Merkantilisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Merkantilisme er en betegnelse for den økonomiske politik der blev ført i Europa i 1600- og 1700-tallet, og gik ud på at fremme en varieret struktur i erhvervslivset og udvikle andre sektorer end landbruget, som var den dominerende levevej.

Merkantilisme er ofte synonymt med bullionisme, der antager, at ens formuestørrelse (personlig eller national) er udtrykt i hvor meget ædelmetal (guld, sølv, platin m.v.) man råder over. Denne bullionisme lå til grund for senmiddelalderens og oplysningstidens internationale økonomi og handelsantagelser, som netop er udtrykt i merkantilismen.

Merkantilismen var for alvor en eksponent for datidens handel, og førte til kolonialismen i kraft af, at kolonimagterne (England, Frankrig, Holland, Spanien) forsøgte at undgå samhandel med produkter, de ikke selv kunne producere. Derfor udvidede disse nationer deres territorier (bl.a. i Afrika, Vestindien og Fjernøsten) for at få adgang til ressourcer, de ellers ville være nødt til at købe sig til (eksempler: sukker, gummi, silke, krydderier, træ, diamanter, ædelstene osv).

De ville i modsat fald være nødt til at give afkald på dele af deres ædelmetalbeholdning (for at finansiere en given handel med en vare, der er behov for), hvilket var direkte i modstrid med merkantilismens grundide: "Jo mere guld i kassen, des bedre" (groft sagt).

Af interessante konsekvenser af den aggressive protektionistiske handelspolitik, som merkantilismen førte med sig, kan man fremhæve Den Nordamerikanske Revolution (1776 og fremefter), som startede bl.a. pga. voldsom utilfredshed med de skatter og toldsatser, som det Britiske hjemland pålagde de daværende nordamerikanske kolonier, bl.a. toldsatserne på te - jfr. "The Boston Tea Party" og "The Stamp Act".

Dødsstødet til merkantilismen anses for at komme i form af Adam Smith's The Wealth of Nations, som også udkom i 1776, og med den nytænkende liberalisme, som advokerede frihandel og samhandel i stedet for protektionisme i form af høje toldsatser og handelsblokader, og som understregede, at frihandel i sidste ende førte til højere velstand end merkantilismens "guldhamstring", og hvad der måtte gøres for at tillade denne "hamstring".

Af andre økonomer, der støttede Smith's teser, var bl.a. David Ricardo, der var fortaler for samhandel, også selvom ens land tilsyneladende har underudviklede produktionsmetoder ift. en nabo. Dette skyldes, at nettoresultatet ultimativt vil være højnet velstand, og øget vækst, som vil bringe de to samhandlende lande på niveau med hinanden, hvad angår rigdom og produktionsmetoder.

[redigér] Se også

[redigér] Modsat