Køkkenmødding
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
En køkkenmødding er en affaldsdynge (skaldynge) af især østersskaller (men også blåmuslinger, hjertemuslinger og strandsnegl), måltidsrester fra især jægerstenalderen (men også fra senere perioder bl.a. bondestenalderen men også jernalderen og vikingetid. Da sådanne skallere består kalk er bevaringsforholdene fine for knogler og flere steder sågar for elt små fiskeben. Østers udgjorde ikke nogen betydelig del af stenalderfolkenes kost, men var noget man spiste i sommermånederne (NEJ! primært i det tidlige forår - omkring marts-april). I løbet af tiden blev bunken større og større, formentlig fordi menneskene gang på gang vendte tilbage til de samme steder. Køkkenmøddingernes vækst stoppede først med overgangen fra jægerstenalder til bondestenalder. Nej! Køkkenmøddingerne er mest kendt fra Ertebøllekulturen, men fortsatte i høj grad også ind i yngre stenalder (bondestenalderen). Forskellen på de Mesolitiske og de Neolitiske køkkenmøddinger er bl.a. at de Mesolitiske generelt indeholder flere redskaber og fund end de Neolitiske, som oftest næsten udelukkende består af skaller, kogesten og askelag foruden lidt dyreknogler og enkelte redskaber og keramik.
Det var danskeren Japetus Steenstrup, der opfandt ordet. Vistnok mens han sammen med arkæologen J.J.A. Worsaae gravede ved Mejlgård på Djursland, da det gik op for ham at skaldyngerne ikke var naturlige, men menneskeskabte.
På fransk og japansk hedder det ligeledes - omtrent da - "kjøkkenmødding", og på engelsk "kitchenmidden". Oversætterne af Worsaaes afhandling viste sandsynligvis ikke hvad ordet kjøkkenmødding betød eller hvad det hed på fransk, og fik ikke oversat ordet. Hvordan det skrives på japansk vides ikke.
![]() |
Denne artikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. Du kan også give den en bedre beskrivelse. |