Toneinterval
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Intervallet mellem to toner er forholdet mellem deres frekvenser.
Svingningstal i Hz for grundskalaens toner:
Tone | Frekvens |
---|---|
c1 | 264 |
d1 | 297 |
e1 | 330 |
f1 | 352 |
g1 | 396 |
a1 | 440 |
h1 | 495 |
c2 | 528 |
Tonen A er kammertonen.
[redigér] Navne på intervaller
Toneintervaller benævnes efter hvor mange toner de spænder over i en (diatonisk dur-) skala. Der er tolv toner indenfor en oktav. Disse organiseres som regel i en 7-toneskala i tonal, vestlig musik. Almindeligvis i en dur-skala. Det skal bemærkes at både start- og sluttonen tælles med i en sådan skala. De fleste intervaller findes i to udgaver i denne gruppering: en stor og en lille. Eksempelvis er intervallet fra C til Des en lille sekund, mens C til D er en stor. Intervallerne prim kvart, kvint og oktav kaldes rene intervaller og er kendetegnede ved, at de altid har samme længde.
- Prim - 1 ("nul-interval" som fra A til A)
- Sekund - 2 (2 halvtonetrin)
- Terts - 3 (4 halvtonetrin)
- Kvart - 4 (5 halvtonetrin)
- Kvint - 5 (7 halvtonetrin)
- Sekst - 6 (9 halvtonetrin)
- Septim - 7 (11 halvtonetrin)
- Oktav - 8 (12 halvtonetrin)
- None - 9
Intervallet på tre hele toner som fra F til H kaldes en tritonus, populært kaldet djævleintervallet, opfattes af mange som disharmonisk i konsonerende omgivelser. Intervallet er dog til stede i mange akkorder eksempelvis dur 7, som anvendes i stor udstrækning i moderne såvel som klassisk musik.