Vegetativ formering

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Her ses en træagtig stikling af Blod-Ribs, som netop har dannet de første rødder.
Forstør
Her ses en træagtig stikling af Blod-Ribs, som netop har dannet de første rødder.

Vegetativ formering er det fælles udtryk for en lang række metoder, man bruger i forbindelse med dyrkning af planter. Disse metoder har det fælles, at de omgår den normale formeringsmetode, frøformering. På den måde overføres moderplantens arvelige egenskaber uændret til samtlige ungplanter. Der kan være flere hensigter med at bruge vegetativ formering:

  • Bevarelse af bestemte, arvelige egenskaber
  • Omgåelse af problemer ved frøformering
  • Forenkling af arbejdsgangen

Indholdsfortegnelse

[redigér] Vegetative formeringsmetoder

[redigér] Meristemformering

Den vegetative formering kan principielt set bruge enhver del af planten som grundlag for dyrkning. Man kan bruge en lille bid af plantens vækstpunkt. Den lille klump delingsdygtige celler behandles med skiftende blandinger af sukker, plantehormoner og gødningsstoffer, indtil de har dannet rødder, skud og blade. Derefter bliver klumpen delt i så mange planter, som muligt, og de bliver dyrket videre ganske som alle andre planter. Et eksempel på planter, der formeres på denne måde er Have-Jordbær.

[redigér] Stiklingeformering

Ved denne metode bruger man et lille stykke af skuddet, og det er endda muligt at bruge blade og rødder som stiklinger. Stiklingerne sættes i en specielt forberedt jord og bliver ofte dækket med mælkehvid plasticfolie. I løbet af nogle få uger danner stiklingerne rædder fra knopanlæg eller fra snitfladen. På det tidspunkt kan de plantes ud på større afstand, så de får mere lys og kraftigere vækst.

Følgende planter (blandt mange andre) bliver oftest formeret ud fra urteagtige stiklinger: Ægte Lavendel, Amerikansk Blåbær, bunddækkeroser, Ædel-Cypres og Flerårig Brudeslør.

Følgende planter bliver (som så mange andre) for det meste formeret ved hjælp af træagtige stiklinger: Bånd-Pil, Vestamerikansk Balsampoppel, Solbær, Hvid Kornel og Have-Forsythia.

[redigér] Deling

Den enkleste formering består i, at man simpelt hen deler moderplanten i et antal levedygtige stykker. Metoden bruges mest udpræget i forbindelse med formering af stauder og ofte endda med arter, det ville være lige så let at formere ved hjælp af såning. Nogle eksempler er: Regnbue-Svingel, Almindelig Engelsød, Almindelig Trædepude, Høst-Floks og Gul Bambus.

[redigér] Aflæggere

Visse arter danner helt af sig selv aflæggere, dvs. over- eller underjordiske udløbere, som sætter nye planter med både blade og rødder. Andre arter kan får til at gøre det samme, når man lægger iltrig, fugtig jord op omkring deres rodhals. Eksempler på planter, der ofte bliver formeret ved aflæggere: Æblegrundstammer, Guldjordbær, Krybende Fredløs, Krybende Læbeløs og Storfrugtet Hassel.

[redigér] Podning

Podning består i at tvinge en levedygtig del af moderplanten til at vokse sammen med en grundstamme, som leverer roden. Der er udviklet et væld af mere eller mindre spidsfindige metoder: Når man nøjes med at sætte en knop (et "øje") fra moderplanten fast under barken på grundstammen, kaldes det okulation. Når man skærer lidt mere af veddet under knoppen med, kaldes metoden chip-budding, og når man sætter et helt grenstykke på grundstammen, kaldes der kopulation. Eksempler på podede planter kunne være: 'Filippa'-æble, Velduftende Snebolle, Japansk Kirsebær, Almindelig Træpæon og Citrontræ.

[redigér] Ulemper ved vegetativ formering

Ulemperne består for det første i, at metoderne som regel kræver et større forbrug af arbejdskraft, og vel at mærke en højtuddannet og veltrænet arbejdskraft. Det er altså dyrt at bruge vegetative formeringsmetoder, hvis firmaet ikke lige netop er specialiseret i de anvendte fremgangsmåder.

For det andet ligger der en truende ulempe i at formere igen og igen på planter med identiske arveanlæg, for hvis der opstår en sygdom, som kan angribe planterne, vil den uundgåeligt angribe dem alle. Det er netop én af den kønnede formerings fordele, at den "skyder med spredhagl", sådan at der næsten altid vil være overlevere, som kan bringe arten videre trods alvorlige sygdomme og angreb af skadedyr.