Kognitiv metaforteori

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Kvalitetssikring
En bruger mener, at et eller flere aspekter af denne artikel ikke er i henhold til Wikipedias kvalitetskrav.
Dette skal dog begrundes og derfor skal denne skabelon erstattes af en mere specifik kritikskabelon

[redigér] Kognitiv metaforteori - Lakoff & Turner

Grundlæggende beskæftiger den kognitive metaforteori sig med vores evne til at tænke metaforisk og altså ikke blot med vores evne til at tale eller skrive metaforisk. Ifølge George Lakoff og Mark Turner er vores tanker eller kognition i høj grad struktureret i konceptuelle systemer og herunder konceptuelle domæner (conceptual domains), dvs. områder af oplevelser og forståelse ordnet i selvstændige enheder, hvor den metaforiske bevidsthed opstår i forståelsen af ét konceptuelt domæne ud fra et andet. Herved skabes en konceptuel metafor (conceptual metaphor), der altså involverer to konceptuelle domæner og kan forstås ud fra formlen A er B eller A som B, hvor A forstås ud fra B. Der er tale om en slags "mapping" fra et kildedomæne (source domain) over på et måldomæne (target domain), hvor der sker en overførsel eller korrespondance mellem de to domæner A og B. Typisk er kildedomænet mindre abstrakt og kompliceret end måldomænet, fx i den konceptuelle metafor LIVET ER EN REJSE, hvor forståelsen af "rejse" er mere konkret og mindre abstrakt end forståelsen af "livet". Sådanne metaforiske "forståelser" er altså grundlæggende for vores evne til at tænke og viser sig både i poesien og hverdagssproget, hvorfor den kognitive metaforteori ikke blot kan sige noget om litteraturen men også om mennesket i det hele taget. Lakoff og Turner skriver i More Than Cool Reason (1989),som forener hverdagsmetaforen og den poetiske metafor på et både teoretisk og praktisk grundlag, om den poetiske metafor, at “poetic thought uses the mechanisms of everyday thought, but it extends them, elaborates them, and combines them in ways that go beyond the ordinary.” Med andre ord er den poetiske metafor en forlængelse af hverdagsmetaforen men samtidig også idiosynkratisk og nyskabende i sin brug af konventionelle metaforer (basic metaphors), dvs. metaforer der bruges konventionelt, ubevidst og automatisk. Lakoff og Turner skriver således i deres konklusion, at:

Poetry, through metaphor, exercises our minds so that we can extend our normal powers of comprehension beyond the range of the metaphors we are brought up to see the world through. […] We have now seen that, on the contrary, poetic metaphor, far from being ornamentation, deals with central and indispensable aspects of our conceptual systems. Through the masterful use of metaphoric processes on which our conceptual systems are based, poets address the most vital issues in our lives and help us illuminate those issues, through the extension, composition, and criticism of the basic metaphoric tools through which we comprehend much of reality. Poets can appeal to the ordinary metaphors we live by in order to take us beyond them, to make us more insightful than we would be if we thought only in the standard ways. Because they lead us to new ways of conceiving our world, poets are artists of the mind. (Lakoff & Turner, 1989)

Digteren gør altså brug af nogle særlige greb, der fører sproget og metaforen videre end almindelig sprogbrug og tankevirksomhed. Det sker enten ved at forlænge (extension) en konventionel metafor, eller ved at videreudvikle (elaboration) skemaet (schema: viden struktureret i skeletform, fx indeholder "rejseskemaet" en rejsende, et startpunkt etc.) for en konventionel metafor, dvs. ved at udfylde de enkelte punkter på usædvanlig vis, eller ved at sætte spørgsmålstegn (questioning) ved grænserne for vores hverdagsmæssige metaforiske forståelse, eller ved at skabe sammensatte metaforer (composite metaphors), hvor to eller flere konventionelle metaforer sættes i berøring med hinanden ud over almindelig brug og herved skaber en rigere metaforisk forbindelse. En femte måde, hvorved den poetiske metafor sætter sig ud over hverdagsmetaforen, er i brugen af personifikationer. Lakoff og Turner skriver herom, at “the power of poetic composition to create complex new ideas from simpler conventional ideas reveals itself in especially clear form in personification […].” (Lakoff & Turner, 1989) Naturligvis bruger vi også personifikationer i hverdagssproget, men de er særligt fremtrædende i litterære fremstillinger. Personifikationer skabes ud fra den generelle metafor BEGIVENHEDER ER HANDLINGER (der i sin natur foranlediger en virkende kraft i forståelsen af begivenheden) og i kombination med en yderligere viden omkring essensen af begivenheden og den virkende kraft, en viden som enten kan hentes i andre metaforiske strukturer eller i almene forståelsesmodeller. En væsentlig kritik, man kan fremsætte mod Lakoff og Turner, bliver som en følge af den poetiske metafors tilknytning til konventionelt sprogbrug, de bånd deres teori uundgåeligt lægger på denne. Lige meget hvad vil den poetiske metafor være knyttet til en kognitiv metaforisk struktur, der danner basis for de grundlæggende metaforiske forståelser, som den bygger på. Den poetiske metafor er i den forstand ikke "fri" i sin udfoldelse, men synes begrænset af sin oprindelse. Omvendt kan man også sige, at sammenhængskraften i Lakoff og Turners teorier netop er deres styrke. En anden interessant kritik man kan fremføre mod Lakoff og Turner, som måske mere er en påpegning af en begrænsning i deres teori end en egentlig kritik, er deres valg af eksempelmateriale. Den kognitive metaforteori indbefatter som en konsekvens af sin grundlæggende natur alle former for tekster, men Lakoff og Turner benytter sig udelukkende af lyrik og ordsprog i deres eksempler. Disse er selvfølgelig vældig illustrative, men hvordan læser man eksempelvis en roman metaforisk? I More Than Cool Reason bruger Lakoff og Turner bl.a. det, de kalder en overordnet metaforisk læsning (global metaphorical reading), hvor de enkelte metaforer tilsammen danner en metaforisk helhed, en slags overordnet metafor med sit eget kilde- og måldomæne. Denne metode synes dog vanskelig at applicere på større litterære tekster, hvor en sådan overordnet metaforiske læsning er i fare for at blive reduktiv i sin natur. I princippet er det også samme måde at læse på som inden for flere andre teoridannelser, bl.a. hos Paul Ricouer, hvorfor More Than Cool Reason altså ikke har noget nyt at tilbyde i den sammenhæng. I stedet taler Lakoff og Turner om kohærens (coherence) blandt metaforer, ord og sætningers metaforiske forlængelser (metaphoric extensions) og den betydning den enkelte læser ind i et givent værk, som både initieres og begrænses af vores konceptuelle forståelsesrammer. De forlader sig overordnet set på læsningen af den enkelte metafor og den indbyrdes sammenhæng mellem flere metaforer, der skal danne grundlag for en forståelse. Men er det nok? Dante Alighieris Den Guddommelige Komedie er i alle tilfælde vanskelig at læse ud fra en enkelt overordnet metafor, men måske netop derfor, pga. kompleksiteten, bør man holde sig til forståelsen af den enkelte metafor og lade denne tale for sig selv. Lakoff og Turner skriver i More Than Cool Reason i relation hertil, at “given that all reading involves construal, the question arises as to what principles govern the nature of construal. This book attempts to provide such principles in the area of metaphor.” (Lakoff & Turner, 1989) Den kognitive metaforteori er altså ikke en metode i sig selv men blot ét redskab ud af mange i bestræbelsen på at læse betydning ind i og ud af et litterært værk.

Links: Berkeley Universitet/lingvistik