Marginalskat
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Marginalskat er et udtryk for den samlede skat, der betales ved den højeste sats, som finder anvendelse for en skattepligtig indkomst af en given størrelse. Dette udtrykkes ofte som: "Skatten på den sidst tjente krone". Betegnelsen marginalskat benyttes mest i forbindelse med personlig indkomstbeskatning og angives normalt som en procentsats, marginalskatteprocenten. Da de fleste indtægter også indgår i den skattepligtige indkomst, har marginalskattens størrelse betydning for, hvor fordelagtigt det er for en skatteyder at øge sin indtægt.
I det danske skattesystem anvendes progressiv beskatning, dvs. at højere indkomster beskattes forholdsvis mere end lavere, dvs. at marginalskatten umiddelbart er stigende ved højere indkomster.
Samfundsdebatten omkring marginalbeskatningen kredser typisk om virkningen af at nedsætte topskatten (se dette). Det er vigtigt i en sådan sammenhæng at skelne imellem en sådan nedsættelse og en generel marginalskatsnedsættelse (f.eks nedsættelse af satserne for bruttoskat eller bundskat), som ville gælde for alle indkomstgrupper.
Ligeledes har andre forhold end de rent skattemæssige ofte betydning for, hvorvidt man ønsker at øge sin arbejdsmængde. Det kan f.eks. være:
- Sammenhængen med andre ydelser, især på det sociale område. Nyere beregninger fra Velfærdskommissionen viser, at de ændringer i sociale ydelser, offentlige takster, betaling til arbejdsløshedskasse osv., som en forøget indtægt kan medføre, kan udløse en effektiv marginalbeskatning (som også kan kaldes en real marginalbeskatning), der stik imod ønsket om progression i skatten kan være særdeles høj for lave indkomster (op til 80%).
- De økonomiske forhold er kun en del af det samlede incitament; andre faktorer som f.eks arbejdsglæde, pligtfølelse og prioritering af familieliv og fritidsinteresser kan i høj grad spille ind.