Fotografisk film
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Fotografisk film består af et tyndt plastmateriale kaldet basen. Oprindeligt bestod basen af celluloid, men pga. celluloids høje brændbarhed og instabilitet, anvendes i dag oftest polyester eller celluloseacetat som base. Filmen er belagt med en emulsion bestående af lysfølsomme krystaller af sølvhalogenider (sølvbromid, sølvchlorid eller sølvjodid) opslæmmet i gelatine. Når filmen eksponeres for lys (eller røntgen-, UV- og nær-IR-stråling), dannes et latent billede. Det er uvist præcis hvad der sker rent fysisk når sølvsaltene belyses. I fremkaldelsen reduceres sølvsaltene i de belyste områder hurtigere end i de ubelyste områder, hvorved der skabes et negativ af motivet. Den efterfølgende kopiering giver den endelige kopi (papirbilledet).
Film fremstilles med forskellig lysfølsomhed, defineret ud fra filmens ISO-tal (også kaldes filmens hastighed). Jo højere ISO, jo højere lysfølsomhed, og jo større er krystallerne i filmen. En hurtig film behøver altså ikke lige så meget lys ved korrekt eksponering som en normal eller langsom film, og muliggør optagelser ved kortere lukkertider. Til gengæld er en hurtig film mere grovkornet end en langsom.
[redigér] Negativ film
Til fremstilling af papirkopier bruges hovedsagelig negativfilm. Efter fremkaldelsen dannes et negativt billede på filmen, dvs. de lyse partier i billedet er gengivet som mørke på filmen og omvendt. På negativ farvefilm optræder farverne med deres komplementærfarver.
[redigér] Positiv film
Ved omvendefremkaldelse (se fremkaldelse) kan der direkte skabes diapositiver.