Joseph Retinger
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Joseph Retinger (1888-1960), som oprindeligt hed Józef Hieronim Retinger, var en jødisk politisk rådgiver fra Polen. Han blev født i Kraków, som dengang lå i Østrig-Ungarn.
Bogen om Prins Bernhard af Alden Hatch indeholder et kapitel, som er helliget Hotel de Bilderberg. Forfatteren omtaler heri Josef Retinger, der var involveret i gennemførelsen af Marshallplanen, som havde navn efter George C. Marshall. Denne amerikanske general og politiker var fortaler for en tidlig invasion i Europa under 2. verdenskrig – det skete som bekendt ikke – men han tog også initiativ til et program for Europas økonomiske genopbygning, Marshallplanen .
Da Retinger rejste til USA i 1948 for at deltage i arbejdet, havde han i forvejen oprettet European League for Economic Cooperation, og der eksisterede – og gør stadig – en række organisationer med det formål at arbejde for integration af de europæiske lande og for tættere samarbejde med USA.
Efter 2. verdenskrig blev David Rockefeller upeget som sekretær for Council of Foreign Relations (CFR) “study group” der udfærdigede Marshall Planen. Senere blev Rockefeller formand for CFR, stiftende medlem af Bilderberg-gruppen og stifter af Trilateral Commission, Council of the Americas, Forum of the Americas og Americas Society.
Retinger var en nøglefigur i de fleste af de store kongresser, sammenslutninger og institutioner, som arbejdede på fremme af Europæisk Union. Han nævner desuden, at Europæisk Økonomisk Samarbejdsråd (hvor Det europæiske Fællesmarked opstod), Den europæiske Bevægelse og Europæisk Kulturcentrum aldrig var blevet til noget uden Retinger.
Ifølge Hatch var Retinger klar over, at et Forenet Europa aldrig ville blive til noget uden USAs godkendelse og støtte, men han var samtidig (i 1952) bekymret for en stigende antiamerikanisme i Europa. En af grundene var modvilje mod den måde, hvorpå senator McCarthy jagtede alle med en venstreorienteret mening i almindelighed og kommunister i særdeleshed.
Derfor udklækkede Retinger ”en glimrende plan”, som han forelagde for prins Bernhard. Først ville han have de europæiske ledere til åbent at fremkomme med deres kritik af amerikanerne, og komme med forslag til, hvad der kunne gøres for at rette deres fejl. Dernæst skulle lederne af den amerikanske opinion konfronteres med den åbenhjertige kritik, så de kunne få en fair chance for at forsvare sig.
”Dette skulle ske på et for pressens folk hermetisk lukket privat møde for folk i top-positioner fra begge kontinenter.”* Efter en del forberedende samtaler med erhvervsfolk og politikere kunne den første konference endelig finde sted i maj 1954 på Hotel de Bilderberg, hvor deltagerne mødtes som privatmænd. Hatch citerer konferencen George McGhee fra USAs udenrigsministerium for en udtalelse om, at de værste misforståelser (”de virkelige fæle”) mellem europæere og amerikanere forsvandt med den første Bilderberg-konference. ”Siden har der aldrig været så stor en kløft mellem os og Europa.”