Odenses historie
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Oldtiden
Odenses historie kan spores tilbage til 900-tallet, eller mere præcist år 988, hvor bynavnet Odense nævnes for første gang i et dokument, udfærdiget af den tyske kejser Otto 3. selv om Odense er meget ældre. I vikingetiden lå der en hedensk helligdom, en vi, i området, og byens navn kommer formentlig af helligdommens navn, ”Odins Vi”, og dette navn er så senere blevet udviklet i flere trin til byens nuværende navn.
Også i vikingetiden gjorde Odenses placering mellem Sjælland og Jylland byen vigtig, og der lå en ringborg, Nonnebakken, som blev bygget i 980'erne af Harald Blåtand, lidt syd for Odense, som også senere er blevet brugt som kongsgård.
[redigér] Middelalderen
I 1086 bliver kong Knud d. 4. (senere Knud 4. den Hellige) dræbt i den gamle Sankt Albani Kirke, hvilket markerer slutningen på vikingetiden, og begyndelsen på den tidlige middelalder i Odense.
I middelalderen var Odense præget af mange kirker og klostre, og den religion som de var tilknyttet, nemlig katolicismen. Fra ca. 1060 var Odense bispesædet for biskoppen i Fyns Stift. Byens domkirke, Sankt Knuds Kirke (Odense), er opført i slutningen af 1200-tallet og havde et benediktinerkloster tilsluttet. Blandt andre af byens ældre kirker kan nævnes Vor Frue Kirke (Odense), som antages at være byens ældste eksisterende kirke, da der stod en kirke bygget af kvadersten på samme sted, hvor den nuværende teglstenskirke blev bygget i 1250 af danske munke, der havde lært teknikken med at brænde tegl af engelske benediktinermunke. Sankt Hans Kirke (Odense Kommune), en anden kirke fra 1200-tallet, var tilknyttet et kloster med johannitermunke, og også Gråbrødre kirke var knyttet til et kloster, dette med franciskanermunke. Desuden lå Sortebrødre Kloster, et dominikanerkloster, i den østlige del af Odense. Disse klostre var meget betydningsfulde, og nogle af klostrene ejede jord uden for byen, som de nogle gange selv dyrkede. De drev en Sankt Jørgensgård for de spedalske, og klostrene virkede som de første hospitaler. I 1200-tallet kom tiggermunkeordnerne til, og disse måtte ikke eje andet jordisk gods, end det kloster de boede i.
I 1240 blev Odense delvist ødelagt af borgerkrig, og byen blev brændt af hertug Abel af Sønderjyllands tropper.
I 1355 får Odense købstadsrettigheder.
I midten af 1400-tallet blev bogtrykkerkunsten opfundet, og i 1482 blev de første danske bøger trykt i Odense.
[redigér] Nyere tid
Omkring 1500 flyttede dronning Christine, kong Hans hustru, sit hof til Odense. Det medførte en opblomstring af byen, da forbruget øgedes, og der kom mere aktivitet til byen, grundet flere rejsende med ærinde til dronningens hof. Opblomstringen påvirkede handelslivet, som voksede meget, og blev mere velstående. I det hele taget var 1500-tallet en periode med gode tider for Odense. Der var store købmandsgårde, som lå bag forhusene på byens vigtigste og store gader, Vestergade, Overgade og Nørregade, hvor byens mest velhavende og indflydelsesrige borgere havde til huse. De dårligere stillede boede i sidegaderne og gyderne. Byen var afgrænset af byporte, nemlig Nørreport, Vesterport, Østerport og Sønderport. Dette mønster var typisk for byerne i middelalderen, og det forblev sådan i Odense helt op til 1800-tallet.
Under Grevens Fejde i 1534 tilsluttede den fynske adel i juli sig den jyske lavadels beslutning på mødet i Ry om at vælge hertug Christian som ny konge i Danmark. Fyn gjorde imidlertid oprør, og selv om hertug Christian plyndrede Odense, blev Fyn i august generobret af Grev Christoffer af Oldenburg. I juni og jul 1535 blev grev Christoffers tropper og bondehæren slået på Fyn af Johan Rantzaus og Christian 3.s hær, og Odense faldt i kongens hænder. Under krigen blev Næsbyhoved Slot ødelagt.
Odense var som før nævnt præget af klostervæsenet, men det mindskedes væsentligt ved reformationen i 1536, hvor alle tiggermunkeordener blev fordrevet, mens herreordnernes arbejde fortsatte.
I begyndelsen af 1600-tallet havde Odense mellem 5.000 og 6.000 indbyggere.
Odense var ligesom resten af landet ramt af svenskekrigene i 1640'erne og 1660'erne, og især i den sidste, hvor Fyn blev erobret af de fjendtlige tropper, og Odense blev plyndret, var byen hårdt ramt, og i 1672 var indbyggertallet faldet til 3.800.
[redigér] Industrialisering
I 1700-tallet oplever Odense igen vækst, og i 1769 er byens indbyggertal oppe på 5.200, og Odense er dermed landets næststørste by. I den senere halvdel af 1700-tallet bliver Odense Kanal og Odense Havn gravet ud, og det påvirker byen meget. Den tidlige industrialisering går så småt i gang i de første årtier i 1800-tallet, selv om udviklingen stagnerer med Københavns bombardement i 1807, og statsbankerotten i 1813. I 1805 blev Hans Christian Andersen født, på det tidspunkt kun en fattig dreng, men en der senere skulle blive en af historiens mest kendte forfattere, og vel nok Odenses mest berømte bysbarn. 1836 bliver M.P. Allerups Jernstøberi grundlagt, og byen vokser kraftigere og kraftigere, og det fører til at byportene nedrives i 1851, for at give plads til yderligere vækst.
I 1850 bliver Brandts Klædefabrik grundlagt, og bryggeriet Albani, der stadig eksisterer i dag, bliver bygget i 1859, og Odense vokser sig efterhånden til Danmarks næststørste industriby, med mange forskellige typer virksomheder. De nye fabrikker kræver naturligvis arbejdere, og byen udvides kraftigt med anlæggelsen af Kongensgade, Albanikvarteret og Vesterbro-området.
Danmarks første gasværk og vandværk grundlægges begge i Odense i 1850’erne, og jernbanen over Fyn åbnede i 1865. Odense voksede, og blev omgivet af industrikvarterer. Den deraf følgende udvidelse af byen med arbejderboliger, gjorde byen endnu større. De mere velhavende forlod til gengæld den indre by, og trak mod syd, og villakvarteret Hunderup opstod. Odense fik offentlig elforsyning i 1891. En af Odenses største virksomheder, Thomas B. Thrige, blev grundlagt af manden med samme navn, i 1894 som et cykelværksted. Sideløbende elinstallationsarbejde startede han med i 1895, og efterhånden voksede virksomheden, og Thrige opførte en ny fabrik på Tolderlundsvej, hvor der blev produceret elmotorer og dynamoer. Omkring 1910 begyndte han at fremstille benzindrevne lastvogne og busser, nemlig de såkaldte Triangel-busser. Lige efter første verdenskrig blev Odense Staalskibsværft grundlagt ved Odense Kanal, hvor det lå indtil slutningen af 1950’erne, hvor det blev flyttet uden for byen, nærmere bestemt til området omkring Lindø, for at øge kapaciteten.
[redigér] Besættelsen
Der var ingen kampe i Odense d. 9. april 1940, og selve tyskernes indtog forløb roligt. De tyske officerer blev indkvarteret på byens finere hoteller, og de menige på Garnisonssygehuset i Albanigade. Efter nogle uger fik de tyske soldater stillet Odense Kaserne og Vestre Skole til rådighed, hvor de flyttede ind. Dagligdagen var naturligvis også præget af besættelsen, med bl.a. mørklægning, rationering og benzinmangel. ”Nationalbølgen” ramte også Odense, og der blev foranstaltet algang og alsang.
[redigér] Modstand
De første spæde tegn på en modstandsvilje, var unges sabotage af de tyske vejskilte, der ledte til V. Holm Jensen, en automobilforhandler, der reparerede tyskernes motorkøretøjer. Der blev udsendt illegale blade, både de landsdækkende, som f.eks. Frit Danmark og Land og Folk, men også det største lokale illegale blad, nemlig Trods Alt.
Senere kom der kraftigere modstand, og tyske telefonledninger blev klippet over, og bil- og cykeldæk blev skåret op. I starten af krigen var den brede befolkning imod sabotagen, men det vendte, som den tyske krigslykke efterhånden vendte. Modstanden udviklede sig, og i 1942 begyndte den virkelige sabotage. På Sdr. Boulevard blev en tysk garage brændt ned med en brandbombe, og et pakhus med bl.a. dele til tyske ubåde blev også brændt ned, og der blev ødelagt for tre millioner kroner. I starten af 1943 blev der stjålet geværer fra en tysk jernbanevogn, og på valgnatten d. 23. marts blev det tyske eksercerhus på Søndre Boulevard brændt ned til grunden med en brandbombe, og endelig blev Thriges fabrikker beskadiget ved sabotage med sprængstof. I marts 1943 blev en restaurant ødelagt af tyskerne, og danske modstandsgrupper sprængte hul i siden på et tysk minelæggerskib, der lå ved værftet. Tyskerne besatte Thriges fabrikker, og arbejderne strejkede. Der var voldsom uro i gaderne, danskere kastede sten mod og slog tyske soldater, og tyske soldater stak og skød. Dagen efter strejkede Odenses fabriksarbejdere, og tyskerne skød og angreb folkemængden med håndgranater. Først efter seks dages strejke blev arbejdet genoptaget.
Den 29. august 1943 blev der indført undtagelsestilstand, og dansk militær og politi blev interneret. Det kom til kampe mellem dansk og tysk militær, og en dansk soldat blev dræbt.
Der var mange sabotageaktioner i resten af krigen, og tyskerne svarede igen med schalburgtageaktioner og clearingmord, som en af de største schalburgtageaktioner kan nævnes sprængningen af Odinstårnet, Odenses vartegn, d. 14. maj 1944.
Den 17. april 1945 blev Husmandsskolen, Gestapos hovedkvarter, bombet og ødelagt af engelske bombemaskiner.
[redigér] Befrielsen
Den 4. maj kapitulerede Tysklands styrker i Danmark. Mørklægningsgardinerne blev revet ud af vinduerne, og der var fest i gaderne. Kapitulationen trådte først officielt i kraft d. 5. maj, og den morgen arresterede modstandsbevægelsen tyskernes hjælpere, værnemagere og danske nazister. De tyske tropper holdt sig på kasernen, men ud på eftermiddagen åbnede nogle medlemmer af Hipokorpset ild mod modstandsbevægelsen, og en SS-afdeling gjorde det samme. Der var kampe flere steder i byen, og først efter nogle timer fik Fynsledelsen af modstandsbevægelsen overtalt tyskerne til at standse kampen, men da havde 23 danskere allerede mistet livet.
[redigér] Efter 1945
I 1960'erne og 1970'erne var Odense præget af mange byggerier, bl.a. bygningen af Vollsmosekvarteret, et stort boligområde, i den østlige del af byen, og i 1970’erne blev Rosengårdcentret, Danmarks næststørste butikscenter, bygget. Industrien fik mindre og mindre betydning for Odense, og det prægede også bybilledet.
Ved kommunalreformen i 1970 blev Odense lagt sammen med de omkringliggende sognekommuner, og i dag er Odense er langsomt vokset sammen med de omkringliggende landsbyer, der er blevet til bydele. I 1970’erne blev Odense præget af store boligbyggerier, både blokbyggerier og parcelhusbyggerier, omkring byen, bl.a. i området omkring Skt. Klemens, hvor et helt parcelhus- og villakvarter er opstået i løbet af 1960’erne og 70’erne, hvor der tidligere kun var en lille landsby.
I 1980'erne blev H.C. Andersen-kvarteret, en ældre del af byen, restaureret, og den gamle tøjfabrik, Brandts Klædefabrik, blev restaureret, og anvendes nu til forskellige formål, bl.a. museer, butikker og små virksomheder.
I 1990'erne og omkring og efter årtusindskiftet gik byggeriet i gang på Tietgenbyen, et nyt erhvervskvarter uden for byen, der skal trække flere virksomheder til byen.