Anholdelse
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Anholdelse
Såfremt politiet til enhver tid og uden en rimelig begrundelse kunne frihedsberøve borgere, så ville billedet af Danmark som en retsstat forsvinde hurtigere end man kan sige "kiks miks". Såfremt borgerne ikke var beskyttet mod vilkårlige frihedsberøvelse, så ville den siddende magthavere have en enorm fordel, idet uønskede politiske elementer blot kunne anholdes og dermed afskæres fra yderligere politisk indflydelse.
På baggrund af ovenstående argumenter og ønsket om i fremtiden at forhindre eller i hvert fald begrænse statens indgreb overfor borgerne, så anså grundlovsfædrene det for nødvendigt i grundloven at indsætte en bestemmelse, der kunne opfylde ovenstående formål. Resultatet blev (bl.a.) grundlovens § 71, stk.2, som bestemmer at "frihedsberøvelse kun kan finde sted med hjemmel i loven" og et af de mest velkendte principper i dansk ret "enhver, der anholdes, skal inden 24 timer stilles for en dommer" findes i grundlovens § 71, stk.3, pkt.1.
Anholdelse i retsplejeloven
Ovenover er hensynet til retssikkerheden skildret og begrundet, men i denne forbindelse, så er det også særdeles vigtigt at have hensynet til kriminalitetsbekæmpelsen i bagghovedet, og såfremt politiet ikke besad kompetence til umiddelbart at anholde personer, så ville hensynet til kriminialitetsbekæmpelsen udhules og politiet ville have et særdeles vanskeligt arbejde.
Derfor så bestemmer retsplejelovens § 755, stk.1 at "politiet kan anholde en person, der med rimelig grund mistænkes for et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale, såfremt anholdelse må anses for påkrævet for at hindre yderligere strafbart forhold, for at sikre hans foreløbige tilstedeværelse eller for at hindre hans samkvem med andre". Som det fremgår af bestemmelsen, så har politiet en umiddelbart kompetence til at foretage anholdelse, såfremt visse betingelser som gennemgår nedenfor, er opfyldt, hvilket betyder at politiet ikke skal indhente en retskendelse forud for anholdelsen.
De betingelser, som skal være opfyldt før politiet kan foretage en anholdelse er 1) der skal enten være tale om at den pågældende med rimelig grund mistænkes for en strafbart forhold som 2) er undergivet offentlig påtale i modsætning til f.eks. private straffesager eller 3)anholdelsen skal anses for påkrævet for at hindre yderligere strafbart forhold, eller at sikre hans foreløbige tilstedeværelse eller for at hindre hans samkvem med andre. Samtidig er der i stk.4 indsæt et såkaldt proportionalitetsprincip, der fastslår, at "anholdelse ikke må foretages, hvis frihedsberøvelse efter sagens art eller omstændighederne i øvrigt ville være et uforholdsmæssigt indgreb". Dette ville f.eks. i de fleste tilfælde være uproportionalt at anholde en person, som har undladt at sætte cyklelygter på sin cykel.
Endvidere så er det indsat et skånsomhedsprincip i retsplejelovens § 758, der bestemmer, at "anholdelsen skal foretages så skånsomt som omstændigheder tillader det". Dette ville f.eks. være uproportionalt, hvis politiet skød en ubevæbnet indbrudstyv ned for at forhindre ham fra at stikke af, i dette her tilfælde ville der ikke være meget skånsomhed over anholdelsen.
Det ville være stødende mod befolkningens retsfølelse generelt, såfremt en borgere som fanger en indbrudstyv i sit hjem og tilbageholder ham indtil politiet når frem, senere bliver sigtet og sandsynligvis dømt for ulovlig frihedsberøvelse. Derfor så fandt man det, dog ikke uden stærke betænkeligheder, nødvendigt at tildele samme beføjelser som politiet har vedr. anholdelser til borgerne. Retsplejelovens § 755, stk.2 bestemmer at " samme beføjelse (som i stk.1) har enhver, der træffer nogen under eller i ummidelbar tilknytning til udøvelse af et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale. Den anholdte skal snarest muligt overgives til politiet med oplysning om anholdelsen og grundlaget for denne". Det antages i almindeligheden, at skånsomhedsprincippet i § 758, stk.1, også gælder for borgerne, dog har domstolene ofte set med mildere øjne på borgernes overtrædelse af bestemmelsen end politiets, som må forudsættes at være indehaver af en vis professionalisme på området.
Løsladelsen
Der skal være en adækvat forbindelse mellem anholdelsens formål og dennes opretholdelse, såfremt politiet kunne opretholde anholdelsen som et pressionsmiddel til at fremtvinge en tilståelse, ville ikke kun stride mod de internationale menneskerettigheder, men også de mest basale retssikkerhedshensyn. Derfor så bestemmer retsplejelovens § 760, stk.1, at såfremt formålet med anholdelsen er udtømt, så skal den pågældende straks løslades og grundet den (mulige) senere domstolsprøvelse, så skal tidspunktet for løsladelsen fremgår af politirapporten. Et andet meget vigtigt retssikkerhedsprincip er den såkaldte 24-timers reglen, som findes i retsplejelovens § 760, stk.2 og som fastslår at den anholdte inden 24 timer efter anholdelsen skal fremstilles for en dommer, og derved så garanterer bestemmelsen en domstolsprøvelse af anholdelsen. Princippet er i særdelshed vigtigt, idet denne forhindrer at politiet kan tilbageholde den pågældende på ubestemt tid uden at muligheden for en domstolsprøvelse. Selvom man i dansk ret ikke ophæver en dom pga. rettergangsfejl, så er der eksempler på at domstolene har frikendt og tildelt den pågældende erstatning med henvisning til at politiet med par timers forsinkelse overtrådte bestemmelsen i retsplejelovens § 760, stk.2. Det er under sådant et retsmøde, at retten skal beslutte, om hvorvidt betingelserne for varetægtsfængsling er opfyldte eller om hvorvidt den pågældende skal løslades, mens efterforskningen mod ham fortsætter.