Håkon 6.
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Håkon 6. Magnusson (1340 - 1380) var konge af Norge i perioden 1355–1380, af Sverige 1362–1364.
Håkon var søn af den norsk-svenske konge Magnus Eriksson Smek og voksede op i Norge. Han ble hyldet som norsk konge i 1343–44, mens Magnus' ældste snn, Erik, skulle arve Sverige når Magnus døde. Håkon tiltrådte som myndig konge i 1355, men Magnus beholdt dele af Norge under sit styre, deriblandt landet på begge sider af Oslofjorden. I Sverige gjorde Erik oprør mod Magnus i 1356 og landet blev delt mellem far og søn i 1357. Erik døde allerede i 1359, og i 1362 blev Håkon også valgt til svensk konge. Etter en kort strid valgte Magnus og Håkon at regere Sverige sammen ligesom de allerede gjorde i Norge. I 1364 blev de imidlertid begge afsat som svenske konger til fordel for Magnus' fætter Albrecht af Mecklenburg. Dele af Vest-Sverige og en betydelig andel af det svenske aristokrati holdt imidlertid fast på Magnus og Håkon og de to opgav aldrig kravet på hele Sverige. Forholdet mellem Norge og Sverige var i hele resten af Håkons regeringstid præget af krig og konflikter. I 1371 ledede Håkon et stort felttog fra Norge og helt frem til Stockholm hvor han opnåede at få sat Magnus fri efter seks års fangeskab.
Håkon 6. Magnusson var gift med Margrete 1., datter af Valdemar Atterdag. Deres eneste barn, Olav, blev valgt til dansk konge i 1376 og arvede Norge efter fadren i 1380. Olav Håkonssons regering indledte 434 år med dansk-norsk union.
Efterfulgte: | Konge i Norge 1355–1380 |
Efterfulgtes af: |
Magnus Smek 1319–1355 |
Olav Håkonsson 1380–1387 |