Færøerne
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
|
|||||
Nationalt motto: | |||||
Nationalmelodi: Tú alfagra land mítt | |||||
![]() |
|||||
Hovedstad | Tórshavn 62°01′ N 06°46′ W |
||||
Største by | Tórshavn | ||||
Officielle sprog | Færøsk, dansk | ||||
Regeringsform | Monarki Dronning Margrethe II Jóannes Eidesgaard |
||||
Hjemmestyre • Indført |
1948 |
||||
Areal • Total • Vand (%) |
1.399 km² (nr. ) 0,5 |
||||
Indbyggertal • 2005 anslået • [[]] folketælling • Tæthed |
46.962 (nr. ) 33,1/km² (nr. ) |
||||
BNP • Total • Pr. indbygger |
2005 anslået Ukendt (nr. ) 22.000 USD (nr. ) |
||||
Valuta | Danske kroner (DKK ) |
||||
Tidszone • Sommer (DST) |
(UTC+0) (UTC+1) |
||||
Internetdomæne | .fo | ||||
Telefonkode | +298 |
||||
Færøerne (på færøsk Føroyar) betyder fåreøerne. Øerne er en gruppe på 18 øer af vulkansk oprindelse i den nordlige del af Atlanterhavet mellem Skotland, Island og Norge.
Den første bosættelse på øerne fandt sted, da irske munke slog sig ned omkring år 625 og levede som eneboere. De gav sandsynligvis øerne deres navn. Men øernes egentlige befolkning stammer fra vikinger, som bosatte sig på øerne i tiden efter år 800, som kaldes landnamtiden. I dag er alle øerne beboede, bortset fra Lítla Dímun.
Færøernes befolkning er færinger, og befolkningstallet er knapt 50.000, hvoraf ca. 17.000 bor i hovedstaden Thorshavn. Færingerne taler det vestnordiske sprog færøsk, som stammer fra det gamle norske sprog, norrønt sprog, og som er det mindste af de germanske sprog. Det er også et af tre mindste sprog i Europa. Dansk er desuden officielt sprog.
Færøerne er en delvis selvstyrende del af Danmark ifølge Lov om Færøernes Hjemmestyre fra 1948 og udøver det parlamentariske selvstyre i et af verdens ældste parlamenter, Lagtinget. Øerne vælger to repræsentanter til det danske Folketing, og de har valgt at stå uden for EU. Administrativt er øerne opdelt i 6 sysler og 34 kommuner.
Øernes klima er præget af deres beliggenhed i Golfstrømmen, som medvirker til at give milde vintre og kølige somre. Skydannelser omkring de høje fjelde og tåge er hyppigt forekommende. Øerne er i hovedsagen græsbevoksede med en udbredt forekomst af vilde blomster, og egentlige træer er ikke en del af den oprindelige natur. Fuglelivet er præget af havfuglene, som i stort tal yngler i fjeldene og på fjeldsiderne. Dyrelivet iøvrigt omfatter gråsæl og mindre hvalarter i de kystnære område samt dyr, som er indvandret eller indført sammen med befolkningen af øerne.
Fiskeri er hovederhverv på øerne, mens fåreavlen, som frem til 1800-tallet var hovederhverv, nu har ringe kommerciel betydning, omend den stadigvæk har stor kulturel og social betydning. Fangst af flokke af grindehvaler, som sker i fjorde på øerne, er en særlig færøsk specialitet.
- Se også artiklen grindedrab (færøsk: Grindadráp).
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Historie
- Se hovedartiklen: Færøernes historie
Siden omkring år 625 har der boet irske munke på Færøerne. Det viser både botaniske undersøgelser og den kendsgerning, at mange får græssede dér allerede ved de første fastboendes ankomst. Sandsynligvis flyttede munkene dog til Island, før de første nordmænd bosatte sig på øerne.
Færøerne blev efter landnam i tiden efter år 825 befolket af vikinger fra Norge, Skotland og Irland (som sikkert også medbragte keltiske kvinder) og regnes fra 1035 at være blevet underlagt Norge, da vikingetiden på Færøerne var forbi. Norsk lov gjaldt for Færøerne til 1816.
Island, Grønland, Færøerne samt Orkney- og Shetlandsøerne hørte under Norge, der fra 1380 havde samme regent som Danmark. Imidlertid var der stadig et norsk rigsråd, som ved kongevalgene fra 1380 til reformationen 1536 i princippet kunne have valgt en anden konge end den, man havde i Danmark. Herefter blev det norske rigsråd nedlagt og Norge reelt underlagt Danmark, men stadig til en vis grad betragtet som et selvstændigt rige.
Ved freden i Kiel 1814, hvor Norge blev annekteret af Sverige, forblev Færøerne, Island og Grønland i det danske kongerige, og i 1816 bestemte den danske regering, at det færøske lagmandsembede og Lagtinget skulle nedlægges, og Færøerne blive et dansk amt. Efter en national vækkelse på julemødet 1888 blev der i 1906 oprettet et færøsk selvstændighedsparti Sjálvstýrisflokkurin som modvægt mod oprettelsen af det liberale danskvenlige parti Sambandsflokkurin, som ville opretholde den nuværende statsretslige stilling. Til at begynde med var hovedfejden mellem disse to partier den færøske sprogstrid, som tilspidsedes, da den danske regering - efter Sambandspartiets henstilling - med den berygtede §7 i 1912 bestemte, at undervisningssproget i den færøske folkeskole skulle være dansk. Denne §7 blev først strøget i 1938. Siden da er sprogstriden færinger imellem løjet af, men er endnu ikke endt.
Under den anden verdenskrig var Færøerne fra den 12. april 1940 besat af England (og Danmark som bekendt af Tyskland). Færøerne blev derved nødt til politisk at klare sig selv. Se artiklen Anden Verdenskrig på Færøerne
Efter krigen var det klart, at man ikke ville tilbage til den gamle amtsstilling, og da den færøske forhandlingsdelegation ikke ville bøje sig for de danske delegaters krav, blev det besluttet at holde en definitiv folkeafstemning i 1946, hvor man skulle vælge mellem den danske delegations ultimative betingelser eller løsrivelse. Der blev flertal for uafhængighed. Men nu brugte kongen sin ret til at opløse lagtinget. Efter nye forhandlinger blev der i 1948 vedtaget en hjemmestyrelov for Færøerne. Siden 1948 har Færøerne gradvis fået selvstyre på en del områder og har to repræsentanter i det danske Folketing. Forsvars- og udenrigsforhold har hidtil ikke været omfattet af det udvidede selvstyre, men med Fámjinserklæringen fra 29. marts 2005 er der åbnet for øget færøsk indflydelse på øernes udenrigs- og sikkerhedspolitik.
De 48.000 færingers vigtigste erhverv har siden det 19. århundrede været havfiskeriet og dettes følgeindustri. Før i tiden var landbruget det vigtigste erhverv. I fremtiden håber færingerne, at intensiv eftersøgning af olie snart giver bonus.
[redigér] Politik
Færøernes parlament er Lagtinget, der består af mindst 27 og højst 32 medlemmer, valgt for fire år. Lagtinget er et af verdens ældste parlamenter. Færøerne er i modsætning til Danmark ikke medlem af EU, men er repræsenteret i Nordisk råd med to delegerede, som en del af den danske delegation.
Den danske rigsombudsmand på Færøerne er Søren Christensen.
[redigér] Befolkning
Færøerne har 48.219 indbyggere (01.01.2006), hvoraf godt 17.000 bor i hovedstaden, Thorshavn (Tórshavn på færøsk), og 5.000 i Klaksvig (Klaksvík på færøsk). Sproget er færøsk, der er et vestnordisk sprog i slægt med islandsk og norsk. Dansk læres i skolen fra tredje klasse. Ved siden af rigsdansk som fremmedsprog hører man her også en lokal accent, som kaldes gøtudanskt, og som ligner norsk.
98 procent af indbyggerne er rigsborgere og dermed færinger, danskere og grønlændere. Ca. 5 procent er født i Danmark. Islændingene udgør den største gruppe af udlændinge, fulgt af borgere fra Norge og Polen med hver 0,2 procent. Alt i alt lever der mennesker fra 77 forskellige lande på Færøerne.
Uofficielle tal peger i retning af, at der lever ca. 20.000 færinger i Danmark og ca. 5.000 på Island.
[redigér] Folketallets udvikling
År | Indbyggere | År | Indbyggere | År | Indbyggere |
1327 | ca. 4.000 | 1880 | 11.220 | 1995 | 43.358 |
1350 | ca. 2.000 | 1900 | 15.230 | 1996 | 43.784 |
1769 | 4.773 | 1911 | ca. 18.800 | 1997 | 44.262 |
1801 | 5.255 | 1925 | 22.835 | 1998 | 44.817 |
1834 | 6.928 | 1950 | 31.781 | 1999 | 45.409 |
1840 | 7.314 | 1970 | ca. 38.000 | 2000 | 46.196 |
1845 | 7.782 | 1975 | 40.441 | 2001 | 46.996 |
1850 | 8.137 | 1985 | 45.749 | 2002 | 47.704 |
1855 | 8.651 | 1989 | 47.787 | 2003 | 48.214 |
Blandt en del historikere har der været formodet, at de første faste beboere på Færøerne var irske munke, der levede som eneboere. Synspunktet er dog altid blevet mødt med en del skepsis af arkæologer. Nyere forskning i kilder bakker op om arkæologernes synspunkt. Det som med sikkerhed kan fastslås er at Færøerne som nævnt blev befolket af vikinger, og disse bosatte sig rundt om på øerne, hvorved der efterhånden etableredes en befolkning på omkring 4.000 mennesker. Omkring 1349-1350 blev befolkningstallet halveret på grund af pesten "Den sorte død". Senere indvandring fra Shetlandsøerne, Orkneyøerne og Norge gjorde, at befolkningstallet stabiliserede sig på ca. 5.000 indbyggere.
Efter at højsøfiskeriet blev indført, hvorved man blev mere uafhængig af landbrug og fiskeri i nærheden af de færøske kyster og efter forbedring af befolkningens sundhedstilstand, tidobledes folketallet fra slutningen af det 18. århundrede og de næste 200 år frem til de nu ca. 50.000.
I slutningen af 1980'erne ramtes Færøerne af en økonomisk krise, som medførte arbejdsløshed og økonomiske stramninger. Som en følge heraf udvandrede ca. 10 % af befolkningen, hvoraf hovedparten til Danmark. Krisen var dog i alt væsentligt overvundet i 1995, og mange af de udvandrede er siden vendt tilbage igen.
- Se også: Byer på Færøerne efter indbyggere
[redigér] Uddannelse
I 1979 blev der indført et selvstændigt uddannelsessystem på Færøerne. Dog er antallet af uddannelser begrænset, og mange må rejse til udlandet og læse. Årligt læser omkring 500 færinge på videregående uddannelser på Færøerne, mens omtrent 1000 tager til Danmark. Ligesom i Grønland er dansk hovedsageligt det officielle sprog på Færøerne, og man lærer derfor dansk i den færøske folkeskole. Kun på Island lærer man dansk som fremmedsprog.
I Tórshavn ligger et universitet, det såkaldte Færøernes Universitet (på færøsk Fróðskaparsetur Føroya). Det blev grundlagt den 20. maj 1960, og fungerer som det eneste universitet på Færøerne. Mere herom kan læses i artiklen om Færøernes Universitet.
Idet fiskeprodukter udgør næsten hundrede procent af den samlede eksportindtægt på færøerne, er fiskeri det mest almindelige erhverv.
[redigér] Økonomi og erhvervsliv
Færøerne var indtil begyndelsen af 1900-tallet helt overvejende et landbrugssamfund, baseret på fåreavl og med et tilskud fra kystfiskeri og fangst af fugle. I 1845 beskæftiges 68 % af befolkningen ved landbrug. Se Færøsk landbrug.
Dette har ændret sig markant, så landet nu er en fiskerination med en moderne flåde af trawlere og med en tilhørende forarbejdende fiskeindustri. Fiskerierhvervets eksportandel er nu på ca. 98 %. Øernes afhængighed af fiskeriet er ikke uproblematisk, fordi økonomien er sårbar over for svingninger i fangster og priser på fiskeprodukter. Derfor er problemer som overfiskning og indskrænkninger i f.eks. hvalfangst på sigt også en trussel mod samfundet. Hensynet til fiskeriet har vejet tungt i Færøernes beslutning om at stå uden for EU og dermed undgå at være underlagt EU´s fælles fiskeripolitik. Der samarbejdes med især Island om gensidigt fiskeri.
Til beskyttelse af det lokale fiskeri er der indført en fiskerizone på 200 sømil.
De oliefund, som er gjort i Nordatlanten af Norge og især Storbritannien har givet anledning til håb om, at oliefund også kunne gøres på færøsk område, hvorved afhængigheden af fiskeriet kunne mindskes. Der er foretaget en del prøveboringer, men indtil nu har ingen vist sig lønsomme nok til produktion. Se Færøsk olieudvinding.
Færøerne, eller egentlig Danmark, har gjort krav på det lille klippeskær, Rockall, som ligger i Atlanterhavet på 57°35'48"N 13°41'19"V. Det er egentlig engelsk territorium, men både Island, Irland og som før nævnt Danmark gøv krav på skæret og havbunden omkring det.
[redigér] Geografi
- Se også hovedartiklen: Færøernes geografi
Færøernes 18 øer er Borðoy, Fugloy, Eysturoy, Hestur, Kalsoy, Koltur, Kunoy, Lítla Dímun, Mykines, Nólsoy, Sandoy, Skúvoy, Stóra Dímun, Streymoy, Suðuroy, Svínoy, Vágar og Viðoy.
Færøerne ligger på 62 grader nordlig bredde og på 7 grader vestlig længde i Nordatlanten mellem i syd Hebriderne, sydøst Shetland, øst Norge og nordvest Island. Øgruppen er med sine 18 øer og 11 holme, fra Enniberg på Viðoy i nord til Sumbiarsteinur syd for Suðuroy 118 km lang. Kystlinien strækker sig over 1.117 km.
Færøernes geografi | |||
[redigér] Geologi
- Se også hovedartiklen: Færøernes geologi
[redigér] Færøernes oprindelse
Færøernes dannelseshistorie starter med en aktiv vulkansk periode for 60 millioner år siden, hvor selve plateauet blev opbygget, og en nedbrydningsperiode, hvor de nedbrydende og aflejrende processer har givet øerne det nuværende udseende. Den vulkanske virksomhed, som førte til dannelsen af den nederste basaltserie, som forekommer på den sydlige del af Suðuroy, Mykines, Gáshólmur, Tindhólmur og den vestlige del af Vágar, har haft rytmisk karakter. Hvert enkelt vulkanudbrud har været efterfulgt af en kortere eller længere hvileperiode. Efter vulkanismens ophør fandtes et jævnt landskab opbygget af plateaulavaer, hvor Færøerne i dag ligger.
[redigér] Vejr og klima
Det færøske vejr kan være meget vekslende. Sol og blå himmel kan på samme dag skifte flere gange til stærk vind, storm, regn og tåge. Golfstrømmen bevirker, at gennemsnitstemperaturen er 3 plusgrader om vinteren og 11 grader om sommeren. Havnene er isfrie hele året, og i de lavtliggende, beboede områder bliver sne for det meste kun liggende i kort tid. Særligt før i tiden havde vejret stor indflydelse på det daglige liv og folks livsindstilling. Mange kalder Færøerne: "Måske-land" (engelsk: "the Land of Maybe"), fordi vejret bestemmer, om aftaler og planer kan overholdes.
Det vekslende vejr skaber en særlig stemning, som Sámal Joensen-Mikines beskriver sådan:
- Endnu et par ord om farverne. Her på øerne brydes de på en forunderlig måde af luftens fugtighed, der ofte medfører et diffust synsindtryk, hvilket jeg har oplevet, når hav og himmel smelter sammen i rosa og grå toner med konkyliens glans eller kaskader af lys, der under et vældigt vejrdrama pludselig kastes ned mellem mørke skymasser og belyser havet, klipperne, de grønne græsgange og bygdens sorte huse. Det er i begge tilfælde et stærkt, men samtidig blidt lys. Det er fascinerende.
(Fra: Færøernes billedkunst, Bárður Jákupsson 2000)
[redigér] Vegetation
[redigér] Vegetationen før landnamstiden
Færøerne opstod som nævnt ved vulkanske udbrud for ca. 60 mill.år siden. Derefter var der en lang periode uden aktivitet, hvor der blev tid til, at skove kunne nå at dannes. På det tidspunkt lå Færøerne langt sydligere end i dag, og øerne havde et klima, der kan sammenlignes med det subtropiske klima i det sydlige Japan. Det kan man se ud fra de plantearter, der findes som fossiler i periodens kullag f.eks. den nu uddøde Metasequoia occidentalis og Tempeltræet.
Den seneste istid sluttede på Færøerne for ca. 12.000 år siden, og langsomt begyndte planterne at vende tilbage. Klimaet var i begyndelsen arktisk, så vegetationen lignede den, man kan opleve på Grønland i dag. På det tidspunkt fandtes der endnu Dværg-Birk på øerne. Efterhånden som klimaet blev varmere, ændredes også plantevæksten, sådan at Dværg-Birk forsvandt, mens Almindelig Ene blev udbredt. Kort før bosættelsen blev klimaet mere fugtigt, og vikingerne mødte øer, der var bevokset med kratskov og større, urteagtige planter.
Før landnamstiden havde de mest almindelige planter været arter fra fugtig eng, dvs. hovedsagelig halvgræsser. Derudover var der Mjødurt, Potentil, Perikon, Stenbræk, Djævelsbid og Strand-Vejbred. Desuden fandtes Ranunkel og Storkenæb, men mindre udbredt.
[redigér] Ændringer efter bosættelsen
Efter bosættelsen blev græsserne, der tidligere havde produceret mellem 20 og 30% af alt pollen, de største pollenproducenter (50-60% ). Samtidig dukkede der pollen op fra Skræppe, udyrkede græsser (modsat kornarter som Byg og Havre), Kabbeleje, planter af Nellike-familien (flere arter af markukrudt), Korsblomst-familien, Læbeblomst-familien, Nælde og Kvan. Og selv om Stor Nælde på forhånd var hjemmehørende på øerne, blev den begunstiget meget af menneskenes ankomst.
Man begynder at kunne finde pollen fra dyrkede planter (mest kornarter) samtidig med pollen fra store arter af vildgræs. I samme lag finder man pollen fra Almindelig Firling, By-Skræppe, Eng-Kabbeleje, Fuglegræs, Hamp-Hanekro, Hvidmelet Gåsefod, Krat-Viol, Lav Ranunkel, Skov-Springklap, Stor Vandarve, Trævlekrone, flere arter af Vejbred og Vild Hør.
Ved Argisbrekka finder man tykke lag af rester fra Dun-Birk, og arten voksede på stedet mellem 2460 f.Kr. og 770 e.Kr. Der er mange steder, hvor der vokser træer på Færøerne i dag, men de fleste er plantede. Det viser sig, at Ene, Birk, og Pil var almindeligt forekommende før bosættelsen, men i de samme lag findes også pollen fra Ask, Eg, El, Elm, Fyr, Hassel, Lind og Røn.
[redigér] Nutidens vegetation
I dag er vegetationen på Færøerne artsfattig og nærmest beslægtet med den på Island eller på den nordlige del af De Britiske Øer. Den naturlige træ- og buskvegetation mangler næsten helt, og man træffer mest lave pilekrat og krybende former af Almindelig Ene. Der er plantet en del indførte træer og buske på nogle af de største øer, og især nåletræerne synes at lykkes godt. Situationen i dag er, at græsheder er den dominerende vegetationstype, ofte med islæt af Hedelyng og Almindelig Blåbær. På højeste steder finder man en sparsom vegetation af fjeldplanter. Omvendt ses den frodigste plantevækst i klippesprækker og på lavtliggende klippehylder. Indhegnede områder, der beskytter planterne imod fåregræsning, har også en rig flora. Færøerne har ca. 400 arter af karplanter, 400 arter af mosser og 250 laver.
Mennesker har siden bosættelsen indført ca. 100 arter som f.eks Kvan, der blev dyrket af vikingerne, og som i mange generationer blev brugt til at modvirke skørbug.
[redigér] Blomster
Om sommeren blomstrer mange forskellige vilde blomsterarter overalt. Nationalblomsten er den gultblomstrende mýrisólja.

[redigér] Træer
Kullagene på Suðuroy under de yngste basaltlag viser, at der i tertiærtiden har været et mildt klima med udpræget skov. Alle nutidige træarter, hovedsagelig Ahorn, Ask, fyr og Pil vokser kun under kultur. I dag er Viðarlundin Færøernes eneste større skov.
Tidligere fyrede man med tørv og udnyttede drivtømmer til hus- og bådbyggeri.
[redigér] Kulturplanter
Dyrkning af planter begrænser sig til græs, kartofler, kålroer og Have-Rabarber. Korn var et vigtigt næringsmiddel før i tiden, men dyrkes ikke mere, for driftudgifterne er for store. Andre grøntsager dyrkes med et udmærket resultat under glas. I vindbeskyttede haver er det muligt at dyrke almindelige grønsager og bær. Hovedparten af øernes forbrug af frugt må dog importeres. Se Færøsk landbrug.
[redigér] Dyrearter
Færøernes isolerede beliggenhed bevirker, at mange dyrearter ikke er naturligt forekommende, som f.eks. mange insektarter, tudser, ferskvandsfisk og landpattedyr. Undtagelsen er gråsælen (Halicboerus grypus), der yngler overalt i de mange grotter. I havet omkring Færøerne færdes storhvalerne, dog sjældent nær kysterne. Tæt ved kysterne kan man ofte observere de mindre hvalarter, som f.eks. grindehvalen (Globicephala melas). der - hvis grindeflokkene observeres - med både drives ind i fjordene, hvor de hurtigt bliver dræbt (grindedrab). Et specielt fordelingssystem sørger for, at hvalkødet bliver retfærdigt fordelt. Sneglearten Polycera faeroensis er en af de få arter, der har fået et navn, hvori Færøerne indgår.
Færøernes fugleverden har mange forskellige rugefuglearter. Nationalfugl er Tjaldur (Strandskade).
Det var menneskene, der fra ca. år 600 medbragte de nu almindelige dyr: Sneharen (Lepus Timidus), der i 1800 tallet blev indført fra Norge, samt mus og rotter, som fra 1500-tallet kom med sejlskibene.
En del insektarter findes ikke, som f.eks stikmyg og bier. Almindelig er natsommerfuglarten Humleæder (Hepialus humuli). Ny på Færøerne er hvepsen, der formodentlig er kommet med skib omkring 1998. En meget almindelig efterårsgæst er ørentvisten.
[redigér] Det færøske køkken
- Se hovedartiklen: Færøsk mad
Det traditionelle færøske køkken har igennem århundreder udviklet sig på sin egen måde på grund af beliggenheden langt ude i Nordatlanten. (se færøsk landbrug)
Vigtige færøske næringskilder:
- Fiskeri (både kystfiskeri og havfiskeri)
- Grindehval Grindedrab
- Færøernes fugle:lunde, alk og mallemuk
- Får, køer, mælk, gæs og høns
- Kartoffel, kålroe og rabarber
Desuden jages sneharer, som blev indført 1855 fra Norge. I dag er der en vildtlevende bestand på ca. 5.000, som jages i november og december.
[redigér] Religion
Fra ca. år 625 formodes det, at keltiske munke var de første fastboende mennesker på Færøerne. Myterne fortæller, at de blev fordrevet af de hedenske Nordboere, som i år 999 mere eller mindre frivilligt blev kristnet af vikingehøvdingen Sigmundur Brestisson. Færøerne var indtil reformationen underlagt den norske ærkebiskop i Trondheim.
Næsten alle færinger er kristne. 84% tilhører den evangeliske-lutherske folkekirke. Ca. 7% tilhører Brødremenigheden, der opstod omkring 1900 inspireret af den skotske vækkelseprædikant William Gibson Sloan. 5% tilhører andre kirkelige retninger som Pinsemissionen og Adventisterne, (der også driver en større privatskole i Tórshavn). Den katolske menighed i Tórshavn har 70 medlemmer. Menigheden driver også en større børnehave med bl.a. nonner fra franciskanerordenen som pædagoger. Der findes desuden en lille gruppe, der bekender sig til den ikke-kristelige religion Bahai.
Af kendte kirker kan nævnes Olavskirken og den ikke færdigbyggede kirke Magnuskathedralen i Kirkjubøur, Tórshavn Domkirke, St. Mariekirken i Tórshavn (katolsk), Christianskirken i Klaksvík og ved siden af de gamle færøske trækirker fra 1800-tallet, bygdekirkerne i Vágur, Fámjin, Gøtugjógv og Toftir.
Bibelen blev i 1948 oversat til færøsk af Victor Danielsen fra brødremenigheden og i 1961 af Jákup Dahl og Kristian Osvald Viderø (Folkekirken).
Kristne holdninger spiller en stor rolle i det offentlige og politiske liv. Førøerne har således ikke indført ret til fri abort, ligesom færøske homoseksuelle ikke har ret til at indgå registreret partnerskab og heller ikke beskyttes af antidiskriminationslovgivning.
[redigér] Berømte færinger
- Se også: Betydningsfulde færinger
Fra Grímur Kamban tog land på Færøerne over nationalhelten Nólsoyar Páll og til i dag har mange enkeltpersoner ydet et ganske særligt betydningsfuldt bidrag til udviklingen af det færøske samfund og derved opnået berømmelse både på øerne og internationalt.
Den kronologiske liste over dem henviser til yderligere beskrivelse i de biografiske artikler.
[redigér] Kultur
Færøerne er en selvstændig nordisk kulturnation og har Tórshavn som det kulturelle midtpunkt, bla. med det markante Nordens Hus (Norðurlandahúsið), hvor landets vigtigste kulturbegivenheder arrangeres. Nationalfestdag er Ólavsøka den 28./29. juli.
[redigér] Kædedans og folkeviser
Færøsk kædedans med de dertil hørende folkeviser (som f.eks Siegmunds kvæði,Yngra) danses og synges stadig overalt på Færøerne, der er et af få steder i Europa, hvor den gamle middelaldertradition stadig lever.
[redigér] Kirkjubøur
Bygden Kirkjubøur på øen Streymoy er et af de vigtigste historiske steder på Færøerne. Her ses blandt andet Magnus-katedralen (nu ruin), Olavs-kirken og kongsgården, hvilke er nogle af de største seværdigheder på Færøerne. Kirkjubøur er optaget på UNESCO's liste over verdensarv i Europa I middelalderen var Kirkjubøur bispesæde.
[redigér] Sport
Over 13.000 færinger er sportsligt aktive i foreninger fordelt på idrætsgrenene fodbold, roning, håndbold, volleyball, svømning, gymnastik, badminton, ridning, bordtennis, atletik og judo som den mindste, men alligevel med 100 aktive medlemmer. Færingerne arbejder ihærdigt på, at blive medlem af IOC, men er indtil kun nu med i de paralympiske lege for handikappede idrætsfolk.
Den traditionelle nationalsport på Færøerne er roning i typiske færøbåde med rodysten med de bedste roere fra hele Færøerne den 28. juli på Ólavsøka i Tórshavn som årets højdepunkt. Ved samme lejlighed afholdes det årlige nationalmesterskab i seks forskellige bådklasser.
Ved de Paralympiske Sommerlege i 1988 kæmpede fire færøske svømmepiger sig til syv medaljer.
Der ligger svømmehaller i Tórshavn, Argir, Klaksvík, Fuglafjørður, Leirvík, Gøta, Strendur, Toftir, Vestmanna, Kvívík, Sørvágur, Hestur, Sandur, Tvøroyri og Vágur. Flere af hallerne, særlig ude på de små steder, er dog lukket om sommeren. Der er svømmeklubber i de største bygder og byer.
Skak er en gammel tradition. Før i tiden snittede spillerne selv deres egne brikker og gav dem egne navne. De nationale skakmesterskaber har en så lige høj status som på Island. Mange talentfulde spillere har vundet konkurrencer i de nordeuropæiske lande.
[redigér] Litteratur

V.U. Hammershaimb skabte det færøske skriftsprog og dermed grundlaget for, at den færøske litteratur opstod.
Den berømte færøske forfatter William Heinesen var en af sin tids betydeligste dansksprogede forfattere, både med sine romaner, noveller og digte. Hans kendteste bog er romanen De fortabte spillemænd.
Den første færøsksprogede forfatter, der blev oversat til mange andre sprog, var Heinesens gode ven Heðin Brú.
Jørgen-Frantz Jacobsen gik 1934 i gang med sit livsværk - den historiske roman Barbara. Romanen der var skrevet på dansk og udkom året efter hans død, opnåede fra første færd berømmelse og blev oversat til mange sprog.
Janus Djurhuus' digtning prægede mange af hans efterfølgere. Hans Andrias Djurhuus er kendt for sine fædrelandssange og børnesange, som stadig synges i nutiden.
Súsanna Helena Patursson, der døde i 1916 som 52-årig, efterlod sig de færøske kvinders første egen litteratur på modersmålet.
[redigér] Kilder
(I udvalg, alfabetisk efter forfattere)
- Dorete Bloch: Færøflora. Tórshavn: Føroya Fróðskaparfelag, 1980 (med tegninger ved Bárður Jákupsson)
- Hans Jacob Debes: Færingernes land : historien om den færøske nutids oprindelse. København: Multivers, 2001 - ISBN 87-7917-039-0 (307 sider, fra vikingetiden til bankkrisen)
- Per Folkver: Forbi Færøerne, København: Forlaget politisk revy, 2001 - ISBN 87-7378-212-2 (billedbog uden tekst)
- Jette Forchhhammer (red.): Færøsk kulturpolitik : ved indgangen til et nyt århundrede. Frederiksberg : Nordisk Kultur Institut, 2001 - ISBN 87-986225-2-8 (med bidrag af færøske forfattere)
- Rolf Guttesen: Topografisk Atlas Færøerne. København: Kort- og Matrikelstyrelsen, 1996
- V.U. Hammershaimb: Færøsk Anthologi. København, 1891. 3. udgave Tórshavn 1991 (bl.a. med sproglære og lille ordbog færøsk-dansk, men især færøske kvæði og sagn på færøsk)
- Absalon Hansen: Føroyar Myndabók. Forlagið AZ, 2000 - ISBN 99918-956-0-4 (billedbog)
- Høgni Hoydal: Myten om rigsfællesskabet : vejen til en selvstændig færøsk stat. København: Lindhardt og Ringhof, 2000 - ISBN 87-595-1319-5
- Jørgen-Frantz Jacobsen: Færøerne. Natur og Folk, Tórshavn: H.N. Jacobsens Bókahandil, 1953
- Bárður Jákupsson: Færøernes billedkunst. Atlantia, 2000 - ISBN 87-91052-00-9 (med flere billeder i farve, standardværk)
- Steen Ulrik Johannesen: Turen går til Færøerne. København: Politikens Forlag, 5. udgave 2005 - ISBN 87-567-7087-1 (aktuel rejsehåndbog, standardværk)
- Heini Madsen: Færøernes hvornår skete det. Gistrup: Skúvanes, 1999
- Henrik Solberg: Føroyar - ein litblettur á víðum havi (en farveklat i havet). Tvøroyri: 2001 - ISBN 99918-3-101-0 (billedbog med tekster på færøsk, dansk, engelsk og fransk)
- Søren Sørensen og Dorete Bloch: Fugle i Nordatlanten - en felthåndbog. København: C.E.C. Gad, 1990
- Annette Lerche Trolle: Snorri bor på Færøerne. Risskov: Klematis, 2001 - ISBN 87-7905-511-7 (31 sider. Børnebog om naturen, skolen, fårene, fiskene, fuglene. Velegnet til oplæsning fra 6 år, selvlæsning fra 11 år)
- John F. West: Færøerne. En nation og dens historie. København: Gyldendal, 1974 - ISBN 87-00-20991-0
- Ole Wich: Ophav. Tórshavn: Forlagið Fannir, 1996 - ISBN 99918-49-041. Debatbog om at være dansk på Færøerne. Den paradoksale situation at være "repræsentant" for en kolonimagt samtidig med at være del af en etnisk minoritet. (Kan læses på internettet her)
- G. V. C. Young: Færøerne : fra vikingetiden til reformationen. København: Rosenkilde og Bagger, 1982. (bl.a. med Fårebrevet på dansk) - ISBN 87-423-0371-0
[redigér] Eksterne henvisninger
- Kort
- Færøerlinks
- Færøernes officielle turistportal
- Alle Færøernes bygder - billeder og tekst om alle bygder på Færøerne
- Færøernes parlament Lagtinget
Færøerne | ![]() |
|
---|---|---|
Borðoy | Eysturoy | Fugloy | Hestur | Kalsoy | Koltur | Kunoy | Lítla Dímun | Mykines | Nólsoy | Sandoy | Skúvoy | Stóra Dímun | Streymoy | Suðuroy | Svínoy | Vágar | Viðoy| |
![]() |
Minibusruten Danmark Folkekirken ![]() ![]() |