Tetragrammaton

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Tetragrammaton på fønikisk (1100 f.v.t. til 300 e.v.t.), Aramæisk (10. århundrede f.v.t. til 0) og moderne hebræisk
Forstør
Tetragrammaton på fønikisk (1100 f.v.t. til 300 e.v.t.), Aramæisk (10. århundrede f.v.t. til 0) og moderne hebræisk

Tetragrammaton (græsk: τετραγράμματον ord på fire bogstaver) er en betegnelse for det hebraiske navn for Gud: JHVH, hvilket i forskellige sammenhænge gengives som Jehova eller Jahve.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Hebraisk form

JHVH er Guds personlige navn, som det står skrevet i den hebraiske bibel (Tanakh / Det Gamle Testamente). I de hebraiske håndskrifter er navnet skrevet med de fire konsonanter י (jod) ה (he) ו (waw) ה (he) eller יהוה JHWH og derfor kaldes det tetragrammet (af græsk tetra- "fire", og gramma "bogstav").

Ordets etymologi og oprindelige udtale er usikker, og der er en række forskellige tolkninger. Én udbredt tolkning er, at det er en kausativ bøjningsform (wayyiqtol hifil) af det hebræiske verbum הָבָה hāwāh "at være/blive", og i så fald ville det betyde "han får til at være". Denne form forekommer ikke på bibelsk hebræisk, men regelmæssigt dannet skulle man dog forvente, at den ville være יַהְיֶה jahjæh, altså med jod i stedet for det waw, man finder i tetragrammet.

Navnet må ifølge jødisk religion ikke udtales uden for templet i Jerusalem, men erstattes ved højtlæsning med ordet Adonaj ("Herren"), Hashem ("Navnet") eller lign. Dets oprindelige udtale er derfor usikker, eftersom templet blev ødelagt af romerne i år 70 e.Kr.

I den hebræiske bibels tidlige skrifter bruges navnet hyppigt, medens man kan se en tendens til, at det optræder sjældnere og sjældnere i de senere skrifter, hvor det i stedet erstattes med "Herren" eller lignende. Navnet kendes også fra en række ikke-bibelske dokumenter, fx de såkaldte Lakisjbreve, der viser, at navnet blev anvendt i almindelig korrespondance i Palæstina i sidste halvdel af det 7. århundrede f.Kr..

Tetragrammet forekommer 6828 gange i den hebraiske tekst, der er trykt i Biblia Hebraica og Biblia Hebraica Stuttgartensia.

[redigér] Vokalisering

I anden halvdel af det 1. årtusinde e.Kr. indførte jødiske lærde i den hebraiske konsonanttekst et system af prikker og streger over, under og inden i bogstaverne for at angive, hvilke vokaler skulle benyttes ved oplæsning af den rent konsonantisk skrevne bibeltekst. I forbindelse med tetragrammet satte de imidlertid ikke vokaltegnene for navnets egentlige udtale, men i stedet vokalerne for ordet אֲדֹנָי Ăðōnāj ("Herren") eller אֱלֹהִים Ĕlōhīm ("Gud"), som læseren forventedes at læse i stedet for gudsnavnet.

Leningrad B 19A-kodeksen fra det 11. århundrede e.Kr. har vokalpunkter i forbindelse med tetragrammet, der giver formerne Jehwah, Jehwih og Jehowah. Ginsburgs udgave af den masoretiske tekst har vokalpunkterne i forbindelse med det guddommelige navn, så de giver formen Jehowah.

[redigér] Den jødiske tradition

Indenfor jødedommen er navnet JHVH forbudt at udtale uden for templet i Jerusalem. Når Toraen læses i synagogen, erstatter man som tidligere nævnt konsonanterne med navnet Adonaj ("Herre", "Mester"), eller i nogle specifikke sammenhænge med Elohim. Navnet bruges også i de mange velsignelser (berakhot), som gennemsyrer en udøvende jødes hverdage og helligdage, og bliver i alle disse tilfælde også erstattet med Adonaj. Eftersom også navnet Adonaj regnes som meget helligt, omend ikke underlagt den samme grad af religiøst tabu, læser man oftest "Navnet" ("HaShem" ) i begges sted, når man læser teksterne uden for deres rituelle sammenhæng.

[redigér] Den kristne tradition

Inden for kristendommen er formen Herren, en oversættelse af Adonaj, den mest brugte form, men formerne Jehova og Jahve har også en vis udbredelse. Jehova har tidligere i den kristne tradition været den mest almindelige måde at udtale Guds navn på, men Jahve er den form, der nu foretrækkes af de fleste teologer og hebraiskkyndige.

De henviser til, at en forkortet form af navnet er Jah, som blandt andet forekommer i Salme 89:8 og i udtrykket הַלְּלוּ־יָה hallĕlû-Jâh (der betyder "lovpris Jah!"). Formerne Jeho, Jo, Jah og Jahu, der forekommer i den hebraiske stavemåde af navne som Josafat og Sjefatja, er sandsynligvis også alle kortformer Jahve. Oldkirkelige forfatteres græske translitterationer af navnet peger i samme retning med stavemåder som Ιαβε Jabe og Ιαουε Jaoue, der på græsk udtales nogenlunde som "Jahve". De lærde er dog langtfra enige om sagen — særlig på grund af den forudsatte atypiske fonologiske struktur med shevá nach under det ikke-finale ה he og det mere sandsynlige, at ו vav her skal have en vokalisk udtale både af interne fonologiske grunde og udfra navnets alternative former i sammensætninger, og nogle går derfor ind for en helt anden udtale, som for eksempel Jahuwa, Jahuah eller Jehuah.

Jehovas Vidner og andre, der holder fast i udtalen "Jehova", argumenterer for, at der - eftersom udtalen alligevel ikke kan fastslås med sikkerhed - ikke er nogen rimelig grund til at forlade den gængse form "Jehova" til fordel for en anden form.

[redigér] Anvendelse i Danmark

Så at sige alle tidligere og de fleste nutidige bibeloversættere går ind for at erstatte tetragrammet i oversættelsen med den traditionelle mundtlige repræsentation – således oversættes det i danske bibeloversættelser som regel med "Herren" og i enkelte tilfælde med Jahve.

Rebussen på Rundetårn (klik for større billede)
Forstør
Rebussen på Rundetårn (klik for større billede)

Christian 4. lod mange af sine kendte bygningsværker, f.eks. Rundetårn, Holmens Kirke m.m., smykke med bogstaverne "JHVH". Rebussen på Rundetårn har dog i tetragrammet udover bogstaverne "JHVH" også indsat vokalpunkter, så der står "JEHOVAH". Det samme gør sig gældende på mange af de mønter (også kaldet "Hebræere") som Christian 4. lod fremstille.

[redigér] Se også

[redigér] Eksterne henvisninger