Fyr (navigation)
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Et fyr er et pejlemærke som giver information via lys, lyd eller radiosignaler.
De mest kendte fyr er lysfyr, som benyttes af søfarten til at navigere efter især i mørke. I tåge benytter disse fyr sig ofte også af lyd (tågehorn) til at angive deres position.
Lysets farve fra et fyr kan give oplysninger om, i hvilken retning man er i forhold til fyret. De enkelte farveområder kan ses på en søkort.
Radiofyr er fyr, som benytter sig af radiosignaler og kendes især fra luftfarten.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Lysfyr
Lysfyr til farvandsafmærkning findes i mange størrelser og former, og de kan inddeles i kategorier afhængig af deres funktion:
- Anduvningfyr er store fyr hvis hovedformål er at give landkending; de giver altså de søfarende mulighed for at fastslå deres position i forhold til at et kendt punkt på land. De er ofte placeret så de kan vejlede ved indsejling fra åbent hav (kaldet anduvning). Denne type fyr er de kraftigste og er ofte udformet som roterende blinkfyr.
- Ledefyr har til formål at markere løb, render og andre vanskelige besejlingsforhold. Ledefyr optræder parvis med et forfyr og et bagfyr og de markerer da den retning hvor de ses overet (den såkaldte fyrretning).
- Vinkelfyr hvor lyset har forskellige farver i forskellige retninger (sektorer). Ligesom ledefyr bruges de typisk til at markere løb og render, og den almindeligste grundudformning er tre sektorer som er hhv. rød, hvid og grøn; hvid sektor angiver da at man er i midten mens rød og grøn sektor angiver at man er for langt mod henholdsvis bagbord og styrbord.
- Havnefyr er mindre fyr som markerer havneindsejlinger.
- Retningsfyr som har en meget smal synsvinkel. I modsætning til andre fyr kan de ikke ses før man er i fyrretningen. Der findes forskellige varianter som kombinerer ledefyr, vinkelfyr og retningsfyr og de bruges hvor der er behov for meget præcist definerede retninger.
[redigér] Fyrkarakterer
Forskellige fyr udsender forskellige lys for at de lettere kan kendes fra hinanden; de forskellige oplysninger om fyrets lys samles i en fyrkarakter som angives i søkort og fyrfortegnelser med forskellige koder. Indholdet i en samlet fyrkarakter er oplysninger om lysmønsteret, farven, lysstyrken og flammehøjden (dvs. lyskildens højde over havoverfalden):
De fire grundformer for lysmønsteret er:
- Fast lys (F), som lyser hele tiden.
- Blink (Fl), som har en kort lysperiode (dvs. kortere end den mellemliggende mørkeperiode)
- Formørkelse (Oc), som har en kort mørkeperiode.
- Isofase (Iso), hvor lys- og mørkeperioderne er lige lange.
Der findes yderligere varianter af disse grundtyper og der kan sammensættes mere komplicerede mønstre som f.eks. VQ(6)+LFl.10s som angiver 6 hurtigblink efterfulgt af et langt blink; det hele gentaget hver 10. sekund. Denne fyrkarakter anvendes på syd-kompasafmærkninger.
[redigér] Historie
Opstilling af ledemærker for søfarende har været kendt langt tilbage i tiden og de tidligste har været bålfyr hvor en synlig flamme har fungeret som pejlemærke om natten. Et af oldtidens mest kendte fyr var fyrtårnet i Alexandria som var et af den antikke verdens syv underværker. Det blev opført omkring 280 f.Kr. og som blev brugt i omtrent 1200 år indtil de styrtede om ved et jordskælv i 1300-tallet. Andre antikke fyr er beskrevet i blandt andet Athen og Dardanellerne.
I Romerriget blev der opført omkring 30 fyrtårn, blandt andet så langt nordpå som England. Man kender f.eks. Cadiz ved indsejlingen til Middelhavet fra omkring 100 f.Kr., Gesoriacom, fra ca. 40 e.Kr. i Boulogne-sur-Mer ved den franske kanalkyst og Dubra (Dover) i England, fra ca. 50 e.Kr. Dette tårn står fortsat i dag.
Efter romerrigets fald blev der ikke bygget mange fyr i en lang periode, men fra middelalderen kendes fyret på Meloria, en italienske klippeø ud for Livorno, fra 1158.
Selvom der således har eksisteret fyrtårne langt tilbage i historien, er det først i 1500-tallet at der begynder at opstå organiserede fyrvæsener og Danmark er tidligt med, da Frederik 2. allerede i 1560 oprettede Skagen Fyr som blevet drevet af staten for penge inddrevet ved Øresundstolden. Samme udvikling ses i f.eks. England hvor Trinity House oprettede sit første fyr i 1609. Udviklingen tog fart i den periode og det er estimeret at antallet af fyrtårne på verdensplan steg fra 34 i 1600 til omkring 175 i 1800[1].

[redigér] Dansk fyrhistorie
På dansk grund kom et af de første fyr ved Falsterbo (som dog nu er svensk) omkring år 1200. En mere organiseret opstilling af fyrtårne begyndte under Frederik 2. Den 8. juni 1560 oprettedes Det Kongelige Danske Fyrvæsen som fik etableret en afmærkning af ruten gennem Kattegat fra Skagen til Falsterbo; det var den første sejlrute i verden som fik en egentlig ruteafmærkning med fyr. På den mellemliggende strækning blev der opført fyrtårne på Anholt og Kullen. Fyrvæsenet har siden 1973 været en del af Farvandsvæsenet.
Der blev oprindelig fyret med brænde og tran, men senere gik man over til kul. For at undgå at bære brændsel op i de store højder blev fyrene opført som vippefyr hvor der blev fyret i en jernkurv monteret på en vippearm så den kunne sænkes ved fyring og derefter hejses op. Det første vippefyr i Skagen kom i 1627 og typen blev ret udbredt i Danmark men erstattedes efterhånden af murede fyr. Det sidste danske vippefyr på Anholt blev nedlagt i 1788.
I 1655 blev der tændt i fyr på den anden side af Skagerrak. Det var det første i Norge og det blev oprettet af Frederik 3., som gav en borger i Christiansand privilegium til at etablere fyrdrift på Lindesnes. Datidens navigation var dog så usikker at de søfarende var i tvivl om om det var Lindenes eller Skagen de kunne fik øje på! Og da det var fatalt at tage fejl og forsøge at sejle nord om Lindenes eller syd om Skagen, så valgte man den at fjerne usikkerheden ved at slukke fyret på Lindenes. Her kom først et fyr igen i 1725 og da fik det følgeskab af andre nærtliggende fyr så man undgik forvekslinger.
I 1800 var der omkring 11 fyr i Danmark, og det antal var øget til omkring 100 i 1893, og videre til omkring 140 i 1939.
[redigér] Teknisk udvikling
Oprindelig var lyskilden en simpel, synlig flamme som blev næret af forskellige former for brændsel. Brændselstypen blev først ændret fra brænde til kul, som gav et klarere lys men krævede mere pasning. Der blev siden brugt lyskærter, men en endnu bedre lyskilde var tran- eller olielampen. Der blev eksperimenteret med udformninger og vægetyper, og navnlig en type opfundet af den schweiziske filosof og opfinder François-Pierre-Ami Argand i 1781 var en stor forbedring. Den havde en hul væge hvorigennem der kunne føres luft til flammen og den var monteret med et højt cylindrisk lampeglas der, som en skorsten, forøgede luftgennemstrømningen.
Der indførtes arrangementer af spejle eller messingplader som kunne samle lyset, og en kombination af parabolspejle og argand-lamper var udbredt i begyndelsen af 1800-tallet.
Senere fik man linser til at koncentere lyset og det revolutionerede fyrenes synsvidde og effektivitet og det blev den franske fysiker Augustin Fresnel som i 1823 kom frem til et afgørende gennembrud indenfor linseudformning; hans fresnel-lisne kunne fremstilles i store størrelser med en kort brændvidde ud fra en forholdsvis beskeden mængde glas. Men selv med fresnel-konstruktionen er linserne tunge og de kan veje adskillige ton.
Fresnels linser blev fremstillet i syv størrelser med forskellige dimensioner og brændvidder. Linsens størrelse inddeltes efter lysstyrke, som blev angivet i normallys. «1. orden» var den største linsestørrelse med en højde på 3-4 meter og en brændvidde på 92 cm, og «6. orden» var den minste med en brændvidde på 15 cm (rækken indeholdt også en «3½. orden»). I Danmark blev den første fresnel-linse monteret i Kronborg Fyr i 1842.
Lyskilden er siden blevet yderligere forbedret med gas-glødenet og siden med elektrisk lys. Det første danske fyr som blev monteret med elektrisk lys var Hanstholm Fyr i 1889 som på det tidspunkt også fik en 1.ordens fresnel-linse og blev det kraftigste i verden. Elektrificeringen tog dog sin tid fordi fyrtårnene ofte ligger langt fra el-forsyningsnet, og det var ikke økonomisk rentabelt at etablere små el-værker på fyrene.
Blinkfyr opstod omkring 1870 og virker ved hjælp af bevægelige stållammeller som enten roterer sig selv (von Otters system) eller rundt om lyskilden (ingeniør L.F. Lindbergs rotator). Det blev nu lettere at fastslå fyrenes beliggenhed. Forskellige linsetyper, størrelser og linserotation (blinkrytmer i lyssignalet) gjorde det også enklere at skille de forskellige fyr fra hinanden.
Med den tiltagende elektriske drift begynde automatiseringen at tage fart. Man kunne tænde og slukke fyret på en simpel måde og lade det kontrollere af et ur, og samtidig var det elektriske lys rent så man undgik at skulle rense sod af linser og ruder.
[redigér] Se også
[redigér] Kilder/henvisninger
- Fyrtårne i Danmark
- Fyrtårne i Europa (tysk og engelsk)
- SejlerAvisen, september 2006
[redigér] Noter