Slaget på Reden
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Slaget på Reden | |||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|
Del af Napoleonskrigene | |||||||
![]() I forgrunden til venstre ses britiske bombeskibe. Dernæst den britiske linje, den dansk-norske linje og København bagest. |
|||||||
|
|||||||
Parter | |||||||
![]() |
![]() |
||||||
Førere | |||||||
Steen Bille |
Lord Horatio Nelson |
||||||
Styrke | |||||||
Fischer: 7 linjeskibe, 10 blokskibe/stykpramme Bille: 17 skibe, 1 batteri |
Nelson: 12 linjeskibe, 5 fregatter, 7 bombeskibe, 6 andre Parker: 8 linjeskibe (reserver) |
||||||
Tab | |||||||
1.600-1.800 døde og sårede | 264 døde, 689 såret |
Slaget på Reden var et søslag, der blev udkæmpet den 2. april 1801 mellem en britisk flåde under kommando af admiral Sir Hyde Parker og en dansk-norsk flåde forankret ud for København. Selve angrebet blev anført af admiral Horatio Nelson, som er gået over i historien for at have afvist Parkers ordre om at trække sig tilbage under slaget. I stedet ødelagde Nelson en stor del af den danske flåde, inden Danmark-Norge accepterede en våbenhvile.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Baggrund
Slaget på Reden var en konsekvens af en lang række af mislykkede diplomatiske bestræbelser i den sidste del af det 18. århundrede og i begyndelsen af 1801. Det væbnede neutralitetsforbund bestående af Danmark-Norge, Sverige, Preussen og Rusland sammenholdt med Napoleons næsten totale dominans over det europæiske kontinent, blev af Storbritannien opfattet som en alvorlig trussel mod den engelske flåde. Englænderne var særdeles bekymrede for den fortsatte eksistens og sikkerhed for forsyningsruter fra Sverige og de baltiske lande. Imidlertid var Danmark-Norge langt mere bekymret for truslen fra Rusland og Frankrig.
Tidligt på året 1801 samledes en britisk flåde i Yarmouth, der havde som mission at true Danmark-Norge til at trække sig ud af det væbnede neutralitetsforbund. Tidspunktet var valgt, dels så Danmark-Norge ville have svært ved at forsvare København, da en stor del af flåden ville ligge oplagt for vinteren og dels så den russiske flåde ikke ville være i stand til at komme til undsætning – på grund af is. Den engelske flåde stævnede ud fra Yarmouth den 11. marts 1801 og passerede Skagen allerede den 17. marts.
Danmark-Norge havde forberedt sig på angrebet så godt som muligt og havde placeret en forsvarslinje af skibe langs Københavns red fra prøvestenshavnen ud og nordpå langs sejlrenden kongedybet som ender udfor trekronerfortet, syd for indsejlingen til Københavns havn. Den dansk-norske forsvarslinje bestod af en overvejende del af blokskibe, idet meste af flåden på dette tidspunkt af året slet ikke var rigget til på nær Steen Billes deling som ikke kom i kamp. For at have en væbnede neutralitet, så måtte man så vidt muligt forhindre at de nye krigsskibe blev ødelagt, da de skulle kunne ledsage og beskytte handelskibene. Men blokskibe kunne man godt tåle at miste.
Uheldigt for Danmark-Norge nåede den planlagte støtteflåde fra Karlskrona i Sverige aldrig frem på grund af ugunstige vindforhold. Ligeledes var den russiske flåde fortsat spærret inde af is. Derudover kunne man ikke forvente støtte fra Preussen, der kun havde minimale flådestyrker til rådighed. Således måtte slaget udelukkende stå mellem Storbritannien og Danmark-Norge.
[redigér] Slaget
Inden slagets begyndelse foreslog Nelson et forebyggende angreb med det formål at true Danmark-Norge til overgivelse uden kamp. Parker, der var øverstkommanderende, modsatte sig dog og de engelske krav blev derefter fremsat af en enkelt fregat. Danmark-Norge nægtede at forhandle og slaget kunne begynde.
Københavns red var yderst kompliceret at navigere i og var tæt forsvaret af Danmark-Norge. Men Nelson tog kommando over tolv af de engelske linjeskibe med de mindst dybe skrog og kunne dermed liste sig gennem de ukendte lavvandede områder. Således tog Nelson initiativet til slagets begyndelse, selvom de fire største skibe løb på grund (Elephant, Defiance, Russel og Bellona). Som støtte til den foreste engelske deling lå en række bombeskibe der uforstyrret kunne bombardere København.
Efter fire timers intens kamp var slaget ikke kommet nærmere en afgørelse. De resterende engelske skibe lå forankret ved stævnen kun 200 meter fra den danske forsvarslinje, der inkluderede både skibe og det tilsyneladende uovervindelige Trekroner-batteri, som aldrig indstillede beskydningen af englænderne. Alligevel var bombardementet fra begge sider stadig intenst. Det var under disse kampe, at Parker signalerede til Nelson, at han skulle trække flåden tilbage, men Nelson, der var fast indstillet på at sejre, ignorerede signalet. Det var ved denne lejlighed, at Nelson eftersigende satte kikkerten for det blinde øje og sagde, at han ikke kunne se signalet. Kritikere har efterfølgende forsvaret Parker og hævdet, at Parker aldrig gav ordre til retræte, men i virkeligheden blot gav Nelson tilladelse til at trække flåden ud af kampen, hvis han følte, at det dansk-norske forsvar var for stor en mundfuld.
Men samtidig sendte Nelson kurerer afsted bærende det hvide flag, som ikke kunne undgås at ses af Kronprins Frederik, der overværede slaget fra Citadellets volde. Kurererne afleverede en besked i hvilken Nelson truede med at afbrænde alle tilfangetagne batterier, stykpramme og blokskibe uden at være i stand til ”at redde de tapre danske sjæle, der forsvarede dem”. Beskeden ankom på et tidspunkt, hvor en række danske skibe allerede havde måttet se sig slået og var ukampdygtige.
Nelson forklarede senere, at brevet blev skrevet på grund af hans medfølelse for de danske, men danske historikere hævder til stadighed, at beskeden blot var en krigslist, der i virkeligheden var et desperat forsøg af Nelson på at standse slaget. De samme historikere hævder også, at Nelson rent faktisk ikke havde erobret eller tilfangetaget et eneste dansk-norsk skib, da han sendte brevet. Derudover støttes påstandene af det faktum, at tre engelske slagskibe havde mistet deres manøvredygtighed og var indenfor rækkevidde af Trekroner-batteriet. Men da kronprinsen læste brevet, accepterede han straks en våbenhvile – uden at konsultere de dansk-norske kommandører, Olfert Fischer og Steen Bille.
Eftersom den dansk-norske flåde var blevet så hastigt organiseret, bestod den af et stort antal af frivillige, der kun havde lidt eller ingen flådeerfaring, er det aldrig blevet fastlagt præcist, hvor store de dansk-norske tab var. Tabstallene varierer fra 1.135 til 2.215 døde og sårede. Den officielle rapport fra Olfert Fischer anslår, at mellem 1.600 og 1.800 danskere og nordmænd mistede livet eller blev sårede. Ifølge de britiske logbøger og rapporter, som Nelson og Parker sendte til det britiske admiralitet, lød de engelske tab på 264 dræbte og 689 sårede.
[redigér] Efterspillet
Efter våbenhvilens indgåelse begyndte de formelle fredsforhandlinger. Forhandlingerne varede mere end en uge og koncentrerede sig om det britiske krav om, at Danmark-Norge skulle forlade det væbnede neutralitetsforbund. Møderne var intense og indtil flere gange var man rent faktisk tæt på glemme diplomatiet og genoptage kampene. Imidlertid løb der ord ind om, at den russiske Zar Paul var afgået ved døden. Da Zar Paul var drivkraften bag det væbnede neutralitetsforbund, blev de britiske krav med ét irrelevante og den 9. april 1801 indgik de to parter en våbenstilstand, der blev efterfulgt af en decideret fredsaftale den 23. oktober 1801.
Selvom englænderne betragtede slaget som en betydelig militær og politisk sejr, mener danske historikere ikke, at det klart, hvem der var sejrherre. Politisk set opnåede englænderne, hvad de var kommet for; at Danmark-Norge skulle trække sig ud af det væbnede neutralitetsforbund. Imidlertid betød Zar Pauls død, at forbundet reelt set var opløst, inden kronprins Frederik accepterede de engelske krav. Derudover formåede Danmark-Norge også at fastholde sin neutralitet i krigen mellem England og Frankrig. Militært set formåede den engelske flåde at gøre stor skade på den dansk-norske flåde. Men den dansk-norske ildkraft og styrken af det københavnske forsvar var langt stærkere, end man havde forventet og søslaget var længere og hårdere, end Nelson og Parker havde antaget. Danmark-Norge var således tilnærmelsesvis succesfulde i deres forsvar af København og flåden, selvom dette måske ikke havde været tilfældet, hvis fredsforhandlingerne havde brudt sammen og Nelson derpå ville have inddraget sine ubeskadigede bombeskibe i et nyt slag. Nelsons oprindelige plan var rent faktisk at ødelægge den dansk-norske flåde for netop at kunne bombe selve København. Imidlertid angreb Nelson kun de dansk-norske skibe, der lå syd for Trekroner, som var udstyret med 66 befæstede kanoner. De dansk-norske skibe, der lå nord for Trekroner havde ikke løsnet et skud under hele slaget og var særdeles kampdygtige. Da Nelsons eget skib var så medtaget, da våbenhvilen trådte i kraft, er det særdeles tvivlsomt, at han kunne have vundet et slag mod Trekroner og den resterende dansk-norske flåde.
Men selvom danske og engelske historikere ikke er enige om, hvem der vandt selve søslaget, så er begge parter enige om, at Nelson vandt den politiske i sejr i Storbritanniens øjne. Det var netop Slaget på Reden, der gav Nelson titlen som Viscount Nelson af Nilen.
Slaget på Reden var imidlertid ikke det sidste slag mellem Danmark-Norge og Storbritannien. I 1807 ledte lignende omstændigheder til endnu et angreb benævnt som Københavns bombardement, som blev efterfulgt af Kanonbådskrigen.
[redigér] Skibe som deltog i slaget
[redigér] Danske skibe, Fischers deling
- Prøvesteenen
- Wagrien
- Rendsborg
- Nyeborg
- Jylland
- Sværdfisken
- Kronborg
- Hajen
- Elven
- Dannebrog
- Aggershus
- Flaadebatteri No. 1 (ført af Willemoes)
- Sælland
- Charlotte Amalie
- Søhesten
- Holsteen
- Indfødsretten
- Hjælperen
[redigér] Danske skibe, Steen Billes deling
- Elephanten
- Mars
- Sarpen
- Nidelven
- Danmark
- Trekroner
- Iris
- Nykøbing
- Aalborg
- Christianssund
- Arendel
- Langesund
- Odense
- Flensborg
- Stege
- Staværn
- Viborg
- Naskou
[redigér] Britiske skibe, Nelsons deling
- Polyphemus
- Isis
- Edgar
- Ardent
- Glatton
- Elephant
- Ganges
- Monarch
- Defiance
- Russell
- Bellona
- Agamemnon
- Desiree
- Amazon
- Blanche
- Alcmene
- Arrow
- Dart
- Brig-kanonbåde Cruizer, Harpy, Jamaica
- Bombeskibe Discovery, Explosion, Hecla, Sulphur, Terror, Volcano, Zebra
- Brandskibe Otter, Zephyr
[redigér] Vragene på havbunden
Fire af de danske skibe ligger stadig på havbunden med synlige kanonkugler indlejret i tømmeret. Desværre ved man ikke præcis, hvilke skibe der er tale om.
[redigér] Eksterne henvisninger
- Slaget på Rheden og viceadmiral Nelsons handlinger hos Dansk Militærhistorie
- Orlogsmuseet om Slaget på Rheden
- Siden Saxo, om Slaget på Rheden
- Militær Historie Slaget på Rheden
[redigér] Litteratur
- Ole Feldbæk: Slaget på Reden, København 2001 ISBN 87-567-4001-8
Napoleon: (1780 til 1815) | |
---|---|
Kontinentalspærringen | Rhinforbundet | Slaget ved Austerlitz | Folkeslag | Freden i Tilsit | Slaget ved Waterloo | Bagration | Københavns bombardement | Slaget på Reden | Freden i Kiel | Statsbankerotten |
|
Se også: Andre indgange til historien |