Tolvte århundredes renæssance
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Tolvte århundredes renæssance er en betegnelse for en række dynamiske strømninger, der prægede middelalderens Europa, primært i det 12. århundrede.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Nyt syn på middelalderen
At denne periode bliver knyttet til begreber som renæssance, reformation og fornyelse, er en relativ ny tilgang. Engang blev den anset for en mørk og barbarisk parentes mellem Antikken og Renæssancen, og som den svenske historiker Michael Nordberg skriver i sin bog, Den dynamiske middelalder:
-
-
- ”Renæssancens” lærde mente i deres grænseløse selvovervurdering, at de havde genvakt og genfødt Oldtidens kultur."
-
Denne nedvurdering af hele perioden har i mange sammenhænge hængt ved helt op til vor egen tid. I middelalderforskningen er billedet imidlertid blevet langt mere nuanceret efter 2. Verdenskrig, så i dag er opfattelsen snarere dynamik og fremgang, som Nordberg skriver:
-
-
- "Tiden fra 1100- til 1400-tallet er en af de mest spændende perioder (…) Dengang opstod det moderne Europas struktur."
-
Desuden var interessen for antikkens litteratur ikke ny i renæssancen; den blev nemlig også flittigt læst og kopieret op gennem hele middelalderen.
Den første, som betegnede det tolvte århundrede som en renæssance, var den amerikanske historiker Charles Homer Haskins. Det var en bevidst kritik af Jacob Burckhardts beskrivelse af middelalderen som en nedgangstid i forhold til både Antikken og Renæssancen. Middelalderhistoriens ideologiske grundlag i dag kan således nærmest karakteriseres som et forsvar af perioden mod renæssancehistorikernes angreb, og man har derfor især ledt efter årsagerne til senere perioders strukturer.
Den væsentligste grund til at betegne det tolvte århundrede som en renæssance er, at det var en yderst kreativ periode. Den så med helt nye øjne på den klassiske litteratur, og adskilte sig derved i meget høj grad fra den foregående tid. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at det er os, som beskriver perioden som en genfødsel af den klassiske litteratur. For samtidens lærde var det latinske sprog aldrig dødt og den antikke kultur havde været levende helt op til deres egen tid.
Perioden var ikke præget af ensartethed, men bød i høj grad på afvigelse og konfrontation. Splittelsen kom blandt andet til udtryk i de kætterbevægelser der opstod, som dog kan være svære helt at adskille fra den ortodokse tradition. Sammen med en udbredt følelse af forvirring og splittelse var der et stærkt ønske om reform af religiøse forhold.
En af de faktorer, der ofte fremhæves i fremstillingerne af perioden, er udviklingen, som var hurtig og vidt udbredt. Den var præget af kulturel integration over grænserne, ekspansion af den vestlige kristendom og munkevæsenet. Gamle klosterordner ekspanderede og mange nye blev grundlagt, som samtidig var en udfordring til de traditionelle idealer. Kommunikation og mobilitet mellem regionerne blev øget, der opstod mange nye centre, og gamle byer blomstrede op igen. Universalisme og integration var fremtrædende, men uden at det førte til hverken kulturel, politisk eller social ensartethed.
[redigér] Se også
[redigér] Litteratur
- Grane, Leif (1964). Pierre Abélard : filosofi og kristendom i middelalderen. Gyldendal. 206 sider. DK5=99.4 Abailard, Pierre
-
- Bogens første kapitel hedder Det 12. århundredes renaissance.
- Nordberg, Michael (1987). Den dynamiske middelalder. på dansk ved Bodil Wille Boisen. København : Per Kofod. 366 sider. Originaltitel: Den dynamiska medeltiden. DK5=91.6. ISBN 87-89007-27-1
-
- Med udgangspunkt i Frankrigs middelalder (1100-1600) gør forfatteren op med de gængse forestillinger om perioden som en mørketid - og beskriver samtidig dagligdagen, arbejdet, forholdet mellem kvinde og mand, religionen og overtroen.
[redigér] Eksterne henvisninger
- Charles Homer Haskins, som var den første der betegnede det tolvte århundrede som en renæssance.