Skandinavisk forsvarsalliance
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
En Skandinavisk forsvarsalliance, der inkludere Danmark, Finland, Norge og Sverige, blev diskuteret mellem landene efter Anden Verdenkrigs afslutning. Finland havde kæmpet mod Sovjet og Tyskland i krigen. Danmark og Norge havde været under besættelse af nazimagten fra 1940 til 1945, mens Sverige havde undsluppet besættelse. Dog var Sverige påvirket af effekterne fra krigen. Alle fire lande mente, efter krigen, at med en forsvarsalliance ville de stå bedre, end stå alene, som landene gjorde før 1940.
[redigér] Finlands position
Finland, der havde kæmpet to krige mod Sojvet og en mod Tyskland, havde tætte relationer til de andre skandinaviske lande. Efter Den finske Forsættelseskrig, hvor Sovjet tvang Finland til fred, dog fejlede Sovjet i dens mål og erobre landet, i samme stil som de baltiske lande. Finland blev neutral og beholdte en demokratisk regering og markedsøkonomi. Men landet delte en 1300 kilometer lang grænse med USSR, så Sovjets position kunne ikke blive ignoreret i den finske idenrigs- og udenrigspolitik. Angående det finske medlemsskab i en skandinavisk forsvarsalliance, nåede diskussioner langt op på et højpolitisk niveau med de andre kandidatlande. Disse diskussioner endte, da Sverige specifikt krævede Sovjets accept af Finlands deltagelse. USSRs reaktion var dog negativ, og Finland forblev neutral. I 1948 havde Finland underskrevet en venskabsaftale med Sovjetunionen, og ifølge Sovjetisk synspunkt, forbød traktaten Finlands deltagelse i enhver alliance, hvilket der kunne betegnes som militaristisk, selv forsvarsalliancer. Aftalen mellem Finland og USSR forhindrede dog ikke Sovjet i at skabe Warszawapagten i 1955
[redigér] Norge og Danmark tilslutter sig NATO
De tre skandinaviske lande kunne, hvis de havde tilsluttet sig forsvarsalliancen, fungeret som en separate selvstændige lande, men arbejdet som en blok i udenrigspolitik og sikkerhedspolitik. Det forslået forsvarssamarbejde blev diskuteret af en fælles skandinavisk komité i vinteren 1948-1949. Men den Kolde Krig var allerede begyndte at starte mellem USA og Sovjet. Forberedelserne til en vestlig forsvarsalliance blev grundlagt, og resulterede i NATO. Da det blev klart, at den vestlige alliance ikke kunne dække den skandinaviske forsvarsalliances behov for krigsmateriel, før dens egne behov var dækket. Det betød dødsstødet for samarbejdet mellem lande, da Norge trak sig fra komitéen. Danmark var stadig villige til at deltage i forsvarsalliancen med Sverige. Men svenskerne så flere mangler end gevinster i dette og traktaten faldt til jorden. Derved tilsluttede Danmark sig Norge, begge lande blev medlemmer af NATO i 1949.
[redigér] Basis for svensk neutralitet
Sverige valgte ikke at tilslutte sig NATO, selvom det blev debateret i offentligheden. En af de største støtter for medlemsskab, Herbert Tingsten chefredaktør for Dagens Nyheter, Sveriges største nyhedsavis, argumenterede hvorfor Sverige burde deltage i NATO. Han så den svenske udenrigsminster, Östen Undén, som den største modstander mod svensk deltagelse. Udenrigsminsteren argumentered for at burde være alliancefri og være neutral i tilfælle af krig. Et aspekt af dette, der tit blev ignoreret var Finlands position. Hvis Sverige deltog i NATO, så ville det med stor sansynlighed havde betydet en øget Sovjetisk kontrol med Finland og ført til Finlands inddragelse bag Jerntæppet og landet ville have været en frontlinje med Warszawapagten mod NATO ned gennem Østersøen. Det kan endvidere virke mærkeligt med Finland, at det før 1917 havde været en del af Rusland, og det ikke som sine naboer, blev ladt udenfor USSR, men også Sovjetblokken og Jerntæppet. Sveriges position som medlem af Vesten var ikke i tvivl, men kunne på baggrund af dens valg af udenrigspolitik ikke deltage i nogen vestlig alliancer.