Pave Pius 2.
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Æneas Silvius Piccolomini (1405-1464), digter, forfatter, diplomat, kardinal og pave fra 1458 til 1464 under navnet Pius II. I hans mange værker er der spredte bemærkninger om Danmark samt to egentlige tekster, hver på nogle sider. Tilsammen viser de Danmarksbilledet hos en person, der var centralt placeret i europæisk politik og kultur ved midten af 1400-tallet.
Piccolomini blev formet ved tre europæiske institutioner: konciliet i Basel (fra 1432), Frederik IIIs kejserhof (fra 1442) og pavehoffet (fra 1445). Han blev født i 1405 i landsbyen Corsignano, ca. 30. km syd for Siena. Hans slægt var en forarmet adelsfamilie fra Siena, der sammen med den øvrige adel var sat uden for politisk indflydelse. I 1420-erne studerede han ved universitetet i Siena. I 1431 blev han knyttet til kardinal Capranica, der passerede gennem Siena på flugt fra den nyvalgte pave Eugenius IV. Æneas ledsagede kardinalen til konciliet i Basel, hvor han – med afbrydelser i forbindelse med diverse sendefærde i Europa – forblev indtil 1442, først som sekretær for en række biskopper og kardinaler, siden som embedsmand for konciliet og til sidst som sekretær for den af konciliet valgte modpave, Felix V. Igennem sine funktioner for denne kom Æneas i kontakt med den nyvalgte tysk-romerske konge Frederik IIIs, hof. Han blev digterkronet af kongen i 1442 og ansat ved det kejserlige, romerske kancelli. Her gjorde han hurtigt karriere og blev snart en betroet kejserlig diplomat og specialist i de italienske spørgsmål. I 1445 forsonede han sig med pave Eugenius og indledte i 1446 en gejstlig lynkarriere. Herefter levede han i cølibat – uden tilbagefald. I hurtig rækkefølge blev han præsteviet, udnævnt til biskop af Trieste i 1447, og havde i de følgende år en meget væsentlig rolle i normaliseringen af forholdene mellem pavestolen og den tyske nation samt indgåelsen af Wiener-konkordatet (1448). I 1450 blev han overført til bispestolen i hjembyen Siena. Han residerede dog fortsat i flere år ved kejserhoffet, forberedte kejserens kroningstogt til Rom i 1452 og viede kejseren og kejserinden under deres møde i Siena. I 1455 forlod han Østrig og Tyskland for altid og tog ophold ved pavehoffet, hvor han i 1456 blev udnævnt til kardinal af pave Calixtus III, som han efterfulgte på pavetronen i 1458. Pontifikatet varede i seks år. Hans hovedanliggende som pave var korstoget mod tyrkerne, men han deltog også sammen med hertugen af Milano i den napolitanske arvefølgekrig og havde derigennem held til at bevare et spansk dynasti på tronen i Napoli og således at holde franskmændene ude af Syditalien. Gennem en tredje ”krig” i selve pavestaten bidrog han til at sætte de lokale magthavere på plads og sikre territoriet som pavestolens regionale magtbase.
Som pave lod han fødebyen Corsignano omdøbe til Pienza - efter sig selv. Landsbyen blev ophøjet til bispeby, og der blev bygget flere paladser og en domkirke. I dag fremtræder byen som en arkitektonisk renæssancejuvel, uberørt af senere stilarter. Som pave formåede han også at fremme sin egen families status: en nevø blev gift med kongen af Napolis uægte datter og gjort til hertug af Amalfi. En anden nevø blev udnævnt til ”kardinalnevøen” (il cardinale nipote) – efter den tids skik – og blev senere selv pave under navnet Pius III.
Pius II døde i Ancona i 1464 på vej mod det korstog, der forblev en af de markante røde tråde i hans liv og samtidig hans store politiske fejltagelse og tragiske skuffelse.
Piccolominis meget omfattende litterære værk spænder over en stor brevsamling, et antal historisk-geografiske værker, enkeltværker om forskellige emner (hippologi, børneopdragelse, retorik, hofliv, kejserdømmet, islam) og digte. Hans erotiske roman, De Duobus Amantibus fra 1444 – d.v.s. to år før han slog ind på den gejstlige løbebane - ville ikke chokere det 21. århundrede, men vakte en voldsom opsigt i samtiden. Hans to værker om konciliet i Basel er bemærkelsesværdige, ikke mindst fordi de er skrevet fra to diametralt modsatte synspunkter, et ”konciliaristisk” og et ”papalistisk”. Hovedværket, Commentarii Rerum Memorabilium quae Temporibus suis Contigerunt, er et ca. 1000-sider langt memoireværk om hændelserne under hans eget pontifikat fra 1458-64. Det er et enestående dokument i sin genre og et uvurderligt vidnesbyrd om renæssancepavedømmets funktion og udvikling.
Til disse værker kommer forskellige dialoger om tidsaktuelle spørgsmål, og så naturligvis de mange hundreder embedsskrivelser han forfattede i sin virksomhed som sekretær og embedsmand for 2 paver, en modpave, en kejser, et kirkemøde og en række kardinaler og biskopper, senere som kirkefyrste i sin egen ret og endelig som pave.