Hertugdømmet Slesvig
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Hertugdømmet Slesvig lå mellem Ejderen i syd og Kongeåen samt Kolding Å i nord. Den sidste jarl af Sønderjylland, Knud Lavard, antog den tyske hertugtitel for sit jarledømme, som siden har været kendt under dette navn.
Ud fra stednavnenes oprindelse var området nord for Egernførde Fjord, Rejde Å og Trenen oprindeligt beboet af danskere, mens området ud mod Vesterhavet var frisisk. Stapelholm, Jernved og naboområderne tæt ved Ejderen var oprindelig dækket af skov eller sump, men blev gennem middelalderen beboet af saksere.
Dansk sprog blev i den sydlige halvdel af Slesvig efterhånden fortrængt til fordel for nedertysk. Det skete dels gennem indvandring, dels fordi holstenske adelige erhvervede landområder og omdannede dem til godser. Især efter reformationen, da tysk blev kirkesprog i stedet for latin og efter indførelsen af folkeskolen omkring 1800 tog udviklingen fart. Tysk var administrationens sprog i hele Slesvig, men i den nordlige del var kirkesproget dansk, da præsterne blev uddannet ved domkapitlet i Haderslev. Sproggrænsen mellem dansk og tysk kirkesprog kom senere stort set til at falde sammen med de nationale sympatier og den senere grænse fra 1920. Den danske regering forsøgte med sprogreskripterne af 1851 at gennemtvinge dansk skolesprog i de områder, hvor landbefolkningen endnu talte dansk. Det blev i vid udstrækning opfattet som et overgreb og førte til det modsatte resultat, nemlig at mange lærte deres børn at tale tysk og valgte den slesvig-holstenske side i konflikten.
Forbindelsen mellem Kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig var et lensforhold og en personalunion. Hertugdømmet Slesvig lød Jyske Lov (der forelå også i nedertysk og højtysk version). Det gjaldt også efter 1864, helt indtil indtil indførelsen af Preussische Landesgesetz i 1900.
Indtil 1864 var der nogle områder på Slesvigs vestkyst, de kongerigske enklaver, der tilhørte Ribe Stift og dermed kongeriget, selv om de var omsluttet af hertugdømmet. Ved freden efter krigen i 1864 foretog man en landudveksling, så de blev de indlemmet i Slesvig. Til gengæld beholdt Danmark syv slesvigske kirkesogne syd for Kolding og øen Ærø.
Slesvig var i det 19. århundrede årsag til mange konflikter mellem Kongeriget Danmark og Preussen. 1848 krævede de tyske liberale, at Slesvig blev optaget i den tyske forbund, mens de danske liberale ville have hertugdømmet intregeret i Danmark. Konflikten endte med den 2. Slesvigske Krig 1864. Derefter blev Slesvig en del af Preussen og dannede sammen med Holsten den preussiske provins Schleswig-Holstein indtil Nordslesvig efter Genforeningen 1920 kom under Danmark.
Den nu mindre preussiske provins Schleswig-Holstein blev efter 2. Verdenskrig til en af Tysklands delstater og dermed en del af Forbundsrepublikken Tyskland. I Nordslesvig lever i dag et tysk og i Sydslesvig et dansk og frisisk mindretal. Hovedbyen i hertugdømmet hedder også Slesvig.