Danmarks filmhistorie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Danmarks filmhistorie er historien om en rivende udvikling, der igennem mere end 100 år idag har sikret dansk filmindustri ganske markante globale markedsandele i forhold til landets størrelse.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Stumfilmsperioden

Dansk film tager sin spæde begyndelse i 1890'erne med Peter Elfelts stumfilm: Kørsel med grønlandske Hunde (1896) og Asfaltlæggere er blandt de første registrerede titler.

Nordisk Films Kompagni blev i 1906 stiftet i København af Ole Olsen. Det er i dag verdens ældste eksisterende filmselskab. Nordisk Film var i tiden frem til første verdenskrig blandt de førende selskaber i verden, og producerede så tidligt som 1908 mere end 100 film årligt. Deriblandt klassikeren Løvejagten. Dette var den første handlingsfilm, og første store succes for Nordisk Film. Filmen var frem til 1911 forbudt i Danmark, fordi en virkelig løve blev jagtet og skudt. Nordisk Film har derfor en naturlig central placering i dansk filmhistorie.

I den følgende tid følger den gyldne periode for dansk stumfilm. Navne som Carl Th. Dreyer, Fy og Bi samt især Asta Nielsen, høster stor international anerkendelse. Asta Nielsen debuterede i den Urban Gad instruerede film fra 1910 Afgrunden. Netop denne film skulle vise sig at blive et gennembrud for både Asta Nielsen og dansk stumfilm generelt i Europa.

[redigér] Tonefilmen

De første tonefilm blev skabt i 1930'erne. Tiden var præget af en meget munter stemning, der blev perfektioneret af den folkekære skuespiller Ib Schønberg, der frem til sin død i 1955 var blandt de flittigst benyttede skuespillere. Marguerite Viby var med sin muntre sang en anden stor repræsentant for tidens stemning.

I 1940'erne skifter stemningen brat. Alvorlige toner ruller ind over landet, godt påvirket af den spændte verdenssituation. Tidens hovedværker repræsenteres af Carl Th. Dreyers Vredens Dag, samt Bjarne Henning-Jensens filmatisering af Martin Andersen Nexøs Ditte Menneskebarn.

[redigér] Efter 2. verdenskrig

Efterkrigstiden gav en renæssance til de "familie-hyggelige" film. En af de mest læste forfattere, Morten Korch, lod efter 15 års forhandlinger med forskellige filmselskaber endeligt i 1950 ASA film filmatisere romanen De røde heste. Det blev en af de største biografsucceser i dansk historie: 2,5 millioner biografgængere lod sig lokke. Desuden indtog Far til Fire scenen. En legendarisk filmproduktion der stadig holder den dag i dag.

Den følgende periode påvirkes af porno censurens ophør. Sengekantsfilmene opnåede stor popularitet, og satte en standard for en ny opfattelse af den nøgne krop. Derudover slog Egon Olsen og hans bande igennem i 1970'erne. Olsen Banden-filmene er bygget op omkring en blanding af traditionel folkekomedie og socialrealisme. Og filmenes konstante popularitet har gjort dem til uvurderlige juveler i den danske filmskat.

[redigér] Prisfesten

Dansk film blev for alvor sat på det moderne internationale filmkort i slutningen af 1980'erne. En sand prisfest begyndte, og danske film vandt priser på stribe i Hollywood og Cannes. Scenen domineres af de to oscar-vindere Bille August og Gabriel Axel. Babettes gæstebud indbringer Axel en Oscar for bedste udenlandske film i 1988. Året efter gentager Bille August den fremragende præstation med Pelle Erobreren. Denne vinder tilmed De Gyldne Palmer, og August kroner sin indsats med yderligere at vinde De Gyldne Palmer med Den Gode Vilje i 1991.

Endeligt kan nævnes instruktøren og manuskriptforfatteren Lars Von Trier, der dog ikke vinder noget for hans film Europa, men som bliver en uundværlig kobling til den nye generations gennembrud i 1990'erne.

Danmark markerer sig desuden stærkt på oscar-scenen med diverse kortfilm. Nomineringer i 1997, 1998 samt sejre i 1999 og 2002 taler deres tydelige sprog.

[redigér] Dogmekonceptet

I 1995 revolutioneres hele filmverdenen med manifestet Dogme95. Her er Lars Von Trier primus motor. De første dogmefilm Idioterne af Von Trier og Festen af Thomas Vinterberg går hurtigt sejrsgang gennem hele Europa. Perioden krydres yderligere af instruktører som Lone Scherfig, Søren Kragh-Jacobsen og senest Christoffer Boe, der alle har gjort sig yderst positivt bemærket på de vigtigste festivaler i Cannes, Berlin og Venedig, og har været medvirkende til at give Danmark ry som en førende film-nation.