UÇK
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
UÇK er en forkortelse for det albanske Ushtria Çlirimtare e Kosovës og betyder: Kosovos Befrielseshær.
[redigér] Usikkerhed mht etableringstidspunkt
Det er ikke helt klart hvornår UÇK blev grundlagt, men bevægelsen synes at have haft geografisk udspring i Drenica-området og være opstået i et meget begrænset omfang i midten af 1990'erne. Bevægelsen tog til i omfang op gennem 1998, hvor det kom til omfattende krigshandlinger i Kosovo.
[redigér] Ibrahim Rugovas misforståelse
Frem til 1997 og begyndelsen af 1998 var UÇK ikke bredt kendt i befolkningen, og den illegalt valgte præsident, Ibrahim Rugova, hævdede i denne første fase at der måtte være tale om en opfindelse, som serbiske sikkerhedsmyndigheder stod bag. I denne fase var der flere tilfælde af terrorhandlinger mod albanere og serbere, herunder mod albanere der samarbejde med serberne, og både civile og militær- og politifolk blev angrebet, så selv om Rugovas tolkning var objektivt forkert - set baglæns - havde han trods alt rimelige grunde til at tro at tingene forholdt sig som han troede. Hans fejltagelse understreger kun at UÇK ikke var særlig kendt og at der - i mange henseender - var meget dårlige forbindelseslinier mellem de forskellige Kosovo albanske grupperinger.
[redigér] Kriminalitet og smuglerier
I denne tid begyndte der at dukke anklager op om at UÇK var involveret i smuglerier og i andre kriminelle aktiviteter. Det blev hævdet at man smuglede narkotika og våben. Det er tænkeligt at nogle med relation til bevægelsen var involveret i kriminelle aktiviteter.
Fra midten af 1997 er det formentlig ubetvivleligt at medlemmer af bevægelsen var involveret i fremskaffelse af store mængder håndvåben fra den albanske hærs våbenlagre, hvad enten dette skete gratis eller mod betaling til mellemmænd. På dét tidspunkt var Albanien i kaos, og våbenlagrene blev plyndret.
[redigér] Massakren på Jashari-familien
De serbiske myndigheders massakre på Jashari-familien i Prekaz 5. marts 1998 har formentlig virket helt modsat af hvad de serbiske myndigheder havde kalkuleret med; sandsynligheden taler for at man sigtede på at kvæle bevægelsen ved at ramme en af de bedst kendte ledere. I stedet steg tilslutningen til UÇK, ikke mindst blandt unge Kosovo albanere i Kosovo og i forskellige lande hvor de boede fast eller studerede; en medvirkende årsag var at massakren hurtigt blev kendt over hele Kososo. I øvrigt blev massakren grundigt beskrevet og voldsomt kritiseret i internationale medier, og den bidrog til at underminere den serbiske position i den internationale offentlighed.
[redigér] Militær strategi og taktik
På dette tidspunkt - dvs. i 1997 og begyndelsen af 1998 satsede man på at føre klassisk guerillakamp og at gennemføre nålestiksaktioner. Senere i 1998 udvidede man til at gennemføre bredere anlagte aktioner.
De små hit-and-run-aktioner var - militært set - ret succesfulde, hvorimod man led mange nederlag da man gik over til de bredere anlagte aktioner.
Efterhånden som krigen udviklede sig og serbiske styrker - både regulære styrker og paramilitære styrker - gik til modangreb, begyndte der en omfattende flygtningestrøm fra de udsatte steder til vanskeligt tilgængelige bjergegne og til Kosovos nabolande. Der meldes i denne periode om talrige overgreb på civile, især fra serbisk side, men delvis også fra albansk.
Overgrebene fra serbisk side har været tema i flere sager ved ICTY i Haag, i mange medier og i drøftelser og undersøgelser i parlamenterne i de lande der var involverede i NATO-interventionen, og de har generelt udløst voldsom kritik, hvilket fik betydning for den senere folkelige opbakning bag NATO-interventionen, uanset at denne intervention - ud fra en ren juridisk betragtning - formentlig må karakterises som værende i strid med folkeretten. Dette tema er diskuteret i DUPI's rapport om Humanitær Intervention.
Overgrebene fra albansk side har ikke været omtalt lige så massivt som de serbiske (med undtagelse af serbiske medier m.fl. og et mindre antal tilfælde i NATO-landene, som i Italien, Grækenland og Tyskland). De har dog været tema i sagen mod Fatmir Limaj m.fl. ved ICTY i Haag og vil givetvis også blive tema i sagen mod tidligere UÇK-kommandant og tidligere premierminister Ramush Haradinaj, der dog endnu ikke er berammet (pr. januar 2006).
Sagen mod Limaj m.fl. blev afsluttet i slutningen af 2005 med frikendelse af Limaj og en anden anklaget, hvorimod den tredje anklagede fik en langvarig fængselsstraf.
Domstolen understregede at den dømte ikke havde selvstændige kommandobeføjelser, og at han havde opført sig som en vagt under kommando, da han udførte de pådømte handlinger. Dette kunne imidlertid ikke fjerne hans skyld, men det bidrog til at mildne dommen.
UÇK-ledelsen havde, at dømme udefra, flere hensigter. Man ville selv sagt vinde de enkelte aktioner og dermed motivere til større opbakning og direkte tilslutning fra befolkningen. Men man satsede helt åbenbart også på at provokere serbisk militær og serbisk politi til at overreagere for derigennem at tiltrække international hjælp og fremtvinge en politisk løsning, der indebar Kosovos løsrivelse fra Serbien.
Ved udgangen af 1998 gennemtvang man fra amerikansk side en ensidig serbisk våbenhvile og der blev indsat en OSCE-overvågningskommission under ledelse af William Walker fra USA.
[redigér] Agim Çeku militær øverstkommanderende, Hashim Thaçi politisk leder
Agim Çeku, der var general i den kroatiske hær blev tiltrukket som militær øverstkommanderende, mens Hashim Thaçi blev politisk leder.
I en kort periode ved årsskiftet 1998-1999 var Adem Demaçi tilknyttet som politisk rådgiver, men da hans synspunkter i virkeligheden ikke stemte overens med de ledende UÇK'eres skiltes vejene.
Den formentlig serbiske massakre i landsbyen Racak 15. januar 1999 blev brugt som begrundelse for Madeleine Albright m.fl. til at sætte tommelskruerne på Slobodan Milosevic, til at gennemføre Rambouillet-forhandlingerne og til fra 25. marts 1999 at gennemføre en asymmetrisk militær intervention, nemlig gennem luftangreb mod landtropper.
[redigér] NATO-interventionen. Etablering af TMK
UÇK deltog i et vist omfang som støtte for NATO under interventionen i 1999, men blev kort efter fredsslutningen opløst. En del af medlemmerne blev i stedet optaget i TMK, på albansk: Trupat Mbrojtëse të Kosovës, på engelsk: Kosovo Protection Corps, på dansk Kosovos Beskyttelseskorps, der fik Agim Çeku som chef.
Formålet med korpset er at danne et slags civilforsvarskorps eller beredskabskorps, men der var (og er) adskillige Kosovo albanere, der så (og ser) korpset som begyndelsen på en selvstændig hær, dette er dog hidtil afvist af det internationale samfund. Når medlemmerne er i tjeneste er de i en militært lignende uniform, rangbetegnelserne er militære (Agim Çeku tituleres general), og det er endelig tilladt nogle af medlemmerne at bære våben, i det mindste under særlige ceremonielle begivenheder.
TMK dannede officiel og uniformeret æresvagt ved præsident Rugovas båre i januar 2006.
[redigér] Serbisk kritik
Fra serbisk side har man kritiseret etableringen og den efterfølgende virksomhed. Når det internationale samfund accepterede at etablere korpset var det for at lede de tidligere guerrilla-soldater over i fremtidsorienteret virksomhed så hurtigt som muligt og for at etablere et beredskabskorps.
[redigér] Nogle medlemmer er blevet suspenderet eller afskediget
Nogle officerer og medlemmer af korpset er blevet suspenderet eller afskediget. Som suspensionsgrund har været fremtræden i TMK-uniform i situationer der ikke var accepteret af UNMIK og KFOR. Afskedigelsesgrund har været at der var rejst sigtelse eller afsagt dom for deltagelse i kriminelle aktiviteter.
[redigér] Eksterne kilder
- Kilde: Bjørn Andersen: Fra Kosovo til Kosóva. Amerikansk og Europæisk udenrigspolitik - i Machiavelli's og Clausewitz' fodspor? (fsv angår den militære strategi og taktik) og forskellige udgaver af Albansk Almanak (fsv angår etableringen af TMK og forløbet siden 1999) og derigennem på søgning i mange medier fra 1998 og frem.
Desuden er f.eks. inddraget:
- DUPI's rapport om Humanitær Intervention, som er diskuteret i Albanske Studier (2002) tilligemed udenrigsministerens redegørelse af 14. marts 2000 om emnet til Folketinget
- Udsagn fra ICTY's sag mod Fatmir Limaj m.fl.