Stær
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
For alternative betydninger, se Stær (flertydig). (artikler, som begynder med Stær)
|
|||||||||||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Videnskabelig klassifikation | |||||||||||||||
|
|||||||||||||||
|
|||||||||||||||
Sturnus vulgaris Linnaeus 1758 |
|||||||||||||||
|
Stæren (Sturnus vulgaris) er en korthalet fugl, som er ca. 22 cm lang. I yngletiden er stærens fjerdragt sort med små lyse pletter på rygsiden. Fjerene er tydeligt metalskinnende. Om efteråret bliver stæren mere spættet af lyse pletter på fjerspidserne. De unge stære er mere ensfarvede og brune, og samles i løbet af sommeren i større flokke.
Stæren har en kraftig krop, og et langt gult næb. Hannen har nogle særligt lange fjer på struben, de er specielt tydelige, når han synger. I juni-september skifter stæren den metalskinnende yngledragt ud med en vinterdragt, den er ikke nær så metalglinsende og har mange hvide fjerspidser. Samtidig skifter næbbet farve fra gult til sort. De unge stære er ret ensfarvet gråbrune.
Hannen synger fra marts til ind i maj måned. Han synger fra en tydelig sangpost i nærheden af det redested, han har fundet. Sangen er meget varieret, og stæren efterligner ofte andre fugles stemmer i sin sang. Den indeholder dog altid nogle fløjt og knitrende og knebrende lyde.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Ringmærkning af stære
Danske stære var de første fugle, der blev ringmærket. Det skete tilbage i 1899, da skolelæreren Hans Christian Cornelius Mortensen fra Viborg satte aluminiumsringe om benet på unge stære. Hver ring var præget med sit eget nummer, og på alle ringene stod der: H. Chr. C. Mortensen, Viborg, Danmark. Hvis nogen fandt en stær med ring om benet, kunne de se, hvem der havde sat ringen på. Så kunne de skrive tilbage og fortælle, hvor og hvornår fuglen var fundet. På denne måde fandt man ud af, hvor de danske stære overvintrede. Ringmærkning af fugle har betydet meget for vores forståelse af fuglenes træk og givet viden om, hvor de forskellige fuglearter trækker hen.
[redigér] Føde
Stærene søger mest deres føde på åbne græsarealer. Stærene vil gerne finde et sted, hvor et område med træer støder op til et frit græsareal. Så er det muligt at finde både redeplads og føde. En stær søger føde ved at gå på jorden og hele tiden stikke næbbet ned i græsset. Når næbbet er ved jordoverfladen, åbner fuglen det, så græsset spredes. Så kan stæren med øjnene undersøge jordoverfladen for orme og insektlarver. Nogle gange er stærene nødt til at flyve langt fra redepladsen for at finde et godt sted at søge føde.
I sensommeren mødes mange tusinde stære i det sydlige Jylland. Her kan de søge føde på de store, åbne græsarealer, inden de flyver til vinterkvarteret. Om aftenen inden solnedgang samles disse fugle i rørskovsområder i tætte kæmpeflokke. Dette kaldes for ’sort sol’. Stæren er en meget almindelig ynglefugl omkring huse, i parker og i skove, hvor der findes egnede redesteder. Stæren er nemlig en hulruger, der kræver redekasser eller naturlige redehuller, f.eks. gamle spættehuller, for at kunne yngle. Stæren holder også til i det åbne land, hvor den søger sin føde på enge og græsplæner.
Stæren er stadig meget almindelig i Danmark, men bestanden her og i det meste af Skandinavien er i tilbagegang. Desuden er mange enge, hvor stærene finder en stor del af føde, forsvundet p.g.a. tilgroning og dræning, og i de fleste skove er der efterhånden langt imellem gamle træer med redehuller, som stærene kan yngle i.
[redigér] Levested

Det er nødvendigt for stæren at finde et beskyttet redested. Naturlige redepladser er hule træer eller forladte spættehuller. Man kan nemt få stære til at yngle i redekasser, og på denne måde kan stæren komme til at yngle i vore haver. Det er ikke noget problem at sætte mange redekasser op det samme sted, for stærene vil gerne bo i kolonier. Stæreparret får 4-6 unger, som forlader reden i løbet af juni og slår sig sammen med andre unge stære.
Efter de unge stære har samlet sig i mindre flokke, forlader de landet. De flyver til områder ved Holland på et ’mellemtræk’. Senere støder de ældre stære til, og de danske stære tilbringer vinteren i Storbritannien. I Danmark kan man i sensommeren opleve, at f.eks. kirsebærtræer invaderes af stæreflokke. Disse fugle er hovedsageligt stære fra Skandinavien, som er på vej til deres vinterkvarter.
Stæren er almindelig i hele Danmark. Man regner med, at der findes ca. 660.000 par stære i landet. Stærene er ikke så udbredte i egne af landet, hvor der er mange kornmarker. Flest stære finder man i Vest- og Sønderjylland samt ved Limfjorden. Disse steder er der store områder med græs, hvor stærene kan finde meget føde. Stærene findes også talrigt nær byerne, hvor de kan yngle i vores haver.
Bestanden af stære i Danmark er gået noget tilbage de seneste årtier. En årsag til tilbagegangen kan være manglende redepladser. I visse områder er der sikkert plads til flere stære, hvis der sættes redekasser op. Stærene kan hjælpe til med at æde skadedyr, der ødelægger græsset. Flokkene kan flyve op til 150 kilometer for at finde en egnet soveplads, og en enkelt gang har man fundet mere end en million stære på en sådan overnatningsplads. Hvis de rette forhold er til stede, kan stære også yngle meget tæt på hinanden, f.eks. i områder, hvor der findes mange spættehuller. Stæren er med andre ord en meget social fugl, der både yngler, overnatter og trækker sydpå i fællesskab med sine artsfæller. Stære lever af en kost, der stort set består af lige dele kød og grøntsager, bl.a. insekter, bær, korn og forskellige frø.
[redigér] Æg/unger
Fuglereder er tit fyldt med generende smådyr. Det problem har stæren løst ved at føre en form for kemisk krigsførelse. Grønne planter som kodriver og malurt udskiller naturlige insektbekæmpelsesmidler. Ved at lægge sådan nogle planter i reden, holder stæren antallet af generende smådyr nede.
Omkring 1. maj lægger stæren 5-6 æg, som begge mager udruger på 12-14 dage. Ungerne forlader reden, når de er 20-22 dage gamle. Stæren får normalt kun ét kuld om året.
[redigér] Underarter i Nordatlanten
Stærene på Færøerne har med tiden udviklet sig til at være de største i Nordatlanten og med sin med egen underart, Sturnus vulgaris faeroensis, mens stærene på Shetlandsøerne, Fair Isle og De ydre Hebrider er lidt mindre, men også med sin egen underart, Sturnus vulgaris zetlandicus, og endelig er resten af de europæiske stære de mindste og hører til nominatunderarten, Sturnus vulgaris vulgaris.
Oprindelig lignede stærene i Skotland og England de store nordatlantiske, men før år 1800 uddøde stæren i Skotland og blev en sjælden fugl i England. Hundrede år senere, omkring år 1900 indvandrede den lille stær Sturnus v. vulgaris igen til England-Skotland fra Europa, og denne underart har siden invasionen ved Hornafjörður 1941 bredt sig til Island, hvor der idag er livskraftige bestande på såvel øst- som vestsiden af Island. De små Sturnus v. vulgaris ses indimellem stærene på Færøerne, og de kendes på deres mindre størrelse og ungfuglene desuden på, at de er langt lysere end Færøernes Sturnus vulgaris faeroensis.
[redigér] Kilder/Eksterne henvisninger
- DOF's beskrivelse af Stæren.
- BioPix: Photo of Sturnus vulgaris, foto af Stær
- Skov- og Naturstyrelsen om fænomenet "sort sol"
- Blichers digt "Stæren" i Kalliope
- Stamps.fo - Om den færøske stær
- Ole Wich: Billeder af den færøske stær