Grammofon
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
En grammofon er en betegnelse for en maskine til afspilning af lyd, lagret på en grammofonplade. Selve betegnelsen grammofon bruges ikke længere. I stedet taler man om en pladespiller.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Pladespillerens dele
En pladespiller er en videreudvikling af fonografen. Den består af et kabinet og en roterende pladetallerken, sædvanligvis lavet af metal. Denne pladetallerken er enten remdrevet, magnetisk drevet eller direkte drevet af en elmotor. På pladetallerknen er lagt en antistatisk kulfiberplade, der skal fjerne eventuel statisk elektricitet, genereret af rotationen, da det kan forstyrre afspilningen.
På pladetallerknen lægges vinylpladen med musik, der er lagret i en rille, hvor små højdevariationer indeholder informationen om musikken. Rillen aflæses af en pickup monteret på enden af en tonearm med modvægt. Når pickuppen bevæges, induceres en strøm, som sendes videre til en forstærker.
Pladespilleren kan desuden være forsynet med støvlåg, da støv på vinylpladen skaber forstyrrende knitre-lyde, når de rammes af pickuppen.
[redigér] RIAA eller ej
Rillerne ville komme til at fylde for meget, hvis pladerne blev skåret med lineær/lige frekvensgang. Grunden er, at bas i naturlig musik har en relativ stor styrke. Desuden støjer pladerne meget i sig selv under afspilning og diskantens styrke er normalt svag i musik, derfor hæver man signalets diskant inden indspilning. I RIAA-standarden defineres anvendelse af et nøje specificeret forbetoning af signalet under indspilning. Forbetoningen ændres via et filter hvor der laves basdæmpning og diskanthævning.
Under afspilning sendes signalet igennem en forforstærker med RIAA-efterbetoning, som vender frekvensgangen om, således, at pladens dæmpede frekvenser bliver forstærket tilsvarende, så signalets frekvensgang bliver som oprindelig. Da signalet fra pickuppen desuden er meget svagere end almindelige linjesignaler, som eksempelvis cd-afspillere opererer med, forstærker RIAA-forforstærkeren signalet, så en almindelig forstærker kan håndtere signalet.
Nogle forstærkere har indbygget RIAA-forforstærker, og pladespilleren kan derfor sættes direkte til pladespiller-indgangen (eller phono-indgangen) på en sådan forstærker. Nogle typer pladespillere er desuden forsynet med en indbygget RIAA-forforstærkere, og disse skal derfor sættes til en af de almindelig indgange på forstærkeren. Har hverken pladespilleren eller forstærkeren en RIAA-forforstærker kan en separat RIAA-forforstærker anvendes.
RIAA er blot en blandt mange standarder. RIAA-standarden blev defineret af Recording Industry Association of America - heraf forkortelsen. Selve RIAA-standarden findes reelt i to udgaver, skønt den ene ret hurtigt blev droppet. Men selvom RIAA er næsten enerådende som standard, er det dog kun plader fra omkring 1955 og opefter, der er skåret efter den standard. Tidligere brugtes blandt andet DECCA, FFRR, COLOMBIA, HMV m.fl.
Hver af disse standarder har hver deres nøje definerede frekvensgang. Derfor vil det eksempelvis ikke være hensigtsmæssigt at afspille en gammel HMV-plade på en pladespiller, der er tilsluttet en RIAA-forstærker. Frekvensgangen vil blive forkert. Både skærefrekvenserne og forstærkningen/dæmpningen er forskellig. Et fornuftigt resultat kan ganske vist tillempes ved hjælp af en equalizer. Men den eneste løsning, der reelt kan anbefales, er en forforstærker, der kan håndtere den specifikke afspilningskurve. Der findes enkelte såkaldte Multicurve Disk Preamp's på markedet, der kan klare en korrekt gengivelse af, i praksis, samtlige plader (se link nederst på siden).
[redigér] Forskellige pickupper - nu med laser
Der findes to pickup-typer; Moving-coil (MC) og Moving Magnet (MM). MM var oprindeligt det mest almindelige. Hvor MC typisk har et output-signal på max. ca. 0,1-0,2 mV og MM har et output-signal på max. ca. 1,5-2,5 mV. Lytter man til en MC pick-up skal man derfor enten have en speciel MC-transformator, som øger signalspændingen til ca. 2 mV - eller have en speciel forforforstærker (3*for), som kan forstærke ekstra støjsvagt - ca. 10 gange før signalet blev sendt ind i RIAA-forstærkeren. MC-pickupper har den fordel, at de lyder bedre, men samtidigt er de generelt også dyrere.
I dag kan man købe laserpladespillere som i stedet for en pickup anvender laserlys til at hente musikken op af rillerne. Fordelen er at pladerne så ikke slides og ikke bliver ladet med statisk elektricitet. Laserpladespillere kan have indbygget knitrefilter. Nogle laserspiller fabrikanter hævder at selv knækkede og ikke helt samlede plader fint kan afspilles. Pladespillere, der anvender laser i stedet for en "almindelig" pickup, er i reglen meget kostbare, hvorfor de for de fleste formentligt ikke udgør et reelt alternativ.
[redigér] Modeller
Skønt grammofonen har mistet sin popularitet, fabrikeres og sælges der stadig pladespillere. De populærmodeller, som har holdt længst, sælges under navnet Technics i 1200- og 1210 serien. Disse modeller blev lanceret i 1970'erne, og er efterlignet af en række andre mærker. De er direkte drevet, har ingen automatik, kan trinløst ændre omdrejningshastighed og anses for klassiske DJ-pladespillere.
I den mere seriøse afdeling kan nævnes pladespillere fra tyske EMT, der - både hvad angår rummel (der bedst kan betegnes som pladespillerens egenstøj, og derfor naturligt nok opgives før forstærkning), opstartshastighed, stabilitet, motorkvalitet m.v. - er de fleste pladespillere overlegne. EMT model 950 var derfor også standard i stort set alle radiofoniers afviklingsstudier, da man for alvor brugte plader.
En nyere pladespiller med indbygget RIAA-forstærker er for eksempel den fuldautomatiske Denon DP-29F model.
Pickupper sælges af Shure, Stanton, det danske firma Ortofon m.fl.