Symbolisme (stilperiode)
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Symbolisme er en kunstnerisk stilperiode i Europa 1890-1910. I Danmark 1890-1910.
[redigér] Præsentation
Perioden er blevet kaldt ved mange navne i litteraturhistorien: Senromantik, det sjælelige gennembrud (Helge Rode i bogen Det sjælelige Gennembrud), det lyriske gennembrud og det moderne sammenbrud (begge Vilhelm Andersen i Illustreret dansk Litteraturhistorie). Den første betegnelse refererer til stilperioden i starten af 1800-tallet, og de efterfølgende spiller på den foregående stilperiode, naturalismen, som også kaldes det moderne gennembrud efter Georg Brandes' bog Det moderne Gjennembruds Mænd.
[redigér] Periodebeskrivelse
Betegnelsen det lyriske gennembrud tager fat i et kendetegn ved perioden: Hvor Naturalismen foretrak prosaen (novellen og romanen) til sine værker, blev poesien vækket til live igen af Symbolismen.
Symbolismen i Danmark var centret om tidsskriftet Taarnet, som blev redigeret af Johannes Jørgensen. Det var også her Symbolismens manifest blev offentliggjort i december 1893. Artiklen rummer en skarp afstandtagen fra Georg Brandes og naturalismen.
Symbolismen rummede en genetablering af en metafysisk, bagvedliggende virkelighed. Vi kan ikke se verden som den er, men i glimt kan digteren ane det bagvedliggende, og det er det, han skal give videre i sin poesi. I denne tanke kan ses ligheden med Romantikken, men hvor digteren også var det særlige individ der kunne ane sammenhængen i verden.
Der er to store figurer i den danske symbolisme: Sophus Claussen og førnævnte Johannes Jørgensen; og når man betragter deres digte har de ikke umiddelbart meget tilfælles. Det har gjort at Bo Hakon Jørgensen i sin periodegennemgang på Adl.dk har valgt at skelne mellem to retninger: Den transcendente og den humane symbolisme. Den første er Johannes Jørgensen retningen; her er digterens søgen rettet mod et trosobjekt - og i Jørgensens eget tilfælde mod Gud. Han konverterede i 1896 til katolicismen.
Den humane symbolisme er Claussens retning, hvor den metafysiske oplevelse ikke rettes udad men indad i stedet; det er digtet og kunsten der er målet for oplevelsen af verden. Hans poesi er på mange måder Art pour l'art, kunst for kunstens skyld. Når det er sagt er det Sophus Claussen der har overlevet til i dag; hvor Johannes Jørgensen let kan virke tung, er Sophus Claussens poesi stadig fyldt med liv.