Pave Lucius 1.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Pave Lucius 1. var pave i otte måneder i 253-254 og blev helgenkåret.

Han var født Rom, men hans fødselsdag eller familie er ukendt, bortset fra at hans fars navn var Porfyrian. Han blev sandsynligvis valgt som pave 25. juni 253 og døde 5. marts 254. Valget foregik under forfølgelserne, der kostede forvisningen af hans forgænger, Cornelius. Selv blev han forvist straks efter indsættelsen, men han havde held med at få tilladelse til at vende tilbage.

Han omtales i flere breve af Cyprianus, så det fremgår, at han havde samme holdning som Cornelius med en mild holdning omkring muligheden af at tilgive angrende syndere.

Traditionelt siges det, at han blev martyr under Valerians forfølgelser, men da disse vides at være startet efter marts 254, må dette anses for at være tvivlsomt.

Hans gravsten kan stadig ses på St. Calistus' kirkegård. Senere blev hans relikvier bragt til Santa Cecilia kirken i Trastevere sammen med relikvierne af blandt andet Sankt Cecilie. Tidligt i 1100-tallet kom hans hovedskal til Roskilde Domkirke, og Lucius blev dermed domkirkens skytshelgen. Ved reformationen, der jo afskaffede al veneration af relikvier, kom hovedskallen til Kunstkammeret og derfra senere til Nationalmuseet. I det 20. århundrede blev relikviet skænket til den katolske kirke i Danmark, i hvis domkirke, Sankt Ansgar Kirke i København, dette paverelikvie nu forvares.

Lucius' navnedag er 4. marts.

Efterfulgte: Paverækken
Pave Lucius 1.
253-254
Efterfulgtes af:
Cornelius
251-253
Stefan
254-257