Galakserotation
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Kladde til dansk version af Galakserotation v. 0.1
Man kan beregne, hvorledes en spiralgalakse bør rotere, ved hjælp af en uhyre enkel, oprindelig keplersk formel, modificeret af Newton (den samme formel, som bruges til at beregne planeters hastighed i banen omkring Solen).
Spiralgalaksers rotation skal beregnes lidt anderledes end en planets, idet de består af 3 komponenter: Bulen i midten (the bulge), som er tilnærmet kugleformet, skiven som har form som en grammofonplade eller en rund varmebrik (the disk), og halo ([egnet dansk ord?] ordet betyder egtl. glorien, men den er ikke en torus), som også er tilnærmet kugleformet, men med en diameter som er mange gange bulens.
En spiralgalakse set fra kanten (NGC 4013) ses her på galakse-siden, på billedet af NGC 1512 ses bulen som en lille, lysere knast i midten.
Bulen er meget massiv (lidt over 3.000 pc = 10.000 lysår i diameter), den består af en klump stjerner med meget kort indbyrdes afstand og det er ret sikkert, at selve centrum i bulen på (næsten?) alle spiralgalakser består af - eller i hvert fald indeholder - et sort hul med en masse på tusinder eller måske millioner af solmasser, et såkaldt supermassivt sort hul.
Skiven har en meget stor radius, i vor egen mælkevej (som er en spiralgalakse) ca. 30.000 parsec (100.000 lysår) i diameter. I forhold til radius er skiven ikke ret tyk, ca. 600 pc (= 2.000 lysår).
I den meget større Andromedagalakse – også en spiralgalakse – er radius ca. 68.000 pc (= 220.000 lysår).
Halo’en er meget diffus og består i det væsentlige af kuglehobe med meget gamle, ”metal”fattige stjerner, dertil en tynd besætning af spredte, stjerner som oftest er løsrevne fra skiven – stragglers (omstrejfere). Bemærk, at "metal" i astronomisk forstand er alle grundstoffer med større atomvægt end H (Brint) og He (Helium). Halo’ens diameter er meget vanskelig at fastslå på grund af, at den er så diffus, men den er omkring 80.000-120.000 pc (= 260-400 lysår).