Spanske inkvisition
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
For alternative betydninger, se Inkvisition (flertydig).
Den spanske inkvisition var den fjerde i rækken, for der havde været oprettet andre i løbet af Middelalderen. Den blev iværksat under den sidste fase af den spanske reconquista, hvor landet var erobret af de kristne, men stadig var beboet af store muslimske og jødiske befolkningsgrupper. Desuden fandtes der forskellige kætterske kristne, som man også gerne så fjernet. Inkvisitionen blev derfor et vigtigt redskab i den sindelagskontrol (limpieza de sangre), som det spanske kongehus øvede over omvendte jøder og muslimer.
Den moderne spanske inkvisition blev oprettet i Rom den 1. november 1478 af pave Sixtus 4.. Derved imødekom man en ansøgning fra Isabella af Kastilien og Ferdinand 2. af Aragonien. Som følge af deres ægteskab regerede de rigerne Aragonien og Castilien i personalunion. I ansøgningen anmodede de om oprettelsen af en domstol til at forfølge "falske" kristne, kættere, jøder og muslimer.
Isabella og Ferdinand, der bar hædersbetegnelsen "De Katolske Monarker", valgte inkvisitorer, som skulle forfølge kætterne. Kun inkvisitionens øverste leder blev udnævnt direkte af pavestolen. I februar 1482 forekom den første Auto de fe (= "retskendelse om folks tro") hvor man brændte 6 personer levende. Det blev starten på 350 års systematisk henrettelse af folk på baggrund af deres tro. Særlig berygtet blev Torquemada, der var storinkvisitor i Spanien 1483-98.
På trods af store folkelige protester lige fra slutningen af 1400-tallet fandt den sidste Auto de fe først sted i 1826, hvor skoleinspektøren Cayetano Ripoll blev henrettet, da man mente, han havde en forkert opfattelse af troen på Gud. Den Franske Revolution, som medførte, at dødsstraffen blev afskaffet i Frankrig 1789, menes at være en af de afgørende faktorer, når man skal finde årsagen til afskaffelsen af inkvisitionen.
Den Spanske inkvisition menes at have omkring 200.000 døde på samvittigheden.