Pipin den lille
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Pipin den lille, også Pipin den yngre eller Pipin III (fr. Pépin le bref), frankisk konge, født ca. 715, død 24. september 768. Søn af Karl Martell og Chrotrudis.
Fik år 741, ved sin faders død, i egenskab af major domus styret over Neustrien, Burgund og Provence, mens rigets tyske dele tilfaldt broderen Karloman.
Sejre i krige mod akvitanere, alemannere, bayrere og saksere befæstede hans stilling; og da Karloman 747 blev munk, forenede Pipin i sin hånd hele monarkiet. Han ville da også antage kongetitlen. Med sine stormænds bifald indhentede han pave Zacharias 1.'s velsignelse til tronbestigelsen. Zacharias siges at have givet det kendte svar, at kongetitlen hellere burde tilhøre den, som havde magten, end den, som savnede kongemyndighed. Det var et verdenshistorisk øjeblik, da Pipin på en rigsforsamling i Soissons (751 eller 752) hyldedes som frankernes konge og den sidste merovinger indsattes i et kloster.
Til gengæld for pavens hjælp styrkede den nye konge i to felttog mod langobarderne (755-756) pavestolen og garanterede dens første verdslige besiddelser, hvorfor han er blevet kaldt Kirkestatens grundlægger. Af pave Stefan III fik han titlen Patricius romanorum. Også andre folk end langobarderne lærte Pipins styrke at kende; araberne tabte 759 deres sidste besiddelser nord for Pyrenæerne, saksere oe bayrere tugtedes, den urolige hertug Waifar af Akvitanien tabte til sidst, efter et ni år lang krig, land og liv (768). Kong Pipin fandt tid til at sørge for forvaltningens organisation og for den almindelige orden i sit rige, og heller ikke videnskabelig stræben var ham fremmed.
Pippin var gift med Bertrada (Berta), datter af Charibert af Laon, og blev med hende far til bl.a. kejser Karl den Store.
[redigér] Børn
- Karloman I
- Karl den Store
Baseret på Nordisk Familjebok.