Hermann Scherchen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Formatering
Denne artikel er ikke blevet formateret efter Wikipedias standard om afsnit, interne links, o.l.

Hermann Scherchen (født i Berlin 1. juni 1891, død 12. juni 1966 i Firenze) var en tysk dirigent og en af det 20. århundredes mest markante musikpersonligheder.

Scherchens advokatur for samtidens musik er legendarisk; han er nok den dirigent, der har tegnet sig for flest uropførelser, bl.a Schönbergs Kammersymfoni nr. 1 og Pierrot Lunaire (1913), Alban Bergs violinkoncert (1936), Kreneks symfoni nr. 1 og Hindemiths Kammermusik nr. 1 (1922).

Scherchen er autodidakt. Begynder at spille violin 1896; 1907–1910 spiller han violin og bratsch i Berliner Philharmonikerne og Kroll-Operaen under bl.a. Richard Strauss, Felix Mottl og Oskar Fried.

Bliver dirigent for Riga-symf. i 1914, men da 1. Verdenskrig bryder ud, bliver han interneret som civil krigsfange i Rusland 1914-18. Efter krigen vender han tilbage til Berlin, dirigerer de kommende år en række koncerter med Berliner Philharmonikerne og stifter ISCM, det Internationale Selskab for ny Musik (1919), grundlæger tidsskriftet MELOS.

I 1929 udkommer hans Lehrbuch des Dirigierens, (Handbook of Conducting), som endnu i dag er standardværk for enhver dirigentspire. Efterfølger Furtwängler i Frankfurt. Enorm pædagogisk virksomhed i mellemkrigstiden, - seminarer om ny musik og akustik. Deltagere: bl.a. Stravinskij, Karel Ancerl, Ernest Bour, Bartok og Jascha Horenstein. Udtalt antinazist, - forlader derfor Tyskland i 1933 og slår sig ned i Schweiz. Vidtstrakt koncertaktivitet i den del af Verden, som ikke er besat. Efter krigen bliver han tilbudt stillingen som chefdirigent for Berliner Philharmonikerne, men afslår. I 1946 udkommer Scherchens 2. bog, Vom Wesen der Musik (Musikkens væsen). Et mangeårigt samarbejde med pladeselskabet Westminster begynder i 1950: Det resulterer i fremragende indspilninger af bl.a. Bachs Brandenburger-koncerter og 'Matthæuspassion', Händels Concerti Grossi og 'Messias', Mahlers 2., 5., 7. og 10. symfonier, mange af Haydns symfonier og Mozarts 'Requiem'. Et værk, der fulgte Scherchen hele livet, er Bachs 'Die Kunst der Fuge'. Han instrumenterede det selv og opførte det adskillige gange.