Betastråling

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Betastråling er en radioaktiv stråling, der fremkommer ved betahenfald af atomkerner.

Betastrålingen er i realiteten elektroner-) eller positroner+), der udsendes med høj energi fra atomkernen, hvorved den omdannes til et andet grundstof.

Betastråling har i almindelighed en rækkevidde, der er omkring ti gange større end alfastråling, mens dens ionisering er omkring en tiendedel. De nedbremses helt af nogle få millimeter aluminium.

Elektronkanonen i et fjernsyn kan betegnes som en kilde til betastråling, som absorberes af fosforlaget på indersiden af billedrøret, hvorved der dannes lys.

[redigér] Se også