Danmarks ekspansion efter 1864
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Historien om Danmarks ekspansion efter 1864 er historien om det moderne gennembrud og om de store omvæltninger hele landet blev udsat for efter nederlaget til Preussen og Østrig-Ungarn i 1864, og om hvordan det vi i dag forstår som Danmark blev grundlagt. Ekspansion skal i denne sammenhæng forståes bredt, altså også som økonomisk og kulturel ekspansion. Krigen førte udover territorialtab også til en stærk strømning for national samling, som blev udtrykt gennem mottoet: Hvad udad tabes, skal indad vindes!. Hovedmålet for denne strømning var genrejsning i forskellig forstand, f.eks. revanche for nederlaget i 1864 eller en åndelig mobilisering af det danske folk, den kom til udtryk i nye foreninger, højskoler eller erhvervsselskaber.
Nederlaget i 1864 satte sig dybe spor i danskernes bevidsthed, Herman Bang kaldte den generelle pessimistiske stemning for ”sårfeberen efter Dybbøl” i sin roman ”Tine”. Nederlaget markerede også indledningen til et generationsopgør mellem nationalromantikerne og dem som var født efter 1840, da romantikkens politiske idealisme blev anset for at være hovedårsagen til krigen. Nederlaget havde dog også sine positive sider, da det førte til en højere grad af sammenhold og samhørighed i den danske befolkning, og fælles vilje til at rejse sig igen.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Danmark efter 1864
Danmark var efter tabet af de tyske hertugdømmer endeligt blevet reduceret til en småstat, men det medførte ikke en økonomisk nedtur, da hertugdømmerne længe økonomisk og kulturelt havde været adskilt fra resten af Danmark. For statsadministrationen var afståelsen ligefrem en lettelse, da den tysk-danske dobbeltadministration nu kunne nedlægges. Derudover modtog Danmark en økonomisk kompensation for sine afståelser, mens både landbrug og industri oplevede stor økonomisk vækst. For industrien betød krigen tilmed at konkurrencen fra den holstenske industri blev reduceret, da toldbeskyttelsen forsvandt, resultatet blev at mens den danske industri ekspanderede oplevede hertugdømmerne stagnation, da de nu skulle konkurrere internt i Tyskland med især Rhinlandet. Samtidigt blev også Hamborgs indflydelse på dansk økonomi reduceret, og dansk eksport til England blev forøget.
Udenrigspolitisk måtte fokus flyttes fra en aktiv til en passiv politik af frygt for at Danmark helt skulle forsvinde som selvstændig stat. Håbet om revance levede stadig hos flere, men kursen for den danske udenrigspolitik var blevet lagt i mange, mange år ud i fremtiden.
Efter 1864 var territoriel ekspansion og international hæder reelt udelukket for Danmark, og i stedet blev blikket rettet indad. Danmarks riges historie blev nu til nationalstatens historie, landsdelene kom til at hænge bedre sammen, Jylland blev i højere grad integreret sammen med Øerne, efter at især Hamborgs og Holstens indflydelse svandt ind til fordel for København.
Resultatet blev at Danmark kom til at hænge sammen både teknisk og mentalt, flere fik del i magten og hele århundredet går med en stadig kamp om magtfordelingen. Samfundet bevægede sig fra et bondesamfund med en overvejende naturalieøkonomi til et samfund mere baseret på pengeøkonomi. Sidste halvdel af 1800-tallet var også de lavere klassers gennembrud, specielt gårdmændene fik en langt større indflydelse efter borgerskabet havde fået deres med demokratiets indførelse; nu var de gamle autoritære bånd blevet løsnet og nye forbindelser og samfundsstrukturer begyndte at opstå.
[redigér] Omvæltninger på landet
Der var uro på landet, både økonomisk og socialt, det gamle bondesamfund forsvandt hurtigt, men økonomisk set var århundredet én lang ekspansion, i Danmark mærkede man en stigende efterspørgsel på korn fra England, kornsalget gav gårdejerne en betragtelig indtjening og med den kunne driften rationaliseres og ny teknologi indføres. Med de øgede ressourcer blev bønderne bedre uddannede, de organiserede sig i en førhen uhørt grad, de krævede efterhånden også mere politisk indflydelse, og efter 1900 blev de den toneangivende klasse. Samtidig undergik landbruget en stor omlægning fra vegetabilsk til animalsk produktion, det var en langsom proces, som kulminerede efter i 1860'erne.
Socialt skete der også store forandringer, og byens og landdistrikterne befolkningen kom til at ligne hinanden mere og mere mod periodens slutning. Der var store bevægelser i befolkningen, mange flyttede ind til byerne eller emigrerede til udlandet, desuden var der også en indvandring til Danmark fra nabolandene Sverige og Polen.
Omkring 1870 blev landbefolkningen stadigvæk anset for at være uvidende og underudviklet af de toneangivende kredse i byerne, så politisk ligeberettigelse kunne der ikke blive tale om, men allerede efter 1900 havde den jævne gårdmand arbejdet sig ud af almuestanden vha. skole, højskole, politisk virksomhed, aviser og andelsbevægelsen, den nye økonomiske situation havde skabt en ny type bonde og gjort gårdejerne til en samfundsbærende klasse.
Andelsmejeriet var en ny organiseringsform, men den byggede på udviklingen i hele århundredet, både teknologisk og samfundsmæssigt. Det afgørende for landbruget var dets stilling som eksporterhverv da det var afhængigt af et ydre marked med en derpå følgende afhængighed af konjunkturerne på verdensmarkedet. I 1870’erne kastedes markedet ud i en krise da kornpriserne faldt drastisk, bla. på grund af øget produktion i USA og forbedrede transport muligheder over Atlanten, som betød at Europa oversvømmedes af korn. Reaktionerne på krisen var forskellig, i Danmark gik man fra eksport af korn til eksport af forædlede animalske produkter.
[redigér] Nationalisme og demokrati
En af de vigtigste strømninger i Europa i det 19. årh. var modernismen som var troen på at samfundet udviklede sig mod et højere mål og at denne udvikling kunne karakteriseres som fremskridtet for den menneskelige civilisation. Måleenheden for udvikling var materialistisk og moralsk, man kunne direkte se den afspejlet i et samfunds teknologiske stade, opførsel og velstand, selve verdensopfattelsen var blevet materialistisk. først efter 1. Verdenskrig satte en depression ind, da det blev klart at udvikling ikke nødvendigvis kun førte fremgang og velstand med sig men også krig i en hidtil uset voldsomhed og en modernitetskritik fik efterhånden overtaget. En anden strømning af stor betydning var nationalismen, der påvirkede udviklingstanken i en retning, så velstand og udvikling fik et nationalt præg.
Den danske nationalfølelse udvikles i løbet af 19. årh. fra en statspatriotisme, som giver sig udtryk ved ikke at karakterisere sig som nationalistisk, med en diskret og alligevel massiv selvglæde. Den tager patent på folkelighedens positive træk og fremhæver uhøjtidelig omgang og en flad samfundsstruktur. Efter 1864 befandt Danmark sig mentalt på et 0-punkt, krige havde berøvet landet det meste af hvad det før havde rådet over og man blev i tvivl om der var en selvstændig fremtid for Danmark, som nu var et lille land og næsten kun beboet af danskere. Reelt betød perioden mellem 1864 og 1914 en kraftig økonomisk vækst. Denne vækst, ikke mindst indenfor landbruget, udvikledes i den nationale selvbevidsthed til myten om hvorledes et lille folk genrejser sig selv, det nationale selvværd genopbyggedes vha. økonomisk vækst, og selv for store erhvervsfolk som I. C. Jacobsen og C. F. Tietgen var deres virksomhed et nationalt projekt. Ligeledes fik andelsbevægelsen et nationalt præg og den blev et symbol på den danske bondes foretagsomhed og dynamik og blev fremhævet som det særligt danske eksempel.
Perioden efter 1900 var stærkt præget af en organisering af samfundet, hvor borgerne organiserede sig i takt med udbygningen af de demokratiske institutioner, det var forskellige klasser, erhverv eller andre sociale grupper som skabte organisationer som kunne varetage deres interesser overfor andre grupper og myndighederne. Organisering var et gennemgående træk i alle de europæiske stater, men Danmark var formodentligt det land i Vesteuropa, hvor organiseringen omfattede det forholdsvis største antal borgere.
Disse organisationer havde i Danmark et stærkt ideologisk præg, de dannedes nedefra og varetog ikke kun økonomiske og erhvervsmæssige interesser men mange flere aspekter af folks liv. En stadig større del af den politiske dagsorden blev bestemt af organisationerne, og interne valg og indbyrdes forhandlinger kunne få vidtrækkende betydning for samfundet.
[redigér] Se også
[redigér] Litteratur
- Erik Helmer Pedersen, Landbrugssamfundet og Danmarkshistorien, Odense, 1993
- Dansk socialhistorie, Gyldendal 1979- ISBN 87-01-82331-0 (Bind 5 af Vagn Dybdal, Det nye samfund på vej, 1982)
- Svend Aage Hansen, Økonomisk vækst i Danmark, Akademisk Forlag, 1983-1985 ISBN 87-500-2492-2