Toneinterval

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Intervallet mellem to toner er forholdet mellem deres frekvenser.

Svingningstal i Hz for grundskalaens toner:

Grundskalaens toner
Tone Frekvens
c1 264
d1 297
e1 330
f1 352
g1 396
a1 440
h1 495
c2 528

Tonen A er kammertonen.

[redigér] Navne på intervaller

Toneintervaller benævnes efter hvor mange toner de spænder over i en (diatonisk dur-) skala. Der er tolv toner indenfor en oktav. Disse organiseres som regel i en 7-toneskala i tonal, vestlig musik. Almindeligvis i en dur-skala. Det skal bemærkes at både start- og sluttonen tælles med i en sådan skala. De fleste intervaller findes i to udgaver i denne gruppering: en stor og en lille. Eksempelvis er intervallet fra C til Des en lille sekund, mens C til D er en stor. Intervallerne prim kvart, kvint og oktav kaldes rene intervaller og er kendetegnede ved, at de altid har samme længde.

  • Prim - 1 ("nul-interval" som fra A til A)
  • Sekund - 2 (2 halvtonetrin)
  • Terts - 3 (4 halvtonetrin)
  • Kvart - 4 (5 halvtonetrin)
  • Kvint - 5 (7 halvtonetrin)
  • Sekst - 6 (9 halvtonetrin)
  • Septim - 7 (11 halvtonetrin)
  • Oktav - 8 (12 halvtonetrin)
  • None - 9

Intervallet på tre hele toner som fra F til H kaldes en tritonus, populært kaldet djævleintervallet, opfattes af mange som disharmonisk i konsonerende omgivelser. Intervallet er dog til stede i mange akkorder eksempelvis dur 7, som anvendes i stor udstrækning i moderne såvel som klassisk musik.