Lucius Cornelius Sulla

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Lucius Cornelius Sulla Felix (ca. 138 f.Kr. - 78 f.Kr.) Han blev kendt under navnet Sulla, og hans tilnavn Felix - den heldige - var et navn som blev tilføjet senere i hans liv, da han skulle have været en heldig general i kampene mod Numidien og senere invasionen af barbarerne kimbrerne og teutonerne.

Sulla blev født ind i en aristokratisk familie ved efternavnet Cornelius. Sulla var en fattig mand fra fødsel, men blev opdraget af to familier i slægt med hans egen, hvor der går rygter om han skulle have myrdet dem for at skaffe kapital til sin karriere i senatet.

I 107 f.Kr. blev Sulla udnævnt som skatteholder med opsyn over skatteindtægter og udgifterne i Rom. Det var ca. tiden hvor Gaius Marius var valgt som general over de romerske legioner i provinsen Africa, som lå ved det gamle Karthago. Her vandt Marius en stor sejr over Numidiens konge, da Sulla fik kongens familie til at vende sig imod ham. Sulla udleverede kongen til Marius, som tog hele æren for sejret over Numidien.

I de følgende år gjorde Sulla ret hurtigt karriere i Senatspartiet og blev én af dets ledende mænd. Under den store Forbundsfællekrig 92-88 f. Kr. viste han sig også som en dygtig general og øgede sin prestige. Herved blev han automatisk en rival til Marius og i årevis var der et dårligt forhold imellem dem. De to mænd og deres politiske støtter stødte 88 f.Kr. åbenlyst sammen, da de kom i strid om, hvem der skulle føre kommandoen over hæren mod kong Mithradates af Pontos. Sulla invaderede da - som den første general nogensinde i Roms historie - byen med sine legioner mens Marius og hans tilhængere flygtede.

Mens Marius’ parti snart atter fik magten i selve Rom, førte Sulla en sejrrig krig mod Mithradates, hvis tropper han fordrev fra Europa. Efter sejren vendte han i 82 tilbage til Italien med sin hær, knuste Folkepartiets modstand gennem en kort og blodig borgerkrig og gennemførte en hensynsløs terrorpolitik mod modstanderne. Det skete gennem de såkaldte proskriptioner, udrensninger, hvorved de pågældende officielt erklæredes fredløse og deres ejendom blev beslaglagt af staten. Antallet af ofre løber formentlig op i flere tusinde.

I 81 f.Kr. blev Sulla udnævnt til diktator for evig tid, men trak sig allerede tilbage i 79 f.Kr.. I sin relativt korte regeringstid foretog han en hektisk lovgivningspolitik. Bl.a. gav han Rom en ny forfatning som kraftigt styrkede Senatets magtstilling og søgte at begrænse Folkeforsamlingens ditto tilsvarende. F. eks. bestemtes det, at ingen kunne opnå andre offentlige stillinger, hvis de havde været folketribuner. Desuden øgedes antallet af embedsmænd kraftigt. Sulla døde pludselig året efter sin afgang.

Sulla regnes blandt de mest alsidigt begavede af Senatspartiets lederskikkelser, både en dygtig general og politiker med litterære interesser. Derimod førte hans terrorpolitik på længere sigt til ulykker. Han bidrog derved til at undergrave respekten for forfatningslivet, og han blev en skaber af traditionen for, at hærens støtte afgjorde, hvem der styrede staten. Hermed anviste han på sin vis vejen for sin modstander Cæsar. Desuden banede han vejen for mange af de politikere, som prægede Senatspartiet i næste generation, folk som Pompejus og Crassus.

[redigér] Sullas koner og børn:

  • Første kone, Julia
    • Lucius Cornelius Sulla, døde ung
    • Cornelia Sulla, gift til Gnaeus Pompeius Rufus (ingen relationer til Pompejus), og mor til Pompeia Sulla, anden kone af Julius Caesar
  • Anden kone, Aelia
  • Tredje kone, Caecilia Metella Dalmatica
    • Faustus Cornelius Sulla
    • Fausta Cornelia Sulla, hans tvilling
  • Fjerde kone, Valeria
    • Postumia Cornelia Sulla, født efter Sullas død.


[redigér] Ekstern henvisning