Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Megaclite |
[[billede:|0px]] |
(Billede mangler) |
|
Opdaget |
25. november 2000, af Scott S. Sheppard,
David C. Jewitt, Yanga R. Fernández og
Eugene A. Magnier |
Kredsløb om Jupiter |
|
Omgivelser |
— |
Fysiske egenskaber |
|
Atmosfære |
Atmosfæretryk |
0 hPa |
Atmosfærens
sammensætning |
— |
|
Megaclite er en af planeten Jupiters måner: Den blev opdaget 25. november 2000 af Scott S. Sheppard, David C. Jewitt, Yanga R. Fernández og Eugene A. Magnier. Lige efter opdagelsen fik den den midlertidige betegnelse S/2000 J 8, og efter det nummereringssystem som Galileo Galilei brugte på de galileiske måner hedder denne måne Jupiter XIX. Senere har den Internationale Astronomiske Union formelt besluttet at opkalde månen efter Megaclite, som i følge den græske mytologi var en af Zeus' elskere.
Megaclite tilhører den såkaldte Pasiphae-gruppe, som ialt omfatter 13 Jupiter-måner, som alle har omtrent samme omløbsbane som månen Pasiphae. Megaclite er cirka 5,4 kilometer i diameter, og ud fra skøn over dens størrelse og masse anslåes dens massefylde til omkring 2600 kilogram pr. kubikmeter: Dette tyder på at den primært består af klippemateriale, og i mindre omfang af is. Overfladen er temmelig mørk, og tilbagekaster kun 4 procent af det lys der falder på den.