Romantikken

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

For alternative betydninger, se Romantik.
 "Badende nymfe"  af Carl Spitzweg
Forstør
"Badende nymfe"
af Carl Spitzweg

Romantikken er en stilperiode i litteratur, musik og billedkunst der dyrkede geniet, fantasien, det mystiske og naturen. Befinder sig tidsmæssigt fra 1803 til 1870-erne.

[redigér] Overblik

Der er flere grunde til, at Romantikken står som en stor periode i dansk litteratur. Tiden er præget af et Danmark i en presset situation som en følge af vores støtte til Napoleon. Den danske stat går bankerot i 1813, og i 1814 mister vi Norge.

Oprindelig betød ordet romansk eller romantisk, at noget var skrevet på folkesproget i modsætning til latin, og kommer senere til at betyde noget fantastisk og står derved i modsætning til hverdagen. Novalis og brødrene Schlegel, som er de teoretiske fædre til Jena-romantikken, stiller begrebet op som en modsætning til den klassiske antikke digtning.

Der er flere grunde til Romantikkens særlige status i dansk litteraturhistorie. For det første er den følelsesorienteret. Romantikernes digte afløser Oplysningstidens rationelle tanker om, at alt skal måles og vejes. Der var tidligere enkelte tiltag til en jeg-orienteret litteratur, fx Johannes Ewald, men den havde aldrig været udgangspunktet. For det andet er Romantikken en litterær skole og er ikke kun en æstetisk tanke; inspireret af sit tyske ophav blev det filosofiske grundlag brugt i forskellige discipliner. En tredje grund var, at det for første gang blev muligt at leve af at være digter i starten af 1800-tallet. Tidligere var digtere afhængige af mæcener, som sponsorerede deres virke, og for at skaffe dem var lejligheds- og hyldestdigtning nødvendig. Nu kunne kunsten opstå mere for kunstens skyld: Art pour l'art.

Romantikken i Danmark var på mange måder en ikke særlig klart defineret størrelse. Der kan derfor være flere måder at inddele den på. På e-poke.dk gør Iben Holk det i to faser: Fra begyndelsen af 1800-tallet - starten bliver oftest sat til 1803, hvor Adam Oehlenschlägers debutdigtsamling "Digte 1803" udkommer - til 1824, hvor både Steen Steensen Blicher og Poul Martin Møller debuterer og indvarsler realismen i dansk litteratur. Den anden del går fra 1824 til 1869, hvor det moderne gennembrud indvarsles af Georg Brandes' første forelæsning "Indledning til Emigrantlitteraturen". 1872 er også året, hvor Darwins "Arternes Oprindelse" udkommer på dansk. Af eftertiden er de to perioder blevet benævnt henholdsvis Romantikken og Romantismen, sidstnævnte med inspiration fra engelsk litteratur.

Denne inddeling sætter navn på perioden fra den tidlige romantiske digtning til Naturalismens indmarch i dansk litteratur i 1870'erne. For, som Iben Holk skriver i indledningen til naturalisme-afsnittet på e-poke.dk, så har perioden fra 1840-45 til 1870 ikke noget navn. Betegnelsen Romantisme bruges, fordi eftertiden har kunnet se en litteratur, der bevægede sig fra den tidlige romantiks højstemthed mod en mere realistisk fortællemåde. Det er dog ikke realisme forstået som socialrealisme; det er en poetisk realisme, hvor steder og personer er genkendelige og har en betydning for fortællingen.

[redigér] Den filosofiske ballast

Den danske romantik havde sin inspiration i Tyskland. Der fandtes to hovedretninger opkaldt efter de byer, de centrerede sig i, Jena og Heidelberg. Grundlaget i Jena-romantikken var en panteistisk tankegang; verden var gennemstrømmet af en universel ånd. Med filosoffen Schellings ord: Ånden sover i stenen, slumrer i planten, vågner i dyret og lever i mennesket. Denne form kaldes også universal-romantikken.

Det var denne form for romantik, Heinrich Steffens introducerede med sine forelæsninger i 1802. I dem gennemgik han historiens forløb som et fald fra den oprindelige guldalder, hvor guderne var på jorden til romertiden, hvor kejserdyrkelsen erstattede den sande religiøsitet. Vendepunktet kom med Jesus, hvorfra det igen gik opad mod den nye guldalder, hvor himlen igen er på jorden. Den, der kunne se denne sammenhæng og formå at genskabe forbindelsen, var geniet. Dyrkelsen af geniet er et gennemgående tema i Oehlenschlägers Aladdin.

Det var med andre ord menneskets grundvilkår at være skilt fra sit oprindelige ophav. Denne splittelse, også kaldet dualisme, blev introduceret af den græske filosof Platon i hans berømte hulelignelse; han opdelte verden i fænomenernes verden og ideernes verden. Vi på jorden var vidne til et skyggespil, hvor fænomenerne spejles for os på en væg. Vi sidder med ryggen til lyset og det sande. Men kunne vi vende os om og indse, at det kun var skygger, vi så, så kunne vi søge mod ideernes verden og den sande indsigt. Det var denne indsigtsproces, der lå til grund for brugen af verbet at ane i mange romantiske digte. Se fx anden strofe i digtet Indvielsen af Schack von Staffeldt.

Overfor denne står Heidelberg-romantikken, der interesserer sig for den nationale fortid, som kan ses hos den ældre Oehlenschläger og Grundtvig. Denne form kaldes også for Nationalromantikken.

[redigér] Kilder/henvisninger

Denne artikel om sprog eller litteratur er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.