Portal:Astronomi/Månedens Artikel
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Indholdsfortegnelse |
[redigér] 2006
[redigér] Januar - Pluto
Pluto er et himmellegeme i udkanten af vores solsystem. Den er opkaldt efter Pluton, den romerske gud for dødsriget, svarende til Hades i den græske mytologi.
Percival Lowell begyndte i 1905 at lede efter Planet X, som han kaldte Pluto. Han var helt overbevist om at der måtte ligge en 9. planet efter Neptun, da der var fundet uoverensstemmelser i Plutos bane. Det var uoverensstemmelser af den samme slags, som havde ført til opdagelsen af Neptun i 1846. Lowell nåede desværre aldrig selv at finde planeten, men 13 efter hans død ansatte Lowell Observatoriet, som han selv havde grundlagt, en 26-årig amatørastronom ved navn Clyde Tombaugh, som i 1929 begyndte en systematisk fotografisk kortlægning af ekliptika. Det var denne forskning der i 1930 førte til at Clyde Tombaugh fandt Pluto, som officielt blev klassificeret som en planet. På det tidspunkt kendte man intet til Kuiper-bæltet, men siden har det vist sig at Pluto er temmelig forskellig fra alle de andre 8 planeter i solsystemet, både med hensyn til størrelse, sammensætning og dens excentriske omløbsbane om Solen — til gengæld ligner Pluto de øvrige objekter man har fundet i Kuiper-bæltet, og af den grund hersker der en del debat om hvorvidt Pluto og andre Kuiperbælte-objekter bør klassificeres som planeter.
[redigér] Februar - Halleys komet
Halleys komet, officielt kaldet 1P/Halley efter Edmond Halley, som i 1700-tallet var den første der udregnede dets bane, er den bedst kendte og klareste af kometerne fra Kuiper-bæltet, som besøger den indre del af solsystemet i en regelmæssig bane.
Kilder viser at man har kendt til kometen helt tilbage siden 240 f.kr., men nogle ting tyder på at man, så langt tilbage som, i 1059 f.kr., har kendt til kometen. Halleys komet passere jorden en gang hvert 75-76 år. Dette kan dog variere med flere år pga. de mange faktorer der spiller ind i kometens bane. Ting som forskellige planeters tyndekraft, når kometen passere, og udbrud fra solen, kan have indflydelse på kometens bane.
Halleys komet kerne er ca. 16x8x8 km stor og har en massetæthed på 0,1 g/cm3, dette er højst sandsynligt fordi den ikke består af andet end støv, da isen, som kometen er opbygget af, er blevet til gas.
Flere forskellige rumsonder har besøgt kometen. Blandt dem kan nævnes de russiske sonder Vega 1 og Vega 2, to japanske sonder Suisei og Sakigake, og den mest kendte: Den amerikanske/europæsike sonde Giotto, som den 13. marts 1983, i en afstand af 596 km, fløj forbi Halleys komet. Dette er den nærmeste forbiflyvning nogenside.
Næste gang Halleys komet kommmer forbi det indre solsystem er i år 2061.
[redigér] Marts - Merkur
Merkur er den planet, der er tættest på solen og den ottende største i vores solsystem. Planeten er mindre i diameter end Jupiters måne Ganymedes og Saturns måne Titan, men har større masse end disse. Planeten blev opkaldt efter den romerske gud Merkur, fordi planeten bevæger sig så hurtigt i sin bane, og han var gudernes budbringer.
Mosaikbillede af Merkur i tabellen til venster blev taget af Mariner 10 under dens vej mod planeten den 29. marts 1974. Mosaikken består af 18 billeder taget med 42 sekunders mellemrum under en 13 minutters periode, mens rumskibet var 200.000 kilometer (cirka 6 timer før dens nærmeste punkt) fra planeten.
Merkur har mindst været kendt siden sumerernes tid (3. årtusind f.Kr.). Sumererne kaldte den for Ubu-idim-gud-ud. De tidligste detaljerede registreringer blev foretaget af babylonerne. Den fik to navne af grækerne: Apollo som morgenstjerne og Hermes som aftenstjerne. De græske astronomer vidste imidlertid godt, at de to navne refererede til samme himmellegeme. Heraklit indså endog, at Merkur og Venus kredser i bane om Solen - ikke om Jorden.
Da Merkur altid holder sig ret tæt ved Solen, kan den kun iagttages kort før solopgang eller kort efter solnedgang. Den er da ofte synlig gennem en almindelig prismekikkert, eller for den sags skyld med det blotte øje - således i Sydeuropa. I Danmark er Merkur yderst vanskelig at observere.
[redigér] April - New Horizons
New Horizons missionen fra NASA er den første rumsonde i New Frontiers Mission serien. Den blev opsendt den 19. januar 2006 kl. 2:00 pm (GMT-5). New Horizons rumsonden skal rejse helt ud til solsystemets kant, for at se på de objekter der er for små til at undersøge med teleskop. Sondens primære mission, når den ankommer til Pluto i 2015, er at kortlægge planeten, samt at tage højopløsnings billeder af Plutos overflade for at få en bedre forståelse af planetens opbygning. Efter Pluto flyver sonden videre til en af Plutos måner, Charon, hvor den vil foretage detaljeret fotografering af overfladen, samt tage atmosfæreprøver. Til sidst skal sonden undersøge Kuiper bæltet, hvor mange forskellige asteroide objekter befinder sig. Efter Kuiper bæltet vil sonden fortsætte ud af vores solsystem og ud mod stjernerne.
Når New Horizons når ud til Pluto vil den være den første sonde der undersøger planeten i større detaljeringsgrad. Sonden satte også under opsendelsen rekord ved at være det fartøj, der har forladt jordens atmosfære med størst fart, nemlig 16,21 km/s.
[redigér] Maj - Big Bang
I den fysiske kosmologi er Big Bang den videnskabelige teori, ifølge hvilken universet dukkede frem fra en tilstand af helt enorm høj tæthed og temperatur for omkring 13,7 milliarder år siden. Big Bang teorien baseres på den rødforskydning ifølge Hubbles lov, som kan iagttages for fjerne galakser, og som sammen med det kosmologiske princip indikerer, at rummet ekspanderer i overensstemmelse med Friedmann-Lemaître modellen fra den generelle relativitetsteori. Når man ekstrapolerer denne udvidelse bagud i tid, viser observationerne, at universet er ekspanderet fra en tilstand, hvor alt stof og al energi i universet havde umådelig temperatur og tæthed. Blandt fysikere er der ikke nogen bredt accepteret teori for, hvad der skete endnu tidligere, omend den generelle relativitetsteori forudsiger en tyngderelateret singularitet. (For en diskussion om en eventuel tid før Big Bang, se artiklen kosmogoni).
Udtrykket Big Bang benyttes både i snæver forstand til at referere til det tidspunkt, da den observerede ekspansion af universet ifølge Hubbles lov begyndte — beregnet til at ske for 13,7 milliarder (1,37 × 1010) år siden (±2%) — og i mere almen forstand til at referere til det fremherskende kosmologiske paradigme, som forklarer universets oprindelse og ekspansion tillige med dets sammensætning af urstof ved nukleosyntese som forudsagt af Alpher-Bethe-Gamow teorien [1].
En konsekvens af Big Bang er, at betingelserne i nutidens univers er forskellige fra de betingelser, som var gældende i en fjern fortid og som vil gælde i en fjern fremtid. Ud fra modellen var George Gamow i 1948 i stand til at forudsige - i det mindste kvalitativt - at der måtte findes en kosmisk baggrundsstråling. (CMB - Cosmic Microwave Background Radiation) [2]. Denne CMB opdagedes i 1960-erne og gav Big Bang teorien et overtag over dens vigtigste rivaliserende teori, Steady State teorien.
[redigér] Juni - Tycho Brahe
Tycho Brahe (Tyge Ottesen Brahe) (1546-1601), et af de store navne i dansk videnskabs historie, grundlagde den moderne observerende astronomi.
Tycho er en latinisering af hans oprindelige danske navn Tyge. Han blev født på Knudstrup (Knutstorp) slot uden for Landscrone i det danske Skåne og døde i Prag, hvor han er begravet i Teyn-kirken.
Allerede i oldtiden havde astronomerne observeret, men Tychos mest betydningsfulde indsats var, at han indså, at fremskridt i astronomien forudsatte systematiske observationer nat efter nat, og at man behøvede instrumenter med den størst opnåelige nøjagtighed. Med dette program lykkedes det ham at gennemføre sine observatorier Uranienborg og Stjerneborg på Hveen i Øresund. Indtil da havde man mest tænkt sig frem til forklaringerne på alting.
At Tycho Brahe valgte astronomien som livsopgave, skyldes et ejendommeligt tilfælde: En aften i november 1572 iagttog han på Herrevad i Skåne en ny, stærkt lysende stjerne i stjernebilledet Cassiopeia. Da det siden oldtiden havde været en alment accepteret lære, at stjerneverdenen var uforanderlig, søgte andre iagttagere at bortforklare fænomenet ved at påstå, at det var et eller andet i Jordens atmosfære. Tycho Brahe beviste ved nøjagtige målinger, at dette var urigtigt, og han udgav i 1573 en bog herom, De nova stella. Herfra stammer betegnelsen en nova for en pludseligt opflammende stjerne. I dag ved vi, at stjernen i 1572 var en supernova.
Han fastslog også, at kometerne var længere væk end månen. Indtil da havde man ment, at de måtte være noget i jordens atmosfære.
[redigér] Juli - Ole Rømer
Ole Rømer (25. september 1644 - 19. september 1710) var en dansk astronom, ingeniør og politidirektør.I 1675 påviste Rømer – som den første – at lyset ikke, som det hidtil var formodet, udbreder sig øjeblikkeligt, men med en endelig hastighed, og han målte denne hastighed med rimelig nøjagtighed.
Han blev født i Århus i 1644. I 1662 blev han elev af videnskabsmanden og lægen Rasmus Bartholin på Københavns Universitet og Rømer blev her involveret i at forberede en udgivelse af Tycho Brahes observationsjournaler. I 1671 assisterede han den franske astronom Jean Picard med at stedfæste Brahes observatorium på Hven - et arbejde, der skulle hjælpe til at fortolke Brahes observationer mere nøjagtigt.
I 1672 rejste han sammen med Picard til Paris, hvor han de kommende 9 år var beskæftiget med observationer på det nye kongelige observatorium og var ansat af Louis XVI til at undervise tronarvingen (le dauphin). Han blev medlem af l'Academie Royale des Sciences og assisterede også ved udarbejdelsen af vandforsynings- og fontænesystemerne på Versailles og Château de Marly. Det var i denne periode, han kom frem til sit resultat om lysets hastighed; det beskrives nærmere nedenfor.
I 1681 vendte han tilbage til Danmark hvor han blev udnævnt til professor i astronomi ved Københavns Universitet. Han var samtidig aktiv på universitetets observatorium, som lå på toppen af Rundetårn hvor han bl.a. brugte instrumenter, som han selv havde opfundet eller forbedret. Desværre gik alle hans observationer og instrumenter tabt ved branden i 1728 og da han selv kun publicerede ganske få artikler er meget af hans opsamlede viden gået tabt.