Hans Frank

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Hans Michael Frank 23. maj 1900 - 16. oktober 1946. Tysk, nazistisk jurist og politiker.

Hans Frank blev født i Karlsruhe som søn af en advokat. Han meldte sig til den tyske hær i 1917 under 1. verdenskrig. I 1919 tilsluttede han sig et frikorps under Franz Ritter von Epp og var med til at bekæmpe den såkaldte rådsrepublik i München. Fra 1920 til 1926 studerede Hans Frank jura og gjorde sig samtidig nyttig som juridisk rådgiver for NSDAP, det nazistiske parti.

I 1923 blev han medlem af NSDAP og SA og deltog i Hitlers mislykkede München-kup. Han flygtede en kort overgang til Østrig, men vendte snart tilbage til Tyskland og undgik videre tiltale for sin medvirken til kuppet.

Hans Frank fik i 1926 sin juridiske embedseksamen og slog sig ned som advokat i München og blev forsvarer for Hitler og dennes tilhængere i talrige processer. I 1928 var han medstifter af Bund Nazionalsozialistischer Deutscher Juristen, som var den første nazistiske fagorganisation.

I 1930 blev Hans Frank valgt som medlem af den tyske rigsdag, og efter Hitlers magtovertagelse i 1933 blev han justitsminister i Bayern. I 1934 protesterede Hans Frank mod drabene på SA-ledelsen med Ernst Röhm i spidsen, og det kostede ham indflydelse i det nazistiske magtapparat. Samme år udnævntes han til rigsminister uden portefølje; en stilling, han bevarede til krigens afslutning i 1945.

Frank blev den 26. oktober 1939 udnævnt til generalguvernør i det besatte Polen. Denne stilling indebar, at blev forvaltningschef for hele den civile forvaltning i den besatte del af det tidligere polske område (altså ikke den del af Polen, som blev indlemmet i Tyskland). Han blev ansvarlig for mordene på hundredtusindvis af polakker, for beslaglæggelsen af deres ejendom og for tvangsdeportation til slavearbejde i Tyskland for rundt regnet en million polakker. Endvidere var det Frank, som etablerede de jødiske ghettoer, som blev forkamrene til den senere masseudryddelse i koncentrationslejrene i forbindelse med Endlösung.

Han opnåede rang som SS-Obergruppenführer i 1942, men ragede samtidig uklar med Himmler om udnyttelsen af resurserne i Generalguvernementet. Som advarsel lod Himmler én af Franks nærmeste medarbejdere myrde. Frank krævede også visse retsregler overholdt, hvilket ikke faldt i god jord hos Hitler. Han mistede sine tillidsposter i partiet, men beholdt embedet som generalguvernør, og han forstærkede tempoet i tvangsdeportationerne.

I januar 1945 flygtede han fra Polen, da de sovjetiske styrker trængte ind. Hans Frank prøvede at gå under jorden, men han blev fanget den 4. maj 1945 af amerikanske tropper nær Berchtesgaden tæt på grænsen til Østrig.

Under retssagen i Nürnberg 1945-1946 påstod Frank, at han op til fjorten gange prøvede på at tage sin afsked som generalguvernør i Polen, men det ville Hitler ikke godtage og lod ham blive i Polen som sin bøddel. Desuden påstod han, at det alene var Heinrich Himmler og SS som kontrollerede massemyrderierne af jøder i de polske koncentrationslejre. Dommerne i Nürnbergprocessen troede dog ikke på hans forklaringer, selv om han var én af de få af de tiltalte, der udviste anger over sine forbrydelser, og han blev dømt skyldig i to af de fire anklagepunkter, nemlig krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Hans Frank blev dømt til døden ved hængning den 1. oktober 1946, og dommen blev eksekveret i en tidligere gymnastiksal i Nürnberg den 16. oktober 1946. Hans sidste ord inden henrettelsen var: “Jeg beder Gud om at modtage mig med nåde!”. Han blev 46 år.

Kort før henrettelsen skrev han sine memoirer: Im Angesicht des Galgens.