Abraham (patriark)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Rembrandt: "Englen forhindrer ofringen af Isak"
Forstør
Rembrandt: "Englen forhindrer ofringen af Isak"

Abraham (hebraisk אברהם), hyrden og ejeren af hjorden, er en central figur i det Gamle Testamente, der ser ham som den ældste stamfader til Israels folk. Hans historie bliver fortalt i Skabelsesberetningen, kapitel 12-25, hvor han sammen med Isak og Jacob hører til patriarkerne, der blev forfædrene til Israels tolv stammer. Det er dog tvivlsomt, om Abraham faktisk var en historisk person, for der findes ingen vidnesbyrd om ham ud over bibelteksten.

Abraham anses både i den jødisk-bibelske tradition og inden for såvel Islam som Kristendommen for at være den oprindelige stamfader for Israels folk. Derfor betegnes de alle tre som abrahamitiske religioner.

[redigér] Den bibelske Abraham

Abraham hed først Abram, og på arabisk bliver det til Ibrahim, der anses for at være en profet. For araberne står Abraham som stamfader til alle de semitiske folk.

Sammen med sin far, Terach, og Lot, der var søn af den afdøde farbror Haran, var hyrden Abraham draget ud fra sin hjemstavn Ur i Kaldæa (syd for det nuværende Irak) for at søge mod Harran (ved Şanlıurfa i Tyrkiet). Det var ved slutningen af yngre stenalder og begyndelsen af bronzealderen ca. år 1900 f.Kr., på en tid da nomaderne blev mere og mere fastboende og allerede forstod sig på korndyrkning og oplagring af forråd. De første keramikprodukter og andre håndværksting var allerede fremstillet. Derfor tilhørte en hyrde sandsynligvis de laveste lag af befolkningen, hvad der kan have haft indflydelse på Abrahams senere liv.

I Harran blev han opfordret af Gud til at drage til landet Kanaan, og dermed sluttede Gud en "ny" pagt med Abraham og gav ham og hans kone, Sarai, nye navne: Abraam og Sara. Som led i pagten fik Abraham lovning på landet Kanaan for sig og sine efterkommere, og det er ud fra denne pagt, at alle nutidige jøder og borgere i staten Israel begrunder deres krav på området som deres lovmæssige ret.