Sønderjysk Idrætsforening - Skyttegruppen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Sønderjydsk Idrætsforening - Skyttegruppen (forkortet til SI-Skyttegruppen) er en amtsforening under De Danske Skytteforeninger og er dermed det organisatoriske og politiske bindeled mellem landsforeningen og 26 sønderjyske skytteforeninger.

Denne artikels neutralitet er omstridt
Begrundelsen skal findes på diskussionssiden, ellers kan denne skabelon fjernes.


Indholdsfortegnelse

[redigér] Skyttesagens tilblivelse

Vi må gå tilbage i historien til tiden før nederlaget i 1864-krigen og granske i de meget sparsomme oplysninger, der findes om skyttesagen. Ved krigen i 1848-50 hvor Danmark vandt slaget om Slesvig-Holsten, opstod den folkelige vækkelse. En krig kunne være forestående, hvorfor sønderjyderne i protest mod et dårligt forsvarsforlig i 1861 følte, at man selv måtte medvirke til landsdelens forsvar mod preusserne.

Ideen om en skyttebevægelse så dagens lys, og efter opfordring fra en kreds af foregangsmænd stiftes Skyttebevægelsen i Sønderjylland i og omkring Sønderborg, nærmere bestående af Als, Sundeved, Sønderborg og Aabenraa Amt den 19. december 1862. Følgende skyttekredse indgik i Skyttegruppen, nemlig: Nørre Herreds skyttekreds, Augustenborg skyttekreds, Søgård skyttekreds, Aabenraa skyttekreds og Hellevad skyttekreds, der således kom op på et medlemstal på ca. 850.

Skyttegruppen samlede således skytterne til våbenbrug og skydning på langdistance om og i terræn, d.v.s. en regulær uddannelse i våbenbrug som en forberedelse til en eventuel kommende krig. En gang årligt normalt i efteråret afholdtes konkurrence mellem de bestående skyttekredse. Således fungerede skyttegruppen frem til 1864.

[redigér] Nederlaget i 1864 og tiden der fulgte

Tidligt på året i 1864 kom den ventede krig, hvor Preussen og Østrig i alliance kæmpede med stor overmagt mod en underlegen dansk hær. Den danske hær måtte forlade Dannevirke stillingen for, at trække sig tilbage mod nord til flankestillingenDybbøl den 5. februar 1864.

Dybbøl blev et blodigt opgør med mange faldne og sårede. Den 18. april 1864 kom det afgørende slag. Danskerne tabte og Sønderborg lå i ruiner. Skyttesagen måtte kort efter indstille sit arbejde i den oprindelige form. Flere skytter gik ind i skyttegilder, hvis opgave var at bevare danskheden og trofastheden mod den danske konge. Enkelte omdannedes senere til preussiske skyttegilder for senere atter at blive danske.

I princippet var den våbenfrie skyttegruppe nu kun en saga blot, al aktivitet ophørte og blev først igen en realitet efter genforeningen i 1920.

[redigér] Skyttegruppen fra 1920 til besættelsen

Den Nordslesvigske Fælles Idrætsforening besluttede på et sendemandsmøde at ændre navnet til Sønderjydsk Idrætsforening.

Skyttegruppen, der nu havde blundet i 56 år, vågnede af dvalen, og initiativet til dannelse af skyttegruppen på ny, tog sin begyndelse. Det var især skytteforeningerne i og omkring Sønderborg samg det gamle Haderslev Vester Amt, der først kom på banen (Toftlund, Gram, Rødding, Hygum, Jels, Brændstrup, Foldingbro, Øster Lindet). Sønderborg stiftede den 6. april 1921 deres skytteforening, senere fulgte Haderslev, Hoptrup, Stepping, Christiansfeld, Aabenraa, Frøslev, Løgumkloster og Svenstrup. Skyttegruppens medlemmer udgjorde nu 696 skytter, og med dette antal indgik skyttegruppen i Sønderjydsk Idrætsforening den 29. maj 1921.

Arbejdet tog fart, og allerede i 1923 bestod skyttegruppen af 18 kredse med ialt 795 skytter. Det første kursus fandt sted i Sønderborg 29. maj 1921 og blev fulgt op af to instruktørkurser henholdsvis i Christiansfeld og Frøslev. Det første store skyttestævne fandt sted i Løgumkloster i september 1921.

I 1924 kom yderligere seks skyttekredse til, således at tallet nu udgjorde 24 kredse med ialt 999 skytter. I 1925 kom yderligere 3 kredse til, men det er værd at bemærke sig, at medlemstallet for skyttegruppen som sådan stagneres. I 1926 går det samlede medlemstal tilbage til 586 skytter, men allerede i 1927 var medlemstallet oppe på 800 skytter. I [[1931[[ kunne formanden for skyttegruppen, seminarielærer Olav Schrøder, ved det årlige sendemandsmøde melde om god fremgang.

Denne fremgang blev afbrudt, idet skyttegruppens medlemstal dalede i takt med en radikale "Hvad kan det nytte politik", og under indtryk af et eventuelt forbud mod skyttekredse med våbenføre mænd. I 1934 efterlyses protokoller, som desværre ikke fandtes, men alene den årlige indberetning til landsorganisationen kunne fortælle om de sønderjydske skytters historie og aktiviteter.

[redigér] Beslutsomt sendemandsmøde før besættelsen

Ved sendemandsmødet den 10. marts 1940 i Aabenraa besluttedes følgende:

At sende forslag til overbestyrelsen i DDSG&I med følgende ordlyd: "I dyb beundring for Finlands enestående enighed, og i erkendelse af finnernes dygtighed som skytter, og i forståelse af hvad dette betyder for denne nation, og på grund af tidens alver - også for os, fremsendes følgende til overbestyrelsen med anmodning om forhandling med regeringen og eventuelt militære myndigheder; 1) At de hernede bestående skydebaner, der tilhører de bestående skyttekredse benyttes af militæret mod passende godtgørelse. 2) At der i Vester amtet og på Als, hvor der ingen langdistancebaner findes, opføres en sådan til brug for militæret og skyttekredsene. 3) At det ved garnisonerne hjemsendte mandskab tilmelder sig skyttekredsene. 4) At alle skyttekredsenes medlemmer får patroner til 5 øre pr. stk., og at de unge får patronerne gratis. Forslagene blev underskrevet af formændene for Aabenraa Amt, Haderslev Amt og Sønderborg Amt".

Envidere besluttede sendemandsmødet: 1) At bevillige tilskud til et skydelederkursus på Søgård. 2) Ingen skydning i Vingsted i år. 3) Ingen tilslutning til skydninger i Herning, p.g.a tiden.

[redigér] Skyttegruppen under besættelsen

Ved krigens udbrud i efteråret 1939 var skyttegruppen velfunderet og igen i fremgang. Lovgivningsmagten var interesseret i skyttesagen, og tilskudet til ungskytterne steg fra kr. 55.000 til kr. 225.000 til den sønderjyske landsdel.

Så kom den 9. april 1940 som nok må kendetegnes for at være en af de smerteligste dage i Danmarks historie. Den danske soldat kæmpede ufortrødent mod den tyske overmagt, men kunne intet stille op. Den danske regering kapitulerede efter kort tids kamp.

Også skytterne fik besættelsen at føle. Allerede den 11. april 1940 besluttede statsministeriet at forbyde al skydning, ligesom alle geværer og patroner skulle afleveres. Skytterne havde kun at lystre, og hele sommeren gik, uden at der blev givet tilladelse til atter at skyde. Det var vigtigt, at de enkelte kredse holdt sammen på medlemsskaren, hvorfor der blev arrangeret møder, udflugter og lignende. Hen på efteråret fik man atter tilladelse til at skyde, men tilladelsen gjaldt kun på de indendørs 15 m baner.

Den 1. november 1940 kom der påbud om at aflevere al ammunition. De enkelte kredse skulle aflevere direkte til skyttegruppen eller til den stedlige politimester. Envidere kom der påbud om, at medlemmerne, der ønskede at udtræde af en skyttekreds skulle aflevere sin legitimation, skyttegruppen skulle endvidere indsende fortegnelse over alle registrerede våben. Det blev også påbudt at enhver skydning skulle anmeldes til den stedlige politimester.

I februar 1941 blev skydningen på udendørsbaner igen tilladt. Der var den hage ved det, at låsene efter endt skydning skulle afleveres på politistationen, ligesom kredsene nøje skulle kontrollere beholdningen af ammunition, idet der skulle holdes nøjagtige regnskaber herfor. Den 29. august 1943 skulle al ammunition afleveres.

Da garnisonerne i Sønderjylland 12. november 1942 skulle til Fyn, måtte flere af kredsene, der benyttede garnisonernes skydebaner, ophøre med aktiviteterne. Man måtte således låne ved nabo-skyttekredsen, såfremt den havde en skydebane, som dog kun var på 50 m.

Det blev holdt liv i skyttekredsen ved hjælp af at skyde med luftgeværer, som ikke var forbudt. Mange modstandsfolk trænede i skydning ved skyttekredsene, hvis medlemstal øgedes. Således udgjorde skyttegruppen omkring 3.000 medlemmer i 1943.

I vinteren 1944/45 blev Gestapo så nærgående, at kredsene brændte deres medlemslister, vel vidende, at de interesserede skytter nok skulle melde sig, når der igen var mulighed for at gennemføre normale skydninger.

Under hele besættelsen kunne skyttegruppen konstatere at de sønderjyske skytter stort set alle tonede rent flag.

Som et efterspil måtte der uvægerligt komme et erstatningskrav fra de enkelte skyttekredse for afleverede våben og ammunition, som efter krigen på intet tidspunkt var at spore.

Kravene skulle igennem amtsforeningen indsendes til hovedbestyrelsen.

[redigér] Skytterne i efterkrigstiden

Den 5. maj 1945 kom befrielsen, og med den trådte frihedskæmperne frem i rampelyset, heriblandt mange sønderjyske skytter.

Man skulle nu igen til at etablere skyttegruppen og de enkelte skyttekredse påny; idet skydeaktiviteterne havde været indstillet i krigens sidste år.

Alle våben var jo blevet beslaglagt, hvorfor man påny måtte finde egnede våben til skydeaktiviterne, der dengang hovedsagelig skulle bestå af feltskydninger og langdistanceskydninger på 200m og på 300 m.

Skyttekredsene kom til at arve mange af modstandsbevægelsens geværer. Planlagte skydninger kunne atter gennemføres.

Den 19. januar 1946 kom tilsagn fra Justitsministeriet om, at våben, som man havde modtaget fra modstandsbevægelsen kunne beholdes.

I forbindelse med skydningerne blev der atter indføjet kursusvirksomhed for skytterne; og det første kursus fandt sted i Søgårdlejren den 15. og 16. april 1947. Herudover deltog flere sønderjyske skytter i skydelederkursus på landsplan, som fandt sted i København, Haderslev og på hjemmebanerne.

Også stævnevirksomheden kom nu godt i gang igen, både i skyttegruppens regi i den sønderjyske landsdel, ligesom der blev sendt deltagere til landsskydning i Vingsted.

Yderligere skydninger blev i 1948 oprettet på skydeterrænet i Halk og skydeterrænet i Oksbøl.

I 1947 afholdtes de sønderjyske mesterskaber den 14. september i Aabenraa.

I 1948 på sendemandsmøde på Folkehjem i Aabenraa kom følgende udtalelser: "Under hensyn til de herskende utrygge forhold ser vi som vor opgave at opretholde en klar dansk-national ånd i nøje overensstemmelse med vor formålsparagraf, og i henhold hertil udtaler vi forhåbning om, at hver enkelt skyttekreds vil drage omsorg for, at der inden for dens rækker kun findes folk, som man kan fæste lid til i dansk-national henseende. Derfor henstilles det til kredsene om fornødent at udelukke elementer, som de mener ikke at kunne stole på."

Der blev på sendemandsmødet oplyst, at skyttegruppens medlemstal var vokset til 2.500 skytter.

I året 1950 blev der gennemført amtsskydninger på skydebanen i Aabenraa, hvor skyttegruppens medlemmer aktivt måtte tage del i afviklingen, idet det viste sig at være for stor en mundfuld for Aabenraa Skyttekreds.

Også økonomisk var det uoverkommeligt at klare udgifterne ved vedligeholdelse af de store baneanlæg, hvorfor man indstillede til S.I.´s bestyrelse at deltage i lejeudgifterne med halvdelen, imod at skydeudvalget førte tilsyn med, at skydebanerne holdtes i god og forsvarlig stand. Skydeudvalget for Aabenraa Amt og Aabenraa Skyttekreds skulle så betale den anden halvdel med 25%.

I åreg 1952 kom der for alvor gang i feltskydningerne for sønderjyske skytter, idet der blev afholdt konkurrencer på arnkilsøre, Halk og i Hjerpsted.

Trods øget aktivitet i skyttegruppen mtte denne konstatere en mindre medlemstilbagegang, idet Hjemmeværnet blev magneten for flere skytter. Heldigvis forblev mange som medlemmer både i Hjemmeværnet og i skyttekredsene.

I året 1953 afholdt S.I. sit 50 års jubilæum den 10. februar 1953. I jubilæumsåret afholdt skyttegruppen festskydning for at markere jubilæet. Skydningen blev en succes, hvor man senere på året afholdt en tilsvarende festskydning i Aabenraa.

I 1953 konstateredes atter en fremgang i medlemskredsen, i det Aabenraa alene kunne mønstre 80 nye medlemmer.

[redigér] Den nyere tid

Fra 1954 og frem til 1960 øgedes aktiviteterne ganske væsentligt, idet S.I.´s skyttegruppe nu førte en egentlig skyttepolitik på en lang række områder. Skyttegruppen ønskede således at markere de sønderjyske skytters engagement på landsplan, hvorfor man fra det sønderjyske altid mødte med et stort antal deltagere. Således kunne man deltage i feltskydning i Vedersø og Borris med f.eks. tre hold à 11 feltskydninger i 1958. Også på uddannelsesområdet blev man stærkt engageret og sendte således kursister til skydeleder- og banekommandørkurser i Vingsted og i Borris. Endvidere blev der afholdt et sønderjysk skyttekursus på Idrætshøjskolen i Sønderborg, idet man kunne bruge de militære skydeanlæg, der lå umiddelbart i nærheden af skolen; der var stor deltagelse i dette kursus, og hermed begyndte den egentlige strukturelle kursusvirksomhed inden for skyttegruppen i S.I.

Kursusvirksomheden udbyggedes i første del af 1960´erne, og hvert år blev der uddannet et antal skydeledere. Der skal endvidere oplyses, at der i 1961 blev afholdt et skydelederkursus på Haderslev Kaserne for værnepligtige med stor deltagelse.

I 1961 afholdtes skyttegruppens 40 års jubilæumsskydning i Jels i forbindelse med Jels Pokalskydning.

Senere på året blev der afholdt en stor pokalskydning i Sønderborg med stor deltagelse.

De sønderjyske skytter deltog også i DDSG&I´s skyttegruppes 100 års jubilæumsskydning i Vejle og Vingsted i dagene 20.-23. juli 1961.

Skydelederkurserne fortsatte i Sønderborg i 1962 og 1963 med et deltagerantal på ca. 35 pr. år.

I 1963 deltog i alt 80 skytter ved fællesskydningen i Hjerpsted, hvor udtagelse af skytter til Borris fandt sted den 5. maj 1963, idet der kun måtte deltage to hold à 10 skytter samt fem ungskytter. Skyttegruppen fra S.I. kunne stille med fuldt hold.

Ved sendemandsmødet i 1964 blev der meddelt, at skydebanerne i Aabenraa ikke mere var i forsvarlig stand, og at banerne skulle nedlægges.

Som afløsning for Aabenraa-banerne var skyttegruppen på udkig efter nyt område til afløsning.

Ved et bestyrelsesmøde på Grand Hotel i Aabenraa den 15. august 1964 kunne formanden meddele, at han havde indledt forhandlinger med Rise Sogneråd om placering af en skydebane med 20 skydeopstillinger på et nærmere betegnet og besigtiget sted.

Forhandlingerne gav resultat, og en skydebane blev anlagt ved Rødekro, og allerede den 7. august 1966 var der rejsegilde af skydehuset. Samme år kunne man afvikle den sønderjyske pokalskydning med 185 skytter, hvilket var en fremgang i forhold til de forløbne to år.

I 1967 indledtes og gennemførtes geværeftersyn ved de forskellige skyttekredse. Et tiltag af allerstørste betydning for såvel sikkerheden som funktionsdygtigheden.

I slutningen af 1960´erne opstod der stor interesse for skydning for børn og unge. Således blev der i årene 1968-69 gennemført skydning for børn i Sønderborg med et deltagerantal på over 100 drenge og piger.

Skydning for kvinder tog, efter 1960´ernes rødstrømpebevægelse fart, og deltagerantallet var stigende ved stævne- og pokalskydninger.

[redigér] 1970-80 - "De svære år!"

Det næste tiår 1970-80 blev præget af mange store og svære diskussioner i skyttegruppen, idet nye problemer dukkede op med udgangspunkt i miljø- og andre specielle intereser, såsom sikkerhed på banerne, opbevaring af våben m.v.

Tidens nye krav krævede mange økonomiske ressourcer;: men her var der heldigvis hjælp at hente hos DDSG&I´s skyttegruppe, idet denne fik en årlig tildeling af tipsmidlerne.

I 1973 vandt pistolskydning indpas for alvor, hvilket måtte kræve anlæggelse af pistolbaner, og det oven i købet i en for skydebaner vanskelig tid. Således var der i 1973 indført pistolskydning i skyttekredsene: Sønderborg, Skrydstrup, HGI, politiet, Haderslev, Gram, Toftlund, Abkær, Tønder og Skærbæk.

I årene, der kom, blev flere skydebaner nedlagt, og det gik især ud over 200 m banerne, hvilket kjorde at langdistanceskydningen stagnerede og var langsomt for nedadgående. Som en følge heraf måtte man nu føre en aggressiv skyttepolitik for bevarelsen af de resterende skydebaner og for anlæggelsen af nye.

I 1978 blev der på Friluftsrådets foranledning udarbejdet en fortegnelse over eksisterende, tidligere og fremtidige skydebaner. Dette blev for skyttegruppen et uvurderligt stykke arbejdspapir.

Kommunerne havde ikke i deres idrætspolitik taget højde for anlæggelse af skydebaner, men trods dette lykkedes det at få anlagt nye skydebaner i Vojens, Haderslev og Sønderborg, for nu at nævne de største.

En skydebane i Aabenraa var efter nedlæggelsen af den gamle skydebane yderst aktuel, manglende forståelse og en liden indsigt gjorde, at et antal steder blev foreslået, men de faldt for miljømæssige konsekvenser. Ingen steder kunne man honorere den tilladte grænse for støjniveauet. I skrivende stund er de stadig uafklarede.

I slutningen af 1970´erne diskuterede man en kommende amtsbane ved S.I.-centret i Nr. Hostrup. Manglende vilje og interesse ved de stedlige skyttekredse gjorde, at planen blev skrinlagt.

Opstilling af våben- og ammunitionsskabe i særlig aflåste rum blev på grund af tyverier lovbefalet. De enkelte skyttekredse startede derfor op med at etablere sådanne ved hjælp af rente- og afdragsfrie lån fra DDSG&I.

Trods vanskelighederne med de miljø- og sikkerhedsmæssige krav lykkedes det også at indføre nye tiltag i aktiviterne. I 1978 blev Rødekro-pokalskydningen udvidet til at omfatte en 4-amtsskydning, ligesom dameklasserne blev indført som obligatoriske.

Ved udgangen af tiåret kom også handicapskytter under skyttegruppens vinger, handicapskyttestævner blev indført. Disse blev afviklet på det nye S.I.-center.

Skyttegruppen formulerede mål og delmål for kurssvirksomhedens enkelte kurser.

Udover de traditionelle skydeleder og banekommandørkurser på gevær blev tilsvarende indført for pistolskydning, ligesom der blev oprettet juniorskyttekurser og terrænskyttekurser.

For god ordens skyld skal også nævnes, at S.I. i 1996 afholdt sit 75 års jubilæum med et stort stævne i og omkring Idrætshøjskolen i Sønderborg. Skyttegruppen afviklede en storstilet jubilæumsskydning på skydebanerne i Sønderborg og i Nordborg med flere hundrede skytter.

En gammel skytte, K. M. Sørensen, gav S.I. tre jubilæumspokaler, heraf en til skyttegruppen. Den fik navnet K. M. Sørensens Ungskyttepokal.

[redigér] Det teknologiske tiår

1980´erne er det tiår, hvor de store tekniske fremskridt præger skytternes hverdag og ved de store skyttestævner.

Edb-alderen gør sit indtog, således at resultatlisterne udarbejdes i et edb-program, hvilket letter arbejdet væsentligt på stævnesekretariaterne. Senere er programmerne kommet til at omfatte periodiske indbydelser til stævnerne, som medlemsregistre, regnskabsregistre og kontrol med våben og våbentilladelserne.

På flere skydebaner indføres selvmarkerende baner, hvilket giver en stor besparelse i stævnefunktionærer og -medhjælpere. På skydeterrænerne opstilles SAAB-anlæg, der gør det muligt for den enkelte skytte at opfatte egne resultater gennem faldmål og repetermål. Ud fra sine egne observationer vil han således kunne korrigere for sol, vind, afstand og dermed at vælge korrekt retningspunkt til målet.

Trods den øgede teknologi vil intet lykkes fuldt ud, med mindre det enkelte menneske engagerer sig og erkender sit ansvar og fællesskabets solidaritet.

Dette måtte også skyttegruppen erkende, da S.I.-centret fik sin store nedtur og var truet af konkurs. En redningsplan blev drøftet i S.I.´s bestyrelse; og en enig bestyrelse fandt en løsningsmodel, som blev tiltrådt af alle tre grupper. Dermed var solidariteten stadfæstet.

1980´erne var også det tiår, hvor der skete en holdningsændring blandt skytterne. Man var nu kommet så langt fra migen, at det stærkt nationale præg og den delvise militante holdning kom i baggrunden. Skytterne fokuserede nu mere på teknikken og de optimale hjælpemidler for en skytte for at opnå de bedst mulige resultater.

Som følge af denne holdningsændring gled langdistanceskydningen og terrænskydningerne i baggrunden. Man kan således sige at terrænskydning - den tidligere feltskydning - nu blev skyttegruppens ømme punkt.

Deltagerantallet på kortdistance beviser dette. I 1987-88 var således registreret en medlemsdeltagelse på over 800 skytter, hvorimod f.eks. terrænskydningen var så stærkt nedadgående, at deltagerne udgjorde en god håndfuld.

Lad os nu slutte beretningen om 1980´erne med at fortælle, at S.I.-skytterne ved landsskyttestævnet i 1989 i Vingsted og Borris opnåede særdeles flotte resultater, ved bl.a. at vinde Margrethe-kæden til Sønderjylland. Margrethe-kæden er udsat af kammerherrinde von Oxholm til Rosenfeldt i 1910, som Mesterskabs-vandrekæde til Danske Riffelskytter, og betragtes som det fornemste trofæ i skyttebevægelsen.

[redigér] Fra 1990 på vej til årtusindskiftet

Omend der i skyttegruppens historie ikke har skortet på udfordringer og krav, kan man roligt sige, at det sidste tiår af det 20. århundrede har krævet og vil kræve de største forandringer.

Ved indgangen til 1990 er aktivitetsniveauet hævet ganske betydeligt, ligesom medlemskravene er stigende.

Grunden er, at der nu er kommet gang i pistolskydningen, bl.a. har terrænskydningen (8m - 100m) haft et kæmpe boom.

Også skydningerne på gevær har haft fremgang, men især på udendørs 50m og 10m indendørsskydningen. Terrænskydningen med gevær er stagneret på et relativt lavt niveau, men sammenlagt er der tale om en beskeden stigning i alle geværskydninger sammenlagt.

I 1996 udgør skyttegrupperne i alt 111.220 aktivitetsmedlemmer, fordelt over 50 skyttekredse og -foreninger; det er en ny måde at registrere medlemmer på, idet man tæller et medlem for udøvelsen af en aktivitet. Derfor kan et medlem tælles flere gange, nemlig hver gang, det deltager i en aktivitet. Medlemstallet er således ikke direkte sammenligneligt med tidligere omtalte medlemsopgørelser, men at der er tale om en stigning i det egentlige medlemstal er uomtvisteligt en kendsgerning.

Ved indgangen i tiåret blev der indført nye geværer på kort- som langdistance. Kortdistancegeværet har navnet Anschütz, og langdistancegeværet har navnet Sauer, begge af tysk oprindelse. Det velkendte Otterup-gevær er således en saga blot, efter at have tjent skyttesagen stort set i dette århundrede. Ved årsmødet i februar 1996 blev der på landsplan vedtaget, at også aktiviteter med skydning på 15m baner med luftgeværer og - pistoler var tilladt fremover.

Den største forandring fandt sted i 1992, idet DDSG&I samt DDGU blev sammensluttet til én stor landsforening, idet skyttegruppen på landsplan blev selvstændig, men med en meget nær tilknytning til Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, idet der blev tale om en associering.

Ved en ekstraordinær generalforsamling den 24. oktober 1992 vedtog de sønderjyske skyttekredse at oprette Sønderjysk Idrætsforening - Skyttegruppen i sin nuværende form.

Ved årsmødet i november 1992 blev S.I. skyttegruppen sammen med øvrige amtsforeninger inden for skytterne tilsluttet De Danske Skytteforeninger (DDS).

Med den nye struktur blev skyttegruppen på amtsplan selvforvaltende, men ligeledes associeret med amtsforeningen DGI/Sønderjylland.

Skyttegruppen har for at bevare den nære tilknytning til DGI fortsat sin formand siddende i DGI/Sønderjyllands bestyrelse. DGI/Sønderjylland og Sønderjydsk Idrætsforening Skyttegruppen har ligeledes fælles blad, benævnt "Sønderjydsk Idræt".

[redigér] Ekstern henvisning