De dansk-vestindiske øer

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Udsigt over Charlotte Amalie
Forstør
Udsigt over Charlotte Amalie

De dansk-vestindiske øer (i dag U.S. Virgin Islands) bestod af øerne Sankt Thomas, Sankt Jan (eng. Saint John) og Sankt Croix i det Caribiske Hav. De var fra hhv. 1672, 1717 og 1733 danske kolonier.

Øerne er meget populære rejsemål for krydstogter og historisk interesserede danskere.

[redigér] Historisk

Danmarks økonomisk vigtigste koloni var de dansk-vestindiske øer. Produktion af først og fremmest sukker, men også bomuld, og i den tidlige kolonitid ligeledes indigo og tobak, førte til stor indtjening både for private kolonister og den danske stat især i 1700-tallet. Hovedparten af befolkningen bestod af afrikanere og deres efterkommere, som var blevet taget som slaver i Vestafrika og det vestlige Centralafrika. Slavesamfundet var bygget op omkring et grundlæggende racistisk skel, hvor europæere var frie og havde alle borgerrettigheder, mens afrikanere var at betragte som ejendom, hvis ejere havde vide beføjelser til at bestemme over deres liv. Krav om mange timers dagligt arbejde, afstraffelse og magt til at bestemme hvor en slave skulle bo - hvilket kunne resultere i flytning fra en plantage til en anden, eller sågar mellem øer, var nogle af de magtbeføjelser en slaveejer havde ifølge den danske slaverilovgivning. Efterhånden opstod der en lille gruppe af frigivne af afrikansk oprindelse, som i deres eksistens ikke passede ind i slavesamfundets racistiske princip. De havde dog under slaveriet aldrig de samme rettigheder som frie europæere. I 1754 boede der cirka 1.750 hvide og ca. 14.000 afroamerikanske slaver på øerne. Den europæiske befolkningsgruppe bestod af en blandet skare af forskellig europæisk oprindelse. Især hollændere var der mange af på Skt. Thomas og Skt. Jan; englændere, irere og skotter på Skt. Croix. Der var altid relativt få danske plantageejere, men embedsmænd var fortrinsvis danske. Den blandede europæiske befolkning betød, at den euro-caribiske kultur kom til at fremstå som ret blandet. Man lærte i Vestindien at omgås folk med en anderledes kultur, og accepterede i langt højere grad end i europæiske lande, at folk havde forskellig kristen konfession. I modsætning til Danmark var for eksempel katolicisme accepteret i Dansk Vestindien i 1700-tallet.

Den interne europæiske kulturblanding skal dog ikke misforstås som også at omhandle accept af afrikansk og afro-caribisk kultur. Europæere blandede sig meget lidt med folk af afrikansk oprindelse og viste sjældent interesse for deres kulturelle udtryk - højst en undren over forskellige kulturtræk, der blev anset for barbariske, som for eksempel religiøse udtryk.

Den store befolkning af afrikansk oprindelse stammede fra et stort område, der strakte sig fra Senegambia i det nordlige Vestafrika til Congo i det vestlige Centralafrika. Det betød, at der også i denne del af befolkningen var tale om et blandet kulturelt liv. Folk blev i Vestindien tvunget til at leve side om side med folk, der talte et andet sprog, havde andre guder og så anderledes på verdens sammenhæng, end de selv gjorde. Dette skabte en kompleks proces, hvor man ofte fandt sammen med folk af samme oprindelse som en selv i begyndelsen, men i løbet af mange generationer alligevel blandede sig med folk af anden oprindelse, hvilket i den sidste ende resulterede i, at den afro-caribiske befolkning mistede sine forskellige etniske identiteter og endte med en caribisk, kreolsk identitet.

Koloniens økonomi opstod i en merkantilistisk tradition, hvilket betød en stærk binding til moderlandet - Danmark. Det sukker, der blev produceret i sukkerrørsplantagerne blev forarbejdet til sukkermasse på stedet, men efter transport til Danmark blev det lavet til sukker for at blive solgt på de europæiske markeder - og endda reeksporteret til de sukkerdyrkende kolonier.

I 1792 blev der i Danmark lovgivet om en afslutning af den transatlantiske slavehandel, som skulle træde i kraft i 1803. Årsagerne var først og fremmest økonomiske, om end en vis indflydelse fra den engelske abolitionistdebat nok også skal indregnes. Indtil forbuddet trådte i kraft, blev der indført flere slaver end nogensinde før, blandt andet med støtte i statslån. Man ville sørge for, at slavebefolkningen efter 1803 kunne reproducere sig selv. Efter forbuddet foregik i lang tid en vis illegal slavehandel, som englænderne, der havde indført et tilsvarende forbud fra 1807, imidlertid gjorde meget for at bekæmpe. I 1848 blev slaveriet på øerne ophævet som en følge af et relativt uvoldeligt slaveoprør. Økonomisk tilbagegang havde da længe præget øerne, og i en international kontekst var ophævelsen en naturlig og nødvendig udvikling. England havde ophævet slaveriet i 1834, Holland i 1846 og Frankrig tidligere i 1848. I 1917 solgte Danmark efter en folkeafstemning øerne til USA for 25 millioner dollar.

Fællessproget på Skt. Thomas og Skt. Jan var hollandsk-kreolsk (kaldet negerhollandsk), (et kreolsprog) (nu uddødt) og på Skt. Croix engelsk - til en vis grad også i en kreolsk udgave. Desuden taltes et væld af afrikanske og europæiske sprog. Administrationssproget var i begyndelsen hollandsk og dansk, senere mest dansk, men efterhånden gik man mere og mere over til engelsk.

[redigér] Se også

[redigér] Eksterne henvisninger