort et Sogn, af hvis Kirke o. m. man endnu seer Spor, og hvor paa Kirketofterne sammesteds Sagnet fortæller, at før Pesten 12 Bønder have boet. I Danmark kaldes denne Pest Mandeqvæl eller Mærkedød (Thiele 4, 88), men paa Bornholm kaldes den „den sorte Død,“ fordi Menneskene kort førend de døde fik en sort Prik inde i Haanden (Thiele 3, 52). Paa Island, som den først naaede 1402, rasede den frygtelig under Navn af {{sperret|Svarti Daudi}} (Olafsens Reise 261)<ref>Denne frygtelige Landeplage har udentvivl faaet sit Navn, den sorte Død, af de sorte Pletter, som hos den Angrebne, i Forening med heftig Blodstyrtning, inden den tredie Dag medførte Døden. Angaaende Tiden stemme Efterretningerne ikke ganske overeens. I en gammel Chronologie fra 15de Sec. ({{antikva|Script. rerum Dan.}} 1, 395) anføres ved Aaret 1350: „{{antikva|gravis qvædam pestis ac mors subitana tam in hominibus qvam in pecoribus grussabatur}},“ hvormed saavel en Beretning, som findes i en gammel Besindelse over Hammer (Budstikken 2, 818) som et gammelt Misale paa Thoten, stemme overeens. Hiin lyder: „saa slet bortdøde Folket den Tid, som skede Anno 1350 og samme smitsomme Syge begyndte her udi Norge {{antikva|Nativitutis Mariæ}} (8de Sept.) og varede til alle Helgens Tid (1 November) som var 8 Uger“ og dette: „{{antikva|pestis ultimis diebus Septembris hic}} (paa Thoten) {{antikva|incipiens}} (nemlig 1350) {{antikva|sex duravit hebdomadas, rqvo toto tempore perpetuo pluebat}}. Af den Maade, hvorpaa den paa Søndmør betegnes, nemlig med en Rist ({{antikva|M}}), 3 Pølser ({{antikva|CCC}}), en Kløv ({{antikva|L}}) og et Spyd ({{antikva|I}}), synes det, at Pesten der har raset Aar 1351. (Strøms Beskr. over Søndmør 2, 317).</ref>. {{===|height2=3px}}<noinclude> <references/></noinclude> b5n56n3hljimly5frm7ozelvgtmau5v 104 85812 340060 339074 2026-10-16T15:40:58Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340060 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude><section begin="Pesta i Gjerrestad"/>{{midtstilt|{{større|'''Pesta i Gjerrestad.'''}}}} Paa sin Vandring gjennem Landet kom Pesta ogsaa til Gjerrestad. Hun var imidlertid da ei som ellers sedvanlig iført et rødt Skjørt, men havde en blaa Stak paa. Manden paa Sandaker, som roede hende over Gjerrestadvandet til Eskeland, blev ræd, da han mærkede hvem han havde i Baaden, og bønfaldt om at maatte beholde Livet i Færgeløn. Pesta tog da frem en stor Bog, slog op i den og svarede derpaa: „Livet dit kan jeg ikke spare, men en let Død skal du faae.“ Aldrig saasnart var Manden kommen hjem, førend han blev døsig. Han lagde sig derfor paa Pallen og død var han. {{høyre|(Mundtligt og meddeelt).|2em}} {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. I Ombli foer Pesta om med Lime, hvormed hun sopede og hende fulgte stedse en Mand med en Spade.}} {{høyre|(Mundtligt).|2em}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Pesta i Gjerrestad"/> <section begin="Rypa i Justedalen"/>{{midtstilt|{{større|'''Rypa i Justedalen.'''}}}} Dybt inde i Sogn, høit tilfjelds, ligger en eensom Dal, som kaldes Justedal. Da den sorte Død begyndte at grassere i Norge, droge mange af de rigeste og fornemste Folk i Sogn op til denne øde Dal, hvor de nedsatte sig og <section end="Rypa i Justedalen"/><noinclude> Fayes Sagn. 9 <references/></noinclude> psdwwtv17fu0v5wgwvx28ovkkabztmm 104 85814 340061 339075 2026-10-16T15:43:47Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340061 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||131}}</noinclude><section begin="Rypa i Justedalen" /> {{blank linje}} {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Mundtligt, og Thaarups Magasin 2, 1, hvor der findes en Beskrivelse over Justedal af Mathias Foss 1750. Paa hans Tid levede en Lensmand Torger Ottesen, der mentes at nedstamme fra Rypa. At Justedal har været bebygget før den sorte Død vise flere af de herværende Oldtidsminder, og den „bergenske Kalveskinds-Bog,“ forfattet omtrent 1320, der nævner Jostrudals Kirke. Endnu i det 16de Aarhundrede kaldes Justedal „Kongens Ødemark,“ og ifølge en Matrikul af 1661 hørte alle Dalens Gaarde dengang til det saakaldte Apostel-Gods. (Kraft 4, 817). Riupa var iøvrigt et Qvindenavn, som forekommer i Landnammabog. Urda 1, 163.}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Rypa i Justedalen" /> <section begin="Kirken i Justedalen" /> {{midtstilt|{{større|'''Kirken i Justedalen.'''}}}} Da Justedalens Nybyggere efter den sorte Død skulde bygge en ny Kirke, valgte de dertil en Slette tæt ved Prestegaarden, som endnu kaldes Kirkestein; men Alt hvad man byggede om Dagen, blev om Natten nedrevet og fundet paa en nærliggende Bakke, hvor man da tilsidst blev enig om at bygge Kirken. Da man begyndte at rydde Skoven, stødte man heel uventet paa den gamle Kirkeklokke, som endnu findes i Kirken. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Mundtligt. (Thaarups Magazin 2, 40). Lignende Sagn ere meget almindelige over det hele Land.}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Kirken i Justedalen" /> <section begin="Pesten i Jørgensfjord og paa andre Steder" /> {{midtstilt|{{større|'''Pesten i Jørgensfjord og paa andre Steder.'''}}}} Paa Søndmør rasede Pesten frygtelig. I Jørgensfjord uddøde alt Folket med Undtagelse af en Qvinde, Jørund, efter hvem Prestegjeldet siden skal have faaet sit Navn. Nogen Tid derefter landede her nogle Englændere eller Skotlændere. De nedsatte sig i Standal og udbredte sig siden saaledes, at de ansees for Stamfædre til de fleste <section end="Pesten i Jørgensfjord og paa andre Steder" /><noinclude> <references/></noinclude> jm636if4pgudlztpbhutn04nhqk7la2 104 85815 340062 339076 2026-10-16T15:43:57Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340062 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />132</noinclude><section begin="Pesten i Jørgensfjord og paa andre Steder" /> af Prestegjeldets Indbyggere. Flere Bygder bleve ved Pesten næsten øde. I Røken ved Drammen fandtes kun tilbage en Kone paa Vear, i Skaanervik kun en gammel Mand paa Millie og i Aakre Annex kun en gammel Kone. I Gravens Prestegjeld levnedes alene en Gut og en Pige, som giftede sig og satte Bo paa Nesheim. I Overhalden langs Namsen Elv uddøde alt Folket, undtagen paa 3 Gaarde. I Opdalen ved Dovre fandtes kun 5 og paa Hitterøen kun 2 rygende Skorsteenspiber. (Strøms Beskr. over Søndmør 2, 317 og mundtligt. Budst. 7, 356, 6, 356). {{---}} <section end="Pesten i Jørgensfjord og paa andre Steder" /> <section begin="Vidalen" /> {{midtstilt|{{større|'''Vidalen.'''}}}} I Aadals Annex paa Grændsen af Hallingdal ligger Vidalen, der før den sorte Død var beboet og uhørte til Valders. I en Myr ligger Kirkehaugen, hvor en kongelig Betjent nedgrov 7 Qvartere med Penge, da han paa sin Reise til Bergen fandt Dalen uddød, og hans Heste af den besverlige Reise styrtede. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Top. Journal 30, 172. Denne Tildragelse skal efter Sagnet først være optegnet i en Bog, som fandtes i Hedals Kirke. Denne Bog borttog for lang Tid siden en af Valders-Fogdens Tjenere; men da han vilde reise over Helgebroen i Etnedalen faldt han med Bogen i Fossen og blev borte ({{antikva|ibid.}} 373).}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Vidalen" /> <section begin="Hedals Kirke i Valders" /> {{midtstilt|{{større|'''Hedals Kirke i Valders.'''}}}} Ogsaa i Valders afsidesliggende Fjelddale rasede den sorte Død med frygtelig Vælde. Mangen Gaard og enlig Dal mistede alle sine Beboere, tilvoxte med Skov og blev aldeles forglemt af de tilbageblevne Indbyggere og ubekjendt for de indvandrende Nybyggere. Paa disse {{bindestrek1|for|fordum}} <section end="Hedals Kirke i Valders" /><noinclude> <references/></noinclude> ogm2jyauijcai0xci5r3uwbxz7k4vuc 104 85817 340063 339077 2026-10-16T15:44:07Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340063 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />134</noinclude><section begin="Hedals Kirke i Valders"/>Tak, nu har vi den da;“ men i det samme Øieblik dumpede Klokken atter ud i Vandet. {{høyre|(Mundtligt).|2em}} {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Andre fortælle at Pilen traf Kirkens {{sperret|Væg}} og at Skytten lagde sit Ildstaal paa Alteret, hvor han dræbte Bjørnen. Efter en anden Variation, som Kraft i sin Beskrivelse over Norge (2, 208) meddeler, blev Kirken omtrent for 400 Aar siden funden af to Skyttere. „De svere Stolper og de brede Bord, hvoraf den ældgamle Kirke bar været opført, bevise dens høie Alder. Denne gamle Kirke, hvis Snitverk røber uendelig Flid, skjønt udført i en maadelig Stiil, er senere udvidet og forsynet med Orgel. Et Mariebillede, udhugget af en Egeblok, en Reliqviekifte i Form af en Kirke overtrukken med Messing, et Røgelsekar, ligeledes af Messing, samt en liden Horaklokke, ere endnu Levninger af Katholicismen.“ Reliqviekisten, som kaldes St. Olafs Skrin, er udentvivl Sagnets Messingkirke. C. N. Schwach har poetisk bearbeidet dette Sagn. (See Hermoder 1ste Aarg. S. 206).}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Hedals Kirke i Valders"/> <section begin="Musstad i Vardal"/>{{midtstilt|{{større|'''Musstad i Vardal.'''}}}} Der, hvor de store Gaarde Musstad nu ligge, stod i gamle Dage Kongsgaarden Framstad, den herligste Eiendom i hele Vardal. Men den „store Maniadaudin“ kom og lagde denne Gaard ligesom fast hele Bygden øde, og efterat maaskee et Aarhundrede eller mere var henrundet, vidste man kun af Sagnet, at den vestligste Deel af Dalen, nærmest under Landaasen, havde været beboet. Da hendte det sig en Dag, at en Bjørneskytte fra den igjen opryddede Gaard Landaasen paa sin Jagt forvildede sig i de store Skove, der da bedækkede en stor Deel af disse Egne. Forgjeves sporede han efter Mennesketrin, forgjeves efter en opstigende Røg eller andre Tegn paa Menneskers Nærhed. Han havde allerede opgivet Haab om at finde Husly i denne Ødemark, da han pludselig stødte paa Huse, der paa alle Sider vare tæt omgivne af hundreaarige Træer. <section end="Musstad i Vardal"/><noinclude> <references/></noinclude> 8ytiwsw25kltgorv5rc19hu66u7zi5t 104 85819 340064 338874 2026-10-16T15:44:17Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340064 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />136</noinclude><section begin="Musstad i Vardal" /> {{blank linje}} {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Meddeelt. Kraft 2, 43 omtaler Sagnet. Om saadanne efter den sorte Død gjenfundne Huse, Fyndarhuse, i Nummedal see Kraft 2, 224.}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Musstad i Vardal" /> <section begin="Sælbo" /> {{midtstilt|{{større|'''Sælbo.'''}}}} Nogen Tid efter den sorte Død vandrede en Fin fra Sparebo eller Snaasen gjennem Skogn. Det var just Høstetid, og en Pige stod i en Ager og skar Korn. Ved Synet af Finnen kaster Pigen sin Sigd, løber efter ham og slutter Følge med ham. De toge nu tilsammen Veien til Sælbo, der laa øde efter den sorte Død, som havde bortrevet alle de forrige Indbyggere. De satte sig ned paa Gaarden {{sperret|Leikvold}} eller en anden Gaard, tæt ved Sælbosøen. Fra dem nedstamme Sælbos nuværende Indbyggere, der ved Skikkelse, Ansigtstræk, Levemaade og tildeels Klædedragt siges at adskille sig fra deres Naboer, og ved deres Flakkelyst og Ureenlighed skal ligne deres Stamfader. (Schønnings Reise gjennem en Deel af Norge 1773, S. 40. Skiens Avis for 1835 N. 16. {{---}} <section end="Sælbo" /> <section begin="Tolvkohellen" /> {{midtstilt|{{større|'''Tolvkohellen.'''}}}} Paa Gaarden Findnes’s Grund i Siredalen, ½ Miil fra Gaarden selv, blandt vilde og øde Fjelde fandtes i gamle Dage 5 beboede Bondegaarde. Da Indbyggerne imidlertid vare for faa og fattige til at holde en Prestteller bygge en Kirke, valgte de en stor Hule, for i denne at holde deres gudelige Sammenkomster, bede og udenfor begrave deres Døde. Bispen indviede denne Hule, som blev kaldet {{sperret|Tolvkjørhellen}}, fordi Bønderne gave Bispen 12 Kjør for Indvielsen. Den er saa stor, at 100 {{bindestrek1|Men|Mennesker}} <section end="Tolvkohellen" /><noinclude> <references/></noinclude> 6umnc64ygjofy842wa5wivl43h4y2xq 104 85820 340065 339078 2026-10-16T15:44:27Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340065 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||137}}</noinclude><section begin="Tolvkohellen" /> {{bindestrek2|nesker|Mennesker}} kunne rummes i den. Den kaldes endnu som oftest „Tolvkjørshelleren“ og skal efter Sagnet have tjent 5 Gaarde, hvis Beboere uddøde i den sorte Død, til Kirke. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Mundtligt. Peder Claussens Norriges Beskr. P. 33. Ramus 119. Top. Journal 13, 103. Kraft 4, 108.}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Tolvkohellen" /> <section begin="Svartdouven i Sætersdalen" /> {{midtstilt|{{større|'''Svartdouven i Sætersdalen.'''}}}} Før den sorte Død, „Svartdouven,“ hjemsøgte Norges Land var den nu kaldte egentlige Sætersdal ubeboet og øde og brugtes kun til Sætre, da derimod den nuværende Sæter-Dal, som heder Finddalen, var den beboede Egn. Foruden at Navnet „Sætersdal“ synes at give dette Sagn Medhold, opdager man ogsaa i Finddalen Spor af fordums Agre og Hustomter, ja paa en Ø i et Fjeldvand, der bærer Navn af {{sperret|Kirkeholmen}}, findes endog Spor af Kirke og Kirkegaard. {{sperret|Svartdouven}} anrettede frygtelig Ødelæggelse i Finddalen, hvor den kun sparede et Par Ægtefolk, Knud og Thore Nuten. Disse To vedbleve at boe i Finddalen; men fra andre Kanter kom efterhaanden nye Indbyggere indvandrende til Sætersdalen, og nedsatte sig der. Knud og Thore kunde dog ei overtale sig til at forlade deres gamle Opholdsted. Saaledes hengik Aar efter Aar og det eneste Savn, Sagnet fortæller, at de følte i deres Ensomhed var det, at de ikke vidste ret, hvad Tiden leed. Især naar den mørke Vinter kom, sørgede de over, at de ei vidste, naar Julehelgen var, og kunde helligholde den paa samme Tid, som i andre Egne. Ved enkelte Vandringsmænd fra den nybebyggede Sætersdal var ogsaa Rygtet trængt til dem om denne Dals Befolkning. Da det nu engang led frem til de korteste Vinterdage, besluttede de gamle Ægtefolk, at Thore skulde gaae til Sætersdalen, og der faae vide, hvor langt det end var til den store Helg. Den Gamle forlod sin kjere Ægtefælle i fuldkommen {{bindestrek1|Een|Eensomhed}} <section end="Svartdouven i Sætersdalen" /><noinclude> <references/></noinclude> lmov8ckqfdno6kfpw0oyhnl4znrmg5d 104 85823 340066 338725 2026-10-16T15:45:27Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340066 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />140</noinclude>som hun fandt, naar hun selv maatte undgaae Døden. Hun blev ogsaa skaanet og tog i alt 40 Børn til sig, som hun opfostrede. End leve i Sognet Folk, som paastaae at nedstamme fra Gro Vadder. I en Dal i Sillejord Prestegjeld blev kun een Mand ilive, og derfor blev Dalen kaldet {{sperret|Manddal}}. Denne Mand vandrede da over til Nabosognet, og der saa han Spor til, at der nylig havde været Mennesker. Derfor blev Pladsen kaldet {{sperret|Sporestuel}}, som den endnu heder. Siden da han kom længere ned, hørte han tale, og endnu heder Stedet {{sperret|Orddal}}, og endelig traf han Mennesker og fik {{sperret|sandspørgt}}, at der levede flere, hvorefter den Gaard nævntes {{sperret|Sandland}}. (Deels mundtligt, deels meddeelt). {{===|height2=3px}}<noinclude> <references/></noinclude> t4wngr6eixw0tkml8g99awdu3v3o827 104 85824 340067 338825 2026-10-16T15:45:37Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340067 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>{{midtstilt/s}} {{større|'''Femte Afdeling.'''}} {{mindre|{{sperret|om}}}} {{x-større|'''{{sperret|Historiske Sag|n}}.'''}} {{midtstilt/e}} {{ppoem|style=font-size:83%| „Dybt udi Fjeldet endnu er tilbage Gjenlyd af Tonen fra henfarne Dage, Gubben i Hytten med snehvide Skjeg, Kjender end Tonen og Visen han kan, Som haver tonet saa vide om Land.“ >> '''Grundtvig.''' }} {{usynlig sideskift}} {{nop}}<noinclude> <references/></noinclude> 4ah8kznx42xivks9ojgq9gy5ff1xx2n 340139 340067 2026-10-16T16:10:45Z Kåre-Olav 25 xx-større 340139 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>{{midtstilt/s}} {{større|'''Femte Afdeling.'''}} {{mindre|{{sperret|om}}}} {{xx-større|'''{{sperret|Historiske Sag|n}}.'''}} {{midtstilt/e}} {{ppoem|style=font-size:83%| „Dybt udi Fjeldet endnu er tilbage Gjenlyd af Tonen fra henfarne Dage, Gubben i Hytten med snehvide Skjeg, Kjender end Tonen og Visen han kan, Som haver tonet saa vide om Land.“ >> '''Grundtvig.''' }} {{usynlig sideskift}} {{nop}}<noinclude> <references/></noinclude> da5ciqzw4efzcdfxt6nhez452q68c45 104 85825 340068 338878 2026-10-16T15:45:47Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340068 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>{{midtstilt|{{større|'''Indledning.'''}}}} {{uten innrykk/s}} {{stor initial|D|200%}}e i denne Afdeling meddeelte Sagn kalde vi {{sperret|historiske}}, ei fordi at alle disse Sagn kunne betragtes som paalidelige, historiske Facta; men kun forsaavidt, at de angaae Personer og Tildragelser, der ere blevne historiske. Da vi nu paa en Maade træde ind paa Historiens Gebet, bliver det ogsaa vor Pligt at belyse disse Sagn med Critikens Fakkel; men da vi ved hvert enkelt Sagn agte at sammenligne samme med Historiens Vidnesbyrd, ville vi her indskrænke os til at tale nogle Ord om deres Oprindelse. Uagtet vi nok neppe feile synderlig i at antage, at der ligger noget Factisk til Grund for de fleste historiske Sagn, saa er dette dog i Tidernes Løb, og ved vilkaarlig Udtolkning, bleven saa forandret og udpyntet, at det ofte bliver vanskeligt, at skille det Sande fra det Falske. At Sagn om sildigere Tildragelser, hvori Almuen selv tog virksom Deel, (som om Sinklars Tog, om Anna Colbjørnsdatter og de Svenske paa Norderhaug o. s. v.), endnu kunne forplantes uden at støtte sig til historiske Beretninger, med hvilke de stundom ikke ganske stemme, stundom oplyse, trænger vel neppe til videre Beviis. Et andet Spørgsmaal<noinclude> {{uten innrykk/e}} <references/></noinclude> hgey26zhsw7z76rb3rbbwjdaelil7l9 104 85827 340069 339248 2026-10-16T15:45:57Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340069 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode|||145}} {{uten innrykk/s}}</noinclude>ofte i Tidernes Løb forandrede, enkelte Træk bleve udeladte, andre tilsatte, og hvad Tiden angaaer, saa veed Sagnet kun at det skede „fordum“ eller „i gamle Dage. “— Uagtet vi saaledes indrømme Muligheden og Sandsynligheden af, at et Sagn, især i en Fjeldegn, kan forplantes fra den fjerneste Old, uden at skylde skriftlige Efterretninger sin Oprindelse, kunne vi dog ei erkjende alle disse Sagn for ægte Toner fra den svundne Oldtid; nei, flere af dem have vistnok en sildigere og anden Oprindelse. {{uten innrykk/e}} Endeel Sagn ere at betragte kun som Forklaringer af Steders Navne. I Indledningen til Sagnene om Kjæmperne have vi seet flere Exempler derpaa. Naar Sagnet saaledes beretter, at paa Trommestad ved Arendal boede en Kong Thrym, og ved det saakaldte Træbergslot paa Bragernesaasen en Kong Braker, saa vise begge vel neppe andet, end at der i gamle Daae har boet et Par Søkonger, som man af Stedets Navn har kaldet Kong Thrym eller Kong Braker, uden at disse Sagn staae i videre Forbindelse med de historiske Personer af samme Navn<ref>Blandt gamle Kongsgaarde fortjener at nevnes {{sperret|Hoff}} i Thingelstad Sogn paa Hadeland, hvor Nors Sønnesøn Haudr menes at have boet, og ligge begraven i den af 12 andre Gravhauge omgivne Kongshaug; {{sperret|Helgeland}} fd. Streituland paa Ringerike, hvor Kong Hring antages af have boet og hvile i en stor, nu udgravet Kjæmpehaug, {{sperret|Kongshaug}} (fd. Konungshof) i Grue, hvor Soløers gamle Konge skal have resideret; {{sperret|Thrones}}, fd. Thrandarnes i Værdalen hvor en Kong Thron skal have boet, som antages for at være Thrand, Thrøndelagens ældste Konge; {{sperret|Qvien}} i Valders, hvor den skjønne Gyda blev fostret.</ref>.<noinclude> <references/></noinclude> lp0y4fysxzkxuwae11s2m69w9uvtvf9 104 85829 340070 338726 2026-10-16T15:46:07Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340070 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> {{hode||147}}</noinclude>Virkelighed, idetmindste for Historiens Yndere vil have nogen Interesse<ref>Hvor jeg har været uvis om Bøndernes Udtale af Navnene, der desuden udtales forskjellig i de forskjellige Egne, har jeg fulgt de gamle Søgurs Skrivemaade. Saaledes f. Ex. Eystein, uagtet Bønderne paa denne Kant udtale det Østen; Hakon for Haaken; Einar Thambarskjelver for Thamppeskjælver.</ref>. {{===|height2=3px}}<noinclude> <references/></noinclude> r4ujo31rbs6cwopuubj6xxih0t1m1lt 104 85830 340071 338879 2026-10-16T15:46:17Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340071 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>{{midtstilt|{{større|'''Kong Augvald.'''}}}} Augvaldsnes paa Karmøen skal efter Sagnet have faaet sit Navn efter en Oltids Konge, som her havde sin Bopæl og tilsidst blev overvunden og dræbt paa den nærliggende {{sperret|Kongshei}}, hvor Spor af Kjæmpehauge og Bautastene findes. I en af de Gravhauge, som findes ved Augvaldsneskirke, beretter Sagnet, at Kong Augvald blev jordet, og i en anden, „{{sperret|Kohaugen}},“ skal en Ko med Guldklave ligge begraven. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. At der omtrent i det syvende Aarhundrede har boet en Kong Augvald paa Karmøen, og at han blev begraven tilligemed en Ko, som han tilbad, i to store Hauge paa Augvaldsnes, stadfæster vor gamle Historie (Halfs Saga C. 2). Olaf Tryggvason skal, ledet af Sagnet, have ladet begge Hauge opkaster og i den ene fundet Been af et Menneske og i den anden af en Ko. (Snorre, Olaf Tryggvasons Saga C. 71). Ved Kohaugen, hvori Augvalds Guddom sandsynligviis blev jordet, staaer en 13 Allen høi Bautasteen, der af Almuen nu kaldes Maries Synaal, og formodes at være reist til Ære for Augvalds Ko. (Kraft 4, 221).}} {{dent/s|2em|2em}} Om det hedenske Olds andre Heroer, en Half, en Starkadr, en Frithiof og Flere findes, saavidt jeg veed, ikke egentlige Sagn, endskjønt deres Navne paa flere Steder leve i Folkets Minde. Om Kong {{sperret|Thrym}} gaaer det Sagn, at han har boet i Nærheden af Arendal paa Trommestad, hvor en stor Gravhaug findes, og at hans Flaade har lagt i Colbjørnsvik og Kallevik. Paa Træbergslot paa Bragernesaasen skal Kong {{sperret|Brake}}, have boet, og gamle Folk mindes, at de i deres Ungdom hørte<noinclude> {{dent/e}} {{liten blokk/e}} <references/></noinclude> cvyj03jgykls3868fuz6tjvgj80rvfv 104 85832 340082 339091 2026-10-16T15:49:05Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340082 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />162</noinclude>vilde berøve ham. Denne forsøgte først at vinde hende med kostbare Gaver og store Løfter til hendes Brudgom, og da dette ikke hjalp, vilde han tage hende med Vold. Ormen, som fornam dette, samlede sine Venner, der vare hele Dalens Indbyggere, saasom han var afholdt af Enhver, og jog sin Fiende ud af Sengen den Morgen, denne vilde bortføre Sola. Ormen drev ham til Jarlsdalen i Meelhus, hvor han gjemte sig, og fik Leilighed til om Natten at flygte til Throndhjem. Men da denne mægtige Mand siden blev dræbt paa Rimol, saa drog Ormen derhen og begrov ham paa den da brugelige Maade, da han vel hadede ham for hans Fremfærd mod Sola, men ærede ham som en dygtig Kjæmpe. Derefter blev Ormen tilbuden af en Konge, der afskaffede Hedendommet, at blive Hofmand. Det vilde han dog ikke være; men flyttede til Bones, hvor han og Sola døde paa samme Dag, begge 100 Aar gamle. Paa Bones bleve de begravne af deres Børnebørn, der alle vare Kjæmper. Man reiste to Bautastene til deres Minde, af hvilke den ene endnu staaer. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Dette Sagn, fortæller Klüver (i de norske Mindesmærker 107) at han 1811 har hørt af en 90 Aar gammel Bonde i Rennebo, hvis Forældre havde boet i Nærheden af Bones. Hans 96 Aar gamle Fader havde af sin ligesaa gamle Fader lært at synge en Vise om Ormen og Sola, som vare begravne under Bautastenene paa Bones. Før skal han have boet paa Gaarden Stein i Bynesset. Sagnet er poetisk bearbeidet af Klüver og Schwach (Sneklokken 1843).}} {{dent/s|2em|2em}} Sammenlign med dette Sagn Snorre. Olaf Tryggvasons Saga C. 53, hvor der berettes, at Aarsagen hvorfor Bønderne gjorde Opstand mod Hakon Jarl var, at denne med Vold vilde bortføre Gudrun, Bergthors Datter paa Lunde, der for sin Fagerhed blev kaldet Lundarsol og var gift med en mægtig Bonde, der hedte Orm Lyrgja. At Jarlen flygtede til Jarlsdalen og blev dræbt paa Rimol, hvor tilforn fandtes en Haug,som kaldtes {{sperret|Jarls{{shy}}haugen}}, er vist; men at Orm lod ham begrave, derom tier Historien, som i Olaf Tryggvasons Saga, C. 56, fortæller, at Jarlens Hoved blev fæstet til en Galge paa Nidarholm og hans Krop tagen af Graven og brændt. At Orm<noinclude> {{dent/e}} {{liten blokk/e}} <references/></noinclude> dlfk9f7hqvf0mh23z0v8np03u3g3ptn 104 85833 340083 339251 2026-10-16T15:49:16Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340083 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> {{hode|||163}} {{liten blokk/s}} {{dent/s|2em|2em}}</noinclude><section begin="Orm Lyrgja og Lundesola" /> ei vilde tage Tjeneste hos den nye Konge Olaf Tryggvason, er sandsynligt, da Orm var blandt de anseede Thrøndere, som Olaf paa Hlade kaarede til Offer for de hedenske Guder, og som alene ved at lade sig døbe kunde undgaae Døden (Snorre Cap. 74). Til Sagnene om den mægtige Hladejarl kunne henføres, at der ved {{sperret|Livaag}} (Oldtidens Hjørungavaag) endnu findes blandt Bønderne Sagn om et vældigt Slag i Oldtiden (Strøms Beskr. over Søndmør 2, 409. Snorre, Olaf Tryggvasons Saga C. 33—48), og at i Opdals Sogn ved Dovrefjeld det Sagn gaaer, at den flygtende Torkild Turefrost fandt et Tilflugtsted i denne Egn og opholdt sig paa det Sted, hvor Gaarden Ishoel nu ligger. (Budstikken 2, 121. Sigurd Brestesons Saga). {{dent/e}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Orm Lyrgja og Lundesola" /> <section begin="Kong Olaf Tryggvason christner Nordlandene" /> {{midtstilt|{{større|'''Kong Olaf Tryggvason christner Nordlandene.'''}}}} Paa Godøen i Nordlandene boede i gamle Dage en Nes-Konge ved Navn Gø. Paa samme Tid søgte Kong Olaf at christne Landet, og havde ogsaa isinde at gjeste Gø og byde ham enten et Feltslag eller Antagelsen af Christendommen. Han ankom ogsaa med sin Flaade til Indløbet af Saltensfjord; men efter at han længe havde lagt i Havn i Udøerne for at vente paa en gunstig Vind, maatte han dog tilsidst med uforrettet Sag reise sin Vei; thi Kong Gø, der var en stor Troldmand, foraarsagede denne langvarige Modvind. Denne Kong Gø var ellers en mægtig og frygtet Mand, der regjerede over hele den Strækning, som nu udgjør Gillestaals, Bodøens, Skjerstads og Saltdalens Sogne. Hans Krigshær og fornemste Styrke bestod i Finner. Nedenfor Tjøttø-Gaard i et fersk Vand, som ved en smal Strimmel stilles fra Søen, blev efter Sagnet den berømte nordlandske Høvding {{sperret|Harek Tjøttø}} døbt af Kong Olaf. <section end="Kong Olaf Tryggvason christner Nordlandene" /><noinclude> <references/></noinclude> 0nw41w995qpldlcsh5avh9brc8icnt0 104 85834 340084 338889 2026-10-16T15:49:25Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340084 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> 164</noinclude><section begin="Kong Olaf Tryggavson christner Nordlandene" /> {{blank linje}} {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Budstikken 5, 759. Denne Kong Gø er neppe nogen anden end den halogalandske Høvding Raud paa Godø, der efter Snorres Vidnesbyrd (Olaf Tryggvasons Saga C. 46) ved sin Troldom længe hindrede Olaf Tryggvason i at komme ind ad Fjorden men tilsidst dog blev fangen og under gruelige Pinsler dræbt.}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Kong Olaf Tryggvason christner Nordlandene" /> <section begin="Kong Olaf paa Dobrea" /> {{midtstilt|{{større|'''Kong Olaf paa Dobrea.'''}}}} Da Olaf Tryggvason var paa Dovre (ɔ: Dovre Sogn, en smuk Dal ved Foden af Dovrefjeld) paa en Gaard, som da hedte Dobrea, beklagede Opsidderen sig over, at han paa Gaarden ikke havde Vand. Kongen raadede ham at flytte Gaarden og anviste et Sted længere nede, hvor han skulde finde Vand i Overflod. Gaarden blev flyttet, herlige Vandkilder fandtes og Gaarden blev derfor kaldet Killie, hvilket Navn den endnu har. {{---}} <section end="Kong Olaf paa Dobrea" /> <section begin="Asbjørn Selsbane" /> {{midtstilt|{{større|'''Asbjørn Selsbane.'''}}}} Denne dristige og ulykkelige Høvdings tragiske Skjebne gjorde i sin Tid saa megen Opsigt, og vakte saa megen Deeltagelse, at man skulde vente at finde mange Sagn om ham. Dette er imidlertid ei Tilfældet. Dog synes følgende Sagn, der findes paa Karmøen, at minde om ham. Det fortæller, at da St. Olaf engang sad tilbords i sin Kongsgaard paa Augvaldnes kom en Fiende listende overland til Gaarden, krøb ned gjennem Skorsteenspiben og ilede ind i Salen, hvor han hug til en Mand, han antog for Kongen, saa Hovedet rullede hen over Bordet, men Hugget traf kun en Foged. <section end="Asbjørn Selsbane" /><noinclude> <references/></noinclude> edopus0zzn7eu43kx6rzuc88o0x2ako 104 85835 340085 339252 2026-10-16T15:49:35Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340085 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode|||165}}</noinclude><section begin="Asbjørn Selsbane" /> {{blank linje}} {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Meddeelt. Om Asbjørns Drab paa Thorer Sel, see Snorre Olafs Saga (123—129).}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Asbjørn Selsbane" /> <section begin="Sigurd Syr" /> {{midtstilt|{{større|'''Sigurd Syr.'''}}}} Paa Gaarden Bønsnes paa Ringerike boede i gamle Dage en Konge, som man mener var St. Olafs Stedfader Sigurd Syr. Igjennem en moradsig Skov, hvor Veien gaaer mellem Bønsnes og Sørum omtrent ½ Fjerding i Længde, findes en Jordbru (en opkastet Vei) med Spor af dybe Grøfter paa Siden. Disse skal Kong Sigurd have ladet opkaste ved dem, der vare dømte fredløse men for dette Arbeide fik de deres Fred igjen. Han skal ogsaa have eiet den skjønne Storøen og ofte boet der. Paa Gaarden stod fordum et Kapel, og de 4 hvælvede grundmurede Kjeldere, som endnu findes paa Øen, troe Nogle at være Levninger af Kong Sigurds Gaard. Om samme Sigurd fortælles endvidere, at han skal have sagt, da En fortalte ham, at Kongen i Viken maatte sælge den ene Gaard efter den anden: „Det kan ikke andet end saa være; han vil have et røget Svinehoved hver Dag paa sit Bord; jeg derimod lader mig nøie med at have et hver Søndag, og det mener jeg skal holde ud.“ {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Top. Journal 30, 129; 31, 164. Den vise og husholderiske Sigurd Syr regjerede over Ringerike, hvor han eiede flere store Gaarde, som han dyrkede med megen Iver. (Snorre, Olaf den Helliges Saga C. 1, 2. 30—36). Han var Stedfader til Olaf den hellige (See om ham 3die Afdeling om St. Olaf) og Fader til Harald Haardraade.}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Sigurd Syr" /> <section begin="Brødrene paa Gidske" /> {{midtstilt|{{større|'''Brødrene paa Gidske.'''}}}} Omtrent 400 Skridt fra den nuværende Gidske Ødegaard paa Søndmør sees to lige Stene af en Mands <section end="Brødrene paa Gidske" /><noinclude> <references/></noinclude> rtsw6z96rdno7fk7uzhhbmq8ifm4y0g 104 85836 340086 339094 2026-10-16T15:49:45Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340086 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> 166</noinclude><section begin="Brødrene paa Gidske" /> Høide paa hver sin Side af Alfarveien, tre Skridt fra hinanden. De kaldes Brødrene, og Sagnet fortæller, at tvende Brødre af Gidskeætten i Anledning af den snevre Vei kom i Trætte og Tvekamp, der endte med den Enes Drab. Paa en Støtte, der stod i Nærheden, skal have staaet en i det gamle norske Sprog forfattet Inskription, der ved Støttens Fornyelse saaledes blev oversat: {{ppoem| Find slog ny Broder ihjel For de om Veien ei forligtes vel; Thi rømte han hen i Landet langt Nord, Hvor hans Slægt blev meget stor. Af ham ere de Nordfarer Alle, Som lade sig Finner kalde.“ }} {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Saavel Inskriptionen som Støtten ere nu borte. Strøms Beskr. over Søndmør 2, 117. Dette Vers findes med lidt Forandring i en Beretning fra 1626 (See Suhms Samlinger 2, 3, 41).}} {{dent/s|2em|2em}} At i Olaf den Helliges Tid boede paa Gidske den mægtige Høvding Thorberg Arnason, og at han havde en Broder Finn, der var Olafs trofaste Ven, berette vore gamle Søgur. Efter Slaget ved Stiklastad, hvor de begge kjæmpede i Olafs Hær, høre vi ikke videre tale om Thorberg, hvis mægtige Æt dog længe eiede Gidske; men Finn, gjenfinde vi i Harald Haarderaades Historie boende Nord paa „{{antikva|Austrátt a Yriom}}.“ Om denne Strid mellem Thorberg og Finn taler Historien ikke. En i Nærheden af „Brødrene“ staaende Bautasteen mener Biskop Neumann at være reist til Minde om Thorberg Arnason. (Budst. 6te Aarg. 590). {{dent/e}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Brødrene paa Gidske" /> <section begin="Kalf Arnasons Drikkekar" /> {{midtstilt|{{større|'''Kalf Arnasons Drikkekar.'''}}}} Paa Gaarden Egge, berømt for sine Oldtids Minder, fandtes to store Drikkekar eller Træboller, som efter Sagnet engang tilhørte den berømte Kalf Arnason, der har boet paa denne Gaard. Den ene tog omtrent en Anker; men <section end="Kalf Arnasons Drikkekar" /><noinclude> <references/></noinclude> mln7hr1cub3hduusyq9xieedpt5s5o9 340150 340086 2026-10-16T16:29:40Z Kåre-Olav 25 sin 340150 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />166</noinclude><section begin="Brødrene paa Gidske"/>Høide paa hver sin Side af Alfarveien, tre Skridt fra hinanden. De kaldes Brødrene, og Sagnet fortæller, at tvende Brødre af Gidskeætten i Anledning af den snevre Vei kom i Trætte og Tvekamp, der endte med den Enes Drab. Paa en Støtte, der stod i Nærheden, skal have staaet en i det gamle norske Sprog forfattet Inskription, der ved Støttens Fornyelse saaledes blev oversat: {{ppoem| Find slog sin Broder ihjel For de om Veien ei forligtes vel; Thi rømte han hen i Landet langt Nord, Hvor hans Slægt blev meget stor. Af ham ere de Nordfarer Alle, Som lade sig Finner kalde.“ }} {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Saavel Inskriptionen som Støtten ere nu borte. Strøms Beskr. over Søndmør 2, 117. Dette Vers findes med lidt Forandring i en Beretning fra 1626 (See Suhms Samlinger 2, 3, 41).}} {{dent/s|2em|2em}} At i Olaf den Helliges Tid boede paa Gidske den mægtige Høvding Thorberg Arnason, og at han havde en Broder Finn, der var Olafs trofaste Ven, berette vore gamle Søgur. Efter Slaget ved Stiklastad, hvor de begge kjæmpede i Olafs Hær, høre vi ikke videre tale om Thorberg, hvis mægtige Æt dog længe eiede Gidske; men Finn, gjenfinde vi i Harald Haarderaades Historie boende Nord paa „{{antikva|Austrátt a Yriom}}.“ Om denne Strid mellem Thorberg og Finn taler Historien ikke. En i Nærheden af „Brødrene“ staaende Bautasteen mener Biskop Neumann at være reist til Minde om Thorberg Arnason. (Budst. 6te Aarg. 590). {{dent/e}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Brødrene paa Gidske"/> <section begin="Kalf Arnasons Drikkekar"/>{{midtstilt|{{større|'''Kalf Arnasons Drikkekar.'''}}}} Paa Gaarden Egge, berømt for sine Oldtids Minder, fandtes to store Drikkekar eller Træboller, som efter Sagnet engang tilhørte den berømte Kalf Arnason, der har boet paa denne Gaard. Den ene tog omtrent en Anker; men <section end="Kalf Arnasons Drikkekar"/><noinclude> <references/></noinclude> e63c52m67klkecv02mscguvohpmlz0v 104 85837 340087 339095 2026-10-16T15:49:56Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340087 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode|||167}}</noinclude><section begin="Kalf Arnasons Drikkekar" /> ikke destomindre kunde Kalf løfte den, naar den var fuldskjænket og drikke deraf. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. At Kalf Arnason, en af sin Tids mægtigste Mænd, har boet paa Egge, fortæller Snorre i Olaf den Helliges Saga C. 116.}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Kalf Arnasons Drikkekar" /> <section begin="Einar Thambarskjelver" /> {{midtstilt|{{større|'''Einar Thambarskjelver.'''}}}} Paa Spangereid ved Lindesnes holdt ifølge Sagnet Kong Olaf Tryggvason engang et Møde, hvor han og hans Mænd morede sig ved at skyde til Maals med Bue. Ingen kunde imidlertid maale sig med Einar Thambarskjelver, thi med sin Bue skjød han en Piil ½ Fjerding. En Deel store opreiste Stene minde endnu om denne Bueskydning. Paa en Skraaning ved den østre Side af Laugen i Børseskogn vises endnu paa Gaarden Huseby Levninger af Einars Borg, hvorfra man har en viid Udsigt over den hele Dal. Paa Gaarden forvares endnu en sver Furukiste med tvende Laase, et Bord, hugget af en Stok, 8 Alen langt og {{brøk|5|4}} Alen bredt, med en tilhørende Bænk samt tvende af Jern smukt udarbeidede Dørbeslag, som Alt skal have tilhørt Einar<ref>Om Døren selv og dens Prydelser see Athene 3, 443.</ref>. Disse skattes saa høit, at mange Syge endnu søge til Huseby for at overlades et Stykke af Dørbeslagene, som de daglig bære hos sig for at faae deres tabte Helbred igjen. Gamle Sagn berette endvidere, at Einars Borg efter hans Tid blev indrettet til et Kloster, som tilsidst blev ødelagt, fordi en Munk midt under Gudstjenesten foran Alteret dræbte sin Prior. Da Huseby ligger et Stykke fra Havet, fortæller Sagnet, at Einar havde sine Skibe liggende ved Gaarden {{bindestrek1|Nø|Nøstad}} <section end="Einar Thambarskjelver" /><noinclude> <references/></noinclude> rfr1knx4b04udl2i86kpn1cbtopo7wq 104 85838 340088 339096 2026-10-16T15:50:11Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340088 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />168</noinclude><section begin="Einar Thambarskjelver"/>{{bindestrek2|stad|Nøstad}}, hvor man endnu viser de Stene, hvorved hans Skibe bandtes. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Peder Claussen N. B. 49. {{antikva|Norrigia illustrata}} 182, Top. Journ. 12, 37. Klüver 111.}} {{dent/s|2em|2em}} Nøstad udledes af Nøst eller Naust, der betegner et Huus, hvor Baade og Skibe bevares. Paa Husebygaarden fandt Schøning Levning af en Steenmuur opført som det synes af hugne Stene. Deraf er nu blot Grundvolden, af Længde i Øst og Vest 36 Alen, med en Brede af 17 Alen, tilbage. Disse Mure ere sandsynligere Levninger af en Kirke, end, som Sagnet lyder, af Einars Borg. (See Kraft 5, 683). {{dent/e}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Einar Thambarskjelver"/> <section begin="Dale-Gudbrand"/>{{midtstilt|{{større|'''Dale-Gudbrand.'''}}}} Paa Gaarden Huudtorp i Gudbrandsdalen boede en mægtig Høvding Dale-Gudbrand paa den Tid, da St. Olaf indførte den christne Tro. Gudbrand, der endog paa sin Gaard havde et Gudehus for Thor, modsatte sig i Førstningen Kongens Bud; men tilsidst lod han sig døbe og byggede endog den første Kirke i Dalen. Paa denne mærkelige Gaard, hvor man mener, at Gudbrandsdalens Allherjar-Thing har været holdt, findes mange Oldtidsminder, blandt hvilke en Gravhaug tæt Nord for Gaarden endnu kaldes Gudbrandshaugen, da Sagnet beretter, at Dale-Gudbrand her skal ligge begraven. En 4 Alen høi Bautasteen, som tilforn stod paa Haugen, er nu borte. Paa Nabogaarden Hove, som i gamle Dage hørte til Hundtorp, stod efter et almindeligt Sagn Thors Asgudstempel, hvorfor Bønderne i denne Egn kalde denne Afgud Thor Hoven. Gaarden Kongsli tjente ifølge Sagnet Dalegudbrands Heste til Havnegang. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk/s}} {{sperret|Anm}}. Blothuset, som kaldtes Hof, har sandsynlig staaet paa den Forhøining, hvor Gaardens Hovedbygninger nu staae. Paa den Skraaning, som nu kaldes {{sperret|Kirkebakken}}, mødtes udentvivl Olaf og Gudbrand og her knustes Thorsbilledet ved {{bindestrek1|Kol|Kolbein}}}} <section end="Dale-Gudbrand"/><noinclude> {{hengende innrykk/e}} {{liten blokk/e}} <references/></noinclude> b5yl5cxcjcnh41n7ayd53xprckcwwmg 104 85839 340089 339097 2026-10-16T15:50:21Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340089 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode|||169}} {{liten blokk/s}} {{dent/s|2em|2em}}</noinclude><section begin="Dale-Gudbrand"/>{{bindestrek2|bein|Kolbein}} Stærkes Haand. Et Led i Nærheden kaldes endnu Hedningegrinden. Meddeelt; sammenlign Hjorthøys Beskrivelse over Gudbrandsdalen 2, 91 og 96. Kraft 2, 116, 128. Dale-Gudbrands interessante Omvendelseshistorie findes hos Snorre, Olaf den Helliges Saga C. 118. {{dent/e}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Dale-Gudbrand"/> <section begin="Kong Østen"/>{{midtstilt|{{større|'''Kong Østen.'''}}}} I Nærheden af Ramnes Kirke findes Levninger af en Haug, hvor man om Aftenen stundom seer Lys brænde. Efter Sagnet ligger nemlig her begraven den unge Kong Østen, som Bonden paa Ramnes slog ihjel. Paa den omkringliggende Mark, hvor Slaget skal have staaet, ere fundne flere gamle Vaaben. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Mundtligt. Snorre fortæller i Magnus Erlingssøns Saga C. 42, at den unge Magnus slog Birkebeinerne paa Ree, (Ramnes Prestegaard kalde Bønderne endnu Reir) og, at den flygtende Konge, den unge Eystein Meila, blev dræbt af en Bonde, der forraadte ham og bragte hans Lig til Ramnes, hvor Magnus just var.}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Kong Østen"/> <section begin="Kong Sverrer"/>{{midtstilt|{{større|'''Kong Sverrer.'''}}}} Medens Kong Sverrer laa med sine Skibe i Randsfjorden og hans talrige og overlegne Fiender ingen Fare anede, lod han sine Skibe drage op af Randsfjorden og tvers over Land til Mjøsen, uagtet Veien baade er besverlig og lang. Til Erindring om denne Tildragelse kaldes denne Vei endnu den Dag i Dag {{sperret|Kjøl{{shy}}veien}}. Ved Hjelp af disse Skibe overraskede han nu uformodet fine Fiender, Hedemarkens anseeligste Bønder, der vare samlede paa Gaarden Saastad i et stort Gilde. Dette fik en bedrøvelig Ende; thi de halvberusede Bønder gjorde kun liden Modstand. Qvinderne flygtede til en i Nærheden liggende Haug, som <section end="Kong Sverrer"/><noinclude> <references/></noinclude> fpmc3ugut2r0ujntn2f2qxvki2v4mcm 104 85840 340090 339099 2026-10-16T15:50:31Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340090 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> 170</noinclude><section begin="Kong Sverrer" /> endnu bærer Navn af {{sperret|Graate{{shy}}haugen}}, fordi de stode her og græd over deres Mænd og Frænder, der faldt for Birkebeinernes skarpe Sværd. En liden Bugt af Mjøsen, tæt ved Gaarden, kaldes {{sperret|Gjemme{{shy}}viken}}, fordi Bønderne der efter Sagnet havde gjemt de Skibe, som de tilforn havde i frataget Kong Sverrer. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Mundtligt. Dette skede omtrent 1177. Veiens Længde er 5 Rastir (Mile) og {{rettelse|Navet|Navnet}} Kjølveien forekommer allerede i Hakon Hakonsons Saga 136 (Kraft 2, 245. Sverres Saga Cap. 16). Den af Historien bekjendte Sverresti, som Sverrer 1178 maatte anlægge for at undgaae sine Fiender, skal efter Sagnet have været mellem Gamle- og Ny-Rundals Kløv. Kongstien eller Kong Sverres Stie erindres endnu og en Dal omtrent 1{{brøk|1|2}} Miil østenfor kaldes endnu Sverredalen. Her slog Sverrer sandsynlig Leir, efter at være kommen gjennem Sverrestien. (Kraft, 4, 66, 689. Sverres Saga C. 20). En Dal, som Kong Sverrer skal have passeret paa en Reise fra Søndfjord til Sogn, kaldes ogsaa endnu til Minde om denne berømte Konge {{sperret|Sverresdal}}. (Budstikken 5, 570).}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Kong Sverrer" /> <section begin="Ivar Dapi" /> {{midtstilt|{{større|'''Ivar Dapi.'''}}}} Kong Sverrer havde en Foged, som hedte Ivar Dapi. Denne havde oppe i Fylkisbygden (nu Hafslo i Sogn) faaet Øie paa en deilig Qvinde, i hvilken han forelskede sig; men Qvinden var selv ærlig og en ærlig Bondes Hustru. Ivar agtede ei derpaa. Dreven af sin Begjerlighed drog han til Bondens Gaard, hvor hans Anseelse letteligen aabnede ham Døren. Her misbrugte han Gjestfriheden og vilde bruge Vold mod Konen; men just som han tog hende i sin Favn, kom Manden til og slog ham paa Stedet ihjel med sin Hammer. Denne Hammer opbevares endnu som en Sjeldenhed i Hafslo. I Nærheden ligger Gildreskreden, en steil og smal Klev, imellem et brat Fjeld og en rivende Elv. Her blev en stor Deel af de Mænd, <section end="Ivar Dapi" /><noinclude> <references/></noinclude> i8uwp23myo766bbdrcssxt9gnieozth 104 85841 340091 339100 2026-10-16T15:50:41Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340091 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||171}}</noinclude> <section begin="Ivar Dapi"/>som Kong Sverrer siden sendte derhen for at hevne sin Fogeds Drab, efter Sagnet knust af de forsamlede Bønder, der havde forskandset sig paa det Sted, som endnu kaldes Borgarbjerget. I en Kjelder blev der for ikke lang Tid siden fundet 300 Pile, som maaskee ere fra denne Opstand. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Budstikken 5, 418. Sammenligne vi dette Sagn med Historiens Vidnesbyrd finde vi, at Kong Sverrer virkelig havde en Befalingsmand Ivar Dape eller Dafve, som blev dræbt i Kaupanger; men som Aarsag til dette Drab anføres det, at Bønderne ei alene negtede at skaffe Julekost, men endog i Forening med Bymændene i Kaupanger overfaldt og dræbte Sverrers Folk, uagtet Ivar begjerte Fred og tilbød sig at drage bort med sine Mænd. At en eller anden Voldsgjerning, som den Sagnet fortæller, har opflammet Folkets Vrede, er muligt. Vist er det derimod, at Kong Sverrer siden stævnede Bønderne til at møde i Qvamsø paa Nordsiden af Sognefjorden og der paalagde dem 15 Mark Guld i Bøder. Da Straffen tyktes Bønderne for haard, og de afsloge at betale, sendte Sverrer 6 Skibe ind ad Fjorden med Befaling at gjøre Ild i Bymændenes Badstuer og brænde Bøndernes Gaarde. Da alle Indbyggerne vare flygtede med deres beste Eiendom tilfjelds, fandt Birkebeinerne kun de tomme Huse, af hvilke de brændte i Alt 100. Dette skede nogle Dage før Slaget ved Fimereid 15de Juni 1181. (Falsen N. H. 3, 84 og Sverrers Saga. Kraft 4, 828).}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Ivar Dapi"/> <section begin="Ridder Audun paa Aalhus"/>{{midtstilt|{{større|'''Ridder Audun paa Aalhus.'''}}}} Omtrent 400 Skridt fra Jølster Prestegaard viser man nogle Spor af en gammel Borg, som Almuen kalder Aalhus. Her boede i fordums Dage en Ridder ved Navn {{sperret|Audun}}, der laa i jevnlig Strid med en Herse i Naustadal i Førde Prestegjeld, da Ridder Audun paa en utilbørlig Maade vilde udvide sin Magt. Saadant led ikke Kongen og lod ham kalde til Bergen. Audun, som anede Ulykke, nedgrov sine Skatte i Hegrenesaasen og sænkede sit store Sølvbord i Jølstervandet ved Skjersurden. Derpaa reiste han {{bindestrek1|led|ledsaget}} <section end="Ridder Audun paa Aalhus"/><noinclude> <references/></noinclude> 5qonihtusch4v9fhbha1swp3dxqxdkm 104 85842 340092 339253 2026-10-16T15:50:51Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340092 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> 172</noinclude>{{bindestrek2|saget|ledsaget}} af sin Vaabendrager, der forstod sig paa Fugleskrig. Dette vidste Audun. Etsteds underveis, medens de hvilede, satte en Ravn sig ned i Nærheden af dem, og gav sig til at skrige jammerligen. „Skjønner du hvad Ravnen siger?“ spurgte Audun. „Jeg skjønner det fuldt vel,“ svarede Vaabendrageren, den siger: „Du drager bort, men kommer aldrig meer tilbage.“ „Det skal du have løiet,“ tog Audun til Orde, spændte sin Bue og skjød Vaabendrageren ihjel. Audun drog derpaa ene til Bergen, hvor han maatte lade sit Liv. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk/s}} {{sperret|Anm}}. Budstikken 5, 578. Ravneskrig varslede efter den oldnordiske Tro Ulykke og Drab. „Fornmanna Søgur {{antikva|III.}} 147. Paa Heggernes (Hegranes) sees nogle ubetydelige Levninger af en gammel Steenbygning 30 Alen lang og 24 Alen bred, der synes at have været omgivet af Grave, og menes at være den af Historien bekjendte 1302 henrettede Magnat Audun Hugleiksson Hestakorns Bopæl.“ Kraft 4, 869. Om disse ærværdige Levningers Skjebne, see Urda 2, 23, hvor et Kart over Egnen findes. Her fortælles ogsaa, at efter Sagnet er Hoveddøren i Aalhus Kirke tagen fra Aalhus Slot og at en Grav ved Slottet endnu kaldes Auduns Fiskedam. Denne Audun Hugleikson, der hørte til sin Tids mægtigste og mest anseede Høvdinger, spillede under Magnus Lagabæters og Sønners Regjering en vigtig Rolle, (see Antiq. Annaler 1, 86—107) og omtales som Kongens hemmelige Raad, hans Cantsler, ja skal endog 1286 have modtaget Jarlsværdigheden. Under Eirik Prestehader brugtes han meget ved de skotske Underhandlinger og bragte 1293 et Ægteskab istand mellem Kong Eirik og Robert Bruces Søster Isabella. 1295 sendtes han til Frankrig og kaldes e Creditivet {{antikva|Dominus de Hegrancs, carus consangvineus &amp; Secretarius noster}},“ for at slutte en Alliance med Philip den 4de. Ved samme Leilighed blev der foreslaaet et Ægteskab mellem Hertug Hakon, Eiriks Broder, og Frøken Isabella af Joigny, en Paarørende af den franske Dronning. Da Historien ei omtaler, hvorfor nette Ægteskab blev ufuldbyrdet, har den lærde Werlauf bragt hendes Skjebne i Forbindelse med en mærkelig Gravsteen, der fandtes i Fjære Kirke ved Grimstad, og med Auduns pludselige Fald. I Fjære Sogn er det nemlig et almindeligt Sagn, at i gamle Dage strandede tæt ved Hæsnes, i en liden Bugt, som den Dag i Dag he-<noinclude> {{hengende innrykk/e}} {{liten blokk/e}} <references/></noinclude> 0db76zo6sa81pcxj2kjfppgnrzbdqu8 104 85843 340093 339102 2026-10-16T15:51:01Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340093 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode|||173}} {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk/s}}</noinclude>der Drotningvika, eller, som den og at Nogle kaldes, Prindsesseviken, en Dronning eller Prindsesse, der enten døde underveis, eller omkom ved Skibbrudet, og blev jordet i Fjære Kirke, hvor der længe fandtes end Marmorsteen<ref>Paa denne Steen, der nu findes i Christiania Museum, er afbildet et kronet Fruentimmer med et Skjold, hvori sees en staaende Løve uden Hellebard og rundt om følgende Indskrift {{antikva|Hic Ysmac Nata Recubet de Ple (ɔ: prole) Beata, Regis Norvegie Principis. Et D (ucis)}}: Her hviler Norges Konges Fyrste og Hertugs salige (?) Afdøde, født af Slægten Ysmak. Andre læse: {{antikva|Hic usmac nata recubet de prole beata regis norvegiæ principis et daciæ}}.</ref> til hendes Minde. Denne Steen blev imidlertid efter et andet Sagn ei strax sat over hende, men blev siden bragt fra Udlandet af et Skib til Bjelkestranden i Kilsviken, hvor Fanden imidlertid fik Fingre paa den, saa at den reent forsvandt og siden bekymrede sig Ingen om den, da den var bestemt til en Prindsesse, som var at en vrang Tro. For nogle Decennier siden kom der imidlertid til Sognet en Prest ved Navn Pharo, hvem Oldtiden interesserede. Da Sagnet kom ham for Øre, anstillede han nøiagtige Undersøgelser, og fandt virkelig paa Gaarden Møi Stenen, vel vedligeholdt, da Indskriften var vendt nedad. Han lod Stenen sætte i Fjære Kirke, i hvis Kjelder Bønderne endnu paastaae, at Prindsessens Lig findes. Den lærde Arents Beretning, „at Traditionen her fortæller,“ at hun paa Reisen omkom i Skibbrud efter {{sperret|at have sødt en Datter, for hvis Tilværelse Gesandten, som havde hentet hende, Audun Hestakorn, fik Skylden}}, har jeg ei hørt bekræfte, uagtet jeg har været paa Stedet og undersøgt denne Sag. Auduns pludselige Fald samme Aar, som Eirik Prestehader døde, hans treaarige Fangenskab og tragiske Død 1302, da han blev hængt eller brændt paa Nordnes ved Bergen, og Sagnet om Drotningvika i Forening med Historien om Eirik Prestehaders foregivne Datter Margreta, som samme Tid blev brændt, og hvis Parti Audun menes at have taget, (Suhm 11, 428) give rigt Stof til Gisninger, der fortjente at løses i en historisk Roman, hvortil Tidsalderen og Forholdene saa særdeles egne sig. {{hengende innrykk/e}} {{dent/s|2em|2em}} Et mærkeligt Bidrag til at oplyse Auduns Historie strides i en gammel Beretning om Oldsager i Bergens Stist 1626 saa lydende: I Sundfjord paa Jylster, tvert for Prestegaarden<noinclude> {{dent/e}} {{liten blokk/e}} <references/></noinclude> et3hejc76zzd6u4sw376ipgoe0vwuxs 104 85844 340094 339103 2026-10-16T15:51:11Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340094 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> 174 {{liten blokk/s}} {{dent/s|2em|2em}}</noinclude><section begin="Ridder Audun paa Aalhus" /> paa Gaarden Hegernes findes en Steenbro og nogle Steenhobe, eller Rudera paa en øde Plads, hvor tilforn en mægtig Kjæmpe, Evind Hestekorn (faa kaldet fordi han var den første, som i Norge gav Heste Korn at æde) Norges Riges Kantsler, havde sit Slot. Denne Evind skal være bleven rettet paa Nordnes ved Bergen, fordi han {{sperret|voldtog Kongen af Norges Gemalinde, som han skulde føre fra Engelland til Norge}}.“ (Saml. til den danske Hist. 2, 3, 43). Den i Sagnet nævnte Ridder i Nøstedal har maaskee været Ridder Eilif i Naustdal, der i gamle Dokumenter nævnes 1308 og 1319, og som maaskee var en Søn eller Frænde af Eilifr, en mægtig Ridder og Baron, der boede i Naustdal og blev myrdet 1277. (Saml. til det Norske Folks Sprog og Historie 134). {{dent/e}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Ridder Audun paa Aalhus" /> <section begin="Dronning Margreta" /> {{midtstilt|'''Dronning Margreta.''' }} I Opdal ved Dovrefjeld ligger en Sæterdal, som kaldes Drotningdal. Sit Navn, siger Sagnet, har den faaet efter Dronning Margreta, der paa en Reise over Fjeldet, i Taage og haardt Veir, forvildede sig og med sit Følge i denne Dal fandt et Tilflugtsted. Efter et andet Sagn blev hun forfulgt af den svenske Konge og for ei at opdages endog i denne afsides Dal vendte hun Skoene om paa sine Heste. Ved at tage Veien gjennem Drotningdalen undgaaer man den farlige Vaarsti. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk/s}} {{sperret|Anm}}. Mundtligt og det kongl. norske Videnskabsselskabs Skrifter i det 19de Aarhundrede 1, F. {{antikva|III.}} Om Calmarunionens berømte Stifterinde findes, saavidt vides, i Norge ei flere Sagn, naar undtages, at Thingelstad Kirkes gyldne Fløi, efter Almuens Beretning, skal være en Gave af hende. I Bahus derimod findes om hende følgende Sagn: Paa en Søreise fra Norge mistede Dronning Margreta sin største Guldring i Tyvekilen i Bahus, hvor hun laa for Modvind, og da hun ei kunde finde den igjen kaldte hun Stedet {{sperret|Tyvekilen}}. Ved hendes Ankomst til Guldbringa, som da havde et andet Navn, kom En og bragte hende Guldringen igjen. Glad udbrød Dronningen:, „Denne Gaard skal hede {{sperret|Guldbringa}}, og du skal have den <section end="Dronning Margreta" /><noinclude> {{hengende innrykk/e}} {{liten blokk/e}} <references/></noinclude> 28s2qyipztsmu8j5twt8a5cginc3uz6 104 85845 340141 339104 2026-10-16T16:15:13Z Kåre-Olav 25 hengende innrykk 340141 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||175}} {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk/s}}</noinclude><section begin="Dronning Margreta"/>i Eie.“ (Oedmanns Bahus Beskrivelse 184). I Hormayers Taschenbuch 1839 Side 341 findes et Sagn om en bøhmisk Skræddersvend, der udgav sig for Margretas Søn Olaf og blev brændt. {{hengende innrykk/e}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Dronning Margreta"/> <section begin="Ætlinger af den gamle norske Adel"/>{{midtstilt|{{stor|'''Ætlinger af den gamle norske Adel.'''}}}} Paa de Tider, Christian den Anden<ref>Kongshavn ved Christiania skal efter Sagnet have sit Navn efter Christian {{antikva|II}}, som en Tid laa her med sin Flaade. Paa Akershus Rustkammer saa jeg i min Barndom en Rustning, som blev kaldet Christian den Andens.</ref> søgte at udrydde den norske Adel, flygtede Christopher Skaktavel og hans Frue Margreta til Romsdalen, hvor de maatte leve som Bønder under andre Navne. End boer denne Æt paa Gaarden Helle, og Navnene Margreta og Christopher ere meget gjengse i denne Familie, hvis Adelsbreve for ikke mange Aar siden siges at have været i Behold. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Klüver 124. Skaktavel er en bekjendt adelig Familie, der eiede flere Sædegaarde i Landet. Af Norges gamle Adel findes nu kun faa Spor. Bønderne paa Harildstad og Bjølstad i Gudbrandsdalen skulde være Descendenter af Familien Bratt (Hiorthøy 2, 36, Kraft 2, 123) og Navnet Thord er gjennem Aarhundreder gaaet fra Mand til Mand i denne Slægt. (Budstikken 3, 195). Bønderne paa Qvaesberg og Sandbo, ligeledes i Gudbrandsdalen, paastaae at nedstamme fra den adelige Familie Gjæsling, og de paa Gaarden Valberg fra Iljarnerne. Af Familien Galtung findes Afkom og flere Minder paa Gaarden Thornes i Hardanger. (Budstikken 6, 675 og meddeelt).}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Ætlinger af den gamle norske Adel"/> <section begin="Reformationen"/>{{midtstilt|{{stor|'''Reformationen.'''}}}} {{liten blokk/s}} Da de danske Høvdinger begyndte Kirkeforbedringen i det {{sperret|uforberedte}} Norge med at fængsle de katholske Bisper, jage Munkene<section end="Reformationen"/><noinclude>{{liten blokk/e}} <references/></noinclude> nlinfzq84zmsqvqroi08p224es6tbue 104 85846 340095 339106 2026-10-16T15:51:21Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340095 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> 176 {{liten blokk/s}}</noinclude><section begin="Reformationen" /> ud af Klostrene, ødelægge Helgenbilleder, kort med en Voldsomhed, der ei kunde gjøre den nye Lære yndet, vedblev Folket endnu længe i Hjertet at være katholsk<ref>Som Beviser kan blandt Andet følgende tjene: at man 1570 maatte i selve Bergen nedtage Billederne af Høialteret i Dom-Kirken, fordi nogle gamle Qvinder tilbade dem. (Saml. til den danske Hist. 2, 2, 105); at Jesuiterne og deres Agent Laurentius Nicolai (der ifølge Sagnet under Navn af Klosterlasse en Tid hemmelig opholdt sig paa Gaarden Oppedal i Hardanger) endnu i Christian den 4des Dage fandt mange Tilhængere endog blandt Landets Prester (Mynters Ref. Hist.), og at flere katholske Skikke endnu længe efter paa mange Steder fandt Sted. (Biskop Hanses Archiv 2. 376, 388, Lunds Beskr. over Thelemarken 273).</ref> og den nye Lære og dens Prester fiendsk. Dette kunne vi see saavel af følgende Sagn, som deraf, at Fogden paa Agdesiden blev dødelig saaret, fordi han vilde tvinge Almuen til at give deres evangeliske Prester Underholdning; at Almuen i Oslo og Hammer Stifter ved Kongebud maatte tvinges til at give Tiende og opbygge de forfaldne Prestegaarde; og at man i Danmark dengang almindeligen troede, at Nordmændene sloge deres evangeliske Prester ihjel, en Tro, som finder Stadfæstelse i følgende Sagn og i Peder Claussens Beretning: „Jeg haver kjendt Een der var fød, hvis Fader hafde ihjelslaget tre Prester.“ Som Bidrag til Reformationshistorien kan følgende Efterretninger tjene. I Sætersdalen maatte Presten Lauritz Hansen flye for Folkets Ugudelighed. Hans Eftermand blev myrdet i Kirken af Lensmanden, saa at der udfordredes Folk som Nils den {{sperret|Stærke}} og {{sperret|Store}}, der med Magt kunde tvinge Almuen til at modtage den sande Lærdom. Dette maa dog have frugtet lidet; thi Peder Tøgersen, som kom til Kaldet 1611, maatte flygte til Haa paa Jæderen, da de haarde og gjenstridige Døler vilde slaae ham ihjel. Den første Prest i Vardal var Hans Nummedal. I hans Tid gik de afsatte Munke omkring og tiggede. Hr. Jonas, den tredie Prest i Vardal efter Reformationen, blev af Almuen afsat, fordi han fra Prædikestolen udskjeldte Bønderne for Tyve, for deres begangne Tiendesvig. Hr. Jens Roeschield, Prest i Hallingdal 1603, blev hadet og forfulgt af Almuen fordi han vilde udrydde adskillige Levninger af Pavedømmet. {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Reformationen" /> <section begin="Biskop Olaf" /> {{midtstilt|{{større|'''Biskop Olaf.'''}}}} Ved Siden af Alteret i Vangens Kirke paa Vos er en Lem, hvorunder der findes en Trappe, som fører ned <section end="Biskop Olaf" /><noinclude> <references/></noinclude> fkkhmha3wp607w9eh9axkdancg8hy1x 104 85848 340096 339108 2026-10-16T15:51:31Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340096 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />178</noinclude><section begin="Præste-Drab"/>{{bindestrek2|lers|Møllers}} Jarlsbergs Provsties Beskr. 82, 117 og Budstikken 7, 371). {{---}} <section end="Præste-Drab"/> <section begin="Hr. Erik"/>{{midtstilt|{{større|'''Hr. Erik.'''}}}} Den første Prest til Nes i Hallingdalen efter Reformationen var Hr. Erik. Han stræbte med megen Iver at udrydde den papistiske Overtro. I Flaa Annex havde Bønderne to Helgenbilleder, som de tilbade med megen Andagt, og som de holdt høit i Ære; men aldrig saasnart fik Hr. Erik derom Efterretning, førend han, da han engang kom til Kirken for at holde Gudstjenesten, i Almuens Paasyn tog Helgenbillederne og kastede dem ud i den forbirindende Elv, i det han bebreidede sine Sognefolk deres forfængelige Tro paa disse Afguder. Qvinderne toge sig især deres Helgeners Skjebne nær, og raabte grædende „du har taget vore Guder bort.“ {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Top. Journal 31, 189. I Journal over Ringerikes og Hadelands Provsti fra 1733, berettes: „Hr. Erik skal have lidt meget Had og Forfølgelse af Menighederne besynderlig af Qvindekjønnet for deres Helgeners Statua, han lod opbrænde eller kaste i Vandet, hvorover der skal have været en ynkelig Tid og Graad hele Kaldet over.“}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Hr. Erik"/> <section begin="Presten paa Agerø"/>{{midtstilt|{{større|'''Presten paa Agerø.'''}}}} Den første evangeliske Prest paa Agerøen i Romsdalen var udentvivl Olaf Thordsson, der kom did 1542; thi hans Formand Hr. Harald skal efter Sagnet have læst paa Perlehaand eller Stene efter papistisk Viis. Efter 30 Aars Embedsførelse blev han formedelst en sørgelig Vaadegjerning afsat. Engang kom hans Søn Samuel hjem fra <section end="Presten paa Agerø"/><noinclude> <references/></noinclude> bh01sxd08q8ryl34r9xvyjcy2ajuarh 104 85849 340097 339109 2026-10-16T15:51:41Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340097 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||179}}</noinclude><section begin="Presten paa Agerø"/>Jagten og traadte i Thusmørket ind i sin Faders Sengkammer. Vækket af sin Slummer troede den ulykkelige Fader, at det var hans bittre Fiende, som kom. Han greb derfor sin Stok, slog veldigen til og dræbte sin egen Søn. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Olaf Thordssøn blev efter Hattings Prestehistorie ordineret af Geble Pedersson, den første evangeliske Bisp i Bergen. (Det kongl. norske Videnskabsselskabs Skrifter i det 19de Aarhundrede 1, 5, 335).}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Presten paa Agerø"/> <section begin="Klokkeskjeret"/>{{midtstilt|{{større|'''Klokkeskjeret.'''}}}} Ved Øen Haasteen paa Jædderen findes et Skjer, som kaldes Klokkeskjer. Navnet skal det efter Sagnet have faaet deraf, at et Orlogsskib, som skulde bortføre 5 Klokker, der vare tagne fra Stavangers Kirke, her stødte paa og forliste. {{---}} <section end="Klokkeskjeret"/> <section begin="Gudmundsskjeret"/>{{midtstilt|{{større|'''Gudmundsskjeret.'''}}}} Paa den Tid, da den danske Konge havde besluttet at indføre den lutherske Lære, sendtes fra Christiania en luthersk Prest til Qvilleherred i Bahus. Ved sin Ankomst lod han den forrige papistiske Prest Hr. Gudmund vide, hvorfor han var kommen. Da denne fik det at høre, udbad han sig Tilladelse til næste Søndag at holde sin Afskedsprædiken. Da dette blev indvilget, holdt han en Tale, hvori han til Slutning bad, at Herren ved et Tegn vilde bevise, at den Lære, han lærte, var den rette. Denne Tale blev holdt Søndags Formiddag. Om Eftermiddagen prædikede den lutherske Prest, som hedte Gude Gjädde. Ogsaa han endte sin Prædiken med en Bøn om, at Gud ved et Tegn vilde vise, at hans Lære var den rette. Den katholske Prest bestiger nu en Baad; men neppe var han {{bindestrek1|kom|kommen}} <section end="Gudmundsskjeret"/><noinclude> <references/></noinclude> 5r946bbj61ejh9ey1pv901ta213swtn 104 85850 340098 339255 2026-10-16T15:51:51Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340098 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> 180</noinclude><section begin="Gudmundsskjeret" /> {{bindestrek2|men|kommen}} ud paa Søen, førend han støder an mod en Klippe, hvoraf man tilforn Intet havde vidst, kuldseiler og drukner. Til Minde herom kaldes Klippen endnu Gudmundsskjer. Bevæget ved dette Tegn, antog Almuen i Hobetal den nye Lære. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Kalms bahuslänska Resa 157. Oedmann i sin Bahus-Beskr. 320 fortæller derimod, at hr. Gudmund fra sin Baad holdt en Tale, som han endte med Ønsket om at gaae tilgrunde ved næste Skjer, hvis hans Lære ei var den rette. Dette indtraf. I en stærk Storm stødte han mod det Skjer, som endnu hedder Gudmundsskjer. Hr. Gudde {{korreksjon|Axelon|Axelson|272}} Gjädde, som fra 1534—1573 var Prest paa dette Sted, var af thrøndersk Adel; men hans Fader havde ved at ægte en Kjøbmandsdatter forbrudt sit Adelskab. Han var en driftig Mand, der i sin Ungdom havde studeret i Wittenberg og siden som Lieutenant brugt Sværdet, hvorfor han ogsaa stedse som Prest og Provst over Viken bar Pistoler og et stort Slagsværd. Han stod i Brevvexling med Luther, og modtog som Olding Besøg af den lærde engelske Konge, Jacob {{antikva|V}}, da denne reiste fra Oslo til Kjøbenhavn. Han døde blind og blev efterfulgt af sin Søn Jens († 1624) og Sønnesøn Johan, der 1628 giftede sig med Maria Michelsdatter paa Huseby ved Drammen og døde 1664.}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Gudmundsskjeret" /> <section begin="De tydske Bjergfolk i Thelemarken" /> {{midtstilt|{{større|'''De tydske Bjergfolk i Thelemarken.'''}}}} Ved Sundbarmvand i Sillejord findes endnu betydelige Levninger af Guldnes Kobberverk, der hører til Norges ældste Bjergverker, og under dets første Navn Sundsberg allerede omtales 1524, da Biskop Mogens af Hammer o. Fl. fik Privilegium paa Verket. Christian {{antikva|III}} besluttede derimod at drive det med tydske Bjergfolk for kongelig Regning. Med disse fremmede Gjester vare Bønderne imidlertid høist misfornøiede, da de opførte sig med megen Voldsomhed og fore om paa Sætrene, og toge hvad dem selv lystede. Paa Gaarden Sundsbarm viser man endnu det Sted, hvor ser af disse Tydskere, der {{bindestrek1|ef|efter}} <section end="De tydske Bjergfolk i Thelemarken" /><noinclude> <references/></noinclude> gfn2va2ckfi96x7pohs2ldos8cxutn9 104 85851 340099 339111 2026-10-16T15:52:01Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340099 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||181}}</noinclude> {{bindestrek2|ter|efter}} Sagnet bleve henrettede, fordi de havde villet voldtage nogle Fruentimmer paa en Støl, ligge begravne. Over saadan Adfærd bleve Thelebønderne forbittrede, samlede sig og sloge alle Tydskerne ihjel, eller, som Andre fortælle, joge de dem ud af Thelemarken. Nok er det, Kongen blev meget opbragt og sendte Soldater mod dem. Bønderne grebe ogsaa til Vaaben; men de bleve omringede ved den saakaldte {{sperret|Rustli}} eller {{sperret|Bogerli}} i Hjerdal og nødte til at udlevere deres Buer, og straffedes ovenikjøbet haardt for deres Dristighed. I den endnu synlige LovisenGrube paa Guldnes fortæller Sagnet, at en Nut eller et Fjeldstykke rapede ned under Mineringen og begrov syv af de tydske Bjergmænd levende. Man kunde imidlertid tale med de ulykkelige og opholdt deres Liv ved at lade Erter og Vand løbe ned til dem gjennem Geværpiber, indtil de efter 8 Dages Forløb selv bade, at man vilde holde op dermed, for ikke længere at frygteliggjøre den alligevel uundgaaelige Død. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Meddeelt og mundtligt. Villes Beskr. over Sillejord S. 19 Lunds Beskr. over Thelemarken S. 262. Lehnsherrerne paa Bahus og Akershus Claus Bilde og Peder Hansen Basse bleve af Kongen 1540 beordrede til med Vaabenmagt at kue Opstanden. De sendte de til Modstand forsamlede Bønder Bud, at hvis de indfandt sig vaabenløse, vilde man handle om Fred; men neppe havde de ladet sig forlede til at nedlægge deres Vaaben, førend de bleve omringede og fangne. 16 Ophavsmænd bleve udtagne. 5 af dem bleve strax henrettede, i det den 6te blev gjort til Bøddel. De øvrige 10 maatte løse Livet med 1040 Mark Sølv og Gaarden Sundsbarm. Alle øvrige Mænd i de tvende mest skyldige Prestegjeld maatte hver bøde en Ko, 2 Faar, et Pund Smør, en Tønde Malt eller Meel, desuden 2 Lod Sølv; men enhver Jordeier 4 Lod Sølv og arbeide 4 Dage paa Guldnes. De øvrige Prestegjeld slap noget bedre (See Ville S. 28).}} {{liten blokk/e}} {{---}}<noinclude> <references/></noinclude> 4l86zsb5kcymvw49r418sqvkhlvy1sq 104 85853 340100 339112 2026-10-16T15:52:11Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340100 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||185}}</noinclude>{{blank linje}} I Nærheden af Haugssund ligger et Sted, der kaldes {{sperret|Sanddalen}}, hvor Sagnet beretter, at en svensk Trop blev nedsablet. Man har siden her fundet en Mængde Menneskebeen. Samme Tid skal de Svenske have husseret paa Eker, hvor de blandt Andet ranede en prægtig Chorkaabe, der fandtes i Haugs Kirke. Samme Gang angreb de Herregaarden Fossesholm. De plantede deres Kanoner paa en Haug, som til Minde herom endnu kaldes Smeldehaugen. I Væggene paa de gamle nu nedrevne Huse paa Fossesholm saa man længe efter de Svenskes Kugler. De Svenskes Anfører skal have været Mons Svale, de Norskes derimod en Krabbe, efter hvem enhver Støi og Allarm endnu i denne Egn kaldes {{sperret|Krabbekrig}}<ref>Krab betyder ellers paa oldnordisk Uorden, Forvirring. See Haldorsens Lexicon 472. Krigen {{rettelse|uder|under}} Frederik {{antikva|}}III kaldes almindeligen efter de {{sperret|Norskes}} Høvding, Ivar Krabbe, Krabbekrigen; men, da de Svenske hverken i denne eller i den gyldenløvske Feide trængte saa dybt ind i Landet, er det rimeligt, at en Forvexling af Navnene har fundet Sted.</ref>. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk/s}} {{sperret|Anm}}. Møllers Jarlsberg Provsties Beskr. 117. Strøms Beskr. over Eker 272. Efter Ramus’s Beretning, (Norges Historie 318) der stemmer overeens med Sagnet, skal Krigen have faaet Navn af en Hører paa Hammers Skole, der i Spidsen for en Deel Frivillige slog de Svenske ved Høysema paa Eker og ved Sørhol paa Ringerike. Dog er det rimeligere, at Krigen har faaet sit Navn efter den kjekke norske Høvding Mogens Svale, der boede paa Gaarden Aker ved Hammer, med mindre man vil antage, at disse to Svaler var een og samme Person, og at Mogens, ved at stille sig i Spidsen for Skoledrenge o. s. v., af Sagnet siden er bleven gjort til en Hører ɔ: Skolemester. Sagnet om, at han faldt i et Slag, maa da være ugrundet; thi længe efter denne Krig nævnes Mogens Svale som Landoberst (Thaarups Mag. 2, 219). Da de Svenske ingensinde have trængt saa dybt ind i Landet som i denne Krig, og de Danske, som havde nedsat sig i Landet, af Nordmændene da vel bleve betragtede som Fremmede, er det sandsynligt, at de ikke faa Sagn, der findes paa Søndmør (Strøm 2, 175, 380) om Juternes ɔ: de Danskes {{sperret|Forfølgelse}} og {{sperret|Udryddelse}}, der skal<noinclude> {{hengende innrykk/e}} {{liten blokk/e}} <references/></noinclude> 3zvlzf4e8fqhj7xnx438tw3ww9csz7f 104 85854 340101 339256 2026-10-16T15:52:21Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340101 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> 184 {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk/s}}</noinclude><section begin="Svalekrigen" /> have været almindelig over det hele Land, bør henføres til denne Krig. Det Slag, der efter Sagnet blev leveret mellem de Danske og Svenske ved Bo i Romsdalen og som Rasmus i sin Norriges Bskr. S. 181 troer at være bleven holdt 1612, henføres vel ogsaa rigtigere til denne Krig, som bekjendt førtes fra 1563—1570 og under hvilken Byerne Hammer, Sarpsborg og Oslo bleve opbrændte. {{hengende innrykk/e}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Svalekrigen" /> <section begin="Erik Munk" /> {{midtstilt|{{større|'''Erik Munk.'''}}}} Paa Nedenes Kongsgaard boede i fordums Dage {{sperret|Munken}}, der dog ingen Munk var, men derimod en voldsom Herre. Han plagede Almuen paa alle Maader, og søgte ved svere Bøder og lignende Midler at udvide Kongsgaardens Grændser, saaat den skulde komme til at indbefatte det hele Eid lige fra Qvægshaugshyllen til Sømskilen. En Indgangskone fra Nabogaarden Skotta maatte derfor betale i Bøder hele den Mark, som laa mellem Kongsgaarden og den Sti, hvorpaa hun havde gaaet, førend hun endnu havde besøgt Kirken. Ved Fodangler og lignende Tingester, som han lagde i Skoven og omkring paa Marken, tilføiede han den stakkels Bonde megen Ulempe. Han var derfor meget forhadt. Ja en Mand<ref>Manden, som truede med at skyde ham, hedte efter en anden Fortælling af Sagnet Johan Mønster. I Samlingerne 1, 423 nævnes en Mand af samme Navn.</ref>, som boede paa den anden Side af Elven (Nidelven), havde endog svoret paa at skyde ham ihjel, naar han viste sig ved Søboden, hvor han havde sit almindelige Baadestø. Munken saa sig derved nødt til at vælge det længere nede liggende Baadestø, der endnu den Dag i Dag kaldes Munkestø. Mellem Nedenes Gaard og Øiestad Kirke findes en Bro, som endnu kaldes Munkebroen, og paa Skyttevolden skal hans Skytte have boet. Endelig blev man ham qvit paa <section end="Erik Munk" /><noinclude> <references/></noinclude> mj93ejfaxtsdkx6h5zmdpv27umks9b5 104 85855 340102 339114 2026-10-16T15:52:31Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340102 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||185}}</noinclude><section begin="Erik Munk" /> følgende Maade. I Nærheden landede et kongeligt Skib, hvis Officierer gik op for at besøge Munken, der modtog og bevertede dem herligen. Befalingsmanden paa Skibet bad nu ham igjen til Gjest hos sig; men neppe var han kommen ombord, førend Skibet lettede Anker og førte Munken ned til Danmark. Den Holme, hvorved Skibet laa, kaldte Bønderne siden Brudeholmen; thi de bleve saa glade ved at miste ham, at de samledes paa dette Sted og levede saa lystigt, som om de skulde have været til Bryllups. {{høyre|(Mundligt).|2em}} {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Uagtet den Bonde, som fortalte mig dette Sagen kaldte Lensmanden kun Munken, saa ser det ingen Tvivl underkastet, at det tydede hen paa den berygtede Erik Munk, der var Lehnsmand i Nedenes og Raabygdelauget under Kong Frederik {{antikva|II}}’s Regjering. Samme Erik Nielsen Munk til Hjørne (i Halland) havde udmærket sig som Søkriger i Syvaarskrigen. (Suhms Saml. 2, 2, 95, 97 101 og Saml. til Norges Sprog og Historie 1, 216). Ved et kongl. Lehnsbrev af 3die Juledag 1570 (Budst. 6, 209) blev han forlehnet med Nedenes, hvor han opførte sig saa egenmægtigen og voldsomt, at Almuen 1581 klagede over ham til Kongen, og en Herredag i Oslo, der skulde dømme i denne Tvist, den 2den August 1585, blandt andet erklærede hans foreskrevne Markskjel for ulovlige. Hans Gods blev forbrudt under Kronen. (Sammenlign nyt dansk Magazin 2, 193. Hist. Skildring af Tilstanden i Danmark og Norge ved Nyerup 1, 344. Samlingerne 1, 251). Erik Munks Søn er den af sine Opdagelsesreiser i Nordishavet bekjendte Søkapitain {{sperret|Jens Munk}}, der efter Sagnet skal være født i Barbo i et Huus, der har staaet paa eller ved det saakaldte Munken. Barbo hørte nemlig til Erik Munks Gods.}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Erik Munk" /> <section begin="Peder Clausson" /> {{midtstilt|{{større|'''Peder Clausson.'''}}}} Da Peder Clausson blev Prest til Undal herskede der endnu blandt Almuen mange papistiske Skikke og megen Overtro, som denne ligesaa nidkjere som lærde Prest søgte <section end="Peder Clausson" /><noinclude> <references/></noinclude> fzghptlordt28ymk2rzcgiuizxgluc3 104 85857 340103 339115 2026-10-16T15:52:41Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340103 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode|||187}}</noinclude>re! paa mig, naar jeg staaer bleg og skjelvende for Herredagen i Bergen.“ Om Presten nu tilkjendegav hvem han var, vides ikke; men paa Herredagen blev han frikjendt og levede som Provst og Sogneprest til sin Død. Mange Bønder sige, at de nedstamme fra ham. (Meddeelt). {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk/s}} {{sperret|Anm}}. I Choret i Valle Hovedkirke findes Peder Claussens Portræt, malet paa en Trætavle og vel vedligeholdt. Paa Maleriet er skrevet: „Peder Clausson, født i Eger Øsund, Anno 1545 d. 1 Apr., blev Sogneprest i Undal og Provst 1566, døde Anno Christi 1614, {{antikva|anno ætatis 69 Compl. ora et labora}}. „Han er malet i Presteornat med en Bog i den ene Haand og et hvidt Tørklæde i den anden; han har langt graat Skjeg, i Panden nedhængende og paa Siderne noget krøllet Haar. Hans Øine ere skarpe og livlige, Panden fremstaaende, og alle Ansigtstrækkene, der ere stærke og grove, fremstille en alvorlig og streng Mand. Det Hele viser en høi Grad af Bestemthed, og, naar undtages den altfor flere Strenghed, et tækkeligt Ansigt. En Copi heraf er Claussons Portræt i Aalls Udgave af Snorre. Da Snorre Sturlesons berømte Forfatter er en saa almeen bekjendt Mand, tager jeg ei i Betænkning at meddele Følgende, som Hr. Provst Lassen tilligemed Sagnet godhedsfuld har meddeelt mig. „Hr. Clausson ombyggede den gamle Kirke i Valle Sogn og flyttede den fra Gaarden Foss, ½ Miil længere op i Dalen, ned til Prestegaarden. I den 1792 nedrevne Kirke fandtes paa en af Stolene følgende Inskription: „Anno Christi 1577 haver jeg Peder Clausson, Sogneprest i Undal med Øvrighedens Bevilling, og efter min Hr. Biskops Raad, Magister Jørgen Eriksons og mine Sogen-Bønders Bøn og Begjering {{rettelse|lader|ladet}} bygge Valle Kirke af nye paa min egen Bekostning, og gad jeg Kirken til samme Bygning {{antikva|C}} Rdlr., det andet er mig af Kirken betalt og Sognemændene gave dertil {{antikva|L}} Rdlr. Anno 1591 lod jeg bygge Choret dertil. Alt tre Gange saa stort som det Gamle; jeg lod og gjøre den forgyldte Kalk og Disk, dog Alt uroset for Gud.. Anno 1608 haver jeg med min Hr. Biskops Lauritz Claussens Bevilling ladet gjøre den Tavle ved Alteret og den ved Fonten; de ere formalede af Peder Reymers; men Choret og Vaabenhuset malede Lydke Dirichsen. Gud lade det være gjort til sit hellige Navns Lov, Priis og Ære og Menniskens Saligheds Forfremmelse. Amen. En Ting beder jeg af Herren, det havde jeg gjerne, at jeg maatte blive i Herrens Huus al min Livs Tid, at skue Herrens Guds Tjeneste og {{bindestrek1|be|beskue}}}}<noinclude> {{hengende innrykk/e}} {{liten blokk/e}} <references/></noinclude> 3gdhtm7d3qiwkd3ni4frhslvd4sqroq 104 85858 340104 339116 2026-10-16T15:52:51Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340104 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> 188 {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk/s}}</noinclude><section begin="Peder Clausson" /> {{bindestrek2|skue|beskue}} hans Tempel, Ps. {{antikva|XXVII}}. Forkast mig ikke i min Alderdom, forlad mig ikke, naar jeg bliver skrøbelig Ps. {{antikva|LXXI.}} Anno 1608 {{antikva|in Julio}}.“ Af Fortalen til Pontoppidans naturlige Historie seer man, at Peder Clausson, foruden sin Norges Beskrivelse, ogsaa havde forfattet „de norske Dyrs Historie,“ som han ogsaa sendte sin lærde Ven Dr. M. Worm i Kjøbenhavn til Gjennemsyn. Ved hans Død kom Manuskriptet i Thomas Bartolins Hender, med hvis Gaard det opbrændte. {{hengende innrykk/s}} {{dent/s|2em|2em}} Worm anfører: {{antikva|Petri Undalini fragmenta historiæ animalium Norv. MSS, qvæ penes me sunt}}, i hans Traktat „{{antikva|de mure Norv.}}“ {{dent/e}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Peder Clausson" /> <section begin="Skottekrigen" /> {{midtstilt|{{større|'''Skottekrigen.'''}}}} {{ppoem|style=font-size:83%| „Hr. Zinklar drog over salten Hav, Til Norrig hans Cours monne stande; Blandt Gubbrands Klipper han fandt sin Grav, Der vanked saa blodig en Pande.“ }} <section end="Skottekrigen" /> <section begin="Skotterne i Romsdalen" /> {{midtstilt|{{større|'''Skotterne i Romsdalen.'''}}}} Da Hr. Sinklar med sine Skotter August 1612 kom seilende ind af Romsdalsfjorden, laa Bonden {{sperret|Ivar Helland}} fra Vestnes Sogn ude paa Fjorden og fiskede og havde kun med sig i Baaden sin Datter, et halvvoxent Pigebarn, for at andøve (ɔ: holde paa Aarerne). Skotterne opsnappede dem og nødte begge til at gaae ombord. Da det forskrækkede Pigebarn græd{{rettelse||,}} gave{{rettelse|,||}} Skotterne hende en Sølvfingerbøl og en Sax med Sølvhaandfang og sendte hende derpaa iland igjen. Ivar derimod maatte blive for at lodse dem ind ad Fjorden til Væblungsnesset. Da han kom til Klungeneshammeren, der siden kaldes {{sperret|Skottehammeren}}, ¼ Miil fra Væblungsnesset, erklærede han, at Fartøiet ei kunde flyde længere ind. Paa Klungenes boede paa den Tid en Mand, som hedte {{sperret|Peder}}. Ham fik Skotterne nu fat paa og tvang ham til at være deres {{bindestrek1|Veivi|Veiviser}} <section end="Skotterne i Romsdalen" /><noinclude> <references/></noinclude> f70nkvg7j3qxu9cezgqd7l62whtaswl 340142 340104 2026-10-16T16:17:06Z Kåre-Olav 25 ordner mal 340142 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />188 {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk/s}}</noinclude><section begin="Peder Clausson"/>{{bindestrek2|skue|beskue}} hans Tempel, Ps. {{antikva|XXVII}}. Forkast mig ikke i min Alderdom, forlad mig ikke, naar jeg bliver skrøbelig Ps. {{antikva|LXXI.}} Anno 1608 {{antikva|in Julio}}.“ Af Fortalen til Pontoppidans naturlige Historie seer man, at Peder Clausson, foruden sin Norges Beskrivelse, ogsaa havde forfattet „de norske Dyrs Historie,“ som han ogsaa sendte sin lærde Ven Dr. M. Worm i Kjøbenhavn til Gjennemsyn. Ved hans Død kom Manuskriptet i Thomas Bartolins Hender, med hvis Gaard det opbrændte. {{hengende innrykk/e}} {{dent/s|2em|2em}} Worm anfører: {{antikva|Petri Undalini fragmenta historiæ animalium Norv. MSS, qvæ penes me sunt}}, i hans Traktat „{{antikva|de mure Norv.}}“ {{dent/e}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Peder Clausson"/> <section begin="Skottekrigen"/>{{midtstilt|{{større|'''Skottekrigen.'''}}}} {{ppoem|style=font-size:83%| „Hr. Zinklar drog over salten Hav, Til Norrig hans Cours monne stande; Blandt Gubbrands Klipper han fandt sin Grav, Der vanked saa blodig en Pande.“ }} <section end="Skottekrigen"/> <section begin="Skotterne i Romsdalen"/>{{midtstilt|{{større|'''Skotterne i Romsdalen.'''}}}} Da Hr. Sinklar med sine Skotter August 1612 kom seilende ind af Romsdalsfjorden, laa Bonden {{sperret|Ivar Helland}} fra Vestnes Sogn ude paa Fjorden og fiskede og havde kun med sig i Baaden sin Datter, et halvvoxent Pigebarn, for at andøve (ɔ: holde paa Aarerne). Skotterne opsnappede dem og nødte begge til at gaae ombord. Da det forskrækkede Pigebarn græd{{rettelse||,}} gave{{rettelse|,||}} Skotterne hende en Sølvfingerbøl og en Sax med Sølvhaandfang og sendte hende derpaa iland igjen. Ivar derimod maatte blive for at lodse dem ind ad Fjorden til Væblungsnesset. Da han kom til Klungeneshammeren, der siden kaldes {{sperret|Skottehammeren}}, ¼ Miil fra Væblungsnesset, erklærede han, at Fartøiet ei kunde flyde længere ind. Paa Klungenes boede paa den Tid en Mand, som hedte {{sperret|Peder}}. Ham fik Skotterne nu fat paa og tvang ham til at være deres {{bindestrek1|Veivi|Veiviser}} <section end="Skotterne i Romsdalen"/><noinclude> <references/></noinclude> tl3lxr487xvbem429m9czqyaz45om7k 104 85859 340105 339117 2026-10-16T15:53:01Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340105 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode|||189}}</noinclude>{{bindestrek2|ser|Veiviser}}, da de besluttede sig til her at gaae i Land. Ivar løslode de derpaa med Belønning for hans Uleilighed og han skyndte sig strax til Væblungsnesset for at gjøre Allarm og lade Budstikken gaae op gjennem Dalen, medens Peder Klungenes sinkede Skotternes Ankomst ved at føre dem paa en høist besverlig Vei omkring Isfjorden. For at Peder blandt Fjeldene ei skulde løbe sin Vei, blev han ved en Snor i Haaret bunden til en ridende Skotte. Foruden mange hundrede Mand sorte Sinklar med sig en Hex, som dagligen spaaede ham, og to farlige Vildtyrker eller Trynetyrker, der som Jagthunde kunde opspore Mennesker. Varslede saavel af Ivar som af Peder, der fik sendt sin Pige afsted, erholdt Romsdølerne Tid til at samle sig medens Skotterne banede sig Vei om Isefjorden. De besluttede ogsaa med Stok og Steen at gjøre Modstand, men uden ordentlige Vaaben og Anfører kunde de Intet udrette. Da Skotterne skjendede Piger og unge Koner, hvor de kom frem og røvede Penge og Sølv, betog Skræk og Rædsel Mange, saa at de forlode deres Gaarde og flygtede tilfjelds med deres bedste Gods. Enkelte Skotter bleve dog dræbte, og paa Gaarden Rødstulen lykkedes det en sikker Skytte at fælde en af de Vildtyrker, som Sinklar havde med sig. Over Enebo og Skauge trængte Skotterne ind i Gudbrandsdalen. Paa Skauge havde Alle grebet Flugten undtagen Mandens gamle Bedstemoder. Denne sloge Skotterne ihjel og afbrændte derpaa Gaarden. Paa Mærrasletta sloge de Leir og holdt Rastdag. Ved Jara, Andre sige ved Dovre-Bro, dukkede de Peder Klungenes flere Gange ned i Elven med Trudsel at lade ham blive der, hvis han ikke viste dem den rette Vei, og de trak ham ei op, førend han svor: „om jeg skal døe her, saa Gud hjelpe mig om jeg veed nogen anden Vei.“ {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk/s}} {{sperret|Anm}}. Mundtligt og Krags Sagn om „Slaget ved Kringlen, hvor Tildragelsen med „Peder Klognes“ omstændeligst fortælles. (Saml. Schønings Reise 2, 112 og Klüver S. 124). De Gaver, som Ivars Datter fik, kom siden ved Arv til Gjelstein, hvor<noinclude> {{hengende innrykk/e}} {{liten blokk/e}} <references/></noinclude> 2qvmovbf3dpnflb2pe4sxin6to7cvvt 104 85860 340106 339118 2026-10-16T15:53:11Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340106 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> 190 {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk/s}}</noinclude><section begin="Skotterne i Romsdalen" /> de længe opbevaredes. Ivar skal have været en Ætling af Familien Skaktavel. {{hengende innrykk/e}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Skotterne i Romsdalen" /> <section begin="Slaget ved Kringlen" /> {{midtstilt|{{større|'''Slaget ved {{korreksjon|Kringen|Kringlen|272}}.'''}}}} Saasnart Rygtet om disse voldsomme Fremmedes Ankomst naaede Lensmand {{sperret|Lars Hage}} i Dovresogn, sendte han strax Budstikken ud og skyndte sig til Dovrekirke, hvor der just var Gudstjeneste. Tre Gange bankede han i Kirkegulvet med sin Stav og raabte: „Giver Ly! Fienden er kommen i Landet.“ Tjenesten hævedes strax og Almuen greb til Vaaben og besluttede ved Kløvveien {{sperret|Rosten}} at gjøre Skotterne Modstand. Efter nogen Overveielse foretrak de dog at trække sig længer tilbage til det trange Bjergpas {{sperret|Kringlen}} eller Kringom. Dog kastede de først Broen ved Rosten af, hvorved Fienden noget forsinkedes, og gave derved Bønderne fra Vaage, Lessø, Froen og Ringebo Stunder til at berede Skotterne en varm Modtagelse. Paa Rommudgaard overnattede Sinklar i en Stue, som endnu vises, og da han om Morgenen afbrændte Krudt i sin Haand, for at erfare om Toget vilde blive lykkeligt, slog Røgen ind mod hans Bryst. Han udbrød da: „I Dag lider jeg Skade paa mine Folk, hvor stor den saa kan blive.“ Et stort Uheld traf ham strax. Hans anden Vildtyrk eller Veirløber, „der havde skarpt Veir af christent Blod,“ blev skudt samme Morgen ved Ødegaarden af en gammel Tjenestekarl, som laa paa Luur med sin Hornkreik (Bue) i en Hampeager. „Tryntyrken, som desuden havde forspist sig paa suur Melk, kunde her ei lugte saa godt som ellers og løb i Fælden, og den sure Melk sprøitede ud af ham i det samme Pilen traf ham. Onsdagen den 26de August marscherede Skotterne under Krigsmusik syd over, og da de hørte Børneskrig fra Fjeldene, hvorhen Qvinder og Børn vare flygtede, udbrøde de med Spot: „Hør <section end="Slaget ved Kringlen" /><noinclude> <references/></noinclude> 0f70raosnzqqmjlg2mcv2lcbvstlr1p 104 85862 340107 339258 2026-10-16T15:53:24Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340107 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> 192</noinclude>klars-Dokken. I det samme Øieblik styrtede Steen- og Tømmervælterne ned over de ulykkelige Skotter. Nogle knuses, Andre styrte ned i Elven, atter Andre nedskydes eller nedhugges af de forbittrede Døler. Guris sørgmodige Toner lød nu gjennem Kampens Gny, men da hun seer Laugen farvet af Blod, kaster hun Hornet over Hovedet, gaaer bort og græder. Blandt dem, som ynkelig omkom ved Kringlen, nævner et Sagn ogsaa Sinklars Frue og Barn, som Kiel Fjerdingreen paa Opfordring af sin Fæstemø forgjeves søgte at frelse, ja han satte endog selv Livet til under Forsøget. Paa det Sted, hvor Sinkar faldt, opreiste man en simpel Støtte med den Paaskrift: Her blef Oberste Georg Sinclar, skudt dend 26de Augusti Anno 1612, og ved Qvams gamle Kirkegaard viser man endnu Sinklars Grav. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Om disse Sagn og deres Overeensstemmelse med Historien og fornemmelig med den norske Statholder Envold Kruses Beretning af 17de Sept. 1612, see „Sagn, samlede i Gudbrandsdalen om Slaget ved Kringlen,“ ved hvis Samling og Udgivelse Dr. Provst Krag har gjort sig fortjent af vor Sagnlitteratur og Historie. Sammenlign ogsaa Slange S. 354.}} {{dent/s|2em|2em}} Kampen ved Kringlen varede 1{{brøk|1|2}} Time. Bøndernes Tal var i Slaget sandsynligst 400—500 Mand, hvoraf 6 faldt og nogle bleve saarede, som det staaer i den gamle Dølevise, hvor denne Begivenhed omstændelig besynges. Om Sinklars Frue ere Sagnene modsigende (see Side 40), da hendes Skjebne synes at forvexles med den Troldkvinde, som Sinklar efter et romsdalsk Sagn medførte, og som intet Varsel kunde give, da hun om Morgenen før Slaget blev adspurgt. Af Forbittrelse over Skotternes Nederlag skal hun paa Sel have udsaaet den bekjendte Vandskarntyde, Selsnepa kaldet, som her findes i Overflod. Hun var formodentlig den Hex, som efter Sagnet Bønderne styrtede i Laugen, og som inden hun blev Bølgernes Rov istemte en vild Sang. Sinklars Frue kom derimod efter et Sagn til Glømen i Øyer, hvor hun blev Vinteren over. Den Bygning, hvori hun boede, vises endnu. Hermed {{rettelse|fotjener|fortjener}} at sammenlignes hvad Anders Munch 1731 indførte i Vaage Kaldsbog: „Anno 1612 blev Oberst Jørgen Zinchol, da han kom fra Romsdalen med 900 Mand for at<noinclude> {{dent/e}} {{liten blokk/e}} <references/></noinclude> s6kb24kwlcp6urqwfew591aq0pa5ag8 104 85863 340108 339121 2026-10-16T15:53:34Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340108 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode|||193}} {{liten blokk/s}} {{dent/s|2em|2em}}</noinclude><section begin="Slaget ved Kringlen" /> conjungere sig med de Svenske som laae ved Baare Kirke, overfaldet af Bønderne udi Kringlen og totaliter slagne med alle sine, {{sperret|undtagen}} hans {{sperret|Frue}} og 3 Haandverksfolk, som Bønderne havde nødig. Krag 13. Et med Elfenbeen indlagt Pistolskjæfte, der efter Sagnet skal have tilhørt Sinclar, vises endnu paa Museet i Christiania og et Krudthorn i Bergens Museum. Paa Ødegaarden i Dovre findes Sinklars Pengeskrin og Krudthorn og i Kjøbenhavns Museum hans Pistoler med Bogstaverne {{antikva|A. S.}} paa. Krag 56. Denne Begivenhed er dramatisk behandlet af Rahbek i Skottekrigen eller Bondebrylluppet i Gudbrandsdalen og af H. Wergeland i Sørgespillet Sinklars Død, og romantiseret af St. Wang i „Skottertoget.“ 2 Dele. {{dent/e}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Slaget ved Kringlen" /> <section begin="Raadsbakken" /> {{midtstilt|{{større|'''Raadsbakken.'''}}}} Tæt ved Gaarden Graffer i Lom findes en stor Bakke, der kaldes {{sperret|Raadsbakken}}, fordi en Deel af Loms Almue her {{sperret|raadslog}} om {{korreksjon|der|de|272}} skulde ile de øvrige Døler tilhjelp eller ikke. Da fremtraadte Skjelqvalegutterne (fra Gaarden Skjelgvale i Lom) og erklærede, at Skotterne alligevel ei kom til Lom og at Sagen altsaa ei kom dem ved. Udfaldet blev, at de vendte tilbage hver hjem til sit. Endnu maae Loms Indbyggere af de øvrige Gudbrandsdøler høre ilde for deres Fædres Seendrægtighed. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Hjorthøy 2, 66. Krag 28. En Gudbrandsdøl glemmer endnu sjelden, naar man kommer til det Sted i Storms deilige Ballade, hvor det heder „de Bønder af Vaage, Læssøe og Lom, med skarpe Øxe paa Nakken,“ at gjøre opmærksom paa, at Loms Almue svigtede.}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Raadsbakken" /> <section begin="De skotske Fanger" /> {{midtstilt|{{større|'''De skotske Fanger.'''}}}} Skotternes Fortrop, som uhindret havde passeret Kringlen, kom dog ei længere end til Gaarden Solheim, omtrent ¼ Miil derfra, førend Bønderne indhentede dem. Da disse <section end="De skotske Fanger" /><noinclude> <references/></noinclude> 64d2y5pa3krmrm0obowz2ebijaikte0 104 85865 340158 339299 2026-10-16T16:36:50Z Kåre-Olav 25 strek 340158 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>{{midtstilt|{{x-større|'''Indholdsregister.'''}}}} {{--}} {{Export TOC/s}} {| class="_toc" |- | || || Side. |- | colspan=2 | [[Norske Folke-Sagn/Fortale|Fortale]] || {{antikva|III}}. |- | colspan=2 | [[Norske Folke-Sagn/Indledning|Om de overnaturlige Væsener i Norge og andre Lande]] || {{antikva|IX.}} |- | colspan=2 | '''[[Norske Folke-Sagn/1|1ste Afdeling om overnaturlige Væsener]]''' || 1. |- | style="text-align:right" | {{antikva|I.}} || {{sperret|[[Thor og Urebø-Urden]]}} || 3. |- | || [[Lokje]] || 5. |- | style="text-align:right" | {{antikva|II.}} || {{sperret|[[Jutulen eller Bjergrisen]]}} || 6. |- | || [[Guri Kunnan (Faye)|Guri Kunnan]] || 8. |- | || [[Jutulen paa Hestmandø]] || 10. |- | || [[Vaagekallen]] || 11. |- | || [[Raamanden og Djurren paa Molaug]] || 12. |- | || [[Jutulen i Dunkerabjerg]] || 13. |- | || [[Trold som Bygmestre|Trold som Bygmest{{rettelse|er|re}}]] || 14. |- | || [[Jutulbroen i Spirillen|Jutulen i Spirillen]] || 15. |- | || [[Jutulen i Jonshornet]] || 16. |- | || [[Dyre Vaa og Troldet ved Totak]] || 19. |- | style="text-align:right" | {{antikva|III.}} || [[De Underjordiske]] || 20. |- | || [[Brudekronen i Nummedal]] || 24. |- | || [[Sæterpigen i Land]] || 26. |- | || [[Drikkehornet i Øiestad]] || 27. |- | || [[De ubudne Bryllupsgjester]] || 29. |- | || [[Brakandalen]] || 30. |- | || [[Gjordemoderen]] || 32. |- | || [[Manden i Fjeldet]] || 34. |- | || [[Dvergene i Smeddalen]] || 35. |- | || [[Børnene]] || 36. |- | || {{sperret|[[Huldra eller Hulla|Huldra]]}} || 36. |- | || [[Huldre-Gaarde]] || 38. |- | || [[Huldre-Ægteskab|Huldre{{rettelse| |-}}Ægteskab]] || 40. |- | || {{sperret|[[Nissen]]}} || 42. |- | || [[Alferne]] || 46. |- | style="text-align:right" | {{antikva|IV.}} || [[Vandtrold]] || 48. |- | || [[Nøkken]]. || 48. |- | || [[Grim eller Fossegrim|Grim eller Fossegrim og Qvernknurren]] || 53. |- | || [[Havmænd og Havfruer]] || 55. |- | || [[Søorme]] || 58 |- | style="text-align:right" | {{antikva|V.}} || {{sperret|[[Varslende Væsener]]}} || 62. |- | || [[Aasgaardsreia]] || 62. |- | || [[Dystetrommen]] || 63. |- | || [[Drager]] || 67. |- | || [[Følgie eller Vardøgl]] || 68. |- | || [[Draugen]] || 72. |- | || [[Gjengangere, Udbaarer og Deildegaster|Gjengangere, Udbaarer, Deildegaster og Skogagaster]] || 73. |- | || [[Mara]] || 76. |- | || [[Varulve]] || 78. |-<noinclude>|} {{Export TOC/e}} <references/></noinclude> 6sphya3wz1aupb4x00x1x63m62jba0n 104 85867 340159 339305 2026-10-16T16:38:12Z Kåre-Olav 25 punktum 340159 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> {| class="_toc" |- | || || Side.</noinclude>|- | colspan=2 | [[Habor og Signe]] || 151. |- | colspan=2 | [[Kong Eystein (Østen) og hans Hund Saur|Kong Eystein og hans Hund Saur]] || 154. |- | colspan=2 | [[Halfdan Svarte og Fruen paa Hermandsrud]] || 155. |- | colspan=2 | [[Kongerne Hake og Hakon|Kongerne Hake og Hakon i Hakedal]] || 156. |- | colspan=2 | [[Harald Haarfager og hans Samtidige]] || 157. |- | colspan=2 | [[Harald Haarfagers Sønner og deres Samtidige]] || 160. |- | colspan=2 | [[Orm Lyrgja og Lundesola]] || 161. |- | colspan=2 | [[Kong Olaf Tryggvason christner Nordlandene|Olaf Troggvasons Forsøg paa at christne Nordlandene]] || 163. |- | colspan=2 | [[Kong Olaf paa Dobrea]] || 164. |- | colspan=2 | {{rettelse||[[Asbjørn Selsbane]]}} || {{rettelse||164.}} |- | colspan=2 | [[Sigurd Syr]] || 165. |- | colspan=2 | [[Brødrene paa Gidske|Brødrene paa {{rettelse|Giske|Gidske}}]] || 165. |- | colspan=2 | [[Kalf Arnasons Drikkekar]] || 166. |- | colspan=2 | [[Einar Thambarskjelver]] || 167. |- | colspan=2 | [[Dale-Gudbrand]] || 168. |- | colspan=2 | [[Kong Østen]] || 169. |- | colspan=2 | [[Kong Sverrer]] || 169. |- | colspan=2 | [[Ivar Dapi|Ivar Dapi, Sverrers Foged i Sogn]] || 170. |- | colspan=2 | [[Ridder Audun paa Aalhus]] || 171. |- | colspan=2 | [[Dronning Margreta|Dronning Ma{{rettelse||r}}greta]] || 174. |- | colspan=2 | [[Ætlinger af den gamle norske Adel]] || 175. |- | colspan=2 | {{sperret|[[Reformationen]]}} || 175. |- | colspan=2 | [[Biskop Olaf|Biskop Olaf paa Vossevangen]] || 176. |- | colspan=2 | [[Preste-Drab|Prestedrab paa Botne og i Jondal]] || 177. |- | colspan=2 | [[Hr. Erik|Hr. Erik i Hallingdalen]] || 178. |- | colspan=2 | [[Presten paa Agerø]] || 178. |- | colspan=2 | [[Klokkeskjeret|Klokkeskjer paa Jædern]] || 179. |- | colspan=2 | [[Gudmundsskjeret|Gudmundsskjeret i Bahus]] || 179. |- | colspan=2 | [[De tydske Bjergfolk i Thelemarken]] || 190. |- | colspan=2 | [[Svalekrigen]] || 182. |- | colspan=2 | [[Erik Munk|Erik Munk i Nedenes]] || 184. |- | colspan=2 | [[Peder Clausson|Peder Clausson i Undal]] || 185. |- | colspan=2 | [[Skottekrigen]] || 188. |- | colspan=2 | [[Skotterne i Romsdalen]] || 188. |- | colspan=2 | [[Slaget ved Kringlen]] || 190. |- | colspan=2 | [[Raadsbakken]] || 193. |- | colspan=2 | [[De skotske Fanger]] || 193. |- | colspan=2 | [[Hungersnød i Gudbrandsdalen|Hungersnød i Gudbrandsdal]] || 195. |- | colspan=2 | [[Ove Gedde|Ove Gedde og Tjølling Kirke]] || 196. |- | colspan=2 | [[Mandfjordsfjeldet|Mandfjordsfjeldet eller de troe Finner]] || 196. |- | colspan=2 | [[Carl Gustavs Fald]] || 197. |- | colspan=2 | [[Kong Carl XII|Carl {{antikva|XII}}]] || 193. |- | colspan=2 | [[Anna Colbjørnsen og de Svenske|Anna Colbjørnsen og de Svenske paa Nordrehaug]] || 200. |- | colspan=2 | [[Student Ramus og Lieutenant Bruse]] || 202. |- | colspan=2 | [[Frederikshalds Brand 1716]] || 203. |- | colspan=2 | [[Svenskerne Nordenfjelds|Svensken Nordenfjelds]] || 204. |- | colspan=2 | [[Peter Tordenskjold]] || 205. |- | colspan=2 | '''[[Norske Folke-Sagn/6|6te Afdeling. Forskjellige Sagn]]''' || 207. |- | colspan=2 | [[Axel Thorsson og Skjøn Valborg]] || 209. |- | colspan=2 | [[Pigen paa Landvik]] || 212. |- | colspan=2 | [[Bingsherrerne]] || 212. |- | colspan=2 | [[Reiersfossen]] || 213. |- | colspan=2 | [[Grev Clemet og Fru Belju|Grev Clemet og Fru Belju i Hallingdal]] || 213. |-<noinclude>|} <references/></noinclude> df7lhgomynxng7oplfh4ccuf41x7d6q 104 85869 340072 339079 2026-10-16T15:46:27Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340072 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode|||149}} {{liten blokk/s}} {{dent/s|2em|2em}}</noinclude><section begin="Kong Augvald" /> tale om Jernringe, der havde staaet i Fjeldet ved Bragerhaugen, hvorved han bandt sine Skibe. Paa Nabogaarden Nøste fandtes da sandsynligviis hans Naust. (Mundtligt). I Soggendal skal der findes et Sagn om den bekjendte {{sperret|Orvarodd}}, der efter Kjæmpehistorierne skal være født paa Gaarden Beruriodr (nu Bergliud), og efter Sagnet ligge begraven paa „Oddsfjeldet“ ved Gaarden Nordnes, ligeledes i Soggendal. (Kraft 4, 222. Orvarodds Saga i Nordiske Kjæmpehistorier, oversatte ved Rafn 3die Bind, Sagabibliotheket 2, 531. Torfæus H. N, 1, 274). Paa Østsiden af Rennesø findes en Gaard, som Sagnet angiver for et Kongesæde, og en Slette i Nærheden, der bærer Navn af Kong {{sperret|Eriks Ridebane}}, henføres til den af Saxos Fortælling bekjendte Erik den Veltalende fra Rennesø. (Kraft 4, 220). {{dent/e}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Kong Augvald" /> <section begin="Dronning Aslaug" /> {{midtstilt|{{større|'''Dronning Aslaug.'''}}}} {{ppoem|style=font-size:83%;margin-right:6em| „Kraaka er jeg kaldet selv. Nu Navnet mit Du veed.“ }} {{liten blokk/s}} {{høyreblokk/s|align=center|offset=2em}} '''Magnars Thaattur.''' {{br}} Blandt Færøiske Qvæder. {{høyreblokk/e}} {{liten blokk/e}} Paa et Skjer i Bugten nedenfor Gaarden Svennevik, i Nærheden af Lindesnes, blev i fordums Dage funden en Guldharpe, hvori et lidet Pigebarn laa. Deraf har det Inderste af Bugten faaet Navn af Guldviken. Pigen hedte Aadlov eller Adlaug, og blev af sine Fosterforældre paa Svennevik, da hun voxede til, sat til at vogte Sauer og Gjeter; men siden blev hun Dronning, hvilket Sagn Slægt efter Slægt har vidst at fortælle. Den Haug, hvor hun pleiede at sidde for at see til sin Buskab, blev siden kaldet {{sperret|Aslaughangen}}. Hun blev ogsaa kaldet Kraka, og efter hende skal {{sperret|Krakabækken}}, der flyder paa Spangereid, en Fjerdingvei fra Guldviken, have sit Navn. <section end="Dronning Aslaug" /><noinclude> <references/></noinclude> rtmwmoqb7399zldrhn5aj7wsytd3be1 104 85870 340073 339249 2026-10-16T15:46:37Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340073 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> 150</noinclude>{{blank linje}} {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Dette Sagn, som Torfæus har omtalt, og som gjentages i Top. Journal 12, 35, existerer endnu. En gammel Kone paa Svennevik har for nogle Aar siden fortalt det ligedan til Hr. Assessor Schwach, der besøgte Stedet og har besjunget Tildragelsen i sine Digte 1, 1—23. Man viste ham endog den lille Ø eller det Skjer, hvor Manden paa Svennevik skal have fundet Guldharpen med Barnet i.}} {{dent/s|2em|2em}} Ragnar Lodbroks Saga fortæller, at Aslaug var en Datter af Sigurd Fofnersbane og Skjoldmøen Brunehild. Hendes Fosterfader Heimer blev myrdet paa Spangerhede af et Par gamle gjerrige Bønderfolk, som bemægtigede sig hans Skat, og opfostrede den lille Pige, der laa i hans Harpe, som deres eget Barn, og kaldte hende Kraka. Hun blev haardt behandlet og maatte vogte Qvæg indtil Ragnar Lodbrok ved en Hendelse landede her og nogle af hans Folk traf paa Kraka, hvis Skjønhed og Klogskab fængslede dem saaledes, at Ragnar formedelst deres Roes selv blev nysgjerrig, og bød hende komme til sig „hverken klædt eller uklædt; uden at være fastende eller have spist; hverken ene eller ifølge med noget Menneske.“ Dette gjorde hun, og indtog saaledes Kongen, at han ægtede hende, og hun blev Moder til mange af hans berømte Sønner. Flere berømte islandske Slægter rose sig af at nedstamme fra hende. At Kraka skulde være en Datter af Sigurd Fofnersbane strider mod al Tidsregning og de ældste Sange. Formodentlig har den kloge Kraka, som paa Grund af sin ringe Fødsel saa sig ringeagtet af Folket, foregivet at nedstamme fra denne berømte Helt. (Sagabibliothek 2, 93 og 478. Volsunga Saga C. 53. Ragnar Lodbroks Saga C. 4 og 5. Færøiske Qvæder samlede af Lyngbye 335—355). Et færøisk Sagn kalder hende Osla, lader hende drive iland i en Kiste, og opdages af en fattig Mand ved Navn Kraka, der behandlede hende ilde, fordi hun var smukkere end hans Datter. Landets Konge, der var bleven Enkemand, vilde ingen anden ægte end den, der kunde passe hans afdøde Dronnings Klæder. Dette kunde Osla, som derpaa bliver Dronning, og da man bebreidede hende hendes ringe Herkomst, fremviser hun det Brev, hendes Moder havde lagt i Kisten, og da denne endnu var ilive, blev hun af hende erkjendt. Sagabibliotheket 3. 481. Hvad Sagnets første Oprindelse angaaer, gjøre vi vist nok bedst i, med den lærde og skarpsindige P. E. Müller, at antage, „at det let kunde skee, at den romantiske Historie om Aslaug, der var almindelig bekjendt i Norge, kan have foranlediget Spangerhedes Beboere for nogle Aarhundreder siden, at ville {{bindestrek1|for|forplante}}<noinclude> {{dent/e}} {{liten blokk/e}} <references/></noinclude> 2jlz7tnnnloqbksnvlat7rbcwhew8oh 104 85871 340074 339081 2026-10-16T15:46:47Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340074 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode|||151}} {{liten blokk/s}} {{dent/s|2em|2em}}</noinclude><section begin="Dronning Aslaug" /> {{bindestrek2|plante|forplante}} Aslaugs Minde.“ (Sagabibliothek 2, 96). „Imidlertid bliver Sagnet stedse et Beviis paa, hvorledes den gamle Saga har fundet sin Vei endog til Almuen og lever i dens Minde.“ (Geyers Svea Rikes Häfder 5, 49). {{dent/e}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Dronning Aslaug" /> <section begin="Habor og Signe" /> {{midtstilt|{{større|'''Habor og Signe.'''}}}} {{ppoem|style=font-size:83%;margin-right:2em| Og der de komme til Signilds Bur Da laa hun der i Glød; Og der de kom, hvor Gallien stod, Da var alt Hafbur død.“ >> '''Hafbur og Signes Vise.''' }} I Aardal i Sogn boede i Oldtiden Habor Kongesøn og paa Urnes Kong {{korreksjon|Rangvad|Rangvald|272}}. Denne havde en Datter, {{korreksjon|om|som|272}} hedte Signe og hun havde sit Jomfrubuur ovenfor Urnes paa en liden Fjeldslette, som endnu kaldes {{sperret|Signes Sal}} eller {{sperret|Møsalen}}. Den unge Habor fattede Kjerlighed for den væne Signe og vilde gjerne have hende. Hun syntes ogsaa godt om Habor; men Ragnvald vilde intet vide om denne Forbindelse og gav Habor Afslag. Ikke desto mindre vedblev Habor sin Forstaaelse med den smukke Kongedatter og besøgte hende ofte hemmelig. For ei ved Nattetider at fare vild paa den store Hei over til Urnes, opreiste han smaa Steenvarder. Disse findes endnu og kaldes Haborvarderne. Paa Fjeldet er en græsrig Slette. Her pleiede Habor at hvile sig og oppebie Nattens Ankomst, og medens hans Hest beitede, fordrev han Tiden med at prøve sit Sværd paa en stor Steen, som endnu viser tydelige Mærker efter Sværdhuggene. Engang besøgte han endog Signe i hendes Buur. For ei at blive røbet havde han vel iført sig Qvindfolksklæder, men en af Signes Terner fattede Mistanke, og, da Habor om Natten i en fortrolig Samtale røbede sig ved sin Mandsstemme, skyndte den lyttende Terne sig til Kong Ragnvald og røbede {{bindestrek1|Hemme|Hemmeligheden}} <section end="Habor og Signe" /><noinclude> <references/></noinclude> nb7gyloub406946rdnw8y5mkttjtb6b 104 85873 340075 339250 2026-10-16T15:47:16Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340075 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||153}}</noinclude>{{blank linje}} {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Mundtligt, sammenlign Kraft 4, 824 og Budst. 5, 358. Suhms samlede Skrifter 3, 293{{rettelse||,}} Saxo 7de Bog, kritisk Undersøgelse af Danmarks og Norges Sagnhistorie ved P. E. Müller 161 og Balladen om Hafbur og Signe, der foruden andre Steder findes i danske Viser fra Middelalderen, udgivne af Nyerup og Rahbek, 3die Deel forsynet med interessante Anmærkninger, blandt hvilke følgende: „Det ved Signes og Habors {{rettelse|Hendeldelser|Hendelser}} fremstillede Exempel paa trofast Kjerlighed, urokkeligt Venskab, uslukkeligt Had til Fiender, samt Hevnlyst og Ringeagt for Døden, er det rene Aftryk af gamle Nordens Aand og Tænkemaade. En Skildring af den Natur greb saa ind i ethvert skandinavisk Gemyt, at ikke alene alle tre nordiske Riger, men endog i ethvert Rige tre, fire Provindser tilegne sig denne Tildragelse. Det Factum, som ligger til Grund for dette i hele Skandinavien saa almeen yndede Sagn, skjuler sig langt borte i den fjerneste Oldtid, hvor man raner i tykt Maria uden at kunne med Kritikens Fakkel belyse de forekommende Gjenstande. I Landnama og i de eddaiske Sange, hos en Saxo og en Snorre, altsaa hos Forfattere, som have levet i 10—13de Aarhundrede, er Talen derom som et Echo, der gjenlyder fra hine længst henrundne umindelige Tider.“ Allerede i Thjodolfs Ynglingatal fra 9de Aarhundrede kaldes Galgen Signes Mands Hest.}} I de nævnte Anmærkninger omtales endvidere de Steder i Danmark, Sverige og Norge, der gjøre Fordring paa at være Skuepladsen for denne Tildragelse, og hvortil jeg altsaa henviser den, som ønsker nøiere Underretning herom. Sammenlign Afzelius 1, 73. Blandt de norske Beilere til den Ære ville vi nævne: Egnen om Frederikstad, hvor Biskop Jens Nielsen allerede 1584 fandt Hagbarholm o. m.; Sigarsvold paa Lister, hvor Signes Fader, Kong Sigar, skal have boet og Fritsøkulen, et yndigt Sted ved Faritsvandet i Nærheden af Laurvik, hvor Sagnet fortæller, at Signes Jomfrubur har staaet. Sagnet her tilføier, at Kongen frigav Habor, da han fik at vide hvo han var og endog lovede ham sin Datter: men da en skinsyg Terne hidsede Hagbars blaa Kappe op i Galgen, brændte Signe sig inde. Til Straf blev Ternen levende begraven og ved Nattetid hører man endnu hendes Skrig og Signes Sang. De maae dog alle vige enten for Gaarden Steig paa Engelen (Aungley), der har Landnamabogen for sig, som Side 256 beretter: „{{antikva|I Aungley bio Sigar Kongr a Steig, oc þar Signyarbrunnr i Hagbardsholme}}“ eller for Urnes i Sogn, hvor, som vi have seet, en Samling af Sagn pege hen paa denne Tildragelse.<noinclude> {{dent/e}} {{liten blokk/e}} <references/></noinclude> pyiloj1bpl8xsi0ycn6bcwz1xptl3fa 340140 340075 2026-10-16T16:12:02Z Kåre-Olav 25 innrykk 340140 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||153}}</noinclude>{{blank linje}} {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Mundtligt, sammenlign Kraft 4, 824 og Budst. 5, 358. Suhms samlede Skrifter 3, 293{{rettelse||,}} Saxo 7de Bog, kritisk Undersøgelse af Danmarks og Norges Sagnhistorie ved P. E. Müller 161 og Balladen om Hafbur og Signe, der foruden andre Steder findes i danske Viser fra Middelalderen, udgivne af Nyerup og Rahbek, 3die Deel forsynet med interessante Anmærkninger, blandt hvilke følgende: „Det ved Signes og Habors {{rettelse|Hendeldelser|Hendelser}} fremstillede Exempel paa trofast Kjerlighed, urokkeligt Venskab, uslukkeligt Had til Fiender, samt Hevnlyst og Ringeagt for Døden, er det rene Aftryk af gamle Nordens Aand og Tænkemaade. En Skildring af den Natur greb saa ind i ethvert skandinavisk Gemyt, at ikke alene alle tre nordiske Riger, men endog i ethvert Rige tre, fire Provindser tilegne sig denne Tildragelse. Det Factum, som ligger til Grund for dette i hele Skandinavien saa almeen yndede Sagn, skjuler sig langt borte i den fjerneste Oldtid, hvor man raner i tykt Maria uden at kunne med Kritikens Fakkel belyse de forekommende Gjenstande. I Landnama og i de eddaiske Sange, hos en Saxo og en Snorre, altsaa hos Forfattere, som have levet i 10—13de Aarhundrede, er Talen derom som et Echo, der gjenlyder fra hine længst henrundne umindelige Tider.“ Allerede i Thjodolfs Ynglingatal fra 9de Aarhundrede kaldes Galgen Signes Mands Hest.}} {{dent/s|2em|2em}} I de nævnte Anmærkninger omtales endvidere de Steder i Danmark, Sverige og Norge, der gjøre Fordring paa at være Skuepladsen for denne Tildragelse, og hvortil jeg altsaa henviser den, som ønsker nøiere Underretning herom. Sammenlign Afzelius 1, 73. Blandt de norske Beilere til den Ære ville vi nævne: Egnen om Frederikstad, hvor Biskop Jens Nielsen allerede 1584 fandt Hagbarholm o. m.; Sigarsvold paa Lister, hvor Signes Fader, Kong Sigar, skal have boet og Fritsøkulen, et yndigt Sted ved Faritsvandet i Nærheden af Laurvik, hvor Sagnet fortæller, at Signes Jomfrubur har staaet. Sagnet her tilføier, at Kongen frigav Habor, da han fik at vide hvo han var og endog lovede ham sin Datter: men da en skinsyg Terne hidsede Hagbars blaa Kappe op i Galgen, brændte Signe sig inde. Til Straf blev Ternen levende begraven og ved Nattetid hører man endnu hendes Skrig og Signes Sang. De maae dog alle vige enten for Gaarden Steig paa Engelen (Aungley), der har Landnamabogen for sig, som Side 256 beretter: „{{antikva|I Aungley bio Sigar Kongr a Steig, oc þar Signyarbrunnr i Hagbardsholme}}“ eller for Urnes i Sogn, hvor, som vi have seet, en Samling af Sagn pege hen paa denne Tildragelse.<noinclude> {{dent/e}} {{liten blokk/e}} <references/></noinclude> 2k58opamqb8qlequzazuge0hm4b6i19 104 85874 340076 339083 2026-10-16T15:47:26Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340076 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> 154 {{liten blokk/s}} {{dent/s|2em|2em}}</noinclude><section begin="Habor og Signe" /> Sogn, hvori Urnes ligger, spiller allerede tidlig en vigtig Rolle blandt Norges Smaastater. Her laae Baldershage, Syrstrand og Framnes, berømte af Frithiof og Ingeborgs Historie, her fandtes Kaupanger og Gulething, og her kjæmpede Sverrer og Magnus ved Fimbreide om Liv og Norges Rige. {{dent/e}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Habor og Signe" /> <section begin="Kong Eystein (Østen) og hans Hund Saur" /> {{midtstilt|{{større|'''Kong Eystein (Østen) og hans Hund Saur.'''}}}} I gamle Dage herskede paa Opland en Konge ved Navn Eystein Illraade, der ved Vaabenmagt bragte Thrønderne under sit Herredømme, og satte sin Søn til deres Regent. Misfornøiede med hans Styrelse gjorde Thrønderne Opstand og dræbte Kongesønnen. Hevnen udeblev imidlertid ikke længe; snart stod Kongen igjen i Landet med en Hær, tugtede Oprørerne<ref>Efter Sagnet skal det første eller andet af de Slag, som Thrønderne leverede Eystein, have staaet ved Gaarden Skep og Heistad i Sparebo, hvor en Mængde Gravhauge findes. Kraft 6, 129.</ref>, og gav dem Valget mellem at faae sin Hund eller sin Træl til Konge. Thrønderne valgte den første, som Eystein derpaa bibragte to Mands Vet, saa at Hunden talte to Ord og gjøede det tredie. Denne nye Hundekonge, der hedte Saur, havde mange Huskarle, som bare ham, naar det var ondt Veir. Hans Bopæl var en Gaard i Indherred, der den Dag i Dag efter ham bærer Ravet {{korreksjon|Saurhaug|Saurshaug|272}}. Her levede Saur længe og i Fred, indtil han omkom ved en ulykkelig Hendelse. Han pleiede nemlig, omgiven af sine Hoffolk, selv at vogte sin Buskab. Engang blev denne angreben af en Ulv. Opmuntret af sine troløse Tjenere ilede Saur sin betrængte Buskab til Hjelp, men blev et Offer for sit Mod; thi Ulven dræbte Kongen paa det Sted, som endnu til Erindring kaldes Vargraaen (Ulvekrogen). Ikke langt derfra blev <section end="Kong Eystein (Østen) og hans Hund Saur" /><noinclude> <references/></noinclude> e690ol1opoxwj5rukfpbh8lbes9g1ih 104 85875 340077 339084 2026-10-16T15:47:36Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340077 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||155}}</noinclude><section begin="Kong Eystein (Østen) og hans Hund Saur" /> Saur begraven i en Haug, som til et sørgeligt Minde endnu bærer Navn af Jammerhangen. Denne vises endnu i en liden Dal i Nærheden af Sarhaug Kirke. (Klüver 72). {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Dette Sagn stemmer næsten ganske overeens med Snorres Beretning i Hakon den Godes Saga C. 13, og bekræftes i Norske Kjæmpehistorier {{antikva|I c}} 134, {{antikva|III a}} 10, hvor der lægges til, at Eysteins Datter Asa ægtede Halfdan Hvitbein af Ynglingaætten.}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Kong Eystein (Østen) og hans Hund Saur" /> <section begin="Halfdan Svarte og Fruen paa Hermandsrud" /> {{midtstilt|{{større|'''Halfdan Svarte og Fruen paa Hermandsrud.'''}}}} Paa det Sted, hvor den skjønne Sæter Hermandsrud nu ligger, og hvor Ruiner af betydelige Bygninger endnu ere at see, boede i gamle Dage en fornem Frue. Paa samme Tid regjerede Kong Halfdan Svarte over Hadeland. Han besøgte ofte den væne Frue, da kun den smale Randsfjord adskilte dem; men da han en Aften hos hende havde drukket sig et Ruus, og over Randsfjorden vilde reise hjem igjen, kjørte han i Isen udenfor Røkensvik og druknede. Hans Legeme blev deelt i 4 Dele. Hans Hoved skal være begravet paa Steen paa Ringerike i den store Haug, der endnu kaldes Haldans Haug, og en Deel af hans Legeme skal hvile i Grims- eller Haldans-Haugen ved Thingelstad-Kirke paa Hadeland. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Mundtligt og Kraft 2, 244, conf. Halfdan Svartes Saga C. 9, hvor der fortælles, „at han reiste fra et Gjestebud paa Hadaland og faldt hans Vei saaledes, at han foer over et Vand Rønd; det var om Vaaren, da Solen virkede megen og da han reiste over Rykinsvik, brast Isen og Kong Halfdan omkom og meget Folk med ham.“}} {{dent/s|2em|2em}} Af Snorre er det bekjendt, at Halfdan ofte var paa Hadeland, og efter Fagurskinnas Vidnesbyrd skal paa Gaarden Theingilstad have boet en Høvding, Dag Prude, hvis Datter Helga hiin Haarfagre var gift med Halfdan. Maaskee er denne Helga og Fruen paa Hermandsdrud den samme Person. Til denne <section end="Halfdan Svarte og Fruen paa Hermandsrud" /><noinclude> {{dent/e}} {{liten blokk/e}} <references/></noinclude> cbzao98po80ab5p9ilkntj07usj5qvs 104 85876 340078 339085 2026-10-16T15:47:46Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340078 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> 156 {{liten blokk/s}} {{dent/s|2em|2em}}</noinclude><section begin="Halfdan Svarte og Fruen paa Hermandsrud" /> {{liten blokk|Konges Historie kan og henføres de Sagn, som findes paa Gaardene By og Hvam i Nes paa Hedemarken, om at to Slag i mellem to Konger i gamle Dage her have staaet, og at i en stor Haug paa den sidste Gaard skal ligge begraven en Kjæmpe med et Guldkjede om Halsen. Her søge Nogle Guthorm Dale-Gudbrandssons Grav, som dog sandsynligere er den store Kjæmpehaug, der findes paa en liden Holme ved {{rettelse|Hovidsholm|Hovindsholm}}; thi det tredie Slag, hvori han faldt, stod paa den store Ø, som ligger i {{antikva|Miors}}. Til dette Slag kan maaskee rettest henføres følgende Sagn. S. V. for {{rettelse|Hovidsholms|Hovindsholms}} Gaard ligger en stor Slette, som kaldes {{sperret|Mandløse}}. Her stod i Oldtiden et Slag. Fienden kom tilsøes over fra Totensviken og deelte sig i to Afdelinger. Den ene landede i Nærheden af Hovindsholm og rykkede lige op paa Mandløsen, hvor det andet Parti havde leiret sig. Fiendens anden Afdeling landede ved Helleskjer og drog i al Stilhed op gjennem den smale Helleskjersdalen langs med en høi Bakke. Herfra faldt de nu Modpartiet i Ryggen og omringet blev dette nedhugget indtil sidste Mand. Til Erindring om dette Nederlag kaldes Marken Mandløse. Hvor Bagtruppen faldt Fienden i Ryggen, findes endnu en Gravhang (mundtligt). {{dent/e}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Halfdan Svarte og Fruen paa Hermandsrud" /> <section begin="Kongerne Hake og Hakon" /> {{midtstilt|{{større|'''Kongerne Hake og Hakon.'''}}}} Hakedalen paa Romerike har efter Sagnet saaet sit Navn af Kong Hake, der boede paa Gaarden Aaneby. Paa samme Tid boede paa Haakenstad Kong Hakon. De beilede begge til den samme Pige. Da hun gav Hake Fortrinet, blev Hakon saa forbittret, at han udfordrede sin Medbeiler til en Kamp paa Liv og Død. De mødtes paa en Slette ved Gaarden Hellerud, hvor der kom til et Slag, i hvilket Hake dræbte sin Modstander, hvis Lig førtes tilbage til Haakenstad. Paa Aaneby har man for en Deel Aar siden fundet Spor af en gammel Brolægning, der synes at vidne om Gaardens Beboelse i Fortiden. I {{rettelse|El-Elven|Elven}} ved Hellerudsletten har man ogsaa opfisket en gammel Stridsøxe. <section end="Kongerne Hake og Hakon" /><noinclude> <references/></noinclude> bb1jynggirwnc4wqv9oezq0ocknob6q 104 85877 340079 339086 2026-10-16T15:47:56Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340079 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||157}}</noinclude><section begin="Kongerne Hake og Hakon" /> {{blank linje}} {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Mundtligt og meddeelt. Sagnet, som er poetisk behandlet i Morgana af Hansen, synes at henpege paa Historien. I Halfdan Svartes Saga C. 5 omtales nemlig en Hale Bærsærk, der dræbte Sigurd Hjort, og i Harald Haarfagers Saga C. 1 omtales Haralds Seier over Kong Hale, der faldt med en stor Deel af sine Folk i en Dal, {{sperret|som siden kaldtes Hakedalen}}.}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Kongerne Hake og Hakon" /> <section begin="Harald Haarfager og hans Samtidige" /> {{midtstilt|{{større|'''Harald Haarfager og hans Samtidige.'''}}}} Om en Helt og Erobrer som Harald, der med vældig Haand betvang alle Landets Smaakonger og frembragte saa mærkelige Forandringer i Landet, maatte man vente at høre mange Sagn. Dette er imidlertid ikke Tilfælde. Vel findes der nogle; men disse ere deels dunkle og uvisse, deels ufuldstændige. Til ham pleier man at henføre følgende Sagn. Paa Grøte Prestegaard i Orkedal boede i gamle Dage Kong Gryting. Paa hans Tid rykkede Kong Harald med en stor Hærmagt over Dovrefjeld. Ved Rygtet herom opbød Gryting Almuen og drog Harald imøde. I Opdal paa Gaarden Riser stødte de sammen og her kjæmpede de den første Dag. Da Gryting ei der længere kunde holde Stand, trak han sig tilbage til Vang, Opdals nuværende Prestegaard. Her fornyede han Kampen, men blev overvunden og dræbt med den største Deel af sin Hær. Kong Grytings Lig blev ført til hans Bopæl, Grøte Prestegaard, hvor man i den saakaldte Kongshaug endnu viser hans Grav. Paa Riser og Vang findes en Mængde Hauge, hvor de Faldne bleve begravede. Paa Sletten imellem Gaardene Meelhus og Eggen, hvor en Mængde nu næsten ukjendelige Kjæmpehauge findes, leveredes efter Sagnet et Slag mellem Høne (Hogne) Konge i Guledalen, og en anden Konge, som kom søndenfra og undertvang alle andre Konger. Paa Sletten mellem Værneskirke og Gaarden Mæle i Størdalen findes 3 <section end="Harald Haarfager og hans Samtidige" /><noinclude> <references/></noinclude> ou7m0kndb6suafgajdbukr7ps6snjrw 104 85879 340109 339122 2026-10-16T15:53:44Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340109 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||195}}</noinclude><section begin="De skotske Fanger" /> {{bindestrek2|lingsbø|Ellingsbø}} i Hedalen, hvor han sandt venlig Modtagelse og forblev i 4 Aar. Han var Guldsmed og nedsatte sig siden i Oslo. Saa godt gik det ei to Fanger paa Gaarden Qvam og Sel. Da Opsidderne ikke sandt sin Regning ved at føde dem Vinteren over, skjød de dem om Høsten. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Statholder Kruse skriver, at 134 Skotter bleve fangne, men Dagen efter skudte, undtagen 18, idet Bønderne sagde til hverandre, at Kong Majest. havde nok at føde udi samme 18, blandt hvilte vare Kapitain Ramsy, Lieutenant Mannerpange og Hr. Bryssy. Ved et aabent Brev af 3 Seet. 1613 skjenkede Christian {{antikva|IV}} Lars Hage Gaarden Hage og Gaarden Landnam, Lensmand Peder Randklev, en af Anførerne ved Kringlen, Nedre Randklev og Bardon Seielstad Øvre-Seielstad „dem og deres Arvinger til evindelig Eiendom for deres {{sperret|Troskab, Flittighed og Mandelighed}} udi sidste forledne Feide,“ og meddeelte deres Gaarde tillige Frihed for den Statens Jordebogsrettighed, som kaldes {{sperret|Foring}}. {{sperret|Arne Gunstad}}, der efter Sagnet udmærkede sig ved sin Tapperhed og overordentlige Styrke, skal have faaet samme Frihed for sin Gaard. Pigen Guri, siger Sagaen fik til Belønning Gaarden Rindal i Vaage, der siden blev kaldet Pillarviken. Paa Hage og Randklev boer endnu Lars og Peders Ætlinger. Bardons Slægt er derimod uddød. Sagnet fortæller, at Bardon siden blev stolt og overmodig. Sit Gevær førte han overalt med sig, selv i Kirken, hvor han holdt det mellem Benene. Tilsidst blev han som en farlig Person fængslet og ført til Kjøbenhavn, hvor hans Mod og Manddomsprøver dog atter forskaffede ham Frihed.}} {{dent/e}} {{---}} <section end="De skotske Fanger" /> <section begin="Hungersnød i Gudbrandsdalen" /> {{midtstilt|{{større|'''Hungersnød i Gudbrandsdalen.'''}}}} I Begyndelsen af det 17de Aarhundrede herskede der saadan Frost og Tørke i Lessø, at ikke alene mange Bønder formedelst Hungersnød vandrede ud, men de Øvrige lode deres Gaarde ligge udyrkede, og sendte deres Plovjern til Akershus Slot for at vise, at de ingen Skatter kunde svare. Sognepresten Hr. Jens maatte med sin <section end="Hungersnød i Gudbrandsdalen" /><noinclude> <references/></noinclude> spj82ed2ytdvtx8k1zrcq2urw4a89iu 104 85880 340110 339123 2026-10-16T15:53:54Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340110 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> 196</noinclude><section begin="Hungersnød i Gudbrandsdalen" /> Hustru Marit ogsaa forlade Hjemmet; men saa fattige vare de, at de hverken eiede Hest eller noget at leie en for, men Presten maatte sætte sin Hustru paa en Kjelke og selv trække hende over Isen til Gaarden Bottom, hvorfra de begge begave sig ud af Sognet. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Hjorthøy Beskr. over Gudbrandsdalen 2, 10. Maaskee tyder dette Sagn hen paa den store Hungersnød, som efter Historiens Vidnesbyrd traf Norge 1601, conf. Slange.}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Hungersnød i Gudbrandsdalen" /> <section begin="Ove Gedde" /> {{midtstilt|{{større|'''Ove Gedde.'''}}}} Da Ove Gedde var paa sin Reise fra Ostindien, gjorde han i en heftig Storm det Løfte, at han vilde skjenke den første Kirke, han fik see, en Altertavle, hvis han blev reddet af denne Livsfare. Da Tjølling Kirke var den første, han fik isigte, forærede han samme ikke alene den Altertavle, som endnu findes der, men ogsaa to anseelige Messingstager, der endnu staae paa Alteret og ere forsynede med latinske Vers, der minde om ham og hans Brud, Dorthea Urne. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Mundtligt. Et Par lignende Messingstager findes ogsaa i Ekers Kirke. Ove Gedde er født 1594, grundlagde 1618 de danske Besiddelser i Ostindien, blev ved sin Hjemkomst Lehnsherre over Brunlaug og Nummedal og ægtede Dorthea Urne, en Datter af Knud Urne til Aasmark. 1624 fik han Opsigt med Kongsberg Sølvverk, og blev forlehnet først med Buskerud og siden (1640) med Bratsberg Lehn. 5 Aar derefter blev han Rigsraad og Rigsadmiral og døde den 17de December 1660.}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Ove Gedde" /> <section begin="Mandfjordfjeldet" /> {{midtstilt|{{større|'''Mandfjordfjeldet.'''}}}} Da adskillige svenske Streifepartier i Kong Frederik {{antikva|III.s}} Tid trængte ind i Nordlandene for at udplyndre det <section end="Mandfjordfjeldet" /><noinclude> <references/></noinclude> 9ve92dw82ynvl86dkkoovkcp6nj4li1 104 85881 340111 339124 2026-10-16T15:54:04Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340111 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||197}}</noinclude><section begin="Mandfjordfjeldet" /> uforsvarede Land, viste Ofotens og Tysfjordens Finner megen Troskab imod Norge. Efter Overlæg begave nogle Finner sig tilfjelds og tilbøde de Svenske at vise dem Veien. Disse modtoge Tilbudet og bleve nu førte ind blandt Bjergkløfterne, hvor Finnerne havde leiret sig og, uden selv at tabe en Mand, med deres sikkre Rifler bragte Død og Fordervelse iblandt Fienden. En anden Flok Svenske paa omtrent 150 Mand tvang paa samme Tid en Fin, der drev om med sine Rener snart paa svensk og snart paa norsk Grund, til at være deres Veiviser ned til Tysfjorden, hvor denne Fin havde sin meste Familie. Ved Juletider begave de sig paa Reisen; han løb paa Ski, de kjørte med Rener. I Mørket leder han dem vild, og fører dem hen til et fladt Fjeld, der danner en frygtelig Styrtning; ud over denne fare de, og der finde de en uventet Grav. Fjeldet kaldes til Minde herom Mandfjordfjeldet og i den nedenunder liggende Dal fandt man endnu lang Tid efter Dynger af Menneske- og Rensdyrbeen. Finnerne i Ofoten og Tysfjorden fik siden til Belønning for deres udviste Troskab deres Pladser og Rydninger til Odel og Eie. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Top. Journal og Budstikken 5, 784. Endnu 1782 fandtes hist og her Levninger af Menneske- og Rensdyrbeen; men troværdige Folk fortalte, at i deres Barndom vare disse at see dyngeviis.}} {{dent/s|2em|2em}} Saavel i Soløer som i Throndhjem har man Sagn om en rask Skieløber, der som Veiviser i Snefog bragte en lignende Ulykke over svenske Streifepartier. {{dent/e}} {{høyre|(Meddeelt).|2em}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Mandfjordfjeldet" /> <section begin="Carl Gustavs Fald" /> {{midtstilt|{{større|'''Carl Gustavs Fald.'''}}}} Et Sagn i Norge beretter, at Sveriges krigerske Konge Carl Gustav fandt sin Bane for Frederiksteen. Misfornøiet med den ringe Fortgang, som hans Vaaben havde i Norge, reiste han selv til Halden og vilde fra den Høide, <section end="Carl Gustavs Fald" /><noinclude> <references/></noinclude> togz2qlczq4oxz896l1ffu7bhofrims 104 85883 340113 339126 2026-10-16T15:54:25Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340113 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> 202</noinclude><section begin="Anna Colbjørnsen og de Svenske" /> ved Kirken. „Den forbløffede og forskrækkede Svenske tog nu tilbeens, det forteste han kunde. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Saaledes lyder Sagnet endnu paa Ringerike, hvortil jeg kun vil tilføie, at Chefen for de Norske var Oberste Øtken, at Fogden hedte Lars Michelsen, og at 30 Svenske bleve paa Stedet og 170 toges tilfange. Som Berigtigelse af Folkesagnet kan tjene et Vidnesbyrd fra Rector Borch i Drammen, der i sin Barndom ofte hørte sin Bedstemoder, Annas Samtidige og Veninde, fortælle om denne Begivenhed. Anna havde fortalt hende, at Løven var en saa peen og godlidende Mand, at det endog gjorde hende ondt at narre ham, at han ved at høre Larmen ilede ind til hende og bad henne gaae ned i Kjelderen, da Kuglerne allerede fore gjennem Vinduerne; men saa snart han kom ud i Døren stødte han allerede paa de Norske. Han slog nu Døren til Storstuen i Laas og sprang ud af det modsatte Vindue; men kom kun lidt ned paa Jordet, saa blev han omringet og fangen. Da kun en liden Afdeling af de Norske under Lieutenant Collin havde været med ved Norderhaug, maatte de om Morgenen trække sig tilbage til Steen. For Oberst Øtken og de høiere Officieres Mod og Conduitte havde Anna kun liden Respect. Thore Hovland derimod roste hun meget. Annas Samtidige, Presten Hans Rosing, fortæller ogsaa, at Løven blev fanget strax nede ved Kirken paa Jordet. See Journal over Ringerikes Provsti 1733 Manusc. En Piqvetvagt paa 25 Mand, under Capitain Allemander, der var udsat paa den modsatte Side, retirerede til Vigersund, hvor han, for ei at lide den Tort, at maatte overgive sig til Bønder, gav sig fangen til en Klebo, der før havde været Fændrik. (Top Journ. 30, 150). De Svenske bestode af 7 Compagnier Dragoner, som den 29de Marts bleve overraskede af 3 Eskadroner norske Dragoner. Kraft 2, 347.}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Anna Colbjørnsen og de Svenske" /> <section begin="Student Ramus og Lieutenant Bruse" /> {{midtstilt|{{større|'''Student Ramus og Lieutenant Bruse.'''}}}} Anna Colbjørnsen havde en Søn, der i et Selskab etsteds paa Hadeland kom i en heftig Ordstrid med en Lieutenant, der hedte Bruse. For at faae Fred igjen bragt tilveie, fik Verten Bruse til at gaae, medens de lukkede Ramus, som nok havde drukket vel meget, ind i <section end="Student Ramus og Lieutenant Bruse" /><noinclude> <references/></noinclude> f2lcufx6kwtc27mh3hnz0anmtmacqu7 104 85884 340114 339127 2026-10-16T15:54:35Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340114 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||203}}</noinclude><section begin="Student Ramus og Lieutenant Bruse"/>et Værelse for sig selv. Men da de ikke passede vel paa ham, sprang han ud af Vinduet, indhentede sin Modstander og foer løs paa ham med blank Sabel. Denne greb nu ogsaa sin Kaarde, og gav Ramus sit Banesaar, men enten det skede ved Mosbroen eller ved Bergergrinden paa Hadeland veed man ikke ret. Nogen Tid efter kom Bruse i et Selskab paa Hole Prestegaard. Der var Anna Colbjørnsen ogsaa, og saa snart at Bruse kom ind gjennem Døren reiste hun sig, trak sin Sko af og slog ham med den lige i Munden; men hun sagde ikke Andet end: „Du min Søns Morder.“ {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. (Mundtligt og meddeelt). Andre berette, at hun spyttede ham i Ansigtet. Denne Lieutenant Bruse boede paa Gaarden Solberg paa Tyristranden. Han blev begraven ved Bønsnes Kirke i Hole Prestegjeld først i Januar 1737: der har hans Lig været at see, ganske uforandret til ganske nylig, da denne Kirkes Kjelder blev gjenfyldt. I Rigsarchivet findes en Ansøgning fra Daniel Ramus, Prest paa Norderhaug, til General Vedel om at Lieutenant Christian Bruse, „som for faa Aar siden paa sær Maade {{sperret|ihjel{{shy}}skjød}} min Broder {{sperret|Kornet}} Ole Ramus,“ for hvilket Drab han vel blev frikjendt af Krigsretten, maatte forflyttes andetsteds hen, da han, efter den menneskelige Naturs Skrøbelighed og Passioner, ei kan andet end vegre sig ved at betjene Bruse ved Guds Bord.}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Student Ramus og Lieutenant Bruse"/> <section begin="Frederikshalds Brand 1716"/>{{midtstilt|{{større|'''Fredrikshalds Brand 1716.'''}}}} {{ppoem|style=font-size:83%;margin-right:2em| „Og aldrig blussed nogen Baun Saa skjøn som den, Og aldrig uddøe skal dit Navn O, Colbjørnsen! >> '''Rahbek.''' }} Da Haldens gjeve Borgere ei med Vaabenmagt kunde fordrive de Svenske af Byen, besluttede de, paa Opfordring af Brødrene {{sperret|Hans}} og {{sperret|Peter Colbjørnsen}}, at stikke Byen i Brand; men da Fienden stedse slukkede, vilde det <section end="Frederikshalds Brand 1716"/><noinclude> <references/></noinclude> 84do4nglqw5cfyph0f8eq616bdd61wj 104 85886 340115 339128 2026-10-16T15:54:45Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340115 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||205}}</noinclude><section begin="Svenskerne Nordenfjelds"/>efter kom de Svenske for at afhente deres Anfører, og da de fandt ham dræbt, stak de Huset ibrand. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Meddeelt. Hertil kan henføres Sagnet om Stor-Ingvald i Træfningen ved Stene Skandse. Klüver 69.}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Svenskerne Nordenfjelds"/> <section begin="Peter Tordenskjold"/>{{midtstilt|{{større|'''Peter Tordenskjold.'''}}}} Peter Tordenskjold søgte, som bekjendt er, sin Mage i at skyde. For nu tillige at prøve sine Folks Mod, vilde han efter Sagnet ikke have nogen Mand ombord paa sit Skib, som ei turde staae i Raaen og mellem Fingrene holde en Sølvskilling, som tjente Tordenskjold som Blink. Det hendte aldrig, at han skjød feil; men den, som undslog sig for Prøven eller rystede paa Haanden, blev uden videre afviist. {{høyre|(Mundtligt).|2em}} {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Om en Mand som Tordenskjold maatte man vente at finde en Mængde Sagn, da hans Raskhed, Aandsnærværelse og uforfærdede Mod maatte gjøre ham til alle raske Sømænds Yndling og Folkets Helt; men de fleste Træk, der endnu ere i frisk Minde, findes allerede samlede i Tordenskjolds Levnet af Rothe. End synge Norges Sømænd Viser til hans Ære, og man regner sig det til en Heder, at nedstamme fra En, som har tjent under Tordenskjold.}} {{liten blokk/e}} {{===|height2=3px}} <section end="Peter Tordenskjold"/><noinclude> <references/></noinclude> aenlx5orvku8jp75ymiojtfdoyvg7ox 104 85887 340116 339129 2026-10-16T15:54:55Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340116 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /></noinclude>{{midtstilt/s}} {{større|'''Sjette Afdeling.'''}} {{xx-større|'''{{sperret|Forskjellige Sag|n}}.'''}} {{midtstilt/e}} {{liten blokk/s}} {{høyreblokk/s|width=25em}} {{dent|0|2em|„Man kan temmelig sikkert antage, at erhvert Folkesagn, som ei er opstaaet ved Forklaring af Naturgjenstande eller Monumenter, maa have sin Oprindelse fra et eller andet Factum, hvad enten dette tillige er opbevaret i Skrift eller ikke. Jo høiere et saadant Factum nu stiger op i Tiden, jo mere maa det have tabt af sin Betydning, og jo mere poetisk maa Sagnet være bleven.“}} {{høyre|'''Werlauf.'''|4em}} {{høyreblokk/e}} {{usynlig sideskift}} {{nop}}<noinclude> <references/></noinclude> 3e9s0garmkeel0q813zy4l3aho8890z 104 85890 340117 339260 2026-10-16T15:55:05Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340117 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||211}}</noinclude>{{blank linje}} Dragmarks Kirke hedte fordum, saa lyder Sagnet videre, {{sperret|Mariæ Kirke}}, og blev bygget af den norske Konge Hakon Hakonsson, der saavelsom Axel Thorsson havde den skjønne Valborg meget kjer. For hendes Skyld lod han Kirken forskjønne med Marmor og andre Prydelser, som han førte fra Trondhjem, og gjorde den til Hovedkirke for syv Sogne. Paa samme Sted lod han bygge det Mariæ Kloster, hvori Skjøn Valborg døde. Hun skal ellers have boet paa Gaarden Hältås. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Sammenlign Visen om Axel Thorsson og Skjøn Valborg, der først blev trykt i den christianensiske Udgave af A. S. Vedels Hundrede Viser som et Anhang og siden deels i Samlinger, deels særskilt. I svensk Oversættelse er den udkommen i det 17 Aarh. Om Sagnene see Hjorthøy 2, 7. Schønings Reise 2, 126—134. Strøm 2, 114. Budstikken 6, 589. Oedmans Bahus Beskr. 251.}} {{dent/s|2em|2em}} Hvis Balladen om Axel og Valborg har andet historisk Værd end de, „at den bærer et nøiagtigt Præg af hiin Middelalderens Costume i Norge, og at man deri, som i et Speil, kan see den Tids Aand og Seder, Skikke og Fordomme, og overhovedet ægte nationale Yttringer paa mangehaande Maader,“ saa er det rimeligst, at Skuepladsen er Romsdalen og det tilgrændsende Søndmør, hvorpaa ei alene de i Begyndelsen anførte Sagn henpege, men hvorfor ogsaa taler, at Giske i ældre Tider var Sæde for mægtige og rige Familier, blandt hvilke den arnesonske igjennem flere Aarhundreder eiede denne skjønne Ø. I en gammel og mærkelig Udgave af Visen, som findes i Brage og Idun, siges udtrykkelig, at Helten „{{sperret|Aslag Tuordsen}}“ og „Walborig Emersd“ (Einers?) Datter vare af „gidske Edt.“ Da de i Visen forekommende Personer og Begivenheder ei omtales i Historien, er Tiden uvis. Oehlenschläger i Fortalen til sit berømte Sørgespil, Axel og Valborg, henfører denne Begivenhed til Hakon Herdabreid, som han gjør til Sagnets Hakon Kongesøn. De bahusiske Sagn nævner Hakon Hakonsson og Palludan Müller i Brage og Idun antager, at der med Hakon Kongesøn menes Hakon, en ældre Broder af Magnus Lagabæter. Med ligesaa megen Sandsynlighed kan Begivenheden henføres til den lovløse Tid og den indre Strid mellem mægtige og ætstore Familier, der foruroligede Landet efter Hakon den Femtes Død. {{dent/e}} {{liten blokk/e}} {{---}}<noinclude> <references/></noinclude> bcpnrxoq705e415a6aow0x3cy5kel26 104 85891 340143 338989 2026-10-16T16:19:03Z Kåre-Olav 25 fjerner blank linje 340143 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> 212</noinclude><section begin="Pigen paa Landvik"/>{{midtstilt|{{stor|'''Pigen paa Landvik.'''}}}} Paa Gaarden Landvik i Nedenes levede i gamle Dage en Pige, der var saare skjøn. I hende bleve tvende Brødre fra Reddalen, der fordum hedte Riddardalen, forelskede. Den ældste Broder beilede først til hende, og hun gav ham sit Jaord. Kort efter beilede ogsaa den Yngre til Pigen, og da hun syntes endnu bedre om ham, glemte hun sit første Løfte og trolovede sig ogsaa med ham. Herover blev den ældre Broder naturligviis opbragt; men tilsidst kom Brødrene dog overeens om, at Tvekamp skulde afgjøre, hvo af dem der skulde føre Pigen hjem som Brud. I Kampen gav den yngre Broder den ældre Banesaaret; men i det samme denne segnede, gav han Broderen et saadant Stik i Maven, at hans Indvolde randt ud paa en Ager, som endnu kaldes Vomsageren. Den fortvivlede Brud greb derpaa et af Sværdene og gjennemborede sig selv paa samme Sted. De bleve nu brændte og deres Aske gjemt i tre Urner, der bleve satte ned i en Hauge som i denne Anledning blev opkastet. Ledet af Sagnet skal man siden have undersøgt Haugen, og i den blandt andre Ting have fundet tre Urner, en Guldring og et Sværd. {{høyre|(Mundtligt). {{gap|2em}}}} {{---}} <section end="Pigen paa Landvik"/> <section begin="Bingsherrerne"/>{{midtstilt|{{stor|'''Bingsherrerne.'''}}}} Paa Ristvedkollen paa Eker findes adskillige Ruiner af gamle Forskandsninger, der endnu kaldes Slottet i Bingen. Her boede i gamle Dage de myndige og rige Bingsherrer. De vare saa rige, at de besloge deres Hefter med Sølvsko, og deres Anseelse var saa stor, at man i Haugskirke ei turde ringe sammen til Gudstjeneste, førend de vare ankomne. Deres Rigdom fik de af det Sølv, som de fandt i det nærliggende Holtefjeld, hvor man endnu seer Spor af Gruber. <section end="Bingsherrerne"/><noinclude> <references/></noinclude> muvw4jnlezl3zvlskrmiuzd7puw3i6a 104 85892 340118 339131 2026-10-16T15:55:15Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340118 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||213}}</noinclude><section begin="Bingsherrerne" /> {{blank linje}} {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Ved Slottet paa Bingen er i gamle Dage fundet en Ringbrynie. Strøms Beskrivelse over Eker 260.}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Bingsherrerne" /> <section begin="Reiersfossen" /> {{midtstilt|{{større|'''Reiersfossen.'''}}}} Tæt ved det gamle Thingsted Ouse i Sætersdalen styrter fra en temmelig Høide ned i Otteraaen den maleriske Reierfos. Sit Navn skylder den en Reier, som havde forbrudt sit Liv. Han blev imidlertid tilstaaet Leide, naar han 3 Gange vilde ride over den skummende Fos, paa et Sted, som man endnu viser. Han antog Tilbudet og udførte lykkelig Vovestykket; men da han nu, overmodig af sin Lykke, til Ære for Dalens Jenter, der vare Tilskuere ved denne Bedrift, vovede det fjerde Ridt, styrtede han med sin Hest i Fossen og omkom. {{høyre|(Mundtligt.)|2em}} {{---}} <section end="Reiersfossen" /> <section begin="Grev Clemet og Fru Belju" /> {{midtstilt|{{større|'''Grev Clemet og Fru Belju.'''}}}} Paa Gaarden Devægge, tæt ved Nes Kirke i Hallingdalen, fandtes en for sin Ælde og Bygningsmaade mærkværdig Stue, der ifølge Sagnet er bygget af en fra Skotland fordreven Greve. Han blev kaldet Clemet, og fik siden Tilnavnet Bonde, og hans Kone hedte {{sperret|Belju}}. Hun lod bygge Nes Kirke. Før hendes Tid var det fast umuligt at passere den steile og uveisomme Beja-Klev; men da hun var meget rig, saa lod hun Klippen sprænge ved Hjelp af Ild og Smør, og den Vei anlægge, som den Dag i Dag kaldes {{sperret|Smørkleven}}. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk/s}} {{sperret|Anm}}. Mundtligt. Top. Journ. 31, 172 og 178. Huset, som endnu stod 1841, var meget mærkeligt, da det bestod kun af 6 Stokke i Høiden, og Døren var saa høi, at en maadelig Karl kunde gaae derigjennem uden at bukke sig, uagtet den ikkun var udhuggen i tvende Stokke. Imellem hver Stok var, istedetfor den {{bindestrek1|alminde|almindelig}} <section end="Grev Clemet og Fru Belju" /><noinclude> {{hengende innrykk/e}} {{liten blokk/e}} <references/></noinclude> cfsximp7cfbbo47dcpd89gfomnzzp7z 104 85893 340119 339132 2026-10-16T15:55:25Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340119 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> 214 {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk/s}}</noinclude><section begin="Grev Clemet og Fru Belju" /> {{bindestrek2|lig|almindelig}} brugelige Moos, lagt fiint blaat Klæde. Det har ei havt Vinduer, men fik Lys gjennem et Hul paa Taget, og var altsaa en Røgstue. Om denne Bygnings øvrige Mærkværdigheder see Top. Journal 31, 174. Nu er ogsaa dette Oldtidsminde ødelagt! {{hengende innrykk/e}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Grev Clemet og Fru Belju" /> <section begin="Junkeren fra Hallingdalen ved Olberg i Valders" /> {{midtstilt|{{større|'''Junkeren fra Hallingdalen ved Olberg i Valders.'''}}}} Paa Gaarden Hamre, der ligger ved Foden af det steile Olberg Fjeld i Valders, boede i gamle Dage en Konge, som laa i Feide med en anden Konge i Hallingdal. Ved Nattetider ankom han med sin Hær til Olberg, hvor han traf en af Valderskongens Svende. Denne blev nu nødsaget til at være Veiviser; men han benyttede sig af Leiligheden til at ødelægge sin Herres Fiender. Med et Tyriblus i Haanden ilede han henimod Randen af Olbergs steile Klippevæg, lod Faklen pludselig synke, og kastede sig selv ned bag en Busk; Hallingdølerne styrtede efter Faklen paa Skie<ref>Andre berette til Hest. Til Bestyrkelse af dette Sagn har man i Uren under Brinken fundet Vaaben og Stigbøiler.</ref> og omkom. Dette Sagn findes, med nogle Forandringer ogsaa i Hallingdalen, hvor man kalder den hallingdalske Konge kun en {{sperret|Junker}}, og fortæller, at han boede paa Gaarden Grøte, hvorhen hans Lig blev bragt tilbage og begravet efter at han med sin Hest og Ledsagere var styrtet ud over Olbergs bratte Fjeldvæg, bedraget og narret af sin egen Veiviser, der var bestukken af Kongen i Valders. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Ved Gaarden skal efter Sagnet have været en Borg, hvoraf man endnu viser nogle Levninger. Top. Journal 31, 187. Kraft 2, 231, 342.}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Junkeren fra Hallingdalen ved Olberg i Valders" /><noinclude> <references/></noinclude> mae2yba53ha1zru8o629zsj9vjtcrk9 104 85895 340120 339133 2026-10-16T15:55:35Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340120 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> 216</noinclude>{{blank linje}} Til Erstatning for den opbrændte Gaard blev Heimdalen med Fiskeri og andre Herligheder, der tilforn havde tilhørt Valders, af Kong Magnus tildømt Ridderen paa Sandbo, hvilket mange Kongebreve, som findes paa Gaarden, endnu stadfæste. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Heimdalsvatn er endnu bekjendt for sine fortrinlige Ørreder og Heimdalen for sine Græsgange og Jagt. Denne Herlighed hører til det gamle Herresæde Sandbo, som allerede i Kong Sverrers Tid eiedes og endnu eies af Familien Gjesling, som har boet paa Gaarden i 600 Aar. Endnu bevares paa Gaarden en Staalhue, et Harnisk og en Deel Vaaben, som de gamle Eiere have brugt. (Mundtligt og meddeelt. Budst. 2den Aarg. 672. Hjorthøys Beskr. over Guldbrandsdalen 2, 37. Kraft 2, 137. Urda 1, 381, hvor et Diplom om Heimdalsvatn af 1336 findes). Ridderen paa Sandbo hedte efter et andet Sagn {{sperret|Knut Gjesling}} og han efterlod sig 7 Sønner, som alle vare urolige og voldsomme Karle, der satte Livet til i Tvekamp eller lede en Udød. Deres Moder, der ogsaa var af Familien Gjesling og en gudfrygtig Kone, skal af Sorg over sine Sønner have flyttet til det afsidesliggende Skaarvangen. Her søgte hun ved Faste og et strengt Levnet og ved Gaver til Vaage Kirke og Prest at udsone sine Sønners Misgjerninger. Hermed staaer udentvivl i Forbindelse Sagnet om Hustru Gjertrud. Denne stolte Adelsfrue eiede efter Sagnet Sandbo, Skaarvangen og flere Gaarde i Vaage. Om Vinteren boede hun paa Sandbo, om Sommeren paa Fjeldgaarden Skaarvangen, hvor hun havde sin Buskap. Da Veien derfra til Kirken var lang, skjenkede hun Presten Gaarden Sunde, for at han ei skulde lade ringe sammen, førend hun ankom. Underveis paa „Sæletungen“ bleve hendes Heste sælede. Naar man saa hende og Følge i den Bakke mellem Sandbo og Kirken, som endnu kaldes {{sperret|Stadsbakken}}, udbrøde gjerne Dølerne „Naa kjøm Stasen, naa kan os laag aas te aa ringje.“}} {{dent/s|2em|2em}} I et mærkeligt Gavebrev, som endnu findes i Prestearchivet i Vaage, forekommer blandt Andet følgende: „{{antikva|fredagenn i poske vikum A ix och x x Riigiss woriis wærdelige herre h Erich Medt guds Node Norgiis konung sougum och hördum, Att hustru gjærthrut pouils dott, gaff thiel kirkenn Ulensö a woge Söndre gordum i Sundum, firi Siell Sine och Leg Stadum Sine, kierkenn thill opholdt och presten thill bordholdt}}“ o. s. v. {{nop}}<noinclude> {{dent/e}} {{liten blokk/e}} <references/></noinclude> jnx7ukl25mtoa7vbup6yl49z0hyd9zq 104 85896 340121 339134 2026-10-16T15:55:45Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340121 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode|||217}} {{liten blokk/s}} {{dent/s|2em|2em}}</noinclude><section begin="Ridderspranget"/> Af dette Gavebrev see vi, at hun, og altsaa ogsaa Knut Gjesling, har levet paa Eirik Prestehaders Tid og vi kunne saaledes med Schøning (Budst. 2, 680) gjerne antage Knut for at være en Søn af Herrer Siugurdh Erlandzon, til hvem, ifølge et Pergamentsbrev fra 1337, der findes paa Sandbo, Arne Haraldsson, Korsbroder i Hamre, afstod Heimdalsvatn. Sammenlign Urda 4, 381. Budst. 1, 449. Saml. til Norges S. og S. 4, 115. {{dent/e}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Ridderspranget"/> <section begin="Solberg-Fruen"/>{{midtstilt|{{større|'''Solberg-Fruen.'''}}}} Paa Gaarden Solberg i Gusdal i Gudbrandsdalen boede i gamle Dage en fornem Frue; og paa Skondalsfjeldet en anden, der kaldtes Skondals-Fruen. Disse to Fruer laae i heftig Strid, fordi Solbergs-Fruen engang havde ladet den anden frastjele et Sviin. En af deres Svende blev ved denne Leilighed ihjelslagne og begraven paa samme Sted, hvor Mordet skede. Trætten blev fortsat indtil Solberg-Fruen ved Dom blev paalagt, at retfærdiggjøre sig ved Ed. Hun aflagde denne, men skal siden have sagt: „Flesket smagte godt, men Eden var ond at gjøre.“ Skondals-Fruen stod i saadan Anseelse hos Stedets Prest paa den Tid, at der aldrig blev ringet sammen ved Hovedkirken, førend hun blev seet i Klevebakkene. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Paa en Sæter ved Skondalsfjeldet sees endnu Spor af Hustomter. Hjorthøy 2, 188. Sagn om Fruer ere temmelig almindelige. Paa Grevsnes i Volden paa Søndmør skal i gamle Dage have boet en skotsk Frue eller Grevinde (Strøms Beskr. over Søndmør 2, 315). Halve Flaa-Annex i Hallingdalen skal i gamle Dage være eiet af en rig Frue, der kaldes Roppe-Fruen, og var saa prægtig at hun kjørte med Elsdyr. (Top. Journ. 31, 169).}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Solberg-Fruen"/><noinclude> <references/></noinclude> 5dtlufjskp7c2rdzz5nyk29732y6qkp 104 85898 340122 339136 2026-10-16T15:55:55Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340122 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||219}}</noinclude> <section begin="Rakna hiin Rike"/> {{blank linje}} {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Meddeelt. Sammenlign Hermoder 6, 93 og Samlinger til den danske Historie 2, 3, 38, hvor der fortælles, at ved Alterfoden af Eids Kirke ligger Ragna Asulfs Datter begraven, under en med Inscription forsynet Gravsteen. Paa Stenen sees hun paa Knæ at overrække en Prest en Kirke. Stenen er afbildet i Suhms Samlinger 2, 3 S. 38, conf. Miltzov’s Presbyt. S. 62 og Schnabels Hard. 41.}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Rakna hiin Rike"/> <section begin="Prestehulen i Tindsø"/>{{midtstilt|{{større|'''Prestehulen i Tindsø.'''}}}} Da Presten i Tind for mange Aar siden en Søndag skulde roe til Annexet Hovind, blev han paa den af skyhøie og bratte Klippevægge indesluttede Tindsø pludselig overfalden af en heftig Storm. Paa Redning var ei at tænke, thi Søen taarnede sig frygtelige og ingen Havn eller Landingssted er at finde. Rorskarlenes Anstrengelse var forgjeves, Baaden knustes mod Haukanesfjeldets bratte Sider, Folkene omkom, men som ved et Guds Under blev den fromme Prest af de vrede Bølger uskadt kastet ind i en lille Fjeldkløft, høit oppe paa Fjeldet, hvor den stakkels Mand skal have siddet i samfulde tre Dage. Den fjerde lagde Stormen sig. Nogle Forbiroende, der hørte den Vansmægtendes Angestraab, reddede ham, og siden er denne Afsats i Klippevæggen bleven kaldet {{sperret|Prestehulen}}; et Navn, som den bærer den Dag i Dag. (Mundtligt). {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. I det farlige Farvand Flaaren i Sætersdalen viser man Prestestenen, hvorpaa en Prest i gamle Dage sandt Redning, da han i en Storm led Skibbrud. Tæt ved findes Prestebjerget, hvor en Prest druknede.}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Prestehulen i Tindsø"/> <section begin="Prestedrabet i Sætersdalen"/>{{midtstilt|{{større|'''Prestedrabet i Sætersdalen.'''}}}} I Valle Kirke i Sætersdalen kom engang, for omtrent et Par Aarhundreder siden, Lensmanden Olmund <section end="Prestedrabet i Sætersdalen"/><noinclude> <references/></noinclude> q9g4y4x9r043bzo08s4y8u6t9yggg5n 104 85899 340123 339137 2026-10-16T15:56:05Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340123 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />220</noinclude><section begin="Prestedrabet i Sætersdalen"/>Berge saa sildig, at Presten allerede var kommen paa Prædikestolen. Da han kom stolt og larmende ind, satte Presten ham derfor offentlig tilrette. Herover blev den stolte Lensmand saa forbittret, at han stillede sig udenfor Kirkedøren og med sin Tolleniv gav Presten sit Banesaar, idet han traadte ud af Kirken. Morderen flygtede vel strax; men den paa Kirkegaarden forsamlede Almue satte efter ham og indhentede ham nogle hundrede Skridt fra Kirken, hvor de stenede ham ihjel. Nogle Stene vise endnu hans Grav. Det varede tre Aar inden Bygden fik nogen Prest, da en svensk Student var den første, der vovede sig op blandt Sætersdalens raae og vilde Indbyggere. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Mundtligt, conf. Top. Journal 25, 39. I Valle Kaldsbog kaldes Lensmanden Vonde Osmundsen og der tilføies, at Presten irettesatte ham, fordi han under Prædikenen støiende traadte ind med Støvler paa, hvilket den Tid der blev anseet for skammeligt. Han og Presten vare desuden Uvenner.}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Prestedrabet i Sætersdalen"/> <section begin="Presten i Hallingdalen"/>{{midtstilt|{{større|'''Presten i Hallingdalen.'''}}}} Hallingdølerne skulle i Fortiden have været haarde og ustyrlige Folk, der havde behandlet flere Prester saa ilde, at Ingen vilde søge didhen. Endelig vovede en dansk Mand, der var bekjendt for sin usedvanlige Styrke, at drage derop. Blandt andre Oldtids Skikke fandtes da ogsaa den, at hver Bonde mødte bevæbnet ved Kirken, hvor han i det saakaldte Vaabenhus indsatte sin Øxe, medens Prædikenen varede. Naar Gudstjenesten var tilende, og Enhver vilde tage sin Øxe, opstod der som oftest Klammeri, der ikke sjelden endtes med Drab. For at forhindre saadan Uorden udkom der en Forordning, som forbød Bønderne at komme bevæbnede til Kirke. Ikke destomindre kom en gammel stolt Bonde til Kirke med sin Øxe ihænde. Da Presten saae denne Overhørighed, gik han ham imøde med <section end="Presten i Hallingdalen"/><noinclude> <references/></noinclude> 3up3xbnf1w1q418kfjwpii7ydwk4sj4 104 85900 340144 339138 2026-10-16T16:20:50Z Kåre-Olav 25 hengende innrykk 340144 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode|||221}}</noinclude>de Ord: „Kjender du ikke Kongens Bud?“ og fratog ham med et raskt Greb Øxen i hele Almuens Paasyn. En saadan Fornærmelse skar den stolte Bonde i Hjertet. Han blev syg, og paa sit Dødsleie forlangte han af sin Unge Søn, at han skulde fordre Bod af Presten for Øxen. Disse den døende Faders sidste Ord lode Sønnen hverken faae Rist eller Ro. En Aften, da Presten sad ene i sit Studeerkammer, traadte Sønnen ind og blev staaende med sit Gevær ved Døren. „Hvad vil du, min Søn?“ sagde Presten idet han blev ham vaer. „Jeg kommer for at fordre Bod for min Faders Øxe“ svarede denne. Disse med Fasthed udtalte Ord sloge Presten, der erindrede den offentlige Beskjæmmelse, han havde tilføiet Faderen, og i det han gik hen til sin Boghylde og Udtog en Bibel, sagde han: „Een skal du faae. See her, min Søn, er det Kiereste, jeg eier i Verden, tag den til Bod for din Faders Øxe.“ Ynglingen rørtes saaledes ved denne Prestens høitidelige Tiltale, at han faldt ham tilfode, tilstod, at det havde været hans faste Beslutning at skyde ham, bad om Tilgivelse og blev fra den Dag Prestens fortrolige Ven og trofaste Medhjelper. {{høyre|(Meddeelt).|2em}} {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Biskop Munch, der i „Presten i Hallingdalen eller Hevnen“ saa skjønt har dramatiseret dette Sagn, fortæller i en Efterskrift, at hans Arbeide grunder sig paa en mundtlig Fortælling af en meget gammel og hederlig Enke i Sande-Sogn i Jarlsberg Provsti, som var en Slægtning af Ole Madsen Engelstrup, den 8de Sogneprest efter Reformationen i Aalls Prestegjeld i Hallingdalen. Han var en Prestesøn fra Sande i Jarlsberg og en lærd og kyndig Mand. Hans Søn blev Prest paa Hof, hvor Oles Enke B. Vinge døde 1729. Journal over Ringerikes og Hadelands Prester 1733. Top. Journ. 32, 121.}} {{dent/s|2em|2em}} Efter Aalls Kaldsbog blev han 1682 Capellan og 1694 Sogneprest i Aall, hvor han døde 1716. „Paa samme Tid var Lars Mikkelsen Kongens Foged og skal ofte have trængt til Prestens Bistand naar det gjaldt at udføre Overøvrighedens Befalinger hos den selvraadige Almue. Denne var især forbittret over den saakaldte Dagskat eller Krigsstyr, som blev udskrevet i Aaret 1712, og for hvis Fordeling den vilde drage<noinclude>{{dent/e}} {{liten blokk/e}} <references/></noinclude> 32tyye8z97uhdwqjyrlwlyf2jx9yim7 104 85901 340124 339139 2026-10-16T15:56:32Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340124 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> 222 {{liten blokk/s}} {{dent/s|2em|2em}}</noinclude><section begin="Presten i Hallingdalen" /> Fogden til Ansvar. Der opstod i denne Anledning en farlig Tumult paa Thinge, som Presten formedelst sin Aandsnærværelse, og den Agtelse, han stod i hos Menigheden, letteligen stillede. Sagnet fortæller, at Engelstrup skal have været en anseelig høi og før Mand, hvilket ogsaa kan skjønnes af hans Portrait, som er opbevaret i Choret i Aalls Hovedkirke. Han skal have forenet sjelden Klogskab og Sindighed med stor Legemsstyrke, hvilken sidste Egenskab var hartad nødvendig i fordums Tid for enhver Embedsmand, som blev ansat i Norges Fjeldbygder. Han skal tillige have været retsindig og nidkjer i sit Embede. Ved sin Kaldsiver paadrog han sig i Begyndelsen Manges Uvenskab, der gik saa vidt, at trende Bønder lagde sig i Veien for ham i en øde Skov for at tage ham af Dage. Endskjønt han var alene slog han Stimændene paa Flugten og slap letteligen fra dette Møde med et Hug over det høire Kind, hvor han beholdt et vældigt Ar. Dette sees paa Maleriet i Kirken, og kunde endnu for en Deel Aar siden tydeligen spores paa hans Liig, der er nedsat under Kirkegulvet. {{dent/e}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Presten i Hallingdalen" /> <section begin="Den overmodige Prestedatter" /> {{midtstilt|{{større|'''Den overmodige Prestedatter.'''}}}} Paa Oure Prestegaard paa Nordmør boede for et Par Aarhundreder siden en Prest, Hr. Laurits Krabbe, som havde en Datter Susanne. Overmodig tog hun en Dag sin Guldring af Fingeren og slængte den fra Bryggen ud i Søen med de Ord: „Ligesaa umuligt som det er for mig at faae Ringen igjen, saa umuligt er det og for mig at blive fattig.{{rettelse||“}} Nogle Dage derefter kom en af Gaardens Husmænd med fersk Fisk til Prestegaarden, og i en af Fiskene blev Ringen funden. Det onde Varsel gik ogsaa i Opfyldelse. Susanne, som blev gift med en Borgermester i Throndhjem, kom i sin Alderdom tilbage til Oure, og boede i største Fattigdom paa Husmandspladsen Skibshavnen, hvor hun ikke havde andet at leve af end Renterne af en liden Capital, som hendes Bedstefader havde givet til Sognets Fattige. <section end="Den overmodige Prestedatter" /><noinclude> <references/></noinclude> 4dat33aqu3ad7p2fwqmmogl94b9y5m3 104 85902 340125 339140 2026-10-16T15:56:42Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340125 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||223}}</noinclude><section begin="Den overmodige Prestedatter"/>{{blank linje}} Hendes Bedstefader Peder, hendes Fader Laurits og Broder Peder Krabbe, gift med Biskop Krogs Søster Sidsel, vare Sogneprester til Oure næsten hele det 17de Aarhundrede. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Top. Journal 16, 129. Lignende Sagn ere almindelige. Sammenlign den bekjendte Historie om Polikrates paa Samos, Herodots Thalia Cap. 41 og 42.}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Den overmodige Prestedatter"/> <section begin="Munkene i Trysild"/>{{midtstilt|{{større|'''Munkene i Trysild.'''}}}} Paa de øde og skaldede Fjelde ved Trysild sees paa mange Steder dybe Veie, som kaldes {{sperret|Munkeveie}}, fordi Munkene i gamle Dage reiste her, naar de kom fra Reendalen, hvor der fandtes et Billede, som blev tilbedet. Ved Trysild Kirke vare de gjerne tilstede ved Olsoktider (St. Olafs Fest den 29de Juli); thi St. Olafs Billede, som stod i Kirken, var ogsaa Gjenstand for Folkets Andagt. Munkene nærmede sig med Trommer og Piber, og deres Ankomst var for Almuen en Glædesdag; thi uagtet det var midt i Høslaatten, slap de baade Jaa (Liar) og Rive og stimlede til Veiene for at see og hilse paa de kjere Munke. Herfra droge de til Vermeland for at være tilstede ved Britmessen maaskee den hellige Birte eller Birgithes Messe den 31te Aug.). 4 Miil S. V. for Trysild Kirke ligger et lidet Vand, som endnu kaldes Munkes{{rettelse|i|j}}øen. Top. Journal 23, 92. {{---}} <section end="Munkene i Trysild"/> <section begin="Skotteslaget paa Findøen"/>{{midtstilt|{{større|'''Skotteslaget paa Findøen.'''}}}} Paa Findøen i Stavangerfjord ligger en Gaard, som heder Hestby. Ved Gaarden staaer en Bautasteen, der efter Sagnet skal minde om følgende Tildragelse. Engang i fordums Dage landede paa Øen en Deel skotske Sørøvere, der fore frem med stor Voldsomhed. For at forsvare <section end="Skotteslaget paa Findøen"/><noinclude> <references/></noinclude> ix7b8p7thdeee27uxogjw0vh1i52ezf 104 85903 340145 339028 2026-10-16T16:21:38Z Kåre-Olav 25 fjerner mellomrom 340145 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> 224</noinclude><section begin="Skotteslaget paa Findøen"/>Huus og Hjem mod disse Ransmænd, samlede Bønderne sig og angrebe Fienden med stor Mandhaftighed. En hidsig Træfning blev nu leveret, og efter megen Blodsudgydelse maatte Fienden flygte. Bønderne mistede ogsaa mange Folk, og blandt dem Presten Grymkjeld, der tilligemed 3 Munke efter store Manddomsprøver maatte bide i Græsset. Meddeelt og Kraft 4, 255. {{---}} <section end="Skotteslaget paa Findøen"/> <section begin="Tirrelil Tove og Tyvenborg"/>{{midtstilt|{{større|'''Tirrelil Tove og Tyvenborg.'''}}}} Mellem Sognedalen og Aadalen paa Ringerike ligger et høit Fjeld, som har Navnet Tyvenborg, fordi Tyve og Røvere, for nogle 100 Aar siden, havde deres Tilhold der, da kun en eneste brat Sti gaaer op til det og det derfor ikke er let tilgjængeligt. Denne Borg gjorde de endnu sikkrere ved en Muur, og Vand fandtes ogsaa deroppe, saa de nok kunde holde sig, om de bleve angrebne. Til Underhold stjal de Fæ, der græssede paa de omliggende Aaser. Engang førte de tilligemed en heel Deel Kreaturer ogsaa Gjæterpigen selv bort, og bragte Alt op paa Tyvenborg. Pigen var fra Gaarden Oppen, men fik ikke Lov til at forlade Røverkulen igjen. Hun tænkte og tænkte nu med Angest paa hvorledes hun skulde slippe bort og saa digtede hun denne Vise: {{ppoem| „Tirrelil Tove Told Mand i Skove, Vesle Baana dænge de, Buhund hænge de, Bjælle Kun binde dem, Store Stuten stinje dem, Mei vil dem voldtae Langt op under Fjeldet i Skove “ }} Denne prøvede hun paa at støde ud i sin Luur, om Nogen kanskee kunde høre hende, men det var for langt fra Folk og desuden var det ikke saa let at forstaae Meningen af Visen. Da hun ingen Hjelp kunde faae paa<section end="Tirrelil Tove og Tyvenborg"/><noinclude> <references/></noinclude> 6trn2o5jnmyx5r877g3pl2o53bqtms9 340151 340145 2026-10-16T16:30:06Z Kåre-Olav 25 d>v 340151 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />224</noinclude><section begin="Skotteslaget paa Findøen"/>Huus og Hjem mod disse Ransmænd, samlede Bønderne sig og angrebe Fienden med stor Mandhaftighed. En hidsig Træfning blev nu leveret, og efter megen Blodsudgydelse maatte Fienden flygte. Bønderne mistede ogsaa mange Folk, og blandt dem Presten Grymkjeld, der tilligemed 3 Munke efter store Manddomsprøver maatte bide i Græsset. Meddeelt og Kraft 4, 255. {{---}} <section end="Skotteslaget paa Findøen"/> <section begin="Tirrelil Tove og Tyvenborg"/>{{midtstilt|{{større|'''Tirrelil Tove og Tyvenborg.'''}}}} Mellem Sognedalen og Aadalen paa Ringerike ligger et høit Fjeld, som har Navnet Tyvenborg, fordi Tyve og Røvere, for nogle 100 Aar siden, havde deres Tilhold der, da kun en eneste brat Sti gaaer op til det og det derfor ikke er let tilgjængeligt. Denne Borg gjorde de endnu sikkrere ved en Muur, og Vand fandtes ogsaa deroppe, saa de nok kunde holde sig, om de bleve angrebne. Til Underhold stjal de Fæ, der græssede paa de omliggende Aaser. Engang førte de tilligemed en heel Deel Kreaturer ogsaa Gjæterpigen selv bort, og bragte Alt op paa Tyvenborg. Pigen var fra Gaarden Oppen, men fik ikke Lov til at forlade Røverkulen igjen. Hun tænkte og tænkte nu med Angest paa hvorledes hun skulde slippe bort og saa digtede hun denne Vise: {{ppoem| „Tirrelil Tove Tolv Mand i Skove, Vesle Baana dænge de, Buhund hænge de, Bjælle Kun binde dem, Store Stuten stinje dem, Mei vil dem voldtae Langt op under Fjeldet i Skove “ }} Denne prøvede hun paa at støde ud i sin Luur, om Nogen kanskee kunde høre hende, men det var for langt fra Folk og desuden var det ikke saa let at forstaae Meningen af Visen. Da hun ingen Hjelp kunde faae paa<section end="Tirrelil Tove og Tyvenborg"/><noinclude> <references/></noinclude> amof2lphl90323xq1rvjwagsgdb4987 340152 340151 2026-10-16T16:30:41Z Kåre-Olav 25 n>a 340152 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />224</noinclude><section begin="Skotteslaget paa Findøen"/>Huus og Hjem mod disse Ransmænd, samlede Bønderne sig og angrebe Fienden med stor Mandhaftighed. En hidsig Træfning blev nu leveret, og efter megen Blodsudgydelse maatte Fienden flygte. Bønderne mistede ogsaa mange Folk, og blandt dem Presten Grymkjeld, der tilligemed 3 Munke efter store Manddomsprøver maatte bide i Græsset. Meddeelt og Kraft 4, 255. {{---}} <section end="Skotteslaget paa Findøen"/> <section begin="Tirrelil Tove og Tyvenborg"/>{{midtstilt|{{større|'''Tirrelil Tove og Tyvenborg.'''}}}} Mellem Sognedalen og Aadalen paa Ringerike ligger et høit Fjeld, som har Navnet Tyvenborg, fordi Tyve og Røvere, for nogle 100 Aar siden, havde deres Tilhold der, da kun en eneste brat Sti gaaer op til det og det derfor ikke er let tilgjængeligt. Denne Borg gjorde de endnu sikkrere ved en Muur, og Vand fandtes ogsaa deroppe, saa de nok kunde holde sig, om de bleve angrebne. Til Underhold stjal de Fæ, der græssede paa de omliggende Aaser. Engang førte de tilligemed en heel Deel Kreaturer ogsaa Gjæterpigen selv bort, og bragte Alt op paa Tyvenborg. Pigen var fra Gaarden Oppen, men fik ikke Lov til at forlade Røverkulen igjen. Hun tænkte og tænkte nu med Angest paa hvorledes hun skulde slippe bort og saa digtede hun denne Vise: {{ppoem| „Tirrelil Tove Tolv Mand i Skove, Vesle Baana dænge de, Buhund hænge de, Bjælle Kua binde dem, Store Stuten stinje dem, Mei vil dem voldtae Langt op under Fjeldet i Skove “ }} Denne prøvede hun paa at støde ud i sin Luur, om Nogen kanskee kunde høre hende, men det var for langt fra Folk og desuden var det ikke saa let at forstaae Meningen af Visen. Da hun ingen Hjelp kunde faae paa<section end="Tirrelil Tove og Tyvenborg"/><noinclude> <references/></noinclude> a0lbuvtt6bhec9nasw287vzpx2485du 104 85904 340146 339141 2026-10-16T16:22:30Z Kåre-Olav 25 hengende innrykk 340146 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode|||225}}</noinclude>denne Maade, og en af Tyvene imidlertid vilde gifte sig med hende, fandt hun paa et nyt Raad. Hun holdt gode Miner og lod som hun fandt Behag i denne Levemaade. Men Dagen før Brylluppet sagde hun, at hun vilde gaae ned til Oppen og stjele Brudesølvet, som var der og anden Stads. Det tillode Tyvene, naar hun bare ikke talede til noget Menneske, og det maatte Pigen sværge paa. Da hun om Natten kom til Oppen, tog hun intet andet med sig end et Stykke Lærred, noget rødt Tøi og en Sal; heller ikke talte hun til noget Menneske, men da Husbonden vaagnede, fortalte hun Skorsteensstøtten hvorledes Alt var gaaet til og sagde, at hun, eftersom hun gik op efter Veien igjen, vilde klippe op smaa Stykker af Lærredet og det røde Tøi, saa hvem som vilde kunde finde frem gjennem den tykke Skov op til Bjerget og naar de saa havde drukket sig fulde i Brylluppet og vare faldne i Søvn, vilde hun til Tegn hænge ud et hvidt Forklæde. Alt dette laa Manden og hørte paa, men hun sagde ikke et Ord til ham men Alt til Skorsteensstøtten. Derpaa gik hun igjen og Husbonden og nogle af Naboerne snege sig uformærket efter hende bort under Fjeldet. Da saa Pigen flaggede med Forklædet, stormede Bønderne op efter Stien. Tyvene vaagnede ved Støien og da de saae, at de ikke kunde slippe bort, styrtede de sig ned over Fjeldstupet; den ene af dem, som forstod, at Pigen var Skyld i Overfaldet, greb hende i det hvide Forklæde og vilde drage hende med, men i det samme skar Husbonden Forklædsbaandene over med sin Tollekniv og nappede hende tilbage, saa Røverne blot fik Klædet med sig. Mundtl. og meddeelt, conf. Top. Journ. 30, 184. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk/s}} {{sperret|Anm}}. Den paa flere Steder i Landet bekjendte og af Jeterpigerne saa yndede Sang om Tirrelil Tove gjenfinde vi deels saaledes, deels med nogle Forandringer og under andre Omstændigheder paa flere Steder. I Drangedal henføres Sagnet til Asjerfjeldet i Hemsø Skov. Den bortførte Pige hedte Asjer, hendes Husbonde paa Hemsø {{sperret|Tove}}. Hun søgte at give sig tilkjende ved at spille Visen gjennem et Trillehorn ɔ: et Horn med Huller paa Siden; men Røverne bleve saa forbittrede, at de myr-<noinclude>{{hengende innrykk/e}} {{liten blokk/e}} <references/></noinclude> b247l2l3x7lmbfrs14n60sxj1d6eqo0 104 85905 340126 339142 2026-10-16T15:56:53Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340126 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> 226 {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk/s}}</noinclude>dede hende for ei at røbes ved hendes Spil. I Tryssild lyder Sagnet saaledes: Paa et Sted, som kaldes Stavburs-Eggen, hvor Spor af Bygninger findes, boede efter Sagnet en formuende Mand, der hedte Tille Tove. I hans Fraværelse blev Gaarden overfalden af en Røverbande. Hans Hustru, som var hjemme, skal have meddeelt sin Husbonde, der var ude ved Kirken. Efterretning om Overfaldet i følgende Stropher: {{hengende innrykk/s}} {{ppoem| Tille, Tille Tove: Tolv Mand i Skoge. Bjeldkua binde de, Stor-Oxen stinge de, Gjelt-Pilten sprenge de, Naut-Hunden hænge de, Mit Bu vil dem bortta, Mei vil dem med sei ha; Je har inte Skoa paa Fotum Tove min! >> (Top. Journ. 13, 80.) }} {{dent/s|2em|2em}} Da denne yndede Sang er reen Nationalsang, kan et Par Variationer fortjene en Plads. {{dent/e}} {{ppoem| <> I Ombli i Raabygdelanget: Tir lir Taavi Tolf Mand i Skaagi Store Stutin stinge dei Bjølle Kyra binne dei Hundane hengiar dei Juringen dængiar dei hængier Bjølla up i Træ stjel bort Bondens bufæ. <>I Nordfjord: Tiljeri Tove Tolv Mand i Skove Tolv Mand ere dei Tolv Sværd bære dei Bohunden bønde dei Store Stuten stingje dei Gjetle-tulen dængje dei Me, me, me, me Vil de føre laangt ut af Lande. }} {{dent/s|2em|2em}} I Vidar No. 58 gjøres opmærksom paa Sagnets høie Ælde af de tydelige Spor af Rimbogstaver, som findes i {{bindestrek1|Vi|Visen}}<noinclude> {{dent/e}} {{liten blokk/e}} <references/></noinclude> osokd2mb9f956xsnh84j5scxik1c6wc 104 85906 340127 339143 2026-10-16T15:57:16Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340127 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode|||227}} {{liten blokk/s}} {{dent/s|2em|2em}}</noinclude><section begin="Tirrelil Tove og Tyvenborg"/>{{bindestrek2|sen|Visen}} f. Ex. Tirrelil Tove, Tolv; Bohunden, Bonde; Store Stuten Stinge.}} Sagnet om Tille Tove findes ogsaa i Sverige, see Afzelius 2, 75. {{dent/e}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Tirrelil Tove og Tyvenborg"/> <section begin="Fiskeløse Vatn"/>{{midtstilt|{{større|'''Fiskeløse Vatn.'''}}}} Under Gaarden Vik i Valders ligger et Fjeldvand, som i fordums Dage var rigt paa Fisk, men nu mangler samme. Aarsagen til dette Særsyn fortæller Sagnet saaledes. En af Lodseierne havde engang udsat en Mængde Fiskegarn, som alle paa en Nat forsvandt. Den forbittrede Eier gik strax til Presten med Anmodning om at bansætte den eller dem, som havde borttaget Garnene. Presten lyste nu Forbandelse over Gjerningsmændene, og see, næste Vaar da Isen gik op, fløde Garnene ovenpaa Vandet fulde af døde Fiske. Siden har ingen Fisk kunnet trives i dette Vand, som derfor kaldes „fiskeløse Vatn.“ (Budst. 4, 297). {{---}} <section end="Fiskeløse Vatn"/> <section begin="Folgefonden"/>{{midtstilt|{{større|'''Folgefonden.'''}}}} Hvor denne mærkelige Iisbræ nu kneiser, var i gamle Dage en frugtbar Dal, som hedte Folgedalen og bestod af 7 Kirkesogne. Dalens Beboere vare imidlertid saa overmodige og ugudelige, at Gud endelig i 10 samfulde Uger lod det der snee og slude uden Ophør. Den hele Dal blev nu opfyldt med Sne og alt Levende omkom; og fra den Stund har Sne og Iis voxet til den uhyre Masse, der udgjør den berømte Folgefond. Her fandtes i gamle Dage utallige smaa Fugle af forskjellig Farve, hvide, sorte, grønne, gule og røde, der fløi op og ned i talløse Sværme, og disse ansaa man da for at være de ugudelige og fordømte Indbyggeres Sjele, der her vankede omkring og lode sig see i Fugleskikkelse. <section end="Folgefonden"/><noinclude> <references/></noinclude> g6hio0il15w6cvk264gvmk1g41rwzd8 340147 340127 2026-10-16T16:23:19Z Kåre-Olav 25 -}} 340147 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode|||227}} {{liten blokk/s}} {{dent/s|2em|2em}}</noinclude><section begin="Tirrelil Tove og Tyvenborg"/>{{bindestrek2|sen|Visen}} f. Ex. Tirrelil Tove, Tolv; Bohunden, Bonde; Store Stuten Stinge. Sagnet om Tille Tove findes ogsaa i Sverige, see Afzelius 2, 75. {{dent/e}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Tirrelil Tove og Tyvenborg"/> <section begin="Fiskeløse Vatn"/>{{midtstilt|{{større|'''Fiskeløse Vatn.'''}}}} Under Gaarden Vik i Valders ligger et Fjeldvand, som i fordums Dage var rigt paa Fisk, men nu mangler samme. Aarsagen til dette Særsyn fortæller Sagnet saaledes. En af Lodseierne havde engang udsat en Mængde Fiskegarn, som alle paa en Nat forsvandt. Den forbittrede Eier gik strax til Presten med Anmodning om at bansætte den eller dem, som havde borttaget Garnene. Presten lyste nu Forbandelse over Gjerningsmændene, og see, næste Vaar da Isen gik op, fløde Garnene ovenpaa Vandet fulde af døde Fiske. Siden har ingen Fisk kunnet trives i dette Vand, som derfor kaldes „fiskeløse Vatn.“ (Budst. 4, 297). {{---}} <section end="Fiskeløse Vatn"/> <section begin="Folgefonden"/>{{midtstilt|{{større|'''Folgefonden.'''}}}} Hvor denne mærkelige Iisbræ nu kneiser, var i gamle Dage en frugtbar Dal, som hedte Folgedalen og bestod af 7 Kirkesogne. Dalens Beboere vare imidlertid saa overmodige og ugudelige, at Gud endelig i 10 samfulde Uger lod det der snee og slude uden Ophør. Den hele Dal blev nu opfyldt med Sne og alt Levende omkom; og fra den Stund har Sne og Iis voxet til den uhyre Masse, der udgjør den berømte Folgefond. Her fandtes i gamle Dage utallige smaa Fugle af forskjellig Farve, hvide, sorte, grønne, gule og røde, der fløi op og ned i talløse Sværme, og disse ansaa man da for at være de ugudelige og fordømte Indbyggeres Sjele, der her vankede omkring og lode sig see i Fugleskikkelse. <section end="Folgefonden"/><noinclude> <references/></noinclude> e6vhf87w99f21t0uqomp6mcth2uiqfx 104 85907 340128 339261 2026-10-16T15:57:26Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340128 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" /> 228</noinclude><section begin="Folgefonden"/> {{blank linje}} {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Som Beviis for dette Sagns Sandhed anføre Bønderne, at de Elve, som rinde fra denne Fond, ofte have medført tilhuggede Stokke, gamle Fade o. s. v.<ref>N. N. Herzberg søger i Budst. for 1817, S. 719, at forklare de Melkekoller, Bytter og andet Husgeraad, som Sagnene omtale, af de Gaarde, som i gamle Dage ved Sneskrid ere gangne under og blevne begravne, da han antager Sagnet for ligesaa ugrundet som det, „at man endnu hører Hanen gale under Snebræen.“</ref>. (Pontoppidans Norges naturlige Historie 1, 49. Schnabels Hardangers Beskr. 45. Samlinger til den danske Historie 2, 3. 39). Peder Claussøn S. 65 og Ramus S. 133 kalder Bræen Fuglesang. formedelst den Mængde Smaafugle, som opholde sig i Snerevnerne. Nogle mene, at disse Fugle kun er Fygesne i Solskin. Andre, at derved menes de hvidspraglede Fjeldspurve, der opholde sig paa de høieste Fjelde, og ofte om Vaaren i store Flokke tye ned til Gaardene ved Søen. Navnet Fuglefonden er udentvivl en Forvanskning af Foglefonden. Om denne mærkelige Snebræ see Kraft 4, 580.}} {{dent/s|2em|2em}} Mellem Snefjeldene Jøkulen og Fagre-Faani i Sillejord i Øvrethelemarlen findes en lignende Snebræ, hvorunder en Elv gaaer, der efter Sagnet medfører Træ af Hustage o. m. som Beviis paa, at en Bygd ligger begraven under den evige Sne. (Willes Beskr. over Sillejord S. 61). {{dent/e}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Folgefonden"/> <section begin="Fongfjordbræen"/>{{midtstilt|{{større|'''Fongfjordbræen.'''}}}} To Mile fra Rødø i Nordlandene ligger en stor Snebræ, som kaldes {{sperret|Fongfjordsbræen}} og efter Sagnet skylder en Finn sin Oprindelse. Paa Rødø opholdt sig i gamle Dage en Finn, der enten for sine Troldkunster eller anden Ugjerning blev forjaget. Forbittret drog han op paa de svenske Grændsefjelde, hvor han af en troldkyndig Lap blev overladt et Par Ganfluer. Med disse begav han sig strax paa Tilbageveien for at ødelægge hele Rødøen; men til Lykke vilde Finnen underveis see til sine Fluer. Aldrig saasnart havde han lukket op den Æske, hvori de vare indesluttede, saa fløi de ud, og see — den Snefond, <section end="Fongfjordbræen"/><noinclude> <references/></noinclude> iiv8kzef2wyr5lkn2qtnjo1p6d6r4dm 104 85908 340129 339146 2026-10-16T15:57:36Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340129 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||229}}</noinclude><section begin="Fongfjordbræen" /> som skulde have begravet Rødøen, kom til at ligge der, hvor nu Fongfjordbræen kneiser; thi eftersom Ganfluerne fløi, fremkom Sne i uhyre Mængde. De stævnede mod Havet, og derfor strækker Fonden sig ogsaa lige ud i Havet, og 7 Mile skal det være fra det Sted, han slap Fluerne, indtil de naaede Søen. {{høyre|(Mundtligt).|2em}} {{---}} <section end="Fongfjordbræen" /> <section begin="Korsfjorden" /> {{midtstilt|{{større|'''Korsfjorden.'''}}}} Paa Fanø Kirketaarn i Bergensstift stod i fordums Dage et Kors, som nogle Fiskere havde fisket op i Fjorden. Det havde den vidunderlige Kraft, at Enhver, der havde nogen Meen og saa paa det, blev helbredet. Døve og Stumme, Lamme og Halte strømmede hid fra alle Kanter, og naar de bleve karske kastede de deres Krykker og Stokke paa en i Nærheden af Kirken liggende Høi, som til Minde derom endnu kaldes „Krykhaugen.“ Endelig blev dette undergjørende Kors af en fræk Haand bortstjaalet; men neppe var Ransmanden kommen ud paa Fjorden med sit Bytte, førend en heftig Storm reiste sig, der slugte baade ham og Korset. Fjorden heder desaarsag den Dag i Dag Korsfjorden. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk/s}} {{sperret|Anm}}. Mundtligt. Sammenlign Budst. 7, 329. I en Beretning fra 1626 (Saml. til den danske Historie 2, 3, 39) fortælles: „I Fanø Kirke i Nordhordlehn haver staaet et Sølvkors, som blev fundet paa Korsnes ved Korsfjorden, og først skulde bade været forvaret paa Gaarden Milde, men blev saa tungt, at det ei kunde føres derhen, hvorpaa det kom til Fanø Kirke, hvor det blev holdt i megen Ret Ære og besøgt af Lamme, Halte og Syge, som, naar de bleve helbredede, betænkte det med anseelige Gaver, hvilke dog alle tilligemed Korset selv og det Bly, hvormed Kirkens Chor var dækket, af Thor Rud, Slotsherre paa Bergenhus, bleve borttagne og bortførte. Der fortælles, at den Jagt, hvorpaa dette befandt sig, ved Qvarven, ¼ Miil fra Bergen, forgik med Top og Tavl. 1546 lod Hr. Peder Simonson, Prest til Fanø, opbrænde 6 Læs Krykker <section end="Korsfjorden" /><noinclude> {{hengende innrykk/e}} {{liten blokk/e}} <references/></noinclude> 51a4zbol5a5a8n97chfok3jfx11ekjk 104 85909 340130 339147 2026-10-16T15:58:38Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340130 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />230 {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk/s}}</noinclude><section begin="Korsfjorden"/>og Stave, som helbredede halte Mennesker havde der kastet fra sig.“ I Røldal, Annex til Suldalen, fandtes efter Sagnet langt tilbage i Tiden paa Fjeldet et Billede af Frelseren, som derpaa blev ophængt i den ældgamle Kirke. Dette hellige Billede, som er 2 Alen høit, sveder hver St. Hansaften og denne Sved er lægende for alskens Meen, hvorfor utallige i Fortiden og Mange endnu strømme hid, offre deres Skjerv, indgnide sig med Sveden og vende friske tilbage. I Kirken findes en smuk Altertavle og flere Levninger fra Fortiden. Mundtligt. Saml. Bien 4, 71. {{hengende innrykk/e}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Korsfjorden"/> <section begin="Skiens Oprindelse"/>{{midtstilt|{{større|'''Skiens Oprindelse.'''}}}} Den Fjord, som kaldes Skiensfjorden, gik i fordums Dage længere op end nu. Egnen par bevoxet med tæt Skov og det lille Klippestykke, hvorpaa Kirken ligger, var omflydt af Elven. En Vinter, da Isen laa, kom en rask Bjørneskytte paa Ski ned ad den saakaldte Prestebakke, der nu gaaer fra Prestegaarden hen imod Kirken. Farten førte ham ud paa Isen, hvor han standsede ved hiin Klippe. Han gaaer derop og finder et Bjørnehide, fælder Bjørnen og drager derpaa tilbage til sin Hjembygd, hvor han gjorde opmærksom paa Stedets heldige Beliggenhed. En By blev da bygget der og Kirken anlagt paa Klippen, hvorfor den en Tid lang kaldtes „Bjørneskjers Kirke.“ Paa Grund af hiin Jægers heldige Skifart kaldes Byen {{sperret|Skien}}, og fører et Par Ski i sit Vaaben. (Meddeelt). {{---}} <section end="Skiens Oprindelse"/> <section begin="Søsterkirkerne paa Gran"/>{{midtstilt|{{større|'''Søsterkirkerne paa Gran.'''}}}} Paa Gran boede engang to Søstre, som vare uforligelige, saa at de ei engang kunde taale at træffe sammen i Gudshus. De byggede derfor hver sin Kirke; men da den ene Søster saa, at den Andens Kirke blev saa meget<section end="Søsterkirkerne paa Gran"/><noinclude> <references/></noinclude> 098chovvdqukxmt1p9cg1fol7h39uok 104 85910 340131 339148 2026-10-16T15:58:48Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340131 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||231}}</noinclude> større og mægtigere end den, hun lod bygge, opførte hun dessoruden det Stenhus, som endnu staaer paa Prestegaarden. Dette er Grunden til, at der paa Granvolden staaer to Kirker tæt ved hinanden. Søsterkirkerne paa Gran ere bekjendte videnom i Landet; men Sagnet om dem er ikke overalt eenslydende. Et thelemarkisk Sagn lyder f. Ex. saaledes: For lang Tid siden holdtes der en Søndag Kirketjeneste i Gran. Da hendte det sig, at to Søstre vogtede Qvæg paa det Sted, hvor Kirkerne nu staae, og prellede saa skjønt, at Presten blev forvirret og maatte standse i sin Tale. Til Straf derfor bleve begge Søstrene forvandlede til de Steenkirker, som nu staae paa Granevolden. Mellem Kirken og Prestegaarden ligger Skosaalebakken, der kaldes saa, fordi Bondepigerne her pleiede at trække deres Strømper og Sko paa, inden de gik i Kirke, da de gjerne den øvrige Vei fra Hjemmet gik barbenede. {{høyre|(Mundtligt og meddeelt).|2em}} {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Den nordligste og skjønneste Kirke, der er indviet til St. Nicolai, antages for at have været en Domkirke, medens den mindre, vor Frues Kirke, der nu er faldefærdig, maaske har været opført til Almuens Brug. Over Chordøren i vor Frues Kirke fandtes tilforn en latinsk Inscription med Munkeskrift, der er oversat „Aar Herrens 1474 har Hr. Bjørn Torgerson fuldført dette Verk.“ Den skal være bygget 1111. Vidensk. Selsk. 1, 300. Se Kraft 2, 206.}} {{dent/s|2em|2em}} Sagn om Kirker o. m., som bygges af Søstre, ere ikke sjeldne. Ide og Aremarks Kirker skulle være byggede af Søstrene Ide og Are; Akers-Kirke, Hovedø-Kloster og Akershus-Fæstning af tre Søstre. Tre gamle Kirker paa Shetlandsøerne ere efter Sagnet ogsaa byggede af tre norske Søstre ({{antikva|Hibberts desc. fo Shetland}} 457). Paa Moster findes Ruiner af en Kirke, hvorom Sagnet beretter, at to Søstre bleve hinanden saa fiendske, at de ei engang vilde mødes i Kirken, hvorfor den Ene byggede denne Kirke, den anden lagde Grund til Udsteen Kloster. Budst. 2, 451. Vor Frue eller Mariæ Kirke i Bergen skal ogsaa være bygget af to Søstre af norsk Adel, strax efter Byens Anlæg, hvilke Søstre boede i den efter dem endnu kaldte Søstergaard paa Bergens Brygge. Til Minde om Søstrene fik Kirken 2 Taarn. Bergens Beskr. ved Sagen S. 46. {{dent/e}} {{liten blokk/e}} {{---}}<noinclude> <references/></noinclude> nbyz7ugxcrjiqertlv087petu2ik4sn 104 85911 340132 339262 2026-10-16T15:58:59Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340132 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />232</noinclude>{{midtstilt|{{større|'''Kivlemøerne.'''}}}} Lige op for Sillejords Prestegaard, bag Skarvefjeldet, ligger en liden Dal, {{sperret|Kivledalen}}; der stod i gamle Dage en Kirke. En Søndag skulde Presten holde Messe der i Kirken, men allerbedst det var, saa fik Almuen høre saa deilig en Slot udenfor, at de ikke kunde bare sig; de maatte ud og høre paa Slotten, Alle, som i Kirken var. Da de kom ud saae de tre Jenter, som gjetede Gjeterne sine borte i Steenurdene, dem var det, som gik og blæste saa vænt paa Horn; — og eftersom Kirkefolkene kom ud bleve de staaende, den Ene efter Anden, som de vare fjettrede; Presten kom nok ud efter og bad dem gaae ind i Kirken igjen og lye Messen ud, men det hjalp ikke, de bleve staaende allesammen, for saa deilig en Slot syntes de aldrig de havde bort i Verden for. Presten raabte til Gjeterjenterne og bad dem standse med at blæse, og det gjorde han baade eengang og to og tre ogsaa, men de bleve ved at blæse. Saa blev Presten vred og løftede Haanden og ønskede Forbandelse over dem, fordi de lokkede Kirkefolkene ud fra Guds Huus og saa blev alle tre Gjeterjenterne og hele Gjeteflokken deres til Steen med det samme. Der kan En see dem staae den Dag i Dag er med Hornene de blæste paa for Munden og Gjeterne rundt om sig oppe i Steenurden. Men der er ikke en Spillemand i Sillejord, uden han kan spille Slotten til Kivlemøerne paa Hardangerfelen, og naar En faaer høre den, maa han rigtignok sige det samme som Spillemændene, „at den Slotten er hjertelig væn.“ {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk||{{sperret|Anm}}. (Meddeelt.) Paa Trogfjeld og Løveeg, 2 Heier, som indslutte Ombli Prestebygd, blæste ogsaa i gamle Dage „Skjelmøiarne“ saa vænt paa Horn til hinanden, at Ingen, som hørte dem, kunde bare sig for Graad. Men da de ogsaa blæste om Søndagen, saa at Almuen gik ud af Kirken for at høre paa dem istedetfor paa Guds Ord, „stødte Presten dem ned“ og der skal de staae indtil Dommedag. Endnu kunne Ombli Spillemænd spille de samme Toner paa Violin. (Mundtligt og meddeelt).}} {{liten blokk/e}} {{---}}<noinclude> <references/></noinclude> b5el6ff23ypt0q17mz25zfqhs5ydpl5 104 85912 340134 339150 2026-10-16T16:00:13Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340134 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||233}}</noinclude> <section begin="Bageren som skaffer Frederik III Enevoldsmagten" /> {{midtstilt|{{større|'''Bageren som skaffer Frederik {{antikva|III}} Enevoldsmagten.'''}}}} Under Kong Frederik den Tredies Regjering levede der i Christiania en Bager, der var saare rig og havde Sølv i stor Overflødighed. Af dette fik han Tilladelse til at mynte Penge, dog kun Toskillinger, og af dem seer man mange, der let skilles fra de andre Toskillinger, da de have Bagerens Mærke nemlig en Kjevle istedetfor Hammertegnet. De ere desuden af bedre Metal end de sedvanlige. Herfor bleve ogsaa snart Bagerens Penge mere søgte end Kongens, og gik det endog saa vidt, at man næsten ikke vilde tage Kongens Mynt for god, hvorover Kongen blev overmaade forbittret, og da han kom op til Norge, kaldte han Bageren for sig og sagde, at han skulde have sit Liv forbrudt. Men Bageren knælede for Kongen og lovede at skaffe ham Enevoldsherredømmet over Danmark og Norge, hvis han vilde forskaane hans Liv. Kongen lovede ham det, og ved Hjelp af sine mange Penge skaffede Bageren ham Enevoldsmagten. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Meddeelt. Almuen kalder disse Toskillinger Kjevleskillinger og de søgtes for med Begjerlighed, da de ere af et hvidere Sølv end de øvrige.}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Bageren som skaffer Frederik III Enevoldsmagten" /> <section begin="Staale paa Aasheim" /> {{midtstilt|{{større|'''Staale paa Aasheim.'''}}}} Paa Gaarden Østre-Aasheim, ikke langt fra Sillejord Prestegaard i Thelemarken, findes et saare gammelt Stabur eller Loft, hvor man endnu kan see Spor af en i denne Egn berygtet Voldsmand ved Navn Staale, om hvem Almuen veed meget at fortælle. Paa denne Gaard boede i gamle Dage en ugudelig, men rig Mand, der havde 4 Sønner, som lignede Faderen. To af disse, Staale og Haavor, besøgte engang paa Gaarden Tveten den tredie Broder Ola. Efterat de længe havde siddet og drukket <section end="Staale paa Aasheim" /><noinclude> <references/></noinclude> 8iyrk9b1ebzmjslz8gvtp3kkanyrrwq 104 85914 340133 339151 2026-10-16T15:59:08Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340133 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode||235}}</noinclude><section begin="Staale paa Aasheim" /> Kjedel med Vand over Ilden for deri at udkoge sine Klæder. Saasnart Vandet var blevet kogende, slog Staale det i Ansigtet paa Røverne, som imidlertid paa Gulvet havde taget deres Nattehvile og sov trygt, og knuste derpaa deres Hoveder med en Jernkølle. Nær var han imidlertid bleven overmandet af en gammel Kjerring, som mindst var bleven beskadiget af Vandet, dog fik han efter en haard Strid Bugt med hende, og tilkjæmpede sig saaledes Liv og Frihed. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Wille fortæller først dette characteristiske Træk af Thelebøndernes Raahed i de Dage, der stadfæstes ved den samtidige Peder Claussens Vidnesbyrd, at de vare onde, ugudelige, haarde, vilde og oprørske Folk. Paa en Fodreise til Thelemarken har jeg selv besøgt Aasheims-Loftet, og tildeels hørt Sagnet, som det her fortælles.}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Staale paa Aasheim" /> <section begin="Knut Sellestad" /> {{midtstilt|{{større|'''Knut Sellestad.'''}}}} Paa Gaarden Sellestad i Sillejord, viser man paa en gammel Burdør Huggene af Fosheim-Kjæmpen, som en Juleaften kom hid for at prøve Styrke med Sellestad-Kjæmpen. Paa denne Gaard boede 1620 Knut Sellestad, som i et Gjestebud paa Gaarden Svinum blev besøgt af en Kjæmpe fra Sætersdalen, der havde reist 13 Mile for at fordre ham ud. Strax spendte de da Bælte og gik vældigen løs paa hinanden med Knive, hvorved Knut dog vandt Seier. Da Sætersdalskjæmpen nu maatte erklære sig overvunden, hentede Knut sin Hest, satte sin Modstander derpaa, førte ham hjem, forbandt hans Saar og bevertede ham prægtigen. (Willes Beskrivelse over Sillejord S. 56). {{===|height2=3px}} <section end="Knut Sellestad" /><noinclude> <references/></noinclude> cs505s958ebhy2deki0q7cwsxrr46wj 104 85916 340112 339125 2026-10-16T15:54:14Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340112 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />198</noinclude><section begin="Carl Gustavs Fald" /> hvor „Overbjerget“ siden blev anlagt, tage de norske Forskandsninger i Øiesyn. Da man fra disse blev vaer tre fornemme Herrer til Hest, skjød man efter dem, og saa derpaa den Midterste at segne af Hesten. De to andre toge ham strax under Armene og førte ham ned ad Bakken. Denne Mand var Carl, som derpaa blev ført til Gøteborg, hvor han ved sin Ankomst af to Drabanter blev tagen af Slæden, og da kunde man tydelig see, at Benene slang paa ham som paa en Død. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Schrøder beretter i sin Beskrivelse over Frederikshald 1727, S. 33, at for nogle Aar siden levede der en gammel Tømmermand, som havde været Øienvidne til den formeente Konges Fald. En svensk Dragon, Harald Stockfisch, som efter Freden blev Bytjener paa Frederikshald, bevidnede ogsaa, at Kongen paa anførte Maade til fik sin Bane. Cap. Hoff tilføier (Top. Jour. 4, 36). „Udi en Journal, skrevet i Kjøbenhavn 1660, sees disse Ord: den 13de Febr. kom her Kundskab fra Gottenborg, at den svenske Konge havde bloqueret en Skandse i Norge, som kaldes Haldsskandsen, og at han for samme Skandse er bleven dødelig blesseret og bragt til Gøttenborg.“}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Carl Gustavs Fald" /> <section begin="Kong Carl XII" /> {{midtstilt|{{større|'''Kong Carl {{antikva|XII}}.'''}}}} Paa Gaarden Hanneborg i Urskaug laa Carl {{antikva|XII}} over en Nat. Han tog sit Leie paa Gulvet paa Halm og vægrede sig ved at ligge i Seng. Om Morgenen, da han vaagnede, morede han sig med at skyde med Pistol efter en paa Væggen malet Bjørn. Kuglehullerne vare at see endnu for faae Aar siden indtil Væggen blev indklædt. Da han ankom til Gaarden Foss ved Blakjær Skandse, og man begyndte at skyde fra Skandsen, udbrød ham „Nu tror jag, ta’ mig Djäfvelen, at det begynder at ryke af Myrtuen.“ Ganske uformodet kom han til Eidsberg Prestegaard, hvor han tilbragte Natten i Dagligstuen paa Halm. En <section end="Kong Carl XII" /><noinclude> <references/></noinclude> boyhcg1l348mjwzto7gjepqk4f4wqja 104 85919 340081 339089 2026-10-16T15:48:16Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340081 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />160 {{liten blokk/s}} {{dent/s|2em|2em}}</noinclude><section begin="Harald Haarfager og hans Samtidige"/>faldt i Slaget, og hviler rimeligviis i {{sperret|Soteshaug}}. Om Haralds Grav see Snorre C. 45, Biskop Hansens Archiv 1, 266 og Kraft 4, 270, Urda 2, 4. {{sperret|Thoralf Qveldulfsson}}, en af sin Tids kjekkeste, mægtigste og mest anseede Høvdinger, faldt for Haralds egen Haand paa Sandnes hvor han boede. Schønings Historie 2, 144. {{sperret|Atle Jarl}} hiin Mjose paa Gaulom og hans Kamp med Hakon Griotgardsson, Snorre C. 13. Budst. 5, 517, Urda 2, 12. Kraft 4, 934. Ganger Rolf, Ragnvald Mørejarls berømte Søn, der for Strandhug blev landsforviist og stiftede et Rige i Normandie, Snorre C. 24. Strøms Beskr. over Søndmør 2, 40. Om Vemund Kamban Snorre C. 12, Budst. 7, 64. {{dent/e}} {{liten blokk/e}} {{---}} <section end="Harald Haarfager og hans Samtidige"/> <section begin="Harald Haarfagers Sønner og deres Samtidige"/>{{midtstilt|{{større|'''Harald Haarfagers Sønner og deres Samtidige.'''}}}} Kun dunkle og faa ere de Sagn, som findes om Haralds mange Sønner. I den Gravhaug paa Jarlsberg, der heder {{sperret|Farmands Haug}}, hviler Bjørn Farmand, og i tvende Kjæmpehauge paa Møllerbakken ved Tønsberg viser man endnu Olafs og Sigrods Grave. Paa Kløvstad paa Hadeland skal efter et Sagn Ragnvald Rettilbein have boet, og Hakonshelle ved Bergen minder endnu om den ædle Hakon Adelsteins Fostre, som fødtes og døde her, men efter Sagnet blev begraven paa Gaarden Seimb i Hosanger, i den endnu saakaldte {{sperret|Kongshaug}}. Blandt Hakons Heltebedrifter hørte Seiren ved Augvaldsnes, hvor Guttorm Eiriksson faldt (Snorre H. S. Cap. 20). Hertil knytter sig følgende Sagn. Paa den saakaldte Blodhei ved Angvaldsnes stod der i gamle Dage et stort Slag mellem en gammel Konge og hans Brødre, og en Prinds, som faldt i Slaget, ligger begraven i en af de store Risehauge paa Aasryggen. Paa Gaarden {{sperret|Totland}} paa Moster fortæller Sagnet, at Hakons Moder Thora var født. Her findes ogsaa en stor Bautasteen ved Foden af en Gravhaug, der kaldes {{sperret|Thoras Haug}}. Samtidig med Hakon var den gjeve Eigil Skalagrimsson, som ifølge Eigils Saga i en <section end="Harald Haarfagers Sønner og deres Samtidige"/><noinclude> <references/></noinclude> cm2rayhudrnao0wfxq6xkmqop1btzu5 104 85920 340080 339088 2026-10-16T15:48:06Z KåreBot 479 ordner innrykk og blokker *** erstatter eksisterende tekst *** 340080 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode|||159}}</noinclude>tidsminder, hvoriblandt to store Bautastene paa Gaarden Vilnes, som derfor ansees for Jarlens Bopæl. Sagnet gaaer, at hans Borg skal have ligget nedenfor Kirkegaarden i Vest, hvor man har en vid Udsigt til Havet mod Vesten og til Fiorden mod Syd og Øst. Dette Stykke af Vilnesgaard kaldes nu Haugen. Paa den Høi, hvor en Deel af Kirkegaarden nu er og et Steenkors staaer, viser Sagnet Atle Jarls Grav. Efter Historiens Vidnesbyrd blev han, som bekjendt, dødelig saa- ret i den nærliggende Stafanesvaag og bragt til Atlø, hvor han døde. Paa Thorsnesset paa Atle findes en Gravhaug, hvor en af de i Stafanesvaag faldne Kjæmper, ved Navn Thor, ligger begraven. 3) {{sperret|Ganger Rolf}}, der skal have boet paa Gaarden Roald paa Øen Vigres paa Sondmør. I en liden Dal viser man her endnu, hvor hans Skibsværst har været, og 4) Fjordekongen {{sperret|Vemund}}, der efter Snorre med 90 Mænd blev nedbrændt af Ragnvald Mørejarl paa Naustdal, hvor en stor Bautasteen findes, der maaskee minder om denne Daad. Sagnet viser endnu det Sted, paa hvilket Vemunds Gaard skal have staaet. {{liten blokk/s}} {{hengende innrykk|{{sperret|Anm}}. Klüvers antiqvariske Reise 61, 99, 48. Sagnet om Haugen paa Lekø henpeger udentvivl paa Snorres Beretning C. 8 om, Brødrene Herlaug og Rollaug, af hvilke den første selv tolvte gik ind.i en stor Haug,hvorpaa der var arbeidet i 3 Aar og derpaa lod den kaste igjen efter sig, fordi han ei vilde underkaste sig Harald. Paa Gaarden Skey paa Lekø findes en rund Gravhaug, der er over 700 Fod i Omkreds og 35 Fod høi. Den blev opkastet 1778 og man fandt i samme murede adskilte Rum og i et af dem et Beenrad af et Menneske i siddende Stilling med Ryggen op til Muren og ved dets Side et Sværd. I et andet Rum fandtes en Deel store og smaa Been af Kreaturer. Sammenlign Schönning 2, 37. Fortalen til Suhms Danmarks Historie 2, hvor Haugen er aftegnet og Kraft 6. 237.}} {{dent/s|2em|2em}} Kong Gryting blev efter Snorre C. 5 tagen til Fange og maatte gaae Seierherren til Haande. (Mundtligt og det Kgl. norske Vidensk-Selsk. Skrifter 1, 2. 353). Hafrsfjorden (Kraft 4, 247. Snorre C. 19). Sote Jarl, en af Høvdingerne for Haralds Modstandere, og Broder til Kong Sulke i Rogaland}}<noinclude> {{dent/e}} {{liten blokk/e}} <references/></noinclude> 09cgug3x9scwn9ko3w6u31p4xifslxr 0 85972 340156 219719 2026-10-16T16:34:50Z Kåre-Olav 25 displayed_from 340156 wikitext text/x-wiki <pages index="Andreas Faye - Norske Folke-Sagn (1844).djvu" from=1 to=1 header=1 displayed_from=- displayed_to=- /> <pages index="Andreas Faye - Norske Folke-Sagn (1844).djvu" from=272 to=276 /> {{PD-old}} [[Kategori:Sagnsamlinger]] [[Kategori:Tekster fra 1844]] [[Kategori:Guldberg & Dzwonkowskis Forlag]] jom7sx7isk7q4gszs3bfzd186wg3ajk 104 131092 340155 310720 2026-10-16T16:32:45Z Kåre-Olav 25 ikke fet 340155 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="KåreBot" />{{hode|167|{{sperret|Første Bog}}, 24 {{sperret|Capitel}}.|168}}</noinclude> {{midtstilt/s}} '''24 Capitel.''' {{x-større blokk|'''Om''' {{antikva|Supplicationer}}.}} {{midtstilt/e}} {{NL-artikkel|'''1''' {{sperret|Art}}.*|1|24|1}} Alle Kongens Undersaatter, og andre, som foraarsagis til Kongen at {{antikva|supplicere}} om noget dem anliggende, skulle først Kongens Befalingsmænd, eller dem, som paa Kongens Vegne, Geistlig, eller Verdslig, Øvrighed, paa de Stæder have at sige, hvor saadant forrefalder, deris Ansøgning give tilkiende, hvilke selv strax uden Ophold {{antikva|Supplicanterne}} skulle anhøre, og efter udførlig og beste Underretning deris Erklæring under deris Haand uden nogen Forvegring, Skriverløn, eller Betalning, paa {{antikva|Supplic}}atzen lade antegne, og oprigtigen og udførligen forklare og berette {{antikva|Supplicantens}} Sags og Begærings egentlig og rette Beskaffenhed med Udkrævede Omstændigheder, som ret og forsvarligt eragtis kand. Befindis siden og bevisis samme Erklæring uretteligen og vrangeligen at være giort, da skal den, som den paaskrevet og givet haver, dertil svare, og have sin Bestilling forbrut, eller i andre strenge Maader alvorligen straffis, som den, der haver givet Aarsag, at Kongens Haand og Segl, imod Kongens høje {{antikva|Respect}} er bleven misbrugt. {{NL-artikkel|'''2.'''|1|24|2}} Kunde de Sager bilegge, og {{antikva|Supplicanten}} til rette forhielpe hos dennem selv, stande det dennem frit for, med mindre det saadan Gierning angaar, som ved Forligelse ikke bør at underslaais; Men Retten og lovlig {{antikva|Proces}} befalis, eller Kongen forrebringis. {{NL-artikkel|'''3.'''|1|24|3}} Hvis nogen ellers sig over Kongens Befalingsmænds, eller sin Øvrigheds, Forhold kunde have at besværge, det maa uden saadan Paaskrift ved {{antikva|Supplicatzer}} andragis. Maa og ingen for sin {{antikva|Supplicatz}} eftertragtis, eller i Trette indviklis, men Sagen bør Kongen at forredragis. {{nop}}<noinclude> <references/></noinclude> a42j0jcwalwdyseu5mhmc9jgy4vc5dg 104 145524 340037 339864 2026-10-16T12:05:32Z Øystein Tvede 3938 340037 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Paaskud, det er en Vits. Nej, af pur Patriotisme er det, at Amerikanerne vil stænge deres Porte for de udenlandske Arbejdskræfter ― uden hvilke de ikke engang kan faa deres Arbejde udført. Ti Amerikanerne arbejder ikke. Det er heller ikke sandt. Det er atter en Sang. Statistiken viser, at det kun er {{brøk|1|50}} af Amerikanerne, som staar i ligefrem kropsligt Arbejde; det er Udlændingerne, som dyrker Landet. Og disse Udlændinge er det nu man vil stænge ude, „fordi Landet er optaget, fordi der er nok Folk.“ Der er 60 Millioner Mennesker i Amerika paa 2 Millioner 970 Tusind □ Mile Land (foruden Alaska), af dette Land er 1½ Million □ Mile dyrkbart. Men af disse 1½ Million □ Mile dyrkbart Land er blot {{sp|en Niendede|l}} opdyrket endnu idag ― endda kunde Amerika i sidste Censusaar udskibe 283 Millioner Bushels af Kornvarer ― efter at de 50 Millioner Mennesker, som det dengang havde, havde spist sig mætte. Og man spiser ikke lidet i Amerika. En Yankee konsumerer mellem to og tre Gange mér Føde end en Europæer og mellem tre og fire Gange mér end en Skandinav. Mens de skandinaviske Lande har 12 Bushels Korn og 51 Pund Kød for hvert Individ om Aaret, har Amerika 40<noinclude><references/></noinclude> cyuei65p4fda1no2pjwuldhf2xr14av 104 145533 340038 337872 2026-10-16T12:14:16Z Øystein Tvede 3938 340038 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>dem paa Floderne og arbejde sammen med dem paa Prærierne ― først ved at blande sig sammen med dem paa den Maade faar man en nogenlunde fyldig Idé om, hvor altomfattende denne Amerikanernes Kineserfølelse virkelig er. Det er forbeholdt Amerika, hvor der er større Krydsning af kosmopolitiske Elementer end i noget andet Land i Verden, at planmæssig holde sig borte fra Udenverdenens moderne Kulturstrømninger. Dets Kultur er mærket af Alderen og af andre Folks Brug, det er en overført Kultur, indbragt i Landet med de første Kolonister, en Kultur, der har havt sin Tid i Europa og nu dør i Amerika, det er den gamle engelske Kultur. „Opfostret i den engelske Maade at tænke paa, som de fleste af os er“, siger en sjeldent selvfornægtende amerikansk Forfatter, „har vi endda ikke dannet vor Natur efter de ny Forhold, under hvilke vi lever. Vore Filosofer har endnu ikke lært os, hvad der er det bedste, ej heller har vore Poeter sunget for os, hvad der er det skønneste i det Liv, hvori vi lever. Og derfor læser vi endda den gamle engelske Visdom og anslaa endda de gammeldagse Strænge“<ref>''Encyclopædia Britannica'', Vol I, 720.</ref>.<noinclude><references/></noinclude> ljupli7hh4kaj8ikvvelb1wdjsk9ts5 104 145551 340039 339931 2026-10-16T12:26:39Z Øystein Tvede 3938 340039 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>{{c|LITERATUREN.}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{sp|I. JOURNALISTIK.}}}} {{Stor initial|H}}ar den amerikanske Kunst og Literatur Raad til at leve under dette Toldtryk paa udenlandsk Kunst og Literatur? Kan den uden Skade undvære Udlandets kunstneriske Paavirkning? Hvis Amerika var et gammelt Samfund, som havde sin store Historie og sin kunstneriske Fortid bag sig, var det et Land med Ahner at falde tilbage paa, saa vilde denne Restriktion være formelt begrundet, om ikke berettiget. Men man maa huske, at Amerika er et Nybyggersamfund, som staar i sin første Vorden, og som ikke paa et eneste Kunstomraade endnu har dannet sin egen Skole. Amerikanerne er Forretningsfolk, men ikke Kunstnere ― Undtagelserne naturligvis forbeholdne. Kunst kræver de Betaling forat sé<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 21rpui3nk9agu7wwbodaow7nobarr39 104 145597 340040 339943 2026-10-16T12:37:59Z Øystein Tvede 3938 340040 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>er en Sang; det er affattet i skær Prosaform, uden nogensomhelst Metrik og uden Rim; det eneste som gør, at det minder om Vers er, at én Linje kan have et, to, tre Ord, den næste otte og tyve, fem og tredive, bogstavelig indtil tre og firti Ord. Forfatteren kalder sig selv en „Verdenskendsgærning“, Rudolf Schmidt kalder ham ogsaa en „Verdenskendsgærning“; jeg derimod, som i Grunden. meget vanskelig kan forbinde noget med et Begreb saa udsøgt omfattende, saa det for den Skyld lige saa godt kunde være Kosmos eller Rummet eller Altet, ― jeg vil i al Beskedenhed og simpelthen kalde Walt Whitman en {{sp|Vil|d}}. Han er en Naturlyd i et udyrket Urland. Der er noget indiansk baade i hans Sprog og i hans Følelsessæt, det er derfor ogsaa fortrinsvis Havet, Luften, Jorden, Træerne, Græsset, Bjærgene, Floderne, i ét Ord Naturelementerne, han besynger. Han kalder altid Long Island, som er hans Fødested, ved sit indianske Navn ''Paumanok''; Majsen giver han stadig dens oprindelige indianske Benævnelse {{sp|Maiz|e}}, istedet for det engelske ''Corn''; atter og atter omdøber han amerikanske Steder, endog hele Stater, med indianske Navne; der er i hans Digte hele Vers med amerikanske Urnavne. Han føler sig i den Grad betagen af<noinclude><references/></noinclude> ssnzf6xxzx4j2brmh28re2umqyceeej 340041 340040 2026-10-16T12:38:33Z Øystein Tvede 3938 340041 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>er en Sang; det er affattet i skær Prosaform, uden nogensomhelst Metrik og uden Rim; det eneste som gør, at det minder om Vers er, at én Linje kan have et, to, tre Ord, den næste otte og tyve, fem og tredive, bogstavelig indtil tre og firti Ord. Forfatteren kalder sig selv en „Verdenskendsgærning“, Rudolf Schmidt kalder ham ogsaa en „Verdenskendsgærning“; jeg derimod, som i Grunden. meget vanskelig kan forbinde noget med et Begreb saa udsøgt omfattende, saa det for den Skyld lige saa godt kunde være Kosmos eller Rummet eller Altet, ― jeg vil i al Beskedenhed og simpelthen kalde Walt Whitman en {{sp|Vil|d}}. Han er en Naturlyd i et udyrket Urland. Der er noget indiansk baade i hans Sprog og i hans Følelsessæt, det er derfor ogsaa fortrinsvis Havet, Luften, Jorden, Træerne, Græsset, Bjærgene, Floderne, i ét Ord Naturelementerne, han besynger. Han kalder altid Long Island, som er hans Fødested, ved sit indianske Navn {{sp|Paumano|k}}; Majsen giver han stadig dens oprindelige indianske Benævnelse {{sp|Maiz|e}}, istedet for det engelske ''Corn''; atter og atter omdøber han amerikanske Steder, endog hele Stater, med indianske Navne; der er i hans Digte hele Vers med amerikanske Urnavne. Han føler sig i den Grad betagen af<noinclude><references/></noinclude> awcg2ciinc9q4ly21wfobsixt3yrkvj 104 145599 340042 339919 2026-10-16T12:39:24Z Øystein Tvede 3938 340042 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hans Bog og slaar ofte ud i lys Lue. Naar Vinden suser, eller naar et Dyr skriger, saa er det for ham som om han hørte Rækker af indianske Navne nævne. „Lyden af Regn og Vind“, siger han, „Skrig af Fugle og Dyr i Skogene lyder som Navne til os, Okonee, Koosa, Ottawa, Monongahela, Sauk, Natchez, Chattahoochee, Kaqueta, Oronoco, Wabash, Miami, Saginaw, Chippewa, Oshkosh, Walla-Walla, {{. . .|4}} givende Vand og Land Navne“. ― Der behøves mindst dobbelt saa megen Inspiration til at læse slige Vers, som til at forfatte dem. Hans Stil er ikke engelsk, hans Stil tilhører ikke noget Kultursprog. Hans Stil er den svære indianske Billedstil uden Billeder, paavirket af den svære gammeltestamentlige, som gaar over al Forstand. Hans Sprog ruller tungt og uklart henad Bogens Sider, bruser afsted med Kolonner af Ord, Regimenter af Ord, hvoraf det ene gør Digtet mér uforstaaeligt end det andet. Han har Digte, der er ganske storslagne i deres Ulæselighed. I et af dem, et ualmindelig dybsindigt Poem paa tre Linjer, hvoraf over Halvdelen staar i Parenteser, „synger“ han som følger: {{ppoem|style=font-size:90%;margin-left=0| {{gap|2em}}''„Still though the one I sing,'' ''(One, yet of contradictions made.) I dedicate to Nationality, I leave in him revolt, (O latent right of insurrection! {{gap|2em}}O quenchless indispensable fire!)“''}}<noinclude><references/></noinclude> 78x1pfwhb0skhnkxyha7sxxnsxfwzk5 104 145615 340043 339852 2026-10-16T12:50:20Z Øystein Tvede 3938 340043 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Og end ikke her gør han Indtryk af nogen hovmodig Selvfølelse; det er bare Najvitet, en Vilds stejlende Najvitet. Blandt de Digte, som Whitman har slaaet sammen under Fællestitlen ''Calamus'', findes de bedste i hans Bog. Her, hvor han synger om {{sp|Kærligheden til Menneske|r}}, banker han paa Strænge i sit gode, hjærtevarme Bryst, som nu og da giver Genklang i andres. Ved „Fællers Kærlighed“ vil han fornye sit korrupte amerikanske Demokrati: ved den vil han „gøre Kontinentet uadskilleligt“, „bygge Byer, der har Armene om hinandens Nakker“, „frembringe den herligste Menneskerace, Solen nogensinde har skinnet paa“, „plante Fostbroderskaber saa tæt som Træer langsad alle Floderne“, „danne fast guddommelige, hinanden tiltrækkende Lande.“ Der falder enkelte vinholdige Ord i disse Digte; de fremtræder derfor som de sjeldne Undtagelser i hans Bog. Hans primitivt-tøjlesløse Følelsesliv er her udtrykt i et nogenlunde civiliseret Engelsk, der saaledes er forstaaeligt ogsaa for hans Landsmænd. I et Digt betitlet ''Sometimes with one I love'', er han endog saa paafaldende klar, at man forbauset tænker sig disse Par-tre Linjer skrevne af hans Moder eller af et andet forstandigt Menneske:<noinclude><references/></noinclude> qg7dr92vw8bpgmklkv2q7d7ttzzdx43 104 145628 340044 339608 2026-10-16T12:57:14Z Øystein Tvede 3938 340044 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ham.“ Disse Navne bringer Liv ind i et dødt Øjeblik i et Foredrag, hvor saadanne Ting siges, gaber man ikke; man lærer intet, man overbevises ikke, men man lytter. Man kunde gøre Indvendinger, man kunde citere Platon selv: „Filosofiens alle Slags er ikke samlet hos én Mand, men opstaar hos forskellige Personer“, (''Republiken''), man kunde bevise, at ogsaa Platon havde sine Forgængere, til hvem han stod i Gæld, Solon, Sophron, Sokrates; men man nyder med Fornøjelse et Par interessante Urimeligheder i et filosofisk Foredrag, man lader sig underholde uden at kny. Denne Evne hos Emerson til at sige gode Ting, hæver ikke i nogen højere Grad hans Dygtighed som Kritiker. Hans Kritik er saa lidet original og saa ringe i Dybde, at den ofte kun staar og falder paa den mønstergyldige Form, hvori den er fremsat. Emerson kan ikke livgive Tingen, han lever sig ikke inderligt ind i den kritiserede Genstand, han kredser omkring den og blir afvekslende tilbage for den og farer den forbi. Man læser alle hans udmærkede Udtalelser, man læser og venter paa det selve Sagen vedkommende Resultat, man venter det tredje og sidste Ord, som kan tegne en Skikkelse eller støbe en Statue, man venter til tyvende og sidste Blad, ― man<noinclude><references/></noinclude> brksbfb25jkcu11mkxtbhlr95ado9j5 104 145647 340045 339982 2026-10-16T13:33:52Z Øystein Tvede 3938 340045 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>andet dannet Menneske, er Anlæg af blot og bar literær Art. {{sp|Napoleo|n}} fremstiller han som „Verdensmanden“. „Han er ingen Helt i højere Forstand“. „Gademennesket vil finde hos ham de samme Egenskaber og Kræfter som hos andre Mennesker paa Gaden.“ „Selskabelighed, gode Bøger, hurtig Rejsebefordring, Dragter, Middage, Tjenere uden Tal, Personlighedsfylde, Evne til at realisere Idéer, den Stilling, han indtog som sine Omgivelsers Velgører, hans raffinerede Kunstsands, Glæde over Billeder, Musik, Statuer, Paladser, og konventionel Ære ― absolut alt, hvad der er et Menneskehjærte kært i det nittende Aarhundrede, det havde denne mægtige Mand“. „Napoleon var Alménmenneskets Afgud, fordi han i allerhøjeste Grad besad Alménmenneskets egne Egenskaber og Kræfter“. „Hos ham er intet Mirakler og intet Magi; han er en Arbejder i Messing, Træ, Jern, Jord, i Veje, Bygninger, Penge, Tropper, og er en meget fast og vis Arbejdsformand.“ „Han er modig, sikker, selvfornægtende, selvforsømmende, offrende alt for Sagens Skyld, Penge, Tropper, Generaler, og aldrig misledet, som almindelige Eventyrere, af Glorien af sine store Handlinger.“ Et Par Sider længere frem udkaster han af samme Napoleon et mér samlet Karakterids, der<noinclude><references/></noinclude> a3gaalcegfphuhry9xxmebwmmnao90s 104 145656 340046 339985 2026-10-16T13:37:25Z Øystein Tvede 3938 340046 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Platons Europahistorie noget nyt Element. Platon blev Europa og Filosofien og næsten Literaturen {{. . .}} Fra Platon kan man hente Beviser for begge sider af ethvert stort Spørgsmaal.“ Man eftergaa en Smule disse Udtalelser; de er atter karakteristiske for Emersons mærkelige Evne til at sige Ting. Overdrivelsen om Platon som Europa, Filosofien og Literaturen er af ingen Vigtighed og bør oversés; det er en {{sp|amerikans|k}} Overdrivelse og har Værd kun som Prøve paa god Yankeestil. Istedet derfor er det nyttigt at undersøge disse forskellige Sætningers logiske Indholdsværdi. Hvad der henrykker Emerson ved Platon er, at han er den {{sp|ufejlbar|e}} Tænker. Selv Europa har maattet fuldkomme hans Spaadomme og ikke afvige fra dem med noget „nyt Element“. Da Platon nu „staar midt mellem Sandheden og hver Mands Tanke“, maa hver Mand forbi eller gennem Platon, forat finde Sandheden. Til denne sande Platon kommer man da, men opdager, at hos ham finder man „Beviser for {{sp|begge Side|r}} af Spørgsmaalene“, baade for og imod! Trods den ræsonnerende Gave, Platon saaledes maatte besidde, er hans Ræsonnement imidlertid „ikke noget Mesterstykke“, ikke som Sokrates’s var. Men alligevel er Platon saa meget mér end Sokrates<noinclude><references/></noinclude> e5ip9v54lo1jzu955n7elphb4s9hvyv 104 145657 340047 339897 2026-10-16T13:38:27Z Øystein Tvede 3938 340047 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og Alverdens „Geometre“, at han simpelthen „repræsenter Erkendelsesevnens, Aandsmagtens Privilegium“! Videre. I sin Afhandling om Shakespeare paaviser Emerson ganske rigtigt, at al Originalitet er relaliv og hver Tænker tilbageskuende. Han postulerer følgende: „Store Mænd kendes bedre paa deres Art og Udstrækning end paa deres Originalitet.“ „Det er let at sé, at hvad der er bedst skrevet eller gjort af Genier i Verden ikke er én Mands Værk, men er frembragt ved Tusinders Arbejde.“ Og han anfører endog Bibelen til Støtte herfor. I en Afhandling om Platon derimod, som staar i samme Bog og udgør det ene af de syv Foredrag, hvoraf hans filosofiske Hovedværk bestaar, hævder Emerson imidlertid den stik modsatte Lære. „Platon er Filosofi, Filosofi er Platon.“ „Han har trængt ind i Verdner, som Mennesker i Kødet ikke kan naa.“ Hos Platon er Spiren til det Europa, vi kender saa vel, i dets lange Historie i Kunst og Krige, her er alle dets Skridt paa Forhaand opstukne i Platons Tanke ― {{sp|og af ingen før ha|m}}.“ Mellem de førstnævnte og de sidstnævnte Udtalelser ligger hverken Aar og Dag eller forandrede filosofiske Anskuelser; der ligger i Tid<noinclude><references/></noinclude> 9cqebii1tcyzfsrze6j3gcbovcl2bk8 104 145682 340048 340000 2026-10-16T13:45:11Z Øystein Tvede 3938 340048 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Silkebaand om Hornet, eller en enkelt blank Stjærne, sét gennem et Vindu fra en Stue, hvor Alting staar i Middagslys. I St. Louis, Missouris Hovedstad og et af Unionens største Trafikcentrer, udstilled man for tre Aar siden bl. a. et Parti ''Cromo''-Billeder, hvoroaa man kunde finde forgyldt Vand, himmelblaa Sauer og Mennesker med rosenrøde Øjne. Naar Kunsten blir original paa den Maade, tier jo Beskueren, han blir slagen. Han maa blot ikke smile, altsammen er alvorligt ment. Han staar paa amerikansk Jord og betragter en amerikansk Kunstfortéelse; han maa nyde Kunstens Aabenbaringer, hvordan de end er, lige saa andægtigt, som han nyder Musiken fra de patriotiske Blikfløjter, der marcherer gennem Gaderne. Meget af Snærperiet i Amerikas Kunst kan forklares deraf, at et stort Flertal af dem, som sysler med Kunst, er {{sp|Kvinde|r}}. Denne Omstændighed har Betydning, den er en vejvisende Forklaring af et helt Folks Kunstanskuelse. Kvinderne i Amerika leder Kunsten i deres Land, ligesom Tysklands Kvinder nu leder {{sp|dere|s}} Literatur ― og lægger den øde ved deres Penneførhed. Enten er det Døttre af Rigmænd, som har lært sin Kunst i et af de 88 amerikanske Akademier, eller ogsaa er det gifte Koner, som af egen Drift, af Kedsomhed og af god Tone har<noinclude><references/></noinclude> jbi386geyv20358skz9i5hyum9yahe9 104 145768 340160 339786 2026-10-17T11:31:47Z Øystein Tvede 3938 340160 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Amerikas Kvinder, som Luthers Katekismus kendes af vore. Gaar det, trods disse Midler alligevel galt ― ved Uforsigtighed, saa er der dog en Raad: I det samme Land, hvor en Mand i Moralens Navn dømmes til Fængsel for en Teori om fri Kærlighed, dér averterer Lægerne aabenlyst sin Specialitet i Fosterfordrivelser. Og ingen efterstræber dem herfor. Tvertimod. De har Kunder; Amerikanerinderne besøger dem. Hænder det nu, at det alligevel ikke gaar efter Ønske ― man kan jo komme en Bagatel af fire, fem Maaneder {{sp|fo|r}} sent til Lægen ― saa maa altsaa Ulykken ske. Der kommer et veritabelt Barn til Verden, rent ud sagt et uforskammet faktisk Barn. Og det er en Ulykke. Der følger ingen Formandsplads i Kvindekongressen med et saadant Barn. Og det ruer Moderen. Imidlertid vil hun ikke amme det; heller end selv at plages med Diegivning, lader hun sin Mand gaa i Fjøset og mælke Køerne til Barnet {{. . .|4}} Af samtlige Dødsfald hvert Aar i de Forenede Stater udgør de 50 pCt. Børn under 5 Aar. Medicineren ''Dr.'' {{sp|de Wolf|f}}, Overlæge ved et af Unionens største Hospitaler (Chicagos), har tilligemed flere af sine Kollegaer offentlig erklæret, at Hovedgrunden til denne urimelige Mængde Dødsfald blandt Børn kun kan søges i de amerikanske<noinclude><references/></noinclude> 49jzynikivjjdg1pwamstop3p4049z9 14 145804 340157 2026-10-16T16:35:11Z Kåre-Olav 25 Ny side: [[Kategori:Tekster etter forlag]] 340157 wikitext text/x-wiki [[Kategori:Tekster etter forlag]] eelsngo73260q60ipj8zpd1laac6clm