Enten - Eller

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Enten - Eller er en betydningsfuld bog skrevet af den danske filosof Søren Kierkegaard i 1843, hvori han udforsker eksistensens "stadier".

Bogen er det første af Kierkegaards værker som blev skrevet under pseudonym, noget som han gjorde meget brug af gennem sin karriere. I dette tilfælde bruges fire pseudonymer: "Victor Eremita", "A", "Assessor Wilhelm" og "Johannes". Victor Eremita teksternes fiktive udgiver og redaktør, som han påstår at have fundet i et antikt chatol. "A" er et øgenavn som Victor Eremita har givet til den fiktive forfatter af den første tekst ("Enten"), som han påstår ikke at have kendt. "Assessor Wilhelm" er den fiktive forfatter af den anden tekst ("Eller"), mens "Johannes" er den fiktive forfatter af en sektion af 'Eller'; "Forførerens Dagbog".

[redigér] Enten

Den første del, "Enten", beskriver eksistensens "æstetiske" stadie. Den tager form som mange tilfældige aforismer og grublerier om livets æstetiske form, som kaldes 'Diapsalmata'. Ordet 'diapsalmata' er beslægtet med 'salme', og betyder "omkvæd" eller "refræn". I denne sektion vurderer Kierkegaards person Mozarts Don Giovanni (i essayet "De umiddelbare erotiske Stadier eller Det Musikalsk-Erotiske") og Goethe.

For æstetikeren illustreret i "Forførerens Dagbog" har interessante højest værdi, og forsøger i livet at manipulere sin situation fra en kedelig til en interessant, for at tilfredsstille sine voyeuristiske overvejelser. Han bruger ironi, list, lunefuldhed, fantasi og vilkårlighed til at konstruere poetisk tilfredsstillende muligheder; han er ikke så interesseret i selve forførelsens akt, men i at skabe den interessante mulighed for forførelse.

Æstetikeren vil, ifølge Kierkegaards model, til sidst blive ramt af "fortvivlelse," en psykologisk tilstand (yderligere undersøgt i Kierkegaards Begrebet Angest og Sygdommen til Døden) som sker som et resultat af en erkendelse af begrænsninger af en æstetisk tilgang til livet. Kierkegaards "fortvivlelse" er en nogenlunde tilsvarende forløber for eksistentiel angst. Den naturlige reaktion er at tage "springet" til den anden fase, den "etiske," som er kendetegnet som et stadie hvori rationelle valg og engagement i at erstatte det kapriciøse og ulogisk længsel mod det æstetiske stadie. Ultimativt, for Kierkegaard, fortrænges både det æstetiske og det etiske stadie af det endelige stadie, som han kalder det "religiøse" stadie.

[redigér] Eller

Anden del repræsenterer det etiske stadie. To breve fra Assessor Wilhelm til forfatteren A prøver at anspore A til at tage springet til det etiske stadie. Det første brev er vedrørende den æstetiske værdi i ægteskab, mens det andet handler om det mere utilslørede etiske emne om at vælge det gode eller ens eget. Det hele ender med en samtale om tanken at for Gud er vi alle i det forkerte. Udefineret brug af begrebet frihed, "at vælge ens eget", etc. præger anden del. Ved introduceringen at det etiske stadie er det derudover uklart om Kierkegaard anerkender et etisk stadie uden religion. Frihed lader til at betegne friheden til at vælge viljen til at gøre det rigtige og til at undsige det forkerte på en verdslig, næsten Kantisk måde. Dog lader angren til at være en religiøs kategori specifikt relateret til det kristne koncept med udfrielse. (Samlede Vaerker(2), II, p. 190)

[redigér] Fortolkning

Den ekstreme pseudonymitet i dette værk gør en fortolkning sværere. A og B (Assessor Wilhelm) er forfatterne til værket, Eremita er redaktøren. Hvor er Kierkegaard i alt dette? Det lader til at Kierkegaard med vilje søgte at adskille sig selv fra de synsvikler der er repræsenterede i hans værker, selvom absurditeten i hans pseudonymers bizarre latinske navne beviser at han ikke ønskede at skjule sin identitet fuldstændigt for læseren. Om fortolkning kan man finde meget i Om min Forfatter-Virksomhed og Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed.