Anarkisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

En del af serien af

politiske ideologier om
Anarkisme

Traditioner
Anarko-kommunisme
Individualistisk anarkisme
Anarko-primitivisme
Grøn anarkisme
Mutualisme
Anarko-syndikalisme
Kristen anarkisme
Kollektivistisk anarkisme
Anarka-feminisme
Anarko-kapitalisme


Anarkisme i kulturen
Anarkisme og religion
Anarkisme og samfundet
Anarkisme og kunsten
Anarkistisk symbolisme
Anarko-punk


Anarkismen i
samfundsvidenskaben
Anarkistisk økonomi
Anarkisme og kapitalisme
Anarkisme og marxisme
Post-left anarki

Relaterede artikler
Antifascisme
Antimilitarisme


Relevante lister
Anarkister
Bøger
Fællesskaber
Koncepter
Musikere
Organisationer

Politiske ideologier
En del af serien om politik
Anarkisme
Fascisme
Feminisme
Grøn ideologi
Islamisme
Kristendemokrati
Kommunisme
Kommunitarianisme
Konservatisme
Liberalisme
Libertarianisme
Marxisme
Nationalisme
Socialdemokratisme
Socialisme
Zionisme

Anarkisme (gr. ἀναρχία anarkhia "anarki, fravær af et styre") er den lære, der hævder, at intet menneske skal herske over et andet menneske. En tilhænger af anarkismen kaldes anarkist.

Den traditionelle anarkisme modsætter sig eksistensen af stater og kapitalisme (eller ethvert økonomisk system baseret på ejendomsret), som den først og fremmest ser som grundlaget for et autoritært samfund. Dog kendetegnes anarkismen også ved dens radikale kritik af alle former for hierarkisk organisering og undertrykkende og diskriminerende behandling.

Den anarkistiske utopi, anarkiet, er grundlæggende visionen om et anti-autoritært samfund, hvor ethvert individ har mulighed for at leve og udvikle sig selvstyret, selvorganiseret og frit. Hvordan anarkiet i praksis kunne udfolde sig, er der i tidens løb blevet givet mange bud på.

En nyere strømning mener, at anarkismen også er den yderste konsekvens af liberalismen, da anarkismen netop tillader det enkelte menneske maksimal frihed. Af samme grund findes der også liberalistiske anarkister, omend den anarkistiske hovedstrømning som regel er antikapitalistisk. Hér skal dog særligt beskrives hvad der er hovedstrømningens analyse og ideologi. Nederst er en lille indledning til diskussionen mellem den såkaldte anarko-kapitalisme og den traditionelle anarkisme. Se i øvrigt også anarko-kapitalisme.

Det anarkistiske "fravær af styre" er ikke lig kaos, selvom ordet anarki af og til bruges i sådanne sammenhænge.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Anarkismen i praksis

Anarkismen anses normalt som en politisk bevægelse. Det vil sige, at anarkister organiserer sig og i direkte kamp udfordrer autoritære forhold på arbejdspladsen, på skolen, i byerne, hvor de bor og lever og ikke mindst i forhold til de lovgivende forsamlinger, hvis beslutninger har indflydelse på borgeres liv.

Et andet aspekt i den anarkistiske praksis er dog også alle de handlinger mennesker udfører på de i indledningen nævnte anarkistiske grundprincipper, men ikke anses som politiske og sandsynligvis uden de ideologisk-anarkistiske principper er taget særligt med i overvejelserne før handlingen blev udført. Med dette aspekt, vil man sandsynligvis kunne spore en større udbredelse af anarkismen i menneskers dagligliv, selvom disse handlinger naturligvis ikke (kan) registreres og derfor heller ikke dokumenteres. I hvert fald gennemfører anarkister selv ikke bare politiske aktioner, men forsøger også at organisere deres egne liv efter anarkistiske principper.

[redigér] Oprindelse

Der er mange enkelte forløbere for den moderne anarkisme, blandt andet i det antikke Grækenland, der foregriber nogle tanker om anarki, men det man kan kalde den moderne anarkisme opstod i den revolutionære arbejderbevægelse. Da de europæiske og nordamerikanske samfund gennem det 19. århundrede omdannedes til kapitalistiske og industrialiserede samfund, måtte mange bønder flytte ind i byerne for at kunne forsørge sig.

Her solgte de deres arbejdskraft på fabrikker til fabriksejeren, også kaldet kapitalisten, mod betaling og blev dermed til lønarbejdere. Arbejderne var på denne tid uorganiserede og arbejdede – og som regel også levede - under særligt dårlige forhold. Dette var baggrunden for at anarkismen blev til en bevægelse med sit centrum i den industrielle produktionssfære.

I områder der på denne tid var mindre industrialiserede betød det også opkomsten af store, anarkistiske landarbejderbevægelser. Se fx Makhnobevægelsen i Ukraine.

[redigér] Anarkismen i det 20. århundrede

Den anarkistiske bevægelse har overvejende gennem det 20. århundrede oplevet et tilbagefald, ligesom andre samfundskritiske grupper generelt. Ikke i Danmark, men i andre lande formåede den anarkistiske bevægelse at forankre sig i arbejderbevægelsen og har stadig en vis magt i visse dele af arbejderbevægelsen (se Syndikalisme).

Overordnet er den anarkistiske bevægelse i dag ikke synlig gennem arbejderkamp, men lægger kræfter og har lagt kræfter i en række andre politiske områder. Her skal hovedsageligt lægges vægt på anarkismen i Danmark. Den kronologiske beskrivelse giver ikke et fuldstændigt billede af anarkismen i Danmark, men forsøger at vise, i hvilke bevægelser anarkister har haft indflydelse og fået større opmærksomhed.

[redigér] 68'-oprøret

Den første gang efter 2. Verdenskrig, hvor anarkister får betydning, også i Danmark, er gennem ungdomsoprøret i og omkring 1968. Der blev dannet mange autonome, anarkistiske grupper og der blev også dannet en koordinationsorganisation ved navnet "Den anarkistiske Føderation i Danmark". Ungdomsoprøret bestod dog på ingen måde kun af anarkister, men de fleste havde dog en samfundsutopi, der på visse punkter svarer til anarkismen, og forsøgte også at leve livet på en sådan måde.

Under ungdomsoprøret og i de efterfølgende kommuner/kollektiver, der blev dannet, forsøgtes hovedsageligt at gøre op med forældrenes borgerlige moral, med de nye isolerede boformer, som fx parcelhuskvarterer, med den hierarkiske organisering på uddannelsessteder og i familierne (se Patriarkat), men også på storpolitisk niveau ved antimilitaristiske aktiviteter mod Vietnamkrigen.

Endnu idag eksisterer Christiania, som også var et forsøg på at skabe et andet samfund på bydelsniveau. På Christiania eksisterer der kollektiv ejendomsret til jorden, i den forstand at alle indbyggere i fællesskab forsøger at gøre bydelen til et leveværdigt sted for alle. Samtidig ser man også på Christiania mange selvorganiserede aktiviteter, såsom fællesmøder og ved kulturelle aktiviteter m.m.

[redigér] I postmoderne tider

I forbindelse med den musikalske revolution gennem el-guitarens opståen m.v., opstår også punken og punkerne. Punken er i højere grad anarkistisk præget end fx 68'erne. Punken var i sin oprindelige form ikke-kommerciel og byggede derimod på DIY-princippet.

Sideløbende med punkerne opstod også boligbevægelsen (se BZ) og den autonome bevægelse, hvor mange punkere i øvrigt også var aktive. Boligbevægelsens mål var at tage tomtstående huse som direkte aktion mod bolignøden. Disse huse blev enten indrettet som med alternative boformer og blev også ofte udgangspunkt for politisk, social og kulturel aktivitet i lokalområdet. Nogle huse blev også for en nat eller i det mindste udenom offentligheden besat. Det betegner man normalt som at slumstorme. Det eneste hus som består i dag er Ungdomshuset på Nørrebro i København, der dog aldrig har været decideret besat, men i starten af 80'erne blev givet af Københavns Kommune til en ikke nærmere defineret gruppe af brugere. Siden har det været et samlingspunkt for ikke-kommerciel kultur og politisk aktivisme blandt københavnske anarkister og venstreradikale generelt.

Boligbevægelsen var en del af den autonome bevægelse. Den autonome bevægelse var i højere grad politisk og forsøgte dermed at finde et nyt udgangspunkt for teori og praksis. De autonome grupper beskæftigede sig hovedsageligt med international solidaritet i forbindelse med repressionen mod de tyske, som terroristisk betegnede, grupper, som fx Rote Armee Fraktion (populær under navnet "Bahder-Meinhof-banden"), i forbindelse med USA's aggressive adfærd i udlandet og i forbindelse med den palæstinensiske intifada. Da EU gennem 80'erne og 90'erne udvider sin magt i forhold til nationalstaterne, kommer det også til at spille en vigtig rolle. Den autonome bevægelses med dens anarkistiske grupper finder så småt sin ende efter gadekampene på Nørrebro, København, d. 18. maj 1993.

[redigér] Anarkisme i Danmark i dag

Anarkismen har aldrig som enestående kraft fået fodfæste i Danmark, og dette præger også billedet i det nye årtusinde. Således er den organiserede anarkisme meget spredt. Der eksisterede en gruppe/netværk med navnet "Den anarkistiske Føderation" i starten af det nye årtusinde, men er idag ikke længere aktiv. I København er de anarkistiske aktiviteter særligt samlet i og omkring Ungdomshus-miljøet. Og der findes også mindre anarkistiske grupper rundt omkring i landet. Anarkister i Danmark mødes normalt til kampe om fristedet Ungdomshuset, til aktioner mod G8-topmøderne og deltager ellers i aktioner og aktiviteter med venstreorienterede grupper eller andre mennesker, som de kan finde fælles fodslag med.

Det er også vigtigt at nævne de mange autonome grupper, der har udgivet anarkistiske tidsskrifter. Et succesfuldt tidsskrift var det Aalborg-baserede "Sabot", men det udgives dog ikke mere.

[redigér] Teori

[redigér] Kritikken af det autoritære samfund og samliv

Da anarkismen søger et grundlæggende opgør med det nuværende samfund og menneskers samliv er kritikken naturligvis også omfattende og udvikler sig stadigt. For nogle anarkister tager kritikken udganspunkt et sted, for andre anarkister et andet sted. De traditionelle anarkistiske teorier tager særligt udgangspunkt i økonomi og politik, mens meget få eller sig i periferien befindende forfattere beskæftigede sig med andre temaer. Visse prominente anarkister, som fx Proudhon, kritiseres derfor bl.a. for en antisemitisk holdning i forhold til hans kapitalismekritik og en sexistisk holdning overfor kvinder. I dag vil det derimod være uomgåeligt for en anarkist ikke afvise fx racisme, sexisme og homofobi. De retninger af anarkismen, som nedenstående er beskrevet, beskæftiger sig traditionelt kun perifært med disse spørgsmål.

[redigér] Økonomisk kritik

I dag modsætter de fleste anarkister sig kapitalismen, såvel som andre økonomiske systemer gennem de i hvert fald sidste 2000 år. Et grundlæggende kendetegn for alle disse var ejendomsretten. Således kritiserer anarkister særligt ejendomsretten i en bestemt form eller i alle dens former. Ejendomsretten, særligt den til produktionsmidlerne (jord, maskiner osv.), påstås at føre til en koncentration af magt hos dem, der besidder disse midler, fordi produktionsmidlerne koncentreres på færres hænder, hvilket vil føre til at det overvejende flertal må leve på mindretallets betingelser.

I produktionen gav denne magt sig før den moderne tid udtryk i stavnsbånd, livegenskab og daglejeri; i den moderne tid, kapitalismen, ved at flertallet må sælge sin arbejdskraft til det mindretal, der besidder produktionsmidlerne. Dette kapitalismens specielle kendetegn kaldes også lønarbejde.

Mange misforstår ofte ideen om ejendomsrettens afskaffelse. Disse tillægger således anarkister ideen om "kaos", hvor mennesker har fri mulighed for at stjæle fra andre og gøre andre skade efter forgodtbefindende. Med ejendomsrettens afskaffelse ser anarkister dog først og fremmest muligheden for at skabe et frit samfund, fordi individer (ofte sammen med andre) først da har mulighed for på den ene side at være kreativ og producere goder frit og på den anden side at kunne forbruge goder (fx mad og drikke) frit - altså efter egne behov.

[redigér] Politisk kritik

Alle anarkister modsætter sig eksistensen af stater. Visse fokuserer på staten som forsvarer af den økonomiske undertrykkelse gennem ejendomsretten. Andre modsætter sig mere generelt staten, fordi den gennem sine love er det klareste udtryk for, at nogle bestemmer over andre i samfundet - og dermed at samfundet er autoritært.

[redigér] Anarko-primitivisme

En nyere anarkistisk bevægelse er opstået, hvor udgangspunktet ikke er den økonomiske udvikling, der slår igennem i det 19. århundrede, nemlig omdannelserne af samfundene til kapitalistiske. Derimod tager kritikken fat i den tid, hvor civilisationerne opstod. Et særligt afgørende skel er altså, hvor stammesamfundene bliver til byer og jægerne bliver til bønder. I Vesteuropa bliver de sociale skel større og større gennem bronzealderen (1700-500 f.v.t.), og klasseopdelingen i rig og fattig er senest en realitet i jernalderen, hvor de riges magt skyldtes store jordbesiddelser og blev begrundet i ejendomsret til jorden.

Med denne udvikling mener anarko-primitivister, at grundlaget for et hierarkisk samfund opstår, fordi retlige og økonomiske principper derefter ikke havde til mål at opfylde alle individers behov for et godt liv, men særligt at forsvare den opståede overklasses magt - altså rigdom og status. Efterhånden organiseredes bysamfundene i tidlige stater, og slaveri eller trælleri blev ligeledes en vigtig faktor i produktionen.

Anarko-primitivister mener ikke nødvendigvis, at alle jæger-/stammesamfund var anarkistiske, men mener, at man i stammesamfundene havde mere selvkontrol og færre magtstrukturer eller at disse magtstrukturer var lettere nedbrydelige. Desuden var de fleste jæger- eller tidlige bondesamfund også lige, altså blev hver enkelt forsørget. Anarko-primitivister afviser ligeledes arbejdsdeling såvel som moderne teknologi og produktion, fordi det også anses som fremmedgørende for individet.

[redigér] Anarko-kommunisme

Anarko-kommunismen er vel nok den mest udbredte anarkistiske retning og er også en af de mest traditionelle retninger. Anarko-kommunismen blev særligt formuleret af Pjotr Kropotkin gennem hans skrifter. Det er den anarkistiske retning, der lægger mest vægt på kritik af det økonomiske og politiske system, altså kapitalisme og stat. Kapitalismen ses som et udbyttende og autoritært system, der pga. ejendomsretten styrer menneskers liv. Staten ses som kapitalismens forlængede arm, hvis historiske rolle er at forsvare dennes private ejendomsret.

Kropotkin vil udrydde al fattigdom og afskaffe lønarbejde, hvis afskaffelse skal være grundlaget for et samfund, hvor individet skal kunne udfolde sig frit, og han mener, at den private ejendomsret må bekæmpes for at opnå dette. Ejendomsretten opfattes ikke som en forsvarer for individets frihed, men som en begrænsning af samme.

Kropotkin siger om ejendomsretten (frit oversat efter Wikiquote): "Alt til alle, fordi alle har brug for det, fordi alle har deltaget i produktionen af det efter evne, og fordi det ikke er muligt at måle den enkeltes andel i den samfundsmæssige rigdom... Alt tilhører alle!"

[redigér] (Europæisk) individualistisk anarkisme

Den individualistiske anarkisme, i hvert fald i Europa, bygger grundlæggende på Max Stirners ideer, der er beskrevet i Den eneste og hans ejendom fra 1845. Denne bog kan deles op i flere dele. Dels tager den et historisk opgør med samtidige ideer. Dels, og det er hvad der særligt er interessant for anarkistisk teori, beskriver den en anarkistisk retning, der er radikalt individualistisk og eksistentialistisk orienteret.

Det filosofiske udgangspunkt for denne retning er egoismen eller egenheden (altså det at være sig selv). Individet skal være sig selv og udvikle sin unikke individualitet uden at være bundet til (af andre bestemte) love, rettigheder/pligter eller moralske eller etiske forestillinger.

Løbende beskæftiger Max Stirner sig med samfundet og menneskers samkvem. Han forestiller sig, at individet går sammen med andre om at realisere dets interesser. Det vil sige, at individet må organisere sit liv selv. Det betyder dog hverken at man skal være selvforsynende eller at der skal eksistere ejendomsret til det producerede. Individet må selv skabe det han har brug for, som ikke er til. Og alt hvad der ellers omgiver individet, kan individet gøre til sit ved at tage det i brug. "Greife zu und nimm, was Du brauchst! Damit ist der Krieg aller gegen alle erklärt. Ich allein bestimme darüber, was Ich haben will." (s. 286, Den eneste og hans ejendom, tysk originalversion, 1845).

Det er tydeligt, at Max Stirner ikke adskiller anarkistisk idealtilstand og "anarkistisk" kaotisk, krigerisk tilstand. På den ene side taler Max Stirner og efterfølgende individualistiske anarkister ikke for en "kaotisk" samfundstilstand, men på den anden side finder de det heller ikke nødvendigt at tage afstand fra en "kaotisk" tilstand, måske fordi ideen om det gode og onde (kosmos og kaos) netop bygger på religiøs dogmatik og dermed anti-individualistisk tankegang.

"Mir geht nichts über Mich!" (s. 5, ibid)

[redigér] Grøn anarkisme

Den grønne anarkisme lægger særligt vægt på miljø og økologi, hvor de andre anarkistiske retninger lægger vægt på sociale forhold.

Med den stigende udnyttelse eller rovdrift, alt efter opfattelse, af naturen, særligt siden kapitalismens indførsel, søger grønne anarkister et opgør med kapitalismen for at skabe et anarkistisk samfund, hvor natur og mennesker kan eksistere sammen uden menneskelige ødelæggelser.

Kritikken af kapitalismen i forhold til miljø og økologi tager særligt udgangspunkt i opfattelsen af kapitalismens drivkraft, nemlig kapitalakkumulationen, altså jagten efter profit, hvorved naturen nedprioriteres.

[redigér] Anarkisme i forhold til liberalisme

Den gren af liberalismen som nærmer sig anarkismen kaldes i dag ofte libertarianismen eller anarko-kapitalisme. I modsætning til de socialistiske anarkister går den den liberale anarkisme stærkt ind for den private ejendomsret, som ses som grundlæggende for enhver 'ret'. Den rene anarko-kapitalisme modsætter sig eksistensen af en stat og overlader til frivillige sammenslutninger og private vagtværn at håndhæve den private ejendomsret, medens de såkaldte minarkister går ind for en minimal natvægterstat til at håndhæve den.

Mange nutidige libertarianister føler, at de er de amerikanske individualistiske anarkisters efterfølgere, som de blot mener ikke havde den økonomiske viden til at kalde sig selv for libertarianister.

Hvor libertarianismen ligger tæt på en anarkistisk tankegang, så ville det være en fejl at sammenblande den almindelige liberalisme med anarkismen, da liberalismen for det første bygger på helt andre analyser og opfattelser af samfundet. For det andet fordi liberalisme historisk set blev udviklet i modsætning til ideologier som monarkismen, der byggede på særlige privilegier til visse mennesker. Almindelig liberalisme ønsker ikke bare at sikre frie transaktioner i og imellem samfund, men også lighed imellem menneskers udgangspositioner. Dette fører til, at staten under liberalistisk ledelse let kan vokse sig endda ganske stor, fordi den også skal kompensere de mennesker, der uheldigvis er født ind i ufordelagtige betingelser (fx i et handicap eller i en socialt belastet familie).

[redigér] Litteraturhenvisninger

[redigér] Eksterne henvisninger