Jens Christian Christensen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

J.C. Christensen
Forstør
J.C. Christensen

Jens Christian Christensen (J.C. Christensen; J.C. udtales som I.C.) (21. november 1856 - 19. december 1930. Dansk politiker.

J.C. Christensen var født på en hedegård i Påbøl i Hoven Sogn i Vestjylland. Faderen var Mads Christian Christensen og moderen Karen født Jensdatter.

Som det var tradition på den tid, kom han allerede som 8-årig ud at tjene som hyrdedreng. Han var opvakt og videbegærlig, kom som ung på højskole og senere på seminarium og blev lærer i Stadil ved Ringkøbing.

Han blev i 1879 gift med Karen Kirstine Pedersen, der også kom fra Hoven, og med hende fik han børnene Karen, Peder og Mads Christian.

I 1890 indvalgtes han i Folketinget i Ringkøbingkredsen og bevarede sædet indtil 1924. Han tilsluttede sig Christen Bergs fløj i Venstre, og efter Bergs død var J.C. Christensen i 1891-1897 leder af den bergske gruppe, som bekæmpede de moderate venstrefolks samarbejde med Højre-regeringerne. Han blev i 1895 en magtfuld formand for Finansudvalget, som ved en konsekvent nægtelse af bevillinger til reformer bidrog til at svække regeringen. I 1897 bliver han formand for Venstrereformpartiet. Samtidigt påtager han sig en lang række mindre opgaver. Således bliver han medlem af bestyrelserne for Dansk Fredsforening, Industrimuseet og Dansk Folkemuseum. Christensen er formand for Folkemuseets bestyrelse, da dette museum bliver overtaget af Nationalmuseet i 1920.

I 1901 kom så Systemskiftet med indførelsen af folketingsparlamentarismen. J.C. Christensen blev kirke- og undervisningsminister (Kultusminister), men var i virkeligheden den stærke mand i Ministeriet Deuntzer. Han fik gennemført betydningsfulde reformer både på skole- og kirkeområdet. Udenrigspolitisk var han ansvarlig for de hemmelige og vovelige samtaler, der af L.C.F. Lütken blev ført med repræsentanter for den tyske generalstab om Danmarks position i en eventuel kommende storkrig.

I 1905 overtog han selv hvervet som konseilspræsident, men han måtte gå af allerede i 1908 som følge af Alberti-skandalen. J.C. Christensen blev tiltalt ved Rigsretten, men blev frifundet, dog med en bebrejdelse for at have vist Alberti for megen tillid.

Han blev ikke mere statsminister, men bevarede en yderst stærk position i Venstre, hvor han enstemmigt valgtes til formand i 1910. Han var forsvarsminister i 1909, hvor han fik gennemført nye forsvarslove, og i 1916-18 under Første Verdenskrig repræsenterede han som kontrolminister Venstre i det radikale ministerium Zahle. 1920-22 var han kirkeminister i ministeriet Niels Neergaard.

Denne artikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. Du kan også give den en bedre beskrivelse.
Andre sprog