Slaget om Guadalcanal

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Slaget om Guadalcanal
Del af Den 2. Verdenskrig

Amerikanske marineinfantarister holder hvil under en pause i kamphandlingerne på Guadalcanal i 1942
Dato 7. august 1942 - 9. februar 1943
Sted Guadalcanal i Salomonøgruppen
Resultat Allieret sejr
Parter
USAUSA,
Australien Australien,
New Zealand New Zealand,
United Kingdom Storbritannien,
Tonga Tonga[1]
Salomonøerne Salomonøerne[2]
Japan Japan
Førere
Robert Ghormley
William Halsey, Jr.
Generalmajor Alexander Vandegrift
Alexander Patch
Viceadmiral Frank Jack Fletcher
Richmond K. Turner
John S. McCain, Sr.
Generalløjtnant Harukichi Hyakutake
Isoroku Yamamoto
Nishizo Tsukahara
Junichi Kusaka
Styrke
29.000 (12. november) 30.000 (12. november)
Tab
1.768 døde (på jorden),
4.911 døde (på havet),
420 dead (i luften),
29 skibe sunket,
615 fly ødelagt[3]
24.,600 døde (på jorden – 9.000 døde af malaria),
3.543 døde (på havet),
1.200 døde (i luften),
1.000 tilfangetagne,
38 skibe sunket,
683 fly ødelagt[4]

Slaget om Guadalcanal var et af de mest betydningsfulde i 2. verdenskrig i Stillehavsregionen og bliver betragtet som et afgørende vendepunkt i stillehavskrigen.

Angrebet på den af japanerne besatte ø Guadalcanal blev foretaget af allierede flådeenheder og 16.000 soldater fra den forstærkede 1. marinedivision fra USA d. 7. august 1942.

Dette var den første offensiv, der blev foretaget af USA-tropper i Stillehavsregionen under 2. verdenskrig. På samme tidspunkt blev der iværksat angreb på øerne Florida, Tulagi, Gavutu og Tanambogo.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Baggrund

Guadalcanal ligger i midten af øgruppen Salomonøerne, nordøst for Australien. Øens beliggenhed var et perfekt udgangspunkt for japanerne i forbindelse med angreb på den allierede skibstrafik mellem USA og Australien. Japanerne havde deres hovedbase i Rabaul i den nordlige ende af Salomonøgruppen. Problemet for japanerne var, at øgruppens længde var så stor, at patruljering med fly over hele området ikke kunne lade sig gøre, hvorfor de så sig nødsaget til at besætte Guadalcanal for her at oprette nødvendige faciliteter for landbaserede bombefly. Denne disposition ville medføre, at den allierede skibstrafik måtte tilbagelægge en væsentlig omvej sydover for at opretholde forsyningslinierne.

De allierede var opmærksomme på de japanske planer og besluttede, at man selv kunne benytte Gaudalcanal til nævnte formål, hvorfor USA, Australien og New Zealand i fællesskab samlede en invasionsflåde til erobring af Guadalcanal.

[redigér] Den allierede invasion

Den 7. august foretog den 1. marinedivision fra USA en amfibielandgang øst for Tenarufloden og fik oprettet et brohoved uden væsentlig modstand fra japansk side. I landgangsområdet var der kun stationeret japansk konstruktions- og støttemandskab, som var ubevæbnet. En flyveplads tæt på invasionsområdet blev erobret og omdøbt til Henderson Field efter major Lofton Henderson, som blev dræbt i Slaget om Midway.

Som svar på den allierede invasion sendte japanerne forstærkninger fra Rabaul for at nedkæmpe de allierede og tilbageerobre flyvepladsen. Den japanske forstærkning (japanske 17. armé) blev ledet af generalløjtnant Hyakutake Haruyoshi.

[redigér] Kampene på land

Kampene på land blev meget hårde og blodige, og var de længstvarende for et enkelt landområde i hele stillehavskrigen og sluttede først d. 9. februar 1943.

 Japanske krigsfanger på Guadalcanal i 1943
Forstør
Japanske krigsfanger på Guadalcanal i 1943

[redigér] Kampene til søs

Kampene på Guadalcanal var en katalysator for flådeaktiviteter på begge sider og resulterede i syv søslag.

På grund af det store antal fartøjer, der blev sænket ved Guadalcanal, blev farvandet mellem Guadalcanal og Floridaøen mod nord kendt som Ironbottom sundet.

Ovennævnte søslag havde ingen vindere, men japanerne var ikke i stand til at erstatte deres tab af fartøjer, hvilket de allierede var i stand til.

[redigér] Eksterne henvisninger

Battle of Guadalcanal, engelske WIKI