Preussisk-østrigske krig
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Den Preussisk-østrigske krig, er også kaldt den tyske krig, den tyske brødrekrig , samlingskrigen, eller syvugerskrigen og blev udkæmpet i 1866 mellem kejserriget Østrig og kongeriget Preussen om lederskabet i Det tyske forbund. Den endte med Preussen og deres allieredes sejr over Østrig. Preussen overtog dermed den lederposition blandt de tyske stater som Østrig tidligere havde haft, og grundlagde Det nordtyske forbund. Det dannede udgangspunkt for den «lilletyske løsning» som blev valgt da Tyskland blev samlet som nationalstat under Den fransk-tyske krig, men uden de tyske områder i Østrig-Ungarn.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Baggrund
Årsagerne til krigen lå i striden mellem Østrig og Preussen om lederskabet i Det tyske forbund, og det som udløste krigen var striden om forvaltningen af Slesvig og Holsten efter den 2. Slesvigske Krig.
Udsigten til krig var desuden i 1866 gunstig for Preussen, eftersom Østrig befandt sig i en vanskelig økonomisk situation og Frankrig erklærede sin neutralitet i tilfælde en tysk brødrekrig. Otto von Bismarck opnåede støtte fra det nye Kongeriget Italien, mod at love den østrigske provins Veneto til Italien. Den 8. april 1866 sluttede Preussen og Italien et tre måneders angrebsforbund mod Østrig. I et forsøg på at begrave stridighetene vendte Østrig sig 1. juni til Forbundsdagen i Det nordtyske forbund og forlangte landdagen i Holsten sammenkaldt. Holsten stod formelt under Østrig, men Østrig tolerererede til Preussens irritasion hertug Friedrich 8. af Schleswig-Holsteins styre
Preussen betragtede denne fremgangsmåten som et brud på Gastein-konventionen, hvor Preussen og Østrig i 1865 havde inddelt Slesvig og Holsten i indflydelsessfærer og fastlagt sin politik i området. 9. juni marcherede preussiske tropper ind i Holsten, og som svar forlangte Østrig at Det tyske forbund skulle bruge militær magt mod Preussen. Forbundsdagen stemte for dette den 14. juni med ni mod seks stemmer. Preussen erklærte at dette var et brud på forbundsforfatningen, og erklærede Det tyske forbund for opløst. Den formelle selvopløsning fandt sted 23. august i Augsburg.
[redigér] Alliancer
På Preussens side stod Kongeriget Italia, Hertugdømmet Oldenburg, Hertugdømmet Mecklenburg, Hertugdømmet Braunschweig og enkelte thüringske småstater.
På Østrigs side, eller formelt Det tyske forbunds side, stod Kongeriget Sachsen, Kongeriget Bayern, Storhertugdømmet Baden, Kongeriget Württemberg, Kongeriget Hannover, Storhertugdømmet Hessen, Kurhessen, Hertugdømmet Nassau og enkelte tyske småstater.
[redigér] Forløb
Den 23. juni rykkede den 1. preussiske armé over Seidenburg og Zittau og Elbarméen over Waltersdorf og Schluckenau ind i Bøhmen. 26. juni kom det til sammenstød ved Hühnerwasser, Sichrow, Turnau og til slaget ved Podol mellem forskellige enheder fra den preussiske 1. armé under prins Fredrik Karl af Preussen og Elbarméen under general Herwarth von Bittenfeld på den ene side og den 1. østrigske og det sachsiske korps på den anden. 27. juni krydsede den 2. preussiske armé under kronprins Frederik flere pas i Riesengebirge, og det kom til slag ved Nachod og Trautenau. Det sidste var det eneste under hele krigen hvor østrigerne sejrede. 28. juni kom det til slag ved Skalitz, Soor og Münchengrätz, hvor Østrig led store tab.
29. juni fandt slaget ved Gitschin mellem den 1. preussiske armé og det sachsiske korps, og i øst kom det til kamp ved Königinhof og Scheinschädel. Etter disse sammenstød mistede begge arméer overblikket over den andens positioner, og først 2. juli blev det klart at Østrig og Sachsen havde sine tropper nordvest for Königgrätz.
Preussiske tropper fra Minden og Hamburg blev slået af Kongeriget Hannovers armé den 27. juni 1866 under slaget ved Langensalza. Hannoveranerne ble imidlertid tvunget til at kapitulere 29. juni på grund af sine store tab, manglende forsyninger og talmæssige underlegenhed. Et mindesmærke for denne sejr står stadigvæk i centrum af Minden. Preussens allierede angreb Kassel og bystaten Frankfurt am Main, mens den højre fløj i den preussiske Elbarméen overraskende dukkede op ved portene til Nürnberg i Bayern.
I syd havde Østrig i mellemtiden den 24. juni 1866 slået den italienske armé under general La Marmora i slaget ved Custozza, og den østrigske Adriaterhavsflåde under Wilhelm von Tegetthoff sejrede ved øen Lissa den 20. juli over den overlegne italienske flåde. Nødvendigheden af at kæmpe på to fronter var en af hovedgrundene til Østrigs endelige nederlag.
Det afgørende slag mod Østrig vandt de forenede preussiske arméer den 3. juli 1866 i Königgrätz i Bøhmen under ledelse af kong Vilhelm af Preussen personlig og generalstabschef Helmuth von Moltke. Østrig havde håbet på at deres øverstkommanderende, Ludwig von Benedek, som blev regnet som et militært geni i Østrig, skulle klare at slå preusserne, men Preussen var i dette slag ikke bare talmæssigt overlegen, med 250 000 soldater mod østrigernes 160 000, men hadde også overlegne våben. Under slaget faldt der syv østrigere for hver preusser. Benedek havde først forsøgt at afslå posten som øverstkommanderende for nordarméen, fordi han ikke havde nogen erfaring fra Bøhmen, og fordi nordarméen befandt sig i en dårlig tilstand. Efter slaget ved Königgrätz blev han frataget positionen og stillet for en krigsret, men processen ble indnstillet efter kejserligt pres, og Benedek fik ordre om aldrig at snakke om slaget.
Det sidste slag i den preussisk-østrigske krig fandt sted under Mainfelttoget den 26. juni i Uettingen. I dette slag sejrede Preussen over Bayern. Under sammenstødene ved Blumenau på krigens sidste dag lykkedes det imidlertid østrigerne at forhindre preusserne i at erobre Pressburg.
De krigførendes tabstal fordelte sig sådan:
- Østrig: 1313 officerer, deraf 330 faldne, samt 41.499 mand, deraf 5328 faldne
- Sachsen: 55 officerer, deraf 15 faldne, samt 1446 mand, deraf 120 faldne
- Preussen: 359 officerer, deraf 99 faldne, samt 8794 mand, deraf 1830 faldne
[redigér] Afslutning og følger
For at hindre en fransk eller russisk intervension, overbeviste Otto von Bismarck den preussiske konge til ikke å udnytte sejeren fuldt ud, men til at indgå en hurtig fredsaftale. Bismarck skrev samme år:
- Vi måtte undgå at skade Østrig for alvorligt. Vi måtte undgå å efterlade hende i en tilstand af unødig bitterhed eller ønske om hævn. Vi burde hellere tage vare på muligheden af at blive venner igen med vor modstander, og i alle tilfælde betragte den østrigske stat som en del af det europæiske skakbræt. Hvis Østrig blev påført alvorlig skade, ville hun blive Frankrig og alle vore andre modstanderes allierede. Hun ville til og med ofre hendes anti-russiske interesser for at få hævn over Preussen.... Vor opgave var at etablere et grundlag for tysk national enhed under lederskab af kongen af Preussen.
Fredsslutningen fandt sted 26. juli da den såkaldte «forfreden i Nikolsburg» blev indgået med Napoleon IIIs formidling, og efter at Østrig i hovedsagen havde givet efter for Preussen og i realiteten trak sig ud af altysk politik. Forfreden blev senere bekræftet ved freden i Prag (mellem Østrig og Preussen) og freden i Wien (mellem Østrig og Italien).
Italien vandt Veneto, og Preussen annekterede alle fjendtlige stater nord for Main bortset fra Sachsen og Hessen-Darmstadt. Dermed opnåede Preussen endelig en forbindelse mellem sine vestlige Rhinprovinser og kærnelandet Brandenburg øst for Elben.
Det tyske forbund blev opløst, og Det nordtyske forbund, domineret af Preussen, blev grundlagt. Efter at Frankrig fremsatte territorielle krav allierede de sydtyske stater sig med Preussen i et forsvarsforbund, som blev grundlaget for at staterne gjorde fælles sag under den fransk-tyske krig i 1870–1871.
Otto von Bismarck opnåede en stor indenrigspolitisk sejr da hans militærbudget som følge af bølgen af eurori blev godkendt af det preussiske parlament, landdagen.
Forbindelserne mellem Napoleon III og Preussen, som frem til da havde været gode, blev imidlertid svækket som følge af Preussens sejr. Napoleon III havde regnet med at blive belønnet med landområder (den vestlige Rhinbred) efter sin formidling af fredsaftalen, men blev overrasket af krigens tempo og kom for sent med sine krav. I Frankrig opstod kravet om «hævn for Sadowa». Objektivt var dette krav helt uberettiget, da Napoleon III havde forhandlet med begge parter i håb om at vinde mest mulig for sig selv. At han forregnede sig var imidlertid hans egen skyld.