Slavehandel
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Slavehandel er lige så gammel som civilisation selv.
Mellem det 6. århundrede og 10. århundrede e. Kr., var den primære kilde for slavehandlen til Europa og Mellemøsten det centrale Europa og Østeuropa, specielt de slaviske folkeslag. Dette er grunden til at ordet for "slave" i mange europæiske sprog stammer fra slav i f.eks. engelsk, tysk og fransk.
Efter muslimernes erobring af Nordafrika og Spanien blev den muslimske verden en stor importør af slaver fra det centrale Europa. Slaveruterne blev etableret mellem slavecentre i slaviske lande, eksempelvis Prag og Wolin, og arabiske metropoler i Spanien. Af religiøse grunde blev slavehandlen monopoliseret af jøder, som var i stand til at transportere slaverne fra det hedenske Centraleuropa gennem det kristne Europa til muslimske lande i Spanien og Afrika. Flertallet af slaverne var krigsfanger i de mange krige mellem slaviske stammer og stater.
Denne handel ophørte i det 10. århundrede, efter at det centrale Europa overgik til kristendommen.
I årene 1550 til 1730 bortførte muslimske sørøvere cirka en million europæere til Nordafrika til slaveri, det var de færreste, der vendte hjem igen. Sørøverne nåede så langt som til Island, hvor de bortførte 400 islændinge.
For specifikke artikler om slavehandelen, se:
- Dansk slavehandel
- Slavehandel over Atlanten
- Slavehandel i Afrika
- Slavehandel i Antikken
- Slavehandel i Canada
- Slavehandel i Middelalderen
- Slavehandel i Mellemøsten
- Slavehandel i Storbritannien
- Slavehandel i USA
- Svensk slavehandel
- Abolitionisme