Skandinavien
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Skandinavien betegner et landområde i det nordlige Europa, som består af Danmark, Norge og Sverige.
Disse lande deler deres skandinaviske sprog og i stor grad deres kultur og historie.
Ordet Skan er synonymt med Skåne som ligger i det sydligste Sverige.
Internationalt kan »Skandinavien« også betyde den Skandinaviske halvø, altså Norge og Sverige, uden Danmark, men denne betydning bruges kun i streng geografisk forstand. Undertiden bruges udtrykket de nordiske lande fejlagtigt om Skandinavien, og omvendt.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Etymologi
Ordet nævnes første gang hos den latinske naturvidenskabsmand Plinius den Ældre (23-79) i formen Scadinauia; det tydes som en sammensætning af germansk *skadin- (skade, (klippe)skær) og 'aujō' (ø). Stednavnet Skåne (norrønt Skáney), der betegner Skandinaviens sydspids, kommer sandsynligvis af dette *Skadinaujō.
Den græske geograf Ptolemaios taler om fire øer ved navn Skandiai i Østersøen øst for Jylland, tre små og én stor (Fyn, Lolland, Sjælland og Skåne?) Den gotiske historieskriver Jordanes (ca 485-552) fortæller, at goterne stammede fra øen Scandza, der i den nordlige del midt på sommeren i fyrretyve døgn i træk har dagslys og omvendt ved midtvinter i lige så lang tid intet dagslys ser. Det er uvist, om Skandia er en forkortelse af *Skadinaujō eller en selvstændig afledning.
I det oldengelske Beowulf-kvad finder vi formen Scedenigge.
[redigér] Historisk politisk struktur
Århundrede | Skandinavien og de andre nordiske lande | ||||
20. årh. | Danmark | Island | Norge | Sverige | Finland |
19. årh. | Danmark | Sverige-Norge | Storhertugdømmet Finland | ||
18. årh. | Danmark-Norge | Sverige | |||
17. årh. | |||||
16. årh. | |||||
15. årh. | Kalmarunionen | ||||
14. årh. | Danmark | Norge | Sverige | ||
13. årh. | |||||
12. årh. | Island | Norge | |||
Folk | Danskere | Islændinge¹ | Nordmænd | Svenskere | Finner |