Hertugdømmet Slesvig
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Hertugdømmet Slesvig lå mellem Ejderen i syd og Kongeåen samt Kolding Å i nord. Den sidste jarl af Sønderjylland, Knud Lavard, antog den tyske hertugtitel for sit jarledømme, som siden har været kendt under dette navn.
Efter Stednavneforskningen var området nord for Egernførde Fjord og delvist i Jernved oprindeligt dansk, mens området ud mod Vesterhavet var frisisk. Stapelholm og naboområderne mod øst var tyske. Indvandring sydfra gennem det meste af Middelalderen fortrængte efterhånden dansk som hovedsprog til fordel for nedertysk. Hertugdømmet Slesvig lød Jyske Lov (senere formuleret på tysk) indtil indførelsen af Preussische Landesgesetz i 1866 og var en del af det danske monarki. Formelt var forbindelsen mellem Kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig en personalunion.
Indtil 1864 var der i hertugdømmet 7 kirkesogne syd for Kolding og øen Ærø som alle fra 1864 kom under Kongeriget Danmark. De kongelige danske enklaver Møgeltønder, Amrum, Vesterland på Før, Listland på Sild blev ligeledes fra 1864 indlemmet den preussiske provins Slesvig-Holsten.
Slesvig var i det 19. århundrede årsag til mange konflikter mellem Kongeriget Danmark og Preussen. 1848 krævede de tyske liberale, at Slesvig blev optaget i den tyske forbund, mens de danske liberale ville have hertugdømmet intregeret i Danmark. Konflikten endte med den 2. Slesvigske Krig 1864. Derefter blev Slesvig en del af Preussen og dannede sammen med Holsten den preussiske provins Schleswig-Holstein indtil Nordslesvig efter Genforeningen 1920 kom under Danmark.
Den nu mindre preussiske provins Schleswig-Holstein blev efter 2. Verdenskrig til en af Tysklands delstater og dermed en del af Forbundsrepublikken Tyskland. I begge dele af Slesvig lever i dag et dansk og et tysk mindretal. Hovedbyen i hertugdømmet hedder også Slesvig.