Demokritos

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Formatering
Denne artikel bør formateres som det anbefales i Wikipedias retningslinjer

Demokritos, gr. Filosof, f. i Abdera c. 450 f. Kr., levede største Delen af sit Liv i sin Fødeby, hvor han ogsaa døde i en høj Alder, uvist hvornaar. Større Forskningsrejser, end nogen anden i Samtiden havde foretaget, førte ham til alle den gr. Verdens Egne og til Orienten, og han stiftede Bekendtskab med de forsk. Former af den gi. gr. Naturfilosofi. Ogsaa Athen besøgte han, men om nogen personlig Berøring med Sokrates ell. Platon forlyder intet. D. har om ikke fremsat saa udformet Læren om Atomerne som Grundlag for Forstaaelsen af Naturen og Verdensaltet og dermed som Princip for hele Tilværelsen. Atomerne er uendelig mange i Tal, forsk, i Størrelse og dermed ogsaa i Vægt; deres Konsistens er saaledes, at de ikke kan trænge ind i hinanden, og Betingelsen for, at der kan opstaa et gensidigt Forhold imellem dem, er derfor, at der overalt er tomt Rum, hvorigennem de bevæger sig; den Maade, hvorpaa de lejrer sig, bestemmes af deres forskellige Form. Om Atomernes Opstaaen spørges ikke, da de er evige, og det samme gælder deres opr. Bevægelse, hvis Karakter ikke er helt klar, men hvis Resultat er, at de Atomer, der ligner hinanden i Vægt og Form, naar sammesteds hen. D. illustrerer Tanken ved Kastningen af Korn, hvorved de forsk. Sorter udsondres fra hinanden. Paa denne Maade opstaar Verden og gaar atter til Grunde ved den Naturnødvendighed, som ligger i selve Atomerne og deres Bevægelser, og om hvis sidste Aarsag vi ikke spekulerer. Af de tunge Atomer i Altets Midte opstod Jorden, af de lettere Himlen, Luften og Ilden. Af Jorden opstod Organismerne, og gennem Legemerne breder sig de fineste Atomer, som danner Sjælen, hvis forsk. Funktioner i de forsk. Organer beror paa Atomernes forsk. Lejring og Forbindelser; - Hjeiv nen er Sæde for Tænkningen, Hjertet for Vreden og Leveren for Begæret. Ved Ind- og Ud-aanding optager og afgiver Mennesket Sjæleatomer fra Luften. Sansefornemmelser opstaar derved, at Atomer fra Objektet trænger ind i Sanseorganet, hvor de danner Billeder, men disse er rent subjektive og har ingen virkelig Realitet, idet jo Atomerne og det tomme er det eneste i og for sig eksisterende. Sansningen giver kun en dunkel Erkendelse, medens den sande Erkendelse erhverves af Forstanden gennem Forskning, hvorved man trænger ind fra det aabenbare til det skjulte. Denne Forstandens Erkendelse kan ifølge D.'s hele Betragtning ikke bero paa noget særligt fra Sansningen forsk. Princip, men noget nærmere om dens Natur og Virken erfarer vi for øvrigt ikke. At den er betinget af den ubøjelige Nødvendighed, der raadede overalt i Naturen, kan ikke betvivles, og D.'s hele Verdensopfattelse var saaledes mekanisk. Men det maa betænkes, at det var hans Tanke, at den Teori, han opstillede, skulde give en fuldstændig Forklaring paa hele Naturen; hans mekaniske Opfattelse førte ham til en hidtil ukendt naturvidenskabelig Arbejdsmetode, og overordentlig interessante, til Dels imponerende, er de Iagttagelser, han trods de primitive Hjælpemidler, der .stod til hans Raadighed, var i Stand til at gøre, men Maalet var ikke at skabe en rationel Metode til Studium af Naturen, men at bygge et filos. System, der forklarede Tilværelsen. De etiske Sætninger, der er os overleverede under D.'s Navn, lader sig vanskeligt bringe i nogen indre Forbindelse med hans Naturfilosofi. Han betegnede som det højeste Gode den varige og sikre Sindsligevægt, der kun kunde erhverves gennem Maadehold i og Herredømme over Affekterne og Uafhængighed af alle ydre Goder. Mennesket skaber sig selv sin Lyksalighed, idet han aldrig stræber efter større Lyst, end den han kan opnaa, og aldrig giver sig Lysten i Vold, hvad kun vil drage en større Ulyst efter sig, idet Sjælen kommer ud af Ligevægt. Derved indeholder D.'s Etik ogsaa Kravet om moralsk Renhed, og han lægger stor Vægt paa et godt Forhold til Medmenneskene og Samfundet. Saavel af de etiske Sætninger som af Erkendelseslæren ses, at D. havde en stærk Tilbøjelighed til at gaa ud over den verdensforklarende Naturfilosofi og beskæftige sig med Menneskets Opfattelse af Omverdenen, og dets paa Erkendelsen beroende Handlinger, en Bevægelse, der først helt gennemførtes af Sokrates og den Tænkning, der udgik fra ham. D.'s egen Skole fik ikke nogen varig Bet., men hans Indflydelse blev alligevel stor; Platon nævner vel aldrig D. og var utvivlsomt stærkt polemisk stemt mod ham, men paavirkedes alligevel af ham; Aristoteles bekæmper ham ofte, men som en Modstander, han respekterer og kan lære af, og saa at sige alt, hvad der er af videnskabeligt Indhold i den epikuræiske Filosofi, har sin Oprindelse fra D. Ved sit Krav om et af ingen Spekulation forstyrret Studium af Naturen i dens Leven og Virken indtager D. en frem-" trædende Plads i Videnskabens Historie; hans Teori blev vel skudt til Side ved Aristoteles' Avtoritet, men hans Metode levede, og da i nyere Tid selve Teorien genoplivedes af Gas-sendi, blev den en betydningsfuld Sten i Fundamentet, hvorpaa den moderne Naturvidenskab byggedes op. Af D.'s talrige Skr, der i Oldtiden nød stor Anseelse ogsaa p. Gr. a. deres

smukke Form, er intet bevaret. (L i 11.: I. Hammer-Jensen, »Den ældste Atomlære« [Kbhvn 1908]). ' W. N.


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.

Dette, at reducere det kvalitative til det kvantitative, er jo også, hvad Demokritos gør: hvis man bliver ved med at dele det mangfoldige univers, vil man nå til den første/mindste bestanddel - den, der ikke længere kan deles(den, der er udelelig: atomos). At menneskeheden så siden har fundet ud af, at også atomet kan deles, forandrer ikke det geniale i Demokrits tankegang - vi leder stadig efter den første byggesten(vi kalder den neutron, proton, elektron eller kvark etc.), men hvad vi end kalder den, fortsætter vi jo i de græske naturfilosoffers fodspor.

Bent-Erik Avsum