Danmarks Retsforbund
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Danmarks Retsforbund er et politisk parti, der blev stiftet den 21. oktober 1919 af en kreds af tilhængere af den amerikanske økonom Henry George og folk fra kredsen omkring rets- og moralfilosoffen Severin Christensen.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Ideologi og politik
Retsforbundets udgangspunkt er en afgrænsning mellem den enkeltes ret og fællesskabet. Partiets politik bygger traditionelt på fire hovedpunkter: personlig frihed, statsmagtens begrænsning, frihandel og fuld grundskyld. Fuld grundskyld indebærer, at statens retmæssige indtægtskilde er den samfundsskabte merværdi, der af økonomer kaldes jordrente, frem for beskatning af den individuelt skabte arbejdsfortjeneste. Indkomstskat, moms og told skal derfor nedskrives og helst afvikles.
Retsforbundets ideologi er altså en humanistisk begrundet liberalisme, i tråd med en lang række liberale og humanistiske tænkere, der har støttet fællesskabets ret til jordrenten.[1]
Nogle af partiets øvrige programpunkter er en restriktiv miljøpolitik med fremme af økologi og dyrevelfærd, afvikling af erhvervs- og landbrugstilskud, ligestilling af offentlig og privat service på bl.a. skole- og sundhedsområdet. Der ønskes øget kontrol med monopoler, herunder at olie- og naturgasressourcerne i Nordsøen skal udnyttes til gavn for samfundet frem for kontrakthaverne. Kollektiv trafik skal styrkes, men ikke nødvendigvis være i rent offentligt regi.
På det statsretslige område ønsker partiet adskillelse af stat og kirke, øget offentlighed i forvaltningen, flere folkeafstemninger og en magistratsregering sammensat i forhold til partiernes størrelse (efter schweizisk model). Partiet er imod EU, men fortaler for FN-samarbejde og ulandsbistand. Det støtter NATO-medlemskab, men er modstander af dansk deltagelse i Irak-krigen på grund af det manglende FN-mandat. En mindre del af partiet har traditionelt været pacifistisk præget og engageret i fredsbevægelsen.
Retsforbundets ideologi og program deler således punkter, som normalt henregnes til venstre- eller højrefløjen. Man regner normalt partiet for at tilhøre den politiske midte. Partiet selv tager afstand fra betegnelsen socialliberal og mener ikke, at det kan indordnes på en højre/venstre-skala.
[redigér] Strategiske problemer
Partiets idealistiske præg har gjort det svært at gøre sig gældende i den daglige politiske debat. "Grundskyld" og de øvrige etisk-filosofiske begreber rammer ved siden af det blandingsøkonomiske system, som de øvrige partier ønsker bibeholdt. I de senere år har Retsforbundet kritiseret de voldsomme værdistigninger på fast ejendom og den skadelige effekt for den enkelte og samfundsøkonomien, men ikke fremlagt nogen samlet model for en løsning af problemet.
Retsforbundet er ikke præget af nogen bestemt vælgergruppe. Fra starten i 1920'erne indgik der dels husmænd, datidens dårligst stillede gruppe på landet, og dels en kreds af ideologisk interesserede akademikere og højskolefolk. Siden kom især selvstændigt erhvervsdrivende og en del arbejdere til. I 1970'erne havde partiet den højeste relative andel af førstegangsvælgere. Andre partiers målbevidste appel til bestemte befolkningssegmenter har ikke været forsøgt af Retsforbundet. En årsag kan ligge i, at partiets politik netop skal bekæmpe privilegier og særinteresser. Partiets PR og kommunikation har et græsrodsagtigt og uprofessionelt præg, men man benytter sig dog også af nye medier som f.eks. internettet.
Siden partiet gled ud af folketinget i 1981, er presseomtalen efterhånden svundet til nulpunktet. Allerede i 1950'erne var manglende eller negativ pressedækning dog et problem for partiet, idet man ikke havde noget eget dagblad, sådan som de fire gamle partier og DKP havde.
Samlet set har Retsforbundet opnået mest succes som som modspiller. Det skete i første omgang gennem modstand mod markedsrestriktioner, planøkonomi og statslige indgreb fra 1945 til 1957 og i anden omgang som det eneste ikke-socialistiske EF-modstanderparti i 1970'erne. Ved deltagelsen i trekantsregeringen 1957-1960 opnåede Retsforbundet en del konkrete resultater, men her blev man straffet af vælgerne og røg ud af folketinget.
[redigér] Retsliberalisme
Siden begyndelsen af 1990'erne har der eksisteret en fraktion i partiet, de retsliberale, som ønsker en opstramning af det ideologiske grundlag med fokus på de liberale værdier.
Dette afspejler en generel ideologisk konflikt i partiet, som begyndte med partiets deltagelse i trekantsregeringen. Siden da har det hyppigt været diskuteret, om "grundskylden kan slå til", dvs. kan finansiere den moderne velfærdsstat. I 1960'erne blev der vedtaget et nyt program, der accepterede indkomstskat som et eventuelt supplement til jordskatter. De retsliberale afviser indkomstskatten og ønsker en tilbagevenden til et minimalstatsprogram baseret kun på grundskyld. De anser den blandede finansieringsmodel for uetisk og ideologisk inkonsekvent, og de mener, det er hovedårsagen til, at Retsforbundet ikke fremstår som et klart alternativ for vælgerne.
De retsliberale kan, forsigtigt anslået, regnes for at udgøre mellem en fjerdedel og en tredjedel af partiet. Fortalere for den retsliberale tanke er bl.a. Thorkil Sohn, Ejnar Pedersen og Lars Bækgaard. Fraktionen har været meget aktiv og bl.a. fået gennemført, at Retsforbundets ideologi officielt beskrives som retsliberalisme. Heri ligger en afstandtagen fra de eksisterende danske partier fra SF til Venstre og Dansk Folkeparti, der betegnes som socialliberale (defineret ved en blanding af socialismens formynderi og kapitalismens sociale uretfærdighed).
Kritikere af de retsliberale, bl.a. tidligere folketingsmedlem og EU-parlamentsmedlem Ib Christensen, mener, at den retsliberale ideologi er alt for forenklet og ikke giver et bud på reelle politiske løsninger. Kritikerne afviser en naturgiven sammenhæng mellem statens udgifter og jordrenten (dvs. de samlede værdistigninger på jord og naturressourcer, som er det beløb, der tænkes opkrævet som grundskyld). Retsforbundets idéprogram indeholder da også stadig muligheden for indkomstskat.
[redigér] Historie
Retsforbundet opnåede første gang valg til Folketinget i 1924. Op igennem 1920'erne og 1930'erne havde man en meget lille gruppe, oftest med 2-3 medlemmer (det var før spærregrænsen blev indført). Under krigen støttede partiet samarbejdsregeringen uden dog selv at have nogen ministerpost. Folketingsmedlem, senere minister Oluf Pedersen deltog som sekretær i det såkaldte samarbejdsudvalg. Han markerede sig efter befrielsen som modstander af dødsstraf i retsopgøret.
Fra 1945 medvirkede partiets frihandelstanke til, at man markerede sig stærkt imod rationeringen. Det kom bl.a. til udtryk ved, at Hans Hedtoft-regeringen blev væltet i 1950 på spørgsmålet om smørrationeringens ophævelse. Man sagde dengang, at regeringen "gled i smørret". Retsforbundet oplevede i de følgende år en markant fremgang og opnåede ved valget i 1953 en folketingsgruppe på tolv medlemmer.
Gennem 1950'erne blev Retsforbundet af mange nærmest opfattet et borgerligt protestparti, men til manges overraskelse gik det sammen med Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet i den såkaldte trekantsregering fra 1957-1960. Den radikale leder Bertel Dahlgaard blev før valget spurgt, om han ville danne regering med Retsforbundet. Han svarede: "Så vil jeg hellere dø en naturlig død." Retsforbundet var repræsenteret ved fiskeriminister Oluf Pedersen, indenrigsminister Søren Olesen og partiets leder, Viggo Starcke, der var minister uden portefølje.
Selv om trekantsregeringen havde vendt økonomisk stagnation til vækst, røg Retsforbundet ved valget i 1960 ud af Folketinget. Det skyldtes dels Retsforbundets interne stridigheder, dels, at Socialdemokratiet som det største parti vandt fremgangen for regeringens resultater, og endelig utilfredshed med Viggo Starckes "æresministerium".
Trekantsregeringen forberedte bl.a. jordlovene, som ville begrænse muligheden for jordspekulation, men lovene faldt ved en folkeafstemning i 1963. I de følgende årtier påpegede Retsforbundet det samfundsøkonomiske problem i, at man kunne tjene mere ved passiv investering i grundværdier end gennem aktive investeringer i erhvervslivet. Partiet gik væk fra princippet om en minimalstat og formulerede i 1960'erne et nyt, socialliberalt partiprogram, hvor velfærdsstatens tjenesteydelser skulle opretholdes.
Ved afstemningen om Danmarks indtræden i EF i 1972 havde Retsforbundet markeret sig som det eneste ikke-socialistiske EF-modstanderparti og deltaget i stiftelsen af Folkebevægelsen mod EF.
Ved jordskredsvalget i 1973 kom Retsforbundet atter i Folketinget, nu især båret frem af EF-modstanden. Partiet gled ud i 1975, men var igen inde fra 1977 til 1981. Systematiske analyser af stemmeafgivning i Folketinget i 1970'erne placerede Retsforbundet lidt til højre for det Radikale Venstre (som da støttede en socialdemokratisk regering), men til venstre for de borgerlige partier. Retsforbundet stemte ofte sammen med Fremskridtspartiet imod love og indgreb, som blev betragtet som overflødige eller formynderiske, men som havde konsensus blandt de øvrige partier.
Fra 1984-1994 var partiets forhenværende formand og leder af folketingsgruppen, Ib Christensen, medlem af Europa-parlamentet, valgt for Folkebevægelsen mod EF. Ved valget i 1984, 1987 og 1990 opnåede Retsforbundet ikke at blive valgt. Der blev taget initiativ til et formelt samarbejde med De Grønne i de første år af 1990'erne, men projektet måtte opgives, først og fremmest på grund af intern uenighed i De Grønne. Partiet deltog i samarbejdet bag listen Demokratisk Fornyelse ved folketingsvalget i 1998.
Retsforbundet og Minoritetspartiet indgik en aftale om fælles valggrundlag og kandidater på Minoritetspartiets liste ved valget i 2005. [2] Heller ikke denne gang formåede man at appellere til vælgerne, og Minoritetspartiet fik kun få promille af stemmerne.