Induktion (metode)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Ved induktion observerer man enkelte tilfælde (specialtilfælde) og konkluderer noget generelt. Denne empiriske metode anvendes indenfor videnskaberne, men også i dagliglivet. Statistik er et af redskab for denne type tænkning, ligesom logik er det for deduktion.

Eksempel: Man observerer hver dag i en uge, at solen står op. Derefter konkluderer man, at solen står op hver dag.

Induktive slutninger draget ud fra observationer i hverdagen er logisk ugyldige, men er fuldstændig nødvendige for vores trivsel. På trods af dette kan, og bliver, induktion benyttet som en matematisk bevisteknik, se induktion (matematik)

Der findes en række almindelige fejlkilder ved induktiv tænkning, bl.a.:

  • Bekræftelsestilbøjelighed. Vi har en tendens til at opdage ting, der understøtter de Hypoteser eller holdninger vi i forvejen har.
  • Tilgængeligheds heuristik. Når vi bedømmer et fænomens frekvens, konkluderer vi ofte at den er høj, hvis vi hurtigt kan komme i tanker om mange enkelte tilfælde.

Selvom induktion som strategi er helt nødvendig, kan den derfor lede til forkerte resultater, både i videnskaben og i det almindelige liv. I videnskaben sker fremskridt ved, at en videnskabelig teori, der er opstillet på grundlag af induktive metoder, og som ikke strider mod andre gyldige teorier, anses for selv at være gyldig, til der findes et eksempel, hvor teorien ikke holder.

[redigér] Se også