Symfoni

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

En symfoni er en betydeligt komposition for den type orkester der kaldes symfoniorkester, normalt opdelt i 3-4 satser.

Ordet stammer fra det græske syn (sammen) og fon (lyd).

Orkestret kaldes symfoniorkester, fordi størstedelen af det, der er komponeret for dette orkester, er symfonier. Heraf symfonisk, som betegner al musik for symfoniorkestret, der ikke er symfonier, det kan være ouverturer, symfoniske digte o. m a.

[redigér] Historie

Symfonien - som vi kender den i dag - stammer fra det tidlige 18. århundrede. Den menes at være vokset ud fra den italienske ouverture til en opera.

Tidlige symfonier bestod at 3 satser med tempoet: hurtig-langsom-hurtig. Senere blev det til 4 satser, som dominerede i slutningen af det 18.- og 19. århundrede. Denne periode er domineret af komponisterne Joseph Haydn og Wolfgang Amadeus Mozart. De to store centre for symfonier er Wien og Mannheim (Mannheimskolen).

I det 19. århundrede gjorde Ludwig van Beethoven symfonien kendt, og navne som Franz Schubert, Carl Maria von Weber, Robert Schumann, Felix Mendelssohn, Hector Berlioz og Franz Liszt er med i den "romantiske periode".

Johannes Brahms fortsatte, hvor Beethoven, Schumann og Mendelssohn slap. Symfonierne vokser nu tidsmæssigt og bliver til det centrale i mange orkestre, der nu hedder symfoniorkester. Andre vigtige komponister i slutningen af 1800-taller er Anton Bruckner, Antonin Dvořák, Tjajkovskij og Camille Saint-Saëns.

I det 20. århundrede ser man komponister som Sergei Rachmaninoff, Carl Nielsen og Sjostakovitj, som fortsætter med den traditionelle 4-sats symfoni. Andre komponister prøver nye veje som Gustav Mahler, der i sin 2. symfoni bruger 5 satser og i andre bruger kor, solo og andre nyskabelser. Jean Sibelius' 7. symfoni er i kun 1 sats.

[redigér] Udvalgte komponister