Vølvens spådom

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Vølvens spådom (oldnordisk Völuspá) stammer fra den ældre Edda, som er et skrift med gude- og heltedigte af ukendte islandske forfattere, fra tiden mellem år 800 og år 1200.

Kvadet fortælles eller synges af en vølve, som under en udesidning bliver opsøgt af den skræmmende krigsgud Odin. Han udspørger hende og belønner hende med ringe og smykker, da hun ser ham lige i øjet og giver ham besked om de ulykker, der venter forude.

Kvadet skildrer opbygningen, tilintetgørelsen (Ragnarok) og genopbygningen af hele den nordiske mytologis verden.

Det har dannet udgangspunkt for senere forfatteres beskrivelse af den nordiske gudeverden og er dermed i en vis forstand gået hen og blevet den »autoriserede« version, selv om der i andre kilder fortælles andre og til dels modstridende historier.

Det er et langt digt, som i mange detaljer fortæller om gudebrødrene Odin, Vile og Ves opbygning af verden ud af det tomme intet, Ginnungagap.

4.
Før Burs sønner
løftede fastlandene,
de som skabte vældig
verden i midten;
sol faldt sydfra
på stenmarkerne,
og grønne urter
voksede på jorden

Det er fortællingen om hvordan mennesket skabes af guderne og fortællingen om Ragnarok, hvor bl.a. Tor dræber Midgårdsormen og selv dør derved.

55.
Solen sortner,
jord synker i hav,
de lyse stjerner
slukkes på himlen;
ildbrande raser
mod arnens bål,
høj hede spiller
mod himlen selv.

Hele verden går under og genopstår derefter med de overlevende guder bl.a. Høder og Balder.

57.
Hun ser anden gang,
jorden komme
op af havet,
evigtgrøn;
fosser falder,
ørnen flyver
derover og fanger
fisk i fjeldet.

[redigér] Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har medier relateret til:
Vølvens spådom