Tysklands historie (1814–1871)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Dette er en del af serien om

Tysklands historie

Frankerne
Tysk-romerske rige (962-1806)
Tysklands historie (1814–1871)
Tyske kejserrige (1871-1918)
Weimarrepublikken (1918-1933)
Tredje rige (1933-1945)
Det delte Tyskland (1945-1990)
Tysklands genforening (omkr. 1990)

Denne artikel omhandler Tysklands historie i perioden som begynder med napoleonskrigenes slutning og fortsætter med de omvæltninger der skete i det tidligere tysk-romerske rige for at slutte med Tysklands samling i 1871.

Tyskland har i denne artikel en noget anden definition end nutidens Tyskland. Tilbage før Napoleonskrigene var området en sammenslutning af forskellige stater under end fælles kejser i det tysk-romerske rige. Denne kejser havde i årene inden krigen været identisk med det østrigske overhoved, men havde nedlagt den fælles krone da mange af staterne var blevet erobret af Napoleon.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Wienerkongressen

Uddybende artikel: Wienerkongressen

Etter Napoleons nederlag mødtes sejrherrerne i Wien i 1814 og 1815 for at trække linjerne op for Europa efter Napoleon. Under ledelse af den reaktionære østrigske fyrste Metternich ønskede man at stille uret tilbage til tiden før den franske revolution.

Fyrst Metternich (1773–1859)
Forstør
Fyrst Metternich (1773–1859)

Napoleon havde i stor grad omorganiseret Tyskland. Den hellige tysk-romerske kejser havde nedlagt sin krone i 1806, og riget var blevet erstattet af en løs sammenslutning under fransk ledelse, Rhinforbundet. Denne sammenslutning faldt sammen efter Napoleons fald.

Den preussiske chefforhandler, Karl August von Hardenberg, gik sammen med Metternich for at finde en ordning som sikrede magtbalancen i Europa. De tog udgangspunkt i en plan af Wilhelm von Humboldt og fremlagde de såkaldte Tolv artikler.

Her blev foreslået en føderation af de tyske stater under ledelse af Preussen og Østrig. Østrig skulle have præsidentskabet i denne føderation. Planen blev ilde modtaget af mange tyske fyrster, da den begrænsede deres magt. Napoleons tilbagekomst fra Elba fik imidlertid fart på sagerne, og den 8. juni 1815 blev aftalen underskrevet.

Preussens territorium blev stærkt udvidet under Wienerkongressen. Preusserne fik bl.a. Westfalen, Rheinland og Svensk Pommern. Preussen fik områderne i vest for i fremtiden at kunne være en modvægt til Frankrig.

Sachsen, som havde støttet Napoleon, mistede betydelige dele af sit territorium til Preussen. Østrig gav afkald på flere tyske områder i bytte mod øget territorium i syd og øst.

[redigér] Det Tyske Forbund

Uddybende artikel: Tyske forbund
Kort over Det Tyske Forbund
Forstør
Kort over Det Tyske Forbund

Samarbejdet mellem de tyske stater blev mindre omfattende end hvad mange havde troet før aftalen blev underskrevet. Der blev ikke indført fælles tyske domstole, eller fælles administrative organer. Det blev et forbund af uafhængige stater fremfor en forbundsstat. Det tyske forbund fik et fælles parlament i Frankfurt, men beslutninger skulle vedtages med to tredjedeles flertal for at være gyldige. Preussens store andel af repræsentanterne gjorde derfor at de kunne blokere alle forslag.

Det var stærke kræfter som modarbejdede forbundet. Flere ikke-tyske fyrster, som den danske konge og den britiske konge, var repræsenteret i det tyske forbund gennem deres tyske fyrstetitler. Disse ønskede naturligt nok ikke et stærkt Tyskland. Heller ikke Metternich ønskede nogen stærk tysk centralmagt, da han var optaget af Østrigs suverænitet og stort set så på forbundet som et middel til at kontrollere Preussen.

I de første år af forbundstiden liberaliserede flere tyske stater deres styreform. I Østrig måtte kejser Frans godtage et statsråd i 1814. Baden og Bayern fik konstitutioner i 1818. Det så længe ud til at også Preussen skulle få en grundlov, men kong Friedrich Wilhelm opgav idéen i 1818.

[redigér] Uro i 1830

Den franske Juli-revolution i 1830 fik også eftervirkninger i Tyskland. I Aachen gjorde arbejdere oprør mod fabrikkerne i september, og en preussisk hær måtte sættes ind for at stoppe urolighedene, som dog blev forstærket på grund af madmangel; i Kassel og andre steder i Hessen angreb bønder toldstationer.

Udover dette gjorde oprøret at også Sachsen måtte gøre noget. Uroligheder i bl.a. Leipzig førte til at reformer blev vedtaget og i 1831 blev en ny grundlov vedtaget.

Urolighedene gjorde at Metternich mobiliserede de reaktionære kræfter i Tyskland. Frankfurt-parlamentet vedtog i 1832 indskrænkelser i ytringsfriheden. I 1833 blev der oprettet et fælles tysk «centralbyråd for politiske undersøgelser», som modarbejdede anti-monarkiske strømninger.

[redigér] Toldunion

Tysklands første jernbane åbner den 7. december 1835, mellem Nürnberg og Fürth
Forstør
Tysklands første jernbane åbner den 7. december 1835, mellem Nürnberg og Fürth

Den industrielle revolution var i fuld gang i denne periode, noget som gjorde at der blev behov for friere handel. I 1834 blev der atter på preussisk initiativ opprettet en toldunion, en Zollverein. Denne toldunion bestod af 34 tyske stater, men Østrig ville med sin protektionistiske økonomi ikke deltage.

Det var i denne periode de vestlige dele af staten Preussen fremstod som ledende industrielt. Ny sværindustri voksede frem i Ruhr, bl.a. blev Krupp i Essen en af verdens ledende producenter af stål. Dette gjorde at Preussen og Tyskland i stor grad blev selvforsynende med industriprodukter, og importen fra England aftog. Udviklingen gik dog stadig relativt langsommere end i de andre førende industri nationer i samme tidsrum. Først efter 1850 var væksten af betydelig karakter. [1]

[redigér] 1848-revolutionen

Den 22. februar 1848 udbrød der endnu engang revolution i Frankrig. Som i 1830 spredte revolutionen sig først til Tyskland.

I begyndelsen af marts gik der en bølge af protester over Tyskland. Folk i alle stater krævede politiske forandringer. De første byer med opstand var Mannheim og Heidelberg. I Baden tvang de revolutionære kongen til at ændre det poltiske system efter store demonstrationer i hovedstaden Karlsruhe.

I Østrig måtte Metternich den 13. marts gå af og flygte til England. Efter en stor demonstration måtte kejseren indføre pressefrihed, efter at der måtte soldater til for at stoppe pøblen. Samtidig lovede kejseren at indkalde en grundlovsforsamling.

Etter succesen i Wien brød urolighedene også ud i Preussen. I Köln blev oprøret ledet af Andreas Gottschalck. Gottschalk krævdede også pressefrihed i Preussen. Oprøret i Köln blev slået ned, men bystyret i byen blev så rædde for yderligere optøjer at de bad centralregeringen om at iværksætte reformer.

Deputationen som tilbød Friedrich Wilhelm kejserkronen, Berlin den 3. april 1849
Forstør
Deputationen som tilbød Friedrich Wilhelm kejserkronen, Berlin den 3. april 1849
Frankfurtparlamentet mødtes i 1848
Forstør
Frankfurtparlamentet mødtes i 1848

Kong Frederik Wilhelm 4. af Preussen gik herefter med på reformer, efter en periode med nølen. Den 18. marts lovede kongen at indføre pressefrihed også i Preussen. Uheldigvis gik den preussiske øverstkommanderende i Berlin, von Prittwitz, hårdt til værks mod demonstrantene og åbnede ild mod folkemængden udenfor paladset. Dette gjorde at reformløfterne fra kongen mistede al troværdighed, og det udviklede sig herefter til et oprør mod kongen. Kongen måtte snart opgive, og sendte von Prittwitz og hæren ud af byen.

Kongen gav sin tilsluting til at Tyskland skulle få en grundlov, og den 18. maj mødtes Tysklands første frit valgte parlament i Frankfurt. Parlamentet blev dog en fiasko. De prøvede at gøre Preussens konge, Friedrich Wilhelm, til kejser i et forenet Tyskland. Friedrich Wilhelm nægtede imidlertid at tage imod, og da de østrigske og preussiske mandater forlod parlamentet efter dette gik parlamentet i opløsning.

[redigér] Bismarck: Preussens jernkansler

Uddybende artikel: Otto von Bismarck
En ung Otto von Bismarck som delegeret i den preussiske landdag
Forstør
En ung Otto von Bismarck som delegeret i den preussiske landdag

Efter at have debuteret som lokalpolitiker i 1847 blev Bismarck i 1851 chef for den preussiske delegation til Det Tyske Forbund. Her udmærkede han sig tidligt med sin markante anti-østrigske linje. Bismarck arbejdede bl.a. hårdt for at nægte Østrig adgang til toldunionen.

Prins Wilhelm sendte Bismarck til Rusland som ambassadør da han blev regent. Dette blev set som en måde at pacificere krigsherren Bismarck på. Senere blev Bismarck overført til Paris.

Da striden mellem den preussiske konge og nationalforsamlingen så værst ud blev Bismarck kaldt til Berlin igen. Her blev han udnævnt til statsminister i 1862.

Bismarck gik hensynsløst til angreb på Preussens mere liberale kræfter. Når nationalforsamlingen ikke stemte som Bismarck ville, ignorerede han den simpelthen og trumfede sin vilje igennem. Bismarck var fast besluttet på at gøre Preussen til Tysklands ledende magtfaktor. Han modarbejdede Østrig på alle mulige måder, og kom hellere med tilnærmelser mod Frankrig. Da Franz Joseph af Østrig indkaldte til et møde for at revidere den tyske forfatning i 1863 fik han den preussiske konge til at boykotte mødet. Bismarck mente at fremstødet var et østrigsk forsøg på at pacificere Preussen.

Hændelser senere i 1863 gjorde imidlertid at Bismarck måtte henlægge sin anti-østrigske holdning for en periode.

[redigér] Krigen i Slesvig-Holsten

Uddybende artikel: 2. Slesvigske Krig
Slaget ved Dybbøl skanse, 18. april 1864. Maleri fra 1871 af Jørgen Sonne
Forstør
Slaget ved Dybbøl skanse, 18. april 1864. Maleri fra 1871 af Jørgen Sonne

Hertugdømmerne Slesvig og Holsten havde hørt til den oldenburgske konge i hundrevis af år, og dermed været i personalunion med Danmark. Slesvig og Holsten hørte politisk sammen, men havde ellers ikke så meget til fælles. Slesvig havde dansk flertal, og havde aldrig hørt til Tyskland. Holsten havde så og sige udelukkende tysktalende indbyggere, og hørte til det tyske forbund. Samtidig skulle hertugdømmerne være «evig udelelig» under den danske konge (efter Ribe Overenkomsten 1460).

I 1863 gik stærke kræfter i Danmark ind for at indlemme Slesvig i Danmark, og hellere opgive Holsten til Tyskland. Dette skabte stort påstyr i Tyskland, og forbundsdagen i Frankfurt bad om hjælp til at «befri» hertugdømmet fra afhængigheden af Danmark.

Bismarck var ikke interessert i nogen ny tysk stat, men ville udnytte situationen til at styrke Preussen. Han gik hellere ind for at indlemme området i Preussen. Kong Wilhelm havde som udgangspunkt stor sympati med tyskerne i Slesvig og blev derfor forfærdet, men gik alligevel med på Bismarcks linje.

Efter at forbundsdagen havde vedtaget at Holsten skulle besættes af tyske tropper, stillede Østrig og Preussen et ultimatum til Danmark den 16. januar 1864. Da danskene afviste dette, rykkede preussiske og østrigske tropper over Ejderen ind i Slesvig.

Danmark havde stor international sympati, men havde i praksis ingen chance mod de to tyske stormagter. Den 18. april 1864 kom det til et stort slag ved Dybbøl skanse, hvor danskerne tabte halvdelen af sine styrker på 10 000 mand. Hele Jylland blev besat, og danskerne måtte overgive sig. Fredsaftalen, som blev underskrevet i Wien den 30. oktober, gjorde at Holsten og Slesvig blev afstået til kongen af Preussen og kejseren af Østrig.

[redigér] Preussen bliver den ledende tyske magt

I Gastein i august 1865 indgik Preussen og Østrig en aftale om fordelingen af Slesvig og Holsten. Østrig skulle administrere Holsten, mens Preussen fik Slesvig. Bismarck var imidlertid ikke fornøjet med at halvere byttet, og på et regeringsmøde den 28. februar 1866 gik han ind for at tage et militært opgør med Østrig.

Bismarck overbragte så forbundsdagen et forslag om en reform af det tyske forbund. Dette forslag inkluderede et nyt tysk parlament baseret på almindelig stemmeret. De andre tyske stater var svært skeptiske, da dette var helt nye toner fra den meget konservative Bismarck. Da forslaget ikke blev vedtaget, skød Bismarck skylden på Østrig og fremlagde en revideret plan der skulle udelukke Østrig fra forbundet. Østrigs regering svarede igen med at kræve af forbundstropperne blev mobiliseret mod Preussen, noget som blev vedtaget.

Den 15. juni rykkede preussiske tropper ind i Hannover og Sachsen, og seks dage senere kom krigserklæringen. Preussen var nu i krig mod Østrig og de fleste andre tyske stater. Denne krig blev senere kendt som den østrigsk-preussiske krig.

Den preussiske hær, ledet af Helmuth von Moltke, satte hurtigt de nordtyske stater ud af spillet. Efter erobringen af Hannover kontrollerede Preussen hele Tyskland nord for Main.

Etter erobringen af Nordtyskland satte Moltke kursen mod Böhmen. Den 3. juli 1866 mødtes den preussiske og den østrigske hær ved Königgrätz og Slaget ved Königgrätz blev en stor preussisk sejr, og krigen var i praksis vundet efter dette.

Kong Wilhelm ville gå videre og erobre større dele af Østrig, men Bismarck fik overtalt kongen til ikke at ydmyge Østrig. Bismarck forstod at Preussen behøvede Østrig som allieret i fremtiden. Ved freden i Prag i august afstod Preussen fra at kræve andre østrigske landafståelser end at Slesvig-Holsten skulle afstås til Preussen.

Bismarck sørgede imidlertid for at erobre land på anden måde. Hannover, Hessen, Nassau og Frankfurt am Main blev indlemmet i Preussen. De andre nordtyske stater blev tvunget ind i Det nordtyske forbund. I dette forbund blev Bismarck forbundskansler. Forbundet skulle have et forbundsråd, samt en rigsdag hvor medlemmerne skulle vælges for tre år, med almindelig stemmeret.

[redigér] Den fransk-preussiske krig

Uddybende artikel: Den fransk-preussiske krig
Wilhelm I, tysk kejser
Forstør
Wilhelm I, tysk kejser

I Spanien blev Dronning Isabella afsat i efteråret 1868. I 1869 fik den katolske prins Leopold af Hohenzollern-dynastiet tilbud om den spanske krone. Dette kunne Frankrig ikke godtage. Etter fransk pres trak Leopold sit kandidatur tilbage.

Frankrigs kejser, Napoleon III, var alligevel ikke fornøjet. Han kom via sin ambassadør i Berlin med et krav til den preussiske konge om at Leopolds kandidatur skulle forblive uaktuelt også i fremtiden.

Kong Wilhelm meddelte ambassadøren at han anså sagen for afsluttet, og ville ikke give nogen garanti. Dette blev Bismarck opmærksom på. Bismarck greb straks chancen, og offentliggjorde et telegram som viste at kongen havde måtte vende den franske ambassadør ryggen efter «en grov fornærmelse». Bismarck ville vise at det ikke var frygten for Frankrig som gjorde at Leopolds kandidatur blev trukket tilbage.

Dette telegram gjorde franskmændene rasende. Det blev set som et angreb på den franske ære. Stemningen i Paris blev meget anti-tysk, og den 19. juli 1870 erklærede Frankrig Preussen krig.

Krigserklæringen førte til at modsætningene mellem det nordtyske forbund og tyskerne i syd forsvandt. I Bayern så man på den franske aggression som en aggression over for hele Tyskland.

Kronprins Friedrich og Moltke leder de preussiske tropper under den tysk-franske krig
Forstør
Kronprins Friedrich og Moltke leder de preussiske tropper under den tysk-franske krig

Frankrig lavede overraskende ikke lynangreb på Preussen og de andre tyske stater. I august var der fortsat bare mobiliseret 275 000 mand. Det var derimod Moltke og preusserne som tog initiativet og rykkede ind i Alsace og Lorraine med en halv million mand. I krigens første uger vandt preusserne tre slag, ved Weissenburg den 4. august, ved Wörth den 6. august og ved Gravelotte den 18. august. De preussiske styrker omringede og belejrede også den vigtige by Metz.

Napoleon III havde søgt tilflugt i fæstningen Sedan ved den belgiske grænse. Da denne faldt den 1. september blev kejseren taget til fange.

I Paris førte Napoleons tab til at kejserinden flygtede fra byen. Paris blev belejret lige derefter da de preussiske tropper nåede byen. Denne belejring førte til et oprør inde i byen, den såkalte Pariserkommunen blev dannet.

Kong Wilhelm af Preussen proklameres som tysk kejser i spejlgalleriet i Versailles 18. januar 1871
Kong Wilhelm af Preussen proklameres som tysk kejser i spejlgalleriet i Versailles 18. januar 1871

Sejren over Frankrig gjorde at Tyskland kunne samles. Efter at kong Ludvig 2. af Bayern havde sendt et brev hvori han bad Wilhelm stille sig i spidsen for et samlet tysk rige, accepterede den preussiske konge endelig at stille op som tysk kejser. En improviseret ceremoni blev bragt i stand i Versailles udenfor Paris, hvor Wilhelm blev proklameret som kejser den 18. januar 1871. Det andet tyske kejserrige var født.


[redigér] Eksterne kilder/henvisninger

  • Fra Wienerkongressen Til Februarrevolutionen 1815-1848 af J. A. Fridericia 4. udgave, Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag 1935
  • Tysklands Historie, Fra 1848 til Nutiden af Marcus Rubin, Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag 1912.
  • Tysklands industrialisering 1830-1914 - baggrund og forløb, politiske og sociale konsekvenser af Johan Nielsen, Forlaget Systime 1981. ISBN 87-7351-023-8 [JN-TI]

[redigér] Fodnoter

  1. JN-TI s. 27