J.S. Fibiger

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Formatering
Denne artikel bør formateres som det anbefales i Wikipedias retningslinjer

Generalmajor Jacob Scavenius Fibiger er født i Snoghøj 13.01.1793 og døde 10.11.1861 i København.

Krigsminister 1851 i Moltke III's regering.

Kanonerne

J.S. Fibiger udviklede den 24 pundings glatløbet kuglekanon, der hører til våbensysten 1834. Efter dette system gik man over til riflede kanonløb. Systemet blev udviklet af kaptajn Jacob Scavenius Fibiger, der fødtes og voksede op på Snoghøjgård (Snoghøj Færgegård). Kanonløbet er fastmonteret på en såkaldt fæstningsaffutage og kan kun drejes i en begrænset vinkel. Kuglekanonen er beregnet til at skyde med en massiv stålkugle, og er derfor mest velegnet til at ødelægge fjendens stillinger på lang afstand og er i modsætning til granatkanonen, ikke så velegnet til at bekæmpe infanteri. Man kunne dog ved stormangreb, lade kanonen med kardæsker og bruge den mod de stormende kolonner, idet den så kunne have en frygtelig virkning. Kardæsker er en ladning med mange små stålkugler der spredes i en byge ved affyringen og kun er effektive på forholdsvis nært hold. Der var opstillet 10 stk. 24 pundings kanoner på volden under belejringen i 1849. Kanonen kunne skyde 2-3 km.

J.S. Fibiger udviklede også den 84 punding granatkanon, der hører til våbensysten 1834. Kanonløbet er fastmonteret på en såkaldt fæstningsaffutage, og kan kun drejes i en begrænset vinkel. Granatkanonen er et meget effektivt våben i forsvaret af en fæstning. Granaten, også kaldet bomben, som den skyder med, er en hul stålkugle fyldt med krudt. Et brandrør, der er et hult trærør fyldt med langsomtbrændende krudt og anbragt i et hul i granaten, selvantændtes ved affyringen. Længden på brandrøret afgjorde, hvor hurtigt efter affyringen granaten ville eksplodere. Det mest effektive tidspunkt var lige inden nedslaget. 19 af disse kanoner var opstillet på volden under belejringen i 1849. I forhold til en morter, der også brugte granater, var træfsikkerheden større på grund af kanonens fladere skudbane. Kanonen skulle kunne affyre en granat hvert 5. minut, men i praksis skød man 7-8 skud om dagen.

Snoghøj

Der findes teorier om, at Snoghøj oprindelig hed Snofar, hvor far står for overfartsted som i Melfar (Middelfart). At navnet ikke har noget med høj at gøre, forklares med, at høj skulle stå for gravhøj, som der ikke findes nogen af på stedet. Erik Rønnebech har frembragt ideen, at tder skulle være en sammenhæng mellem Erritsø, der skulle komme af Eriks-høj og Snog-høj. Skulle høj ikke komme fra gravhøj findes der to baunehøje. En i Snoghøj og en i Erritsø. Det kunne måske tænkes at navnene havde relation til disse høje. En legende fortæller at da vendelboerne forfulgte Knud den Hellige, tøvede han en tid her, inden han fortsatte flugten til Odense (tøve=snobe), og derfra fik stedet sit navn.

I 1524 er stedet beskrevet som Snobehøw. Her har fra meget gammel tid været overfartssted til Middelfart (Det midterste overfartsted). Færgeriet blev givet ved kgl. bevilling. Løjtnant og færgemand Carl Lombardi fik 1670 tildelt jord fra erritsøgården nr. 17, hvis bygninger ødelagdes under svenskekrigen, og opførte Snoghøj Færgegård. Her blev Peder Grib, der havde sejlet med Tordenskjold, færgemand i 1742, da han havde mistet en arm i et søslag, og som tak for god tjeneste, fik tildelt bevillingen. Da han døde i 1757, overtog svigersønnen Carl Lindam færgeriet. Han døde 1778 og det blev hans svigersøn Gotfred Fibiger, død 1795, der overtog. Næste ejer var sønnen, postmester C. L. Fibiger, der døde 1840. Hans søn, kaptajn Jacob Scavenius Fibiger, udviklede et kendt våbensystem kaldet system 1834.

C.L. Fibiger solgte færgegården i 1839 til den kendte post- og transportforvalter Hans Chr. Riegels, den kendte forstmand der døde i 1861, men forinden havde indrettet parken og tilplantet området med mange sjældne træer. Hans enke, Frederikke Christine v. Heinen, der døde i 1887, havde derefter gården til 1871, hvor hun solgte den til apoteker P. Kragh, som 1895 videresolgte gården til kaptajn Walther Edmund Christmas-Dirkinck-Holmfeld. Hans første hustru Ragnhild Meldola, født Weber, overtog den i 1898 og havde den til 1938, hvor gården udstykkedes. Hun skænkede forinden jord og 30.000 kr. til oprettelse Snoghøj Højskole.