Guldhornene
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Denne artikel omhandler de to guldhorn. Opslagsordet har også anden betydning, se Guldhornene (digt).
Guldhornene var et dansk nationalklenodie bestående af to horn, et kort og et langt. Oprindeligt har de været lige lange, men spidsen af det ene horn var pløjet op tidligere og var blevet smeltet om. Guldhornene blev fundet med omkring 100 års mellemrum i 1639 og 1734. I 1802 blev de stjålet og omsmeltet, men efter tegninger er der senere lavet kopier som nu er udstillet på Nationalmuseet.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Fundhistorien
Hornene blev fundet enkeltvis i to omgange. Pigen Kirsten Svendsdatter fandt det lange guldhorn den 20. juli 1639, og den 21. april 1734 blev det korte horn fundet af husmand Erich Lassen. Begge horn blev fundet på en mark ved Gallehus nær Møgeltønder i Slesvig. Kirsten skrev et brev til kongen og modtog et skørt som findeløn, Erich afleverede det korte horn til greven på Schackenborg. Greven afleverede hornet til kongen og modtog 200 rigsdaler til gengæld, og greven gav så Erich Lassen en fæstegård. Hornene blev dermed afleveret til kronen og blev opbevaret på Det kongelige Kunstkammer ved Christiansborg i Rigsarkivets nuværende bygning. Det lange horn skænkede Christian 4. til sin søn prins Christian ("den udvalgte prins", der døde før faderen), som brugte det til drikkehorn. Det var 75,8 centimeter målt i den ydre kurv. Mundingens diameter var 10,4 centimeter, og vægten 3,2 kg.
Guldhornene vakte opsigt, og oldforskeren Ole Worm udgav allerede i 1641 en afhandling om det lange horn: De aureo cornu, hvor den ene af de to bevarede tegninger af guldhornene findes. Guldhornet blev også omtalt i det franske videnskabsakademis tidsskrift Journal des Savants i 1678. Det korte horn blev beskrevet i 1734 af arkivaren Richard Joachim Paulli.
[redigér] Tyveriet
Hornene blev stjålet om aftenen den 4. maj 1802 af Niels Heidenreich, en fattig guldsmed og urmager. Heidenreich brød ind ved hjælp af to nøgler: sin stuedørsnøgle og en anden nøgle, hvor han havde forlænget skaftet. Næste morgen blev tyveriet anmeldt, og tyven blev eftersøgt i datidens medier – aviser og skillingsviser. Dusøren for at angive tyven var 1000 rigsdaler samt fuld anonymitet.
Tyven blev opdaget af guldsmedelagets oldermand, Andreas Holm. Heidenreich havde under falsk navn solgt nogle pagoder, som Holm senere købte. Pagodeguldet var iblandet messing, hvilket Holm opdagede, og han meldte dette til politiet. Heidenreich gik nu fri i første omgang, men Holm mistænkte ham stadig og overvågede ham sammen med nogle kolleger, bl.a. da han skaffede sig af med møntstempler, der blev dumpet i Stadsgraven. Den 27. april 1803 blev Heidenreich endelig pågrebet, og den 30. april tilstod han tyveriet.
Desværre havde han på det tidspunkt forlængst smeltet guldhornene om i sit køkken. Guldet blev brugt til fremstilling af smykker, skospænder og falske pagoder. Heidenreich blev dømt for tyveriet den 10. juni og sad derefter i tugthus til 1840. Fire år senere døde han. Køberne af guldhornsguldet leverede guldet tilbage, hvorefter det blev smeltet om på den Kongelige Mønt. Dermed forsvandt guldhornsguldet endeligt – 7,5 kilo i alt. Muligvis er en lille rest af guldhorns-guldet dog bevaret i et par øreringe, som Heidenreich forærede sin nabo. Øreringene findes nu på museet i Ringe på Fyn. I 2004 fik Nationalmuseet foræret et lignende par øresmykker, der ifølge en familietradition skulle være blevet købt fra Heidenrich. Undersøgelser af smykkematerialet har vist, at materialet er det samme, som øreringene på museet i Ringe er lavet af, og stilmæssigt er der også ligheder.
Efter tyveriet blev en kopi af de to horn fremstillet ud fra tegninger og øjenvidners erindringer om hornene. I 1980'erne blev en ny kopi udarbejdet. I den nye udgave er hornene vredne, muligvis er denne form tættere på originalerne. Begge kopier er idag udstillet på Nationalmuseet.
[redigér] Hornene som historisk kilde
Hornene stammede fra den Germanske jernalder i 400-tallet e.Kr., og det ene bar under mundingsranden en runeindskrift på urnordisk : Ek hlewagastir holtijar horna tawido (hvilket måske kan oversættes til "Jeg Lægæst, skovmand, gjorde hornet", eller: "Jeg, Lægæst fra/søn af Holt, gjorde hornet."). Nogle hævder, at det må have tilhørt kongen over anglerne, medens andre mener, at Lægæst er den samme som Liutgast, folkevandringskongen i Danmark fra ca. år 450 e.Kr, der var "rig på guld". Det ædle materiale og udsmykningen tyder på, at hornene blev brugt i forbindelse med ritualer ved religiøse ceremonier. Men det er usikkert, om de blev brugt som drikkehorn eller som blæseinstrumenter. Man havde på dette tidspunkt importerede drikkehorn af glas med samme form, og man havde hjemlige drikkehorn af oksehorn, med bronzebeslag. Men man havde også blæsehorn af træ, som ligner guldhornene. Et 78 cm langt eksempel på træblæsehornene fra 4-500-tallet e.kr. blev fundet ved Holing ved Herning i 1993. Guldhornene blev lagt i jorden, enten som et offerritual eller som en skjult skat.
Motiverne på Guldhornene fortæller myter med afbildninger af mennesker, dyr og fantasivæsener i flere opdelte paneler. En del af myterne er for os ukendte, men de stammer delvis fra Middelhavsområdet, mens andre er nordiske og måske keltiske. Asetroen er måske opstået sent (dvs. efter 300) i Norden og/eller måske er de nordiske guder oprindeligt de samme som de keltiske guder. Ole Worm troede, at figurerne viste moralske allegorier, og at hornet stammede fra Frode Fredegods tid. Den tyske kultur- og videnskabshistoriker Willy Hartner er i sin fortolkning fra 1969 via numerologi, astrologi og astronomi nået frem til, at figurerne er forklædte runeinskriptioner, der er astronomiske optegnelser om en solformørkelse i år 413. Et tredje eksempel på en tolkning – at figurerne afbilder Balders død i den nordiske mytologi, og dermed afbilder historien om død og genopstandelse, fortolket som årstidernes skiften – kan ses på Alternativinfo.dk. Trods mange forsøg har ingen dog overbevisende dechifreret historierne på guldhornene.
[redigér] Hornene som nationalt klenodie
Guldhornene blev berømte - ikke mindst på grund af tyveriet og tabet af dem. Denne begivenhed gav ophav og navn til et af Danmarks mest berømte digte – "Guldhornene" af Adam Oehlenschläger, der starter: De higer og søger i gamle Bøger..... Digtet blev skrevet umiddelbart efter, at hornene blev stjålet. En lille krølle på denne historie er, at Oehlenschläger faktisk kun boede få husnumre fra det sted, hvor Heidenreich boede, og hvor guldhornene i hemmelighed blev omsmeltet, mens digtet om dem blev forfattet. Se digtet (med faksimile af originaludgaven) i Kalliope. Sammesteds er der en tekstkritisk note. Efter tabet af guldhornene er de blevet symbol på "Danmarks glorværdige fortid" - godt hjulpet på vej af Oehlenschlägers digt. De er blevet brugt i flere gruppers "markedsføring", bl.a. i kvindekampen i starten af århundredet og af nazisterne.
[redigér] Kilder/Henvisninger
- Projekt Runeberg
- Saxo: Guldhornstyveriet
- Nationalmuseets udstilling om guldhornene
- Guldhornene vender tilbage - som løsdele - artikel fra historie-online.dk
Germansk Jernalder (300 til 793) | |
---|---|
Alanerne | Danmarks historie - forhistorien | Det tolosaniske rige | Geiserik | Germanerne | Goterne | Hunnerne | Niebelungenlied | Sarmaterne | Slaget på de katalauniske marker | Slaget ved Worms | Slaverne | Theoderik den Store | Vandalerne |
|
Jernalderens Skandinavien: |
Folkevandringer i Skandinavien | Guldhornene | Gundestrupkarret | Illerupfundet | Landsbynavne | Skibsbygning |
Se også: Andre indgange til historien |