Slangerup Teglværk
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
![]() |
Formatering Denne artikel bør formateres som det anbefales i Wikipedias retningslinjer |
Hver by sit teglværk i middelalderens Danmark – og selvfølgelig også i Slangerup. Mursten i munkestensstørrelse var både vanskelige at fremstille, tunge og besværlige at flytte rundt på og sandelig også eftertragtet af tyveknægte. Men også i middelalderen var der store penge i mursten – de var en rigtig kostbar vare.
Teglbrændingen kom til Danmark i 1100-tallet fra Norditalien. Nogle af de første større bygningsværker i tegl i Danmark var Valdemarsmuren (del af Dannevirke), Søborg Slot og kirkerne i Uvelse, Sorø og Ringsted. De første teglbyggede borgerhuse i købstæderne dukkede op i 1200-tallet. Råvaren til teglstenen var relativt billig, da leret de fleste steder kunne graves op og teglovnen bygges tæt på den byggeplads, hvor stenene skulle anvendes, eller, som i Slangerup, tæt på vandet. Ejerne af de rette lerpladser vidste dog nok at prissætte en jordlod med godt ler til egen vinding, når de forhandlede pris med teglbrænderen. Det våde ler blev presset i træforme, og når stenene var tørre, blev de placeret i ovne, hvis kapacitet varierede mellem 6.000 og 40.000 munkesten per brænding. Teglovne er et af de mere almindelige arkæologiske bygningslevn fra middelalderen. Som andre brandfarlige håndværk, som f.eks. smede, lå de normalt aldrig inde i en købstad.
Teglovnen var opbygget som en stor firkantet kasse uden tag. Heri blev de rå sten stablet, så de nederst dannede fyringstunneler. Øverst anbragte man et isolerende dække af ler, jord og brædder. Stablingen skulle være helt nøjagtig og nærmest uhyggelig korrekt, så varmen blev fordelt på den rigtige måde mellem stenene. Nederst i frontmuren var de tunnellignende indfyringsåbninger anbragt. Selve opvarmningen og indfyringen var et arbejde for kendere – det var et overordentlig vanskeligt håndværk at styre ilden og varmen korrekt, så brændingen blev vellykket.
Der stod stor og dyb respekt omkring dygtige teglbrændere. Stormænd måtte ofte søge længe efter den rette teglbrænder, når der skulle bygges om, bygges nyt eller bygges til. Kirken; men især klostrene, havde gode netværk udover det ganske Europa. Derfor havde de oftere lidt lettere ved at finde de gode teglbrændere til bestillingsarbejder. Enhver købstad med respekt for sig selv søgte også at tiltrække de bedste teglbrændere; men her gik man ofte noget kompromis mellem pris og kvalitet – man var vel købmænd?
Det var dyrt at bygge i tegl. Derfor var der også en vældig prestige knyttet til det. Middelalderen igennem var der et stadigt stigende behov for teglproduktion især i købstæderne. Ingen har tvivlet på, at arkæologerne på et tidspunkt ville finde et mindst et teglværk også i Slangerup, der er blandt landets ældste købstæder. I slutningen af oktober 2003 skete det så; og arkæologer og historikere gjorde stadig større øjne, efterhånden som udgravningerne på Savværksgrunden ved Hestetorvet i Slangerup skred frem. Af mulden dukkede et af de største og bedst bevarede middelalderlige teglværker frem.
Selve teglovnen havde fire indfyringsskakter, hvoraf den ene var til kalkbrænding og de tre andre til teglbrænding. Hver teglproduktion har givet ca. 20.000 – 25.000 brugbare munkesten. Ved produktion af tagsten, fliser eller formsten var antallet af sten noget mindre. Fyråbninger, murværk i op til 1,60 m og de brolagte gulve var bevaret. Selve fyrpladsen og forpladsen var kun delvis tilgængelig for arkæologerne, idet der allerede var rejst nyt byggeri her. De få rester af teglsten fra sidste brænding viste, at det var sten af endog usædvanlig høj kvalitet, der blev brændt på stedet. Det var kostbare sten, man brændte på dette teglværk, og teglbrænderen må have været blandt de bedste i landet på den tid. Udover de traditionelle munkesten af rødler, brændte man også både sten af blåler, og sten af blandinger mellem rød- og blåler, hvilket har været ganske usædvanligt. Størrelsen på de fundne munkesten i Slangerup er 270X130X80 mm, hvilket er et lidt usædvanligt – måske fremmed? – mål; men dog indenfor, hvad arkæologerne anser for at være det normale.
Dateringen er fortsat lidt usikker, idet der ikke på udgravningstidspunktet kunne findes midler til en afgørende C14-undersøgelse af det forkullede brænde i indfyringsskakterne. Arkæolog Lotte Lai fra Færgegaarden i Frederikssund hælder dog mest til den antagelse, at det skal placeres i sidste halvdel af 1300-tallet. Holder denne tidsangivelse blot tilnærmelsesvist, da har dette teglværk ikke produceret sten til hverken byens store cisterciensernonnekloster grundlagt 1175 af Valdemar den Store og biskop Absalon eller til kirkebyggerierne. Derimod må produktionen have været afsat til profane prestigebyggerier, altså borgerhuse. Da en teglovns levetid normalt kun var til måske højst fem brændinger svarende til ca. 1½ års tid, kan der godt på stedet have været tidligere, men lidt mindre teglovne. Der er for arkæologerne ingen tvivl om, at det blot er et spørgsmål om tid, før det næste teglværk ved Slangerup dukker op på en byggegrund, da der har været bygninger af teglsten i byen gennem mere end 900 år.
Der udestår også fortsat en detailundersøgelse af selve leret for at få fastslået nøjagtigt, hvorfra det blev hentet. Der er ikke mange forekomster af rødler i Slangerup, men geologerne peger på, at netop den bakkeskråning, hvori teglværket var placeret, kan have budt på en større forekomst af rødler. Der var i middelalderen ingen tradition for at hente råleret mere end få hundrede meter borte, da det var næsten umuligt at transportere på andet end åg eller trillebør.
Teglværkets placering i byen er særdeles interessant. Det lå umiddelbart udenfor byens vold og grav og delvis gravet ind i en leret skråning ned til en eng ved Græse Å. Det interessante er bl.a., at man både i 1950’erne og på ny i begyndelsen af 1970’erne har fundet ganske betydelige rester af en åhavn nedenfor Lærkevej mindre end 150 m fra Teglværket. Dette kunne tyde på, at teglværket udover produktion til byen, tillige har produceret med eksport for øje, da man således på små pramme relativt nemt og billigt har kunnet transportere færdige sten nedad Græse Å til Slangerups private havn ved fjorden, den havn, der i 1578 fik navnet Frederikssund. At transportere større mængder teglsten med vogn og hest var i realiteten en umulighed. Nationalmuseet vurderer, at der på hver vogn i bedste fald kunne transporteres ca. 40-50 munkesten ad gangen. For en hel produktion i Slangerup ville det have betydet brug af ikke mindre end 625 vogne, hvilket ikke forekommer sandsynligt, såfremt der var tale om større afstande.
Teglværket er ikke blevet fjernet, men er blevet delvist bevaret indpakket i sand og beton under en ny boligbebyggelse, Klostergården. Der kunne ikke rejses midler til en konservering og frilægning af den velbevarede teglovn.