Ulveskansen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Koordinater: 55°43'56.09"N, 12° 8'48.93 "E

Ulveskansen (Führerhauptquartier Wolfsschanze) var det kodenavn tyskerne brugte for et af Adolf Hitlers større militære hovedkvarterer under Anden verdenskrig. Anlægget ligger otte kilometer øst for Kętrzyn (tysk: Rastenburg) i Polen i det tidligere Østpreussen.
Hitler opholdt sig i 800 dage i dette hovedkvarter, som dermed blev et af de vigtigste kommandocentre i Det tredje rige. Den 20. juli 1944 foretog tyske officerer et mislykket attentat på Adolf Hitler i Ulveskansen. Hitler overlevede og betragtede dette som et tegn på forsynets gunst. Anlægget blev sprængt i januar 1945, da sovjetiske styrker nærmede sig Østpreussen. Det er senere omdannet til et polsk frilandsmuseum.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Baggrund
Sammenlignet med lederne af de andre krigsførende magter under Anden verdenskrig havde Hitler en enestående dobbeltposition: han var både statsleder for Det tredje rige og desuden fra 1938 krigsminister og øverste chef for de væbnede styrker (fra 1941 også øverste chef for hæren).
I egenskab af statsleder var hans officielle arbejdsplads det nye Rigskancelli, Reichskanzlei, i Berlin. Som højeste chef for militæret var hans position mere kompliceret:
Militære ledere har traditionelt opholdt sig nær de tropper, de kommanderer, fordi man først i moderne tid har fået kommunikationsmidler, som muliggør fjernledelse. I 1828 opstod i Tyskland begrebet «Grosse Hauptquartier, das Generalkommando der ganzen Armee», altså generalkommandoen for den samlede hær. Under Første verdenskrig var den forlagt til forskellige steder i bagkanten af Vestfronten og flyttede sig efter frontens bevægelse.
Hitler fulgte denne tradition med «Førerhovedkvarter», og ledede for eksempel felttoget i vest i 1940 først fra et hovedkvarter med dæknavn Felsennest, klipperede, sydvest for Bonn, og derefter fra et med dæknavn Wolfsschlucht I, ulveslugt, ved den lille landsby Bruly-de-Peche. Det var i det sidste hovedkvarter, Hitler modtog beskeden om, at Frankrig ville kapitulere.
Efter sejren i vest begyndte Hitler at overveje et felttog mod Sovjetunionen, og der opstod behov for et nyt hovedkvarter i øst.
[redigér] Udvælgelse af et egnet sted og bygningen af selve hovedkvarteret
Det var Hitler selv, der valgte dæknavnet, som havde udgangspunkt i, at han til tider havde benyttet pseudonymet «Wolf», ulv, især i sin privatkorrespondance i 1920'erne. Et andet dæknavn for dette østlige førerhovedkvarter var bynavnet «Görlitz» (efter en nærliggende landsby, ikke efter den større byen ved samme navn i Sachsen).
Det var Organisation Todt, som stod for bygningen af anlægget i 1940. Under byggeperioden foregav man, at man konstruerede en fabrik dér, «Chemische Werke Askania», eller «Askania Nord».
Det var naturligt at placere Ulveskansen i Østpreussen, som var den østligste del af Tyskland (nu delt mellem Polen og den russiske Kaliningradenklave). Man fandt en egnet plads otte kilometer øst for Rastenburg (nu Kętrzyn), i skoven Mauerwald (nu Mamerke) nær landbyen Görlitz (nu Gierloz). Området havde i århundreder været præget af det militære: Rastenburg var anlagt som fæstningsværk bygget af Den tyske orden i 1329 og var senere en vigtig preussisk garnisonsby.
Der var flere forhold, som gjorde stedet passende:
- Det lå i et tæt skovområde, som kombineret med ikke-brændbare camouflagenet og en specielt camouflerende mørtel gjorde, at anlægget praktisk talt var umuligt at opdage fra luften (til trods for at Aeroflots rute mellem Berlin og Moskva gik lige over området). Det var først sovjetiske landtropper, som opdagede anlægget i krigens slutfase (27. januar 1945).
- Det var med et sidespor knyttet til den nærliggende øst-vestgående jernbanelinje og til vejen mellem Rastenburg og Angerburg (nuværende Wegorzewo), således at det var let at føre byggematerialer frem.
- I Rastenburg var der en mellemstor flyveplads ved navn «Graf Zeppelin», som Hitler kunne bruge som udgangspunkt for inspektioner af fronten.
I områderne rundt om Ulveskansen blev der placeret administrative centrer for Luftwaffe (flyvevåbnet), Wehrmacht (hæren), SS (Schutzstaffel), Rigskancelliet og Auswärtiges Amt (udenrigsministeriet). Disse lå op til 80 km fra den egentlige Ulveskanse, for eksempel havde udenrigsminister Joachim von Ribbentrop slået sig ned på godset Steinort (nuværende Sztynort) 30 km borte.
Disse perifere centre blev ofte omtalt som dele af Ulveskansen.
[redigér] Anlægsarbejdet
Der var næsten sammenhængende byggearbejder på Ulveskansen fra december 1940 til sprængningen i januar 1945; det er regnet ud, at cirka 1,7 millioner dagsværk gik med til at bygge Ulveskansen med tilhørende anlæg. Da Hitler forlod stedet for sidste gang i november 1944, var der fortsat 2000 bygningsarbejdere dér. Anlægget bestod både af beskyttede bygninger, (dvs. bunkere) og almindelige træbarakker. Det omfattede til slut i alt ca. 40 bo-, arbejds- og administrationsbygninger samt 7 massive og 40 lette stålbetonbunkere. Bunkernes tag kunne være op til 10 meter tykke. Anlægget havde egen jernbanetilslutning og to flyvepladser. Hitlers kvarter var bunker nummer 13.
Der blev lagt stor vægt på sikring af området, således at det skulle kunne modstå angreb fra fjendtlige kommandostyrker. Hele anlægget var omringet af et 50 meter bredt minefelt, og inden for det var der sat et elektrisk pigtrådshegn op og vagttårne. Det indre areal var delt i tre koncentriske områder, adskilt af bevogtede afspærringer (Sperrkreis 1, 2 og 3). Hitlers bunker befandt sig inderst; i september 1943 fik han endog anlagt en ekstra afspærring rundt om den (Sperrkreis A).
Man måtte have passérsedler for hver eneste spærrekreds, og hver af dem var desuden omgivet af minefelter i 50 til 150 meters dybde og af pigtråd - sammenlagt var pigtrådshegnene 10 km lange.
Luftværnskanoner skulle beskytte mod flyangreb.
[redigér] Hitlers ophold i Ulveskansen
Adolf Hitler opholdt sig i Ulveskansen fra sommeren 1941 til efteråret 1944, blot afbrudt af ferier på Berghof, ophold i Werwolf (førerhovedkvarteret ved Vinnitsa i Ukraine) efteråret 1942 og foråret 1943, og ud over disse perioder var han der en række gange med mere kortvarige ophold (se tabellen herunder). Dette betød, at Ulveskansen i realiteten var Tysklands administrative center i lange perioder. Hitler modtog dér politikere og statsledere fra allierede lande, satellitstater og okkuperede områder, som for eksempel Vidkun Quisling den 13. januar 1944 - se listen længere nede. Alt i alt opholdt Hitler sig i Ulveskansen i 800 dage, altså i mere end to år sammenlagt.
Hitler holdt til i en selvstændig bunker, hvor han havde sin private «lejlighed». Den var uden vinduer og kun oplyst af elektrisk lys; rustningsminister Albert Speer sammenlignede den med et ægyptisk gravkammer.
Hele anlægget havde et dystert præg. Generaloberst Alfred Jodl sagde senere, at det lignede en kombination af en koncentrationslejr og et kloster.
På grund af det fugtige terræn var myggeplagen stor, og desuden var klimaet i området dårligt med varme somre og kolde vintre. For at reducere myggebestanden beordrede Hitler, at der skulle hældes petroleum i de åbne vandområder rundt om anlægget; dette gjorde kål på myggene, men også på stedets frøer. Frøernes kvækken havde virket beroligende på Hitler, og man måtte udsætte en ny frøbestand.
Hitlers livlæge, Theodor Morell, er en vigtig kilde til oplysninger om meget af dagliglivet på stedet.
[redigér] 20-juli-attentatet mod Hitler
Det var i Ulveskansen, at det mislykkede 20. juli-attentat mod Hitler blev udført af oberst Claus von Stauffenberg i 1944. Planen indebar, at Stauffenberg skulle placere en tidsindstillet bombe nær Hitlers plads i bunkeren og derefter rejse til Berlin for at være med til at kommandere tropperne under det planlagte efterfølgende konservative officerskup.
Imidlertid førte uventede forhold til, at Hitler overlevede bomben, blandt andet fordi mødet fandt sted i en træbarak i stedet for i en bunker, noget som gjorde at trykket blev mindre, fordi væggene blev blæst ud; desuden lykkedes det ikke at placere bomben tilstrækkeligt nær Hitler.
I og for sig var bomben godt nok placeret af Stauffenberg, men efter at denne forlod rummet for at undgå eksplosionen og haste til Berlin, blev bombetasken flyttet hen bag et bredt og kraftigt bordben af en officer, som ville have bedre plads. Herved kom konferencebordet til at skærme Hitler mod eksplosionen.
Fire mennesker, som deltog på mødet, blev imidlertid dræbt ved attentatet, og næsten alle tilstedeværende skadet. Hitler fik mindre skader, specielt i højre arm.
Attentatet kunne måske alligevel have ført til et magtskifte, havde det ikke været for andre uheldige omstændigheder. Som følge af en misforståelse havde general Friedrich Olbricht, én af de sammensvorne i Berlin, ikke igangsat den planlagte magtovertagelse, «Operation Valkyrie», umiddelbart efter meldingen om eksplosionen. Dermed kunne den først sættes i gang fire timer senere, da Stauffenberg ankom med sin He 111 fra Rastenburg.
Under kupforsøget formåede de sammensvorne ikke at tage kontrol over radiostationerne, og dermed kunne de ikke undertrykke nyheden, at Hitler havde overlevet. Reservestyrker i Berlin, som først havde adlydt Stauffenbergs ordrer, nægtede snart at gøre dette, og kupforsøget mislykkedes.
[redigér] Slutningen
Hitler forlod stedet for sidste gang 20. november 1944 for at lede den forestående tyske offensiv i Ardennerne. 23. januar 1945 begyndte tyske pionertropper en to dages sprængning af anlægget, noget som ikke viste sig at være særlig vellykket, når det gjaldt de kraftige bunkere. 27. januar rykkede russerne ind og erobrede området.
Mere eller mindre hele den tilbageværende etnisk tyske befolkning i området blev i 1945 fordrevet eller myrdet af dels sovjetiske, dels polske, militære styrker.
Til trods for skaderne er stedet lavet til et frilandsmuseum og er blevet en turistattraktion. På stedet står der et mindesmærke for attentatet, og det opsøges af cirka 250 000 besøgende hvert år.
[redigér] Hitlers ophold i Ulveskansen
Denne tabel er baseret på dagbogsnotater fra officerer i Hitlers stab.
Fra | Til |
---|---|
24. juni 1941 | 15. juli 1942 |
1. november | 5. november |
23. november | 18. februar 1943 |
13. marts | 21. marts |
29. juni | 7. november |
16. november | februar 1944 |
9. juli | 9. juli |
16. juli | 20. november |
[redigér] Nogle besøgende i Ulveskansen
[redigér] Fremtrædende tyske ledere
Hans Frank, Martin Bormann, Wilhelm Keitel, Joseph Goebbels, Erich Koch, Jürgen Stroop.
[redigér] Udenlandske dignitarer
- Rashid Ali el Gailani – Irak (15. juli 1942)
- Marskal Ion Antonescu – Rumænien (11. februar 1942, 10. januar 1943, 26. februar 1944, 5. august 1944)
- General Banzai, militærattaché – Japan (4. april 1942)
- Boris III – Bulgarien (24. mars 1942)
- Grev Galeazzo Ciano – Italien (25. oktober 1941, 19. december 1942)
- General Agustín Muñoz Grandes – Spanien (12. juli 1942, 13. december 1942)
- Pierre Laval – Frankrig (Vichy) (19. december 1942)
- Statsminister Miklós Kállay – Ungarn
- Feltmarskal Carl von Mannerheim – Finland (27. juni 1942)
- admiral Miklós Horthy – Ungarn (10. september 1941, sammen med general Szambathely)
- General Michoff (forsvarsminister) – Bulgarien (5. januar 1943)
- Benito Mussolini – Italien (26. august 1941, 12. september 1943, 20. juli 1944)
- Ambassadør Hiroshi Oshima – Japan (14. juli 1941, 20. januar 1943)
- Vidkun Quisling – Norge (13. januar 1944)
- Statsminister Jozef Tiso – Slovakiet (18. oktober 1941)
- Tyrkiske generaler (26. oktober 1941)
[redigér] Se også
[redigér] Litteratur
- Seidler, Franz W. og Zeigert, Dieter ; Die Führerhauptquartiere - Anlagen und Planungen im Zweiten Weltkrieg. ISBN 3-7766-2154-0
- Sennerteg, Niclas. (2001). Stalins hämnd: Röda armén i Tyskland 1944-45. Lund. ISBN 91-89442-11-3
[redigér] Eksterne henvisninger
- Flere billeder af Ulveskansen (Wolfsschanze) på en polsk hjemmeside
- Organisation Todt, (OT) fra 1938, hvis formål var at konstruere militære installationer. (engelsk Wiki)