Deltagerobservation
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Deltagerobservation er en researchmetode, der sigter mod at skabe en tæt indsigt og forståelse af en given gruppe af individer (f.eks. etniske, religiøse eller sociale grupper) gennem en intensiv involvering med disse mennesker i deres eget miljø. Metoden blev oprindelig udviklet af antropologer og af Chicago-skolen i psykologi i forbindelse med bymæssig research.
Deltagerobservation involverer en række teknikker og metoder: informelle interviews, direkte observation, deltagelse i den undersøgte gruppes aktiviteter, kollektive diskussioner, analyse af personlige dokumenter produceret af gruppen, selv-analyse og livshistorier. Deltagerobservation betragtes som regel som en kvalitativ metode, men kan ligeledes involvere et mere kvantitativt element. Undersøgelserne finder normalt sted over længere tid, fra måneder til flere år. Jo længere perioden er, jo bedre er muligheden for at researcheren opnår mere korrekt information, der også kan tage højde for sæsonmæssige forskydninger.
Deltagerobservation har sine rødder i antropologi, og personer som Frank Hamilton Cushing, Bronislaw Malinowski, Edward Evans-Pritchard og Margaret Mead kan nævnes i den forbindelse. Antropologer ser nu deltagerobservation som deres primære researchmetode.