Erik Blodøkse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Erik Blodøkse Haraldsson (Eiríkr blóðøx) var Norges konge ca. år 931933.

Han var ældste søn af Harald Hårfager og Ragnhild Eriksdatter og levede ca. 895 - 954.

Han var kendt som en stor kriger og hærmand. Allerede som 12-årig drog han på togt med fem langskibe.

Erik fik overdraget kongemagten fra sin far, da Harald blev 80 år. Erik dræbte tidligt flere af sine brødre, bl.a. Bjørn Farmann, men blev selv fordrevet af sin yngre bror Håkon den gode (Adalstensfostre), da denne kom hjem fra England. De norske høvdinger var da trætte af Eriks plyndren og hærgen, så de sluttede sig til Håkon.

I England fik Erik Northumberland i len af Kong Adalsten. Han bosatte sig dér med sin familie i Jorvik (nu York). Herfra blev han fordrevet i 941 af Edmund, Kong Adalstens bror, efter at han havde fortsat sin fremfærd og foretaget flere plyndringstogter i Irland og Bretagne. Han faldt i et slag i Stainmoor mod Kong Eadred i 954.

Eriks dronning, Gunhild blev beskyldt for at være troldkvinde, og sagaskriverne omtaler kong Erik og dronning Gunhild som onde.

[redigér] Litterært citat

Hostrup lader i En Spurv i Tranedands (1846) den opvækkede Dronning Gunhild sige:

  • [.....] For flere hundred Aar tilbage
  • var jeg en Konges Viv, Kong Eriks, han,
  • som for sin Herskelyst, sit vilde Mod,
  • af Norrigs Bønder kaldet blev Blodøxen.

[1]



Efterfulgte: Norges regenter Efterfulgtes af:
Harald Hårfager
ca. 872–ca. 931)
Håkon den gode
ca.933–ca. 960