Holsten

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Kiels Rådhus
Forstør
Kiels Rådhus
Heiligenhafen
Forstør
Heiligenhafen

Holsten (tysk: Holstein) er et område i Nordtyskland i delstaten Slesvig-Holsten, som har spillet en stor rolle i Danmarks historie. Holsten består af området mellem Ejderen og Elben.

Holsten var oprindeligt et grevskab, men blev fra 1474 til et hertugdømme som rigsumiddelbart len i det tysk-romerske rige.

Valget af hertug eller greve skete på landstingene som holdtes ved Bornhøved. Folkeforsamlingerne på landstingene udviklede sig til stænderforsamlinger, kaldet landdage.

Holsten kaldtes i middelalderen Nordalbingien og var beboet af saksere.

I 1460 lykkedes det for Christian 1. at blive valgt til regerende fyrste i både Slesvig og Holsten, dvs. at hertugdømmerne kom i personalunion med Danmark. Men da Christian 1. døde, deltes regeringsmagten igen, idet sønnerne Frederik og Hans, valgtes til samregerende hertuger. Det førte til delingen i 1490, som fik konsekvenser for Sønderjylland. Fællesregeringen ophørte i Slesvig efter 1713, da den gottorpske del af Slesvig tilfaldt kongen Frederik 4.

Som hertug af Holsten var den danske konge vasal under det tyske rige. Dette blev opløst i 1806, men Holsten optoges 1815 igen i Det tyske Forbund. I 1848 udbrød åbent oprør, der blev slået ned i Treårskrigen. Forsøg på at indføre en fællesforfatning for Danmark og Slesvig-Holsten blev stoppet af modstand fra Holstens stænderforsamling, der støttedes af Østrig og Preussen, som erobrede Slesvig og Holsten 1864, som i 1867 blev til den preussiske provins Schleswig-Holstein. I en folkeafstemning 1920 stemte Nordslesvig (det meste af Sønderjylland) sig tilbage til Danmark, mens resten forblev ved Tyskland og i 1946 blev til delstaten Schleswig-Holstein i Forbundsrepublikken Tyskland.

[redigér] Se også