Striden om almenbegreberne

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Striden om almenbegreberne (el. Universaliestriden) betegner en grundlæggende diskussion i filosofihistorien om i hvilken grad man kan tillægge almenbegreberne en ontologisk eksistens.

Hvad er et almenbegreb? Menneskets intellekt er i stand til at danne almenbegrebet, når man har iagttaget fænomener der ligner hinanden et tilstrækkeligt antal gange, kan man uddrage de fælles træk, som danner almenbegrebet. Stridens kerne bestod i hvilken realitet man kan tillægge almenbegrebet?


Indholdsfortegnelse

[redigér] Antikken

Platon fastslog at den egentlige og virkelige fænomen var almenbegrebet, det han kaldte idéer, mens de fysiske fænomener man kan iagttage blot var skyggebilleder af idéen. Platons opfattelse af almenbegrebet er i store træk en reaktion på Heraklit, som formulerede at man kan ikke gå i den samme flod to gange; man kan ikke engang gøre det én gang. Heraklit understreger her de modsætninger som rum-tidslige fænomener indeholder, verden er ikke stabil og entydig, men udgøres af en bevægelses proces; en permanet forandring. Pga. denne tilgang anses han for at være den første nominalist.

Heraklits værker kendes i dag kun i brudstykker, men hans tanker blev i Platons samtid taget op af Kratylos, han endte i den radikale erkendelse af fænomener ikke kan genidentificeres, og når ud i det absurde med sin påstand om at hvis ingen genstand kan identificeres igen, er det også umuligt at for genstande at være underlagt en permanent forandring. Platons kritik retter sig også især mod Kratylos, og han understreger at mennesket intellektuelt kan genkende floden, da floden som form og idé altid forbliver den samme. Han sætter et skarpt skel mellem den sanselige/fysiske verden og intellektets/idéernes verden, kun den sidste kan man have viden om, og derfor er den den sande verden.

Aristoteles mildnede Platons ganske idealistiske position i sin abstraktionslære, han tog et, man kan kalde, biologisk standpunkt. En iagttager kan finde de unikke egenskaber ved at studere medlemmer af den samme art, og erkende fællestrækkene mellem de enkelte medlemmer. F.eks. har et egetræ mange fællesstræk med tidligere generationer af egetræer, det besidder derved en ”egelighed”, iagttageren kan derfor studere egetræer og intellektuelt erkende egetræers ”egelighed”, dvs. erkendelse af almenbegrebet gennem en deduktiv metode. Aristoteles regnes på denne baggrund som grundlægger af den realistiske skole.


[redigér] Middelalderen

Anselm af Canterbury viste i værket Proslogion Guds nødvendige eksistens, og at mennesket kunne erkende Gud alene ved fornuften (sola ratione). Dette ontologiske gudsbevis skulle vise at for at noget tilfældigt kunne eksistere, måtte noget fuldkomment eksistere, alene det at vi kan forestille os, at det fuldkomne eksisterer, betyder at det eksisterer. Anselm var en af middelalderens sidste rendyrkede eksempler på en neoplatoniker.

Viden om Aristoteles’ filosofi blev i middelalderen primært bevaret gennem Boëthius’ Filosofiens trøst. I Byzans og i den arabiske verden blev den aristolske filosofi bevaret i langt større udstrækning end i Europa, men især med reconquistaen i Spanien og korstogene mod øst, som ofte passerede igennem Konstantinopel, blev de klassiske tekster igen tilgængelige for europæerne.

I 11. årh og 12. årh. begynder en ny filosofisk opblomstring i Europa, og Aristoteles’ realisme blev igen populær. Særligt efter Peter Abelards værk Sic et non vinder den deduktive metode indpas. Den store europæiske renæssance for Aristoteles finder dog sted i 13. årh., og om reaktion på denne øgede interesse forsøger Thomas Aquinas med sine værker Summa contra gentiles og Summa theologiae at forene Aristoteles filosofi med den katolske tro. Han skaber et system, som i århundreder bliver den katolske kirkes godkendte filosofi, hvor der skelnes mellem den naturlige teologi og den åbenbarede teologi, den første stammer fra fornuftens sanseerfaringer, og den anden fra troen og evangelierne. Målet med begge former er dog det samme: Fuld erkendelse af Gud.

[redigér] Moderne tid

I den moderne filosofi findes lignende positioner – omend med modificerede argumenter.

[redigér] Materialisme og det almene

Der er også materialister der hævder den objektive eksistens af noget alment, men de sigter til noget andet end Platon, da de mener at sådant alment er af materiel natur. F.eks. Demokrit hævdede at der findes partikler ( Som indenfor samme slags er 100% identiske ) som alt andet er dannet af.

Denne filosofiartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.