Velfærdsmodel

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Velfærdsmodel er som navnet siger en model et samfund opbygger sin velfærd efter.

Velfærdsstat betegner en socialpolitik, hvor staten tager hånd om de svage i samfundet og i en vis udstrækning søger at udligne forskelle mellem rige og fattige.

[redigér] Historie

Selvom velfærdsstaten i højere eller mindre grad har eksisteret siden Bismarck indførte socialforsikringsordninger i Tyskland i 1880'erne, skete der først en mærkbar udbredelse efter 2. verdenskrig. Sociale ordninger trådte i kraft, og velfærdsstaterne udviklede sig i forskellige retninger og i forskellige tempi i de involverede lande.

[redigér] Former

Inden for samfundsfag arbejder man med tre forskellige modeller: Den universelle, den korporative og den residuelle.

[redigér] Den residuelle velfærdsmodel

Den liberale (også kaldet residuale) velfærdsmodel, der kendetegner blandt andre de nordamerikanske lande. Denne teori bygger på begrænsede og lave overførselsindkomster. Det er ideen, at de fattigste skal holdes ’oven vande’, mens de rigere skal have mulighed for at nyde den løn, de velfortjent har modtaget som følge af stor arbejdsindsats. Omfordelingen er med andre ord forholdsvist lav.

[redigér] Den korporative velfærdsmodel

Den korporative eller angelsaksiske velfærdsmodel sikrer borgerne velfærd gennem socialforsikringsordninger fra arbejdsmarkedet. Ydelserne er bestemt af borgerens tilknytning til arbejdsmarkedet over tid, og det er vigtigt at nævne, at modellen bibeholder den konventionelle familietype med hjemmegående husmor og (ene)forsørgende husbond[Kilde mangler]. Ældre- og børneomsorg bliver varetaget af gejstlige institutioner, og statens subsidiaritetsprincip gælder kun, når familien ikke længere er i stand til at opretholde en tilværelse. Denne model er kendetegnende for blandt andre Tyskland, Frankrig og Østrig.

[redigér] Den universelle velfærdsmodel

Den skandinaviske, socialdemokratiske eller universelle model er præget af omfattende omfordeling og høj skatteprocent. Som navnet antyder karakteriserer denne model især de skandinaviske lande. Overførselsindkomster er relativt høje, og der tages hensyn til arbejdsløshed og andre former for problemer gennem en detaljeret socialpolitik og et ’sikkerhedsnet’. De sociale ydelser er universelle og ikke selektive, således at det er ens for alle uanset indkomst eller præferencer. Desuden er den skandinaviske velfærdsmodel gennem de høje omfordelinger med til at skabe en stor middelklasse[Kilde mangler].

[redigér] Uddybende definering af de forskellige Velfærdsmodeller

Formatering
Denne artikel bør formateres som det anbefales i Wikipedias retningslinjer

Den universelle velfærdsmodel er det velfærdssystem vi bruger her i Skandinavien, denne model kan så sættes i forhold til andre velfærdsmodeller f.eks. den residuale velfærdsmodel og den selektive velfærdsmodel. Det der særtegner sig ved den universelle model er ikke så meget størrelserne af ydelserne, men derimod mere den omfattende fordeling af disse. Man er sikret overførsler og ydelser, uanset ens sociale baggrund. Lighedsprincippet er meget dominerende, alle er lige og har de samme rettigheder. Modellen benytter staten som en stor pengeomfordeler, hvor det er de uddannede og ressourcestærke individer i samfundet, der gennem deres høje skat skal styrke de svage i samfundet økonomisk. De højtudannede betaler for at de mere lavt stillede folk kan have en god levestandard. Den universelle velfærdsmodel ser det også som sin opgave, at sikre den brede befolkningens sociale rettigheder. Uligheden i samfundet skal udjævnes og alle skal være lige. Uanset ens indkomst eller baggrund, skal man have de samme muligheder. Som det fremgår af navnet på velfærdsmodellen, tager den universelle model sig af alle folk i samfundet. Ingen mere end andre. Denne form for velfærdssystem er ikke særlig markedsorienteret, snarere orienteret mod at erstatte markedet. Ud fra en økonomisk indgangsvinkel, ser den universelle model gerne at mange industrier og foretagender forbliver statsejede. Ved at reducere privatiseringen, nedsættes konkurrencen på markedet, hvilket ikke er godt, taget i økonomisk betragtning. Den universelle velfærdsmodel, har grundlag i socialismen. Ønsket om det store fælleseje og lighed i samfundet, bunder i socialismen og henvender sig hovedsageligt til socialister og socialdemokrater samt andre venstreorienterede partier.


Ser man den universelle velfærdsmodel i forhold til den residuale velfærdsmodel, vil hele systemet blive vendt på hovedet. Den residuale velfærdsmodel lader sig, i modsætning til den universelle, styre af markedet. Markedet fungerer som pengefordeler og dem der kæmper, får sin bid af kagen. Den residuale model øger uligheden i samfundet og skaber en stor konkurrence på arbejdsmarkedet. Ifølge den residuale model, skal så lidt som muligt være statsejet. Med mere privatisering, skabes mere konkurrence og bedre produkter. Mere privateje vil også medføre øget brugerbetaling og dermed større økonomisk vækst. Den universelle og residuale model, er på mange punkter diametralt modsatte, og henvender sig også til hver sin politiske og ideologiske side. Den universelle er som sagt venstreorienteret og henvender sig til de ”røde” partier. Den residuale model er i favør hos de helt højreorienterede og mere ”blå” partier. Endnu en modsætning er, at den residuale model tager hånd om de erhvervsaktive, ihærdige og initiativrige og de individer, der kan klare sig selv i samfundet. De svage får færre ydelser og står bare tilbageblevne, uden det store sociale sikkerhedsnet som i den universelle model. Til den ressourcesvage del af befolkningen vil den residuale model kun tilbyde at eksistensminimum. Den sociale sikring tildeles kun de værdigt trængende. I modsætning til den universelle model, så sikrer den residuale model kun en del af befolkningen. Ideologisk set, ønsker den residuale velfærdsmodel større frihed og individualisme, samt mere magt til arbejdsmarkedet. Med denne kraftige markedsinteresse, ønske om ulighed og mere frihed i samfundet, hæfter den residuale velfærdsmodel sig ved liberalismen. Ønsket om det mere frie individ og mere initiativ og motivation henvender sig til de markante højreorienterede partier. Her kan jævnføres Liberaldemokraterne og i mindre grad også Venstre og DF.

Hvis man ser på den selektive velfærdsmodel i forhold til den universelle model, vil denne være noget anderledes. Den bygger på to hovedprincipper, hvor individet selv, eller i fællesskab med familien eller nabolaget, skal udvikle sig og tage ansvar. For det andet skal ting som et individ selv kan klare med hjælp fra sine omgivelser ikke lægges over på staten. På dette område står den selektive model i kontrast til den universelle. Den selektive model ønsker mindre hjælp fra statens side og at individet skal hjælpe sig selv og stå mere frit. Den selektive model baserer på civilsamfundet som stormagt. Med henblik på den sociale sikring, så minder den selektive model noget om den universelle. Her er det lønmodtagere såvel som arbejdsgivere, der skal betale bidrag til de store nødvendige ydelser. Dog tilbyder den selektive model mindre social sikkerhed end den universelle. Som det fremgår af navnet, er det kun nogle og udvalgte der sikres helt i samfundet. Her i den selektive model, er det lønmodtagerne, hvilke er modtagere af den sociale sikring. Med hensyn til pengefordelingen, så særtegner den selektive model sig fra både den universelle og den residuale velfærdsmodel, ved at den omfordeler pengene horisontalt. Dvs. at den lægger mere vægt på overgange i en persons liv, såsom overgangen fra erhvervsaktiv til pensioneret. Den selektive model baserer meget på familien, religionen og lokalsamfundet som fællesskaber. Den selektive model er lidt mere gammeldags og mere traditionsbundet, med hensyn til det familiære sammenhold og religionen. Den selektive model er midterorienteret og henvender sig til de partier der er en blanding af højre og venstre. Ideologisk set så fremgår denne model af konservatismen.

Jeg har her opsummeret de markante forskelle mellem velfærdsmodellerne i et skema og for at samle lidt op på hovedpunkterne, har jeg afbildet de tre modeller i en figur.

Velfærdsmodel Samfundssyn Social sikring Hvem har magten? Ideologi Universelle Alle er lige Alle Staten Socialismen Residuale Man er sin egen lykkes smed Værdigt trængende Markedet Liberalismen Selektive Alle er lige Lønmodtagere Civilsamfundet og staten Konservatismen