Carl 10. Gustav i Nordsjælland

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Formatering
Denne artikel bør formateres som det anbefales i Wikipedias retningslinjer

Den svenske kong Carl 10. Gustav førte gennem mange år en række hærgende krigstog i øst- og Centraleuropa og i virkeligheden uden egentlig succes. På et tidspunkt smækkede rigsrådet i Stockholom pengekassen i. Dermed mistede den svenske konge sine kreditmuligheder i de hollandske banker, hvorefter bankerne begyndte at udruste både en hær og en flåde for at indfange Carl 10. Gustav for at tvinge ham til at betale sin næsten bundløse gæld. Samtidig havde de svenske stormænd i Stockhom åbenlyse drøftelser om at afsætte Carl 10. Gustav og eventuelt tilbyde den danske Frederik 3. tronen på særlige vilkår. Stormændene ønskede krigene bragt til ophør nu!

Hårdt presset havde den svenske krigerkonge kun to muligheder tilbage, enten erobre nye områder, der kunne plyndres, eller nå tilbage til Sverige med mest muligt af hæren i behold, så han kunne tvinge de svenske stormænd til betale soldaternes løn indtil videre – og undgå et statskup. Det hollandske pres voksede dag for dag, så Carl 10. Gustav kunne ikke rykke frem – kun tilbage til områder, han allerede havde udplyndret. Derfor forsøgte han at nå tilbage til Sverige med hæren hurtigst muligt. Den danske hær regnede Carl 10. Gustav ikke for noget. Det viste sig også, at både hertugdømmerne Slesvig-Holsten og hele Jylland overgav sig næsten uden modstand. Nu kunne lejesoldaterne så få løn ved plyndring og brandbeskatning her: men Jylland lå åbent for et fælles tysk-hollandsk angreb på den svenske hær. Danmark-Norges flåde var derimod en uovervindelig modstander – det var verdens dengang næststørste og absolut mest velsejlende krigsflåde! Det var en højsøflåde, der i modsætning til den svenske flåde, kunne operere ikke blot i hele Nordatlanten, men også lukke Østersøen af om fornødent.

Vinteren kom Carl 10. Gustav til hjælp. Danmark-Norges flåde kunne ikke operere i de indre danske farvande p.g.a. is. Først lykkedes det Carl 10. Gustav at forcere isen på Lillebælt med hele hæren og kort tid efter også Storebælt. Nu lå København åben for den svenske hær. Planen var at erobre København, og derefter lade hollænderne få hertugdømmerne som betaling for lånene. Jylland & Fyn skulle sælges til englænderne og Sjælland, Skåne, Halland, Blekinge, Bornholm og Norge skulle indlemmes i Sverige. Galt gik det; men Danmark-Norge overlevede, da Carl 10. Gustav ikke fik erobret København. Halland, Skåne og Blekinge med over en tredjedel af Danmarks befolkning måtte afstås sammen med store dele af Norge.

Krigen gik hårdt udover de danske købstæder. Også Slangerup måtte punge ud – faktisk med et samlet beløb svarende til næsten ti gange så meget som hele Slangerup by var vurderet til! Når det blev så dyrt, så var det fordi Slangerup lå strategisk vigtigt. Fra Slangerup kunne Carl 10. Gustav kontrollere hele området fra Roskilde i syd til Helsingør i nord. Det betød, at de vigtigste svenske forbindelsesofficerer – herunder også selveste rigsmarsk Bengt Oxenstierna – blev indkvarteret i byen. Slangerup blev den købstad i Danmark, der oplevede den mest omfattende svenske indkvartering. Alligevel klarede byen sig igennem uden en eneste plyndring, uden et eneste afbrændt hus, hvilket var helt usædvanligt. Værd at bemærke er det også, at Slangerup Skt. Michaels Kirke var ganske uskadt efter krigen – end ikke kirkens værdisager såsom altersølv og lignende, var forsvundet. Igen skal forklaringen søges i, byen rent ud sagt troede på svensk sejr og derfor ikke modarbejdede de svenske besættelsesstyrker. De svenske officerer har netop fundet Slangerup Skt. Michaels Kirke særdeles brugbar – den var tilstrækkelig stor, flot og præsentabel til, at de svenske styrker kunne bruge den til kirkelige handlinger også for topofficererne.

Slangerups borgmestre og rådmænd troede simpelthen, at Carl 10. Gustav ville vinde krigen, så man samarbejdede med besættelsesmagten. Man handlede med svenskerne, ja, selv den ene af byens fornemme kobbergitterporte solgte man til de svenske officerer, så den kunne omsmeltes til kugler, der kunne bruges til at skyde Frederik 3. for panden, når nu han så gerne ”ville dø i sin rede”! – Fra Kirketorvet i Slangerup styrede svenskerne 1657-60 de erobrede områder. Straffen udeblev da heller ikke, for ved fredsafslutningen på Frederiksborg Slot blev det aftalt mellem Frederik 3. og Carl 10. Gustav, at hele den vældige svenske hær skulle samles i Slangerup i forbindelse med tilbagetrækningen – altså endnu en enorm udgift til byen. Blot otte år senere havde byen fuldstændig overvundet de vældige krigsbelastninger.

I Lystrup Skov lige udenfor Slangerup er der stadig synlige spor efter svenskekrigene. Hvad man nemlig tidligere anså for at være jagtveje til parforcejagt i skoven, viser sig nu at være sigtelinjer fra Kongehøjen og ud i skoven og de omgivende landskaber anlagt af de svenske officerer. Samtidig var der en observationspost i Skt. Mikaels Kirkes tårn i Slangerup. Fra tårnet kunne man overskue store dele af Nordsjælland - herunder vejene til Roskilde og Hillerød. Ved landsbyen Freerslev lige udenfor Hillerød er der fundet svenske kanonkugler præcis i et kanonskuds afstand fra Lystrup Skov. Et århundrede senere blev disse sigtelinjer så inddraget i et jagtvejssystem til parforcejagt for herregården Lystrupgaards ejere.