Sunni-islam

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Religion
Abrahamitiske religioner
jødedom - islam
kristendom

Denne artikel er del af serien
Islam

Religiøse dogmer
Trosbekendelsen
Bøn · Faste · Halal · Haram
Pilgrimsrejsen til Mekka · Velgørenhed
Centrale personer

Muhammed · Ali · Abu Bakr
Muhammeds følgesvende
Ahl Al-Bayt · Imamer
Islams profeter · Mahdi

Skrifter og love
Koran · Hadith · Sira
Fiqh · Sharia
Retninger
Sunni · Shi'a · Sufisme
Religiøse retninger inden for islam
Sociopolitiske aspekter
Byer · Arkitektur
Kunst · Kalender
Islamiske religiøse ledere
Imamate · Kalifat
Islam og kvinder
Politisk islam · Jihad
Se også
Islamiske begreber
Islams historie
Kritik af islam
Indeks over artikler der handler om islam

Sunni-islam (arabisk: سنّة) er den største retning inden for islam. Tilhængere af sunni-islam er kendt som sunnimuslimer og refererer ofte til sig selv som Ahl us-Sunnah wa-l-Jamā‘ah, hvilket betyder "traditionens og menighedens folk". Sunnimuslimer udgør 80–90 procent af den globale muslimske befolkning.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Historie

I den islamiske verden har politiske uenigheder ofte haft form af religiøse konflikter. Det tidligste eksempel på dette var 30 år efter Muhammeds død. Det islamske samfund havnede i en borgerkrig, som blev grundlaget for islams opdeling i tre retninger. En vigtig grund til denne første borgerkrigen var at nogle oprørere i Irak og Ægypten modsatte sig den tredje kalif og hans guvernører. Efter at kaliffen var blevet dræbt, brød krigen ud i fuldt omfang mellem de forskellige grupper, der kæmpede om magten. Krigen endte med, at der blev skabt et nyt dynasti af kaliffer der regerede fra Damaskus.

Fire grupper brød med hovedstrømningen blandt muslimerne i denne periode, to af dem med et trosgrundlag som ligner det, vi idag kender fra sunnimuslimerne. En af dem krævede at attentatmændene, som havde dræbt den tredje kalif, skulle henrettes, og de blev kaldt shia (partisanerne) fra Uthman, den anden gruppe mente at genoprettelsen af ro og orden var vigtigere, de blev kaldt shia af Ali. To andre grupper dukkede op som følge af konflikten. Khwarij gruppen mente at begge partisan-gruppene var vantro og Rawafidh som var mere ekstreme partisaner, afskrev helt de tidligere kaliffer. Sunniene er den gruppe som var postivt indstillet overfor alle Muhammads følgesvende og som ikke anser nogen af dem for at være vantro. De anser sig selv for at være tilhængere af sunnah (levereglerne) fra profeten Muhammed som de er blevet fortalt af hans følgesvenner (sahaba). Sunniene fastholder også at det islamiske samfund (ummahen) som helhed altid vil blive ledet på den rette vej.

[redigér] Sunnimuslimernes antal i udvalgte lande

Sunnimuslimerne (som også kaldes sunnitter) udgør en majoritet i de fleste islamiske lande. Herunder er en oversigt over de største muslimske landes procentvise andel af sunnimuslimer:

[redigér] Teologi

[redigér] Grundlaget for sunnimuslimsk theologi

Sunnierne baserer deres religion på Koranen og sunnah. Mange andre grupper hævder også at følge Koranen og sunnahen, men forskellen mellem sunnimuslimer og andre grupper er, at sunnierne følger den historiske sunnimuslimske lære fra de sidste 1400 år for derigennem at forstå Koranen og profetens sunna. Den traditionelle sunnimuslimske forståelse af Koranen og sunna er baseret på tre retninger inden for den sunnimuslimske teologi: Asharite, Maturidis og Atharis.

Mange selvstændige teologiretninger er blev udledt fra den sunnimuslimske retningen og har startet nye retninger inden for islam. Disse retninger inkluderer blandt andet Kharijitene, Mu'taziliterne, Jahmiterne, Murjiterne, Qadariyya og Wahhabierne.

De fire lovretninger (madhāhib), Hanafi, Maliki, Shafi´i og Hanbali, er til tider blevet misforstået som værende selvstændige religiøse retninger eller sekter. De fire lovretninger er baseret på fire tidlige islamiske lærdes teologiske arbejde: Abu Hanifa, Malik, Shafi'i, og Ahmed bin Hanbal. Disse lærde var blandt andet kendt for deres kundskaber i forbindelse med tolkninger af Koranen og de islamske bud. De blev berømte for deres store indsigt i islamiske spørgsmål i de muslimske lande. De havde kun forskellige holdninger til mindre spørgsmål om anvendelsen af enkelte principper inden for den islamiske religion, og var på ingen måde i opposition til hinanden. Rent faktisk var tre af de fire elever hos hinanden. Ahmed bin Hanbal var elev hos Shafi`i, som var elev hos Malik.

Tasawwuf eller sufismen bliver af flertallet af sunnimuslimerne anset for at være en integreret del af sunni-islam. Sufismen står for de mere åndelige aspekter af sunnimuslimernes hverdagsliv. Nogen af de mest kendte sufi-retninger er Qadiri, Naqshbandi, Shadhili, Chishti og Rifa‘i.

[redigér] Syn på andre grupper

Sunnierne anser shiamuslimene for at være "ahl ul-bidah", hvilket betyder "dem som accepterer nye ideer". Nogle sunnimuslimer mener desuden, at shiaerne har et så ekstremt syn på nogle af Muhammeds følgesvende, at de bandlyser dem og erklærer dem for vantro. Der er også mange andre religiøse spørgsmål, hvor shiaernes holdninger bliver anset for at være uacceptable af sunnierne, og disse holdninger inkuderer blandt andet shiamuslimernes syn på imamens rolle, på kalifatet og mange andre ting.

Andre grupper der af sunniene regnes for at være udenfor grænserne af hvad der er acceptabelt indefor den islamiske religion er blandt andet Nation of Islam, Ahmadiyya, Zikri og Ismailis.

[redigér] Shia kontra sunni

Forskellene mellem sunni og shia islam er historiske og teologiske. De teologiske forskelle inkluderer forskellige holdninger i forhold til nogle af hovedprincipperne inden for den islamiske religion. Sådanne forskelle kan blandt findes i holdningerne til tawhhed (Guds enhed), nubuwwah (profeterne) og imamerne (lederskab).

Disse forskellige holdninger stammer helt tilbage til konflikten der opstod da der skulle vælges en leder efter Profetens(saws) død. Sunnier mener at Profeten sagde at Abu bakr skulle få den plads. Shi'iter mener at han sagde Imam Ali ibn abi-Talib skulle få den. Begge "retninger" har det tilfælles at de tager udgangspunkt i Den Hellige Koran. Men der hvor forskellen ligger, er beretningerne om Profeten. Hvad han har gjort, hvad han har sagt. Shi'iterne godtager kun beretninger bevidnet af Ahlul Bayt, som er Profetens famillie, efterkommere. + nogle af profetens "sahaba"(venner). Shi'iterne godtager ikke beretninger bevidnet af blandt andre Abu bakr, Omar og Uthman, eftersom disse menes at have forrådt profeten efter hans død.