De 10 bud
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
De ti bud blev ifølge Det Gamle Testamente (2. Mosebog kap. 19-20) givet af Gud til Moses på Sinaibjerget. Budene blev nedfældet på to stentavler; udhugget af Moses, men nedskrevet af Gud selv (2. Mosebog kap. 31, vers 18). Disse tavler blev senere lagt i Pagtens Ark.
Budene fortolkes forskelligt af den katolske kirke, af Luther og af jøder.
De ti bud lyder som følger:
- Du må ikke have andre guder
- Du må ikke misbruge Guds navn
- Du skal holde hviledagen hellig
- Du skal ære din far og din mor
- Du må ikke slå ihjel
- Du må ikke bryde ægteskabet
- Du må ikke stjæle
- Du må ikke vidne falsk mod din næste
- Du må ikke begære din næstes hus
- Du må ikke begære din næstes hustru, folk eller fæ eller noget, der hører din næste til
De ti bud er et eksempel på religiøs tolkning, for i originalteksten indgår de ti bud i en sammenhæng af flere anvisninger, som sædvanligvis udelades i den kristne tradition. For eksempel er billedforbuddet i vers 4 udeladt, ligesom henvisningen til trælle og Gud som strafferen af "fædres skyld", ikke fremgår af de ti bud. Disse tolkes ofte, som en uddybning af de pågældende bud de står i umiddelbar forbindelse med. Budene er således sat skarpt og forkortet op i den klassiske form vi læser herover. De anvisninger, de ti bud står i sammenhæng med, anses sædvanligvis, indenfor bla. Evangelisk-lutherske kredse, som værende tids- og kulturbestemte for israelitterne/jøderne, mens selve de ti bud anses som en sund og eviggyldig rettesnor for menneskelivet (hvilket Luther selv så vigtigheden af og følgende udgav Luthers lille Katekismus. Frelse i Kristendommen opnåes dog ikke gennem opfyldelse af de ti bud, men gennem troen på Jesus og hans stedfortrædende død på korset.
[redigér] Kilde
Den uforkortede tekst (2. Mosebog kap. 20 vers 3 - 17 (Det Danske Bibelselskab 1992, autoriseret oversættelse)) er vist nedenfor, og kan sammenlignes med den almindelige fortolkning ovenfor:
v3 Du må ikke have andre guder end mig.
v4 Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden.
v5 Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig;
v6 men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled.
v7 Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.
v8 Husk sabbatsdagen og hold den hellig.
v9 I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal;
v10 men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer.
v11 For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.
v12 Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.
v13 Du må ikke begå drab.
v14 Du må ikke bryde et ægteskab.
v15 Du må ikke stjæle.
v16 Du må ikke vidne falsk mod din næste.
v17 Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.
De ti bud og meget andet bliver uddybet af Jesus i Bjergprædikenen.[1]