Svævefly
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Et Svævefly har ingen motor og er derfor et fly der hele tiden bevæger sig frem ved at omsætte højde til fremdrift.
Såfremt den omgivende luft stiger mere, end flyet synker, vil flyet stige. Den omgivende luft, som bærer flyet oppe, kan forekomme på flere forskellige måder, dels som luft, der presses over en bakke eller et bjerg, dels som termik (opstigende varmere luft fra jorden, når den solopvarmes).
Moderne svævefly flyver mere end 40 meter frem for hver meter, det synker (glidetal på over 40). De moderne svævefly omsætter derfor energi på en meget effektiv måde. Svævefly flyver mest effektivt ved hastigheder mellem 90 og 150 km/t, men kan nå hastigheder på over 300 km/t.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Nøgletal
Der er ca. 450 svævefly og motorsvævefly indregistreret i Danmark. Der flyves ca. 65.000 starter om året og i omegnen af 30.000 timer. Der sker 15-20 havarier om året, hvor der normalt kun er sket mindre materiel skade, f.eks. skader på understellet og lignende. Dog er der nogle år, hvor der indtræffer et havari med fatal udgang, hvilket selvfølgelig er et for meget. (Kilde: blivpilot.dk)
[redigér] Udviklingen
De første flyvemaskiner var svævefly. I begyndelsen af 1900-tallet gav deres konstruktion dog ikke megen mulighed for længere flyvning. Det foregik uden cockpit. Omkring anden verdenskrig blev der brugt svævefly til nedkastning af materiel. Disse svævefly blev slæbt efter motoriserede fly og sluppet et stykke væk fra landingsområdet. Dermed kunne større mængder krigsmateriel transporteres i fuld stilhed og landes uden at have en jævn landingsbane. USSR brugte svævefly til at træne deres kampflyspiloter. Den mest producerede er Blanik, som har både luftbremser og flaps. De var primært tilstede for at træne piloten i deres brug.
Forskellen mellem et ældre svævefly i træ og et moderne glasfiber fly er primært vingeprofilen. Nye materialer som kulfiber gør det muligt at lave meget smalle profiler til vingen og dermed generere løft uden så megen modstand som på gamle trævinger. Det gør, at man komme hurtigere rundt. Træfly vejer som regel mindre og stiger dermed nemmere i termikken, men de tungere glasfiber fly udnytter derimod deres større planbelastningen for at flyve hurtigere med den samme egensynk.
Dette betyder også, at modvind betyder mindre, da rejsehastigheden er gået op og har åbnet op for mere strækflyvning. Ved konkurrencer ser man ofte fly, der flyver 2-300 km lange opgaver med mere end 100 km/t i gennemsnit.
I mange år var konkurrenceflyvningen baseret på brugen af kameraer. Et kamera blev monteret i flyet, og luftfotografierne blev brugt til at dokumentere, at flyet havde gennemfløjet sin opgave. Det var først i begyndelsen af 1990'erne, at GPS udstyr, der var kompakt nok til montere i svævefly, kom på markedet.
Nu om dage bruges GPS loggere istedet. Disse logger ens position over tid og er gemmer data forseglet (krypteret), så man ikke kan ændre i data uden at det invalidere logfilen. Disse filer hedder IGC filer, og det førende program til at visualisere disse hedder SeeYou (http://seeyou.ws/). Moderne loggere har endvidere både en højdemålings transducer og en minimikrofon der med registrering af baggrundsstøjen viser om man bruger hjælpemotor. Disse data optages også i IGC-filen.
[redigér] Klasser
Til konkurrencer er flere svæveflyve klasser blevet defineret af FAI. De er:
- Standard Klasse (Ingen flaps, 15 m vingespænd, vandballast tilladt)
- 15 meter Klasse (Flaps tilladt, 15 m vingespænd, vandballast tilladt)
- 18 meter Klasse (Flaps tilladt, 18 m vingespænd, vandballast tilladt)
- Åben Klasse (Ingen begrænsninger)
- 2-Sædet Klasse (maksimum vingespænd 20 meter)
- Klub Klasse (Den klasse indeholder mange ældre fly med forskellig ydeevne for at konkurrere mod hinanden tilpasses resultaterne med handicap. Vandballast ikke tilladt).
[redigér] Instrumentering
Et svævefly skal som minimum være udstyret med fartmåler og højdemåler. I praksis ses dog så godt som altid også variometer, som fortæller om man stiger eller falder, krængningsmåler, og radio som skal benyttes, når man bevæger sig ind i kontrolleret luftrum, og ellers kan benyttes på særlige svæveflyvefrekvenser, hvor man udveksler informationer med andre piloter og svæveflyvepladserne. Krængningsmåleren kan enten være en kugle i et svagt buet rør, som viser om g-kræfterne virker lige ned mod flyets bund, eller en uldsnor på hood'en, som viser om flyet bevæger sig "rent" (lige frem) gennem luften. Flyves strækflyvning vil der også være enten kompas - anbragt lidt fra elektriske instrumenter - eller GPS, slutglidscomputer og barograf eller logger.
[redigér] Se også
- Svæveflyvning
- Building sailplanes - Hvordan et moderne svævefly bliver bygget (på engelsk).