Vivien Leigh
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Vivien Leigh (født 5. november 1913 i Darjeeling i Indien – død 8. juli 1967) var en engelsk teater- og filmskuespiller. Selvom hun havde relativt få filmroller vandt hun to oscar-statuetter for rollerne som Scarlett O'Hara i Borte med Blæsten (Gone With the Wind, 1939) og Blanche DuBois i Omstigning til Paradis (A Streetcar Named Desire, 1951), en rolle hun også spillede på teatret i Londonkvarteret West End.
Hun var en produktiv teaterskuespiller, ofte i samarbejde med sin mand, Laurence Olivier, der instruerede hende i flere roller. I løbet af hendes 30 år på scenen spillede hun roller, der spændte fra heltinderne i Noël Cowards og George Bernard Shaws komedier til klassisk Shakespeare-figurer som Ofelia, Kleopatra, Julie og Lady Macbeth.
Vivien Leigh blev lovprist for sin skønhed, men følte til tider, at dette forhindrede hende i at blive taget seriøst som skuespiller. Hendes dårlige helbred viste sig dog at være hendes største hindring. Hun var manio-depressiv det meste af sit voksne liv og fik derfor et ry som besværlig, og hendes karriere var til tider på retur. Hun blev yderligere svækket af tilbagevendende anfald af tuberkulose, der først blev diagnosticeret i midten af 1940'erne. Hun og Olivier blev skilt i 1960, og derefter arbejdede Leigh kun sporadisk i film og på teatret indtil hendes død som følge af tuberkulose.