Diskussion:Albert Speer

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

En anonym skriver til sidst: Den nyeste forskning stiller dog et stort spørgsmålstegn ved sandhedsværdien af Speers erindringer. Det kræver vist lidt dokumentation at anfægte en af de få nazi-ledere, der erkendte at der var noget galt, men at han ikke så det eller turde stille spørgsmål dengang. Jeg har ikke har forsket i sagen, blot læst hans egne bøger og andres beretninger og kan ikke se, at man behøver at beskylde ham for at være en løgner. Såvidt jeg husker accepterede han også sin straf for sin medvirken, selvom han undrede sig over, at han fik 20 år, og Hitlers efterfølger Dönitz 10 år.

Det er let at sige med bagklogskaben i baghovedet, at han burde have vidst bedre, da tingene fandt sted. Han er en af de få ledere, der har sagt Hitler imod med risiko for at få en dødsstraf på stedet. --hansjorn 5. jul 2005 kl. 12:44 (CEST)

Hvor megen sympati man end kan have for Speer på grund af hans anger over sin rolle under naziregimet, kan man ikke komme bort fra, at de slående resultater, han opnåede med den tyske krigsproduktion, blev opnået ved hjælp af titusinder af slavearbejdere, som arbejdede under umenneskelige forhold, og mange af dem døde da også. Det forekommer også helt usandsynligt, at en mand i hans position ikke skulle have vidst, hvad der skete med jøderne.

Han var en yderst intelligent mand. Måske var hans allersmarteste træk at optræde som angrende synder under Nürnberg-processen. Dokumenter, der siden er kommet frem, sandsynliggør, at galgen havde været ham vis, såfremt man dengang havde haft oplysningerne.

Kemp--83.72.32.131 5. jul 2005 kl. 13:16 (CEST)

Allerede i 1971 fremlagde Erich Goldhagen en artikel, hvor han fremlagde en tale holdt af Himmler ved et møde, hvor Speer var til stede. I talen blev der ikke lagt fortiet noget mht. planerne om at udrydde jøderne. Speer søgte de følgende 10 år frem til sin død at prøve at bevise, at han havde forladt mødet inden talen blev holdt, men det lykkedes vist aldrig. Derfor kan man stille spørgsmålstegn ved, om han fortalte sandheden i sine erindringer, når han hævdede, at han ikke kendte til holocaust. Det er ikke det samme som at kalde ham en løgner (og blive heller ikke gjort i citatet, som Hansjorn tager frem), da han muligvis havde overbevist sig selv om, at han ikke kendte noget til det for at kunne leve med sig selv.
Ud fra et historiefagligt synspunkt finder jeg det også uacceptabelt, at der skal noget ekstra til, for at man kan stille spørgsmålstegn ved "pæne" menneskers erindringer. De kan fx huske fejl som alle andre eller fremlægge en synsvinkel på begivenhederne, der stiller dem i et særligt gunstigt lys lige så godt som alle andre.--Heelgrasper 5. jul 2005 kl. 13:53 (CEST)
Tak til Kemp for en uddybning af forskningen i emnet. Som aldrig bliver uaktuelt al den stund krigsforbrydelser kan finde sted igen - løgne og fortielser ligeså. Men Speers erindringer og her for nylig Traudl Junges er nogle af de få, der har overlevet og er vigtig dokumentation for en forståelse af problemet: Hvordan ét menneske få en så koncentreret magt i et samfund, at han kunne smadre hele sin samtid? Uden at nogen greb ind i tide og stoppede vanviddet (f.eks. 20 juli/Stauffenberg). Jeg troede at det var løgn, da jeg læste beretninger om krigsforbrydelser mod menneskeheden i rest-Jugoslavien (Srebrenica) - hvor de ansvarlige endnu ikke er pågrebet og retsforfulgt. --hansjorn 6. jul 2005 kl. 06:35 (CEST)