Stavnsbåndet
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Stavnsbåndet blev indført i 1733 efter ønske fra godsejere og militær. Det bandt mandlige bønder mellem 14 og 36 år - senere mellem 4 og 40 år - til at blive boende på det gods eller herregård, hvor de var født.
Det blev indført for at afhjælpe en alvorlig landbrugskrise i 1730'erne, som bl.a. skyldtes svigtende efterspørgsel fra vore eksportlande. Hertil kom afvandring af folk fra landet til byerne, hvilket yderligere medførte, at det var svært at få befolket fæstegårdene. Endelig skulle militæret bruge folk til landmilitsen.
Stavnsbåndet blev ophævet som led i Landboreformerne af 20. juni 1788 med en overgangsperiode indtil 1800.
Det vigtigste resultat af "Den Store Landbokommissions" arbejde var stavnsbåndets ophævelse, som dog var meget langsom i gennemførelsen, da man frygtede at samfundet skulle gå i opløsning, hvis man på én gang brød med det gamle system.
I første omgang løstes derfor kun de, der var under 14 år. Dernæst de der var over 36 år - og derefter de, der havde tjent som soldat.
Først fra år 1800 havde alle bønder lov at bosætte sig hvor de ville. Bønderne hørte dermed ikke længere til godsernes inventar.
Til et varigt minde om Stavnsbåndets ophævelse rejstes Frihedsstøtten i København.