Skydning (henrettelse)
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Henrettelse ved skydning (også kaldet arkebusering) er en henrettelsesmetode som især forekommer i krigstid. En peloton, sædvanligvis en deling soldater, beordres til samtidig at skyde på den dødsdømte, som oftest er en desertør eller spion.
I Danmark har skydning som henrettelsesmetode kun været anvendt mod civile. I perioden 1946 til 1950 blev der henrettet 46 civile ved skydning. De var alle idømt dødsstraf for forbrydelser begået under 2. verdenskrig.
Inden geværet var indført, forekom henrettelse med bue og pil (se Sebastian).
I nogle lande anses skydning for at være en særlig ærefuld form for henrettelse. Krigsforbrydere bliver derfor hængt ligesom andre kriminelle; således de, efter Anden verdenskrig i Nürnberg, dødsdømte. Interessant nok ansøgte to af disse, officererne Wilhelm Keitel og Alfred Jodl, om i stedet at blive skudt, men dette blev afslået. Dog blev krigsforbrydere i visse lande henrettet ved skydning, således i Polen og Sovjetunionen og Norge.
[redigér] Se også
- Eksekution
- Nakkeskud