Selv-nærvær

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Selv-nærvær er en fagfilosofisk betegnelse for en bestemt form for minimal selv-bevidsthed. Der er tale om en fundamental form for selv-kendskab, der kendetegner al fænomenal bevidsthed, men ikke behøver være betegnende for ikke-bevidste mentale tilstande. Selv-nærvær er en latent og implicit form for bevidsthed, hvor jeget ikke tematiseres på en eksplicit måde, sådan som det er tilfældet ved introspektiv refleksion. Bevidstheden er ofte blot før-refleksivt bevidst om den kvalitet af minhed, som al fænomenal bevidsthed gives med. På dansk er filosoffen Dan Zahavi og psykiateren Josef Parnas fortalere for et sådant begreb om selv-bevidsthed.

Filosoffen Uriah Kriegel beskriver sit selv-nærvær som "...the phenomenological characterization of the non-reflective mode of self-awareness humming in the background of our mind..."[1].

[redigér] Henvisning

  1. Uriah Kriegel, "Consciousness as Intransitive Self-Consciousness", Canadian Journal of Philosophy, 33:103-132, 2003.