Philippe Pétain
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Philippe Petain (24. april 1856 - 23. juli 1951) var fransk officer og politiker.
Under 1. Verdenskrig indlagde han sig stor fortjeneste ved at standse det tyske stormløb mod fæstningen Verdun og i 1917 lykkedes det ham at neddæmpe et mytteri i den franske hær, som kunne være blevet skæbnesvangert. Han gik i modsætning til mange af sine officerskolleger ind for en defensiv strategi, hvilket indbragte ham stor popularitet, idet den offensive doktrin hidtil havde kostet Frankrig dyrt.
Den defensive holdning videreførte han i mellemkrigstiden, hvor han var medvirkende ved anlæggelsen af Maginot-linjen. Han deltog i det yderste højres konspirationer mod republikken og dens forfatning.
Da 2. Verdenskrig brød ud i 1939, var han ambassadør i Spanien, men efter den tyske offensiv mod Frankrig i maj 1940 og efterfølgende militære sammenbrud, blev han kaldt hjem og udnævnt som viceministerpræsident. Han anså krigen for tabt, og i juni blev han ministerpræsident og anmodede om våbenhvile. I juli 1940 gav Nationalforsamlingen ham som marskal af Frankrig fuldmagt til at udarbejde en ny forfatning og gav hermed dødsstødet til den Tredje Republik.
Pétain blev statschef og stod fra nu af sammen med ministerpræsidenten Pierre Laval i spidsen for et autoritært regime, kaldet Vichy-regeringen, i nært samarbejde med Tyskland. Pétains mangfoldige tilhængere, som han havde mange af også efter krigen, hævdede, at hans hensigt kun havde været at forsvare franske interesser og at føre Frankrig så uskadt gennem krigen som muligt. Men faktisk medvirkede Vichy-regeringen aktivt, når det gjaldt deportationer af jøder til udryddelseslejre og tvangsudskrivning af franske arbejdere til Tyskland.
Da tyskerne måtte opgive Frankrig i eftersommeren 1944, tog de Pétain med sig til Tyskland, men i 1945 vendte han frivilligt tilbage til Frankrig. Under den efterfølgende retssag blev han dømt til døden, men blev benådet med livsvarigt fængsel på grund af sin høje alder. Han døde i fængslet.