Sættekasse
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
En sættekasse var i gamle dage - da man til bogtryk benyttede håndsats med blytyper - typografens vigtigste redskab. Her lagredes de forskellige typer i en bestemt orden.
Der er to rum i en sættekasse - én til håndtering af de store (majuskler) bogstaver (også kaldet versaler) og én til de små (minuskler) bogstaver.
På engelsk kaldes de store bogstaver for Upper Case og de små for Lower Case). Majusklerne lå i den øverste sættekasse (case) og minusklerne i den nederste. Heraf de engelske betegnelser, som er videreført til tastaturer på skrivemaskiner og pc'ere.
Den øvre kasse er indelt i 98 rum af ens størrelse. Rummene indeholder bogstaverne fra A til Z. Resten af tegnene er for møntfod, parenteser, diftonger, ligaturer og accenter.
Den nedre kasse er arrangeret således, at de mest benyttede bogstaver er nærmest sætterens hænder. Et hyppigt benyttet bogstav som "e" har det største rum. Blandt versalerne findes også fyld-tegn i forskellig bredde til spærring. I Lower Case findes også komma, punktum, kolon og lignende.
Da typograferne "gik fra blyet" og over til elektronisk publicering eller Dtp, blev de fleste sættekasser overflødige, men mange er genanvendt som opbevaringsrum for miniaturer eller direkte hængt op på væggen til pynt.