Frederik Christian af Augustenborg
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Hertug Frederik Christian af Augustenborg (1765-1814) var den førende skikkelse i den augustenborgske hertugslægt og én af de mest betydningsfulde mænd i den danske konges riger - nr. 2 i statsrådet efter kongen.
Fra bygningen af det nuværende Augustenborg Slot, der stod færdigt i 1776, og til den tragiske treårskrig, var det lille hof i Augustenborg et kulturelt og politisk centrum, hvor nord og syd, dansk og tysk mødtes. Hertugen var begejstret for oplysningstidens idealer, ja, endog for frihedsrøret i Frankrig, indtil det skejede ud i revolutionær vold. Man korresponderede med Schiller og andre europæiske åndspersonligheder. Folk som Jens Baggesen og senere H.C. Andersen var skattede gæster. Og hertugen gik i modsætning til kong Frederik VI varmt ind for trykkefrihed som nødvendig for oplysningen.
I regeringen i København var Frederik Christian den første moderne uddannelsespolitiker. Som patron for universitetet ivrede han for gennemgribende reformer, herunder oprettelse af statsvidenskabelige og forvaltningsmæssige universitetsgrader - tanker, som først virkeliggjordes generationer senere.
Frederik Christian var ikke specielt populær. Hans noget pedantiske form og hans klejne skikkelse gjorde ham til et oplagt offer for københavnerviddet, der døbte ham “Hans lille Højhed”
Gennem giftermål med kronprinsens halvsøster Louise Augusta - halv-, fordi hun var frugt af forholdet mellem Struensee og Christian VII’s dronning - var han svoger til kronprinsen, den senere Frederik VI. Ganske vist stod hertugens indviklede arvekrav på Slesvig-Holsten som en skygge mellem dem, men hertugens giftermål med kronprinsens søster havde bragt dem i nær familie, og ægteskabet var synligt lykkeligt. De to begavede mennesker supplerede hinanden, hun med livlighed og kreativitet og ånd, han med fornuft, politisk og pædagogisk begavelse. Deres børneflok viste, at der var liv og energi i slægten - i modsætning til, hvad der gjaldt hos de hensygnende oldenborgere.
Midt under Napoleonskrigene, i 1810, ødelagdes imidlertid endegyldigt forholdet mellem Frederik VI og augustenborgerne som følge af en konflikt angående den svenske trone. I 1809 var den svenske konge død, og den nye konge var stadig barnløs i en alder af 60, og svenskerne udså sig hertugens broder Prins Christian August, som på det tidspunkt var populær dansk guvernør og feltmarskal i Norge, til tronfølger, hvilket var bemærkelsesværdigt, fordi Danmark og Sverige faktisk var i krig.
Det var en mulighed for augustenborgerne til at nærme sig magtens centrum. Frederik VI var også interesseret i den svenske trone, som en mulighed for at blive den konge, der igen samlede Norden. Derfor så han med dyb skepsis på augustenborgernes manøvrer. Da Christian August døde under mystiske omstændigheder, før han kom på tronen, brød konflikten mellem hertugen og kongen ud i lys lue i konkurrence om at overtage tronfølgerskabet. En iøvrigt absurd konflikt, da svenskerne ikke ville have nogen af dem, men i stedet valgte den franske marskal Bernadotte.
Frederik Christians loyalitet over for Frederik VI fik en ende, da kongen forsøgte - bl.a. med en flådeblokade omkring Als - at forhindre ham i at lægge billet ind på den svenske trone. Hertugen forsøgte at manøvrere i det skjulte,men desværre for hertugen var kongen hele tiden orienteret om hvert eneste skridt, han foretog sig. Nemlig via hertuginden, Louise Augusta, der var en stærk og selvstændig kvinde. Hun følte sig trods det lykkelige ægteskab tvunget til loyalitet over for sin bror, kongen, fremfor sin ægtemand, hertugen. Så hun gav alle fortrolige oplysninger om hertugens manøvrer videre til København.
Fra da af var hertugen ude i kulden, så det var magtspillet om den svenske trone, mere end den nationale konflikt, der lagde grunden til den augustenborgske hertugslægts dårlige ry i dansk national historieskrivning.
Hertugen kom ud af sagen med tab af alle magtpolitiske muligheder. Fra nu af koncentrerede han sig om arveretten i Slesvig. Han måtte nedlægge alle sine embeder ved regeringen i København og blev til sin tidlige død i 1814, kun 48 år gammel, i Augustenborg som en bitter mand med et ødelagt helbred. Bitterheden understregedes af den personlige tragedie, at hertugparrets harmoniske ægteskab var ødelagt. Tilliden mellem dem blev aldrig genoprettet, selvom de ikke blev skilt.
Frederik Christians ganske unge søn Christian August arvede hertugtitlen.
Maria Hellebergs roman Kærlighedsbarn handler om forholdet mellem hertug Frederik Christian og Louise Augusta og giver et malende billede af de mange personlige, dynastiske, magtpolitiske og nationale konflikter i tiden.
![]() |
Artiklen om den kongelige eller fyrstelige Frederik Christian af Augustenborg kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede. Du kan hjælpe ved at afsøge Commons for et passende billede eller uploade et godt billede til Commons iht. de tilladte licenser og indsætte det i artiklen. |