Erik Jarl
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Erik Håkonsson Ladejarl (norsk:Eirik, gammelnorsk:Eiríkr Hákonarson) (født 957 død 1023 eller 1024) var jarl af Trøndelag og Håløygaland (ca. 995 - 1012). Han var vicekonge i Norge under Svend Tveskæg af Danmark (1000 - 1012).
Han var uægte søn af Håkon Sigurdsson Ladejarl og blev opfostret af Torleiv Spake, på Melhus.
- Søskende: Svend Håkonsson Ladejarl
- Hustru: Gyda Sveinsdotter
- Børn: Håkon Eriksson Ladejarl
Erik Jarl var allieret med danskekongen Svend Tveskæg og svenskekongen Olof Skotkonning i slaget ved Svold i 1000. Efter kong Olav Tryggvasons fald fik Erik Jarl magten over det meste af det nordlige Norge som underkonge til kong Svend. I 1014 drog han med kong Svend til England og overlod sit rige til sin søn, Håkon. Men før han nåede tilbage til Norge, havde Olav den Hellige taget magten .
Efterfulgte: | Regerede 1000-1012 |
Efterfulgtes af: |
Olav Tryggvason (995–1000) |
Svend Jarl (1000-1015) Håkon Eriksson Ladejarl 1012-1015 |
![]() |
Denne biografi er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |